Fremsat den 28. februar 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 28. februar 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Vidneudelukkelse for patentrådgivere, obligatorisk digital selvbetjening ved ansøgning om fri proces m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22.
september 2017, som ændret ved lov nr. 1679 af 26.
december 2017 og § 2 i lov nr. 1680 af 26. december 2017,
foretages følgende ændringer:
1. § 12, stk. 7, 2. pkt., ophæves.
2. § 12, stk. 8, 2. pkt., ophæves.
3. I § 19, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»Rettens præsident kan endvidere meddele andre personer
bemyndigelse til at underskrive retsbøger, som alene inde-
holder
1) indgåede forlig i borgerlige sager, jf. § 270, stk. 1,
2) meddelelse om, at en sag hæves af sagsøgeren efter §
359 eller § 362, stk. 2, og
3) meddelelse om, at der i en sag er meddelt fri proces ef-
ter § 328, stk. 5.«
4. I § 170, stk. 1, indsættes efter »retsmæglere«: », patent-
rådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel
134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention,«.
5. I § 170, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »retsmæglere«: »,
patentrådgivere som nævnt i stk. 1«.
6. § 170, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til,
hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været be-
troet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været
søgt. Det samme gælder for, hvad en patentrådgiver som
nævnt i stk. 1 har erfaret i en retssag, hvori dennes råd har
været søgt.«
7. I § 225, stk. 2, nr. 5, udgår »og«.
8. I § 225, stk. 2, nr. 6, ændres »betydning.« til: »betydning,
og«.
9. I § 225, stk. 2, indsættes som nr. 7:
»7) sager mellem erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov
om forretningshemmeligheder har væsentlig betyd-
ning.«
10. I § 330 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at an-
søgning om fri proces skal indgives ved anvendelse af den
digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed (digi-
tal selvbetjening).«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
træden af § 1, nr. 10.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovforslag nr. L 157 Folketinget 2017-18
Justitsmin., j.nr. 2017-4000-0041
AA010514
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Indførelse af regler om vidneudelukkelse for patentrådgivere
2.1.1. Indledning og baggrund
2.1.2. Gældende ret
2.1.2.1. Vidneudelukkelse
2.1.2.2. Patentrådgivere
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Indførelse af obligatorisk digital selvbetjening ved ansøgning om fri proces
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Udvidelse af adgangen til at henlægge visse typer opgaver til retternes kontorpersonale
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Ophævelse af særregler om beslutningskompetencen ved anvendelse af suppleanter mv. for retten på Bornholm
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Saglig kompetence i sager efter ny lov om forretningshemmeligheder
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. De administrative konsekvenser for borgere
6. De miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget indeholder for det første et forslag om, at rets-
plejelovens regler om vidneudelukkelse for bestemte per-
songrupper i § 170, stk. 1, udvides til også at omfatte patent-
rådgivere, som er anerkendt i henhold til reglerne i den
europæiske patentkonvention. Denne del af lovforslaget har
navnlig til formål at sikre, at danske virksomheder, som be-
nytter patentrådgivere, så vidt muligt er stillet på samme
måde som udenlandske virksomheder i forbindelse med pa-
tentretssager i udlandet, herunder i USA.
Der henvises til punkt 2.1 nedenfor.
2
Lovforslaget har for det andet til formål at indføre en be-
myndigelse til, at justitsministeren kan fastsætte regler om,
at ansøgninger om fri proces skal indgives digitalt via en di-
gital løsning, som Civilstyrelsen vil stille til rådighed (digi-
tal selvbetjening).
Der henvises til punkt 2.2 nedenfor.
Lovforslaget indeholder for det tredje et forslag om at udvi-
de adgangen for rettens præsident ved byretterne og Sø- og
Handelsretten til at bemyndige rettens kontorpersonale mv.
til at varetage visse opgaver af ekspeditionsmæssig karakter.
Der henvises til punkt 2.3 nedenfor.
Lovforslaget indeholder for det fjerde et forslag om at op-
hæve de særregler om beslutningskompetencen, der er gæl-
dende for retten på Bornholm i forbindelse med beslutninger
om at anvende suppleanter eller at sætte retten med en ekstra
dommer og domsmand.
Der henvises til punkt 2.4 nedenfor.
Lovforslaget indeholder for det femte et forslag om, at Sø-
og Handelsrettens saglige kompetence udvides til også at
omfatte sager, hvor anvendelse af den nye lov om forret-
ningshemmeligheder, som forventes vedtaget i indeværende
folketingssamling, har væsentlig betydning.
Der henvises til punkt 2.5 nedenfor.
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. Indførelse af regler om vidneudelukkelse for patent-
rådgivere
2.1.1. Indledning og baggrund
2.1.1.1. Patentrådgivere benyttes i dag af bl.a. virksomheder,
som arbejder med forskning og innovation. Patentrådgiverne
bistår virksomhederne med teknisk, strategisk og juridisk
rådgivning om patentrelaterede spørgsmål, f.eks. om mulig-
hederne for at bringe produkter baseret på ny innovation på
markedet, eller hvordan virksomheden bør navigere i for-
hold til konkurrenternes patentrettigheder. En væsentlig del
af patentrådgivningen består typisk af løbende vurderinger
af virksomhedens arbejde med at udvikle nye produkter og
kan være afgørende for virksomhedens beslutning om enten
at fortsætte sine investeringer og eventuelt tilrette en udvik-
ling i en bestemt retning eller at stoppe igangværende arbej-
de. Patentrådgivere benyttes ikke kun af private virksomhe-
der. Det forekommer eksempelvis også, at patentrådgivere
yder rådgivning i forbindeles med forskning ved universite-
terne og andre forskningsinstitutioner.
Dansk Industri har gjort Justitsministeriet opmærksom på, at
danske virksomheder i visse situationer konkurrencemæssigt
er stillet ringere end udenlandske virksomheder som følge
af, at retsplejelovens regler om vidneudelukkelse ikke om-
fatter patentrådgivere. Denne problemstilling ses navnlig at
gøre sig gældende i forhold til danske virksomheder, der øn-
sker at være aktive på det amerikanske marked.
Dansk Industri har nærmere peget på, at danske virksomhe-
der, som bliver involveret i patenttvister i USA, i videre om-
fang end en amerikansk modpart risikerer at blive pålagt at
fremlægge forretningssensitive oplysninger, som er udvek-
slet mellem virksomheden og dennes patentrådgiver, lige-
som den danske virksomheds patentrådgiver, i modsætning
til amerikanske patentrådgivere, kan blive pålagt at afgive
vidneforklaring herom. Denne forskel i parternes retsstilling
skyldes henholdsvis de meget vidtgående bevissikringsreg-
ler (kaldet discovery), som gælder i USA og andre lande, der
anvender common law, og de amerikanske domstoles anven-
delse af reglerne om fortrolighedsprivilegium (kaldet privi-
leged matters), som udgør en undtagelse til reglerne om dis-
covery.
Efter reglerne om discovery kan en part i en patenttvist som
udgangspunkt kræve, at modparten fremlægger al dokumen-
tation og alle typer af oplysninger, som potentielt kan tæn-
kes at have relevans for det patent, som tvisten drejer sig
om. Dette kan også omfatte oplysninger, som er indeholdt i
den kommunikation, som har fundet sted mellem en virk-
somhed og dennes patentrådgiver. Undtaget herfra er som
nævnt oplysninger, som er omfattet af et fortrolighedsprivi-
legium, herunder af det såkaldte attorney-client privilege.
Amerikanske domstole ses i vidt omfang at udstrække attor-
ney-client privilege til også at omfatte rådgivning fra ameri-
kanske patentrådgivere. Den rådgivning mv., som en dansk
virksomhed har modtaget fra sin (danske) patentrådgiver, vil
derimod ikke være omfattet, fordi der i Danmark ikke gæl-
der noget fortrolighedsprivilegium for patentrådgivning.
Selv om problemet ses at være størst i forhold til danske
virksomheder, der opererer på det amerikanske marked, vil
tilsvarende situationer ifølge Dansk Industri også kunne op-
stå for danske virksomheder, der er involveret i tvister om
patentrettigheder i andre lande, som anvender common law,
og som derfor har regler om discovery.
Da oplysninger indeholdt i patentrådgivning ofte vil være af
forretningssensitiv karakter, ikke mindst for virksomheder,
der satser på innovation og forskning, er det af stor betyd-
ning for danske virksomheder, at de så vidt muligt sikres
den samme retsstilling som udenlandske virksomheder, her-
under f.eks. amerikanske virksomheder. Dansk Industri har i
3
den forbindelse peget på, at dette bedst sikres ved at lade pa-
tentrådgivere være omfattet af retsplejelovens regler om vid-
neudelukkelse.
