Fremsat den 18. april 2018 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)

Fremsat den 18. april 2018 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)
Forslag
til
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap
Formål og anvendelsesområde
§ 1. Lovens formål er at forhindre forskelsbehandling på
grund af handicap og at fremme ligebehandling af personer
med handicap.
§ 2. Loven gælder for al offentlig og privat virksomhed
på alle områder i samfundet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Loven gælder ikke, hvis lov om forbud mod for-
skelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. finder anvendelse.
Stk. 3. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af
rent privat karakter.
§ 3. Loven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning
eller tilgængelighed.
§ 4. Loven kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den,
der udsættes for forskelsbehandling på grund af handicap.
Forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap
§ 5. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller
indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en
person på grund af dennes handicap behandles ringere, end
en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i
en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis
en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller
praksis vil stille personer med handicap ringere end andre
personer.
Stk. 4. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når
en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder
sted med det formål eller den virkning at krænke dennes
værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,
ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Stk. 5. En instruktion om at forskelsbehandle en person på
grund af dennes handicap betragtes som forskelsbehandling.
§ 6. Forbuddet i § 5, stk. 1, 4 og 5 omfatter også forskels-
behandling af en person på grund af dennes forhold til en
person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på
grund af den anden persons handicap.
Undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
§ 7. Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet i
§ 5, stk. 1 og 5, når den er objektivt begrundet i et sagligt
formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rime-
ligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende
forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet
ringere.
§ 8. Loven er ikke til hinder for at opretholde eller vedta-
ge specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebyg-
ge eller opveje ulemper knyttet til handicap.
Stk. 2. Specifikke foranstaltninger, der iværksættes i hen-
hold til stk. 1, kan alene opretholdes, indtil formålet med
dem er opfyldt.
Forbud mod repressalier
§ 9. Ingen må udsættes for repressalier i form af ufordel-
agtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på
en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksæt-
tes med det formål at sikre, at der ikke sker ulovlig forskels-
behandling.
Bevisbedømmelse, godtgørelse m.v.
§ 10. Påviser en person, der anser sig for krænket ved
overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, jf. §§ 5
og 6, faktiske omstændigheder, som giver anledning til at
formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det
modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbe-
handling.
§ 11. En person, der er krænket ved overtrædelse af for-
buddet mod forskelsbehandling, jf. §§ 5 og 6, kan tilkendes
en godtgørelse.
Stk. 2. En person, der er krænket ved overtrædelse af for-
buddet mod repressalier, jf. § 9, kan tilkendes en godtgørel-
se.
Lovforslag nr. L 221 Folketinget 2017-18
Børne- og Socialmin., j.nr. 2017-1186
CT000352
§ 12. Klager over overtrædelse af forbuddet mod forskels-
behandling, jf. §§ 5 og 6, og klager over overtrædelse af for-
buddet mod repressalier, jf. § 9, kan indbringes for Ligebe-
handlingsnævnet.
Ikrafttræden og ændringer i anden lovgivning m.v.
§ 13. Loven træder i kraft den 1. juli 2018.
§ 14. I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1230 af 2. oktober 2016, foretages følgende ændrin-
ger:
1. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-5« til: »stk. 2-6«.
2. I § 1, stk. 4, udgår »endvidere«.
3. I § 1 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Nævnet behandler klager over overtrædelser af
forbuddet mod forskelsbehandling og over overtrædelser af
forbuddet mod repressalier efter lov om forbud mod for-
skelsbehandling på grund af handicap.«
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.
4. I § 2, stk. 1, ændres »stk. 2-5« til: »stk. 2-6«.
5. I § 2, stk. 2, ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2-5«.
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Gældende ret
3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.3. Den foreslåede ordning
4. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
I dansk ret er der lovgivning, som forbyder forskelsbehand-
ling på grund af handicap på arbejdsmarkedet, men ikke lov-
givning, som uden for arbejdsmarkedet indeholder et gene-
relt forbud mod forskelsbehandling af personer med handi-
cap.
Uden for arbejdsmarkedet gælder der et generelt forbud mod
forskelsbehandling på enkelte kriterier, herunder køn, race
og etnisk oprindelse. Inden for erhvervsmæssig eller almen-
nyttig virksomhed gælder endvidere et strafpålagt forbud
mod forskelsbehandling på grund af hudfarve, national op-
rindelse, tro og seksuel orientering i forbindelse med betje-
ning og adgang til steder, der er åbne for almenheden.
Det er regeringens holdning, at personer med handicap har
et lige så stort behov for en effektiv beskyttelse mod for-
skelsbehandling på arbejdsmarkedet såvel som uden for ar-
bejdsmarkedet.
Det er i den forbindelse vigtigt, at håndhævelsesmuligheder-
ne er effektive, og at personer med handicap, som møder
forskelsbehandling på grund af deres handicap uden for ar-
bejdsmarkedet, har de samme muligheder for at få behandlet
en klage, som de, der udsættes for forskelsbehandling på
grund af handicap på arbejdsmarkedet.
Formålet med dette lovforslag er at styrke beskyttelsen mod
forskelsbehandling på grund af handicap og at fremme lige-
behandling af personer uanset handicap.
Forslaget indebærer, at der indføres et forbud mod såvel di-
rekte som indirekte forskelsbehandling på grund af handi-
cap, som gælder for alle områder i samfundet, bortset fra
områder, der er omfattet af lov om forbud mod forskelsbe-
handling på arbejdsmarkedet m.v., samt for udøvelsen af ak-
tiviteter af rent privat karakter.
Der lægges samtidig op til, at der kan klages til Ligebehand-
lingsnævnet over overtrædelser af dette forbud mod for-
skelsbehandling, og at personer, som er blevet krænket, kan
få tilkendt en godtgørelse.
Lovforslaget supplerer således den beskyttelse mod for-
skelsbehandling på grund af handicap, der allerede findes i
dansk ret i lov om forbud mod forskelsbehandling på ar-
bejdsmarkedet m.v.
For at kunne følge hvordan lovforslaget virker i praksis, vil
der ske en årlig opfølgning via oplysninger fra Ligebehand-
lingsnævnet, ligesom der efter tre år vil blive foretaget en
mere uddybende evaluering.
2. Baggrund
Danmark ratificerede i 2009 FN’s konvention om rettighe-
der for personer med handicap (herefter ”handicapkonventi-
onen”). Handicapkonventionen trådte i kraft for Danmark
den 23. august 2009. Af konventionens artikel 5, stk. 2,
fremgår, at deltagerstaterne skal forbyde enhver diskrimina-
tion på grund af handicap og skal sikre personer med handi-
cap lige og effektiv retlig beskyttelse imod diskrimination af
enhver grund.
Da Danmark ratificerede handicapkonventionen i 2009 blev
det vurderet, at bestemmelsen ikke krævede gennemførelse
af generel lovgivning, der forbyder diskrimination på grund
af handicap på alle områder. Vurderingen af, at bestemmel-
3
sen i konventionens artikel 5, stk. 2, ikke stillede krav om
gennemførelse af generel lovgivning i Danmark, baserede
sig bl.a. på det fundamentale princip i dansk ret om, at alle
er lige for loven. Desuden er offentlige myndigheder bundet
af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvorefter li-
ge forhold skal behandles lige.
Derudover har Danmark i lov om forbud mod forskelsbe-
handling på arbejdsmarkedet m.v. (herefter ”forskelsbe-
handlingsloven”), jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 24. au-
gust 2017, siden 2004 haft et forbud mod forskelsbehand-
ling på arbejdsmarkedet på grund af handicap. Det følger
bl.a. af forskelsbehandlingsloven, at der som udgangspunkt
ikke må ske direkte eller indirekte forskelsbehandling på
grund af handicap inden for arbejdsmarkedet. Loven inde-
holder også en pligt for arbejdsgiveren til at foretage rimeli-
ge tilpasninger for at sikre en person med handicap adgang
til beskæftigelse m.v., medmindre arbejdsgiveren derved på-
lægges en uforholdsmæssig stor byrde. Loven gennemfører
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om gene-
relle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv.
Danmark tiltrådte den 23. september 2014 den valgfri proto-
kol til handicapkonventionen om individuel klageadgang til
FN’s Handicapkomité. Med denne tiltrædelse understregede
Danmark også ønsket om et samfund med ligeværd, lige
muligheder og lige deltagelse for alle.
Siden ratifikationen af handicapkonventionen har Danmark
modtaget anbefalinger fra bl.a. FN’s Handicapkomité og In-
stitut for Menneskerettigheder om at indføre et forbud mod
forskelsbehandling af personer med handicap, som gælder
uden for arbejdsmarkedet, samt at indføre adgang til, at kla-
ger over overtrædelser af et sådant forbud kan indbringes for
Ligebehandlingsnævnet.
Et enigt Folketing vedtog den 23. februar 2017 V 40 om dis-
krimination af personer med handicap. Forslaget til vedta-
gelse blev fremsat under en forespørgselsdebat den 21. fe-
bruar 2017 (F 13) stillet af Dansk Folkeparti og handlede
om, hvad der skal til for at indføre et generelt forbud mod
diskrimination af personer med handicap, herunder om rege-
ringen vil indføre adgang til, at klager over diskrimination
på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet kunne be-
handles af Ligebehandlingsnævnet.
Med V 40 understregede Folketinget, at diskrimination af
enhver form er uacceptabelt, uanset om det sker på bag-
grund af køn, seksuel orientering, etnicitet, religion eller
handicap, og at det er Folketingets klare intention, at perso-
ner med handicap skal beskyttes mod diskrimination også
uden for arbejdsmarkedet.
Folketinget noterede derfor med tilfredshed, at regeringen
ville igangsætte et arbejde med at udarbejde et lovforslag
om indførelse af et generelt forbud mod diskrimination af
mennesker med handicap, der kunne gælde uden for ar-
bejdsmarkedet.
Folketinget konstaterede endvidere, at regler for tilgænge-
lighed, der vedrører nybyggeri, skulle overholdes.
