Fremsat den 23. marts 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 23. marts 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven
(Retsvirkninger af et foreløbigt forbud mod eller en opløsning af en forening)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august
2017, som ændret ved lov nr. 1402 af 5. december 2017, lov
nr. 1680 af 26. december 2017, lov nr. 140 af 28. februar
2018 og lov nr. 141 af 28. februar 2018, foretages følgende
ændringer:
1. § 75, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Når en forening opløses ved dom, kan dens for-
mue og øvrige ejendele konfiskeres.«
2. § 132 a affattes således:
»§ 132 a Den, der deltager i videreførelsen af en forening,
efter den foreløbig er forbudt af regeringen eller opløst ved
dom, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, på
offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med
forsæt til udbredelse i en videre kreds besidder eller anven-
der en forenings kendetegn, efter foreningen er foreløbig
forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes med
fængsel indtil 6 måneder.«
3. Efter § 132 a indsættes i 14. kapitel:
Ȥ 132 b Politiet kan forbyde en person, som har haft en
tæt tilknytning til en forening, der er foreløbig forbudt af re-
geringen eller opløst ved dom, at færdes og opholde sig be-
stemte steder, hvis det vurderes at være af væsentlig betyd-
ning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
Stk. 2. Politiet kan påbyde personer, som på et bestemt
sted deltager i en forsamling af personer, hvoraf en stor del
har haft en tilknytning til en forening, som inden for de se-
neste 10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst
ved dom, at forlade stedet eller forsamlingen, hvis forsam-
lingen er egnet til at skabe utryghed for de omkringboende
eller forbipasserende.
Stk. 3. Forbud efter stk. 1 skal meddeles skriftligt og være
begrundet. For forbuddet skal fastsættes en frist, der ikke
kan overstige 1 år. Fristen kan forlænges med indtil 6 måne-
der ad gangen.
Stk. 4. Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 5. Manglende efterkommelse af et påbud efter stk. 2
straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.«
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22.
september 2017, som ændret ved lov nr. 1679 af 26.
december 2017, lov nr. 1680 af 26. december 2017 og lov
nr. 130 af 27. februar 2018, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 803 indsættes:
»§ 803 a En forenings formue og øvrige ejendele kan be-
slaglægges, hvis foreningen foreløbig forbydes af regerin-
gen.«
2. I § 804, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 807, stk. 5« til: »§ 807,
stk. 6«, og i 3. pkt. ændres »stk. 6, 1. pkt.« til: »stk. 7, 1.
pkt.«
3. I § 806 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Politiet kan træffe beslutning om beslaglæggelse
efter § 803 a. Stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.
4. I § 807, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »§ 806, stk. 4«: »el-
ler 5«.
5. I § 807, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 806, stk. 6, 1. pkt.« til:
»§ 806, stk. 7, 1. pkt.«
6. I § 807 a, 3. pkt., ændres »§ 806, stk. 8« til: »§ 806, stk.
9«.
Lovforslag nr. L 208 Folketinget 2017-18
Justitsmin., j.nr. 2017-731-0016
AA010595
7. I § 807 b, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»1. og 2. pkt. gælder også ved beslaglæggelse efter § 803
a.«
8. I § 807 d, stk. 1, 1.pkt., udgår »og«, og efter »§ 803, stk.
1, 1. pkt.,« indsættes: »og § 803 a«.
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovti-
dende.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Beslaglæggelse og konfskation
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den forslåede ordning
2.2. Videreførelse af en forening, der er foreløbig forbudt eller opløst i medfør af grundlovens § 78
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3 Den forslåede ordning
2.3. Opholdsforbud mv. for personer tilknyttet en forbudt eller opløst forening
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3 Den forslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
I lyset af eskaleringen af konflikten i bandemiljøet i Køben-
havn, som bl.a. har ført til flere drab og en lang række skud-
episoder i det offentlige rum, anmodede Justitsministeriet i
august 2017 Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at vurdere,
om der er grundlag for at indlede en sag ved domstolene om
opløsning af bandegruppen Loyal To Familia i medfør af
grundlovens § 78.
Rigsadvokaten og Rigspolitiet har vurderet, at der er grund-
lag for at gå videre med en sådan sag, og sagen er nu forank-
ret hos Københavns Politi. Regeringen vil overveje at an-
vende adgangen til i medfør af grundlovens § 78, stk. 3, at
nedlægge et foreløbigt forbud mod foreningen fra det tids-
punkt, hvor en eventuel sag er klar til at blive anlagt ved
domstolene.
Det er vigtigt, at det strafferetlige værn mod at fortsætte en
forening, efter at den med hjemmel i grundloven foreløbig
er forbudt eller opløst ved dom, er så effektivt som muligt,
så det sikres, at de kriminelle eller samfundsskadelige akti-
viteter, som udføres af sådanne foreninger, bringes til ophør.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
- Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 132 a om viderefø-
relse af en forbudt eller opløst forening med henblik på at
præcisere bestemmelsens anvendelsesområde.
- Det foreslås at indsætte en udtrykkelig bestemmelse i straf-
felovens § 132 a, stk. 2, om, at en forbudt eller opløst for-
enings kendetegn ikke må besiddes eller anvendes på offent-
ligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt
til udbredelse i en videre kreds.
- Det foreslås, at politiet får hjemmel til at pålægge en per-
son, der havde tæt tilknytning til en forbudt eller opløst fore-
ning, et opholdsforbud, hvis det vurderes at være af væsent-
lig betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
- Det foreslås, at politiet får hjemmel til at påbyde personer
at forlade en forsamling, som er egnet til at skabe utryghed,
hvis en stor del af forsamlingen havde tilknytning til en for-
budt eller opløst forening.
3
- Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 75, stk. 5, om kon-
fiskation af en opløst forenings formue mv. med henblik på
at præcisere bestemmelsens anvendelsesområde.
- Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejeloven
om, at der kan ske beslaglæggelse af en forenings formue og
øvrige ejendele, hvis foreningen foreløbig forbydes af rege-
ringen.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Beslaglæggelse og konfiskation
2.1.1. Gældende ret
Det fremgår af straffelovens § 75, stk. 5, at en forenings for-
mue, arkiv, protokoller og lignende kan konfiskeres, når en
forening opløses ved dom.
Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 87 af 15.
marts 1939 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffe-
lov af 15. april 1930. Om baggrunden for bestemmelsen, der
oprindeligt gjorde konfiskation i de pågældende tilfælde ob-
ligatorisk, fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det
må anses for rimeligt, at midler, der af en forening er samlet
til fremme af lovstridige formål, i alle tilfælde konfiskeres,
når foreningen opløses ved dom, og at det samme gør sig
gældende for så vidt angår foreningens arkiv, protokoller og
lignende, jf. Rigsdagstidende 1938-39, Tillæg A, sp. 3767.
Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig
straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)
blev konfiskation i medfør af bestemmelsen gjort fakultativ.
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der som
overvejende hovedregel bør ske konfiskation af formue mv.
i forbindelse med en forenings opløsning, men at bestem-
melsen ikke bør afskære enhver mulighed for at undlade
konfiskation, således at formuen f.eks. fordeles mellem
medlemmerne eller af disse skænkes til et velgørende for-
mål, jf. Folketingstidende 1964-65, Tillæg A, sp. 968.
Der er ikke i dag mulighed for efter retsplejeloven generelt
at beslaglægge en forenings formue mv., hvis foreningen fo-
reløbig forbydes af regeringen.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Den gældende bestemmelse i straffelovens § 75, stk. 5, er
indsat ved lov nr. 87 af 15. marts 1939, og forarbejderne til
bestemmelsen er sparsomme. Bestemmelsen er endvidere
ikke anvendt i praksis. Der er efter Justitsministeriets opfat-
telse behov for at skabe større klarhed over bestemmelsens
anvendelsesområde, ved at der i bemærkningerne angives
nærmere retningslinjer herom.
Der er samtidig efter Justitsministeriets opfattelse behov for,
at foreningens formue og øvrige ejendele kan beslaglægges,
hvis foreningen foreløbig forbydes af regeringen. En be-
stemmelse herom vil sikre, at foreningens formue og øvrige
ejendele er til stede, hvis foreningen senere opløses ved
dom, og formuen mv. skal konfiskeres. Idet det forudsættes,
at en forbudt eller opløst forenings formue mv. beslaglæg-
ges og senere konfiskeres, medmindre der konkret foreligger
helt særlige omstændigheder, og at der dermed ikke er over-
ladt meget for politiet at tage stilling til, er der efter Justits-
ministeriets opfattelse ikke behov for, at politiet forud for
beslaglæggelsen indhenter en retskendelse. Der vil imidler-
tid være adgang til domstolskontrol af beslaglæggelsen ef-
terfølgende, hvor foreningen vil kunne pege på helt særlige
omstændigheder, som kan begrunde, at der ikke skal foreta-
ges beslaglæggelse.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 75, stk. 5,
kan en forenings formue og øvrige ejendele konfiskeres, når
foreningen opløses ved dom.
Med den foreslåede bestemmelse vil der være adgang til at
konfiskere alt, hvad en forening, der opløses ved dom, ejer.
Det gælder foreningens eventuelle formue, herunder bankin-
destående eller likvide midler, og alle foreningens øvrige
ejendele, herunder foreningens arkiv og protokoller, uanset
om de pågældende ejendele har en økonomisk værdi.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende ret for-
muleret, så konfiskation er fakultativt. Det forudsættes imid-
lertid, at adgangen til konfiskation anvendes, medmindre der
konkret foreligger helt særlige omstændigheder.
Bestemmelsen kan først anvendes på tidspunktet for opløs-
ning af foreningen. Der vil i almindelighed i forbindelse
med et foreløbigt forbud mod en forening være anledning til
at beslaglægge foreningens formue og øvrige ejendele med
henblik på senere konfiskation. Det foreslås på den bag-
grund, at der gives mulighed for sådan beslaglæggelse efter
retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og § 2, nr.
1-8, og bemærkningerne hertil.
2.2. Videreførelse af en forening, der er foreløbig for-
budt eller opløst i medfør af grundlovens § 78
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Borgerne har i medfør af grundlovens § 78, stk. 1,
ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i et-
4
hvert lovligt øjemed. Foreninger, der virker ved eller søger
at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende
strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse
ved dom, jf. grundlovens § 78, stk. 2.
Ingen forening kan ifølge grundlovens § 78, stk. 3, opløses
ved regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig
forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til
dens opløsning. Sager om opløsning af politiske foreninger
skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øver-
ste domstol, jf. grundlovens § 78, stk. 4.
Det følger af grundlovens § 78, stk. 5, at opløsningens rets-
virkninger fastsættes nærmere ved lov.
Sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om op-
hævelse af en forening, behandles i strafferetsplejens for-
mer, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 2.
Det følger af retsplejelovens § 701, stk. 1, at sager mod en
forening til dens ophævelse i medfør af grundlovens § 78
forfølges ved den ret, i hvis kreds foreningen eller dens be-
styrelse har sit sæde, eller, når sådant ikke med sikkerhed
kan udfindes, hvor et af bestyrelsens medlemmer bor.
2.2.1.2. Den, der deltager i fortsættelsen af en forenings
virksomhed, efter at denne er foreløbig forbudt af regerin-
gen eller opløst ved dom, straffes ifølge straffelovens § 132
a med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 87 af 15.
marts 1939 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffe-
lov af 15. april 1930.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at straffelo-
vens § 132 a ikke alene har til formål at hjemle straf for den,
der deltager i fortsættelsen af en forenings virksomhed, efter
at den er foreløbig forbudt eller opløst ved dom, men at be-
stemmelsen også rammer den, der opretter eller deltager i le-
delsen af en forening, der i virkeligheden kun er en fortsæt-
telse af den forbudte eller ved dom opløste forening, jf.
Rigsdagstidende 38/39, Tillæg A, sp. 3773.
Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af strafferam-
mer og bestemmelser om straffastsættelse mv. blev straffe-
rammen i straffelovens § 132 a forhøjet fra 1 til 2 års fæng-
sel. Det fremgår af forarbejderne til lovforslaget om bag-
grunden herfor, at strafferammen skal afspejle den risiko for
kriminelle eller samfundsskadelige aktiviteter, som en fort-
sættelse af foreningen vil medføre. Ændringen betød desu-
den, at reglerne om varetægtsfængsling vil kunne finde an-
vendelse.
Der blev ved lovændringen også indsat bødestraf i straffe-
rammen, og som konsekvens heraf blev den del af bestem-
melsen, der oprindeligt hjemlede en mildere straf for perso-
ner, som uden egentlig at deltage i foreningens virksomhed,
meldte sig ind i den, efter at den var blevet forbudt eller op-
løst ved dom, ophævet. Formålet hermed var at sikre, at de
pågældende personer kan straffes på samme måde som de af
foreningens hidtidige medlemmer, der fortsætter forenin-
gens virksomhed, efter at den er blevet forbudt eller ophæ-
vet ved dom, og der var således ikke tilsigtet en ændring af
det hidtidige strafbare område, jf. Folketingstidende
2003-04, Tillæg A, side 3329.
Bestemmelsen er ikke anvendt i praksis.
2.2.1.3. Straffeloven indeholder ikke i dag et forbud mod at
anvende en forenings kendetegn, efter foreningen er forelø-
big forbudt af regeringen eller opløst ved dom.
En indsat, der afsoner fængselsstraf eller forvaring i krimi-
nalforsorgens institutioner, har efter straffuldbyrdelseslo-
vens § 36, stk. 1, ret til at medtage, besidde og råde over eg-
ne genstande i institutionen, medmindre dette er uforeneligt
med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Der er i genstandsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 192
af 9. marts 2018) fastsat undtagelser til retten til at råde over
egne genstande. Således må indsatte, herunder varetægtsar-
restanter, i kriminalforsorgens institutioner efter § 2, stk. 1,
nr. 1, ikke medtage, besidde eller råde over genstande, som
besiddes i strid med den almindelige lovgivning. Efter gen-
standsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 12, må indsatte i kri-
minalforsorgens institutioner endvidere ikke medtage, besid-
de eller råde over tøj og andre genstande, der kan virke som
en magtdemonstration over for andre.
Sidstnævnte forbud omfatter ikke alene veste, pandebånd,
håndledsremme, t-shirts og lignende, som er forbeholdt
medlemmer og støttepersoner til magtgrupper, men også an-
dre genstande, herunder udsmykningsgenstande med slo-
gans og/eller symboler for magtgrupper, som kan erhverves
af alle. Forbuddet omfatter også genstande, som indsatte til-
virker i institutionen, eksempelvis tøj og udsmykningsgen-
stande. En bandegrupperings kendetegn i form af f.eks. ryg-
mærker, emblemer og logoer vil således ikke kunne besid-
des i kriminalforsorgens institutioner.
Overtræder en indsat i en af kriminalforsorgens institutioner
forbuddene fastsat i genstandsbekendtgørelsen § 2, stk. 1,
nr. 1 eller 12, fastsætter kriminalforsorgsområdet en disci-
plinærstraf i medfør af disciplinærstrafbekendtgørelsen. Ef-
ter varetægtsbekendtgørelsens § 89 ikendes en varetægtsar-
restant disciplinærstraf efter reglerne i disciplinærstrafbe-
kendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1036 af 23. juni 2016).
5
Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og straf-
celle.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.2.1. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 132 a
er indsat ved lov nr. 87 af 15. marts 1939, og forarbejderne
til bestemmelsen er sparsomme. Bestemmelsen er endvidere
ikke anvendt i praksis. Der er derfor efter Justitsministeriets
opfattelse behov for at skabe større klarhed over bestemmel-
sens anvendelsesområde ved, at der i bemærkningerne angi-
ves nærmere retningslinjer om, hvilken adfærd mv. der er
strafbar efter bestemmelsen.
Justitsministeriet finder, at bestemmelsen fortsat bør finde
anvendelse allerede fra det tidspunkt, hvor der i medfør af
grundlovens § 78, stk. 3, er nedlagt et foreløbigt forbud mod
foreningen. Ministeriet har herved lagt vægt på, at et sådant
forbud i vidt omfang er indholdsløst, hvis det ikke kan hånd-
hæves strafferetligt. Dette indebærer også, at overtrædelser
af et foreløbigt forbud vil kunne straffes, selv om domstole-
ne senere måtte nå frem til, at der ikke er grundlag for at op-
løse foreningen.
Justitsministeriet finder, at overtrædelse af forbuddet mod at
videreføre foreningen fortsat skal kunne straffes med bøde
eller fængsel indtil 2 år. Når der henses til, at foreningen er
forbudt eller opløst, fordi den f.eks. virker ved vold, finder
Justitsministeriet behov for, at der som udgangspunkt udmå-
les en ubetinget frihedsstraf på 40 dage i førstegangstilfælde
for i strid med bestemmelsen at videreføre foreningen. Ju-
stitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, dels at der
er behov for en klar og kontant reaktion fra samfundets side,
hvis forbuddet eller opløsningen skal have virkning i prak-
sis, dels at en sådan straf vil give grundlag for varetægts-
fængsling, hvis betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1,
nr. 1-3, er opfyldt.
Justitsministeriet har overvejet, om der er behov for at fore-
tage ændringer i bestemmelserne i bl.a. straffeloven, hvor
det fremgår af lovteksten, at anvendelse beror på f.eks. et til-
hørsforhold til en gruppe, jf. f.eks. straffelovens § 81 a. Det
er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at disse bestem-
melser omfatter tilhørsforhold uafhængigt af, om den pågæl-
dende gruppe som forening er forbudt eller opløst. Afgøren-
de for, om bestemmelserne kan anvendes, er således, om der
reelt er eksempelvis det krævede tilhørsforhold til en grup-
pe.
