Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (omarbejdning) Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i Salzburg den 19.-20. september 2018

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 12.9.2018
COM(2018) 634 final
2018/0329 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (omarbejdning)
Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i
Salzburg den 19.-20. september 2018
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0634
Offentligt
DA 1 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Dette forslag er et led i en pakke af foranstaltninger, som Kommissionen fremlægger som
opfølgning på topmødet den 28. juni 20181
, hvor Det Europæiske Råd understregede, at det er
nødvendigt at optrappe den effektive tilbagesendelse af irregulære migranter betydeligt, og
udtrykte tilfredshed over Kommissionens planer om at forelægge lovgivningsforslag om en
mere effektiv og sammenhængende europæisk tilbagesendelsespolitik. De vigtigste
principper, der blev fastslået i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde, og som også
har fået opbakning fra medlemsstaterne i forskellige fora2
, går ud på at styrke redskaberne til
europæisk solidaritet, især den europæiske grænse- og kystvagt, for at sikre en effektiv
forvaltning af de ydre grænser og migration og for at skabe en mere effektiv og
sammenhængende europæisk tilbagesendelsespolitik.
Det er et afgørende element i den europæiske dagsorden for migration3
at sikre, at afgørelser
om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, som ikke har ret til at opholde sig i EU, føres
ud i livet. På EU-plan er tilbagesendelsespolitikken reguleret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/115/EF4
("direktivet om tilbagesendelse"), der fastsætter fælles
standarder og procedurer, som skal anvendes i medlemsstaterne ved tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, idet nonrefoulementprincippet overholdes fuldt
ud. Siden direktivet om tilbagesendelse trådte i kraft i 2010, er migrationspresset på
medlemsstaterne og Unionen som helhed steget. Derfor er der mere end nogensinde behov for
at afhjælpe de problemer, der er forbundet med at gennemføre afgørelser om tilbagesendelse
af irregulære migranter.
Der er to centrale udfordringer.
For det første støder medlemsstaterne på vanskeligheder i tilbagesendelsesprocedurerne, der
forhindrer dem i at føre afgørelser om tilbagesendelser ud i livet. Den nationale
gennemførelse af EU-rammerne varierer fra medlemsstat til medlemsstat og er ikke så
effektiv, som den burde være. Blandt andet medfører modstridende definitioner og
fortolkninger af risikoen for forsvinden og af betingelserne for frihedsberøvelse, at irregulære
migranter forsvinder og indgår i sekundære bevægelser. Manglende samarbejde fra de
pågældende tredjelandsstatsborgeres side lægger også hindringer i vejen for
tilbagesendelsesprocedurerne. Medlemsstaterne er ikke tilstrækkelig godt rustet til at give de
kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at udveksle de nødvendige oplysninger med
henblik på at gennemføre tilbagesendelserne.
For det andet afhænger effektiviteten i EU's tilbagesendelsespolitik også af, at
oprindelseslandene samarbejder. I de sidste tre år har EU's vedholdende indsats for at
inddrage de vigtigste oprindelseslande i et samarbejde om migrationsstyring resulteret i gode
fremskridt, og der er iværksat en række juridisk ikkebindende ordninger for tilbagesendelse
og tilbagetagelse. Gennemførelsen af disse ordninger er påbegyndt, og nu er det vigtigt, at alle
1
Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 28. juni 2018.
2
Mesebergerklæringen fra Tyskland og Frankrig om fornyelse af Europas løfter om sikkerhed og velstand af
19. juni 2018.
3
COM(2015) 240 final.
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L
348 af 24.12.2008, s. 98).
DA 2 DA
medlemsstater udnytter disse resultater og gør fuld brug af ordningerne for at øge antallet af
tilbagesendelser til de pågældende lande. Desuden har Kommissionen foreslået at styrke
brugen af EU's visumpolitik som et redskab til at opnå fremskridt i samarbejdet med
tredjelande om tilbagesendelse og tilbagetagelse. Når forslaget er vedtaget, vil det i høj grad
styrke EU's position over for oprindelseslandene.
Det har været et vigtigt mål i de seneste år at sørge for, at flere afgørelser om tilbagesendelse
føres ud i livet. I 2016 foreslog Kommissionen at revidere den europæiske grænse- og
kystvagts mandat, som blev styrket betydeligt for så vidt angår tilbagesendelse. I kraft af det
nye mandat har agenturet udviklet nye redskaber til støtte for medlemsstaternes
tilbagesendelsesaktiviteter og -procedurer. I den nye handlingsplan om tilbagesendelse fra
20175
pegede Kommissionen på, hvordan manglerne i medlemsstaternes
tilbagesendelsesprocedurer og -praksis hæmmer effektiviteten i EU's tilbagesendelsessystem.
Kommissionen vedtog derfor i 2017 en henstilling om en række foranstaltninger, som
medlemsstaterne bør iværksætte for at gøre tilbagesendelserne mere effektive6
, herunder ved
fuldt ud at udnytte den mulighed for fleksibilitet, som direktivet om tilbagesendelse giver.
Ved den lejlighed tilkendegav Kommissionen også, at den på baggrund af erfaringerne med
gennemførelsen af henstillingen og afhængigt af behovet for at træffe yderligere
foranstaltninger for at opnå en betydelig forøgelse af andelen af personer, der tilbagesendes,
var parat til at indlede en revision af direktivet om tilbagesendelse.
På trods af disse bestræbelser er der kun gjort ringe fremskridt med at øge effektiviteten i
tilbagesendelserne. Tværtimod kunne der konstateres et fald i tilbagesendelsesprocenten for
hele EU fra 45,8 % i 2016 til blot 36,6 % i 2017. For at løfte de centrale udfordringer og sikre,
at afgørelser om tilbagesendelser fuldbyrdes, skal der en målrettet revision af direktivet om
tilbagesendelse til, navnlig for at nedbringe tilbagesendelsesprocedurernes varighed betydeligt
og sikre en bedre forbindelse mellem asyl- og tilbagesendelsesprocedurerne og en mere
effektiv anvendelse af foranstaltningerne til forebyggelse af forsvinden. For at opnå en mere
effektiv og sammenhængende europæisk tilbagesendelsespolitik, der er i overensstemmelse
med de grundlæggende rettigheder som fastsat i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, er det nødvendigt, at der hurtigt vedtages en målrettet
omarbejdning af direktivet om tilbagesendelse.
Ved en sådan målrettet omarbejdning bør der:
– tilrettelægges en ny procedure for hurtig tilbagesendelse af ansøgere om international
beskyttelse, der har fået afslag på deres ansøgning i forbindelse med
asylgrænseproceduren
– skabes tydeligere og mere effektive regler om vedtagelse af afgørelser om
tilbagesendelse og om klager over sådanne afgørelser
– opstilles en klar ramme for samarbejde mellem irregulære migranter og kompetente
nationale myndigheder, skabes strømlinede regler for indrømmelse af en frist for
frivillig udrejse og opstilles en ramme for tildeling af finansiel og materiel bistand og
bistand i naturalier til irregulære migranter, der frivilligt vil vende tilbage til
oprindelseslandet
– etableres mere effektive instrumenter til at forvalte og lette den administrative
behandling af tilbagesendelser, udvekslingen af oplysninger mellem kompetente
myndigheder og fuldbyrdelsen af tilbagesendelser for at modvirke ulovlig migration
5
COM(2017) 200 final.
6
C(2017) 1600 final.
DA 3 DA
– sikres sammenhæng og synergi med asylprocedurerne
– sikres en mere effektiv brug af frihedsberøvelse for at støtte fuldbyrdelsen af
tilbagesendelser.
De foreslåede målrettede ændringer berører ikke direktivets anvendelsesområde og heller ikke
beskyttelsen af de nuværende rettigheder for migranter, herunder med hensyn til barnets tarv,
familieliv og helbredstilstand. Direktivet vil fortsat sikre fuld overholdelse af migranternes
grundlæggende rettigheder, særlig nonrefoulementprincippet.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Dette forslag udbygger de eksisterende bestemmelser i direktivet om tilbagesendelse med
henblik på at sikre en effektiv tilbagesendelse af irregulære migranter under overholdelse af
de grundlæggende rettigheder og nonrefoulementprincippet.
Det bygger navnlig på gennemførelsen af Kommissionens nye handlingsplan og henstilling
om tilbagesendelse fra marts 2017 samt den reviderede håndbog om tilbagesendelse, der blev
vedtaget i november 20177
, og supplerer forslaget om yderligere at styrke Det Europæiske
Agentur for Grænse- og Kystbevogtning. Formålet er at sikre en effektiv kontrol ved EU's
ydre grænser og i væsentlig grad at optrappe tilbagesendelsen af irregulære migranter.
For i højere grad at fremme frivillig tilbagevenden bør medlemsstaterne desuden iværksætte
operationelle programmer, hvorigennem der ydes øget bistand og rådgivning i forbindelse
med tilbagevenden, som kan omfatte støtte til reintegration i tredjelande, idet der tages hensyn
til de fælles standarder for programmer for støttet frivillig tilbagevenden og reintegration8
med henblik på yderligere harmonisering af sådanne programmer.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Dette forslag er i overensstemmelse med den europæiske dagsorden for migration, og hvori
formand Junckers politiske retningslinjer omsættes til en række sammenhængende initiativer,
der gensidigt styrker hinanden og bygger på fire hovedelementer. Disse søjler består i at
mindske incitamentet til irregulær migration, sikre de ydre grænser og redde liv, føre en stærk
asylpolitik og fastlægge en ny politik for lovlig migration.
Forslaget er også en opfølgning på topmødet den 28. juni 2018, hvor Det Europæiske Råd
anmodede om, at tilbagesendelsen af irregulære migranter optrappes betydeligt, og udtrykte
tilfredshed over Kommissionens planer om at forelægge lovgivningsforslag om en mere
effektiv og sammenhængende europæisk tilbagesendelsespolitik.
Dette forslag er i overensstemmelse med andre EU-politikker og styrker disse, bl.a.:
 Det fælles europæiske asylsystem, idet der skabes øget synergi mellem asyl- og
tilbagesendelsesprocedurerne, især i forbindelse med grænseprocedurerne.
 Forordningen om den europæiske grænse- og kystvagt, der yderligere styrker
mandatet til Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning på området
tilbagesendelse. Desuden skal der ifølge nærværende forslag oprettes nationale
systemer til forvaltning af tilbagesendelser, som bør være forbundet med et centralt
system, der oprettes af agenturet ifølge det nye forslag til en forordning om den
europæiske grænse- og kystvagt, som udgør en del af den aktuelle lovgivningspakke.
7
C(2017) 6505.
8
Ikkebindende fælles standarder for programmer for støttet frivillig tilbagevenden (og reintegration), som
medlemsstaterne iværksætter (8829/16).
DA 4 DA
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Dette forslag er en omarbejdning af direktivet om tilbagesendelse og bør derfor baseres på
artikel 79, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som giver
Unionen beføjelse til at vedtage foranstaltninger vedrørende ulovlig indvandring og ulovligt
ophold, herunder udsendelse og repatriering af personer med ulovligt ophold.
• Variabel geometri
Hvad angår variabel geometri, anvendes der i dette forslag en ordning, der kan sammenlignes
med ordningen i det nuværende direktiv om tilbagesendelse.
Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om dette direktiv til udbygning af
Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre direktivet i sin
nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til traktaterne.
Hvad angår Det Forenede Kongerige og Irland, har direktivet om tilbagesendelse
hybridkarakter, således som det afspejles i betragtning 48 og 49 heri. Det følger heraf, at både
protokol nr. 19 om Schengenreglerne som integreret i Den Europæiske Union, der er knyttet
som bilag til traktaterne, og protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling
for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til
traktaterne, finder anvendelse på dette forslag.
På grundlag af de respektive aftaler om associering af Island, Norge, Schweiz og
Liechtenstein i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, bør disse
lande være bundet af dette direktiv.
• Nærhedsprincippet
Formålet med dette forslag er at afhjælpe de vigtigste mangler og hindringer, som
medlemsstaterne møder i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelser. Forebyggelse
og bekæmpelse af ulovlig indvandring samt tilbagesendelse af personer, der ikke har ret til
lovligt ophold, er i alle medlemsstaters interesse og et mål, som kun kan nås i fællesskab. Der
er derfor behov for en yderligere indsats på EU-plan for at gøre EU's tilbagesendelsespolitik
mere effektiv, idet nærhedsprincippet overholdes fuldt ud, jf. artikel 5, stk. 3, i traktaten om
Den Europæiske Union.
• Proportionalitetsprincippet
Sammen med forslaget om et udvidet mandat til Det Europæiske Agentur for Grænse- og
Kystbevogtning har dette forslag til formål at reagere på de udfordringer, som Unionen står
over for med hensyn til migrationsstyring og tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold. Forslaget indgår i og styrker de eksisterende rammer for
tilbagesendelsespolitikken, der også omfatter operationelle støtteredskaber og programmer
samt finansieringsmekanismer, der er til rådighed for medlemsstaternes myndigheder og
organisationer, som har at gøre med tilbagesendelser. Ændringerne i direktivet om
tilbagesendelse er begrænsede og målrettede og har til formål at afhjælpe de vigtigste mangler
ved tilbagesendelsesprocedurerne og mindske de hindringer, som medlemsstater møder, når
de foretager tilbagesendelser, samtidig med at de berørte tredjelandsstatsborgeres
grundlæggende rettigheder overholdes. Forslaget går ikke videre, end hvad der er nødvendigt
for at nå de erklærede mål.
DA 5 DA
• Valg af retsakt
Direktivet om tilbagesendelse indeholder allerede en række solide standarder for en effektiv
og værdig tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Formålet med det
aktuelle forslag er at indføre målrettede ændringer i direktivet for at afhjælpe visse
konstaterede mangler og hindringer, som medlemsstaterne møder i forbindelse med
tilbagesendelser. Da forslaget går ud på at omarbejde direktivet om tilbagesendelse, er det
mest hensigtsmæssigt at vælge samme type retsakt.
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Evaluerings- og overvågningsmekanismen til kontrol af anvendelsen af Schengenreglerne9
og
de oplysninger, der indsamles via Ekspertgruppen om Tilbagesendelse under Det Europæiske
Migrationsnetværk (EMN REG) og via Det Europæiske Agentur for Grænse- og
Kystbevogtning har gjort det muligt at foretage en omfattende vurdering af, hvordan
medlemsstaterne gennemfører Unionens politik for tilbagesendelse.
Siden 2015, hvor den første evaluering vedrørende tilbagesendelser fandt sted, er der
konstateret en række tværgående elementer, der er fælles for de nationale
tilbagesendelsessituationer og -systemer, som indtil nu er blevet vurderet (i 21 medlemsstater
og associerede Schengenlande).
• Høringer af interesserede parter
I konklusionerne fra mødet i oktober 2016 opfordrede Det Europæiske Råd til, at de nationale
administrative tilbagesendelsesprocesser blev styrket. I Maltaerklæringen af 3. februar 2017
fremhævede Det Europæiske Råd behovet for en revision af EU's tilbagesendelsespolitik
baseret på en objektiv analyse af den måde, som de retlige, operationelle, finansielle og
praktiske redskaber, der er adgang til på EU-plan og nationalt plan, anvendes på. Det udtrykte
tilfredshed over Kommissionens planer om hurtigt at forelægge en ajourført handlingsplan om
tilbagesendelse og yde vejledning med henblik på at opnå flere operationelle tilbagesendelser
fra EU's og medlemsstaternes side og faktisk tilbagetagelse baseret på gældende ret. I
handlingsplanen om tilbagesendelse fra 2015 og efterfølgende i meddelelsen fra 2017 om en
mere effektiv tilbagesendelsespolitik og den ledsagende henstilling understregede
Kommissionen behovet for en strengere håndhævelse af EU-reglerne om tilbagesendelse for
generelt at gøre EU's tilbagesendelsespolitik mere effektiv. I konklusionerne fra mødet i juni
2018 udtrykte Det Europæiske Råd tilfredshed over Kommissionens planer om at fremsætte
lovgivningsforslag om en mere effektiv og sammenhængende europæisk
tilbagesendelsespolitik.
Det Europæiske Migrationsnetværk har i løbet af de sidste to år bidraget med specialiserede
undersøgelser, svar på ad hoc-forespørgsler og andet informationsmateriale om effektiviteten
af tilbagesendelser i EU's medlemsstater, alternativer til frihedsberøvelse, ordninger for støttet
frivillig tilbagevenden og reintegration, frihedsberøvelse og materielle forhold under
frihedsberøvelsen, retshjælp i detentionscentre og andre emner.
9
Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013 af 7. oktober 2013 om indførelse af en evaluerings- og
overvågningsmekanisme til kontrol af anvendelsen af Schengenreglerne og om ophævelse af
Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og
anvendelse af Schengenreglerne (EUT L 295 af 6.11.2013, s. 27).
DA 6 DA
• Indhentning og brug af ekspertbistand
På det tekniske plan er der udvekslet oplysninger med medlemsstaterne om de aktuelle
vanskeligheder med gennemførelsen inden for rammerne af Kontaktgruppen for
Tilbagesendelse, Ekspertgruppen om Tilbagesendelse under Det Europæiske
Migrationsnetværk og Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning. Dette har
navnlig resulteret i en revision af håndbogen om tilbagesendelse og en undersøgelse af
effektiviteten i tilbagesendelsesprocessen i EU-medlemsstaterne, foretaget af Det Europæiske
Migrationsnetværk. Formålet med denne undersøgelse var at analysere, hvilken virkning EU-
reglerne om tilbagesendelse — herunder direktivet om tilbagesendelse og EU-Domstolens
retspraksis på området — har på medlemsstaternes tilbagesendelsespolitik og -praksis og
dermed på effektiviteten i tilbagesendelsesprocessen i hele EU.
• Konsekvensanalyse
Det har været et vigtigt mål for Kommissionen i de seneste år at sikre, at flere afgørelser om
tilbagesendelse føres ud i livet. Forordningen om den europæiske grænse- og kystvagt og det
dermed forbundne nye mandat til Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning
medførte store forbedringer på tilbagesendelsesområdet. Desuden fremgik det af den nye
handlingsplan om tilbagesendelse og henstillingen om at gøre tilbagesendelse mere effektiv,
der blev offentliggjort i marts 2017, hvordan mangler i medlemsstaternes
tilbagesendelsesprocedurer og -praksis hæmmer effektiviteten i tilbagesendelsessystemet. På
denne baggrund indledte Kommissionen og medlemsstaterne tekniske konsultationer for at
analysere de aktuelle udfordringer i forbindelse med tilbagesendelser og kortlægge
manglerne, og konklusionen var, at der var behov for en målrettet revision af den eksisterende
lovgivning. Disse konsultationer og den efterfølgende analyse af de centrale spørgsmål førte
til revisionen af håndbogen om tilbagesendelse i november 2017. Civilsamfundet blev også
hørt, og desuden blev der inden for rammerne af Schengenevalueringsmekanismen udarbejdet
en detaljeret oversigt over de problemer, der skal afhjælpes på tilbagesendelsesområdet.
Gennem ovennævnte processer var interessenterne i stand til at kortlægge både de retlige og
praktiske hindringer for effektive tilbagesendelser i forbindelse med gennemførelsen af
direktivet om tilbagesendelse og at klarlægge behovet for en målrettet revision af direktivet.
I konklusionerne fra mødet i juni 2018 udtrykte Det Europæiske Råd tilfredshed over
Kommissionens planer om at fremsætte lovgivningsforslag om en mere effektiv og
sammenhængende europæisk tilbagesendelsespolitik. I betragtning af, at der er foretaget en
grundig vurdering af de centrale spørgsmål på tilbagesendelsesområdet, og at det haster med
at fremlægge lovgivningsforslag, og i anerkendelse af, at en revision af det eksisterende
direktiv er den mest hensigtsmæssige løsning både hvad angår indhold og tidsplan, anses en
konsekvensanalyse af dette forslag ikke for nødvendig.
• Grundlæggende rettigheder
Dette forslag overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der anerkendes i
artikel 2 og 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og som afspejles i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Navnlig respekterer forslaget fuldt ud den menneskelige værdighed, retten til livet, forbuddet
mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, retten til frihed og
sikkerhed, retten til beskyttelse af personoplysninger, asylretten og retten til beskyttelse i
tilfælde af udsendelse og udvisning, nonrefoulementprincippet og princippet om
ikkeforskelsbehandling samt retten til adgang til effektive retsmidler og børns rettigheder.
DA 7 DA
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Dette forslag indebærer ikke nogen finansiel eller administrativ byrde for Unionen. Det har
derfor ingen indvirkning på EU-budgettet.
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Kommissionen rapporterer om anvendelsen af direktiv til Europa-Parlamentet og Rådet inden
for tre år efter dets ikrafttræden og derefter hvert tredje år. I den forbindelse kan
Kommissionen foreslå ændringer, der anses for nødvendige.
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Formålet med de målrettede ændringer i dette forslag er at gøre tilbagesendelsesproceduren
mere effektiv, herunder dets samordning med afslutningen af asylprocedurerne. De målrettede
ændringer ændrer ikke de garantier og rettigheder, som tredjelandsstatsborgere har, og
respekterer deres grundlæggende rettigheder, navnlig nonrefoulementprincippet.
Der redegøres for ændringer, der er indført i forhold til:
1) Risiko for, at den pågældende forsvinder (artikel 6): der er et stærkt behov for EU-
dækkende objektive kriterier for at fastslå, om der er risiko for, at den pågældende vil
forsvinde, herunder uautoriserede sekundære bevægelser. For at undgå forskellige eller
ineffektive fortolkninger fastlægges der i forslaget som led i en samlet vurdering af de særlige
omstændigheder i den enkelte sag en fælles, ikkeudtømmende liste over objektive kriterier for
at fastslå, om der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde.
2) Forpligtelse til at samarbejde (artikel 7): Det er i stigende grad blevet konstateret, at ikke
alle tredjelandsstatsborgere samarbejder i forbindelse med tilbagesendelsesprocedurerne og
således lægger hindringer i vejen for at vende tilbage. Det er derfor nødvendigt at indføre en
udtrykkelig forpligtelse for tredjelandsstatsborgere til at samarbejde med de nationale
myndigheder i alle faser af tilbagesendelsesprocedurerne, navnlig for at fastslå og kontrollere
deres identitet med henblik på at opnå et gyldigt rejsedokument og sikre en vellykket
fuldbyrdelse af afgørelsen om tilbagesendelse. Dette afspejler en lignende forpligtelse til at
samarbejde med de kompetente myndigheder, som allerede eksisterer og gælder i forbindelse
med asylprocedurer.
3) Når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse i forbindelse med ophør af lovligt
ophold (artikel 8): da medlemsstaterne ikke systematisk træffer afgørelser om
tilbagesendelse i forbindelse med ophør af lovligt ophold, præciseres det i forslaget, at det er
nødvendigt at træffe en afgørelse om tilbagesendelse, umiddelbart efter at der er truffet en
afgørelse om afslag på eller ophør af lovligt ophold. Når en afgørelse om tilbagesendelse
træffes umiddelbart efter eller i samme retsakt som en afgørelse om afslag på en ansøgning
om international beskyttelse, suspenderes fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse,
indtil afvisningen bliver endelig, i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols
retspraksis.
4) Frivillig udrejse (artikel 9): der er behov for at tilpasse bestemmelserne for indrømmelse
af en frist for frivillig udrejse. En sådan frist bør ikke være længere end 30 dage som allerede
fastsat i det gældende tilbagesendelsesdirektiv. Dette forslag gør det imidlertid ikke længere
obligatorisk at indrømme en frist på mindst syv dage ved fastsættelsen af varigheden af fristen
for frivillig udrejse. Det giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en kortere frist. I
DA 8 DA
forslaget fastsættes også en række tilfælde, hvor det bliver obligatorisk ikke at indrømme en
frist for frivillig udrejse.
5) Indrejseforbud udstedt i forbindelse med ind- og udrejsekontrol ved udrejse (artikel
13): når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold afsløres for første gang, idet
vedkommende er ved at forlade Unionen, kan det under visse omstændigheder være
hensigtsmæssigt at pålægge et indrejseforbud for at forebygge fremtidig genindrejse og
dermed mindske risikoen for ulovlig indvandring. Samtidig bør dette ikke forsinke
vedkommendes afrejse, da personen allerede er ved at forlade medlemsstaternes område.
Forslaget giver medlemsstaterne mulighed for efter en individuel vurdering og under
hensyntagen til proportionalitetsprincippet at pålægge et indrejseforbud uden at træffe en
afgørelse om tilbagesendelse.
6) Forvaltning af tilbagesendelser (artikel 14): effektive tilbagesendelsesprocedurer kræver
instrumenter, der gør det muligt straks at stille oplysninger til rådighed for de kompetente
myndigheder, og operationelle ordninger, der yder øget bistand og rådgivning i forbindelse
med tilbagesendelsen til personer, der vender tilbage, med passende operationel og finansiel
støtte fra EU. I forslaget fastsættes en forpligtelse til at have nationale systemer for
forvaltning af tilbagesendelser, der leverer rettidige oplysninger om tredjelandsstatsborgernes
identitet og retlige situation, som er relevante for overvågningen og opfølgningen af de
enkelte sager Disse skal knyttes til et centralt system oprettet af Det Europæiske Agentur for
Grænse- og Kystbevogtning i overensstemmelse med den nye forordning, der indgår i denne
pakke.
I forslaget pålægges medlemsstaterne også en forpligtelse til at udarbejde programmer for
frivillig tilbagevenden, som også kan omfatte støtte til reintegration.
7) Retsmidler og klageadgang (artikel 16): tilbagesendelsesprocedurernes effektivitet og
hurtighed skal suppleres af passende garantier. Fristen for indgivelse af klager over afgørelser
om tilbagesendelse varierer betydeligt medlemsstaterne imellem, nemlig fra nogle få dage til
en måned eller mere. I overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder skal fristen give
tilstrækkelig tid til at sikre adgang til effektive retsmidler uden at forsinke
tilbagesendelsesprocedurerne.
I forslaget fastsættes en specifik frist (fem dage) for indgivelse af klager over afgørelser om
tilbagesendelse, der er truffet i sager, hvor afgørelsen om tilbagesendelse er en følge af en
afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, der er blevet endelig.
