Henvendelse af 6/11-13 fra Dansk Erhverv

CAL/LQB/BDA
cal@danskerhverv.dk
Side 1/3
Maj 2013
Notat
Virksomhedernes udfordringer med brugte
returvarer
Indledning
Forbrugerrettighedsdirektivets Artikel 14 om fortrydelsesretten medfører en ændring af dansk
lovgivning, sådan at forbrugeren ikke mister sin fortrydelsesret, selvom vedkommende bruger el-
ler beskadiger varen i forbindelse med selve undersøgelsen af varen.
Direktivet fastslår dog samtidig, at forbrugerne kun må prøve varen på samme måde, som de ville
få lov til i en butik, og at de skal behandle varen med behørig omhu indtil fortrydelsesfristens ud-
løb. Har forbrugeren ikke gjort dette, hæfter vedkommende for forringelsen af varens værdi.
Det fremgår ikke af selve direktivet, hvordan en eventuel værdiforringelse skal beregnes, og dette
åbner op for en stor risiko for uenighed mellem forbruger og virksomhed, der potentielt vil føre til
en stribe forbrugerklager.
Dansk Erhverv og FDIH har spurgt en række medlemmer, hvordan de på nuværende tidspunkt
håndterer brugte returvarer, hvilke udfordringer de har i den forbindelse, samt hvordan de for-
venter at håndtere de fremtidige regler om, at forbrugerne ikke mister returretten, selvom varen
er brugt. Resultaterne fremgår af nærværende notat.
Brugte varer meget svære at sælge
Den helt overordnede erfaring blandt de adspurgte butikker er, at virksomheder, der udelukkende
driver nethandel, ikke på fornuftig vis kan sælge brugte varer.
Det kræver en særskilt håndtering, som er administrativt tung. Samtidig er der stort set ikke no-
get marked for brugte varer på nettet1, og mange virksomheder har slet ikke som del af deres for-
retningskoncept at sælge brugt. Videresalg af brugte varer vil desuden i nogle tilfælde kræve en
omkostningsfuld klargøring, hvorfor mange virksomheder vil kassere varerne.
Endelig er der i forhold til reklamationsretten den store udfordring, at brugte varer ikke kan sæl-
ges igen uden en del arbejde, fordi sælgeren ikke kan nøjes med at skrive, at varen er brugt. Dette
skyldes at denne oplysning er et generelt forbehold, som købelovens § 77 forbyder. Sælgeren er
1 Her bortses fra portaler, der særlig er indrettet hertil som Den Blå Avis, Gul og Gratis, Trendsales og lignende. Disse er imidler-
tid ikke handelsvirksomheder, men markedspladser på nettet, der overvejende benyttes af forbrugere.
Retsudvalget 2013-14
L 39 Bilag 5
Offentligt
Side 2/3
derfor nødt til at tage et konkret forbehold om, hvilke forhold brugen har medført og lægge dette
op på nettet. Hvis han ikke gør dette, kan forbrugeren kræve købet ophævet eller et afslag for
mangler.
To netbutikker forklarer det sådan:
”Man kan ikke gensælge brugte varer, hvis man er en troværdig butik”
”For os vil det være helt urealistisk at skulle brugte tage varer retur, og det vil bety-
de en helt omtænkning af vores forretningskoncept.”
Allerede nu ser vi i fysisk handel eksempler på forbrugere, som returnerer brugte varer – selvom
det i den gældende forbrugeraftalelov fremgår af § 20, at fortrydelsesretten er betinget af, at varen
afleveres tilbage i væsentlig samme sted og mængde. Desværre er tendensen til at returnere brug-
te varer ved at brede sig. I 2013 gennemførte Dansk Erhverv en undersøgelse, hvor 23 pct. af de
unge havde prøvet at bytte en brugt vare. I 2011 var det tilsvarende tal 17 pct. Den samlede andel
af befolkningen, som har forsøgt at bytte en brugt vare, var i 2013 16 pct.2
Forbrugerelektronik
På elektronikområdet vil kun nogle få varer potentielt kunne videresælges i brugt tilstand, f.eks.
kabler, køleskabe og tilbehør. Hvis en netbutik modtager sådanne varer retur, forudsætter even-
tuelt videresalg heraf, at virksomheden også har en fysisk butik, hvor man kan sælge demovarer
eller har en ”rodekasse”.
