L 213 - svar på spm. 31 om kommentar til henvendelsen af 24/4-18 fra Paul Gram-Hansen, Odense, fra sundhedsministeren
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Egenbetaling for tolkebistand). (Spørgsmål 31)
Aktører:
SUU L 213 - svar på spm. 31.docx
https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L213/spm/31/svar/1487555/1891776.pdf
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 25. april 2018 stillet følgende spørgs- mål 31 (L 213 – Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Egenbetaling for tolkebi- stand)) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmål 31: ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24. april 2018 fra Paul Gram-Han- sen, Odense, jf. L 213 - bilag 3.” Svar: Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er det afgørende for regeringen, at incitamentet til at lære dansk øges for udlændinge, der er bosat i Danmark. Formå- let hermed er at styrke de herboende udlændinges integration i det danske samfund til gavn for den enkelte og for samfundet som helhed. Som det også er anført i bemærkningerne til lovforslaget, er kommunikationen mel- lem patient og læge afgørende for at opnå den bedst mulige patientbehandling. Der- for vil retten til nødvendig tolkebistand ikke blive fjernet med lovforslaget. Der indfø- res med lovforslaget et krav om opkrævning af gebyr for tolkebistand ydet til udlæn- dinge, der har haft bopæl i Danmark i mere end tre år, og som har behov for tolkebi- stand i forbindelse med behandling hos alment privatpraktiserende læge og privat- praktiserende speciallæge samt behandling på sygehus. Det vil fortsat være op til lægen at vurdere, om en tolk er nødvendig for behandlin- gen, herunder også til brug for opfyldelse af kravet om indhentelse af en patients in- formerede samtykke til behandling. Det vil således ikke være overladt til patienten at beslutte, om den pågældende – mod betaling – ønsker tolkebistand. En patient vil dermed ikke kunne fravælge tolkebistand af økonomiske årsager, og en eventuel be- taling af et gebyr for tolkebistand vil være et mellemværende mellem regionen og pa- tienten, og der vil – nøjagtigt som dag – ikke være penge mellem lægen og patienten. Jeg kan desuden henvise til min samtidige besvarelse af spørgsmål 1, 10 og 26. Med venlig hilsen Ellen Trane Nørby / Patrick Kofod Holm Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg Holbergsgade 6 DK-1057 København K T +45 7226 9000 F +45 7226 9001 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 09-05-2018 Enhed: JURA Sagsbeh.: DEPPKH Sagsnr.: 1709062 Dok. nr.: 599375 . / . Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18 L 213 endeligt svar på spørgsmål 31 Offentligt
SUU L 213 - svar på spm. 1.pdf
https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L213/spm/31/svar/1487555/1891777.pdf
Folketingets Sundheds‐ og Ældreudvalg har den 26. marts 2018 stillet følgende spørgs‐ mål 1 (L 213 – Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Egenbetaling for tolkebi‐ stand)) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter øn‐ ske fra Stine Brix (EL). Spørgsmål 1: ”Ministeren bedes oplyse, hvem der har ansvaret i en situation, hvor en læge fejlvur‐ derer en tolks kompetencer, og mangelfuld eller fejlagtig tolkning herefter giver anled‐ ning til forkert, mangelfuld diagnosticering eller behandling og/eller skader. Ministeren bedes i forlængelse heraf oplyse, hvilke sanktioner den ansvarlige kan blive mødt med.” Svar: Lovforslaget ændrer ikke på ansvaret for den sundhedsfaglige behandling. Det vil således fortsat være lægen, der efter sundhedslovens § 21, nr. 1, har ansvaret for at indhente et informeret samtykke til behandlingen, jf. sundhedslovens § 15, stk. 1. Kravet skal ses i sammenhæng med, at sundhedspersoner efter autorisationslovens § 17 har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder pligt til at forstå og gøre sig forståelig i sin kommunikation med patienten. Heri ligger også et ansvar for at sikre, at den tolk – som lægen vurderer er nødvendig for behandlingen – har de nødvendige sproglige kvalifikationer. Patienten vil – som i andre tilfælde – kunne klage over fejlbehandling m.v., som skyl‐ des fejlagtig kommunikation, til Styrelsen for Patientsikkerhed, ligesom en læges kommunikation og indhentelse af informeret samtykke er omfattet af styrelsen tilsyn med sundhedspersoner. Med venlig hilsen Ellen Trane Nørby / Frederik Rechenback Enelund Folketingets Sundheds‐ og Ældreudvalg Holbergsgade 6 DK‐1057 København K T +45 7226 9000 F +45 7226 9001 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 09‐05‐2018 Enhed: JURPSYK Sagsbeh.: DEPFRE Sagsnr.: 1803440 Dok. nr.: 595577 Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18 L 213 endeligt svar på spørgsmål 31 Offentligt