Hvis risikoen for tilsidesættelse af nonrefoulementprincippet ikke allerede er blevet vurderet
af en retslig myndighed i asylprocedurerne, skal der indrømmes en automatisk opsættende
virkning af klagen over en afgørelse om tilbagesendelse. Dette er det eneste obligatoriske
tilfælde, hvor der indrømmes en automatisk opsættende virkning i henhold til dette forslag,
uden at dette berører medlemsstaternes kompetente nationale myndigheders eller organers
forpligtelse til midlertidigt at suspendere fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse i
enkelte sager, hvor det skønnes nødvendigt af andre grunde. En sådan afgørelse om
midlertidig suspension skal træffes hurtigt og som hovedregel inden for 48 timer.
I forslaget fastsættes det også, at der kun kan klages ved en enkelt retsinstans over en
afgørelse om tilbagesendelse, som er resultatet af en forudgående negativ afgørelse om en
ansøgning om international beskyttelse, som allerede er prøvet ved en anden retsinstans.
Endelig indeholder det en yderligere harmonisering af bestemmelserne om efter anmodning at
yde gratis retshjælp og/eller repræsentation i overensstemmelse med de betingelser, der er
fastsat i henhold til EU-retten om asyl.
DA 9 DA
8) Frihedsberøvelse (artikel 18): der er behov for målrettede ændringer af bestemmelserne
om frihedsberøvelse. For det første er der opstået nye risici i de senere år, hvilket gør det
nødvendigt, at tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der udgør en trussel mod den
offentlige orden eller den nationale sikkerhed, kan frihedsberøves, hvis det anses for
nødvendigt. Dette er en ny begrundelse for frihedsberøvelse i forbindelse med
tilbagesendelsesprocedurer, men denne begrundelse for frihedsberøvelse findes allerede i EU-
retten om asyl.
For det andet er den maksimale varighed af frihedsberøvelse, som i øjeblikket er fastsat af
flere medlemsstater, betydeligt kortere end den periode, der er tilladt i
tilbagesendelsesdirektivet, og er til hinder for effektive udsendelser. Selv om den maksimale
varighed for frihedsberøvelse på 6 måneder og muligheden for at forlænge den under særlige
omstændigheder ikke ændres, indeholder dette forslag krav om, at der i den nationale
lovgivning fastsættes en indledende mindsteperiode for frihedsberøvelse på mindst 3 måneder
for at sikre en mere hensigtsmæssig afspejling af den tid, det tager at gennemføre vellykkede
tilbagesendelses- og tilbagetagelsesprocedurer med tredjelande. Frihedsberøvelse skal dog
være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under
forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.
9) Grænseprocedure (artikel 22): Samtidig med at forslaget bibeholder medlemsstaternes
mulighed for at fravige anvendelsen af reglerne i tilbagesendelsesdirektivet i grænsesager, der
er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a), indeholder det specifikke, forenklede bestemmelser, der
gælder for tredjelandsstatsborgere, der har været underlagt asylgrænseprocedurer: udstedelse
af en afgørelse ved hjælp af en forenklet formular, ingen frist for frivillig tilbagevenden som
hovedregel (medmindre tredjelandsstatsborgeren er i besiddelse af et gyldigt rejsedokument
og samarbejder med de nationale myndigheder), kortere frist for indgivelse af en klage, særlig
begrundelse for frihedsberøvelse. Denne grænseprocedure for tilbagesendelse vil følge op på
asylgrænseproceduren. For at lette tilbagesendelsen foreslås det at sikre, at frihedsberøvelsen
af en tredjelandsstatsborger, der allerede er blevet frihedsberøvet under behandlingen af sin
ansøgning om international beskyttelse som led i asylgrænseproceduren, kan opretholdes i en
periode på højst 4 måneder under grænseproceduren for tilbagesendelse. Hvis afgørelsen om
tilbagesendelse ikke fuldbyrdes i løbet af denne periode, kan tredjelandsstatsborgeren
frihedsberøves yderligere, hvis en af de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne
vedrørende de almindelige regler om frihedsberøvelse, er opfyldt, og i den varighed, der er
fastsat for frihedsberøvelse, i henhold til artikel 18.
DA 10 DA
 2008/115/EF (tilpasset)
2018/0329 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (omarbejdning)
Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i
Salzburg den 19.-20. september 2018
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab  om Den
Europæiske Unions funktionsmåde , særlig artikel 63, nr. 3), litra b),  79, stk. 2, litra
c) ,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
 nyt
(1) Der skal foretages en række ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/115/(EF)10
. Direktivet bør af klarhedshensyn omarbejdes.
(2) En effektiv og retfærdig tilbagesendelsespolitik er et afgørende led i Unionens strategi
for en bedre forvaltning af migration, der omfatter alle aspekter heraf, således som det
afspejles i den europæiske dagsorden for migration fra maj 201511
.
(3) I konklusionerne fra topmødet den 28. juni 2018 understregede Det Europæiske Råd,
at det er nødvendigt at optrappe den effektive tilbagesendelse af irregulære migranter
betydeligt, og det udtrykte tilfredshed over Kommissionens planer om at forelægge
lovgivningsforslag om en mere effektiv og sammenhængende europæisk
tilbagesendelsespolitik.
10
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L
348 af 24.12.2008, s. 98).
11
COM(2015) 240 final.
DA 11 DA
 2008/115/EF, betragtning 1
(tilpasset)
Det Europæiske Råd fastlagde på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 en
sammenhængende strategi på indvandrings- og asylområdet, som omfattede oprettelse af et
fælles asylsystem, en politik for lovlig indvandring og bekæmpelse af ulovlig indvandring.
 2008/115/EF, betragtning 2
(tilpasset)
Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Bruxelles den 4.-5. november 2004 til, at der
udformes en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik, der bygger på fælles standarder, så
personer tilbagesendes på en human måde og med fuld respekt for deres grundlæggende
rettigheder og værdighed.
 2008/115/EF, betragtning 3
(tilpasset)
Europarådets Ministerudvalg vedtog den 4. maj 2005»Tyve retningslinjer om tvangsmæssig
tilbagesendelse«.
 2008/115/EF, betragtning 4
(tilpasset)
 nyt
(4)  Denne europæiske tilbagesendelsespolitik bør bygge på fælles standarder, så
personer tilbagesendes på en human måde og med fuld respekt for deres
grundlæggende rettigheder og værdighed   såvel som for folkeretten, herunder
forpligtelser hvad angår beskyttelse af flygtninge og på menneskerettighedsområdet.
Der skal fastsættes klare, gennemsigtige og retfærdige regler for at sikre en effektiv
tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik
 der har en afskrækkende virkning på irregulær migration og sikrer sammenhæng
med og bidrager til integriteten af det fælles europæiske asylsystem og systemet for
lovlig migration  .
 2008/115/EF, betragtning 5
(5) Med dette direktiv bør der indføres et sæt horisontale regler, som finder anvendelse på
alle tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder
betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl i en medlemsstat.
DA 12 DA
 2008/115/EF, betragtning 6
(6) Medlemsstaterne bør sikre, at tredjelandsstatsborgeres ulovlige ophold bringes til
ophør efter en retfærdig og gennemsigtig procedure. I overensstemmelse med de
generelle principper i EU-retten bør afgørelser, der vedtages efter dette direktiv,
træffes efter en konkret og individuel vurdering og baseres på objektive kriterier,
således at der tages hensyn til andet end blot det faktum, at der er tale om ulovligt
ophold. I forbindelse med anvendelsen af standardformularer til afgørelser vedrørende
tilbagesendelse, dvs. afgørelser om tilbagesendelse og, hvis sådanne er truffet,
afgørelser om indrejseforbud og om udsendelse, bør medlemsstaterne overholde dette
princip og opfylde alle gældende bestemmelser i dette direktiv fuldt ud.
 nyt
(7) Sammenhængen mellem en afgørelse, der bringer en tredjelandsstatsborgers lovlige
ophold til ophør, og vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse bør styrkes for at
mindske risikoen for, at den pågældende forsvinder, og sandsynligheden for
uautoriserede sekundære bevægelser. Det er nødvendigt at sikre, at der træffes
afgørelse om tilbagesendelse umiddelbart efter, at afgørelsen om afslag på eller ophør
af lovligt ophold er truffet, eller ideelt set i samme retsakt eller afgørelse. Dette bør
navnlig gælde i tilfælde, hvor der gives afslag på en ansøgning om international
beskyttelse, forudsat at tilbagesendelsesproceduren suspenderes, indtil afslaget bliver
endeligt, og resultatet af en klage over afslaget foreligger.
 2008/115/EF, betragtning 7
(tilpasset)
(8) Det understreges, at der er behov for tilbagetagelsesaftaler på fællesskabs  EU-
plan og bilateralt plan med tredjelande for at lette tilbagesendelsesprocessen.
Internationalt samarbejde med oprindelseslandene i alle faser af
tilbagesendelsesprocessen er en forudsætning for en bæredygtig tilbagevenden.
 2008/115/EF, betragtning 8
(9) Det anerkendes, at det er medlemsstaternes legitime ret at sende
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold tilbage, forudsat at der findes retfærdige
og effektive asylsystemer, som fuldt ud respekterer nonrefoulementprincippet.
 2008/115/EF, betragtning 9
(10) I henhold til Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder
for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne12
bør en
12
Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og
fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT L 326 af 13.12.2005, s. 13).
DA 13 DA
tredjelandsstatsborger, der har ansøgt om asyl i en medlemsstat, ikke anses for at
opholde sig ulovligt på den medlemsstats område, før der gives afslag på ansøgningen
eller en afgørelse, der bringer den pågældendes opholdsret som asylansøger til ophør,
er trådt i kraft.
 nyt
(11) For at skabe klarere og mere effektive regler for indrømmelse af en frist for frivillig
udrejse og for frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere bør vurderingen af, om der
er risiko, for at den pågældende person forsvinder, være baseret på EU-dækkende
objektive kriterier. Desuden bør der i dette direktiv fastsættes specifikke kriterier, der
danner grundlag for en afkræftelig formodning om, at der er risiko for, at den
pågældende forsvinder.
(12) For at gøre tilbagesendelsesproceduren mere effektiv bør der fastslås et klart ansvar
for tredjelandsstatsborgere, navnlig en forpligtelse til at samarbejde med
myndighederne i alle faser af tilbagesendelsesproceduren, herunder ved at fremlægge
de oplysninger og elementer, der er nødvendige for at vurdere deres individuelle
situation. Samtidig er det nødvendigt at sikre, at tredjelandsstatsborgere oplyses om,
hvilke konsekvenser en manglende opfyldelse af disse forpligtelser har i forbindelse
med vurderingen af risikoen for, at den pågældende forsvinder, indrømmelsen af en
frist for frivillig udrejse og muligheden for at idømme frihedsberøvelse samt adgangen
til programmer, der yder logistisk, finansiel og anden materiel bistand eller bistand i
form af naturalier.
 2008/115/EF, betragtning 10
(tilpasset)
 nyt
(13) Når der ikke er grund til at tro, at  indrømmelse af en frist for frivillig udrejse 
det kan undergrave formålet med en tilbagesendelsesprocedure, bør frivillig
tilbagevenden foretrækkes frem for tvangsmæssig tilbagesendelse, og der bør gives en
 passende  frist for frivillig udrejse  på op til 30 dage, alt afhængigt af udsigten
til, at den pågældende vender tilbage til oprindelseslandet .  Der bør ikke
indrømmes en frist for frivillig udrejse, hvis det vurderes, at der er risiko for, at den
pågældende forsvinder, hvis vedkommende har fået en tidligere ansøgning om lovligt
ophold afvist som åbenbart grundløs eller svigagtig, eller hvis vedkommende udgør en
risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale
sikkerhed.  Denne En frist for frivillig udrejse bør kunne forlænges, når det skønnes
nødvendigt på grund af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. For at fremme
frivillig tilbagevenden bør medlemsstaterne yde øget bistand og rådgivning i
forbindelse med tilbagevenden og udnytte de relevante finansieringsmuligheder under
Den Europæiske Tilbagesendelsesfond bedst muligt.
 nyt
(14) For at fremme frivillig tilbagevenden bør medlemsstaterne have operationelle
programmer, der yder øget bistand og rådgivning i forbindelse med tilbagevenden,
DA 14 DA
som kan omfatte støtte til reintegration i de pågældende tredjelande, idet der tages
hensyn til de fælles standarder for programmer for støttet frivillig tilbagevenden og
reintegration, der er udviklet af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne og
godkendt af Rådet.
 2008/115/EF, betragtning 11
(15) Der bør indføres et fælles minimumssæt af retssikkerhedsgarantier for afgørelser
vedrørende tilbagesendelse for at sikre en effektiv beskyttelse af de pågældende
personers interesser.
 nyt
(16) Fristen for indgivelse af klager over afgørelser vedrørende tilbagesendelse skal være
tilstrækkelig lang til at sikre adgang til et effektivt retsmiddel, idet der samtidig tages
hensyn til, at lange frister kan have negative følger for tilbagesendelsesprocedurerne.
For at undgå eventuelt misbrug af rettigheder og procedurer bør der fastsættes en frist
på højst fem dage til at klage over en afgørelse om tilbagesendelse. Denne
bestemmelse bør kun finde anvendelse, når en afgørelse om afslag på en ansøgning om
international beskyttelse er blevet endelig, herunder efter en eventuel
domstolsprøvelse.
