Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en grænseoverskridende sammenhæng

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Strasbourg, den 29.5.2018
COM(2018) 373 final
2018/0198 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om en mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en
grænseoverskridende sammenhæng
{SEC(2018) 268 final} - {SWD(2018) 282 final} - {SWD(2018) 283 final}
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0373
Offentligt
DA 0 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Et af Unionens vigtigste mål er at fremme en overordnet harmonisk udvikling. Derfor skal
Unionen udvikle og fortsætte sin indsats for at styrke sin økonomiske, sociale og territoriale
samhørighed. Unionen stræber navnlig efter at formindske forskellene mellem de forskellige
områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder
(artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)), herunder bl.a., at
sikre, at der "lægges (...) særlig vægt på (..) grænseoverskridende områder". Unionen og dens
nærmeste naboer i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) har i øjeblikket 40
indre landgrænser.
Siden 1990 er der med Interreg-midler1
ydet støtte til programmer for tværnationalt
samarbejde i EU's grænseregioner, bl.a. i regioner, der grænser op til EFTA-lande. Der er
finansieret tusindvis af projekter og initiativer, der har bidraget til at forbedre den europæiske
integration. De vigtigste resultater af Interreg-programmerne omfatter: øget tillid, bedre
netværksmuligheder, bedre miljø, bedre sundhed og økonomisk vækst. Den retlige ramme for
2014-2020 gjorde det muligt for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ("EFRU")
under Interreg-programmerne at støtte projekter og opnå en "styrkelse af institutionel
kapacitet for offentlige myndigheder og interessenter og effektiv offentlig forvaltning gennem
fremme af retsligt og administrativt samarbejde og samarbejde mellem borgere og
institutioner"2
. Siden oprettelsen af Interreg har det også støttet gennemførelsen af det indre
marked3
. Den europæiske integrationsproces har i de seneste årtier hjulpet de indre
grænseregioner med at omdanne sig fra hovedsagelig perifere områder til områder med vækst
og muligheder. Fuldførelsen af det indre marked i 1992 betød en stigning i EU's produktivitet
og en reduktion af omkostningerne gennem afskaffelsen af toldformaliteter, harmonisering
eller gensidig anerkendelse af tekniske forskrifter og lavere priser som følge af konkurrence;
samhandelen inden for EU er på 10 år steget med 15 %, og der er skabt yderligere vækst og
ca. 2,5 mio. flere arbejdspladser.
Imidlertid har Kommissionen i en grænseoverskridende revision4
, der har varet mere end to
år, indsamlet beviser for, at grænseregioner generelt klarer sig dårligere økonomisk end andre
regioner i en medlemsstat. Adgang til offentlige tjenester, som f.eks. hospitaler og
1
Interreg, der også er kendt som det europæiske territoriale samarbejde, er et af samhørighedspolitikkens
to mål og skaber forudsætninger for gennemførelse af fælles aktioner og udveksling af politiske
løsningsmodeller mellem nationale, regionale og lokale aktører fra forskellige medlemsstater. Det
overordnede mål for det europæiske territoriale samarbejde er at fremme en harmonisk økonomisk,
social og territorial udvikling i Unionen som helhed. Interreg er bygget op omkring tre
samarbejdsområder: grænseoverskridende samarbejde (Interreg A), tværnationalt samarbejde (Interreg
B) og interregionalt samarbejde (Interreg C). Fem programmeringsperioder af Interreg har efterfulgt
hinanden: Interreg I (1990-1993), Interreg II (1994-1999), Interreg III (2000-2006), Interreg IV (2007-
2013) og Interreg V (2014-2020).
2
Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iv), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17.
december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til
målet om europæisk territorialt samarbejde (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259).
3
Punkt 3 og 13 i meddelelse C(90) 1562/3 til medlemsstaterne om retningslinjerne for de operationelle
programmer, som medlemsstaterne opfordres til at etablere inden for rammerne af et
fællesskabsinitiativ vedrørende grænseområder (Interreg) (EFT C 215 af 30.8.1990, s. 4)
4
Se også: http://ec.europa.eu/regional_policy/en/policy/cooperation/european-territorial/cross-border/review/ .
DA 1 DA
universiteter5
, er generelt mere begrænset i grænseregioner. Det er fortsat ofte kompliceret og
omkostningskrævende at navigere mellem forskellige administrative og juridiske systemer.
Borgere, virksomheder, offentlige myndigheder og ikke-statslige organisationer har
delagtiggjort Kommissionen i deres til tider negative erfaringer med interaktion på tværs af de
indre grænser. Som følge heraf vedtog Kommissionen sin meddelelse — "Fremme af vækst
og samhørighed i EU's grænseregioner"6
("meddelelsen om grænseregioner"). Deri sættes der
fokus på, hvordan Unionen og dens medlemsstater kan gøre interaktion på tværs af grænserne
mindre kompliceret, tids- og omkostningskrævende og fremme pooling af tjenesteydelser
langs de indre grænser. Der ses i meddelelsen nærmere på, hvilke forbedringer der er
nødvendige for at sikre, at borgere og virksomheder i grænseregioner fuldt ud kan drage
fordel af de muligheder, der tilbydes på begge sider af grænsen. I meddelelsen foreslås der en
10-punkts handlingsplan, og et punkt omhandler specifikt retlige og administrative hindringer
i grænseområderne7
.
Det er derfor rimeligt at antage, at juridiske hindringer (navnlig dem, der er relateret til
sundhedsydelser, arbejdsmarkedslovgivning, beskatning og erhvervsudvikling), og hindringer
i forbindelse med forskellige administrative kulturer og nationale lovgivninger kun vanskeligt
kan håndteres udelukkende gennem programmerne (da de forudsætter beslutninger, som går
ud over program- og projektforvaltning). Der findes allerede en række effektive mekanismer
for grænseoverskridende samarbejde på mellemstatsligt, regionalt og lokalt plan8
.
Et bestemt tiltag, der er omhandlet under punkt ni i meddelelsen om grænseregioner, henviser
til et initiativ, der blev lanceret under det luxembourgske formandskab i 2015: En række
medlemsstater overvejer i øjeblikket fordelene ved et nyt instrument, som vil forenkle
grænseoverskridende projekter ved på frivillig basis og med de ansvarlige kompetente
myndigheders samtykke at gøre det muligt at anvende én medlemsstats regler i
nabomedlemsstaten. Det vil gælde for et specifikt projekt eller en specifik aktion af begrænset
varighed, som er knyttet til en grænseregion og iværksættes af lokale og/eller regionale
myndigheder9
. Kommissionen har nøje fulgt dette arbejde, bakker op om ideen og foreslår
derfor en frivillig mekanisme til at imødegå retlige hindringer i grænseregioner.
For de nærmere enkeltheder i dette forslag henvises der til afsnit 5 nedenfor.
• Sammenhæng med de gældende regler
Interreg-programmet yder støtte som det vigtigste finansieringsinstrument i
samhørighedspolitikken til programmer for grænseoverskridende samarbejde i EU's
grænseregioner, bl.a. i regioner, der grænser op til EFTA-lande. Som det fremgår af
meddelelsen om grænseregioner, klarer grænseregionerne sig imidlertid generelt dårligere
økonomisk set end andre regioner i en medlemsstat. Foranstaltninger, der rækker ud over EU-
5
"Territories with specific geographical features", Europa-Kommissionen, GD REGIO (2009),
arbejdsdokument nr. 02/2009: http://ec.europa.eu/regional_policy/en/information/publications/working-
papers/2009/territories-with-specific-geographical-features.
6
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Fremme af vækst og samhørighed i
EU's grænseregioner (COM(2017) 534 final af 20.9.2017).
7
Ved en grænsehindring forstås i denne meddelelse ikke blot en begrænsning af den frie bevægelighed
som fastslået af EU-Domstolen, men en lov, forskrift eller administrativ praksis, som hindrer udnyttelse
af det naturlige potentiale i en grænseregion, der interagerer hen over grænser.
8
For nærmere oplysninger henvises der til SWD(2017) 307 final, nr. 3.1, s. 24, 25, 32, 36 og 48.
9
Oplæg til det uformelle ministermøde om territorial samhørighed under det luxembourgske
formandskab findes på adressen: http://www.amenagement-territoire.public.lu/fr/eu-
presidency/Informal-Ministerial-Meetings-on-Territorial-Cohesion-and-Urban-Policy-_26-27-
November-2015_-Luxembourg-City_.html#; se også SWD(2017) 307 final, punkt 3.9, s. 49-50.
DA 2 DA
støtte, men som supplerer yderligere EU-finansiering i grænseregioner er derfor nødvendig,
eftersom disse tilbagevendende problemer ikke kun kan løses ved hjælp af finansiering og
investeringer fra f.eks. Interreg.
En mekanisme, der skal imødegå retlige hindringer i grænseregioner, er derfor et nødvendigt
supplement til både den økonomiske støtte under Interreg og til institutionel støtte såsom de
europæiske grupper for territorialt samarbejde10
, da disse grupper ikke har fået
lovgivningsbeføjelser til at imødegå retlige hindringer11
.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Som anført ovenfor støtter samhørighedspolitikken og det indre marked gensidigt hinanden.
Den mekanisme, der etableres i henhold til denne forordning, vil bidrage til målsætningerne i
meddelelsen om grænseregioner og fremme potentialet i grænseregionerne, som er delvist
uudnyttet på grund af forskellige retssystemer. En undersøgelse, som Kommissionen bestilte
for nylig12
, om de økonomiske virkninger af grænsehindringer på BNP og
beskæftigelsesniveauer i regionerne langs de indre landgrænser anslår, at hvis blot 20 % af de
eksisterende hindringer blev fjernet, ville grænseregionerne stadig kunne øge deres BNP med
2 %. En mekanisme, der skal imødegå retlige hindringer i grænseregioner, er derfor også et
nødvendigt supplement til et velfungerende indre marked, der er en central målsætning for
Unionen (artikel 3 i TEU og artikel 3, stk. 1, litra b), i TEUF)13
.
Bestemmelserne i dette forslag om retsbeskyttelse af personer bosat i en grænseoverskridende
region, som mener sig krænket ved handlinger eller undladelser som følge af myndighedernes
anvendelse af mekanismen, vedrører hovedsageligt administrativ/offentlig ret og berører ikke
eksisterende lovvalgsregler i EU-lovgivningen14
, da EU-retten kun vedrører civilret. Denne
forordning berører ikke en sådan lovgivning (en sådan EU-lovgivning kan finde anvendelse
på tvister vedrørende kontraktlige og ikkekontraktlige anliggender).
10
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en
europæisk gruppe for territorialt samarbejde ("EGTS") (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19).
11
Der henvises til Artikel 7, stk. 4, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1082/2006.
12
Politecnico di Milano (2017) "Quantification of the effects of legal and administrative border obstacles
in land border regions", Jf. COM(2017) 534 final, s. 6; for yderligere oplysninger, henvises der til
SWD(2017) 307 final, punkt 2.2, s. 20-22.
13
Jf. også betragtning 9 i præamblen til TEU (fremhævelse med fed tilføjet): "SOM ER BESLUTTET PÅ
at fremme økonomiske og sociale fremskridt for deres folk under hensyn til princippet om bæredygtig
udvikling og som led i gennemførelsen af det indre marked samt i tilvejebringelsen af øget
samhørighed og miljøbeskyttelse, og på at gennemføre politikker, der sikrer, at fremskridt med hensyn
til økonomisk integration ledsages af parallelle fremskridt på andre områder,..."
14
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1) ("omarbejdning af Bruxelles I"),
Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1) ("Bruxelles II"),
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for
forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
DA 3 DA
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
I artikel 175, stk. 3, i TEUF er det fastsat, at der ud over de fonde, der er omhandlet i stk. 1 i
nævnte artikel, kan vedtages særlige aktioner med henblik på at nå det mål om økonomisk og
social samhørighed, der er opstillet i TEUF. En harmonisk udvikling af hele Fællesskabets
territorium og en styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed indebærer
et mere intensivt territorialt samarbejde. Med henblik herpå er det hensigtsmæssigt at træffe
foranstaltninger, der skal forbedre betingelserne for gennemførelse af aktioner vedrørende
territorialt samarbejde.
• Nærhedsprincippet
Betingelserne for territorialt samarbejde bør etableres i overensstemmelse med
nærhedsprincippet i artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union ("TEU").
Medlemsstater har taget individuelle, bilaterale og endog multilaterale initiativer til at
imødegå retlige grænsehindringer. Disse mekanismer findes imidlertid ikke i alle
medlemsstater eller for alle grænser i en given medlemsstat. Finansiering (især Interreg) og
juridiske instrumenter (især EGTS'er), der findes på EU-plan, har hidtil ikke været
tilstrækkelige til at imødegå retlige grænsehindringer i hele Unionen. Målsætningerne for den
foreslåede foranstaltning kan derfor ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne,
hverken på centralt plan eller på regionalt og lokalt plan, men kan på grund af omfanget eller
virkningerne af den foreslåede handling bedre gennemføres på EU-plan. Yderligere handling
fra Unionens side er derfor nødvendig.
Proportionalitetsprincippet
I medfør af proportionalitetsprincippet i artikel 5, stk. 4, i TEU, bør indholdet og formen af
Unionens handling ikke gå videre end nødvendigt for at nå målsætningerne i traktaterne.
Anvendelse af den særlige mekanisme, der etableres i henhold til denne forordning, er
frivillig. En medlemsstat kan beslutte i forbindelse med en specifik grænse med en eller flere
nabomedlemsstater fortsat at imødegå retlige hindringer i en specifik grænseoverskridende
region i henhold til de effektive mekanismer, den har indført på nationalt plan, eller som den
har etableret formelt eller uformelt sammen med en eller flere nabomedlemsstater. I så fald
kan den vælge ikke at anvende den mekanisme, der etableres i henhold til denne forordning.
På samme måde kan en medlemsstat i forbindelse med en bestemt grænse med en eller flere
nabomedlemsstater beslutte at deltage i en eksisterende effektiv mekanisme, der er etableret
formelt eller uformelt af én eller flere nabomedlemsstater. Hvis denne mekanisme tillader
medlemsstaten at deltage, kan den også vælge ikke at anvende den mekanisme, der etableres i
henhold til denne forordning. Denne forordning går således ikke ud over, hvad der er
nødvendigt for at nå målsætningerne i de grænseoverskridende regioner, hvor
medlemsstaterne ikke har etableret effektive mekanismer til at imødegå retlige hindringer.
• Valg af retsakt
Som anført i afsnit 1 ovenfor har medlemsstaterne taget individuelle, bilaterale og endog
multilaterale initiativer til at imødegå retlige grænsehindringer.
En forordning fastlægger de forpligtelser, som medlemsstaterne har til at etablere en
mekanisme for hver grænse med en nabomedlemsstat, og som skal imødegå retlige hindringer
i en fælles grænseoverskridende region, samtidig med at den tillader gennemførelsen af andre
effektive mekanismer.
DA 4 DA
En henstilling ville ikke være den mest effektive retsakt, da henstillinger ikke er bindende (jf.
artikel 288, stk. 5, i TEUF).
Et direktiv ville heller ikke være den mest effektive retsakt, da det er bindende med hensyn til
det tilsigtede mål for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale
myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen (artikel 288, stk. 3, i TEUF).
Som fastsat i afsnit 3.2 i meddelelsen om grænseregioner kan gennemførelsen af et EU-
direktiv i to nabomedlemsstater medføre to forskellige systemer, der mødes ved de indre
grænser. Dette kan skabe en kompleks situation - og undertiden sågar retsusikkerhed - og øge
omkostningerne15
. Dette forslag er netop om en mekanisme til fastlæggelse af en metode på
EU-plan, da kun få medlemsstater har etableret en anden metode. Et direktiv vil således kunne
skabe nye forskelle i grænseregionerne.
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER,
GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER
• Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Ikke relevant: ny lovgivning
• Høringer af interesserede parter
Ideen om en grænseoverskridende politik stammer oprindeligt fra det arbejde, som det
luxembourgske rådsformandskab i 2015 udførte, og som førte til nedsættelsen af en uformel
arbejdsgruppe af medlemsstater, der siden da har mødtes regelmæssigt. Den uformelle
arbejdsgruppe har undersøgt mulighederne for at lette imødegåelsen af vedvarende
grænsehindringer, især i forbindelse med gennemførelse af grænseoverskridende projekter.
Princippet med hensyn til anvendelse af bestemmelser (love, forskrifter, standarder) fra en
medlemsstat på den anden side af grænsen i nabomedlemsstaten er udarbejdet af denne
gruppe. Gruppen samler normalt mellem 10 og 15 medlemsstater på sine møder. Også
sammenslutninger af medlemsstater har været aktive, især Beneluxunionen og Nordisk
Ministerråd.
Andre interessenter, navnlig grænseregioner og -institutioner, har i længere tid anmodet om et
sådant instrument. Dette har især været synligt i den grænseoverskridende revision foretaget
af GD REGIO mellem 2015 og 2017. Under denne revision fandt der en offentlig høring sted
på alle Den Europæiske Unions officielle sprog, og der indkom over 620 svar. I relation til
spørgsmålet om den potentielle løsning af grænsespørgsmål anmodede flere respondenter
udtrykkeligt Kommissionen om at søge at fremme større fleksibilitet i gennemførelsen af
national eller regional lovgivning i grænseregionerne. Idéen om at "frigøre" et grænseområde
fra national lovgivning eller tilpasse det til grænsebetingelser blev foreslået ved flere
lejligheder.
Endelig hilste udkastet til udtalelser fra Regionsudvalget og Europa-Parlamentet som reaktion
på meddelelsen "Fremme af vækst og samhørighed i EU's grænseregioner" specifikt forslaget
om at udvikle et sådant instrument velkomment. Begge udtalelser vil blive vedtaget i
sommeren 2018.
15
F.eks. indeholder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om
offentlige udbud 19 tilfælde, hvor der gælder minimumsstandarder, f.eks. for fastsættelse af bestemte
tidsfrister. Det giver 19 tilfælde, hvor grænseoverskridende offentlige udbud potentielt kan være særligt
problematiske, idet nogle medlemsstater vil anvende længere frister end andre.
DA 5 DA
• Konsekvensanalyse
Virkningen og merværdien af Interreg-programmerne er almindeligt anerkendt. I mange
tilfælde stammer grænseoverskridende hindringer (navnlig i relation til sundhedsydelser,
arbejdsmarkedslovgivning, lokal offentlig transport og erhvervsudvikling) fra forskelle i
administrativ praksis og nationale retlige rammer. Disse forskelle kan vanskeligt håndteres af
programmerne alene og kræver beslutninger ud over programstrukturerne.
For at løse dette problem undersøgte det luxembourgske formandskab og en række
medlemsstater i 2015 anvendelsen af én medlemsstats bestemmelser i en nabomedlemsstat.
Kommissionen foreslår at lette sådanne løsninger med et færdiglavet juridisk instrument.
Der er to muligheder: en europæisk grænseoverskridende forpligtelse ("forpligtelsen") (som i
sig selv giver mulighed for at fravige de normale regler) eller en europæisk
grænseoverskridende erklæring ("erklæringen") (underskriverne forpligter sig formelt til at
lovgive for at ændre de normale regler). Mekanismen vil:
• forblive frivillig: Medlemsstaterne kan vælge denne mekanisme eller anvende andre
effektive mekanismer til at imødegå juridiske grænsehindringer
• fokusere på landegrænser mellem EU-lande, samtidig med at medlemsstaterne får
mulighed for også at anvende mekanismen på søgrænser og ydre grænser
• omfatte fælles projekter vedrørende enhver form for infrastruktur, der har indflydelse
i en grænseoverskridende region, eller enhver tjenesteydelse af almen økonomisk
interesse, som leveres i en grænseoverskridende region.
Hvis 20 % af de eksisterende retlige og administrative hindringer, der er konstateret langs de
indre grænser, blev håndteret, ville grænseregionerne kunne øge deres BNP med 2 %.
Forpligtelsen bidrager hertil ved at tilvejebringe en gratis retlig ramme, der skal reducere
omkostningerne og tilkørselsperioden for visse grænseoverskridende projekter.
Rammen vil være med til at imødegå visse dyre vanskeligheder ved gennemførelsen af
grænseoverskridende projekter. Det er imidlertid ikke en universalløsning, men giver snarere
medlemsstaterne mulighed for at udforme løsninger, der bedst passer til den regionale
kontekst.
• Forenkling
Ikke relevant: ny lovgivning
• Grundlæggende rettigheder
I henhold til artikel 6, i traktaten om Den Europæiske Union anerkender Unionen de
rettigheder, friheder og principper, der findes i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, der har samme juridiske værdi som traktaterne. Endvidere udgør
de grundlæggende rettigheder, som garanteret ved den europæiske konvention til beskyttelse
af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og som er resultatet af
medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, generelle principper i EU-retten.
Dette forslag vedrører en retlig mekanisme, der skal imødegå retlige grænsehindringer og er
således først og fremmest rettet til myndigheder i medlemsstaterne. Befolkningen bør drage
fordel af de aftalte løsninger. Hvis man imødegår retlige grænsehindringer i henhold til dette
forslag, burde det hjælpe personer bosat i grænseområder med at nyde godt af deres
grundlæggende rettigheder. Dette vedrører navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger
(artikel 8), retten til uddannelse, herunder adgang til erhvervsuddannelse og efter- og
videreuddannelse (artikel 14), erhvervsfriheden og retten til at arbejde (artikel 15), herunder
DA 6 DA
friheden til at søge beskæftigelse, arbejde, etablere sig og levere tjenesteydelser i alle
medlemsstaterne, friheden til at oprette og drive egen virksomhed (artikel 16) adgangen til
social sikring og social bistand (artikel 34), adgangen til sundhedsbeskyttelse (artikel 35) og
adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (artikel 36).
Forslaget omfatter derfor også spørgsmålet om effektiv retsbeskyttelse af personer i
grænseregioner.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Dette forslag forventes ikke at have umiddelbare virkninger for budgettet, da formålet er at
etablere en mekanisme og ikke et finansielt instrument.
Inddragelsen af det grænsekontaktpunkt, der er etableret i Kommissions-regi, har heller ikke
umiddelbare virkninger for budgettet, da det allerede er etableret med eget personale.
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelse og overvågning, evaluering og rapportering
Som enhver anden EU-forordning er denne forordning bindende i alle enkeltheder og gælder
umiddelbart i alle medlemsstater. Ifølge artikel 291, stk. 1, i TEUF træffer medlemsstaterne
alle de nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre Unionens retligt
bindende retsakter. Jf. afsnit 3.2 i meddelelsen om grænseregioner fastsættes det, at, selv hvor
der findes en europæisk lovgivning, har medlemsstaterne en vis grad af fleksibilitet og
skønsmargin, med hensyn til hvordan de anvender denne lovgivning i deres nationale
systemer og de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af EU's forordninger. Resultatet
er, at når to forskellige systemer mødes ved de indre grænser, kan dette skabe en kompleks
situation - og undertiden sågar retsusikkerhed - og øge omkostningerne. Følgelig er det
nødvendigt med ensartede betingelser for gennemførelsen af Unionens juridisk bindende
retsakter. Ligesom det er tilfældet i artikel 291, stk. 2, i TEUF kan den foreslåede forordning
tildele Kommissionen gennemførelsesbeføjelser. Ligesom metoden til at kontrollere
gennemførelsen af andre juridiske instrumenter på EU-plan16
begrænser dette forslag sig til at
pålægge medlemsstaterne at meddele Kommissionen deres nationale
gennemførelsesbestemmelser, således at Kommissionen kan vurdere, om disse nationale
regler er en effektiv gennemførelse af denne forordning.
