Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om, hvilken lovgivning der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelse af fordringer

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 12.3.2018
COM(2018) 96 final
2018/0044 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om, hvilken lovgivning der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart
af overdragelse af fordringer
{SWD(2018) 52 final} - {SWD(2018) 53 final}
Europaudvalget 2018
KOM (2018) 0096
Offentligt
DA 1 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Det er Kommissionens prioritet yderligere at styrke Europas økonomi og stimulere
investeringer for at skabe jobs og opretholde væksten. For at nå dette mål er der behov for
styrkede, dybere og mere integrerede kapitalmarkeder. Effektive og sikre
efterhandelsinfrastrukturer er vigtige elementer i sådanne velfungerende kapitalmarkeder.
Som opfølgning på handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion i 2015 fastsatte
Kommissionen i sin midtvejsevaluering i maj 2017 de resterende handlinger, der skal
gennemføres, så kapitalmarkedsunionens moduler er på plads til 2019 med henblik på en
fjernelse af forhindringerne for grænseoverskridende investering og sænkelse af
finansieringsomkostningerne. Gennemførelsen af kapitalmarkedsunionen er en presserende
prioritet.
Kommissionen meddelte i forbindelse med handlingsplanen for etablering af en
kapitalmarkedsunion og midtvejsevalueringen, at den havde til hensigt at gennemføre
målrettede handlinger vedrørende regler for ejendomsretten til værdipapirer og virkningerne
for tredjepart af overdragelsen af fordringer med henblik på at mindske retsusikkerheden for
grænseoverskridende transaktioner i værdipapirer og fordringer. Dette forslag og meddelelsen
om lovbestemmelserne, der finder anvendelse på de formueretlige virkninger af transaktioner
i værdipapirer1
, der forelægges parallelt, opfylder denne forpligtelse. Meddelelsen præciserer
Kommissionens holdning til vigtige aspekter af det eksisterende EU-regelværk om lovene,
som finder anvendelse på de formueretlige virkninger af transaktioner i værdipapirer, og
ledsager dette forslag til lovgivning om, hvilken lovgivning der finder anvendelse med hensyn
til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer. Forhold, der reguleres af
direktivet om finansiel sikkerhedsstillelse2
, direktivet om endelig afregning3
, direktivet om
likvidation4
og registerforordningen5
berøres ikke af dette lovforslag6
.
Det overordnede formål med dette forslag er i overensstemmelse med målene i
handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion at fremme grænseoverskridende
investeringer i EU og dermed lette adgangen til finansiering for virksomheder, herunder små
og mellemstore virksomheder. Det specifikke mål med dette forslag er at bidrage til at øge
grænseoverskridende transaktioner i fordringer ved at give retssikkerhed gennem vedtagelse
af ensartede lovvalgsregler på EU-plan.
1
COM (2018) 89.
2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF af 6. juni 2002 om aftaler om finansiel
sikkerhedsstillelse (EFT L 168 af 27.6.2002, s. 43).
3
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i
betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45).
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af
kreditinstitutter (EFT L 125 af 5.5.2001, s. 15).
5
Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 af 2. maj 2013 om oprettelse af et EU-register i henhold
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning
nr. 280/2004/EF og nr. 406/2009/EF, og om ophævelse af Kommissionens forordning (EU) nr.
920/2010 og (EU) nr. 1193/2011 (EUT L 122 af 3.5.2013, s. 1).
6
Se artikel 9, stk. 1 og 2, i direktivet om finansiel sikkerhedsstillelse, artikel 9, stk. 2, i direktivet om
endelig afregning samt artikel 24 i direktivet om likvidation. Mens direktivet om finansiel
sikkerhedsstillelse og direktivet om endelig afregning vedrører dematerialiserede værdipapirer, vedrører
direktivet om likvidation instrumenter, hvis eksistens eller overførsel forudsætter optagelse i et register,
på en konto eller i en værdipapircentral.
DA 2 DA
For at fremme grænseoverskridende transaktioner i fordringer og værdipapirer er klarhed og
forudsigelighed med hensyn til, hvilket lands lovbestemmelser der finder anvendelse ved
afgørelsen om, hvem der ejer en fordring eller et værdipapir efter en grænseoverskridende
transaktion, afgørende. Manglende juridisk sikkerhed om, hvilken national lov der finder
anvendelse ved afgørelsen om, hvem der ejer et aktiv efter en grænseoverskridende
transaktion, betyder, at den grænseoverskridende transaktion kan give eller ikke give den
forventede retmæssige adkomst, afhængigt af, hvilken medlemsstats domstole eller
myndigheder der behandler en tvist vedrørende det juridiske ejerskab til en fordring eller et
værdipapir. Når spørgsmål om ejerskab og håndhævelse af rettigheder, der er knyttet til
grænseoverskridende transaktioner, bringes under retslig kontrol i tilfælde af insolvens, kan
retlige risici hidrørende fra manglende juridisk sikkerhed resultere i uventede tab.
De ensartede regler i dette forslag fastlægger, hvilken national lovgivning der bør fastslå
ejerskabet af en fordring, efter at overdragelsen har fundet sted på grænseoverskridende basis,
og fjerner dermed retlige risici og potentielle systemiske konsekvenser. Indførelsen af
retssikkerhed vil fremme grænseoverskridende investeringer og bidrage til adgang til billigere
kredit og markedsintegration.
Overdragelse af fordringer er en mekanisme, der anvendes af virksomheder til at skaffe
likviditet og få adgang til kredit, f.eks. ved at gøre brug af factoring eller sikkerhedsstillelse,
og af banker og virksomheder til at optimere brugen af deres kapital, f.eks. gennem
securitisering.
Factoring er en vigtig kilde til likviditet for mange virksomheder. Ved factoring overdrager
(sælger) en virksomhed (overdrageren, oftest en SMV) sine fordringer til et factoringsselskab
(erhververen, ofte en bank) til en rabatpris som et middel for overdrageren til umiddelbart at
opnå kontanter. Factoringselskabet indkasserer de udestående fordringer og accepterer
risikoen for tab på debitorer. De fleste brugere af factoring er SMV'er: Små virksomheder
repræsenterer 76 %, mellemstore repræsenterer 11 % og store virksomheder repræsenterer 13
%. Factoring for SMV'er anses således af erhvervslivet for at være grundlag for økonomisk
vækst, da brugen af traditionelle udlån kan være mere udfordrende for disse virksomheder7
.
Europa som region er verdens største factoringmarked og udgør 66 % af verdensmarkedet8
.
Eksempel på factoring
SMV C har umiddelbart brug for kontanter til at betale sine leverandører. Virksomhedens
udestående fakturaer til dens kunder er først forfaldne til betaling tre måneder senere.
SME C (overdrager) beslutter at overdrage (sælge) sine fakturaer til et factoringselskab
(erhverver), banken B, til en rabatpris som middel til umiddelbart at opnå kontanter fra B.
Rabatprisen, som SMV C sælger sine fakturaer til B for, afspejler B's gebyrer og
provisioner.
I sikkerhedsstillelse kan fordringer som f.eks. kontanter krediteret en bankkonto (hvor kunden
er kreditor og banken er debitor) eller gældsfordringer (dvs. banklån) benyttes som finansiel
sikkerhedsstillelse for en låneaftale (f.eks. kan en forbruger bruge kontanter, der er krediteret
7
Factoring and Commercial Finance: Hvidbog fra EU's Federation for the Factoring and Commercial
Finance Industry (EUF), s. 20.
8
Factoring i Europa som region beløb sig i 2015 til 1 566 mia. EUR. De førende europæiske markeder er
Det Forenede Kongerige, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Det globale factoringmarked var i
2015 på 2 373 mia. EUR. Kilde: Factors Chain International FCI.
DA 3 DA
en bankkonto, som sikkerhedsstillelse for at opnå kredit, og en bank kan bruge et lån som
sikkerhedsstillelse for at opnå kredit). Gældsfordringer er en meget vigtig form for
sikkerhedsstillelse for finanssektoren. Ca. 22 % af refinansieringsoperationerne i
Eurosystemet9
sker med sikkerhedsstillelse i form af gældsfordringer10
.
Eksempel på sikkerhedsstillelse
SMV C (overdrager) ønsker at opnå et lån fra bank A (erhverver) til opførelsen af en
større lagerbygning ved at stille sikkerhed i form af virksomhedens udestående fordringer
hos sine kunder. Hvis SMV C går konkurs og ikke kan betale lånet tilbage, kan banken A
(sikkerhedshaveren) inddrive sin gæld ved at håndhæve de fordringer, som SMV C har på
sine kunder.
Securitisering sætter overdrageren, også kaldet "eksponeringsleverende institut" (f.eks. en
virksomhed eller en bank) i stand til at refinansiere en række af sine fordringer (f.eks. billeje,
kreditkorttilgodehavender, betalinger på realkreditlån) ved at overdrage dem til en "enhed
med særligt formål" (SPV). Herefter udsteder denne SPV (erhververen) værdipapirer på
kapitalmarkedet (f.eks. obligationer, som afspejler provenuet vedrørende disse fordringer).
Efterhånden som der betales af på de underliggende fordringer, vil SPV'en anvende det
modtagne provenu til afbetalinger på investorernes værdipapirer. Securitisering kan sænke
omkostningerne ved finansiering, fordi SPV'en er struktureret på en måde, så den er beskyttet
mod insolvens. For virksomheder kan securitisering åbne op for kredit til lavere omkostninger
end banklån. For banker udgør securitisering en bedre udnyttelse af visse af deres aktiver og
frigør kapacitet til yderligere udlån til økonomien11
. Som en del af handlingsplanen for
etablering af en kapitalmarkedsunion har EU vedtaget et regelsæt, der fremmer et sikkert og
likvidt marked for securitisering. Disse regler tager sigte på at genetablere et sikkert
securitiseringsmarked i EU ved at differentiere simple, transparente og standardiserede
securitiseringprodukter fra de mere uigennemsigtige og dyre. Retssikkerhed om, hvem der
ejer de ovedragne fordringer, er vigtig for alle typer af securitisering.
Eksempler på securitisering
En stor detailkæde C (overdrager) overdrager sine tilgodehavender, der er opstået som
følge af kundernes brug af detailkædens eget kreditkort, til en SPV (erhverver)12
. Derefter
udsteder A værdipapirer til investorer på kapitalmarkederne. Disse værdipapirer er sikret
gennem den indtægt, der stammer fra de kreditkorttilgodehavender, der er blevet
overdraget til A. Efterhånden som der betales af på tilgodehavenderne, benytter A det
modtagne provenu til betalinger på værdipapirerne.
9
Eurosystemet består af Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i medlemsstaterne i
euroområdet.
10
Ca. 22 % af refinansieringsoperationerne i Eurosystemet sker med sikkerhedsstillelse i form af
gældsfordringer og beløb sig i andet kvartal af 2017 til ca. 380 mia. EUR, hvoraf omkring 100 mia.
EUR bestod af grænseoverskridende gældsfordringer. Samlet set havde Eurosystemet ved afslutningen
af juni 2017 mobiliseret omkring 450 mia. EUR i grænseoverskridende sikkerhedsstillelse.
11
Markedsvolumenet for securitiseringsudstedelse i EU var i 2016 på 237,6 mia. EUR med et udestående
på 1,27 bio. EUR ved udgangen af 2016 — AFME Securitisation Data Report Q4 2016.
12
Dette eksempel er en tilpasning af den illustration, der er brugt i UNCITRAL Legislative Guide on
Secured Transactions, s. 16-17.
DA 4 DA
Hvorfor er retssikkerhed vigtig?
Det er vigtigt for erhververen (f.eks. et factoringselskab, en sikkerhedshaver eller et
eksponeringsleverende institut) at sikre sig det juridiske ejerskab til den overdragne fordring,
da tredjepart kunne påberåbe sig det juridiske ejerskab til samme fordring. Dette ville give
anledning til en konflikt om fortrinsret, dvs. en situation, hvor det ville være nødvendigt at
afgøre, hvilken af de to ejendomsrettigheder, erhververens eller en konkurrerende
fordringshavers, der bør gælde. En konflikt om fortrinsret mellem erhververen af fordringen
eller fordringerne og tredjepart kan hovedsagelig opstå i to situationer:
- hvis overdrageren har overdraget en fordring to gange (tilsigtet eller utilsigtet) til
forskellige erhververe, kan den anden erhverver påberåbe sig ejendomsretten til samme
fordring. Den lovgivning, der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer, vil løse konflikten om fortrinsret mellem de to erhververe af
samme fordring
- hvis overdrageren bliver insolvent, vil overdragerens kreditorer ønske at vide, om den
overdragne fordring stadig indgår i solvensboet, dvs. hvorvidt overdragelsen havde virkning
og overdrager derfor har opnået ejendomsretten til fordringen. Den lovgivning, der finder
anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, vil løse
konflikten om fortrinsret mellem erhverver og overdragers kreditorer.
I rent indenlandske overdragelser af fordringer er det klart, at nationale materielle regler
bestemmer virkningerne for tredjepart (eller de formueretlige virkninger) af overdragelsen af
fordringer, dvs. hvilke krav erhverver skal opfylde for at sikre det juridiske ejerskab til de
overdragne fordringer, hvis der skulle opstå en konflikt om fortrinsret. Men i et
grænseoverskridende scenarie kan flere nationale love potentielt anvendes, og erhververe har
brug for klarhed om, hvilken lovgivning de skal opfylde for at opnå ejendomsretten til de
overdragne fordringer.
Juridisk risiko
Den lovgivning, der finder anvendelse, dvs. den nationale lovgivning, der gælder i en given
situation med et grænseoverskridende element, bestemmes af lovvalgsreglerne. I mangel af
ensartede EU-lovvalgsregler bestemmes den lovgivning, der finder anvendelse, ved hjælp af
nationale lovvalgsregler.