(17) En klage over en afgørelse om tilbagesendelse, som er baseret på en afgørelse om
afslag på en ansøgning om international beskyttelse, der allerede har været genstand
for et effektivt retsmiddel, bør kun kunne indbringes for en enkelt retsinstans, da den
pågældende tredjelandsstatsborgers personlige situation allerede vil være blevet
endeligt behandlet af en anden retsinstans som led i asylproceduren.
(18) Klager over afgørelser om tilbagesendelse bør kun have automatisk opsættende
virkning i tilfælde, hvor der er risiko for tilsidesættelse af nonrefoulementprincippet.
(19) I tilfælde, hvor der ikke er risiko for tilsidesættelse af nonrefoulementprincippet, bør
klager over afgørelser om tilbagesendelse ikke automatisk have opsættende virkning.
De retslige myndigheder bør have mulighed for midlertidigt at suspendere
fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse i individuelle tilfælde af andre
årsager, enten på anmodning af den pågældende tredjelandsstatsborger eller på eget
initiativ, hvis det skønnes nødvendigt. Sådanne afgørelser bør som hovedregel træffes
inden for 48 timer. Når det er berettiget på grund af sagens kompleksitet, bør de
retslige myndigheder træffe sådanne afgørelser uden unødig forsinkelse.
(20) For at gøre tilbagesendelsesproceduren mere effektiv og undgå unødvendige
forsinkelser bør fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse, uden at det må
skade den berørte tredjelandsstatsborgers rettigheder, ikke automatisk suspenderes,
hvis risikoen for tilsidesættelse af nonrefoulementprincippet allerede er blevet
vurderet, og adgangen til retsmidler reelt er blevet udnyttet som led i asylproceduren
forud for vedtagelsen af den afgørelse om tilbagesendelse, der klages over, medmindre
den pågældende tredjelandsstatsborgers situation har ændret sig væsentligt i
mellemtiden.
DA 15 DA
 2008/115/EF, betragtning 11
(tilpasset)
 nyt
(21) Der bør  , på anmodning, ydes den nødvendige retshjælp til dem, der ikke har
tilstrækkelige midler. Medlemsstaterne bør i deres I nationale lovgivning fastlægge, i
hvilke  bør der opstilles en liste over  tilfælde , hvor  retshjælp bør anses
for nødvendig.
 2008/115/EF, betragtning 12
(22) Der bør træffes foranstaltninger for så vidt angår tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold, som endnu ikke kan udsendes. Deres grundlæggende fornødenheder bør
defineres i overensstemmelse med national lovgivning. For at kunne dokumentere
deres særlige situation i tilfælde af administrativ kontrol bør disse personer forsynes
med skriftlig bekræftelse af deres situation. Medlemsstaterne bør have vide
skønsbeføjelser med hensyn til den skriftlige bekræftelses udformning og format og
bør også kunne indføje den i afgørelser vedrørende tilbagesendelse, der vedtages i
henhold til dette direktiv.
 2008/115/EF, betragtning 13
(23) Anvendelsen af tvangsforanstaltninger bør udtrykkeligt ske i overensstemmelse med
proportionalitets- og effektivitetsprincippet for så vidt angår de anvendte midler og de
forfulgte mål. Der bør fastsættes minimumsgarantier for gennemførelsen af
tvangsmæssig tilbagesendelse under hensyntagen til Rådets beslutning 2004/573/EF af
29. april 2004 om tilrettelæggelse af samlet udsendelse med fly fra to eller flere
medlemsstaters område af tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af individuelle
afgørelser om udsendelse13
. Medlemsstaterne bør kunne benytte sig af forskellige
muligheder for at overvåge tvangsmæssig tilbagesendelse.
 2008/115/EF, betragtning 14
(24) Virkningerne af nationale tilbagesendelsesforanstaltninger bør gives en europæisk
dimension, ved at der indføres et indrejseforbud, som forbyder indrejse i og ophold på
alle medlemsstaternes område. Varigheden af indrejseforbuddet bør fastsættes under
behørig hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag og bør normalt ikke
overstige fem år. Der bør i denne forbindelse navnlig tages hensyn til, om den
pågældende tredjelandsstatsborger allerede har været genstand for mere end én
afgørelse om tilbagesendelse eller udsendelse eller er indrejst på en medlemsstats
område under et indrejseforbud.
13
Rådets beslutning 2004/573/EF af 29. april 2004 om tilrettelæggelse af samlet udsendelse med fly fra to
eller flere medlemsstaters område af tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af individuelle afgørelser om
udsendelse (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 28).
DA 16 DA
 nyt
(25) Når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold afsløres i forbindelse med
udrejsekontrol ved de ydre grænser, kan det være hensigtsmæssigt at pålægge et
indrejseforbud for at forebygge fremtidig genindrejse og dermed mindske risikoen for
ulovlig indvandring. Når det er berettiget, kan den kompetente myndighed efter en
individuel vurdering og under anvendelse af proportionalitetsprincippet pålægge et
indrejseforbud uden at træffe afgørelse om tilbagesendelse for at undgå at udsætte den
pågældende tredjelandsstatsborgers udrejse.
 2008/115/EF, betragtning 15
(26) Det bør være op til medlemsstaterne at træffe beslutning om, hvorvidt fornyet
vurdering af afgørelser vedrørende tilbagesendelse indebærer, at appelmyndigheden
eller klageinstansen har beføjelse til at lade sin egen afgørelse vedrørende
tilbagesendelse træde i stedet for den tidligere afgørelse.
 2008/115/EF, betragtning 16
(27) Anvendelse af frihedsberøvelse med henblik på udsendelse bør begrænses og ske i
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet for så vidt angår de anvendte
midler og de forfulgte mål. Frihedsberøvelse er kun berettiget for at forberede en
tilbagesendelse eller gennemføre en udsendelsesproces, og hvis mindre indgribende
foranstaltninger ikke vil være tilstrækkelige.
 nyt
(28) På grundlag af en vurdering i hver enkelt sag bør der træffes afgørelse om
frihedsberøvelse, hvis der er risiko for, at den pågældende forsvinder, hvis den
pågældende undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af
tilbagesendelsen eller for udsendelsesprocessen, eller hvis vedkommende udgør en
risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.
(29) Da den maksimale varighed af frihedsberøvelse i nogle medlemsstater ikke er
tilstrækkelig til at sikre gennemførelsen af tilbagesendelser, bør der fastsættes en
maksimal varighed på mellem tre og seks måneder, som kan forlænges, for at give
tilstrækkelig tid til at gennemføre tilbagesendelsesproceduren, uden at dette berører de
etablerede beskyttelsesforanstaltninger, der sikrer, at frihedsberøvelse kun anvendes,
når den er nødvendig og står i et rimeligt forhold til formålet, og kun så længe
udsendelsen er under forberedelse.
(30) Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at fastsætte sanktioner og
strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og
har en afskrækkende virkning, herunder fængselsstraf, i forbindelse med overtrædelser
af migrationsreglerne, forudsat at sådanne sanktioner er forenelige med målene for
dette direktiv, ikke bringer anvendelsen af dette direktiv i fare og sikrer fuld
overholdelse af de grundlæggende rettigheder.
DA 17 DA
 2008/115/EF, betragtning 17
(31) Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere bør behandles humant og værdigt med
respekt for deres grundlæggende rettigheder og under overholdelse af folkeretten og
national ret. Med forbehold for de retshåndhævende myndigheders første pågribelse i
henhold til national lovgivning bør frihedsberøvelse som hovedregel finde sted i
særlige faciliteter for frihedsberøvede.
 nyt
(32) Uden at det berører medlemsstaternes mulighed for ikke at anvende dette direktiv i de
tilfælde, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), bør en grænseprocedure, der
anvendes i overensstemmelse med forordning (EU).../... [forordningen om
asylprocedurer], efterfølges af en specifik grænseprocedure for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som har fået afslag på deres ansøgning
om international beskyttelse efter asylgrænseproceduren, for at sikre direkte
komplementaritet mellem asylgrænseproceduren og grænseproceduren for
tilbagesendelse og forhindre, at der opstår huller mellem procedurerne. Det er derfor
nødvendigt at fastsætte særlige regler for at sikre sammenhæng og synergi mellem de
to procedurer og bevare integriteten og effektiviteten i hele processen.
(33) For at sikre, at tilbagesendelsen fuldbyrdes i forbindelse med grænseproceduren, bør
der ikke indrømmes en frist for frivillig udrejse. Dog bør tredjelandsstatsborgere, der
er indehavere af et gyldigt rejsedokument og samarbejder med de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne i alle faser af tilbagesendelsesproceduren, indrømmes
en frist for frivillig udrejse. I sådanne tilfælde bør de pågældende
tredjelandsstatsborgere overdrage deres rejsedokumenter til den kompetente
myndighed indtil udrejsen, så det forhindres, at de forsvinder.
(34) For at sikre en hurtig behandling af sagen skal der fastsættes en maksimal tidsfrist for
indgivelse af en klage over en afgørelse om tilbagesendelse, der følger efter en
afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, som er truffet efter
grænseproceduren og er blevet endelig.
(35) En klage over en afgørelse om tilbagesendelse, der træffes som led i
grænseproceduren, bør automatisk have opsættende virkning, hvis der er risiko for
tilsidesættelse af nonrefoulementprincippet, hvis den pågældende
tredjelandsstatsborgers situation har ændret sig væsentligt, siden der som led i
asylgrænseproceduren blev truffet afgørelse om afslag på vedkommendes ansøgning
om international beskyttelse, eller hvis adgangen til retsmidler ikke reelt er blevet
udnyttet i forbindelse med den afgørelse om afslag på ansøgningen om international
beskyttelse, der er truffet som led i asylgrænseproceduren.
(36) Det er nødvendigt og rimeligt at sikre, at frihedsberøvelsen af en
tredjelandsstatsborger under behandlingen af dennes ansøgning om international
beskyttelse som led i asylgrænseproceduren kan opretholdes med henblik på at
forberede tilbagesendelsen og/eller gennemføre en udsendelsesproces, når den
pågældende har fået afslag på sin ansøgning. For at undgå, at en tredjelandsstatsborger
automatisk løslades og får lov til at rejse ind i en medlemsstat, selv om den
pågældende er blevet nægtet opholdsret, er der behov for en begrænset periode til at
forsøge at fuldbyrde den afgørelse om tilbagesendelse, der er truffet ved grænsen. Den
DA 18 DA
pågældende tredjelandsstatsborger bør kunne frihedsberøves som led i
grænseproceduren i en periode på højst fire måneder, dog kun så længe udsendelsen er
under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu. Denne periode bør ikke
berøre andre perioder med frihedsberøvelse, der er fastsat i dette direktiv. Hvis det
ikke har været muligt at fuldbyrde en tilbagesendelse inden udløbet af den førstnævnte
periode, kan der træffes afgørelse om yderligere frihedsberøvelse af
tredjelandsstatsborgeren i henhold til en anden bestemmelse i dette direktiv og for det
deri fastsatte tidsrum.
 2008/115/EF, betragtning 18
(tilpasset)
 nyt
(37) Medlemsstaterne bør have hurtig adgang til oplysninger om andre medlemsstaters
afgørelser  om tilbagesendelse og om indrejseforbud. Denne udveksling af
oplysninger  En sådan adgang  bør være finde sted i overensstemmelse med
 forordning(EU) …/…14
[forordning om brug af Schengeninformationssystemet i
forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold ] og 
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 af 20. december 2006
om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet
(SIS II)15
 , herunder for at lette gensidig anerkendelse af disse afgørelser mellem de
kompetente myndigheder i henhold til Rådets direktiv 2001/40/EF16
og Rådets
beslutning 2004/191/EF17
 .
 nyt
(38) Etablering af systemer til forvaltning af tilbagesendelser i medlemsstaterne bidrager til
en mere effektiv tilbagesendelsesproces. Hvert nationalt system bør indeholde
ajourførte oplysninger om tredjelandsstatsborgernes identitet og retlige situation, som
er relevante for overvågningen og opfølgningen af de enkelte sager. For at fungere
effektivt og mindske den administrative byrde væsentligt bør sådanne nationale
tilbagesendelsessystemer være forbundet med Schengeninformationssystemet, så
registreringen af tilbagesendelsesrelaterede oplysninger lettes og fremskyndes, og med
det centrale system oprettet af Det Europæiske Agentur for Grænse- og
Kystbevogtning i henhold til forordning (EU).../... [forordningen om den europæiske
grænse- og kystvagt].
14
[forordning om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold] (EUT L …).
15
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 af 20. december 2006 om oprettelse, drift og
brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (EUT L 381 af 28.12.2006, s. 4).
16
Rådets direktiv 2001/40/EF af 28. maj 2001 om gensidig anerkendelse af afgørelser om udsendelse af
tredjelandsstatsborgere (EUT L 149 af 2.6.2001, s. 34).
17
Rådets direktiv 2001/40/EF af 28. maj 2001 om gensidig anerkendelse af afgørelser om udsendelse af
tredjelandsstatsborgere (EUT L 149 af 2.6.2001, s. 34), og Rådets beslutning 2004/191/EF af 23. februar
2004 om fastsættelse af kriterier og nærmere bestemmelser for udligning af de finansielle ubalancer, som
følger af anvendelsen af direktiv 2001/40/EF om gensidig anerkendelse af afgørelser om udsendelse af
tredjelandsstatsborgere (EUT L 60 af 27.2.2004, s. 55).
DA 19 DA
 2008/115/EF, betragtning 19
 nyt
(39) Samarbejde mellem de involverede institutioner på alle niveauer i
tilbagesendelsesprocessen og udveksling og fremme af bedste praksis  , herunder
gennem brug og regelmæssig ajourføring af håndbogen om tilbagesendelse, så den
afspejler den lovgivningsmæssige og politiske udvikling,  bør ledsage
gennemførelsen af dette direktiv og sikre europæisk merværdi.
 nyt
(40) Unionen yder finansiel og operationel støtte for at opnå en effektiv gennemførelse af
dette direktiv. Medlemsstaterne bør gøre bedst mulig brug af Unionens finansielle
instrumenter, programmer og projekter vedrørende tilbagesendelse, særlig i henhold til
forordning (EU).../... [forordning om oprettelse af en asyl- og migrationsfond], samt af
den operationelle bistand, der ydes af Det Europæiske Agentur for Grænse- og
Kystbevogtning i henhold til forordning (EU).../... [forordningen om den europæiske
grænse- og kystvagt]. EU-støtten bør navnlig anvendes til at etablere systemer til
forvaltning af tilbagesendelser og programmer, der yder logistisk, finansiel og anden
materiel bistand eller bistand i form af naturalier i forbindelse med tilbagesendelse —
og om relevant reintegration — af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
 2008/115/EF, betragtning 20
(tilpasset)
(41) Målet for dette direktiv, nemlig at indføre fælles regler for tilbagesendelse, udsendelse,
anvendelse af tvangsforanstaltninger, frihedsberøvelse og indrejseforbud, kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne men og kan derfor på grund af dets
omfang og virkninger bedre nås på fællesskabs EU- plan; Fællesskabet
 Unionen  kan derfor træffe vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med
subsididiaritetsnærhedsprincippet, jf. traktatensartikel 5 i traktaten om Den
Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke ud over,videre, end hvad der er nødvendigt for at nå
dette mål.
 2008/115/EF, betragtning 21
(42) Medlemsstaterne bør gennemføre dette direktiv uden forskelsbehandling på grund af
køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller
tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal,
formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering.
DA 20 DA
 2008/115/EF, betragtning 22
(43) I overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention fra 1989 om barnets
rettigheder bør "barnets tarv" være et væsentligt hensyn for medlemsstaterne ved
gennemførelsen af dette direktiv. I overensstemmelse med den europæiske konvention
til beskyttelse af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder bør
respekten for familielivet være et væsentligt hensyn for medlemsstaterne ved
gennemførelsen af dette direktiv.
 2008/115/EF, betragtning 23
(44) Anvendelsen af dette direktiv berører ikke de forpligtelser, der følger af Genève-
konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved New York-
protokollen af 31. januar 1967.
 2008/115/EF, betragtning 24
(45) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper,
som navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder.
 nyt
(46) En effektiv gennemførelse af tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere, der ikke
opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl i
medlemsstaterne i henhold til dette direktiv, er et afgørende element i den omfattende
indsats for at bekæmpe irregulær migration og udgør et vigtigt spørgsmål af væsentlig
samfundsmæssig interesse.
(47) Medlemsstaternes myndigheder er nødt til at behandle personoplysninger for at sikre
en korrekt gennemførelse af tilbagesendelsesprocedurerne og en vellykket
fuldbyrdelse af afgørelser om tilbagesendelse. De tredjelande, hvortil tilbagesendelse
sker, er ofte ikke omfattet af afgørelser om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet,
der er vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 45 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2016/67918
eller artikel 36 i direktiv (EU) 2016/68019
, og de
har ofte ikke indgået eller har ikke til hensigt at indgå en tilbagetagelsesaftale med
Unionen eller på anden vis fastsætte tilstrækkelige garantier som omhandlet i artikel
46 i forordning (EU) 2016/679 eller i de nationale bestemmelser til gennemførelse af
artikel 37 i direktiv (EU) 2016/680. På trods af Unionens omfattende bestræbelser på
18
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og
om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
19
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer
i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge,
efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri
udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119
af 4.5.2016, s. 89).
DA 21 DA
at samarbejde med de vigtigste oprindelseslande for tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, er det ikke altid
muligt at sikre, at sådanne tredjelande systematisk opfylder den forpligtelse, der er
fastsat i folkeretten, til at tage deres egne statsborgere tilbage. De
tilbagetagelsesaftaler, der er indgået eller er ved at blive forhandlet af Unionen eller
medlemsstaterne, og som giver passende garantier for overførsel af personoplysninger
til tredjelande i henhold til artikel 46 i forordning (EU) 2016/679 eller i henhold til
nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 36 i direktiv (EU) 2016/680,
omfatter kun et begrænset antal tredjelande. I tilfælde, hvor der ikke findes sådanne
aftaler, bør medlemsstaternes kompetente myndigheder kun overføre
personoplysninger med henblik på at gennemføre Unionens
tilbagesendelsesoperationer, når betingelserne i artikel 49, stk. 1, litra d), i forordning
(EU) 2016/679 eller i de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 38 i
direktiv (EU) 2016/680 er opfyldt.
 2008/115/EF, betragtning 25
(tilpasset)
(48) I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen  nr. 22 om Danmarks stilling, der er
knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om  Den
Europæiske Unions funktionsmåde  oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og
ikke finder anvendelse i Danmark. Da dette direktiv — i det omfang det finder
anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder
de betingelser for indrejse, der er fastsat i Schengengrænsekodeksen20
 Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/39921
— udgør en udbygning af
Schengenreglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i tredje del af traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, skal Danmark i overensstemmelse med
protokollens artikel 5  4 inden seks måneder efter, at  Rådet har truffet
afgørelse om  dette direktiv er vedtaget, træffe afgørelse om, hvorvidt det vil
gennemføre det i sin nationale lovgivning.
 2008/115/EF, betragtning 26
(tilpasset)
(49) I det omfang dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke
opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i
 forordning (EU) 2016/399  Schengengrænsekodeksen, udgør det en udvikling
af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i,
jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede
Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i
Schengenreglerne22
; .Ddesuden deltager Det Forenede Kongerige i overensstemmelse
20
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en
fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT L 105 af 13.4.2006, s. 1).
21
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers
grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT L 77 af 23.3.2016, s. 1).
22
Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29 May 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien
og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43).
DA 22 DA
med artikel 1 og 2 i protokollen  nr. 21  om Det Forenede Kongeriges og Irlands
stilling  for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed , der er
knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om  Den
Europæiske Unions funktionsmåde  oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i
vedtagelsen af dette direktiv og er ikke bundet af det i sin helhed og skal ikke anvende
det, medmindre andet følger af protokollens artikel 4.
 2008/115/EF, betragtning 27
(tilpasset)
(50) I det omfang dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke
opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i
 forordning (EU) 2016/399  Schengengrænsekodeksen, udgør det en udvikling
af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse
2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse
bestemmelser i Schengenreglerne23
;. .Ddesuden deltager Irland i overensstemmelse
med artikel 1 og 2 i protokollen  nr. 21  om Det Forenede Kongeriges og Irlands
stilling  for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed , der er
knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om  Den
Europæiske Unions funktionsmåde  oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i
vedtagelsen af dette direktiv og er ikke bundet af det i sin helhed og skal ikke anvende
det, medmindre andet følger af protokollens artikel 4.
 2008/115/EF, betragtning 28
(tilpasset)
(51) For Islands og Norges vedkommende udgør dette direktiv — i det omfang det finder
anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder
de betingelser for indrejse, der er fastsat i  forordning (EU) 2016/399 
Schengengrænsekodeksen — en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf.
aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og
Kongeriget Norge om disse  de sidstnævnte  to staters associering i
gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, som falder ind
under det område, der er nævnt i artikel 1, litra C, i Rådets afgørelse 1999/437/EF24
om visse gennemførelsesbestemmelser til den nævnte aftale.
 2008/115/EF, betragtning 29
(tilpasset)
(52) For Schweiz’ vedkommende udgør dette direktiv — i det omfang det finder
anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder
23
Rådets afgørelse 2002/192/EC af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse
bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).
24
Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som
Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to
staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne (EFT L 176
af 10.7.1999, s. 31).
DA 23 DA
de betingelser for indrejse, der er fastsat i  forordning (EU)
2016/399 Schengengrænsekodeksen — en udvikling af de bestemmelser i
Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske
Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i
gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne25
, som falder ind
under det område, der er nævnt i artikel 1, litra C, i afgørelse 1999/437/EF
sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF26
om indgåelse, på Det
Europæiske Fællesskabs vegne, af den nævnte aftale.
 2008/115/EF, betragtning 30
(tilpasset)
(53) For Liechtensteins vedkommende udgør dette direktiv — i det omfang det finder
anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder
de betingelser for indrejse, der er fastsat i  forordning (EU) 2016/399 
Schengengrænsekodeksen — en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf.
protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det
Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet
Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske
Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i
gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne27
, der falder ind
under det område, der er nævnt i artikel 1, litra C, i afgørelse 1999/437/EF
sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EF28
2008/261/EF29
om
undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af og midlertidig anvendelse af
visse bestemmelser i protokollen -.
 nyt
(54) Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de
bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til det
tidligere direktiv. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, der er uændrede,
følger af det tidligere direktiv.
(55) Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de
i bilag I angivne frister for gennemførelse af direktivet i national ret —
25
EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.
26
Rådets afgørelse 2008/146/EF af 28. januar 2008 om indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af
aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det
Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne
(EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1).
27
EUT L 160 af 18.6.2011, s. 21.
28
Rådets afgørelse 2011/350/EU af 7. marts 2011 om indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af
protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og
Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den
Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds
associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår
afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19).
29
EUT L 83 af 26.3.2008, s. 3.
DA 24 DA
 2008/115/EF (tilpasset)
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Genstand
I dette direktiv fastsættes der fælles standarder og procedurer, som skal anvendes i
medlemsstaterne ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, i
overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder som er generelle principper i
fællesskabs  EU- retten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og
menneskeretlige forpligtelser.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på
en medlemsstats område.
2. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på
tredjelandsstatsborgere, som:
(a) er genstand for nægtelse af indrejse i medfør af artikel 1413 i  forordning
(EU) 2016/399 Schengengrænsekodeksen, eller som pågribes eller standses
af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en
medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, og som ikke
efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende
medlemsstat
(b) er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af
en strafferetlig sanktion i henhold til national ret, eller som er genstand for
udleveringsprocedurer.
3. Dette direktiv finder ikke anvendelse på personer, der har ret til fri bevægelighed i
henhold til fællesskabsretten  EU-retten  som fastsat i artikel 2, nr. 5), i
 forordning (EU) 2016/399  Schengengrænsekodeksen.
Artikel 3
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1. "tredjelandsstatsborger": enhver person, der ikke er unionsborger som omhandlet i
traktatens artikel  20  17, stk. 1  i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde,  og som ikke har ret til fri bevægelighed i henhold til
fællesskabsretten  EU-retten , jf. definitionen i artikel 2, nr. 5), i  forordning
(EU) 2016/399 Schengengrænsekodeksen
DA 25 DA
2. "ulovligt ophold": tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en
tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser
for indrejse, der er fastsat i artikel 65 i  forordning (EU)
2016/399 Schengengrænsekodeksen, eller andre betingelser for indrejse, ophold
eller bopæl i den pågældende medlemsstat
3. "tilbagesendelse": processen i forbindelse med en tredjelandsstatsborgers
tilbagevenden — enten frivilligt i overensstemmelse med en forpligtelse til at vende
tilbage eller tvangsmæssigt — til:
a)- vedkommende tredjelandsstatsborgers oprindelsesland eller
b)- et transitland i henhold til tilbagetagelsesaftaler på fællesskabs EU- plan
eller bilateralt plan eller i henhold til andre ordninger eller
c)- et andet tredjeland, som den pågældende tredjelandsstatsborger frivilligt beslutter
at vende tilbage til, og hvor vedkommende vil blive modtaget
4. "afgørelse om tilbagesendelse": en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt,
der fastslår eller erklærer, at en tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og som
pålægger eller fastslår en forpligtelse for den pågældende til at vende tilbage
5. "udsendelse": håndhævelse af forpligtelsen til at vende tilbage, dvs. den fysiske
transport ud af medlemsstaten
6. "indrejseforbud": en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, som forbyder
indrejse i og ophold på en medlemsstats område i en nærmere angivet periode, og
som ledsager en afgørelse om tilbagesendelse
7. "risiko for at den pågældende vil forsvinder": tilstedeværelsen i den enkelte sag af
grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at formode, at en
tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil forsvinde
8. "frivillig udrejse": opfyldelse af forpligtelsen til at vende tilbage inden for den frist,
der er fastsat herfor i afgørelsen om tilbagesendelse
9. "sårbare personer": mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre,
gravide, enlige forældre med mindreårige børn og personer, der har været udsat for
tortur, voldtægt eller andre grove former for psykisk, fysisk eller seksuel vold.
Artikel 4
Gunstigere bestemmelser
1. Dette direktiv berører ikke gunstigere bestemmelser i:
(a) bilaterale eller multilaterale aftaler mellem Fællesskabet  Unionen  eller
Fællesskabet  Unionen  og dets medlemsstater og et eller flere
tredjelande
(b) bilaterale eller multilaterale aftaler mellem en eller flere medlemsstater og et
eller flere tredjelande.
2. Dette direktiv berører ikke bestemmelser, som kan være gunstigere for
tredjelandsstatsborgeren, og som er fastsat i gældende fællesskabs  EU- ret
vedrørende indvandring og asyl.
DA 26 DA
3. Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at vedtage eller opretholde
bestemmelser, som er gunstigere for de personer, det finder anvendelse på, forudsat
at sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv.
4. Hvad angår tredjelandsstatsborgere, der er undtaget fra dette direktivs
anvendelsesområde i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra a), skal
medlemsstaterne:
(a) sikre, at behandlingen af og beskyttelsesniveauet for disse ikke er mindre
gunstig end det, der er fastsat i artikel 108, stk. 4 og 5 (begrænsning af
anvendelsen af tvangsforanstaltninger), artikel 119, stk. 2, litra a) (udsættelse af
udsendelse), artikel 1714, stk. 1, litra b) og d) (akut lægebehandling og
hensyntagen til sårbare personers behov), og artikel 1916 og 2017 (forholdene
under frihedsberøvelse), og
(b) respektere nonrefoulementprincippet.
Artikel 5
Nonrefoulement, barnets tarv, familieliv og helbredstilstand
Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de behørigt hensyn til
(a) barnets tarv
(b) familieliv
(c) den pågældende tredjelandsstatsborgers helbredstilstand
og respekterer nonrefoulementprincippet.
 nyt
Artikel 6
Risiko for, at den pågældende forsvinder
1. De objektive kriterier, der henvises til i artikel 3, nr. 7), skal mindst omfatte følgende
kriterier:
(a) manglende dokumentation for identitet
(b) intet opholdssted, ingen fast bopæl eller pålidelig adresse
(c) manglende økonomiske ressourcer
(d) ulovlig indrejse på medlemsstaternes område
(e) uautoriserede bevægelser til en anden medlemsstats område
(f) hvis vedkommende udtrykkeligt giver udtryk for ikke at have til hensigt at
overholde de tilbagesendelsesrelaterede foranstaltninger, der anvendes i medfør
af dette direktiv
(g) hvis vedkommende er omfattet af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en
anden medlemsstat
(h) manglende overholdelse af en afgørelse om tilbagesendelse, herunder pligt til
at vende tilbage inden for fristen for frivillig udrejse
DA 27 DA
(i) manglende overholdelse af kravet i artikel 8, stk. 2, om straks at rejse til en
anden medlemsstats område, efter at denne har udstedt en gyldig
opholdstilladelse eller anden tilladelse til ophold
(j) manglende opfyldelse af forpligtelsen til at samarbejde med de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne i alle faser af tilbagesendelsesprocedurerne, jf.
artikel 7
(k) dom for strafbar handling, herunder en grov strafbar handling i en anden
medlemsstat
(l) igangværende strafferetlig efterforskning og retsforfølgelse
(m) hvis vedkommende anvender falske eller forfalskede identitetspapirer,
destruerer eller på anden vis bortskaffer eksisterende dokumenter eller nægter
at aflevere fingeraftryk som krævet i EU-lovgivningen eller den nationale
lovgivning
(n) hvis vedkommende på voldelig eller bedragerisk vis modsætter sig
tilbagesendelsesprocedurerne
(o) hvis vedkommende ikke overholder en foranstaltning, der har til formål at
forhindre risikoen for, at vedkommende forsvinder, jf. artikel 9, stk. 3
(p) hvis vedkommende ikke overholder et eksisterende indrejseforbud.
2. Hvorvidt der er en risiko for, at en person forsvinder, fastslås på grundlag af en
samlet vurdering af de specifikke omstændigheder i den enkelte sag, idet der tages
hensyn til de objektive kriterier, der er omhandlet i stk. 1.
Medlemsstaterne fastsætter imidlertid, at der, medmindre andet bevises, i de enkelte
sager er en formodning om, at der er en risiko for, at den pågældende forsvinder, når
en af de i stk. 1, litra m), n), o) og p), omhandlede objektive kriterier er opfyldt.
Artikel 7
Forpligtelse til at samarbejde
1. Medlemsstaterne pålægger tredjelandsstatsborgere en forpligtelse til at samarbejde
med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne i alle faser af
tilbagesendelsesprocedurerne. Denne forpligtelse omfatter navnlig følgende:
(a) forpligtelse til at fremlægge alle de elementer, der er nødvendige for at fastslå
eller kontrollere identiteten
(b) forpligtelse til at fremlægge oplysninger om de tredjelande, de har bevæget sig
igennem
(c) forpligtelse til at være til stede og til rådighed under alle procedurerne
(d) forpligtelse til at indgive en anmodning om gyldigt rejsedokument til de
kompetente myndigheder i tredjelandene.
2. De elementer, der er omhandlet i stk. 1, litra a), omfatter tredjelandsstatsborgerens
erklæringer og dokumentation, som den pågældende er i besiddelse af, vedrørende
identitet, nationalitet eller nationaliteter, alder, land og tidligere opholdssted eller
opholdssteder, rejseruter og rejsedokumenter.
3. Medlemsstaterne underretter tredjelandsstatsborgerne om konsekvenserne af ikke at
overholde forpligtelsen omhandlet i stk. 1.
DA 28 DA
 2008/115/EF (tilpasset)
 nyt
KAPITEL II
OPHØR AF ULOVLIGT OPHOLD
Artikel 86
Afgørelse om tilbagesendelse
1. Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver
tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de
undtagelser, der er anført i stk. 2-5.
2. Tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, og
som er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret
til ophold, udstedt af en anden medlemsstat, skal anmodes om straks at begive sig til
denne anden medlemsstats område. Efterkommer den pågældende
tredjelandsstatsborger ikke dette krav, eller er den pågældende
tredjelandsstatsborgers øjeblikkelige udrejse nødvendig af hensyn til den offentlige
orden eller den nationale sikkerhed, finder stk. 1 anvendelse.
3. Medlemsstaterne kan undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse af en
tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, hvis den
pågældende tredjelandsstatsborger tilbagetages af en anden medlemsstat i henhold til
bilaterale aftaler eller ordninger, der er gældende  den 13. januar 2009  på
datoen for dette direktivs ikrafttræden. I så fald anvender den medlemsstat, der har
tilbagetaget den pågældende tredjelandsstatsborger, stk. 1.
4. Medlemsstaterne kan når som helst af menneskelige, humanitære eller andre grunde
beslutte at tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres
område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til
ophold. I så fald træffes der ikke afgørelse om tilbagesendelse. Hvis der allerede er
truffet afgørelse om tilbagesendelse, ophæves afgørelsen, eller den stilles i bero i den
periode, hvor opholdstilladelsen eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold, er
gyldig.
5. Hvis en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats
område, er genstand for en igangværende procedure for fornyelse af sin
opholdstilladelse eller af en anden tilladelse, som giver ret til ophold, overvejer den
pågældende medlemsstat at undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse, indtil den
igangværende procedure er afsluttet, jf. dog stk. 6.
6.  Medlemsstaterne træffer en afgørelse om tilbagesendelse umiddelbart efter
vedtagelsen af en afgørelse om ophør af en tredjelandsstatsborgers lovlige ophold,
herunder en afgørelse om ikke at give en tredjelandsstatsborger flygtningestatus eller
subsidiær beskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) .../... [forordningen
om anerkendelse]. 
Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne træffer afgørelse om
 tilbagesendelse  ophør af lovligt ophold sammen med en afgørelse om
tilbagesendelse og/eller  en afgørelse om at bringe en tredjelandsstatsborgers
lovlige ophold til ophør,  en afgørelse om udsendelse og/eller en afgørelse om
DA 29 DA
indrejseforbud i en og samme administrative eller retslige afgørelse eller retsakt i
henhold til deres nationale lovgivning, jf. dog de retssikkerhedsgarantier, der gælder
i henhold til kapitel III og i henhold til andre relevante bestemmelser i
fællesskabslovgivningen og national lovgivning.
 nyt
Første og andet afsnit berører ikke de garantier, der gælder i henhold til kapitel III og
i henhold til andre relevante bestemmelser i EU-retten og national ret.
 2008/115/EF
 nyt
Artikel 97
Frivillig udrejse
1. I en afgørelse om tilbagesendelse fastsættes en passende frist for frivillig udrejse på
mellem syv og  op til tredive dage, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2 og
4. Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning fastsætte, at en sådan frist kun
indrømmes efter begæring fra den pågældende tredjelandsstatsborger. I så fald
underretter medlemsstaterne de pågældende tredjelandsstatsborgere om muligheden
for at indgive en sådan begæring.
Den i første afsnit omhandlede frist udelukker ikke, at de pågældende
tredjelandsstatsborgere kan udrejse tidligere.
 nyt
Varigheden af fristen for frivillig udrejse fastsættes under hensyntagen til de
specifikke omstændigheder i den enkelte sag, idet der navnlig tages hensyn til
udsigten til den pågældendes tilbagevenden.
 2008/115/EF (tilpasset)
 nyt
2. Medlemsstaterne forlænger, hvor dette er nødvendigt, fristen for frivillig udrejse i en
passende periode under hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag såsom
opholdets varighed, eventuelle skolesøgende børn og eventuelle andre
familiemæssige og sociale tilknytninger.
3. I perioden for frivillig udrejse kan der pålægges visse forpligtelser med sigte på at
undgå risikoen for, at den pågældende forsvinder, såsom en pligt til regelmæssigt at
melde sig hos myndighederne, til at stille en passende økonomisk garanti, til at
indlevere dokumenter eller til at opholde sig et bestemt sted.
4.  Medlemsstaterne indrømmer ikke en frist for frivillig udrejse i følgende
tilfælde: 
DA 30 DA
a) Er  hvis  der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde , som
fastslået i overensstemmelse med artikel 6  ,
b) eller er  hvis  en ansøgning om lovligt ophold er blevet afvist som
åbenbart grundløs eller svigagtig,
c) eller udgør hvis  den pågældende person  tredjelandsstatsborgeren 
udgør en risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den
nationale sikkerhed, kan medlemsstaterne undlade at indrømme en frist for
frivillig udrejse eller de kan indrømme en frist på under syv dage.
Artikel 108
Udsendelse
1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen
om tilbagesendelse, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse i henhold
til artikel 97, stk. 4, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er blevet opfyldt
inden for den frist for frivillig udrejse, som er indrømmet i henhold til artikel 97.
 De pågældende foranstaltninger skal omfatte alle foranstaltninger, der er
nødvendige for at bekræfte identiteten af tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold, som ikke er i besiddelse af et gyldigt rejsedokument, og for at tilvejebringe
et sådant dokument. 
2. Har medlemsstaten indrømmet en frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 97,
kan afgørelsen om tilbagesendelse først fuldbyrdes efter fristens udløb, medmindre
der inden for denne frist opstår en af de i artikel 97, stk. 4, omhandlede risici.
3. Medlemsstaterne kan vedtage en særskilt administrativ eller retslig afgørelse eller
retsakt om udsendelse.
4. Når medlemsstaterne som en sidste udvej anvender tvangsforanstaltninger til at
gennemføre udsendelsen af en tredjelandsstatsborger, som modsætter sig udsendelse,
skal sådanne foranstaltninger stå i rimeligt forhold til det formål, der søges opnået,
og holdes inden for grænserne af rimelig magtanvendelse. Foranstaltningerne
gennemføres i henhold til den nationale lovgivning i overensstemmelse med de
grundlæggende rettigheder og med behørig respekt for den pågældende
tredjelandsstatsborgers værdighed og fysiske integritet.
5. Ved gennemførelsen af udsendelser med fly tager medlemsstaterne hensyn til de
fælles retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse
med fly, der er knyttet som bilag til beslutning 2004/573/EF.
6. Medlemsstaterne sørger for en effektiv ordning for tilsyn med tvangsmæssig
tilbagesendelse.
Artikel 119
Udsættelse af udsendelse
1. Medlemsstaterne udsætter en udsendelse,
a) hvis den vil krænke nonrefoulementprincippet, eller
b) så længe der indrømmes suspension i henhold til artikel 1613, stk. 2.
DA 31 DA
2. Medlemsstaterne kan udsætte en udsendelse i en passende periode under
hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag. Medlemsstaterne tager navnlig
hensyn til:
a) tredjelandsstatsborgerens fysiske tilstand eller psykiske evner
b) tekniske grunde, såsom manglende transportkapacitet eller mislykket
udsendelse som følge af manglende identifikation.
3. Hvis en udsendelse udsættes efter stk. 1 og 2, kan den pågældende
tredjelandsstatsborger pålægges de i artikel 97, stk. 3, omhandlede forpligtelser.
Artikel 1210
Tilbagesendelse og udsendelse af uledsagede mindreårige
1. Inden der træffes afgørelse om tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig, ydes der
under behørig hensyntagen til barnets tarv bistand fra relevante organer, som ikke er
de myndigheder, der er ansvarlige for den tvangsmæssige tilbagesendelse.
