Fremsat den 21. marts 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 21. marts 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., lov om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om åben uddannelse (erhvervsrettet
voksenuddannelse) m.v. og retsplejeloven
(Udvidet besøgsafskæring for bandemedlemmer m.v., tvungen opsparing, adgang til AMU-kurser, alkoholkontrol, udvidet
adgang til konfiskation m.v.)
§ 1
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 1491 af 13. december 2017, foretages følgende
ændringer:
1. I § 42 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet opsparer en andel af ve-
derlaget efter stk. 1, der udbetales til den indsatte senest på
tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte dog senest
på tidspunktet for hjemrejsen. Udgifter, som den indsatte
skal afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, herun-
der efterfølgende hjemrejse, modregnes i det opsparede be-
løb, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2. I § 42, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt., ændres
»ordningen i stk. 3« til: »ordningerne nævnt i stk. 3 og 4«.
3. I § 51, stk. 4, indsættes efter »med tilknytning til den på-
gældende gruppe«: »eller en anden tilsvarende gruppe«.
4. I § 60 a, stk. 1, indsættes efter »afgive«: »udåndingsprøve
eller«, og efter »af« indsættes: »alkohol,«.
5. I § 60 a, stk. 3, indsættes efter »af«: »udåndingsprøvekon-
trol og«.
6. I § 67, nr. 4, indsættes efter »afgivelse af«: »udåndings-
prøve eller«.
7. I § 68, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »afgivelse af«: »udån-
dingsprøve eller«.
8. I § 73, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Det samme gælder for genstande og penge, der i øvrigt
er medtaget, besiddet eller rådet over i strid med regler eller
anvisninger for ophold i institutionen.«
9. I § 73, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres: »Det gæl-
der dog ikke, hvis de tilhører« til: »1. og 2. pkt. finder dog
ikke anvendelse på genstande og penge, der tilhører«.
§ 2
I lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 226 af 4. marts 2014, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 13 indsættes før overskriften før § 14:
»Arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arresthuse
§ 13 a. Arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er
optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, kan efter aftale
mellem kriminalforsorgen og en godkendt udbyder af ar-
bejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag afholdes som under-
visning i et fængsel eller et arresthus, hvor alene indsatte
kan deltage.
Stk. 2. Kriminalforsorgen bestemmer, hvilke indsatte der
kan deltage i undervisning efter stk. 1, samt om en tidligere
indsat efter løsladelse kan færdiggøre igangværende under-
visning i et fængsel eller et arresthus. Tilmeldingen til un-
dervisning efter stk. 1 foretages af kriminalforsorgen.
Stk. 3. § 10 a, stk. 1, 3 og 4, §§ 21-24, 31 og 32 i denne
lov, § 3, stk. 6 og 8, i lov om åben uddannelse (erhvervsret-
tet voksenuddannelse) m.v. samt lov om godtgørelse og til-
skud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og
Lovforslag nr. L 203 Folketinget 2017-18
Justitsmin., j.nr. 2017-0090-0295
AA010574
efteruddannelse finder ikke anvendelse i forhold til under-
visning efter stk. 1.
Stk. 4. Undervisningsministeren kan efter forhandling
med justitsministeren og efter udtalelse fra Rådet for Vok-
sen- og Efteruddannelse fastsætte regler om undervisning
efter stk. 1, herunder om tilrettelæggelse og varetagelse af
undervisningen, undervisningstid, visitation og tilmelding til
uddannelsen, samt administration af ordningen i øvrigt.«
2. I § 16, stk. 2, indsættes efter »omfatter udbud af«: »under-
visning for indsatte i fængsler og arresthuse efter § 13 a,«.
3. I § 20, stk. 1, indsættes efter »§ 10, herunder«: »undervis-
ning for indsatte i fængsler og arresthuse efter § 13 a,«.
§ 3
I lov om åben uddannelse (erhvervsrettet
voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 5.
april 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 6, stk. 5, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Kursister omfattet af § 13 a i lov om arbejdsmarkedsud-
dannelser indgår ikke i beregningen af tilskud til arbejds-
markedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles
kompetencebeskrivelse.«
2. I § 8, stk. 4, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»For kursister, der er nævnt i § 6, stk. 5, 3. pkt., opkræves
fuld deltagerbetaling fra kriminalforsorgen.«
§ 4
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22.
september 2017, som ændret ved lov nr. 1679 af 26.
december 2017, § 2 i lov nr. 1680 af 26. december 2017 og
lov nr. 130 af 27. februar 2018, foretages følgende
ændringer:
1. I § 776 indsættes som 6. pkt.:
»Justitsministeren kan herudover fastsætte nærmere regler
om kriminalforsorgens adgang til at foretage konfiskation af
genstande og penge hos varetægtsarrestanter, når genstande-
ne eller pengene er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i
institutionen eller i øvrigt er medtaget, besiddet eller rådet
over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institu-
tionen.«
2. § 997, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
træden af § 1, nr. 1 og 2.
Stk. 3. Regler fastsat i medfør af § 42, stk. 4, i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1491 af
13. december 2017, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 42, stk. 5, i lov
om fuldbyrdelse af straf m.v.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold til-
siger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets indhold
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af muligheden for besøgsafskæring
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
2.2. Tvungen opsparing
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Beskæftigelse
2.2.1.2. Indsattes udgifter
2.2.1.3. Løsladelse
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
2.3. Arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arresthuse
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets og Undervisningsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Alkoholtest af indsatte i kriminalforsorgens institutioner
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
2.5. Udvidelse af adgangen til konfiskation i kriminalforsorgens institutioner
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Øvrige ændringer
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
3
2.6.3. Den foreslåede ordning
3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Lovforslagets indhold
Regeringen har sammen med Socialdemokratiet, Dansk Fol-
keparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alter-
nativet indgået en ny flerårsaftale for kriminalforsorgens
økonomi for 2018-2021. Aftalen skal skabe rammerne for
en moderne og stærk kriminalforsorg, som skal bidrage til,
at Danmark er et trygt og sikkert samfund.
Kriminalforsorgen står i dag over for en ny virkelighed,
hvor der er færre indsatte, som dog generelt afsoner længere
domme, hvor bandemedlemmer fylder mere og mere, og
hvor trusler og vold mod de ansatte har været stigende.
Den nye flerårsaftale sætter derfor særligt styrket fokus på
sikkerhed og tryghed for de ansatte i fængsler og arresthuse.
Aftaleparterne er endvidere bl.a. enige om at styrke indsat-
sen mod bandemedlemmerne og kriminelle udlændinge.
Dette lovforslag har for det første til formål at gennemføre
de dele af aftalen, som kræver lovændring.
Lovforslaget indeholder i den forbindelse forslag om at ud-
vide straffuldbyrdelseslovens regler om, at indsatte med til-
knytning til en bandegruppering som det helt klare udgangs-
punkt er afskåret fra at modtage besøg fra medlemmer af
den pågældende gruppering, hvis grupperingen er aktivt in-
volveret i en verserende voldelig konflikt mv. Aftaleparterne
er enige om at udvide denne mulighed for besøgsafskæring
til også at omfatte besøgende, som politiet skønner har en
tilknytning til en anden tilsvarende bandegruppering.
Lovforslaget indebærer endvidere en ændring af straffuld-
byrdelseslovens regler om vederlag til indsatte. Alle indsatte
i kriminalforsorgens institutioner kan i dag som udgangs-
punkt få udbetalt beskæftigelsesvederlag. De indsatte skal
selv afholde en række udgifter i forbindelse med udgang, og
udviste udlændinge skal herudover selv afholde udgifter til
hjemtransport i forbindelse med løsladelsen. Aftaleparterne
er i den forbindelse enige om, at kriminalforsorgen fremover
skal opspare 15 pct. af de indsattes beskæftigelsesvederlag
med henblik på at sikre, at de indsatte har midler til at dæk-
ke de udgifter, som de selv skal betale i forbindelse med ud-
gang eller løsladelse.
I forbindelse med den nye flerårsaftale for kriminalforsor-
gens økonomi for 2018-2021 er der endvidere truffet beslut-
ning om at videreføre midler til en række initiativer fra den
seneste flerårsaftaleperiode for 2013-2016. Det fremgår af
aftalen om kriminalforsorgens økonomi for 2013-2016, at
muligheden for intern og ekstern fjernundervisning i lukke-
de fængsler skulle udvides og forbedres, og at der skulle
skabes mulighed for, at indsatte kunne deltage i arbejdsmar-
kedsuddannelse (AMU) i åbne og lukkede fængsler samt ud-
valgte arresthuse. Initiativet blev udmøntet gennem en for-
søgsordning, hvorefter indsatte pr. 1. januar 2013 fik mulig-
hed for at deltage i arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og
udvalgte arresthuse. Lovforslaget indebærer, at den nuvæ-
rende midlertidige ordning gøres permanent.
Lovforslaget indeholder herudover et tiltag, som har til for-
mål at supplere initiativerne vedrørende styrket sikkerhed og
tryghed for de ansatte i flerårsaftalen om kriminalforsorgens
økonomi for 2018-2021. Det drejer sig om indførelse af
hjemmel i straffuldbyrdelsesloven til – både stikprøvevis og
efter konkret mistanke – at foretage udåndingsprøvekontrol
af indsatte i kriminalforsorgens institutioner med henblik på
at undersøge for eventuelt indtag af alkohol.
Regeringen ønsker endvidere som opfølgning på indførelsen
af indendørs rygeforbud i kriminalforsorgens institutioner at
gøre det muligt for kriminalforsorgen at konfiskere tobak og
andre rygeremedier, som indsatte har medtaget, besiddet el-
ler i øvrigt rådet over i strid med et fastsat rygeforbud. Lov-
forslaget indeholder på den baggrund forslag til en ændring
af straffuldbyrdelseslovens bestemmelse om konfiskation,
som indebærer en udvidelse af kriminalforsorgens adgang til
at foretage konfiskation af genstande og penge, som indsatte
4
har håndteret i strid med de regler, der gælder for ophold i
kriminalforsorgens institutioner.
Lovforslaget indeholder endelig forslag om en konsekvens-
ændring af retsplejelovens § 997, stk. 3, som indeholder en
henvisning til den nu ophævede bestemmelse i straffuldbyr-
delseslovens § 90, stk. 4.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af muligheden for besøgsafskæring
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. En indsat, der afsoner fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner, har ret til mindst ét ugent-
ligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to
timers varighed, jf. straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1,
men der kan i den enkelte institution gives tilladelse til be-
søg i videre omfang.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2, har en indsat
uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger ret til at modtage be-
søg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den
pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til
indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag.
Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter
retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at be-
skikkes som offentlige forsvarere.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 3, har en uden-
landsk indsat uden de i straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1,
nævnte begrænsninger endvidere ret til samtale med hjem-
landets diplomatiske eller konsulære repræsentanter.
2.1.1.2. Indsatte med tilknytning til en bandegruppering
(herunder også indsatte med tilknytning til en rockergruppe-
ring) er i dag som det helt klare udgangspunkt afskåret fra at
modtage besøg fra medlemmer af den gruppering, som de
selv er en del af, hvis den pågældende gruppering er aktivt
involveret i en verserende voldelig konflikt mv.
Ordningen indebærer nærmere bestemt, at en indsat, som af
politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,
som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt
med en anden gruppe af personer, og om hvem politiet oply-
ser, at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at
have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til
at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180, ikke har ret til at modtage
besøg af personer med tilknytning til den pågældende grup-
pe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4.
Begrebet »tilknytning« indebærer, at der må foreligge en an-
tagelse om en stærk tilknytning til gruppen som sådan. Be-
stemmelsen omfatter således ikke personer med en løsere
tilknytning til den pågældende persongruppe. Det blotte be-
kendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe
falder således uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Det afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse er på
det punkt alene, at den indsatte ifølge politiets skøn har en
sådan tilstrækkelig tilknytning til den pågældende persong-
ruppe. Det forhold, at en indsat på tidspunktet for afsonin-
gens påbegyndelse har haft tilknytning til bandemiljøet, men
under afsoningen har forladt dette miljø, vil som udgangs-
punkt indebære, at den pågældende ikke længere har den
fornødne tilknytning til gruppen. En tilknytning til en ban-
degruppering, der først er opstået under afsoningen, vil med-
føre, at besøg er afskåret under de nævnte omstændigheder.
Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være
mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper
anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur
og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted
og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også
mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fæl-
les sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i be-
stemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel
bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i
forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenhe-
der, som indtræffer.
2.1.1.3. Begrebet »voldelig« indebærer for det første, at
konflikten må have givet sig udslag i mindst én hændelse,
der kan karakteriseres som voldelig. Hermed sigtes navnlig
til voldelige angreb, hvor en eller flere personer med tilknyt-
ning til en persongruppe har overfaldet en eller flere perso-
ner med tilknytning til en anden gruppe. Også situationer,
hvor en eller flere personer fra de involverede grupper er
stødt sammen efter aftale eller indbyrdes forståelse, og hvor
der derfor ikke kan siges at være tale om et egentligt angreb,
er omfattet, hvis sammenstødet har indebåret en voldelig
konfrontation.
For at en konflikt kan anses for voldelig, må der dog være
tale om et voldeligt præg af en vis styrke. Handlinger, som
alene må anses for omfattet af straffelovens § 244 om sim-
pel vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til, at en kon-
flikt skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i
almindelighed slag, spark og lignende.
Bestemmelsen omfatter derimod navnlig tilfælde, hvor der
som led i konflikten er sket angreb eller sammenstød under
anvendelse af stik- eller slagvåben eller lignende. Anvendel-
5
se af skydevåben mv. vil også medføre, at konflikten skal
betragtes som voldelig. Som udgangspunkt må der således
som led i konflikten være begået handlinger, der som mini-
mum kan karakteriseres som kvalificeret vold, jf. straffelo-
vens § 245.
Det er ikke en betingelse, at der er tale om en gensidig vol-
delig konflikt. Der vil også være tale om en verserende vol-
delig konflikt i bestemmelsens forstand i tilfælde, hvor en
gruppe af personer ensidigt forfølger en anden gruppe af
personer. I sådanne tilfælde vil konflikten dog alene have
konsekvenser for adgangen til at modtage besøg for perso-
ner med tilknytning til den gruppe i konflikten, der udfører
angrebene.
2.1.1.4. Begrebet »verserende« indebærer, at der må være en
aktuel risiko for yderligere hændelser af den ovennævnte ka-
rakter. Det gælder, uanset om et besøg kan frygtes at virke
som katalysator for yderligere hændelser eller ej.
Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om en
verserende voldelig konflikt. Det vil i den forbindelse i al-
mindelighed kunne lægges til grund, at der vil være en aktu-
el risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den volde-
lige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflikten
inden for de seneste tre måneder er kommet til udtryk i en
eller flere voldelige hændelser.
Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil
konflikten i almindelighed fortsat skulle anses for at være
aktuelt voldelig i yderligere en periode på tre måneder. Der
kan imidlertid også være tale om en verserende voldelig
konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden
at der har fundet voldelige hændelser sted. En sådan længere
periode uden angreb kan således ikke i sig selv tages som
udtryk for, at risikoen for nye voldelige hændelser er drevet
over.
Der kan således være flere grunde til, at en konflikt i en pe-
riode ikke konkret har givet sig udslag i voldelige angreb el-
ler sammenstød. Der kan f.eks. være tale om, at de grupper,
der er involveret i konflikten, har haft behov for at bruge tid
på at planlægge et nyt angreb eller for at skaffe våben. End-
videre kan der f.eks. være tale om, at flere af en gruppes
medlemmer har været frihedsberøvet. Den eller de pågæl-
dende grupper kan derfor have ønsket at afvente f.eks. løsla-
delse af en eller flere af de frihedsberøvede medlemmer, så-
ledes at den enkelte gruppe vil stå stærkere ved et senere an-
greb.
Også mere tilfældige omstændigheder kan have betydet, at
de stridende grupper ikke fysisk er stødt sammen, ligesom
der kan være tale om, at de pågældende grupper nok har haft
sammenstød, men at disse ikke har haft en voldelig karakter.
I det politifaglige skøn af, om der er en aktuel risiko for nye
voldelige hændelser mv., kan der indgå andre momenter.
Politiet kan således – ud over den forløbne tid siden seneste
voldelige hændelse – eksempelvis lægge vægt på, om perso-
ner med tilknytning til de involverede persongrupper er eller
har været i besiddelse af våben som led i konflikten, eller
om der som led i konflikten anvendes eller har været an-
vendt skud- eller stiksikre veste eller lignende, ligesom epi-
soder med utryghedsskabende adfærd i øvrigt vil kunne til-
lægges betydning.
Sådanne handlinger kan tale for, at der fortsat er en aktuel
risiko for voldelige hændelser, uanset om der har været tale
om en forberedelse af eller en forholdsregel mod et voldeligt
angreb eller sammenstød. Det kan i den forbindelse tillige
tillægges betydning, om konflikten har ført til oprettelse af
visitationszoner.
Herudover kan også andre momenter af relevans indgå i den
politifaglige vurdering af risikosituationen. Omvendt kan
der også forekomme særlige tilfælde, hvor der ikke kan si-
ges at være en aktuel risikosituation, selv om der har fundet
en voldelig hændelse sted inden for de seneste tre måneder.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et klart grundlag for
at anse den voldelige konflikt som afsluttet, f.eks. hvis den
ene gruppe i konflikten må anses for opløst.
Afskæring af retten til besøg omfatter alene personer med
tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involve-
ret i den verserende voldelige konflikt. Denne betingelse in-
debærer, at mindst én af de handlinger, som medfører, at
konflikten anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor,
skal være begået inden for den gruppe, som den indsatte er
knyttet til.
Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om
et (første) angreb, eller om handlingen er begået som eksem-
pelvis et modangreb eller en hævnaktion. Det er heller ikke
nogen betingelse, at den dømte eller gruppen som helhed
står bag voldshandlingen.
Det er imidlertid en betingelse, at voldsudøvelsen er begået
som led i konflikten. Dette indebærer eksempelvis, at et en-
kelt voldeligt angreb kan begrænse muligheden for at mod-
tage besøg for personer knyttet til den angribende gruppe,
hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis der senere udfø-
res en hævnaktion, vil også medlemmer mv. af den gruppe,
som tager hævn, herved blive afskåret fra at modtage besøg,
forudsat at betingelserne i øvrigt er til stede.
2.1.1.5. Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uo-
verensstemmelse eller uenighed mellem to eller flere grup-
per kan udgøre en konflikt i den nævnte bestemmelses for-
stand. Det er uden betydning for vurderingen af, om en kon-
flikt er omfattet af bestemmelsen, hvad der er årsagen til
6
konflikten, og hvad konflikten drejer sig om. Det er ligele-
des uden betydning, om konflikten er begrundet i et eller
flere forhold. Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er
tale om en konflikt.
Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at der
inden for den gruppe, som den dømte skønnes knyttet til,
som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået brandstiftelse efter straffelovens § 180.
De våbentyper, der er omfattet af bestemmelsen, svarer såle-
des til de våbentyper, der er omfattet af straffelovens § 192
a, stk. 1.
Denne betingelse skal ses i lyset af, at hvis en part i en kon-
flikt mellem forskellige grupper på et tidspunkt i konflikten
har anvendt et så alvorligt våben mv., som de omfattede, må
konflikten i almindelighed antages at have en sådan grad af
alvor, at den vil kunne udvikle sig til en trussel mod tilfældi-
ge personer.
Det er ikke en betingelse, at den dømte eller gruppen som
helhed står bag anvendelsen af skydevåben mv., men det er
en betingelse, at skydevåbnet mv. er anvendt som led i kon-
flikten. Er der således anvendt skydevåben mv. en enkelt
gang, uden at der i øvrigt foreligger en konflikt, finder be-
stemmelsen ikke anvendelse.
