UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN om det forslag til ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som Domstolen fremlagde den 26. marts 2018

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 23.7.2018
COM(2018) 534 final/2
CORRIGENDUM
This document corrects document COM(2018) 534 final of 11.7.2018.
It concerns all language versions.
The following interinstitutional reference is added: 2018/0900 (COD).
The text shall read as follows:
UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN
om det forslag til ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske
Unions Domstol, som Domstolen fremlagde den 26. marts 2018
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0534
Offentligt
1
UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN
om det forslag til ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske
Unions Domstol, som Domstolen fremlagde den 26. marts 2018
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 281,
stk. 2.
1. Den 26. marts 2018 fremsatte Den Europæiske Unions Domstol i henhold til artikel
281, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF") en
begæring for Europa-Parlamentet og Rådet om ændring af dens statut. Domstolen
foreslår for det første, at kompetencen til som første instans at træffe afgørelse i
sager, der anlægges med hjemmel i artikel 108, stk. 2, TEUF, og i traktatbrudssager,
der anlægges med hjemmel i artikel 258 og 259 i TEUF, overføres til Retten, idet
visse kategorier af disse sager dog forbeholdes Domstolen. For det andet foreslår
Domstolen, at kompetencen til at træffe afgørelse i annullationssøgsmål, der
indbringes af medlemsstaterne til prøvelse af Kommissionens afgørelser om
manglende opfyldelse af en dom, som Domstolen har afsagt i medfør af artikel 260,
stk. 2 og 3 i TEUF, overføres til Domstolen. For det tredje har Domstolen foreslået,
at der indføres en ordning med forudgående bevilling som betingelse for at kunne
indbringe visse typer af appelsager for Domstolen. Endelig foreslår Domstolen visse
ændringer for at sikre en højere grad af terminologisk overensstemmelse mellem
statutten og traktaterne.
I. Generelle betragtninger
2. Som Domstolen har forklaret i sin begæring og i den ledsagende begrundelse skal
begæringen ses i forlængelse af de ændringer, der i 2015 og 2016 blev foretaget af
Unionens retslige opbygning ved en forøgelse af antallet af dommere ved Retten i
perioden fra udgangen af 2015 til den 1. september 20191
og ved overførsel til Retten
af kompetencen til at behandle tvister mellem Unionen og dens ansatte i henhold til
artikel 270 TEUF2
. EU-lovgiver anmodede i den forbindelse Domstolen om at
udarbejde to rapporter, der om fornødent hver især skulle ledsages af begæringer om
ændring af de relevante bestemmelser i statutten: En første rapport, der skulle
fremlægges ved udgangen af 2017, om mulige ændringer af kompetencefordelingen
mellem Domstolen og Retten i præjudicielle sager efter artikel 267 TEUF, og en
anden rapport, der skulle fremlægges inden udgangen af 2020, om Rettens funktion
og navnlig om Rettens effektivitet, om effektiviteten og nødvendigheden af
forøgelsen af antallet af dommere til 56, om effektiviteten af brugen af ressourcerne
samt om oprettelse af yderligere specialiserede afdelinger og/eller andre strukturelle
ændringer3
.
1
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2015/2422 af 16. december 2015 om
ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol (EUT L 341 af
24.12.2015, s. 14).
2
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til
Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens
ansatte (EUT L 200 af 26.7.2016, s. 137).
3
Artikel 3 i forordning (EU, Euratom) nr. 2015/2422.
2
3. Den 14. december 2017 fremlagde Domstolen den første af disse to rapporter4
. I
denne rapport anførte Domstolen, at den ikke finder det nødvendigt på nuværende
tidspunkt at foreslå en overførsel til Retten af en del af den kompetence, som den
udøver i præjudicielle sager, henset til dels den særlige plads, som den præjudicielle
forelæggelse har i Unionens domstolssystem, dels til den omstændighed, at Retten
har behov for at reorganisere sig og tilpasse sine arbejdsmetoder efter, at man
besluttede at øge antallet af dommere ved Retten. I rapportens konklusion anførte
Domstolen, at andre ændringer af kompetencefordelingen mellem Domstolen og
Retten kunne vise sig hensigtsmæssige, navnlig for så vidt angår behandlingen af
direkte søgsmål og for Domstolens vedkommende behandlingen af appelsager, og
det er disse ændringer, som er genstand for denne begæring.
4. Kommissionen er enig med Domstolen i, at der bør opnås den bedst mulige balance i
kompetencefordelingen mellem Domstolen og Retten.
5. Kommissionen er imidlertid ikke - med forbehold af nedenstående bemærkninger om
de forskellige aspekter af Domstolens begæring - overbevist om, at det på nuværende
tidspunkt er hensigtsmæssigt at foretage strukturelle ændringer af
kompetencefordelingen mellem Domstolen og Retten.
6. Kommissionen deler nemlig den opfattelse, som Domstolen har givet udtryk for i den
ledsagende begrundelse, hvorefter "virkningerne af reformen af Den Europæiske
Unions retslige struktur endnu ikke er slået igennem". Denne konstatering, der
relaterer sig til muligheden for at overføre en del af Domstolens kompetence i
præjudicielle sager til Retten, gælder i lige så høj grad for Domstolens forslag om at
overføre visse kompetencer i traktatbrudssager.
7. Traktatbrudssøgsmålet udgør nemlig for det første et vigtigt instrument i kontrollen
med anvendelsen af EU-retten. Enhver ændring i behandlingen af denne type
søgsmål er derfor - i lighed med ændringer i behandlingen af de præjudicielle sager -
et meget delikat forehavende. For det andet vil processen med forøgelse af antallet af
dommere ved Retten først være afsluttet i september 2019, hvorfor integrationen af
de nyudnævnte dommere og deres medarbejdere i Rettens organisatoriske struktur
fortsat vil udgøre en væsentlig udfordring for institutionen. Selv om den positive
statistiske udvikling, der viser, at sagsbehandlingstiden ved Retten er blevet
nedbragt, er glædelig, er det efter Kommissionens opfattelse for tidligt at konkludere,
at nye opgaver bør overføres til Retten. Det er netop af denne årsag, at EU-lovgiver
har anmodet Domstolen om inden udgangen af 2020 at fremlægge en rapport om
Rettens funktion.
8. Som Kommissionen vil redegøre nærmere for i det følgende, vil en overførsel af
visse kompetencer i traktatbrudssager, således som Kommissionen har foreslået,
desuden ikke være egnet til at aflaste Domstolen, idet en sådan overførsel tværtimod
giver anledning til vigtige spørgsmål på det strukturelle plan, hvilket også ville gøre
sig gældende ved en delvis overførsel af kompetence i de præjudicielle sager.
9. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at det er mest hensigtsmæssigt at afvente
den rapport om Rettens funktion, som Domstolen skal fremlægge inden udgangen af
2020, før der eventuelt foretages yderligere ændringer i kompetencefordelingen
mellem Domstolen og Retten, der virkelig vil aflaste Domstolen. Kommissionen er
4
Rapport udarbejdet i henhold til artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU,
Euratom) 2015/2422 af 16.12.2015 om ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den
Europæiske Unions Domstol.
3
derimod enig i, at det er muligt allerede nu at begrænse muligheden for at iværksætte
appeller i de særlige tilfælde, som Domstolen har angivet, for så vidt som en sådan
ændring ikke har nogen strukturelle virkninger og derfor ikke risikerer at foregribe
efterfølgende beslutninger.
II. Vedrørende begæringen om overførsel af kompetence til som første instans at
påkende søgsmål støttet på artikel 108, stk. 2, TEUF og traktatbrudssager
støttet på artikel 258 og 259 i TEUF til Retten
10. Denne begæring bygger på tre forslag om ændring af statutten. Den er endvidere
knyttet til begæringen om, at kompetencen til at træffe afgørelse i
annullationssøgsmål, der indbringes af medlemsstaterne til prøvelse af
Kommissionens afgørelser om manglende opfyldelse af en dom, som Domstolen har
afsagt i medfør af artikel 260, stk. 2 og 3 i TEUF, overføres til Domstolen (jf. afsnit
III).
11. Domstolen foreslår for det første, at kompetencen til som første instans at træffe
afgørelse i sager, der anlægges med hjemmel i artikel 108, stk. 2, TEUF, og i
traktatbrudssager, der anlægges med hjemmel i artikel 258 og 259 i TEUF, overføres
til Retten ved indsættelse af et stk. 2 i artikel 51 i statutten, idet visse kategorier af
traktatbrudssager dog forbeholdes Domstolen5
. Domstolens forslag til affattelse af
artikel 51, stk. 2, første afsnit, i statutten lyder således:
"Retten er kompetent til som første instans at afgøre søgsmål i henhold til artikel
108, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 258 eller 259 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, med undtagelse, for så vidt angår de søgsmål, der er støttet
på den ene af de to sidstnævnte bestemmelser, af de søgsmål, hvori der er nedlagt
påstand om at få fastslået en medlemsstats manglende opfyldelse af de forpligtelser,
som påhviler den i medfør af traktaten om Den Europæiske Union, af afsnit V i tredje
del i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde eller af en retsakt vedtaget
på grundlag af dette afsnit."
12. For det andet foreslår Domstolen, at der etableres en ordning, der gør det muligt for
Retten enten af egen drift eller efter begæring fra en af parterne at henvise en konkret
sag til Domstolen, idet der i dette øjemed tilføjes et andet og et tredje afsnit i
statuttens artikel 51, stk. 2, med følgende ordlyd:
"Retten kan, når sagen indebærer en principafgørelse, eller når det er begrundet i
særlige omstændigheder, af egen drift eller efter anmodning fra en part henvise
sagen til Domstolen, for at denne skal træffe afgørelse.
Den anmodning, som er omhandlet i det foregående afsnit, fremsættes, alt efter
tilfældet, i stævningen eller inden for to måneder efter forkyndelsen heraf for
sagsøgte."
13. For det tredje har Domstolen foreslået en undtagelsesordning for så vidt angår
behandlingen af appeller til prøvelse af afgørelser, som Retten har truffet i
traktatbrudssøgsmål. Til dette formål har Domstolen foreslået at tilføje et fjerde
afsnit i statuttens artikel 61 med følgende ordlyd:
5
Set ud fra en ren redaktionel synsvinkel har Kommissionen overvejet, om man ikke - for at nå det
formål, som Domstolen søger opnået - burde tilføje de søgsmål, hvor Kommissionen nedlægger påstand
om betaling af et fast beløb eller en tvangsbøde, jf. artikel 260, stk. 3, i TEUF, på listen, eftersom disse
søgsmål udgør en særlig gruppe af de sager, der anlægges med hjemmel i artikel 258 i TEUF.
4
Uanset stk. 1 efterprøver Domstolen samtlige relevante faktiske og retlige forhold og
træffer endelig afgørelse i tvisten, når den giver appellanten medhold i en appelsag
iværksat til prøvelse af en afgørelse, som Retten har afsagt i henhold til nærværende
statuts artikel 51, stk. 2."
14. Kommissionen er for det første i tvivl om, hvorvidt de ændringer, som Domstolen
har foreslået, er egnede til at nå det ønskede mål, nemlig at aflaste Domstolen.
15. Kommissionen har nemlig undersøgt virkningerne af en overførsel som foreslået,
såfremt den havde været gældende i de sidste tre år før Domstolens begæring blev
fremsat, dvs. mellem den 1. april 2015 og den 31. marts 2018. I denne periode blev
84 sager anlagt af Kommissionen med hjemmel i artikel 258 TEUF, en sag blev
anlagt af en medlemsstat med hjemmel i artikel 259 TEUF, og to sager blev anlagt af
Kommissionen med hjemmel i artikel 108, stk. 2, i TEUF. Ud af disse 87 sager ville
syv sager ifølge de kriterier, som Domstolen har foreslået, fortsat henhøre under
Domstolens kompetence, idet de er støttet på en tilsidesættelse af traktaten om Den
Europæiske Union ("TEU") eller på afsnit V i tredje del af TEUF. 78 færre sager
ville således være blevet indbragt for Domstolen i perioden, svarende til 26 sager om
året. Set i forhold til antallet af nye sager, der i gennemsnit blev anlagt i årene 2015,
2016 og 2017 (nemlig 715 sager), ville denne nedsættelse kun svare til 3,6 % af
Domstolens årlige arbejde. Dette tal reduceres yderligere, når der tages hensyn til
dels de appeller, der iværksættes for Domstolen til prøvelse af Rettens afgørelser, og
dels til de sager, der eventuelt henvises til Domstolen, fordi de rejser principielle
spørgsmål, eller fordi ekstraordinære omstændigheder tilsiger det.
16. Det følger heraf, at en overførsel af kompetence som den, Domstolen har foreslået,
kun vil have en ubetydelig indvirkning på Domstolens arbejdsbyrde. Til gengæld vil
der komme en vis stigning i det antal sager, som Unionens retsinstanser samlet set
skal behandle.
17. For det andet er Kommissionen af den opfattelse, at de foreslåede ændringer rejser
vigtige spørgsmål på det strukturelle plan.
18. I modsætning til, hvad der gælder for de øvrige direkte søgsmål, der som regel føres
mellem fysiske eller juridiske personer mod EU's institutioner, føres
traktatbrudssøgsmålet mellem to medlemsstater eller mellem en af Unionens
institutioner og en medlemsstat. Som det fremgår af artikel 40, stk. 2, i statutten,
adskiller søgsmålene mellem medlemsstater og søgsmålene mellem en af Unionens
institutioner og en medlemsstat sig fra de øvrige søgsmål. Traktatbrudssøgsmålet har
således som udgangspunkt størst lighed med de direkte søgsmål, der fortsat skulle
være forbeholdt Domstolen i kraft af statuttens artikel 51, således som denne
bestemmelse foreslås ændret af Domstolen. Endelig er formålet med en
traktatbrudssag at sikre sig, at en medlemsstat opfylder de forpligtelser, der
udspringer af EU-retten, og ikke som i de andre søgsmål at få annulleret en retsakt
eller få konstateret, at der foreligger passivitet.
19. Unionens retsinstanser skal dernæst, når der indbringes en traktatbrudssag for dem,
helt som i en præjudiciel sag, kunne træffe hurtige retskraftige afgørelser om de
spørgsmål, der forelægges for dem. En indførelse af to niveauer af
domstolskompetence som led i traktatbrudsproceduren ville imidlertid forlænge den
retslige fase af denne procedure og dermed risikere at forvandle den til en langvarig
retstvist med negativ politisk virkning på overholdelsen af EU-retten.
5
20. I afventning af de oplysninger, som Domstolen skal fremlægge om Rettens funktion
inden udgangen af 2020, og de mulige foranstaltninger, der eventuelt kan komme på
tale i den anledning, går Kommissionen ud fra, at traktatbrudssagerne ikke ville blive
behandlet hurtigere i første instans af Retten, end de gør nu af Domstolen.
21. Tvistens varighed i første instans ville i et betydeligt antal tilfælde blive forøget med
varigheden af en appelsag. Det er nemlig i princippet kun traktatbrudssager, hvor
man ikke har kunnet finde en løsning i løbet af den administrative procedure, der
indbringes for Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder kunne parterne
være tilbøjelige til at udtømme alle appelmuligheder, og varigheden af en appelsag
kan ofte svare til længden af proceduren i første instans.
22. Kommissionen har noteret sig, at Domstolen foreslår at indføre en
undtagelsesordning for behandling af appeller af Rettens domme i
traktatbrudssøgsmål. Med en sådan ordning kunne man ganske vist undgå, at sagen
hjemvises til Retten, når Domstolen antager appellen til realitetsbehandling, men
konstaterer, at sagen ikke er moden til endelig påkendelse. En sådan ordning rejser til
gengæld vanskelige praktiske spørgsmål (såsom om man allerede i forbindelse med
skriftvekslingen skal behandle faktiske omstændigheder, som Retten ikke tog stilling
til i første instans, såfremt Domstolen antager appellen til realitetsbehandling - skal
man i sådanne tilfælde genoptage proceduren?). Det er derfor ikke muligt at afgøre,
om en sådan foranstaltning rent faktisk kan bidrage til at nedbringe
sagsbehandlingstiden.
23. Denne udstrækning af procedurens længde vil formentlig ikke alene forlænge en
situation med juridisk usikkerhed for offentlige myndigheder, økonomiske aktører og
borgere, men også bevirke, at tvisten og muligvis også den manglende overholdelse
af EU-retten, som allerede har været genstand for en administrativ procedure, der
ikke er mundet ud i en tilfredsstilende løsning, trækkes i langdrag. Denne udvidelse
af den judicielle fase ville udskyde det tidspunkt, hvorfra den medlemsstat, der nu
utvivlsomt har tilsidesat sine forpligtelser, bør træffe de nødvendige foranstaltninger
for at bringe overtrædelsen til ophør. Forlængelsen vil derfor udstrække situationer,
hvor medlemsstaterne ikke er stillet lige overfor traktaterne i strid med det
grundlæggende princip i artikel 4, stk. 2, i TEU.
24. Kommissionen har ligeledes noteret sig, at Domstolen ikke foreslår, at
iværksættelsen af en appel tillægges opsættende virkning, hvilket reelt vil fratage
proceduren for Retten en stor del af sin effektive virkning, samtidig med at
sagsbehandlingstiden samlet set vil blive forlænget betydeligt. Selv om
iværksættelsen af en appelsag ikke har opsættende virkning, vil indførelsen af to
niveauer af domstolskompetence imidlertid risikere at svække
traktatbrudsproceduren, der jo har til formål at sikre en ensartet anvendelse af EU-
retten i alle medlemsstaternes, de økonomiske aktørers og borgernes interesse. Det
kunne ikke blot forhale det tidspunkt, hvorpå traktatbruddet endeligt fastslås, men
også det tidspunkt, hvorpå Domstolen efter Kommissionens begæring i henhold til
artikel 260, stk. 2, TEUF fastslår, at en medlemsstat ikke har truffet de nødvendige
foranstaltninger til opfyldelse af en dom, der er afsagt af Unionens retsinstanser.
25. For det tredje betvivler Kommissionen, at de kriterier, som Domstolen har foreslået
til brug for identifikation af de sager, der fortsat skal henhøre under Domstolens
enekompetence, er egnede til at nå det forfulgte mål, nemlig målet om kun at
overføre til Retten de sager, der på grund af de rejste klagepunkter og fremførte
argumenter svarer til dem, som Retten normalt påkender, og at forbeholde de sager
6
for Domstolen, der, som det anføres i den ledsagende begrundelse, "kan have et
forfatningsmæssigt aspekt"6
.
26. I denne henseende er Kommissionen opmærksom på, at enhver afgrænsning af de
forskellige typer af traktatbrudssager, er en kompleks opgave. På dette punkt
adskiller traktatbrudssøgsmålet sig på ingen måde fra de præjudicielle forelæggelser,
i relation til hvilke Domstolen har givet udtryk for visse vanskeligheder i sin rapport
af 14. december 2017.
27. For så vidt som Domstolen har foreslået, at de sager, der er anlagt med henblik på at
få fastslået, at en medlemsstat har tilsidesat visse bestemmelser i traktaten om Den
Europæiske Union, forbeholdes Domstolen, skal Kommissionen bemærke, at
Domstolen jævnligt i sin retspraksis - selv om det kun sker accessorisk - henviser til
klagepunkter, der støttes på en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser, navnlig
forpligtelsen til loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, i TEU). Påberåbelsen af et sådant
klagepunkt vedrører imidlertid ikke det "konstitutionelle" aspekt af en retssag7
.
28. Selv om det i øvrigt er korrekt, at de sager, der er anlagt inden for rammerne af tredje
del, afsnit V, i TEUF om oprettelse af området med frihed, sikkerhed og
retfærdighed8
, jævnligt giver anledning til følsomme og hastende fortolknings- eller
gyldighedsspørgsmål, gælder dette ikke for alle søgsmål, der er indbragt på dette
retsgrundlag9
. Et ikke ubetydeligt antal sager, der vedrører andre områder af TEUF,
rejser til gengæld jævnligt nye og meget følsomme spørgsmål, som undertiden kan
have "et forfatningsmæssigt aspekt", og som/eller som er særligt hastende, hvorfor to
niveauer af domstolskompetence i væsentlig grad vil risikere at forringe
Kommissionens bestræbelser på at sikre overholdelsen af EU-retten10
.
29. Domstolen foreslår, at Retten af egen drift eller efter begæring fra en part kan
henvise en konkret sag til Domstolen, når den rejser principielle spørgsmål, eller når
ekstraordinære omstændigheder tilsiger det. Kommissionen tvivler på, at de
foreslåede kriterier er tilstrækkeligt egnede til at undgå betydelige
fortolkningsvanskeligheder. Kommissionen finder under alle omstændigheder, at
dette valg bør være baseret på objektive faktorer, navnlig i situationer hvor en af
parterne modsætter sig en henvisning af sagen.
6
Set i denne sammenhæng forstår Kommissionen de regler, som Domstolen har foreslået, således at alle
søgsmål, hvor der er fremsat klagepunkter, der indgår i en af de opregnede kategorier, er forbeholdt for
Domstolen, selv om disse søgsmål ligeledes eller endda hovedsageligt giver anledning til andre
klagepunkter.
7
Kommissionen har noteret sig, at Domstolen i det udkast til forordning, som den har bilagt sin
begæring, ikke foreslår at tilføje de traktatbrudssøgsmål, hvor Kommissionen har påberåbt sig, at der
foreligger en tilsidesættelse Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, til listen
over de søgsmål, der ikke skal overføres til Retten. I den begrundelse, der ledsager begæringen, nævnes
disse søgsmål ikke desto mindre sammen med dem, der ofte rejser spørgsmål, som er særligt følsomme
og hastende. Dette punkt bør under alle omstændigheder afklares.
8
Hertil skal for sammenhængens skyld tilføjes retsakter, der er vedtaget inden for rammerne af
politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager, inden Lissabontraktaten trådte i kraft.
9
Se f.eks. sag C-130/17, hvori der var nedlagt påstand om, at det fastslås, at Republikken Bulgarien har
tilsidesat sine forpligtelser til at indføre et fælles kontaktpunkt for udveksling af elektroniske certifikater
for adgang til biometriske oplysninger i identitetsdokumenter i overensstemmelse med Kommissionens
afgørelse C (2009) 7476 af 5. oktober 2009.
10
Se f.eks. sag C-441/17, hvori der var nedlagt påstand om, at det fastslås, at Republikken Polen har
tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om
bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, idet Polen havde godkendt et bilag til
skovforvaltningsplanen for skovdistriktet Białowieża.
7
30. Kommissionen er sammenfattende af den opfattelse, at overførslen af visse
traktatbrudssøgsmål, som Domstolen har foreslået, kun vil have en begrænset
indvirkning på Domstolens arbejdsbyrde, men i betydelig grad vil forlænge
varigheden af den retslige fase af en traktatbrudsprocedure, og derved risikere at
svække traktatbrudsproceduren, der jo har til formål at sikre en ensartet anvendelse
af EU-retten i alle medlemsstaternes, de økonomiske aktørers og borgernes interesse.
En sådan overførsel ville desuden skabe problemer med sammenhængen i
fordelingen af sager mellem Domstolen og Retten.
III. Vedrørende overførsel af kompetencen til at træffe afgørelse i
annullationssøgsmål, der indbringes af medlemsstaterne til prøvelse af
Kommissionens afgørelser om manglende opfyldelse af en dom, som Domstolen
har afsagt i medfør af artikel 260, stk. 2 og 3 i TEUF, til Domstolen.
31. Domstolen har foreslået, at der indsættes et litra c), i artikel 51, stk. 1, i statutten, der
giver hjemmel til, at annullationssøgsmål, der indbringes af medlemsstaterne til
prøvelse af Kommissionens afgørelser om manglende opfyldelse af en dom, som
Domstolen har afsagt i medfør af artikel 260, stk. 2 og 3 i TEUF, forbeholdes
Domstolen.
32. Kommissionen kan tilslutte sig formålet med dette forslag til ændring af statutten. En
sådan ændring ville nemlig forhindre, at en anden retsinstans end den, som har pålagt
en medlemsstat en tvangsbøde eller betaling af et fast beløb, kommer til at behandle
sager, hvori der er nedlagt påstand om annullation af retsakter, som Kommissionen
har vedtaget for at inddrive tvangsbøder eller faste beløb hos den pågældende
medlemsstat11
.
IV. Vedrørende en ordning med forudgående bevilling fra Domstolen for visse
typer af appelsager
33. Domstolen har foreslået, at der i statutten indsættes en ny artikel 58a med følgende
ordlyd:
"Når en sag skal indbringes for en uafhængig administrativ instans, inden den kan
anlægges ved Retten, er behandlingen af en appel, der iværksættes til prøvelse af
sidstnævntes afgørelse, betinget af en forudgående bevilling fra Domstolen.
Appellen fremmes til realitetsbehandling efter den i procesreglementet fastsatte
fremgangsmåde, når den helt eller delvist rejser et vigtigt spørgsmål for EU-rettens
ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling.
Såfremt appellen ikke antages til realitetsbehandling, begrundes afgørelsen herom."
34. Kommissionen kan tilslutte sig formålet med dette forslag til ændring af statutten.
Forslaget angår appeller af Rettens domme og kendelser, der vedrører afgørelser, der
allerede har været behandlet af en uafhængig administrativ instans, og som således
allerede har været undergivet en dobbelt legalitetsprøvelse, hvilket bl.a. gælder for
afgørelser, der truffet af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
(EUIPO)12
. For disse afgørelsers vedkommende foreslås det at begrænse
realitetsbehandlingen af appeller til sager, hvor Rettens afgørelse risikerer at bringe
EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling i fare.
11
Se også Rettens dom af 29. marts 2011, Portugal mod Kommissionen, T-33/09, ECLI:EU:T:2011:127,
præmis 66 og 67.
12
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT
L 154 af 16.6.2017, s. 1)
8
35. Som Domstolen har anført i den ledsagende begrundelse vil den foreslåede ændring i
høj grad mindske Domstolens arbejdsbyrde, eftersom appeller af EUIPO's afgørelser
udgør en betydelig del af de appelsager, der hvert år indbringes for Domstolen.
36. Kommissionen skal dog fremhæve følgende:
37. Kommissionen skal for det første bemærke, at Unionens retsinstanser på
varemærkeområdet dels pådømmer direkte søgsmål til prøvelse af EUIPO's
afgørelser - som Retten i princippet afgør i sidste instans - dels pådømmer
præjudicielle sager, som er og fortsat vil være omfattet af Domstolens
enekompetence. Det er derfor helt afgørende at undgå en divergerende udvikling i
retspraksis i forbindelse med bevillinger til iværksættelse af appel.
38. I modsætning til proceduren for fornyet prøvelse som omhandlet i artikel, 256, stk. 2
og 3, i TEUF og artikel 62 i statutten13
, foreslår Domstolen, at alle de nærmere regler
vedrørende denne særlige procedure fastsættes i procesreglementet. Kommissionen
har ingen principielle indvendinger hertil, for så vidt som dette ville gøre det lettere
at tilpasse de nærmere detaljer i proceduren efter de indhøstede erfaringer.
Kommissionen finder imidlertid, at en grundig vurdering af disse nærmere regler bør
finde sted, før statutten ændres på dette punkt, idet der bl.a. bør tages hensyn til de
praktiske erfaringer med proceduren for fornyet prøvelse som for nuværende er
reguleret i artikel, 256, stk. 2 og 3, TEUF og artikel 62 i statutten, og de specifikke
krav, der gælder for det pågældende politikområde, dvs. varemærkeretten. I denne
forbindelse har Kommissionen noteret sig de indledende overvejelser, der fremgår af
den ledsagende begrundelse, og skal i den forbindelse foreslå, at en drøftelse heraf
snarest mulig finder sted, uden at afvente vedtagelsen af ændringer af statutten på
grundlag af udkast til ændringer af procesreglementet.
39. Kommissionen er dernæst af den opfattelse, at det af hensyn til retssikkerheden bør
præciseres, hvad der menes med begrebet "uafhængig administrativ instans". Der er
flere muligheder.
40. En første mulighed, der opfylder alle krav til retssikkerhed, ville være at opstille en
udtømmende liste over de nævnte instanser i statuttens artikel 58a: For det første
appelkamrene ved EUIPO, men også appelkamrene ved de andre organer, som
Domstolen har nævnt i den ledsagende begrundelse, [EF-Sortsmyndigheden14
(CPVO) eller Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)15
] eller andre organer
lignende organer [såsom Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)16
].
13
Kommissionen undrer sig i øvrigt over den sproglige forskel mellem artikel 256, stk. 2, TEUF ("de
afgørelser, der træffes af Retten") og den foreslåede affattelse af statuttens artikel 58a ("[Rettens]
afgørelse"). Mens det i det første tilfælde forholder sig således, at alle afgørelser, herunder foreløbige
afgørelser og afgørelser vedrørende formaliteten (inden for rammerne af de generelle regler om
appelsager), kan være genstand for en anmodning om fornyet prøvelse, kunne man i det andet tilfælde
forstå den foreslåede ordlyd således, at proceduren med forudgående bevilling kun finder anvendelse på
Rettens endelige afgørelse af sagen.
14
Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 227 af 1.9.1994, s.
1).
15
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering,
vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et
europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning
(EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og
Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af
30.12.2006, s. 1).
16
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 af 20. februar 2008 om fælles regler for
civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur, og om ophævelse af Rådets
9
Denne mulighed nødvendiggør ganske vist en ændring af statutten, såfremt der skulle
blive oprettet en ny instans med beføjelse til at udstede akter, som kunne være
omfattet af ordningen i statuttens artikel 58a. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden
kan statutten imidlertid ændres efter den almindelige lovgivningsprocedure, som
normalt vil være den samme procedure, som skal følges ved vedtagelsen af den
retsakt, hvorved det pågældende organ oprettes.
