Fremsat den 23. marts 2018 af Kenneth Kristensen Berth (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 23. marts 2018 af Kenneth Kristensen Berth (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en udfasning af Ankaraaftalen af 1963 om en associeringsaftale mellem EU
og Tyrkiet
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af dette
kalenderår at fremføre i Rådet for den Europæiske Union, at
EU skal arbejde for en udfasning af Ankaraaftalen af 1963
om en associeringsaftale mellem EU og Tyrkiet.
Beslutningsforslag nr. B 118 Folketinget 2017-18
AX021230
Bemærkninger til forslaget
Ankaraaftalen er en associeringsaftale mellem EU og Tyr-
kiet, der blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara
og indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne
ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963.
Det er forslagsstillernes klare opfattelse, at Ankaraaftalen
i sin nuværende form er til skade for EU.
Problemet med Ankaraaftalen og de dertil hørende til-
lægsprotokoller er, at aftalen har skabt en retstilstand, der
grundlæggende adskiller sig fra retstilstanden fastsat i andre
relevante associeringsaftaler på grund af bestemmelserne
om sociale sikringsordninger og vandrende arbejdstagere.
Det skyldes, at Ankaraaftalen og tillægsprotokollen i mod-
sætning til andre associeringsaftaler indeholder klare be-
stemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed som et
mål, der skal gennemføres gradvist og til sidst munde ud i
tyrkisk medlemskab af EU (»Aftale om oprettelse af en as-
sociering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
og Tyrkiet (1963)«, EFT nr. 217 af 29. december 1964 (An-
karaaftalen), artikel 12).
Med afsæt i Ankaraaftalen har »økonomisk aktive« tyrki-
ske statsborgere i løbet af de sidste 55 år opnået særlig gun-
stige rettigheder, når det gælder arbejdstilladelser i EU-lan-
de, således at tyrkiske statsborgere på lange stræk er ligestil-
lede med vandrende arbejdstagere fra EU-medlemslande.
Baggrunden herfor er ikke selve Ankaraaftalen, der mest
er en handelsaftale, men det skyldes den meget omtalte
stand still-klausul i en tillægsprotokol til Ankaraaftalen
(»Tillægsprotokol og Finansprotokol, undertegnet den 23.
november 1970, til aftale om en associering mellem Det
europæiske økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, og om for-
anstaltninger, der skal træffes med henblik på deres ikraft-
træden«) og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. sep-
tember 1980 om udvikling af associeringen. Stand still-klau-
sulen i tillægsprotokollens artikel 41 forbyder EU at indføre
nye restriktioner, der hindrer etableringsfriheden og den frie
udveksling af tjenesteydelser, mens stand still-klausulen i
afgørelse 1/80, artikel 13, betyder, at Tyrkiet og medlems-
landene ikke efter ikrafttrædelse den 1. december 1980 må
indføre nye begrænsninger angående vilkår for adgang til
beskæftigelse for arbejdstagere og deres familier, som har
opnået opholds- og arbejdstilladelse efter de nationale regler
herom (folketingsåret 2015-16, Udlændinge-, Integrations-
og Boligudvalget, alm. del – bilag 132).
Dette er fortolket i en række domme fra EU-Domstolen
(se f.eks. Caner Genc mod Integrationsministeriet
(C-561/14), Natthaya Dülger mod Wetteraukreis
(C-451/11), Sidika Ucar og Recep Kilic mod Land Berlin
(forenede sager C-508/15 og C-509/15) samt Naime Dogan
mod Bundesrepublik Deutschland (C-138/13)).
Forslagsstillerne mener i forbindelse med brexit, at EU
bør ophæve Ankaraaftalen, for dermed at stille sig selv i en
forhandlingsposition hvor det bliver muligt at forhandle med
Tyrkiet om, hvorvidt en ny associeringsaftale fortsat skal in-
deholde bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed
for tyrkiske statsborgere. Derudover bør EU i forbindelse
med en ny handelsaftale med Tyrkiet vurdere, hvorvidt EU
fortsat bør forpligtes til at yde økonomisk statsstøtte til Tyr-
kiet gennem førtiltrædelsesinstrumentet (IPA).
Danmark, Tyskland og Holland har en særlig interesse i at
udfase den 55 år gamle aftale, fordi Danmark, sammen med
Holland og Tyskland, ikke havde indført visumpligt for tyr-
kiske statsborgere i 1970, da stand still-klausulen i tillægs-
protokollen til Ankaraaftalen blev gennemført.
Danmark, Tyskland og Holland må derfor ikke kræve vi-
sum af tyrkiske statsborgere, der rejser ind i medlemsstaten
med henblik på at levere tjenesteydelser på den pågældende
medlemsstats område (»Retningslinjer for tyrkiske statsbor-
gere, der passerer EU-medlemsstaternes ydre grænser med
henblik på at levere tjenesteydelser i EU«, bilag til Kommis-
sionens henstilling af 14. december 2012, C(2012)9330).