Lovvalgsreglerne med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer er
for øjeblikket fastlagt på medlemsstatsplan. De enkelte medlemsstaters lovvalgsregler er
inkonsistente, idet de anvender forskellige tilknytningskriterier til bestemmelse af den
lovgivning, der finder anvendelse: for eksempel er lovvalgsreglerne i Spanien og Polen
baseret på den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, mens de i Belgien og Frankrig er
baseret på den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, og i Nederlandene på
den lov, der gælder for overdragelsesaftaler. Nationale lovvalgsregler er også uklare, navnlig
hvis de ikke er fastlagt ved lov.
Inkonsistente lovvalgsregler i medlemsstaterne betyder, at de enkelte medlemsstater kan
fastsætte forskellige landes lovgivning som den, der finder anvendelse med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer. Denne mangel på retssikkerhed
med hensyn til, hvilken national lovgivning der finder anvendelse med hensyn til virkningerne
for tredjepart af overdragelsen af fordringer, skaber en juridisk risiko i forbindelse med
DA 5 DA
grænseoverskridende overdragelser, som ikke findes ved nationale overdragelser. Erhververen
kan reagere på tre måder over for denne juridiske risiko:
(i) hvis erhververen ikke er bekendt med den juridiske risiko eller vælger at ignorere den,
kan det føre til uventede økonomiske tab, hvis der opstår en konflikt om fortrinsret og
erhververen mister ejendomsretten til de overdragne fordringer. Den juridiske risiko som
følge af retsusikkerhed omkring retten til ejerskab af fordringer som følge af en
grænseoverskridende overdragelse blev aktuel i 2008 i forbindelse med finanskrisen, f.eks. da
Lehman Brothers International (Europa) kollapsede, og hvor undersøgelsen af det juridiske
ejerskab til aktiver stadig pågår i dag13
. Usikkerhed omkring ejerskabet til fordringer kan
derfor have afsmittende effekter og skærpe og forlænge virkningen af en finanskrise;
(ii) hvis erhververen beslutter at afbøde den juridiske risiko ved at søge specifik juridisk
rådgivning om, hvilken national lovgivning der potentielt kan finde anvendelse med hensyn til
virkningerne for tredjepart af en grænseoverskridende overdragelse af fordringer, og
overholder alle kravene i sådan lovgivning for at sikre juridisk ejerskab til de overdragne
fordringer, vil denne pådrage sig højere transaktionsomkostninger på mellem 25 % og 60 %14
,
som ikke er påkrævet ved indenlandske overdragelser;
(iii) hvis erhververen afskrækkes af den juridiske risiko og vælger at undgå den, kan denne
gå glip af forretningsmuligheder, hvorved markedsintegrationen kan mindskes. Som følge af
den nuværende mangel på fælles lovvalgsregler med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer finder overdragelse af fordringer hovedsageligt sted på nationalt
plan og ikke på en grænseoverskridende basis: for eksempel er den dominerende type
factoring indenlandsk og repræsenterede i 2016 omkring 78 % af den samlede omsætning15
.
Hvis erhververen beslutter at gennemføre overdragelsen, betyder inkonsistensen mellem
medlemsstaternes lovvalgsregler, at udfaldet af en konflikt om, hvem der har fortrinsretten til
en fordring efter en grænseoverskridende overdragelse, vil variere afhængigt af den nationale
lovgivning, der lægges til grund af den domstol eller myndighed i medlemsstaten, der afgør
konflikten. Afhængigt af den anvendte nationale lovgivning kan den grænseoverskridende
overdragelse give eller ikke give den forventede ejendomsret til fordringerne.
Merværdien ved ensartede regler
Der findes i øjeblikket ensartede lovvalgsregler i Unionen med hensyn til kontraktlige
forpligtelser i forbindelse med transaktioner i fordringer og værdipapirer. Navnlig fastlægges
det i Rom I-forordningen,16
hvilken lovgivning der finder anvendelse med hensyn til
kontraktforhold mellem parterne i en overdragelse af fordringer (mellem overdrager og
erhverver og mellem erhverver og debitor) samt mellem kreditor/overdrager og debitor. Rom
I-forordningen fastlægger også, hvilken lovgivning der finder anvendelse med hensyn til
kontraktforhold mellem sælger og køber i forbindelse med transaktioner i værdipapirer.
13
Joint Administrators of Lehman Brothers International Europe (LBIE), Fifteenth Progress Report af
12..2016. Se http://www.pwc.co.uk/services/business-recovery/administrations/lehman/lehman-
brothers-international-europe-in-administration-joint-administrators-15th-progress-report-12-april-
2016.html.
14
Se svarene på spørgsmål 23 i den offentlige høring fra EU Federation for the Factoring and Commercial
Finance Industry (EUF); Sammenslutningen af franske banker (Frankrig); Asset Based Finance
Association Limited (ABFA) (Det Forenede Kongerige).
15
EU Federation for the Factoring and Commercial Finance Industry — EUF-årbog 2016-2017, s. 13.
16
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6).
DA 6 DA
Der gælder også ensartede lovvalgsregler i Unionen med hensyn til de formueretlige
virkninger af transaktioner i dematerialiserede værdipapirer og instrumenter, hvis eksistens
eller overdragelse forudsætter optagelse i et register, på en konto eller i en værdipapircentral,
jf. direktiverne om finansiel sikkerhedsstillelse, om endelig afregning og om likvidation. Men
der findes ingen ensartede lovvalgsregler i Unionen om, hvilken lovgivning der finder
anvendelse med hensyn til de formueretlige virkninger af overdragelsen af fordringer. Dette
forslag til forordning sigter mod at udfylde dette tomrum.
De fælles lovvalgsregler, der fastsættes med forslaget til forordning, bestemmer, at det som en
generel regel er lovgivningen i landet, hvor overdrageren har sit sædvanlige opholdssted, der
finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer.
Forslaget til forordning indeholder imidlertid også en række undtagelser, der henfører visse
overdragelser, hvor hovedreglen ikke vil være egnet, til lovgivningen om overdragelse af
fordringer, ligesom forslaget indeholder en mulighed for lovvalg for securitiseringer, der
sigter mod at udvide securitiseringsmarkedet.
Vedtagelsen af fælles lovvalgsregler på EU-plan med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer vil tilføre en betydelig merværdi til de finansielle markeder.
For det første vil den retssikkerhed, der følger med ensartede regler, give erhververne
mulighed for kun at opfylde bestemmelserne i en national lovgivning for at sikre erhvervelsen
af ejendomsretten til de fordringer, som overdrages. Denne retssikkerhed vil eliminere den
juridiske risiko i form af uventede tab og eventuelle afsmittende virkninger samt øgede
transaktionsomkostninger, mistede forretningsmuligheder og reduceret markedsintegration,
som i øjeblikket er knyttet til grænseoverskridende overdragelser. Med de ensartede
lovvalgsregler, der navnlig er fastlagt med hensyn til securitisering, anerkendes store
operatørers praksis med at anvende den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, i
forbindelse med virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, men samtidig
sigter reglerne mod at gøre det muligt for mindre operatører at komme ind på
securitiseringsmarkedet eller styrke deres position på dette ved at henføre virkningerne for
tredjepart af overdragelsen af fordringer til den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted. Fleksibiliteten i lovvalgsreglerne med hensyn til securitisering vil lette
udvidelsen af securitiseringsmarkedet med nye markedsdeltagere og skabelsen af nye
forretningsmuligheder.
For det andet vil ensartede lovvalgsregler blandt medlemsstaterne sikre, at samme nationale
lov finder anvendelse ved løsning af konflikter om fortrinsret, der opstår mellem erhverver og
en konkurrerende fordringshaver, uanset hvilken medlemsstats domstol eller myndighed der
behandler sagen.
Indførelsen af retssikkerhed vil på denne måde fremme grænseoverskridende investeringer,
der er det endelige mål med dette forslag til forordning, jf. handlingsplanen for etablering af
en kapitalmarkedsunion.
Hvad er en fordring?
En fordring er en kreditors ret over for en debitor til en bestemt sum penge (for eksempel
tilgodehavender) eller opfyldelsen af en forpligtelse (for eksempel pligt til levering af de
underliggende aktiver i forbindelse med derivatkontrakter).
Fordringer kan klassificeres i tre kategorier:
DA 7 DA
i) Den første kategori omfatter "traditionelle" fordringer eller tilgodehavender såsom
penge, der skal modtages for uafviklede transaktioner (f.eks. fra en kunde for ubetalte
fakturaer).
ii) Finansielle instrumenter som defineret i MiFID II17
, herunder værdipapirer og
derivater, der handles på de finansielle markeder. Værdipapirer er aktiver, mens derivater er
kontrakter, som indeholder både rettigheder (eller fordringer) og forpligtelser for de
kontraherende parter. Fordringer i den anden kategori er krav, der hidrører fra finansielle
instrumenter (undertiden benævnt "finansielle fordringer"), for eksempel fordringer her
hidrører fra derivatkontrakter (for eksempel hvad der skyldes efter beregning af
slutafregningsbeløbet i en derivatkontrakt).
iii) Den tredje kategori af fordringer er kontanter krediteret en konto i et kreditinstitut (for
eksempel en bank), hvor kontohaveren (for eksempel en forbruger) er kreditor og debitor er
kreditinstituttet.
Dette forslag vedrører virkningerne for tredjepart (eller de formueretlige virkninger) af
overdragelsen af ovennævnte fordringer. Det omfatter ikke overførslen af kontrakterne(for
eksempel derivatkontrakter), som indeholder både rettigheder (eller fordringer) og
forpligtelser, eller fornyelse af kontrakter, som indeholder sådanne rettigheder og
forpligtelser. Eftersom dette forslag ikke omfatter overførsel eller fornyelse af kontrakter, vil
handelen med finansielle instrumenter samt clearing og afvikling af disse instrumenter fortsat
være omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse med hensyn til kontraktlige
forpligtelser som fastsat i Rom I-forordningen. Denne lov vælges normalt af kontraktparterne
eller fastsættes i ikke-skønsmæssige regler gældende for finansielle markeder.
Fordringer, der hidrører fra finansielle instrumenter som defineret i MiFID II, for eksempel
fordringer i tilknytning til derivatkontrakter, er vigtige for velfungerende finansielle
markeder. På samme måde som værdipapirer giver handel med finansielle instrumenter såsom
derivater anledning til grænseoverskridende transaktioner i stort omfang. Finansielle
instrumenter såsom derivater er ofte registreret i dematerialiseret form.
Måden, hvorpå eksistensen eller overførslen af finansielle instrumenter såsom derivater
registreres, det være sig elektronisk eller i anden form, er underlagt medlemsstaternes
lovgivning. I nogle medlemsstater registreres visse typer af derivater i dematerialiseret form
og betragtes som værdipapirer, mens dette ikke er tilfældet i andre medlemsstater. Afhængigt
af, om et finansielt instrument som for eksempel en derivatkontrakt i henhold til national lov
registreres i dematerialiseret form og betragtes som et værdipapir, vil myndigheden eller
domstolen, der behandler en tvist om ejendomsretten til det finansielle instrument eller den
fordring, der hidrører fra dette finansielle instrument, anvende lovvalgsreglen med hensyn til
de formueretlige virkninger af overførslen af dematerialiserede værdipapirer eller
lovvalgsreglen med hensyn til de formueretlige virkninger af overdragelsen af fordringer.
Dette forslag vedrører lovvalgsregler med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af "traditionelle fordringer", "finansielle fordringer" (det vil sige fordringer, der
hidrører fra finansielle instrumenter, som for eksempel derivater, der ikke er registreret i
dematerialiseret form og ikke betragtes som værdipapirer i henhold til national lov) og
"kontanter krediteret et kreditinstitut", der alle betegnes som "fordringer".
17
Finansielle instrumenter er opført i afsnit C i bilag I i MiFID II (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv
2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).
DA 8 DA
Tredjepartsvirkninger af transaktioner i finansielle instrumenter, som for eksempel derivater, i
dematerialiseret form, der betragtes som værdipapirer i henhold til national ret, er underlagt
lovvalgsreglerne med hensyn til de formueretlige virkninger af transaktioner i
dematerialiserede værdipapirer og instrumenter, hvis eksistens eller overførsel forudsætter
optagelse i et register, på en konto eller i en værdipapircentral, jf. navnlig direktiverne om
finansiel sikkerhedsstillelse, om endelig afregning og om likvidation. Anvendelsesområdet for
lovvalgsreglerne i dette forslag og anvendelsesområdet for lovvalgsreglerne i disse tre
direktiver overlapper ikke hinanden, da forslaget vedrører fordringer og direktiverne finder
anvendelse på værdipapirer i dematerialiseret form og instrumenter, hvis eksistens eller
overførsel forudsætter optagelse i et register, på en konto eller i en værdipapircentral18
. De tre
direktiver er præciseret i meddelelsen om, hvilken lovgivning der finder anvendelse med
hensyn til de formueretlige virkninger af transaktioner i værdipapirer, som er vedtaget i dag.
Hvad er overdragelse af en fordring?
Ved overdragelse af en fordring overfører en kreditor ("overdrageren") sine rettigheder til en
fordring på en debitor til en anden person ("erhververen").
Klarhed over, hvem der ejer en fordring efter dens grænseoverskridende overdragelse, er
relevant for deltagerne på de finansielle markeder og realøkonomien. Dette skyldes, at
overdragelse af fordringer ofte benyttes af virksomheder som en mekanisme til at skaffe
likviditet eller adgang til kredit.
I forbindelse med eksempelvis factoring sælger en virksomhed (overdrager) sine fordringer til
en rabatpris til et factoringselskab (erhverver), ofte en bank, til gengæld for øjeblikkelig
18
Se artikel 9, stk. 1 og 2, i direktivet om finansiel sikkerhedsstillelse, artikel 9, stk. 2, i direktivet om
endelig afregning samt artikel 24 i direktivet om likvidation. Mens direktiverne om finansiel
sikkerhedsstillelse og om endelig afregning vedrører værdipapirer i dematerialiseret form, vedrører
direktivet om likvidation instrumenter, hvis eksistens eller overførsel forudsætter optagelse i et register,
på en konto eller i en værdipapircentral.
DA 9 DA
rådighed over kontanter. Den største gruppe af brugere, der benytter factoring, er SMV'er (87
%)19
.
Overdragelse af fordringer benyttes også af forbrugere, virksomheder og banker til at opnå
adgang til kredit, for eksempel i forbindelse med sikkerhedsstillelse. I sikkerhedsstillelse kan
fordringer som f.eks. kontanter krediteret en bankkonto eller gældsfordringer (dvs. banklån)
benyttes som finansiel sikkerhedsstillelse for en låneaftale (f.eks. kan en forbruger bruge
kontanter, der er krediteret en bankkonto, som sikkerhedsstillelse for at opnå kredit, og en
bank kan bruge et lån som sikkerhedsstillelse for at opnå kredit).
Endelig benyttes overdragelse af fordringer også af virksomheder og banker til at låne penge
fra kapitalmarkederne gennem overdragelse af flere fordringer af samme type til en SPV og
den efterfølgende securitisering af sådanne fordringer til værdipapirer (for eksempel
obligationer).
De interessenter, der berøres direkte af de juridiske risici ved grænseoverskridende
transaktioner i fordringer, er låntagere (privatkunder og virksomheder, herunder SMV'er,
finansieringsinstitutter (for eksempel banker, der beskæftiger sig med udlån, factoring,
sikkerhedsstillelse og securitisering), finansielle formidlere, som handler med fordringer og
endelige investorer (fonde, private investorer).
Udvikling af lovvalgsregler med hensyn til overdragelse af fordringer
Med den stigende sammenkobling af nationale markeder indebærer overdragelse af fordringer
ofte et grænseoverskridende element (hvor for eksempel overdrager og erhverver eller
erhverver og debitor er placeret i forskellige lande). Overdragelsen kan derfor være underlagt
lovgivningen i flere lande. Lovvalgsregler fastsat på unions- eller medlemsstatsplan skal
afgøre, hvilken national lovgivning der finder anvendelse med hensyn til de forskellige
elementer i grænseoverskridende overdragelse af fordringer.
Lovvalgsregler med hensyn til grænseoverskridende overdragelse af fordringer vedrører to
elementer: 1) det kontraktlige element, der henviser til parternes gensidige forpligtelser, og 2)
det formueretlige element, der henviser til overførslen af ejendomsretten til fordringen, og
som derfor kan berøre tredjepart.
Ved Rom I-forordningen om lovvalgsregler med hensyn til kontraktlige forpligtelser
harmoniseredes lovvalgsreglerne på unionsplan med hensyn til de kontraktlige elementer i
forbindelse med overdragelsen af fordringer. Forordningen indeholder således ensartede
lovvalgsregler med hensyn til i) forholdet mellem parterne i overdragelsesaftalen – overdrager
og erhverver20
– og ii) forholdet mellem erhverver og debitor21
. Lovvalgsreglerne i Rom I-
forordningen gælder også for holdet mellem den oprindelige kreditor (overdrager) og
debitor22
.
Derimod findes der ingen lovvalgsregler på unionsplan med hensyn til de formueretlige
elementer i overdragelsen af fordringer. De formueretlige elementer eller virkningerne for
tredjepart af overdragelsen af fordringer henviser generelt til, hvem der har ejendomsretten til
19
Factoring og kommerciel finansiering: Hvidbog fra EU's Federation for the Factoring and Commercial
Finance Industry (EUF), s. 20.
20
Rom I-forordningens artikel 14, stk. 1.
21
Rom I-forordningens artikel 14, stk. 2.
22
Rom I-forordningens artikel 2 og 3.
DA 10 DA
en fordring, og navnlig til: i) hvilke krav erhververen skal opfylde for at sikre sig erhvervelsen
af den juridiske ejendomsret til fordringer efter overdragelsen (for eksempel registrering af
fordringen i et offentligt register, skriftlig underretning om overdragelsen til debitor), og ii)
hvordan konflikter vedrørende fortrinsretten til en fordring skal løses — det vil sige konflikter
mellem flere konkurrerende fordringshavere om, hvem ejedomsretten til fordringen tilfalder
efter en grænseoverskridende overdragelse (for eksempel mellem to erhververe, hvis samme
fordring er blevet overdraget to gange, eller mellem en erhverver og en af overdragers
kreditorer).
Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse med hensyn til virkningerne
for tredjepart af overdragelsen af fordringer, blev første gang behandlet, da Rom-
konventionen af 1980 blev omdannet til Rom I-forordningen23
, og derefter under de
lovgivningsmæssige forhandlinger, der førte til vedtagelsen af Rom I-forordningen.
Kommissionens forslag til Rom I-forordningen valgte den lov, der gælder for overdragers
sædvanlige opholdssted, som den lov, der skulle finde anvendelse med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer24
. På grund af spørgsmålets iboende
kompleksitet og mangel på tid til at behandle det så detaljeret som nødvendigt25
kom
forordningen i den sidste ende ikke til at omfatte nogen lovvalgsregel med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer.
Artikel 27, stk. 2, i Rom I-forordningen anerkendte dog betydningen af dette uløste spørgsmål
ved at pålægge Kommissionen at fremlægge en rapport om spørgsmålet vedrørende
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, om nødvendigt ledsaget af et
forslag til ændring af forordningen26
. Til dette formål bestilte Kommissionen en ekstern
undersøgelse27
og vedtog i 2016 en rapport om mulige tilgange til spørgsmålet28
. I sin rapport
bemærker Kommissionen, at såvel manglen på ensartede lovvalgsregler, der fastlægger,
hvilken lov der gælder med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af en
fordring, som spørgsmålet om fortrinsret mellem konkurrerende fordringshavere
underminerer retssikkerheden, skaber praktiske problemer og medfører øgede
sagsomkostninger29
.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Dette forslag er i overensstemmelse med betingelserne i Rom I-forordningens artikel 27, stk.
2, der pålægger Kommissionen at forelægge en rapport og om nødvendigt et forslag
vedrørende virkningerne af en overdragelse af en fordring for tredjepart og erhververs
fortrinsret over for en anden person. Forslaget harmoniserer lovvalgsreglerne om disse
23
Spørgsmål 18 i Grønbogen om omdannelse af Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal
anvendes på kontraktlige forpligtelser, til en fællesskabsretsakt med opdatering af dens bestemmelser,
COM(2002) 654 final, s. 39–41.
24
Artikel 13, stk. 3, i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (COM(2005) 650 final).
25
Jf. artikel 13, stk. 3, i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (COM(2005) 650 final) og artikel 14 i Rome I-forordningen.
26
Rom I-forordningens artikel 27, stk. 2.
27
British Institute of International and Comparative Law (BIICL), Study on the question of effectiveness
of an assignment or subrogation of a claim against third parties and the priority of the assigned or
subrogated claim over a right of another person, 2011 (‘BIICL Studyʼ).
28
Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg om effektiviteten af en overdragelse eller subrogation af en fordring over for tredjepart og den
fortrinsret, som den af overdragelsen eller subrogationen omfattede fordring har i forhold til en anden
persons rettighed (COM(2016) 626 final) ("Rapport fra Kommissionen").
29
Rapport fra Kommissionen, s. 12.
DA 11 DA
spørgsmål samt anvendelsesområdet for den gældende lov, det vil sige de spørgsmål, der bør
være omfattet af den nationale ret, der i henhold til forslaget finder anvendelse.
Forslaget er i overensstemmelse med de eksisterende EU-instrumenter vedrørende lovvalg i
civil- og handelsretlige sager, navnlig med Rom I-forordningen for så vidt angår fordringer,
der er omfattet af anvendelsesområdet for de to instrumenter.
Forslaget er ligeledes i overensstemmelse med insolvensforordningen30
hvad angår
tilknytningskriteriet, som fastsætter den lov, der finder anvendelse med hensyn til
insolvensbehandling. Den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, der i
forslaget er valgt som den lov, der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for
tredjepart af overdragelsen af fordringer, er sammenfaldende med den lov, der finder
anvendelse med hensyn til overdragers insolvens, da hovedinsolvensbehandlingen i henhold
til insolvensforordningen skal indledes i den medlemsstat, hvor centrum for skyldnerens
hovedinteresser befinder sig. De fleste spørgsmål vedrørende virkningerne af overdragers
overdragelse af fordringer opstår i tilfælde af overdragers insolvens. Overdragers bo under
insolvensbehandling vil variere, alt efter om den juridiske ejendomsret til overdragne
fordringer er blevet overført til erhverver og overdragers overdragelse af fordringer dermed
kan anses for at have virkning for tredjepart (for eksempel overdragers kreditorer). Ved at
lade spørgsmål om fortrinsret til og virkningerne af overdragelsen af fordringer over for
tredjepart, som for eksempel overdragers kreditorer, være omfattet af samme lovgivning som
den, der regulerer overdragers insolvens, sigtes der mod at fremme løsningen af overdragers
insolvens.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Formålet med initiativet er i tråd med EU's politikker vedrørende regulering af de finansielle
markeder.
For at lette grænseoverskridende vurderinger lægger handlingsplanen for etablering af en
kapitalmarkedsunion op til en målrettet indsats vedrørende regler om ejendomsretten til
værdipapirer og virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer. Handlingsplanen
slår endvidere fast, at Kommissionen bør foreslå et lovgivningsinitiativ, som med juridisk
sikkerhed fastslår, hvilken national lovgivning der bør finde anvendelse med hensyn til
ejendomsretten til værdipapirer og virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer.
Ved at reducere retsusikkerheden, der kan afskrække grænseoverskridende overdragelser af
fordringer eller medføre øgede omkostninger for disse transaktioner, vil dette forslag bidrage
til målsætningen om at fremme grænseoverskridende investeringer. Forslaget er helt i tråd
med målsætningen om investorbeskyttelse, der er fastlagt i en række EU-forordninger
vedrørende de finansielle markeder, idet det reducerer de tab, der kan opstå, når
markedsdeltagerne ikke kender den juridiske risiko, der hidrører fra den manglende
retssikkerhed. Endelig vil forslaget gennem en harmonisering af lovvalgsreglerne med hensyn
til virkningen af en overdragelse af en fordring for tredjepart skabe retssikkerhed for parterne
involverede i factoring, sikkerhedsstillelse og securitisering og dermed lette adgangen til
billigere finansiering for SMV'er og forbrugere.
I overensstemmelse med handlingsplanen for etablering af en kapitalmarkedsunion suppleres
dette forslag om fordringer af et ikke-lovgivningsmæssigt initiativ om, hvilken lovgivning der
finder anvendelse med hensyn til de formueretlige virkninger af transaktioner i værdipapirer. I
30
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling
(EUT L 141 af 5.6.2015, s. 19).
DA 12 DA
øjeblikket er lovvalgsreglerne med hensyn til de formueretlige virkninger af
grænseoverskridende transaktioner i værdipapirer fastsat i direktiverne om finansiel
sikkerhedsstillelse, om endelig afregning og om likvidation. Som antydet overlapper
anvendelsesområdet for lovvalgsreglerne i dette forslag og anvendelsesområdet for
lovvalgsreglerne i disse tre direktiver ikke hinanden, da forslaget vedrører fordringer og
direktiverne finder anvendelse på værdipapirer i dematerialiseret form og instrumenter, hvis
eksistens eller overførsel forudsætter optagelse i et register, på en konto eller i en
værdipapircentral31
.
Selv om ensartede lovvalgsregler er blevet vedtaget for værdipapirer i de tre ovennævnte
direktiver, har disse regler ikke samme ordlyd og fortolkes og anvendes forskelligt i
medlemsstaterne.
Konsekvensanalysen, der er udført både med hensyn til fordringer og værdipapirer, viste, at
den fuldstændige mangel på fælles lovvalgsregler med hensyn til de formueretlige virkninger
af overdragelse af fordringer er en af de faktorer, der medvirker til, at overdragelse af
fordringer fortrinsvis sker på national og ikke på grænseoverskridende basis. Derimod synes
den resterende retsusikkerhed i forbindelse med transaktioner i værdipapirer, som skyldes
forskellige fortolkninger af de eksisterende direktiver, ikke at udgøre en hindring for
udviklingen af omfattende grænseoverskridende markeder. Dette, sammen med meget
beskedne håndgribelige dokumentation for materielle risici hvad angår værdipapirer,
understøttede valget af et ikke-lovgivningsmæssigt initiativ som den foretrukne løsning for
værdipapirer.
Kort sagt er den største forskel mellem fordrings- og værdipapirområdet, at der med hensyn til
de formueretlige virkninger af overdragelse af fordringer er en fuldstændig mangel på
lovvalgsregler på EU-plan, hvilket betyder, at der er behov for en lovgivningsmæssig
foranstaltning til afhjælpning af de juridiske risici ved grænseoverskridende overdragelser af
fordringer, mens det med hensyn til de formueretlige virkninger af transaktioner i
værdipapirer gælder, at de tre direktiver allerede indeholder lovvalgsregler, som, selv om
disse ikke er ensartet formuleret, kun kræver vedtagelse af soft law-foranstaltninger.
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Retsgrundlaget for forslaget er artikel 81, stk. 2, litra c) i TEUF, der som led i det retlige
samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger specifikt giver
Parlamentet og Rådet beføjelse at vedtage foranstaltninger med henblik på sikre "forenelighed
mellem medlemsstaternes regler om lovvalg (...)."
Som konsekvens af anvendelsen af protokol nr. 22 til TEUF er juridiske foranstaltninger
inden for området frihed, sikkerhed og retfærdighed, herunder lovvalgsregler, ikke bindende
for og finder ikke anvendelse i Danmark. Som konsekvens af anvendelsen af protokol nr. 21
til TEUF er sådanne foranstaltninger heller ikke bindende for Det Forenede Kongerige og
31
Se artikel 9, stk. 1 og 2, i direktivet om finansiel sikkerhedsstillelse, artikel 9, stk. 2, i direktivet om
endelig afregning samt artikel 24 i direktivet om likvidation. Mens direktivet om finansiel
sikkerhedsstillelse og direktivet om endelig afregning vedrører værdipapirer i dematerialiseret form,
vedrører direktivet om likvidation instrumenter, hvis eksistens eller overførsel forudsætter optagelse i et
register, på en konto eller i en værdipapircentral.
DA 13 DA
Irland. Dog kan disse medlemsstater efter fremlæggelsen af forslag inden for dette område
meddele deres ønske om at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af foranstaltningen og, når
foranstaltningen er blevet vedtaget, meddele deres ønske om at acceptere foranstaltningen.
• Nærhedsprincippet
Den nuværende retsusikkerhed og den hermed forbundne juridiske risiko skyldes
medlemsstaternes divergerende materielle regler for virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer. Medlemsstaterne kan ikke enkeltvis fjerne den juridiske risiko og
hindringerne for grænseoverskridende overdragelse af fordringer på tilfredsstillende vis, da
nationale regler og procedurer skal være ens eller i det mindste kompatible for at virke i en
grænseoverskridende situation. En indsats på EU-plan er nødvendig for at sikre, at samme lov
finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer
overalt i Unionen, uanset hvilken medlemsstats domstole eller myndigheder der træffer
afgørelse i en tvist om ejendomsretten til en overdraget fordring.
• Proportionalitetsprincippet
I øjeblikket har hver medlemsstat i) sine egne materielle regler for virkningerne for tredjepart
af overdragelsen af fordringer og ii) sine egne lovvalgsregler, der bestemmer, hvilken national
materiel lov der regulerer sådanne virkninger for tredjepart. Både de materielle regler og
lovvalgsreglerne er forskellige i medlemsstaterne og i nogle tilfælde er lovvalgsreglerne
uklare eller ikke fastsat ved lov. Disse forskelle skaber retsusikkerhed, hvilket medfører en
juridisk risiko, da de materielle bestemmelser i de forskellige lande potentielt kan finde
anvendelse på samme grænseoverskridende overdragelse.
Med henblik på at skabe retssikkerhed kunne EU foreslå at i) harmonisere de materielle regler
for virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer i alle medlemsstater eller ii)
harmonisere lovvalgsreglerne, der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for
tredjepart af overdragelsen af fordringer. Den foreslåede løsning er at øge retssikkerheden
gennem harmonisering af lovvalgsreglerne. Dette er en mere rimelig løsning i
overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, da det ikke indvirker på nationale materielle
bestemmelser og kun gælder for overdragelse af fordringer med et grænseoverskridende
element.
En sådan foranstaltning vedrørende virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer
er egnet til at nå målet om at skabe retssikkerhed og fjerne den juridiske risiko ved
grænseoverskridende overdragelse af fordringer og dermed lette grænseoverskridende
investeringer og skabe adgang til billigere lån og markedsintegration uden at gå videre end til
det, som er nødvendigt for at nå målet.
• Valg af retsakt
Den ønskede ensartethed for lovvalgsregler kan kun opnås gennem en forordning, da kun en
forordning sikrer en fuldstændig konsekvent fortolkning og anvendelse af reglerne. På linje
med tidligere EU-retsakter om lovvalgsregler er det foretrukne instrument derfor en
forordning.
DA 14 DA
3. RESULTATER AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG
KONSEKVENSANALYSE
• Resultater af høringer af interesserede parter og ekspertbistand
Kommissionen har arbejdet aktivt sammen med interessenter og har gennemført omfattende
høringer i løbet af konsekvensanalyseprocessen. Høringsstrategien indeholdt en række
initiativer, som skulle iværksættes af Kommissionen, navnlig en offentlig onlinehøring, to
møder med medlemsstaternes eksperter, ét med eksperter i lovvalgsbestemmelser og et andet
med eksperter i finansielle markeder samt en højstående ekspertgruppe sammensat af
universitetsfolk, repræsentanter for retsvæsenet og erhvervslivet med kompetence i både
lovvalgsregler og finansielle markeder. Høringsstrategien omfattede også en undersøgelse
bestilt af Kommissionen og gennemført af British Institute of International and Comparative
Law (BIICL) vedrørende virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer og
konflikter vedrørende fortrinsret mellem konkurrerende fordringshavere. Den indledende
konsekvensanalyse, som blev offentliggjort den 28. februar 2017, modtog ikke feedback fra
interessenter.
Den af Kommissionen bestilte undersøgelse viste, at de love, der hyppigst anvendes i dag til
løsning af konflikter vedrørende virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, er
den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted (for eksempel i Belgien, Frankrig
og Luxembourg i forbindelse med securitisering), den lov, der gælder for overdragelse af
fordringer (for eksempel Spanien og Polen), og den lov, der gælder for overdragelsesaftaler
(for eksempel i Nederlandene).
Den offentlige onlinehøring startede den 7. april 2017 og sluttede den 30. juni 2017, hvilket
opfylder standarden på mindst 12 uger for Kommissionens offentlige høringer. Formålet med
den offentlige høring var at modtage input fra alle berørte interessenter, navnlig dem, der er
involveret i factoring, securitisering, sikkerhedsstillelse og handel med finansielle
instrumenter samt repræsentanter for retsvæsenet og eksperter i lovvalgsregler med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer.
Kommissionen modtog 39 svar på den offentlige høring. Blandt respondenterne var 5
regeringer, 15 brancheforeninger, 4 virksomheder, 2 advokatfirmaer, 2 tænketanke og 5
privatpersoner. Fra finanssektoren var bankinteresser, fondsforvaltere, regulerede markeder,
centrale modparter, værdipapircentraler, udstedere af værdipapirer og investorer
repræsenteret. Der blev ikke modtaget svar fra forbrugerorganisationerne.
For så vidt angår den geografiske dækning kom svarende fra forskellige medlemsstater: 13
svar kom fra interessenter i Det Forenede Kongerige, 9 svar fra Frankrig og Belgien, 3 svar
fra Tyskland og Nederlandene, 2 svar fra Spanien, 1 svar fra Finland, 1 svar fra Tjekkiet og 1
svar fra Sverige.
Generelt blev interessenterne spurgt om, hvorvidt de i de foregående fem år havde oplevet
vanskeligheder i forbindelse med at sikre virkningerne af grænseoverskridende overdragelser
af fordringer over for andre tredjeparter end debitor. Mere end to tredjedele af interessenterne
svarende, at de var stødt på vanskeligheder. Af de interessenter, der besvarende spørgsmålet
om, hvorvidt Unionens indsats vil bidrage positivt til at løse vanskelighederne, svarede 59 %
positivt og 22 % negativt.
Interessenterne blev bedt om at angive deres præferencer i tre separate spørgsmål med hensyn
til den lov, som burde vælges i et EU-lovgivningsinitiativ. Af de interessenter, som besvarede
DA 15 DA
alle tre spørgsmål, foretrak 57 % den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted,
43 % foretrak den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, og 30 % foretrak den lov,
der gælder for overdragelsesaftaler. Nogle respondenter baserede deres svar på de
lovvalgsregler, der er gældende i deres egen medlemsstat, mens andre baserede deres svar på
den loven, som de anvender i deres nuværende praksis.
Som argument for valget af den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted,
fremførte interessenterne, at denne lov nemt kan bestemmes, vil give større retssikkerhed og
mere end nogen anden løsning respektere den økonomiske logik i vigtig handelspraksis.
Interessenterne, som foretrak den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, svarede, at
denne lov ville respektere princippet om parternes autonomi og potentielt medføre lavere
transaktionsomkostninger.
• Konsekvensanalyse
Der analyseres følgende løsninger i konsekvensanalysen:
 Løsning 1: Den lov, der gælder for overdragelsesaftaler
I medfør af dette tilknytningskriterium vil den lov, der gælder for overdragelsesaftalen
mellem overdrager og erhverver, også finde anvendelse med hensyn til virkningerne af
overdragelsen af fordringer. Overdrager og erhverver kan vælge, hvilken lovgivning der skal
gælde for deres overdragelsesaftale.
 Løsning 2: Den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted
I medfør af dette tilknytningskriterium vil virkningerne af overdragelsen af fordringer for
tredjepart være reguleret af loven i det land, hvor overdrager har sit sædvanlige opholdssted.
 Løsning 3: Den lov, der gælder for overdragelse af fordringer
Under denne forbindelsesfaktor vil virkningen af en overdragelse af en fordring for tredjepart
være reguleret af den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, dvs. kreditten i den
oprindelige kontrakt mellem kreditor og debitor, som efterfølgende er overdraget af kreditor
(overdrager) til en ny kreditor (erhverver). Parterne i den oprindelige kontrakt kan vælge,
hvilken lov, der skal gælde for den kontrakt der omfatter den fordring, som efterfølgende er
blevet overdraget.
 Løsning 4: En kombineret tilgang, som omfatter den lov, der gælder for overdragers
sædvanlige opholdssted, og den lov, der gælder for overdragelse af fordringer
Under denne kombinerede tilgang anvendes den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted, som en generel regel og den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, på
visse undtagelser, nemlig i) overdragelse af kontanter krediteret en konto i et pengeinstitut
(for eksempel en bank, hvor forbrugeren er kreditor og pengeinstituttet er debitor) og ii)
overdragelse af fordringer, som hidrører fra finansielle instrumenter. Denne kombinerede
tilgang giver også overdrager og erhverver mulighed for at vælge den lov, der gælder for
overdragelse af fordringer, som den, der finder anvendelse med hensyn til virkningerne af
overdragelser i en securitiseringssammenhæng. Muligheden for parterne i en securitisering for
at vælge den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, som den, der finder
anvendelse, eller den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, sigter mod at tilfredsstille
behovene hos såvel større som mindre securitiseringsoperatører.
DA 16 DA
 Løsning 5: En kombineret tilgang bestående af den lov, der gælder for overdragelse af
fordringer, og den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted
I denne kombinerede tilgang anvendes den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, som
generel regel og, som undtagelse, den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted,
på overdragelsen af flere og fremtidige fordringer. Under denne tilgang vil virkningerne for
tredjepart af en ikke-finansiel virksomheds (for eksempel en SMV's) overdragelse af
tilgodehavender fra salg i forbindelse med factoring fortsat være underlagt den lov, der gælder
for overdragers sædvanlige opholdssted. Virkningerne for tredjepart af en finansiel
virksomheds overdragelse af flere fordringer (for eksempel en bank) i forbindelse med
securitisering vil også være underlagt den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted.
Dette forslag er baseret på løsning 4, hvor den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted, vælges som en generel regel, men med visse overdragelser, som undtagelse,
underlagt den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, og med mulighed for lovvalg for
securitisering. Da forslaget ikke omhandler kontraktparternes indbyrdes forhold men
tredjeparts rettigheder, vil anvendelse af den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted, som generel regel være det mest passende valg, fordi:
- det er den eneste lov, der kan forudsiges og nemt kan findes af en tredjepart, der er
berørt af overdragelsen, for eksempel overdragers kreditorer. I modsætning hertil kan den lov,
der gælder for overdragelse af fordringer, og loven, der regulerer overdragelsesaftalen, ikke
forudsiges af tredjeparter, da sådanne love i de fleste tilfælde vælges af kontraktens parter
- i tilfælde af overdragelse af mange fordringer på én gang er det den eneste lov, der
imødekommer behovene hos factoringvirksomheder og mindre securitiseringsoperatører, der
ikke altid er udstyret til at kontrollere kravene til ejendomsret i henhold til de forskellige
landes lovgivning, der regulerer de mange fordringer, der er overdraget på én gang
- det er den eneste lov, der gør det muligt at bestemme den lov, der finder anvendelse,
når fremtidige fordringer overdrages, en almindelig praksis inden for factoring
- det er den eneste lov, der er i overensstemmelse med gældende EU-ret om insolvens,
dvs. insolvensforordningen. Anvendelsen af samme lov med hensyn til virkningerne for
tredjepart af overdragelsen af fordringer og af insolvens gør løsning af overdragers insolvens
nemmere32
- det er den eneste lov, der er i overensstemmelse med den internationale løsning
nedfældet i De Forenede Nationers 2001-konvention om overdragelse af fordringer inden for
international handel. Dette kan skabe synergier og spare omkostninger til juridisk due
diligence og søgsmål for markedsdeltagere, der opererer globalt.
Hertil kommer, at selv om parterne for øjeblikket vælger at anvende den lov, der gælder for
overdragelse af fordringer, med hensyn til virkningen for tredjepart af deres
grænseoverskridende overdragelse, så inddrager de oftest også den lov, der gælder for
overdragers sædvanlige opholdssted, for at sikre, at overdragelse af den juridiske ejendomsret
til fordringerne ikke vil blive tilsidesat af ufravigelige regler i det land, hvor overdrageren har
32
For eksempel fastslår sammenslutningen af franske banker, FBF, i sit svar i den offentlige høring, at
franske banker som en del af due diligence typisk kontrollerer loven, der gælder for overdragers
insolvens.
DA 17 DA
sit sædvanlige opholdssted, navnlig reglerne om krav til offentliggørelse såsom
registreringspligt for overdragelse af fordringer i et offentligt register, som gør ejendomsretten
kendt og giver den virkning over for tredjepart33
.
På den anden side giver denne kombinerede løsning grundlag for en undtagelse fra den lov,
der gælder for overdragelse af fordringer for specifikke overdragelser, nemlig overdragelser,
der vedrører kontanter krediteret en konto i et kreditinstitut, og fordringer, der hidrører fra
finansielle instrumenter. Dette imødekommer markedsdeltagernes behov på disse særlige
områder. Den kombinerede løsning sikrer yderligere fleksibilitet ved at fastsætte, at
overdrager og erhverver ved overdragelsen af fordringer i en securitisering har mulighed for
at vælge den lov, der skal finde anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen, og dermed lette både store og mindre operatørers adgang til at deltage i
grænseoverskridende securitiseringer.
En fælles konsekvensanalyserapport, der omfatter både den lov, der finder anvendelse med
hensyn til ejendomsretten til værdipapirer, og den lov, der finder anvendelse med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, blev forelagt Udvalget for
Forskriftskontrol den 8. november 2017. Udvalget for Forskriftskontrol udtalte sig negativt
om konsekvensanalysen og fremsatte en række fælles henstillinger til forbedringer. Men
hensyn til fordringer anmodede Udvalget for Forskriftskontrol om mere detaljerede
oplysninger vedrørende de løsninger, som var under overvejelse, for så vidt angår den lov, der
finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer.
Konsekvensanalysen blev revideret og igen forelagt Udvalget for Forskriftskontrol den 18.
januar 2018. Den 1. februar 2018 fremsatte Udvalget for Forskriftskontrol en positiv udtalelse
med forbehold. Med hensyn til fordringer anbefalede Udvalget for Forskriftskontrol at der
blev fremlagt flere oplysninger om de engangsomkostninger, som nogle af markedsdeltagerne
ville blive pålagt som følge af indførelsen af ensartede lovvalgsregler. Forbedringsforslagene
blev medtaget i konsekvensanalysen i det omfang, det var muligt.
• Grundlæggende rettigheder
Målene for dette initiativ understøtter fuldt ud ejendomsretten, som er fastsat i artikel 17 i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder34
. Ved at præcisere hvilken lov,
der finder anvendelse på de formueretlige virkninger af overdragelsen af fordringer, bidrager
dette forslag til opretholdelse af ejendomsretten, da det mindsker risikoen for, at investorers
eller sikkerhedsstilleres ejendomsret til fordringer kan støde på hindringer.
Ved at nedbringe antallet af fall-outs og finansielle tab på grund af manglen på ensartede
bestemmelser om hvilken lov, der finder anvendelse med hensyn til de formueretlige
virkninger af overdragelsen af fordringer, vil dette forslag have en positiv indvirkning på det
frie initiativ som fastsat i chartrets artikel 16 i.
Ved at harmonisere lovvalgsreglerne med hensyn til de formueretslige virkninger af
overdragelsen af fordringer afskrækker dette forslag shopping, da enhver medlemsstats
domstol eller myndighed, der behandler en tvist, vil lægge samme nationale materielle regler
33
Sammenslutningen af tyske banker fastslår for eksempel i sit svar til i offentlige høring, at det i
forbindelse med securitiseringstransaktioner er nødvendigt, at parterne kontrollerer krav til registrering
eller meddelelse. Finansmarkedssammenslutningen i Europa (AFME) fastslår i sit svar, at parter skal
kontrollere, hvorvidt overdragelsen har virkning i henhold til den lov, som finder anvendelse for
overdrager.
34
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT C 326 af 26.10.2012, s. 391).
DA 18 DA
til grund for sin afgørelse. Dette vil lette adgangen til effektive retsmidler som fastsat i
chartrets artikel 47.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget får ingen konsekvenser for EU's budget.
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Kommissionen vil overvåge effekten af det foreslåede initiativ i form af et spørgeskema sendt
til vigtige interessenter. Spørgeskemaet sigter på at indsamle oplysninger om udviklingen i
antallet af grænseoverskridende ovedragelser, tendenser i omkostningerne til due diligence
som følge af vedtagelsen af ensartede lovvalgsregler samt engangsomkostninger forbundet
med ændringer i den lovpligtige dokumentation. Virkningen af den foreslåede løsning vil
blive evalueret i en rapport fra Kommissionen fem år efter den dato, hvorfra det foreslåede
instrument anvendes.
Overvågningen af virkningerne af vedtagelsen af ensartede lovvalgsregler vil omfatte
områderne af factoring, sikkerhedsstillelse, securitisering og specifikke overdragelser af
kontanter krediteret en konto i et kreditinstitut samt overdragelsen af fordringer, der hidrører
fra finansielle instrumenter såsom derivatkontrakter.
Analysen vil tage højde for, at omfanget af overdragelser, transaktionsomkostninger og arten
af skjulte risici i forbindelse med grænseoverskridende overdragelser af fordringer påvirkes af
en række forskellige økonomiske, juridiske eller lovgivningsmæssige faktorer, der ikke er
relateret til retssikkerhed med hensyn til den lov, der finder anvendelse med hensyn til
virkningerne for tredjepart af sådanne overdragelser.
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Artikel 1: Anvendelsesområde
Ved denne artikel afgrænses anvendelsesområdet for den foreslåede forordning under hensyn
til den gældende EU-lovgivning, navnlig anvendelsesområdet for Rom I-forordningen.
Artikel 1, stk. 2, indeholder en liste over undtagelser fra anvendelsesområdet i den foreslåede
forordning. Disse spørgsmål vil enten være omfattet af eksisterende EU-lovgivning eller af de
nationale lovvalgsregler.
Artikel 2: Definitioner
I denne artikel defineres de grundbegreber, som forslaget til forordning er baseret på, nemlig
"overdragelse", "fordring" og "virkninger for tredjepart". Definitionen af "overdragelse" er i
overensstemmelse med den, som er indeholdt i Rom I-forordningen. Den omhandler alene en
frivillig overførsel af en fordring, herunder kontraktlig subrogation. Den omfatter både rene
overførsler af krav og overførsel af en fordring som sikkerhedsstillelse.
Ved definitionen af "fordring" i den foreslåede forordning kodificeres den almindelige
forståelse af, hvad en fordring er ifølge Rom I-forordningen, nemt et bredt begreb, der
DA 19 DA
refererer til en gæld af enhver art, monetær eller ikke-monetær, enten som følge af en
kontraktlig forpligtelse omfattet af Rom I-forordningen eller en ikke-kontraktlig forpligtelse
omfattet Rom II-forordningen. Definitionen af "virkninger for tredjepart" er bestemt af den
foreslåede forordnings materielle anvendelsesområde.
I artiklen defineres "sædvanligt opholdssted" i overensstemmelse med Rom I-forordningens
artikel 19, stk. 1, dvs. som det sted hvor virksomhederne har deres hovedkontor, og for en
fysisk person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, det sted hvor den
pågældende har sin hovedvirksomhed. Den foreslåede forordning indeholder ikke en
definition af begrebet "sædvanligt opholdssted" svarende til den, som er indeholdt i Rom I-
forordningens artikel 19, stk. 2, dvs. som stedet for en filials placering, på grund af den
usikkerhed, en sådan regel ville skabe, hvis samme fordring blev overdraget af overdragers
centrale ledelse og af ledelsen i en filial i et andet land.
Begrebet "sædvanligt opholdssted" vil generelt være sammenfaldende med centrum for
hovedinteresserne som anvendt i insolvensforordningen.
Artiklen definerer "kreditinstitut" i overensstemmelse med EU-lovgivningen om
kreditinstitutter, "kontanter" er defineret i overensstemmelse med direktivet om finansiel
sikkerhedsstillelse og "finansielt instrument" i overensstemmelse med MiFID II.
Artikel 3: Generel anvendelse
Denne artikel fastsætter den generelle karakter af den foreslåede forordning ved at bestemme,
at den nationale lov, der finder anvendelse i henhold til den foreslåede forordning, kan være
en medlemsstats lov eller loven i et tredjeland.
Artikel 4: Den lovgivning, der finder anvendelse
Denne artikel fastsætter ensartede lovvalgsregler med hensyn til virkningerne af
overdragelsen af fordringer for tredjepart. Artiklen indeholder i stk. 1 indeholder generel regel
baseret på den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, i stk. 2 to undtagelser
baseret på den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, og i stk. 3 en mulighed for
overdrager og erhverver til i forbindelse med securitiseringstransaktioner at vælge den lov,
der gælder for overdragelse af fordringer, som den lov, der finder anvendelse med hensyn til
tredjepartsvirkninger af overdragelsen. Stk. 4 indeholder en regel, der finder anvendelse på
sådanne konflikter vedrørende fortrinsret mellem to erhververe, der følger af anvendelsen af
den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, og den lov, der gælder for
overdragelse af fordringer, med hensyn til virkningerne for tredjepart af to overdragelser af
samme fordring.
Ifølge den generelle regel er den lov, som finder anvendelse med hensyn til
tredjepartsvirkningerne af overdragelsen af fordringer, loven i det land, hvor overdrager har
sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for de faktiske omstændigheder.
Denne artikel behandler også den såkaldte "conflit mobile" i stk. 1, andet afsnit, nemlig det
sjældne forhold hvor overdrager ændrer sit sædvanlig opholdssted mellem to overdragelser af
samme fordring, idet konkurrerende overdragelser i sådanne tilfælde kan være underlagt
forskellige nationale lovgivninger. Reglen om "conflit mobile" bestemmer, at den lov, der
finder anvendelse, er den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted på
tidspunktet, hvor en af de to overdragelser første gang får virkning for tredjepart; med andre
DA 20 DA
ord på det tidspunkt, hvor en af erhververne først opfylder de krav, i medfør af hvilke
overdragelsen får virkning for tredjepart.
Når hver enkelt kreditor, som i tilfældet med et syndikeret lån (et lån der tilbydes af en række
udlånere — benævnt syndikat — til en enkelt låntager til store projekter), ejer en andel af
samme fordring, finder den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted,
anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af en kreditors overdragelse af sin egen
andel af fordringen.
Artiklens stk. 2 fastsætter, at tredjepartsvirkningerne af visse overdragelser er undtaget herfra
og underlagt den lov, der gælder for overdragelse af fordringer. Den lov, der gælder for
overdragelse af fordringer, henviser til den lov, der gælder for den aftale mellem den originale
kreditor/overdrager og debitor, hvorfra fordringen hidrører. Med denne undtagelse fastsættes
der i den foreslåede forordning en lovvalgsregel, der er fleksibel i forhold til behovene hos de
markedsdeltagere, som er involveret i disse specifikke overdragelser. De overdragelser, hvis
tredjepartsvirkninger er reguleret af den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, er: i)
overdragelse af kontanter indbetalt til en konto i et pengeinstitut og ii) overdragelse af
fordringer der hidrører fra finansielle instrumenter.
Den første undtagelse: Hvis en kontohaver (for eksempel en forbruger) indbetaler kontanter
på en konto i et kreditinstitut (for eksempel in bank), findes der en oprindelig kontrakt mellem
kontohaveren (kreditor) og kreditinstituttet (debitor). Kontrolhaver er kreditor for en fordring
på kreditinstituttet, debitor, vedrørende betaling af kontanter krediteret kontoen i
kreditinstituttet. En kontoindehaver ønsker måske at overdrage de kontanter, der er krediteret
kontoen i et kreditinstitut til et andet kreditinstitut som sikkerhed for at opnå kredit. I sådanne
tilfælde vil den lov, der finder anvendelse på ejendomsretten til fordringen, efter at
kontanterne er blevet overdraget som sikkerhedsstillelse, ikke være den lov, der gælder for
overdragers (kontohavers) sædvanlige opholdssted, men den lov, der gælder for overdragelse
af fordringer, dvs. loven, der regulerer aftalen mellem kontohaveren og det første
kreditinstitut, hvorfra fordringen hidrører. Tredjepart, som overdragers kreditorer og
konkurrerende erhververe, opnår bedre forudsigelighed, hvis loven, der finder anvendelse på
tredjepartsvirkninger af overdragelsen af kontanter krediteret en konto i et kreditinstitut, er
loven, der regulerer kontante fordringer. Dette skyldes, at det er en almindelig antagelse, at en
kontohavers fordring på kontanter krediteret en konto i et kreditinstitut reguleres af loven i det
land, hvor pengeinstituttet er beliggende. Loven vælges normalt af kontohaver og
pengeinstitut i aftalen om kontoen.
Den anden undtagelse: Virkningen for tredjepart af overdragelsen af fordringer, der hidrører
fra finansielle instrumenter som f.eks. derivatkontrakter, bør reguleres af den lov, der gælder
for overdragelse af fordringer, dvs. den lov, der regulerer det finansielle instrument såsom
f.eks. derivatkontrakten. En fordring, der hidrører fra et finansielt instrument, kan f.eks. være
et forfaldent beløb efter beregning af slutafregningsbeløbet i en derivatkontrakt. Regulering af
virkningen for tredjepart af overdragelsen af fordringer, som hidrører fra finansielle
instrumenter, af den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, fremfor af den lov, der
gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, er væsentlig for at bevare stabile og
velfungerende finansmarkeder samt forventningerne hos markedsdeltagerne. Disse
opretholdes, da loven, som regulerer det finansielle instrument, hvorfra fordringen hidrører
(f.eks. en derivatkontrakt), er den lov, som er valgt af parterne eller i den lov, som er fastsat i
overensstemmelse med faste regler gældende for finansielle markeder.
DA 21 DA
Artiklens stk. 3 omhandler den lov, der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for
tredjepart af overdragelsen af fordringer i henhold til en securitisering. Securitiseringen sætter
overdrageren, benævnt "engagementsleverende kreditinstitut" (f.eks. en virksomhed eller en
bank) i stand til at refinansiere en række af sine fordringer (f.eks. billeje,
kreditkorttilgodehavender, betalinger på realkreditlån) ved at overdrage dem til en "special
purpose vehicle" (SPV). Herefter udsteder SPV'en (erhververen) værdipapirer på
kapitalmarkedet, f.eks. obligationer, med et provenu, som afspejler provenuet vedrørende
disse fordringer. Efterhånden som der betales af på de underliggende fordringer, vil SPV'en
anvende det modtagne provenu til afbetalinger på investorernes værdipapirer. Securitisering
kan sænke omkostningerne ved finansiering, fordi SPV'en er struktureret på en sådan måde, at
den er beskyttet mod insolvens. For selskaber kan securitisering give adgang til kredit til
lavere omkostninger end banklån. For banker er securitisering en måde til en bedre udnyttelse
af nogle af deres aktiver og frigørelse af kapacitet til yderligere udlån til økonomien.
I øjeblikket anvender store overdragere og erhververe (for eksempel store banker), som er
involveret i securitiseringer, den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen. Dette betyder, at erhververen (SPV'en) skal
opfylde de krav, som er fastsat i den lov, der gælder for overdragelse af fordringer (dvs.
aftalen mellem den oprindelige kreditor/overdrager og debitor), for at sikre ejendomsretten til
de overdragne fordringer. Dette reducerer omkostningerne for operatører, der kan strukturere
deres securitiseringer på en måde, så alle fordringer i samme pakke, som skal overdrages til
SPV'en, er reguleret af loven i samme land. SPV'en skal derefter kun opfylde kravene i
lovgivningen i ét land for at sikre ejendomsretten over pakken med overdragne fordringer. I
betragtning af, at store selskaber ofte foretager securitisering på tværs af grænserne, dvs. med
engagementsleverende kreditinstitutter placeret i forskellige medlemsstater, ville anvendelse
af den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, med hensyn til virkningerne
for tredjepart af overdragelsen af fordringer i disse tilfælde være mere belastende for
erhververen, som ville skulle opfylde kravene i lovgivningen i forskellige lande, det vil sige
lovgivningen i hvert af de respektive lande, hvor et engagementsleverende kreditinstitut er
beliggende.
Derimod har de mindre operatører (for eksempel mindre banker og erhvervsvirksomheder)
oftest brug for at anvende den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, med
hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer i forbindelse med en
securitisering, da kravene, som indgår i pakken, der skal overdrages til en SPV, reguleres af
love i forskellige lande. I sådanne tilfælde kan mindre erhververe ikke anvende den lov, der
gælder for overdragelse af fordringer med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen, da de ikke vil være i stand til at opfylde de krav, der er nødvendige for at
kunne påberåbe sig ejendomsretten til de overdragne fordringer i henhold til hver enkelt af de
love, som regulerer de enkelte fordringer i pakken. I stedet er det nemmere for mindre
erhververe at opfylde kravene under en enkelt lov, nemlig den lov, der gælder for overdragers
sædvanlige opholdssted.
Ved at tillade lovvalg sigter denne artikels stk. 3 kort sagt mod ikke at ændre den nuværende
praksis, der benyttes af store banker, med at anvende den lov, der gælder for overdragelse af
fordringer, med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen i forbindelse med
securitiseringer, hvor de overdragne fordringer alle er underlagt samme lands lovgivning, men
hvor overdragerne (de engagementsleverende kreditinstitutter) er beliggende i forskellige
medlemsstater. Samtidig sigter stk. 3 mod at gøre det muligt for mindre banker og
erhvervsvirksomheder at komme ind på eller styrke deres position på securitiseringsmarkedet
DA 22 DA
ved at gøre det muligt for dem at erhverve flere fordringer, som er reguleret af lovgivningen i
forskellige lande.
I alle tilfælde sætter fleksibiliteten i stk. 3 securitiseringsoperatører i stand til for hver enkelt
securitisering enten at vælge den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, eller fortsat
anvende den generelle regel baseret på den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted, afhængigt af securitiseringens struktur, navnlig af hvorvidt de overdragne
fordringer er underlagt lovgivningen i et eller flere lande, og hvorvidt der findes et eller flere
engagementsleverende kreditinstitutter, og om de er beliggende i et eller flere lande. I denne
artikels stk. 4 fastsættes en lovvalgsregel med henblik på løsning af konflikter vedrørende
fortrinsret mellem erhververe af samme fordring, når virkningen for tredjepart af
overdragelsen af fordringen er underlagt den lov, der gælder for overdragelse af fordringer,
for så vidt angår en overdragelse, og den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted, for så vidt angår en anden overdragelse. Denne situation kan forekomme
(normalt utilsigtet og ikke i nogen bestemt rækkefølge) i tilfælde, hvor en fordring først er
overdraget i forbindelse med factoring, sikkerhedsstillelse eller en (første) securitisering, hvor
der ikke er sket et lovvalg, og efterfølgende i en (anden) securitisering, hvor parterne har valgt
den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, som den lov, der finder anvendelse med
hensyn til tredjepartsvirkningerne for overdragelsen. Virkningen for tredjepart af
overdragelsen af fordringer i forbindelse med factoring, sikkerhedsstillelse eller en (første)
securitisering, hvor der ikke er sket et lovvalg, vil alle være underlagt den lov, der gælder for
overdragers sædvanlige opholdssted. Modsat vil virkningen for tredjepart af overdragelsen af
fordringer i forbindelse med en (anden) securitisering, hvor parterne har valgt den lov, der
gælder for overdragelse af fordringer, være underlagt den lov, der gælder for overdragelse af
fordringer. Den foreslåede forordning fastsætter en objektiv nøgle med henblik på at afgøre,
hvilken lov der skal finde anvendelse på løsning af konflikter, der vedrører fortrinsretten
blandt erhververe: den lov, som skal finde anvendelse, vil være den lov, der finder anvendelse
med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af de fordringer, som først fik
virkning for tredjepart i henhold til herom gældende lov. Denne regel er i overensstemmelse
med den regel, der gælder for "conflit mobile", jf. denne artikels stk. 1 og er, ligesom denne
regel, baseret på det tidspunkt, hvor overdragelsen af fordringer først fik virkning for
tredjepart, fordi den foreslåede forordning vedrører tredjepartsvirkninger.
Artikel 5: Anvendelsesområdet for den lov, der finder anvendelse
Denne artikel harmoniserer en ikke-udtømmende liste af spørgsmål, der burde være underlagt
de nationale materielle regler i den lov, som finder anvendelse på virkningerne for tredjepart
af overdragelsen af fordringer. Artiklen præciserer derfor begrebet "virkninger for tredjepart"
(eller formueretlige virkninger) af overdragelsen af fordringer. Generelt bestemmer den lov,
der finder anvendelse, hvem der har opnået ejendomsretten til den overdragne fordring.
Navnligt bør den lov, der finder anvendelse, regulere to væsentlige spørgsmål for at afgøre,
om en person har erhvervet ejendomsretten over den overdragne fordring:
i) virkningerne af overdragelsen af fordringen for tredjepart: det vil sige de
forholdsregler, som erhverver skal tage for at kunne håndhæve ejendomsretten til fordringen
over for tredjepart — for eksempel registrering af fordringen hos en offentlig myndighed eller
i et offentligt register eller skriftlig meddelelse til debitor om overdragelsen; og
ii) fortrinsret: det vil sige bestemmelse af, hvis rettigheder der har fortrin i tilfælde af
konflikt mellem konkurrerende erhververe — for eksempel mellem konkurrerende
erhververe, hvis samme fordring er blevet overdraget mere end én gang, eller mellem en
DA 23 DA
erhverver og en anden rettighedshaver, for eksempel en af overdragers kreditorer eller
erhverver i tilfælde af insolvens.
Begrebet "tredjepart" skal forstås som andre tredjeparter end debitor, da alle aspekter
vedrørende debitor i henhold til Rom I-forordningens artikel 14, stk. 2, er reguleret af den lov,
der gælder for overdragelse af fordringer (dvs. den lov der regulerer den oprindelige kontrakt,
hvorfra fordringen hidrører).
De nærmere bestemmelser om rettigheders oprindelse og overførsel af rettigheder kan variere
i de enkelte medlemsstaters lovgivning. Da den foreslåede forordning har universel karakter
og lovgivningen i ethvert land derfor i henhold til denne kan fastsættes som den lov, der
finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer,
sigter den foreslåede forordning mod at dække en bred vifte af mulige konflikter mellem
konkurrerende erhververe vedrørende fortrinsret. Den foreslåede forordning omfatter
konflikter om fortrinsret, som ikke blot hidrører fra overdragelser af fordringer (for eksempel
mellem to erhververe af samme fordring), men også konflikter, som har deres ophav i
juridiske eller funktionelt tilsvarende mekanismer, navnlig overførsel af en kontrakt og
fornyelse af en kontrakt, som kan anvendes til at overdrage en kontrakt og dermed både
rettighederne (fordringen) og forpligtelserne i henhold til denne kontrakt. Den lov, som finder
anvendelse i henhold til den foreslåede forordning, bør derfor både gælde for konflikter om
fortrinsret mellem konkurrerende erhververe og for konflikter vedrørende fortrinsret mellem
en erhverver og en konkurrerende fordringshaver, som er blevet fordringshaver som følge af
overførsel af en kontrakt eller fornyelse af en kontrakt. Det bør understreges, at forslaget ikke
fastlægger, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse for overførsel af kontrakter eller
fornyelse af kontrakter (for eksempel den lov, der gælder for fornyelse af derivatkontrakter),
men kun den lov, der skal finde anvendelse på eventuelle konflikter vedrørende fortrinsret til
en fordring, som først er overdraget og efterfølgende overføres igen (den samme fordring eller
det økonomisk tilsvarende krav) gennem overførsel eller fornyelse af en kontrakt. Hvis den
foreslåede forordning ikke omfattede konflikter om fortrinsret mellem en erhverver og en
fordringshaver, som er blevet fordringshaver som følge af overførsel af en kontrakt eller
fornyelse af en kontrakt, kunne der opstå situationer med retsusikkerhed, hvor både erhverver
og den konkurrerende fordringshaver, som er blevet fordringshaver som følge af overførsel af
en kontrakt eller fornyelse af en kontrakt, ville afkræve debitor betaling, og ingen generelle
lovvalgsregler ville kunne anvendes til løsning af konflikten.
Artikel 6: Overordnede præceptive bestemmelser/artikel 7: Ordre public
Disse artikler bestemmer mulighederne for at vælge domstolslandets lov i stedet for loven, der
er bestemt som gældende i artikel 4. Overordnede præceptive bestemmelser kan f.eks. henvise
til forpligtelsen til at registrerer overdragelsen af fordringer i et offentligt register.
Artikel 8-12: Generelle spørgsmål vedrørende anvendelsen af lovvalgsregler
Disse artikler omhandler generelle spørgsmål vedrørende anvendelsen af lovvalgsregler på
linje med andre unionsinstrumenter om gældende lov, navnlig Rom I-forordningen.
Artikel 10: Forholdet til andre bestemmelser i EU-retten
Denne artikel sigter mod at beskytte anvendelsen af særlige lovvalgsregler med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer i bestemte sager.
DA 24 DA
2018/0044 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om, hvilken lovgivning der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart
af overdragelse af fordringer
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81,
stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg35
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed. Med henblik på gradvis indførelse af et sådant område skal Unionen
vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med
grænseoverskridende virkninger, navnlig når de er nødvendige for et velfungerende
indre marked.
(2) I henhold til traktatens artikel 81 skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger,
der sigter mod at sikre foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende
lovvalgsregler.
(3) På et velfungerende indre marked kræves det for at gøre udfaldet af tvister mere
forudsigeligt og fremme retssikkerheden og den gensidige anerkendelse af
retsafgørelser, at de lovvalgsregler, der er gældende i medlemsstaterne, fastsætter den
samme nationale lov som gældende lov, uanset i hvilket land den domstol, som sagen
anlægges ved, er beliggende.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om
lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) omfatter ikke spørgsmålene om
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer. Artikel 27, stk. 2, i den
pågældende forordning pålagde Kommissionen at forelægge Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om virkningerne
af en overdragelse eller subrogation af en fordring over for tredjepart og den
fortrinsret, som den af overdragelsen eller subrogationen omfattede fordring har i
forhold til en anden persons rettighed, om nødvendigt ledsaget af et forslag om
35
EUT C , , s. .
DA 25 DA
ændring af den pågældende forordning og en vurdering af virkningerne af de
bestemmelser, der skal indføres.
(5) Den 18. februar 2015 vedtog Kommissionen en grønbog om etablering af en
kapitalmarkedsunion36
, som fastslog, at et vigtigt aspekt i udviklingen af et
paneuropæisk marked for securitiseringer og ordninger for finansiel sikkerhedsstillelse
og også af andre aktiviteter, som f.eks. factoring, er at opnå større retssikkerhed i
tilfælde af grænseoverskridende overdragelse af fordringer og prioritering af sådanne
overdragelser, navnlig i tilfælde af f.eks. insolvens.
(6) Den 30. september 2015 vedtog Kommissionen en meddelelse med en handlingsplan
for etablering af en kapitalmarkedsunion37
. I handlingsplanen for etablering af en
kapitalmarkedsunion påpeges det, at forskelle med hensyn til den nationale behandling
af virkningerne for tredjepart af overdragelsen af gældsfordringer gør det vanskeligere
at anvende disse instrumenter som grænseoverskridende sikkerhed, og det
konkluderes, at denne retsusikkerhed er til skade for finansielle transaktioner med
økonomisk rækkevidde såsom securitiseringer. I handlingsplanen for
kapitalmarkedsunionen blev det bebudet, at Kommissionen ville foreslå ensartede
regler, som med juridisk sikkerhed fastslår, hvilken national lovgivning der finder
anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer.
(7) Den 29. juni 2016 vedtog Kommissionen en rapport om egnetheden af artikel 3, stk. 1,
i direktiv 2002/47/EF om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse38
, der fokuserer på,
hvorvidt direktivet fungerer effektivt med hensyn til de formelle handlinger, der
kræves for at stille gældsfordringer som sikkerhed. Rapporten konkluderede, at et
forslag om ensartede regler vedrørende virkningerne for tredjepart af overdragelsen af
fordringer ville gøre det muligt med juridisk sikkerhed at fastslå, hvilken national
lovgivning der skal finde anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer. Dette ville medvirke til at styrke retssikkerheden i tilfælde
af grænseoverskridende mobilisering af gældsfordringer som sikkerhedsstillelse.
(8) Den 29. september 2016 vedtog Kommissionen en rapport om spørgsmålet om
virkningerne af en overdragelse eller subrogation af en fordring over for tredjepart og
den fortrinsret, som den af overdragelsen eller subrogationen omfattede fordring har i
forhold til en anden persons rettighed. Rapporten konkluderede, at ensartede
lovvalgsregler, der regulerer virkningerne af overdragelser for tredjepart samt
spørgsmålene om fortrinsret mellem konkurrerende erhververe eller mellem
erhververe og andre rettighedshavere, ville styrke retssikkerheden og mindske de
praktiske problemer og sagsomkostningerne i forbindelse med de aktuelle forskelle
mellem de forskellige medlemsstaters tilgange.
(9) Denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme
overens med forordning (EF) nr. 864/2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for
kontrakt (Rom II),39
forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler for kontraktlige
forpligtelser (Rom I),40
forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og
om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
36
COM(2015) 63 final.
37
COM(2015) 468 final.
38
COM(2016) 430 final.
39
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for
forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
40
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6).
DA 26 DA
område (omarbejdning)41
og forordning (EU) 848/2015 om insolvensbehandling42
.
Nærværende forordning bør i videst muligt omfang fortolkes på en måde, så
lovgivningshuller mellem disse forordninger undgås.
(10) Denne forordning gennemfører handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen. Den
opfylder kravet i artikel 27, stk. 2, i Rom I-forordningen om, at Kommissionen skal
forelægge en rapport og, hvis det er relevant, et forslag om effektiviteten af en
overdragelse af en fordring over for tredjepart og den fortrinsret, som den af
overdragelsen omfattede fordring har i forhold til en anden persons rettighed.
(11) Der findes på nuværende tidspunkt ikke lovvalgsregler på EU-plan, der regulerer
virkningerne (eller de formueretlige virkninger) af overdragelserne af fordringer for
tredjepart.. Disse lovvalgsregler er fastsat på medlemsstatsplan, men de er
inkonsekvente og ofte uklare. Ved overdragelsen af fordringer på tværs af grænser
fører den manglende konsekvens i de nationale lovvalgsregler til retsusikkerhed med
hensyn til, hvilken lov der finder anvendelse på virkningerne for tredjepart af
overdragelserne. Den manglende retssikkerhed skaber en juridisk risiko i forbindelse
med en grænseoverskridende overdragelse af fordringer, som ikke eksisterer i
forbindelse med indenlandske overdragelser, da der kan gælde forskellige nationale
materielle regler, afhængigt af den medlemsstat, hvis domstole eller myndigheder
behandler en tvist vedrørende ejendomsretten til fordringerne.
(12) Hvis erhververe ikke er klar over den juridiske risiko eller vælger at ignorere den, kan
de opleve uforudsete økonomiske tab. Usikkerhed med hensyn til, hvem der har
ejendomsretten til de fordringer, der er overdraget på tværs af grænsen, kan få
følgevirkninger og forværre og forlænge virkningen af en finansiel krise. Hvis
erhververe beslutter sig for at mindske den juridiske risiko ved at søge specifik
juridisk bistand, vil de pådrage sig højere transaktionsomkostninger, som ikke kræves
for indenlandske overdragelser. Hvis erhververe bliver afskrækket af den juridiske
risiko og vælger at undgå den, må de muligvis give afkald på forretningsmuligheder,
og markedsintegrationen kan blive reduceret.
(13) Denne forordning har til formål at skabe retssikkerhed ved at fastsætte fælles
lovvalgsregler for, hvilken national lovgivning der finder anvendelse med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelser af fordringer.
(14) En fordring giver en kreditor ret til betaling af et pengebeløb eller opfyldelse af en
forpligtelse af debitor. Overdragelsen af en fordring sætter kreditoren (overdrageren) i
stand til at overføre sin ret til at kræve fordringen opfyldt over for en debitor til en
anden person (erhververen). De love, der regulerer kontraktforholdet mellem
kreditoren og debitoren, mellem overdrageren og erhververen og mellem erhververen
og debitoren, fremgår af lovvalgsreglerne i Rom I-forordningen43
.
(15) De lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning, bør regulere de ejendomsretlige
virkninger af overdragelser af fordringer i forholdet mellem alle parter involveret i
overdragelsen (dvs. mellem overdrageren og erhververen og mellem erhververen og
debitoren) samt med hensyn til tredjeparter (f.eks. overdragerens kreditor).
41
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
42
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling
(EUT L 141 af 5.6.2015, s. 19).
43
Navnlig artikel 3, 4 og 14.
DA 27 DA
(16) De fordringer, der er fastsat i denne forordning, er varetilgodehavender, fordringer, der
udspringer af finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU om
markeder for finansielle instrumenter44
, og kontanter, der krediteres en konto i et
kreditinstitut. Finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU omfatter
værdipapirer og derivater, som handles på de finansielle markeder. Værdipapirer er
aktiver, mens derivater er kontrakter, som indeholder både rettigheder (eller
fordringer) og forpligtelser for alle parter i kontrakten.
(17) Denne forordning vedrører virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer.
Den omfatter ikke overdragelse af kontrakter (såsom derivatkontrakter), der både
indeholder rettigheder (eller fordringer) og forpligtelser, eller fornyelse af kontrakter,
der indeholder sådanne rettigheder og forpligtelser. Da denne forordning ikke omfatter
overdragelse eller fornyelse af kontrakter, vil handelen med finansielle instrumenter
samt clearingen og afviklingen af disse instrumenter fortsat blive reguleret af den lov,
der gælder for kontraktmæssige forpligtelser, som er fastsat i Rom I-forordningen.
Denne lov vælges normalt af kontraktparterne eller fastsættes i ikke-skønsmæssige
regler gældende for finansielle markeder.
(18) Sager, der reguleres af direktivet om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse45
,
direktivet om endelig afregning46
, direktivet om likvidation47
og
registerforordningen48
, berøres ikke af denne forordning.
(19) Denne forordning bør finde generel anvendelse: den lov, der skal anvendes i henhold
til denne forordning, bør finde anvendelse, selv om det ikke er en medlemsstats lov.
(20) Forudsigelighed er altafgørende for tredjeparter, der er interesseret i at opnå
ejendomsret til den overdragne fordring. Hvis den lov, der gælder i det land, hvor
overdrageren har sit sædvanlige opholdssted, finder anvendelse hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelser af fordringer, vil det gøre det nemmere for
de pågældende tredjeparter på forhånd at finde ud af, hvilken national lovgivning der
regulerer deres rettigheder. Den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted, bør derfor som regel finde anvendelse med hensyn til virkningerne for
tredjepart af overdragelser af fordringer. Denne regel bør navnlig gælde for
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer ved factoring,
sikkerhedsstillelse og, hvis parterne ikke har valgt den lov, der gælder for overdragelse
af fordringer, securitisering.
(21) Den lov, der som regel vælges til at finde anvendelse med hensyn til virkningerne for
tredjepart af overdragelser af fordringer, bør gøre det muligt at fastslå, hvilken lov der
skal finde anvendelse, hvor fremtidige fordringer overdrages, en almindelig praksis,
hvor flere fordringer overdrages, som f.eks. ved factoring. Anvendelsen af den lov, der
44
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle
instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014,
s. 349).
45
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF af 6. juni 2002 om aftaler om finansiel
sikkerhedsstillelse (EFT L 168 af 27.6.2002, s. 43).
46
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i
betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45).
47
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af
kreditinstitutter (EFT L 125 af 5.5.2001, s. 15).
48
Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 af 2. maj 2013 om oprettelse af et EU-register i henhold
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning
nr. 280/2004/EF og nr. 406/2009/EF, og om ophævelse af Kommissionens forordning (EU) nr.
920/2010 og (EU) nr. 1193/2011 (EUT L 122 af 3.5.2013, s. 1).
DA 28 DA
gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, gør det muligt at fastslå, hvilken lov
der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af
fremtidige fordringer.
(22) Der opstår ofte behov for at fastslå, hvem der har ejendomsret til en overdraget
fordring, når boet under insolvensbehandling opgøres i tilfælde af overdragerens
insolvens. Det er derfor ønskeligt at skabe sammenhæng mellem lovvalgsreglerne i
denne forordning og reglerne i forordning (EU) 2015/848 om insolvensbehandling.
Sammenhæng bør fortrinsvis opnås ved med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer at anvende den lov, der gælder for overdragers sædvanlige
opholdssted, da anvendelsen af overdragerens sædvanlige opholdssted som
tilknytningskriterium er sammenfaldende med centrum for debitors hovedinteresser,
der anvendes som tilknytningskriterium til insolvensformål.
(23) FN-konventionen af 2001 om overdragelse af tilgodehavender i international handel
foreskriver, at en erhververs fortrinsret til det overdragne tilgodehavende i forhold til
den konkurrerende fordringshaver reguleres af loven i det land, hvor overdrageren bor.
Kompatibiliteten mellem EU's lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning, og den
løsning, der er valgt på internationalt plan i konventionen, bør lette internationale
tvistbilæggelser.
(24) Hvis overdrageren ændrer sit sædvanlige opholdssted mellem flere overdragelser af
samme fordring, bør den lov, der finder anvendelse, være den lov, der gælder for
overdragers sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor en af erhververne først gør
giver sin overdragelse virkning over for tredjepart ved at opfylde kravene i den lov,
der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted på det pågældende tidspunkt.
(25) I overensstemmelse med markedspraksis og markedsdeltagernes behov bør
virkningerne for tredjepart af visse overdragelser af fordringer som en undtagelse
reguleres af den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, dvs. den lov der finder
anvendelse på den første kontrakt mellem kreditor og debitor, og som ligger til grund
for fordringen.
(26) Den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, bør regulere virkningerne for
tredjepart af en kontohavers overdragelse af kontanter, der er krediteret en konto i et
kreditinstitut, hvor kontohaveren er kreditor/overdrager, og kreditinstituttet er debitor.
Der gives større forudsigelighed for tredjepart, f.eks. overdragerens kreditorer og
konkurrerende erhververe, hvis den lov, der gælder for overdragelse af fordringer,
finder anvendelse på virkningerne for tredjepart af disse fordringer, da det
almindeligvis formodes, at den fordring, som en kontohaver har vedrørende kontanter,
der krediteres en konto i et kreditinstitut, reguleres af loven i det land, hvor
kreditinstituttet er beliggende (snarere end af den lov, som gælder for
kontohavers/overdragers sædvanlige opholdssted). Loven vælges normalt af
kontohaver og kreditinstitut i kontraktaftalen om kontoen.
(27) Virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, der hidrører fra finansielle
instrumenter, bør også være omfattet af den lov, der gælder for overdragelse af
fordringer, dvs. den lov, der regulerer den kontrakt, der ligger til grund for fordringen
(såsom en derivatkontakt). Det er væsentligt, at virkningerne for tredjepart af
overdragelser af fordringer, der hidrører fra finansielle instrumenter, underlægges den
lov, der gælder for overdragelse af fordringer, frem for den lov, der gælder for
overdragers sædvanlige opholdssted, for at opretholde de finansielle markeders
stabilitet og smidige funktion. Disse opretholdes, da den lov, der regulerer de
finansielle instrumenter, som ligger til grund for fordringen, er den lov, der vælges af
DA 29 DA
partnerne i kontrakten, eller den lov, der er fastsat i overensstemmelse med faste
regler, der gælder for finansielle markeder.
(28) Der bør være fleksibilitet med hensyn til fastsættelse af den lov, der finder anvendelse
med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelser af fordringer i forbindelse
med securitisering for at imødekomme alle, der securitiserer, og smidiggøre
udvidelsen af securitiseringsmarkedet på tværs af grænserne til også at omfatte små
operatører. Den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, bør gælde
som standardregel med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelser af
fordringer i forbindelse med securitisering, og overdrageren (ordregiveren) og
erhververen (enhed med særligt formål) bør være i stand til at vælge, at den lov, der
gælder for overdragelse af fordringer, bør finde anvendelse med hensyn til
virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer. Overdrageren og
erhververen bør være i stand til enten at beslutte, at virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer i forbindelse med en securitisering bør forblive omfattet af
den almindelige regel, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted, eller at
vælge den lov, der gælder for overdragelse af fordringer, afhængigt af transaktionens
struktur og egenskaber, f.eks. antal og sted for ordregivere og antallet af love, der
regulerer de overdragne fordringer.
(29) Der kan opstå konflikter om fortrinsret mellem erhververe af samme fordring, hvis
virkningerne for tredjepart af overdragelsen har været omfattet af den lov, der gælder
for overdragers sædvanlige opholdssted, i én overdragelse og af den lov, der gælder
for overdragelse af fordringer, i en anden overdragelse. I sådanne tilfælde bør den lov,
der finder anvendelse til løsning af konflikten om fortrinsret, være den lov, der finder
anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af den fordring,
som først fik virkning for tredjepart i henhold til herom gældende lov.
(30) Anvendelsesområdet for den nationale lovgivning, der er fastsat i denne forordning
som den lov, der gælder for virkningerne for tredjepart af en overdragelse af
fordringer, bør være ensartet. Den nationale lov, der skal finde anvendelse, bør navnlig
regulere i) virkningerne af overdragelsen i forhold til tredjepart, dvs. de skridt, som
erhververen skal tage for at sikre sig ejendomsretten til den overdragne fordring (f.eks.
registrering af fordringen hos en offentlig myndighed eller et register eller skriftlig
meddelelse til debitor om overdragelsen) og ii) spørgsmål om fortrinsret, dvs.
konflikter mellem flere fordringshavere med hensyn til, hvem der har ejendomsret til
fordringen (f.eks. mellem to erhververe, hvor samme fordring er overdraget to gange,
eller mellem en erhverver og overdragers kreditor).
(31) På grund af denne forordnings generelle karakter kan lovene i lande med andre
juridiske traditioner fastsættes som gældende lovgivning. Hvis den kontrakt, som
danner grundlag for fordringen, overføres, ud over overdragelsen af fordringen, bør
den lov, der fastsættes i denne forordning som den lov, der finder anvendelse med
hensyn til virkningerne for tredjepart af en overdragelse af en fordring, også regulere
en konflikt om fortrinsret mellem erhververen af fordringen og den nye modtager af
samme fordring ud over overførslen af den kontrakt, som danner grundlag for
fordringen. Af samme grund bør den lov, der fastsættes i denne forordning som den
lov, der finder anvendelse med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen
af en fordring, også — hvis fornyelse anvendes som funktionel ækvivalent til
overførsel af kontrakten — finde anvendelse for at løse en konflikt om fortrinsret
mellem en erhverver af en fordring og den nye modtager af den funktionelt tilsvarende
fordring ud over fornyelsen af den kontrakt, som danner grundlag for fordringen.
DA 30 DA
(32) Almene hensyn gør det berettiget, at medlemsstaternes domstole under ekstraordinære
omstændigheder får mulighed for at anvende undtagelser fra de grundlæggende
retsprincipper og tilsidesætte præceptive bestemmelser, idet undtagelserne bør
fortolkes snævert.
(33) Overholdelsen af de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået,
indebærer, at denne forordning ikke berører de internationale konventioner, som en
eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse.
For at gøre reglerne lettere tilgængelige bør Kommissionen på grundlag af oplysninger
fra medlemsstaterne offentliggøre en liste over de relevante konventioner i Den
Europæiske Unions Tidende.
(34) Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender. Denne
forordning tager i særdeleshed sigte på at fremme anvendelsen af chartrets artikel 17
og 47 om henholdsvis ejendomsret og adgang til effektive retsmidler og til en upartisk
domstol.
(35) Da målsætningerne for denne forordning ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af
medlemsstaterne og derfor på grund af forordningens omfang og virkninger bedre kan
nås på EU-plan, kan Unionen træffe foranstaltninger i overensstemmelse med
nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. Den ønskede
ensartethed af lovvalgsreglerne med hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer kan kun opnås gennem vedtagelse af en forordning, idet
kun en forordning sikrer en konsekvent fortolkning og anvendelse af reglerne på
nationalt plan. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel,
går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(36) I medfør af artikel 3 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede
Kongeriges og Irlands stilling, for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og
retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har [Det Forenede Kongerige]
[og] [Irland] meddelt, [at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af den
nuværende forordning] [at de ikke deltager i vedtagelsen af denne forordning, som
ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland].
(37) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som
ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL I
ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Anvendelsesområde
DA 31 DA
1. Denne forordning finder anvendelse på virkningerne for tredjepart af overdragelse af
fordringer på det civil- og handelsretlige område i situationer, hvor der skal foretages et
lovvalg.
Den finder i særdeleshed ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller på
administrative anliggender.
2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:
a) overdragelse af fordringer, der udspringer af familieforhold og af forhold, der ifølge
den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have tilsvarende
virkninger, herunder underholdsforpligtelser
b) overdragelse af fordringer, der udspringer af formueforholdet mellem ægtefæller, af
formueforholdet mellem partnere i forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse
på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs, eller af
testamenter og arv
c) overdragelse af fordringer, der udspringer af veksler, checks og ordregældsbreve
samt af andre omsætningspapirer i det omfang forpligtelserne ifølge sådanne andre
omsætningspapirer udspringer af deres negotiable karakter
d) overdragelse af fordringer, der udspringer af spørgsmål, der er omfattet af reglerne
for selskaber, foreninger og andre juridiske personer såsom spørgsmål om disses
stiftelse ved registrering eller på anden måde, deres handleevne, interne organisation
og opløsning samt om ledelsens eller deltagernes personlige ansvar i denne egenskab
for selskabets, foreningens eller den juridiske persons forpligtelser
e) overdragelse af fordringer, der udspringer af stiftelse af en trust og forholdet mellem
stiftere, trustees og begunstigede
f) overdragelse af fordringer, der udspringer af livsforsikringsaftaler, der hidrører fra
virksomhed udøvet af andre organer end de selskaber, der er nævnt i artikel 2, stk. 1
og 3, i direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II)49
, hvormed formålet er at tildele
lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden
for et selskab eller en gruppe af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig
sektor, ydelser ved dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af
erhvervsevnen eller ved arbejdsrelateret sygdom eller arbejdsulykker.
Artikel 2
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
a) "overdrager": en person, som overfører sin ret til at kræve en fordring opfyldt af en
debitor til en anden person
b) "erhverver": en person, som opnår ret til at kræve en fordring opfyldt af en debitor
fra en anden person
49
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse
af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).
DA 32 DA
c) "overdragelse": en frivillig overførsel af en ret til at kræve en fordring opfyldt af en
debitor. Det omfatter direkte overførsler af fordringer, aftalebestemt subrogation,
overførsler af fordringer til sikkerhed og pant eller andre sikringsrettigheder over
fordringer
d) "fordring": retten til at kræve et hvilken som helst krav opfyldt, uanset om det er
gjort op i penge eller ej, og uanset om det udspringer af kontraktlige eller ikke-
kontraktlige forpligtelser
e) "virkninger for tredjepart": formueretlige virkninger, dvs. erhververens ret til at
hævde sin ejendomsret til en fordring, der er overdraget ham, over for andre
erhververe eller begunstigede af samme eller en funktionelt tilsvarende fordring,
overdragerens kreditorer og andre tredjeparter
f) "sædvanligt opholdssted": det sted, hvor selskaber, foreninger og andre juridiske
personer har deres hovedkontor; for en fysisk person, der handler som led i sin
erhvervsmæssige virksomhed, er det sted, hvor den pågældende har sin
hovedvirksomhed
g) "kreditinstitut": en virksomhed som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning
(EU) nr. 575/201350
, herunder filialer som defineret i nævnte forordnings artikel 4,
stk. 1, nr. 17), af kreditinstitutter, som har deres hovedsæde i eller, jf. artikel 47 i
direktiv 2013/36/EU51
, uden for Unionen, hvor disse filialer ligger i Unionen
h) "kontanter": penge, som krediteres en konto i et kreditinstitut i en hvilken som helst
valuta
i) "finansielt instrument": de instrumenter, som er anført i afsnit C i bilag I til direktiv
2014/65/EU52
.
KAPITEL II
ENSARTEDE REGLER
Artikel 3
Generel anvendelse
Enhver lov, som identificeres i denne forordning, finder anvendelse, uanset om det er loven i
en medlemsstat eller ej.
Artikel 4
Den lovgivning, der finder anvendelse
50
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav
til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L
176 af 27.6.2013, s. 1).
51
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring
af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af
27.6.2013, s. 338).
52
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle
instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014,
s. 349).
DA 33 DA
1. Medmindre andet er fastsat i denne artikel, skal virkningerne for tredjepart af en
overdragelse af fordringer reguleres af loven i det land, hvor overdrageren har sit sædvanlige
opholdssted på tidspunktet for de faktiske omstændigheder.
Hvis overdrageren har skiftet sædvanligt opholdssted mellem to overdragelser af samme
fordring til forskellige erhververe, reguleres en erhververs fortrinsret over for en anden
erhververs ret af den lov, der gælder for overdragers sædvanlige opholdssted på tidspunktet
for den overdragelse, der først fik virkning for tredjepart i henhold til den lov, der finder
anvendelse efter første afsnit.
2. Den lov, der finder anvendelse på den overdragne fordring, regulerer virkningerne for
tredjepart af overdragelsen af:
a) kontanter, der krediteres en konto i et kreditinstitut
b) fordringer, der udspringer af et finansielt instrument.
3. Overdrageren og erhververen kan vælge den lov, der finder anvendelse på den
overdragne fordring som den lov, der gælder for virkninger for tredjepart af en overdragelse
af fordringer med henblik på en securitisering.
Lovvalget skal fremgå udtrykkeligt af overdragelsesaftalen eller af en særskilt aftale.
Spørgsmål om den materielle og formelle gyldighed af den disposition, hvorved lovvalget
blev truffet, reguleres af den valgte lov.
4. En konflikt om fortrinsret mellem erhververne af samme fordring, hvor virkningerne
for tredjepart af en af overdragelserne reguleres af loven i det land, hvor overdrageren har sit
sædvanlige opholdssted, og virkningerne for tredjepart af andre overdragelser reguleres af den
lov, der gælder for overdragelse af fordringer, reguleres af den lov, der finder anvendelse med
hensyn til virkningerne for tredjepart af den fordringsoverdragelse, der først fik virkning for
tredjepart i henhold til herom gældende lov.
Artikel 5
Anvendelsesområdet for den lov, der finder anvendelse
Den lov, der finder anvendelse med hensyn til virkninger for tredjepart af overdragelsen af
fordringer i henhold til denne forordning, regulerer specielt:
a) kravene om at sikre virkningerne af overdragelsen over for andre tredjeparter end
debitor, f.eks. formaliteter i forbindelse med registrering eller offentliggørelse
b) erhververens fortrinsret over for den ret, der tilkommer en anden erhverver af samme
fordring
c) erhververens fortrinsret over for den ret, der tilkommer overdragerens kreditorer
d) erhververens fortrinsret over for den ret, der tilkommer den begunstigede af en
kontraktoverførsel i forbindelse med samme fordring
e) erhververens fortrinsret over for den ret, der tilkommer den begunstigede af en
kontraktfornyelse mod debitor i forbindelse med den tilsvarende fordring.
DA 34 DA
Artikel 6
Overordnede præceptive bestemmelser
1. Intet i denne forordning begrænser anvendelsen af overordnede præceptive
bestemmelser i domstolslandets lov.
2. Overordnede præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis overholdelse en
medlemsstat anser for at være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som
f.eks. dens politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på
alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt
finder anvendelse på virkningerne for tredjepart af overdragelser af fordringer efter denne
forordning.
KAPITEL III
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 7
Grundlæggende retsprincipper (ordre public)
Anvendelsen af en bestemmelse i et lands lov som fastsat ved denne forordning kan kun
undlades, hvis en sådan anvendelse er åbenbart uforenelig med de grundlæggende
retsprincipper (ordre public) i domstolslandet.
Artikel 8
Udelukkelse af renvoi
Ved anvendelse af en lov i en stat som fastsat ved denne forordning forstås anvendelse af de
gældende retsregler i den pågældende stat med undtagelse af reglerne i dens internationale
privatret.
Artikel 9
Stater med mere end ét retssystem
1. Hvis en stat omfatter flere territoriale enheder, som hver har sine egne retsregler
vedrørende virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, anses hver territoriale
enhed for en stat ved bestemmelsen af, hvilken lov der finder anvendelse i henhold til denne
forordning.
2. En medlemsstat med flere territoriale enheder, som hver har sine egne retsregler
vedrørende virkningerne for tredjepart af overdragelsen af fordringer, er ikke forpligtet til at
anvende denne forordning i forbindelse med lovvalg, der alene forekommer mellem sådanne
enheder.
Artikel 10
Forholdet til andre bestemmelser i EU-retten
DA 35 DA
Denne forordning berører ikke anvendelsen af fællesskabsretlige bestemmelser, ved hvilke
der på særlige områder fastsættes lovvalgsregler men hensyn til virkningerne for tredjepart af
overdragelsen af fordringer.
Artikel 11
Forholdet til eksisterende internationale konventioner
1. Denne forordning berører ikke anvendelsen af internationale konventioner, som en
eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som
fastsætter lovvalgsregler med hensyn til virkningerne for tredjepart af overdragelsen af
fordringer.
2. Mellem medlemsstater har denne forordning dog forrang over for konventioner, der
udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner
vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.
Artikel 12
Liste over konventioner
1. Senest den [dato for anvendelse] meddeler medlemsstaterne Kommissionen de i
artikel 11, stk. 1, omhandlede konventioner. Efter denne dato meddeler medlemsstaterne
Kommissionen enhver opsigelse af sådanne konventioner.
2. Senest seks måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 nævnte meddelelser offentliggør
Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende:
a) en liste over de i stk. 1 omhandlede konventioner
b) de i stk. 1 omhandlede opsigelser.
Artikel 13
Revisionsklausul
Senest [fem år efter anvendelsesdatoen] forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af
denne forordning. Om nødvendigt ledsages rapporten af forslag om ændring af forordningen.
Artikel 14
Tidsmæssig anvendelse
1. Denne forordning finder anvendelse på overdragelser af fordringer indgået fra og med
den [dato for anvendelse].
2. Den lov, der finder anvendelse i henhold til denne forordning, bestemmer, hvorvidt en
tredjeparts rettigheder vedrørende en fordring, der er overdraget efter den dato, hvorfra denne
forordning finder anvendelse, har fortrinsret over for de rettigheder, en anden tredjepart har
opnået før den dato, hvorfra denne forordning finder anvendelse.
DA 36 DA
Artikel 15
Ikrafttræden og anvendelsesdato
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende.
Den anvendes fra den [18 måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden].
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i
overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand