Henvendelse af 13/9-18 fra Vikingeskibsmuseet vedr. den videre proces ift. affredning af Vikingeskibshallen i Roskilde

Tilhører sager:

Aktører:


    Vikingeskibsmuseet i Roskilde - til FKU

    https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/KUU/bilag/235/1938918.pdf

    Roskilde 13.09.2018
    Folketingets Kulturudvalg
    Folketinget
    Christiansborg
    1240 København K
    Vikingeskibshallen i Roskilde er affredet – orientering om bestyrelsens udgangspunkt for videre proces
    På vegne af Vikingeskibsmuseets bestyrelse vil vi takke for den interesse, vi har mødt, når vi har forelagt
    spørgsmålet om sikring af de fem Skuldelevskibe og problemerne med Vikingeskibshallen for udvalget. Som
    opfølgning på de positive drøftelser, og på baggrund af ministeriets beslutning om at ophæve fredningen af
    Vikingeskibshallen, vil vi kort orientere om bestyrelsens udgangspunkt for den videre proces.
    Museet har modtaget beslutningen med lettelse og tilfredshed. Den bringer os ud af et langvarigt
    dødvande, og skaber det nye udgangspunkt, der er nødvendigt for at sikre de umistelige skibe og museets
    fremtidige udvikling. Forude ligger en enestående mulighed for at skabe et nyt vikingeskibsmuseum i
    samarbejde med de bedste arkitekter og i dialog med brugere, borgere og andre relevante parter.
    Udgangspunktet vil være, at der opføres en ny, klimasikret og tidssvarende museumsbygning, som – i
    forlængelse af den dokumentation og de synspunkter, bestyrelsen har fremlagt i relation til ansøgningen
    om affredning – skaber den størst mulige sikkerhed for de udstillede skibe.
    Udgangspunktet for arbejdet vil være den eksisterende helhedsplan Mennesket, skibet og havet, som
    beskriver museets udviklingsplaner og vision for en samlet udbygning, der kan bringe museet ind i
    fremtiden som en af Danmarks betydningsfulde, internationale kulturinstitutioner og turistattraktioner.
    Planen blev udviklet i 2014 i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og Roskilde Kommune, og er
    godkendt af kommunen som planmyndighed. Den skal nu revideres og ajourføres som led i arbejdet med at
    udvikle et program for en arkitektkonkurrence for det samlede projekt.
    Bestyrelsen vil i den forbindelse afklare, hvilke af Vikingeskibshallens arkitektoniske idéer og værdier, der
    ønskes videreført og nyfortolket i en ny bygning – f.eks. bygningens placering i landskabet og oplevelsen af
    skibene i et stort rum i flere niveauer og med fjorden som direkte baggrund.
    Nu skal vi i gang, og bestyrelsen tager fat på den store opgave med ydmyghed, forventning og fornyet
    optimisme. En af de første opgaver bliver at tilvejebringe den nødvendige finansiering i samarbejde med
    stat, kommune og private fonde. Vi tillader os at håbe på udvalgets fortsatte interesse, så vi kan få skibene i
    sikkerhed i et nyt, klimasikret museum.
    Med venlig hilsen
    Joy Mogensen Tinna Damgård-Sørensen
    Bestyrelsesformand Museumsdirektør
    Kulturudvalget 2017-18
    KUU Alm.del Bilag 235
    Offentligt