Derfor har Ankaraaftalen haft særlig store konsekvenser
for indvandring fra Tyrkiet til disse tre medlemslande. I dag
er Tyskland med 1,5 mio. tyrkere Tyrkiets fjerde største
valgkreds (AKP-topp värvade ja-röster i Stockholm«, Syd-
svenskan.se, den 12. marts 2017).
For Danmarks vedkommende var der i 1967 ca. 500 tyrki-
ske arbejdstagere i Danmark. I dag er tallet oppe på 63.352
tyrkiske indvandrere og efterkommere i Danmark, hvis man
kun medregner første- og andengenerationsindvandrere. I
dag udgør tyrkiske indvandrere således den største etniske
minoritetsgruppe i Danmark (Danmarks Statistikbank, tabel
FOLK1C »Folketal den 1. i kvartalet efter oprindelsesland,
alder, køn, område, herkomst og tid«, kvartal 20181).
Når antallet af tilflyttere fra Tyrkiet til Danmark har kun-
net stige på trods af indvandringsstoppet i 1973 og en lang
række udlændingestramninger, skyldes det, at de fleste tyr-
kiske gæstearbejdere benyttede sig af muligheden for fami-
liesammenføring med kvinder fra Tyrkiet. Derudover valgte
langt størstedelen af gæstearbejderne at blive i Danmark.
Den første generation af tyrkere, der i dag er folkepensioni-
ster, lever under fattigdomsgrænsen for næsten 30 pct.s
vedkommende (»For de tyrkiske indvandrere er Danmark
aldrig blevet det eventyr, de håbede«, Kristeligt Dagblad,
den 14. marts 2017).
Ankaraaftalen er gået for vidt, fordi aftalen har ført til, at
tyrkiske arbejdstagere i EU har vidtgående rettigheder. Det
skyldes, at den oprindelige Ankaraaftale er udvidet, og tyr-
kiske statsborgere kan derfor fortsat opholde sig lovligt i et
EU-medlemsland som Danmark, selv om grundlaget for de-
res oprindelige opholds- og arbejdstilladelse ikke længere er
til stede. Denne rettighed er også udtrukket til familiemed-
lemmer til tyrkiske statsborgere, uanset familiemedlemmer-
nes nationalitet.
Problemet med den nuværende Ankaraaftale er, at natio-
nale værnsregler langsomt, men sikkert bliver eroderet på
grund af stand still-klausulen i afgørelse 1/80. Endnu et ek-
sempel på dette er Østre Landsrets præjudicielle forelæggel-
se for EU-Domstolen om, hvorvidt tilknytningskravet kan
2
bruges til lovligt at nægte tyrkere ægtefællesammenføring
(»EU-Domstolen skal vurdere om dansk tilknytningskrav er
lovligt«, Fyens Stiftstidende, den 29. januar 2018). Hvis kra-
vet underkendes af EU-Domstolen, har Danmark potentielt
givet ulovlige afslag på sammenføring af ægtefæller fra Tyr-
kiet siden 2003. Det vil betyde, at tusindvis af sager skal
tages op igen.
Ser man på tidligere sager, har EU-Domstolen allerede til-
bage i 2009 fastslået, at et gebyrkrav for tyrkiske statsborge-
re ikke var i overensstemmelse med associeringsaftalen, for-
di familiemedlemmer, der familiesammenføres med herbo-
ende EU-borgere, ikke blev pålagt samme gebyrkrav (Mi-
nister voor Vreemdelingenzaken en Integratie mod T. Sahin
(C-242/06), jf. lignende sag i Kommissionen mod Nederlan-
dene (C-92/07)).
Udviklingen går således mod, at tyrkiske lønmodtagere og
EU-borgere sidestilles, og derfor er danske politikere i dag
afskåret fra at indføre regler om gebyrkrav eller at opsætte
lignende kontrolforanstaltninger, der kan begrænse familie-
sammenføringer (folketingsåret 2015-16, Udlændinge-, Inte-
grations- og Boligudvalget, L 87 – svar på spørgsmål 22).
Det er vigtigt, at Ankaraaftalen tages op til debat for at
sikre politisk stillingtagen til, hvorvidt formålet med Anka-
raaftalen bør være at sidestille tyrkiske lønmodtagere med
EU-borgere, eller om der bør opstilles nye pejlemærker for
handelssamarbejdet mellem EU og Tyrkiet, der ikke be-
grænses af Ankaraaftalen. Det er ikke politisk holdbart at
lukke øjnene og lade Ankaraaftalen »sejle videre« uden en
principiel debat om udviklingen i Tyrkiet og udviklingen i
Europa med fokus på EU’s interesser i en ny handelsaftale.
Logikken i Ankaraaftalen skal forstås i en historisk kon-
tekst, der ikke længere er til stede med murens fald, Brexit
og masseindvandring til EU fra ikkevestlige lande. Anka-
raaftalen er ikke en fremtidssikret handelsaftale, men en
statsstøtteordning fra EU til Tyrkiet i stil med datidens Mar-
shallhjælp.