Samtidig er det regeringens holdning, at der med et kom-
mende lovforslag ikke skal være en videregående pligt til ri-
melig tilpasning og tilgængelighed, end hvad der gælder ef-
ter anden lovgivning, jf. afsnit 3.1.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Gældende ret
I dansk ret findes der ikke lovgivning, som uden for arbejds-
markedet indeholder et generelt forbud mod forskelsbehand-
ling af personer på grund af handicap.
Derimod er det et fundamentalt princip i dansk ret, at alle
mennesker er lige for loven. Personer med handicap nyder
derfor samme rettigheder og beskyttelse efter lovgivningen
som andre borgere. Offentlige myndigheder er bundet af den
almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Lig-
hedsgrundsætningen indebærer, at lige forhold skal behand-
les lige i retlig henseende. Offentlige myndigheder må såle-
des ikke foretage usaglig forskelsbehandling af personer
med handicap.
Derudover er offentlige myndigheder forpligtet i henhold til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter
”EMRK”) til at anerkende og sikre en række rettigheder for
individer omfattet af statens jurisdiktion. EMRK blev inkor-
poreret i dansk lovgivning i 1992. Artikel 14 i EMRK inde-
holder bl.a. et forbud mod diskrimination uden for arbejds-
markedet. Diskriminationsforbuddet dækker en ikke-udtøm-
mende liste af diskriminationsgrunde, herunder handicap,
men finder alene anvendelse, når forholdet vedrører en af
konventionens eller tillægsprotokollernes øvrige rettigheder.
En person med handicap vil således f.eks. kunne påberåbe
sig artikel 14 i en situation, hvor en myndighed f.eks. træffer
afgørelse om ejendomsrettigheder, familieliv eller frihedsbe-
røvelse.
Der findes i dag på flere områder endvidere bestemmelser i
lovgivningen om rimelig tilpasning og digital og fysisk til-
gængelighed, som skal sikre personer med handicap adgang
på lige fod med personer uden handicap. Det gælder blandt
andet på valgområdet, hvor personer med handicap kan for-
lange den fornødne hjælp til stemmeafgivningen, og inden
for flytransport og tilgængelighed på luftfartsområdet og
ved sø-, bus og jernbanetransport. Endvidere gælder en ræk-
ke krav om tilgængelighed i forbindelse med byggeri omfat-
tet af byggeloven.
Folketinget vedtog i 1993 beslutningsforslag B 43 om lige-
behandling og ligestilling mellem handicappede og ikke-
handicappede. I beslutningen henstiller Folketinget til alle
statslige og kommunale myndigheder samt private virksom-
heder og organisationer at efterleve princippet om ligestil-
ling og ligebehandling af personer med handicap med andre
borgere.
4
I 2004 blev der indført et forbud mod forskelsbehandling på
grund af handicap på arbejdsmarkedet. Ifølge forskelsbe-
handlingsloven gælder der således et forbud mod forskels-
behandling på arbejdsmarkedet, hvorefter der som udgangs-
punkt ikke må ske direkte eller indirekte forskelsbehandling
på grund af handicap inden for arbejdsmarkedet m.v. For-
buddet gælder ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, for-
fremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår, jf. lo-
vens § 2. Endvidere gælder der efter forskelsbehandlingslo-
ven en særlig tilpasningspligt for arbejdsgiveren til at træffe
foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de
konkrete behov for at give en person med handicap adgang
til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have frem-
gang i beskæftigelse, eller for at give en person med handi-
cap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke, hvis ar-
bejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byr-
de, jf. lovens § 2 a.
Uden for arbejdsmarkedet gælder der et forbud mod for-
skelsbehandling på grund af køn, race og etnicitet. Det dre-
jer sig blandt andet om lov om ligestilling af mænd og kvin-
der, jf. lovbekendtgørelse nr. 1678 af 19. december 2013
(herefter ligestillingsloven) og lov om etnisk ligebehandling,
jf. lovbekendtgørelse nr. 438 af 16. maj 2012. Lovgivningen
her bygger ligesom forskelsbehandlingsloven på EU-regule-
ring.
Der gælder endvidere inden for erhvervsmæssig eller almen-
nyttig virksomhed et forbud mod forskelsbehandling på
grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro
eller seksuel orientering. Forbuddet følger af lov om forbud
mod forskelsbehandling på grund af race m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987, og indebærer
bødeansvar for den, som overtræder forbuddet ved at nægte
betjening eller adgang til steder, der er åbne for almenheden.
Der gælder således ikke uden for arbejdsmarkedet et forbud
mod forskelsbehandling af personer på grund af handicap.
Det betyder eksempelvis, at hvis man i dag afvises på en ca-
fé på grund af sit handicap, har man ingen klagemulighed,
da forskelsbehandling på grund af handicap i denne sam-
menhæng ikke er beskyttet af nogen lov.
På områder, som i dag er omfattet af den almindelige diskri-
minationslovgivning, er der mulighed for at klage over for-
skelsbehandling til et administrativt klagenævn, Ligebe-
handlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet behandler klager
over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet på grund
af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse,
seksuel orientering, alder, handicap, national oprindelse, so-
cial oprindelse og etnisk oprindelse. Uden for arbejdsmarke-
det behandler nævnet klager over forskelsbehandling på
grund af køn, race og etnisk oprindelse, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1230 af 2. oktober 2016 af lov om Ligebehandlings-
nævnet.
En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den,
der har retlig interesse i sagen, jf. § 1, stk. 6 i lov om Lige-
behandlingsnævnet. Dog kan Institut for Menneskerettighe-
der indbringe sager af principiel karakter eller sager af al-
mindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet, jf.
lovens § 2, stk. 2.
Ligebehandlingsnævnet kan i henhold til lovens § 2 tilkende
godtgørelse i det omfang, det følger af lovgivningen om for-
skelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet kan, jf. lovens § 4, ikke behandle
sager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndig-
hed, før denne har truffet afgørelse i sagen. Ligeledes kan
nævnet ikke behandle sager, der verserer ved domstolene.
3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Der gælder i dag ikke nogen beskyttelse mod forskelsbe-
handling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Det betyder eksempelvis, at hvis en person med handicap
nægtes betjening eller adgang til steder, der er åbne for al-
menheden, vil der i dag ikke være mulighed for at klage
over en sådan forskelsbehandling.
For at modvirke forskelsbehandling og styrke ligebehand-
ling af personer med handicap, bør der efter Børne- og So-
cialministeriets opfattelse indføres et generelt forbud mod
forskelsbehandling af personer på grund af handicap uden
for arbejdsmarkedet.
Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at forbuddet
bør indføres ved lov. Et generelt forbud fastsat i lov med
mulighed for at klage over en overtrædelse af forbuddet vil
betyde en styrkelse af retssikkerheden for borgerne, idet det
dermed slås fast, at personer med handicap også har ret til at
blive beskyttet mod forskelsbehandling uden for arbejds-
markedet.
Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at forbuddet
mod forskelsbehandling af personer med handicap uden for
arbejdsmarkedet bør gælde overalt i samfundet, hvor perso-
ner med handicap risikerer at blive udsat for forskelsbehand-
ling. Det er ligeledes opfattelsen, at forbuddet mod forskels-
behandling bør omfatte al offentlig og privat virksomhed på
disse områder.
Institut for Menneskerettigheder har gentagne gange efter-
lyst et generelt forbud mod diskrimination af mennesker
med handicap. Et generelt forbud vil medvirke til, at Dan-
mark overholder sine forpligtelser efter handicapkonventio-
nen.
Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at bestem-
melser og formuleringer i nærværende lovforslag så vidt
muligt bør lægge sig tæt op ad gældende forskelsbehand-
lingslove, herunder forskelsbehandlingsloven og lov om et-
nisk ligebehandling. Det vil lette forståelsen og fortolknin-
gen af bestemmelserne, ligesom det vil være muligt i et vist
omfang at støtte sig til den praksis, Ligebehandlingsnævnet
har lagt i klagesager på disse områder.
5
Begrebet diskrimination anvendes i bl.a. FN’s handicapkon-
vention og i EMRK, hvorimod begrebet forskelsbehandling
anvendes i forskelsbehandlingsloven og i lov om etnisk lige-
stilling.
Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at der bør an-
vendes samme begreb som i den øvrige danske lovgivning
om forskelsbehandling.
Der findes ikke i Danmark en entydig og formelt vedtaget
definition af begrebet handicap. I FN’s handicapkonventions
artikel 1 defineres personer med handicap som personer, der
har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk
funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrie-
rer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfunds-
livet på lige fod med andre. Med denne definition er der tale
om et miljørelateret handicapbegreb.
Forskelsbehandlingsloven, som indeholder forbud mod for-
skelsbehandling på grund af en række kriterier, herunder
handicap, indeholder da heller ikke en definition af handi-
capkriteriet. Ifølge bemærkningerne til lov nr. 1417 af 22.
december 2004, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, af-
snit 4.1, side 2699, og de specielle bemærkninger til lovfor-
slagets § 1, nr. 2, er begrebet handicap et dynamisk begreb,
som defineres i overensstemmelse med national praksis. I
praksis opereres således med den forståelse, at der for at væ-
re tale om et handicap eller en person med handicap må
kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funkti-
onsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov for, at
den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i
en tilsvarende livssituation. Videre fremgår, at det i sidste
instans dog er op til EU-Domstolen at fastlægge den endeli-
ge fortolkning af direktivet. Efter lovforslagets anvendelses-
område er det dog ikke afgørende for beskyttelsen mod for-
skelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret
behov for kompensation.
EU-domstolen har i en række sager taget stilling til, hvad
der skal forstås ved begrebet handicap, herunder om af-
grænsningen i forhold til sygdom. Domstolen har blandt an-
det i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe
Werge) af 11. april 2013 udtalt, at begrebet ”handicap” skal
fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er for-
årsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhel-
bredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begræns-
ning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske ska-
der, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den
berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på
lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er
af lang varighed.
