L 39 - svar på spm. 3 om kommentar til henvendelse af 6/11-13 fra Dansk Erhverv, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om
forbrugeraftaler (L 39), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justits-
ministeren den 6. november 2013.
Morten Bødskov
/
Rikke-Louise Ørum Petersen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato: 20. november 2013
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Christina Hjeresen
Sagsnr.: 2013-0037-0054
Dok.: 960833
Retsudvalget 2013-14
L 39 endeligt svar på spørgsmål 3
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om forbrugeraftaler (L 39)
fra Folketingets Retsudvalg:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. november
2013 fra Dansk Erhverv, jf. L 39 - bilag 5.”
Svar:
1. I henvendelsen til Retsudvalget (L 39 – bilag 5) foreslår Dansk Erhverv,
at der på en række punkter sker ændringer og præciseringer af lovbemærk-
ningerne. Justitsministeriet skal hertil mere generelt bemærke, at det alene
er muligt at stille ændringsforslag til lovbestemmelserne i et lovforslag,
men ikke til bemærkningerne som sådan.
Justitsministeriet skal endvidere bemærke, at de af Dansk Erhverv anførte
synspunkter i vidt omfang også er afspejlet i det høringssvar, Dansk Er-
hverv afgav i forbindelse med høringen over betænkning nr. 1540, ligesom
synspunkter er gjort gældende af Dansk Erhverv i forbindelse med ud-
valgsarbejdet.
2. Dansk Erhverv problematiserer bl.a. fastlæggelsen af en eventuel værdi-
forringelse af en returneret vare. Efter lovforslagets § 24, stk. 5, hæfter
forbrugeren kun for eventuel forringelse af varens værdi, som skyldes an-
den håndtering af varerne, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens
art mv. Ordlyden i lovforslagets § 24, stk. 5, 1. pkt., er identisk med ordly-
den i direktivets artikel 14, stk. 2, 1. pkt.
Den af Dansk Erhverv foreslåede ændring om, at værdiforringelsen af en
vare i langt de fleste tilfælde vil være 100 %, vil efter Justitsministeriets
opfattelse ikke være forenelig med en korrekt gennemførelse af direktivet,
idet der altid vil skulle foretages en konkret vurdering.
Når forbrugeren modtager en vare, har forbrugeren efter direktivet ret til at
prøve varen i samme omfang, som denne ville have fået lov til i en forret-
ning. Er varen benyttet herudover, og fører denne brug til, at værdien af
varen forringes, så skal forbrugeren dække denne værdiforringelse. For-
brugeren vil i disse tilfælde alene have krav på at få tilbagebetalt en del af
købesummen svarende til den værdi, som varen har efter værdiforringel-
sen.
Som anført i bemærkningerne til lovforslaget skal der ved vurderingen af,
om der er sket en værdiforringelse, som forbrugeren hæfter for, lægges
3
vægt på, om forbrugeren alene har håndteret varen, som denne ville have
fået lov til i en forretning, jf. pkt. 4.11.1 og 4.11.3.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Ved vurderingen af, om en vares værdi er blevet forringet, skal der lægges
vægt på varens handelsværdi og den pris, som erhvervsdrivende alminde-
ligvis vil kunne opnå for en vare i den stand, som varen er i ved returne-
ringen. Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at prisen ved salg
mellem forbrugere, f.eks. gennem Den Blå Avis, ikke vil kunne lægges til
grund. Endvidere bemærkes det, at det i første omgang vil være den er-
hvervsdrivende, der skal foretage en vurdering af den værdiforringelse,
som forbrugerens anvendelse af genstanden måtte have betydet, med hen-
blik på at fradrage det pågældende beløb i købesummen, som skal tilbage-
betales til forbrugeren.
Der henvises i øvrigt til den kommenterede høringsoversigt, pkt. 2.5.2.
3. For så vidt angår Dansk Erhvervs betragtning vedrørende reklamations-
ret for brugte varer bemærkes det, at reklamationsret hverken reguleres i
direktivet eller i lovforslaget.
Reklamationsret drejer sig om, hvorvidt der er en mangel ved genstanden,
ikke om hvorvidt og under hvilke nærmere betingelser forbrugeren har for-
trydelsesret. Hvorvidt der i et konkret tilfælde er tale om en mangel, kom-
mer an på, om varen svarer til det, som køberen har fået stillet i udsigt af
sælger i forbindelse med købet – uanset om der er tale om en ny eller en
brugt vare.
