Fremsat den 16. maj 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 16. maj 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvarsloven og
medieansvarsloven
(Freds- og ærekrænkelser m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august
2017 som ændret bl.a. ved lov nr. 257 af 10. april 2018 og
senest ved lov nr. 358 af 29. april 2018, foretages følgende
ændringer:
1. I § 96, stk. 5, ændres »de retsfølger, der omtales i § 273«
til: »mortifikation efter § 270«.
2. I § 97 b, stk. 3, udgår »og § 273, stk. 2,«.
3. I § 193, stk. 1, ændres »informationssystemer« til: »sam-
fundsvigtige datasystemer«.
4. § 263 affattes således:
»§ 263. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens
datasystem eller data, som er bestemt til at bruges i et data-
system.
Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, uberettiget
1) åbner et brev eller anden lukket meddelelse eller opteg-
nelse eller gør sig bekendt med indholdet, eller
2) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager
udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden
samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket mø-
de, som den pågældende ikke selv deltager i, eller
hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig ad-
gang.
Stk. 3. Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1 eller 2, med
forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysnin-
ger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under
andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige
til fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de forhold,
der er nævnt i stk. 1, når der er tale om overtrædelser af me-
re systematisk eller organiseret karakter.«
5. § 263 a affattes således:
»§ 263 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uberettiget
1) erhvervsmæssigt sælger eller i en videre kreds udbreder
et adgangsmiddel til et datasystem,
2) videregiver et større antal adgangsmidler til et datasy-
stem eller
3) skaffer sig eller videregiver et adgangsmiddel til et da-
tasystem,
a) der er samfundsvigtigt, jf. § 193,
b) der behandler oplysninger, som er omfattet af arti-
kel 9, stk. 1, eller artikel 10 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske per-
soner i forbindelse med behandling af personoplys-
ninger og om fri udveksling af sådanne oplysnin-
ger, eller
c) hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere.
Stk. 2. Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, under sær-
ligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fæng-
sel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder an-
ses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen m.v. sker i særligt
stort omfang eller indebærer særlig risiko for betydelig
skade eller omfattende misbrug, eller hvor både stk. 1, nr. 1
og nr. 3, litra c, er overtrådt.«
6. § 264 affattes således:
»§ 264. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der uberettiget
1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit
tilgængeligt sted,
2) skaffer sig adgang til andres gemmer eller
Lovforslag nr. L 240 Folketinget 2017-18
Justitsmin., j.nr. 2017-731-0011
AA010645
3) undlader at forlade fremmed område efter at være op-
fordret dertil.
Stk. 2. Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2,
med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplys-
ninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller
foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder,
kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skær-
pende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet
er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører an-
dre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko her-
for.«
7. I § 264 a, 1. pkt., ændres »som« til: »der«.
8. Efter § 264 a indsættes:
»§ 264 b. Den, der uberettiget ved hjælp af en gps eller et
andet lignende apparat registrerer en andens færden, straffes
med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.«
9. I § 264 c ændres »og 264 a« til: », 264 a og 264 b«, og
»skaffer sig eller uberettiget udnytter« ændres til: »uberetti-
get skaffer sig eller udnytter«.
10. I § 264 d, stk. 1, 1. pkt., ændres »den, der« til: »den,
som«.
11. § 266 c ophæves.
12. §§ 267-274 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 267. Den, der fremsætter eller udbreder udtalelse eller
anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til
at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde
eller fængsel indtil 1 år, jf. dog §§ 268 og 269.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis ærekrænkelsen angår
en afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet,
medmindre forholdet er omfattet af § 268.
§ 268. Den straf, der er nævnt i § 267, kan stige til fæng-
sel indtil 2 år, hvis
1) en alvorlig beskyldning er usand, eller
2) en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indhol-
det af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væ-
sentligt at skade den forurettede.
§ 269. En ærekrænkelse er straffri, hvis den fremkom i en
sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den.
Stk. 2. Ved vurderingen efter stk. 1 skal der blandt andet
tages hensyn til, om sandheden af en beskyldning bevises,
eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ære-
krænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf
skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig
interesse.
Stk. 3. Der kan ikke føres bevis for en strafbar handling,
hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifundet for handlin-
gen ved endelig dom.
§ 270. Er en beskyldning ubeføjet, optages der efter for-
urettedes påstand en bemærkning herom i domsslutningen.
§ 271. Ved dom for overtrædelse af §§ 264 d, 267 eller
268 kan det samtidig bestemmes, at en udtalelse, en medde-
lelse eller et billede skal slettes, hvis det er muligt.
Stk. 2. Forpligtelsen efter stk. 1 påhviler den, der dømmes
for overtrædelsen. Har denne ikke rådighed over udtalelsen,
meddelelsen eller billedet, kan forpligtelsen pålægges den,
som har en sådan rådighed.«
13. § 275 affattes således:
Ȥ 275. Forbrydelserne i dette kapitel er undergivet privat
påtale bortset fra §§ 266-266 b.
Stk. 2. Efter forurettedes anmodning kan offentlig påtale
ske i sager
1) efter §§ 263-264 d og § 268,
2) hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller
kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv,
eller
3) når en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.«
14. § 301 a ophæves.
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22.
september 2017, som senest ændret ved lov nr. 130 af 27.
februar 2018, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 31 b indsættes:
Ȥ 31 c. Retten kan i private straffesager om straffelovens
§§ 264 d, 267 og 268 efter anmodning under et særskilt rets-
møde forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om
1) referatforbud efter § 30, eller
2) navneforbud efter § 31, stk. 1.«
2. I § 32 b, stk. 1, ændres »Overtrædelse af« til: »Med bøde
straffes den, der overtræder«, og »straffes med bøde« udgår.
3. I § 32 b, stk. 2, 1. pkt., ændres »et« til: »rettens«.
4. I § 339 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på retsmøder
efter § 31 c.«
5. § 684, stk. 1, nr. 6, affattes således:
»6) mortifikation efter § 270 eller pålæg efter § 271, når
ærekrænkelser påtales offentligt.«
6. I § 781, stk. 2, ændres »§ 263, stk. 2« til: »§ 263, stk. 1«.
7. § 791 a, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Må indgrebet antages at være af væsentlig betyd-
ning for efterforskningen, og vedrører efterforskningen en
lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måne-
der eller derover, kan politiet foretage teleobservation ved
1) at indhente oplysninger fra udbydere af telenet eller te-
letjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltele-
fon, der antages benyttet af en mistænkt eller
2) på anden måde ved hjælp af en gps eller et andet lig-
nende apparat at registrere en mistænkts færden.«
2
§ 3
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266
af 21. marts 2014, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 140 af
28. februar 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 26, stk. 2, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Det samme gælder, hvis krænkelsen er begået ved en
forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmel-
serne i straffelovens kapitel 27. Dette gælder dog ikke de
overtrædelser, der er nævnt i straffelovens §§ 266-266 b«.«
§ 4
I medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 914 af 11.
august 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 8, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Foretagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1,
nr. 3, og der modtager redaktionel produktionsstøtte eller
projektstøtte efter lov om mediestøtte, er omfattet af loven,
uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet. 2.
pkt. gælder ikke for massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som
henvender sig til et dansk mindretal i udlandet.«
2. I § 8, stk. 2, ændres »anmeldte foretagender« til: »foretag-
ender, der omfattes af loven efter stk. 1, 1. eller 2. pkt.,«.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 2. Lovens § 3 finder ikke anvendelse på krænkelser
begået før lovens ikrafttræden.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 3
og 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Brud på brevhemmeligheden og hemmelig aflytning
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Straffelovsrådets overvejelser
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.2. Elektroniske informationssystemer
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Straffelovrådets overvejelser
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.3. Husfredskrænkelse
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Straffelovrådets overvejelser
2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.4. Fotografering og iagttagelse af folk ved brug af fotografiapparat på ikke frit tilgængeligt sted
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Straffelovrådets overvejelser
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.5. Uberettiget overvågning ved hjælp af gps eller andet lignende apparat
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Straffelovrådets overvejelser
2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.6. Udnyttelse af oplysninger fremkommet ved visse privatlivskrænkelser
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Straffelovrådets overvejelser
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.7. Forfølgelse ved hyppig fremsættelse af underkendte beskyldninger
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Straffelovrådets overvejelser
2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.8. Ærekrænkelser
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Straffelovrådets overvejelser
4
2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.9. Straffen for freds- og ærekrænkelser
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Straffelovrådets overvejelser
2.9.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.10. Påtale af freds- og ærekrænkelser
2.10.1.Gældende ret
2.10.2.Straffelovrådets overvejelser
2.10.3.Justitsministeriet overvejelser og lovforslagets udformning
2.11. Sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder
2.11.1.Gældende ret
2.11.2.Straffelovrådets overvejelser
2.11.3.Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.12. Mulighed for nedlæggelse af referat- og navneforbud forud for hovedforhandlingen i private straffesager og
skærpelse af straffen for overtrædelse af bl.a. referat- og navneforbud
2.12.1.Gældende ret
2.12.2.Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.13. Forhøjelse af tortgodtgørelse i sager om freds- og æreskrænkelser
2.13.1.Gældende ret
2.13.2.Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.14. Udvidelse af medieansvarslovens anvendelsesområde til at omfatte medier, der modtager visse former for me-
diestøttte
2.14.1.Gældende ret
2.14.2.Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
3. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser inde-
holder bl.a. regler om krænkelse af privatlivets fred (§§
263-264 d) og ærekrænkelse (§§ 267-274) samt påtale af
disse forbrydelser (§ 275). Reglerne har navnlig til formål at
beskytte enkeltpersoner mod privatlivskrænkelser, men for-
eninger, erhvervsvirksomheder mv. er også i et vist omfang
beskyttet af reglerne.
I en moderne digital verden er det vigtigt, at straffelovens
regler om freds- og ærekrænkelser er tidssvarende og be-
skytter den enkeltes privatliv på passende vis. Videregivelse
af oplysninger om andres private forhold på internettet kan
generelt indebære alvorlige privatlivskrænkelser. Oplysnin-
gerne kan på internettet spredes meget vidt og meget hurtigt,
og de kan i praksis være vanskelige og i visse tilfælde næs-
ten umulige at få slettet igen. Der er dermed en større risiko
for betydelige skadevirkninger og mere vedvarende kræn-
5
kelser, end der f.eks. er ved krænkelser gennem trykte avi-
ser, tidsskrifter, bøger, tv eller radio, og den samlede effekt
af dette kan være meget ødelæggende for det enkelte indi-
vid.
Der er efter Justitsministeriets opfattelse behov for en styr-
ket og mere tidssvarende beskyttelse af den enkeltes privat-
liv mv. Enhver skal kunne leve trygt og forvente respekt for
sit privatliv, og det skal ikke være muligt at spekulere i at
tjene penge på at krænke andres privatliv. Formålet med
lovforslaget er således bl.a. at styrke det strafferetlige værn
mod krænkelser af privatlivets fred og mod ærekrænkelser,
herunder ved at gennemføre en generel modernisering af
straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
– Der foreslås en generel modernisering af straffelovens
eksisterende bestemmelser om freds- og ærekrænkelser.
I den forbindelse foreslås det bl.a., at straffelovens § 266
c ophæves, og at straffelovens §§ 263 a og 301 a sam-
menskrives, således at § 301 a foreslås ophævet.
– Der foreslås en ny bestemmelse i straffeloven om ube-
rettiget overvågning af en persons færden ved hjælp af
en gps eller andet apparat. Det foreslås i forlængelse her-
af, at politiet får hjemmel til at foretage et tilsvarende
straffeprocessuelt indgreb.
– Det foreslås, at der indføres adgang til betinget offentlig
påtale af de groveste ærekrænkelser, hvilket omfatter
dels alvorlige og usande beskyldninger (bagvaskelse),
dels beskyldninger, som er fremsat eller udbredt gennem
indholdet af et massemedie, og som er egnet til væsent-
ligt at skade den forurettede. Forslaget indebærer, at an-
klagemyndigheden fremover efter anmodning indleder
offentlig retsforfølgning af sådanne ærekrænkelser.
– Det foreslås, at en domfældt i forlængelse af en dom for
videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en
andens private forhold eller for ærekrænkelser (straffelo-
vens §§ 264 d, 267 eller 268) kan pålægges at slette en
udtalelse, meddelelse eller et billede, som har tilknyt-
ning til overtrædelsen. Dette indebærer, at oplysninger
eller billeder, som har krænket en andens privatliv, skal
fjernes fra internettet af f.eks. det medie eller den per-
son, som har offentliggjort det.
– Det foreslås, at det præciseres i retsplejeloven, at der og-
så i private straffesager er mulighed for at nedlægge
navne- og/eller referatforbud forud for hovedforhandlin-
gen.
– Det foreslås at tredoble bødestraffen for overtrædelser af
straffelovens bestemmelser om fredskrænkelse i §§
263-264 d og ærekrænkelse i §§ 267-268. For ansvars-
havende redaktører hos massemedier foreslås bødestraf-
fen femdoblet.
– Det foreslås at femdoble straffen (bøde) for overtrædelse
af bl.a. referat- og navneforbud nedlagt af domstolene i
en straffesag. Forslaget indebærer bl.a., at en journalists
overtrædelse af et navneforbud i førstegangstilfælde
frem over som udgangspunkt straffes med en bøde på
25.000 kr.
– Der foreslås en tredobling af tortgodtgørelsesniveauet
for freds- og ærekrænkelser efter erstatningsansvarslo-
ven.
– Det foreslås, at elektroniske massemedier, f.eks. inter-
netnyhedshjemmesider, som ikke har foretaget anmel-
delse til Pressenævnet, men som modtager redaktionel
produktionsstøtte eller projektstøtte efter mediestøttelo-
ven, automatisk omfattes af medieansvarsloven, hvis de
opfylder de materielle betingelser i loven. Dette vil bl.a.
indebære, at medierne underlægges medieansvarslovens
særlige ansvarssystem.
Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr.
1563/2017 om freds- og ærekrænkelser (herefter »betænk-
ningen«), men indeholder tillige en række lovændringer,
som ikke stammer fra Straffelovrådets betænkning.
Justitsministeriet ønsker en bred og åben debat om lovfor-
slaget dels i Folketinget, dels som led i den offentlige debat.
Derfor fremsættes lovforslaget i indeværende folketings-
samling, idet forslaget ønskes førstebehandlet af Folketinget
inden det - eventuelt i justeret form - i forlængelse heraf
sendes i høring med henblik på genfremsættelse i den kom-
mende folketingssamling.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Brud på brevhemmeligheden og hemmelig aflytning
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, kriminaliserer den,
som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, tele-
gram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller
gør sig bekendt med indholdet.
Bestemmelsen beskytter lukkede meddelelser og optegnel-
ser, herunder breve, dagbøger, regnskabsbøger mv. Medde-
lelser og optegnelser, der er bestemt til at bruges i et elektro-
nisk informationssystem, er omfattet af § 263, stk. 2, men
ellers omfatter § 263, stk. 1, nr. 1, både skriftlige meddelel-
ser og optegnelser og eksempelvis lydoptagelser.
Bestemmelsen kriminaliserer både at åbne de pågældende
lukkede meddelelser og optegnelser, at unddrage dem for
nogen og at gøre sig bekendt med indholdet. At unddrage
lukkede meddelelser og optegnelser for nogen og at gøre sig
bekendt med indholdet dækker også at unddrage og at gøre
sig bekendt med sådanne meddelelser og optegnelser, efter
at de er blevet åbnet.
6
Beskyttelsen omfatter ikke åbne postkort eller angivelser
uden på en lukket forsendelse (eksempelvis angivelse af
modtager og afsender).
2.1.1.2. Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 2, kriminaliserer den,
der uberettiget skaffer sig adgang til andres gemmer. Herun-
der hører eksempelvis skabe, skuffer, tasker og lommer. Det
er uden betydning, om gemmet er aflåst.
2.1.1.3. Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, kriminaliserer den,
der uberettiget ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter el-
ler optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller
anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket mø-
de, som den pågældende ikke selv deltager i, eller hvortil
den pågældende uberettiget har skaffet sig adgang.
Beskyttelsen omfatter både udtalelser i enrum, samtaler og
forhandlinger i lukkede møder. Beskyttelsen af samtaler og
forhandlinger gælder, uanset om de pågældende er til stede
samme sted, eller samtalen eller forhandlingen sker ved an-
vendelse af telekommunikation. Det må antages, at beskyt-
telsen dog ikke omfatter ukrypteret radiokommunikation,
hvor aflytningen eller optagelsen sker ved at opfange det
ukrypterede radiosignal (i modsætning til eksempelvis ved
at bryde ind i afsender- eller modtagerudstyret). Endvidere
er oplysninger, der er bestemt til at bruges i et elektronisk
informationssystem, omfattet af § 263, stk. 2.
Der skal være tale om samtaler mellem andre eller lukkede
forhandlinger, som den pågældende ikke berettiget deltager
i. Bestemmelsen er ikke til hinder for aflytning eller optagel-
se af en samtale, som den pågældende deltager i, eller af for-
handlinger, som den pågældende berettiget deltager i. Det
må i forlængelse heraf antages, at enhver deltager i samtalen
henholdsvis berettiget deltager i forhandlingerne kan give
diskulperende samtykke til hemmelig aflytning eller opta-
gelse. Aflytning og optagelse falder således uden for be-
stemmelsen, hvis blot én deltager i samtalen henholdsvis be-
rettiget deltager i forhandlingerne er indforstået med aflyt-
ningen eller optagelsen.
Bestemmelsen kriminaliserer hemmelig aflytning eller opta-
gelse ved hjælp af et apparat. Hemmelig vil sige, at den eller
de personer, hvis udtalelser, samtaler eller forhandlinger af-
lyttes eller optages, ikke er bekendt med aflytningen eller
optagelsen. At aflytning eller optagelse skal ske ved hjælp af
et apparat for at være omfattet betyder navnlig, at lytten ved
en dør eller et vindue falder uden for bestemmelsen, herun-
der når den lyttende løbende optegner det sagte (eventuelt
ved anvendelse af et apparat hertil). Det falder også uden for
bestemmelsen, at en person lytter til lukkede forhandlinger
efter uberettiget at have skaffet sig adgang hertil, men hvis
forhandlingerne foregår et ikke frit tilgængeligt sted, vil der
efter omstændighederne være tale om en overtrædelse af §
264 om husfredskrænkelse.
Bestemmelsen tager sigte på aflytning og optagelse af lyd (i
form af udtalelser, samtaler eller forhandlinger – bestem-
melsen finder ikke anvendelse på aflytning eller optagelse af
andre lyde). En ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale
mv. ved mundaflæsning falder således udenfor lige såvel
som ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale mv., der fø-
res ved tegnsprog. Sådan ”aflytning” eller ”optagelse” må
således i givet fald bedømmes efter reglerne om fotografe-
ring og iagttagelse af personer på et ikke frit tilgængeligt
sted.
2.1.1.4. Straffelovens § 263, stk. 2, kriminaliserer den, der
uberettiget skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller
programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssy-
stem. Straf er ikke betinget af, at gerningsmanden har gjort
sig bekendt med oplysningerne eller programmerne – det er
tilstrækkeligt at have skaffet sig adgang til dem.
2.1.1.5. Straffen for overtrædelse af straffelovens § 263, stk.
1 og 2, kan under særligt skærpende omstændigheder stige
til fængsel indtil 6 år, jf. straffelovens § 263, stk. 3.
2.1.2. Straffelovrådets overvejelser
2.1.2.1. Straffelovrådet finder, at det samlede indhold af
straffelovens § 263 i vidt omfang bør videreføres, idet be-
stemmelsen dog i et vist omfang findes at kunne modernise-
res og gøres tydeligere, herunder således at den bedre af-
spejler nutidens kommunikations- og arkiveringsformer. Det
vil således være naturligt, at bestemmelsen fremover tager
udgangspunkt i, at meddelelser i stadigt stigende omfang
sendes og opbevares elektronisk, og at traditionelle breve og
andre skriftlige meddelelser eller optegnelser får en stadig
mindre betydning.
Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet kriminalise-
ringen af lukkede meddelelser i den gældende § 263, stk. 1,
nr. 1. Lukkede meddelelser findes fortsat at burde være
strafferetligt beskyttet mod andres uberettigede adgang både
før afsendelsen, under forsendelsen og efter modtagelsen, og
rådet har som udgangspunkt ikke fundet anledning til at
ændre bestemmelsens samlede gerningsindhold, der grund-
læggende stadig findes dækkende for, hvad der i dag bør an-
ses for lukket for andre. Rådet bemærker i den forbindelse,
at det er meddelelsens form og ikke dens indhold, der er af-
gørende for, om en meddelelse i relation til § 263 skal anses
for lukket.
Efter Straffelovrådets opfattelse kan kriminaliseringen af
uberettiget at unddrage nogen et brev, telegram eller anden
lukket meddelelse, herunder e-mail, eller optegnelse udgå af
§ 263, fordi et sådant forhold mere naturligt hører under §
291 om ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af
ting, der tilhører en anden, eller under § 293 om rådigheds-
hindringer.
7
Straffelovrådet har for så vidt angår § 263, stk. 1, nr. 2, om
uberettiget adgang til andres gemmer overvejet, om krimina-
liseringen heraf fortsat er velbegrundet, hvilket rådet finder,
at den er, bl.a. fordi et gemme potentielt kan indeholde store
værdier eller private oplysninger. Kriminaliseringen af at
skaffe sig adgang til andres gemmer foreslås dog flyttet til §
264 om husfredskrænkelse, idet bestemmelsen har selvstæn-
dig betydning, når gerningsmanden ikke samtidig har over-
trådt § 264.
Straffelovrådet finder, at straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3,
om hemmelig aflytning i det hele fortsat er dækkende og til-
strækkelig. Rådet foreslår, at bestemmelsen videreføres med
en mindre sproglig ændring. Strafskærpelsesbestemmelsen i
§ 263, stk. 3, foreslås også videreført med en mindre teknisk
konsekvensændring.
Straffelovrådet finder samlet set, at den gældende § 263, stk.
1, bør placeres i stk. 2, idet det gældende stk. 2, bør placeres
som stk. 1.
Det er således Straffelovrådets opfattelse, at det under hen-
syn til den udbredte brug af datasystemer til såvel kommuni-
kation som opbevaring af meddelelser og data i øvrigt vil
være naturligt at lade beskyttelsen af data i et datasystem og
på datamedier være det fremtidige udgangspunkt for en be-
skyttelse af ”brevhemmeligheden”, men suppleret af be-
stemmelser – som den gældende – om beskyttelse af tradi-
tionelle breve og andre lukkede meddelelser eller optegnel-
ser.
Straffelovrådet finder det hensigtsmæssigt fremover at an-
vende udtrykket ”datasystem” i lovteksten fremfor ”infor-
mationssystem”, som efter gældende ret anvendes i straffe-
lovens § 263. Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfat-
telse, at ”datasystem” i højere grad end ”informationssy-
stem” peger hen imod den automatiserede databehandling,
som udtrykket er tilsigtet at skulle dække.
Beskyttelsen af datasystemer og data bør ligesom i dag gæl-
de alle former for data, dvs. både programmer, indholdsdata
og metadata. Det er således ikke alene indholdet af eksem-
pelvis elektronisk kommunikation, der er beskyttet, men og-
så eksempelvis oplysninger om afsender og modtager af en
e-mail, antallet af udvekslede e-mails mellem bestemte per-
soner, størrelsen af vedhæftede filer mv. Og ligesom i dag er
f.eks. elektronisk kommunikation beskyttet både før afsen-
delsen, under forsendelsen (transmissionen) og efter modta-
gelsen, herunder efter at være blevet læst af rette modtager.
Straffelovrådet har i forhold til datasystemer drøftet, om en
person, der har berettiget teknisk adgang til et datasystem el-
ler en del heraf, kan være uberettiget til at skaffe sig adgang
til denne del af datasystemet, herunder de oplysninger, som
indgår i det. Problemstillingen angår tilfælde, hvor den tek-
niske adgang er berettiget og tildelt af en, der berettiget har
rådighed over sådanne tildelinger. Anvendelse af en svigag-
tigt opnået eller fejlagtigt tildelt teknisk adgang til et datasy-
stem vil således uden videre være uberettiget.
Det fremgår klart af forarbejderne til de gældende regler, jf.
Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985 om datakrimina-
litet, side 26, at hvis en medarbejder benytter en andens ko-
de og på den måde skaffer sig adgang til data uden for sin
bemyndigelse, vil det som et klart udgangspunkt være ube-
rettiget i strafferetlig forstand. Om der gælder et tilsvarende
eller et modsat udgangspunkt i tilfælde, hvor en medarbej-
der benytter sin egen kode eller en berettiget adgang i øv-
rigt, fremgår derimod ikke tydeligt af disse bemærkninger.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at der – som også anført i
rådets 1985-betænkning – bør anlægges en konkret vurde-
ring af sagens omstændigheder i relation til ”uberettiget”,
når en medarbejder mv. anvender en berettiget adgang til at
tilgå oplysninger i f.eks. en arbejdsgivers datasystem. Der
vil i den forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på medarbej-
derens videregående forsæt i relation til, om formålet med at
tilgå oplysningerne er, at de skal anvendes i en sammen-
hæng, der ikke vedrører arbejdsgiveren, herunder at oplys-
ningerne skal videregives. Sådanne tilfælde skal efter Straf-
felovrådets opfattelse som udgangspunkt anses for at være
uberettiget adgang og altså inden for det strafbare område.
Dette gælder også, selvom oplysningerne i sig selv ikke er
omfattet af f.eks. § 264 d. Omvendt bør domstolene være
mere tilbageholdende med at anse det for uberettiget, hvis
en medarbejder alene af nysgerrighed og uden et videregå-
ende forsæt i relation til brug eller videregivelse tilgår op-
lysninger, der ikke er relevante for arbejdet. I den forbindel-
se vil oplysningernes karakter imidlertid spille en væsentlig
rolle, og den blotte tilgang til følsomme personoplysninger
vil således kunne udgøre en uberettiget adgang i sig selv.
For så vidt angår den omvendte situation – arbejdsgiverens
adgang til en medarbejders private oplysninger, som måtte
være placeret i arbejdsgiverens datasystem, herunder navn-
lig private e-mails – må udgangspunktet være, at arbejdsgi-
veren ikke er berettiget til at tilgå en medarbejders private
oplysninger, selv om disse findes i arbejdsgiverens datasy-
stem. Det er imidlertid vanskeligt i generel form at fastslå,
under hvilke omstændigheder dette udgangspunkt kan fravi-
ges. Afgrænsningen af, hvornår arbejdsgiverens adgang er
berettiget, må således bero på en konkret vurdering af sa-
gens omstændigheder, herunder navnlig af, hvad der eventu-
elt er aftalt mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om
brugen af arbejdsgiverens systemer til private formål.
Straffelovrådet har overvejet, om det kan være uberettiget at
skaffe sig adgang til en privat server eller andre enheder,
hvortil der er adgang fra internettet.
8
Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfattelse, at hvis
en enhed er koblet til internettet på en sådan måde, at enhver
ved anvendelse af almindelige programmer til internetkom-
munikation, eksempelvis en sædvanlig webbrowser, kan til-
gå oplysninger på enheden, bør sådan tilgang som et klart
udgangspunkt ikke anses for uberettiget adgang til en an-
dens oplysninger. Det er herved forudsat, at enhedens til-
kobling til internettet på denne måde ikke er sket mod eje-
rens vilje, idet det samtidig bemærkes, at hvis tilkoblingen
er sket mod ejerens vilje, vil udenforstående, der tilgår enhe-
den via internettet uden kendskab hertil, kunne mangle for-
sæt til uberettiget adgang til en andens oplysninger.
Hvis man skaffer sig adgang til enheden for at slette eller
ændre oplysninger, uden at ejeren har ønsket at give adgang
hertil, vil der dog være tale om uberettiget adgang til et data-
system. Det samme gælder, hvis man skaffer sig adgang til
enheden for uden ejerens indforståelse at udnytte maskin-
kraften til egne formål (hvad enten disse isoleret set er lovli-
ge eller ulovlige). Endvidere vil sletning eller ændring af op-
lysninger kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens §
291 om hærværk, og udnyttelse af maskinkraften vil kunne
være en overtrædelse af straffelovens § 293 om uberettiget
brug.
Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det nævnte udgangs-
punkt også i tilfælde, hvor en person ved direkte indtastning
af en url-adresse opnår adgang til dele af enheden, selvom
ejeren af oplysningerne på enheden ikke ønsker, at der skal
være offentlig adgang hertil. Der vil i praksis kunne være en
glidende overgang, både for den, der læser på enheden, og
for den, der ejer oplysningerne på den. Den, der læser, kan
benytte direkte indtastning af url-adressen blot for at komme
hurtigere til det ønskede og kan også have fået url-adressen
af tredjemand (herunder læst den på internettet) uden kend-
skab til, at ejeren af oplysningerne har et ønske om ikke at
give adgang til den pågældende del af enheden. Men den,
der læser, kan også helt bevidst gå efter oplysninger, som
den pågældende positivt formoder ønskes hemmeligholdt af
ejeren af oplysningerne. Den, der ejer oplysningerne, kan
blot have undladt at forholde sig specifikt til, hvad den på-
gældende ønsker at give adgang til, men kan også have et
positivt ønske om ikke at give adgang til bestemte oplysnin-
ger, men uden at have sikret oplysningerne tilstrækkeligt
mod direkte indtastning af url-adressen, eksempelvis på
grund af utilstrækkeligt kendskab til, hvordan en webserver
fungerer.
Sådanne tilfælde er efter Straffelovrådets opfattelse sam-
menlignelige med andre situationer, hvor oplysninger fejlag-
tigt gøres tilgængelige for andre, eksempelvis hvor en e-
mail (eller for den sags skyld et papirbrev) sendes til en for-
kert adressat eller med en forkert vedhæftet fil, hvor man
lægger en forkert version ud på internettet, eller hvor man,
før det var tilsigtet, offentliggør noget på internettet. Det kan
også udtrykkes på den måde, at personer, der tilkobler en
enhed til internettet, som udgangspunkt selv bærer ansvaret
for, hvad man ved anvendelse af sædvanlige programmer til
internetkommunikation kan læse på den, herunder ved di-
rekte indtastning af url-adressen.
I forhold til videregivelse og anden brug vil andre strafbe-
stemmelser (eksempelvis om erhvervshemmeligheder, tavs-
hedspligt, insiderhandel eller videregivelse af oplysninger
om en andens private forhold) kunne anvendes, hvis ger-
ningsmanden har forsæt med hensyn til, at oplysningerne
utilsigtet er blevet gjort tilgængelige.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 49-71.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag vedrørende straffelovens § 263, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 (forslaget til
straffelovens § 263), og bemærkningerne hertil.
2.2. Elektroniske informationssystemer
2.2.1. Gældende ret
Straffelovens § 263 a om adgangsmidler til ikke-kommerci-
elle informationssystemer og § 301 a om adgangsmidler til
kommercielle informationssystemer blev indsat ved lov nr.
352 af 19. maj 2004 efter anbefaling fra det såkaldte Bry-
densholt-udvalg i betænkning nr. 1417/2002 om IT-krimina-
litet.
Straffelovens § 263 a kriminaliserer forskellige handlinger
med hensyn til koder og andre adgangsmidler til et ikke of-
fentligt tilgængeligt informationssystem, hvortil adgangen er
beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning.
Bestemmelsen gælder ikke i forhold til informationssyste-
mer, som er offentligt tilgængelige mod betaling, jf. herom
straffelovens § 301 a.
Straffelovens § 263 a kriminaliserer i forhold til alle ikke of-
fentligt tilgængelige informationssystemer, hvortil adgangen
er beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegræns-
ning, uretmæssigt erhvervsmæssigt salg og udbredelse i en
videre kreds af en kode eller andet adgangsmiddel, jf. stk. 1,
og uretmæssig videregivelse af et større antal koder eller an-
dre adgangsmidler, jf. stk. 2. Kriminaliseringen omfatter så-
ledes den, der uretmæssigt erhvervsmæssigt sælger mindst
én kode eller andet adgangsmiddel, den, der i en videre
kreds uretmæssigt udbreder mindst én kode eller andet ad-
9
gangsmiddel, og den, der uretmæssigt videregiver et større
antal koder eller andre adgangsmidler. Modsætningsvis om-
fatter kriminaliseringen efter stk. 1 og 2 ikke ikke-erhvervs-
mæssigt salg eller anden udbredelse af et mindre antal koder
i en snævrere kreds.
Straffelovens § 263 a kriminaliserer endvidere i forhold til
visse ikke offentligt tilgængelige informationssystemer en-
hver uretmæssig videregivelse af en kode eller adgangsmid-
del og også at skaffe sig en sådan kode, jf. stk. 3. Omfattet
af denne strengere kriminalisering – som svarer til krimina-
liseringen i § 301 a i forhold til informationssystemer, der er
offentligt tilgængelige mod betaling – er samfundsvigtige
informationssystemer, jf. § 193, og informationssystemer,
der behandler følsomme oplysninger, som er omfattet af
persondatalovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, om flere perso-
ners personlige forhold.
Det bemærkes, at straf efter § 263 a, stk. 1-3, ikke er betin-
get af, at koden eller adgangsmidlet har været anvendt til
uberettiget adgang.
Efter straffelovens § 301 a straffes den, der uretmæssigt
skaffer sig eller videregiver koder eller andre adgangsmidler
til informationssystemer, hvortil adgangen er forbeholdt be-
talende brugere, og som er beskyttet med kode eller anden
særlig adgangsbegrænsning.
Bestemmelserne i § 263 a og 301 a anvendes formentlig ik-
ke særlig ofte, hvilket må antages bl.a. at bero på, at deres
fuldbyrdelsesmoment er fremrykket, og at bestemmelserne
dermed kriminaliserer visse forberedende handlinger, der i
mange tilfælde allerede er strafbare (og i praksis også straf-
fes) som forsøgshandlinger, herunder forsøg på overtrædelse
af straffelovens § 263, stk. 2, eller § 279 a.
2.2.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i overvejelserne om § 263 a om adgangs-
midler til ikke-kommercielle informationssystemer også
inddraget § 301 a om adgangsmidler til kommercielle infor-
mationssystemer.
Straffelovrådet har anført, at baggrunden for bestemmelser-
ne fremgår af betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet,
side 58 ff., og at det fremgår heraf, at der til beskyttelse af
privatlivets fred og mod hærværk mv. bør være en tidlig
strafferetlig beskyttelse af passwords og andre adgangsmid-
ler til informationssystemer, og at denne beskyttelse bør lig-
ge tidligere end forsøget på at anvende sådanne adgangs-
midler. Hertil kommer, at strafbarheden således ikke er af-
hængig af, om der kan føres tilstrækkeligt bevis for forsøg
eller forsøg på medvirken i relation til en senere kriminali-
tet. Endelig blev der peget på, at der foreligger en så væsent-
lig interesse i at beskytte IT-samfundet mod uberettigede an-
greb, at hensynet hertil kan begrunde, at der i et vist omfang
etableres en meget tidlig strafferetlig beskyttelse.
Straffelovrådet har endvidere anført, at bestemmelserne i
øvrigt også skal ses i lyset af artikel 6 i Europarådets kon-
vention om it-kriminalitet, der dog ikke nødvendiggør dem.
Straffelovrådet finder af ovennævnte grunde, herunder
navnlig at bestemmelserne er indsat i straffeloven med hen-
blik på at beskytte IT-samfundet mod uberettigede angreb,
og at dette hensyn må antages at være mindst lige så rele-
vant i dag, at den beskyttelse, som bestemmelserne indehol-
der, bør opretholdes. Straffelovrådet har herved også lagt
vægt på, at udviklingen kan indebære, at bestemmelserne vil
kunne blive anvendt mere i fremtiden. Straffelovrådet finder
imidlertid, at de lidt komplicerede bestemmelser kan forenk-
les.
Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet, om bestem-
melserne bør samles i straffelovens § 263 a, eller om dette
vil være et ulogisk brud på straffelovens systematik, hvor §
301 a indgår som en formueforbrydelse og dermed er place-
ret adskilt fra § 263 a. Straffelovrådet finder imidlertid ud
fra hensynet til regelforenkling, at bestemmelserne bør sam-
les i § 263 a, selv om visse dele efter en snæver systematisk
betragtning henhører under kapitel 28 om formueforbrydel-
ser.
Straffelovrådet foreslår på den baggrund en nyaffattelse af §
263 a, som også kommer til at indeholde gerningsindholdet
fra § 301 a, hvorfor det samtidig foreslås, at § 301 a ophæ-
ves.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 72-73.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag vedrørende straffelovens § 263 a og § 301 a, og lov-
forslaget er udformet i overensstemmelse med rådets lovud-
kast.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til straffelo-
vens § 263 a), og bemærkningerne hertil.
2.3. Husfredskrænkelse
2.3.1. Gældende ret
10
Efter straffelovens § 264, stk. 1, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget skaffer sig ad-
gang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted,
eller som uberettiget undlader at forlade fremmed grund ef-
ter at være opfordret dertil.
Beskyttelsen omfatter huse og andre afgrænsede steder, som
ikke er frit tilgængelige. Stedet kan f.eks. være afgrænset af
en mur, et plankeværk eller en hæk. Det er ikke afgørende,
om en adgangsvej (f.eks. en dør eller en låge) er låst. Også
biler, skibe, jernbanevogne og fly er omfattet af bestemmel-
sen. Bestemmelsen gælder ikke, hvis stedet er frit tilgænge-
ligt, eksempelvis fordi det er åbent for besøgende eller kun-
der. Nogle steder er frit tilgængelige på visse tidspunkter og
ikke frit tilgængelige på andre tidspunkter, eksempelvis kun-
de- og publikumsarealer i butikker, restauranter, forlystel-
sessteder, udstillingsbygninger mv. henholdsvis i og uden
for åbningstiden. Det bemærkes, at spørgsmålet om betaling
er uden betydning for, om stedet er frit tilgængeligt i be-
stemmelsens forstand. Det er således ikke husfredskrænkel-
se at tilsnige sig adgang til eksempelvis en forestilling eller
udstilling uden betaling, men sådan tilsnigelse rammes i ste-
det af straffelovens § 298, nr. 4.
