Fremsat den 2. oktober 2013 af social-, børne- og integrationsministeren (Annette Vilhelmsen)

Fremsat den 2. oktober 2013 af social-, børne- og integrationsministeren (Annette Vilhelmsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov for Grønland om børns retsstilling og arvelov for
Grønland
(Fastslåelse af faderskab til børn født uden for ægteskab før ikrafttræden af lov for Grønland om børns retsstilling m.v.)
§ 1
I lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns
retsstilling foretages følgende ændringer:
1. § 5, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Når betingelserne i § 278, stk. 4, i retsplejelov for
Grønland er opfyldt, kan landsdommeren ved Grønlands
Landsret tillade, at sagen anlægges efter udløbet af fristerne
i stk. 2.«
2. § 6, stk. 2, ophæves.
3. I § 10, stk. 2, ændres »Overøvrigheden« til: »Rigsom-
budsmanden«.
4. Efter § 23 indsættes:
»§ 23 a. Et barn, der er født uden for ægteskab i Vest-
grønland før den 1. juni 1963 eller i Nord- eller Østgrønland
før den 1. juli 1974, kan uanset § 26 anlægge sag om fader-
skab.
Stk. 2. Barnets dødsbo og barnets mor eller hendes døds-
bo kan ligeledes anlægge sag efter stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne om faderskab til børn født uden
for ægteskab i lovens kapitel 1 og bestemmelserne om sager
om faderskab i retsplejelov for Grønland finder tilsvarende
anvendelse på en sag efter stk. 1, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. Sag efter stk. 1 anlægges ved kredsretten på det
sted, hvor barnet har hjemting. Har barnet ikke hjemting i
Grønland, anlægges sagen ved kredsretten på det sted, hvor
en mand, som barnet angiver at være dets far, har hjemting,
eller, hvis den pågældende mand er afgået ved døden, ved
den kredsret, der behandler hans dødsbo. Hvis der ikke er
værneting for sagen efter 1. og 2. pkt., anlægges den ved
Sermersooq Kredsret.
Stk. 5. Hvis det er nødvendigt, kan retten beskikke en ret-
tergangsfuldmægtig for et barn, der anlægger sag efter stk.
1.«
§ 2
I arvelov for Grønland, lov nr. 154 af 27. maj 1964,
foretages følgende ændringer:
1. § 4, stk. 2, ophæves.
2. § 36 ophæves.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2014.
§ 4
Stk. 1. Et barn, hvis faderskabssag efter den hidtil gælden-
de bestemmelse i § 6, stk. 2, i lov for Grønland om børns
retsstilling er afgjort ved, at en mand eller flere mænd er an-
set som bidragspligtig, kan uanset § 278, stk. 1, i retspleje-
lov for Grønland fremsætte anmodning om genoptagelse af
faderskabssagen.
Stk. 2. Barnets dødsbo og barnets mor eller hendes døds-
bo kan ligeledes fremsætte anmodning efter stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne om faderskab til børn født uden
for ægteskab i kapitel 1 i lov for Grønland om børns retsstil-
ling og bestemmelserne om sager om faderskab i retspleje-
lov for Grønland finder tilsvarende anvendelse på en sag ef-
ter stk. 1, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Hvis det er nødvendigt, kan retten beskikke en ret-
tergangsfuldmægtig for et barn, der fremsætter anmodning
efter stk. 1.
Lovforslag nr. L 16 Folketinget 2013-14
Social- Børne- og Integrationsmin., j.nr. 2012-165
CB000017
§ 5
Faderskab, der er fastslået efter lovens § 1, nr. 4, eller § 4,
kan ikke begrunde genoptagelse af et dødsbo, der er afsluttet
på det tidspunkt, hvor sag om faderskabet blev anlagt, eller
hvor anmodning om genoptagelse af en afsluttet faderskabs-
sag blev fremsat.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
1.1. Indledning
1.2. Baggrund
1.3. Historisk udredning
2. Lovforslagets formål
3. Lovforslagets indhold
3.1. Faderskab
3.1.1. Faderskabsreglerne i Danmark
3.1.1.1. 1908-loven
3.1.1.2. 1937-loven
3.1.1.3. 1960-loven
3.1.1.4. 2001-loven (Gældende ret)
3.1.2. Faderskabsreglerne i Grønland
3.1.2.1. Regulativet fra 1929
3.1.2.2. Børneloven for Grønland - 1962 (Gældende ret)
3.1.3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtigelser
3.1.4. Regeringens overvejelser
3.1.5. Den foreslåede ordning
3.2. Behandlingen af faderskabssager
3.2.1. Reglerne om behandlingen af
faderskabssager i Grønland (Gældende ret)
3.2.2. Regeringens overvejelser
3.2.3. Den foreslåede ordning
3.3. Arveret
3.3.1. Arverets- og genoptagelsesreglerne i
Grønland (Gældende ret)
3.3.1.1. Arveretsreglerne
3.3.1.2. Genoptagelsesreglerne
3.3.2. Forholdet til Danmarks internationale
forpligtigelser
3.3.3. Regeringens overvejelser
3.3.4. Den foreslåede ordning
4. Ajourføring af den familieretlige lovgivning for Grønland
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Miljømæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
11. Hørte myndigheder, organisationer m.v.
12. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser
1. Indledning og baggrund
1.1. Indledning
Det overordnede formål med forslaget er at forbedre retsstil-
lingen for børn født uden for ægteskab i Grønland. Dette
sker dels ved at give et barn, der er født uden for ægteskab i
Grønland før lov for Grønland om børns retsstilling trådte i
kraft i den 1. juni 1963 (for Nord- og Østgrønland dog først
den 1. juli 1974), mulighed for at anmode om rejsning af sag
om, hvem der er dets far, dels ved at give et barn, der er født
uden for ægteskab i Grønland efter lovens ikrafttræden, men
hvis faderskabssag er afgjort med, at en mand eller flere
mænd er anset som bidragspligtig(e), mulighed for at anmo-
de om genoptagelse af sagen, selvom de almindelige betin-
gelser for genoptagelse af en faderskabssag ikke er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til afsnit 1.2. nedenfor om baggrund,
herunder om ikrafttræden af børnelov for Grønland.
Det foreslås således, at faderskab til de omhandlede børn
skal have samme retsvirkninger som faderskab fastslået ef-
ter børneloven for Grønland, herunder at barnet får arveret
efter sin far og hans slægt. Faderskab kan dog ikke begrunde
genoptagelse af et dødsbo, der var afsluttet på det tidspunkt,
hvor faderskabssagen blev anlagt, eller hvor anmodningen
om genoptagelse af en afsluttet faderskabssag blev fremsat.
1.2. Baggrund
Lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstil-
ling (herefter børneloven for Grønland) trådte i kraft for
Vestgrønland den 1. juni 1963. Ved anordning nr. 241 af 6.
maj 1974 om ikrafttræden i Nord- og Østgrønland af lov for
Grønland om børns retsstilling blev loven sat i kraft for
Nord- og Østgrønland den 1. juli 1974.
Børneloven for Grønland indeholder bestemmelser om fa-
derskabet til børn, uanset om de er født i ægteskab eller
uden for ægteskab. Loven indeholder endvidere bestemmel-
ser om forældrenes forsørgelsespligt over for deres børn.
Ved loven blev det muligt at fastslå et egentligt faderskab til
børn født uden for ægteskab i Grønland. Dette betød bl.a., at
de pågældende børn fik arveret efter deres far og hans slægt
efter den dagældende arvelov for Grønland, jf. lov nr. 190 af
7. juni 1958 (herefter 1958-arveloven). Herved blev retstil-
standen for børn født uden for ægteskab i Grønland bragt på
linje med den retstilstand for børn født uden for ægteskab,
der blev indført i Danmark ved lov nr. 131 af 7. maj 1937
om børn uden for ægteskab.
Reglerne i børneloven for Grønland om faderskab til børn
født uden for ægteskab finder imidlertid kun anvendelse på
børn, der er født efter lovens ikrafttræden. Før lovens ikraft-
træden var der adgang til at pålægge en mulig far til et barn
3
født uden for ægteskab at betale bidrag til barnet (bidrags-
pligt), men det var ikke muligt at dømme en mand som far
til et barn med den virkning, at barnet fik arveret efter ham.
I dette lovforslag anvendes betegnelsen ”juridisk faderløse
børn” bl.a. om sådanne børn.
Der er fra grønlandsk side udtrykt ønske om, at der etableres
mulighed for at få fastslået faderskabet til børn, der er født
uden for ægteskabet i Grønland før ikrafttrædelsen af børne-
loven for Grønland, og at disse børn får arveret efter deres
far.
Med dette forslag opfyldes dette ønske, idet ”juridisk fader-
løse børn” får mulighed for at indlede en faderskabssag. Et
faderskab, der er fastslået på denne måde, medfører bl.a., at
barnet får arveret i verserende og fremtidige dødsboer efter
sin far og hans slægt.
Samtidig foreslås det, at børn, der er født uden for ægteskab
efter ikrafttrædelsen af børneloven for Grønland, og hvis fa-
derskabssag er afgjort ved, at der ikke er fastslået et egent-
ligt faderskab, men ved, at en mand eller flere mænd er an-
set som bidragspligtig over for barnet, får mulighed for at
anmode om genoptagelse af deres faderskabssag, også selv-
om de gældende betingelser for anmodning om genoptagel-
se ikke er opfyldt. Det foreslås, at betegnelsen ”juridisk fa-
derløse børn” også anvendes om sådanne børn. Et faderskab
fastslået på denne måde medfører bl.a., at barnet får arveret i
verserende og fremtidige dødsboer efter sin far og hans
slægt.
1.3. Historisk udredning
Som et led i overvejelserne om forbedring af retstilstanden
for de ”juridisk faderløse børn” indgik Grønlands Landssty-
re og den daværende danske regering (Venstre og Det Kon-
servative Folkeparti) en aftale om udarbejdelse af en udred-
ning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i
Grønland frem til ikrafttrædelsen af børneloven for Grøn-
land. Der blev aftalt følgende kommissorium for udrednin-
gen:
”Regeringen anmoder – efter drøftelse med Grønlands Selv-
styre – professor Linda Nielsen, adjunkt Sniff Andersen-Ne-
xø og cand. mag. Jens Heinrich om at udarbejde en historisk
udredning om baggrunden for, at retsstillingen for børn født
uden for ægteskab var forskellig i Grønland og i Danmark
frem til ikrafttrædelsen for Vestgrønland i 1963 og for Øst-
grønland i 1974 af lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland
om børns retsstilling.
Udredningen bør beskrive retsstillingen for børn født uden
for ægteskab efter grønlandsk henholdsvis dansk ret fra om-
kring 1914, hvor man får de første positive bestemmelser i
Grønland, og frem til 1963 henholdsvis 1974 samt foretage
en sammenlignende analyse af retsstillingen. Udredningen
bør endvidere bl.a. beskrive, hvilke overvejelser der lå til
grund for at opretholde henholdsvis ændre retsstillingen i
Grønland i perioden, samt i hvilket omfang der var dialog
mellem danske og grønlandske myndigheder herom.
…
Kildemateriale
Grundlaget for forskernes undersøgelse vil bl.a. være de ak-
ter, som måtte bero hos berørte statslige myndigheder, især
det tidligere Ministerium for Grønland, Justitsministeriet,
Statsministeriet og Rigsombudsmanden i Grønland (tidlige-
re Landshøvdingen over Grønland). Forskerne vil endvidere
kunne anmode om adgang til akter hos andre myndigheder.
Forskerne vil få adgang til myndighedernes akter, herunder i
Rigsarkivet. Myndighederne vil i den forbindelse bestræbe
sig på at yde arkivadgang og meroffentlighed i videst muligt
omfang og er indstillede på at medvirke til offentliggørelse
af bilagsmateriale i forbindelse med forskernes udgivelse af
udredningen.
Grønlands Selvstyre har tilkendegivet, at selvstyrets rele-
vante akter vil blive stillet til rådighed efter anmodning fra
forskerne på de vilkår, som selvstyret angiver.
De nærmere retningslinjer for forskernes adgang til og brug
af akter hos danske myndigheder fremgår af bilaget til kom-
missoriet. ”
Udredningen blev afgivet til Statsministeriet d. 1. juni 2011
med titlen ”Historisk udredning om retsstillingen for børn
født udenfor ægteskab i Grønland 1914-1974”. Udredningen
indeholder nedenstående sammenfatning. Der henvises i øv-
rigt til afsnit 3.1.1. og 3.1.2. nedenfor.
”Udredningen har vist, at der fra 1914 til 1963/1974 i perio-
der har været stor forskel på retsstillingen for børn født uden
for ægteskab i henholdsvis Grønland og Danmark:
I Danmark var der efter 1908-loven først og fremmest regler
om faderskab ved anerkendelse eller en dom om, at faderen
eller de mulige fædre blev forpligtet til at betale børnebi-
drag. Fokus var på den økonomiske forsørgelse. Ved lovgiv-
ningen fra 1937 blev fokus suppleret med det ”naturlige
slægtskab”, således at det blev obligatorisk at fastslå fader-
skabet til børn uden for ægteskab. Der kunne dømmes til fa-
derskab, hvis der var ført bevis for et virkeligt slægtskabs-
forhold mellem far og barn. I så fald fik barnet samme rets-
stilling som et barn født i ægteskab med hensyn til arv og
retten til faderens familienavn – det blev ”lovligt medlem af
faderens familie”, hvilket blev anset som et ”retfærdigheds-
krav”. Der var forskellige regler for ”ægtebørn” og for ”børn
uden for ægteskab”, og der kunne dømmes både til fader-
skab og til bidragspligt. Flere mulige fædre kunne blive på-
lagt at betale børnebidrag, men moderen fik dog kun ét bør-
nebidrag. Bidragspligt medførte ikke retsvirkninger i form
af arv og navn. Ved børneloven af 1960 blev fokus udvidet
med barnets rettigheder og tarv, og på den baggrund blev li-
gestillingen mellem børn født i og uden for ægteskab ført
igennem. Der kunne enten dømmes til faderskab med fulde
retsvirkninger eller ske frifindelse.
4
Hensynet til, at barnet får en fader er blevet endnu mere ud-
talt i børneloven fra 2001; og det er først her, at man lægger
vægt på faderskabets følelses- og identitetsmæssige betyd-
ning for barnet.
I Grønland fastsatte et regulativ fra 1914, at enhver barnefa-
der skulle betale børnebidrag. Bidragene skulle betales uan-
set om faderen var dansk eller grønlandsk, men satserne var
forskellige for de to grupper. Børnebidragene blev indbetalt
til sparekassen. Fokus var som i den danske lovgivning fra
1908 på den økonomiske forsørgelse. Regulativet blev ænd-
ret i 1929, men svarede i store træk til de ældre regler. Der
var ikke regler om faderskab. Den danske lovgivning fra
1937 blev ikke sat i kraft for Grønland. Dermed blev fokus
ikke udvidet med ”det naturlige slægtskab”, ligesom der ik-
ke blev ligestilling med ægtebørnene, baseret på et ”retfær-
dighedskrav”. Den juridiske ekspedition til Grønland i
1948/1949 anbefalede, at der indførtes regler om ægtebørn,
svarende til 1937-loven, men var langt mere forbeholden
over for at indføre de danske regler om adgang til at fastslå
faderskab for børn født uden for ægteskab. Først ved loven
af 1962 om børns retsstilling indførtes regler som svarende
til de danske om faderskab med deraf følgende arveret. På
dette tidspunkt suppleres fokus således med ”det naturlige
slægtskab” og ”ligestilling”, baseret på et ”retfærdigheds-
krav”. Muligheden for at dømme til bidragspligt fastholdes
dog, bl.a. af hensyn til problemerne med at benytte bevis-
midler knyttet til blodtypebestemmelser.
