Henvendelse af 28/9-18 fra Svend Aage Nielsen, Ulfborg vedr. udvidelsen af Den nikænske Trosbekendelse

Råddenskab, løgn og lovbrud i kirken. Af forfatter, fhv. sognepræst Svend Aage Nielsen
Tak til Peter Orry for sin leder den 15. september ”Råddenskaben i Rom.” Den er berettiget.
Derfor var det nødvendigt at gøre ”skriften alene” til autoritet for kirken ved Reformationen.
I tidens løb havde traditionen ført til fejludviklinger af kirken som cølibatet – uden hjemmel i
”skriften alene”. Jesus helbredte Peters svigermor. Peter var gift. Han nævnes som den første
pave. Peter Orrys leder minder om Kaj Munks ord i bogen Himmel og Jord i 1938. Her skrev
han, at romerkirken stadigt mangler at opgive: ”Verdslighedsbegæret, cølibatsvineriet,
helgensvindelen, oplysningsmistroen.” Reformationen blev ikke fuldstændig, nogle
udskejelser fulgte med ind i vor evangelisk-lutherske kirke. Herunder den, at romerkirken i
begær efter at stå sig godt med den verdslige magt i 1014 gik med til at udvide oldkirkens
nikænske trosbekendelse – uden hjemmel i ”skriften alene.” og uden en vedtagelse på et
fælles kirkemøde. I skriften alene siger Jesus i Johs. kap. 15,26: Jeg vil sende jer
Helligånden, ”sandhedens ånd, som udgår fra Faderen.” De ord gengav man, da man i 300-
tallet udformede Den nikænske Trosbekendelse. Men i tidens løb førte teologiske
spekulationer om Gud og Jesus til, at man i Spanien i selvtægt indførte udvidelsen af den
fælles tro til, at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen. Udvidelsen greb om sig, og
Karl den Store ville tryne den østromerske kejser med at være mere ”rettroende” end denne,
Han insisterede på udvidelsen som den rette tro – mod pavens vilje. Først da den tysk-
romerske kejser ville krones i Peterskirken i Rom gjorde paven knæfald for den verdslige
magt. Han gik med til, at den udvidede trosbekendelse skulle indføres ved kroningsmessen –
og blev det - for fremtiden. I 1054 blev en kardinal Humbert sendt til forhandling med den
ortodokse kirkes øverste patriark i Konstantinopel. Den gik galt, Den 16. juli 1054 gik
Humbert op i Hagia Sophia-katedralen med en bandbulle, der skilte Østkirken fra
Vestkirken. Den opregnede stridspunkter mellem de to parter herunder, at de ortodokse ville
slette udvidelsen af den nikænske trosbekendelse. Beskyldningen var usand og gemen. I
humbug løj Humbert, at det var den udvidede tekst, der tilkom navnet Den nikænske
Trosbekendelse. Den løgn er videreført i snart 1000 år - ikke alene i den romersk-katolske
kirke med også i protestantiske kirker. Løgnen er massivt blevet tradition. Reformatorerne
fik kun delvist gjort op med den. I Den augsburgske Bekendelse henvises til det oldkirkelige
kirkemødes tekst. Men den liturgiske tradition med udvidelsen blev der ikke gjort op med i
kirken. Det blev der gjort op med i Danske Lov på to fundamentale punkter: 1. Kun det, der
var i overensstemmelse med ”skriften alene” skulle være gældende. 2. Den nikænske
Trosbekendelse skulle være gældende. Altså ikke Den udvidede. Men løgnen i Vestkirken
blev ved magten. Den er en del af råddenskaben i romerkirken og folkekirken den dag i dag.
Da jeg fra 1988 gjorde opmærksom på det, begyndte man at undlade at anføre de falske
navne. Men ved udgivelsen af Den danske Salmebog i 2003 trynede de ansvarlige for
udgivelsen de falske betegnelser ind under de udvidede tekster igen. Siden er de ansvarlige
biskopper med flere fortsat som løgnere og lovbrydere – i forhold til Danske Lov.
Kirkeudvalget 2017-18
KIU Alm.del Bilag 56
Offentligt