41. En anden mulighed ville være at præcisere dette begreb i forordningen om ændring
af statutten. Man kunne således tilføje sætningen "hvis medlemmer ikke er bundet af
nogen form for instrukser i forbindelse med deres afgørelser" efter sætningen "Når en
sag skal indbringes for en uafhængig administrativ instans". Denne mulighed kan
imidlertid give anledning til fortolkningsspørgsmål, når formuleringen anvendes i
retsakter, hvorved der oprettes nye organer, der adskiller sig fra dem, der allerede
eksisterer. På denne måde ville lovgiver til gengæld i det mindste præcisere, at det er
den funktionelle uafhængighed, som er afgørende og tilstrækkelig i denne
forbindelse. Den foreslåede affattelse svarer til den, der anvendes i de retsakter,
hvorved de i punkt 40 nævnte organer blev oprettet.17
Det forekommer desuden
hensigtsmæssigt at nævne disse organer i betragtningerne til forordningen om
ændring af statutten.
42. Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at det bør tydeliggøres, at det ikke blot
er afgørelserne om at afvise en appel, der skal være begrundet, men også
afgørelserne om at fremme en appel til realitetsbehandling. Endelig bør sådanne
afgørelser offentliggøres.
V. Vedrørende visse ændringer, der tager sigte på at sikre terminologisk
overensstemmelse mellem visse bestemmelser i statutten og traktaterne
43. Domstolen foreslår at ændre statuttens artikel 51 for at sikre terminologisk
overensstemmelse med artikel 263 og 265 i TEUF.
44. Kommissionen kan tilslutte sig dette forslag til ændringer18
.
45. Kommissionen er ikke desto mindre i tvivl om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at
tilføje ordene "bortset fra en henstilling eller en udtalelse" og "der skal have
retsvirkning over for tredjemand" i artikel 51, stk. 1, litra a), nr. i), i den ændrede
statut. Kommissionen har forståelse for det mål, der forfølges hermed, nemlig at
gentage ordlyden af artikel 263, stk. 1, i TEUF. Kommissionen skal imidlertid
henlede opmærksomheden på, at en tilføjelse af disse ord i den sammenhæng, hvori
artikel 51 i statutten indgår, kunne give anledning til en fejlagtig
modsætningsslutning, hvorefter andre retsakter end de der omhandlede, henhører
under Rettens kompetence.
direktiv 91/670/EØF, forordning (EF) nr. 1592/2002 og direktiv 2004/36/EF (EUT L 079 af 19.3.2008,
s. 1).
17
Jf. artikel 166, stk. 7, i forordning (EU) 2017/1001, artikel 47, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2100/94,
artikel 90, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1907/2006 og artikel 42, stk. 2, i forordning (EF) nr. 216/2008.
18
I denne forbindelse skal Kommissionen bemærke, at der på grund af forskellige reformer af de
relevante retsregler i øjeblikket er flere retsgrundlag, der giver Rådet mulighed for at vedtage
delegerede retsakter eller gennemførelsesforanstaltninger med henblik på handelspolitiske
beskyttelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 207 TEUF. Kommissionen er således af den
opfattelse, at artikel 51, stk. 1, litra a), nr. i), andet led, i statutten kan udgå, forudsat at der fastsættes
overgangsbestemmelser, således at de sager, der stadig verserer, kan pådømmes af Retten på grundlag
af den nugældende bestemmelse (eventuelt efter henvisning).
10
VI. Konklusion
46. Henset til ovenstående bemærkninger skal Kommissionen fremsætte følgende
udtalelse:
(a) Kommissionen er af den opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at afvente den
rapport om Rettens funktion, som Domstolen skal fremlægge inden udgangen
af 2020, før der foretages strukturelle ændringer i kompetencefordelingen
mellem Domstolen og Retten.
(b) Kommissionen kan ikke støtte overførsel af kompetencen til som første instans
at påkende søgsmål støttet på artikel 108, stk. 2, TEUF og traktatbrudssager
støttet på artikel 258 og 259 i TEUF til Retten
(c) Kommissionen kan tilslutte sig overførsel af kompetencen til at træffe
afgørelse i annullationssøgsmål, der indbringes af medlemsstaterne til prøvelse
af Kommissionens afgørelser om manglende opfyldelse af en dom, som
Domstolen har afsagt i medfør af artikel 260, stk. 2 og 3 i TEUF, til
Domstolen.
(d) Kommissionen støtter forslaget om indførelse af en ordning med forudgående
bevilling til at indbringe visse appelsager for Domstolen, med forbehold af de
bemærkninger, der er fremsat i denne udtalelse.
(e) Kommissionen støtter de foreslåede ændringer, der har til formål at sikre en
højere grad af terminologisk overensstemmelse mellem statutten og traktaterne,
med forbehold af de bemærkninger, der er fremsat i denne udtalelse.