For at sikre den bedst mulige beskyttelse mod forskelsbe-
handling af personer med handicap er det Børne- og Social-
ministeriets opfattelse, at nærværende lovforslag også bør
indeholde bestemmelser om, at forbuddet mod forskelsbe-
handling på grund af handicap ikke ved aftale kan fraviges
til ugunst for den person, som udsættes for forskelsbehand-
ling. Hermed kan man imødegå indsigelser om, at en person,
der er blevet forskelsbehandlet i strid med loven, stiltiende
eller udtrykkeligt har givet afkald på sin ret. Tilsvarende be-
stemmelser findes også i anden national lovgivning om for-
skelsbehandling, som f.eks. forskelsbehandlingsloven og lov
om etnisk ligebehandling.
Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at et forbud
mod forskelsbehandling på grund af handicap bør omfatte
såvel direkte som indirekte forskelsbehandling samt chikane
og instruktion. Samme begreber anvendes i anden national
lovgivning om forskelsbehandling, som f.eks. lov om etnisk
ligebehandling og ligestillingsloven.
Det er også Børne- og Socialministeriets opfattelse, at både
direkte og indirekte forskelsbehandling i forhold til personer
med handicap skal være mulig, såfremt forskelsbehandlin-
gen har et sagligt formål. Hvad der er et sagligt formål, skal
afgøres i den konkrete situation, men det kan f.eks. være et
sagligt formål at forskelsbehandle både af hensyn til perso-
nens egen sikkerhed eller af hensyn til andres sikkerhed. Det
kan eksempelvis være tilfældet, hvis en udadreagerende per-
son med udviklingshæmning afvises eller sættes af en bus af
hensyn til de øvrige passagerers sikkerhed.
Ligeledes er det Børne- og Socialministeriets opfattelse, at
loven ikke skal være til hinder for at opretholde eller vedta-
ge specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebyg-
ge eller opveje ulemper knyttet til handicap. Sådanne speci-
fikke foranstaltninger findes i dag på bl.a. uddannelsesområ-
det i form af specialpædagogisk støtte (SPS) og på beskæfti-
gelsesområdet, hvor personer med handicap har fortrinsad-
gang til jobsamtale til stillinger opslået af det offentlige, og
hvor løntilskudsordningen for nyuddannede med handicap -
også kaldet Isbryderordningen - åbner mulighed for på et
tidspunkt i et ledighedsforløb at opnå erhvervserfaring inden
for sit uddannelsesområde på særligt gunstige vilkår sam-
menlignet med øvrige løntilskudsordninger. Formålet med
sådanne specifikke foranstaltninger er at fremme reel ligebe-
handling i praksis. Børne- og Socialministeriet vurderer, at
det er hensigtsmæssigt, at sådanne og lignende foranstaltnin-
ger fortsat kan opretholdes ved indførelsen af et generelt
forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Med hensyn til klageadgang og godtgørelse er det Børne- og
Socialministeriets opfattelse, at sager om forskelsbehandling
på baggrund af handicap uden for arbejdsmarkedet skal kun-
ne indbringes for Ligebehandlingsnævnet, og at Ligebe-
handlingsnævnet skal kunne tilkende den krænkede en godt-
gørelse.
Hermed skabes én indgang for borgeren i forhold til klager
over forskelsbehandling, idet Ligebehandlingsnævnet i for-
vejen behandler klager over overtrædelser af anden national
lovgivning om forskelsbehandling.
Børne- og Socialministeriet har overvejet, om lovforslaget
skal indeholde regler om en generel tilpasningspligt, herun-
der pligt til at sikre tilgængelighed for personer med handi-
cap. Handicapkonventionens artikel 5, stk. 3, forpligter del-
6
tagerstaterne til at tage alle passende skridt til at sikre, at der
tilvejebringes rimelig tilpasning. Rimelig tilpasning indebæ-
rer, at tilbud og ydelser skal tilpasses, således at personer
med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme ud-
bytte af ydelserne som personer uden handicap.
Derudover forpligter handicapkonventionens artikel 9 delta-
gerstaterne til at træffe passende foranstaltninger til at sikre
personer med handicap adgang til samfundets tilbud for at
kunne deltage fuldt ud i alle livets forhold.
Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at forbuddet
mod forskelsbehandling af personer med handicap ikke skal
indebære en videregående pligt til rimelig tilpasning og til-
gængelighed, end hvad der gælder efter anden lovgivning.
Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at der i lov-
forslaget er behov for en klar afgrænsning af dette.
Der kan i den forbindelse henvises til forslag til folketings-
beslutning B 194 om Danmarks ratifikation af FN’s konven-
tion af 13. december 2006 om rettigheder for personer med
handicap, jf. Folketingstidende 2008-09, A, B 194 som
fremsat, s. 7878. Det fremgår bl.a. om artikel 9, at deltagers-
taterne selv vurderer, hvilke midler der er passende for at
sikre gennemførelsen af artiklens indhold, og hvilket tilgæn-
gelighedsniveau der er passende i en konkret situation. Det
er således væsentligt at vurdere konventionens målsætninger
i overensstemmelse med specielt frednings- og samfunds-
økonomiske hensyn.
3.3. Den foreslåede ordning
Der foreslås en ny hovedlov, der vil have som formål at for-
hindre forskelsbehandling på grund af handicap og at frem-
me ligebehandling af personer uanset handicap.
Forslaget vil give personer med handicap samme beskyttelse
mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, som gæl-
der i forhold til kriterierne køn, race og etnisk oprindelse,
samt give effektive håndhævelsesmuligheder ved overtræ-
delse af lovforslagets forbud mod forskelsbehandling.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 1.
Med lovforslaget vil der blive indført et forbud mod for-
skelsbehandling på grund af handicap, som skal gælde for
alle områder i samfundet. Enhver, som udfører opgaver in-
den for lovforslagets anvendelsesområde, vil være omfattet
af forbuddet mod forskelsbehandling.
Forslaget vil ikke finde anvendelse på områder, der er om-
fattet af forskelsbehandlingsloven.
Ligeledes vil udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter
være undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling. Bag-
grunden herfor er hensynet til privatsfæren.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 2.
Det foreslås, at der ikke med denne lov bliver stillet yderli-
gere krav til rimelig tilpasning og tilgængelighed, end hvad
der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det betyder
f.eks., at Ligebehandlingsnævnet ikke vil kunne træffe afgø-
relse om, at en restaurant eller et museum skal opsætte en
rampe eller lignende for at sikre tilgængelige forhold.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 3.
Det foreslås også, at lovens bestemmelser ikke ved aftale vil
kunne fraviges til ugunst for den person, der udsættes for
forskelsbehandling på grund af handicap. Det vil sige, at en
aftale om, at en person med handicap giver afkald på sine
rettigheder i henhold til loven, er ugyldig.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 4.
Forbuddet mod forskelsbehandling foreslås at omfatte såvel
direkte som indirekte forskelsbehandling, ligesom det fore-
slås, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når
en uønsket optræden i relation til en person med handicap
finder sted med det formål eller den virkning at krænke en
persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdi-
gende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågæl-
dende.
Derudover foreslås det, at også en instruks om at forskelsbe-
handle en person på grund af dennes handicap betragtes som
forskelsbehandling.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 5.
Det foreslås også, at forbuddet mod forskelsbehandling om-
fatter forskelsbehandling af en person på grund af dennes
forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehand-
lingen sker på grund af den anden persons handicap. Der er
tale om såkaldt associeret diskrimination, som også lov om
etnisk ligebehandling indeholder bestemmelse om. Hermed
vil det blive slået fast, at f.eks. en forælder er beskyttet mod
forskelsbehandling efter nærværende lovforslag, såfremt
forskelsbehandlingen sker på grund af et barns handicap.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 6.
Der foreslås også to undtagelser til forbuddet mod forskels-
behandling. Dels vil både direkte og indirekte forskelsbe-
handling være lovlig, såfremt forskelsbehandlingen har et
sagligt formål eller har til formål at forebygge eller opveje
ulemper knyttet til handicap Det saglige formål skal dog væ-
re nødvendigt for at opnå formålet, og der skal være et rime-
ligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende
forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet
dårligere. Dels skal det være muligt at opretholde eller ved-
tage specifikke foranstaltninger, som har til formål at fore-
bygge eller opveje ulemper knyttet til et handicap. Specifik-
ke foranstaltninger foreslås kun at kunne opretholdes, indtil
formålet er opnået.
Der henvises til de specielle bemærkninger til §§ 7 og 8.
Med lovforslaget foreslås desuden indført et forbud mod re-
pressalier. Det vil sige, at ufordelagtig behandling eller ufor-
delagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form
7
for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre,
at princippet om ligebehandling iagttages, vil være ulovlige.
Bestemmelsen vil bidrage til, at enhver kan gøre sine rettig-
heder gældende uden frygt for repressalier. Bestemmelsen
foreslås således både at omfatte både perioden fra forbuddet
mod forskelsbehandling er overtrådt, og indtil der indgives
en formel klage til Ligebehandlingsnævnet m.v.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 9.
Det foreslås, at der gælder samme bevisbyrderegler som i
lov om etnisk ligebehandling og forskelsbehandlingsloven.
Det betyder, at princippet om delt bevisbyrde skal finde an-
vendelse. Delt bevisbyrde betyder, at en part, der anser sig
for krænket, kun skal påvise faktiske omstændigheder, der
giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller
indirekte forskelsbehandling. Hvis parten kan det, påhviler
det modparten at bevise, at forbuddet mod forskelsbehand-
ling ikke er blevet overtrådt. Anvendelsen af princippet om
delt bevisbyrde vil bidrage til en effektiv gennemførelse af
princippet om ligebehandling.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 10.
Endelig foreslås der indført klageadgang til Ligebehand-
lingsnævnet over overtrædelser af forbuddet mod forskels-
behandling på grund af handicap samt over forbuddet mod
repressalier. Der vurderes ikke at være behov for at fastsætte
yderligere regler om klageadgang eller domstolsprøvelse,
idet der efter dansk rets almindelige regler er adgang til
domstolsprøvelse samt til administrativ kontrol af offentlige
myndigheders virksomhed.