For at vurdere, om den mekanisme, der er etableret i henhold til den foreslåede forordning,
har vist sig at være et effektivt redskab til at imødegå retlige hindringer i grænseregioner, bør
Kommissionen i overensstemmelse med dagsordenen for bedre lovgivning17
evaluere den
eksisterende lovgivning. Det foreslås derfor som for EGTS, at Kommissionen fremsender en
rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Regionsudvalget om anvendelsen af den foreslåede
forordning og anvender indikatorer til evaluering af dens effektivitet, virkningsgrad, relevans,
merværdi på europæisk plan og muligheder for forenkling senest fem år fra den foreslåede
forordnings anvendelsesdato.
16
Der henvises til Artikel 16, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1082/2006. "Medlemsstaten forelægger
Kommissionen eventuelle bestemmelser, som vedtages i henhold til denne artikel samt eventuelle
ændringer heraf."
17
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet "Bedre
lovgivning: Levering af bedre resultater til fordel for en stærkere Union" (COM(2016) 615 final af
14.9.2016).
DA 7 DA
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Kapitel 1 – Almindelige bestemmelser (artikel 1-7)
Afsnit 1 fastlægger forordningens genstand og anvendelsesområde, definitioner og
præciseringer, medlemsstaternes valg med hensyn til anvendelsen af den mekanisme, der
etableres i dette forslag, de nationale og regionale grænsekoordinationspunkter i
medlemsstaterne og et koordinationspunkt på EU-plan.
Genstanden (artikel 1) er en mekanisme, hvorved der på en fælles grænseoverskridende
region i en given medlemsstat kan anvendes retlige bestemmelser fra nabomedlemsstaten,
hvis anvendelsen af medlemsstatens egen lovgivning ville udgøre en retlig hindring for
gennemførelsen af et fælles projekt (defineret som enhver form for infrastruktur eller enhver
form for tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse).
Mekanismen består i indgåelsen af en europæisk grænseoverskridende forpligtelse
("forpligtelsen"), der er selveffektuerende, eller en europæisk grænseoverskridende erklæring
("erklæringen"), som kræver en yderligere lovgivningsprocedure i medlemsstaten.
Den foreslåede forordnings anvendelsesområde (artikel 2) omfatter fælles grænseregioner
langs med landgrænser. Baseret på den dokumentation, der blev indsamlet under den
grænseoverskridende revision, og som beskrevet i meddelelsen om grænseregioner, rammer
retlige hindringer overvejende personer, som interagerer ved landgrænser, eftersom disse
passerer grænsen dagligt eller ugentligt på grund af arbejde, uddannelse, indkøb eller brug af
faciliteter og tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse eller en kombination heraf.
Artikel 3 indeholder definitioner, der er nødvendige for at gennemføre forslaget til
forordning, samt nogle præciseringer, navnlig med hensyn til de medlemsstater, der omfatter
flere territoriale enheder med lovgivningsmæssige beføjelser, for at sikre, at alle relevante
niveauer i en given medlemsstat kan, hvor det er relevant, afhjælpe retlige hindringer inden
for dens kompetenceområde.
For at respektere nærhedsprincippet kan medlemsstaterne vælge den mekanisme, der er
etableret i henhold til forslaget til forordning, eller fortsætte med at anvende andre effektive
mekanismer til at imødegå retlige hindringer eller for visse grænsers vedkommende deltage i
andre effektive mekanismer (artikel 4). De fleste medlemsstater vil sandsynligvis være nødt
til på forhånd at vedtage lovgivning, som giver de kompetente myndigheder mulighed for at
indgå en forpligtelse, som i kraft af sin indgåelse ville gøre det muligt for medlemsstaten at
trække retlige bestemmelser fra nabomedlemsstaten "ind over grænsen" og således fravige
anvendelsen af de "normalt" gældende nationale bestemmelser. Nogle medlemsstater tillader
måske bare deres kompetente myndigheder at underskrive en erklæring, der forpligter staten
til at lovgive med henblik på at fravige de "normalt" anvendte nationale bestemmelser ved
hjælp af en formel retsakt. I tilfælde af en selveffektuerende forpligtelse forbliver de
"normalt" gældende nationale bestemmelser i kraft, men forpligtelsen skaber en undtagelse. I
tilfælde af en erklæring vil de "normalt" gældende nationale bestemmelser formelt blive
ændret for at muliggøre en udtrykkelig undtagelse.
Medlemsstater, der benytter sig af mekanismen, som er etableret i henhold til forslaget til
forordning, er forpligtet til at oprette nationale eller, i tilfælde af et føderalt system, regionale
grænsekoordinationspunkter (artikel 5). Endelig indeholder artikel 6 en liste over
grænsekoordinationspunktets opgaver på EU-plan, som blev annonceret i meddelelsen om
grænseregioner, og som allerede er etableret inden for Kommissionens Generaldirektorat for
DA 8 DA
Regionalpolitik og Bypolitik. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne
forordning tillægger artikel 7 Kommissionen gennemførelsesbeføjelser i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/201118
til at oprette en database
og fastlægge regler for dens vedligeholdelse, for beskyttelse af data og for den model, der skal
anvendes, når oplysninger om gennemførelsen og om anvendelsen af mekanismen indgives af
grænsekoordinationspunkterne. Databasen skal overholde bestemmelserne om beskyttelse af
oplysninger som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200119
.
Kapitel 2 - Procedure for indgåelse af en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring
(artikel 8-17)
Proceduren for indgåelse af en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring består i
udarbejdelse og indgivelse af initiativdokumentet (artikel 8 og 9), der udfærdiges af
"initiativtager", en foreløbig analyse foretaget af den medlemsstat, som anmodes om at trække
nabomedlemsstatens retlige bestemmelser "ind over grænsen" (artikel 10 og 11),
udarbejdelse af den forpligtelse eller erklæring, der skal indgås (artikel 12-15), og endelig
indgåelsesproceduren for forpligtelsen eller erklæringen og dennes undertegnelse af de
kompetente myndigheder i begge medlemsstater (artikel 16-17).
Artikel 8 definerer nærmere, hvem der kan være "initiativtager": a) det offentlige eller private
organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller både tage initiativ til og gennemføre et
fælles projekt (f.eks. den virksomhed, der organiserer offentlig transport i Strasbourg, og som
har planer om at forlænge en sporvognslinje over grænsen til den tyske by Kehl), eller b) en
eller flere lokale eller regionale myndigheder, der er beliggende i en bestemt
grænseoverskridende region, eller som udøver offentlige beføjelser i denne
grænseoverskridende region (f.eks. byen Strasbourg eller den interkommunale struktur i
Eurometropolen Strasbourg eller byen Kehl), eller c) et organ med eller uden status som
juridisk person, oprettet med henblik på grænseoverskridende samarbejde, som befinder sig i,
eller som omfatter i det mindste delvist en bestemt grænseoverskridende region, herunder
europæiske grupper for territorialt samarbejde i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1082/2006, euroregioner, Euregios og lignende organer (f.eks. EGTC
Eurodistrict Strasbourg-Ortenau), eller d) en organisation, som er oprettet på vegne af
grænseoverskridende regioner med det formål at fremme grænseoverskridende territoriers
interesser og fremme netværkssamarbejde mellem aktører og udveksling af erfaringer, som
f.eks. Europæiske Grænseregioners Arbejdsfællesskab, Mission Opérationnelle
Transfrontalière eller Central European Service for Cross-border Initiatives, eller e) flere af
de enheder, der er omhandlet i litra a)-d), i fællesskab.
Initiativtageren bør udarbejde et initiativdokument, der omfatter de elementer, der er anført i
artikel 9. Undtagelsen i forhold til den "normalt" gældende nationale lovgivning begrænses
til det absolutte minimum med hensyn til det omfattede territorium og dens varighed.
De vigtigste aktører i medlemsstaterne, som anmodes om at indgå en forpligtelse eller udstede
en erklæring, er den nationale respektive de regionale grænsekoordinationspunkter, der
samarbejder med alle kompetente myndigheder i medlemsstaten og med deres modpart eller
18
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle
regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
19
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -
organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
DA 9 DA
modparter i nabomedlemsstaten (artikel 10 og 11). Inden en bestemt tidsfrist skal
grænsekoordinationspunktet reagere og afgøre, om der skal iværksættes en procedure til
indgåelse af en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring, om den retlige hindring er "reel",
og om der er fundet en anvendelig løsning på en eller flere af de retlige hindringer.
Initiativtager kan anmodes om at revidere eller supplere sit dokument (artikel 12).
Når initiativdokumentet anses for fuldstændigt, udarbejder grænsekoordinationspunktet et
udkast til en forpligtelse eller en erklæring og når, igen inden for en bestemt tidsfrist, til
enighed om teksten med den anden medlemsstat (artikel 13-15) for endelig at afslutte
proceduren (artikel 16-17). Den undertegnede forpligtelse eller erklæring skal indeholde de
oplysninger, der er anført i artikel 14, stk. 1. Den undertegnede forpligtelse eller erklæring
skal fremsendes ikke blot til initiativtager, men også til grænsekoordinationspunktet i
nabomedlemsstaten, den kompetente myndighed i egen medlemsstat, koordinationspunktet på
EU-plan og den myndighed eller det organ, som den forpligtende medlemsstat har udpeget
som ansvarlig for offentliggørelser (artikel 17, stk. 2, litra e)).
Kapitel 3 - Gennemførelse og overvågning af forpligtelser og erklæringer (artikel 18-20)
Forpligtelsen gennemføres, hvor dette er relevant, ved at ændre de eksisterende
forvaltningsakter, der er baseret på den "normalt" gældende nationale lovgivning, eller ved at
vedtage nye forvaltningsakter baseret på den lov, der er "trukket ind over grænsen"
(artikel 18). Hvis flere myndigheder hver især er kompetente for forskellige aspekter af en
kompleks retlig hindring, skal forpligtelsen ledsages af en tidsplan for hvert enkelt aspekt.
Under overholdelse af nærhedsprincippet skal vedtagelse og fremsendelse af ændrede eller
nye forvaltningsakter være underlagt den nationale lovgivning om administrative procedurer
(artikel 18, stk. 5).
Erklæringen skal gennemføres gennem en eller flere indgivelser af forslag til det kompetente
lovgivningsmæssige organ med henblik på at ændre den nationale lovgivning, således at den
dækker de nødvendige undtagelser (artikel 19).
I begge tilfælde skal grænsekoordinationspunktet underrette sin modpart i den anden
medlemsstat og koordinationspunktet på EU-plan, når alle planlagte trin er gennemført
(artikel 18, stk. 4 og 5, og artikel 19, stk. 6 og 7).
Medlemsstaterne kan beslutte, at grænsekoordinationspunktet kan minde den kompetente
myndighed om overholdelsen af de tidsfrister og tidsplaner, der er omhandlet i artikel 14, stk.
3 og artikel 18, stk. 1, og kan underrette den myndighed, der fører tilsyn med den kompetente
forpligtende myndighed eller det kompetente medlem af regeringen, om overskredne
tidsfrister eller tidsplaner, der er fastsat i en given forpligtelse eller erklæring (artikel 6, stk. 2,
litra e)).
Medlemsstaterne bør beslutte, hvilke myndigheder der skal overvåge overholdelsen af en
given forpligtelse og de ændrede bestemmelser vedtaget i medfør af en erklæring (artikel 20).
Baseret på forvaltningsakterne bør det overvåges, at de berørte parters forpligtelser og
rettigheder overholdes. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, om denne overvågning
overdrages til myndighederne i den medlemsstat, der har overført sine retlige bestemmelser,
da de pågældende myndigheder er mere fortrolige med disse regler, eller om den overdrages
til myndighederne i den medlemsstat, hvor de pågældende bestemmelser anvendes, da disse
myndigheder er mere fortrolige med det resterende retssystem i de forpligtende medlemsstater
og den lovgivning, de berørte parter er omfattet af.
DA 10 DA
Kapitel 4 - Retsbeskyttelse ved en forpligtelse eller en erklæring (artikel 21 og 22)
Ud fra erfaringer under forhandlingerne om EGTS-forordningen og som reaktion på nogle
medlemsstaters specifikke betænkeligheder bør der findes en afklaring af spørgsmålet om
retsbeskyttelse af personer bosat i en grænseoverskridende region, som mener sig krænket ved
handlinger eller undladelser som følge af myndighedernes anvendelse, i forbindelse med en
forpligtelse eller en erklæring, af en retslig bestemmelse fra en anden medlemsstat
(artikel 21, stk. 1).
Både for forpligtelser og erklæringer anvendes nabomedlemsstatens lovgivning i den
forpligtende medlemsstat som en integreret del af dens egen lovgivning, og retsbeskyttelsen
bør derfor være underlagt retsinstanserne i de forpligtende medlemsstater, også når personer
har deres lovlige bopæl i den overførende medlemsstat. Det samme bør gælde for
domstolsprøvelse over for de medlemsstater, hvis forvaltningsakt anfægtes (artikel 21, stk.
2). F.eks. bør en forvaltningsakt, der tillader anvendelsen af en sporvogn på tysk territorium i
henhold til fransk lov kun kunne anfægtes ved tyske retsinstanser.
Der bør anvendes en anden tilgang for domstolsprøvelse i forbindelse med overvågning af
anvendelsen af en forpligtelse eller en erklæring. Hvis en myndighed fra nabomedlemsstaten
(f.eks. Frankrig) har accepteret at overvåge anvendelsen af den ændrede lovgivning i
Tyskland (ved at inkorporere franske bestemmelser og fravige "normalt" gældende tyske
bestemmelser) og kan handle over for personer bosat i den grænseoverskridende region i eget
navn, skal de kompetente retsinstanser være instanser i den medlemsstat, hvor disse personer
har deres lovlige bopæl (artikel 22, stk. 1). Med andre ord hvis en fransk myndighed i eget
navn kan vedtage en forvaltningsakt, der er rettet til en sporvognsoperatør med lovlig bopæl i
Frankrig (med angivelse af, at denne sporvognsoperatør ikke har overholdt fransk lovgivning
vedrørende tekniske krav til elektriske signaler på tysk territorium), så er de franske
retsinstanser kompetente. Hvis den kompetente overførende myndighed imidlertid ikke kan
handle i eget navn, men på vegne af den kompetente forpligtende myndighed, skal de
kompetente retsinstanser være instanserne i den forpligtende medlemsstat, uanset personens
lovlige bopæl (artikel 22, stk. 2). Med andre ord hvis den franske myndighed overvåger
overholdelsen af fransk ret, men forvaltningsakten er i en tysk myndigheds navn, så er tyske
retsinstanser kompetente.
Kapitel 5 – Gennemførelse og afsluttende bestemmelser (artikel 23-26)
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning, navnlig for så vidt
angår udveksling af oplysninger mellem grænsekoordinationspunkterne og Kommissionen via
en database, der er oprettet og vedligeholdt af Kommissionen, bør der tillægges
gennemførelsesbeføjelser i overensstemmelse med lovgivningen om udvalgsproceduren. Af
praktiske og koordineringsmæssige hensyn vil "Koordinationsudvalget for de Europæiske
Struktur- og Investeringsfonde" være det kompetente udvalg i denne sammenhæng (artikel
23).
De afsluttende bestemmelser20
fastsætter medlemsstaternes forpligtelse til at udarbejde de
nationale bestemmelser, der er nødvendige for at sikre en effektiv anvendelse af den
foreslåede forordning (artikel 24, stk. 1), og underrette Kommissionen senest et år efter
ikrafttrædelsen af den foreslåede forordning både om nationale gennemførelsesbestemmelser
og om oprettelsen af nationale eller regionale grænsekoordinationspunkter (artikel 24, stk. 2).
20
Baseret på erfaringen med de tilsvarende bestemmelser i forordning (EF) nr. 1082/2006 (artikel 16 og
18).
DA 11 DA
Da disse bestemmelser vil præcisere de grænseregioner i en given medlemsstat, der er
omfattet af mekanismen, kan Kommissionen vurdere, om medlemsstaten har valgt en anden
mekanisme for grænser, der ikke er nævnt. Medlemsstaterne bør dog også udtrykkeligt
informere om et sådant valg i henhold til artikel 4, men uden fastsættelse af en tidsfrist
(artikel 24, stk. 3).
Artikel 25 fastsætter en forpligtelse for Kommissionen til at fremsende en rapport om
anvendelsen af den foreslåede forordning senest fem år efter dens vedtagelse.
Anvendelsen af forordningen bør udskydes med et år efter dens ikrafttrædelse for at give
medlemsstaterne et år til at vedtage deres nationale gennemførelsesbestemmelser (artikel 26).
DA 12 DA
2018/0198 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om en mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en
grænseoverskridende sammenhæng
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 175,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg21
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget22
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I traktatens artikel 175, stk. 3, er det fastsat, at der ud over de fonde, der er omhandlet i
stk. 1 i nævnte artikel, kan vedtages særlige aktioner med henblik på at nå det mål om
økonomisk og social samhørighed, der er opstillet i traktaten. En harmonisk udvikling
af hele Unionens territorium og en styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale
samhørighed forudsætter en styrkelse af det territoriale samarbejde. Med henblik herpå
bør der vedtages de fornødne foranstaltninger for at forbedre betingelserne for
gennemførelse af aktioner vedrørende territorialt samarbejde.
(2) I traktatens artikel 174 anerkendes grænseregionernes udfordringer, og det fastslås, at
Unionen, når den udvikler og fortsætter sin indsats for at styrke sin økonomiske,
sociale og territoriale samhørighed, skal lægge særlig vægt på disse regioner. Som
følge af det øgede antal af land- og søgrænser har Unionen og dens umiddelbare
naboer i Den Europæiske Frihandelssammenslutning ("EFTA") 40 indre landgrænser.
(3) I sin meddelelse "Fremme af vækst og samhørighed i EU's grænseregioner"23
("meddelelsen om grænseregioner") gjorde Kommissionen gældende, at den
europæiske integrationsproces inden for de seneste årtier har bistået de indre
grænseregioner med at udvikle sig hovedsageligt fra randområder til områder med
vækst og muligheder. Fuldførelsen af det indre marked i 1992 betød en stigning i EU's
produktivitet og en reduktion af omkostningerne gennem afskaffelsen af
toldformaliteter, harmonisering eller gensidig anerkendelse af tekniske forskrifter og
lavere priser som følge af konkurrence; samhandelen inden for Unionen er steget med
15 % inden for 10 år, og der er skabt yderligere vækst og ca. 2,5 mio. flere
arbejdspladser.
21
Endnu ikke offentliggjort i EUT.
22
Endnu ikke offentliggjort i EUT.
23
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Fremme af vækst og samhørighed i
EU's grænseregioner (COM(2017) 534 final af 20.9.2017).
DA 13 DA
(4) Meddelelsen om grænseregioner har også dokumenteret den omstændighed, at der
stadig findes en række juridiske barrierer i grænseregioner, især vedrørende
sundhedsydelser, arbejdsmarkedslovgivning, beskatning, erhvervsudvikling og
hindringer i forbindelse med forskellige administrative kulturer og nationale
lovgivninger. Hverken finansiering til europæisk territorialt samarbejde eller
institutionel støtte til samarbejde mellem de europæiske grupper for territorialt
samarbejde (EGTS'er) er tilstrækkelig i sig selv til at imødegå disse barrierer, som
udgør reelle hindringer for et effektivt samarbejde.
(5) Siden 1990 har programmerne i henhold til målet om det europæiske territoriale
samarbejde, bedre kendt som "Interreg"24
, støttet grænseoverskridende
samarbejdsprogrammer i EU's grænseregioner, herunder også i regioner, der grænser
op til EFTA-lande. Der er finansieret tusindvis af projekter og initiativer, der har
bidraget til at forbedre den europæiske integration. De vigtigste resultater af Interreg-
programmerne omfatter: øget tillid, bedre netværksmuligheder, bedre miljø, bedre
sundhed og økonomisk vækst. Med alt fra mellemfolkelige projekter til
infrastrukturinvesteringer og støtte til institutionelle samarbejdsinitiativer har Interreg
gjort en reel forskel for grænseregionerne og bidraget til deres omstilling. Interreg har
også støttet samarbejde om visse søgrænser. Dog er retlige hindringer langt mindre
aktuelle for søgrænseregioner som følge af den fysiske umulighed for at passere
grænsen dagligt eller flere gange om ugen med henblik på arbejde og uddannelse,
indkøb, brug af faciliteter og tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse eller
en kombination heraf eller i tilfælde af en hurtig katastrofeindsats.
(6) Økonomisk støtte gennem Interreg til grænseoverskridende samarbejde er blevet
suppleret af EGTS'erne, der er blevet oprettet siden 2006 i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/200625
. I henhold til artikel 7, stk. 4,
første afsnit, i forordning (EF) nr. 1082/2006 kan EGTS'er imidlertid ikke udøve
lovgivningsmæssige beføjelser for at imødegå retlige og administrative hindringer i en
grænseoverskridende sammenhæng.
(7) Kommissionen henviser i sin meddelelse om grænseregioner blandt andre
foranstaltninger til et initiativ, der blev iværksat under det luxembourgske
formandskab i 2015: En række medlemsstater overvejer i øjeblikket fordelene ved et
nyt instrument, som vil forenkle grænseoverskridende projekter ved på frivillig basis
og med de ansvarlige kompetente myndigheders samtykke at gøre det muligt at
anvende én medlemsstats bestemmelser i nabomedlemsstaten. Dette vil gælde for et
enkelt projekt eller en enkelt foranstaltning af begrænset varighed, som er knyttet til en
grænseregion og er iværksat af lokale og/eller regionale myndigheder.
(8) Selv om der allerede findes en række effektive mekanismer for grænseoverskridende
samarbejde på mellemstatsligt, regionalt og lokalt niveau i visse regioner af Unionen,
dækker de langt fra alle EU's grænseregioner. For at supplere de eksisterende
systemer, er det derfor nødvendigt at etablere en frivillig mekanisme til at imødegå
retlige og administrative hindringer i alle grænseregioner ("mekanismen").
(9) Under hensyntagen til den forfatningsmæssige og institutionelle struktur i
medlemsstaterne bør anvendelsen af mekanismen være frivillig for de grænseregioner
i en given medlemsstat, hvor der findes en anden effektiv mekanisme, eller hvor en
24
Fem programmeringsperioder af Interreg har efterfulgt hinanden: Interreg I (1990-1993), Interreg II
(1994-1999), Interreg III (2000-2006), Interreg IV (2007-2013) og Interreg V (2014-2020).
25
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en
europæisk gruppe for territorialt samarbejde ("EGTS") (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19).
DA 14 DA
sådan kan etableres med nabomedlemsstaten. Den bør omfatte to mulige
foranstaltninger: indgåelsen af en europæisk grænseoverskridende forpligtelse
("forpligtelsen") eller undertegnelsen af en europæisk grænseoverskridende erklæring
("erklæringen").
(10) Forpligtelsen bør være selveffektuerende, dvs. at i henhold til indgåelsen af
forpligtelsen skal visse retlige bestemmelser fra en medlemsstat anvendes på
nabomedlemsstatens territorium. Det bør også accepteres, at medlemsstaterne vedtager
en retsakt, der giver mulighed for indgåelse af en forpligtelse for at undgå, at national
lovgivning, der formelt er vedtaget af et lovgivende organ, fraviges af en anden
myndighed end dette lovgivende organ i strid med retssikkerhed og gennemsigtighed
eller begge dele.