Derudover vil de fleste elektronikprodukter have betragtelige værditab selv ved mindre eller kos-
metiske skader.
Mobiltelefoner
Mobiltelefoner, der returneres uden at fungere, vil naturligvis være værdiløse for sælgeren af tele-
fonen og vil derfor ikke kunne sælges igen. De mobiltelefoner, der returneres med mindre skader,
for eksempel kosmetiske skader, vil tabe betragteligt i værdi blot som følge af skaderne. Det er
vurderingen blandt Dansk Erhvervs medlemmer, at værditabet på en smartphone, der er blevet
ridset eller på anden måde fremstår brugt, ligger på mellem 50 og 75 procent, da de danske for-
brugere kun meget sjældent er interesserede i at købe en sådan vare.
Computere
En computer kan ligeledes have været tabt på gulvet, hvilket sælger ikke har mulighed for at kon-
trollere, hvis der ikke er synlige fysiske tegn på en skade. Computere, tablets og andet hardware
vil være væsentligt forringede allerede, når de bærer præg af at have været brugt, fordi sælgeren
skal tage højde for en forøget risiko for reklamationer i forhold til en ny vare. Nogle af disse brug-
2 Befolkningsundersøgelse foretaget af Norstat for Dansk Erhverv i februar 2013.
Side 3/3
te varer – og det gælder også for mobiltelefoner - kan anvendes til udlån til forbrugere, f.eks. i
forbindelse med reklamationshåndtering.
I andre tilfælde vil det være mere omkostningsfuldt for virksomhederne at sælge den brugte vare
end en tilsvarende ny. Det gælder eksempelvis for printere, hvor det vil kræve nye blækpatroner,
hvis varen skal videresælges, og disse koster mere end selve printeren.
Isenkram
I isenkræmmerbranchen er det særligt produkter inden for personlig pleje, som bliver returneret
brugt, f.eks. barbermaskiner, hårklippere og ladyshavere. Af hygiejnemæssige årsager kan disse
ikke sælges igen, hverken i fysisk handel eller på nettet.
Tekstil (tøj og sko)
Inden for tekstil er det særligt modebranchen, som er udsat for returneringer af brugte varer. Det
ses ved, at mærkater f.eks. sidder forkert eller mangler, at tøjet lugter eller er synligt slidt. Gene-
relt vil de fysiske tøjbutikker helst undgå, at varer med værdiforringelse er synlige i butikkerne, og
butikkerne vælger derfor så godt som altid at kassere varen.
For netbutikker, der forhandler tøj, vil det i praksis være umuligt at sælge brugte varer, fordi
brugt tøj traditionelt sælges fra forbruger til forbruger i f.eks. Den Blå Avis eller på Trendsales el-
ler i fysiske genbrugsbutikker. Desuden vil det, som tidligere nævnt, kræve ændringer i lagersty-
ring samt forudsætte beskrivelser af hvert enkelt stykke tøj. En tøjbutik på nettet forklarer:
”Det er faktisk katastrofalt for vores branche! Det betyder, at en pige kan bestille et
fint outfit til en fest lørdag aften og returnere det om mandagen. Hver uge. Det vil
blive svært for os at videresælge en brugt vare! Vi vil heller ikke umiddelbart kunne
tage den ind i vores nuværende lagerstyring.”
Det er Dansk Erhvervs vurdering, at langt den overvejende del af det returnerede tøj, som er
brugt, vil blive destrueret og værdien nedskrevet til 0 kr.


CAL
cal@danskerhverv.dk
Side 1/5
Dato: 5. november 2013
Dansk Erhvervs forslag til ændring af L 39: Ændring af
lov om forbrugeraftaler
Til: Retsudvalget samt ordførere på L39
Fra: Dansk Erhverv
Indledning
Direktivet om forbrugerrettigheder skal nu gennemføres i dansk ret. Direktivet er på en række
punkter inkonsistent, men det er vedtaget og kan ikke ændres. Den danske fortolkning har dog
stor betydning, ikke mindst de steder, hvor direktivet er uklart. Desværre rummer det danske lov-
forslag (L39) en række uklarheder og lægger op til dansk overimplementering til skade for e-
handelsvirksomheder og forbrugere. Disse uklarheder kan bruges til at holde hånden over uærlige
forbrugere til skade for de ærlige. Dansk Erhverv opfordrer Folketinget til at skabe klarhed med
følgende konkrete forslag til ændringer af lovforslaget.
