L 187 - svar på spm. 6 om naboer til enkeltprojekter vil have mindre risiko for negativ påvirkning af deres ejendom end naboer til kommunale fællesprojekter, fra miljø- og fødevareministeren
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: miljø- og fødevareministeren
- Adressat: miljø- og fødevareministeren
- Stiller: Christian Rabjerg Madsen
MOF L 187 - svar på spm. 6.pdf
https://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L187/spm/6/svar/1482842/1884291.pdf
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk Den 23. april 2018 Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg Christiansborg 1240 København K Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 6 til L 187, forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Ny kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.) stillet den 18. april 2018 af Christian Rabjerg Madsen (S). Spørgsmål nr. 6 ”Er det ministerens opfattelse, at naboer til enkeltprojekter vil have mindre risiko for negativ påvirkning af deres ejendom end naboer til kommunale fællesprojekter?” Svar Det følger af § 1, stk. 1, nr. 3, i lov om kystbeskyttelse, at kommunalbestyrelsen ved afgørelser om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger bl.a. skal lægge vægt på hensynet til kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet. Bestemmelsen blev ændret ved L 100, lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (Ændring af formålet med kystbeskyttelse og mulighed for forsøgsprojekter), som Folketinget vedtog i januar 2018. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at vurderingen af kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet bl.a. omfatter en vurdering af, at foranstaltningen ikke har en væsentlig negativ indvirkning på nabostrækninger. Dette gælder både for afgørelser om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger i kommunale fællesprojekter og i øvrige kystbeskyttelsesprojekter (enkelstående). Hvorvidt kommunalbestyrelsen har inddraget hensynet til, at den pågældende foranstaltning måtte have en væsentlig negativ indvirkning på nabostrækninger, herunder om den ansøgte kystbeskyttelsesforanstaltninger vil give anledning til skade på en naboejendom, er et retligt spørgsmål. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan derfor tage stilling til dette spørgsmål både i forbindelse med behandlingen af klager over afgørelser om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger i enkelte kystbeskyttelsesprojekter og i kommunale fællesprojekter. Nævnet kan ved en retlig prøvelse af en kommunalbestyrelses afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger, ikke tage stilling til kommunalbestyrelsens beslutning om med hvilken vægt hensynet til, hvorvidt foranstaltningen har en væsentlig negativ indvirkning på nabostrækninger eller ej, skal veje over for de øvrige saglige hensyn, der indgår i skønnet. Esben Lunde Larsen / Hans Erik Cutoi-Toft Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18 L 187 endeligt svar på spørgsmål 6 Offentligt 2