Skriftlig fremsættelse (23. marts 2018)
Tilhører sager:
Aktører:
CN609
https://www.ft.dk/ripdf/samling/20171/lovforslag/l211/20171_l211_fremsaettelsestale.pdf
Skriftlig fremsættelse (23. marts 2018) Ældreministeren (Thyra Frank): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af lov om social service (Plejehjemsoversigten) (Lovforslag nr. L 211) Formålet med lovforslaget er at etablere en lettilgængelig plejehjemsoversigt med oplysninger om plejehjem efter § 192 i serviceloven, plejeboligbebyggelser for ældre og fri- plejeboligbebyggelser for ældre. Oversigten skal hjælpe kommende plejehjemsbeboere og deres pårørende med at træffe et godt og informeret valg, når den ældre skal på ple- jehjem. Der findes i dag en Tilbudsportal, der indeholder oplys- ninger om en række tilbud, bl.a. plejehjem, plejeboliger og friplejeboliger mv. Tilbudsportalens indhold er ikke målret- tet tilbud til svækkede ældre, og dens brugerplatform er pri- mært designet til at blive brugt i forbindelse med visitation til tilbud på det specialiserede socialområdet. Tilbudsporta- len er derfor ikke målrettet ældre og deres pårørende, der sø- ger oplysninger om plejehjem efter § 192 i serviceloven, plejeboligbebyggelser fortrinsvis til ældre og friplejebolig- bebyggelser fortrinsvis til ældre. Tilbudsportalen er som føl- ge heraf mindre velegnet til at understøtte ældres ret til frit plejehjemsvalg. Lovforslaget udmønter den del af Aftalen om satspuljen for ældreområdet for 2018-2021, som regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) har indgå- et med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, der vedrø- rer etablering af en plejehjemsportal (kaldet plejehjemsover- sigten). Plejehjemsoversigten vil bl.a. skulle indeholde generelle oplysninger om hvert enkelt plejehjem mv. fx adresse, pleje- hjemsleder, plejehjemstype mm. samt informationer om fx tilbuddets værdigrundlag, tilgang til pårørende, madordning og aktiviteter mm. Derudover vil oversigten kunne give en oversigt over og viden om alle plejehjem efter § 192 i serviceloven, plejebo- ligbebyggelser for ældre og friplejeboligbebyggelser for ældre, som er lettilgængelig for bl.a. kommuner og andre aktører på ældreområdet, og den vil også tjene til at under- støtte den lige konkurrence mellem private og offentlige le- verandører af en plejehjemsplads. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling. Til lovforslag nr. L 211 Folketinget 2017-18 CN000609