Det foreslås, at personer, der er krænket ved overtrædelser
af forbuddet kan tilkendes en godtgørelse.
Der henvises til de specielle bemærkninger til §§ 11 og 12.
4. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
EMRK blev inkorporeret i dansk lovgivning i 1992. EMRK
beskytter grundlæggende borgerlige rettigheder og friheder.
Konventionens artikel 14 indeholder bl.a. et forbud mod dis-
krimination uden for arbejdsmarkedet. Diskriminationsfor-
buddet dækker en ikke-udtømmende liste af diskriminati-
onsgrunde, herunder handicap. Diskriminationsforbuddet
finder alene anvendelse, når forholdet vedrører en af kon-
ventionens eller tillægsprotokollernes øvrige rettigheder.
Det betyder, at en borger f.eks. vil kunne påberåbe sig arti-
kel 14 i en situation, hvor en myndighed træffer en afgørelse
om ejendomsrettigheder, familieliv eller frihedsberøvelse.
Det er alene offentlige myndigheder, som er forpligtet af
EMRK. Private udbydere af varer og tjenesteydelser er ikke
direkte forpligtede til at overholde konventionens forbud
mod diskrimination.
EMRK indeholder derimod ikke regler, der direkte tager
sigte på at regulere medlemsstaternes adgang til at iværksæt-
te konkrete tiltag med henblik på at sikre personer med han-
dicaps rettigheder.
FN’s handicapkonvention blev undertegnet af Danmark den
30. marts 2007, og konventionen trådte for Danmarks
vedkommende i kraft den 23. august 2009.
Handicapkonventionen har til formål at sikre, at personer
med handicap kan få fuldt udbytte af menneskerettighederne
og de fundamentale frihedsrettigheder samt at fremme re-
spekten for værdigheden hos personer med handicap. Kon-
ventionen indeholder borgerlige og politiske rettigheder så-
vel som økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Handicapkonventionen indeholder i artikel 4, stk. 2, et prin-
cip om progressiv implementering af de økonomiske, socia-
le og kulturelle rettigheder og kan betragtes som et dyna-
misk redskab, der bidrager til at sikre en fortsat udvikling af
området med henblik på fuld opnåelse af de rettigheder, der
er fastsat i konventionen – inden for de rammer, samfunds-
udviklingen og samfundsøkonomien sætter. Men konventio-
nen stiller ikke krav om, at det enkelte land skal iværksætte
bestemte tiltag på et bestemt tidspunkt.
Handicapkonventionens artikel 5 indeholder bestemmelser
om lighed og ikke-diskrimination. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med artikel 1, hvoraf det fremgår, at formålet
med konventionen er at sikre, at personer med handicap
fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder på lige vilkår
med andre. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med
artikel 3, som indeholder en række generelle principper, her-
under principperne om ikke-diskrimination og lige mulighe-
der.
Det fremgår af konventionens artikel 5, stk. 1, at alle uden
nogen form for diskrimination har ret til lige beskyttelse og
til at drage samme nytte af loven. Deltagerstaterne skal såle-
des i henhold til artikel 5, stk. 2, forbyde enhver diskrimina-
tion på grund af handicap og sikre personer med handicap li-
ge og effektiv retlig beskyttelse imod diskrimination af en-
hver grund. Artikel 5, stk. 2, har sin parallel i artikel 26 i
FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder
samt artikel 2 i FN-konventionen om økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder. Begge konventioner er ratificeret
af Danmark i 1972. Artikel 26 i konventionen om borgerlige
og politiske rettigheder forbyder enhver forskelsbehandling
af nogen grund, dvs. også handicap. Indholdet af handicap-
konventionens artikel 5 svarer stort set til indholdet af arti-
kel 26 i konventionen om borgerlige og politiske rettighe-
der.
Handicapkonventionens artikel 5, stk. 3, angiver herudover,
at deltagerstaterne skal tage alle passende skridt til at sikre,
at der tilvejebringes rimelig tilpasning. Endelig fremgår det
af artikel 5, stk. 4, at særlige foranstaltninger, der er nødven-
dige for at fremskynde eller opnå reel lighed for personer
med handicap, ikke anses for diskrimination.
Med henblik på at gøre det muligt for personer med handi-
cap at få et selvstændigt liv og deltage fuldt ud i alle livets
forhold skal deltagerstaterne i henhold til artikel 9 i handi-
capkonventionen træffe passende foranstaltninger til at sik-
8
re, at personer med handicap på lige fod med andre har ad-
gang til de fysiske omgivelser og transportmuligheder, den
information og kommunikation, herunder informations- og
kommunikationsteknologi og -systemer, og de øvrige facili-
teter og tilbud, der er åbne for eller gives offentligheden, bå-
de i byområder og i landdistrikter.
Disse foranstaltninger omfatter bygninger, veje, transport-
muligheder og andre indendørs og udendørs faciliteter, her-
under skoler, boliger, sygehuse og andre sundhedsfaciliteter
og arbejdspladser samt informations- og kommunikations-
tjenester og andre tjenester, herunder elektroniske tjenester
og nødberedskab.
I henhold til Handicapkonventionens artikel 33, stk. 2, skal
der udpeges en eller flere uafhængige funktioner, med hen-
blik på at fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af
konventionen. Institut for Menneskerettigheder blev ved fol-
ketingsbeslutning af 17. december 2010 udpeget til at vare-
tage denne opgave.
Det er samlet set Børne- og Socialministeriets vurdering, at
lovforslaget understøtter Danmarks internationale forpligtel-
ser. Et lovfæstet forbud mod forskelsbehandling på grund af
handicap uden for arbejdsmarkedet og en adgang til at klage
over forskelsbehandling til et administrativt klagenævn sik-
rer efter ministeriets opfattelse en effektiv retsbeskyttelse af
personer med handicap i overensstemmelse med handicap-
konventionens artikel 5, stk. 2.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
Der vil være udgifter til en udvidelse af Ligebehandlings-
nævnets sekretariat.
I årene 2018-2020 tilføres Ligebehandlingsnævnet i Anke-
styrelsen 0,5 mio. kr. årligt. Eventuelle merudgifter i disse
år overføres i form af tillægsbevilling fra Børne- og Social-
ministeriet til Ankestyrelsen.
For årene 2021 og frem fastsættes et permanent niveau for
overførslen til Ligebehandlingsnævnet i Ankestyrelsen på
baggrund af de faktiske udgifter i 2018-2020 til behandling
af klager efter lov om forbud mod forskelsbehandling på
grund af handicap.
Udgifterne afholdes inden for Børne- og Socialministeriets
ramme.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget vurderes at have positive konsekvenser for borge-
re med handicap, da der indføres klageadgang over forskels-
behandling på grund af handicap. Dette styrker borgernes
retssikkerhed.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 25. august til
den 21. september 2017 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Ankenævnet for Bus, Tog og Metro,
Ankenævnet for statens Uddannelsesstøtteordninger, Anke-
styrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arriva, ATP,
Beskæftigelsesrådet, BL - Danmarks Almene Boliger,
BUPL - Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund,
Bus & Tog-samarbejdet, Børne- og Kulturchefforeningen,
Børnerådet, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Lejerfor-
eninger, Danmarks Lærerforening, Danmarks Private Sko-
ler, Danmarks Veteraner, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Center for Undervisningsmiljø, Dansk Friskolefor-
ening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Psykolog Forening,
Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Standard, Dansk
Transport og Logistik, Danske Advokater, Danske Arkitek-
tvirksomheder, Danske Busvognmænd, Danske Erhvervs-
akademier, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske
Gymnasier, Danske Handicaporganisationer, Danske Land-
brugsskoler, Danske Landskabsarkitekter, Danske Musik-
og Kulturskoleledere, Danske Professionshøjskoler, Danske
Regioner, Danske SOSU-skoler, Danske Universiteter,
DDA (Danish Design Association), De private sociale tilbud
(LOS), De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommer-
forening, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapom-
rådet, Det Centrale Handicapråd, DGI, Djøf, Dommerfuld-
mægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DSB, Efterskolefor-
eningen, Forbrugerombudsmanden, Foreningen af Danske
Døgninstitutioner, Foreningen af Frie Fagskoler, Foreningen
af Frie Ungdoms- og Efterskoler, Foreningen af Katolske
Skoler i Danmark, Foreningen af Kristne Friskoler, Forenin-
gen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkeds-
chefer i Danmark (FSD), Foreningsfællesskabet Ligeværd,
Forsikring og Pension, Frie Skolers Lærerforening, Handels-
skolernes Lærerforening (HL), Håndværksrådet, Ingeniør-
foreningen IDA, Institut for Menneskerettigheder, Jernbane-
nævnet, Klagenævnet for specialundervisning, KL, Kultur-
ministeriets Rektorer (KUR), Landbrug & Fødevarer, Land-
distrikternes Fællesråd, Landsbyggefonden, Landsforenin-
gen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen af Ungdomssko-
leledere, Landsforeningen for Socialpædagoger, Landsorga-
nisationen i Danmark (LO), Landssamråd for PPR-chefer,
Lederforeningen for VUC, Lejernes Landsorganisation i
Danmark, Ligebehandlingsnævnet, Lilleskolerne - en sam-
menslutning af frie grundskoler, Lærernes Centralorganisati-
on, Metroselskabet I/S, Passagerpulsen, Politiforbundet i
9
Danmark, Private Gymnasier og Studenterkurser, Professi-
onshøjskolernes Rektorkollegium, Rektorkollegiet Danske
Universiteter, Rektorkollegiet for de kunstneriske og kultur-
elle uddannelser, Rektorkollegiet for de maritime uddannel-
ser, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for de grundlæggen-
de Erhvervsrettede Uddannelser, Rådet for Erhvervsakade-
miuddannelser og Professionsbacheloruddannelser, Rådet
for Etniske Minoriteter, Rådet for Sikker Trafik, Rådet for
Voksen- og Efteruddannelse (VEU-rådet), Sjældne Diagno-
ser, Skole og Forældre, Skolelederforeningen, Socialt leder-
forum, SOSU-Lederforeningen, Statsforvaltningen, Team
Danmark, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Trafikforbun-
det, Trafikselskaberne i Danmark (TiD), Transporterhver-
vets Uddannelser, Uddannelsesforbundet, Uddannelsesrådet
for de maritime uddannelser, Ungdommens Uddannelsesvej-
ledning, Ungdomsringen, Ungdomsskoleforeningen.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser /Mindreud-
gifter (hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/Merudgifter (hvis ja, an-
giv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen I årene 2018-2020 tilføres Ankestyrelsen 0,5 mio.
kr. årligt fra Børne- og Socialministeriet og even-
tuelle merudgifter i disse år overføres i form af
tillægsbevilling fra Børne- og Socialministeriet til
Ankestyrelsen.