2. Inden udsendelse af en uledsaget mindreårig fra en medlemsstats område, sikrer
myndighederne i den pågældende medlemsstat sig, at vedkommende sendes tilbage
til et familiemedlem, til en udpeget værge eller til passende modtagelsesfaciliteter i
tilbagesendelseslandet.
Artikel 1311
Indrejseforbud
1. Afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud:
a) hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse, eller
b) hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet.
I andre tilfælde kan afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud.
 nyt
2. Medlemsstaterne kan, hvor det er berettiget på grundlag af de specifikke
omstændigheder i den enkelte sag og under hensyntagen til
proportionalitetsprincippet, pålægge en tredjelandsstatsborger, som har opholdt sig
ulovligt på medlemsstaternes område, og hvis ulovlige ophold er blevet opdaget i
forbindelse med ind- og udrejsekontrol foretaget ved udrejse i henhold til artikel 8 i
forordning (EU) 2016/399, et indrejseforbud, som ikke ledsager en afgørelse om
tilbagesendelse.
 2008/115/EF
 nyt
32. Varigheden af indrejseforbuddet fastsættes under behørig hensyntagen til alle
relevante forhold i den enkelte sag og må i princippet ikke overstige fem år. Den kan
dog overstige fem år, hvis tredjelandsstatsborgeren udgør en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.
DA 32 DA
43. Medlemsstaterne overvejer at ophæve eller suspendere et indrejseforbud, når en
tredjelandsstatsborger, der er genstand for et indrejseforbud udstedt i
overensstemmelse med stk. 1, andet afsnit, kan påvise, at vedkommende har forladt
en medlemsstats område i fuld overensstemmelse med en afgørelse om
tilbagesendelse.
Ofre for menneskehandel, der har fået opholdstilladelse i henhold til Rådets direktiv
2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst
som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente
myndigheder30
, gøres ikke til genstand for et indrejseforbud, jf. dog stk. 1, første
afsnit, litra b), forudsat at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke udgør en
trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale
sikkerhed.
Medlemsstaterne kan undlade at udstede eller kan ophæve eller suspendere et
indrejseforbud i individuelle tilfælde af humanitære grunde.
Medlemsstaterne kan ophæve eller suspendere et indrejseforbud i individuelle
tilfælde eller i visse kategorier af tilfælde af andre grunde.
54. Når en medlemsstat påtænker at udstede en opholdstilladelse eller anden tilladelse,
som giver ret til ophold, til en tredjelandsstatsborger, der er genstand for et
indrejseforbud udstedt af en anden medlemsstat, konsulterer den først den
medlemsstat, der har udstedt indrejseforbuddet, og tager hensyn til dennes interesser
i overensstemmelse med artikel 25 i konventionen om gennemførelse af
Schengenaftalen31
 i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU)
2018/XXX32
.
65. Stk. 1-54 berører ikke retten til international beskyttelse i medlemsstaterne som
defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2011/95/EURådets direktiv 2004/83/EF af 29.
april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af
tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden
grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse33
.
 nyt
Artikel 14
Forvaltning af tilbagesendelser
30
Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere,
der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som
samarbejder med de kompetente myndigheder (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 19).
31
EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.
32
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/… af […] om oprettelse, drift og brug af
Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006 [afventer
vedtagelse].
33
Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af
tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver
international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 304 af 30.9.2004, s. 12).
DA 33 DA
1. Hver medlemsstat opretter, driver, vedligeholder og videreudvikler et nationalt
system for forvaltning af tilbagesendelser, som skal behandle alle de oplysninger, der
er nødvendige for gennemførelsen af dette direktiv, navnlig for så vidt angår
forvaltningen af individuelle sager samt enhver tilbagesendelsesrelateret procedure.
2. Det nationale system oprettes på en måde, der sikrer den tekniske kompatibilitet med
henblik på kommunikation med det centrale system oprettet i henhold til artikel 50 i
forordning (EU) .../... [forordningen om den europæiske grænse- og kystvagt].
3. Medlemsstaterne opretter programmer til tilvejebringelse af logistisk, finansiel og
anden materiel bistand eller bistand i naturalier i overensstemmelse med national
lovgivning med henblik på at støtte tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold, der er statsborgere i de tredjelande, der er opført på listen i bilag I til
Rådets forordning 539/200134
.
En sådan bistand kan omfatte støtte til reintegration i det tredjeland, hvortil der sker
tilbagesendelse.
En sådan bistand, herunder bistandens art og omfang, afhænger af, at den
pågældende tredjelandsstatsborger samarbejder med de kompetente myndigheder i
medlemsstaterne, jf. artikel 7 i dette direktiv.
 2008/115/EF
KAPITEL III
RETSSIKKERHEDSGARANTIER
Artikel 1512
Form
1. Afgørelser om tilbagesendelse og, hvis der er udstedt sådanne, afgørelser om
indrejseforbud og afgørelser om udsendelse skal affattes skriftligt og angive de
faktiske og retlige grunde samt oplyse om de retsmidler, der er til rådighed.
Oplysningerne om de faktiske grunde kan begrænses, hvis den nationale lovgivning
tillader en begrænsning i retten til information, især for at beskytte den nationale
sikkerhed, forsvaret eller den offentlige sikkerhed og forebyggelsen,
efterforskningen, afsløringen og retsforfølgningen af strafbare handlinger.
2. Medlemsstaterne tilvejebringer efter anmodning en skriftlig eller mundtlig
oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelser vedrørende tilbagesendelse som
omhandlet i stk. 1, herunder oplysninger om tilgængelige retsmidler på et sprog, som
tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.
3. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende stk. 2 på tredjelandsstatsborgere, der
er indrejst ulovligt på en medlemsstats område, og som ikke efterfølgende har fået
opholdstilladelse eller ret til ophold i denne medlemsstat.
I disse tilfælde udfærdiges afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i
stk. 1 ved hjælp af en standardformular i henhold til national lovgivning.
34
Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal
være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er
fritaget for dette krav (EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1).
DA 34 DA
Medlemsstaterne sørger for, at der foreligger generelle informationsskrivelser, der
redegør for standardformularens vigtigste elementer, på mindst fem af de sprog, der
hyppigst anvendes eller forstås af personer, der indrejser ulovligt i den pågældende
medlemsstat.
Artikel 1613
Retsmidler
1. Den pågældende tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til at
klage over eller søge prøvning af afgørelser vedrørende tilbagesendelse som
omhandlet i artikel 1512, stk. 1, ved en kompetent retslig eller administrativ
myndighed eller et kompetent organ, sammensat af medlemmer, der er er upartiske
og er sikret uafhængighed.
 nyt
Den pågældende tredjelandsstatsborger har ret til at klage over afgørelsen om
tilbagesendelse ved en enkelt retsinstans, hvis den pågældende afgørelse er baseret
på en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse truffet i
overensstemmelse med forordning (EU) .../... [forordningen om asylprocedurer], der
har været genstand for en effektiv domstolsprøvelse i henhold til artikel 53 i nævnte
forordning.
 2008/115/EF
 nyt
2.  Den retslige  Mmyndigheden eller organet, jf. stk. 1, skal have beføjelse til at
prøve afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i artikel 1512, stk. 1,
herunder mulighed for midlertidigt at suspendere afgørelsernes fuldbyrdelse,
medmindre midlertidig suspension allerede finder anvendelse i medfør af national
lovgivning.
 nyt
3. Fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse suspenderes automatisk i den
periode, hvor klagen kan indgives i første instans, og under behandlingen af klagen,
såfremt den pågældende klage er indgivet inden for den fastsatte frist, og hvis der er
risiko for, at nonrefoulementprincippet tilsidesættes. Indgives der en yderligere klage
over den første eller en efterfølgende klageafgørelse, og i alle andre sager,
suspenderes fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse ikke, medmindre en
domstol efter anmodning fra ansøgeren eller på eget initiativ træffer anden afgørelse
under behørig hensyntagen til de specifikke omstændigheder i den enkelte sag.
Medlemsstaterne sikrer, at en afgørelse om anmodningen om midlertidig suspension
af fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse træffes senest 48 timer efter, at
den pågældende tredjelandsstatsborger har indgivet en sådan anmodning. I
individuelle sager, der vedrører komplekse spørgsmål af faktuel eller retlig karakter,
DA 35 DA
kan den kompetente retslige myndighed eventuelt forlænge de frister, der er fastsat i
dette stykke.
Hvis der ikke er fremkommet nye elementer eller oplysninger, eller hvis den
pågældende tredjelandsstatsborger ikke har fremlagt sådanne elementer eller
oplysninger, som i væsentligt omfang ændrer de specifikke omstændigheder i den
enkelte sag, finder første og andet afsnit ikke anvendelse, hvis:
(a) begrundelsen for midlertidig suspension som omhandlet deri er blevet vurderet
i forbindelse med en procedure, som er gennemført i medfør af forordning
(EU) …/… [forordningen om asylprocedurer], og har været genstand for en
effektiv domstolsprøvelse i henhold til artikel 53 i nævnte forordning
(b) afgørelsen om tilbagesendelse er en følge af den afgørelse om ophør af lovligt
ophold, der er truffet efter sådanne procedurer.
4. Medlemsstaterne fastsætter rimelige frister og andre nødvendige bestemmelser for at
sikre udøvelsen af retten til effektive retsmidler i henhold til denne artikel.
Medlemsstaterne indrømmer en frist på højst fem dage til at indgive en klage over en
afgørelse om tilbagesendelse, når denne afgørelse er en følge af en endelig afgørelse
om afslag på en ansøgning om international beskyttelse truffet i overensstemmelse
med forordning (EU) .../... [forordningen om asylprocedurer].
 2008/115/EF
53. Den pågældende tredjelandsstatsborger skal have mulighed for at få juridisk
rådgivning, for at lade sig repræsentere og om nødvendigt for at få sproglig bistand.
64. Medlemsstaterne sikrer, at der efter anmodning ydes den nødvendige gratis retshjælp
og/eller repræsentation i henhold til den relevante nationale lovgivning eller
relevante nationale regler om retshjælp, og kan bestemme, at en sådan gratis
retshjælp og/eller repræsentation er underlagt betingelserne i artikel 15, stk. 3-6, i
Rådets direktiv 2005/85/EF.
Artikel 1714
Garantier i perioden frem til tilbagesendelsen
1. Med forbehold af den situation, der er omhandlet i artikel 1916 og 2017, sikrer
medlemsstaterne, at der så vidt muligt tages hensyn til følgende principper i
forbindelse med tredjelandsstatsborgere inden for den frist for frivillig udrejse, der
indrømmes i henhold til artikel 97, og i de perioder, hvor udsendelsen er udsat i
henhold til artikel 119:
a) familiens enhed med familiemedlemmer, der befinder sig på medlemsstaternes
område opretholdes
b) de pågældende sikres akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af
sygdom
c) mindreårige gives adgang til grunduddannelsessystemet afhængigt af
varigheden af deres ophold
d) der tages hensyn til sårbare personers særlige behov.
DA 36 DA
2. Medlemsstaterne giver de personer, der er omhandlet i stk. 1, en skriftlig bekræftelse
i henhold til national lovgivning på, at fristen for frivillig udrejse er blevet forlænget
i overensstemmelse med artikel 97, stk. 2, eller at afgørelsen om tilbagesendelse
midlertidigt ikke vil blive fuldbyrdet.
KAPITEL IV
FRIHEDSBERØVELSE MED HENBLIK PÅ UDSENDELSE
 2008/115/EF (tilpasset)
 nyt
Artikel 1815
Frihedsberøvelse
1. Medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan
anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en
tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at
forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når
a) der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde som fastslået i henhold til
artikel 6  , eller
b) den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for
forberedelsen af tilbagesendelses-n eller for udsendelsesprocessen,.
 eller 
 nyt
c) den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en risiko for den offentlige orden,
den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.
Alle grunde til frihedsberøvelse fastsættes i national ret.
 2008/115/EF
Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun
opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med
nødvendig omhu.
2. Afgørelser om frihedsberøvelse træffes af administrative eller retslige myndigheder.
Afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige med angivelse af de faktiske og
retlige grunde.
Når det er administrative myndigheder, der har truffet afgørelsen om
frihedsberøvelse, skal medlemsstaterne
a) enten foreskrive hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, som
der skal træffes afgørelse om så hurtigt som muligt fra tidspunktet for
frihedsberøvelsens start
DA 37 DA
b) eller indrømme den pågældende tredjelandsstatsborger en ret til at indlede
procedurer, hvorved der sker hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens
lovlighed, som der skal træffes afgørelse om så hurtigt som muligt efter
indledningen af de relevante procedurer. I sådanne tilfælde skal
medlemsstaterne omgående underrette den pågældende tredjelandsstatsborger
om muligheden for at indlede sådanne procedurer.
Den pågældende tredjelandsstatsborger skal omgående løslades, hvis
frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
3. Afgørelser om frihedsberøvelse vurderes i hvert enkelt tilfælde på ny med rimelige
mellemrum enten efter ansøgning fra den pågældende tredjelandsstatsborger eller ex
officio. I tilfælde af langvarig frihedsberøvelse skal vurderingerne være undergivet
en retslig myndigheds tilsyn.
4. Når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til
udsendelse, eller når betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger, ophører
frihedsberøvelsen med at være berettiget, og den pågældende person løslades
omgående.