(11) Erklæringen vil dog stadig kræve en lovgivningsprocedure i medlemsstaten. Den
myndighed, der udsteder erklæringen, bør formelt angive, at den inden en bestemt
tidsfrist vil udløse en lovgivningsprocedure, der er nødvendig for at ændre den normalt
gældende nationale lovgivning, og anvende lovgivningen fra en nabomedlemsstat som
en udtrykkelig undtagelse.
(12) Retlige hindringer rammer overvejende personer, som interagerer ved landgrænser,
eftersom disse passerer grænsen dagligt eller ugentligt. For at koncentrere virkningen
af denne forordning på de regioner, der er tættest på grænsen, og som har størst mulig
integration og samspil mellem nabomedlemsstater, bør denne forordning derfor gælde
grænseoverskridende regioner, hvorved forstås det territorium, der er dækket af
nabolande i grænseregioner i to eller flere medlemsstater på NUTS 3-regionsniveau26
.
Dette bør ikke forhindre medlemsstaterne i også at anvende mekanismen på andre
søgrænser og ydre grænser end dem, der grænser op til EFTA-lande.
(13) Med henblik på at samordne de forskellige myndigheders opgaver, som i nogle
medlemsstater omfatter nationale og regionale lovgivende organer inden for en given
medlemsstat og mellem en eller flere nabomedlemsstater, bør hver medlemsstat, der
vælger mekanismen, være forpligtet til at oprette et nationalt og i givet fald flere
regionale grænsekoordinationspunkter og definere deres opgaver og kompetencer i de
forskellige trin af mekanismen; det skal omfatte indledning, indgåelse, gennemførelse
og overvågning af forpligtelser og erklæringer.
(14) Kommissionen bør oprette et koordinationspunkt på EU-plan, som annonceret i
meddelelsen om grænseregioner. Dette koordinationspunkt bør samarbejde med de
forskellige nationale og, hvor det er relevant, regionale grænsekoordinationspunkter.
Kommissionen bør oprette og vedligeholde en database over forpligtelser og
erklæringer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 45/200127
.
(15) Denne forordning bør fastsætte proceduren for indgåelse af en forpligtelse og
udstedelse af en erklæring og udførligt beskrive de forskellige trin; udarbejdelse og
indgivelse af et initiativdokument, en foreløbig analyse foretaget af den medlemsstat,
som skal anvende de retlige bestemmelser fra nabomedlemsstaten, udarbejdelse af den
forpligtelse eller erklæring, der skal indgås, og endelig indgåelsesproceduren både for
forpligtelsen og erklæringen. De elementer, der skal dækkes af initiativdokumentet,
26
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 af 26. maj 2003 om indførelse af en
fælles nomenklatur for regionale enheder (NUTS) (EUT L 154 af 21.6.2003, s. 1).
27
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -
organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
DA 15 DA
udkastet og de endelige forpligtelser og erklæringer, bør også fastlægges nærmere
samt de relevante tidsfrister.
(16) Denne forordning bør især også fastlægge, hvem der kan være initiativtager til et
fælles projekt. Da mekanismen forventes at forbedre gennemførelsen af fælles
grænseoverskridende projekter, bør den første gruppe være organer, der kan tage
initiativ til eller både tage initiativ til og gennemføre et sådant fælles projekt.
Udtrykket projekt skal forstås i bred forstand og omfatte både en specifik infrastruktur
eller en række aktiviteter knyttet til et bestemt territorium eller begge dele. For det
andet bør en lokal eller regional myndighed, der befinder sig i en bestemt
grænseoverskridende region, eller som udøver offentlige beføjelser i denne
grænseoverskridende region, have beføjelse til at tage initiativ til at anvende national
lovgivning, der udgør en hindring, men hvor ændringen eller fravigelsen af denne lov
ligger uden for myndighedens institutionelle kompetence. For det tredje bør organer
oprettet med henblik på grænseoverskridende samarbejde, som befinder sig i, eller
som i det mindste delvist dækker en bestemt grænseoverskridende region, herunder
EGTS'er, eller lignende organer, der har til opgave at organisere grænseoverskridende
udvikling på en struktureret måde, kunne være initiativtager. Endelig bør organer, der
er specialiseret i grænseoverskridende samarbejde, som også kan have kendskab til
midler til effektiv imødegåelse, der anvendes i andre dele af Unionen i lignende sager,
også kunne iværksætte et initiativ. Med henblik på at skabe synergi mellem organer,
der er direkte berørt af hindringen, og organer, som generelt er eksperter i
grænseoverskridende samarbejde, kan alle grupper iværksætte mekanismen i
fællesskab.
(17) Den vigtigste aktør i de medlemsstater, som anmodes om at indgå en forpligtelse eller
udstede en erklæring, bør være den respektive nationale eller de respektive regionale
grænsekoordinationspunkter, der skal samarbejde med alle kompetente myndigheder i
medlemsstaten og med modparten i nabomedlemsstaten. Det bør også klart fastlægges,
at grænsekoordinationspunktet kan afgøre, om en procedure, der fører til indgåelse af
en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring, skal iværksættes, eller om der allerede
er fundet en løsning på en eller flere retlige hindringer, der vil kunne anvendes. På den
anden side bør det også fastlægges, at den medlemsstat, hvis retlige bestemmelser skal
anvendes i den anden medlemsstat, kan afvise en sådan anvendelse uden for dens
territorium. Enhver afgørelse bør begrundes og meddeles.
(18) Denne forordning bør fastlægge nærmere bestemmelser for gennemførelse, anvendelse
og overvågning af de forpligtelser og erklæringer, der skal indgås og undertegnes.
(19) Gennemførelsen af en selveffektuerende forpligtelse bør omfatte anvendelsen af en
anden medlemsstats nationale bestemmelser. Dette bør betyde enten ændring af
juridisk bindende forvaltningsakter, der allerede er vedtaget i overensstemmelse med
"normalt" gældende national lovgivning, eller, hvis dette endnu ikke er sket,
vedtagelse af nye forvaltningsakter baseret på lovgivningen i en anden medlemsstat.
Hvis flere myndigheder hver især er kompetente for forskellige aspekter af en
kompleks retlig hindring, bør forpligtelsen ledsages af en tidsplan for hvert enkelt
aspekt. Under overholdelse af nærhedsprincippet bør vedtagelse og fremsendelse af
ændrede eller nye forvaltningsakter følge den nationale lovgivning om administrative
procedurer.
(20) Gennemførelsen af erklæringer bør hovedsageligt bestå i udarbejdelse og indgivelse af
et lovgivningsmæssigt forslag om ændring af den gældende nationale lovgivning eller
om fravigelse heraf. Når disse ændringer eller fravigelser er vedtaget, bør de
DA 16 DA
offentliggøres og derefter gennemføres ligesom forpligtelserne gennem ændring og
vedtagelse af retligt bindende forvaltningsakter.
(21) Baseret på de retligt bindende retsakter bør det overvåges, at de berørte parters
forpligtelser og rettigheder overholdes. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, om denne
overvågning overdrages til myndighederne i den medlemsstat, der har overført sine
retlige bestemmelser, da de pågældende myndigheder er mere fortrolige med disse
regler, eller om denne overvågning overdrages til myndighederne i den medlemsstat,
hvor de pågældende bestemmelser anvendes, da disse myndigheder er mere fortrolige
med det resterende retssystem i de forpligtende medlemsstater og den lovgivning, de
berørte parter er omfattet af.
(22) Beskyttelsen af fysiske personer bosat i grænseoverskridende regioner, som er direkte
eller indirekte berørt af anvendelsen og overvågningen af en forpligtelse og den
ændrede lovgivning i medfør af en erklæring, og som mener sig krænket ved
handlinger eller undladelser i forbindelse med anvendelsen, bør præciseres. Både for
forpligtelser og erklæringer vil nabomedlemsstatens lovgivning blive anvendt i den
forpligtende medlemsstat som en integreret del af dens egen lovgivning, og
retsbeskyttelsen bør derfor være underlagt retsinstanserne i de forpligtende
medlemsstater, også når personerne har deres lovlige bopæl i den overførende
medlemsstat. Det samme princip bør gælde for domstolsprøvelse over for de
medlemsstater, hvis forvaltningsakt anfægtes. Der bør dog anvendes en anden tilgang
for domstolsprøvelse i forbindelse med overvågning af anvendelsen af en forpligtelse
eller en erklæring. Når en myndighed fra den overførende medlemsstat har accepteret
at overvåge anvendelsen af den forpligtende medlemsstats ændrede retlige
bestemmelser og kan handle over for personer bosat i den grænseoverskridende region
på vegne af myndigheder i den forpligtende medlemsstat, men i eget navn, bør de
kompetente retsinstanser være instanserne i den medlemsstat, hvor disse personer har
deres lovlige bopæl. Hvis den kompetente overførende myndighed til gengæld ikke
kan handle i eget navn, men på vegne af den kompetente forpligtende myndighed, bør
de kompetente retsinstanser være instanserne i den forpligtende medlemsstat, uanset
personens lovlige bopæl.
(23) Denne forordning bør fastsætte bestemmelser for gennemførelse, overvågning af dens
anvendelse og for medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til deres nationale
gennemførelsesbestemmelser.
(24) For at oprette en database i henhold til artikel 8 bør Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser med henblik på at fastlægge regler for dens drift, beskyttelse
af data og den model, der skal anvendes, når der indgives oplysninger af
grænsekoordinationspunkterne om gennemførelsen og anvendelsen af mekanismen.
Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/201128
. Af praktiske og
koordineringsmæssige hensyn bør "Koordinationsudvalget for de Europæiske
Struktur- og Investeringsfonde" være det kompetente udvalg for
vedtagelsesproceduren for gennemførelsesretsakter.
(25) De nationale gennemførelsesbestemmelser skal specificere, hvilke grænseregioner i en
given medlemsstat der er omfattet af forpligtelsen eller erklæringen. Kommissionen
28
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle
regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
DA 17 DA
kan på denne baggrund vurdere, om medlemsstaten har valgt en anden mekanisme for
den grænse, der ikke er nævnt.
(26) Forordningen respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper,
der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger (artikel 8), retten til uddannelse
(artikel 14), erhvervsfriheden og retten til at arbejde (artikel 15), herunder frihed til at
søge beskæftigelse, arbejde, etablere sig og levere tjenesteydelser i alle
medlemsstaterne, friheden til at oprette og drive egen virksomhed (artikel 16),
adgangen til social sikring og social bistand (artikel 34), adgangen til
sundhedsbeskyttelse (artikel 35) og adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse (artikel 36).
(27) Betingelserne for territorialt samarbejde bør etableres i overensstemmelse med
nærhedsprincippet i artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union.
Medlemsstaterne har iværksat individuelle, bilaterale eller endog multilaterale
initiativer til at imødegå retlige grænsehindringer. Disse mekanismer findes imidlertid
ikke i alle medlemsstater eller for alle grænser i en given medlemsstat.
Finansieringsinstrumenterne (især Interreg) og de juridiske instrumenter (især
EGTS'erne), der findes på EU-plan, har hidtil ikke været tilstrækkelige til at imødegå
retlige grænsehindringer i hele Unionen. Målsætningerne for den foreslåede
foranstaltning kan derfor ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne,
hverken på centralt plan eller på regionalt og lokalt plan, men kan på grund af
omfanget eller virkningerne af den foreslåede handling bedre gennemføres på EU-
plan. Yderligere handling fra Unionens side er derfor nødvendig.
(28) I medfør af proportionalitetsprincippet i artikel 5, stk. 4, i TEU, bør indholdet og
formen af Unionens handling ikke gå videre end nødvendigt for at nå målene i
traktaterne. Anvendelsen af den særlige mekanisme, der etableres i henhold til denne
forordning, er frivillig. Hvis en medlemsstat beslutter i forbindelse med en specifik
grænse med en eller flere nabomedlemsstater fortsat at imødegå retlige hindringer i en
specifik grænseoverskridende region i henhold til de effektive mekanismer, den har
etableret på nationalt plan, eller som den har etableret formelt eller uformelt sammen
med en eller flere nabomedlemsstater, er det ikke nødvendigt at vælge den mekanisme,
der etableres under denne forordning. Det samme gælder, når en medlemsstat
beslutter, i forbindelse med en specifik grænse med en eller flere nabomedlemsstater,
at deltage i en eksisterende effektiv mekanisme, der er etableret formelt eller uformelt
af en eller flere nabomedlemsstater, forudsat at deltagelse i denne mekanisme er
mulig, er det heller ikke nødvendigt at vælge den mekanisme, der etableres under
denne forordning. Denne forordning går derfor ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå målsætningerne for de grænseoverskridende regioner, hvor medlemsstaterne
ikke har effektive mekanismer til at imødegå retlige hindringer —
DA 18 DA
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL I
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
Genstand
1. Ved denne forordning indføres der en mekanisme, der tillader en medlemsstat for en
grænseoverskridende region at anvende retlige bestemmelser fra en anden
medlemsstat, hvis anvendelsen af retlige bestemmelser fra førstnævnte medlemsstat
vil udgøre en retlig hindring, der vil hæmme gennemførelsen af et fælles projekt
("mekanismen").
2. Mekanismen omfatter en eller flere af følgende foranstaltninger:
a) indgåelsen af en europæisk grænseoverskridende forpligtelse, der er
selveffektuerende
b) udstedelse af en europæisk grænseoverskridende erklæring, som vil kræve en
lovgivningsprocedure i medlemsstaten.
3. I denne forordning fastsættes der også bestemmelser om
a) organisationen af og opgaverne under grænsekoordinationspunkterne i
medlemsstaterne
b) Kommissionens koordinerende rolle med hensyn til mekanismen
c) den retlige beskyttelse af personer bosat i en grænseoverskridende region for så
vidt angår mekanismen.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Denne forordning finder anvendelse på grænseoverskridende regioner som defineret i
artikel 3, nr. 1).
2. Hvis en medlemsstat består af flere territoriale enheder med lovgivningsmæssige
beføjelser, finder denne forordning også anvendelse på disse territoriale enheder,
herunder på deres respektive myndigheder eller retlige bestemmelser.
Artikel 3
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
1) "grænseoverskridende region": et territorium dækket af nabogrænseregioner langs
med landgrænser i to eller flere medlemsstater på NUTS 3-regionsniveau
2) "fælles projekt": enhver infrastruktur med en virkning i en bestemt
grænseoverskridende region eller enhver tjenesteydelse af almen økonomisk
interesse, som leveres i en bestemt grænseoverskridende region
3) "retlig bestemmelse": enhver retlig eller administrativ bestemmelse, regel eller
administrativ praksis, der gælder for et fælles projekt, uanset om den er vedtaget eller
gennemført af et lovgivende eller et udøvende organ
DA 19 DA
4) "retlig hindring": enhver retlig bestemmelse om planlægning, udvikling, ansættelse
af personale, finansiering eller drift af et fælles projekt, der hindrer det iboende
potentiale i en grænseregions interaktion på tværs af grænserne
5) "initiativtager": den aktør, som identificerer den retlige hindring og udløser
mekanismen ved at indgive et initiativdokument
6) "initiativdokument": det dokument, der er udarbejdet af en eller flere initiativtagere,
og som udløser mekanismen
7) "den forpligtende medlemsstat": den medlemsstat, på hvis territorium en eller flere
retlige bestemmelser fra en overførende medlemsstat vil finde anvendelse under en
given europæisk grænseoverskridende forpligtelse ("forpligtelsen") eller en
europæisk grænseoverskridende erklæring ("erklæringen"), eller hvor der i mangel af
passende retlige bestemmelser vil blive etableret en juridisk ad hoc-løsning
8) "den overførende medlemsstat": den medlemsstat, hvis retlige bestemmelser vil finde
anvendelse i den forpligtende medlemsstat under en given forpligtelse eller erklæring
9) "kompetent forpligtende myndighed": den myndighed i den forpligtende
medlemsstat, der har kompetence til at acceptere anvendelsen af de retlige
bestemmelser fra den overførende medlemsstat på sit territorium under en given
forpligtelse, eller i tilfælde af en erklæring til at forpligte sig til at indlede den
lovgivningsprocedure, der er nødvendig for at fravige nationale retlige bestemmelser
10) "kompetent overførende myndighed": den myndighed i den overførende
medlemsstat, der har kompetence til at vedtage de retlige bestemmelser, som vil
finde anvendelse i den forpligtende medlemsstat, og anvende disse på sit eget
territorium eller begge dele
11) "anvendelsesområde": det område i den forpligtende medlemsstat, hvor den
overførende medlemsstats retlige bestemmelser eller en juridisk ad hoc-løsning
finder anvendelse.
Artikel 4
Medlemsstaternes muligheder for at imødegå retlige hindringer
1. Medlemsstaten vælger enten at anvende mekanismen eller anvende de eksisterende
metoder til at imødegå retlige hindringer, der hæmmer gennemførelsen af et fælles
projekt i grænseoverskridende regioner ved en bestemt grænse med én eller flere
nabomedlemsstater.
2. En medlemsstat kan endvidere i forbindelse med en bestemt grænse med en eller
flere nabomedlemsstater beslutte at deltage i en eksisterende effektiv metode, der er
etableret formelt eller uformelt af én eller flere nabomedlemsstater.
3. Medlemsstaterne kan også anvende mekanismen i grænseoverskridende regioner på
søgrænser eller i grænseoverskridende regioner mellem en eller flere medlemsstater
og et eller flere tredjelande eller et eller flere oversøiske lande og territorier.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver beslutning, der træffes i
henhold til denne artikel.
DA 20 DA
Artikel 5
Grænsekoordinationspunkter
1. Hvis en medlemsstat vælger at anvende mekanismen, opretter den et eller flere
grænsekoordinationspunkter på en af følgende måder ved at:
a) udpege et grænseoverskridende koordinationspunkt som et særskilt organ på
nationalt eller regionalt niveau eller på begge niveauer
b) oprette et grænsekoordinationspunkt inden for en eksisterende myndighed eller
et eksisterende organ på nationalt eller regionalt niveau
c) overdrage yderligere opgaver til en egnet myndighed eller til et egnet organ
som nationalt eller regionalt grænsekoordinationspunkt.
2. Forpligtende og overførende medlemsstater fastsætter ligeledes:
a) om det er grænsekoordinationspunktet eller en kompetent forpligtende eller
overførende myndighed, der kan indgå og undertegne en forpligtelse og
beslutte, hvilken gældende national lov der skal fraviges fra datoen for
ikrafttrædelsen af denne forpligtelse, eller
b) om det er grænsekoordinationspunktet eller en kompetent forpligtende eller
overførende myndighed, der kan undertegne en erklæring, og formelt anføre
deri, at den kompetente forpligtende myndighed træffer de nødvendige
forholdsregler med hensyn til retsakter eller andre retsforskrifter, der skal
vedtages af kompetente lovgivende organer i den pågældende medlemsstat
inden for en bestemt tidsfrist.
3. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de udpegede
grænsekoordinationspunkter senest ved begyndelsesdatoen for anvendelsen af denne
forordning.
Artikel 6
Grænsekoordinationspunkternes opgaver
1. Hvert grænsekoordinationspunkt har som minimum til opgave at:
a) gennemføre den procedure, der er fastsat i artikel 10 og 11
b) koordinere udarbejdelsen, undertegnelsen, gennemførelsen og overvågningen
af alle forpligtelser og erklæringer vedrørende sin medlemsstats territorium
c) oprette og vedligeholde en database over alle grænsekoordinationspunkter
vedrørende sin medlemsstats territorium
d) samarbejde, i det omfang de findes, med grænsekoordinationspunkterne i
nabomedlemsstaten eller -staterne og med grænsekoordinationspunkterne i
andre territoriale enheder, der har lovgivningsmæssige beføjelser, i
koordinationspunktets egen medlemsstat eller i en anden medlemsstat
e) samarbejde med Kommissionen, og
f) støtte Kommissionen for så vidt angår dennes database over forpligtelser og
erklæringer.
2. Hver medlemsstat eller hver territorial enhed med lovgivningsmæssige beføjelser i
denne medlemsstat kan beslutte at pålægge det relevante grænsekoordinationspunkt:
DA 21 DA
a) i givet fald at indgå forpligtelser eller færdiggøre erklæringer i henhold til
artikel 16, stk. 2 og artikel 17, stk. 2
b) efter anmodning fra en bestemt initiativtager, at støtte denne initiativtager, bl.a.
ved at identificere den kompetente forpligtende myndighed i den samme
medlemsstat eller den kompetente overførende myndighed i en anden
medlemsstat
c) efter anmodning fra en bestemt kompetent forpligtende myndighed, som
befinder sig i en anden medlemsstat uden eget grænsekoordinationspunkt, at
foretage en foreløbig analyse af et initiativdokument
d) at overvåge gennemførelsen af alle forpligtelser og erklæringer vedrørende sin
medlemsstats territorium
e) at minde den kompetente forpligtende myndighed om at overholde de
tidsfrister, der er fastsat i en given forpligtelse eller erklæring, og anmode om
svar inden for en bestemt tidsfrist
f) at underrette den myndighed, der fører tilsyn med den kompetente forpligtende
myndighed, om eventuelle overskredne tidsfrister som fastsat i en given
forpligtelse eller erklæring.
3. Hvis mindst én af flere retlige hindringer vedrører et spørgsmål om
lovgivningsmæssig kompetence på nationalt plan, påtager det nationale
grænsekoordinationspunkt sig de opgaver, der er fastsat i artikel 9-17, og koordinerer
med det eller de relevante regionale grænsekoordinationspunkter i den samme
medlemsstat, medmindre medlemsstaten har besluttet, at de opgaver, der er fastsat i
artikel 14-17, overdrages til en kompetent forpligtende myndighed på nationalt plan.
4. Hvis ingen af de retlige hindringer vedrører et spørgsmål om lovgivningsmæssig
kompetence på nationalt plan, påtager det regionale grænsekoordinationspunkt sig de
opgaver, der er fastsat i artikel 9-17, og koordinerer med det eller de øvrige relevante
regionale grænsekoordinationspunkter i den samme medlemsstat, i tilfælde hvor et
fælles projekt vedrører mere end en territorial enhed, medmindre medlemsstaten har
besluttet, at de opgaver, der er fastsat i artikel 14-17, overdrages til et nationalt
grænsekoordinationspunkt. Det pågældende kompetente regionale
grænsekoordinationspunkt holder det nationale grænsekoordinationspunkt underrettet
om enhver procedure i forbindelse med en forpligtelse eller en erklæring.
Artikel 7
Kommissionens koordineringsopgaver
1. Kommissionen varetager følgende koordineringsopgaver:
a) samarbejde med grænsekoordinationspunkterne
b) offentliggørelse og ajourføring af en liste over alle nationale og regionale
grænsekoordinationspunkter
c) oprettelse og vedligeholdelse af en database over alle forpligtelser og
erklæringer.
2. Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt med hensyn til driften af den
database, der er omhandlet i stk. 1, litra c), og de formularer, der skal anvendes, når
der indgives oplysninger af grænsekoordinationspunkterne om gennemførelsen og
DA 22 DA
anvendelsen af mekanismen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter
rådgivningsproceduren i artikel 23, stk. 2.
KAPITEL II
Procedure for indgåelse og undertegnelse af en forpligtelse og for
undertegnelse af en erklæring
Artikel 8
Udarbejdelse og indgivelse af initiativdokumentet
1. Initiativtager identificerer den retlige hindring med hensyn til planlægning,
udvikling, ansættelse af personale, finansiering eller drift af et fælles projekt.
