Henvendelse af 16/5-18 fra Frikommuneneværk

Tilhører sager:

Aktører:


    Henvendelse fra Frikommunenetværk

    https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L232/bilag/5/1897592.pdf

    Kære ordførere
    Vi borgmestre i Frikommunenetværket, En plan for en sammenhængende indsats
    sammen med borgeren, ser frem til, at Folketinget behandler Udkast til Lov om Én
    plan.
    Lov om Én plan vil være et stort skridt i den rigtige retning af, at borgere i udsatte
    livssituationer hurtigere bliver selvforsørgende og mestrer eget liv.
    Når vi nu rækker ud til jer som ordførere, er det med en forhåbning om, at I vil støtte
    op om, at lovarbejdet sikrer en helhedsorienteret indsats overfor borgere, som i dag
    løber spidsrod mellem kommunens sektorområder.
    Eksempelvis vil en arbejdsløs kvinde med en sindslidelse og dårlig ryg, der samtidig
    har svært ved at håndtere sit teenagebarn modtage indsatser, der er hjemlet i Lov om
    Aktiv Beskæftigelsesindsats, børne- og voksenparagrafferne i Lov om Social Service
    samt Sundhedsloven og Folkeskoleloven. Organisatorisk vil hun modtage støtte fra
    både jobcenteret, det voksenspecialiserede område, sundhedsområdet,
    familieområdet og skoleområdet. Kvinden vil typisk have to-tre skriftlige planer, som
    definerer hvilke mål, der er med i den indsats kommunen yder indenfor de forskellige
    forvaltningsområder, som hun er i berøring med og som hun skal medvirke til at
    udfylde. Derudover vil der med stor sandsynlighed også være indsatser målrettet
    hendes barn.
    I vores frikommunenetværk har vi nu i et lille år haft mulighed for at tilbyde borgere,
    én integreret indsats. Lovsættet i frikommuneforsøget gør nemlig op med de
    sektorspecifikke planer og giver os mulighed for at sammensætte arbejdsgange på
    tværs af sektorområderne.
    Udkast til Lov om Én plan efterkommer i princippet det, vi har brug for: muligheden
    for at lave èn samlet plan. Dette skridt i loven er med til at understøtte samarbejdet
    med kvinden i eksemplet. Hun skal nu kun forholde sig til at forbedre sin egen
    livssituation, frem for kommunens struktur og lovens logikker.
    Når det er sagt, ligger det os på sinde at appellere til Folketingets ordførere, om at I
    bakker op om, at hæve ambitionsniveauet i lovgivningsprocesserne omkring at sikre
    sammenhæng for borgere som kvinden i eksemplet.
    Det drejer sig om mulighed for fleksibelt at tilrettelægge indholdet i handleplanen
    sammen med borgeren og tilbyde indsatser efter fx serviceloven som led i borgerens
    vej mod uddannelse og beskæftigelse. De borgere, som er omfattet af lov om Én plan,
    er karakteriseret ved, netop ikke at passe ned i de traditionelle kasser. Kommunerne
    har derfor behov for færre bindinger og mere fleksibilitet til at vurdere, hvad planen
    skal indeholde i samarbejde med borgeren selv. Dette er et vigtigt aktiv i forhold til at
    udløse borgerens egne ressourcer og bane vejen mod uddannelse og job. Det savner
    Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
    L 232 Bilag 5
    Offentligt
    vores frikommunenetværk i lovforslaget og dét er det afgørende i vores
    frikommuneforsøg – de indholdsmæssige fritagelser som vi savner i det ellers gode
    lovudkast.
    En yderligere væsentlig del af frikommuneforsøget, En plan er at tilrettelægge
    tværgående indsatser i det omfang, det giver mening. I praksis kan kommunen godt
    lade en medarbejder udføre såvel mentorstøtte efter beskæftigelseslovgivningen og
    socialpædagogisk støtte efter serviceloven. Det kræver dog to forskellige afgørelser
    med hver sin klagevejledning, som borgeren skal forholde sig til. Det er forvirrende
    for borgeren. Der bør derfor kigges på mulighederne i lovgivningen for at bevilge
    borgeren en samlet indsats, der favner flere lovområder, med én afgørelse og ét
    klagesystem.
    En anden vigtig hjørnesten i en integreret indsats, er at kommunen kan tilbyde
    borgeren én udredning med afsæt i flere lovområder. I dag gælder, at der udredes
    parallelt i henhold til flere lovområder, og det forsinker samarbejdet med borgeren
    omkring at opnå uddannelse eller beskæftigelse. De mange udredninger gør, at
    borgeren oplever at blive spurgt om de samme ting flere steder i kommunen, og der
    indhentes fx flere lægeerklæringer på den samme borger af flere omgange.
    Frikommunenetværket anerkender udmeldingen om, at de processuelle og
    indholdsmæssige fritagelser, som netværket arbejder med på forsøgsbasis, følger i
    forbindelse med forenkling af Beskæftigelseslovgivningen. Denne proces vil vi afvente
    med spænding og følge nøje, da disse fritagelser er en forudsætning for at udløse
    potentialet i Lov om én plan, så borgerne opnår den ønskede effekt.
    Vi kommuner i frikommunenetværket arbejder benhårdt på at skabe sammenhæng
    for borgere i udsatte livssituationer.
    Vi appellerer til jer ordførere om at samarbejde på tværs af traditionelle politiske og
    lovmæssige skel for at sikre en bæredygtig sammenhængende lovgivning til gavn for
    vores borgere. Borgere i udsatte livssituationer har ikke brug for kompleksitet
    igennem mange indgange til kommunen, mange handleplaner og mange
    kontaktpersoner – de har brug for én indgang, én plan og én kontaktperson.
    Hør fire borgere fortælle om, hvad én samlet indsats har betydet for dem:
    ballerup.dk/frikommunenetvaerk
    Venlig hilsen
    Borgmestrene i Frikommunenetværk, En plan:
    Karsten Längerich, Allerød kommune, Jesper Würtzen, Ballerup Kommune, Thomas
    Lykke Pedersen, Fredensborg Kommune, John Schmidt Andersen, Frederikssund
    Kommune, Ole Bondo Christensen, Furesø Kommune, Anders Gerner Frost, Gribskov
    Kommune, Steffen Jensen, Halsnæs Kommune, Benedikte Kiær, Helsingør Kommune
    og Kirsten Jensen, Hillerød Kommune.