Til § 24, stk. 5 (side 158)
Vedr. forbrugerens ret til at returnere brugte eller ødelagte varer
Problem
Direktivets betragtning 47 slår fast, at forbrugere kun må prøve varen på samme måde som i en
butik, hvis de vil returnere den og have alle deres penge retur. Har forbrugerne brugt eller ødelagt
varen, får de i henhold til art. 14. stk. 2, alligevel lov til at returnere varen, men hæfter da for for-
ringelsen af varens værdi. Dog står der intet i direktivet om, hvordan denne værdiforringelse skal
beregnes.
Det danske udkast til lovforslag er desværre ikke klart på dette punkt. I bemærkningerne til L39
fremgår det, at ”der i visse tilfælde – bl.a. på grund af forbrugerens håndtering – formentlig kan
blive tale om så beskeden en tilbagebetaling ved udnyttelse af fortrydelsesretten, at det næppe
kan betale sig for forbrugeren at udnytte denne”.1
Det er nødvendigt at understrege, at værdiforringelsen af en vare købt på nettet i langt de fleste
tilfælde vil være varens fulde værdi, altså hele købesummen. Det skyldes, at erhvervsdrivende, der
sælger på nettet, ikke sælger brugte varer. De vil derfor ikke kunne sælge varer med en værdifor-
ringelse til andre forbrugere og derfor være nødt til at kassere brugte varer, særligt varer af be-
skeden værdi.
Det vil sjældent være attraktivt at sælge brugte varer videre til forbrugerne, da virksomheder iføl-
ge købelovens § 77, stk. 1 ikke må tage generelle forbehold som f.eks. ”købt som beset”. Hertil
kommer, at markedsføringsloven kræver, at ”varens væsentligste karakteristika” er beskrevet,
1 L39: Forslag til lov om forbrugeraftaler, side 158.
Retsudvalget 2013-14
L 39 Bilag 5
Offentligt
Side 2/5
hvilket i praksis vil betyde, at det skal beskrives i detaljer, hvordan hver enkelt vare er brugt. Det-
te er meget dyrt i administration.
Der er også en miljømæssig omkostning ved at lade forbrugerne returnere brugte varer, som ikke
kan videresælges. Det vil betyde, at et stort antal produkter, som intet fejler, skal kasseres. Det er
udtryk for helt unødvendigt ressourcespild, og ud fra en samfundsmæssig betragtning må det der-
for både være i alles interesse at undgå, at brugte varer returneres og kasseres, fordi de ikke kan
sælges igen på nettet. En betragtning, som den norske højesteret i øvrigt har lagt til grund i en
dom fra 2006.8
Forslag til ændringer
Der er brug for, at lovforslaget bliver mere klart omkring forbrugerens ret til at fortryde et køb –
og hvilke pligter forbrugeren har i fortrydelsesperioden, så både virksomheder og forbrugere ved,
hvad de kan forvente. Ellers er der stor risiko for tvister om fradraget for værdiforringelsen, og
det kan blive en belastning for Forbrugerklagenævnet.
Det skal derfor fremgå af bemærkningerne, at forbrugerne skal behandle varen med behørig om-
hu i fortrydelsesperioden og kun må prøve varen som de kan i en butik. Loven skal klart slå fast,
at det ikke er meningen med direktivet at tillade misbrug ved at give forbrugerne mulighed for at
købe en kødhakker på nettet, bruge den og derefter returnere den og få pengene retur.
Det er også nødvendigt at fastslå, at initiativet til at fastsætte fradraget for værdiforringelsen lig-
ger hos den erhvervsdrivende, som derfor også har ansvaret for at fastsætte dette på en rimelig
måde. Der bør ikke i den forbindelse stilles krav om dokumentation for fastsættelsen af værdifor-
ringelsen, med mindre virksomhederne samtidig kan opkræve et gebyr hos forbrugerne for om-
kostningerne til klargøring, rensning, testning mv.
Det skal også fremgå, at forbrugerne kun har krav på en tilbagebetaling for den handelsmæssige
værdi, som den erhvervsdrivende i almindelighed kan opnå for den givne brugte vare, enten hos
en opkøber eller ved salg til forbrugere – indregnet den erhvervsdrivendes omkostninger til klar-
gøring, reparation og beskrivelse af varen. Det skal fremgå klart af bemærkningerne til loven, at
værdiforringelsen ved brugte returvarer i de fleste tilfælde vil være 100 procent, fordi der ikke
findes et marked for brugte varer på nettet.
Derudover skal det slås fast, at priser for brugte varer opnået under andre forhold, f.eks. ved han-
del mellem forbrugere på Den Blå Avis eller Trendsales, ikke kan anvendes til sammenligning,
fordi sådanne handler sker på andre vilkår for bl.a. mangelsansvar, fortrydelsesret og betaling af
moms.
Endelig skal det overvejes, om reklamationsretten ved salg af brugte varer bør være kortere end 2
år.
Side 3/5
Til § 22, stk. 4 (side 156)
Vedr. tilbagebetaling af købesum før modtagelse af returvare
Problem
Direktivets art. 13, stk. 3, giver mulighed for, at forbrugeren kan fremsende dokumentation for at
have returneret en vare, hvorefter den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt indtræder, før
virksomheden har modtaget varen retur og har haft mulighed for at besigtige varen.
En postkvittering vil dog aldrig i praksis vil kunne tjene som fornøden dokumentation. Selvom
der måtte foreligge dokumentation for forsendelsens indhold, fx en vognmandskvittering, vil
denne ikke i sig selv dokumentere varens stand.
Vurderingen af varens stand er væsentlig set i relation til § 24, stk. 5, som giver erhvervsdrivende
mulighed for at fradrage et beløb for en eventuel værdiforringelse ved en returneret vare, som
skyldes forbrugerens håndtering af varen. Denne ret forudsætter, at den erhvervsdrivende har
haft mulighed for at modtage og besigtige varen, og en sådan besigtigelse kan kun ske, hvis varen
fysisk er modtaget hos den erhvervsdrivende.
I bemærkningerne til L39 står der, at ”en kvittering for afsendelse af et anbefalet brev, tilbagesen-
delse undergivet en ”track-and-trace” service, en indleveringsattest (postkvittering) eller lignen-
de, […] må antages at kunne tjene som bevis for, at et brev eller en pakke er indleveret til afsendel-
se”2. Det er korrekt, at en postkvittering beviser, at noget er afsendt, men den beviser ikke hvad
dette ”noget” er, eller i hvilken stand ”noget” er.
Forslag til ændring
Det er Dansk Erhvervs opfattelse, at reel dokumentation for afsendelse af varen i praksis ikke kan
fremskaffes. Derfor bør en postkvittering ikke kunne fungere som dokumentation i direktivets
forstand.
Det skal derfor fremgå klart af bemærkningerne til lovteksten, at den erhvervsdrivendes tilbage-
betalingspligt først indtræder, hvis denne modtager en gyldig dokumentation for, at den korrekte
vare er afsendt, og at varen er i uskadt stand. Dette vil i praksis aldrig kunne ske, idet en sådan
type dokumentation ikke eksisterer. Bemærkningerne på side 156 i L39 om, at en postkvittering
må antages at kunne tjene som bevis, skal derfor slettes.
Det bemærkes i den forbindelse, at den britiske regering i sin implementering af direktivet har
lagt op til, at virksomhederne har ret til at tilbageholde købesummen, indtil varen er modtaget.
Begrundelsen er netop, at direktivet åbner op for muligheden for at fratrække et eventuelt beløb i
tilfælde af en værdiforringelse, som skyldes forbrugerens håndtering af varen.3
2 L39: Forslag til lov om forbrugeraftaler, side 156.
3 Det Forenende Kongerige har i sin høring om gennemførelsen af direktivet udtalt: ”Business will also benefit from the new
Consumer Rights Directive regulations which will make it clearer that goods bought at a distance (eg. online) must be returned
to the trader before the consumer can get a refund.” Pressemeddelse af 6. august 2013 fra Department for Business, Innovation
Side 4/5
Til § 18, stk. 2, nr. 3 (side 149)
Vedr. varer fremstillet efter forbrugerens specifikationer (bestillingskøb)
Problem
Direktivet fastslår i art. 16, litra c, at varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer,
er undtaget fra fortrydelsesretten. Formålet med denne bestemmelse er at gøre det muligt for
virksomheder at undlade at give en forbruger fortrydelsesret i det tilfælde, hvor varen kun frem-
stilles, fordi forbrugeren har bestilt den – ud fra forbrugerens specifikationer.
Det er derfor problematisk, når der i bemærkningerne til L39 står. ”Flertallet finder generelt ikke,
at det bør være et afgørende kriterium for afgrænsningen af begrebet bestillingskøb, hvorvidt
produktion af en vare først iværksættes efter forbrugerens afgivelse af bestilling.”4
Lovforslaget lægger op til, at specifikationer foretaget af forbrugeren på baggrund af standard-
valgmuligheder, som sælger stiller til rådighed, generelt ikke er omfattet. Undtagelsen fra fortry-
delsesretten vil derfor kun gælde i de tilfælde, hvor der er sket ”en særlig – atypisk eller omfat-
tende kombination af standardvalg”.
Kravene ”atypisk og omfattende” fremgår ikke af direktivets tekst, og derfor stilles der yderligere
krav til danske virksomheder, end direktivet tilsiger, for at undtage varer fra fortrydelsesretten.
Dette er efter Dansk Erhvervs opfattelse udtryk for en overimplementering og en forkert gennem-
førelse af direktivet.
Derudover er ”standardvalg” et vidt begreb. Når en møbelkæde tilbyder en hjørnesofa i forskellige
længder, med 40 forskellige slags stof og 5 forskellige typer ben, vil resultatet af forbrugerens valg
– som jo er baseret på standardmuligheder stillet til rådighed af sælger – være et ganske unikt
produkt, som ikke kan videresælges til en anden forbruger til samme pris. Dette skyldes, at en an-
den forbruger vil have en tilsvarende mulighed for at ”designe” sin egen sofa og derfor må formo-
des ikke at ville ”nøjes” med en anden model.
At give forbrugerne fortrydelsesret på produkter, som de selv har påvirket fremstillingen af, inde-
bærer en stor risiko for sælger. Hvis forbrugeren fortryder sit køb, vil en sådan vare være vanske-
lig – og nogle gange umulig – at sælge igen uden tab. Dermed risikerer virksomheden at lide øko-
nomisk tab og i værste fald at kassere varen, fordi den er så speciel, at den ikke vil kunne videre-
sælges til en anden forbruger.
Det er i sagens natur ikke hensigtsmæssigt, hvis undtagelsen fra fortrydelsesretten kan misbru-
ges, sådan at en virksomhed opstiller proforma valgmuligheder for varer, som allerede er produ-
ceret, men hvor det alene handler om, at virksomheden skal bestille varen hjem. En sådan omgå-
else af fortrydelsesretten skal naturligvis være ulovlig. Anvendelsesområdet for bestemmelsen
skal alene være de produkter, som bliver fremstillet som følge af forbrugerens specifikationer, Og
& Skills. https://www.gov.uk/government/news/new-powers-to-protect-vulnerable-and-elderly-consumers-against-rogue-
traders
4 L39: Forslag til lov om forbrugeraftaler, side 31.
Side 5/5
her skal det ikke være et kriterium, hvorvidt virksomheden har stillet valgmulighederne til rådig-
hed, eller forbrugeren har foreslået dem selv.
Kravene om en ”atypisk og omfattende kombination” er i øvrigt uklare. Hvis en sådan bestemmel-
se bliver gennemført, vil det give anledning til stor usikkerhed om fortolkningen. Dette vil være
skadeligt for retssikkerheden.
Forslag til ændring
For at undgå helt unødvendigt ressourcespild skal Folketinget sikre, at Danmark ikke overimple-
menterer direktivet ved at gennemføre en mangelfuld undtagelse for bestillingskøb fra fortrydel-
sesretten.
Det skal fremgå klart af bemærkningerne til loven, at varer som er fremstillet efter forbrugerens
specifikationer, skal undtages fra fortrydelsesretten. Det særlige danske krav om, at specifikatio-
nerne skal være omfattende og atypiske, skal udgå.
Det skal samtidig fremgå af bemærkningerne, at undtagelsen ikke gælder valgmuligheder ved va-
rer, som allerede er produceret, men hvor det alene handler om, at virksomheden skal bestille va-
ren hjem.