2. Initiativtager har en af følgende former:
a) det offentlige eller private organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller
både tage initiativ til og gennemføre det fælles projekt
b) en eller flere lokale eller regionale myndigheder, der befinder sig i en bestemt
grænseoverskridende region, eller som udøver offentlige beføjelser i denne
grænseoverskridende region
c) et organ med eller uden status som juridisk person, oprettet med henblik på
grænseoverskridende samarbejde, som befinder sig i, eller som omfatter i det
mindste delvist en bestemt grænseoverskridende region, herunder europæiske
grupper for territorialt samarbejde i henhold til forordning (EF) nr. 1082/2006,
euroregioner, Euregios og lignende organer
d) en organisation, som er oprettet på vegne af grænseoverskridende regioner med
det formål at fremme grænseoverskridende territoriers interesser og fremme
netværkssamarbejde mellem aktører og udveksling af erfaringer, som f.eks.
Europæiske Grænseregioners Arbejdsfællesskab, Mission Opérationnelle
Transfrontalière eller Central European Service for Cross-border Initiatives,
eller
e) flere af de enheder, der er omhandlet i litra a)-d), i fællesskab.
3. Initiativtager udarbejder et initiativdokument i overensstemmelse med artikel 9.
4. Initiativtager indgiver initiativdokumentet for det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat og fremsender en kopi til
det kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat.
Artikel 9
Initiativdokumentets indhold
1. Initiativdokumentet indeholder som minimum følgende elementer:
a) en beskrivelse af det fælles projekt og dets baggrund, den dertil svarende
retlige hindring i den forpligtende medlemsstat og begrundelsen for at imødegå
den retlige hindring
b) en liste over de specifikke retlige bestemmelser i den overførende medlemsstat,
der imødegår de retlige hindringer eller, hvis der ikke findes passende retlige
bestemmelser, et forslag til en juridisk ad hoc-løsning
DA 23 DA
c) en begrundelse for anvendelsesområdet
d) den formodede varighed eller, hvor det er behørigt begrundet, oplysninger om
ubegrænset varighed
e) en liste over den eller de kompetente forpligtende myndigheder
f) en liste over den eller de kompetente overførende myndigheder.
2. Anvendelsesområdet begrænses til det minimum, der er nødvendigt for at sikre en
effektiv gennemførelse af det fælles projekt.
Artikel 10
Foreløbig analyse af initiativdokumentet foretaget af den forpligtende medlemsstat
1. Det kompetente grænsekoordinationspunkt analyserer initiativdokumentet. Det
samarbejder med alle kompetente forpligtende myndigheder og med det nationale
eller i givet fald andre regionale grænsekoordinationspunkter i den forpligtende
medlemsstat og med det nationale grænsekoordinationspunkt i den overførende
medlemsstat.
2. Senest tre måneder efter modtagelsen af initiativdokumentet iværksætter det
kompetente grænsekoordinationspunkt et eller flere af følgende tiltag, som
fremsendes skriftligt til initiativtager:
a) underretter initiativtager om, at initiativdokumentet er udarbejdet i
overensstemmelse med artikel 9 og derfor er gyldigt
b) anmoder om nødvendigt om indgivelse af et revideret initiativdokument eller
yderligere specifikke oplysninger, samtidig med at det præciseres, hvorfor og i
hvilket aspekt initiativdokumentet ikke betragtes som tilstrækkeligt
c) underretter initiativtager om sin vurdering af, at der ikke foreligger nogen retlig
hindring, og angiver samtidig årsagerne hertil og henviser også til midlerne til
domstolsprøvelse af denne afgørelse i henhold til den nationale lovgivning i
den forpligtende medlemsstat
d) underretter initiativtager om sin vurdering af, at den retlige hindring består af ét
af de tilfælde, der er anført i artikel 12, stk. 4, og beskriver den forpligtende
myndigheds forpligtelse til at ændre eller tilpasse denne retlige hindring
e) underretter initiativtager om sin vurdering af, at den retlige hindring består af
en af de situationer, der er omhandlet i artikel 12, stk. 4, og begrunder afslaget
på at ændre eller tilpasse denne retlige hindring og henviser til midlerne til
domstolsprøvelse af denne afgørelse i henhold til den nationale lovgivning i
den forpligtende medlemsstat
f) forpligter sig over for initiativtager til at imødegå den eller de retlige hindringer
inden for seks måneder, enten ved at undertegne en forpligtelse med
grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat eller med den
kompetente overførende myndighed, der er udpeget af den overførende
medlemsstat, eller ved at foreslå en juridisk ad hoc-løsning inden for den
forpligtende medlemsstats lovgivning.
3. I behørigt begrundede tilfælde kan den kompetente forpligtende myndighed forlænge
den tidsfrist, der er omhandlet i stk. 2, litra f), en gang med op til højst seks måneder
og underrette initiativtager og den overførende medlemsstat herom, samtidig med at
det begrundes skriftligt.
DA 24 DA
Artikel 11
Foreløbig analyse af initiativdokumentet foretaget af den overførende medlemsstat
Ved modtagelsen af et initiativdokument skal det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
overførende medlemsstat også udføre de opgaver, der er anført i artikel 10, stk. 2, og kan
sende sin foreløbige reaktion til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende
medlemsstat.
Artikel 12
Opfølgning på den foreløbige analyse af initiativdokumentet
1. Hvis det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
anmoder om et revideret initiativdokument eller yderligere specifikke oplysninger,
foretager det en analyse af det reviderede initiativdokument eller de yderligere
specifikke oplysninger eller begge dele og iværksætter tiltag senest tre måneder efter
modtagelsen heraf, som om initiativdokumentet blev indgivet for første gang.
2. Hvis det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
mener, at det reviderede initiativdokument stadig ikke er udarbejdet i
overensstemmelse med artikel 10, eller at de yderligere specifikke oplysninger stadig
ikke er tilstrækkelige, underretter det senest tre måneder efter modtagelsen af det
reviderede initiativdokument skriftligt initiativtager om sin beslutning om at bringe
proceduren til ophør. Denne beslutning skal være behørigt begrundet.
3. Hvis analysen foretaget af det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
forpligtende medlemsstat eller den kompetente forpligtende myndighed konkluderer,
at den retlige hindring som beskrevet i initiativdokumentet er baseret på en
misforståelse eller en fejlfortolkning af den relevante lovgivning eller på manglen på
tilstrækkelige oplysninger om den relevante lovgivning, afsluttes proceduren ved at
underrette initiativtager om vurderingen af, at der ikke foreligger nogen retlig
hindring.
4. Hvis den retlige hindring kun består i en administrativ bestemmelse, regel eller
administrativ praksis i den forpligtende medlemsstat eller en administrativ
bestemmelse, regel eller administrativ praksis, der klart adskiller sig fra en
bestemmelse, der er vedtaget efter en lovgivningsprocedure, og derfor kan ændres
eller tilpasses uden en lovgivningsprocedure, meddeler den kompetente forpligtende
myndighed skriftligt initiativtager sin vilje til eller afvisning af at ændre eller tilpasse
den relevante administrative bestemmelse, regel eller administrative praksis inden for
otte måneder.
5. I behørigt begrundede tilfælde kan den kompetente forpligtende myndighed forlænge
den tidsfrist, der er omhandlet i stk. 4, en gang med op til højst otte måneder og
underretter initiativtager og den overførende medlemsstat herom, samtidig med at det
begrundes skriftligt.
Artikel 13
Udarbejdelse af udkastet til forpligtelsen eller erklæringen
Grænsekoordinationspunktet eller den kompetente forpligtende myndighed i den forpligtende
medlemsstat udarbejder på basis af initiativdokumentet et udkast til en forpligtelse eller til en
erklæring i overensstemmelse med artikel 14.
DA 25 DA
Artikel 14
Indholdet af udkastet til forpligtelsen eller erklæringen
1. Udkastet til forpligtelsen indeholder som minimum følgende elementer:
a) beskrivelsen af det fælles projekt og dets baggrund, den dertil svarende retlige
hindring og begrundelsen for at imødegå den retlige hindring
b) listen over den eller de særlige retlige bestemmelser, der udgør den retlige
hindring, og som derfor ikke skal gælde for det fælles projekt
c) anvendelsesområdet
d) varigheden af anvendelsen og en begrundelse for denne varighed
e) den eller de kompetente forpligtende myndigheder
f) den særlige retlige bestemmelser fra den overførende medlemsstat, som skal
gælde for det fælles projekt
g) forslaget til en juridisk ad hoc-løsning, hvis der ikke findes nogen relevant
retlig bestemmelse i den overførende medlemsstats retssystem
h) den eller de kompetente forpligtende myndigheder
i) den eller de myndigheder fra den forpligtende medlemsstat, der er ansvarlig for
gennemførelse og overvågning
j) den eller de myndigheder fra den overførende medlemsstat, der foreslås
udpeget i fællesskab til gennemførelse og overvågning
k) datoen for dens ikrafttrædelse.
Datoen for dens ikrafttrædelse, der er omhandlet i litra k), er enten den dato, hvor
den sidste af de to grænsekoordinationspunkter eller den sidste af de kompetente
myndigheder har underskrevet, eller datoen for meddelelsen til initiativtager.
2. I tilgift til de elementer, der er omhandlet i stk. 1, indeholder udkastet til forpligtelsen
også datoen for dens anvendelse, som kan
a) fastsættes til samme dato som datoen for dens ikrafttrædelse
b) fastsættes med tilbagevirkende kraft
c) udskydes til et senere tidspunkt i fremtiden.
3. I tilgift til de i stk. 1 omhandlede elementer indeholder udkastet til en erklæring en
formel angivelse af, inden hvilken eller hvilke datoer de enkelte kompetente
forpligtende myndigheder senest skal indgive et formelt forslag for det respektive
lovgivende organ med henblik på en ændring af den nationale lovgivning i
overensstemmelse hermed.
Den dato, der er omhandlet i første afsnit, må ikke være senere end tolv måneder
efter udstedelsen af erklæringen.
Artikel 15
Videresendelse af udkastet til forpligtelsen eller erklæringen
1. Når den kompetente myndighed har udarbejdet udkastet til forpligtelsen eller
erklæringen, videresender den udkastet til det kompetente grænsekoordinationspunkt
i den forpligtende medlemsstat:
DA 26 DA
a) senest tre måneder efter at have fremsendt oplysninger i henhold til artikel 10,
stk. 2, eller artikel 12, stk. 1 og 2
b) senest inden for otte måneder, jf. artikel 12, stk. 4 og 5.
2. Når det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat har
udarbejdet udkastet til forpligtelsen eller erklæringen eller, når det har modtaget
udkastet fra den kompetente forpligtende myndighed, fremsender det udkastet til det
kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat inden for
tidsfristerne i stk. 1, litra a) eller b).
3. I begge tilfælde fremsendes der ligeledes en kopi til orientering til initiativtager.
Artikel 16
Den overførende medlemsstats opgaver med hensyn til at indgå og undertegne forpligtelsen
eller undertegne erklæringen
1. Det kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat
gennemgår udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, der modtages i henhold til
artikel 15, og iværksætter senest tre måneder efter modtagelsen af udkastet og efter
høring af de kompetente overførende myndigheder et eller flere af følgende tiltag:
a) erklærer sig enig i udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, undertegner to
originaleksemplarer og returnerer det ene til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
b) erklærer sig enig i udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, og korrigerer
eller supplerer de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra f) og
h), undertegner to originaleksemplarer af det reviderede udkast til forpligtelsen
eller erklæringen og returnerer det ene til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
c) afslår at undertegne udkastet til forpligtelsen eller erklæringen og videresender
en detaljeret begrundelse til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
forpligtende medlemsstat
d) afslår at undertegne udkastet til forpligtelsen eller erklæringen og returnerer et
ændret udkast til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende
medlemsstat vedrørende de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1,
litra c), d) og, hvis det er relevant, litra g), og, for så vidt angår udkastet til
forpligtelsen, de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, sammen med
en begrundelse for ændringerne.
2. I medlemsstater, hvor det er den kompetente overførende myndighed, der
undertegner en forpligtelse eller erklæring, fremsender det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat i henhold til stk. 1, litra a)
og b), de to originaleksemplarer undertegnet af den kompetente overførende
myndighed.
3. Når den overførende medlemsstat erklærer sig enig i at undertegne en forpligtelse
eller en erklæring i overensstemmelse med stk. 1, litra a) eller b), bekræfter eller
afviser den desuden udtrykkeligt, at den eller de kompetente myndigheder, der
foreslås udpeget i fællesskab til gennemførelse og overvågning af forpligtelsen eller
erklæringen i henhold til artikel 14, stk. 1, litra j), påtager sig disse opgaver, som skal
udføres i anvendelsesområdet.
DA 27 DA
Artikel 17
Den forpligtende medlemsstats opgaver med hensyn til at indgå og undertegne forpligtelsen
eller undertegne erklæringen
1. Det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat behandler
svaret fra det kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat
og iværksætter senest en måned efter modtagelsen et eller flere af følgende tiltag, der
fremsendes skriftligt til den kompetente overførende myndighed:
a) for så vidt angår stk. 2, litra a), færdiggør det forpligtelsen eller erklæringen,
undertegner to originaleksemplarer og returnerer det ene til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat med henblik på
undertegnelse
b) for så vidt angår stk. 2, litra b), ændrer det forpligtelsen eller erklæringen
vedrørende de oplysninger i udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, der er
omfattet af artikel 14, stk. 1, litra f) og h), i overensstemmelse hermed,
færdiggør forpligtelsen eller erklæringen, undertegner to originaleksemplarer
og returnerer det ene til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
overførende medlemsstat med henblik på undertegnelse
c) for så vidt angår stk. 2, litra c), underretter det initiativtager og Kommissionen,
og tilføjer samtidig begrundelsen som anført af den kompetente overførende
myndighed
d) for så vidt angår stk. 2, litra d), behandler det ændringerne og fortsætter enten
som under litra b) eller iværksætter endnu en procedure i henhold til artikel 9
og redegør for, hvorfor alle eller nogle af ændringerne ikke kunne godtages af
den kompetente forpligtende myndighed.
2. Efter modtagelse af forpligtelsen eller erklæringen, der også er undertegnet af det
kompetente grænsekoordinationspunkt eller den kompetente overførende myndighed
i tilfælde af stk. 1, litra a) eller b), eller, hvis det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat har reageret positivt under
den anden procedure i medfør af stk. 1, litra d), sørger det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat for at:
a) fremsende den endelige forpligtelse eller erklæring til initiativtager
b) fremsende det andet originaleksemplar til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat
c) fremsende en kopi til alle kompetente forpligtende myndigheder
d) fremsende en kopi til koordinationspunktet på EU-plan og
e) anmode det kompetente organ i den forpligtende medlemsstat, der er ansvarlig
for offentliggørelser, om at offentliggøre forpligtelsen eller erklæringen.
DA 28 DA
KAPITEL III
Gennemførelse og overvågning af forpligtelser eller erklæringer
Artikel 18
Gennemførelse af forpligtelsen
1. Oplysninger, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra c), og fremsendt til alle
kompetente forpligtende myndigheder, ledsages af en tidsplan, ifølge hvilken enhver
af disse myndigheder i givet fald ændrer enhver forvaltningsakt, der er vedtaget i
henhold til gældende lovgivning vedrørende det fælles projekt, og vedtager enhver
forvaltningsakt, der er nødvendig for at anvende forpligtelsen på det fælles projekt
med henblik på anvendelse af den retlige bestemmelse fra den overførende
medlemsstat eller en juridisk ad hoc-løsning.
2. En kopi af tidsplanen fremsendes til det nationale grænsekoordinationspunkt og i
givet fald til de regionale grænsekoordinationspunkter i den forpligtende
medlemsstat.
3. Enhver forvaltningsakt som omhandlet i stk. 1 vedtages og meddeles initiativtager,
navnlig det offentlige eller private organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller
både tage initiativ til og gennemføre et fælles projekt, i overensstemmelse med den
nationale lov, der finder anvendelse på sådanne forvaltningsakter.
4. Når alle forvaltningsakter med hensyn til et givet fælles projekt er vedtaget,
underretter grænsekoordinationspunktet i den forpligtende medlemsstat
grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat og koordinationspunktet
på EU-plan.
5. Grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat underretter i givet fald
de kompetente overførende myndigheder.
Artikel 19
Gennemførelse af erklæringen
1. Hver enkelt kompetent forpligtende myndighed, der er nævnt i en erklæring i
henhold til artikel 14, stk. 3, indgiver senest den dato, der er anført i den
undertegnede erklæring, et formelt forslag for det respektive lovgivende organ med
henblik på ændring af de nationale retlige bestemmelser i overensstemmelse hermed.
2. Hvis tidsfristen i den undertegnede erklæring ikke kan overholdes, navnlig på grund
af forstående valg til det kompetente lovgivende organ, underretter den kompetente
forpligtende myndighed skriftligt initiativtager og det kompetente
grænsekoordinationspunkt i både den forpligtende og overførende medlemsstat.
3. Når et formelt forslag er blevet indgivet for det respektive lovgivende organ, holder
den respektive kompetente forpligtende myndighed løbende initiativtager og det
kompetente grænsekoordinationspunkt i både den forpligtende og overførende
medlemsstat skriftligt underrettet om overvågningen i det respektive lovgivende
organ, og det hver sjette måned efter datoen for den formelle indgivelse.
4. Efter ikrafttrædelsen af den lovgivningsmæssige ændringsretsakt eller dennes
offentliggørelse i det officielle lovtidende eller begge dele, ændrer hver kompetent
forpligtende myndighed enhver forvaltningsakt, der er vedtaget i henhold til
gældende national lov, med hensyn til det fælles projekt og vedtager enhver
DA 29 DA
forvaltningsakt, der er nødvendig for at anvende de ændrede retlige bestemmelser på
det fælles projekt.
5. Enhver forvaltningsakt som omhandlet i stk. 4 vedtages og meddeles initiativtager,
navnlig det offentlige eller private organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller
både tage initiativ til og gennemføre et fælles projekt, i overensstemmelse med den
nationale lov, der finder anvendelse på sådanne forvaltningsakter.
6. Når alle forvaltningsakter med hensyn til et givet fælles projekt er vedtaget,
underretter grænsekoordinationspunktet i den forpligtende medlemsstat
grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat og koordinationspunktet
på EU-plan.
7. Grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat underretter i givet fald
de kompetente overførende myndigheder.
Artikel 20
Overvågning af forpligtelser og erklæringer
1. Baseret på de forvaltningsakter, der er omhandlet i artikel 18, stk. 1 og artikel 19, stk.
4, beslutter den forpligtende og den overførende medlemsstat, om overvågningen af
anvendelsen af en forpligtelse eller af den ændrede nationale lovgivning i medfør af
en erklæring skal overdrages til myndighederne i den overførende medlemsstat,
navnlig som følge af deres ekspertise med de overførte retslige bestemmelser, eller til
myndighederne i den forpligtende medlemsstat.
2. Hvis overvågningen af anvendelsen af de overførte retlige bestemmelser overdrages
til myndighederne i den overførende medlemsstat, træffer den forpligtende
medlemsstat afgørelse efter aftale med de overførende medlemsstater om, hvorvidt
myndighederne i den overførende medlemsstat udfører overvågningen af en af de
berørte parter på vegne af myndighederne i den forpligtende medlemsstat og i deres
navn eller på deres vegne, men i eget navn.
KAPITEL IV
Retsbeskyttelse i forbindelse med anvendelse og overvågning af
forpligtelser og erklæringer
Artikel 21
Retsbeskyttelse i forbindelse med anvendelse af en forpligtelse og en erklæring
1. Enhver person, som er bosat på det territorium, der et omfattet af en forpligtelse eller
en erklæring, eller som uden at være bosat på det pågældende territorium er bruger af
en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, der leveres på dette territorium
("person bosat i en grænseoverskridende region"), og som mener sig krænket ved
handlinger eller undladelser i forbindelse med anvendelsen af en retlig bestemmelse
fra en overførende medlemsstat i medfør af en forpligtelse eller en erklæring, har ret
til domstolsprøvelse for retsinstanserne i den forpligtende medlemsstat.
2. De kompetente retsinstanser med hensyn til domstolsprøvelse af enhver
forvaltningsakt vedtaget i henhold til artikel 18, stk. 3, og artikel 19, stk. 5. skal dog
udelukkende være retsinstanser i den medlemsstat, hvis myndigheder udstedte
forvaltningsakten.
DA 30 DA
3. Intet i denne forordning er til hinder for, at personer kan gøre brug af deres nationale
forfatningsmæssige klageadgang over for myndigheder, som er parter i en
forpligtelse, for så vidt angår:
a) administrative afgørelser om aktiviteter, der udføres i henhold til en
forpligtelse
b) adgang til tjenesteydelser på deres eget sprog og
c) adgang til oplysninger.
I sådanne tilfælde ligger kompetencen hos de kompetente retsinstanser i de
medlemsstater, i henhold til hvis forfatning der er klageadgang.
Artikel 22
Retsbeskyttelse i forbindelse med overvågning af forpligtelser og erklæringer
1. Når den kompetente overførende myndighed har accepteret at overvåge anvendelsen
af de retlige bestemmelser fra den overførende medlemsstat på det relevante område
og kan handle i sit eget navn over for personer bosat i den grænseoverskridende
region i den forpligtende medlemsstat, er de kompetente retsinstanser med hensyn til
domstolsprøvelse af enhver handling eller undladelse foretaget af denne myndighed
retsinstanserne i den medlemsstat, hvor disse personer har deres lovlige bopæl.
2. Når den kompetente overførende myndighed har accepteret at overvåge anvendelsen
af de retlige bestemmelser fra den forpligtende medlemsstat på dennes territorium,
men ikke kan handle i sit eget navn over for personer bosat i den
grænseoverskridende region, er de kompetente retsinstanser med hensyn til
domstolsprøvelse af enhver handling eller undladelse foretaget af denne myndighed
retsinstanserne i den forpligtende medlemsstat, herunder også for personer, som har
deres lovlige bopæl i den overførende medlemsstat.
KAPITEL V
Afsluttende bestemmelser
Artikel 23
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Koordinationsudvalget for de Europæiske Struktur- og
Investeringsfonde, der er oprettet i henhold til artikel 108, stk. 1, i forordning (EU)
[den nye forordning om fælles bestemmelser]. Dette udvalg er et udvalg som
omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011
anvendelse.
Artikel 24
Gennemførelsesbestemmelser i medlemsstaterne
1. Medlemsstaterne træffer passende bestemmelser for at sikre en effektiv anvendelse
af denne forordning.
DA 31 DA
2. Senest ved begyndelsesdatoen for anvendelsen af denne forordning underretter
medlemsstaterne Kommissionen om eventuelle bestemmelser, der er vedtaget i
henhold til stk. 1.
3. Kommissionen offentliggør de oplysninger, den modtager fra medlemsstaterne.
Artikel 25
Rapportering
Senest dd mm åååå [dvs. den 1. i den måned, der følger efter denne forordnings ikrafttrædelse
+ fem år, to be filled in by the Publication Office] forelægger Kommissionen Europa-
Parlamentet, Rådet og Regionsudvalget en rapport med en vurdering af anvendelsen af denne
forordning baseret på indikatorer om effektivitet, virkningsgrad, relevans, merværdi på
europæisk plan og muligheder for forenkling.
Artikel 26
Ikrafttrædelse og anvendelse
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende.
Den anvendes fra [den 1. i den måned, der følger efter denne forordnings ikrafttrædelse + et
år, to be filled in by the Publication Office].
Dog anvendes artikel 24 fra [den 1. i den måned, der følger efter denne forordnings
ikrafttrædelse, to be filled in by the Publication Office].
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle medlemsstater.
Udfærdiget i Strasbourg, den […].
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Strasbourg, den 29.5.2018
COM(2018) 373 final
2018/0198 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om en mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en
grænseoverskridende sammenhæng
{SEC(2018) 268 final} - {SWD(2018) 282 final} - {SWD(2018) 283 final}
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0373
Offentligt
DA 0 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Et af Unionens vigtigste mål er at fremme en overordnet harmonisk udvikling. Derfor skal
Unionen udvikle og fortsætte sin indsats for at styrke sin økonomiske, sociale og territoriale
samhørighed. Unionen stræber navnlig efter at formindske forskellene mellem de forskellige
områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder
(artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)), herunder bl.a., at
sikre, at der "lægges (...) særlig vægt på (..) grænseoverskridende områder". Unionen og dens
nærmeste naboer i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) har i øjeblikket 40
indre landgrænser.
Siden 1990 er der med Interreg-midler1
ydet støtte til programmer for tværnationalt
samarbejde i EU's grænseregioner, bl.a. i regioner, der grænser op til EFTA-lande. Der er
finansieret tusindvis af projekter og initiativer, der har bidraget til at forbedre den europæiske
integration. De vigtigste resultater af Interreg-programmerne omfatter: øget tillid, bedre
netværksmuligheder, bedre miljø, bedre sundhed og økonomisk vækst. Den retlige ramme for
2014-2020 gjorde det muligt for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ("EFRU")
under Interreg-programmerne at støtte projekter og opnå en "styrkelse af institutionel
kapacitet for offentlige myndigheder og interessenter og effektiv offentlig forvaltning gennem
fremme af retsligt og administrativt samarbejde og samarbejde mellem borgere og
institutioner"2
. Siden oprettelsen af Interreg har det også støttet gennemførelsen af det indre
marked3
. Den europæiske integrationsproces har i de seneste årtier hjulpet de indre
grænseregioner med at omdanne sig fra hovedsagelig perifere områder til områder med vækst
og muligheder. Fuldførelsen af det indre marked i 1992 betød en stigning i EU's produktivitet
og en reduktion af omkostningerne gennem afskaffelsen af toldformaliteter, harmonisering
eller gensidig anerkendelse af tekniske forskrifter og lavere priser som følge af konkurrence;
samhandelen inden for EU er på 10 år steget med 15 %, og der er skabt yderligere vækst og
ca. 2,5 mio. flere arbejdspladser.
Imidlertid har Kommissionen i en grænseoverskridende revision4
, der har varet mere end to
år, indsamlet beviser for, at grænseregioner generelt klarer sig dårligere økonomisk end andre
regioner i en medlemsstat. Adgang til offentlige tjenester, som f.eks. hospitaler og
1
Interreg, der også er kendt som det europæiske territoriale samarbejde, er et af samhørighedspolitikkens
to mål og skaber forudsætninger for gennemførelse af fælles aktioner og udveksling af politiske
løsningsmodeller mellem nationale, regionale og lokale aktører fra forskellige medlemsstater. Det
overordnede mål for det europæiske territoriale samarbejde er at fremme en harmonisk økonomisk,
social og territorial udvikling i Unionen som helhed. Interreg er bygget op omkring tre
samarbejdsområder: grænseoverskridende samarbejde (Interreg A), tværnationalt samarbejde (Interreg
B) og interregionalt samarbejde (Interreg C). Fem programmeringsperioder af Interreg har efterfulgt
hinanden: Interreg I (1990-1993), Interreg II (1994-1999), Interreg III (2000-2006), Interreg IV (2007-
2013) og Interreg V (2014-2020).
2
Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iv), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17.
december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til
målet om europæisk territorialt samarbejde (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259).
3
Punkt 3 og 13 i meddelelse C(90) 1562/3 til medlemsstaterne om retningslinjerne for de operationelle
programmer, som medlemsstaterne opfordres til at etablere inden for rammerne af et
fællesskabsinitiativ vedrørende grænseområder (Interreg) (EFT C 215 af 30.8.1990, s. 4)
4
Se også: http://ec.europa.eu/regional_policy/en/policy/cooperation/european-territorial/cross-border/review/ .
DA 1 DA
universiteter5
, er generelt mere begrænset i grænseregioner. Det er fortsat ofte kompliceret og
omkostningskrævende at navigere mellem forskellige administrative og juridiske systemer.
Borgere, virksomheder, offentlige myndigheder og ikke-statslige organisationer har
delagtiggjort Kommissionen i deres til tider negative erfaringer med interaktion på tværs af de
indre grænser. Som følge heraf vedtog Kommissionen sin meddelelse — "Fremme af vækst
og samhørighed i EU's grænseregioner"6
("meddelelsen om grænseregioner"). Deri sættes der
fokus på, hvordan Unionen og dens medlemsstater kan gøre interaktion på tværs af grænserne
mindre kompliceret, tids- og omkostningskrævende og fremme pooling af tjenesteydelser
langs de indre grænser. Der ses i meddelelsen nærmere på, hvilke forbedringer der er
nødvendige for at sikre, at borgere og virksomheder i grænseregioner fuldt ud kan drage
fordel af de muligheder, der tilbydes på begge sider af grænsen. I meddelelsen foreslås der en
10-punkts handlingsplan, og et punkt omhandler specifikt retlige og administrative hindringer
i grænseområderne7
.
Det er derfor rimeligt at antage, at juridiske hindringer (navnlig dem, der er relateret til
sundhedsydelser, arbejdsmarkedslovgivning, beskatning og erhvervsudvikling), og hindringer
i forbindelse med forskellige administrative kulturer og nationale lovgivninger kun vanskeligt
kan håndteres udelukkende gennem programmerne (da de forudsætter beslutninger, som går
ud over program- og projektforvaltning). Der findes allerede en række effektive mekanismer
for grænseoverskridende samarbejde på mellemstatsligt, regionalt og lokalt plan8
.
Et bestemt tiltag, der er omhandlet under punkt ni i meddelelsen om grænseregioner, henviser
til et initiativ, der blev lanceret under det luxembourgske formandskab i 2015: En række
medlemsstater overvejer i øjeblikket fordelene ved et nyt instrument, som vil forenkle
grænseoverskridende projekter ved på frivillig basis og med de ansvarlige kompetente
myndigheders samtykke at gøre det muligt at anvende én medlemsstats regler i
nabomedlemsstaten. Det vil gælde for et specifikt projekt eller en specifik aktion af begrænset
varighed, som er knyttet til en grænseregion og iværksættes af lokale og/eller regionale
myndigheder9
. Kommissionen har nøje fulgt dette arbejde, bakker op om ideen og foreslår
derfor en frivillig mekanisme til at imødegå retlige hindringer i grænseregioner.
For de nærmere enkeltheder i dette forslag henvises der til afsnit 5 nedenfor.
• Sammenhæng med de gældende regler
Interreg-programmet yder støtte som det vigtigste finansieringsinstrument i
samhørighedspolitikken til programmer for grænseoverskridende samarbejde i EU's
grænseregioner, bl.a. i regioner, der grænser op til EFTA-lande. Som det fremgår af
meddelelsen om grænseregioner, klarer grænseregionerne sig imidlertid generelt dårligere
økonomisk set end andre regioner i en medlemsstat. Foranstaltninger, der rækker ud over EU-
5
"Territories with specific geographical features", Europa-Kommissionen, GD REGIO (2009),
arbejdsdokument nr. 02/2009: http://ec.europa.eu/regional_policy/en/information/publications/working-
papers/2009/territories-with-specific-geographical-features.
6
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Fremme af vækst og samhørighed i
EU's grænseregioner (COM(2017) 534 final af 20.9.2017).
7
Ved en grænsehindring forstås i denne meddelelse ikke blot en begrænsning af den frie bevægelighed
som fastslået af EU-Domstolen, men en lov, forskrift eller administrativ praksis, som hindrer udnyttelse
af det naturlige potentiale i en grænseregion, der interagerer hen over grænser.
8
For nærmere oplysninger henvises der til SWD(2017) 307 final, nr. 3.1, s. 24, 25, 32, 36 og 48.
9
Oplæg til det uformelle ministermøde om territorial samhørighed under det luxembourgske
formandskab findes på adressen: http://www.amenagement-territoire.public.lu/fr/eu-
presidency/Informal-Ministerial-Meetings-on-Territorial-Cohesion-and-Urban-Policy-_26-27-
November-2015_-Luxembourg-City_.html#; se også SWD(2017) 307 final, punkt 3.9, s. 49-50.
DA 2 DA
støtte, men som supplerer yderligere EU-finansiering i grænseregioner er derfor nødvendig,
eftersom disse tilbagevendende problemer ikke kun kan løses ved hjælp af finansiering og
investeringer fra f.eks. Interreg.
En mekanisme, der skal imødegå retlige hindringer i grænseregioner, er derfor et nødvendigt
supplement til både den økonomiske støtte under Interreg og til institutionel støtte såsom de
europæiske grupper for territorialt samarbejde10
, da disse grupper ikke har fået
lovgivningsbeføjelser til at imødegå retlige hindringer11
.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Som anført ovenfor støtter samhørighedspolitikken og det indre marked gensidigt hinanden.
Den mekanisme, der etableres i henhold til denne forordning, vil bidrage til målsætningerne i
meddelelsen om grænseregioner og fremme potentialet i grænseregionerne, som er delvist
uudnyttet på grund af forskellige retssystemer. En undersøgelse, som Kommissionen bestilte
for nylig12
, om de økonomiske virkninger af grænsehindringer på BNP og
beskæftigelsesniveauer i regionerne langs de indre landgrænser anslår, at hvis blot 20 % af de
eksisterende hindringer blev fjernet, ville grænseregionerne stadig kunne øge deres BNP med
2 %. En mekanisme, der skal imødegå retlige hindringer i grænseregioner, er derfor også et
nødvendigt supplement til et velfungerende indre marked, der er en central målsætning for
Unionen (artikel 3 i TEU og artikel 3, stk. 1, litra b), i TEUF)13
.
Bestemmelserne i dette forslag om retsbeskyttelse af personer bosat i en grænseoverskridende
region, som mener sig krænket ved handlinger eller undladelser som følge af myndighedernes
anvendelse af mekanismen, vedrører hovedsageligt administrativ/offentlig ret og berører ikke
eksisterende lovvalgsregler i EU-lovgivningen14
, da EU-retten kun vedrører civilret. Denne
forordning berører ikke en sådan lovgivning (en sådan EU-lovgivning kan finde anvendelse
på tvister vedrørende kontraktlige og ikkekontraktlige anliggender).
10
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en
europæisk gruppe for territorialt samarbejde ("EGTS") (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19).
11
Der henvises til Artikel 7, stk. 4, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1082/2006.
12
Politecnico di Milano (2017) "Quantification of the effects of legal and administrative border obstacles
in land border regions", Jf. COM(2017) 534 final, s. 6; for yderligere oplysninger, henvises der til
SWD(2017) 307 final, punkt 2.2, s. 20-22.
13
Jf. også betragtning 9 i præamblen til TEU (fremhævelse med fed tilføjet): "SOM ER BESLUTTET PÅ
at fremme økonomiske og sociale fremskridt for deres folk under hensyn til princippet om bæredygtig
udvikling og som led i gennemførelsen af det indre marked samt i tilvejebringelsen af øget
samhørighed og miljøbeskyttelse, og på at gennemføre politikker, der sikrer, at fremskridt med hensyn
til økonomisk integration ledsages af parallelle fremskridt på andre områder,..."
14
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1) ("omarbejdning af Bruxelles I"),
Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1) ("Bruxelles II"),
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for
forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
DA 3 DA
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
I artikel 175, stk. 3, i TEUF er det fastsat, at der ud over de fonde, der er omhandlet i stk. 1 i
nævnte artikel, kan vedtages særlige aktioner med henblik på at nå det mål om økonomisk og
social samhørighed, der er opstillet i TEUF. En harmonisk udvikling af hele Fællesskabets
territorium og en styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed indebærer
et mere intensivt territorialt samarbejde. Med henblik herpå er det hensigtsmæssigt at træffe
foranstaltninger, der skal forbedre betingelserne for gennemførelse af aktioner vedrørende
territorialt samarbejde.
• Nærhedsprincippet
Betingelserne for territorialt samarbejde bør etableres i overensstemmelse med
nærhedsprincippet i artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union ("TEU").
Medlemsstater har taget individuelle, bilaterale og endog multilaterale initiativer til at
imødegå retlige grænsehindringer. Disse mekanismer findes imidlertid ikke i alle
medlemsstater eller for alle grænser i en given medlemsstat. Finansiering (især Interreg) og
juridiske instrumenter (især EGTS'er), der findes på EU-plan, har hidtil ikke været
tilstrækkelige til at imødegå retlige grænsehindringer i hele Unionen. Målsætningerne for den
foreslåede foranstaltning kan derfor ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne,
hverken på centralt plan eller på regionalt og lokalt plan, men kan på grund af omfanget eller
virkningerne af den foreslåede handling bedre gennemføres på EU-plan. Yderligere handling
fra Unionens side er derfor nødvendig.
Proportionalitetsprincippet
I medfør af proportionalitetsprincippet i artikel 5, stk. 4, i TEU, bør indholdet og formen af
Unionens handling ikke gå videre end nødvendigt for at nå målsætningerne i traktaterne.
Anvendelse af den særlige mekanisme, der etableres i henhold til denne forordning, er
frivillig. En medlemsstat kan beslutte i forbindelse med en specifik grænse med en eller flere
nabomedlemsstater fortsat at imødegå retlige hindringer i en specifik grænseoverskridende
region i henhold til de effektive mekanismer, den har indført på nationalt plan, eller som den
har etableret formelt eller uformelt sammen med en eller flere nabomedlemsstater. I så fald
kan den vælge ikke at anvende den mekanisme, der etableres i henhold til denne forordning.
På samme måde kan en medlemsstat i forbindelse med en bestemt grænse med en eller flere
nabomedlemsstater beslutte at deltage i en eksisterende effektiv mekanisme, der er etableret
formelt eller uformelt af én eller flere nabomedlemsstater. Hvis denne mekanisme tillader
medlemsstaten at deltage, kan den også vælge ikke at anvende den mekanisme, der etableres i
henhold til denne forordning. Denne forordning går således ikke ud over, hvad der er
nødvendigt for at nå målsætningerne i de grænseoverskridende regioner, hvor
medlemsstaterne ikke har etableret effektive mekanismer til at imødegå retlige hindringer.
• Valg af retsakt
Som anført i afsnit 1 ovenfor har medlemsstaterne taget individuelle, bilaterale og endog
multilaterale initiativer til at imødegå retlige grænsehindringer.
En forordning fastlægger de forpligtelser, som medlemsstaterne har til at etablere en
mekanisme for hver grænse med en nabomedlemsstat, og som skal imødegå retlige hindringer
i en fælles grænseoverskridende region, samtidig med at den tillader gennemførelsen af andre
effektive mekanismer.
DA 4 DA
En henstilling ville ikke være den mest effektive retsakt, da henstillinger ikke er bindende (jf.
artikel 288, stk. 5, i TEUF).
Et direktiv ville heller ikke være den mest effektive retsakt, da det er bindende med hensyn til
det tilsigtede mål for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale
myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen (artikel 288, stk. 3, i TEUF).
Som fastsat i afsnit 3.2 i meddelelsen om grænseregioner kan gennemførelsen af et EU-
direktiv i to nabomedlemsstater medføre to forskellige systemer, der mødes ved de indre
grænser. Dette kan skabe en kompleks situation - og undertiden sågar retsusikkerhed - og øge
omkostningerne15
. Dette forslag er netop om en mekanisme til fastlæggelse af en metode på
EU-plan, da kun få medlemsstater har etableret en anden metode. Et direktiv vil således kunne
skabe nye forskelle i grænseregionerne.
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER,
GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER
• Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Ikke relevant: ny lovgivning
• Høringer af interesserede parter
Ideen om en grænseoverskridende politik stammer oprindeligt fra det arbejde, som det
luxembourgske rådsformandskab i 2015 udførte, og som førte til nedsættelsen af en uformel
arbejdsgruppe af medlemsstater, der siden da har mødtes regelmæssigt. Den uformelle
arbejdsgruppe har undersøgt mulighederne for at lette imødegåelsen af vedvarende
grænsehindringer, især i forbindelse med gennemførelse af grænseoverskridende projekter.
Princippet med hensyn til anvendelse af bestemmelser (love, forskrifter, standarder) fra en
medlemsstat på den anden side af grænsen i nabomedlemsstaten er udarbejdet af denne
gruppe. Gruppen samler normalt mellem 10 og 15 medlemsstater på sine møder. Også
sammenslutninger af medlemsstater har været aktive, især Beneluxunionen og Nordisk
Ministerråd.
Andre interessenter, navnlig grænseregioner og -institutioner, har i længere tid anmodet om et
sådant instrument. Dette har især været synligt i den grænseoverskridende revision foretaget
af GD REGIO mellem 2015 og 2017. Under denne revision fandt der en offentlig høring sted
på alle Den Europæiske Unions officielle sprog, og der indkom over 620 svar. I relation til
spørgsmålet om den potentielle løsning af grænsespørgsmål anmodede flere respondenter
udtrykkeligt Kommissionen om at søge at fremme større fleksibilitet i gennemførelsen af
national eller regional lovgivning i grænseregionerne. Idéen om at "frigøre" et grænseområde
fra national lovgivning eller tilpasse det til grænsebetingelser blev foreslået ved flere
lejligheder.
Endelig hilste udkastet til udtalelser fra Regionsudvalget og Europa-Parlamentet som reaktion
på meddelelsen "Fremme af vækst og samhørighed i EU's grænseregioner" specifikt forslaget
om at udvikle et sådant instrument velkomment. Begge udtalelser vil blive vedtaget i
sommeren 2018.
15
F.eks. indeholder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om
offentlige udbud 19 tilfælde, hvor der gælder minimumsstandarder, f.eks. for fastsættelse af bestemte
tidsfrister. Det giver 19 tilfælde, hvor grænseoverskridende offentlige udbud potentielt kan være særligt
problematiske, idet nogle medlemsstater vil anvende længere frister end andre.
DA 5 DA
• Konsekvensanalyse
Virkningen og merværdien af Interreg-programmerne er almindeligt anerkendt. I mange
tilfælde stammer grænseoverskridende hindringer (navnlig i relation til sundhedsydelser,
arbejdsmarkedslovgivning, lokal offentlig transport og erhvervsudvikling) fra forskelle i
administrativ praksis og nationale retlige rammer. Disse forskelle kan vanskeligt håndteres af
programmerne alene og kræver beslutninger ud over programstrukturerne.
For at løse dette problem undersøgte det luxembourgske formandskab og en række
medlemsstater i 2015 anvendelsen af én medlemsstats bestemmelser i en nabomedlemsstat.
Kommissionen foreslår at lette sådanne løsninger med et færdiglavet juridisk instrument.
Der er to muligheder: en europæisk grænseoverskridende forpligtelse ("forpligtelsen") (som i
sig selv giver mulighed for at fravige de normale regler) eller en europæisk
grænseoverskridende erklæring ("erklæringen") (underskriverne forpligter sig formelt til at
lovgive for at ændre de normale regler). Mekanismen vil:
• forblive frivillig: Medlemsstaterne kan vælge denne mekanisme eller anvende andre
effektive mekanismer til at imødegå juridiske grænsehindringer
• fokusere på landegrænser mellem EU-lande, samtidig med at medlemsstaterne får
mulighed for også at anvende mekanismen på søgrænser og ydre grænser
• omfatte fælles projekter vedrørende enhver form for infrastruktur, der har indflydelse
i en grænseoverskridende region, eller enhver tjenesteydelse af almen økonomisk
interesse, som leveres i en grænseoverskridende region.
Hvis 20 % af de eksisterende retlige og administrative hindringer, der er konstateret langs de
indre grænser, blev håndteret, ville grænseregionerne kunne øge deres BNP med 2 %.
Forpligtelsen bidrager hertil ved at tilvejebringe en gratis retlig ramme, der skal reducere
omkostningerne og tilkørselsperioden for visse grænseoverskridende projekter.
Rammen vil være med til at imødegå visse dyre vanskeligheder ved gennemførelsen af
grænseoverskridende projekter. Det er imidlertid ikke en universalløsning, men giver snarere
medlemsstaterne mulighed for at udforme løsninger, der bedst passer til den regionale
kontekst.
• Forenkling
Ikke relevant: ny lovgivning
• Grundlæggende rettigheder
I henhold til artikel 6, i traktaten om Den Europæiske Union anerkender Unionen de
rettigheder, friheder og principper, der findes i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, der har samme juridiske værdi som traktaterne. Endvidere udgør
de grundlæggende rettigheder, som garanteret ved den europæiske konvention til beskyttelse
af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og som er resultatet af
medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, generelle principper i EU-retten.
Dette forslag vedrører en retlig mekanisme, der skal imødegå retlige grænsehindringer og er
således først og fremmest rettet til myndigheder i medlemsstaterne. Befolkningen bør drage
fordel af de aftalte løsninger. Hvis man imødegår retlige grænsehindringer i henhold til dette
forslag, burde det hjælpe personer bosat i grænseområder med at nyde godt af deres
grundlæggende rettigheder. Dette vedrører navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger
(artikel 8), retten til uddannelse, herunder adgang til erhvervsuddannelse og efter- og
videreuddannelse (artikel 14), erhvervsfriheden og retten til at arbejde (artikel 15), herunder
DA 6 DA
friheden til at søge beskæftigelse, arbejde, etablere sig og levere tjenesteydelser i alle
medlemsstaterne, friheden til at oprette og drive egen virksomhed (artikel 16) adgangen til
social sikring og social bistand (artikel 34), adgangen til sundhedsbeskyttelse (artikel 35) og
adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (artikel 36).
Forslaget omfatter derfor også spørgsmålet om effektiv retsbeskyttelse af personer i
grænseregioner.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Dette forslag forventes ikke at have umiddelbare virkninger for budgettet, da formålet er at
etablere en mekanisme og ikke et finansielt instrument.
Inddragelsen af det grænsekontaktpunkt, der er etableret i Kommissions-regi, har heller ikke
umiddelbare virkninger for budgettet, da det allerede er etableret med eget personale.
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelse og overvågning, evaluering og rapportering
Som enhver anden EU-forordning er denne forordning bindende i alle enkeltheder og gælder
umiddelbart i alle medlemsstater. Ifølge artikel 291, stk. 1, i TEUF træffer medlemsstaterne
alle de nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre Unionens retligt
bindende retsakter. Jf. afsnit 3.2 i meddelelsen om grænseregioner fastsættes det, at, selv hvor
der findes en europæisk lovgivning, har medlemsstaterne en vis grad af fleksibilitet og
skønsmargin, med hensyn til hvordan de anvender denne lovgivning i deres nationale
systemer og de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af EU's forordninger. Resultatet
er, at når to forskellige systemer mødes ved de indre grænser, kan dette skabe en kompleks
situation - og undertiden sågar retsusikkerhed - og øge omkostningerne. Følgelig er det
nødvendigt med ensartede betingelser for gennemførelsen af Unionens juridisk bindende
retsakter. Ligesom det er tilfældet i artikel 291, stk. 2, i TEUF kan den foreslåede forordning
tildele Kommissionen gennemførelsesbeføjelser. Ligesom metoden til at kontrollere
gennemførelsen af andre juridiske instrumenter på EU-plan16
begrænser dette forslag sig til at
pålægge medlemsstaterne at meddele Kommissionen deres nationale
gennemførelsesbestemmelser, således at Kommissionen kan vurdere, om disse nationale
regler er en effektiv gennemførelse af denne forordning.