 2008/115/EF (tilpasset)
 nyt
5. Frihedsberøvelsen opretholdes, så længe betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og så længe
det er nødvendigt for at sikre velgennemført udsendelse. Hver medlemsstat fastsætter
en begrænset  maksimal  periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige
 på mindst tre måneder og højst  seks måneder.
 2008/115/EF
6. Medlemsstaterne må ikke forlænge den periode, der er omhandlet i stk. 5, undtagen i
en begrænset periode på yderligere 12 måneder i overensstemmelse med national ret,
hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage
længere tid som følge af
a) manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller
b) forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra
tredjelande.
Artikel 1916
Forholdene under frihedsberøvelsen
1. Frihedsberøvelse skal som hovedregel finde sted i faciliteter for frihedsberøvede. Når
en medlemsstat ikke kan indkvartere de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere i
særlige faciliteter for frihedsberøvede og er nødt til at anbringe dem i et fængsel, skal
de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere holdes adskilt fra almindelige indsatte.
2. Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere skal efter anmodning have tilladelse til i tide
at sætte sig i forbindelse med retlige repræsentanter, familiemedlemmer og
kompetente konsulære myndigheder.
DA 38 DA
3. Der tages særligt hensyn til sårbare personers situation. Der skal sikres akut
lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom.
4. Relevante og kompetente nationale, internationale og ikke-statslige organisationer og
organer skal have mulighed for at besøge faciliteter for frihedsberøvede som
omhandlet i stk. 1, for så vidt de anvendes til frihedsberøvelse af
tredjelandsstatsborgere i overensstemmelse med dette kapitel. Det kan kræves, at der
indhentes tilladelse til sådanne besøg.
5. Tredjelandsstatsborgere, der frihedsberøves, skal systematisk have oplysninger, der
forklarer de regler, der gælder i faciliteten, og som angiver deres rettigheder og
pligter. Sådanne oplysninger omfatter oplysninger om deres ret i henhold til national
lovgivning til at kontakte de organisationer og organer, der er omhandlet i stk. 4.
Artikel 2017
Frihedsberøvelse af mindreårige og familier
1. Uledsagede mindreårige og familier med mindreårige børn må kun frihedsberøves
som en sidste udvej og i det kortest mulige passende tidsrum.
2. Familier, der frihedsberøves, mens de venter på at blive udsendt, skal have separat
bolig, der i tilstrækkelig grad sikrer privatlivets fred.
3. Frihedsberøvede mindreårige skal have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter,
herunder leg og rekreative aktiviteter, der passer til deres alder, og skal afhængig af
varigheden af deres ophold have adgang til undervisning.
4. Uledsagede mindreårige skal så vidt muligt have bolig i institutioner med personale
og faciliteter, der tager hensyn til de behov, som personer i deres aldersgruppe har.
5. Barnets tarv er et væsentligt hensyn i forbindelse med frihedsberøvelse af
mindreårige, der venter på at blive udsendt.
Artikel 2118
Akutte situationer
1. I tilfælde af, at et usædvanligt stort antal tredjelandsstatsborgere, der skal
tilbagesendes, medfører en uforudset stor byrde for kapaciteten af en medlemsstats
faciliteter for frihedsberøvede eller for dens administrative personale eller
retspersonale, kan denne medlemsstat, så længe den usædvanlige situation varer,
beslutte at tillade længere perioder til domstolsprøvelser end de i artikel 1815, stk. 2,
tredje afsnit fastsatte og at træffe hasteforanstaltninger med hensyn til forholdene
under frihedsberøvelse, som afviger fra de i artikel 1916, stk. 1, og artikel 2017, stk.
2, fastsatte.
2. Når der tages sådanne ekstraordinære foranstaltninger i brug, underretter den
pågældende medlemsstat Kommissionen. Den underretter også Kommissionen, så
snart årsagerne til anvendelsen af disse ekstraordinære foranstaltninger ikke længere
foreligger.
3. Intet i denne artikel må fortolkes som en tilladelse til medlemsstaterne til at fravige
deres generelle forpligtelse til at træffe enhver hensigtsmæssig foranstaltning af
generel eller særlig karakter for at sikre, at deres forpligtelser i henhold til dette
direktiv opfyldes.
DA 39 DA
 nyt
KAPITEL V
GRÆNSEPROCEDURE
Artikel 22
Grænseprocedure
1. Medlemsstaterne fastsætter tilbagesendelsesprocedurer, som gælder for
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der er genstand for en forpligtelse til at
vende tilbage efter en afgørelse om afslag på en ansøgning om international
beskyttelse truffet i henhold til artikel 41 i forordning (EU) …/… [forordningen om
asylprocedurer].
2. Medmindre andet er fastsat i dette kapitel, finder bestemmelserne i kapitel II, III og
IV anvendelse på tilbagesendelsesprocedurer gennemført i henhold til stk. 1.
3. Afgørelser om tilbagesendelse truffet i tilbagesendelsesprocedurer, der er gennemført
i henhold til denne artikels stk. 1, udfærdiges ved hjælp af en standardformular i
henhold til national lovgivning, jf. artikel 15, stk. 3.
4. Der indrømmes ikke en frist for frivillig udrejse. Medlemsstaterne indrømmer
imidlertid en passende frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 9 for
tredjelandsstatsborgere, som er i besiddelse af et gyldigt rejsedokument, og som
opfylder den forpligtelse til at samarbejde med de kompetente myndigheder i
medlemsstaterne i alle faser af tilbagesendelsesprocedurerne, der er fastsat i artikel 7.
Medlemsstaterne stiller krav om, at de pågældende tredjelandsstatsborgere
overdrager det gyldige rejsedokument til den kompetente myndighed indtil udrejsen.
5. Medlemsstaterne indrømmer en frist på højst 48 timer til at indgive en klage over de
afgørelser om tilbagesendelse, der er baseret på en endelig afgørelse om afslag på en
ansøgning om international beskyttelse truffet i henhold til artikel 41 i forordning
(EU) …/… [forordningen om asylprocedurer], ved medlemsstaternes grænse eller i
deres transitområder.
6. Fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse suspenderes automatisk i den
periode, hvor klagen kan indgives i første instans, og under behandlingen af klagen,
såfremt den pågældende klage er indgivet inden for den fastsatte frist, og hvis der er
risiko for, at nonrefoulementprincippet tilsidesættes, og en af de to følgende
betingelser er opfyldt:
(a) efter en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse i
henhold til artikel 41 i forordning (EU) …/… [forordningen om
asylprocedurer] er der fremkommet nye elementer eller oplysninger, eller har
den pågældende tredjelandsstatsborger fremlagt sådanne elementer eller
oplysninger, som i væsentligt omfang ændrer de specifikke omstændigheder i
den enkelte sag, eller
(b) afgørelsen om afslag på en ansøgning om international beskyttelse truffet i
henhold til artikel 41 i forordning (EU) …/… [forordningen om
asylprocedurer] har ikke været genstand for en effektiv domstolsprøvelse i
henhold til artikel 53 i nævnte forordning.
DA 40 DA
Indgives der en yderligere klage over den første eller en efterfølgende
klageafgørelse, og i alle andre sager, suspenderes fuldbyrdelsen af afgørelsen om
tilbagesendelse ikke, medmindre en domstol efter anmodning fra ansøgeren eller på
eget initiativ træffer anden afgørelse under hensyntagen til de specifikke
omstændigheder i den enkelte sag.
Medlemsstaterne fastsætter, at en afgørelse om den pågældende persons anmodning
om midlertidig suspension af fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse
træffes senest 48 timer efter, at den pågældende tredjelandsstatsborger har indgivet
en sådan anmodning. I individuelle sager, der vedrører komplekse spørgsmål af
faktuel eller retlig karakter, kan den kompetente retslige myndighed eventuelt
forlænge de frister, der er fastsat i dette stykke.
7. Medlemsstaterne kan med henblik på at forberede tilbagesendelsen og/eller
gennemføre udsendelsesprocessen opretholde frihedsberøvelsen af en
tredjelandsstatsborger, som er blevet frihedsberøvet i henhold til artikel 8, stk. 3, litra
d), i direktiv (EU) …/… [det omarbejdede direktiv om modtagelsesforhold] i
forbindelse med en procedure, som blev gennemført i henhold til artikel 41 i
forordning (EU) …/… [forordningen om asylprocedurer], og som er genstand for
tilbagesendelsesprocedurer i henhold til dette kapitels bestemmelser.
Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt, og må ikke overstige
fire måneder. Den må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse
og gennemføres med nødvendig omhu.
Hvis afgørelsen om tilbagesendelse ikke kan fuldbyrdes inden for den
maksimumsfrist, der er omhandlet i dette stykke, kan tredjelandsstatsborgeren
frihedsberøves yderligere i henhold til artikel 18.
 2008/115/EF (tilpasset)
KAPITEL VIV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 2319
Rapportering
Kommissionen aflægger hvert tredje år rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om
anvendelsen af dette direktiv i medlemsstaterne og foreslår om nødvendigt ændringer.
Kommissionen aflægger første gang rapport senest 24. december 2013 og lægger i den
forbindelse navnlig vægt på anvendelsen af artikel 11, artikel 13, stk. 4, og artikel 15 i
medlemsstaterne. Med hensyn til artikel 13, stk. 4, vurderer Kommissionen især de specifikke
økonomiske og administrative virkninger heraf i medlemsstaterne.
Artikel 20
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for
at efterkomme dette direktiv senest 24. december 2010. For så vidt angår artikel 13, stk. 4,
sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
DA 41 DA
efterkomme dette direktiv senest 24. december 2011. De meddeler straks Kommissionen
teksten til disse love og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv
eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for
henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 2421
Forholdet til Schengenkonventionen
Dette direktiv træder i stedet for bestemmelserne i artikel 23 og 24 i konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen.

Artikel 25
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft
for at efterkomme artikel 6-10, artikel 13 og artikel 14, stk. 3, artikel 16, artikel 18 og
artikel 22 senest [seks måneder efter ikrafttrædelsesdatoen] og artikel 14, stk. 1 og 2,
senest [et år efter ikrafttrædelsesdatoen]. De meddeler straks Kommissionen teksten
til disse love og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette
direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal
ligeledes indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative
bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som
henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler
for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 26
Ophævelse
Direktiv 2008/115/EF ophæves med virkning fra den […] [dagen efter den anden dato, der er
nævnt i artikel 25, stk. 1, første afsnit], uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser
med hensyn til de i bilag I angivne frister for gennemførelse i national ret.
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og
læses efter sammenligningstabellen i bilag II.
DA 42 DA
 2008/115/EF
Artikel 22 27
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende.

Artikel […] [artikler, der er uændrede i forhold til det ophævede direktiv] anvendes fra den
[…] [dagen efter den anden dato, der er nævnt i artikel 25, stk. 1, første afsnit].
 2008/115/EF (tilpasset)
Artikel 2823
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab  traktaterne .
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 12.9.2018
COM(2018) 634 final
ANNEXES 1 to 2
BILAG
til forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (omarbejdning)
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0634
Offentligt
DA DA
BILAG I
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 25)
Direktiv Gennemførelsesfrist Gennemførelsesfrist for
artikel 14, stk. 1 og 2
2008/115/EF [seks måneder efter
ikrafttrædelsesdatoen]
[et år efter
ikrafttrædelsesdatoen]
_____________
DA DA
BILAG II
SAMMENLIGNINGSTABEL
Direktiv 2008/115/EF Nærværende direktiv
Artikel 1-5 Artikel 1-5
_ Artikel 6 og 7
Artikel 6, stk. 1-5 Artikel 8, stk. 1-5
_ Artikel 8, stk. 6, første afsnit
Artikel 6, stk. 6 Artikel 8, stk. 6, andet afsnit
_ Artikel 8, stk. 6, tredje afsnit
Artikel 7, stk. 1 Artikel 9, stk. 1, første og andet afsnit
_ Artikel 9, stk. 1, tredje afsnit
Artikel 7, stk. 2-4 Artikel 9, stk. 2-4
Artikel 8 Artikel 10
_ Artikel 10, stk. 1, andet punktum
Artikel 9 Artikel 11
Artikel 10 Artikel 12
Artikel 11, stk. 1 Artikel 13, stk. 1
_ Artikel 13, stk. 2
Artikel 11, stk. 2-5 Artikel 13, stk. 3-7
_ Artikel 14
Artikel 12 Artikel 15
Artikel 13, stk. 1 Artikel 16, stk. 1, første afsnit
_ Artikel 16, stk. 1, andet afsnit
Artikel 13, stk. 2 Artikel 16, stk. 2
_ Artikel 16, stk. 3 og 4
Artikel 13, stk. 3 og 4 Artikel 16, stk. 5 og 6
Artikel 14 Artikel 17
DA DA
Artikel 15, stk. 1 Artikel 18, stk. 1, første afsnit, litra a) og b)
_ Artikel 18, stk. 1, første afsnit, litra c), og
andet afsnit
Artikel 15, stk. 2-6 Artikel 18, stk. 2-6
Artikel 16-18 Artikel 19-21
_ Artikel 22
Artikel 19 Artikel 23
Artikel 20 Artikel 25
Artikel 21 Artikel 24
Artikel 22 Artikel 27
Artikel 23 Artikel 28
_ Bilag I
_ Bilag II
_____________