2.2.2.2. Anvendelsen af f.eks. rygmærker, tøj eller andre
symboler og kendetegn, der knytter sig til en forening, kan
virke utryghedsskabende, hvis foreningen offentligt er for-
bundet med kriminalitet, herunder blandt andet personfarlig
kriminalitet. Samtidig anvendes disse kendetegn ofte som
led i magtdemonstrationer eller rekruttering af medlemmer
til foreningen. Er der således tale om en forening, som fore-
løbig er forbudt af regeringen eller opløst ved dom, fordi
foreningen f.eks. virkede ved vold, vil fortsat anvendelse af
foreningens kendetegn kunne give anledning til betydelig
utryghed. Anvendelse af foreningens kendetegn, efter for-
eningen er forbudt eller opløst, vil efter omstændighederne
kunne straffes som en videreførelse af foreningen efter den
foreslåede § 132 a, stk. 1.
For imidlertid at sikre, at det i alle tilfælde gøres strafbart
for medlemmerne af en forbudt eller opløst forening eller
andre personer at anvende foreningens kendetegn, og der-
med for at sikre håndhævelsen af et foreningsforbud foreslås
det, at der i straffelovens § 132 a indsættes et nyt stykke her-
om. Bestemmelsen bør efter Justitsministeriets opfattelse
omfatte besiddelse og anvendelse af kendetegn på offentligt
sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt til
udbredelse i en videre kreds, idet sådan besiddelse eller an-
vendelse kan give anledning til utryghed.
Henset til den utryghed, som besiddelse eller anvendelse af
rygmærker eller andre kendetegn for en forbudt eller opløst
forening kan skabe, samt til, at anvendelse af kendetegnene
kan have til formål at vise ejerskab over et eller flere områ-
der med henblik på at påvirke andres færden i de pågælden-
de områder eller at rekruttere andre som medlemmer af for-
eningen, finder Justitsministeriet, at der som udgangspunkt
bør fastsættes en kort frihedsstraf også i førstegangstilfælde
af overtrædelse af den foreslåede § 132 a, stk. 2, medmindre
den dømte ikke har nogen form for tilknytning til forenin-
gen.
Selv om en indsats besiddelse af en forbudt eller opløst for-
enings kendetegn som anført i pkt. 2.2.1.3 vil være omfattet
af bl.a. forbuddet i genstandsbekendtgørelsen og efter om-
stændighederne også af forbuddet i straffelovens § 132 a
mod at videreføre en forening, der er forbudt eller opløst,
finder Justitsministeriet behov for, at det foreslåede forbud i
straffeloven mod besiddelse og anvendelse af sådanne ken-
detegn også finder anvendelse i kriminalforsorgens instituti-
oner. Det bemærkes i den forbindelse, at det administrativt
fastsatte forbud i genstandsbekendtgørelsen som nævnt ikke
kan sanktioneres med en frihedsstraf eller en strafferetlig
bøde, men alene med en disciplinærstraf efter straffuldbyr-
delseslovens § 68.
Et forbud fastsat i straffeloven er efter Justitsministeriets op-
fattelse nødvendigt for at modvirke, at foreningens aktivite-
ter, herunder navnlig rekruttering af nye medlemmer, søges
videreført i kriminalforsorgens institutioner, hvor der rela-
tivt set vil kunne være samlet mange tidligere medlemmer af
en opløst forening. Hertil kommer, at besiddelse eller anven-
delse af rygmærker og andre kendetegn, der knytter sig til
en forbudt eller opløst forening, kan virke særlig utrygheds-
skabende i fængsler, idet der ikke sjældent blandt de med-
indsatte vil være personer, som har været i konflikt med den
6
pågældende forening. Ligeledes er en andel af de medind-
satte såkaldt ”svage indsatte”, som er særligt påvirkelige
over for markeringer fra den nævnte type af grupperinger.
Endvidere vil en indsats besiddelse eller anvendelse af de
nævnte kendetegn kunne være specielt utryghedsskabende
over for fængselspersonalet, herunder hvis der tidligere har
været episoder, hvor (tidligere) medlemmer af den pågæl-
dende forening har overfaldet fængselspersonale.
Af samme årsager finder Justitsministeriet behov for, at for-
buddet mod besiddelse og anvendelse af kendetegn skal
gælde generelt i hele institutionen, herunder i den enkeltes
celle, idet de indsatte bl.a. i fritiden kan have adgang til at
være sammen i hinandens celler.
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3.1. Det foreslås, at straffelovens § 132 a, stk. 1, nyaffat-
tes. Efter forslaget straffes personer, der viderefører en fore-
ning, efter at den foreløbig er forbudt af regeringen eller op-
løst ved dom.
Bestemmelsen vil finde anvendelse på videreførelse af en
forening fra det tidspunkt, hvor den er foreløbig forbudt af
regeringen eller opløst ved dom.
Den foreslåede bestemmelse omfatter enhver videreførelse
af foreningen, herunder alle former for aktiviteter, som kan
henføres direkte eller indirekte til en forbudt eller opløst for-
ening. Bestemmelsen indebærer således, at alle aktiviteter,
der f.eks. udøves af eller for foreningen, er ulovlige. Det
gælder således også ellers lovlige aktiviteter, som forenin-
gen måtte udføre, og dette gælder, uanset om foreningen ef-
ter forbuddet eller opløsningen måtte være stoppet med at
udføre ulovlige aktiviteter. Bestemmelsen omfatter endvide-
re enhver form for medlemskab af foreningen, ligesom
handlinger, der har til formål at rekruttere nye medlemmer
til foreningen, vil være omfattet.
Brug af foreningens kendetegn, herunder udsmykning, sym-
boler, navn, logo mv., vil også være omfattet af den foreslå-
ede bestemmelse i stk. 1, hvis det kan påvises, at kendeteg-
net anvendes som led i en videreførelse af foreningen. For
så vidt angår anvendelsen af foreningens kendetegn, der ik-
ke kan karakteriseres som en videreførelse af foreningen,
henvises til den foreslåede bestemmelse i stk. 2, jf. pkt.
2.2.3.2 nedenfor.
I overensstemmelse med gældende ret vil også personer, der
opretter eller fremmer virksomheden i en ”ny” forening,
som i realiteten er en fortsættelse af den forening, der fore-
løbig er forbudt eller opløst ved dom, kunne straffes i med-
før af straffelovens § 132 a. Bestemmelsen omfatter således
også såkaldte erstatningsforeninger, uanset om oprettelsen
heraf er sket for at skjule, at der reelt er tale om en forbudt
eller opløst forening.
Visse foreninger er meget aktive i det offentlige rum, herun-
der fordi de på forskellig vis søger direkte eller indirekte at
sprede et budskab relateret til foreningen. I forhold til f.eks.
bandegrupperinger kan der være tale om, at personer med
tilknytning til banden forsamler sig i grupper af varierende
størrelse i det offentlige rum på nærmere bestemte steder af-
hængig af den pågældende gruppering. Herved forsøger
gruppen ofte at dominere det pågældende område, som an-
ses som gruppens territorium.
Hvis sådanne forsamlinger bestående af fortrinsvis personer,
der har været medlem af eller tilknyttet en forening, som er
forbudt eller opløst, fortsættes – eventuelt uden anvendelse
af bandens kendetegn – efter tidspunktet for forbuddet eller
opløsningen, vil der kunne være tale om en videreførelse af
foreningen, der er i strid med den foreslåede bestemmelse.
Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering, om der
f.eks. blot er tale om et led i personernes sociale aktiviteter,
eller om der reelt er tale om, at foreningen videreføres. Der
kan herved bl.a. lægges vægt på, om forsamlingen foregår
og finder sted på væsentlig samme måde, som forsamlinger
relateret til banden foregik forud for forbuddet eller opløs-
ningen. Der vil endvidere bl.a. kunne lægges vægt på andre
omstændigheder, der f.eks. understøtter, at foreningen vide-
reføres. Den omstændighed, at forsamlingen også består af
personer uden tilknytning til den pågældende bande, inde-
bærer ikke i sig selv, at der ikke kan være tale om viderefø-
relse af foreningen.
Det bemærkes, at lignende former for dominans, magtde-
monstrationer eller manifestationer også ses udført i bande-
miljøet af enkeltpersoner i områder, som – af banden – an-
ses som bandens territorium. Dette kan f.eks. ske ved, at en
eller flere personer virker som vagter i området. Denne form
for adfærd vil også efter omstændighederne kunne straffes
som en videreførelse af foreningen.
Der kan også være tale om, at foreningen ønsker at markere
sig f.eks. som led i en større demonstration, ved andre større
begivenheder, i nattelivet eller i forbindelse med retsmøder
eller løsladelser af foreningens medlemmer mv. Også i disse
tilfælde vil det efter omstændighederne være en strafbar
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.
Det gælder generelt, at der vil kunne være grundlag for at
straffe for medvirken til overtrædelse af forbuddet mod at
videreføre foreningen, herunder af personer, som udlejer lo-
kaler til brug for foreningen, som er registrant af et domæne
på internettet til brug for foreningen, eller som fremstiller el-
ler sælger foreningens merchandise, hvis det fornødne for-
sæt kan bevises.
7
Det bemærkes, at personer, der i generelle vendinger udtaler
sig positivt om foreningen og dens budskaber, som udgangs-
punkt ikke kan straffes i medfør af bestemmelsen, hvis der
er tale om rene sympatitilkendegivelser, og det i øvrigt ikke
kan anses som en videreførelse af foreningen. Har de pågæl-
dende udtalelser imidlertid karakter af en generel opfordring
til at videreføre en forening, som er opløst ved dom eller fo-
reløbig forbudt, vil forholdet efter omstændighederne kunne
straffes i medfør af straffelovens § 136, stk. 1, der kriminali-
serer offentlig tilskyndelse til forbrydelse.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede bestemmelse vil
kunne anvendes til at håndhæve et foreløbigt forbud frem til
endelig dom. Dette gælder også i det tilfælde, hvor byretten
når frem til, at der ikke er grundlag for at opløse foreningen,
men hvor sagen er anket til landsretten, forudsat at det fore-
løbige forbud opretholdes.
Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af bestem-
melsen straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det for-
udsættes i den forbindelse, at straffen i førstegangstilfælde
som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 40 dage.
Der kan imidlertid afhængig af de konkrete omstændigheder
være grundlag for at udmåle markant højere straffe også i
førstegangstilfælde.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærk-
ningerne hertil.
2.2.3.2. Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stykke i
straffelovens § 132 a, hvorefter den, der, uden forholdet er
omfattet af stk. 1, på offentligt sted, i kriminalforsorgens in-
stitutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds
besidder eller anvender en forenings kendetegn, efter at for-
eningen er foreløbig forbudt eller opløst ved dom, straffes
med fængsel indtil 6 måneder.
Bestemmelsen indebærer et selvstændigt forbud mod at be-
sidde eller anvende en forbudt eller opløst forenings kende-
tegn i de nævnte tilfælde, og den skal supplere forbuddet i
stk. 1 om videreførelse af en forbudt eller opløst forening,
der bl.a. omfatter anvendelse af kendetegn, hvis det kan på-
vises, at anvendelsen er et led i videreførelse af foreningen.
Bestemmelsen er således anvendelig i de tilfælde, hvor det
ikke kan bevises, at brug af foreningens kendetegn er et ud-
tryk for, at foreningen videreføres.
Alle former for kendetegn i bred forstand samt erstatnings-
kendetegn er omfattet af bestemmelsen, herunder påklæd-
ning, rygmærker, emblemer, flag, symboler, logoer, tatove-
ringer og paroler.
Efter den foreslåede bestemmelse skal kendetegnet besiddes
eller anvendes på offentligt sted, i kriminalforsorgens insti-
tutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Herved sigtes til besiddelse eller anvendelse i det offentlige
rum eller på steder med adgang for offentligheden, uanset
hvor mange personer der rent faktisk har set kendetegnet.
Der sigtes endvidere til anvendelse i tilfælde, hvor kende-
tegnet er anvendt et ikke-offentligt sted, men hvor det er eg-
net til at blive udbredt i en videre kreds, herunder fordi det
spredes i en større eller ubestemt kreds af personer f.eks. via
Facebook eller andre sociale medier. Bestemmelsen vil såle-
des i almindelighed ikke omfatte besiddelse eller anvendelse
af kendetegnet i udelukkende private sammenhænge, herun-
der til en privat fest, men hvis flere personer til en privat fest
anvender foreningens kendetegn, vil der efter omstændighe-
derne være grundlag for straf efter den foreslåede § 132 a,
stk. 1, om videreførelse af foreningen. Den foreslåede be-
stemmelse vil også finde anvendelse alle steder i kriminal-
forsorgens institutioner.
Det bemærkes, at besiddelse eller anvendelse af foreningens
kendetegn i visse tilfælde vil kunne ske berettiget uanset den
foreslåede bestemmelse. Dette gør sig f.eks. i almindelighed
gældende, hvis det sker som led i den almindelige nyheds-
formidling eller anden journalistisk virksomhed, som led i
kunstnerisk virksomhed, forfattervirksomhed eller hvis det i
øvrigt sker som led i fremsættelsen af en lovlig ytring, f.eks.
i forbindelse med en demonstration.
Det vil således være berettiget at besidde eller anvende
f.eks. et banner eller noget tøj, der er påtrykt en forbudt eller
opløst forenings navn eller logo, hvis brugen sker som led i
fremsættelsen af en lovlig ytring, der f.eks. har til formål at
anfægte, kritisere eller skabe debat om forbuddet eller op-
løsningen af foreningen. Dette indebærer f.eks., at selv med-
lemmer af foreningen kan besidde eller anvende bannere el-
ler t-shirts påtrykt foreningens navn som led i en demonstra-
tion, hvor forbuddet eller opløsningen anfægtes, eller de
gældende regler herom kræves ændret.
Det forhold, at personer, der har været tilknyttet en foreløbig
forbudt eller opløst forening, anvender foreningens kende-
tegn i en gruppe og gør gældende, at der er tale om en de-
monstration, vil naturligvis ikke i sig selv indebære, at det
kan lægges til grund, at anvendelsen af kendetegnet er beret-
tiget.
Det vil i visse tilfælde bero på en konkret vurdering, om be-
siddelse eller anvendelse af foreningens kendetegn sker som
led i fremsættelsen af en lovlig ytring, eller om der reelt er
8
tale om at omgå forbuddet mod anvendelse af foreningens
kendetegn ved at få anvendelsen til at fremstå som om, at
formålet er at ytre sig kritisk om f.eks. opløsningen af for-
eningen. Der kan f.eks. være tale om, at en person bærer en
bluse med foreningens navn påtrykt med store typer, mens
det samtidig med meget små typer tilkendegives, at forenin-
gen bør tillades. I sådanne tilfælde vil der efter en konkret
vurdering kunne statueres, at den pågældende person har
overtrådt forbuddet i den foreslåede bestemmelse om anven-
delse af foreningens kendetegn, og der vil således kunne
straffes for overtrædelse af bestemmelsen.
Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af bestem-
melsen straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Det forudsættes på den baggrund, at straffen i førstegangstil-
fælde som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 7
dage. Er der imidlertid tale om, at en person uden nogen
form for tilknytning til den forbudte eller opløste forening
har overtrådt den foreslåede bestemmelse, vil der i alminde-
lighed kun være grundlag for at udmåle en bøde.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærk-
ningerne hertil.
2.2.3.3. Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, der
fastsætter, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at
offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene,
samt at censur og andre forebyggende foranstaltninger in-
gensinde på ny kan indføres.
Bestemmelsens beskyttelse af ytringsfriheden omfatter “en-
hver”. Ytringsfriheden gælder således også for medlemmer
af en forening, som måtte være foreløbig forbudt eller opløst
ved dom.
Ved fastlæggelsen af, hvilken nærmere beskyttelse af
ytringsfriheden grundlovens § 77 indebærer, foretages der
almindeligvis en opdeling i henholdsvis den formelle og den
materielle ytringsfrihed. Den formelle ytringsfrihed beskyt-
ter mod foranstaltninger, der forhindrer selve offentliggørel-
sen af ytringer. Den materielle ytringsfrihed er udtryk for, at
der for ytringer af et vist indhold eller en vis karakter ikke
kan fastsættes efterfølgende sanktioner i form af f.eks. straf.
Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 a,
stk. 2, straffes den, der på offentligt sted, i kriminalforsor-
gens institutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre
kreds besidder eller anvender en forenings kendetegn, f.eks.
gennem påklædning, rygmærker, emblemer, flag, symboler
mv., efter at foreningen er foreløbig forbudt af regeringen
eller opløst ved dom. I det omfang besiddelse eller anven-
delse af sådanne kendetegn er udtryk for en meningstilken-
degivelse eller lignende, vil bestemmelsen kunne indebære
et indgreb i den materielle ytringsfrihed, men ikke i den for-
melle ytringsfrihed.
Det er i den statsretlige litteratur den overvejende opfattelse
– som Justitsministeriet kan tilslutte sig – at grundlovens §
77 ikke beskytter den materielle ytringsfrihed, jf. bl.a. Poul
Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 670, Alf
Ross, Dansk Statsforfatningsret II, 3. udgave ved Ole Esper-
sen (1980), side 716 og 724, Max Sørensen, Statsforfat-
ningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1973), side 374, og
Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommenta-
rer, 1. udgave (2015), side 503 ff.
Den foreslåede § 132 a, stk. 2, rejser på den baggrund ikke
spørgsmål i forhold til grundlovens § 77.
