Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

Tilhører sager:

Aktører:


    CB25

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20131/lovforslag/l15/20131_l15_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)
    Social-, børne- og integrationsministeren (Annette Vilhelmsen):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af lov om social service og
    lov om retssikkerhed og administration på det sociale
    område. (Mulighed for opretholdelse af anbringelse af unge
    med funktionsnedsættelse i alderen 18 til 22 år og ændring
    af reglerne om ansvaret for at sikre supervision og
    efteruddannelse til plejefamilier m.v.)
    (Lovforslag nr. L 15).
    Lovforslaget rummer et forslag om at skabe hjemmel for
    kommunalbestyrelsen til at give unge med betydelig og va-
    rigt nedsat funktionsevne mulighed for opretholdelse af de-
    res anbringelse i plejefamilie indtil deres 23. år.
    Formålet er at imødekomme den unges behov for støtte
    og omsorg i plejefamiliens trygge rammer, forberede den
    unge til en ny boform og derigennem bidrage til en god
    overgang til voksentilværelsen. Det er en betingelse, at hjæl-
    pen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn
    til den unges behov for støtte, og at den unge eller dennes
    værge samtykker. Tilbuddet skal ophøre, når det ikke længe-
    re opfylder dets formål under hensyn til den unges behov for
    støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.
    Lovforslaget rummer endvidere forslag om, at den kom-
    mune, der har pligt til at handle i forhold til et barn eller en
    ung, som er anbragt i en plejefamilie, skal sikre efteruddan-
    nelse og supervision til plejefamilien. Med lovforslaget ret-
    tes der dermed en fejl i forhold til børn og unge, der var an-
    bragt før 1. juli 2003, og hvor forældrene efterfølgende var
    flyttet til en anden kommune.
    Det foreslås, at ændringen træder i kraft den 1. januar
    2014.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 15 Folketinget 2013-14
    CB000025