2.1.1.2. Den beskrevne problemstilling er tillige anerkendt i
en række af vores nabolande og har været en medvirkende
årsag til, at lande som Sverige og Finland har indført regler,
som netop tager sigte på at sikre fortrolighed omkring den
rådgivning, som en virksomhed modtager fra en patentrådgi-
ver. I Sverige har man eksempelvis valgt at indføre en natio-
nal autorisationsordning for patentrådgivere, ligesom man
har indført regler om vidneudelukkelse for patentrådgivere,
som har opnået denne autorisation.
I det omfang andre lande indfører regler, som sikrer, at deres
patentrådgivere ikke risikerer at blive pålagt eksempelvis at
afgive vidneforklaring om deres rådgivning i forbindelse
med retssager i lande, der anvender common law, må dette
forventes også at kunne få betydning for en virksomheds
valg af patentrådgiver. Den manglende vidneudelukkelse af
patentrådgivere i dansk ret vil derfor også kunne have en ne-
gativ konkurrencemæssig virkning for danske patentrådgi-
vere i forhold til deres udenlandske konkurrenter.
2.1.1.3. Regler om fortrolighedsprivilegium for patentrådgi-
vere kendes også fra det internationale patentsystem. Såle-
des er der i medfør af artikel 134 a i den europæiske patent-
konvention, som Danmark har tiltrådt, fastsat regler om for-
trolighed og vidneudelukkelse, som omfatter en parts repræ-
sentant, når denne er en såkaldt European Patent Attorney, i
forbindelse med sager om europæiske patenter, der føres for
Den Europæiske Patentmyndighed (regel 153 i implemente-
ringsregulativet til konventionen). Lignende regler findes i
artikel 48, stk. 5, i aftale af 19. februar 2013 om en fælles
patentdomstol, som Danmark har ratificeret i 2014, men
som endnu ikke er trådt i kraft. Fortrolighedsprivilegiet for
rådgivere, herunder patentrådgivere, er nærmere reguleret i
den fælles patentdomstols procesreglement (regel 287 og
288) og omfatter al kommunikation med en rådgiver, også
selv om der ikke er tale om en partsrepræsentant.
De nævnte regler gælder ikke ved patentsager, der føres ved
danske domstole.
2.1.2. Gældende ret
2.1.2.1. Vidneudelukkelse
Reglerne om vidner findes i retsplejelovens kapitel 18. Efter
retsplejelovens § 168, stk. 1, har enhver som udgangspunkt
pligt til at afgive forklaring for retten som vidne. En parts
nærmeste og den, der ved at afgive forklaring ville udsætte
sig for straf eller væsentlig skade, har dog i almindelighed
ikke pligt til at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens §
171. Derudover er vidnepligten begrænset af reglerne om
vidneudelukkelse i retsplejelovens §§ 169 og 170. Retspleje-
lovens § 169 vedrører personer, som udfører offentlige
hverv, og vil derfor ikke blive omtalt nærmere.
Efter retsplejelovens § 170, stk. 1, må vidneforklaring ikke
afkræves af præster i folkekirken eller andre trossamfund,
læger, forsvarere, retsmæglere og advokater om det, som er
kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksom-
hed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at de
nævnte professioner ved lov er undergivet tavshedspligt om
sådanne oplysninger. Den, som har krav på hemmelighol-
delse, f.eks. en advokats klient, kan dog give samtykke til, at
advokaten afgiver forklaring.
Efter § 170, stk. 2, 1. pkt., kan retten dog pålægge læger,
retsmæglere og advokater – men ikke præster og forsvarere i
straffesager – at afgive vidneforklaring, når forklaringen an-
ses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og
sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende
part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring af-
kræves. Et sådan pålæg kan i borgerlige sager ikke udstræk-
kes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har væ-
ret betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været
søgt, jf. § 170, stk. 2, 2. pkt.
Derudover kan retten bestemme, at forklaring ikke skal afgi-
ves om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af
lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse
har væsentlig betydning, jf. retsplejelovens § 170, stk. 3.
Denne regel kan således også anvendes på andre persong-
rupper end de nævnte i stk. 1, der er omfattet af en i medfør
af lovgivningen bestemt tavshedspligt.
Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers
medhjælpere, jf. retsplejelovens § 170, stk. 4.
Hvis en person er omfattet af reglerne om vidneudelukkelse,
har dette tillige betydning for anvendelsen af reglerne om
edition i civile sager. Personer, som er omfattet af vidneude-
lukkelsesreglerne, kan således ikke pålægges af retten at ud-
levere dokumenter, hvis der derved vil fremkomme oplys-
ninger om forhold, som vedkommende ville være udelukket
fra at afgive forklaring om, jf. retsplejelovens §§ 298, stk. 1,
og 299, stk. 1. Tilsvarende gælder i forhold til den særlige
regel i retsplejelovens § 306 om oplysningspligt i forbindel-
se med sager om krænkelse af immaterialrettigheder, jf. §
306, stk. 4.
Retsplejelovens § 653 indeholder en bestemmelse om fo-
gedrettens mulighed for at træffe beslutning om at foretage
bevissikringsundersøgelser i forbindelse med sager om
krænkelse af en immaterialret eller en lignende overtrædelse
som angivet i § 653, stk. 2. Det følger af § 653, stk. 5, at så-
danne undersøgelser ikke må omfatte materiale, der indehol-
der oplysninger om forhold, som rekvisitus (i denne sam-
menhæng den, der formodes at have begået krænkelsen) i
4
medfør af vidneudelukkelsesreglerne ville være udelukket
fra at afgive forklaring om som vidne.
Det følger imidlertid af retspraksis, at det også kan medføre
en indskrænkning i adgangen til at foretage bevissikring ef-
ter retsplejelovens § 653, hvis der er tale om oplysninger,
som har relation til en person, der er omfattet af vidneude-
lukkelsesreglerne, selv om rekvisitus ikke selv er omfattet af
vidneudelukkelsesreglerne.
I en kendelse af 17. juni 2016 afsagt af Østre Landsret, refe-
reret i UfR2016. 3549Ø, tog landsretten stilling til, hvorvidt
oplysninger om eventuel korrespondance mv. mellem en
virksomhed og dennes rådgiver måtte medtages i en bevis-
sikringsundersøgelse, som blev foretaget hos virksomheden
i medfør af retsplejelovens § 653. Landsretten tog i den for-
bindelse i første række stilling til, hvorvidt rådgiveren, som
var varemærkesagkyndig og ansat i et patent- og varemær-
kebureau, kunne anses for omfattet af retsplejelovens § 170,
hvilket, landsretten fandt, ikke var tilfældet. På den bag-
grund, og da landsretten heller ikke fandt, at det under hen-
syn til virksomhedens erhvervshemmeligheder kunne anta-
ges, at undersøgelsen ville påføre virksomheden skade eller
ulempe, som stod i misforhold til rekvirentens interesse i un-
dersøgelsens gennemførelse, jf. retsplejelovens § 653, stk. 4,
blev undersøgelsen tilladt.
Endvidere kan der henvises til en kendelse af 12. juni 2014
afsagt af Vestre Landsret, refereret i UfR2014. 2981V, hvor
landsretten i forbindelse med en bevissikringsundersøgelse
hos to selskaber efter retsplejelovens § 653 fandt, at doku-
menter, som udgjorde korrespondance mellem selskaberne
og deres advokat, skulle undtages både fra en rapport om re-
sultatet af undersøgelsen og fra de dokumenter, som skulle
udleveres til rekvirenten. Landsretten henviser i sin begrun-
delse i første række til retsplejelovens § 170 og i øvrigt til
retsplejelovens § 653, stk. 4.
2.1.2.2. Patentrådgivere
Patentrådgivere er som profession ikke nærmere lovregule-
ret, og patentrådgivere er ikke i medfør af lovgivningen på-
lagt en generel tavshedspligt i relation til deres rådgivning.
Patentrådgivere er heller ikke omfattet af reglerne om vid-
neudelukkelse i retsplejelovens § 170, stk. 1, medmindre der
er tale om en advokat, der yder rådgivningen.
I visse tilfælde vil en patentrådgiver dog kunne være omfat-
tet af en lovbestemt tavshedspligt. Eksempelvis indeholder
markedsføringslovens § 23, stk. 2, et forbud mod ubeføjet
videregivelse eller benyttelse af en erhvervsdrivendes er-
hvervshemmeligheder. Bestemmelsen vil således omfatte de
erhvervshemmeligheder, som en patentrådgiver får kend-
skab til eller rådighed over i forbindelse med sin rådgivning
af en erhvervsdrivende klient. Det bemærkes, at erhvervsmi-
nisteren den 10. januar 2018 har fremsat forslag til en ny lov
om forretningshemmeligheder (lovforslag nr. L 125). Hvis
lovforslaget vedtages, vil reglerne om erhvervshemmelighe-
der i markedsføringslovens § 23 samtidig blive ophævet,
idet reglerne videreføres i den nye lov om forretningshem-
meligheder.
Et andet eksempel er lov om arbejdstageres opfindelser, som
indeholder en bestemmelse om tavshedspligt i forhold til
visse opfindelser, som gøres af en arbejdstager, jf. lovens §
12. Denne bestemmelse gælder også for de patentrådgivere,
som måtte få kendskab til opfindelsen i forbindelse med råd-
givning om mulighederne for patentering af opfindelsen.
Bestemmelsen finder kun anvendelse for de opfindelser,
som er gjort af en arbejdstager under de særlige omstændig-
heder, som er angivet i loven, og har derudover alene sigte
på at sikre fortrolighed under den proces, der ligger forud
for, at en patentansøgning eventuelt indgives.
I de tilfælde, hvor en patentrådgiver findes at være omfattet
af en lovbestemt tavshedspligt, finder bestemmelsen i rets-
plejelovens § 170, stk. 3, anvendelse, jf. punkt 2.1.2.1 oven-
for.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
2.1.3.1. Patentrådgivere bistår i dag en lang række danske
virksomheder, herunder navnlig virksomheder med fokus på
forskning og udvikling, med både teknisk, strategisk og ju-
ridisk rådgivning i forbindelse med patentspørgsmål.
Den kommunikation, som er mellem en patentrådgiver og
dennes klient (f.eks. en virksomhed), og de oplysninger om
klientens forskning og produkter mv., som patentrådgiveren
opnår kendskab til gennem sin rådgivning, vil meget ofte in-
deholde forretningssensitive oplysninger, herunder forret-
ningshemmeligheder, og det vil kunne være forbundet med
væsentlige økonomiske tab for klienten, såfremt oplysnin-
gerne kommer en tredjepart, f.eks. en konkurrent, til kund-
skab.
Der vil desuden kunne være et vist overlap mellem den råd-
givning, som en virksomhed indhenter fra en patentrådgiver
og fra en advokat i forbindelse med forhold omkring patent-
er, ligesom der ofte vil være et tæt samarbejde mellem pa-
tentrådgiver og advokater i forbindelse med rådgivning af
virksomheden. Dette gør sig også gældende i forhold til rets-
sager om patentspørgsmål, f.eks. sager om patentkrænkelser,
hvor parterne ofte vil søge rådgivning hos både advokater
og patentrådgivere. Virksomheder, der benytter patentrådgi-
vere, har derfor en berettiget forventning om, at følsomme
oplysninger om virksomhedens forskning, produkter mv.,
som patentrådgiveren måtte få kendskab til, behandles med
fortrolighed.
5
Selv om der i dansk ret ikke er fastsat generelle regler om
tavshedspligt for patentrådgivere, som det f.eks. er tilfældet
for advokater, kan det lægges til grund, at patentrådgiver-
branchen i almindelighed arbejder ud fra en sådan norm, og
at bestemmelser om fortrolighed ofte vil være direkte anført
i patentrådgiverens forretningsbetingelser eller på anden vis
aftalt eller forudsat mellem patentrådgiveren og dennes kli-
ent.
Justitsministeriet finder, at disse forhold kan tale for, at pa-
tentrådgivere som udgangspunkt ikke i forbindelse med en
retssag efter de almindelige regler om vidnepligt skal kunne
tvinges til at afgive forklaring om forhold i relation til den
rådgivning, som vedkommende har ydet til en af sagens par-
ter.
Hertil kommer som beskrevet ovenfor under punkt 2.1.1, at
den manglende vidneudelukkelse af patentrådgivere i dansk
ret kan medføre, at danske virksomheder får en ringere rets-
stilling end en modpart i forbindelse med retssager i lande,
som anvender common law og regler om discovery. Desu-
den vil den manglende vidneudelukkelse af patentrådgivere
kunne have den virkning, at danske patentrådgivere stilles
dårligere konkurrencemæssigt i forhold til patentrådgivere
fra andre lande, der har sådanne regler.
Justitsministeriet finder, at disse forhold samlet set taler for,
at der, i lighed med hvad der gælder for f.eks. advokater, og-
så bør gælde regler om vidneudelukkelse for patentrådgive-
re, således at det fortrolighedsforhold, der er mellem patent-
rådgiveren og dennes klient, kan bevares i forbindelse med
retssager, uanset om disse føres her i landet eller i udlandet.
Justitsministeriet foreslår derfor, at sådanne regler indføres
ved, at retsplejelovens § 170, stk. 1, om persongrupper, der
er udelukket fra at vidne, udvides til også at omfatte visse
patentrådgivere, jf. nedenfor under punkt 2.1.3.3.
2.1.3.2. Særligt i relation til danske virksomheders og dan-
ske patentrådgiveres retsstilling i forbindelse med retssager i
USA bemærkes, at det findes vanskeligt med sikkerhed at
fastslå, hvornår en amerikansk domstol vil lade det såkaldte
attorney-client privilege gælde i relation til oplysninger,
som udveksles mellem en dansk virksomhed og virksomhe-
dens patentrådgiver.
Den amerikanske patentmyndighed, United States Patent
and Trademark Office, har herom over for Justitsministeriet
oplyst, at patentsager behandles ved USA᾽s føderale dom-
stole, som er inddelt i 94 retsdistrikter. Selv om både regler-
ne om discovery og attorney-client privilege som udgangs-
punkt er fastsat i føderal lovgivning, suppleres reglerne dels
af retspraksis, dels af lokale regler fastsat af de enkelte rets-
distrikter. De processuelle rammer i patentsager kan derfor
variere fra retsdistrikt til retsdistrikt, og der kan derfor ikke
gives noget generelt svar på, i hvilket omfang en føderal
domstol vil lade kommunikation mellem en virksomhed og
en ikke-amerikansk patentrådgiver være omfattet af reglen
om attorney-client privilege.
I forbindelse med, at man i Sverige indførte lovregler om
tavshedspligt og vidneudelukkelse for patentrådgivere, var
man særligt opmærksom på netop spørgsmålet om reglernes
betydning i forbindelse med retssager ved amerikanske
domstole. I det svenske lovforslag fra 2010 (Regeringens
proposition 2009/10:202), som bygger på et omfattende
forarbejde, anføres bl.a., at det kan udledes af amerikansk
retspraksis, at kommunikation med en ikke-amerikansk pa-
tentrådgiver efter omstændighederne kan være omfattet af
attorney-client privilege, men at retstilstanden ikke er klar
på dette punkt. Det anføres endvidere, at amerikanske dom-
stole ses at være mest tilbøjelige til at nå dette resultat, når
der gælder et tilsvarende fortrolighedsprivilegium for pa-
tentrådgiveren ifølge reglerne i dennes hjemland.
Uanset den beskrevne usikkerhed om retstilstanden i USA
på dette område finder Justitsministeriet på ovennævnte
baggrund, at en udvidelse af retsplejelovens reglerne om
vidneudelukkelse må antages at være det mest egnede tiltag
for at sikre danske virksomheder og deres patentrådgivere
samme retsstilling som en udenlandsk modpart i forbindelse
med patentretssager i lande, der anvender common law og
regler om discovery.
2.1.3.3. Betegnelsen ”patentrådgiver” (eller ”patentagent”)
er i modsætning til f.eks. ”advokat” ikke en beskyttet titel,
men en titel, der i princippet kan benyttes af alle. Af den
grund har Justitsministeriet fundet, at der er behov for at fo-
retage en nærmere afgræsning af den persongruppe, som
foreslås omfattet af vidneudelukkelsesreglerne.
Ved indførelsen af reglerne om vidneudelukkelse for patent-
rådgivere i Sverige valgte man samtidig at indføre en natio-
nal autorisationsordning for patentrådgivere. De patentrådgi-
vere, der er omfattet af de svenske regler om vidneudeluk-
kelse, er derfor afgrænset til patentrådgivere, som har opnået
en sådan autorisation i Sverige.
Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at indførelse af reg-
ler om vidneudelukkelse for patentrådgivere i retsplejelo-
vens § 170 nødvendigvis kræver, at der samtidig indføres en
egentlig autorisationsordning for danske patentrådgivere. I
den forbindelse bemærkes samtidig, at etablering og drift af
en sådan autorisationsordning og et dertil knyttet tilsyn vil
være ganske ressourcekrævende. Omvendt bør der efter Ju-
stitsministeriets opfattelse stilles visse kvalifikationskrav til
de persongrupper, der omfattes af vidneudelukkelsesregler-
ne.
6
En stor del af de danske patentrådgivere er i dag omfattet af
den certificeringsordning, som findes i tilknytning til Den
Europæiske Patentmyndighed, og som er en betingelse for at
kunne være partsrepræsentant i patentsager, der behandles
ved Den Europæiske Patentmyndighed. Patentrådgivere,
som er omfattet af ordningen, betegnes European Patent At-
torney (EPA).
Ifølge den europæiske patentkonventions artikel 134 er be-
tingelserne for at opnå EPA-titlen, at vedkommende er stats-
borger i en af de kontraherende stater, at vedkommende har
sit forretningssted eller ansættelsessted i en af de kontrahe-
rende stater, og at vedkommende har bestået den europæiske
egnethedsprøve, som er en omfattende eksamen i patentretli-
ge forhold. Desuden skal ansøgeren bl.a. opfylde en række
uddannelsesmæssige krav og krav om relevant erhvervserfa-
ring.
Personer, som opnår EPA-titlen, registreres hos Den Euro-
pæiske Patentmyndighed og er samtidig underlagt regler om
professionel adfærd i deres virke, herunder regler om tavs-
hedspligt i forhold til oplysninger, som modtages fra klien-
ter. De er desuden underlagt et disciplinært tilsyn under Den
Europæiske Patentmyndighed, og overtrædelse af reglerne
om professionel adfærd kan bl.a. resultere i pålæggelse af
bøde og frakendelse af retten til at være partsrepræsentant i
en tidsbestemt periode eller på ubestemt tid.
Der er pr. november 2017 ifølge Den Europæiske Patent-
myndighedes hjemmeside registreret 265 danske EPA’ere
og ca. 12.000 EPA’ere for alle lande, som har tiltrådt den
europæiske patentkonvention.
På baggrund heraf finder Justitsministeriet det mest hen-
sigtsmæssigt og tilstrækkeligt at lade den foreslåede udvi-
delse af reglerne om vidneudelukkelse være afgrænset til de
patentrådgivere, der er registreret som EPA ved Den Euro-
pæiske Patentmyndighed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4-6, og be-
mærkningerne hertil.
2.2. Indførelse af obligatorisk digital selvbetjening ved
ansøgning om fri proces
2.2.1. Gældende ret
Reglerne om fri proces fremgår af retsplejelovens §§
325-336.
I retsplejelovens § 325 er fastsat de økonomiske betingelser,
som en ansøger som hovedregel skal opfylde for at kunne få
meddelt fri proces. Det er efter bestemmelsen tillige en be-
tingelse, at ansøgeren ikke kan få omkostninger ved sagen
dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring.
De øvrige betingelser for, hvornår der kan meddeles fri pro-
ces, fremgår af retsplejelovens §§ 327-329.
Både fysiske og juridiske personer kan som udgangspunkt
søge om fri proces.
Sager om fri proces behandles som udgangspunkt af justits-
ministeren med klageadgang til Procesbevillingsnævnet. Det
drejer sig om sager om fri proces, som behandles efter rets-
plejelovens §§ 328 og 329. Justitsministeren har henlagt be-
handlingen af sager om fri proces til Civilstyrelsen.
I visse typer sager, som er nærmere angivet i retsplejelovens
§ 327, er kompetencen til at meddele fri proces dog tillagt
retterne, jf. § 327, stk. 5.
Ansøgninger om fri proces efter retsplejelovens §§ 328 og
329 indgives til Civilstyrelsen.
I medfør af retsplejelovens § 330 kan justitsministeren (Ci-
vilstyrelsen) fastsætte regler om indholdet af en ansøgning
om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal
meddele. Ved bekendtgørelse nr. 1671 af 14. december
2016 om fri proces er det nærmere bestemt, hvilke oplysnin-
ger der som minimum skal vedlægges en ansøgning om fri
proces. Det drejer sig om oplysninger om ansøgerens ind-
komstforhold (årsopgørelser), oplysninger om antallet af
børn, som ansøgeren forsørger, samt oplysninger om, hvor-
vidt der er en forsikring, der dækker omkostningerne ved
sagen, jf. bekendtgørelsens § 4. Af samme bestemmelse
fremgår desuden, at Civilstyrelsen kan pålægge ansøgeren at
tilvejebringe yderligere oplysninger til brug for sagens be-
handling.
Der gælder i øvrigt ikke formkrav til en ansøgning om fri
proces. Ansøgninger om fri proces modtages i dag i Civil-
styrelsen enten som almindelig post, e-mail, digital post el-
ler ved aflevering ved personligt fremmøde. I de fleste til-
fælde indgives ansøgningen af ansøgerens advokat.
På Civilstyrelsens hjemmeside findes en blanket, der kan
anvendes til ansøgning om fri proces, og hvoraf det tillige
fremgår, hvilke oplysninger ansøgeren som minimum skal
give til brug for ansøgningens behandling.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
2.2.2.1. Civilstyrelsen modtager årligt 3.000-3.500 ansøg-
ninger om fri proces. Civilstyrelsen har oplyst, at en stor del
af de modtagne ansøgninger mangler en eller flere af de op-
7
lysninger, som ansøgningen efter de gældende regler skal
indeholde, og som er nødvendige for, at styrelsen kan påbe-
gynde en egentlig behandling af ansøgningen. Dette gælder
både for de ansøgninger, som indgives af en advokat på veg-
ne af ansøgeren, og ansøgninger der indgives af ansøgeren
selv.
Det er Civilstyrelsens vurdering, at der i mere end to tredje-
dele af alle ansøgninger mangler oplysninger, eksempelvis
ansøgers årsopgørelse eller oplysninger om retshjælpsforsik-
ring. Civilstyrelsen bruger derfor en del ressourcer på at vi-
sitere modtagne ansøgninger for at konstatere, om der
mangler oplysninger, samt på at indhente manglende oplys-
ninger.
Med henblik på at sikre en hurtigere og mere effektiv sags-
behandling ønsker Civilstyrelsen derfor, at der skabes mu-
lighed for at indføre obligatorisk brug af digital selvbetje-
ning ved indgivelse af ansøgninger om fri proces. En sådan
ordning vil medføre, at ansøgninger om fri proces i langt hø-
jere grad end i dag vil indeholde de nødvendige oplysninger,
idet den digitale løsning, som vil skulle anvendes, kan de-
signes til at sikre, at ansøgningen kun kan indgives, hvis op-
lysningerne er medtaget.
Det foreslås derfor, at der i retsplejelovens § 330 indsættes
hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte regler om ob-
ligatorisk brug af digital selvbetjening ved indgivelse af an-
søgninger om fri proces til Civilstyrelsen. Reglerne forud-
sættes at skulle gælde for både fysiske og juridiske personer,
der ansøger om fri proces. Den digitale løsning, som skal
anvendes, vil skulle stilles til rådighed af Civilstyrelsen.
Indførelse af obligatorisk digital selvbetjening på dette om-
råde findes i øvrigt at være i overensstemmelse med den
fælles offentlige digitaliseringsstrategi, som bl.a. indebærer,
at skriftlig kommunikation mellem borgere og det offentlige
som udgangspunkt skal overgå til digital kommunikation, og
at det er hensigten, at digital selvbetjening skal være den
primære kommunikationskanal ved indgivelse af ansøgnin-
ger og anmeldelser mv. til offentlige myndigheder.
Der er ikke ved den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte
regler om obligatorisk brug af digital selvbetjening hjemmel
til at fravige grundlæggende forvaltningsretlige regler eller
principper om eksempelvis notatpligten, myndighedernes
vejledningspligt, pligten til at oplyse en sag tilstrækkeligt,
adgang til partsrepræsentation mv.
Et krav om obligatorisk brug af digital selvbetjening ved
indgivelse af ansøgninger er derimod en fravigelse af det al-
mindelige forvaltningsretlige udgangspunkt om, at der er fri-
hed for borgeren til at henvende sig til offentlige myndighe-
der på den måde, som borgeren ønsker, og en sådan ordning
antages derfor at kræve en klar hjemmel.
Efter forvaltningslovens § 7 skal en forvaltningsmyndighed
i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer,
der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighe-
dens sagsområde. Den foreslåede bemyndigelse til at fast-
sætte regler om obligatorisk brug af digital selvbetjening
ændrer ikke denne pligt. Civilstyrelsen vil således have pligt
til at informere om, at ansøgninger om fri proces skal indgi-
ves til Civilstyrelsen på en bestemt måde, og til som hidtil i
fornødent omfang at yde vejledning og bistand til personer,
der retter henvendelse til Civilstyrelsen herom. Det vil i den
forbindelse påhvile Civilstyrelsen at hjælpe borgere, der ik-
ke har mulighed for at kommunikere digitalt, herunder vej-
lede om mulighederne for dispensation.
Borgere vil i øvrigt ved indførelse af en ordning om obliga-
torisk brug af digital selvbetjening have samme muligheder
som i dag for at lade sig repræsentere eller bistå af andre,
herunder af en advokat, som ligesom i dag vil kunne indgive
ansøgningen på vegne af sin klient.
Ansøgninger om fri proces, som indgives efter de regler,
som udstedes i medfør af den foreslåede bemyndigelse, vil
skulle anses for at være kommet frem, når ansøgningen er
tilgængelig for Civilstyrelsen.
2.2.2.2. Den foreslåede bemyndigelse vil blive udnyttet til at
fastsætte nærmere regler for brugen af den digitale selvbe-
tjening i lighed med, hvad der kendes fra andre ordninger
om obligatorisk digital selvbetjening, som er indført på for-
skellige forvaltningsområder. Som eksempler på sådanne
ordninger henvises til lov nr. 552 af 2. juni 2014 om æn-
dring af forskellige lovbestemmelser om ansøgninger, an-
meldelser, meddelelser, anmodninger og erklæringer til of-
fentlige myndigheder (Overgang til obligatorisk digital selv-
betjening, for så vidt angår ansøgning om byggetilladelse,
ansøgning om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær
m.v., anmodning om separation og skilsmisse, ansøgning
om børne- og ægtefællebidrag, ansøgning om lån til beboer-
indskud, ansøgning om parkeringslicens og anmodning om
attestationer efter lov om Det Centrale Personregister m.v.).
Det forudsættes således, at der i medfør af den foreslåede
bemyndigelse eksempelvis vil blive fastsat nærmere regler
om, at ansøgninger, som ikke indgives ved digital selvbetje-
ning, afvises af Civilstyrelsen, og regler om, hvornår Civil-
styrelsen kan dispensere fra kravet om anvendelse af digital
selvbetjening.
Reglerne om dispensation forudsættes navnlig at ville skulle
tage højde for de situationer, hvor en person som følge af
særlige forhold, f.eks. et fysisk eller psykisk handicap eller
manglende it-kompetencer, ikke kan eller ikke må forventes
at kunne anvende en digital selvbetjeningsløsning. Civilsty-
relsen vil skulle foretage en konkret vurdering af, om der
foreligger sådanne særlige forhold i hvert enkelt tilfælde,
8
hvor en person anmoder om dispensation. Civilstyrelsen vil
i givet fald skulle informere vedkommende om muligheder-
ne for at indgive ansøgningen på anden vis eller om mulig-
heden for at lade andre ansøge via fuldmagt.
Det forudsættes desuden, at der vil skulle fastsættes regler
om, at Civilstyrelsen i andre ekstraordinære situationer vil
kunne beslutte at behandle en ansøgning, som ikke er indgi-
vet via den digitale selvbetjening. Hermed sigtes til situatio-
ner, hvor det eksempelvis som følge af omstændighederne
ved ansøgningen, herunder beskaffenhed eller omfanget af
materialet i ansøgningen, eller Civilstyrelsens forhold efter
en konkret vurdering findes mest hensigtsmæssigt af fravige
kravet om digital selvbetjening.
Endelig forudsættes det, at Civilstyrelsen i overensstemmel-
se med reglerne i databeskyttelsesforordningen, som træder i
kraft den 25. maj 2018, vil være forpligtet til at stille en sik-
ker digital løsning til rådighed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og be-
mærkningerne hertil.
2.3. Udvidelse af adgangen til at henlægge visse typer op-
gaver til retternes kontorpersonale
2.3.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 19, stk. 3, 1. pkt., at rettens
præsident ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan be-
myndige andre personer end rettens jurister, dvs. rettens
kontorpersonale, til at træffe visse typer afgørelser og vare-
tage visse typer sager.
Omfattet af bemyndigelsesadgangen er afgørelser om afvis-
ning af en stævning efter retsplejelovens § 350, stk. 2, og af-
visning af et betalingspåkrav efter retsplejelovens § 477 d,
stk. 2, hvis angivelsen af sagsøgtes navn og adresse i stæv-
ningen eller skyldnerens navn og adresse i betalingspåkravet
er unøjagtig, så forkyndelse ikke kan foretages. Rettens præ-
sidenten kan endvidere bemyndige kontorpersonalet til at
udføre foged-, skifte- og notarialforretninger samt fader-
skabssager, hvis der ikke træffes afgørelse om tvistigheder,
samt til at beslutte, at en part eller skønsmand mv. er undta-
get fra kravet om anvendelsen af domstolenes sagsportal.
Endelig følger det af § 19, stk. 3, 2. pkt., at personer, som er
bemyndiget til at udføre fogedforretninger, efter præsiden-
tens nærmere bestemmelse også kan træffe afgørelse efter §
490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525.
Bemyndigelsesadgangen i retsplejelovens § 19, stk. 3, gæl-
der ikke for landsretterne og Højesteret.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet foreslået, at
bemyndigelsesadgangen i retsplejelovens § 19, stk. 3, udvi-
des til at omfatte en række konkrete sagsskridt af ekspediti-
onsmæssig karakter i civile sager. Forslaget bygger på anbe-
falinger fra en arbejdsgruppe nedsat under Domstolsstyrel-
sen, som har haft til opgave at klarlægge og beskrive kontor-
personalets fremtidige rolle og arbejdsopgaver ved retterne.
Forslaget har til formål at give de enkelte retter mulighed for
en mere hensigtsmæssig anvendelse af rettens personale-
mæssige ressourcer og dermed medvirke til at sikre en hur-
tig sagsbehandling ved retterne.
Domstolsstyrelsen har nærmere foreslået, at bemyndigelses-
adgangen udvides således, at retspræsidenten kan bemyndi-
ge kontorpersonale til at underskrive retsbogen i en række
konkrete tilfælde, hvor der ikke træffes nogen afgørelse i
tvistigheder eller i øvrigt foretages nogen juridisk vurdering.
Det foreslås således, at kontorpersonale skal kunne bemyn-
diges til at underskrive retsbøger, der alene indeholder et
forlig indgået mellem parterne i en civil sag. Desuden fore-
slås det, at bemyndigelsesadgangen også skal omfatte rets-
bøger, der alene indeholder meddelelse om, at sagsøgeren
hæver sagen efter retsplejelovens § 359 eller § 362, stk. 2,
eller meddelelse om, at en eller flere af sagens parter er
meddelt fri proces af justitsministeren (Civilstyrelsen) eller
Procesbevillingsnævnet efter retsplejelovens § 328, stk. 5.
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der som foreslået gives
retterne bedre muligheder for at udnytte deres personale-
mæssige ressourcer mest hensigtsmæssigt. Justitsministeriet
er endvidere enig med Domstolsstyrelsen i, at der ikke fin-
des at være betænkeligheder ved, at de beskrevne opgaver
efter bemyndigelse kan udføres af kontorpersonale i stedet
for rettens jurister.
Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 19, stk. 3,
ændres i overensstemmelse med Domstolsstyrelsens forslag.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.4. Ophævelse af særregler om beslutningskompetencen
ved anvendelse af suppleanter mv. for retten på Born-
holm
2.4.1. Gældende ret
Det fremgår af retsplejelovens § 12, stk. 7, 1. pkt., at hvis
hovedforhandlingen i en nævninge- eller domsmandssag an-
tages at ville blive af længere varighed, kan rettens præsi-
dent efter indstilling af rettens formand bestemme, at sup-
pleanter for dommeren eller dommerne og nævningerne el-
ler domsmændene skal overvære hovedforhandlingen.
9
Tilsvarende kan rettens præsident i medfør af retsplejelo-
vens § 12, stk. 8, 1. pkt., efter indstilling fra rettens formand
i domsmandssager om økonomisk kriminalitet, der forventes
at have en længere varighed, bestemme, at retten sammen-
sættes af 2 dommere og 3 domsmænd (i stedet for 1 dommer
og 2 domsmænd, som er det sædvanlige, jf. retsplejelovens
§ 12, stk. 1 og 6).
For retten på Bornholm gælder imidlertid en særlig kompe-
tenceregel for beslutninger om deltagelse af suppleanter for
dommeren og domsmændene i straffesager eller om, at ret-
ten skal sammensættes med en yderligere dommer og doms-
mand i straffesager om økonomisk kriminalitet. Det følger
således af retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8, 2.
pkt., at sådanne beslutninger for så vidt angår retten på
Bornholm træffes af Østre Landsrets præsident efter indstil-
ling fra rettens formand.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Domstolsstyrelsen har på baggrund af en indstilling fra ret-
ten på Bornholm foreslået, at den særlige kompetenceregel i
retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8, 2. pkt., for ret-
ten på Bornholm ophæves. Domstolsstyrelsen har i den for-
bindelse henvist til, at der efter, at retten på Bornholm i lig-
hed med de øvrige byretter også er blevet præsidentledet, ik-
ke længere ses at være nogen reel begrundelse eller noget
behov for denne særregel.
En ophævelse som foreslået vil indebære, at beslutninger
om deltagelse af suppleanter for dommeren eller dommerne
og nævningerne eller domsmændene i straffesager eller om,
at retten skal sammensættes med en yderligere dommer og
domsmand i straffesager om økonomisk kriminalitet, ved
retten på Bornholm fremover vil skulle træffes af rettens
præsident efter indstilling fra rettens formand – i lighed
med, hvad der gælder for de øvrige byretter, jf. retsplejelo-
vens § 12, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, 1. pkt.
Ved lov nr. 495 af 17. juni 2008 om ændring af retsplejelo-
ven (Justering af dommernormeringen ved byretterne m.v.)
blev normeringen ved retten på Bornholm ændret fra at be-
stå af én dommer til at bestå af en retspræsident og mindst
én anden dommer. Som konsekvens heraf blev bestemmel-
serne i retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8, 2. pkt.,
ved samme lov ændret, således at ”efter indstilling fra dom-
meren” blev til ”efter indstilling fra rettens formand”. I for-
arbejderne til loven anføres i tilknytning til denne ændring,
at der ikke foreslås nogen ændring af, at de beslutninger,
som de to bestemmelser vedrører, skal træffes af præsiden-
ten for Østre Landsret, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 9, i
lovforslag nr. 163 af 28. marts 2008 om ændring af retsple-
jeloven (Justering af dommernormeringen ved byretterne
m.v.), jf. Folketingstidende 2007-08, tillæg A, side 5681.
Det fremgår derimod ikke af forarbejderne, hvorfor man
fandt, at denne særlige kompetenceregel for retten på Born-
holm burde fastholdes.
Justitsministeriet finder, at det er ubetænkeligt, at der vedrø-
rende de omtalte typer af beslutninger gælder de samme
kompetenceregler for retten på Bornholm som ved de øvrige
byretter. Det foreslås derfor, at den særlige kompetenceregel
i retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8, 2. pkt., ophæ-
ves.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og be-
mærkningerne hertil.
2.5. Saglig kompetence i sager efter ny lov om forret-
ningshemmeligheder
2.5.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 6, kan sager mellem
erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov om markedsføring
har væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsret-
ten, medmindre parterne har aftalt andet.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at sager mellem erhvervsdri-
vende om overtrædelse af markedsføringslovens § 23, der
indeholder regler om beskyttelse af erhvervshemmeligheder,
som udgangspunkt vil kunne anlægges ved Sø- og Handels-
retten i stedet for ved byretten.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 225, stk. 3, at hvis
en sag, der er omfattet af § 225, stk. 2, nr. 6, anlægges ved
byretten, henviser byretten sagen til Sø- og Handelsretten,
hvis en af parterne anmoder herom.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Erhvervsministeren har den 10. januar 2018 fremsat forslag
til en ny lov om forretningshemmeligheder (lovforslag nr. L
125). Såfremt lovforslaget vedtages, indebærer det bl.a., at
beskyttelsen af erhvervshemmeligheder fremover i vidt om-
fang samles i den nye lov om forretningshemmeligheder, og
at markedsføringslovens § 23 som følge heraf ophæves.
Det er i forslaget til lov om forretningshemmeligheder for-
udsat, at sager om overtrædelse af loven i lighed med, hvad
der i dag gælder for sager om overtrædelse af markedsfø-
ringslovens § 23, skal kunne anlægges ved Sø- og Handels-
retten.
Der foreslås i overensstemmelse hermed en udvidelse af
retsplejelovens § 225, stk. 2, således, at bestemmelsen også
kommer til at omfatte sager mellem erhvervsdrivende, hvor
10
anvendelse af lov om forretningshemmeligheder har væsent-
lig betydning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7-9, og be-
mærkningerne hertil.
3. De økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 225, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 7-9, hvorved Sø- og Handelsrettens saglige
kompetence udvides til også at omfatte sager, hvor anven-
delse af den nye lov om forretningshemmeligheder har væ-
sentlig betydning, forventes at kunne medføre en mindre
stigning i antallet af sager, som anlægges ved Sø- og Han-
delsretten. Stigningen forventes dog at kunne rummes inden
for domstolenes eksisterende økonomiske ramme.
Den forslåede bemyndigelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, in-
debærer, at det administrativt kan besluttes at indføre regler
om obligatorisk brug af digital selvbetjening ved indgivelse
af ansøgninger om fri proces. Det er forventningen, at indfø-
relse af en sådan selvbetjeningsløsning vil medføre, at an-
søgninger om fri proces i langt højere grad end i dag vil in-
deholde de nødvendige oplysninger og derved lette admini-
strationen hos Civilstyrelsen samt gøre sagsbehandlingen
mere effektiv.
Heroverfor står, at Civilstyrelsen vil skulle stille en digital
løsning til rådighed fra det tidspunkt, hvor den foreslåede
bemyndigelse til at fastsætte regler om obligatorisk brug af
digital selvbetjening udnyttes. Dette forventes at indebære
it-mæssige udviklings- og driftsudgifter for Civilstyrelsen.
Det er vurderingen, at lettelsen af de administrative byrder
ved sagsbehandlingen af ansøgninger om fri proces kan
dække udviklings- og driftsudgifter for Civilstyrelsen.
På den baggrund har lovforslaget ikke økonomiske konse-
kvenser for det offentlige af betydning.
4. De økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget indebærer, at patentrådgivere, som har opnået
EPA-titlen, fremover bliver omfattet af retsplejelovens reg-
ler om vidneudelukkelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Andre
patentrådgivere vil derimod – ligesom i dag – ikke være om-
fattet af disse regler. Det kan ikke udelukkes, at det fremo-
ver i visse situationer vil kunne få en vis betydning for dan-
ske (og udenlandske) virksomheders valg af patentrådgiver,
om denne er omfattet af reglerne om vidneudelukkelse. Der-
med vil den foreslåede ændring af retsplejeloven potentielt
kunne have en vis konkurrencebegrænsende effekt på mar-
kedet for patentrådgivning. I lyset af, at brugen af titlen ”pa-
tentrådgiver” ikke er nærmere reguleret, har Justitsministeri-
et ved udformningen af den foreslåede ordning imidlertid
fundet det nødvendigt at foretage en klar afgrænsning af,
hvilke personer der omfattes af bestemmelsen. Det er derud-
over vurderingen, at en eventuel konkurrencebegrænsende
effekt, som den foreslåede ordning måtte have, vil være me-
get begrænset og må holdes op imod de positive effekter,
som ordningen forventes at få, jf. punkt 2.1.3.1 og 2.1.3.2
ovenfor.
Lovforslaget vurderes derfor ikke at have økonomiske kon-
sekvenser for erhvervslivet af betydning.
Lovforslaget vurderes endvidere ikke at have administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
5. De administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget indebærer, at borgere, som ønsker at ansøge
om fri proces, skal anvende den digitale selvbetjeningsløs-
ning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed, fra det tids-
punkt, hvor den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte reg-
ler om obligatorisk brug af digital selvbetjening udnyttes, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Lovforslaget indebærer således en begrænsning i borgernes
mulighed for at vælge, hvordan en ansøgning om fri proces
indgives til Civilstyrelsen.
6. De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. december
2017 til den 12. januar 2018 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten,
Tinglysningsretten, samtlige byretter, ADIPA, Ad-
vokatrådet, Copenhagen Business School (CBS), Danmarks
Tekniske Universitet, Dansk Erhverv, Dansk Forening for
Industriens Patent- og Varemærkespecialister (DIP), Dansk
Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk Industri,
Dansk Journalistforbund, Dansk Opfinderforening, Danske
Ældreråd, Danske Advokater, Danske Handicaporganisatio-
ner, Danske Regioner, Danske Seniorer, Den Danske Dom-
merforening, Det Centrale Handicapråd, Dommerfuldmæg-
tigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Dom-
stolsstyrelsen, Djøf, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, For-
eningen Industriel Retsbeskyttelse, HK-Landsklubben Dan-
marks Domstole, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), In-
11
stitut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Københavns
Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark (LO),
Liberale Erhvervs Råd, Lægemiddelindustriforeningen
(LIF), Opfinderforeningen.dk, Politidirektørforeningen, Pro-
cesbevillingsnævnet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Rådet for Etniske Minoriteter, SMVdanmark,
Syddansk Universitet, Teknologisk Institut, Udvalget til Be-
skyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UVBA), Ældre Sagen,
Aalborg Universitet, Aarhus Retshjælp og Aarhus Universi-
tet.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslaget vurderes at ville indebære
visse administrative lettelser for Civilsty-
relsen.
Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen af betydning Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget får begrænsede administrati-
ve konsekvenser for borgerne. En stor del
af borgerne anvender allerede i dag digital
selvbetjening.
Lovforslaget indebærer en begrænsning
i borgernes mulighed for at vælge,
hvordan en ansøgning om fri proces
indgives til Civilstyrelsen.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retli-
ge minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 2
Det fremgår af retsplejelovens § 12, stk. 7, 1. pkt., at hvis
hovedforhandlingen i en nævninge- eller domsmandssag an-
tages at ville blive af længere varighed, kan rettens præsi-
dent efter indstilling af rettens formand bestemme, at sup-
pleanter for dommeren eller dommerne og nævningerne el-
ler domsmændene skal overvære hovedforhandlingen. Af §
12, stk. 7, 2. pkt., fremgår, at for retten på Bornholm træffes
beslutningen af Østre Landsrets præsident efter indstilling
fra rettens formand.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 12, stk. 8, 1. pkt.,
at i domsmandssager om økonomisk kriminalitet, der for-
ventes at have en længere varighed, kan rettens præsident
efter indstilling fra rettens formand bestemme, at retten sam-
mensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. Af § 12, stk. 8, 2.
pkt., fremgår, at for retten på Bornholm træffes beslutningen
af Østre Landsrets præsident efter indstilling fra rettens for-
mand.
Det foreslås, at bestemmelserne i retsplejelovens § 12, stk.
7, 2. pkt., og stk. 8, 2. pkt., ophæves. Den foreslåede æn-
dring indebærer, at beslutninger om forhold som nævnt i §
12, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, 1. pkt., ved retten på Bornholm
fremover, som ved de øvrige byretter, vil skulle træffes af
rettens præsident efter indstilling fra rettens formand.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.4.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af retsplejelovens § 19, stk. 3, at rettens præsident
ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan bemyndige an-
dre personer end rettens jurister, dvs. kontorpersonale, til at
træffe visse typer afgørelser og behandle visse typer sager.
12
Det foreslås at udvide de opgaver, som retternes kontorper-
sonale efter denne bestemmelse kan bemyndiges til at vare-
tage. Den foreslåede udvidelse omfatter underskrivelse af
retsbogen i følgende tre konkrete tilfælde, hvor der ikke
træffes nogen afgørelse i tvistigheder eller i øvrigt foretages
nogen juridisk vurdering:
For det første; underskrivelse af retsbogen i tilfælde, hvor
der alene er tale om indførelse af et forlig indgået af parter-
ne i en civil sag, jf. retsplejelovens § 270, stk. 1. Det forud-
sættes, at bemyndigelse kun kan anvendes, når der ikke i
samme retsbog træffes afgørelse om sagsomkostninger eller
lignende, f.eks. fordi parterne er enige herom.
For det andet; underskrivelse af retsbogen i tilfælde, hvor
retsbogen alene indeholder meddelelse om, at sagsøgeren
hæver sagen efter retsplejelovens § 359 eller § 362, stk. 2.
Det forudsættes, at bemyndigelse kun kan anvendes, når der
ikke i samme retsbog træffes afgørelse om sagsomkostnin-
ger eller lignende, f.eks. fordi parterne er enige herom. Det
bemærkes i øvrigt, at det er en betingelse for, at sagsøgeren
kan hæve sagen efter § 359 eller § 362, stk. 2, at sagsøgte
ikke har fremsat modkrav (som fastholdes), jf. § 359, 2. pkt.,
og § 362, stk. 2, 2. pkt.
For det tredje; underskrivelse af retsbogen i tilfælde, hvor
retsbogen alene indeholder meddelelse om, at en eller flere
af sagens parter er blevet meddelt fri proces af justitsmini-
steren (Civilstyrelsen) eller Procesbevillingsnævnet efter
retsplejelovens § 328, stk. 5.
Den foreslåede udvidelse af bemyndigelsesadgangen finder
ligesom resten af § 19, stk. 3, ikke anvendelse for landsret-
terne og Højesteret.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.3.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 4-6
Det følger af retsplejelovens § 170, stk. 1, at mod dens øns-
ke, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring
ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund,
læger, forsvarere, retsmæglere og advokater om det, som er
kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksom-
hed. Efter § 170, stk. 2, 1. pkt., kan retten dog pålægge læ-
ger, retsmæglere og advokater, bortset fra forsvarere i straf-
fesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for
at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens
beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller
samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves.
Det foreslås at udvide den persongruppe, der i dag er omfat-
tet af vidneudelukkelsesreglen i retsplejelovens § 170, stk.
1, til også at omfatte patentrådgivere, som i henhold til den
europæiske patentkonventions artikel 134 er optaget på Den
Europæiske Patentmyndigheds liste over personer, der er be-
rettiget til at repræsentere en part i patentsager, der behand-
les ved denne myndighed. Patentrådgivere, der har opnået
denne ret, betegnes også som European Patent Attorneys
(EPA). En liste over, hvem der er berettiget til at møde som
partsrepræsentant i sager ved Den Europæiske Patentmyn-
dighed, er tilgængelig på dennes hjemmeside www.epo.org.
Såfremt der i forbindelse med en retssag måtte opstå tvivl
om, hvorvidt en person er optaget på Den Europæiske Pa-
tentmyndigheds liste, må dette søges afklaret ved, at der ind-
hentes en bekræftelse fra Den Europæiske Patentmyndig-
hed.
Den foreslåede udvidelse omfatter både danske og uden-
landske EPA’ere.
Forslaget indebærer, at en EPA i samme omfang som de øv-
rige persongrupper, der i dag er omfattet af § 170, stk. 1, ik-
ke må afkræves vidneforklaring om forhold, som er kommet
vedkommende til kundskab ved udøvelsen af dennes virk-
somhed, medmindre den, som har krav på hemmeligholdel-
se, giver tilladelse hertil. En EPA vil således som udgangs-
punkt ikke kunne pålægges at afgive vidneforklaring om
forhold, som vedkommende er blevet bekendt med som led i
sin rådgivning af en klient, medmindre klienten giver sit
samtykke. Er der tale om en EPA, der er ansat i en virksom-
hed, vil samtykket skulle gives af den pågældende virksom-
hed.
I forhold til en EPA, som er ansat som intern rådgiver i en
virksomhed, er det dog en forudsætning for, at vidneudeluk-
kelsesreglerne finder anvendelse, at der er tale om forhold,
som vedrører patentrådgivning. Beskæftiger en ansat EPA
sig med andre typer af arbejdsopgaver for virksomheden, vil
disse forhold ikke være omfattet af vidneudelukkelsen.
Den foreslåede ændring af § 170, stk. 1, til også at omfatte
EPA’ere vil samtidig medføre en indskrænkning af anven-
delsesområdet for de øvrige regler i retsplejeloven om tilve-
jebringelse af oplysninger mv., idet disse regler er afgrænset
af bl.a. § 170. Det gælder således retsplejelovens almindeli-
ge regler om edition, jf. § 298, stk. 1, og § 299, stk. 1, og de
særlige regler om oplysningspligt i sager om krænkelse af
immaterialrettigheder, jf. retsplejelovens § 306, stk. 4. Det
samme gør sig gældende i forhold til reglerne om bevissik-
ringsundersøgelser i sager om krænkelse af immaterialrettig-
heder, jf. retsplejelovens § 653, stk. 5. I den forbindelse må
det også antages, at den foreslåede ændring medfører en ind-
skrænkning i adgangen til at foretage edition eller bevissik-
ring, hvis der er tale om oplysninger, som har relation til en
EPA, selv om rekvisitus ikke selv er omfattet af vidneude-
lukkelsesreglerne. Der henvises i den forbindelse til punkt
2.1.2.1 ovenfor og den der refererede retspraksis.
13
Den foreslåede vidneudelukkelse vil også gælde for en
EPA’s medhjælpere, jf. retsplejelovens § 170, stk. 4.
I lighed med, hvad der gælder for læger, retsmæglere og ad-
vokater, jf. § 170, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at retten undta-
gelsesvis skal kunne pålægge en EPA at afgive vidneforkla-
ring, når forklaringen anses for at være af afgørende betyd-
ning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens be-
tydning for vedkommende part eller samfundet findes at be-
rettige til, at forklaring afkræves. Hvorvidt de nævnte betin-
gelser for at pålægge en EPA at afgive vidneforklaring er
opfyldt, afgøres således af retten efter en konkret vurdering
af den enkelte sags omstændigheder.
En EPA vil ikke være omfattet af bestemmelsen i § 170, stk.
2, 2. pkt., idet denne bestemmelse kun gælder for advokater.
Hensynet bag bestemmelsen – at sikre en parts mulighed for
i fortrolighed at kunne rådføre sig med en advokat i forbin-
delse med en retssag – findes imidlertid at gøre sig tilsvaren-
de gældende i de situationer, hvor en EPA bistår en klient i
anledning af en retssag, som klienten er part i. Det foreslås
derfor, at der i § 170, stk. 2, indsættes et nyt 3. pkt., således
at en EPA i samme omfang som en advokat ikke vil kunne
pålægges at afgive forklaring om forhold, som EPA’en er
blevet bekendt med som led i sin rådgivning af en klient i
forbindelse med en retssag. En EPA kan i modsætning til en
advokat ikke repræsentere en part ved de danske domstole,
hvorfor sætningen ”som har været betroet ham til udførelse”
i stk. 2, 2. pkt., ikke er medtaget i det foreslåede 3. pkt.
Imidlertid kan en EPA repræsentere klienter i sager ved Den
Europæiske Patentmyndighed, ligesom det forventes, at en
EPA vil kunne optræde som partsrepræsentant ved en kom-
mende fælles patentdomstol. Hvad en EPA har erfaret som
partsrepræsentant i sådanne patentsager, vil også være om-
fattet af det foreslåede 3. pkt.
Der foreslås endelig en sproglig modernisering af bestem-
melsen i § 170, stk. 2, 2. pkt., idet udtrykkene ”han” og
”hans” foreslås erstattet med ”denne” og ”dennes”. Samtidig
bemærkes, at bestemmelsen – i lighed med det foreslåede 3.
pkt., jf. ovenfor – må antages også at omfatte, hvad en advo-
kat har erfaret som partsrepræsentant i sager ved Den Euro-
pæiske Patentmyndighed og ved en kommende fælles pa-
tentdomstol. Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring af
bestemmelsen i § 170, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.3 i lovforslaget almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 7-9
Efter retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 6, kan sager mellem
erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov om markedsføring
har væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsret-
ten, medmindre parterne har aftalt andet.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at sager mellem erhvervsdri-
vende om overtrædelse af markedsføringslovens § 23, der
indeholder regler om beskyttelse af erhvervshemmeligheder,
som udgangspunkt vil kunne anlægges ved Sø- og Handels-
retten i stedet for ved byretten.
Som følge af, at beskyttelsen af erhvervshemmeligheder
fremover i vidt omfang samles i en ny lov om forretnings-
hemmeligheder, foreslås det, at der i retsplejelovens § 225,
stk. 2, tilføjes et nr. 7, hvorefter sager mellem erhvervsdri-
vende, hvor lov om forretningshemmeligheder har væsentlig
betydning, kan anlægges ved Sø- og Handelsretten.
Hvis en sag omfattet af det foreslåede nr. 7 anlægges ved
byretten, følger det af retsplejelovens § 225, stk. 3, at byret-
ten henviser sagen til Sø- og Handelsretten, hvis en af par-
terne anmoder herom.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.5.2 i lovforslaget almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 10
Med den foreslåede bestemmelse indføres der en bemyndi-
gelse til, at justitsministeren kan fastsætte regler om over-
gang til obligatorisk digital selvbetjening for så vidt angår
indgivelse af ansøgning om fri proces til Civilstyrelsen.
Reglerne forudsættes at skulle gælde for både fysiske og ju-
ridiske personer, der ansøger om fri proces.
Hvis lovforslaget vedtages, agter justitsministeren (Civilsty-
relsen) med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse at fast-
sætte nærmere regler om, at en ansøger eller dennes advokat
ved indgivelse af ansøgning om fri proces, skal anvende den
digitale selvbetjeningsløsning, som Civilstyrelsen anviser.
Det forudsættes endvidere, at der fastsættes regler om, at Ci-
vilstyrelsen afviser ansøgninger, der ikke indgives via den
digitale selvbetjening. Hvis Civilstyrelsen finder, at der
foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må
forventes at kunne anvende den digitale selvbetjening, skal
Civilstyrelsen dog acceptere, at ansøgningen indgives på en
anden måde end ved digital selvbetjening. Civilstyrelsen vil
også i ekstraordinære situationer kunne undlade at afvise en
ansøgning om fri proces, der ikke er indgivet ved digital
selvbetjening, hvis det ud fra en samlet vurdering findes at
være mest hensigtsmæssigt. Den foreslåede bemyndigelse
forudsættes tillige udnyttet til at fastsætte nærmere regler
herom.
Ansøgninger om fri proces, som indgives efter de regler,
som udstedes i medfør af den foreslåede bemyndigelse, vil
skulle anses for at være kommet frem, når ansøgningen er
tilgængelig for Civilstyrelsen.
14
Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2018,
jf. dog stk. 2.
Civilstyrelsen forventer først at påbegynde udviklingen af
en digital selvbetjeningsløsning til brug for indgivelse af an-
søgninger om fri proces i løbet af 2018. Det vides derfor ik-
ke på nuværende tidspunkt, hvornår en digital løsning vil
være klar til ibrugtagning, men det forventes tidligst at kun-
ne ske i løbet af 2019. Af samme grund vides det derfor hel-
ler ikke, hvornår der bliver behov for – i medfør af den fore-
slåede bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 10 – administra-
tivt at kunne fastsætte nærmere regler for brugen af den di-
gitale selvbetjening. Det foreslås derfor, at justitsministeren
fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet for denne bestemmelse,
jf. stk. 2.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyl-
dighed og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
For Færøerne og Grønland gælder særlige retsplejelove.
15
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. sep-
tember 2017, foretages følgende ændringer:
§ 12. ---
Stk. 2-6 ---
Stk. 7. Hvis hovedforhandlingen i en nævninge- eller
domsmandssag antages at ville blive af længere varighed,
kan rettens præsident efter indstilling fra rettens formand be-
stemme, at suppleanter for dommeren eller dommerne og
nævningerne eller domsmændene skal overvære hovedfor-
handlingen. For så vidt angår retten på Bornholm, træffes
bestemmelsen af Østre Landsrets præsident efter indstilling
fra rettens formand. Suppleanterne deltager ikke i rettens
rådslagninger og afstemninger, men kan efter retsforman-
dens bestemmelse overvære disse. I øvrigt finder reglerne
om nævninger og domsmænd tilsvarende anvendelse på sup-
pleanter for disse. En suppleant tiltræder retten, hvis en af
dommerne, nævningerne eller domsmændene bliver forhin-
dret i at medvirke ved sagens behandling og pådømmelse.
1. § 12, stk. 7, 2. pkt., ophæves.
Stk. 8. I domsmandssager om økonomisk kriminalitet, der
forventes at have en længere varighed, kan rettens præsident
efter indstilling fra rettens formand bestemme, at retten sam-
mensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. For så vidt angår
retten på Bornholm, træffes bestemmelsen af Østre Lands-
rets præsident efter indstilling fra rettens formand. Stk. 7
finder ikke anvendelse.
2. § 12, stk. 8, 2. pkt., ophæves.
§ 19. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan rettens
præsident meddele andre personer bemyndigelse til at træffe
afgørelser efter § 350, stk. 2, og § 477 d, stk. 2, og at udføre
foged-, skifte- og notarialforretninger samt faderskabssager,
hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder, og at be-
slutte, at en part, skønsmand m.v. er undtaget fra kravet om
anvendelse af domstolenes sagsportal, jf. § 148 a, stk. 4.
Personer, der er bemyndiget til at udføre fogedforretninger,
kan dog efter præsidentens nærmere bestemmelse træffe af-
gørelser efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525. 3. I § 19, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»Rettens præsident kan endvidere meddele andre personer
bemyndigelse til at underskrive retsbøger, som alene inde-
holder
1) indgåede forlig i borgerlige sager, jf. § 270, stk. 1,
2) meddelelse om, at en sag hæves af sagsøgeren efter § 359
eller § 362, stk. 2, og
3) meddelelse om, at der i en sag er meddelt fri proces efter
§ 328, stk. 5.«
16
§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdel-
se, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken
eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og
advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved
udøvelsen af deres virksomhed.
4. I § 170, stk. 1, indsættes efter »retsmæglere«: », patent-
rådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel
134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention,«.
Stk. 2. Retten kan pålægge læger, retsmæglere og advoka-
ter, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidnefor-
klaring, når forklaringen anses for at være af afgørende be-
tydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens
betydning for vedkommende part eller samfundet findes at
berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i bor-
gerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret
i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller
hvori hans råd har været søgt.
5. I § 170, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »retsmæglere«: »,
patentrådgivere som nævnt i stk. 1«.
6. § 170, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til,
hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været be-
troet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været
søgt. Det samme gælder for, hvad en patentrådgiver som
nævnt i stk. 1 har erfaret i en retssag, hvori dennes råd har
været søgt.«
Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgi-
ves om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af
lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse
har væsentlig betydning.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende
personers medhjælpere.
§ 225. ---
Stk. 2. Medmindre parterne har aftalt andet, kan endvidere
følgende sager anlægges ved Sø- og Handelsretten, jf. dog §
225 a:
1) Internationale sager, hvor fagkundskab til internationale
erhvervsforhold har væsentlig betydning,
2) sager mellem erhvervsdrivende, hvor fagkundskab til sø-,
land-, luft- og jernbanetransport har væsentlig betydning,
3) sager, hvor Forbrugerombudsmanden er part og anvendel-
sen af lov om markedsføring, lov om finansiel virksomhed
eller lov om betalingstjenester og elektroniske penge har væ-
sentlig betydning,
4) sager, hvor anvendelsen af varemærkeloven, fællesmær-
keloven, designloven, patentloven, lov om brugsmodeller,
lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (to-
pografi), plantenyhedsloven eller ophavsretslovens regule-
ring af rettigheder til brugskunst eller edb-programmer har
væsentlig betydning,
5) sager, hvor anvendelsen af konkurrenceloven har væsent-
lig betydning, og
7. I § 225, stk. 2, nr. 5, udgår »og«.
6) sager mellem erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov
om markedsføring har væsentlig betydning.
8. I § 225, stk. 2, nr. 6, ændres »betydning.« til: »betydning,
og«.
9. I § 225, stk. 2, indsættes som nr. 7:
»7) sager mellem erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov
om forretningshemmeligheder har væsentlig betydning.«
Stk. 3. ---
§ 330. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet
af en ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som
ansøgeren skal meddele.
10. I § 330 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at an-
søgning om fri proces skal indgives ved anvendelse af den
17
digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed (digi-
tal selvbetjening).«
18