SUU L 213 - svar på spm. 10.pdf
https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L213/spm/31/svar/1487555/1891778.pdf
Folketingets Sundheds‐ og Ældreudvalg har den 24. april 2018 stillet følgende spørgs‐ mål 10 (L 213 – Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Egenbetaling for tolkebi‐ stand)) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter øn‐ ske fra Stine Brix (EL) . Spørgsmål 10: ”Ministeren bedes oplyse, hvad begrundelsen er for, at der er sat en grænse på tre års ophold, før man skal betale tolkegebyr, set i henhold til at der i forbindelse med det tidligere tolkegebyr var en grænse på syv år? Ministeren bedes endvidere oplyse, om der er dokumentation for, at man med tre års ophold har mulighed for at tilegne sig et tilstrækkeligt dansk til at kunne begå sig i sundhedsvæsenet og i bekræftende fald hvilken?” Svar: Det bør efter regeringens opfattelse kunne forventes, at udlændinge, som har haft bopæl i Danmark i mere end 3 år, og som har fået tilbudt gratis danskundervisning, har tillært sig tilstrækkeligt gode danskkundskaber til at kunne kommunikere med sundhedspersonale uden brug af tolk. Regeringen finder det derfor ikke rimeligt, at tolkebistand skal ydes vederlagsfrit – dvs. på det offentliges regning – til udlændinge, som har haft bopæl her i landet i mere end 3 år. Derfor foreslås det, at udlændinge med mere end 3 års bopæl her i landet som ud‐ gangspunkt skal opkræves et gebyr for tolkebistand, som er fundet nødvendig i for‐ bindelse med behandling hos alment privatpraktiserende læge og privatpraktise‐ rende speciallæge samt behandling på sygehus. Lovforslaget fjerner ikke retten til nødvendig tolkebistand i forbindelse med sådan behandling, men det indebærer, at der som udgangspunkt skal opkræves et gebyr for tolkebistand ydet til udlændinge, som har haft bopæl her i landet i mere end 3 år. Det bemærkes i den forbindelse, at der, så vidt Sundheds‐ og Ældreministeriet er ori‐ enteret, forekommer en vis egenbetaling for tolkebistand i nogle af de lande, som vi i Danmark normalt sammenligner os med, f.eks. Holland, Tyskland og Østrig. Med venlig hilsen Ellen Trane Nørby / Patrick Kofod Holm Folketingets Sundheds‐ og Ældreudvalg Holbergsgade 6 DK‐1057 København K T +45 7226 9000 F +45 7226 9001 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 09‐05‐2018 Enhed: JURA Sagsbeh.: DEPPKH Sagsnr.: 1709062 Dok. nr.: 598997 Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18 L 213 endeligt svar på spørgsmål 31 Offentligt
SUU L 213 - svar på spm. 26.pdf
https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L213/spm/31/svar/1487555/1891779.pdf
Folketingets Sundheds‐ og Ældreudvalg har den 24. april 2018 stillet følgende spørgs‐ mål 26 (L 213 – Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Egenbetaling for tolkebi‐ stand)) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter øn‐ ske fra Stine Brix (EL). Spørgsmål 26: ”Et informeret samtykke er ikke en serviceydelse, men en forvaltningsretlig afgørelse, hvor patienten kan gøre ansvar gældende overfor den enkelte læge/ sygeplejerske. Ministeren bedes oplyse, om det er lovligt at opkræve et gebyr for forvaltningsretlig afgørelse? ” Svar: Som noget særegent for sundhedsområdet, er regionsrådets forpligtelse til at yde tol‐ kebistand skrevet ind i sundhedslovgivningen. Forpligtelsen følger desuden af princippet i forvaltningslovens § 7 om, at en forvalt‐ ningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Dette skyl‐ des, at tolkebistand, der ydes i forbindelse med behandling hos alment privatprakti‐ serende læge og privatpraktiserende speciallæge samt behandling på sygehus efter sundhedslovens § 50, ydes som en accessorisk ydelse i forbindelse med udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed, hvorfor forvaltningslovens regler ikke finder direkte anvendelse. Med venlig hilsen Ellen Trane Nørby / Patrick Kofod Holm Folketingets Sundheds‐ og Ældreudvalg Holbergsgade 6 DK‐1057 København K T +45 7226 9000 F +45 7226 9001 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 09‐05‐2018 Enhed: JURA Sagsbeh.: DEPPKH Sagsnr.: 1709062 Dok. nr.: 599337 Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18 L 213 endeligt svar på spørgsmål 31 Offentligt