Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Strasbourg, den 17.4.2018
COM(2018) 225 final
2018/0108 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i
straffesager
{SWD(2018) 118 final} - {SWD(2018) 119 final}
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0225
Offentligt
DA 1 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
I dag er det blevet almindeligt i mange dele af verden at bruge webmail, sociale medier,
beskedtjenester og applikationer ("apps") til at kommunikere, arbejde, mødes og indhente
oplysninger. Disse tjenester forbinder hundredvis af millioner af brugere med hinanden. De
øger i væsentlig grad brugernes økonomiske og sociale velfærd i og uden for Unionen. De kan
imidlertid også misbruges som redskaber til at begå eller muliggøre kriminalitet, herunder
grov kriminalitet såsom terrorangreb. Når dette sker, er disse tjenester og applikationer ofte
det eneste sted, hvor efterforskere kan finde spor til at fastslå, hvem der har begået
kriminalitet, og fremskaffe bevismateriale, som kan bruges i retten.
I betragtning af internettets grænseløse karakter kan sådanne tjenester leveres fra hvor som
helst i verden, og det kræver ikke nødvendigvis en fysisk infrastruktur, etablering af en
virksomhed eller personale i de medlemsstater, hvor tjenesterne udbydes, eller i det indre
marked som helhed. Det er heller ikke en forudsætning, at oplysningerne lagres et bestemt
sted, og tjenesteudbyderen vælger ofte dette sted ud fra legitime hensyn såsom datasikkerhed,
stordriftsfordele og hurtig adgang. I forbindelse med et stigende antal straffesager, der
involverer alle former for kriminalitet1
, skal medlemsstaternes myndigheder derfor have
adgang til oplysninger, der kan tjene som bevismateriale, og som er lagret uden for deres egen
medlemsstat og/eller af tjenesteudbydere i andre medlemsstater eller tredjelande.
Der er blevet indført mekanismer for samarbejde mellem landene for flere årtier siden til
håndtering af de situationer, hvor bevismaterialet eller tjenesteudbyderen befinder sig et andet
sted2
. Trods jævnlige reformer er disse samarbejdsmekanismer under stigende pres som følge
af det voksende behov for rettidig, grænseoverskridende adgang til elektronisk bevismateriale.
En række medlemsstater og tredjelande har i denne forbindelse udvidet deres nationale
værktøjer. Den heraf følgende fragmentering skaber retsusikkerhed og modstridende
forpligtelser og skaber tvivl om beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og
retssikkerhedsgarantier for personer, der er berørt af sådanne anmodninger.
I 2016 opfordrede Rådet til konkrete foranstaltninger baseret på en fælles EU-tilgang med
henblik på at gøre den gensidige retshjælp mere effektiv, at forbedre samarbejdet mellem
medlemsstaternes myndigheder og tjenesteudbydere etableret i tredjelande og at foreslå
løsninger på problemet med at fastlægge og håndhæve kompetencen3
i cyberspace4
. Europa-
Parlamentet fremhævede ligeledes, at de forskellige lovgivningsrammer kan skabe problemer
for tjenesteudbyderne, når de forsøger at imødekomme anmodninger fra de retshåndhævende
myndigheder, og opfordrede til, at der blev etableret en europæisk lovgivningsramme med
tilstrækkelige garantier for alle berørte parters rettigheder og friheder5
.
1
Jf. afsnit 2.1.1 og 2.3 i konsekvensanalysen.
2
I Unionen – aftaler om gensidig anerkendelse – i dag baseret på direktivet om den europæiske
efterforskningskendelse, med tredjelande – aftaler om gensidig retshjælp.
3
I dette dokument forstås ved udtrykket "håndhævelseskompetence" de relevante myndigheders
kompetence til at udføre en efterforskningsforanstaltning.
4
Rådets konklusioner om styrkelse af strafferetten i cyberspace af 9. juni 2016, ST9579/16.
5
P8_TA(2017)0366.
DA 2 DA
I dette forslag er der fokus på det særlige problem med elektronisk bevismateriales meget
ustabile karakter og dets internationale dimension. Det har til formål at tilpasse
samarbejdsmekanismerne til den digitale tidsalder, give domstolene og de retshåndhævende
myndigheder redskaber til at sætte ind over for den måde, som kriminelle kommunikerer på i
dag, og imødegå nye former for kriminalitet. Sådanne redskaber er betinget af, at de er
omfattet af stærke mekanismer til beskyttelse af grundlæggende rettigheder. Formålet med
dette forslag er at styrke myndighedernes, tjenesteudbydernes og de berørte personers
retssikkerhed og at opretholde en høj standard for anmodninger fra de retshåndhævende
myndigheder og således sikre beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, gennemsigtighed og
ansvarlighed. Det fremskynder endvidere processen med at sikre og indhente elektronisk
bevismateriale, som lagres og/eller opbevares af tjenesteudbydere, der er etableret i en anden
jurisdiktion. Dette instrument er et supplement til de nuværende instrumenter for retligt
samarbejde, som stadig er relevante og kan anvendes af de kompetente myndigheder, når det
er hensigtsmæssigt. Sideløbende hermed arbejder Kommissionen på at styrke de eksisterende
mekanismer for retligt samarbejde gennem foranstaltninger såsom oprettelsen af en sikker
platform for hurtig udveksling af anmodninger mellem judicielle myndigheder i EU og
investeringer på 1 mio. EUR i efteruddannelse af fagfolk fra alle EU-medlemsstaterne på
området gensidig retshjælp og samarbejde med fokus på USA, som er det tredjeland, der
modtager det største antal anmodninger fra EU6
.
For så vidt angår forkyndelse og fuldbyrdelse af kendelser i henhold til dette instrument, bør
myndighederne stile kendelsen til den retlige repræsentant udpeget af tjenesteudbyderne.
Kommissionen fremlægger i dag et forslag, der skal sikre, at sådanne retlige repræsentanter
rent faktisk udpeges. Det sikrer en fælles, EU-dækkende løsning, hvor kendelser til
tjenesteudbydere stiles til den retlige repræsentant.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område og Europarådets
Budapestkonvention
Den gældende retlige ramme i EU omfatter Unionens samarbejdsinstrumenter i straffesager
såsom direktiv 2014/41/EU om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager7
,
konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions
medlemsstater8
, Rådets afgørelse 2002/187/RIA om oprettelse af Eurojust9
, forordning (EU)
2016/794 om Europol10
, Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA om fælles
efterforskningshold11
samt bilaterale aftaler mellem Unionen og tredjelande såsom aftalen om
6
https://ec.europa.eu/home-affairs/sites/homeaffairs/files/docs/pages/20170522_non-
paper_electronic_evidence_en.pdf
7
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske
efterforskningskendelse i straffesager (EUT L 130 af 1.5.2014, s. 1).
8
Rådets retsakt af 29. maj 2000 om udarbejdelse i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske
Union af konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions
medlemsstater.
9
Rådets afgørelse 2002/187/RIA af 28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen
af grov kriminalitet. I 2013 vedtog Kommissionen et forslag til forordning om en reform af Eurojust
(forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Unions Agentur for
Strafferetligt Samarbejde (Eurojust), COM/2013/0535 final).
10
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions
Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse
2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA.
11
Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA af 13. juni 2002 om fælles efterforskningshold.
DA 3 DA
gensidig retshjælp mellem EU og USA12
og aftalen om gensidig retshjælp mellem EU og
Japan13
.
Ved at indføre europæiske editionskendelser og europæiske sikringskendelser gør forslaget
det lettere at sikre og indhente elektronisk bevismateriale i straffesager, der lagres eller
opbevares af tjenesteudbydere i en anden jurisdiktion. Direktivet om den europæiske
efterforskningskendelse, som i vid udstrækning har erstattet konventionen om gensidig
retshjælp i straffesager, omfatter alle efterforskningsforanstaltninger14
. Det omfatter adgang til
elektronisk bevismateriale, men direktivet om den europæiske efterforskningskendelse
indeholder ingen specifikke bestemmelser om denne type bevismateriale15
. Det nye
instrument vil ikke erstatte den europæiske efterforskningskendelse til fremskaffelse af
elektronisk bevismateriale, men er et yderligere redskab til myndighederne. Der kan være
situationer, f.eks. når flere efterforskningsforanstaltninger skal udføres i fuldbyrdelsesstaten,
hvor den europæiske efterforskningskendelse kan være det foretrukne valg for de offentlige
myndigheder. Oprettelsen af et nyt instrument til indhentning af elektronisk bevismateriale er
et bedre alternativ end at ændre direktivet om den europæiske efterforskningskendelse på
grund af de særlige udfordringer, der er forbundet med at indhente elektronisk bevismateriale,
som ikke berører de andre efterforskningsforanstaltninger, der er omfattet af direktivet om den
europæiske efterforskningskendelse.
For at lette den grænseoverskridende indsamling af elektronisk bevismateriale er det nye
instrument baseret på principperne om gensidig anerkendelse. En myndighed i det land, hvor
modtageren af kendelsen er bosat eller etableret, behøver ikke at være direkte involveret i
forkyndelsen og fuldbyrdelsen af kendelsen, medmindre der er tale om manglende
overholdelse, hvor fuldbyrdelse i så fald vil være påkrævet, og hvor den kompetente
myndighed i det land, hvor repræsentanten er bosat eller beliggende, skal gribe ind.
Instrumentet skal derfor ledsages af et sæt robuste garantier og bestemmelser såsom den
judicielle myndigheds godkendelse af den enkelte kendelse. Europæiske editionskendelser om
fremlæggelse af transaktions- eller indholdsdata (ikke abonnent- og adgangsdata) må f.eks.
kun udstedes for lovovertrædelser, der i udstedelsesstaten kan straffes med en frihedsstraf af
en maksimal varighed på mindst tre år, eller for specifikke cyber- eller terrorrelaterede
strafbare handlinger som omhandlet i forslaget.
Personoplysninger, der er omfattet af dette forslag, er beskyttet og kan kun behandles i
overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse16
og direktivet om
databeskyttelse vedrørende politi og strafferetlige myndigheder (direktivet om databeskyttelse
12
Rådets afgørelse 2009/820/FUSP af 23. oktober 2009 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne
af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering og aftalen
mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om gensidig retshjælp.
13
Rådets afgørelse 2010/616/EU af 7. oktober 2010 om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske
Union og Japan om gensidig retshjælp i straffesager.
14
Undtagen for fælles efterforskningshold (jf. artikel 3 i direktivet om den europæiske
efterforskningskendelse). Det er ikke alle medlemsstaterne, som deltager i direktivet om den europæiske
efterforskningskendelse (Irland, Danmark).
15
Bortset fra en henvisning til identifikation af en person med en IP-adresse i artikel 10, stk. 2, litra e),
hvor der ikke kan påberåbes dobbelt strafbarhed som begrundelse for ikke at anerkende og fuldbyrde
anmodningen.
16
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF.
DA 4 DA
på retshåndhævelsesområdet)17
. Den generelle forordning om databeskyttelse træder i kraft
den 25. maj 2018, og direktivet om databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet skal være
gennemført af medlemsstaterne senest den 6. maj 2018.
I Europarådets Budapestkonvention om IT-kriminalitet (CETS nr. 185), der er ratificeret af de
fleste EU-medlemsstater, er der fastsat internationale samarbejdsmekanismer til bekæmpelse
af IT-kriminalitet18
. Konventionen omhandler kriminalitet, der begås ved hjælp af internettet
og andre edb-netværk. Den pålægger ligeledes parterne at fastsætte beføjelser og procedurer
til indsamling af elektronisk bevismateriale og at yde hinanden gensidig retshjælp, ikke kun
om IT-kriminalitet. Konventionen pålægger navnlig parterne at indføre bestemmelser
vedrørende pålæg om udlevering af elektroniske data fra serviceudbydere på deres område og
af kundeoplysninger fra serviceudbydere, der udbyder deres tjenester på deres område.
Konventionen indeholder desuden bestemmelser vedrørende pålæg om udlevering af
elektroniske data, hvis der er grund til at antage, at relevante data er særligt udsatte for at gå
tabt eller blive ændret. Forkyndelse og fuldbyrdelse af nationale pålæg om udlevering af
elektroniske data fra serviceudbydere, der er etableret uden for en part i konventionens
område, giver anledning til yderligere problemer. I denne forbindelse er yderligere
foranstaltninger til at forbedre den grænseoverskridende adgang til elektroniske beviser i
øjeblikket under overvejelse19
.
• Resumé af forslaget til forordning
Den foreslåede forordning indfører bindende europæiske editions- og sikringskendelser.
Begge kendelser skal udstedes og godkendes af en judiciel myndighed i en medlemsstat. Der
kan udstedes en kendelse om sikring eller fremlæggelse af oplysninger, som opbevares af en
tjenesteudbyder, der er etableret i en anden jurisdiktion, der er nødvendige som bevismateriale
i strafferetlige efterforskninger eller straffesager. Sådanne kendelser kan kun udstedes, hvis en
lignende foranstaltning er tilgængelig for samme lovovertrædelse i en sammenlignelig
national situation i udstedelsesstaten. Begge kendelser kan rettes til udbydere af elektroniske
kommunikationstjenester, sociale netværk, onlinemarkedspladser, andre hostingtjenester og
udbydere af internetinfrastruktur såsom IP-adresse- og domænenavneadministratorer eller
deres eventuelle retlige repræsentanter. Den europæiske sikringskendelse rettes ligesom den
europæiske editionskendelse til den retlige repræsentant uden for udstedelsesstatens
jurisdiktion for at sikre, at oplysningerne bevares med henblik på en efterfølgende anmodning
om at fremlægge disse oplysninger, f.eks. via kanaler for gensidig retshjælp i forbindelse med
tredjelande eller via en europæisk efterforskningskendelse mellem de deltagende
medlemsstater. I modsætning til overvågningsforanstaltninger eller pligt til opbevaring af data
i henhold til lovgivningen, som ikke er omfattet af denne forordning, er den europæiske
sikringskendelse en kendelse udstedt eller godkendt af en judiciel myndighed i forbindelse
17
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på
at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse
2008/977/RIA.
18
I EU-strategien for cybersikkerhed fra 2013 blev Budapestkonventionen anerkendt som den primære
multilaterale ramme for bekæmpelse af IT-kriminalitet – fælles meddelelse til Europa-Parlamentet,
Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en EU-strategi for
cybersikkerhed: Et åbent, sikkert og beskyttet cyberspace (COM JOIN(2013) 1 final)).
19
På sin 17. plenarforsamling (juni 2017) vedtog komitéen om konventionen om IT-kriminalitet (T-CY)
vedtaget af kommissoriet for udarbejdelsen af den anden tillægsprotokol til konventionen ("anden
tillægsprotokol"), som skal udarbejdes og færdigbehandles af T-CY senest i december 2019. Formålet
er at bevæge sig væk fra, at det sted, hvor oplysningerne er lagret, er en afgørende faktor.
DA 5 DA
med en konkret straffesag efter en individuel vurdering af proportionaliteten og
nødvendigheden af den enkelte kendelse. Ligesom den europæiske editionskendelse vedrører
den specifikke kendte eller ukendte gerningsmænd til en strafbar handling, der allerede har
fundet sted. Den europæiske sikringskendelse gør det kun muligt at bevare data, der allerede
er lagret på tidspunktet for modtagelsen af kendelsen, idet der ikke kan opnås adgang til data
på et senere tidspunkt efter modtagelsen af den europæiske sikringskendelse.
Begge kendelser kan kun anvendes i straffesager i perioden forud for retssagen indtil sagens
afslutning ved dom eller anden afgørelse. Kendelser om fremlæggelse af abonnent- og
adgangsdata kan udstedes for enhver lovovertrædelse, hvorimod kendelser om fremlæggelse
af transaktions- eller indholdsdata kun kan udstedes for lovovertrædelser, der i
udstedelsesstaten kan straffes med en frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år,
eller for specifikke forbrydelser som omhandlet i forslaget, hvor der er en specifik forbindelse
til de elektroniske værktøjer og lovovertrædelser, der er omfattet af direktiv (EU) 2017/541
om bekæmpelse af terrorisme.
I betragtning af de forskellige niveauer af indgriben forbundet med de foranstaltninger, der
træffes for at fremskaffe de anmodede oplysninger, indeholder forslaget en række betingelser
og garantier. Disse omfatter forpligtelsen til at indhente en judiciel myndigheds forudgående
godkendelse af kendelser. Forslaget finder kun anvendelse på lagrede data. Tidstro aflytning
af telekommunikation er ikke omfattet af dette forslag. Foranstaltningen er begrænset til, hvad
der er nødvendigt og står i rimeligt forhold til formålet med relevante straffesager. Det giver
ligeledes tjenesteudbyderne mulighed for at anmode udstedelsesmyndighederne om en
nærmere forklaring, hvis det er nødvendigt. Hvis disse problemer ikke kan løses, og
udstedelsesmyndigheden beslutter at gennemføre fuldbyrdelsen, kan tjenesteudbyderne gøre
de samme grunde gældende ved indsigelsen mod dens egne myndigheders fuldbyrdelse. Der
indføres desuden en særlig procedure for situationer, hvor forpligtelsen til at fremlægge
oplysninger er i strid med en forpligtelse i et tredjelands lovgivning.
EU-lovgivningen beskytter mistænktes og tiltaltes rettigheder i straffesager, og der er allerede
indført bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger. For personer, hvis oplysninger
efterspørges, sikrer disse yderligere garantier i forslaget imidlertid disse personer
proceduremæssige rettigheder i straffesager og andre sager. Dette omfatter muligheden for at
anfægte lovligheden, nødvendigheden eller proportionaliteten af kendelsen uden at begrænse
indsigelsesgrundene i overensstemmelse med national lovgivning. Rettighederne i henhold til
lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten respekteres fuldt ud ved at sikre, at immuniteter og
privilegier, som beskytter de oplysninger, der anmodes om i tjenesteudbyderens medlemsstat,
tages i betragtning i udstedelsesstaten. Dette er navnlig tilfældet, når de sikrer en højere
beskyttelse end lovgivningen i udstedelsesstaten.
Kendelserne som omhandlet i den foreslåede forordning kan fuldbyrdes på samme måde som
tilsvarende nationale kendelser i den jurisdiktion, hvor tjenesteudbyderen modtager
kendelsen. Det fastslås i forordningen, at medlemsstaterne skal indføre effektive og
forholdsmæssige sanktioner.
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Retsgrundlaget for foranstaltninger på området er artikel 82, stk. 1, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde. I henhold til artikel 82, stk. 1, kan der vedtages
DA 6 DA
foranstaltninger efter den almindelige lovgivningsprocedure til fastlæggelse af regler og
procedurer, der sikrer anerkendelsen af alle former for domme og retsafgørelser i hele
Unionen. Der kan ligeledes vedtages foranstaltninger for at fremme samarbejdet mellem
judicielle eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne i forbindelse med strafforfølgning
og fuldbyrdelse af afgørelser.
Dette retsgrundlag finder anvendelse på de mekanismer, der er omfattet af denne forordning.
Artikel 82, stk. 1, sikrer gensidig anerkendelse af retsafgørelser, hvorved en judiciel
myndighed i udstedelsesstaten retter henvendelse til en juridisk person i en anden
medlemsstat og endog pålægger denne forpligtelser uden forudgående inddragelse af en
judiciel myndighed i denne anden medlemsstat. Den europæiske editions- eller
sikringskendelse kan indebære, at en judiciel myndighed i fuldbyrdelsesstaten griber ind, hvis
det er nødvendigt for at fuldbyrde afgørelsen.
• Valg af retsakt
Artikel 82, stk. 1, i TEUF giver EU-lovgiveren mulighed for at vedtage forordninger og
direktiver.
Eftersom forslaget vedrører grænseoverskridende procedurer, hvor der er behov for ensartede
regler, er det ikke nødvendigt at give medlemsstaterne en margin til omsætningen af disse
regler. En forordning gælder umiddelbart, skaber klarhed og større retssikkerhed, og
forskellige fortolkninger i medlemsstaterne og andre gennemførelsesproblemer, f.eks. som i
forbindelse med rammeafgørelserne om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser,
undgås. Med en forordning kan den samme forpligtelse desuden pålægges på en ensartet
måde i Unionen. Derfor anses den mest hensigtsmæssige form til dette instrument til gensidig
anerkendelse at være en forordning.
• Nærhedsprincippet
I betragtning af den grænseoverskridende dimension af de pågældende problemer skal
foranstaltningerne i forslaget vedtages på EU-plan for at nå de fastsatte mål. De former for
kriminalitet, hvor der foreligger elektronisk bevismateriale, involverer ofte situationer, hvor
den infrastruktur, som det elektroniske bevismateriale er lagret på, og tjenesteudbyderen, der
driver infrastrukturen, er omfattet en anden national retlig ramme i eller uden for Unionen end
den nationale retlige ramme, som ofret og gerningsmanden til den strafbare handling er
omfattet af. Det kan derfor være meget tidkrævende og vanskeligt for det kompetente land at
få effektiv adgang til elektronisk bevismateriale på tværs af grænserne uden fælles
minimumsregler. De medlemsstater, der handler alene, ville navnlig have vanskeligt ved at
håndtere følgende aspekter:
 De forskellige lovgivningsrammer i medlemsstaterne, der blev identificeret som en
stor udfordring af tjenesteudbydere, når de forsøger at imødekomme anmodninger
baseret på forskellige nationale lovgivninger.
 Et mere effektivt retligt samarbejde på grundlag af eksisterende EU-lovgivning,
navnlig via den europæiske efterforskningskendelse.
På grund af de forskellige retlige tilgange, antallet af berørte politikområder (sikkerhed,
grundlæggende rettigheder, herunder proceduremæssige rettigheder og beskyttelse af
personoplysninger, økonomiske aspekter) og den brede vifte af interessenter er lovgivning på
EU-plan det mest hensigtsmæssige middel til at tackle de konstaterede problemer.
DA 7 DA
• Proportionalitetsprincippet
I forslaget fastsættes regler, hvorefter en kompetent myndighed i en medlemsstat kan pålægge
en tjenesteudbyder, der udbyder tjenester i Unionen, men ikke er etableret i samme
medlemsstat, at fremlægge eller bevare elektronisk bevismateriale. De vigtigste elementer i
forslaget såsom det materielle anvendelsesområde for den europæiske editionskendelse,
betingelser, der sikrer anerkendelse af domme, sanktionsmekanismen og garantierne og
retsmidlerne begrænser forslaget til, hvad der er nødvendigt for at nå dets vigtigste mål.
Forslaget er navnlig begrænset til anmodninger om lagrede data (data fra tidstro aflytning af
telekommunikation er ikke omfattet) og til kendelser udstedt i straffesager for en bestemt
strafbar handling, der efterforskes. Forslaget vedrører derfor ikke forebyggelse af kriminalitet
eller andre typer procedurer eller overtrædelser (f.eks. administrative procedurer for
overtrædelse af retsreglerne), og der stilles ikke krav til udbyderne om at indsamle eller
opbevare flere personoplysninger, end de gør af forretningsmæssige årsager eller for at
opfylde andre lovkrav. Kendelser om fremlæggelse af abonnent- og adgangsdata kan udstedes
for enhver lovovertrædelse, hvorimod kendelser om fremlæggelse af transaktions- eller
indholdsdata kun kan udstedes for lovovertrædelser, der i udstedelsesstaten kan straffes med
en frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år, eller for specifikke cyberrelaterede
strafbare handlinger som defineret i forslaget og terrorrelaterede strafbare handlinger. Endelig
redegøres der i forslaget nærmere for de procedureregler og garantier, der gælder for
grænseoverskridende adgang til elektronisk bevismateriale, men det går ikke så vidt som til at
harmonisere nationale foranstaltninger. Det er begrænset til, hvad der er nødvendigt og
forholdsmæssigt for at imødekomme de retshåndhævende og judicielle myndigheders behov i
den digitale tidsalder.
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Høringer af interesserede parter
Kommissionen hørte alle relevante interessenter i over halvandet år for at identificere
problemer og løsninger. Dette blev gjort gennem undersøgelser, lige fra en åben offentlig
høring til målrettede undersøgelser med de relevante offentlige myndigheder. Der blev
ligeledes afholdt ekspertmøder og bilaterale møder for at drøfte de potentielle virkninger af
EU-lovgivning. Der blev også afholdt konferencer om grænseoverskridende adgang til
elektronisk bevismateriale, hvor der blev indsamlet feedback vedrørende initiativet.
Respondenterne i undersøgelserne var i det store og hele af den opfattelse, at den øgede
anvendelse af informationstjenester var en udfordring for de retshåndhævende myndigheder,
da de relevante myndigheder ofte er dårligt udrustet til at håndtere onlinebevismateriale. Den
langvarige proces med at fremskaffe bevismateriale anerkendes også som en af de største
hindringer. Andre vigtige spørgsmål, der blev fremhævet af de offentlige myndigheder, var, at
der ikke var et pålideligt samarbejde med tjenesteudbydere, manglende gennemsigtighed og
retsusikkerhed omkring retternes kompetence i forbindelse med
efterforskningsforanstaltninger. Direkte grænseoverskridende samarbejde mellem
retshåndhævende myndigheder og udbydere af digitale tjenester blev anset for at tilføre
merværdi i en strafferetlig efterforskning. Tjenesteudbydere og en række
civilsamfundsorganisationer påpegede behovet for at sikre retssikkerheden i forbindelse med
samarbejdet med de offentlige myndigheder og undgå lovkonflikter. Med hensyn til
bekymringer over, hvordan den nye EU-lovgivning kan påvirke rettigheder, mente
interessenterne, at bestemte garantier burde sikres som en nødvendig betingelse for ethvert
grænseoverskridende instrument.
DA 8 DA
Feedback fra den indledende konsekvensanalyse viste, at interessenterne mente, at
afhjælpning af manglerne i det nuværende system for gensidig retshjælp vil gøre det mere
effektivt og forbedre retssikkerheden. Nogle civilsamfundsorganisationer var imod lovgivning
på EU-plan om direkte samarbejde. De ønskede at begrænse EU's indsats til forbedring af
procedurerne for gensidig retshjælp. Denne idé vil indgå i de konkrete foranstaltninger, der
blev godkendt af Rådet i juni 2016.
En undersøgelse rettet mod offentlige myndigheder i medlemsstaterne viste ligeledes, at der
ikke var nogen fælles tilgang til opnåelse af grænseoverskridende adgang til elektronisk
bevismateriale, da de enkelte medlemsstater har deres egen nationale praksis.
Tjenesteudbyderne reagerer ligeledes forskelligt på anmodninger fra udenlandske
retshåndhævende myndigheder, og svartiderne varierer afhængigt af den anmodende
medlemsstat. Dette skaber retsusikkerhed for alle involverede interessenter.
Generelt viste høringen af interessenterne, at det nuværende retsgrundlag er fragmenteret og
komplekst. Dette kan føre til forsinkelser i gennemførelsesfasen og en ineffektiv
efterforskning og retsforfølgning af kriminalitet, der forudsætter grænseoverskridende adgang
til elektronisk bevismateriale.
• Konsekvensanalyse
Udvalget for Forskriftskontrol afgav en positiv udtalelse om konsekvensanalysen, som
ledsager dette forslag20
, og foreslog forskellige forbedringer21
. Efter denne udtalelse blev
konsekvensanalysen ændret for at sætte yderligere fokus på grundlæggende rettigheder i
forbindelse med grænseoverskridende datadeling, navnlig på forbindelserne mellem de
forskellige foranstaltninger, der indgår i den foretrukne løsningsmodel. Analysen blev også
ændret, således at den i højere grad afspejlede interessenternes og medlemsstaternes
synspunkter. Desuden blev den politiske kontekst uddybet gennem yderligere henvisninger til
forskellige aspekter såsom drøftelser i ekspertgrupper, der havde bidraget til udformningen af
initiativet. Komplementariteten mellem forskellige foranstaltninger (navnlig direktivet om den
europæiske efterforskningskendelse, forhandlingerne om en tillægsprotokol til
Budapestkonventionen og den fælles revision af aftalen om gensidig retshjælp mellem EU og
USA) blev præciseret i henseende til anvendelsesområde, tidsplan og dybde, og
referencescenariet blev revideret, således at det i højere grad afspejler den sandsynlige
udvikling uafhængigt af vedtagelsen af de foreslåede foranstaltninger. Endelig blev der tilføjet
flowdiagrammer for at præcisere arbejdsgangene for datadeling.
Fire løsningsmodeller blev overvejet ud over referencescenariet (løsningsmodel O): En række
praktiske foranstaltninger, der skal forbedre de retlige samarbejdsprocedurer og det direkte
samarbejde mellem offentlige myndigheder og tjenesteudbydere (løsningsmodel A:
ikkelovgivningsmæssig), en løsningsmodel, som kombinerer de praktiske foranstaltninger i
løsningsmodel A med internationale løsninger på bilateralt eller multilateralt plan
(løsningsmodel B: lovgivningsmæssig), en løsningsmodel, som kombinerer foranstaltningerne
20
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene – Konsekvensanalyse, der ledsager forslag til
forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager
og forslag til direktiv om harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på
at indsamle bevismateriale i straffesager (SWD(2018) 118).
21
Kommissionens Udvalg for Forskriftskontrol – Udtalelse om konsekvensanalyse – forslag til forordning
om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager og forslag til
direktiv om harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på at indsamle
bevismateriale i straffesager (SEC(2018) 199).
DA 9 DA
i løsningsmodel B med en europæisk editionskendelse og en foranstaltning, der skal forbedre
adgangen til databaser med abonnentdata på søgebasis, f.eks. Domain Name Whois
(løsningsmodel C: lovgivningsmæssig), og en løsningsmodel, som kombinerer alle
foranstaltningerne i løsningsmodel C med lovgivning om direkte adgang til fjernlagrede data
(løsningsmodel D: lovgivningsmæssig)22
.
Hvis der ikke træffes foranstaltninger (løsningsmodel O), vil et stigende antal anmodninger
forværre situationen. Alle andre løsningsmodeller kan bidrage til at nå initiativets mål, men i
varierende grad. Løsningsmodel A vil forbedrede de nuværende processers effektivitet, f.eks.
ved at forbedre anmodningernes kvalitet, men mulighederne for forbedringer vil være
begrænsede på grund af det nuværende systems strukturelle mangler.
Løsningsmodel B vil føre til yderligere forbedringer gennem internationalt anerkendte
løsninger, men resultatet af disse internationale løsninger vil i vid udstrækning afhænge af
tredjelande. Løsningerne er derfor usikre og vil sandsynligvis ikke være lige så effektive og
sikre lige så mange garantier som en EU-løsning.
Løsningsmodel C vil klart tilføre en merværdi sammenlignet med de forrige
løsningsmodeller, da der ligeledes indføres et internt EU-instrument til fremme af direkte
samarbejde med tjenesteudbydere, som vil løse de fleste af de identificerede problemer, når en
tjenesteudbyder opbevarer de pågældende oplysninger.
Løsningsmodel D er den mest omfattende pakke af løsninger. Ud over foranstaltningerne i de
andre løsningsmodeller omfatter modellen en lovgivningsforanstaltning om direkte adgang i
situationer, hvor der ikke er behov for inddragelse af en tjenesteudbyder.
Dette lovgivningsinitiativ fra Kommissionen er baseret på resultaterne af
konsekvensanalysen. Denne lovgivning vil blive suppleret med praktiske foranstaltninger som
beskrevet i konsekvensanalysen, og der vil fortsat blive arbejdet hen imod en tillægsprotokol
til Budapestkonventionen. Kommissionen vil med udgangspunkt i lovforslaget ligeledes
drøfte muligheden for fremtidige bilaterale eller multilaterale aftaler om grænseoverskridende
adgang til elektronisk bevismateriale med ledsagende garantier med USA og andre
tredjelande. Med hensyn til foranstaltningerne om direkte adgang og adgang til databaser, der
indgår i løsningsmodel D, fremsætter Kommissionen ikke lovgivning på nuværende
tidspunkt, men vil gøre sig yderligere overvejelser om den bedste løsning på disse to
spørgsmål.
Initiativet forventes at give mulighed for mere effektiv efterforskning og retsforfølgning og
samtidig forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden og sikre overholdelsen af de
grundlæggende rettigheder. Det forventes også at skabe tillid til det digitale indre marked ved
at forbedre sikkerheden og mindske indtrykket af, at der er straffrihed for kriminalitet begået
på eller gennem netværksbaserede enheder.
Initiativet forventes at medføre indledende gennemførelsesomkostninger for offentlige
myndigheder, der på lang sigt vil blive udlignet af besparelser i faste omkostninger. De
nationale myndigheder skal tilpasse sig nye procedurer og efteruddannes. Myndighederne vil
22
Nærmere oplysninger i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene – Konsekvensanalyse, der
ledsager forslaget til forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk
bevismateriale i straffesager og forslaget til direktiv om harmoniserede regler for udpegning af retlige
repræsentanter med henblik på at indsamle bevismateriale i straffesager (SWD(2018) 118).
DA 10 DA
imidlertid efterfølgende nyde godt af forenklingen og centraliseringen og de klare retlige
rammer for anmodninger om adgang til oplysninger, da dette bør medføre
effektivitetsgevinster. Da den foretrukne løsningsmodel vil lette presset på retlige
samarbejdskanaler, vil de lande, der modtager anmodninger, sandsynligvis ligeledes modtage
færre anmodninger, som skal behandles.
Tjenesteudbyderne skal tilpasse sig en ny lovgivningsmæssig ramme gennem indførelse af
(nye) procedurer og efteruddannelse af deres personale. En harmoniseret ramme kan til
gengæld mindske byrden for disse udbydere, der i øjeblikket besvarer anmodninger om
ikkeindholdsdata, som de skal vurdere i henhold til de forskellige lovgivninger i alle
medlemsstaterne. Retssikkerhed og standardisering af procedurer bør ligeledes have en positiv
indvirkning på små og mellemstore virksomheder, da dette vil lette den administrative byrde
og fremme konkurrencen. Generelt forventes initiativet også at indebære besparelser for dem.
• Grundlæggende rettigheder
Forslaget kan potentielt påvirke en række grundlæggende rettigheder:
 rettigheder for den person, hvis data der gives adgang til: retten til beskyttelse
af personoplysninger, retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til
ytringsfrihed, retten til forsvar, adgang til effektive retsmidler og til en upartisk
domstol,
 serviceudbyderens rettigheder: friheden til at oprette og drive egen virksomhed,
adgang til effektive retsmidler,
 alle borgeres rettigheder: retten til frihed og sikkerhed.
Under hensyntagen til den relevante lovgivning om databeskyttelse er der indført
tilstrækkelige og vigtige garantier i forslaget til forordning for at sikre, at disse personers
rettigheder er beskyttet.
Da kendelser kun kan udstedes i straffesager og i henhold til sammenlignelige nationale
situationer både før og under retssagen, finder alle retssikkerhedsmæssige garantier i
straffesager anvendelse. Dette omfatter navnlig retten til en retfærdig rettergang som forankret
i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 47 og 48 i chartret om
grundlæggende rettigheder. Det omfatter ligeledes den relevante lovgivning på EU-niveau om
retssikkerhedsmæssige garantier i straffesager: direktiv 2010/64/EU om retten til tolke- og
oversætterbistand i straffesager, direktiv 2012/13/EU om ret til information under
straffesager, direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokatbistand og til at kommunikere
med slægtning under frihedsberøvelsen, direktiv 2016/343 om styrkelse af visse aspekter af
uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, direktiv
2016/800 om retssikkerhedsgarantier for børn og direktiv 2016/1919 om retshjælp til
mistænkte og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer.
En judiciel myndigheds forudgående inddragelse ved udstedelsen af kendelsen sikrer mere
specifikt, at foranstaltningens lovlighed og dens nødvendighed og proportionalitet i den
pågældende sag er blevet kontrolleret. Det sikrer også, at kendelsen ikke griber unødigt ind i
grundlæggende rettigheder, herunder virkningerne af retsprincipper såsom retten til
fortrolighed mellem advokat og klient. Udstedelsesmyndigheden er forpligtet til at sikre, at
foranstaltningen er nødvendig og forholdsmæssig i den enkelte sag, bl.a. i forhold til
grovheden af den lovovertrædelse, der efterforskes. Forslaget omfatter også tærskler for
transaktions- og indholdsdata, der sikrer, at den europæiske editionskendelse kun vil blive
udstedt i forbindelse med grovere former for kriminalitet i relation til sådanne data.
DA 11 DA
Der er ligeledes udtrykkeligt fokus på adgangen til effektive retsmidler for personer, hvis
oplysninger efterspørges. Immuniteter og privilegier for visse erhverv såsom advokater samt
grundlæggende interesser forbundet med statens sikkerhed eller forsvar i modtagerens
medlemsstat skal ligeledes tages i betragtning under retssagen i udstedelsesstaten. Prøvelse
ved en judiciel myndighed er en yderligere garanti denne forbindelse.
Da kendelsen er en bindende foranstaltning, berører den ligeledes tjenesteudbydernes
rettigheder, navnlig friheden til at oprette og drive egen virksomhed. Forslaget giver
tjenesteudbyderen ret til at rejse visse krav i udstedelsesstaten, f.eks. hvis kendelsen ikke er
blevet udstedt eller godkendt af en judiciel myndighed. Hvis kendelsen er fremsendt til
fuldbyrdelse til fuldbyrdelsesstaten, kan fuldbyrdelsesmyndigheden beslutte ikke at anerkende
og fuldbyrde kendelsen efter høring af udstedelsesmyndigheden, hvis en af de begrænsede
indsigelsesgrunde finder anvendelse. Hvis fuldbyrdelsesproceduren indledes, kan modtageren
desuden selv gøre indsigelse mod kendelsen over for fuldbyrdelsesmyndigheden under
påberåbelse af sådanne begrænsede grunde. Dette omfatter f.eks. tilfælde, hvor det er
åbenlyst, at kendelsen ikke er blevet udstedt eller godkendt af en kompetent myndighed, eller
hvor overholdelsen tydeligvis er i modstrid med chartret eller åbenbart urimelig. Dette berører
ikke modtagerens adgang til effektive retsmidler til prøvelse af en afgørelse om pålæggelse af
en sanktion.
Et potentielt problem i forbindelse med EU-foranstaltninger på dette område er muligheden
for, at de kan føre til, at tredjelande indfører gensidige forpligtelser for EU-tjenesteudbydere,
der ikke er i overensstemmelse med EU's grundlæggende rettigheder og forpligtelser,
herunder det høje databeskyttelsesniveau, der er sikret i gældende EU-ret. I forslaget
imødegås dette på to måder: for det første ved at indføre en foranstaltning, der omfatter stærke
garantier og udtrykkelige henvisninger til de betingelser og garantier, der allerede er fastsat i
gældende EU-ret, som således er et forbillede for udenlandske lovgivning, og for det andet
ved at inkludere en specifik bestemmelse om "modstridende forpligtelser", som giver
tjenesteudbydere mulighed for at identificere og påpege modstridende forpligtelser med
henblik på judiciel prøvelse. Denne bestemmelse tager sigte på at sikre respekten for generelle
blokadelove, f.eks. den amerikanske "Electronic Communications Privacy Act" (ECPA) (lov
om beskyttelse af elektronisk kommunikation), der forbyder videregivelse af indholdsdata
inden for lovens geografiske anvendelsesområde, bortset fra i ganske særlige tilfælde, samt
for love, som generelt ikke forbyder videregivelse, men kan gøre det i specifikke sager. I
sager vedrørende ECPA kan der på nuværende tidspunkt lægges hindringer i vejen for adgang
til indholdsdata i visse situationer, og gensidig retshjælp bør derfor fortsat være det vigtigste
redskab til at få adgang til sådanne data. Med ændringerne som følge af vedtagelsen af den
amerikanske "Cloud Act"23
(lov om præcisering af lovlig udenlandsk anvendelse af data) kan
blokadeloven imidlertid ophæves, hvis EU indgår en aftale med USA. Yderligere
internationale aftaler med andre vigtige partnere kan begrænse lovkonflikter yderligere.
På baggrund af ovenstående er foranstaltningerne i dette forslag forenelige med de
grundlæggende rettigheder.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget til forordning påvirker ikke EU-budgettet.
23
Den 23. marts 2018 blev "Clarifying Lawful Overseas Use of Data (CLOUD) Act" vedtaget i USA.
CLOUD Act findes her.
DA 12 DA
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelse og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Forordningen finder direkte anvendelse i EU. Den vil blive anvendt umiddelbart af jurister,
uden at det er nødvendigt at ændre interne retssystemer.
Forordningen vil blive evalueret, og Kommissionen vil forelægge en rapport for Europa-
Parlamentet og Rådet senest fem år efter dens ikrafttræden. På grundlag af resultaterne fra
denne rapport, navnlig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der er huller i forordningen, som
er relevante i praksis, og under hensyntagen til den teknologiske udvikling vil Kommissionen
vurdere behovet for at udvide forordningens anvendelsesområde. Kommissionen vil om
nødvendigt fremsætte forslag om tilpasning af denne forordning. Medlemsstaterne vil give
Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde denne rapport.
Medlemsstaterne vil indsamle de oplysninger, der er nødvendige for den årlige overvågning af
forordningen.
Kommissionen vil om nødvendigt udstikke retningslinjer for tjenesteudbydernes opfyldelse af
forpligtelserne i henhold til forordningen.
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
FORORDNING
Artikel Betragtning
I. Emne, definitioner
og
anvendelsesområde
1. Emne 1-15
2. Definitioner 16-23
3. Anvendelsesområde 24-27
II. Europæisk
editionskendelse,
europæisk
sikringskendelse og
attester, retlig
repræsentant
4. Udstedelsesmyndighed 30
5. Betingelser for udstedelse af en europæisk
editionskendelse
28-29, 31-35
6. Betingelser for udstedelse af en europæisk
sikringskendelse
36
7. Modtageren af en europæisk editionskendelse og
en europæisk sikringskendelse
37
8. Attest for en europæisk editionskendelse og attest
for en europæisk sikringskendelse
38-39
9. Gennemførelse af en EPOC 40-41
10. Gennemførelse af en EPOC-PR 42
11. Fortrolighed og brugeroplysninger 43
DA 13 DA
12. Godtgørelse af udgifter Ingen
III. Sanktioner og
håndhævelse
13. Sanktioner Ingen
14. Fuldbyrdelsesprocedure 44-45, 55
IV. Retsmidler 15. og 16. Prøvelsesprocedure i forbindelse med
modstridende forpligtelser begrundet i et tredjelands
lovgivning
47-53
17. Effektive retsmidler 54
18. Sikring af privilegier og immuniteter i henhold til
fuldbyrdelsesstatens lovgivning
35
V. Afsluttende
bestemmelser
19. Overvågning og rapportering 58
20. Ændringer af attesterne og formularerne 59-60
21. Udøvelse af delegerede beføjelser 60
22. Meddelelser Ingen
23. Forbindelsen til europæiske
efterforskningskendelser
61
24. Vurdering 62
25. Ikrafttræden Ingen
Kapitel 1: Emne, definitioner og anvendelsesområde
Artikel 1: Emne
I denne artikel fastlægges det generelle anvendelsesområde for og formål med forslaget, som
er at fastsætte regler, hvorefter en kompetent judiciel myndighed i EU kan pålægge en
tjenesteudbyder, der udbyder tjenester i Unionen, at fremlægge eller bevare elektronisk
bevismateriale gennem en europæisk editions- eller sikringskendelse. Disse instrumenter kan
kun anvendes i grænseoverskridende situationer, dvs. situationer, hvor tjenesteudbyderen er
etableret eller repræsenteret i en anden medlemsstat.
Denne forordning sikrer efterforskningsmyndighederne yderligere værktøjer til indsamling af
elektronisk bevismateriale uden at begrænse de beføjelser, der allerede er fastsat i national ret
til at pålægge tjenesteudbydere, der er etableret eller repræsenteret på deres område, at
overholde tilsvarende nationale foranstaltninger. Hvis tjenesteudbyderen er etableret eller
repræsenteret i den samme medlemsstat, anvender myndighederne i den pågældende
medlemsstat således nationale foranstaltninger til at pålægge tjenesteudbyderen at overholde
tilsvarende nationale foranstaltninger.
DA 14 DA
De oplysninger, der anmodes om gennem en europæisk editionskendelse, bør fremsendes
direkte til myndighederne uden inddragelse af myndighederne i den medlemsstat, hvor
tjenesteudbyderen er etableret eller repræsenteret. Forordningen bevæger sig også væk fra, at
det sted, hvor oplysningerne er lagret, er en afgørende tilknytningsfaktor, da datalagring
normalt ikke indebærer, at den medlemsstat, på hvis område oplysningerne er lagret,
kontrollerer disse. En sådan oplagring er i de fleste tilfælde bestemt af udbyderen alene ud fra
forretningsmæssige hensyn24
.
Endvidere finder forordningen også anvendelse, hvis tjenesteudbyderne ikke er etableret eller
repræsenteret i Unionen, men udbyder tjenester i Unionen, jf. artikel 3, stk. 1.
Da forslaget omhandler tjenesteudbydere, der er etableret eller repræsenteret i en medlemsstat
ved en udpeget retlig repræsentant, indebærer udpegningen af en retlig repræsentant ikke i sig
selv, at tjenesteudbyderen har et etableringssted med henblik på anvendelsen af denne
forordning.
Det understreges i artikel 1, stk. 2, at denne forordning ikke indebærer nogen ændring af
pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper som fastsat i artikel 6 i
TEU.
Artikel 2: Definitioner
I denne artikel fastsættes de definitioner, der anvendes i hele retsakten.
Følgende typer tjenesteudbydere falder ind under forordningens anvendelsesområde:
udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, udbydere af
informationssamfundstjenester, hvor lagring af data er et afgørende element i den tjeneste, der
leveres til brugeren, herunder sociale netværk i det omfang de ikke betragtes som elektroniske
kommunikationstjenester, onlinemarkedspladser til fremme af transaktioner mellem deres
brugere (såsom forbrugere eller virksomheder) og andre udbydere af hostingtjenester og
udbydere af internetdomænenavne og nummereringstjenester.
Forordningens anvendelsesområde omfatter udbydere af elektroniske
kommunikationstjenester som defineret i [direktivet om en europæisk kodeks for elektronisk
kommunikation]. Traditionelle telekommunikationstjenester, forbrugere og virksomheder er i
stigende grad afhængige af nye internetbaserede tjenester, der muliggør interpersonel
kommunikation såsom internettelefoni, instant messaging og e-mailtjenester i stedet for
traditionelle kommunikationstjenester. Disse tjenester bør sammen med sociale netværk
såsom Twitter og Facebook, der gør det muligt for brugerne at dele indhold, således være
omfattet af dette forslag.
I mange tilfælde er oplysningerne ikke længere lagret på en brugers enhed, men tilgængelige
på en skybaseret infrastruktur, og der er i princippet adgang hertil fra et hvilket som helst sted.
Tjenesteudbyderne behøver ikke at være etableret eller at have servere i alle jurisdiktioner,
men har oftere en centraliseret administration og decentraliserede systemer til lagring af data
og levering af deres tjenester. Formålet hermed er at optimere belastningen og afkorte
svartiden på brugernes anmodninger om data. Netværk til levering af indhold (CDN'er)
anvendes normalt til at fremskynde levering af indhold ved at kopiere indholdet på flere
servere i hele verden. Dette gør det muligt for virksomhederne at levere indhold fra servere,
24
Konsekvensanalysen indeholder yderligere forklaringer.
DA 15 DA
der er tættest på brugeren, eller som kan route kommunikation gennem et mindre overbelastet
net. Under hensyntagen til denne udvikling dækker definitionen cloud- og andre
hostingtjenester, som omfatter en bred vifte af ressourcer såsom netværk, servere eller anden
infrastruktur, lagring, apps og tjenester, der gør det muligt at lagre data til forskellige formål.
Retsakten finder ligeledes anvendelse på digitale markeder, som gør det muligt for forbrugere
og/eller virksomheder til at indgå transaktioner via onlinekøbs- eller tjenesteydelsesaftaler.
Sådanne transaktioner foretages enten på onlinemarkedspladsens websted eller på webstedet
for en erhvervsdrivende, som anvender databehandlingstjenester, der udbydes på
onlinemarkedspladsen. Det er derfor denne markedsplads, der er i besiddelse af det
elektronisk bevismateriale, der måtte være behov for i løbet af en straffesag.
Tjenester, hvor lagring af data ikke er et afgørende element, er ikke omfattet af forslaget. Selv
om de fleste tjenester, der leveres af udbydere, indebærer en eller anden form for lagring af
data, især når de leveres ad elektronisk vej, kan der være tjenester, hvor lagring af data ikke er
et afgørende element og derfor kun er af accessorisk karakter, herunder juridiske rådgivnings-
, arkitekt-, ingeniør- og regnskabstjenester leveret ad elektronisk vej.
Data, der lagres af udbydere af internetinfrastrukturtjenester, såsom
domænenavneadministratorer og -registratorer og privatlivs- og proxytjenester eller regionale
onlineregistre for IP-adresser kan være af relevans i straffesager, da de kan give spor, der gør
det muligt at identificere en person eller enhed, som er involveret i kriminelle aktiviteter.
De kategorier af data, som kan indhentes gennem en europæisk editionskendelse udstedt af de
kompetente myndigheder, omfatter abonnentdata adgangsdata, transaktionsdata (tre
kategorier, der samlet benævnes "ikkeindholdsdata") og lagrede indholdsdata. Denne sondring
findes i mange medlemsstaters retsorden. også uden for EU's retlige rammer, dog ikke for
adgangsdata.
Alle kategorier indeholder personoplysninger og er dermed omfattet af garantierne i EU-
databeskyttelsesreglerne. Indvirkningen på de grundlæggende rettigheder er forskellig, alt
efter om der er tale om abonnentdata eller transaktions- og indholdsdata. Det er afgørende, at
alle disse kategorier er omfattet af instrumentet, da abonnent- og adgangsdata ofte er
udgangspunktet for at finde spor i en efterforskning vedrørende den mistænktes identitet,
hvorimod transaktions- og indholdsdata kan være mest relevant som bevismateriale. På grund
af de forskellige grader af indgriben i de grundlæggende rettigheder er det berettiget at knytte
forskellige betingelser til indhentning af abonnentdata og transaktions- og indholdsdata i en
række bestemmelser i forordningen.
Det er hensigtsmæssigt at adskille adgangsdata som en særlig datakategori i denne forordning.
Adgangsdata som defineret i forordningen anvendes til samme formål som abonnentdata, dvs.
til at identificere brugeren, og graden af indgriben i de grundlæggende rettigheder er den
samme. De bør derfor være underlagt de samme betingelser som abonnentdata. Dette forslag
indfører derfor en ny kategori af data, der skal behandles som abonnentdata, hvis formålet er
det samme.
I artikel 2 defineres de medlemsstater og myndigheder, der kan blive inddraget i proceduren.
Udstedelsesmyndigheden er defineret i artikel 4.
Nødsituationer er ekstraordinære situationer, der ofte kræver, at tjenesteudbyderne griber
rettidigt ind, og der gælder særlige betingelser i disse situationer. De defineres derfor særskilt
i denne artikel.
DA 16 DA
Artikel 3: Anvendelsesområde
I denne artikel fastsættes forslagets anvendelsesområde. Forordningen finder anvendelse på
alle tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i Unionen, herunder tjenesteudbydere, der ikke er
etableret i Unionen. Aktiv udbydelse af tjenester i Unionen med alle de fordele, der følger
heraf, berettiger, at disse tjenesteudbydere også omfattes af forordningen, hvilket sikrer lige
vilkår mellem deltagere på de samme markeder. Hvis disse tjenesteudbydere ikke blev
omfattet, ville der desuden blive skabt en kløft, og det ville gøre det let for kriminelle at omgå
forordningens anvendelsesområde.
For at fastslå, om der udbydes tjenester, skal myndighederne vurdere, om tjenesteudbyderen
gør det muligt for juridiske eller fysiske personer i en eller flere medlemsstater at gøre brug af
udbyderens tjenester. Adgang til tjenesten (der også kan bestå i adgang til udbyderens eller en
mellemmands websted eller en e-mailadresse og andre kontaktoplysninger) bør imidlertid
ikke i sig selv være en tilstrækkelig betingelse for anvendelsen af denne forordning. Der skal
derfor være en væsentlig tilknytning til de pågældende medlemsstater for at fastslå, at der er
en tilstrækkelig tilknytning mellem udbyderen og område, hvor denne udbyder sine tjenester.
En sådan væsentlig tilknytning foreligger, når en tjenesteudbyder er etableret i en eller flere
medlemsstater. Hvis tjenesteudbyderen ikke er etableret i Unionen, bør kriteriet om en
væsentlig tilknytning til Unionen vurderes på grundlag af, om der er et betydeligt antal
brugere i en eller flere medlemsstater, eller om tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod
en eller flere medlemsstater. Målretning af virksomheden mod en eller flere medlemsstater
kan fastslås på grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer såsom
anvendelsen af et sprog eller en valuta, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat.
Målretningen af virksomheden mod en medlemsstat kan ligeledes udledes af tilgængeligheden
af en app i den relevante nationale app-butik, af lokal annoncering eller annoncering på det
sprog, der anvendes i en medlemsstat, anvendelsen af oplysninger fra personer i
medlemsstaterne i forbindelse med virksomheden eller håndteringen af kunderelationer, f.eks.
ved at yde kundeservice på det sprog, der normalt anvendes i en medlemsstat. Det må
endvidere antages, at der er en væsentlig tilknytning, hvis tjenesteudbyderen retter sin
virksomhed mod en eller flere medlemsstater, jf. artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning (EU)
nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
på det civil- og handelsretlige område.
Den europæiske editionskendelse og den europæiske sikringskendelse er
efterforskningsforanstaltninger, som kun kan udstedes i strafferetlige efterforskninger eller
straffesager i forbindelse med konkrete strafbare handlinger. Tilknytningen til en konkret
efterforskning adskiller kendelsen fra forebyggende foranstaltninger eller pligt til opbevaring
af data i henhold til lovgivningen og sikrer anvendelsen af de proceduremæssige rettigheder,
der finder anvendelse i straffesager. Kompetencen til at indlede en efterforskning af en
konkret lovovertrædelse er derfor en forudsætning for anvendelsen af forordningen.
Som et yderligere krav skal de oplysninger, der anmodes om, være knyttet til de tjenester, der
udbydes af tjenesteudbyderen i Unionen.
Kapitel 2: Europæisk editionskendelse, europæisk sikringskendelse og attester
Artikel 4: Udstedelsesmyndighed
Ved udstedelse af en europæisk editions- eller sikringskendelse skal en judiciel myndighed
altid inddrages enten som udstedelses- eller godkendelsesmyndighed. Kendelser om
DA 17 DA
fremlæggelse transaktions- eller indholdsdata skal udstedes og godkendes af en dommer eller
domstol. Kendelser om fremlæggelse af abonnent- og adgangsdata kan også udstedes og
godkendes af en anklager.
Artikel 5: Betingelser for udstedelse af en europæisk editionskendelse
I artikel 5 fastsættes betingelserne for udstedelse af europæiske editionskendelser. De skal
vurderes af den judicielle udstedelsesmyndighed.
Den europæiske editionskendelse kan kun udstedes, hvis dette er nødvendigt og
forholdsmæssigt i den enkelte sag. Den kan desuden kun udstedes, hvis en lignende
foranstaltning er tilgængelig i en sammenlignelig national situation i udstedelsesstaten.
Kendelser om fremlæggelse af abonnentdata og adgangsdata kan udstedes for alle
lovovertrædelser. Transaktions- og indholdsdata bør være underlagt strengere krav for at tage
højde for den mere følsomme karakter af disse oplysninger og den tilsvarende større indgriben
af kendelser om sådanne oplysninger i forhold til abonnent- og adgangsdata. Kendelser kan
derfor kun udstedes for lovovertrædelser, der kan straffes med en frihedsstraf af en maksimal
varighed på mindst tre år. Fastsættelsen af en tærskel baseret på en maksimal frihedsstraf gør
det muligt at anlægge en mere forholdsmæssig tilgang, og dette sikrer sammen med en række
andre forudgående og efterfølgende betingelser og garantier, at proportionalitetsprincippet og
de berørte personers rettigheder overholdes.
Tærsklen bør samtidig ikke underminere instrumentets effektivitet og de retshåndhævende
myndigheders brug heraf. Medlemsstaterne anvender forskellige maksimumsgrænser for
domme, der vedrører deres nationale system. De nationale strafferetsbestemmelser er
forskellige og er ikke harmoniseret. Dette er tilfældet for lovovertrædelser og sanktionerne
herfor. Tærsklerne i de nationale retsplejebestemmelser for indhentning af transaktionsdata
eller indholdsdata er ligeledes forskellige, idet nogle medlemsstater ikke har fastsat specifikke
tærskler, mens andre har udarbejdet en liste over lovovertrædelser. En treårig tærskel
begrænser instrumentets anvendelsesområde til grovere former for kriminalitet, men
begrænser ikke i for høj grad de retshåndhævende myndigheders muligheder for at anvende
det. Denne tærskel udelukker en lang række strafbare handlinger fra anvendelsesområdet
afhængigt af medlemsstatens straffelov (i nogle medlemsstater f.eks. deltagelse i en
organiseret kriminel gruppes aktiviteter og bortførelse, men også lovovertrædelser såsom
småtyveri, bedrageri og overfald, hvor anvendelsen af en grænseoverskridende
editionskendelse om fremlæggelse af mere følsomme oplysninger kan blive betragtet som
uforholdsmæssig). En treårig tærskel omfatter derimod kriminalitet, der kræver en mere
effektiv tilgang, f.eks. medlemskab af en kriminel organisation, finansiering af terrorgrupper,
støtte til og markedsføring af en kriminel organisation, træning i udførelse af terrorhandlinger,
visse lovovertrædelser med terrorforsæt og forberedelse af en lovovertrædelse med
terrorforsæt eller forberedelse af gidseltagning, som ellers ville være udelukket, hvis tærsklen
var højere, afhængigt af medlemsstaten. Denne tærskel er blevet valgt for at sikre en balance i
alle medlemsstaterne mellem effektive strafferetlige efterforskninger og beskyttelse af
rettigheder og proportionalitetsprincippet. En tærskel har ligeledes den fordel, at den er let at
anvende i praksis.
Kendelser om fremlæggelse transaktions- eller indholdsdata kan desuden også udstedes for de
i bestemmelsen omhandlede specifikke harmoniserede lovovertrædelser, hvor bevismaterialet
for det meste typisk kun vil være tilgængeligt i elektronisk form. Dette berettiger ligeledes
anvendelsen af forordningen, når den maksimale frihedsstraf ligger under ovennævnte
DA 18 DA
tærskel, da disse lovovertrædelser i modsat fald ikke kan efterforskes ordentligt, hvilket kan
føre til straffrihed. Lovovertrædelserne er nævnt i specifikke bestemmelser i: i) Rådets
rammeafgørelse 2001/413/RIA om bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med
andre betalingsmidler end kontanter, direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt
misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets
rammeafgørelse 2004/68/RIA og ii) direktiv 2013/40/EU om angreb på informationssystemer
og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA. Der kan ligeledes udstedes
kendelser for de lovovertrædelser, der er nævnt i direktiv (EU) 2017/541 om bekæmpelse af
terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets
afgørelse 2005/671/RIA. Nogle af disse lovovertrædelser har en maksimumstærskel på mindst
et år, andre på to år, men ingen har en maksimumstærskel på under et år.
I artiklen fastsættes desuden obligatoriske oplysninger, som skal anføres i den europæiske
editionskendelse, således at tjenesteudbyderen kan identificere og fremlægge de oplysninger,
der anmodes om. Begrundelsen for denne foranstaltnings proportionalitet og nødvendighed
anføres ligeledes i den europæiske editionskendelse.
Den europæiske editionskendelse gennemføres ved at udstede en attest for den europæiske
editionskendelse (EPOC) (jf. artikel 8), der oversættes og fremsendes til tjenesteudbyderen.
EPOC'en indeholder de samme obligatoriske oplysninger som kendelsen bortset fra
begrundelsen for foranstaltningens proportionalitet og nødvendighed og yderligere
oplysninger om sagen.
Hvis de oplysninger, der anmodes om, opbevares eller behandles som en del af en
tjenesteudbyders infrastruktur, der stilles til rådighed for en virksomhed, typisk i forbindelse
med hosting- eller softwaretjenester, bør virksomheden selv være den primære modtager af en
anmodning fra efterforskningsmyndighederne. Dette kan nødvendiggøre udstedelsen af en
europæisk efterforskningskendelse eller en procedure for gensidig retshjælp, når
virksomheden ikke er en tjenesteudbyder, der er omfattet af denne forordnings
anvendelsesområde. Den europæiske editionskendelse kan udelukkende rettes til
tjenesteudbyderen, hvis det ikke er hensigtsmæssigt at rette kendelsen til virksomheden,
navnlig hvis det kan bringe efterforskningen i fare, f.eks. hvis det er virksomheden selv, der
efterforskes.
Inden udstedelsen af en europæisk editionskendelse skal udstedelsesmyndigheden ligeledes
tage hensyn til eventuelle immuniteter og privilegier i henhold til lovgivningen i
tjenesteudbyderens medlemsstat eller til enhver indvirkning på den pågældende medlemsstats
grundlæggende interesser såsom statens sikkerhed og forsvar. Formålet med denne
bestemmelse er at sikre, at immuniteter og privilegier, som beskytter de oplysninger, der
anmodes om i tjenesteudbyderens medlemsstat, tages i betragtning i udstedelsesstaten,
navnlig når de sikrer en højere beskyttelse end lovgivningen i udstedelsesstaten.
Artikel 6: Betingelser for udstedelse af en europæisk sikringskendelse
En europæisk sikringskendelse er underlagt de samme betingelser som den europæiske
editionskendelse. Den kan udstedes for alle lovovertrædelser i overensstemmelse med de
øvrige betingelser, der er fastsat i artikel 6. Formålet er at forhindre fjernelse, sletning eller
ændring af relevante oplysninger i situationer, hvor det kan tage længere tid at få indhentet
disse oplysninger, f.eks. fordi der anvendes retlige samarbejdskanaler. Da den europæiske
efterforskningskendelse f.eks. kan udstedes generelt for alle lovovertrædelser uden at være
begrænset af tærskler, er den europæiske sikringskendelse heller ikke pålagt begrænsninger. I
DA 19 DA
modsat fald ville instrumentet ikke være effektivt. Europæiske sikringskendelser kan ligeledes
udstedes eller godkendes af en anklager for at give efterforskningsmyndighederne mulighed
for at handle hurtigt, da den relevante anmodning om fremlæggelse af oplysningerne er den
efterfølgende anmodning, hvor alle betingelserne vil blive kontrolleret på ny.
Artikel 7: Modtageren af en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse
Europæiske editionskendelser og europæiske sikringskendelser bør rettes til en retlig
repræsentant, der er udpeget af tjenesteudbyderen med henblik på at indsamle bevismateriale i
straffesager i overensstemmelse med direktivet om harmoniserede regler for udpegning af
retlige repræsentanter med henblik på at indsamle bevismateriale i straffesager. Kendelsen
fremsendes i form af en attest for den europæiske editionskendelse ("EPOC") eller en attest
for den europæiske sikringskendelse ("EPOC-PR") som omhandlet i artikel 8. Den retlige
repræsentant er ansvarlig for modtagelsen og den rettidige og fuldstændige gennemførelse af
kendelsen. Tjenesteudbyderne kan således selv vælge, hvordan de vil organisere sig til for at
fremlægge de oplysninger, som medlemsstaternes myndigheder har anmodet om.
Hvis der ikke er udpeget en retlig repræsentant, kan kendelser rettes til ethvert af
tjenesteudbyderens etableringssteder i Unionen. Dette alternativ har til formål at sikre, at
systemet er effektivt, hvis tjenesteudbyderen (endnu) ikke har udpeget en særlig repræsentant,
f.eks. hvis der ikke er nogen forpligtelse til at udpege en retlig repræsentant i henhold til
direktivet, da udbyderne kun er etableret og aktive i en medlemsstat, eller hvis en forpligtelse
til at udpege en retlig repræsentant endnu ikke er trådt i kraft før fristen for direktivets
gennemførelse.
I tilfælde af den retlige repræsentants manglende overholdelse kan udstedelsesmyndigheden
rette kendelsen til ethvert af tjenesteudbyderens etableringssteder i Unionen i to situationer,
nemlig i nødsituationer som defineret i artikel 9, stk. 2, og hvis den retlige repræsentant ikke
overholder sine forpligtelser i henhold til stk. 9 eller 10, og udstedelsesmyndigheden skønner,
at der er en klar risiko for tab af data.
Artikel 8: Attest for en europæisk editions- og sikringskendelse
EPOC'en og EPOC-PR'en anvendes til at fremsende kendelser til den modtager, der er
defineret i artikel 7. Modeller for begge attester findes i bilag I og II til forordningen. De skal
oversættes til et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor modtageren er bosiddende eller
etableret. Tjenesteudbyderen kan meddele, at kendelser ligeledes vil blive accepteret på andre
officielle EU-sprog. Formålet med attesterne er at angive alle de nødvendige oplysninger, som
skal fremsendes til modtageren, i et standardiseret format, at minimere fejlkilder og gøre det
let at identificere oplysningerne og i videst muligt omfang undgå fritekst og dermed reducere
oversættelsesomkostningerne. Den fuldstændige begrundelse for nødvendigheden og
proportionaliteten eller yderligere oplysninger om sagen angives ikke i attesten for at undgå at
bringe efterforskningen i fare. Den er derfor kun nødvendig som en del af selve kendelsen,
således at den mistænkte kan gøre indsigelse mod den på et senere tidspunkt under
straffesager.
Nogle tjenesteudbydere har allerede etableret platforme til indgivelse af de retshåndhævende
myndigheders anmodninger. Anvendelsen af disse platforme er i overensstemmelse med
forordningen, da de har mange fordele, herunder muligheden for en nem autentifikation og
sikker overførsel af oplysningerne. Disse platforme skal imidlertid gøre det muligt at
DA 20 DA
fremsende EPOC'en og EPOC-PR'en i det format, der er fastsat i bilag I og II, uden at anmode
om yderligere oplysninger vedrørende kendelsen.
Platforme, der er etableret af medlemsstaterne eller EU-organer, kan ligeledes tilvejebringe et
sikkert fremsendelsesmiddel og lette autentifikationen af kendelserne og indsamlingen af
statistikker. Det bør overvejes at udvide eCodex- og SIRIUS-platformene til at omfatte en
sikker forbindelse til tjenesteudbydere med henblik på fremsendelse af EPOC'en og EPOC-
PR'en og, hvor det er relevant, tjenesteudbyderes svar.
Artikel 9: Gennemførelse af en EPOC
Artikel 9 pålægger modtagerne at besvare EPOC'er, og der indføres obligatoriske frister. Den
normale frist er 10 dage, men myndighederne kan fastsætte en kortere frist, hvis det er
berettiget. I nødsituationer, der er defineret som en situation, hvor der er en overhængende
fare for en persons liv eller fysiske integritet eller for kritisk infrastruktur, er fristen seks
timer.
Artiklen sikrer ligeledes mulighed for en dialog mellem modtageren og
udstedelsesmyndigheden. Hvis EPOC'en er ufuldstændig, indeholder åbenbare fejl eller ikke
indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at tjenesteudbyderen kan gennemføre EPOC'en,
retter modtageren henvendelse til udstedelsesmyndigheden med anmodning om en nærmere
forklaring ved brug af formularen i bilag III. Modtageren underretter ligeledes
udstedelsesmyndigheden, hvis modtageren ikke kan fremlægge oplysningerne på grund af
force majeure, eller da det er de facto umuligt. Dette er f.eks. tilfældet, hvis den person, hvis
oplysninger efterspørges, hverken var en kunde hos denne tjeneste eller – f.eks. i henhold til
andre forpligtelser til at sikre privatlivets fred – oplysningerne er blevet slettet lovligt af
tjenesteudbyderen eller dennes retlige repræsentant, der modtog kendelsen.
Udstedelsesmyndigheden skal være bekendt med disse forhold for at reagere hurtigt, for
eventuelt at indsamle elektronisk bevismateriale fra en anden tjenesteudbyder og for at
forhindre udstedelsesmyndigheden i at indlede en fuldbyrdelsesprocedure, hvis det ikke giver
nogen mening.
Hvis modtageren slet ikke fremlægger oplysningerne, ikke fremlægger fyldestgørende
oplysningerne eller ikke fremlægger oplysningerne rettidigt af andre grunde end ovennævnte,
skal modtageren underrette udstedelsesmyndigheden om grundene hertil ved brug af
formularen i bilag III. Modtageren kan således rejse ethvert spørgsmål vedrørende
gennemførelsen af EPOC'en over for udstedelsesmyndigheden. Dette giver
udstedelsesmyndigheden mulighed for at korrigere eller genoverveje EPOC'en på et tidligt
tidspunkt inden fuldbyrdelsesfasen.
Hvis oplysningerne ikke fremlægges omgående, navnlig hvis modtageren og
udstedelsesmyndigheden indleder en dialog, der indebærer, at fristerne i artikel 9, stk. 1, ikke
længere overholdes, har tjenesteudbyderen pligt til at bevare oplysningerne for at undgå at
miste dem efter modtagelsen af EPOC'en, forudsat at oplysningerne kan identificeres.
Sikringen kan vedrøre den præciserede EPOC eller en efterfølgende anmodning om gensidig
retshjælp eller en europæisk efterforskningskendelse, der fremsendes i stedet for den
oprindelige EPOC.
Artikel 10: Gennemførelse af en EPOC-PR
Gennemførelsen af en EPOC-PR indebærer, at de oplysninger, der er lagret på tidspunktet for
modtagelsen af kendelsen, skal bevares. Tjenesteudbyderne bør bevare oplysningerne, så
DA 21 DA
længe det er nødvendigt for at fremlægge oplysningerne på anmodning, forudsat at
udstedelsesmyndigheden senest 60 dage efter udstedelsen af kendelsen bekræfter, at den har
indledt proceduren for den efterfølgende anmodning om fremlæggelse af oplysninger. Dette
kræver, at der som minimum er truffet en række formelle foranstaltninger, f.eks. fremsendelse
af en anmodning om gensidig retshjælp til oversættelse.
Anmodninger om sikring bør derimod kun udstedes eller opretholdes, så længe det er
nødvendigt med henblik på en efterfølgende anmodning om fremlæggelse af disse
oplysninger. For at undgå en unødvendig eller for lang sikring underretter den myndighed,
som udstedte den europæiske sikringskendelse, modtageren, så snart der er truffet en
afgørelse om at undlade at udstede eller ophæve en editionskendelse eller en anmodning om
retligt samarbejde.
Denne bestemmelse sikrer ligeledes mulighed for en dialog mellem modtageren og
udstedelsesmyndigheden på samme måde som bestemmelserne i artikel 9. Hvis EPOC-PR'en
er ufuldstændig, indeholder åbenbare fejl eller ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til,
at tjenesteudbyderen kan gennemføre EPOC-PR'en, retter modtageren henvendelse til
udstedelsesmyndigheden med anmodning om en nærmere forklaring ved brug af formularen i
bilag III. Modtageren underretter ligeledes udstedelsesmyndigheden, hvis modtageren ikke
kan fremlægge oplysningerne på grund af omstændigheder, der betragtes som force majeure,
eller hvis det er de facto umuligt, eller af andre grunde.
Artikel 11: Fortrolighed og brugeroplysninger
Fortroligheden af den igangværende efterforskning, herunder det forhold, at der er udstedt en
kendelse for at indhente relevante oplysninger, skal beskyttes. Denne artikel er inspireret af
artikel 19 i direktivet om den europæiske efterforskningskendelse. Den pålægger modtageren
eller – hvis denne er en anden – tjenesteudbyderen at sikre fortroligheden af EPOC'en eller
EPOC-PR'en, navnlig ved ikke at underrette den person, hvis oplysninger efterspørges, når
udstedelsesmyndigheden anmoder herom for at beskytte efterforskningen af lovovertrædelser
i overensstemmelse med artikel 23 i den generelle forordning om databeskyttelse.
Det er imidlertid vigtigt, herunder for udøvelsen af retsmidler, at den person, hvis oplysninger
efterspørges, underrettes. Hvis tjenesteudbyderen ikke gør dette på udstedelsesmyndighedens
anmodning, underretter udstedelsesmyndigheden den pågældende i overensstemmelse med
artikel 13 i direktivet om databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet, når der ikke længere er
nogen risiko for at bringe efterforskningen i fare, herunder om de retsmidler, der er til
rådighed. På grund af den mindre indgriben i de pågældende rettigheder foretages denne
underretning ikke i forbindelse med en europæisk sikringskendelse, men kun i forbindelse
med europæiske editionskendelser.
Artikel 12: Godtgørelse af udgifter
Hvis det er fastsat i national lovgivning i udstedelsesstaten for nationale kendelser i lignende
nationale sager, kan tjenesteudbyderen ligeledes kræve, at udstedelsesstaten godtgør
udbyderens udgifter i overensstemmelse med national lovgivning i udstedelsesstaten. Dette
sikrer lige behandling af tjenesteudbydere, der har modtaget en national kendelse og de
udbydere, der har modtaget en EPOC fra den samme medlemsstat, hvis denne medlemsstat
har valgt at godtgøre visse tjenesteudbydere. Den foreslåede forordning harmoniserer derimod
ikke godtgørelsen af udgifter, da medlemsstaterne har truffet forskellige valg i denne
henseende.
DA 22 DA
Udgifterne kan kræves godtgjort enten direkte af tjenesteudbyderen eller via dennes retlige
repræsentant. De kan kun godtgøres én gang.
Kapitel 3: Sanktioner og fuldbyrdelse
Artikel 13: Sanktioner
Medlemsstaterne sikrer, at der er indført effektive, forholdsmæssige og afskrækkende bøder,
når tjenesteudbydere ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til artikel 9, 10 eller 11. Dette
berører ikke nationale love med bestemmelser om pålæggelse af strafferetlige sanktioner i
sådanne situationer.
Artikel 14: Fuldbyrdelsesprocedure
Artikel 14 indeholder bestemmelser om en procedure til fuldbyrdelse af kendelser i tilfælde af
manglende overholdelse med hjælp fra den medlemsstat, hvor modtageren af den fremsendte
attest er bosiddende eller etableret. Afhængigt af den oprindelige modtager er det enten
tjenesteudbyderens eller den retlige repræsentants medlemsstat. Udstedelsesmyndigheden
fremsender hele kendelsen, herunder begrundelsen for nødvendigheden og proportionaliteten,
ledsaget af attesten til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, der fuldbyrder den i
overensstemmelse med sin nationale lovgivning, om nødvendigt ved pålæggelse af de
sanktioner, der er nævnt i artikel 13. Hvis kendelsen er fremsendt til fuldbyrdelse til
fuldbyrdelsesstaten, kan fuldbyrdelsesmyndigheden beslutte ikke at anerkende og fuldbyrde
kendelsen efter høring af udstedelsesmyndigheden, hvis myndigheden finder, at en af de
modtagne begrænsede indsigelsesgrunde finder anvendelse. Hvis fuldbyrdelsesproceduren
indledes, kan modtageren desuden selv gøre indsigelse mod kendelsen over for
fuldbyrdelsesmyndigheden. Modtageren kan gøre dette under påberåbelse af enhver af disse
grunde med undtagelse af immuniteter og privilegier, også hvor det er åbenlyst, at kendelsen
ikke er blevet udstedt eller godkendt af en kompetent myndighed, eller hvor overholdelsen
tydeligvis er i modstrid med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
eller åbenbart urimelig. En kendelse om fremlæggelse af indholdsdata vedrørende en
udefineret gruppe af personer i et geografisk område eller uden tilknytning til en konkret
straffesag er tydeligvis ikke i overensstemmelse med betingelserne for udstedelse af en
europæisk editionskendelse som fastsat i denne forordning, og det vil allerede være klart ud
fra indholdet i selve attesten. Andre grunde kan kun påberåbes af den person, hvis oplysninger
efterspørges, inden for rammerne af deres egne retsmidler i udstedelsesstaten (jf. artikel 17
nedenfor). Tjenesteudbyderen har desuden adgang til retsmidler til prøvelse af en afgørelse
om bødepålæg truffet af fuldbyrdelsesmyndigheden.
Fuldbyrdelsesproceduren indeholder flere frister for fuldbyrdelses- og
udstedelsesmyndigheden for at undgå yderligere forsinkelser i denne procedure.
Kapitel 4: Retsmidler
Artikel 15 og 16: Prøvelsesprocedure i forbindelse med modstridende forpligtelser begrundet
i et tredjelands lovgivning
I artikel 15 og 16 fastsættes en prøvelsesprocedure, der kan anvendes, hvis tjenesteudbydere
med hovedsæde i tredjelande står over for modstridende forpligtelser. Disse bestemmelser er
også af stor betydning for at sikre beskyttelsen af individuelle rettigheder og international
anerkendelse af domme. Formålet med bestemmelserne er at tilskynde tredjelande til at sikre
et tilsvarende beskyttelsesniveau ved at fastsætte en høj standard. I den omvendte situation,
DA 23 DA
hvor myndighederne i et tredjeland ønsker at indhente oplysninger om en EU-borger fra en
EU-tjenesteudbyder, kan EU-lovgivningen eller medlemsstaternes lovgivning til beskyttelse
af grundlæggende rettigheder såsom databeskyttelsesreglerne ligeledes forhindre
videregivelse. EU forventer, at tredjelande overholder disse forbud, der overholdes i dette
forslag.
Proceduren i artikel 15 kan indledes af modtageren, hvis overholdelsen af en europæisk
editionskendelse vil medføre en overtrædelse af lovgivningen i et tredjeland, som forbyder
videregivelse af oplysningerne, med den begrundelse, at det er nødvendigt for at beskytte de
berørte personers grundlæggende rettigheder eller tredjelandets grundlæggende rettigheder
forbundet med statens sikkerhed eller forsvar. Modtageren er forpligtet til at underrette
udstedelsesmyndigheden ved at rejse en begrundet indsigelse om grundene til konklusionen
om, at der er modstridende forpligtelser. Denne begrundede indsigelse kan ikke baseres alene
på det forhold, at der ikke findes tilsvarende bestemmelser i tredjelandets lovgivning, eller
alene på det forhold, at oplysningerne er lagret i et tredjeland. Den begrundede indsigelse skal
rejses i henhold til den procedure, der er fastsat i artikel 9, stk. 5, for meddelelse om, at
modtageren ikke agter at overholde kendelsen, ved brug af formularen i bilag III.
Udstedelsesmyndigheden kontrollerer sin egen kendelse på grundlag af denne begrundede
indsigelse. Hvis udstedelsesmyndigheden vælger at trække kendelsen tilbage, afsluttes
proceduren. Hvis udstedelsesmyndigheden ønsker kendelsen stadfæstet, overdrages sagen til
den kompetente ret i myndighedens medlemsstat. Retten vurderer herefter på grundlag af den
begrundede indsigelse og under hensyntagen til alle sagens relevante omstændigheder, om
tredjelandets lovgivning finder anvendelse på den konkrete sag og – hvis den anvendes – om
der er en konflikt i den foreliggende sag. I forbindelse med denne vurdering bør retten tage
højde for, om tredjelandets lovgivning i stedet for at beskytte tredjelandets grundlæggende
rettigheder eller grundlæggende interesser forbundet med statens sikkerhed eller forsvar
åbenlyst har til formål at beskytte andre interesser eller ulovlige aktiviteter mod anmodninger
fra de retshåndhævende myndigheder i forbindelse med strafferetlige efterforskninger.
Hvis retten fastslår, at der rent faktisk er modstridende forpligter begrundet i lovgivningen til
beskyttelse af den enkeltes grundlæggende rettigheder eller tredjelandets grundlæggende
rettigheder forbundet med statens sikkerhed eller forsvar, skal retten anmode om en udtalelse
fra det relevante tredjeland via de nationale centrale myndigheder i tredjelandet. Hvis det
konsulterede tredjeland bekræfter, at der er en konflikt, og gør indsigelse mod fuldbyrdelsen
af kendelsen, skal retten ophæve kendelsen.
Hvis der opstår en konflikt på grundlag af anden lovgivning i tredjelande, som ikke har til
formål at beskytte den enkeltes grundlæggende rettigheder eller tredjelandets grundlæggende
rettigheder forbundet med statens sikkerhed eller forsvar, træffer retten sin afgørelse på
grundlag af en afvejning af interesserne for og imod en stadfæstelse af kendelsen.
De betingelser, der er fastsat i artikel 9, især de sikringsforpligtelser, der er omhandlet i
artikel 9, stk. 6, finder ligeledes anvendelse i tilfælde af modstridende forpligtelser begrundet
i lovgivningen i et tredjeland. Hvis retten finder, at kendelsen skal stadfæstes, underrettes
udstedelsesmyndigheden og tjenesteudbyderen med henblik på fuldbyrdelse. Hvis kendelsen
ophæves, kan der udstedes en særskilt europæisk sikringskendelse for at sikre, at
oplysningerne er tilgængelige, hvis de kan opnås på grundlag af en anmodning om gensidig
retshjælp.
Da den europæiske sikringskendelse ikke i sig selv indebærer videregivelse af oplysninger og
derfor ikke giver anledning til de samme problemer, er prøvelsesproceduren begrænset til den
europæiske editionskendelse.
DA 24 DA
Artikel 17: Effektive retsmidler
Denne bestemmelse sikrer, at personer, der er berørt af den europæiske editionskendelse, har
adgang til effektive retsmidler. Disse retsmidler udøves i udstedelsesstaten i
overensstemmelse med national lovgivning. For mistænktes og tiltaltes vedkommende udøves
retsmidlerne normalt under straffesagen. Der er ingen specifikke retsmidler over for den
europæiske sikringskendelse, som ikke i sig selv indebærer videregivelse af oplysninger,
bortset fra i de tilfælde, hvor den efterfølges af en europæisk editionskendelse eller et andet
instrument, der indebærer videregivelse, som derefter giver adgang til specifikke retsmidler.
Personer, hvis oplysninger er blevet efterspurgt, og som ikke er mistænkte eller tiltalte i
straffesager, har også ret til retsmidler i udstedelsesstaten. Alle disse rettigheder berører ikke
tilgængelige retsmidler i henhold til direktivet om databeskyttelse på
retshåndhævelsesområdet og den generelle forordning om databeskyttelse.
I modsætning til, hvad der er gældende for tjenesteudbydere, begrænser forordningen ikke
alle disse personers mulige grunde til at anfægte kendelsens lovlighed. Disse grunde omfatter
kendelsens nødvendighed og proportionalitet.
Udøvelsen af retsmidler i udstedelsesstaten belaster ikke de berørte personer på en
uforholdsmæssig måde. Som det er tilfældet med kendelser, der fuldbyrdes gennem andre
former for retligt samarbejde, har retterne i udstedelsesstaten de bedste forudsætninger for at
prøve lovligheden af europæiske editionskendelser udstedt af deres egne myndigheder og for
at vurdere foreneligheden med deres nationale lovgivning. I fuldbyrdelsesfasen kan
modtagerne desuden særskilt gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen af EPOC'en eller EPOC-
PR'en i værtsmedlemsstaten på grundlag af den liste over grunde, som er opstillet i
forordningen (jf. artikel 14 ovenfor).
Artikel 18: Sikring af privilegier og immuniteter i henhold til den modtagende stats lovgivning
Denne bestemmelse har samme formål som artikel 5, stk. 7, nemlig at sikre, at
udstedelsesstaten tager hensyn til immuniteter og privilegier, som beskytter de oplysninger,
der anmodes om i tjenesteudbyderens medlemsstat, navnlig når der er forskelle mellem disse
medlemsstater, og til den pågældende medlemsstats grundlæggende interesser såsom statens
sikkerhed og forsvar. Artikel 18 bestemmer, at retten i udstedelsesstaten skal tage hensyn til
dem på samme måde, som hvis de var omfattet af national lovgivning. På grund af
medlemsstaternes forskellige vurdering af relevansen og antageligheden af bevismateriale
giver bestemmelsen retterne en vis grad af fleksibilitet til at tage hensyn til dem.
Kapitel 5: Afsluttende bestemmelser
Artikel 19: Overvågning og rapportering
I denne artikel pålægges medlemsstaterne at indberette specifikke oplysninger om
anvendelsen af forordningen med henblik på at bistå Kommissionen i udøvelsen af dennes
opgaver i henhold til artikel 24. Kommissionen fastlægger et detaljeret program for
overvågning af forordningens resultater og virkninger.
Artikel 20: Ændringer af attesterne og formularerne
Attesterne og formularerne i bilag I, II og III i dette forslag vil gøre det lettere at gennemføre
en EPOC og en EPOC-PR. Derfor er det nødvendigt fremover at kunne afhjælpe et muligt
DA 25 DA
behov for at forbedre attestens og formularens indhold så hurtigt som mulig. Hvis de tre bilag
skal ændres inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure, er dette krav ikke
opfyldt., og de udgør ikkevæsentlige elementer i de lovgivningsmæssige retsakter, og
hovedelementerne er defineret i artikel 8. Derfor fastsættes der en hurtigere og mere fleksibel
procedure for ændringer gennem delegerede retsakter i artikel 20.
Artikel 21: Udøvelse af delegerede beføjelser
Denne artikel indeholder betingelserne for, hvornår Kommissionen har beføjelse til at vedtage
delegerede retsakter for at indføre nødvendige ændringer af attesten og formularerne, der er
vedlagt forslaget. Der fastlægges en standardprocedure for vedtagelse af sådanne delegerede
retsakter.
Artikel 22: Meddelelser
Medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om, hvem de kompetente udstedelses-
og fuldbyrdelsesmyndigheder er, og hvilke retter der er kompetente til at behandle
tjenesteudbydernes begrundede indsigelser i tilfælde af en lovkonflikt.
Artikel 23: Forbindelsen til europæiske efterforskningskendelser
Det præciseres i denne bestemmelse, at forordningen ikke forhindrer medlemsstaternes
myndigheder i at udstede europæiske efterforskningskendelser i henhold til direktiv
2014/41/EU med henblik på fremskaffelse af elektronisk bevismateriale.
Artikel 24: Vurdering
Det fastsættes i bestemmelsen, at Kommissionen foretager en evaluering af denne forordning i
overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre lovgivning og i henhold til
punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 201625
. Kommissionen skal forelægge en
rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne af evalueringen, herunder en
vurdering af behovet for at udvide forordningens anvendelsesområde til tjenester, der endnu
ikke er omfattet, men som kan blive mere relevante for efterforskninger, fem år efter den
foreslåede forordnings ikrafttræden.
Artikel 25: Ikrafttræden
Dette forslag til forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende. Forordningen anvendes seks måneder efter datoen for
ikrafttrædelsen.
25
Interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-
Kommissionen om bedre lovgivning af 13. april 2016 (EUT L 123 af 12.5. 2016, s. 1).
DA 26 DA
2018/0108 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i
straffesager
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 82,
stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg26
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Unionen
vedtage foranstaltninger vedrørende retligt samarbejde i straffesager baseret på
princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, som normalt er
blevet betegnet som en hovedhjørnesten i det retlige samarbejde i straffesager i
Unionen siden Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999.
(2) Foranstaltninger til at indhente og bevare elektronisk bevismateriale får stadig større
betydning for strafferetlige efterforskninger og retsforfølgelser i hele EU. Effektive
mekanismer til at indhente elektronisk bevismateriale er afgørende for at bekæmpe
kriminalitet på betingelser, der sikrer fuld overensstemmelse med de grundlæggende
rettigheder og principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder som forankret i traktaterne, navnlig principperne om
nødvendighed og proportionalitet, retfærdig rettergang, databeskyttelse,
brevhemmelighed og privatlivets fred.
(3) I den fælles erklæring fra EU's justits- og indenrigsministre og EU-institutionernes
repræsentanter om terrorangrebene den 22. marts 2016 i Bruxelles understreges
behovet for som en prioritet at finde metoder til hurtigere og mere effektivt at sikre og
indhente digitalt bevismateriale og for at fastlægge konkrete foranstaltninger til
håndtering af dette spørgsmål.
(4) Rådet understregede i sine konklusioner af 9. juni 2016 den stigende betydning af
elektronisk bevismateriale i straffesager og af beskyttelsen af cyberspace mod misbrug
og kriminelle aktiviteter til gavn for økonomier og samfund og således behovet for, at
de retshåndhævende og judicielle myndigheder har effektive redskaber til at
efterforske og retsforfølge kriminelle aktiviteter i cyberspace.
26
EUT C […] af […], s. […].
DA 27 DA
(5) I den fælles meddelelse om modstandsdygtighed, afskrækkelse og forsvar af 13.
september 201727
understregede Kommissionen, at effektiv efterforskning og
retsforfølgning af cyberkriminalitet er et centralt afskrækkelsesmiddel over for
cyberangreb, og at de aktuelle proceduremæssige rammer skal tilpasses bedre til
internettets tidsalder. Hastigheden af cyberangreb kan være for høj for de aktuelle
procedurer og skabe særlige behov for samarbejde på tværs af grænserne.
(6) Europa-Parlamentet understregede ligeledes disse bekymringer i sin beslutning af 3.
oktober 201728
om bekæmpelse af IT-kriminalitet og fremhævede ligeledes, at de
forskellige lovgivningsrammer kan skabe problemer for tjenesteudbyderne, når de
forsøger at imødekomme anmodninger fra de retshåndhævende myndigheder, og
opfordrede Kommissionen til at etablere EU-lovgivningsrammer for elektronisk
bevismateriale med tilstrækkelige garantier for alle berørte parters rettigheder og
friheder.
(7) Nettjenester kan leveres fra hvor som helst og kræver ikke en fysisk infrastruktur,
lokaler eller personale i det pågældende land. Relevant bevismateriale opbevares
derfor ofte uden for efterforskningsstaten eller af en tjenesteudbyder, der er etableret
uden for denne stat. Der er ofte ingen tilknytning mellem den sag, der efterforskes i
den pågældende stat, og den stat, hvor oplysningerne er lagret, eller hvor
tjenesteudbyderen har sit hjemsted.
(8) På grund af denne manglende tilknytning fremsendes anmodninger om retligt
samarbejde ofte til stater, der er værtsstater for et stort antal tjenesteudbydere, men
som ikke har anden tilknytning til den foreliggende sag. Desuden er antallet af
anmodninger mangedoblet på grund af den stigende brug af nettjenester, der i sagens
natur er grænseløse. Fremskaffelse af elektronisk bevismateriale gennem retlige
samarbejdskanaler tager derfor ofte lang tid – muligvis så lang tid, at efterfølgende
spor ikke længere er tilgængelige. Der er desuden ingen klar ramme for samarbejdet
med tjenesteudbydere, men visse udbydere fra tredjelande accepterer direkte
anmodninger om ikkeindholdsdata, i den udstrækning gældende national lovgivning
gør det muligt. Alle medlemsstaterne anvender således kanaler for samarbejde med
tjenesteudbydere, hvis de findes, ved brug af forskellige nationale værktøjer,
betingelser og procedurer. For så vidt angår indholdsdata, har nogle medlemsstater
desuden truffet ensidige foranstaltninger, mens andre fortsat gør brug af det retlige
samarbejde.
(9) De forskellige lovgivningsrammer skaber problemer for tjenesteudbyderne, når de
forsøger at imødekomme anmodninger fra de retshåndhævende myndigheder. Det er
derfor nødvendigt at indføre en europæisk retlig ramme for elektronisk bevismateriale
for at pålægge tjenesteudbydere, der er omfattet af instrumentets anvendelsesområde,
en forpligtelse til at reagere direkte i forhold til myndigheder uden inddragelse af en
judiciel myndighed i tjenesteudbyderens medlemsstat.
(10) Kendelser i henhold til denne forordning bør rettes til tjenesteudbydernes retlige
repræsentanter, der er udpeget med henblik herpå. Hvis en tjenesteudbyder, der er
etableret i Unionen, ikke har udpeget en retlig repræsentant, kan kendelsen rettes til
ethvert af tjenesteudbyderens etableringssteder i Unionen. Dette alternativ har til
formål at sikre, at systemet er effektivt, hvis tjenesteudbyderen (endnu) ikke har
udpeget en særlig repræsentant.
27
JOIN(2017) 450 final.
28
2017/2068(INI).
DA 28 DA
(11) Ordningen med den europæiske editionskendelse og den europæiske sikringskendelse
for elektronisk bevismateriale i straffesager kan kun fungere på grundlag af en høj
grad af gensidig tillid mellem medlemsstaterne, hvilket er en afgørende forudsætning
for, at dette instrument fungerer tilfredsstillende.
(12) I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som er
anerkendt i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Disse
omfatter retten til frihed og sikkerhed, respekten for privatliv og familieliv, beskyttelse
af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed,
ejendomsretten, adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol,
uskyldsformodningen og retten til forsvar, legalitetsprincippet og princippet om
proportionalitet samt retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for
samme lovovertrædelse. Hvis udstedelsesstaten ser visse tegn på, at der muligvis føres
parallelle straffesager i en anden medlemsstat, skal den høre myndighederne i denne
medlemsstat i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA29
.
(13) For at sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres fuldt ud, henvises der i denne
forordning udtrykkeligt til de nødvendige standarder for indsamling af
personoplysninger, behandlingen af sådanne oplysninger, den judicielle prøvelse af
anvendelsen af efterforskningsforanstaltningen som omhandlet i denne retsakt og de
retsmidler, som står til rådighed.
(14) Denne forordning bør anvendes, uden at det berører de proceduremæssige rettigheder i
straffesager, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU30
,
2012/13/EU31
, 2013/48/EU32
, 2016/34333
, 2016/80034
og 2016/191935
.
(15) I denne retsakt fastlægges de generelle regler, hvorefter en kompetent judiciel
myndighed i EU kan pålægge en tjenesteudbyder, der udbyder tjenester i Unionen, at
fremlægge eller bevare elektronisk bevismateriale gennem en europæisk editions- eller
sikringskendelse. Denne forordning finder anvendelse i alle tilfælde, hvor
tjenesteudbyderen er etableret eller repræsenteret i en anden medlemsstat. I en national
kontekst, hvor de instrumenter, der er fastsat i denne forordning, ikke kan anvendes,
bør forordningen ikke begrænse de nationale kompetente myndigheders beføjelser, der
allerede er fastsat i national ret, til at pålægge tjenesteudbydere, der er etableret eller
repræsenteret på deres område, at overholde tilsvarende nationale foranstaltninger.
29
Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse og bilæggelse af
konflikter om udøvelse af jurisdiktion i straffesager (EUT L 328 af 15.12.2009, s. 42).
30
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og
oversætterbistand i straffesager (EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1).
31
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under
straffesager (EUT L 142 af 1.6.2012, s. 1).
32
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til
advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en
tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære
myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT L 294 af 6.11.2013, s. 1).
33
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter
af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT L 65 af
11.3.2016, s. 1).
34
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/800 af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for
børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager (EUT L 132 af 21.5.2016, s. 1).
35
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1919 af 26. oktober 2016 om retshjælp til mistænkte
og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer (EUT L 297 af
4.11.2016, s. 1).
DA 29 DA
(16) De tjenesteudbydere, der er mest relevante i straffesager, er udbydere af elektroniske
kommunikationstjenester og udbydere af informationssamfundstjenester, som letter
interaktionen mellem brugerne. Begge grupper bør således være omfattet af denne
forordning. Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester er defineret i forslaget
til direktiv om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation. De omfatter
interpersonel kommunikation såsom internettelefoni, instant messaging og e-
mailtjenester. De kategorier af informationssamfundstjenester, der er omfattet her, er
de tjenester, hvor lagring af data er et afgørende element i den tjeneste, der leveres til
brugeren, navnlig sociale netværk i det omfang de ikke betragtes som elektroniske
kommunikationstjenester, onlinemarkedspladser til fremme af transaktioner mellem
deres brugere (såsom forbrugere eller virksomheder) og andre hostingtjenester,
herunder hvor tjenesten leveres via cloudcomputing. Informationssamfundets
tjenester, hvor lagring af data ikke er et afgørende element i den tjeneste, der leveres til
brugeren, og derfor kun er af accessorisk karakter, f.eks. juridiske rådgivnings-,
arkitekt-, ingeniør- og regnskabstjenester leveret ad elektronisk vej, bør udelukkes fra
denne forordnings anvendelsesområde, også selv om de falder ind under definitionen
af informationssamfundets tjenester i direktiv (EU) 2015/1535.
(17) I mange tilfælde lagres eller behandles oplysningerne ikke længere på en brugers
enhed, men er tilgængelige på en skybaseret infrastruktur, der er adgang til fra et
hvilket som helst sted. Tjenesteudbyderne behøver ikke at være etableret eller at have
servere i en specifik jurisdiktion for at drive disse tjenester. Anvendelsen af denne
forordning bør således ikke afhænge af tjenesteudbyderens faktiske etableringssted
eller af databehandlings- eller lagerfacilitetens faktiske beliggenhed.
(18) Udbydere af internetinfrastrukturtjenester vedrørende tildeling af navne og numre,
f.eks. domænenavneadministratorer og -registratorer og privatlivs- og proxytjenester
eller regionale onlineregistre for IP-adresser, er af særlig relevans i forbindelse med
identifikation af aktører bag ondsindede eller kompromitterede websteder. De
opbevarer oplysninger, der er af særlig relevans for straffesager, da de kan gøre det
muligt at identificere en enkeltperson eller enhed bag et websted, der anvendes til
kriminelle aktiviteter, eller ofret for kriminelle handlinger i tilfælde af et
kompromitteret websted, der er blevet overtaget af kriminelle.
(19) Denne forordning regulerer kun indsamling af lagrede data, dvs. de data, som en
tjenesteudbyder ligger inde med på tidspunktet for modtagelsen af en attest for en
europæisk editions- eller sikringskendelse. Forordningen indfører ikke en generel pligt
til opbevaring af data og tillader heller ikke aflytning eller indhentning af data, der
lagres på et senere tidspunkt efter modtagelsen af en attest for en editions- eller
sikringskendelse. Dataene bør fremlægges, uanset om de er krypteret eller ej.
(20) Datakategorierne i denne forordning omfatter abonnentdata, adgangsdata,
transaktionsdata (tre kategorier, der samlet benævnes "ikkeindholdsdata") og
indholdsdata. Denne sondring findes i mange medlemsstaters retsorden, også i den
gældende lovgivningsramme i USA, der giver tjenesteudbyderne mulighed for at
udveksle ikkeindholdsdata med udenlandske retshåndhævende myndigheder på
frivillig basis.
(21) Det er hensigtsmæssigt at adskille adgangsdata som en særlig datakategori i denne
forordning. Adgangsdata anvendes til samme formål som abonnentdata, med andre ord
til at identificere brugeren, og graden af indgriben i de grundlæggende rettigheder er
den samme. Adgangsdata registreres typisk i forbindelse med registreringen af
hændelser (med andre ord en serverlog) for at angive påbegyndelsen og afslutningen
DA 30 DA
af en brugeradgangssession til en tjeneste. Det er ofte en individuel IP-adresse (statisk
eller dynamisk) eller en anden identifikator for den netgrænseflade, der anvendes
under adgangssessionen. Hvis brugeren er ukendt, skal den ofte indhentes, inden
tjenesteudbyderen kan pålægges at fremlægge abonnentdata vedrørende denne
identifikator.
(22) Der anmodes derimod generelt om transaktionsdata for at få oplysninger om brugerens
kontakter og færden, og der kan udstedes en kendelse for at fastlægge den
pågældendes profil. Når dette er sagt, kan adgangsdata ikke i sig selv bruges til at
fastslå, om formålet er det samme, da de f.eks. ikke indeholder oplysninger om
brugerens kontakter. Dette forslag indfører derfor en ny kategori af data, der skal
behandles som abonnentdata, hvis formålet med fremskaffelsen af dataene er det
samme.
(23) Alle datakategorier indeholder personoplysninger og er dermed omfattet af garantierne
i EU-databeskyttelsesreglerne, men indvirkningen på de grundlæggende rettigheder er
forskellig, alt efter om der er tale om abonnent- og adgangsdata eller transaktions- og
indholdsdata. Abonnent- og adgangsdata er nyttige til at finde de første spor i en
efterforskning vedrørende den mistænktes identitet, og transaktions- og indholdsdata
er mest relevante som bevismateriale. Det er derfor afgørende, at alle disse
datakategorier er omfattet af instrumentet. På grund af den forskellige grad af
indgriben i de grundlæggende rettigheder er der knyttet forskellige betingelser til
indhentning af abonnentdata og transaktions- og indholdsdata.
(24) Den europæiske editionskendelse og den europæiske sikringskendelse er
efterforskningsforanstaltninger, som kun bør udstedes i straffesager mod bestemte
kendte eller stadig ukendte gerningsmænd til en konkret strafbar handling, der allerede
har fundet sted, efter en individuel vurdering af proportionaliteten og nødvendigheden
af den enkelte kendelse.
(25) Denne forordning berører ikke myndighedernes undersøgelsesbeføjelser i civile og
administrative sager, herunder når disse sager kan føre til pålæggelse af sanktioner.
(26) Denne forordning bør finde anvendelse på tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i
Unionen, og de kendelser, der er omhandlet i denne forordning, må kun udstedes for
data vedrørende tjenester, der udbydes i Unionen. Tjenester, der udelukkende udbydes
uden for Unionen, er ikke omfattet af denne forordning, selv om tjenesteudbyderen er
etableret i Unionen.
(27) For at fastslå, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen, skal det vurderes,
om tjenesteudbyderen gør det muligt for juridiske eller fysiske personer i en eller flere
medlemsstater at gøre brug af udbyderens tjenester. Adgangen til en
onlinegrænseflade, f.eks. adgang til tjenesteudbyderens eller en mellemmands websted
eller til en e-mailadresse og andre kontaktoplysninger i en eller flere medlemsstater,
bør imidlertid ikke i sig selv være en tilstrækkelig betingelse for anvendelsen af denne
forordning.
(28) En væsentlig tilknytning til Unionen bør også være relevant for at fastslå denne
forordnings anvendelsesområde. En sådan væsentlig tilknytning til Unionen bør anses
for at være til stede, hvis tjenesteudbyderen er etableret i Unionen. Hvis
tjenesteudbyderen ikke er etableret i Unionen, bør kriteriet om en væsentlig
tilknytning vurderes på grundlag af, om der er et betydeligt antal brugere i en eller
flere medlemsstater, eller om tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod en eller
flere medlemsstater. Målretning af virksomheden mod en eller flere medlemsstater kan
DA 31 DA
fastslås på grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer såsom
anvendelsen af et sprog eller en valuta, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat,
eller muligheden for at bestille varer eller tjenesteydelser. Målretningen af
virksomheden mod en medlemsstat kan ligeledes udledes af tilgængeligheden af en
applikation ("app") i den relevante nationale app-butik, af lokal annoncering eller
annoncering på det sprog, der anvendes i den pågældende medlemsstat, eller
håndteringen af kunderelationer, f.eks. ved at yde kundeservice på det sprog, der
normalt anvendes i den pågældende medlemsstat. Det må endvidere antages, at der er
en væsentlig tilknytning, hvis tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod en eller
flere medlemsstater, jf. artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1215/2012 om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område36
. Levering af tjenesten alene med det formål at
overholde det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i forordning (EU)
2018/30237
, kan ikke i sig selv betragtes som tegn på, at den erhvervsdrivende retter
virksomhed mod et bestemt område i Unionen.
(29) En europæisk editionskendelse bør kun udstedes, hvis dette er nødvendigt og
forholdsmæssigt. Ved vurderingen bør der tages hensyn til, om kendelsen er begrænset
til, hvad der er nødvendigt for at nå det legitime mål om at indhente de relevante og
nødvendige oplysninger, der udelukkende skal tjene som bevismateriale i den konkrete
sag.
(30) En judiciel myndighed bør altid være involveret i udstedelsen af en europæiske
editions- eller sikringskendelse, enten i selve udstedelsen eller i godkendelsen af
kendelsen. I betragtning af den mere følsomme karakter af transaktions- og
indholdsdata skal udstedelsen eller godkendelsen af europæiske editionskendelser om
fremlæggelse af disse datakategorier undergives domstolsprøvelse. Da abonnement-
og adgangsdata er mindre følsomme, kan europæiske editionskendelser om
fremlæggelse af disse oplysninger desuden udstedes eller godkendes af kompetente
anklagere.
(31) Der skal af samme grund sondres med hensyn til det materielle anvendelsesområde for
denne forordning: Kendelser om fremlæggelse af abonnement- og adgangsdate kan
udstedes for enhver lovovertrædelse, hvorimod adgang til transaktions- og
indholdsdata bør være underlagt strengere krav for at tage højde for den mere
følsomme karakter af sådanne oplysninger. En tærskel gør det muligt at anlægge en
mere forholdsmæssig tilgang, og dette sikrer sammen med en række andre
forudgående og efterfølgende betingelser og garantier i forslaget, at
proportionalitetsprincippet og de berørte personers rettigheder overholdes. Tærsklen
bør samtidig ikke begrænse instrumentets effektivitet og de retshåndhævende
myndigheders brug heraf. Muligheden for at udstede efterforskningskendelser i
forbindelse med lovovertrædelser, der kan straffes med en frihedsstraf af en maksimal
varighed på mindst tre år, begrænser instrumentets anvendelsesområde til grovere
former for kriminalitet, men begrænser ikke i for høj grad de retshåndhævende
36
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
37
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af
uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet,
bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU)
2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 601 af 2.3.2018, s. 1).
DA 32 DA
myndigheders muligheder for at anvende det. Det udelukker en lang række
forbrydelser, der betragtes som mindre alvorlige af medlemsstaterne som udtrykt i en
lavere maksimal straf, fra anvendelsesområdet. En tærskel har ligeledes den fordel, at
den er let at anvende i praksis.
(32) Der findes særlige lovovertrædelser, hvor bevismaterialet typisk er tilgængeligt i
elektronisk form og af meget flygtig karakter. Dette er tilfældet for cyberrelaterede
strafbare handlinger, endog handlinger, som muligvis ikke anses for alvorlige i sig
selv, men som kan forårsage omfattende eller betydelige skader, herunder navnlig
handlinger, der har en begrænset indvirkning på den enkelte, men begås i et stort antal
og forårsager omfattende skader samlet set. I de fleste tilfælde, hvor lovovertrædelsen
er begået ved brug af et informationssystem, ville anvendelsen af den samme tærskel
som for andre typer lovovertrædelser primært føre til straffrihed. Dette berettiger
ligeledes anvendelsen af forordningen i forbindelse med disse overtrædelser, hvor
strafferammen er under tre års fængsel. I forbindelse med andre terrorhandlinger som
omhandlet i direktiv (EU) 2017/541 stilles der ikke krav om en maksimumstærskel på
mindst tre år.
(33) Det er desuden nødvendigt at sikre, at den europæiske editionskendelse kun kan
udstedes, hvis en lignende kendelse kan udstedes for samme lovovertrædelse i en
sammenlignelig national situation i udstedelsesstaten.
(34) Hvis de oplysninger, der anmodes om, opbevares eller behandles som en del af en
tjenesteudbyders infrastruktur, der stilles til rådighed for en virksomhed eller en anden
enhed, der ikke er en fysisk person, typisk i forbindelse med hostingtjenester, bør den
europæiske editionskendelse udelukkende anvendes, når det ikke er hensigtsmæssigt at
træffe efterforskningsforanstaltninger over for den pågældende virksomhed eller
enhed, navnlig hvis det kan bringe efterforskningen i fare. Dette gælder navnlig for
større enheder såsom selskaber eller offentlige enheder, der benytter sig af tjenester fra
tjenesteudbydere, der leverer deres IT-infrastruktur eller -tjenester eller begge dele.
Den første modtager af en europæisk editionskendelse bør i dette tilfælde være
virksomheden eller en anden enhed. Denne virksomhed eller anden enhed må ikke
være en tjenesteudbyder, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. I
sager, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at anmode den pågældende enhed om
oplysninger, f.eks. fordi enheden mistænkes for at være involveret i den pågældende
sag, eller fordi der er tegn på aftalt spil med den, der efterforskes, bør de kompetente
myndigheder imidlertid kunne anmode tjenesteudbyderen af den pågældende
infrastruktur om at fremlægge de anmodede oplysninger. Denne bestemmelse berører
ikke retten til at pålægge tjenesteudbyderen at bevare oplysningerne.
(35) Privilegier og immuniteter for personkategorier (f.eks. diplomater) eller særligt
beskyttede forhold (f.eks. retten til fortrolighed mellem advokat og klient) er omfattet
af andre instrumenter til gensidig anerkendelse såsom den europæiske
efterforskningskendelse. Deres rækkevidde og indvirkning er forskellig afhængigt af
den gældende nationale lovgivning, der skal tages i betragtning i forbindelse med
udstedelsen af kendelsen, da udstedelsesmyndigheden kun kan udstede en kendelse,
hvis en lignende kendelse kan udstedes i en sammenlignelig national situation. Ud
over dette grundlæggende princip bør der i udstedelsesstaten i videst muligt omfang
tages hensyn til immuniteter og privilegier, der beskytter adgangs-, transaktions- eller
indholdsdata i tjenesteudbyderens medlemsstat, på samme måde, som hvis de var
omfattet af national lovgivning i udstedelsesstaten. Dette er navnlig relevant, hvis
lovgivningen i tjenesteudbyderens eller dennes retlige repræsentants medlemsstat
sikrer en højere beskyttelse end lovgivningen i udstedelsesstaten. Bestemmelsen sikrer
DA 33 DA
ligeledes, at der tages hensyn til tilfælde, hvor videregivelsen af oplysningerne kan
berøre den pågældende medlemsstats grundlæggende interesser såsom statens
sikkerhed og forsvar. Som en yderligere garanti bør disse aspekter tages i betragtning,
ikke kun når kendelsen udstedes, men også senere i forbindelse med vurderingen af
relevansen af de pågældende oplysninger i den relevante fase af straffesagen, og i
forbindelse med en fuldbyrdelsesprocedure af fuldbyrdelsesmyndigheden.
(36) Den europæiske sikringskendelse kan udstedes for alle lovovertrædelser. Formålet er
at forhindre fjernelse, sletning eller ændring af relevante oplysninger i situationer,
hvor det kan tage længere tid at få indhentet disse oplysninger, f.eks. fordi der
anvendes retlige samarbejdskanaler.
(37) Europæiske editions- og sikringskendelser bør rettes til den retlige repræsentant, der er
udpeget af tjenesteudbyderen. Hvis der ikke er udpeget en retlig repræsentant, kan
kendelsen rettes til ethvert af tjenesteudbyderens etableringssteder i Unionen. Dette
kan være tilfældet, hvis tjenesteudbyderen ikke har nogen retlig forpligtelse til at
udpege en retlig repræsentant. I tilfælde af den retlige repræsentants manglende
overholdelse i nødsituationer kan den europæiske editions- eller sikringskendelse
ligeledes rettes til tjenesteudbyderen sideløbende med eller i stedet for at søge
fuldbyrdelse af den oprindelige kendelse i henhold til artikel 14. I tilfælde af den
retlige repræsentants manglende overholdelse i ikke-nødsituationer, hvor der er en klar
risiko for tab af data, kan den europæiske editionskendelse eller den europæiske
sikringskendelse rettes til ethvert af tjenesteudbyderens etableringssteder i Unionen.
På grund af disse forskellige mulige scenarier anvendes den generelle betegnelse
"modtager" i bestemmelserne. Hvis en forpligtelse, f.eks. vedrørende fortrolighed,
ikke kun gælder for modtageren, men ligeledes for tjenesteudbyderen, hvis denne ikke
er modtageren, er dette anført i den pågældende bestemmelse.
(38) De europæisk editions- eller sikringskendelser bør fremsendes til tjenesteudbyderen i
form af en attest for den europæiske editionskendelse (EPOC) eller en attest for den
europæiske sikringskendelse (EPOC-PR), der bør oversættes. Attesterne bør indeholde
de samme obligatoriske oplysninger som kendelserne bortset fra begrundelsen for
foranstaltningens proportionalitet og nødvendighed og yderligere oplysninger om
sagen for at undgå at bringe efterforskningen i fare. Da de er en del af selve kendelsen,
giver de den mistænkte mulighed for at gøre indsigelse mod den på et senere tidspunkt
under straffesagen. Om nødvendigt skal attesten oversættes til (et af) de officielle
sprog i modtagerens medlemsstat eller til et andet officielt sprog, som
tjenesteudbyderen har erklæret at ville acceptere.
(39) Den kompetente udstedelsesmyndighed bør fremsende EPOC'en eller EPOC-PR'en
direkte til modtageren ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor,
og som giver tjenesteudbyderen mulighed for at fastslå ægtheden, f.eks. pr. anbefalet
brev, sikker e-mail og platforme eller andre sikre kanaler, herunder dem, der stilles til
rådighed af tjenesteudbyderen, i overensstemmelse med reglerne om beskyttelse af
personoplysninger.
(40) De anmodede oplysninger bør fremsendes til myndighederne senest 10 dage efter
modtagelsen af EPOC'en. Kortere frister skal overholdes af tjenesteudbyderen i
nødsituationer, og hvis udstedelsesmyndigheden anfører andre grunde til at afvige fra
fristen på 10 dage. Ud over den overhængende fare for sletning af de anmodede
oplysninger kan sådanne grunde omfatte forhold vedrørende en igangværende
efterforskning, f.eks. hvis de anmodede oplysninger er knyttet til andre hastende
DA 34 DA
efterforskningsforanstaltninger, som ikke kan gennemføres uden de manglende
oplysninger eller på anden vis er afhængige af dem.
(41) For at gøre det muligt for tjenesteudbydere at løse formelle problemer er det
nødvendigt at fastlægge en procedure for kommunikation mellem tjenesteudbyderen
og den judicielle udstedelsesmyndighed, hvis EPOC'en er ufuldstændig eller
indeholder åbenbare fejl eller ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger. Hvis
tjenesteudbyderen ikke fremlægger fyldestgørende eller rettidige oplysninger af andre
grunde, f.eks. fordi udbyderen mener, at der er en modstridende forpligtelse begrundet
i et tredjelands lovgivning, eller fordi udbyderen mener, at den europæiske
editionskendelse ikke er blevet udstedt i overensstemmelse med de betingelser, der er
fastsat i denne forordning, bør udbyderen desuden rette henvendelse til
udstedelsesmyndigheden med en passende begrundelse. Kommunikationsproceduren
bør generelt give udstedelsesmyndigheden mulighed for at korrigere eller genoverveje
EPOC'en på et tidligt tidspunkt. For at sikre adgangen til oplysningerne bør
tjenesteudbyderen bevare oplysningerne, hvis denne kan identificere de oplysninger,
der anmodes om.
(42) Efter modtagelsen af attesten for den europæiske sikringskendelse ("EPOC-PR") bør
tjenesteudbyderen bevare de anmodede oplysninger i højst 60 dage, medmindre
udstedelsesmyndigheden meddeler tjenesteudbyderen, at den har indledt proceduren
for den efterfølgende anmodning om fremlæggelse af oplysninger, i hvilket tilfælde
oplysningerne fortsat bør bevares. Fristen på 60 dage beregnes med henblik indledning
af proceduren for den officielle anmodning. Dette kræver, at der som minimum er
truffet en række formelle foranstaltninger, f.eks. fremsendelse af en anmodning om
gensidig retshjælp til oversættelse. Efter modtagelsen af denne information bør
oplysningerne bevares, så længe det er nødvendigt for at fremlægge oplysningerne i
forbindelse med en efterfølgende anmodning om fremlæggelse af oplysninger.
(43) Tjenesteudbydere og deres retlige repræsentanter bør sikre fortroligheden og undlade
at underrette den person, hvis oplysninger efterspørges, når udstedelsesmyndigheden
anmoder herom, for at beskytte efterforskningen af lovovertrædelser i
overensstemmelse med artikel 23 i forordning (EU) 2016/67938
. Brugeroplysninger er
imidlertid et afgørende element i revisionen og domstolsprøvelsen, og myndigheden
bør tilvejebringe disse, hvis tjenesteudbyderen er blevet anmodet om ikke at underrette
brugeren, når der ikke er nogen risiko for at bringe igangværende efterforskninger i
fare, i overensstemmelse med de nationale foranstaltninger til gennemførelse af
artikel 13 i direktiv (EU) 2016/68039
.
(44) I tilfælde af modtagerens manglende overholdelse kan udstedelsesmyndigheden
fremsende hele kendelsen, herunder begrundelsen for nødvendigheden og
proportionaliteten, ledsaget af attesten til den kompetente myndighed i den
medlemsstat, hvor modtageren af attesten er bosiddende eller etableret. Denne
38
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119
af 4.5.2016, s. 1).
39
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på
at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse
2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
DA 35 DA
medlemsstat bør fuldbyrde kendelsen i overensstemmelse med national lovgivning.
Medlemsstaterne bør pålægge effektive, forholdsmæssige og afskrækkende
økonomiske sanktioner i tilfælde af overtrædelser af de forpligtelser, der er fastsat i
denne forordning.
(45) Fuldbyrdelsesproceduren er en procedure, hvor modtageren kan gøre indsigelse mod
fuldbyrdelsen på grundlag af visse begrænsede grunde. Fuldbyrdelsesmyndigheden
kan nægte at anerkende og fuldbyrde en kendelse med samme begrundelse, eller hvis
privilegier og immuniteter i henhold til den nationale lovgivning finder anvendelse,
eller hvis videregivelsen kan berøre nationale grundlæggende interesser såsom statens
sikkerhed og forsvar. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør høre udstedelsesmyndigheden,
inden den nægter at anerkende eller fuldbyrde kendelsen med denne begrundelse. I
tilfælde af manglende overholdelse kan myndighederne pålægge sanktioner. Disse
sanktioner bør stå i et rimeligt forhold til den manglende overholdelse, herunder
særlige omstændigheder såsom gentagen eller systematisk manglende overholdelse.
(46) Uanset deres databeskyttelsesforpligtelser bør tjenesteudbydere ikke holdes ansvarlige
i medlemsstaterne for skade på deres brugere eller tredjeparter, der udelukkende kan
tilskrives overholdelse i god tro af en EPOC eller en EPOC-PR.
(47) Ud over de personer, hvis oplysninger efterspørges, kan tjenesteudbydere og
tredjelande blive berørt af efterforskningsforanstaltningen. For at sikre international
anerkendelse af domme i forhold til tredjelandes suveræne interesser, beskytte den
pågældende person og håndtere tjenesteudbyderes modstridende forpligtelser indføres
der med dette instrument en særlig ordning for judiciel prøvelse, hvis overholdelsen af
en europæisk editionskendelse vil forhindre tjenesteudbydere i at opfylde retlige
forpligtelser i henhold til et tredjelands lovgivning.
(48) Når modtageren mener, at den europæiske editionskendelse i det konkrete tilfælde vil
indebære en overtrædelse af en retlig forpligtelse i henhold til lovgivningen i et
tredjeland, bør modtageren således underrette udstedelsesmyndigheden ved at rejse en
begrundet indsigelse ved brug af formularerne i bilaget. Udstedelsesmyndigheden bør
derefter kontrollere den europæiske editionskendelse på grundlag af den begrundede
indsigelse under hensyntagen til de samme kriterier som den kompetente ret. Når
myndigheden beslutter at opretholde kendelsen, bør proceduren henvises til den
kompetente ret som meddelt af den pågældende medlemsstat, der herefter foretager en
prøvelse af kendelsen.
(49) Ved afgørelsen af, om der foreligger en modstridende forpligtelse under de særlige
omstændigheder i den foreliggende sag, bør den kompetente ret benytte sig af
passende ekstern ekspertise efter behov, f.eks. hvis prøvelsen rejser spørgsmål om
fortolkning af lovgivningen i det pågældende tredjeland. Dette kan omfatte høring af
de centrale myndigheder i det pågældende tredjeland.
(50) Ekspertviden om fortolkningen kan ligeledes indhentes i eventuelle ekspertudtalelser.
Der bør være adgang til oplysninger og retspraksis vedrørende fortolkningen af
tredjelandes lovgivning om modstridende procedurer i medlemsstaterne på en central
platform såsom SIRIUS-projektet og/eller det europæiske retlige netværk. Dette bør
gøre det muligt for retterne at drage fordel af erfaringer og ekspertviden, der er
indsamlet af andre retter om samme eller lignende spørgsmål. Dette bør ikke være til
hinder for en fornyet høring af det pågældende tredjeland, hvis det er relevant.
(51) Hvis der er modstridende forpligtelser bør retten afgøre, om de modstridende
bestemmelser i tredjelandet forbyder videregivelse af de pågældende oplysninger med
DA 36 DA
den begrundelse, at det er nødvendigt for at beskytte de berørte personers
grundlæggende rettigheder eller tredjelandets grundlæggende rettigheder forbundet
med statens sikkerhed eller forsvar. I forbindelse med denne vurdering bør retten tage
højde for, om tredjelandets lovgivning i stedet for at beskytte tredjelandets
grundlæggende rettigheder eller grundlæggende interesser forbundet med statens
sikkerhed eller forsvar åbenlyst har til formål at beskytte andre interesser eller ulovlige
aktiviteter mod anmodninger fra de retshåndhævende myndigheder i forbindelse med
strafferetlige efterforskninger. Hvis retten fastslår, at modstridende bestemmelser i
tredjelandet forbyder videregivelse af de pågældende oplysninger med den
begrundelse, at det er nødvendigt for at beskytte de berørte personers grundlæggende
rettigheder eller tredjelandets grundlæggende rettigheder forbundet med statens
sikkerhed eller forsvar, bør den høre det pågældende tredjeland gennem dets centrale
myndigheder for gensidig retshjælp, der findes de fleste dele af verden. Retten bør
fastsætte en frist for det pågældende tredjelands indsigelse mod gennemførelsen af den
europæiske editionskendelse, og hvis myndighederne i tredjelandet ikke reagerer inden
for den (udvidede) frist på trods af en påmindelse om konsekvenserne af at undlade at
svare, stadfæster retten kendelsen. Hvis myndighederne i tredjelandet modsætter sig
videregivelse, bør retten ophæve kendelsen.
(52) I forbindelse med alle andre modstridende forpligtelser, der ikke vedrører den enkeltes
grundlæggende rettigheder eller tredjelandets grundlæggende rettigheder forbundet
med statens sikkerhed eller forsvar, bør retten træffe afgørelse om, hvorvidt den
europæiske editionskendelse skal stadfæstes, ved at afveje en række elementer, der kan
bruges til at vurdere styrken af tilknytningen til de to jurisdiktioner, de respektive
interesser i at opnå eller forhindre videregivelse af oplysningerne og de eventuelle
konsekvenser for tjenesteudbyderen forbundet med efterlevelsen af kendelsen. For
cyberrelaterede strafbare handlinger omfatter det sted, hvor handlingen blev begået,
både det eller de steder, hvor foranstaltningen blev truffet, og det eller de steder, hvor
den strafbare handling fik konsekvenser.
(53) De betingelser, der er fastsat i artikel 9, finder ligeledes anvendelse i tilfælde af
modstridende forpligtelser begrundet i lovgivningen i et tredjeland. Oplysningerne bør
bevares under denne procedure. Hvis kendelsen ophæves, kan der udstedes en ny
sikringskendelse, således at udstedelsesmyndigheden kan anmode om at få
oplysningerne fremlagt gennem andre kanaler såsom gensidig retshjælp.
(54) Det er vigtigt, at alle personer, hvis oplysninger efterspørges i forbindelse med en
strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning, har adgang til effektive retsmidler i
overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder. For mistænktes og tiltaltes vedkommende bør adgangen til
effektive retsmidler udøves under straffesagen. Dette kan påvirke antageligheden eller
eventuelt den vægt, som bevismaterialet fremskaffet ved brug af sådanne retsmidler
tillægges under retssagen. De drager desuden fordel af alle de proceduremæssige
garantier, der gælder for dem, såsom retten til information. Andre personer, der ikke er
mistænkte eller tiltalte, bør også have adgang til effektive retsmidler. Der bør derfor
som minimum være mulighed for at anfægte lovligheden af en europæisk
editionskendelse, herunder kendelsens nødvendighed og proportionalitet. Denne
forordning bør ikke begrænse de mulige grunde til at anfægte kendelsens lovlighed.
Disse retsmidler bør udøves i udstedelsesstaten i overensstemmelse med national
lovgivning. Reglerne om foreløbige forholdsregler bør reguleres af national
lovgivning.
DA 37 DA
(55) Under fuldbyrdelsesproceduren og de efterfølgende retsmidler kan modtageren
desuden gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen af en europæisk editions- eller
sikringskendelse med påberåbelse af en række begrænsede grunde, herunder at
kendelsen ikke er udstedt eller godkendt af en kompetent myndighed, eller at den
tydeligvis er i modstrid med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder eller er åbenbart urimelig. En kendelse om fremlæggelse af indholdsdata
vedrørende en udefineret gruppe af personer i et geografisk område eller uden
tilknytning til en konkret straffesag er tydeligvis ikke i overensstemmelse med
betingelserne for udstedelse af en europæisk editionskendelse.
(56) Beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger er
en grundlæggende rettighed. I overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 16, stk. 1, i
TEUF har enhver ret til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører den
pågældende. I forbindelse med gennemførelsen af denne forordning bør
medlemsstaterne sikre, at personoplysninger beskyttes og kun behandles i
overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og direktiv (EU) 2016/680.
(57) Personoplysninger, der tilvejebringes i henhold til denne forordning, bør kun
behandles, når det er nødvendigt og står i et rimeligt forhold til formålene om
forebyggelse, efterforskning, opdagelse eller retsforfølgelse af kriminalitet eller
fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner samt udøvelse af retten til et forsvar.
Medlemsstaterne bør navnlig sikre, at relevante databeskyttelsespolitikker og -
foranstaltninger finder anvendelse på videregivelse af personoplysninger fra relevante
myndigheder til tjenesteudbydere med henblik på denne forordning, herunder
foranstaltninger, der skal sikre oplysningernes sikkerhed. Tjenesteudbyderne bør sikre
det samme for videregivelse af personoplysninger til relevante myndigheder. Kun
autoriserede personer bør have adgang til oplysninger, der indeholder
personoplysninger, som kan opnås gennem kontrolprocesser. Det bør overvejes at
anvende mekanismer til sikring af ægthed, f.eks. anmeldte nationale elektroniske
identifikationssystemer eller tillidstjenester som omhandlet i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og
tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om
ophævelse af direktiv 1999/93/EF.
(58) Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning, som bør være baseret
på de fem kriterier, nemlig effektivitet, virkningsgrad, relevans, sammenhæng og
merværdi for EU, og som bør danne grundlag for konsekvensanalyser af mulige
yderligere foranstaltninger. Der bør regelmæssigt indsamles oplysninger til brug for
evalueringen af denne forordning.
(59) Anvendelsen af oversatte standardformularer letter samarbejdet og udvekslingen af
oplysninger mellem judicielle myndigheder og tjenesteudbydere, således at de kan
sikre og videresende elektronisk bevismateriale hurtigere og mere effektivt og
samtidigt opfylde de nødvendige sikkerhedskrav på en brugervenlig måde. De
mindsker udgifterne til oversættelse og bidrager til en høj kvalitetsstandard.
Svarformularerne bør ligeledes give mulighed for en standardiseret
informationsudveksling, navnlig når tjenesteudbyderne ikke kan efterleve kendelsen,
fordi kontoen ikke findes, eller fordi der ikke foreligger nogen oplysninger.
Formularerne bør også lette indsamlingen af statistikker.
(60) For effektivt at imødegå et eventuelt behov for forbedringer af indholdet af EPOC'erne
og EPOC-PR'erne og af de formularer, der skal anvendes til at oplyse om, hvorfor det
DA 38 DA
ikke er muligt at gennemføre EPOC'en eller EPOC-PR'en, bør beføjelsen til at vedtage
retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde uddelegeres til Kommissionen med henblik på at ændre bilag I, II og
III til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører
relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at
disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den
interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning40
. For at sikre lige
deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og
Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og
deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der
beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.
(61) Foranstaltningerne baseret på denne forordning bør ikke have forrang for europæiske
efterforskningskendelser i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/41/EU41
med henblik på fremskaffelse af elektronisk bevismateriale.
Medlemsstaternes myndigheder bør vælge det redskab, der passer bedst til deres
situation. De foretrækker måske at anvende den europæiske efterforskningskendelse,
når de anmoder om alternative efterforskningsforanstaltninger, herunder men ikke
begrænset til fremlæggelse af elektronisk bevismateriale fra en anden medlemsstat.
(62) På grund af den teknologiske udvikling kan nye former for kommunikationsmidler
være fremherskende om nogle få år, eller der kan opstå huller i anvendelsen af denne
forordning. Det er derfor vigtigt at sikre, at forordningens anvendelse kontrolleres.
(63) Eftersom målene med denne forordning, nemlig at forbedre sikringen og
fremskaffelsen af elektronisk bevismateriale på tværs af grænserne, ikke i tilstrækkelig
grad kan opfyldes af medlemsstaterne på grund af forordningens grænseoverskridende
karakter, men bedre kan nås på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske
Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(64) I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for
så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag
til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, [har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at
deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning]/[og med forbehold af
samme protokols artikel 4 deltager Det Forenede Kongerige/Irland ikke i vedtagelsen
af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det
Forenede Kongerige/Irland].
(65) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som
ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
40
EUT L 123 af 12.5. 2016, s. 1.
41
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske
efterforskningskendelse i straffesager (EUT L 130 af 1.5.2014, s. 1).
DA 39 DA
(66) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse
med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200142
og har afgivet en udtalelse den (…)43
—
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Kapitel 1: Emne, definitioner og anvendelsesområde
Artikel 1
Emne
1. I denne forordning fastsættes regler, hvorefter en myndighed i en medlemsstat kan
pålægge en tjenesteudbyder, der udbyder tjenester i Unionen, at fremlægge eller sikre
elektronisk bevismateriale, uanset hvor dataene befinder sig. Denne forordning
berører ikke de nationale myndigheders beføjelser til at pålægge tjenesteudbydere,
der er etableret eller repræsenteret på deres område, at overholde tilsvarende
nationale foranstaltninger.
2. Denne forordning indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de
grundlæggende rettigheder og retsprincipper som fastsat i artikel 6 i TEU, herunder
retten til et forsvar for personer, der er anklaget i en straffesag, og eventuelle
forpligtelser, der påhviler de retshåndhævende og judicielle myndigheder i denne
henseende, berøres ikke.
Artikel 2
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
(1) "europæisk editionskendelse": en bindende afgørelse truffet af en
udstedelsesmyndighed i en medlemsstat, der pålægger en tjenesteudbyder, der
udbyder tjenester i Unionen og er etableret eller repræsenteret i en anden
medlemsstat, at fremlægge elektronisk bevismateriale
(2) "europæisk sikringskendelse": en bindende afgørelse truffet af en
udstedelsesmyndighed i en medlemsstat, der pålægger en tjenesteudbyder, der
udbyder tjenester i Unionen og er etableret eller repræsenteret i en anden
medlemsstat, at bevare elektronisk bevismateriale med henblik på en efterfølgende
anmodning om fremlæggelse af bevismaterialet
(3) "tjenesteudbyder": enhver fysisk eller juridisk person, der udbyder en eller flere af
følgende kategorier af tjenester:
(a) elektroniske kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, stk. 4, i
[direktivet om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation]
(b) informationssamfundets tjenester som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b), i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/153544
, hvor lagring af data
42
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -
organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
43
EUT C […] af […], s. […].
DA 40 DA
er et afgørende element i den tjeneste, der leveres til brugeren, herunder sociale
netværk, onlinemarkedspladser til fremme af transaktioner mellem deres
brugere og andre udbydere af hostingtjenester
(c) internetdomænenavne og IP-nummereringstjenester såsom udbydere af IP-
adresser, domænenavneadministratorer, domænenavneregistratorer og hermed
forbundne privatlivs- og proxytjenester
(4) "der udbyder tjenester i Unionen":
(a) der giver juridiske eller fysiske personer i en eller flere medlemsstater
mulighed for at anvende de tjenester, der er opstillet i stk. 3 ovenfor, og
(b) som har en væsentlig tilknytning til den eller de medlemsstater, der er nævnt i
litra a)
(5) "etablering": enten faktisk udøvelse af erhvervsvirksomhed i et ikke nærmere angivet
tidsrum og ved hjælp af en fast infrastruktur, hvorfra aktiviteten med levering af
tjenester rent faktisk udføres, eller en fast infrastruktur, hvorfra forretningen drives
(6) "elektronisk bevismateriale": bevismateriale, der er lagret i elektronisk form af eller
på vegne af en tjenesteudbyder på tidspunktet for modtagelsen af en attest for en
sikrings- eller editionskendelse, og som omfatter lagrede abonnentdata, adgangsdata,
transaktionsdata og indholdsdata
(7) "abonnentdata": data vedrørende:
(a) en abonnents eller en kundes identitet såsom navn, fødselsdato, postadresse
eller fysisk adresse, fakturerings- og betalingsoplysninger, telefon eller e-mail
(b) type tjeneste og dens varighed, herunder tekniske data og data til identifikation
af tilknyttede tekniske foranstaltninger eller grænseflader, der anvendes af eller
leveres til abonnenten eller kunden, og data vedrørende validering af brugen af
tjenesten, bortset fra password eller andre autentifikationsmidler, der anvendes
i stedet for et password, som leveres af en bruger eller oprettes efter anmodning
fra en bruger
(8) "adgangsdata": data vedrørende påbegyndelsen og afslutningen af en
brugeradgangssession til en tjeneste, som er strengt nødvendige alene med det formål
at identificere brugeren af tjenesten, f.eks. dato og tidspunkt for brug eller log-in og
log-off sammen med den IP-adresse, som internetudbyderen tildeler brugeren af en
tjeneste, data, der identificerer den anvendte grænseflade og bruger-ID. Dette
omfatter elektroniske kommunikationsmetadata som defineret i artikel 4, stk. 3, litra
g), i [forordning om respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger i
forbindelse med elektroniske kommunikation]
(9) "transaktionsdata": data vedrørende leveringen af en tjeneste, der udbydes af en
tjenesteudbyder, som tilvejebringer en kontekst eller yderligere oplysninger om en
sådan tjeneste og er genereret eller behandlet af tjenesteudbyderens
informationssystem, såsom afsender og modtager af en meddelelse eller en anden
form for interaktion, data om enhedens placering, dato, tidspunkt, varighed, størrelse,
routing, format, den anvendte protokol og kompressionstypen, medmindre sådanne
44
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets
tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).
DA 41 DA
oplysninger er adgangsdata. Dette omfatter elektroniske kommunikationsmetadata
som defineret i artikel 4, stk. 3, litra g), i [forordning om respekt for privatliv og
beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation]
(10) "indholdsdata": lagrede data i digitalt format såsom nedskrevne eller talte beskeder,
videoer, billeder og lyd, bortset fra abonnent-, adgangs- eller transaktionsdata
(11) "informationssystem": en tjeneste som defineret i artikel 2, litra a), i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2013/40/EU45
(12) "udstedelsesstat": den medlemsstat, hvor den europæiske editionskendelse eller den
europæiske sikringskendelse er udstedt
(13) "fuldbyrdelsesstat": den medlemsstat, hvor modtageren af den europæiske
editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse er bosat eller etableret, og til
hvilken den europæiske editionskendelse og attesten for den europæiske
editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse og attesten for den
europæiske sikringskendelse fremsendes til fuldbyrdelse
(14) "fuldbyrdelsesmyndighed": den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten til
hvilken den europæiske editionskendelse og attesten for den europæiske
editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse og attesten for den
europæiske sikringskendelse fremsendes af udstedelsesmyndigheden til fuldbyrdelse
(15) "nødsituationer": situationer, hvor der er en overhængende fare for en persons liv
eller fysiske integritet eller for kritisk infrastruktur som defineret i artikel 2, litra a), i
Rådets direktiv 2008/114/EF46
.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Denne forordning finder anvendelse på tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i
Unionen.
2. Den europæiske editionskendelse og den europæiske sikringskendelse kan kun
udstedes i forbindelse med straffesager, både før og under retssagen. Kendelserne
kan også udstedes i sager vedrørende en lovovertrædelse, som en juridisk person kan
drages til ansvar eller straffes for i udstedelsesstaten.
3. De kendelser, der er omhandlet i denne forordning, må kun udstedes for data
vedrørende tjenester som defineret i artikel 2, stk. 3, der udbydes i Unionen.
Kapitel 2: Europæisk editionskendelse, europæisk
sikringskendelse og attester
Artikel 4
Udstedelsesmyndighed
1. En europæisk editionskendelse om abonnentdata og adgangsdata kan udstedes af:
45
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/40/EU af 12. august 2013 om angreb på
informationssystemer og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA (EUT L 218 af
14.8.2013, s. 8).
46
Rådets direktiv 2008/114/EF af 8. december 2008 om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk
infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den bedre (EUT L 345 af 23.12.2008, s. 75).
DA 42 DA
(a) en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller anklager, der er kompetent i
den pågældende sag, eller
(b) enhver anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten, der i
den pågældende sag handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i
straffesager med kompetence til at indsamle bevismateriale i henhold til
national ret. Denne europæiske editionskendelse godkendes efter en
undersøgelse af dens overensstemmelse med betingelserne for udstedelse af en
europæisk editionskendelse i henhold til denne forordning af en dommer,
domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten.
2. En europæisk editionskendelse om transaktions- og indholdsdata kan kun udstedes
af:
(a) en dommer, domstol eller undersøgelsesdommer, der er kompetent i den
pågældende sag, eller
(b) enhver anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten, der i
den pågældende sag handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i
straffesager med kompetence til at indsamle bevismateriale i henhold til
national ret. Denne europæiske editionskendelse godkendes efter en
undersøgelse af dens overensstemmelse med betingelserne for udstedelse af en
europæisk editionskendelse i henhold til denne forordning af en dommer,
domstol eller undersøgelsesdommer i udstedelsesstaten.
3. En europæisk sikringskendelse kan udstedes af:
(a) en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller anklager, der er kompetent i
den pågældende sag, eller
(b) enhver anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten, der i
den pågældende sag handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i
straffesager med kompetence til at indsamle bevismateriale i henhold til
national ret. Denne europæisk sikringskendelse godkendes efter en
undersøgelse af dens overensstemmelse med betingelserne for udstedelse af en
europæisk sikringskendelse i henhold til denne forordning af en dommer,
domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten.
4. Når kendelsen er blevet godkendt af en judiciel myndighed i henhold til stk. 1, litra
b), stk. 2, litra b), og stk. 3, litra b), kan denne myndighed også betragtes som en
udstedelsesmyndighed i forbindelse med fremsendelse af attesten for den europæiske
editionskendelse og attesten for den europæiske sikringskendelse.
Artikel 5
Betingelser for udstedelse af en europæisk editionskendelse
1. En udstedelsesmyndighed kan kun udstede en europæisk editionskendelse, hvis
betingelserne i denne artikel er opfyldt.
2. Den europæiske editionskendelse skal være nødvendig og stå i et rimeligt forhold til
de i artikel 3, stk. 2, omhandlede formål med retssagen og kan kun udstedes, hvis en
lignende foranstaltning er tilgængelig for samme lovovertrædelse i en
sammenlignelig national situation i udstedelsesstaten.
3. Europæiske editionskendelser om fremlæggelse af abonnentdata eller adgangsdata
kan udstedes for alle lovovertrædelser.
DA 43 DA
4. Europæiske editionskendelser om fremlæggelse af transaktionsdata eller
indholdsdata kan kun udstedes for:
(a) lovovertrædelser, der i udstedelsesstaten kan straffes med en frihedsstraf af en
maksimal varighed på mindst tre år, eller
(b) for følgende lovovertrædelser, hvis de helt eller delvis er begået ved brug af et
informationssystem:
– lovovertrædelser som defineret i artikel 3, 4 og 5 i Rådets
rammeafgørelse 2001/413/RIA47
– lovovertrædelser som defineret i artikel 3-7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/93/EU48
– lovovertrædelser som defineret i artikel 3-8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/40/EU
(c) lovovertrædelser som defineret i artikel 3-12 og 14 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2017/54149
.
5. Den europæiske editionskendelse skal indeholde følgende oplysninger:
(a) udstedelsesmyndigheden og eventuelt godkendelsesmyndigheden
(b) modtageren af den europæiske editionskendelse som omhandlet i
artikel 7
(c) de personer, hvis oplysninger efterspørges, undtagen hvis det eneste
formål med kendelsen er at identificere en person
(d) den ønskede datakategori (abonnentdata, adgangsdata, transaktionsdata
eller indholdsdata)
(e) hvis relevant, tidsintervallet for fremlæggelsen
(f) de gældende strafferetlige bestemmelser i udstedelsesstaten
(g) i nødsituationer eller i tilfælde af en anmodning om tidligere
videregivelse, begrundelsen herfor
(h) hvis de oplysninger, der anmodes om, opbevares eller behandles som en
del af en tjenesteudbyders infrastruktur, der stilles til rådighed for en
virksomhed eller en anden enhed, der ikke er en fysisk person, en
bekræftelse på, at kendelsen er udstedt i overensstemmelse med stk. 6
(i) begrundelsen for nødvendigheden og proportionaliteten af den
pågældende foranstaltning.
6. Hvis de oplysninger, der anmodes om, opbevares eller behandles som en del af en
tjenesteudbyders infrastruktur, der stilles til rådighed for en virksomhed eller en
47
Rådets rammeafgørelse 2001/413/RIA af 28. maj 2001 om bekæmpelse af svig og forfalskning i
forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter (EFT L 149 af 2.6.2001, s. 1).
48
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt
misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2004/68/RIA (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).
49
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme
og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse
2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6).
DA 44 DA
anden enhed, der ikke er en fysisk person, kan den europæiske editionskendelse
udelukkende rettes til tjenesteudbyderen, hvis det ikke er hensigtsmæssigt at træffe
efterforskningsforanstaltninger over for den pågældende virksomhed eller enhed,
navnlig fordi de kan bringe efterforskningen i fare.
7. Hvis udstedelsesmyndigheden har grund til at antage, at transaktions- eller
indholdsdata er beskyttet af immuniteter og privilegier i henhold til lovgivningen i
den medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen er etableret, eller hvis videregivelsen heraf
kan berøre den pågældende medlemsstats grundlæggende interesser såsom statens
sikkerhed og forsvar, skal udstedelsesmyndigheden anmode om yderligere
oplysninger inden udstedelsen af den europæiske editionskendelse, herunder ved
høring af de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat, enten direkte
eller via Eurojust eller det europæiske retlige netværk. Hvis udstedelsesmyndigheden
finder, at de ønskede adgangs-, transaktions- eller indholdsdata er beskyttet af
sådanne immuniteter eller privilegier eller videregivelsen heraf vil berøre en anden
medlemsstats grundlæggende interesser, udsteder den ikke den europæiske
editionskendelse.
Artikel 6
Betingelser for udstedelse af en europæisk sikringskendelse
1. En udstedelsesmyndighed kan kun udstede en europæisk sikringskendelse, hvis
betingelserne i denne artikel er opfyldt.
2. Den kan udstedes, hvis dette er nødvendigt og forholdsmæssigt for at forhindre
fjernelse, sletning eller ændring af relevante oplysninger med henblik på en
efterfølgende anmodning om fremlæggelse af disse oplysninger via gensidig retlig
bistand, en europæisk efterforskningskendelse eller en europæisk editionskendelse.
Europæiske sikringskendelser om sikring af data kan udstedes for alle
lovovertrædelser.
3. Den europæiske sikringskendelse skal indeholde følgende oplysninger:
(a) udstedelsesmyndigheden og eventuelt godkendelsesmyndigheden
(b) modtageren af den europæiske sikringskendelse som omhandlet i
artikel 7
(c) de personer, hvis oplysninger bevares, undtagen hvis det eneste formål
med kendelsen er at identificere en person
(d) den datakategori, der skal bevares (abonnentdata, adgangsdata,
transaktionsdata eller indholdsdata)
(e) hvis relevant, det tidsinterval, inden for hvilket oplysningerne skal
bevares
(f) de gældende strafferetlige bestemmelser i udstedelsesstaten
(g) begrundelsen for nødvendigheden og proportionaliteten af den
pågældende foranstaltning.
DA 45 DA
Artikel 7
Modtageren af en europæisk editionskendelse og en europæisk sikringskendelse
1. Den europæiske editionskendelse og den europæiske sikringskendelse rettes direkte
til en retlig repræsentant, der er udpeget tjenesteudbyderen med henblik på at
indsamle bevismateriale i straffesager.
2. Hvis der ikke er udpeget en særlig retlig repræsentant, kan den europæiske
editionskendelse og den europæiske sikringskendelse rettes til ethvert af
tjenesteudbyderens etableringssteder i Unionen.
3. Hvis den retlige repræsentant ikke overholder en EPOC i nødsituationer i henhold til
artikel 9, stk. 2, kan EPOC'en rettes til ethvert af tjenesteudbyderens
etableringssteder i Unionen.
4. Hvis den retlige repræsentant ikke overholder sine forpligtelser i henhold til stk. 9
eller 10, og udstedelsesmyndigheden skønner, at der er en alvorlig risiko for tab af
data, kan den europæiske editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse
rettes til ethvert af tjenesteudbyderens etableringssteder i Unionen.
Artikel 8
Attest for en europæisk editions- og sikringskendelse
1. En europæisk editions- eller sikringskendelse fremsendes til modtageren som
defineret i artikel 7 i form af en attest for den europæiske editionskendelse (EPOC)
eller en attest for den europæiske sikringskendelse (EPOC-PR).
Udstedelses- eller godkendelsesmyndigheden udfylder EPOC'en i bilag I eller EPOC-PR'en i
bilag II, underskriver den og bekræfter indholdets nøjagtighed og rigtighed.
2. EPOC'en eller EPOC-PR'en fremsendes direkte ved hjælp af ethvert middel, som kan
efterlade et skriftligt spor, og som giver modtageren mulighed for at fastslå dens
ægthed.
Hvis tjenesteudbyderne, medlemsstaterne eller EU-organerne har etableret særlige platforme
eller andre sikre kanaler til håndtering af anmodninger om oplysninger mellem de
retshåndhævende og judicielle myndigheder, kan udstedelsesmyndigheden også vælge at
fremsende attesten via disse kanaler.
3. EPOC'en skal indeholde de oplysninger, der er anført i artikel 5, stk. 5, litra a)-h),
herunder fyldestgørende oplysninger, der gør det muligt for modtageren at
identificere og rette henvendelse til udstedelsesmyndigheden. Begrundelsen for
nødvendigheden og proportionaliteten af den pågældende foranstaltning eller
yderligere oplysninger om efterforskninger medtages ikke.
4. EPOC-PR'en skal indeholde de oplysninger, der er anført i artikel 6, stk. 3, litra a)-f),
herunder fyldestgørende oplysninger, der gør det muligt for modtageren at
identificere og rette henvendelse til udstedelsesmyndigheden. Begrundelsen for
nødvendigheden og proportionaliteten af den pågældende foranstaltning eller
yderligere oplysninger om efterforskninger medtages ikke.
5. Hvis det er nødvendigt, oversættes EPOC'en eller EPOC-PR'en til et officielt EU-
sprog, der accepteres af modtageren. Hvis der ikke er angivet et sprog, oversættes
EPOC-PR'en eller EPOC'en til et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor den
retlige repræsentant er bosiddende eller etableret.
DA 46 DA
Artikel 9
Gennemførelse af en EPOC
1. Efter modtagelsen af EPOC'en sikrer modtageren, at de oplysninger, der anmodes
om, fremsendes direkte til den udstedelsesmyndighed eller fuldbyrdelsesmyndighed,
der er anført i EPOC'en, senest 10 dage efter modtagelse af EPOC'en, medmindre
udstedelsesmyndigheden begrunder en tidligere videregivelse.
2. I nødsituationer fremsender modtageren de anmodede oplysninger uden unødig
forsinkelse senest seks timer efter modtagelse af EPOC'en.
3. Hvis modtageren ikke kan opfylde sine forpligtelser, fordi EPOC'en er ufuldstændig,
indeholder åbenbare fejl eller ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at
gennemføre EPOC'en, underretter modtageren uden unødig forsinkelse den
udstedelsesmyndighed, der er anført i EPOC'en, og anmoder om en nærmere
forklaring ved brug af formularen i bilag III. Modtageren meddeler
udstedelsesmyndigheden, om det var muligt at identificere og bevare oplysningerne
om fastsat i stk. 6. Udstedelsesmyndigheden skal svare hurtigst muligt og senest
inden for fem dage. De frister, der er fastsat i stk. 1 og 2, finder først anvendelse ved
modtagelsen af den nærmere forklaring.
4. Hvis modtageren ikke kan opfylde sine forpligtelser på grund af force majeure, eller
da det de facto er umuligt, uden at dette kan tilskrives modtageren eller – hvis denne
er en anden – tjenesteudbyderen, navnlig fordi den person, hvis oplysninger
efterspørges, ikke er dennes kunde, eller hvis oplysningerne er blevet slettet inden
modtagelsen af EPOC'en, underretter modtageren uden unødig forsinkelse den
udstedelsesmyndighed, der er anført i EPOC'en, og redegør for grundene hertil ved
brug af formularen i bilag III. Hvis de relevante betingelser er opfyldt, trækker
udstedelsesmyndigheden EPOC'en tilbage.
5. Hvis modtageren ikke fremlægger de anmodede oplysninger, ikke fremlægger
fyldestgørende oplysninger eller ikke fremlægger dem inden for den fastsatte frist af
andre grunde, skal modtageren altid uden unødig forsinkelse og senest inden for den
frist, der er fastsat i stk. 1 og 2, underrette udstedelsesmyndigheden og redegøre for
grundene hertil ved brug af formularen i bilag III. Udstedelsesmyndigheden
kontrollerer kendelsen på grundlag af de oplysninger, som tjenesteudbyderen har
fremlagt, og fastsætter om nødvendigt en ny frist for tjenesteudbyderens
fremlæggelse af de pågældende oplysninger.
Hvis modtageren ikke mener, at EPOC'en kan gennemføres, da det alene ud fra
oplysningerne i EPOC'en fremgår, at den tydeligvis er i modstrid med Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, eller at den er åbenbart
urimelig, sender modtageren ligeledes formularen i bilag III til den kompetente
fuldbyrdelsesmyndighed i modtagerens medlemsstat. I sådanne tilfælde kan den
kompetente fuldbyrdelsesmyndighed anmode udstedelsesmyndigheden om at
redegøre nærmere for den europæiske editionskendelse, enten direkte eller via
Eurojust eller det europæiske retlige netværk.
6. Modtageren bevarer de anmodede oplysninger, hvis de ikke fremlægges straks,
medmindre oplysningerne i EPOC'en ikke gør det muligt at identificere de anmodede
oplysninger, i hvilket tilfælde modtageren anmoder om en nærmere forklaring i
overensstemmelse med stk. 3. Oplysningerne bevares, indtil de er fremlagt, uanset
om det er på grundlag af den afklarede europæiske editionskendelse og attesten eller
gennem andre kanaler såsom gensidig retshjælp. Hvis det ikke længere er nødvendigt
DA 47 DA
at fremlægge og bevare oplysninger, underretter udstedelsesmyndigheden og, hvor
det er relevant i henhold til artikel 14, stk. 8, fuldbyrdelsesmyndigheden, uden
unødig forsinkelse modtageren herom.
Artikel 10
Gennemførelse af en EPOC-PR
1. Efter modtagelsen af EPOC-PR'en bevarer modtageren uden unødig forsinkelse de
anmodede oplysninger. Sikringen ophører efter 60 dage, medmindre
udstedelsesmyndigheden bekræfter, at proceduren for den efterfølgende anmodning
om fremlæggelse af oplysninger er blevet indledt.
2. Hvis udstedelsesmyndigheden inden for den frist, der er fastsat i stk. 1, bekræfter
indledningen af proceduren for den efterfølgende anmodning om fremlæggelse af
oplysninger, bevarer modtageren oplysningerne, så længe det er nødvendigt for at
fremlægge oplysningerne efter modtagelsen af den efterfølgende anmodning om
fremlæggelse.
3. Hvis sikringen ikke længere er nødvendig, underretter udstedelsesmyndigheden uden
unødig forsinkelse modtageren herom.
4. Hvis modtageren ikke kan opfylde sine forpligtelser, fordi attesten er ufuldstændig,
indeholder åbenbare fejl eller ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at
gennemføre EPOC-PR'en, underretter modtageren uden unødig forsinkelse den
udstedelsesmyndighed, der er anført i EPOC-PR'en, og anmoder om en nærmere
forklaring ved brug af formularen i bilag III. Udstedelsesmyndigheden skal svare
hurtigst muligt og senest inden for fem dage. Modtageren sikrer, at den nødvendige
nærmere forklaring kan modtages, således at modtageren kan opfylde de
forpligtelser, der er fastsat i stk. 1.
5. Hvis modtageren ikke kan opfylde sine forpligtelser på grund af force majeure, eller
da det de facto er umuligt, uden at dette kan tilskrives modtageren eller – hvis denne
er en anden – tjenesteudbyderen, navnlig fordi den person, hvis oplysninger
efterspørges, ikke er dennes kunde, eller hvis oplysningerne er blevet slettet inden
modtagelsen af kendelsen, kontakter modtageren uden unødig forsinkelse den
udstedelsesmyndighed, der er anført i EPOC-PR'en, og redegør for grundene hertil
ved brug af formularen i bilag III. Hvis disse betingelser er opfyldt, trækker
udstedelsesmyndigheden EPOC-PR'en tilbage.
6. Hvis modtageren ikke bevarer de anmodede oplysninger af andre grunde som anført i
formularen i bilag III, skal modtageren altid uden unødig forsinkelse underrette
udstedelsesmyndigheden og redegøre for grundene hertil ved brug af formularen i
bilag III. Udstedelsesmyndigheden kontrollerer kendelsen på grundlag af
tjenesteudbyderens begrundelse.
Artikel 11
Fortrolighed og brugeroplysninger
1. Modtagen eller – hvis denne er en anden – tjenesteudbyderen træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre fortroligheden af EPOC'en eller EPOC-PR'en og af de
fremlagte eller bevarede oplysninger, og hvis udstedelsesmyndigheden anmoder
derom, må modtageren ikke underrette den person, hvis oplysninger efterspørges, for
at undgå at lægge hindringer i vejen for den pågældende straffesag.
DA 48 DA
2. Hvis udstedelsesmyndigheden har anmodet modtageren om ikke at underrette den
person, hvis oplysninger efterspørges, underretter udstedelsesmyndigheden uden
unødig forsinkelse den person, hvis oplysninger efterspørges i EPOC'en, om
fremlæggelsen af oplysninger. Fremlæggelsen af disse oplysninger kan udsættes, så
længe det er nødvendigt og forholdsmæssigt for at undgå at lægge hindringer i vejen
for den pågældende straffesag.
3. I forbindelse med underretningen informerer udstedelsesmyndigheden modtageren
om tilgængelige retsmidler som omhandlet i artikel 17.
Artikel 12
Godtgørelse af udgifter
Tjenesteudbyderen kan kræve, at udstedelsesstaten godtgør udbyderens udgifter, hvis dette er
fastsat i national lovgivning i udstedelsesstaten for nationale kendelser i lignende situationer, i
overensstemmelse med disse nationale bestemmelser.
Kapitel 3: Sanktioner og fuldbyrdelse
Artikel 13
Sanktioner
Med forbehold af nationale love om pålæggelse af strafferetlige sanktioner fastsætter
medlemsstaterne reglerne vedrørende økonomiske sanktioner for overtrædelse af
forpligtelserne i henhold til artikel 9, 10 og 11 i denne forordning og træffer alle nødvendige
foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. De fastsatte økonomiske sanktioner skal være
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.
Medlemsstaterne giver straks Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger
og underretter den straks om senere ændringer, der berører dem.
Artikel 14
Fuldbyrdelsesprocedure
1. Hvis modtageren ikke fuldbyrder en EPOC inden for fristen eller en EPOC-PR uden
at give en begrundelse, der godtages af udstedelsesmyndigheden, kan
udstedelsesmyndigheden videresende den europæiske editionskendelse med
EPOC'en eller den europæiske sikringskendelse med EPOC-PR'en samt formularen i
bilag III udfyldt af modtageren og ethvert andet relevant dokument til den
kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten med henblik på fuldbyrdelse ved hjælp
af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, og som giver
fuldbyrdelsesmyndigheden mulighed for at fastslå ægtheden.
Udstedelsesmyndigheden oversætter i denne forbindelse kendelsen, formularen og
eventuelle andre ledsagende dokumenter til et af de officielle sprog i denne
medlemsstat og underretter modtageren om videresendelsen.
2. Efter modtagelsen anerkender fuldbyrdelsesmyndigheden uden yderligere
formaliteter en europæisk editionskendelse eller europæisk sikringskendelse, der er
videresendt i henhold til stk. 1, og træffer de nødvendige foranstaltninger med
henblik på dens fuldbyrdelse, medmindre fuldbyrdelsesmyndigheden mener, at en af
de grunde, der er omhandlet i stk. 4 eller 5, finder anvendelse, at de pågældende
oplysninger er beskyttet af en immunitet eller et privilegium i henhold til national
lovgivning, eller at videregivelsen kan berøre nationale grundlæggende interesser
DA 49 DA
såsom statens sikkerhed og forsvar. Fuldbyrdelsesmyndigheden træffer beslutning
om at anerkende kendelsen uden unødig forsinkelse og senest fem arbejdsdage efter
modtagelsen af kendelsen.
3. Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden anerkender kendelsen, anmoder den formelt
modtageren om at opfylde den relevante forpligtelse og oplyser modtageren om
muligheden for at gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen under påberåbelse af de grunde,
der er nævnt i stk. 4 og 5, samt om de gældende sanktioner for manglende
overholdelse og fastsætter en frist for overholdelse eller indsigelse.
4. Modtageren kan kun gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen af den europæiske
editionskendelse af følgende grunde:
(a) den europæiske editionskendelse er ikke blevet udstedt eller godkendt af en
udstedelsesmyndighed, jf. artikel 4
(b) den europæiske editionskendelse er ikke blevet udstedt for en lovovertrædelse
som omhandlet i artikel 5, stk. 4
(c) modtageren kunne ikke gennemføre EPOC'en, da det de facto er umuligt, på
grund af force majeure, eller fordi EPOC'en indeholder åbenbare fejl.
(d) den europæiske editionskendelse vedrører ikke oplysninger, der lagres af eller
på vegne af tjenesteudbyderen på tidspunktet for modtagelsen af EPOC'en
(e) tjenesten er ikke omfattet af denne forordning
(f) det fremgår alene ud fra oplysningerne i EPOC'en, at den tydeligvis er i
modstrid med chartret eller er åbenbart urimelig.
5. Modtageren kan kun gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen af den europæiske
sikringskendelse af følgende grunde:
(a) den europæiske sikringskendelse er ikke blevet udstedt eller godkendt af en
udstedelsesmyndighed som omhandlet i artikel 4
(b) tjenesteudbyderen kunne ikke gennemføre EPOC-PR'en, da det de facto er
umuligt, på grund af force majeure, eller fordi EPOC-PR'en indeholder
åbenbare fejl
(c) den europæiske sikringskendelse vedrører ikke oplysninger, der lagres af eller
på vegne af tjenesteudbyderen på tidspunktet for modtagelsen af EPOC-PR'en
(d) tjenesten er ikke omfattet af anvendelsesområdet for nærværende forordning
(e) det fremgår alene ud fra oplysningerne i EPOC-PR'en, at EPOC-PR'en
tydeligvis er i modstrid med chartret eller er åbenbart urimelig
6. Hvis modtageren gør indsigelse, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden afgørelse om
fuldbyrdelsen af kendelsen på grundlag af oplysningerne fra modtageren og, om
nødvendigt, supplerende oplysninger fra udstedelsesmyndigheden i
overensstemmelse med stk. 7.
7. Inden fuldbyrdelsesmyndigheden beslutter ikke at anerkende eller fuldbyrde
kendelsen i henhold til stk. 2 og 6, hører den udstedelsesmyndigheden med alle
passende midler. Hvis det er hensigtsmæssigt, anmoder den udstedelsesmyndigheden
om supplerende oplysninger. Udstedelsesmyndigheden besvarer sådanne
anmodninger inden for fem arbejdsdage.
DA 50 DA
8. Udstedelsesmyndigheden og modtageren underrettes straks om alle afgørelser ved
hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.
9. Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden modtager oplysninger fra modtageren, fremsender
den disse til udstedelsesmyndigheden senest inden for to arbejdsdage, medmindre de
pågældende oplysninger er beskyttet af en immunitet eller et privilegium i henhold til
national lovgivning, eller videregivelsen kan berøre nationale grundlæggende
interesser såsom statens sikkerhed og forsvar. I så fald oplyser myndigheden
udstedelsesmyndigheden om begrundelsen for ikke at videregive oplysningerne.
10. Hvis modtageren ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til en anerkendt kendelse,
hvis eksigibilitet er blevet bekræftet af fuldbyrdelsesmyndigheden, pålægger denne
myndighed en økonomisk sanktion i overensstemmelse med national lovgivning. Der
er adgang til effektive retsmidler til prøvelse af en afgørelse om bødepålæg.
Kapitel 4: Retsmidler
Artikel 15
Prøvelsesprocedure i tilfælde af modstridende forpligtelser begrundet i grundlæggende
rettigheder eller grundlæggende interesser i et tredjeland
1. Hvis modtageren mener, at overholdelsen af den europæiske editionskendelse vil
være i strid med gældende lovgivning i et tredjeland, som forbyder videregivelse af
de pågældende oplysninger med den begrundelse, at det er nødvendigt for at beskytte
de berørte personers grundlæggende rettigheder eller tredjelandets grundlæggende
rettigheder forbundet med statens sikkerhed eller forsvar, underretter modtageren
udstedelsesmyndigheden om sin begrundelse for ikke at gennemføre den europæiske
editionskendelse i overensstemmelse med den procedure, der er omhandlet i
artikel 9, stk. 5.
2. Den begrundede indsigelse skal indeholde alle relevante oplysninger om det
pågældende tredjelands lovgivning, om dens anvendelse i den foreliggende sag, og
om karakteren af den modstridende forpligtelse. Den kan ikke være baseret på det
forhold, at der ikke findes tilsvarende bestemmelser vedrørende betingelserne,
formaliteterne og procedurerne for udstedelse af en editionskendelse i den gældende
lovgivning i det pågældende tredjeland, eller alene på det forhold, som dataene er
lagret i et tredjeland.
3. Udstedelsesmyndigheden kontrollerer den europæiske editionskendelse på baggrund
af den begrundede indsigelse. Hvis udstedelsesmyndigheden agter at opretholde den
europæiske editionskendelse, begærer den domstolsprøvelse ved den kompetente ret
i sin medlemsstat. Gennemførelsen af kendelsen suspenderes, indtil
prøvelsesproceduren er afsluttet.
Den kompetente ret vurderer først, hvorvidt der foreligger en konflikt, på grundlag af
en undersøgelse af:
(a) om tredjelandets lovgivning finder anvendelse på de særlige omstændigheder i
den pågældende sag, og i så fald
(b) om tredjelandets lovgivning anvendt på de særlige omstændigheder i den
foreliggende sag forbyder videregivelse af de pågældende oplysninger.
4. I forbindelse med denne vurdering bør retten tage højde for, om tredjelandets
lovgivning i stedet for at beskytte tredjelandets grundlæggende rettigheder eller
grundlæggende interesser forbundet med statens sikkerhed eller forsvar åbenlyst har
DA 51 DA
til formål at beskytte andre interesser eller ulovlige aktiviteter mod anmodninger fra
de retshåndhævende myndigheder i forbindelse med strafferetlige efterforskninger.
5. Hvis den kompetente ret finder, at der ikke er nogen relevant konflikt som omhandlet
i stk. 1 og 4, stadfæster den kendelsen. Hvis den kompetente ret fastslår, at der er en
relevant konflikt som omhandlet i stk. 1 og 4, videregiver den kompetente ret via sin
nationale centrale myndighed alle relevante faktiske og retlige oplysninger om sagen,
herunder sin vurdering, til de centrale myndigheder i det pågældende tredjeland, med
en svarfrist på 15 dage. Fristen kan forlænges med 30 dage, hvis tredjelandets
centrale myndighed indgiver en begrundet anmodning.
6. Hvis tredjelandets centrale myndighed inden for den fastsatte frist meddeler den
kompetente ret, at den gør indsigelse mod gennemførelsen af den europæiske
editionskendelse i dette tilfælde, ophæver den kompetente ret kendelsen og
underretter udstedelsesmyndigheden og modtageren herom. Hvis der ikke gøres
indsigelse inden for den (udvidede) frist, fremsender den kompetente ret en
påmindelse og giver tredjelandets centrale myndighed yderligere fem dage til at
svare og informerer myndigheden om konsekvenserne af at undlade at svare. Hvis
der ikke gøres indsigelse inden for denne yderligere frist, stadfæster den kompetente
ret kendelsen.
7. Hvis den kompetente ret beslutter at stadfæste kendelsen, underretter den
udstedelsesmyndigheden og modtageren, der skal fortsætte gennemførelsen af
kendelsen.
Artikel 16
Prøvelsesprocedure i tilfælde af modstridende forpligtelser af andre grunde
1. Hvis modtageren mener, at overholdelsen af den europæiske editionskendelse vil
være i strid med gældende lovgivning i et tredjeland, som forbyder videregivelse af
de pågældende oplysninger af andre grunde end dem, der er nævnt i artikel 15,
underretter modtageren udstedelsesmyndigheden om sin begrundelse for ikke at
gennemføre den europæiske editionskendelse i overensstemmelse med den
procedure, der er omhandlet i artikel 9, stk. 5.
2. Den begrundede indsigelse skal indeholde alle relevante oplysninger om det
pågældende tredjelands lovgivning, om dens anvendelse i den foreliggende sag, og
om karakteren af den modstridende forpligtelse. Den kan ikke være baseret på det
forhold, at der ikke findes tilsvarende bestemmelser vedrørende betingelserne,
formaliteterne og procedurerne for udstedelse af en editionskendelse i den gældende
lovgivning i det pågældende tredjeland, eller alene på det forhold, som dataene er
lagret i et tredjeland.
3. Udstedelsesmyndigheden kontrollerer den europæiske editionskendelse på baggrund
af den begrundede indsigelse. Hvis udstedelsesmyndigheden agter at opretholde den
europæiske editionskendelse, begærer den domstolsprøvelse ved den kompetente ret
i sin medlemsstat. Gennemførelsen af kendelsen suspenderes, indtil
prøvelsesproceduren er afsluttet.
4. Den kompetente ret vurderer først, hvorvidt der foreligger en konflikt, på grundlag af
en undersøgelse af:
(a) om tredjelandets lovgivning finder anvendelse på de særlige omstændigheder i
den pågældende sag, og i så fald
DA 52 DA
(b) om tredjelandets lovgivning anvendt på de særlige omstændigheder i den
foreliggende sag forbyder videregivelse af de pågældende oplysninger.
5. Hvis den kompetente ret finder, at der ikke er nogen relevant konflikt som omhandlet
i stk. 1 og 4, stadfæster den kendelsen. Hvis den kompetente ret fastslår, at
tredjelandets lovgivning anvendt på de særlige omstændigheder i den foreliggende
sag forbyder videregivelse af de pågældende oplysninger, afgør den kompetente ret,
om kendelsen skal stadfæstes eller ophæves, navnlig på grundlag af følgende
faktorer:
(a) den interesse, der er beskyttet af tredjelandets relevante lovgivning, herunder
tredjelandes interesse i at forhindre videregivelse af oplysningerne
(b) graden af tilknytning af den straffesag, i forbindelse med hvilken kendelsen er
udstedt, til de to jurisdiktioner, bl.a. på grundlag af:
beliggenhed, nationalitet og bopæl for den person, hvis oplysninger efterspørges,
og/eller for ofret/ofrene
det sted, hvor den pågældende lovovertrædelse blev begået
(c) graden af tilknytning mellem tjenesteudbyderen og det pågældende tredjeland,
og i denne forbindelse er det sted, hvor oplysningerne er lagret, ikke i sig selv
tilstrækkeligt til at fastslå, at der er en væsentlig tilknytning
(d) efterforskningsstatens interesse i fremskaffelsen af det pågældende
bevismateriale ud fra, hvor alvorlig lovovertrædelsen er, og hvor vigtigt det er
at fremskaffe bevismaterialet hurtigt
(e) eventuelle konsekvenser for modtageren eller tjenesteudbyderen af
efterlevelsen af den europæiske editionskendelse, herunder eventuelle
sanktioner.
6. Hvis den kompetente ret beslutter at ophæve kendelse, underretter den
udstedelsesmyndigheden og modtageren herom. Hvis den kompetente ret beslutter at
stadfæste kendelsen, underretter den udstedelsesmyndigheden og modtageren, der
skal fortsætte gennemførelsen af kendelsen.
Artikel 17
Effektive retsmidler
1. Mistænkte og tiltalte, hvis oplysninger er indsamlet gennem en europæisk
editionskendelse, har adgang til effektive retsmidler mod den europæiske
editionskendelse under den straffesag, i forbindelse med hvilken kendelsen er
udstedt, uden at dette berører de retsmidler, der er til rådighed i henhold til direktiv
(EU) 2016/680 og forordning (EU) 2016/679.
2. Hvis den person, hvis oplysninger er indsamlet, ikke er mistænkt eller tiltalt i en
straffesag, i forbindelse med hvilken kendelsen er udstedt, har den pågældende
adgang til effektive retsmidler mod en europæisk editionskendelse i
udstedelsesstaten, uden at dette berører de retsmidler, der er til rådighed i henhold til
direktiv (EU) 2016/680 og forordning (EU) 2016/679.
3. Denne adgang til effektive retsmidler udøves af en judiciel myndighed i
udstedelsesstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og omfatter
muligheden for at anfægte foranstaltningens lovlighed, herunder dens nødvendighed
og proportionalitet.
DA 53 DA
4. Med forbehold af artikel 11 træffer udstedelsesmyndigheden passende
foranstaltninger til at sikre, at der oplyses om mulighederne i national lovgivning for
at få adgang til retsmidler, og sikre, at de kan udøves effektivt.
5. De samme tidsfrister og andre betingelser for adgang til retsmidler i lignende
nationale sager finder anvendelse her, og således at det sikres, at de pågældende
personer kan anvende disse retsmidler effektivt.
6. Uden at dette berører nationale procedureregler sikrer medlemsstaterne, at retten til et
forsvar og en retfærdig behandling af sagen respekteres i straffesager i
udstedelsesstaten i forbindelse med vurderingen af det bevismateriale, der er
fremskaffet gennem den europæiske editionskendelse.
Artikel 18
Sikring af privilegier og immuniteter i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning
Hvis transaktions- eller indholdsdata fremskaffet gennem den europæiske editionskendelse er
beskyttet af immuniteter eller privilegier i henhold til lovgivningen i modtagerens
medlemsstat eller berører den pågældende medlemsstats grundlæggende interesser såsom
statens sikkerhed og forsvar, sikrer retten i udstedelsesstaten under den straffesag, i
forbindelse med hvilken kendelsen er udstedt, at disse grunde tages i betragtning på samme
måde, som hvis de var omfattet af national lovgivning, ved vurderingen relevansen og
antageligheden af det omhandlede bevismateriale. Retten kan høre myndighederne i den
relevante medlemsstat, det europæiske strafferetlige netværk eller Eurojust.
Kapitel 5: Afsluttende bestemmelser
Artikel 19
Overvågning og rapportering
1. Senest den [datoen for denne forordnings anvendelse] fastlægger Kommissionen et
detaljeret program for overvågning af forordningens resultater og virkninger. I
overvågningsprogrammet fastlægges metoderne til samt intervallerne for indsamling
af oplysninger og anden nødvendig dokumentation. Det præciserer, hvilke
foranstaltninger Kommissionen og medlemsstaterne skal træffe med hensyn til
indsamling og analyse af oplysningerne og den øvrige dokumentation.
2. Medlemsstaterne indsamler og vedligeholder under alle omstændigheder samlede
statistikker fra de relevante myndigheder. De indsamlede oplysninger fremsendes til
Kommissionen senest den 31. marts hvert år for det foregående kalenderår og skal
omfatte:
(a) antallet af EPOC'er og EPOC-PR'er udstedt pr. type oplysninger, der anmodes
om, berørte tjenesteudbydere og situationen (nødsituation eller ej)
(b) antallet af efterlevede eller ikkeefterlevede EPOC'er og EPOC-PR'er udstedt
pr. type oplysninger, der anmodes om, berørte tjenesteudbydere og situationen
(nødsituation eller ej)
(c) for efterlevede EPOC'er – den gennemsnitlige varighed for tilvejebringelsen af
de anmodede oplysninger fra tidspunktet for udstedelse af EPOC'en til
tidspunktet for tilvejebringelse, pr. type oplysninger, der anmodes om, berørte
tjenesteudbydere og situationen (nødsituation eller ej)
DA 54 DA
(d) antallet af europæiske editionskendelser fremsendt eller modtaget med henblik
på fuldbyrdelse til en fuldbyrdelsesstat pr. type oplysninger, der anmodes om,
berørte tjenesteudbydere og situationen (nødsituation eller ej) og antallet af
efterlevede kendelser
(e) antallet af retsmidler mod europæiske editionskendelser i udstedelsesstaten og i
fuldbyrdelsesstaten pr. type oplysninger, der anmodes om.
Artikel 20
Ændringer af attesterne og formularerne
Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 21 med henblik
på at ændre bilag I, II og III for effektivt at imødegå et eventuelt behov for forbedringer af
indholdet af EPOC- og EPOC-PR-formularerne og af de formularer, der skal anvendes til at
oplyse om, hvorfor det ikke er muligt at gennemføre EPOC'en eller EPOC-PR'en.
Artikel 21
Udøvelse af delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne
artikel fastlagte betingelser.
2. Den delegation af beføjelser, der er omhandlet i artikel 20, indrømmes på ubestemt
tid fra den [datoen for denne forordnings anvendelse].
3. Den i artikel 20 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes
af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer
delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør.
Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører
ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er
udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den
interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 201650
.
5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-
Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 20 træder kun i kraft, hvis hverken
Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder
fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet
Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to
måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 22
Meddelelser
1. Senest den [datoen for denne forordnings anvendelse] giver hver medlemsstat
Kommissionen oplysninger om følgende:
50
EUT L 123 af 12.5. 2016, s. 13.
DA 55 DA
(a) de myndigheder, der i overensstemmelse med national ret er kompetente i
henhold til artikel 4 til at udstede og/eller godkende europæiske
editionskendelser og europæiske sikringskendelser
(b) den eller de fuldbyrdelsesmyndigheder, der er kompetente til at fuldbyrde
europæiske editionskendelser og europæiske sikringskendelser på en anden
medlemsstats vegne
(c) de retter, der er kompetente til at behandle begrundede indsigelser fra
modtagerne i overensstemmelse med artikel 15 og 16.
2. Kommissionen stiller de i henhold til denne artikel modtagne oplysninger til
rådighed for offentligheden, enten på et særligt websted eller på webstedet for det
europæiske retlige netværk, der er nævnt i artikel 9 i Rådets afgørelse
2008/976/RIA51
.
Artikel 23
Forbindelsen til europæiske efterforskningskendelser
Medlemsstaternes myndigheder kan fortsat udstede europæiske efterforskningskendelser i
overensstemmelse med direktiv 2014/41/EU i forbindelse med indsamling af bevismateriale,
der også er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.
Artikel 24
Vurdering
Senest den [fem år efter datoen denne forordnings anvendelse] foretager Kommissionen en
evaluering af forordningen og forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om
denne forordnings virkemåde, herunder en vurdering af behovet for at udvide dens
anvendelsesområde. Om nødvendigt ledsages rapporten af forslag til retsakter. Evalueringen
foretages i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre lovgivning.
Medlemsstaterne giver Kommissionen alle de oplysninger, der er nødvendige for
udarbejdelsen af denne rapport.
Artikel 25
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende.
Den anvendes fra den [seks måneder efter ikrafttrædelsen].
51
Rådets afgørelse 2008/976/RIA af 16. december 2008 om det europæiske retlige netværk (EUT L 348
af 24.12.2008, s. 130).
DA 56 DA
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i
overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Strasbourg, den 17.4.2018
COM(2018) 225 final
ANNEXES 1 to 3
BILAG
til
Forslag til Europa-Parlamentets og rådets forordning
om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i
straffesager
{SWD(2018) 118 final} - {SWD(2018) 119 final}
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0225
Offentligt
DA 1 DA
BILAG I
ATTEST FOR DEN EUROPÆISKE EDITIONSKENDELSE (EPOC) OM
FREMLÆGGELSE AF ELEKTRONISK BEVISMATERIALE
I henhold til forordning (EU) …/..1
skal modtageren af attesten for den europæiske
editionskendelse (EPOC) gennemføre EPOC'en og fremsende de anmodede oplysninger til
den myndighed, der er anført i afsnit G, litra i), i EPOC'en. Hvis oplysningerne ikke
fremlægges, skal modtageren straks efter modtagelsen af EPOC'en bevare de anmodede
oplysninger, medmindre oplysningerne i EPOC'en ikke gør det muligt at identificere disse
oplysninger. Oplysningerne bevares, indtil de er fremlagt, eller indtil udstedelsesmyndigheden
eller i givet fald fuldbyrdelsesmyndigheden meddeler, at det ikke længere er nødvendigt at
bevare og fremlægge oplysningerne.
Modtageren skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre fortroligheden af EPOC'en
og af de fremlagte eller bevarede oplysninger.
AFSNIT A:
Udstedelsesstat: …………………………………………………................
NB: Oplysninger om udstedelsesmyndigheden anføres til sidst (afsnit E og F)
Modtager: ……………….………………………………………………………………
AFSNIT B: Frister
De anmodede oplysninger skal fremlægges (sæt kryds i den relevante boks og udfyld om
nødvendigt):
□ Senest inden for 10 dage
□ Senest inden for seks timer i tilfælde af en nødsituation, der involverer:
□ En overhængende trussel mod en persons liv eller fysiske integritet. Begrundelse om
nødvendigt:
………………………………………………………………………………………………….
□ En overhængende trussel mod kritisk infrastruktur som defineret i artikel 2, litra a), i Rådets
direktiv 2008/114/EF af 8. december 2008 om indkredsning og udpegning af europæisk
kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den bedre.
□ Inden for en anden frist (angiv nærmere): ................................................... på grund af:
□ En overhængende fare for, at de anmodede oplysninger vil blive slettet
□ Andre hastende efterforskningsforanstaltninger
□ Nært forestående retssag
□ En varetægtsfængslet mistænkt/tiltalt
□ Andre grunde: ………………………….......................................................................
AFSNIT C: Brugerinformation
Bemærk, at (sæt kryds, hvis relevant):
□ Modtageren må ikke underrette den person, hvis oplysninger efterspørges, om EPOC'en.
1
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om
elektronisk bevismateriale i straffesager (EUT L […] af […], s. […]).
DA 2 DA
AFSNIT D: Elektronisk bevismateriale, der skal fremlægges
i) Denne EPOC vedrører (sæt kryds i den eller de relevante bokse):
□ Abonnentdata, herunder, men ikke begrænset til:
□ Navn, adresse, fødselsdato, kontaktoplysninger (e-mailadresse, telefonnummer) og andre
relevante oplysninger vedrørende brugerens/abonnentens identitet
□ Dato og tidspunkt for første registrering, registreringstype, kopi af kontrakt, midler til
verifikation af identitet på registreringstidspunktet, kopier af dokumenter fra abonnenten
□ Type tjeneste, herunder identifikator (telefonnummer, IP-adresse eller SIM-kortnummer,
MAC-adresse) og tilhørende enheder
□ Profiloplysninger (brugernavn, profilfoto)
□ Data om validering af brug af tjeneste såsom en alternativ e-mailadresse fra
brugeren/abonnenten
□ Debet- eller kreditkortoplysninger (fra brugeren til faktureringsformål), herunder andre
betalingsmidler
□ PUK-koder
□ Adgangsdata, herunder, men ikke begrænset til:
□ IP-forbindelsesregistreringer/logge til identifikationsformål
□ Transaktionsdata:
□ Trafikdata, herunder, men ikke begrænset til:
a) for (mobil)telefoni:
□ Udgående (A) og indkommende (B) identifikatorer (telefonnummer, IMSI, IMEI)
□ Tidspunkt for forbindelserne og deres varighed
□ Opkaldsforsøg
□ Basisstation-ID, herunder geografiske oplysninger (X/Y-koordinater), op- og
afkoblingstidspunktet
□ Anvendte koblingstjenester/teletjenester (f.eks. UMTS, GPRS)
b) for internet:
□ Routingoplysninger (IP-kildeadresse, IP-destinationsadresser, portnumre, browser, e-mail
headeroplysninger, meddelelses-ID)
□ Basisstation-ID, herunder geografiske oplysninger (X/Y-koordinater), op- og
afkoblingstidspunktet
□ Datamængde
c) for hosting:
□ Logfiler
□ Kuponer
□ Købshistorik
□ Andre transaktionsdata, herunder, men ikke begrænset til:
□ Forudbetalingshistorik
□ Kontaktliste
□ Indholdsdata, herunder, men ikke begrænset til:
DA 3 DA
□ (Web)mailbox dump
□ Online storage dump (brugergenererede data)
□ Pagedump
□ Meddelelseslog/backup
□ Voicemail dump
□ Serverindhold
□ Backupenhed
ii) Nedenstående oplysninger stilles til rådighed med henblik på fuldbyrdelse af EPOC'en:
฀ IP-adresse: …………………………………………………………………………..
฀ Tlf.: ……………………………………………….………………..
฀ E-mail: ………………………………………………….………………….
฀ IMEI-nummer: ……………………………………………………………………….
฀ MAC-adresse: ………………………………………………………………….
฀ Den eller de personer, hvis oplysninger efterspørges:
………………………………….………
฀ Tjenestens betegnelse: …………………………………………………..
฀ Andet: ……………………………………………………………………………
iii) Hvis relevant, tidsintervallet for fremlæggelse:
……..…………………………………………………………………………………………….
iv) Bemærk, at (sæt kryds og udfyld, hvis relevant):
□ De anmodede oplysninger er bevaret i overensstemmelse med en tidligere anmodning om
sikring udstedt af ....................................................................................... (angiv myndighed
og, hvis kendt, dato for fremsendelse af anmodning og referencenummer) og fremsendt til
................................................................................ (angiv tjenesteudbyder/retlig
repræsentant/offentlig myndighed, som oplysningerne er fremsendt til, og, hvis kendt,
referencenummer oplyst af modtageren)
v) Art og strafferetlig klassificering af den eller de begåede lovovertrædelser, som EPOC'en er
udstedt for, samt den relevante retsforskrift/lov:
……………………………………………..……………………………….……………………
Den nuværende EPOC er udstedt for transaktions- og/eller indholdsdata og vedrører (sæt i
givet fald kryds i den eller de relevante bokse):
฀ Lovovertrædelser, der i udstedelsesstaten kan straffes med en frihedsstraf af en
maksimal varighed på mindst tre år
฀ Følgende lovovertrædelser, hvis de helt eller delvis er begået ved brug af et
informationssystem:
฀ Lovovertrædelser som defineret i artikel 3, 4 og 5 i Rådets rammeafgørelse 2001/413/RIA
฀ Lovovertrædelser som defineret i artikel 3-7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/93/EU
฀ Lovovertrædelser som defineret i artikel 3-8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/40/EU
฀ Lovovertrædelser som defineret i artikel 3-12 og 14 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2017/541.
vi) Bemærk, at (sæt kryds, hvis relevant):
DA 4 DA
฀ De anmodede oplysninger opbevares eller behandles som en del af en tjenesteudbyders
infrastruktur, der stilles til rådighed for en virksomhed eller en anden enhed, der ikke er en
fysisk person, og den pågældende EPOC er rettet til tjenesteudbyderen, fordi det ikke er
hensigtsmæssigt at træffe efterforskningsforanstaltninger over for den pågældende
virksomhed eller enhed, navnlig fordi de kan bringe efterforskningen i fare.
vii) Andre relevante oplysninger:
………………………………………….……………………………….………………………
AFSNIT E: Nærmere oplysninger om den myndighed, der har udstedt EPOC'en
Den type myndighed, der har udstedt denne EPOC (sæt kryds i den relevante boks):
□ Dommer, domstol eller undersøgelsesdommer
□ Offentlig anklager (abonnent- og adgangsdata)
□ Offentlig anklager (transaktions- og indholdsdata) → udfyld også afsnit (F)
□ Enhver anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten → udfyld også
afsnit F
Nærmere oplysninger om udstedelsesmyndigheden og/eller dennes repræsentant, der
bekræfter, at indholdet i EPOC'en er nøjagtigt og korrekt:
Myndighedens navn: ……………………………………………………
Navn på myndighedens repræsentant: …………………………..............
Funktion (titel/stilling): .....................................................................................
Sagsnummer:
………………………………………………….……………………..……………….
Adresse: …………………………………………………………………………..……………..
Tlf.: (landekode) (lokalt områdenummer): ..............................................................
Fax: (landekode) (lokalt områdenummer): ..............................................................
E-mail: …………………………………………………………………………..………………
Dato:………………………………………………………………………………….…………
Officielt stempel (hvis et sådant findes) og underskrift: ..............................................................
AFSNIT F: Nærmere oplysninger om den myndighed, der har godkendt EPOC'en
Den type myndighed, der har godkendt denne EPOC (sæt i givet fald kryds i den relevante
boks):
□ Dommer, domstol eller undersøgelsesdommer
□ Offentlig anklager (abonnent- og adgangsdata)
Nærmere oplysninger om godkendelsesmyndigheden og/eller dennes repræsentant, der
bekræfter, at indholdet i EPOC'en er nøjagtigt og korrekt:
Myndighedens navn:
…………………………………………………………………………..…
Navn på myndighedens repræsentant:
DA 5 DA
………………………………………………..……………………
Funktion (titel/stilling): .....................................................................................
Sagsnummer:
………………………………………………….……………………..……………….
Adresse: ……………………………………………………...……………………..…………..
Tlf.: (landekode) (lokalt områdenummer): ..............................................................
Fax: (landekode) (lokalt områdenummer): ..............................................................
E-mail: …………………………………………………………………………..………………
Dato: ……………………………………………………………………….………………….
Officielt stempel (hvis et sådant findes) og underskrift: ..............................................................
AFSNIT G: Videregivelse af oplysninger og kontaktoplysninger
i) Myndighed, som oplysningerne skal videregives til (sæt kryds og udfyld om nødvendigt):
□ Udstedelsesmyndighed
□ Godkendelsesmyndighed
□ Anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten:
........................................
ii) Myndighed/kontaktpunkt, der kan kontaktes i forbindelse med ethvert spørgsmål
vedrørende gennemførelsen af EPOC'en:
....................................................................................................
___________________
DA 6 DA
BILAG II
ATTEST FOR EUROPÆISK SIKRINGSKENDELSE (EPOC-PR) TIL
SIKRING AF ELEKTRONISK BEVISMATERIALE
I henhold til forordning (EU) …/..2
skal modtageren af attesten for den europæiske
sikringskendelse (EPOC-PR) uden unødig forsinkelse efter modtagelsen af EPOC-PR'en
bevare de anmodede oplysninger. Sikringen ophører efter 60 dage, medmindre
udstedelsesmyndigheden bekræfter, at proceduren for den efterfølgende anmodning om
fremlæggelse af oplysninger er blevet indledt. Hvis udstedelsesmyndigheden inden for disse
60 dage bekræfter indledningen af en efterfølgende anmodning om fremlæggelse af
oplysninger, skal modtageren bevare oplysninger, så længe det er nødvendigt for at
fremlægge oplysningerne, når den efterfølgende anmodning om fremlæggelse er forkyndt.
Modtageren skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre fortroligheden af EPOC-
PR'en og af de bevarede eller fremlagte oplysninger.
AFSNIT A:
Udstedelsesstat:
……………………………………………………………………………………
NB: Oplysninger om udstedelsesmyndigheden anføres til sidst (afsnit D og E)
Modtager: ……………….………………………………………………………………
AFSNIT B: Brugerinformation
Bemærk, at (sæt kryds, hvis relevant):
□ Modtageren må ikke underrette den person, hvis oplysninger efterspørges, om EPOC-
PR'en.
AFSNIT C: Elektronisk bevismateriale, der skal bevares
i) Denne EPOC-PR vedrører (sæt kryds i den eller de relevante bokse):
฀ Abonnentdata, herunder, men ikke begrænset til:
□ Navn, adresse, fødselsdato, kontaktoplysninger (e-mailadresse, telefonnummer) og andre
relevante oplysninger vedrørende brugerens/abonnentens identitet
□ Dato og tidspunkt for første registrering, registreringstype, kopi af kontrakt, midler til
verifikation af identitet på registreringstidspunktet, kopier af dokumenter fra abonnenten
□ Type tjeneste, herunder identifikator (telefonnummer, IP-adresse eller SIM-kortnummer,
MAC-adresse) og tilhørende enheder
□ Profiloplysninger (brugernavn, profilfoto)
□ Data om validering af brug af tjeneste såsom en alternativ e-mailadresse fra
brugeren/abonnenten
□ Debet- eller kreditkortoplysninger (fra brugeren til faktureringsformål), herunder andre
betalingsmidler
□ PUK-koder
฀ Adgangsdata, herunder, men ikke begrænset til:
2
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om
elektronisk bevismateriale i straffesager (EUT L […] af […], s. […]).
DA 7 DA
□ IP-forbindelsesregistreringer/logge til identifikationsformål
฀ Transaktionsdata:
□ Trafikdata, herunder, men ikke begrænset til:
a) for (mobil)telefoni:
□ Udgående (A) og indkommende (B) identifikatorer (telefonnummer, IMSI, IMEI)
□ Tidspunkt for forbindelserne og deres varighed
□ Opkaldsforsøg
□ Basisstation-ID, herunder geografiske oplysninger (X/Y-koordinater), op- og
afkoblingstidspunktet
□ Anvendte koblingstjenester/teletjenester (f.eks. UMTS, GPRS)
b) for internet:
□ Routingoplysninger (IP-kildeadresse, IP-destinationsadresser, portnumre, browser, e-mail
headeroplysninger, meddelelses-ID)
□ Basisstation-ID, herunder geografiske oplysninger (X/Y-koordinater), op- og
afkoblingstidspunktet
□ Datamængde
c) for hosting:
□ Logfiler
□ Kuponer
□ Købshistorik
□ Andre transaktionsdata, herunder, men ikke begrænset til:
□ Forudbetalingshistorik
□ Kontaktliste
฀ Indholdsdata, herunder, men ikke begrænset til:
□ (Web)mailbox dump
□ Online storage dump (brugergenererede data)
□ Pagedump
□ Meddelelseslog/backup
□ Voicemail dump
□ Serverindhold
□ Backupenhed
ii) Nedenstående oplysninger stilles til rådighed med henblik på fuldbyrdelse af EPOC-PR'en:
฀ IP-adresse: ……………………………………………………….…..……………..
฀ Tlf.: ……………………………………………….………………..
฀ E-mail: ………………………………………………….………………….
฀ IMEI-nummer: ……………………………………………………………………….
฀ MAC-adresse: ………………………………………………………………….
฀ Den eller de personer, hvis oplysninger efterspørges:
………………………………….………..
฀ Tjenestens betegnelse: ………………………………………………………………..
฀ Andet: ………………………………………………………….……………………
iii) Hvis relevant, det tidsinterval, inden for hvilket oplysningerne skal bevares:
DA 8 DA
……..…………………………………………………………………………………………….
iv) Art og strafferetlig klassificering af den eller de begåede overtrædelser, som EPOC-PR'en
er udstedt for, samt den relevante retsforskrift/lov:
…………………………………………………………………………………..………….……
v) Eventuelle andre relevante oplysninger:
…………………………………………………………………………………………………..
AFSNIT D: Nærmere oplysninger om den myndighed, der har udstedt EPOC-PR'en
Den type myndighed, der har udstedt denne EPOC-PR (sæt kryds i den relevante boks):
□ Dommer, domstol eller undersøgelsesdommer
□ Offentlig anklager
□ Enhver anden kompetent myndighed som defineret af lovgivningen i udstedelsesstaten
→ udfyld også afsnit E
Nærmere oplysninger om udstedelsesmyndigheden og/eller dennes repræsentant, der
bekræfter, at indholdet i EPOC-PR'en er nøjagtigt og korrekt:
Myndighedens navn:
…………………………………………………………………………..…
Navn på myndighedens repræsentant:
………………………………………………..……………………
Funktion (titel/stilling): .....................................................................................
Sagsnummer:
………………………………………………….……………………..……………….
Adresse: .…………………………………………………………….………………………..
Tlf.: (landekode) (lokalt områdenummer): ..............................................................
Fax: (landekode) (lokalt områdenummer): ..............................................................
E-mail: …………………………………………
Dato:……………………………………………………………………………………………
Officielt stempel (hvis et sådant findes) og underskrift:
...............................................................
AFSNIT E: Nærmere oplysninger om den myndighed, der har godkendt EPOC-PR'en
Den type myndighed, der har godkendt denne EPOC-PR (sæt kryds i den relevante boks):
□ Dommer, domstol eller undersøgelsesdommer
□ Offentlig anklager
Nærmere oplysninger om godkendelsesmyndigheden og/eller dennes repræsentant, der
bekræfter, at indholdet i EPOC-PR'en er nøjagtigt og korrekt:
Myndighedens navn:
…………………………………………………………………………..…
Navnet på den kompetente myndigheds repræsentant:
………………………………………………..……………………
Funktion (titel/stilling): .....................................................................................
Sagsnummer:
………………………………………………………………………..………………..
DA 9 DA
Adresse: ………………………………………………………………………………………..
Tlf.: (landekode) (lokalt områdenummer): ..................................................................
Fax: (landekode) (lokalt områdenummer): ..............................................................
E-mail:…………………………………………………………………………..………………
Dato:…………………………………………………………………………………………..
Officielt stempel (hvis et sådant findes) og underskrift:
...............................................................
AFSNIT F: Kontaktoplysninger
Den myndighed/kontaktpunkt, der kan kontaktes i forbindelse med ethvert spørgsmål
vedrørende fuldbyrdelsen af EPOC-PR'en:
………………………………………………………………………………………………
DA 10 DA
BILAG III
OPLYSNINGER OM, HVORFOR DET IKKE ER MULIGT AT GENNEMFØRE
EPOC/EPOC-PR
AFSNIT A:
Følgende oplysninger vedrører:
□ Den europæiske editionskendelse (EPOC)
□ Den europæiske sikringskendelse (EPOC-PR)
AFSNIT B:
Modtageren af EPOC'en/EPOC-PR'en:
……..…………………………………………………..
Myndighed, der har udstedt EPOC'en/EPOC-PR'en:
……………………………..…………………
Hvis relevant, myndighed, der har godkendt EPOC'en/EPOC-PR'en:
……………………………….
AFSNIT C:
Sagsnummer for modtageren af EPOC'en/EPOC-PR'en: ……………………….…………….
Udstedelsesmyndighedens sagsnummer: …………………………………
Hvis relevant, godkendelsesmyndighedens sagsnummer: …………………
Hvis kendt, dato for fremsendelse af EPOC'en/EPOC-PR'en: …………
AFSNIT D: Grunde til manglende gennemførelse
i) EPOC'en/EPOC-PR'en kan ikke gennemføres eller kan ikke gennemføres inden for den
fastsatte tidsfrist af den eller de følgende grunde:
□ EPOC'en/EPOC-PR'en er ufuldstændig
□ EPOC'en/EPOC-PR'en indeholder åbenbare fejl
□ EPOC'en/EPOC-PR'en indeholder ikke tilstrækkelige oplysninger
□ Force majeure eller de facto umuligt, uden at dette kan tilskrives modtageren eller
tjenesteudbyderen
□ Den europæiske editionskendelse er ikke blevet udstedt eller godkendt af en
udstedelsesmyndighed som omhandlet i artikel 4 forordning (EU)…/..
□ Den europæiske sikringskendelse er ikke blevet udstedt eller godkendt af en
udstedelsesmyndighed som omhandlet i artikel 4 forordning (EU) …/..
□ Den europæiske editionskendelse er ikke blevet udstedt for en lovovertrædelse som
omhandlet i artikel 5, stk. 4, i forordning (EU) …/..
Tjenesten er ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) …/..
□ Den europæiske editionskendelse/den europæiske sikringskendelse vedrører ikke
oplysninger, der lagres af eller på vegne af tjenesteudbyderen på tidspunktet for modtagelsen
af EPOC'en/EPOC-PR'en
□ Det fremgår alene ud fra oplysningerne i EPOC'en/EPOC-PR'en, at EPOC'en/EPOC-
PR'en tydeligvis er i modstrid med chartret eller er åbenbart urimelig
DA 11 DA
□ Gennemførelsen af den europæiske editionskendelse er i strid med gældende ret i et
tredjeland, som forbyder videregivelse af de pågældende oplysninger.
ii) Angiv yderligere grunde til den manglende gennemførelse i denne sag, herunder om
nødvendigt andre grunde, som ikke er anført i litra i) i dette afsnit:
………………………………………………………………………………………………….
AFSNIT E: Modstridende forpligtelser, der skyldes et tredjelands lovgivning
I tilfælde af modstridende forpligtelser, der skyldes et tredjelands lovgivning, oplyses
følgende:
– lovens eller lovenes titel i tredjelandet, herunder den eller de relevante bestemmelser:
…………………………………………………………………….…………………………….
– teksten i den eller de relevante bestemmelser:
…………………………………………………..………………………………..…………….
– arten af den modstridende forpligtelse, herunder den interesse, der er beskyttet af loven i
tredjelandet:
□ Den enkeltes grundlæggende rettigheder (angiv nærmere):
……………………………………………………………………………….………………..
□ Grundlæggende interesser i tredjelandet forbundet med statens sikkerhed og forsvar (angiv
nærmere):
…………………………………………………………………………………………………..
□ Andre interesser (angiv nærmere):
…………………………………………………..……………………………………………….
– Forklar, hvorfor loven finder anvendelse i denne sag:
……………………………………………………………..………………….…..……………..
– Forklar, hvorfor du mener, at der er en konflikt i denne sag:
……………………………………………………………………..……………………………
– Forklar tilknytningen mellem tjenesteudbyderen og det pågældende tredjeland:
…………………………………………………………………………………….……………..
– Eventuelle konsekvenser for modtageren af at overholde den europæiske editionskendelse,
herunder eventuelle sanktioner:
……………………………………………………………………………...……………….…...
AFSNIT F: Oplysninger, der anmodes om
Der er behov for yderligere oplysninger fra udstedelsesmyndigheden i forbindelse med
fuldbyrdelsen af EPOC'en/EPOC-PR'en (udfyldes, hvis relevant):
……………………………………………………………………………….…………………..
AFSNIT G: Sikring af oplysninger
De anmodede oplysninger (sæt kryds i den relevante boks og udfyld, hvis relevant):
DA 12 DA
□ Bevares, indtil de er fremlagt, eller indtil udstedelsesmyndigheden eller i givet fald
fuldbyrdelsesmyndigheden meddeler, at det ikke længere er nødvendigt at bevare og
fremlægge oplysningerne.
□ Bevares ikke, da oplysningerne i EPOC'en/EPOC-PR'en ikke gør det muligt at
identificere dem.
AFSNIT H: Oplysninger om tjenesteudbyderen/dennes retlige repræsentant
Navn på tjenesteudbyderen/dennes retlige repræsentant:
….……………….…………………………
Navnet på den autoriserede person: ...........................................................................
Officielt stempel (hvis et sådant findes) og underskrift: ..............................................................