Det er ikke en betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv.
er sket som led i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten
betragtes som verserende voldelig, jf. herom ovenfor. Også i
tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været anvendt skydevå-
ben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakterise-
res som verserende voldelig, er adgangen til besøg afskåret,
hvis der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv.
som led i konflikten. Det gælder, uanset hvor lang tid der
måtte være gået siden anvendelsen af skydevåbnet mv.
Eksempelvis er adgangen til besøg i almindelighed afskåret
for personer med tilknytning til en gruppe, der flere år tidli-
gere har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en
anden persongruppe, og som nu har begået et knivoverfald
mod den anden gruppe som led i samme konflikt. I dette til-
fælde er betingelsen om anvendelse af skydevåben mv. op-
fyldt, ligesom betingelsen om, at konflikten skal være verse-
rende voldelig, er opfyldt i kraft af knivoverfaldet.
Omvendt kan anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig
selv udgøre den begivenhed, som medfører, at en konflikt
nu må betegnes som verserende voldelig. Anvendelsen af et
skydevåben mv. vil således i sig selv kunne være den
udløsende begivenhed, som bevirker, at adgangen til besøg
er afskåret, uanset at der ikke herudover er begået volds-
handlinger inden for den pågældende gruppe.
Eksempelvis er adgangen til besøg afskåret for personer
med tilknytning til en gruppe, der nu har anvendt et skyde-
våben som led i en konflikt med en anden persongruppe,
uanset at der aldrig tidligere har været begået voldshandlin-
ger eller har været anvendt skydevåben som led i konflikten.
Her opfylder den aktuelle anvendelse af skydevåbnet såle-
des i sig selv både betingelsen om, at der skal være anvendt
skydevåben mv., og betingelsen om, at konflikten skal være
verserende voldelig. I begge tilfælde er adgangen til besøg
alene afskåret for dømte, der skønnes at have tilknytning til
den samme gruppe som den eller de personer, der har an-
vendt skydevåbnet mv.
2.1.1.6. Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at de besø-
gende skal indhente forudgående tilladelse til at besøge den
indsatte, ligesom det kan gøres til et vilkår for en besøgstil-
ladelse, at den besøgende lader sig undersøge, jf. straffuld-
byrdelseslovens § 52.
Besøg til en indsat, som af politiet skønnes at indtage en le-
dende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal
overværes af personalet i institutionen, medmindre det er
åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikker-
hedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge krimi-
nalitet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1.
Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de
indsattes ret til besøg og om begrænsninger i denne ret ud
fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn
til at forebygge kriminalitet, herunder om adgang for krimi-
nalforsorgsområdet til at træffe bestemmelse om forbud
mod besøg af bestemte personer og om gennemførelse af
besøg under overværelse af personale i institutionen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 2. Det er i samme be-
stemmelse fastsat, at besøg af advokat altid skal være uover-
været.
Kriminalforsorgsområdet fastsætter i øvrigt regler om be-
søgenes afvikling, jf. straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 2.
Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om besøg suppleres
således af en række administrative forskrifter, som findes i
bekendtgørelse nr. 852 af 28. juni 2017 om adgangen til be-
søg mv. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen).
Efter § 4, stk. 1, i den nævnte bekendtgørelse kan besøg af
bestemte personer forbydes, og en meddelt besøgstilladelse
inddrages, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af
ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet.
7
Inden tilladelse til at besøge en indsat i et fængsel eller et ar-
resthus meddeles, skal der til brug for sagen almindeligvis
indhentes oplysninger om ansøgeren i Det Centrale Krimi-
nalregister, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Besøg er i almindelighed uoverværede, jf. bekendtgørelsens
§ 6, stk. 1, men hvis det – ud over situationer omfattet af
straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1 – i det enkelte tilfælde
ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn findes på-
krævet, kan det bestemmes, at besøg skal gennemføres
under overværelse af personale i institutionen, jf. bekendt-
gørelsens § 6, stk. 2.
Ved besøg, der overværes af personale i institutionen, kan
der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som
den, der overværer besøget, forstår. Hvis forholdene taler
derfor, kan der anvendes tolk, jf. bekendtgørelsens § 6, stk.
4.
Besøg kan afbrydes, hvis dette i det enkelte tilfælde findes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. be-
kendtgørelsens § 7.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Som nærmere beskrevet under pkt. 2.1.1.2 ovenfor er indsat-
te bandemedlemmer (herunder medlemmer af rockergruppe-
ringer) i dag som det helt klare udgangspunkt afskåret fra at
modtage besøg fra medlemmer af den gruppering, som de
selv har tilknytning til, hvis den pågældende gruppering er
aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt mv.
Imidlertid er det i dag ikke muligt at afskære indsatte til-
knyttet en bandegruppering fra under de nævnte omstændig-
heder at modtage besøg fra personer, der tilhører en anden
tilsvarende gruppering, medmindre dette i det enkelte tilfæl-
de findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Aftaleparterne bag flerårsaftalen for kriminalforsorgen fin-
der, at den gældende ordning bør udvides til også at omfatte
besøgende, som har en tilknytning til en anden tilsvarende
bandegruppering end den, som den indsatte har tilknytning
til.
Det er samtidig politiets vurdering, at en udvidelse af de ek-
sisterende regler om at afskære besøg under en verserende
voldelig konflikt mellem grupperinger med fordel kan udvi-
des til at omfatte besøgende, der tilhører andre grupperinger
end dem, der aktuelt vurderes at være i konflikt. Det er såle-
des politiets opfattelse, at også besøgende fra sådanne andre
tilsvarende grupperinger vil kunne påvirke en aktuel volde-
lig konflikt, herunder modtage instrukser om at foretage
handlinger af betydning for konflikten.
Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved
en udvidelse af anvendelsesområdet for straffuldbyrdelses-
lovens § 51, stk. 4, således at en indsat, som af politiet skøn-
nes at have en tilknytning til en bandegruppering – under
omstændigheder hvor den pågældende er afskåret fra at
modtage besøg fra personer med tilknytning til den gruppe-
ring, som den pågældende selv er en del af – tillige afskæres
fra at modtage besøg fra personer, som politiet skønner har
en tilknytning til en anden tilsvarende bandegruppering.
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Som nævnt er en indsat med tilknytning til en ban-
degruppering i dag som det helt klare udgangspunkt afskåret
fra at modtage besøg fra medlemmer af den gruppering, som
de selv er en del af, hvis den pågældende gruppering er ak-
tivt involveret i en verserende voldelig konflikt mv.
Ordningen indebærer nærmere bestemt, at en indsat, som af
politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,
som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt
med en anden gruppe af personer, og om hvem politiet oply-
ser, at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at
have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til
at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180, ikke har ret til at modtage
besøg af personer med tilknytning til den pågældende grup-
pe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4.
Det foreslås at udvide denne eksisterende ordning om ad-
gang til besøgsafskæring til også at omfatte besøgende, som
politiet skønner har en tilknytning til en anden tilsvarende
bandegruppering.
Den foreslåede udvidelse af den eksisterende ordning inde-
bærer således nærmere bestemt, at en indsat, som af politiet
skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er
aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en
anden gruppe af personer, og om hvem politiet oplyser, at
der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have
tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skyde-
våben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvol-
de betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180, ikke har ret til at modtage besøg af per-
soner med tilknytning til en anden tilsvarende gruppe, med-
mindre ganske særlige grunde gør sig gældende.
Det bemærkes, at det således ikke er en betingelse for at
iværksætte den foreslåede ordning, at den bandegruppering,
som den besøgende af politiet skønnes at have en tilknyt-
8
ning til, aktivt er involveret i en verserende voldelig kon-
flikt.
Det forudsættes, at også en allerede meddelt besøgstilladelse
under de nævnte omstændigheder inddrages, medmindre
ganske særlige grunde gør sig gældende.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen – som det er til-
fældet efter den gældende ordning fastsat i straffuldbyrdel-
seslovens § 51, stk. 4 – skal træffe afgørelse om, hvorvidt
adgangen til at modtage besøg skal afskæres under de fore-
slåede omstændigheder. Det vil i den forbindelse være op-
lysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kri-
minalforsorgens afgørelse i de pågældende sager.
Dette gælder såvel i forhold til oplysninger om den indsattes
tilknytning til en bandegruppering som i forhold til oplys-
ninger om, hvorvidt den, der ansøger om besøg, har tilknyt-
ning til en sådan gruppering.
Kriminalforsorgens formodning om en indsats mulige til-
knytning til en bandegruppering vil normalt basere sig på, at
politiet i forbindelse med underretningen om, at den pågæl-
dende skal afsone fængselsstraf, har oplyst, at den dømte har
en sådan tilknytning.
Men kriminalforsorgen vil også kunne have en formodning
om en indsats tilknytning til en bandegruppering på bag-
grund af eksempelvis oplysninger fra dommen eller fra tidli-
gere ophold i kriminalforsorgens institutioner mv. Endelig
kan kriminalforsorgen selv have opnået viden om den på-
gældendes tilknytning til en bandegruppering under ved-
kommendes afsoning af den aktuelle straf, herunder hvis
den pågældende selv har gjort opmærksom herpå over for
kriminalforsorgen.
For så vidt angår de nærmere betingelser for at bringe den
foreslåede udvidelse af den eksisterende ordning i anvendel-
se henvises til beskrivelsen af gældende ret gengivet under
pkt. 2.1.1 ovenfor, idet der ikke foreslås ændringer heri.
2.1.3.2. Det bemærkes, at den foreslåede udvidelse – i lig-
hed med den eksisterende ordning – ikke vil finde anvendel-
se, hvis ganske særlige grunde gør sig gældende. Det be-
mærkes i den forbindelse, at besøg også fra nærtstående som
det klare udgangspunkt under de nævnte omstændigheder
vil være afskåret.
Ganske særlige grunde vil navnlig kunne foreligge, hvis hu-
manitære eller lignende tungtvejende hensyn gør sig gæl-
dende.
I tilfælde, hvor den foreslåede udvidelse af den eksisterende
ordning ikke finder anvendelse, idet ganske særlige grunde
gør sig gældende, vil der være mulighed for at træffe be-
stemmelse om, at besøg skal gennemføres under overværel-
se af personale i institutionen, hvis betingelserne herfor er
opfyldt, jf. pkt. 2.1.1.6 ovenfor.
Hvis lovforslaget vedtages, vil bekendtgørelse nr. 852 af 28.
juni 2017 om adgangen til besøg mv. til indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutio-
ner (besøgsbekendtgørelsen), blive ændret i fornødent om-
fang.
Kriminalforsorgens afgørelser om afskæring af retten til at
modtage besøg vil ikke kunne påklages administrativt. Kri-
minalforsorgens afgørelser om afskæring af retten til at
modtage besøg af en nærtstående person vil dog kunne på-
klages administrativt. Ved nærtstående personer forstås æg-
tefælle eller samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende,
bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem
den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan ligestilles
med de nævnte familiebånd.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.1.4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention
2.1.4.1. Den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslo-
vens § 51, stk. 4, hvorefter indsatte med tilknytning til en
bandegruppering (herunder også indsatte med tilknytning til
en rockergruppering) er afskåret fra at modtage besøg fra
medlemmer af den pågældende gruppering, hvis grupperin-
gen er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt,
medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende, blev
indsat ved lov nr. 672 af 8. juni 2017.
Der er redegjort for lovens forhold til Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention (EMRK) i lovforslaget til loven,
jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 190 som fremsat, side
31. Det er i lovforslagets almindelige bemærkninger anført,
at afgørelser om at afskære bestemte indsattes adgang til
bl.a. at modtage besøg udgør et indgreb omfattet af EMRK
artikel 8, stk. 1, hvorefter enhver har ret til respekt for sit
privatliv, familieliv og hjem samt sin korrespondance. Ifølge
artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb
i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstem-
melse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund
(proportionalt) af hensyn til bl.a. forebyggelse af uro eller
forbrydelse, beskyttelse af sundheden eller andres rettighe-
der og friheder.
9
Justitsministeriet vurderede imidlertid, at indgrebet ville væ-
re nødvendigt af hensyn til at forebygge uro eller forbrydel-
se og beskytte andres rettigheder og friheder.
Der blev navnlig lagt vægt på, at afgørelser om at afskære
besøg fra personer, som tilhører den samme gruppering, som
den indsatte vurderes at tilhøre, er begrænset til situationer,
hvor grupperingen er involveret i en verserende voldelig
konflikt, hvori der anvendes særdeles farlige våben, der kan
bringe tilfældige personer i fare.
Indgrebet varetager således et tungtvejende hensyn til at for-
hindre den indsatte i at påvirke en sådan aktuel voldelig
konflikt uden for fængslet eller modtage instrukser fra per-
soner uden for fængslet om at foretage handlinger, som har
til formål at skabe konflikt uden for fængslet.
Der blev endvidere lagt vægt på, at kriminalforsorgen skal
undlade at træffe afgørelse efter de foreslåede bestemmelser,
hvis ganske særlige grunde gør sig gældende.
Ministeriet vurderede på den baggrund, at lovforslaget kun-
ne gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8.
Den foreslåede udvidelse af den eksisterende ordning om
besøgsafskæring til også at omfatte besøgende fra andre til-
svarende grupperinger er begrundet i en politifaglig vurde-
ring. Det er således politiets opfattelse, at også besøgende
fra andre tilsvarende grupperinger end den, som den indsatte
har en tilknytning til, vil kunne påvirke en aktuel voldelig
konflikt, herunder ved at modtage instrukser om at foretage
handlinger af betydning for konflikten. Udvidelsen er såle-
des – ligesom den gældende ordning – begrundet i hensyn til
at forebygge uro eller forbrydelse og beskytte andres rettig-
heder og friheder.
Ministeriet vurderer, at den foreslåede udvidelse kan gen-
nemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8. Ministeri-
et lægger i den forbindelse vægt på de samme forhold, som
ministeriet lagde vægt på ved indførelsen af den gældende
bestemmelse, jf. ovenfor.
2.1.4.2. I lovforslaget til den gældende bestemmelse, jf. Fol-
ketingstidende 2016-17, A, L 190 som fremsat, side 31 f, er
det endvidere anført, at afgørelser om bl.a. at afskære retten
til besøg vil være udtryk for forskelsbehandling af den på-
gældende gruppe af indsatte i forhold til andre indsatte, som
har begået tilsvarende kriminalitet, men som ikke vurderes
at tilhøre de i lovforslaget omtalte grupperinger, jf. EMRK
artikel 14 om ikke-diskrimination sammenholdt med artikel
8 om ret til respekt for bl.a. privat- og familieliv.
Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
er en sådan forskelsbehandling kun er berettiget, hvis den
har et legitimt formål og samtidig står i et rimeligt forhold
til dette formål.
Justitsministeriet vurderede imidlertid, at forskelsbehandlin-
gen var nødvendig af hensyn til at forebygge uro eller for-
brydelse og beskytte andres rettigheder og friheder. Ministe-
riet henviste herved til de synspunkter, som blev anført til
støtte for, at lovforslaget kunne gennemføres inden for ram-
merne af EMRK artikel 8.
Justitsministeriet vurderede på den baggrund, at ordningen
var forenelig med EMRK artikel 14 sammenholdt med arti-
kel 8.
Justitsministeriet vurderer tilsvarende, at den foreslåede ud-
videlse af ordningen er forenelig med EMRK artikel 14
sammenholdt med artikel 8. Ministeriet lægger i den forbin-
delse vægt på de samme forhold, som ministeriet lagde vægt
på ved vurderingen af udvidelsens forenelighed med EMRK
artikel 8, jf. ovenfor.
2.2. Tvungen opsparing
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Beskæftigelse
En indsat, der afsoner fængselsstraf eller forvaring i krimi-
nalforsorgens institutioner, har ret og pligt til være beskæfti-
get ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden god-
kendt aktivitet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 1.
En indsat, der er udvist ved dom, kan dog ikke være beskæf-
tiget ved uddannelse, undervisning eller programvirksom-
hed, medmindre særlige forhold taler herfor, jf. straffuldbyr-
delseslovens § 38, stk. 2.
I medfør af straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 3, er det ad-
ministrativt fastsat, at en dømt, der er anbragt i et arresthus,
ikke er omfattet af bestemmelsen i § 38, stk. 1, men at på-
gældende dog skal tilbydes beskæftigelse, jf. § 1, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 739 af 13. juni 2017 om beskæftigelse
mv. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner (beskæfti-
gelsesbekendtgørelsen). Pligten og retten til beskæftigelse
kan også fraviges for bestemte grupper af indsatte, som
f.eks. førtidspensionister og efterlønsmodtagere mv.
Varetægtsarrestanter skal tilbydes beskæftigelse, jf. beskæf-
tigelsesbekendtgørelsens § 2, men har ikke pligt til at være
beskæftiget.
Valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfælde på
grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold.
10
Ved afgørelser herom skal der så vidt muligt tages hensyn til
den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for
at opnå arbejde eller uddannelse uden for fængslet. Den ind-
satte skal vejledes om mulighederne for ved undervisning
eller anden uddannelse at afhjælpe manglende skolekund-
skaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddan-
nelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 39, stk. 1 og 2.
2.2.1.1.1. En indsat skal have udbetalt vederlag for sin be-
skæftigelse. Vederlag skal også udbetales til indsatte, der ik-
ke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæfti-
gelse efter straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 3, eller fravæ-
rende fra beskæftigelse på grund af sygdom, jf. straffuldbyr-
delseslovens § 42, stk. 1.
Indsatte, som ikke er beskæftiget, fordi de nægter at påtage
sig den anviste beskæftigelse, skal alene have dækket deres
personlige fornødenheder, jf. straffuldbyrdelseslovens § 42,
stk. 2.
En indsat, der ikke har pligt til beskæftigelse, jf. § 38, stk. 3,
og som fremsætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt,
hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæftigelse, skal i en
kortere periode alene have dækket sine personlige fornøden-
heder, hvis den pågældende tidligere under strafudståelsen
har afvist tilbud om beskæftigelse, jf. straffuldbyrdelseslo-
vens § 42, stk. 3.
Reglerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 39-42 og reglerne i
beskæftigelsesbekendtgørelsen finder tilsvarende anvendel-
se for varetægtsarrestanter, medmindre andet fremgår af den
enkelte bestemmelse, jf. beskæftigelsesbekendtgørelsens §
26.
2.2.1.1.2. Bøder ikendt som disciplinærstraf kan modregnes
i den indsattes vederlag for beskæftigelse, jf. straffuldbyr-
delseslovens § 69, stk. 2.
Hvis den indsatte under fuldbyrdelsen ved ansvarspådragen-
de adfærd har forvoldt skade på ting, der tilhører en af kri-
minalforsorgens institutioner, kan kriminalforsorgsområdet
endvidere bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i
den indsattes vederlag for beskæftigelse, jf. straffuldbyrdel-
seslovens § 74, stk. 1.
Kriminalforsorgsområdet kan endelig bestemme, at en bøde
for udeblivelse efter tilsigelse til afsoning skal modregnes i
den indsattes vederlag for beskæftigelse, i de tilfælde, hvor
den pågældende ikke betaler bøden, jf. straffuldbyrdelseslo-
vens § 110 b, stk. 5.
Den indsatte skal dog i de nævnte tilfælde mindst have ud-
betalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 69, stk. 2, § 74, stk. 1, og § 110
b, stk. 5.
Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om vederlag for be-
skæftigelse suppleres af en række administrative forskrifter
fastsat i beskæftigelsesbekendtgørelsen og bekendtgørelse
nr. 1464 af 11. december 2017 om satser for vederlag m.v.
til indsatte i kriminalforsorgens institutioner (2018).
Det er i den forbindelse fastsat, at kriminalforsorgsområdet
udbetaler et grundbeløb – aktuelt 10,38 kr. – pr. times be-
skæftigelse, medmindre der anvendes akkord, jf. beskæfti-
gelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1.
Kan en indsat ikke tilbydes beskæftigelse på grund af
manglende arbejdsopgaver, udbetales grundbeløbet pr. time
uden tillæg, jf. beskæftigelsesbekendtgørelsens § 8.
Beskæftigelsesbekendtgørelsen indeholder endvidere regler
om diverse tillæg, udbetaling af beskæftigelsesvederlag
under sygdom og andet godkendt fravær samt fradrag i for-
bindelse med for sent fremmøde mv.
Skal den indsatte selv sørge for forplejning, udbetaler krimi-
nalforsorgsområdet et kostbeløb, jf. beskæftigelsesbekendt-
gørelsens § 21, ligesom kriminalforsorgsområdet udbetaler
et selvforvaltningsbeløb til indsatte, der ikke af kriminalfor-
sorgen får udleveret diverse artikler til personlig hygiejne
mv., jf. beskæftigelsesbekendtgørelsens § 22.
2.2.1.2. Indsattes udgifter
Udgifter til rejse og ophold i forbindelse med udgang afhol-
des af den indsatte, jf. § 34, stk. 1, og § 42, stk. 1, i bekendt-
gørelse nr. 930 af 30. juni 2017 om udgang til indsatte, der
udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens in-
stitutioner (udgangsbekendtgørelsen).
Det er i den forbindelse fastsat, at indsatte højst betaler 51
kr. til transport i forbindelse med udgang, og at den øvrige
del af transportudgiften afholdes af kriminalforsorgen, jf.
pkt. 4 i cirkulæreskrivelse nr. 9299 af 4. maj 2015 om tog-
rejser med DSB samt om tilskud til indsattes rejseudgifter.
Dette hænger sammen med, at den indsatte ikke selv afgør,
hvor i landet den pågældende skal afsone.
Rejser den indsatte i f.eks. egen bil, hvor den indsatte kunne
rejse med tog, afholder den indsatte selv udgifter forbundet
hermed.
Har den indsatte frigang til deltagelse i et kursus mv., og vil
det være særligt belastende for den indsatte selv at afholde
udgifterne forbundet med deltagelsen, kan udgifterne afhol-
des af kriminalforsorgen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 48.
11
I forbindelse med udflugter fra institutionerne afholdes ud-
gifter til entré og lignende af den indsatte, men når særlige
forhold taler derfor, kan kriminalforsorgen yde tilskud. Ud-
gifter til transport ved udflugter afholdes normalt af krimi-
nalforsorgen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 81.
Indsatte kan derudover have udgifter til f.eks. tandbehand-
ling, leje af tv, disciplinærbøder, bøder for udeblivelse, an-
tennepakker, erstatninger til kriminalforsorgen for tingsska-
de mv.
2.2.1.3. Løsladelse
Udgifter til transport til bopæl eller opholdssted inden for
landets grænser i forbindelse med løsladelsen afholdes af
kriminalforsorgen, jf. cirkulære nr. 11531 af 26. august
1983.
For så vidt angår udvisningsdømte gælder, at hvis politiet
drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen
afholde de udgifter, der for udlændingens eget
vedkommende er forbundet hermed. Har udlændingen ikke
tilstrækkelige midler, afholdes udgifterne foreløbigt af stats-
kassen, jf. udlændingelovens § 43, stk. 2.
Det følger af bemærkningerne til den nævnte bestemmelse,
jf. Folketingstidende 2003-04, 1. samling, tillæg A, side
7771 f, at det påhviler en udlænding selv at afholde de ud-
gifter, som er forbundet med den pågældendes egen udrejse.
Hvis det har været nødvendigt for politiet at ledsage udlæn-
dingen under udrejsen, kan udgifterne til de ledsagende poli-
titjenestemænds rejse og ophold således ikke kræves betalt
af udlændingen. Udgifter, der er forbundet med udlændin-
gens udrejse, vil navnlig være udgifter til fly- eller togbillet,
hoteludgifter, hvis overnatning er nødvendig for at afvente
en flyforbindelse, fortæring, udgifter til tolke og translatører
samt udgifter til transport og forsendelse af bagage.
Det følger endvidere af bemærkningerne til den nævnte be-
stemmelse, at i forbindelse med udsendelsen inddrages
eventuelle kontante midler, som udlændingen måtte være i
besiddelse af, til dækning af udgifter til udsendelsen. Hvis
udlændingen ikke har midler til udsendelsen, betaler staten
foreløbig udgifterne hertil, og hvis der viser sig mulighed
for det, vil beløbet efterfølgende blive inddrevet.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Som nævnt under pkt. 1.1 ovenfor er aftaleparterne bag fler-
årsaftalen for kriminalforsorgen enige om, at kriminalforsor-
gen fremover skal opspare 15 pct. af de indsattes beskæfti-
gelsesvederlag som en tvungen opsparing med henblik på at
sikre, at de indsatte har midler til at betale de udgifter, som
de selv skal dække i forbindelse med udgang eller løsladel-
se.
Justitsministeriet finder, at ordningen med tvungen opspa-
ring bør gennemføres ved at fastsætte i straffuldbyrdelseslo-
ven, at en andel af de indsattes beskæftigelsesvederlag ind-
sættes på en tvungen opsparing, som kan benyttes til dæk-
ning af de nævnte udgifter.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør det fastsættes admini-
strativt, hvor stor en andel af beskæftigelsesvederlaget der
skal opspares, idet dette vil være mest hensigtsmæssigt i for-
hold til mulighederne for en eventuel justering af ordningen,
f.eks. i tilfælde af ændrede satser for beskæftigelsesvederla-
get. Det forudsættes i den forbindelse, at aftaleparterne ind-
drages, hvis der opstår spørgsmål om at ændre den fastsatte
procentsats inden for aftaleperioden.
Justitsministeriet finder endvidere, at justitsministeren bør
bemyndiges til at fastsætte regler om den foreslåedes ord-
nings nærmere udformning.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4,
indsættes en ny bestemmelse, hvorefter kriminalforsorgsom-
rådet opsparer en andel af vederlaget efter stk. 1, der udbeta-
les til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for
udvisningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen.
Udgifter, som den indsatte skal afholde i forbindelse med
udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse,
modregnes i det opsparede beløb, hvis den indsatte ikke selv
afholder udgifterne.
Det foreslås endvidere, at justitsministerens bemyndigelse
efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4 (fremover stk. 5),
udvides til også at omfatte fastsættelse af regler om ordnin-
gen med tvungen opsparing.
Den foreslåede bemyndigelse tænkes udnyttet til administra-
tivt at fastsætte, at kriminalforsorgsområdet opsparer 15 pct.
af den indsattes beskæftigelsesvederlag, der udbetales til den
indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for udvis-
ningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen, jf. ne-
denfor.
Det vil på samme måde blive fastsat, at der også opspares 15
pct. af vederlaget for indsatte, som er fraværende fra be-
skæftigelse på grund af sygdom og derfor modtager sygeve-
derlag, jf. beskæftigelsesbekendtgørelsens § 13.
12
Det bemærkes, at der ikke skal ske opsparing af den indsat-
tes kost- og selvforvaltningsbeløb efter beskæftigelsesbe-
kendtgørelsens §§ 21 og 22.
En opsparing på 15 pct. vurderes således på den ene side at
tilgodese hensynet til kriminalforsorgsområdets mulighed
for at opspare en passende del af den indsattes beskæftigel-
sesvederlag og på den anden side hensynet til, at den indsat-
te bevarer incitamentet til at være i beskæftigelse.
Det bemærkes, at det vil være muligt efterfølgende at ændre
den fastsatte procentsats administrativt, hvis der f.eks. som
følge af ændrede satser for beskæftigelsesvederlag måtte op-
stå behov herfor. Det forudsættes i den forbindelse, at aftale-
parterne inddrages, hvis der opstår spørgsmål herom inden
for aftaleperioden. Det forudsættes endvidere, at aftalepar-
terne inddrages i arbejdet med eventuelle ændringer i de ud-
gifter, som den indsatte selv skal afholde i forbindelse med
udgang og løsladelse.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at opsparingen vil
blive administreret af kriminalforsorgsområdet og indsat på
en spærret konto, hvorfra kriminalforsorgsområdet løbende
vil kunne modregne udgifter, der er afholdt på vegne af den
indsatte i forbindelse med udgang og løsladelse, og som den
indsatte efter lovgivningen selv skulle have afholdt. Det vil i
den forbindelse ligeledes blive fastsat administrativt, i hvil-
ket omfang opsparingen forrentes.
Det vil samtidig blive fastsat, at kriminalforsorgsområdet
skal underrette den indsatte om, at der er sket modregning.
Det bemærkes, at kriminalforsorgsområdet også vil kunne
foretage modregning på vegne af en anden myndighed, der
har afholdt udgifter i forbindelse med en indsats udgang el-
ler løsladelse. Det vil f.eks. kunne være politiet, der har af-
holdt udgifter, som en indsat selv skulle have afholdt i for-
bindelse med udsendelse efter løsladelse i medfør af udlæn-
dingelovens § 43, stk. 2.
Det bemærkes endvidere, at en beslutning om modregning i
den indsattes opsparing vil være en afgørelse, jf. forvalt-
ningslovens § 2, stk. 1. Behandlingen af sådanne sager vil
således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i for-
valtningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og
grundsætninger. Det vil i medfør af straffuldbyrdelseslovens
§ 111, stk. 3, blive fastsat administrativt, i hvilket omfang
kriminalforsorgsområdets beslutning om modregning i den
indsattes opsparing vil kunne påklages til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstem-
melse med proportionalitetsprincippet. I det omfang krimi-
nalforsorgsområdet kan konstatere, at den tvungne opspa-
ring åbenbart overstiger de samlede udgifter, som den på-
gældende vil skulle afholde i forbindelse med udgang og
løsladelse, herunder eventuelt efterfølgende hjemrejse, for-
udsættes det således, at kriminalforsorgsområdet undlader at
tilbageholde yderligere beløb til opsparingen.
En indsat, der ikke har haft udgifter, som den pågældende
selv har skullet afholde, eller hvis udgifter ikke har overste-
get det opsparede beløb, skal have hele det opsparede beløb
eller den tilbageværende del af beløbet udbetalt senest på
tidspunktet for løsladelsen (evt. hjemrejsen, jf. nedenfor).
For afsonere, der ikke er udvisningsdømte, betyder dette, at
beløbet udbetales efter endt strafudståelse eller i forbindelse
med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 79.
Det forudsættes, at ordningen også skal gælde for personer,
der er varetægtsfængslet efter reglerne i retsplejeloven. Li-
geledes forudsættes det, at ordningen også skal finde anven-
delse for personer, der er varetægtsfængslet efter udlændin-
gelovens §§ 35 eller 35 a i anledning af strafbart forhold.
Ordningen vil derimod ikke gælde for personer, der er fri-
hedsberøvet efter udlændingelovens § 36, og hvis frihedsbe-
røvelse eventuelt er opretholdt af retten i medfør af udlæn-
dingelovens § 37, jf. § 36.
Det vil administrativt blive fastsat, at en varetægtsarrestant,
der forbliver varetægtsfængslet under eventuel appel eller
indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, vil få hele det opsparede
beløb eller den tilbageværende del af beløbet udbetalt senest
på tidspunktet for løsladelsen (eventuelt hjemrejsen, jf. nær-
mere nedenfor).
Det vil endvidere administrativt blive fastsat, at en
varetægtsarrestant, der løslades inden dom, under eventuel
appel eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, vil få hele
det opsparede beløb udbetalt senest i forbindelse med denne
løsladelse.
For så vidt angår udvisningsdømte skal udbetaling ske se-
nest på tidspunktet for hjemrejsen. Dette skyldes, at udsen-
delse ikke altid kan effektueres i umiddelbar forlængelse af
strafudståelse, og at det således først er muligt at opgøre de
endelige rejseomkostninger og foretage modregning på et
senere tidspunkt. En udvisningsdømt, der har afsonet sin
straf, men som ikke er overgået direkte til varetægtsfængs-
ling efter udlændingelovens § 35 med henblik på udsendel-
se, vil således få udbetalt hele det opsparede beløb eller den
tilbageværende del af beløbet senest på tidspunktet for
hjemrejsen. Det forudsættes i den forbindelse, at effektue-
ring af udsendelsen ikke umiddelbart anses for udsigtsløs.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og be-
mærkningerne hertil.
13
2.2.4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention
EMRK artikel 14 indeholder et forbud mod usaglig forskels-
behandling, hvis den foreliggende situation ligger inden for
en anden bestemmelses anvendelsesområde.
Efter artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK har enhver fy-
sisk eller juridisk person ret til respekt for sin ejendom.
Krav på beskæftigelsesvederlag efter straffuldbyrdelseslo-
ven, som den pågældende måtte opfylde betingelserne for at
modtage, må anses for ejendom i bestemmelsens forstand.
Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
indebærer EMRK artikel 14, at personer i sammenlignelige
situationer som udgangspunkt skal behandles ens, og at for-
skelsbehandling kun er berettiget, hvis den har et legitimt
formål og samtidig står i et rimeligt forhold til dette formål.
Efter den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens
§ 42, stk. 4, opsparer kriminalforsorgsområdet en andel af
beskæftigelsesvederlaget. Udgifter, som den indsatte skal af-
holde i forbindelse med udgang og løsladelse, modregnes
herefter i det opsparede beløb, hvis den indsatte ikke selv af-
holder udgifterne.
Efter den foreslåede bestemmelse udbetales det opsparede
beløb til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen,
for udvisningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrej-
sen. Ordningen vil således kunne indebære, at udvisnings-
dømte får et eventuelt opsparet tilgodehavende udbetalt se-
nere end andre indsatte.
Efter Justitsministeriets opfattelse befinder udvisningsdømte
efter løsladelse fra fængsel sig imidlertid ikke i en sammen-
lignelig situation med andre indsatte i forhold til det foreslå-
ede initiativ, som har til formål at sikre, at indsatte har mid-
ler til at betale de udgifter, som de selv skal dække i forbin-
delse med udgang eller løsladelse. Det skyldes, at udsendel-
se ikke i alle tilfælde kan effektueres umiddelbart efter løs-
ladelsen, hvorfor det først er muligt at opgøre de endelige
rejseomkostninger forbundet med udsendelsen, som udvis-
ningsdømte skal afholde, på et senere tidspunkt.
Det bemærkes i den forbindelse, at det opsparede beløb vil
blive udbetalt, hvis effektueringen af udsendelsen af den
indsatte umiddelbart må anses for udsigtsløs.
Da udvisningsdømte indsatte således ikke i forhold til det
foreslåede initiativ befinder sig i en sammenlignelig situa-
tion med øvrige indsatte, er forslaget ikke udtryk for for-
skelsbehandling i EMRK artikel 14’s forstand. Forslaget rej-
ser derfor ikke spørgsmål i forhold til artikel 14 sammen-
holdt med artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK.
2.3. Arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arresthu-
se
2.3.1. Gældende ret
Den nuværende midlertidige ordning vedrørende afholdelse
af arbejdsmarkedsuddannelser for indsatte i fængsler og ar-
resthuse har hjemmel i tekstanmærkning nr. 223 til § 20 på
finansloven for finansåret 2018.
Efter tekstanmærkningens stk. 1 bemyndiges undervisnings-
ministeren til ved bekendtgørelse at fravige § 10 a, stk. 1, §§
21-24, 31 og 32 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
samt § 3, stk. 6 og 8, § 6 og § 8 a i lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. med sigte på at eta-
blere en midlertidig ordning om afholdelse af arbejdsmar-
kedsuddannelser i fængsler samt udvalgte arresthuse fra 1.
januar 2018 til 31. december 2018. Godkendte udbydere af
arbejdsmarkedsuddannelser kan efter aftale med kriminal-
forsorgen udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag,
der er optaget i de fælles kompetencebeskrivelser, til afhol-
delse i fængsler og udvalgte arresthuse.
Efter tekstanmærkningens stk. 2 kan undervisningsministe-
ren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler
om kriminalforsorgens kompetence til at afgrænse deltager-
kredsen og tilmelde indsatte til en arbejdsmarkedsuddannel-
se samt om administrationen af ordningen, herunder bereg-
ning og opkrævning af betaling, betalingsfrister, indberet-
ning af aktivitet mv.
Efter tekstanmærkningens stk. 3 får Undervisningsministeri-
et af kriminalforsorgen refunderet taxametertilskud, der er
udbetalt til institutionerne for aktivitet afholdt i medfør af
stk. 1 for indsatte i fængsler og arresthuse. Kriminalforsor-
gen betaler endvidere den deltagerbetaling, som institutio-
nen opkræver i henhold til § 8 a i lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
Det følger af § 3, stk. 6, i lov om åben uddannelse (er-
hvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 315 af 5. april 2017, at åben uddannelse ikke kan forbe-
holdes bestemte virksomheder eller lignende, jf. dog § 4 om
indtægtsdækket virksomhed. I tilfælde, hvor undervisnings-
ministeren eller uddannelses- og forskningsministeren har
bestemt, at korte kurser kan have en varighed på 3-5 dage,
jf. § 2, stk. 6, 2. pkt., kan vedkommende minister bestemme,
at korte kurser efter lovens § 2, stk. 1, nr. 5, kan forbeholdes
kursusdeltagere fra enkelte institutioner mv.
Efter § 3, stk. 8, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet
voksenuddannelse) m.v., skal udbud af åben uddannelse an-
nonceres offentligt. Undervisningsministeren eller uddan-
nelses- og forskningsministeren kan pålægge uddannelsesin-
14
stitutionerne at anvende et fælles informationssystem ved
annoncering af udbud af åben uddannelse.
De nærmere regler om afholdelse af AMU-kurser i fængsler
og arresthuse er fastsat i den midlertidige bekendtgørelse af
29. december 2017 om arbejdsmarkedsuddannelser mv. for
indsatte i fængsler og arresthuse (herefter den midlertidige
bekendtgørelse).
Efter § 1, stk. 1, i den midlertidige bekendtgørelse kan ar-
bejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en
fælles kompetencebeskrivelse, efter aftale mellem en god-
kendt udbyder af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag
og kriminalforsorgen, afholdes som undervisning i fængsler
og arresthuse, hvor alene indsatte kan deltage. Kriminalfor-
sorgen bestemmer, om en tidligere indsat efter løsladelse
kan færdiggøre et forløb, hvortil den pågældende er tilmeldt,
i et fængsel eller et arresthus.
Den godkendte udbyder kan efter § 1, stk. 2, i den midlerti-
dige bekendtgørelse efter aftale med kriminalforsorgen til-
rettelægge undervisningen, så den samlede undervisningstid
overstiger den normerede varighed for arbejdsmarkedsud-
dannelsen, hvis det vurderes nødvendigt for, at den eller de
indsatte kan nå målet med uddannelsen. Det fremgår, at der
kun udløses tilskud for den normerede varighed, og at be-
slutningen om at tilrettelægge undervisningen, så undervis-
ningens varighed overstiger arbejdsmarkedsuddannelsens
normerede varighed, kan træffes inden uddannelsens påbe-
gyndelse eller undervejs i forløbet. Reglen indebærer, at
AMU-kurser i fængsler og arresthuse kan have en længere
varighed end den fastsætte varighed for uddannelserne i for-
hold til uddannelsernes mål, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 544 af 24. maj 2017 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Det følger derudover af § 1, stk. 3, i den midlertidige be-
kendtgørelse, at § 10 a, stk. 1, 3 og 4, i lov om arbejdsmar-
kedsuddannelser m.v. samt §§ 9-11 og § 16, stk. 6, i be-
kendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. ikke fin-
der anvendelse på adgang og optagelse til undervisning efter
stk. 1. De nævnte bestemmelser vedrører visse krav om til-
knytning til Danmark i form af fast bopæl eller beskæftigel-
se som adgangskrav for optagelse på en arbejdsmarkedsud-
dannelse.