2.2.3.4. Efter artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention (EMRK) har enhver ret til ytringsfri-
hed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at mod-
tage eller meddele oplysninger eller tanker.
Ligesom efter grundlovens § 77 gælder retten til ytringsfri-
hed efter EMRK artikel 10 “enhver”. Bestemmelsen beskyt-
ter i modsætning til den overvejende opfattelse i den stats-
retlige litteratur af grundlovens § 77 den materielle ytrings-
frihed.
Ytringsfrihedsbegrebet i EMRK artikel 10, stk. 1, omfatter
både ytringer i form af oplysninger om faktiske forhold og
tilkendegivelser af personlige meninger. Både indholdet og
formen af en ytring er omfattet af beskyttelsen. Talte og
skrevne ord samt nonverbale handlinger og aktiviteter er
omfattet. Efter praksis fra Menneskerettighedsdomstolen
kan artikel 10 også omfatte en persons påklædning, når den
er udtryk for en tilkendegivelse af oplysninger eller tanker,
jf. f.eks. Domstolens dom af 28. oktober 2014 i sagen
Gough mod Storbritannien, præmis 149.
Retten til ytringsfrihed er imidlertid ikke absolut. Da udø-
velsen af ytringsfriheden medfører pligter og ansvar, kan
den således ifølge EMRK artikel 10, stk. 2, underkastes så-
danne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebe-
stemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i
et demokratisk samfund (krav om proportionalitet) af hen-
syn til bl.a. den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed
og hensynet til at forebygge uorden eller forbrydelse.
9
Når det skal vurderes, om et indgreb i ytringsfriheden er be-
rettiget efter EMRK artikel 10, stk. 2, vil det centrale
spørgsmål typisk være, om indgrebet er proportionalt i for-
hold til det hensyn, indgrebet skal varetage. Indholdet og ka-
rakteren af ytringen og den sammenhæng, som den er frem-
kommet i, vil i den forbindelse have betydning. Hvis ytrin-
gen angår et emne af samfundsmæssig interesse og dermed
bidrager til den offentlige debat, nyder ytringen en vidtgåen-
de beskyttelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 a,
stk. 2, straffes den, der på offentligt sted, i kriminalforsor-
gens institutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre
kreds besidder eller anvender en forenings kendetegn, f.eks.
gennem påklædning, rygmærker, emblemer, flag, symboler
mv., efter at foreningen er foreløbig forbudt af regeringen
eller opløst ved dom. Efter Justitsministeriets opfattelse vil
bestemmelsen efter omstændighederne kunne indebære et
indgreb i den pågældendes ytringsfrihed efter EMRK artikel
10, stk. 1.
Den foreslåede strafbestemmelse har til formål at sikre
håndhævelsen af et foreløbigt forbud eller en endelig opløs-
ning af en forening, der havde et ulovligt øjemed, f.eks. for-
di foreningen virkede ved vold. Bestemmelsen varetager så-
ledes hensynet til den nationale sikkerhed, offentlige tryg-
hed og forebyggelse af uorden eller forbrydelse.
Justitsministeriet vurderer, at den foreslåede bestemmelse
ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at varetage
disse hensyn.
Justitsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at bestem-
melsen vedrører kendetegn for en forening, der er foreløbig
forbudt eller opløst ved dom, fordi foreningens øjemed er
ulovligt, f.eks. fordi foreningen virker ved vold. Staten har
over for sådanne samfundsskadelige foreninger en stærk in-
teresse i at hindre foreningens fortsættelse og offentlig an-
vendelse og udbredelse af foreningens kendetegn.
Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen i alminde-
lighed ikke omfatter besiddelse eller anvendelse af forenin-
gens kendetegn som led i almindelig nyhedsformidling eller
anden journalistisk virksomhed, herunder forfattervirksom-
hed, eller som led i fremsættelsen af en i øvrigt berettiget yt-
ring, f.eks. i forbindelse med en demonstration, og hvor an-
vendelsen således finder sted som led i den offentlige debat
eller nyhedsformidling. Bestemmelsen hindrer således ek-
sempelvis ikke anvendelse af kendetegn for en foreløbig for-
budt eller endeligt opløst forening i forbindelse med, at for-
buddet eller opløsningen debatteres eller anfægtes politisk.
Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at den foreslåe-
de bestemmelse kan gennemføres inden for rammerne af
EMRK artikel 10.
2.3. Opholdsforbud mv. for personer tilknyttet en for-
budt eller opløst forening
2.3.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at
politiet kan meddele en person et opholdsforbud eller påby-
de en person at forlade en forsamling i tilknytning til § 132 a
om de strafferetlige retsvirkninger af et forbud eller opløs-
ning af en forening.
Straffeloven indeholder i § 79 a en bestemmelse om, at ret-
ten i forbindelse med en ubetinget fængselsstraf for bl.a.
banderelateret kriminalitet, der omfatter en overtrædelse af
straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om vå-
ben og eksplosivstoffer, ved dommen kan give den dømte et
forbud mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere
afgrænsede områder.
Herudover indeholder straffelovens § 236 mulighed for, at
retten i forbindelse med dom for navnlig visse seksualforbr-
ydelser kan give den dømte forbud mod at opholde sig eller
færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af ger-
ningsstedet.
Endvidere indeholder § 3 i lov om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning en almindelig regel om opholdsforbud (geogra-
fisk bestemt tilhold), hvorefter en person kan forbydes at op-
holde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nær-
heden af en anden persons bolig, arbejdssted mv.
Der findes herudover en række bestemmelser, der giver po-
litiet mulighed for at give påbud, herunder i politiloven og i
ordensbekendtgørelsen. Det fremgår således f.eks. af politi-
lovens § 5, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, at politiet med henblik på
at afværge fare for f.eks. forstyrrelse af den offentlige orden
bl.a. kan udstede påbud.
Politiet kan endvidere efter politilovens § 7, stk. 3, give på-
bud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det
påtænkte, når der er begrundet frygt for fare for betydelig
forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig for-
styrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den
offentlige sikkerhed.
Efter politilovens § 8, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 1, kan politiet ved
offentlige forsamlinger under åben himmel udstede påbud til
forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betyde-
lig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkelt-
personers eller den offentlige sikkerhed.
Efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 1, kan politiet påbyde
enhver at undlade at stå stille på et bestemt sted eller at fær-
10
des frem og tilbage på kortere strækninger, når den pågæl-
dendes ophold eller færden medfører ulempe for de om-
kringboende eller forbipasserende, eller når der er begrundet
formodning om, at den pågældende på dette sted udøver en
strafbar adfærd.
Endvidere er der efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 6,
adgang til, at politiet kan udstede et såkaldt zoneforbud, hvis
en person har udvist en særligt utryghedsskabende adfærd
eller ved sin adfærd har bidraget til at skabe særlig utryghed.
Zoneforbuddet går ud på, at den pågældende får forbud
imod at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for
en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet
sted. Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at der er
grund til at tro, at den pågældende ellers vil gentage den
særligt utryghedsskabende adfærd eller fortsat bidrage til at
skabe særlig utryghed inden for det område, som forbuddet
vil omfatte. Hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger det,
kan der fastsættes en radius af indtil 1.000 meter
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Visse foreninger er meget aktive i det offentlige rum, herun-
der fordi de på forskellig vis ønsker at foretage magtdemon-
strationer eller søger direkte eller indirekte at sprede et bud-
skab relateret til foreningen.
I forhold til f.eks. bandegrupperinger kan der være tale om,
at enkeltpersoner relateret til de enkelte grupperinger udøver
foreningsvirksomhed i de områder, der anses som den en-
kelte bandes territorium. Der kan være tale om ulovlige akti-
viteter som f.eks. hashsalg, men der kan også være tale om
aktiviteter, som ikke i sig selv er strafbare, men som har til
formål at dominere området. Eksempelvis ses bandemed-
lemmer visse steder at tage opstilling i skudsikre veste for at
kontrollere et område.
Der kan endvidere være tale om, at personer med tilknytning
til f.eks. bandegrupperinger forsamler sig i grupper af varie-
rende størrelse i det offentlige rum på nærmere bestemte ste-
der afhængig af den pågældende gruppering.
Det er politiets opfattelse, at sådanne handlinger foretaget af
enkeltpersoner eller i grupper foregår som led i bandernes
virksomhed, idet banderne herved forsøger at sætte sig på
områder, som – af banden – anses som bandens territorium,
eller at de i øvrigt forsøger at markere sig i et bestemt lokal-
område, herunder et boligområde. I visse tilfælde sker dette
ved brug af bandegrupperingens logo eller andet kendetegn,
så omgivelserne ikke er i tvivl om personernes tilhørsfor-
hold. Der begås også i samme område kriminalitet, herunder
hashsalg, som vurderes at kunne henføres til gruppen eller
til personer, der er tilknyttet gruppen. Tilstedeværelsen som
beskrevet ses ofte i sig selv tilstrækkelig til, at banderne kan
markere sig som ønsket.
Tilstedeværelse indebærer i mange tilfælde, at personer eller
grupper med tilknytning til bandegrupperingen fremtræder
dominerende i området og herved skaber utryghed for de
personer, som befinder sig i og omkring området, ved at de
kan få en oplevelse af ikke at kunne færdes frit. Dette gæl-
der uafhængigt af, om personen eller gruppen i det konkrete
tilfælde ønsker at sende et signal om dominans, eller der ek-
sempelvis blot er tale om at forsamles som led i en social
sammenhæng.
Der er efter Justitsministeriets opfattelse behov for, at politi-
et hurtigt kan skride ind over for personer, der havde tilknyt-
ning til en forbudt eller opløst forening, hvis det vurderes at
være af væsentlig betydning for at sikre, at foreningens virk-
somhed ikke fortsættes, eller hvis en forsamling af personer,
der har tilknytning til en forbudt eller opløst forening, er eg-
net til at skabe utryghed. Der er således behov for at give
politiet hjemmel til administrativt at bestemme, at personer-
ne ikke må opholde sig eller forsamle sig på den beskrevne
måde. Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny
bestemmelse i § 132 b om, at politiet under nærmere betin-
gelser kan forbyde personer med tilknytning til en forbudt
eller opløst forening at opholde sig nærmere bestemte ste-
der. Endvidere foreslås en regel om, at politiet kan gribe ind
over for forsamlinger, der er egnet til at skabe utryghed.
Disse forbud og påbud er efter Justitsministeriets opfattelse
også nødvendige for at sikre, at et forbud mod eller opløs-
ning af en forening, der ikke fortrinsvis forsamlede sig i til-
knytning til et klubhus eller lignende, bliver lige så effektivt
som et forbud mod eller opløsning af en forening, hvis med-
lemmer hermed må antages at blive forhindret i at forsamle
sig som vanligt, fordi dette fortrinsvis skete i et klubhus el-
ler lignende. Et forbud eller en opløsning vil således i de
beskrevne tilfælde kunne blive delvist virkningsløst, hvis ik-
ke det er muligt hurtigt at skride ind over for adfærd i det
offentlige rum, som kan give mistanke om, at foreningens
aktiviteter fortsættes. Det bemærkes i den sammenhæng, at
sådan adfærd efter omstændighederne i sig selv vil være en
overtrædelse af den foreslåede § 132 a, stk. 1, om at videre-
føre en forening, men Justitsministeriet finder behov for et
yderligere værn over for personer med tilknytning til en for-
budt eller opløst forening.
Justitsministeriet finder, at overtrædelse af et forbud efter
den foreslåede bestemmelse i § 132 b, stk. 1, ligesom efter
den foreslåede § 132 a, stk. 1, bør kunne sanktioneres med
bøde eller fængsel indtil 2 år. Endvidere bør der i første-
gangstilfælde for overtrædelse af bestemmelsen udmåles en
ubetinget frihedsstraf på 40 dages fængsel. Justitsministeriet
finder endvidere, at et påbud efter den foreslåede bestem-
melse i § 132 b, stk. 2, skal kunne straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder, samt at der i førstegangstilfælde
bør udmåles en frihedsstraf på 7 dages fængsel. En sådan
straftrussel er efter Justitsministeriets opfattelse nødvendig
11
for at sikre, at politiets påbud efter bestemmelsen efterkom-
mes uden videre.
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.3.3.1. Det foreslås med § 132 b, stk. 1, at politiet kan for-
byde en person, som har haft en tæt tilknytning til en fore-
ning, der er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved
dom, at færdes og opholde sig bestemte steder, hvis det vur-
deres at være af væsentlig betydning for at sikre, at forenin-
gen ikke videreføres.
Den foreslåede bestemmelse giver politiet adgang til admi-
nistrativt at give et opholdsforbud til enkeltpersoner på be-
stemte steder. Opholdsforbud kan gives til flere personer,
hvis betingelserne herfor er opfyldt for dem hver især.
Bestemmelsen finder kun anvendelse i forhold til personer,
som har haft en tæt tilknytning til en forening, der er forelø-
big forbudt af regeringen eller opløst ved dom.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdsforbud efter
bestemmelsen, at et forbud vurderes at være af væsentlig be-
tydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
Bestemmelsen overlader et konkret skøn til politiet, der på
baggrund af alle tilgængelige oplysninger om den forbudte
eller opløste forening samt om den pågældende person skal
vurdere, om et forbud må antages at være af væsentlig be-
tydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at der er foretaget
en konkret handling eller adfærd, der peger i retning af, at
den pågældende eller andre personer ikke respekterer det
foreløbige forbud eller opløsningen. I den forbindelse vil en
handling eller adfærd, der normalt ikke i sig selv vil kunne
give mistanke om en forbrydelse, skulle sammenholdes med
den omstændighed, at der er tale om en forbudt eller opløst
forening, samt at den pågældende person havde en tæt til-
knytning til foreningen, og det vil på den baggrund samlet
set kunne give anledning til mistanke om, at foreningens ak-
tiviteter fortsættes eller vil blive fortsat.
Et opholdsforbud efter bestemmelsen vil indebære, at den
pågældende person har forbud mod at færdes og opholde sig
på de omfattede steder. Dette indebærer, at personen ikke
må befinde sig disse steder, jf. dog nedenfor om de perso-
ner, der har bopæl eller arbejder i forbudsområdet.
Opholdsforbuddet kan gives på bestemte steder. Den geo-
grafiske afgrænsning af et opholdsforbud skal efter bestem-
melsen sættes i sammenhæng med betingelsen om, at et op-
holdsforbud skal være af væsentlig betydning for at sikre, at
en foreløbig forbudt eller opløst forening ikke videreføres.
Forbuddet kan således kun udstrækkes til områder, hvor det-
te væsentlighedskriterium gør sig gældende.
Der kan i forbindelse med vurderingen heraf lægges vægt
på, hvor de handlinger eller den adfærd, som giver anled-
ning til opholdsforbuddet, er foretaget, hvor den pågældende
person eventuelt er mistænkt for at udføre foreningsaktivite-
ter, samt hvor foreningen også forud for forbuddet eller op-
løsningen har været aktiv.
Et opholdsforbuds geografiske udstrækning vil afhænge af
områdets karakter. Typisk vil et opholdsforbud efter bestem-
melsen skulle udstrækkes til f.eks. en plads, en park, en vej
samt eventuelt mindre veje i tilknytning hertil. Der vil imid-
lertid, når grundlaget for et forbud er meget stærkt, kunne
gives forbud i et større område, der tæller en række veje,
pladser og parker. Omvendt kan forbuddet ikke udstrækkes
til en hel by, bydel eller større kvarter.
Den nærmere fastlæggelse af området skal vurderes konkret
i hvert enkelt tilfælde og være i overensstemmelse med pro-
portionalitetsprincippet. Der skal således være forholdsmæs-
sighed mellem forbuddets virkninger for den pågældende og
de hensyn, der taler for at meddele et forbud.
Der skal i den forbindelse lægges vægt på, hvor indgribende
opholdsforbuddet vil være for den pågældende persons fa-
milie- og arbejdsliv, således at der tages behørigt hensyn til
den pågældendes bevægelsesfrihed. Det forhold, at den på-
gældende bor i området, vil i almindelighed betyde, at et
forbud er et mere intensivt indgreb over for den pågældende
end over for andre, og dermed indebære, at den konkrete
vurdering af betingelserne skærpes. Det er imidlertid ikke
udelukket, hvis grundlaget for et opholdsforbud er stærkt, at
give en person opholdsforbud et sted, som omfatter området
omkring den pågældendes bopæl, idet den pågældende dog
fortsat vil kunne færdes i lokalområdet med henblik på ar-
bejde og andre almindelige dagligdags gøremål.
Det geografiske område, der er dækket af forbuddet, skal
beskrives præcist. Dette indebærer i almindelighed, at de ve-
je, pladser, parker mv., der er omfattet, skal angives.
2.3.3.2. Det foreslås, at der for forbuddet, som skal være
skriftligt og begrundet, skal fastsættes en frist, der ikke kan
overstige 1 år. Fristen kan forlænges med indtil 6 måneder
ad gangen.
Den nærmere fastlæggelse af den varighed, som forbuddet
skal have, skal vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde og
være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
12
Meddelelse af forbud efter den foreslåede stk. 1 er en for-
valtningsretlig afgørelse, og forvaltningslovens krav om
partshøring, begrundelse og klagevejledning mv. finder såle-
des anvendelse.
Politiets afgørelse om forbud kan påklages til Rigspolitiet,
jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitiets afgørelse kan
ikke påklages, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.
Endvidere vil lovligheden af et forbud kunne prøves i for-
bindelse med en straffesag om overtrædelse heraf. Herudo-
ver kan lovligheden af et forbud prøves af domstolene efter
den almindelige regel i grundlovens § 63.
Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af et op-
holdsforbud efter bestemmelsen straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år. Det forudsættes i den forbindelse, at
straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes
til ubetinget fængsel i 40 dage.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.3.3.3. Efter artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til EMRK
skal enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, have
ret til inden for dette område at færdes frit og til frit at vælge
sit opholdssted. Denne ret er dog ikke absolut. Efter artikel
2, stk. 3, kan der gøres indgreb i retten, når indgrebet er i
overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demo-
kratisk samfund (krav om proportionalitet) af hensyn til den
nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at opret-
holde den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for
at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskyt-
te andres rettigheder og friheder.
Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 b,
stk. 1, kan politiet forbyde personer at færdes og opholde sig
bestemte steder, og bestemmelsen udgør dermed et indgreb i
den pågældendes ret til bevægelses- og opholdsfrihed efter
artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til EMRK.
Bestemmelsen har til formål at sikre en effektiv håndhævel-
se af, at en forening, der er foreløbig forbudt eller opløst ved
dom, fordi den havde et ulovligt øjemed, f.eks. fordi den vir-
kede ved vold, og hvis virksomhed derfor må vurderes som
samfundsskadelig, ikke fortsættes. Forslaget varetager såle-
des hensynet til den offentlige tryghed, opretholdelse af den
offentlige orden, forebyggelse af forbrydelse og beskyttelse
af andres rettigheder og friheder.
Justitsministeriet vurderer, at bestemmelsen ikke går videre,
end hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse navnlig vægt på,
at det er en betingelse for at meddele opholdsforbud, at det
vurderes at være af væsentlig betydning for at sikre, at for-
eningen ikke videreføres, og at dette må anses for at være et
tungtvejende hensyn, da der som nævnt vil være tale om en
samfundsskadelig forening.
Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at vurderingen
af, om der er grundlag for at meddele forbud, skal foretages
på baggrund af konkrete handlinger eller adfærd, der peger i
retning af, at forbuddet eller opløsningen ikke vil blive re-
spekteret.
Herudover lægger Justitsministeriet vægt på, at ordningen er
begrænset til at angå medlemmer af den forbudte eller oplø-
ste forening og personer, der havde en tæt tilknytning til for-
eningen, herunder personer der spillede en central rolle i de
aktiviteter, som kan henføres til foreningen.
Desuden lægger Justitsministeriet vægt på, at et opholdsfor-
bud vil være begrænset til at angå bestemte områder, f.eks.
pladser, parker eller veje, og at forbuddet kun kan udstræk-
kes til områder, hvor det konkret vurderes, at det er af væ-
sentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
Forbuddet vil alene indskrænke den pågældendes bevægel-
ses- og opholdsfrihed med hensyn til det område, som om-
fattes af forbuddet, og vil ikke i øvrigt begrænse den pågæl-
dendes muligheder for at færdes frit.
Justitsministeriet lægger også vægt på, at den konkrete afgø-
relse om meddelelse af et opholdsforbud er undergivet det
almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, og
at der ved politiets meddelelse af et konkret opholdsforbud
skal være forholdsmæssighed mellem forbuddets virkninger
for den pågældende, herunder på den pågældendes familie-
og arbejdsliv, og de hensyn, der taler for at meddele et op-
holdsforbud.
Det bemærkes i den forbindelse, at en person, der bor inden
for det område, der er omfattet af et opholdsforbud, vil kun-
ne færdes frit til og fra sin bopæl eller arbejdsplads og ud i
sit lokalområde, men ikke ellers vil kunne opholde sig i om-
rådet. Den pågældende vil således trods et forbud kunne
færdes i området med henblik på at foretage almindelige
dagligdags gøremål, herunder f.eks. indkøb, lægebesøg, bib-
lioteksbesøg mv.
13
Justitsministeriet lægger herudover vægt på, at der skal fast-
sættes en nærmere tidsfrist for opholdsforbuddet, og at fri-
sten i overensstemmelse med det almindelige forvaltnings-
retlige proportionalitetsprincip skal have en så kort tidsmæs-
sig udstrækning som mulig.
Det bemærkes, at forbudsordningen forudsættes administre-
ret i overensstemmelse med Danmarks internationale for-
pligtelser. Det indebærer, at der ikke vil kunne meddeles
forbud, hvis dette som følge af omstændighederne i den
konkrete sag vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser, ligesom forbuddet ikke vil skulle anses for
overtrådt, hvis et forbud mod ophold eller færden i området
som følge af omstændighederne i sagen vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den
foreslåede bestemmelse kan gennemføres inden for ramme-
rne af artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til EMRK.
2.3.3.4. Som supplement til opholdsforbuddet i den foreslåe-
de § 132 b, stk. 1, foreslås det i stk. 2, at politiet kan påbyde
personer, som på et bestemt sted deltager i en forsamling af
personer, hvoraf en stor del har haft en tilknytning til en for-
ening, som inden for de seneste 10 år er foreløbig forbudt af
regeringen eller opløst ved dom, at forlade stedet eller for-
samlingen, hvis forsamlingen er egnet til at skabe utryghed
for de omkringboende eller forbipasserende.
Den foreslåede bestemmelse overlapper i et vist omfang
med politilovens § 5, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, men den foreslå-
ede bestemmelse hjemler i modsætning til politiloven mu-
lighed for fængselsstraf for ikke at efterkomme et påbud.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke tilsigter
at begrænse politiets mulighed for at gribe ind på andet
grundlag, herunder efter politilovens § 5, stk. 2, eller or-
densbekendtgørelsens § 6.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er der således mu-
lighed for, at politiet kan påbyde enhver person – uanset om
personen har tilknytning til en forbudt eller opløst forening
– at fjerne sig fra et sted eller en forsamling, hvis forsamlin-
gen er egnet til at skabe utryghed.
Politiets mulighed for at meddele påbud efter den foreslåede
stk. 2 angår alle personer, som deltager i en forsamling. På-
bud kan således gives til flere eller alle personer i forsamlin-
gen.
En forsamling skal forstås som en flerhed af personer på et
bestemt sted.
Påbud efter stk. 2 kan endvidere kun meddeles, hvis en stor
del af de personer, der deltager i forsamlingen, har haft en
tilknytning til en forening, der er forbudt eller opløst.
For at politiet kan meddele påbud efter den foreslåede be-
stemmelse, skal forsamlingen være egnet til at skabe utryg-
hed for de omkringboende eller forbipasserende.
Der skal foretages en objektiveret bedømmelse af, om for-
samlingen er egnet til at skabe utryghed. Der bør i den for-
bindelse navnlig lægges vægt på, om forsamlingen fremmer
en adfærd, som vil kunne præge miljøet på en måde, som ty-
pisk skaber utryghed.
Den omstændighed, at en stor del af deltagerne i forsamlin-
gen skal have haft tilknytning til en forening, der er forbudt
eller opløst, indebærer, at den utryghed, som kræves for, at
bestemmelsen kan anvendes, ikke skal have samme styrke,
som kræves for, at der er tale om en ”væsentlig ulempe og
utryghed” i § 1 i lov om forbud mod anvendelse af bestemte
ejendomme som samlingssted for en gruppe eller en ”særlig
utryghedsskabende” eller en ”særlig utryghed” i ordensbe-
kendtgørelsens § 6, stk. 6.
Der vil kunne lægges vægt på, om forsamlingen foregår et
sted, hvor foreningens kriminelle aktiviteter eller negative
dominans foregik før forbuddet eller opløsningen. Jo mere
adfærden ligner den adfærd, der blev oplevet i samme områ-
de inden forbuddet, jo mindre vil der konkret skulle til for at
være egnet til at skabe utryghed.
Det bemærkes, at der ikke vil være grundlag for at meddele
påbud efter den foreslåede bestemmelse, hvis den utryghed,
der skabes, helt oplagt ikke har forbindelse til den forbudte
eller opløste forening. Der kan eksempelvis være tale om, at
en række tidligere medlemmer af en forening, som er for-
budt eller opløst, og som intet havde at gøre med fodbold,
har meldt sig ind i en anden forening, der støtter et fodbold-
hold, og at de derfor deltager i en forsamling, der optræder
utryghedsskabende i forbindelse med en fodboldkamp.
Der er ikke med begreberne ”omkringboende eller forbipas-
serende” tilsigtet en egentlig begrænsning i, hvem på det
konkrete sted adfærden skal være egnet til at skabe utryghed
for. Der er således tale om meget vide begreber, der omfat-
ter personer med relation til stedet. Den egentlige begræns-
ning ligger derimod i, at forsamlingen skal være egnet til at
skabe utryghed, og i vurderingen heraf spiller det ind, hvor
og med hvilket formål de omkringboende eller forbipasse-
rende befinder sig på stedet.
Retsvirkningen af, at politiet meddeler påbud efter bestem-
melsen, er, at de pågældende personer skal forlade stedet.
Hvis dette giver anledning til, at forsamlingen i øvrigt flytter
14
med, vil de pågældende personer efter omstændighederne
skulle forlade forsamlingen. Det bemærkes, at der vil kunne
være anledning til, at politiet meddeler påbud til samtlige
personer, der deltager i forsamlingen.
2.3.3.5. Det forudsættes med forslaget, at et påbud efter stk.
2 ikke udgør en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det-
te indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshø-
ring ikke finder anvendelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at påbuddet skal medvirke
til at forhindre, at forsamlinger skaber utryghed for de om-
kringboende eller forbipasserende, og at det derfor skal kun-
ne meddeles hurtigt og på stedet samt i visse tilfælde til en
større mængde personer samtidigt. Bl.a. disse forhold taler
for, at forvaltningslovens partsbeføjelser ikke er egnede til
at finde anvendelse i forhold til påbuddene efter stk. 2.
Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om
bl.a. proportionalitet og saglighed også finde anvendelse i
forhold til påbud efter stk. 2.
Et påbud fra politiet kan påklages til Rigspolitiet, jf. retsple-
jelovens § 109, stk. 1. Rigspolitiets afgørelse kan ikke på-
klages, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.
Endvidere vil lovligheden af påbuddet kunne prøves i for-
bindelse med en straffesag om overtrædelse heraf. Herudo-
ver kan lovligheden af påbuddet prøves af domstolene efter
den almindelige regel i grundlovens § 63.
Det forudsættes, at politiet i forbindelse med påbuddet klart
tilkendegiver, at påbuddet meddeles efter straffeloven, og at
manglende efterkommelse heraf kan medføre fængselsstraf.
Efterkommes politiets påbud ikke, vil det kunne straffes
med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det forudsættes i
den forbindelse, at der i førstegangstilfælde som udgangs-
punkt udmåles en frihedsstraf på 7 dages fængsel.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.3.3.6. Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden for-
udgående tilladelse at forsamle sig ubevæbnede. Offentlige
forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger
under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan be-
frygtes fare for den offentlige fred.
Det er almindeligt antaget, at grundlovens § 79, 3. pkt., dvs.
muligheden for at forbyde forsamlinger, der befrygtes til fa-
re for den offentlige fred, ikke udtømmende gør op med mu-
lighederne for at gribe ind over for en forsamling. Det er så-
ledes bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel her-
til i anden lovgivning – uafhængigt af § 79, 3. pkt., kan fore-
tages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller
private interesser, forudsat at der ikke er tilsigtet et indgreb i
forsamlingens meningstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a.
Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret, (1954), side 700
ff. og 706 ff., Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave
ved Ole Espersen (1980), side 773 ff., Henrik Zahle, Dansk
Forfatningsret 3, 3. udgave (2003), side 127 f og 131 f., og
Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommenta-
rer, 1. udgave (2015), side 533 ff.
I dommen gengivet i UfR 1999, side 1798 ff., om lov om
forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven) ud-
talte Højesteret således bl.a., at grundlovens § 79 ikke er til
hinder for, at der ved lov fastsættes regler, som – uden at
være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser –
begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse
af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og vel-
færd. Sådanne begrænsninger må dog ikke gå videre, end
hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse. Højesteret
fandt i dommen, at rockerloven ikke var i strid med grundlo-
vens § 79.
Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 b,
stk. 2, kan politiet påbyde personer, som deltager i en for-
samling, hvoraf en stor del har haft en tilknytning til en fore-
ning, som inden for de seneste 10 år er foreløbig forbudt af
regeringen eller opløst ved dom, at forlade stedet eller for-
samlingen, hvis forsamlingen er egnet til at skabe utryghed
for de omkringboende eller forbipasserende. Efter omstæn-
dighederne vil samtlige personer, der deltager i en sådan for-
samling, kunne meddeles påbud.
Et påbud efter bestemmelsen vil på den baggrund kunne ud-
gøre et indgreb i forsamlingsfriheden efter grundlovens §
79. Indgrebet vil imidlertid ikke være rettet mod forsamlin-
gens meningstilkendegivelse som sådan.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen vareta-
ger væsentlige hensyn til den offentlige orden og tryghed i
den særlige situation, hvor en stor del af en forsamling ud-
gøres af personer med tilknytning til en forening, som inden
for 10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved
dom. Bestemmelsen skal således beskytte de omkringboen-
de mod gener og utryghed fra sådanne forsamlinger.
15
Justitsministeriet vurderer, at bestemmelsen ikke går videre,
end hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at be-
stemmelsen kun vil kunne anvendes, hvis en stor del af del-
tagerne i forsamlingen udgøres af personer med tilknytning
til en forening, som er foreløbig forbudt eller opløst, fordi
den havde et ulovligt øjemed, f.eks. fordi den virkede ved
vold. Det bemærkes i den forbindelse, at ordningen navnlig
tager sigte på bandegrupperinger, der som en del af grup-
pens virksomhed gennem tilstedeværelse og adfærd i det of-
fentlige rum kontrollerer og dominerer et lokalområde som
en del af gruppens territorium.
Efter Justitsministeriets opfattelse knytter der sig til sådanne
forsamlinger – når forsamlingen ikke er udtryk for en me-
ningstilkendegivelse – ikke samme stærke beskyttelseshen-
syn som til andre forsamlinger. Det gør sig navnlig gælden-
de, hvis forsamlingen finder sted i et område, hvor den nu
forbudte eller opløste forening har udøvet sine kriminelle
aktiviteter eller negative dominans.
Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at bestemmel-
sen kun vil kunne anvendes, hvis politiet i hvert enkelt til-
fælde efter en konkret vurdering på baggrund af bl.a. delta-
gernes adfærd finder, at forsamlingen er egnet til at skabe
utryghed for de omkringboende eller forbipasserende.
Herudover lægger Justitsministeriet vægt på, at et påbud ef-
ter den foreslåede bestemmelse ikke forhindrer, at personer-
ne forsamles et andet sted eller på et andet tidspunkt, hvor
forsamlingen ikke vil være egnet til at skabe utryghed for de
omkringboende eller forbipasserende.
Desuden lægger Justitsministeriet vægt på, at bestemmelsen
vil skulle anvendes under overholdelse af det almindelige
forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, som indebærer,
at politiet alene må meddele påbud i det omfang, det er nød-
vendigt. Ministeriet lægger i den forbindelse også vægt på,
at påbud vil skulle meddeles til de personer, der giver anled-
ning til utrygheden, og kun vil kunne omfatte øvrige perso-
ner og eventuelt hele forsamlingen, hvis dette vurderes nød-
vendigt for at forhindre den utryghed, som forsamlingen gi-
ver anledning til.
Justitsministeriet lægger tillige vægt på, at der vil skulle
foretages en afvejning af på den ene side interessen i at sikre
en vidtgående forsamlingsfrihed (særligt for så vidt angår
politiske emner og holdningsprægede spørgsmål) og på den
anden side hensynet til at forhindre utryghed for de om-
kringboende og forbipasserende.
Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at forslaget kan
gennemføres inden for rammerne af grundlovens § 79.
2.3.3.7. Forsamlingsfriheden er også beskyttet af EMRK ar-
tikel 11, stk. 1, hvorefter enhver har ret til frit at deltage i
fredelige forsamlinger. Denne ret er imidlertid ikke absolut.
Det følger således af artikel 11, stk. 2, at der må gøres ind-
skrænkninger i udøvelsen af forsamlingsfriheden, hvis det er
foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk sam-
fund (krav om proportionalitet) af hensyn til bl.a. den of-
fentlige tryghed, at forebygge uro eller forbrydelse eller at
beskytte andres rettigheder og friheder.
Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 b,
stk. 2, kan politiet påbyde personer, som på et bestemt sted
deltager i en forsamling af personer, hvoraf en stor del har
haft en tilknytning til en forening, som inden for de seneste
10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved
dom, at forlade stedet eller forsamlingen, hvis forsamlingen
er egnet til at skabe utryghed for de omkringboende eller
forbipasserende. Et sådant påbud vil kunne udgøre et ind-
greb i de pågældendes forsamlingsfrihed efter EMRK artikel
11, stk. 1.
Bestemmelsen varetager imidlertid hensynet til den offentli-
ge tryghed og til at forebygge uro eller forbrydelse eller at
beskytte andres rettigheder og friheder, og det er Justitsmi-
nisteriets vurdering, at bestemmelsen ikke går videre, end
hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn. Der
henvises i den forbindelse til det, der er anført ovenfor under
pkt. 2.3.3.6 om forholdet til grundlovens § 79. Det er derfor
ministeriets vurdering, at bestemmelsen vil kunne gennem-
føres inden for rammerne af EMRK artikel 11.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
I tilfælde af at en eller flere foreninger bliver foreløbig for-
budt eller opløst ved dom, vil lovforslaget have økonomiske
konsekvenser for kriminalforsorgen, domstolene, politiet og
anklagemyndigheden som følge af et øget antal sager og en
øget strafmasse.
Det er vanskeligt at skønne over, hvor mange nye sager og
hvilken forøgelse i strafmassen der vil blive tale om. Det er
imidlertid Justitsministeriets vurdering, at det for så vidt an-
går hver forening vil dreje sig om relativt få sager i en af-
grænset periode og med en begrænset øget strafmasse. De
økonomiske konsekvenser, der er forbundet med lovforsla-
get, vurderes på den baggrund at være begrænsede, og ud-
gifterne hertil vil blive afholdt inden for Justitsministeriets
eksisterende økonomiske ramme.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
16
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. marts 2018
til den 9. april 2018 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer mv.:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Adoption &
Samfund, Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty Inter-
national, Copenhagen Business School, Juridisk Institut,
Danske Advokater, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Social-
rådgiverforening, Danske Regioner, Den Danske Dommer-
forening, Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kri-
minalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstols-
styrelsen, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalforsor-
gen, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsin-
spektører, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen
af socialchefer i Danmark, Foreningen af Statsadvokater,
Fængselsforbundet, Hjælp Voldsofre, HK Landsklubben
Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsorgen,
HK Landsklubben Politiet, HK Privat, Institut for Menne-
skerettigheder, Justitia, KL, Kriminalforsorgsforeningen,
Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Landsfor-
eningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Po-
litidirektørforeningen, Politiforbundet, Retspolitisk Fore-
ning, Retssikkerhedssekretariatet, Rigsadvokaten, Rigsom-
budsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,
Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Rådet for Etniske Minoriteter,
Syddansk Universitet, Juridisk Institut, Aalborg Universitet,
Juridisk Institut, Aarhus Universitet, Juridisk Institut.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen I tilfælde af at en eller flere foreninger
bliver foreløbig forbudt eller opløst, vil
lovforslaget have mindre økonomiske
konsekvenser for kriminalforsorgen,
domstolene, politiet og anklagemyndig-
heden som følge af et øget antal sager
og en øget strafmasse.
De økonomiske konsekvenser forbundet
hermed vil blive afholdt inden for Ju-
stitsministeriets eksisterende økonomi-
ske ramme.
Administrative konsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Ingen
17
Administrative konsekvenser
for borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Går videre end minimumskrav
i EU-regulering (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter straffelovens § 75, stk. 5, kan en forenings formue, ar-
kiv, protokoller og lignende konfiskeres, når foreningen op-
løses ved dom.
Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen, så det kommer til at
fremgå, at en forenings formue og øvrige ejendele kan kon-
fiskeres, når foreningen opløses ved dom.
Der ligger ikke i nyaffattelsen af bestemmelsen nogen be-
grænsning i, hvad der kan konfiskeres. Det følger derimod
af den foreslåede bestemmelse, at der er adgang til at konfi-
skere alt, hvad en forening, der opløses ved dom, ejer. Det
gælder foreningens eventuelle formue, herunder bankinde-
stående eller likvide midler, f.eks. i form af kontantbeløb
fundet i en kuvert hos et foreningsmedlem, og alle forenin-
gens øvrige ejendele, herunder foreningens arkiv og proto-
koller, uanset om de pågældende ejendele har en økonomisk
værdi.
Det vil være de reelle ejerforhold, der er afgørende for, om
en formue mv. vil kunne konfiskeres efter bestemmelsen.
Dette vil indebære, at formuen mv. kan konfiskeres, selv om
den måtte være registreret i f.eks. et medlems navn, hvis den
reelt tilhører foreningen.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med
gældende ret formuleret, så konfiskation er fakultativt. Det
forudsættes imidlertid, at adgangen til konfiskation anven-
des, medmindre der konkret foreligger helt særlige omstæn-
digheder.
Den foreslåede bestemmelse kan først anvendes på tids-
punktet for opløsning af foreningen. Der vil i forbindelse
med et foreløbigt forbud mod en forening kunne være anled-
ning til at beslaglægge formue eller ejendele med henblik på
senere konfiskation, jf. de foreslåede bestemmelser i lovfor-
slagets § 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Efter straffelovens § 132 a straffes personer, der deltager i
fortsættelsen af en forenings virksomhed, efter at den forelø-
big er forbudt af regeringen eller opløst ved dom.
Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen, så det kommer til at
fremgå af stk. 1, at den, der deltager i videreførelsen af en
forening, efter at den foreløbig er forbudt af regeringen eller
opløst ved dom, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Der er ikke med nyaffattelsen af bestemmelsen tilsigtet no-
gen ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse vil således finde anvendelse på
videreførelse af en forening fra det tidspunkt, hvor den er
foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte enhver deltagelse i
videreførelse af foreningen, herunder alle former for aktivi-
teter, som kan henføres direkte eller indirekte til den forbud-
te eller opløste forening. Bestemmelsen vil således indebæ-
re, at alle aktiviteter, der f.eks. udøves af eller for forenin-
gen, er ulovlige. Det gælder således også ellers lovlige akti-
viteter, som foreningen måtte udføre, og dette gælder, uan-
set om foreningen efter forbuddet eller opløsningen måtte
være stoppet med at udføre ulovlige aktiviteter.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte aktiviteter
foretaget af bestyrelsesmedlemmer og andre personer, som
indtager en mere ledende rolle i foreningen, herunder ved at
udstede generelle retningslinjer for foreningens arbejde og
ved at planlægge og koordinere foreningens aktiviteter.
Omfattet af bestemmelsen vil endvidere være alle personer,
som deltager i møder eller andre arrangementer i forenin-
gen, eller som udfører aktiviteter eller arbejde på vegne af
foreningen. Det er i den forbindelse uden betydning, om de
pågældende er medlemmer af foreningen.
18
Medlemskab af foreningen vil kunne straffes som viderefø-
relse af foreningen, selv om der alene er tale om et medlem-
skab af mere passiv karakter. Omfattet af bestemmelsen er
således også personer, der melder sig ind i en forening, efter
at den foreløbig er blevet forbudt eller opløst ved dom, uan-
set om formålet med indmeldelsen er et ønske om at deltage
aktivt i foreningens virksomhed, eller om formålet alene er
et ønske om at udtrykke moralsk støtte og opbakning til for-
eningen.
Rekruttering og hvervning af personer til f.eks. at udføre op-
gaver for foreningen eller at tilslutte sig foreningen vil lige-
ledes kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse. Det
gælder, uanset hvordan rekrutteringen finder sted. Det er så-
ledes uden betydning, om der er tale om rekruttering ved
personlig henvendelse eller ved hjælp af annoncer, kampag-
ner eller lignende udsendt f.eks. via internettet, herunder ved
anvendelse af sociale medier, således at den person, der re-
krutteres, herigennem opnår kontakt til den forening, som
der rekrutteres til.
Også træning, instruktion eller andre former for oplæring i
udøvelse af foreningens aktiviteter vil kunne straffes som
fortsættelse af foreningens virksomhed. Det gælder såvel te-
oretisk undervisning som mere praktisk betonet instruktion
og vejledning, som kan anvendes i forbindelse med udøvel-
se af foreningens aktiviteter.
Personer, der lader sig hverve eller på anden måde tilslutter
sig foreningen eller udfører opgaver for den, vil også kunne
straffes efter bestemmelsen. Det samme gælder for personer,
der lader sig træne eller modtager instruktion mv.
Udbredelse af foreningens budskab til andre, f.eks. gennem
uddeling af merchandise som tøj, flag og lignende effekter
eller ved hjælp af propagandamateriale, vil også i alminde-
lighed kunne straffes som videreførelse af foreningen. Om-
tale af foreningens budskab vil imidlertid lovligt kunne ske
f.eks. som led i den almindelige nyhedsformidling eller an-
den journalistisk virksomhed.
Det bemærkes, at personer, der i generelle vendinger udtaler
sig positivt om foreningen og dens budskaber, som udgangs-
punkt ikke kan straffes i medfør af bestemmelsen, hvis der
er tale om rene sympatitilkendegivelser, og det i øvrigt ikke
kan anses som en videreførelse af foreningen. Har de pågæl-
dende udtalelser imidlertid karakter af en generel opfordring
til at videreføre en forening, som er opløst ved dom eller fo-
reløbig forbudt, vil forholdet dog efter omstændighederne
kunne straffes i medfør af straffelovens § 136, stk. 1, der
kriminaliserer offentlig tilskyndelse til forbrydelse.
Brug af foreningens kendetegn, herunder udsmykning, sym-
boler, navn, logo mv., vil også være omfattet af den foreslå-
ede bestemmelse i stk. 1, hvis det kan påvises, at kendeteg-
net anvendes som led i videreførelse af foreningen. Et ken-
detegn kan også være brug af bestemte beklædningsgenstan-
de, uanset om de er påtrykt logo eller navn, hvis det kan be-
vises, at foreningens medlemmer mv. eller en del heraf be-
nytter disse beklædningsgenstande for at signalere en til-
knytning til foreningen. Der kan f.eks. være tale om anven-
delse af beklædningsgenstande med et bestemt udseende, i
bestemte farver eller i et bestemt mærke, som er egnet til at
sende bestemte signaler. På samme måde vil f.eks. en be-
stemt parole også kunne være et kendetegn, som viser en til-
knytning til foreningen og dermed en videreførelse heraf.
Det samme gør sig gældende i tilfælde af brug af erstat-
ningskendetegn, der f.eks. anvendes for at omgå forbuddet
mod at videreføre foreningen eller anvende foreningens ken-
detegn.
Personer, der f.eks. producerer eller sælger kendetegn, og
derved understøtter videreførelsen af foreningen, vil kunne
straffes for medvirken efter straffelovens § 23, hvis det for-
nødne forsæt kan bevises.
For så vidt angår besiddelse eller anvendelse af foreningens
kendetegn, der ikke kan karakteriseres som en videreførelse
af foreningen, henvises til den foreslåede bestemmelse i stk.
2.
Personer mv., der direkte eller indirekte yder økonomisk
støtte til foreningen, vil også kunne straffes i medfør af be-
stemmelsen, efter omstændighederne eventuelt for medvir-
ken efter straffelovens § 23, hvis det fornødne forsæt kan
bevises. Det er uden betydning, om støtten er beregnet til
aktiviteter, der før forbuddet eller opløsningen var lovlige.
Der kan imidlertid også eventuelt være tale om medvirken
til konkret kriminalitet, der går videre end videreførelse af
foreningen, hvis den pågældendes forsæt til, at pengene skal
anvendes til denne kriminalitet, kan bevises.
Det gælder både personer, der af egne midler yder økono-
misk støtte, og personer eller organisationer, som f.eks. til-
vejebringer penge til foreningen fra bidragsydere ved ind-
samlinger eller lignende eller skaffer lån fra pengeinstitutter
mv. Omfattet af bestemmelsen er endvidere pengeinstitutter
eller andre, som leverer en finansiel tjenesteydelse eller for-
midler disse ydelser.
Omfattet er også personer, der i øvrigt stiller midler eller an-
dre formuegoder til rådighed for en forbudt eller opløst fore-
ning eller på anden vis støtter den, fremmer dens virksom-
hed eller indgår aftaler med den.
Således vil personer, der f.eks. yder rådgivningsbistand til
foreningen, i almindelighed kunne straffes for at medvirke
til fortsættelse af foreningen, jf. straffelovens § 23, medmin-
dre rådgivningen konkret omhandler, hvordan foreningen
kan ophøre med at udøve sin virksomhed, eller rådgivningen
19
relaterer sig til processer mv. i forbindelse med selve opløs-
ningssagen. Det samme gælder personer, der f.eks. udlejer
lokaler eller på anden måde stiller lokaler eller andre ydelser
til rådighed for foreningen. Udlejeren af et klublokale eller
lignende, som fortsat anvendes af foreningen efter et forbud
eller en opløsning, vil således kunne straffes for medvirken
til fortsættelse af foreningen, hvis det fornødne forsæt kan
bevises.
Der stilles ikke krav om, at støtte mv. direkte overdrages el-
ler stilles til rådighed for foreningen. Der kræves således
alene, at det i sidste ende er foreningen, der skal drage for-
del af pengene eller tjenesteydelserne. Kan det ikke doku-
menteres, at pengene rent faktisk når frem til foreningen,
kan der eventuelt straffes for forsøg, hvis et sådant forsæt
kan bevises.
Det samme gælder i forhold til støtte, udlejning mv., der
reelt er til foreningen, men formelt gives eller ydes til en en-
keltperson med tilknytning til foreningen for at skjule, at der
er tale om støtte mv. til selve foreningen. Der vil f.eks. kun-
ne være tale om, at en enkeltperson med tilknytning til for-
eningen er anført som lejer på en lejekontrakt, selv om det er
foreningen som sådan, der skal anvende det lejede.
Pengeoverførsler til fængslede enkeltpersoner med tilknyt-
ning til foreningen vil efter omstændighederne også kunne
straffes som en videreførelse af foreningen, hvis det kan be-
vises, at støtten gives i kraft af den fængsledes tilknytning til
foreningen.
I overensstemmelse med gældende ret vil også personer, der
opretter eller fremmer virksomheden i en ”ny” forening,
som i realiteten er en fortsættelse af den forening, der fore-
løbig er forbudt eller opløst ved dom, kunne straffes i med-
før af straffelovens § 132 a. Bestemmelsen omfatter således
også såkaldte erstatningsforeninger, hvor oprettelsen typisk
er sket for at skjule, at der reelt er tale om en videreførelse
af en forbudt eller opløst forening.
Vurderingen af, om der er tale om en fortsættelse af den
ulovlige forening, beror ikke alene på, om der er en formel
kontinuitet, dvs. om den nye forening har samme navn,
samme vedtægter mv., men i lige så høj grad på, om der
reelt er tale om en videreførelse, herunder om der i en vis
udstrækning er tale om samme personkreds, udbredelse af
det samme budskab og udøvelse af de samme aktiviteter.
Er der f.eks. tale om, at den ”nye” forenings medlemskreds
eller aktiviteter adskiller sig fra den forbudte eller opløste
forenings medlemskreds eller aktiviteter, må det bero på en
konkret vurdering, om der reelt er tale om en erstatningsfor-
ening, eller om der er etableret en ny forening. Det skal her-
ved tages i betragtning, at mange foreninger har en dyna-
misk medlemskreds, ligesom der skal lægges vægt på, at det
ikke skal være muligt at omgå forbuddet i § 132 a ved at
ændre medlemskredsen eller nogle af de aktiviteter, som
foreningen udøver. Det samme gælder i tilfælde, hvor perso-
ner med tilknytning til en forbudt eller opløst forening til-
slutter sig en eksisterende forening. Her beror det således
også på en konkret vurdering, om der reelt er tale om videre-
førelse af den forbudte eller opløste forening.
Det kan i visse tilfælde give anledning til tvivl, om der er ta-
le om videreførelse af en forening, hvis dens tidligere med-
lemmer eller andre personer, der havde tilknytning til for-
eningen, efter et forbud eller en opløsning fortsætter med
sammen at foretage sig ellers lovlige aktiviteter, som før for-
buddet eller opløsningen var en del af foreningens virksom-
hed. Der vil f.eks. kunne være tale om, at medlemmer mv. af
en motorcykelklub som led i foreningens (lovlige) aktivite-
ter før opløsningen kørte i større eller mindre grupper sam-
men på motorcykel. Hvis medlemmerne, efter motorcykel-
klubben er blevet opløst ved dom, fortsætter med at køre på
motorcykel sammen i større eller mindre grupper, må der
konkret tages stilling til, om der er tale om en videreførelse
af foreningen, eller om der blot er tale om, at en række per-
soner i en social sammenhæng kører motorcykel sammen.
Det vil bero på en konkret vurdering, om der er så mange
ligheder i måden at udføre aktiviteten på, at det kan lægges
til grund, at der er tale om at videreføre foreningen. Dette
kan bl.a. også ses i sammenhæng med, om andre omstæn-
digheder tilsiger, at foreningen videreføres. Det må i den
forbindelse antages, at den omstændighed, at forbuddet mod
at anvende foreningens kendetegn, jf. den foreslåede § 132
a, stk. 2, respekteres, ikke i sig selv er afgørende for, om der
er tale om en videreførelse af foreningen.
I forhold til f.eks. bandegrupperinger kan der være tale om,
at personer med tilknytning til en bande forsamler sig i
grupper af varierende størrelse i det offentlige rum på nær-
mere bestemte steder afhængig af den pågældende gruppe-
ring for at dominere det pågældende område.
Hvis sådanne forsamlinger, der i et vist omfang består af
personer, der var medlem af eller tilknyttet en forening, som
er forbudt eller opløst, fortsættes – dog eventuelt uden an-
vendelse af bandens kendetegn – efter tidspunktet for for-
buddet eller opløsningen, vil der på samme måde kunne væ-
re tale om en videreførelse af foreningen, der er i strid med
den foreslåede bestemmelse. Det vil imidlertid bero på en
konkret vurdering, om der f.eks. blot er tale om et socialt ar-
rangement, eller om der reelt er tale om, at foreningen vide-
reføres. Der kan herved bl.a. lægges vægt på, om forsamlin-
gen foregår og finder sted på væsentlig samme måde, som
forsamlinger relateret til banden foregik forud for forbuddet
eller opløsningen. Der vil endvidere kunne lægges vægt på
andre omstændigheder, der understøtter, at foreningen vide-
reføres. Den omstændighed, at forsamlingen også består af
personer, der ikke havde tilknytning til den pågældende
20
bande, indebærer ikke i sig selv, at der ikke kan være tale
om videreførelse af foreningen.
Også enkeltpersoner kan udføre ellers lovlige handlinger,
der kan være en videreførelse af foreningen. Dette kan f.eks.
ske i form af magtdemonstrationer, manifestationer eller ad-
færd, der har til hensigt at dominere et område, som – af for-
eningen – anses som foreningens territorium, herunder ved
at agere som vagt i området. Denne form for adfærd vil også
efter omstændighederne kunne straffes som en videreførelse
af foreningen.
Der kan også være tale om, at foreningen ønsker at markere
sig f.eks. som led i en større demonstration, ved andre større
begivenheder, i nattelivet eller i forbindelse med retsmøder
eller løsladelser af foreningens medlemmer mv. Også i disse
tilfælde vil det efter omstændighederne være en strafbar
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.
Det gælder endvidere generelt, at der vil kunne være grund-
lag for at straffe for medvirken til overtrædelse af forbuddet
mod at videreføre foreningen, herunder f.eks. af personer,
som udlejer lokaler til brug for foreningen, som er registrant
af et domæne til brug for foreningen, eller som fremstiller
eller sælger merchandise, hvis det fornødne forsæt kan bevi-
ses.
Det er en forudsætning for at straffe for overtrædelse af be-
stemmelsen, at vedkommende persons, organisations mv.
forsæt til at videreføre en forening, der foreløbig er forbudt
af regeringen eller opløst ved dom, kan bevises.
Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af bestem-
melsen straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det for-
udsættes i den forbindelse, at straffen i førstegangstilfælde
som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 40 dage.
Der kan imidlertid afhængig af de konkrete omstændigheder
være grundlag for at udmåle markant højere straffe også i
førstegangstilfælde.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Hvis overtrædelsen af bestemmelsen samtidig også er en
strafbar overtrædelse af en anden bestemmelse, bør det an-
ses som en skærpende omstændighed i relation til den anden
lovovertrædelse.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse kan anvendes
ved videreførelse af en forening, der er foreløbig forbudt af
regeringen, uafhængigt af om domstolene senere afviser el-
ler har afvist at opløse foreningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2, hvorefter den, der, uden
at forholdet er omfattet af stk. 1, på offentligt sted, i krimi-
nalforsorgens institutioner eller med forsæt til udbredelse i
en videre kreds besidder eller anvender en forenings kende-
tegn, efter foreningen er foreløbig forbudt af regeringen el-
ler opløst ved dom, straffes med fængsel indtil 6 måneder.
Den foreslåede bestemmelse indeholder et selvstændigt for-
bud mod at besidde eller anvende en forbudt eller opløst for-
enings kendetegn, og den skal supplere forbuddet i stk. 1 om
videreførelse af en forbudt eller opløst forening, der bl.a.
omfatter brug af foreningens kendetegn, som er udtryk for,
at foreningen videreføres. Bestemmelsen er således anven-
delig i de tilfælde, hvor det ikke kan bevises, at brug af for-
eningens kendetegn er et udtryk for, at foreningen viderefø-
res.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle former for ken-
detegn i bred forstand, herunder tøj, rygmærker, emblemer,
flag, symboler, logoer, tatoveringer og paroler. Et kendetegn
kan også være brug af bestemte beklædningsgenstande, uan-
set om de er påtrykt logo eller navn, Der kan f.eks. være tale
om besiddelse eller anvendelse af beklædningsgenstande
med et bestemt udseende, i bestemte farver eller i et bestemt
mærke, som er egnet til at sende bestemte signaler. På
samme måde vil f.eks. en bestemt parole også kunne være et
kendetegn, der kan henføres til foreningen.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte en forbudt el-
ler opløst forenings nye symboler, herunder erstatningssym-
boler, der f.eks. anvendes for at omgå forbuddet mod at vi-
dereføre foreningen eller anvende foreningens kendetegn.
Det er således ikke kun de symboler, logoer, navne og andre
kendetegn, som blev anvendt forud for forbuddet eller op-
løsningen, som omfattes af bestemmelsen. Endvidere vil sy-
nonymer samt anvendelse af talkombinationer eller lignen-
de, der skal erstatte foreningens navn eller symbol, kunne
straffes efter bestemmelsen.
Det er ikke et krav, at foreningens kendetegn anvendes i ori-
ginal form. Det vil således i almindelighed være en overtræ-
delse af den foreslåede bestemmelse, hvis foreningens navn
eller logo er påtrykt en bluse eller anden beklædningsgen-
stand, uden at der er tale om anvendelse af f.eks. en bestemt
skrifttype eller farve.
En særlig kategori af kendetegn er tatoveringer med en for-
enings logo, navn eller lignende. Sådanne tatoveringer vil
21
ikke i sig selv være strafbare, men der kan efter omstændig-
hederne straffes for videreførelse af foreningen, hvis det kan
lægges til grund, at tatoveringen i sig selv, f.eks. navnlig
hvis tatoveringen stammer fra tiden efter foreningens opløs-
ning, eller fremvisningen heraf er et udtryk herfor. Tatove-
ringer vil efter omstændighederne også kunne straffes som
en overtrædelse af det foreslåede forbud mod en forbudt el-
ler opløst forenings kendetegn. Dette gør sig f.eks. gælden-
de, hvis tatoveringen på offentligt sted eller i kriminalforsor-
gens institutioner lovligt kan, men ikke er, tildækket.
Der kan imidlertid være visse tilfælde, hvor der ikke vil
kunne straffes for overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse, selv om en tatovering ikke er tildækket. Dette kan ek-
sempelvis være tilfældet, hvis den pågældende person befin-
der sig på en strand på en meget varm dag, og den omstæn-
dighed, at tatoveringen kan ses, ikke må antages at være et
udtryk for, at personen ønsker, at andre personer skal lægge
mærke til den. Omvendt vil der efter omstændighederne
kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse, hvis en
person med et kendetegn tatoveret på skulderen bevæger sig
rundt i det offentlige rum med bar overkrop eller iført under-
trøje. Der vil i øvrigt kunne lægges vægt på f.eks. tatoverin-
gens størrelse eller placering, samt om den er lavet efter, at
foreningen blev forbudt eller opløst.
Efter den foreslåede bestemmelse skal kendetegnet besiddes
eller anvendes. Der sigtes herved til enhver form for besid-
delse og anvendelse, og den blotte omstændighed, at man
f.eks. i en fængselscelle er i besiddelse af en bluse, en kasket
eller et mærke med logo vil være tilstrækkeligt til, at kende-
tegnet er omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Efter den foreslåede bestemmelse skal kendetegnet besiddes
eller anvendes på offentligt sted, i kriminalforsorgens insti-
tutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Med ”offentligt sted” sigtes der til besiddelse eller anvendel-
se i det offentlige rum eller på steder med adgang for offent-
ligheden, uanset om nogen personer har set kendetegnet.
”Offentligt sted” skal forstås som svarende til det område,
der er omfattet af ordensbekendtgørelsens § 2 (jf. bekendt-
gørelse nr. 511 af 20. juni 2005 med senere ændringer). Alle
veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, vil
være omfattet, herunder bl.a. også jernbane- og rutebilstatio-
ner, butikker, offentlige kontorer, forlystelsessteder, badean-
stalter, befordringsmidler, pladser, broer, tunneler, passager,
stier, trapper eller andre lignende arealer, der benyttes til al-
mindelig færdsel. Også indendørs lokaler, hvortil der er al-
mindelig adgang under et møde mv., forudsættes omfattet af
bestemmelsen, ligesom den forudsættes at omfatte privatbi-
ler og private busser, i det omfang bilen eller bussen befin-
der sig på offentligt sted.
Der sigtes endvidere til tilfælde, hvor kendetegnet er egnet
til at blive udbredt i en videre kreds, herunder fordi det spre-
des i en større eller ubestemt kreds af personer via Face-
book, andre sociale medier eller på internettet i øvrigt.
Udbredelse af kendetegn på lukkede profiler eller sider på
sociale medier, blogs, fora eller lignende med få følgere,
venner, forbindelser mv. må i almindelighed betragtes som
udbredelse i en privat kreds. Omvendt kan der på en lukket
profil eller side være så mange følgere, venner, forbindelser
mv., at udbredelsen må anses for fremsat med forsæt til ud-
bredelse i en videre kreds og dermed omfattes af kriminali-
seringen. Det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte
sag, om en udbredelse af et kendetegn på en lukket profil el-
ler side er omfattet af bestemmelsen.
Udbredelse af kendetegn i en lukket kreds af personer, f.eks.
i en bestyrelse, i en forening eller lignende, kan som ud-
gangspunkt ikke anses for at være anvendt med forsæt til
udbredelse i en videre kreds. Det vil dog også her bero på en
konkret vurdering i den enkelte sag. På samme måde vil be-
stemmelsen i almindelighed ikke omfatte besiddelse eller
anvendelse af kendetegnet i udelukkende private sammen-
hænge, herunder til en privat fest, idet dette imidlertid af-
hænger af deltagerantallet.
Med ”kriminalforsorgens institutioner” sigtes der til arrest-
huse, pensioner samt åbne og lukkede fængsler. Enhver be-
siddelse eller anvendelse i institutionerne vil være omfattet
af den foreslåede bestemmelse, herunder den blotte besid-
delse i egen celle. Forbuddet gælder alle personer i institu-
tionerne, herunder besøgende.
Det bemærkes, at besiddelse eller anvendelse af foreningens
kendetegn i visse tilfælde vil kunne ske berettiget uanset den
foreslåede bestemmelse. Dette gør sig f.eks. i almindelighed
gældende, hvis det sker som led i den almindelige nyheds-
formidling eller anden journalistisk virksomhed, som led i
kunstnerisk virksomhed, forfattervirksomhed, eller hvis det i
øvrigt sker som led i fremsættelsen af en lovlig ytring.
Det vil således være berettiget at besidde eller anvende
f.eks. et banner eller noget tøj, der er påtrykt en forbudt eller
opløst forenings navn eller logo, hvis brugen sker på vej til
eller som led i fremsættelsen af en lovlig ytring, der f.eks.
har til formål at anfægte, kritisere eller skabe debat om for-
buddet eller opløsningen af foreningen. Dette indebærer
f.eks., at selv medlemmer af foreningen kan besidde eller
anvende bannere eller t-shirts påtrykt foreningens navn som
led i en demonstration, hvor forbuddet eller opløsningen an-
fægtes, eller de gældende regler herom kræves ændret.
Det bemærkes, at forslaget ikke ændrer på, i hvilket omfang
indsatte i øvrigt har mulighed for at demonstrere mv. i kri-
minalforsorgens institutioner.
22
Det forhold, at personer, der har været tilknyttet en foreløbig
forbudt eller opløst forening, besidder eller anvender for-
eningens kendetegn i en gruppe og gør gældende, at der er
tale om en demonstration, vil naturligvis ikke i sig selv inde-
bære, at det kan lægges til grund, at anvendelsen af kende-
tegnet er berettiget.
Det vil i visse tilfælde bero på en konkret vurdering, om be-
siddelse eller anvendelse af foreningens kendetegn sker som
led i fremsættelsen af en lovlig ytring, eller om der reelt er
tale om at omgå forbuddet mod besiddelse eller anvendelse
af foreningens kendetegn ved at få det til at fremstå som om,
at formålet er at ytre sig kritisk om f.eks. opløsningen af for-
eningen. Der kan f.eks. være tale om, at en person bærer en
bluse med foreningens navn påtrykt med store typer, mens
det samtidig med meget små typer tilkendegives, at forenin-
gen bør tillades. I sådanne tilfælde vil der efter en konkret
vurdering kunne statueres, at den pågældende person har
overtrådt forbuddet i den foreslåede bestemmelse, og der vil
således kunne straffes for overtrædelse af bestemmelsen.
Personer, der i generelle vendinger udtaler sig positivt om
foreningen og dens budskaber, vil derimod som udgangs-
punkt ikke kunne straffes i medfør af den foreslåede bestem-
melse, hvis der alene er tale om rene sympatitilkendegivel-
ser. Har de pågældende udtalelser imidlertid karakter af en
generel opfordring til at videreføre en forening, som er op-
løst ved dom eller foreløbig forbudt, vil forholdet dog efter
omstændighederne kunne straffes i medfør af straffelovens §
136, stk. 1, der kriminaliserer offentlig tilskyndelse til for-
brydelse.
Det gælder generelt, at der vil kunne være grundlag for at
straffe for medvirken til overtrædelse af forbuddet mod at
anvende en forbudt eller opløst forenings kendetegn, herun-
der af personer, som producerer og sælger sådanne kende-
tegn, hvis det fornødne forsæt kan bevises.
Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af bestem-
melsen straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Det forudsættes på den baggrund, at straffen i førstegangstil-
fælde som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 7
dage. Er der imidlertid tale om, at en person uden nogen
form for tilknytning til den forbudte eller opløste forening
har anvendt eller udbredt foreningens kendetegn, vil der i al-
mindelighed kun være grundlag for at udmåle en bøde.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at
politiet kan meddele et opholdsforbud til en person, som har
haft en tæt tilknytning til en forbudt eller opløst forening,
hvis det er væsentligt for at sikre, at foreningen ikke videre-
føres.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven
som § 132 b, stk. 1, om et sådant opholdsforbud.
Det foreslås i § 132 b, stk. 1, at politiet kan forbyde en per-
son, som har haft en tæt tilknytning til en forening, der er fo-
reløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, at færdes
og opholde sig bestemte steder, hvis det vurderes at være af
væsentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videre-
føres.
Den foreslåede bestemmelse vil give politiet adgang til ad-
ministrativt at give et opholdsforbud til enkeltpersoner på
bestemte steder. Opholdsforbud kan gives til flere personer,
hvis betingelserne herfor er opfyldt for dem hver især. End-
videre vil en person kunne få et opholdsforbud flere steder,
hvis betingelserne herfor er opfyldt alle stederne.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdsforbud efter
den foreslåede stk. 1, at personen har haft en tæt tilknytning
til en forening, der er foreløbig forbudt af regeringen eller
opløst ved dom. Den pågældende skal enten have været
medlem eller – hvis det ikke har været tilfældet – have ind-
taget en central rolle i foreningens virke. Vurderingen af til-
knytningen skal som udgangspunkt foretages på det tids-
punkt, hvor foreningen sidst var lovlig, og det vil således ik-
ke være en forudsætning for anvendelse af den foreslåede
bestemmelse, at der kan påvises en tilknytning til foreningen
på tidspunktet for meddelelse af opholdsforbuddet. Hvis der
imidlertid kan påvises en tilstrækkelig tilknytning til for-
eningen på et tidspunkt, hvor den var forbudt eller opløst, vil
dette også kunne danne grundlag for et opholdsforbud efter
den foreslåede bestemmelse. Hvis der omvendt er tale om,
at den pågældendes medlemskab af foreningen effektivt er
bragt til ophør, inden foreningen blev forbudt eller opløst,
og der ikke herefter igen er etableret et medlemskab, vil det-
te tale for, at bestemmelsen ikke kan anvendes. Dette vil i
almindelighed følge af, at et opholdsforbud skal være af væ-
sentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
Personer, som formelt eller reelt var medlemmer af den på-
gældende forening, vil i almindelighed have en tilstrækkelig
tilknytning. Den foreslåede bestemmelse vil imidlertid her-
udover også omfatte visse andre personer, der havde en tæt
23
tilknytning til foreningen, men den vil ikke finde anvendelse
i forhold til personer, som ikke var medlemmer, og som kun
havde en svagere tilknytning, jf. om tilknytning nedenfor i
relation til den foreslåede stk. 2.
Er der således ikke tale om et medlem, skal der være tale om
en person, som havde en central rolle i de aktiviteter, der
kan henføres til foreningen. Den centrale rolle kan relatere
sig til foreningens struktur, foreningens hierarki eller udfø-
relse af foreningens aktiviteter. Har en person en central rol-
le i forhold til foreningens aktiviteter i det offentlige rum,
vil den nødvendige tilknytning i almindelighed foreligge.
Som eksempel på personer, der i almindelighed ikke har en
tilstrækkelig central rolle til, at bestemmelsen vil kunne an-
vendes, kan nævnes personer, som politiet har vurderet ikke
var medlemmer, og som kun har mindre roller i forbindelse
med foreningens kriminelle aktiviteter, herunder ved i en-
keltstående tilfælde at holde vagt og advare mod forbipasse-
rende, eller personer, hvis eneste tilknytning i øvrigt består i
at deltage i foreningens aktiviteter enkeltstående gange.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdsforbud efter
den foreslåede bestemmelse, at et forbud vurderes at være af
væsentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videre-
føres.
Bestemmelsen overlader et konkret skøn til politiet, der på
baggrund af alle tilgængelige oplysninger om den forbudte
eller opløste forening samt den pågældende person skal vur-
dere, om et forbud må antages at være af væsentlig betyd-
ning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at der er foretaget
en konkret handling eller adfærd, der peger i retning af, at
den pågældende eller andre personer ikke respekterer det
foreløbige forbud eller opløsningen.
Sådanne handlinger eller adfærd kan f.eks. være en fortsæt-
telse af foreningens kriminalitet eller i øvrigt fortsættelse af
foreningens aktiviteter i det offentlige rum. Der kan f.eks.
også være tale om handlinger eller adfærd, der giver begrun-
det mistanke om, at foreningens (ellers lovlige) aktiviteter
fortsættes eller vil blive fortsat ufortrødent, også selv om det
respekteres, at foreningens logo og andre kendetegn ikke
kan anvendes. I den forbindelse vil en handling eller adfærd,
der normalt ikke i sig selv vil kunne give begrundet mistan-
ke om en forbrydelse, skulle sammenholdes med den om-
stændighed, at der er tale om en forbudt eller opløst fore-
ning, samt at den pågældende person havde en tæt tilknyt-
ning til foreningen, og det vil på den baggrund samlet set
kunne give anledning til begrundet mistanke om, at forenin-
gens aktiviteter fortsættes eller vil blive fortsat.