For at vurdere, om den mekanisme, der er etableret i henhold til den foreslåede forordning,
har vist sig at være et effektivt redskab til at imødegå retlige hindringer i grænseregioner, bør
Kommissionen i overensstemmelse med dagsordenen for bedre lovgivning17
evaluere den
eksisterende lovgivning. Det foreslås derfor som for EGTS, at Kommissionen fremsender en
rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Regionsudvalget om anvendelsen af den foreslåede
forordning og anvender indikatorer til evaluering af dens effektivitet, virkningsgrad, relevans,
merværdi på europæisk plan og muligheder for forenkling senest fem år fra den foreslåede
forordnings anvendelsesdato.
16
Der henvises til Artikel 16, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1082/2006. "Medlemsstaten forelægger
Kommissionen eventuelle bestemmelser, som vedtages i henhold til denne artikel samt eventuelle
ændringer heraf."
17
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet "Bedre
lovgivning: Levering af bedre resultater til fordel for en stærkere Union" (COM(2016) 615 final af
14.9.2016).
DA 7 DA
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Kapitel 1 – Almindelige bestemmelser (artikel 1-7)
Afsnit 1 fastlægger forordningens genstand og anvendelsesområde, definitioner og
præciseringer, medlemsstaternes valg med hensyn til anvendelsen af den mekanisme, der
etableres i dette forslag, de nationale og regionale grænsekoordinationspunkter i
medlemsstaterne og et koordinationspunkt på EU-plan.
Genstanden (artikel 1) er en mekanisme, hvorved der på en fælles grænseoverskridende
region i en given medlemsstat kan anvendes retlige bestemmelser fra nabomedlemsstaten,
hvis anvendelsen af medlemsstatens egen lovgivning ville udgøre en retlig hindring for
gennemførelsen af et fælles projekt (defineret som enhver form for infrastruktur eller enhver
form for tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse).
Mekanismen består i indgåelsen af en europæisk grænseoverskridende forpligtelse
("forpligtelsen"), der er selveffektuerende, eller en europæisk grænseoverskridende erklæring
("erklæringen"), som kræver en yderligere lovgivningsprocedure i medlemsstaten.
Den foreslåede forordnings anvendelsesområde (artikel 2) omfatter fælles grænseregioner
langs med landgrænser. Baseret på den dokumentation, der blev indsamlet under den
grænseoverskridende revision, og som beskrevet i meddelelsen om grænseregioner, rammer
retlige hindringer overvejende personer, som interagerer ved landgrænser, eftersom disse
passerer grænsen dagligt eller ugentligt på grund af arbejde, uddannelse, indkøb eller brug af
faciliteter og tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse eller en kombination heraf.
Artikel 3 indeholder definitioner, der er nødvendige for at gennemføre forslaget til
forordning, samt nogle præciseringer, navnlig med hensyn til de medlemsstater, der omfatter
flere territoriale enheder med lovgivningsmæssige beføjelser, for at sikre, at alle relevante
niveauer i en given medlemsstat kan, hvor det er relevant, afhjælpe retlige hindringer inden
for dens kompetenceområde.
For at respektere nærhedsprincippet kan medlemsstaterne vælge den mekanisme, der er
etableret i henhold til forslaget til forordning, eller fortsætte med at anvende andre effektive
mekanismer til at imødegå retlige hindringer eller for visse grænsers vedkommende deltage i
andre effektive mekanismer (artikel 4). De fleste medlemsstater vil sandsynligvis være nødt
til på forhånd at vedtage lovgivning, som giver de kompetente myndigheder mulighed for at
indgå en forpligtelse, som i kraft af sin indgåelse ville gøre det muligt for medlemsstaten at
trække retlige bestemmelser fra nabomedlemsstaten "ind over grænsen" og således fravige
anvendelsen af de "normalt" gældende nationale bestemmelser. Nogle medlemsstater tillader
måske bare deres kompetente myndigheder at underskrive en erklæring, der forpligter staten
til at lovgive med henblik på at fravige de "normalt" anvendte nationale bestemmelser ved
hjælp af en formel retsakt. I tilfælde af en selveffektuerende forpligtelse forbliver de
"normalt" gældende nationale bestemmelser i kraft, men forpligtelsen skaber en undtagelse. I
tilfælde af en erklæring vil de "normalt" gældende nationale bestemmelser formelt blive
ændret for at muliggøre en udtrykkelig undtagelse.
Medlemsstater, der benytter sig af mekanismen, som er etableret i henhold til forslaget til
forordning, er forpligtet til at oprette nationale eller, i tilfælde af et føderalt system, regionale
grænsekoordinationspunkter (artikel 5). Endelig indeholder artikel 6 en liste over
grænsekoordinationspunktets opgaver på EU-plan, som blev annonceret i meddelelsen om
grænseregioner, og som allerede er etableret inden for Kommissionens Generaldirektorat for
DA 8 DA
Regionalpolitik og Bypolitik. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne
forordning tillægger artikel 7 Kommissionen gennemførelsesbeføjelser i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/201118
til at oprette en database
og fastlægge regler for dens vedligeholdelse, for beskyttelse af data og for den model, der skal
anvendes, når oplysninger om gennemførelsen og om anvendelsen af mekanismen indgives af
grænsekoordinationspunkterne. Databasen skal overholde bestemmelserne om beskyttelse af
oplysninger som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200119
.
Kapitel 2 - Procedure for indgåelse af en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring
(artikel 8-17)
Proceduren for indgåelse af en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring består i
udarbejdelse og indgivelse af initiativdokumentet (artikel 8 og 9), der udfærdiges af
"initiativtager", en foreløbig analyse foretaget af den medlemsstat, som anmodes om at trække
nabomedlemsstatens retlige bestemmelser "ind over grænsen" (artikel 10 og 11),
udarbejdelse af den forpligtelse eller erklæring, der skal indgås (artikel 12-15), og endelig
indgåelsesproceduren for forpligtelsen eller erklæringen og dennes undertegnelse af de
kompetente myndigheder i begge medlemsstater (artikel 16-17).
Artikel 8 definerer nærmere, hvem der kan være "initiativtager": a) det offentlige eller private
organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller både tage initiativ til og gennemføre et
fælles projekt (f.eks. den virksomhed, der organiserer offentlig transport i Strasbourg, og som
har planer om at forlænge en sporvognslinje over grænsen til den tyske by Kehl), eller b) en
eller flere lokale eller regionale myndigheder, der er beliggende i en bestemt
grænseoverskridende region, eller som udøver offentlige beføjelser i denne
grænseoverskridende region (f.eks. byen Strasbourg eller den interkommunale struktur i
Eurometropolen Strasbourg eller byen Kehl), eller c) et organ med eller uden status som
juridisk person, oprettet med henblik på grænseoverskridende samarbejde, som befinder sig i,
eller som omfatter i det mindste delvist en bestemt grænseoverskridende region, herunder
europæiske grupper for territorialt samarbejde i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1082/2006, euroregioner, Euregios og lignende organer (f.eks. EGTC
Eurodistrict Strasbourg-Ortenau), eller d) en organisation, som er oprettet på vegne af
grænseoverskridende regioner med det formål at fremme grænseoverskridende territoriers
interesser og fremme netværkssamarbejde mellem aktører og udveksling af erfaringer, som
f.eks. Europæiske Grænseregioners Arbejdsfællesskab, Mission Opérationnelle
Transfrontalière eller Central European Service for Cross-border Initiatives, eller e) flere af
de enheder, der er omhandlet i litra a)-d), i fællesskab.
Initiativtageren bør udarbejde et initiativdokument, der omfatter de elementer, der er anført i
artikel 9. Undtagelsen i forhold til den "normalt" gældende nationale lovgivning begrænses
til det absolutte minimum med hensyn til det omfattede territorium og dens varighed.
De vigtigste aktører i medlemsstaterne, som anmodes om at indgå en forpligtelse eller udstede
en erklæring, er den nationale respektive de regionale grænsekoordinationspunkter, der
samarbejder med alle kompetente myndigheder i medlemsstaten og med deres modpart eller
18
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle
regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
19
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -
organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
DA 9 DA
modparter i nabomedlemsstaten (artikel 10 og 11). Inden en bestemt tidsfrist skal
grænsekoordinationspunktet reagere og afgøre, om der skal iværksættes en procedure til
indgåelse af en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring, om den retlige hindring er "reel",
og om der er fundet en anvendelig løsning på en eller flere af de retlige hindringer.
Initiativtager kan anmodes om at revidere eller supplere sit dokument (artikel 12).
Når initiativdokumentet anses for fuldstændigt, udarbejder grænsekoordinationspunktet et
udkast til en forpligtelse eller en erklæring og når, igen inden for en bestemt tidsfrist, til
enighed om teksten med den anden medlemsstat (artikel 13-15) for endelig at afslutte
proceduren (artikel 16-17). Den undertegnede forpligtelse eller erklæring skal indeholde de
oplysninger, der er anført i artikel 14, stk. 1. Den undertegnede forpligtelse eller erklæring
skal fremsendes ikke blot til initiativtager, men også til grænsekoordinationspunktet i
nabomedlemsstaten, den kompetente myndighed i egen medlemsstat, koordinationspunktet på
EU-plan og den myndighed eller det organ, som den forpligtende medlemsstat har udpeget
som ansvarlig for offentliggørelser (artikel 17, stk. 2, litra e)).
Kapitel 3 - Gennemførelse og overvågning af forpligtelser og erklæringer (artikel 18-20)
Forpligtelsen gennemføres, hvor dette er relevant, ved at ændre de eksisterende
forvaltningsakter, der er baseret på den "normalt" gældende nationale lovgivning, eller ved at
vedtage nye forvaltningsakter baseret på den lov, der er "trukket ind over grænsen"
(artikel 18). Hvis flere myndigheder hver især er kompetente for forskellige aspekter af en
kompleks retlig hindring, skal forpligtelsen ledsages af en tidsplan for hvert enkelt aspekt.
Under overholdelse af nærhedsprincippet skal vedtagelse og fremsendelse af ændrede eller
nye forvaltningsakter være underlagt den nationale lovgivning om administrative procedurer
(artikel 18, stk. 5).
Erklæringen skal gennemføres gennem en eller flere indgivelser af forslag til det kompetente
lovgivningsmæssige organ med henblik på at ændre den nationale lovgivning, således at den
dækker de nødvendige undtagelser (artikel 19).
I begge tilfælde skal grænsekoordinationspunktet underrette sin modpart i den anden
medlemsstat og koordinationspunktet på EU-plan, når alle planlagte trin er gennemført
(artikel 18, stk. 4 og 5, og artikel 19, stk. 6 og 7).
Medlemsstaterne kan beslutte, at grænsekoordinationspunktet kan minde den kompetente
myndighed om overholdelsen af de tidsfrister og tidsplaner, der er omhandlet i artikel 14, stk.
3 og artikel 18, stk. 1, og kan underrette den myndighed, der fører tilsyn med den kompetente
forpligtende myndighed eller det kompetente medlem af regeringen, om overskredne
tidsfrister eller tidsplaner, der er fastsat i en given forpligtelse eller erklæring (artikel 6, stk. 2,
litra e)).
Medlemsstaterne bør beslutte, hvilke myndigheder der skal overvåge overholdelsen af en
given forpligtelse og de ændrede bestemmelser vedtaget i medfør af en erklæring (artikel 20).
Baseret på forvaltningsakterne bør det overvåges, at de berørte parters forpligtelser og
rettigheder overholdes. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, om denne overvågning
overdrages til myndighederne i den medlemsstat, der har overført sine retlige bestemmelser,
da de pågældende myndigheder er mere fortrolige med disse regler, eller om den overdrages
til myndighederne i den medlemsstat, hvor de pågældende bestemmelser anvendes, da disse
myndigheder er mere fortrolige med det resterende retssystem i de forpligtende medlemsstater
og den lovgivning, de berørte parter er omfattet af.
DA 10 DA
Kapitel 4 - Retsbeskyttelse ved en forpligtelse eller en erklæring (artikel 21 og 22)
Ud fra erfaringer under forhandlingerne om EGTS-forordningen og som reaktion på nogle
medlemsstaters specifikke betænkeligheder bør der findes en afklaring af spørgsmålet om
retsbeskyttelse af personer bosat i en grænseoverskridende region, som mener sig krænket ved
handlinger eller undladelser som følge af myndighedernes anvendelse, i forbindelse med en
forpligtelse eller en erklæring, af en retslig bestemmelse fra en anden medlemsstat
(artikel 21, stk. 1).
Både for forpligtelser og erklæringer anvendes nabomedlemsstatens lovgivning i den
forpligtende medlemsstat som en integreret del af dens egen lovgivning, og retsbeskyttelsen
bør derfor være underlagt retsinstanserne i de forpligtende medlemsstater, også når personer
har deres lovlige bopæl i den overførende medlemsstat. Det samme bør gælde for
domstolsprøvelse over for de medlemsstater, hvis forvaltningsakt anfægtes (artikel 21, stk.
2). F.eks. bør en forvaltningsakt, der tillader anvendelsen af en sporvogn på tysk territorium i
henhold til fransk lov kun kunne anfægtes ved tyske retsinstanser.
Der bør anvendes en anden tilgang for domstolsprøvelse i forbindelse med overvågning af
anvendelsen af en forpligtelse eller en erklæring. Hvis en myndighed fra nabomedlemsstaten
(f.eks. Frankrig) har accepteret at overvåge anvendelsen af den ændrede lovgivning i
Tyskland (ved at inkorporere franske bestemmelser og fravige "normalt" gældende tyske
bestemmelser) og kan handle over for personer bosat i den grænseoverskridende region i eget
navn, skal de kompetente retsinstanser være instanser i den medlemsstat, hvor disse personer
har deres lovlige bopæl (artikel 22, stk. 1). Med andre ord hvis en fransk myndighed i eget
navn kan vedtage en forvaltningsakt, der er rettet til en sporvognsoperatør med lovlig bopæl i
Frankrig (med angivelse af, at denne sporvognsoperatør ikke har overholdt fransk lovgivning
vedrørende tekniske krav til elektriske signaler på tysk territorium), så er de franske
retsinstanser kompetente. Hvis den kompetente overførende myndighed imidlertid ikke kan
handle i eget navn, men på vegne af den kompetente forpligtende myndighed, skal de
kompetente retsinstanser være instanserne i den forpligtende medlemsstat, uanset personens
lovlige bopæl (artikel 22, stk. 2). Med andre ord hvis den franske myndighed overvåger
overholdelsen af fransk ret, men forvaltningsakten er i en tysk myndigheds navn, så er tyske
retsinstanser kompetente.
Kapitel 5 – Gennemførelse og afsluttende bestemmelser (artikel 23-26)
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning, navnlig for så vidt
angår udveksling af oplysninger mellem grænsekoordinationspunkterne og Kommissionen via
en database, der er oprettet og vedligeholdt af Kommissionen, bør der tillægges
gennemførelsesbeføjelser i overensstemmelse med lovgivningen om udvalgsproceduren. Af
praktiske og koordineringsmæssige hensyn vil "Koordinationsudvalget for de Europæiske
Struktur- og Investeringsfonde" være det kompetente udvalg i denne sammenhæng (artikel
23).
De afsluttende bestemmelser20
fastsætter medlemsstaternes forpligtelse til at udarbejde de
nationale bestemmelser, der er nødvendige for at sikre en effektiv anvendelse af den
foreslåede forordning (artikel 24, stk. 1), og underrette Kommissionen senest et år efter
ikrafttrædelsen af den foreslåede forordning både om nationale gennemførelsesbestemmelser
og om oprettelsen af nationale eller regionale grænsekoordinationspunkter (artikel 24, stk. 2).
20
Baseret på erfaringen med de tilsvarende bestemmelser i forordning (EF) nr. 1082/2006 (artikel 16 og
18).
DA 11 DA
Da disse bestemmelser vil præcisere de grænseregioner i en given medlemsstat, der er
omfattet af mekanismen, kan Kommissionen vurdere, om medlemsstaten har valgt en anden
mekanisme for grænser, der ikke er nævnt. Medlemsstaterne bør dog også udtrykkeligt
informere om et sådant valg i henhold til artikel 4, men uden fastsættelse af en tidsfrist
(artikel 24, stk. 3).
Artikel 25 fastsætter en forpligtelse for Kommissionen til at fremsende en rapport om
anvendelsen af den foreslåede forordning senest fem år efter dens vedtagelse.
Anvendelsen af forordningen bør udskydes med et år efter dens ikrafttrædelse for at give
medlemsstaterne et år til at vedtage deres nationale gennemførelsesbestemmelser (artikel 26).
DA 12 DA
2018/0198 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om en mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en
grænseoverskridende sammenhæng
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 175,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg21
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget22
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I traktatens artikel 175, stk. 3, er det fastsat, at der ud over de fonde, der er omhandlet i
stk. 1 i nævnte artikel, kan vedtages særlige aktioner med henblik på at nå det mål om
økonomisk og social samhørighed, der er opstillet i traktaten. En harmonisk udvikling
af hele Unionens territorium og en styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale
samhørighed forudsætter en styrkelse af det territoriale samarbejde. Med henblik herpå
bør der vedtages de fornødne foranstaltninger for at forbedre betingelserne for
gennemførelse af aktioner vedrørende territorialt samarbejde.
(2) I traktatens artikel 174 anerkendes grænseregionernes udfordringer, og det fastslås, at
Unionen, når den udvikler og fortsætter sin indsats for at styrke sin økonomiske,
sociale og territoriale samhørighed, skal lægge særlig vægt på disse regioner. Som
følge af det øgede antal af land- og søgrænser har Unionen og dens umiddelbare
naboer i Den Europæiske Frihandelssammenslutning ("EFTA") 40 indre landgrænser.
(3) I sin meddelelse "Fremme af vækst og samhørighed i EU's grænseregioner"23
("meddelelsen om grænseregioner") gjorde Kommissionen gældende, at den
europæiske integrationsproces inden for de seneste årtier har bistået de indre
grænseregioner med at udvikle sig hovedsageligt fra randområder til områder med
vækst og muligheder. Fuldførelsen af det indre marked i 1992 betød en stigning i EU's
produktivitet og en reduktion af omkostningerne gennem afskaffelsen af
toldformaliteter, harmonisering eller gensidig anerkendelse af tekniske forskrifter og
lavere priser som følge af konkurrence; samhandelen inden for Unionen er steget med
15 % inden for 10 år, og der er skabt yderligere vækst og ca. 2,5 mio. flere
arbejdspladser.
21
Endnu ikke offentliggjort i EUT.
22
Endnu ikke offentliggjort i EUT.
23
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Fremme af vækst og samhørighed i
EU's grænseregioner (COM(2017) 534 final af 20.9.2017).
DA 13 DA
(4) Meddelelsen om grænseregioner har også dokumenteret den omstændighed, at der
stadig findes en række juridiske barrierer i grænseregioner, især vedrørende
sundhedsydelser, arbejdsmarkedslovgivning, beskatning, erhvervsudvikling og
hindringer i forbindelse med forskellige administrative kulturer og nationale
lovgivninger. Hverken finansiering til europæisk territorialt samarbejde eller
institutionel støtte til samarbejde mellem de europæiske grupper for territorialt
samarbejde (EGTS'er) er tilstrækkelig i sig selv til at imødegå disse barrierer, som
udgør reelle hindringer for et effektivt samarbejde.
(5) Siden 1990 har programmerne i henhold til målet om det europæiske territoriale
samarbejde, bedre kendt som "Interreg"24
, støttet grænseoverskridende
samarbejdsprogrammer i EU's grænseregioner, herunder også i regioner, der grænser
op til EFTA-lande. Der er finansieret tusindvis af projekter og initiativer, der har
bidraget til at forbedre den europæiske integration. De vigtigste resultater af Interreg-
programmerne omfatter: øget tillid, bedre netværksmuligheder, bedre miljø, bedre
sundhed og økonomisk vækst. Med alt fra mellemfolkelige projekter til
infrastrukturinvesteringer og støtte til institutionelle samarbejdsinitiativer har Interreg
gjort en reel forskel for grænseregionerne og bidraget til deres omstilling. Interreg har
også støttet samarbejde om visse søgrænser. Dog er retlige hindringer langt mindre
aktuelle for søgrænseregioner som følge af den fysiske umulighed for at passere
grænsen dagligt eller flere gange om ugen med henblik på arbejde og uddannelse,
indkøb, brug af faciliteter og tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse eller
en kombination heraf eller i tilfælde af en hurtig katastrofeindsats.
(6) Økonomisk støtte gennem Interreg til grænseoverskridende samarbejde er blevet
suppleret af EGTS'erne, der er blevet oprettet siden 2006 i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/200625
. I henhold til artikel 7, stk. 4,
første afsnit, i forordning (EF) nr. 1082/2006 kan EGTS'er imidlertid ikke udøve
lovgivningsmæssige beføjelser for at imødegå retlige og administrative hindringer i en
grænseoverskridende sammenhæng.
(7) Kommissionen henviser i sin meddelelse om grænseregioner blandt andre
foranstaltninger til et initiativ, der blev iværksat under det luxembourgske
formandskab i 2015: En række medlemsstater overvejer i øjeblikket fordelene ved et
nyt instrument, som vil forenkle grænseoverskridende projekter ved på frivillig basis
og med de ansvarlige kompetente myndigheders samtykke at gøre det muligt at
anvende én medlemsstats bestemmelser i nabomedlemsstaten. Dette vil gælde for et
enkelt projekt eller en enkelt foranstaltning af begrænset varighed, som er knyttet til en
grænseregion og er iværksat af lokale og/eller regionale myndigheder.
(8) Selv om der allerede findes en række effektive mekanismer for grænseoverskridende
samarbejde på mellemstatsligt, regionalt og lokalt niveau i visse regioner af Unionen,
dækker de langt fra alle EU's grænseregioner. For at supplere de eksisterende
systemer, er det derfor nødvendigt at etablere en frivillig mekanisme til at imødegå
retlige og administrative hindringer i alle grænseregioner ("mekanismen").
(9) Under hensyntagen til den forfatningsmæssige og institutionelle struktur i
medlemsstaterne bør anvendelsen af mekanismen være frivillig for de grænseregioner
i en given medlemsstat, hvor der findes en anden effektiv mekanisme, eller hvor en
24
Fem programmeringsperioder af Interreg har efterfulgt hinanden: Interreg I (1990-1993), Interreg II
(1994-1999), Interreg III (2000-2006), Interreg IV (2007-2013) og Interreg V (2014-2020).
25
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en
europæisk gruppe for territorialt samarbejde ("EGTS") (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19).
DA 14 DA
sådan kan etableres med nabomedlemsstaten. Den bør omfatte to mulige
foranstaltninger: indgåelsen af en europæisk grænseoverskridende forpligtelse
("forpligtelsen") eller undertegnelsen af en europæisk grænseoverskridende erklæring
("erklæringen").
(10) Forpligtelsen bør være selveffektuerende, dvs. at i henhold til indgåelsen af
forpligtelsen skal visse retlige bestemmelser fra en medlemsstat anvendes på
nabomedlemsstatens territorium. Det bør også accepteres, at medlemsstaterne vedtager
en retsakt, der giver mulighed for indgåelse af en forpligtelse for at undgå, at national
lovgivning, der formelt er vedtaget af et lovgivende organ, fraviges af en anden
myndighed end dette lovgivende organ i strid med retssikkerhed og gennemsigtighed
eller begge dele.
(11) Erklæringen vil dog stadig kræve en lovgivningsprocedure i medlemsstaten. Den
myndighed, der udsteder erklæringen, bør formelt angive, at den inden en bestemt
tidsfrist vil udløse en lovgivningsprocedure, der er nødvendig for at ændre den normalt
gældende nationale lovgivning, og anvende lovgivningen fra en nabomedlemsstat som
en udtrykkelig undtagelse.
(12) Retlige hindringer rammer overvejende personer, som interagerer ved landgrænser,
eftersom disse passerer grænsen dagligt eller ugentligt. For at koncentrere virkningen
af denne forordning på de regioner, der er tættest på grænsen, og som har størst mulig
integration og samspil mellem nabomedlemsstater, bør denne forordning derfor gælde
grænseoverskridende regioner, hvorved forstås det territorium, der er dækket af
nabolande i grænseregioner i to eller flere medlemsstater på NUTS 3-regionsniveau26
.
Dette bør ikke forhindre medlemsstaterne i også at anvende mekanismen på andre
søgrænser og ydre grænser end dem, der grænser op til EFTA-lande.
(13) Med henblik på at samordne de forskellige myndigheders opgaver, som i nogle
medlemsstater omfatter nationale og regionale lovgivende organer inden for en given
medlemsstat og mellem en eller flere nabomedlemsstater, bør hver medlemsstat, der
vælger mekanismen, være forpligtet til at oprette et nationalt og i givet fald flere
regionale grænsekoordinationspunkter og definere deres opgaver og kompetencer i de
forskellige trin af mekanismen; det skal omfatte indledning, indgåelse, gennemførelse
og overvågning af forpligtelser og erklæringer.
(14) Kommissionen bør oprette et koordinationspunkt på EU-plan, som annonceret i
meddelelsen om grænseregioner. Dette koordinationspunkt bør samarbejde med de
forskellige nationale og, hvor det er relevant, regionale grænsekoordinationspunkter.
Kommissionen bør oprette og vedligeholde en database over forpligtelser og
erklæringer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 45/200127
.
(15) Denne forordning bør fastsætte proceduren for indgåelse af en forpligtelse og
udstedelse af en erklæring og udførligt beskrive de forskellige trin; udarbejdelse og
indgivelse af et initiativdokument, en foreløbig analyse foretaget af den medlemsstat,
som skal anvende de retlige bestemmelser fra nabomedlemsstaten, udarbejdelse af den
forpligtelse eller erklæring, der skal indgås, og endelig indgåelsesproceduren både for
forpligtelsen og erklæringen. De elementer, der skal dækkes af initiativdokumentet,
26
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 af 26. maj 2003 om indførelse af en
fælles nomenklatur for regionale enheder (NUTS) (EUT L 154 af 21.6.2003, s. 1).
27
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -
organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
DA 15 DA
udkastet og de endelige forpligtelser og erklæringer, bør også fastlægges nærmere
samt de relevante tidsfrister.
(16) Denne forordning bør især også fastlægge, hvem der kan være initiativtager til et
fælles projekt. Da mekanismen forventes at forbedre gennemførelsen af fælles
grænseoverskridende projekter, bør den første gruppe være organer, der kan tage
initiativ til eller både tage initiativ til og gennemføre et sådant fælles projekt.
Udtrykket projekt skal forstås i bred forstand og omfatte både en specifik infrastruktur
eller en række aktiviteter knyttet til et bestemt territorium eller begge dele. For det
andet bør en lokal eller regional myndighed, der befinder sig i en bestemt
grænseoverskridende region, eller som udøver offentlige beføjelser i denne
grænseoverskridende region, have beføjelse til at tage initiativ til at anvende national
lovgivning, der udgør en hindring, men hvor ændringen eller fravigelsen af denne lov
ligger uden for myndighedens institutionelle kompetence. For det tredje bør organer
oprettet med henblik på grænseoverskridende samarbejde, som befinder sig i, eller
som i det mindste delvist dækker en bestemt grænseoverskridende region, herunder
EGTS'er, eller lignende organer, der har til opgave at organisere grænseoverskridende
udvikling på en struktureret måde, kunne være initiativtager. Endelig bør organer, der
er specialiseret i grænseoverskridende samarbejde, som også kan have kendskab til
midler til effektiv imødegåelse, der anvendes i andre dele af Unionen i lignende sager,
også kunne iværksætte et initiativ. Med henblik på at skabe synergi mellem organer,
der er direkte berørt af hindringen, og organer, som generelt er eksperter i
grænseoverskridende samarbejde, kan alle grupper iværksætte mekanismen i
fællesskab.
(17) Den vigtigste aktør i de medlemsstater, som anmodes om at indgå en forpligtelse eller
udstede en erklæring, bør være den respektive nationale eller de respektive regionale
grænsekoordinationspunkter, der skal samarbejde med alle kompetente myndigheder i
medlemsstaten og med modparten i nabomedlemsstaten. Det bør også klart fastlægges,
at grænsekoordinationspunktet kan afgøre, om en procedure, der fører til indgåelse af
en forpligtelse eller udstedelse af en erklæring, skal iværksættes, eller om der allerede
er fundet en løsning på en eller flere retlige hindringer, der vil kunne anvendes. På den
anden side bør det også fastlægges, at den medlemsstat, hvis retlige bestemmelser skal
anvendes i den anden medlemsstat, kan afvise en sådan anvendelse uden for dens
territorium. Enhver afgørelse bør begrundes og meddeles.
(18) Denne forordning bør fastlægge nærmere bestemmelser for gennemførelse, anvendelse
og overvågning af de forpligtelser og erklæringer, der skal indgås og undertegnes.
(19) Gennemførelsen af en selveffektuerende forpligtelse bør omfatte anvendelsen af en
anden medlemsstats nationale bestemmelser. Dette bør betyde enten ændring af
juridisk bindende forvaltningsakter, der allerede er vedtaget i overensstemmelse med
"normalt" gældende national lovgivning, eller, hvis dette endnu ikke er sket,
vedtagelse af nye forvaltningsakter baseret på lovgivningen i en anden medlemsstat.
Hvis flere myndigheder hver især er kompetente for forskellige aspekter af en
kompleks retlig hindring, bør forpligtelsen ledsages af en tidsplan for hvert enkelt
aspekt. Under overholdelse af nærhedsprincippet bør vedtagelse og fremsendelse af
ændrede eller nye forvaltningsakter følge den nationale lovgivning om administrative
procedurer.
(20) Gennemførelsen af erklæringer bør hovedsageligt bestå i udarbejdelse og indgivelse af
et lovgivningsmæssigt forslag om ændring af den gældende nationale lovgivning eller
om fravigelse heraf. Når disse ændringer eller fravigelser er vedtaget, bør de
DA 16 DA
offentliggøres og derefter gennemføres ligesom forpligtelserne gennem ændring og
vedtagelse af retligt bindende forvaltningsakter.
(21) Baseret på de retligt bindende retsakter bør det overvåges, at de berørte parters
forpligtelser og rettigheder overholdes. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, om denne
overvågning overdrages til myndighederne i den medlemsstat, der har overført sine
retlige bestemmelser, da de pågældende myndigheder er mere fortrolige med disse
regler, eller om denne overvågning overdrages til myndighederne i den medlemsstat,
hvor de pågældende bestemmelser anvendes, da disse myndigheder er mere fortrolige
med det resterende retssystem i de forpligtende medlemsstater og den lovgivning, de
berørte parter er omfattet af.
(22) Beskyttelsen af fysiske personer bosat i grænseoverskridende regioner, som er direkte
eller indirekte berørt af anvendelsen og overvågningen af en forpligtelse og den
ændrede lovgivning i medfør af en erklæring, og som mener sig krænket ved
handlinger eller undladelser i forbindelse med anvendelsen, bør præciseres. Både for
forpligtelser og erklæringer vil nabomedlemsstatens lovgivning blive anvendt i den
forpligtende medlemsstat som en integreret del af dens egen lovgivning, og
retsbeskyttelsen bør derfor være underlagt retsinstanserne i de forpligtende
medlemsstater, også når personerne har deres lovlige bopæl i den overførende
medlemsstat. Det samme princip bør gælde for domstolsprøvelse over for de
medlemsstater, hvis forvaltningsakt anfægtes. Der bør dog anvendes en anden tilgang
for domstolsprøvelse i forbindelse med overvågning af anvendelsen af en forpligtelse
eller en erklæring. Når en myndighed fra den overførende medlemsstat har accepteret
at overvåge anvendelsen af den forpligtende medlemsstats ændrede retlige
bestemmelser og kan handle over for personer bosat i den grænseoverskridende region
på vegne af myndigheder i den forpligtende medlemsstat, men i eget navn, bør de
kompetente retsinstanser være instanserne i den medlemsstat, hvor disse personer har
deres lovlige bopæl. Hvis den kompetente overførende myndighed til gengæld ikke
kan handle i eget navn, men på vegne af den kompetente forpligtende myndighed, bør
de kompetente retsinstanser være instanserne i den forpligtende medlemsstat, uanset
personens lovlige bopæl.
(23) Denne forordning bør fastsætte bestemmelser for gennemførelse, overvågning af dens
anvendelse og for medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til deres nationale
gennemførelsesbestemmelser.
(24) For at oprette en database i henhold til artikel 8 bør Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser med henblik på at fastlægge regler for dens drift, beskyttelse
af data og den model, der skal anvendes, når der indgives oplysninger af
grænsekoordinationspunkterne om gennemførelsen og anvendelsen af mekanismen.
Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/201128
. Af praktiske og
koordineringsmæssige hensyn bør "Koordinationsudvalget for de Europæiske
Struktur- og Investeringsfonde" være det kompetente udvalg for
vedtagelsesproceduren for gennemførelsesretsakter.
(25) De nationale gennemførelsesbestemmelser skal specificere, hvilke grænseregioner i en
given medlemsstat der er omfattet af forpligtelsen eller erklæringen. Kommissionen
28
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle
regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
DA 17 DA
kan på denne baggrund vurdere, om medlemsstaten har valgt en anden mekanisme for
den grænse, der ikke er nævnt.
(26) Forordningen respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper,
der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger (artikel 8), retten til uddannelse
(artikel 14), erhvervsfriheden og retten til at arbejde (artikel 15), herunder frihed til at
søge beskæftigelse, arbejde, etablere sig og levere tjenesteydelser i alle
medlemsstaterne, friheden til at oprette og drive egen virksomhed (artikel 16),
adgangen til social sikring og social bistand (artikel 34), adgangen til
sundhedsbeskyttelse (artikel 35) og adgangen til tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse (artikel 36).
(27) Betingelserne for territorialt samarbejde bør etableres i overensstemmelse med
nærhedsprincippet i artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union.
Medlemsstaterne har iværksat individuelle, bilaterale eller endog multilaterale
initiativer til at imødegå retlige grænsehindringer. Disse mekanismer findes imidlertid
ikke i alle medlemsstater eller for alle grænser i en given medlemsstat.
Finansieringsinstrumenterne (især Interreg) og de juridiske instrumenter (især
EGTS'erne), der findes på EU-plan, har hidtil ikke været tilstrækkelige til at imødegå
retlige grænsehindringer i hele Unionen. Målsætningerne for den foreslåede
foranstaltning kan derfor ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne,
hverken på centralt plan eller på regionalt og lokalt plan, men kan på grund af
omfanget eller virkningerne af den foreslåede handling bedre gennemføres på EU-
plan. Yderligere handling fra Unionens side er derfor nødvendig.
(28) I medfør af proportionalitetsprincippet i artikel 5, stk. 4, i TEU, bør indholdet og
formen af Unionens handling ikke gå videre end nødvendigt for at nå målene i
traktaterne. Anvendelsen af den særlige mekanisme, der etableres i henhold til denne
forordning, er frivillig. Hvis en medlemsstat beslutter i forbindelse med en specifik
grænse med en eller flere nabomedlemsstater fortsat at imødegå retlige hindringer i en
specifik grænseoverskridende region i henhold til de effektive mekanismer, den har
etableret på nationalt plan, eller som den har etableret formelt eller uformelt sammen
med en eller flere nabomedlemsstater, er det ikke nødvendigt at vælge den mekanisme,
der etableres under denne forordning. Det samme gælder, når en medlemsstat
beslutter, i forbindelse med en specifik grænse med en eller flere nabomedlemsstater,
at deltage i en eksisterende effektiv mekanisme, der er etableret formelt eller uformelt
af en eller flere nabomedlemsstater, forudsat at deltagelse i denne mekanisme er
mulig, er det heller ikke nødvendigt at vælge den mekanisme, der etableres under
denne forordning. Denne forordning går derfor ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå målsætningerne for de grænseoverskridende regioner, hvor medlemsstaterne
ikke har effektive mekanismer til at imødegå retlige hindringer —
DA 18 DA
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL I
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
Genstand
1. Ved denne forordning indføres der en mekanisme, der tillader en medlemsstat for en
grænseoverskridende region at anvende retlige bestemmelser fra en anden
medlemsstat, hvis anvendelsen af retlige bestemmelser fra førstnævnte medlemsstat
vil udgøre en retlig hindring, der vil hæmme gennemførelsen af et fælles projekt
("mekanismen").
2. Mekanismen omfatter en eller flere af følgende foranstaltninger:
a) indgåelsen af en europæisk grænseoverskridende forpligtelse, der er
selveffektuerende
b) udstedelse af en europæisk grænseoverskridende erklæring, som vil kræve en
lovgivningsprocedure i medlemsstaten.
3. I denne forordning fastsættes der også bestemmelser om
a) organisationen af og opgaverne under grænsekoordinationspunkterne i
medlemsstaterne
b) Kommissionens koordinerende rolle med hensyn til mekanismen
c) den retlige beskyttelse af personer bosat i en grænseoverskridende region for så
vidt angår mekanismen.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Denne forordning finder anvendelse på grænseoverskridende regioner som defineret i
artikel 3, nr. 1).
2. Hvis en medlemsstat består af flere territoriale enheder med lovgivningsmæssige
beføjelser, finder denne forordning også anvendelse på disse territoriale enheder,
herunder på deres respektive myndigheder eller retlige bestemmelser.
Artikel 3
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
1) "grænseoverskridende region": et territorium dækket af nabogrænseregioner langs
med landgrænser i to eller flere medlemsstater på NUTS 3-regionsniveau
2) "fælles projekt": enhver infrastruktur med en virkning i en bestemt
grænseoverskridende region eller enhver tjenesteydelse af almen økonomisk
interesse, som leveres i en bestemt grænseoverskridende region
3) "retlig bestemmelse": enhver retlig eller administrativ bestemmelse, regel eller
administrativ praksis, der gælder for et fælles projekt, uanset om den er vedtaget eller
gennemført af et lovgivende eller et udøvende organ
DA 19 DA
4) "retlig hindring": enhver retlig bestemmelse om planlægning, udvikling, ansættelse
af personale, finansiering eller drift af et fælles projekt, der hindrer det iboende
potentiale i en grænseregions interaktion på tværs af grænserne
5) "initiativtager": den aktør, som identificerer den retlige hindring og udløser
mekanismen ved at indgive et initiativdokument
6) "initiativdokument": det dokument, der er udarbejdet af en eller flere initiativtagere,
og som udløser mekanismen
7) "den forpligtende medlemsstat": den medlemsstat, på hvis territorium en eller flere
retlige bestemmelser fra en overførende medlemsstat vil finde anvendelse under en
given europæisk grænseoverskridende forpligtelse ("forpligtelsen") eller en
europæisk grænseoverskridende erklæring ("erklæringen"), eller hvor der i mangel af
passende retlige bestemmelser vil blive etableret en juridisk ad hoc-løsning
8) "den overførende medlemsstat": den medlemsstat, hvis retlige bestemmelser vil finde
anvendelse i den forpligtende medlemsstat under en given forpligtelse eller erklæring
9) "kompetent forpligtende myndighed": den myndighed i den forpligtende
medlemsstat, der har kompetence til at acceptere anvendelsen af de retlige
bestemmelser fra den overførende medlemsstat på sit territorium under en given
forpligtelse, eller i tilfælde af en erklæring til at forpligte sig til at indlede den
lovgivningsprocedure, der er nødvendig for at fravige nationale retlige bestemmelser
10) "kompetent overførende myndighed": den myndighed i den overførende
medlemsstat, der har kompetence til at vedtage de retlige bestemmelser, som vil
finde anvendelse i den forpligtende medlemsstat, og anvende disse på sit eget
territorium eller begge dele
11) "anvendelsesområde": det område i den forpligtende medlemsstat, hvor den
overførende medlemsstats retlige bestemmelser eller en juridisk ad hoc-løsning
finder anvendelse.
Artikel 4
Medlemsstaternes muligheder for at imødegå retlige hindringer
1. Medlemsstaten vælger enten at anvende mekanismen eller anvende de eksisterende
metoder til at imødegå retlige hindringer, der hæmmer gennemførelsen af et fælles
projekt i grænseoverskridende regioner ved en bestemt grænse med én eller flere
nabomedlemsstater.
2. En medlemsstat kan endvidere i forbindelse med en bestemt grænse med en eller
flere nabomedlemsstater beslutte at deltage i en eksisterende effektiv metode, der er
etableret formelt eller uformelt af én eller flere nabomedlemsstater.
3. Medlemsstaterne kan også anvende mekanismen i grænseoverskridende regioner på
søgrænser eller i grænseoverskridende regioner mellem en eller flere medlemsstater
og et eller flere tredjelande eller et eller flere oversøiske lande og territorier.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver beslutning, der træffes i
henhold til denne artikel.
DA 20 DA
Artikel 5
Grænsekoordinationspunkter
1. Hvis en medlemsstat vælger at anvende mekanismen, opretter den et eller flere
grænsekoordinationspunkter på en af følgende måder ved at:
a) udpege et grænseoverskridende koordinationspunkt som et særskilt organ på
nationalt eller regionalt niveau eller på begge niveauer
b) oprette et grænsekoordinationspunkt inden for en eksisterende myndighed eller
et eksisterende organ på nationalt eller regionalt niveau
c) overdrage yderligere opgaver til en egnet myndighed eller til et egnet organ
som nationalt eller regionalt grænsekoordinationspunkt.
2. Forpligtende og overførende medlemsstater fastsætter ligeledes:
a) om det er grænsekoordinationspunktet eller en kompetent forpligtende eller
overførende myndighed, der kan indgå og undertegne en forpligtelse og
beslutte, hvilken gældende national lov der skal fraviges fra datoen for
ikrafttrædelsen af denne forpligtelse, eller
b) om det er grænsekoordinationspunktet eller en kompetent forpligtende eller
overførende myndighed, der kan undertegne en erklæring, og formelt anføre
deri, at den kompetente forpligtende myndighed træffer de nødvendige
forholdsregler med hensyn til retsakter eller andre retsforskrifter, der skal
vedtages af kompetente lovgivende organer i den pågældende medlemsstat
inden for en bestemt tidsfrist.
3. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de udpegede
grænsekoordinationspunkter senest ved begyndelsesdatoen for anvendelsen af denne
forordning.
Artikel 6
Grænsekoordinationspunkternes opgaver
1. Hvert grænsekoordinationspunkt har som minimum til opgave at:
a) gennemføre den procedure, der er fastsat i artikel 10 og 11
b) koordinere udarbejdelsen, undertegnelsen, gennemførelsen og overvågningen
af alle forpligtelser og erklæringer vedrørende sin medlemsstats territorium
c) oprette og vedligeholde en database over alle grænsekoordinationspunkter
vedrørende sin medlemsstats territorium
d) samarbejde, i det omfang de findes, med grænsekoordinationspunkterne i
nabomedlemsstaten eller -staterne og med grænsekoordinationspunkterne i
andre territoriale enheder, der har lovgivningsmæssige beføjelser, i
koordinationspunktets egen medlemsstat eller i en anden medlemsstat
e) samarbejde med Kommissionen, og
f) støtte Kommissionen for så vidt angår dennes database over forpligtelser og
erklæringer.
2. Hver medlemsstat eller hver territorial enhed med lovgivningsmæssige beføjelser i
denne medlemsstat kan beslutte at pålægge det relevante grænsekoordinationspunkt:
DA 21 DA
a) i givet fald at indgå forpligtelser eller færdiggøre erklæringer i henhold til
artikel 16, stk. 2 og artikel 17, stk. 2
b) efter anmodning fra en bestemt initiativtager, at støtte denne initiativtager, bl.a.
ved at identificere den kompetente forpligtende myndighed i den samme
medlemsstat eller den kompetente overførende myndighed i en anden
medlemsstat
c) efter anmodning fra en bestemt kompetent forpligtende myndighed, som
befinder sig i en anden medlemsstat uden eget grænsekoordinationspunkt, at
foretage en foreløbig analyse af et initiativdokument
d) at overvåge gennemførelsen af alle forpligtelser og erklæringer vedrørende sin
medlemsstats territorium
e) at minde den kompetente forpligtende myndighed om at overholde de
tidsfrister, der er fastsat i en given forpligtelse eller erklæring, og anmode om
svar inden for en bestemt tidsfrist
f) at underrette den myndighed, der fører tilsyn med den kompetente forpligtende
myndighed, om eventuelle overskredne tidsfrister som fastsat i en given
forpligtelse eller erklæring.
3. Hvis mindst én af flere retlige hindringer vedrører et spørgsmål om
lovgivningsmæssig kompetence på nationalt plan, påtager det nationale
grænsekoordinationspunkt sig de opgaver, der er fastsat i artikel 9-17, og koordinerer
med det eller de relevante regionale grænsekoordinationspunkter i den samme
medlemsstat, medmindre medlemsstaten har besluttet, at de opgaver, der er fastsat i
artikel 14-17, overdrages til en kompetent forpligtende myndighed på nationalt plan.
4. Hvis ingen af de retlige hindringer vedrører et spørgsmål om lovgivningsmæssig
kompetence på nationalt plan, påtager det regionale grænsekoordinationspunkt sig de
opgaver, der er fastsat i artikel 9-17, og koordinerer med det eller de øvrige relevante
regionale grænsekoordinationspunkter i den samme medlemsstat, i tilfælde hvor et
fælles projekt vedrører mere end en territorial enhed, medmindre medlemsstaten har
besluttet, at de opgaver, der er fastsat i artikel 14-17, overdrages til et nationalt
grænsekoordinationspunkt. Det pågældende kompetente regionale
grænsekoordinationspunkt holder det nationale grænsekoordinationspunkt underrettet
om enhver procedure i forbindelse med en forpligtelse eller en erklæring.
Artikel 7
Kommissionens koordineringsopgaver
1. Kommissionen varetager følgende koordineringsopgaver:
a) samarbejde med grænsekoordinationspunkterne
b) offentliggørelse og ajourføring af en liste over alle nationale og regionale
grænsekoordinationspunkter
c) oprettelse og vedligeholdelse af en database over alle forpligtelser og
erklæringer.
2. Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt med hensyn til driften af den
database, der er omhandlet i stk. 1, litra c), og de formularer, der skal anvendes, når
der indgives oplysninger af grænsekoordinationspunkterne om gennemførelsen og
DA 22 DA
anvendelsen af mekanismen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter
rådgivningsproceduren i artikel 23, stk. 2.
KAPITEL II
Procedure for indgåelse og undertegnelse af en forpligtelse og for
undertegnelse af en erklæring
Artikel 8
Udarbejdelse og indgivelse af initiativdokumentet
1. Initiativtager identificerer den retlige hindring med hensyn til planlægning,
udvikling, ansættelse af personale, finansiering eller drift af et fælles projekt.
2. Initiativtager har en af følgende former:
a) det offentlige eller private organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller
både tage initiativ til og gennemføre det fælles projekt
b) en eller flere lokale eller regionale myndigheder, der befinder sig i en bestemt
grænseoverskridende region, eller som udøver offentlige beføjelser i denne
grænseoverskridende region
c) et organ med eller uden status som juridisk person, oprettet med henblik på
grænseoverskridende samarbejde, som befinder sig i, eller som omfatter i det
mindste delvist en bestemt grænseoverskridende region, herunder europæiske
grupper for territorialt samarbejde i henhold til forordning (EF) nr. 1082/2006,
euroregioner, Euregios og lignende organer
d) en organisation, som er oprettet på vegne af grænseoverskridende regioner med
det formål at fremme grænseoverskridende territoriers interesser og fremme
netværkssamarbejde mellem aktører og udveksling af erfaringer, som f.eks.