Det følger af § 2, stk. 1, i den midlertidige bekendtgørelse,
at reglerne om beregning og udbetaling af tilskud til kost og
logi i §§ 21-24, 31 og 32, i lov om arbejdsmarkedsuddannel-
ser m.v., jf. bekendtgørelse om tilskud til kost og logi ved
deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget
i en fælles kompetencebeskrivelse og ved deltagelse i indivi-
duel kompetencevurdering efter lov om arbejdsmarkedsud-
dannelser m.v., ikke finder anvendelse på undervisning i
fængsler og arresthuse.
Af § 2, stk. 2, i den midlertidige bekendtgørelse følger, at
kriminalforsorgens dækning af de personlige fornødenheder
for indsatte, som deltager i undervisningen, uanset om den
indsatte skal betale for opholdet, indebærer, at denne modta-
ger en offentlig ydelse, der tilsigter af dække leveomkost-
ningerne, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om godtgørelse og tilskud
til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og ef-
teruddannelse. Det forudsættes derudover i bestemmelsen, at
der ikke for den indsatte er udgifter til befordring i forbin-
delse med deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse.
Efter § 3 i den midlertidige bekendtgørelse afregnes under-
visning i fængsler og arresthuse som virksomhedsforlagt un-
dervisning og omfattes af § 13, stk. 2, i bekendtgørelse om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v., hvorved kravet om be-
grænsning af afholdelse af arbejdsmarkedsuddannelsen in-
den for et godkendt geografisk dækningsområde ikke finder
anvendelse på undervisning i fængsler og arresthuse. Det
følger endvidere, at § 24, stk. 3, om udlicitering i bekendt-
gørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og § 19, stk. 5,
6 og 7, om tilskudsbetingelser i bekendtgørelse om åben ud-
dannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v. ikke
finder anvendelse på undervisning i fængsler og arresthuse.
Efter § 4, stk. 1, i den midlertidige bekendtgørelse bestem-
mer kriminalforsorgen, hvilke indsatte der vil kunne deltage
i undervisning i fængsler og arresthuse.
Det fremgår endvidere af § 4, stk. 2, i den midlertidige be-
kendtgørelse, at § 16, stk. 1 og 7, om pligt til at optage ansø-
gere til arbejdsmarkedsuddannelse og individuel kompeten-
cevurdering henholdsvis venteliste til uddannelsen i be-
kendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og § 9 om
begrænsning af antal kursister af kapacitetsmæssige årsager
i bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejds-
markedsuddannelse m.v. ikke finder anvendelse på optagel-
se og henvendelser om optagelse til undervisningen.
Det følger endelig af § 4, stk. 3, i den midlertidige bekendt-
gørelse, at tilmelding af deltagerne foretages af kriminalfor-
sorgen, dog således at § 12 om digital tilmelding i bekendt-
gørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkeds-
uddannelse m.v. ikke finder anvendelse på tilmeldingen.
Det følger af § 5 i den midlertidige bekendtgørelse, at en
godkendt udbyder af arbejdsmarkedsuddannelse på begæ-
ring fra kriminalforsorgen i forbindelse med indgåelse af af-
tale om undervisning i fængsler og arresthuse skal vurdere,
om det findes hensigtsmæssigt at lade en eller flere nærmere
angivne af kriminalforsorgens ansatte, der opfylder betingel-
serne i § 14, stk. 2-5, om lærerkvalifikationer i bekendtgø-
relse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., varetage under-
visningen helt eller delvis, jf. § 14, stk. 1. Det har endvidere
med bestemmelsens sidste pkt. været hensigten, at § 17, stk.
15
3, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. ik-
ke finder anvendelse i denne forbindelse.
Efter § 6 i den midlertidige bekendtgørelse finder reglerne
om markedsføring af og oplysning om undervisningen i §
19, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddan-
nelser m.v. og § 19, stk. 1, nr. 7, i bekendtgørelse om åben
uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelse m.v. ik-
ke anvendelse på AMU-kurser i fængsler og arresthuse.
Det følger endelig af § 7 i den midlertidige bekendtgørelse,
at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fører tilsyn efter
aftale med kriminalforsorgen.
Bestemmelser og regler i lov om arbejdsmarkedsuddannel-
ser m.v. og i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet vok-
senuddannelse) m.v. samt i administrative forskrifter udstedt
i medfør af disse love, som er fraveget under forsøgsordnin-
gen og den efterfølgende midlertidige ordning, omfatter så-
ledes samlet set rammerne for markedsføring, almindelig
adgang til uddannelserne, lærerkvalifikationer, pligt til an-
noncering, betingelserne for tilskud og deltagerbetaling.
Som følge af de praktiske omstændigheder, hvorunder un-
dervisningen i fængsler og arresthus finder sted, er det ikke
muligt at lade de almindeligt gældende regler om disse for-
hold for arbejdsmarkedsuddannelser finde anvendelse på un-
dervisning i fængsler og arresthuse.
I praksis betyder ovenstående, at AMU-udbyderne under
ordningen ikke skal markedsføre de AMU-kurser, der afhol-
des i fængslerne som led i ordningen. AMU-kurser, der af-
holdes for indsatte i fængsler, skal heller ikke annonceres på
f.eks. efteruddannelse.dk. Ligeledes tillades det, som led i
ordningen, at AMU-kurserne tilrettelægges og afholdes som
lukkede hold, hvor der kun er adgang for indsatte i fængsler,
og at kriminalforsorgens ansatte, der opfylder kravene til læ-
rerkvalifikationer, varetager undervisningen.
Herudover er det under normale omstændigheder en tilskuds-
betingelse for deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse, at den
pågældende kursist eller den virksomhed, kursisten er ansat
i, betaler deltagerbetaling. Kravet om deltagerbetaling for
indsatte, der deltager i AMU-kurser, er fraveget under for-
søgsordningen og den nuværende midlertidige ordning
således, at deltagerbetalingen betales af kriminalforsorgen.
2.3.2. Justitsministeriets og Undervisningsministeriets
overvejelser
Det fremgår af flerårsaftalen for kriminalforsorgens økono-
mi for 2013-2016, at muligheden for intern og ekstern fjern-
undervisning i lukkede fængsler skulle udvides og forbed-
res, og at der skulle skabes mulighed for, at indsatte kunne
deltage i arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) i åbne og luk-
kede fængsler samt udvalgte arresthuse.
Aftaleinitiativet blev udmøntet gennem en forsøgsordning,
hvorefter indsatte pr. 1. januar 2013 fik mulighed for at del-
tage i arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og udvalgte ar-
resthuse. Forsøgsordningen blev etableret via tekstanmærk-
ning nr. 212 til § 20 på finansloven for finansåret 2013 og
reguleret ved bekendtgørelse. Forsøgsordningen, der fra 1.
januar 2014 blandt andet havde hjemmel i den forsøgsbe-
stemmelse, der ved lov nr. 473 af 18. maj 2013 blev indsat
som ny § 27 a i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 226 af 4. november 2014, løb som ud-
gangspunkt i perioden fra 1. januar 2013 til 31. december
2016.
Kriminalforsorgen har i september 2016 afgivet ”Evaluering
af forsøgsordning om afholdelse af arbejdsmarkedsuddan-
nelser for indsatte i fængsler og arresthuse”. Det fremgår af
evalueringen, at ordningen har været et særdeles positivt til-
tag, og evalueringen anbefaler, at ordningen fortsætter enten
i form af en forlængelse af forsøgsordningen eller som et
permanent tiltag. Det fremgår endvidere af evalueringen, at
AMU i forsøgsperioden er blevet udbredt til alle fængsler og
en del arresthuse.
Ordningen blev på denne baggrund forlænget midlertidigt
for 2017 og 2018 via en tekstanmærkning til finansloven.
I forbindelse med den nye flerårsaftale for kriminalforsor-
gens økonomi for 2018-2021 er der endvidere truffet beslut-
ning om at videreføre midler til en række initiativer fra den
seneste flerårsaftaleperiode for 2013-2016. På den baggrund
foreslår Justitsministeriet – efter drøftelse med Undervis-
ningsministeriet – at den nuværende midlertidige ordning
gøres permanent.
Ministerierne vurderer, at arbejdsmarkedsuddannelser udgør
et attraktivt uddannelsestilbud for indsatte i fængsler og ar-
resthuse på grund af de korte forløb (AMU-kurser strækker
sig fra få dage til 6 ugers varighed) og det konkrete er-
hvervsfaglige indhold.
Ministerierne er endvidere af den opfattelse, at den gennem-
førte forsøgsordning har vist, at AMU-systemet er i stand til
at bidrage til uddannelsesindsatsen for indsatte i fængsler og
arresthuse og dermed til en forbedring af de indsattes mulig-
heder for job eller videre uddannelse efter afsoning.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås på den ovenfor anførte baggrund, herunder den
positive evaluering af forsøgsordningen, at den nuværende
16
midlertidige ordning vedrørende afholdelse af arbejdsmar-
kedsuddannelser i fængsler og arresthuse gøres permanent.
Kriminalforsorgen vil med en permanent ordning kunne ind-
gå aftaler med en godkendt udbyder af AMU-kurser i
fængsler og arresthuse, hvor alene de indsatte kan deltage.
Det vil bero på aftalen, hvilke fængsler og arresthuse der er
omfattet. Det vil være kriminalforsorgen, der bestemmer,
hvilke indsatte der kan deltage i AMU-kurserne, og som til-
melder de indsatte dertil. For indsatte, der har påbegyndt et
forløb, men ikke afsluttet dette før løsladelse, vil kriminal-
forsorgen kunne beslutte, at vedkommende kan færdiggøre
den igangværende undervisning, der gennemføres i fængslet
eller arresthuset.
AMU-kurser i fængsler og arresthuse vil som udgangspunkt
være omfattet af de almindelige bestemmelser i lov om ar-
bejdsmarkedsuddannelser m.v. om undervisningen mv. Som
følge af de særlige forhold, som er knyttet til afvikling og
gennemførelse af AMU-kurser i fængsler og arresthuse, vil
en række bestemmelser, der ellers gælder for AMU-kurser
med forslaget ikke finde anvendelse på undervisningen. Det
drejer sig om rammerne for almindelig adgang til uddannel-
serne (§ 10 a, stk. 1, 3 og 4, i lov om arbejdsmarkedsuddan-
nelser m.v.), tilskud til kost og logi samt klage i denne an-
ledning (§§ 21-24, 31 og 32 i lov om arbejdsmarkedsuddan-
nelser m.v.), at AMU-uddannelse ikke kan forbeholdes be-
stemte virksomheder eller lignende (§ 3, stk. 6, i lov om
åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.)
samt pligt til annoncering/markedsføring (§ 3, stk. 8, i lov
om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse)
m.v.).
Derudover er det under den foreslåede permanente ordning
hensigten at fravige en række regler i administrative for-
skrifter udstedt i medfør af lov om arbejdsmarkedsuddannel-
ser m.v. og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksen-
uddannelse) m.v., i det omfang det som følge af de praktiske
omstændigheder, hvorunder undervisningen i fængsler og
arresthuse finder sted, ikke er muligt at lade de almindeligt
gældende regler finde anvendelse på denne undervisnings-
form.
Særligt med hensyn til de regler, der er fastsat i medfør af
lov om arbejdsmarkedsuddannelser bemærkes, at der vil
kunne være særlige behov, hvorfor undervisningsministeren
efter forhandling med justitsministeren og efter udtalelse fra
Rådet for Voksen- og Efteruddannelse vil kunne fastsætte
nærmere regler om undervisningen, herunder om tilrettelæg-
gelse og varetagelse af undervisningen, undervisningstid, vi-
sitation og tilmelding til uddannelsen samt administration af
ordningen i øvrigt.
Forslaget indebærer endvidere, at AMU-kurser i fængsler og
arresthuse finansieres af kriminalforsorgen og således er ve-
derlagsfri for de indsatte.
Den foreslåede permanente ordning vil dermed i alt væsent-
lig svare til, hvad der gjaldt efter forsøgsordningen, og som
gælder efter den nuværende midlertidige ordning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1-3, og § 3, nr.
1-2, og bemærkningerne hertil.
2.4. Alkoholtest af indsatte i kriminalforsorgens instituti-
oner
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, kan Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområ-
det uden retskendelse undersøge, hvilke effekter en indsat
har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis
en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordens-
bestemmelser overholdes, eller at sikkerhedshensyn iagtta-
ges.
Endvidere kan kriminalforsorgsområdet af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en nærmere
undersøgelse af den indsattes person, hvis der er bestemte
grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddel-
se af effekter, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 3. Un-
dersøgelse må dog ikke gennemføres, hvis det efter indgre-
bets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet
må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt ind-
greb, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 4.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5, skal undersøgelse
foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Un-
dersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages og
overværes af personer af samme køn som den indsatte, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6. Dette gælder dog ikke
for sundhedspersonale.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 432 af 31. maj 2000
om fuldbyrdelse af straf m.v.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf.
Folketingstidende 1999-2000, 1. samling, tillæg A, side
3708, at der med udtrykket »nærmere undersøgelse af den
indsattes person« i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 3, sig-
tes til indgreb, hvor beføling af legemet er et led i selve un-
dersøgelsen. Der tænkes bl.a. på ydre undersøgelser, der be-
står i en beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde
kapsler skjult under huden, udtagelse af blodprøver og ul-
tralyds- og røntgenundersøgelser. Der tænkes endvidere på
17
undersøgelse af legemets hulrum og andre undersøgelser af
legemets indre, f.eks. rectoskopi og gynækologisk undersø-
gelse.
Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om undersøgelse af
den indsattes person og opholdsrum suppleres af en række
administrative forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr.
1110 af 17. august 2016 om undersøgelse af indsattes person
og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersø-
gelsesbekendtgørelsen) og vejledning nr. 9818 af 18. august
2016 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i
kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesvejlednin-
gen).
2.4.1.2. Efter straffuldbyrdelseslovens § 60 a, stk. 1, kan kri-
minalforsorgsområdet træffe bestemmelse om, at en indsat
skal afgive urinprøve med henblik på at undersøge for even-
tuel indtagelse af euforiserende stoffer eller andre stoffer,
der er forbudt efter den almindelige lovgivning, selv om der
ikke er konkret mistanke om, at de pågældende har indtaget
euforiserende stoffer.
Der kan træffes bestemmelse om, at en større kreds af ind-
satte skal afgive urinprøve, f.eks. således at samtlige indsat-
te på en eller flere afdelinger pålægges at afgive urinprøve,
jf. pkt. 10 i undersøgelsesvejledningen.
2.4.1.3. Der er ikke efter de gældende regler i straffuldbyr-
delsesloven tilsvarende mulighed for at foretage alkoholtest
ved udåndingsprøve hos indsatte i kriminalforsorgens insti-
tutioner.
Det er dog muligt at fastsætte vilkår om, at den indsatte
medvirker til en alkoholtest i forbindelse med udgang, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, og udgangsbekendtgø-
relsens § 12, stk. 1, nr. 2, der giver mulighed for fastsættelse
af de vilkår, der konkret findes formålstjenlige.
Endvidere kan kriminalforsorgsområdet beslutte, at sådan
undersøgelse skal foretages ved den indsattes tilbagekomst
fra udgang, hvis omstændighederne i det enkelte tilfælde ta-
ler derfor, jf. udgangsbekendtgørelsens § 12, stk. 4. Den ind-
satte er ikke forpligtet til at deltage i en sådan undersøgelse,
men nægtelse heraf kan få betydning for spørgsmålet om til-
ladelse til senere udgang, idet nægtelsen i et vist omfang vil
kunne tillægges processuel skadevirkning.
2.4.1.4. Straffuldbyrdelseslovens §§ 67-72 indeholder regler
om anvendelse af disciplinærstraf over for afsonere i krimi-
nalforsorgens institutioner. Reglerne finder anvendelse for
afsonere uanset alder.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 67 kan en indsat af krimi-
nalforsorgsområderne ikendes disciplinærstraf ved manglen-
de efterkommelse af personalets anvisninger, udeblivelse,
undvigelse eller forsøg herpå, tilsidesættelse af beskæftigel-
sespligten, nægtelse af afgivelse af urinprøve, indtagelse af
alkohol, euforiserende stoffer mv., overtrædelse af de regler
eller anvisninger, der gælder for rygning i institutionen,
overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen
samtidig indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller
sikkerhed i institutionen, overtrædelse af regler fastsat af ju-
stitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse
kan medføre disciplinærstraf, samt overtrædelse af regler
fastsat af kriminalforsorgen, når det i reglerne er bestemt, at
overtrædelse kan medføre disciplinærstraf.
Der er således efter bestemmelsen bl.a. mulighed for at
ikende disciplinærstraf ved nægtelse af afgivelse af urinprø-
ve, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 4, men ikke ved
nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 1, kan der som di-
sciplinærstraf anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
Strafcelle kan dog kun anvendes for visse nærmere opregne-
de forhold eller forsøg herpå samt andre grove eller oftere
gentagne forseelser, jf. straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 2.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 2, nr. 3, at
strafcelle kan anvendes ved nægtelse af afgivelse af urinprø-
ve efter lovens § 60 a.
Disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes i
forening, jf. straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 3.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 4, at fuld-
byrdelse af disciplinærstraf helt eller delvist kan undlades på
betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår
strafbart forhold eller en ny disciplinær forseelse.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.4.1.2, er det efter de gæl-
dende regler muligt at foretage urinprøvekontrol hos indsat-
te i kriminalforsorgens institutioner. Der er imidlertid ikke
efter de gældende regler tilsvarende mulighed for at foretage
alkoholtest ved udåndingsprøve hos indsatte i kriminalfor-
sorgens institutioner.
Indtagelse af alkohol har en negativ indvirkning på det soci-
ale klima i kriminalforsorgens institutioner og er medvirken-
de årsag til, at der forekommer vold og trusler mod persona-
le og blandt indsatte.
For at imødegå ulovlig indsmugling og indtagelse af alkohol
samt de uheldige følgevirkninger heraf er der efter Justitsmi-
nisteriets opfattelse behov for en forstærket kontrol for alko-
18
holindtag i kriminalforsorgens institutioner. Justitsministeri-
et finder i den forbindelse, at kriminalforsorgen bør have
mulighed for at foretage alkoholtest i form af udåndingsprø-
ver, både ved konkret mistanke om alkoholindtag og på stik-
prøvebasis.
Udåndingsprøver er en velegnet og gennemprøvet metode til
at påvise indtagelse af alkohol, og en generel adgang til at
foretage stikprøvekontrol vil efter Justitsministeriets opfat-
telse give mulighed for mere effektivt at gribe ind over for
de indsattes indsmugling og indtagelse af alkohol. Dette vil
medvirke til, at vold og trusler mod personale og mellem
indsatte samt andre ulovlige forhold, der er uforenelige med
straffuldbyrdelsen, reduceres. Samtidig vil stikprøvekontrol-
ler kunne give kriminalforsorgen et overblik over omfanget
af indtag af alkohol og bidrage til at belyse omfanget af ind-
smuglingen af alkohol i institutionerne, således at det bliver
muligt at målrette indsatsen mod de ulovlige aktiviteter.
Justitsministeriet finder under hensyntagen til formålet med
den foreslåede bestemmelse, at der – på samme måde som
det i dag gælder for urinprøvekontrol, jf. pkt. 2.4.1.2 – er be-
hov for at sikre effekten af den foreslåede nye kontrolmulig-
hed ved, at kriminalforsorgsområdet får mulighed for at på-
lægge sanktioner, hvis de indsatte nægter at medvirke til en
udåndingsprøvekontrol.
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.3.1. Det foreslås, at straffuldbyrdelseslovens § 60 a, stk.
1, ændres, således at bestemmelsen udvides til også at om-
fatte udåndingsprøve i forbindelse med kontrol for
alkoholindtag.
Bestemmelsen vil herefter både give mulighed for, at krimi-
nalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat
skal afgive urinprøve med henblik på at undersøge for even-
tuel indtagelse af euforiserende stoffer eller andre stoffer,
der er forbudt efter den almindelige lovgivning, og om afgi-
velse af udåndingsprøve i forbindelse med kontrol for alko-
holindtag.
Det forudsættes, at både udåndingsprøve og urinprøve vil
kunne foretages, uanset om der foreligger en konkret mis-
tanke om indtag af alkohol og euforiserende stoffer mv.,
dvs. også i form af stikprøver.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil også kunne an-
vendes over for en større kreds af indsatte, f.eks. således at
samtlige indsatte på en eller flere afdelinger pålægges at af-
give udåndingsprøve.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærk-
ningerne hertil.
2.4.3.2. Straffuldbyrdelseslovens § 60 a, stk. 2, fastslår, at
straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5 og 6, finder tilsvarende
anvendelse på indgreb efter lovens § 60 a.
Skånsomhedsprincippet, der følger af straffuldbyrdelseslo-
vens § 60, stk. 5, vil således også gælde for udåndingsprøve
i forbindelse med alkoholkontrol. Dette betyder bl.a., at der
ved afgivelsen af udåndingsprøve ikke bør være andre ind-
satte til stede. Det forudsættes endvidere i overensstemmelse
med almindelige forvaltningsretlige principper, at udån-
dingsprøve alene kan afkræves, hvis dette er rimeligt be-
grundet i saglige hensyn.
Reglen i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6, vedrører kun
undersøgelse, der indebærer afklædning, og henvisningen
hertil har dermed ingen betydning for udåndingsprøve.
2.4.3.3. Det foreslås, at de nærmere retningslinjer for gen-
nemførelsen af alkoholtest ved udåndingsprøve fastsættes i
administrative forskrifter. Dette svarer til den gældende ord-
ning i medfør af § 60 a i straffuldbyrdelsesloven om afgivel-
se af urinprøve med henblik på at undersøge for eventuel
indtagelse af euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er
forbudt efter den almindelige lovgivning, jf. stk. 1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærk-
ningerne hertil.
2.4.3.4. Justitsministeriet finder under hensyntagen til for-
målet med den foreslåede bestemmelse, at der – på samme
måde som det i dag gælder for urinprøvekontrol – er behov
for at sikre effekten af den foreslåede nye kontrolmulighed
ved, at kriminalforsorgen får mulighed for at pålægge sank-
tioner, hvis de indsatte nægter at medvirke til en udåndings-
prøvekontrol. I modsat fald vil bestemmelsen formentlig
kun få begrænset effekt.
Det foreslås derfor, at det i straffuldbyrdelseslovens § 67 om
disciplinærstraf tilføjes, at nægtelse af afgivelse af udån-
dingsprøve efter den foreslåede ændring af bestemmelsen
skal kunne medføre disciplinærstraf.
Det foreslås endvidere, at der i straffuldbyrdelseslovens § 68
skabes hjemmel til at anvende strafcelle som disciplinær-
straf for nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve. Formålet
hermed er at sikre, at der kan anvendes den samme sanktion
ved nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve, som den på-
gældende ville få ved afgivelse af en positiv udåndingsprøve
på baggrund af hvilken, der kan bevises indtagelse af alko-
hol. Det skal således ikke være muligt at undgå en discipli-
nærstraf i form af strafcelle ved at nægte at medvirke til af-
givelse af en udåndingsprøve.
19
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, og be-
mærkningerne hertil.
2.4.4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention
Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for
bl.a. sit privatliv. Ingen offentlig myndighed må gøre ind-
greb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overens-
stemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk
samfund (proportionalt) af hensyn til bl.a. at forebygge uro
eller forbrydelse eller for at beskytte andres rettigheder og
friheder, jf. artikel 8, stk. 2.
Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-
stol skal en foranstaltning, der retter sig mod privatlivet, ha-
ve et vist minimum af intensitet for at udgøre et indgreb i ar-
tikel 8.
Beskyttelsen af privatlivet omfatter bl.a. en persons fysiske
integritet. At være underlagt en pligt som indsat til at afgive
udåndingsprøve og i den forbindelse at kunne ifalde discipli-
næransvar ved nægtelse af at medvirke til prøven, herunder
med mulighed for anvendelse af strafcelle, udgør efter Ju-
stitsministeriets opfattelse et indgreb i retten til privatliv.
Formålet med den foreslåede ændring af straffuldbyrdelses-
lovens § 60 a, stk. 1, er at forstærke kontrollen med ulovlig
indsmugling og indtag af alkohol. Denne forstærkede kon-
trolindsats sigter mod at undgå en række uhensigtsmæssige
følgevirkninger af indtag af alkohol, der er uforenelige med
straffuldbyrdelsen, herunder en atmosfære præget af vold og
trusler mod personale og blandt de indsatte. Den foreslåede
ændring varetager således hensynene til at forebygge uro el-
ler forbrydelse og til at beskytte andres rettigheder og frihe-
der.
Indgrebet er efter Justitsministeriets opfattelse proportionalt.
Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at det ikke
er tilladt at indtage alkohol som indsat, og at overtrædelse af
dette forbud er forbundet med disciplinærstraf. Ministeriet
har endvidere lagt vægt på, at ordningen har til formål at
styrke kontrollen med ulovlig indsmugling og indtagelse af
alkohol, der som nævnt ovenfor kan have en række uheldige
følgevirkninger. Brug af udåndingsprøver må endvidere an-
ses for et velegnet og effektivt middel til at konstatere, om
indsatte har indtaget alkohol, og dermed til at varetage hen-
synene bag ordningen.
Det er også tillagt vægt, at der er tale om et relativt begræn-
set indgreb i den indsattes ret til privatliv, og at udåndings-
prøven skal foretages efter skånsomhedsprincippet i straf-
fuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5, hvilket indebærer, at der
ved afgivelsen af udåndingsprøve ikke bør være andre ind-
satte til stede. Desuden kan udåndingsprøve efter almindeli-
ge forvaltningsretlige principper alene afkræves, hvis dette
er rimeligt begrundet i saglige hensyn.
Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at ordningen
kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8.
2.5. Udvidelse af adgangen til konfiskation i kriminalfor-
sorgens institutioner
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Straffuldbyrdelseslovens § 73 indeholder regler om
konfiskation af genstande og penge hos afsonere i kriminal-
forsorgens institutioner.
Straffuldbyrdelseslovens regler om konfiskation finder an-
vendelse ved siden af de almindelige regler om konfiskation
i anledning af strafbart forhold, som findes i straffelovens §§
75-77 a.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 73, stk. 1, at krimi-
nalforsorgens institutioner kan træffe bestemmelse om kon-
fiskation, når genstande og penge er ulovligt indført, erhver-
vet eller tilvirket i institutionen. Det gælder dog ikke, hvis
de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige for-
hold.
Straffuldbyrdelseslovens § 73, stk. 2 og 3, indeholder regler
om konfiskation af genstande og penge, der søges indsmug-
let til indsatte, eller som findes på institutionens område,
uden at det kan fastslås, hvem de tilhører.
Ved straffuldbyrdelseslovens § 73, stk. 4, er justitsministe-
ren desuden bemyndiget til at fastsætte regler om behandlin-
gen af sager om konfiskation. Bemyndigelsen er udnyttet til
udstedelse af bekendtgørelse nr. 430 af 9. april 2015 om be-
handlingen af sager om konfiskation i kriminalforsorgens
institutioner (konfiskationsbekendtgørelsen), som bl.a. inde-
holder regler om adgangen til at påklage visse afgørelser om
konfiskation til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Herudover følger det af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
4, at endelige administrative afgørelser om konfiskation ef-
ter straffuldbyrdelseslovens § 73 af den dømte kan kræves
indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om konfiska-
tion af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det al-
mindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges be-
skæftigelse.
Spørgsmålet om, hvilke genstande og pengebeløb en indsat
kan medtage, besidde og råde over i kriminalforsorgens in-
20
stitutioner, er reguleret af straffuldbyrdelseslovens § 36 og
regler udstedt i medfør heraf.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 1, at en ind-
sat har ret til at medtage, besidde og råde over egne genstan-
de i institutionen, medmindre dette er uforeneligt med or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 2 og 3, fastsætter
justitsministeren regler om begrænsninger i indsattes ret til
at medtage, besidde og råde over egne genstande og penge i
institutionen. Denne bemyndigelse er udnyttet til udstedelse
af bekendtgørelse nr. 1153 af 27. oktober 2017 om indsattes
adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande
m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstands-
bekendtgørelsen).
Genstandsbekendtgørelsens kapitel 2 indeholder nærmere
regler om, hvilke genstande indsatte ikke må medtage, be-
sidde eller råde over i kriminalforsorgens fængsler og arrest-
huse.
Særligt i forhold til røgtobak, rygeremedier og genstande til
brug for fremstilling af cigaretter følger det af genstandsbe-
kendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 16, at indsatte ikke må medta-
ge, besidde eller råde over disse genstande, såfremt besid-
delsen mv. finder sted i eget eller andre indsattes opholds-
rum.
Dette betyder, at tobak mv. ikke kan konfiskeres efter reg-
lerne i straffuldbyrdelseslovens § 73, idet der ikke generelt
er forbud mod at medtage, besidde eller råde over tobak mv.
i kriminalforsorgens institutioner, men alene i de indsattes
opholdsrum (cellerne).
Genstande, der i øvrigt besiddes i strid med reglerne i gen-
standsbekendtgørelsen eller regler udstedt i medfør af denne
bekendtgørelse (f.eks. tobak mv., der besiddes i eget eller
andre indsattes opholdsrum), kan inddrages med henblik på
udlevering ved løsladelsen, jf. genstandsbekendtgørelsens §
35.
Reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 73 finder alene anven-
delse for afsonere i kriminalforsorgens institutioner, men ik-
ke for varetægtsarrestanter.
2.5.1.2. De overordnede rammer for behandlingen af vare-
tægtsarrestanter er fastlagt i retsplejelovens kapitel 70.
Det følger af retsplejelovens § 770, at en varetægtsarrestant
alene er undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige
til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller oprethol-
delse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 776, at justitsmini-
steren fastsætter nærmere regler om behandlingen af vare-
tægtsarrestanter, og at justitsministeren i den forbindelse
bl.a. kan fastsætte regler om klageadgang, om særlige rettig-
heder for varetægtsarrestanter, der er isoleret efter rettens
bestemmelse, og om den bistand, der ydes for at begrænse
de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, der føl-
ger af varetægten. Bemyndigelsen er udnyttet til udstedelse
af bekendtgørelse nr. 1037 af 23. juni 2016 om ophold i va-
retægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det fremgår af varetægtsbekendtgørelsens § 26, at en
varetægtsarrestant har ret til at medtage, besidde og råde
over egne genstande og penge i institutionen efter reglerne i
genstandsbekendtgørelsen. Endvidere følger det af gen-
standsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at reglerne i straffuldbyr-
delseslovens § 36 også finder tilsvarende anvendelse for
varetægtsarrestanter.
Genstandsbekendtgørelsens regler om, hvilke genstande en
indsat ikke må medtage, besidde eller råde over i institutio-
nen, omfatter således både afsonere og varetægtsarrestanter.
Dette gælder også for forbuddet mod tobak mv. i de indsat-
tes opholdsrum, jf. genstandsbekendtgørelsens § 2, stk. 1,
nr. 16.
Reglerne om konfiskation i straffuldbyrdelseslovens § 73
finder derimod ikke anvendelse for varetægtsarrestanter.
Tværtimod følger det af varetægtsbekendtgørelsens § 91,
stk. 1, at konfiskation hos en varetægtsarrestant alene kan
ske, hvis arrestanten afgiver erklæring om udenretlig vedta-
gelse af konfiskation efter reglerne i bekendtgørelse om
udenretlig vedtagelse af konfiskation. Sager om konfiska-
tion hos varetægtsarrestanter behandles efter reglerne i kon-
fiskationsbekendtgørelsen, jf. varetægtsbekendtgørelsens §
91, stk. 2, jf. herom nærmere ovenfor i pkt. 2.5.1.1.
I øvrigt er adgangen til at foretage konfiskation hos vare-
tægtsarrestanter reguleret af de almindelige regler i straffe-
lovens §§ 75-77 a, som alene vedrører konfiskation i anled-
ning af strafbart forhold.
Reglerne i genstandsbekendtgørelsens § 35 om inddragelse
af genstande og penge finder dog også anvendelse for vare-
tægtsarrestanter, hvilket indebærer, at genstande, der besid-
des i strid med reglerne i genstandsbekendtgørelsen eller
regler udstedt i medfør af denne bekendtgørelse, herunder
tobak, kan inddrages med henblik på udlevering ved løsla-
delsen.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Efter de gældende regler er der alene mulighed for at foreta-
ge konfiskation hos afsonere i kriminalforsorgens institutio-
21
ner, når genstande og penge er ulovligt indført, erhvervet el-
ler tilvirket i institutionen.
Der kan derimod ikke ske konfiskation af genstande eller
penge, som afsoneren lovligt har indført, erhvervet eller til-
virket i institutionen, selv om den pågældende efterfølgende
har medtaget, besiddet eller rådet over genstandene eller
pengene i strid med regler eller anvisninger for ophold i in-
stitutionen.
Dette betyder i praksis, at der ikke kan ske konfiskation af
røgtobak, rygeremedier og genstande til brug for fremstil-
ling af cigaretter, som afsoneren har medtaget, besiddet eller
rådet over i sit eget eller andre indsattes opholdsrum i strid
med rygeforbuddet i kriminalforsorgens institutioner. Tobak
mv. kan således alene inddrages med henblik på udlevering
ved løsladelsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør kriminalforsorgen ik-
ke være forpligtet til at opbevare tobak mv. for personer, der
har overtrådt reglerne i institutionen, dels fordi det pålægger
kriminalforsorgen en betydelig byrde i forhold til opbeva-
ring og registrering af inddragne genstande, dels fordi en så-
dan midlertidig inddragelse må antages at have en begrænset
præventiv og pønal effekt sammenlignet med konfiskation.
Justitsministeriet finder endvidere, at de samme hensyn gør
sig gældende for varetægtsarrestanter, hvorfor der også for
disse bør være mulighed for at foretage konfiskation af gen-
stande og penge, som arrestanten medtager, besidder eller
råder over i strid med regler eller anvisninger for ophold i
institutionen.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det i straffuldbyrdelseslovens § 73, stk. 1 (i
et nyt 2. pkt.), tilføjes, at reglerne om, at der kan ske konfi-
skation af genstande og penge, der er ulovligt indført, er-
hvervet eller tilvirket i institutionen, også gælder for gen-
stande og penge, der i øvrigt er medtaget, besiddet eller rå-
det over i strid med regler eller anvisninger for ophold i in-
stitutionen.
Samtidig foreslås det, at undtagelsesbestemmelsen i straf-
fuldbyrdelseslovens § 73, stk. 1, 2. pkt. (der bliver 3. pkt.)
ændres, således at der både henvises til 1. pkt. og det nye 2.
pkt., hvilket vil betyde, at reglerne om konfiskation af gen-
stande og penge ikke skal finde anvendelse, hvis de tilhører
nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold, uanset
om genstandene eller pengene er ulovligt indført, erhvervet
eller tilvirket i institutionen, eller om de i øvrigt er medtaget,
besiddet eller rådet over i strid med regler eller anvisninger
for ophold i institutionen.
Hensigten hermed er at udvide kriminalforsorgens adgang
til at foretage konfiskation hos afsonere i fængsler og arrest-
huse til også at omfatte genstande og penge, som afsoneren
lovligt har indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen,
men som den pågældende efterfølgende har medtaget, besid-
det eller rådet over i strid med regler eller anvisninger for
ophold i institutionen (f.eks. hvor den indsatte har besiddet
tobak mv. i eget eller andre indsattes opholdsrum).
Ændringen vil på nuværende tidspunkt være særligt relevant
i forhold til konfiskation af røgtobak, rygeremedier og gen-
stande til brug for fremstilling af cigaretter. Reglerne kan
imidlertid også tænkes anvendt i forhold til andre genstande
eller penge, der ikke er omfattet af et generelt forbud i insti-
tutionen, men som afsoneren medtager, besidder eller råder
over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institu-
tionen.
For så vidt angår varetægtsarrestanter foreslås det, at justits-
ministerens bemyndigelse efter retsplejelovens § 776 udvi-
des til at omfatte fastsættelse af nærmere regler om behand-
lingen af varetægtsarrestanter også indebærer, at justitsmini-
steren kan fastsætte nærmere regler om kriminalforsorgens
adgang til at foretage konfiskation af genstande og penge
hos varetægtsarrestanter, når genstandene eller pengene er
ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen eller i
øvrigt er medtaget, besiddet eller rådet over i strid med reg-
ler eller anvisninger for ophold i institutionen.
Bemyndigelsen forudsættes udnyttet til at indføre regler om
konfiskation hos varetægtsarrestanter i lighed med reglerne
for afsonere, idet der dog kan være behov for mindre variati-
oner mellem ordningerne som følge af varetægtsfængslin-
gens karakter.
2.6. Øvrige ændringer
2.6.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 997, stk. 1, at politidirektøren
drager omsorg for straffedommes fuldbyrdelse såvel i hen-
seende til straf som i henseende til dommens øvrige bestem-
melser, derunder erstatning til den skadelidte, for så vidt
denne begærer det. Politidirektøren står herved under stats-
advokatens overtilsyn. Bøder, sagsomkostninger og konfi-
skationsbeløb inddrives dog af restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Efter retsplejelovens § 997, stk. 2, kan erstatning, der under
straffesagen er tilkendt nogen, samt andre ydelser, der ved
dommen er pålagt den skyldige, inddrives efter de i bogen
om den borgerlige retspleje foreskrevne regler. Det følger
derudover, at for konfiskation gælder endvidere reglerne i
22
straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 2 og 3, § 91, stk. 2 og 3,
§ 92 og § 111, stk. 2 og 3.
Efter retsplejelovens § 997, stk. 3, kan der i domme, hvor-
ved nogen tilholdes at opfylde en forpligtelse mod det of-
fentlige, som tvangsmiddel fastsættes en fortløbende bøde,
der tilfalder statskassen. Det følger derudover af bestemmel-
sen, at straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 4, finder tilsvaren-
de anvendelse.
Straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 4, blev ophævet ved lov
nr. 739 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven, lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven og lov om Offer-
fonden (Reorganisering af kriminalforsorgen, herunder be-
grænsning af klageadgangen). Den tidligere gældende be-
stemmelse indebar, at der ikke var adgang til at påklage po-
litiets afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling
af bøder.