Reklamationsretten og den tilhørende 2-års frist for mangelsindsigelser
omfatter efter gældende ret alle forbrugerkøb, uanset om der er tale om
køb af en ny eller en brugt vare. Der sker med lovforslaget ingen ændrin-
ger af denne retstilstand.
4. For så vidt angår Dansk Erhvervs bemærkninger vedrørende kravene til
den dokumentation, som forbrugeren skal kunne præsentere, hvis købe-
summen skal tilbagebetales, inden varen er kommet retur til den erhvervs-
drivende, henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 2 vedrø-
rende lovforslaget.
Særligt for så vidt angår Dansk Erhvervs bemærkninger vedrørende den
britiske gennemførelse bemærkes det, at direktivets artikel 13, stk. 1 og 3, i
4
det britiske lovudkast – The Consumer Contracts (Information, Cancella-
tion and Additional Payments) Regulations 2013, Draft Regulation, Au-
gust 2013 – foreslås gennemført i paragraf 33, stk. 5, der har følgende ord-
lyd:
”(5) If the contract is a sales contract and the trader has not of-
fered to collect the goods, the time is the end of 14 days after
(a) the day on which the trader receives the goods back, or (b)
if earlier, the day on which the consumer supplies evidence of
having sent the goods back.”
Det britiske forslag til gennemførelse af artikel 13, stk. 3, ses således at
svare til det danske.
5. For så vidt angår Dansk Erhvervs bemærkninger vedrørende afgræns-
ningen af begrebet bestillingskøb bemærkes det, at lovforslagets § 18, stk.
2, nr. 3, om undtagelse af bestillingskøb fra fortrydelsesretten svarer til
formuleringen af direktivets artikel 16, litra c.
Efter Justitsministeriets opfattelse svarer bestemmelsen i direktivets artikel
16, litra c, indholdsmæssigt til den gældende definition af bestillingskøb i
dansk ret, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 10, stk. 2, og § 18, stk. 2,
4, og 6. Den gældende definition af bestillingskøb kan således fastholdes.
Justitsministeriet er i den forbindelse ikke enig i, at lovforslagets § 18, stk.
2, nr. 3, med tilhørende bemærkninger er udtryk for en overimplemente-
ring af direktivet.
Situationer, hvor forbrugeren sammensætter varen ved at vælge mellem en
række muligheder tilbudt af den erhvervsdrivende, f.eks. møbelsæt, der
sammensættes af forbrugeren ved valg mellem en række standardelemen-
ter, vil efter ministeriets opfattelse som det klare udgangspunkt ikke være
omfattet af direktivets definition af varer, som er fremstillet efter forbruge-
rens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg.
Det bemærkes i den forbindelse, at begrebet ”vare, som er fremstillet efter
forbrugerens specifikation” skal forstås i overensstemmelse med definitio-
nen i artikel 2, nr. 4, hvorefter fremstillingen skal baseres på forbrugerens
individuelle valg, jf. herom pkt. 4.1.3.2.4.2 og 4.1.3.2.4.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger. Som videre anført i bemærkningerne til be-
stemmelsen kan forbrugerens valg mellem en række standardløsninger ik-
ke føre til, at der foreligger et bestillingskøb.
5
Hvis varen derimod er fremstillet på baggrund af en særlig atypisk eller
omfattende kombination af standardvalg, vil det færdige produkt dog kun-
ne have fået et så personligt og individualiseret præg, at det efter Justits-
ministeriets opfattelse må anses for at være et bestillingskøb. Dette vil altid
bero på en konkret vurdering.
Der henvises i øvrigt til, at Kommissionen i forbindelse med besvarelsen
af en række spørgsmål fra medlemsstaterne vedrørende implementeringen
af direktivet har anlagt samme fortolkning af artikel 16, litra c, som Ju-
stitsministeriet. Kommissionen har i den forbindelse anført, at undtagelsen
i direktivets artikel 16, litra c, skal fortolkes snævert.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
4.1.3.2.4 og 4.7.3.5 samt til Justitsministeriets bemærkninger i den kom-
menterede høringsoversigt pkt. 2.5.4.1.