I årene 2021 og frem fastsættes et permanent ni-
veau for overførslen mellem Børne- og Socialmi-
nisteriet og Ankestyrelsen på baggrund af de sids-
te tre års faktiske udgifter til klager efter lov om
forbud mod forskelsbehandling på grund af han-
dicap.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Forslaget vurderes at have positive
konsekvenser for borgere med han-
dicap, da der indføres klageadgang
over forskelsbehandling på grund
af handicap. Dette styrker borger-
nes retssikkerhed.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Der er efter gældende ret ikke fastsat regler om forskelsbe-
handling af personer på grund af handicap uden for arbejds-
markedet.
I § 1 foreslås, at lovens formål defineres. Bestemmelsen an-
giver, at formålet med lovforslaget er at forhindre forskels-
behandling på grund af handicap og at fremme ligebehand-
ling af personer med handicap. Ved fremme af ligebehand-
ling forstås fremme af ligeværd og lige muligheder for fuld
og effektiv deltagelse og inklusion i samfundet.
Ved anvendelsen af begrebet handicap foreslås, at vurderin-
gen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i
forståelsen af begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven.
Forskelsbehandlingsloven har som nævnt i de almindelige
bemærkninger afsnit 4.1. sit udspring i Rådets direktiv
2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehand-
ling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, og EU-Dom-
stolen har i sin praksis fastslået, at begrebet »handicap«,
som omhandlet i direktiv 2000/78, skal forstås således, at
det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, men-
tale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige
10
barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at
deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Se f.eks. præ-
mis 53 i C- 354/13 (FOA mod KL).
EU-Domstolen har i de forenede sager C-335/11 og
C-337/11 udtalt, at det ikke ses, at direktiv 2000/78 kun om-
fatter handicap, der er medfødt, eller som skyldes ulykker,
og udelukker handicap, der er forårsaget af en sygdom. Det
slås følgelig fast, at hvis en helbredelig eller uhelbredelig
sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske,
mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige
barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at
deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere,
og hvis denne begrænsning er af lang varighed, kan en så-
dan sygdom henhøre under begrebet handicap, som om-
handlet i direktiv 2000/78.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.1 og 3.3.
Til § 2
Der er efter gældende ret ikke fastsat regler om forskelsbe-
handling af personer på grund af handicap uden for arbejds-
markedet.
I § 2, stk. 1, foreslås, at forbuddet mod forskelsbehandling
uden for arbejdsmarkedet gælder for al offentlig og privat
virksomhed på alle områder i samfundet.
Det foreslås, at forbuddet omfatter enhver, der udfører opga-
ver inden for offentlig og privat virksomhed. Dette indebæ-
rer, at såvel offentlige myndigheder og virksomheder som
institutioner, foreninger, selskaber m.fl., der er organiseret
på privatretligt grundlag, er omfattet af lovforslaget. Den
nærmere organisationsform er således uden betydning for
lovens anvendelse.
Lovforslaget omfatter således ikke alene offentlige forvalt-
ningsmyndigheder, men også domstolene samt Folketinget
og institutioner med tilknytning dertil i det omfang, de på-
gældende myndigheder udfører opgaver inden for lovforsla-
gets anvendelsesområde. Lovforslaget vedrører dog ikke det
materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvalt-
ningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget. Det
vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til
anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning, jf. i
øvrigt bemærkningerne til § 12.
Enkeltpersoner, der som led i deres virksomhed udfører op-
gaver inden for lovforslagets anvendelsesområde, vil også
være omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling. Det er
enhver enkeltperson, som til enhver tid er knyttet til det of-
fentlige eller det private selskab, hvis handlinger kan inde-
bære en overtrædelse af forbuddet mod direkte eller indirek-
te forskelsbehandling. Det er således uden betydning, om
overtrædelsen er begået af ledelsespersoner eller af ansatte,
når det begåede forhold kan betragtes som led i myndighe-
dens eller virksomhedens aktiviteter. Det vil således være
virksomheden, som vil blive holdt ansvarlig.
Hvem, der helt konkret hæfter for et krav om godtgørelse,
fastlægges ikke med denne bestemmelse. Dette skal afgøres
i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om
hæftelse for erstatningsretlige krav.
Forbuddet mod chikane, jf. det foreslåede § 5, stk. 4, omfat-
ter ligeledes enhver til myndigheden eller den offentlige og
private virksomhed knyttet person, der som led i udførelsen
af opgaver inden for lovforslagets anvendelsesområde udø-
ver chikane over for en anden person. Som eksempel herpå
kan nævnes en lærer, der i forbindelse med gennemførelse
af undervisning udøver chikane over for en elev med handi-
cap.
Det foreslås med bestemmelsens stk. 2, at loven ikke gælder
på områder, der er omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Dette indebærer bl.a., at loven ikke finder anvendelse, når
det drejer sig om ansættelse, afskedigelse, forflyttelse m.v.
eller adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, er-
hvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.
Derudover foreslås med bestemmelsens stk. 3, at loven ikke
gælder for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Den foreslåede bestemmelse afspejler et hensyn til privat-
sfæren.
Handlinger af rent privat karakter er eksempelvis valg af
venner og omgangskreds, udlån af private ejendele, gaver og
testamentariske dispositioner.
Ved vurderingen af, om en aktivitet har rent privat karakter,
skal det overvejes, hvorvidt aktiviteten er rettet mod offent-
ligheden eller ej. Med offentligheden forstås her et ubestemt
antal personer af betydeligt omfang. Såfremt en aktivitet ret-
ter sig mod offentligheden, vil det have formodningen imod
sig, at der er tale om en aktivitet af rent privat karakter. Om-
vendt må aktiviteter, som indebærer en personlig relation
mellem mennesker, formodes at være af rent privat karakter.
Som udgangspunkt vil handlinger, som medfører et økono-
misk mellemværende mellem parterne, ikke være af rent pri-
vat karakter, og vil derfor være omfattet af loven. Dette gæl-
der dog ikke ubetinget, idet der vil være glidende overgan-
ge, som f.eks. ved udleje af bolig. Udleje af et sommerhus
eller en lejlighed må betragtes som omfattet af loven, uanset
om udlejer er professionel eller en privatperson. Derimod er
valget af lejer til et enkeltværelse i en bolig, hvor udlejer
selv bor, et valg af mere privat karakter, beslægtet med valg
af venner og gæster. En sådan udleje vil derfor være omfat-
tet af undtagelsesbestemmelsen i stk. 3.
Tilsvarende gælder et bofællesskab, som ikke ønsker at op-
tage en person med handicap i bofællesskabet. Endvidere vil
eksempelvis et privat arrangement, hvor en person med han-
dicap ikke inviteres, være omfattet af den foreslåede undta-
gelse. Disse situationer er således af rent privat karakter og
vil derfor ikke være omfattet af forbuddet mod forskelsbe-
handling på grund af handicap.
11
Omvendt vil et åbent arrangement ikke være af rent privat
karakter, uanset om arrangementet afholdes af offentlige
myndigheder, enkeltpersoner eller juridiske personer, såsom
virksomheder. Denne situation vil således være omfattet af
forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.1 og 3.3.
Til § 3
Efter gældende ret er der fastsat regler om fysisk og digital
tilgængelighed på flere sektorområder, jf. afsnit 3.1. om
gældende ret.
I § 3 foreslås, at forbuddet mod forskelsbehandling, jf. §§ 5
og 6, ikke omfatter en pligt til rimelig tilpasning eller til-
gængelighed.
Det betyder, at der ikke med forbuddet mod forskelsbehand-
ling stilles krav om rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Ved rimelig tilpasning forstås, at tilbud og ydelser skal til-
passes, således at personer med handicap kan benytte tilbud-
dene eller have samme udbytte af ydelserne, som andre. Ri-
melig tilpasning er rettet mod enkeltpersoner, hvorimod
pligten med hensyn til tilgængelighed er rettet mod grupper.
Det betyder, at en vurdering af enkeltpersoners ret til rimelig
tilpasning skal ske, når der opstår et givent behov, hvorimod
en vurdering i forhold til tilgængelighed er forudgående,
dvs. man er forpligtet til at sikre tilgængelighed, allerede in-
den en person har fremsat et ønske om f.eks. at gøre brug af
en service.
Det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke le-
ver op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i
den pågældende sektors regelsæt. Det indebærer, at hvis der
er regler om tilgængelighed, som, en klager ikke mener, er
overholdt, skal klagen rettes til de klageinstanser, der måtte
være i den pågældende sektor.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 4
Det foreslås i § 4, at lovens bestemmelser ikke ved aftale
kan fraviges til ugunst for den person, der udsættes for for-
skelsbehandling på grund af handicap.
Det betyder, at der ikke kan indgås aftale om, at en person
med handicap giver afkald på sine rettigheder i henhold til
loven. Aftaler indgået i strid med loven er således ugyldige
og har ingen retsvirkning.