Europæiske Grænseregioners Arbejdsfællesskab, Mission Opérationnelle
Transfrontalière eller Central European Service for Cross-border Initiatives,
eller
e) flere af de enheder, der er omhandlet i litra a)-d), i fællesskab.
3. Initiativtager udarbejder et initiativdokument i overensstemmelse med artikel 9.
4. Initiativtager indgiver initiativdokumentet for det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat og fremsender en kopi til
det kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat.
Artikel 9
Initiativdokumentets indhold
1. Initiativdokumentet indeholder som minimum følgende elementer:
a) en beskrivelse af det fælles projekt og dets baggrund, den dertil svarende
retlige hindring i den forpligtende medlemsstat og begrundelsen for at imødegå
den retlige hindring
b) en liste over de specifikke retlige bestemmelser i den overførende medlemsstat,
der imødegår de retlige hindringer eller, hvis der ikke findes passende retlige
bestemmelser, et forslag til en juridisk ad hoc-løsning
DA 23 DA
c) en begrundelse for anvendelsesområdet
d) den formodede varighed eller, hvor det er behørigt begrundet, oplysninger om
ubegrænset varighed
e) en liste over den eller de kompetente forpligtende myndigheder
f) en liste over den eller de kompetente overførende myndigheder.
2. Anvendelsesområdet begrænses til det minimum, der er nødvendigt for at sikre en
effektiv gennemførelse af det fælles projekt.
Artikel 10
Foreløbig analyse af initiativdokumentet foretaget af den forpligtende medlemsstat
1. Det kompetente grænsekoordinationspunkt analyserer initiativdokumentet. Det
samarbejder med alle kompetente forpligtende myndigheder og med det nationale
eller i givet fald andre regionale grænsekoordinationspunkter i den forpligtende
medlemsstat og med det nationale grænsekoordinationspunkt i den overførende
medlemsstat.
2. Senest tre måneder efter modtagelsen af initiativdokumentet iværksætter det
kompetente grænsekoordinationspunkt et eller flere af følgende tiltag, som
fremsendes skriftligt til initiativtager:
a) underretter initiativtager om, at initiativdokumentet er udarbejdet i
overensstemmelse med artikel 9 og derfor er gyldigt
b) anmoder om nødvendigt om indgivelse af et revideret initiativdokument eller
yderligere specifikke oplysninger, samtidig med at det præciseres, hvorfor og i
hvilket aspekt initiativdokumentet ikke betragtes som tilstrækkeligt
c) underretter initiativtager om sin vurdering af, at der ikke foreligger nogen retlig
hindring, og angiver samtidig årsagerne hertil og henviser også til midlerne til
domstolsprøvelse af denne afgørelse i henhold til den nationale lovgivning i
den forpligtende medlemsstat
d) underretter initiativtager om sin vurdering af, at den retlige hindring består af ét
af de tilfælde, der er anført i artikel 12, stk. 4, og beskriver den forpligtende
myndigheds forpligtelse til at ændre eller tilpasse denne retlige hindring
e) underretter initiativtager om sin vurdering af, at den retlige hindring består af
en af de situationer, der er omhandlet i artikel 12, stk. 4, og begrunder afslaget
på at ændre eller tilpasse denne retlige hindring og henviser til midlerne til
domstolsprøvelse af denne afgørelse i henhold til den nationale lovgivning i
den forpligtende medlemsstat
f) forpligter sig over for initiativtager til at imødegå den eller de retlige hindringer
inden for seks måneder, enten ved at undertegne en forpligtelse med
grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat eller med den
kompetente overførende myndighed, der er udpeget af den overførende
medlemsstat, eller ved at foreslå en juridisk ad hoc-løsning inden for den
forpligtende medlemsstats lovgivning.
3. I behørigt begrundede tilfælde kan den kompetente forpligtende myndighed forlænge
den tidsfrist, der er omhandlet i stk. 2, litra f), en gang med op til højst seks måneder
og underrette initiativtager og den overførende medlemsstat herom, samtidig med at
det begrundes skriftligt.
DA 24 DA
Artikel 11
Foreløbig analyse af initiativdokumentet foretaget af den overførende medlemsstat
Ved modtagelsen af et initiativdokument skal det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
overførende medlemsstat også udføre de opgaver, der er anført i artikel 10, stk. 2, og kan
sende sin foreløbige reaktion til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende
medlemsstat.
Artikel 12
Opfølgning på den foreløbige analyse af initiativdokumentet
1. Hvis det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
anmoder om et revideret initiativdokument eller yderligere specifikke oplysninger,
foretager det en analyse af det reviderede initiativdokument eller de yderligere
specifikke oplysninger eller begge dele og iværksætter tiltag senest tre måneder efter
modtagelsen heraf, som om initiativdokumentet blev indgivet for første gang.
2. Hvis det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
mener, at det reviderede initiativdokument stadig ikke er udarbejdet i
overensstemmelse med artikel 10, eller at de yderligere specifikke oplysninger stadig
ikke er tilstrækkelige, underretter det senest tre måneder efter modtagelsen af det
reviderede initiativdokument skriftligt initiativtager om sin beslutning om at bringe
proceduren til ophør. Denne beslutning skal være behørigt begrundet.
3. Hvis analysen foretaget af det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
forpligtende medlemsstat eller den kompetente forpligtende myndighed konkluderer,
at den retlige hindring som beskrevet i initiativdokumentet er baseret på en
misforståelse eller en fejlfortolkning af den relevante lovgivning eller på manglen på
tilstrækkelige oplysninger om den relevante lovgivning, afsluttes proceduren ved at
underrette initiativtager om vurderingen af, at der ikke foreligger nogen retlig
hindring.
4. Hvis den retlige hindring kun består i en administrativ bestemmelse, regel eller
administrativ praksis i den forpligtende medlemsstat eller en administrativ
bestemmelse, regel eller administrativ praksis, der klart adskiller sig fra en
bestemmelse, der er vedtaget efter en lovgivningsprocedure, og derfor kan ændres
eller tilpasses uden en lovgivningsprocedure, meddeler den kompetente forpligtende
myndighed skriftligt initiativtager sin vilje til eller afvisning af at ændre eller tilpasse
den relevante administrative bestemmelse, regel eller administrative praksis inden for
otte måneder.
5. I behørigt begrundede tilfælde kan den kompetente forpligtende myndighed forlænge
den tidsfrist, der er omhandlet i stk. 4, en gang med op til højst otte måneder og
underretter initiativtager og den overførende medlemsstat herom, samtidig med at det
begrundes skriftligt.
Artikel 13
Udarbejdelse af udkastet til forpligtelsen eller erklæringen
Grænsekoordinationspunktet eller den kompetente forpligtende myndighed i den forpligtende
medlemsstat udarbejder på basis af initiativdokumentet et udkast til en forpligtelse eller til en
erklæring i overensstemmelse med artikel 14.
DA 25 DA
Artikel 14
Indholdet af udkastet til forpligtelsen eller erklæringen
1. Udkastet til forpligtelsen indeholder som minimum følgende elementer:
a) beskrivelsen af det fælles projekt og dets baggrund, den dertil svarende retlige
hindring og begrundelsen for at imødegå den retlige hindring
b) listen over den eller de særlige retlige bestemmelser, der udgør den retlige
hindring, og som derfor ikke skal gælde for det fælles projekt
c) anvendelsesområdet
d) varigheden af anvendelsen og en begrundelse for denne varighed
e) den eller de kompetente forpligtende myndigheder
f) den særlige retlige bestemmelser fra den overførende medlemsstat, som skal
gælde for det fælles projekt
g) forslaget til en juridisk ad hoc-løsning, hvis der ikke findes nogen relevant
retlig bestemmelse i den overførende medlemsstats retssystem
h) den eller de kompetente forpligtende myndigheder
i) den eller de myndigheder fra den forpligtende medlemsstat, der er ansvarlig for
gennemførelse og overvågning
j) den eller de myndigheder fra den overførende medlemsstat, der foreslås
udpeget i fællesskab til gennemførelse og overvågning
k) datoen for dens ikrafttrædelse.
Datoen for dens ikrafttrædelse, der er omhandlet i litra k), er enten den dato, hvor
den sidste af de to grænsekoordinationspunkter eller den sidste af de kompetente
myndigheder har underskrevet, eller datoen for meddelelsen til initiativtager.
2. I tilgift til de elementer, der er omhandlet i stk. 1, indeholder udkastet til forpligtelsen
også datoen for dens anvendelse, som kan
a) fastsættes til samme dato som datoen for dens ikrafttrædelse
b) fastsættes med tilbagevirkende kraft
c) udskydes til et senere tidspunkt i fremtiden.
3. I tilgift til de i stk. 1 omhandlede elementer indeholder udkastet til en erklæring en
formel angivelse af, inden hvilken eller hvilke datoer de enkelte kompetente
forpligtende myndigheder senest skal indgive et formelt forslag for det respektive
lovgivende organ med henblik på en ændring af den nationale lovgivning i
overensstemmelse hermed.
Den dato, der er omhandlet i første afsnit, må ikke være senere end tolv måneder
efter udstedelsen af erklæringen.
Artikel 15
Videresendelse af udkastet til forpligtelsen eller erklæringen
1. Når den kompetente myndighed har udarbejdet udkastet til forpligtelsen eller
erklæringen, videresender den udkastet til det kompetente grænsekoordinationspunkt
i den forpligtende medlemsstat:
DA 26 DA
a) senest tre måneder efter at have fremsendt oplysninger i henhold til artikel 10,
stk. 2, eller artikel 12, stk. 1 og 2
b) senest inden for otte måneder, jf. artikel 12, stk. 4 og 5.
2. Når det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat har
udarbejdet udkastet til forpligtelsen eller erklæringen eller, når det har modtaget
udkastet fra den kompetente forpligtende myndighed, fremsender det udkastet til det
kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat inden for
tidsfristerne i stk. 1, litra a) eller b).
3. I begge tilfælde fremsendes der ligeledes en kopi til orientering til initiativtager.
Artikel 16
Den overførende medlemsstats opgaver med hensyn til at indgå og undertegne forpligtelsen
eller undertegne erklæringen
1. Det kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat
gennemgår udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, der modtages i henhold til
artikel 15, og iværksætter senest tre måneder efter modtagelsen af udkastet og efter
høring af de kompetente overførende myndigheder et eller flere af følgende tiltag:
a) erklærer sig enig i udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, undertegner to
originaleksemplarer og returnerer det ene til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
b) erklærer sig enig i udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, og korrigerer
eller supplerer de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra f) og
h), undertegner to originaleksemplarer af det reviderede udkast til forpligtelsen
eller erklæringen og returnerer det ene til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat
c) afslår at undertegne udkastet til forpligtelsen eller erklæringen og videresender
en detaljeret begrundelse til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
forpligtende medlemsstat
d) afslår at undertegne udkastet til forpligtelsen eller erklæringen og returnerer et
ændret udkast til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende
medlemsstat vedrørende de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1,
litra c), d) og, hvis det er relevant, litra g), og, for så vidt angår udkastet til
forpligtelsen, de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14, stk. 2, sammen med
en begrundelse for ændringerne.
2. I medlemsstater, hvor det er den kompetente overførende myndighed, der
undertegner en forpligtelse eller erklæring, fremsender det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat i henhold til stk. 1, litra a)
og b), de to originaleksemplarer undertegnet af den kompetente overførende
myndighed.
3. Når den overførende medlemsstat erklærer sig enig i at undertegne en forpligtelse
eller en erklæring i overensstemmelse med stk. 1, litra a) eller b), bekræfter eller
afviser den desuden udtrykkeligt, at den eller de kompetente myndigheder, der
foreslås udpeget i fællesskab til gennemførelse og overvågning af forpligtelsen eller
erklæringen i henhold til artikel 14, stk. 1, litra j), påtager sig disse opgaver, som skal
udføres i anvendelsesområdet.
DA 27 DA
Artikel 17
Den forpligtende medlemsstats opgaver med hensyn til at indgå og undertegne forpligtelsen
eller undertegne erklæringen
1. Det kompetente grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat behandler
svaret fra det kompetente grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat
og iværksætter senest en måned efter modtagelsen et eller flere af følgende tiltag, der
fremsendes skriftligt til den kompetente overførende myndighed:
a) for så vidt angår stk. 2, litra a), færdiggør det forpligtelsen eller erklæringen,
undertegner to originaleksemplarer og returnerer det ene til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat med henblik på
undertegnelse
b) for så vidt angår stk. 2, litra b), ændrer det forpligtelsen eller erklæringen
vedrørende de oplysninger i udkastet til forpligtelsen eller erklæringen, der er
omfattet af artikel 14, stk. 1, litra f) og h), i overensstemmelse hermed,
færdiggør forpligtelsen eller erklæringen, undertegner to originaleksemplarer
og returnerer det ene til det kompetente grænsekoordinationspunkt i den
overførende medlemsstat med henblik på undertegnelse
c) for så vidt angår stk. 2, litra c), underretter det initiativtager og Kommissionen,
og tilføjer samtidig begrundelsen som anført af den kompetente overførende
myndighed
d) for så vidt angår stk. 2, litra d), behandler det ændringerne og fortsætter enten
som under litra b) eller iværksætter endnu en procedure i henhold til artikel 9
og redegør for, hvorfor alle eller nogle af ændringerne ikke kunne godtages af
den kompetente forpligtende myndighed.
2. Efter modtagelse af forpligtelsen eller erklæringen, der også er undertegnet af det
kompetente grænsekoordinationspunkt eller den kompetente overførende myndighed
i tilfælde af stk. 1, litra a) eller b), eller, hvis det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat har reageret positivt under
den anden procedure i medfør af stk. 1, litra d), sørger det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den forpligtende medlemsstat for at:
a) fremsende den endelige forpligtelse eller erklæring til initiativtager
b) fremsende det andet originaleksemplar til det kompetente
grænsekoordinationspunkt i den overførende medlemsstat
c) fremsende en kopi til alle kompetente forpligtende myndigheder
d) fremsende en kopi til koordinationspunktet på EU-plan og
e) anmode det kompetente organ i den forpligtende medlemsstat, der er ansvarlig
for offentliggørelser, om at offentliggøre forpligtelsen eller erklæringen.
DA 28 DA
KAPITEL III
Gennemførelse og overvågning af forpligtelser eller erklæringer
Artikel 18
Gennemførelse af forpligtelsen
1. Oplysninger, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra c), og fremsendt til alle
kompetente forpligtende myndigheder, ledsages af en tidsplan, ifølge hvilken enhver
af disse myndigheder i givet fald ændrer enhver forvaltningsakt, der er vedtaget i
henhold til gældende lovgivning vedrørende det fælles projekt, og vedtager enhver
forvaltningsakt, der er nødvendig for at anvende forpligtelsen på det fælles projekt
med henblik på anvendelse af den retlige bestemmelse fra den overførende
medlemsstat eller en juridisk ad hoc-løsning.
2. En kopi af tidsplanen fremsendes til det nationale grænsekoordinationspunkt og i
givet fald til de regionale grænsekoordinationspunkter i den forpligtende
medlemsstat.
3. Enhver forvaltningsakt som omhandlet i stk. 1 vedtages og meddeles initiativtager,
navnlig det offentlige eller private organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller
både tage initiativ til og gennemføre et fælles projekt, i overensstemmelse med den
nationale lov, der finder anvendelse på sådanne forvaltningsakter.
4. Når alle forvaltningsakter med hensyn til et givet fælles projekt er vedtaget,
underretter grænsekoordinationspunktet i den forpligtende medlemsstat
grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat og koordinationspunktet
på EU-plan.
5. Grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat underretter i givet fald
de kompetente overførende myndigheder.
Artikel 19
Gennemførelse af erklæringen
1. Hver enkelt kompetent forpligtende myndighed, der er nævnt i en erklæring i
henhold til artikel 14, stk. 3, indgiver senest den dato, der er anført i den
undertegnede erklæring, et formelt forslag for det respektive lovgivende organ med
henblik på ændring af de nationale retlige bestemmelser i overensstemmelse hermed.
2. Hvis tidsfristen i den undertegnede erklæring ikke kan overholdes, navnlig på grund
af forstående valg til det kompetente lovgivende organ, underretter den kompetente
forpligtende myndighed skriftligt initiativtager og det kompetente
grænsekoordinationspunkt i både den forpligtende og overførende medlemsstat.
3. Når et formelt forslag er blevet indgivet for det respektive lovgivende organ, holder
den respektive kompetente forpligtende myndighed løbende initiativtager og det
kompetente grænsekoordinationspunkt i både den forpligtende og overførende
medlemsstat skriftligt underrettet om overvågningen i det respektive lovgivende
organ, og det hver sjette måned efter datoen for den formelle indgivelse.
4. Efter ikrafttrædelsen af den lovgivningsmæssige ændringsretsakt eller dennes
offentliggørelse i det officielle lovtidende eller begge dele, ændrer hver kompetent
forpligtende myndighed enhver forvaltningsakt, der er vedtaget i henhold til
gældende national lov, med hensyn til det fælles projekt og vedtager enhver
DA 29 DA
forvaltningsakt, der er nødvendig for at anvende de ændrede retlige bestemmelser på
det fælles projekt.
5. Enhver forvaltningsakt som omhandlet i stk. 4 vedtages og meddeles initiativtager,
navnlig det offentlige eller private organ, der har ansvaret for at tage initiativ til eller
både tage initiativ til og gennemføre et fælles projekt, i overensstemmelse med den
nationale lov, der finder anvendelse på sådanne forvaltningsakter.
6. Når alle forvaltningsakter med hensyn til et givet fælles projekt er vedtaget,
underretter grænsekoordinationspunktet i den forpligtende medlemsstat
grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat og koordinationspunktet
på EU-plan.
7. Grænsekoordinationspunktet i den overførende medlemsstat underretter i givet fald
de kompetente overførende myndigheder.
Artikel 20
Overvågning af forpligtelser og erklæringer
1. Baseret på de forvaltningsakter, der er omhandlet i artikel 18, stk. 1 og artikel 19, stk.
4, beslutter den forpligtende og den overførende medlemsstat, om overvågningen af
anvendelsen af en forpligtelse eller af den ændrede nationale lovgivning i medfør af
en erklæring skal overdrages til myndighederne i den overførende medlemsstat,
navnlig som følge af deres ekspertise med de overførte retslige bestemmelser, eller til
myndighederne i den forpligtende medlemsstat.
2. Hvis overvågningen af anvendelsen af de overførte retlige bestemmelser overdrages
til myndighederne i den overførende medlemsstat, træffer den forpligtende
medlemsstat afgørelse efter aftale med de overførende medlemsstater om, hvorvidt
myndighederne i den overførende medlemsstat udfører overvågningen af en af de
berørte parter på vegne af myndighederne i den forpligtende medlemsstat og i deres
navn eller på deres vegne, men i eget navn.
KAPITEL IV
Retsbeskyttelse i forbindelse med anvendelse og overvågning af
forpligtelser og erklæringer
Artikel 21
Retsbeskyttelse i forbindelse med anvendelse af en forpligtelse og en erklæring
1. Enhver person, som er bosat på det territorium, der et omfattet af en forpligtelse eller
en erklæring, eller som uden at være bosat på det pågældende territorium er bruger af
en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, der leveres på dette territorium
("person bosat i en grænseoverskridende region"), og som mener sig krænket ved
handlinger eller undladelser i forbindelse med anvendelsen af en retlig bestemmelse
fra en overførende medlemsstat i medfør af en forpligtelse eller en erklæring, har ret
til domstolsprøvelse for retsinstanserne i den forpligtende medlemsstat.
2. De kompetente retsinstanser med hensyn til domstolsprøvelse af enhver
forvaltningsakt vedtaget i henhold til artikel 18, stk. 3, og artikel 19, stk. 5. skal dog
udelukkende være retsinstanser i den medlemsstat, hvis myndigheder udstedte
forvaltningsakten.
DA 30 DA
3. Intet i denne forordning er til hinder for, at personer kan gøre brug af deres nationale
forfatningsmæssige klageadgang over for myndigheder, som er parter i en
forpligtelse, for så vidt angår:
a) administrative afgørelser om aktiviteter, der udføres i henhold til en
forpligtelse
b) adgang til tjenesteydelser på deres eget sprog og
c) adgang til oplysninger.
I sådanne tilfælde ligger kompetencen hos de kompetente retsinstanser i de
medlemsstater, i henhold til hvis forfatning der er klageadgang.
Artikel 22
Retsbeskyttelse i forbindelse med overvågning af forpligtelser og erklæringer
1. Når den kompetente overførende myndighed har accepteret at overvåge anvendelsen
af de retlige bestemmelser fra den overførende medlemsstat på det relevante område
og kan handle i sit eget navn over for personer bosat i den grænseoverskridende
region i den forpligtende medlemsstat, er de kompetente retsinstanser med hensyn til
domstolsprøvelse af enhver handling eller undladelse foretaget af denne myndighed
retsinstanserne i den medlemsstat, hvor disse personer har deres lovlige bopæl.
2. Når den kompetente overførende myndighed har accepteret at overvåge anvendelsen
af de retlige bestemmelser fra den forpligtende medlemsstat på dennes territorium,
men ikke kan handle i sit eget navn over for personer bosat i den
grænseoverskridende region, er de kompetente retsinstanser med hensyn til
domstolsprøvelse af enhver handling eller undladelse foretaget af denne myndighed
retsinstanserne i den forpligtende medlemsstat, herunder også for personer, som har
deres lovlige bopæl i den overførende medlemsstat.
KAPITEL V
Afsluttende bestemmelser
Artikel 23
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Koordinationsudvalget for de Europæiske Struktur- og
Investeringsfonde, der er oprettet i henhold til artikel 108, stk. 1, i forordning (EU)
[den nye forordning om fælles bestemmelser]. Dette udvalg er et udvalg som
omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011
anvendelse.
Artikel 24
Gennemførelsesbestemmelser i medlemsstaterne
1. Medlemsstaterne træffer passende bestemmelser for at sikre en effektiv anvendelse
af denne forordning.
DA 31 DA
2. Senest ved begyndelsesdatoen for anvendelsen af denne forordning underretter
medlemsstaterne Kommissionen om eventuelle bestemmelser, der er vedtaget i
henhold til stk. 1.
3. Kommissionen offentliggør de oplysninger, den modtager fra medlemsstaterne.
Artikel 25
Rapportering
Senest dd mm åååå [dvs. den 1. i den måned, der følger efter denne forordnings ikrafttrædelse
+ fem år, to be filled in by the Publication Office] forelægger Kommissionen Europa-
Parlamentet, Rådet og Regionsudvalget en rapport med en vurdering af anvendelsen af denne
forordning baseret på indikatorer om effektivitet, virkningsgrad, relevans, merværdi på
europæisk plan og muligheder for forenkling.
Artikel 26
Ikrafttrædelse og anvendelse
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende.
Den anvendes fra [den 1. i den måned, der følger efter denne forordnings ikrafttrædelse + et
år, to be filled in by the Publication Office].
Dog anvendes artikel 24 fra [den 1. i den måned, der følger efter denne forordnings
ikrafttrædelse, to be filled in by the Publication Office].
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle medlemsstater.
Udfærdiget i Strasbourg, den […].
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand