L 197 - svar på spm. 6 om kommentar til henvendelse af 23/5-18 fra SOS Racisme, fra udlændinge- og integrationsministeren

Tilhører sager:

Aktører:


L 197 - svar på spm. 6.docx

https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L197/spm/6/svar/1493712/1902813.pdf

Ministeren
Side 1/2
29. maj 2018
Udsendelse
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uim@uim.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2018 - 9590
Akt-id 442899
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 29. maj 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 6 til L 197 efter ønske fra udvalget til udlændinge- og
integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 6 til L 197:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 23. maj 2018 fra SOS Racisme,
jf. L 197 - bilag 6.
Svar:
Forslag L 197 til lov om ændring af lov om ændring af udlændingeloven, lov om
ændring af lov om planlægning og udlændingeloven indebærer bl.a., at reglerne
om suspension af den automatiske adgang til domstolsprøvelse ændres således,
at der snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på 4 uger
skal ske automatisk indbringelse af spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed
for retten, jf. lovforslagets § 3, nr. 3 og 4.
SOS Racisme har i deres henvendelse af 23. maj 2018 anført, at det er foreningens
opfattelse, at den foreslåede tidsfrist på 4 uger for indbringelse af spørgsmålet om
en frihedsberøvelses lovlighed for retten er i strid med artikel 5, stk. 4, i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ifølge artikel 5, stk. 4, har enhver,
der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, ret til at indbringe sagen for
en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af
frihedsberøvelsen, og befordre den pågældende løsladt, hvis frihedsberøvelsen
ikke er lovlig. SOS Racisme henviser som begrundelse herfor til
Menneskerettighedsdomstolens dom af 14. marts 2017 i sagen Ilias and Ahmed
mod Ungarn.
Det skal hertil indledningsvis bemærkes, at den afsagte dom er indbragt for
Menneskerettighedsdomstolens storkammer, der fortsat behandler sagen.
Dommen er derfor ikke endelig.
Dommen vedrører to asylansøgere fra Bangladesh, der i 2015 opholdt sig i en
transitzone mellem Ungarn og Serbien i 23 dage, hvor de ifølge dommen de facto
var frihedsberøvet, uden at myndighederne i Ungarn havde truffet en egentlig
afgørelse om frihedsberøvelse. Klagerne kunne derfor ikke få lovligheden af
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
L 197 endeligt svar på spørgsmål 6
Offentligt
Side 2/2
frihedsberøvelsen prøvet af en domstol, og der forelå på den baggrund en
krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4.
Det er ministeriets vurdering, at dommen ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt
domstolsprøvelsen var sket med den hurtighed, der kræves efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4, men i stedet hvorvidt klagerne
overhovedet havde adgang til domstolsprøvelse.
Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at dommen ikke har betydning for
den foreslåede ændring, der som nævnt indebærer, at der i suspensionsperioden
snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på 4 uger skal ske
automatisk indbringelse af spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed for
retten.
Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede ændring forudsættes administreret i
overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
5, stk. 4, og at der således uanset den foreslåede frist på 4 uger vil skulle ske
domstolsprøvelse så hurtigt, at kravet ifølge denne bestemmelse – under hensyn
til omstændighederne i sagen og omfanget af tilstrømningen af flygtninge og
migranter – opfyldes, jf. pkt. 2.1.8.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Inger Støjberg
/
Frederik Gammeltoft