Bestemmelsen har til formål at imødegå indsigelser om, at
en person, der er blevet forskelsbehandlet i strid med loven,
stiltiende eller udtrykkeligt har givet afkald på sin ret.
Herved sikres en effektiv gennemførelse af forbuddet mod
forskelsbehandling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 5
I § 5, stk. 1, foreslås, at ingen må udsætte en anden person
for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af
dennes handicap. Det er således enhver fysisk person med
handicap, som er beskyttet af forbuddet mod forskelsbe-
handling.
Der findes ikke i Danmark en entydig og formelt vedtaget
definition af begrebet handicap. Handicap er et dynamisk
begreb, som defineres i overensstemmelse med national
praksis. I praksis opereres med den forståelse, at der for at
være tale om et handicap eller en person med handicap må
kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funkti-
onsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov for, at
den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i
en tilsvarende livssituation. Efter lovforslagets anvendelses-
område er det dog ikke afgørende for beskyttelsen mod for-
skelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret
behov for kompensation, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 1.
I § 5, stk. 2, foreslås fastsat, at der foreligger direkte for-
skelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap
behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet el-
ler ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der kan
således foretages en sammenligning med den samtidige be-
handling af en anden person i en tilsvarende situation, lige-
som der kan sammenlignes med, hvordan andre personer
tidligere er blevet behandlet i en tilsvarende situation, eller
hvordan en hypotetisk (ikke-eksisterende) person må anta-
ges at blive behandlet i en tilsvarende situation. Et eksempel
på direkte forskelsbehandling kan være en gruppe udvik-
lingshæmmede, som gerne vil på havnerundfart i Køben-
havn, men som bliver afvist på grund af deres handicap,
hvorimod en gruppe unge på samme alder får lov til at kom-
me om bord.
I § 5, stk. 3, foreslås fastsat, at der foreligger indirekte for-
skelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmel-
se, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap
ringere end andre personer. Forbuddet mod indirekte for-
skelsbehandling tager således sigte på at hindre anvendelsen
af bestemmelser, betingelser eller praksis, der – uanset at de
fremtræder som neutrale – alligevel vil stille personer med
handicap ringere end andre personer. Eksempelvis kan der
være tale om, at en restaurant ikke vil tillade, at restauran-
tens gæster medbringer hunde. Såfremt der ikke er nogen
saglige fødevarehygiejniske grunde til, at hunden ikke må
være i restauranten, vil der være tale om indirekte forskels-
behandling af blinde, som bruger førerhund.
Efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 kan ikke blot personer
med handicap, men alle personer indgå i vurderingen af, om
der er tale om en sammenlignelig situation.
For både direkte og indirekte forskelsbehandling i henhold
til stk. 2 og 3 er det uden betydning, om den person, der ud-
12
øver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske
om at forskelsbehandle en person med handicap eller ej. Det
nærmere motiv kan derimod have betydning ved tilkendelse
af godtgørelse efter lovforslagets § 11, jf. lovforslagets be-
mærkninger hertil.
I § 5, stk. 4, foreslås, at chikane skal betragtes som forskels-
behandling, når en uønsket optræden i relation til en person
med handicap finder sted med det formål eller den virkning
at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt,
nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den
pågældende.
Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige former, herun-
der adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven eller
verbal karakter samt af visuel karakter. Chikane kan også
være gentagne drillerier eller nedværdigende vittigheder om
personer med handicap.
Den chikanøse adfærd skal være rettet mod en eller flere
konkrete enkeltpersoner med handicap. Uden for falder ek-
sempelvis læserbreve, der indebærer en nedværdigelse af en
gruppe af personer på grund af deres handicap uden at være
møntet på en eller flere konkrete enkeltpersoner.
Det foreslås, at det efter bestemmelsen er en betingelse, at
adfærden har været uønsket. Om en adfærd har været uøns-
ket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågæl-
dende adfærd har været uønsket af den eller de konkrete en-
keltpersoner med handicap, der udsættes for den påståede
chikane, dels på en mere objektiv vurdering af den pågæl-
dende adfærd. Det indgår i den objektive vurdering, om den
person, der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at
adfærden var uønsket. Som eksempler på forhold, der kan
indgå i denne vurdering, kan foruden den krænkende per-
sons eget udsagn nævnes krænkelsens grovhed, den krænke-
de persons reaktion, og om der er tale om en gentagen ad-
færd. Det indgår således i den objektive vurdering, om
krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden ikke kan ka-
rakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der
føler sin værdighed krænket på grund af en enkelt bemærk-
ning af forholdsvis mild karakter, vil således ikke være om-
fattet af det foreslåede § 5, stk. 4.
Endelig foreslås, at den chikanøse adfærd skal finde sted
med det formål eller den virkning at krænke en persons vær-
dighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, yd-
mygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Det
indebærer, at såvel den tilsigtede chikane som den utilsigte-
de chikane er omfattet af forbuddet mod chikane.
Fortolkningen af chikane skal læne sig op ad den fortolk-
ning, der følger af de øvrige nationale love om forskelsbe-
handling. Bestemmelser om chikane findes i ligestillingslo-
vens § 2 a, i lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 4, og i
forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4.
I § 5, stk. 5, foreslås, at en instruktion om at forskelsbehand-
le en person på grund af dennes handicap betragtes som for-
skelsbehandling.
Forbuddet mod instruktion om at forskelsbehandle en per-
son på grund af dennes handicap gælder såvel skriftlig som
mundtlig instruktion. For at der foreligger en instruktion
kræves som udgangspunkt, at der består et over- og under-
ordnelsesforhold mellem den person, der afgiver instruktio-
nen, og den person der modtager instruktionen. Bestemmel-
sen omfatter særligt forholdet mellem en arbejdsgiver og en
arbejdstager, hvorved arbejdsgiveren instruerer arbejdstage-
ren om at forskelsbehandle personer med handicap i forbin-
delse med arbejdstagerens udførelse af opgaver inden for lo-
vens anvendelsesområde. Det kan f.eks. være en diskoteks-
ejer, som beder sine ansatte om at afvise kunder i kørestol,
selv om der både er plads og mulighed for at komme ind
med en kørestol.
Også andre forhold, hvor en person har adgang til at instrue-
re en anden person om udførelse af bestemte opgaver, kan
være omfattet. Der kan eksempelvis være tale om en person,
som har anmodet et udlejningsbureau om at udleje sit som-
merhus, og som i den forbindelse giver instruktion om, at
sommerhuset ikke må udlejes til personer med udviklings-
hæmning.
Forbuddet mod instruktioner om at forskelsbehandle gælder,
uanset om der er tale om konkrete eller generelle tjenestebe-
falinger.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 6
I § 6 foreslås, at forbuddet i § 5 også omfatter forskelsbe-
handling af en person på grund af dennes forhold til en per-
son med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på
grund af den anden persons handicap.
Det betyder, at personen bliver forskelsbehandlet, fordi den-
nes nærtstående familie, venner m.v. har et handicap. Hvor
tæt et forhold, der skal være til personen med handicap, må
afgøres i den konkrete situation.
Der skal naturligvis foreligge en vis tilknytning, men det er
ikke en betingelse, at den pågældende person yder hoved-
parten af den nødvendige pleje for en person med handicap,
som det er tilfældet i sager, der vedrører tilknytningshandi-
cap inden for arbejdsmarkedet.
Det er derimod vigtigt, at beskyttelsen af den pågældende
person mod forskelsbehandling både gælder, hvor der er tale
om nære relationer som slægtsskab, venskab eller ægteskab
og i mere tilfældige relationer, som at man eksempelvis er i
en gruppe med en person med handicap, som nægtes adgang
til et alment tilgængeligt sted.
Eksempler, som vil være omfattet af forbuddet mod for-
skelsbehandling, kan være en familie, som afvises på en re-
staurant, fordi et af deres børn er spastiker og sidder i køre-
stol, eller en gruppe venner, som nægtes adgang til en café,
fordi en blandt vennerne er udviklingshæmmet.
13
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at såvel direkte som
indirekte forskelsbehandling kan være lovlig, hvis den har et
sagligt formål.
I § 7 foreslås, at forskelsbehandling ikke er i strid med for-
buddet i § 5, stk. 1 og 5, såfremt forskelsbehandlingen er ob-
jektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at op-
nå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønske-
de formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for
den eller de, som bliver stillet dårligere.
Bestemmelsen foreslås ikke at omfatte chikane, jf. § 5, stk.
4. Det vil således ikke være muligt at begrunde udøvelse af
chikane med varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.
Det foreslås, at forskelsbehandlingen skal have et sagligt
formål. Det vil afhænge af den konkrete sag, hvad der er et
sagligt formål. En række formål kan være saglige. F.eks. vil
hensynet til andres sundhed og sikkerhed typisk være et sag-
ligt formål. Et eksempel kunne være i sager på forældrean-
svarsområdet, hvor der på grund af et handicap hos en for-
ælder eller barnet vil kunne være behov for lovlig forskels-
behandling af hensyn til barnets bedste og dermed også bar-
nets sikkerhed. Ligeledes kan et handicap indebære, at en
person med handicap ikke kan varetage bestemte erhverv.
Eksempelvis kan en blind person ikke erhverve kørekort og
dermed ikke blive taxichauffør. Også et formål om økono-
misk vinding kan være sagligt, idet både offentlige og priva-
te virksomheder har et berettiget behov for at sikre et økono-
misk udbytte. Det må bero på en konkret vurdering, om det
pågældende formål er sagligt.
Det er også et krav, at forskelsbehandlingen skal være nød-
vendig for at opnå formålet. Nødvendigheden af forskelsbe-
handlingen må vurderes konkret i forhold til, hvilken situa-
tion der er tale om. En central overvejelse vil være, om det
saglige formål kan sikres på anden måde.
Endelig er det et krav, at der skal være et rimeligt forhold
mellem det ønskede saglige formål, og hvor indgribende
forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet
dårligere. Det skal dermed vurderes i det enkelte tilfælde,
om midlerne er proportionale i forhold til målet. Samlet set
skal forskelsbehandlingen fremstå som en rimelig løsning.
Eksempelvis kan forbud mod støj på et bibliotek begrundes i
hensynet til læse- og arbejdsro for de øvrige brugere af bib-
lioteket. Dette vil være et sagligt formål. Om forbuddet mod
støj er nødvendigt for at opnå formålet, afhænger imidlertid
af den konkrete situation. Hvis der er tale om en læsesal,
hvor der skal være ro til at læse og arbejde, kan et forbud
mod støj være nødvendigt for at opnå formålet. En person,
som på grund af nedsat hørelse taler højt og har behov for,
at bibliotekarerne taler højt og tydelig, vil ud fra disse to kri-
terier kunne bortvises fra en læsesal. Det tredje kriterie inde-
bærer imidlertid, at der skal være et rimeligt forhold mellem
det ønskede formål, og hvor indgribende forskelsbehandlin-
gen er for den eller de, som vil blive stillet dårligere. Hensy-
net til arbejdsro for de øvrige brugere vil næppe være til-
strækkeligt tungtvejende til at bortvise en person med høre-
nedsættelse.
Derimod kan det være både sagligt og nødvendigt at bortvi-
se en stærkt udadreagerende person med udviklingshæm-
ning fra en bus eller et tog af hensyn til andres sikkerhed.
Nødvendige sikkerhedsmæssige tiltag over for en sådan ad-
færd, vil ofte være proportionale i forhold til målet, selv om
adfærden er et udslag af handicap.
Hvad der anses som ulovlig forskelsbehandling, og hvad der
anses som lovlig forskelsbehandling, beror dermed på en
konkret skønsmæssig vurdering.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 8
I § 8, stk. 1, foreslås, at loven ikke er til hinder for at opret-
holde eller vedtage specifikke foranstaltninger, der har til
formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til handi-
cap.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan oprethol-
des eller iværksættes specifikke foranstaltninger for at frem-
me ligebehandling. Bestemmelsen har til formål at styrke
muligheden for at fremme ligebehandling af personer med
handicap.
Bestemmelsen gælder såvel offentlige myndigheder som
private virksomheder. Bestemmelsen giver ikke en pligt,
men en adgang til at iværksætte specifikke foranstaltninger.
Bestemmelsen indebærer, at der uanset forbuddet mod for-
skelsbehandling på grund af handicap kan iværksættes spe-
cifikke foranstaltninger for at medvirke til at sikre fuld lige-
behandling i praksis. Det betyder, at forskelsbehandling er
lovlig, hvis forskelsbehandlingen har til formål at forebygge
eller afhjælpe faktiske uligheder knyttet til handicap.
De specifikke foranstaltninger kan eksempelvis være længe-
re forberedelsestid for personer med handicap ved eksame-
ner eller særskilt adgang for personer i kørestol til en stor
koncert, så de kan komme ind før andre. Specifikke foran-
staltninger kan også omfatte økonomiske tilskud, som ek-
sempelvis løntilskudsordningen for nyuddannede (isbryder-
ordningen), som har til formål at give nyuddannede med
handicap en mulighed for at få erhvervserfaring inden for
det område, som uddannelsen har kvalificeret til og at bidra-
ge til indslusning på arbejdsmarkedet. Også specialpædago-
gisk støtte (SPS) på uddannelsesområdet kan betragtes som
specifikke foranstaltninger. Sådanne og lignende foranstalt-
ninger kan fortsat opretholdes uanset forbuddet mod for-
skelsbehandling.
14
Det er en betingelse for, at de specifikke foranstaltninger er
lovlige, at der er et rimeligt forhold mellem det ønskede for-
mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den
eller de, som bliver stillet dårligere. Der skal således anlæg-
ges en proportionalitetsbetragtning, hvor det vil bero på en
konkret vurdering, om der er tale om et rimeligt forhold.
I bestemmelsens § 8, stk. 2, foreslås det, at de specifikke
foranstaltninger skal ophøre, når formålet med dem er opnå-
et.
Det betyder, at de specifikke foranstaltninger således er af
midlertidig karakter og skal ophøre, når der er opnået lige-
behandling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 9
I § 9 foreslås, at ingen må udsættes for repressalier i form af
ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reak-
tion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der
iværksættes med det formål at sikre, at der ikke sker ulovlig
forskelsbehandling.
Bestemmelsen har til formål at bidrage til en effektiv gen-
nemførelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af
handicap i lovforslagets §§ 5 og 6 ved at forbyde iværksæt-
telse af repressalier over for den, der klager over, at forbud-
det mod forskelsbehandling er overtrådt.
Bestemmelsen omfatter både perioden fra forbuddet mod
forskelsbehandling er overtrådt, og indtil der indgives en
formel klage til Ligebehandlingsnævnet, anlægges sag ved
domstolene eller klages til Folketingets Ombudsmand og
perioden herefter. Det betyder, at såfremt den forurettede
først retter henvendelse til den, der har overtrådt forbuddet
mod forskelsbehandling, gælder forbuddet mod repressalier
også i denne situation. På denne måde bidrager bestemmel-
sen til, at enhver kan gøre sine rettigheder gældende uden
frygt for repressalier. Udtrykket repressalier omfatter enhver
form for behandling eller følge, hvorved den pågældende
klager stilles ringere på grund af klagen m.v. over, at for-
buddet mod forskelsbehandling er overtrådt.
Bestemmelsen omfatter også personer, der udsættes for re-
pressalier, fordi de nægter at følge instrukser, som er frem-
sat i strid med lovforslagets § 5, stk. 5.
Forbuddet mod repressalier adskiller sig fra forbuddet mod
forskelsbehandling ved, at den ufordelagtige behandling
iværksættes på grund af kravet om ligebehandling og ikke
på grund af forskelsbehandling af en person med handicap.
Repressalier betragtes derfor ikke som en form for forskels-
behandling efter lovforslagets §§ 5 eller 6. Dette indebærer
navnlig, at bestemmelsen i lovforslagets § 10 om delt bevis-
byrde ikke finder anvendelse i klager vedrørende overtræ-
delse af forbuddet mod repressalier, som indbringes for Li-
gebehandlingsnævnet. Her gælder de almindelige bevisbyr-
deregler.
Ved repressalier forstås ufordelagtig behandling eller ufor-
delagtige følger som reaktion på et krav om ligebehandling.
Udtrykket ufordelagtig behandling eller følge omfatter en-
hver form for behandling eller følge, hvorved den pågælden-
de stilles ringere på grund af kravet om ligebehandling. Og-
så adfærd, der har karakter af chikane, kan indebære en
overtrædelse af forbuddet mod repressalier. Chikane kan ek-
sempelvis være gentagne drillerier eller nedværdigende vit-
tigheder om personer med handicap.
Der foreligger alene repressalier, såfremt den ufordelagtige
behandling eller følge sker som reaktion på et krav om lige-
behandling, der er fremsat med det formål at sikre, at perso-
ner med handicap ikke udsættes for forskelsbehandling. Det
pågældende krav skal således vedrøre overtrædelse af for-
buddet mod forskelsbehandling, jf. lovforslagets §§ 5 og 6.
Forbuddet mod repressalier gælder for enhver, der er omfat-
tet af lovens anvendelsesområde, uanset om kravet om lige-
behandling er rettet mod den pågældende offentlige myndig-
hed eller private virksomhed m.v. Der vil således også være
tale om repressalier i strid med bestemmelsen, såfremt den
pågældende myndighed eller private virksomhed nægter at
levere en ydelse til en person, fordi den pågældende har kla-
get over, at en anden myndighed eller privat virksomhed har
udøvet forskelsbehandling.
Beskyttelsen mod repressalier finder anvendelse, uanset om
den, der har rejst krav om ligebehandling, får medhold i sit
krav eller ej.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 10
I dansk ret er udgangspunktet ligefrem bevisbyrde. Det vil
sige, at den, der påstår at have et krav, skal godtgøre, at kra-
vet består.
I § 10 foreslås det, at hvis en person, der anser sig for kræn-
ket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning
til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler
det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskels-
behandling. Det betyder, at bevisbyrden er delt, således at
det kun påhviler den, der anser sig for krænket, at påvise
faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formo-
de, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehand-
ling. Det påhviler derefter modparten at bevise, at der ikke
er sket ulovlig forskelsbehandling. Dette svarer til bevisbyr-
dereglerne i bl.a. lov om etnisk ligebehandling og forskels-
behandlingsloven.
Det indebærer, at den person, der anser sig for krænket, skal
kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling på grund
af handicap og underbygge sin påstand herom, med f.eks.
skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.
15
Ligeledes påhviler det klager at bevise, at han/hun er omfat-
tet af lovens handicapbegreb og dermed af beskyttelsen i lo-
ven.
Hvis der ikke foreligger et sådant bevismateriale, vidnefor-
klaringer m.v., men alene en forklaring fra den person, der
anser sig for krænket, og en modstridende forklaring fra den
person, som beskyldningen rettes imod, må Ligebehand-
lingsnævnet ud fra den almindelige frie bevisbedømmelse
tage stilling til, om der er tale om omstændigheder, som gi-
ver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbe-
handling. Hvis der foreligger sådanne omstændigheder, går
bevisbyrden over på modparten, dvs. den som anklages for
forskelsbehandlingen. Det påhviler herefter modparten at
bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Den delte bevisbyrde foreslås at gælde i alle sager om for-
skelsbehandling efter lovforslagets §§ 5 og 6.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 11
I § 11, stk. 1, foreslås, at personer, der er krænket ved over-
trædelse af lovforslagets §§ 5 og 6, kan tilkendes en godtgø-
relse.
I bestemmelsens stk. 2 foreslås, at personer, der er krænket
ved overtrædelse af lovforslagets § 9 om repressalier, kan
tilkendes en godtgørelse.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at den krænkede per-
son kan få godtgørelse for ikke-økonomisk skade som følge
af forskelsbehandling eller repressalier, herunder særligt ved
at styrke muligheden for godtgørelse for sådanne krænkelser
i forhold til, hvad der følger af den generelle regel i erstat-
ningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort.
Adgangen til godtgørelse for ikke-økonomisk skade omfat-
ter som udgangspunkt enhver overtrædelse af forbuddet
mod forskelsbehandling og forbuddet mod repressalier. Ved
den nærmere vurdering af, om der kan tilkendes godtgørel-
se, kan der særligt lægges vægt på den krænkelse, som må
antages at være påført den pågældende person, og på karak-
teren af krænkerens handling. Er der tale om en krænkelse
af meget mild karakter, vil der efter omstændighederne ikke
være adgang til godtgørelse.
Der foreslås ikke fastsat bestemmelser om godtgørelsens
størrelse, idet denne må fastsættes ud fra en samlet vurde-
ring af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Ka-
rakteren af skadevolderens handling og den krænkelse, som
må antages at være påført den enkelte, skal også tillægges
vægt ved udmålingen af godtgørelsen.
Dette indebærer, at der skal foretages en generel vurdering
af handlingens ”egnethed” til at krænke den pågældende.
Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på de nærmere
omstændigheder, under hvilke den pågældende person har
været udsat for forskelsbehandling eller repressalier. Desto
grovere en krænkelse, der er tale om, desto større godtgørel-
se skal der tilkendes den skadelidte. Der kan endvidere læg-
ges vægt på, hvilken form for forskelsbehandling som den
pågældende krænkelse er resultatet af. Som eksempel herpå
kan anføres, at chikane af verbal karakter kan virke mere
krænkende end indirekte forskelsbehandling. Der skal deri-
mod ikke foretages en vurdering af, i hvilket omfang den
pågældende person rent faktisk er krænket. Den særligt føl-
somme person har således ikke en videregående adgang til
godtgørelse end andre.
Det kan desuden indgå i udmålingen af godtgørelsens stør-
relse, om den, der har udøvet forskelsbehandlingen, har væ-
ret motiveret af et ønske om at udøve forskelsbehandling.
Der kan ved udmåling af godtgørelsens størrelse også tages
hensyn til, hvad der på andre og lignende områder må anses
for en rimelig og passende godtgørelse, herunder særligt
med hensyn til den praksis, der følges i sager ved tilkendelse
af godtgørelse for overtrædelse af lovgivningen om forskels-
behandling i øvrigt.
Bestemmelsen regulerer ikke, hvem der hæfter for et krav
om godtgørelse. Dette skal afgøres i overensstemmelse med
dansk rets almindelige regler om hæftelse for erstatningsret-
lige krav, herunder reglerne om principalansvar.
Der kan foruden godtgørelse for ikke-økonomisk skade kræ-
ves erstatning for økonomisk tab efter dansk rets almindeli-
ge erstatningsregler. Dette kan ikke bestemmes af Ligebe-
handlingsnævnet. Der er således ikke i loven fastsat særlige
regler om adgang til erstatning for økonomisk tab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 12
Der er efter gældende ret adgang til at klage over forskelsbe-
handling til Ligebehandlingsnævnet på en række områder,
jf. afsnit 3.1.
I § 12 foreslås, at klager over overtrædelse af forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af handicap, jf. §§ 5 og 6, og
klager over overtrædelse af forbuddet mod repressalier, jf. §
9, ligeledes kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet.
Der indføres hermed den samme klageadgang, som der alle-
rede er for bl.a. klager over overtrædelser af forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion
eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, han-
dicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Det er den, der har en retlig interesse i sagen, som kan klage
til Ligebehandlingsnævnet. Sekretariatet for Ligebehand-
lingsnævnet rådgiver med hensyn til, hvor og hvorledes en
sag om forskelsbehandling kan indbringes.
Ligebehandlingsnævnet kan efter gældende ret alene tage
stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den
16
lovgivning m.v., som er omfattet af Ligebehandlingsnæv-
nets kompetenceområde, jf. § 1 i lov om Ligebehandlings-
nævnet. Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompe-
tence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden
lovgivning afvises af nævnet. For så vidt angår klager over
afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må
Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt ve-
drører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig
om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 14, nr. 3, og de al-
mindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Til § 13
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2018.
Det indebærer, at overtrædelser af forbuddet mod forskels-
behandling på grund af handicap, der finder sted fra den 1.
juli 2018, kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet.
Til § 14
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, i lov om Lige-
behandlingsnævnet, behandler nævnet klager over forskels-
behandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller
tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap
eller national, social eller etnisk oprindelse i henhold til kon-
kret lovgivning om ligestilling og ligebehandling, som er
nævnt i bestemmelsens stk. 2-5.
Ved lovforslagets § 12 foreslås indført klageadgang til Lige-
behandlingsnævnet for så vidt angår klager over forskelsbe-
handling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Det foreslås på denne baggrund at ændre bestemmelsen i §
1, stk. 1, således at stk. 2-5 bliver stk. 2-6.
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5,
jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til nr. 2
Efter den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, i lov om Lige-
behandlingsnævnet, behandler nævnet endvidere klager over
forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse
efter lov om etnisk ligebehandling.
Det foreslås, at slette ordet ”endvidere” i § 1, stk. 4.
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5,
jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til nr. 3
Efter den gældende bestemmelse i § 1 i lov om Ligebehand-
lingsnævnet, behandler nævnet klager over forskelsbehand-
ling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, poli-
tisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller na-
tional, social eller etnisk oprindelse i henhold til national
lovgivning om ligestilling og ligebehandling, som er nævnt i
bestemmelsens stk. 2-5.
Ved lovforslagets § 12 foreslås indført klageadgang til Lige-
behandlingsnævnet for så vidt angår klager over forskelsbe-
handling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Det foreslås på denne baggrund, at der i § 1 i lov om Lige-
behandlingsnævnet indsættes et nyt stk. 5, således at klager
efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af
handicap kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet. Lige-
behandlingsnævnets kompetence til at behandle klager udvi-
des således til også at omfatte klager over forskelsbehand-
ling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til nr. 4
Efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 1, i lov om Lige-
behandlingsnævnet, kan nævnet tilkende godtgørelse og un-
derkende afskedigelse, i det omfang det følger af de love og
kollektive overenskomster, der er nævnt i den gældende lovs
§ 1, stk. 2-5.
Det foreslås at ændre henvisningen til ”stk. 2-5” til ”stk.
2-6”.
Ændringen af bestemmelsen indebærer, at Ligebehandlings-
nævnets adgang til at tilkende godtgørelse udvides til også
at omfatte overtrædelser af forbuddet mod forskelsbehand-
ling på grund af handicap for derved at sikre effektiv hånd-
hævelse af forbuddet.
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5,
jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til nr. 5
Efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 2, i lov om Lige-
behandlingsnævnet, kan nævnet træffe afgørelse om, at der
er sket ulovlig forskelsbehandling i sager efter lovens § 1,
stk. 2-4, som er indbragt for nævnet af Institut for Menne-
skerettigheder.
Det foreslås at ændre henvisningen fra ”stk. 2-4” til ”stk.
2-5”.
Forslaget indebærer, at bestemmelsen udvides til også at
omfatte sager om forskelsbehandling på grund af handicap
uden for arbejdsmarkedet.
17
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5,
jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i af-
snit 3.3.
Til § 15
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og in-
debærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Lov om Ligebehandlingsnævnet finder efter lovens § 19 hel-
ler ikke anvendelse for Færøerne og Grønland.
18
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 14. I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1230 af 2. oktober 2016, foreta-
ges følgende ændringer:
§ 1. Ligebehandlingsnævnet behandler klager
over forskelsbehandling på grund af køn, race,
hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse,
seksuel orientering, alder, handicap eller national,
social eller etnisk oprindelse, jf. stk. 2-5.
1. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-5« til: »stk. 2-6«.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Nævnet behandler endvidere klager over
forskelsbehandling på grund af race eller etnisk
oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.
2. I § 1, stk. 4, udgår »endvidere«.
3. I § 1 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
Stk. 5. Ligebehandlingsnævnet kan behandle
klager fra en lønmodtager om brud på bestemmel-
ser i kollektive overenskomster, der indeholder til-
svarende pligt til ligebehandling eller lige løn som
lov om ligebehandling af mænd og kvinder med
hensyn til beskæftigelse m.v., jf. denne lovs § 1,
stk. 9, lov om lige løn til mænd og kvinder, jf.
denne lovs § 1, stk. 5, eller lov om ligebehandling
af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyt-
tede sikringsordninger, jf. denne lovs § 2, eller til-
svarende pligt til ikkeforskelsbehandling som lov
om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmar-
kedet m.v., jf. denne lovs § 1, stk. 6 og 7, hvis løn-
modtageren godtgør, at vedkommende faglige or-
ganisation ikke agter at iværksætte fagretlig be-
handling af kravet.
»Stk. 5. Nævnet behandler klager over overtræ-
delser af forbuddet mod forskelsbehandling og
over overtrædelser af forbuddet mod repressalier
efter lov om forbud mod forskelsbehandling på
grund af handicap.«
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.
Stk. 6. En klage kan indbringes for Ligebehand-
lingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.
Stk. 7. Institut for Menneskerettigheder – Dan-
marks Nationale Menneskerettighedsinstitution
kan indbringe sager af principiel karakter eller
sager af almindelig offentlig interesse for Ligebe-
handlingsnævnet.
§ 2. Nævnet kan tilkende godtgørelse og under-
kende afskedigelse, i det omfang det følger af de
love og kollektive overenskomster, der er nævnt i
§ 1, stk. 2-5.
4. I § 2, stk. 1, ændres »stk. 2-5« til: »stk. 2-6«.
19
Stk. 2. I en sag, der er indbragt for nævnet af In-
stitut for Menneskerettigheder - Danmarks Natio-
nale Menneskerettighedsinstitution, kan nævnet
træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskels-
behandling, jf. § 1, stk. 2-4.
5. I § 2, stk. 2, ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2-5«.
20