Den grønlandske børnelov blev først betragtet som en over-
gangslov, der skulle erstattes af den danske, så snart proble-
merne omkring blodprøverne var løst. Det viste sig imidler-
tid langt mere vanskeligt end ventet, hvilket blev afgørende
for, at man i 1974 satte den grønlandske børnelov i kraft og-
så for Nord- og Sydgrønland (Social-, Børne- og Integrati-
onsministeriet: Rettelig Nord- og Østgrønland, jf. afsnit
1.2. ).
Forskellen er således især, at der ikke var hjemmel i lovgiv-
ningen til at fastslå en endelig faderskabsforpligtelse for et
barn uden for ægteskab i perioden 1914 til 1962/1974 i
Grønland. Denne manglende mulighed har haft betydning
for, at der har været en gruppe børn, der nu er voksne, som
ikke fik en juridisk fader og derfor betegner sig som ”juri-
disk faderløse”.
Begrundelserne for børnelovenes udformning har især knyt-
tet sig til 3 forhold:
For det første moralske overvejelser knyttet til hvad det ville
betyde for seksualmoralen og antallet af børn uden for ægte-
skab, hvis der blev indført regler om faderskab. Bekymrin-
gen for at det ville medføre uansvarlighed, særlig fra kvin-
dernes side, var udtalt, og der var et udbredt ønske om at be-
skytte ”sædeligheden”, familien og ægteskabet. Det blev an-
ført, at ”tiden ikke var moden”.
For det andet økonomiske hensyn til at sikre barnet forsør-
gelse. Dette blev anset altafgørende og overskyggede andre
hensyn, herunder hensyn til barnet. Man var derfor også be-
tænkelig ved at risikere en situation, hvor man ikke fik en
mand, der kunne sikre barnets forsørgelse – som i så fald
ville blive en byrde for de offentlige kasser.
For det tredje vanskelighederne knyttet til bevis for faderska-
bet, da de blodtypebestemmelser, der blev anvendt i Dan-
mark ikke var velegnede for grønlandske forhold, og det
derfor kunne være vanskeligt at sikre faderskabet. Hertil
kom, at en regel om obligatorisk fastslåen af faderskab ikke
ville hjælpe, hvis det ved danske fædre, f.eks. håndværkere,
var vanskeligt at finde dem, fordi de var rejst tilbage til Dan-
mark.
Spørgsmålet om barnets rettigheder blev i det undersøgte
tidsrum ikke inddraget i overvejelserne. Risikoen for stig-
matisering blev kun ganske sporadisk behandlet, og barnets
behov for en faderskikkelse og at sikre sin identitet, blev slet
ikke berørt. Disse hensyn er først kommet til senere.
Set i en bredere historisk kontekst har såvel den koloniale
som den postkoloniale relation mellem Grønland og Dan-
mark haft afgørende betydning for retsstillingen for børn
født uden for ægteskab:
Både for udformningen af de konkrete regler for disse børn;
og for dialogen mellem og graden af indflydelse for grøn-
landske og danske folkevalgte og embedsfolk.
Grønland var indtil 1953 en dansk koloni, som blev styret
administrativt fra København først af den Kongelige Grøn-
landske Handel, siden af Grønlands Styrelse. I Grønland
fandtes der to forskellige retssystemer for hhv. danske og
grønlandske indbyggere; mens den førstnævnte blev nedfæl-
det i instrukser mv., bestod den sidste frem til 1950’erne ho-
vedsageligt af sædvaneret. Igennem første halvdel af det 20.
århundrede voksede det grønlandske ønske om større med-
bestemmelse og ansvar, og i takt hermed den opfattelse fra
dansk side, at grønlænderne var blevet mere modne og der-
med parate til at blive inddraget i beslutningsprocesserne.
Grønlænderne var i forbindelse med moderniseringen af
Grønland i høj grad indstillet på en udvikling i tæt tilknyt-
ning til dansk kultur og sprog. Ønsket om ligestilling i til-
knytning og indenfor rammerne af det danske rige var gen-
nemgående; men også den opfattelse, at der i ligestillingen
måtte tages højde for de ”særlige grønlandske forhold”.
Udformningen af reglerne i Grønland har både før og efter
den formelle ligestilling i 1953 knyttet sig til ideen om, at
forholdene var anderledes i Grønland end i Danmark: I ko-
lonitiden betragtede Danmark grønlænderne som umodne og
på et lavere kulturelt stade, hvorfor danske retsregler for
børn uden for ægteskab ikke mentes at være relevante og an-
vendelige. Heller ikke grønlænderne efterlyste i denne peri-
ode en egentlig retlig ligestilling, men tog gennem årene of-
te initiativer med hensyn til at etablere regler for forsørgel-
sen af børn født uden for ægteskab, og at regulere på bidra-
gene og mulighederne for at inddrive dem.
5
Fra midten af det 20. århundrede tog degrønlandske regler
derimod afsæt i de danske, hvilket blev betragtet som en af-
gørende forudsætning for at realisere den ønskede ligestil-
ling. Fokus blev derfor ikke længere så entydigt rettet mod
forsørgelsen, men mod at sikre børn født uden for ægteskab
i Grønland den samme retsstilling, som de havde i Danmark.
Indarbejdet i denne fælles forståelse var imidlertid også, at
der fortsat var afgørende forskel på grønlandske og danske
forhold, som nødvendiggjorde en vis tillempning af regle-
rne. Det kom til udtryk bl.a i den grønlandske arvelov fra
1958 og i børneloven fra 1962, hvor de særlige grønlandske
forhold rummede så forskellige fænomener som grønland-
ske familiemønstre og den grønlandske tankegang – og tek-
niske vanskeligheder forbundet med blodtypestatistiske ana-
lyser på materiale fra Grønland.
Dialogen mellem Grønland og Danmark om de grønlandske
regler for børn født uden for ægteskab tog sin start allerede i
slutningen af 1800-tallet. Initiativer kom til tider fra den
ene, og til tider fra den anden side. Mens den danske admi-
nistration var sen til at reagere på grønlandske initiativer an-
gående børnenes forsørgelse frem til omkring 1950, var det
derefter omvendt fra den danske administrations side, at der
blev presset på for mere radikale ændringer i børnenes rets-
stilling. Gennem det meste af perioden stødte danske forslag
om nye regler eller grundlæggende forandringer i disse ofte
på en udbredt skepsis og modstand i de grønlandske lands-
råd. Fra 1960’erne og frem havde der dog udviklet sig en
fælles forståelse og målsætning for lovgivningen vedrørende
børns retsstilling. Den endelige beføjelse til at fastlægge
regler og lovgivning har i hele den undersøgte periode ligget
hos de danske myndigheder.
Et forholdsvis stort antal børn i Grønland har været under-
lagt de beskrevne regler. Her er tale om børn, hvis (formo-
dede) fædre var af både grønlandsk, dansk og anden natio-
nalitet; og mange er formodentlig især i den tidlige del af
perioden blevet ’ægtebørn’, idet deres forældre giftede sig
efter fødslen.
…”.
2. Lovforslagets formål
Grundlæggende har børn født uden for ægteskab samme
retsstilling, hvad enten de er født i Grønland eller Danmark.
To grupper af grønlandske børn har dog en anden retsstil-
ling, idet de ikke har mulighed for at få fastslået, hvem der
er far til dem. Det drejer sig om børn, der er født uden for
ægteskab i Grønland før børneloven for Grønland trådte i
kraft, og børn, der er født uden for ægteskab i Grønland ef-
ter lovens ikrafttræden, men hvis faderskabssag er afgjort
ved, at en mand eller flere mænd alene er anset som bidrags-
pligtig(e) over for barnet.
Det overordnede formål med forslaget er at forbedre retsstil-
lingen for disse to grupper af børn. Dette gennemføres dels
ved at give et barn, der er født uden for ægteskab i Grønland
før børneloven for Grønland trådte i kraft, mulighed for at
anmode om rejsning af sag om, hvem der er dets far, dels
ved at give et barn, der er født uden for ægteskab i Grønland
efter lovens ikrafttræden, men hvis faderskabssag er afgjort
ved, at en mand eller flere mænd er anset som bidragsplig-
tig(e) over for barnet, mulighed for at anmode om genopta-
gelse af sagen, selvom de gældende betingelser for genopta-
gelse ikke er opfyldt. Endvidere afskaffes muligheden for at
afslutte en faderskabssag ved en dom til bidragspligt, når det
ikke er muligt at dømme en mand som far til barnet.
Det foreslås, at faderskab til de omhandlede børn skal have
samme retsvirkninger som faderskab fastslået efter børnelo-
ven for Grønland, herunder at barnet får arveret efter sin far
og hans slægt. Faderskab kan dog ikke begrunde genopta-
gelse af et dødsbo, der var afsluttet på det tidspunkt, hvor fa-
derskabssagen blev anlagt, eller hvor anmodningen om gen-
optagelse af en afsluttet faderskabssag blev fremsat.
3. Lovforslagets indhold
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
– Et barn, der er født uden for ægteskab i Grønland før
børneloven for Grønland trådte i kraft, får mulighed for
at anmode om rejsning af faderskabssag.
– Et barn, der er født uden for ægteskab i Grønland efter
lovens ikrafttræden, men hvis faderskabssag er afgjort
med, at en mand eller flere mænd er anset som bidrags-
pligtig(e) over for barnet, får mulighed for at anmode
om genoptagelse af sagen, selvom de almindelige betin-
gelser for genoptagelse ikke er opfyldt.
– Muligheden for at afslutte en faderskabssag ved en dom
til bidragspligt afskaffes.
– Faderskab, der er resultatet af sådanne sager, har samme
retsvirkninger som faderskab fastslået efter børneloven
for Grønland, hvilket bl.a. indebærer, at barnet har arve-
ret i verserende og fremtidige dødsboer efter sin far og
hans slægt. Faderskab kan dog ikke begrunde genopta-
gelse af et dødsbo, der var afsluttet på det tidspunkt,
hvor faderskabssagen blev anlagt, eller hvor anmodnin-
gen om genoptagelse af en afsluttet faderskabssag blev
fremsat.
3.1. Faderskab
I det følgende redegøres der for den gældende lovgivning
om faderskabet til børn født uden for ægteskab i henholdsvis
Danmark og Grønland. Redegørelserne indledes med en
gennemgang af udviklingen af lovgivningen på dette områ-
de i henholdsvis Danmark og Grønland.
Generelt er formålet med regler om faderskab at fastslå,
hvilken mand der anses som far til et barn. Dette har retlige,
slægtsmæssige og følelsesmæssige dimensioner.
For børn født i ægteskab gælder normalt den såkaldte ”pater
est-regel”, hvorefter et barn, der kan være avlet under mode-
rens ægteskab, anses som barn af ægtemanden. Denne defi-
nition af ”pater est-reglen” følger af § 2, stk. 1, i børneloven
for Grønland.
6
Faderskabet til børn født uden for ægteskab fastslås normalt
ikke automatisk, og der består ikke nødvendigvis en pligt til
at søge faderskabet til sådanne børn fastslået. Faderskabet
fastslås normalt enten ved, at den pågældende mand aner-
kender faderskabet, eller ved, at en kompetent myndighed
fastslår, at den pågældende mand anses som far til barnet.
Det fastlægges i lovgivningen, hvilke retsvirkninger et fa-
derskab har, enten generelt eller inden for de enkelte sags-
områder. Inden for person-, familie- og arveretten har fader-
skab navnlig retsvirkninger i forhold til forsørgelsespligt,
forældreansvar, navn og arveret. Et faderskab har normalt
ikke kun betydning i det indbyrdes forhold mellem far og
barn. Faderskabet kan også have betydning i forhold mellem
faderens slægt og barnets slægt, navnlig i forhold til arveret.
Retsvirkningerne af et faderskab kan bl.a. afhænge af, om
barnet er født i eller uden for ægteskab.
3.1.1. Faderskabsreglerne i Danmark
Faderskabsreglerne i dansk ret for børn født uden for ægte-
skab har gennem tiderne varetaget forskellige hensyn. I den
historiske udredning fremhæves følgende hovedtendenser i
udviklingen:
I middelalderen havde faderskabsreglerne til formål at fast-
lægge eller udelukke barnets tilhørsforhold til faderens
slægt. Et barn fik status som ægtebarn, hvis faderen aner-
kendte det som sit. Hvis han ikke var gift med barnets mor,
kunne han anerkende det som ”slegfredsbarn”, hvilket dog
ikke indebar nogen retlig pligt til at forsørge barnet. En
mand kunne sætte sine ”slegfredsbørn” i arv, men de fik kun
halv arvelod i forhold til hans ægtebørn. De børn, som han
ikke anerkendte – såkaldte ”horebørn” – havde han ingen
forpligtelser overfor.
Fra sidste del af 1600-tallet fik reglerne en drejning i retning
af moralsk-religiøse hensyn – at modvirke synd og beskytte
sædeligheden. Ægteskabsbrud og seksuelle forhold uden for
ægteskab blev gjort strafbare.
Fra midten af 1700-tallet blev det primære mål med fader-
skabsreglerne ændret til sikring af børnenes forsørgelse. Fa-
deren til et barn født uden for ægteskab fik således pligt til i
et vist omfang at betale bidrag til forsørgelsen af barnet. Øn-
skerne om at sikre børnenes forsørgelse drejede sig ikke så
meget om vor tids tanker om børns rettigheder og tarv. Det
bærende element var datidens ide om, at statens trivsel af-
hang af en talrig og sund befolkning. I det perspektiv var det
vigtigt at sikre reproduktionen og opfostringen af de næste
generationer af nyttige samfundsborgere. Børnene blev med
andre ord vigtige for staten, uanset forældrenes civilstand.
Senere blev faderens forsørgelsespligt suppleret med mulig-
hed for, at moderen til et barn født uden for ægteskab kunne
få normalbidraget udbetalt forskudsvis af det offentlige,
hvis hun var i trang, og faderen ikke kunne betale bidraget.
Herved havde samfundet forpligtiget sig til i sidste instans at
sikre det økonomiske grundlag for mor og barn, hvis bidra-
gene udeblev.
Af den historiske udredning fremgår, at indtil 1953, hvor
Grønland ophørte med at være en koloni, var dansk lovgiv-
ning ikke gældende for Grønland. Derefter er al ny dansk
lovgivning gældende for Grønland, medmindre andet følger
af den enkelte lov.
3.1.1.1. 1908-loven
Lov nr. 130 af 27. maj 1908 indeholdende bestemmelser om
børn udenfor ægteskab og disses forældre (herefter 1908-lo-
ven) videreførte den hidtidige retstilstand, jf. afsnit 3.1.1.
Faderskab til et barn født uden for ægteskab medførte såle-
des pligt til at betale bidrag til forsørgelsen af barnet. Mode-
ren kunne få dele af bidraget udbetalt forskudsvist af det of-
fentlige, og hun kunne få bistand fra det offentlige til at få
den resterende del af bidraget inddrevet.
