Fremsat den 21. februar 2018 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 21. februar 2018 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om
Udbetaling Danmark
(Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig afskrivning af fordringer med
tvivlsom retskraft m.v.)
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som ændret
senest ved § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, foretages
følgende ændring:
1. Efter § 18 c indsættes før overskriften før § 19:
»Særlige regler om tiltag om fordringer overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringer i told- og
skatteforvaltningens opkrævningssystemer m.v.
§ 18 d. I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der
har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013
til og med den 7. september 2015 vedrørende fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke forpligtet til af egen
drift at udsøge og foretage genoptagelse af sager, hvor ind-
drivelsen eller den frivillige betaling kan have været uret-
mæssig, jf. dog stk. 2 og 3. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den genoptager ikke sager som nævnt i 1. pkt. på baggrund
af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 8.
september 2018 eller senere.
Stk. 2. I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der
har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013
til og med den 7. september 2015 vedrørende fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
genoptager restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift
sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstate-
ret, at fordringen ved inddrivelsen eller modtagelsen af den
frivillige betaling var eller kan have været uden retskraft, og
sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstate-
ret, at fordringen, efter at der blev inddrevet på den ved en
inddrivelse, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er kon-
stateret ramt eller formodes at kunne være ramt af sagsbe-
handlingsfejl, mistede eller kan have mistet retskraften. Det
er dog en forudsætning for genoptagelsen, at det samlede
beløb, der er inddrevet eller modtaget på eller vedrørende
fordringen, inklusive renter udgør mindst 3.000 kr., og at et
krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller modtagne be-
løb ikke er forældet, jf. § 18 e.
Stk. 3. I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der
har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013
til og med den 7. september 2015 vedrørende fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
genoptager restanceinddrivelsesmyndigheden sagen, hvis
fordringen ikke er omfattet af en genoptagelse af egen drift
efter stk. 2, og det i forbindelse med restanceinddrivelses-
myndighedens gennemgang af fordringen for at afklare dens
retskraft konstateres, at fordringen var forældet eller på an-
den vis ophørt, da inddrivelsen eller den frivillige betaling
fandt sted. Genoptagelse er dog betinget af, at et krav på til-
bagebetaling af det inddrevne eller modtagne beløb ikke er
forældet, jf. § 18 e.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
forhold omfattet af stk. 1-3.
§ 18 e. Forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, som
fysiske og juridiske personer måtte have som følge af en
inddrivelse eller frivillig betaling, der fandt sted i perioden
fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. septem-
ber 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8. september
2015.
§ 18 f. Told- og skatteforvaltningen ændrer ikke skattean-
sættelsen for en skattepligtig, som følge af at den skatteplig-
tige i sin skatteansættelse uberettiget har fået fradrag for
renter, der, efter at fordringen er forældet, i medfør af § 5 er
tilskrevet en fordring, der er overdraget til restanceinddrivel-
Lovforslag nr. L 148 Folketinget 2017-18
Skattemin., j.nr. 2018-100
AN013279
sesmyndigheden senest den 19. november 2015, men før el-
ler efter overdragelsen er bortfaldet ved forældelse.
Stk. 2. Skattepligtige, der har fået deres skatteansættelse
ændret på grund af et uberettiget rentefradrag efter stk. 1,
kan begære deres skatteansættelse genoptaget efter skatte-
forvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik
på at rentefradraget indgår i skatteansættelsen.
§ 18 g. Gevinst ved forældelse, der er indtrådt senest den
19. november 2015, af fordringer inklusive renter, gebyrer
og andre omkostninger, der er overdraget til restanceinddri-
velsesinddrivelsesmyndigheden inden denne dato, og af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger, der af restanceinddri-
velsesmyndigheden er pålagt disse fordringer, medregnes
ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst
ved forældelse, der er indtrådt senest den 1. april 2023, af
fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger
under opkrævning hos told- og skatteforvaltningen medreg-
nes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes endvi-
dere ikke gevinst, der opstår, ved at fordringer inklusive ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger afskrives efter § 18 h,
stk. 1, eller i medfør af regler udstedt i henhold til § 18 h,
stk. 10.
Stk. 2. Skattepligtige, der har selvangivet en gevinst, som
efter stk. 1 ikke medregnes ved opgørelsen af den skatteplig-
tige indkomst, kan begære deres skatteansættelse genoptaget
efter skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med
henblik på at gevinsten ikke indgår i opgørelsen af den skat-
tepligtige indkomst.
§ 18 h. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endeligt
afskrive fordringer, herunder renter og gebyrer, der er over-
draget til restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 19.
november 2015 eller før denne dato er dannet af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen af disse
fordringer, hvis der er tvivl om retskraften for disse fordrin-
ger. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan desuden ved
tvivl om deres retskraft endeligt afskrive renter og gebyrer,
der vedrører de fordringer, der er nævnt i 1. pkt., og som ef-
ter den 19. november 2015 er dannet af restanceinddrivel-
sesmyndigheden som led i inddrivelsen eller er overdraget
til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt opskrivningsfor-
dringer, der fra og med den 1. april 2017 er overdraget til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden og vedrører de fordringer,
der er nævnt i 1. pkt., eller de renter og gebyrer, der er
nævnt i nærværende punktum, og som efter den 19. novem-
ber 2015 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden,
samt renter og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfor-
dringer. For adgangen til endelig afskrivning efter 1. og 2.
pkt. gælder dog de begrænsninger og betingelser, der frem-
går af stk. 2-8.
Stk. 2. En fordring, der inklusive renter påløbet under ind-
drivelsen udgør mere end 7.500 kr. pr. 8. september 2018,
kan ikke afskrives efter stk. 1. Det samme gælder renter, der
er påløbet under inddrivelsen af den i 1. pkt. nævnte ford-
ring.
Stk. 3. En fordring, der inklusive renter påløbet under ind-
drivelsen udgør mellem 1.000 kr. og 7.500 kr. pr. 8. septem-
ber 2018, kan inklusive disse renter alene afskrives efter stk.
1, hvis skyldneren er en fysisk person med en skattepligtig
indkomst, der ifølge skyldnerens pr. 8. september 2018 gæl-
dende årsopgørelse for indkomståret 2017 udgjorde mindre
end 200.000 kr., og skyldneren ikke hæfter for fordringen
som følge af sin deltagelse i et interessentskab eller anden
virksomhed med flere deltagere, der hver især hæfter per-
sonligt, helt eller delvist og solidarisk for virksomhedens
forpligtelser. Foreligger der den 8. september 2018 ingen
årsopgørelse for 2017, anvendes den på denne dato gælden-
de årsopgørelse for 2016, alternativt den på denne dato gæl-
dende årsopgørelse for 2015. Foreligger der for ingen af dis-
se indkomstår en årsopgørelse for skyldneren, anses dennes
skattepligtige indkomst at være mindre end 200.000 kr. ved
anvendelsen af 1. pkt.
Stk. 4. Bøder, tvangsbøder, erstatningskrav og sagsom-
kostninger fastslået eller fastsat ved afgørelse i straffesag,
afsoningsomkostninger, konfiskationskrav, offerbidrag, pri-
vate underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer,
fortrinsberettigede kommunale fordringer og fordringer, der
opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen, kan ik-
ke afskrives efter stk. 1. Renter, der er påløbet under inddri-
velsen af disse fordringer, kan endvidere ikke afskrives efter
stk. 1. Det samme gælder renter påløbet under opkrævnin-
gen af private underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske for-
dringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen
og Fiskeristyrelsen.
Stk. 5. Det er en betingelse for afskrivning af en fordring
efter stk. 1, at der ikke inden den 8. september 2018 er gen-
nemført en retskraftvurdering eller over for restanceinddri-
velsesmyndigheden er fremsat en anmodning, der vil inde-
bære en retskraftvurdering af fordringen, og at der ikke af
andre grunde, som restanceinddrivelsesmyndigheden senest
den 8. september 2018 har fået kendskab til, skal foretages
en retskraftvurdering af fordringen.
Stk. 6. Hæfter flere skyldnere helt eller delvist for en ford-
ring, kan afskrivning alene ske, hvis samtlige skyldnere,
som fordringen er under inddrivelse over for pr. 8. septem-
ber 2018, opfylder betingelserne for afskrivning.
Stk. 7. For den enkelte skyldner gælder et afskrivnings-
loft, der beregnes som et grundbeløb på 50.000 kr. med til-
læg af 50 pct. af den samlede størrelse på de fordringer, der
resterer, hvis der efter stk. 1 sker afskrivning af fordringer
for et samlet beløb på 50.000 kr., og som den 8. september
2018 er under inddrivelse i forhold til skyldneren. Fordrin-
gens størrelse anvendes efter 1. pkt., selv om skyldneren ale-
ne hæfter delvist for fordringen. Fordringer afskrives efter
deres størrelse med den mindste først, inden afskrivningslof-
tet nås. Er to eller flere fordringer lige store, og overskrides
afskrivningsloftet, hvis disse fordringer afskrives, afskrives i
henhold til den rækkefølge, hvori fordringerne er blevet re-
gistreret som værende under inddrivelse. Er det i forhold til
en skyldner beregnet, hvor stort et beløb der kan afskrives,
jf. 1. pkt., og viser det sig, at en af disse fordringer ikke kan
afskrives i forhold til en anden skyldner, afskrives fordrin-
gen ikke, og en genberegning foretages ikke i forhold til den
første skyldner.
2
Stk. 8. Ved anvendelsen af stk. 2-7 er det restanceinddri-
velsesmyndighedens oplysninger pr. 8. september 2018, der
lægges til grund. En afskrivning efter stk. 1 gælder hele for-
dringen inklusive renter påløbet under inddrivelsen. Renter
påløbet under opkrævningen, renter, der er påløbet under
inddrivelsen af en fordring, der inden den 8. september 2018
er blevet indfriet, samt gebyrer og andre omkostninger anses
som selvstændige fordringer ved afskrivning efter stk. 1, jf.
dog stk. 4. En opskrevet fordring og opskrivningsfordringer
til den opskrevne fordring kan alene afskrives efter stk. 1,
hvis de efter at være lagt sammen opfylder betingelserne i
stk. 2-4, 6 og 7, mens betingelserne i stk. 5 skal være opfyldt
for den opskrevne fordring, opskrivningsfordringer til denne
og det sammenlagte beløb.
Stk. 9. Når en endelig afskrivning efter stk. 1 er foretaget,
giver restanceinddrivelsesmyndigheden skyldneren medde-
lelse herom.
Stk. 10. Skatteministeren kan til og med den 1. april 2023
fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden for
en gruppe af fordringer, der med tillæg af renter, gebyrer og
andre omkostninger er under inddrivelse, kan foretage ende-
lig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt fordring,
hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er
nødvendige for fordringernes inddrivelse, eller disse oplys-
ninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller
fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre
ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning.
De i stk. 4 nævnte typer af fordringer omfattes ikke af 1.
pkt. Skatteministeren kan til og med den 1. april 2023 desu-
den fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden
for grupper af tilbagebetalingskrav inklusive eventuelle ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger, som tilkommer restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, kan foretage endelig afskriv-
ning uden en vurdering af hvert enkelt tilbagebetalingskrav,
hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er
nødvendige for tilbagebetalingskravenes opkrævning og
inddrivelse, eller disse oplysninger mangler, og det vil være
umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostnin-
ger at afklare denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, el-
ler hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at
gennemføre endelig afskrivning. Skatteministeren kan til og
med den 1. april 2023 endvidere fastsætte regler om, at told-
og skatteforvaltningen for en gruppe af fordringer bestående
af skatter og afgifter m.v. med tillæg af renter, gebyrer og
andre omkostninger kan foretage endelig afskrivning uden
en vurdering af hver enkelt fordring, hvis det vil være for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger for told- og
skatteforvaltningen at gennemføre opkrævning, eller hvis
der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre
endelig afskrivning. Der kan efter 4. pkt. ikke fastsættes reg-
ler om afskrivning af fordringer som nævnt i stk. 4, som op-
kræves af told- og skatteforvaltningen, og det kan fastsættes,
at afskrivningen kan være begrænset til alene at omfatte ren-
ter, gebyrer eller andre omkostninger.«
§ 2
I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr.
1507 af 6. december 2016, som ændret ved § 9 i lov nr. 285
af 29. marts 2017, § 26 i lov nr. 287 af 29. marts 2017 og §
16 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 31 ændres »§ 8« til: »§ 9«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. april 2018.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
1.1.1. Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse
1.1.2. Genoptagelsessager
1.1.3. Afskrivning
2. Lovforslagets indhold
2.1. Særlige regler om tiltag om fordringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringer i SKATs
opkrævningssystemer m.v.
2.1.1. Begrænsning af restanceinddrivelsesmyndighedens genoptagelse af afgørelser om inddrivelse ramt af
mulige sagsbehandlings- og datafejl
2.1.1.1. Gældende ret
2.1.1.2. Lovforslaget
2.1.2. Nyt begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, der skyldes uretmæssig inddri-
velse i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015
2.1.2.1. Gældende ret
2.1.2.2. Lovforslaget
2.1.3. Ingen genoptagelse af skatteansættelser med uretmæssige fradrag af inddrivelsesrenter vedrørende for-
ældede fordringer
2.1.3.1. Gældende ret
2.1.3.2. Lovforslaget
2.1.4. Ingen kursgevinstbeskatning af kursgevinst opnået ved ekstraordinær afskrivning eller utilsigtet foræl-
delse konstateret før eller i forbindelse med genoptagelse af sager om inddrivelse
2.1.4.1. Gældende ret
2.1.4.2. Lovforslaget
2.1.5. Ekstraordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft
2.1.5.1. Gældende ret
2.1.5.2. Lovforslaget
2.1.6. Bemyndigelse til ekstraordinær afskrivning af grupper af fordringer under inddrivelse eller opkrævning
hos SKAT
2.1.6.1. Gældende ret
2.1.6.2. Lovforslaget
2.2. Andre ændringer
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Lovforslaget
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
3.1.1. Begrænset genoptagelse
3.1.2. Ingen genoptagelse for korrektion for uberettigede rentefradrag
3.1.3. Ingen kursgevinstbeskatning ved utilsigtet forældelse
3.1.4. Ekstraordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft
3.2. Administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen og aftalepartierne bag »Aftale om styrkelse af
den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017 er enige om
at sikre den fremadrettede inddrivelse af gæld til det offent-
lige og få løst de bagudrettede oprydningsopgaver efter de
fejl, som bl.a. er opstået på grund af det fejlbehæftede it-sy-
4
stem for inddrivelsen, Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og
DebitorMotorInddrivelse (DMI). En række analyser havde
påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter.
Fejlene førte til, at SKAT den 8. september 2015 besluttede
at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige
via EFI/DMI.
En oprydning er afgørende for at skabe det bedst mulige
fundament for fremtidens gældsinddrivelse og samtidig sik-
re tilliden til skattevæsenet. På baggrund heraf er det vigtigt
for regeringen og aftalepartierne at få gjort op med de fejl
og problemer, der er opstået i forhold til de fordringer, der
har været under inddrivelse i perioden med EFI/DMI. Som
følge af de tekniske og datamæssige fejl er der opstået tvivl
om gyldigheden af en stor mængde fordringer under inddri-
velse. For en mindre del af fordringerne – men stadig et stort
antal fordringer – har det været muligt maskinelt at udsøge
for mulige fejl og manglende gyldighed.
Med henblik på at fokusere ressourceforbruget på at rette
identificerede fejl, hvis rettelse får betydning for skyldnerne,
og for at sikre, at den fremadrettede inddrivelse kan priorite-
res, foreslår regeringen og aftalepartierne en række tiltag,
der har til formål at forenkle arbejdet med at genoptage dis-
se sager og sikre, at borgere og virksomheder ikke unødigt
ulejliges, hvor en fejlretning alene vil have ingen eller be-
grænset betydning for disse.
Der foreslås derfor en række regler, der har til formål at
begrænse og fokusere SKATs opgave med at genoptage sag-
er og gøre det muligt at afskrive en række mindre fordringer
efter en model, der dels tager hensyn til skyldnernes beta-
lingsevne, dels varetager hensynet til retsfølelsen, således at
f.eks. bøder på bl.a. politiets område ikke afskrives. Den
målrettede afskrivning skal sikre, at udgifterne til de såkald-
te retskraftvurderinger af fordringer med tvivlsom retskraft
står i et rimeligt forhold til de enkelte fordringers størrelse,
og at opgaven i praksis kan gennemføres administrativt og
organisatorisk.
Med udgangspunkt i »Aftale om styrkelse af den offentli-
ge gældsinddrivelse« foreslås en række tiltag om bl.a. denne
oprydningsopgave.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
1.1.1. Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse
Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, En-
hedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti har den 8. juni 2017 indgået »Aftale om styrkelse
af den offentlige gældsinddrivelse«.
Nærværende lovforslag udmønter de dele af aftalen, der
omhandler forenkling af regler om genoptagelse af sager
med mulige fejl i inddrivelsen og afskrivning af fordringer.
Der er tale om en tilpasning af processen for behandlingen
af sager om genoptagelse vedrørende inddrivelse af fordrin-
ger, der er sendt til inddrivelse inden nedlukningen af EFI/
DMI. Tilpasningen sikrer, at ressourcerne anvendes effek-
tivt. Det kendetegner en stor del af de fordringer, der er regi-
streret i EFI/DMI, at de har tvivlsom retskraft. Det vil dog
kræve et større oprydningsarbejde at få klarlagt, om fordrin-
gerne er retskraftige eller ikke-retskraftige. Derfor indgår i
lovforslaget også en målrettet afskrivning af fordringer, for
hvilke udgifterne til retskraftvurderinger ikke står i et rime-
ligt forhold til de enkelte fordringers størrelse, idet det dog
samtidig sikres, at fordringer ikke afskrives, hvis dette vil
virke stødende på retsfølelsen eller være i strid med retlige
bindinger.
Lovforslaget er det femte i rækken af lovgivningstiltag på
inddrivelsesområdet, der er fremsat i forlængelse af SKATs
suspension af al automatisk inddrivelse af gæld til det of-
fentlige via EFI/DMI i september 2015 og det efterfølgende
igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv restan-
ceinddrivelse.
Det er målsætningen, at et nyt it-system på inddrivelses-
området kan være færdigt i 2019. Den første version af it-
systemet vil i starten alene kunne sikre en begrænset it-un-
derstøttelse af inddrivelsen og vil herefter gradvist få udbyg-
get sin funktionalitet, indtil det fuldt ud understøtter inddri-
velsen i 2019.
For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen el-
ler meget begrænset systemunderstøttelse blev der i novem-
ber 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om stands-
ning af forældelsen for fordringer under inddrivelse, jf. lov
nr. 1253 af 17. november 2015.
I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i
form af regler, der er nødvendige for etableringen af det nye
it-system og for en hensigtsmæssig behandling af klager på
inddrivelsesområdet. Der blev desuden gennemført en ræk-
ke justeringer og præciseringer med henblik på at sikre et
klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov nr. 298 af 22.
marts 2016.
I januar 2017 blev det tredje lovgivningstiltag – om over-
dragelse af inddrivelsen af fortrinsberettigede kommunale
krav til kommunerne – gennemført, jf. lov nr. 114 af 31. ja-
nuar 2017.
I marts 2017 blev det fjerde lovgivningstiltag – om for-
enkling af lovgivningen på inddrivelsesområdet – gennem-
ført, jf. lov nr. 285 af 29. marts 2017.
1.1.2. Genoptagelsessager
Skatteministeriet har gennemgået kendte systematiske fejl
(mere end 100 fejltyper/puljer) i EFI/DMI som følge af
funktionalitetsmangler og datafejl i EFI/DMI, der potentielt
kan have medført ulovlig inddrivelse i EFI/DMI’s driftsperi-
ode fra den 1. september 2013 til den 7. september 2015.
For hver type fejl har ministeriet foretaget en vurdering af
fejlens mulige konsekvenser for de berørte skyldnere og for-
søgt at kortlægge omfanget af fejlen med hensyn til antallet
af potentielt berørte fordringer og skyldnere og værdien af
de potentielt ulovligt inddrevne beløb. For visse fejltyper
har det været muligt at foretage en tilbundsgående analyse
af fejlens konsekvenser og udsøgning af berørte skyldnere.
For andre fejltyper medfører kompleksiteten i fejltypen, at
det ikke uden anvendelse af uforholdsmæssigt store ressour-
cer kan kortlægges, hvilke skyldnere der kan være berørt af
fejlen m.v., herunder om fejlen har haft reel økonomisk be-
5
tydning for skyldnerne. Samtidig er det vurderet, hvad re-
stanceinddrivelsesmyndigheden er forpligtet til at gøre for at
rette de inddrivelsesskridt, som har været berørt af fejlen,
herunder om restanceinddrivelsesmyndigheden er forpligtet
til at genoptage fejlbehæftede inddrivelsesskridt enten af
egen drift eller efter anmodning fra skyldnerne.
De identificerede funktionalitetsmangler vurderes over-
ordnet at have resulteret i to typer af risiko for ulovlig ind-
drivelse. Der er således konstateret 1) inddrivelse på fordrin-
ger, som ikke umiddelbart kan konstateres at have været
retskraftige på inddrivelsestidspunktet, og 2) potentielle
sagsbehandlingsfejl m.v. i inddrivelsesskridt, der har med-
ført ulovlig inddrivelse.
For type 1, der består af ca. 387.000 fordringer, gælder, at
selv om de berørte fordringer ikke umiddelbart kan konsta-
teres at have været retskraftige på inddrivelsestidspunktet,
vil det på grund af funktionalitetsmanglerne i EFI/DMI kræ-
ve en manuel retskraftvurdering af hver enkelt fordring for
at konstatere, om den har været retskraftig på inddrivelses-
tidspunktet.
For type 2, der består af ca. 188.000 fordringer, vurderes
de identificerede fejl ikke at vedrøre de berørte fordringers
retskraft, men alene gennemførelsen af det pågældende ind-
drivelsesskridt. Der kan eksempelvis være gennemført løn-
indeholdelse med en forkert lønindeholdelsesprocentsats.
Efter rettelse af denne type fejl vil fordringen mod skyldne-
ren som hovedregel fortsat bestå. Det tilbagebetalingskrav,
som skyldneren vil have som konsekvens af et ugyldigt ind-
drivelsesskridt, vil derfor af restanceinddrivelsesmyndighe-
den blive brugt til at dække den bestående fordring (gen-
dækning). I denne situation fører fejlretningen derfor ikke til
tilbagebetaling af noget beløb til skyldneren, og fejlretnin-
gen vil derfor have beskeden eller ingen økonomisk betyd-
ning for skyldneren. Ministeriet har ved hjælp af maskinelle
udsøgninger delt fordringerne omfattet af denne type fejl op
i fordringer, som nu må formodes at være forældede, og for-
dringer, som må formodes stadig at være retskraftige.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden skal genoptage al-
le sager, hvor der består en mistanke om, at der kan være
sket fejl ved inddrivelsen, vil det kræve op mod 2.500 års-
værk, svarende til ca. 1,5 mia. kr. Der kan ikke på kort sigt
ansættes og oplæres så mange medarbejdere, hvorfor res-
sourcerne derfor ville skulle hentes fra de ressourcer, der er
allokeret til den egentlige inddrivelsesopgave, ligesom en
yderligere ressourcetilførsel vil være nødvendig. Dette vur-
deres at være en uhensigtsmæssig prioritering, hvorfor der
er behov for ved lov at begrænse denne del af SKATs op-
rydningsarbejde med henblik på både at begrænse antallet af
genoptagelsessager og selve sagsbehandlingen til de tilfæl-
de, hvor fejlretningen har reel økonomisk betydning for
skyldneren.
Det foreslås derfor, at restanceinddrivelsesmyndigheden
af egen drift alene genoptager sager med fordringer ramt af
retskrafttvivl (type 1, jf. ovenfor), hvis der er inddrevet et
beløb på mindst 3.000 kr. inklusive renter på eller vedrøren-
de fordringen. Derved kan antallet af sager nedbringes fra
ca. 387.000 til ca. 44.000 fordringer, som SKAT skal genop-
tage af egen drift eller efter anmodning.
Det foreslås, at der for fordringer, der er ramt af retskraft-
tvivl (type 1, jf. ovenfor), og hvor det inddrevne beløb på el-
ler vedrørende fordringen udgør mindre end 3.000 kr. inklu-
sive renter, alene sker genoptagelse efter anmodning fra de
pågældende borgere og virksomheder, og at anmodningen
skal være modtaget inden den 8. september 2018, dvs.
treårsdagen for suspenderingen af den automatiske inddri-
velse via EFI/DMI. Fristen skyldes ønsket om efter fristud-
løbet at kunne gennemføre den ekstraordinære afskrivning,
der beskrives nedenfor i afsnit 1.1.3.
For fordringer af type 2 om sagsbehandlingsfejl ved ind-
drivelsen foreslås ligeledes, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden alene genoptager sagen efter anmodning fra de pågæl-
dende borgere og virksomheder. For disse anmodninger
foreslås samme frist, dvs. den 7. september 2018. Det fore-
slås dog, at restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift
genoptager sager, der kan være ramt af sagsbehandlingsfejl,
hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret, at
fordringen efter denne inddrivelse mistede eller kan have
mistet retskraften.
For at begrænse genoptagelsesopgaven foreslås også, at
der ikke skal gennemføres kursgevinstbeskatning i tilfælde,
hvor der allerede er konstateret eller i forbindelse med en
genoptagelse eller en retskraftvurdering af fordringer med
tvivlsom retskraft konstateres en utilsigtet forældelse. Det
foreslås, at den manglende kursgevinstbeskatning tillige skal
gælde utilsigtede forældelser, der er indtrådt før EFI/DMI’s
driftsperiode fra den 1. september 2013 til den 7. september
2015. Friholdelsen for kursgevinstbeskatning bør tillige om-
fatte den ekstraordinære afskrivning, der nedenfor foreslås
for fordringer med tvivlsom retskraft og datafejl m.v.
Det foreslås også, at rentefradrag vedrørende fordringer,
der ved en genoptagelse eller retskraftvurdering konstateres
at have været forældede, da renten blev beregnet, ikke skal
føre til en genoptagelse af skatteansættelsen, selv om renten
– og dermed rentefradraget – da har været uberettiget.
Et tilbagebetalingskrav, der skyldes en ulovlig inddrivelse,
der fandt sted i september 2013, vil som udgangspunkt være
bortfaldet ved forældelse tre år senere, dvs. i september
2016. For at stille alle borgere og virksomheder, der har væ-
ret berørt af ulovlig inddrivelse i EFI/DMI’s driftsperiode,
ens foreslås derfor, at forældelsesfristen for et eventuelt til-
bagebetalingskrav først skal løbe fra den 8. september 2015,
hvor den automatiske inddrivelse via EFI/DMI blev suspen-
deret.
1.1.3. Afskrivning
Ultimo oktober 2017 havde restanceinddrivelsesmyndig-
heden registreret ca. 13,3 mio. fordringer med tvivlsom rets-
kraft – såkaldte »grå« fordringer. Den nominelle værdi af
disse fordringer udgjorde ca. 40,1 mia. kr., mens kursværdi-
en, der er et estimat af deres reelle værdi for fordringshaver,
udgjorde ca. 5,8 mia. kr. Tvivl om en fordrings retskraft in-
debærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke må ind-
6
drive fordringen, før det gennem en retskraftvurdering er
blevet afklaret, at fordringen er retskraftig.
Da restanceinddrivelsesmyndigheden alene har begrænse-
de ressourcer til rådighed til at gennemgå det store antal for-
dringer, der har tvivlsom retskraft, foreslås det, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ud fra nærmere kriterier ekstra-
ordinært kan afskrive sådanne grå fordringer, der er overdra-
get til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 19.
november 2015 eller i samme periode er dannet af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen af disse
fordringer. Den nævnte dato er ikrafttrædelsesdatoen for lov
nr. 1253 af 17. november 2015, der i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsatte en bestemmelse, § 18 a, hvor-
efter forældelsesfristen for fordringer, der er under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. novem-
ber 2015 eller senere, tidligst regnes fra den 20. november
2018. De fordringer, der dannes af restanceinddrivelsesmyn-
digheden som led i inddrivelsen, er renter påløbet under ind-
drivelsen, dvs. inddrivelsesrenter, samt restanceinddrivelses-
myndighedens egne fordringer vedrørende udgifter og geby-
rer. Sådanne renter og gebyrer vil også have tvivlsom rets-
kraft som følge af forældelseslovens § 23, stk. 2, om acces-
sorisk forældelse af renter og gebyrer, hvis den fordring, de
vedrører, er forældet.
En sådan retskrafttvivl vil også foreligge for renter og ge-
byrer, der efter den 19. november 2015 enten er overdraget
til eller dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led
i inddrivelsen, hvis disse renter og gebyrer vedrører de grå
fordringer, der er overdraget forinden. Afskrivningsadgan-
gen bør derfor også omfatte disse renter og gebyrer.
Ved en opskrivning forstås en beløbsmæssig opjustering
af en fordring, der er under inddrivelse. En opskrivning sker,
ved at en såkaldt opskrivningsfordring overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 4, stk. 7, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige og § 7, stk. 1, 1. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. De nævnte bestemmelser har været
gældende siden den 1. april 2017 og skal varetage de sy-
stemmæssige behov i det ny inddrivelsessystem, som er
under udvikling. Inden den 1. april 2017 blev en opskriv-
ning gennemført ved alene at foretage en beløbsmæssig ju-
stering af den fordring, der var under inddrivelse. Sådanne
opskrivningsfordringer vil som udgangspunkt også have
tvivlsom retskraft, hvis den opskrevne del af fordringen har
tvivlsom retskraft. Det foreslås derfor, at opskrivningsfor-
dringer, der fra og med den 1. april 2017 overdrages til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, inklusive renter og gebyrer,
der vedrører disse opskrivningsfordringer, også kan afskri-
ves, hvis opskrivningsfordringerne vedrører fordringer, her-
under renter og gebyrer, der kan afskrives på grund af tvivl
om retskraften. De vil dog alene kunne afskrives, hvis de
sammen med den opskrevne del af fordringen opfylder be-
tingelserne for afskrivning, jf. nedenfor.
Det foreslås, at alle grå fordringer under 1.000 kr. pr. 8.
september 2018 kan afskrives, mens grå fordringer på mel-
lem 1.000 kr. og 7.500 kr. pr. 8. september 2018 kan afskri-
ves, hvis skyldner er en fysisk person, der har en skatteplig-
tig årsindkomst på mindre end 200.000 kr. i indkomståret
2017, alternativt 2016 eller 2015, hvilket omtrent svarer til
årsindkomsten for en enlig dagpengemodtager, der bor i le-
jebolig. Det foreslås dog, at en fysisk person, der opfylder
disse betingelser for afskrivning, ikke kan få afskrevet for-
dringen, hvis personen hæfter som følge af sin deltagelse i et
interessentskab eller tilsvarende virksomhed, hvor deltager-
ne hæfter personligt, helt eller delvist og solidarisk for gæl-
den.
Det foreslås, at afskrivningsadgangen skal være fakultativ.
Selv om en fordring opfylder alle betingelser, der foreslås at
skulle gælde for adgangen til endelig afskrivning, vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden således kunne undlade at gen-
nemføre afskrivning, hvis det f.eks. vurderes, at fordringen
tilhører en gruppe af fordringer, hvor der er en vis sandsyn-
lighed for, at fordringerne maskinelt kan retskraftvurderes.
Hensynet til retsfølelsen tilsiger, at bøder og andre krav,
der hviler på strafbare handlinger, ikke afskrives, hvorfor
disse fordringer foreslås undtaget fra den ekstraordinære af-
skrivning.
Private krav og udenlandske fordringer kan ikke afskrives
efter den eksisterende afskrivningsregel i § 16, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og foreslås derfor
også undtaget fra den ekstraordinære afskrivning.
Særlige hensyn gør sig også gældende for toldkrav, der er
en del af den Europæiske Unions »egne indtægter«, selv om
tolden opkræves af medlemsstaterne. Toldkrav foreslås der-
for også undtaget fra den ekstraordinære afskrivning.
Som følge af EU-retlige bindinger kan der ikke ske af-
skrivning af tilbagebetalingskrav bestående af tilskud udbe-
talt under tre forskellige EU-fonde: Den Europæiske Garan-
tifond for Landbruget (EGFL), Den Europæiske Landbrugs-
fond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Euro-
pæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF). Disse tilbagebetalings-
krav er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden af
NaturErhvervstyrelsen, som den 1. februar 2017 skiftede
navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der med virkning
fra den 24. november 2017 blev opdelt i Landbrugsstyrelsen
og Fiskeristyrelsen. Ved overdragelsen til restanceinddrivel-
sesmyndigheden er det ikke blevet specificeret, om der er ta-
le om nationale krav, medfinansierede EU-krav eller rene
EU-krav, hvorfor det ikke uden en manuel vurdering vil væ-
re muligt at skelne mellem de enkelte fordringstyper. Alle
fordringer, der opkræves af disse styrelser, foreslås derfor
også holdt uden for den foreslåede ekstraordinære afskriv-
ning.
For fortrinsberettigede kommunale fordringer foreslås, at
der heller ikke skal kunne ske ekstraordinær afskrivning af
sådanne fordringer, der hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den er under inddrivelse.
Fordringer, der omfattes af en afgørelse, som genoptages
af restanceinddrivelsesmyndigheden, vil i forbindelse med
genoptagelsen få deres retskraft afklaret ved en retskraftvur-
dering, hvorfor sådanne fordringer ikke skal afskrives, fordi
formålet med afskrivningen netop er at undgå en ressource-
krævende retskraftvurdering. Det indebærer, at fordringer
7
omfattet af afgørelser, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den genoptager af egen drift eller på begæring fra skyldner,
ikke afskrives. Det samme gælder, hvor retskraftvurderingen
f.eks. skyldes skyldners anmodning om en restanceattest til
brug for f.eks. et lån eller en autorisation m.v. For en sådan
anmodning gælder tilsvarende, at formålet med afskrivnin-
gen vil være spildt, hvis den til brug for udstedelsen af re-
stanceattesten nødvendige retskraftvurdering viser, at for-
dringen er retskraftig. Viser den sig at være forældet, skal
den afskrives efter de allerede gældende regler. Der kan og-
så være påbegyndt en retlig proces, f.eks. indledning af in-
solvensbehandling ved skifteretten eller anden bobehand-
ling, som nødvendiggør en retskraftvurdering.
Det foreslås derfor, at en ekstraordinær afskrivning ikke
skal ske for fordringer, for hvilke der inden den 8. septem-
ber 2018 er gennemført en retskraftvurdering eller over for
restanceinddrivelsesmyndigheden er fremsat en anmodning,
der vil indebære en retskraftvurdering af fordringen, og at
der ikke af andre grunde, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden senest den 8. september 2018 har fået kendskab til,
skal foretages en retskraftvurdering af fordringen.
Hvis der f.eks. anmodes om og gennemføres genoptagelse
inden den 8. september 2018, vil der være to mulige udfald.
Enten viser det sig, at fordringen er retskraftig. I så fald gen-
nemføres der ikke afskrivning, og fordringen vil da blive
søgt inddrevet, fordi der ikke længere er tvivl om dens rets-
kraft. Eller også viser det sig, at fordringen er forældet. I så
fald skal det inddrevne beløb tilbageføres til borgeren eller
virksomheden, hvis forældelse var indtrådt allerede på ind-
drivelsestidspunktet. Det kan evt. ske gennem modregning,
hvis borgeren eller virksomheden har anden forfalden gæld
til det offentlige. I forbindelse med den genoptagelse, som
borgeren eller virksomheden måtte have anmodet om, vil re-
stanceinddrivelsesmyndigheden samtidig tage stilling til
eventuelle sagsbehandlingsfejl, hvis borgeren eller virksom-
heden har henvist til sådanne.
Hvis flere skyldnere hæfter for en fordring, foreslås det, at
samtlige skyldnere, som fordringen er under inddrivelse hos
den 8. september 2018, skal opfylde betingelserne for af-
skrivning. Hvis blot en enkelt af disse skyldnere ikke opfyl-
der betingelserne for afskrivning, gennemføres afskrivning
ikke.
Af »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivel-
se« af 8. juni 2017 fremgår, at skyldnere med uforholds-
mæssig stor gæld – som følge af mange små gældsposter –
ikke må få afskrevet hele deres gæld. Det foreslås derfor, at
det samlede omfang af en afskrivning i forhold til den enkel-
te skyldner højst kan beløbe sig til et grundbeløb på 50.000
kr. med tillæg af 50 pct. af skyldners herefter resterende
gæld, som er under inddrivelse den 8. september 2018. Ved
opgørelsen af afskrivningens omfang anvendes fordringer-
nes størrelse, dvs. ikke det beløb, som en skyldner med en
begrænset hæftelse hæfter for. Ved udvælgelsen af de for-
dringer, der kan afskrives, vælges den mindste fordring
først. Dernæst vælges den næstmindste og så fremdeles, ind-
til afskrivningsloftet nås. Er to eller flere fordringer lige sto-
re, og overskrides afskrivningsloftet, hvis alle disse lige sto-
re fordringer afskrives, afskrives i henhold til den rækkeføl-
ge, hvori fordringerne hos restanceinddrivelsesmyndigheden
er blevet registreret som værende under inddrivelse, således
at den fordring, der først er registreret, afskrives først. Hvis
to skyldnere hæfter solidarisk for fordringen, kræver en af-
skrivning, at fordringen i forhold til begge skyldnere holder
sig inden for afskrivningsgrænsen. Er det i forhold til en
skyldner beregnet, hvor stort et beløb der kan afskrives in-
den for afskrivningsloftet, og viser det sig efterfølgende, at
en af disse fordringer ikke kan afskrives i forhold til en an-
den skyldner, afskrives fordringen ikke, og en genberegning
foretages ikke i forhold til den første skyldner.
Det er den enkelte fordring inklusive renter påløbet under
inddrivelsen, der foreslås afskrevet, og derfor ophører alle
skyldforhold for solidarisk hæftende skyldnere, når afskriv-
ningen er gennemført.
Om betingelserne for afskrivning er opfyldt, foreslås at
skulle afgøres ud fra de oplysninger, som restanceinddrivel-
sesmyndigheden besidder den 8. september 2018. Senere
op- eller nedskrivninger eller kendskab til yderligere skyld-
nere for samme fordring vil derfor være uden betydning for
afskrivningen.
Det foreslås også, at opkrævningsrenter, inddrivelsesren-
ter, hvis hovedfordring inden den 8. september 2018 er ble-
vet indfriet, samt gebyrer og andre omkostninger skal be-
tragtes som selvstændige fordringer i den foreslåede afskriv-
ningsmodel, idet der dog gøres en undtagelse for renter, der
vedrører de fordringstyper, der friholdes fra afskrivning, jf.
ovenfor.
En opskrivningsfordring, som den 1. april 2017 eller sene-
re er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og ved-
rører en fordring med tvivlsom retskraft, og den således
opskrevne fordring kan alene afskrives, hvis de efter at være
lagt sammen opfylder betingelserne for afskrivning, idet det
dog vil udelukke afskrivning, hvis der f.eks. anmodes om en
retskraftvurdering, der alene omfatter den opskrevne ford-
ring, men ikke tillige opskrivningsfordringen.
Når den endelige afskrivning er foretaget, giver restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skyldneren meddelelse herom.
Den samlede restancemasse har ifølge Skatteministeriets
nye opgørelsesmetode pr. juni 2017 en kursværdi på ca. 21,3
mia. kr. (ca. 104,3 mia. kr. i nominel værdi). Heraf udgør
den samlede mængde af fordringer, hvor der er tvivl om
retskraften, ca. 13,3 mio. fordringer med en kursværdi på ca.
5,8 mia. kr. (ca. 40,1 mia. kr. i nominel værdi).
En manuel gennemgang af fordringerne med tvivl om
retskraften vil kræve ca. 12.000 årsværk svarende til sagsbe-
handlingsudgifter på ca. 7 mia. kr. Opgaven er derfor så om-
fattende, at den ikke kan håndteres administrativt eller orga-
nisatorisk, hvorfor der er behov for en ekstraordinær af-
skrivning.
Den foreslåede ekstraordinære afskrivning er karakterise-
ret ved, at langt de fleste skyldnere stadig skylder størstede-
len af deres gæld efter en afskrivning, at mange af de af-
skrevne fordringer har lav værdi, mens få fordringer har høj
værdi, at de afskrevne fordringer særligt vedrører skyldnere
8
med lav indkomst, at afskrivningen særligt påvirker skyld-
nere på Lolland, Langeland og Samsø samt i Albertslund og
i mindre grad påvirker skyldnere i kommunerne nord for ho-
vedstaden, at den afskrevne gæld haves af skyldnere med
lav betalingsevne eller uden betalingsevne, at langt stør-
stedelen af de afskrevne fordringer haves af skyldnere mel-
lem 30 og 60 år, at især skyldnere på dagpenge, kontant-
hjælp, sygedagpenge, førtids- og folkepension får afskrevet
gæld til det offentlige, mens skyldnere med lønindkomst i
mindre grad får afskrevet gæld.
Den foreslåede ekstraordinære afskrivning vil indebære en
endelig afskrivning efter kriterier, som i al væsentlighed
svarer til principperne for afskrivning i medfør af den gæl-
dende afskrivningsbestemmelse i § 16, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Som anført i afsnit 2.1.5.1
anvendes bestemmelsen, hvorefter afskrivning af en ford-
ring kan ske, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller
forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte
inddrivelsen, dog efter en konkret vurdering af den enkelte
skyldners betalingsevne og inddrivelsesomkostningernes
forholdsmæssighed i forhold til fordringens størrelse, lige-
som restanceinddrivelsesmyndigheden anvender bestemmel-
sen til afgangsførelse som uerholdelig og ikke til endelig af-
skrivning, jf. styresignalet SKM2013. 102. SKAT. En af-
gangsførelse som uerholdelig indebærer, at endelig afskriv-
ning først vil ske, når forældelse indtræder, men tvivlen om
retskraften indebærer, at forældelsestidspunktet netop ikke
kendes uden en retskraftvurdering, hvorfor der er brug for
en hjemmel til endelig afskrivning.
De grå fordringer, der ikke afskrives ekstraordinært, vil
blive gennemgået med henblik på retskraftvurdering. Viser
det sig ved denne retskraftvurdering, at den enkelte grå ford-
ring er bortfaldet ved forældelse til og med den 19. novem-
ber 2015, vil den blive afskrevet i henhold til gældende reg-
ler, hvorefter en forældet fordring ikke længere kan gøres
gældende af fordringshaver. Datoen skyldes som nævnt
ovenfor § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter forældelsesfristen for fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november
2015 eller senere tidligst regnes fra den 20. november 2018.
Hvis der er inddrevet eller frivilligt betalt på fordringen, ef-
ter at den bortfaldt ved forældelse, vil sagen blive genopta-
get, hvis inddrivelsen eller den frivillige betaling fandt sted i
perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den
7. september 2015, jf. den foreslåede regel i § 18 d, stk. 3, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter gen-
optagelse dog er betinget af, at et krav på tilbagebetaling af
det inddrevne eller modtagne beløb ikke vil være forældet.
Med den foreslåede regel i lovens § 18 e foreslås, at foræl-
delsesfristen for tilbagebetalingskrav, som fysiske og juridi-
ske personer måtte have som følge af en inddrivelse eller fri-
villig betaling, der fandt sted i perioden fra og med den 1.
september 2013 til og med den 7. september 2015, dvs. EFI/
DMI’s driftsperiode, vedrørende fordringer under inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8.
september 2015.
Hvis inddrivelsen eller den frivillige betaling fandt sted
inden den 1. september 2013, hvor EFI blev taget i drift, vil
tilbagebetalingskravet som udgangspunkt være forældet,
hvorfor genoptagelse ikke sker i disse tilfælde, medmindre
den pågældende borger eller virksomhed har anmodet om
genoptagelse og i sin anmodning om genoptagelse har hen-
vist til sådanne omstændigheder, der gør en genoptagelse
berettiget, og omstændigheder, som efter forældelseslovens
§ 3, stk. 2, vil kunne bevirke suspension af forældelsen, dvs.
at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor bor-
geren eller virksomheden fik eller burde have fået kendskab
til sit tilbagebetalingskrav.
Blandt de fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, findes ud over de grå fordrin-
ger, der kendetegnes ved tvivl om retskraften og derfor ud
fra nærmere kriterier foreslås afskrevet ekstraordinært, jf.
ovenfor, også en række fordringer, der som følge af datapro-
blemer ikke aktuelt vil kunne inddrives. Fejlene, der potenti-
elt kan betyde, at de ikke kan konverteres til det ny inddri-
velsessystem, skyldes navnlig, at fordringshaverne, herunder
også SKAT, har foretaget systematiske indberetningsfejl
ved overdragelsen af dem til inddrivelse. Der er bl.a. tale
om, at renter ikke kan knyttes til det korrekte hovedkrav, og
fordringstyper, for hvilke fordringshaverne har indberettet
renter som hovedkrav, således at der er en risiko for, at der
ulovligt beregnes renters rente. Det er f.eks. tilfældet for for-
dringer, der er overdraget fra SKATs opkrævningssystemer
KOBRA og DMO. Der er desuden tale om stamdatafejl,
hvor f.eks. stiftelsestidspunkt og forældelsesdatoer enten ik-
ke er blevet registreret eller er blevet registreret forkert.
Nogle af problemerne vil blive søgt løst i samarbejde med
fordringshaverne, i takt med at disse klargøres til og tilkob-
les det ny inddrivelsessystem. Det forventes dog, at nogle af
problemerne alene vil kunne løses ved manuel sagsbehand-
ling hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For en række
fejl og fordringskombinationer er det nødvendigt at returne-
re hovedparten af de berørte fordringer til fordringshaverne
med henblik på berigtigelse af de fejlbehæftede oplysninger,
men det er uafklaret, i hvilket omfang fordringshaverne tek-
nisk er i stand til at tage imod fordringerne og foretage de
nødvendige fejlrettelser. Hvis dette viser sig at være en hin-
dring, må der efter omstændighederne træffes beslutning om
at afskrive fordringerne. Dette vil dog kræve en hjemmel.
Det foreslås derfor, at skatteministeren gives en bemyndi-
gelse til at fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden skal kunne foretage ekstraordinær afskrivning af
en gruppe af fordringer, hvis der består tvivl om rigtigheden
af de oplysninger, der er nødvendige for fordringernes ind-
drivelse, eller disse oplysninger mangler, og det vil være
umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostnin-
ger at afklare denne tvivl eller at fremskaffe oplysningerne,
eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at
gennemføre endelig afskrivning. En sådan bemyndigelse vil
kunne udnyttes til at løse det aktuelle afskrivningsbehov,
men vil også kunne anvendes til afskrivning af grupper af
fordringer, der fremtidigt måtte blive identificeret som li-
dende af de samme problemer som de ovenfor beskrevne
9
fordringer, eller hvor de nødvendige oplysninger ikke fore-
ligger, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde
til at gennemføre endelig afskrivning. Bemyndigelsen vil
blive udnyttet gennem skatteministerens udstedelse af en be-
kendtgørelse, der sendes i ekstern høring. Det foreslås med
baggrund i »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsind-
drivelse« af 8. juni 2017, at bemyndigelsen skal gælde i en
5-årig periode. Bemyndigelsen vil først blive anvendt efter
orientering af Finansudvalget.
Det foreslås desuden, at skatteministeren tillige gives be-
myndigelse til i samme 5-årige periode at fastsætte regler
om, at restanceinddrivelsesmyndigheden for grupper af til-
bagebetalingskrav inklusive eventuelle renter, gebyrer og
andre omkostninger, som tilkommer restanceinddrivelses-
myndigheden, kan foretage endelig afskrivning uden en vur-
dering af hvert enkelt tilbagebetalingskrav, hvis der består
tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige
for tilbagebetalingskravenes opkrævning og inddrivelse, el-
ler disse oplysninger mangler, og det vil være umuligt eller
forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare
denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der
foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre en-
delig afskrivning. Også her gælder, at bemyndigelsen først
vil blive anvendt efter orientering af Finansudvalget.
I SKATs opkrævningssystem SAP 38 er der konstateret
en potentiel forældelse af et større antal fordringer, fordi sy-
stemet i en periode ikke har kunnet beregne opkrævnings-
renter, og disse renter er derfor ikke blevet sendt til inddri-
velse. Alene fordringer under inddrivelse omfattes af § 18 a
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter for-
ældelsesfristen for fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller se-
nere tidligst regnes fra den 20. november 2018. I september
2016 omhandlede problemet i SAP 38 ca. 60.000 fordringer
svarende til ca. 1,8 mia. kr. eksklusive renter i nominel vær-
di. Disse fordringer vil skulle retskraftvurderes manuelt. For
de fordringer, der viser sig at være retskraftige, vil der –
som udgangspunkt manuelt – skulle beregnes opkrævnings-
renter, der herefter skal opkræves hos skyldnerne, medmin-
dre der skabes hjemmel til ekstraordinært at afskrive op-
krævningsrenterne. Da der er tale om fordringer, der ikke er
sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
vil der være behov for en hjemmel for skatteministeren til at
fastsætte regler om, at SKAT som fordringshaver kan fore-
tage endelig afskrivning af disse fordringer, hvis det vil væ-
re forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at gen-
nemføre opkrævning, eller hvis der foreligger andre ganske
særlige grunde til at gennemføre afskrivning. I den konkrete
situation med SAP 38 vil der manuelt skulle foretages en
retskraftvurdering. For de fordringer, der viser sig at være
retskraftige, vil beregningen af opkrævningsrenter skulle ske
manuelt, hvilket som følge af rentens typisk beskedne stør-
relse vil udløse uforholdsmæssige omkostninger, ligesom
det for en skyldner, over for hvem der ikke tidligere er sket
opkrævning af renterne, vil kunne være byrdefuldt, hvis op-
krævning skulle ske efter måske flere år.
Som følge af manglende systemunderstøttelse har det
siden idriftsættelsen af SKATs system for fordringer vedrø-
rende motorkøretøjer, Digitalt Motorregister (DMR), i juni
2012 ikke været muligt at beregne renter af fordringerne i
dette system, der genererer motorfordringerne, der herefter
opkræves via opkrævningssystemet SAP 38. Et rentebereg-
ningsprogram forventes taget i brug i 2018. Som følge af
den 3-årige forældelsesfrist for renter er renter, der påløb for
mere end 3 år siden, bortfaldet ved forældelse. For perioden
fra medio 2014 til medio 2017 skønnes der at være ca. 3
mio. retskraftige rentefordringer med en samlet værdi på ca.
75-90 mio. kr. En opkrævning af disse renter vurderes at
kræve et administrativt ressourcetræk på ca. 70-90 mio. kr.
Der vil desuden være en risiko for, at nogle renteopkrævnin-
ger vil være uberettigede som følge af tvivl om retskraften
af en del af hovedkravene. Er den rentebærende hovedfor-
dring forældet, vil dens påløbne renter blive ramt af accesso-
risk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Dertil
kommer, at en opkrævning af disse opkrævningsrenter efter
måske flere år vil kunne opleves som byrdefuld for en
skyldner, der kan have indrettet sig på, at et sådant krav ikke
vil blive gjort gældende.
Det foreslås derfor, at skatteministeren tillige skal gives
en bemyndigelse til at fastsætte regler om, at SKAT for en
gruppe af fordringer bestående af skatter og afgifter m.v.
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan fo-
retage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt
fordring, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige
omkostninger for SKAT at gennemføre opkrævning, eller
hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gen-
nemføre endelig afskrivning. Uforholdsmæssige omkostnin-
ger kan f.eks. skyldes, at der består tvivl om rigtigheden af
de oplysninger, der er nødvendige for fordringernes opkræv-
ning, og det vil være umuligt eller forbundet med uforholds-
mæssige omkostninger at afklare denne tvivl. Dette omfatter
tilfælde, hvor fordringen potentielt kan være forældet, og det
vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at
afklare, hvorvidt fordringen er retskraftig. Andre ganske
særlige grunde vil kunne foreligge, hvis en opkrævning end-
nu ikke er sket, lang tid efter at kravet er stiftet.
Det foreslås, at bemyndigelsen ud over at skabe mulighed
for endelig afskrivning af fordringer i SAP 38 og DMR, hvis
behovet skulle blive aktuelt, også skal kunne anvendes til af-
skrivning af grupper af fordringer, der fremtidigt måtte blive
identificeret som lidende af de samme problemer som de
ovenfor beskrevne fordringer.
Bemyndigelsen vil blive udnyttet gennem skatteministe-
rens udstedelse af en bekendtgørelse, der sendes i ekstern
høring.
Det foreslås med baggrund i »Aftale om styrkelse af den
offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017, at bemyndigel-
sen skal gælde i en 5-årig periode.
Også her gælder, at bemyndigelsen først vil blive anvendt
efter orientering af Finansudvalget.
Det foreslås, at de typer af fordringer, der friholdes fra den
ekstraordinære afskrivning af grå fordringer, dvs. bøder, pri-
10
vate underholdsbidrag, udenlandske fordringer, toldkrav
m.v., tillige skal friholdes fra afskrivningen efter de foreslå-
ede bemyndigelsesbestemmelser, således at der ikke kan
fastsættes regler om en afskrivning af sådanne typer af for-
dringer.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Særlige regler om tiltag om fordringer overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringer i SKATs op-
krævningssystemer m.v.
2.1.1. Begrænsning af restanceinddrivelsesmyndighedens
genoptagelse af afgørelser om inddrivelse ramt af mulige
sagsbehandlings- og datafejl
2.1.1.1. Gældende ret
I nogle tilfælde har borgeren retskrav på, at myndigheden
genoptager en sag, som myndigheden tidligere har afgjort,
for at vurdere rigtigheden af den afgørelse, borgeren mod-
tog. Ifølge ombudsmandens udtalelse i FOB 2006.436 (side
449) har borgeren et retskrav på genoptagelse, hvis der
fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betyd-
ning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen
ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde
foreligget i forbindelse med myndighedernes oprindelige
stillingtagen til sagen. Genoptagelse på ulovbestemt grund-
lag kan dernæst komme på tale, hvis der fremkommer væ-
sentlige nye retlige forhold, dvs. en væsentlig ændring med
tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag, der forelå på tids-
punktet for den oprindelige afgørelse. Endelig kan myndig-
heden have pligt til at genoptage sagen, hvis der foreligger
ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Mindst ét af de nævn-
te forhold skal således foreligge, før borgeren kan have krav
på genoptagelse. Det er en yderligere betingelse, at der skal
være en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et an-
det udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse
med myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen, el-
ler hvis fejlen ikke var blevet begået, jf. bl.a. FOB 2004.175
(side 183).
Borgere og virksomheder vil normalt have adgang til re-
kurs, dvs. adgang til administrativ prøvelse af deres klage
over den afgørelse, som myndigheden har truffet i forhold til
borgeren eller virksomheden. På inddrivelsesområdet er re-
kursadgangen reguleret i § 17 i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Klager over restanceinddrivelsesmyndig-
hedens afgørelser truffet inden 1. april 2016 om inddrivelse
af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrel-
se, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelses-
myndighedens administration, kan indbringes for Landsskat-
teretten. En sådan klage skal indgives skriftligt til Skattean-
kestyrelsen og skal være modtaget senest 3 måneder efter
modtagelsen af den afgørelse, der klages over, idet der dog
kan ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstæn-
digheder taler derfor. Hvis klagefristen ikke er overholdt, vil
borgere og virksomheder stadig have adgang til remonstra-
tion på ulovbestemt grundlag i forhold til den afgørelse, som
borgeren eller virksomheden er uenig i. Der må dog stilles
visse skærpede krav til en anmodning om genoptagelse (»re-
monstration«) sammenlignet med en klage inden for klage-
fristen, idet anmodningen skal gøre myndighederne i stand
til at identificere den afgørelse, der remonstreres over, og
vurdere anmodningens berettigelse. Hvis en anmodning op-
fylder disse krav, er myndigheden som følge af officialmak-
simen forpligtet til at søge sagen oplyst.
En pligt til genoptagelse kan også bestå, uden at myndig-
heden har modtaget en begæring om genoptagelse. En pligt
for myndigheden til at genoptage en sag på eget initiativ op-
står eksempelvis, hvis myndigheden bliver opmærksom på,
at typisk et større antal afgørelser er ramt af formelle eller
retlige mangler. Det er således hensynet til borgernes rets-
sikkerhed og den hermed beslægtede lighedsgrundsætning,
der kan begrunde en pligt til genoptagelse af egen drift. Dis-
se hensyn skal afvejes over for hensynet til myndighedens
administrative og ressourcemæssige belastning ved en gen-
optagelse. Genoptagelsespligten begrænses derfor af hensy-
net til at undgå et offentligt værdispild.
Ombudsmanden anførte i FOB 2003.357 (side 374), at
pligten for myndigheder til på eget initiativ at genoptage tid-
ligere afgjorte sager beror på, om der er tale om væsentlige
ændringer til gunst for den pågældende, om myndighedernes
nu underkendte praksis var udtryk for en klar lovstridig
praksis, og om der er væsentlige praktiske problemer med at
identificere de relevante sager.
Væsentlighedskriteriet indebærer ifølge ombudsmandens
udtalelse i FOB 1990.266 (side 268 f.) en vurdering af, hvor
byrdefuldt det ville være for parten, såfremt en tidligere af-
gørelse ikke blev omgjort. Vil det være uforholdsmæssigt
byrdefuldt for borgeren ikke at omgøre afgørelsen, skal der
ske genoptagelse.
Den klart lovstridige praksis angår grovheden af myndig-
hedens fejl. Ombudsmanden anførte i FOB 1981.245 (side
251 f.), at pligten til genoptagelse af egen drift, såfremt
myndighedens hidtidige praksis underkendes grundet en
fejlagtig retsanvendelse, alene er et udgangspunkt, der kan
fraviges som følge af klarheden af den fejlagtige retsanven-
delse, længden af det tidsrum, hvor retsanvendelsen har væ-
ret fulgt, og det antal sager, i hvilke det er sket, herunder
sagernes ensartethed. Ifølge ombudsmanden taler en langva-
rig praksis, der omfatter mange sager, således imod genopta-
gelse, hvorimod sagernes ensartethed taler for genoptagelse.
Ved fejlens klarhed lægges der navnlig vægt på, om myn-
digheden var i en undskyldelig fortolkningstvivl eller lig-
nende, jf. FOB 1990.266 (side 268 f.).
Kriteriet om de praktiske problemer med at identificere de
relevante sager vedrører den administrative byrde, der er
forbundet med udsøgningen af de sager, der potentielt skal
genoptages. Kriteriet har både et praktisk aspekt, dvs. om
det overhovedet er muligt eller dog vanskeligt at fremfinde
sagerne, og et ressourcemæssigt aspekt, dvs. om det vil være
forbundet med et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug at
udsøge sagerne. Vurderingen er efter praksis alene relateret
til det administrative besvær ved at fremfinde afgørelserne
og altså ikke det eventuelle administrative besvær, der måtte
11
være forbundet med selve genoptagelsen og dermed reali-
tetsbehandlingen af sagerne.
Hvorvidt genoptagelse af egen drift skal ske, beror på en
samlet vurdering af de tre kriterier. I den forbindelse kan det
tillægges vægt, om myndigheden har gjort andet for at rette
op på fejlen, herunder ved at offentliggøre generel informa-
tion til borgerne herom. Det har ombudsmanden fastslået i
bl.a. FOB 2008.238 (side 270) og FOB 2003.357 (side 375).
De tre kriterier indebærer, at såfremt restanceinddrivelses-
myndigheden er positivt bekendt med og uden større besvær
kan udsøge sager, hvor der er sket uretmæssig inddrivelse,
skal restanceinddrivelsesmyndigheden genoptage sagerne af
egen drift. Det gælder i hvert fald, hvis fejlen har en vis
grovhed, og genoptagelse vil resultere i en ændring til gunst
for borgeren eller virksomheden, men det gælder også, selv
om borgeren eller virksomheden i sidste ende som følge af
afledte konsekvenser stilles ringere på grund af f.eks. kurs-
gevinstbeskatning eller genoptagelse af skatteansættelsen
for at korrigere et uberettiget fradrag for inddrivelsesrenter.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har mulighed
for at finde frem til de relevante sager uden et betydeligt res-
sourceforbrug, eksempelvis ved manuel gennemgang af alle
potentielle sager, vil restanceinddrivelsesmyndigheden som
udgangspunkt ikke i alle tilfælde være forpligtet til at foreta-
ge denne udsøgning med henblik på genoptagelse af egen
drift. Restanceinddrivelsesmyndigheden er da i stedet for-
pligtet til at informere offentligt om de uretmæssige inddri-
velsesskridt og derved give offentligheden tilstrækkelig op-
lysning, således at de berørte borgere og virksomheder selv
kan vurdere, om de ønsker at klage eller anmode om genop-
tagelse.
Hvis det tilbagebetalingskrav, som en genoptagelse af en
sag om inddrivelse vil kunne resultere i, er forældet på det
tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse fremsættes
over for restanceinddrivelsesmyndigheden, vil anmodningen
som udgangspunkt skulle afvises, fordi borgeren eller virk-
somheden da ikke har den til genoptagelsen fornødne retlige
interesse. Forældelsesfristen for sådanne tilbagebetalings-
krav er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser,
jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Ifølge forældelseslovens §
2, stk. 1, regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt,
hvor fordringshaver – dvs. borgeren eller virksomheden –
kunne kræve at få fordringen opfyldt. Det relevante tids-
punkt vil være betalingstidspunktet. Hvis fordringshaveren –
dvs. her den berørte borger eller virksomhed – var ubekendt
med sin fordring, regnes forældelsesfristen dog først fra den
dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kend-
skab til fordringen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, om su-
spension. For at der kan ske suspension af forældelsesfristen
efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal fordringshaverens
uvidenhed vedrøre de faktiske forhold, som kravet støttes på
(faktisk vildfarelse). Ukendskab til den rette fortolkning af
det retlige grundlag for kravet (retsvildfarelse) kan kun und-
tagelsesvist medføre suspension af forældelsesfristen. Efter
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, vil forældelse dog uanset
suspension indtræde senest efter 10 år regnet fra det tidligste
tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves opfyldt. Fremsæt-
tes anmodningen om genoptagelse af en inddrivelsessag se-
nere end 3 år efter betalingstidspunktet, forudsætter en gen-
optagelse derfor, at borgeren eller virksomheden henviser til
sådanne faktiske omstændigheder, der i medfør af forældel-
seslovens § 3, stk. 2, har suspenderet forældelsen.
Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse kan også
være sket ved foretagelsen af udlæg, der er udtryk for en
retshandling og ikke den myndighedsudøvelse, som beskri-
velsen ovenfor om de uskrevne forvaltningsretlige genopta-
gelsesregler gælder. Udlæg foretaget af restanceinddrivel-
sesmyndighedens pantefogeder reguleres af lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., hvis
§ 5, stk. 1, bestemmer, at udlæg, hvis ikke andet er bestemt i
den nævnte lov, foretages efter reglerne i retsplejelovens ka-
pitel 45-47. Indsigelse mod pantefogedudlæg behandles af
fogedretten, jf. § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v.
Indsigelse kan fremsættes over for pantefogeden under
udlægsforretningen, hvorfor pantefogeden underretter fo-
gedretten om indsigelsen, jf. § 6, stk. 3, i lov om fremgangs-
måden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Efter ud-
lægsforretningen skal indsigelsen fremsættes over for foged-
retten inden for 4 uger fra udlægsforretningens foretagelse.
Modtages indsigelsen ikke inden for fristen, afviser foged-
retten indsigelsen, men fogedretten kan dog undtagelsesvist
indtil 1 år efter udlægsforretningen tillade, at en indsigelse
behandles. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres
til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.
Derudover indeholder retsplejelovens § 504 en bestem-
melse om genoptagelse af udlægsforretningen. Genoptagelse
kan ske, hvis parterne er enige herom, eller hvis fogedretten
finder det påkrævet, bl.a. fordi skyldneren eller tredjemand
anmoder om, at et udlæg ophæves som stridende mod tred-
jemands ret (§ 504, nr. 1), eller fordi skyldneren ønsker fast-
slået, at et udlæg er bortfaldet som følge af omstændigheder
indtruffet efter udlæggets foretagelse, eller fordi grundlaget
for tvangsfuldbyrdelsen ved dom er ophævet eller erklæret
ugyldigt (§ 504, nr. 5). Bestemmelsen anvendes også på ud-
lægsforretninger gennemført af pantefogeden, jf. ovennævn-
te henvisning i § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v. til retsplejelovens ka-
pitel 45-47.
Selv om retsplejelovens § 504 som følge af sin ordlyd ik-
ke udtømmende angiver de tilfælde, hvor en udlægsforret-
ning kan genoptages, antages i retslitteraturen, at genopta-
gelse ud over de i bestemmelsen opremsede tilfælde i nr. 1-5
normalt kun bør ske, hvor der er begået klare fejl, som i for-
bindelse med et kæremål eller et almindeligt søgsmål ville
føre til en ophævelse af afgørelsen. Betænkning nr. 634 fra
1971 om udlæg og udpantning anfører på side 62 f., at der
f.eks. vil være behov for genoptagelse, hvis skyldneren, ef-
ter at udlægget blev foretaget, har erfaret, at en medskyldner
før udlægget havde betalt gælden. Hermed bør formentlig
sidestilles situationer, hvor det efter udlægget konstateres, at
den fordring, som udlægget blev foretaget for, var ophørt
som følge af en forældelse, som skyldneren på udlægstids-
12
punktet ikke havde mulighed for at gøre gældende på grund
af et undskyldeligt ukendskab til den indtrådte forældelse.
En genoptagelse efter retsplejelovens § 504 vil normalt
forudsætte en anmodning fra en af parterne, men ved åben-
bare fejl kan fogedretten af egen drift beslutte en genopta-
gelse og omgøre udlægget.
Et udlæg sker normalt med henblik på tvangsauktion, jf.
retsplejelovens § 538, hvorefter udlægshaver bliver fyldest-
gjort for sit krav ved det tvangsmæssige bortsalg at det ud-
lagte aktiv. Ved udlæg i rede penge fyldestgøres udlægsha-
ver dog umiddelbart, jf. retsplejelovens § 521, mens fordrin-
ger, hvori der foretages udlæg, som regel ikke sælges på
tvangsauktion, men i stedet inkasseres til forfaldstid, jf. rets-
plejelovens § 558. Endelig bortsælges værdipapirer, hvori
der er foretaget udlæg, ikke ved tvangsauktion, men af fo-
gedretten gennem en værdipapirhandler, jf. retsplejelovens §
557. Vestre Landsret udtaler i en kendelse gengivet i Uge-
skrift for Retsvæsen 1983, side 184, at fogedretten ikke fin-
des at have hjemmel til at ophæve en afholdt tvangsauktion
med henblik på genoptagelse af udlægsforretningen. Dette
støttes på retsplejelovens § 583, stk. 2, hvorefter de oprinde-
lige parter under tvangsauktionen ikke kan fremsætte indsi-
gelser imod lovligheden af udlægsforretningen eller de rets-
handlinger, der ligger forud for denne.
For udlægsforretninger, som restanceinddrivelsesmyndig-
hedens pantefogeder har foretaget i perioden fra og med den
1. september 2013 til og med den 7. september 2015, i hvil-
ken funktionalitetsmanglerne i EFI/DMI har skabt tvivl om
retskraften af fordringer under inddrivelse, må det antages,
at skyldner kan kræve disse genoptaget, jf. retsplejelovens §
504, hvis tvangsauktion ikke har været afholdt, og skyldner
gør gældende, at fordringen var eller kunne være forældet,
da udlægget blev foretaget. Det skyldes, at restanceinddri-
velsesmyndigheden ikke må inddrive fordringer med tvivl-
som retskraft. Tilsvarende må det antages, at pantefogeden
af egen drift må genoptage udlægsforrentninger, der i dette
tidsrum er gennemført for fordringer, hvor funktionalitets-
manglerne i EFI/DMI har skabt tvivl om fordringernes rets-
kraft, fordi tvivlen om fordringernes retskraft og restan-
ceinddrivelsesmyndighedens viden om funktionalitetsman-
glernes betydning for vurderingen af fordringens retskraft er
stor.
For udlægsforretninger, hvor fordringen er blevet indfriet
inden den 1. september 2013, vil et tilbagebetalingskrav væ-
re forældet og dermed udelukke genoptagelse efter retspleje-
lovens § 504, medmindre den pågældende borger eller virk-
somhed kan henvise til sådanne omstændigheder, der efter
forældelseslovens § 3, stk. 2, suspenderer forældelsen, så
forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor denne
fordringshaver fik eller burde have fået kendskab til sit til-
bagebetalingskrav. Alene ukendskab til de faktiske omstæn-
digheder (»faktisk vildfarelse«), der begrunder tilbagebeta-
lingskravet, kan føre til suspension. Et manglende kendskab
til de juridiske regler (»retsvildfarelse«), der begrunder til-
bagebetalingskravet, anerkendes kun undtagelsesvist som
suspensionsgrund. For tilbagebetalingskrav gælder dog en
absolut forældelsesfrist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3,
stk. 3, nr. 4. Forældelse indtræder senest 10 år efter begyn-
delsestidspunktet i henhold til § 2, dvs. selv om fordringsha-
veren i hele perioden var ubekendt med fordringen. Den ab-
solutte forældelsesfrist fastlægger derfor en øvre grænse for,
hvor længe det vil være muligt for fordringshaver at påberå-
be sig suspension efter lovens § 3, stk. 2.
Beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden har modta-
get fra en borger eller virksomhed som følge af en erin-
dringsskrivelse, skal tilbagebetales til borgeren eller virk-
somheden, hvis det viser sig, at fordringen var forældet, da
betalingen skete. Det gælder dog kun, såfremt tilbagebeta-
lingskravet ikke er forældet. Forældelsesfristen for sådanne
tilbagebetalingskrav er 3 år, medmindre andet følger af an-
dre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Ifølge
forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen fra
det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaver – dvs. borgeren
eller virksomheden – kunne kræve at få fordringen opfyldt.
Det relevante tidspunkt vil være betalingstidspunktet. Når
der er forløbet mere end 3 år fra betalingsdagen, vil tilbage-
betalingskravet således som udgangspunkt være forældet,
medmindre fordringshaver kan påberåbe sig suspension ef-
ter forældelseslovens § 3, stk. 2, jf. ovenfor. Den absolutte
forældelsesfrist på 10 år efter forældelseslovens § 3, stk. 3,
nr. 4, fastlægger dog en øvre grænse for, hvor længe det vil
være muligt for fordringshaver at påberåbe sig suspension
efter lovens § 3, stk. 2, jf. ovenfor.
I forbindelse med konkurs finder en fordringsprøvelse
sted, jf. konkurslovens § 131. Fremsættes der på det for-
dringsprøvelsesmøde, som kurator indkalder til, ingen indsi-
gelse mod kurators indstilling om anerkendelse eller afvis-
ning af et anmeldt krav, er fordringen endeligt anerkendt
som indstillet, jf. § 132, stk. 1. Fremsættes og opretholdes
en indsigelse mod kurators indstilling, må den, der ikke kan
anerkende indstillingen, anlægge sag ved skifteretten inden
4 uger efter fordringsprøvelsesmødet, jf. § 133, stk. 1. Ved
rekonstruktion med tvangsakkord gælder ifølge konkurslo-
vens § 14, stk. 1, at tvangsakkorden – dvs. nedsættelsen af
den del af skyldners gæld, der omfattes af tvangsakkorden,
jf. § 10 a – har virkning som et retsforlig. En gældssane-
ringskendelse har på tilsvarende vis karakter af et retsforlig,
jf. konkurslovens § 226, stk. 1, for de krav, som kendelsen
omfatter, jf. § 199. Beløb, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden modtager i forbindelse med en sådan universalfor-
følgning, kan derfor ikke kræves tilbagebetalt, medmindre
borgeren eller virksomheden har fået ophævet den nævnte
anerkendelses- eller retsforligsvirkning ved udnyttelse af si-
ne retsmidler.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også modtage be-
løb ved frivillig betaling, dvs. hvor beløbet ikke kan henfø-
res til en inddrivelsesindsats. Den, der har foretaget en beta-
ling i urigtig formening om skyld, har krav på tilbagebeta-
ling af det for meget erlagte (»condictio indebiti«). I den ju-
ridiske litteratur gøres dog en undtagelse, hvis der ved en så-
dan vildfarelse er sket betaling af en forældet fordring. Be-
grundelsen er, at en forældet fordring ganske vist ikke læn-
gere udgør en juridisk forpligtelse, men dog stadig indebæ-
rer en naturlig, moralsk forpligtelse for den, der foretog be-
13
talingen. Denne undtagelse til reglen om ret til tilbagebeta-
ling – condictio indebiti – kan næppe fastholdes, hvor beta-
lingen er sket til restanceinddrivelsesmyndigheden, selv om
betalingen ikke er sket som led i en inddrivelsesindsats, men
helt frivilligt. Det skyldes, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den som offentlig myndighed i princippet skal afskrive for-
dringer, i takt med at de måtte bortfalde ved forældelse, og
dermed sikre sig imod at kunne modtage en uberettiget beta-
ling. En betaling, der sker, efter at fordringen er eller burde
være afskrevet, bør derfor straks føre til tilbagebetaling af
det uretmæssigt modtagne beløb. Det må derfor antages, at
borgere og virksomheder, der foretager en sådan frivillig be-
taling til restanceinddrivelsesmyndigheden uden at være klar
over, at fordringen var ophørt ved forældelse, har krav på
tilbagebetaling af det betalte beløb, medmindre tilbagebeta-
lingskravet er bortfaldet ved forældelse, jf. ovenfor om den
3-årige forældelsesfrist, der løber fra betalingstidspunktet.
2.1.1.2. Lovforslaget
Skatteministeriet har gennemgået kendte systematiske fejl,
der skyldes funktionelle fejl og fejl i data i EFI/DMI. Der er
som resultat af gennemgangen maskinelt udsøgt og identifi-
ceret op mod 575.000 fordringer, der formodes i et ikke
uvæsentligt omfang at have været genstand for ulovlig ind-
drivelse. SKAT skal som restanceinddrivelsesmyndighed i
visse tilfælde efter gældende ret genoptage sagerne, dvs.
inddrivelsesafgørelserne m.v., jf. ovenfor. Hvis alle sager
skal genoptages, vil det kræve ca. 2.500 årsværk, svarende
til en omkostning på ca. 1,5 mia. kr. Der er overordnet iden-
tificeret to typer fejl, der efter gældende ret giver anledning
til genoptagelse: 1) Sagsbehandlingsfejl, der påvirker inddri-
velsesskridtets gyldighed (ca. 188.000 fordringer fordelt på
ca. 63.000 skyldnere), og 2) fejl, der tillige vedrører fordrin-
gernes retskraft (ca. 387.000 fordringer fordelt på ca.
100.000 skyldnere). Til forskel fra opdelingen af fejltyperne
under afsnit 1.1 omfatter gruppe 2 i dette tilfælde både for-
dringer, som ikke umiddelbart kan konstateres at have været
retskraftige på inddrivelsestidspunktet, og fordringer, som
har været berørt af sagsbehandlingsfejl m.v. og efterfølgen-
de vurderes at være forældet. Fælles for fordringerne i grup-
pe 2 er altså, at en fejlretning af den ulovlige inddrivelse for-
ventes at få en reel økonomisk betydning for skyldneren,
fordi der reelt består et krav på tilbagebetaling af det ulov-
ligt inddrevne eller ved frivillig betaling modtagne beløb.
Hvorvidt fordringerne omfattet af gruppe 2 rent faktisk ikke
var retskraftige ved den oprindelige inddrivelse eller frivilli-
ge betaling, eller om der senere er indtrådt forældelse, er
forbundet med usikkerhed som følge af funktionalitetsmang-
lerne og datafejlene i EFI/DMI. Umiddelbart er fordringerne
ifølge de registrerede data forældede, men det vil kræve en
manuel retskraftvurdering at konstatere, om fordringerne
faktisk er forældede.
For sager med sagsbehandlingsfejl m.v., jf. gruppe 1
ovenfor, vil en genoptagelse for en stor andel af skyldnerne
ikke eller kun i beskeden grad stille de berørte skyldnere
bedre. Det skyldes, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved
en genoptagelse vil kunne træffe en ny og korrekt afgørelse,
der betyder, at den oprindelige betaling på fordringen kan
opretholdes (såkaldt gendækning). For skyldneren vil gen-
optagelse derfor have ingen eller beskedne økonomiske kon-
sekvenser. Fejl, der vedrører fordringernes retskraft, kan der-
imod have en økonomisk konsekvens for skyldneren, men
udsøgninger har vist, at der for hovedparten af fordringerne
er tale om, at de ulovligt inddrevne beløb er små. Genopta-
gelse af ca. 575.000 sager vil som nævnt kræve ca. 2.500
årsværk og medføre merudgifter på ca. 1,5 mia. kr. til sags-
behandling. Dette er i praksis ikke håndterbart, og Skattemi-
nisteriet har derfor undersøgt mulighederne for at fokusere
genoptagelsesarbejdet på de situationer, hvor genoptagelse
kan forventes at have reel økonomisk betydning for skyld-
nerne.
Det foreslås ved sagsbehandlingsfejl, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden kun skal foretage genoptagelse efter an-
modning fra skyldnerne (»remonstration«). Forslaget vil iso-
leret set reducere populationen til genoptagelse af egen drift
fra i alt ca. 575.000 fordringer til 387.000 fordringer, som er
populationen af de udsøgte fordringer, for hvilke genopta-
gelse formodes at kunne få reel økonomisk betydning for
skyldneren, jf. ovenfor.
Det foreslås også, at borgere og virksomheder, der i EFI/
DMI’s driftsperiode fra og med den 1. september 2013 til og
med den 7. september 2015 har været udsat for en inddrivel-
se eller foretaget en frivillig betaling, der måske kan have
været uretmæssig, skal anmode om genoptagelse eller tilba-
gebetaling inden den 8. september 2018, dvs. treårsdagen
for suspenderingen af den automatiserede inddrivelse via
EFI/DMI. Da genoptagelsen af sådanne sager er ulovregule-
ret, vil det efter gældende ret være forældelsesreglerne, der
fastlægger, hvor længe en borger eller virksomhed kan an-
mode om genoptagelse af en sag med en inddrivelse eller
frivillig betaling, fordi genoptagelse vil forudsætte, at det til-
bagebetalingskrav, der kan blive konstateret ved genoptagel-
sen, ikke er bortfaldet ved forældelse, jf. ovenfor om den
retlige interesse i genoptagelse. For en betaling, der fandt
sted den 7. september 2015, dvs. sidste dag i EFI/DMI’s
driftsperiode, vil et tilbagebetalingskrav, der skyldes denne
inddrivelse eller frivillige betaling, således forældes den 8.
september 2018, medmindre den 3-årige forældelsesfrist har
været suspenderet i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 2,
fordi den pågældende borger eller virksomhed var ubekendt
med sit tilbagebetalingskrav. Denne uvidenhed skal vedrøre
de faktiske forhold, som kravet støttes på (faktisk vildfarel-
se). Ukendskab til den rette fortolkning af det retlige grund-
lag for kravet (retsvildfarelse) kan derimod kun undtagelses-
vist medføre suspension af forældelsesfristen. Efter foræl-
delseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, vil forældelse dog uanset su-
spension indtræde senest efter 10 år regnet fra det tidligste
tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves opfyldt.
Den foreslåede frist for anmodning om genoptagelse, dvs.
den 7. september 2018, indebærer derfor alene en forkortel-
se af genoptagelsesfristen for de borgere og virksomheder,
der måtte kunne påberåbe sig suspension af forældelsesfri-
sten for det tilbagebetalingskrav, som en ulovlig inddrivelse
har udløst, og dermed ville kunne anmode om genoptagelse
i op til 10 år fra betalingstidspunktet. Det må antages, at
14
borgere og virksomheder som udgangspunkt ikke ville kun-
ne påberåbe sig suspension, da deres vildfarelse om tilbage-
betalingskravet i de fleste tilfælde vil være af juridisk karak-
ter.
Det foreslås tillige, at restanceinddrivelsesmyndigheden
alene skal være forpligtet til af egen drift at genoptage sag-
erne vedrørende de allerede udsøgte fordringer med væsent-
lig retskrafttvivl, jf. ovenfor, for hvilke der samlet set er ind-
drevet eller ved frivillig betaling modtaget mindst 3.000 kr.
inklusive renter på eller vedrørende den enkelte fordring.
Renter dækkes før hovedkrav, og hvis en fordring som følge
af inddrivelsen eller den frivillige betaling er blevet ned-
bragt med 2.800 kr., vil fordringen være omfattet af pligten
til genoptagelse af egen drift, hvis der tillige er blevet dæk-
ket renter med mindst 200 kr.
Ved en sådan beløbsgrænse kan sagsmængden nedbringes
fra ca. 387.000 fordringer til ca. 44.000 fordringer, for hvil-
ke restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift eller efter
anmodning skal genoptage inddrivelsessagen. For borgere
og virksomheder, hvor der er en formodning for, at de har
været udsat for ulovlig inddrivelse, og hvor genoptagelse
formodes at kunne få reel betydning for de pågældende bor-
gere og virksomheder, foreslås genoptagelse at forudsætte
en anmodning, hvis det på eller vedrørende den enkelte
fordring inddrevne beløb er mindre end 3.000 kr. inklusive
renter.
Det foreslås derfor, at der i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indsættes en ny bestemmelse, § 18 d, i et nyt
afsnit med overskriften »Særlige regler om tiltag om for-
dringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og
fordringer i told- og skatteforvaltningens opkrævningssyste-
mer m.v.«.
Med bestemmelsen i § 18 d, stk. 1, 1. pkt., foreslås, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal være forpligtet til
af egen drift, dvs. på eget initiativ, at udsøge og foretage
genoptagelse af sager, hvor en inddrivelse eller frivillig be-
taling, der har fundet sted i perioden fra og med den 1. sep-
tember 2013 til og med den 7. september 2015, dvs. EFI/
DMI’s driftsperiode, vedrørende fordringer under inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kan have været
uretmæssig. Ved inddrivelse forstås de indsatser, som om-
fattes af § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige om dækningsrækkefølgen for beløb, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden modtager. Det drejer sig om be-
løb modtaget ved en egentlig inddrivelsesafgørelse, dvs. af-
dragsordning, lønindeholdelse og modregning (jf. henvis-
ningen til § 4 i § 7, stk. 2, 1. pkt.), ved udlæg og som følge
af en erindringsskrivelse. Som nævnt ovenfor i beskrivelsen
af gældende ret indebærer anerkendelses- og retsforligsvirk-
ningen i henholdsvis konkurs, rekonstruktion med tvangsak-
kord og gældssanering, at den borger eller virksomhed, hvis
gæld senere viser sig at have været forældet, ikke vil kunne
kræve tilbagebetaling af udlodnings- og dividendebeløb, der
modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse
med en sådan universalforfølgning. Der vil derfor heller ik-
ke være nogen forpligtelse for restanceinddrivelsesmyndig-
heden til at genoptage med henblik på tilbagebetaling af så-
danne beløb.
Som nævnt ovenfor i afsnit 2.1.1.1 antages ifølge de
uskrevne forvaltningsretlige regler en myndighed ikke at
være forpligtet til af egen drift at gennemføre genoptagelse
af sager, hvis det efter en samlet vurdering vil være forbun-
det med uforholdsmæssige omkostninger at fremfinde sager-
ne, og netop sådanne vanskeligheder ved en udsøgning gør
sig gældende for de fordringer, der er ramt af retskrafttvivl,
dvs. de såkaldte grå fordringer og dermed en stor del af for-
dringerne i EFI/DMI. Den foreslåede bestemmelse i § 18 d,
stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
lovfæster således dette forvaltningsretlige princip i forhold
til de grå fordringer, men rækker videre ved tillige at afskæ-
re en pligt til genoptagelse af egen drift, hvor et beløb måtte
være modtaget på anden vis end ved en inddrivelsesafgørel-
se, jf. ovenfor om erindringsskrivelser, udlæg og frivillig be-
taling.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen i § 18 d, stk. 1,
2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ikke genoptager sager som
anført i 1. pkt. på baggrund af en anmodning om genopta-
gelse, der er modtaget den 8. september 2018 eller senere.
Fristen skyldes ønsket om efter fristudløbet at kunne gen-
nemføre den ekstraordinære afskrivning, der foreslås med §
18 h, stk. 1, jf. nedenfor i afsnit 2.1.5.2.
Borgere og virksomheder, over for hvilke restanceinddri-
velsesmyndigheden har foretaget inddrivelse, eller som har
foretaget frivillig betaling, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 18 d, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, må derfor, hvis de ønsker sagen med inddrivelsen
eller den frivillige betaling genoptaget, anmode restanceind-
drivelsesmyndigheden om genoptagelse, så anmodningen er
modtaget inden den 8. september 2018.
SKAT vil umiddelbart efter den i nærværende lovforslag
foreslåede ikrafttrædelsesdato – 1. april 2018 – offentliggøre
generel information til borgere og virksomheder om denne
tidsfrist og betingelserne for genoptagelse. Dette vil ske
gennem udsendelsen af et styresignal og pressemeddelelser.
Når der ikke gives en individuel underretning til de borge-
re og virksomheder, der måske berøres af den foreslåede be-
grænsning af restanceinddrivelsesmyndighedens pligt til
genoptagelse af egen drift, skyldes det, at det vil være en ek-
stra ressourcemæssig belastning, hvis der skal sendes en in-
dividuel underretning til de måske berørte borgere og virk-
somheder. Der består for de 575.000 udsøgte fordringer i
retskraft- og sagsbehandlingspuljerne ikke nogen sikkerhed
for, at inddrivelsen i alle tilfælde har været fejlbehæftet,
hvorfor en individuel underretning til samtlige skyldnere af
de fordringer, for hvilke der ikke sker genoptagelse af egen
drift, unødigt vil ulejlige mange af disse skyldnere.
For sager med sagsbehandlingsfejl vil en genoptagelse for
en stor andel af skyldnerne ikke eller kun i beskeden grad
stille dem bedre. Det skyldes, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden ved en genoptagelse i juridisk henseende vil kunne
træffe en ny og korrekt afgørelse, der betyder, at den oprin-
15
delige betaling på fordringen kan opretholdes. Fejl, der ved-
rører fordringernes retskraft, kan derimod have en økono-
misk konsekvens for skyldneren, men udsøgninger har vist,
at der for hovedparten af fordringerne er tale om, at de ulov-
ligt inddrevne beløb er små, og den foreslåede begrænsning
af restanceinddrivelsesmyndighedens pligt til genoptagelse
af sager vedrørende inddrivelsen af fordringer ramt af rets-
krafttvivl, hvorefter en genoptagelse af egen drift alene skal
ske, hvis det på fordringen inddrevne beløb udgør mindst
3.000 kr., skyldes en afvejning af hensynet til borgere og
virksomheder på den ene side og hensynet til en fornuftig
anvendelse af restanceinddrivelsesmyndighedens ressourcer
på den anden side. Endelig bemærkes, at eventuelt berørte
borgere og virksomheder, lige siden inddrivelsen fandt sted,
har haft mulighed for enten at klage over inddrivelsen eller
at bede om genoptagelse, og fristen for genoptagelse, der
ifølge lovforslaget udløber den 7. september 2018, indebæ-
rer som udgangspunkt ingen forkortelse af den genoptagel-
sesfrist, der kan udledes af forældelseslovens 3-årige foræl-
delsesfrist, jf. ovenfor.
Som anført ovenfor i afsnit 2.1.1.1 stilles der som regel
strengere krav til en anmodning om genoptagelse (»remon-
stration«) end til en administrativ klage (»rekurs«). Ved en
klage indebærer officialmaksimen, at myndigheden i prin-
cippet selv skal søge sagen belyst i et sådant omfang, at kla-
gen vil kunne behandles.
I relation til sager om uretmæssig inddrivelse og frivillig
betaling i EFI/DMI’s driftsperiode vil borgere og virksom-
heder i anmodningen om genoptagelse, dvs. remonstratio-
nen, skulle redegøre for, hvilken afgørelse m.v., fordring og
inddrevet eller frivilligt betalt beløb der er omfattet af den
ønskede genoptagelse, således at restanceinddrivelsesmyn-
digheden gives mulighed for at gennemføre en genoptagel-
se. Efter gældende ret skal en anmodning om genoptagelse
begrundes med henvisning til de omstændigheder, der sand-
synliggør, at afgørelsen m.v. var faldet anderledes ud, hvis
myndigheden havde kendt til disse omstændigheder m.v., da
afgørelsen m.v. blev truffet. Det kan dog være vanskeligt for
berørte borgere og virksomheder at opfylde dette normale
begrundelseskrav, fordi deres kendskab til mulige sagsbe-
handlingsfejl m.v. er begrænset, ligesom det vil være van-
skeligt for restanceinddrivelsesmyndigheden gennem annon-
cering meningsfyldt at give berørte borgere og virksomhe-
der en præcis beskrivelse af de fejltyper, de kan have været
ramt af. Nogle af sagsbehandlingsfejlene er meget tekniske i
deres natur, og det kan være vanskeligt for potentielt berørte
skyldnere positivt at konstatere, om de er omfattet af fejlty-
pen. Det er derfor tanken, at det normale begrundelseskrav
ved remonstration lempes, men at borgere og virksomheder
dog skal kunne henvise til den afgørelse m.v. og den ford-
ring, for hvilken der er foretaget en inddrivelse eller frivillig
betaling.
Det foreslås som nævnt ovenfor, at restanceinddrivelses-
myndigheden af egen drift genoptager sager om inddrivelse
eller frivillig betaling for fordringer berørt af fejl, der vedrø-
rer fordringens retskraft, jf. ovenfor, hvis det på eller vedrø-
rende den enkelte fordring inddrevne eller ved frivillig beta-
ling modtagne beløb udgør mindst 3.000 kr. inklusive ren-
ter. For fordringer, hvor denne beløbsgrænse ikke nås, vil
borgeren eller virksomheden derfor selv – og inden den 8.
september 2018 – skulle anmode om genoptagelse, hvis en
sådan ønskes.
Det foreslås således, at der med § 18 d, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en bestem-
melse, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i sager
om inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i
perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den
7. september 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, af egen drift genopta-
ger sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har kon-
stateret, at fordringen ved inddrivelsen eller modtagelsen af
den frivillige betaling var eller kan have været uden rets-
kraft, og sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har
konstateret, at fordringen, efter at der blev inddrevet på den
ved en inddrivelse, der af restanceinddrivelsesmyndigheden
er konstateret ramt eller formodes at kunne være ramt af
sagsbehandlingsfejl, mistede eller kan have mistet retskraf-
ten. Bestemmelsen er udtryk for, hvad der må antages at væ-
re gældende ret på området, og indebærer, at berørte borgere
og virksomheder ikke selv skal anmode om genoptagelse af
deres sag.
Det foreslås dog, at det for genoptagelsen af egen drift
skal være en forudsætning, at det samlede beløb, der er ind-
drevet eller modtaget på eller vedrørende fordringen, inklu-
sive renter udgør mindst 3.000 kr., og at et krav på tilbage-
betaling af det inddrevne eller modtagne beløb ikke vil være
forældet, jf. nedenfor om den i § 18 e foreslåede forældel-
sesudskydelse. I beløbet på 3.000 kr. medregnes fordringens
renter, hvad enten der er tale om opkrævnings- eller inddri-
velsesrenter. Renter dækkes forud for hovedkravet, jf. § 4,
stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Ved inddrivelse forstås de inddrivelsesindsatser, der tillige
omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 1, dvs.
afdragsordninger, lønindeholdelse, modregning, udlæg og
erindringsskrivelser, men ikke universalforfølgning (kon-
kurs, rekonstruktion med tvangsakkord, gældssanering
m.v.).
De berørte borgere og virksomheder kan ikke nødvendig-
vis umiddelbart konstatere, om deres gældsposter er omfat-
tet af den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige om genoptagelse på re-
stanceinddrivelsesmyndighedens eget initiativ, men de vil
have adgang til at anmode om genoptagelse efter den fore-
slåede bestemmelse i § 18 d, stk. 1, hvilket kræver, at an-
modningen er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den inden den 8. september 2018. Den med § 18 d, stk. 2,
foreslåede bestemmelse vurderes derfor at være ubetænke-
lig, fordi den ikke begrænser borgere og virksomheders mu-
ligheder for at anmode om genoptagelse, men alene regule-
rer, hvornår restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift
skal foretage genoptagelse.
Desuden foreslås med bestemmelsen i § 18 d, stk. 3, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden af egen drift foretager genopta-
16
gelse af sager vedrørende inddrivelse eller frivillig betaling
vedrørende en fordring, der ikke omfattes af en genoptagel-
se efter § 18 d, stk. 2, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden
i forbindelse med de retskraftvurderinger, som restanceind-
drivelsesmyndigheden for fordringer med tvivlsom retskraft
vil skulle gennemføre som led i sin generelle forpligtelse til
at inddrive de fordringer, der er under inddrivelse, konstate-
rer, at den pågældende fordring var forældet eller på anden
vis ophørt, da inddrivelsen eller den frivillige betaling fandt
sted. Ved inddrivelse forstås de inddrivelsesindsatser, der
tillige omfattes af stk. 1, dvs. afdragsordninger, lønindehol-
delse, modregning, udlæg og erindringsskrivelser, men ikke
universalforfølgning (konkurs, rekonstruktion med tvangs-
akkord, gældssanering m.v.).
Bestemmelsen vil have betydning for de fordringer, der
ikke afskrives ekstraordinært efter den foreslåede bestem-
melse i § 18 h, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, idet de i stedet skal retskraftvurderes.
Genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse i § 18 d,
stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
vil dog ifølge den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 3, 2.
pkt., være betinget af, at et krav på tilbagebetaling af det
inddrevne eller frivilligt betalte beløb ikke vil være forældet,
men som følge af den foreslåede regel i § 18 e i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige om udskydelse af starttids-
punktet for forældelsen af tilbagebetalingskrav, der skyldes
uretmæssig inddrivelse eller frivillig betaling i perioden fra
og med den 1. september 2013 til og med den 7. september
2015, dvs. EFI/DMI’s driftsperiode, således at forældelses-
fristen regnes fra den 8. september 2015, vil forældelse af
sådanne tilbagebetalingskrav tidligst kunne indtræde tirsdag
den 11. september 2018. Den 8. september 2018 er en lør-
dag, og mandag den 10. september 2018 vil derfor være
sidste dag, hvor forældelsen kan afbrydes, inden forældelse
indtræder, jf. forældelseslovens § 27, stk. 2, om udskydelse
af forældelsesfristen, hvor denne, som det her er tilfældet,
udløber i en weekend, til førstkommende hverdag.
Endelig foreslås, at der med § 18 d, stk. 4, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige gives skatteministeren en ad-
gang til at fastsætte nærmere regler om de forhold, der om-
fattes af stk. 1-3. Bemyndigelsen har bl.a. til formål via en
bekendtgørelse at kunne bestemme, at Skatteankestyrelsen
ved behandlingen af klagesager, der vedrører stk. 1-3, ikke
er bundet af sagsbehandlingsfristen på 1 måned i § 15, stk.
5, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skat-
teankestyrelsen. I § 15, stk. 5, er bestemt, at klager på ind-
drivelsesområdet ikke har opsættende virkning, hvorfor
Skatteankestyrelsen derfor skal afgøre klagen inden for 1
måned – regnet fra det tidspunkt, hvor sagen foreligger fuldt
oplyst – medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Ved klager over et afslag på genoptagelse eller klager over
afgørelser, der af restanceinddrivelsesmyndigheden fasthol-
des i en genoptagelsessag, er der tale om en inddrivelse eller
frivillig betaling, der fandt sted i EFI/DMI’s driftsperiode i
perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den
7. september 2015. Der er derfor ikke samme presserende
behov for en behandling af klagen, fordi der er gået lang tid,
siden inddrivelsen fandt sted.
Derudover er det tanken, at bemyndigelsen bl.a. vil kunne
udnyttes til at fastsætte mere detaljerede regler om håndte-
ringen af genoptagelsessager og kravene til anmodninger
om genoptagelse, hvis et sådant behov skulle vise sig.
2.1.2. Nyt begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen for til-
bagebetalingskrav, der skyldes uretmæssig inddrivelse i pe-
rioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7.
september 2015
2.1.2.1. Gældende ret
En inddrivelse, der er foregået uretmæssigt, fordi fordrin-
gen ved inddrivelsen allerede var ophørt ved f.eks. forældel-
se, resulterer i et tilbagebetalingskrav for den berørte borger
eller virksomhed. En inddrivelse, der af andre grunde var
uretmæssig, vil som udgangspunkt tillige resultere i et tilba-
gebetalingskrav. Sådanne tilbagebetalingskrav stiftes i det
øjeblik, hvor betalingen på fordringen fandt sted, og kan
kræves opfyldt samtidig hermed. Forældelsesfristen for så-
danne tilbagebetalingskrav er 3 år, medmindre andet følger
af andre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Iføl-
ge forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen
som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor ford-
ringshaver – dvs. her den berørte borger eller virksomhed –
kunne kræve at få fordringen opfyldt. Er der forløbet mere
end 3 år fra betalingsdagen, vil tilbagebetalingskravet derfor
som udgangspunkt være forældet, medmindre fordringsha-
ver kan påberåbe sig suspension efter forældelseslovens § 3,
stk. 2, hvorefter den 3-årige forældelsesfrist i § 3, stk. 1,
hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller
dens skyldner, først løber fra den dag, da fordringshaveren
fik eller burde have fået kendskab hertil. Som altovervejen-
de hovedregel vil alene ukendskab til de faktiske omstæn-
digheder, der begrunder fordringen, kunne føre til suspen-
sion, idet ukendskab til de juridiske regler, hvorpå fordrin-
gen hviler, kun undtagelsesvist anerkendes som suspensi-
onsgrund.
For tilbagebetalingskrav gælder dog en absolut forældel-
sesfrist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. For-
ældelse indtræder senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i
henhold til § 2, dvs. selv om fordringshaveren i hele perio-
den var ubekendt med fordringen. Den absolutte forældel-
sesfrist fastlægger derfor en øvre grænse for, hvor længe det
vil være muligt for fordringshaver at påberåbe sig suspen-
sion efter lovens § 3, stk. 2.
2.1.2.2. Lovforslaget
For at stille alle borgere og virksomheder, der er berørt af
en uretmæssig inddrivelse i EFI/DMI’s driftsperiode med
systemunderstøttelse af restanceinddrivelsesmyndighedens
inddrivelse, dvs. perioden 1. september 2013 til og med den
7. september 2015, lige foreslås med en ny bestemmelse i §
18 e i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at foræl-
delsesfristen for tilbagebetalingskrav, som borgere og virk-
somheder – dvs. fysiske og juridiske personer, jf. den i be-
stemmelsen anvendte formulering – har som følge af en
17
uretmæssig inddrivelse i dette tidsrum, først løber fra den 8.
september 2015, dvs. den dag, hvor restanceinddrivelses-
myndigheden indstillede den systemunderstøttede inddrivel-
se via EFI/DMI.
Fandt inddrivelsen sted inden den 1. september 2013, vil
et tilbagebetalingskrav som udgangspunkt være forældet,
medmindre borgeren eller virksomheden kan påberåbe sig
suspension efter forældelseslovens § 3, stk. 2, hvilket forud-
sætter, at borgeren eller virksomheden i forbindelse med en
anmodning om genoptagelse kan henvise til omstændighe-
der, der kan udløse suspension.
2.1.3. Ingen genoptagelse af skatteansættelser med uret-
mæssige fradrag af inddrivelsesrenter vedrørende forældede
fordringer
2.1.3.1. Gældende ret
Efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige forrentes fordringer, der overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder,
med en årlig rente svarende til renten i rentelovens § 5, stk.
1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modta-
gelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Renteudgifter er fradragsberettigede i henhold til stats-
skattelovens § 6, litra e. En betingelse herfor er, at der i sæd-
vanlig juridisk forstand er tale om en renteforpligtelse, som
kan gøres gældende af en fordringshaver, at renteforpligtel-
sen påhviler skyldner direkte, og at der er tale om rente i
sædvanlig, formel forstand. Fradragsretten kan dog være
helt eller delvist afskåret ved særskilt lov.
Hvis den retlige forpligtelse til at betale renten har vist sig
ikke at eksistere, f.eks. fordi hovedfordringen var forældet,
er der heller ikke grundlag for fradrag. Fradraget har dermed
været uberettiget, og den skattepligtiges skatteansættelse er i
så fald ikke korrekt.
En genoptagelse af en skattepligtigs skatteansættelse kan
ske efter anmodning fra den skattepligtige eller på SKATs
eget initiativ, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2.
Hvis SKAT agter at genoptage en skatteansættelse, skal
SKAT senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets
udløb varsle en ændring af skatteansættelsen og senest den
1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb foretage
ansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
For nogle skattepligtige gælder dog en forkortet lignings-
frist, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort
frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske
forhold, hvorefter SKAT skal afsende varsel om foretagelse
eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendoms-
værdiskat for visse fysiske personer senest den 30. juni i det
andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. § 1, stk. 1, 1.
pkt., i denne bekendtgørelse.
Hvis genoptagelse af skatteansættelsen kan ske inden for
de nævnte frister i skatteforvaltningslovens § 26, vil SKAT
som udgangspunkt være forpligtet til at genoptage skattean-
sættelsen for det eller de relevante indkomstår.
Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst eller
ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning
fra den skattepligtige eller efter SKATs bestemmelse, hvis
der bl.a. er indtrådt en ændring i det privatretlige eller of-
fentligretlige grundlag for ansættelsen (§ 27, stk. 1, nr. 1),
eller hvis SKAT efter anmodning fra den skattepligtige gi-
ver tilladelse til ændring af ansættelsen, som følge af at der
foreligger særlige omstændigheder (§ 27, stk. 1, nr. 8).
Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, kan en ekstra-
ordinær ansættelsesændring kun foretages, hvis den varsles
af SKAT, eller hvis genoptagelsesanmodning fremsættes af
den skattepligtige senest 6 måneder efter, at SKAT hen-
holdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det
forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En an-
sættelse, der er varslet af SKAT, skal foretages senest 3 må-
neder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist
gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af an-
sættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulig-
hed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage
ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig
fristforlængelse imødekommes. SKAT kan behandle en an-
modning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af
fristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., hvis særlige omstændigheder ta-
ler derfor.
I skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, er bestemt, at selv
om skatteankeforvaltningen (dvs. Skatteankestyrelsen), skat-
teankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere
har truffet afgørelse om et forhold i en ansættelse af ind-
komst- eller ejendomsværdiskat, kan forholdet ændres af
SKAT af de grunde, der er nævnt i stk. 1, hvis den skatte-
pligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen.
En ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter
skatteforvaltningslovens § 27 forudsætter, at det krav, som
kan blive resultatet af genoptagelsen, ikke vil være forældet.
Forældelsesfristen for sådanne krav er 10 år, jf. skattefor-
valtningslovens § 34 a, stk. 4.
2.1.3.2. Lovforslaget
Det foreslås, at der med § 18 f, stk. 1, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvor-
efter SKAT ikke ændrer skatteansættelsen for en skatteplig-
tig, som følge af at den skattepligtige i sin skatteansættelse
uberettiget har fået fradrag for renter, der for en fordring,
der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og
med den 19. november 2015, men før eller efter overdragel-
sen er bortfaldet ved forældelse, i medfør af § 5 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige er tilskrevet fordringen
efter dens forældelse.
Baggrunden for forslaget om manglende korrektion for
uberettigede rentefradrag er en afvejning af hensynene til på
den ene side en korrekt skatteansættelse og på den anden si-
de en effektiv anvendelse af ressourcer.
Med den foreslåede fritagelse vil en række skattepligtige
kunne fastholde et uberettiget rentefradrag. Dermed gives
der afkald på et utilsigtet merprovenu. Heroverfor står dog,
at SKAT undgår at skulle bruge ressourcer i forbindelse
med en genoptagelse af skatteansættelsen.
18
Det foreslås desuden med den ny bestemmelse i § 18 f,
stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at skat-
tepligtige, der har fået deres skatteansættelse ændret på
grund af et efter stk. 1 uberettiget rentefradrag, kan begære
deres skatteansættelse genoptaget efter skatteforvaltningslo-
vens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at rentefra-
draget indgår i skatteansættelsen. Dermed opnås i princippet
en ligestilling mellem skattepligtige, der kan beholde deres
uberettigede rentefradrag, og skattepligtige, der har fået kor-
rigeret deres skatteansættelse gennem en fjernelse af et ube-
rettiget rentefradrag.
2.1.4. Ingen kursgevinstbeskatning af kursgevinst opnået
ved ekstraordinær afskrivning eller utilsigtet forældelse kon-
stateret før eller i forbindelse med genoptagelse af sager om
inddrivelse
2.1.4.1. Gældende ret
Kursgevinstlovens § 21, stk. 1, fastslår, at en gevinst ved
eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld
medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i
det omfang gælden nedskrives til et lavere beløb end for-
dringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergi-
velsen m.v., jf. tillige § 24 om gevinst som følge af gældsef-
tergivelse ved akkord m.v.
Fordringens værdi for kreditor afgøres ud fra debitors be-
talingsevne på tidspunktet for bortfaldet af fordringen. Beta-
lingsevnen vurderes konkret, ud fra hvor stor en del af vær-
dien kreditor har udsigt til at kunne inddrive ved tvangsind-
drivelse.
Hvis der kort før gældseftergivelsen har været et forgæves
forsøg på at inddrive fordringen, kan den eftergivne gæld
som udgangspunkt anses for at være uden værdi.
I retspraksis er der f.eks. lagt vægt på debitors konkrete,
økonomiske forhold, navnlig størrelsen af lønindkomst,
bankgæld og regnskaber i personlig virksomhed, og om de-
bitor har aktiver, der kan realiseres, jf. SKM2012. 389. BR
og SKM2013. 908. BR.
Nedsættes gælden til et beløb under fordringens værdi,
medregnes forskellen mellem fordringens værdi for kreditor
og det lavere beløb, som fordringen er nedsat til, ved opgø-
relsen af den skattepligtige indkomst hos debitor.
Har eksempelvis en fordring på nominelt 100 kr. en værdi
for kreditor på 60 kr., og sker gældsnedsættelsen til 40 kr.,
medregnes 20 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst. Modsat vil en nedsættelse fra 100 kr. til 60 kr. ikke
udløse beskatning.
Er debitor eksempelvis fuldt ud i stand til at betale den på-
gældende fordring, der f.eks. forældes på grund af kreditors
forglemmelse, vil den konstaterede gevinst på gælden fuldt
ud blive beskattet.
Hvis omvendt debitor på det pågældende tidspunkt kun
delvist ville have været i stand til at indfri fordringen, ind-
træder alene delvis beskatning.
Hvis fordringen ingen værdi havde for kreditor – og dette
kan evt. være grunden til, at kreditor har ladet forældelse
indtræde – indtræder der ingen beskatning, og dette vil ty-
pisk være situationen, hvor debitor ikke råder over frie akti-
ver, som i tilfælde af realisation kunne udloddes til kredito-
rerne.
Sidstnævnte situation er kerneområdet for afskrivninger
efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Når restanceinddrivelsesmyndigheden foretager afskriv-
ning efter denne bestemmelse – hvilket i praksis sker ved af-
gangsførelse af fordringen med henblik på dens endelige af-
skrivning, når forældelse indtræder, jf. nedenfor i afsnit
2.1.5.1 – vil der derfor ikke blive udløst kursgevinstbeskat-
ning, fordi dette som følge af afskrivningsbetingelserne – at
det må anses for formålsløst eller forbundet med uforholds-
mæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen – ikke vil
give mening, da der i modsat fald blot ville blive skabt ny
gæld.
Selskaber m.v. er ikke omfattet af kursgevinstlovens § 21,
jf. kursgevinstlovens § 2, og skattepligten fremgår da i ste-
det af kursgevinstlovens § 6, hvorefter gevinst og tab på
gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst, jf. dog §§ 8, 24 og 24 A om gevinst som følge af
gældseftergivelse ved akkord m.v., samt af kursgevinstlo-
vens § 2, hvorefter selskaber, fonde og foreninger m.v., der
er skattepligtige efter selskabsskatteloven eller fondsbeskat-
ningsloven, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst
skal medregne gevinst og tab på fordringer og gæld, som
omfattes af § 1, efter de regler, der er angivet i kapitel 2 og §
29 samt i kapitel 4, 4 a, 5 og 7 i kursgevinstloven.
Betingelsen i kursgevinstlovens § 21, stk. 1, om betalings-
evne finder ikke anvendelse ved opgørelsen af kursgevin-
sten for selskaber m.v., og det betyder i praksis, at hvis en
fordring på nominelt 100 kr. nedskrives til 0 kr., vil det ful-
de beløb på 100 kr. skulle medregnes ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst for selskabet, uanset hvad gældens
værdi er for kreditor.
En genoptagelse af en skattepligtigs skatteansættelse kan
ske efter anmodning fra den skattepligtige eller på SKATs
eget initiativ, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2.
Hvis SKAT agter at genoptage en skatteansættelse, skal
SKAT senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets
udløb varsle en ændring af skatteansættelsen og senest den
1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb foretage
ansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
For nogle skattepligtige gælder dog en forkortet lignings-
frist, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort
frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske
forhold, hvorefter SKAT skal afsende varsel om foretagelse
eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendoms-
værdiskat for visse fysiske personer senest den 30. juni i det
andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. § 1, stk. 1, 1.
pkt., i denne bekendtgørelse.
Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, kan ekstraordi-
nær genoptagelse af skatteansættelsen desuden ske uanset
fristerne i § 26, hvis der bl.a. er indtrådt en ændring i det pri-
vatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen (§
27, stk. 1, nr. 1). Efter § 27, stk. 2, 1. pkt., kan en ansættelse
19
kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles
af SKAT, eller hvis genoptagelsesanmodning fremsættes af
den skattepligtige senest 6 måneder efter, at SKAT hen-
holdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det
forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Har det
betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage
sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlæn-
ges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imø-
dekommes, jf. § 27, stk. 2, 4. pkt. SKAT kan behandle en
anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet
af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor,
jf. § 27, stk. 2, 5. pkt.
Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter
skatteforvaltningslovens § 27 er betinget af, at det krav, som
kan blive resultatet af genoptagelsen, ikke vil være forældet.
Forældelsesfristen for sådanne krav er 10 år, jf. skattefor-
valtningslovens § 34 a, stk. 4.
I de tilfælde, hvor ovennævnte tidsfrist er opfyldt, og hvor
SKAT kan konstatere, at der ikke er sket kursgevinstbeskat-
ning på utilsigtet forældede fordringer, må SKAT antages at
have en forpligtelse til at genoptage skatteansættelserne med
henblik på at foretage den manglende kursgevinstbeskat-
ning. Pligten til at genoptage forudsætter dog, at SKAT har
identificeret de individuelle tilfælde, hvor der mangler at
blive gennemført kursgevinstbeskatning.
Efter § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
der trådte i kraft den 19. november 2015 og har til formål at
hindre yderligere utilsigtet forældelse af fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes
forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, gebyrer og
andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller se-
nere, tidligst fra den 20. november 2018. For fordringer
under inddrivelse den 19. november 2015 finder reglen ale-
ne anvendelse, hvis fordringen var retskraftig denne dag, jf.
§ 2, stk. 2, i lov nr. 1253 af 17. november 2015, der med § 1
indførte bestemmelsen.
2.1.4.2. Lovforslaget
SKAT er som udgangspunkt forpligtet til at genoptage
skatteansættelser i forhold til de borgere og virksomheder,
der ikke har selvangivet en kursgevinst i forbindelse med
den allerede konstaterede utilsigtede forældelse. Hvis disse
borgere og virksomheder kan identificeres, vil der være tale
om et ganske betydeligt arbejde for SKAT. Ud fra ressour-
cehensyn til SKAT og af hensyn til borgere og virksomhe-
der foreslås det derfor at fritage gevinst ved forældelser, der
konstateres som led i oprydningen i EFI/DMI eller allerede
er konstateret, fra kursgevinstbeskatning. Det foreslås, at fri-
tagelsen også skal gælde gevinst ved forældelse, der til og
med den 1. april 2023 indtræder for fordringer, der er under
opkrævning hos SKAT. Datoen er identisk med datoen i den
foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 18 h, stk. 10, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige om afskrivning af
grupper af fordringer under inddrivelse eller opkrævning
hos SKAT.
Det foreslås derfor, at der med § 18 g, stk. 1, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny be-
stemmelse, hvorefter gevinst ved forældelse til og med den
19. november 2015 af fordringer inklusive renter, gebyrer
og andre omkostninger, der er overdraget til restanceinddri-
velsesinddrivelsesmyndigheden inden denne dato, og af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger, der af restanceinddri-
velsesmyndigheden er pålagt disse fordringer, ikke medreg-
nes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Det foreslås tillige, at der med § 18 g, stk. 1, 2. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en be-
stemmelse, hvorefter gevinst ved forældelse til og med den
1. april 2023 af fordringer inklusive renter, gebyrer og andre
omkostninger under opkrævning hos SKAT heller ikke
medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Skatteministeren har i maj 2014 orienteret Skatteudvalget
om utilsigtet forældelse af krav for 902 mio. kr. for 2012 og
2013 (SAU 2013-14, Alm. del – bilag 199), og en særlig ori-
entering til Skatteudvalget i marts 2015 omtaler yderligere
forældelse for 1,3 mia. kr. for 2014 (SAU 2014-15 (1. sam-
ling), Alm. del – bilag 134). Der er i orienteringerne taget
forbehold for yderligere utilsigtet forældelse for årene 2013
og 2014 og fremadrettet. Med § 18 a i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er der opnået en standsning af yderli-
gere utilsigtet forældelse af fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden i perioden fra og med den
20. november 2015 til og med den 22. november 2021.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 18 g, stk. 1, 1. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil utilsigtede
forældelser, der er indtrådt til og med den 19. november
2015, ikke udløse kursgevinstbeskatning efter kursgevinstlo-
ven, hvad enten der er tale om fysiske personer eller selska-
ber m.v.
Der kan være visse personer og selskaber m.v., der har
selvangivet en kursgevinst opnået ved utilsigtet forældelse.
Disse vil ifølge den foreslåede bestemmelse i § 18 g, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige have mulighed
for at få genoptaget skatteansættelsen efter skatteforvalt-
ningslovens § 26 eller § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at
gevinsten ikke indgår i opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst, dvs. at opnå fritagelse for den gennemførte kursge-
vinstbeskatning. Derved opnås i princippet ligestilling i for-
hold til borgere og virksomheder, der ikke har selvangivet
en sådan kursgevinst.
Endelig foreslås med den ny bestemmelse i § 18 g, stk. 1,
3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at der
heller ikke skal ske kursgevinstbeskatning af gevinst opnået
ved en ekstraordinær afskrivning efter den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 1, lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige eller i medfør af regler udstedt i henhold til den
foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i samme lovs § 18 h,
stk. 10.
En gevinst ved den foreslåede ekstraordinære afskrivning
efter § 18 h, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige vil, hvis den skulle resultere i kursgevinstbeskat-
ning, kræve en afklaring af, hvorvidt årsagen til kursgevinst-
20
beskatning reelt er forældelse eller eftergivelse (som svarer
til afskrivning af en retskraftig fordring). Dette skyldes be-
hovet for at gennemføre beskatningen i det rette indkomstår.
En sådan afklaring vil dog reelt forudsætte den retskraftvur-
dering, som netop skal undgås med den ekstraordinære af-
skrivning.
En endelig afskrivning efter regler udstedt i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 10, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige vil i forhold til juridiske personer
kunne udløse en kursgevinstbeskatning, som med den fore-
slåede bestemmelse i § 18 g, stk. 1, 3. pkt., ikke skal gen-
nemføres. Ved endelig afskrivning af med sikkerhed rets-
kraftige fordringer vil juridiske personer i afskrivningsåret
have fået en skattepligtig gevinst svarende til det afskrevne
beløb.
2.1.5. Ekstraordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom
retskraft
2.1.5.1. Gældende ret
Fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndig-
heden i medfør af lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, kan af fordringshaver eller den, der på vegne af ford-
ringshaver opkræver fordringen, overdrages til restanceind-
drivelsesmyndigheden til inddrivelse, når betalingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gen-
nemført, jf. lovens § 2, stk. 3, 1. pkt.
Når en fordring er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, beregnes fra den 1. i måneden
efter modtagelsen en inddrivelsesrente efter § 5, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det gælder dog ik-
ke bøder og heller ikke fordringer, for hvilke § 9, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige bestemmer en fritagelse. Inddrivelses-
renten overdrages derfor ikke til inddrivelse. Den beregnes
af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen
af den fordring, som den vedrører, men tilhører i øvrigt ford-
ringshaver. Gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden
opkræver i forbindelse med udsendelsen af rykkerskrivelser,
iværksættelse af lønindeholdelse og tilsigelse til udlægsfor-
retning, jf. om disse § 6 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige og § 33 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige, genereres også af
restanceinddrivelsesmyndigheden selv, men disse fordringer
tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, da deres formål
er at dække omkostninger forbundet med de gebyrudløsende
handlinger. Endelig kan der opstå andre omkostninger i for-
bindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivel-
se. Det gælder bl.a. omkostninger i forbindelse med udlægs-
forretninger, f.eks. omkostninger til transport og opbevaring
af de aktiver, hvori der er foretaget udlæg, eller til låsesmed,
jf. retsplejelovens § 507.
Den fordringsmasse, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, består derfor af fordringer, der
enten er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til
inddrivelse eller genereret af restanceinddrivelsesmyndighe-
den selv som led i inddrivelsen.
Efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan restanceinddrivelsesmyndigheden afskrive for-
dringer til det offentlige, inklusive renter, gebyrer og andre
omkostninger, herunder undlade at afbryde forældelsen, hvis
det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen.
Bestemmelsen, der blev indført med lov nr. 1333 af 19. de-
cember 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan
efter sin ordlyd og sine forarbejder, jf. lovforslag nr. L 20,
Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 268 ff., alene an-
vendes efter en konkret vurdering af inddrivelsesudsigten og
inddrivelsesomkostningerne i forhold til den enkelte ford-
ring. På side 270 anføres, at bestemmelsen ikke anvendes på
private og udenlandske krav.
Med § 16, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige er skatteministeren givet en bemyndigelse til at fast-
sætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1.
Bemyndigelsen er udnyttet med § 32 i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Det fremgår således af § 32, stk. 2, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden inden afskrivningen skal have forsøgt at
inddrive fordringen med de inddrivelsesmidler, der er sæd-
vanlige for den pågældende fordringstype, og i stk. 3 anfø-
res, at det ved vurderingen af, om der kan ske afskrivning,
skal lægges vægt på, om skyldneren har betalingsevne, om
skyldneren ejer aktiver, og om der er knyttet særlige inddri-
velsesmidler til fordringen.
Formålet med bestemmelsen i § 16, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige var at muliggøre en af-
skrivning af fordringer i forhold til skyldner i større omfang
end tidligere, ligesom der blev ønsket en harmonisering af
reglerne om afskrivning af det offentliges fordringer, jf. lov-
forslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side
269.
Ved endelig afskrivning forstås, at fordringen efter sin en-
delige afskrivning er ophørt, så den ikke længere vil kunne
gøres gældende over for skyldner, der efter afskrivningen
underrettes herom. Ved afgangsførelse som uerholdelig stil-
les den aktive inddrivelsesindsats i bero, hvorfor inddrivelse
som udgangspunkt alene vil ske, hvis en modregningsmulig-
hed opstår. Der gøres således efter afgangsførelsen ingen
forsøg på at afbryde forældelsen. Når forældelse indtræder,
afskrives fordringen endeligt, fordi fordringen er ophørt i
forhold til skyldner, og skyldner underrettes herom.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender bestemmel-
sen i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige til afgangsførelse som uerholdelig, jf. styresignalet
SKM2013. 102. SKAT.
Renter og gebyrer har en forældelsesfrist på 3 år, uanset
om den fordring, de vedrører, dvs. hovedfordringen, har en
længere forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 5, stk. 2, og
§ 6, stk. 3. For renter og gebyrer, der er fastslået ved f.eks.
en dom, vil der dog gælde en forældelsesfrist på 10 år, jf. §
5, stk. 1, nr. 3. Renter og gebyrer forældes dog inden udlø-
bet af deres forældelsesfrist, hvis hovedfordringen forældes
21
forinden, jf. forældelseslovens § 23, stk. 2, om accessorisk
forældelse.
2.1.5.2. Lovforslaget
Som anført i afsnit 1.1 vil restanceinddrivelsesmyndighe-
dens opgave med at gennemføre manuelle retskraftvurderin-
ger af samtlige fordringer med tvivlsom retskraft være så
omfattende, at det vurderes urealistisk at håndtere den admi-
nistrativt eller organisatorisk. Dertil kommer, at den vil være
forbundet med en ressourceanvendelse, der for mange for-
dringers vedkommende ikke står i et rimeligt forhold til ud-
byttet. Derfor foreslås en hensigtsmæssig reduktion af denne
opgaves omfang gennem en ekstraordinær afskrivning af en
lang række af disse fordringer.
Der foreslås derfor med § 18 h, stk. 1, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsat en bestemmelse,
hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage en-
delig afskrivning af fordringer, herunder renter og gebyrer,
der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og
med den 19. november 2015 eller i samme periode er dannet
af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen
af disse fordringer, hvis der er tvivl om retskraften for disse
fordringer.
Restanceinddrivelsesmyndighedens krav på at få dækket
omkostninger ved inddrivelsen, f.eks. udgifter til låsesmed,
og egne gebyrer vil ikke være fordringer, der er overdraget
til restanceinddrivelsesmyndigheden. De skabes som led i
inddrivelsesarbejdet. Sådanne fordringer vil, hvis de er op-
stået til og med den 19. november 2015, også have tvivlsom
retskraft. Det samme gælder renter og gebyrer, der er dannet
af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det skyldes mulighe-
den for, at de kan være ramt af accessorisk forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2, jf. ovenfor i afsnit 2.1.5.1.
Det foreslås med § 18 h, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved tvivl om deres retskraft desuden endeligt kan af-
skrive renter og gebyrer, der vedrører de i 1. pkt. nævnte
fordringer og efter den 19. november 2015 enten er dannet
af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen
eller er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden,
samt opskrivningsfordringer, der fra og med den 1. april
2017 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og
vedrører de i 1. pkt. nævnte fordringer eller de i 2. pkt.
nævnte renter og gebyrer, der efter den 19. november 2015
er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt
renter og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfordringer.
Ved en opskrivning forstås en beløbsmæssig opjustering
af en fordring, der er under inddrivelse. En opskrivning sker
ved overdragelse af en såkaldt opskrivningsfordring til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 4, stk. 7, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige og § 7, stk. 1, 1. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Begge bestemmelser har været gæl-
dende siden den 1. april 2017 og skal varetage de system-
mæssige behov i det ny inddrivelsessystem, som er under
udvikling. Inden den 1. april 2017 blev en opskrivning gen-
nemført ved alene at foretage en beløbsmæssig justering af
den fordring, der var under inddrivelse. Sådanne opskriv-
ningsfordringer vil som udgangspunkt også have tvivlsom
retskraft, hvis den opskrevne del af fordringen har tvivlsom
retskraft. Det foreslås derfor, at opskrivningsfordringer, der
fra og med den 1. april 2017 overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, også kan afskrives, hvis de vedrører
fordringer, herunder renter og gebyrer, der kan afskrives på
grund af tvivl om retskraften. Afskrivningsadgangen fore-
slås også at skulle gælde renter og gebyrer, der vedrører dis-
se opskrivningsfordringer, jf. ovenfor om forældelseslovens
§ 23, stk. 2, om accessorisk forældelse af renter og gebyrer.
En opskrevet fordring og opskrivningsfordringer til den
opskrevne fordring kan dog alene afskrives efter den fore-
slåede regel i § 18 h, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvis de efter at være lagt sammen opfylder
betingelserne i stk. 2-4, 6 og 7, mens betingelserne i stk. 5
om manglende retskraftvurdering skal være opfyldt for både
den opskrevne fordring, opskrivningsfordringer til denne og
det sammenlagte beløb, jf. nedenfor om den foreslåede regel
i § 18 h, stk. 8, 4. pkt.
Den foreslåede regel i § 18 h, stk. 1, 2. pkt., skyldes dels
den accessoriske forældelse, der ifølge forældelseslovens §
23, stk. 2, rammer renter og gebyrer, hvis den fordring, de
vedrører, er forældet, dels den omstændighed, at en opskriv-
ningsfordring må antages tillige at være ramt af retskraft-
tvivl, hvis den opskrevne fordring har tvivlsom retskraft.
Det foreslås i § 18 h, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at der for restanceinddrivelsesmyn-
dighedens adgang til endelig afskrivning efter de foreslåede
bestemmelser i 1. og 2. pkt., jf. ovenfor, dog skal en række
begrænsninger og betingelser, der fremgår af de foreslåede
bestemmelser i § 18 h, stk. 2-8.
Opkrævningsrenter, gebyrer og andre omkostninger vil
være selvstændige fordringer efter den foreslåede bestem-
melse i § 18 h, stk. 1, jf. udtrykkeligt den foreslåede bestem-
melse i § 18 h, stk. 8, 3. pkt., ifølge hvilken der dog gøres en
undtagelse for opkrævningsrenter vedrørende de fordrings-
typer, der friholdes fra afskrivning efter den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 4. Renter, der er påløbet under ind-
drivelsen, betragtes i relation til den ekstraordinære afskriv-
ning efter § 18 h, stk. 1, derimod ikke som selvstændige for-
dringer, idet de i stedet knytter sig til hovedfordringen og af-
skrives, hvis hovedfordringen afskrives, eller friholdes, hvis
hovedfordringen efter den foreslåede regel i stk. 4 friholdes
fra afskrivningen. Dette gælder dog ikke renter, der er pålø-
bet under inddrivelsen af fordringer, der inden den 8. sep-
tember 2018 er blevet indfriet. Sådanne inddrivelsesrenter
uden hovedkrav foreslås i relation til den ekstraordinære af-
skrivning efter § 18 h, stk. 1, at skulle betragtes som selv-
stændige fordringer, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18 h,
stk. 8, 3. pkt., der dog er undergivet den begrænsning, der
følger af § 18 h, stk. 4. Dækningsrækkefølgen efter § 4, stk.
2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter renter dækkes før hovedkravet, anvendes alene på
dækninger, der foretages af restanceinddrivelsesmyndighe-
den, og inddrivelsesrenter kan derfor miste deres hovedkrav,
hvis skyldner har opfyldt hovedkravet direkte over for ford-
22
ringshaver. Som følge af den foreslåede regel i § 18 h, stk.
8, 1. pkt., jf. nedenfor, vil inddrivelsesrenter af en hovedfor-
dring, hvis indfrielse restanceinddrivelsesmyndigheden den
8. september 2018 ikke havde kendskab til, dog ikke skulle
betragtes som selvstændige fordringer, men vil i stedet blive
lagt sammen med hovedfordringen, og det samlede beløb vil
herefter afgøre, om inddrivelsesrenterne kan afskrives, jf. de
beløbsmæssige kriterier i bl.a. § 18 h, stk. 2 og 3, der omta-
les nedenfor.
Det foreslås, at afskrivningsadgangen skal være fakultativ,
jf. formuleringen »kan […] afskrive« i den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 1. Selv om en fordring opfylder alle
betingelser, der foreslås at skulle gælde for adgangen til en-
delig afskrivning, vil restanceinddrivelsesmyndigheden såle-
des kunne undlade at gennemføre afskrivning, hvis det f.eks.
vurderes, at fordringen tilhører en gruppe af fordringer, hvor
der er en vis sandsynlighed for, at fordringerne maskinelt
kan retskraftvurderes. Baggrunden herfor er, at hvis der er
fordringstyper, for hvilke en maskinel retskraftvurdering
kan gennemføres, og der er en vis sandsynlighed for, at nog-
le af fordringerne er retskraftige og dermed kan inddrives,
foretrækkes en sådan løsning frem for en afskrivning.
Der foreslås med § 18 h, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige indsat en bestemmelse, hvorefter
en fordring, der inklusive renter påløbet under inddrivelsen
udgør mere end 7.500 kr. pr. 8. september 2018, ikke skal
kunne afskrives efter § 18 h, stk. 1.
Renter påløbet under inddrivelsen af en fordring, der in-
klusive disse renter udgør mere end 7.500 kr., jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 18 h, stk. 2, skal heller ikke kunne
afskrives, medmindre denne fordring inden den 8. septem-
ber 2018 er blevet indfriet, jf. ovenfor om 2. pkt. om sådan-
ne inddrivelsesrenter uden hovedkrav. De renter, der er på-
løbet under inddrivelsen, er både renter efter § 5, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og andre renter, der
påløber, hvis dette fremgår af § 9, stk. 2 og 3, i bekendtgø-
relse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det
offentlige om fordringer, for hvilke en anden rente end ren-
ten efter førnævnte § 5, stk. 1, finder anvendelse, mens for-
dringen er under inddrivelse. Opkrævningsrenter, dvs. renter
påløbet indtil den 1. i måneden efter den dag, hvor restan-
ceinddrivelsesmyndigheden modtog fordringen til inddrivel-
se, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, vil være selvstændige fordringer efter den fore-
slåede bestemmelse i § 18 h, stk. 2, jf. ovenfor.
Med bestemmelsen i § 18 h, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige foreslås indsat en bestemmelse, hvor-
efter en fordring, der inklusive renter påløbet under inddri-
velsen udgør mellem 1.000 kr. og 7.500 kr. pr. 8. september
2018, inklusive disse renter alene kan afskrives efter den
foreslåede bestemmelse i stk. 1, hvis skyldneren er en fysisk
person med en skattepligtig indkomst, der ifølge den pr. 8.
september 2018 gældende årsopgørelse for indkomståret
2017 udgjorde mindre end 200.000 kr., og ikke hæfter for
fordringen som følge af sin deltagelse i et interessentskab el-
ler anden virksomhed med flere deltagere, der hver især
hæfter personligt, helt eller delvist og solidarisk for virk-
somhedens forpligtelser. Foreligger der på den nævnte dato
ingen årsopgørelse for 2017, anvendes den pr. 8. september
2018 gældende årsopgørelse for 2016, alternativt den da
gældende årsopgørelse for 2015. Foreligger der den 8. sep-
tember 2018 for ingen af disse indkomstår en årsopgørelse
for skyldneren, anses dennes skattepligtige indkomst at være
mindre end 200.000 kr. ved anvendelsen af 1. pkt.
Har skyldneren, efter at SKAT har udskrevet årsopgørel-
sen for indkomståret 2017, anmodet om en genoptagelse af
skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, vil en ny
årsopgørelse efter genoptagelsen alene blive lagt til grund
ved fastlæggelsen af den nævnte skattepligtige indkomst,
hvis den er udskrevet senest den 8. september 2018. Det
foreslås endvidere, at hvis der for ingen af indkomstårene
2015-2017 foreligger en årsopgørelse for skyldneren, anses
dennes skattepligtige indkomst at være mindre end 200.000
kr. ved anvendelsen af 1. pkt. Når der ikke er kendskab til
den skattepligtige indkomst, er det fundet mest hensigts-
mæssigt at lægge til grund, at skyldneren har en årlig ind-
komst på mindre end 200.000 kr.
Ved den skattepligtige indkomst forstås summen af per-
sonlig indkomst og kapitalindkomst fratrukket ligningsmæs-
sige fradrag og arbejdsmarkedsbidrag.
Det foreslås som nævnt også, at det for afskrivningen af
fordringer i intervallet mellem 1.000 kr. og 7.500 kr. skal
være en betingelse, at den fysiske person ikke må hæfte for
fordringen som følge af sin deltagelse i et interessentskab el-
ler anden virksomhed med flere deltagere, der hver især
hæfter personligt, helt eller delvist og solidarisk for virk-
somhedens forpligtelser. Ud over interessentskaber, hvor
hæftelsen for de deltagende interessenter er personlig, ube-
grænset og solidarisk, jf. § 2, stk. 1, i lov om visse erhvervs-
drivende virksomheder, omfattes af bestemmelsen i § 18 h,
stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige navnlig
kommanditselskaber, hvor komplementaren eller komple-
mentarerne hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk for
virksomhedens forpligtelser, jf. § 2, stk. 2, i lov om visse er-
hvervsdrivende virksomheder, og partrederier, hvor den en-
kelte partreder kun hæfter for rederiets forpligtelser i forhold
til sin andel i skibet, dvs. delvist (pro rata-hæftelse), jf. sølo-
vens § 102.
Som nævnt ovenfor betragtes opkrævningsrenter som
selvstændige fordringer i relation til den foreslåede afskriv-
ningshjemmel i § 18 h, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Hvis en opkrævningsrente som følge af sin
størrelse og de øvrige betingelser for afskrivning, jf. de fore-
slåede bestemmelser i § 18 h, stk. 2 og 3, ikke kan afskrives,
vil den herefter skulle retskraftvurderes. Hvis hovedkravet
inklusive inddrivelsesrenter udgør mindre end 1.000 kr. og
ikke er friholdt for afskrivning efter den foreslåede bestem-
melse i § 18 h, stk. 4, jf. nedenfor, vil hovedkravet inklusive
inddrivelsesrenter opfylde betingelserne for afskrivning,
men som følge af behovet for retskraftvurdering af opkræv-
ningsrenten vil hovedkravet skulle retskraftvurderes selv-
stændigt. Det skyldes forældelseslovens § 23, stk. 2, om ac-
cessorisk forældelse, hvorefter hovedkravets forældelse in-
debærer, at renter beregnet af hovedkravet samtidig foræl-
23
des. En retskraftvurdering af renter vil således i alle tilfælde
kræve, at der tillige gennemføres en retskraftvurdering af
hovedkravet. I sådanne tilfælde vil restanceinddrivelsesmyn-
digheden som følge af behovet for en retskraftvurdering
kunne undlade at foretage afskrivning af hovedkravet inklu-
sive inddrivelsesrenter, jf. ovenfor om afskrivningens fakul-
tative karakter.
Også inddrivelsesrenter, der ifølge de oplysninger, som
restanceinddrivelsesmyndigheden den 8. september 2018 er
i besiddelse af, af restanceinddrivelsesmyndigheden må an-
ses som inddrivelsesrenter uden hovedkrav, betragtes som
selvstændige fordringer i relation til den foreslåede afskriv-
ningsmulighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk.
8, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Hvis en sådan inddrivelsesrente som følge af sin størrelse
ikke kan afskrives, vil den herefter skulle retskraftvurderes
af restanceinddrivelsesmyndigheden. En sådan retskraftvur-
dering vil da tillige indebære en retskraftvurdering af det nu
indfriede hovedkrav, hvoraf inddrivelsesrenten er beregnet.
Dette skyldes den accessoriske forældelse efter forældelses-
lovens § 23, stk. 2. Viser det sig, at hovedkravet var foræl-
det, da det blev indfriet af skyldner direkte over for ford-
ringshaver, vil skyldner som udgangspunkt have et tilbage-
betalingskrav mod fordringshaver, medmindre dette krav er
forældet.
En fysisk person med en enkelt gældspost på 7.600 kr. og
en skattepligtig indkomst på mindre end 200.000 kr. i ind-
komståret 2017 vil ikke ved at betale f.eks. 200 kr. på for-
dringen kunne opnå en afskrivning efter den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 1, fordi en sådan betaling vil udløse
en retskraftvurdering af fordringen, og dermed vil afskriv-
ning være udelukket som følge af den bestemmelse, der
foreslås indsat som § 18 h, stk. 5, jf. nedenfor. Efter bestem-
melsen i stk. 5 forudsætter en afskrivning, at der ikke inden
den 8. september 2018 er gennemført en retskraftvurdering
eller over for restanceinddrivelsesmyndigheden er fremsat
en anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af for-
dringen, og at der ikke er foretaget retslige skridt, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden senest den 8. september
2018 har fået kendskab til, og som vil indebære, at en rets-
kraftvurdering af fordringen skal foretages.
Det foreslås desuden, at visse fordringstyper ikke skal
kunne afskrives ekstraordinært efter den foreslåede bestem-
melse i § 18 h, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. I stk. 4 foreslås således, at bøder, tvangsbøder, er-
statningskrav og sagsomkostninger fastslået eller fastsat ved
afgørelse i straffesag, afsoningsomkostninger, konfiskati-
onskrav, offerbidrag, private underholdsbidrag, toldkrav,
udenlandske fordringer, fortrinsberettigede kommunale for-
dringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen
og Fiskeristyrelsen, ikke kan afskrives efter stk. 1. Renter,
der er påløbet under inddrivelsen af disse fordringer, frihol-
des også fra afskrivningen efter stk. 1, da disse renter ikke
betragtes som selvstændige fordringer i relation til den ek-
straordinære fordring, jf. ovenfor. Friholdelsen gælder også
renter påløbet under opkrævningen af private underholdsbi-
drag, toldkrav, udenlandske fordringer og fordringer, der op-
kræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Friholdel-
sen af disse opkrævningsrenter skyldes de retlige bindinger,
der kendetegner de nævnte hovedfordringer.
Allerede efter den eksisterende afskrivningshjemmel i §
16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan
der ikke ske afskrivning af private og udenlandske krav, jf.
ovenfor i afsnit 2.1.5.1. Det foreslås derfor, at private og
udenlandske krav heller ikke skal kunne afskrives ekstraor-
dinært efter den foreslåede bestemmelse.
Hensynet til retsfølelsen gør, at der ikke bør ske ekstraor-
dinær afskrivning af bøder, tvangsbøder, erstatningskrav og
sagsomkostninger fastslået ved afgørelse i straffesag, afso-
ningsomkostninger, konfiskationskrav og offerbidrag. Det
foreslås derfor, at disse fordringstyper også friholdes for den
foreslåede ekstraordinære afskrivning. Erstatningskrav kan i
medfør af retsplejelovens § 991 som borgerlige krav frem-
sættes af anklagemyndigheden på vegne af den forurettede
under en straffesag. Efter retsplejelovens § 997, stk. 1, 1.
pkt., drager politidirektøren omsorg for straffedommes fuld-
byrdelse såvel i henseende til straf som i henseende til dom-
mens øvrige bestemmelser, derunder erstatning til den ska-
delidte, for så vidt denne begærer det. Sådanne erstatnings-
krav vil derfor kunne overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden, hvis den forurettede offentlige fordringshaver
ikke har anmodet om politidirektørens bistand til inddrivel-
sen. Offerbidrag er bidrag, der i medfør af § 4 i lov om Of-
ferfonden skal betales til politiet af gerningsmænd, som er
fundet skyldige i visse lovovertrædelser af mere alvorlig ka-
rakter, hvor der er eller kunne have været et offer.
Særlige hensyn gør sig også gældende for toldkrav. Told
er en del af den Europæiske Unions såkaldte »egne indtæg-
ter«, selv om tolden opkræves af medlemsstaterne. Af denne
grund skal medlemsstaterne samordne deres optræden med
henblik på at beskytte den Europæiske Unions finansielle in-
teresser. En ekstraordinær afskrivning af toldskyld vil ikke
være i overensstemmelse hermed.
EU-retlige bindinger betyder, at der ikke kan ske afskriv-
ning af tilbagebetalingskrav bestående af tilskud udbetalt
under tre forskellige EU-fonde, nemlig Den Europæiske Ga-
rantifond for Landbruget (EGFL), Den Europæiske Land-
brugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og
Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF). Disse tilbagebeta-
lingskrav er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden
af NaturErhvervstyrelsen, som den 1. februar 2017 skiftede
navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der med virkning
fra den 24. november 2017 blev opdelt i Landbrugsstyrelsen
og Fiskeristyrelsen. I forbindelse med overdragelsen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden er det ikke blevet specifice-
ret, om der er tale om nationale krav, medfinansierede EU-
krav eller rene EU-krav, hvorfor det ikke uden en manuel
vurdering vil være muligt at skelne mellem de enkelte for-
dringstyper. Det foreslås derfor, at alle fordringer, der op-
kræves af disse styrelser, holdes uden for den foreslåede
ekstraordinære afskrivning.
For fortrinsberettigede kommunale fordringer foreslås, at
der heller ikke skal kunne ske ekstraordinær afskrivning af
disse fordringer. Der er tale om fordringer, der hviler på fast
24
ejendom med lovbestemt panteret og med prioritet forud for
alle tinglyste hæftelser, jf. tinglysningslovens § 4 om tinglys-
ningsfritagelse for en sådan lovbestemt panteret. Endvidere
fastslår § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstue-
forordningen) for de skatter og afgifter, der vedrører fast
ejendom, såvel en lovbestemt panteret som en fortrinsret for
denne. Fortrinsretten skal udnyttes inden udløbet af en frist
på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen. Kommu-
nerne overtog pr. 2. februar 2017 inddrivelsen af de fortrins-
berettigede kommunale fordringer, jf. lov nr. 114 af 31. ja-
nuar 2017. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil dog fortsat
skulle forestå inddrivelsen af fortrinsberettigede kommunale
fordringer, som den 2. februar 2017 var under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre disse for-
dringer tilbagekaldes af fordringshaverkommunen efter § 2,
stk. 7 eller 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
jf. ændringslovens § 4, stk. 2. Det er disse fordringer, der
omfattes af § 18 h, stk. 4, om friholdelse af visse fordringer
for den foreslåede ekstraordinære afskrivning.
Desuden foreslås med § 18 h, stk. 5, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, at det er en betingelse for afskriv-
ning af en fordring efter stk. 1, at der ikke inden den 8. sep-
tember 2018 er gennemført en retskraftvurdering eller over
for restanceinddrivelsesmyndigheden er fremsat en anmod-
ning, der vil indebære en retskraftvurdering af fordringen,
og at der ikke af andre grunde, som restanceinddrivelses-
myndigheden senest den 8. september 2018 har fået kend-
skab til, skal foretages en retskraftvurdering af fordringen.
Fordringer, der omfattes af en afgørelse, som af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden genoptages efter skyldners be-
gæring om genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse i
§ 18 d, stk. 1, 2. pkt., eller af egen drift efter § 18 d, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan derfor ikke
afskrives efter § 18 h, stk. 1.
En genoptagelse af en sag – dvs. den inddrivelsesafgørel-
se, den rykkerskrivelse, det udlæg eller den frivillige beta-
ling, som fordringen var omfattet af – vil indebære, at der
foretages en retskraftvurdering af fordringen, hvorfor den
foreslåede ekstraordinære afskrivning alene skal omfatte
fordringer, der ikke omfattes af en genoptagelse, hvad enten
genoptagelsen sker på foranledning af borgeren eller virk-
somhedens anmodning (»remonstration«) eller på restan-
ceinddrivelsesmyndighedens eget initiativ.
En anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af
fordringen, omfatter også tilfælde, hvor en skyldner anmo-
der om en restanceattest til brug for f.eks. et lån eller en au-
torisation m.v. For en sådan anmodning gælder tilsvarende,
at formålet med afskrivningen vil være spildt, hvis den til
brug for udstedelsen af restanceattesten nødvendige rets-
kraftvurdering viser, at fordringen er retskraftig. Viser den
sig at være forældet, skal den afskrives efter de allerede gæl-
dende regler.
Der kan også være påbegyndt en retlig proces, f.eks. ind-
ledning af insolvensbehandling (konkurs, gældssanering
m.v.) eller anden bobehandling (f.eks. behandling af solvent
dødsbo), som nødvendiggør en retskraftvurdering. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden opnår ikke nødvendigvis straks
kendskab til en sådan proces, der vil medføre et behov for
en retskraftvurdering, hvorfor det som en naturlig følge af
den foreslåede regel i § 18 h, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, jf. nedenfor om anvendelsen
af restanceinddrivelsesmyndighedens oplysninger pr. 8. sep-
tember 2018, foreslås, at også kendskabet til sådanne andre
grunde, der vil indebære, at en retskraftvurdering skal fore-
tages, skal foreligge pr. 8. september 2018, for at en afskriv-
ning efter stk. 1 er udelukket.
Det foreslås med § 18 h, stk. 6, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at såfremt flere skyldnere hæfter for
en fordring, skal det for afskrivningen være en forudsæt-
ning, at samtlige skyldnere, som fordringen pr. 8. september
2018 er under inddrivelse over for, opfylder betingelserne
for afskrivning.
Hvis flere fysiske personer hæfter for samme fordring,
fordi de alle f.eks. er interessenter i et interessentskab, følger
det allerede af den foreslåede regel i § 18 h, stk. 3, at af-
skrivning af en fordring i intervallet mellem 1.000 kr. og
7.500 kr. ikke kommer på tale. Bestemmelsen i stk. 6 finder
derfor f.eks. anvendelse, hvor en fysisk person over for
SKAT har kautioneret for en enkeltmandsvirksomheds skat-
te- og afgiftsgæld.
Hvis to fysiske personer hæfter solidarisk for en fordring
på f.eks. 5.000 kr., skal afskrivningsbetingelserne i § 18 h,
stk. 3, være opfyldt af begge skyldnere, for at afskrivning
kan ske. Havde den ene person en skattepligtig indkomst i
indkomståret 2017 på 200.000 kr. eller mere, vil fordringen
ikke kunne afskrives, selv om den anden person for samme
indkomstår havde en skattepligtig indkomst på under
200.000 kr.
Af »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivel-
se« af 8. juni 2017 fremgår, at skyldnere med uforholds-
mæssig stor gæld – som følge af mange små gældsposter –
ikke må få afskrevet hele deres gæld. Det foreslås derfor
med § 18 h, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, at der i forhold til den enkelte skyldner skal
gælde et afskrivningsloft, der beregnes som et grundbeløb
på 50.000 kr. med tillæg af 50 pct. af den samlede størrelse
på de fordringer, der resterer, hvis der efter stk. 1 sker af-
skrivning af fordringer for et samlet beløb på 50.000 kr., og
som den 8. september 2018 er under inddrivelse i forhold til
skyldneren. Tillægget på 50 pct. relaterer sig til alle øvrige
fordringer under inddrivelse hos skyldneren den 8. septem-
ber 2018, dvs. også fordringer, der ikke vil kunne afskrives
efter den foreslåede afskrivningsmodel, fordi fordringerne
f.eks. enten ikke har tvivlsom retskraft, er fordringer, der fri-
holdes fra afskrivningen, f.eks. bøder, eller hver især udgør
mere end 7.500 kr. inklusive inddrivelsesrenter. Dette inde-
bærer, at en skyldner, der efter afskrivningen af de første
50.000 kr. herefter alene har gæld med tvivlsom retskraft, alt
andet lige vil få afskrevet mere gæld end en skyldner, hvis
resterende gæld efter afskrivningen af de første 50.000 kr.
helt eller delvist består af retskraftig gæld, gældsposter, der
friholdes fra afskrivningen, eller gældsposter på hver især
mere end 7.500 kr. inklusive inddrivelsesrenter. Den foreslå-
ede regel i § 18 h, stk. 7, udvider således ikke afskrivnings-
25
adgangen, idet det for afskrivningen fortsat er en forudsæt-
ning, at betingelserne i stk. 1-6 er opfyldt. I stedet indebærer
reglen, at der indføres et afskrivningsloft. Har skyldner en
samlet gæld på 400.000 kr. under inddrivelse, vil afskriv-
ningsloftet således beløbe sig til 225.000 kr. (= 50.000 kr. +
(50 pct. af 350.000 kr.)). Om loftet konkret nås, afhænger af,
om skyldneren har tilstrækkeligt mange gældsposter, der op-
fylder afskrivningsbetingelserne, dvs. krav om tvivlsom
retskraft, krav til fordringsstørrelsen m.v.
Fordringens størrelse anvendes ved beregningen af af-
skrivningsloftet, selv om skyldneren alene hæfter delvist for
fordringen. Dette skal ses i sammenhæng med, at det efter
den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 7, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige er fordringens fulde på-
lydende, der indgår i beregningen af afskrivningsloftet, lige-
som det ikke er det enkelte skyldforhold, der afskrives, men
selve fordringen. Fordringerne afskrives efter deres størrelse
med den mindste først, inden afskrivningsloftet nås, jf. 3.
pkt. Er to eller flere fordringer lige store, og overskrides af-
skrivningsloftet, hvis alle disse lige store fordringer afskri-
ves, afskrives i henhold til den rækkefølge, hvori fordringer-
ne er blevet registreret som værende under inddrivelse, såle-
des at den fordring, der først er registreret, afskrives først, jf.
4. pkt. Der er tale om den registrering, som restanceinddri-
velsesmyndigheden har foretaget af fordringer, der er mod-
taget til inddrivelse. Er det i forhold til en skyldner beregnet,
hvor stort et beløb der kan afskrives inden for afskrivnings-
loftet, og viser det sig efterfølgende, at en af disse fordringer
ikke kan afskrives i forhold til en anden skyldner, der helt
eller delvist hæfter for samme fordring, afskrives fordringen
ikke, og en genberegning foretages ikke i forhold til den
første skyldner, jf. 5. pkt. Reglen, der skal ses i sammen-
hæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 6, hvoraf føl-
ger, at en fordring, der ikke kan afskrives i forhold til en
skyldner, heller ikke kan afskrives i forhold til en anden
skyldner, der helt eller delvist hæfter for fordringen, og i øv-
rigt understreger afskrivningens fakultative karakter, skyl-
des, at en genberegning vil være uforholdsmæssigt ressour-
cekrævende.
Med bestemmelsen i § 18 h, stk. 8, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige foreslås, at det ved anven-
delsen af bestemmelserne i § 18 h, stk. 2-7, skal være de op-
lysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden den 8. sep-
tember 2018 er i besiddelse af, der skal lægges til grund. Se-
nere op- eller nedskrivninger eller senere opnået kendskab
til yderligere skyldnere for samme fordring vil derfor være
uden betydning for afskrivningen.
Det foreslås med § 18 h, stk. 8, 2. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, at det fastslås, at en afskrivning
efter stk. 1 gælder hele fordringen inklusive renter påløbet
under inddrivelsen, hvorfor alle skyldforhold vedrørende
fordringen og de nævnte renter ophører efter afskrivningen.
Den foreslåede afskrivning tager således ikke udgangspunkt
i det enkelte skyldforhold, således at afskrivning sker i for-
hold til en skyldner, der opfylder afskrivningsbetingelserne,
men ikke i forhold til en anden skyldner, der ikke opfylder
afskrivningsbetingelserne. I stedet er det selve fordringen,
der afskrives, hvis betingelserne herfor er opfyldt, og som
konsekvens heraf slettes samtlige skyldforhold vedrørende
fordringen, hvad enten de enkelte skyldnere hæfter helt eller
delvist for fordringen.
Med den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 8, 3. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige præciseres, at
renter påløbet under opkrævningen, renter, der er påløbet
under inddrivelsen af en fordring, der inden den 8. septem-
ber 2018 er blevet indfriet, samt gebyrer og andre omkost-
ninger anses som selvstændige fordringer ved afskrivning
efter stk. 1, jf. dog stk. 4 om opkrævnings- og inddrivelses-
renter, der friholdes fra afskrivning som følge af typen af
den fordring, som de vedrører. Det betyder, at disse fordrin-
ger også kan afskrives selvstændigt, hvis kravene til for-
dringsstørrelsen m.v. er opfyldt. En fordring kan være blevet
indfriet inden den 8. september 2018, uden at restanceind-
drivelsesmyndigheden den 8. september 2018 har fået kend-
skab til denne indfrielse. Som følge af den foreslåede regel i
§ 18 h, stk. 8, 1. pkt., jf. ovenfor, vil inddrivelsesrenter af en
sådan hovedfordring, hvis indfrielse restanceinddrivelses-
myndigheden den 8. september 2018 ikke havde kendskab
til, dog ikke skulle betragtes som selvstændige fordringer,
men vil i stedet blive lagt sammen med hovedfordringen, og
det samlede beløb vil herefter afgøre, om inddrivelsesrenter-
ne kan afskrives, jf. de beløbsmæssige kriterier i bl.a. § 18 h,
stk. 2 og 3.
Inddrivelsesrenter, der ifølge de oplysninger, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 8. september 2018 er i be-
siddelse af, af restanceinddrivelsesmyndigheden må anses
som inddrivelsesrenter uden hovedkrav, betragtes således
som selvstændige fordringer i relation til den foreslåede af-
skrivningsmulighed. Hvis en inddrivelsesrente som følge af
sin størrelse ikke kan afskrives, vil den herefter skulle rets-
kraftvurderes af restanceinddrivelsesmyndigheden. En sådan
retskraftvurdering vil da tillige indebære en retskraftvurde-
ring af det nu indfriede hovedkrav, hvoraf inddrivelsesren-
ten er beregnet. Dette skyldes den accessoriske forældelse
efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Viser det sig, at hoved-
kravet var forældet, da det blev indfriet af skyldner direkte
over for fordringshaver, vil skyldner som udgangspunkt ha-
ve et tilbagebetalingskrav mod fordringshaver, medmindre
dette krav er forældet.
En opskrevet fordring og opskrivningsfordringer til den
opskrevne fordring kan alene afskrives efter den foreslåede
regel i § 18 h, stk. 1, hvis de efter at være lagt sammen op-
fylder betingelserne i stk. 2-4, 6 og 7, mens betingelserne i
stk. 5 om manglende retskraftvurdering skal være opfyldt
for både den opskrevne fordring, opskrivningsfordringer til
denne og det sammenlagte beløb, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 18 h, stk. 8, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Ved anvendelsen af stk. 2 og 3 lægges en opskrivningsfor-
dring således beløbsmæssigt sammen med den opskrevne
del af fordringen og eventuelle andre opskrivningsfordringer
vedrørende samme fordring. Anmodes om en retskraftvur-
dering vedrørende opskrivningsfordringen, men ikke den
opskrevne del af fordringen, eller vedrørende den opskrevne
26
del af fordringen, men ikke opskrivningsfordringen, vil af-
skrivning ikke kunne ske, fordi betingelserne efter § 18 h,
stk. 5, da ikke vil være opfyldt.
Når den endelige afskrivning er foretaget, giver restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skyldneren meddelelse herom,
jf. den foreslåede regel i § 18 h, stk. 9, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Denne regel svarer til, hvad der al-
lerede i dag er gældende ret, når en fordring endeligt afskri-
ves som følge af indtrådt forældelse, men det foreslås, at un-
derretningspligten vedrørende den ekstraordinære afskriv-
ning lovfæstes.
2.1.6. Bemyndigelse til ekstraordinær afskrivning af grupper
af fordringer under inddrivelse eller opkrævning hos SKAT
2.1.6.1. Gældende ret
SKAT har ingen lovhjemmel til som fordringshaver at af-
skrive retskraftige fordringer, der befinder sig i opkræv-
ningsfasen. SKATs fordringer på skatter og afgifter m.v.
kan alene afskrives af restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvilket forudsætter, at fordringerne er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyn-
dighedens hjemmel til afskrivning af fordringer under ind-
drivelse findes i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, der er nærmere beskrevet ovenfor i afsnit
2.1.5.1.
2.1.6.2. Lovforslaget
Som anført i afsnit 1.1 findes der blandt de fordringer, der
er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
ud over de »grå« fordringer, der kendetegnes ved tvivl om
retskraften og derfor ud fra nærmere kriterier foreslås af-
skrevet ekstraordinært, jf. ovenfor i afsnit 2.1.5.2, også en
række fordringer, der ikke vil kunne inddrives som følge af
datafejl, der skyldes systematiske indberetningsfejl ved for-
dringshavernes overdragelse af fordringerne til inddrivelse.
Der er bl.a. tale om, at renter ikke kan knyttes til det korrek-
te hovedkrav, og fordringstyper, for hvilke fordringshaverne
har indberettet renter som hovedkrav, således at der er en ri-
siko for, at der ulovligt beregnes renters rente. Der er desu-
den tale om stamdatafejl, hvor f.eks. stiftelsestidspunkt og
forældelsesdatoer enten ikke er blevet registreret eller er ble-
vet registreret forkert. Problemerne forventes i et vist om-
fang at ville kunne løses i samarbejde med fordringshaver-
ne, i takt med at disse klargøres til og tilkobles det ny ind-
drivelsessystem, men nogle af problemerne forventes alene
at ville kunne løses ved manuel sagsbehandling hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. For en række fejl og fordrings-
kombinationer vil det være nødvendigt at returnere hoved-
parten af de berørte fordringer til fordringshaverne med hen-
blik på berigtigelse af de fejlbehæftede oplysninger, men det
er uafklaret, i hvilket omfang fordringshaverne teknisk er i
stand til at tage imod fordringerne og foretage de nødvendi-
ge fejlrettelser. Hvis dette skulle vise sig at være umuligt,
må der efter omstændighederne træffes beslutning om at af-
skrive fordringerne, hvilket dog vil forudsætte en lovhjem-
mel.
Det foreslås derfor, at skatteministeren gives en bemyndi-
gelse til at fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden skal kunne foretage ekstraordinær afskrivning af
en gruppe af fordringer, hvis der består tvivl om rigtigheden
af de oplysninger, der er nødvendige for fordringernes ind-
drivelse, eller disse oplysninger mangler, og det vil være
umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostnin-
ger at afklare denne tvivl eller at fremskaffe oplysningerne,
eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at
gennemføre endelig afskrivning. Det foreslås således, at der
med § 18 h, stk. 10, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige indsættes en bemyndigelse for skatteministe-
ren til at fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden for en gruppe af fordringer, der med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger er under inddrivelse, kan fo-
retage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt
fordring, hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysnin-
ger, der er nødvendige for fordringernes inddrivelse, eller
disse oplysninger mangler, og det vil være umuligt eller for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare den-
ne tvivl eller at fremskaffe oplysningerne, eller hvis der
foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre en-
delig afskrivning. De hensyn, der ligger bag den foreslåede
bestemmelse i § 18 h, stk. 4, om fordringstyper, der frihol-
des fra den ekstraordinære afskrivning efter § 18 h, stk. 1,
dvs. bl.a. bøder og offerbidrag, der friholdes som følge af
hensynet til retsfølelsen, samt private underholdsbidrag og
udenlandske fordringer, der allerede efter den gældende af-
skrivningshjemmel i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige er friholdt fra afskrivning, gør sig og-
så gældende ved den afskrivning, som den foreslåede be-
myndigelse skal muliggøre. Det foreslås derfor, at der med §
18 h, stk. 10, 2. pkt., indsættes en bestemmelse, hvorefter de
i stk. 4 nævnte typer af fordringer ikke omfattes af bemyndi-
gelsen i 1. pkt.
En sådan bemyndigelse vil som følge af en ordlyd, hvori
disse kriterier indgår, kunne udnyttes til at løse det aktuelle
behov for eventuelt at gennemføre ekstraordinær afskriv-
ning, men vil også kunne anvendes til afskrivning af grupper
af fordringer, der fremtidigt måtte blive identificeret som li-
dende af de samme dataproblemer som de ovenfor beskrev-
ne fordringer, eller hvor der slet ikke foreligger oplysninger
om fordringerne, eller hvis der foreligger andre ganske sær-
lige grunde til at gennemføre endelig afskrivning.
Bemyndigelsen vil blive udnyttet gennem skatteministe-
rens udstedelse af en bekendtgørelse, der sendes i ekstern
høring.
Bemyndigelsen vil først blive anvendt efter orientering af
Finansudvalget.
Det foreslås med baggrund i »Aftale om styrkelse af den
offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017, at bemyndigel-
sen skal gælde i en 5-årig periode. Det vil indebære, at en
bekendtgørelse, der udmønter skatteministerens bemyndi-
gelse, skal være udstedt senest den 1. april 2023.
Det foreslås desuden, at skatteministeren med den foreslå-
ede bestemmelse i § 18 h, stk. 10, 3. pkt., i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige tillige gives bemyndigelse til i
27
samme 5-årige periode at fastsætte regler om, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden for grupper af tilbagebetalings-
krav inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkost-
ninger, som tilkommer restanceinddrivelsesmyndigheden,
kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hvert
enkelt tilbagebetalingskrav, hvis der består tvivl om rigtig-
heden af de oplysninger, der er nødvendige for tilbagebeta-
lingskravenes opkrævning og inddrivelse, eller disse oplys-
ninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller
fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre
ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning.
Sådanne tilbagebetalingskrav, der har restanceinddrivel-
sesmyndigheden som fordringshaver, vil, når de gøres gæl-
dende af restanceinddrivelsesmyndigheden, formelt være
under opkrævning, men kan overføres til inddrivelse, hvis
skyldner ikke rettidigt betaler, jf. § 2, stk. 3 og 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Også denne bemyndigelse vil først blive anvendt efter ori-
entering af Finansudvalget.
Som ligeledes anført i afsnit 1.1 er der i SKATs opkræv-
ningssystem SAP 38 konstateret potentiel forældelse af et
større antal fordringer. Disse fordringer vil skulle retskraft-
vurderes manuelt. For de fordringer, der viser sig at være
retskraftige, vil der – som udgangspunkt manuelt – skulle
beregnes opkrævningsrenter, der herefter skal opkræves hos
skyldnerne, medmindre der skabes hjemmel til ekstraordi-
nært at afskrive opkrævningsrenterne.
Manglende systemunderstøttelse har medført, at det siden
idriftsættelsen af SKATs system for fordringer vedrørende
motorkøretøjer, Digitalt Motorregister (DMR), i juni 2012
ikke har været muligt at beregne renter af fordringerne i det-
te system, der genererer motorfordringerne, der herefter op-
kræves via opkrævningssystemet SAP 38. Et rentebereg-
ningsprogram forventes taget i brug i 2018. Som følge af
den 3-årige forældelsesfrist for renter er renter, der påløb for
mere end 3 år siden, bortfaldet ved forældelse. For perioden
fra medio 2014 til medio 2017 skønnes der at være ca. 3
mio. retskraftige rentefordringer med en samlet værdi på ca.
75-90 mio. kr. En opkrævning af disse renter vurderes at
kræve et administrativt ressourcetræk på ca. 70-90 mio. kr.
Nogle renteopkrævninger antages at ville være uberettigede
som følge af tvivl om retskraften af en del af hovedkravene.
Er den rentebærende hovedfordring forældet, vil dens påløb-
ne renter blive ramt af accessorisk forældelse efter forældel-
seslovens § 23, stk. 2. En opkrævning af disse opkrævnings-
renter efter måske flere år vil desuden kunne opleves som
byrdefuld for en skyldner, der kan have indrettet sig på, at et
sådant krav ikke vil blive gjort gældende. Ud fra en samlet
vurdering af de ovenfor nævnte forhold kan det derfor være
nødvendigt at afskrive disse rentefordringer.
Der er tale om fordringer, der ikke er sendt til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorfor der vil være
behov for en hjemmel for skatteministeren til at fastsætte
regler om, at SKAT som fordringshaver kan foretage ende-
lig afskrivning af fordringer, hvis det vil være forbundet
med uforholdsmæssige omkostninger at gennemføre op-
krævning, eller hvis der foreligger andre ganske særlige
grunde til at gennemføre afskrivning. Det foreslås således, at
§ 18 h, stk. 10, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige skal indeholde en bemyndigelse for skatteministe-
ren til at kunne fastsætte regler om, at SKAT for en gruppe
af fordringer bestående af skatter og afgifter m.v. med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger kan foretage ende-
lig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt fordring,
hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkost-
ninger for SKAT at gennemføre opkrævning, eller hvis der
foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre en-
delig afskrivning. Afskrivningen efter 4. pkt. kan være be-
grænset til alene at omfatte renter, gebyrer eller andre om-
kostninger, jf. den foreslåede bestemmelse i 5. pkt. Ufor-
holdsmæssige omkostninger kan f.eks. skyldes, at der består
tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige
for fordringernes opkrævning, og det vil være umuligt eller
forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare
denne tvivl. Dette omfatter tilfælde, fordringen potentielt
kan være forældet, og det vil være forbundet med uforholds-
mæssige omkostninger at afklare, hvorvidt fordringen er
retskraftig. Andre ganske særlige grunde vil kunne forelig-
ge, hvis en opkrævning endnu ikke er sket, lang tid efter at
kravet er stiftet.
De hensyn, der ligger bag den foreslåede bestemmelse i §
18 h, stk. 4, om fordringstyper, der friholdes fra den ekstra-
ordinære afskrivning efter § 18 h, stk. 1, gør sig også gæl-
dende ved den afskrivning, som den foreslåede bemyndigel-
se i § 18 h, stk. 10, 4. pkt., skal muliggøre. Det foreslås der-
for, at det i 5. pkt. bestemmes, at der efter 4. pkt. ikke kan
fastsættes regler om afskrivning af fordringer som nævnt i
stk. 4, som opkræves af SKAT. Det drejer sig navnlig om
skattebøder og toldkrav. Det foreslås endvidere, at det kan
fastsættes, at afskrivningen kan være begrænset til alene at
omfatte renter, gebyrer eller andre omkostninger.
I den konkrete situation med SAP 38 vil der manuelt skul-
le foretages en retskraftvurdering. For de fordringer, der vi-
ser sig at være retskraftige, vil beregningen af opkrævnings-
renter skulle ske manuelt, hvilket som følge af rentens ty-
pisk beskedne størrelse vil udløse uforholdsmæssige om-
kostninger, ligesom det for en skyldner, over for hvem der
ikke tidligere er sket opkrævning af renterne, vil kunne være
byrdefuldt, hvis opkrævning skulle ske efter måske flere år.
Tilsvarende gælder for DMR, at det vil kunne opleves
som byrdefuldt for skyldneren efter måske flere år at blive
mødt med et rentekrav, der ikke hidtil er blevet gjort gæl-
dende. Dertil kommer, at der som sagt vil være en risiko for,
at nogle renteopkrævninger kan vise sig at være uberettigede
på grund af accessorisk forældelse.
Det foreslås, at bemyndigelsen ud over at løse det aktuelle
afskrivningsbehov også skal kunne anvendes til afskrivning
af grupper af fordringer, der fremtidigt måtte blive identifi-
ceret som lidende af de samme problemer som de ovenfor
beskrevne fordringer.
Bemyndigelsen vil blive udnyttet gennem skatteministe-
rens udstedelse af en bekendtgørelse, der sendes i ekstern
28
høring. Bemyndigelsen vil først blive anvendt efter oriente-
ring af Finansudvalget.
Det foreslås med baggrund i »Aftale om styrkelse af den
offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017, at bemyndigel-
sen skal gælde i en 5-årig periode. En bekendtgørelse, der
udmønter skatteministerens bemyndigelse, vil derfor skulle
være udstedt senest den 1. april 2023.
Fælles for de foreslåede regler med bemyndigelser til
skatteministeren er, at det er adgangen til at udstede regler
om de nævnte afskrivninger, der skal være udnyttet senest
den 1. april 2023. Derimod vil regler, der senest da er ud-
stedt, også have gyldighed efter den 1. april 2023.
2.2. Andre ændringer
2.2.1. Gældende ret
Ved § 9 i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev § 31 i lov om
Udbetaling Danmark ændret, idet henvisningen til §§ 8 og 9
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige som bestem-
melser, der tilsvarende skulle finde anvendelse for Udbeta-
ling Danmarks fordringer, blev ændret til en henvisning til §
8.
I § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er bestemt, at for forfaldne fordringer omfattet af denne lov
indtræder fordringshaveren i retten til udbetalinger fra staten
for et beløb, der svarer til den skyldige betaling. I stk. 2 be-
stemmes, at for forfaldne private fordringer på underholds-
bidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
omfattet af denne lov indtræder det offentlige på vegne af
den bidragsberettigede i retten til udbetalinger fra det offent-
lige for et beløb, der svarer til den skyldige betaling.
I § 9, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at
foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. I stk.
2 bestemmes, at en betalingsaftale fastsat af kommunen ikke
afskærer kommunen fra at indtræde i retten til udbetalinger
fra staten, jf. § 8.
Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 9 i
lovforslaget til lov nr. 285 af 29. marts 2017 – lovforslag nr.
L 137, Folketingstidende 2016-17, A, L 137 som fremsat,
side 59 – skulle der i § 31 i lov om Udbetaling Danmark i
stedet være henvist til § 9 som en bestemmelse, der fortsat
skulle finde anvendelse.
2.2.2. Lovforslaget
Det foreslås, at § 31 i lov om Udbetaling Danmark æn-
dres, så den forkerte henvisning til § 8 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige ændres til § 9 i samme lov.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
Lovforslagets økonomiske konsekvenser omhandler i vidt
omfang afskrivninger af gæld, der har engangskarakter og
påvirker de offentlige finanser negativt svarende hertil. De
øvrige dele af lovforslaget påvirker kun i begrænset omfang
de offentlige finanser.
De økonomiske konsekvenser skal dog ses i sammenhæng
med de store ressourceanvendelser, der ellers ville opstå
uden de forslåede ændringer.
I det følgende belyses de økonomiske konsekvenser for
hvert af elementerne.
3.1.1. Begrænset genoptagelse
Den del af lovforslaget, der omhandler en begrænsning af
genoptagelser, indebærer bl.a., at restanceinddrivelsesmyn-
digheden ikke forpligtes til at foretage genoptagelse af sager
med sagsbehandlingsfejl, eller hvor det inddrevne beløb er
mindre end 3.000 kr. inklusive renter, medmindre skyldne-
ren anmoder herom. Det vurderes, at dette umiddelbart vil
kunne mindske det samlede beløb, der uretmæssigt er ind-
drevet, og som udgangspunkt skal tilbagebetales, fra ca. 430
mio. kr. til ca. 270 mio. kr. Dermed opnår staten i princippet
et engangsmerprovenu i form af en reduktion af tilbagebeta-
linger svarende til ca. 160 mio. kr. i umiddelbar virkning.
Da en stor del af skyldnerne, der ville være omfattet af til-
bagebetaling af uretmæssigt inddrevne beløb, i vidt omfang
har anden gæld, hvori der kan foretages modregninger, har
merprovenuet dog i overvejende grad karakter af en reduk-
tion i den planlagte afvikling af den samlede fordringsmas-
se, som ikke umiddelbart påvirker de offentlige finanser.
3.1.2. Ingen genoptagelse for korrektion for uberettigede
rentefradrag
SKAT fritages efter forslaget fra forpligtelsen til at genop-
tage skatteansættelsen, hvis der alene er tale om korrektion
for uberettigede rentefradrag. På baggrund af ovennævnte
tilbagebetalingskrav på ca. 270 mio. kr. skønnes det med be-
tydelig usikkerhed, at renteudgifterne udgør i alt ca. 30 mio.
kr. svarende til en skatteværdi på ca. 5 mio. kr. efter tilbage-
løb.
Mindreprovenuet er dog betinget af, at skyldnerne ved be-
taling af de uretmæssigt inddrevne beløb rent faktisk har be-
talt renter og foretaget rentefradrag. Det er ikke umiddelbart
muligt at kvantificere det faktisk fradragne beløb, og min-
dreprovenuet er lavere, såfremt rentefradraget ikke er blevet
udnyttet fuldt ud. På den baggrund vurderes mindreprovenu-
et ved denne del af lovforslaget at være begrænset.
3.1.3. Ingen kursgevinstbeskatning ved utilsigtet forældelse
Den del af lovforslaget, der vedrører forenkling af arbej-
det med genoptagelsessager, indeholder bl.a. et forslag om
fritagelse for kursgevinstbeskatning vedrørende en række
fordringer m.v.
Ved den foreslåede bestemmelse bortfalder kursgevinstbe-
skatning af den gevinst, som skatteyderne har opnået, som
følge af at fordringer er bortfaldet ved forældelse, og som
skulle have været selvangivet for årene 2012-2015.
Det skønnes med betydelig usikkerhed, at denne fritagelse
omfatter bruttofordringer for i alt knap 3 mia. kr. Efter kor-
rektion for fordringernes skønnede kursværdi vurderes det,
29
at der gives afkald på et umiddelbart provenu af engangska-
rakter på ca. 170 mio. kr. og ca. 120 mio. kr. efter tilbage-
løb. Størrelsen af provenuet begrænses dog væsentligt af, at
en andel nye skatteansættelser ikke vil kunne foretages efter
gældende regler, da fristen for genoptagelse af skatteansæt-
telsen vil være overskredet.
Samtidig vurderes det, at langt de fleste berørte skatteyde-
re ikke har været opmærksomme på, at kursgevinsten skulle
selvangives. Den foreslåede fritagelse vurderes derfor reelt
ikke at have nogen umiddelbar virkning på de offentlige fi-
nanser.
3.1.4. Ekstraordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom
retskraft
Derudover indeholder lovforslaget en ekstraordinær af-
skrivning af gældsposter med tvivl om gyldigheden. Gælds-
posternes værdi udgør samlet ca. 5,8 mia. kr. i nominel vær-
di, hvilket svarer til en kursværdi på ca. 1,0 mia. kr. Dermed
vurderes det, at en stor del af skyldnerne reelt ikke har beta-
lingsevne, hvormed fordringerne alligevel ville være blevet
afskrevet på et senere tidspunkt.
Dertil kommer, at en manuel behandling af fordringerne
formentlig vil vise, at visse fordringer ikke er retskraftige og
derfor vil skulle afskrives uafhængigt af skyldnerens beta-
lingsevne. Det er ikke muligt at kvantificere dette nærmere,
men i det omfang der afskrives ikke-retskraftige gældsposter
for skyldnere med betalingsevne, vil den ekstraordinære af-
skrivning medføre et samlet mindreprovenu, der er mindre
end 1,0 mia. kr., i umiddelbar virkning.
Fritagelsen for kursgevinstbeskatning i forbindelse med
den ekstraordinære afskrivning har ikke i sig selv provenu-
mæssige konsekvenser. Dette skyldes, at afskrivningen er
foretaget, under forudsætning af at eventuelle kursgevinster
netop ikke beskattes. Dermed er provenuvirkningen af frita-
gelsen for kursgevinstbeskatning indregnet i provenuvirk-
ningen af den ekstraordinære afskrivning.
Det afståede provenu skal ses i sammenhæng med de
uforholdsvis mange ressourcer, som det vil kræve at be-
handle alle fordringerne manuelt for at afklare gyldigheden
og efterfølgende inddrive beløbene.
3.2. Administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes at medføre engangsudgifter til sy-
stemtilpasninger i EFI og DMI på 12,0 mio. kr. i 2018. Der-
til kommer engangsudgifter i SKAT til en række informati-
onsaktiviteter på 0,3 mio. kr. i 2018 og porto på 2,1 mio. kr.
i 2018, da SKAT skal udsende breve til skyldnere, hvis gæld
er omfattet af lovforslagets bestemmelser om afgrænsning af
SKATs pligt til at genoptage sager af egen drift eller af be-
stemmelserne om ekstraordinær afskrivning af gæld, hvor-
om der er tvivl om retskraften. Udgifterne finansieres inden
for Skatteministeriets rammer.
Lovforslaget er en del af udmøntningen af den politiske
»Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af
8. juni 2017 og udmønter således også en række af de admi-
nistrative konsekvenser af aftalen. Lovforslaget begrænser
SKATs oprydningsopgave efter de fejlslagne systemer
EFI/DMI væsentligt, men der er fortsat en omfattende op-
rydningsopgave, der ligger ud over SKATs almindelige
drift. Der er derfor på finansloven for 2018 opført en bevil-
ling på 216,4 mio. kr. årligt i 2018-2021 til sagsbehandling i
forbindelse med genoptagelses- og retskraftvurdering på
inddrivelsesområdet.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
For virksomheder, som får afskrevet mindre, retskraftige
fordringer vil forslaget have positive økonomiske konse-
kvenser.
Lovforslagets administrative konsekvenser for erhvervsli-
vet er blevet vurderet af Erhvervsstyrelsens Team Effektiv
Regulering (TER). Lovforslaget vurderes at medføre admi-
nistrative konsekvenser på under 4 mio. kr. årligt for er-
hvervslivet. Konsekvenserne bliver derfor ikke kvantificeret
yderligere.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have nævneværdige admini-
strative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 30. novem-
ber 2017 til den 2. januar 2018 været sendt i høring hos føl-
gende myndigheder og organisationer m.v.:
3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægel-
sens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i
SKAT, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børnerådet,
Børsmæglerforeningen, CEPOS, Cevea, Dansk Aktionær-
forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Er-
hverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Told & Skatteforbund,
Danske Advokater, DANVA, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, DI, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen
– Team Effektiv Regulering, Ejendomsforeningen Danmark,
Ejerlejlighedernes Landsforening, FDM, Finans Danmark,
Finansforbundet, Finanstilsynet, Foreningen Danske Reviso-
rer, FSR – danske revisorer, Foreningen af Danske Skattean-
kenævn, Forsikring & Pension, Grundejernes Landsfor-
ening, HORESTA, Håndværksrådet, Investeringsfonds-
branchen, ISOBRO, IT-branchen, Justitia, KL, Kraka, Kris-
telig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug
& Fødevarer, Landsskatteretten, LO, Nationalbanken, Rådet
for Socialt Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SRF Skat-
tefaglig Forening, Udbetaling Danmark og Ældresagen.
30
9. Sammenfattende skema
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/ mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen. Lovforslagets økonomiske konsekven-
ser vedrører fortrinsvis den ekstraordi-
nære afskrivning, der har engangskarak-
ter og påvirker de offentlige finanser ne-
gativt svarende hertil. En stor del af af-
skrivningerne har dog ingen provenu-
mæssige konsekvenser, hvilket primært
skyldes, at mange skyldnere reelt ikke
har betalingsevne. Kursværdien af de
afskrevne gældsposter skønnes til ca. 1
mia. kr., men da ikke alle gældsposter
vil være retskraftige, vil den reelle pro-
venuvirkning være mindre. Det afståede
provenu skal ses i sammenhæng med de
uforholdsvis mange ressourcer, som det
vil kræve at behandle alle fordringerne
manuelt for at afklare gyldigheden og
efterfølgende inddrive beløbene. De øv-
rige dele af lovforslaget påvirker kun i
begrænset omfang de offentlige finan-
ser.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Lovforslaget begrænser SKATs opryd-
ningsopgave efter de fejlslagne it-syste-
mer EFI/DMI, men opgaven ligger dog
fortsat uden for SKATs almindelige drift.
Lovforslaget vurderes at medføre en-
gangsudgifter til systemtilpasninger,
porto m.v. og merudgifter til årsværk til
oprydningsarbejde.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
For virksomheder, som får afskrevet min-
dre, retskraftige fordringer vil forslaget
have positive økonomiske konsekvenser.
Ingen.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen. Lovforslaget vurderes at medføre admi-
nistrative konsekvenser på under 4 mio.
kr. årligt for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen. Ingen.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X)
JA NEJ
X
31
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med bestemmelsen foreslås, at der i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige efter § 18 c indsættes et nyt afsnit med
overskriften »Særlige regler om tiltag om fordringer over-
draget til restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringer i
told- og skatteforvaltningens opkrævningssystemer m.v.«
med en række nye bestemmelser, §§ 18 d-18 h, der har til
formål at løse de problemer, som funktionalitetsmanglerne i
SKATs inddrivelsessystem, EFI/DMI, har bevirket, inden
den automatiserede inddrivelse via EFI/DMI blev indstillet
den 8. september 2015. Kammeradvokaten konkluderede i
sin legalitetsanalyse af 8. september 2015 af udvalgte funk-
tionaliteter i EFI/DMI (SAU 2014-15 (2. samling), Alm. del
– bilag 48), at der i et vist omfang var sket uretmæssig ind-
drivelse via EFI/DMI som følge af funktionaliteter, der ikke
var indrettet i overensstemmelse med regelgrundlaget. Her-
udover er der på grund af datafejl i et vist omfang sket ind-
drivelse af gæld på fordringer, som kan have været forældet
eller allerede indfriet. Det kendetegner fordringerne i EFI/
DMI, at de ikke aktuelt vil kunne inddrives som følge af
tvivl om deres retskraft. Denne tvivl skal således fjernes, før
en inddrivelse vil kunne finde sted, men ressourcebehovet til
brug for en sådan retskraftvurdering og de øvrige opgaver,
der skal løses i forbindelse med oprydningen i kølvandet på
den i flere tilfælde uretmæssige inddrivelse via EFI/DMI, vil
have et urealistisk omfang. Der foreslås derfor med det nye
afsnit en række tiltag, der skal lette løsningen af de nævnte
problemer.
Forvaltningsretlig genoptagelse indebærer, at en forvalt-
ningsmyndighed tager en afgjort sag op til fornyet behand-
ling med henblik på at træffe en ny afgørelse. Der kan
grundlæggende sondres mellem genoptagelse på borgerens
anmodning (»remonstration«) og genoptagelse på forvalt-
ningsmyndighedens eget initiativ. Forslaget angår begge ty-
per genoptagelser.
Borgeren har i visse tilfælde retskrav på, at myndigheden
genoptager sagen for at vurdere rigtigheden af den afgørel-
se, borgeren modtog. Et retskrav på genoptagelse består iføl-
ge ombudsmandens udtalelse i FOB 2006.436 (side 449),
hvis der er fremkommet nye faktiske oplysninger af så væ-
sentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed
for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysnin-
gerne havde foreligget ved den oprindelige stillingtagen til
sagen. Genoptagelse på ulovbestemt grundlag kan dernæst
kræves, hvis der fremkommer væsentlige nye retlige for-
hold, dvs. en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft i
det retsgrundlag, der forelå, da afgørelsen blev truffet. Det
kan eksempelvis være i anledning af en tilsidesættelse af en
myndigheds praksis. Endelig kan myndigheden have pligt til
at genoptage sagen, hvis der foreligger ikke uvæsentlige
sagsbehandlingsfejl. Mindst ét af disse forhold skal således
foreligge, før borgeren kan have krav på genoptagelse. Der
skal endvidere være en vis sandsynlighed for, at sagen ville
have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde forelig-
get, eller at fejlen ikke var blevet begået, da afgørelsen blev
truffet, jf. bl.a. FOB 2004.175 (side 183).
En pligt for myndigheden til at genoptage en sag på eget
initiativ kan opstå, f.eks. hvis myndigheden bliver opmærk-
som på, at typisk et større antal afgørelser er ramt af mang-
ler. Det begrundes med hensynet til borgernes retssikkerhed
og den hermed beslægtede lighedsgrundsætning, hvorefter
to sager med identiske forhold skal afgøres ens.
På den anden side gælder dog væsentlige modhensyn til
den administrative og ressourcemæssige belastning, som
myndigheden udsættes for ved en genoptagelse. Pligten til
genoptagelse af egen drift begrænses derfor af hensynet til
at undgå et offentligt værdispild. Ifølge ombudsmanden i
FOB 2003.357 (side 374) afhænger pligten til på eget initia-
tiv at genoptage tidligere afgjorte sager af, om der er tale om
væsentlige ændringer til gunst for den pågældende, om den
nu underkendte myndighedspraksis var klart lovstridig, og
om der er væsentlige praktiske problemer med at udsøge de
relevante sager.
Væsentlighedskriteriet indebærer ifølge ombudsmandens
udtalelse i FOB 1990.266 (side 268 f.) en vurdering af, hvor
byrdefuldt det ville være for parten, hvis en tidligere afgø-
relse ikke blev omgjort.
Den klart lovstridige praksis relaterer sig til grovheden af
myndighedens fejl. Ifølge ombudsmanden i FOB 1981.245
(side 251 f.) afhænger pligten til genoptagelse af egen drift
af klarheden af den fejlagtige retsanvendelse, længden af
den periode, i hvilken den fejlagtige praksis har pågået, samt
det antal sager, der er afgjort i henhold til denne praksis,
herunder sagernes ensartethed. Ifølge ombudsmanden taler
en langvarig praksis, der omfatter mange sager, imod genop-
tagelse, hvorimod sagernes ensartethed taler for genoptagel-
se. Ved fejlens klarhed lægges der navnlig vægt på, om
myndigheden var i en undskyldelig fortolkningstvivl eller
lignende, jf. FOB 1990.266 (side 268 f.).
De praktiske problemer med at identificere de relevante
sager vedrører den administrative byrde, der er forbundet
med en genoptagelse, og indeholder både et praktisk aspekt,
dvs. om det overhovedet er muligt eller dog vanskeligt at
fremfinde sagerne, og et ressourcemæssigt aspekt, dvs. om
det vil være forbundet med et uforholdsmæssigt stort res-
sourceforbrug at udsøge sagerne, hvorimod det eventuelle
administrative besvær med selve genoptagelsen og dermed
realitetsbehandlingen af sagerne ikke tillægges betydning.
Om genoptagelse af egen drift skal ske, afgøres ud fra en
samlet vurdering af de tre kriterier, i hvilken forbindelse det
kan tillægges vægt, om myndigheden har gjort andet for at
korrigere fejlen, f.eks. ved at udsende generel information til
borgerne. Det har ombudsmanden fastslået i bl.a. FOB
2008.238 (side 270) og FOB 2003.357 (side 375).
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har mulighed
for at finde frem til de relevante sager uden et betydeligt res-
sourceforbrug, eksempelvis ved manuel gennemgang af alle
potentielle sager, vil restanceinddrivelsesmyndigheden som
32
udgangspunkt ikke i alle tilfælde være forpligtet til at foreta-
ge denne udsøgning med henblik på genoptagelse.
En anmodning fra en borger eller virksomhed om genop-
tagelse må afslås, hvis det tilbagebetalingskrav, som en gen-
optagelse af en sag om inddrivelse vil kunne resultere i, er
forældet på det tidspunkt, hvor anmodningen om genopta-
gelse fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden,
fordi borgeren eller virksomheden da ikke har den til genop-
tagelsen fornødne retlige interesse. Forældelsesfristen for
sådanne tilbagebetalingskrav er 3 år, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser, jf. forældelsesloven § 3, stk. 1.
Ifølge forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor ford-
ringshaver – dvs. borgeren eller virksomheden – kunne kræ-
ve at få fordringen opfyldt. For tilbagebetalingskrav vil det
relevante tidspunkt være betalingstidspunktet. Hvis for-
dringshaveren var ubekendt med sin fordring, regnes foræl-
delsesfristen dog først fra den dag, hvor fordringshaveren
fik eller burde have fået kendskab til fordringen, jf. foræl-
delseslovens § 3, stk. 2, om suspension. For at der kan ske
suspension af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 3,
stk. 2, skal fordringshaverens uvidenhed vedrøre de faktiske
forhold, som kravet støttes på (faktisk vildfarelse). Ukend-
skab til den rette fortolkning af det retlige grundlag for kra-
vet (retsvildfarelse) kan kun undtagelsesvist medføre su-
spension af forældelsesfristen. Efter forældelseslovens § 3,
stk. 3, nr. 4, vil forældelse dog uanset suspension indtræde
senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2.
Fremsættes anmodningen om genoptagelse af en inddrivel-
sessag senere end 3 år efter inddrivelsestidspunktet, forud-
sætter en genoptagelse derfor, at borgeren eller virksomhe-
den henviser til sådanne faktiske omstændigheder, som i
medfør af forældelseslovens § 3, stk. 2, har suspenderet for-
ældelsen.
Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse kan også
være sket ved foretagelsen af udlæg, der er udtryk for en
retshandling, der reguleres af reglerne i retsplejelovens kapi-
tel 45-47, jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved ind-
drivelse af skatter og afgifter m.v.
Retsplejelovens § 504 indeholder en bestemmelse om
genoptagelse af udlægsforretningen, hvis parterne er enige
herom, eller hvis fogedretten finder det påkrævet, bl.a. fordi
skyldneren eller tredjemand anmoder om, at et udlæg ophæ-
ves som stridende mod tredjemands ret (§ 504, nr. 1), eller
fordi skyldneren ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet
som følge af omstændigheder indtruffet efter udlæggets fo-
retagelse, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen ved
dom er ophævet eller erklæret ugyldigt (§ 504, nr. 5). Be-
stemmelsen anvendes også på udlægsforretninger gennem-
ført af pantefogeden.
Retsplejelovens § 504 er ikke udtømmende, men genopta-
gelse i andre tilfælde end dem, der nævnes i nr. 1-5, bør nor-
malt kun ske, hvor der er begået klare fejl, som ved et kære-
mål eller i et almindeligt søgsmål ville føre til en ophævelse
af afgørelsen. Betænkning nr. 634 fra 1971 om udlæg og ud-
pantning anfører på side 62 f., at der f.eks. vil være behov
for genoptagelse, hvis skyldneren, efter at udlægget blev
foretaget, har erfaret, at en medskyldner før udlægget havde
betalt gælden. Situationer, hvor det efter udlægget konstate-
res, at den fordring, som udlægget blev foretaget for, var op-
hørt som følge af forældelse, må formentlig sidestilles her-
med.
En genoptagelse efter retsplejelovens § 504 vil normalt
forudsætte en anmodning fra en af parterne, men ved åben-
bare fejl kan fogedretten af egen drift beslutte en genopta-
gelse og omgøre udlægget.
I en kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, si-
de 184, udtaler Vestre Landsret, at fogedretten ikke findes at
have hjemmel til at ophæve en afholdt tvangsauktion med
henblik på genoptagelse af udlægsforretningen, hvilket støt-
tes på retsplejelovens § 583, stk. 2, hvorefter de oprindelige
parter under tvangsauktionen ikke kan fremsætte indsigelser
imod lovligheden af udlægsforretningen eller de retshandlin-
ger, der ligger forud for denne.
For udlægsforretninger, som restanceinddrivelsesmyndig-
hedens pantefogeder har foretaget i perioden fra og med den
1. september 2013 til og med den 7. september 2015, i hvil-
ken funktionalitetsmanglerne i EFI/DMI har skabt tvivl om
retskraften af fordringer under inddrivelse, må det antages,
at skyldner kan kræve disse genoptaget, jf. retsplejelovens §
504, hvis tvangsauktion ikke har været afholdt, og skyldner
gør gældende, at fordringen var eller kunne være forældet,
da udlægget blev foretaget. Det skyldes, at restanceinddri-
velsesmyndigheden ikke må inddrive fordringer med tvivl-
som retskraft. Tilsvarende må det antages, at pantefogeden
af egen drift må genoptage udlægsforrentninger, der i dette
tidsrum er gennemført for fordringer tilhørende fejlpuljerne
med datafejl/systematiske sagsbehandlingsfejl med betyd-
ning for vurderingen af fordringens retskraft, fordi tvivlen
om fordringernes retskraft og restanceinddrivelsesmyndig-
hedens viden om datafejlene/de systematiske sagsbehand-
lingsfejl med betydning for vurderingen af fordringens rets-
kraft er stor.
For tilbagebetalingskrav, hvor fordringen via en udlægs-
forretning er blevet indfriet helt eller delvist inden den 1.
september 2013, vil et tilbagebetalingskrav være forældet,
hvilket vil udelukke genoptagelse efter retsplejelovens §
504, medmindre den pågældende borger eller virksomhed
kan henvise til sådanne omstændigheder, der efter forældel-
seslovens § 3, stk. 2, suspenderer forældelsen, så forældel-
sesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor denne fordrings-
haver fik eller burde have fået kendskab til sit tilbagebeta-
lingskrav. Som altovervejende hovedregel vil alene ukend-
skab til de faktiske omstændigheder, der begrunder tilbage-
betalingskravet, kunne føre til suspension, idet et manglende
kendskab til de juridiske regler, der begrunder tilbagebeta-
lingskravet, kun undtagelsesvist fører til suspension. For til-
bagebetalingskrav gælder dog en absolut forældelsesfrist på
10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Forældelse ind-
træder senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til
§ 2, dvs. selv om fordringshaveren i hele perioden var ube-
kendt med fordringen. Den absolutte forældelsesfrist fast-
lægger derfor en øvre grænse for, hvor længe det vil være
33
muligt for fordringshaver at påberåbe sig suspension efter
lovens § 3, stk. 2.
Beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden har modta-
get fra en borger eller virksomhed som følge af en erin-
dringsskrivelse, skal tilbagebetales til borgeren eller virk-
somheden, hvis det viser sig, at fordringen var forældet, da
betalingen skete. Det gælder dog kun, såfremt tilbagebeta-
lingskravet ikke er forældet. Forældelsesfristen for sådanne
tilbagebetalingskrav er 3 år, medmindre andet følger af an-
dre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Ifølge
forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen som
udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringsha-
ver – dvs. her den berørte borger eller virksomhed – kunne
kræve at få fordringen opfyldt. Er der forløbet mere end 3 år
fra betalingsdagen, vil tilbagebetalingskravet derfor som ud-
gangspunkt være forældet, medmindre fordringshaver kan
påberåbe sig suspension efter forældelseslovens § 3, stk. 2,
hvorefter den 3-årige forældelsesfrist i § 3, stk. 1, hvis for-
dringshaveren var ubekendt med fordringen eller dens
skyldner, først løber fra den dag, da fordringshaveren fik el-
ler burde have fået kendskab hertil. Som altovervejende ho-
vedregel vil, jf. ovenfor, alene ukendskab til de faktiske om-
stændigheder, der begrunder fordringen, kunne føre til su-
spension. Ukendskab til de juridiske regler, hvorpå fordrin-
gen hviler, vil kun undtagelsesvist blive anerkendt som sus-
pensionsgrund. Den absolutte forældelsesfrist på 10 år efter
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, fastlægger dog en øvre
grænse for, hvor længe det vil være muligt for fordringsha-
ver at påberåbe sig suspension efter lovens § 3, stk. 2, jf.
ovenfor.
Ved en konkurs finder en fordringsprøvelse sted, jf. kon-
kurslovens § 131. Fremsættes der på det fordringsprøvelses-
møde, som kurator indkalder til, ingen indsigelse mod kura-
tors indstilling om anerkendelse eller afvisning af et anmeldt
krav, er fordringen endeligt anerkendt som indstillet, jf. §
132, stk. 1. Hvis der derimod fremsættes og opretholdes en
indsigelse mod kurators indstilling, må den, der ikke kan an-
erkende indstillingen, anlægge sag ved skifteretten inden 4
uger efter fordringsprøvelsesmødet, jf. § 133, stk. 1. Ved re-
konstruktion med tvangsakkord gælder ifølge konkurslovens
§ 14, stk. 1, at tvangsakkorden – dvs. nedsættelsen af skyld-
ners af tvangsakkorden omfattede gæld, jf. § 10 a – har virk-
ning som et retsforlig. En gældssaneringskendelse har på til-
svarende vis karakter af retsforlig, jf. konkurslovens § 226,
stk. 1, for de krav, som kendelsen omfatter, jf. § 199. Beløb,
som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager i forbindel-
se med en sådan universalforfølgning, kan derfor ikke kræ-
ves tilbagebetalt, medmindre borgeren eller virksomheden
har fået ophævet den nævnte anerkendelses- eller retsfor-
ligsvirkning ved udnyttelse af sine retsmidler.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også modtage be-
løb ved frivillig betaling, dvs. hvor beløbet ikke kan henfø-
res til en inddrivelsesindsats. Den, der i urigtig formening
om skyld har foretaget en betaling, har krav på tilbagebeta-
ling af det for meget erlagte (»condictio indebiti«). Ifølge
den juridiske litteratur gøres dog en undtagelse, hvis der ved
en sådan vildfarelse er sket betaling af en forældet fordring,
hvilket begrundes med, at en forældet fordring ganske vist
ikke længere udgør en juridisk forpligtelse, men dog stadig
indebærer en naturlig, moralsk forpligtelse for den, der fore-
tog betalingen. Denne undtagelse til reglen om ret til tilba-
gebetaling – condictio indebiti – kan næppe fastholdes, hvor
betalingen er sket til restanceinddrivelsesmyndigheden, selv
om betalingen er sket helt frivilligt. Restanceinddrivelses-
myndigheden skal som offentlig myndighed i princippet af-
skrive fordringer, så snart de måtte bortfalde ved forældelse,
og dermed sikre sig imod at kunne modtage en uberettiget
betaling. Sker der betaling, efter at fordringen er eller burde
være afskrevet, bør restanceinddrivelsesmyndigheden derfor
straks tilbagebetale det uretmæssigt modtagne beløb. Borge-
re og virksomheder, der foretager en sådan frivillig betaling
til restanceinddrivelsesmyndigheden uden at være klar over,
at fordringen var ophørt ved forældelse, må derfor antages at
have krav på tilbagebetaling af det betalte beløb, medmindre
tilbagebetalingskravet er bortfaldet ved forældelse, jf. oven-
for om den 3-årige forældelsesfrist, der løber fra betalings-
tidspunktet.
Som led i oprydningen på inddrivelsesområdet efter de
fejlslagne it-systemer EFI/DMI har Skatteministeriet ma-
skinelt kunnet udsøge og identificere op mod 575.000 for-
dringer, der formodes i et ikke uvæsentligt omfang at have
været genstand for ulovlig inddrivelse. Som restanceinddri-
velsesmyndighed vil SKAT i visse tilfælde efter gældende
ret være forpligtet til at genoptage sagerne, dvs. inddrivel-
sesafgørelserne, sagerne om betaling efter modtagelse af
rykkerskrivelse, udlægsforretningerne og de frivillige beta-
linger. Hvis alle sager skal genoptages, vil det kræve ca.
2.500 årsværk, svarende til en omkostning på ca. 1,5 mia.
kr. To typer fejl, der efter gældende ret kræver genoptagelse,
er identificeret: 1) Sagsbehandlingsfejl, der påvirker afgørel-
sens gyldighed (ca. 188.000 fordringer fordelt på ca. 63.000
skyldnere), og 2) fejl, der tillige vedrører fordringernes rets-
kraft (ca. 387.000 fordringer fordelt på ca. 100.000 skyldne-
re). Til forskel fra opdelingen af fejltyperne under afsnit 1.1
udgøres gruppe 2 i dette tilfælde både af fordringer, som ik-
ke umiddelbart kan konstateres at have været retskraftige på
inddrivelsestidspunktet, og fordringer, som har været berørt
af sagsbehandlingsfejl m.v. og efterfølgende vurderes at væ-
re forældet. Fælles for fordringerne i gruppe 2 er altså, at en
fejlretning af den ulovlige inddrivelse forventes at få en reel
økonomisk betydning for skyldneren, fordi der reelt består
et krav på tilbagebetaling af det ulovligt inddrevne eller ved
den frivillige betaling modtagne beløb. Hvorvidt fordringer-
ne omfattet af gruppe 2 rent faktisk ikke var retskraftige ved
den oprindelige inddrivelse eller frivillige betaling, eller om
der senere er indtrådt forældelse, er forbundet med usikker-
hed som følge af funktionalitetsmanglerne og datafejlene i
EFI/DMI. Umiddelbart er fordringerne ifølge de registrerede
data forældede, men det vil kræve en manuel retskraftvurde-
ring at konstatere, om fordringerne faktisk er forældede.
Genoptagelse af de i alt ca. 575.000 sager vil kræve ca.
2.500 årsværk og medføre merudgifter på ca. 1,5 mia. kr. til
sagsbehandling. Dette er i praksis ikke håndterbart, hvorfor
34
Skatteministeriet har undersøgt mulige effektiviseringer af
genoptagelsesarbejdet.
Det foreslås i § 18 d, stk. 1, 1. pkt., at restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke skal være forpligtet til af egen drift,
dvs. på eget initiativ, at udsøge og foretage genoptagelse af
sager, hvor en inddrivelse eller frivillig betaling, der har
fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til
og med den 7. september 2015, dvs. EFI/DMI’s driftsperio-
de, vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, kan have været uretmæssig.
Ved inddrivelse forstås de indsatser, som omfattes af § 4,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om
dækningsrækkefølgen for beløb, som restanceinddrivelses-
myndigheden modtager, dvs. afdragsordninger, lønindehol-
delse, modregning (jf. henvisningen til § 4 i § 7, stk. 2, 1.
pkt.), udlæg og erindringsskrivelser.
Som nævnt ovenfor indebærer anerkendelses- og retsfor-
ligsvirkningen i henholdsvis konkurs, rekonstruktion med
tvangsakkord og gældssanering, at den borger eller virksom-
hed, hvis gæld senere viser sig at have været forældet, ikke
vil kunne kræve tilbagebetaling af udlodnings- og dividen-
debeløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden
i forbindelse med en sådan universalforfølgning. Der vil
derfor heller ikke være nogen forpligtelse for restanceinddri-
velsesmyndigheden til at genoptage med henblik på tilbage-
betaling af sådanne beløb.
Genoptagelse efter de uskrevne forvaltningsretlige regler
kan finde sted for forvaltningsafgørelser, f.eks. restanceind-
drivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse ved af-
dragsordninger, lønindeholdelse og modregning, mens gen-
optagelse for frivillige betalinger og betalinger som følge af
en erindringsskrivelse reguleres af tilsvarende principper.
Genoptagelse af inddrivelse gennem udlægsforretninger re-
guleres som nævnt af retsplejelovens § 504, da et udlæg ik-
ke sker ved en forvaltningsafgørelse, men ved en retshand-
ling.
I forslaget til § 18 d, stk. 1, 2. pkt., bestemmes, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ikke genoptager sager som an-
ført i 1. pkt. på baggrund af en anmodning om genoptagelse,
der er modtaget den 8. september 2018 eller senere.
Hvis borgere og virksomheder ønsker genoptagelse af en
sag om inddrivelse eller frivillig betaling, jf. 1. pkt., vil de
derfor skulle anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om
genoptagelse, så anmodningen er modtaget inden den 8. sep-
tember 2018.
Fristen skyldes ønsket om efter fristudløbet at kunne gen-
nemføre den ekstraordinære afskrivning, der foreslås med §
18 h, stk. 1.
Overskrides denne frist, vil genoptagelse dermed blive af-
skåret, selv om forældelse af det tilbagebetalingskrav, som
eventuelt måtte blive konstateret ved en genoptagelse, endnu
ikke er indtrådt, jf. den med § 18 e i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige foreslåede udskydelse af forældelses-
fristen for tilbagebetalingskrav vedrørende uretmæssig ind-
drivelse i EFI/DMI’s driftsperiode, således at forældelsesfri-
sten i alle tilfælde løber fra den 8. september 2015, hvorfor
forældelse tidligst vil kunne indtræde den 11. september
2018. Den 8. september 2018 er en lørdag, og mandag den
10. september 2018 vil derfor være sidste dag, hvor foræl-
delsen kan afbrydes, inden forældelse indtræder, jf. foræl-
delseslovens § 27, stk. 2, om udskydelse af forældelsesfri-
sten, hvor denne, som det her er tilfældet, udløber i en week-
end, til førstkommende hverdag.
SKAT vil ved annoncering umiddelbart efter den i nærvæ-
rende lovforslag foreslåede ikrafttrædelsesdato – 1. april
2018 – gøre berørte borgere og virksomheder opmærksom-
me på denne tidsfrist og betingelserne for genoptagelse.
Der stilles skærpede krav til en anmodning om genopta-
gelse (»remonstration«) sammenlignet med en klage inden
for klagefristen, idet anmodningen skal gøre myndighederne
i stand til at identificere den afgørelse, der remonstreres
over, og vurdere anmodningens berettigelse. Hvis en an-
modning opfylder disse krav, er myndigheden som følge af
officialmaksimen forpligtet til at søge sagen oplyst. I for-
hold til sager om uretmæssig inddrivelse og frivillig betaling
i EFI/DMI’s driftsperiode vil borgere og virksomheder i an-
modningen om genoptagelse skulle redegøre for, hvilken af-
gørelse m.v., fordring og inddrevet eller frivilligt betalt be-
løb der er omfattet af den ønskede genoptagelse, således at
restanceinddrivelsesmyndigheden gives mulighed for at
gennemføre en genoptagelse. Efter gældende ret skal en an-
modning om genoptagelse begrundes med henvisning til de
omstændigheder, der sandsynliggør, at afgørelsen m.v. var
faldet anderledes ud, hvis myndigheden havde kendt til dis-
se omstændigheder m.v., da afgørelsen m.v. blev truffet. Det
kan dog være vanskeligt for berørte borgere og virksomhe-
der at opfylde dette normale begrundelseskrav, fordi deres
kendskab til mulige sagsbehandlingsfejl m.v. er begrænset,
ligesom det vil være vanskeligt for restanceinddrivelses-
myndigheden gennem annoncering meningsfyldt at give be-
rørte borgere og virksomheder en præcis beskrivelse af de
fejltyper, de kan have været ramt af. Nogle af sagsbehand-
lingsfejlene er meget tekniske i deres natur, og det kan være
vanskeligt for potentielt berørte skyldnere positivt at konsta-
tere, om de er omfattet af fejltypen. Der kan derfor ikke stil-
les krav om tekniske begrundelser m.v. i anmodningerne om
genoptagelse, men borgere og virksomheder skal dog kunne
redegøre for, hvorfor der ønskes genoptagelse, idet der hen-
vises til den afgørelse m.v., den fordring og den inddrivelse
eller frivillige betaling, for hvilken der begæres genoptagel-
se.
Med § 18 d, stk. 2, 1. pkt., foreslås indsat en bestemmelse,
hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i sager om ind-
drivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden
fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. septem-
ber 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, af egen drift genoptager
sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstate-
ret, at fordringen ved inddrivelsen eller modtagelsen af den
frivillige betaling var eller kan have været uden retskraft, og
sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstate-
ret, at fordringen, efter at der blev inddrevet på den ved en
inddrivelse, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er kon-
35
stateret ramt eller formodes at kunne være ramt af sagsbe-
handlingsfejl, mistede eller kan have mistet retskraften. Be-
stemmelsen er udtryk for, hvad der må antages at være gæl-
dende ret på området, og indebærer, at berørte borgere og
virksomheder ikke selv skal anmode om genoptagelse af de-
res sag.
Det er ifølge den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 2,
2. pkt., dog en forudsætning for genoptagelsen, at det samle-
de beløb, der er inddrevet eller modtaget på eller vedrørende
fordringen, inklusive renter udgør mindst 3.000 kr., og at et
krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller modtagne be-
løb ikke er forældet, jf. den foreslåede regel i § 18 e om ud-
skydelse af starttidspunktet for forældelsesfristen for tilba-
gebetalingskrav, der skyldes en uretmæssig inddrivelse eller
frivillig betaling i EFI/DMI’s driftsperiode fra og med den
1. september 2013 til og med den 7. september 2015, såle-
des at forældelsesfristen løber fra den 8. september 2015.
Renter dækkes før hovedkrav, og hvis en fordring som
følge af inddrivelsen eller den frivillige betaling er blevet
nedbragt med 2.800 kr., vil fordringen være omfattet af plig-
ten til genoptagelse af egen drift, hvis der tillige er blevet
dækket renter med mindst 200 kr.
Bestemmelsen i stk. 2 om genoptagelse af egen drift ved-
rører nogle allerede udsøgte fordringer, jf. de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.1.1.2.
Berørte borgere og virksomheder kan ikke nødvendigvis
umiddelbart konstatere, hvorvidt deres gældsposter er om-
fattet af den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige om genoptagelse på re-
stanceinddrivelsesmyndighedens eget initiativ, men de vil
have adgang til at anmode om genoptagelse efter den fore-
slåede bestemmelse i § 18 d, stk. 1, hvilket vil kræve, at an-
modningen er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den inden den 8. september 2018, jf. ovenfor.
Med bestemmelsen i § 18 d, stk. 3, 1. pkt., foreslås, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift foretager gen-
optagelse af sagen om inddrivelse eller frivillig betaling, der
har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013
til og med den 7. september 2015 vedrørende en fordring
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvis fordringen ikke omfattes af en genoptagelse efter den
foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 2, og det i forbindelse
med restanceinddrivelsesmyndighedens gennemgang af for-
dringen for at afklare dens retskraft konstateres, at fordrin-
gen var forældet eller på anden vis ophørt, da inddrivelsen
eller den frivillige betaling fandt sted.
Bestemmelsen vil have betydning for de fordringer, der
ikke afskrives ekstraordinært efter den foreslåede bestem-
melse i § 18 h, stk. 1, idet de i stedet skal retskraftvurderes,
og indebærer, at borgere og virksomheder ikke selv skal an-
mode om genoptagelse, men de vil dog inden den 8. septem-
ber 2018 kunne anmode om genoptagelse, hvis de mener, at
de har været udsat for en ulovlig inddrivelse.
Genoptagelse vil dog ifølge forslaget til § 18 d, stk. 3, 2.
pkt., være betinget af, at et krav på tilbagebetaling af det
inddrevne beløb ikke vil være forældet. Som følge af den
foreslåede regel i § 18 e i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om udskydelse af starttidspunktet for forældelsen
af tilbagebetalingskrav, der skyldes en uretmæssig inddri-
velse eller frivillig betaling i EFI/DMI’s driftsperiode fra og
med den 1. september 2013 til og med den 7. september
2015, således at forældelsesfristen regnes fra den 8. septem-
ber 2015, vil forældelse af sådanne tilbagebetalingskrav tid-
ligst kunne indtræde tirsdag den 11. september 2018. Den 8.
september 2018 er en lørdag, og mandag den 10. september
2018 vil derfor være sidste dag, hvor forældelsen kan afbry-
des, inden forældelse indtræder, jf. forældelseslovens § 27,
stk. 2, om udskydelse af forældelsesfristen, hvor denne, som
det her er tilfældet, udløber i en weekend, til førstkommende
hverdag.
Endelig foreslås, at der med § 18 d, stk. 4, gives skattemi-
nisteren en adgang til at fastsætte nærmere regler om de for-
hold, der omfattes af stk. 1-3. Bemyndigelsen har til formål
via en bekendtgørelse bl.a. at kunne bestemme, at Skattean-
kestyrelsen ved behandlingen af klagesager, der vedrører
stk. 1-3, ikke er bundet af sagsbehandlingsfristen på 1 må-
ned i § 15, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december
2013 om Skatteankestyrelsen. I § 15, stk. 5, er bestemt, at
klager på inddrivelsesområdet ikke har opsættende virkning,
hvorfor Skatteankestyrelsen derfor skal afgøre klagen inden
for 1 måned – regnet fra det tidspunkt, hvor sagen foreligger
fuldt oplyst – medmindre der foreligger særlige omstændig-
heder. Ved klager over et afslag på genoptagelse eller klager
over afgørelser, der af restanceinddrivelsesmyndigheden
fastholdes i en genoptagelsessag, er der tale om en inddri-
velse eller frivillig betaling, der fandt sted i EFI/DMI’s
driftsperiode i perioden fra og med den 1. september 2013
til og med den 7. september 2015. Der er derfor ikke samme
presserende behov for en behandling af klagen, fordi der er
gået lang tid, siden inddrivelsen fandt sted.
Derudover er det tanken, at bemyndigelsen bl.a. vil kunne
udnyttes til at fastsætte mere detaljerede regler om håndte-
ringen af genoptagelsessager og kravene til anmodninger
om genoptagelse, hvis et sådant behov skulle vise sig.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.1.
Hvis en inddrivelse var uretmæssig, fordi fordringen ved
inddrivelsen var ophørt ved f.eks. forældelse, har den berør-
te borger eller virksomhed et tilbagebetalingskrav på det be-
løb, der blev inddrevet. Var inddrivelsen af andre grunde
uretmæssig, vil der som udgangspunkt tillige være opstået et
tilbagebetalingskrav. Sådanne tilbagebetalingskrav stiftes i
det øjeblik, hvor betalingen på fordringen fandt sted, og kan
kræves opfyldt samtidig hermed. Forældelsesfristen på 3 år
for sådanne tilbagebetalingskrav regnes fra det tidligste tids-
punkt, hvor fordringshaver – dvs. den berørte borger eller
virksomhed – kan gøre sit krav gældende, medmindre andet
følger af andre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 2, stk.
1. Er der forløbet mere end 3 år fra betalingsdagen, vil tilba-
gebetalingskravet være forældet, medmindre fordringshaver
kan påberåbe sig suspension efter forældelseslovens § 3, stk.
2, hvorefter den 3-årige forældelsesfrist i § 3, stk. 1, hvis
fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller dens
36
skyldner, først løber fra den dag, da fordringshaveren fik el-
ler burde have fået kendskab hertil. Som altovervejende ho-
vedregel kan alene ukendskab til de faktiske omstændighe-
der, der begrunder fordringen, føre til suspension, idet
ukendskab til de juridiske regler, hvorpå fordringen hviler,
kun undtagelsesvist anerkendes som suspensionsgrund.
For tilbagebetalingskrav gælder dog en absolut forældel-
sesfrist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Se-
nest når den absolutte forældelsesfrist på 10 år fra den tidlig-
ste dag, hvor fordringen kunne kræves opfyldt, jf. forældel-
seslovens § 2, stk. 1, er udløbet, vil fordringen således være
forældet, medmindre forældelsen forinden er afbrudt.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 18 e løber forældel-
sesfristen for tilbagebetalingskrav, som borgere og virksom-
heder – i bestemmelsen anvendes om disse betegnelsen fysi-
ske og juridiske personer – har som følge af en uretmæssig
inddrivelse i perioden fra og med den 1. september 2013 til
og med den 7. september 2015, først fra den 8. september
2015, dvs. den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden
indstillede den systemunderstøttede inddrivelse via EFI/
DMI.
Forældelse af sådanne tilbagebetalingskrav vil derfor tid-
ligst kunne indtræde tirsdag den 11. september 2018. Den 8.
september 2018 er en lørdag, og mandag den 10. september
2018 vil derfor være sidste dag, hvor forældelsen kan afbry-
des, inden forældelse indtræder, jf. forældelseslovens § 27,
stk. 2, om udskydelse af forældelsesfristen, hvor denne, som
det her er tilfældet, udløber i en weekend, til førstkommende
hverdag.
Fandt inddrivelsen sted inden den 1. september 2013, vil
et tilbagebetalingskrav efter gældende ret som udgangspunkt
være forældet, medmindre borgeren eller virksomheden kan
påberåbe sig suspension efter forældelseslovens § 3, stk. 2,
hvilket kræver, at borgeren eller virksomheden ved anmod-
ningen om genoptagelse kan henvise til sådanne faktiske
omstændigheder, der kan udløse suspension.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.2.
Efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige forrentes fordringer, der overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder,
med en årlig rente svarende til renten i rentelovens § 5, stk.
1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modta-
gelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden og er fradrags-
berettiget.
Hvis den rentebærende fordring ikke bestod, f.eks. fordi
fordringen var forældet, er der heller ikke grundlag for fra-
drag. Fradraget har dermed været uberettiget.
En genoptagelse af en skattepligtigs skatteansættelse kan
ske efter anmodning fra den skattepligtige eller på SKATs
eget initiativ, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2.
Agter SKAT at genoptage en skatteansættelse, skal SKAT
senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb
varsle en ændring af skatteansættelsen og senest den 1. au-
gust i det fjerde år efter indkomstårets udløb foretage ansæt-
telsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
For nogle skattepligtige gælder dog en forkortet lignings-
frist, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort
frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske
forhold, hvorefter SKAT skal afsende varsel om foretagelse
eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendoms-
værdiskat for visse fysiske personer senest den 30. juni i det
andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. § 1, stk. 1, 1.
pkt., i denne bekendtgørelse.
Hvis genoptagelse af skatteansættelsen kan ske inden for
de nævnte frister i skatteforvaltningslovens § 26, vil SKAT
som udgangspunkt være forpligtet til at genoptage skattean-
sættelsen for det eller de relevante indkomstår.
Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, kan ekstraordi-
nær genoptagelse af skatteansættelsen desuden ske uanset
fristerne i § 26, hvis der bl.a. er indtrådt en ændring i det pri-
vatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen (§
27, stk. 1, nr. 1), eller hvis SKAT efter anmodning fra den
skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen, som
følge af at der foreligger særlige omstændigheder (§ 27, stk.
1, nr. 8). Ifølge stk. 2 kan en ekstraordinær ansættelsesæn-
dring kun foretages, hvis den varsles af SKAT, eller hvis
genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige
senest 6 måneder efter, at SKAT henholdsvis den skatteplig-
tige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder
fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af
SKAT, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor
varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skattebe-
regning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning
for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interes-
ser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en
anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.
SKAT kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er
modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige om-
stændigheder taler derfor.
I skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, er bestemt, at selv
om skatteankeforvaltningen (dvs. Skatteankestyrelsen), skat-
teankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere
har truffet afgørelse om et forhold i en ansættelse af ind-
komst- eller ejendomsværdiskat, kan forholdet ændres af
SKAT af de grunde, der er nævnt i stk. 1, hvis den skatte-
pligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen.
Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er betinget af, at det
krav, som kan blive resultatet af genoptagelsen, ikke vil væ-
re forældet, og forældelsesfristen for sådanne krav er 10 år,
jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 18 f, stk. 1, ændrer
SKAT ikke skatteansættelsen for en skattepligtig, som følge
af at den skattepligtige i sin skatteansættelse uberettiget har
fået fradrag for renter, der, efter at fordringen er forældet, i
medfør af § 5 er tilskrevet en fordring, der er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 19. november
2015, men før eller efter overdragelsen er bortfaldet ved for-
ældelse.
Med den foreslåede bestemmelse, som medfører, at SKAT
undgår at skulle bruge ressourcer i forbindelse med en gen-
37
optagelse af skatteansættelsen, vil en række skattepligtige
kunne fastholde et uberettiget rentefradrag.
Det foreslås desuden med den ny bestemmelse i § 18 f,
stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at skat-
tepligtige, der har fået deres skatteansættelse ændret på
grund af et efter stk. 1 uberettiget rentefradrag, kan begære
deres skatteansættelse genoptaget efter skatteforvaltningslo-
vens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at rentefra-
draget indgår i skatteansættelsen.
Dermed opnås i princippet en ligestilling mellem skatte-
pligtige, der kan beholde deres uberettigede rentefradrag, og
skattepligtige, der har fået korrigeret deres skatteansættelse
gennem en fjernelse af et uberettiget rentefradrag.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.3.
Efter reglerne i kursgevinstlovens § 21, stk. 1, medregnes
en gevinst ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præ-
klusion af gæld ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst for fysiske personer, i det omfang gælden nedskrives
til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tids-
punktet for gældseftergivelsen m.v., jf. tillige § 24 om ge-
vinst som følge af gældseftergivelse ved akkord m.v.
Fordringens værdi for kreditor afgøres ud fra debitors be-
talingsevne på tidspunktet for bortfaldet af fordringen. Beta-
lingsevnen vurderes konkret, ud fra hvor stor en del af vær-
dien kreditor har udsigt til at kunne inddrive ved tvangsind-
drivelse.
Hvis der kort før gældseftergivelsen har været et forgæves
forsøg på at inddrive fordringen, kan den eftergivne gæld
som udgangspunkt anses for at være uden værdi.
I retspraksis er der f.eks. lagt vægt på debitors konkrete,
økonomiske forhold, navnlig størrelsen af lønindkomst,
bankgæld og regnskaber i personlig virksomhed, og om de-
bitor har aktiver, der kan realiseres, jf. SKM2012. 389. BR
og SKM2013. 908. BR.
Nedsættes gælden til et beløb under fordringens værdi,
medregnes forskellen mellem fordringens værdi for kreditor
og det lavere beløb, som fordringen er nedsat til, ved opgø-
relsen af den skattepligtige indkomst hos debitor.
Har eksempelvis en fordring på nominelt 100 kr. en værdi
for kreditor på 60 kr., og sker gældsnedsættelsen til 40 kr.,
medregnes 20 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst. Modsat vil en nedsættelse fra 100 kr. til 60 kr. ikke
udløse beskatning.
Er debitor eksempelvis fuldt ud i stand til at betale den på-
gældende fordring, der f.eks. forældes på grund af kreditors
forglemmelse, vil den konstaterede gevinst på gælden fuldt
ud blive beskattet.
Hvis omvendt debitor på det pågældende tidspunkt kun
delvist ville have været i stand til at indfri fordringen, ind-
træder alene delvis beskatning.
Hvis fordringen ingen værdi havde for kreditor – og dette
kan evt. være grunden til, at kreditor har ladet forældelse
indtræde – indtræder der ingen beskatning, og dette vil ty-
pisk være situationen, hvor debitor ikke råder over frie akti-
ver, som i tilfælde af realisation kunne udloddes til kredito-
rerne.
Selskaber m.v. er ikke omfattet af kursgevinstlovens § 21,
jf. kursgevinstlovens § 2, og skattepligten fremgår da i ste-
det af kursgevinstlovens § 6, hvorefter gevinst og tab på
gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige ind-
komst, jf. dog §§ 8, 24 og 14 A om gevinst som følge af
gældseftergivelse ved akkord m.v., samt af kursgevinstlo-
vens § 2, hvorefter selskaber, fonde og foreninger m.v., der
er skattepligtige efter selskabsskatteloven eller fondsbeskat-
ningsloven, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst
skal medregne gevinst og tab på fordringer og gæld, som
omfattes af § 1, efter de regler, der er angivet i kapitel 2 og §
29 samt i kapitel 4, 4 a, 5 og 7 i kursgevinstloven. Betingel-
sen i kursgevinstlovens § 21, stk. 1, om betalingsevne finder
ikke anvendelse ved opgørelsen af kursgevinsten for selska-
ber m.v.
En genoptagelse af en skattepligtigs skatteansættelse kan
ske efter anmodning fra den skattepligtige eller på SKATs
eget initiativ, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2.
Hvis SKAT agter at genoptage en skatteansættelse, skal
SKAT senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets
udløb varsle en ændring af skatteansættelsen og senest den
1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb foretage
ansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
For nogle skattepligtige gælder dog en forkortet lignings-
frist, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort
frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske
forhold, hvorefter SKAT skal afsende varsel om foretagelse
eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendoms-
værdiskat for visse fysiske personer senest den 30. juni i det
andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. § 1, stk. 1, 1.
pkt., i denne bekendtgørelse.
Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, kan ekstraordi-
nær genoptagelse af skatteansættelsen desuden ske uanset
fristerne i § 26, hvis der bl.a. er indtrådt en ændring i det pri-
vatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen (§
27, stk. 1, nr. 1). Efter § 27, stk. 2, 1. pkt., kan en ansættelse
kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles
af SKAT, eller hvis genoptagelsesanmodning fremsættes af
den skattepligtige senest 6 måneder efter, at SKAT hen-
holdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det
forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Har det
betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage
sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlæn-
ges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imø-
dekommes, jf. § 27, stk. 2, 4. pkt. SKAT kan behandle en
anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet
af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor,
jf. § 27, stk. 2, 5. pkt.
Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter
skatteforvaltningslovens § 27 er betinget af, at det krav, som
kan blive resultatet af genoptagelsen, ikke vil være forældet,
og forældelsesfristen for sådanne krav er 10 år, jf. skattefor-
valtningslovens § 34 a, stk. 4.
38
I de tilfælde, hvor ovennævnte tidsfrist er opfyldt, og hvor
SKAT kan konstatere, at der ikke er sket kursgevinstbeskat-
ning på utilsigtet forældede fordringer, må SKAT antages at
have en forpligtelse til at genoptage skatteansættelserne med
henblik på at foretage den manglende kursgevinstbeskat-
ning. Pligten til at genoptage forudsætter dog, at SKAT har
identificeret de individuelle tilfælde, hvor der mangler at
blive gennemført kursgevinstbeskatning.
Efter § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
der trådte i kraft den 19. november 2015 og har til formål at
hindre yderligere utilsigtet forældelse af fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes
forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, gebyrer og
andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller se-
nere, tidligst fra den 20. november 2018. For fordringer
under inddrivelse den 19. november 2015 finder reglen ale-
ne anvendelse, hvis fordringen var retskraftig denne dag, jf.
§ 2, stk. 2, i lov nr. 1253 af 17. november 2015, der med § 1
indførte bestemmelsen.
SKAT kan have forpligtelser til at genoptage skatteansæt-
telser i forhold til de borgere og virksomheder, der ikke har
selvangivet en kursgevinst i forbindelse med den allerede
konstaterede utilsigtede forældelse. Der vil være tale om et
ganske betydeligt arbejde for SKAT at identificere disse
borgere og virksomheder, hvis de overhovedet kan identifi-
ceres.
I den foreslåede bestemmelse i § 18 g, stk. 1, 1. pkt., be-
stemmes, at fordringer inklusive renter, gebyrer og andre
omkostninger, der er overdraget til SKAT til inddrivelse til
og med den 19. november 2015, og renter, gebyrer og andre
omkostninger, som SKAT har pålagt disse fordringer efter
deres modtagelse til inddrivelse, ikke udløser kursgevinstbe-
skatning, hvis de nævnte fordringer m.v. er bortfaldet ved
forældelse, der er indtrådt senest den 19. november 2015.
Bestemmelsen bevirker, at utilsigtede forældelser, der er
indtrådt til og med den 19. november 2015, ikke udløser
kursgevinstbeskatning efter reglerne i kursgevinstloven,
hvad enten der er tale om fysiske personer eller selskaber
m.v.
Det foreslås tillige med § 18 g, stk. 1, 2. pkt., at gevinst
ved forældelse, der er indtrådt senest den 1. april 2023, af
fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger
under opkrævning hos SKAT heller ikke skal medregnes
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Datoen er
identisk med datoen i den foreslåede bemyndigelsesbestem-
melse i § 18 h, stk. 10, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om afskrivning af grupper af fordringer under ind-
drivelse eller opkrævning hos SKAT. Bestemmelsen bevir-
ker, at utilsigtede forældelser, der er indtrådt for skatter og
afgifter m.v. under opkrævning hos SKAT, ikke udløser
kursgevinstbeskatning efter reglerne i kursgevinstloven,
hvad enten der er tale om fysiske personer eller selskaber
m.v.
Med § 18 g, stk. 1, 3. pkt., foreslås, at der ved opgørelsen
af i den skattepligtige indkomst heller ikke medregnes ge-
vinst, der opstår, ved at fordringer inklusive renter, gebyrer
og andre omkostninger afskrives ekstraordinært efter den
foreslåede regel i § 18 h, stk. 1, eller i medfør af regler ud-
stedt af skatteministeren i henhold til den foreslåede regel i
§ 18 h, stk. 10. Bestemmelsen bevirker, at sådanne afskriv-
ninger ikke udløser kursgevinstbeskatning efter reglerne i
kursgevinstloven, hvad enten der er tale om fysiske personer
eller selskaber m.v.
En gevinst ved den foreslåede ekstraordinære afskrivning
efter § 18 h, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige vil, hvis den skulle resultere i kursgevinstbeskat-
ning, kræve en afklaring af, hvorvidt årsagen til kursgevins-
tbeskatning reelt er forældelse eller eftergivelse (som svarer
til afskrivning af en retskraftig fordring). Dette skyldes be-
hovet for at gennemføre beskatningen i det rette indkomstår.
En sådan afklaring vil dog reelt forudsætte den retskraftvur-
dering, som netop skal undgås med den ekstraordinære af-
skrivning.
En endelig afskrivning efter regler udstedt i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 10, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige i forhold til juridiske personer vil
kunne udløse en kursgevinstbeskatning, som med den fore-
slåede bestemmelse i § 18 g, stk. 1, 3. pkt., ikke skal gen-
nemføres. Ved endelig afskrivning af med sikkerhed rets-
kraftige fordringer vil juridiske personer i afskrivningsåret
have fået en skattepligtig gevinst svarende til det afskrevne
beløb.
Der kan være visse borgere og virksomheder, der har selv-
angivet en kursgevinst opnået ved utilsigtet forældelse. Dis-
se vil have mulighed for at få genoptaget skatteansættelsen
med henblik på fritagelse for den gennemførte kursgevinst-
beskatning, jf. forslaget om bestemmelsen i § 18 g, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter gen-
optagelse skal kunne ske efter skatteforvaltningslovens § 26
og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at gevinsten ikke ind-
går i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Derved op-
nås i princippet ligestilling i forhold til borgere og virksom-
heder, der ikke har selvangivet en sådan kursgevinst.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.4.
Fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndig-
heden i medfør af lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, kan af fordringshaver eller den, der på vegne af ford-
ringshaver opkræver fordringen, overdrages til restanceind-
drivelsesmyndigheden til inddrivelse, når betalingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gen-
nemført, jf. lovens § 2, stk. 3, 1. pkt.
Når en fordring er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, beregnes fra den 1. i måneden
efter modtagelsen en inddrivelsesrente efter § 5, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det gælder dog ik-
ke bøder og heller ikke fordringer, for hvilke § 9, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige bestemmer en fritagelse. Inddrivelses-
renten overdrages derfor ikke til inddrivelse, men beregnes
af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen
af den fordring, som den vedrører, og tilkommer fordrings-
39
haver. Gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden op-
kræver i forbindelse med udsendelsen af rykkerskrivelser,
iværksættelse af lønindeholdelse og tilsigelse til udlægsfor-
retning, jf. om disse § 6 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige og § 33 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige, genereres også af
restanceinddrivelsesmyndigheden selv, men disse fordringer
tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, da deres formål
er at dække omkostninger forbundet med de gebyrudløsende
handlinger. Endelig kan der opstå andre omkostninger i for-
bindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivel-
se. Det gælder bl.a. omkostninger i forbindelse med udlægs-
forretninger, f.eks. omkostninger til transport og opbevaring
af de aktiver, hvori der er foretaget udlæg, eller låsesmed, jf.
retsplejelovens § 507.
Fordringsmassen under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden består derfor af fordringer, der enten er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddri-
velse eller genereret af restanceinddrivelsesmyndigheden
selv som led i inddrivelsen.
Efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan restanceinddrivelsesmyndigheden afskrive for-
dringer til det offentlige, inklusive renter, gebyrer og andre
omkostninger, herunder undlade at afbryde forældelsen, hvis
det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen.
Bestemmelsen, der blev indført med lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, kan efter sin ordlyd og sine forarbej-
der, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, til-
læg A, side 268 ff., alene anvendes efter en konkret vurde-
ring af inddrivelsesudsigten og inddrivelsesomkostningerne
i forhold til den enkelte fordring. På side 270 anføres, at be-
stemmelsen ikke anvendes på private og udenlandske krav.
Med § 16, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige er skatteministeren givet en bemyndigelse til at fast-
sætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1. Det er sket
med § 32 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Det fremgår således af §
32, stk. 2, at restanceinddrivelsesmyndigheden inden af-
skrivningen skal have forsøgt at inddrive fordringen med de
inddrivelsesmidler, der er sædvanlige for den pågældende
fordringstype, og i stk. 3 anføres, at det ved vurderingen af,
om der kan ske afskrivning, skal lægges vægt på, om skyld-
neren har betalingsevne, om skyldneren ejer aktiver, og om
der er knyttet særlige inddrivelsesmidler til fordringen.
Bestemmelsen i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige skulle muliggøre en afskrivning af fordrin-
ger i forhold til skyldner i større omfang end tidligere, lige-
som der blev tilstræbt en harmonisering af reglerne om af-
skrivning af det offentliges fordringer, jf. lovforslag nr. L
20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 269.
Endelig afskrivning indebærer, at fordringen efter afskriv-
ningen er ophørt, så den ikke længere vil kunne gøres gæl-
dende over for skyldner, der efter afskrivningen underrettes
herom. Ved afgangsførelse som uerholdelig stilles den akti-
ve inddrivelsesindsats i bero, hvorfor inddrivelse som ud-
gangspunkt alene vil ske, hvis en modregningsmulighed op-
står. Der gøres således efter afgangsførelsen ingen forsøg på
at afbryde forældelsen. Når forældelse indtræder, afskrives
fordringen endeligt, fordi fordringen er ophørt i forhold til
skyldner, og skyldner underrettes herom.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender bestemmel-
sen i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige til afgangsførelse som uerholdelig, jf. styresignalet
SKM2013. 102. SKAT.
Renter og gebyrer har en forældelsesfrist på 3 år, selv om
den fordring, de vedrører, dvs. hovedfordringen, har en læn-
gere forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 5, stk. 2, og § 6,
stk. 3. For renter og gebyrer, der er fastslået ved f.eks. en
dom, gælder dog en forældelsesfrist på 10 år, jf. § 5, stk. 1,
nr. 3. Renter og gebyrer forældes imidlertid inden udløbet af
deres forældelsesfrist, hvis hovedfordringen forældes forin-
den, jf. forældelseslovens § 23, stk. 2, om accessorisk foræl-
delse.
Som anført i de almindelige bemærkninger, afsnit 1.1.1,
vil restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at gen-
nemføre retskraftvurderinger af samtlige fordringer med
tvivlsom retskraft være så omfattende, at det vurderes at væ-
re urealistisk at håndtere den administrativt eller organisato-
risk. Dertil kommer, at den vil være forbundet med en res-
sourceanvendelse, der for mange fordringers vedkommende
ikke står i et rimeligt forhold til udbyttet. Med henblik på at
opnå en hensigtsmæssig reduktion af restanceinddrivelses-
myndighedens opgave med at gennemføre retskraftvurderin-
ger af fordringerne med tvivlsom retskraft, dvs. de såkaldte
grå fordringer, foreslås med § 18 h en række bestemmelser
om ekstraordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom
retskraft.
Med § 18 h, stk. 1, 1. pkt., foreslås for det første, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden endeligt kan afskrive fordrin-
ger, herunder renter og gebyrer, der er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden senest den 19. november 2015
eller før denne dato er dannet af restanceinddrivelsesmyn-
digheden som led i inddrivelsen af disse fordringer, hvis der
er tvivl om retskraften for disse fordringer.
Restanceinddrivelsesmyndighedens krav på at få dækket
omkostninger ved inddrivelsen, f.eks. udgifter til låsesmed,
og egne gebyrer vil ikke være fordringer, der er overdraget
til restanceinddrivelsesmyndigheden. De skabes som led i
inddrivelsesarbejdet. Sådanne fordringer vil, hvis de er op-
stået til og med den 19. november 2015, også have tvivlsom
retskraft.
Det foreslås dernæst med § 18 h, stk. 1, 2. pkt., at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ved tvivl om deres retskraft des-
uden endeligt kan afskrive renter og gebyrer, der vedrører de
i 1. pkt. nævnte fordringer og efter den 19. november 2015
enten er dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led
i inddrivelsen eller er overdraget til restanceinddrivelses-
myndigheden, samt opskrivningsfordringer, der fra og med
den 1. april 2017 er overdraget til restanceinddrivelsesmyn-
digheden og vedrører de i 1. pkt. nævnte fordringer eller de i
2. pkt. nævnte renter og gebyrer, der efter den 19. november
2015 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden,
40
samt renter og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfor-
dringer.
Renter og gebyrer, der vedrører de i 1. pkt. nævnte for-
dringer og efter den 19. november 2015 enten er dannet af
restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen el-
ler er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil
også have tvivlsom retskraft. Det skyldes muligheden for, at
de kan være ramt af accessorisk forældelse efter forældel-
seslovens § 23, stk. 2.
Ved en opskrivning forstås en beløbsmæssig opjustering
af en fordring, der er under inddrivelse. En opskrivning sker,
ved at en såkaldt opskrivningsfordring overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 4, stk. 7, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige og § 7, stk. 1, 1. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, der begge har været gældende siden
den 1. april 2017 og skal varetage de systemmæssige behov
i det ny inddrivelsessystem, som er under udvikling. Inden
den 1. april 2017 blev en opskrivning gennemført ved alene
at foretage en beløbsmæssig justering af den fordring, der
var under inddrivelse. Sådanne opskrivningsfordringer vil
som udgangspunkt også have tvivlsom retskraft, hvis den
opskrevne del af fordringen har tvivlsom retskraft. Det fore-
slås derfor, at opskrivningsfordringer, der fra og med den 1.
april 2017 overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,
også kan afskrives, hvis de vedrører fordringer, herunder
renter og gebyrer, der kan afskrives på grund af tvivl om
retskraften. Afskrivningsadgangen foreslås også at skulle
gælde renter og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfor-
dringer, jf. ovenfor om forældelseslovens § 23, stk. 2, om
accessorisk forældelse af renter og gebyrer. Opskrivnings-
fordringerne vil dog alene kunne afskrives, hvis de sammen
med den opskrevne del af fordringen opfylder betingelserne
i stk. 2-4, 6 og 7 for afskrivning, idet betingelserne i stk. 5
om manglende retskraftvurdering dog skal være opfyldt for
både den opskrevne fordring, opskrivningsfordringer til den-
ne og det sammenlagte beløb, jf. nedenfor om den foreslåe-
de regel i § 18 h, stk. 8, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Den foreslåede regel i § 18 h, stk. 1, 2. pkt., skyldes dels
den accessoriske forældelse, der ifølge forældelseslovens §
23, stk. 2, rammer renter og gebyrer, hvis den fordring, de
vedrører, er forældet, dels den omstændighed, at en opskriv-
ningsfordring må antages tillige at være ramt af retskraft-
tvivl, hvis den opskrevne fordring har tvivlsom retskraft.
Det foreslås, at afskrivningsadgangen skal være fakultativ,
jf. formuleringen »kan […] afskrive« i den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 1. Selv om en fordring opfylder alle
betingelser, der foreslås at skulle gælde for adgangen til en-
delig afskrivning, vil restanceinddrivelsesmyndigheden såle-
des kunne undlade at gennemføre afskrivning, hvis det f.eks.
vurderes, at fordringen tilhører en gruppe af fordringer, hvor
der en vis sandsynlighed for, at fordringerne maskinelt kan
retskraftvurderes.
Det foreslås i § 18 h, stk. 1, 3. pkt., at der for restanceind-
drivelsesmyndighedens adgang til endelig afskrivning efter
de foreslåede bestemmelser i 1. og 2. pkt., jf. ovenfor, dog
skal en række begrænsninger og betingelser, der fremgår af
de foreslåede bestemmelser i § 18 h, stk. 2-8.
Med § 18 h, stk. 2, 1. pkt., foreslås, at en fordring, der in-
klusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mere end
7.500 kr. pr. 8. september 2018, ikke kan afskrives efter stk.
1. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåe-
de regel i stk. 8, 1. pkt., hvorefter afskrivningsbetingelserne
skal vurderes ud fra de oplysninger, som restanceinddrivel-
sesmyndigheden den 8. september 2018 er i besiddelse af,
og indebærer, at inddrivelsesrenterne indgår i fastsættelsen
af den for afskrivningsmuligheden efter stk. 1 relevante be-
løbsgrænse.
Renter, der er påløbet under inddrivelsen af den i 1. pkt.
nævnte fordring, kan heller ikke afskrives, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 18 h, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen indebæ-
rer sammen med bestemmelsen i 1. pkt., at hverken den ren-
tebærende hovedfordring eller inddrivelsesrenterne kan af-
skrives, hvis beløbsgrænsen på 7.500 kr. i 1. pkt. er over-
skredet for det kumulerede beløb.
Med § 18 h, stk. 3, 1. pkt., foreslås, at en fordring, der in-
klusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mellem
1.000 kr. og 7.500 kr. pr. 8. september 2018, inklusive disse
renter alene kan afskrives efter stk. 1, hvis skyldneren er en
fysisk person med en skattepligtig indkomst, der ifølge den
pr. 8. september 2018 gældende årsopgørelse for indkomst-
året 2017 udgjorde mindre end 200.000 kr., og ikke hæfter
for fordringen som følge af sin deltagelse i et interessent-
skab eller anden virksomhed med flere deltagere, der hver
især hæfter personligt, helt eller delvist og solidarisk for
virksomhedens forpligtelser.
Ved den skattepligtige indkomst forstås summen af per-
sonlig indkomst og kapitalindkomst fratrukket ligningsmæs-
sige fradrag og arbejdsmarkedsbidrag.
Hvis skyldneren, efter at SKAT har udskrevet årsopgørel-
sen for indkomståret 2017, har anmodet om en genoptagelse
af skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, vil en
ny årsopgørelse efter genoptagelsen alene blive lagt til
grund ved fastlæggelsen af den nævnte skattepligtige ind-
komst, hvis den er udskrevet senest den 8. september 2018.
En fysisk person med en enkelt gældspost på 7.600 kr. og
en skattepligtig indkomst på mindre end 200.000 kr. i ind-
komståret 2016 vil ikke ved at betale f.eks. 200 kr. på for-
dringen kunne opnå en afskrivning efter den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 1, fordi en sådan betaling vil udløse
en retskraftvurdering af fordringen, og dermed vil afskriv-
ning være udelukket som følge af den bestemmelse, der
foreslås indsat som § 18 h, stk. 5, jf. nedenfor. Efter bestem-
melsen i stk. 5 forudsætter en afskrivning, at der ikke inden
den 8. september 2018 er gennemført en retskraftvurdering
eller over for restanceinddrivelsesmyndigheden er fremsat
en anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af for-
dringen, og at der ikke er foretaget retslige skridt, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden senest den 8. september
2018 har fået kendskab til, og som vil indebære, at en rets-
kraftvurdering af fordringen skal foretages.
41
Det er ifølge bestemmelsen en betingelse, at den fysiske
person ikke må hæfte for fordringen som følge af sin delta-
gelse i et interessentskab eller anden virksomhed med flere
deltagere, der hver især hæfter personligt, helt eller delvist
og solidarisk for virksomhedens forpligtelser. Ud over inte-
ressentskaber, hvor hæftelsen for de deltagende interessenter
er personlig, ubegrænset og solidarisk, jf. § 2, stk. 1, i lov
om visse erhvervsdrivende virksomheder, omfattes af den
foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 3, 1. pkt., navnlig
kommanditselskaber, hvor komplementaren eller komple-
mentarerne hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk for
virksomhedens forpligtelser, jf. § 2, stk. 2, i lov om visse er-
hvervsdrivende virksomheder, og partrederier, hvor den en-
kelte partreder kun hæfter for rederiets forpligtelser i forhold
til sin andel i skibet, dvs. delvist (pro rata-hæftelse), jf. sølo-
vens § 102.
Foreligger der den 8. september 2018 ingen årsopgørelse
for 2017, anvendes ifølge den foreslåede bestemmelse i § 18
h, stk. 3, 2. pkt., den pr. 8. september 2018 gældende årsop-
gørelse for 2016, alternativt den da gældende årsopgørelse
for 2015.
Foreligger der den 8. september 2018 for ingen af ind-
komstårene 2015-2017 en årsopgørelse for skyldneren, an-
ses dennes skattepligtige indkomst at være mindre end
200.000 kr. ved anvendelsen af 1. pkt., jf. den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 3, 3. pkt.
Når der ikke er kendskab til den skattepligtige indkomst,
er det fundet mest hensigtsmæssigt at lægge til grund, at
skyldneren har en årlig indkomst på mindre end 200.000 kr.
Opkrævningsrenter anses som selvstændige fordringer i
relation til den foreslåede afskrivningsmulighed, jf. nedenfor
om den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 8, 3. pkt. Hvis
en opkrævningsrente som følge af sin størrelse og de øvrige
betingelser for afskrivning ikke kan afskrives, vil den heref-
ter skulle retskraftvurderes. Hvis hovedkravet inklusive ind-
drivelsesrenter udgør mindre end 1.000 kr. og ikke er fri-
holdt for afskrivning efter den foreslåede bestemmelse i §
18 h, stk. 4, jf. nedenfor, vil hovedkravet opfylde betingel-
serne for afskrivning, men som følge af behovet for rets-
kraftvurdering af opkrævningsrenten vil hovedkravet skulle
retskraftvurderes selvstændigt. Det skyldes forældelseslo-
vens § 23, stk. 2, om accessorisk forældelse, hvorefter ho-
vedkravets forældelse indebærer, at renter beregnet af ho-
vedkravet samtidig forældes. En retskraftvurdering af renter
vil således i alle tilfælde kræve, at der tillige gennemføres
en retskraftvurdering af hovedkravet. I sådanne tilfælde vil
restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af behovet for
en retskraftvurdering kunne undlade at foretage afskrivning
af hovedkravet inklusive inddrivelsesrenter, jf. afskrivnin-
gens fakultative karakter.
Med § 18 h, stk. 4, 1. pkt., foreslås, at bøder, tvangsbøder,
erstatningskrav og sagsomkostninger fastslået eller fastsat
ved afgørelse i straffesag, afsoningsomkostninger, konfiska-
tionskrav, offerbidrag, private underholdsbidrag, toldkrav,
udenlandske fordringer, fortrinsberettigede kommunale for-
dringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen
og Fiskeristyrelsen, ikke kan afskrives efter stk. 1.
Renter, der er påløbet under inddrivelsen af de i 1. pkt.
nævnte fordringer, kan ifølge 2. pkt. heller ikke afskrives ef-
ter stk. 1, da disse renter ikke betragtes som selvstændige
fordringer i relation til den ekstraordinære afskrivning.
Den manglende adgang til afskrivning efter stk. 1 gælder
ifølge 3. pkt. også renter påløbet under opkrævningen af pri-
vate underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer og
fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeri-
styrelsen. Friholdelsen af disse opkrævningsrenter skyldes
de retlige bindinger, der kendetegner de nævnte hovedfor-
dringer, jf. nedenfor.
Allerede efter den eksisterende afskrivningshjemmel i §
16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan
der ikke ske afskrivning af private og udenlandske krav, jf.
ovenfor. Derfor foreslås, at private og udenlandske krav hel-
ler ikke skal kunne afskrives ekstraordinært efter den fore-
slåede bestemmelse i § 18 h, stk. 1.
Hensynet til retsfølelsen gør, at der ikke bør ske ekstraor-
dinær afskrivning af bøder, tvangsbøder, erstatningskrav og
sagsomkostninger fastslået ved afgørelse i straffesag, afso-
ningsomkostninger, konfiskationskrav og offerbidrag, hvor-
for disse fordringstyper også foreslås friholdt for den fore-
slåede ekstraordinære afskrivning efter § 18 h, stk. 1. Erstat-
ningskrav kan i medfør af retsplejelovens § 991 som borger-
lige krav fremsættes af anklagemyndigheden på vegne af
den forurettede under en straffesag. Efter retsplejelovens §
997, stk. 1, 1. pkt., drager politidirektøren omsorg for straf-
fedommes fuldbyrdelse såvel i henseende til straf som i hen-
seende til dommens øvrige bestemmelser, derunder erstat-
ning til den skadelidte, for så vidt denne begærer det. Sådan-
ne erstatningskrav vil derfor kunne overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvis den forurettede offentlige
fordringshaver ikke har anmodet om politidirektørens bi-
stand til inddrivelsen. Offerbidrag er bidrag, der i medfør af
§ 4 i lov om Offerfonden skal betales til politiet af gernings-
mænd, som er fundet skyldige i visse lovovertrædelser af
mere alvorlig karakter, hvor der er eller kunne have været et
offer.
For toldkrav gør særlige hensyn sig også gældende. Told
er en del af den Europæiske Unions »egne indtægter«, selv
om tolden opkræves af medlemsstaterne. Af denne grund
skal medlemsstaterne samordne deres optræden med henblik
på at beskytte den Europæiske Unions finansielle interesser.
En ekstraordinær afskrivning af toldskyld ville ikke være i
overensstemmelse hermed.
EU-retlige bindinger betyder, at der ikke kan ske afskriv-
ning af tilbagebetalingskrav bestående af tilskud udbetalt
under tre forskellige EU-fonde: Den Europæiske Garanti-
fond for Landbruget (EGFL), Den Europæiske Landbrugs-
fond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Euro-
pæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF). Disse tilbagebetalings-
krav er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden af
NaturErhvervstyrelsen, som den 1. februar 2017 skiftede
navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der med virkning
fra den 24. november 2017 blev opdelt i Landbrugsstyrelsen
og Fiskeristyrelsen. I forbindelse med overdragelsen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden er det ikke blevet specifice-
42
ret, om der er tale om nationale krav, medfinansierede EU-
krav eller rene EU-krav, hvorfor det ikke uden en manuel
vurdering vil være muligt at skelne mellem de enkelte for-
dringstyper. Det foreslås derfor, at alle fordringer, der op-
kræves af disse styrelser, holdes uden for den foreslåede
ekstraordinære afskrivning efter § 18 h, stk. 1, i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige.
For fortrinsberettigede kommunale fordringer foreslås, at
der heller ikke skal kunne ske ekstraordinær afskrivning af
disse fordringer efter den foreslåede bestemmelse i § 18 h,
stk. 1. Der er tale om fordringer, der hviler på fast ejendom
med lovbestemt panteret og med prioritet forud for alle ting-
lyste hæftelser, jf. tinglysningslovens § 4 om tinglysnings-
fritagelse for en sådan lovbestemt panteret. Endvidere fast-
slår § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstuefor-
ordningen) for de skatter og afgifter, der vedrører fast ejen-
dom, såvel en lovbestemt panteret som en fortrinsret for
denne. Fortrinsretten skal udnyttes inden udløbet af en frist
på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen. Kommu-
nerne overtog pr. 2. februar 2017 inddrivelsen af de fortrins-
berettigede kommunale fordringer, jf. lov nr. 114 af 31. ja-
nuar 2017. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil dog fortsat
skulle forestå inddrivelsen af fortrinsberettigede kommunale
fordringer, som den 2. februar 2017 var under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre disse for-
dringer tilbagekaldes af fordringshaverkommunen efter § 2,
stk. 7 eller 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
jf. ændringslovens § 4, stk. 2. Det er disse fordringer, der
omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 4, om
friholdelse af visse fordringer for den foreslåede ekstraordi-
nære afskrivning.
Med bestemmelsen i § 18 h, stk. 5, foreslås, at det er en
betingelse for afskrivning af en fordring efter stk. 1, at der
ikke inden den 8. september 2018 er gennemført en rets-
kraftvurdering eller over for restanceinddrivelsesmyndighe-
den er fremsat en anmodning, der vil indebære en retskraft-
vurdering af fordringen, og at der ikke af andre grunde, som
restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 8. september
2018 har fået kendskab til, skal foretages en retskraftvurde-
ring af fordringen.
Fordringer, der omfattes af en afgørelse, som af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden genoptages efter skyldners be-
gæring om genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse i
§ 18 d, stk. 1, 2. pkt., eller af egen drift efter § 18 d, stk. 2,
kan derfor ikke afskrives efter stk. 1.
En genoptagelse af en sag – dvs. den inddrivelsesafgørel-
se, den betaling, der er sket som følge af en rykkerskrivelse,
det udlæg eller den frivillige betaling, som fordringen var
omfattet af – vil indebære, at der foretages en retskraftvur-
dering af fordringen, hvorfor den foreslåede ekstraordinære
afskrivning alene skal omfatte fordringer, der ikke omfattes
af en genoptagelse, hvad enten genoptagelsen sker på foran-
ledning af borgeren eller virksomhedens anmodning (»re-
monstration«) eller på restanceinddrivelsesmyndighedens
eget initiativ.
En anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af
fordringen, omfatter også tilfælde, hvor en skyldner anmo-
der om en restanceattest til brug for f.eks. et lån eller en au-
torisation m.v. For en sådan anmodning gælder tilsvarende,
at formålet med afskrivningen vil være spildt, hvis den til
brug for udstedelsen af restanceattesten nødvendige rets-
kraftvurdering viser, at fordringen er retskraftig. Viser den
sig at være forældet, skal den afskrives efter de allerede gæl-
dende regler.
Der kan også være påbegyndt en retlig proces, f.eks. ind-
ledning af insolvensbehandling (konkurs, gældssanering
m.v.) eller anden bobehandling (f.eks. behandling af solvent
dødsbo), som nødvendiggør en retskraftvurdering. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden opnår ikke nødvendigvis straks
kendskab til en sådan retlig proces, der vil medføre et behov
for en retskraftvurdering, hvorfor det som en naturlig følge
af den foreslåede regel i § 18 h, stk. 8, 1. pkt., jf. nedenfor
om anvendelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens op-
lysninger pr. 8. september 2018, foreslås, at også kendskabet
til sådanne andre grunde, der vil indebære, at en retskraft-
vurdering af fordringen skal foretages, skal foreligge pr. 8.
september 2018, for at en afskrivning efter stk. 1 er udeluk-
ket.
I den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 6, bestemmes,
at hvis flere skyldnere hæfter for en fordring, kan afskriv-
ning alene ske, hvis samtlige skyldnere, som fordringen er
under inddrivelse over for pr. 8. september 2018, opfylder
betingelserne for afskrivning.
Hvis flere fysiske personer hæfter for samme fordring,
fordi de alle f.eks. er interessenter i et interessentskab, følger
det allerede af den foreslåede regel i § 18 h, stk. 3, at af-
skrivning af en fordring i intervallet mellem 1.000 kr. og
7.500 kr. ikke kan ske. Bestemmelsen i stk. 6 finder derfor
f.eks. anvendelse, hvor en fysisk person over for SKAT har
kautioneret for en enkeltmandsvirksomheds skatte- og af-
giftsgæld.
Hvis to fysiske personer hæfter solidarisk for en fordring
på f.eks. 5.000 kr., skal afskrivningsbetingelserne i § 18 h,
stk. 3, være opfyldt af begge skyldnere, for at afskrivning
kan ske. Havde den ene person en skattepligtig indkomst i
indkomståret 2017 på 200.000 kr. eller mere, vil fordringen
ikke kunne afskrives, selv om den anden person for samme
indkomstår havde en skattepligtig indkomst på under
200.000 kr.
Det foreslås med § 18 h, stk. 7, 1. pkt., at der i forhold til
den enkelte skyldner gælder et afskrivningsloft, der bereg-
nes som et grundbeløb på 50.000 kr. med tillæg af 50 pct. af
den samlede størrelse på de fordringer, der resterer, hvis der
efter stk. 1 sker afskrivning af fordringer for et samlet beløb
på 50.000 kr., og som den 8. september 2018 er under ind-
drivelse i forhold til skyldneren. Tillægget på 50 pct. relate-
rer sig til alle øvrige fordringer under inddrivelse hos skyld-
neren den 8. september 2018, dvs. også fordringer, der ikke
vil kunne afskrives efter den foreslåede afskrivningsmodel,
fordi fordringerne f.eks. enten ikke har tvivlsom retskraft, er
fordringer, der friholdes fra afskrivningen, f.eks. bøder, eller
hver især udgør mere end 7.500 kr. inklusive inddrivelses-
renter. Dette indebærer, at en skyldner, der efter afskrivnin-
gen af de første 50.000 kr. herefter alene har gæld med
43
tvivlsom retskraft, alt andet lige vil få afskrevet mere gæld
end en skyldner, hvis resterende gæld efter afskrivningen af
de første 50.000 kr. helt eller delvist består af retskraftig
gæld, gældsposter, der friholdes fra afskrivningen, eller
gældsposter på hver især mere end 7.500 kr. inklusive ind-
drivelsesrenter. Den foreslåede regel i § 18 h, stk. 7, udvider
således ikke afskrivningsadgangen, idet det for afskrivnin-
gen fortsat er en forudsætning, at betingelserne i stk. 1-6 er
opfyldt. I stedet indebærer reglen, at der indføres et afskriv-
ningsloft. Har skyldner en samlet gæld på 400.000 kr. under
inddrivelse, vil afskrivningsloftet således beløbe sig til
225.000 kr. (= 50.000 kr. + (50 pct. af 350.000 kr.)). Om
loftet konkret nås, afhænger af, om skyldneren har tilstræk-
keligt mange gældsposter, der opfylder afskrivningsbetin-
gelserne, dvs. krav om tvivlsom retskraft, beløbsstørrelse
m.v.
Fordringens størrelse anvendes ved beregningen af af-
skrivningsloftet, selv om skyldneren alene hæfter delvist for
fordringen, jf. § 18 h, stk. 7, 2. pkt. Dette skal ses i sammen-
hæng med, at det efter den foreslåede bestemmelse i 1. pkt.
er fordringens fulde pålydende, der indgår i beregningen af
afskrivningsloftet, ligesom det ikke er det enkelte skyldfor-
hold, der afskrives, men selve fordringen.
Fordringer afskrives efter deres størrelse med den mindste
først, inden afskrivningsloftet nås, jf. § 18 h, stk. 7, 3. pkt.
Er to eller flere fordringer lige store, og overskrides af-
skrivningsloftet, hvis disse fordringer afskrives, afskrives i
henhold til den rækkefølge, hvori fordringerne er blevet re-
gistreret som værende under inddrivelse, således at den
fordring, der først er registreret, afskrives først, jf. § 18 h,
stk. 7, 4. pkt. Der er tale om den registrering, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har foretaget af fordringer, der
er modtaget til inddrivelse.
Er det i forhold til en skyldner beregnet, hvor stort et be-
løb der kan afskrives inden for afskrivningsloftet, og viser
det sig, at en af disse fordringer ikke kan afskrives i forhold
til en anden skyldner, der helt eller delvist hæfter for samme
fordring, afskrives fordringen ikke, og en genberegning
foretages ikke i forhold til den første skyldner, jf. § 18 h, stk.
7, 5. pkt. Reglen, der skal ses i sammenhæng med den fore-
slåede bestemmelse i stk. 6, hvoraf følger, at en fordring, der
ikke kan afskrives i forhold til en skyldner, heller ikke kan
afskrives i forhold til en anden skyldner, der helt eller del-
vist hæfter for fordringen, og i øvrigt understreger afskriv-
ningens fakultative karakter, skyldes, at en genberegning vil
være uforholdsmæssigt ressourcekrævende.
Bestemmelsen i § 18 h, stk. 7, om afskrivningsloftet har
sin baggrund i »Aftale om styrkelse af den offentlige gælds-
inddrivelse« af 8. juni 2017, hvoraf fremgår, at skyldnere
med uforholdsmæssig stor gæld – som følge af mange små
gældsposter – ikke må få afskrevet hele deres gæld.
Med bestemmelsen i § 18 h, stk. 8, 1. pkt., foreslås, at det
ved anvendelsen af bestemmelserne i § 18 h, stk. 2-7, skal
være de oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden
den 8. september 2018 er i besiddelse af, der skal lægges til
grund. Senere op- eller nedskrivninger eller senere opnået
kendskab til yderligere skyldnere for samme fordring vil
derfor være uden betydning for afskrivningen.
Med § 18 h, stk. 8, 2. pkt., foreslås det udtrykkeligt fastsat,
at en afskrivning efter stk. 1 gælder hele fordringen inklusi-
ve renter påløbet under inddrivelsen. Alle skyldforhold ved-
rørende fordringen og de nævnte renter ophører derfor efter
afskrivningen. Den foreslåede afskrivning efter § 18 h, stk.
1, tager således ikke udgangspunkt i det enkelte skyldfor-
hold, således at afskrivning sker i forhold til en skyldner, der
opfylder afskrivningsbetingelserne, men ikke i forhold til en
anden skyldner, der ikke opfylder afskrivningsbetingelserne.
I stedet er det selve fordringen, der afskrives, hvis betingel-
serne herfor er opfyldt, og som konsekvens heraf slettes
samtlige skyldforhold vedrørende fordringen, hvad enten de
enkelte skyldnere hæfter helt eller delvist for fordringen.
Med den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 8, 3. pkt.,
præciseres, at renter påløbet under opkrævningen, renter, der
er påløbet under inddrivelsen af en fordring, der inden den
8. september 2018 er blevet indfriet, samt gebyrer og andre
omkostninger anses som selvstændige fordringer ved af-
skrivning efter stk. 1, jf. dog stk. 4 om opkrævnings- og ind-
drivelsesrenter, der friholdes fra afskrivning som følge af ty-
pen af den fordring, som de vedrører. Det betyder, at disse
fordringer også kan afskrives selvstændigt, hvis kravene til
fordringsstørrelsen m.v. er opfyldt.
En opkrævningsrente, der som følge af sin størrelse og de
øvrige betingelser for afskrivning ikke kan afskrives, vil
skulle retskraftvurderes. Hvis hovedkravet inklusive inddri-
velsesrenter udgør mindre end 1.000 kr. og ikke er friholdt
for afskrivning efter den foreslåede bestemmelse i § 18 h,
stk. 4, jf. ovenfor, vil hovedkravet opfylde betingelserne for
afskrivning. Som følge af behovet for retskraftvurdering af
opkrævningsrenten vil hovedkravet dog skulle retskraftvur-
deres selvstændigt. Det skyldes forældelseslovens § 23, stk.
2, om accessorisk forældelse, hvorefter hovedkravets foræl-
delse indebærer, at renter beregnet af hovedkravet samtidig
forældes. En retskraftvurdering af renter vil derfor i alle til-
fælde kræve, at der tillige gennemføres en retskraftvurdering
af hovedkravet. I sådanne tilfælde vil restanceinddrivelses-
myndigheden som følge af behovet for en retskraftvurdering
kunne undlade at foretage afskrivning af hovedkravet inklu-
sive inddrivelsesrenter, jf. afskrivningens fakultative karak-
ter.
Dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter renter dæk-
kes før hovedkravet, anvendes alene på dækninger, der fore-
tages af restanceinddrivelsesmyndigheden, og inddrivelses-
renter kan derfor miste deres hovedkrav, hvis skyldner har
opfyldt hovedkravet direkte over for fordringshaver.
Inddrivelsesrenter, der ifølge de oplysninger, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 8. september 2018 er i be-
siddelse af, af restanceinddrivelsesmyndigheden må anses
som inddrivelsesrenter uden hovedkrav, betragtes således
som selvstændige fordringer i relation til den foreslåede af-
skrivningsmulighed. Hvis en inddrivelsesrente som følge af
sin størrelse ikke kan afskrives, vil den herefter skulle rets-
kraftvurderes af restanceinddrivelsesmyndigheden. En sådan
44
retskraftvurdering vil da tillige indebære en retskraftvurde-
ring af det nu indfriede hovedkrav, hvoraf inddrivelsesren-
ten er beregnet. Dette skyldes den accessoriske forældelse
efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Viser det sig, at hoved-
kravet var forældet, da det blev indfriet af skyldner direkte
over for fordringshaver, vil skyldner som udgangspunkt ha-
ve et tilbagebetalingskrav mod fordringshaver, medmindre
dette krav er forældet.
En fordring kan være blevet indfriet inden den 8. septem-
ber 2018, uden at restanceinddrivelsesmyndigheden den 8.
september 2018 har fået kendskab til denne indfrielse. Som
følge af den foreslåede regel i § 18 h, stk. 8, 1. pkt., jf. oven-
for, vil inddrivelsesrenter af en sådan hovedfordring, hvis
indfrielse restanceinddrivelsesmyndigheden den 8. septem-
ber 2018 ikke havde kendskab til, dog ikke skulle betragtes
som selvstændige fordringer, men vil i stedet blive lagt sam-
men med hovedfordringen, og det samlede beløb vil herefter
afgøre, om inddrivelsesrenterne kan afskrives, jf. de beløbs-
mæssige kriterier i bl.a. § 18 h, stk. 2 og 3.
En opskrevet fordring og opskrivningsfordringer til den
opskrevne fordring kan alene afskrives efter stk. 1, hvis de
efter at være lagt sammen opfylder betingelserne i stk. 2-4, 6
og 7, mens betingelserne i stk. 5 om manglende retskraftvur-
dering skal være opfyldt for både den opskrevne fordring,
opskrivningsfordringer til denne og det sammenlagte beløb,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 8, 4. pkt.
Ved anvendelsen af stk. 2 og 3 lægges en opskrivningsfor-
dring således beløbsmæssigt sammen med den opskrevne
del af fordringen og eventuelle andre opskrivningsfordringer
vedrørende samme fordring. Anmodes om en retskraftvur-
dering vedrørende opskrivningsfordringen, men ikke den
opskrevne del af fordringen, eller vedrørende den opskrevne
del af fordringen, men ikke opskrivningsfordringen, vil af-
skrivning ikke kunne ske, fordi betingelserne efter § 18 h,
stk. 5, da ikke vil være opfyldt.
Efter at den endelige afskrivning er foretaget, giver restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skyldneren meddelelse herom,
jf. den foreslåede regel i § 18 h, stk. 9. Denne regel svarer
til, hvad der allerede i dag er gældende ret, når en fordring
endeligt afskrives som følge af indtrådt forældelse, men det
foreslås, at underretningspligten vedrørende den ekstraordi-
nære afskrivning lovfæstes.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.5.
Med § 18 h, stk. 10, 1. pkt., foreslås, at skatteministeren til
og med den 1. april 2023 kan fastsætte regler om, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden for en gruppe af fordringer, der
med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger er
under inddrivelse, kan foretage endelig afskrivning uden en
vurdering af hver enkelt fordring, hvis der består tvivl om
rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for fordrin-
gernes inddrivelse, eller disse oplysninger mangler, og det
vil være umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige om-
kostninger at afklare denne tvivl eller at fremskaffe oplys-
ningerne, eller hvis der foreligger andre ganske særlige
grunde til at gennemføre endelig afskrivning.
Blandt de fordringer, der er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, findes ud over de »grå« for-
dringer, der kendetegnes ved tvivl om retskraften og derfor
ud fra nærmere kriterier foreslås afskrevet ekstraordinært, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 1, også en række
fordringer, der som følge af dataproblemer ikke aktuelt vil
kunne inddrives. Fejlene kan potentielt betyde, at de ikke
kan konverteres til det ny inddrivelsessystem, og skyldes
navnlig, at fordringshaverne, herunder også SKAT, har fore-
taget systematiske indberetningsfejl ved overdragelsen af
dem til inddrivelse. Der er bl.a. tale om, at renter ikke kan
knyttes til det korrekte hovedkrav, og fordringstyper, for
hvilke fordringshaverne har indberettet renter som hoved-
krav, således at der er en risiko for, at der ulovligt beregnes
renters rente. Det er f.eks. tilfældet for fordringer, der er
overdraget fra SKATs opkrævningssystemer KOBRA og
DMO. Der er desuden tale om stamdatafejl, hvor f.eks. stif-
telsestidspunkt og forældelsesdatoer enten ikke er blevet re-
gistreret eller er blevet registreret forkert. Nogle af proble-
merne vil blive søgt løst i samarbejde med fordringshaverne,
i takt med at disse klargøres til og tilkobles det ny inddrivel-
sessystem. Det forventes dog, at nogle af problemerne alene
vil kunne løses ved manuel sagsbehandling hos restanceind-
drivelsesmyndigheden. For en række fejl og fordringskom-
binationer er det nødvendigt at returnere hovedparten af de
berørte fordringer til fordringshaverne med henblik på be-
rigtigelse af de fejlbehæftede oplysninger, men det er uaf-
klaret, i hvilket omfang fordringshaverne teknisk er i stand
til at tage imod fordringerne og foretage de nødvendige fejl-
rettelser. Hvis dette viser sig at være en hindring, må der ef-
ter omstændighederne træffes beslutning om at afskrive for-
dringerne. Dette vil dog kræve en hjemmel.
Den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 10, 1. pkt., vil
kunne anvendes af skatteministeren til at fastsætte regler om
afskrivning af disse fordringer.
Den foreslåede bemyndigelse vil som følge af en ordlyd,
hvori disse kriterier indgår, ikke alene kunne udnyttes til at
løse det aktuelle behov for eventuelt at gennemføre ekstraor-
dinær afskrivning, men vil også kunne anvendes til afskriv-
ning af grupper af fordringer, der fremtidigt måtte blive
identificeret som lidende af de samme dataproblemer som
de ovenfor beskrevne fordringer. Bemyndigelsen vil blive
udnyttet gennem skatteministerens udstedelse af en bekendt-
gørelse, der sendes i ekstern høring. Bemyndigelsen vil først
blive anvendt efter orientering af Finansudvalget.
Det foreslås med baggrund i »Aftale om styrkelse af den
offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017, at bemyndigel-
sen i § 18 h, stk. 10, 1. pkt., skal gælde i en 5-årig periode.
Det vil indebære, at en bekendtgørelse, der udmønter skatte-
ministerens bemyndigelse, skal være udstedt senest den 1.
april 2023. Det er selve adgangen til at udstede regler om en
sådan afskrivning, der skal være udnyttet senest den 1. april
2023. Regler, der senest da er udstedt, vil derfor også have
gyldighed efter den 1. april 2023.
Med § 18 h, stk. 10, 2. pkt., foreslås, at de i stk. 4 nævnte
typer af fordringer ikke omfattes af bemyndigelsen i 1. pkt.
45
De hensyn, der ligger bag den foreslåede bestemmelse i §
18 h, stk. 4, om fordringstyper, der friholdes fra den ekstra-
ordinære afskrivning efter § 18 h, stk. 1, dvs. bl.a. bøder og
offerbidrag, der friholdes som følge af hensynet til retsfølel-
sen, samt private underholdsbidrag og udenlandske fordrin-
ger, der allerede efter den gældende afskrivningshjemmel i §
16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
friholdt fra afskrivning, gør sig også gældende ved den af-
skrivning, som den foreslåede bemyndigelse skal muliggøre.
Med den foreslåede bestemmelse i § 18 h, stk. 10, 3. pkt.,
foreslås desuden, at skatteministeren gives bemyndigelse til
i samme 5-årige periode at fastsætte regler om, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden for grupper af tilbagebetalings-
krav inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkost-
ninger, som tilkommer restanceinddrivelsesmyndigheden,
kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hvert
enkelt tilbagebetalingskrav, hvis der består tvivl om rigtig-
heden af de oplysninger, der er nødvendige for tilbagebeta-
lingskravenes opkrævning og inddrivelse, eller disse oplys-
ninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller
fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre
ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning.
Sådanne tilbagebetalingskrav, der har restanceinddrivel-
sesmyndigheden som fordringshaver, vil, når de gøres gæl-
dende af restanceinddrivelsesmyndigheden, formelt være
under opkrævning, men kan overføres til inddrivelse, hvis
skyldner ikke rettidigt betaler, jf. § 2, stk. 3 og 4, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Også denne bemyndi-
gelse vil først blive anvendt efter orientering af Finansudval-
get.
Det er selve adgangen til at udstede regler om en sådan af-
skrivning, der skal være udnyttet senest den 1. april 2023.
Regler, der senest da er udstedt, vil derfor også have gyldig-
hed efter den 1. april 2023.
SKAT har ingen lovhjemmel til som fordringshaver at af-
skrive retskraftige fordringer, der befinder sig i opkræv-
ningsfasen. SKATs fordringer på skatter og afgifter m.v.
kan alene afskrives af restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvilket forudsætter, at fordringerne er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyn-
dighedens hjemmel til afskrivning af fordringer under ind-
drivelse findes i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Skatteministeren vil efter den foreslåede bestemmelse i §
18 h, stk. 10, 4. pkt., i perioden til og med den 1. april 2023
kunne fastsætte regler om, at SKAT for en gruppe af for-
dringer bestående af skatter og afgifter m.v. med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger kan foretage endelig
afskrivning uden en vurdering af hver enkelt fordring, hvis
det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger
for SKAT at gennemføre opkrævning, eller hvis der forelig-
ger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig
afskrivning.
Uforholdsmæssige omkostninger kan f.eks. skyldes, at der
består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødven-
dige for fordringernes opkrævning, og det vil være umuligt
eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at af-
klare denne tvivl. Dette omfatter tilfælde, fordringen poten-
tielt kan være forældet, og det vil være forbundet med ufor-
holdsmæssige omkostninger at afklare, hvorvidt fordringen
er retskraftig. Andre ganske særlige grunde vil kunne fore-
ligge, hvis en opkrævning endnu ikke er sket, lang tid efter
at kravet er stiftet.
Som anført i afsnit 1.1.3 er der i SKATs opkrævningssy-
stem SAP 38 konstateret en potentiel forældelse af et større
antal fordringer. Disse fordringer vil skulle retskraftvurderes
manuelt. For de fordringer, der viser sig at være retskraftige,
vil der – som udgangspunkt manuelt – skulle beregnes op-
krævningsrenter, der herefter skal opkræves hos skyldnerne,
medmindre der skabes hjemmel til ekstraordinært at afskrive
opkrævningsrenterne.
Manglende systemunderstøttelse har medført, at det siden
idriftsættelsen af SKATs system for fordringer vedrørende
motorkøretøjer, Digitalt Motorregister (DMR), i juni 2012
ikke har været muligt at beregne renter af fordringerne i det-
te system, der genererer motorfordringerne, der herefter op-
kræves via opkrævningssystemet SAP 38. Et rentebereg-
ningsprogram forventes taget i brug i 2018. Som følge af
den 3-årige forældelsesfrist for renter er renter, der påløb for
mere end 3 år siden, bortfaldet ved forældelse. For perioden
fra medio 2014 til medio 2017 skønnes der at være ca. 3
mio. retskraftige rentefordringer med en samlet værdi på ca.
75-90 mio. kr. En opkrævning af disse renter vurderes at
kræve et administrativt ressourcetræk på ca. 70-90 mio. kr.
Nogle renteopkrævninger antages at ville være uberettigede
som følge af tvivl om retskraften af en del af hovedkravene.
Er den rentebærende hovedfordring forældet, vil dens påløb-
ne renter blive ramt af accessorisk forældelse efter forældel-
seslovens § 23, stk. 2. En opkrævning af disse opkrævnings-
renter efter måske flere år vil desuden kunne opleves som
byrdefuld for en skyldner, der kan have indrettet sig på, at et
sådant krav ikke vil blive gjort gældende. Ud fra en samlet
vurdering af de ovenfor nævnte forhold kan det derfor være
nødvendigt at afskrive disse rentefordringer.
Der er tale om fordringer, der ikke er sendt til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorfor der vil være
behov for en hjemmel for skatteministeren til at fastsætte
regler om, at SKAT som fordringshaver kan foretage ende-
lig afskrivning af fordringer, hvis det vil være forbundet
med uforholdsmæssige omkostninger at gennemføre op-
krævning, eller hvis der foreligger andre ganske særlige
grunde til at gennemføre afskrivning. Den foreslåede be-
stemmelse i § 18 h, stk. 10, 4. pkt., indeholder derfor en be-
myndigelse for skatteministeren til at kunne fastsætte regler
om, at SKAT for en gruppe af fordringer bestående af skat-
ter og afgifter m.v. med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger kan foretage endelig afskrivning uden en vur-
dering af hver enkelt fordring, hvis det vil være forbundet
med uforholdsmæssige omkostninger for SKAT at gennem-
føre opkrævning, eller hvis der foreligger andre ganske sær-
lige grunde til at gennemføre afskrivning.
46
I den konkrete situation med SAP 38 vil beregningen af
opkrævningsrenter skulle ske manuelt, hvilket som følge af
rentens typisk beskedne størrelse vil udløse uforholdsmæssi-
ge omkostninger, ligesom det for en skyldner, over for hvem
der ikke tidligere er sket opkrævning af renterne, vil kunne
være byrdefuldt, hvis opkrævning skulle ske efter måske fle-
re år.
Tilsvarende gælder for DMR, at det vil kunne opleves
som byrdefuldt for skyldneren efter måske flere år at blive
mødt med et rentekrav, der ikke hidtil er blevet gjort gæl-
dende. Dertil kommer, at der som sagt vil være en risiko for,
at nogle renteopkrævninger kan vise sig at være uberettigede
på grund af accessorisk forældelse. Det foreslås, at bemyn-
digelsen ud over at løse det aktuelle afskrivningsbehov også
skal kunne anvendes til afskrivning af grupper af fordringer,
der fremtidigt måtte blive identificeret som lidende af de
samme problemer som de ovenfor beskrevne fordringer.
Bemyndigelsen vil blive udnyttet gennem skatteministe-
rens udstedelse af en bekendtgørelse, der sendes i ekstern
høring. Bemyndigelsen vil først blive anvendt efter oriente-
ring af Finansudvalget.
Det foreslås med baggrund i »Aftale om styrkelse af den
offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017, at bemyndigel-
sen skal gælde i en 5-årig periode. En bekendtgørelse, der
udmønter skatteministerens bemyndigelse, vil derfor skulle
være udstedt senest den 1. april 2023. Det er selve adgangen
til at udstede regler om en sådan afskrivning, der skal være
udnyttet senest den 1. april 2023. Regler, der senest da er
udstedt, vil derfor også have gyldighed efter den 1. april
2023.
Med § 18 h, stk. 10, 5. pkt., foreslås, at der efter 4. pkt.
ikke kan fastsættes regler om afskrivning af de i stk. 4
nævnte fordringer, som opkræves af SKAT. Det foreslås i
bestemmelsen desuden, at det kan fastsættes, at afskrivnin-
gen kan være begrænset til alene at omfatte renter, gebyrer
eller andre omkostninger.
De hensyn, der ligger bag den foreslåede bestemmelse i §
18 h, stk. 4, om fordringstyper, der friholdes fra den ekstra-
ordinære afskrivning efter § 18 h, stk. 1, gør sig også gæl-
dende ved den afskrivning, som den foreslåede bemyndigel-
se i § 18 h, stk. 10, 4. pkt., skal muliggøre. Det er baggrun-
den for, at det i 5. pkt. bestemmes, at de i stk. 4 nævnte ty-
per af fordringer, som opkræves af SKAT, ikke omfattes af
bemyndigelsen. Det drejer sig navnlig om skattebøder og
toldkrav.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.6.
Til § 2
Med lovforslagets § 2 foreslås, at § 31 i lov om Udbeta-
ling Danmark ændres, så en forkert henvisning til § 8 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres til § 9 i
samme lov.
Ved § 9 i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev § 31 i lov om
Udbetaling Danmark ændret, idet henvisningen til §§ 8 og 9
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige som bestem-
melser, der tilsvarende skulle finde anvendelse for Udbeta-
ling Danmarks fordringer, blev ændret til en henvisning til §
8.
I § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
er bestemt, at for forfaldne fordringer omfattet af denne lov
indtræder fordringshaveren i retten til udbetalinger fra staten
for et beløb, der svarer til den skyldige betaling. I stk. 2 be-
stemmes, at for forfaldne private fordringer på underholds-
bidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
omfattet af denne lov indtræder det offentlige på vegne af
den bidragsberettigede i retten til udbetalinger fra det offent-
lige for et beløb, der svarer til den skyldige betaling.
I § 9, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
bestemmes, at tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at
foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. I stk.
2 bestemmes, at en betalingsaftale fastsat af kommunen ikke
afskærer kommunen fra at indtræde i retten til udbetalinger
fra staten, jf. § 8.
Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 9 i
lovforslaget til lov nr. 285 af 29. marts 2017 – lovforslag nr.
L 137, Folketingstidende 2016-17, A, L 137 som fremsat,
side 59 – skulle der i § 31 i lov om Udbetaling Danmark i
stedet være henvist til § 9 som en bestemmelse, der fortsat
skulle finde anvendelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2018.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder ifølge
§ 20 ikke for Færøerne og Grønland og kan heller ikke ad-
ministrativt sættes i kraft for Færøerne og Grønland, fordi en
anordningshjemmel ikke findes.
Der er derfor ikke indsat en territorialbestemmelse.
47
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende lov Lovforslaget
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 285 af 29. marts
2017, foretages følgende ændring:
- - - 1. Efter § 18 c indsættes før overskriften før § 19:
»Særlige regler om tiltag om fordringer overdra-
get til restanceinddrivelsesmyndigheden og for-
dringer i told- og skatteforvaltningens opkræv-
ningssystemer m.v.
§ 18 d. I sager om inddrivelse eller frivillig be-
taling, der har fundet sted i perioden fra og med
den 1. september 2013 til og med den 7. septem-
ber 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ikke forpligtet til af
egen drift at udsøge og foretage genoptagelse af
sager, hvor inddrivelsen eller den frivillige beta-
ling kan have været uretmæssig, jf. dog stk. 2 og
3. Restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager
ikke sager som nævnt i 1. pkt. på baggrund af en
anmodning om genoptagelse, der er modtaget den
8. september 2018 eller senere.
Stk. 2. I sager om inddrivelse eller frivillig beta-
ling, der har fundet sted i perioden fra og med den
1. september 2013 til og med den 7. september
2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, genoptager re-
stanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift sag-
er, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har
konstateret, at fordringen ved inddrivelsen eller
modtagelsen af den frivillige betaling var eller
kan have været uden retskraft, og sager, hvor re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret, at
fordringen, efter at der blev inddrevet på den ved
en inddrivelse, der af restanceinddrivelsesmyn-
digheden er konstateret ramt eller formodes at
kunne være ramt af sagsbehandlingsfejl, mistede
eller kan have mistet retskraften. Det er dog en
48
forudsætning for genoptagelsen, at det samlede
beløb, der er inddrevet eller modtaget på eller
vedrørende fordringen, inklusive renter udgør
mindst 3.000 kr., og at et krav på tilbagebetaling
af det inddrevne eller modtagne beløb ikke er for-
ældet, jf. § 18 e.
Stk. 3. I sager om inddrivelse eller frivillig beta-
ling, der har fundet sted i perioden fra og med den
1. september 2013 til og med den 7. september
2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, genoptager re-
stanceinddrivelsesmyndigheden sagen, hvis for-
dringen ikke er omfattet af en genoptagelse af
egen drift efter stk. 2, og det i forbindelse med re-
stanceinddrivelsesmyndighedens gennemgang af
fordringen for at afklare dens retskraft konstate-
res, at fordringen var forældet eller på anden vis
ophørt, da inddrivelsen eller den frivillige beta-
ling fandt sted. Genoptagelse er dog betinget af, at
et krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller
modtagne beløb ikke er forældet, jf. § 18 e.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om forhold omfattet af stk. 1-3.
§ 18 e. Forældelsesfristen for tilbagebetalings-
krav, som fysiske og juridiske personer måtte ha-
ve som følge af en inddrivelse eller frivillig beta-
ling, der fandt sted i perioden fra og med den 1.
september 2013 til og med den 7. september 2015
vedrørende fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8.
september 2015.
§ 18 f. Told- og skatteforvaltningen ændrer ikke
skatteansættelsen for en skattepligtig, som følge
af at den skattepligtige i sin skatteansættelse ube-
rettiget har fået fradrag for renter, der, efter at for-
dringen er forældet, i medfør af § 5 er tilskrevet
en fordring, der er overdraget til restanceinddri-
velsesmyndigheden senest den 19. november
2015, men før eller efter overdragelsen er bortfal-
det ved forældelse.
Stk. 2. Skattepligtige, der har fået deres skatte-
ansættelse ændret på grund af et uberettiget rente-
fradrag efter stk. 1, kan begære deres skatteansæt-
telse genoptaget efter skatteforvaltningslovens §
26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at rente-
fradraget indgår i skatteansættelsen.
49
§ 18 g. Gevinst ved forældelse, der er indtrådt
senest den 19. november 2015, af fordringer in-
klusive renter, gebyrer og andre omkostninger,
der er overdraget til restanceinddrivelsesinddri-
velsesmyndigheden inden denne dato, og af ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger, der af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden er pålagt disse for-
dringer, medregnes ikke ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst. Gevinst ved forældelse,
der er indtrådt senest den 1. april 2023, af fordrin-
ger inklusive renter, gebyrer og andre omkostnin-
ger under opkrævning hos told- og skatteforvalt-
ningen medregnes ikke ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst. Ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst medregnes endvidere ikke
gevinst, der opstår, ved at fordringer inklusive
renter, gebyrer og andre omkostninger afskrives
efter § 18 h, stk. 1, eller i medfør af regler udstedt
i henhold til § 18 h, stk. 10.
Stk. 2. Skattepligtige, der har selvangivet en ge-
vinst, som efter stk. 1 ikke medregnes ved opgø-
relsen af den skattepligtige indkomst, kan begære
deres skatteansættelse genoptaget efter skattefor-
valtningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med
henblik på at gevinsten ikke indgår i opgørelsen
af den skattepligtige indkomst.
§ 18 h. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
endeligt afskrive fordringer, herunder renter og
gebyrer, der er overdraget til restanceinddrivelses-
myndigheden senest den 19. november 2015 eller
før denne dato er dannet af restanceinddrivelses-
myndigheden som led i inddrivelsen af disse for-
dringer, hvis der er tvivl om retskraften for disse
fordringer. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
desuden ved tvivl om deres retskraft endeligt af-
skrive renter og gebyrer, der vedrører de fordrin-
ger, der er nævnt i 1. pkt., og som efter den 19.
november 2015 er dannet af restanceinddrivelses-
myndigheden som led i inddrivelsen eller er over-
draget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt
opskrivningsfordringer, der fra og med den 1.
april 2017 er overdraget til restanceinddrivelses-
myndigheden og vedrører de fordringer, der er
nævnt i 1. pkt., eller de renter og gebyrer, der er
nævnt i nærværende punktum, og som efter den
19. november 2015 er overdraget til restanceind-
50
drivelsesmyndigheden, samt renter og gebyrer,
der vedrører disse opskrivningsfordringer. For ad-
gangen til endelig afskrivning efter 1. og 2. pkt.
gælder dog de begrænsninger og betingelser, der
fremgår af stk. 2-8.
Stk. 2. En fordring, der inklusive renter påløbet
under inddrivelsen udgør mere end 7.500 kr. pr. 8.
september 2018, kan ikke afskrives efter stk. 1.
Det samme gælder renter, der er påløbet under
inddrivelsen af den i 1. pkt. nævnte fordring.
Stk. 3. En fordring, der inklusive renter påløbet
under inddrivelsen udgør mellem 1.000 kr. og
7.500 kr. pr. 8. september 2018, kan inklusive dis-
se renter alene afskrives efter stk. 1, hvis skyldne-
ren er en fysisk person med en skattepligtig ind-
komst, der ifølge skyldnerens pr. 8. september
2018 gældende årsopgørelse for indkomståret
2017 udgjorde mindre end 200.000 kr., og skyld-
neren ikke hæfter for fordringen som følge af sin
deltagelse i et interessentskab eller anden virk-
somhed med flere deltagere, der hver især hæfter
personligt, helt eller delvist og solidarisk for virk-
somhedens forpligtelser. Foreligger der den 8.
september 2018 ingen årsopgørelse for 2017, an-
vendes den på denne dato gældende årsopgørelse
for 2016, alternativt den på denne dato gældende
årsopgørelse for 2015. Foreligger der for ingen af
disse indkomstår en årsopgørelse for skyldneren,
anses dennes skattepligtige indkomst at være min-
dre end 200.000 kr. ved anvendelsen af 1. pkt.
Stk. 4. Bøder, tvangsbøder, erstatningskrav og
sagsomkostninger fastslået eller fastsat ved afgø-
relse i straffesag, afsoningsomkostninger, konfi-
skationskrav, offerbidrag, private underholdsbi-
drag, toldkrav, udenlandske fordringer, fortrinsbe-
rettigede kommunale fordringer og fordringer, der
opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrel-
sen, kan ikke afskrives efter stk. 1. Renter, der er
påløbet under inddrivelsen af disse fordringer,
kan endvidere ikke afskrives efter stk. 1. Det
samme gælder renter påløbet under opkrævningen
af private underholdsbidrag, toldkrav, udenland-
ske fordringer og fordringer, der opkræves af
Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen.
Stk. 5. Det er en betingelse for afskrivning af en
fordring efter stk. 1, at der ikke inden den 8. sep-
tember 2018 er gennemført en retskraftvurdering
eller over for restanceinddrivelsesmyndigheden er
51
fremsat en anmodning, der vil indebære en rets-
kraftvurdering af fordringen, og at der ikke af an-
dre grunde, som restanceinddrivelsesmyndighe-
den senest den 8. september 2018 har fået kend-
skab til, skal foretages en retskraftvurdering af
fordringen.
Stk. 6. Hæfter flere skyldnere helt eller delvist
for en fordring, kan afskrivning alene ske, hvis
samtlige skyldnere, som fordringen er under ind-
drivelse over for pr. 8. september 2018, opfylder
betingelserne for afskrivning.
Stk. 7. For den enkelte skyldner gælder et af-
skrivningsloft, der beregnes som et grundbeløb på
50.000 kr. med tillæg af 50 pct. af den samlede
størrelse på de fordringer, der resterer, hvis der ef-
ter stk. 1 sker afskrivning af fordringer for et sam-
let beløb på 50.000 kr., og som den 8. september
2018 er under inddrivelse i forhold til skyldneren.
Fordringens størrelse anvendes efter 1. pkt., selv
om skyldneren alene hæfter delvist for fordringen.
Fordringer afskrives efter deres størrelse med den
mindste først, inden afskrivningsloftet nås. Er to
eller flere fordringer lige store, og overskrides af-
skrivningsloftet, hvis disse fordringer afskrives,
afskrives i henhold til den rækkefølge, hvori for-
dringerne er blevet registreret som værende under
inddrivelse. Er det i forhold til en skyldner bereg-
net, hvor stort et beløb der kan afskrives, jf. 1.
pkt., og viser det sig, at en af disse fordringer ikke
kan afskrives i forhold til en anden skyldner, af-
skrives fordringen ikke, og en genberegning fore-
tages ikke i forhold til den første skyldner.
Stk. 8. Ved anvendelsen af stk. 2-7 er det restan-
ceinddrivelsesmyndighedens oplysninger pr. 8.
september 2018, der lægges til grund. En afskriv-
ning efter stk. 1 gælder hele fordringen inklusive
renter påløbet under inddrivelsen. Renter påløbet
under opkrævningen, renter, der er påløbet under
inddrivelsen af en fordring, der inden den 8. sep-
tember 2018 er blevet indfriet, samt gebyrer og
andre omkostninger anses som selvstændige for-
dringer ved afskrivning efter stk. 1, jf. dog stk. 4.
En opskrevet fordring og opskrivningsfordringer
til den opskrevne fordring kan alene afskrives ef-
ter stk. 1, hvis de efter at være lagt sammen opfyl-
der betingelserne i stk. 2-4, 6 og 7, mens betingel-
serne i stk. 5 skal være opfyldt for den opskrevne
52
fordring, opskrivningsfordringer til denne og det
sammenlagte beløb.
Stk. 9. Når en endelig afskrivning efter stk. 1 er
foretaget, giver restanceinddrivelsesmyndigheden
skyldneren meddelelse herom.
Stk. 10. Skatteministeren kan til og med den 1.
april 2023 fastsætte regler om, at restanceinddri-
velsesmyndigheden for en gruppe af fordringer,
der med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger er under inddrivelse, kan foretage en-
delig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt
fordring, hvis der består tvivl om rigtigheden af
de oplysninger, der er nødvendige for fordringer-
nes inddrivelse, eller disse oplysninger mangler,
og det vil være umuligt eller forbundet med ufor-
holdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl
eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der
foreligger andre ganske særlige grunde til at gen-
nemføre endelig afskrivning. De i stk. 4 nævnte
typer af fordringer omfattes ikke af 1. pkt. Skatte-
ministeren kan til og med den 1. april 2023 desu-
den fastsætte regler om, at restanceinddrivelses-
myndigheden for grupper af tilbagebetalingskrav
inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre om-
kostninger, som tilkommer restanceinddrivelses-
myndigheden, kan foretage endelig afskrivning
uden en vurdering af hvert enkelt tilbagebeta-
lingskrav, hvis der består tvivl om rigtigheden af
de oplysninger, der er nødvendige for tilbagebeta-
lingskravenes opkrævning og inddrivelse, eller
disse oplysninger mangler, og det vil være umu-
ligt eller forbundet med uforholdsmæssige om-
kostninger at afklare denne tvivl eller fremskaffe
oplysningerne, eller hvis der foreligger andre
ganske særlige grunde til at gennemføre endelig
afskrivning. Skatteministeren kan til og med den
1. april 2023 endvidere fastsætte regler om, at
told- og skatteforvaltningen for en gruppe af for-
dringer bestående af skatter og afgifter m.v. med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger
kan foretage endelig afskrivning uden en vurde-
ring af hver enkelt fordring, hvis det vil være for-
bundet med uforholdsmæssige omkostninger for
told- og skatteforvaltningen at gennemføre op-
krævning, eller hvis der foreligger andre ganske
særlige grunde til at gennemføre endelig afskriv-
ning. Der kan efter 4. pkt. ikke fastsættes regler
om afskrivning af fordringer som nævnt i stk. 4,
53
som opkræves af told- og skatteforvaltningen, og
det kan fastsættes, at afskrivningen kan være be-
grænset til alene at omfatte renter, gebyrer eller
andre omkostninger.«
§ 2
I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1507 af 6. december 2016, som ændret
ved § 9 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 26 i lov
nr. 287 af 29. marts 2017 og § 16 i lov nr. 674 af
8. juni 2017, foretages følgende ændring:
§ 31. § 8 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige finder tilsvarende anvendelse for Udbetaling
Danmark
1. I § 31 ændres »§ 8« til: »§ 9«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. april 2018.
54