Det antages, at der i formuleringen ”skaffe sig adgang” lig-
ger, at den pågældende skal have udvist en vis aktivitet, og
at kravene afhænger af, hvilken lokalitet der er tale om (jf.
Greve mfl., Kommenteret straffelov. Speciel del, 10. udg.
2012, side 449). Som eksempler har været anført, at hvis det
er en privat lejlighed, kan det være tilstrækkeligt, at den på-
gældende er gået ind, hvorimod det ikke nødvendigvis er en
husfredskrænkelse at gå ind i en lukket gård, idet der ofte
må kræves en opbrydning af lås, svig mv. (anf.st.).
Straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2, kriminaliserer den, som
uberettiget undlader at forlade fremmed grund efter at være
opfordret dertil.
Bestemmelsen gælder, uanset om den fremmede grund er
frit tilgængelig eller ej.
I forhold til ikke frit tilgængelige steder kan bestemmelsen
have selvstændig betydning, eksempelvis hvis den, der op-
fordres til at forlade stedet, ikke havde forsæt med hensyn
til, at stedet ikke var frit tilgængeligt.
I forhold til frit tilgængelige steder giver bestemmelsen mu-
lighed for, at den, der har rådighed over det pågældende
sted, pålægger bestemte personer at forlade stedet med den
virkning, at forbliven på stedet kan straffes.
Efter straffelovens § 264, stk. 2, kan straffen stige til fæng-
sel indtil 6 år, hvis en overtrædelse af stk. 1, nr. 1, begås
med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplys-
ninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller
der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.
2.3.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet finder for så vidt angår straffelovens § 264,
stk. 1, nr. 1, om husfredskrænkelse, at bestemmelsen fortsat
generelt er dækkende for, hvilke steder man ikke må skaffe
sig adgang til, idet rådet dog har fundet anledning til at fore-
tage visse ændringer af, i hvilket omfang bestemmelsen fin-
der anvendelse i relation til aflåste eller ikke aflåste bygnin-
ger, lokaler mv.
Straffelovrådet finder endvidere, at bestemmelsen om at
skaffe sig adgang til andres gemmer i straffelovens § 263,
stk. 1, nr. 2, bør videreføres uden ændringer i straffelovens §
264, stk. 1, nr. 2.
I forhold til den nugældende bestemmelse i straffelovens §
264, stk. 1, nr. 2, foreslås denne videreført i stk. 1, nr. 3,
med en mindre sproglig ændring, således at »grund« ændres
til »område«, der vurderes at være et mere dækkende be-
greb.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 73-80.
2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag vedrørende straffelovens § 264, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærk-
ningerne hertil.
2.4. Fotografering og iagttagelse af folk ved brug af foto-
grafiapparat på ikke frit tilgængeligt sted
2.4.1. Gældende ret
Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig
på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 264 a. Det
samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet ap-
parat uberettiget iagttager sådanne personer.
Beskyttelsen omfatter personer, der befinder sig på et ikke
frit tilgængeligt sted. Ikke frit tilgængelige steder skal som
udgangspunkt forstås på samme måde som i § 264, stk. 1,
nr. 1, om husfredskrænkelse.
11
Beskyttelsen omfatter således personer i huse og på andre
afgrænsede steder, som ikke er frit tilgængelige. Stedet kan
f.eks. være afgrænset af en mur, et plankeværk eller en hæk.
Det er ikke afgørende, om en adgangsvej (f.eks. en dør eller
en låge) er låst. Bestemmelsen gælder ikke, hvis stedet er
frit tilgængeligt, eksempelvis fordi det er åbent for besøgen-
de eller kunder. Nogle steder er frit tilgængelige på visse
tidspunkter og ikke frit tilgængelige på andre tidspunkter,
eksempelvis kunde- og publikumsarealer i butikker, restau-
ranter, forlystelsessteder, udstillingsbygninger mv. hen-
holdsvis i og uden for åbningstiden.
I modsætning til bestemmelsen om husfredskrænkelse må
det dog antages, at beskyttelsen mod fotografering og iagtta-
gelse ikke omfatter personer i biler, når bilen befinder sig på
et frit tilgængeligt sted (altså uanset at bilen i forhold til hus-
fredskrænkelse i sig selv er et ikke frit tilgængeligt sted).
Muligvis gælder noget tilsvarende i forhold til personer på
skibsdæk (i modsætning til i kahytter mv.). I hvert fald
fremgår det af forarbejderne, at det ikke har været hensigten
at ramme sejlsportsfolk, der anvender kikkert for at iagttage
andre sejlere (1971-betænkningen, side 61).
Beskyttelsen omfatter for det første fotografering af perso-
ner, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Foto-
grafering af andet end personer er ikke omfattet. Det er uden
betydning, hvor fotografen eller fotoudstyret befinder sig,
og om fotoudstyret eventuelt er fjernbetjent eller virker au-
tomatisk. Fotografering omfatter optagelse af enkeltbilleder
såvel som optagelse af levende billeder.
Beskyttelsen omfatter for det andet iagttagelse ved hjælp af
kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted. Iagttagelse af andet end personer
er ikke omfattet, og iagttagelse med det blotte øje er heller
ikke omfattet. Det er uden betydning, hvor iagttageren eller
apparatet befinder sig.
Det følger af det anførte, at fotografering eller iagttagelse
ved hjælp af et apparat, der er monteret i en drone, er omfat-
tet af bestemmelsen. Det samme vil gælde fotografering el-
ler iagttagelse ved hjælp af et apparat, der er monteret i en
satellit, hvis opløsningen er høj nok til, at der er tale om fo-
tografering eller iagttagelse af personer.
Der vil ikke være tale om fotografering eller iagttagelse af
personer i bestemmelsens forstand, hvis fotograferingen el-
ler iagttagelsen retter sig mod eksempelvis et sommerhus-
område eller et landskab, og personer kun mere eller mindre
tilfældigt og set på lang afstand kommer med i billedfeltet.
Omfattet er derimod eksempelvis fotografering med teleob-
jektiv eller iagttagelse med kikkert rettet mod en eller flere
personer, for så vidt personen eller personerne befinder sig
på et ikke frit tilgængeligt sted.
Beskyttelsen gælder, uanset om fotograferingen eller iagtta-
gelsen sker skjult eller åbenlyst for den eller de fotografere-
de eller iagttagede personer.
2.4.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet finder det velbegrundet, at der er en strafbe-
stemmelse, som regulerer fotografering og iagttagelse af
personer ved hjælp af et apparat.
Straffelovrådet finder, at straffelovens § 264 a er afgrænset
på en hensigtsmæssig måde, både med hensyn til at den ale-
ne beskytter personer, der befinder sig på et ikke frit tilgæn-
geligt sted, med hensyn til at den omfatter fotografering og
iagttagelse ved hjælp af et apparat, og med hensyn til at den
omfatter fotografering og iagttagelse af personer.
Straffelovrådet har anført, at den næsten universelle udbre-
delse af mobiltelefoner med indbygget kamera har forøget
de faktiske muligheder for at fotografere personer, der bef-
inder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Rådet har i den for-
bindelse også anført, at der formentlig fotograferes personer
på ikke frit tilgængelige steder i væsentligt videre omfang i
dag, end da straffelovens § 264 a blev indført i 1972.
Straffelovrådet har overvejet, om denne navnlig teknologisk
drevne udvikling giver anledning til at foreslå ændringer af
bestemmelsen, eventuelt i lempende retning, fordi udbredel-
sen af mobiltelefoner med kamera i vidt omfang har norma-
liseret det at fotografere alle steder, men har ikke fundet
grundlag herfor. Rådet lægger bl.a. vægt på, at bestemmel-
sen kriminaliserer uberettiget fotografering, og at fotografe-
ring med støtte i samtykke, herunder stiltiende samtykke, el-
ler kutyme således ikke er kriminaliseret. Rådet lægger end-
videre vægt på, at den potentielle skadevirkning for den en-
kelte af en fotografering på et ikke frit tilgængeligt sted er
mindst lige så stor og formentlig også større i dag end i
1972. Den meget vide udbredelse af digital fotografering
gør det således væsentligt nemmere, hurtigere og billigere
end tidligere at kopiere og videreformidle fotografier til an-
dre, og internettet giver i den forbindelse mulighed for po-
tentielt at give hele verden adgang til fotografier.
Straffelovrådet finder omvendt heller ikke grundlag for at
udvide bestemmelsen, eksempelvis til visse tilfælde af foto-
grafering af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt
sted. Rådet bemærker samtidig, at beskyttelsen mod videre-
givelse af oplysninger om en anden også kan omfatte foto-
grafier af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt
sted.
Straffelovrådet har overvejet, om den teknologiske udvik-
ling i øvrigt giver anledning til at foreslå ændringer i be-
stemmelsen, men har ikke fundet grundlag herfor. Efter rå-
dets opfattelse omfatter den gældende bestemmelse, der an-
12
vender begreberne fotografering og iagttagelse ved hjælp af
et apparat, utvivlsomt også fotografering og iagttagelse med
eksempelvis infrarødt kamera.
Straffelovrådet foreslår på den baggrund ingen ændringer af
gerningsindholdet i straffelovens § 264 a.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 88-91.
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser ved-
rørende kriminaliseringen i straffelovens § 264 a, og der
foretages således ingen ændringer i bestemmelsens ger-
ningsindhold.
Justitsministeriet finder imidlertid anledning til at tredoble
bødestraffen efter bestemmelsen, jf. nedenfor i pkt. 2.9.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærk-
ningerne hertil.
2.5. Uberettiget overvågning ved hjælp af gps eller andet
lignende apparat
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig
bestemmelse om gps-overvågning.
I Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af
27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbin-
delse med behandling af personoplysninger og om fri ud-
veksling af sådanne oplysninger (herefter databeskyttelses-
forordningen) er der fastsat nye EU-retlige databeskyttelses-
regler. Justitsministeren har endvidere den 25. oktober 2017
fremsat lovforslag L 68 om supplerende bestemmelser til
forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling
af sådanne oplysninger (herefter forslag til databeskyttelses-
loven). Databeskyttelsesforordningen finder anvendelse fra
den 25. maj 2018 og forslag til databeskyttelsesloven træder
i kraft den 25. maj 2018. Databeskyttelsesforordningen og
forslag til databeskyttelsesloven vil således være gældende,
når dette lovforslag i givet fald træder i kraft.
Persondataloven, der erstattes af databeskyttelsesforordnin-
gen og forslaget til databeskyttelsesloven, sætter grænser for
f.eks. private virksomheders mulighed for at kunne overvå-
ge personer med gps-udstyr.
2.5.1.2. Retsplejelovens § 791 a indeholder regler om, at po-
litiet under nærmere angivne betingelser som led i efter-
forskningen af en lovovertrædelse kan foretage observation
og teleobservation. Observation er defineret som fotografe-
ring eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat
af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted,
jf. stk. 1. Teleobservation er defineret som indhentelse af
oplysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrø-
rende lokaliseringen af en mobiltelefon, jf. stk. 5.
Reglerne om observation er i retspraksis blevet anvendt på
pejling, dvs. lokalisering af en mistænkt(s bil) ved hjælp af
radiosignaler (UfR 2000.2476 H).
Retsplejeloven indeholder ikke herudover regler om, at poli-
tiet kan registrere en persons færden ved hjælp af en gps el-
ler et andet lignende apparat. Politiets observation eller spo-
ring ved hjælp af et apparat af en person, der befinder sig på
et frit tilgængeligt sted, anses i dag ikke som et straffepro-
cessuelt tvangsindgreb, som kræver særskilt hjemmel, hvis
observationen eller sporingen kan gennemføres uden ind-
trængen på privat område, indgreb i privat ejendom mv.
2.5.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i forlængelse af overvejelserne om den
gældende beskyttelse af privatlivets fred overvejet, om den
teknologiske udvikling har skabt nye muligheder for kræn-
kelse af privatlivet, som bør kunne imødegås med straf efter
straffeloven.
Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det muligheden for
på afstand at følge en persons færden. Overvågning af en
persons geografiske placering ved hjælp af gps-udstyr er så-
ledes efter rådets opfattelse i praksis mere indgribende end
traditionel manuel skygning, hvor en eller flere personer føl-
ger efter den pågældende og dermed overvåger den pågæl-
dendes færden. Som følge af omkostningerne er der således
grænser for, hvor langvarig en manuel skygning i praksis vil
være, og det kan også være nemmere at opdage, at man bli-
ver skygget, end at man overvåges ved hjælp af gps-udstyr.
Det er således Straffelovrådets opfattelse, at en overvågning
af en persons geografiske placering, der finder sted på af-
stand ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat, i
almindelighed er udtryk for en krænkelse af en sådan grov-
hed, at der er grundlag for at overveje en kriminalisering i
straffeloven.
Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en ny bestem-
melse i straffeloven om uberettiget at registrere en persons
færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat.
Gerningsindholdet vil bestå i selve registreringen i form af
indsamling eller lagring af data ved hjælp af en gps eller et
13
andet lignende apparat, med henblik på at gerningsmanden
gennem de registrerede oplysninger vil kunne følge en an-
den (bestemt) persons færden. Bestemmelsen vil først og
fremmest finde anvendelse på registrering af en persons fær-
den, der sker ved hjælp af en gps, som er anbragt i eller på
eksempelvis en persons bil, tøj eller taske. Dette gælder,
hvor gerningsmandens forsæt omfatter selve registreringen,
og bestemmelsens hovedområde vil således være tilfælde,
hvor gerningsmanden har anbragt den pågældende gps. Det
gælder desuden, uanset om gps’en har indbygget en sender,
hvis signaler gerningsmanden opfanger, herunder ved selv at
styre, hvornår der sendes signaler, så personens færden kan
følges løbende, eller gps’en alene lagrer gps-koordinaterne,
som gerningsmanden efterfølgende skaffer sig adgang til.
Det er imidlertid afgørende, at der er tale om registrering
med henblik på at kunne følge den anden persons færden
fremadrettet. Det er omvendt ikke et krav, at registreringer-
ne har ført til, at gerningsmanden har fulgt den anden per-
sons færden, dvs. har skaffet sig det registrerede overblik
over, hvor den anden person har befundet sig. Gerningsind-
holdet er således fuldbyrdet, når registreringen er foretaget,
hvis registreringen er egnet til at følge den anden persons
færden.
Straffelovrådet foreslår, at strafferammen i den nye bestem-
melse skal være bøde eller fængsel indtil 6 måneder i lighed
med strafferammen i øvrigt for de fleste andre krænkelser af
privatlivets fred, hvor alene enkeltpersoner beskyttes, idet
strafferammen særligt skal ses i sammenhæng med straffe-
rammerne i straffelovens § 264 a om uberettiget fotografe-
ring på et ikke frit tilgængeligt sted (bøde eller fængsel i
indtil 6 måneder) og i persondataloven (bøde eller fængsel i
indtil 4 måneder).
Det vil være en konsekvens af den nye bestemmelse, at poli-
tiets anvendelse af sporings- og pejlingsudstyr som omhand-
let i bestemmelsen i forbindelse med efterforskningen af
strafbare forhold fremover i alle tilfælde vil være at anse
som et straffeprocessuelt tvangsindgreb, som skal have
hjemmel i retsplejeloven. Efter gældende ret anses sådan
sporing og pejling som et straffeprocessuelt tvangsindgreb,
hvis det f.eks. er nødvendigt at bryde ind i en bil for at an-
bringe udstyr, men ikke hvis udstyr anbringes uden på en
bil, som befinder sig et frit tilgængeligt sted. Når der er tale
om et straffeprocessuelt indgreb, anvendes retsplejelovens §
791 a om observation analogt, jf. UfR 2000.2476 H og UfR
2003.137 H. Lokalisering af en mobiltelefon er dog direkte
omfattet af retsplejelovens § 791 a, stk. 5, om teleobservati-
on. Der vil således på baggrund af forslaget skulle etableres
hjemmel i retsplejeloven til, at politiet under nærmere fast-
lagte betingelser kan foretage den form for overvågning, der
er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Der vil i den for-
bindelse efter Straffelovrådets opfattelse fortsat kunne tages
udgangspunkt i retsplejelovens § 791 a, stk. 1, herunder og-
så således, at indgrebet ikke kræver en forudgående kendel-
se fra retten.
Straffelovrådet foreslår tillige med forslaget til § 264 b en
ændring af straffelovens § 264 c, så bestemmelsen kommer
til at omfatte det forhold, at nogen uberettiget skaffer sig el-
ler udnytter oplysninger, som er fremkommet ved en over-
trædelse af den foreslåede overvågningsbestemmelse i § 264
b.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 111-115.
2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
2.5.3.1. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overve-
jelser og forslag vedrørende en ny bestemmelse om ulovlig
gps-overvågning, og lovforslaget er udformet i overensstem-
melse med rådets lovudkast.
Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at f.eks. foræl-
dres overvågning ved hjælp af gps eller andet lignende ap-
parat af mindreårige, hjemmeboende børn i almindelighed
ikke vil skulle anses for uberettiget overvågning efter den
foreslåede bestemmelse. Det samme gælder i forhold til ar-
bejdsgiveres gps-overvågning af ansatte, hvis det har hjem-
mel i arbejdsaftalen, eller de ansatte i øvrigt er klar over, at
de bliver overvåget. Derimod vil overvågning ved hjælp af
gps af en kæreste, partner, ægtefælle mv. i almindelighed
skulle anses for uberettiget overvågning efter den foreslåede
bestemmelse.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag til straffelo-
vens § 264 b), og bemærkningerne hertil.
2.5.3.2. Justitsministeriet er endvidere enig i, at der i lyset af
den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 264 b er behov
for at etablere hjemmel i retsplejeloven til, at politiet under
nærmere fastlagte betingelser kan foretage den form for
overvågning, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Justitsministeriet finder, at politiets registrering af en mis-
tænkts færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende ap-
parat er beslægtet med teleobservation efter retsplejelovens
§ 791 a, stk. 5. Der er i begge tilfælde tale om, at en persons
færden kan følges fremadrettet og løbende. Afhængig af de
tekniske muligheder kan registrering af en mistænkts færden
ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat i nogle
tilfælde have en større intensitet, fordi lokaliseringen i nogle
tilfælde vil kunne være mere præcis. Endvidere har en per-
son i princippet selv rådighed over, om den pågældende har
en tændt mobiltelefon på sig, hvorimod politiets placering af
en gps eller et andet lignende apparat i eller på en persons
bil, taske eller tøj er tilsigtet at være skjult for den pågæl-
dende.
14
Efter Justitsministeriets opfattelse bør betingelserne for poli-
tiets registrering af en mistænkts færden ved hjælp af en gps
eller et andet lignende apparat svare til betingelserne for at
anvende teleobservation efter retsplejelovens § 791 a, stk. 5.
Det er også de samme betingelser, som efter § 791 a, stk. 2,
gælder for observation af en person, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted, ved anvendelse af fjernbetjent el-
ler automatisk virkende kamera eller lignende.
Dette betyder, at indgrebet vil være betinget af, at det må
antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen
(indikationskravet), og at efterforskningen vedrører en lov-
overtrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover (kriminalitetskravet).
I lighed med observation og teleobservation efter den gæl-
dende § 791 a bør der også i relation til politiets registrering
af en mistænkts færden ved hjælp af en gps eller et andet
lignende apparat gælde en almindelig proportionalitetsregel,
således at indgrebet ikke må foretages, hvis det efter indgre-
bets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe,
som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. det gældende §
791 a, stk. 7.
Justitsministeriet finder endvidere, at beslutningen om at
iværksætte politiets registrering af en mistænkts færden ved
hjælp af en gps eller et andet lignende apparat bør træffes af
retten, smh. det gældende § 791 a, stk. 8, jf. § 783, stk. 1. I
kendelsen bør oplyses den person, indgrebet angår, det tids-
rum, inden for hvilket indgrebet kan foretages, mv., jf. §
783, stk. 1 og 2. Der kan opstå situationer, hvor politiet kan
have behov for at iværksætte registrering af en mistænkts
færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat
uden at skulle afvente retskendelse. Det foreslås på den bag-
grund, at politiet skal kunne træffe beslutning om at foretage
indgrebet med efterfølgende forelæggelse af indgrebet for
retten til godkendelse, jf. § 783, stk. 3. Også dette svarer til,
hvad der i dag gælder for teleobservation.
Efter afslutning af en teleobservation foretaget med hjem-
mel i § 791 a, stk. 5, skal der foretages underretning af den,
indgrebet har været rettet imod, jf. § 791 a, stk. 8, jf. § 788.
Tilsvarende bør efter Justitsministeriets opfattelse gælde i
relation til politiets registrering af en mistænkts færden ved
hjælp af en gps eller et andet lignende apparat.
Justitsministeriet har endvidere fundet det rigtigst, at der og-
så i sager om politiets registrering af en mistænkts færden
ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat beskikkes
en advokat for den mistænkte, jf. retsplejelovens §§ 784 og
785.
På denne baggrund foreslås det at udvide den gældende be-
stemmelse om teleobservation i form af indhentelse af op-
lysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrøren-
de lokaliseringen af en mobiltelefon, jf. retsplejelovens §
791 a, stk. 5, til også at omfatte, at politiet på anden måde
ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registre-
rer en mistænkts færden.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7 (ændring af retsple-
jelovens § 791 a, stk. 5), og bemærkningerne hertil.
2.6. Udnyttelse af oplysninger fremkommet ved visse pri-
vatlivskrænkelser
2.6.1. Gældende ret
Straffelovens § 264 c kriminaliserer den, der uden at have
medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter
oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelse af §§
263, 264 og 264 a.
Bestemmelsen angår således oplysninger, som er fremkom-
met ved brud på brevhemmeligheden mv., hemmelig aflyt-
ning, husfredskrænkelse eller fotografering eller iagttagelse
af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.
Det er en betingelse, at oplysningerne er fremkommet på
strafbar måde, idet en eller flere af bestemmelserne i §§ 263,
264 eller 264 a objektivt set blev overtrådt. Det er derimod
ikke en betingelse, at nogen subjektivt kan drages til ansvar
for overtrædelsen af §§ 263, 264 eller 264 a.
Bestemmelsen omfatter oplysninger i enhver form, både
tekst, lyd og billeder og også oplysninger, der blot meddeles
mundtligt.
Oplysningerne skal som nævnt være fremkommet ved over-
trædelse af en af de nævnte bestemmelser. Dette vil omfatte
oplysninger om indholdet af lukkede meddelelser eller op-
tegnelser, som nogen uberettiget har gjort sig bekendt med,
jf. § 263, stk. 1, nr. 1, og oplysninger om indholdet af udta-
lelser, samtaler eller forhandlinger, som nogen uberettiget
har aflyttet hemmeligt, jf. § 263, stk. 1, nr. 3. Det vil også
omfatte oplysninger om iagttagelser, som nogen har gjort ef-
ter uberettiget at have skaffet sig adgang til andres gemmer,
jf. § 263, stk. 1, nr. 2, eller til fremmed hus eller andet ikke
frit tilgængeligt sted, jf. § 264, stk. 1, nr. 1. Endvidere vil
det omfatte oplysninger, som nogen får ved uberettiget at fo-
tografere eller ved hjælp af et apparat iagttage personer, der
befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, jf. § 264 a.
Straffelovens § 264 c angår dels at skaffe sig sådanne oplys-
ninger, dels uberettiget at udnytte sådanne oplysninger.
15
At skaffe sig oplysninger indebærer, at den pågældende har
foretaget sig noget aktivt for at komme i besiddelse af oplys-
ningerne. Den blotte passive modtagelse af oplysninger på
en andens initiativ falder således udenfor.
Udnyttelse af oplysninger foreligger, når oplysningerne bru-
ges til noget. Som hovedeksempler kan nævnes erhvervs-
mæssig brug og journalistisk brug.
2.6.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet foreslår ingen ændringer af gerningsindhol-
det i straffelovens § 264 c ud over, at ordet »uberettiget«
flyttes, så det sprogligt kommer til at dække begge led i be-
stemmelsen.
Straffelovrådet foreslår dog tillige med forslaget til § 264 b
en ændring af straffelovens § 264 c, så bestemmelsen også
kommer til at omfatte det forhold, at nogen uberettiget skaf-
fer sig eller udnytter oplysninger, som er fremkommet ved
en overtrædelse af den foreslåede overvågningsbestemmelse
i § 264 b.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 49 og 93.
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag vedrørende straffelovens § 264 c, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 9, og bemærk-
ningerne hertil.
2.7. Forfølgelse ved hyppig fremsættelse af underkendte
beskyldninger
2.7.1. Gældende ret
Straffelovens § 266 c angår den, der, efter at en sag har fun-
det sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter un-
derkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt,
at deres fremsættelse udarter til forfølgelse. Når oplysnin-
gerne er egnede til at skade den pågældende i offentlighe-
dens omdømme, straffes sådan forfølgelse med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 87 af 15. marts 1939,
og baggrunden for bestemmelsen var, at man ønskede at be-
kæmpe serier af bevidst usande beskyldninger, der fremsæt-
tes så hyppigt, at de får karakter af forfølgelse, jf. Rigsdags-
tidende, Forhandlinger i Landstinget, 91de ordentlige Sam-
ling 1938-39, spalte 925. Som et argument mod bestemmel-
sen blev det under forhandlingerne bl.a. anført, at det ville
være mere naturligt at henvise til den berigtigelsesret, som
var indført gennem presseloven (nu medieansvarsloven), og
som i vidt omfang vil kunne bringes til anvendelse, jf. spalte
944.
2.7.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har anført, at det allerede i Straffelovrådets
betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsla-
delse (delbetænkning 1 om sanktionsspørgsmål), side 202,
blev fremhævet, at bestemmelsen muligvis kunne udgå af
straffeloven som overflødig. Dette blev gentaget i Straffe-
lovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og
strafferammer, side 873, med en bemærkning om, at det
faldt uden for rammerne af betænkningen at gå ind i en vur-
dering, der endeligt afdækker dette spørgsmål.
Straffelovrådet har endvidere anført, at der ikke ses at være
trykt retspraksis om bestemmelsen, og at Kriminalregisteret
har oplyst, at der ikke pr. 30. november 2016 er registreret
nogen afgørelser, der omhandler straffelovens § 266 c i regi-
steret, hvilket bekræfter de tidligere antagelser af, at bestem-
melsen er overflødig.
Straffelovrådet finder på den baggrund, at bestemmelsen
kan ophæves som overflødig.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 129-130.
2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag vedrørende straffelovens § 266 c, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast. Det be-
mærkes i den forbindelse, at der heller ikke efter den 30. no-
vember 2016 er trykte domme vedrørende bestemmelsen, li-
gesom Kriminalregisteret fortsat ikke har registreret afgørel-
ser vedrørende bestemmelsen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 (forslag til ophæ-
velse af straffelovens § 266 c), og bemærkningerne hertil.
2.8. Ærekrænkelser
2.8.1. Gældende ret
2.8.1.1. Straffelovens § 267 angår ærekrænkelse, mens §
268 angår den form for ærekrænkelse, som betegnes bagvas-
16
kelse. Strafferammen for ærekrænkelse efter § 267 er bøde
eller fængsel indtil 4 måneder, mens straffen for bagvaskel-
se efter § 268 kan stige til fængsel i 2 år.
Straffelovens §§ 267-274 om ærekrænkelser stammer med
få undtagelser og ændringer fra straffeloven af 1930. Enkel-
te af reglerne går endnu længere tilbage. Bestemmelserne
bygger bl.a. på en hovedsondring mellem beskyldninger (i
lovteksten benævnt ”sigtelser”) og ringeagtsytringer (i lov-
teksten betegnet ”fornærmelige ord og handlinger”), som
ifølge lovteksten bl.a. har betydning for ordningerne vedrø-
rende sandhedsbevis og mortifikation. Ifølge lovteksten kan
det som udgangspunkt kræves, at der føres bevis for be-
skyldninger, hvorimod der ikke er adgang til at føre bevis
for ringeagtsytringer. Beskyldninger kan ifølge lovteksten
mortificeres, hvis de ikke bevises, mens ringeagtsytringer
ikke kan mortificeres.
Ringeagtsytringer omfatter stærkt hånende udtalelser og
handlinger.
Beskyldninger er omfattet, når de er egnet til at nedsætte
den fornærmede i medborgeres agtelse. Beskyldningerne
skal angå den fornærmedes moralske vandel og egenskaber,
eksempelvis beskyldninger om grove strafbare forhold.
Udenfor falder ytringer om en persons økonomiske forhold,
videnskabelige eller kunstneriske præstationer, intelligens,
livsanskuelser, legemlig og åndelig sundhed, erhvervsmæs-
sige færdigheder osv., medmindre der indirekte er tale om et
angreb på personens moral, eksempelvis fordi ytringen indi-
rekte er en beskyldning om, at personen ikke på forsvarlig
måde kan varetage sin stilling eller hverv. Beskyldningen
skal angå noget subjektivt dadelværdigt. En ytring om, at en
person alene objektivt er ansvarlig for et forhold, er ikke en
ærekrænkelse.
Beskyldninger, hvis sandhed bevises, kan som udgangs-
punkt ikke straffes som ærekrænkelse, jf. § 269, stk. 1. Der
kan dog straffes efter § 267 for sandfærdige beskyldninger,
der fremsættes i en utilbørlig fornærmende form, jf. § 270,
stk. 1.
Både fremsættelse og udbredelse af ringeagtsytringer og be-
skyldninger er omfattet. Efter ordlyden gælder det enhver
fremsættelse eller udbredelse, herunder fremsættelse alene
over for den fornærmede selv. Det må imidlertid antages, at
et neutralt referat alene over for den fornærmede falder
udenfor, så længe den refererende ikke gør ringeagtsytrin-
gen eller beskyldningen til sin egen. Det må endvidere anta-
ges, at fremsættelse eller udbredelse i en snæver, fortrolig
kreds (eksempelvis inden for den nære familie eller på en
lille arbejdsplads) falder udenfor.
Straf forudsætter forsæt, jf. den almindelige regel i straffelo-
vens § 19. Forsætskravet er navnlig relevant i forhold til be-
tydningen af de pågældende ytringer og i forhold til frem-
sættelse eller udbredelse. Hvis gerningsmanden ikke har for-
stået, hvordan ytringerne ville blive forstået, kan forsæt
mangle. Det samme gælder, hvis et ufærdigt udkast utilsigtet
er blevet udbredt (gerningsmanden er f.eks. kommet til at
trykke send, før teksten var færdigredigeret). Grundet straf-
ferammen er forsøg på overtrædelse af § 267 ikke strafbar,
jf. straffelovens § 21, stk. 3.
Om en beskyldning er sandfærdig, er derimod ikke omfattet
af forsætskravet. Hvis sandheden bevises, er der ikke tale
om ærekrænkelse, medmindre beskyldningen er fremsat i en
utilbørlig fornærmende form. Hvis sandheden ikke bevises,
udelukker gerningsmandens ukendskab til, om beskyldnin-
gen er sand, derimod ikke straf for ærekrænkelse.
Har gerningsmanden ligefrem forsæt med hensyn til, at be-
skyldningen er falsk, falder gerningen under § 268 om bag-
vaskelse. Det samme gælder efter ordlyden af § 268, hvis
gerningsmanden har ”savnet rimelig grund til at anse den for
sand”. Som beskrevet nedenfor er en beskyldning i en række
tilfælde straffri, hvis gerningsmanden har haft rimelig grund
til at anse den for sand, og en anvendelse af § 268, 2. led,
efter sin ordlyd kunne derfor let føre til, at beskyldninger
enten var bagvaskelse eller straffri. § 268, 2. led, anvendes
formentlig sjældent eller aldrig i praksis.
En beskyldning fremsat i god tro er ikke strafbar som ære-
krænkelse, hvis gerningsmanden var forpligtet til at udtale
sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar al-
meninteresse eller af eget eller andres tarv, jf. § 269, stk. 1.
God tro foreligger, når den pågældende selv anser beskyld-
ningen for sand.
God tro er tilstrækkelig til straffrihed, når den pågældende
har været forpligtet til at udtale sig, herunder i forbindelse
med vidneforklaring for retten, jf. retsplejelovens § 168, an-
meldelse til politiet efter straffelovens § 141, underretning
af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International
Kriminalitet efter hvidvaskloven eller underretning af kom-
munen efter lov om social service § 154.
Ved varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller
andres tarv kræves ud over god tro, at det er ”berettiget” at
varetage interessen eller tarvet ved at fremkomme med den
pågældende beskyldning.
Ved varetagelse af åbenbar almeninteresse må det forment-
lig kræves, at der var en vis objektiv bestyrkelse af beskyld-
ningens sandhed.
Fremsættelse af beskyldninger i forbindelse med varetagelse
af eget eller andres tarv kan f.eks. være relevant i forbindel-
se med politianmeldelser, ved privat påtale af forbrydelser,
17
ved sagsanlæg, ved forklaring til politiet, i lægeerklæringer
og i skoleudtalelser. Ved vurderingen af berettigelsen skal
der tages hensyn til, om der var rimelig grund til mistanke,
til den ivaretagne interesses betydning og til nødvendighe-
den af at varetage interessen på netop denne måde.
Ærekrænkelse kan også ske mod en afdød, jf. straffelovens
§ 274. Strafferammen er dog så bøde eller, hvis der forelig-
ger bagvaskelse, fængsel indtil 4 måneder. Endvidere ophø-
rer beskyttelsen mod anden ærekrænkelse end bagvaskelse
20 år efter den pågældendes død.
2.8.1.2. Højesteret fastslog første gang i UfR 1997.259/2 H,
at reglerne om ærekrænkelser skal fortolkes i lyset af
EMRK, herunder navnlig artikel 8 om ret til respekt for pri-
vatliv og familieliv og artikel 10 om ytringsfrihed, og de ret-
ningslinjer, der følger af Menneskerettighedsdomstolens
praksis.
EMRK artikel 8 bestemmer, at enhver har ret til respekt for
sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Retten til privatliv tager først og fremmest sigte på at mulig-
gøre udvikling af den enkeltes personlighed i forholdet til
andre mennesker uden indblanding. Heri ligger også en ret
til beskyttelse mod uberettigede angreb på ens gode navn og
rygte (reputation). Når der er tale om beskyldninger om
strafbare forhold, er der en glidende overgang til beskyttel-
sen efter konventionens artikel 6, stk. 2, hvorefter enhver,
der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig,
indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse
med loven (uskyldsformodningen).
Det primære formål med artikel 8 er at beskytte den enkelte
mod uberettigede indgreb fra offentlige myndigheder i de
beskyttede rettigheder. Bestemmelsen fortolkes dog sådan,
at den også i et vist omfang pålægger staten positive handle-
pligter. Staten kan således have en pligt til at beskytte den
enkelte mod andre privates krænkelse af den pågældendes
gode navn og rygte mv. Det er som udgangspunkt overladt
til staten at vurdere, hvilke foranstaltninger der skal bringes
i anvendelse, og staten har ikke nødvendigvis pligt til at ind-
føre strafbestemmelser.
EMRK artikel 8 skal ses i sammenhæng med artikel 10 om
ytringsfrihed, og i forbindelse med en konkret sag om ære-
krænkelse skal der foretages en afvejning af hensynet til in-
dividets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre perso-
ners gode navn og rygte eller rettigheder efter EMRK artikel
8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i den konkrete
situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel
10.
Menneskerettighedsdomstolen har i sin praksis udviklet en
standard for at vurdere, om der er sket en krænkelse af arti-
kel 10. Indledningsvis vurderes, om der konkret er sket et
indgreb i ytringsfriheden. Dette spørgsmål giver sjældent
anledning til tvivl i sager om ærekrænkelser. Når det er fast-
slået, at der er sket et indgreb, vurderes det, om indgrebet er
foreskrevet ved lov, om det varetager et sagligt hensyn, og
om det er nødvendigt i et demokratisk samfund for at vareta-
ge det pågældende hensyn.
I sager om ærekrænkelse kan denne vurdering på det gene-
relle plan beskrives som en afvejning af på den ene side
hensynet til individets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10
og på den anden side andre personers gode navn og rygte el-
ler rettigheder, der er selvstændigt beskyttet i EMRK artikel
8 om bl.a. retten til privatliv. Se f.eks. Axel Springer mod
Tyskland, dom af 7. februar 2012 (pr. 87), og Ungváry og
Irodalom Kft. mod Ungarn, dom af 3. december 2013 (pr.
43).
I den konkrete afvejning indgår en række fortolkningsfakto-
rer, herunder kategoriseringen af udtalelsen som enten ”va-
lue judgment” (værdidom) eller ”statement of facts” (be-
skyldning), udtalelsens emne og formål, udtalelsens afsen-
der og adressat, udtalelsens forum og muligheden for kon-
tradiktion, udtalelsens form samt konteksten for udtalelsen.
Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er sondringen
mellem "værdidom" og "beskyldning" central. Den ledende
dom på området er Lingens mod Østrig, dom af 8. juli 1986.
I sagen havde journalisten Peter Lingens betegnet den
østrigske kansler Bruno Kreisky som ”umoralsk” og ”uvær-
dig”. Baggrunden for udtalelserne var, at Kreisky havde
samarbejdet med en politiker, der havde en fortid i SS. Lin-
gens blev dømt for udsagnet i Østrig bl.a. med henvisning
til, at Lingens ikke havde ført sandhedsbevis for sine ud-
sagn. Domstolen udtalte i pr. 46 bl.a.:
”In the Court’s view a careful distinction needs to be made
between facts and value judgments. The existence of facts
can be demonstrated, whereas the truth of value-judgments
is not susceptible of proof […]. As regards value-judgments
this requirement is impossible of fulfillment and it infringes
freedom of opinion itself. ”
Domstolen fandt, at Lingens’ udsagn var værdidomme. Der
kunne derfor ikke kræves, at Lingens førte sandhedsbevis.
Derimod var det afgørende, om der var et vist faktuelt belæg
for udsagnene, og om disse blev fremsat i god tro. Denne
beskrivelse af vurderingen i sager om bedømmelse af værdi-
domme er gentaget og anvendt mange gange siden af Men-
neskerettighedsdomstolen, jf. f.eks. Oberschlick mod Østrig,
dom af 23. maj 1991 (pr. 63), hvor en journalist sammenlig-
nede et konkret forslag på udlændingeområdet fra politike-
ren Jörg Haider med nazisternes politik under Anden Ver-
denskrig. Også i dette tilfælde var der tale om en værdidom
med et heraf følgende lempeligere krav til faktuelt belæg for
ytringen.
18
"Beskyldninger" dækker derimod over udsagn, der kan føres
bevis for, det vil sige egentlige beskyldninger, hvis rigtighed
lader sig be- eller afkræfte. I sager om beskyldninger for
strafbare forhold indgår hensynet til uskyldsformodningen
efter EMRK artikel 6, stk. 2, også i vurderingen.
Udtalelsens emne og formål har også betydning. Ifølge
praksis fra Menneskerettighedsdomstolen er der et meget
snævert område for at begrænse politiske ytringer og ytrin-
ger om vigtige samfundsmæssige anliggender. Der ydes ik-
ke en tilsvarende beskyttelse af ytringer eller andre me-
ningstilkendegivelser, som ikke har almen interesse, men
f.eks. blot har til formål at tilfredsstille et publikums nysger-
righed.
Udtalelsens afsender og adressat indgår også i vurderingen.
I denne sammenhæng indtager pressen efter Menneskeret-
tighedsdomstolens praksis en særstilling, hvilket skal ses i
sammenhæng med pressens rolle som ”public watchdog”.
Der skal således meget tungtvejende grunde til at retfærdig-
gøre indgreb i pressens ytringsfrihed.
Selv når der er tale om egentlige beskyldninger (”statement
of facts”), der er fremsat af tredjemand og viderebragt af
pressen, har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at pres-
sen indtager en særstilling i forbindelse med viderebringel-
sen. Ifølge domstolen er det i sådanne tilfælde ikke afgøren-
de, om journalisten kan bevise rigtigheden af de viderebrag-
te påstande, men derimod om der er et tilstrækkeligt præcist
og troværdigt faktuelt grundlag for ytringen, hvilket skal
vurderes i forhold til ytringens grovhed.
Det er endvidere væsentligt, hvem der er genstanden for en
ytring.
Udtalelsens forum og muligheden for kontradiktion er yder-
ligere momenter i afvejningen. En ytrings skadelige effekt
er langt større, hvis ytringen er fremsat i en landsdækkende
tv-udsendelse, end hvis ytringen er fremsat i et lukket møde
med få deltagere. Har der været mulighed for, at den, som
ytringen er rettet mod, har kunnet komme til orde, kan det
omvendt tale imod at sanktionere ytringen.
Højesterets dom gengivet i UfR 1999.122 H angik doku-
mentarudsendelsen “Politiets blinde øje”, der stillede sig kri-
tisk over for politiets efterforskning i den såkaldte Pedal
Ove-sag. Pedal Ove blev først dømt for drab, men senere fri-
fundet, efter at sagen var blevet genoptaget af Den Særlige
Klageret. I dokumentarudsendelsen rettede to journalister al-
vorlige beskyldninger mod en navngiven politiinspektør. I
sin redegørelse for de momenter, der efter Menneskerettig-
hedsdomstolens praksis måtte tillægges betydning ved vur-
deringen af, om disse beskyldninger var strafbare, fremhæ-
vede Højesteret bl.a., at politiinspektøren som følge af den
på tidspunktet for udsendelsen verserende genoptagelsessag
ikke havde kunnet medvirke i udsendelsen. Sagen blev ind-
bragt for Menneskerettighedsdomstolen, der ikke fandt, at
det var i strid med EMRK artikel 10 at straffe journalisterne
for deres udsagn. Menneskerettighedsdomstolen lagde bl.a.
vægt på, at journalisterne ikke var dømt for at have kritiseret
politiets efterforskning eller for at have videreformidlet vid-
neudsagn. Der var derimod tale om en konkret beskyldning
om et strafbart forhold fremsat af journalisterne selv.
Udtalelsens form kan også spille ind.
Såfremt en udtalelses indhold anses for omfattet af EMRK
artikel 10, vil et stødende ordvalg eller en stødende stil ikke
i almindelighed udgøre et selvstændigt grundlag for et ind-
greb i ytringsfriheden. Graden af beskyttelse, som en ytring
nyder, er også afhængig af konteksten for ytringen. Blander
en privatperson sig f.eks. i den offentlige debat, er der vide-
re rammer for den kritik, som den pågældende må tåle.
Højesterets dom gengivet i UfR 2013.1067/2 H angik en tid-
ligere borgmester, som i et interview i TV 2 News havde be-
skyldt en forhenværende dommer for at være sin åbenlyse
politiske modstander og for at være en yderligtgående natio-
nalist, der havde tilrettelagt hele retssagen mod den pågæl-
dende tidligere borgmester. Højesteret betonede, at borgme-
steren havde udtalt sig på TV 2 News’ foranledning, og at
interviewet fandt sted, umiddelbart efter at landsretten havde
afsagt dom i ankesagen mod ham om embedsmisbrug og
mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Den tidligere borg-
mester måtte ”under disse omstændigheder have ganske vi-
de rammer for at udtale sig kritisk. ” Konkret var det imid-
lertid ikke tilstrækkeligt til at anse de grove beskyldninger
for straffri, jf. straffelovens § 269, stk. 1.
Sondringen mellem "beskyldninger" og "værdidomme" er i
udgangspunktet klar. Det er eksempelvis en beskyldning,
hvis man siger, at X har taget imod bestikkelse. Eksempler
på værdidomme kan være udsagn om, at X er umoralsk,
uværdig eller umenneskelig.
I praksis er der imidlertid en glidende overgang mellem be-
skyldninger og værdidomme, og der kan dermed også være
tale om en glidende skala for, hvor sikkert et faktuelt grund-
lag der skal være for et givent udsagn, for at det er beskyttet
mod indgreb. Hvis sagen har væsentlig samfundsmæssig in-
teresse, kan der heller ikke i forhold til beskyldninger stilles
krav om, at udsagnets rigtighed kan bevises uden for enhver
rimelig tvivl under en efterfølgende retssag.
Hertil kommer, at der er forskel på selv at fremsætte et ud-
sagn og at referere andres udsagn. Referat af andres udsagn
som led i journalistisk nyhedsformidling, der lever op til
sædvanlige krav til research og adgang til kontradiktion, kan
således være berettiget og beskyttet mod indgreb, selv om
udsagnets rigtighed ikke kan bevises. Det ligger imidlertid
19
bl.a. i henvisningen til sædvanlige krav til research, at der
også i sådanne tilfælde skal foreligge i det mindste et vist
faktuelt grundlag for udsagnet.
Påvirkningen fra Den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention har betydet, at sondringen mellem sigtelser og for-
nærmelige ord eller handlinger (ringeagtsytringer) ikke læn-
gere har de retsvirkninger, der fremgår af straffelovens ord-
lyd og ældre retspraksis.
I forhold til straffelovens sondring mellem sigtelser og rin-
geagtsytringer er værdidomme en mellemform, således at
forstå at såvel nogle udsagn, der i ældre praksis blev anset
for ringeagtsytringer, som nogle udsagn, der efter dansk ret
stadig traditionelt betegnes sigtelser, i dag må rubriceres
som værdidomme. Beskyldninger udgør således alene en
delmængde af de udsagn, der i dansk ret betegnes sigtelser.
Hovedretsvirkningen af, at et udsagn rubriceres som en vær-
didom, er, at der i sådanne tilfælde ikke må kræves sand-
hedsbevis (men alene et vist faktuelt grundlag) – altså i en
vis forstand det modsatte af den traditionelle danske ord-
ning, der er udtrykt i straffeloven, hvor der enten kræves
sandhedsbevis eller ikke er adgang til sandhedsbevis.
Det kan give anledning til tvivl, hvordan ringeagtsytringer,
der alene helt generelt giver udtryk for en foragtende, forhå-
nende, latterliggørende eller på anden måde nedvurderende
opfattelse af en anden, vil blive bedømt i dag. Der er ikke
tvivl om, at mere udviklede udsagn, der i ældre dansk prak-
sis blev kategoriseret som ringeagtsytringer og dermed som
udgangspunkt strafbare (uden adgang til sandhedsbevis), i
dag ofte må anses som værdidomme, der ikke må gribes ind
overfor, hvis de har et vist faktuelt grundlag.
Der er heller ikke tvivl om, at kortfattede ringeagtsytringer,
som tidligere uden videre blev anset som strafbare, i dag må
behandles efter de beskrevne principper for værdidomme,
hvis udsagnet med rimelighed kan anses som en sådan. Det
gælder antagelig eksempelvis udsagn som ”åndelig falitten-
spiller” og ”åndelig gøgler” (UfR 1935.676 H).
Tvivlen angår derimod udtryk, der reelt alene er skældsord,
eksempelvis ”svin”, ”kloakrotte”, ”skadedyr”, ”spaghetti-
tøs”, ”horeunge”, ”kreatur” (VLT 1941.104), ”modbydelige
snotabe” og ”kvajhoved” (UfR 1966.483 Ø – § 121). Men-
neskeretligt gælder for så vidt det samme – hvis udsagnet
(læst i sin kontekst) med rimelighed kan anses som en vær-
didom, må det behandles som en sådan, dvs. der må ikke
gribes ind over for udsagnet, hvis det har et vist faktuelt
grundlag, og det er udbredt som led i en offentlig debat om
emner af væsentlig samfundsmæssig interesse. Spørgsmålet
er imidlertid, om rene skældsord overhovedet kan have et
faktuelt grundlag.
2.8.2. Straffelovrådets overvejelser
2.8.2.1. Straffelovrådet har overvejet, om og i givet fald i
hvilken form kriminaliseringen af ærekrænkelse bør videre-
føres.
Overvejelserne er foretaget i lyset af, at internettets udbre-
delse har medført, at der kommunikeres og debatteres let og
hurtigt via e-mail, diverse debatfora, sociale medier osv., og
at nogle personer i den forbindelse anvender en hård tone
med fornærmelser og beskyldninger, herunder både strafba-
re og ikke strafbare. Dette kan være med til at afspore en de-
bat, dels fordi fokus fjernes fra sagen til de personangreb,
som er fremkommet, dels fordi det kan afføde, at man afhol-
der sig fra at ytre sig i frygt for at blive udsat for persona-
ngreb. Det er i mange sammenhænge blevet fremhævet, at
der generelt anvendes en hårdere sprogbrug, når der kom-
munikeres elektronisk og hurtigt, end når man kommunike-
rer mundtligt. Denne grundlæggende præmis er indgået i
Straffelovrådets overvejelser som et argument for, at der bør
opretholdes et værn mod ærekrænkelser.
Internettets udbredelse har endvidere medført risiko for, at
ærekrænkelser mv. udbredes i et hidtil uset tempo og om-
fang, og dette kan være med til at forøge skadevirkningen af
en ærekrænkelse med risiko for store personlige omkostnin-
ger til følge. Hertil kommer, at internettet anvendes kon-
stant, og at den krænkede derfor sjældent vil kunne undgå at
blive mindet om krænkelsen, som derved får en mere vedva-
rende karakter.
Straffelovrådet vil på den ene side pege på, at ærekrænkel-
sers strafværdighed i almindelighed er forholdsvis ringe, og
at der af den grund kunne ske en afkriminalisering af ære-
krænkelse helt eller delvist ud fra en betragtning om, at det
er for vidtgående at have et strafferetligt værn mod disse
navnlig i form af fornærmelser, men også beskyldninger, og
at sådanne krænkelser således kun bør imødegås civilretligt
med f.eks. erstatning eller godtgørelse.
Straffelovrådet har således overvejet, om ærekrænkelse bør
afkriminaliseres generelt, dog med undtagelse af bagvaskel-
se efter § 268, 1. led, idet det strafferetlige værn mod ære-
krænkelse som anført nedenfor efter Straffelovrådets opfat-
telse har en så stærk begrundelse, at det vil være for vidtgå-
ende at afkriminalisere (i hvert fald de groveste) beskyldnin-
ger, der fremsættes eller udbredes mod bedre vidende.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at det særligt i lyset af den
teknologiske udvikling med risiko for hurtig og bred udbre-
delse på internettet og deraf følgende større risiko for øget
skadevirkning vil være for vidtgående at afkriminalisere i
hvert fald den form for beskyldninger, der efter Menneske-
rettighedsdomstolens praksis kategoriseres som udsagn om
bestemte kendsgerninger (statement of facts). Krænkelsen
20
ved uretmæssigt at blive beskyldt for at have begået f.eks.
alvorlig kriminalitet er efter rådets opfattelse så alvorlig, at
der fortsat bør være adgang til at skride ind over for en så-
dan beskyldning med straf.
Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at det vil være
for vidtgående at afkriminalisere den form for ærekrænkel-
se, der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis katego-
riseres som ”værdidomme” (value judgment), idet disse kan
have et vist faktuelt grundlag, der kan være genstand for be-
vis. Det vil således i mange sammenhænge være særdeles
krænkende at blive kaldt f.eks. nazist eller fascist eller at bli-
ve beskyldt for at være umoralsk eller uværdig, og det kan
have en så stor skadevirkning, at der kan være behov for at
kunne skride ind med straf.
Endelig er det Straffelovrådets opfattelse, at også ringeagt-
sytringer (fornærmelser), der falder uden for EMRK’s be-
skyttelse af ytringsfriheden, fordi de ikke har noget på-
standsindhold, fortsat bør være omfattet af den strafferetlige
beskyttelse. Rådet har herved lagt vægt på, at krænkelsen i
hvert fald i visse grovere tilfælde af brug af ringeagtsytrin-
ger kan være så betydelig og samtidig konfliktoptrappende
og –skabende, at et strafferetligt værn forekommer relevant
og berettiget, ligesom rådet har lagt vægt på den udvikling i
debattone mv. og risiko for øget alvorlig skadevirkning ved
udbredelse på internettet, som er beskrevet ovenfor.
Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om ærekrænkelse
fortsat skal omfatte både fremsættelse og udbredelse af ære-
krænkelsen, ligesom det findes velbegrundet, at ærekrænkel-
sesbestemmelserne beskytter juridiske personer.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 142-148 og
152-154.
2.8.2.2. Straffelovrådet har herefter overvejet, om der er be-
hov for en bestemmelse om ærekrænkelser af særlig grov
beskaffenhed i lighed med straffelovens § 268 om bagvas-
kelse, der straffes efter en højere strafferamme end de øvrige
ærekrænkelser.
Straffelovrådet har i den forbindelse anført, at strafansvaret
for ærekrænkelse har sin stærkeste begrundelse i tilfælde af
bagvaskelse efter § 268, 1. led, om fremsættelse eller udbre-
delse af en sigtelse mod bedre vidende, og der er således ik-
ke tvivl om, at en sådan bestemmelse bør videreføres even-
tuelt med justeringer. Det er i den forbindelse endvidere
Straffelovrådets opfattelse, at forhold af denne grovhed efter
begæring bør påtales af det offentlige, jf. herom pkt. 2.10
nedenfor.
Straffelovrådet har herefter overvejet, om der kan forekom-
me andre ærekrænkelser end bagvaskelse efter gældende §
268, 1. led, der er så grove, at det kan være velbegrundet at
kunne straffe dem efter den højere strafferamme i § 268.
Dette er efter Straffelovrådets opfattelse særligt relevant i
forhold til grove beskyldninger, dvs. beskyldninger der er
egnede til væsentligt at skade nogens omdømme, herunder
især beskyldninger om grove strafbare forhold, der fremsæt-
tes på et mangelfuldt grundlag, og hvor grovheden forstær-
kes, hvis beskyldningen udbredes gennem et landsdækkende
medie.
Det vil endvidere efter rådets opfattelse være relevant, hvis
ærekrænkelser er fremsat på en måde, så de udbredes i bety-
deligt omfang, eller der er en risiko for sådan udbredelse,
herunder navnlig på internettet eller gennem indholdet af et
massemedie, og denne udbredelse i kombination med ære-
krænkelsernes karakter vil kunne have en langvarig og/eller
alvorlig skadevirkning for forurettede.
Det er endelig relevant i forhold til de ærekrænkelser, som
omfattes af straffelovens § 268, 2. led, og som drejer sig om
de tilfælde, hvor gerningsmanden har savnet rimelig grund
til at anse en sigtelse for sand.
Straffelovrådet finder imidlertid bl.a. i lyset af overvejelser-
ne om betinget offentlig påtale, at § 268 bør afgrænses mere
snævert med udgangspunkt i det nuværende 1. led af be-
stemmelsen, dvs. hvis en beskyldning er fremsat eller ud-
bredt mod bedre vidende. De beskyldninger, der i dag er
omfattet af § 268, 2. led, vil således fremover alene være
omfattet af § 267, hvor strafmaksimum imidlertid foreslås
hævet til fængsel i indtil 1 år.
Det er på den baggrund Straffelovrådets opfattelse, at § 268
fremover bør begrænses til alvorlige beskyldninger, der er
fremsat eller udbredt mod bedre vidende, og at bestemmel-
sen bør indeholde et strafmaksimum af fængsel indtil 2 år og
undergives betinget offentlig påtale.
Alvorlige beskyldninger vil primært omfatte beskyldninger
om grove strafbare forhold. Det vil være op til anklagemyn-
digheden at foretage en vurdering af, om der er tale om en
tilstrækkelig alvorlig beskyldning til, at anklagemyndighe-
den på begæring kan påtale forholdet, og i sidste ende er det
op til domstolene at henføre forholdet til § 267 eller § 268.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 148-151.
2.8.2.3. Der er generel enighed i nyere juridisk litteratur om,
at straffelovens bestemmelser om ærekrænkelse i §§
267-274 bør omskrives med henblik på at indrette bestem-
melserne sådan, at de afspejler de principper, som følger af
EMRK artikel 10 og Menneskerettighedsdomstolens prak-
sis, og som således er afgørende for strafbarheden af ære-
krænkende udsagn.
21
Straffelovrådet er enig i, at der er behov for at nyaffatte be-
stemmelserne om ærekrænkelse, sådan at de bedre afspejler
gældende ret i relation til EMRK. Dette gælder navnlig be-
stemmelserne i §§ 269-271 om sandhedsbevis mv. Som be-
stemmelserne er formuleret i dag, er de forskellige princip-
per dels absolutte, hvilket ikke stemmer overens med Men-
neskerettighedsdomstolens praksis, dels er de svære at dan-
ne sig et overblik over, fordi de mange principper, der i vidt
omfang er indbyrdes forbundne, er spredt ud på flere be-
stemmelser. Endelig er de kun delvist udtryk for den vurde-
ring, der skal foretages i relation til EMRK’s bestemmelser.
Den overordnede forskel mellem straffelovens regler om
ærekrænkelser og EMRK er, at straffelovens regler er knyt-
tet til spørgsmålet om, hvorvidt et udsagn er sandt eller
falskt. Det centrale spørgsmål efter EMRK er derimod, om
en ytring fortjener beskyttelse i den sammenhæng, hvori
ytringen er fremkommet. I vurderingen efter EMRK indgår
en lang række momenter, som tillægges varierende betyd-
ning afhængig af den kontekst, som ytringen er fremsat i.
Der er tale om en retlig standard, der er udfyldt og fortsat
udfyldes af Menneskerettighedsdomstolens praksis.
Straffelovrådet har på den baggrund udarbejdet et lovudkast,
hvor lovteksten fastlægger et gerningsindhold (§§ 267 og
268) og herunder kun helt overordnet afspejler den vurde-
ring, der skal foretages i relation til EMRK, og hvor den
nærmere beskrivelse af disse principper fremgår af lovbe-
mærkningerne (§ 269).
Straffelovrådet finder endvidere anledning til at erstatte de
gældende bestemmelser i straffelovens §§ 269-274 om ære-
krænkelse med et mere enkelt regelsæt, der er udformet i ly-
set af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og
Menneskerettighedsdomstolens praksis om forholdet mel-
lem konventionens artikel 8 om retten til privatliv og artikel
10 om ytringsfrihed.
Disse ændringer indebærer bl.a., at straffelovens §§ 269-272
(bortset fra § 270, stk. 2), der vedrører sandhedsbevis mv.
og i øvrigt regulerer, i hvilket omfang ærekrænkende ytrin-
ger er straffri, erstattes af en samlet bestemmelse i § 269,
som bedre, men kun overordnet set, afspejler gældende ret
efter Menneskerettighedsdomstolens praksis, idet § 271, stk.
1, dog foreslås videreført med sproglige ændringer i § 269,
stk. 3.
Straffelovrådet anfører om bestemmelsen om sandhedsbevis
i straffelovens § 269, hvorefter beskyldninger er straffrie,
hvis der føres sandhedsbevis for dem, at den skal fortolkes i
lyset af Menneskerettighedsdomstolens praksis. Det indebæ-
rer, at der vil kunne skrides ind over for krænkende udsagn
mod navngivne enkeltpersoner vedrørende statement of
facts, hvis rigtighed ikke bevises, eller hvis de i øvrigt ikke
har et fornødent grundlag. Krænkende værdidomme kan
derimod ikke kræves bevist, men der kan dog skrides ind
over for dem, hvis de ikke har det fornødne faktuelle grund-
lag.
Sandhedsbeviset har en central og grundlæggende funktion,
idet der som det klare udgangspunkt ikke bør straffes for be-
visligt sande beskyldninger. Sandhedsbeviset beskytter ikke
kun den påståede krænker, men også de personer, som er
uskyldige i forhold til de beskyldninger, der rettes mod dem.
Straffelovrådet foreslår en ny bestemmelse i straffelovens §
269, der i overensstemmelse med Menneskerettighedsdoms-
tolens praksis fokuserer på, om den udbredte ærekrænkelse
fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning
til den. Bestemmelsen afspejler således den afgørende afvej-
ning af på den ene side hensynet til individets ytringsfrihed
efter EMRK artikel 10 og på den anden side andre personers
gode navn og rygte eller rettigheder, der er selvstændigt be-
skyttet i EMRK artikel 8 om bl.a. retten til privatliv.
Bestemmelsen fokuserer ikke – ligesom den gældende be-
stemmelse – på sandhed som en afgørende betingelse for
straffrihed, men på den samlede anledning til udbredelsen af
en ytring. Herved understreges relationen mellem på den
ene side udtalelsens eller meddelelsens indhold og klarhed
og på den anden side kravet til den sandsynliggørelse af rig-
tigheden af udtalelsen eller meddelelsen, som skal opfyldes
for at opnå straffrihed.
I straffelovens § 271, stk. 1, bestemmes det, at tidligere fri-
findende domme afsagt i ind- eller udland indebærer, at der
ikke kan føres sandhedsbevis om den beskyldning, som
fremsættes, og som dommen omhandlede, idet dommen har
renset den forurettede.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen bør vide-
reføres som et generelt princip, og rådet har således opret-
holdt princippet i en særskilt bestemmelse, hvorefter der ik-
ke kan føres bevis for en strafbar handling, hvis den, be-
skyldningen rettes mod, er frifundet for handlingen ved en-
delig dom.
Straffelovrådet finder, at den foreslåede bestemmelse i §
269, stk. 3, kun bør finde anvendelse i relation til udenland-
ske domme, hvis Danmark ved overenskomst eller på andet
retligt grundlag anerkender dommene fra det pågældende
land.
Bestemmelsen indebærer ikke, at enhver kritik af en frifin-
delse ved endelig dom skal anses for en retsstridig beskyld-
ning mod den frifundne for at have begået det eller de for-
hold, som tiltalen angik.
22
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 151-152 og
154-160.
2.8.2.4. Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens §
273, stk. 1, om mortifikation skal ophæves som overflødig,
idet bestemmelsen dels ikke tilføjer noget i forhold til en
fældende dom om overtrædelse af § 267, og dels fordi mor-
tifikation på ulovbestemt grundlag kan anvendes, hvis man
ikke ønsker samtidig at nedlægge påstand om straf.
Straffelovrådet finder imidlertid ikke grundlag herfor, idet
det ikke forekommer hensigtsmæssigt at ophæve en udtryk-
kelig bestemmelse, når der fortsat skal gælde et tilsvarende
ulovbestemt princip. Dette gælder, selv om bestemmelsen
og det ulovbestemte princip til dels har forskellige anvendel-
sesområder.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 160-162.
2.8.2.5. Straffelovrådet har overvejet, om bestemmelsen i
straffelovens § 273, stk. 2, om offentliggørelse af domskon-
klusioner bør videreføres, herunder om den er nødvendig
ved siden af medieansvarslovens § 54 om offentliggørelse i
det massemedie, hvor krænkelsen er sket.
Bestemmelsen anvendes i retspraksis, og der tilkendes for-
holdsvis høje beløb til offentliggørelse efter den. Det er ikke
desto mindre Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen
bør ophæves som utidssvarende og til dels overflødig. Den
digitale udvikling indebærer således, at den forurettede i
mange tilfælde omkostningsfrit kan offentliggøre en doms-
konklusion på internettet. På områder dækket af mediean-
svarsloven vil denne lov i vidt omfang give mulighed for of-
fentliggørelse af dommen eller dele heraf i det krænkende
medie.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 162-163.
2.8.2.6. Straffelovrådet har i forlængelse af de generelle
overvejelser om, hvorvidt ærekrænkelse fortsat bør være
værnet af strafbestemmelser, overvejet, om ærekrænkelser
af afdøde personer er strafværdige.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at ærekrænkelser mod en
afdød sammenlignet med en tilsvarende ærekrænkelse mod
en person i live i almindelighed må anses som en mindre al-
vorlig forbrydelse, men at der kan tænkes at blive fremsat
grove ærekrænkende beskyldninger mod en person kort tid
efter dennes død, og at disse må anses som strafværdige
krænkelser af den pågældende med følgevirkninger for de
efterladte.
Det er samlet set Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er
stærke grunde til at ændre gældende ret. Af forenklingsgrun-
de foreslås det imidlertid, at straffelovens § 274 ophæves,
men alene med den virkning, at afdøde personer fremover
skal anses for direkte omfattet af lovteksten i den foreslåede
§ 267, jf. rådets forslag til § 267, stk. 2, forudsætningsvist.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 163-167.
2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
2.8.3.1. Justitsministeriet er overordnet set enig i Straffelov-
rådets overvejelser og forslag vedrørende straffelovens be-
stemmelser om ærekrænkelse, og lovforslaget er med enkel-
te undtagelser udformet i overensstemmelse med rådets lov-
udkast.
Justitsministeriet finder imidlertid med afsæt i Straffelovrå-
dets overvejelser, at der kan forekomme andre ærekrænkel-
ser end dem, som Straffelovrådet har foreslået, skal være
omfattet af bestemmelsen om bagvaskelse i § 268, der er så
grove, at det er velbegrundet dels at kunne straffe dem efter
den højere strafferamme i § 268, dels at de skal være under-
givet betinget offentlig påtale.
Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at
navnlig beskyldninger, som er fremsat eller udbredt gennem
indholdet af et massemedie, og som er egnet til væsentligt at
skade den forurettede, er meget strafværdige. Der kan f.eks.
være tale om, at en person på et mangelfuldt grundlag be-
skyldes for at have begået et strafbart forhold, og grovheden
heraf forstærkes, hvis beskyldningen udbredes gennem et
landsdækkende medie, og hvis forurettede er særligt udsat
for at lide skade på grund af beskyldningen.
Den skade, som den pågældende skal kunne lide, skal gå ud
over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ram-
me en person, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan
f.eks. være tale om, at forurettede indtager en særlig stilling,
varetager en særlig post eller er i en særlig position, som be-
skyldningen er egnet til at bringe i fare.
Selv om anden vid udbredelse, der ikke er sket gennem ind-
holdet af et massemedie, også kan have alvorlig skadevirk-
ning for den forurettede, finder Justitsministeriet under hen-
visning til Straffelovrådets overvejelser om at begrænse be-
tinget offentlig påtale af ærekrænkelser, at bestemmelsen
skal afgrænses til kun at omfatte udbredelse gennem et mas-
semedie. Baggrunden herfor er, at der generelt bør kunne
fæstes større lid til indholdet i et massemedie end f.eks. ind-
holdet af privatpersoners beskyldninger fremsat på internet-
tet, herunder på Facebook.
23
De yderligere beskyldninger, som Justitsministeriet foreslår
omfattet af straffelovens § 268, skal i overensstemmelse
med Menneskerettighedsdomstolens praksis forstås som på-
stande om fakta, der kan bevises eller modbevises (state-
ment of facts). I princippet vil enhver beskyldning kunne
være omfattet af den foreslåede udvidelse af straffelovens §
268, men betingelsen om, at beskyldningen skal være egnet
til væsentligt at skade den forurettede, vil i praksis indebære
en afgrænsning af, hvilke beskyldninger der kan blive rele-
vante i forhold til bestemmelsens anvendelsesområde.
En beskyldning om, at forurettede har begået et strafbart for-
hold af mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædelser
af særlovgivningen, som sammenholdt med udbredelsen i et
massemedie samt den mulige skadevirkning beskyldningen
vil kunne få for den forurettede, vil således kunne være om-
fattet af bestemmelsen. Det er – i modsætning til den fore-
slåede § 268, nr. 1 – ikke et krav for anvendelsen af bestem-
melsen, at beskyldningen er fremsat mod bedre vidende.
2.8.3.2. Justitsministeriet har ikke på det foreliggende
grundlag fundet anledning til at gennemføre Straffelovrådets
forslag om, at der alene skal kunne idømmes straf i form af
bøde, når en sag påtales privat, jf. herom lovforslagets pkt.
2.10 nedenfor.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, og be-
mærkningerne hertil.
2.9. Straffen for freds- og ærekrænkelser
2.9.1. Gældende ret
Straffen for overtrædelse af straffelovens §§ 263, 264, 264 a
og 264 d er som udgangspunkt bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Begås brud på brevhemmeligheden mv., hemmelig aflytning
eller husfredskrænkelse i form af at skaffe sig adgang til et
ikke frit tilgængeligt sted (§ 263, stk. 1, og § 264, stk. 1, nr.
1) med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med op-
lysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller
foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder,
kan straffen stige til fængsel indtil 6 år, jf. § 263, stk. 3, og §
264, stk. 2. For så vidt angår husfredskrænkelse i form af at
skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted anses som
særligt skærpende omstændighed navnlig tilfælde, hvor for-
holdet er begået under sådanne omstændigheder, at det påfø-
rer andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko
herfor.
Straffen for overtrædelse af § 263, stk. 2, om uberettiget at
skaffe sig adgang til en andens oplysninger eller program-
mer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem og
af § 263 a, stk. 1-3, om visse handlinger med hensyn til ko-
der og andre adgangsmider til et ikke offentligt tilgængeligt
informationssystem er som udgangspunkt bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder. Straffen kan under særligt skær-
pende omstændigheder stige til fængsel indtil 6 år, jf. § 263,
stk. 3, og § 263 a, stk. 4.
Det fremgår af straffelovens § 264 c, at de i §§ 263, 264 og
264 a indeholdte straffebestemmelser finder tilsvarende an-
vendelse på den, der uden at have medvirket til gerningen
skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er
fremkommet ved overtrædelsen. Overtrædelse af § 264 c
straffes således på samme måde som beskrevet ovenfor ved-
rørende §§ 263, 264 og 264 a.
Straffelovens § 264 d om videregivelse af meddelelser eller
billeder vedrørende en andens private forhold indeholder i
stk. 2 en skærpet sidestrafferamme, hvorefter straffen kan
stige til fængsel indtil 3 år, hvis der under hensyn til oplys-
ningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller an-
tallet af berørte personer foreligger særligt skærpende om-
stændigheder.
Strafferammen for ærekrænkelse efter straffelovens § 267 er
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, mens straffen for bag-
vaskelse efter straffelovens § 268 kan stige til fængsel i 2 år.
Ærekrænkelse af en afdød straffes dog med bøde eller, hvis
bagvaskelse foreligger, med fængsel indtil 4 måneder, jf.
straffelovens § 274.
2.9.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet anfører, at den mest anvendte strafferamme i
straffelovens kapitel 27 for krænkelse af privatlivets fred er
bøde eller fængsel indtil 6 måneder. I § 263, stk. 2, og § 263
a, stk. 1-3, anvendes en strafferamme på bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder. Hertil kommer, at der efter både §
263, § 263 a og § 264 er mulighed for under særligt skær-
pende omstændigheder, at straffen kan stige til fængsel i 6
år.
Det er karakteristisk, at det brede spænd i strafferammen gå-
ende fra bøde til fængsel indtil 6 år under særligt skærpende
omstændigheder gælder de bestemmelser, som ikke alene
beskytter enkeltpersons privatliv, men generelt beskytter
private steder, meddelelser og oplysninger, og hvor den
krænkede derfor også kan være eksempelvis en erhvervs-
virksomhed eller en offentlig myndighed (§§ 263-264).
Normalstrafferammen i § 263, stk. 2 (der foreslås ændret til
stk. 1), er højere end i de øvrige bestemmelser om freds-
krænkelser bortset fra § 263 a. Dette begrundes i forarbej-
derne fra 2003 navnlig med, at det it-baserede samfund er
meget sårbart, og at selv et forsøg på hacking er meget føle-
24
ligt for offeret, der i praksis ofte er nødt til at gennemgå hele
systemet for at være sikker på, om der er sket skader, jf. pkt.
2.2.1.4 og 2.3.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovfor-
slag nr. L 55 af 5. november 2003 (Folketingstidende
2003-2004, Tillæg A, side 1774 og1779).
I perioden 2011 til 2015 var der i alt 19 sager, hvor straffe-
lovens § 263, stk. 1, nr. 1, om brud på brevhemmeligheden
var eneste forhold (solosag) eller hovedforholdet i en sag
med flere tiltaler efter samme eller andre bestemmelser
(sagskompleks). Af disse 19 sager blev 14 afgjort med bøde
og en med et tiltalefrafald. Den gennemsnitlige bødestørrel-
se – uanset om der var tale om solosager eller sager med fle-
re forhold – var ca. 2.000-3.000 kr. De øvrige fire sager blev
afgjort med en fængselsstraf, hvoraf én sag blev afgjort med
ubetinget fængsel i 4 måneder.
I samme periode blev der afgjort seks straffesager, hvor
straffelovens § 263, stk. 1, nr. 2, om adgang til andres gem-
mer var hovedforholdet. Fire af sagerne blev afgjort med bø-
der på højst 3.000 kr., og to sager blev afgjort, uden at der
blev udmålt en straf.
I samme periode blev der afgjort fem straffesager, hvor
straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, om ulovlig aflytning og op-
tagelse blev bedømt som eneste forhold. Tre sager blev af-
gjort med bøde på i gennemsnit 1.600 kr. To sager blev af-
gjort med betinget fængsel.
I samme periode blev der afgjort 84 straffesager, hvor straf-
felovens § 263, stk. 2, om ulovlig adgang til informationssy-
stemer var hovedforholdet. Af disse sager blev 47 afgjort
med en fængselsstraf, heraf blev der i fire sager idømt en
ubetinget fængselsstraf. Den gennemsnitlige bødestørrelse i
sager efter bestemmelsen er mellem 2.000 og 3.500 kr.
I samme periode blev der afgjort fire straffesager, hvor straf-
felovens § 263, stk. 3, om brud på stk. 1 og 2 under særligt
skærpende omstændigheder var hovedforholdet. Alle sager-
ne blev afgjort med en fængselsstraf, heraf en med ubetinget
fængsel i 30 dage.
I 2016 blev der afsagt flere domme om § 263, stk. 3, jf. stk.
2, i den såkaldte Se og Hør-sag. Ved to utrykte domme af
25. august 2016 fra Retten i Glostrup blev Aller Media A/S,
en redaktionssekretær/nyhedschef og en redaktionschef fun-
det skyldige i at have medvirket til, at en ansat hos
PBS/IBM systematisk skaffede sig uberettiget adgang til
virksomhedens it-systemer og udleverede kreditkortoplys-
ninger vedrørende en række kendte personer til ansatte hos
Se og Hør til brug for artikler i ugebladet. De pågældende
blev ligeledes fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens
§ 299, stk. 2 (om bestikkelse i private retsforhold), ved at
have betalt den ansatte hos PBS/IBM for disse oplysninger.
Forholdet havde stået på i ca. 3½ år fra 2008 til 2012, og
den ansatte havde i denne periode udleveret oplysninger ik-
ke under 662 gange. Retten fastsatte bøden til Aller Media
A/S til 50 dagbøder á 200.000 kr., i alt 10.000.000 kr. Begge
ansatte blev straffet med fængsel i 6 måneder, som blev
gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Retten lagde
ved fastsættelsen af straffene i skærpende retning vægt på, at
forholdene blev begået systematisk over en meget lang peri-
ode og i et meget stort omfang, og at der var tale om er-
hvervsmæssig anvendelse af de ulovligt indhentede oplys-
ninger. Retten lagde også vægt på den krænkelse, som lov-
overtrædelserne havde medført for de forurettede, ved at op-
lysningerne om private forhold blev videregivet og i et vist
omfang offentliggjort. Der blev for de to ansatte lagt vægt
på, at de begge i hele perioden kendte til forholdet og selv
modtog og videregav oplysninger til brug for artikler. De
havde begge ledende og betroede stillinger i redaktionen og
var i en del af perioden med i den inderkreds, der kendte til
brugen af kilden. Retten lagde i formildende retning blandt
andet vægt på, at de ikke havde deltaget i indgåelse af afta-
len eller haft et overordnet ansvar for at fastholde aftalen, li-
gesom retten tillagde deres personlige forhold betydning.
Den ansatte ved PBS/IBM blev ved Retten i Glostrups dom
af 24. november 2016 fundet skyldig i overtrædelse af straf-
felovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, ved uberettiget at have skaf-
fet sig adgang til oplysninger om en lang række offentligt
kendte personers kreditkorttransaktioner. Herudover blev to
tidligere chefredaktører hos Se og Hør og to tidligere jour-
nalister hos Se og Hør fundet skyldige i at have medvirket
til IBM-medarbejderens overtrædelser af § 263, stk. 3, jf.
stk. 2. IBM-medarbejderen blev idømt ubetinget fængsel i 1
år og 6 måneder og den ene chefredaktør, der havde indgået
en aftale med IBM-medarbejderen om, at denne mod kon-
tant betaling løbende skulle skaffe kreditkortoplysninger til
Se og Hør, blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, hvoraf 3
måneder skulle fuldbyrdes, mens den resterende del af straf-
fen blev gjort betinget. Retten lagde ved straffens udmåling
for disse tiltalte bl.a. vægt på omfanget og karakteren af det
strafbare forhold, at det var dem, der i 2008 indgik aftalen,
og at aftalen indebar en systematisk overvågning af en lang
række offentligt kendte personers færden og dermed en be-
tydelig krænkelse af disse personer og et brud på den grund-
læggende tillid, offentligheden må have til håndteringen af
private personers betalingsoplysninger. Retten tillagde det
endvidere skærpende betydning, at hensynet bag indgåelsen
af aftalen var at tjene penge på at levere oplysninger uden
samfundsmæssig værdi, der alene skulle bruges til ren un-
derholdning, og at der samlet blev udbetalt ikke under
365.503 kr. Den anden tidligere chefredaktør blev idømt 1
års betinget fængsel, og retten lagde herved bl.a. vægt på, at
han som chefredaktør på ethvert tidspunkt havde mulighed
for at stoppe samarbejdet med IBM-medarbejderen, men at
han til trods herfor og uagtet, at han modtog advarsler om at
anvende kilden og i 2009 af ledelsen fik besked om at stop-
pe samarbejdet med denne, fortsatte anvendelsen helt frem
til ved årsskiftet 2011/2012. Straffen blev gjort betinget på
grund af hans personlige og helbredsmæssige forhold. De to
25
tidligere journalister, der modtog kreditkortoplysningerne,
blev idømt 4 måneders betinget fængsel. Ved udmålingen af
straffen for de to tidligere ansatte journalister lagde retten
vægt på omfanget af deres medvirken og formålet hermed,
men at de på den anden side som menige medarbejdere ikke
havde haft et ledelsesmæssigt ansvar for, at aftalen med
IBM-medarbejderen blev indgået eller fortsatte, og at de fik
opgaven med at være kontaktpersoner til kilden tildelt.
IBM-medarbejderens dom blev for så vidt angår strafudmå-
lingen anket til Østre Landsret, der den 8. august 2017 stad-
fæstede Retten i Glostrups dom (UfR 2017.3544).
I perioden 2011 til 2015 blev der i alt afgjort én straffesag
efter straffelovens § 263 a om adgangsmidler til ikke-kom-
mercielle informationssystemer. Sagen blev afgjort med be-
tinget fængsel.
I samme periode blev der afgjort ca. 400-500 straffesager
om året, hvor straffelovens § 264, stk. 1, om husfredskræn-
kelse var hovedforholdet. Hovedparten af sagerne blev af-
gjort med bøde, og bødestørrelserne var i gennemsnit ca.
1.200 kr. i solosager og ca. 3.000 kr. i sagskomplekser. Her-
udover blev 232 sager afgjort med fængsel, hvoraf ca. halv-
delen blev afgjort med ubetinget fængsel med en gennem-
snitlig straflængde på mellem 10 og 90 dages fængsel. Langt
hovedparten af sagerne, der blev afgjort med en fængsels-
straf, var en del af et sagskompleks, dvs. dommen angik et
hovedforhold, der vedrørte § 264, stk. 1, men den angik og-
så andre forhold vedrørende samme bestemmelse eller andre
bestemmelser. Der blev ikke afgjort sager, hvor straffelo-
vens § 264, stk. 2, om husfredskrænkelse under særligt
skærpende omstændigheder var hovedforholdet.
I samme periode blev der afgjort 22 straffesager, hvor straf-
felovens § 264 a var hovedforholdet. Hovedparten af sager-
ne blev afgjort med bøde, mens to sager blev afgjort med
betinget fængsel. Bødeniveauet var i gennemsnit ca. 2.500
kr. i solosager og ca. 8.000 kr. i sagskomplekser.
I samme periode blev der ikke afgjort nogen sager, hvor
straffelovens § 264 c var hovedforholdet.
I samme periode blev der afgjort 106 straffesager, hvor
straffelovens § 264 d var hovedforholdet. Der blev i lidt
under halvdelen af sagerne straffet med fængsel, heraf blev
otte sager afgjort med ubetinget fængsel med en gennem-
snitlig straflængde på mellem 17 og 56 dages fængsel. Den
gennemsnitlige bødestraf for overtrædelse af bestemmelsen
var ca. 2.500 kr. til 3.500 kr.
I samme periode blev der afgjort 10 straffesager, hvor straf-
felovens § 267 var hovedforholdet, og 1 sag, hvor straffelo-
vens § 268 var hovedforholdet. Der blev i 3 sager efter §
267 straffet med betinget fængsel i 20 eller 30 dage. Den
gennemsnitlige bødestraf var ca. 5.000 kr.
8 af de i alt 1.984 sager om freds- og ærekrænkelser i perio-
den fra 2011 til 2015, der blev afgjort med bøde, angik virk-
somheder eller organisationer, og i disse sager var bødeni-
veauet markant højere end i de resterende sager. 6 af sager-
ne var solosager med en gennemsnitlig bødestørrelse på ca.
26.000 kr., mens 2 sager var sagskomplekser med en gen-
nemsnitlig bødestørrelse på 45.000 kr.
Straffelovrådet finder bl.a. på baggrund af de statistiske op-
lysninger om bestemmelsernes anvendelse samt en gennem-
gang af den begrænsede trykte retspraksis, der findes om be-
stemmelserne, at de eksisterende strafferammer for krænkel-
ser af privatlivets fred efter straffelovens §§ 263-264 som
udgangspunkt er hensigtsmæssige, idet de giver mulighed
for en nuanceret strafudmåling vedrørende de meget forskel-
ligartede forhold, der omfattes af bestemmelserne, ligesom
de er tilstrækkelig rummelige til at indeholde alle tænkelige
forhold, som bestemmelserne omfatter.
Straffelovrådet har heller ikke haft bemærkninger til straffe-
rammerne efter straffelovens § 264 a og § 264 c.
Straffelovrådet foreslår en ny skærpet sidestrafferamme for
overtrædelser af § 264 d, når der under hensyn til oplysnin-
gernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antal-
let af berørte personer er tale om særligt skærpende omstæn-
digheder.
For så vidt angår strafferammen for ærekrænkelse er det
Straffelovrådets opfattelse, at straffelovens § 268 – som
Straffelovrådet foreslår afgrænset mere snævert end efter
gældende ret, jf. pkt. 2.8.2.6 ovenfor – fortsat bør indeholde
en strafferamme med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Da straffelovens § 268, 2. led, om den, der har savnet rime-
lig grund til at anse en sigtelse for sand, ikke foreslås videre-
ført af Straffelovrådet, vil denne del efter rådets forslag
fremover blive straffet som en overtrædelse af § 267, og rå-
det finder på den baggrund, at strafmaksimum efter § 267
bør være fængsel i 1 år.
Som nævnt i pkt. 2.8.2.6 ovenfor foreslår Straffelovrådet at
ophæve den særlige regel i straffelovens § 274 om ærekræn-
kelse af en afdød. Rådet anfører, at en ikke tilsigtet virkning
af, at § 274 ophæves, vil være, at de generelle strafferammer
i §§ 267 og 268 finder anvendelse også i forhold til afdøde
personer, der således i relation hertil formelt beskyttes bedre
end efter gældende ret. Det er imidlertid efter rådets opfat-
telse acceptabelt af forenklingsmæssige årsager, og det be-
mærkes i øvrigt, at domstolene ved den konkrete strafudmå-
ling skal tage alle sagens omstændigheder i betragtning, her-
under at krænkelsen er fremsat mod en afdød person.
26
Straffelovrådet anfører, at det på grund af sagernes meget
forskelligartede karakter er vanskeligt at udlede noget gene-
relt om det konkrete strafniveau efter de enkelte bestemmel-
ser om freds- og ærekrænkelser. Det er dog karakteristisk, at
en forholdsvis stor andel sager afgøres med bødestraf, samt
at den gennemsnitlige bødestørrelse er forholdsvis beske-
den. I sager mod virksomheder eller organisationer udmåles
der dog gennemgående markant højere bøder end i sager
mod enkeltpersoner, jf. i den forbindelse også ovennævnte
dom af 25. august 2016 fra Retten i Glostrup, hvor Aller
Media A/S blev idømt en samlet bødestraf på 10 mio. kr.
Endvidere anvendes fængselsstraf i et antal sager, og dom-
stolene er ikke er tilbageholdende med at udmåle lange
fængselsstraffe i sager af mere alvorlig karakter.
Straffelovrådet konkluderer, at domstolene generelt på en
tilfredsstillende måde inddrager de konkrete omstændighe-
der i de meget forskelligartede sager, herunder ved i forbin-
delse med den konkrete strafudmåling at lægge betydelig
vægt på karakteren og alvoren af den konkret begåede for-
brydelse, og derved sikrer, at der konkret fastsættes en bøde-
eller fængselsstraf, der står i passende forhold til den begåe-
de forbrydelse.
Straffelovrådet finder på den baggrund ikke anledning til at
komme med forslag med henblik på at ændre det konkrete
strafniveau eller behov for at komme med anvisninger om,
hvad udgangspunktet for straffen for en overtrædelse af de
enkelte bestemmelser om freds- og ærekrænkelser bør være.
Der henvises til betænkningen side 80-88, 91-94, 103-109,
150-151, 167, 180-183 og 350-352.
2.9.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag med hensyn til strafferammerne for freds- og ære-
krænkelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed. Det bemærkes i den forbindelse, at Straffelovrådets
forslag om en ny skærpet sidestrafferamme for overtrædelse
af § 264 d er blevet gennemført ved lov nr. 257 af 10. april
2018, dog med den ændring, at sidestrafferammen i det ind-
satte stk. 2 indeholder hjemmel til fængsel indtil 3 år.
Med hensyn til strafniveauet for freds- og ærekrænkelser er
Justitsministeriet også enig med Straffelovrådet i, at domsto-
lene i sager, der har en sådan grovhed, at straffen bør være
fængsel, gennemgående udmåler en fængselsstraf, der står i
passende forhold til den begåede forbrydelse. For så vidt an-
går udmåling af fængselsstraf finder Justitsministeriet såle-
des ligesom Straffelovrådet ikke anledning til at foreslå æn-
dringer i strafniveauet, ud over de forudsætninger vedrøren-
de straffen for grove overtrædelser af straffelovens § 264 d,
som blev gennemført ved lov nr. 257 af 10. april 2018.
For så vidt angår strafniveauet i sager, hvor en freds- eller
ærekrænkelse straffes med bøde, er det imidlertid Justitsmi-
nisteriets opfattelse, at bødeniveauet i dag ikke i tilstrække-
lig grad afspejler lovovertrædelsens grovhed.
Justitsministeriet finder således, at der er behov for en meget
markant skærpelse af bødeniveauet.
På denne baggrund forudsættes det med lovforslaget, at bø-
destraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles
i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder både i
sager mod enkeltpersoner, hvor bøderne i dag ofte er for-
holdsvis beskedne, ofte i størrelsesordenen fra 1.200 kr. op
til 5.000 kr., og i sager mod juridiske personer, hvor straffen
er markant højere, ofte i størrelsesordenen fra 25.000 kr. op
til 45.000 kr.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud-
måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,
at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører
kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende
agerer som redaktør og ikke som privatperson.
Som eksempel på virkningen af en femdobling af bødestraf-
fen til chefredaktører sammenholdt med en tredobling af
tortgodtgørelse kan nævnes, at en sag om en privatlivskræn-
kelse i dag kan tænkes at blive afgjort med en bøde på
20.000 kr. til chefredaktøren, ligesom den pågældende vil
kunne dømmes til at betale en godtgørelse på 50.000 kr.
sammen med en journalist, dvs. i alt 45.000 kr. skal betales
af redaktøren. Med forslaget om femdobling af bødestraffen
og tredobling af tortgodtgørelsen vil samme sag efter de
foreslåede lovændringer blive afgjort med en bøde på
100.000 kr. til chefredaktøren samt tortgodtgørelse på
150.000 kr., som evt. vil skulle betales sammen med en
journalist. Dvs. 175.000 kr. skal betales af redaktøren.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Derimod lægges der med lovforslaget ikke op til at forhøje
bødestraffen i de sager mod juridiske personer, hvor der ud-
måles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller
ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet
straffet med fængsel. Der lægges således ikke op til, at bø-
27
destraffen i sager af den karakter, som der var tale om i Se
og Hør-sagen, hvor en udgiver af et ugeblad blev idømt en
bøde på 10.000.000 kr., skal forhøjes i forhold til i dag.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4-7, 9, 10 og 12 (for-
slag til straffelovens §§ 263, 263 a, 264, 264 a, 264 c, 264 d,
267 og 268), og bemærkningerne hertil.
2.10. Påtale af freds- og ærekrænkelser
2.10.1. Gældende ret
Det følger af straffelovens § 275, at krænkelse af privatlivets
fred og ærekrænkelse som udgangspunkt er undergivet pri-
vat påtale. Offentlig påtale af bestemmelserne om krænkelse
af privatlivets fred i §§ 263-264 d kan dog ske, når forurette-
de anmoder om det, jf. § 275, stk. 1, 1. pkt.
Endvidere kan offentlig påtale af bestemte tilfælde af ære-
krænkelse ske, når forurettede anmoder om det, jf. § 275,
stk. 1, 2. pkt. Det gælder for det første, når nogen, der virker
(eller virkede) i offentlige tjeneste eller hverv, beskyldes for
et forhold, der kan medføre (eller kunne have medført) stil-
lingens eller hvervets fortabelse. Det gælder for det andet,
når en beskyldning fremsættes anonymt eller under falsk
navn.
Herudover finder retsplejelovens generelle bestemmelser
om påtale anvendelse, herunder bestemmelsen i § 727, stk.
2. 1. pkt., om mulighed for offentlig påtale uden forudgåen-
de anmodning, hvis almene hensyn kræver dette.
Ved siden af de almindelige forældelsesfrister, som regnes
fra den strafbare virksomheds ophør, jf. straffelovens §§ 93
og 94, gælder efter § 96, at adgang til privat påtale og til at
begære offentlig påtale bortfalder, når den berettigede ikke
har anlagt sag eller fremsat begæring inden 6 måneder efter,
at den pågældende har fået sådan kundskab, at den pågæl-
dende har tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg eller for at
begære offentlig påtale.
Det bemærkes, at en anmeldelse til politiet fra den berettige-
de anses som en begæring om offentlig påtale, medmindre
andet fremgår af anmeldelsen, jf. retsplejelovens § 720, stk.
2, 2. pkt.
2.10.2. Straffelovrådets overvejelser
2.10.2.1. Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at fo-
reslå ændringer af den gældende ordning, hvorefter freds-
krænkelserne i §§ 263-264 d både kan påtales privat og of-
fentligt efter begæring.
Straffelovrådet har imidlertid anført, at rådets principielle
opfattelse er, at straf har en sådan særlig karakter, at spørgs-
mål om idømmelse af straf under en retssag mellem to pri-
vate parter i den borgerlige retsplejes former bør begrænses
mest muligt, herunder i særlig grad, når der er mulighed for
at idømme fængselsstraf. På baggrund heraf har Straffelov-
rådet foreslået, at der i straffelovens § 152 f om påtale af be-
stemmelserne om brud på tavshedspligten og i § 275 om på-
tale af freds- og ærekrænkelse indsættes en bestemmelse
om, at der i private straffesager kun kan idømmes straf i
form af bøde.
2.10.2.2. Straffelovrådet har overvejet, om der bør være ad-
gang til betinget offentlig påtale i alle sager om ærekrænkel-
ser med henblik på at give forurettede en bedre beskyttelse
mod ærekrænkelse og derved øge det strafferetlige værn.
Rådet har imidlertid ikke fundet grundlag herfor.
Straffelovrådet har dog fundet, at der bør være adgang til
betinget offentlig påtale af de allergroveste sager om ære-
krænkelse, hvilket i hvert fald omfatter alvorlige og usande
beskyldninger (bagvaskelse). Straffelovrådet har samtidig
fundet, at adgangen til betinget offentlig påtale i ærekræn-
kelsessager må begrænses hertil, selv om rådet finder, at og-
så andre sager om ærekrænkelse er særligt grove. I den for-
bindelse peger Straffelovrådet på, at det vil være forbundet
med store ressourcetræk på anklagemyndigheden og politiet
at udskille, behandle og forfølge grove ærekrænkelser, og at
dette næppe i mange sager vil stå mål med sagernes grov-
hed. Straffelovrådet bemærker hertil, at selvom der er tale
om grove ærekrænkelsessager, er der tale om forhold, hvis
strafbarhed ikke er selvfølgelig.
Straffelovrådet har samtidig fundet anledning til at pege på
hjemmelen i retsplejelovens § 727, stk. 2, til offentlig påtale
af lovovertrædelser, der er henvist til privat forfølgning, hvis
almene hensyn kræver det. Der vil således være mulighed
for anklagemyndigheden til i de alvorligste tilfælde af ære-
krænkelser efter straffelovens § 267, som er undergivet pri-
vat påtale, at rejse tiltale, hvis almene hensyn kræver dette.
Sluttelig fremhæver Straffelovrådet, at det i sidste ende er et
politisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal anvendes res-
sourcer på håndhævelsen af ærekrænkelser, og om ærekræn-
kelser er af en sådan strafværdighed, at det offentlige bør
understøtte håndhævelsen heraf gennem påtalekompetencen.
Straffelovrådet bemærker dog samtidig, at tilførsel af flere
ressourcer ikke tager højde for, at det store flertal af ære-
krænkelsessager egner sig bedst til at blive afgjort ved en
sag mellem de implicerede parter.
28
2.10.2.3. For så vidt angår straffelovens § 275 om påtale i
sager om freds- og ærekrænkelser har Straffelovrådet herud-
over foreslået, at bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., videreføres
med enkelte sproglige ændringer. Rådet lægger endvidere
op til ændringer af sidste led, således at der er adgang til be-
tinget offentlig påtale i sager, hvor en alvorlig beskyldning
fremsættes i anonym form, uanset om dette sker skriftligt.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 167-180.
2.10.3. Justitsministeriet overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er generelt enig i Straffelovrådets overve-
jelser og forslag, og lovforslaget er med to undtagelser ud-
formet i overensstemmelse med rådets lovudkast.
Justitsministeriet finder ikke på det foreliggende grundlag
anledning til at gennemføre Straffelovrådets forslag om, at
der alene skal kunne idømmes straf i form af bøde, når en
sag påtales privat.
Som Straffelovrådet har anført, er det i sidste ende er et poli-
tisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal anvendes ressour-
cer på håndhævelsen af ærekrænkelser, og om ærekrænkel-
ser er af en sådan strafværdighed, at det offentlige bør un-
derstøtte håndhævelsen heraf gennem påtalekompetencen.
Justitsministeriet finder i forlængelse heraf anledning til at
indføre betinget offentlig påtale i videre omfang end det,
som Straffelovrådet har anbefalet, jf. forslaget til straffelo-
vens § 268 sammenholdt med forslaget til § 275, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og be-
mærkningerne hertil.
2.11. Sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder
2.11.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at en
domfældt eller andre i forlængelse af en dom kan blive på-
lagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede, som
har tilknytning til overtrædelsen.
En straffedom om uberettiget videregivelse af oplysninger
på internettet vil efter omstændighederne kunne indeholde
en bestemmelse om konfiskation af oplysningerne, i det om-
fang de ligger på et sted på internettet, som den, der er an-
svarlig for overtrædelsen, råder over som ejer eller bruger,
jf. straffelovens § 75, stk. 2, og § 76, stk. 2. Der vil i givet
fald under sagens behandling efter omstændighederne kunne
ske beslaglæggelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel
74.
Databeskyttelsesforordningen indeholder bestemmelser om
bl.a. ret til berigtigelse, sletning eller begrænsning af perso-
noplysninger. Det følger således af databeskyttelsesforord-
ningens artikel 16, 17 og 18, at den dataansvarlige skal be-
rigtige, slette eller begrænse oplysninger, der viser sig urig-
tige, hvis en registreret person fremsætter anmodning her-
om.
2.11.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet anfører, at det kan være meget vanskeligt at
opnå en fuldstændig sletning eller blokering af oplysninger
om private forhold, ærekrænkelser mv., der er offentliggjort
eller i det mindste udbredt på internettet. Internettets karak-
ter indebærer, at oplysninger meget hurtigt kan blive kopie-
ret og spredt til et stort antal netsteder. Og disse netsteder
kan helt eller delvis være understøttet af enheder, der er pla-
ceret i tredjelande, og/eller tilhøre fysiske eller juridiske per-
soner, der er hjemmehørende i tredjelande.
Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om håndhæ-
velsen ved uberettiget videregivelse af oplysninger mv. på
internettet eller udbredelse af ærekrænkelser på internettet
kan styrkes gennem eksisterende eller nye værktøjer, herun-
der hvordan der bedst muligt tages højde for den forøgede
skadevirkning af freds- og ærekrænkelser, der gør sig gæl-
dende, når disse udbredes gennem internettet.
Straffelovrådet finder det relevant at indsætte en bestemmel-
se i straffeloven om sletning af udtalelser, meddelelser eller
billeder, der er videregivet i strid med straffelovens §§ 264
d, 267 eller 268. Forpligtelsen hertil skal påhvile den, der
dømmes for overtrædelsen. Hvis denne imidlertid ikke har
rådighed over udtalelsen, meddelelsen eller billedet, kan en
anden, som har en sådan rådighed, forpligtes efter bestem-
melsen.
En sådan bestemmelse vil ved siden af den eksisterende lov-
givning, herunder særligt databeskyttelseslovgivningen og
straffelovens konfiskationsbestemmelser, have et begrænset
selvstændigt anvendelsesområde. I forhold til databeskyttel-
seslovgivningen vil bestemmelsen f.eks. have et selvstæn-
digt indhold, hvis denne lovgivning ikke finder anvendelse,
jf. undtagelsesbestemmelserne i persondatalovens § 2 og
bl.a. databeskyttelsesforordningens artikel 2 (om forordnin-
gens materielle anvendelsesområde) og artikel 85, stk. 2 (om
medlemsstaternes mulighed for til behandling i bl.a. journa-
listisk øjemed at fastsætte undtagelser eller fravigelser fra en
række af forordningens bestemmelser), hvis domfældte ikke
er dataansvarlig, eller hvis overtrædelsen er begået mod an-
dre end fysiske personer.
Hertil kommer, at forpligtelsen til at slette udtalelsen også
må antages indirekte at følge af en dom om overtrædelse af
29
§§ 264 d, 267 og 268, idet undladelse af at slette en udtalel-
se, der er tilgængelig på f.eks. internettet, vil kunne indebæ-
re et nyt strafansvar, fordi der fortsat sker udbredelse eller
videregivelse.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at der er behov for, at det
i direkte tilknytning til strafbestemmelserne om freds- og
ærekrænkelse fremgår, at der i forbindelse med visse over-
trædelser kan pålægges domfældte eller andre med rådighed
over de udtalelser, meddelelser eller billeder, der ulovligt er
videregivet eller udbredt, at sørge for, at disse bliver slettet.
Straffelovrådet har herved lagt vægt på, at en sådan bestem-
melse vil have et selvstændigt anvendelsesområde, og at den
efter rådets opfattelse vil være en væsentlig forbedring af
forurettedes mulighed for at få slettet personoplysninger, der
er i strid med lovgivningen, idet der kan tages stilling til
spørgsmålet om sletning under straffesagen, jf. også forsla-
get til retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6, for så vidt angår
straffesager, der føres af anklagemyndigheden.
En sådan bestemmelse er aktualiseret i takt med internettets
udbredelse, hvor det er muligt at fjerne f.eks. en artikel,
hvori der udbredes en ærekrænkelse, mens det ikke er mu-
ligt at fjerne en tilsvarende artikel i f.eks. en trykt avis. Her-
til kommer, at behovet for sletning er større i relation til in-
ternettet, hvor udtalelsen mv. er tilgængelig og nemt kan
fremsøges, mens det er sværere at opspore en tidligere trykt
avisartikel. Formålet med bestemmelsen er således at for-
hindre spredning af og tilgang til strafbare udtalelser mv.,
bl.a. for at undgå at krænkelsen vedvarende belaster den for-
urettede.
Idet en forpligtelse til at slette udtalelser mv. som nævnt al-
lerede følger af databeskyttelsesforordningen, vil bestem-
melsen for så vidt angår oplysninger, der er omfattet af for-
ordningens pligt til sletning efter artikel 17, jf. artikel 85,
blot have karakter af et retsmiddel til håndhævelse af denne
pligt, og bestemmelsen skal således forstås sådan, at den ik-
ke fastsætter nogen selvstændig forpligtelse på forordnin-
gens område. For så vidt angår tilfælde, der falder uden for
forordningens område, indebærer bestemmelsen derimod en
ret til sletning, som (også) kan håndhæves af domstolene
under en straffesag. Det bemærkes, at databeskyttelsesfor-
ordningen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne vedtager
nationale regler, som giver en beskyttelse svarende til den,
der følger af forordningen, for behandling af oplysninger,
som ikke er omfattet af forordningen.
Bestemmelsen vil kun finde anvendelse i forhold til perso-
ner eller virksomheder mv., der har en sådan rådighed over
udtalelsen mv., at det er muligt at slette den. Dette indebæ-
rer, at domfældte, i det omfang denne har rådighed over en
hjemmeside mv., hvor ærekrænkelsen er udbredt, vil kunne
forpligtes til at slette den pågældende ærekrænkelse, lige-
som domfældte, hvis der er tale om et opslag i eget navn på
Facebook, skal slette opslaget. Har domfældte ikke rådighed
over den pågældende hjemmeside mv., vil bestemmelsen ik-
ke kunne finde anvendelse i forhold til domfældte. Bestem-
melsen vil finde anvendelse, selv om den pågældende artikel
mv. er delt eller kopieret af andre, så ærekrænkelsen fortsat
vil kunne findes på internettet. Det bemærkes, at artikler mv.
ofte deles ved at videreformidle et link, som, hvis artiklen
senere fjernes, vil lede til en tom side.
Bestemmelsen vil også omfatte andre, der har den rådighed
over en hjemmeside mv., som kræves for at kunne foretage
sletningen. Bestemmelsen er udformet med henblik på at
sikre sletning i videst muligt omfang af strafbare udtalelser,
og den vil kunne finde anvendelse i relation til både private
og virksomheder, herunder juridiske personer.
Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at der i relation til kræn-
kelser, der er begået gennem indholdet af et massemedie,
som er omfattet af medieansvarsloven, efter omstændighe-
derne vil kunne pålægges redaktøren, der har rådighed over
mediets hjemmeside, at fjerne den pågældende personoplys-
ning. Medieansvarslovens ansvarsfordeling indebærer, at det
i visse tilfælde kun er artiklens forfatter, der kan straffes for
krænkelser begået i artiklen, og en forfatter må antages sjæl-
dent at have en sådan rådighed over mediets hjemmeside, at
den pågældende har mulighed for at fjerne en krænkelse
herfra. Det er efter Straffelovrådets opfattelse ubetænkeligt,
at pligten pålægges redaktøren i de tilfælde, hvor krænkel-
sen er begået gennem et massemedie, der er omfattet af me-
dieansvarsloven, og forfatteren eller udgiveren, jf. mediean-
svarslovens § 9, stk. 1, dømmes herfor. Der henvises i den
forbindelse til medieansvarslovens § 54, hvor en forpligtelse
til at offentliggøre indholdet af en dom i mediet påhviler re-
daktøren, uanset om en anden er dømt for indholdet af mas-
semediet.
Det vil endvidere med hjemmel i bestemmelsen kunne på-
lægges for eksempel Facebook eller andre sociale medier at
fjerne opslag mv. På samme måde vil f.eks. Google kunne
pålægges at afindeksere søgeresultater, der leder hen til in-
ternetsider, som indeholder f.eks. en ærekrænkelse mod den
domfældte. Der kan i den forbindelse henvises til EU-dom-
stolens dom af 13. maj 2014 i den såkaldte Google-sag (sag
C-131/12), der omhandlede ”retten til at blive glemt på in-
ternettet”. Domstolen fastslog i denne sag, at databeskyttel-
sesdirektivets artikel 12, litra b, og artikel 14, stk. 1, litra a
(om den registreredes indsigelsesret), skal fortolkes således,
at en søgemaskineudbyder er forpligtet til fra den resultatli-
ste, der vises efter en søgning på en persons navn, at fjerne
link til hjemmesider, som er offentliggjort af tredjemand og
indeholder oplysninger vedrørende denne person, også i det
tilfælde, hvor dette navn eller disse oplysninger ikke forud-
gående eller samtidig slettes fra disse hjemmesider. Det føl-
ger i øvrigt af dommens præmisser, at den ret til at blive
glemt, som følger af databeskyttelsesdirektivet, ikke er ab-
solut, men at det dog kun vil være i særlige situationer, at
30
indgreb i den grundlæggende rettighed til at blive glemt vil
kunne retfærdiggøres.
Det bemærkes i den forbindelse, at domstolene i alle tilfæl-
de, hvor en anden end gerningsmanden har rådighed over
det pågældende elektroniske medie, vil skulle foretage en
selvstændig vurdering af, hvorvidt et pålæg om at slette den
pågældende meddelelse eller billede vil krænke den pågæl-
dendes ytringsfrihed efter navnlig EMRK artikel 10. Det vil
således for eksempel kunne være i strid med EMRK artikel
10 at anvende bestemmelsen til at pålægge en redaktør at
slette en artikel eller en del heraf, hvis der for eksempel er
tale om en berettiget viderebringelse fra mediets side af en
ærekrænkende udtalelse fra f.eks. en politiker eller anden
person.
Straffelovrådet finder i den forbindelse – særligt i relation til
personer, hvor pålæggelse af pligt til sletning må anses for
at være et indgreb i ytringsfriheden – at den person mv.,
som påstås at skulle forpligtes til at foretage sletning, skal
indstævnes i forbindelse med straffesagen, hvis denne ikke
er part i sagen i forvejen. Der vil for så vidt angår straffesa-
ger, der føres af anklagemyndigheden, kunne etableres
hjemmel hertil via retsplejelovens § 684, stk. 1.
Straffelovrådet er opmærksom på, at der vil kunne være en
række både praktiske og juridiske problemstillinger, der i
konkrete tilfælde vil indebære, at bestemmelsen ikke i alle
tilfælde vil kunne anvendes eller håndhæves. Straffelovrådet
er endvidere opmærksom på, at bestemmelsen – selv om den
er bredt formuleret i forhold til den persongruppe, der kan
pålægges at foretage sletning – ikke vil indebære, at freds-
og ærekrænkende ytringer effektivt fjernes fra internettet.
Disse forhold er efter rådets opfattelse ikke i sig selv til-
strækkelig grund til at afstå fra at foreslå en sådan bestem-
melse. Det er tværtimod efter rådets opfattelse helt naturligt,
at navnlig en domfældt person, men også andre, forpligtes
til at fjerne udtalelser mv. med et strafbart indhold, hvis det
er muligt.
Straffelovrådet har overvejet, hvilke udtalelser, oplysninger
mv. bestemmelsen bør omfatte. Henset til, at databeskyttel-
sesforordningen vil supplere bestemmelsen, finder Straffe-
lovrådet, at bestemmelsen kun bør omfatte udtalelser, med-
delelser eller billeder, som i sig selv er strafbare, dvs. som
har en sådan karakter, at de er omfattet af § 264 d, § 267 el-
ler § 268.
Denne afgrænsning indebærer, at udbredelse på internettet
af oplysninger mv., der er fremkommet ved en overtrædelse
af straffelovens §§ 263-264 c, ikke vil være omfattet af be-
stemmelsen, medmindre udbredelsen i sig selv også er en
krænkelse af f.eks. § 264 d.
I tilfælde, hvor f.eks. en ærekrænkelse er begået i en artikel,
vil det efter omstændighederne være tilstrækkeligt at fjerne
selve den ærekrænkende sætning, således at artiklen i øvrigt
kan forblive på internettet. Det afgørende er, at den persono-
plysning, der er behandlet ulovligt i medfør af §§ 264 d, 267
og 268, ikke længere fremgår eller er beskrevet i artiklen, og
personoplysningen eller den sætning, som den eventuelt ind-
går i, vil således kunne erstattes af en anden sætning, der ik-
ke indebærer en krænkelse.
Personoplysningen skal helt fjernes fra internettet, og det vil
således ikke være tilstrækkeligt at foretage afindeksering,
hvor den pågældende internetside ikke kan søges frem via
søgemaskiner, men hvor siden kan findes ved at indtaste den
præcise url-adresse. Det vil efter omstændighederne være
tilstrækkeligt at anonymisere. Pålægges f.eks. Google eller
en anden tjeneste, som ikke har mulighed for at fjerne artik-
ler, forpligtelser efter bestemmelsen, vil afindeksering imid-
lertid være tilstrækkelig og i øvrigt det ønskede middel.
Det følger af formålet med bestemmelsen, at udtalelser mv.
skal slettes uden unødig forsinkelse i forlængelse af, at dom-
men er endelig.
Det bemærkes, at en domfældt eller andre personer fortsat
uanset den foreslåede bestemmelse vil have de pligter, som
fremgår af databeskyttelseslovgivningen, og at bestemmel-
sen ikke tilsigter at indsnævre de pligter, der følger heraf.
Er en person pålagt at fjerne en ærekrænkelse efter den fore-
slåede bestemmelse, og efterkommes dette pålæg ikke, kan
den pågældende straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, jf. retsplejelovens § 535, stk. 1. Den pågældende kan
endvidere efter omstændighederne på ny straffes efter §§
264 d, 267 eller 268.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 183-196.
2.11.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag om en bestemmelse om sletning, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse med Straffelovrådets lovud-
kast.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12 (forslag til straffe-
lovens § 271), og bemærkningerne hertil.
2.12. Mulighed for nedlæggelse af referat- og navnefor-
bud forud for hovedforhandlingen i private straffesager
og skærpelse af straffen for overtrædelse af bl.a. referat-
og navneforbud
31
2.12.1. Gældende ret
2.12.1.1. Retten kan efter retsplejelovens § 30 i straffesager
forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatfor-
bud), bl.a. når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en
unødvendig krænkelse.
Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, kan retten i straffesager
forbyde offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for
sigtede (tiltalte), eller at den pågældendes identitet på anden
måde offentliggøres (navneforbud), når offentlig gengivelse
må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når of-
fentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig
krænkelse.
Det fremgår ikke af forarbejderne til retsplejelovens §§ 30
og 31 eller af retspraksis vedrørende bestemmelserne, hvor-
vidt der kan nedlægges navne- eller referatforbud i private
straffesager. Det fremgår derfor heller ikke af hverken forar-
bejder eller retspraksis, hvornår der i givet fald under sagens
behandling kan nedlægges referat- eller navneforbud i priva-
te straffesager, herunder om retten kan nedlægge referat- el-
ler navneforbud forud for hovedforhandlingen i en privat
straffesag.
2.12.1.2. Efter retsplejelovens § 32 b, stk. 1, kan overtrædel-
se af bl.a. referatforbud straffes med bøde.
Overtrædelse af et navneforbud efter retsplejelovens § 31
straffes med bøde, hvis den pågældende var bekendt med
forbuddet, jf. § 32 b, stk. 2. Det samme gælder, hvis den på-
gældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved ret-
ten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende
ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden el-
ler retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud.
Efter retspraksis er det generelle udgangspunkt, herunder for
journalister, at der for ét førstegangstilfælde med overtræ-
delse af et navneforbud fastsættes en bøde på 5.000 kr.,
mens en redaktørs bøde som udgangspunkt fastsættes til
10.000 kr.
2.12.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
2.12.2.1. Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give an-
ledning til tvivl, hvorvidt der efter retsplejelovens §§ 30 og
31 kan nedlægges navne- og referatforbud i private straffe-
sager.
I medfør af retsplejelovens § 989 behandles straffesager, der
påtales af private, efter reglerne om den borgerlige retspleje,
jf. dog § 990. Efter retsplejelovens § 990 har statsadvokaten
visse kompetencer i forbindelse med anke af sager underlagt
privat påtale.
Efter Justitsministeriets opfattelse ændrer dette dog ikke
ved, at der materielt er tale om en straffesag, hvor det alene
er de processuelle regler, der følger den borgerlige retsplejes
former. Når det således fremgår af retsplejelovens §§ 30 og
31, at retten i straffesager i visse situationer kan nedlægge
henholdsvis referat- og navneforbud, kan det efter Justitsmi-
nisteriets opfattelse lægges til grund, at retten også i dag har
denne mulighed i private straffesager, eftersom der materielt
i disse sager er tale om en straffesag.
I medfør af retsplejelovens § 845, stk. 1, kan retten efter an-
modning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne
forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om bl.a. refe-
rat- og navneforbud efter §§ 30 og 31. Efter Justitsministeri-
ets opfattelse finder § 845 ikke anvendelse på private straf-
fesager, der behandles i den borgerlige retsplejes former, ef-
tersom retsplejelovens § 845 er placeret i retsplejelovens
fjerde bog, der omhandler strafferetsplejen. Private straffe-
sager behandles således processuelt i den borgerlige retsple-
jes former, dvs. efter reglerne i retsplejelovens anden og
tredje bog.
Ofte vil anlæggelse af en retssag skabe mere opmærksom-
hed omkring sagen. Der kan derfor være tvivl om, hvorvidt
personer, der er udsat for en ærekrænkelse, ønsker at anlæg-
ge sag om dette af frygt for, at et sagsanlæg blot vil skabe
mere omtale. I lyset af dette foreslås det, at retten i private
straffesager om overtrædelse af straffelovens §§ 264 d, 267
og 268 kan nedlægge navne- eller referatforbud allerede
under et særskilt retsmøde forud for hovedforhandlingen.
Dette svarer som angivet ovenfor til, hvad der gælder i straf-
fesager, der er undergivet offentlig påtale, jf. retsplejelovens
§ 845.
I medfør af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31 a, stk. 1,
har bl.a. personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4,
mulighed for at udtale sig om spørgsmål om referat- eller
navneforbud, før retten træffer afgørelse om et forbud. Per-
soner, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, er redaktører
og redaktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattet af
medieansvarslovens § 1, nr. 1-3.
Udgangspunktet i private straffesager, der som angivet
ovenfor behandles efter reglerne om den borgerlige retsple-
je, er i medfør af retsplejelovens § 339 a, at retsmøder under
forberedelsen, hvor der ikke sker bevisførelse til brug for
hovedforhandlingen, holdes for lukkede døre, medmindre
retten bestemmer andet.
Med henblik på at sikre, at medierepræsentanter får samme
mulighed for at udtale sig forud for rettens beslutning om
nedlæggelse af referat- eller navneforbud, når dette sker i re-
32
lation til en privat straffesag, som når det sker i relation til
en straffesag, der er undergivet offentlig påtale, foreslås det,
at bestemmelsen i retsplejelovens § 339 a ikke finder anven-
delse på retsmøder efter den foreslåede § 31 c. Dette inde-
bærer, at retsmøder efter den foreslåede § 31 c som ud-
gangspunkt er offentlige i medfør af retsplejelovens § 28 a,
og at den ret til at udtale sig for medierepræsentanter, der
følger af retsplejelovens §§ 30 b, stk. 1, og 31 a, stk. 1, også
finder anvendelse i forbindelse med disse retsmøder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1 og 4, og be-
mærkningerne hertil.
2.12.2.2. Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for
at styrke den strafferetlige beskyttelse imod overtrædelse af
referat- og navneforbud. Ministeriet ønsker derfor at skærpe
bødestraffen for overtrædelse af navne- og referatforbud
markant, således at der i sager vedrørende overtrædelse af
navne- og referatforbud som udgangspunkt sker en femdob-
ling af bødeniveauet i forhold til i dag.
Det foreslås, at retsplejelovens § 32 b, stk. 1 og 2, ændres,
og det forudsættes herved, at straffen for overtrædelse af de
bestemmelser, der henvises til i § 32 b, stk. 1 og 2, femdob-
les. Udgangspunktet efter ændringens ikrafttrædelse bliver,
at bl.a. en journalists overtrædelse af et navneforbud i førs-
tegangstilfælde medfører en bødestraf på 25.000 kr., mens
en redaktørs overtrædelse som udgangspunkt vil medføre en
bødestraf på 50.000 kr.
Efter gældende ret er det en forudsætning for, at en person
kan ifalde bødeansvar for overtrædelse af et navneforbud, at
den pågældende var bekendt med forbuddet, vidste eller
burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet ef-
terforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig
hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt
der var nedlagt navneforbud. Forslaget ændrer ikke herved.
Fastsættelsen af straffen for overtrædelse af § 32 b, stk. 1 og
2, vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende el-
ler formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Eksempelvis vil det kunne indgå som en formildende om-
stændighed, hvis overtrædelsen af f.eks. et referat- eller nav-
neforbud ikke er formidlet til en videre kreds.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, og be-
mærkningerne hertil.
2.13. Forhøjelse af tortgodtgørelse i sager om freds- og
æreskrænkelser
2.13.1. Gældende ret
2.13.1.1. Dansk erstatningsret bygger på et grundlæggende
princip om, at der alene kan kræves erstatning, hvis der som
følge af en skade pådrages et økonomisk tab. Herudover er
der i visse tilfælde fastsat regler om godtgørelse for ikke-
økonomisk skade. En ikke-økonomisk skade er karakterise-
ret ved, at vurderingen af skaden beror på mere subjektivt
prægede kriterier som lidelse, tort, ubehag mv., hvor der ik-
ke uden videre kan opstilles en objektiv økonomisk måle-
stok for skadens omfang og tabets størrelse.
Godtgørelsernes størrelse kan ikke sammenlignes med de
beløb, der fastsættes som erstatning for økonomiske tab, idet
disse erstatninger fastsættes på grundlag af dokumenterede
opgørelser af det økonomiske tab, som hændelsen har med-
ført for den skadelidte.
2.13.1.2. Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler
om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af erstat-
ningsansvarslovens § 26, stk. 1, at der kan tilkendes tort-
godtgørelse, såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af
en persons frihed, fred, ære eller person. Erstatningsansvars-
lovens § 26, stk. 1, er en videreførelse af den dagældende re-
gel i § 15, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven, jf.
herved § 2 i lov nr. 89 af 29. marts 1972. Efter den dagæl-
dende § 15, stk. 2, i ikrafttrædelsesloven skulle godtgørel-
sens størrelse fastsættes under hensyn til krænkelsens grov-
hed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øv-
rigt.
Ikrafttrædelseslovens § 15, stk. 2, blev ikke medtaget i er-
statningsansvarsloven, men det fremgår af lovforslaget, at
der ikke er tilsigtet nogen ændring med hensyn til udmåling
af godtgørelsen. Godtgørelsen skal således fortsat fastsættes
under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaf-
fenhed og omstændighederne i øvrigt, jf. lovforslag nr. L 7
af 6. februar 1984 om erstatningsansvar, Folketingstidende
1983-84 (2. samling), tillæg A, sp. 123.
For at der kan tilkendes en tortgodtgørelse efter erstatnings-
ansvarslovens § 26, stk. 1, skal der foreligge en retsstridig
krænkelse. For at en krænkelse er retsstridig, skal der fore-
ligge en culpøs krænkelse af en vis grovhed.
2.13.1.3. Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, kan der
ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lægges vægt på,
om der er tale om en overtrædelse af straffelovens kapitel 23
om forbrydelser i familieforhold, f.eks. incest, eller kapitel
24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt, og om krænkel-
sen er begået over for en person under 18 år.
Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, blev i
sin oprindelige form indsat ved lov nr. 463 af 7. juni 2001
33
og finder anvendelse på forhold begået efter den 1. januar
2002. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at
ændringen som udgangspunkt skulle føre til en fordobling af
godtgørelsesbeløbene i forhold til det hidtidige niveau, jf.
Folketingstidende 2000-01 (2. samling), tillæg A, side 3521.
Med lov nr. 140 af 28. februar 2018 blev bestemmelsen ny-
affattet. Lovændringen indebærer, at der ved fastsættelsen af
tortgodtgørelsen kan lægges vægt på, om krænkelsen er be-
gået mod en person, der er under 18 år. Samtidig indebærer
lovændringen, at niveauet for tortgodtgørelse i alle sager om
seksuelle krænkelser forhøjes.
2.13.1.4. Straffelovens bestemmelser om freds- og ærekræn-
kelser findes i kapitel 27. Der findes kun et begrænset antal
domme om tortgodtgørelse i sager, hvor personer har været
udsat for ærekrænkelser eller krænkelser af privatlivets fred,
og der findes kun et begrænset antal trykte domme herom.
En gennemgang af denne retspraksis viser, at tortgodtgørel-
serne varierer fra 10.000 kr. til 100.000 kr. i sager om ære-
krænkelse, krænkelse af privatlivets fred og retsstridige
krænkelser i øvrigt. Gennemgangen viser, at domstolene ved
fastlæggelsen af den økonomiske kompensations størrelse
særligt inddrager grovheden af krænkelsen samt spørgsmålet
om, hvorvidt handlingen er foretaget for vindings skyld, her-
under den økonomiske interesse, som mediet har haft i den
retsstridige offentliggørelse.
2.13.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
2.13.2.1. Vurderingen af, på hvilket niveau tortgodtgørelser-
ne i sager om ærekrænkelser og krænkelser af privatlivets
fred bør ligge, for at de opleves som rimelige, er særdeles
vanskelig at foretage, idet den tort, der er lidt, ikke kan op-
gøres i et bestemt pengebeløb. Det er således i sidste ende et
politisk spørgsmål, hvilket generelt niveau godtgørelserne
bør ligge på.
Justitsministeriet finder, at det nuværende tortgodtgørelses-
niveau i sager om freds- og ærekrænkelser er for lavt og ik-
ke i tilstrækkelig grad afspejler den krænkelse af offeret, der
finder sted, og de konsekvenser, som disse krænkelser kan
påføre offeret, jf. lovforslagets pkt. 2.1.3.
Det er Justitsministeriets vurdering, at en hævelse af tort-
godtgørelsesniveauerne i disse sager – ud over at tjene et
genoprettelseshensyn – også kan virke præventivt, således at
det f.eks. for massemedier vil blive mindre attraktivt at of-
fentliggøre krænkende materiale.
2.13.2.2. Erstatningsansvarslovens § 26 overlader domstole-
ne et vidt skøn ved udmålingen af godtgørelser. Niveauerne
for godtgørelserne er således ikke reguleret i selve erstat-
ningsansvarsloven, men der er tilkendegivelser i bemærk-
ningerne til erstatningsansvarslovens § 26 om niveauerne
for godtgørelserne. Tortgodtgørelse bør som hidtil fastsættes
af domstolene ud fra et samlet skøn over den konkrete sags
omstændigheder, og niveauerne bør som hidtil udvikle sig
gennem domstolenes praksis.
Der foreslås imidlertid en udvidelse af erstatningsansvarslo-
vens § 26, stk. 2, således, at der ved fastsættelse af tortgodt-
gørelsens størrelse endvidere kan lægges vægt på, om der er
sket en overtrædelse af visse af bestemmelserne i straffelo-
vens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Det gælder og-
så i en civil sag, hvor retten vurderer, at der ville være sket
domfældelse for en overtrædelse af straffelovens bestem-
melser om freds- og ærekrænkelser, hvis der var rejst en
straffesag.
2.13.2.3. Hensigten med forslaget er, at tortgodtgørelsesni-
veauerne i sager om freds- og ærekrænkelser som udgangs-
punkt skal forhøjes 3 gange i forhold til det nuværende ni-
veau. Forhøjelsen gælder de foreslåede bestemmelser vedrø-
rende uberettiget adgang til datasystemer, brud på brevhem-
meligheden og hemmelig aflytning (§ 263), uberettiget vide-
regivelse mv. af adgangsmidler til et datasystem(§ 263 a),
husfredskrænkelser (§ 264), uberettiget fotografering af per-
soner på ikke frit tilgængeligt sted (§ 264 a), uberettiget ud-
nyttelse mv. af oplysninger fremkommet ved visse freds-
krænkelser (§ 264 c), uberettiget videregivelse af meddelel-
ser eller billeder vedrørende en andens private forhold (§
264 d) og ærekrænkelser (§§ 267-268).
Det følger af erstatningsansvarslovens § 15, at de beløb,
som er nævnt i eksempelvis erstatningsansvarslovens § 3 om
svie og smerte, reguleres årligt med en tilpasningsprocent
for det pågældende finansår. Således sikres det, at de beløb,
som er nævnt i erstatningsansvarsloven, følger lønudviklin-
gen. Tort- og krænkelsesgodtgørelse efter erstatningsan-
svarslovens § 26 er ikke nævnt i erstatningsansvarslovens §
15, da der ikke er noget beløb i erstatningsansvarslovens §
26, som kan reguleres.
Domstolene bør således, når der udmåles tortgodtgørelse i
sager om freds- og ærekrænkelser, fremover tage hensyn til
den almindelige lønudvikling i overensstemmelse med prin-
cipperne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det,
at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2018-niveau.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3 og bemærkninger-
ne hertil.
2.14. Udvidelse af medieansvarslovens anvendelsesområ-
de til at omfatte medier, der modtager visse former for
mediestøtte
34
2.14.1. Gældende ret
2.14.1.1. Medieansvarsloven regulerer mediernes ansvar og
indeholder bl.a. regler om overholdelse af god presseskik og
Pressenævnets kompetence. Medier omfattet af loven under-
lægges endvidere medieansvarslovens særlige ansvarssy-
stem, der bl.a. indeholder detaljerede regler om fordeling af
straffe- og erstatningsansvar for forfattere, ansvarshavende
redaktører og – i særlige tilfælde – udgivere.
Medieansvarslovens § 1 angiver de medier, der er omfattet
af loven. Loven omfatter, jf. § 1, nr. 1 og 2, henholdsvis in-
denlandske periodiske skrifter og radio- og fjernsynsudsen-
delser fra registrerede radio- og tv-stationer. Omfattet er så-
ledes ikke udenlandske periodiske skrifter, herunder uden-
landske aviser samt udenlandske fjernsynsudsendelser.
Efter § 1, nr. 3, er også andre tekster, billeder og lydpro-
grammer, der periodisk udbredes til offentligheden, omfattet
af loven, hvis de har karakter af en nyhedsformidling, som
kan ligestilles med den nyhedsformidling, der er omfattet af
nr. 1 eller 2. Bestemmelsen vedrører elektroniske masseme-
dier og omfatter bl.a. nyhedsmediernes hjemmesider.
Efter lovens § 8, stk. 1, er det en betingelse for, at nyheds-
medier, der er omfattet er definitionen i § 1, nr. 3, er omfat-
tet af loven, at de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.
Pressenævnet foretager ikke en egentlig prøvelse af, om et
nyhedsmedie opfylder kravene i § 1, nr. 3, når nævnet mod-
tager en anmeldelse efter § 8, stk. 1. Indgives der derimod
en klage over nyhedsmediet, vil Pressenævnet i forbindelse
med klagesagen prøve, om nyhedsmediet faktisk er omfattet
af § 1, nr. 3.
Formålet med den gældende bestemmelse er navnlig at sik-
re, at omverdenen, navnlig en krænket borger, kan få kend-
skab til, om et bestemt foretagende er omfattet af de særlige
ansvarsregler, ligesom det kan efterprøves, om betingelserne
i § 1, nr. 3, er opfyldt. Det følger af kravet om tilmelding, at
det er nyhedsmediet selv, der vurderer, om medieansvarslo-
vens særlige ansvarssystem skal finde anvendelse for ny-
hedsmediet, Pressenævnets kompetence osv. Baggrunden
for, at det er frivilligt for nyhedsmediet, om det ønsker at til-
melde sig, har været, at det i visse tilfælde vil kunne være
vanskeligt at afgøre, om de materielle krav i § 1, nr. 3, er
opfyldt.
2.14.1.2. Efter mediestøttelovens §§ 3 og 4 kan der ydes re-
daktionel produktionsstøtte til trykte nyhedsmedier og til
skrevne internetbaserede nyhedsmedier, der formidler selv-
stændigt journalistisk bearbejdet stof. § 3, stk. 2, opstiller en
række nærmere betingelser for tildeling af støtte.
Det er bl.a. en betingelse for opnåelse af tilskud, at nyheds-
mediet er et selvstændigt medie med en ansvarshavende re-
daktør, jf. § 3, stk. 2, nr. 1. De redaktionelle medarbejdere
skal sammen med den ansvarshavende redaktør udgøre mi-
nimum tre årsværk, jf. § 3, stk. 2, nr. 2.
Nyhedsmediet skal henvende sig til en bred kreds af brugere
og ikke alene være rettet mod bestemte erhvervs- og fag-
grupper, medlemmer af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller
brancheorganisationer, politiske partier eller ansatte i offent-
lige institutioner m.v., jf. § 3, stk. 2, nr. 3. Hvad angår ejer-
forhold, må nyhedsmediet ikke være ejet med to tredjedele
eller mere af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorga-
nisationer, jf. § 3, stk. 2, nr. 4.
Nyhedsmediet skal leveres eller stilles til rådighed i hele
landet på ens vilkår for brugerne og være tilgængeligt for al-
le, eventuelt mod betaling, idet rabat dog kan ydes til ud-
valgte grupper i forbindelse med kampagner, jf. § 3, stk. 2,
nr. 5.
Mediestøttelovens § 3, stk. 2, nr. 6-8, stiller krav til nyheds-
mediets indhold. Mindst halvdelen af indholdet skal være
redaktionelt stof i form af artikler m.v. inden for et bredt
emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof. I det
redaktionelle stof skal primært behandles politiske, sam-
fundsrelaterede og kulturelle temaer. Mindst en sjettedel af
det samlede indhold skal være selvstændigt journalistisk be-
arbejdet med henblik på offentliggørelse i det pågældende
nyhedsmedie.
Endelig skal nyhedsmediet opfylde et krav om periodicitet,
idet det efter § 3, stk. 2, nr. 9, er et krav, at nyhedsmediet
udkommer minimum ti gange om året.
Efter mediestøttelovens § 4 kan der ydes supplerende støtte
til trykte landsdækkende nyhedsmedier, der udkommer mi-
nimum 4 dage om ugen og har et samlet oplag på under
40.000 eksemplarer pr. udgivelse, samt til skrevne internet-
baserede nyhedsmedier, som ikke har samme ejer eller udgi-
ver som et andet nyhedsmedie, der er omfattet af lov om ra-
dio- og fjernsynsvirksomhed eller af bestemmelser om frita-
gelse for afgift i henhold til momsloven. For at kunne mod-
tage supplerende støtte skal nyhedsmediet opfylde betingel-
serne i § 3, stk. 2, dog stilles skærpede krav til indholdet.
Der kan herudover i medfør af mediestøttelovens §§ 6-8
ydes såkaldt projektstøtte fra Innovationspuljen til etablering
og udvikling af nyhedsmedier.
Etableringstilskud, jf. § 7, kan ydes til forundersøgelser eller
projekter, hvor et nyt, selvstændigt nyhedsmedie etableres.
Udviklingstilskud, jf. § 8, kan ydes til forundersøgelser eller
projekter, hvor der gennemføres en omstilling eller udvik-
35
ling af et eksisterende, selvstændigt nyhedsmedie med hen-
blik på at fastholde, forbedre eller udvikle produktion og
formidling af det redaktionelle indhold eller at gennemføre
en omstilling til ny teknologi eller infrastruktur.
Det er ikke en betingelse for at modtage redaktionel produk-
tionsstøtte eller projektstøtte, at det pågældende nyhedsme-
die er omfattet af medieansvarsloven, eller at nyhedsmediet
i øvrigt handler i overensstemmelse med god presseskik.
2.14.2. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Medielandskabet har ændret sig væsentligt siden mediean-
svarsloven blev vedtaget i 1991. Den teknologiske udvikling
har betydet, at langt de fleste traditionelle nyhedsmedier har
tilknyttede digitale nyhedsmedier, og at flere og flere ny-
hedsmedier bliver rent internetbaserede og kun er tilgænge-
lige elektronisk.
Som beskrevet i pkt. 2.14.1.2 er det ikke en betingelse for at
modtage redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, at
det pågældende nyhedsmedie er omfattet af medieansvarslo-
ven, eller at nyhedsmediet i øvrigt handler i overensstem-
melse med god presseskik. Der kan således tænkes tilfælde,
hvor et elektronisk nyhedsmedie modtager redaktionel pro-
duktionsstøtte eller projektstøtte, men ikke er omfattet af
medieansvarsloven og derfor bl.a. ikke er omfattet af medie-
ansvarslovens særlige ansvarssystem.
En lang række elektroniske nyhedsmedier har tilmeldt sig
Pressenævnet efter lovens § 8, stk. 1. Der findes imidlertid
også enkelte elektroniske nyhedsmedier, som ikke har til-
meldt sig, og som derfor ikke er underlagt de særlige an-
svarsregler eller Pressenævnets kompetence, som følger af
loven. Den manglende tilmelding kan skyldes, at nyhedsme-
diet ikke mener, at det opfylder de materielle krav om perio-
dicitet og nyhedsformidling i § 1, nr. 3, eller at nyhedsmedi-
et ikke ønsker at være underlagt medieansvarslovens regler.
Formålet med tilmeldingsordningen er som anført ovenfor
under pkt. 2.14.1 ikke, at det bør være frivilligt for nyheds-
medier, der rent faktisk opfylder de materielle krav i § 1, nr.
3, om de vil være omfattet af medieansvarsloven, men at det
på grund af sådanne nyhedsmediers meget forskellige karak-
ter i visse tilfælde vil kunne være vanskeligt at afgøre, om
de materielle krav i § 1, nr. 3, er opfyldt, hvorfor der er fun-
det behov for en frivillig tilmeldingsordning.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det i hvert fald i det
tilfælde, hvor et elektronisk nyhedsmedie modtager redak-
tionel produktionsstøtte, bør være et krav, at nyhedsmediet
samtidig er underlagt reglerne i medieansvarsloven. Det er i
den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at hvor betin-
gelserne for at modtage redaktionel produktionsstøtte i me-
diestøttelovens §§ 3 eller 4 er opfyldt, opfylder det pågæl-
dende nyhedsmedie også de materielle krav i medieansvars-
lovens § 1, nr. 3. De hensyn, der ligger til grund for den
gældende tilmeldingsordning, jf. § 8, stk. 1 – at det ikke al-
tid er klart, om de materielle krav i § 1, nr. 3, er opfyldt –
gør sig derfor ikke på samme måde gældende for elektroni-
ske nyhedsmedier, der modtager redaktionel produktions-
støtte.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at elektroni-
ske nyhedsmedier, der modtager projektstøtte efter medie-
støttelovens §§ 6-8, også bør være automatisk omfattet af
medieansvarslovens regler, i det omfang de materielle krav i
medieansvarslovens § 1, nr. 3, er opfyldt for det enkelte ny-
hedsmedie.
Det foreslås derfor, at massemedier omfattet af mediean-
svarslovens § 1, nr. 3, som modtager redaktionel produkti-
onsstøtte eller projektstøtte, omfattes af loven, uanset om de
har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.
2.14.2.1. Det foreslås, at der indsættes en ny regel i medie-
ansvarslovens § 8, stk. 1, hvorefter foretagender, der udgiver
massemedier som nævnt i § 1, nr. 3, og som modtager re-
daktionel produktionsstøtte eller projektstøtte efter lov om
mediestøtte, er omfattet af loven, uanset om de har indgivet
anmeldelse til Pressenævnet. De pågældende nyhedsmedier
vil dermed automatisk omfattes af medieansvarsloven, her-
under reglerne om Pressenævnets kompetence, genmæle og
det særlige ansvarssystem. Nyhedsmedierne vil endvidere
kunne påberåbe sig reglerne om kildebeskyttelse i retspleje-
lovens § 172, stk. 1, 2 og 4, der gælder for redaktører og re-
daktionelle medarbejdere ved massemedier omfattet af me-
dieansvarsloven. Retten til aktindsigt efter reglerne i retsple-
jelovens § 41 f, jf. § 41, stk. 3, vil også gælde for de masse-
medier, der automatisk omfattes af medieansvarsloven.
For at et nyhedsmedie omfattes af den foreslåede bestem-
melse, skal der for det første være tale om et nyhedsmedie,
der opfylder de materielle krav i § 1, nr. 3. Det er Justitsmi-
nisteriets vurdering, at hvor betingelserne for at modtage re-
daktionel produktionsstøtte i mediestøttelovens § 3 er op-
fyldt, opfylder det pågældende nyhedsmedie også de materi-
elle krav om periodisk udbredelse og kravet om nyhedsfor-
midling i medieansvarslovens § 1, nr. 3.
For så vidt angår elektroniske nyhedsmedier, der modtager
projektstøtte i medfør af mediestøttelovens §§ 6-8, er det
vanskeligere uden videre at lægge til grund, at de også op-
fylder de materielle krav i medieansvarslovens § 1, nr. 3,
idet projektstøtte bl.a. også kan gives til etablering. Som ud-
gangspunkt vil elektroniske nyhedsmedier, der modtager
projektstøtte efter mediestøtteloven, være omfattet af medie-
ansvarsloven, men det vil i sidste ende være op til Presse-
36
nævnet og domstolene konkret at vurdere, hvorvidt de mate-
rielle betingelser i medieansvarslovens § 1, nr. 3, er opfyldt.
For det andet skal det pågældende nyhedsmedie modtage re-
daktionel produktionsstøtte eller projektstøtte. Den foreslåe-
de ændring omfatter i kraft af henvisning til medieansvarslo-
vens § 1, nr. 3, alene de elektroniske nyhedsmedier, dvs. ny-
hedsmedier, hvis indhold formidles via eksempelvis en
hjemmeside eller apps til tablet eller mobil. Elektroniske ny-
hedsmedier vil også omfatte eventuelle internet-udgaver til-
knyttet de trykte nyhedsmedier. Hvorvidt den trykte udgave
af nyhedsmediet er omfattet af medieansvarsloven vil som
hidtil afhænge af, om det trykte nyhedsmedie opfylder kra-
vene i medieansvarslovens § 1, nr. 1.
Det foreslås dog, at elektroniske nyhedsmedier, som hen-
vender sig til et dansk mindretal i udlandet, ikke automatisk
omfattes af medieansvarsloven, selvom de modtager redak-
tionel produktionsstøtte. Baggrunden for at undtage disse
nyhedsmedier er, at de henvender sig til personer bosat uden
for Danmark, og at de må antages at være reguleret af uden-
landsk ret.
Det forudsættes allerede i dag, at enhver ved henvendelse til
Pressenævnet kan få oplysning om, hvorvidt et elektronisk
nyhedsmedie er anmeldt til Pressenævnet og dermed omfat-
tet af medieansvarsloven. Da det er Medienævnet, der admi-
nistrerer mediestøtteordningen, forudsætter den foreslåede
ændring således i praksis en videregivelse af oplysninger om
støtteberettigede elektroniske nyhedsmedier fra Medienæv-
net til Pressenævnet, herunder om bortfald og tilbagekaldel-
se af støtte. Det forudsættes på den baggrund, at Medienæv-
net hvert år i forbindelse med tilsagn om tilskud sender en
liste over elektroniske nyhedsmedier, hvortil der ydes redak-
tionel produktionsstøtte eller projektstøtte, til Pressenævnet.
Listen vil skulle omfatte både internet-udgaver af trykte ny-
hedsmedier, samt rent internetbaserede nyhedsmedier. Er
der tale om et nyhedsmedie, der henvender sig til et dansk
mindretal i udlandet, jf. forslaget til mediestøttelovens § 2,
2. pkt., skal dette fremgå af listen, idet disse nyhedsmedier
efter forslaget ikke automatisk vil blive omfattet af mediean-
svarsloven.
En opdateret liste over elektroniske nyhedsmedier, der mod-
tager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, vil
skulle være offentlig tilgængelig på Pressenævnets hjemme-
side. Pressenævnet vil dog – på samme måde som det i dag
gælder for de medier, som har indgivet anmeldelse efter me-
dieansvarslovens § 8, stk. 1 – kun foretage prøvelse af, om
mediet faktisk er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 3,
når der indgives en klage over nyhedsmediet.
Trykte nyhedsmedier såsom aviser og blade, der opfylder
kriterierne i medieansvarslovens § 1, nr. 1, herunder kravet
om at skulle være ”indenlandske”, omfattes fortsat automa-
tisk af loven.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 1 og 2, og be-
mærkningerne hertil.
3. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databe-
skyttelsesloven
Som anført under pkt. 2.5.1.1 finder databeskyttelsesforord-
ningen og databeskyttelsesloven, som justitsministeren
fremsatte lovforslag til den 25. oktober 2017, anvendelse fra
den 25. maj 2018.
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gæl-
der bl.a. for behandling af personoplysninger, der helt eller
delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og
på ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er
eller vil blive indeholdt i et register.
Forordningen og loven gælder dog bl.a. ikke for behandling
af personoplysninger omfattet af lov om retshåndhævende
myndigheders behandling af personoplysninger.
I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, findes de
relevante bestemmelser om, hvornår almindelige persono-
plysninger må behandles, herunder indsamles og videregi-
ves. Efter bestemmelsen er behandling af personoplysninger
kun lovlig, hvis den registrerede har givet samtykke til be-
handlingen af sine personoplysninger til et eller flere speci-
fikke formål, jf. litra a, hvis behandling er nødvendig af hen-
syn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er
part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger,
der træffes på den registreredes anmodning forud for indgå-
else af en kontrakt, jf. litra b, hvis behandling er nødvendig
for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den da-
taansvarlige, jf. litra c, hvis behandling er nødvendig for at
beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vita-
le interesser, jf. litra d, hvis behandling er nødvendig af hen-
syn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, eller
som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige har fået pålagt, jf. litra e, eller hvis behand-
ling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredje-
mand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den regi-
streredes interesser eller grundlæggende rettigheder og fri-
hedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysnin-
ger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et
barn, jf. litra f.
Herudover skal de grundlæggende principper i forordnin-
gens artikel 5 altid iagttages. Det følger bl.a. heraf, at perso-
noplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gen-
nemsigtig måde i forhold til den registrerede (lovlighed, ri-
melighed og gennemsigtighed). Endvidere må personoplys-
37
ninger indsamles til legitime formål og må ikke viderebe-
handles på en måde, der er uforenelig med disse formål (for-
målsbegrænsning).
Herudover skal personoplysninger være tilstrækkelige, rele-
vante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til
de formål, hvortil de behandles (dataminimering).
Ifølge forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne
opretholde eller indføre mere specifikke bestemmelser for at
tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om be-
handling med henblik på overholdelse af stk. 1, litra c og e,
ved at fastsætte mere specifikke krav til behandling og andre
foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling,
herunder for andre specifikke databehandlingssituationer
som omhandlet i forordningens kapitel IX (artikel 85-91).
Det fremgår herom af betænkning nr. 1565/2017 om databe-
skyttelsesforordningen, at det efter forordningen kun vil væ-
re muligt at opretholde og indføre mere specifikke bestem-
melser for at tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel
6, stk. 1, litra c og e, hvorfor det ikke for så vidt angår arti-
kel 6, stk. 1, litra a, b, d og f, vil være muligt at tilpasse an-
vendelsen, jf. herved side 166.
Det fremgår endvidere af betænkningen, at der også kan ind-
føres eller opretholdes nationale bestemmelser, vedtaget in-
den for forordningens rammer, om bøde- og fængselsstraf,
som strafferetlige sanktioner, selvom overtrædelse af den
nationale bestemmelse i princippet også er omfattet af for-
ordningens artikel 83 (om bødestraf for overtrædelse af for-
ordningen), jf. herved side 946.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3,
der fastsætter nærmere betingelser for at anvende artikel 6,
stk. 2, at grundlaget for behandling i henhold til stk. 1, litra c
og e, skal fremgå af EU-retten eller af medlemsstaternes na-
tionale ret, som den dataansvarlige er underlagt.
Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, skal ses i
forlængelse af artikel 6, stk. 2. Artikel 6, stk. 3, er således en
uddybning af, hvordan de bestemmelser, som indføres efter
artikel 6, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde
eller indføre specifikke regler, nærmere vil skulle udformes.
Efter databeskyttelsesforordningen er det således muligt at
opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at
tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel 6, stk. 1, litra
c og e, vedrørende behandling på baggrund af en retlig for-
pligtelse eller i samfundets interesse.
For så vidt angår de foreslåede bestemmelser i lovforslagets
§ 1, nr. 4 (den foreslåede § 263 i straffeloven om brud på
meddelelseshemmeligheden), § 1, nr. 8 (den foreslåede §
264 b om uberettiget overvågning ved hjælp af gps eller an-
det lignende apparat), og § 1, nr. 12 (den foreslåede § 267 i
straffeloven om ærekrænkelser), er det Justitsministeriets
vurdering, at disse regler kan fastsættes inden for rammerne
af forordningens artikel 6.
Det samme gælder den foreslåede § 1, nr. 5 (den foreslåede
§ 263 a om uberettiget anskaffelse af adgang til og videregi-
velse af adgangsmidler til datasystemer), i det omfang be-
stemmelsen indebærer en begrænsning i adgangen til at be-
handle personoplysninger.
I forhold til den foreslåede § 271 i straffeloven i lovforsla-
gets § 1, nr. 12 (om sletning af oplysninger, der har tilknyt-
ning til en overtrædelse), kan det bemærkes, at databeskyt-
telsesforordningen som anført under pkt. 2.11.1, indeholder
bestemmelser om bl.a. ret til berigtigelse, sletning eller be-
grænsning af personoplysninger, der viser sig urigtige, jf.
herved forordningens artikel 16-18.
Som anført under pkt. 2.11.2 vil den foreslåede bestemmelse
for så vidt angår oplysninger, der er omfattet af databeskyt-
telsesforordningens pligt til sletning efter forordningens arti-
kel 17, jf. artikel 85, blot have karakter af et retsmiddel til
håndhævelse af denne pligt, og den foreslåede § 271 i straf-
feloven skal således forstås sådan, at den ikke fastsætter no-
gen selvstændig forpligtelse på forordningens område.
Med lovforslaget forslås en række strafskærpelser for over-
trædelse af de i § 1, nr. 4-7, 9-10 og 12, samt § 2, nr. 2 og 3,
omhandlede strafbestemmelser. Overtrædelser af visse af
bestemmelserne vil samtidig kunne udgøre overtrædelser af
databeskyttelsesforordningen, og bestemmelserne vil i så-
danne tilfælde være specifikke bestemmelser, der tilpasser
anvendelsen af forordningen.
Det fremgår af betænkning nr. 1565/2017, at sanktionerne,
der fastsættes for sådanne bestemmelser, skal være effekti-
ve, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskræk-
kende virkning, ligesom det for fastsættelsen af sådanne
sanktioner må antages, at de skal fastsættes forholdsmæssigt
i forhold til bødeniveauet i forordningens artikel 83 for her-
ved at sikre en virkning svarende til forordningens, jf. her-
ved side 947.
Efter Justitsministeriets vurdering indebærer det, at udmå-
ling af straf for overtrædelser af de specifikke bestemmelser
i lovforslaget, der tilpasser anvendelsen af forordningen,
skal ske forholdsmæssigt i forhold til strafniveauet for over-
trædelser af databeskyttelsesforordningen og databeskyttel-
sesloven.
38
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Samlet set estimeres det, at lovforslaget vil medføre merud-
gifter for politiet, anklagemyndigheden og domstolene på
ca. 7,5 mio. kr. årligt fra 2019 og frem.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Der henvises til bemærkningerne ovenfor under punkt 3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, hvorefter det er Ju-
stitsministeriets vurdering, at de foreslåede regler kan indfø-
res inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens ar-
tikel 6, stk. 2 og stk. 3.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Idet lovforslaget skal genfremsættes, sendes det eventuelt
med justeringer i høring i forlængelse af førstebehandlingen
med henblik på genfremsættelse i folketingsåret 2018-19.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »In-
gen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »In-
gen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Samlet set estimeres det, at lovforslaget
vil medføre merudgifter for politiet, an-
klagemyndigheden og domstolene på ca.
7,5 mio. kr. årligt fra 2019 og frem.
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Det er Justitsministeriets vurdering, at de foreslåede regler kan indføres inden for
rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og stk. 3.
Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at henvisningen til »de retsfølger, der omtales i
§ 273« ændres til »mortifikation efter § 270« som en konse-
kvens dels af forslagets § 1, nr. 12, om, at § 273, stk. 1, bli-
ver § 270, og dels af forslagets § 1, nr. 12, om ophævelse af
§ 273, stk. 2, om offentliggørelse af domsslutningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Det foreslås, at henvisningen til § 273, stk. 2, i § 97 b, stk. 3,
udgår som en konsekvens af forslaget til § 1, nr. 12, om, at §
273, stk. 2, ophæves.
39
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Det foreslås at indsætte »samfundsvigtige datasystemer« i §
193, stk. 1, i stedet for »informationssystemer«, hvilket
hænger sammen med den tilsvarende ændrede terminologi i
forslaget til § 1, nr. 4 (forslaget til § 263, stk. 1). Der er ikke
tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold,
idet kravet om, at systemet skal være samfundsvigtigt, alle-
rede er gældende, selv om det ikke fremgår af lovteksten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Det foreslås at nyaffatte § 263, med henblik på at det gæl-
dende stk. 2 om adgang til dataoplysninger flyttes til stk. 1,
således at bestemmelsen fremover vil tage udgangspunkt i,
at meddelelser i stadigt stigende omfang sendes og opbeva-
res elektronisk. Som en konsekvens heraf flyttes det gælden-
de stk. 1 om brud på brevhemmeligheden og hemmelig af-
lytning og optagelse til stk. 2. Endvidere foreslås det gæl-
dende stk. 1, nr. 2, om åbning af andres gemmer flyttet til §
264, stk. 1, om husfredskrænkelse (forslagets § 1, nr. 6).
Herudover foreslås endvidere visse sproglige og indholds-
mæssige ændringer af de gældende bestemmelser i § 263,
stk. 1 og 2. I § 263, stk. 3, foreslås en teknisk konsekvens-
ændring som følge af den ændrede struktur i bestemmelsen i
øvrigt.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af det gældende stk.
2 med visse sproglige ændringer. Bestemmelsen angår den,
der på en hvilken som helst måde uberettiget skaffer sig ad-
gang til et datasystem eller data.
For det første foreslås det at ændre »informationssystem« til
»datasystem«, fordi »datasystem« i højere grad end »infor-
mationssystem« peger henimod den automatiserede databe-
handling, som udtrykket er tilsigtet at skulle dække. Der er
tale om en rent sproglig ændring, og der er ikke hermed til-
sigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.
For det andet foreslås det, at »oplysninger eller program-
mer« ændres til »data«, da edb-programmer i maskinlæsbar
form uden vanskeligheder kan betegnes som data, og det
dermed er overflødigt at anvende begrebet »oplysninger el-
ler programmer«. Heller ikke med denne ændring er der til-
sigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.
For det tredje foreslås det, at det udtrykkeligt kommer til at
fremgå af bestemmelsen, at den både omfatter at skaffe sig
adgang til et datasystem som sådan og at skaffe sig adgang
til en andens data, som er bestemt til at bruges i et datasy-
stem.
Udtrykket »en andens« relaterer sig både til datasystem og
data. Det vil således være et krav, at man enten skaffer sig
adgang til en andens datasystem, eller at man skaffer sig ad-
gang til en andens data, uanset om systemet tilhører ger-
ningsmanden eller en anden. Der vil således kunne foreligge
en strafbar krænkelse ved brug af eget datasystem, hvis
f.eks. udlejeren af et datasystem uberettiget skaffer sig ad-
gang til lejerens data, som er indkodet i datasystemet.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte uberettiget ad-
gang til data, som er bestemt til at bruges i et datasystem,
men som ikke på det pågældende tidspunkt er tilsluttet sy-
stemet. Der kan f.eks. være tale om, at gerningsmanden
skaffer sig adgang til indholdet af et usb-stik, der ikke er til-
sluttet en computer eller lignende. Uden for bestemmelsens
anvendelsesområde vil falde papirudskrifter af data, der har
været brugt i et datasystem.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte meget forskelligar-
tede forhold, herunder at en gerningsmand skaffer sig ad-
gang til en andens computer eller smartphone (uanset om
man bruger den pågældende computer mv., eller om adgan-
gen skaffes via en anden computer mv.), at en gerningsmand
logger på en andens e-mailsystem (uanset hvilken computer
mv. det sker fra), eller at en gerningsmand skaffer sig ad-
gang til et usb-stik.
Ligesom de øvrige bestemmelser om krænkelse af privatli-
vets fred i §§ 264-264 d afgrænses § 263, stk. 1, fortsat af
det generelle forbehold om, at der skal være tale om uberet-
tiget adgang. Hermed tilkendegives det, at bestemmelsen er
formuleret så bredt, at der helt regelmæssigt skal ske en ud-
skillelse af legale handlinger, der falder ind under bestem-
melsens ordlyd.
Der kan således forekomme tilfælde, hvor man kun ved et
konkret skøn kan afgøre, om en handling, der sprogligt om-
fattes af bestemmelsens ordlyd, skal anses som strafbar.
Dette vil navnlig få betydning i forhold til personer, der har
en berettiget adgang til et datasystem, men som anvender
denne adgang uberettiget.
Et eksempel herpå kan efter omstændighederne være en
medarbejder, der har en berettiget adgang til arbejdsgiverens
datasystem, men som anvender denne adgang til at tilgå da-
ta, som der ikke er arbejdsmæssigt behov for at tilgå, herun-
der navnlig hvis medarbejderen har et videregående forsæt
til at videregive eller anvende disse data i en sammenhæng,
der er arbejdsgiveren uvedkommende.
40
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle former for data,
og det er således ikke et krav, at disse er af en sådan karak-
ter, at de er omfattet af straffelovens § 264 d om private for-
hold.
Bestemmelsens gerningsindhold vil være fuldbyrdet, når
gerningsmanden skaffer sig adgang til systemet eller data-
ene, og det er således uden betydning, hvad den pågældende
efterfølgende foretager sig i relation til systemet eller data-
ene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af det gældende stk.
1 med visse indholdsmæssige og sproglige ændringer. Be-
stemmelsen er efter sin ordlyd subsidiær i forhold til det
foreslåede stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse omfatter det at åbne eller gøre
sig bekendt med en lukket meddelelse eller optegnelse samt
hemmelig aflytning eller optagelse.
I forhold til den gældende § 263, stk. 1, foreslås det, at be-
stemmelsen ikke skal omfatte det at skaffe sig adgang til en
andens gemmer (den gældende § 263, stk. 1, nr. 2). Bag-
grunden herfor er, at denne del af bestemmelsen i stedet
foreslås indsat som en del af § 264 om husfredskrænkelse,
jf. forslaget til § 1, nr. 6.
Det foreslåede stk. 2, nr. 1, er en videreførelse af den gæl-
dende § 263, stk. 1, nr. 1, med det forbehold, at den ikke vil
finde anvendelse, hvis et forhold omfattes af det foreslåede
stk. 1. Efter sin ordlyd omfatter bestemmelsen den, der ube-
rettiget åbner et brev eller anden lukket meddelelse eller op-
tegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.
Der foreslås en sproglig modernisering af bestemmelsen, så-
ledes at »bryder« ændres til »åbner«, ligesom »telegram«
udgår i lyset af den teknologiske udvikling. Der er ikke her-
med tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsind-
hold.
Det foreslås endvidere, at bestemmelsen ikke vil omfatte det
at »unddrage« nogen et brev mv. Baggrunden herfor er, at
det må anses for omfattet af § 291, stk. 1, om hærværk (hvis
meddelelsen slettes eller ødelægges) eller § 293, stk. 2, om
rådighedshindring (hvis meddelelsens modtagelse hindres,
eller meddelelsen gøres utilgængelig).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 2, nr. 2, er en videreførelse af § 263, stk.
1, nr. 3, med den sproglige ændring, at »han« erstattes af
»den pågældende«. Det foreslås således, at bestemmelsen
omfatter den, der uberettiget ved hjælp af et apparat hemme-
ligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefon-
samtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlin-
ger i lukket møde, som den pågældende ikke selv deltager i,
eller hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig ad-
gang.
Som en konsekvens af, at bestemmelsen vil være subsidiær i
forhold til det foreslåede stk. 1, vil aflytning og optagelse,
der sker ved uberettiget at skaffe sig adgang til et datasy-
stem, f.eks. ved at aktivere en computers mikrofon uden
brugerens vidende, ikke omfattes af bestemmelsen, i det om-
fang forholdet omfattes af stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af det gældende stk.
3, men der er foreslået en teknisk konsekvensændring som
følge af den ændrede struktur i § 263.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde-
straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,
hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri-
vatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
41
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 5
Det foreslås at nyaffatte § 263 a om adgangsmidler til ikke-
kommercielle informationssystemer med henblik på at sam-
menskrive bestemmelsen med den emnemæssigt beslægtede
bestemmelse i § 301 a om uberettiget anskaffelse eller vide-
regivelse af adgangsmidler til kommercielle informationssy-
stemer.
Med det foreslåede stk. 1 foreslås det at samle den gældende
§ 263 a, stk. 1-3, og § 301 a, stk. 1. Endvidere foreslås
sproglige forenklinger, uden at der hermed er tilsigtet nogen
ændring i bestemmelsens samlede gerningsindhold i forhold
til gældende ret.
Sammenskrivningen af de to bestemmelser indebærer bl.a.,
at det ikke er nødvendigt i lovteksten at medtage afgræns-
ningen »ikke offentligt tilgængelige informationssystemer«
(den gældende § 263 a). Dette forbehold er således udeladt i
den foreslåede bestemmelse, uden at der herved er tilsigtet
nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.
En anden generel ændring er, at »informationssystem« æn-
dres til »datasystem«, fordi »datasystem« i højere grad end
»informationssystem« peger hen imod den automatiserede
databehandling, som udtrykket er tilsigtet at skulle dække.
Der er tale om en rent sproglig ændring, og der er ikke her-
med tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsind-
hold. Samme ændring foreslås i øvrigt bl.a. i § 263 (forsla-
gets § 1, nr. 4).
Det foreslås ligeledes, at det ikke udtrykkeligt angives, at
bestemmelserne alene omhandler systemer, som er »beskyt-
tet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning«. Den-
ne afgrænsning kan indfortolkes i, at bestemmelserne omfat-
ter videregivelse mv. af midler, som er nødvendige for at få
adgang til de pågældende systemer. Det foreslås endvidere
generelt, at »kode eller andre adgangsmidler« ændres til
»adgangsmiddel«, idet dette begreb bl.a. omfatter en kode,
der kan anvendes som adgangsmiddel. Der er heller ikke
med disse sproglige forenklinger tilsigtet nogen ændring i
bestemmelsens gerningsindhold.
Der foreslås imidlertid med den foreslåede § 263 a, stk. 1,
nr. 3, litra b, en mindre ændring af gerningsindholdet i for-
hold til den gældende § 263 a, stk. 3, nr. 2, jf. nærmere her-
om nedenfor.
Forslaget til stk. 1, nr. 1, om uberettiget erhvervsmæssigt
salg eller udbredelse i en videre kreds af et adgangsmiddel
til et datasystem erstatter den gældende § 263 a, stk. 1. Be-
stemmelsen har efter sin ordlyd, der ikke afgrænser anven-
delsesområdet til et ikke offentligt tilgængeligt informati-
onssystem, et bredere anvendelsesområde, men dette brede-
re område er allerede omfattet af den gældende § 301 a, stk.
1. Bestemmelsen indebærer samlet set således ikke en udvi-
delse i forhold til gældende ret.
Det samme gør sig gældende i forhold til forslaget til stk. 1,
nr. 2, om uberettiget videregivelse af et større antal ad-
gangsmidler til et datasystem, der erstatter § 263 a, stk. 2, og
i forhold til forslaget til stk. 1, nr. 3, litra a, om uberettiget
at skaffe sig eller videregive et adgangsmiddel til et datasy-
stem, der er samfundsvigtigt, jf. straffelovens § 193.
Efter straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 2, er det kriminaliseret
uretmæssigt at skaffe sig eller videregive en kode eller et an-
det adgangsmiddel som nævnt i § 263 a, stk. 1, til et infor-
mationssystem, der behandler følsomme oplysninger, som er
omfattet af § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, i lov om behandling
af personoplysninger (persondataloven), om flere personer.
Med den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 3, litra b, sker der i
vidt omfang en videreførelse af den gældende bestemmelse i
straffelovens § 263 a, stk. 3, nr. 2. Som konsekvens af, at
persondataloven erstattes af databeskyttelsesforordningen
(og forslaget til databeskyttelsesloven), erstattes henvisnin-
gen til regler i persondataloven med henvisning til de tilsva-
rende bestemmelser i databeskyttelsesforordningens artikel
9, stk. 1, og artikel 10, der imidlertid i begrænset omfang
har et andet anvendelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at det er
strafbart uberettiget at skaffe sig eller videregive et adgangs-
middel til et datasystem, der behandler oplysninger, som er
omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1,
eller artikel 10.
Databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omfatter per-
sonoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, reli-
giøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt
tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, helbreds-
oplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle
forhold eller seksuelle orientering.
Til forskel fra persondatalovens § 7, stk. 1, omfatter forord-
ningens artikel 9, stk. 1, biometrisk data, der behandles med
det formål entydigt at identificere en fysisk person.
Databeskyttelsesforordningens artikel 10 omfatter persono-
plysninger om strafbare forhold.
Persondatalovens § 8, stk. 1, omfatter oplysninger om straf-
bare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent pri-
vate forhold end de oplysninger, der er nævnt i lovens § 7,
42
stk. 1. Oplysninger om ”andre rent private forhold” er bl.a.
oplysninger om andre foreningsmæssige tilhørsforhold end
fagforeningsmæssige, separationsansøgning og -bevilling,
skilsmissebegæring, visse særlige familiemæssige forhold,
herunder familiestridigheder, opdragelsesmåde og adoption,
samt selvmord og selvmordsforsøg.
Med den foreslåede § 263 a, stk. 1, nr. 3, litra b, sker der så-
ledes både en mindre udvidelse og en begrænsning af de ka-
tegorier af personoplysninger, der, når de behandles i et da-
tasystem, er omfattet af det strafferetlige værn mod anskaf-
felse og videregivelse af adgangsmidler.
Bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, litra a og b, erstatter den gæl-
dende § 263 a, stk. 3.
Det foreslåede stk. 1, nr. 3, litra c, om uberettiget at skaffe
sig eller videregive et adgangsmiddel til et datasystem,
hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere, erstatter §
301 a, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Med det foreslåede stk. 2 foreslås det at samle den gældende
§ 263 a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2. Forslaget indeholder
sproglige forenklinger i forhold til de gældende bestemmel-
ser, uden at der hermed er tilsigtet nogen ændring i bestem-
melsens samlede gerningsindhold i forhold til gældende ret.
Efter bestemmelsen vil straffen ved overtrædelse af de i stk.
1 nævnte forhold under særligt skærpende omstændigheder
kunne stige til fængsel i indtil 6 år. Som særligt skærpende
omstændigheder vil navnlig anses tilfælde, hvor videregivel-
sen mv. sker i særligt stort omfang eller indebærer særlig ri-
siko for betydelig skade eller omfattende misbrug, eller hvor
både stk. 1, nr. 1 og nr. 3, litra c, er overtrådt.
I og med at angivelsen af, hvad der skal anses som særligt
skærpende omstændigheder, som udgangspunkt kommer til
at dække hele stk. 1, omfatter den foreslåede bestemmelse
sprogligt mere end de strafskærpelsesbestemmelser i § 263
a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2, som den skal erstatte. Det må
imidlertid antages, at bestemmelserne allerede ville skulle
fortolkes sådan, at de omfatter de nævnte kriterier, selv om
disse ikke er udtrykkeligt nævnt, og på den baggrund omfat-
ter bestemmelsen samlet set det samme som gældende ret
efter § 263 a, stk. 4, og § 301 a, stk. 2.
Det foreslåede stk. 2 indebærer dog den ændring i forhold til
gældende ret, at strafferammen også i tilfælde af særligt
skærpende omstændigheder indeholder bøde, jf. formulerin-
gen »kan straffen stige til fængsel indtil 6 år«. Denne æn-
dring bringer bestemmelsen i overensstemmelse med de lig-
nende strafskærpelsesbestemmelser i de foreslåede bestem-
melser i § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2. Udgangspunktet ved
udmåling af straf under særligt skærpende omstændigheder
forudsættes dog fortsat som udgangspunkt at være fængsel,
selv om bøde ikke er udelukket.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde-
straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,
hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri-
vatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 6
Det foreslås at nyaffatte § 264 om husfredskrænkelse.
Stk. 1, nr. 1, om uberettiget at skaffe sig adgang til fremmed
hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted vil som udgangs-
punkt videreføre det gældende § 264, stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil fortsat omfatte private boli-
ger, private og offentlige kontorer, forretninger og fabrikker
mv. Omfattet vil også være transportmidler som biler, bus-
ser, tog mv. Forretninger, kontorer mv. med adgang for
f.eks. kunder anses som frit tilgængelige i åbningstiden, men
er i øvrigt omfattet af bestemmelsen.
43
Det vil i mangel af særlig berettigelse som et klart udgangs-
punkt være uberettiget at gå ind i et privat hus, lejlighed
mv., også selv om døren står åben eller ikke er låst. Det
samme vil gælde for udhuse, garager, kælder- og loftsrum,
som nogen har eksklusiv brugsret til, ligesom det som ud-
gangspunkt vil være uberettiget i bestemmelsens forstand at
gå ind i en indhegnet have.
Det vil endvidere være uberettiget i den foreslåede bestem-
melses forstand, hvis man i mangel af særlig berettigelse
skaffer sig adgang til aflåste bygninger eller aflåste lukkede
områder, uanset om disse anvendes til beboelse, erhverv, of-
fentlige formål mv. Det samme gælder, hvis bygningen mv.
ikke er aflåst, men der er etableret tydelig adgangskontrol,
herunder ved henvendelse til en vagt eller i en reception.
Det vil således være omfattet af bestemmelsen, hvis man
skaffer sig adgang til f.eks. en aflåst trappeopgang, herunder
ved at snige sig med ind, når døren er åben, eller ved at få
åbnet døren under angivelse af falsk ærinde. Omvendt vil
det ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis man går ind i
en uaflåst trappeopgang, men det vil efter omstændigheder-
ne kunne være en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Det vil ligeledes som udgangspunkt ikke være omfattet af
bestemmelsen, hvis man går ind i uaflåste fællesarealer i be-
boelsesejendomme, herunder gårdrum og kældre.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, om uberettiget at skaffe sig ad-
gang til andres gemmer viderefører det gældende § 263, stk.
1, nr. 2, uden ændringer. Bestemmelsen foreslås flyttet fra §
263 om brud på brevhemmeligheden mv., fordi den er et
supplement til § 264 om husfredskrænkelse, i og med at den
navnlig har selvstændig betydning, hvor en gerningsmand
skaffer sig adgang til et gemme på eller fra et frit tilgænge-
ligt sted, eller hvor en gerningsmand berettiget befinder sig
på et ikke frit tilgængeligt sted, men er uberettiget til at skaf-
fe sig adgang til et gemme på det pågældende sted.
Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. omfatte det, at man
leder i andres lommer eller tasker og efter omstændigheder-
ne i andres skabe og skuffer, herunder navnlig når disse er
aflåste.
Stk. 1, nr. 3, om uberettiget at undlade at forlade fremmed
område efter at være opfordret dertil viderefører det gælden-
de § 264, stk. 1, nr. 2, uden ændringer. Det foreslås dog at
ændre »grund« til område, som synes at være et mere dæk-
kende begreb, idet ”grund” efter praksis omfatter alle frem-
mede steder, herunder også bygninger, transportmidler, søer
og vandløb. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i be-
stemmelsens gerningsindhold.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være strafbart, hvis
man uberettiget forbliver et sted, som man er opfordret til at
forlade af den, som har rådighed over det pågældende sted.
Der kan f.eks. være tale om en sportshal, butik eller et ikke
frit tilgængeligt sted, hvor man i første omgang var beretti-
get til at opholde sig.
Hvis en opfordring om at forlade et område er ulovlig, f.eks.
fordi den strider mod ligebehandlingsregler, vil bestemmel-
sen ikke finde anvendelse.
Strafferammen i form af bøde eller fængsel indtil 6 måneder
foreslås videreført uden ændringer.
Med det foreslåede stk. 2, der indeholder en sidestrafferam-
me med et maksimum på 6 års fængsel i tilfælde af særligt
skærpende omstændigheder, videreføres det gældende stk. 2
med den konsekvensændring, at bestemmelsen også vil om-
fatte det foreslåede § 264, stk. 1, nr. 2, om uberettiget ad-
gang til andres gemmer. Den gældende bestemmelse om
uberettiget adgang til andres gemmer er efter gældende ret
omfattet af en tilsvarende sidestrafferamme i tilfælde af sær-
ligt skærpende omstændigheder, og den foreslåede ændring
vil dermed ikke have nogen indholdsmæssig betydning.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde-
straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,
hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri-
vatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
44
Til nr. 7
Det fremgår af straffelovens § 264 a, at den, som uberettiget
fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgæn-
geligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet
apparat uberettiget iagttager sådanne personer.
Det foreslås at ændre ”som” til ”der” i § 264 a, 1. pkt. Der er
alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til
formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive
nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde-
straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,
hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri-
vatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 8
Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig bestem-
melse om gps-overvågning.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven
som § 264 b, hvoraf det fremgår, at den, som uberettiget ved
hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer en
andens færden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 må-
neder.
Bestemmelsen vil først og fremmest finde anvendelse på
skjult gps-overvågning, der sker uden samtykke eller anden
hjemmel.
Ved at anvende formuleringen gps eller et andet lignende
apparat afgrænses bestemmelsen først og fremmest til ikke
at omfatte traditionel manuel skygning, hvor man følger ef-
ter en person. Bestemmelsen vil finde anvendelse, hvis der
er anvendt en gps eller andet lignende teknisk udstyr til at
registrere en andens færden. Der kan f.eks. være tale om en
gps, der er anbragt i eller på en persons bil, taske eller tøj.
Det er ikke afgørende, om gerningsmanden kan følge perso-
nens færden ved hjælp af signaler, der løbende sendes fra
gps’en, eller om gps’en lagrer koordinater, som gernings-
manden efterfølgende skaffer sig adgang til.
Bestemmelsen vil også omfatte overvågning ved hjælp af
andre lignende apparater, f.eks. ved pejling af radiosignaler,
der udsendes af noget, som personen har med sig (herunder
en mobiltelefon, tablet mv.), eller ved hjælp af et videoka-
mera, der viser en anden persons færden – det afgørende er,
at gerningsmanden registrerer en anden (bestemt) persons
færden og dermed kan følge dennes færden uden selv at væ-
re til stede. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i tilfælde,
hvor en person ved hjælp af et apparat (f.eks. en computer)
selv foretager registreringerne på baggrund af oplysninger
fra andre om, hvor den person, som man ønsker at kunne
følge, befinder sig. Der skal således være tale om et apparat,
der er i stand til at spore en andens færden.
Bestemmelsen vil kun omfatte tilfælde, hvor personens fær-
den registreres uberettiget, hvilket f.eks. ikke er tilfældet,
hvis det sker som led i strafudståelse med anvendelse af fod-
lænke. At registrere personens færden kan endvidere f.eks.
være berettiget, hvis det sker med samtykke. Anvendelse af
gps uden samtykke kan eksempelvis have hjemmel i lov om
social service § 125. En registrering af oplysninger, der ikke
i sig selv er i strid med databeskyttelseslovgivningen, vil ik-
ke af denne grund være berettiget efter den foreslåede be-
stemmelse i straffeloven. Den foreslåede bestemmelse tilsig-
ter således med andre ord (også) at kriminalisere registrerin-
ger af en anden persons færden, selv om sådanne registrerin-
ger kan foretages inden for rammerne af persondataloven
(databeskyttelsesforordningen).
Det vil være et krav, at gerningsmanden har forsæt til at fo-
retage registreringen, hvorved forstås indsamling eller lag-
ring af data. Dette vil typisk komme til udtryk ved, at ger-
ningsmanden selv har anbragt det anvendte apparat. Tilfæl-
45
de, hvor en person overvåger en anden persons færden ved
hjælp af den anden persons smartphone med indbygget gps,
som er slået til uafhængigt af den person, der foretager over-
vågningen, vil falde uden for bestemmelsens anvendelses-
område. Uanset at man på denne vis – f.eks. ved at skaffe
sig adgang til telefonen – kan skaffe sig samme oplysninger
om den anden persons færden, som hvis man selv havde an-
bragt en gps, vil et sådant forhold ikke være omfattet af be-
stemmelsen. Det vil imidlertid efter omstændighederne være
omfattet af f.eks. den foreslåede § 263, stk. 1, om at skaffe
sig adgang til datasystemer.
Tilfælde, hvor gerningsmanden selv har slået en indbygget
gps i forurettedes smartphone til, så telefonen lagrer oplys-
ninger om den pågældendes færden, som gerningsmanden
senere skaffer sig adgang til, vil efter omstændighederne
skulle straffes efter både den foreslåede § 263, stk. 1 (lov-
forslagets § 1, nr. 4), og den foreslåede § 264 b.
Det vil ikke efter bestemmelsen være en betingelse, at en
anden persons færden rent faktisk følges af gerningsmanden,
men der skal foretages en registrering, der giver mulighed
for at følge den anden persons færden, og bestemmelsens
gerningsindhold er således fuldbyrdet ved denne registre-
ring.
Bestemmelsen vil finde anvendelse både i tilfælde, hvor per-
sonens færden kan følges meget præcist ved hjælp af f.eks.
gps-koordinater, og i tilfælde, hvor personens færden følges
mindre præcist. Bestemmelsen vil endvidere som anført
ovenfor finde anvendelse, uanset om personens færden kan
følges løbende, eller om personens færden først kan kort-
lægges efterfølgende på grundlag af apparatets registreringer
af den geografiske placering. Det er heller ikke afgørende,
om oplysningerne om personens færden gemmes, eller om
de blot opfanges eller transmitteres med mulighed for løben-
de at aflæse dem. Bestemmelsens gerningsindhold er således
i sådanne tilfælde fuldbyrdet, selv om gerningsmanden ikke
løbende har aflæst oplysningerne, og oplysningerne ikke er
gemt.
Den omstændighed, at personens færden skal kunne følges,
indebærer, at enkeltstående lokaliseringer af en person på
den nævnte måde ikke vil indebære en overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse. Kravet om, at personens færden
skal kunne følges, skal forstås sådan, at personens geografi-
ske placering løbende eller med korte mellemrum transmit-
teres eller lagres. Lokalisering, der følger af, at personen
checker ind eller ud med sit rejsekort, vil således falde uden
for bestemmelsen, og heller ikke lokalisering som led i auto-
matisk nummerpladekontrol vil være omfattet af bestemmel-
sen.
Den foreslåede § 264 b foreslås ligesom de øvrige bestem-
melser om krænkelse af privatlivets fred i §§ 264-264 d at
skulle afgrænses af det generelle forbehold om, at der skal
være tale om uberettiget overvågning. Hermed tilkendegives
det, at bestemmelsen er formuleret så bredt, at der helt regel-
mæssigt skal ske en udskillelse af legale handlinger, der fal-
der ind under bestemmelsens ordlyd.
Det vil være en konsekvens af bestemmelsen, at politiets an-
vendelse af sporings- og pejlingsudstyr som omhandlet i be-
stemmelsen i forbindelse med efterforskningen af strafbare
forhold fremover i alle tilfælde vil være at anse som et straf-
feprocessuelt indgreb, som skal have hjemmel i retsplejelo-
ven.
Bestemmelsens strafferamme vil i lighed med strafferam-
men for de fleste andre bestemmelser om krænkelse af pri-
vatlivets fred, hvor alene enkeltpersoner krænkes, være bøde
eller fængsel indtil 6 måneder.
Som en konsekvens af bestemmelsen foreslås en ændring af
§ 264 c (lovforslagets § 1, nr. 9), så denne bestemmelse også
kommer til at omfatte det forhold, at nogen – uden at have
været med til gerningen – uberettiget skaffer sig eller udnyt-
ter oplysninger, som er fremkommet ved en overtrædelse af
den foreslåede overvågningsbestemmelse.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bøde-
straffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde,
hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som pri-
vatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
46
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 9
Forslaget til § 264 c indebærer, at der i bestemmelsen ind-
sættes en henvisning til den foreslåede § 264 b (lovforsla-
gets § 1, nr. 8) om ulovlig overvågning. Det betyder, at den
foreslåede § 264 b vil finde tilsvarende anvendelse på den,
der uden at have medvirket til en overtrædelse af § 264 b
uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, som er
fremkommet ved overtrædelsen af § 264 b.
Det foreslås endvidere, at ordet »uberettiget« flyttes, så det
kommer til at dække begge led i bestemmelsen, dvs. både at
skaffe sig oplysninger og at udnytte oplysninger, som er
fremkommet ved en overtrædelse af §§ 263, 264, 264 a eller
264 b.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud-
måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,
at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører
kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende
agerer som redaktør og ikke som privatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 10
Det fremgår af straffelovens § 264 d, at den, der uberettiget
videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens
private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende
under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddra-
get offentligheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor med-
delelsen eller billedet vedrører en afdød person. Folketinget
har den 5. april 2018 vedtaget et lovforslag bl.a. om ændring
af straffelovens § 264 d (L 115), hvorefter straffen for over-
trædelse af bestemmelsen kan stige til fængsel indtil 3 år,
hvis der under hensyn til oplysningernes eller videregivel-
sens karakter og omfang eller antallet af berørte personer
foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Det foreslås at ændre ”den, der” til: ”den, som” i § 264 d,
stk. 1, 1. pkt. Der er alene tale om en sproglig ændring af
lovteksten, som har til formål at give mulighed for i be-
mærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafni-
veauet efter bestemmelsen.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud-
måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,
at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører
kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende
agerer som redaktør og ikke som privatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
47
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 11
Det foreslås, at § 266 c ophæves som overflødig.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12
Det foreslås at ophæve de gældende bestemmelser i straffe-
lovens §§ 267-274 og i stedet indsætte §§ 267-271 som ny-
affattede bestemmelser. I oversigtsform foreslås følgende
ændringer i forhold til de gældende regler:
Det foreslås, at strafmaksimum i § 267 om ærekrænkelse
hæves til fængsel i 1 år. Forslaget har sammenhæng med, at
forhold omfattet af den gældende bestemmelse i § 268, 2.
led, fremover skal omfattes af § 267. Det foreslås endvidere,
at afdøde personer skal anses for omfattet af § 267, men at
beskyttelsen af disse ophører, når de har været døde i mere
end 20 år, medmindre forholdet er omfattet af § 268.
Det foreslås, at § 268 om bagvaskelse videreføres med et
ændret anvendelsesområde i forhold til det, der gælder i dag.
Det foreslås, at §§ 269-272 om sandhedsbevis mv. ophæves
og i vidt omfang erstattes af én samlet bestemmelse i § 269.
Bestemmelsen i § 270, stk. 2, videreføres ikke som et led i
de nyaffattede bestemmelser. Dette indebærer imidlertid ik-
ke nogen ændring i forhold til gældende ret, idet bestemmel-
sen heller ikke i dag kan anses for gældende ret som fortol-
ket i lyset af EMRK artikel 10.
Strafbortfaldsreglerne i § 269, stk. 2, og § 272 videreføres
ikke udtrykkeligt, men strafbortfald kan opnås gennem den
generelle bestemmelse i straffelovens § 83.
Det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 273, stk. 2,
om fastsættelse af et beløb til dækning af omkostningerne
ved offentliggørelse af en dom, ophæves som utidssvarende
og overflødig.
Det foreslås, at § 273, stk. 1, flyttes til § 270.
Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i
§ 271 om, at det samtidig med en dom for overtrædelse af
§§ 264 d, 267 eller 268 kan bestemmes, at domfældte kan
pålægges at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede,
hvis det er muligt, og at forpligtelsen i tilfælde af, at dom-
fældte ikke har den rådighed, der skal til for at slette kræn-
kelsen, kan pålægges andre personer eller selskaber mv.
Det foreslås, at § 274 ophæves som overflødig, idet afdøde
fremover skal anses for omfattet af lovteksten i § 267, jf.
herved forslaget til § 267, stk. 2. Dette indebærer, at det sær-
lige strafmaksimum, der fremgår af § 274, ikke videreføres.
Det bemærkes, at de nye bestemmelser i vidt omfang er for-
muleret væsentligt anderledes end de gældende, uden at der
herved er tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret.
De gældende bestemmelsers formulering er i forvejen ikke
nødvendigvis et udtryk for gældende ret som fortolket i
overensstemmelse med EMRK artikel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 267
Det følger af straffelovens § 267, at den, som krænker en
andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved
at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, det er eg-
net til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Det foreslås at nyaffatte § 267, stk. 1, om ærekrænkelser, så-
ledes at bestemmelsen fremover omfatter den, som fremsæt-
ter eller udbreder udtalelse eller anden meddelelse eller fore-
tager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, jf.
dog §§ 268 og 269, og således at den pågældende straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Den foreslåede bestemmelse adskiller sig trods den ændrede
affattelse kun fra den gældende bestemmelse derved, at
strafmaksimum er fængsel indtil 1 år.
Den foreslåede nyaffattelse vil ikke medføre nogen ændring
af, hvilke ytringer der er omfattet af bestemmelsen. Når det
er foreslået, at »udtalelse eller anden meddelelse« samt
»handling« anvendes i stedet for »fornærmelige ord og
handlinger« og »sigtelser«, hænger det sammen med, at den
gældende sondring mellem sigtelser og ringeagtsytringer,
der er gennemgående i flere bestemmelser om ærekrænkel-
se, ikke harmonerer med den sondring, som Menneskerettig-
hedsdomstolen anvender i sin praksis.
»Udtalelse eller anden meddelelse« samt »handling« omfat-
ter alle former for ærekrænkende ytringer, hvad enten de ud-
bredes på skrift eller i tale, ligesom handlinger, billeder mv.
er omfattet. Det afgørende er, at de pågældende udsagn eller
48
handlinger mv. er egnet til at krænke en andens ære, hvad
enten der er tale om beskyldninger, meningstilkendegivel-
ser, fornærmelser eller lignende, dvs. alt fra konkrete på-
stande om, at en person har begået et alvorligt strafbart for-
hold, til udtalelser eller handlinger, der er stærkt hånende,
herunder f.eks. at spytte (hvis forsættet i den forbindelse
omhandler ærekrænkelse).
Det vil efter den foreslåede bestemmelse være et krav, at
den pågældende meddelelse, udtalelse eller handling objek-
tivt set er egnet til at krænke en persons ære både i form af
selvagtelse og omdømme. Det vil ikke være et krav, at den
pågældendes ære er krænket i det konkrete tilfælde, men
ytringen eller handlingen skal generelt være egnet til at ud-
gøre en ærekrænkelse under de omstændigheder, som den
fremkommer i. Omvendt vil det ikke være tilstrækkeligt, at
en person konkret føler sig krænket, hvis ytringen ikke ge-
nerelt er egnet til at udgøre en ærekrænkelse.
Kriminaliseringen efter bestemmelsen omfatter i øvrigt det
samme, som den gældende bestemmelse omfatter, idet f.eks.
moralbegrebet udvikler sig med tiden, hvilket domstolene
må tage højde for ved fortolkningen af bestemmelsen.
Beskyttelsen i § 267 omfatter også juridiske personer, idet
det dog bemærkes, at der efter Menneskerettighedsdomsto-
lens praksis skal meget til at straffe for ærekrænkelse mod
en sammenslutning af personer.
Det foreslås, at § 267 kommer til at indeholde en henvisning
til bestemmelserne i §§ 268 og 269 for at tydeliggøre, at §
267 skal sammenholdes med disse bestemmelser med hen-
blik på samlet set at vurdere, om en ærekrænkelse er straf-
bar.
Efter stk. 2 straffes en ærekrænkelse ikke, hvis den angår en
afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet, med-
mindre forholdet er omfattet af § 268.
Det følger heraf for det første, at afdøde skal anses for om-
fattet af bestemmelserne i §§ 267 og 268. Denne ændring
hænger sammen med, at den gældende § 274 ophæves, uden
at der herved er tilsigtet nogen anden ændring, end at den
særlige begrænsning med hensyn til strafmaksimum, der føl-
ger af § 274, ikke videreføres.
Det følger heraf for det andet, at afdøde personers beskyttel-
se mod ærekrænkelser efter § 267 ophører, når der er forlø-
bet mere end 20 år fra deres dødsfald. Der foreslås ikke en
tilsvarende tidsmæssig begrænsning for forhold, der er om-
fattet af § 268 (om bagvaskelse mv.).
Det bemærkes, at §§ 267 og 268 – også i relation til afdøde
– skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettig-
hedsdomstolens praksis, hvorefter der skal mere til for at
straffe ærekrænkelser mod en afdød person end til for at
straffe ærekrænkelser mod en levende person. Det bemær-
kes i den forbindelse, at det ved vurderingen heraf er afgø-
rende, om personen var i live på tidspunktet for fremsættel-
sen af ærekrænkelsen.
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud-
måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,
at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører
kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende
agerer som redaktør og ikke som privatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til § 268
Det følger af straffelovens § 268, at en person, som har ud-
bredt en sigtelse mod bedre vidende, eller som har savnet ri-
melig grund til at anse sigtelsen for sand, straffes for bag-
vaskelse, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel
i 2 år.
Det foreslås, at § 268 nyaffattes, sådan at bestemmelsen
fremover vil omfatte de tilfælde, hvor en alvorlig beskyld-
ning er usand (nr. 1), og de tilfælde, hvor en beskyldning er
fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie,
og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den for-
49
urettede (nr. 2). Som efter den gældende bestemmelse fore-
slås det, at overtrædelse af bestemmelsen skal kunne straffes
med bøde eller indtil 2 års fængsel.
Den foreslåede nr. 1 vil kun omfatte en mindre og kun den
groveste del af de ærekrænkelser, der er omfattet af § 267.
Disse vil således kun være omfattet, hvis der er tale om en
»beskyldning«, som efter sin karakter skal kunne være
usand. »Beskyldning« skal således i overensstemmelse med
Menneskerettighedsdomstolens praksis forstås som en på-
stand om fakta, der kan bevises eller modbevises (statement
of facts).
Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil ha-
ve betydning for, om en udtalelse skal rubriceres som en al-
vorlig beskyldning mod en anden person. Således vil en be-
skyldning om, at en politiker er landsforræder, fordi den på-
gældende efter den potentielle gerningsmands opfattelse har
realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 98, være om-
fattet af bestemmelsen, mens udtrykket landsforræder vil
falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, hvis det i
sammenhængen anvendes som en (acceptabel) vurdering af
en politiker, der fører en politik, som, gerningsmanden me-
ner, er skadelig for den danske stat.
Der vil være tale om en beskyldning, hvis man påstår, at en
anden person er morder eller voldtægtsforbryder i den for-
ståelse, at den pågældende har overtrådt straffelovens be-
stemmelser om drab eller voldtægt, mens mere subjektivt la-
dede betegnelser som umoralsk eller racistisk falder uden
for bestemmelsens anvendelsesområde.
For så vidt angår bestemmelsens nr. 1 vil kun »alvorlige«
beskyldninger være omfattede. Alvorlige beskyldninger vil
primært være beskyldninger om grove strafbare forhold.
Mens den foreslåede § 267 fortsat skal være undergivet pri-
vat påtale, lægges der med lovforslaget op til, at den foreslå-
ede § 268 skal være undergivet betinget offentlig påtale
(lovforslagets § 1, nr. 13). Det vil være op til anklagemyn-
digheden at foretage en vurdering af, om anklagemyndighe-
den på begæring kan påtale forholdet, men i sidste ende vil
det være op til domstolene at henføre forholdet til § 267 el-
ler § 268.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil endelig kun omfatte
en beskyldning, der er »usand«. Formuleringen »usand« in-
debærer i sammenhæng med straffelovens § 19 om forsæt,
at straf forudsætter, at gerningsmanden har forsæt til, at be-
skyldningen ikke er sand.
Det foreslås i nr. 2, at den i § 267 nævnte straf endvidere
kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis en beskyldning er frem-
sat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og be-
skyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil ligesom nr. 1 kun
omfatte en »beskyldning«, der i overensstemmelse med
Menneskerettighedsdomstolens praksis skal forstås som en
påstand om fakta, der kan bevises eller modbevises (state-
ment of facts). I modsætning til nr. 1 vil enhver beskyldning
i princippet være omfattet af den foreslåede bestemmelse,
men betingelsen om, at den skal være egnet til væsentligt at
skade den forurettede, vil i praksis indebære, at kun be-
skyldninger af en vis grovhed vil være omfattet af bestem-
melsen.
Beskyldningen skal endvidere være udbredt gennem indhol-
det af et massemedie. »Massemedie« skal forstås i overens-
stemmelse med medieansvarslovens § 1, og bestemmelsen i
nr. 2 vil finde anvendelse, uanset om mediet har indgivet an-
meldelse til Pressenævnet.
Den foreslåede bestemmelse vil endelig kun finde anvendel-
se, hvis den beskyldning, som fremsættes, er egnet til væ-
sentligt at skade den forurettede. Der skal foretages en ob-
jektiveret bedømmelse af, om beskyldningen er egnet til at
kunne skade den forurettede. Med »væsentlig skade« menes
en skade, som går ud over den skade på omdømmet, som
sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for noget
tilsvarende. Der kan f.eks. være tale om, at forurettede ind-
tager en særlig stilling, varetager en særlig post eller er i en
særlig position, som beskyldningen er egnet til at bringe i
fare.
Eksempelvis kan der være tale om, at en person på et man-
gelfuldt grundlag beskyldes for at have begået et strafbart
forhold af mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædel-
ser af særlovgivningen, men hvor grovheden heraf forstær-
kes, ved at beskyldningen udbredes gennem et landsdæk-
kende medie, og forurettede er særligt udsat for at lide skade
på grund af beskyldningen.
Den skade, som den pågældende skal kunne lide, skal gå ud
over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ram-
me en person, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan
f.eks. være tale om, at forurettede indtager en særlig stilling,
varetager en særlig post eller er i en særlig position, som be-
skyldningen er egnet til at bringe i fare.
Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at beskyldningen
rent faktisk har ført skade med sig.
Det er – i modsætning til det foreslåede nr. 1 – heller ikke et
krav for anvendelsen af bestemmelsen, at beskyldningen er
fremsat mod bedre vidende.
50
Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og
ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hid-
tidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod ju-
ridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at
en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkelt-
person ville være blevet straffet med fængsel.
I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til an-
svarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en
gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafni-
veau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden ud-
måles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes,
at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører
kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende
agerer som redaktør og ikke som privatperson.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse,
vil det således ikke være afgørende, om personen repræsen-
terede det samme massemedie, sidste gang personen begik
en overtrædelse.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 og 2.9 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til § 269
Det følger af straffelovens § 269, stk. 1, at en sigtelse er
straffri, når dens sandhed bevises, såvel som når den, der i
god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale
sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar al-
meninteresse eller af eget eller andres tarv. Det følger endvi-
dere af bestemmelsens stk. 2, at straf kan bortfalde, når der
oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen
for sand. I tilknytning til § 267 gælder §§ 270-272, som og-
så indeholder bestemmelser, der relaterer sig til spørgsmålet
om en sigtelses sandhed.
Det foreslås med § 269, stk. 1, at en ærekrænkelse er straffri,
hvis den fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig
anledning til den. Det foreslås endvidere i stk. 2, at der ved
vurderingen efter stk. 1 blandt andet skal tages hensyn til,
om sandheden af en beskyldning bevises, eller om der var et
tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen, og om
fremsættelsen eller udbredelsen heraf skete i god tro og til
varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse. Endelig
fremgår det af stk. 3, at der ikke kan føres bevis for en straf-
bar handling, hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifun-
det for handlingen ved endelig dom.
Strafansvar efter § 267 er på den ene side en beskyttelse af
forurettede, der også kommer til udtryk gennem EMRK arti-
kel 8 om bl.a. retten til privatliv, men er på den anden side et
indgreb i gerningsmandens ytringsfrihed, og der skal derfor
i den konkrete sag foretages en afvejning af hensynet til in-
dividets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre perso-
ners gode navn og rygte eller rettigheder efter EMRK artikel
8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i den konkrete
situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel
10.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 269, stk. 1, vil det af-
gørende for strafbarheden af en ærekrænkelse være, om der
samlet set var rimelig anledning til den, og der skal i den
forbindelse lægges vægt på, hvilken sammenhæng den frem-
kom i.
I den konkrete afvejning indgår dog en længere række for-
tolkningsfaktorer med forskellig vægt afhængig af den kon-
krete sags nærmere omstændigheder, jf. den foreslåede be-
stemmelse i § 269, stk. 2.
Et vigtigt element i den forbindelse er om udtalelsen kan ka-
tegoriseres som enten en »værdidom« (value judgment) eller
»beskyldning« (statement of facts). Kategoriseringen har be-
tydning for, hvilket faktuelt grundlag der i den givne sam-
menhæng kan kræves med henblik på at retfærdiggøre den
pågældende udtalelse. Dette princip er kommet til udtryk i
det foreslåede stk. 2, hvor det fremgår, at der skal lægges
vægt på, om sandheden af en beskyldning bevises, eller om
der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen.
I sidstnævnte sammenhæng er det også vigtige kriterier, om
udbredelsen skete i god tro og til varetagelse af en anerken-
delsesværdig interesse.
Sondringen mellem beskyldning og værdidom fremgår kun
delvist af bestemmelsens ordlyd. Bestemmelsens henvisning
til »sandhed« i 1. led relaterer sig til statement of facts, hvil-
ket udtrykkeligt er kommet til udtryk ved brug af begrebet
»beskyldning«, mens »tilstrækkeligt faktuelt grundlag« pri-
mært relaterer sig til værdidomme, men også i et vist om-
fang finder anvendelse ved beskyldninger. Dette er kommet
til udtryk ved anvendelse af samlebetegnelsen »ærekrænkel-
sen«.
Ved beskyldning forstås en påstand om fakta, der kan bevi-
ses eller modbevises, mens værdidom forstås som et subjek-
tivt standpunkt, der ikke kan bevises, men som kan have et
vist faktuelt grundlag. Herudover findes rene meningstilken-
degivelser, som ikke er af faktuel karakter eller har et på-
standsindhold, og som derfor hverken kan bevises eller have
51
noget faktuelt grundlag. Det er som udgangspunkt ikke i
strid med EMRK artikel 10, at der straffes for sidstnævnte
type af udtalelser, men der kan efter den foreslåede bestem-
melse fortsat være et sådant rimeligt grundlag for menings-
tilkendegivelsen på grund af den sammenhæng, som den
fremkom i, herunder f.eks. fordi den fremkom på baggrund
af ophidselse eller lignende, at den er straffri.
Et eksempel på en beskyldning er f.eks. en påstand om, at en
anden person har gjort noget strafbart, mens et eksempel på
en værdidom kan være en udtalelse om, at en anden person
er racistisk, uetisk, umoralsk eller uværdig. Det bemærkes i
øvrigt, at der er en glidende overgang mellem beskyldninger
og værdidomme med et deraf afledt glidende krav til det
faktuelle grundlag, der har betydning for strafbarheden af
den pågældende ytring.
Kategoriseres en ytring som en beskyldning, kan der kræves
bevis for den, og hvis sådant bevis føres, vil det klare ud-
gangspunkt være, at beskyldningen er straffri. Lykkes det
ikke at føre et sådant bevis, vil den altovervejende hovedre-
gel være, at der ikke var rimelig anledning til ytringen, og at
den derfor er strafbar. Det vil i visse sammenhænge være til-
strækkeligt for at opnå straffrihed, at der påvises et vist fak-
tuelt grundlag for en beskyldning, hvis den i øvrigt er frem-
sat eller udbredt i god tro og til varetagelse af en anerken-
delsesværdig interesse. Omvendt kan der tænkes tilfælde,
hvor en beskyldning, der er ført sandhedsbevis for, alligevel
er strafbar, fordi den fremkom i en sammenhæng, hvor der
ikke var rimelig anledning til den, jf. herved den gældende §
270, stk. 1, 2. led.
Kravet til det faktuelle grundlag vil alt andet lige være stren-
gere jo mere alvorlig en beskyldning er.
Kategoriseres en ytring som en værdidom, kan der ikke stil-
les krav om sandhedsbevis, idet et sådant på grund af ytrin-
gens karakter vil være umuligt at føre. Ved værdidomme
stilles der således, jf. EMRK artikel 10, mindre krav til det
faktuelle grundlag og anledningen for at opnå straffrihed.
Når der er tale om en værdidom flyttes fokus med andre ord
fra konstatering af en objektiv sandhed (der ikke findes) til
en vurdering af rimelighed og acceptabilitet.
En værdidom vil som udgangspunkt ikke være strafbar, hvis
der påvises et vist faktuelt grundlag for den, og hvis den
samtidig er udbredt som led i en offentlig debat om emner af
væsentlig samfundsmæssig interesse og i god tro. Varetagel-
se af andre anerkendelsesværdige interesser indgår også i
vurderingen af, om der var rimelig anledning til ærekræn-
kelsen i den konkrete sammenhæng.
Eksempler på sådanne andre interesser kan foreligge, hvor
man var forpligtet til at udtale sig, hvor man foretager an-
meldelser til kommune eller politiet i god tro, eller hvor man
berettiget varetager egne eller andres interesser.
Har en ytring derimod ingen samfundsmæssig eller anden
anerkendelsesværdig interesse, vil den kunne være strafbar,
selv om der kan påvises et faktuelt grundlag for ytringen,
idet hensynet til forurettedes ære i sådanne tilfælde ofte vil
veje tungere end hensynet til gerningsmandens ytringsfri-
hed.
Det bemærkes, at det på den ene side er i strid med retten til
ytringsfrihed at kræve sandhedsbevis for værdidomme,
mens det på den anden side også kan være i strid med retten
til ytringsfrihed, hvis bevis for beskyldninger afskæres. Der-
for videreføres § 270, stk. 2, hvorefter der som udgangs-
punkt ikke kan føres sandhedsbevis, ikke som en del af den
foreslåede § 269. § 271, stk. 1, videreføres som § 269, stk.
3, og er et eksempel på, at bevis for beskyldninger kan af-
skæres.
Af yderligere fortolkningsfaktorer kan nævnes udtalelsens
emne og formål. Der er et meget snævert område for at be-
grænse politiske ytringer og ytringer om vigtige samfunds-
mæssige anliggender, og det forekommer således ofte, at et
afgørende moment i helhedsvurderingen er, at ytringen
fremkom i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige
anliggender. Dette princip er også kommet til udtryk i det
foreslåede stk. 2 derved, at der skal lægges vægt på, om ære-
krænkelsen er fremkommet i forbindelse med varetagelsen
af en anerkendelsesværdig interesse.
Omvendt ydes ikke en tilsvarende beskyttelse mod ytringer,
der ikke har en almen interesse, men f.eks. blot har til for-
mål at tilfredsstille publikums nysgerrighed.
Det vil også blive tillagt vægt, om der er et sagligt formål
med en ytring, f.eks. om hensigten er at opnå en politisk de-
bat eller at oplyse og forklare. Hvis det primære formål sna-
rere er at skade omdømmet på den person, der er genstand
for ytringen, vil den være mindre beskyttelsesværdig.
Udtalelsens afsender indgår også som et vigtigt led i vurde-
ringen. Navnlig pressen, men også især politikere, har en
særligt vid ytringsfrihed. Det bemærkes herved, at der i for-
bindelse med pressens ytringsfrihed skal sondres mellem,
om en andens udtalelse refereres i pressen, eller om der er
tale om, at en journalist selv kommer med en udtalelse, her-
under f.eks. peger på mulige gerningsmænd til en forbrydel-
se. Sidstnævnte tilfælde nyder langt fra samme beskyttelse
som førstnævnte, jf. herom nedenfor.
Det er endvidere væsentligt, hvem der er adressat for en yt-
ring. Der er vid adgang til at ytre sig skarpt om en regering
eller politikere, mens tilsvarende ytringer i relation til pri-
52
vatpersoner nyder mindre beskyttelse. Det bemærkes imid-
lertid, at denne beskyttelse forøges, hvis en privatperson in-
volverer sig i en offentlig debat, hvilket fører til, at den på-
gældende må tåle, at andre ytrer sig skarpt om denne.
Også udtalelsens forum og muligheden for kontradiktion er
af betydning for den samlede afvejning. En ytrings skadeli-
ge effekt er langt større, hvis ytringen er udbredt i en lands-
dækkende tv-udsendelse eller via internettet, end hvis ytrin-
gen er udbredt på et møde med et begrænset deltagerantal.
I den forbindelse lægges der også vægt på, om den person,
der er genstand for ytringen, har haft mulighed for at kom-
me til orde.
Det kan ligeledes tillægges vægt, om udtalelser i en artikel
indgår sagligt med fokus på oplysning om f.eks. en begiven-
hed eller omstændigheder af offentlig interesse, eller om ud-
talelserne særligt fokuserer på privatliv.
Graden af beskyttelse, som en ytring nyder, er også afhæn-
gig af konteksten for ytringen. Der kan f.eks. være videre
rammer for at udtale sig kritisk, hvis man ytrer sig på andres
foranledning eller i en ophidset situation.
Det bemærkes, at de gældende bestemmelser i §§ 269-272
eller principperne heri, bortset fra § 270, stk. 2, skal anses
som omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 269, og de
pågældende principper indgår således som elementer i den
samlede afvejning af, om der var rimelig anledning til den
udbredte ytring og dermed til, at ytringen er straffri. I tilfæl-
de, hvor en ytring ikke er straffri, vil straffen under formil-
dende omstændigheder kunne bortfalde i medfør af straffe-
lovens § 83. I den vurdering indgår principperne i de hidtil
gældende §§ 269-272 ligeledes, jf. f.eks. de gældende straf-
bortfaldsregler i § 269, stk. 2, og § 272.
For så vidt angår bl.a. pressens ytringsfrihed er det som an-
ført ovenfor vigtigt at sondre mellem, om det er pressen
selv, der kommer med ærekrænkende udtalelser, eller om
der er tale om, at pressen blot gengiver andres ærekrænken-
de udtalelser.
For så vidt angår pressens egne udtalelser, herunder be-
skyldninger, vil der skulle mindre til at retfærdiggøre et ind-
greb i ytringsfriheden, mens pressen har større frihed, når
det klart fremgår, at der er tale om et referat eller viderebrin-
gelse af en andens udtalelse eller holdning.
I den forbindelse skal journalisten eller redaktøren ikke be-
vise rigtigheden af de viderebragte udtalelser, men derimod
om der er et tilstrækkeligt præcist og troværdigt faktuelt
grundlag for ytringen, herunder om journalisten med rime-
lighed kunne anse sin kilde som pålidelig med hensyn til de
pågældende udtalelser, og om journalisten har kontrolleret
rigtigheden heraf. Dette skal vurderes i forhold til ytringens
karakter og grovhed, ligesom der kan lægges vægt på, om
udsagnene er afbalancerede, og om den person, der er gen-
stand for udtalelsen, har haft mulighed for kontradiktion.
Det er også et krav, at journalisten var i god tro.
At udtalelsen, meddelelsen eller handlingen er straffri, be-
virker, at handlingen, da den blev foretaget, ikke var straf-
bar, selv om den rent sprogligt er omfattet af bestemmelsen.
I disse tilfælde frifindes den tiltalte. Strafbortfald bevirker,
at en strafbar handling ikke resulterer i straf.
Det følger af straffelovens § 271, stk. 1, at tidligere frifin-
dende domme afsagt i ind- eller udland indebærer, at der ik-
ke kan føres sandhedsbevis for den beskyldning, som frem-
sættes, og som dommen omhandlede. Bestemmelsen inde-
bærer således, at forurettede ved dommen er renset for den
strafbare handling, som beskyldningen vedrører.
Forslaget til § 269, stk. 3, viderefører den gældende § 271,
stk. 1, men der er lagt op til en sproglig modernisering af be-
stemmelsen. Det foreslås således, at der ikke kan føres bevis
for en strafbar handling, hvis den, beskyldningen rettes mod,
er frifundet for handlingen ved endelig dom. Der tilsigtes
herved ikke nogen ændring i, hvilke ytringer der omfattes af
bestemmelsen.
I forhold til den gældende bestemmelse vil »i ind- og ud-
land« udgå. Der er tale om en sproglig forenkling, som ikke
tilsigter nogen ændring i bestemmelsens anvendelsesområ-
de, idet en »endelig dom« skal forstås sådan, at det angår en
dom afsagt her i landet såvel som i et andet land.
Udtrykket »endelig dom« skal imidlertid også forstås sådan,
at bestemmelsen kun vil finde anvendelse i relation til uden-
landske domme, hvis Danmark ved overenskomst eller på
andet retligt grundlag anerkender domme fra det pågælden-
de land. Bestemmelsen vil således kun finde anvendelse,
hvis det er udelukket ifølge Danmarks internationale for-
pligtelser om anerkendelse af straffedommes retskraft at
retsforfølge den pågældende i Danmark.
Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at der på andet
retsgrundlag føres en erstatningssag om den handling, som
der er sket frifindelse for.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 270
53
Straffelovens § 273 indeholder i stk. 1 en bestemmelse om,
at der efter den fornærmedes påstand i domsslutningen kan
optages en bemærkning om, at en ærefornærmende sigtelse
er ubeføjet (såkaldt mortifikation). Stk. 2 indeholder en be-
stemmelse om fastsættelse af en sum til dækning af omkost-
ningerne ved offentliggørelse af en dom.
Det foreslås, at det gældende stk. 2 ophæves som overflødig
og utidssvarende, og at stk. 1 nyaffattes og placeres i § 270.
Det fremgår således af forslaget til § 270, at der efter for-
urettedes påstand optages en bemærkning herom i domsslut-
ningen, hvis en beskyldning er ubeføjet (mortifikation).
Der er tale om en videreførelse af den gældende § 273, stk.
1, og der tilsigtes ingen anden ændring, end at den foreslåe-
de bestemmelse kun skal finde anvendelse på beskyldninger
(statement of facts), hvorimod den gældende bestemmelse
finder anvendelse i forhold til sigtelser, der i et vist omfang
også omfatter ”værdidomme” (value judgments).
Mortifikation vil være obligatorisk, når der nedlægges på-
stand herom, og der i øvrigt foreligger en overtrædelse af §
267.
Bestemmelsen vil ligesom i dag kunne anvendes, uden at
der nedlægges påstand om straf. Vurderingen af, om en be-
skyldning var rimeligt begrundet, jf. forslaget til § 269, stk.
1, vil således skulle foretages i forbindelse med sagens be-
handling, idet denne vurdering er afgørende for, om ære-
krænkelsen er ubeføjet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 271
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at en
domfældt eller andre i forlængelse af en dom kan blive på-
lagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede, som
har tilknytning til overtrædelsen.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffelovens §
272 om sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder,
som har tilknytning til en overtrædelse af §§ 264, 267 eller
268, med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den
videre udbredelse af disse udtalelser mv.
Forslaget til stk. 1 indebærer, at det ved dom for overtrædel-
se af §§ 264 d, 267 eller 268 samtidig kan bestemmes, at en
udtalelse, en meddelelse eller et billede skal slettes.
Denne bestemmelse vil ikke indeholde en selvstændig for-
pligtelse til sletning inden for databeskyttelsesforordningens
område, når denne får virkning fra 25. maj 2018. Pligten til
sletning følger direkte af databeskyttelsesforordningens arti-
kel 17, stk. 1, litra d, jf. artikel 85, og forslaget indebærer så-
ledes, herunder i kombination med forslaget til § 2, nr. 1
(retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6), at denne pligt vil kunne
håndhæves af domstolene i forbindelse med en straffesag.
For så vidt angår tilfælde, som falder uden for artikel 17 i
databeskyttelsesforordningen, jf. artikel 85, fastsætter den
foreslåede bestemmelse en pligt til sletning, ligesom be-
stemmelsen vil indebære, at denne pligt vil kunne håndhæ-
ves af domstolene i forbindelse med en straffesag. De tilfæl-
de, som falder uden for artikel 17 i databeskyttelsesforord-
ningen, og som bestemmelsen således fastsætter en pligt til
sletning i forhold til, er f.eks., når forordningen slet ikke fin-
der anvendelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2
(om forordningens materielle anvendelsesområde), når en-
kelte forhold falder uden for artikel 17, fordi dette eventuelt
fastsættes i medfør af artikel 85, stk. 2 (om medlemsstater-
nes mulighed for til behandling i bl.a. journalistisk øjemed
at fastsætte undtagelser eller fravigelser fra en række af for-
ordningens bestemmelser), i forhold til personer eller virk-
somheder, der ikke er dataansvarlige, eller hvis overtrædel-
sen er begået mod andre end fysiske personer.
Forslaget er begrænset til tilfælde, hvor en person dømmes
for overtrædelse af §§ 264 d, 267 og 268. I en dom herom
vil det således efter forslaget samtidig kunne bestemmes, at
den udtalelse eller meddelelse eller det billede, som man
dømmes for fremsættelse, udbredelse eller viderebringelse
af, skal slettes.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes i rela-
tion til udtalelser, meddelelser eller billeder, som ikke har
den nødvendige tilknytning til overtrædelsen af §§ 264 d,
267 eller 268. I tilfælde, hvor man dømmes for overtrædelse
af § 267, vil det således kun være den udtalelse eller medde-
lelse, der indeholder ærekrænkelsen, som bestemmelsen fin-
der anvendelse på, ligesom det kun er det billede, der er vi-
deregivet i strid med § 264 d, bestemmelsen finder anven-
delse på.
Forpligtelsen til at slette noget efter forordningens artikel 17
vil bestå, selv om der ikke kan ske eller ikke konkret sker
håndhævelse heraf i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke på nogen måde
indsnævre den forpligtelse til sletning, der følger af databe-
skyttelsesforordningens artikel 17. Den registrerede vil såle-
des kunne påberåbe sig sin ret til sletning i medfør af artikel
17 direkte over for den dataansvarlige, ligesom den registre-
rede vil kunne klage til Datatilsynet, som i medfør af artikel
58 vil kunne påbyde den dataansvarlige at slette oplysnin-
gerne.
54
Det foreslås i stk. 2, at forpligtelsen til at slette en udtalelse
mv. efter stk. 1, påhviler den, der dømmes for overtrædel-
sen, idet forpligtelsen dog også kan pålægges andre, hvis
disse i modsætning til gerningsmanden har rådighed over
udtalelsen mv.
Bestemmelsen vil indebære, at forpligtelsen primært skal
pålægges den domfældte. Bestemmelsen kan således kun
anvendes over for andre, hvis disse har rådighed over en ud-
talelse mv., som domfældte ikke har rådighed over. Bestem-
melsen kan anvendes både over for domfældte og flere an-
dre, hvis dette – fordi udtalelsen mv. findes flere steder – er
nødvendigt for at opnå tilstrækkelig sletning.
Rådighed skal forstås sådan, at det skal være muligt at slette
den pågældende udtalelse mv. Denne mulighed kan f.eks.
foreligge, hvis man har (lovlig) adgang til at redigere den
hjemmeside, som indeholder udtalelsen, eller hvis man har
(lovlig) adgang til den Facebookkonto, hvor udtalelsen mv.
er udbredt fra.
Pålægget indebærer, at udtalelsen mv. skal slettes, i det om-
fang dette er muligt for domfældte eller en anden person.
Der kan ikke i pålægget indfortolkes en pligt for domfældte
til at rette henvendelse til søgemaskiner, sociale medier mv.
med henblik på at få disse til at slette udtalelser mv., som
domfældte ikke har rådighed over, selv om det er domfæld-
te, der har udbredt dem, medmindre en sådan pligt følger af
forordningen. Der er imidlertid mulighed for direkte at på-
lægge søgemaskiner, sociale medier mv. forpligtelser efter
bestemmelsen.
Forbeholdet om, at det skal være muligt at fjerne udtalelsen
mv., indebærer i relation til forfattere mv., der er dømt for
overtrædelser gennem indholdet af et massemedie, som er
omfattet af medieansvarsloven, at forpligtelsen skal pålæg-
ges redaktøren, der har rådigheden over mediets internet-
sted.
Formålet med bestemmelsen er således bl.a. at tage højde
for de tilfælde, hvor en forfatter, en tidligere redaktør eller
en udgiver dømmes for at have begået en overtrædelse af de
nævnte bestemmelser i f.eks. en artikel i en internetavis, og
hvor en af disse mangler rådighed over mediets internetavis
og dermed ikke har mulighed for at fjerne artiklen. Forplig-
telsen til at fjerne en udtalelse mv., der er udbredt gennem
indholdet af et massemedie, som er omfattet af mediean-
svarsloven, vil således i alle tilfælde skulle pålægges den til
enhver tid værende ansvarshavende redaktør efter stk. 2, for-
di denne i modsætning til f.eks. en forfatter har rådighed
over mediets internetavis, herunder mulighed for at fjerne
eller ændre artikler.
Det vil i den forbindelse som det klare udgangspunkt være
et krav, at ærekrænkelsen er begået gennem indholdet af et
massemedie, der er omfattet af medieansvarsloven. Denne
betingelse indebærer, at bestemmelsen finder anvendelse,
hvis nogen, jf. medieansvarslovens § 9, gøres ansvarlig for
mediets indhold. Redaktøren kan således som udgangspunkt
ikke forpligtes til at fjerne en krænkelse, som en person
uden tilknytning til mediet har begået, hvis denne krænkelse
berettiget er viderebragt af mediet, medmindre et pålæg her-
om konkret vurderes at være i overensstemmelse med
EMRK artikel 10.
Det bemærkes i den forbindelse, at domstolene i alle tilfæl-
de, hvor en anden end gerningsmanden har rådighed over
det pågældende elektroniske medie, vil skulle foretage en
selvstændig vurdering af, hvorvidt et pålæg om at slette den
pågældende meddelelse eller billede vil krænke den pågæl-
dendes ytringsfrihed efter navnlig EMRK artikel 10.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvad der skal til for at
slette ærekrænkelsen. Er der tale om f.eks. en artikel, kan
krænkelsen slettes ved at fjerne selve artiklen fra internettet
(afpublicere). Det vil ikke være tilstrækkeligt at afindeksere
artiklen, fordi den fortsat er at finde på internettet, selv om
det ikke er muligt ved hjælp af søgeord at søge den frem. Er
forpligtelsen pålagt Google eller en anden lignende søgema-
skine, der ikke har rådighed over det internetsted, hvor udta-
lelsen mv. er udbredt, vil forpligtelsen imidlertid netop inde-
bære afindeksering. Det forudsættes, at medierne kan opbe-
vare den oprindelige artikel mv. på en måde, der forhindrer
nye krænkelser af forurettede, dvs. utilgængeligt for offent-
ligheden.
Efter omstændighederne vil det være tilstrækkeligt at anony-
misere forurettede i en artikel eller at fjerne ærekrænkende
ord eller sætninger, således at artiklen i øvrigt kan forblive
på internettet. Dette vil imidlertid ikke være tilstrækkeligt,
hvis det på trods heraf kan konstateres, hvem forurettede er,
og hvilken udtalelse der har været tale om.
Nedlægges der påstand om, at pligten skal påhvile en per-
son, der ikke er part i straffesagen, skal denne indstævnes i
sagen med henblik på at have taleret, jf. for så vidt angår
straffesager, der føres af anklagemyndigheden, forslaget til
retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13
Den gældende § 275 regulerer spørgsmålet om påtalekom-
petence i sager om freds- og ærekrænkelser. Det fremgår af
bestemmelsens stk. 1, at forbrydelserne er undergivet privat
påtale, bortset fra sager efter §§ 266-266 b. Det fremgår af
stk. 2, at der er betinget offentlig påtale i sager efter §§
55
263-264 d, når nogen, der virker eller på den tid, hvorom ta-
len er, virkede i offentlig tjeneste eller hverv, sigtes for et
forhold, der kan medføre eller kunne have medført stillin-
gens eller hvervets fortabelse, samt når en sigtelse fremsæt-
tes i navnløs eller med urigtigt eller opdigtet navn forsynet
skrivelse.
Det foreslås i § 275, stk. 1, at forbrydelserne i kapitlet om
freds- og ærekrænkelser er undergivet privat påtale bortset
fra §§ 266-266 b.
Forslaget, som indebærer, at sager om freds- og ærekrænkel-
ser, bortset fra sager efter §§ 266-266 b, kan påtales privat,
er en videreførelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 2, at der efter forurettedes anmodning kan
ske offentlig påtale i sager efter §§ 263-264 d og § 268, i
sager hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne el-
ler kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv,
eller når en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.
Den foreslåede bestemmelse omhandler betinget offentlig
påtale, dvs. sager der kan påtales af det offentlige, hvis for-
urettede anmoder herom. Bestemmelsen omfatter, jf. det
foreslåede stk. 2, nr. 1, fredskrænkelserne i §§ 263-264 d.
Dette er en videreførelse af gældende ret, idet forslaget dog
også omfatter den foreslåede § 264 b om ulovlig overvåg-
ning ved hjælp af en gps eller andet lignende apparat. Be-
stemmelsen vil endvidere omfatte sager efter § 268 om bag-
vaskelse og beskyldninger fremsat eller udbredt i et masse-
medie, der har en særlig skadevirkning for forurettede. Dette
vil indebære en ændring i forhold til gældende ret, hvor dis-
se sager er undergivet privat påtale.
Bestemmelsen omfatter, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 2, sager,
hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller kan
medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv. Bestem-
melsen viderefører med sproglige forenklinger den gælden-
de bestemmelse, uden at der hermed er tilsigtet nogen æn-
dring i bestemmelsens anvendelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 omfatter kun beskyld-
ninger som fortolket i overensstemmelse med Menneskeret-
tighedsdomstolens praksis, dvs. påstande om fakta, der kan
bevises eller modbevises (statement of facts).
Der vil således være tale om en beskyldning i bestemmel-
sens forstand, hvis man påstår, at en anden person har begå-
et drab eller vold, mens mere subjektivt ladede betegnelser
som umoralsk eller racistisk falder uden for bestemmelsens
anvendelsesområde.
Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil ha-
ve betydning for, om en udtalelse skal rubriceres som en be-
skyldning eller en mere værdiladet vurdering af en anden
person. Således vil en beskyldning om, at en politiker er
landsforræder, fordi den pågældende efter den potentielle
gerningsmands opfattelse har realiseret gerningsindholdet i
straffelovens § 98, være omfattet af bestemmelsen, mens ud-
trykket landsforræder vil falde uden for bestemmelsens an-
vendelsesområde, hvis det i sammenhængen anvendes som
en (acceptabel) vurdering af en politiker, der fører en poli-
tik, som, gerningsmanden mener, er skadelig for den danske
stat.
Bestemmelsen omfatter, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3, sager,
hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt. Også den-
ne del af bestemmelsen viderefører med sproglige ændringer
den gældende bestemmelse, idet den foreslåede bestemmel-
se dog ikke – i modsætning til den gældende § 275, stk. 2 –
er begrænset til anonyme beskyldninger på skrift. Omvendt
foreslås bestemmelsen som noget nyt afgrænset til alvorlige
beskyldninger, som er udbredt anonymt.
Afgrænsningen af alvorlige beskyldninger svarer til af-
grænsningen efter forslagets § 1, nr. 12 (forslaget til § 268,
nr. 1). Alvorlige beskyldninger vil således primært omfatte
beskyldninger om grove strafbare forhold.
Bestemmelsen vil omfatte mundtligt udbredte beskyldnin-
ger, dvs. f.eks. en video, der er udbredt på Facebook, hvor
en maskeret person fremsætter en alvorlig beskyldning mod
nogen, ligesom bestemmelsen – som den gældende § 275,
stk. 2 – vil omfatte beskyldninger udbredt på skrift.
Bestemmelsen vil kun omfatte beskyldninger, der er udbredt
anonymt. Dette omfatter situationer, hvor forurettede ikke
umiddelbart kan identificere gerningsmanden, herunder også
til tilfælde, hvor beskyldningen er fremsat med urigtigt angi-
vet navn. Det afgørende vil være, at der er behov for en nær-
mere efterforskning med henblik på at fastlægge gernings-
mandens identitet.
Det bemærkes, at en beskyldning ikke anses for udbredt
anonymt efter bestemmelsen, når udbredelsen er sket i et
medie omfattet af medieansvarsloven. I sådanne tilfælde
fastlægger medieansvarsloven, hvem der bærer det straffe-
retlige ansvar for udbredelsen i mediet, hvorfor der ikke er
behov for nærmere efterforskning med henblik på at fast-
lægge gerningsmandens identitet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 14
56
Det foreslås, at § 301 a ophæves som en konsekvens af for-
slaget om at skrive den sammen med straffelovens § 263 a i
én samlet bestemmelse (lovforslagets § 1, nr. 5).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give anledning til
tvivl, hvorvidt der efter retsplejelovens §§ 30 og 31 kan ned-
lægges navne- og referatforbud i private straffesager, lige-
som det kan give anledning til tvivl, hvornår der i givet fald
i private straffesager under sagens behandling kan nedlæg-
ges navne- og referatforbud.
Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at eftersom private
straffesager også materielt er straffesager, kan der også i dis-
se sager i medfør af retsplejelovens §§ 30 og 31 nedlægges
henholdsvis navne- og referatforbud. Det afgørende må i
denne forbindelse være, at der materielt er tale om en straf-
fesag. De straffeprocessuelle regler i retsplejelovens fjerde
bog finder dog ikke anvendelse ved behandlingen af private
straffesager.
Der er derfor ikke i private straffesager samme mulighed for
at anmode om et navne- eller referatforbud, som der er i
straffesager, der er undergivet offentlig påtale. I straffesager,
der er undergivet offentlig påtale, finder retsplejelovens §
845 anvendelse, da denne bestemmelse findes i retsplejelo-
vens fjerde bog om strafferetsplejen, hvilket medfører, at der
i disse sager er mulighed for at anmode om bl.a. referatfor-
bud eller navneforbud forud for hovedforhandlingen. Straf-
fesager, der er undergivet privat påtale, behandles efter reg-
lerne om den borgerlige retspleje, hvilket medfører, at det er
retsplejelovens anden og tredje bog, der finder anvendelse
ved behandlingen af disse sager.
Det foreslås, at retsstillingen for visse private straffesager og
straffesager, der er undergivet offentlig påtale, på dette
punkt ensartes. Det foreslås derfor, at der indsættes en ny §
31 c, hvorefter der også i visse private straffesager forud for
hovedforhandlingen kan træffes afgørelse om referat- eller
navneforbud.
Den foreslåede bestemmelse indebærer mulighed for, at ret-
ten i private straffesager om overtrædelse af straffelovens §§
264 d, 267 og 268 vil kunne træffe afgørelse om navne- eller
referatforbud forud for hovedforhandlingen, hvis retten vur-
derer, at der på forsvarlig vis kan træffes afgørelse om nav-
ne- eller referatforbud, og hvis betingelserne herfor i øvrigt
er opfyldt.
I medfør af retsplejelovens § 30, stk. 1, nr. 4, er det en for-
udsætning for at kunne nedlægge referatforbud, at der er
sket en unødvendig krænkelse. Det samme kriterie gør sig i
medfør af retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, gældende for
navneforbud. Det beror efter gældende ret på en konkret
vurdering, om retten forud for hovedforhandlingen har til-
strækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt der er tale om
en »unødvendig krænkelse«, jf. retsplejelovens § 30 og § 31,
stk. 1. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke herved.
Afgørelser om navne- og referatforbud træffes ved kendelse,
efter at parterne og pressens repræsentanter har haft mulig-
hed for at udtale sig, jf. retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og §
31 a, stk. 1. Med henblik på at sikre pressens repræsentanter
mulighed for at udtale sig om spørgsmålet samt for at kære
afgørelsen skal retten, forinden der træffes afgørelse om
navne- eller referatforbud, give oplysning om mødet på rets-
listen, jf. Højesterets dom af 9. august 2006, som gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2006.2980H. Den foreslåede be-
stemmelse ændrer ikke herved.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Efter retsplejelovens § 32 b, stk. 1, straffes overtrædelse af
retsplejelovens § 29 d, § 29 e, 3. pkt., og § 32, stk. 1, 1. og
2. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 5 og 6, eller af rettens forbud
efter § 30, § 31 b, 1. pkt., § 32, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 1. pkt.,
og stk. 4, og § 32 a med bøde.
Med lovforslaget foreslås det at ændre ”Overtrædelse af” til
”Med bøde straffes den, der overtræder”, ligesom det fore-
slås, at ”straffes med bøde” udgår af bestemmelsen. Der er
alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til
formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive
nærmere retningslinjer om strafniveauet efter bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at bødeniveauet for overtræ-
delse af en af de bestemmelser, der nævnes i retsplejelovens
§ 32 b, stk. 1, herunder referatforbud, generelt femdobles.
Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant hø-
jere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgs-
målet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil
afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere
tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor
en repræsentant for et massemedie overtræder et forbud, vil
det således ikke være afgørende, om personen repræsentere-
de det samme massemedie, sidste gang personen overtrådte
et forbud.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
57
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10. Det vil kunne indgå som en formil-
dende omstændighed, hvis overtrædelsen ikke er formidlet
til en videre kreds. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis
overtrædelsen af § 32 b, stk. 1, er sket gennem indholdet af
et massemedie , vil der gælde en formodning for, at overtræ-
delsen er formidlet til en videre kreds.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Ifølge retsplejelovens § 32 b, stk. 2, 1. pkt., straffes overtræ-
delse af et navneforbud efter retsplejelovens § 31 med bøde,
hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Ifølge
retsplejelovens § 32 b, stk. 2, 2. pkt., gælder det samme,
hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verse-
rede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den
pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyn-
digheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navnefor-
bud.
Med lovforslaget foreslås det i retsplejelovens § 32 b, stk. 2,
1. pkt., at ændre ”et” til ”rettens”. Der er alene tale om en
sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give
mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retnings-
linjer om strafniveauet efter bestemmelsen.
Med ændringen er det forudsat, at bødeniveauet efter rets-
plejelovens § 32 b, stk. 2, for overtrædelser af navneforbud
generelt femdobles, hvilket vil medføre, at bl.a. en journa-
lists overtrædelse af et navneforbud i førstegangstilfælde
medfører en bødestraf på 25.000 kr., mens en redaktørs
overtrædelse som udgangspunkt vil medføre en bødestraf på
50.000 kr. Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for
markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse,
at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestil-
fælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på
et tidligere tidspunkt har overtrådt et navneforbud. I sager,
hvor en repræsentant for et massemedie overtræder et nav-
neforbud, vil det således ikke være afgørende, om personen
repræsenterede det samme massemedie, sidste gang perso-
nen overtrådte et navneforbud.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10. Det vil kunne indgå som en formil-
dende omstændighed, hvis overtrædelsen ikke er formidlet
til en videre kreds. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis
et navneforbud er overtrådt gennem indholdet af et masse-
medie, vil der gælde en formodning for, at overtrædelsen er
formidlet til en videre kreds.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Personer, der er omfattet af retsplejelovens § 172, stk. 1, 2
eller 4, har i medfør af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31
a, stk. 1, mulighed for at udtale sig om spørgsmål om refe-
rat- eller navneforbud, før retten træffer afgørelse om et for-
bud. Den nævnte persongruppe omfatter redaktører og re-
daktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattede af
medieansvarslovens § 1, nr. 1-3.
Forberedende retsmøder i sager, der behandles efter reglerne
om den borgerlige retspleje, hvor der ikke sker bevisførelse
til brug for hovedforhandlingen, holdes i medfør af retsple-
jelovens § 339 a for lukkede døre, medmindre retten be-
stemmer andet. Et retsmøde, der afholdes i medfør af den
foreslåede § 31 c, vil være et sådant forberedende retsmøde,
og vil derfor som udgangspunkt holdes for lukkede døre.
Med henblik på at sikre, at medierepræsentanter får samme
mulighed for at udtale sig forud for rettens beslutning om
nedlæggelse af referat- eller navneforbud, når dette sker i re-
lation til en privat straffesag, som når det sker i relation til
en straffesag, der er undergivet offentlig påtale, foreslås det,
at bestemmelsen i retsplejelovens § 339 a ikke finder anven-
delse på retsmøder efter den foreslåede § 31 c. Dette inde-
bærer, at retsmøder efter den foreslåede § 31 c som ud-
gangspunkt er offentlige i medfør af retsplejelovens § 28 a,
og at den ret til at udtale sig for medierepræsentanter, der
følger af retsplejelovens § 30 b, stk. 1, og § 31 a, stk. 1, også
finder anvendelse i forbindelse med disse retsmøder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 684, stk. 1, nr.
6, er en konsekvens af forslaget om, at bestemmelsen i §
273, stk. 2, om offentliggørelse af en dom om ærekrænkelse
ophæves, at § 273 stk. 1, om mortifikation nyaffattes, jf. den
foreslåede § 270, og at der som noget nyt skal kunne gives
pålæg om fjernelse af ærekrænkelser mv. fra f.eks. internet-
tet, jf. den foreslåede § 271.
58
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
til § 1, nr. 4 (forslaget om ændring af straffelovens § 263),
hvor det bl.a. foreslås, at den gældende § 263, stk. 2, flyttes
til § 263, stk. 1.
Til nr. 7
Retsplejelovens § 791 a indeholder regler om observation og
teleobservation. Observation er defineret som fotografering
eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af
personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, jf.
stk. 1. Teleobservation er defineret som indhentelse af op-
lysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrøren-
de lokaliseringen af en mobiltelefon, jf. stk. 5.
Efter § 791 a, stk. 5, kan politiet foretage teleobservation,
hvis indgrebet må antages at være af væsentlig betydning
for efterforskningen, og efterforskningen vedrører en lovov-
ertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder el-
ler derover.
Det foreslås at udvide bestemmelsen om teleobservation til
også at omfatte, at politiet på anden måde ved hjælp af en
gps eller et andet lignende apparat registrerer en mistænkts
færden.
Teleobservation kan uændret foretages, hvis indgrebet må
antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen,
og efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der kan
medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.
Det foreslåede nr. 1 viderefører den gældende bestemmelse
om teleobservation forstået som indhentelse af oplysninger
fra udbydere af telenet og teletjenester, der gør det muligt
løbende at stedfæste en tændt mobiltelefon. Det vil uændret
navnlig dreje sig om oplysninger om, hvilke mobiltelefon-
master den pågældende mobiltelefon er i forbindelse med
ved opdateringer, hvilken celle der er anvendt ved opdate-
ringen, og i hvilken retning og afstand fra masten mobiltele-
fonen befinder sig. Bestemmelsen angår den fremadrettede
og løbende udlevering af sådanne oplysninger til politiet
vedrørende en bestemt mobiltelefon. Indhentelse af oplys-
ninger, som en udbyder af telenet og teletjenester tidligere
har lagret om en mobiltelefons forbindelse med master, vil
uændret ikke være omfattet af bestemmelsen, men derimod i
givet fald kunne ske efter reglerne om edition, jf. retspleje-
lovens § 804 (der ikke foreslås ændret) og UfR 2009.2610
H.
Det foreslåede nr. 2 er nyt og udvider begrebet teleobserva-
tion til også at omfatte, at politiet på anden måde end nævnt
i nr. 1 ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat re-
gistrerer en mistænkts færden.
Det er hensigten, at registrering af en persons færden ved
hjælp af gps eller andet lignende apparat, jf. det foreslåede
nr. 2, skal forstås på samme måde som i den foreslåede nye
strafbestemmelse i straffelovens § 264 b (lovforslagets § 1,
nr. 8).
Det foreslåede nr. 2 omfatter således politiets anvendelse af
en gps eller andet lignende teknisk udstyr til at registrere en
bestemt persons færden, dvs. transmittere eller lagre oplys-
ninger om personens geografiske placering, sådan at det er
muligt enten løbende eller efterfølgende at følge personens
færden. Bestemmelsen omfatter også overvågning ved pej-
ling af radiosignaler, der udsendes af genstande mv., som
personen har med sig (herunder en mobiltelefon, tablet mv.),
eller ved hjælp af et videokamera, der viser personens fær-
den. Det afgørende er, at politiet registrerer en bestemt per-
sons færden og dermed kan følge personens færden uden
selv at være til stede.
Det foreslåede nr. 2 omfatter ikke tilfælde, hvor der uden
politiets medvirken er lagret oplysninger om en person geo-
grafiske placering. Politiets adgang til oplysninger, der er
lagret hos ikke-mistænkte, vil i givet fald kunne ske efter
reglerne om edition, jf. retsplejelovens § 804 (der ikke fore-
slås ændret). Er sådanne oplysninger lagret hos den mis-
tænkte selv (eksempelvis på dennes mobiltelefon), vil politi-
et i givet fald kunne anvende reglerne om ransagning, jf.
retsplejelovens kapitel 73 (der ikke foreslås ændret).
Når politiet kan foretage teleobservation ved hjælp af gps el-
ler andet lignende apparat efter det foreslåede nr. 2, kan po-
litiet også foretage de foranstaltninger, der teknisk muliggør
den pågældende teleobservation. Dette kan f.eks. indbefatte
indtrængen på privat område, placering af udstyr og indgreb
i udstyr, som den mistænkte anvender.
Som nævnt omfatter det foreslåede nr. 2 bl.a. registrering af
en persons færden ved hjælp af et videokamera. Der kan
derfor være et overlap med observation efter § 791 a, stk.
1-3 (der ikke foreslås ændret). Det forudsættes i den forbin-
delse, at når politiet med hjemmel i det foreslåede stk. 5, nr.
2, foretager teleobservation, der også udgør observation ef-
ter stk. 1 eller 2, behøver politiet kun at gå frem efter stk. 5
om teleobservation. Er der derimod tale om observation ef-
ter stk. 3, skal politiet gå frem efter både stk. 3 og 5, og det
vil således bl.a. være et krav, at de strengere betingelser i
stk. 3 er opfyldt.
Det fremgår af § 791 a, stk. 7 (der ikke foreslås ændret), at
observation ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets
59
formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som
det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Denne
almindelige proportionalitetsgrundsætning vil uændret også
omfatte teleobservation, herunder teleobservation i medfør
af det foreslåede nye stk. 5, nr. 2.
Det fremgår af § 791 a, stk. 8, 2. pkt. (der ikke foreslås ænd-
ret), at reglerne i §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr.
1, § 788, stk. 3 og 4, samt § 791 finder tilsvarende anvendel-
se på de i stk. 5 omhandlede tilfælde.
Dette indebærer bl.a., at teleobservation uændret som ud-
gangspunkt kræver retskendelse, men dog kan foretages af
politiet – med efterfølgende forelæggelse for retten inden 24
timer fra indgrebets iværksættelse – hvis indgrebets øjemed
ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (§ 783).
Den tilsvarende anvendelse af reglen om, at der i kendelsen
skal anføres de telefonnumre eller lokaliteter mv., som ind-
grebet angår, indebærer i de tilfælde, der er omfattet af det
nye stk. 5, nr. 2, at der i kendelsen skal anføres den person,
hvis færden politiet får tilladelse til at registrere. Der skal
beskikkes en indgrebsadvokat (§§ 784 og 785), og der skal
efterfølgende gives underretning om indgrebet, medmindre
retten bestemmer andet (§ 788). Den tilsvarende anvendelse
af bestemmelsen om, at underretning skal gives til indehave-
ren af den pågældende telefon, indebærer i de tilfælde, der
er omfattet af det nye stk. 5, nr. 2, at der skal ske underret-
ning af den person, hvis færden politiet har registreret.
Det bemærkes, at bestemmelsen holder sig inden for ram-
merne af lov om retshåndhævende myndigheders behand-
ling af personoplysninger og således ikke indebærer en fra-
vigelse fra lovens principper og betingelser for behandling
af personoplysninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler om tort- og
krænkelsesgodtgørelse. Det følger af erstatningsansvarslo-
vens § 26, stk. 1, at der kan tilkendes tortgodtgørelse, så-
fremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons fri-
hed, fred, ære eller person. Efter erstatningsansvarslovens §
26, stk. 2, kan der ved fastsættelsen af godtgørelsens størrel-
se lægges vægt på, om der er tale om en overtrædelse af
straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold,
f.eks. incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks.
voldtægt, og om krænkelsen er begået over for en person
under 18 år.
Det fremgår af § 26, stk. 2, at der ved fastsættelsen af godt-
gørelsens størrelse kan lægges vægt på, om der er sket en
overtrædelse af straffelovens kapitel 23-24 om forbrydelser i
familieforhold eller seksualforbrydelser, og om krænkelsen
er begået over for en person under 18 år.
Det foreslås, at det som noget nyt kommer til at fremgå af
erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, at det ved fastsættel-
sen af tortgodtgørelser også kan tillægges vægt, at der er
sket en overtrædelse af visse af straffelovens bestemmelser i
kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Det gælder også i en
civil sag, hvor retten vurderer, at der ville være sket domfæl-
delse for en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om
freds- og ærekrænkelser, hvis der var rejst en straffesag.
Hensigten med denne udvidelse er, at tortgodtgørelsesni-
veauerne i alle sager om freds- og ærekrænkelser som ud-
gangspunkt skal forhøjes 3 gange i forhold til det nuværende
niveau. Forhøjelsen gælder de foreslåede bestemmelser ved-
rørende uberettiget adgang til datasystemer, brud på brev-
hemmeligheden og hemmelig aflytning (§ 263), uberettiget
videregivelse mv. af adgangsmidler til et datasystem(§ 263
a), husfredskrænkelser (§ 264), uberettiget fotografering af
personer på ikke frit tilgængeligt sted (§ 264 a), uberettiget
udnyttelse mv. af oplysninger fremkommet ved visse freds-
krænkelser (§ 264 c), uberettiget videregivelse af meddelel-
ser eller billeder vedrørende en andens private forhold (§
264 d) og ærekrænkelser (§§ 267-268). Omfattet af bestem-
melsen er således ikke straffelovens §§ 266-266 c.
Det forudsættes, at domstolene, når de fremover udmåler
tortgodtgørelse i sager om freds- og ærekrænkelser i øvrigt
tager hensyn til den almindelige lønudvikling, jf. principper-
ne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det, at
godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2018-niveau.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1
Medieansvarslovens § 1 angiver de nyhedsmedier, der er
omfattet af loven. § 1, nr. 1 og 2, omfatter henholdsvis in-
denlandske periodiske skrifter og radio- og fjernsynsudsen-
delser fra registrerede radio- og tv-stationer. Efter § 1, nr. 3,
er også andre tekster, billeder og lydprogrammer, der perio-
disk udbredes til offentligheden, omfattet af loven, hvis de
har karakter af en nyhedsformidling, som kan sidestilles
med den nyhedsformidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2.
Nyhedsmedier, der er omfattet er definitionen i § 1, nr. 3, er
dog kun omfattet af loven, hvis de har indgivet anmeldelse
til Pressenævnet efter § 8, stk. 1.
60
Det foreslås, at det tilføjes i § 8, stk. 1, som 2. pkt., at fore-
tagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1, nr. 3,
og der modtager redaktionel produktionsstøtte eller projekts-
tøtte efter mediestøtteloven, er omfattet af medieansvarslo-
ven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.
For at et nyhedsmedie vil blive omfattet af medieansvarslo-
ven efter den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, 2. pkt.,
skal der for det første være tale om et nyhedsmedie, der op-
fylder de materielle krav i § 1, nr. 3. Det er Justitsministeri-
ets vurdering, at hvor betingelserne for at modtage redaktio-
nel produktionsstøtte i mediestøttelovens § 3 er opfyldt, op-
fylder det pågældende nyhedsmedie også de materielle krav
om periodisk udbredelse og kravet om nyhedsformidling i
medieansvarslovens § 1, nr. 3.
Forslaget får ikke betydning for de elektroniske massemedi-
er, der allerede har foretaget anmeldelse efter § 8, stk. 1.
Den eksisterende anmeldelsesordning vil således fortsætte
uændret.
For så vidt angår elektroniske nyhedsmedier, der modtager
projektstøtte i medfør af mediestøttelovens §§ 6-8, er det
vanskeligere uden videre at lægge til grund, at de også op-
fylder de materielle krav i medieansvarslovens § 1, nr. 3,
idet projektstøtte bl.a. også kan gives til etablering. Som ud-
gangspunkt vil elektroniske nyhedsmedier, der modtager
projektstøtte efter mediestøtteloven være omfattet af medie-
ansvarsloven, men det vil i sidste ende være op til Presse-
nævnet og domstolene konkret at vurdere, hvorvidt de mate-
rielle betingelser i medieansvarslovens § 1, nr. 3, er opfyldt.
For det andet skal det pågældende nyhedsmedie modtage re-
daktionel produktionsstøtte eller projektstøtte. Den foreslåe-
de ændring omfatter i kraft af henvisning til medieansvarslo-
vens § 1, nr. 3, alene de elektroniske nyhedsmedier, dvs.
medier, hvis indhold formidles via eksempelvis en hjemme-
side eller apps til tablet eller mobil. Elektroniske nyhedsme-
dier vil også omfatte eventuelle internet-udgaver tilknyttet
de trykte nyhedsmedier. Hvorvidt den trykte udgave af ny-
hedsmediet er omfattet af medieansvarsloven vil som hidtil
afhænge af, om det trykte nyhedsmedie opfylder kravene i
medieansvarslovens § 1, nr. 1.
Redaktionel produktionsstøtte består af en hovedordning, jf.
mediestøttelovens § 3, og en supplementsordning, jf. medie-
støttelovens § 4. Elektroniske nyhedsmedier, der modtager
redaktionel produktionsstøtte, vil være omfattet af mediean-
svarsloven, uanset om støtten ydes som tilskud fra hoved-
og supplementsordningen eller kun fra hovedordningen.
Med den foreslåede bestemmelse vil elektroniske nyheds-
medier, der modtager redaktionel produktionsstøtte eller
projektstøtte, blive omfattet af medieansvarsloven, uanset
om de har tilmeldt sig Pressenævnet efter § 8, stk. 1. For ud-
givere af disse nyhedsmedier vil det således ikke længere
være frivilligt, om de er omfattet af medieansvarsloven.
Ændringen indebærer, at de pågældende nyhedsmedier vil
blive omfattet af de særlige regler i medieansvarsloven, her-
under reglerne om Pressenævnets kompetence, genmæle, det
særlige ansvarssystem, den særlige bødeudmålingsregel, ud-
giverens hæftelse og påtalekompetence. De pågældende ny-
hedsmedier vil endvidere kunne påberåbe sig reglerne om
kildebeskyttelse i retsplejelovens § 172, stk. 1, 2 og 4, der
gælder for redaktører og redaktionelle medarbejdere ved
massemedier omfattet af medieansvarsloven. Retten til akt-
indsigt efter reglerne i retsplejelovens § 41 f, jf. § 41, stk. 3,
vil også gælde for de massemedier, der automatisk omfattes
af medieansvarsloven.
Det foreslås indsat i § 8, stk. 1, som 3. pkt., at 2. pkt. ikke
gælder massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som henvender sig til
et dansk mindretal i udlandet. Det vil være Medienævnet,
der i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om re-
daktionel produktionsstøtte vil tage stilling til, om der er tale
om et nyhedsmedie, der henvender sig til et dansk mindretal
i udlandet.
Nyhedsmediet vil være omfattet af medieansvarsloven, så
længe nyhedsmediet modtager redaktionel produktionsstøt-
te. Redaktionel produktionsstøtte tildeles for et kalenderår
ad gangen, jf. mediestøttebekendtgørelsens § 7 (bekendtgø-
relse nr. 480 af 17. maj 2017). Har et nyhedsmedie én gang
modtaget redaktionel produktionsstøtte, registreres nyheds-
mediet som modtager af redaktionel produktionsstøtte i
Slots- og Kulturstyrelsen og skal ved efterfølgende ansøg-
ningsrunder alene indsende udvalgte oplysninger til brug for
beregning af tilskuddet for året, jf. mediestøttebekendtgørel-
sens § 10. Støtten ophører fra det tidspunkt, hvor et nyheds-
medie ikke længere opfylder betingelserne for støtte, jf. me-
diestøttebekendtgørelsens § 11, stk. 3.
For så vidt angår projektstøtte vil nyhedsmediet være omfat-
tet af medieansvarsloven, indtil projektet er afsluttet.
Afgørende for, om medieansvarsloven finder anvendelse, og
om Pressenævnet er kompetent, vil være, om den påståede
overtrædelse finder sted i støtteperioden. Indgives der såle-
des efter udløb af støtteperioden klage til Pressenævnet med
påstand om, at nyhedsmediet har handlet i strid med god
presseskik i støtteperioden, vil Pressenævnet være kompe-
tent, forudsat at klagefristerne er overholdt. Omvendt vil
Pressenævnet ikke være kompetent ved klage over adfærd,
som ligger forud for, at nyhedsmediet har modtaget støtte,
selvom klagen indgives i støtteperioden.
61
Ligeledes vil det i sager ved domstolene være afgørende for
f.eks. anvendelsen af de særlige ansvarsbestemmelser og
den særlige bødeudmålingsregel, om den påståede overtræ-
delse har fundet sted i støtteperioden.
Tilbagekaldes den redaktionelle produktionsstøtte eller pro-
jektstøtten, fordi betingelserne for støtte ikke længere anses
for opfyldt, vil nyhedsmediet fra tidspunktet for afgørelse
om tilbagekaldelse ikke længere være omfattet af mediean-
svarsloven. Skal nyhedsmediet tilbagebetale støtte, vil ud-
gangspunktet være, at nyhedsmediet er omfattet af mediean-
svarsloven frem til tidspunktet for afgørelse om tilbagekal-
delse, uanset om nyhedsmediet måtte blive pålagt at betale
støtte tilbage for en periode, der ligger forud for afgørelsen.
Et nyhedsmedie, der uberettiget modtager mediestøtte, er så-
ledes omfattet af loven, uanset at det senere måtte vise sig,
at støtten er udbetalt med urette. Det bemærkes, at det fort-
sat vil være en forudsætning for at være omfattet af medie-
ansvarsloven, at nyhedsmediet er omfattet af definitionen i §
1, nr. 3, og at Pressenævnet og domstolene i tilfælde af, at
der rejses en sag, vil kunne foretage en realitetsprøvelse her-
af.
Pressenævnet vil uanset ovenstående om støtteperiode og
tilbagekaldelse være kompetent som hidtil, hvis nyhedsme-
diet er omfattet af medieansvarslovens § 1, stk. 3, og har
foretaget anmeldelse efter § 8, stk. 1.
En opdateret liste over elektroniske nyhedsmedier, der mod-
tager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte, vil
skulle være offentligt tilgængelig på Pressenævnets hjem-
meside. Pressenævnet vil dog – på samme måde som det i
dag gælder for de nyhedsmedier, som har indgivet anmel-
delse efter medieansvarslovens § 8, stk. 1 – kun foretage
prøvelse af, om nyhedsmediet faktisk er omfattet af medie-
ansvarslovens § 1, nr. 3, når der indgives en klage over ny-
hedsmediet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i de almindelige bemærk-
ninger.
Til nr. 2
Det fremgår af § 8, stk. 2, at reglerne i §§ 5-7 gælder for an-
meldte foretagender. Med anmeldte foretagender menes
foretagender, der udgiver massemedier omfattet af § 1, nr. 3,
og som er tilmeldt Pressenævnet efter § 8, stk. 1.
§ 5 vedrører foretagendets pligt til over for Pressenævnet at
angive, hvem der er redaktør. Redaktøren skal have den for-
nødne kompetence, og der kan kun være én redaktør. En-
hver har ved henvendelse til foretagendet ret til at få oplyst,
hvem redaktøren er. Ansvar for manglende eller urigtig an-
givelse af redaktør påhviler foretagendet som sådant og re-
daktøren, og en urigtig angiven person er tillige ansvarlig,
hvis angivelsen er sket med den pågældendes samtykke.
Henvisningen til § 6 indebærer en pligt for redaktørens til
efter anmodning at give enhver, der har retlig interesse heri,
oplysninger, der kan identificere nærmere angivne tekster,
billeder og lydprogrammer og identificere de personer, der
er ansvarlige. Henvisningen til § 7 indebærer en pligt for re-
daktøren til at opbevare en kopi af offentliggjorte tekster,
billeder og lydprogrammer.
Det foreslås, at »anmeldte foretagender« i § 8, stk. 2, ændres
til »foretagender, der omfattes af loven efter stk. 1, 1. eller
2. pkt.«
Den foreslåede ændring skal ses på baggrund af lovforsla-
gets § 3, nr. 1, hvorefter massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som
modtager redaktionel produktionsstøtte, foreslås omfattet af
loven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenæv-
net.
Den foreslåede ændring indebærer, at lovens §§ 5-7 ikke
kun vil gælde for massemedier omfattet af § 1, nr. 3, som
har tilmeldt sig Pressenævnet efter § 8, stk. 1, men også
massemedier omfattet af § 1, nr. 3, som modtager redaktio-
nel produktionsstøtte eller projektstøtte, og som efter lovfor-
slagets § 3, nr. 1, fremover automatisk vil blive omfattet af
medieansvarsloven.
De nyhedsmedier, der omfattes af den foreslåede ændring i
lovforslagets § 3, nr. 1, vil således bl.a. skulle oplyse til
Pressenævnet, hvem der er redaktør.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i de almindelige bemærk-
ninger.
Til § 5
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2019.
Det bemærkes, at lovforslagets § 1 og § 2, nr. 2 og 3, finder
anvendelse på strafbare forhold, der er begået efter lovens
ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.
Med det foreslåede stk. 2 præciseres det, at lovforslagets § 3
om tortgodtgørelse i sager og freds- og ærekrænkelser ikke
finder anvendelse på krænkelser, der er begået før lovens
ikrafttræden. Bestemmelsen svarer til ikrafttrædelsesbestem-
melsen i den oprindelige erstatningsansvarslov, jf. § 28 i lov
nr. 228 af 23. maj 1984.
Til § 6
62
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyl-
dighed. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, men at lovens §§ 3 og 4 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de æn-
dringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har overtaget lovgivningskompetencen pr. 11. maj
2006 på området for medieansvar, pr. 1. januar 2010 på det
formueretlige område, som omfatter erstatningsansvarslo-
ven, og pr. 1. marts 2010 på det strafferetlige område. Lov-
forslagets §§ 1 og 3-5 skal derfor ikke gælde for Færøerne.
For så vidt angår lovforslagets § 2 gælder der for Færøerne
og Grønland særlige retsplejelove.
For Grønland gælder endvidere en særlig kriminallov. Lov-
forslagets § 1 gælder derfor ikke for Grønland. Lovforsla-
gets §§ 3 og 4 kan derimod ved kongelig anordning helt el-
ler delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
63
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august
2017 som ændret bl.a. ved lov nr. 257 af 10. april 2018 og
senest ved lov nr. 358 af 29. april 2018, foretages følgende
ændringer:
§ 96. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 finder også anvendelse
med hensyn til de retsfølger, der omtales i § 273, dog at for-
ældelsesfristen er 3 år
1. I § 96, stk. 5, ændres »de retsfølger, der omtales i § 273«
til: »mortifikation efter § 270«.
§ 97 b. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Afgørelser efter § 164, stk. 5, og § 273, stk. 2, kan
fuldbyrdes efter den dømtes død.
2. I § 97 b, stk. 3, udgår »og § 273, stk. 2,«.
§ 193. Den, der på retsstridig måde fremkalder omfattende
forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler, of-
fentlig postbesørgelse, telegraf- eller telefonanlæg, radio- el-
ler fjernsynsanlæg, informationssystemer eller anlæg, der
tjener til almindelig forsyning med vand, gas, elektrisk
strøm eller varme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6
år.
3. I § 193, stk. 1, ændres »informationssystemer« til: »sam-
fundsvigtige datasystemer«.
4. § 263 affattes således:
§ 263. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, som uberettiget
1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden
lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med
indholdet,
2) skaffer sig adgang til andres gemmer,
3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager
udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden sam-
tale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som
han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har
skaffet sig adgang.
»§ 263. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens
datasystem eller data, som er bestemt til at bruges i et data-
system.
Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens
oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i
et informationssystem.
Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, uberettiget
1) åbner et brev eller anden lukket meddelelse eller opteg-
nelse eller gør sig bekendt med indholdet, eller
2) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager
udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden sam-
tale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som
64
den pågældende ikke selv deltager i, eller hvortil den pågæl-
dende uberettiget har skaffet sig adgang.
Stk. 3. Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med forsæt
til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om
en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre
særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til
fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de i stk. 2 nævn-
te forhold, når der er tale om overtrædelser af mere systema-
tisk eller organiseret karakter.
Stk. 3. Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1 eller 2, med
forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysnin-
ger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under
andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige
til fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de forhold,
der er nævnt i stk. 1, når der er tale om overtrædelser af me-
re systematisk eller organiseret karakter.«
5. § 263 a affattes således:
§ 263 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uretmæssigt erhvervsmæssigt sælger eller i
en videre kreds udbreder en kode eller andet adgangsmiddel
til et ikke offentligt tilgængeligt informationssystem, hvortil
adgangen er beskyttet med kode eller anden særlig adgangs-
begrænsning.
»§ 263 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uberettiget
1) erhvervsmæssigt sælger eller i en videre kreds udbreder et
adgangsmiddel til et datasystem,
2) videregiver et større antal adgangsmidler til et datasystem
eller
3) skaffer sig eller videregiver et adgangsmiddel til et data-
system,
a) der er samfundsvigtigt, jf. § 193,
b) der behandler oplysninger, som er omfattet af artikel 9,
stk. 1, eller artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger, eller
c) hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der uretmæssigt vide-
regiver et større antal koder eller andre adgangsmidler som
nævnt i stk. 1.
Stk. 2. Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, under sær-
ligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fæng-
sel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses
navnlig tilfælde, hvor videregivelsen mv. sker i særligt stort
omfang eller indebærer særlig risiko for betydelig skade el-
ler omfattende misbrug, eller hvor både stk. 1, nr. 1 og nr. 3,
litra c, er overtrådt.«
Stk. 3. På samme måde straffes den, der uretmæssigt skaf-
fer sig eller videregiver en kode eller andet adgangsmiddel
som nævnt i stk. 1 til
1) et samfundsvigtigt informationssystem, jf. § 193, eller
2) et informationssystem, der behandler følsomme oplysnin-
ger, som er omfattet af § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, i lov om
behandling af personoplysninger, om flere personers person-
lige forhold.
Stk. 4. Sker den i stk. 1-3 nævnte videregivelse m.v. under
særligt skærpende omstændigheder, er straffen fængsel ind-
til 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navn-
lig tilfælde, hvor videregivelsen m.v. sker i særligt stort om-
fang eller indebærer særlig risiko for betydelig skade.
6. § 264 affattes således:
65
§ 264. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, som uberettiget
1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit til-
gængeligt sted,
2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret
dertil.
»§ 264. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der uberettiget
1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit til-
gængeligt sted,
2) skaffer sig adgang til andres gemmer eller
3) undlader at forlade fremmed område efter at være opford-
ret dertil.
Stk. 2. Begås det i stk. 1, nr. 1, nævnte forhold med forsæt
til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om
en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller foreligger der
i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen sti-
ge til fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændig-
hed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet er begået under
sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig
skade eller indebærer en særlig risiko herfor.
Stk. 2. Begås de forhold, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2,
med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplys-
ninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller
foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder,
kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skær-
pende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet
er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører an-
dre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko her-
for.«
§ 264 a. Den, som uberettiget fotograferer personer, der
befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bø-
de eller fængsel indtil 6 måneder. Det samme gælder den,
der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagt-
tager sådanne personer.
7. I § 264 a, 1. pkt., ændres »som« til: »der«.
8. Efter § 264 a indsættes:
»§ 264 b. Den, der uberettiget ved hjælp af en gps eller et
andet lignende apparat registrerer en andens færden, straffes
med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.«
§ 264 c. De i §§ 263, 264 og 264 a indeholdte straffebe-
stemmelser finder tilsvarende anvendelse på den, der uden at
have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget ud-
nytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen.
9. I § 264 c ændres »og 264 a« til: », 264 a og 264 b«, og
»skaffer sig eller uberettiget udnytter« ændres til: »uberetti-
get skaffer sig eller udnytter«.
§ 264 d. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder
vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder
af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan
forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder
også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en
afdød person.
10. I § 264 d, stk. 1, 1. pkt., ændres »den, der« til: »den,
som«.
11. § 266 c ophæves.
12. §§ 267-274 ophæves, og i stedet indsættes:
§ 267. Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige
ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sig-
telser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornær-
mede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder.
»§ 267. Den, der fremsætter eller udbreder udtalelse eller
anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til
at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde
eller fængsel indtil 1 år, jf. dog §§ 268 og 269.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis ærekrænkelsen angår
en afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet,
medmindre forholdet er omfattet af § 268.
66
§ 268. Er en sigtelse fremsat eller udbredt mod bedre vi-
dende, eller har gerningsmanden savnet rimelig grund til at
anse den for sand, straffes gerningsmanden for bagvaskelse,
og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år.
§ 268. Den straf, der er nævnt i § 267, kan stige til fængsel
indtil 2 år, hvis
1) en alvorlig beskyldning er usand, eller
2) en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet
af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at
skade den forurettede.
§ 269. En sigtelse er straffri, når dens sandhed bevises, så-
vel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været
forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget vare-
tagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres
tarv.
§ 269. En ærekrænkelse er straffri, hvis den fremkom i en
sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den.
Stk. 2. Straf kan bortfalde, når der oplyses omstændighe-
der, som gav føje til at anse sigtelsen for sand.
Stk. 2. Ved vurderingen efter stk. 1 skal der blandt andet
tages hensyn til, om sandheden af en beskyldning bevises,
eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ære-
krænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf
skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig
interesse.
Stk. 3. Der kan ikke føres bevis for en strafbar handling,
hvis den, beskyldningen rettes mod, er frifundet for handlin-
gen ved endelig dom.
§ 270. Er sigtelsens fremsættelse ved sin form utilbørlig
fornærmende, kan straf efter § 267 anvendes, selv om sand-
hedsbevis føres; det samme gælder, såfremt gerningsmanden
ikke har haft rimelig anledning til at fremsætte fornærmel-
sen.
§ 270. Er en beskyldning ubeføjet, optages der efter for-
urettedes påstand en bemærkning herom i domsslutningen.
Stk. 2. Dersom den fornærmede alene nedlægger påstand
om straf efter denne paragraf, tilstedes bevis for sigtelsens
sandhed ikke ført, medmindre almene hensyn afgørende ta-
ler derfor.
§ 271. Bevis tilstedes ikke ført for en strafbar handling, for
hvilken den, som sigtes, ved endelig dom i ind- eller udland
er frikendt.
§ 271. Ved dom for overtrædelse af §§ 264 d, 267 eller
268 kan det samtidig bestemmes, at en udtalelse, en medde-
lelse eller et billede skal slettes, hvis det er muligt.
Stk. 2. Sandhedsbevis for en pådømt strafbar handling fri-
tager ikke for straf, når den fornærmede henset til handlin-
gens karakter, tidspunktet, da den blev begået, og hans for-
hold i øvrigt havde rimeligt krav på, at det pågældende for-
hold ikke nu blev fremdraget.
Stk. 2. Forpligtelsen efter stk. 1 påhviler den, der dømmes
for overtrædelsen. Har denne ikke rådighed over udtalelsen,
meddelelsen eller billedet, kan forpligtelsen pålægges den,
som har en sådan rådighed.«
§ 272. Straf efter § 267 kan bortfalde, når handlingen er
fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller den-
ne har øvet gengæld mod fornærmeren.
§ 273. Er en ærefornærmende sigtelse ubeføjet, bliver der
efter den fornærmedes påstand i domsslutningen at optage
en bemærkning herom.
Stk. 2. Den, der dømmes for en ærefornærmende sigtelse,
kan efter den fornærmedes påstand tilpligtes til ham at udre-
de en af retten fastsat sum til bestridelse af omkostningerne
ved kundgørelse i en eller flere offentlige tidender enten af
domsslutningen alene eller tillige af domsgrundene. Dette
gælder, selv om dommen alene lyder på mortifikation efter
bestemmelsen i stk. 1.
67
§ 274. Den, som fremsætter eller udbreder ærefornærmen-
de udtalelser mod en afdød, straffes med bøde eller, hvis
bagvaskelse foreligger, med fængsel indtil 4 måneder.
13. § 275 affattes således:
§ 275. Forbrydelserne i dette kapitel er undergivet privat
påtale. Dette gælder dog ikke dem, der er nævnt i §§ 266,
266 a og 266 b.
Ȥ 275. Forbrydelserne i dette kapitel er undergivet privat
påtale bortset fra §§ 266-266 b.
Stk. 2. Efter forurettedes anmodning kan offentlig påtale
ske i sager
1) efter §§ 263-264 d, og § 268,
2) hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller
kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv, eller
3) når en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.«
Stk. 2. I de i §§ 263-264 d nævnte tilfælde kan offentlig
påtale ske, når den forurettede anmoder herom. Det samme
gælder, når nogen, der virker eller på den tid, hvorom talen
er, virkede i offentlig tjeneste eller hverv, sigtes for et for-
hold, der kan medføre eller kunne have medført stillingens
eller hvervets fortabelse, samt når en sigtelse fremsættes i
navnløs eller med urigtigt eller opdigtet navn forsynet skri-
velse.
14. § 301 a ophæves.
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. sep-
tember 2017, som senest ændret ved lov nr. 130 af 27. febru-
ar 2018, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 31 b indsættes:
Ȥ 31 c. Retten kan i private straffesager om straffelovens
§§ 264 d, 267 og 268 efter anmodning under et særskilt rets-
møde forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om
1) referatforbud efter § 30, eller
2) navneforbud efter § 31, stk. 1.«
§ 32 b. Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 3. pkt., og § 32,
stk. 1, 1. og 2. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 5 og 6, eller af ret-
tens forbud efter § 30, § 31 b, 1. pkt., § 32, stk. 1, 3. pkt.,
stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, og § 32 a straffes med bøde.
2. I § 32 b, stk. 1, ændres »Overtrædelse af« til: »Med bøde
straffes den, der overtræder«, og »straffes med bøde« udgår.
Stk. 2. Overtrædelse af et forbud efter § 31 straffes med
bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Det
samme gælder, hvis den pågældende vidste eller burde vide,
at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede
sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politi-
et, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var
nedlagt navneforbud.
3. I § 32 b, stk. 2, 1. pkt., ændres »et« til: »rettens«.
4. I § 339 a indsættes som stk. 2:
68
§ 339 a. Retsmøder under forberedelsen, hvor der ikke
sker bevisførelse til brug for hovedforhandlingen, holdes for
lukkede døre, medmindre retten bestemmer andet.
»Stk. 2. Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på retsmøder ef-
ter § 31 c.«
5. § 684, stk. 1, nr. 6, affattes således:
§ 684. Efter denne bogs regler behandles endvidere, uden
hensyn til, om der samtidig nedlægges påstand om straf,
sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om:
1) særlige følger, der til fyldestgørelse for det almene er
fastsat for overtrædelser af love om politivæsenet, bygnings-
væsenet, landbovæsenet, skattevæsenet og lignende love;
2) ophævelse af en forening;
3) nogen af de i straffelovens kapitel 9 foreskrevne retsføl-
ger af strafbare handlinger eller tilsvarende retsfølger fore-
skrevne i andre love;
4) fortabelse af rang, titel, orden eller hæderstegn;
5) forbrydelse af arveret;
6) mortifikation eller godtgørelse i henhold til straffelovens
§ 273, når æresfornærmende sigtelser påtales offentlig.
»6) mortifikation efter § 270 eller pålæg efter § 271, når
ærekrænkelser påtales offentligt.«
Stk. 2. ---
§ 781. ---
Stk. 2. Er betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, kan te-
lefonaflytning og teleoplysning endvidere foretages, såfremt
mistanken angår fredskrænkelser som omhandlet i straffelo-
vens § 263, stk. 2.
6. I § 781, stk. 2, ændres »§ 263, stk. 2« til: »§ 263, stk. 1«.
Stk. 3-5. ---
§ 791 a. ---
Stk. 2-4. ---
7. § 791 a, stk. 5, affattes således:
Stk. 5. Politiet kan fra udbydere af telenet eller teletjene-
ster indhente oplysninger vedrørende lokaliseringen af en
mobiltelefon, der antages at benyttes af en mistænkt (teleob-
servation), hvis indgrebet må antages at være af væsentlig
betydning for efterforskningen, og efterforskningen vedrører
en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 må-
neder eller derover.
»Stk. 5. Må indgrebet antages at være af væsentlig betyd-
ning for efterforskningen, og vedrører efterforskningen en
lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måne-
der eller derover, kan politiet foretage teleobservation ved
1) at indhente oplysninger fra udbydere af telenet eller tele-
tjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, der
antages at benyttes af en mistænkt eller
2) på anden måde ved hjælp af en gps eller et andet lignende
apparat at registrere en mistænkts færden.«
Stk. 6-8. ---
§ 3
69
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266
af 21. marts 2014, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 140 af
28. februar 2018, foretages følgende ændring:
§ 26. ---
Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges
vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har in-
debåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens ka-
pitel 23 eller 24.
1. I § 26, stk. 2, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Det samme gælder, hvis krænkelsen er begået ved en for-
brydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser-
ne i straffelovens kapitel 27. Dette gælder dog ikke de over-
trædelser, der er nævnt i straffelovens §§ 266-266 b«.
Stk. 3-4. ---
§ 4
I medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 914 af 11.
august 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 8, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:
§ 8. Foretagender, der udgiver de i § 1, nr. 3, nævnte mas-
semedier, skal for at være omfattet af lovens regler have ind-
givet anmeldelse til Pressenævnet.
»Foretagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1,
nr. 3, og der modtager redaktionel produktionsstøtte eller
projektstøtte efter lov om mediestøtte, er omfattet af loven,
uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet. 2.
pkt. gælder ikke for massemedier nævnt i § 1, nr. 3, som
henvender sig til et dansk mindretal i udlandet.«
Stk. 2. For anmeldte foretagender gælder reglerne i §§ 5-7. 2. I § 8, stk. 2, ændres »anmeldte foretagender« til: »foretag-
ender, der omfattes af loven efter stk. 1, 1. eller 2. pkt.,«
Stk. 3. ---
70