Fremsat den 1. marts 2018 af udenrigsministeren (Anders Samuelsen)

Fremsat den 1. marts 2018 af udenrigsministeren (Anders Samuelsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om udenrigstjenesten1)
(Implementering af direktiv 2015/637 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om obligatorisk digital kommunikation i forhold til tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten)
§ 1
I lov nr. 150 af 13. april 1983 om udenrigstjenesten, som
ændret ved lov nr. 331 af 14. maj 1997, lov nr. 410 af 6. juni
2002 og lov nr. 753 af 2. juni 2015, foretages følgende
ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/637/EU af
20. april 2015 om koordinations- og samarbejdsforan-
staltninger for at lette konsulær beskyttelse af ikkere-
præsenterede unionsborgere i tredjelande og om ophæ-
velse af afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr. L
106, side 1.«
2. I § 1, stk. 3, indsættes efter »danske statsborgere«: », ud-
lændinge med fast bopæl i Danmark, ikkerepræsenterede
nordiske statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande.«
3. I § 1, stk. 3, indsættes som 2. punktum:
»Endvidere ydes bistand til danske virksomheder i deres
erhvervsmæssige forbindelser med udlandet.«
4. I § 1 indsættes efter stk. 3, som nyt stykke 4:
»Stk. 4. Udenrigsministeren fastsætter nærmere regler om
udenrigstjenestens bistand til ikkerepræsenterede unionsbor-
gere, herunder om bistand til ledsagende familiemedlemmer
fra tredjelande i krisesituationer samt finansielle procedurer
mv.«
5. I § 14 indsættes efter stk. 3, som nyt stykke 4:
»Stk. 4. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at
kommunikation til og fra udenrigstjenesten om tjeneste-
handlinger, for hvilke der erlægges gebyr, helt eller delvis
skal foregå digitalt, herunder om anvendelse af bestemte it-
systemer, fravigelse af obligatorisk digital kommunikation
grundet særlige forhold og ekstraordinære situationer samt
om, hvornår en digital meddelelse anses for at være kommet
frem.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. maj 2018.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis
de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/637/EU af 20. april 2015 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF,
EU-Tidende 2015, nr. L 106, side 1.
Lovforslag nr. L 179 Folketinget 2017-18
Udenrigsmin.
AS001755
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Ydelse af konsulær bistand – implementering af direktiv (EU) 2015/637
3.2. Indførelse af obligatorisk digital kommunikation i forhold til tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
4. Lovforslagets hovedpunkter
4.1. Udenrigstjenestens ydelse af konsulær bistand
4.1.1. Personkredsen omfattet af retten til konsulær bistand
4.1.1.1. Gældende ret
4.1.1.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4.1.2. Omfanget af den konsulære bistand
4.1.2.1. Gældende ret
4.1.2.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4.1.3. Koordinations- og samarbejdsforanstaltninger
4.1.3.1. Gældende ret
4.1.3.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4.1.4. Finansielle procedurer
4.1.4.1. Gældende ret
4.1.4.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4.2. Indførelse af obligatorisk digital kommunikation i forhold til tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
4.2.1. Gældende ret
4.2.1.1. Tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
4.2.1.2. Grundlæggende forvaltningsretlige principper mm.
4.2.1.3. Persondatabeskyttelse
4.2.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4.2.2.1. Tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
4.2.2.2. Grundlæggende forvaltningsretlige principper mm.
4.2.2.3. Persondatabeskyttelse
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at gennemføre Rådets direktiv
(EU) 2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og sam-
arbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om op-
hævelse af afgørelse 95/553/EF.
Lovforslaget har endvidere til formål at præcisere den per-
sonkreds, som udenrigstjenesten yder konsulær bistand til
ud over danske statsborgere og ikkerepræsenterede unions-
borgere i tredjelande.
Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om obligato-
risk digital kommunikation i forbindelse med tjenestehand-
linger, der udbydes af udenrigstjenesten. Lovændringen ind-
fører bemyndigelsen for udenrigsministeren til administra-
tivt at fastsætte regler, der gør det obligatorisk for borgere
og virksomheder at benytte digitale selvbetjeningsløsninger
i forbindelse med ekspedering af de tjenestehandlinger, der
udbydes af udenrigstjenesten.
2. Baggrund
Baggrunden for lovforslaget er implementeringen i dansk
lovgivning af Rådets direktiv (EU) 2015/637 af 20. april
2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at
lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsbor-
gere i tredjelande og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF.
Med direktivet og implementeringen heraf formaliseres et
allerede eksisterende samarbejde om konsulær bistand mel-
lem EU-landene i kraft af Rådsbeslutning 95/553/EF af 19.
2
december 1995. Direktivet skal være implementeret i Dan-
mark senest den 1. maj 2018.
Baggrunden for lovforslaget er endvidere ønsket om at
præcisere den personkreds, som udenrigstjenesten yder kon-
sulær bistand til ud over danske statsborgere og ikkerepræ-
senterede unionsborgere i tredjelande. Det følger af den nu-
værende langvarige praksis, at der også ydes bistand til ik-
kerepræsenterede nordiske statsborgere samt udlændinge fra
tredjelande med fast bopæl i Danmark. Denne praksis be-
skrives nu direkte i lovforslaget.
Baggrunden for den del af lovforslaget, der vedrører be-
myndigelse for udenrigsministeren til at fastsætte regler om
obligatorisk digital kommunikation i forhold til tjeneste-
handlinger i udenrigstjenesten, er et ønske om i videst mu-
ligt omfang at gøre brugen af digitale selvbetjeningsløsnin-
ger obligatorisk i forbindelse med ansøgning, rekvirering,
afregning og modtagelse mv. af tjenestehandlinger udført af
udenrigstjenesten i takt med, at disse digitaliseres. Digital
selvbetjening bliver således på sigt den primære kommuni-
kationskanal i forhold til tjenestehandlinger i udenrigstjene-
sten.
Målet med denne del af lovforslaget er at udfase papir-
blanketter og formularer, således at alle borgere og virksom-
heder betjener sig selv ved hjælp af de digitale løsninger,
som stilles til rådighed. Der vil blive tale om en gradvis
overgang, efterhånden som brugervenlige digitale løsninger
bliver tilgængelige for flere tjenestehandlinger.
Lovforslaget vil bidrage til at sikre en bedre ressourceud-
nyttelse samtidig med, at borgerne oplever en bedre service.
Det er hensigten at sikre en hurtigere og mere brugervenlig
kommunikation mellem borgerne og udenrigstjenesten, en
fleksibel og effektiv service fra udenrigstjenesten og en opti-
mering af arbejdsgange og processer.
Det er samtidig afgørende, at der er hjælp at hente for de
borgere, der ikke kan bruge de digitale løsninger eller på an-
den vis har brug for støtte.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Ydelse af konsulær bistand – implementering af direktiv
(EU) 2015/637
Med lovforslaget og implementeringen af Rådets direktiv
(EU) 2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og sam-
arbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om op-
hævelse af afgørelse 95/553/EF sikres det, at den danske
udenrigstjeneste behandler ikkerepræsenterede unionsborge-
re i tredjelande på samme måde, som den ville behandle
danske statsborgere for så vidt angår ydelse af konsulær bi-
stand. Det bemærkes, at Rådets direktiv (EU) 2015/637 af
20. april 2015 anvender betegnelsen »konsulær beskyttelse«,
mens lov om udenrigstjenesten anvender betegnelsen »bi-
stand«. De to betegnelser er synonyme. I det følgende vil
»konsulær bistand« blive anvendt, når der ikke er tale om en
direkte reference til direktivet.
Med lovforlaget foreslås det, at direktivet gennemføres
ved, at målgruppen for konsulær bistand i lov om udenrigs-
tjenesten præciseres således, at det herefter fremgår, at
udenrigstjenesten ud over til danske statsborgere også yder
konsulær bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande.
Som led i implementeringen af direktivet foreslås det end-
videre, at udenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte
nærmere regler for udenrigstjenestens konsulære bistand til
ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande.
Direktivet medfører ikke en harmonisering af den konsu-
lære bistand, som har forskellige traditioner i de enkelte EU-
lande. Danmark vil således fortsat følge national praksis og
yde den samme konsulære bistand til andre unionsborgere,
som der ydes til danske statsborgere.
Ud over de foreslåede ændringer som led i implementerin-
gen af direktivet foreslås det, at den eksisterende forpligtelse
i kraft af det nordiske samarbejde om at yde konsulær bi-
stand til ikkerepræsenterede nordiske statsborgere præcise-
res ved at blive beskrevet direkte i lov om udenrigstjenesten.
Endelig foreslås det, at den langvarige praksis for, at
udenrigstjenesten yder konsulær bistand til udlændinge fra
tredjelande med fast bopæl i Danmark præciseres ved at bli-
ve beskrevet direkte i loven.
3.2. Indførelse af obligatorisk digital kommunikation i
forhold til tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
Med denne del af lovforslaget foreslås vedtaget en bemyn-
digelse for udenrigsministeren til ved bekendtgørelse at fast-
sætte regler om, at kommunikation i forbindelse med tjene-
stehandlinger, for hvilke der erlægges gebyr, helt eller del-
vist skal foregå digitalt. Det omfatter ligeledes regler om an-
vendelse af bestemte it-systemer, fravigelse af obligatorisk
digital kommunikation grundet særlige forhold og ekstraor-
dinære situationer samt om, hvornår en digital meddelelse
må anses for at være kommet frem.
Med lovforslaget sikres således hjemmel til, at udenrigs-
ministeren kan fastsætte regler om, at udenrigstjenesten kan
kræve, at borgere og virksomheder anvender de digitale
selvbetjeningsløsninger, som udenrigstjenesten stiller til rå-
dighed. Loven skal være med til at sikre, at der ikke er for-
hold og formkrav i lovgivningen, der hindrer, at kommuni-
kationen helt eller delvist foregår digitalt.
Som led i udmøntningen af bemyndigelsen vil det indgå,
at der i særlige tilfælde skal være mulighed for at tage højde
for borgere med særlige behov og sikre, at disse betjenes på
anden vis end ved digital selvbetjening. Herved sikres det, at
alle borgere, også de der ikke må forventes at kunne benytte
digitale selvbetjeningsløsninger, fortsat kan komme i kon-
takt med udenrigstjenesten og benytte sig af tjenestehandlin-
gerne.
3
4. Lovforslagets hovedpunkter
4.1. Udenrigstjenestens ydelse af konsulær bistand
4.1.1. Personkredsen omfattet af retten til konsulær bistand
4.1.1.1. Gældende ret
Det følger af lov om udenrigstjenesten § 1, stk. 3, at uden-
rigstjenesten yder bistand til danske statsborgere. Denne be-
stemmelse blev indført i forbindelse med vedtagelsen af lov
nr. 150 af 13. april 1983 om udenrigstjenesten. Af bemærk-
ningerne til lovforslag nr. L 99 af 12. januar 1983 til lov om
udenrigstjenesten, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A,
spalte 1840-1841, fremgår, at der ikke hermed var tilsigtet
nogen ændring i den hidtidige ordning på området.
Danmark er i medfør af artikel 20, stk. 2, litra c, i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og
rådsbeslutning 95/553/EF om konsulær beskyttelse, forplig-
tet til at yde bistand til andre EU-landes ikkerepræsenterede
statsborgere. Rådsbeslutning 95/553/EF af 19. december
1995 om de diplomatiske og konsulære repræsentationers
beskyttelse af Den Europæiske Unions borgere ophæves ved
direktiv (EU) 2015/637.
Det følger også af det nordiske samarbejde, herunder Hel-
singforsaftalen af 23. marts 1962, at Danmark skal bistå ik-
kerepræsenterede nordiske statsborgere. Dette sker allerede i
dag, ligesom de andre nordiske lande bistår danske statsbor-
gere i lande, hvor Danmark ikke er repræsenteret.
I takt med udvidelsen af EU-samarbejdet og det nordiske
samarbejde har Danmark således forpligtet sig til også at
yde konsulær bistand til andre unionsborgere og nordiske
statsborgere. På tilsvarende vis kan danske statsborgere få
konsulær bistand fra andre nordiske lande og andre EU-lan-
de i lande, hvor Danmark ikke selv er repræsenteret. Samar-
bejdet med de andre nordiske lande og EU-lande er tæt og
finder sted både i håndteringen af enkeltsager og i krisesi-
tuationer.
Danmark har i en lang årrække efter fast praksis også ydet
bistand til udenlandske statsborgere med fast bopæl i Dan-
mark, der ikke er unionsborgere eller nordiske statsborgere.
Det drejer sig hovedsageligt om anerkendte flygtninge og
statsløse, som ikke kan opnå konsulær bistand fra deres eget
hjemland. I de tilfælde, hvor en udenlandsk statsborger også
har mulighed for konsulær bistand fra sit eget hjemland, af-
tales det i dag i hver enkelt sag, om det er Danmark eller
hjemlandet, som skal yde konsulær bistand. Wienerkonven-
tionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser garante-
rer alene udtrykkeligt staters adgang til at yde konsulær bi-
stand til egne statsborgere, jf. afsnit 4.1.2.2.
Endelig bemærkes, at Danmark efter fast praksis kan yde
bistand til familiemedlemmer fra tredjelande uden selvstæn-
dig ret til bistand, som ledsager personer med ret til bistand.
Dette gælder f.eks. i forbindelse med assisteret udrejse og
evakuering i krisesituationer. Karakteren af den nærmere bi-
stand beror på en konkret vurdering af de nærmere omstæn-
digheder, herunder hensynet til ikke at adskille familier i
krisesituationer.
4.1.1.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 2, at lov om udenrigs-
tjenesten § 1, stk. 3, ændres således, at det kommer til at
fremgå af loven, at der ydes bistand ikke kun til danske
statsborgere, men også til ikkerepræsenterede unionsborgere
og ikkerepræsenterede nordiske statsborgere i tredjelande,
samt til andre udlændinge med fast bopæl i Danmark.
Baggrunden for den foreslåede ændring af § 1, stk. 3, i lov
om udenrigstjenesten om konsulær bistand til ikkerepræsen-
terede unionsborgere i tredjelande er, at det følger af artikel
2, stk. 1, i Rådets direktiv (EU) 2015/637 om koordinations-
og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyt-
telse af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og
om ophævelse af afgørelse 95/553/EF, at Danmark skal yde
konsulær bistand til ikkerepræsenterede borgere fra andre
medlemslande på samme vilkår som til Danmarks egne
statsborgere. Direktivet støtter det generelle princip om for-
bud mod diskrimination.
Direktivet erstatter rådsbeslutning 95/553/EF om konsu-
lær beskyttelse. Der er således ikke tale om et nyt samarbej-
de inden for EU på det konsulære område, men om en for-
malisering af det allerede eksisterende samarbejde. Samar-
bejdet har hjemmel i artikel 20, stk. 2, litra c, i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvoraf det
fremgår, at unionsborgere har ret til beskyttelse hos enhver
medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder på
samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat i tredje-
lande, hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i, ikke
er repræsenteret.
Lovforslaget medfører således ikke ændringer i Danmarks
nuværende forpligtelse til at yde konsulær bistand til unions-
borgere i tredjelande, der ikke er repræsenterede i det pågæl-
dende land.
Baggrunden for den foreslåede ændring om konsulær bi-
stand til ikkerepræsenterede nordiske statsborgere er, at den
nuværende lovgivning ikke afspejler den forpligtelse til at
yde bistand til andre nordiske statsborgere, som følger af det
nordiske samarbejde. Det bør således fremgå af lovgivnin-
gen, hvilke forpligtelser den danske udenrigstjeneste har
over for statsborgere fra andre nordiske lande, der ikke er
repræsenterede i det pågældende tredjeland, og følgelig,
hvilke rettigheder de pågældende personer har i forhold til
den danske udenrigstjeneste.
Lovforslaget medfører ikke ændringer i den nuværende
praksis for ydelse af konsulær bistand til ikkerepræsenterede
nordiske statsborgere, der følger af det nordiske samarbejde.
Baggrunden for den foreslåede ændring om konsulær bi-
stand til udlændinge med fast bopæl i Danmark er, at den
nuværende lovgivning ikke afspejler den nuværende praksis.
Den danske udenrigstjeneste har i henhold til langvarig
praksis ydet konsulær bistand til udlændinge med fast bopæl
i Danmark.
4
Lovforslaget medfører således ikke ændringer i forhold til
den nuværende praksis for ydelse af konsulær bistand til ud-
lændinge med fast bopæl i Danmark.
Endelig bemærkes, at det følger af artikel 5 i direktivet, at
Danmark skal yde konsulær beskyttelse til familiemedlem-
mer, der ikke selv er unionsborgere og som ledsager ikkere-
præsenterede borgere i et tredjeland, i samme udstrækning
og på samme betingelser, som gælder for familiemedlemmer
til danske statsborgere.
Det foreslås i lovforlagets § 1, nr. 4, at der i lov om uden-
rigstjenesten indsættes en bemyndigelse i lovens § 1, stk. 4,
for udenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om
udenrigstjenestens konsulære bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande, herunder om bistand til ledsa-
gende familiemedlemmer fra tredjelande i krisesituationer
samt finansielle procedurer mv.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i udmøntnin-
gen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om, at familiemed-
lemmer til ikkerepræsenterede unionsborgere vil modtage
samme konsulære bistand som familiemedlemmer fra tredje-
lande til danske statsborgere.
Lovforslaget medfører ikke ændringer i forhold til den nu-
værende praksis for ydelse af konsulær bistand til familie-
medlemmer fra tredjelande.
4.1.2. Omfanget af konsulær bistand
4.1.2.1. Gældende ret
Det følger af lov om udenrigstjenesten § 1, stk. 3, at uden-
rigstjenesten yder bistand til danske statsborgere.
De nærmere retningslinjer for konsulær bistand er fastlagt
i Udenrigsministeriets Borgerserviceinstruks. Instruksen
fastlægger retningslinjerne bl.a. for bistand til danskere ved
midlertidigt ophold i udlandet, bistand til danskere med fast
bopæl i udlandet, bistand i straffesager og bistand ved døds-
fald mv.
Der skelnes her mellem to former for bistand:
● Konsulær bistand, der forudsætter modtagerstatens (op-
holdslandets) accept. Det drejer sig om konsulær adgang,
herunder adgang til fængselsbesøg mv., jf. Wienerkon-
ventionens artikel 36.
● Andre former for bistand, der ikke kræver modtagersta-
tens (opholdslandets) accept. Det drejer sig bl.a. om kon-
takt til pårørende, vejledning om advokatbistand, rejse-
vejledning, udstedelse af rejsedokumenter samt om bi-
stand til andre danske myndigheder i f.eks. straffesager
og æresrelaterede sager.
I karakteren og omfanget af den bistand der ydes, sondres
der ikke mellem, om bistanden ydes til danske statsborgere,
ikkerepræsenterede nordiske statsborgere, ikkerepræsentere-
de unionsborgere eller udlændinge med fast bopæl i Dan-
mark. Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære
forbindelser garanterer udtrykkeligt kun staters adgang til at
yde konsulær bistand til egne statsborgere, jf. afsnit 4.1.2.2.
4.1.2.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
I udgangspunktet ydes den samme konsulære bistand til
udlændinge med fast bopæl i Danmark, til ikkerepræsentere-
de nordiske statsborgere og til ikkerepræsenterede unions-
borgere som til danske statsborgere.
Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære for-
bindelser garanterer udtrykkeligt kun staters adgang til at
yde konsulær bistand til egne statsborgere. Hvis Danmark
skal have mulighed for at yde konsulær bistand som f.eks.
fængselsbesøg til andre landes statsborgere, forudsætter det-
te som udgangspunkt modtagerstatens accept. Dette vil
modtagerstaten i mange tilfælde acceptere, herunder hvis
der – som i tilfældet ikkerepræsenterede unionsborgere og
nordiske statsborgere – kan indhentes fuldmagt fra vedkom-
mendes hjemland. Men i andre tilfælde vil modtagerstaten
ikke acceptere dette. Det gælder f.eks. i mange tilfælde,
hvor borgere med dobbelt statsborgerskab eller udlændinge
med fast bopæl i Danmark rejser tilbage til deres (andet)
hjemland. Her vil modtagerstaten kunne henvise til, at der er
tale om landets egne statsborgere og afstå fra at give Dan-
mark konsulær adgang.
I de tilfælde hvor udlændinge med fast bopæl i Danmark
har ønske om konsulær bistand fra Danmark i deres eget
hjemland eller i et tredjeland, og i de tilfælde hvor en borger
med dobbelt statsborgerskab har ønske om konsulær bistand
fra Danmark i sit andet hjemland, vil Danmark søge at få
konsulær adgang (til f.eks. fængselsbesøg). I de tilfælde,
hvor modtagerstaten ikke accepterer dette, vil Danmark ikke
kunne yde dén konsulære bistand, som forudsætter modta-
gerstatens accept. Danmark vil dog fortsat kunne yde andre
former for bistand, som ikke forudsætter modtagerstatens
accept, herunder kontakt til pårørende, vejledning om advo-
katbistand, rejsevejledning, udstedelse af rejsedokumenter
mv.
I forhold til implementeringen af Rådets direktiv (EU)
2015/637 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger
for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede uni-
onsborgere i tredjelande og om ophævelse af afgørelse
95/553/EF, foreslås det i lovforslagets § 1, nr. 4, at der i lov
om udenrigstjenesten indsættes en bemyndigelse i lovens §
1, stk. 4, for udenrigsministeren til at fastsætte nærmere reg-
ler om udenrigstjenestens konsulære bistand til ikkerepræ-
senterede unionsborgere i tredjelande, herunder om bistand
til ledsagende familiemedlemmer fra tredjelande i krisesi-
tuationer samt finansielle procedurer mv.
Baggrunden for forslaget er, at det følger af artikel 2, stk.
1, og artikel 9 i direktivet, at den beskyttelse, som udenrigs-
tjenesten skal yde til ikkerepræsenterede unionsborgere på
samme vilkår som til egne statsborgere, kan omfatte konsu-
lær beskyttelse, bl.a. hvis der er tale om anholdelse eller til-
bageholdelse, ofre for forbrydelser, en alvorlig ulykke eller
alvorlig sygdom, dødsfald, hjælp til og hjemtransport i en
nødsituation eller behov for et nødpas. Det er i direktivet an-
ført, at den fornødne beskyttelse vil afhænge af den aktuelle
situation, og at den konsulære beskyttelse ikke bør begræn-
ses til de situationer, der specifikt er anført i direktivet.
5
Med direktivet opstilles der således ikke nærmere ret-
ningslinjer for eller mindstekrav til, hvilken konsulær bi-
stand ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande har
krav på, når blot der ydes den samme konsulære bistand,
herunder på samme vilkår, som en dansk statsborger vil få i
en tilsvarende situation.
Baggrunden for forslaget er endvidere, at der i direktivets
artikel 8 er fastsat regler om identifikation af den pågælden-
de unionsborger og dennes eventuelle familiemedlemmer.
Udgangspunktet er, at ansøgere om konsulær bistand skal
dokumentere, at de er unionsborgere, ved at fremvise deres
pas eller identitetskort.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i udmøntnin-
gen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om, at ikkerepræ-
senterede unionsborgere vil modtage konsulær bistand på
samme vilkår som danske statsborgere, samt om krav til
identifikation.
Baggrunden for forslaget er også, at det følger af artikel 3
i direktivet, at den medlemsstat, der ikke er repræsenteret i
det tredjeland, hvor en af det pågældende lands statsborgere
har anmodet et repræsenteret unionsland om konsulær be-
skyttelse, kan vælge at overtage sagen om konsulær beskyt-
telse uagtet landet ikke er repræsenteret i det pågældende
tredjeland.
Med direktivet gives der således mulighed for, at Dan-
mark – trods fravær af repræsentation i det tredjeland, hvor
en dansk statsborgers behov for konsulær bistand er opstået
– kan vælge at overtage bistanden til den pågældende bor-
ger, i stedet for, at borgeren modtager anden og eventuel
mere bekostelig bistand end den danske bistand fra det med-
lemsland, som borgeren har anmodet om konsulær bistand.
De nærmere retningslinjer for omfanget af den konsulære
bistand vil også fremover være beskrevet i Udenrigsministe-
riets Borgerserviceinstruks.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i udmøntnin-
gen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om, at udenrigstje-
nesten kan overtage den konsulære bistand til danske stats-
borgere, til trods for at Danmark ikke er repræsenteret i det
tredjeland, hvor behovet for bistand er opstået.
Lovforslaget ændrer således ikke ved de eksisterende ret-
ningslinjer for ydelse af konsulær bistand.
Direktivet medfører ikke en harmonisering af den konsu-
lære bistand, og berører ikke medlemsstaternes kompetence
til at fastlægge omfanget af den bistand, som ydes til danske
statsborgere. Danmark vil således fortsat følge national
praksis og yde den samme konsulære bistand til ikkerepræ-
senterede unionsborgere, som der ydes til danske statsborge-
re.
4.1.3. Koordinations- og samarbejdsforanstaltninger
4.1.3.1. Gældende ret
Der har ikke før vedtagelsen af Rådets direktiv (EU)
2015/637 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger
for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede uni-
onsborgere i tredjelande og om ophævelse af afgørelse
95/553/EF været fastlagt nærmere regler for koordinations-
og samarbejdsforanstaltninger for bistand til ikkerepræsen-
terede unionsborgere.
Det følger af artikel 4 i rådsbeslutning 95/553/EF om kon-
sulær beskyttelse, at de diplomatiske og konsulære repræ-
sentationer kan aftale praktiske ordninger med henblik på en
effektiv forvaltning af ansøgninger om beskyttelse, men dis-
se ordninger har ikke været formaliseret.
Uagtet, at der ikke er fastsat formaliserede ordninger til
brug for forvaltning af anmodninger om konsulær bistand,
sker der i dag udveksling af personoplysninger mellem dan-
ske og udenlandske myndigheder i forbindelse med behand-
ling af sager om anmodninger om konsulær bistand. Dette
sker bl.a. med henblik på stillingtagen til, om hjemlandet for
den ikkerepræsenterede borger selv ønsker at yde bistand til
den pågældende borger i stedet for at lade den pågældende
modtage dansk konsulær bistand. Tilsvarende kan det ske
med henblik på stillingtagen til, om Danmark selv ønsker at
yde bistand til en dansk statsborger i et land, hvor Danmark
ikke er repræsenteret, i stedet for at lade det land, hvor den
pågældende har anmodet om bistand, yde denne bistand.
Fra den 25. maj 2018 finder Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyt-
telse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-
ninger og om ophævelse af direktiv 965/46/EF (generel for-
ordning om databeskyttelse) – herefter kaldet databeskyttel-
sesforordningen – anvendelse.
Til supplering af databeskyttelsesforordningen har justits-
ministeren den 25. oktober 2017 fremsat lovforslag L 68 om
supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (da-
tabeskyttelsesloven). Det fremgår af forslaget til databeskyt-
telsesloven, at lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af
personoplysninger (persondataloven) ophæves og at loven
træder i kraft den 25. maj 2018.
Det følger af databeskyttelseslovens § 4, stk. 2, at loven
gælder for den behandling, som udføres af de danske diplo-
matiske repræsentationer.
Databeskyttelsesforordningens kapitel V regulerer over-
førsel af personoplysninger til tredjelande.
Bestemmelserne i kapitel V bygger imidlertid på en forud-
sætning om, at der mellem alle EU-lande frit kan ske over-
førsel af personoplysninger, fordi alle landene i overens-
stemmelse med databeskyttelsesforordningen har gennem-
ført regler, der sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.
Denne adgang til fri dataoverførsel EU-landene imellem
gælder dog kun ved behandling af personoplysninger, der
falder inden for databeskyttelsesforordningens anvendelses-
område.
Udveksling af personoplysninger medlemsstater imellem
med henblik på ydelse af konsulær bistand til ikkerepræsen-
terede borgere kan således ske efter de almindelige betingel-
ser i databeskyttelsesforordningen. Det indebærer bl.a., at de
grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningens
6
artikel 5 iagttages, samt at der er hjemmel til at foretage be-
handlingen, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6-11.
Det følger bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 5,
stk. 1, litra c, at oplysninger som behandles, skal være til-
strækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødven-
digt i forhold til det formål, hvortil oplysningerne behandles.
Endvidere følger det af databeskyttelsesforordningens ar-
tikel 6, stk. 1, litra a, artikel 9, stk. 2, litra a, samt databe-
skyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 1, at der kan behandles og vi-
deregives oplysninger om den registrerede, hvis den regi-
strerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil.
Herudover kan der for eksempel behandles og videregives
personoplysninger, hvis behandlingen er nødvendig af hen-
syn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tred-
jemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt,
jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e. Det
kan for eksempel være ydelse af konsulær bistand.
Oplysninger af den i databeskyttelsesforordningens artikel
9 nævnte karakter, herunder oplysninger om helbredsfor-
hold, kan for eksempel behandles og videregives, hvis be-
handlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges,
gøres gældende eller forsvares, jf. databeskyttelsesforord-
ningens artikel 9, stk. 2, litra f. Det kan for eksempel være i
forbindelse med stillingtagen til, om konsulær bistand til en
ikkerepræsenteret borger skal ydes af en dansk repræsenta-
tion eller af den pågældendes hjemland.
Oplysninger om strafbare forhold, kan for eksempel vide-
regives, hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen af
en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse,
som myndigheden skal træffe, jf. databeskyttelseslovens § 8,
stk. 2, nr. 3. Det kan ligeledes eksempelvis være i forbindel-
se med stillingtagen til, om konsulær bistand til en ikkere-
præsenteret borger skal ydes af en dansk repræsentation el-
ler af den pågældendes hjemland.
4.1.3.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås i lovforlagets § 1, nr. 4, at der i lov om uden-
rigstjenesten indsættes en bemyndigelse i lovens § 1, stk. 4,
for udenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om
udenrigstjenestens konsulære bistand til ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande. Dette omfatter også regler om
koordinations- og samarbejdsforanstaltninger med de andre
EU-medlemslande, herunder om udveksling af oplysninger.
Baggrunden for forslaget er, at det følger af artikel 7, stk.
1, i Rådets direktiv (EU) 2015/637 om koordinations- og
samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om
ophævelse af afgørelse 95/553/EF, at ikkerepræsenterede
unionsborgere har ret til at søge konsulær beskyttelse hos
enhver anden medlemsstats ambassade eller konsulat.
Hvor der, som beskrevet i direktivets artikel 7, stk. 2,
medlemslande imellem er indgået praktiske ordninger om
deling af ansvar for ydelse af konsulær beskyttelse til ikke-
repræsenterede borgere, skal den repræsentation, hvor den
pågældende ikkerepræsenterede borger søger konsulær be-
skyttelse, men som ifølge den aftalte praktiske ordning med
en anden medlemsstat, ikke er kompetent til at yde konsulær
beskyttelse i det konkrete tilfælde, videresende ansøgningen
fra borgeren til den kompetente repræsentation, jf. direkti-
vets artikel 7, stk. 3.
Det følger af direktivets artikel 2, stk. 2, at medlemsstater-
ne skal træffe afgørelse om, hvorvidt direktivet skal finde
anvendelse på den konsulære beskyttelse, der ydes af hono-
rære konsuler.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i udmøntnin-
gen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om, at ikkerepræ-
senterede borgere har ret til at søge konsulær bistand hos
danske ambassader eller konsulater, men at konkrete aftaler
medlemslande imellem om deling af ansvar for ydelse af
konsulær bistand medfører en forpligtelse for en ikke-kom-
petent dansk repræsentation til at videresende ansøgningen
til den ifølge aftalen kompetente medlemsstats repræsenta-
tion.
Videre forventes udenrigsministeren at ville fastsætte reg-
ler om, at udenrigstjenesten skal underrette Kommissionen
og EU-udenrigstjenesten om praktiske ordninger aftalt mel-
lem medlemsstater om deling af ansvar for ydelse af konsu-
lær bistand til ikkerepræsenterede borgere i tredjelande.
Baggrunden for forslaget er endvidere, at det følger af di-
rektivets artikel 10, at medlemsstaterne arbejder tæt sammen
og koordinerer med hinanden og Unionen for at sikre be-
skyttelse af ikkerepræsenterede borgere i overensstemmelse
med direktivets artikel 2.
Det fastslås nærmere i artikel 10, at når en medlemsstat
modtager en anmodning om konsulær beskyttelse fra en per-
son, som hævder at være en ikkerepræsenteret borger, eller
underrettes om, at en ikkerepræsenteret borger befinder sig i
en individuel nødsituation, konsulterer den omgående uden-
rigsministeriet i den medlemsstat, hvor borgeren hævder at
være statsborger, eller, hvis det er hensigtsmæssigt, denne
medlemsstats kompetente ambassade eller konsulat, og gi-
ver den alle relevante tilgængelige oplysninger, herunder
vedrørende den pågældende persons identitet, eventuelle
omkostninger ved konsulær beskyttelse, og vedrørende
eventuelle familiemedlemmer, der også kan være behov for
at yde konsulær beskyttelse til. Denne konsultation skal fin-
de sted inden beskyttelsen ydes, medmindre der er tale om
særligt hastende tilfælde. Den bistående medlemsstat letter
også udvekslingen af oplysninger mellem den pågældende
borger og myndighederne i den medlemsstat, hvor borgeren
er statsborger.
Efter anmodning giver medlemsstaten, hvor borgeren er
statsborger, den bistående medlemsstats udenrigsministeri-
um eller kompetente ambassade eller konsulat alle relevante
oplysninger i den pågældende sag. Medlemsstaten har også
ansvaret for al nødvendig kontakt med familiemedlemmer
eller andre relevante personer eller myndigheder.
Baggrunden for forslaget er endvidere, at der i direktivets
artikel 12 og 13 er fastsat regler om lokale samarbejdsmøder
med deltagelse af medlemsstaternes repræsentationer med
7
henblik på at sikre effektiv beskyttelse af ikkerepræsentere-
de borgere samt koordinering af beredskabsplaner for med-
lemslande repræsenteret i tredjelande.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i udmøntnin-
gen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om udenrigstjene-
stens udveksling af oplysninger med andre medlemsstaters
relevante myndigheder som led i behandlingen af konkrete
sager om konsulær bistand til ikkerepræsenterede unions-
borgere i tredjelande.
Udveksling af personoplysninger som led i samarbejdet
med relevante myndigheder i andre EU-lande skal ske inden
for rammerne af databeskyttelsesforordningen og databe-
skyttelsesloven.
Endvidere forventes det, at udenrigsministeren som led i
udmøntningen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om dan-
ske repræsentationers forpligtelse til at deltage i lokalt sam-
arbejde med henblik på at sikre effektiv bistand af ikkere-
præsenterede unionsborgere i tredjelande samt om repræsen-
tationernes deltagelse i samarbejde om og planlægning af
kriseberedskab.
4.1.4. Finansielle procedurer
4.1.4.1. Gældende ret
Det følger af artikel 6 i rådsbeslutning 95/553/EF om kon-
sulær beskyttelse, at unionsborgere ikke kan modtage ud-
læg, pengehjælp eller få udgifter dækket uden tilladelse fra
de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den
pågældende er statsborger, nærmere bestemt fra enten Uden-
rigsministeriet eller den nærmeste diplomatiske mission. Det
følger videre, at medmindre myndighederne i den medlems-
stat, hvor ansøgeren er statsborger, udtrykkeligt frafalder
kravet om tilbagebetaling, skal ansøgeren forpligte sig til at
tilbagebetale den fulde værdi af udlægget eller pengehjæl-
pen, samt de afholdte udgifter og eventuelle konsulære ge-
byrer, som de kompetente myndigheder giver meddelelse
om. Regeringen i den medlemsstat, hvor ansøgeren er stats-
borger, refunderer alle omkostninger på begæring af myn-
dighederne i den medlemsstat, som yder den konsulære be-
skyttelse.
Dette betyder, at en dansker, som opholder sig i et land,
hvor Danmark ikke er repræsenteret, kun kan få økonomisk
bistand, hvis Udenrigsministeriet giver bemyndigelse til det
– og at dette vil ske med krav om fuld tilbagebetaling. Dan-
mark vil derefter refundere omkostningerne til det medlems-
land, som har ydet bistand til den danske statsborger.
4.1.4.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås i lovforlagets § 1, nr. 4, at udenrigsministeren
i lov om udenrigstjenesten § 1, stk. 4, bemyndiges til at fast-
sætte nærmere regler om udenrigstjenestens konsulære bi-
stand til ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande.
Dette omfatter også regler om finansielle procedurer.
Baggrunden for forslaget er bl.a., at der i artikel 14 i Rå-
dets direktiv (EU) 2015/637 om koordinations- og samar-
bejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af ik-
kerepræsenterede unionsborgere i tredjelande og om ophæ-
velse af afgørelse 95/553/EF, er fastsat nærmere regler om
de finansielle procedurer i forbindelse med ydelse af konsu-
lær beskyttelse til ikkerepræsenterede unionsborgere i tred-
jelande.
Direktivet indeholder en mere detaljeret beskrivelse af de
finansielle procedurer end rådsbeslutning 95/553/EF, men
de grundlæggende principper videreføres uændret.
Der er i direktivet fastsat regler om, at der i visse tilfælde
kan kræves tilbagebetaling fra den ikkerepræsenterede bor-
ger, som beskyttelsen ydes til. Det følger således af direkti-
vets artikel 14, stk. 1, at de ikkerepræsenterede borgere for-
pligter sig til at tilbagebetale omkostningerne for den konsu-
lære beskyttelse til de medlemsstater, hvor de er statsborge-
re, på samme vilkår som statsborgere i den bistående med-
lemsstat. Ikkerepræsenterede borgere pålægges kun at tilba-
gebetale de omkostninger, som statsborgere i den bistående
medlemsstat ville have afholdt under samme vilkår.
Der er i direktivet også fastsat regler om, at den ikkere-
præsenterede medlemsstat kan afkræves godtgørelse for ud-
gifterne til den konsulære beskyttelse. Det følger således af
direktivets artikel 14, stk. 2, at den bistående medlemsstat
kan anmode om godtgørelse af de i artikel 14, stk. 1, om-
handlede omkostninger fra den medlemsstat, hvor den ikke-
repræsenterede borger er statsborger.
Videre følger det af artikel 14, stk. 2, at den medlemsstat,
hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, godtgør
disse omkostninger inden for en rimelig frist på højst 12 må-
neder. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede bor-
ger er statsborger, kan anmode den pågældende ikkerepræ-
senterede borger om at godtgøre disse omkostninger.
Der er endvidere i direktivet fastsat regler om, at den bi-
stående medlemsstat i visse tilfælde af den ikkerepræsente-
rede medlemsstat kan kræve godtgørelse for usædvanlig hø-
je udgifter i forbindelse med rejse, logi eller oversættelse for
de diplomatiske eller konsulære myndigheder i forbindelse
med ikkerepræsenterede borgeres anholdelse eller tilbage-
holdelse.
Baggrunden for forslaget er også, at der i artikel 15 i di-
rektivet er fastsat nærmere regler for forenklede finansielle
procedurer i forbindelse med krisesituationer.
Det forventes, at udenrigsministeren som led i udmøntnin-
gen af bemyndigelsen vil fastsætte regler om de finansielle
procedurer som led i behandlingen af konkrete sager om
konsulær bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande.
Det forventes også, at udenrigsministeren vil fastsætte
regler, der berettiger udenrigstjenesten til at modtage godt-
gørelse for konsulær bistand fra det ikkerepræsenterede
land, og regler, som berettiger udenrigstjenesten til at udbe-
tale godtgørelse til andre medlemslande, der har ydet konsu-
lær bistand til ikkerepræsenterede danske statsborgere.
Udveksling af personoplysninger som led i samarbejdet
med relevante myndigheder i andre EU-lande skal ske inden
8
for rammerne af databeskyttelsesforordningen og databe-
skyttelsesloven.
4.2. Indførelse af obligatorisk digital kommunikation i
forhold til tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
4.2.1. Gældende ret
4.2.1.1. Tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
I henhold til § 14, stk. 1, i lov om udenrigstjenesten erlæg-
ges der gebyr for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten. Tje-
nestehandlinger i udenrigstjenesten omfatter handlinger
foretaget af Udenrigsministeriet, diplomatiske og konsulære
repræsentationer samt handelskontorer. Tjenestehandlinger
omfatter bl.a. legaliseringer, ekspeditioner vedrørende pas,
visumudstedelse, opholds- og/eller arbejdstilladelser, over-
sættelser etc. En udførlig oversigt over tjenestehandlinger
fremgår af bekendtgørelse nr. 1467 af 11. december 2017
om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten. Be-
kendtgørelsen opdateres årligt.
Borgere og virksomheder kan i dag enten ved personligt
fremmøde i Udenrigsministeriet, på diplomatiske og konsu-
lære repræsentationer samt handelskontorer eller skriftligt
per post og per e-mail eller telefonisk anmode om en tjene-
stehandling. Betalingen kan foregå kontant samt med kredit-
kort ved personligt fremmøde i ekspeditionstiden, eller hvis
anmodningen sker skriftligt ved bankoverførsel, hvor kvitte-
ringen fremsendes med anmodningen om tjenestehandlin-
gen.
I forbindelse med f.eks. legalisering af et offentligt dansk
dokument til brug for dokumentation i udlandet har borgere
i dag mulighed for at få deres dokument påtegnet ved per-
sonligt fremmøde i Udenrigsministeriet, ved at fremsende
dokumentet med almindelig post til Udenrigsministeriet el-
ler ved at rekvirere påtegning digitalt via Udenrigsministeri-
ets webshop. Ved personligt fremmøde medbringer borge-
ren sit dokument, som kontrolleres og derefter stemples og
udleveres med det samme. Gebyret for legaliseringen afreg-
nes enten kontant eller med betalingskort. Vælger borgeren
at indsende dokumentet med post, skal gebyret forinden
overføres til Udenrigsministeriets bankkonto. Ved modta-
gelsen kontrolleres samt stemples dokumentet og returneres
til borgeren med post. Vælger borgeren at rekvirere legalise-
ringen digitalt via Udenrigsministeriets webshop, skal beta-
lingen foregå online. Ved modtagelsen kontrolleres samt
stemples dokumentet og returneres til borgeren enten med
almindelig post eller med digital post.
4.2.1.2. Grundlæggende forvaltningsretlige principper mm.
Der gælder i dag ingen formkrav til, hvordan borgere og
virksomheder skal anmode udenrigstjenesten om tjeneste-
handlinger. Dette er i overensstemmelse med det almindeli-
ge forvaltningsretlige princip om, at borgerne som udgangs-
punkt, det vil sige, hvor der ikke i lovgivningen er fastsat
særlige formkrav, har ret til at henvende sig til den offentli-
ge forvaltning i den form, de selv ønsker, forudsat at den of-
fentlige forvaltning teknisk er i stand til at modtage henven-
delser i denne form. Dette følger af bemærkningerne til lov-
forslag nr. L 72 af 30. januar 2002 til forvaltningsloven, jf.
Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, s. 2062,
der indførte bestemmelsen i § 32 a i lov nr. 215 af 22. april
2002 (forvaltningsloven).
Det bemærkes i denne sammenhæng, at forvaltningslo-
vens § 32 a giver mulighed for, at vedkommende minister
kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommuni-
kation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om
de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lov-
givningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunika-
tion. Forvaltningslovens § 32 a åbner imidlertid alene op
for, at der kan fastsættes regler, der giver borgeren en ret til
at kommunikere digitalt med det offentlige, men ikke mulig-
hed for at fastsætte en pligt for borgeren til at kommunikere
digitalt.
Af forvaltningsloven følger endvidere nærmere regler for
den offentlige forvaltnings behandling af sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
herunder om vejledningspligt og ret for en part til at lade sig
repræsentere af andre, jf. forvaltningslovens § 2, § 7, stk. 1,
og § 8. Også uden for de tilfælde, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, bør offentlige
myndigheder i medfør af god forvaltningsskik yde vejled-
ning til personer eller virksomheder, som myndigheden er i
kontakt med.
4.2.1.3. Persondatabeskyttelse
Databeskyttelsesforordningen omfatter behandling af en-
hver form for information om en identificeret eller identifi-
cerbar fysisk person. Heraf følger, at udenrigstjenesten skal
iagttage databeskyttelsesforordningen ved sit virke og hånd-
tering af personoplysninger samt ved udvikling og imple-
mentering af digitale selvbetjeningsløsninger.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 32, skal den
dataansvarlige og databehandleren under hensynstagen til
det aktuelle tekniske niveau, implementeringsomkostninger-
ne og den pågældende behandlings karakter, omfang, sam-
menhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlig-
hed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsret-
tigheder gennemføre passende tekniske og organisatoriske
foranstaltninger for at sikre et sikkerhedsniveau, der passer
til disse risici.
Endvidere skal der ved brug af f.eks. NemID, digital sig-
natur eller lignende gives sikkerhed for afsenders og modta-
gers identitet (autenticitet) og for, at meddelelsen ikke er
blevet ændret undervejs (integritet).
4.2.2. Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
4.2.2.1. Tjenestehandlinger i udenrigstjenesten
Det foreslås, at der i lov om udenrigstjenesten § 14 ind-
sættes et nyt stk. 4, der bemyndiger udenrigsministeren til
ved bekendtgørelse at fastsætte regler om, at kommunika-
tion mellem udenrigstjenesten og borgere og virksomheder i
9
forbindelse med tjenestehandlinger, for hvilke der erlægges
gebyr efter regler fastsat i medfør af lovens § 14, stk. 1, helt
eller delvist skal foregå digitalt. Det omfatter ligeledes fast-
sættelse af regler om anvendelse af bestemte it-systemer,
fravigelse af obligatorisk digital kommunikation grundet
særlige forhold og ekstraordinære situationer samt om, hvor-
når en digital meddelelse anses for at være kommet frem.
Med lovforslaget sikres således den fornødne hjemmel til,
at udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at udenrigs-
tjenesten kan kræve, at borgere og virksomheder anvender
de digitale selvbetjeningsløsninger, som udenrigstjenesten
stiller til rådighed. Loven skal være med til at sikre, at der
ikke er forhold og formkrav i lovgivningen, der hindrer, at
kommunikationen helt eller delvist skal foregå digitalt.
En konsekvens af bemyndigelsen, når den bliver udmøn-
tet, vil således være, at rekvisition af sådanne tjenestehand-
linger, hvor der er fastsat regler om obligatorisk digital kom-
munikation, som udgangspunkt ikke længere kan indgives
per almindelig post, per e-mail, telefonisk eller ved person-
ligt fremmøde, men alene skal foregå digitalt ved brug af
selvbetjeningsløsninger. Den primære kommunikationskanal
bliver således, efter det foreslåede, digital. Der vil blive mu-
lighed for at tage hensyn til personer, hvor særlige forhold
gør sig gældende, jf. bemærkninger til lovforslagets § 1.
Baggrunden for, at det skal være helt eller delvist obliga-
torisk at kommunikere digitalt med udenrigstjenesten i for-
bindelse med tjenestehandlinger er bl.a. et ønske om at be-
væge sig mod en hurtigere og en mere effektiv kommunika-
tion samt en optimering af arbejdsgange hos både borgere,
virksomheder og udenrigstjenesten i takt med, at tjeneste-
handlinger i udenrigstjenesten digitaliseres. En digital kom-
munikation muliggør desuden, at borgere og virksomheder
undgår merudgifter til f.eks. forsendelse.
Det forventes, at bemyndigelsen for udenrigsministeren til
administrativt at fastsætte regler om obligatorisk digital
kommunikation i forbindelse med tjenestehandlinger i uden-
rigstjenesten vil blive udmøntet i takt med, at de forskellige
tilbudte tjenestehandlinger digitaliseres.
I første omgang vil bemyndigelsen blive udnyttet til at
fastsætte regler om, at borgere og virksomheder skal anven-
de den digitale selvbetjeningsløsning for så vidt angår lega-
lisering af dokumenter, ligesom betaling for legaliserings-
ydelser skal foretages via den online betalingsløsning, der
stilles til rådighed af Udenrigsministeriet.
Fremover vil borgeren skulle bestille og betale for en le-
galiseringsydelse online via Udenrigsministeriets webshop. I
forbindelse med rekvireringen vil borgeren skulle vælge an-
tallet af dokumenter, der skal legaliseres, indtaste kontakt-
oplysninger og derefter afregne gebyret via betalingsløsnin-
gen hos DIBS. Efterfølgende udfyldes oplysninger om selve
dokumentet, herunder hvilken type dokument der er tale om
(digitalt eller originalt) og om, hvorledes man ønsker det
håndteret: fremsendt elektronisk, med post eller udlevering
ved personligt fremmøde.
Det forventes, at bemyndigelsen efterfølgende vil blive
udnyttet til at fastsætte yderligere regler om obligatorisk di-
gital kommunikation, når forventeligt flere digitaliserings-
løsninger/selvbetjeningsløsninger for en række andre tjene-
stehandlinger, herunder ansøgning om pas, visum, arbejds-
og/eller opholdstilladelse etc., implementeres.
4.2.2.2. Grundlæggende forvaltningsretlige principper mm.
Ud over de krav om obligatorisk digital kommunikation,
som udenrigsministeren forventes administrativt at fastsætte
som led i udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse, og
som er en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige
princip om formfrihed ved henvendelse til offentlige myn-
digheder, vil der ikke ske ændringer i de grundlæggende for-
valtningsretlige regler og principper mv., som gælder for of-
fentlige myndigheder.
De digitale løsninger, som udenrigstjenesten stiller til rå-
dighed, vil typisk være en selvbetjeningsløsning på Uden-
rigsministeriets, de diplomatiske og konsulære repræsentati-
oners samt handelskontorernes hjemmesider.
Udenrigstjenesten sikrer, at de digitale selvbetjeningsløs-
ninger er brugervenlige og tilgængelige, så stadig flere bor-
gere og virksomheder kan anvende og blive fortrolige med
anvendelsen af de digitale løsninger. Løsningerne vil leve
op til fællesoffentlige standarder for it-løsninger, hvor disse
er fastsat, herunder de fællesoffentlige tilgængelighedsstan-
darder.
Hvis en anmodning til udenrigstjenesten om tjenestehand-
linger er mangelfuld, herunder på grund af manglende an-
vendelse af den obligatoriske digitale selvbetjeningsløsning,
vil udenrigstjenesten fortsat skulle yde vejledning til borge-
ren i medfør af forvaltningslovens § 7 i sager, hvor der er el-
ler vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
og i øvrigt bør der i forhold til tjenestehandlinger, hvor der
ikke træffes afgørelse, ydes vejledning i medfør af god for-
valtningsskik.
Kun hvis borgeren, f.eks. inden for en fastsat frist, ikke
har rettet op på de mangler, som den pågældende ved vej-
ledning er gjort opmærksom på, kan ansøgningen mv. afvi-
ses eller oplysningerne anses for ikke at være modtaget. En
afvisning af at tage en sag under realitetsbehandling er en
afgørelse i forvaltningslovens forstand og vil således skulle
overholde forvaltningslovens regler herom. En sådan afgø-
relse om afvisning vil normalt ikke hindre, at sagen senere
genoptages, når en fyldestgørende ansøgning er indsendt.
Lovforslaget ændrer således ikke på, hvordan udenrigstje-
nesten skal eller bør yde vejledning i tilknytning til henven-
delser vedrørende tjenestehandlinger. Det er således uden-
rigstjenestens pligt at informere om anvendelsen af de kon-
krete selvbetjeningsløsninger og i øvrigt i fornødent omfang
som hidtil, at yde vejledning og bistand til personer, der ret-
ter henvendelse om spørgsmål inden for udenrigstjenestens
sagsområde. Herunder vil udenrigstjenesten skulle hjælpe
borgere, der ikke har mulighed for at ansøge mv. på den må-
de, som udenrigstjenesten generelt anviser, på samme måde
som en myndighed har pligt til det i dag.
Det bemærkes i øvrigt, at personer fortsat vil kunne lade
sig repræsentere, jf. forvaltningslovens § 8, i samme omfang
10
som hidtil. Det er således hensigten, at udenrigstjenesten til-
rettelægger håndteringen af de konkrete digitale selvbetje-
ningsløsninger, så der fortsat gives mulighed for partsrepræ-
sentation.
4.2.2.3. Persondatabeskyttelse
Der sker med den foreslåede bemyndigelse ikke ændrin-
ger i forhold til den persondatabeskyttelse, som Udenrigsmi-
nisteriet er forpligtet til at påse i forbindelse med elektronisk
behandling af personoplysninger i medfør af databeskyttel-
sesforordningen og databeskyttelsesloven.
Det forudsættes således, at de digitale systemer, som
udenrigstjenesten stiller til rådighed for ansøgning, rekvire-
ring, afregning mv. indrettes på en sådan måde, at det kan
identificeres, hvem der har indgivet ansøgningen, rekvirerin-
gen, afregningen mv. Dette gælder uanset om der admini-
strativt er fastsat regler om obligatorisk digital kommunika-
tion, eller om det er frivilligt at benyttet den digitale selvbe-
tjeningsløsning.
Der stilles krav om anvendelse af en sikker identifikation
af borgeren i form af den nødvendige digitale signatur som
eksempelvis NemID eller en digital signatur med et sikker-
hedsniveau svarende til OCES-standarden eller højere, og
som er teknisk kompatible med OCES, eksempelvis NemID.
Ved anvendelse af digital signatur skal der være tale om
en digital signatur baseret på den til enhver tid gældende
OCES-standard, som er fastlagt i certifikatpolitik for OCES-
personcertifikater og certifikatpolitik for OCES-medarbej-
dercertifikater, såsom NemID.
Forudsætningen for at kunne udstede digitale signaturer
efter OCES-standarden er, at udsteder har indgået aftale
med Digitaliseringsstyrelsen blandt andet om at overholde
OCES-certifikatpolitikken og underlægge sig Digitalise-
ringsstyrelsens tilsyn.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vedrørende ydelse af konsulær bistand med-
fører ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for
det offentlige.
De administrative regler om obligatorisk digital kommu-
nikation, som udenrigsministeren vil fastætte som led i ud-
møntningen af bemyndigelsen, der foreslås indsat i et nyt
stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten, forventes at give
økonomiske besparelser i forbindelse med administrationen
af de pågældende områder. Ved at udfase papirblanketter og
formularer, sådan at alle borgere betjener sig selv ved hjælp
af de digitale løsninger, som udenrigstjenesten stiller til rå-
dighed, kan dennes administration tilrettelægges mere effek-
tivt, og tidskrævende indtastninger kan undgås.
Det vurderes, at lovforslaget også vil medføre administra-
tive lettelser på de berørte områder. Overgangen til digital
kommunikation er direkte medvirkende til, at sagsgange og
processer i udenrigstjenesten forenkles og nedsætter den an-
vendte tid til sagsbehandling.
Lovforslaget vil på sigt medføre gradvist større lettelser i
den offentlige administration, efterhånden som digitalise-
ringsgraden øges.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget vedrørende ydelse af konsulær bistand med-
fører ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
De administrative regler om obligatorisk digital kommu-
nikation, som udenrigsministeren vil fastætte som led i ud-
møntningen af bemyndigelsen, der foreslås indsat i et nyt
stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten, forventes at gøre det
lettere for erhvervslivet at rekvirere, afregne og modtage
visse gebyrbelagte tjenestehandlinger.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vedrørende ydelse af konsulær bistand med-
fører ikke administrative konsekvenser for borgerne.
De administrative regler om obligatorisk digital kommu-
nikation, som udenrigsministeren vil fastætte som led i ud-
møntningen af bemyndigelsen, der foreslås indsat i et nyt
stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten, får begrænsede ad-
ministrative konsekvenser for borgerne.
Lovforslaget indebærer en begrænsning af borgernes mu-
lighed for at vælge, hvordan de henvender sig til udenrigs-
tjenesten på de områder, der er omfattet af lovforslaget. En
stor del af borgerne anvender allerede i dag digital selvbetje-
ning på andre områder. Digital selvbetjening indebærer let-
telser og mere fleksibel borgerbetjening for de borgere, der
allerede har digitale kompetencer, herunder mulighed for at
ansøge mv. på det tidspunkt, som passer borgeren. Borgere,
som ikke er fortrolige med anvendelsen af it, vil få hjælp el-
ler i særlige tilfælde blive henvist til at betjene sig på anden
vis og således som hidtil få den fornødne vejledning og ser-
vice fra udenrigstjenesten. Det må dog forventes, at visse
borgere skal bruge tid på at indrette sig på de nye sagsgange.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforlaget vedrørende ydelse af konsulær bistand imple-
menterer Rådets direktiv (EU) 2015/637 af 20. april 2015
om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette
konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF.
De administrative regler om obligatorisk digital kommu-
nikation, som udenrigsministeren vil fastætte som led i ud-
møntningen af bemyndigelsen, der foreslås indsat i et nyt
stk. 4 i § 14 i lov om udenrigstjenesten, indeholder ikke di-
rekte EU-retlige aspekter. Det vurderes dog, at lovforslaget
er i overensstemmelse med EU-Kommissionens handlings-
plan for e-forvaltning fra december 2010. Handlingsplanen
har blandt andet fokus på borgernes og virksomhedernes
styrkede muligheder for at anvende elektroniske forvalt-
11
ningstjenester, ligesom handlingsplanen blandt andet søger
at øge effektiviteten i offentlige forvaltninger.
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 20. decem-
ber 2017 til den 19. januar 2018 været tilgængeligt på hø-
ringsportalen og sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer:
Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Socialministeriet,
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Erhvervsministe-
riet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeri-
et, Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Miljø- og Fødevare-
ministeriet, Rigsombudsmanden i Grønland, c/o Statsmini-
steriet, Rigsombudsmanden på Færøerne, c/o Statsministeri-
et, Skatteministeriet, Statsministeriet, Sundheds- og Ældre-
ministeriet, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, Ud-
dannelses-og Forskningsministeriet, Udlændinge- og Inte-
grationsministeriet, Undervisningsministeriet, Økonomi- og
Indenrigsministeriet, Advokattilsynet, Byretterne (samtlige),
Danes Worldwide, Danmarks Rejsebureauforening, Danske
Advokater, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Datatilsynet,
Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Rejsear-
rangører i Danmark, Translatørforeningen.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/ mindre udgifter Negative konsekvenser /merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
De administrative regler om obligato-
risk digital kommunikation forventes
at give økonomiske besparelser i for-
bindelse med administrationen af de
pågældende områder.
Ingen af betydning.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Det vurderes, at lovforslaget vil med-
føre administrative lettelser på de be-
rørte områder i lyset af, at sagsgange
og processer i udenrigstjenesten for-
enkles og nedsætter den anvendte tid
til sagsbehandling.
Lovforslaget vil på sigt medføre grad-
vist større lettelser i den offentlige ad-
ministration, efterhånden som digitali-
seringsgraden øges.
Ingen af betydning.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen af betydning. Ingen af betydning.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
De administrative regler om obligato-
risk digital kommunikation forventes
at gøre det lettere for erhvervslivet at
rekvirere, afregne og modtage visse
gebyrbelagte tjenestehandlinger.
Ingen af betydning.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Digital selvbetjening indebærer lettel-
ser og mere fleksibel borgerbetjening
for de borgere, der allerede har digitale
kompetencer, herunder mulighed for at
ansøge mv. på det tidspunkt, som pas-
ser borgeren.
Lovforslaget indebærer en begræns-
ning af borgernes mulighed for at væl-
ge, hvordan de henvender sig til uden-
rigstjenesten på de områder, der er om-
fattet af lovforslaget.
Borgere, som ikke er fortrolige med
anvendelsen af it, vil få hjælp eller i
særlige tilfælde, blive henvist til at be-
tjene sig på anden vis og således som
hidtil få den fornødne vejledning og
service fra udenrigstjenesten. Det må
dog forventes, at visse borgere skal
bruge tid på at indrette sig på de nye
sagsgange.
Miljømæssige konsekvenser Ingen af betydning. Ingen af betydning.
12
Forholdet til EU-retten Lovforlaget vedrørende ydelse af konsulær bistand implementerer Rådets direk-
tiv (EU) 2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstalt-
ninger for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF.
De administrative regler om obligatorisk digital kommunikation indeholder ikke
direkte EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
Nej
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det gøres med fodnoten til loven klart, at loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2015/637/EU af 20. april 2015 om koordinati-
ons- og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær be-
skyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande
og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF, EU-Tidende
2015, nr. L 106, side 1.
Til nr. 2
Det følger af lov om udenrigstjenesten §1 stk. 3, at uden-
rigstjenesten yder bistand til danske statsborgere samt bi-
stand til danske virksomheder i deres erhvervsmæssige for-
bindelser med udlandet. Det følger endvidere af Udenrigs-
ministeriets Borgerserviceinstruks, at danske repræsentatio-
ner skal bistå følgende nødstedte borgere i udlandet: danske
statsborgere og udlændinge med fast bopæl i Danmark, ik-
kerepræsenterede nordiske borgere og udlændinge med fast
bopæl i andre nordiske lande og borgere fra ikkerepræsente-
rede EU-lande.
Det foreslås, at den gældende praksis som beskrevet i
Udenrigsministeriets Borgerserviceinstruks skrives ind i § 1,
stk. 3, i lov om udenrigstjenesten, jf. lovforslagets § 1, nr. 2,
ved at tilføje, at udenrigstjenesten også yder bistand til ud-
lændinge med fast bopæl i Danmark, ikkerepræsenterede
nordiske statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande.
Ved »unionsborger« forstås i dette lovforslag i overens-
stemmelse med direktivets artikel 4 enhver borger, der har et
statsborgerskab i en stat, der er medlem af EU.
Ved »ikkerepræsenteret medlemsstat i et tredjeland« for-
stås i dette lovforslag i overensstemmelse med direktivets
artikel 6, et land, der er medlem af EU, men ikke permanent
har etableret en ambassade i pågældende tredjeland.
Ved »ikkerepræsenteret nordisk statsborger« forstås i det-
te lovforslag enhver borger, der har statsborgerskab i Fin-
land, Island, Norge eller Sverige.
Ved »udlænding med fast bopæl i Danmark« forstås i det-
te lovforslag enhver borger, der ikke er dansk statsborger,
unionsborger eller nordisk statsborger, og som har bopæl i
Danmark. Ved »fast bopæl« forstås i overensstemmelse med
§ 6 i lov om det centrale personregister det sted (bolig), hvor
en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt
fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller
lignende, og hvor denne har sine ejendele.
Direktivet erstatter rådsbeslutning 95/553/EF om konsu-
lær beskyttelse. Der er er således ikke tale om et nyt samar-
bejde inden for EU på det konsulære område, men om en
formalisering af det allerede eksisterende samarbejde. Sam-
arbejdet har hjemmel i artikel 20, stk. 2, litra c, i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvoraf
det fremgår, at unionsborgere har ret til beskyttelse hos en-
hver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder
på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat i
tredjelande, hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i,
ikke er repræsenteret.
Lovforslaget medfører således ikke ændringer i Danmarks
nuværende forpligtelse til at yde konsulær bistand til unions-
borgere i tredjelande, der ikke er repræsenterede i det pågæl-
dende land.
Baggrunden for den foreslåede ændring om konsulær bi-
stand til ikkerepræsenterede nordiske statsborgere er, at den
nuværende lovgivning ikke afspejler den forpligtelse til at
yde bistand til andre nordiske statsborgere, som følger af det
nordiske samarbejde. Det bør således fremgå af lovgivnin-
gen, hvilke forpligtelser den danske udenrigstjeneste har
over for statsborgere fra andre nordiske lande, der ikke er
repræsenterede i det pågældende tredjeland, og følgelig,
hvilke rettigheder de pågældende personer har i forhold til
den danske udenrigstjeneste.
Lovforslaget medfører ikke ændringer i den nuværende
praksis for ydelse af konsulær bistand til ikkerepræsenterede
nordiske statsborgere, der følger af det nordiske samarbejde.
Baggrunden for den foreslåede ændring om konsulær bi-
stand til udlændinge med fast bopæl i Danmark er, at den
nuværende lovgivning ikke afspejler den nuværende praksis.
Den danske udenrigstjeneste har i henhold til langvarig
praksis ydet konsulær bistand til udlændinge med fast bopæl
i Danmark.
Lovforslaget medfører således ikke ændringer i forhold til
den nuværende praksis for ydelse af konsulær bistand til ud-
lændinge med fast bopæl i Danmark.
I udgangspunktet ydes den samme konsulære bistand til
udlændinge med fast bopæl i Danmark, til ikkerepræsentere-
13
de nordiske statsborgere og til ikkerepræsenterede unions-
borgere som til danske statsborgere.
Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære for-
bindelser garanterer udtrykkeligt kun staters adgang til at
yde konsulær bistand til egne statsborgere. Hvis Danmark
skal have mulighed for at yde konsulær bistand som f.eks.
fængselsbesøg til andre landes statsborgere, forudsætter det-
te som udgangspunkt modtagerstatens accept. Dette vil
modtagerstaten i mange tilfælde acceptere, herunder hvis
der – som i tilfældet ikkerepræsenterede unionsborgere og
nordiske statsborgere – kan indhentes fuldmagt fra vedkom-
mendes hjemland, men i andre tilfælde vil modtagerstaten
ikke acceptere dette. Det gælder f.eks. i mange tilfælde,
hvor borgere med dobbelt statsborgerskab eller udlændinge
med fast bopæl i Danmark rejser tilbage til deres (andet)
hjemland. Her vil modtagerstaten kunne henvise til, at der er
tale om landets egne statsborgere og afstå fra at give Dan-
mark konsulær adgang.
I de tilfælde, hvor udlændinge med fast bopæl i Danmark
har ønske om konsulær bistand fra Danmark i deres eget
hjemland eller i et tredjeland, og i de tilfælde hvor en borger
med dobbelt statsborgskab har ønske om konsulær bistand
fra Danmark i sit andet hjemland, vil Danmark søge at få
konsulær adgang (til f.eks. fængselsbesøg). I de tilfælde,
hvor modtagerstaten ikke accepterer dette, vil Danmark ikke
kunne yde dén konsulære bistand, som forudsætter modta-
gerstatens accept. Danmark vil dog fortsat kunne yde andre
former for bistand, som ikke forudsætter modtagerstatens
accept, herunder kontakt til pårørende, vejledning om advo-
katbistand, rejsevejledning, udstedelse af rejsedokumenter
mv.
Til nr. 3
Udenrigstjenestens bistand til danske virksomheder i ud-
landet videreføres uændret.
Til nr. 4
Det følger af den nuværende praksis som beskrevet i
Udenrigsministeriets Borgerserviceinstruks, at udenrigstje-
nesten yder bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere.
Med den foreslåede § 1, stk. 4, i lov om udenrigstjenesten,
jf. lovforslagets § 1, nr. 4, bemyndiges udenrigsministeren
til at fastsætte nærmere regler om udenrigstjenestens konsu-
lære bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere i tredje-
lande, herunder til ledsagende familiemedlemmer fra tredje-
lande i krisesituationer samt finansielle procedurer mv.
Direktivet medfører ikke en harmonisering af den konsu-
lære bistand, som har forskellige traditioner i de enkelte EU-
lande. Danmark vil således fortsat følge national praksis og
yde den samme konsulære bistand til andre unionsborgere,
som ydes til danske statsborgere.
Hvis lovforslaget vedtages, agter udenrigsministeren med
baggrund i Rådets direktiv (EU) 2015/637 af 20. april 2015
ved bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om uden-
rigstjenestens konsulære bistand til ikkerepræsenterede uni-
onsborgere i tredjelande, herunder om omfanget af den kon-
sulære bistand, om koordinations- og samarbejdsforanstalt-
ninger samt om finansielle procedurer.
Til nr. 5
Med den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 4, i lovforsla-
gets § 1, nr. 5, gives udenrigsministeren hjemmel til at fast-
sætte nærmere regler om overgang til obligatorisk digital
kommunikation for så vidt angår tjenestehandlinger, der ud-
bydes af udenrigstjenesten.
Hvis lovforslaget vedtages, agter udenrigsministeren med
hjemmel i den foreslåede bestemmelse at fastsætte nærmere
regler om, at kommunikation til og fra udenrigstjenesten om
tjenestehandlinger, for hvilke der erlægges gebyr, helt eller
delvist skal foregå digitalt, herunder om anvendelse af be-
stemte it-systemer, såsom særlige digitale formater og digi-
tal signatur, om fravigelse af obligatorisk digital kommuni-
kation grundet særlige forhold og ekstraordinære situationer
samt om, hvornår en digital meddelelse anses for at være
kommet frem.
Ved udenrigstjenestens tjenestehandlinger forstås handlin-
ger foretaget af Udenrigsministeriet, diplomatiske og konsu-
lære repræsentationer samt handelskontorer. Tjenestehand-
linger omfatter bl.a. legaliseringer, ekspeditioner vedrørende
pas, visumudstedelse, opholds- og/eller arbejdstilladelser,
oversættelser etc. En udførlig oversigt over tjenestehandlin-
ger fremgår af bekendtgørelse nr. 1467 af 11. december
2017 om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten.
Bekendtgørelsen opdateres årligt.
Det vil som led i udmøntningen af den foreslåede bemyn-
digelsesbestemmelse, blive fastsat regler om, at udenrigstje-
nesten afviser en ansøgning, rekvirering mv., der ikke indgi-
ves ved digital selvbetjening. Det vil imidlertid tillige blive
fastsat, at udenrigstjenesten skal tilbyde, at en ansøgning, re-
kvirering mv. kan indgives på anden måde end ved digital
selvbetjening, hvis udenrigstjenesten finder, at der foreligger
særlige forhold, der gør, at den digitale selvbetjeningsløs-
ning ikke må forventes at kunne anvendes.
For borgere, som ikke kan bruge de digitale løsninger, vil
det også i fremtiden være muligt at få betjening på anden
måde end ved digital selvbetjening.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvilken hjælp den
enkelte borger har brug for. Det forudsættes, at udenrigstje-
nesten, som nævnt, fortsat lever op til de forvaltningsretlige
og øvrige lovgivningsmæssige krav, der stilles til den of-
fentlige forvaltning, herunder vejledningsforpligtelsen og
kravet om at oplyse sagen. Udenrigstjenesten vil tillige skul-
le informere borgeren om dennes muligheder for at søge på
anden vis, når der foreligger særlige forhold, eller om mu-
ligheden for at lade andre ansøge på borgerens vegne via
fuldmagt.
Hvis udenrigstjenesten afviser en borger, der ikke anven-
der den digitale selvbetjeningsløsning, kan en afvisning be-
grundes med, at det er obligatorisk at benytte den digitale
selvbetjeningsløsning. Hvis borgeren fortsat mener, at
vedkommende ikke skal eller kan betjene sig digitalt, må
udenrigstjenesten afklare, om der foreligger særlige forhold,
14
der gør, at kravet om brug af den digitale selvbetjeningsløs-
ning kan fraviges. Det er udenrigstjenesten, der ud fra et
konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold.
Der skal i den forbindelse lægges vægt på borgerens beskri-
velse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktø-
jer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom
udenrigstjenesten ud fra en helhedsvurdering af borgeren må
bedømme, om denne vil kunne betjene sig digitalt efter
modtagelse af hjælp hertil.
Muligheden for at ansøge, rekvirere, afregne mv. på en
anden måde end ved digital selvbetjening skal imødekomme
borgere med særlige behov. Der kan for eksempel være tale
om borgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk
funktionsnedsættelse og demens.
Særlige forhold vil eksempelvis foreligge, hvor en borger
ikke selv kan anvende digital selvbetjening, og det ikke gi-
ver mening at forlange, at denne henvender sig eksempelvis
i Udenrigsministeriet eller på en repræsentation for at få
hjælp til digital selvbetjening. Det gælder f.eks. borgere med
psykiske lidelser, hjemløse eller borgere med store sprog-
vanskeligheder, herunder borgere der ikke behersker dansk
eller andet sprog, der anvendes i selvbetjeningsløsningen.
Udenrigstjenesten kan i det enkelte tilfælde vurdere, at der
foreligger særlige forhold, der gør, at en anden kommunika-
tionskanal end den digitale er bedst egnet.
Der foreligger særlige forhold for disse borgere, hvis
hjælp eller medbetjening fra Udenrigsministeriets side kon-
kret vurderes ikke at være en egnet løsning til at muliggøre
digital indgivelse af ansøgningen, anmodningen eller med-
delelsen mv. I visse tilfælde vil udenrigstjenesten umiddel-
bart kunne vurdere, at borgeren ikke vil kunne indgive en
ansøgning, anmodning eller en meddelelse mv. digitalt,
uden at udenrigstjenesten først har forsøgt medbetjening.
Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige
forhold for nogle af de borgere, der har særlige behov, der
gør, at borgeren ikke kan ansøge, anmode, indgive medde-
lelsen mv. digitalt. Tilsvarende vil der også være borgere fra
de nævnte grupper, der kan ansøge, anmode eller indgive
meddelelsen mv. digitalt, eventuelt efter medbetjening, og
som derfor skal betjene sig digitalt.
Et eksempel, hvor der kan foreligge særlige forhold, der
gør, at borgeren ikke kan anmode digitalt, er, hvor en senge-
liggende sygemeldt person uden PC eller uden digitale
kundskaber henvender sig telefonisk til udenrigstjenesten
for at få tilbudt en anden måde at anmode om tjenestehand-
linger på end digtalt. Et andet eksempel kunne være en 80-
årig borger, der anmoder om en tjenestehandling, men som
aldrig har stiftet bekendtskab med it, og som ikke ser sig i
stand til at erhverve sig NemID.
Særlige forhold vil eksempelvis foreligge, hvor en socialt
udsat borger ikke selv kan ansøge digitalt, og hvor det ikke
giver mening at forlange, at borgeren modtager hjælp til at
betjene sig digitalt. Særlige forhold kan tillige foreligge,
hvor en borger er indsat i fængsel eller institutionsanbragt
og af den grund ikke har adgang til en computer eller lig-
nende digital platform, hvorfor borgeren ikke kan ansøge di-
gitalt.
Også hvor der er tale om borgere med store sprogvanske-
ligheder, herunder borgere, der ikke behersker dansk eller
andet sprog, der anvendes i selvbetjeningsløsningen, eller li-
der af svær ordblindhed, kan udenrigstjenesten i det enkelte
tilfælde vurdere, at der foreligger særlige forhold, der gør, at
en anden kommunikationskanal end den digitale er bedst eg-
net.
Endnu et eksempel på, hvor særlige forhold gør sig gæl-
dende, er, hvor der ved selvbetjeningsløsningen forudsættes
anvendelse af personnummer eller NemID, og borgeren ikke
har et personnummer eller ikke kan få udstedt NemID.
Forudsætningerne for at få offentlig digital signatur (ek-
sempelvis NemID) er, at borgeren er over 15 år, at borgeren
har et dansk personnummer, og at borgeren kan legitimere
sig fyldestgørende.
Personer uden et personnummer kan ikke få NemID. I dis-
se tilfælde kan borgeren ikke anvende de digitale selvbetje-
ningsløsninger, hvor denne identifikation kræves. Det gør
sig eksempelvis gældende i forbindelse med legalisering af
digitalt udstedte myndighedsdokumenter. Det vil ikke være
muligt at få dokumentet returneret efter legalisering, efter-
som det vil kræve adgang til digital post, hvilket forudsæt-
ter, at borgeren har et NemID.
For så vidt angår en borger, der ikke er registret i CPR
med bopæl eller fast opholdssted i Danmark, herunder en
borger bosat i udlandet, stilles der særlige identifikations-
krav, der kan vanskeliggøre erhvervelse af NemID. En så-
dan borger vil derfor som udgangspunkt ikke kunne anvende
den digitale selvbetjeningsløsning og skal, hvor det er rele-
vant, betjenes på anden vis. Hvis borgeren alligevel har fået
anskaffet sig NemID, eksempelvis ved personligt fremmøde
i borgerservice eller via en dansk ambassade/repræsentation
i udlandet, vil borgeren skulle anvende den digitale selvbe-
tjeningsløsning.
Hvis en borger ikke har, men kan få udstedt NemID, og
dette er en forudsætning for anvendelse af den konkrete di-
gitale selvbetjeningsløsning, foreslås det, at udenrigstjene-
sten skal anmode borgeren om at anskaffe sig NemID. Hvis
udenrigstjenesten vurderer, at der foreligger særlige forhold,
kan udenrigstjenesten vælge ikke at kræve anskaffelse af
NemID, men lade borgeren betjene sig på anden vis.
Det er udenrigstjenesten, der i de konkrete tilfælde foreta-
ger en vurdering af, om der foreligger særlige forhold. Hvis
udenrigstjenesten finder, at der foreligger særlige forhold,
skal denne tilbyde borgeren en anden måde at ansøge mv.
på.
Der kan være forskel fra område til område på, hvor om-
fattende en ansøgning mv. er, hvorfor der også vil være for-
skel på, hvornår en henvendelse kan håndteres ved hjælp el-
ler medbetjening fra en medarbejder, og hvornår en borger
henvises til at ansøge mv. på anden vis. Udenrigstjenesten
vil i en lang række tilfælde kunne udfylde en ansøgning,
gennemføre en rekvirering eller afregning sammen med bor-
gere, der ikke selv kan. Det er således hensigten, at den en-
kelte medarbejder i udenrigstjenesten i den konkrete situa-
15
tion ved henvendelse fra en borger gør et forsøg på at guide
borgeren til digital selvbetjening.
Hvor der foreligger særlige forhold, er det udenrigstjene-
sten, der beslutter, på hvilken måde, ansøgningen, rekvire-
ringen, afregningen mv. i givet fald skal indgives. Det kan
for eksempel indebære telefonisk eller personlig betjening,
anvendelse af blanketter eller anden skriftlig eller digital
kommunikation. Personlig eller telefonisk betjening forud-
sættes som i dag at foregå i den almindelige åbningstid hos
udenrigstjenesten, herunder på ambassaderne/repræsentatio-
nerne.
Udenrigstjenesten vil ved anvisning af alternativ kommu-
nikationskanal skulle tage hensyn til den enkelte borgers
vanskeligheder, herunder årsagen til, at borgeren ikke kan
anvende digital selvbetjening. FN’s Handikapkonvention in-
debærer blandt andet, at hvor kravet om digital selvbetje-
ning fraviges, skal den offentlige myndighed træffe passen-
de foranstaltninger til at sikre, at borgere med handikap kan
kommunikere med det offentlige. Ifølge FN’s Handikapkon-
vention er en person med handikap defineret som en person
med langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk
funktionsnedsættelse. Loven vil skulle administreres, så
konventionen såvel som øvrig lovgivning overholdes.
Borgeren vil som i dag have mulighed for at give fuld-
magt til en anden person til at anvende en konkret digital
løsning eller til at henvende sig digitalt på vegne af borge-
ren. I de tilfælde, hvor den digitale selvbetjeningsløsning
endnu ikke muliggør at afgive eller anvende en fuldmagt di-
gitalt, må afgivelsen af fuldmagten og eventuelt selve an-
søgningen, rekvireringen mv. ske på anden måde.
Det vil som led i udmøntningen af bemyndigelsesbestem-
melsen endvidere blive fastsat, at udenrigstjenesten ekstra-
ordinært kan undlade at afvise en ansøgning, rekvirering
mv., der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der
ud fra en samlet vurdering er klare fordele for udenrigstjene-
sten ved at behandle ansøgningen på anden vis end digitalt.
Med muligheden for ekstraordinært at undlade at afvise sag-
er, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, tages der
højde for, at der kan være situationer, hvor det ud fra en
samlet vurdering kan være mere økonomisk hensigtsmæs-
sigt for udenrigstjenesten at behandle en ansøgning mv.,
selvom den ikke indgives ved digital selvbetjening.
Udenrigstjenesten vil eksempelvis kunne anvise borgeren
en anden måde at betjene sig på, hvis et selvbetjeningssy-
stem er ude af drift. Der kan også være tale om tilfælde,
hvor krav om digital selvbetjening indebærer en uforholds-
mæssigt omkostningskrævende omlægning af selvbetje-
ningssystemer for at imødegå ekstraordinære situationer.
Som led i udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen,
forventes der fastsat regler om, at en digital meddelelse an-
ses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen,
dvs. til modtageren af meddelelsen, når den er tilgængelig
for adressaten for meddelelsen, dvs. fra det tidspunkt, hvor
adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indhol-
det af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller
hvornår adressaten rent faktisk gør sig bekendt med indhol-
det af meddelelsen.
En meddelelse vil normalt være tilgængelig for udenrigs-
tjenesten på det tidspunkt, hvor udenrigstjenesten kan be-
handle eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt
blive registreret automatisk i modtagelsessystemet eller i et
datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl.
24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelel-
sen er tilgængelig.
En ansøgning, rekvirering, afregning mv., der er tilgænge-
lig i myndighedens system eksempelvis klokken 23:59 den
30. november, er således kommet frem den 30. november,
uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder på ambassa-
den/repræsentationen og gør sig bekendt med meddelelsen
på dette tidspunkt, der ligger uden for normal arbejdstid/
åbningstid. Det kan med digital selvbetjening præcist regi-
streres, hvornår en ansøgning mv. er kommet frem. Hvor-
vidt fremkomsten er rettidig, må bedømmes efter de gælden-
de forvaltningsretlige regler og eventuelle fastsatte tidsfri-
ster. I de tilfælde, hvor udenrigstjenesten har behov for at
gøre sig bekendt med en meddelelse på et bestemt tidspunkt,
må der fastsættes en tidsfrist, der indeholder såvel en dato
som et præcist klokkeslæt for, hvornår ansøgningen mv. skal
være indgivet for at være kommet frem rettidigt.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke
fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-sy-
stem eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses
for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen
blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysnin-
ger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke komme
borgeren til skade, at en ansøgning eller afregning mv. mod-
tages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud
eller andre forhold hos myndigheden.
Til § 2
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. maj 2018.
Til § 3
Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås i § 3, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
16
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 150 af 13. april 1983 om udenrigstjene-
sten, som ændret ved lov nr. 331 af 14. maj 1997,
lov nr. 410 af 6. juni 2002 og lov nr. 753 af 2. juni
2015 foretages følgende ændringer:
Titel: Lov om udenrigstjenesten 1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/637/EU af 20. april 2015 om koordinations-
og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær
beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i
tredjelande og om ophævelse af afgørelse
95/553/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 106, side 1.«
§ 1. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Udenrigstjenesten yder bistand til danske
statsborgere samt bistand til danske virksomheder i
deres erhvervsmæssige forbindelser med udlandet.
2. I § 1, stk. 3, indsættes efter »danske statsborge-
re«: », udlændinge med fast bopæl i Danmark, ik-
kerepræsenterede nordiske statsborgere og ikkere-
præsenterede unionsborgere i tredjelande.«
3. I § 1, stk. 3, indsættes som 2. punktum: »Endvi-
dere ydes bistand til danske virksomheder i deres
erhvervsmæssige forbindelser med udlandet.«
4. I § 1 indsættes efter stk. 3, som nyt stykke:
»Stk. 4. Udenrigsministeren fastsætter nærmere
regler om udenrigstjenestens bistand til ikkerepræ-
senterede unionsborgere i tredjelande, herunder om
bistand til ledsagende familiemedlemmer fra tred-
jelande i krisesituationer samt finansielle procedu-
rer mv.«
§ 14. ---
Stk. 2.-3. ---
5. I § 14 indsættes efter stk. 3, som nyt stykke:
»Stk. 4. Udenrigsministeren kan fastsætte regler
om, at kommunikation til og fra udenrigstjenesten
om tjenestehandlinger, for hvilke der erlægges ge-
byr, helt eller delvis skal foregå digitalt, herunder
om anvendelse af bestemte it-systemer, fravigelse
af obligatorisk digital kommunikation grundet sær-
lige forhold og ekstraordinære situationer samt om,
17
hvornår en digital meddelelse anses for at være
kommet frem.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. maj 2018.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som henholdsvis de færøske og grøn-
landske forhold tilsiger.
18
Bilag 2
Rådets Direktiv (EU) 2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger
for at lette konsulær beskyttelse af ikke-repræsenterede unionsborgere i tredjelande og om ophæ-
velse af afgørelse 95/553/EF
24.4.2015 DA Den Europæiske Unions Tidende L 106/1
RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/637
af 20. april 2015
om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede
unionsborgere i tredjelande og om ophævelse af afgørelse 95/553/EF
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 23,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Unionsborgerskabet er den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere. Retten til i
tredjelande, hvor den medlemsstat, hvor de er statsborgere, ikke er repræsenteret, at nyde beskyttel-
se hos enhver anden medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder på samme vilkår som
statsborgere i denne medlemsstat er en af de særlige rettigheder, som unionsborgere har ifølge arti-
kel 20, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
(2) Lissabontraktaten styrkede unionsborgerskabets status og de rettigheder, der er knyttet dertil. Arti-
kel 23 i TEUF giver således mulighed for vedtagelse af direktiver om de koordinations- og samar-
bejdsforanstaltninger, der er nødvendige for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede uni-
onsborgere.
(3) Unionen bygger på værdier som solidaritet, ikkeforskelsbehandling og respekt for menneskerettig-
hederne; i forbindelserne med den øvrige verden bør Unionen forsvare sine værdier og bidrage til
beskyttelsen af sine borgere. Den grundlæggende ret til konsulær beskyttelse hos enhver medlems-
stat af ikkerepræsenterede unionsborgere på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat, jf.
artikel 46 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), er et udtryk
for europæisk solidaritet. Den giver unionsborgerskabet en ekstern dimension og styrker Unionens
identitet i tredjelande.
(4) Formålet med dette direktiv er at træffe de koordinations- og samarbejdsforanstaltninger, der er
nødvendige for yderligere at lette den konsulære beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere.
Disse foranstaltninger bør øge retssikkerheden samt det effektive samarbejde og solidariteten blandt
de konsulære myndigheder.
(5) I henhold til artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF og artikel 23 i TEUF bør medlemsstaterne yde konsu-
lær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere på samme vilkår som til deres egne statsborgere. Det-
19
te direktiv berører ikke medlemsstaternes kompetence til at fastlægge omfanget af den beskyttelse,
som ydes deres egne statsborgere.
(6) Dette direktiv berører ikke de konsulære forbindelser mellem medlemsstaterne og tredjelande, sær-
lig deres rettigheder og forpligtelser i henhold til international praksis og internationale aftaler,
navnlig konventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser (Wienerkonventionen), som
medlemsstaterne anvender i overensstemmelse med EU-retten. I henhold til artikel 8 i Wienerkon-
ventionen kan medlemsstaterne yde konsulær beskyttelse på vegne af en anden medlemsstat efter
behørig anmeldelse, medmindre det pågældende tredjeland modsætter sig dette. Der kan især opstå
vanskeligheder i forbindelse med situationer, der involverer borgere, som også er statsborgere i
værtslandet. Medlemsstaterne bør med støtte fra det lokale konsulære samarbejde træffe de fornød-
ne foranstaltninger til i forbindelse med tredjelande at sikre, at der i hvert enkelt tilfælde kan ydes
konsulær beskyttelse på andre medlemsstaters vegne.
(7) Når ikkerepræsenterede borgere har brug for beskyttelse i tredjelande, er det nødvendigt med et ef-
fektivt samarbejde og en effektiv koordination. Den bistående medlemsstat i et tredjeland og den
medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, bør arbejde tæt sammen. Lokalt konsulært samarbejde
for så vidt angår ikkerepræsenterede borgere kan være særligt kompliceret, da det kræver samarbej-
de med myndigheder, som ikke er repræsenteret lokalt, herunder, hvis det er relevant, med de kom-
petente ambassader eller konsulater. Der bør indføres klare og faste rammer for at udfylde det hul,
der opstår som følge af den manglende tilstedeværelse af en ambassade eller et konsulat fra borge-
rens egen medlemsstat. Det er også nødvendigt at præcisere eksisterende foranstaltninger for at sik-
re effektiv beskyttelse.
(8) Unionsborgere bør betragtes som værende ikkerepræsenteret i et tredjeland, hvis den medlemsstat,
hvor de er statsborgere, ikke har etableret en ambassade, et konsulat eller en honorær konsul i tred-
jelandet. Borgere bør også betragtes som værende ikkerepræsenteret, hvis den ambassade, det kon-
sulat eller den honorære konsul, som er etableret lokalt, af en hvilken som helst grund i en given sag
ikke kan yde den beskyttelse, som den berørte person ellers har ret til at modtage i henhold til natio-
nal lovgivning eller praksis. Ambassader og konsulater bør underrette hinanden om enhver ekstraor-
dinær omstændighed, som midlertidigt kan påvirke deres kapacitet til at yde konsulær beskyttelse.
Der bør også tages hensyn til tilgængelighed og nærhed. For eksempel bør en borger, som søger
konsulær beskyttelse eller bistand fra en anden medlemsstats ambassade eller konsulat, ikke sendes
videre til ambassaden, konsulatet eller den honorære konsul for den medlemsstat, hvor
vedkommende er statsborger, når statsborgeren på grund af lokale omstændigheder eller manglende
ressourcer ikke kan nå sikkert frem til eller ikke kan nås sikkert af sidstnævnte instanser på en må-
de, så vedkommende kan ydes konsulær beskyttelse. Begrebet manglende repræsentation bør fortol-
kes således, at ikkerepræsenterede borgere sikres effektiv ret til at nyde beskyttelse hos en anden
medlemsstats ambassade eller konsulat på ikkeforskelsbehandlende vis, idet der tages hensyn til den
enkelte sags specifikke omstændigheder. Borgere med statsborgerskab i mere end én medlemsstat
bør anses for at være ikkerepræsenteret, hvis ingen af de medlemsstater, hvor vedkommende er
statsborger, er repræsenteret i det pågældende tredjeland.
(9) Med henblik på at sikre effektiviteten af den i artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF indeholdte ret og
retten til respekt for privatliv og familieliv, som anerkendt i artikel 7 i chartret, og under hensynta-
gen til national lovgivning og praksis kan en bistående medlemsstat blive nødt til at yde beskyttelse
til unionsborgeres familiemedlemmer fra tredjelande alt efter den enkelte sags specifikke omstæn-
digheder. Dette direktiv forhindrer ikke, at den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor
den ikkerepræsenterede borger er statsborger, under de konsultationer, der bør afholdes, inden der
ydes bistand, hvis det er hensigtsmæssigt, enes om muligheden for at yde mere vidtgående bistand
til den ikkerepræsenterede unionsborgers familiemedlemmer fra tredjelande end krævet i den bistå-
ende medlemsstats lov eller dikteret af dens praksis, idet der så vidt muligt tages hensyn til anmod-
20
ninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, og såfremt det, der
opnås enighed om, ikke er mindre omfattende, end hvad EU-retten kræver. Det er imidlertid ikke
sikkert, at medlemsstaterne kan yde visse former for konsulær beskyttelse, f.eks. nødpas, til familie-
medlemmer fra tredjelande. For så vidt angår bistand til mindreårige bør hensynet til barnets tarv i
overensstemmelse med artikel 24 i chartret, og som anført i FN-konventionen af 20. november 1989
om barnets rettigheder, komme i første række.
(10) Ikkerepræsenterede borgere bør kunne søge konsulær beskyttelse hos enhver medlemsstats ambas-
sade eller konsulat. Dette bør imidlertid ikke forhindre medlemsstaterne i at indgå praktiske ordnin-
ger med henblik på at dele ansvaret for at yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere i
henhold til dette direktiv. Sådanne ordninger er til gavn for borgerne, da de muliggør bedre bered-
skab med hensyn til at sikre effektiv beskyttelse. Medlemsstater, som modtager anmodninger om
beskyttelse, bør vurdere, om det i en specifik sag er nødvendigt at yde konsulær beskyttelse, eller
om sagen kan overdrages til den ambassade eller det konsulat, der er udpeget som kompetent ifølge
den en eventuel allerede gældende ordning. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen og Tje-
nesten for EU᾽s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om alle sådanne ordninger, der bør of-
fentliggøres af Unionen og medlemsstaterne for at sikre gennemsigtighed for ikkerepræsenterede
borgere.
(11) Dette direktiv bør ikke forhindre en medlemsstat, som ikke er repræsenteret i et tredjeland, i at yde
konsulær beskyttelse til en af sine statsborgere, f.eks. ved at yde konsulære tjenester via internettet,
hvor det er hensigtsmæssigt. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger,
bør kunne anmode den medlemsstat, som den pågældende borger søger eller modtager konsulær be-
skyttelse hos, om at overdrage ansøgningen eller sagen, så den selv kan yde konsulær beskyttelse.
En sådan overførsel bør ikke føre til, at den ikkerepræsenterede borger unddrages konsulær beskyt-
telse.
(12) Uanset medlemsstaternes forskellige traditioner med hensyn til honorære konsulers kompetence, til-
byder de almindeligvis ikke samme vifte af tjenester som ambassader eller konsulater. Honorære
konsuler udfører ofte deres opgave på frivilligt grundlag, og det bør derfor være op til hver enkelt
medlemsstat at afgøre, om dette direktiv bør finde anvendelse på dens honorære konsuler. Honoræ-
re konsuler kan pålægges at yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere alt efter den
enkelte sags specifikke omstændigheder.
(13) Anmodninger om beskyttelse bør behandles, hvis ansøgerne fremviser et gyldigt pas eller identitets-
kort for unionsborgere. Imidlertid er ikkerepræsenterede borgere, som har brug for konsulær beskyt-
telse, ikke altid i besiddelse af deres identitetspapirer. Den grundlæggende status som unionsborger
opnås direkte i medfør af EU-retten, og identitetspapirer er derfor udelukkende af deklaratorisk vær-
di. Hvis ansøgerne ikke kan fremvise gyldige identitetsdokumenter, bør de kunne fastslå deres iden-
titet på anden vis. Om nødvendigt kan den pågældende persons identitet fastslås ved at konsultere
myndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgeren hævder at være statsborger. Med hensyn til de
familiemedlemmer, som ledsager ansøgeren, bør myndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgeren
er statsborger, også have mulighed for at hjælpe den bistående medlemsstat med at kontrollere iden-
titet og slægtskabsforhold med ansøgeren.
(14) For at afgøre, hvilke koordinations- og samarbejdsforanstaltninger der er nødvendige, bør anvendel-
sesområdet for konsulær beskyttelse i henhold til dette direktiv specificeres. Konsulær beskyttelse
af ikkerepræsenterede borgere bør omfatte bistand i en række typiske situationer, hvor medlemssta-
terne yder konsulær beskyttelse til deres egne statsborgere alt efter den enkelte sags specifikke om-
stændigheder, såsom i tilfælde af anholdelse eller tilbageholdelse, alvorlige ulykker, alvorlig syg-
dom og dødsfald, og hvis der er brug for hjælp og hjemtransport i nødsituationer eller udstedelse af
nødpas. Da den fornødne beskyttelse altid afhænger af den aktuelle situation, bør konsulær beskyt-
telse ikke begrænses til de situationer, der specifikt er anført i direktivet.
21
(15) Der bør, hvor det er relevant, tages behørigt hensyn til borgerens ønsker, bl.a. med hensyn til om
familiemedlemmer eller andre nærtstående personer skal underrettes, og i så fald hvem. Ligeledes
bør der ved dødsfald tages behørigt hensyn til de pårørendes ønsker med hensyn til, hvad der skal
ske med den afdødes jordiske rester. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er stats-
borger, bør stå for disse kontakter.
(16) Medlemsstaternes myndigheder bør arbejde tæt sammen og koordinere med hinanden og Unionen,
navnlig Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, idet der udvises gensidig respekt og solidaritet.
For at sikre et hurtigt og effektivt samarbejde bør medlemsstaterne give og løbende ajourføre oplys-
ninger om relevante kontaktpunkter i medlemsstaterne gennem et sikkert websted hos EU-Uden-
rigstjenesten (Consular Online).
(17) I tredjelande er Unionen repræsenteret ved EU-delegationerne, som i nært samarbejde med med-
lemsstaternes diplomatiske og konsulære missioner bidrager til iværksættelsen af unionsborgeres ret
til konsulær beskyttelse, jf. artikel 35 i traktaten om Den Europæiske Union. Dette direktiv anerken-
der fuldt ud og forbedrer yderligere det bidrag, som EU-Udenrigstjenesten og EU-delegationerne
allerede yder, navnlig i krisesituationer, i henhold til Rådets afgørelse 2010/427/EU (2), særlig arti-
kel 5, stk. 10.
(18) Med hensyn til lokalt samarbejde bør alle relevante aktørers kompetencer og deres respektive roller
præciseres for at sikre, at ikkerepræsenterede borgere modtager den bistand, de har ret til i henhold
til princippet om ikkeforskelsbehandling. På det lokale konsulære samarbejde bør man være behø-
rigt opmærksom på ikkerepræsenterede borgere ved f.eks. at indsamle og regelmæssigt ajourføre
oplysninger om relevante kontaktpunkter og dele disse med medlemsstaternes lokale ambassader og
konsulater samt med EU-delegationen.
(19) I de lokale konsulære samarbejdsmøder, som tilrettelægges i tæt samarbejde med EU-delegationen,
bør der indgå regelmæssig udveksling af oplysninger om spørgsmål af relevans for ikkerepræsente-
rede borgere, bl.a. om borgernes sikkerhed, fængselsforhold, meddelelser fra og adgang til konsula-
ter samt krisesamarbejde. På disse møder bør de repræsenterede medlemsstater, når det er nødven-
digt, aftale de praktiske ordninger for at sikre, at ikkerepræsenterede borgere beskyttes effektivt. En
sådan aftale er muligvis ikke nødvendig, hvis der for eksempel kun er få ikkerepræsenterede borge-
re.
(20) En klar ansvarsfordeling mellem repræsenterede og ikkerepræsenterede medlemsstater og EU-dele-
gationen er afgørende for at sikre passende kriseberedskab og krisestyring. Kriseberedskabsplan-
lægningen bør derfor koordineres og fuldt ud tage hensyn til ikkerepræsenterede borgere. Med hen-
blik herpå bør medlemsstater, som ikke har etableret en ambassade eller et konsulat lokalt, inden for
rammerne af det lokale kriseberedskab give alle tilgængelige og relevante oplysninger vedrørende
deres borgere inden for området. Sådanne oplysninger bør efter omstændighederne ajourføres i til-
fælde af en krisesituation. De kompetente ambassader og konsulater og EU-delegationer bør orien-
teres og, når det er hensigtsmæssigt, inddrages i kriseberedskabsforanstaltningerne. Oplysninger om
disse foranstaltninger bør stilles til rådighed for ikkerepræsenterede borgere. I en krisesituation bør
den ledende stat eller den eller de medlemsstater, der koordinerer bistanden, koordinere den støtte,
der ydes ikkerepræsenterede borgere, og brugen af tilgængelig evakueringskapacitet på basis af den
aftalte planlægning og den lokale udvikling på ikkeforskelsbehandlende vis.
(21) Interoperabiliteten mellem konsulære medarbejdere og andre kriseberedskabseksperter bør forbed-
res, navnlig gennem deres deltagelse i tværfaglige kriseberedskabshold såsom dem, der hører under
EU-Udenrigstjenestens kriseresponssystem og operationelle koordinations- og krisestyringsstruktu-
rer og under EU-civilbeskyttelsesmekanismen (3).
(22) Det bør være muligt at kræve støtte fra EU-civilbeskyttelsesmekanismen, hvis det er nødvendigt af
hensyn til den konsulære beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere. Denne anmodning om støtte
kan f.eks. komme fra den ledende stat eller den eller de medlemsstater, som koordinerer bistanden.
22
(23) Det i dette direktiv anvendte udtryk en »ledende stat« henviser til en eller flere medlemsstater re-
præsenteret i et givent tredjeland, og som har ansvaret for at koordinere og lede bistanden til ikkere-
præsenterede borgere under krisesituationer. Begrebet ledende stat, som fastsat i de relevante EU-
retningslinjer (4), kan videreudvikles i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med dette di-
rektiv.
(24) Når en medlemsstat underrettes om eller modtager en ansøgning om konsulær beskyttelse fra en
person, som hævder at være en ikkerepræsenteret borger, bør den, medmindre der er tale om særligt
hastende tilfælde, altid omgående tage kontakt til den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, og
give den alle de relevante oplysninger, inden den yder nogen bistand. Den medlemsstat, hvor borge-
ren er statsborger, bør på sin side omgående give alle oplysninger, som er relevante for sagen. Den-
ne konsultation bør gøre det muligt for den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, at anmode
om overførsel af ansøgningen eller sagen for selv at kunne yde konsulær beskyttelse. Denne konsul-
tation bør også gøre det muligt for de berørte medlemsstater at udveksle relevante oplysninger med
henblik på f.eks. at sikre, at en ikkerepræsenteret borger ikke misbruger sin ret til konsulær beskyt-
telse i henhold til artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF. Unionsborgerne kan ikke henholde sig til dette
direktiv i tilfælde af misbrug.
(25) Gensidig solidaritet og samarbejde omfatter også økonomiske spørgsmål. De medlemsstater, som
yder deres egne borgere konsulær beskyttelse i form af økonomisk bistand, gør dette som sidste ud-
vej og kun i ekstraordinære tilfælde, hvis den pågældende borger ikke kan få økonomisk hjælp ad
anden vej, såsom ved at familiemedlemmer, venner eller arbejdsgivere foretager overførsler. Ikkere-
præsenterede borgere bør ydes økonomisk bistand på samme vilkår som statsborgere i den biståen-
de medlemsstat. Den ikkerepræsenterede borger bør pålægges at underskrive en forpligtelse til at
tilbagebetale de påløbne omkostninger til den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, forudsat at
statsborgere i den bistående medlemsstat i samme situation ville være blevet pålagt at tilbagebetale
disse omkostninger til deres egen medlemsstat. Den ikkerepræsenterede borger kan derefter af den
medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, pålægges at tilbagebetale disse omkostninger, herunder
et eventuelt konsulært gebyr.
(26) Dette direktiv bør sikre økonomisk byrdefordeling og godtgørelse. Hvor konsulær beskyttelse, der
ydes til en ikkerepræsenteret borger, omfatter undertegnelse af en tilbagebetalingsforpligtelse, bør
den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, godtgøre den bistående med-
lemsstat påløbne omkostninger efter dens skriftlige anmodning. Det bør være op til den bistående
medlemsstat at afgøre, om den vil søge godtgørelse for de påløbne omkostninger. Den bistående
medlemsstat og den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne af-
tale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for visse tidsfrister.
(27) Den konsulære beskyttelse, som ydes en ikkerepræsenteret borger i tilfælde af anholdelse eller tilba-
geholdelse, kan indebære usædvanligt høje omkostninger i forbindelse med rejse, logi eller oversæt-
telse for de diplomatiske eller konsulære myndigheder i den bistående medlemsstat alt efter den en-
kelte sags omstændigheder. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger,
bør underrettes om sådanne eventuelle omkostninger under de konsultationer, som finder sted, in-
den bistanden ydes. Den bistående medlemsstat bør kunne søge godtgørelse for sådanne usædvan-
ligt høje omkostninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger. Den
medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, bør godtgøre den bistående medlemsstat de påløbne om-
kostninger. Den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er
statsborger, bør kunne aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for visse tidsfrister.
Ifølge princippet om ikkeforskelsbehandling kan de medlemsstater, hvor ikkerepræsenterede borger
er statsborgere, ikke anmode dens borgere om at godtgøre omkostninger, som statsborgere i den bi-
stående medlemsstat ikke ville blive pålagt at betale.
23
(28) De økonomiske procedurer bør forenkles med henblik på krisesituationer. I betragtning af sådanne
situationers særlige karakter, såsom behovet for hurtigt at bistå et stort antal borgere, bør en tilbage-
betalingsforpligtelse ikke være nødvendig, for at den bistående medlemsstat kan søge og modtage
godtgørelse fra den eller de medlemsstater, hvor den eller de ikkerepræsenterede borgere er stats-
borgere. De medlemsstater, hvor de ikkerepræsenterede borger er statsborgere, bør godtgøre den el-
ler de bistående medlemsstater de påløbne omkostninger. Det bør være op til den eller de bistående
medlemsstater at afgøre, om de vil søge godtgørelse for de påløbne omkostninger og i hvilken form.
Den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger,
bør kunne aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for visse tidsfrister. I tilfælde af en
krisesituation, som har eller kan have haft negative konsekvenser for et væsentligt antal unionsbor-
gere, og efter anmodning fra den bistående medlemsstat, bør de medlemsstater, hvor ikkerepræsen-
terede borger er statsborgere, godtgøre omkostningerne på et forholdsmæssigt grundlag ved at dele
de påløbne omkostninger med antallet af borgere, der har fået bistand.
(29) Dette direktiv bør tages op til revision tre år efter dets gennemførelsesfrist. Det eventuelle behov for
at revidere de økonomiske procedurer for at sikre tilstrækkelig byrdefordeling bør navnlig vurderes
i lyset af de oplysninger, som medlemsstaterne giver om gennemførelsen og den praktiske anven-
delse af direktivet, herunder eventuelle relevante statistikker og sager. Kommissionen bør udarbejde
en rapport og overveje behovet for eventuelle yderligere foranstaltninger, herunder i givet fald ved
at foreslå ændringer til dette direktiv med henblik på at lette udøvelsen af unionsborgernes ret til
konsulær beskyttelse.
(30) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (5) finder anvendelse på medlemsstaternes be-
handling af personoplysninger i forbindelse med nærværende direktiv.
(31) Dette direktiv bør ikke påvirke gunstigere bestemmelser i national lovgivning, for så vidt som de er
forenelige med dette direktiv.
(32) I henhold til medlemsstaternes og Kommissionens fælles politiske erklæring af 28. september 2011
(6) om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er beretti-
get, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der
forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemfø-
relsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne do-
kumenter er berettiget.
(33) Direktivet har til formål at fremme konsulær beskyttelse som anerkendt i chartret. Det respekterer
de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der navnlig anerkendes i charteret, især
princippet om ikkeforskelsbehandling, retten til livet og respekt for menneskets integritet, retten til
respekt for privatliv og familieliv, respekt for børns rettigheder, retten til et forsvar og retten til en
upartisk domstol. Direktivet bør gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og princip-
per.
(34) I overensstemmelse med forbuddet mod forskelsbehandling i chartret bør medlemsstaterne gennem-
føre dette direktiv uden forskelsbehandling mellem de personer, der er omfattet af direktivet, på
grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro,
politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, han-
dicap, alder eller seksuel orientering
(35) Afgørelse 95/553/EF truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet
(7) bør ophæves —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV
24
KAPITEL 1
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OG ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
Emne
1. Dette direktiv fastlægger de koordinations- og samarbejdsforanstaltninger, der er nødvendige for at let-
te udøvelsen af den ret, jf. artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF, som unionsborgere har i de tredjelande, hvor
den medlemsstat, hvor de er statsborgere, ikke er repræsenteret, til at nyde enhver medlemsstats diploma-
tiske og konsulære myndigheders beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat, og-
så under hensyn til den rolle, Unionens delegationer spiller for at bidrage til, at denne ret iværksættes.
2. Dette direktiv vedrører ikke konsulære forbindelser mellem medlemsstater og tredjelande.
Artikel 2
Almindeligt princip
1. Medlemsstaternes ambassader eller konsulater yder konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borge-
re på samme vilkår som til deres egne statsborgere.
2. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at dette direktiv skal finde anvendelse på den konsulære be-
skyttelse, som ydes af honorære konsuler i overensstemmelse med artikel 23 i TEUF. Medlemsstaterne
sikrer, at ikkerepræsenterede borgere underrettes behørigt om sådanne afgørelser, og i hvilket omfang ho-
norære konsuler har kompetence til at yde beskyttelse i en given sag.
Artikel 3
Konsulær beskyttelse, som ydes af den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger
Den medlemsstat, hvor en ikkerepræsenteret borger er statsborger, kan anmode den medlemsstat, som
den ikkerepræsenterede borger søger eller modtager konsulær beskyttelse hos, om at videresende den ik-
kerepræsenterede borgers ansøgning eller sag til den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, så
denne medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, kan yde konsulær beskyttelse i henhold til sin na-
tionale lov eller praksis. Den anmodede medlemsstat kan afgive sagen, så snart den medlemsstat, hvor
borgeren er statsborger, bekræfter, at den yder konsulær beskyttelse til den ikkerepræsenterede borger.
Artikel 4
Ikkerepræsenterede borgere i tredjelande
Med henblik på dette direktiv forstås ved »ikkerepræsenteret borger« enhver borger, der har statsborger-
skab i en medlemsstat, og som ikke er repræsenteret i et tredjeland, jf. artikel 6.
Artikel 5
Familiemedlemmer til ikkerepræsenterede borgere i tredjelande
Der ydes konsulær beskyttelse til familiemedlemmer, der ikke selv er unionsborgere, som ledsager ikke-
repræsenterede borgere i et tredjeland, i samme udstrækning og på samme betingelser, som gælder for
familiemedlemmer til borgere i den bistående medlemsstat, der ikke selv er unionsborgere, i overensstem-
melse med dens nationale lovgivning eller praksis.
25
Artikel 6
Manglende repræsentation
Med henblik på dette direktiv er en medlemsstat ikke repræsenteret i et tredjeland, hvis den ikke
permanent har etableret en ambassade eller et konsulat i tredjelandet, eller hvis den ikke har en ambassa-
de, et konsulat eller en honorær konsul i tredjelandet, som kan yde konkret konsulær beskyttelse i en gi-
ven sag.
Artikel 7
Adgang til konsulær beskyttelse og andre ordninger
1. Ikkerepræsenterede borgere har ret til at søge konsulær beskyttelse hos enhver medlemsstats ambassa-
de eller konsulat.
2. En medlemsstat kan repræsentere en anden medlemsstat permanent, og medlemsstaternes ambassader
eller konsulater kan, når det anses for nødvendigt, indgå praktiske ordninger om deling af ansvaret for at
yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere, jf. dog artikel 2. Medlemsstaterne underretter
Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om sådanne ordninger, der offentliggøres af Unionen og med-
lemsstaterne for at sikre gennemsigtighed for ikkerepræsenterede borgere.
3. I de tilfælde, hvor der er indgået en praktisk ordning, jf. stk. 2, er det den ambassade eller det konsulat,
hvor den ikkerepræsenterede borger søger konsulær beskyttelse, og som ikke er udpeget som kompetent
ifølge den gældende specifikke ordning, der sørger for, at ansøgningen fra borgeren videresendes til den
relevante ambassade eller det relevante konsulat, medmindre den konsulære beskyttelse derved bringes i
fare, navnlig hvis der er tale om hastende tilfælde, som kræver en omgående indsats fra den anmodede
ambassade eller det anmodede konsulat.
Artikel 8
Identifikation
1. Ansøgere om konsulær beskyttelse skal dokumentere, at de er unionsborgere, ved at fremvise deres pas
eller identitetskort.
2. Hvis unionsborgeren ikke kan fremvise et gyldigt pas eller identitetskort, kan vedkommendes nationali-
tet fastslås på anden vis, herunder om nødvendigt ved en kontrol hos de diplomatiske eller konsulære
myndigheder i den medlemsstat, hvor ansøgeren hævder at være statsborger.
3. Med hensyn til de i artikel 5 omhandlede familiemedlemmer kan identiteten og eksistensen af et slægt-
skabsforhold fastslås på anden vis, herunder ved den bistående medlemsstats kontrol hos de diplomatiske
eller konsulære myndigheder i den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, jf. stk. 1.
Artikel 9
Former for bistand
Den i artikel 2 omhandlede beskyttelse kan omfatte konsulær bistand, bl.a. hvis der er tale om
a) anholdelse eller tilbageholdelse
b) ofre for forbrydelser
c) en alvorlig ulykke eller alvorlig sygdom
d) dødsfald
26
e) hjælp til og hjemtransport i en nødsituation
f) et behov for nødpas, jf. afgørelse 96/409/FUSP (8).
KAPITEL 2
KOORDINATIONS- OG SAMARBEJDSFORANSTALTNINGER
Artikel 10
Almindelige regler
1. Medlemsstaternes diplomatiske og konsulære myndigheder arbejder tæt sammen og koordinerer med
hinanden og Unionen for at sikre beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere i overensstemmelse med arti-
kel 2.
2. Når en medlemsstat modtager en anmodning om konsulær beskyttelse fra en person, som hævder at
være en ikkerepræsenteret borger, eller underrettes om, at en ikkerepræsenteret borger befinder sig i en
individuel nødsituation, såsom anført på listen i artikel 9, konsulterer den omgående udenrigsministeriet i
den medlemsstat, hvor borgeren hævder at være statsborger, eller, hvis det er hensigtsmæssigt, denne
medlemsstats kompetente ambassade eller konsulat, og giver den alle relevante tilgængelige oplysninger,
herunder vedrørende den pågældende persons identitet, eventuelle omkostninger ved konsulær beskyttel-
se, og vedrørende eventuelle familiemedlemmer, der også kan være behov for at yde konsulær beskyttelse
til. Denne konsultation skal finde sted, inden bistanden ydes, medmindre der er tale om særligt hastende
tilfælde. Den bistående medlemsstat letter også udvekslingen af oplysninger mellem den pågældende bor-
ger og myndighederne i den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger.
3. Efter anmodning giver medlemsstaten, hvor borgeren er statsborger, den bistående medlemsstats uden-
rigsministerium eller kompetente ambassade eller konsulat alle relevante oplysninger i den pågældende
sag. Den har også ansvaret for al nødvendig kontakt med familiemedlemmer eller andre relevante perso-
ner eller myndigheder.
4. Medlemsstaterne indsender oplysninger til EU-Udenrigstjenesten på dens sikrede websted om de rele-
vante kontaktpunkter i udenrigsministerierne.
Artikel 11
EU-delegationernes rolle
EU-delegationerne arbejder tæt sammen og koordinerer med medlemsstaternes ambassader og konsula-
ter for at bidrage til samarbejde og koordination lokalt og i krisesituationer, navnlig ved at yde tilgængelig
logistisk støtte, herunder kontorlokaler og organisatoriske faciliteter, f.eks. midlertidige lokaler for konsu-
lære medarbejdere og for indsatshold. EU-delegationerne og EU-Udenrigstjenestens hovedkvarter letter
også udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaternes ambassader og konsulater og, hvis det er
hensigtsmæssigt, med de lokale myndigheder. EU-delegationerne stiller også generelle oplysninger til rå-
dighed om den bistand, som ikkerepræsenterede borgere kan have ret til, navnlig hvad angår aftalte prak-
tiske ordninger, hvis det er relevant.
Artikel 12
Lokalt samarbejde
De lokale samarbejdsmøder skal omfatte regelmæssig udveksling af oplysninger om spørgsmål af rele-
vans for ikkerepræsenterede borgere. På disse møder fastlægger medlemsstaterne, hvis det er nødvendigt,
27
de praktiske ordninger, jf. artikel 7, så ikkerepræsenterede borgere sikres effektiv beskyttelse i det pågæl-
dende tredjeland. Medmindre andet er aftalt af medlemsstaterne, skal formanden være repræsentant for en
medlemsstat, i tæt samarbejde med EU-delegationen.
Artikel 13
Kriseberedskab og samarbejde
1. Den lokale beredskabsplanlægning skal tage hensyn til ikkerepræsenterede borgere. De medlemsstater,
som er repræsenteret i et tredjeland, koordinerer deres beredskabsplaner med hinanden og EU-delegatio-
nen for at sikre, at ikkerepræsenterede borgere bistås fuldt ud i en krisesituation. De kompetente ambassa-
der eller konsulater orienteres fyldestgørende om kriseberedskabsordningerne og inddrages, hvor det er
hensigtsmæssigt.
2. I tilfælde af en krise arbejder Unionen og medlemsstaterne tæt sammen for at sikre effektiv bistand til
ikkerepræsenterede borgere. De underretter, når det er muligt, hurtigst muligt hinanden om, hvilken eva-
kueringskapacitet der er til rådighed. Medlemsstaterne kan på anmodning få støtte af eksisterende indsats-
hold på EU-niveau, herunder konsulære eksperter, navnlig fra de medlemsstater, der ikke er repræsente-
ret.
3. Den ledende stat eller den eller de medlemsstater, der koordinerer bistanden, har ansvaret for at koordi-
nere enhver støtte, der ydes ikkerepræsenterede borgere, med støtte fra de øvrige berørte medlemsstater,
EU-delegationen og EU-Udenrigstjenestens hovedkvarter. Medlemsstaterne sørger for, at den ledende stat
eller den eller de medlemsstater, der koordinerer bistanden, får alle relevante oplysninger om deres ikke-
repræsenterede borgere, som befinder sig i en krisesituation.
4. Den ledende stat eller den eller de medlemsstater, der koordinerer bistanden til ikkerepræsenterede bor-
gere, kan, hvis det er hensigtsmæssigt, søge støtte fra instrumenter såsom krisestyringsstrukturerne i EU-
Udenrigstjenesten og EU-civilbeskyttelsesmekanismen.
KAPITEL 3
FINANSIELLE PROCEDURER
Artikel 14
Almindelige regler
1. De ikkerepræsenterede borgere forpligter sig til at tilbagebetale omkostningerne for konsulær beskyt-
telse til de medlemsstater, hvor de er statsborgere, på samme vilkår som statsborgere i den bistående med-
lemsstat ved anvendelse af standardformularen i bilag I. Ikkerepræsenterede borgere pålægges kun at til-
bagebetale de omkostninger, som statsborgere i den bistående medlemsstat ville have afholdt under
samme vilkår.
2. Den bistående medlemsstat kan anmode om godtgørelse af de i stk. 1 omhandlede omkostninger fra
den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, ved anvendelse af standardformula-
ren i bilag II. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, godtgør disse omkost-
ninger inden for en rimelig frist på højst 12 måneder. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede bor-
ger er statsborger, kan anmode den pågældende den ikkerepræsenterede borger om at godtgøre disse om-
kostninger.
28
3. Når den konsulære beskyttelse, der ydes en ikkerepræsenteret borger i tilfælde af anholdelse eller tilba-
geholdelse, indebærer usædvanligt høje, men væsentlige og begrundede omkostninger i forbindelse med
rejse, logi eller oversættelse for de diplomatiske eller konsulære myndigheder, kan den bistående med-
lemsstat anmode om godtgørelse af sådanne omkostninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsente-
rede borger er statsborger, som skal godtgøre dem inden for en rimelig frist på højst 12 måneder.
Artikel 15
Forenklet procedure i krisesituationer
1. I krisesituationer indgiver den bistående medlemsstat alle anmodninger om godtgørelse af omkostnin-
gerne ved enhver støtte, der ydes en ikkerepræsenteret borger, til udenrigsministeriet i den medlemsstat,
hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger. Den bistående medlemsstat kan anmode om en sådan
godtgørelse, selv om den ikkerepræsenterede borger ikke har underskrevet en tilbagebetalingsforpligtelse,
jf. artikel 14, stk. 1. Dette er ikke til hinder for, at den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger
er statsborger, kan søge om tilbagebetaling fra den pågældende ikkerepræsenterede borger efter nationale
regler.
2. Den bistående medlemsstat kan anmode den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er stats-
borger, om at godtgøre sådanne omkostninger på et forholdsmæssigt grundlag ved at dele den fulde værdi
af de faktiske påløbne omkostninger med antallet af borgere, der har fået bistand.
3. Hvis den bistående medlemsstat har modtaget økonomisk støtte gennem bistand fra EU-civilbeskyttel-
sesmekanismen, fastlægges bidraget fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsbor-
ger, efter at Unionens bidrag er blevet fratrukket.
KAPITEL 4
ENDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 16
Gunstigere behandling
Medlemsstaterne kan indføre eller bibeholde gunstigere bestemmelser end bestemmelserne i dette direk-
tiv, for så vidt som de er forenelige hermed.
Artikel 17
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
dette direktiv senest den 1. maj 2018.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af med-
lemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de ved-
tager på det område, der er omfattet af dette direktiv.
29
Artikel 18
Ophævelse
Afgørelse 95/553/EF ophæves med virkning fra den 1. maj 2018.
Artikel 19
Rapportering, evaluering og revision
1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen alle relevante oplysninger vedrørende gennemførelsen og
anvendelsen af dette direktiv. På grundlag af de meddelte oplysninger forelægger Kommissionen Europa-
Parlamentet og Rådet senest den 1. maj 2021 en rapport om gennemførelsen og anvendelsen af dette di-
rektiv.
2. I den i stk. 1 omhandlede rapport evaluerer Kommissionen, hvorledes dette direktiv har fungeret, og
overvejer behovet for yderligere foranstaltninger, herunder, hvor det er hensigtsmæssigt, ændringer for at
tilpasse dette direktiv, så unionsborgeres ret til konsulær beskyttelse kan lettes yderligere.
Artikel 20
Ikrafttrædelse
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 20. april 2015.
På Rådets vegne
F. MOGHERINI
Formand
________________________________________
(1) Udtalelse af 25.10.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(2) Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU᾽s Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT L 201 af 3.8.2010,
s. 30).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1313/2013/EU af 17. december 2013 om en EU-civilbeskyttelsesmekanisme (EUT L 347 af 20.12.2013, s.
924).
(4) Den Europæiske Unions retningslinjer for gennemførelsen af konceptet med en ledende stat på det konsulære område (EUT C 317 af 12.12.2008, s. 6).
(5) Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-
ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
(6) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
(7) Afgørelse 95/553/EF truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 19. december 1995 om de diplomatiske og konsu-
lære repræsentationers beskyttelse af Den Europæiske Unions borgere (EFT L 314 af 28.12.1995, s. 73).
(8) Afgørelse 96/409/FUSP truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet af 25. juni 1996 om indførelse af et nødpas (EFT L
168 af 6.7.1996, s. 4).
________________________________________
30
BILAG I
A. Fælles formular for forpligtelsen til at tilbagebetale omkostningerne ved konsulær beskyttelse i tilfæl-
de af økonomisk bistand
FORPLIGTELSE TIL AT TILBAGEBETALE OMKOSTNINGERNE VED KONSULÆR BESKYT-
TELSE
(ØKONOMISK BISTAND) — (artikel 14, stk. 1, i direktiv (EU), 2015/637)
Undertegnede (hr. /fr.) (fulde navn udfyldes med blokbogstaver)
…
som er indehaver af pas nr. … udstedt i …
anerkender hermed at have modtaget fra …s ambassade/konsulat
i …
et beløb på …
som forskud til betaling af …
… (inklusive eventuelt gebyr)
og/eller forpligter mig til og lover på anmodning at tilbagebetale til udenrigsministeriet/regeringen i …
[den medlemsstat, hvor jeg er statsborger]
jf. den nationale lovgivning i den pågældende medlemsstat, et beløb svarende til nævnte beløb eller et
beløb svarende til alle omkostninger, der er betalt på mine vegne eller udbetalt som forskud til mig, her-
under omkostninger afholdt af medlemmer af min familie, der ledsager mig, i (valuta) …
til den vekselkurs, der var gældende på datoen for udbetaling af forskuddet eller for betaling af omkost-
ningerne.
Min adresse (*) (med blokbogstaver) (angiv også land)
er: …
…
…
DATO … UNDERSKRIFT …
B. Fælles formular for forpligtelsen til at tilbagebetale omkostningerne ved konsulær beskyttelse i tilfælde
af hjemtransport
FORPLIGTELSE TIL AT TILBAGEBETALE OMKOSTNINGERNE VED KONSULÆR BESKYT-
TELSE
(HJEMTRANSPORT) — (artikel 14, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/637)
Undertegnede (hr. /fr.) (fulde navn udfyldes med blokbogstaver)
…
31
født i (by) … i (land) …
den (dato) …
som er indehaver af pas nr. … udstedt i …
den … og id-kort nr.… og socialsikringsnr. og kompetent myndighed (hvis det er relevant) …
forpligter mig hermed til på anmodning at tilbagebetale til regeringen i …,
jf. den nationale lovgivning i den pågældende medlemsstat, et beløb svarende til alle omkostninger, der er
betalt på mine vegne eller udbetalt som forskud til mig af den konsulære medarbejder fra den … regering
i …
med henblik på eller i forbindelse med hjemtransport til …
af undertegnede og de medlemmer af min familie, der ledsager mig, og til at betale alle relevante konsu-
lære gebyrer i forbindelse med hjemtransporten.
Det drejer sig om:
i) (**)
Transport
Underhold
Diverse omkostninger
MINUS mit eget bidrag
KONSULÆRE GEBYRER:
Hjemtransportgebyr
Mødediæt
Pasgebyr/ekstragebyr for hastebehandling
(… timer til … pr. time …)
ii) (**)
Alle beløb, der er udbetalt på mine vegne med henblik på eller i forbindelse med hjemtransport af mig
selv og mine ledsagende familiemedlemmer, og som ikke kan fastslås på det tidspunkt, hvor jeg under-
skriver denne tilbagebetalingsforpligtelse.
Min adresse (***) (med blokbogstaver) (angiv også land) er:
…
…
…
DATO … UNDERSKRIFT …
________________________________________
32
(*) i mangel af en fast adresse angives en kontaktadresse.
(**) Det irrelevante overstreges: Den konsulære medarbejder og ansøgeren paraferer hver sletning i marginen.
(***) I mangel af en fast adresse angives en kontaktadresse.
________________________________________
BILAG II
Formular til brug for anmodning om godtgørelse
ANMODNING OM GODTGØRELSE (artikel 14, stk. 2 og 3, i direktiv (EU) 2015/637)
1. Den anmodende medlemsstats ambassade eller konsulat
2. Den kompetente ambassade eller det kompetente konsulat eller udenrigsministeriet i den medlemsstat,
hvor borgeren, der har fået bistand, er statsborger
3. Hændelsens art
(dato og sted)
4. Oplysninger om borger(e), der har fået bistand (vedlægges særskilt)
Fulde navn Fødested og fødselsdato Rejsedokumentets navn og nummer Bistandens art Omkostninger
5. Omkostninger i alt
6. Bankkonto til brug for godtgørelsen
7. Vedlagt: tilbagebetalingsforpligtelse (hvis det er relevant)
33