Det vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt, hvis for-
eningen, herunder ved dens (tidligere) medlemmer, ved yt-
ringer eller ved adfærd i øvrigt har givet politiet grund til at
mistænke, at et forbud eller opløsning ikke vil blive taget til
efterretning. Det er således ikke nødvendigt, at der er foreta-
get handlinger, som har givet politiet anledning til at efter-
forske en overtrædelse af den foreslåede § 132 a, stk. 1.
Den foretagne handling eller adfærd skal ikke nødvendigvis
relatere sig direkte til den person, som tildeles et opholdsfor-
bud efter den foreslåede bestemmelse. Det afgørende er, at
det konkret i forhold til den pågældende person vurderes, at
et opholdsforbud vil være af væsentlig betydning for over-
holdelse af forbuddet mod foreningen eller opløsningen her-
af. I vurderingen skal personens tilknytning til foreningen
imidlertid ses i forhold til den handling eller adfærd, som
begrunder opholdsforbuddet. Jo mindre tilknytning til for-
eningen, som en person havde, jo mere skal handlingen eller
adfærden relatere sig til den pågældende. Omvendt vil en
helt central rolle i foreningens aktiviteter kunne begrunde et
opholdsforbud, selv om handlingen eller adfærden ikke kon-
kret relaterer sig til den pågældende. Der vil således f.eks.
kunne være tale om, at personer, der var medlemmer af for-
eningen, udtaler, at foreningens videreføres, og dette vil ef-
ter omstændighederne kunne danne grundlag for et opholds-
forbud mod personer, der havde en ledende rolle i forenin-
gen, selv om der ikke i forbindelse med udtalelserne er en
direkte indikation mod disse personer.
Ved vurderingen af, om et forbud vil være af væsentlig be-
tydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres, kan der
lægges vægt på, om politiet ellers kun vanskeligt vil kunne
overvåge eller forhindre aktiviteter, der tyder på, at forenin-
gen videreføres.
Opholdsforbuddet vil kunne gives så snart, den konkrete
handling eller adfærd foreligger. Er der således forud for et
forbud eller en opløsning af foreningen fremsat tilkendegi-
velser om, at et forbud eller en opløsning ikke vil blive re-
spekteret, kan opholdsforbuddet meddeles i forlængelse af,
at foreningen forbydes eller opløses.
Et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse vil inde-
bære, at den pågældende person har forbud mod at færdes
og opholde sig på de omfattede steder. Dette indebærer, at
personen ikke må befinde sig disse steder, jf. dog nedenfor
om de personer, der har bopæl eller arbejder i forbudsområ-
det.
Opholdsforbuddet kan gives på bestemte steder. Den geo-
grafiske afgrænsning af et opholdsforbud skal efter bestem-
melsen sættes i sammenhæng med betingelsen om, at et for-
bud skal være af væsentlig betydning for at sikre overhol-
delse af et forbud eller opløsning. Forbuddet kan således
kun udstrækkes til områder, hvor dette væsentlighedskriteri-
um gør sig gældende.
24
Der kan i forbindelse med vurderingen heraf lægges vægt
på, hvor de handlinger eller den adfærd, som giver anled-
ning til opholdsforbuddet, er foretaget, hvor den pågældende
person eventuelt er mistænkt for at udføre foreningsaktivite-
ter, samt hvor foreningen også forud for forbuddet eller op-
løsningen har været aktive.
Et opholdsforbuds geografiske udstrækning vil afhænge af
områdets karakter. Typisk vil et opholdsforbud efter bestem-
melsen skulle udstrækkes til f.eks. en plads, en park, en vej
samt eventuelt mindre veje i tilknytning hertil. Der vil imid-
lertid, når grundlaget for et forbud er meget stærkt, kunne
gives forbud i et større område, der tæller en række veje,
pladser og parker. Omvendt kan området ikke udstrækkes til
en hel by, bydel eller større kvarter.
Den nærmere fastlæggelse af området skal vurderes konkret
i hvert enkelt tilfælde og være i overensstemmelse med pro-
portionalitetsprincippet. Der skal således være forholdsmæs-
sighed mellem forbuddets virkninger for den pågældende og
de hensyn, der taler for at meddele et forbud.
Der skal i den forbindelse lægges vægt på, hvor indgribende
opholdsforbuddet vil være for den pågældende persons fa-
milie- og arbejdsliv, således at der tages behørigt hensyn til
den pågældendes bevægelsesfrihed. Det forhold, at den på-
gældende bor i området, vil i almindelighed betyde, at et
forbud er et mere intensivt indgreb over for den pågældende
end over for andre og dermed indebære, at den konkrete
vurdering af betingelserne skærpes. Det er imidlertid ikke
udelukket, hvis grundlaget for et opholdsforbud er stærkt, at
give en person opholdsforbud et sted, som omfatter den på-
gældendes bopæl.
Hvis en person bor inden for det område, der er omfattet af
forbuddet, vil den pågældende kunne færdes frit til og fra
sin bopæl eller arbejdsplads og ud i sit lokalområde, men vil
ikke ellers kunne opholde sig i området. Dette vil i praksis
betyde, at den pågældende trods et forbud vil kunne færdes i
området med henblik på at foretage almindelige dagligdags
gøremål, herunder indkøb, lægebesøg og biblioteksbesøg.
På samme måde vil personens arbejdssted kunne spille ind
på virkningen af et opholdsforbud. Omvendt vil den pågæl-
dende persons bevægelsesfrihed ikke skulle tillægges vægt
af betydning, hvis den pågældende ikke har nogen særlig
grund til at komme i området.
Det forudsættes i øvrigt, at ordningen administreres i over-
ensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.
Det indebærer, at der ikke vil kunne meddeles forbud, hvis
dette som følge af omstændighederne i den konkrete sag vil
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, lige-
som forbuddet ikke vil skulle anses for overtrådt, hvis et for-
bud mod ophold eller færden i området som følge af om-
stændighederne i sagen vil være i strid med Danmarks inter-
nationale forpligtelser.
Det geografiske område, der er dækket af forbuddet, skal
beskrives præcist. Dette indebærer i almindelighed, at de ve-
je, pladser og parker mv., der er omfattet, skal angives.
Steder inden for opholdsforbudsområdet, hvortil der ikke er
almindelig adgang, vil ikke være omfattet af opholdsforbud-
det, men det vil i almindelighed ikke få nogen betydning,
idet den pågældende ikke uden at overtræde forbuddet vil
kunne komme til det pågældende sted.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse som den
foreslåede § 132 b, stk. 2, om, at politiet kan meddele påbud
i relation til forsamlinger. Der er imidlertid f.eks. i politilo-
ven og ordensbekendtgørelsen en række bestemmelser,
hvorefter politiet kan udstede lignende påbud.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven
som § 132 b, stk. 2, om, at politiet kan påbyde personer,
som på et bestemt sted deltager i en forsamling af personer,
hvoraf en stor del har haft en tilknytning til en forening, som
inden for de seneste 10 år er foreløbig forbudt af regeringen
eller opløst ved dom, at forlade stedet eller forsamlingen,
hvis forsamlingen er egnet til at skabe utryghed for de om-
kringboende eller forbipasserende.
Den foreslåede bestemmelse vil give politiet mulighed for at
påbyde enhver person – uanset om personen har tilknytning
til en forbudt eller opløst forening – at fjerne sig fra et sted
eller en forsamling, hvis forsamlingen er egnet til at skabe
utryghed.
En forsamling skal forstås som en flerhed af personer på et
bestemt sted med et fælles formål. Der skal ikke nødvendig-
vis være tale om en forsamling i grundlovens forstand.
Påbud efter stk. 2 vil kunne meddeles, hvis en stor del af de
personer, der deltager i forsamlingen, har haft en tilknytning
til en forening, som inden for de seneste 10 år er forbudt el-
ler opløst. Den foreslåede bestemmelse vil således kun kun-
ne anvendes i 10 år fra det tidspunkt, hvor den forening,
som deltagerne har haft en tilknytning til, sidst var lovlig. Er
der tale om, at foreningen forud for domstolsafgørelsen om
opløsning var foreløbig forbudt af regeringen, vil tidsbe-
grænsningen på 10 år skulle regnes fra tidspunktet for det
foreløbige forbud, hvis dette har fundet anvendelse helt frem
til foreningens opløsning.
25
Når det skal vurderes, om forsamlingen består af en tilstræk-
kelig stor del personer, der havde en tilknytning til en for-
budt eller opløst forening, kan der efter omstændighederne
lægges vægt på andelen af personer med tilknytning eller
antallet af personer med tilknytning, og i visse tilfælde vil
der kunne lægges vægt på en kombination af andel og antal,
ligesom der kan lægges vægt på forsamlingens samlede stør-
relse. Det er ikke muligt at angive en bestemt procentdel el-
ler et bestemt antal personer, der skal have haft tilknytning
til foreningen, men der skal være grundlag for, at forsamlin-
gen kan relatere sig til den forbudte eller opløste forening,
selv om dette ikke vil være et krav i sig selv. Det vil således
i almindelighed ikke være tilstrækkeligt, at ca. halvdelen af
de personer, som deltager, har haft tilknytning. Omvendt
skal det ikke være muligt at omgå bestemmelsen, ved at tid-
ligere foreningsmedlemmer får et stort antal udenforstående
til at være til stede for at undgå, at bestemmelsen finder an-
vendelse.
I modsætning til det foreslåede stk. 1 vil enhver reel tilknyt-
ning til foreningen kunne tages i betragtning, og bestemmel-
sen finder således ikke kun anvendelse i forhold til personer,
der havde en tæt tilknytning til foreningen.
Begrebet tilknytning indebærer, at den pågældende skal ha-
ve et tilhørsforhold til foreningen som sådan. Det blotte be-
kendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende forening
falder således uden for den foreslåede bestemmelses anven-
delsesområde. Vurderingen af, om den dømte har tilknyt-
ning til foreningen i bestemmelsens forstand, beror i første
række på et politifagligt skøn.
I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om per-
sonen er iagttaget i forbindelse med foreningens arrange-
menter eller har båret beklædning, udsmykning eller lignen-
de med symboler eller tekst med tilknytning til den pågæl-
dende forening. Der vil også kunne lægges vægt på, om per-
sonen i gentagne tilfælde er iagttaget sammen med andre
personer tilknyttet foreningen. På samme måde vil eksem-
pelvis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale
medier eller lignende, kunne indgå i vurderingen af den på-
gældendes tilknytning til foreningen. Der vil endvidere kun-
ne lægges vægt på eventuelt materiale tilhørende forenin-
gen, f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister,
telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer mv., der viser, at
personen har en tilknytning til den pågældende forening.
Herudover vil der også kunne lægges vægt på, om den på-
gældende er dømt for at have begået strafbare forhold sam-
men med andre personer tilknyttet foreningen.
Påbud kan gives til personer, uanset om den pågældende i
foreningens egen selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller
har status som f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround«
eller »probationary«. Det afgørende er, at personen har til-
knytning til foreningen.
Den foreslåede stk. 2 vil således omfatte personer, som hav-
de mindre roller i forbindelse med foreningens kriminelle
aktiviteter, herunder ved i enkeltstående tilfælde at holde
vagt og advare mod forbipasserende, eller personer, hvis
eneste tilknytning bestod i at deltage i foreningens aktivite-
ter enkeltstående gange. Graden af tilknytning kan imidler-
tid have betydning for vurderingen af, om der deltager en
tilstrækkelig stor del, der havde tilknytning til foreningen. Jo
stærkere tilknytning, der er til foreningen, jo mindre andel
eller jo færre personer kræves der for at bringe bestemmel-
sen i anvendelse.
Ligesom efter det foreslåede stk. 1 skal vurderingen af til-
knytningen som udgangspunkt foretages på det tidspunkt,
hvor foreningen sidst var lovlig, og det vil således ikke være
en forudsætning for anvendelse af den foreslåede bestem-
melse, at der kan påvises en tilknytning til foreningen på
tidspunktet for meddelelse af påbuddet. Hvis der imidlertid
kan påvises en tilstrækkelig tilknytning til foreningen på et
tidspunkt, hvor den var forbudt eller opløst, vil der også
kunne lægges vægt herpå i forhold til anvendelse af den
foreslåede stk. 2.
Som allerede anført vil også personer uden tilknytning til
foreningen kunne meddeles påbud efter bestemmelsen. Det
bemærkes i den forbindelse, at det ikke er en forudsætning
for anvendelse af bestemmelsen, at de personer, som bortvi-
ses fra det pågældende sted eller fra forsamlingen, har for-
sæt til, at andre deltagere har tilknytning til en forbudt eller
opløst forening.
Det foreslås, at forsamlingen skal være egnet til at skabe
utryghed for de omkringboende eller forbipasserende.
Der skal foretages en objektiveret bedømmelse af, om for-
samlingen er egnet til at skabe utryghed. Der bør i den for-
bindelse navnlig lægges vægt på, om forsamlingen fremmer
en adfærd, der vil kunne præge miljøet på en måde, som ty-
pisk skaber utryghed.
Den omstændighed, at en stor del af deltagerne i forsamlin-
gen skal have haft tilknytning til en forening, der er forbudt
eller opløst, indebærer, at den utryghed, som kræves, for at
bestemmelsen kan anvendes, ikke skal have samme styrke,
som kræves, for at der er tale om en ”væsentlig ulempe og
utryghed” i § 1 i lov om forbud mod anvendelse af bestemte
ejendomme som samlingssted for en gruppe eller ”særlig
utryghedsskabende” eller en ”særlig utryghed” i ordensbe-
kendtgørelsens § 6, stk. 6.
Dette indebærer, at der vil kunne lægges vægt på, om for-
samlingen foregår et sted, hvor foreningens kriminelle akti-
viteter eller negative dominans foregik før forbuddet eller
opløsningen. Jo mere adfærden ligner den adfærd, der blev
26
oplevet i samme område inden forbuddet, jo mindre vil der
konkret skulle til for at være egnet til at skabe utryghed.
Ved vurderingen af, om en forsamling er egnet til at skabe
utryghed, kan der bl.a. lægges vægt på antallet af personer i
forsamlingen, hvor forsamlingen finder sted samt de tilste-
deværende personers generelle adfærd, herunder om de ud-
viser adfærd, der er generende, chikanerende, intimiderende,
truende, forulempende, ubehagelig, forstyrrende eller kræn-
kende. Der kan endvidere lægges vægt på, om de tilstedevæ-
rende personer begår fredskrænkelser, anvender skældsord
eller i flere tilfælde tager uønsket kontakt til udenforstående.
Endvidere vil larm eller kast med genstande være egnet til at
skabe utryghed. Enkeltstående mindre krænkelser mv. vil i
almindelighed ikke være tilstrækkeligt, men hvis der er tale
om gentagne eller grovere handlinger eller forskellige for-
mer for den nævnte adfærd, vil det generelt være egnet til at
skabe utryghed. Der kan desuden tages hensyn til sandsyn-
ligheden for, at krænkelserne mv. fortsætter, hvis der ikke
gribes ind. Det bemærkes, at den utryghed, der kan være
forbundet med den blotte tilstedeværelse af personer, der
havde en tilknytning til en forbudt eller opløst forening, ikke
i sig selv vil være tilstrækkelig til at meddele et påbud.
Det vil ikke være et krav, at de omkringboende eller forbi-
passerende personer konkret skal have givet udtryk for en
følelse af utryghed i forhold til en forsamling, men henven-
delser eller lignende fra personer, der oplever utryghed, vil
kunne indgå i den samlede vurdering.
Det vil endvidere ikke være et krav, at utrygheden skal ud-
springe fra samtlige eller størstedelen af deltagerne af for-
samlingen, men utrygheden skal kunne henføres til forsam-
lingen som sådan. Dette indebærer, at adfærden i alminde-
lighed ikke må kunne henføres til kun enkeltstående deltage-
re. Vurderingen heraf skal imidlertid også foretages i lyset
af forsamlingens samlede størrelse. Der kan også lægges
vægt på, om enkeltstående personer, som adfærden stammer
fra, ser ud til at dominere forsamlingen på en sådan måde, at
deres adfærd kan henføres til forsamlingen.
Det bemærkes, at der ikke vil være grundlag for at meddele
påbud efter den foreslåede bestemmelse, hvis den udviste
utryghed helt oplagt ikke har forbindelse til den forbudte el-
ler opløste forening.
Politiets mulighed for at meddele påbud efter den foreslåede
stk. 2 angår personer, som deltager i en forsamling. Påbud
vil således kunne meddeles til flere eller alle personer i for-
samlingen. Der vil i almindelighed ikke være grundlag for
kun at meddele påbud til en enkelt person, idet utrygheden
ikke må kunne henføres til kun enkeltstående deltagere.
Påbud skal meddeles under iagttagelse af det almindelige
forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, der tilsiger, at
politiet alene må meddele påbud i det omfang, det er nød-
vendigt. Dette indebærer, at påbud vil skulle meddeles til de
personer, der giver anledning til utrygheden, og kun vil kun-
ne omfatte øvrige personer og eventuelt hele forsamlingen,
hvis dette vurderes nødvendigt for at forhindre den utryg-
hed, som forsamlingen giver anledning til.
Politiet vil endvidere skulle foretage en afvejning af på den
ene side interessen i at sikre en vidtgående forsamlingsfri-
hed (særligt for så vidt angår politiske emner og holdnings-
prægede spørgsmål) og på den anden side hensynet til at for-
hindre utryghed for de omkringboende og forbipasserende.
Der er ikke med begreberne ”omkringboende eller forbipas-
serende” tilsigtet en egentlig begrænsning i, hvem på det
konkrete sted adfærden skal være egnet til at skabe utryghed
for. Der er således tale om meget vide begreber, der omfat-
ter personer med relation til stedet. Den egentlige begræns-
ning ligger derimod i, at forsamlingen skal være egnet til at
skabe utryghed, og i vurderingen heraf spiller det ind, hvor
og med hvilket formål de omkringboende eller forbipasse-
rende befinder sig på stedet.
Retsvirkningen af, at politiet meddeler påbud efter bestem-
melsen, er, at de pågældende personer skal forlade stedet.
Hvis dette giver anledning til, at forsamlingen i øvrigt flytter
med, vil de pågældende personer efter omstændighederne
skulle forlade forsamlingen.
Det forudsættes med forslaget, at et påbud efter den foreslå-
ede bestemmelse ikke udgør en afgørelse i forvaltningslo-
vens forstand. Dette indebærer, at forvaltningslovens regler
om bl.a. partshøring ikke finder anvendelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at påbuddet skal medvirke
til at forhindre, at forsamlinger skaber utryghed for de om-
kringboende eller forbipasserende, og at det derfor skal kun-
ne meddeles hurtigt og på stedet samt i visse tilfælde til en
større mængde personer samtidigt. Bl.a. disse forhold taler
for, at forvaltningslovens partsbeføjelser ikke er egnede til
at finde anvendelse i forhold til påbuddene efter stk. 2.
Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om
bl.a. proportionalitet og saglighed også finde anvendelse i
forhold til påbud efter stk. 2.
Et påbud fra politiet kan påklages til Rigspolitiet, jf. retsple-
jelovens § 109, stk. 1. Rigspolitiets afgørelse kan ikke på-
klages, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.
Endvidere vil lovligheden af påbuddet kunne prøves i for-
bindelse med en straffesag om overtrædelse heraf. Herudo-
ver kan lovligheden af påbuddet prøves af domstolene efter
den almindelige regel i grundlovens § 63.
27
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det foreslås i § 132, stk. 3, at der for forbuddet, som skal
være skriftligt og begrundet, skal fastsættes en frist, der ikke
kan overstige 1 år. Fristen kan forlænges med højst 6 måne-
der ad gangen.
Forbuddet skal have en så kort tidsmæssig udstrækning som
muligt. Varigheden af forbuddet samt forlængelse heraf skal
sættes i sammenhæng med betingelsen om, at det skal være
af væsentlig betydning for at sikre overholdelse af et forbud
eller opløsning. Forbuddet kan således kun udstrækkes i den
tid, hvor dette væsentlighedskriterium vurderes at gøre sig
gældende.
Tidsbegrænsningen skal også vurderes i forhold til de hand-
linger eller den adfærd, som har givet anledning til opholds-
forbuddet samt den pågældende persons andel heri eller til-
knytning til foreningen. Dette indebærer, at jo mere sikkert
grundlag, der er for forbuddet, eller jo mere central en rolle
den pågældende person havde, jo længere varighed vil for-
buddet kunne have.
Er grundlaget for vurderingen, at den pågældende tidligere
er dømt for overtrædelse af §§ 132 a eller 132 b på grund af
tilknytning til samme forening, forudsættes adgangen til at
meddele forbud i 1 år anvendt fuldt ud. Er grundlaget for
vurderingen et andet, bør der normalt ikke meddeles forbud
i mere end 6 måneder.
I øvrigt skal den nærmere fastlæggelse af den varighed, som
forbuddet skal have, vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde
og være i overensstemmelse med proportionalitetsprincip-
pet.
Meddelelse af forbud efter den foreslåede stk. 1 er en for-
valtningsretlig afgørelse, og forvaltningslovens krav om
partshøring, begrundelse og klagevejledning mv. finder såle-
des anvendelse.
Politiets afgørelse om forbud kan påklages til Rigspolitiet,
jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitiets afgørelse kan
ikke påklages, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.
Endvidere vil lovligheden af forbuddene kunne prøves i for-
bindelse med en straffesag om overtrædelse heraf. Herudo-
ver kan lovligheden af forbuddene prøves af domstolene ef-
ter den almindelige regel i grundlovens § 63.
Det foreslås med § 132 b, stk. 4, at overtrædelse af et op-
holdsforbud efter bestemmelsen straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år. Det forudsættes i den forbindelse, at
straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes
til ubetinget fængsel i 40 dage.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Det foreslås med § 132 b, stk. 5, at manglende efterkommel-
se af et påbud efter stk. 2 straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder. Det forudsættes i den forbindelse, at der i
førstegangstilfælde som udgangspunkt udmåles en friheds-
straf på 7 dages fængsel. Det forudsættes, at politiet i forbin-
delse med påbuddet klart har tilkendegivet, at påbuddet
meddeles efter straffeloven, og at manglende efterkommelse
heraf kan medføre fængselsstraf.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af
betydning for udmålingen af straffen.
Til § 2
Til nr. 1
Retsplejeloven indeholder ikke i dag en generel hjemmel til
at beslaglægge en forenings formue og øvrige ejendele.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejeloven
som § 803 a, hvorefter en forenings formue og øvrige ejen-
dele kan beslaglægges, hvis foreningen foreløbig forbydes
af regeringen.
Den foreslåede bestemmelse vil have samme anvendelses-
område som den foreslåede bestemmelse om konfiskation i
straffelovens § 75, stk. 5 (forslaget til § 1, nr. 1), idet be-
stemmelsen foreslås for at sikre foreningens formue mv.
med henblik på senere konfiskation.
Det følger således af den foreslåede bestemmelse, at der er
adgang til at beslaglægge alt, hvad en forening, der foreløb-
igt forbydes, ejer. Det gælder foreningens eventuelle for-
mue, herunder bankindestående eller likvide midler, f.eks. i
form af kontantbeløb fundet i en kuvert hos et forenings-
medlem, og alle foreningens øvrige ejendele, herunder for-
eningens arkiv og protokoller, uanset om de pågældende
ejendele har en økonomisk værdi.
28
Det vil være de reelle ejerforhold, der er afgørende for, om
en formue mv. vil kunne beslaglægges efter bestemmelsen.
Dette vil indebære, at formuen mv. kan beslaglægges, selv
om den måtte være registreret i f.eks. et medlems navn, hvis
den reelt tilhører foreningen.
Den foreslåede bestemmelse er formuleret, så beslaglæggel-
se er fakultativt. Det forudsættes imidlertid, at adgangen til
beslaglæggelse anvendes, medmindre der konkret foreligger
helt særligt omstændigheder.
Beslaglæggelse vil kunne foretages fra det tidspunkt, hvor
foreningen foreløbig forbydes af regeringen.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke ændrer
på, at de gældende bestemmelser om beslaglæggelse også –
hvis betingelserne er opfyldt – kan anvendes i forhold til en
forenings formue og ejendele.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
til § 2, nr. 3 (forslaget om ændring af retsplejelovens § 806),
hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke, hvorefter den
gældende § 806, stk. 5-8, bliver § 806, stk. 6-9.
Til nr. 3
Retsplejelovens § 806 regulerer bl.a., hvem der har kompe-
tence til at træffe afgørelse om beslaglæggelse.
Det foreslås, at der i bestemmelsen indsættes et nyt stk. 5,
der skal regulere, hvem der har kompetence til at træffe af-
gørelse om beslaglæggelse efter den foreslåede bestemmelse
om beslaglæggelse af en forbudt forenings formue mv.
Det foreslås således, at politiet kan træffe beslutning om be-
slaglæggelse efter § 803 a. Det foreslås endvidere, at reglen
i retsplejelovens § 806, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende an-
vendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at politiet uden
forudgående retskendelse kan træffe beslutning om beslag-
læggelse efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens
803 a. Det bemærkes i den forbindelse, at det i bemærknin-
gerne til forslaget til § 803 a er forudsat, at der skal ske be-
slaglæggelse af en forbudt forenings formue mv., medmin-
dre helt særlige omstændigheder gør sig gældende.
Med henvisningen til retsplejelovens § 806, stk. 4, 2. pkt.,
foreslås det, at politiet snarest muligt og senest inden 24 ti-
mer skal forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør,
om indgrebet kan godkendes, hvis den, som indgrebet er ret-
tet imod, fremsætter anmodning herom. Der vil således være
adgang til domstolskontrol af beslaglæggelsen.
Til nr. 4
Retsplejelovens § 807 indeholder regler om den praktiske
gennemførelse af beslutninger om bl.a. beslaglæggelse.
Der foreslås en tilføjelse i bestemmelsens 2. pkt., som inde-
bærer, at politiet skal vejlede foreningen om adgangen til at
få spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggelsen indbragt
for retten.
Til nr. 5 og 6
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget
til § 2, nr. 3 (forslaget om ændring af retsplejelovens § 806),
hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke, hvorefter den
gældende § 806, stk. 5-8 bliver § 806, stk. 6-9.
Til nr. 7
Retsplejelovens § 807 b omhandler den civilretlige retsvirk-
ning af beslaglæggelse i forhold til såvel den, som indgrebet
retter sig imod, som tredjemand.
Det følger af stk. 3, at beslaglæggelse efter § 802, stk. 3,
medfører, at tiltalte er uberettiget til at råde over formuen,
samt at kreditorforfølgning alene kan foretages med hensyn
til krav mod tiltalte, som bestod, før kendelsen om beslag-
læggelse blev afsagt.
Det foreslås, at der i bestemmelsens stk. 3 indsættes et nyt
punktum, hvor det bestemmes, at stk. 3, 1. og 2. pkt., også
gælder ved beslaglæggelse efter § 803 a.
Forslaget vil indebære, dels at foreningen er uberettiget til at
råde over dens formue og andre ejendele, hvis disse er be-
slaglagt, dels at kreditorforfølgning alene kan foretages med
hensyn til krav mod foreningen, som bestod før beslaglæg-
gelsen.
Til nr. 8
Retsplejelovens § 807 d omhandler reglerne om beslaglæg-
gelsens ophør.
Det foreslås, at beslaglæggelse efter den foreslåede § 803 a
tilføjes til stk. 1 med den virkning, at § 807 d, stk. 1, finder
29
anvendelse på beslaglæggelse af en forbudt forenings for-
mue mv.
Den foreslåede ændring indebærer, at rådighedsberøvelse
som følge af beslaglæggelsen bortfalder senest, når sagen er
endeligt afsluttet ved bl.a. dom, medmindre det beslaglagte
konfiskeres.
Dette vil indebære, at rådighedsberøvelsen vil bortfalde,
hvis opløsning af foreningen ved endelig dom er afvist. Den
foreslåede ændring skal endvidere forstås på den måde, at
rådighedsberøvelsen vil bortfalde, hvis regeringen beslutter
at ophæve det foreløbige forbud.
Til § 3
Formålet med lovforslaget er at indføre et effektivt straffe-
retligt værn mod at videreføre en forening, efter at den er fo-
reløbig forbudt eller opløst ved dom, idet Københavns Politi
er ved at forberede en sag om opløsning af bandegrupperin-
gen Loyal To Familia. Det foreslås derfor, at loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Der er ikke på nuværende tidspunkt nogen foreninger, der er
foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, og det
samme forventes at gøre sig gældende ved lovens ikrafttræ-
den. Af den grund vil loven først få virkning i forhold til
foreninger, der foreløbig forbydes af regeringen eller oplø-
ses ved dom efter lovens ikrafttræden, samt til handlinger,
der er foretaget herefter.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyl-
dighed og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskom-
petencen på det strafferetlige område. For Grønland gælder
en særlig kriminallov. Der gælder endvidere særlige retsple-
jelove for Færøerne og Grønland. Der er derfor ikke behov
for hjemmel til at sætte lovforslaget i kraft for Færøerne og
Grønland.
30
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august
2017, som ændret ved lov nr. 1402 af 5. december 2017, lov
nr. 1680 af 26. december 2017, lov nr. 140 af 28. februar
2018 og lov nr. 141 af 28. februar 2018, foretages følgende
ændringer:
§ 75. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Når en forening opløses ved dom, kan dens formue,
arkiv, protokoller og lignende konfiskeres.
1. § 75, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Når en forening opløses ved dom, kan dens for-
mue og øvrige ejendele konfiskeres.«
2. § 132 a affattes således:
§ 132 a. Den, der deltager i fortsættelsen af en forenings
virksomhed, efter at den foreløbig er forbudt af regeringen
eller opløst ved dom, straffes med bøde eller fængsel indtil 2
år.
»§ 132 a. Den, der deltager i videreførelsen af en forening,
efter den foreløbig er forbudt af regeringen eller opløst ved
dom, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, på
offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med
forsæt til udbredelse i en videre kreds besidder eller anven-
der en forenings kendetegn, efter foreningen er foreløbig
forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes med
fængsel indtil 6 måneder.«
3. Efter § 132 a indsættes:
Ȥ 132 b. Politiet kan forbyde en person, som har haft en
tæt tilknytning til en forening, der er foreløbig forbudt af re-
geringen eller opløst ved dom, at færdes og opholde sig be-
stemte steder, hvis det vurderes at være af væsentlig betyd-
ning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.
Stk. 2. Politiet kan påbyde personer, som på et bestemt
sted deltager i en forsamling af personer, hvoraf en stor del
har haft en tilknytning til en forening, som inden for de se-
neste 10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst
ved dom, at forlade stedet eller forsamlingen, hvis forsam-
lingen er egnet til at skabe utryghed for de omkringboende
eller forbipasserende.
Stk. 3. Forbud efter stk. 1 skal meddeles skriftligt og være
begrundet. For forbuddet skal fastsættes en frist, der ikke
kan overstige 1 år. Fristen kan forlænges med indtil 6 måne-
der ad gangen.
Stk. 4. Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 5. Manglende efterkommelse af et påbud efter stk. 2
straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.«
31
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. sep-
tember 2017, som ændret ved lov nr. 1679 af 26. december
2017, lov nr. 1680 af 26. december 2017 og lov nr. 130 af
27. februar 2018, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 803 indsættes:
»§ 803 a. En forenings formue og øvrige ejendele kan be-
slaglægges, hvis foreningen foreløbig forbydes af regerin-
gen.«
§ 804. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Er en genstand uden pålæg herom afleveret til poli-
tiet af de i stk. 1 nævnte grunde, finder § 807, stk. 5, anven-
delse. Fremsættes der begæring om udlevering, og imøde-
kommer politiet ikke begæringen, skal politiet snarest muligt
og inden 24 timer forelægge sagen for retten med anmod-
ning om beslaglæggelse. § 806, stk. 4, 2. pkt., og stk. 6, 1.
pkt., finder i så fald anvendelse.
Stk. 4-5. ---
2. I § 804, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 807, stk. 5« til: »§ 807,
stk. 6«, og i 3. pkt. ændres »stk. 6, 1. pkt.« til: »stk. 7, 1.
pkt.«
§ 806. ---
Stk. 2-8. ---
3. I § 806 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Politiet kan træffe beslutning om beslaglæggelse
efter § 803 a. Stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.
§ 807. Politiet iværksætter beslaglæggelse. Foretages be-
slaglæggelse på grundlag af en retskendelse, skal denne på
begæring forevises for den, som indgrebet retter sig imod.
Foretages beslaglæggelsen efter reglen i § 806, stk. 4, skal
politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få
spørgsmålet indbragt for retten.
4. I § 807, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »§ 806, stk. 4«: »el-
ler 5«.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Beslaglægges materiale hos personer, der er omfat-
tet af § 172, kan den pågældende kræve, at det første gen-
nemsyn af materialet skal foretages af retten. § 806, stk. 6, 1.
pkt., finder tilsvarende anvendelse ved rettens gennemsyn.
Indtil det første gennemsyn kan ske, opbevares materialet af
politiet.
5. I § 807, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 806, stk. 6, 1. pkt.« til:
»§ 806, stk. 7, 1. pkt.«
Stk. 4-5. ---
§ 807 a. Samme beføjelser til beslaglæggelse som politiet,
jf. § 806, stk. 4, har enhver, der træffer nogen under eller i
umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold.
Det beslaglagte skal snarest muligt overgives til politiet med
oplysning om tidspunktet og grundlaget for beslaglæggel-
sen. Politiet forelægger sagen for retten i overensstemmelse
med § 806, stk. 4, 2. pkt., medmindre det beslaglagte inden
udløbet af 24 timer udleveres til den, mod hvem indgrebet er
6. I § 807 a, 3. pkt., ændres »§ 806, stk. 8« til: »§ 806, stk.
9«.
32
foretaget, eller denne meddeler skriftligt samtykke til be-
slaglæggelse i overensstemmelse med § 806, stk. 8.
§ 807 b. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, medfører, at til-
talte er uberettiget til at råde over formuen. Kreditorforfølg-
ning kan alene foretages med hensyn til krav mod tiltalte,
som bestod, før kendelsen om beslaglæggelse blev afsagt.
7. I § 807 b, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»1. og 2. pkt. gælder også ved beslaglæggelse efter § 803 a.«
§ 807 d. Rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse
efter § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, 1. pkt., bortfalder senest,
når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres. Er der
tvist om, til hvem tilbagelevering skal ske, kan retten efter
begæring træffe bestemmelse om, til hvem beslaglagte gen-
stande skal udleveres. Afgørelsen træffes ved kendelse.
8. I § 807 d, stk. 1, 1.pkt., udgår »og«, og efter »§ 803, stk.
1, 1. pkt.,« indsættes: »og § 803 a«.
Stk. 2-5. ---
33