Forslagsstillerne mener, at EU bør udfase Ankaraaftalen
og indgå en aftale med Tyrkiet i stil med EU’s handels- og
investeringsaftale med Canada, CETA (»Comprehensive
Economic and Trade Agreement«). CETA-aftalen repræsen-
terer den nye generation af handelsaftaler, hvor 99 pct. af al-
le varer er toldfrie. Der er dermed tale om et stort set toldfrit
samarbejde. CETA hverken tvinger eller tilskynder regerin-
gerne til at privatisere og deregulere offentlige tjenester som
f.eks. vandforsyning, sundhed, sociale ydelser eller uddan-
nelse (folketingsåret 2016-17, Europudvalget, B 4 – svar på
spørgsmål 4). I CETA-aftalen er der ikke et mål om arbejds-
kraftens frie bevægelighed. Det er derfor, Storbritannien har
ønsket at være omfattet af CETA-aftalen efter Brexit. En
lignende handelsaftale bør træde i kraft i stedet for Anka-
raaftalen.
Forslagsstillerne vurderer, at associeringsaftalen mellem
EU og Tyrkiet er så gunstig for Tyrkiet, at regeringen i An-
kara foretrækker status quo frem for et fuldt EU-medlem-
skab. Et EU-medlemskab ville betyde, at tyrkiske politikere
skulle gennemføre meget omfattende sociale, demokratiske
og økonomiske reformer. Det er reformer, som politikerne i
Ankara slet ikke er interesseret i, fordi Ankaraaftalen allere-
de sikrer, at tyrkiske statsborgere har adgang til EU’s indre
arbejdsmarked uden at skulle leve op til Københavnskriteri-
erne.
Det er forslagsstillernes klare opfattelse, at tyrkiske politi-
kere med den forældede Ankaraaftale i hånden sikrer sig
det, der er det vigtigste for dem, nemlig adgang til det euro-
pæiske arbejdsmarked for tyrkere, og at tyrkiske politikere
dermed vælger en politisk strategi, hvor fattigdomsproble-
mer i Tyrkiet eksporteres til EU, i stedet for at indføre socia-
le og økonomiske reformer i Tyrkiet. På den anden side står
de europæiske politikere med forklaringsproblemerne over
for deres vælgere, fordi de ikke kan forklare, hvorfor de ikke
tør opsige en 55 år gammel handelsaftale, der kun bidrager
til problemet med øget indvandring fra ikkevestlige lande
(»EU tilbyder visumfrihed til Tyrkiet for at bremse flygtnin-
gepres«, Politiken, den 15. oktober 2015).
At det er en monumental opgave, som de tyrkiske politi-
kere står over for, kan man ikke se bort fra, også selv om
Tyrkiet fremstilles som en stærk økonomi. Selv om Tyrkiet
er et G20-land sammen med lande som Sydafrika, Mexico
og Indien, er Tyrkiet milevidt fra at opfylde Københavnskri-
terierne.
Tyrkiet har i dag 80,8 mio. indbyggere (2017) mod 31
mio. indbyggere i 1965, 2 år efter Ankaraaftalen blev under-
skrevet (»Befolkningstal – befolkning i antal tusind«, Glo-
balis.dk, 2018).
Ifølge data fra EU havde Tyrkiet et BNP pr. indbygger på
9.909 euro med et indbyggertal i 2016 på 78,7 mio. indbyg-
gere (2016). Dermed placerer Tyrkiet sig langt under EU-ni-
veau, der har et gennemsnit på 29.000 euro pr. indbygger,
og dansk BNP på 48.400 euro pr. indbygger i 2016 (Euro-
stats tabeller: »Main GDP aggregates per capita«, den 16.
marts 2018, »GDP and main components«, den 16. marts
2018 og »Population on 1 January«, den 8. marts 2018). At
det ikke er realistisk, at Tyrkiet bliver et EU-medlemsland,
kan læses mellem linjerne. 55 år efter Ankaraaftalen og efter
massive subsidier til Tyrkiet fra EU, har EU ikke engang
forsøgt at estimere eller fremlægge officielt, hvad det vil
koste, at Tyrkiet bliver medlem af EU.
Forslagsstillerne mener, at Ankara-aftalen mellem EU og
Tyrkiet af 1963 med tillægsprotokollen fra 1970 og Associe-
ringsrådets afgørelse nr. 1/80 samt EU-Domstolens fortolk-
ning heraf har ført til, at Tyrkiet har sneget sig ind i EU ad
bagdøren ved at
1) fjerne told på industrielt fremstillede varer, der er langt
billigere at producere i Tyrkiet,
2) sikre tyrkiske statsborgere adgang til det europæiske ar-
bejdsmarked og
3) sikre tyrkiske arbejdstagere ret til familiesammenføring
uanset nationalitet på de personer, der familiesammenføres.
Den 55 år gamle aftale bør derfor erstattes af en moderne,
fremtidssikret handelsaftale eller helt bortfalde.
3
Skriftlig fremsættelse
Kenneth Kristensen Berth (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om en udfasning af
Ankaraaftalen af 1963 om en associeringsaftale mellem EU
og Tyrkiet.
(Beslutningsforslag nr. B 118)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4