Ved samme lov blev der indsat en bestemmelse i straffuld-
byrdelseslovens § 111, stk. 2, hvorefter afgørelser, der træf-
fes i henhold til loven af andre myndigheder end kriminal-
forsorgens myndigheder, ikke kan påklages til højere admi-
nistrativ myndighed, medmindre justitsministeren i medfør
af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3, har fastsat regler
om klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, inde-
bærer bl.a., at der ikke er adgang til at påklage politiets af-
gørelser efter straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 2, om hen-
stand med eller afdragsvis betaling af bøder. Det svarer til,
hvad der gjaldt efter den tidligere bestemmelse i straffuld-
byrdelseslovens § 90, stk. 4, som derfor blev ophævet, idet
denne bestemmelse blev overflødig ved indførelsen af straf-
fuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2. Disse ændringer trådte i
kraft den 6. maj 2015. Der henvises til Folketingstidende
2013-14, 2. samling, A, L 190 som fremsat, side 30.
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.6.1, blev straffuldbyrdel-
seslovens § 90, stk. 4, ophævet ved lov nr. 739 af 25. juni
2014, idet bestemmelsen blev overflødig ved indførelsen af
nye regler om klageadgang i lovens § 111, stk. 2.
Efter vedtagelsen af lov nr. 739 af 25. juni 2014 blev det
konstateret, at bestemmelsen i retsplejelovens § 997, stk. 3,
2. pkt., som henviser til den nu ophævede bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 4, ved en fejl ikke var
blevet ophævet.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at retsplejelovens § 997, stk. 3, 2. pkt., ophæ-
ves.
Ændringen er en konsekvens af, at adgangen til at klage
over politiets afgørelser nu er reguleret i straffuldbyrdelses-
lovens § 111, stk. 2, i stedet for straffuldbyrdelseslovens §
90, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 1, og bemærk-
ningerne hertil.
3. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Med lovforslaget foreslås det at gøre de indsattes mulighed
for at deltage i arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og ud-
valgte arresthuse permanent. Lovforslaget er umiddelbart
kønsneutralt, idet den foreslåede permanente ordning med
mulighed for at afholde AMU-kurser for indsatte i fængsler
og arresthuse gælder lige for kvinder og mænd. Lovforslaget
vil imidlertid efter Undervisningsministeriets opfattelse kun-
ne have positive ligestillingsmæssige konsekvenser for
mænd, som udgør mere end 90 pct. af de indsatte. Lovfor-
slaget vil kunne medvirke til at løfte mænds uddannelsesni-
veau.
Lovforslaget har i øvrigt ikke ligestillingsmæssige konse-
kvenser af betydning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Med lovforslaget foreslås det at gøre de indsattes mulighed
for at deltage i arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og ud-
valgte arresthuse permanent. Undervisningsministeriet får af
kriminalforsorgen refunderet taxametertilskud, der er udbe-
talt vedrørende afholdelse af arbejdsmarkedsuddannelser i
fængsler. Kriminalforsorgen betaler endvidere den deltager-
betaling, som institutionen opkræver. Udgifterne forventes
at beløbe sig til 4 mio. kr. årligt, som finansieres af krimi-
nalforsorgen.
Lovforslaget har i øvrigt ikke økonomiske eller administrati-
ve konsekvenser for det offentlige af betydning. Det bemær-
kes, at anvendelsen af den i § 1, nr. 2, nævnte bemyndigelse
for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om tvun-
gen opsparing vil føre til en besparelse for kriminalforsor-
gen og politiet. Omfanget af besparelsen kan ikke opgøres
nærmere, da det vil afhænge af ordningens konkrete ud-
formning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
23
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 26. januar
2018 til den 23. februar 2018 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, AOF Danmark, Amnesty International, Be-
styrelsesforeningen for professionshøjskoler, Bestyrelsesfor-
eningen for social- og sundhedsskoler, Bestyrelsesforenin-
gen for VUC, Daghøjskoleforeningen, Danmarks Evalue-
ringsinstitut, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv,
Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Industri, Dansk Me-
tal, Dansk Oplysnings Forbund, Dansk Socialrådgiverfor-
ening, Danske Advokater, Danske Erhvervsskoler og Gym-
nasier – lederne, Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – be-
styrelserne, Danske Handicaporganisationer, Danske Regio-
ner, Danske SOSU-skoler, Datatilsynet, De Danske Sprog-
centre, Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handi-
cap Råd, Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kri-
minalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstols-
styrelsen, Fagligt Fælles Forbund – 3F, FOA – Fag og arbej-
de, Folkeligt Oplysnings Forbund, Foreningen af Fængsels-
inspektører og Viceinspektører, Foreningen af Institutions-
chefer og Områdechefer m.fl., Foreningen af Ledere ved
Danskuddannelserne, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Foreningen af Statsadvokater, Foreningen for Private Ud-
dannelsesudbydere i Danmark, Forstanderkredsen for Pro-
duktionsskoler og Produktionshøjskoler, Funktionærernes
og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Fængselsforbundet,
Handelsskolernes Lærerforening, HK Danmark, HK -
Landsklubben Danmarks Domstole, HK - Landsklubben for
Kriminalforsorgen, Institut for Menneskerettigheder, Justi-
tia, KL, Kriminalforsorgsforeningen, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Landsklubben
af Socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen, Landsorgani-
sationen i Danmark, Lederforeningen for VUC, Lederne, Li-
beralt Oplysningsforbund, Politidirektørforeningen, Politi-
forbundet i Danmark, Procesbevillingsnævnet, Produktions-
skoleforeningen, Professionshøjskolernes Rektorkollegium,
Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rigsre-
visionen, Rådet for Socialt Udsatte, Rådet for de Grundlæg-
gende Erhvervsrettede Uddannelser (REU), Rådet for Er-
hvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddan-
nelser, Rådet for Voksen- og Efteruddannelse (VEU-rådet),
samtlige byretter, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet,
Uddannelsesforbundet, Vestre Landsret og Østre Landsret.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning Ingen af betydning
Undervisningsministeriet får af kriminal-
forsorgen refunderet taxametertilskud,
der er udbetalt vedrørende afholdelse af
arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler.
Kriminalforsorgen betaler endvidere den
deltagerbetaling, som institutionen op-
kræver.
Udgifterne forventes at beløbe sig til 4
mio. kr. årligt, som finansieres af krimi-
nalforsorgen.
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
24
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retli-
ge minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 2
Indsatte, der afsoner fængselsstraf eller forvaring i kriminal-
forsorgens institutioner, skal efter den gældende bestemmel-
se i straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 1, have udbetalt ve-
derlag for deres beskæftigelse, men skal selv afholde nogle
udgifter i forbindelse med udgang, ligesom udvisningsdøm-
te selv skal afholde udgifter til hjemtransport i forbindelse
med udsendelsen.
Aftaleparterne bag flerårsaftalen for kriminalforsorgen er
enige om, at kriminalforsorgen fremover skal opspare 15
pct. af de indsattes beskæftigelsesvederlag som en tvungen
opsparing med henblik på at sikre, at de indsatte har midler
til at betale de udgifter, som de selv skal dække i forbindelse
med udgang eller løsladelse.
Med forslaget indsættes der i straffuldbyrdelseslovens § 42,
stk. 4, en ny bestemmelse, hvorefter kriminalforsorgsområ-
det opsparer en andel af vederlaget efter stk. 1, der udbetales
til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for ud-
visningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen. Ud-
gifter, som den indsatte skal afholde i forbindelse med ud-
gang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, mod-
regnes i det opsparede beløb, hvis den indsatte ikke selv af-
holder udgifterne.
Det foreslås endvidere, at justitsministerens bemyndigelse
efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4 (fremover stk. 5),
udvides til også at omfatte fastsættelse af regler om ordnin-
gen med tvungen opsparing.
Den foreslåede bemyndigelse tænkes udnyttet til administra-
tivt at fastsætte, at kriminalforsorgsområdet opsparer 15 pct.
af de indsattes beskæftigelsesvederlag, der udbetales til den
indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for udvis-
ningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen, jf. ne-
denfor.
Det vil på samme måde blive fastsat, at der også opspares 15
pct. af vederlaget for indsatte, som er fraværende fra be-
skæftigelse på grund af sygdom og derfor modtager sygeve-
derlag, jf. beskæftigelsesbekendtgørelsens § 13.
Det bemærkes, at der ikke skal ske opsparing af den indsat-
tes kost- og selvforvaltningsbeløb efter beskæftigelsesbe-
kendtgørelsens §§ 21 og 22.
En opsparing på 15 pct. vurderes således på den ene side at
tilgodese hensynet til kriminalforsorgsområdets mulighed
for at opspare en passende del af den indsattes beskæftigel-
sesvederlag og på den anden side hensynet til, at den indsat-
te bevarer incitamentet til at være i beskæftigelse.
Det bemærkes, at det vil være muligt efterfølgende at ændre
den fastsatte procentsats administrativt, hvis der f.eks. som
følge af ændrede satser for beskæftigelsesvederlag måtte op-
stå behov herfor. Det forudsættes i den forbindelse, at aftale-
parterne inddrages, hvis der opstår spørgsmål herom inden
for aftaleperioden. Det forudsættes endvidere, at aftalepar-
terne inddrages i arbejdet med eventuelle ændringer i de ud-
gifter, som den indsatte selv skal afholde i forbindelse med
udgang og løsladelse.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at opsparingen vil
blive administreret af kriminalforsorgsområdet og indsat på
en spærret konto, hvorfra kriminalforsorgsområdet løbende
vil kunne modregne udgifter, der er afholdt på vegne af den
indsatte i forbindelse med udgang og løsladelse, og som den
indsatte efter lovgivningen selv skulle have afholdt. Det vil i
den forbindelse ligeledes blive fastsat administrativt, i hvil-
ket omfang opsparingen forrentes.
Det vil samtidig blive fastsat, at kriminalforsorgsområdet
skal underrette den indsatte om, at der er sket modregning.
Det bemærkes, at kriminalforsorgsområdet også vil kunne
foretage modregning på vegne af en anden myndighed, der
25
har afholdt udgifter i forbindelse med en indsats udgang el-
ler løsladelse. Det vil f.eks. kunne være politiet, der har af-
holdt udgifter, som en indsat selv skulle have afholdt i for-
bindelse med udsendelse efter løsladelse i medfør af udlæn-
dingelovens § 43, stk. 2.
Det bemærkes endvidere, at en beslutning om modregning i
den indsattes opsparing vil være en afgørelse, jf. forvalt-
ningslovens § 2, stk. 1. Behandlingen af sådanne sager vil
således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i for-
valtningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og
grundsætninger. Det vil i medfør af straffuldbyrdelseslovens
§ 111, stk. 3, blive fastsat administrativt, i hvilket omfang
kriminalforsorgsområdets beslutning om modregning i den
indsattes opsparing vil kunne påklages til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstem-
melse med proportionalitetsprincippet. I det omfang krimi-
nalforsorgsområdet kan konstatere, at den tvungne opspa-
ring åbenbart overstiger de samlede udgifter, som den på-
gældende vil skulle afholde i forbindelse med udgang og
løsladelse, herunder eventuelt efterfølgende hjemrejse, for-
udsættes det således, at kriminalforsorgsområdet undlader at
tilbageholde yderligere beløb til opsparingen.
En indsat, der ikke har haft udgifter, som den pågældende
selv har skullet afholde, eller hvis udgifter ikke har overste-
get det opsparede beløb, skal have hele det opsparede beløb
eller den tilbageværende del af beløbet udbetalt senest på
tidspunktet for løsladelsen (evt. hjemrejsen, jf. nedenfor).
For afsonere, der ikke er udvisningsdømte, betyder dette, at
beløbet udbetales efter endt strafudståelse eller i forbindelse
med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 79.
Det forudsættes, at ordningen også skal gælde for personer,
der er varetægtsfængslet efter reglerne i retsplejeloven. Li-
geledes forudsættes det, at ordningen også skal finde anven-
delse for personer, der er varetægtsfængslet efter udlændin-
gelovens §§ 35 eller 35 a i anledning af strafbart forhold.
Ordningen vil derimod ikke gælde for personer, der er fri-
hedsberøvet efter udlændingelovens § 36, og hvis frihedsbe-
røvelse eventuelt er opretholdt af retten i medfør af udlæn-
dingelovens § 37, jf. § 36.
Det vil administrativt blive fastsat, at en varetægtsarrestant,
der forbliver varetægtsfængslet under eventuel appel eller
indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, vil få hele det opsparede
beløb eller den tilbageværende del af beløbet udbetalt senest
på tidspunktet for løsladelsen (eventuelt hjemrejsen, jf. nær-
mere nedenfor).
Det vil endvidere administrativt blive fastsat, at en vare-
tægtsarrestant, der løslades inden dom, under eventuel appel
eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, vil få hele det op-
sparede beløb udbetalt senest i forbindelse med denne løsla-
delse.
For så vidt angår udvisningsdømte skal udbetaling ske se-
nest på tidspunktet for hjemrejsen. Dette skyldes, at udsen-
delse ikke altid kan effektueres i umiddelbar forlængelse af
strafudståelse, og at det således først er muligt at opgøre de
endelige rejseomkostninger og foretage modregning på et
senere tidspunkt. En udvisningsdømt, der har afsonet sin
straf, men som ikke er overgået direkte til varetægtsfængs-
ling efter udlændingelovens § 35 med henblik på udsendel-
se, vil således få udbetalt hele det opsparede beløb eller den
tilbageværende del af beløbet senest på tidspunktet for
hjemrejsen. Det forudsættes i den forbindelse, at effektue-
ring af udsendelsen ikke umiddelbart anses for udsigtsløs.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Indsatte med tilknytning til en bandegruppering (herunder
også indsatte med tilknytning til en rockergruppe) er i dag
som det helt klare udgangspunkt afskåret fra at modtage be-
søg fra medlemmer af den pågældende gruppering, hvis
grupperingen er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt mv., jf. straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4.
Efter gældende ret er det imidlertid ikke muligt at afskære
en indsat, der er tilknyttet en bandegruppering, fra at modta-
ge besøg fra personer, der tilhører en anden gruppering,
medmindre dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet.
Det foreslås at udvide muligheden for besøgsafskæring efter
straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, til også at omfatte be-
søgende, som politiet skønner har en tilknytning til en anden
tilsvarende gruppering.
Med forslaget udvides den eksisterende adgang til besøgsaf-
skæring således, at en indsat, som af politiet skønnes at have
tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involve-
ret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af
personer, og om hvem politiet oplyser, at der inden for den
gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til,
som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens
§ 180, ikke har ret til at modtage besøg af personer med til-
knytning til en anden tilsvarende gruppe, medmindre ganske
særlige grunde gør sig gældende.
26
Det bemærkes, at det således ikke er en betingelse for at
iværksætte den foreslåede ordning, at den bandegruppering,
som den besøgende af politiet skønnes at have en tilknyt-
ning til, er aktivt involveret i en verserende voldelig kon-
flikt.
Det forudsættes, at også en allerede meddelt besøgstilladelse
under de nævnte omstændigheder inddrages, medmindre
ganske særlige grunde gør sig gældende.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen – som det er til-
fældet efter den gældende ordning fastsat i straffuldbyrdel-
seslovens § 51, stk. 4 – skal træffe afgørelse om, hvorvidt
adgangen til at modtage besøg skal afskæres under de nævn-
te omstændigheder. Det vil i den forbindelse som udgangs-
punkt være oplysninger fra politiet, som vil skulle danne
grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende
sager.
Dette gælder såvel i forhold til oplysninger om den indsattes
tilknytning til en bandegruppering som i forhold til oplys-
ninger om hvorvidt den, der ansøger om besøg, har tilknyt-
ning til en sådan gruppering.
Kriminalforsorgens formodning om en indsats mulige til-
knytning til en bandegruppering vil normalt basere sig på, at
politiet i forbindelse med underretningen om, at den pågæl-
dende skal afsone fængselsstraf, har oplyst, at den dømte har
en sådan tilknytning.
Kriminalforsorgen vil også kunne have en formodning om
en indsats tilknytning til en bandegruppering på baggrund af
eksempelvis oplysninger fra dommen eller fra tidligere op-
hold i kriminalforsorgens institutioner mv. Endelig kan kri-
minalforsorgen selv have opnået viden om den pågældendes
tilknytning til en bandegruppering under vedkommendes af-
soning af den aktuelle straf, herunder hvis den pågældende
selv har gjort opmærksom herpå over for kriminalforsorgen.
For så vidt angår de nærmere betingelser for at bringe den
foreslåede udvidelse af den eksisterende ordning i anvendel-
se henvises til beskrivelsen af gældende ret gengivet under
pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, idet der
ikke foreslås ændringer heri.
Den foreslåede udvidelse af den eksisterende ordning vil ik-
ke finde anvendelse, hvis ganske særlige grunde gør sig gæl-
dende. Det bemærkes i den forbindelse, at besøg også fra
nærtstående som det klare udgangspunkt under de nævnte
omstændigheder vil være afskåret.
Ganske særlige grunde vil navnlig kunne foreligge, hvis hu-
manitære eller lignende tungtvejende hensyn gør sig gæl-
dende.
I tilfælde, hvor den foreslåede udvidelse af den eksisterende
ordning ikke finder anvendelse – idet ganske særlige grunde
gør sig gældende – vil der være mulighed for at træffe be-
stemmelse om, at besøg skal gennemføres under overværel-
se af personale i institutionen, hvis betingelserne herfor er
opfyldt, jf. pkt. 2.1.1.6 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Hvis lovforslaget vedtages, vil bekendtgørelse nr. 852 af 28.
juni 2017 om adgangen til besøg mv. til indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutio-
ner (besøgsbekendtgørelsen), blive ændret i fornødent om-
fang.
Kriminalforsorgens afgørelser om afskæring af retten til at
modtage besøg vil ikke kunne påklages administrativt. Kri-
minalforsorgens afgørelser om afskæring af retten til at
modtage besøg af en nærtstående person vil dog kunne på-
klages administrativt. Ved nærtstående personer forstås æg-
tefælle eller samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende,
bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem
den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan ligestilles
med de nævnte familiebånd.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Det følger af den gældende bestemmelse i straffuldbyrdel-
seslovens § 60 a, stk. 1, at kriminalforsorgsområdet kan
træffe bestemmelse om, at en indsat skal afgive urinprøve
med henblik på at undersøge for eventuel indtagelse af eufo-
riserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning.
Med forslaget tilføjes udåndingsprøver til brug for alkohol-
kontrol i straffuldbyrdelseslovens § 60 a, stk. 1.
Hermed får kriminalforsorgsområdet ligeledes mulighed for
at foretage udåndingsprøvekontrol hos indsatte i kriminal-
forsorgens institutioner med henblik på at undersøge for
eventuelt indtag af alkohol.
Forslaget vil indebære, at indsatte på tilfældige tidspunkter
og steder vil kunne afkræves udåndingsprøve med det for-
mål at kontrollere, om de indsatte indtager alkohol.
Iværksættelse af udåndingsprøvekontrol efter den foreslåede
ændring af bestemmelsen forudsætter ikke, at der kan påvi-
ses en konkret mistanke mod den indsatte om indtag af alko-
hol. Udåndingsprøve kan herefter afkræves indsatte rutine-
mæssigt og stikprøvevis, når dette findes hensigtsmæssigt
27
og ud fra en saglig vurdering, herunder navnlig ud fra præ-
ventive hensyn. Det er ikke en betingelse, at det i det enkelte
tilfælde kan påvises, at kontrollen er afgørende for at sikre,
at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn
iagttages.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil kunne anven-
des over for enkelte indsatte såvel som en større kreds af
indsatte, f.eks. således at samtlige indsatte på en eller flere
afdelinger pålægges at afgive udåndingsprøve.
Af straffuldbyrdelseslovens § 60 a, stk. 2, fremgår det, at
reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 5 og 6, finder
tilsvarende anvendelse på indgreb efter lovens § 60 a.
Skånsomhedsprincippet, der følger af straffuldbyrdelseslo-
vens § 60, stk. 5, vil således også gælde for udåndingsprøve
i forbindelse med alkoholkontrol. Dette betyder bl.a., at der
ved afgivelsen af udåndingsprøve ikke bør være andre ind-
satte til stede. Det forudsættes endvidere i overensstemmelse
med almindelige forvaltningsretlige principper, at udån-
dingsprøve alene kan afkræves, hvis dette er rimeligt be-
grundet i saglige hensyn.
Reglen i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6, vedrører kun
undersøgelse, der indebærer afklædning, og henvisningen
hertil har dermed ingen betydning for udåndingsprøve.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens
§ 60 a, stk. 3, er justitsministeren bemyndiget til at fastsætte
regler om gennemførelsen af urinprøvekontrol.
Med den foreslåede ændring vil justitsministerens bemyndi-
gelse blive udvidet til også at omfatte fastsættelse af regler
om udåndingsprøvekontrol. Justitsministeren vil hermed bli-
ve bemyndiget til at fastsætte nærmere retningslinjer for
gennemførelsen af alkoholtest ved udåndingsprøve, hvilket
vil svare til den gældende ordning om urinprøvekontrol for
eventuel indtagelse af euforiserende stoffer mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 1-9, indeholder en oplist-
ning af de tilfælde, hvor indsatte skal ikendes disciplinær-
straf.
Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens
§ 67, nr. 4, skal en indsat ikendes disciplinærstraf ved næg-
telse af afgivelse af urinprøve efter lovens § 60 a.
Med forslaget ændres straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 4,
således at bestemmelsen også vil omfatte afgivelse af udån-
dingsprøve.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgsområdet ligeledes
skal ikende en indsat disciplinærstraf, hvis den pågældende
nægter at afgive udåndingsprøve efter straffuldbyrdelseslo-
vens § 60 a, stk. 1, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
Straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 2, indeholder en oplist-
ning af de tilfælde, hvor strafcelle kan anvendes som disci-
plinærstraf.
Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens
§ 68, stk. 2, nr. 3, kan strafcelle bl.a. anvendes, hvis den ind-
satte nægter at afgive urinprøve efter lovens § 60 a.
Med forslaget ændres straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 2,
nr. 3, således at udåndingsprøve også omfattes af bestem-
melsen.
Forslaget indebærer, at strafcelle vil kunne anvendes som
disciplinærstraf ved nægtelse af afgivelse af urinprøve med
henblik på kontrol for euforiserende stoffer mv. såvel som
ved nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve med henblik på
kontrol for indtag af alkohol.
Med den foreslåede ændring sikres det, at en indsat ikke for
at undgå en disciplinærstraf i form af strafcelle kan nægte at
medvirke til afgivelse af udåndingsprøve.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 8 og 9
Det følger af den gældende bestemmelse i straffuldbyrdel-
seslovens § 73, stk. 1, at kriminalforsorgens institutioner
28
kan træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og
penge er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutio-
nen. Det gælder dog ikke, hvis genstandene eller pengene
tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
Efter de gældende regler er der således alene mulighed for at
foretage konfiskation hos afsonere i kriminalforsorgens in-
stitutioner, når genstande og penge er ulovligt indført, er-
hvervet eller tilvirket i institutionen.
Der kan derimod ikke ske konfiskation af genstande eller
penge, som afsoneren lovligt har indført, erhvervet eller til-
virket i institutionen, selv om den pågældende efterfølgende
har medtaget, besiddet eller rådet over genstandene eller
pengene i strid med regler eller anvisninger for ophold i in-
stitutionen.
I forhold til røgtobak, rygeremedier og genstande til brug for
fremstilling af cigaretter følger det af genstandsbekendtgø-
relsens § 2, stk. 1, nr. 16, at indsatte ikke må medtage, be-
sidde eller råde over disse genstande, såfremt besiddelsen
mv. finder sted i eget eller andre indsattes opholdsrum. Det-
te betyder, at tobak mv. ikke kan konfiskeres efter de gæl-
dende regler i straffuldbyrdelseslovens § 73, men alene kan
inddrages med henblik på udlevering ved løsladelsen, jf.
genstandsbekendtgørelsens § 35.
Med forslaget vil der i straffuldbyrdelseslovens § 73, stk. 1,
blive indsat et nyt 2. punktum, hvorefter reglerne om, at der
kan ske konfiskation af genstande og penge, der er ulovligt
indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen, også gælder
for genstande og penge, der i øvrigt er medtaget, besiddet el-
ler rådet over i strid med regler eller anvisninger for ophold
i institutionen.
Ændringen vil indebære, at kriminalforsorgens adgang til at
foretage konfiskation hos afsonere i fængsler og arresthuse
udvides til også at omfatte genstande og penge, som afsone-
ren lovligt har indført, erhvervet eller tilvirket i institutio-
nen, men som den pågældende efterfølgende har medtaget,
besiddet eller rådet over i strid med regler eller anvisninger
for ophold i institutionen.
Ændringen vil på nuværende tidspunkt være særligt relevant
i forhold til konfiskation af røgtobak, rygeremedier og gen-
stande til brug for fremstilling af cigaretter. Reglerne kan
imidlertid også tænkes anvendt i forhold til andre genstande
eller penge, der ikke er omfattet af et generelt forbud i insti-
tutionen, men som afsoneren medtager, besidder eller råder
over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institu-
tionen.
Med forslaget vil der desuden blive foretaget en ændring af
undtagelsesbestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 73,
stk. 1, 2. pkt. (der bliver 3. pkt.), således at der både henvi-
ses til 1. pkt. og det nye 2. pkt.
Dette vil betyde, at reglerne om konfiskation af genstande
og penge ikke skal finde anvendelse, hvis de tilhører nogen,
der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold, uanset om
genstandene eller pengene er ulovligt indført, erhvervet eller
tilvirket i institutionen, eller om de i øvrigt er medtaget, be-
siddet eller rådet over i strid med regler eller anvisninger for
ophold i institutionen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.1.1, 2.5.2 og 2.5.3 i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Den foreslåede bestemmelse er ny.
Den nuværende midlertidige ordning vedrørende afholdelse
af arbejdsmarkedsuddannelser for indsatte i fængsler og ar-
resthuse indebærer med hjemmel i tekstanmærkning nr. 223
til § 20 på finansloven for finansåret 2018, at undervisnings-
ministeren ved bekendtgørelse kan fravige § 10 a, stk. 1, §§
21-24, 31 og 32 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
samt § 3, stk. 6 og 8, § 6 og § 8 a i lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. med sigte på at eta-
blere en midlertidig ordning om afholdelse af arbejdsmar-
kedsuddannelser i fængsler samt udvalgte arresthuse fra 1.
januar 2018 til 31. december 2018.
Denne bemyndigelse er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1770
af 29. december 2017 om arbejdsmarkedsuddannelser mv.
for indsatte i fængsler og arresthuse.
Den midlertidige ordning vedrørende afholdelse af arbejds-
markedsuddannelser for indsatte i fængsler og arresthuse in-
debærer på den baggrund, at godkendte udbydere af arbejds-
markedsuddannelser efter aftale med kriminalforsorgen kan
udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er op-
taget i de fælles kompetencebeskrivelser, til afholdelse i
fængsler og udvalgte arresthuse.
Med stk. 1 foreslås, at arbejdsmarkedsuddannelser og en-
keltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf.
§ 2 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., efter aftale
mellem kriminalforsorgen og en godkendt udbyder af ar-
bejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag kan afholdes som
undervisning i fængsler og arresthuse, hvor alene indsatte
kan deltage.
29
Det foreslåede, som svarer til, hvad der gælder som følge af
den nuværende midlertidige ordning, indebærer, at mulighe-
den for at afholde arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og
arresthuse vil blive permanent.
Som det har været tilfældet i både forsøgsordningens og den
nuværende midlertidige ordnings løbetid indebærer den
foreslåede permanente ordning også, at det vil være muligt
for godkendte AMU-udbydere at samarbejde med institutio-
ner under kriminalforsorgen om afholdelse af arbejdsmar-
kedsuddannelser for indsatte i fængsler og arresthuse. I dette
samarbejde vil det være muligt at udbyde de AMU-kurser,
som de er udbudsgodkendt til, som efterspørges af fængsler-
ne, og som praktisk set kan lade sig gøre inden for de ram-
mer, der gør sig gældende i fængsler og arresthuse.
På grund af de praktiske og sikkerhedsmæssige omstændig-
heder undervisningen vil finde sted under, vil det i regi af de
aftaler, der indgås, være op til kriminalforsorgen og AMU-
udbyderne at vurdere, hvilke konkrete AMU-kurser under
udbydernes portefølje, der kan tilrettelægges og afholdes i
fængsler og arresthuse på en sådan måde, at uddannelsernes
målformuleringer opfyldes. Det vil bero på aftalen mellem
kriminalforsorgen og AMU-udbyderen, hvilke fængsler og
arresthuse AMU-kurserne gennemføres i.
Det vil være en forudsætning, at de pågældende fængsler og
arresthuse geografisk er inden for det område, hvor AMU-
udbyderen kan udbyde AMU-kurser, jf. § 16, stk. 1, 4. pkt.,
i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., hvorefter en god-
kendelse til at udbyde AMU-kurser gives landsdækkende el-
ler til et andet nærmere afgrænset geografisk område.
Det bemærkes i denne henseende, at det af »Trepartsaftale
om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddan-
nelse (2018-2021)«, som regeringen og arbejdsmarkedets
parter (Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens Ar-
bejdsgiverforening, Lederne, Landsorganisationen i Dan-
mark, FTF, AC, KL og Danske Regioner) indgik den 29. ok-
tober 2017, bl.a. fremgår, at de nuværende afgrænsede geo-
grafiske dækningsområder skal afskaffes, således at alle ud-
budsgodkendelser i stedet bliver landsdækkende.
Der forventes på den baggrund i folketingssamlingen
2018/19 fremsat lovforslag om ændring af lov om arbejds-
markedsuddannelser m.v. med henblik på implementering af
»Trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter-
og videreuddannelse (2018-2021)«. Det forventes, at der i
heri vil indgå forslag om at ophæve § 16, stk. 1, 3.-5. pkt., i
lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. med sigte på at
fastsætte, at udbudsgodkendelsen altid er landsdækkende, at
den som hovedregel gives efter udbud med højst 4 års mel-
lemrum, og at dette udbud vil omfatte alle uddannelser, men
at godkendelse i særlige tilfælde kan gives ved en årlig vur-
dering af de ansøgninger, der er indkommet mellem udbuds-
runderne.
Det forventede kommende lovforslag om ændring af lov om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v. vil således også omfatte
AMU-udbydernes vilkår for at udbyde arbejdsmarkedsud-
dannelser til fængsler og arresthuse på landsdækkende vil-
kår. Det nævnte lovforslag forventes fremsat med sigte på
ikrafttrædelse den 1. januar 2019.
Muligheden for at udbyde AMU-kurser i fængsler og arrest-
huse er – som for øvrige uddannelsesinstitutioner i det om-
givende samfund – betinget af de fysiske rammer i form af
værksteder, undervisningslokaler og fornødne materialer.
De faciliteter, som disse institutioner hver især besidder og
løbende skaber, bestemmer naturligt hvilke kurser, der kan
afholdes. Det foreslåede indebærer således, at udbuddet af
arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arresthuse vil kun-
ne tilrettelægges ud fra en konkret vurdering af de værkste-
der, arbejdspladser og personaleressourcer, der rådes over i
fængsler og arresthuse.
Med stk. 2 foreslås, at det vil være kriminalforsorgen, som
bestemmer, hvilke indsatte der kan deltage i undervisning
efter stk. 1. Det vil dermed være kriminalforsorgen, der til-
melder indsatte til AMU-kurser i fængsler og arresthuse.
Det foreslås samtidig, at det herunder kan bestemmes, at tid-
ligere indsatte efter løsladelse kan færdiggøre et igangvæ-
rende AMU-forløb i et fængsel eller et arresthus.
Det foreslåede, som svarer til, hvad der gælder som følge af
den nuværende midlertidige ordning, indebærer, at det bli-
ver kriminalforsorgen, der som den relevante og kompetente
myndighed på området, vil kunne træffe beslutning om,
hvilke indsatte, herunder eventuelt tidligere indsatte, der vil
være egnede i relation til gennemførelse af arbejdsmarkeds-
uddannelser.
Det foreslåede indebærer endvidere, at mulighederne for at
deltage i arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arresthu-
se kan betinges af visse sikkerhedsmæssige hensyn. Der kan
for eksempel være sikkerhedsmæssige hensyn at tage til de
indsattes baggrunde, når der skal sammensættes hold til de
forskellige kurser. Visse indsatte er af hensyn til både ind-
sattes og medarbejderes sikkerhed begrænset i deres mulig-
heder for at deltage i fælles beskæftigelse og aktiviteter, her-
under visse uddannelsesforløb, ligesom der i lukkede fængs-
ler er begrænsninger i forhold til indsattes adgang til inter-
net. Ligeledes gælder det for varetægtsfængslede, der afven-
ter dom i samme sag, at de i nogle tilfælde ikke må have
omgang med hinanden og derfor ikke kan deltage sammen i
beskæftigelse og øvrige aktiviteter. Det foreslåede indebæ-
rer således, at sammensætningen af hold og rekrutteringen
af kursister i forbindelse med afholdelse af arbejdsmarkeds-
uddannelser i kriminalforsorgens institutioner vil være be-
30
tinget af og baseret på en konkret vurdering af sådanne for-
hold.
Det bemærkes hertil, at det efter det foreslåede stk. 4, jf. ne-
denfor, vil være muligt at fastsætte nærmere regler om visi-
tation og tilmelding til uddannelsen, i det omfang der skulle
vise sig behov for en klarere afgrænsning af kriterier i denne
henseende.
Med stk. 3 foreslås, at § 10 a, stk. 1, 3 og 4, §§ 21-24, 31 og
32 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. samt § 3, stk. 6
og 8, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenud-
dannelse) m.v. og lov om godtgørelse og tilskud til befor-
dring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddan-
nelse ikke finder anvendelse på undervisning som afholdes i
fængsler og arresthuse efter det foreslåede stk. 1.
Det foreslåede svarer i praksis til, hvad der gælder som føl-
ge af den nuværende midlertidige ordning.
Henvisningen til § 10 a i lov om arbejdsmarkedsuddannelser
m.v. indebærer, at de generelle adgangsbetingelser knyttet
til fast bopæl eller beskæftigelse ikke finder anvendelse for
undervisning i fængsler og arresthuse.
Henvisningen til §§ 21-24, 31 og 32 i lov om arbejdsmar-
kedsuddannelser m.v. indebærer, at de almindelige regler
om beregning og udbetaling af tilskud til kost og logi for
deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er
optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, og deltagere i in-
dividuel kompetencevurdering ikke finder anvendelse på un-
dervisning i fængsler og arresthuse.
Henvisningen til § 3, stk. 6 og 8, i lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. indebærer, at krave-
ne om, at arbejdsmarkedsuddannelser udbydes og annonce-
res åbent med adgang for alle, der opfylder adgangsbetingel-
serne, ikke finder anvendelse på undervisning i fængsler og
arresthuse, idet kurser afholdt i fængsler og arresthuse ikke
meningsfuldt kan annonceres og afholdes som åbne for per-
soner uden for institutionen.
Lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse har til formål at
skabe grundlag for, at fortrinsvis kortuddannede voksne, der
er i beskæftigelse, kan deltage i bl.a. AMU-kurser med godt-
gørelse for tab af indtægt om med tilskud til befordring. Ind-
satte i fængsler og arresthuse får af kriminalforsorgen dæk-
ning af de personlige fornødenheder, hvorfor de allerede af
den grund ikke vil være omfattet af godtgørelsesloven, men
for at undgå tvivl foreslås det udtrykkeligt fastsat, at perso-
ner, der modtager undervisning i henhold til den foreslåede
ordning ikke er omfattet af godtgørelsesloven. I de tilfælde,
hvor kriminalforsorgen måtte bestemme, at en indsat skal
deltage i et AMU-kursus i et andet fængsel eller arresthus
end det, hvor vedkommende er indsat, forudsættes det, at
kriminalforsorgen dækker evt. befordringsudgifter.
Med stk. 4 foreslås, at undervisningsministeren efter for-
handling med justitsministeren og efter udtalelse fra Rådet
for Voksen- og Efteruddannelse kan fastsætte nærmere reg-
ler om arbejdsmarkedsuddannelser for indsatte i fængsler og
arresthuse, herunder om tilrettelæggelse og varetagelse af
undervisningen, undervisningstid, tilmelding til uddannel-
sen, visitation og tilmelding til uddannelsen samt admini-
stration af ordningen i øvrigt.
Forslaget om, at uddybende regler i administrative forskrif-
ter om den foreslåede permanente ordning med mulighed for
at afholde arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arrest-
huse skal fastsættes efter forhandling med justitsministeren,
svarer til, hvad der gælder efter de tekstanmærkninger på de
seneste fem års finanslove, som har dannet grundlag for ord-
ningen indtil nu.
Det findes derudover hensigtsmæssigt, at kommende regler
om afholdelse af arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og
arresthuse fastsættes efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og
Efteruddannelse. Rådet besidder således grundlæggende vi-
den på området, og det foreslåede svarer i øvrigt til den sy-
stematik og tradition, der allerede er etableret i regi af lov
om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. herved omtalen i
pkt. 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bemyndigelsen påtænkes i øvrigt udmøntet i overensstem-
melse med den nuværende midlertidige ordning, hvilket
bl.a. indebærer, at en række regler i administrative forskrif-
ter udstedt i medfør af lov om arbejdsmarkedsuddannelser
m.v. og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenud-
dannelse) m.v., som er fraveget under den nuværende mid-
lertidige ordning, også påtænkes fraveget under den foreslå-
ede permanente ordning, i det omfang det som følge af de
praktiske omstændigheder, hvorunder undervisningen i
fængsler og arresthuse finder sted, ikke er muligt at lade de
almindeligt gældende regler finde anvendelse på denne un-
dervisningsform.
Det foreslåede giver endvidere mulighed for, at AMU-udby-
deren anvender fængselspersonale i undervisningen i det
omfang, de nødvendige lærerkvalifikationer er til stede, og
den godkendte AMU-udbyder finder dette hensigtsmæssigt.
Eventuel afregning heraf vil foregå internt mellem AMU-
udbyderen og fængslet.
Som under den nuværende midlertidige ordning er det hen-
sigten, at AMU-udbyderne skal udstede AMU-beviser til
indsatte, der har deltaget i og bestået AMU-kurser i fængslet
eller arresthuset.
31
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Efter § 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
godkender undervisningsministeren efter udtalelse fra Rådet
for Voksen- og Efteruddannelse, hvilke offentlige og private
uddannelsesinstitutioner der kan udbyde de arbejdsmarkeds-
uddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompe-
tencebeskrivelse. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår udtryk-
keligt, at godkendelsen omfatter udbud af særlige forløb for
tosprogede efter § 14 og vurdering af basale færdigheder i
læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik efter §
14 a, medmindre undervisningsministeren bestemmer, at
godkendelsen ikke skal omfatte disse forløb og vurderinger.
Det foreslås at ændre § 16, stk. 2, i lov om arbejdsmarkeds-
uddannelser således, at der indsættes en henvisning til un-
dervisning efter den foreslåede nye § 13 a for indsatte i
fængsler og arresthuse.
Givet at den nuværende bestemmelse udtrykkeligt opregner,
hvilke arbejdsmarkedsuddannelsesforløb en godkendelse
omfatter, findes det hensigtsmæssigt, at det foreslåede nye
uddannelsesforløb i fængsler og arresthuse ligeledes fremgår
af bestemmelsen.
Det foreslåede indebærer, at en godkendelse til at udbyde de
arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag omfatter undervis-
ning, som afholdes i fængsler og arresthuse, jf. den nye § 13
a i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, som foreslås indsat
med lovforslagets § 2, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Efter § 20 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. modta-
ger uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde
uddannelse efter § 10, herunder særlige forløb for tosproge-
de efter § 14, vurdering af basale færdigheder i læsning,
skrivning, stavning, regning eller matematik og vejledning i
tilknytning hertil efter § 14 a eller individuel kompetence-
vurdering efter § 15, tilskud efter reglerne i lov om åben ud-
dannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og opkræ-
ver eventuel betaling for deltagelse efter samme lov.
Det foreslås at ændre § 20, stk. 1, således, at der indsættes
en henvisning til undervisning for indsatte i fængsler og ar-
resthuse efter den foreslåede nye § 13 a i lov om arbejds-
markedsuddannelser m.v.
Givet at den nuværende bestemmelse udtrykkeligt opregner,
hvilke arbejdsmarkedsuddannelsesforløb, der er omfattet af
ordningen med tilskud efter lov om åben uddannelse (er-
hvervsrettet voksenuddannelse) m.v., findes det hensigts-
mæssigt, at det foreslåede nye uddannelsesforløb i fængsler
og arresthuse ligeledes fremgår af bestemmelsen.
Det foreslåede indebærer, at uddannelsesinstitutioner, der er
godkendt til at udbyde uddannelse efter § 10 i lov om ar-
bejdsmarkedsuddannelser, herunder institutioner, der udfø-
rer undervisning, som afholdes i fængsler og arresthuse, jf.
det nye § 13 a i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, som
foreslås indsat med lovforslagets § 2, nr. 1, modtager tilskud
efter reglerne i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet vok-
senuddannelse) m.v. og opkræver eventuel betaling for del-
tagelse efter samme lov.
Som det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede § 3
vil tilskuddene til AMU-kurser i fængsler og arresthuse bli-
ve opkrævet af AMU-udbyderen hos kriminalforsorgen
sammen med deltagerbetalingen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Efter gældende regler i § 6, stk. 2, nr. 1, i lov om åben ud-
dannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. indgår alle
kursister, bortset fra kursister med en videregående uddan-
nelse, i beregningen af tilskud ved arbejdsmarkedsuddannel-
ser.
Det foreslås, at der i § 6, stk. 5, i lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. indsættes et nyt 3.
punktum, hvorefter kursister omfattet af § 13 a i lov om ar-
bejdsmarkedsuddannelser ikke indgår i beregningen af til-
skud til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er op-
taget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Forslaget indebærer, at Undervisningsministeriet ikke udbe-
taler statstilskud til AMU-udbyderne i forbindelse med
AMU-kurser i fængsler og arresthuse i henhold til den ved §
2, nr. 1, foreslåede nye § 13 a i lov om arbejdsmarkedsud-
dannelser m.v. Disse AMU-kurser finansieres fuldt ud af
kriminalforsorgen, jf. den med lovforslagets § 3, nr. 2, fore-
slåede ændring af § 8, stk. 4, i lov om åben uddannelse (er-
hvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
32
Til nr. 2
Efter § 8, stk. 4, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet
voksenuddannelse) opkræves der på arbejdsmarkedsuddan-
nelser fuld deltagerbetaling af kursister med en videregåen-
de uddannelse. Ved fuld deltagerbetaling forstås en betaling,
der omfatter det taxametertilskud, den pågældende kursist
ville udløse, tillagt den almindelige deltagerbetaling.
Med det foreslåede nye 2. pkt. i § 8, stk. 4, i lov om åben
uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) vil der for
kursister, der er tilmeldt undervisning omfattet § 13 a i lov
om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dvs. indsatte i fængs-
ler og arresthuse, der deltager i AMU-kurser i fængsler og
arresthuse, samt tidligere indsatte, der i fængsler eller arrest-
huse afslutter tidligere påbegyndte AMU-kurser der, skulle
opkræves fuld deltagerbetaling hos kriminalforsorgen. Ud-
bydere af AMU-kurser, der har indgået en aftale med krimi-
nalforsorgen efter § 13 a i lov om arbejdsmarkedsuddannel-
ser m.v. skal således opkræve det taxametertilskud, den på-
gældende kursist ville udløse, tillagt den almindelige delta-
gerbetaling hos kriminalforsorgen.
Med den foreslåede ordning vil AMU-kurser i fængsler og
arresthuse være omfattet af den normale ordning med hen-
syn til momskompensation efter § 6 a i lov om åben uddan-
nelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. Dvs., at for de
uddannelsesinstitutioner, der er omfattet af momskompensa-
tionsordningen, opretholdes momskompensationsordningen
for uddannelsesaktiviteter med AMU-kurser i fængsler og
arresthuse. Derved skal institutionerne ikke foretage en sær-
skilt opgørelse af grundlaget for momskompensation i for-
hold til disse uddannelsesaktiviteter. Det betyder, at størrel-
sen af den fulde deltagerbetaling, for så vidt angår taxame-
tertilskud, skal opgøres på baggrund af takster eksklusive
tilskud til udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms. For
AMU-udbydere, der ikke er omfattet af momskompensati-
onsordningen, herunder private udbydere af arbejdsmar-
kedsuddannelser, skal størrelsen af den fulde deltagerbeta-
ling opgøres på baggrund af taxametertilskud efter taksterne
inklusive tilskud til udgifter til ikke-fradragsberettiget købs-
moms.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1
Justitsministeren er efter den gældende bestemmelse i rets-
plejelovens § 776 bemyndiget til at fastsætte nærmere regler
om behandlingen af varetægtsarrestanter og kan i den for-
bindelse bl.a. fastsætte regler om klageadgang, om særlige
rettigheder for varetægtsarrestanter, der er isoleret efter ret-
tens bestemmelse, og om den bistand, der ydes for at be-
grænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper,
der følger af varetægten.
Nærmere regler er fastsat i varetægtsbekendtgørelsen.
I forhold til konfiskation følger det af varetægtsbekendtgø-
relsens § 91, stk. 1, at konfiskation hos en varetægtsarrestant
alene kan ske, hvis arrestanten afgiver erklæring om uden-
retlig vedtagelse af konfiskation efter reglerne i bekendtgø-
relse om udenretlig vedtagelse af konfiskation. I øvrigt er
adgangen til at foretage konfiskation hos varetægtsarrestan-
ter reguleret af de almindelige regler i straffelovens §§
75-77 a, som alene vedrører konfiskation i anledning af
strafbart forhold.
Reglerne i genstandsbekendtgørelsens § 35 om inddragelse
af genstande og penge finder dog også anvendelse for vare-
tægtsarrestanter, hvilket indebærer, at genstande, der besid-
des i strid med reglerne i genstandsbekendtgørelsen eller
regler udstedt i medfør af denne bekendtgørelse kan inddra-
ges med henblik på udlevering ved løsladelsen.
Med forslaget vil der i retsplejelovens § 776 blive indsat et
nyt 6. punktum, hvorved justitsministerens bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler om behandlingen af varetægtsar-
restanter udvides til at omfatte fastsættelse af nærmere reg-
ler om kriminalforsorgens adgang til at foretage konfiska-
tion af genstande og penge hos varetægtsarrestanter, når
genstandene eller pengene er ulovligt indført, erhvervet eller
tilvirket i institutionen eller i øvrigt er medtaget, besiddet el-
ler rådet over i strid med regler eller anvisninger for ophold
i institutionen.
Bemyndigelsen forudsættes udnyttet til at indføre regler om
konfiskation hos varetægtsarrestanter i lighed med reglerne
for afsonere, idet der dog kan være behov for mindre variati-
oner mellem ordningerne som følge af varetægtsfængslin-
gens karakter.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.1.2, 2.5.2 og 2.5.3 i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
997, stk. 3, at der i domme, hvorved nogen pålægges at op-
fylde en forpligtelse mod det offentlige, som tvangsmiddel
kan fastsættes en fortløbende bøde, der tilfalder statskassen
(tvangsbøde), samt at straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 4,
finder tilsvarende anvendelse.
33
Ved lov nr. 739 af 25. juni 2014, blev straffuldbyrdelseslo-
vens § 90, stk. 4, ophævet og erstattet med en ny bestem-
melse i § 111, stk. 2, som gjorde førstnævnte bestemmelse
overflødig.
Med forslaget ændres retsplejelovens § 997, stk. 3, således
at henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 4, op-
hæves.
Dette vil indebære en videreførelse af den hidtidige retstil-
stand, hvorefter afgørelser truffet af andre myndigheder end
kriminalforsorgen i henhold til straffuldbyrdelsesloven –
herunder politiets afgørelser om henstand med eller afdrags-
vis betaling af bøder – som udgangspunkt ikke kan indbrin-
ges for højere administrativ myndighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 5
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2018.
I forhold til lovforslagets §§ 2 og 3 om at gøre ordningen
med afholdelse af arbejdsmarkedsuddannelser for indsatte i
fængsler og arresthuse permanent indebærer den foreslåede
ikrafttrædelse i overensstemmelse med retningslinjerne om
fælles ikrafttrædelsesdatoer, at igangværende undervisning i
fængsler og arresthuse efter den nuværende midlertidige
ordning vil kunne fortsætte efter de regler, der følger af lov-
forslaget.
Efter lovforslagets § 5, stk. 2, fastsætter justitsministeren
tidspunktet for ikrafttræden af lovforslagets § 1, nr. 1 og 2.
Etableringen af en ordning med tvungen opsparing forud-
sætter tilpasning af kriminalforsorgens elektroniske sagsbe-
handlingssystem, og det er derfor ikke muligt at fastsætte
ikrafttrædelsestidspunktet, før arbejdet med tilpasning af it-
systemet er afsluttet.
I lovforslagets § 5, stk. 3, fastslås det, at regler fastsat i med-
før af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4 (vedrørende ve-
derlag for beskæftigelse mv.), forbliver i kraft, indtil de op-
hæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af straf-
fuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5.
Til § 6
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesom-
råde.
Efter bestemmelsens stk. 1 gælder loven ikke for Færøerne
og Grønland.
Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at lovens § 1 ved
kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
Straffuldbyrdelsesloven er ikke sat i kraft på Færøerne, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Det
foreslås på den baggrund, at lovens § 1 ved kongelig anord-
ning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Straffuldbyrdelsesloven er heller ikke sat i kraft for Grøn-
land, hvor de gældende regler om fuldbyrdelse af straf fin-
des i den grønlandske kriminallov.
Færøerne og Grønland har egne retsplejelove, hvorfor det
ikke vil være relevant at sætte lovens § 4 i kraft for hverken
Færøerne eller Grønland.
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og lov om åben
uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. gælder i
dag ikke for Færøerne og Grønland, jf. § 39 i lov om ar-
bejdsmarkedsuddannelser m.v. og § 20 i lov om åben ud-
dannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., og de to
love kan ikke sættes i kraft ved kongelig anordning. Såvel
Færøernes Hjemmestyre som Grønlands Selvstyre lovgiver i
dag om egne forhold i relation til disse retsområder.
34
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1491 af 13. december 2017, foretages følgende ændringer:
§ 42. En indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæfti-
gelse. Vederlag skal også udbetales til indsatte, der ikke kan
tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter
§ 38, stk. 3. Det samme gælder indsatte, der på grund af syg-
dom er fraværende fra beskæftigelse.
Stk. 2-3. --- 1. I § 42 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet opsparer en andel af ve-
derlaget efter stk. 1, der udbetales til den indsatte senest på
tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte dog senest
på tidspunktet for hjemrejsen. Udgifter, som den indsatte
skal afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, herun-
der efterfølgende hjemrejse, modregnes i det opsparede be-
løb, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.«
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter
stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte regler om, at
andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal ha-
ve udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere
fastsættes regler om ordningen i stk. 3.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2. I § 42, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt., ændres
»ordningen i stk. 3« til: »ordningerne nævnt i stk. 3 og 4«.
§ 51. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. En indsat, som af politiet skønnes at have tilknytning
til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verse-
rende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og
om hvem politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som
den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i kon-
flikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er be-
gået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, har ikke
ret til at modtage besøg af personer med tilknytning til den
pågældende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør
sig gældende.
3. I § 51, stk. 4, indsættes efter »med tilknytning til den på-
gældende gruppe«: »eller en anden tilsvarende gruppe«.
§ 60 a. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om, at en indsat skal afgive urinprøve med henblik på at un-
dersøge for eventuel indtagelse af euforiserende stoffer eller
andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgiv-
ning.
4. I § 60 a, stk. 1, indsættes efter »afgive«: »udåndingsprøve
eller«, og efter »af« indsættes: »alkohol,«.
Stk. 2. ---
35
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen
af urinprøvekontrol.
5. I § 60 a, stk. 3, indsættes efter »af«: »udåndingsprøvekon-
trol og«.
§ 67. En indsat skal af kriminalforsorgsområdet ikendes di-
sciplinærstraf
1-3) ---
4) ved nægtelse af afgivelse af urinprøve efter § 60 a,
5-9) ---
6. I § 67, nr. 4, indsættes efter »afgivelse af«: »udåndings-
prøve eller«.
§ 68. ---
Stk. 2. Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende forhold
eller forsøg herpå:
1-2) ---
3) nægtelse af afgivelse af urinprøve efter § 60 a,
4-7) ---
Stk. 3-4. ---
7. I § 68, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »afgivelse af«: »udån-
dingsprøve eller«.
§ 73. Institutionen kan træffe bestemmelse om konfiskation,
når genstande og penge er ulovligt indført, erhvervet eller
tilvirket i institutionen. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører
nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
Stk. 2-4. ---
8. I § 73, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Det samme gælder for genstande og penge, der i øvrigt er
medtaget, besiddet eller rådet over i strid med regler eller
anvisninger for ophold i institutionen.«.
9. I § 73, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres: »Det gæl-
der dog ikke, hvis de tilhører« til: »1. og 2. pkt. finder dog
ikke anvendelse på genstande og penge, der tilhører«.
§ 2
I lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgø-
relse nr. 226 af 4. marts 2014, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 13 indsættes før overskriften før § 14:
»Arbejdsmarkedsuddannelser i fængsler og arresthuse
§ 13 a. Arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er op-
taget i en fælles kompetencebeskrivelse, kan efter aftale
mellem kriminalforsorgen og en godkendt udbyder af ar-
bejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag afholdes som under-
visning i et fængsel eller et arresthus, hvor alene indsatte
kan deltage.
Stk. 2. Kriminalforsorgen bestemmer, hvilke indsatte der kan
deltage i undervisning efter stk. 1, samt om en tidligere ind-
satte efter løsladelse kan færdiggøre igangværende undervis-
ning i et fængsel eller et arresthus. Tilmeldingen til under-
visning efter stk. 1 foretages af kriminalforsorgen.
36
Stk. 3. § 10 a, stk. 1, 3 og 4, §§ 21-24, 31 og 32 i denne lov,
§ 3, stk. 6 og 8, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet
voksenuddannelse) m.v. samt lov om godtgørelse og tilskud
til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og ef-
teruddannelse finder ikke anvendelse i forhold til undervis-
ning efter stk. 1.
Stk. 4. Undervisningsministeren kan efter forhandling med
justitsministeren og efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og
Efteruddannelse fastsætte regler om undervisning efter stk.
1, herunder om tilrettelæggelse og varetagelse af undervis-
ningen, undervisningstid, visitation og tilmelding til uddan-
nelsen, samt administration af ordningen i øvrigt.«
§ 16. ---
Stk. 2. Godkendelsen efter stk. 1 omfatter udbud af særlige
forløb for tosprogede efter § 14 og vurdering af basale fær-
digheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller mate-
matik efter § 14 a, medmindre undervisningsministeren be-
stemmer, at godkendelsen ikke skal omfatte disse forløb og
vurderinger.
Stk. 3-6. ---
2. I § 16, stk. 2, indsættes efter »omfatter udbud af«: »under-
visning for indsatte i fængsler og arresthuse efter § 13 a,«.
§ 20. Uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde
uddannelse efter § 10, herunder særlige forløb for tosproge-
de efter § 14, vurdering af basale færdigheder i læsning,
skrivning, stavning, regning eller matematik og vejledning i
tilknytning hertil efter § 14 a eller individuel kompetence-
vurdering efter § 15, modtager tilskud efter reglerne i lov
om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
og opkræver eventuel betaling for deltagelse efter samme
lov.
Stk. 2. ---
3. I § 20, stk. 1, indsættes efter »§ 10, herunder«: »undervis-
ning for indsatte i fængsler og arresthuse efter § 13 a,«.
§ 3
I lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse)
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 5. april 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I § 6, stk. 5, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Kursister omfattet af § 13 a i lov om arbejdsmarkedsuddan-
nelser indgår ikke i beregningen af tilskud til arbejdsmar-
kedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles
kompetencebeskrivelse.«
§ 6. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Tilskuddet bestemmes på grundlag af antallet af årse-
lever eller årsstuderende og af en takst pr. årselev eller års-
studerende, der fastlægges i de årlige finanslove for grupper
af uddannelser og uddannelsesaktiviteter. Kursister med en
videregående uddannelse indgår ikke i beregningen af til-
skud til de uddannelser, der er nævnt i stk. 2. Undervisnings-
ministeren eller uddannelses- og forskningsministeren træf-
fer beslutning om placering af de enkelte uddannelser og ud-
dannelsesaktiviteter i grupper.
37
Stk. 6-13. ---
§ 8. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. For de kursister, der er nævnt i § 6, stk. 5, 2. pkt., op-
kræves fuld deltagerbetaling. Ved fuld deltagerbetaling for-
stås en betaling, der svarer til taxametertilskuddene og den
almindelige deltagerbetaling.
Stk. 5-6. ---
2. I § 8, stk. 4, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»For kursister, der er nævnt i § 6, stk. 5, 3. pkt., opkræves
fuld deltagerbetaling fra kriminalforsorgen.«
§ 4
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. sep-
tember 2017, som ændret ved lov nr. 1679 af 26. december
2017, § 2 i lov nr. 1680 af 26. december 2017 og lov nr. 130
af 27. februar 2018, foretages følgende ændringer:
§ 776. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om be-
handlingen af varetægtsarrestanter. Justitsministeren kan i
den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser, der er truf-
fet af kriminalforsorgsområderne vedrørende varetægtsarre-
stanter, kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsor-
gen. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om kla-
gefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af
klager. For arrestanter, der er isoleret efter rettens bestem-
melse, fastsætter justitsministeren særlige regler om øget
personalekontakt, udvidet adgang til besøg, særlig adgang til
eneundervisning og bestemte typer af arbejde samt tilbud
om regelmæssige og længerevarende samtaler med præster,
læger, psykologer eller andre. Justitsministeren fastsætter
endvidere regler om den bistand, der i øvrigt ydes varetægt-
sarrestanter for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og
personlige ulemper, der følger af varetægten.
1. I § 776 indsættes som 6. pkt.:
»Justitsministeren kan herudover fastsætte nærmere regler
om kriminalforsorgens adgang til at foretage konfiskation af
genstande og penge hos varetægtsarrestanter, når genstande-
ne eller pengene er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i
institutionen eller i øvrigt er medtaget, besiddet eller rådet
over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institu-
tionen.«.
§ 997. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. I domme, hvorved nogen tilholdes at opfylde en for-
pligtelse mod det offentlige, kan som tvangsmiddel fastsæt-
tes en fortløbende bøde, der tilfalder statskassen. § 90, stk.
4, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. finder tilsvarende an-
vendelse.
4. § 997, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
38