I den historiske udredning er loven beskrevet således:
”Ved 1908-lovenblev kimen lagt til regler om, at det skulle
være obligatorisk at fastslå faderskabet til et barn. Dette var
først og fremmest begrundet i det offentliges interesser i fa-
derens deltagelse i udgifter til barnets forsørgelse via børne-
bidrag. Ved loven blev det pålagt moderen at afgive forkla-
ring om barnets far, når der blev søgt hjælp til barnets un-
derhold af det offentlige. Faderskab kunne i almindelighed
kun fastslås ved frivillig anerkendelse, hvorved barnet fik
faderens navn. Blev sagen afgjort ved dom, lød afgørelsen
blot på, at faderen eller de mulige fædre blev forpligtet til at
betale bidrag til barnets underhold. Der var således ikke ar-
veret efter faderen. ”
Den samtidigt vedtagne lov nr. 131 af 27. maj 1908 indehol-
dende nogle bestemmelser om hustruers og ægtebørns rets-
stilling vedrørte hovedsagelig ægtemandens pligt til at beta-
le bidrag til forsørgelsen af barnet, herunder om forskudsvis
udbetaling og inddrivelse af børnebidrag.
Ingen af de to love indeholder særskilte regler om fastslåelse
af faderskab.
3.1.1.2. 1937-loven
Ved lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab
(herefter 1937-loven) blev retstilstanden for børn født uden
for ægteskab ændret radikalt, idet der blev indført ligestillin-
gen mellem børn født i og uden for ægteskab. Denne lige-
stilling blev slået fast i lovens § 1: ”Børn uden for Ægteskab
har samme retlige Stilling i Forhold til deres Forældre som
Ægtebørn, medmindre Lovgivningen udtrykkelig fastsætter
andet. ”. Dette indebar bl.a., at barnet fik arveret efter sin far
og fik ret til at bære faderens familienavn.
Det blev endvidere obligatorisk at rejse faderskabssag, og
moderen fik pligt til at oplyse, hvem der kunne være far til
barnet. Under faderskabssagen kunne den angivne far aner-
kende faderskabet. Gjorde han ikke det – eller var der flere
faderskabsmuligheder – blev en mand anset som far til bar-
net, når retten fandt det bevist, at han havde haft samleje
med moderen inden for avlingstiden, uden at der forelå om-
7
stændigheder, som udelukkede, at barnet kunne ”være frug-
ten heraf”, at der ikke fandtes grund til at antage, at moderen
inden for avlingstiden også havde haft samleje med en an-
den mand, der kunne være far til barnet, og at der i øvrigt
ikke forelå omstændigheder, som gjorde det tvivlsomt, at
den pågældende var far til barnet.
Blev ingen anset som far til barnet, blev den mand eller de
mænd, som havde haft samleje med moderen inden for av-
lingstiden, anset som bidragspligtig(e) over for barnet, med-
mindre der forelå omstændigheder, som udelukkede, at bar-
net kunne være avlet af den pågældende mand. Hvis flere
mænd blev anset som bidragspligtige, skulle de hver især
betale normalbidraget i børnebidrag. Bidragene tilkom det
offentlige og indgik i en bidragsfond, mens mor og barn kun
modtog ét normalbidrag fra det offentlige. Dom til bidrags-
pligt medførte ikke retsvirkninger ud over pligten til at beta-
le bidrag til forsørgelsen af barnet.
Muligheden for at dømme til bidragspligt hang sammen
med, at de dagældende muligheder for at anvende biologi-
ske bevismidler ikke var så gode, at man med sikkerhed en-
ten kunne anse en mand som far til barnet eller kunne ude-
lukke faderskabet for en involveret mand.
Samtidig blev der gennemført en lov om børn født i ægte-
skabet – lov nr. 132 af 7. maj 1937 om ægtebørn – der i
modsætning til 1908-loven indeholdt regler om faderskabet
til børn født i ægteskab, herunder om muligheden for at an-
fægte ægtemandens faderskab.
3.1.1.3. 1960-loven
Ved lov nr. 200 af 18. maj 1960 om børns retsstilling (heref-
ter 1960-loven) blev de to børnelove om børn født uden for
ægteskab (1908-loven og 1937-loven) slået sammen til en
lov. I relation til retsvirkningerne af faderskab indførte lo-
ven ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab.
I relation til konstatering af faderskab blev de eksisterende
forskelle opretholdt. For børn født uden for ægteskab blev
pligten til at rejse faderskabssag og moderens oplysnings-
pligt opretholdt. Faderskabsreglerne blev dog ændret sådan,
at den, der inden for avlingstiden havde haft samleje med
moderen, blev anset som fader til barnet, medmindre der
forelå omstændigheder, som gjorde det lidet sandsynligt, at
han var barnets far. Havde moderen inden for avlingstiden
haft samleje med flere mænd, kunne en mand kun anses som
far til barnet, såfremt der var væsentlig større sandsynlighed
for, at barnet var avlet af ham end af en anden. Baggrunden
for denne ændring var, at de retsmedicinske undersøgelser
og blodtypestatistiske vurderinger var blevet så sikre, at det
næsten altid kunne lade sig gøre at fastslå, hvem der måtte
anses som far til barnet. Som en konsekvens af dette blev
muligheden for at dømme en mand eller flere mænd til bi-
dragspligt afskaffet.
Efter § 23 i 1960-loven gælder loven ikke for Grønland.
3.1.1.4. 2001-loven (Gældende ret)
De gældende regler om faderskab findes nu i børneloven –
lov nr. 460 af 7. juni 2001 (herefter 2001-loven). Ved denne
lov er der sket en yderligere ligestilling mellem reglerne om
faderskab til børn født i og uden for ægteskab, idet faderska-
bet til et barn født uden for ægteskab kan registreres ved, at
forældrene erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og
ansvaret for barnet. Denne registrering af faderskabet sker i
forbindelse med registrering af barnets fødsel efter nogen-
lunde samme principper som ved registrering af faderskabet
til et barn født i ægteskab. Herudover har loven øget fokus
på at sikre, at faderskabet til børn født uden for ægteskab
fastslås.
3.1.2. Faderskabsreglerne i Grønland
3.1.2.1. Regulativet fra 1929
I 1929 blev der udsendt et nyt regulativ om forsørgelsen af
børn født uden for ægteskab i Grønland, jf. skrivelse af 15.
marts 1929 fra Indenrigsministeriet til landsfogederne inde-
holdende Regulativ angaaende Underholdsbidrag til Børn,
født udenfor Ægteskab i Grønland (herefter kaldet Regulati-
vet fra 1929).
Regulativet opretholdt den dagældende retstilstand, hvoref-
ter den mand, der var far til et barn født uden for ægteskab,
kunne pålægges at betale bidrag til forsørgelsen af barnet,
uden at barnet derved fik arveret efter ham. Regulativet in-
deholdt således ikke regler om fastslåelse af egentligt fader-
skab.
I den historiske udredning er Regulativet fra 1929 beskrevet
således:
”Regulativet fra 1929 om børn uden for ægteskab behandle-
de fremgangsmåden til konstateringen af underholdspligt fra
faderen til barnet. Det blev fremhævet, at når kommunerådet
kom til kundskab om, at der ved stedet var født et barn uden
for ægteskab, skulle der tilvejebringes oplysning om, hvem
barnefaderen kunne antages at være. Såfremt den pågælden-
de stod under den grønlandske ret, skulle kredsretten indkal-
de ham til at afgive erklæring om, hvorvidt han vedkendte
sig faderskabet.
Gjorde han det, blev sagen sendt til sysselmanden; gjorde
han det ikke, eller udeblev han, blev sagen sendt til syssel-
retten. Hvis barnefaderen var bosat i en anden kommune,
blev sagen sendt til sysselmanden. …
Efter reglerne var konstateringen af underholdspligten såle-
des obligatorisk. …
De Grønlandske kommuneråd gav overvejende udtryk for,
at konstateringen af underholdspligten normalt ikke var for-
bundet med større vanskeligheder. Nægtede barnefaderen i
første omgang, hvad der angiveligt ikke var helt sjældent,
konfronteredes barnemoderen og barnefaderen, hvorefter
barnefaderen angiveligt i de fleste tilfælde indrømmede.
Nægtede den udlagte barnefader, eller udeblev han fra kom-
8
munerådet, skulle sagen ifølge Regulativet fra 1929 sendes
til sysselretten. …
I Regulativet fra 1929 fandtes ingen bestemmelser om,
hvordan der skulle forholdes, når der måtte antages at fore-
ligge samleje med flere i avlingstiden. Spørgsmålet blev
rejst under udarbejdelse af regulativet i 1929, men et forslag
om indførelse af regler herom blev afvist, ” idet det fandtes
heldigst i så vidt omfang som muligt kun at komme ind på at
udpege en enkelt, for hvis vedkommende der var størst
sandsynlighed for, at han var den rette”. De grønlandske
kredsretter (KR) syntes at have handlet i overensstemmelse
hermed. Der var således ingen særskilte regler om flere bi-
dragspligtige.
Sager, hvori danske blev udlagt som fædre til børn født
udenfor ægteskab, var ikke helt sjældne. Disse sager blev li-
gesom andre rejst af kredsretten (KR), der indsendte sagen
til sysselmanden. Denne var bemyndiget til at modtage bar-
nefaderens anerkendelse af faderskabet, således at overens-
komsten blev indsendt til landsfogeden til godkendelse.
Hvis faderskabet ikke blev anerkendt, blev sagen indsendt
til landsfogeden. …
Om bevismidlerne var det i Regulativet fra 1929 foreskre-
vet, at sysselmanden, hvis det var nødvendigt, fik en erklæ-
ring fra vedkommende læge om barnets avlingstid. Herud-
over udtalte Regulativet, at sagen skulle afgøres under samt-
lige oplyste omstændigheder. Der måtte således dømmes ef-
ter de af parterne og eventuelt vidners afgivne forklaringer,
særlig også efter det modtagne indtryk af parternes personli-
ge optræden under sagen (”fasthed og sandfærdighed på den
ene side, veghed og usandfærdighed på den anden”). Det be-
stemtes udtrykkeligt, at partsed ikke kunne finde anvendel-
se.
Blodtypebestemmelse blev i ret vidt omfang anvendt som
bevismiddel. Der blev henvist til en række sager herom, og
det blev fremhævet, at der på ”SR mødet” i 1949 blev frem-
sat ønske om at få meddelt retningslinjer for anvendelse de-
raf. Det blev betonet, at der hos mange syntes at herske den
opfattelse, at blodtypebestemmelsen positivt er i stand til at
vise, hvem der er far. ”
3.1.2.2. Børneloven for Grønland - 1962 (Gældende ret)
De danske børnelove fra 1937 (se afsnit 3.1.1.2. ) blev ikke
sat i kraft for Grønland, men 1960-loven (se afsnit 3.1.1.3. )
blev sat i kraft for Grønland ved lov nr. 197 af 16. juni 1962
for Grønland om børns retsstilling.
Efter § 26, stk. 1, i børneloven for Grønland trådte loven i
kraft for Vestgrønland den 1. juni 1963. Ved anordning nr.
241 af 6. maj 1974 om ikrafttræden i Nord- og Østgrønland
af lov for Grønland om børns retsstilling blev loven sat i
kraft for Nord- og Østgrønland den 1. juli 1974. Bestemmel-
serne i lovens kapitel 1 (faderskab) og kapitel 2 (barnets for-
sørgelse) finder efter § 26, stk. 2, 1. pkt., kun anvendelse,
hvor fødslen er sket efter lovens ikrafttræden. § 5 om fader-
skab til børn født i ægteskab finder dog også anvendelse,
hvor fødslen er sket før lovens ikrafttræden.
Børneloven for Grønland svarer i vidt omfang til 1960-lo-
ven. I forhold til den tidligere retstilstand i Grønland indfør-
te loven regler om faderskabet til børn født i ægteskab samt
adgang til at fastslå egentligt faderskab til børn født uden for
ægteskab.
I relation til denne gruppe af børn indeholder børneloven for
Grønland en enkelt væsentlig fravigelse i forhold til 1960-
loven: muligheden i Regulativet fra 1929 for at dømme en
mand som bidragspligtig – uden fastslåelse af et egentligt
faderskab – blev opretholdt.
Efter § 6, stk. 1, i børneloven for Grønland anses den, der
har haft samleje med moderen inden for avlingstiden, som
fader til et barn født uden for ægteskab. Dette gælder dog ik-
ke, når der foreligger omstændigheder, der gør det tvivl-
somt, om den pågældende er far til barnet. Denne bestem-
melse svarer til § 6, stk. 1, i 1960-loven. Afgørelsen i de fle-
ste faderskabssager træffes på grundlag af retsgenetiske un-
dersøgelser, der er baseret på blodprøver el.lign. fra barnet
og moderen sammenholdt med blodprøver el.lign. fra de in-
volverede mænd. Fastslåelse af faderskab er dog ikke betin-
get af, at der kan gennemføres en retsgenetisk undersøgelse.
De oplysninger, der er nødvendige for at fastslå et fader-
skab, kan således også fremkomme på andre måder, f.eks.
hvis det gennem parts- og vidneforklaringer må lægges til
grund, at moderen i avlingstiden alene har haft samleje med
en mand, og det ikke på grund af sterilisering eller sygdom
er udelukket, at den pågældende mand kan være far til bar-
net.
I situationer, hvor ingen anses som far til barnet, anses den
mand eller de mænd, der har haft samleje med moderen in-
den for avlingstiden, efter § 6, stk. 2, i børneloven for Grøn-
land som bidragspligtig over for barnet. Dette gælder dog
ikke, når der foreligger omstændigheder, der udelukker, at
barnet kan være avlet af den pågældende mand. Det følger
af lovens § 19, at når der alene er fastslået bidragspligt, er
bidraget det til enhver tid gældende normalbidrag. Hvis flere
mænd er anset som bidragspligtige, skal de hver især betale
normalbidraget i børnebidrag. Disse bidrag indbetales til
kommunekassen. Det indkomne beløb udbetales til bidrags-
modtageren – dog ikke udover et beløb svarende til normal-
bidraget. Dom til bidragspligt medfører ikke arveret. Dom-
stolene i Grønland har oplyst, at man ikke har kendskab til
tilfælde, hvor der inden for de senere år er truffet afgørelse
om bidragspligt.
Loven fastlægger kun retsvirkningerne af et faderskab i for-
hold til forældres pligt til at forsørge deres børn. Denne for-
sørgelsespligt ophører ved barnets fyldte 18. år. Bidrag til
undervisning og uddannelse kan dog pålægges indtil barnets
fyldte 24. år. Reglerne om denne forsørgelsespligt findes i
lovens kapitel 2.
9
Faderskab har også retsvirkninger på andre områder. Dette
følger imidlertid ikke af børneloven for Grønland, men af
lovgivningen på de omhandlede retsområder. Inden for fa-
milieretten m.v. har faderskab ud over forsørgelsespligt
navnlig retsvirkninger i forhold til forældreansvar m.v.,
navn og arveret.
Efter § 8 i lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne, der
er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 549 af 21. au-
gust 1986, kan et barn tage et efternavn, der bæres eller har
været båret af en af sine forældre, bedsteforældre eller olde-
forældre, medmindre navnet er erhvervet på grundlag af æg-
teskab. Anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter, at
slægtskabet er fastslået retligt.
Reglerne om forældremyndighed m.v. findes i myndigheds-
loven, der er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 306
af 14. maj1993.
Med hensyn til arveret henvises til afsnit 3.3. nedenfor.
2001-loven er ikke sat i kraft for Grønland, men den påtæn-
kes sat i kraft for Grønland som et led i den generelle ajour-
føring af den familieretlige lovgivning for Grønland, jf. af-
snit 4. nedenfor.
3.1.3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtigelser
Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention har enhver ret til respekt for bl.a. sit privat-
og familieliv. Efter artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myn-
dighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre
det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed,
den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for
at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og
friheder.
Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
er spørgsmål om faderskab omfattet af retten til privat- og
familieliv. Dette følger bl.a. af sagen Backlund mod Fin-
land, dom af 6. juli 2010, hvor Domstolen tog stilling til ret-
ten for et barn født uden for ægteskab til at få sin biologiske
fars faderskab fastslået. I sagen fandt Domstolen, at det in-
debar krænkelse af artikel 8, at et barns anmodning om at få
sin biologiske fars faderskab fastslået var blevet afvist under
henvisning til, at sagen ikke var blevet indledt inden for en
lovfæstet frist, som der ikke kunne dispenseres fra. Dommen
synes at fastslå en pligt for staten til at indrette lovgivningen
således, at et barn har mulighed for efter en konkret vurde-
ring at søge faderskabet fastslået.
Med forslaget sikres det, at de omhandlede faderskabsregler
er i overensstemmelse med konventionen og Domstolens
praksis.
Om retten for et barn født uden for ægteskab til at tage arv
efter sin biologiske far henvises til afsnit 3.3. nedenfor, sær-
ligt afsnit 3.3.2. om forholdet til Danmarks internationale
forpligtigelser på arveretsområdet.
3.1.4. Regeringens overvejelser
Gennemgangen af den danske og grønlandske faderskabs-
lovgivning viser, at den delvise ligestilling mellem børn født
i og uden for ægteskab, der blev gennemført i Danmark i
1937, først blev gennemført ved børneloven for Grønland,
der blev vedtaget i 1962. Dette betyder, at et barn født uden
for ægteskab i Grønland før lovens ikrafttræden ikke har
mulighed for at få fastslået, hvem der er dets far.
Fra grønlandsk side lægges der stor vægt på, at dette pro-
blem løses, sådan at disse børn får mulighed for at få fastslå-
et, hvem der er deres far.
Det er i dag ikke muligt at lave om på tidligere tiders lovgiv-
ningsmæssige beslutninger på faderskabsområdet, men det
er muligt at søge at mindske forskellene mellem retstilstan-
den i Danmark og Grønland med hensyn til faderskab til
børn født uden for ægteskab før ikrafttrædelsens af børnelo-
ven for Grønland ved at give disse børn mulighed for at få
fastslået, hvem der er deres far.
Regeringen ønsker derfor at give disse børn mulighed for at
rejse faderskabssag. Materielt skal sådanne afgørelser om
faderskab træffes efter bestemmelsen i § 6, stk. 1, i børnelo-
ven for Grønland, der er beskrevet ovenfor i afsnit 3.1.2.2.
Som nævnt ovenfor i afsnit 3.1.2.2. er der i Grønland fortsat
mulighed for ved dom at anse en mand som bidragspligtig
over for et barn født uden for ægteskab, når faderskabet til
barnet ikke kan fastslås. Selvom det er planen at sætte de
nye faderskabsregler i 2001-loven i kraft for Grønland som
et led i ajourføringen af den familieretlige lovgivning for
Grønland (se nedenfor i afsnit 4), og selvom bestemmelsen
om bidragspligt næppe har nogen praktisk betydning i dag,
finder regeringen, at bestemmelsen bør ophæves. Med for-
slaget sættes der lovgivningsmæssigt et punktum for en væ-
sentlig forskel mellem børn født i og uden for ægteskab i
Grønland.
Faderskabssager, der er afgjort ved bidragspligt, kan kun sø-
ges genoptaget, når visse betingelser er opfyldt, jf. § 278 i
retsplejelov for Grønland, der er beskrevet nedenfor i afsnit
3.2.1. Genoptages sagen, bliver det muligt at få fastslået et
egentligt faderskab til barnet. Det kan imidlertid ikke ude-
lukkes, at der kan forekomme situationer, hvor betingelserne
for genoptagelse af sagen ikke er opfyldt. Regeringen øn-
sker at give de omhandlede børn mulighed for at søge så-
danne faderskabssager genoptaget, selvom betingelserne
herfor i den gældende lovgivning ikke er opfyldt.
Endelig ønsker regeringen, at faderskab, der er resultatet af
de nævnte muligheder for at rejse faderskabssag eller få en
afsluttet faderskabssag genoptaget, skal have samme rets-
virkninger, som faderskabet til et barn født uden for ægte-
skabet har efter børneloven for Grønland, jf. ovenfor i afsnit
3.1.2.2.
10
3.1.5. Den foreslåede ordning
Regeringen foreslår, at der i børneloven for Grønland ind-
sættes en bestemmelse, hvorefter et barn, der er født uden
for ægteskab i Grønland før lovens ikrafttræden, kan anlæg-
ge sag om faderskab.
Regeringer foreslår videre, at der i loven indsættes en be-
stemmelse, der giver et barn, der er født uden for ægteskab i
Grønland efter lovens ikrafttræden, men hvis faderskabssag
er afgjort med, at en mand eller flere mænd alene er anset
som bidragspligtig, mulighed for at fremsætte anmodning
om genoptagelse af sagen, selvom de gældende betingelser
for genoptagelse ikke er opfyldt.
Samtidig foreslås det, at muligheden for at dømme til bi-
dragspligt afskaffes ved ophævelse af § 6, stk. 2, i børnelo-
ven for Grønland.
Retsvirkningerne af et faderskab, der er resultatet af de fore-
slåede muligheder for at rejse faderskabssag eller at få en af-
sluttet faderskabssag genoptaget, vedrører primært arve- og
navneret. Retsvirkningerne af faderskab i relation til navn
følger af den gældende navnelovgivning, jf. ovenfor i afsnit
3.1.2.2. Med hensyn til arveret henvises til afsnit 3.3. neden-
for.
3.2. Behandlingen af faderskabssager
3.2.1. Reglerne om behandlingen af faderskabssager i Grøn-
land (Gældende ret)
Reglerne i § 6 børneloven for Grønland om, hvem der anses
som far til et barn født uden for ægteskab (se afsnit
3.1.2.2. ), suppleres af reglerne om behandlingen af sager
om faderskab i retsplejelov for Grønland, jf. lov nr. 305 af
30. april 2008, navnlig lovens kapitel 26 om sager om fader-
skab. Børneloven for Grønland indeholder dog også enkelte
sagsbehandlingsregler.
I § 8 i børneloven for Grønland fastslås det, at moderen til et
barn født uden for ægteskab skal rejse faderskabssag straks
efter fødslen ved henvendelse til politiet. Efter § 9 skal poli-
tiet drage omsorg for sagens videre behandling og indsen-
delse til kredsdommeren.
Efter retsplejelovens § 272, stk. 1, kan en faderskabssag an-
lægges her i riget, hvis sagsøgte har bopæl eller ophold her,
hvis sagsøgtes dødsbo behandles her eller har været behand-
let her, eller hvis moderen eller barnet har bopæl her.
Faderskabssag anlægges efter § 273 ved moderens hjemting
(bopæl). Har moderen ikke hjemting her i riget, anlægges
sagen ved sagsøgtes hjemting. Kan intet andet værneting på-
vises, anlægges sagen ved barnets hjemting eller efter ju-
stitsministerens bestemmelse ved en anden ret. Bestemmel-
sen indebærer bl.a., at en faderskabssag ikke kan behandles i
Grønland, hvis moderen har hjemting i Danmark eller på
Færøerne, heller ikke selvom sagen har nær tilknytning til
Grønland, f.eks. fordi barnet har bopæl i Grønland.
Efter § 275, stk. 1, udarbejder kredsdommeren stævning i
sagen, fastlægger tid og sted for retsmødet og sørger for, at
stævningen forkyndes for den mulige far eller de mulige
fædre.
Det antages, at domstolene af egen drift forestår behandlin-
gen af faderskabssager, herunder drager omsorg for sagens
oplysning. Til sammenligning henvises til § 456 h, stk. 1 og
2, i retsplejeloven for Danmark (lovbekendtgørelse nr. 1008
af 24. oktober 2012), hvorefter retten drager omsorg for sa-
gens oplysning, træffer bestemmelse om afhøring af parter
og vidner og om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige
og andre bevismidler samt indkalder parter og vidner.
Hvis der er særlig anledning til det, kan retten efter § 275,
stk. 2, i retsplejelov for Grønland beskikke en rettergangs-
fuldmægtig for moderen eller sagsøgte. Reglerne om beskik-
kelse af rettergangsfuldmægtige findes i lovens §§ 260 og
261. Efter disse bestemmelser beskikkes der som udgangs-
punkt en advokat som rettergangsfuldmægtig, men der kan
også beskikkes andre jurister, hvis det findes forsvarligt.
Den beskikkede rettergangsfuldmægtig har krav på et pas-
sende salær og godtgørelse for udlæg, der fastsættes af ret-
ten. Udgifterne hertil afholdes af statskassen.
Parter og vidner har efter lovens § 276 pligt til at møde og
udtale sig om alle punkter af betydning for sagen. Reglerne
om tvangsmidler over for vidner finder tilsvarende anven-
delse. Reglerne herom findes i kapitel 12, der bl.a. indehol-
der regler om pligten til at afgive vidneforklaring og om
tvangsmæssige foranstaltninger over for vidner, der udebli-
ver fra et retsmøde eller nægter at afgive forklaring. Efter
§ 150, stk. 1, omfatter dette bl.a. bøde, løbende bøde og af-
hentning ved politiet.
Endvidere har sagens parter pligt til at underkaste sig under-
søgelser, som efter rettens skøn er af betydning for sagens
oplysning, f.eks. blodprøveudtagning med henblik på retsge-
netiske undersøgelser. Det er ikke fastlagt ved lov, hvem der
er part i en faderskabssag. I overensstemmelse med § 456 e i
retsplejeloven for Danmark må det dog antages, at barnet,
moderen og enhver mand, der kan være far til barnet – samt
disses eventuelle dødsboer – er parter i sagen.
Hertil kommer, at retten efter reglerne om editionspligt i
§ 184 i retsplejelov for Grønland med visse undtagelser kan
pålægge modparten eller tredjemand at forevise eller udle-
vere dokumenter, der er undergivet vedkommendes rådig-
hed, og som har betydning for sagen.
Faderskab kan fastslås på to måder. Efter § 274 kan aner-
kendelse af faderskab ske enten i en skriftlig erklæring, som
skal være afgivet ved personligt møde for politiet eller
mundtligt ved personligt møde for kredsdommeren. Aner-
kendes faderskabet ikke, fastslås faderskabet ved dom.
Den ret, der sidst har afsagt dom i en faderskabssag, kan ef-
ter § 278 genoptage sagen til fornyet behandling, hvis en af
parterne sandsynliggør, at dommen bygger på urigtige for-
udsætninger, og at nye oplysninger vil føre til en ændret af-
11
gørelse. Anmodning om genoptagelse må af faderen frem-
sættes for retten, senest 1 år efter at han er blevet bekendt
med de omstændigheder, som anmodningen støttes på, og
senest 5 år efter barnets fødsel. Genoptagelse af en fader-
skabssag efter udløbet af denne frist kan tillades af lands-
dommeren ved Grønlands Landsret, når særlige omstændig-
heder taler for det, og det må antages, at en fornyet behand-
ling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for bar-
net. Bestemmelsen finder også anvendelse på faderskabssa-
ger, der alene er resulteret i en dom til bidragspligt.
Både efter børneloven for Grønland og efter retsplejelov for
Grønland kan barnet – når det er fyldt 18 år og blevet myn-
digt – selv anlægge faderskabssag eller anmode om genopta-
gelse af en afsluttet faderskabssag.
Der kan anlægges faderskabssag eller fremsættes anmod-
ning om genoptagelse af en afsluttet faderskabssag, selvom
barnet, moderen eller den mulige far er afgået ved døden.
Hverken retsplejeloven eller børneloven for Grønland inde-
holder regler, der specifikt vedrører behandlingen og afgø-
relsen af faderskabssager i sådanne situationer. Sådanne fa-
derskabssager behandles og afgøres derfor efter de samme
regler som andre faderskabssager. Den materielle afgørelse
om faderskabet til børn født uden for ægteskab træffes såle-
des efter § 6 i børneloven for Grønland, der er beskrevet
ovenfor i afsnit 3.1.2.2. Processuelt behandles sagerne efter
ovenstående regler. Sag skal således anlægges ved den ret,
der udpeges efter værnetingsbestemmelsen i § 273, og an-
modning om genoptagelse af faderskabssag skal fremsættes
over for den ret, der sidst har afsagt dom i sagen, jf. § 278.
Herefter skal det afklares, mod hvem faderskabssagen skal
anlægges i situationer, hvor den opgivne far er afgået ved
døden. Det bemærkes, at det følger af forslagets § 4, at fa-
derskab, der er fastslået efter de foreslåede regler, ikke kan
begrunde genoptagelse af et dødsbo, der er afsluttet på det
tidspunkt, hvor faderskabssagen blev anlagt, eller hvor an-
modningen om genoptagelse af en afsluttet faderskabssag
blev fremsat, jf. neden for i afsnit 3.3.4.
Det følger af § 456 e, stk. 1, nr. 3, i den danske retsplejelov,
at mænd eller dødsboer, som retten efter § 17 i 2001-loven
skal inddrage i en faderskabssag, har partsstatus i sagen. Ef-
ter retsplejelovens § 456 f skal meddelelse om en fader-
skabssag gives til parterne. Er en part død, gives meddelel-
sen til dødsboet. Efter § 456 g, 2. pkt., skal retten beskikke
en advokat for den opgivne far, hvis han er død, og der ikke
gives møde af dødsboet.
Det fremgik indtil den 1. juli 2002 udtrykkeligt af § 456 f,
stk. 3, og § 456 g, 3. pkt., i den danske retsplejelov, at sag-
en, når en formodet far var afgået ved døden, skulle rettes
mod afdøde, og at retten i sådanne tilfælde skulle beskikke
en advokat for den pågældende, hvis dødsboet ikke gav mø-
de. Det fremgår af forarbejderne til de gældende bestemmel-
ser (FT 2000-01, Tillæg A, s. 90), at der trods ændrede for-
muleringer ikke er tilsigtet ændringer i bestemmelsernes
indhold.
Ordningen i Danmark er således efter retsplejelovens §§ 456
e og 456 g den, at en faderskabssag mod en afdød mand ret-
tes mod hans dødsbo. Hvis dødsboet er afsluttet, anlægges
sagen mod afdøde, for hvem der beskikkes en advokat.
Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 198 af 16. juni
1962 om ændringer i lov om rettens pleje i Grønland (FT
1961-62, Tillæg A, sp. 1641), at der ved udformningen af
reglerne i loven om behandlingen af faderskabssager er taget
udgangspunkt i de danske regler, som affattet ved lov nr.
201 af 18. maj 1960, men at man har søgt at affatte bestem-
melserne så korte og klare som muligt.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til den gældende
grønlandske retsplejelov (FT 2007-08, Tillæg A, s. 1439), at
bestemmelserne vedrørende behandlingen af faderskabssa-
ger i den tidligere grønlandske retsplejelov er videreført
stort set uændret i den nugældende lov, dog med en vis
sproglig ajourføring. I bemærkningerne til den tidligere § 7 i
kapitel 4, afdeling C, der er videreført i den nugældende
§ 275 i retsplejelov for Grønland, er det anført, at bestem-
melsen bl.a. svarer til den dagældende § 456 g i den danske
retsplejelov (FT 1961-62, Tillæg A, sp. 1643).
Retsstillingen i Grønland vedrørende anlæggelse af fader-
skabssag mod en afdød mand, herunder hvis hans dødsbo er
afsluttet, må på den baggrund antages at svare til den dan-
ske, således at sagen anlægges mod hans dødsbo. Hvis døds-
boet er afsluttet, anlægges sagen mod afdøde, for hvem der
beskikkes en rettergangsfuldmægtig.
De ovennævnte regler om behandlingen af faderskabssager
finder anvendelse på sådanne sager med de tilpasninger, der
følger af sagernes særegne karakter. Hvis sagen ikke anlæg-
ges mod en fysisk eller juridisk person, kan dommeren ek-
sempelvis overveje at undlade at udarbejde stævning i sagen
(§ 275, stk. 1, i retsplejelov for Grønland), og dommeren må
overveje, om fysiske eller juridiske personer, der har en ret-
lig interesse i sagen, skal gives mulighed for at indtræde i
sagen efter principperne i lovens § 192. Efter denne bestem-
melse kan tredjemand, der har en retlig interesse i sagens
udfald, indtræde i sagen til støtte for en af parterne. Det er
retten, der bestemmer, på hvilken måde den indtrædende
skal have adgang til at udtale sig og føre bevis under sagen,
og retten kan efter anmodning tillægge eller pålægge den
indtrædende sagsomkostninger.
I relation til faderskabssager, hvor en part er afgået ved dø-
den, har Københavns Universitet (Retsgenetisk Afdeling)
oplyst, at det anbefalede prøvemateriale til retsgenetisk un-
dersøgelse i faderskabssager er blod eller mundskrab fra le-
vende personer. Andet biologisk materiale fra levende per-
soner kan dog også anvendes. Når afdøde personer inddra-
ges i en retsgenetisk undersøgelse, anbefales det at anvende
biologisk materiale fra afdøde, der stammer fra afdødes per-
sonlige genstande (tandbørster, barbermaskiner m.v.) eller
fra andre genstande, som kan indeholde biologisk materiale
fra afdøde, f.eks. kuverter eller fra hospitaler og lign., eller
at anvende biologisk materiale fra afdødes nære slægtninge
12
(børn, forældre eller søskende m.v.). Der henvises endvidere
til Vestre Landsrets kendelse af 3. juli 2000, refereret i Uge-
skrift for retsvæsen 2000, side 2190, og i Tidsskrift for Fa-
milie- og Arveret 2000, side 442/1.
Retsgenetiske undersøgelser (blodprøveudtagning eller
mundskrab) kan foretages med de pågældendes accept. Pro-
testerer den pågældende mod at deltage i undersøgelsen, er
der hjemmel til at pålægge sagens parter – se oven for – at
underkaste sig undersøgelser. Andre personer kan derimod
ikke pålægges at underkaste sig sådanne undersøgelser.
Lovens § 275, stk. 2, om beskikkelse af rettergangsfuld-
mægtig i en faderskabssag giver ikke retten mulighed for at
beskikke en rettergangsfuldmægtig for barnet, heller ikke
selvom det er barnet, der anlægger faderskabssagen. I stedet
kan barnet søge om fri proces efter reglerne i lovens kapitel
21. Efter lovens § 254 har en person efter ansøgning ret til
fri proces, hvis personen skønnes at have rimelig grund til at
føre proces, juridisk bistand må anses for nødvendig for at
føre sagen, og personen ikke uden at lide væsentlige afsavn
kan betale de omkostninger, der er forbundet med at antage
en juridisk uddannet rettergangsfuldmægtig i sagen. Efter
§ 1, stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 1154 af 5. december
2011 om fri proces i Grønland kan fri proces efter § 254
meddeles, hvis ansøgerens årlige indtægt før skat er 289.000
kr. eller mindre. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, kan fri
proces meddeles, hvis summen af parrets årlige indtægter er
368.000 kr. eller mindre. Disse indtægtsgrænser forhøjes
med 50.000 kr. for hvert barn, som enten bor hos ansøgeren
eller i overvejende grad forsørges af denne. Fri proces efter
§ 254 meddeles som udgangspunkt af Rigsombudsmanden i
Grønland.
Efter lovens § 255 kan justitsministeren, når særlige grunde
taler for det, efter ansøgning meddele fri proces, selv om be-
tingelserne i § 254, stk. 1, ikke er opfyldt. Dette gælder
navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almin-
delig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning
for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.
3.2.2. Regeringens overvejelser
Regeringen ønsker, at faderskabssager, der omfattet af dette
lovforslag, behandles så hurtigt og smidigt som muligt. Sa-
gerne skal som udgangspunkt behandles efter reglerne i rets-
plejeloven for Grønland og i børneloven for Grønland. Det
er dog nødvendigt at supplere disse regler på enkelte punk-
ter. Det drejer sig om følgende:
Som udgangspunkt behandles faderskabssager ved mode-
rens hjemting. Det må imidlertid antages, at det som ud-
gangspunkt vil være barnet, der anlægger de omhandlede fa-
derskabssager, og det er derfor naturligt at lade barnets
hjemting være afgørende for, hvilken kredsret der skal be-
handle sagen. Det foreslås samtidig, at barnet skal kunne få
behandlet sagen i Grønland, selvom barnet ikke har hjem-
ting i Grønland.
Der ses ikke at være behov for at ændre reglerne om genop-
tagelse af en faderskabssag. Anmodning om genoptagelse af
en faderskabssag skal således fortsat fremsættes over for den
ret, der sidst har afsagt dom i sagen, jf. § 278 i retsplejelo-
ven for Grønland.
Retten kan som nævnt efter lovens § 275, stk. 2, beskikke en
rettergangsfuldmægtig for moderen eller sagsøgte, hvis der
er særlig anledning til det. Retten kan imidlertid ikke efter
denne bestemmelse beskikke en rettergangsfuldmægtig for
barnet. Da det må antages, at det som udgangspunkt vil være
barnet, der anlægger de omhandlede faderskabssager, bør
retten også have mulighed for at beskikke en rettergangs-
fuldmægtig for barnet. Ellers ville barnet skulle ansøge om
fri proces efter reglerne i retsplejelovens §§ 254 og 255 – en
ansøgning som dog formentlig ville blive imødekommet i
ganske mange situationer.
En del af de omhandlede mænd er formentlig afgået ved dø-
den. Denne situation kan ligeledes opstå i andre faderskabs-
sager, og som nævnt ovenfor i afsnit 3.2.1. giver de gælden-
de regler mulighed for at træffe afgørelse om faderskab,
selvom den pågældende mand er afgået ved døden. Der ses
derfor ikke at være behov for at fastsætte særlige regler om
behandlingen og afgørelsen af sådanne sager.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Regeringen foreslår, at de omhandlede faderskabssager be-
handles efter reglerne i retsplejelov for Grønland og i børne-
loven for Grønland. Dette foreslås præciseret i børneloven.
Samtidig foreslås det, at regelsættet suppleres med enkelte
bestemmelser, der skal sikre, at sagerne behandles hurtigt og
smidigt ud fra de særlige forhold, som de er undergivet. Dis-
se regler indsættes ikke i retsplejelov for Grønland, men i
børneloven for Grønland, da reglerne kun vedrører sager om
faderskabet til ”juridisk faderløse børn”.
For det første foreslås det, at de omhandlede faderskabssa-
ger anlægges ved kredsretten på det sted, hvor barnet har
hjemting. Dette skyldes, at det må antages, at det som ud-
gangspunkt vil være barnet, der anlægger de omhandlede fa-
derskabssager. Har barnet ikke hjemting i Grønland, anlæg-
ges sagen ved kredsretten på det sted, hvor en mand, som
barnet angiver at være dets far, har hjemting, eller, hvis den
pågældende mand er afgået ved døden, ved den kredsret, der
behandler hans dødsbo. I andre situationer anlægges sagen
ved Sermersooq Kredsret, f.eks. hvis den pågældende mand
er død, behandlingen af hans dødsbo er afsluttet, og barnet
ikke bor i Grønland.
For det andet foreslås det, at retten skal kunne beskikke en
rettergangsfuldmægtig for barnet, hvis det er nødvendigt.
Barnet behøver således ikke at ansøge særskilt om fri proces
efter reglerne i retsplejelovens §§ 254 og 255.
3.3. Arveret
3.3.1. Arverets- og genoptagelsesreglerne i Grønland (Gæl-
dende ret)
13
3.3.1.1. Arveretsreglerne
Af den historiske udredning fremgår det, at efter 1953 er al
ny dansk lovgivning gældende for Grønland, medmindre an-
det følger af den enkelte lov, mens eksisterende dansk lov-
givning ikke var gældende for Grønland.
Der var mellem Danmark og Grønland enighed om at priori-
tere en nyordning af grønlandsk ret på de områder, der var
mest betydningsfulde for befolkningen i det daglige liv, her-
under bl.a. arveretten.
I den historiske udredning er forhandlingerne forud for
1958-arveloven beskrevet således:
”Spørgsmålet om arveret for børn født uden for ægteskab
var (…) bestemt ikke et forhold, som havde haft stor bevå-
genhed fra grønlandsk side i de foregående årtier, selv om
de uægteskabelige børn i Danmark i 1937 havde opnået ar-
veret efter deres retlige fader. Som bebudet af de danske
myndigheder var arveloven imidlertid et af de første områ-
der, som blev taget op, og fra 1953-54 bølgede diskussioner-
ne om arveret for børn født uden for ægteskab.
Landsrådets Faderskabsudvalg, som blandt andet skulle for-
mulere et udkast til lov om børns retsstilling for Grønland,
var skeptisk over en sådan arveret. På den ene side blev det
fremhævet, ”at arveret i disse tilfælde ville forekomme gan-
ske unaturligt for grønlændere, for hvem retten til arv i hø-
jere grad end i Danmark var betinget af et ’livsfællesskab’
mere end slægtskab og familieforhold”. På den anden side så
man, at arveret var en del af den ønskede retlige ligestilling.
Udvalget fandt, at spørgsmålet om en evt. arv skulle ordnes i
en kommende arvelov, og at man fra grønlandsk side ville
være utilbøjelig til at gennemføre den. Faderskabsudvalgets
forslag blev sendt til drøftelse i Statsministeriet – nærmere
betegnet det Grønlandske Lovudvalg – sidst i januar 1954.
Landshøvdingen kommenterede, at man gerne så en hurtig
behandling, så forslaget snarest kunne blive forelagt landsrå-
det.
I efteråret fik landsrådet tilsendt et udkast til en arvelov for
Grønland forfattet af det Grønlandske Lovudvalg under
Grønlandsdepartementet. Heller ikke dette forslag gav regler
for arveret til børn født uden for ægteskab, som man på dette
tidspunkt foretrak at gennemføre sammen med en kommen-
de grønlandsk børnelov. Forslaget kom for sent til, at lands-
rådet kunne få det oversat og realitetsbehandlet i 1954, så
det blev udskudt til det følgende år. I 1955 var der imidlertid
fra København kommet et ændringsforslag til arvelovsfor-
slaget, nemlig en § 2, der fastslog, at børn født uden for æg-
teskab tog arv efter faderen og hans slægt. Fra Grønlandsde-
partementet forklarede man, at dette svarede til dansk lov-
givning, og i øvrigt var i overensstemmelse med det forslag
til børnelov, som man samtidig havde fremsendt. Landsrådet
mente, at en så alvorlig ændring krævede, at man fik lejlig-
hed til at drøfte det med vælgerne – og behandlingen blev
igen udskudt. En skarp kommentar, formodentlig fra centra-
le landsrådsmedlemmer forud for landsrådsmødet, efterlyste
en begrundelse for, at Lovudvalget i København foreslog
denne ændring i klar modstrid med både faderskabsudval-
gets, landshøvdingens og landsdommerens indstilling om ik-
ke at indføre arveret for børn født uden for ægteskab. At det
var i overensstemmelse med dansk ret anså man for et helt
utilstrækkeligt argument.
I 1956 og 1957 blev arveretten så debatteret i landsrådet.
Dens fortalere argumenterede for, at den uægteskabelige
byrd ikke var barnets skyld, og at det ikke skulle stilles rin-
gere end ægtebørn. Desuden løb alt for mange mænd fra de-
res ansvar, og arvereglen ville måske have en præventiv ef-
fekt. Endelig ville den kun gælde, når et egentlig faderskab
kunne fastslås efter den kommende børnelov, og ikke i for-
hold til de bidragspligtige.
Modstanden var dog massiv: En sådan arveret ville give an-
ledning til alvorlige problemer for ægteskaberne og de børn,
der var født i dem. Mens både hustru og ægtebørn gennem
deres hjælp til ’erhvervet’ havde bidraget til at skabe den
værdi, der var oparbejdet i et bo, gjaldt det samme ikke de
uægteskabelige børn. Mens ægtebørnene var ønskede, var
de andre ”avlet ved en tilfældighed”. Det ville true familiens
harmoni og stride mod grønlandsk tankegang, hvis de siden
skulle have del i arven, som i øvrigt ofte var relativt lille i
Grønland. De, der havde spurgt deres vælgere, havde ikke
mødt nogen tilslutning til forslaget overhovedet. Landsrådet
nedsatte efter debatten i 1956 et udvalg, der skulle foretage
en indgående gennemgang af loven. Året efter stemte tre for
og ni imod forslaget, som det forelå – og landsrådet nedsatte
endnu en gang et udvalg, der skulle udarbejde en alternativ
ordlyd til den foreslåede § 2 om arv for børn født uden for
ægteskab.
I august 1957 var udvalget klar med en betænkning og et al-
ternativt forslag. Udgangspunktet var, at man havde taget
den udbredte modstand mod en ubetinget arveret til efterret-
ning; men omvendt tolkede det sådan, at landsrådet ikke
blankt afviste arveretten, når blot den ikke udgjorde en uri-
melig belastning af mandens eventuelle ægtefælle og -børn.
Forslaget slog derfor fast, at:
”Barn uden for ægteskab tager arv efter fader og fædrene
frænder som ægtebørn”.
Men også, at:
”Det skal dog af skifteretten kunne bestemmes, at barnets
arveret bortfalder, såfremt det på urimelig møde skønnes at
stride mod efterlevende ægtefælles og øvrige arvingers tarv,
at barnet får del i den efterladte formue. ”
Den ny formulering blev vedtaget af et enigt landsråd i
1957, og sagen skulle være landet.
Det var den imidlertid ikke. Da et forslag til Arvelov for
Grønland blev fremsat for Folketinget i november samme
år, var arveretten for børn født uden for ægteskab igen for-
svundet ud af lovteksten. Det blev i bemærkningerne forkla-
ret dels med den stærke modstand i Grønland og det alterna-
14
tive forslag herfra; og dels, som tre år tidligere, med at
spørgsmålet om arveret burde afklares i sammenhæng med
børneloven, som nu var på vej.
Som i landsrådene var den dominerende opfattelse også i
Folketinget, at forskellen på danske og grønlandske retsreg-
ler skulle nedbrydes, og at børn i og uden for ægteskab ikke
længere burde forskelsbehandles. Men også, at der måtte
tages behørigt hensyn til grønlandske forhold og ønsker.
Den ene af de grønlandske folketingsmænd, Elias Lauf, op-
samlede argumentet: Man måtte bort fra forskelsbehandling
– men samtidig ikke glemme, ”at forholdene er helt ander-
ledes end i Danmark og hermed også befolkningens mentali-
tet. Visse danske regler kan ikke indføres i Grønland uden
ændringer”. Grønlandsministeren opsummerede, at det ene-
ste virkelige stridspunkt vedrørende forslaget til en grøn-
landsk arvelov tilsyneladende var arveretten for børn født
uden for ægteskab. Og dermed sendtes forslaget til udvalgs-
behandling.
