Fremsat den 21. marts 2018 af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg)

Fremsat den 21. marts 2018 af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ændring af udlændingeloven, lov om ændring af lov
om planlægning og udlændingeloven
(Ophævelse af revisionsbestemmelser, forlængelse af udløbsbestemmelse og frist for domstolsprøvelse af frihedsberøvelse i en
suspensionsperiode m.v.)
§ 1
I lov nr. 1273 af 20. november 2015 om ændring af
udlændingeloven (Håndtering af flygtninge- og
migrantsituationen) foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, udgår », jf. dog stk. 2«.
2. § 2, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
3. § 3 ophæves.
§ 2
I lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring af lov om
planlægning (Midlertidige opholdssteder til flygtninge)
foretages følgende ændring:
1. § 2, stk. 2, ophæves.
§ 3
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2.
oktober 2017, som ændret senest ved lov nr. 124 af 26.
februar 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 37 f indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Etableres der i medfør af denne paragraf indkvar-
teringssteder eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse på
et støjbelastet areal, skal der snarest muligt etableres passen-
de afskærmningsforanstaltninger.«
2. I § 37 k, stk. 1, udgår », og stk. 3, 2. og 3. pkt.«
3. § 37 k, stk. 2, 1. og 2. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
»En udlænding fremstilles, medmindre den pågældende
forinden er løsladt, snarest muligt og senest 4 uger efter fri-
hedsberøvelsens iværksættelse for retten, der tager stilling til
spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte
opretholdelse.«
4. I § 37 k, stk. 3, ændres »snarest muligt for retten, der træf-
fer afgørelse herom, medmindre den pågældende forinden
løslades« til: », hvis spørgsmålet om frihedsberøvelsens lov-
lighed og fortsatte opretholdelse ikke tidligere har været ind-
bragt for retten, snarest muligt og senest 4 uger efter friheds-
berøvelsens iværksættelse for retten, der træffer afgørelse
herom, medmindre den pågældende forinden løslades. Har
spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte
opretholdelse tidligere været indbragt for retten, indbringes
spørgsmålet om den fortsatte frihedsberøvelses lovlighed for
retten i overensstemmelse med den af retten fastsatte frist,
medmindre den pågældende forinden løslades.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udlændingelovens § 37 k, som ændret ved denne
lovs § 3, nr. 2-4, ophæves den 1. december 2021.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1,
nr. 1 og 2, og § 3 kan ved kongelig anordning helt eller del-
vis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændrin-
ger, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold til-
siger.
Lovforslag nr. L 197 Folketinget 2017-18
Udlændinge- og Integrationsmin., j.nr. 2017-6273
CS000378
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
1.1. Indledning
1.2. Baggrund
1.2.1. Udlændingelovens regler om håndtering af
flygtninge- og migrantsituationen
1.2.2. Planlovens regler om midlertidige opholdsste-
der til flygtninge
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. Udlændingelovens regler om håndtering af flygtnin-
ge- og migrantsituationen
2.1.1. Fravigelse af planlovgivningen mv. i særlige
tilfælde
2.1.1.1. Gældende ret
2.1.1.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.1.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.2. Brug af offentlig ejendom uden ejerens sam-
tykke
2.1.2.1. Gældende ret
2.1.2.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.2.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.3. Indkvarteringsoperatørpålæg til kommuner
2.1.3.1. Gældende ret
2.1.3.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.4. Bistand fra private operatører
2.1.4.1. Gældende ret
2.1.4.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.4.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.5. Forbud til operatører af bus-, tog- og færgedrift
2.1.5.1. Gældende ret
2.1.5.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.5.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.6. Øget adgang til frihedsberøvelse af afviste
asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold
2.1.6.1. Gældende ret
2.1.6.1.1. Frihedsberøvelse med henblik på at sikre
udsendelse
2.1.6.1.2. Frihedsberøvelse som motivationsfrem-
mende foranstaltning
2.1.6.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.6.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.7. Frihedsberøvelse af asylansøgere ved indrejsen
2.1.7.1. Gældende ret
2.1.7.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.7.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.8. Suspension af automatisk domstolsprøvelse
2.1.8.1. Gældende ret
2.1.8.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.8.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.8.4. Forholdet til Danmarks internationale for-
pligtelser
2.1.9. Kortere udrejsefrist for asylansøgere
2.1.9.1. Gældende ret
2.1.9.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.9.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.10. Opholdspligt for afviste asylansøgere mv.
2.1.10.1. Gældende ret
2.1.10.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.10.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.11. Meldepligt for afviste asylansøgere mv.
2.1.11.1. Gældende ret
2.1.11.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.11.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.12. Skærpet adgangskontrol og adgang til visita-
tion i udrejsecentre mv.
2.1.12.1. Gældende ret
2.1.12.1.1. Skærpet adgangskontrol på udrejsecentre
2.1.12.1.2. Adgang til visitation i udrejsecentre mv.
2.1.12.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.12.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.13. Afskæring af klageadgang i forbindelse med
Udlændingestyrelsens afgørelser om opholdspligt
for afviste asylansøgere
2.1.13.1. Gældende ret
2.1.13.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.13.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.14. Straf for overtrædelse af opholdspligt for af-
viste asylansøgere pålagt efter udlændingelovens
§ 42 a, stk. 8, 2. pkt.
2.1.14.1. Gældende ret
2.1.14.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.1.14.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Planlovens regler om midlertidige opholdssteder til
flygtninge
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Erfaring med reglernes anvendelse
2.2.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets over-
vejelser og den foreslåede ordning
2.3. Ændring af udlændingelovens § 37 f for så vidt an-
går støjbelastning
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Udlændingeloven
2.3.1.2. Planloven
2
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets over-
vejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning og baggrund
1.1. Indledning
I 2015 oplevede Europa og herunder Danmark en historisk
stor tilstrømning af flygtninge og migranter. Det betød bl.a.
et stort pres på den eksisterende kapacitet til indkvartering
af asylansøgere og tilbageholdelse af udlændinge med ulov-
ligt ophold i Danmark, ligesom det udfordrede politiets kon-
trol med udlændinges indrejse og ophold i Danmark samt
gav kommunerne udfordringer med bl.a. at finde eller eta-
blere boliger til de mange flygtninge.
Ved lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring af lov om
planlægning (Midlertidige opholdssteder til flygtninge) fik
kommunerne mulighed for at fravige planlovens almindelige
regler om tilvejebringelse af lokalplaner, landzonetilladelser
og dispensationer fra lokalplaner mv. med henblik på etable-
ring af midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge.
Ved lov nr. 1705 af 21. december 2015 om ændring af inte-
grationsloven og lov om planlægning (Midlertidig indkvar-
tering af flygtninge) fik kommunerne bedre rammer for at
kunne etablere midlertidige opholdssteder til flygtninge på
støjbelastede arealer.
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 om ændring af ud-
lændingeloven (Håndtering af flygtninge- og migrantsituati-
onen) fik udlændingemyndighederne og politiet en række
nye redskaber, der skulle styrke mulighederne for at håndte-
re en stigning i antallet af flygtninge og migranter, som ind-
rejser og opholder sig i Danmark ved bl.a. at øge mulighe-
derne for etablering af indkvarteringspladser på asylområ-
det. Loven skulle endvidere sikre opretholdelsen af ro og or-
den ved bl.a. at indføre mulighed for frihedsberøvelse ved
indrejsen med henblik på at fastlægge asylansøgeres identi-
tet, foretage registrering og fastlægge grundlaget for ansøg-
ningen om asyl. Desuden blev der med loven bl.a. skabt mu-
lighed for mere konsekvent at pålægge afviste asylansøgere
og andre udlændinge, som ikke har lovligt ophold i Dan-
mark, melde- og opholdspligt, ligesom reglerne om melde-
pligt for kriminelle udviste blev skærpet.
Herudover blev der med loven skabt mulighed for at pålæg-
ge kommunerne operatøransvar for asylcentre, at private ak-
tører kan bemyndiges til at bistå med myndighedsudøvelse
på udlændingeområdet samt skabt adgang til i særlige tilfæl-
de at suspendere den automatiske domstolsprøvelse af fri-
hedsberøvede udlændinge inden for tre døgn. Disse bestem-
melser ophæves efter lovens § 2, stk. 2, automatisk den 1.
december 2019 (udløbsbestemmelse).
Det følger af såvel § 2, stk. 2, i lov nr. 539 af 29. april 2015
om midlertidige opholdssteder til flygtninge som af § 3 i lov
nr. 1273 af 20. november 2015 om håndtering af flygtninge-
og migrantsituationen, at der i folketingsåret 2017-2018
fremsættes forslag til revision af de ændringer, der er inde-
holdt i hver af de pågældende love.
Situationen i dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015,
da Danmark lige nu oplever lave indrejse- og asyltal. Dette
kan dog ændre sig hurtigt, da presset på EU’s ydre grænser
fortsat er meget højt, og antallet af flygtninge og migranter,
der kommer til EU over Middelhavet, er fortsat stort. Der
må derfor udvises rettidig omhu for at sikre, at Danmark og-
så fremadrettet kan håndtere en situation med markant høje-
re indrejsetal, et øget antal asylansøgere og meddelte op-
holdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte til
flygtninge samt et markant øget antal udlændinge med ulov-
ligt ophold i Danmark.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
der er behov for at fastholde reglerne om midlertidige op-
holdssteder til flygtninge samt reglerne for håndtering af
flygtninge- og migrantsituationen. Det er endvidere Udlæn-
dinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der er behov
for at fastholde reglerne om at pålægge kommunerne opera-
tøransvar for asylcentre, samt at private aktører kan bemyn-
diges til at bistå med myndighedsudøvelsen på udlændin-
geområdet, der er omfattet af udløbsbestemmelsen i § 2, stk.
2, i lov nr. 1273 af 20. november 2015 om håndtering af
flygtninge- og migrantsituationen, Det er også ministeriets
opfattelse, at bestemmelsen om suspension af adgangen til
domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse bør fastholdes. Fri-
hedsberøvelse er dog en så indgribende foranstaltning, at det
foreslås, at der fastsættes en fast frist på 4 uger for dom-
stolsprøvelse, og at der indsættes en ny udløbsbestemmelse,
hvorefter denne bestemmelse i udlændingeloven ophæves
den 1. december 2021.
Lovforslaget har på den baggrund til formål at ophæve revi-
sionsbestemmelsen i § 2, stk. 2, i lov nr. 539 af 29. april
2015 om midlertidige opholdssteder til flygtninge samt revi-
sionsbestemmelsen i § 3 i lov nr. 1273 af 20. november
2015 om håndtering af flygtninge- og migrantsituationen.
Lovforslaget har endvidere til formål i lov nr. 1273 af 20.
november 2015 om håndtering af flygtninge- og migrantsi-
tuationen at ophæve udløbsbestemmelsen i § 2, stk. 2, men
samtidig foretage en ændring af udlændingelovens § 37 k og
indsætte en ny udløbsbestemmelse for så vidt angår denne
bestemmelse.
Lovforslaget indeholder herudover en ændring af udlændin-
gelovens § 37 f om muligheden for at fravige planloven i
særlige tilfælde i forhold til asylindkvartering og tilbagehol-
3
delsesfaciliteter for så vidt angår spørgsmålet om støjbelast-
ning.
1.2. Baggrund
1.2.1. Udlændingelovens regler om håndtering af flygt-
ninge- og migrantsituationen
Lov nr. 1273 af 20. november 2015 om håndtering af flygt-
ninge- og migrantsituationen bygger på den politiske aftale
af 17. november 2015 mellem den daværende regering, Li-
beral Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemo-
kratiet og Dansk Folkeparti om en ny, stram og konsekvent
udlændingepolitik (del 1).
Det følger af lovens § 3, at udlændinge- og integrationsmini-
steren i folketingsåret 2017-2018 fremsætter forslag til revi-
sion af de ændringer af udlændingeloven, som er indeholdt i
loven.
Det følger endvidere af lovens § 2, stk. 2, at udlændingelo-
vens § 37 h om muligheden for at pålægge kommunerne
operatøransvar for asylcentre, udlændingelovens § 37 i om
muligheden for, at private aktører kan bemyndiges til at bi-
stå med myndighedsudøvelse på udlændingeområdet, og ud-
lændingelovens § 37 k om muligheden for i særlige tilfælde
at suspendere den automatiske domstolsprøvelse af friheds-
berøvede udlændinge inden for 3 døgn ophæves den 1. de-
cember 2019. Det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 2,
jf. Folketingstidende 2015-2016, Tillæg B, Betænkning over
Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Håndtering
af flygtninge- og migrantsituationen), s. 3 f, at revisionsbe-
stemmelsen efter lovens § 3 ikke omfatter udløbsbestem-
melsen.
Til brug for Udlændinge- og Integrationsministeriets vurde-
ring af behovet for en revision af reglerne til håndtering af
flygtninge- og migrantsituationen har ministeriet anmodet
en række myndigheder og organisationer mv. om en udtalel-
se om deres erfaringer med reglerne i det omfang, at regler-
ne har været anvendt. Ministeriet har endvidere anmodet de
pågældende myndigheder og organisationer om deres erfa-
ringer med bestemmelserne omfattet af udløbsbestemmelsen
i lovens § 2, stk. 2, i det omfang, at reglerne har været an-
vendt.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har anmodet følgen-
de myndigheder og organisationer om en udtalelse: Østre
Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolssty-
relsen, Udlændingestyrelsen, Justitsministeriet, herunder
Kriminalforsorgen, Rigspolitiet og Rigsadvokaten, Er-
hvervsministeriet, Advokatrådet, Dansk Flygtningehjælp,
Dansk Røde Kors, Danske Advokater, Den Danske Dom-
merforening, KL og Landsforeningen af Forsvarsadvokater.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har modtaget svar
fra Østre Landsret, Vestre Landsret, Retten i Hillerød, Ret-
ten i Kolding, Retten i Sønderborg, Domstolsstyrelsen, Ud-
lændingestyrelsen, Kriminalforsorgen, Rigspolitiet, Advoka-
trådet, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors.
Bemærkninger fra de enkelte myndigheder og organisatio-
ner er gengivet under de enkelte punkter i lovforslagets ho-
vedindhold i det omfang, de pågældende myndigheder og
organisationer har afgivet svar. Bemærkninger af generel
politisk karakter er ikke gengivet.
Det fremgår af de indkomne høringssvar, at en række af reg-
lerne til håndtering af flygtninge- og migrantsituationen ikke
har været anvendt, og at bl.a. reglerne om fravigelse af plan-
lovgivningen mv. alene i begrænset omfang har været an-
vendt. Reglerne om frihedsberøvelse samt opholds- og mel-
depligt har derimod været anvendt med henblik på at sikre
større kontrol med de udlændinge, der ikke har ret til at op-
holde sig i Danmark.
1.2.2. Planlovens regler om midlertidige opholdssteder til
flygtninge
Lov nr. 539 af 29. april 2015 om midlertidige opholdssteder
til flygtninge var et led i udmøntningen af forståelsen mel-
lem den daværende regering og KL om at iværksætte kon-
krete tiltag, som kunne imødegå kommunernes udfordringer
med navnlig at finde eller etablere boliger til de mange
flygtninge.
Lov nr. 1705 af 21. december 2015 om bl.a. ændring af reg-
lerne om midlertidige opholdssteder til flygtninge for så vidt
angår støjbelastning bygger på den politiske aftale af 17. no-
vember 2015 mellem den daværende regering, Liberal Alli-
ance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og
Dansk Folkeparti om en ny, stram og konsekvent udlændin-
gepolitik (del 1).
Det følger af § 2, stk. 2, i lov nr. 539 af 29. april 2015, at
erhvervsministeren i folketingsåret 2017-2018 fremsætter
forslag til revision af loven.
Til brug for vurderingen af behovet for en ændring af regler-
ne om midlertidige opholdssteder til flygtninge har Er-
hvervsstyrelsen i 2017 gennemført en rundspørge hos alle
landets kommuner om kommunernes anvendelse af planlo-
vens § 5 u. Resultatet af rundspørgen viser, at kommunerne i
en række tilfælde har anvendt de særlige regler i planlovens
§ 5 u.
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. Udlændingelovens regler om håndtering af flygtnin-
ge- og migrantsituationen
2.1.1. Fravigelse af planlovgivningen mv. i særlige tilfæl-
de
2.1.1.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udlændingelo-
vens § 37 f om fravigelse af planlovgivningen mv. i særlige
tilfælde indsat i udlændingeloven.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 1, kan udlændinge- og
integrationsministeren i særlige tilfælde beslutte, at ejen-
4
domme, som skal anvendes til indkvarteringssteder for asyl-
ansøgere mv., jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller faci-
liteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af udlændingel-
ovens § 36, fritages fra bestemmelser om tilvejebringelse af
kommune- og lokalplaner, bestemmelser om tilladelse efter
planlovens § 35, stk. 1, samt bestemmelser i lokalplaner og
de planer mv., der er opretholdt efter planlovens § 68, stk. 2.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 2, kan udlændinge- og
integrationsministeren tilsvarende i særlige tilfælde beslutte,
at ejendomme, som skal anvendes til indkvarteringssteder
for asylansøgere mv., jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, el-
ler faciliteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af udlæn-
dingelovens § 36, fritages fra regler eller beslutninger efter
planlovens §§ 3 og 5 j eller offentliggjorte forslag til regler
efter planlovens §§ 3 og 5 j, jf. planlovens § 22 a, stk. 1, om
landsplansdirektiver.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 3, kan udlændinge- og
integrationsministeren endvidere i særlige tilfælde bestem-
me, at byggeloven ikke finder anvendelse ved brug af eksi-
sterende bygninger og transportable konstruktioner til ind-
kvarteringssteder til asylansøgere mv., jf. udlændingelovens
§ 42 a, stk. 5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i
medfør af udlændingelovens § 36.
Det betyder, at bebyggelse til disse formål kan tages i brug
uden forudgående ansøgning om byggetilladelse. Adgangen
til at fravige byggeloven, herunder det i medfør af loven ud-
stedte bygningsreglement, vil dog alene kunne anvendes i
det omfang, det er nødvendigt.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 4, skal en bygning mv.,
som omfattes af en beslutning efter stk. 3, endvidere frem-
byde tilfredsstillende tryghed i brand- og sikkerhedsmæssig
henseende.
Det betyder, at det skal vurderes, om de hensyn, der ligger
til grund for byggelovens bestemmelser vedrørende kon-
struktive forhold og brandforhold, er overholdt for at sikre,
at bebyggelse, der undtages efter udlændinge- og integrati-
onsministerens bestemmelse, ikke udgør en sikkerhedsmæs-
sig risiko for beboerne eller andre, der opholder sig i byg-
ningerne.
Adgangen til efter udlændingelovens § 37 f at fravige plan-
loven mv. vil alene kunne anvendes i særlige tilfælde. Ved
udtrykket ”særlige tilfælde” forstås en situation, hvor ind-
kvarteringsbehovet afledt af tilstrømningen af flygtning og
migranter er så voldsomt, at det ikke kan håndteres inden for
de rammer, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har for tilve-
jebringelse af indkvarteringspladser til asylansøgere mv., el-
ler som politiet har for tilvejebringelse af frihedsberøvelses-
faciliteter.
Bestemmelserne kan således alene anvendes, hvor det er
nødvendigt med kort varsel at udvide kapaciteten i asylsy-
stemet eller frihedsberøvelseskapaciteten betragteligt, og
hvor dette ikke skønnes at kunne ske inden for de almindeli-
ge rammer i planlovgivningen mv.
Bestemmelsen kan endvidere alene anvendes, således at der
som udgangspunkt etableres indkvarteringssteder eller fri-
hedsberøvelsesfaciliteter på steder, hvor det ikke vil medfø-
re en meget betydelig forandring i retsstillingen for om-
kringliggende ejendomsejere og -brugere. Det ville f.eks.
kunne være tilfældet, hvis et asylcenter placeres i umiddel-
bar nærhed af en virksomhed, der derved bliver underlagt et
markant strammere støjkrav, som efter omstændighederne
vanskeliggør eller umuliggør virksomhedens drift. Udlæn-
dingestyrelsen og politiet skal endvidere ved anvendelse af
bestemmelsen i videst muligt omfang tage hensyn til private
og offentlige interesser, herunder så vidt muligt indgå i en
løbende dialog med de berørte parter og så vidt muligt til-
passe sig omgivelserne.
Bestemmelsen finder også anvendelse i forhold til etablering
af indkvarteringspladser på ejendomme, hvor der ikke er ek-
sisterende bebyggelse. Der skal dog som udgangspunkt ind-
hentes en udtalelse fra den relevante kommunalbestyrelse
mv. forud for en sådan beslutning. Der skal endvidere som
udgangspunkt indhentes en udtalelse fra Erhvervsministeri-
et, som er ansvarlig for at sikre en sammenhængende lands-
planlægning og varetager nationale interesser i kommuner-
nes planlægning.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse, i det omfang fri-
hedsberøvelsesfaciliteter tilvejebringes i tilknytning til kri-
minalforsorgens institutioner.
2.1.1.2. Erfaring med reglernes anvendelse
En beslutning om at fravige planloven i medfør af udlændin-
gelovens § 37 f sker efter indstilling fra Udlændingestyrel-
sen, der er ansvarlig for at tilvejebringe og drive indkvarte-
ringssteder for asylansøgere mv., der er undergivet Udlæn-
dingestyrelsens forsørgelse, eller efter indstilling fra Justits-
ministeriet på vegne af Rigspolitiet, der er ansvarlig for
modtagecentre til registrering af udlændinge i forbindelse
med frihedsberøvelse i medfør af udlændingelovens § 36.
Indstillingen indgives til Udlændinge- og Integrationsmini-
steriet og indeholder oplysninger om bl.a. bygningens stand,
forventet ibrugtagningstidspunkt, antal indkvarterede, samt
hvilke begrænsninger i plan- og/eller byggeloven der hin-
drer anvendelsen af bygningen. Udlændinge- og Integrati-
onsministeriet indhenter herefter udtalelser fra henholdsvis
den relevante kommune og Erhvervsministeriet til brug for
udlændinge- og integrationsministerens stillingtagen til an-
modningen.
Udlændingestyrelsen har i fem tilfælde indstillet til udlæn-
dinge- og integrationsministeren at træffe beslutning om fra-
vigelse af planloven og byggeloven, jf. udlændingelovens §
37 f.
Samlet set har Udlændingestyrelsen etableret 2.200 indkvar-
teringspladser i medfør af udlændingelovens § 37 f.
Der er tale om etablering af følgende fem indkvarteringsfa-
ciliteter: 1) Et opholdscenter i Nyborg den 9. december
5
2015, hvor centret nu er lukket. 2) Et modtagecenter på Ha-
derslev Sygehus den 18. september 2015, hvor centret nu er
lukket. 3) Et opholdscenter i Esbønderup den 3. februar
2016, hvor centret nu er lukket. 4) Et opholdscenter i Ka-
lundborg den 5. april 2016, hvor centret nu er lukket. 5) Ud-
rejsecenter Kærshovedgård den 21. marts 2016, hvor centret
stadig er i drift.
Udlændingestyrelsen har oplyst, at de pågældende centre er
etableret under et markant tidspres på grund af det akutte be-
hov for indkvarteringspladser, og fokus har i første omgang
været på at sikre tag over hovedet til de indkvarterede, sund-
hedstilbud og tilbud til børn.
I kraft af ordlyden af udlændingelovens § 37 f er Udlændin-
gestyrelsen bygge- og brandmyndighed på de pågældende
centre, hvilket ifølge styrelsen har været centralt for at frem-
skynde en åbning uden at skulle afvente kommunal sagsbe-
handling som ved øvrige centeråbninger. Udlændingestyrel-
sen har oplyst, at det har været afgørende for styrelsen ikke
at gå på kompromis med brandsikkerheden eller de byg-
ningsmæssige krav i bygningsreglementet, trods den hastig-
hed hvorved centrene åbnede. I den sammenhæng har Ud-
lændingestyrelsen oplyst, at styrelsen har haft stor nytte af
faglig sparring med det lokale beredskab.
Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at udlændingelo-
vens § 37 f har været et særdeles nyttigt instrument i tilfæl-
de, hvor der ikke på anden vis har været mulighed for med
meget kort frist at tilvejebringe et plangrundlag og nødven-
dige byggetilladelser til anvendelse af en egnet adresse til
asylindkvartering, samt i tilfælde hvor der ikke har været en
tilstrækkelig politisk vilje i visse kommuner til selv (med
den fornødne hast) at tilvejebringe det nødvendige grundlag.
Udlændingestyrelsen har herudover oplyst, at samarbejdet
mellem styrelsen og de kommuner, hvor centrene var/er pla-
ceret, generelt set har været baseret på dialog og en kon-
struktiv tilgang til opgaven/projektet. Det er endvidere Ud-
lændingestyrelsens erfaring, at samarbejdet mellem indkvar-
teringsoperatørerne og værtskommunerne har været positivt.
Det er generelt Udlændingestyrelsens indtryk, at kommuner-
ne i flere tilfælde ønskede at bidrage til at afhjælpe den aku-
tte indkvarteringsudfordring, som Udlændingestyrelsen stod
over for.
Det er Udlændingestyrelsens samlede vurdering, at samar-
bejdet mellem styrelsen, indkvarteringsoperatørerne og
værtskommunerne ikke har været udfordret af, at der var ta-
le om centre etableret på baggrund af anvendelse af bestem-
melsen i udlændingelovens § 37 f.
Udlændingestyrelsen bemærker, at erfaringerne har vist, at
indrejsetallet og det afledte indkvarteringsbehov hurtigt kan
ændre sig væsentligt, og det har vist sig vanskeligt at forud-
sige udviklingen selv på kort sigt trods Udlændingestyrel-
sens løbende overvågning og vurdering af indrejsemønstre i
omverdenen og i Danmark.
Indkvarteringssystemet er gearet til at håndtere visse ud-
sving på kort tid. Det skyldes bl.a., at Udlændingestyrelsen
har et tæt samarbejde med indkvarteringsoperatørerne, som
driver asylcentrene på vegne af Udlændingestyrelsen. Her-
udover har Udlændingestyrelsen et samarbejde med Bered-
skabsstyrelsen om et stående beredskab på tre af Bered-
skabsstyrelsens adresser, som har været taget i brug i dele af
2015 og 2016.
Samlet set vurderer Udlændingestyrelsen, at udlændingelo-
vens § 37 f bør opretholdes med reglens snævre anvendel-
sesområde, således at bestemmelsen alene tages i anvendel-
se, når indkvarteringssystemet er under ekstraordinært pres.
Udlændingelovens § 37 f har endvidere været anvendt i to
tilfælde til oprettelse af modtagecentre til registrering af ud-
lændinge i forbindelse med frihedsberøvelse i medfør af ud-
lændingelovens § 36. Det drejer sig om Søgårdlejren i Aa-
benraa og Ottiliavej i Valby.
De to modtagecentre til registrering af udlændinge i forbin-
delse med frihedsberøvelse er imidlertid aldrig taget i brug,
idet tilstrømningen af asylansøgere begyndte at falde i star-
ten af 2016.
Rigspolitiet har oplyst, at det er Rigspolitiets opfattelse, at
der med reglerne i udlændingelovens kapitel 6 a er skabt en
retlig ramme, der vil kunne anvendes i den politimæssige
beredskabsindsats, såfremt Danmark på ny måtte stå over
for en situation med massiv tilstrømning af flygtninge og
migranter, og at det er hensigtsmæssigt, at en sådan retlig
ramme ikke først tilvejebringes, når man står i situationen.
Dansk Røde Kors har oplyst, at det er erfaringen, at etable-
ringen af asylcentre kan ske hurtigere ved anvendelsen af
muligheden i udlændingelovens § 37 f, og at en sådan hurtig
etablering kan være nødvendig i en tid med ekstra stort ind-
rejsetal.
Også i tider med et ekstra stor indrejsetal har Røde Kors
samarbejdet med Udlændingestyrelsen om udpegningen af
egnede ejendomme, som kan danne rammen om nye asyl-
centre. Røde Kors gennemgår sammen med Udlændingesty-
relsen endvidere indretningsmuligheder, således at behovet
for sengepladser afvejes i forhold til den beboergruppe, der
skal være på centeret. Samtidig udpeger Røde Kors egnede
lokaler til de ydelser, som Røde Kors derudover som ind-
kvarteringsoperatør er forpligtet til at levere på asylcentrene,
herunder sundhedsydelser, børnehave, aktivering og under-
visning for børn og voksne mv.
Røde Kors har dog erfaret, at der fra myndighedernes side
kan være et meget stort fokus på behovet for sengepladser,
og at etableringen af egnede lokaler til de øvrige ydelser,
som beboerne har krav på, har taget væsentligt længere tid.
Røde Kors har forståelse for, at ressourcerne i perioder med
et ekstra stort indrejsetal må prioriteres, men det er afgøren-
de for, at asylansøgerne får en tryg, meningsfyld og værdig
hverdag, at de øvrige ydelser kan leveres i egnede lokaler.
6
Det er Røde Kors’ erfaring, at der ved etablering af asylcen-
tre med anvendelse af udlændingelovens § 37 f bliver indgå-
et lejekontrakter med kort varighed. Sådanne lejekontrakter
er efter Røde Kors’ opfattelse ikke hensigtsmæssige, da det i
visse tilfælde har medført, at myndighederne har nedpriori-
teret at få centret indrettet færdigt på grund af, at centret
skulle lukke igen efter kort tid.
Røde Kors har erfaret, at anvendelsen af hjemlen i udlæn-
dingelovens § 37 f kan medføre, at samarbejdet med værts-
kommunen bliver trægt, såfremt kommunalbestyrelsen ikke
har haft et ønske om at få et asylcenter placeret i kommu-
nen. Røde Kors kan derfor kun anbefale at fastholde den
praksis, at kommunalbestyrelsens godkendelse indhentes in-
den en eventuel fremtidig anvendelse af muligheden i ud-
lændingelovens § 37 f.
2.1.1.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne om fravigelse af planlovgivningen mv. i særlige til-
fælde bør opretholdes.
Der kom historisk mange flygtninge og migranter til Europa
og Danmark i efteråret 2015. Det betød bl.a. et stort pres på
den eksisterende kapacitet til indkvartering af asylansøgere.
Med udlændingelovens § 37 f blev bl.a. Udlændingestyrel-
sen i stand til i samarbejde med relevante parter på meget
kort tid og på smidig vis at etablere indkvarteringspladser til
asylansøgere i Danmark i takt med og i det omfang, der op-
stod behov herfor. Såvel Udlændingestyrelsen som Dansk
Røde Kors har givet udtryk for, at muligheden for hurtig
etablering af indkvarteringspladser er nødvendig i en tid
med meget store indrejsetal.
Anvendelsen af udlændingelovens § 37 f er udelukkende
sket, når det er vurderet, at der har været et konkret behov
herfor, idet Udlændingestyrelsen har været opmærksom på
bestemmelsens snævre anvendelsesområde og alene har be-
nyttet sig af bestemmelsen i særlige tilfælde. Bestemmelsen
har således været administreret i overensstemmelse med,
hvad den var tiltænkt, da man indførte bestemmelsen i ud-
lændingeloven i efteråret 2015.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
det har været afgørende for at kunne håndtere den ekstraor-
dinære situation, som Danmark i efteråret 2015 stod midt i,
hvor et historisk stort antal flygtninge og migranter indrejste
i Danmark, at myndighederne havde mulighed for hurtigt at
etablere det antal indkvarteringspladser, der var behov for.
Situationen i dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015,
da Danmark lige nu oplever lave indrejse- og asyltal, men
situationen kan ændre sig med meget kort varsel. Presset på
EU’s ydre grænser er fortsat højt, og antallet af flygtninge
og migranter, der kommer til EU over Middelhavet, er fort-
sat stort. Der må derfor udvises rettidig omhu for at sikre, at
Danmark også fremadrettet kan håndtere en situation med
markant højere indrejsetal og et øget antal asylansøgere.
Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets opfat-
telse, at det fortsat er nødvendigt, at myndighederne har mu-
lighed for på kort tid at etablere indkvarteringspladser til
asylansøgere og frihedsberøvelsesfaciliteter i Danmark, hvis
der igen skulle opstå en akut krisesituation, som myndighe-
derne skal være beredte på at håndtere.
Det foreslås på den baggrund, at udlændingelovens § 37 f
opretholdes og bliver gjort permanent. Der henvises endvi-
dere til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
2.1.2. Brug af offentlig ejendom uden ejerens samtykke
2.1.2.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udlændingelo-
vens § 37 g om brug af offentlig ejendom uden ejerens sam-
tykke indsat i udlændingeloven.
Efter udlændingelovens § 37 g kan udlændinge- og integra-
tionsministeren i særlige tilfælde bestemme, at politiet og
Udlændingestyrelsen mod vederlag kan gøre brug af ejen-
domme, som er ejet af forvaltningsmyndigheder, hvis det er
nødvendigt for varetagelsen af opgaver efter udlændingelo-
ven.
Ved forvaltningsmyndigheder forstås myndigheder mv., der
henregnes til den offentlige forvaltning, herunder kommu-
ner, regioner, selvejende institutioner og statslige myndighe-
der.
Ved udtrykket ”særlige tilfælde” forstås en akut situation,
hvor tilstrømningen af flygtninge og migranter er så vold-
som, at det ikke kan håndteres inden for de rammer, som
Udlændingestyrelsen og politiet har, herunder i forhold til
tilvejebringelse af indkvarteringspladser til asylansøgere
mv.
Bestemmelsen indebærer, at udlændinge- og integrationsmi-
nisteren konkret kan bestemme, at myndighederne kan gøre
brug af en specifik ejendom, hvis det er nødvendigt for op-
gavevaretagelsen efter udlændingeloven, ligesom udlændin-
ge- og integrationsministeren mere generelt kan overlade det
til Udlændingestyrelsen eller politiet at beslutte at gøre brug
af offentlig ejendom, hvis der foreligger et særligt tilfælde,
der kan begrunde bestemmelsens anvendelse.
Bestemmelsen kan alene finde anvendelse i særlige tilfælde,
hvor Udlændingestyrelsen eller politiet har et akut behov for
etablering af indkvarteringssteder og tilbageholdelsesfacili-
teter, som ikke kan imødekommes ved etablering af ind-
kvarteringssteder mv. på frivillig basis. Tilvejebringelsen af
indkvarteringssteder og faciliteter til frihedsberøvede skal
således i videst muligt omfang ske på frivillig basis, og be-
stemmelsen vil således alene kunne anvendes, hvis de sæd-
vanlige muligheder for at tilvejebringe indkvarteringssteder
7
ikke er tilstrækkelige, og hensigtsmæssige løsninger således
ikke kan opnås på anden måde.
Udlændingestyrelsens eller politiets brug af ejendom efter
udlændingelovens § 37 g skal ophøre på det tidspunkt, hvor
det skønnes at være muligt at varetage myndighedernes op-
gaver efter udlændingeloven inden for de almindelige ram-
mer.
Bestemmelsen kan endvidere alene anvendes, således at der
som udgangspunkt etableres indkvarteringssteder eller fri-
hedsberøvelsesfaciliteter på steder, hvor det ikke vil medfø-
re en meget betydelig forandring i retsstillingen for om-
kringliggende ejendomsejere og -brugere. Det ville f.eks.
kunne være tilfældet, hvis et asylcenter placeres i umiddel-
bar nærhed af en virksomhed, der derved bliver underlagt et
markant strammere støjkrav, som efter omstændighederne
vanskeliggør eller umuliggør virksomhedens drift. Udlæn-
dingestyrelsen og politiet skal endvidere ved anvendelse af
bestemmelsen i videst muligt omfang tage hensyn til private
og offentlige interesser, herunder så vidt muligt indgå i en
løbende dialog med de berørte parter og så vidt muligt til-
passe sig omgivelserne.
Udlændingestyrelsen og politiet skal i forbindelse med en
konkret beslutning om at gøre brug af en ejendom i medfør
af bestemmelsen betale et rimeligt vederlag for brugen samt
eventuel erstatning for lidt tab. Det er imidlertid ikke en for-
udsætning for anvendelse af bestemmelsen, at der opnås
enighed om vederlagets størrelse, ligesom Udlændingesty-
relsen eller politiet vil kunne tage en ejendom i brug, inden
der indledes drøftelse med ejeren om vederlagets størrelse.
Udlændingestyrelsens eller politiets overtagelse af brugsret-
ten kan efter omstændighederne udgøre et ekspropriativt
indgreb, jf. grundlovens § 73.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingesty-
relsens afgørelse efter udlændingelovens § 37 g om at gøre
brug af ejendom påklages til udlændinge- og integrationsmi-
nisteren.
Efter udlændingelovens § 48, stk. 1, 5. pkt., kan politiets af-
gørelse efter udlændingelovens § 37 g om at gøre brug af
ejendom påklages til udlændinge- og integrationsministeren.
2.1.2.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Udlændingelovens § 37 g har ikke været anvendt.
Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen er opmærksom
på det snævre anvendelsesområde for bestemmelsen i ud-
lændingelovens § 37 g, og styrelsen har taget dette med i be-
tragtning ved vurderingen af, om der har været behov for en
indstilling til udlændinge- og integrationsministeren om an-
vendelse af bestemmelsen. Presset på indkvarteringssyste-
met i Danmark er således blevet håndteret uden at anvende
udlændingelovens § 37 g.
Udlændingestyrelsen bemærker i tilknytning hertil, at ind-
kvarteringspresset i Sverige og Tyskland i efteråret 2015 var
af en sådan beskaffenhed, at der var behov for at træffe be-
slutning om at gøre brug af offentlige bygninger, f.eks. gym-
nastiksale – det vil sige en situation som den, der hjemles
med udlændingelovens § 37 g. Det kan efter Udlændinge-
styrelsens opfattelse ikke udelukkes, at lignende situationer
vil kunne opstå i Danmark, således at der vil kunne være be-
hov for også at bringe udlændingelovens § 37 g i anvendelse
ved et fornyet ekstraordinært pres på indkvarteringssyste-
met.
Samlet set vurderer Udlændingestyrelsen, at udlændingelo-
vens § 37 g bør opretholdes med reglens snævre anvendel-
sesområde, således at bestemmelsen alene tages i anvendel-
se, når indkvarteringssystemet er under et ekstraordinært
pres.
Rigspolitiet har oplyst, at det er Rigspolitiets opfattelse, at
der med reglerne i udlændingelovens kapitel 6 a er skabt en
retlig ramme, der vil kunne anvendes i den politimæssige
beredskabsindsats, såfremt Danmark på ny måtte stå over
for en situation med massiv tilstrømning af flygtninge og
migranter, og at det er hensigtsmæssigt, at en sådan retlig
ramme ikke først tilvejebringes, når man står i situationen.
2.1.2.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne om brug af offentlig ejendom uden ejerens samtyk-
ke bør opretholdes uændret.
Med udlændingelovens § 37 g fik politiet og Udlændinge-
styrelsen mulighed for i særlige tilfælde at gøre brug af of-
fentlig ejendom uden ejerens samtykke, hvis det var nød-
vendigt. Bestemmelsen har ikke været anvendt, da presset
på indkvarteringssystemet og frihedsberøvelsesfaciliteter har
kunnet håndteres inden for rammerne af udlændingelovens §
37 f.
Situationen i dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015,
da Danmark lige nu oplever lave indrejse- og asyltal, men
situationen kan ændre sig med meget kort varsel. Presset på
EU’s ydre grænser er fortsat højt, og antallet af flygtninge
og migranter, der kommer til EU over Middelhavet, er fort-
sat stort. Der må derfor udvises rettidig omhu for at sikre, at
Danmark også fremadrettet kan håndtere en situation med
markant højere indrejsetal og et øget antal asylansøgere.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
det fortsat er nødvendigt, at politiet og Udlændingestyrelsen
har mulighed for i særlige tilfælde at gøre brug af offentlig
ejendom uden ejerens samtykke, hvis der igen skulle opstå
en akut krisesituation, som myndighederne skal være bered-
te på at håndtere.
Det foreslås på den baggrund, at udlændingelovens § 37 g
opretholdes i sin nuværende formulering og bliver gjort
permanent.
8
2.1.3. Indkvarteringsoperatørpålæg til kommuner
2.1.3.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udlændingelo-
vens § 37 h om indkvarteringsoperatørpålæg til kommuner
indsat i udlændingeloven.
Efter udlændingelovens § 37 h kan Udlændingestyrelsen i
særlige tilfælde pålægge den kommune, hvor der etableres
et indkvarteringssted for asylansøgere mv., jf. udlændingel-
ovens § 42 a, stk. 5, 1. pkt., at være indkvarteringsoperatør.
Pålægget skal indeholde de nærmere betingelser for kom-
munens varetagelse af operatøransvaret.
Ved udtrykket ”særlige tilfælde” forstås en situation, hvor
tilstrømningen er så voldsom, at Udlændingestyrelsen ikke
kan indgå tilstrækkeligt mange frivillige aftaler om at eta-
blere og drive det nødvendige antal indkvarteringssteder.
I overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 skal der
som udgangspunkt forud for en beslutning om at pålægge en
kommune operatøransvar indhentes en udtalelse fra
vedkommende kommunalbestyrelse.
Et pålæg efter bestemmelsen til en kommune om at varetage
driften af et indkvarteringssted for asylansøgere mv. inde-
bærer som udgangspunkt, at kommunen er ansvarlig for den
daglige drift af indkvarteringsstedet på samme måde, som
hvis der var indgået en frivillig aftale.
Udlændingestyrelsen skal i hvert enkelt tilfælde, hvor en
kommune efter bestemmelsen pålægges operatøransvaret,
tage stilling til, hvilke nærmere driftsopgaver den pågælden-
de kommune skal have ansvaret for. Udgangspunktet for
fastsættelsen af de enkelte betingelser for varetagelsen af
operatøransvaret i medfør af bestemmelsen er dog de stan-
dardiserede og detaljerede kontrakter, som Udlændingesty-
relsen indgår i forbindelse med en frivillig aftale.
Udgifterne i forbindelse med driften af asylcentrene vil blive
afholdt af staten.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingesty-
relsens afgørelse efter udlændingelovens § 37 h om at på-
lægge en kommune operatøransvaret påklages til udlændin-
ge- og integrationsministeren.
Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. november
2015 om håndtering af flygtninge- og migrantsituationen, at
udlændingelovens § 37 h ophæves den 1. december 2019.
2.1.3.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Udlændingestyrelsen har oplyst, at udlændingelovens § 37 h
ikke har været anvendt.
Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at styrelsen er
opmærksom på det snævre anvendelsesområde for bestem-
melsen i udlændingelovens § 37 h, og styrelsen har taget
dette med i betragtning ved vurderingen af, om der har væ-
ret behov for en anvendelse af bestemmelsen. Presset på
indkvarteringssystemet i Danmark er således blevet håndte-
ret uden at anvende udlændingelovens § 37 h.
Udlændingestyrelsen bemærker i tilknytning hertil, at ind-
kvarteringspresset i Sverige og Tyskland i efteråret 2015 var
af en sådan beskaffenhed, at der var behov for at træffe be-
slutning om at gøre brug af offentlige bygninger, f.eks. gym-
nastiksale. Det kan efter Udlændingestyrelsens opfattelse ik-
ke udelukkes, at lignende situationer vil kunne opstå i Dan-
mark, således at der vil kunne være behov for også at bringe
udlændingelovens § 37 h om indkvarteringsoperatørpålæg
til kommuner i anvendelse ved et fornyet ekstraordinært
pres på indkvarteringssystemet.
Samlet set vurderer Udlændingestyrelsen, at udlændingelo-
vens § 37 h bør opretholdes med reglens snævre anvendel-
sesområde, således at bestemmelsen alene tages i anvendel-
se, når indkvarteringssystemet er under et ekstraordinært
pres.
Rigspolitiet har oplyst, at det er Rigspolitiets opfattelse, at
der med reglerne i udlændingelovens kapitel 6 a er skabt en
retlig ramme, der vil kunne anvendes i den politimæssige
beredskabsindsats, såfremt Danmark på ny måtte stå over
for en situation med massiv tilstrømning af flygtninge- og
migranter, og at det er hensigtsmæssigt, at en sådan retlig
ramme ikke først tilvejebringes, når man står i situationen.
2.1.3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne i udlændingelovens § 37 h om indkvarteringsopera-
tørpålæg til kommunerne bør opretholdes uændret, og at ud-
løbsbestemmelsen i § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. novem-
ber 2015 skal ophæves.
Med udlændingelovens § 37 h fik Udlændingestyrelsen mu-
lighed for i særlige tilfælde at meddele en kommune et ind-
kvarteringsoperatørpålæg. Bestemmelsen har ikke været an-
vendt, da presset på indkvarteringssystemet og etableringen
af nye indkvarteringssteder har kunnet håndteres via et posi-
tivt og konstruktivt samarbejde mellem Udlændingestyrel-
sen og indkvarteringsoperatørerne.
Situationen i dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015,
da Danmark lige nu oplever lave indrejse- og asyltal, men
situationen kan ændre sig med meget kort varsel. Presset på
EU’s ydre grænser er fortsat højt, og antallet af flygtninge
og migranter, der kommer til EU over Middelhavet, er fort-
sat stort. Der må derfor udvises rettidig omhu for at sikre, at
Danmark også fremadrettet kan håndtere en situation med
markant højere indrejsetal og et øget antal asylansøgere.
Selv om udlændingelovens § 37 h om indkvarteringsopera-
tørpålæg til kommunerne ikke er omfattet af revisionsbe-
stemmelsen i § 3 i lov nr. 1273 af 20. november 2015, er det
Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at be-
stemmelsen – set i lyset af det høje flygtninge- og migrati-
9
onspres på EU’s ydre grænser – bør opretholdes uændret.
Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-
dering, at det fortsat er nødvendigt, at Udlændingestyrelsen
har mulighed for i særlige tilfælde at meddele en kommune
et indkvarteringsoperatørpålæg, hvis der igen skulle opstå en
akut krisesituation, som myndighederne skal være beredte
på at håndtere.
Det foreslås på den baggrund, at udlændingelovens § 37 h
ikke ophæves den 1. december 2019, men i stedet oprethol-
des i sin nuværende formulering og bliver gjort permanent.
2.1.4. Bistand fra private aktører
2.1.4.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udlændingelo-
vens § 37 i om bistand fra private aktører indsat i udlændin-
geloven.
Efter udlændingelovens § 37 i kan private i særlige tilfælde
efter politiets eller Udlændingestyrelsens nærmere bestem-
melse bistå med at varetage myndighedsopgaver i henhold
til udlændingeloven.
Ved udtrykket ”særlige tilfælde” forstås en akut situation,
hvor tilstrømningen af flygtninge og migranter bliver så
voldsom, at det ikke er muligt for politiet eller udlændinge-
myndighederne inden for kort tid at fremskaffe de nødvendi-
ge personalemæssige ressourcer til en effektiv opgavevare-
tagelse på anden vis.
Private aktørers varetagelse af myndighedsopgaver efter be-
stemmelsen skal ske under politiets henholdsvis Udlændin-
gestyrelsens ledelse og ansvar. Det er således efter bestem-
melsen politiet henholdsvis Udlændingestyrelsen, der nær-
mere bestemmer, hvilke konkrete opgaver private aktører
skal varetage, og hvordan opgavevaretagelsen nærmere skal
foretages.
Politiet henholdsvis Udlændingestyrelsen skal endvidere ef-
ter bestemmelsen føre et tæt tilsyn med de private aktører i
forbindelse med den konkrete opgavevaretagelse. De private
aktører skal desuden overholde de samme regler for opgave-
varetagelsen, som hvis opgaverne blev varetaget af personer
ansat i politiet henholdsvis Udlændingestyrelsen.
Efter bestemmelsen kan private aktører bl.a. bistå politiet el-
ler Udlændingestyrelsen med at varetage opgaver som be-
vogtning, transport og registrering mv. af asylansøgere og
udlændinge med ulovligt ophold, ligesom private aktører
kan bistå Udlændingestyrelsen med f.eks. afgørelser om ind-
kvartering og forsørgelse.