I udvalget havde man forståelse for de grønlandske betænk-
eligheder ved den omdiskuterede arveret – men lagde om-
vendt stor vægt på den. Udvalget anbefalede derfor, at man
fulgte landsrådets forslag om, at børn født uden for ægte-
skab fik arveret, men at den kunne begrænses i visse tilfæl-
de. Derved blev det – omsider. Lovforslaget blev enstem-
migt vedtaget den 29. maj 1958. Lovens § 36 gav skifteret-
ten den ønskede mulighed for at begrænse arveretten; dog
ikke hvis faren havde sikret barnet ved testamentet, eller
barnet havde boet sammen med faderen og dennes familie.
Om betingelserne for arveretten bestemte § 5 følgende:
”Slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab be-
grunder kun arveret, såfremt faderskabet er fastslået på den
i lovgivningen om børn uden for ægteskab foreskrevne må-
de”.
Arveretten kunne altså først komme til anvendelse, når og
hvis en grønlandsk børnelov introducerede et sådant juridisk
faderskab, som endnu ikke fandtes i Grønland. ”
Da børneloven for Grønland trådte i kraft for Vestgrønland
den 1. juni 1963, var 1958-arveloven gældende for Grøn-
land. Af lovens § 1, stk. 1, følger det, at en arveladers nær-
meste slægtninge er hans afkom (livsarvinger). Ifølge § 5
begrunder slægtskab mellem far og barn uden for ægteskab
kun arveret, såfremt faderskabet er fastslået på den i lovgiv-
ningen om børn uden for ægteskab foreskrevne måde. Der
indtrådte således ingen arveret, så længe der i Grønland ikke
var indført regler om fastslåelse af faderskab.
Af bemærkningerne til § 6 i børneloven for Grønland (FT
1961-62, Tillæg A, sp. 1656) fremgår det, at § 5 i 1958-ar-
veloven blev indsat i arveloven, fordi man regnede med, at
et forslag til børnelov for Grønland ville blive fremsat for-
holdsvis kort tid efter arvelovens vedtagelse. Man fandt det
imidlertid rigtigst at afvente gennemførelsen af den kom-
mende danske børnelov, dvs. 1960-loven.
Som nævnt ovenfor i afsnit 3.1.2.2. finder bestemmelserne i
den grønlandske børnelovs kapitel 1 (faderskab) og kapitel 2
(barnets forsørgelse) med undtagelse af § 5 kun anvendelse,
hvor fødslen er sket efter lovens ikrafttræden, jf. lovens
§ 26, stk. 2, 1. pkt.
Af bemærkningerne til overgangsbestemmelsen i § 26 (FT
1961-62, Tillæg A, sp. 1671-1672) fremgår det, at bestem-
melsen svarer til § 22, stk. 2-4, i den danske børnelov, hvor-
efter fødselstidspunktet er afgørende for anvendelsen af reg-
lerne om barnets status, mens bestemmelserne i øvrigt finder
anvendelse på alle retsforhold straks ved lovens ikrafttræ-
den. Da adgangen til at få fastslået faderskab efter børnelo-
ven for Grønland kun består, hvor fødslen sker efter lovens
ikrafttræden, vil reglen om arveret for børn uden for ægte-
skab efter 1958-arvelovens § 5 kun finde anvendelse på
børn født efter lovens ikrafttræden, da den er knyttet til fast-
slåelse af faderskabet.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at under hensyn
til det ønskelige i at tilvejebringe retsenhed med det øvrige
Danmark inden for børnelovgivningens område havde
landsrådet henstillet, at børneloven for Grønland inden for
en nærmere fastsat tidsfrist, f.eks. 5 år, blev taget op til revi-
sion. Der var dog enighed om, at det måtte være målet, at
der kom til at gælde de samme regler om børns retsstilling i
hele riget. Dette forekom så selvfølgeligt, at man ikke fandt
det nødvendigt at indsætte en revisionsbestemmelse som
den foreslåede.
Ved ændringen af 1958-arveloven ved lov nr. 154 af 27. maj
1964 (herefter 1964-arveloven) blev der foretaget en revisi-
on af 1958-arveloven, således at de ændringer i den gælden-
de retstilstand, som for det øvrige rige blev gennemført ved
arveloven af 31. maj 1963, blev indarbejdet i den grønland-
ske lov med henblik på fortsat bevarelse af retsenhed mel-
lem Danmark og Grønland på dette retsområde.
Reglerne i 1964-arveloven om bl.a. slægtens arveret blev
udformet i overensstemmelse med den danske arvelovs be-
stemmelser, idet man dog havde søgt at bevare den forenk-
ling, som blev opnået ved 1958-arveloven.
1958-arvelovens § 5 blev i 1964-arveloven videreført i § 4,
stk. 2, med nogle mindre ændringer. Af § 4, stk. 2, følger det
således, at slægtskab mellem far og barn uden for ægteskab
kun begrunder arveret, såfremt faderskab er fastslået i over-
ensstemmelse med lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland
om børns retsstilling eller tilsvarende lovgivning uden for
Grønland. Af bemærkningerne til § 4 (FT 1963-64, Tillæg
A, sp. 1286-1287) fremgår bl.a., at en bestemmelse, der sva-
rer til den grønlandske lovs § 4 er bortfaldet i den danske ar-
velov, således at der fremtidig ikke vil være nogen forskel i
den arveretlige stilling mellem ægtebarn og dettes slægt og
barn uden for ægteskab og dettes slægt. Dette er dog ikke di-
rekte udtalt i den gældende danske lovgivning.
Med 1960-loven var der i Danmark ikke længere mulighed
for at dømme en mand som bidragspligtig, men kun adgang
15
til at statuere faderskab til et barn uden for ægteskab. Loven
indeholdt ingen regler om den arveretlige virkning heraf.
Den danske arvelov indeholdt heller ikke en sådan regel,
men fastslog blot i en overgangsbestemmelse (§ 74) retsstil-
lingen for så vidt angår børn født før den 1. januar 1938.
Med hensyn til børn født efter dette tidspunkt var den arve-
retlige stilling som for ægtebørn, jf. lovens § 80, der bl.a.
delvist ophævede arveforordningen af 21. maj 1845 med se-
nere ændringer, herunder lov nr. 134 af 7. maj 1937.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der ved for-
muleringen af § 4, stk. 2, i 1964-arveloven blev taget hensyn
til, at domstolene ikke bør være afskåret fra at anerkende
slægtskab mellem far og barn uden for ægteskab efter andre
regler end den grønlandske børnelov.
Den hidtil gældende begrænsning i arveretten for fader og
fædrene frænder, som i den grønlandske arvelov indeholdes
i § 4 i den nuværende formulering, er ophævet i den danske
lov. Det blev derfor foreslået, at denne ophævelse også blev
gennemført for Grønlands vedkommende, men da de grøn-
landske forhold har motiveret en særlig regel, hvorefter der
kan ske begrænsning i den arv, der tilkommer et barn uden
for ægteskab, jf. § 36, blev det foreslået, at der til denne be-
stemmelse blev tilføjet en modsvarende regel om faderens
og den fædrene slægts arv efter barn uden for ægteskab.
Med 1964-arveloven blev der ikke ændret på retsstillingen
for de børn, som var født uden for ægteskab før børnelovens
ikrafttræden.
I overensstemmelse hermed tog Østre Landsret i en dom,
der er trykt i Ugeskrift for retsvæsen 1990, side 797, stilling
til en interprovinsiel lovkonflikt, der opstod ved skifte af bo-
et efter en mand bosat i Danmark, som i (Vest)Grønland
havde anerkendt faderskabet til et barn født i januar 1963.
Landsretten fandt, at det forhold, at anerkendelsen af fader-
skab til et barn uden for ægteskab, som er født i Grønland
før den 1. juni 1963, ikke gav barnet arveret efter sin far ef-
ter grønlandsk ret, førte til, at den grønlandske anerkendelse
ikke kunne tillægges retsvirkning i medfør af den danske ar-
velovs § 1. Barnet havde derfor ikke arveret efter faderen.
3.3.1.2. Genoptagelsesreglerne
Den grønlandske arvelov indeholder ingen regler om mulig-
heden for at genoptage et allerede afsluttet dødsbo.
Af bemærkningerne til 1958-arveloven (FT 1957-58, Tillæg
A, sp. 652-653) fremgår bl.a., at udformningen af bestem-
melserne i lovens kapitel 1 og 2 om arveret og testamente i
det store og hele fulgte gældende dansk ret – lov nr. 66 af
17. marts 1954 om ændring af arveforordningen (arveklas-
serne) – samt det danske udkast til arvelov af 1941, som
blev udarbejdet af den i 1936 nedsatte arvelovskommission.
Der blev dog i lovforslaget til 1958-arveloven foretaget en
vis forenkling, idet enkelte af arvelovsudkastets bestemmel-
ser blev udeladt, selv om de var i overensstemmelse med
gældende dansk ret, ud fra den betragtning, at der i et lille
samfund som det grønlandske kun yderst sjældent ville blive
brug for dem, og at de i givet fald også uden positive regler
herom måtte antages at blive lagt til grund i praksis.
I 1958-arveloven blev der i kapitel 3 og 4 optaget skiftereg-
ler, som havde nær tilknytning til de materielle arveregler,
som de supplerede og på en måde modificerede. Skiftebe-
stemmelser i dansk ret (retsplejeloven og retsplejeanordnin-
gen) blev skrevet sammen i lovforslaget, hvorved admini-
strationen af bestemmelserne skulle lettes. Man mente deri-
mod ikke, at tiden var inde til at gennemføre de mere kom-
plicerede danske skifteregler i Grønland.
Skiftereglerne i 1958-arveloven blev videreført i den gæl-
dende 1964-arvelov med enkelte ændringer.
Efter Justitsministeriets oplysninger afgøres anmodninger
om genoptagelse af et allerede afsluttet dødsbo på baggrund
af forholdets natur og i lyset af de gældende danske regler,
som det i forarbejderne til 1958-arveloven er forudsat for
anvendelsen af lovens kapitler om arv og testamenter. Der
foreligger dog ikke en entydig praksis vedrørende genopta-
gelse af allerede afsluttede dødsboer.
Af den danske dødsboskiftelov, jf. lov nr. 383 af 22. maj
1996 om skifte af dødsboer, følger det, at skifteretten kan
genoptage et bo, når det findes påkrævet, navnlig fordi 1)
der er fremkommet yderligere aktiver eller passiver, 2) ar-
ven er fordelt forkert eller udlodningen er foretaget forkert,
3) der er begået væsentlige fejl i forbindelse med boets be-
handling, 4) boafgiften eller tillægsboafgiften er beregnet
forkert, og en arving eller legatar anmoder derom, 5) boet
skal udleveres til en anden behandlingsmåde, eller 6) der i
øvrigt foreligger nye oplysninger af væsentlig betydning for
boets behandling eller for tredjemands retsstilling, jf. lovens
§ 103, stk. 1. Skifteretten kan betinge genoptagelse af, at der
helt eller delvis stilles sikkerhed for de omkostninger, der er
forbundet med genoptagelsen, jf. § 103, stk. 2.
Der foreligger efter Justitsministeriets oplysninger ingen
praksis for, om anerkendelse eller fastslåelse af faderskab
kan begrunde genoptagelse af et allerede afsluttet dødsbo ef-
ter dødsboskiftelovens § 103.
3.3.2. Forholdet til Danmarks internationale forpligtigelser
Det har flere gange været overvejet, om den grønlandske ar-
velovgivning, hvorefter børn født uden for ægteskab før den
1. juni 1963 i Vestgrønland eller før den 1. juli 1974 i Nord-
og Østgrønland ikke har arveret efter deres far, er i overens-
stemmelse med navnlig artikel 8 Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention, der er beskrevet ovenfor i afsnit
3.1.3.
I sagen Brauer mod Tyskland (dom af 28. maj 2009) fast-
slog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Tysk-
land havde krænket konventionens artikel 14 om forbud
mod diskrimination sammenholdt med artikel 8 om ret til re-
spekt for privat- og familieliv, idet det i den konkrete sag ik-
ke kunne anses for sagligt begrundet og i overensstemmelse
16
med proportionalitetskravet at opretholde en retstilstand,
hvorefter visse børn født uden for ægteskab før den 1. juli
1949 ikke havde legal arveret efter deres far.
Som omtalt ovenfor indebærer den grønlandske arvelovgiv-
ning ligesom den tyske arvelovgivning i Brauer-dommen en
forskelsbehandling af børn født i og uden for ægteskab, idet
børn født uden for ægteskab før en bestemt dato i modsæt-
ning til børn født inden for ægteskab ikke har legal arveret
efter deres far. Forskelsbehandlingen omfatter børn født
frem til henholdsvis 1. juni 1963 (i Vestgrønland) og 1. juli
1974 (i Nord- og Østgrønland). Som følge af disse forskelli-
ge skæringsdatoer foreligger der endvidere en territorial for-
skelsbehandling, hvorefter børn født uden for ægteskab i
Vestgrønland mellem 1. juni 1963 og 1. juli 1974 er bedre
stillet arveretligt end børn født uden for ægteskab i Nord- og
Østgrønland i samme periode.
Hertil kommer, at skifteretten i medfør af den grønlandske
arvelovs § 36 kan bestemme, at udlæg af arv til et barn født
uden for ægteskab efter faderen og dennes slægt kan be-
grænses i det omfang, det på urimelig måde skønnes at stri-
de mod en efterlevende ægtefælles eller øvrige arvingers
tarv, at barnet får del i den efterladte formue. På samme må-
de kan arven efter barnet begrænses for faderen og dennes
slægt. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvis bar-
net har været optaget i faderens hjem, eller arveladeren ved
testamente har truffet anden bestemmelse.
En række af de argumenter, som Domstolen lagde vægt på i
Brauer-dommen, må antages også at gøre sig gældende i
forhold til vurderingen af den grønlandske arvelovgivning.
Det gælder navnlig det principielle spørgsmål om, at hensy-
net til ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab i
dag må anses for vigtigere end hensynet til beskyttelsen af
den berettigede forventning hos afdøde og dennes familie,
og synspunktet om at ny dna-teknologi indebærer, at der ik-
ke længere er de samme praktiske vanskeligheder forbundet
med at fastslå faderskab. Hertil kommer, at det er særdeles
vanskeligt sagligt at begrunde, at der gælder forskellige reg-
ler afhængigt af, hvor og hvornår et barn er født uden for
ægteskab i riget.
Set i lyset af Domstolens generelle betragtninger i Brauer-
dommen om ligestilling mellem børn født i og uden for æg-
teskab, er der således meget, der taler for, at Domstolen i en
eventuel klagesag vil finde, at den grønlandske arvelovgiv-
ning for så vidt angår ”juridisk faderløse børn” ikke er i
overensstemmelse med konventionens artikel 14 sammen-
holdt med artikel 8.
Det er dog en betingelse herfor, at der i den konkrete klage-
sag foreligger et familie- eller privatliv i konventionens for-
stand. Domstolen har således i Haas mod Nederlandene
(dom af 13. januar 2004) udtrykkeligt fastslået, at et barns
arveberettigelse efter en biologisk forælder forudsætter, at
der har været et familie- eller privatliv mellem barnet og den
pågældende forælder. Såfremt dette ikke kan dokumenteres,
vil en efterfølgende påstand om barnets biologiske tilknyt-
ning til den afdøde forælder ikke være tilstrækkelig til, at
den manglende arveberettigelse vil udgøre en krænkelse af
konventionen.
I Brauer-dommen anså Domstolen denne betingelse for op-
fyldt og anførte som begrundelse herfor, at faderen havde
anerkendt klageren som sin datter, og at han efterfølgende
havde haft regelmæssig kontakt med hende. Domstolen tog
alene stilling til, om der forelå et familieliv, og fremhævede
i den forbindelse eksistensen af reelle personlige bånd mel-
lem faderen og barnet som et afgørende moment. Domstolen
nævnte derimod ikke, hvad der skal til for, at der foreligger
et privatliv, men det må antages, at det som minimum vil
kræve, at faderskabet til barnet er blevet anerkendt eller fast-
slået inden faderens død.
Det må anses for sandsynligt, at det i eventuelle klagesager
vedrørende den grønlandske arvelovgivning i en række til-
fælde vil kunne godtgøres, at der har været et tilstrækkeligt
omfang af kontakt imellem faderen og barnet til, at der kan
siges at foreligge et familieliv i konventionens forstand. For
det tilfælde, at en mand inden sin død i forbindelse med en
bidragspligtprocedure efter den tidligere lovgivning for
Grønland måtte være blevet betragtet som eller have ved-
kendt sig at være far til barnet, må det tillige forventes, at
Domstolen vil anse dette for tilstrækkeligt til, at der kan si-
ges at foreligge et privatliv i konventionens forstand, selv
om der ikke i de senere år måtte have været nogen kontakt
mellem faderen og barnet. I begge tilfælde vil det pågælden-
de barn skulle have arveret efter faderen.
Endelig bemærkes det, at det ikke efter Domstolens praksis
kræves, at en ændring af arvereglerne skal ske med tilbage-
virkende kraft.
3.3.3. Regeringens overvejelser
Gennemgangen af den grønlandske arvelovgivning ovenfor i
afsnit 3.3.1. viser, at slægtskab mellem far og barn født uden
for ægteskab kun begrunder arveret, hvis faderskabet er fast-
slået efter reglerne i børneloven for Grønland. Denne lov
trådte i kraft for Vestgrønland den 1. juni 1963 og for Nord-
og Østgrønland den 1. juli 1974, jf. afsnit 1.2. Børn født
uden for ægteskab før de nævnte datoer i henholdsvis Vest
eller Nord- og Østgrønland har som følge heraf ikke arveret
efter deres far eller hans slægt, ligesom hverken faderen el-
ler hans slægt har arveret efter barnet.
Gennemgangen viser desuden, at børn født uden for ægte-
skab, som har arveret efter deres far, arveretligt er stillet an-
derledes, end børn født i ægteskab, idet arveretten i medfør
af den grønlandske arvelovs § 36 kan begrænses for børn
født uden for ægteskab i det omfang, skifteretten skønner, at
det på urimelig måde strider mod efterlevende ægtefælles el-
ler øvrige arvingers tarv, at barnet får del i den efterladte
formue.
Regeringen har overvejet, om det er muligt at ligestille børn
født før børneloven for Grønlands ikrafttræden med børn
født efter børneloven for Grønlands ikrafttræden i relation til
17
arveret. Regeringen har endvidere i den forbindelse overve-
jet en generel arveretlig ligestilling af børn født i og uden
for ægteskab. Imod sådan ligestilling kan anføres, at det kan
være indgribende over for den mand, der måtte blive dømt
som far til et af de omhandlende børn, samt for den pågæl-
dende mands øvrige familie. Det er dog regeringens opfat-
telse, at et barns interesse i at kunne få fastslået, hvem dets
far er, og på lige fod med børn født i ægteskab få arveret ef-
ter den pågældende mand vejer tungest.
En del af de pågældende mænd er formentlig afgået ved dø-
den, og den formue, de efterlod sig, er blevet fordelt blandt
deres arvinger. En genoptagelse af dødsboet ville bl.a. have
den virkning, at arvingerne skulle tilbagebetale (en del af)
deres arv til boet. Det er derfor regeringens opfattelse, at de
foreslåede regler ikke i sig selv bør medføre pligt til at gen-
optage et afsluttet dødsbo.
Som nævnt ovenfor i afsnit 3.3.1.2. afgøres anmodninger
om genoptagelse af et allerede afsluttet dødsbo efter Justits-
ministeriets oplysninger på baggrund af forholdets natur og i
lyset af de gældende danske regler, som det i forarbejderne
til 1958-arveloven er forudsat for anvendelsen af lovens ka-
pitler om arv og testamenter. Der ses således ikke at være en
entydig praksis vedrørende genoptagelse af allerede afslutte-
de dødsboer.
Det er på denne baggrund regeringens opfattelse, at det der-
med ikke kan afvises, at allerede afsluttede dødsboer vil
kunne blive genoptaget som følge af et efterfølgende fastslå-
et faderskab, medmindre der indsættes en regel om, at fader-
skab, der er fastslået efter den foreslåede § 23 a i børneloven
for Grønland (lovforslagets § 1, nr. 4), ikke i sig selv skal
kunne begrunde genoptagelse af et dødsbo, der allerede er
afsluttet.
3.3.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 4, stk. 2, i den grønlandske arvelov ophæ-
ves, således at arveret for børn født i Grønland fremover ale-
ne skal afgøres på baggrund af lovens § 1, ligesom det er til-
fældet med den danske arvelov. Dermed ligestilles børn født
i og uden for ægteskab generelt, idet arveret vil indtræde på
baggrund af slægtskab i medfør af den til enhver tid gælden-
de grønlandske familielovgivning eller tilsvarende lovgiv-
ning uden for Grønland.
Det foreslås endvidere, at § 36 i den grønlandske arvelov
ophæves, således at skifteretten ikke fremover vil kunne be-
stemme, at udlæg af arv til et barn født uden for ægteskab
efter faderen og dennes slægt kan begrænses i det omfang,
det på urimelig måde skønnes at stride mod en efterlevende
ægtefælles eller øvrige arvingers tarv, at barnet får del i den
efterladte formue. Ligeledes vil arv efter barnet til faderen
eller hans slægt heller ikke fremover kunne begrænses.
Det foreslås endvidere, at faderskab fastslået efter § 23 a i
børneloven for Grønland (lovforslagets § 1, nr. 4) ikke skal
kunne begrunde genoptagelse af et dødsbo, der er afsluttet
på det tidspunkt, hvor faderskabssagen blev anlagt, eller
hvor anmodning om genoptagelse af en afsluttet faderskabs-
sag blev fremsat.
Herved sikres det, at arvinger ikke skal fralægge sig den
eventuelle berigelse, de har opnået ved modtagelse af arv fra
allerede afsluttede dødsboer.
De øvrige retsvirkninger af faderskabet, herunder mulighe-
den for at tage faderens navn, vil derimod være gældende,
selv om behandlingen af dødsboet måtte være afsluttet. Fa-
derskabet vil endvidere begrunde fuld arveret i fremtidige
dødsboer, herunder et afsluttet dødsbo, som af andre årsager
genoptages.
4. Ajourføring af den familieretlige lovgivning for Grønland
Grønlands Selvstyre har anmodet om, at der gennemføres en
general ajourføring af den familieretlige lovgivning for
Grønland. Social-, Børne- og Integrationsministeriet er i
færd med at udarbejde udkast til de anordninger m.v., hvor-
ved de familieretlige love, der ikke gælder for Grønland,
sættes i kraft for Grønland. Dette omfatter bl.a., at 2001-lo-
ven sættes i kraft for Grønland til afløsning for faderskabs-
reglerne i børneloven for Grønland. Det vil i den forbindelse
blive sikret, at den foreslåede løsning på de juridisk faderlø-
se børn retlige status kan fortsætte.
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Målgruppen for forslaget er ”juridisk faderløse børn” i
Grønland, uanset barnets køn. Det er retstillingen for disse
børn, som forslaget skal forbedre ved at give dem mulighed
for at rejse faderskabssag.
Med forslaget søges endvidere tilvejebragt ligestilling mel-
lem mænd og kvinder med hensyn til fastslåelse af juridisk
forældreskab til ”juridisk faderløse børn” i Grønland.
Samtidig søges der tilvejebragt ligestilling i relation til rets-
virkningerne af faderskab, der er fastslået efter de foreslåede
regler, idet faderskab vil give ”juridisk faderløse børn” mu-
lighed for at tage deres fars og hans slægts efternavn på
samme måde, som de kan tage deres mors og hendes slægts
efternavn, jf. ovenfor i afsnit 3.1.2.2. Faderskabet vil også
gøre ”juridisk faderløse børn” arveberettigede efter deres far
og hans slægt på samme måde, som de er arveberettigede ef-
ter deres mor og hendes slægt, jf. ovenfor i afsnit 3.3.4. Fa-
derskab kan dog ikke begrunde genoptagelse af et dødsbo,
der var afsluttet på det tidspunkt, hvor faderskabssagen blev
anlagt, eller hvor anmodningen om genoptagelse af en af-
sluttet faderskabssag blev fremsat. Som det fremgår af afsnit
3.3.3. skyldes dette hensynet til arvingerne i dødsboet.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for grønlandske myndigheder, bortset fra besva-
relse af eventuelle henvendelser fra domstolene om ældre
sagsakter til brug for behandlingen af faderskabssagerne.
18
Med lovforslaget får et barn, der er født uden for ægteskab,
før børneloven for Grønland trådte i kraft, mulighed for at
anmode om rejsning af sag om, hvem der er dets far. Sådan-
ne børn er i dag afskåret fra at rejse faderskabssag, fordi de
ikke er omfattet af børneloven for Grønland.
Forslaget vil derfor medføre, at domstolene i Grønland skal
behandle et antal faderskabssager, der ikke vil kunne rejses i
dag. Dette vil medføre merudgifter til domstolene til be-
handlingen af disse sager, herunder lovbundne udgifter til fri
proces og retsgenetiske undersøgelser. Hertil kommer en en-
gangsudgift til en uddannelsesindsats over for relevante
medarbejdere ved domstolene. Udgifterne hertil afholdes in-
den for de eksisterende rammer.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske og admini-
strative konsekvenser af betydning for erhvervslivet.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Med lovforslaget får et barn, der er født uden for ægteskab,
før børneloven for Grønland trådte i kraft, mulighed for at
anmode om rejsning af sag om, hvem der er dets far. Sådan-
ne børn er i dag afskåret fra at rejse faderskabssag, fordi de
ikke er omfattet af børneloven for Grønland.
Med lovforslaget får også et barn, der er født uden for ægte-
skab, efter børneloven for Grønland trådte i kraft, og hvis fa-
derskabssag er afgjort ved, at en mand eller flere mænd er
anset som bidragspligtig(e) over for barnet, mulighed for at
anmode om genoptagelse af faderskabssagen, også selvom
genoptagelsesbetingelserne i § 278, stk. 1, i retsplejeloven
for Grønland ikke er opfyldt.
Med forslaget kan sådanne anmodninger også indgives af
barnets dødsbo eller af barnets mor eller hendes dødsbo.
Ansvaret for at fremskaffe de oplysninger, der er nødvendi-
ge for behandlingen af disse faderskabssager påhviler den
ret, der behandler sagen. Hvis det er nødvendigt, kan retten
beskikke en rettergangsfuldmægtig for barnet.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget indeholder ingen miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder, organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring hos Naa-
lakkersuisut (Formandens Departement), Grønlands Lands-
ret, Retten i Grønland, Domstolsstyrelsen, Rigsombudsman-
den i Grønland og Institut for Menneskerettigheder.
12. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
det offentlige
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Juridisk faderløse børn får mulighed for at
anlægge faderskabssag.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lov for Grønland om børns retsstilling
Til nr. 1 (§ 5, stk. 3)
Efter §§ 2 og 3 i børneloven for Grønland anses et barn, der
kan være avlet under moderens ægteskab, som barn af ægte-
manden. Det samme gælder et barn, der fødes, efter at mo-
deren har indgået ægteskab, men som må være avlet forin-
den. Lovens § 5, stk. 1, giver dog ægtemanden mulighed for
at anlægge sag om hans faderskab til barnet. Bestemmelsens
stk. 2 fastlægger frister for anlæggelse af en sådan fader-
skabssag. Efter § 5, stk. 3, kan landsdommeren dog under de
i retsplejelovens kap. 4 C § 10, stk. 4, angivne betingelser
tillade, at sag anlægges efter udløbet af fristerne i stk. 2. Be-
stemmelsen i kap. 4 C § 10, stk. 4, blev ophævet ved ikraft-
sættelse af den nye retsplejelov for Grønland (lov nr. 305 af
30. april 2008) den 1. januar 2010. Bestemmelsen i retsple-
19
jelovens kap. 4 C § 10, stk. 4, er med redaktionelle ændrin-
ger videreført i § 278, stk. 4, i den nye retsplejelov for Grøn-
land, uden at henvisningen til bestemmelsen i § 5, stk. 3, i
børneloven for Grønland blev ændret. Ved forslaget sikres
henvisning til den rette bestemmelse i retsplejelov for Grøn-
land.
Til nr. 2 (§ 6, stk. 2)
Efter § 6, stk. 1, i børneloven for Grønland anses den, der
har haft samleje med moderen inden for avlingstiden, som
far til et barn, der er født uden for ægteskab. Dette gælder
dog ikke, når der foreligger omstændigheder, der gør det
tvivlsomt, om den pågældende er far til barnet. I situationer,
hvor ingen anses som fader til barnet, bliver den mand eller
de mænd, der har haft samleje med moderen inden for av-
lingstiden, efter § 6, stk. 2, at anse som bidragspligtige over
for barnet. Dette gælder dog ikke, når der foreligger om-
stændigheder, der udelukker, at barnet kan være avlet af den
pågældende mand.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, afsnit
3.1.4., mener regeringen at tiden er løbet fra denne bestem-
melse. Det foreslås derfor, at bestemmelsen ophæves. Heref-
ter vil udfaldet af en faderskabssag enten være, at en mand
anses som far til barnet, eller at ingen anses som far til bar-
net.
Til nr. 3 (§ 10, stk. 2)
Overøvrighedens opgaver efter børneloven for Grønland va-
retages i dag af Rigsombudsmanden i Grønland. Det fore-
slås, at § 10, stk. 2, ændres i overensstemmelse hermed.
Til nr. 4 (§ 23 a)
Det foreslås, at der i børneloven for Grønland indsættes en
ny bestemmelse – § 23 a – der giver et juridisk faderløst
barn adgang til at anlægge sag om sit faderskab, og som
fastlægger reglerne for behandlingen af sådanne sager. Rets-
virkningerne af faderskab, der er resultatet af faderskabssa-
ger, der behandles efter de foreslåede muligheder, er beskre-
vet i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.4. og 3.3.1.1.
Den foreslåede § 23 a, stk. 1, omhandler adgangen for et
barn, der er født uden for ægteskab, før børneloven for
Grønland trådte i kraft, til at anlægge sag om faderskab. Dis-
se juridisk faderløse børn er i dag afskåret fra at rejse fader-
skabssag, fordi de ikke er omfattet af børneloven for Grøn-
land, der efter § 26, stk. 2, ikke omfatter børn, der er født
uden for ægteskabet inden lovens ikrafttræden. Loven trådte
i kraft for Vestgrønland den 1. juni 1963 og for Nord- og
Østgrønland den 1. juli 1974. Som det fremgår af de almin-
delige bemærkninger, afsnit 3.1.4., ønsker regeringen at give
disse børn mulighed for at anlægge sag om faderskabet til
dem. For at føre dette ud i livet foreslås det, at børn født
uden for ægteskab i Grønland kan rejse faderskabssag, selv-
om de ikke er omfattet af børneloven for Grønland.
Reglerne om behandlingen af de omhandlede faderskabssa-
ger findes i de foreslåede bestemmelser i stk. 3-5, jf. neden-
for.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er det barnet, der
kan anmode om rejsning eller genoptagelse af en fader-
skabssag. I § 23 a, stk. 2, foreslås det, at sådanne anmodnin-
ger også kan indgives af barnets dødsbo eller af barnets mor
eller hendes dødsbo. Denne bestemmelse svarer delvist til
§ 456 e i retsplejeloven for Danmark. Efter denne bestem-
melse er sagens parter bl.a. barnet eller dets dødsbo og mo-
deren eller hendes dødsbo. En tilsvarende bestemmelse fin-
des i dag ikke i retsplejeloven for Grønland, men den påtæn-
kes indsat i loven i forbindelse med ajourføringen af den fa-
milieretlige lovgivning for Grønland, jf. de almindelige be-
mærkninger, afsnit 4.
I § 23 a, stk. 3, foreslås det, at bestemmelserne om fader-
skab til børn uden for ægteskab i kapitel 1 i børneloven for
Grønland og bestemmelserne om sager om faderskab i rets-
plejelov for Grønland finder anvendelse på ovennævnte sag-
er. Disse bestemmelser foreslås suppleret af de foreslåede
bestemmelser i stk. 4 og 5. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.2.2. og 3.2.3.
Faderskabssager behandles som udgangspunkt ved mode-
rens hjemting (bopæl), jf. § 273 i retsplejelov for Grønland.
Det må imidlertid antages, at det som udgangspunkt vil være
barnet, der anlægger de omhandlede faderskabssager, og det
er derfor naturligt at lade barnets hjemting være afgørende
for, hvilken kredsret der skal behandle sagen. Det foreslås
derfor i § 23 a, stk. 4, at faderskabssagen anlægges ved
kredsretten på det sted, hvor barnet har hjemting. Har barnet
ikke hjemting i Grønland, anlægges sagen ved kredsretten
på det sted, hvor en mand, som barnet angiver at være dets
far, har hjemting, eller, hvis den pågældende mand er afgået
ved døden, ved den kredsret, der behandler hans dødsbo.
Hvis der ikke er værneting for sagen efter disse 2 bestem-
melser, anlægges den ved Sermersooq Kredsret.
Hvis der er særlig anledning til det, kan retten efter § 275,
stk. 2, i retsplejelov for Grønland under en faderskabssag
beskikke en rettergangsfuldmægtig for moderen eller sags-
øgte, men retten kan ikke beskikke en rettergangsfuldmæg-
tig for barnet. Som nævnt må det antages, at det som ud-
gangspunkt vil være barnet, der anlægger de omhandlede fa-
derskabssager, og retten bør derfor også have mulighed for
at beskikke en rettergangsfuldmægtig for barnet. I § 23 a,
stk. 5, foreslås det således, at retten kan beskikke en retter-
gangsfuldmægtig for et barn, der rejser en faderskabssag,
der er omfattet af den foreslåede nye bestemmelse i § 23 a,
stk. 1, hvis det er nødvendigt.
Til § 2
Arvelov for Grønland
Til nr. 1 (§ 4, stk. 2)
20
Det følger af den gældende bestemmelse i § 4, stk. 2, i 1964-
arveloven, at slægtskab mellem far og barn født uden for
ægteskab kun begrunder arveret, såfremt faderskab er fast-
slået i overensstemmelse med lov nr. 197 af 16. juni 1962
for Grønland om børns retsstilling eller tilsvarende lovgiv-
ning uden for Grønland.
Da det overordnede formål med lovforslaget er at forbedre
retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland og
at sikre, at faderskab fastslået efter § 23 a i børneloven for
Grønland, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 4, eller fast-
slået efter lovforslagets § 4 skal kunne medføre arveret,
foreslås § 4, stk. 2, ophævet. Dette indebærer, at arveret
fremover vil indtræde på baggrund af slægtskab i medfør af
den til enhver tid gældende grønlandske lovgivning på det
familieretlige område eller tilsvarende lovgivning uden for
Grønland.
Til nr. 2 (§ 36)
Det følger af den gældende bestemmelse i § 36 i 1964-arve-
loven, at skifteretten under et skifte kan bestemme, at udlæg
af arv til et barn født uden for ægteskab efter faderen og
dennes slægt kan begrænses i det omfang, det på urimelig
måde skønnes at stride mod en efterlevende ægtefælles eller
øvrige arvingers tarv, at barnet får del i den efterladte for-
mue. På samme måde kan arven efter barnet begrænses for
faderen og dennes slægt. Bestemmelsen finder dog ikke an-
vendelse, hvis barnet har været optaget i faderens hjem, eller
arveladeren ved testamente har truffet anden bestemmelse.
Bestemmelsen, der i øvrigt ikke har noget modstykke i den
nugældende danske arvelov, foreslås ophævet, da den ikke
er forenelig med den arveretlige ligestilling af børn født i og
uden for ægteskab i Grønland, som er en del af formålet
med lovforslaget.
Til § 3
Ikrafttrædelse
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2014.
Til §§ 4 og 5
Overgangsbestemmelser
Bestemmelsen i § 4 omhandler adgangen til at anmode om
genoptagelse af en sag om faderskabet til et barn født uden
for ægteskab efter ikrafttrædelsen af børneloven for Grøn-
land, hvis faderskabssag er afgjort ved, at der ikke er fastslå-
et et faderskab, men ved, at en mand eller flere mænd alene
er anset som bidragspligtig(e) over for barnet efter § 6, stk.
2, i børneloven for Grønland. Denne gruppe af børn kan kun
få faderskabssagen genoptaget, hvis betingelserne i § 278,
stk. 1, i retsplejelov for Grønland er opfyldt, hvilket kræver,
at barnet sandsynliggør, at dommen bygger på urigtige for-
udsætninger, og at nye oplysninger vil føre til en ændret af-
gørelse. På grund af disse betingelser for genoptagelse kan
der forekomme situationer, hvor et af de omhandlede børn
udelukkes fra at søge genoptagelse af en faderskabssag.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, afsnit
3.1.4., ønsker regeringen at give disse børn mulighed for at
få deres faderskabssag genoptaget. For at føre dette ud i li-
vet foreslås det i § 4, stk. 1, at sådanne sager kan genopta-
ges, selvom de almindelige betingelser om genoptagelse af
en faderskabssag i retsplejelovens § 278, stk. 1, ikke er op-
fyldt.
Det bemærkes, at § 6, stk. 2, om bidragspligt i børneloven
for Grønland foreslås ophævet, jf. forslagets § 1, nr. 2.
I stk. 2-4 foreslås det, at barnets dødsbo og barnets mor eller
hendes dødsbo ligeledes skal kunne fremsætte anmodning
efter stk. 1, at bestemmelserne om faderskab til børn født
uden for ægteskab i kapitel 1 i lov for Grønland om børns
retsstilling og bestemmelserne om sager om faderskab i rets-
plejelov for Grønland skal finde tilsvarende anvendelse på
en sag efter stk. 1, og at retten skal have mulighed for at be-
skikke en rettergangsfuldmægtig for et barn, der fremsætter
anmodning efter stk. 1, hvis det er nødvendigt. Disse be-
stemmelser svarer til bestemmelserne i § 23 a, stk. 2, 3 og 5,
i børneloven for Grønland, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Det foreslås endvidere, at der i lovforslaget indsættes en
overgangsregel i § 5, hvorefter faderskab, der er fastslået ef-
ter § 23 a i børneloven for Grønland, som affattet ved lov-
forslagets § 1, nr. 4, eller efter lovforslagets § 4 ikke kan be-
grunde genoptagelse af et dødsbo, der er afsluttet på det
tidspunkt, hvor sag om faderskabet blev anlagt, eller hvor
anmodning om genoptagelse af en afsluttet faderskabssag
blev fremsat.
Det er efter bestemmelsen afgørende, om tidspunktet for an-
læggelse af faderskabssag eller anmodning om genoptagelse
af en faderskabssag ligger forud for datoen for dødsboets af-
slutning. Datoen for afslutningen af et dødsbo er i dødsboer,
der behandles som privat eller offentligt skifte, datoen for
nulstilling af kontiene i dødsboet, hvilket vil sige den dag,
hvor udbetaling af pengebeløb eller udlevering af ting finder
sted efter kredsdommerens tilladelse. Afslutningsdatoen er i
små boer efter kapitel 8 i 1964-arveloven den dag, hvor boet
blev udleveret til afdødes ”nærmeste”.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at faderskab efter de
foreslåede regler i forslaget ikke i sig selv kan begrunde
genoptagelse af et afsluttet dødsbo. En sådan genoptagelse
ville bl.a. have den virkning, at arvingerne muligvis skulle
fralægge sig (en del) af den berigelse, de har opnået ved
modtagelsen af arven.
Et faderskab fastslået efter de foreslåede regler i forslaget
vil derimod begrunde (lige) arveret i verserende og fremtidi-
ge dødsboer efter § 1 i 1964-arveloven, herunder i et afslut-
tet dødsbo, som af andre årsager genoptages. Som eksempel
på arveret i et fremtidigt dødsbo kan nævnes det tilfælde,
hvor en efterlevende (bedste)forælder har arvet faderen –
forud for fastslåelse af faderskabet – fordi han ikke har ef-
terladt sig (andre) børn eller en ægtefælle. Barnet vil heref-
21
ter kunne arve den efterlevende (bedste)forælder, når (bed-
ste)forælderen afgår ved døden. Et andet eksempel er det til-
fælde, hvor en efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo ef-
ter faderen forud for fastslåelse af faderskabet. Barnet vil ef-
ter fastslåelse af faderskabet arve på lige fod med sine
(halv)søskende, når det uskiftede bo efter faderen skiftes.
De øvrige retsvirkninger af faderskabet, herunder mulighe-
den for at tage faderens navn, vil derimod være gældende,
uanset om dødsboet efter faderen måtte være afsluttet.
22
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns rets-
stilling foretages følgende ændringer:
§ 5. Sag om faderskab til de i §§ 2-3 omhandlede børn kan
rejses af ægtemanden, moderen, barnet eller en for barnet be-
skikket værge.
Stk. 2. Sagen skal af ægtemanden anlægges inden 1 år efter,
at han er kommet til kundskab om de omstændigheder, der
antages at kunne begrunde en fralæggelse af faderskabet, og
senest 5 år efter barnets fødsel.
Stk. 3. Under de i retsplejeloven kap. 4 C § 10, stk. 4, angivne
betingelser kan landsdommeren dog tillade, at sag anlægges
efter udløbet af de i stk. 2 nævnte frister.
1. § 5, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Når betingelserne i § 278, stk. 4, i retsplejelov for
Grønland er opfyldt, kan landsdommeren ved Grønlands
Landsret tillade, at sagen anlægges efter udløbet af fristerne i
stk. 2.«
§ 6. Som fader til et barn uden for ægteskab anses den, der
har haft samleje med moderen inden for avlingstiden, med-
mindre der foreligger omstændigheder, som gør det tvivl-
somt, om den sagsøgte er far til barnet.
Stk. 2. Kan ingen anses som fader til barnet, bliver den eller
de, der har haft samleje med moderen inden for avlingstiden,
uden at der foreligger omstændigheder, der udelukker, at bar-
net kan være frugten heraf, at anse som bidragspligtig.
2. § 6, stk. 2, ophæves.
§ 10. Det påhviler moderen til et barn uden for ægteskab at
oplyse, hvem der er eller kan være fader til barnet.
Stk. 2. Overøvrigheden kan fritage moderen for den i stk. 1
omhandlede oplysningspligt, medmindre det anses for stri-
dende mod barnets tarv, at faderskabet ikke oplyses.
3. I § 10, stk. 2, ændres »Overøvrigheden« til: »Rigsombuds-
manden«.
4. Efter § 23 indsættes:
»§ 23 a. Et barn, der er født uden for ægteskab i Vestgrøn-
land før den 1. juni 1963 eller i Nord- eller Østgrønland før
den 1. juli 1974, kan uanset § 26 anlægge sag om faderskab.
Stk. 2. Barnets dødsbo og barnets mor eller hendes dødsbo
kan ligeledes anlægge sag efter stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne om faderskab til børn uden for ægte-
skab i lovens kapitel 1 og bestemmelserne om sager om fa-
derskab i retsplejelov for Grønland finder anvendelse på en
sag efter stk. 1, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. Sag efter stk. 1 anlægges ved kredsretten på det sted,
hvor barnet har hjemting. Har barnet ikke hjemting i Grøn-
land, anlægges sagen ved kredsretten på det sted, hvor en
mand, som barnet angiver at være dets far, har hjemting, el-
ler, hvis den pågældende mand er afgået ved døden, ved den
kredsret, der behandler hans dødsbo. Hvis der ikke er værne-
ting for sagen efter 1. og 2. pkt., anlægges den ved Sermer-
sooq Kredsret.
23
Stk. 5. Hvis det er nødvendigt, kan retten beskikke en retter-
gangsfuldmægtig for et barn, der anlægger sag efter stk. 1.«
§ 2
I arvelov for Grønland, lov nr. 154 af 27. maj 1964, foreta-
ges følgende ændringer:
§ 4. Adoption begrunder samme arveretlige stilling som vir-
keligt slægtskab, medmindre andet følger af reglerne i adopti-
onslovgivningen.
Stk. 2. Slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab be-
grunder kun arveret, såfremt faderskab er fastslået i overens-
stemmelse med lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om
børns retsstilling eller tilsvarende lovgivning uden for Grøn-
land.
1. § 4, stk. 2, ophæves.
§ 36. Det skal af skifteretten under skiftet kunne bestemmes,
at udlæg af arv til barn født uden for ægteskab efter fader og
fædrene frænder begrænses i det omfang, det på urimelig må-
de skønnes at stride mod efterlevende ægtefælles eller øvrige
arvingers tarv, at barnet får del i den efterladte formue.
Stk. 2. Ved skifte efter barn uden for ægteskab kan skifteret-
ten på samme måde begrænse faderens og den fædrene slægts
arv.
Stk. 3. Disse bestemmelser finder dog ikke anvendelse, hvis
barnet har været optaget i faderens hjem, eller hvis arvelade-
ren ved testamente har truffet modstående bestemmelse.
2. § 36 ophæves.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2014.
§ 4
Stk. 1. Et barn, hvis faderskabssag efter den hidtil gældende
bestemmelse i § 6, stk. 2, i lov for Grønland om børns rets-
stilling er afgjort ved, at en mand eller flere mænd er anset
som bidragspligtig, kan uanset § 278, stk. 1, i retsplejelov for
Grønland fremsætte anmodning om genoptagelse af fader-
skabssagen.
Stk. 2. Barnets dødsbo og barnets mor eller hendes dødsbo
kan ligeledes fremsætte anmodning efter stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne om faderskab til børn født uden for
ægteskab i kapitel 1 i lov for Grønland om børns retsstilling
og bestemmelserne om sager om faderskab i retsplejelov for
Grønland finder tilsvarende anvendelse på en sag efter stk. 1,
jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Hvis det er nødvendigt, kan retten beskikke en retter-
gangsfuldmægtig for et barn, der fremsætter anmodning efter
stk. 1.
§ 5
Faderskab, der er fastslået efter lovens § 1, nr. 4, eller § 4,
kan ikke begrunde genoptagelse af et dødsbo, der er afsluttet
på det tidspunkt, hvor sag om faderskabet blev anlagt, eller
24
hvor anmodning om genoptagelse af en afsluttet faderskabs-
sag blev fremsat.
25