Politiet vil efter bestemmelsen også kunne bestemme, at pri-
vate aktører kan bistå kriminalforsorgen i forhold til friheds-
berøvelse af udlændinge efter udlændingeloven, i det om-
fang sådanne udlændinge placeres i kriminalforsorgens in-
stitutioner.
Bistand fra private aktører f.eks. i forbindelse med bevogt-
ning og transport af frihedsberøvede udlændinge, som vil
kunne indeholde magtanvendelse, herunder fysisk fasthol-
delse og brug af håndjern, vil efter bestemmelsen kun kunne
ske, hvis det er særligt påkrævet.
Private aktører kan endvidere efter bestemmelsen ikke be-
myndiges til at anvende magtmidler omfattet af våbenloven,
herunder stav, peberspray og skydevåben.
Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. november
2015 om håndtering af flygtninge- og migrantsituationen, at
udlændingelovens § 37 i ophæves den 1. december 2019.
2.1.4.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Udlændingestyrelsen har oplyst, at udlændingelovens § 37 i
ikke har været anvendt.
Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at styrelsen er
opmærksom på det snævre anvendelsesområde for bestem-
melsen i udlændingelovens § 37 i, og styrelsen har taget det-
te med i betragtning ved vurderingen af, om der har været
behov for en anvendelse af bestemmelsen. Presset på ind-
kvarteringssystemet i Danmark er således blevet håndteret
uden at anvende udlændingelovens § 37 i.
Udlændingestyrelsen bemærker i tilknytning hertil, at ind-
kvarteringspresset i Sverige og Tyskland i efteråret 2015 var
af en sådan beskaffenhed, at der var behov for at træffe be-
slutning om at gøre brug af offentlige bygninger, f.eks. gym-
nastiksale. Det kan efter Udlændingestyrelsens opfattelse ik-
ke udelukkes, at lignende situationer vil kunne opstå i Dan-
mark, således at der vil kunne være behov for også at bringe
udlændingelovens § 37 i om bistand fra private aktører i an-
vendelse ved et fornyet ekstraordinært pres på indkvarte-
ringssystemet.
Samlet set vurderer Udlændingestyrelsen, at udlændingelo-
vens § 37 i bør opretholdes med reglens snævre anvendel-
sesområde, således at bestemmelsen alene tages i anvendel-
se, når indkvarteringssystemet er under et ekstraordinært
pres.
Rigspolitiet har oplyst, at udlændingelovens § 37 i ikke har
været anvendt, idet der ikke siden ikrafttrædelsen af lovæn-
dringen har foreligget en situation, som har kunnet begrunde
en sådan anvendelse.
Rigspolitiet har endvidere oplyst, at det er Rigspolitiets op-
fattelse, at der med reglerne i udlændingelovens kapitel 6 a
er skabt en retlig ramme, der vil kunne anvendes i den poli-
timæssige beredskabsindsats, såfremt Danmark på ny måtte
stå over for en situation med massiv tilstrømning af flygt-
ninge- og migranter, og at det er hensigtsmæssigt, at en så-
dan retlig ramme ikke først tilvejebringes, når man står i si-
tuationen.
10
2.1.4.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne i udlændingelovens § 37 i om bistand fra private
aktører bør opretholdes uændret, og at udløbsbestemmelsen
i § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. november 2015 skal ophæ-
ves.
Med udlændingelovens § 37 i blev der skabt mulighed for,
at private i særlige tilfælde kan bistå politiet og Udlændin-
gestyrelsen. Bestemmelsen har ikke været anvendt, da poli-
tiet og Udlændingestyrelsen har kunnet håndtere den øgede
tilstrømning af flygtninge og migranter inden for myndighe-
dernes egne personalemæssige ressourcer.
Situationen i dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015,
da Danmark lige nu oplever lave indrejse- og asyltal, men
situationen kan ændre sig med meget kort varsel. Presset på
EU’s ydre grænser er fortsat højt, og antallet af flygtninge
og migranter, der kommer til EU over Middelhavet, er fort-
sat stort. Der må derfor udvises rettidig omhu for at sikre, at
Danmark også fremadrettet kan håndtere en situation med
markant højere indrejsetal og et øget antal asylansøgere.
Selv om udlændingelovens § 37 i om bistand fra private ak-
tører ikke er omfattet af revisionsbestemmelsen i § 3 i lov
nr. 1273 af 20. november 2015, er det Udlændinge- og Inte-
grationsministeriets opfattelse, at bestemmelsen – set i lyset
af det høje flygtninge- og migrationspres på EU’s ydre
grænser – bør opretholdes uændret. Det er således Udlæn-
dinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det fortsat er
nødvendigt, at private i særlige tilfælde kan bistå politiet og
Udlændingestyrelsen, hvis der igen skulle opstå en akut kri-
sesituation, som myndighederne skal være beredte på at
håndtere.
Det foreslås på den baggrund, at udlændingelovens § 37 i
ikke ophæves den 1. december 2019, men i stedet oprethol-
des i sin nuværende formulering og bliver gjort permanent.
2.1.5. Forbud til operatører af bus-, tog- og færgedrift
2.1.5.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udlændingelo-
vens § 37 j om forbud til operatører af bus-, tog- og færge-
drift indsat i udlændingeloven.
Efter udlændingelovens § 37 j kan politiet i ganske særlige
tilfælde meddele forbud mod bus-, tog- og færgedrift over
danske landegrænser.
Ved udtrykket ”ganske særlige tilfælde” forstås den akutte
situation, hvor tilstrømningen af udlændinge bliver så vold-
som, at politiet eller udlændingemyndighederne ikke kan
håndtere situationen, og forbud efter bestemmelsen må an-
ses nødvendigt for at afværge betydelig forstyrrelse af den
offentlige orden og fare for den offentlige sikkerhed.
Politiets forbud skal efter bestemmelsen rettes mod den en-
kelte operatør af en bus-, tog- eller færgerute mellem Dan-
mark og andre lande.
Politiet kan efter bestemmelsen meddele forbud til operatø-
rer i enkeltstående tilfælde, f.eks. i forhold til en konkret
færge, ligesom politiet kan udstede forbud til flere operatø-
rer, hvis det midlertidigt er nødvendigt for at håndtere situa-
tionen.
Politiets forbud skal efter bestemmelsen være midlertidige,
og forbuddene kan ikke udstrækkes længere, end hvad der er
nødvendigt af hensyn til at sikre de danske myndigheders
mulighed for at håndtere situationen.
I overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 skal opera-
tøren have mulighed for, hvis det er muligt, at fremkomme
med en udtalelse, før der træffes afgørelse om forbud. Det
kan dog efter omstændighederne være nødvendigt at medde-
le forbud straks, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3.
Et forbud rettet mod en operatør af en bus-, tog- eller fær-
gerute mellem Danmark og andre lande vil kunne udgøre
ekspropriation, jf. grundlovens § 73.
Efter udlændingelovens § 60, stk. 3, kan overtrædelse af for-
bud efter udlændingelovens § 37 j straffes med bøde.
Efter udlændingelovens § 61 kan der pålægges selskaber
mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelo-
vens 5. kapitel.
2.1.5.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Rigspolitiet har oplyst, at udlændingelovens § 37 j ikke har
været anvendt, idet der ikke siden ikrafttrædelsen af lovæn-
dringen har foreligget en situation, som har kunnet begrunde
en sådan anvendelse.
Rigspolitiet har endvidere oplyst, at det er Rigspolitiets op-
fattelse, at der med reglerne i udlændingelovens kapitel 6 a
er skabt en retlig ramme, der vil kunne anvendes i den poli-
timæssige beredskabsindsats, såfremt Danmark på ny måtte
stå over for en situation med massiv tilstrømning af flygt-
ninge og migranter, og at det er hensigtsmæssigt, at en sådan
retlig ramme ikke først tilvejebringes, når man står i situati-
onen.
2.1.5.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne om forbud til operatører af bus-, tog- og færgedrift
bør opretholdes uændret.
Med udlændingelovens § 37 j blev der skabt mulighed for,
at politiet i ganske særlige tilfælde kan meddele forbud mod
bus-, tog- og færgedrift over danske landegrænser. Bestem-
melsen har ikke været taget i brug, da der ikke har foreligget
en situation, som har kunnet begrunde dette.
11
Situationen i dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015,
da Danmark lige nu oplever lave indrejse- og asyltal, men
situationen kan ændre sig med meget kort varsel. Presset på
EU’s ydre grænser er fortsat højt, og antallet af flygtninge
og migranter, der kommer til EU over Middelhavet, er fort-
sat stort. Der må derfor udvises rettidig omhu for at sikre, at
Danmark også fremadrettet kan håndtere en situation med
markant højere indrejsetal og et øget antal asylansøgere.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
det fortsat er nødvendigt, at politiet i ganske særlige tilfælde
kan meddele forbud mod bus-, tog- og færgedrift over dan-
ske landegrænser, hvis der igen skulle opstå en akut krisesi-
tuation, som myndighederne skal være beredte på at håndte-
re.
Det foreslås på den baggrund, at udlændingelovens § 37 j
opretholdes i sin nuværende formulering og bliver gjort
permanent.
2.1.6. Øget adgang til frihedsberøvelse af afviste asylan-
søgere og udlændinge uden lovligt ophold
2.1.6.1. Gældende ret
2.1.6.1.1. Frihedsberøvelse med henblik på at sikre udsen-
delse
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udlændingelo-
vens § 36, stk. 1, 1. pkt., om frihedsberøvelse med henblik
på udsendelse mv. ændret.
Efter bestemmelsen i § 36, stk. 1, 1. pkt., skal politiet så vidt
muligt frihedsberøve afviste asylansøgere og andre udlæn-
dinge med ulovligt ophold med henblik på at sikre deres til-
stedeværelse i forbindelse med afvisning, udvisning eller
udsendelse.
Ændringen af bestemmelsen har til formål, at politiet i høje-
re grad end tidligere skal frihedsberøve afviste asylansøgere
mv., der skal afvises, udvises eller udsendes af landet.
Før ændringen fulgte det af § 36, stk. 1, 1. pkt., at politiet
kunne frihedsberøve en udlænding, hvis mindre indgribende
foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at sikre mulighe-
den for afvisning, udvisning eller udsendelse.
Ændringen indebærer, at der som udgangspunkt skal ske fri-
hedsberøvelse, medmindre frihedsberøvelsen vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser. I forhold til in-
ternationale forpligtelser vil det navnlig være Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonventions artikel 5.
Der skal således ske frihedsberøvelse af udlændinge med
henblik på at gennemføre udsendelsen, hvis der er reel ud-
sigt til udsendelse, og mindre indgribende foranstaltninger,
f.eks. meldepligt efter udlændingelovens § 34, ikke er til-
strækkelige til at sikre den pågældendes tilstedeværelse.
Der vil for det første være reel udsigt til udsendelse, hvis der
er tale om udsendelse til lande, hvortil der løbende eller re-
gelmæssigt gennemføres tvangsmæssige udsendelser. Det er
i den forbindelse uden betydning, om udsendelsen i almin-
delighed gennemføres i forhold til få personer ad gangen, så
længe der løbende eller regelmæssigt sker tvangsmæssige
udsendelser.
Der vil for det andet være reel udsigt til udsendelse, hvis der
er tale om udsendelse til lande, hvortil der gennemføres
tvangsmæssige udsendelser, men hvor udsendelserne ikke
foregår regelmæssigt og typisk kræver en større myndig-
hedsindsats.
Der vil for det tredje være reel udsigt til udsendelse, hvis der
er tale om udsendelse til lande, hvortil der er en forventning
om, at der kan ske udsendelse, uanset at der ikke er eller kun
er begrænsede konkrete erfaringer med udsendelse til det
pågældende land.
Det er et ubetinget krav for frihedsberøvelse, at udsendelsen
skrider fremad og gennemføres med omhu, jf. § 37, stk. 8.
Heri ligger, at myndighederne, herunder navnlig politiet, lø-
bende tager konkrete skridt med henblik på at sikre udsen-
delse af den pågældende.
Det forhold, at en udsendelse er vanskelig at gennemføre,
herunder på grund af lang sagsbehandlingstid hos hjemlan-
dets myndigheder, er ikke i sig selv til hinder for frihedsbe-
røvelse, så længe de danske myndigheder søger udsendelsen
gennemført med den fornødne omhu.
Det er endvidere som nævnt et ubetinget krav for frihedsbe-
røvelse, at mindre indgribende foranstaltninger, f.eks. mel-
depligt efter udlændingelovens § 34, ikke vurderes til at væ-
re tilstrækkelige til at sikre den pågældendes tilstedeværelse.
Det beror på en konkret vurdering, om der er grundlag for
frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., eller om mindre
indgribende foranstaltninger kan anses for tilstrækkelige for
at sikre udlændingens tilstedeværelse.
Det forhold, at udlændingens identitet og nationalitet er fast-
lagt, er ikke til hinder for frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1,
1. pkt., hvis der i øvrigt er omstændigheder, der peger på, at
der er en risiko for, at udlændingen vil forsvinde. Der vil i
øvrigt kunne inddrages kapacitets- og prioriteringsmæssige
forhold i politiets overvejelser i forbindelse med beslutning
om at foretage og opretholde frihedsberøvelse i henhold til §
36, stk. 1, 1. pkt.
En iværksat frihedsberøvelse skal altid være af så kort varig-
hed som muligt og inden for de grænser for frihedsberøvel-
sens samlede varighed, der er fastsat i udlændingelovens §
37, stk. 8, hvilket betyder, at en frihedsberøvelse i medfør af
§ 36 med henblik på udsendelse som udgangspunkt ikke må
overstige 6 måneder.
Bestemmelsen omfatter bl.a. udlændinge, der er udvist på
grund af kriminalitet, udlændinge, der har ulovligt ophold
og er blevet udvist administrativt, og afviste asylansøgere.
12
Hvis der er tale om mere sårbare grupper, skal der udvises
tilbageholdenhed med frihedsberøvelse. Frihedsberøvelse af
familier med mindreårige børn og uledsagede mindreårige
må kun gennemføres som en sidste udvej og i det kortest
mulige tidsrum. Det bemærkes, at hvis udlændingen har fast
bopæl her i landet, kan der ikke ske frihedsberøvelse efter §
36, stk. 1, 1. pkt., jf. udlændingelovens § 36, stk. 1, 4. pkt.
2.1.6.1.2. Frihedsberøvelse som motivationsfremmende for-
anstaltning
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udlændingelo-
vens § 36, stk. 5 og 6, om frihedsberøvelse som motivati-
onsfremmende foranstaltning ændret.
Ændringen indebærer, at bestemmelserne, hvorefter der kan
ske frihedsberøvelse med henblik på at sikre udlændingens
medvirken til en udsendelse, så vidt muligt skal anvendes af
politiet, i modsætning til tidligere, hvor politiet kunne fore-
tage frihedsberøvelse efter bestemmelserne.
Efter udlændingelovens § 36, stk. 5, skal politiet, såfremt
politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, og udlæn-
dingen ikke medvirker hertil, så vidt muligt frihedsberøve
udlændingen med henblik på at sikre, at udlændingen med-
deler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker
til tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og
visum og til udrejsen i øvrigt.
Bestemmelsen sigter mod de situationer, hvor en udlænding
ikke medvirker til at fremkomme med relevante oplysnin-
ger, der skal anvendes i forbindelse med pågældendes
udrejse.
Nægter udlændingen at samarbejde, vil det kunne danne
grundlag for en forlængelse af frihedsberøvelsen efter ud-
lændingelovens § 36, stk. 5. Hvis frihedsberøvelsen forlæn-
ges på baggrund af forhold, der alene kan tilskrives udlæn-
dingen, vil frihedsberøvelsen således kunne opretholdes i en
længere periode.
Frihedsberøvelsen kan opretholdes, så længe den må antages
at kunne få udlændingen til at medvirke til udrejsen.
Det er en betingelse for fortsat opretholdelse af en friheds-
berøvelse, at politiet regelmæssigt indskærper udlændingens
pligt til at medvirke, og at politiet klart angiver, hvilken op-
lysning udlændingen skal give, eller hvilken handling ud-
lændingen skal udføre, og at udlændingen nægter at medvir-
ke hertil. En frihedsberøvelse skal endvidere ophøre, hvis
det vurderes, at formålet med frihedsberøvelsen ikke kan
opnås.
Efter udlændingelovens § 36, stk. 6, skal en udlænding, der
af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller af
Flygtningenævnet er meddelt afslag på en ansøgning om op-
holdstilladelse i medfør af § 7, og hvor politiet drager om-
sorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke med-
virker hertil, så vidt muligt frihedsberøves, såfremt mindre
indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
De mindre indgribende foranstaltninger er i dette tilfælde
foranstaltningerne efter udlændingelovens § 34 (om melde-
pligt), § 42 a, stk. 7, 3. pkt. (om overflytning til et udrejse-
center), stk. 8, 2. pkt. (om opholdspligt), og stk. 12 (om
kostpengeordningen).
Formålet med § 36, stk. 6, er at sikre den afviste asylansø-
gers medvirken til udsendelse.
Nægter udlændingen at samarbejde, vil det kunne danne
grundlag for en forlængelse af frihedsberøvelsen efter ud-
lændingelovens § 36, stk. 6. Hvis frihedsberøvelsen forlæn-
ges på baggrund af forhold, der alene kan tilskrives udlæn-
dingen, vil frihedsberøvelsen således kunne opretholdes i en
længere periode.
Frihedsberøvelse efter § 36, stk. 6, skal tilsvarende altid op-
høre, når udlændingen medvirker til udrejsen eller udsendel-
se af landet på en sådan måde, at denne kan gennemføres,
eller når det i øvrigt ikke længere beror på udlændingens
forhold, at udrejsen eller udsendelsen ikke kan gennemføres.
Frihedsberøvelse efter § 36, stk. 5 og 6, kan ikke anvendes
over for udlændinge, som ikke kan udsendes tvangsmæssigt
grundet generelle udsendelseshindringer, og hvor politiet ik-
ke kan anvise en frivillig hjemrejserute.
2.1.6.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Domstolsstyrelsen har oplyst, at styrelsen løbende udarbej-
der statistik om sager efter udlændingelovens § 36, jf. § 37. I
2014 var der således 1.791 udlændinge, som var frihedsbe-
røvet efter udlændingelovens § 36, jf. § 37. I 2015 og 2016
var der frihedsberøvet henholdsvis 1.769 og 2.501 udlæn-
dinge i medfør af udlændingelovens § 36, jf. § 37. Fra første
til tredje kvartal af 2017 har der været frihedsberøvet 1.707
udlændinge. Fra 2015 til 2016 har der således været en stig-
ning i antallet af sager om frihedsberøvelse af udlændinge
efter udlændingelovens § 36, jf. § 37. Tallene fra første til
tredje kvartal af 2017 indikerer desuden, at stigningen også
gør sig gældende i 2017, men at den formentlig ikke vil væ-
re lige så markant som i 2016. Det er ikke muligt for Dom-
stolsstyrelsen at oplyse, efter hvilket stykke i udlændingelo-
vens § 36 frihedsberøvelsen er sket.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har endvidere mod-
taget oplysninger om anvendelse af reglerne om frihedsbe-
røvelse fra Retten i Hillerød og fra Retten i Kolding, som
grundet deres geografiske placering har erfaring med be-
handling af sager om frihedsberøvelse.
Retten i Hillerød har oplyst, at retten i forhold til frihedsbe-
røvelse alene har erfaring med udlændingelovens § 36, stk.
1, 1. pkt. Retten i Hillerød har samtidig oplyst, at retten ikke
er i besiddelse af statistisk materiale, der kan belyse, hvor-
vidt lovændringen har medført et forøget antal fremstillin-
ger. Retten i Hillerød bemærker i den forbindelse, at retten
alene behandler frihedsberøvelser, hvor udlændingen er an-
bragt eller skal anbringes på Udlændingecenter Ellebæk.
13
Retten i Kolding har oplyst, at retten i 2015 behandlede 10
sager vedrørende frihedsberøvelse af udlændinge, i 2016 be-
handlede retten 7 sager herom, og fra 1. januar 2017 til 1.
august 2017 har retten behandlet 14 sager herom. Det er ik-
ke oplyst efter hvilken bestemmelse, der er sket frihedsberø-
velse.
Rigspolitiet har oplyst, at politiet efter en konkret vurdering
i den enkelte sag anvender de indførte regler om frihedsbe-
røvelse. Det er Rigspolitiets opfattelse, at de regler, der blev
indført ved lov nr. 1273 af 20. november 2015, dækker poli-
tiets behov for at kunne anvende motivationsfremmende til-
tag mv. i udsendelsessager.
Rigspolitiet har endvidere oplyst, at afviste asylansøgere og
andre udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, der er i
aktuel udsendelsesposition, indkaldes af politiet til en udrej-
sekontrol. Såfremt udlændingene ikke ønsker at udrejse/
samarbejde med politiet om udrejsen, iværksætter politiet
straks, efter en konkret vurdering af forholdene i den enkelte
sag, relevante opfølgende sagsbehandlingsskridt i form af
bl.a. frihedsberøvelse som motivationsfremmende foran-
staltning.
Rigspolitiet har desuden oplyst, at politiet fortsat – jf. Dan-
marks internationale forpligtelser og generelle proportionali-
tetsprincipper – udviser tilbageholdenhed med frihedsberø-
velse af særligt sårbare grupper, herunder af familier med
små børn og uledsagede mindreårige.
Rigspolitiet har oplyst, at det ikke er muligt at trække en
præcis opgørelse over antallet af frihedsberøvelser i forhold
til de enkelte bestemmelser fra politiets sagsstyringssystem
(POLSAS). Det er dog oplyst, at bestemmelsen om friheds-
berøvelse med henblik på udsendelse mv. har været anvendt
i større omfang, mens bestemmelserne om frihedsberøvelse
som motivationsfremmende foranstaltning har været an-
vendt i mindre omfang. Det skal bemærkes, at Rigspolitiets
oplysninger alene omfatter de udlændinge, som Udlændin-
gecenter Nordsjælland (UCN) har frihedsberøvet i medfør af
udlændingeloven med henblik på sagsbehandling eller ud-
sendelse hos UCN. Rigspolitiets oplysninger omfatter såle-
des udsendelse af tredjelandsstatsborgere og udsendelser af
EU-borgere foretaget af UCN. Øvrige udsendelser af EU-
borgere er ikke omfattet.
Rigspolitiet har endeligt oplyst, at politiet med reglerne har
fået en tilstrækkelig ramme for efter en konkret vurdering at
kunne foretage frihedsberøvelse, ligesom reglerne generelt
understøtter politiets arbejde, herunder på udsendelsesområ-
det.
Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at den øgede adgang til
frihedsberøvelse af afviste asylansøgere med henblik på at
sikre udsendelse ifølge Dansk Flygtningehjælps erfaringer
ikke har medført nogen markant stigning i antallet af fri-
hedsberøvede asylansøgere på dette grundlag. Dansk Flygt-
ningehjælp bemærker dog i den forbindelse, at deres interne
opgørelser ikke nødvendigvis er retvisende for det samlede
billede. Derudover er det Dansk Flygtningehjælps indtryk,
at frihedsberøvelse på dette grundlag allerede forud for lo-
ven blev anvendt i det omfang, det var meningsfuldt, og at
lovændringen derfor ikke burde forventes at medføre en stor
stigning i antallet af frihedsberøvelser på dette grundlag.
For så vidt angår frihedsberøvelse som motivationsfrem-
mende foranstaltning har Dansk Flygtningehjælp oplyst, at
det fremgår af bemærkningerne til loven, at frihedsberøvel-
sen kun skal opretholdes så længe, den må antages at kunne
formå udlændingen til at medvirke. Det er således Dansk
Flygtningehjælps vurdering, at bestemmelsen er af overve-
jende symbolsk betydning og derfor med fordel kan ophæ-
ves.
2.1.6.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
de skærpede regler om frihedsberøvelse bør opretholdes
uændret.
Afviste asylansøgere, der afviser at medvirke til eller i øv-
rigt at samarbejde om udsendelsen, bør således som det kla-
re udgangspunkt frihedsberøves, hvis der er udsigt til udsen-
delse, og hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke
skønnes tilstrækkelige. De pågældende har ikke ret til at op-
holde sig her i landet og skal derfor udrejse eller udsendes
snarest muligt. En styrket brug af frihedsberøvelse er med til
at sikre, at udsendelsen kan gennemføres, og at de pågæl-
dende udlændinge ikke uønsket forsvinder og holder sig
skjult for myndighederne for dermed at undgå udsendelse af
landet.
Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse, at de skærpede regler om frihedsberøvelse som
motivationsfremmende foranstaltning bør opretholdes uænd-
ret. Det er således ikke acceptabelt, at afviste asylansøgere
ved at nægte at samarbejde om deres hjemsendelse kan hin-
dre gennemførelse af deres udsendelse, og der bør således
fortsat kunne gribes ind ved brug af motivationsfremmende
frihedsberøvelse for dermed i videst muligt omfang at moti-
vere den pågældende til at samarbejde. Som ovenfor nævnt
under pkt. 2.1.6.2, har reglerne om frihedsberøvelse som
motivationsfremmende foranstaltning været anvendt i et
mindre omfang, og der er ikke på baggrund af de indhentede
erfaringer grundlag for ministeriet for at antage, at friheds-
berøvelse ikke har en sådan motiverende effekt på udlæn-
dinge, der afviser at samarbejde om deres udrejse.
2.1.7. Frihedsberøvelse af asylansøgere ved indrejsen
2.1.7.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev der i udlændin-
gelovens § 36, stk. 1, 6. pkt., indført hjemmel til, at politiet
kan bestemme, at en udlænding, som ansøger om opholdstil-
ladelse efter udlændingelovens § 7, frihedsberøves i forbin-
delse med indrejsen med henblik på at fastlægge udlændin-
14
gens identitet, foretage registrering og fastlægge grundlaget
for ansøgningen.
Bestemmelsen i § 36, stk. 1, 6. pkt., har til formål at udvide
adgangen til at frihedsberøve udlændinge, der indrejser her i
landet, således at også asylansøgere kan frihedsberøves i
forbindelse med indrejsen.
Politiet kan efter bestemmelsen kun frihedsberøve asylansø-
gere, hvis det er nødvendigt for den indledende registrering
og sagsbehandling. Frihedsberøvelsen kan dog opretholdes i
tilfælde, hvor den indledende registrering og sagsbehandling
er af længere varighed, eksempelvis fordi der samtidigt an-
kommer et meget betydeligt antal asylansøgere.
Hvor længe det er nødvendigt at frihedsberøve en asylansø-
ger, vil variere fra sag til sag og afhænger bl.a. af, hvilke
sagsskridt der er nødvendige at foretage. Det vil herunder
kunne have betydning for nødvendigheden af frihedsberø-
velsen og dennes længde, om den pågældende medvirker til
sagens oplysning.
Det er politiet, der vurderer fra sag til sag, om betingelserne
for at frihedsberøve en asylansøger efter § 36, stk. 1, 6. pkt.,
er til stede.
Med indførelsen af § 36, stk. 1, 6. pkt., blev der ligeledes
foretaget en ændring i § 37, stk. 10, således at frihedsberø-
velse efter § 36, stk. 1, 6. pkt., blev omfattet af bestemmel-
sen. Efter udlændingelovens § 37, stk. 10, skal frihedsberø-
velse efter § 36 med henblik på afvisning eller overførsel ef-
ter reglerne i kapitel 5 a, udsendelse eller af udlændinge, der
ansøger om opholdstilladelse efter § 7, finde sted i særlige
faciliteter. Hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøve-
de holdes adskilt fra almindelige indsatte. Uledsagede min-
dreårige må ikke frihedsberøves i fængsler.
2.1.7.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Det har ikke været muligt at få generelt statistisk materiale
over bestemmelsens anvendelse.
Retten i Kolding har, som nævnt under pkt. 2.1.6.2, oplyst,
at retten i 2015 behandlede 10 sager vedrørende frihedsberø-
velse af udlændinge, i 2016 behandlede retten 7 sager her-
om, og fra 1. januar 2017 til 1. august 2017 har retten be-
handlet 14 sager herom. Det er ikke oplyst, efter hvilken be-
stemmelse der er sket frihedsberøvelse.
Retten i Sønderborg har oplyst, at Retten i Sønderborg i
2016 og 2017 har behandlet en lang række sager vedrørende
udlændinge omfattet af udlændingelovens § 36, stk. 1, men
at retten ikke har tilgængeligt data eller statistik, der gør det
muligt at opgøre antallet af frihedsberøvelse af afviste asyl-
ansøgere eller frihedsberøvelse med henblik på fastlæggelse
af identitet for udlændinge set i forhold til øvrige udlændin-
ge uden lovligt ophold i Danmark. Retten i Sønderborg har
endvidere oplyst, at retten i 2015 behandlede 43 sager ved-
rørende frihedsberøvelse af udlændinge. I 2016 steg antallet
af disse sager til 488, og fra 1. januar til 15. juni 2017 har
retten behandlet 202 sager. Disse sager vedrører alle udlæn-
dinge, der er indrejst i Danmark uden lovligt ophold. Retten
har ikke mulighed for statistisk at fastlægge, om frihedsbe-
røvelsen er sket i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1,
1. pkt., eller i medfør af § 36, stk. 1, 6. pkt. Retten har dog
anslået, at ca. halvdelen af de anførte sager vurderes at ved-
røre udlændinge, der er ulovligt indrejst i Danmark, og som
ikke i forbindelse med indrejsen har søgt asyl i Danmark,
dvs. frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt. Hovedparten
af de pågældende udlændinge frihedsberøves således med
henblik på overførsel til øvrige lande i Schengenområdet i
medfør af Dublinforordningen eller med henblik på at fast-
lægge de pågældendes identitet.
Rigspolitiet har oplyst, at Rigspolitiet efter en konkret vur-
dering i den enkelte sag anvender de indførte regler om fri-
hedsberøvelse.
Rigspolitiet har endvidere oplyst, at det er Rigspolitiets op-
fattelse, at politiet med de indførte regler ved lov nr. 1273 af
20. november 2015 har fået en tilstrækkelig ramme for efter
en konkret vurdering at kunne foretage frihedsberøvelse, li-
gesom reglerne generelt understøtter politiets arbejde.
Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at det naturligvis er for-
nuftigt at have et beredskab, hvis der igen skulle opstå en si-
tuation, hvor antallet af indrejsende stiger pludseligt eller
markant. Flygtningehjælpen anfører dog samtidig, at det bør
gøres med omtanke og uden at kriminalisere mennesker, der
er på flugt fra krig, forfølgelse og anden elendighed.
Dansk Flygtningehjælp har endvidere oplyst, at Dansk
Flygtningehjælp kun har kendskab til ganske få tilfælde,
hvor frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 6. pkt., har været an-
vendt. Dansk Flygtningehjælp bemærker dog, at det ikke al-
tid er muligt for Flygtningehjælpen at få oplyst det præcise
hjemmelsgrundlag for en frihedsberøvelse, hvorfor anven-
delsen af bestemmelsen kan være mere udbredt, end det
fremgår af Dansk Flygtningehjælps interne opgørelser. En
begrænset anvendelse af bestemmelsen vil endvidere efter
Dansk Flygtningehjælps opfattelse være en naturlig konse-
kvens af, at Danmark ikke oplevede den forventede væsent-
lige forøgelse af antallet af indrejsende asylansøgere.
Dansk Flygtningehjælp har desuden oplyst, at frihedsberø-
velse skal begrænses mest muligt og altid skal være i over-
ensstemmelse med internationale regler. Det er således
Dansk Flygtningehjælps opfattelse, at der bør være en øvre
grænse på f.eks. 7 eller 14 dage, når asylansøgere frihedsbe-
røves ved indrejsen i Danmark med henblik på at fastlægge
identitet og foretage registrering. Det er endvidere Dansk
Flygtningehjælps opfattelse, at det bør præciseres, at fri-
hedsberøvelse altid forudsætter en konkret og individuel
vurdering, samt at muligheden for at frihedsberøve asylan-
søgere ved indrejsen kun gælder i situationer, hvor Danmark
oplever en voldsom stigning i antallet af indrejsende asylan-
søgere.
15
2.1.7.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne om frihedsberøvelse af asylansøgere ved indrejsen
bør opretholdes uændret.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
det så vidt muligt skal sikres, at politiet i forbindelse med
asylansøgeres indrejse og ophold i Danmark kan fastlægge
asylansøgernes identitet mv.
Fastlæggelse af asylansøgeres identitet mv. ved indrejsen
medvirker til at sikre opretholdelse af ro og orden i samfun-
det og har ikke blot betydning for asylmyndighedernes mu-
lighed for en grundig og korrekt behandling af ansøgningen
om asyl, men har også betydning for mulighederne for – så-
fremt asylansøgeren får afslag på asyl – at kunne gennemfø-
re en hurtig og effektiv udsendelse.
Politiet vil i nogle tilfælde have behov for at kunne skride til
frihedsberøvelse af en asylansøger i forbindelse med indrej-
sen. Det gælder navnlig i perioder, hvor Danmark oplever et
større indrejsetal, men kan også være nødvendigt i perioder,
hvor indrejsetallet er lavere. Som det fremgår, har adgangen
til at frihedsberøve asylansøgere i forbindelse med indrejsen
– siden bestemmelsen blev indført i 2015 – da også været
anvendt i en række tilfælde. Bestemmelsen har således – ef-
ter Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering – sær-
ligt været anvendt i forbindelse med den øgede tilstrømning
af asylansøgere, som Danmark oplevede i slutningen af
2015 og i starten af 2016. Bestemmelsen har dog også været
anvendt i perioder, hvor indrejsetallet har været lavere, og
hvor Danmark ikke har oplevet en større tilstrømning af
asylansøgere og migranter.
Politiet kan efter bestemmelsen alene frihedsberøve asylan-
søgere, hvis det er nødvendigt for den indledende registre-
ring og sagsbehandling. Hvor længe, det er nødvendigt at
frihedsberøve en asylansøger, vil variere fra sag til sag og
afhænger bl.a. af, hvilke sagsskridt der er nødvendige at fo-
retage. Politiet foretager således en konkret vurdering i hver
enkelt sag og opretholder kun frihedsberøvelsen, så længe
den er nødvendig. Ministeriet er på den baggrund ikke enig
med Dansk Flygtningehjælp i, at der bør fastsættes en øvre
grænse for frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 6. pkt., på 7
eller 14 dage.
Adgangen for politiet til at frihedsberøve asylansøgere ved
indrejsen med henblik på fastlæggelse af identitet bør deri-
mod efter ministeriets opfattelse opretholdes uændret.
Med bestemmelsen sikres, at politiet kan foretage en effek-
tiv registrering af asylansøgere mv., og at gennemførelsen af
registreringen og sagsbehandlingen kan ske under ro og or-
den.
2.1.8. Suspension af automatisk domstolsprøvelse
2.1.8.1. Gældende ret
Udlændingelovens § 37 indeholder nærmere regler om dom-
stolsprøvelse af politiets beslutning om frihedsberøvelse ef-
ter udlændingelovens § 36.
Efter udlændingelovens § 37, stk. 1, 1. pkt., skal udlændin-
gen inden tre døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse
fremstilles for retten, der tager stilling til spørgsmålet om
frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Ret-
ten fastsætter endvidere, hvis frihedsberøvelsen findes lov-
lig, en frist for den fastsatte frihedsberøvelse. Denne frist
kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gan-
gen, jf. § 37, stk. 3, 2. og 3. pkt.
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev der i udlændin-
gelovens § 37 k, stk. 1, indført hjemmel til, at udlændinge-
og integrationsministeren i særlige tilfælde kan beslutte, at
udlændingelovens § 37, stk. 1, 1. pkt., om automatisk dom-
stolsprøvelse inden for tre døgn, og § 37, stk. 3, 2. og 3.
pkt., om fastsættelse af frist for fornyet domstolsprøvelse af
frihedsberøvelse, skal suspenderes i en nærmere bestemt pe-
riode, og at domstolsprøvelse i stedet skal ske efter bestem-
melsen i § 37 k, stk. 2.
Bestemmelsen i § 37 k indebærer således, at udlændinge- og
integrationsministeren har mulighed for at suspendere an-
vendelse af reglerne i § 37, stk. 1, 1. pkt., og § 37, stk. 3, 2.
og 3. pkt.
Træffer udlændinge- og integrationsministeren beslutning
om suspension, vil domstolsprøvelse skulle ske efter § 37 k,
stk. 2. Efter § 37 k, stk. 2, fremstilles udlændingen i suspen-
sionsperioden efter anmodning for retten, der tager stilling
til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte
opretholdelse. Findes frihedsberøvelsen lovlig, kan anmod-
ning om fornyet fremstilling for retten ikke fremsættes, før
der er forløbet 4 uger fra kendelsens afsigelse. I øvrigt fin-
der reglerne i §§ 37-37 e anvendelse med de fornødne tilpas-
ninger i suspensionsperioden.
Suspensionsadgangen kan alene anvendes i ”særlige tilfæl-
de”. Ved udtrykket ”særlige tilfælde” forstås en akut situa-
tion, hvor tilstrømningen af flygtninge og migranter bliver
så voldsom, at det kan blive umuligt for politiet i praksis at
fremstille frihedsberøvede udlændinge i retten inden for tre
døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse og for domsto-
lene at kunne beramme og behandle et ekstraordinært stort
antal sager om lovlighed og fortsat opretholdelse af friheds-
berøvelse inden for fristen.
Udlændingelovens § 37 k indebærer for det første, at politiet
i suspensionsperioden ikke automatisk skal indbringe
spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og oprethol-
delse for retten. Domstolsprøvelse vil efter udlændingeloven
herefter alene ske, hvis udlændingen anmoder politiet her-
om.
16
Bestemmelsen indebærer for det andet, at domstolsprøvelse
efter anmodning ikke nødvendigvis vil finde sted inden for
tre døgn, efter frihedsberøvelsen er iværksat – og heller ikke
nødvendigvis inden for tre døgn efter anmodningen om
domstolsprøvelse er fremsat. I suspensionsperioden vil dom-
stolsprøvelse skulle ske, så hurtigt det er muligt i den kon-
krete situation. Hvor hurtigt domstolsprøvelsen vil kunne
ske, vil bl.a. afhænge af, om et meget betydeligt antal ud-
lændinge frihedsberøves og ønsker domstolsprøvelse.
Bestemmelsen indebærer for det tredje, at retten i forbindel-
se med en domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed
ikke skal fastsætte en frist for fortsat frihedsberøvelse, hvis
frihedsberøvelsen findes lovlig og opretholdes. Endvidere
vil en udlænding ikke kunne anmode om fornyet dom-
stolsprøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 37 k, stk.
2, før der er forløbet 4 uger fra kendelsens afsigelse. En su-
spension får virkning for udlændinge, som er frihedsberøvet
på det tidspunkt, beslutningen træffes, og som frihedsberø-
ves i løbet af suspensionens virkningsperiode.
Udlændinge- og integrationsministeren skal i forbindelse
med en beslutning om suspension fastsætte en bestemt peri-
ode, for hvilken suspensionen skal have virkning. Perioden
skal fastsættes så kort, som omstændighederne tillader, og
perioden må som udgangspunkt ikke udgøre mere end 14
dage ad gangen. Inden udløbet af en suspensionsperiode
skal ministeren tage stilling til, om der er grundlag for at
træffe en ny beslutning om suspension eller forlænge tidspe-
rioden, hvis grundlaget for at suspendere den automatiske
domstolsprøvelse fortsat er til stede. Hvis det i løbet af en
suspensionsperiode viser sig, at behovet for suspension ikke
længere er til stede, skal suspensionen kaldes tilbage.
Suspensionsadgangen har ikke betydning for, om betingel-
serne for frihedsberøvelse efter udlændingeloven er opfyldt.
Politiet kan således – også hvis der er truffet beslutning om
suspension – frihedsberøve udlændinge i forbindelse med
indrejsen med henblik på at fastlægge udlændingens identi-
tet, foretage registrering og fastlægge grundlaget for ansøg-
ningen efter udlændingelovens § 7, eller hvis der er udsigt
til udsendelse, og mindre indgribende foranstaltninger ikke
er tilstrækkelige til at sikre udlændingens tilstedeværelse.
Når suspensionsperioden ophører ved udløb eller tilbagekal-
delse, skal politiet snarest muligt indbringe spørgsmålet om
den fortsatte frihedsberøvelse af udlændinge efter § 36 for
retten, der træffer afgørelse herom, medmindre den pågæl-
dende forinden løslades. Dette indebærer, at politiet – når
suspensionsperioden ophører – skal indbringe spørgsmålet
om den fortsatte frihedsberøvelse af alle administrativt fri-
hedsberøvede udlændinge for retten, medmindre de løslades.
Hvis frihedsberøvelsen findes lovlig, fastsættes der i kendel-
sen en frist for fortsat frihedsberøvelse. Herefter finder de
almindelige regler i §§ 37-37 e igen anvendelse.
I tilfælde, hvor suspensionsperioden er blevet (løbende) for-
længet, indtræder forpligtelsen først ved udløbet af den sids-
te periode.
Efter udlændingelovens § 48, 7. pkt., kan politiets afgørelse
om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36 og §§ 37
c-37 e kun påklages til udlændinge- og integrationsministe-
ren, såfremt afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene
efter § 37, §§ 37 c-37 e eller § 37 k.
Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. november
2015 om håndtering af flygtninge- og migrantsituationen, at
udlændingelovens § 37 k ophæves den 1. december 2019
(udløbsbestemmelse).
2.1.8.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Suspensionsadgangen i § 37 k har ikke været anvendt.
Rigspolitiet har ingen bemærkninger til, hvorvidt udløbsbe-
stemmelsen skal ophæves.
Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at der i forbindelse med
suspensionsadgangen bør være en klar frist for, hvor længe
en suspensionsperiode kan gælde. Der bør desuden være en
opfordring til domstolene om altid at bestræbe sig på at
fremme domstolsprøvelse af frihedsberøvelse hurtigst mu-
ligt, og der bør indføres en frist for domstolsprøvelse efter
anmodning på f.eks. 7 dage. Dansk Flygtningehjælp anfører
endeligt, at der altid bør fastsættes en frist for fornyet prø-
velse.
2.1.8.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
muligheden for i en periode med et stort antal sager om fri-
hedsberøvelse at suspendere den automatiske adgang til
domstolsprøvelse inden for 3 døgn bør videreføres.
Bestemmelsen sikrer, at politiet har de nødvendige redska-
ber til at håndtere en eventuel massetilstrømning af flygtnin-
ge og migranter, og at politiet ikke bliver nødsaget til at løs-
lade udlændinge, alene fordi det i praksis vil være umuligt at
fremstille et meget betydeligt antal udlændinge for en dom-
mer inden for tre døgn. Tilsvarende sikres domstolene tid til
at behandle sager om frihedsberøvelse.
Det forhold, at bestemmelsen ikke har været anvendt, æn-
drer ikke herved. Bestemmelsen er således alene påtænkt at
skulle finde anvendelse i særlige tilfælde, hvor der sker en
væsentlig stigning i tilstrømningen af flygtninge og migran-
ter, og hvor det bliver nødvendigt at frihedsberøve et større
antal asylansøgere og udlændinge, der indrejser ulovligt her
i landet. Uanset at Danmark lige nu oplever lave indrejse-
og asyltal, og at situationen i dag er væsentlig forskellig fra
efteråret 2015, kan situationen ændre sig med meget kort
varsel. Presset på EU’s ydre grænser er fortsat højt, og antal-
let af flygtninge og migranter, der kommer til EU over Mid-
delhavet, er fortsat stort. Der må derfor udvises rettidig om-
hu for at sikre, at Danmark også fremadrettet kan håndtere
en situation med markant højere indrejsetal og et øget antal
asylansøgere.
17
Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets opfat-
telse, at det fortsat i en periode er nødvendigt, at myndighe-
derne har mulighed for at kunne suspendere den automatiske
domstolsprøvelse inden for tre døgn, hvis der igen skulle op-
stå en akut krisesituation, som myndighederne skal være be-
redte på at håndtere.
Udlændinge- og Integrationsministeriet skal dog anføre, at
bestemmelsen om suspension af den automatiske adgang til
domstolsprøvelse blev indsat i udlændingeloven midt under
flygtninge- og migrantkrisen og dermed på et tidspunkt,
hvor det samlede omfang af krisen ikke til fulde kunne vur-
deres. Det skønnedes i denne helt særlige situation nødven-
digt at sikre, at domstolene havde den fornødne tid til at be-
handle sagerne og dermed undgå, at politiet blev nødsaget til
at løslade udlændinge, fordi det ikke ville være muligt at
fremstille den pågældende for en dommer. På den baggrund
fastsattes der ikke en tidsfrist for fremstilling for retten, som
i stedet skulle ske snarest muligt efter anmodning herom.
Frihedsberøvelse er imidlertid en indgribende foranstaltning,
og det foreslås på den baggrund, at der indsættes en fast
tidsfrist for domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse. Her-
med sikres den enkelte udlænding en fast tidsfrist herfor,
samtidig med, at der sikres politi og domstole en vis længere
periode til behandling af sager om frihedsberøvelse i en situ-
ation med en væsentlig forøgelse af antallet af indrejsende
flygtninge og migranter.
Det foreslås således, at indbringelse for retten skal ske sna-
rest muligt og senest 4 uger fra frihedsberøvelsens iværksæt-
telse. Kravet om, at den enkelte skal anmode om dom-
stolsprøvelse, erstattes dermed af en ordning, hvorefter der
skal ske automatisk indbringelse af spørgsmålet om friheds-
berøvelsens lovlighed for retten snarest muligt og under alle
omstændigheder inden for en frist på 4 uger.
Er det ikke muligt at fremstille udlændingen inden for denne
frist, vil den pågældende blive løsladt ved udløbet af fristen.
Forslaget ændrer ikke ved, at der i suspensionsperioden vil
skulle ske domstolsprøvelse så hurtigt, det er muligt i den
konkrete situation. Hvor hurtigt domstolsprøvelsen vil kun-
ne ske, vil bl.a. afhænge af, om et meget betydeligt antal ud-
lændinge frihedsberøves. Den foreslåede ændring sikrer
imidlertid politi og domstole en vis fleksibilitet i den særlige
situation, hvor et ekstraordinært stort antal sager om lovlig-
heden og den fortsatte opretholdelse af frihedsberøvelse skal
indbringes for retten.
Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstem-
melse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder
EMRK artikel 5, stk. 4, hvorefter enhver, der berøves frihe-
den ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at
tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse
om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse be-
ordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig. Uanset den fore-
slåede frist på 4 uger vil der således skulle ske domstolspr-
øvelse så hurtigt, at kravet ifølge denne bestemmelse –
under hensyn til omstændighederne i sagen og omfanget af
tilstrømningen af flygtninge og migranter – opfyldes. Der
henvises om Danmarks internationale forpligtelser til pkt.
2.1.8.4. nedenfor.
Det foreslås endvidere, at den gældende ordning, hvorefter
fornyet fremstilling for retten (om frihedsberøvelsens fort-
satte lovlighed) alene sker efter anmodning fra udlændingen,
og hvorefter anmodning tidligst kan fremsættes, når der er
forløbet 4 uger fra kendelsens afsigelse, erstattes af den i øv-
rigt gældende ordning, hvorefter retten i forbindelse med en
forlængelse af en frihedsberøvelse fastsætter en frist for fort-
sat tilbageholdelse, jf. udlændingelovens § 37, stk. 3. 2. pkt.
Suspensionsadgangen skal i øvrigt ses i sammenhæng med
den udvidede adgang til at frihedsberøve asylansøgere ved
indrejsen i Danmark, jf. udlændingelovens § 36, stk. 1, 6.
pkt., og ovenfor under pkt. 2.7. Bestemmelsen udgør således
en del af dette beredskab, således at Danmark fremover vil
være i stand til at håndtere, hvis et stort antal flygtninge og
migranter indrejser i Danmark.
Det foreslås på den baggrund, at udlændingelovens § 37 k
ikke ophæves den 1. december 2019, men at udløbsbestem-
melsen i § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. november 2015 for-
længes med 2 år frem til den 1. december 2021.
2.1.8.4 Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37 k, stk.
2, forudsættes administreret i overensstemmelse med Dan-
marks internationale forpligtelser, herunder EMRK og prak-
sis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Det følger af EMRK artikel 5, stk. 1, litra f, at der kan ske
lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person
for at hindre den pågældende i uretmæssigt at trænge ind i
landet (indrejsesituationen) eller af en person, mod hvem
der tages skridt til udvisning eller udlevering (udrejsesituati-
onen), når det sker i overensstemmelse med den ved lov
foreskrevne fremgangsmåde.
Efter EMRK artikel 5, stk. 4, stilles der krav om adgang til
domstolsprøvelse. EMRK artikel 5, stk. 4, omfatter alle fri-
hedsberøvede og ikke kun udlændinge.
Det følger af artikel 5, stk. 4, at udlændingen skal have ret
til at indbringe frihedsberøvelsens lovlighed for en domstol
for, at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af
frihedsberøvelsen og beordre udlændingen løsladt, hvis fri-
hedsberøvelsen ikke er lovlig.
Domstolsafgørelsen skal træffes hurtigt (”speedily”), og pe-
rioden løber fra indgivelse af anmodning om domstolspr-
øvelse til afgørelsens kommunikation til den frihedsberøve-
de eller dennes repræsentant.
Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis på området, at spørgsmålet om, hvorvidt domstol-
sprøvelsen er sket med den fornødne hurtighed ikke kan be-
18
svares abstrakt, men må afgøres på baggrund af omstændig-
hederne i den konkrete sag, jf. bl.a. Domstolens dom af 20.
januar 2005 i sagen Mayzit mod Rusland, præmis 49. Det er
således ikke muligt at udlede en præcis grænse for, hvor
længe det må tage at foretage domstolsprøvelsen. Der kan
fra Domstolens praksis henvises til følgende domme. Der er
ikke tale om en udtømmende gennemgang.
Domstolen fandt i sagen Sanchez-Reisse mod Schweiz af
21. oktober 1986, at perioder på 31 dage og 46 dage i en sag
om prøvelse af en frihedsberøvelse i forbindelse med udle-
vering til strafforfølgning udgjorde en krænkelse af kravet
om en hurtig afgørelse.
I sagen Bezicheri mod Italien af 25. oktober 1989 fandtes
det at udgøre en krænkelse, at det havde taget omkring 5 ½
måned at tage stilling til en anmodning om løsladelse af en
varetægtsfængslet.
I sagen E. mod Norge af 29. august 1990 fandt Domstolen,
at en periode på omkring 2 måneder som udgangspunkt var
vanskelig at forene med kravet om en hurtig afgørelse, og da
perioden ikke konkret kunne retfærdiggøres, statuerede
Domstolen krænkelse.
Domstolen fandt i sagen Koendjbiharie mod Holland af 25.
oktober 1990, at det udgjorde en krænkelse, at det havde ta-
get omkring 4 måneder at behandle en begæring fra ankla-
gemyndigheden om forlængelse af den periode, hvor klage-
ren skulle være tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital i
henhold til en behandlingsdom.
Domstolen fandt i sagen Rehbock mod Slovenien af 28. no-
vember 2000, at to perioder på 23 dage med henblik på prø-
velse af fortsat varetægtsfængsling udgjorde en krænkelse.
I sagerne M. B. mod Schweiz og G. B. mod Schweiz af 30.
november 2000 fandtes perioder på 34 og 32 dage i sager
om prøvelse af lovligheden af varetægtsfængsling at udgøre
en krænkelse.
I sagen Jablonski mod Polen af 21. december 2000 fandtes
det at udgøre en krænkelse, at det tog 43 dage i én instans at
tage stilling til, om klager fortsat skulle sidde varetægts-
fængslet eller skulle løslades.
Domstolen fandt i sagen Delbec mod Frankrig af 18. juni
2002, at en periode på 1 måned i en sag om tvangsindlæg-
gelse udgjorde en krænkelse.
I sagen L. R. mod Frankrig af 27. juni 2002 fandtes en peri-
ode på 24 dage i en sag om tvangsindlæggelse at udgøre en
krænkelse.
I sagen Shcherbina mod Rusland af 26. juni 2014 fandt
Domstolen, at det udgjorde en krænkelse, at det i en sag om
udlevering til strafforfølgning tog en domstol 16 dage at ta-
ge stilling til en begæring om løsladelse i et tilfælde, hvor
frihedsberøvelsen var bestemt af en anklager.
Som nævnt ovenfor kan spørgsmålet om, hvorvidt domstols-
prøvelsen er sket med den fornødne hurtighed ikke besvares
abstrakt, men må afgøres på baggrund af omstændighederne
i den konkrete sag. Det forhold, at Domstolen i én sag har
statueret krænkelse efter et bestemt antal dage, indebærer
således ikke nødvendigvis, at Domstolen i en anden sag med
andre omstændigheder ikke vil acceptere, at det pågældende
antal dage kan anses for en hurtig domstolsprøvelse, jf.
EMRK artikel 5, stk. 4.
Der foreligger Udlændinge- og Integrationsministeriet be-
kendt ikke praksis fra Domstolen vedrørende spørgsmålet
om, hvorvidt domstolsprøvelsen er sket med den fornødne
hurtighed, i tilfælde af en akut situation, hvor tilstrømningen
af flygtninge og migranter bliver så voldsom, at det kan bli-
ve umuligt for politiet i praksis at fremstille frihedsberøvede
udlændinge i retten inden for den almindelige frist og for
domstolene at kunne beramme og behandle et ekstraordi-
nært stort antal sager om lovligheden og den fortsatte opret-
holdelse af frihedsberøvelse inden for fristen.
Det bemærkes dog, at det følger af artikel 18 i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2008/115/EF om fælles standar-
der og procedure for tilbagesendelse af tredjelandsstatsbor-
gere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet), der gæl-
der for lande, der også har tiltrådt Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention, at visse af direktivets regler, her-
under kravet om hurtig domstolsprøvelse, vil kunne fraviges
i tilfælde af, at et usædvanligt stort antal tredjelandsstatsbor-
gere, der skal tilbagesendes, medfører en uforudset stor byr-
de for kapaciteten af en medlemsstats faciliteter for friheds-
berøvede eller for dens administrative personale eller rets-
personale.
Det må efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfat-
telse antages, at hvis et usædvanligt stort antal personer fri-
hedsberøves, og dette medfører en uforudset stor byrde for
de relevante myndigheder, vil dette, efter en konkret vurde-
ring, kunne medføre, at der, uden at det er i strid med
EMRK artikel 5, stk. 4, kan gå længere tid, før der sker prø-
velse af frihedsberøvelsen, end under normale omstændig-
heder. Det vil efter ministeriets opfattelse kunne være tilfæl-
det i den særlige situation, hvor der er truffet beslutning om
suspension af den normale domstolsprøvelse.
Det bemærkes, at myndighederne og domstolene – uanset
suspensionen af den normale domstolsprøvelse – i videst
muligt omfang fortsat vil skulle forsøge at fremstille friheds-
berøvede udlændinge i retten inden for tre døgn i overens-
stemmelse med den almindelige regel i udlændingelovens §
37, stk. 1, 1. pkt.
Det er på denne baggrund Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets opfattelse, at den foreslåede ændring af udlændinge-
lovens § 37 k, stk. 2, er i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 5.
19
2.1.9. Kortere udrejsefrist for asylansøgere
2.1.9.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev udrejsefristen
for afviste asylansøgere ændret fra 15 dage til 7 dage.
Efter udlændingelovens § 33, stk. 2, 3. pkt., fastsættes udrej-
sefristen således som udgangspunkt til 7 dage for afviste
asylansøgere.
Den hidtil gældende adgang til at fastsætte udrejsefristen til
straks i påtrængende tilfælde blev videreført uændret, jf. ud-
lændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt.
2.1.9.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Udlændingestyrelsen har oplyst, at udrejsefristen i sager
vedrørende endeligt afslag på asyl fastsættes til syv dage i
overensstemmelse med § 33, stk. 2, 3. pkt.
Rigspolitiet har oplyst, at det er Rigspolitiets vurdering, at
det ikke kan udledes, at den kortere udrejsefrist medfører, at
afviste asylansøgere rejser hurtigere hjem end før.
Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at det er deres erfaring, at
den kortere udrejsefrist fuldt ud anvendes i praksis, men at
en kortere udrejsefrist ikke har nogen gavnlig effekt. Dansk
Flygtningehjælp har samtidig oplyst, at hvis der skal være
en reel chance for, at en afvist asylansøger skal rejse frivil-
ligt hjem inden en given frist, skal fristen være på minimum
en måned efter endeligt afslag.
2.1.9.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne om en udrejsefrist på 7 dage for afviste asylansøge-
re bør opretholdes uændret.
Afviste asylansøgere skal hurtigst muligt forlade Danmark
efter endeligt afslag på asyl. De pågældende udlændinge har
fået vurdereret deres ansøgning om asyl, uden at der er fun-
det grundlag for meddelelse af opholdstilladelse, og de på-
gældende har ikke nogen grund til fortsat at opholde sig her
i landet.
Udrejsefristen bør derfor fortsat fastsættes til 7 dage.
Det forhold, at en række afviste asylansøgere ikke efterkom-
mer myndighedernes afgørelse om udrejse og den fastsatte
udrejsefrist, ændrer ikke herved og skal efter ministeriets
opfattelse ikke føre til, at der fastsættes en længere udrejse-
frist.
Det bemærkes, at udrejsefristen – uden for de påtrængende
tilfælde, hvor udrejsefristen sættes til straks – ikke kan sæt-
tes til kortere tid end 7 dage, idet den nedre grænse for ud-
rejsefristens varighed er reguleret i artikel 7 i EU-udsendel-
sesdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredje-
landsstatsborgere med ulovligt ophold).
2.1.10. Opholdspligt for afviste asylansøgere mv.
2.1.10.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., bestemmer
Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler deri-
mod, at udlændingen skal tage ophold på et bestemt ind-
kvarteringssted, hvis politiet drager omsorg for en udlænd-
ings udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 1273 af 20. novem-
ber 2015. Tidligere var det i forhold til afviste asylansøgere
og andre udlændinge uden lovligt ophold en forudsætning
for at pålægge opholdspligt, at Udlændingestyrelsen forgæ-
ves havde forsøgt at anvise indkvartering til den pågælden-
de.
Bestemmelsen i § 42 a, stk. 8, 2. pkt., indebærer således, at
Udlændingestyrelsen som udgangspunkt skal pålægge afvis-
te asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold at
tage ophold på et bestemt indkvarteringssted (opholdspligt),
hvis de pågældende ikke medvirker til udrejsen, og hvis der
ikke er grundlag for frihedsberøvelse med henblik på udsen-
delse efter § 36, stk. 1, 1. pkt.
Formålet med opholdspligten over for afviste asylansøgere
og andre udlændinge uden lovligt ophold er bl.a. at sikre, at
myndighederne løbende har kendskab til de pågældende ud-
lændiges opholdssted og at markere over for den enkelte, at
den pågældende forventes at udrejse snarest muligt. Pålæg
om at tage ophold skal på denne baggrund medvirke til at
fremskynde udrejsen.
En afgørelse om opholdspligt indebærer, at den pågældende
udlænding skal tage ophold i et udrejsecenter. Pålæg om op-
holdspligt meddeles så vidt muligt, så snart det er konstate-
ret, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med
en fastsat udrejsefrist, og at der ikke er grundlag for friheds-
berøvelse. Det er politiet, der vurderer, om den pågældende
udlænding medvirker til udrejsen. Hvis politiet vurderer, at
udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, indstiller politiet
til Udlændingestyrelsen, at den pågældende overflyttes til et
udrejsecenter.
Såfremt særlige grunde taler derfor, vil der ikke skulle på-
lægges en udlænding opholdspligt. Der kan f.eks. være tale
om, at den pågældende på grund af sygdom har behov for at
opholde sig på et indkvarteringssted, der ligger nær behand-
lingsmuligheder mv. Der kan endvidere i ganske særlige til-
fælde være hensyn til familielivet, som gør, at den pågæl-
dende ikke skal meddeles pålæg om opholdspligt.
Hvis en udlænding, der har fået pålæg om opholdspligt efter
§ 42 a, stk. 8, 2. pkt., ikke efterkommer pålægget, kan politi-
et frihedsberøve udlændingen, jf. § 36, stk. 2. Det betyder, at
politiet under anvendelse af frihedsberøvelse kan overføre
en udlænding til det af styrelsen bestemte opholdssted.
20
Manglende overholdelse af opholdspligt pålagt efter § 42 a,
stk. 8, 2. pkt., kan endvidere straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. ud-
lændingelovens § 60, stk. 1.
2.1.10.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Retten i Hillerød har oplyst, at retten modtager sager, hvor
en udlænding ikke har overholdt sin opholdspligt, som straf-
fesager, når anklagemyndigheden har rejst tiltale, men at ret-
ten ikke er i besiddelse af statistisk materiale, der kan bely-
se, hvorvidt lovændringen har medført en stigning i antallet
af disse sager.
Retten i Sønderborg har oplyst, at retten ikke har statistisk
materiale vedrørende udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2.
pkt. Retten mener dog ikke, at denne type sager har været
behandlet eller omfattet af de registrerede sager.
Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen i perioden fra
21. november 2015 til 5. februar 2018 har truffet 689 afgø-
relser om pålæg af opholdspligt på et udrejsecenter efter be-
stemmelsen i udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt.
Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at 106 udlændin-
ge, der har eller har haft opholdspligt efter bestemmelsen i
udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., var registreret som
indkvarteret på Udrejsecenter Kærshovedgård i Udlændin-
gestyrelsens indkvarterings- og ydelsesberegningssystem
(IBS) pr. 4. februar 2018.
Udlændingestyrelsen har samtidig oplyst, at 118 udlændin-
ge, der har eller har haft opholdspligt efter bestemmelsen i
udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., var registreret som
udeblevet fra Udrejsecenter Kærshovedgård i IBS pr. 5. fe-
bruar 2018.
Udlændingestyrelsen har endelig oplyst, at styrelsen pr. 12.
februar 2018 i 132 sager ikke ses at have modtaget medde-
lelse fra politiet om, at afgørelsen om opholdspligt er for-
kyndt. Heraf vedrørte 104 afgørelser opholdspligt på Udrej-
secenter Kærshovedgård og 28 afgørelser opholdspligt på
Udrejsecenter Sjælsmark. Disse udlændinge er derfor endnu
ikke indkvarteret på et udrejsecenter.
De resterende udlændinge, der er eller har været pålagt op-
holdspligt på Udrejsecenter Kærshovedgård, kan f.eks. være
registreret i IBS som frihedsberøvet, udrejst eller overgået
til integration i en kommune.
Udlændingestyrelsen har bemærket for så vidt angår antallet
af afgørelser om pålæg af opholdspligt efter udlændingelo-
vens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., at opgørelsen er foreløbig og op-
gjort på baggrund af registreringer i udlændingemyndighe-
dernes elektroniske sagsbehandlingssystem pr. 5. februar
2018.
For så vidt angår tallene vedrørende de aktuelt indkvarterede
og udeblevne udlændinge med en afgørelse om opholdspligt
er disse opgjort på baggrund af registreringer i IBS og en ef-
terfølgende manuel gennemgang af registreringerne i udlæn-
dingesystemerne. Oplysningerne er behæftet med usikker-
hed, da IBS er et ydelsesberegnings- og bookingsystem, og
udlændingesystemerne er opbygget som journaliserings- og
sagsstyringssystemer, og der således ikke er tale om egentli-
ge statistiksystemer.
For så vidt angår opgørelsen over afgørelser om opholds-
pligt, der aktuelt afventer modtagelsen af en forkyndelses-
blanket, er denne foretaget på baggrund af foreløbige regi-
streringer i udlændingemyndighedernes elektroniske sagsbe-
handlingssystem. Generelt bemærkes det, at de statistiske
oplysninger er behæftet med usikkerhed, da udlændingesy-
stemerne er opbygget som journaliserings- og sagsstyrings-
systemer og ikke som egentlige statistiksystemer.
2.1.10.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., om pålæg
af opholdspligt for afviste asylansøgere og andre udlændin-
ge uden lovligt ophold bør videreføres.
Der er tale om udlændinge, som opholder sig ulovligt i lan-
det, og som nægter at efterkomme myndighedernes afgørel-
se om at udrejse. Det er således Udlændinge- og Integrati-
onsministeriets opfattelse, at myndighederne har en klar in-
teresse i løbende at have kendskab til de pågældende udlæn-
dinges opholdssted, ligesom det skal stå den enkelte udlæn-
ding klart, at den pågældende har pligt til at udrejse og såle-
des skal motiveres hertil. Det forhold, at de foreløbige erfa-
ringer med pålæg om opholdspligt viser, at en del af de af-
viste asylansøgere ikke efterkommer myndighedernes på-
læg, ændrer ikke herved.
I praksis har det vist sig, at mange afviste asylansøgere ude-
bliver fra politiets udrejsekontrol, hvor udlændingen skal
oplyse, om den pågældende ønsker at medvirke til udrejsen
eller ej. Det manglende fremmøde har ikke umiddelbare
konsekvenser for den afviste asylansøger. Den pågældende
vil således kunne blive boende på et opholdscenter og på
den måde undgå at blive pålagt opholdspligt på et udrejse-
center.
Regeringen og Dansk Folkeparti har derfor i Aftale om fi-
nansloven for 2018:Mere tryghed, velfærd og infrastruktur,
aftalt, at der skal gennemføres en yderligere styrkelse af ind-
satsen på udsendelsesområdet. Det skal således sikres, at der
er en hurtig og effektiv udsendelsesproces. Som led heri er
det blevet besluttet at indføre en mere håndholdt udsendel-
sesproces. Det er ligeledes besluttet at oprette et hjemrejse-
center, hvortil alle afviste asylansøgere overflyttes, når de
har fået endeligt afslag på asyl. Ved at samle de afviste asyl-
ansøgere sendes et klart signal til alle udlændinge om, at de
har fået afslag på asyl og derfor ikke har en fremtid i Dan-
mark. Derudover bliver det lettere for myndighederne at få
kontakt til de pågældende, så det hurtigere vil kunne blive
afklaret, om den pågældende udlænding ønsker at medvirke
21
til sin udsendelse eller ej. Hvis udlændingen ikke ønsker at
medvirke, vil der fremadrettet hurtigere kunne træffes afgø-
relse om frihedsberøvelse eller opholdspligt på et udrejse-
center.
2.1.11. Meldepligt for afviste asylansøgere mv.
2.1.11.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev reglerne om
pålæg af meldepligt for afviste asylansøgere og andre ud-
lændinge uden lovligt ophold skærpet. Endvidere blev reg-
lerne om meldepligt for kriminelle udviste skærpet.
De skærpede regler indebærer, at der mere konsekvent skal
gøres brug af meldepligt over for afviste asylansøgere og
andre udlændinge uden lovligt ophold samt kriminelle ud-
viste.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 3, der omfatter afviste
asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold, be-
stemmer politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at
sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrej-
sen, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere
angivne tidspunkter, hvis politiet drager omsorg for udlæn-
dingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. §
40, stk. 6, 1. pkt.
Med lovændringen blev den tidligere ordning, hvorefter po-
litiet efter en konkret vurdering kunne pålægge afviste asyl-
ansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold melde-
pligt, erstattet af en ordning, hvorefter afviste asylansøgere
og andre udlændinge uden lovligt ophold, der ikke medvir-
ker til deres udrejse, som udgangspunkt skal pålægges mel-
depligt.
Formålet med den skærpede meldepligt over for afviste
asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold er at
bidrage til, at de pågældende udrejser af Danmark snarest
muligt.
Meldepligten skal pålægges, når det kan konstateres, at ud-
lændingen ikke medvirker til udrejsen og senest i forbindel-
se med, at vedkommende pålægges opholdspligt i et udrej-
secenter. Den skærpede meldepligt kan også pålægges en
udlænding, der f.eks. umiddelbart efter endeligt afslag på
asyl fortsat i en periode opholder sig på et asylcenter og
endnu ikke er overflyttet til et udrejsecenter. Ved beslutnin-
gen om pålæg af meldepligt skal udlændingen gøres bekendt
med, at udlændingen skal overholde den pålagte meldepligt.
Udgangspunktet er, at der pålægges meldepligt tre gange om
ugen.
Meldepligt skal således pålægges, medmindre særlige grun-
de taler derimod. Særlige grunde omfatter situationer, hvor
udlændingen vil være afskåret fra at overholde meldeplig-
ten. Det gælder f.eks. i en situation, hvor udlændingen er al-
vorligt syg, har handicap eller lignende, således at det ikke
vil være muligt for den pågældende at opfylde kravet om
meldepligt. Der kan endvidere være behov for at give dis-
pensation i forhold til en pålagt meldepligt i konkrete tilfæl-
de. Det kan f.eks. være en situation, hvor udlændingen er
syg og har behov for lægehjælp.
Hvis udlændingen ikke overholder den pålagte meldepligt
efter § 34, stk. 3, kan der indledes straffesag mod udlændin-
gen, jf. § 60, stk. 1, og udlændingen kan blive straffet med
bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel op til 1
år.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 5, bestemmer politiet,
medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding,
der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er
varetægtsfængslet efter § 35, skal give møde hos politiet på
nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sik-
re, at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted.
Ved lovændringen ved lov nr. 1273 af 20. november 2015
blev den tidligere ordning, hvorefter politiet efter en konkret
vurdering kunne pålægge kriminelle udviste meldepligt en
gang om ugen, erstattet af en ordning, hvorefter de kriminel-
le udviste, medmindre særlige grunde taler derimod, som
udgangspunkt skal pålægges meldepligt tre gange om ugen.
Reglerne om meldepligt omfatter som hidtil kriminelle ud-
viste, hvor der ikke er grundlag for frihedsberøvelse med
henblik på udsendelse.
Ved beslutningen om pålæg af meldepligt skal udlændingen
gøres bekendt med, at udlændingen skal overholde den på-
lagte meldepligt. Udgangspunktet er som anført, at der på-
lægges meldepligt tre gange om ugen.
Meldepligt skal således pålægges, medmindre særlige grun-
de taler derimod. Særlige grunde omfatter situationer, hvor
udlændingen vil være afskåret fra at overholde meldeplig-
ten. Det gælder f.eks. i en situation, hvor udlændingen er al-
vorlig syg, har handicap eller lignende, således at det ikke
vil være muligt for den pågældende at opfylde kravet om
meldepligt. Der kan være behov for at give dispensation i
forhold til en pålagt meldepligt i konkrete tilfælde. Det kan
f.eks. være en situation, hvor udlændingen er syg og har be-
hov for lægehjælp.
Manglende overholdelse af meldepligt pålagt efter § 34, stk.
5, kan straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. §
60, stk. 2.
2.1.11.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Retten i Hillerød har oplyst, at retten modtager disse sager
som straffesager, når anklagemyndigheden har rejst tiltale,
men at retten ikke er i besiddelse af statistisk materiale, der
kan belyse, hvorvidt lovændringen har medført en stigning i
antallet af disse sager.
Retten i Sønderborg har oplyst, at retten ikke har statistisk
materiale vedrørende udlændingelovens § 34, stk. 3 og 5.
Retten mener dog ikke, at denne type sager har været be-
handlet eller omfattet af de registrerede sager.
22
Rigspolitiet har oplyst, at Rigspolitiet anvender reglerne om
meldepligt ved, at afviste asylansøgere og andre udlændinge
uden lovligt ophold i Danmark, der er i aktuel udsendelses-
position, indkaldes af politiet til en udrejsekontrol, og så-
fremt udlændingene ikke ønsker at udrejse/samarbejde med
politiet om udrejsen, iværksætter politiet straks, efter en
konkret vurdering af forholdene i den enkelte sag, relevante
opfølgende sagsbehandlingsskridt i form af frihedsberøvelse
eller meldepligt. Politiet anmelder løbende sager om mang-
lende overholdelse af meldepligten til strafforfølgning.
Det er Rigspolitiets opfattelse, at de regler, der er indført
ved lov nr. 1273 af 20. november 2015, dækker politiets be-
hov for at kunne anvende motivationsfremmende tiltag mv. i
udsendelsessager.
2.1.11.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
de skærpede regler om pålæg af meldepligt over for afviste
asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold samt
kriminelle udviste bør opretholdes uændret.
Som anført ovenfor under pkt. 2.1.10.3, er der tale om ud-
lændinge, som opholder sig ulovligt i landet, og som nægter
at efterkomme myndighedernes afgørelse om udrejse. Det er
– som anført ovenfor – Udlændinge- og Integrationsministe-
riets opfattelse, at myndighederne har en klar interesse i lø-
bende at have kendskab til de pågældende udlændinges op-
holdssted, ligesom det skal stå den enkelte udlænding klart,
at den pågældende har pligt til at udrejse og således skal
motiveres hertil.
Det forhold, at nogle afviste asylansøgere ikke efterkommer
myndighedernes pålæg, ændrer ikke herved.
Formålet med den skærpede meldepligt er at bidrage til, at
de pågældende udrejser af Danmark snarest muligt.
Formålet er endvidere at give myndighederne mulighed for
løbende at kontrollere, hvor de pågældende udlændinge op-
holder sig med henblik på at sikre deres tilstedeværelse i
forbindelse med udsendelse af landet.
2.1.12. Skærpet adgangskontrol og adgang til visitation i
udrejsecentre mv.
2.1.12.1. Gældende ret
2.1.12.1.1. Skærpet adgangskontrol på udrejsecentre
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 blev der indført
hjemmel i udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 6, til at opta-
ge fingeraftryk af udlændinge, som er pålagt opholdspligt.
Adgangen til at optage fingeraftryk har til formål at give
grundlag for, at der kan etableres elektronisk adgangskontrol
ved brug af fingeraftryksscannere på navnlig udrejsecentre-
ne i stedet for den hidtidige manuelle adgangskontrol.
Ved lovændringen er der således i udlændingelovens § 40 a,
stk. 2, nr. 6, fastsat hjemmel til, at der kan optages fingeraf-
tryk af en udlænding, som af Udlændingestyrelsen har fået
anvisning eller pålæg om indkvartering efter § 42 a, stk. 7
eller stk. 8, 1. og 2. pkt., med henblik på identifikation i for-
bindelse med adgangskontrol på Udlændingestyrelsens ind-
kvarteringssteder.
Der kan således optages fingeraftryk af en udlænding med
henblik på at kunne foretage adgangskontrol på indkvarte-
ringssteder, hvor dette vurderes at være relevant og hen-
sigtsmæssigt. Fingeraftryk kan også om nødvendigt optages
med den fornødne magtanvendelse, jf. udlændingelovens §
40 a, stk. 10.
Efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 7, kan der ligele-
des optages fingeraftryk af en udlænding, som er pålagt at
give møde hos politiet efter § 34, til brug for politiets admi-
nistration af den pålagte meldepligt.
Efter udlændingelovens § 40 a, stk. 12, finder stk. 3-9 om
registrering af fingeraftryk ikke anvendelse, hvis fingeraf-
tryk optaget i medfør af stk. 2, nr. 6 og 7.
Fingeraftryk kan optages over for alle beboere i et udrejse-
center eller i et andet center, hvor det skønnes relevant og
hensigtsmæssigt at etablere adgangskontrol.
Der kan endvidere optages fingeraftryk til brug for politiets
administration af meldepligt, som er pålagt efter udlændin-
gelovens § 34.
2.1.12.1.2. Adgang til visitation i udrejsecentre mv.
Ved lov nr. 1273 af 20. november 2015 er der endvidere
indført hjemmel i udlændingelovens § 42 m til, at indkvarte-
ringsoperatøren kan bestemme, at personer, som ønsker ad-
gang til et indkvarteringssted med adgangskontrol, skal lade
det tøj, som vedkommende er iført ved fremmødet, visitere
og lade medbragte effekter undersøge, når ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn taler derfor. Indkvarteringsoperatø-
ren kan bestemme, at en sådan adgangskontrol ikke omfatter
personer, som ønsker adgang til indkvarteringsstedet som
led i udøvelsen af deres erhverv.
Tidligere indeholdt udlændingeloven ikke regler om mulig-
heden for, at der i forbindelse med adgang til indkvarte-
ringssteder med adgangskontrol også foretages visitation,
men denne adgang blev indført med § 42 m ved lov nr. 1273
af 20. november 2015.
Det vil være op til indkvarteringsoperatøren på baggrund af
forholdene på centret, herunder sikkerhedssituationen, at af-
gøre, hvorvidt der er behov for at foretage en sådan visita-
tion i forbindelse med adgangskontrollen.
Visitation kan ske som led i stikprøvekontroller på baggrund
af den pågældendes adfærd eller på grund af tidligere episo-
der i centret eller i andre centre.
23
Visitation kan også ske på baggrund af observationer foreta-
get af personalet i centret, herunder f.eks. truende adfærd
over for andre indkvarterede eller personale.
Visitation af en persons beklædning vil som udgangspunkt
skulle ske ved hjælp af scanningsudstyr, f.eks. en metalde-
tektor eller ved fysisk eftersyn.
Visitation af en persons beklædning og undersøgelse af
medbragte effekter skal i alle tilfælde ske med størst mulig
hensynsfuldhed og må ikke være mere vidtgående, end de
konkrete omstændigheder nødvendiggør. Visitation, som
foretages ved klappen eller beføling uden på tøjet, må ikke
foretages af personer af andet køn end den, hvis beklædning
skal visiteres.
Visitation og undersøgelse kan ikke gennemtvinges uden
medvirken fra den, der ønsker adgang til centret. Den på-
gældende kan derfor nægte at medvirke, hvilket som ud-
gangspunkt har den virkning, at vedkommende afvises fra
centret.
De personer, som søger om adgang til indkvarteringsstedet
som led i udøvelsen af deres erhverv, og som indkvarte-
ringsoperatøren kan bestemme, at adgangskontrollen ikke
skal omfatte, kan f.eks. være indkvarteringsstedets personale
eller tolke.
Efter § 42 m, stk. 2, kan Udlændingestyrelsen pålægge en
udlænding at tage ophold på et indkvarteringssted efter Ud-
lændingestyrelsens nærmere bestemmelse, hvis udlændin-
gen, som er indkvarteret på indkvarteringsstedet, afvises
som følge af at vedkommende nægter at lade sit tøj visitere
eller lade medbragte effekter undersøge.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at Udlændingestyrel-
sen, hvis der ikke allerede er truffet afgørelse i form af et
pålæg om indkvartering, skal træffe sådan en afgørelse.
Visitationen kan udføres af fast personale i indkvarterings-
stedet, der udpeges af indkvarteringsoperatøren til at vareta-
ge denne opgave efter at have gennemført den fornødne ud-
dannelse. Det er dog også muligt for indkvarteringsoperatø-
rerne at antage bistand fra vagtvirksomheder mv. til håndte-
ring af opgaven.
2.1.12.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Udlændingestyrelsen har oplyst, at der er etableret elektro-
nisk adgangskontrol på Udrejsecenter Kærshovedgård. Ad-
gangskontrollen gennemføres ved brug af fingeraftryksscan-
nere. Der er ligeledes etableret fingeraftryksscannere til brug
for politiets afvikling af meldepligten på Udrejsecenter Kær-
shovedgård.
I forbindelse med etableringen af den elektroniske adgangs-
kontrol i Udrejsecenter Kærshovedgård har der været visse
udfordringer af teknisk karakter. Udfordringerne består i, at
de indkvarterede udlændinge oplever, at de ikke altid kan
aktivere det biometriske adgangskort. Udlændingestyrelsen
har i den forbindelse oplyst, at Udlændingestyrelsen er i lø-
bende dialog med de relevante aktører, herunder Kriminal-
forsorgen og sælger af de biometriske adgangskort, om
håndteringen af de udfordringer, som beboerne oplever. Kri-
minalforsorgen er samtidig instrueret i håndteringen af ud-
fordringerne, herunder om genaktivering af batterierne i de
biometriske adgangskort.
Udlændingestyrelsen har desuden oplyst, at styrelsen indgår
sammen med Koncern IT i Udlændinge- og Integrationsmi-
nisteriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og Rigspolitiet
i et IT-projekt, der skal understøtte håndteringen af oplys-
ninger fra den elektroniske adgangskontrol. Systemet skal
automatisere overførslen af oplysninger fra adgangskontrol-
systemet til de relevante myndigheder til understøttelse af
håndteringen af den konsekvente opfølgning på opholds-,
melde- og underretningspligten.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, for så vidt an-
går Udrejsecenter Kærshovedgård, at beboerne ved ind-
skrivning udstyres med et biometrisk kort, som anvendes i
forbindelse med adgang til centret, samt som nøgle til – for
den enkelte beboer – relevante områder på centret, f.eks.
egen stue, kantinefaciliteter, motionsrum mv. Kortet benyt-
tes i dagligdagen, men ikke uden vanskeligheder. Teknisk er
der fortsat udfordringer med systemet, og hertil kommer, at
beboerne ikke er særligt samarbejdsvillige. Kriminalfor-
sorgsområdet ser derfor omfattende hærværk på døre, låger i
hegn mm. Beboerne kan ikke uden brug af kortet gå ind el-
ler ud af centret. Der afventes i øjeblikket etablering af slu-
sefunktion, da der sker forsøg på at omgå systemet ved ”fal-
ske” indstemplinger umiddelbart efter, de har forladt centret.
For så vidt angår Udrejsecenter Sjælsmark har Direktoratet
for Kriminalforsorgen oplyst, at den planlagte adgangskon-
trol med biometrisk genkendelse endnu ikke er etableret.
Adgangskontrollen gennemføres i dag manuelt. En ny sam-
let portfunktion med en elektronisk adgangskontrol svarende
til adgangssystemet på Udrejsecenter Kærshovedgård for-
ventes færdigetableret i løbet af 2018.
I forhold til adgang til visitation i udrejsecentre mv. har Rø-
de Kors via Udlændingestyrelsen oplyst, at sikkerhedssitua-
tionen i Center Sandholm endnu ikke har givet anledning til,
at Røde Kors har bestemt, at der skal anvendes konsekvent
eller stikprøvevis visitation i forbindelse med adgangskon-
trol på centret i medfør af udlændingelovens § 42 m. I sager,
hvor der konkret er mistanke om, at en person, der ønsker
adgang til Center Sandholm, eksempelvis medbringer tyve-
gods, samarbejder Røde Kors med Nordsjællands Politi.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at der på nu-
værende tidspunkt ikke foretages visitation af beboerne på
Udrejsecenter Kærshovedgård, medmindre der er tale om
helt åbenlyse tilfælde, hvor behovet for visitation er opstået,
da kriminalforsorgsområdet afventer vejledning fra Udlæn-
dingestyrelsen om, hvordan og efter hvilke effekter persona-
let skal visitere samt anvisning til konsekvensen af det til-
fælde, hvor en beboer ikke vil lade sig visitere.
24
Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere oplyst, at
det samme gør sig gældende, hvad angår Udrejsecenter
Sjælsmark.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er i gang med udar-
bejdelse af en bekendtgørelse om visitation på indkvarte-
ringssteder med adgangskontrol, som forventes at træde i
kraft senest medio 2018. Udlændingestyrelsens vejledning
vil følge herefter.
2.1.12.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne om den skærpede adgangskontrol og adgang til vi-
sitation i udrejsecentre mv. bør opretholdes uændret.
Brugen af fingeraftryk i forbindelse med den elektroniske
adgangskontrol er en mere sikker metode til at undgå, at
uvedkommende får adgang til centeret. Den elektroniske ad-
gangskontrol er derfor vigtig at opretholde af ordens- og sik-
kerhedsmæssige hensyn, da den generelt har til formål at
styrke kontrollen med, hvem der opholder sig i centeret.
Derudover letter brugen af fingeraftryksscannere politiets
arbejde, idet afviklingen, herunder registreringen af overhol-
delsen af meldepligten, vil kunne ske elektronisk. Dette let-
ter også politiets tilsyn med udlændinges overholdelse af
meldepligten.
For så vidt angår visitation i udrejsecentre mv. er det Ud-
lændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at adgan-
gen til at visitere skal være til stede for indkvarteringsopera-
tørerne for at kunne sikre den fornødne ro og orden i udrej-
secenteret. Det er af vigtighed, at både personalet og beboer-
ne føler sig trygge under deres tilstedeværelse på eller op-
hold i centeret.
2.1.13. Afskæring af klageadgang i forbindelse med Ud-
lændingestyrelsens afgørelser om opholdspligt for afviste
asylansøgere
2.1.13.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., kan Udlændin-
gestyrelsens afgørelser om pålæg om opholdspligt efter § 42
a, stk. 8, 2. pkt., ikke påklages til udlændinge- og integrati-
onsministeren. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 1273
af 20. november 2015.
2.1.13.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen i perioden 21.
november 2015 til 7. november 2017 har modtaget 50 hen-
vendelser vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelser om
opholdspligt, og at der ofte er tale om henvendelser, der ef-
ter deres ordlyd er klager over styrelsens afgørelser om op-
holdspligt efter § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Udlændingestyrelsen
har i den forbindelse oplyst, at styrelsen har betragtet de 50
henvendelser som anmodninger om genoptagelse af styrel-
sens afgørelser om opholdspligt.
Udlændingestyrelsen har hertil bemærket, at opgørelsen er
foretaget på baggrund af foreløbige registreringer i udlæn-
dingemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssystem
samt en efterfølgende manuel gennemgang. Generelt be-
mærkes det, at de statistiske oplysninger er behæftet med
usikkerhed, da udlændingesystemerne er opbygget som
journaliserings- og sagsstyringssystemer og ikke som egent-
lige statistiksystemer.
2.1.13.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglen om afskæring af klageadgang i forbindelse med Ud-
lændingestyrelsens afgørelse efter § 42 a, stk. 8, 2. pkt., bør
opretholdes uændret.
Reglerne om klageadgang for afviste asylansøgere i forbin-
delse med Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdspligt
vil dermed fortsat svare til reglerne om klageadgang for ud-
lændinge, der er pålagt opholdspligt efter § 42 a, stk. 8, 1.
pkt., dvs. udlændinge, der opholder sig her i landet på tålt
ophold, og kriminelle udviste.
2.1.14. Straf for overtrædelse af opholdspligt for afviste
asylansøgere pålagt efter § 42 a, stk. 8, 2. pkt.
2.1.14.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 60 stk. 1, 1. pkt., kan en udlæn-
ding, der ikke overholder et pålæg om at tage ophold på et
bestemt indkvarteringssted meddelt efter § 42 a, stk. 8, 2.
pkt., straffes med bøde eller under skærpende omstændighe-
der fængsel op til et år.
Bestemmelsen i § 60, stk. 1, 1. pkt., blev ændret ved lov nr.
1273 af 20. november 2015, således at afviste asylansøgere
kan straffes for overtrædelse af Udlændingestyrelsens pålæg
om opholdspligt efter § 42 a, stk. 8, 2. pkt.
2.1.14.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen anmelder man-
glende overholdelse af opholdspligten til det stedlige politi,
når styrelsen vurderer, at der er sket en overtrædelse af op-
holdspligten. Styrelsen har i perioden fra den 21. november
2015 til den 6. november 2017 fremsendt 154 anmeldelser
for manglende overholdelse af opholdspligten for afviste
asylansøgere til det stedlige politi.
Rigsadvokaten har imidlertid oplyst, at det ikke er muligt at
indhente statistiske oplysninger over antallet af domme for
overtrædelse af opholdspligt pålagt efter udlændingelovens
§ 42 a, stk. 8, 2. pkt., på grund af opbygningen af politiets
sagsstyringssystem (POLSAS).
25
2.1.14.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
bestemmelsen for straf for overtrædelse af opholdspligt på-
lagt efter § 42 a, stk. 8, 2. pkt., bør opretholdes uændret.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
der skal være klare konsekvenser i form af straf, hvis en af-
vist asylansøger eller en udlænding uden lovligt ophold ikke
overholder sin opholdspligt.
2.2. Planlovens regler om midlertidige opholdssteder til
flygtninge
2.2.1. Gældende ret
Ved lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring af planloven
(Midlertidige opholdssteder til flygtninge) blev § 5 u om
midlertidige opholdssteder til flygtninge indsat i planloven.
Planlovens § 5 u, stk. 4 og 5, blev efterfølgende nyaffattet
ved lov nr. 1705 af 21. december 2015 om ændring af inte-
grationsloven og lov om planlægning (Midlertidig indkvar-
tering af flygtninge).
Planlovens § 5 u har til formål at give kommunerne mulig-
hed for hurtigt at kunne afhjælpe et akut behov for midlerti-
dig indkvartering af flygtninge. Bestemmelserne i § 5 u gi-
ver mulighed for på visse betingelser at fravige planlovens
almindelige regler om tilvejebringelse af lokalplaner, land-
zonetilladelse og dispensationer fra lokalplaner mv. ved
bygge- eller anlægsarbejder eller ændret anvendelse af eksi-
sterende bebyggelse med henblik på etablering af midlertidi-
ge opholdssteder til nyankommne flygtninge. Kommunernes
dispensationer og tilladelser efter bestemmelserne i § 5 u er
tidsbegrænsede og kan højst gives for fem år. I det omfang,
der skal etableres permanente boliger eller permanente op-
holdssteder til midlertidig indkvartering, skal planlovens al-
mindelige regler anvendes.
Planlovens § 5 u skal ses i sammenhæng med integrations-
lovgivningen, der fastlægger kommunernes pligt til anvis-
ning af midlertidige opholdssteder til nyankommne flygtnin-
ge, indtil kommunen kan anvise en permanent bolig. De per-
soner, som bestemmelserne i § 5 u omfatter, er således de
nyankommne flygtninge, som kommunerne efter integrati-
onslovens § 12, stk. 6, er forpligtede til at anvise et midlerti-
digt opholdssted, indtil der kan anvises en permanent bolig,
jf. integrationslovens § 12, stk. 1. Ved flygtninge forstås i
denne sammenhæng udlændinge med opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 (asyl), § 8 (kvoteflygtninge), § 9 b
(humanitær opholdstilladelse), § 9 c (bl.a. uledsagede min-
dreårige) og § 9 e (Kosovo), jf. integrationslovens § 2, stk.
2.
Planlovens § 5 u giver en særlig hjemmel, der gælder ved
siden af planlovens almindelige regler. En kommune har
valgfrihed til i det enkelte tilfælde at vurdere, om de særlige
regler i § 5 u om midlertidige opholdssteder til flygtninge
skal bringes i anvendelse, eller om planlovens almindelige
tilvejebringelses- og procedureregler skal følges. Kommu-
nerne gives herved størst mulig fleksibilitet i forhold til at
imødekomme de behov og ønsker, der måtte være i den på-
gældende kommune.
Efter planlovens § 5 u, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen for
arealer i byzone og landzone meddele dispensation fra be-
stemmelser i en lokalplan eller en plan mv., der er opret-
holdt efter planlovens § 68, stk. 2, til ændret anvendelse af
eksisterende bebyggelse og til bygge- eller anlægsarbejder
med henblik på etablering af midlertidige opholdssteder til
nyankommne flygtninge. Anvendelsen af stk. 1 har endvide-
re den virkning, at planlovens § 13, stk. 2, om lokalplanpligt
og planlovens § 35, stk. 1, om landzonetilladelse ikke finder
anvendelse. Bestemmelsen muliggør således i byzone og
landzone en fravigelse af planlovens almindelige regler om
dispensation fra lokalplaner mv. og i den forbindelse tillige
regler om lokalplanpligt og krav om landzonetilladelse.
Efter § 5 u, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen for arealer i
byzone, hvor der ikke er en lokalplan eller en plan mv. op-
retholdt efter planlovens § 68, stk. 2, uden tilvejebringelse af
en lokalplan efter planlovens § 13, stk. 2, meddele tilladelse
til ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse og bygge-
eller anlægsarbejder med henblik på etablering af midlertidi-
ge opholdssteder til nyankommne flygtninge. Bestemmelsen
muliggør således en fravigelse af planlovens almindelige
regler om lokalplanpligt i byzone, hvor der ikke er en lokal-
plan mv.
Efter § 5 u, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen for arealer i
landzone, der ifølge kommuneplanens rammer pr. 1. januar
2015 kan overføres til byzone, eller som ligger i en landsby,
uden tilvejebringelse af en lokalplan efter § 13, stk. 2, med-
dele tilladelse til ændret anvendelse af eksisterende bebyg-
gelse og til bygge- og anlægsarbejder med henblik på eta-
blering af midlertidige opholdssteder til nyankommne flygt-
ninge. Anvendelsen af bestemmelsen har endvidere den
virkning, at planlovens § 35, stk. 1, om landzonetilladelse
ikke finder anvendelse. Bestemmelsen muliggør således i de
nærmere bestemte landzonearealer en fravigelse af planlo-
vens almindelige regler om lokalplanpligt og krav om land-
zonetilladelse.
Efter planlovens § 5 u, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen ved
etablering af midlertidige opholdssteder til flygtninge efter
stk. 1-3 stille vilkår om etablering af afskærmningsforan-
staltninger. Bestemmelsen giver kommunalbestyrelserne
mulighed for at etablere midlertidige opholdssteder til flygt-
ninge på støjbelastede arealer og for at fravige de almindeli-
ge hensyn, der ligger bag reglerne i planlovens § 15 a, stk. 1,
om udlægning af støjbelastede arealer til støjfølsom anven-
delse.
Efter planlovens § 5 u, stk. 5, kan erhvervsministeren i sær-
lige tilfælde, efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen,
meddele kommunalbestyrelsen tilladelse til fritagelse for
regler eller beslutninger om landsplandirektiver, jf. planlo-
26
vens §§ 3 og 5 j. Bestemmelsen finder anvendelse på for-
hold, hvor kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation
efter stk. 1 eller tilladelse efter stk. 1-3. Bestemmelsen gør
det muligt i særlige tilfælde at tillade byggeri- eller anlægs-
arbejder på arealer omfattet af landsplandirektiv eller offent-
liggjort forslag til landsplandirektiv.
Efter planlovens § 5 u, stk. 6, kan kommunalbestyrelsen
først meddele dispensation efter stk. 1 eller tilladelse efter
stk. 1-3, når der er forløbet to uger, efter at kommunalbesty-
relsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen efter
reglerne i planlovens § 20. Der vil herudover være krav om
orientering, inddragelse mv., i det omfang det følger af an-
dre regelsæt, herunder almindelige forvaltningsretlige regler
og principper, navnlig forvaltningslovens § 19 om partshø-
ring.
Efter planlovens § 5 u, stk. 7, skal dispensationer efter stk. 1
og tilladelser efter stk. 1-3 tidsbegrænses og kan højst gives
med en varighed på fem år fra meddelelsen.
Efter planlovens § 5 u, stk. 8, skal dispensationer efter stk. 1
og tilladelse efter stk. 1 -3 offentliggøres. Offentliggørelse
kan ske udelukkende digitalt. Kommunalbestyrelsen skal
endvidere give underretning om afgørelsen til dem, der retti-
digt har fremsat bemærkninger efter at være blevet oriente-
ret efter stk. 6.
For en nærmere redegørelse for de nævnte reglers baggrund
og indhold kan der henvises til lovforslag L 165 som frem-
sat 19. marts 2015 (§§1 og 2) om ændring af lov om plan-
lægning (Midlertidige opholdssteder for flygtninge), jf. Fol-
ketingstidende 2014-2015, tillæg A, og til lovforslag L 75
som fremsat 4. december 2015 (§ 2) om ændring af planlo-
ven (Midlertidig indkvartering af flygtninge), jf. Folketings-
tidende 2015-2016, tillæg A.
2.2.2. Erfaring med reglernes anvendelse
Erhvervsstyrelsen har i perioden august-september 2017
gennemført en rundspørge hos alle landets kommuner om
kommunernes anvendelse af planlovens § 5 u, siden bestem-
melsen blev indført i 2015. Kommunerne har svaret på, hvor
mange gange de har anvendt § 5 u stk. 1, 2, 3 og 4. Af lan-
dets 98 kommuner har 94 kommuner svaret på rundspørgen.
Svarene på rundspørgen viser følgende:
Kommunerne har i 82 tilfælde anvendt planlovens § 5 u, stk.
1, der giver mulighed for i byzone og landzone at dispensere
fra lokalplaner mv. og i den forbindelse tillige at fravige
regler om tilvejebringelse af lokalplan og landzonetilladelse.
Kommunerne har i 12 tilfælde anvendt planlovens § 5 u, stk.
2, der giver mulighed for i byzone, hvor der ikke er en lokal-
plan mv., at fravige planlovens almindelige regler om tilve-
jebringelse af lokalplan.
Kommunerne har i 7 tilfælde anvendt planlovens § 5 u, stk.
3, der giver mulighed for i de nærmere bestemte landzonea-
realer at fravige planlovens almindelige regler om tilveje-
bringelse af lokalplan og landzonetilladelse.
Kommunerne har i 1 tilfælde anvendt planlovens § 5 u, stk.
4, om muligheden for at fravige planlovens almindelige reg-
ler ved etablering af midlertidige opholdssteder til flygtnin-
ge på et støjfølsomt areal.
Svarene på rundspørgen viser, at kommunerne primært har
anvendt bestemmelserne om dispensation fra lokalplaner og
fravigelse af regler om tilvejebringelse af lokalplaner og
landzonetilladelser. Muligheden for at fravige planlovens al-
mindelige regler ved etablering af midlertidige opholdsste-
der til flygtninge på et støjfølsomt areal, der blev indsat i de-
cember 2015 på baggrund af forespørgsler fra kommunerne,
har ifølge svarene på rundspørgen kun været anvendt én
gang.
Supplerende kan det oplyses, at planlovens § 5 u, stk. 5,
hvorefter erhvervsministeren i særlige tilfælde kan tillade
fravigelser af regler i landsplandirektiver, ikke har været an-
vendt. Der er ikke modtaget ansøgninger.
En gennemgang af afgørelser truffet af Natur- og Miljøkla-
genævnet i perioden 2015-2017 viser bl.a., at klagenævnet i
fem tilfælde har opretholdt kommunens afgørelser om eta-
blering af midlertidige opholdssteder til flygtninge i medfør
af planlovens § 5 u, og at klagenævnet i fire tilfælde har op-
hævet kommunens afgørelser om etablering af midlertidige
opholdssteder til flygtninge truffet efter planlovens alminde-
lige regler. Tre af de fire ophævede afgørelser efter planlo-
vens almindelige regler blev ophævet, idet der ikke inden
for rammerne af planlovens dagældende § 19 kunne dispen-
seres til det pågældende projekt. Den sidste af de fire afgø-
relser efter planlovens almindelige regler blev ophævet, idet
projektet kunne gennemføres uden landzonetilladelse efter
planlovens § 35.
2.2.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
I 2015 og navnlig i løbet af efteråret 2015 kom der historisk
mange flygtninge til Europa og Danmark. Det betød bl.a. et
akut og forøget pres på kommunerne i forhold til at sikre bo-
liger og midlertidige opholdssteder til de mange nye flygt-
ninge, som blev fordelt til alle landets kommuner.
Med planlovens § 5 u er tilvejebragt særlige regler, der giver
kommunerne mulighed for hurtigt at afhjælpe et akut behov
for at etablere midlertidige opholdssteder til flygtninge. De
særlige regler i planlovens § 5 u fastsætter fleksible rammer,
som kommunerne kan anvende til at etablere midlertidige
opholdssteder for flygtninge. Bestemmelsen giver således
mulighed for, at kommunerne kan fravige de almindelige
regler i planloven.
Erhvervsstyrelsen har i 2017 gennemført en rundspørge, der
viser, at landets kommuner i en række tilfælde har anvendt
de særlige bestemmelser i planlovens § 5 u om midlertidige
opholdssteder til flygtninge. Herunder også de bestemmelser
27
i planlovens § 5 u, der giver mulighed for at fravige planlo-
vens almindelige regler om lokalplanpligt og landzonetilla-
delser.
Ved lov nr. 668 af 8. juni 2017 om ændring af lov om plan-
lægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt (Mo-
dernisering af planloven, bedre rammer for kommuner, bor-
gere og virksomheder i hele landet) er en række af planlo-
vens almindelige regler blevet smidiggjort. Det gælder bl.a.
mulighederne for at kunne dispensere fra en lokalplan mv.
til midlertidige aktiviteter, jf. planlovens § 19, stk. 1. De al-
mindelige regler giver dog fortsat ikke kommunerne samme
muligheder for hurtigt, eventuelt uden tilvejebringelse af lo-
kalplan eller landzonetilladelse, at kunne afhjælpe et akut
behov for midlertidige opholdssteder for flygtninge, som de
særlige regler i planlovens § 5 u giver.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
kommunernes mulighed for hurtigt at kunne afhjælpe et akut
opstået behov for midlertidige opholdssteder til flygtninge
bør opretholdes. Det gælder, selv om flygtningesituationen i
dag er væsentlig forskellig fra situationen i 2015. Situatio-
nen kan ændre sig med kort varsel, og der må derfor udvises
rettidig omhu for at sikre, at Danmark også fremadrettet kan
håndtere en situation med markant flere flygtninge.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets opfattelse, at de særlige regler i planlovens § 5 u om
midlertidige opholdssteder for flygtninge bør opretholdes
uændret.
2.3. Ændring af udlændingelovens § 37 f for så vidt an-
går støjbelastning
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Udlændingeloven
Som det fremgår af lovforslagets pkt. 1, blev der ved lov nr.
1273 af 20. november 2015 om ændring af udlændingeloven
(Håndtering af flygtninge- og migrantsituationen) i udlæn-
dingelovens kapitel 6 a indsat særlige regler for håndtering
af massetilstrømning af flygtninge og migranter til Dan-
mark.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 1, kan udlændinge- og
integrationsministeren i særlige tilfælde beslutte, at ejen-
domme, som skal anvendes til indkvarteringssteder for asyl-
ansøgere mv., jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller faci-
liteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af udlændingel-
ovens § 36, fritages fra bestemmelser om tilvejebringelse af
kommune- og lokalplaner, bestemmelser om tilladelse efter
planlovens § 35, stk. 1, samt bestemmelser i lokalplaner og
de planer mv., der er opretholdt efter planlovens § 68, stk. 2.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 2, kan udlændinge- og
integrationsministeren tilsvarende i særlige tilfælde beslutte,
at ejendomme, som skal anvendes til indkvarteringssteder
for asylansøgere mv., jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, el-
ler faciliteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af udlæn-
dingelovens § 36, fritages fra regler eller beslutninger efter
planlovens §§ 3 og 5 j eller offentliggjorte forslag til regler
efter planlovens §§ 3 og 5 j, jf. planlovens § 22 a, stk. 1, om
landsplansdirektiver.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 3, kan udlændinge- og
integrationsministeren endvidere i særlige tilfælde bestem-
me, at byggeloven ikke finder anvendelse ved brug af eksi-
sterende bygninger og transportable konstruktioner til ind-
kvarteringssteder til asylansøgere mv., jf. udlændingelovens
§ 42 a, stk. 5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i
medfør af udlændingelovens § 36.
Det betyder, at bebyggelse til dette formål kan tages i brug
uden forudgående ansøgning om byggetilladelse. Adgangen
til at fravige byggeloven, herunder det i medfør af loven ud-
stedte bygningsreglement, vil dog alene kunne anvendes i
det omfang, det er nødvendigt.
Efter udlændingelovens § 37 f, stk. 4, skal en bygning mv.,
som omfattes af en beslutning efter stk. 3, endvidere frem-
byde tilfredsstillende tryghed i brand- og sikkerhedsmæssig
henseende.
Det betyder, at det skal vurderes, om de hensyn, der ligger
til grund for byggelovens bestemmelser vedrørende kon-
struktive forhold og brandforhold, er overholdt for at sikre,
at bebyggelse, der undtages efter udlændinge- og integrati-
onsministerens bestemmelse, ikke udgør en sikkerhedsmæs-
sig risiko for beboerne eller andre, der opholder sig i byg-
ningerne.
Adgangen til efter udlændingelovens § 37 f at fravige plan-
loven mv. vil alene kunne anvendes i særlige tilfælde. Ved
udtrykket ”særlige tilfælde” forstås en situation, hvor ind-
kvarteringsbehovet afledt af tilstrømningen af flygtninge og
migranter er så voldsomt, at det ikke kan håndteres inden for
de rammer, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har for tilve-
jebringelse af indkvarteringspladser til asylansøgere mv., el-
ler som politiet har for tilvejebringelse af frihedsberøvelses-
faciliteter.
Bestemmelsen kan således alene anvendes, hvor det er nød-
vendigt med kort varsel at udvide kapaciteten i asylsystemet
eller frihedsberøvelseskapaciteten betragteligt, og hvor dette
ikke skønnes at kunne ske inden for de almindelige rammer
i planlovgivningen mv.
Bestemmelsen er forudsat anvendt, således at der som ud-
gangspunkt etableres indkvarteringssteder eller frihedsberø-
velsesfaciliteter på steder, hvor det ikke vil medføre en me-
get betydelig forandring i retsstillingen for omkringliggende
ejendomsejere og -brugere. Det ville f.eks. kunne være til-
fældet, hvis et asylcenter placeres i umiddelbar nærhed af en
virksomhed, der derved bliver underlagt et markant stram-
mere støjkrav, som efter omstændighederne vanskeliggør el-
ler umuliggør virksomhedens drift. Udlændingestyrelsen og
politiet skal endvidere ved anvendelse af bestemmelsen i vi-
dest muligt omfang tage hensyn til private og offentlige in-
teresser, herunder så vidt muligt indgå i en løbende dialog
28
med de berørte parter og så vidt muligt tilpasse sig omgivel-
serne.
Bestemmelsen finder også anvendelse i forhold til etablering
af indkvarteringspladser på ejendomme, hvor der ikke er ek-
sisterende bebyggelse. Der skal dog som udgangspunkt ind-
hentes en udtalelse fra den relevante kommunalbestyrelse
mv. forud for en sådan beslutning. Der skal endvidere som
udgangspunkt indhentes en udtalelse fra Erhvervsministeri-
et, som er ansvarlig for at sikre en sammenhængende lands-
planlægning og varetager nationale interesser i kommuner-
nes planlægning.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse, i det omfang fri-
hedsberøvelsesfaciliteter tilvejebringes i tilknytning til kri-
minalforsorgens institutioner.
2.3.1.2. Planloven
Som det fremgår af lovforslagets pkt. 2.2.1, gælder der efter
kapitel 2 e i planloven særlige regler om midlertidige op-
holdssteder til flygtninge, som blev indsat i planloven ved
lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring af planloven (Mid-
lertidige opholdssteder til flygtninge) og ændret ved lov nr.
1705 af 21. december 2015 om ændring af integrationsloven
og lov om planlægning (Midlertidig indkvartering af flygt-
ninge). Formålet med bestemmelserne er at give kommuner-
ne mulighed for hurtigt at kunne afhjælpe et akut behov for
midlertidig indkvartering af flygtninge, der skal anvises ef-
ter integrationslovens § 12, stk. 6.
Planlovens § 5 u giver kommunerne mulighed for at fravige
lovens bestemmelser om tilvejebringelse af lokalplaner,
landzonetilladelse og dispensationer fra lokalplaner mv. ved
bygge- eller anlægsarbejder eller ændret anvendelse af eksi-
sterende bebyggelse med henblik på etablering af midlertidi-
ge opholdssteder til nyankomne flygtninge.
Efter planlovens § 5 u, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen
meddele dispensation efter stk. 1 eller tilladelse efter stk.
1-3, til etablering af midlertidige opholdssteder til flygtninge
på støjbelastede arealer og vil i den forbindelse kunne stille
vilkår til opholdsstederne om etablering af afskærmningsfor-
anstaltninger.
Bestemmelsen indebærer, at kommunerne kan fravige de
hensyn, der ligger bag de almindelige regler i planlovens §
15 a, stk. 1, om, at kommunerne ikke må udlægge støjbela-
stede arealer til støjfølsom anvendelse, medmindre der fore-
tages afskærmningsforanstaltninger. Grænseværdier for støj,
der følger af Miljøstyrelsens vejledninger og bekendtgørel-
ser, kan dermed fraviges, således at kommunalbestyrelsen
kan etablere midlertidige opholdssteder for flygtninge på
støjbelastede arealer. Beskyttelsesniveauet for midlertidige
opholdssteder for flygtninge sænkes således med hensyn til
støjbelastning.
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det afgøren-
de, at Udlændingestyrelsen og politiet ved en eventuel ny
massetilstrømning af flygtninge og migranter til Danmark
har de bedste muligheder for hurtigt at kunne tilvejebringe
de nødvendige indkvarteringspladser for asylansøgere mv.
og frihedsberøvelsesfaciliteter.
Med udlændingelovens § 37 f er Udlændingestyrelsen og
politiet i stand til i samarbejde med relevante parter på me-
get kort tid og på smidig vis at etablere henholdsvis indkvar-
teringspladser til asylansøgere mv. og frihedsberøvelsesfaci-
liteter. Indkvarteringsstederne og frihedsberøvelsesfacilite-
terne skal imidlertid efter bestemmelsen som udgangspunkt
etableres på steder, hvor det ikke vil medføre en meget bety-
delig forandring i retsstillingen for omkringliggende ejen-
domsejere og -brugere. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis et
asylcenter eller en frihedsberøvelsesfacilitet placeres i umid-
delbar nærhed af f.eks. en virksomhed eller institution, der
derved bliver underlagt et markant strammere støjkrav, som
efter omstændighederne vanskeliggør eller umuliggør drif-
ten af det pågældende sted.
Det kan i en situation, hvor det er nødvendigt med kort var-
sel at udvide kapaciteten i asylsystemet eller frihedsberøvel-
seskapaciteten betragteligt, være vanskeligt at finde egnede
lokationer, der samtidig opfylder kravene til støjbelastning.
Det vil f.eks. ikke være muligt at etablere et asylcenter, der
betragtes som støjfølsom bebyggelse, på lokationer, der i
øvrigt er egnede til formålet, hvis den pågældende lokation
er beliggende på et støjbelastet areal.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
det skal være muligt at etablere indkvarteringssteder for
asylansøgere mv. og frihedsberøvelsesfaciliteter på støjbela-
stede arealer. Det er herunder ministeriets opfattelse, at der i
den forbindelse snarest muligt skal etableres passende af-
skærmningsforanstaltninger.
Det bemærkes i den forbindelse, at kommunerne efter reg-
lerne i planlovens § 5 u kan fravige de vejledende grænse-
værdier for støj ved etablering af midlertidige opholdssteder
for nyankomne flygtninge. Formålet med denne bestemmel-
se er at give kommunerne større fleksibilitet og bedre mulig-
heder for at indkvartere flygtninge.
Der gælder som nævnt ikke efter de gældende regler samme
mulighed ved udlændinge- og integrationsministerens be-
slutning efter udlændingelovens § 37 f om etablering af ind-
kvarteringssteder for asylansøgere mv. eller frihedsberøvel-
sesfaciliteter i særlige tilfælde.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den bag-
grund, at det vil være hensigtsmæssigt, at beskyttelsesni-
veauet med hensyn til støjbelastning for indkvarteringsste-
der for asylansøgere mv., jf. udlændingelovens § 42 a, stk.
5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af
udlændingelovens § 36, der etableres i medfør af udlændin-
gelovens § 37 f, tilsvarende sænkes.
29
Da bestemmelsen i udlændingelovens § 37 f som nævnt
ovenfor tager sigte på et akut behov for udvidelse af kapaci-
teten i asylsystemet eller frihedsberøvelseskapaciteten be-
tragteligt, finder Udlændinge- og Integrationsministeriet, at
det skal være muligt at tage faciliteterne i brug med kort
varsel.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at ind-
kvarteringspladser for asylansøgere mv. og frihedsberøvel-
sesfaciliteter skal kunne etableres og tages i brug, uanset at
der endnu ikke er etableret passende afskærmningsforan-
staltninger, idet Udlændinge- og Integrationsministeriet dog
finder, at sådanne passende afskærmningsforanstaltninger
skal etableres snarest muligt.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 37 f indsættes et
stk. 5, hvorefter der, hvis der efter § 37 f etableres indkvar-
teringssteder eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse på
et støjbelastet areal, snarest muligt skal etableres passende
afskærmningsforanstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at udlændinge- og
integrationsministeren kan beslutte at etablere indkvarte-
ringssteder for asylansøgere mv., jf. udlændingelovens § 42
a, stk. 5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i med-
før af udlændingelovens § 36, på et støjbelastet areal, men at
der i den forbindelse snarest muligt skal etableres passende
afskærmningsforanstaltninger.
Det bemærkes, at muligheden for efter den foreslåede be-
stemmelse at etablere indkvarteringssteder og frihedsberø-
velsesfaciliteter på et støjbelastet areal finder anvendelse
ved såvel brug af eksisterende bygninger som ved etablering
af sådanne steder og faciliteter ved hjælp af transportable
konstruktioner mv., f.eks. telte og pavilloner.
Det bemærkes endvidere, at indkvarteringssteder for asylan-
søgere mv. og frihedsberøvelsesfaciliteter, der etableres i
medfør af udlændingelovens § 37 f, stk. 1-3, efter bestem-
melsen vil kunne tages i brug straks og inden, at passende
afskærmningsforanstaltninger er etableret.
Det følger imidlertid af den foreslåede bestemmelse, at pas-
sende afskærmningsforanstaltninger skal etableres snarest
muligt.
Ved udtrykket ”snarest muligt” forstås, at passende af-
skærmningsforanstaltninger skal etableres så hurtigt, som
omstændighederne tillader det. Ved vurderingen heraf kan
det bl.a. indgå, i hvor stort et omfang der skal etableres af-
skærmningsforanstaltninger, herunder om der skal foretages
en særlig planlægning af et sådant arbejde, om det er muligt
at kontrahere med en entreprenør inden for kort tid, og om
omfanget af foranstaltningerne har en sådan karakter, at det
forudsætter et offentligt udbud af arbejdet.
Ved vurderingen af, om der er tale om ”passende afskærm-
ningsforanstaltninger”, kan det bl.a. tillægges vægt, i hvor
høj grad støjbelastningen på arealet overstiger de grænse-
værdier for støj, der er fastsat af Miljøstyrelsen i vejlednin-
ger og bekendtgørelser, ligesom det kan indgå i vurderingen,
hvor længe de berørte personer umiddelbart forventes at
skulle opholde sig på indkvarteringsstedet eller frihedsberø-
velsesfaciliteten. Hvis der f.eks. er tale om en lokalitet, hvor
det forventes, at de pågældende personer i praksis vil ophol-
de sig i en længere periode, vil kravene til passende af-
skærmningsforanstaltninger være større, end hvis der er tale
om en lokalitet, hvor de pågældende personer i praksis alene
forventes at opholde sig for en kortere periode.
Det bemærkes, at det med lovforslaget forudsættes, at der
forud for en beslutning om etablering af indkvarteringsste-
der for asylansøgere mv. og frihedsberøvelsesfaciliteter på
støjbelastede arealer, herunder ved vurderingen af, hvad der
er passende afskærmningsforanstaltninger, som udgangs-
punkt indhentes en udtalelse fra den relevante kommunalbe-
styrelse.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for det offentlige, da lovforslaget altovervejende
er en videreførelse af gældende regler som vedtaget ved lov
nr. 1273 af 20. november 2015 om ændring af udlændin-
geloven (Håndtering af flygtninge- og migrantsituationen).
Med forslaget videreføres bl.a. en række hjemler i forbindel-
se med Justitsministeriets opgavevaretagelse, herunder sær-
ligt politiets opgavevaretagelse på flygtninge- og migran-
tområdet. Der er med forslaget således tale om en viderefø-
relse af eksisterende opgaver, som bl.a. varetages i regi af
myndighederne på Justitsministeriets område, og dermed
også en videreførelse af de nettoudgifter, som opgaverne in-
debærer. Udgifterne har i 2016 og 2017 været finansieret af
grænsereserven og forventes ligeledes at være finansieret af
grænsereserven i 2018. Som det også fremgår af bemærk-
ningerne til lov nr. 1273 af 20. november 2015, afhænger
udgifternes omfang bl.a. af antallet af afviste asylansøgere
og udlændinge uden lovligt ophold med udsigt til udsendel-
se, kadencen i udlændingesagsbehandlingen, kapacitet og
prioritering i kriminalforsorgen samt udgifter til frihedsberø-
velse. Udgifternes omfang afhænger dermed af aktivitetsni-
veauet.
Det forventes, at lovforslagets § 3 om ændring af udlændin-
gelovens § 37 f vil lette Udlændingestyrelsens og politiets
administrative byrder i forbindelse med etableringen af ind-
kvarteringssteder eller faciliteter til brug for frihedsberøvel-
se i særlige tilfælde.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet mv.
30
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Indførelse af en frist for indbringelse af spørgsmålet om fri-
hedsberøvelsens lovlighed og opretholdelse for retten, jf.
lovforslagets § 3 nr. 3, medfører mindre administrative kon-
sekvenser for borgerne.
Indførelse af en frist på 4 uger for indbringelse af spørgsmå-
let om frihedsberøvelsens lovlighed og opretholdelse for ret-
ten i en suspensionsperiode har således positive konsekven-
ser for borgernes retssikkerhed, idet der – i forhold til den
gældende ordning for domstolsprøvelse i en suspensionspe-
riode – fastsættes en frist inden for hvilken, retten skal be-
handle udlændinges anmodning om domstolsprøvelse.
Ophævelsen af revisionsbestemmelsen i lovforslagets § 1
vurderes ikke i øvrigt at medførere nye positive eller negati-
ve konsekvenser for borgernes retssikkerhed.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslagets § 3 om ændring af udlændingelovens § 37 f
kan medføre miljømæssige konsekvenser i form af støjbe-
lastning i det omfang, der i medfør af den foreslåede be-
stemmelse i udlændingelovens § 37 f etableres indkvarte-
ringssteder eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse på et
støjbelastet areal. Konsekvenserne vil afhænge af, hvor ind-
kvarteringsstederne eller faciliteterne til brug for frihedsbe-
røvelse etableres, samt i hvilket omfang og hvor hurtigt der
etableres passende afskærmningsforanstaltninger.
7. Forholdet til EU-retten
Som det fremgår af pkt. 8 i bemærkningerne til lov nr. 1273
af 20. november 2015 om ændring af udlændingeloven
(Håndtering af flygtninge- og migrantsituationen), jf. Folke-
tingstidende 2015-2016, Tillæg A, L 62 fremsat den 18. no-
vember 2015, s. 24 f, er det Udlændinge- og Integrationsmi-
nisteriets opfattelse, at den foreslåede ordning kunne gen-
nemføres inden for rammerne af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og proce-
dure for tilbagesendelse af tredjelandsborgere med ulovligt
ophold (Udsendelsesdirektivet).
Det er ligeledes Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at ophævelsen af revisionsbestemmelsen, hvor-
ved reglerne gøres permanente, ligger inden for Danmarks
EU-retlige forpligtelser, herunder særligt udsendelsesdirek-
tivet.
Det er endelig Udlændinge- og Integrationsministeriet opfat-
telse, at den foreslåede ændring af udlændingelovens § 37 k,
stk. 2, hvorved der fastsættes en frist, inden for hvilken
spørgsmålet om frihedsberøvelse skal indbringes for retten,
kan gennemføres inden for Danmarks EU-retlige forpligtel-
ser, idet det bl.a. følger af udsendelsesdirektivets artikel 15,
stk. 2, litra b, at der skal træffes afgørelse om frihedsberø-
velsens lovlighed og fortsatte opretholdelse så hurtigt som
muligt efter udlændingen har anmodet om domstolsprøvel-
se.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. februar
2018 til den 9. marts 2018 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
A. P. Møller – Mærsk A/S, Abildskou A/S, Advokatsamfun-
det, Air Greenland A/S, Amnesti Nu, Amnesty Internatio-
nal, Asylret, BARD – Board of Airline Representatives in
Denmark, Bedsteforældre for Asyl, Beredskabsstyrelsen,
Besa Trans, Billund Lufthavn, Brancheforeningen Dansk
Kollektiv Trafik, Brancheforeningen Dansk Luftfart, Børne-
rådet, Børns Vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg
CFU, Danes Worldwide, Danish Air Transport, Danish Bi-
ometrics, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Lejerfor-
eninger, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau-
forening, Danmarks Skibskredit A/S, Danmarks Skibsmæg-
lerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Dansk Erhverv, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Rib Charter
Brancheforeningen, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk
Tog, Dansk Transport og Logistik, Dansk Turistfart Aps,
Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Advokater, Danske
Bus- og vognmænd, Danske Færger, Danske Havne, Danske
Havnevirksomheder, Datatilsynet, Den Danske Dommerfor-
ening, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettighe-
der, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Kriminalpræventi-
ve Råd, DI, DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur, Direk-
toratet for Kriminalforsorgen, Dokumentations- og Rådgiv-
ningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtig-
foreningen, Domstolsstyrelsen, DSB, Erhvervsflyvningens
Sammenslutning, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Finansrå-
det, Flygtningenævnet, Fredsfonden, Folkehøjskolernes For-
ening i Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere, For-
eningen af Rejsearrangører i Danmark, Foreningen af Ud-
lændingeretsadvokater, Færøernes Landsstyre, HK/ Dan-
mark, Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitets-
hospital, Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskeret-
tigheder, International Community, International Transport
Danmark, Kirkernes Integrationstjeneste, KL, Københavns
Lufthavne A/S, Landsforeningen Adoption og Samfund,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorganisationen
LO, Vestre Landsret, Østre Landsret, Midtjyllands Luft-
havn, Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), Plums Fond,
Politiforbundet i Danmark, PRO-Vest, Red Barnet, Refuge-
es Welcome, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspo-
litiet, Røde Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, Sammen-
slutningen af Mindre Erhvervsfartøjer, Samtlige byretter,
SAS Head Office, SOS Racisme, Statsforvaltningen, Tilsy-
net med Efterretningstjenesterne, Trafikselskabet Movia,
Udlændingenævnet, Ungdommens Røde Kors, UNHCR Re-
gional Repræsentation for Northern Europe, UNICEF Dan-
mark, Work-live-stay Southern Denmark, Ægteskab Uden
Grænser, Aalborg Lufthavn, Aarhus Lufthavn og 3 F.
31
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »In-
gen«
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har mindre administrative
konsekvenser for borgerne, idet fastsættel-
se af en frist for indbringelse af lovlighe-
den og den fortsatte opretholdelse af fri-
hedsberøvelsen for retten har positive rets-
sikkerhedsmæssige konsekvenser for bor-
gerne.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Lovforslagets § 3 om ændring af udlæn-
dingelovens § 37 f kan medføre miljø-
mæssige konsekvenser i form af støjbe-
lastning i det omfang, der i medfør af
den foreslåede bestemmelse i udlændin-
gelovens § 37 f etableres indkvarterings-
steder eller faciliteter til brug for friheds-
berøvelse på et støjbelastet areal. Konse-
kvenserne vil afhænge af, hvor indkvar-
teringsstederne eller faciliteterne til brug
for frihedsberøvelse etableres, samt i
hvilket omfang og hvor hurtigt der etab-
leres passende afskærmningsforanstalt-
ninger.
Forholdet til EU-retten Det vurderes, at den foreslåede ændring af § 37 k kan gennemføres inden for ramme-
rne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og
procedure for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter § 2, stk. 1, i lov nr. 1273 af 20. november 2015 om
ændring af udlændingeloven (Håndtering af flygtninge- og
migrantsituationen) træder loven i kraft dagen efter bekendt-
gørelsen i Lovtidende, jf. dog bestemmelsens stk. 2.
Det foreslås, at henvisningen til stk. 2 udgår.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 2.
Til nr. 2
Efter § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. november 2015 om
ændring af udlændingeloven (Håndtering af flygtninge- og
migrantsituationen) ophæves udlændingelovens §§ 37 h, 37
i og 37 k som affattet ved lovens § 1, nr. 12, den 1. decem-
ber 2019.
Det foreslås, at § 2, stk. 2, i lov nr. 1273 af 20. november
2015 om ændring af udlændingeloven (Håndtering af flygt-
ninge- og migrantsituationen) ophæves.
32
Det betyder, at udlændingelovens §§ 37 h, 37 i og 37 k ikke
automatisk ophæves den 1. december 2019 og således fort-
sat finder anvendelse, jf. dog den foreslåede bestemmelse i
lovforslagets § 4, hvorefter der for så vidt angår suspension
af den automatiske adgang til domstolsprøvelse fastsættes
en ny udløbsbestemmelse. Endvidere henvises til de foreslå-
ede ændringer af bestemmelsen i § 37 k, jf. lovforslagets §
3, nr. 2-4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3, 2.1.4 og 2.1.8 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Efter § 3 i lov nr. 1273 af 20. november 2015 om ændring af
udlændingeloven (Håndtering af flygtninge- og migrantsi-
tuationen) skal udlændinge- og integrationsministeren i fol-
ketingsåret 2017-18 fremsætte forslag om revision af de æn-
dringer af udlændingeloven, som er indeholdt i loven.
Det foreslås, at § 3 i lov nr. 1273 af 20. november 2015 om
ændring af udlændingeloven (Håndtering af flygtninge- og
migrantsituationen) ophæves.
Det betyder, at udlændinge- og integrationsministerens for-
pligtelse til at fremsætte forslag om revision af loven ophæ-
ves.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1, 2.1.2, 2.1.5, 2.1.6, 2.1.7,
2.1.9, 2.1.10, 2.1.11, 2.1.12, 2.1.13 og 2.1.14 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Efter § 2, stk. 2, i lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring
af planloven (Midlertidige opholdssteder til flygtninge)
fremsætter erhvervsministeren forslag om revision af loven i
folketingsåret 2017-18.
Det foreslås, at § 2, stk. 2, i lov nr. 539 af 29. april 2015 om
ændring af planloven (Midlertidige opholdssteder til flygt-
ninge) ophæves.
Det betyder, at erhvervsministerens forpligtelse til at frem-
sætte forslag om revision af loven ophæves.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
I den gældende adgang for udlændinge- og integrationsmini-
steren til efter udlændingelovens § 37 f at fravige planlov-
givningen mv. med henblik på håndteringen af en massetil-
strømning af flygtninge og migranter er det ikke muligt at
fravige de vejledende grænseværdier for støj. Det er forud-
sat, at der som udgangspunkt etableres indkvarteringssteder
eller frihedsberøvelsesfaciliteter på steder, hvor det ikke vil
medføre en meget betydelig forandring i retsstillingen for
omkringliggende ejendomsejere og -brugere. Det ville f.eks.
kunne være tilfældet, hvis et asylcenter placeres i umiddel-
bar nærhed af en virksomhed, der derved bliver underlagt et
markant strammere støjkrav, som efter omstændighederne
vanskeliggør eller umuliggør virksomhedens drift.
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 37 f indsættes et
stk. 5, hvoraf det følger, at der snarest muligt skal etableres
passende afskærmningsforanstaltninger, hvis der i medfør af
denne paragraf etableres indkvarteringssteder eller faciliteter
til brug for frihedsberøvelse på et støjbelastet areal.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at udlændinge- og
integrationsministeren kan beslutte at etablere indkvarte-
ringssteder for asylansøgere mv., jf. udlændingelovens § 42
a, stk. 5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i med-
før af udlændingelovens § 36 på et støjbelastet areal, men at
der i den forbindelse snarest muligt skal etableres passende
afskærmningsforanstaltninger.
Det bemærkes, at muligheden for efter den foreslåede be-
stemmelse at etablere indkvarteringssteder og frihedsberø-
velsesfaciliteter på et støjbelastet areal finder anvendelse
ved såvel brug af eksisterende bygninger som ved etablering
af sådanne steder og faciliteter ved hjælp af transportable
konstruktioner mv., f.eks. telte og pavilloner.
Det bemærkes endvidere, at indkvarteringssteder for asylan-
søgere mv. og frihedsberøvelsesfaciliteter, der etableres i
medfør af udlændingelovens § 37 f, stk. 1-3, efter bestem-
melsen vil kunne tages i brug straks og inden, at passende
afskærmningsforanstaltninger er etableret.
Passende afskærmningsforanstaltninger skal imidlertid efter
den foreslåede bestemmelse etableres snarest muligt.
Ved udtrykket ”snarest muligt” forstås, at passende af-
skærmningsforanstaltninger skal etableres så hurtigt, som
omstændighederne tillader det. Ved vurderingen heraf kan
det bl.a. indgå, i hvor stort et omfang der skal etableres af-
skærmningsforanstaltninger, herunder om der skal foretages
en særlig planlægning af et sådant arbejde, om det er muligt
at kontrahere med en entreprenør inden for kort tid, og om
omfanget af foranstaltningerne har en sådan karakter, at det
forudsætter et offentligt udbud af arbejdet.
Ved vurderingen af, om der er tale om ”passende afskærm-
ningsforanstaltninger”, kan det bl.a. tillægges vægt, i hvor
høj grad støjbelastningen på arealet overstiger de grænse-
værdier for støj, der er fastsat af Miljøstyrelsen i vejlednin-
ger og bekendtgørelser, ligesom det kan indgå i vurderingen,
hvor længe de berørte personer umiddelbart forventes at
skulle opholde sig på indkvarteringsstedet eller frihedsberø-
velsesfaciliteten. Hvis der f.eks. er tale om en lokalitet, hvor
det forventes, at de pågældende personer i praksis vil ophol-
de sig i en længere periode, vil kravene til passende af-
skærmningsforanstaltninger være større, end hvis der er tale
33
om en lokalitet, hvor de pågældende personer i praksis alene
forventes at opholde sig for en kortere periode.
Det forudsættes med lovforslaget, at der forud for en beslut-
ning om etablering af indkvarteringssteder for asylansøgere
mv. og frihedsberøvelsesfaciliteter på støjbelastede arealer,
herunder ved vurderingen af, hvad der er passende afskærm-
ningsforanstaltninger, som udgangspunkt indhentes en udta-
lelse fra den relevante kommunalbestyrelse.
Det tilsigtes ikke med lovforslaget at ændre det generelle
beskyttelsesniveau for støj ved lokalplanlægning, jf. planlo-
vens § 15 a, stk. 1.
Endvidere er det ikke hensigten med lovforslaget, at støjvil-
kår for virksomheder og institutioner mv. skal kunne skær-
pes som følge af etablering af indkvarteringssteder for asyl-
ansøgere mv. eller faciliteter til frihedsberøvelse efter ud-
lændingelovens § 37 f. Det gælder både for eksisterende
virksomheder og institutioner mv., f.eks. ved ændringer eller
udvidelser, og for nye virksomheder og institutioner mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2-4
Efter udlændingelovens § 37, stk. 1, 1. pkt., skal en udlæn-
ding, der frihedsberøves efter udlændingelovens § 36, frem-
stilles for en dommer inden tre døgn efter frihedsberøvel-
sens iværksættelse, medmindre den pågældende udlænding
løslades inden da. Er udlændingen frihedsberøvet på afgø-
relsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig, fast-
sættes der i kendelsen en frist for fortsat tilbageholdelse.
Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4
uger ad gangen, jf. § 37, stk. 3, 2. og 3. pkt.
Efter § 37 k, stk. 1, kan udlændinge- og integrationsministe-
ren i særlige tilfælde beslutte, at udlændingelovens § 37, stk.
1, 1. pkt., om automatisk domstolsprøvelse inden for tre
døgn og § 37, stk. 3, 2. og 3. pkt., om fastsættelse af frist for
fornyet domstolsprøvelse af frihedsprøvelse skal suspende-
res i en nærmere bestemt periode.
Efter § 37 k, stk. 2, fremstilles udlændinge i en sådan sus-
pensionsperiode efter anmodning snarest muligt for retten,
der tager stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lov-
lighed og fortsatte opretholdelse. Findes frihedsberøvelsen
lovlig, kan anmodning om fornyet fremstilling for retten ik-
ke fremsættes, før der er forløbet 4 uger fra kendelsens afsi-
gelse. I øvrigt finder reglerne i §§ 37-37 e anvendelse med
de fornødne tilpasninger.
Efter § 37 k, stk. 3, indbringes spørgsmålet om den fortsatte
frihedsberøvelse af udlændinge efter § 36 ved udløbet af pe-
rioden efter § 37 k, stk. 1, snarest muligt for retten, der træf-
fer afgørelse om den fortsatte frihedsberøvelse, medmindre
den pågældende forinden løslades.
Det foreslås at ændre § 37 k således, at der fastsættes en fast
frist for, hvornår en frihedsberøvelse i en suspensionsperio-
de skal indbringes for retten, og således at retten ved opret-
holdelse af en frihedsberøvelse fastsætter en frist for, hvor-
når sagen på ny skal forelægges for retten.
Formålet med den foreslåede ændring er at sikre, at der i
sager om frihedsberøvelse gælder en absolut frist på 4 uger
for indbringelse af frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte
opretholdelse for retten efter frihedsberøvelsens iværksæt-
telse. Myndighederne og domstolene vil fortsat i videst mu-
ligt omfang skulle fortsætte med at gennemføre domstols-
prøvelse inden for tre døgn, selv om der er truffet beslutning
om suspension af den normale domstolsprøvelse. Men i de
særlige tilfælde, hvor tilstrømningen af flygtninge og mi-
granter bliver så voldsom, at det kan blive umuligt for politi-
et i praksis at fremstille frihedsberøvede udlændinge i retten
inden for tre døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse og
for domstolene at kunne beramme og behandle et ekstraordi-
nært stort antal sager om lovligheden og den fortsatte opret-
holdelse af frihedsberøvelse inden for fristen, vil myndighe-
derne og domstolene skulle gennemføre domstolsprøvelsen
hurtigst muligt og senest 4 uger fra frihedsberøvelsens
iværksættelse.
Der sikres hermed politi og domstole en rimelig frist i en
suspensionsperiode til henholdsvis at fremstille og at be-
handle sager om frihedsberøvelse efter udlændingelovens §
36 samtidig med, at der sikres den enkelte udlænding en ab-
solut frist for indbringelse af frihedsberøvelsen for retten.
Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelsens stk. 2
ændres således, at en udlænding, der i en suspensionsperio-
de er frihedsberøvet efter § 36, skal fremstilles for retten
snarest muligt og senest 4 uger efter frihedsberøvelsens
iværksættelse. Den foreslåede ændring indebærer, at der
fastsættes en fast frist for indbringelse af frihedsberøvelsen
for retten. Kravet om, at den enkelte udlænding skal anmode
om at få sagen forelagt for retten, erstattes således af en ord-
ning med automatisk indbringelse for retten af spørgsmålet
om frihedsberøvelsens lovlighed og med en fast frist.
Fristen på 4 uger er absolut. Er det ikke muligt at fremstille
udlændingen inden for denne frist, vil den pågældende blive
løsladt ved udløbet af fristen.
Domstolsprøvelse vil inden for fristen på 4 uger fortsat skul-
le finde sted snarest muligt. I suspensionsperioden vil dom-
stolsprøvelse således – som hidtil – skulle ske, så hurtigt det
er muligt i den konkrete situation. Hvor hurtigt domstolsprø-
velsen vil kunne ske, vil bl.a. afhænge af, om der er et meget
betydeligt antal udlændinge, der frihedsberøves og dermed
skal fremstilles for retten.
Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstem-
melse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder
EMRK artikel 5, stk. 4, hvorefter enhver, der berøves frihe-
den ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at
tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse
34
om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse be-
ordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig. Uanset den fore-
slåede frist på 4 uger vil der således skulle ske domstols-
prøvelse så hurtigt, at kravet ifølge denne bestemmelse –
under hensyn til omstændighederne i sagen og omfanget af
tilstrømningen af flygtninge og migranter – opfyldes.
En beslutning af udlændinge- og integrationsministeren om
iværksættelse af en suspensionsperiode får som hidtil virk-
ning for udlændinge, som er frihedsberøvede på det tids-
punkt, beslutningen træffes, og udlændinge, som frihedsbe-
røves i løbet af suspensionens virkningsperiode. Fristen på 4
uger vil for begge grupper skulle beregnes fra frihedsberø-
velsens iværksættelse.
Det foreslås endvidere, at den gældende ordning, hvorefter
en frihedsberøvet udlænding skal anmode om fornyet frem-
stilling for retten og først kan anmode herom efter 4 uger,
ophæves. I stedet vil spørgsmålet om fastsættelse af en frist
for fornyet indbringelse for retten blive behandlet efter den
almindelige bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 3.
Det følger heraf, at det henhører under retten at fastsætte en
frist for fortsat tilbageholdelse. Retten vil i den forbindelse
kunne tage højde for antallet af sager om frihedsberøvelse,
der skal forelægges retten som følge af en stor tilstrømning
af flygtninge og migranter.
Som konsekvens af, at spørgsmålet om fristforlængelse skal
afgøres efter den almindelige bestemmelse i § 37, stk. 3,
foreslås udlændinge- og integrationsministerens adgang til
at suspendere fra denne bestemmelse, ophævet, jf. hertil den
foreslåede ændring af stk. 1.
Endelig foreslås bestemmelsen i stk. 3 vedrørende indbrin-
gelse af sager om frihedsberøvelse i tilfælde af suspensions-
periodens udløb ændret. Det foreslås således, at den gælden-
de bestemmelse, hvorefter politiet, når suspensionsperioden
ophører, snarest muligt skal indbringe spørgsmålet om den
fortsatte frihedsberøvelse efter § 36 for retten, ændres, såle-
des at det fremgår, at i tilfælde, hvor frihedsberøvelsen ikke
tidligere har været indbragt for retten, skal indbringelse ske
snarest muligt og senest 4 uger efter frihedsberøvelsens
iværksættelse, medmindre den pågældende udlænding forin-
den er løsladt.
Hvor hurtigt domstolsprøvelsen vil kunne ske, vil bl.a. af-
hænge af, om der ved suspensionsperiodens ophør fortsat er
et betydeligt antal udlændinge, der frihedsberøves. Hvis fri-
hedsberøvelsen findes lovlig, fastsættes der i kendelsen en
frist for fortsat tilbageholdelse. Herefter finder de almindeli-
ge regler i §§ 37-37 e igen anvendelse.
Er der tale om, at frihedsberøvelsen tidligere har været fore-
lagt for retten, således at der er fastsat en frist for fornyet
fremstilling for retten, vil sagen skulle indbringes for retten i
overensstemmelse med denne frist, jf. den foreslåede § 37 k,
stk. 3, 2. pkt.
Den foreslåede stk. 3 finder alene anvendelse for udlændin-
ge, der er frihedsberøvede på det tidspunkt, hvor suspensi-
onsperioden ophører (uden at den forlænges).
De almindelige regler i §§ 37-37 e finder således anvendelse
for udlændinge, der bliver frihedsberøvet efter suspensions-
periodes ophør. Det indebærer bl.a., at udlændingen skal
fremstilles for retten inden tre døgn fra frihedsberøvelsens
iværksættelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.8 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås med § 4, stk. 1, at loven træder i kraft den 1.
juli 2018.
Det foreslås endvidere i § 4, stk. 2, at § 37 k, som ændret
ved denne lovs § 3, nr. 2-4, ophæves den 1. december 2021.
Denne udløbsbestemmelse indebærer, at bestemmelsen op-
hæves pr. 1. december 2021. I tilfælde, hvor udlændinge- og
integrationsministeren har truffet beslutning om, at der skal
være en suspensionsperiode frem til den 1. december 2021,
indebærer udløbsbestemmelsen, at § 37, stk. 1, 1. pkt. (om
automatisk domstolsprøvelse inden for tre døgn), igen finder
anvendelse fra den 1. december 2021. Dette vil medføre, at
en frihedsberøvet udlænding, som har været frihedsberøvet i
mere end 3 døgn, men som ikke er blevet fremstillet for ret-
ten med henblik på stillingtagen til frihedsberøvelsens lov-
lighed og fortsatte opretholdelse, skal løslades med udgan-
gen af den 30. november 2021, jf. udlændingelovens § 37,
stk. 1, 1. pkt.
Til § 5
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det følger af udlændingelovens § 66, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt
eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de af-
vigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Det følger af planlovens § 70, at loven ikke gælder for Fær-
øerne og Grønland.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5 gælder loven ikke på
Færøerne og Grønland, men lovens § 1, nr. 1 og 2, og § 3
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholds-
vis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
35
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 1273 af 20. november 2015 om ændring af ud-
lændingeloven (Håndtering af flygtninge- og migrantsituati-
onen) foretages følgende ændringer:
§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i
Lovtidende, jf. dog stk. 2.
1. I § 2, stk. 1, udgår », jf. dog stk. 2«.
Stk. 2. Udlændingelovens §§ 37 h, 37 i og 37 k som affat-
tet ved denne lovs § 1, nr. 12, ophæves den 1. december
2019.
2. § 2, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
§ 3. Udlændinge- og integrationsministeren fremsætter i
folketingsåret 2017-18 forslag om revision af de ændringer
af udlændingeloven, som er indeholdt i denne lov.
3. § 3 ophæves.
§ 2
I lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring af lov om æn-
dring af lov om planlægning (Midlertidige opholdssteder til
flygtninge) foretages følgende ændring:
§ 2. ---
Stk. 2. Erhvervsministeren fremsætter forslag om revision
af loven i folketingsåret 2017-18.
1. § 2, stk. 2, ophæves.
§ 3
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2.
oktober 2017, som ændret senest ved lov nr. 124 af 26. fe-
bruar 2018, foretages følgende ændringer:
§ 37 f. --- 1. I § 37 f indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Etableres der i medfør af denne paragraf indkvarte-
ringssteder eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse på et
støjbelastet areal, skal der snarest muligt etableres passende
afskærmningsforanstaltninger.«
§ 37 k. Udlændinge- og integrationsministeren kan i sær-
lige tilfælde beslutte, at stk. 2 finder anvendelse i en nærme-
re bestemt periode i stedet for § 37, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3,
2. og 3. pkt.
2. I § 37 k, stk. 1, udgår », og stk. 3, 2. og 3. pkt.«
Stk. 2. Udlændinge fremstilles efter anmodning snarest
muligt for retten, der tager stilling til spørgsmålet om fri-
hedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Findes
frihedsberøvelsen lovlig, kan anmodningen om fornyet
fremstilling for retten ikke fremsættes, før der er forløbet 4
3. § 37 k, stk. 2, 1. og 2. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
»En udlænding fremstilles, medmindre den pågældende for-
inden er løsladt, snarest muligt og senest 4 uger efter fri-
hedsberøvelsens iværksættelse for retten, der tager stilling til
36
uger fra kendelsens afsigelse. I øvrigt finder reglerne i §§
37-37 e anvendelse med de fornødne tilpasninger.
spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte
opretholdelse.«
Stk. 3. Ved udløbet af perioden efter stk. 1 indbringes
spørgsmålet om den fortsatte frihedsberøvelse af udlændin-
ge efter § 36 snarest muligt for retten, der træffer afgørelse
herom, medmindre den pågældende forinden løslades.
4. I § 37 k, stk. 3, ændres »snarest muligt for retten, der træf-
fer afgørelse herom, medmindre den pågældende forinden
løslades« til: », hvis spørgsmålet om frihedsberøvelsens lov-
lighed og fortsatte opretholdelse ikke tidligere har været ind-
bragt for retten, snarest muligt og senest 4 uger efter friheds-
berøvelsens iværksættelse for retten, der træffer afgørelse
herom, medmindre den pågældende forinden løslades. Har
spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte
opretholdelse tidligere været indbragt for retten, indbringes
spørgsmålet om den fortsatte frihedsberøvelses lovlighed for
retten i overensstemmelse med den af retten fastsatte frist,
medmindre den pågældende forinden løslades.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udlændingelovens § 37 k, som ændret ved denne
lovs § 3, nr. 2-4, ophæves den 1. december 2021.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1, nr. 1
og 2, og § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
37