Fremsat den 8. februar 2018 af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg)

Fremsat den 8. februar 2018 af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg)
Forslag
til
Lov om ændring af udlændingeloven
(Indkvartering og forsørgelse af flygtninge og asylansøgere, advisering af kommunerne om visse afgørelser i klagesager og
ændring af beregningen af varigheden af et indrejseforbud)
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2.
oktober 2017, som ændret senest ved lov nr. 1691 af 26.
december 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 c, stk. 3, nr. 1, indsættes efter »udvises efter«: »reg-
lerne i«.
2. I § 11, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Udlændingestyrelsen træffer af egen drift afgørelse om
forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med henblik på
midlertidigt ophold efter § 7, stk. 3, hvis grundlaget fortsat
er til stede.«
3. § 14 a, stk. 2, nr. 3, affattes således:
»3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebæ-
rer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse her i landet, der ville have medført en
straf af denne karakter,«
4. I § 32, stk. 1, 2. pkt., udgår »og regnes fra den 1. i den
førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen«.
5. I § 42 a, stk. 3, indsættes som nr. 5:
»5) Hvis udlændingen er mindreårig og er indkvarteret pri-
vat hos herboende forældre i medfør af § 42 l, stk. 3,
medmindre særlige grunde foreligger.«
6. § 42 k, stk. 2, nr. 3, affattes således:
»3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebæ-
rer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse her i landet, der ville have medført en
straf af denne karakter,«
7. § 42 l, stk. 2, nr. 3, affattes således:
»3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebæ-
rer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse her i landet, der ville have medført en
straf af denne karakter,«
8. I § 42 l, stk. 3, 1. pkt., og § 42 l, stk. 5, 3. pkt., indsættes
efter »ægtefælle«: »eller forældre, hvis udlændingen er min-
dreårig«.
9. I § 44 a, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »inddraget«: »samt
om udfaldet af en eventuel klage herover«.
10. I § 53 a, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »Bortfald efter §§
17, 17 a og 21 b«: », nægtelse af forlængelse efter § 11, stk.
2,«.
11. I § 53 a, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »her i landet,«:
»træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af for-
længelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse med-
delt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1 og 4, træder i kraft dagen efter bekendt-
gørelsen i Lovtidende.
Stk. 3. § 1, nr. 1, finder ikke anvendelse for karensperio-
der fastsat inden lovens ikrafttræden.
Stk. 4. § 1, nr. 4, finder ikke anvendelse ved beregningen
af varigheden af indrejseforbud fastsat efter udlændingelo-
vens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c inden lovens ikraft-
træden. For sådanne indrejseforbud finder de hidtil gælden-
de regler i udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., anvendel-
se.
Lovforslag nr. L 145 Folketinget 2017-18
Udlændinge- og Integrationsmin., j.nr. 2017-6402
CS000332
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Justering af asylansøgeres indkvartering og adgang
til arbejdsmarkedet
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Skærpelse af vandelskrav
2.1.2.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser
2.1.2.2. Den foreslåede ordning
2.1.3. Kodificering af praksis for privat indkvartering
hos herboende forældre
2.1.3.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser
2.1.3.2. Den foreslåede ordning
2.2. Justering af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. De enkelte tilfældegrupper
2.2.1.2. Påklage af inddragelse og nægtelse af for-
længelse af opholdstilladelse på asylområdet
2.2.2. Justering af Udlændingestyrelsens forsørgel-
sespligt for mindreårige asylansøgere
2.2.2.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser
2.2.2.2. Den foreslåede ordning
2.2.3. Inddragelse og nægtelse af forlængelse af
flygtninges opholdstilladelser
2.2.3.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets
overvejelser
2.2.3.2. Den foreslåede ordning
2.3. Kodificering af praksis for forlængelse af opholdstil-
ladelser meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets over-
vejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Advisering af kommunerne om visse afgørelser i
klagesager
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets over-
vejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Beregning af varigheden af et indrejseforbud
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Udlændingelovens regler om indrejseforbud
2.5.1.2. Udsendelsesdirektivet
2.5.1.3. Udsendelsesdirektivets implementering i
dansk ret
2.5.1.4. EU-Domstolens dom i sag C-225/16 Ouhra-
mi
2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets over-
vejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder m.v.
9. Sammenfattende skema
3
1. Indledning
I en tid med stadig store flygtninge- og migrantstrømme, der
søger mod Europa, er det afgørende for Danmark, at der er
den rette balance i udlændingepolitikken. Det gælder for
dem, der under angivelse af at være forfulgt kommer hertil
og søger beskyttelse, dem, der allerede er kommet hertil og
afventer behandlingen af deres asylsag, og dem, der er med-
delt opholdstilladelse i Danmark som flygtninge på grund af
personlige eller generelle omstændigheder i hjemlandet.
Lovforslaget adresserer en række uhensigtsmæssigheder, der
relaterer sig til indkvarteringen og forsørgelsen af flygtninge
og asylansøgere.
Der foreslås en stramning af reglerne om straffrihed som be-
tingelse for asylansøgeres private indkvartering, indkvarte-
ring i egenfinansieret bolig og adgang til arbejdsmarkedet.
Skærpelsen vil medføre udelukkelse fra de nævnte ordnin-
ger, hvis den pågældende er eller bliver idømt anden straffe-
retlig retsfølge end fængsel, der indebærer eller giver mulig-
hed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville
have medført en betinget eller ubetinget frihedsstraf.
Endvidere foreslås det, at mindreårige asylansøgere – tilsva-
rende, hvad der gælder mellem ægtefæller – kan indkvartere
sig hos herboende forældre, og at mindreårige asylansøgere,
der er indkvarteret privat hos herboende forældre, ikke er
omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt.
Desuden foreslås indført en automatisk indbringelse af kla-
ger til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgø-
relser om inddragelse og nægtelse af forlængelse af flygtnin-
ges opholdstilladelser med henblik på dels at sikre, at det ik-
ke er muligt bevidst at forlænge opholdet i Danmark ved at
klage på et sent tidspunkt, dels at afhjælpe nogle praktiske
forhold i relation til Udlændingestyrelsens og kommunernes
forsørgelsespligt.
Endelig foreslås det, at kommunerne adviseres om udfaldet
af klager over afgørelser om inddragelse, nægtelse af for-
længelse og bortfald af opholdstilladelse med henblik på at
sikre den nødvendige opfølgning i kommunerne.
Herudover har lovforslaget til formål at ændre udlændingel-
ovens regler om beregningen af varigheden af indrejsefor-
bud, så de bringes i overensstemmelse med EU-Domstolens
praksis. Den 26. juli 2017 afsagde EU-Domstolen således
dom i sagen C-225/16 Ouhrami. Sagen omhandlede et præ-
judicielt spørgsmål om fortolkningen af artikel 11, stk. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.
december 2008 om fælles standarder og procedurer i med-
lemsstaterne om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere
med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet). Spørgsmålet
vedrørte beregningen af et indrejseforbuds varighed, nærme-
re bestemt fra hvilket tidspunkt varigheden af et indrejsefor-
bud skal beregnes. Domstolen slog i dommen fast, at et ind-
rejseforbud, jf. udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, skal
regnes fra den faktiske udrejse.
Udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, er gennemført i
dansk ret i udlændingelovens § 32, stk. 1. Det følger af be-
stemmelsen, at et indrejseforbud efter dansk ret regnes fra
den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller ud-
sendelsen.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Justering af asylansøgeres indkvartering og adgang
til arbejdsmarkedet
2.1.1. Gældende ret
Udlændinge, som har indgivet ansøgning om opholdstilla-
delse i medfør af udlændingelovens § 7 (asylansøgning),
kan under nærmere betingelser tage arbejde og bo uden for
asylcentrene, indtil den pågældende meddeles opholdstilla-
delse, udrejser eller udsendes.
De enkelte elementer i den gældende ordning fremgår af ud-
lændingelovens § 14 a om adgang til arbejdsmarkedet, § 42
k om ophold i egenfinansieret bolig, og § 42 l om privat ind-
kvartering hos venner eller familie samt privat indkvartering
hos en ægtefælle.
For at kunne benytte ordningens enkelte elementer skal ud-
lændingen foruden at have indgivet ansøgning om opholds-
tilladelse efter udlændingelovens § 7 opfylde en række be-
tingelser og indgå en kontrakt med Udlændingestyrelsen.
Betingelserne, der gengives nedenfor, fremgår af henholds-
vis § 14 a, stk. 1, § 42 k, stk. 1, og § 42 l, stk. 1, 3 og 5.
Fælles for adgangen til at tage arbejde, til at flytte i egenfi-
nansieret bolig og til at indkvartere sig privat hos venner el-
ler familie gælder det, at udlændingen har opholdt sig i Dan-
mark i mindst 6 måneder fra indgivelse af ansøgning om op-
holdstilladelse i medfør af § 7, at Udlændingestyrelsen har
truffet afgørelse om, at udlændingen kan opholde sig i Dan-
mark under asylsagens behandling (fase 2), jf. herved § 48
e, stk. 2, og at udlændingen indgår en kontrakt med Udlæn-
dingestyrelsen om de nærmere vilkår.
For adgangen til at tage arbejde er det endvidere en betingel-
se, at udlændingens identitet er fastlagt, jf. udlændingelo-
vens § 14 a, stk. 1, nr. 1.
For adgangen til at flytte i egenfinansieret bolig er det end-
videre en betingelse, at udlændingen kan forsørge sin hus-
stand, og at boligen er egnet til beboelse af den pågældende
husstand, jf. udlændingelovens § 42 k, stk. 1, nr. 3 og 5.
Det er en forudsætning for adgangen til at flytte i egenfinan-
sieret bolig og til at indkvartere sig privat hos venner eller
familie, at boligen er placeret i en kommune, hvortil der kan
visiteres flygtninge på grundlag af de aftalte eller fastsatte
kommunekvoter, jf. udlændingelovens § 42 k, stk. 1, nr. 4,
og § 42 l, stk. 5, 1. pkt.
Særligt for adgangen til privat indkvartering hos en ægtefæl-
le er det alene en betingelse, at udlændingen indgår en kon-
trakt med Udlændingestyrelsen om de nærmere vilkår. Der
4
stilles i disse sager således ikke krav til boligens beliggen-
hed, til varigheden af udlændingens ophold i Danmark eller
til hvilken fase af asylprocessen, udlændingens asylansøg-
ning er nået, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 3.
I kontrakten, der skal indgås mellem udlændingen og Ud-
lændingestyrelsen, skal det indgå som et vilkår, at udlændin-
gen medvirker til sagens oplysning og efter afslag på eller
frafald af ansøgningen medvirker til udrejsen uden ugrundet
ophold, jf. udlændingelovens § 14 a, stk. 3, § 42 k, stk. 5, og
§ 42 l, stk. 4.
Foruden afgrænsningen af de persongrupper, der er omfattet
af de enkelte ordninger for at arbejde og bo uden for asyl-
centrene, er visse udlændinge afskåret fra at benytte sig her-
af, jf. udlændingelovens § 14 a, stk. 2, § 42 k, stk. 2, og § 42
l, stk. 2 og stk. 5, 2. pkt.
Det gælder 1) udlændinge, der er administrativt udvist i
medfør af § 25, 2) udlændinge, der er udvist ved dom, 3) ud-
lændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fængsel for
strafbart forhold begået her i landet, 4) udlændinge, hvis op-
holdstilladelse er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, 5) ud-
lændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i flygt-
ningekonventionen af 28. juli 1951, 6) udlændinge, hvis an-
søgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles efter § 53
b, og 7) udlændinge under 18 år, medmindre Udlændinge-
styrelsen efter en konkret vurdering finder, at hensynet til
den mindreåriges tarv taler derfor.
Udlændingestyrelsen kan efter udlændingelovens § 14 a,
stk. 4, § 42 k, stk. 6, og § 42 l, stk. 6, inddrage en tilladelse
til henholdsvis at tage arbejde, til at tage ophold i egenfinan-
sieret bolig, eller til privat indkvartering, når betingelserne
ikke længere er opfyldte, eller når udlændingen ikke over-
holder vilkårene i den indgåede kontrakt.
En asylansøger, der får afslag på en ansøgning om at tage
arbejde efter udlændingelovens § 14 a, eller at flytte ud efter
udlændingelovens § 42 k og § 42 l, kan indgive klage over
Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændinge- og Integra-
tionsministeriet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 42 k og § 42 l kan
dog ikke påklages, for så vidt angår boligens geografiske
placering, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 2. pkt.
2.1.2. Skærpelse af vandelskrav
2.1.2.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser
Adgangen for en udlænding, der har indgivet asylansøgning,
til at arbejde og bo uden for asylcentrene, indtil den enkelte
udlænding meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsen-
des, er betinget af, at udlændingen ikke er idømt betinget el-
ler ubetinget fængsel for strafbart forhold begået her i lan-
det, jf. ovenfor pkt. 2.1.1.
Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, at personer, der på
gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom el-
ler tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Tilsva-
rende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere
grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af
alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af
sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed,
kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler
derfor.
Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i let-
tere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der
befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med
mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.
Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens §
16, kan den pågældende imidlertid i medfør af straffelovens
kapitel 9 idømmes andre retsfølger, der bl.a. kan indebære
eller give mulighed for frihedsberøvelse. Dette omfatter bl.a.
dom til behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse,
dom til anbringelse i hospital mv. og dom til forvaring.
Andre strafferetlige retsfølger, der indebærer eller giver mu-
lighed for frihedsberøvelse, sidestilles på en række andre
udlændingeretlige områder i dag med betinget og/eller ube-
tinget frihedsstraf.
Som eksempler herpå kan nævnes, at der i ægtefællesam-
menføringssager efter udlændingelovens § 9, stk. 10, med-
deles afslag, medmindre ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiens enhed, taler derfor, såfremt den herbo-
ende person inden for en periode på 10 år inden tidspunktet
for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod en ægte-
fælle eller samlever ved endelig dom er idømt betinget eller
ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne ka-
rakter, for overtrædelse af straffelovens § 213, § 216, stk. 1,
§ 225, jf. § 216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237,
244-246, 250, 260, 261, 262 a eller 266.
Endvidere meddeles i sager om tidsubegrænset opholdstilla-
delse afslag efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 2, hvis
udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders
fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer el-
ler giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne varighed.
Efter udlændingelovens § 11, stk. 9, meddeles afslag på tids-
ubegrænset opholdstilladelse, hvis udlændingen uden for de
tilfælde, der er nævnt i stk. 3, nr. 2 og 3, her i landet er
idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-
hedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have med-
ført en straf af denne karakter, indtil udløbet af en karenspe-
riode, der er fastsat i udlændingelovens § 11 a og b og gra-
dueret i forhold til strafudmålingen.
Herudover kan en udlænding, der idømmes en anden straffe-
retlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-
hedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have med-
5
ført en straf af denne karakter, udvises ved dom efter be-
stemmelserne i udlændingelovens §§ 22-24.
Kriminalitet er uacceptabelt, hvilket i særdeleshed også gæl-
der for udlændinge, der kommer til Danmark med henblik
på at søge beskyttelse. Der skal derfor sættes hårdt ind over
for personer, der begår kriminalitet, således at disse udeluk-
kes fra ordningen om arbejde og bolig uden for asylcentre-
ne.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det derfor ri-
meligt og hensigtsmæssigt, at også personer, der opfylder
betingelserne for straffrihed, selv om de har begået alvorlig
kriminalitet, og som grundet mental tilstand idømmes en an-
den retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-
hedsberøvelse, udelukkes fra at arbejde og bo uden for asyl-
centrene. Vandelskravet bør derfor skærpes, således at det i
højere grad svarer til, hvad der gælder på en række andre
udlændingeretlige områder.
2.1.2.2. Den foreslåede ordning
Der foreslås en skærpelse af udlændingelovens § 14 a om
adgang til arbejdsmarkedet, § 42 k om ophold i egenfinan-
sieret bolig, og § 42 l om privat indkvartering hos venner el-
ler familie samt privat indkvartering hos en ægtefælle såle-
des, at ordningen ikke gælder for udlændinge, der er idømt
betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, for en lovovertrædelse her i landet, der ville have
medført en straf af denne karakter.
Skærpelsen vil dermed som noget nyt også omfatte udlæn-
dinge, der er idømt foranstaltninger efter straffelovens kapi-
tel 9, f.eks. dom til behandling med mulighed for hospitals-
indlæggelse, dom til anbringelse i hospital mv. og dom til
forvaring.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, 6 og 7.
2.1.3. Kodificering af praksis for privat indkvartering hos
herboende forældre
2.1.3.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser
Udlændinge, der har indgivet ansøgning om asyl efter ud-
lændingelovens § 7, har en særlig lempelig adgang til privat
indkvartering hos en herboende ægtefælle, idet der stilles
færre betingelser for at benytte sig af ordningen.
Efter ordlyden af udlændingelovens § 42 l, stk. 3, har min-
dreårige asylansøgere ikke en tilsvarende lempelig adgang
til privat indkvartering hos herboende forældre.
Det fremgår imidlertid af Udlændingestyrelsens bidrag til
udlændinge- og integrationsministerens besvarelser af to fol-
ketingsspørgsmål den 29. april og 31. maj 2016, jf. Udvalget
for Udlændinge- og Integrationspolitik 2015-16, Alm. del,
spørgsmål nr. 324 og 568, at Udlændingestyrelsen ud fra en
analog og formålsbestemt fortolkning af udlændingelovens
§ 42 l, stk. 3, finder, at privat indkvartering af mindreårige
børn hos herboende forældre kan ske efter samme betingel-
ser som angivet i den pågældende bestemmelse, bl.a. under
henvisning til, at der påhviler forældre en forsørgelsespligt
over egne børn på samme måde, som der påhviler ægtefæl-
ler en gensidig forsørgelsespligt.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigts-
mæssigt, at den beskrevne praksis kodificeres i udlændin-
geloven, hvorefter mindreårige asylansøgere, der har herbo-
ende forældre, kan ansøge om privat indkvartering hos den
eller disse forældre på samme lempeligere vilkår, som der
gælder for ægtefæller.
Dette skal også ses i sammenhæng med, at indkvartering af
børn med herboende forældre i mindre grad bør være en
statslig omkostning, da forældre har forsørgelsespligten over
for deres børn, jf. nedenfor pkt. 2.2.2.
Det bemærkes i den forbindelse, at hensynet til barnets tarv i
almindelighed må antages at tilsige, at den mindreårige ud-
lænding indkvarteres hos eventuelle herboende forældre
hurtigt, og således uden at der stilles krav om et ophold på
mindst 6 måneder.
Det bemærkes endvidere, at ved afgørelsen af, hvilken EU-
medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylan-
søgning, går en mindreårig udlændings lovligt bosiddende
familiemedlemmer forud for, hvor udlændingen har op-
holdstilladelse eller visum, eller hvor udlændingen først har
indgivet asylansøgning, jf. kapitel 3 i Dublinforordningen,
jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og
procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er an-
svarlig for behandlingen af en ansøgning om international
beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller
en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning).
På denne baggrund finder Udlændinge- og Integrationsmini-
steriet, at mindreårige asylansøgere, tilsvarende adgangen til
privat indkvartering hos en ægtefælle, bør kunne opnå tilla-
delse til privat indkvartering hos en herboende forælder,
uden at der stilles krav om, at ansøgerens asylsag er nået til
mindst fase 2.
Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at en
mindreårig asylansøger efter udlændingelovens § 42 l, stk.
1, vil kunne ansøge om privat indkvartering hos anden fami-
lie eller venner, men vil da skulle opfylde betingelserne om
mindst 6 måneders ophold, og at ansøgerens asylsag er nået
til mindst fase 2. Endvidere vil boligen skulle være placeret
i en kommune, hvortil der kan visiteres flygtninge, jf. oven-
for pkt. 2.1.1.
Da de samme særlige hensyn til muligheden for indkvarte-
ring hos forældre som hos ægtefæller, herunder de gældende
regler for forsørgelsespligt, ikke gør sig gældende i forhold
til muligheden for indkvartering hos anden familie og ven-
ner, har Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke fundet
anledning til at ændre på den almindelige adgang til privat
6
indkvartering hos anden familie eller venner efter § 42 l, stk.
1.
Vedrørende den kontrakt, en asylansøger også efter udlæn-
dingelovens § 42 l, stk. 3, skal indgå med Udlændingestyrel-
sen som vilkår for en tilladelse til privat indkvartering hos
en herboende ægtefælle, eller som foreslået herboende for-
ældre, hvis asylansøgeren er mindreårig, kan henvises til
Udlændingestyrelsens bidrag til udlændinge- og integrati-
onsministerens besvarelse af et folketingsspørgsmål den 25.
juni 2016, jf. Udvalget for Udlændinge- og Integrationspoli-
tik 2015-16, Alm. del, spørgsmål nr. 665.
Heraf fremgår, at der ikke er tale om en egentlig privatretlig
kontrakt. Den såkaldte kontrakt gengiver og tydeliggør de
vilkår for privat indkvartering, som fremgår af lovgivnin-
gen. Asylansøgeren bekræfter med sin underskrift på kon-
trakten, at den pågældende er gjort bekendt med og er ind-
forstået med at skulle overholde disse vilkår for at kunne
indkvarteres privat.
Det fremgår endvidere, at en uledsaget mindreårig asylansø-
ger får udpeget en personlig repræsentant/bisidder i forbin-
delse med asylsagsbehandlingen, og at Udlændingestyrelsen
forud for en eventuel indgåelse af kontrakt om privat ind-
kvartering undersøger, om den mindreåriges personlige re-
præsentant/bisidder er bekendt med og understøtter ønsket
om privat indkvartering. Udlændingestyrelsen retter endvi-
dere henvendelse til det asylcenter, hvor den uledsagede
mindreårige asylansøger er indkvarteret, med henblik på at
indhente oplysninger om den mindreåriges fysiske og psyki-
ske tilstand, om eventuelle underretninger om barnet til den
stedlige kommune samt om værtsfamiliens bopælskommune
har foretaget en vurdering af værtsfamilien. Derudover un-
dersøger Udlændingestyrelsen, om der i forbindelse med be-
handlingen af barnets asylsag er foretaget en vurdering af
barnets modenhed.
Efter § 2, stk. 3, i aktivloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 269
af 21. marts 2017 af lov om aktiv socialpolitik, ophører for-
ældres ansvar for at forsørge et barn, hvis barnet selv har an-
svar for at forsørge en ægtefælle eller et barn.
En mindreårig asylansøger, der selv har eller får et barn, har
således selv en forsørgelsespligt over sit barn og udtræder
samtidig af sine egne forældres forsørgelsespligt. En min-
dreårig udlænding vil i den situation dermed ikke opfylde de
hensyn, der ligger til grund for den særligt lempelige ord-
ning for privat indkvartering hos herboende forældre.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder imidlertid for
denne afgrænsede personkreds, at en mindreårig asylansøger
ikke skal stilles ringere som følge af selv at have forsørgel-
sespligt over et barn ved at skulle opfylde bl.a. kravet om 6
måneders ophold her i landet. I den forbindelse har Udlæn-
dinge- og Integrationsministeriet lagt vægt på, at de herbo-
ende forældre ikke pålægges at være indkvarteringsværter
for den mindreårige asylansøger, som forældrene ikke (læn-
gere) har forsørgelsespligt over, men at der er tale om en an-
søgningsordning.
2.1.3.2. Den foreslåede ordning
Med den foreslåede ændring af udlændingelovens § 42 l,
stk. 3, lovfæstes Udlændingestyrelsens praksis, hvorefter
Udlændingestyrelsen efter ansøgning træffer afgørelse om,
at en mindreårig udlænding, som har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, kan ind-
kvartere sig privat hos herboende forældre, indtil udlændin-
gen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, hvis
udlændingen indgår en kontrakt med Udlændingestyrelsen.
Det er uden betydning, at kun én forælder til den mindreåri-
ge opholder sig lovligt her i landet, hvorimod det er en for-
udsætning, at den person, der har rådighed over boligen, har
lovligt ophold her i landet.
På samme måde, som hvad der gælder for privat indkvarte-
ring hos en herboende ægtefælle, vil det med den foreslåede
ændring af udlændingelovens § 42 l, stk. 5, ikke være et
krav, at den herboende forælders bolig er placeret i en kom-
mune, hvortil der kan visiteres flygtninge på grundlag af de
aftalte eller fastsatte kommunekvoter, jf. integrationslovens
§ 8.
Hensynet til barnets tarv må i almindelighed antages at tilsi-
ge, at den mindreårige udlænding indkvarteres hos eventuel-
le forældre, men Udlændingestyrelsen vil konkret i de en-
kelte tilfælde også foretage en vurdering af, om hensynet til
den mindreåriges tarv taler for at lade den mindreårige ind-
kvartere sig privat hos herboende forældre, jf. udlændingel-
ovens § 42 l, stk. 5, 2. pkt. Udlændingestyrelsen skal ved
vurderingen heraf bl.a. inddrage beskyttelsen i artikel 3, 9
og 12 i FN’s Børnekonvention af 20. november 1989.
Den foreslåede ordning vil ikke gælde for mindreårige ud-
lændinge, der er omfattet af udlændingelovens § 42 l, stk. 2.
Udelukket fra den foreslåede ordning er således 1) udlæn-
dinge, der er administrativt udvist i medfør af § 25, 2) ud-
lændinge, der er udvist ved dom, 3) udlændinge, der er
idømt betinget eller ubetinget fængsel for strafbart forhold
begået her i landet, 4) udlændinge, hvis opholdstilladelse er
bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, 5) udlændinge, der er
omfattet af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen
af 28. juli 1951, og 6) udlændinge, hvis ansøgning om op-
holdstilladelse efter § 7 behandles efter § 53 b.
Der henvises endvidere til den under pkt. 2.1.2 foreslåede
skærpelse af vandelskravet, der ligeledes foreslås at finde
anvendelse for adgangen til mindreårige asylansøgeres pri-
vate indkvartering hos herboende forældre.
Det vil dog i ganske særlige tilfælde kunne forekomme, at
hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder
særligt hensynet til barnets tarv, helt afgørende tilsiger, at
der vil skulle dispenseres fra bestemmelsen i udlændingelo-
vens § 42 l, stk. 2, således at en mindreårig asylansøger vil
7
kunne indkvartere sig privat hos herboende forældre til trods
for f.eks. en betinget dom om fængsel.
Med en mindreårig udlænding forstås med den foreslåede
ordning en udlænding under 18 år. Har en udlænding angi-
vet at være mindreårig og på denne baggrund fået tilladelse
til privat indkvartering hos herboende forældre, og træffer
Udlændingestyrelsen senere som led i behandlingen af ud-
lændingens asylansøgning afgørelse om, at udlændingen er
voksen på baggrund af en aldersundersøgelse, forudsættes
Udlændingestyrelsen at træffe afgørelse om, at udlændingen
ikke længere opfylder betingelserne for privat indkvartering
hos sine forældre som mindreårig, medmindre helt særlige
grunde taler derimod, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 6.
Udlændingen vil da i stedet kunne indgive ny ansøgning om
privat indkvartering efter udlændingelovens § 42 l, stk. 1,
herunder til indkvartering hos forældrene, og vil skulle op-
fylde de almindelige betingelser, herunder betingelsen i ud-
lændingelovens § 42 l, stk. 5, 1. pkt., om, at boligen er pla-
ceret i en kommune, hvortil der kan visiteres flygtninge på
grundlag af de aftalte eller fastsatte kommunekvoter, jf. inte-
grationslovens § 8.
Det foreslås endelig, at en mindreårig asylansøger, der selv
har forsørgelsespligten over et barn, ligeledes omfattes af
ordningen, uanset at den mindreårige er udtrådt af forældre-
nes forsørgelsespligt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8.
2.2. Justering af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt
I en række tilfælde påhviler ansvaret for en udlændings un-
derhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser Udlændin-
gestyrelsen. Persongruppen, der er omfattet heraf, fremgår
af udlændingelovens § 42 a, stk. 1-4.
Andre bestemmelser i udlændingeloven, der regulerer, hvor-
når en udlændings ophold i landet er lovligt, og hvornår det
ikke (længere) er lovligt, har også betydning for, hvornår
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt finder anvendelse.
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, at en udlæn-
ding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om
opholdstilladelse i medfør af § 7 (asylansøgning), får udgif-
terne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser
dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen medde-
les opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsen-
des, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding som
nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i
medfør af § 7, stk. 1-3, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne
til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dæk-
ket af Udlændingestyrelsen indtil det tidspunkt, hvor ansva-
ret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. in-
tegrationslovens § 4, stk. 2, jf. dog stk. 3 og 4.
Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 2, at
har en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43,
stk. 1, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde
sig her i landet, får udlændingen udgifterne til underhold og
nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændin-
gestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen
af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt gælder efter udlæn-
dingelovens § 42 a, stk. 3, nr. 1-4, ikke i følgende tilfælde:
1) Hvis udlændingen har lovligt ophold her i landet i medfør
af § 1 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af et registreringsbevis
eller et opholdskort efter § 6 eller i medfør af en opholdstil-
ladelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n eller 9 p. En udlænding som
nævnt i stk. 1, 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladel-
se i medfør af § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får uanset 1. pkt. udgif-
terne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser
dækket af Udlændingestyrelsen i den periode, som er nævnt
i stk. 1, 2. pkt.
2) Hvis udlændingen har indgået ægteskab med en herboen-
de person, medmindre særlige grunde foreligger.
3) Hvis udlændingens opholdssted ikke kendes.
4) Hvis udlændingen har ret til hjælp til forsørgelse efter an-
den lovgivning. Stk. 1 gælder dog, uanset om udlændingen
har ret til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpoli-
tik.
Endvidere kan Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens
§ 42 a, stk. 4, pålægge en udlænding at betale udgifterne til
udlændingens eller dennes families underhold og nødvendi-
ge sundhedsmæssige ydelser eller ophold på et indkvarte-
ringssted omfattet af stk. 5, såfremt udlændingen har til-
strækkelige midler hertil. Der kan pålægges betalingspligt
efter 1. pkt. for perioden til og med udgangen af den første
hele måned efter tidspunktet for afgørelsen om visitering af
udlændingen, jf. integrationslovens § 10, stk. 1. Der kan
endvidere pålægges betalingspligt efter 1. pkt., indtil en ud-
lænding, der efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til
at opholde sig her i landet, udrejser eller udsendes.
2.2.1.1. De enkelte tilfældegrupper
Forsørgelsespligten efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1,
omfatter asylansøgere i den indledende Dublinfase, asylan-
søgere, der er registrerede som asylansøgere her i landet (fa-
se 2), jf. udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og afviste asylan-
søgere i udsendelsesfasen, der efter endeligt afslag på asyl
og eventuelt afslag på opholdstilladelse på andet grundlag
afventer udrejse eller udsendelse. Bestemmelsen omfatter
også udlændinge, som er meddelt afslag på asyl, fordi de på-
gældende er udelukket herfra, f.eks. som følge af begåede
alvorlige forbrydelser, men som ikke kan udsendes af lan-
det, fordi dette ville stride mod refoulementsforbuddet i ud-
lændingelovens § 31, dvs. udlændinge på såkaldt tålt op-
hold.
Forsørgelsespligten efter udlændingelovens § 42 a, stk. 2,
omfatter andre udlændinge, der ikke er asylansøgere, og
8
som efter udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 ikke har ret til
at opholde sig her i landet. Dette gælder uanset grundlaget
for, at udlændingen ikke (længere) har lovligt ophold her i
landet, og uanset grundlaget for udlændingens tidligere lov-
lige ophold. Har en udlænding, der ikke er asylansøger, ret
til, eller meddeles udlændingen ret til at opholde sig her i
landet, mens ansøgningen om opholdstilladelse behandles,
er udlændingen ikke omfattet af den nævnte bestemmelse,
men vil til gengæld have ret til hjælp til forsørgelse efter de
nærmere betingelser i aktivloven, idet den pågældende har
lovligt ophold i aktivlovens forstand, jf. udlændingelovens §
42 a, stk. 3, nr. 4. Tilsvarende gælder en udlænding, der ikke
er asylansøger, og som er meddelt endeligt afslag på op-
holdstilladelse, men hvor en eventuel udrejsefrist, der fast-
sættes i afslaget, ikke er udløbet. Dette skyldes, at udlændin-
gen indtil det tidspunkt, hvor udlændingen har pligt til at
udrejse efter udlændingeloven, vil kunne have ret til hjælp
efter aktivloven, forudsat at lovens øvrige betingelser er op-
fyldt, jf. aktivlovens § 3, stk. 1. Det fremgår af denne be-
stemmelse, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet i
aktivlovens forstand, har ret til hjælp efter aktivloven.
Som eksempel på anvendelsesområdet for udlændingelo-
vens § 42 a, stk. 2, er udlændinge, hvor der er truffet endelig
afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af de
pågældendes opholdstilladelser, og hvor udrejsefristen er
udløbet. Dette gælder, uanset om udlændingen har haft op-
holdstilladelse som flygtning eller på andet grundlag. Be-
stemmelsen omfatter også udlændinge, hvis opholdstilladel-
se er udløbet, uden at udlændingen har ansøgt om forlængel-
se, eller uden at en eventuel efterfølgende ansøgning om for-
længelse har været eller er tillagt opsættende virkning.
En række yderligere eksempler fremgår af bemærkningerne
til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A,
side 7396 f.
Det er efter bestemmelsen i udlændingelovens § 42 a, stk. 2,
en betingelse, at det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen
af udlændingen at dække udgifterne til udlændingens under-
hold. Det er en forudsætning, at den pågældende ikke på an-
den vis selv eller gennem familie, der er forpligtet hertil, kan
sørge for sin indkvartering og sit underhold eller gennem
anden familie eller venner faktisk sørger for sin indkvarte-
ring og sit underhold. Det er desuden en forudsætning, at
den pågældende ikke har ret til hjælp til forsørgelse efter ak-
tivloven, fordi den pågældende ikke længere har lovligt op-
hold i aktivlovens forstand, jf. § 42 a, stk. 3, nr. 4.
Efter udlændingelovens § 42 l, stk. 7, forsørges en asylansø-
ger, der er indkvarteret i medfør af § 42 l, fortsat af Udlæn-
dingestyrelsen, jf. § 42 a, stk. 1, jf. stk. 3 og 4, og § 42 b, og
er fortsat omfattet af udlændingelovens regler om undervis-
ning og aktivering, jf. §§ 42 c-42 g.
2.2.1.2. Påklage af inddragelse og nægtelse af forlængelse af
opholdstilladelse på asylområdet
Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, kan en række afgørel-
ser truffet af Udlændingestyrelsen på asylområdet indbrin-
ges for Flygtningenævnet, jf. dog § 53 b, stk. 1.
Det gælder bl.a. afslag på asyl efter udlændingelovens § 7
eller 8, stk. 1 eller 2, og i den forbindelse udsendelses-
spørgsmål efter § 32 a, og inddragelser efter §§ 19 og 20 af
en opholdstilladelse, der er givet efter § 7 eller § 8, stk. 1 el-
ler 2, og i den forbindelse udsendelsesspørgsmål efter § 32
a, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 2 og 3. Flygtnin-
genævnet behandler også klager om nægtelse af forlængelse.
Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., anses et afslag
på asyl efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i lan-
det, for påklaget til Flygtningenævnet. Undtaget herfra er
sager, der behandles efter åbenbart grundløs-proceduren, jf.
§ 53 b, stk. 1, og hvor der ikke er klageadgang til Flygtnin-
genævnet.
En udlænding, hvis opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller
§ 8, stk. 1 eller 2, inddrages eller nægtes forlænget, vil deri-
mod selv skulle indgive klage til Flygtningenævnet.
I begge tilfælde har klagen opsættende virkning, jf. udlæn-
dingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt. At en klage har opsætten-
de virkning, betyder ifølge almindelige processuelle princip-
per, at den påklagede afgørelse ikke har nogen retsvirkning
og derfor ej heller kan håndhæves, før den måtte blive stad-
fæstet. Udlændingen har følgelig under klagesagens behand-
ling samme retsstilling, som hvis den indbragte afgørelse
slet ikke var truffet.
Der gælder ingen klagefrist for indbringelse af afgørelser
om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholds-
tilladelse for Flygtningenævnet.
2.2.2. Justering af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt
for mindreårige asylansøgere
2.2.2.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser
Efter udlændingelovens § 42 l, stk. 7, forsørges en asylansø-
ger, der er indkvarteret i medfør af § 42 l, fortsat af Udlæn-
dingestyrelsen, jf. § 42 a, stk. 1, jf. stk. 3 og 4, og § 42 b, og
er fortsat omfattet af udlændingelovens regler om undervis-
ning og aktivering, jf. §§ 42 c-42 g.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder imidlertid, at
mindreårige asylansøgere ikke skal være omfattet af Udlæn-
dingestyrelsens forsørgelsespligt, hvis den mindreårige asyl-
ansøger har herboende forældre og på den baggrund har fået
tilladelse til privat indkvartering hos forældrene i medfør af
den foreslåede ændring af udlændingelovens § 42 l, stk. 3,
jf. ovenfor pkt. 2.1.3.
Forældre har en generel forsørgelsespligt over for deres
børn, og er en mindreårig asylansøger indkvarteret privat
hos sine herboende forældre, vil forældrene derfor være
9
nærmest til at afholde udgifterne forbundet hermed. Staten
skal ikke afholde sådanne udgifter unødigt.
Forældres forsørgelsespligt over for deres børn fremgår på
det privatretlige område af § 13, stk. 1, i lov om børns for-
sørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december
2015, hvorefter forældre hver for sig er forpligtet til at for-
sørge barnet. Barnet skal forsørges, opdrages og uddannes
under hensyn til forældrenes livsvilkår og barnets bedste.
På det offentligretlige område fremgår forsørgelsespligten,
ligesom ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, af § 2, stk.
1, i aktivloven, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold
til det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægte-
fælle og sine børn under 18 år.
Udlændingestyrelsen har hertil oplyst, at Udlændingestyrel-
sen – i relation til den ovenfor under pkt. 2.1.3.1 beskrevne
praksis, hvorefter privat indkvartering af mindreårige asyl-
ansøgere hos herboende forældre efter en analog og formåls-
bestemt fortolkning af udlændingelovens § 42 l, stk. 3, alle-
rede sker i dag – anser Udlændingestyrelsens forsørgelses-
pligt over den mindreårige asylansøger for at overgå fra Ud-
lændingestyrelsen til forældrene ved en tilladelse til privat
indkvartering.
Udlændingestyrelsen orienterer de herboende forældre om
afholdelsen af den samtale, hvor der indgås kontrakt om pri-
vat indkvartering, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 4, med
henblik på, at forældrene deltager i samtalen. Ved denne
samtale vejleder Udlændingestyrelsen forældrene om, at for-
sørgelsespligten overgår til forældrene, når den mindreårige
asylansøger indkvarteres privat hos dem, herunder med den
konsekvens, at forældrene henvises til muligheden for at sø-
ge den relevante bopælskommune om hjælp til forsørgelse
efter integrationsloven eller aktivloven, såfremt forældrene
ikke mener at kunne opfylde forsørgelsespligten. Udlændin-
gestyrelsen underretter endelig den relevante kommune om
Udlændingestyrelsens afgørelse om privat indkvartering og
om overgangen af forsørgelsespligten fra Udlændingestyrel-
sen til forældrene.
Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at Udlændinge-
styrelsen dog i helt særlige tilfælde påtager sig at dække ud-
gifterne til underhold og sundhedsmæssige ydelser, uanset at
en mindreårig asylansøger er privat indkvartering hos herbo-
ende forældre. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis
der foreligger oplysninger om, at den mindreårige asylansø-
ger er særdeles plejekrævende på grund af handicap eller an-
den sygdom, og at en udgiftskrævende behandling allerede
er iværksat under barnets ophold i asylcenterregi.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigts-
mæssigt, at denne praksis kodificeres i udlændingeloven, så-
ledes at Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt ikke skal
gælde, hvis udlændingen er mindreårig og er indkvarteret
privat hos herboende forældre i medfør af § 42 l, stk. 3,
medmindre særlige grunde foreligger.
Udlændinge- og Integrationsministeriet henviser i den for-
bindelse supplerende til, at forældrene vil have ret til børne-
og ungeydelse efter de almindelige regler i lov om en børne-
og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016,
samt, såfremt forældrene modtager ydelser i form af integra-
tionsydelse eller kontanthjælp efter aktivloven, være beretti-
get til at modtage denne ydelse på forsørgersats, når den
mindreårige asylansøger opholder sig hos og forsørges i
hjemmet af en eller begge forældre og uanset, at den min-
dreårige asylansøger ikke har opnået opholdstilladelse eller
er registreret i Folkeregistret.
Herboende forældre til en mindreårig asylansøger vil såle-
des have mulighed for at modtage ydelser på det sociale om-
råde, når den mindreårige er privat indkvarteret hos foræl-
drene. Da adgangen til disse ydelser almindeligvis er betin-
get af bl.a., at den mindreårige opholder sig hos den forsør-
gelsespligtige forælder, finder Udlændinge- og Integrations-
ministeriet, at justeringen af Udlændingestyrelsens forsør-
gelsespligt skal begrænses til sager, hvor en mindreårig
asylansøger har fået tilladelse til privat indkvartering hos
herboende forældre.
For så vidt angår sundhedsydelser vil en mindreårig asylan-
søger alene have ret til akut behandling i medfør af § 80 i
sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. sep-
tember 2016, mens asylansøgningen er under behandling, og
forældrene vil således skulle afholde udgifterne til anden
sundhedsbehandling, når den mindreårige asylansøger er
privat indkvarteret hos dem.
Udlændingestyrelsen skal derfor foruden den generelle vej-
ledning om overgangen af forsørgelsespligten fra Udlændin-
gestyrelsen til forældrene udførligt vejlede om, at en række
udgifter, som Udlændingestyrelsen har afholdt under den
mindreårige asylansøgeres indledende indkvartering på et
asylcenter, fremadrettet forventes afholdt af forældrene selv,
at forældrene, såfremt de efterfølgende ikke mener at kunne
opfylde forsørgelsespligten, vil blive henvist til at søge den
relevante bopælskommune om hjælp til forsørgelse efter in-
tegrationsloven eller aktivloven, og at modtagelse af hjælp
efter integrationsloven eller aktivloven i visse tilfælde vil
kunne have betydning for forældrenes eget opholdsgrund-
lag.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder således, at
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt ikke skal genindtræ-
de alene som følge af, at forældrene ikke kan skaffe det nød-
vendige til deres egen og barnets forsørgelse.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil genindtræde, når
forældrenes forsørgelsespligt ophører, dvs. ved det fyldte
18. år, eller hvis den mindreårige selv får ansvar for at for-
sørge en ægtefælle eller et barn, jf. aktivlovens § 2.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil endvidere kunne
genindtræde, hvis den mindreårige asylansøger opgiver sin
private indkvartering og lader sig indkvartere på et asylcen-
10
ter, idet den mindreårige asylansøger da på ny vil være om-
fattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1.
På denne måde sikres mindreårige asylansøgere et forsørgel-
sesgrundlag, uanset om de er indkvarteret privat hos herbo-
ende forældre eller er indkvarteret på et asylcenter.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder herudover, at
Udlændingestyrelsen ligesom i dag i sager, hvor særlige
grunde foreligger, skal kunne påtage sig at dække udgifterne
til underhold og sundhedsmæssige ydelser, uanset at en min-
dreårig asylansøger indkvarteres privat hos herboende foræl-
dre.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der foreligger op-
lysninger om, at den mindreårige asylansøger er særdeles
plejekrævende på grund af handicap eller anden sygdom, og
at en udgiftskrævende behandling allerede er iværksat under
opholdet i asylcenterregi.
Det vil tilgodese Danmarks forpligtelser efter bl.a. FN’s
Handicapkonvention af 13. december 2006, således at en
mindreårig asylansøger ikke alene som følge af behand-
lingskrævende handicap eller lign. reelt afskæres fra at kun-
ne indkvartere sig privat hos sine herboende forældre og så-
ledes udsættes for en mulig diskriminerende behandling.
2.2.2.2. Den foreslåede ordning
Den foreslåede nye § 42 a, stk. 3, nr. 5, vil medføre, at Ud-
lændingestyrelsens forpligtelse til at dække udgifterne til
underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser for en
udlænding, der er omfattet af § 42 a, stk. 1, ikke gælder,
hvis der er tale om en mindreårig asylansøger, der er privat
indkvarteret hos herboende forældre i medfør af den med
lovforslaget ændrede bestemmelse i udlændingelovens § 42
l, stk. 3, medmindre særlige grunde foreligger.
En sådan særlig grund kan være, hvis der foreligger oplys-
ninger om, at den mindreårige asylansøger er særdeles pleje-
krævende på grund af handicap eller anden sygdom, og at en
udgiftskrævende behandling allerede er iværksat under op-
holdet i asylcenterregi.
Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med
indgåelse af kontrakten om privat indkvartering udførligt
vejleder de herboende forældre om, at forsørgelsespligten
overgår til forældrene, når den mindreårige asylansøger ind-
kvarteres privat hos dem, herunder at en række udgifter,
som Udlændingestyrelsen har afholdt under den mindreårige
asylansøgeres indledende indkvartering på et asylcenter,
fremadrettet forventes afholdt af forældrene selv, at foræl-
drene, såfremt de efterfølgende ikke mener at kunne opfylde
forsørgelsespligten, vil blive henvist til at søge den relevante
bopælskommune om hjælp til forsørgelse efter integrations-
loven eller aktivloven og at modtagelse af hjælp efter inte-
grationsloven eller aktivloven i visse tilfælde vil kunne have
betydning for forældrenes eget opholdsgrundlag.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil således ikke gen-
indtræde alene som følge af, at forældrene ikke kan skaffe
det nødvendige til deres egen og barnets forsørgelse.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil genindtræde, når
forældrenes forsørgelsespligt ophører, dvs. ved det fyldte
18. år, eller hvis den mindreårige selv får ansvar for at for-
sørge en ægtefælle eller et barn, jf. aktivlovens § 2.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil endvidere kunne
genindtræde, hvis den mindreårige asylansøger opgiver sin
private indkvartering og lader sig indkvartere på et asylcen-
ter.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.
2.2.3. Inddragelse og nægtelse af forlængelse af flygtninges
opholdstilladelser
2.2.3.1. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejel-
ser
Der gælder i dag ingen klagefrist for indbringelse af Udlæn-
dingestyrelsens afgørelser om inddragelse og nægtelse af
forlængelse af flygtninges opholdstilladelser for Flygtnin-
genævnet. Samtidig har en klage til Flygtningenævnet, uan-
set hvornår den indgives, opsættende virkning.
Dette betyder, at forsørgelsespligten over for flygtninge
overgår fra kommunerne til Udlændingestyrelsen, når styrel-
sen har truffet afgørelse om inddragelse eller nægtelse af
forlængelse, og udrejsefristen er udløbet, idet udlændingen
da ikke længere har ret til at opholde sig her i landet.
Indgives der en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse
efter udrejsefristens udløb, vil forsørgelsespligten på ny
overgå til kommunerne under klagesagens behandling, idet
klagen tillægges opsættende virkning, og udlændingen da vil
have lovligt ophold i landet i aktivlovens forstand.
Hvis Flygtningenævnet herefter stadfæster styrelsens afgø-
relse, vil forsørgelsespligten atter overgå til Udlændingesty-
relsen, når udrejsefristen er udløbet, og udlændingen derfor
ikke længere har lovligt ophold.
De gældende regler er i lyset heraf uhensigtsmæssige af en
række grunde.
Da der ikke gælder en frist for indbringelsen af klager over
Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse og nægtel-
se af forlængelse for Flygtningenævnet, men en klage uanset
indgivelsestidspunkt tillægges opsættende virkning, vil en
udlænding bevidst kunne påklage en afgørelse til Flygtnin-
genævnet på et sent tidspunkt, f.eks. i forbindelse med en
planlagt udsendelse, og derved opnå et længere ophold i
Danmark. Det medfører en betydelig forlængelse af den
samlede sagsbehandling og et større ressourceforbrug, her-
under f.eks. fremskaffelse af rejselegitimation og bestilling
af hjemrejse, der må opgives.
11
At en klage har opsættende virkning, betyder ifølge almin-
delige processuelle principper, at den påklagede afgørelse
ikke har nogen retsvirkning og derfor ej heller kan håndhæ-
ves, før den måtte blive stadfæstet. Udlændingen har følge-
lig under klagesagens behandling samme retsstilling, som
hvis den indbragte afgørelse slet ikke var truffet.
Det medfører en række tvivlsspørgsmål mellem kommuner-
ne om, hvilken kommune der efter reglerne i integrationslo-
ven og aktivloven vil skulle overtage forsørgelsespligten, og
om boligplacering af udlændingen.
Udrejser en udlænding ikke i overensstemmelse med en
fastsat udrejsefrist, og medvirker udlændingen ikke til sin
udsendelse, kan den pågældende pålægges opholdspligt. I
den situation overtager Udlændingestyrelsen forsørgelsen af
udlændingen, der som udgangspunkt vil blive indkvarteret
på et udrejsecenter.
Bliver udlændingens ulovlige ophold senere lovligt som føl-
ge af en klage til Flygtningenævnet, der efter loven tillægges
opsættende virkning, vil udlændingen derimod efter oven-
nævnte principper skulle boligplaceres på ny, og i den situa-
tion kan en tidligere anvist bolig i løbet af klagesagsbehand-
lingen i Flygtningenævnet være disponeret til anden side.
Det er på denne baggrund Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets opfattelse, at en automatisk indbringelse af Udlæn-
dingestyrelsens afgørelser om inddragelse og nægtelse af
forlængelse af flygtninges opholdstilladelser for Flygtnin-
genævnet kan være hensigtsmæssig med henblik på dels at
sikre, at det ikke er muligt at udnytte den manglende klage-
frist til bevidst at forlænge opholdet i Danmark, dels at løse
den forsørgelsesmæssige problemstilling, der opstår ved
inddragelse og nægtelse af forlængelse af en flygtnings op-
holdstilladelse.
Udlændinge- og Integrationsministeriet henviser herved til,
at den gældende ordning for automatisk indbringelse af af-
gørelser i spontane asylsager efter udlændingelovens § 7,
der blev indsat i udlændingeloven med lov nr. 421 af 1. juni
1994 om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig
opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugosla-
vien m.v. (Effektivisering af asylsagsbehandlingen, foran-
staltning af isolation og brev- og besøgskontrol over for fri-
hedsberøvede udlændinge, betalingsordning for asylansøge-
res underhold m.v.), er begrundet i en meget høj klagepro-
cent samt til, at der ved en fremsendelse til Flygtningenæv-
net ex officio kunne spares tid og ressourcer hos udlændin-
gemyndighederne og politiet, jf. Folketingstidende 1993-94,
tillæg A, spalte 7345 f.
Det fremgår sammesteds, at ca. 96 pct. af alle sager, hvor en
asylansøger meddeltes afslag efter normalproceduren, blev
påklaget til Flygtningenævnet.
Det vurderes, at Flygtningenævnet kun i meget begrænset
omfang som følge af den foreslåede ordning vil skulle be-
handle sager, der ellers ikke ville være indbragt.
En opgørelse pr. 13. november 2017 over antallet af afgørel-
ser om inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstil-
ladelser og klager over disse på asylområdet i 2016 og 2017
(indtil 31. oktober 2017) på grundlag af foreløbige og ende-
lige registreringer i udlændingemyndighedernes elektroniske
sagsbehandlingssystem viser således, at størsteparten af dis-
se afgørelser påklages til Flygtningenævnet.
I denne periode traf Udlændingestyrelsen 166 afgørelser om
inddragelse af flygtninges opholdstilladelser, og Flygtnin-
genævnet modtog i samme periode 154 klager over sådanne
afgørelser. Alle afgørelser truffet i 2016 blev påklaget.
Ligeledes traf Udlændingestyrelsen 83 afgørelser om næg-
telse af forlængelse af flygtninges opholdstilladelser, og
Flygtningenævnet modtog 74 klager over sådanne afgørel-
ser. Alle afgørelser truffet i 2016 blev påklaget.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
den høje klageandel er forventelig set i lyset af, at der er tale
om udlændinge, der har boet her i landet i en periode – nog-
le endda adskillige år – og således har indrettet sig på en til-
værelse i Danmark.
Udlændinge- og Integrationsministeriet henviser i øvrigt til,
at Udlændingestyrelsen siden efteråret 2016 har undersøgt,
om et større antal opholdstilladelser meddelt til somaliske
flygtninge med beskyttelsesstatus i Danmark skal inddrages
eller nægtes forlænget, samt om opholdstilladelser meddelt
med henblik på familiesammenføring til førstnævnte gruppe
som konsekvens heraf ligeledes skal inddrages eller nægtes
forlænget.
Udlændingestyrelsen opgør i sin løbende offentliggørelse af
statistik på udlændingeområdet denne personkreds særskilt
på baggrund af foreløbige registreringer.
Det fremgår af denne opgørelse for 2017, at Udlændingesty-
relsen pr. 31. oktober 2017 traf 137 afgørelser om inddragel-
se af somaliske flygtninges opholdstilladelser og hertil 78
afgørelser om inddragelse af familiesammenførtes opholds-
tilladelser.
Ligeledes traf Udlændingestyrelsen 70 afgørelser om næg-
telse af forlængelse af somaliske flygtninges opholdstilladel-
ser og hertil 113 afgørelser om nægtelse af forlængelse af
familiesammenførtes opholdstilladelser.
Der er sket en markant stigning i antallet af klager til Flygt-
ningenævnet over afgørelser om inddragelse eller nægtelse
af forlængelse, hvorfor de samme overvejelser, som lå til
grund for lovændringen i 1994 om automatisk indbringelse
af afslag på opholdstilladelse efter § 7, taler for at udvide
ordningen til afgørelser om inddragelse og nægtelse af for-
længelse af flygtninges opholdstilladelser.
Udlændingestyrelsen vil på ethvert tidspunkt kunne påbe-
gynde en inddragelsessag, hvis der er grund til at tro, at be-
tingelserne for at inddrage en flygtnings opholdstilladelse er
til stede. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis Flygtnin-
12
genævnet i forbindelse med en afgørelse vurderer, at de ge-
nerelle forhold i et land er væsentligt ændrede.
Ved en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse ef-
ter § 7, stk. 1 eller 2, eller § 8, tager Udlændingestyrelsen
stilling til, om der er grundlag for at inddrage tilladelsen, jf.
udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. også nedenfor pkt. 2.3.1.
Overvejer Udlændingestyrelsen at påbegynde en inddragel-
sessag, hvor opholdstilladelsens udløb er umiddelbart fore-
ståede, taler en ressourcebetragtning for, at Udlændingesty-
relsen afventer modtagelsen af en ansøgning om forlængel-
se, hvorved der skal foretages en tilsvarende vurdering. Ud-
lændingestyrelsen kan i så fald mere hensigtsmæssigt nægte
at forlænge opholdstilladelsen, under henvisning til at der er
grundlag for at inddrage denne.
Det er på denne baggrund Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets opfattelse, at såvel afgørelser om inddragelse som
afgørelser om nægtelse af forlængelse skal være omfattet af
den foreslåede ordning, idet valget af afgørelsestype i nogen
grad beror på, hvornår opholdstilladelsen udløber, snarere
end grundlaget for, at opholdstilladelsen ikke længere skal
være gyldig.
2.2.3.2. Den foreslåede ordning
Med den foreslåede ordning skal en afgørelse truffet af Ud-
lændingestyrelsen om inddragelse eller om nægtelse af for-
længelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8,
stk. 1 eller 2, anses for påklaget til Flygtningenævnet.
Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse eller
om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt
efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, forudsættes Udlændingesty-
relsen samtidig at underrette udlændingen om, at afgørelsen
er indbragt for Flygtningenævnet, og at udlændingen har
mulighed for at frafalde klagen.
Indbringelsen for Flygtningenævnet vil som hidtil have op-
sættende virkning, således at udlændingen har ret til at op-
holde sig her i landet under Flygtningenævnets behandling.
Udlændingestyrelsen vil derfor ikke skulle fastsætte en ud-
rejsefrist i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 1. I denne
periode vil udlændingen kunne opretholde sin hidtidige bo-
lig og vil fortsat have ret til at tage beskæftigelse eller drive
selvstændig erhvervsvirksomhed mv.
Med den foreslåede ordning præciseres i samme forbindelse
ordlyden af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 3, således at
det fremgår, at Flygtningenævnets kompetence også omfat-
ter klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtel-
se af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7
eller § 8, stk. 1 eller 2. Der sikres herved den samme be-
grebsanvendelse i bestemmelsen, som fremgår andre steder i
udlændingeloven, bl.a. i udlændingelovens § 33, stk. 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 og 11.
2.3. Kodificering af praksis for forlængelse af opholdstil-
ladelser meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3
2.3.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, gives en asylansøger op-
holdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde
omfattet af § 7, stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at
blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdi-
gende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvor-
lig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse
og overgreb på civile (midlertidig beskyttelsesstatus).
Efter udlændingelovens § 11, stk. 1, meddeles opholdstilla-
delse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p med mulighed for varigt
ophold eller med henblik på midlertidigt ophold her i landet.
Opholdstilladelsen kan tidsbegrænses.
I medfør af udlændingelovens § 12, hvorefter udlændinge-
og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om op-
holdstilladelser efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n og 9 p, herunder om
adgangen til opholdstilladelse, om tilladelsernes varighed,
og om de betingelser, der kan fastsættes for opholdet, er det
i § 15, stk. 3, i udlændingebekendtgørelsen, jf. bekendtgø-
relse nr. 1197 af 26. september 2016 om udlændinges ad-
gang her til landet, fastsat, at opholdstilladelse efter udlæn-
dingelovens § 7, stk. 3, gives med henblik på midlertidigt
ophold her i landet. Opholdstilladelser efter udlændingelo-
vens § 7, stk. 1 og 2, og § 8 gives derimod efter udlændinge-
bekendtgørelsens § 15, stk. 1, med mulighed for varigt op-
hold her i landet, medmindre udlændingen kun ansøger om
opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold.
Det fremgår endvidere af udlændingebekendtgørelsens § 16,
stk. 1, 3. pkt., at en tidsbegrænset opholdstilladelse efter ud-
lændingelovens § 7, stk. 3, gives for højst 1 år og efter 3 år
for højst 2 år ad gangen.
For så vidt angår forlængelse af en opholdstilladelse fremgår
det af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 1, jf.
Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4548, at det har
betydning for en udlændings retsstilling med hensyn til for-
længelse, hvorvidt en opholdstilladelse er meddelt med mu-
lighed for varigt ophold eller med henblik på midlertidigt
ophold her i landet.
Efter udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbe-
grænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt
ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at
inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19.
Efter udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., finder bestem-
melsen i § 26, stk. 1, ved afgørelser om inddragelse af op-
holdstilladelse tilsvarende anvendelse.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved afgørelse
om udvisning efter §§ 25 a-25 c tages hensyn til, om udvis-
ningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på
grund af 1) udlændingens tilknytning til det danske sam-
fund, 2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre per-
13
sonlige forhold, 3) udlændingens tilknytning til herboende
personer, 4) udvisningens konsekvenser for udlændingens
herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til
hensynet til familiens enhed, 5) udlændingens manglende el-
ler ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor
udlændingen kan ventes at tage ophold, og 6) risikoen for, at
udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1
og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller an-
dre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.
Ved afgørelser om nægtelse af forlængelse af en opholdstil-
ladelse meddelt med mulighed for varigt ophold vurderer
udlændingemyndighederne således som ved afgørelser om
inddragelse af en opholdstilladelse også de hensyn, der er
opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1.
Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk.
1, finder derimod ikke anvendelse ved afgørelse om forlæn-
gelse af tidsbegrænsede opholdstilladelser meddelt med hen-
blik på midlertidigt ophold.
Det er i udlændingelovens § 7, stk. 3, som noget særligt lov-
fæstet, at opholdstilladelse efter bestemmelsen gives med
henblik på midlertidigt ophold. Af bemærkningerne til be-
stemmelsen, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A,
L 72 som fremsat, side 8 f., fremgår det bl.a., at en sådan
midlertidig opholdstilladelse ikke vil skulle forlænges, hvis
de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længe-
re kan begrunde beskyttelse. Der skal med andre ord foreta-
ges en fornyet vurdering af, om der på baggrund af de aktu-
elle oplysninger om de generelle forhold i hjemlandet fortsat
er grundlag for at yde beskyttelse.
Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelse vil endvi-
dere skulle afgøres under inddragelse af relevant praksis fra
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I tilfælde,
hvor de generelle forhold i sig selv har begrundet beskyttel-
sen, skal der meddeles afslag på forlængelse, hvis situatio-
nen i det pågældende land eller område har udviklet sig på
en sådan måde, at der ikke længere er grund til at antage, at
enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i
strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i lan-
det. Ved vurderingen heraf vil der bl.a. kunne lægges vægt
på en ændring af den væbnede konflikt, der begrundede be-
skyttelsen, herunder militære eller geografiske ændringer el-
ler et fald i antallet af civile ofre. Udviklingen i det pågæl-
dende land eller område vil kunne føre til afslag på forlæn-
gelse, selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og
uforudsigelig.
I bemærkningerne er det endvidere forudsat, at Udlændinge-
styrelsen løbende følger udviklingen i de lande, hvorfra
Danmark har modtaget eller aktuelt modtager udlændinge,
der er eller eventuel vil skulle meddeles midlertidig beskyt-
telse efter bestemmelsen. Da adgangen til forlængelse af den
midlertidige opholdstilladelse – og dermed udlændingens
udsigt til at forblive i Danmark – i vidt omfang vil bero på
en vurdering af de generelle forhold i hjemlandet, indførtes
en ordning, hvorefter udlændinge med midlertidig opholds-
tilladelse efter den foreslåede bestemmelse informeres om
væsentlige ændringer i asylmyndighedernes vurdering af
forholdene i hjemlandet, som kan have betydning for udsig-
ten til at få den midlertidige opholdstilladelse forlænget.
Det fremgår af side 7 i den kommenterede høringsoversigt
til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af
udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse
udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylan-
søgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet
EU-land m.v.), jf. Udvalget for Udlændinge- og Integra-
tionspolitik 2014-15 (1. samling), Lovforslag L 72, bilag 2,
at der i forbindelse med forlængelse af midlertidige opholds-
tilladelser efter de foreslåede regler om midlertidig beskyt-
telsesstatus forudsættes anvendt en procedure, hvorefter Ud-
lændingestyrelsen ved opholdstilladelsens udløb af egen
drift meddeler forlængelse, hvis grundlaget fortsat er til ste-
de. Det vil således ikke være nødvendigt, at udlændingen
selv indgiver ansøgning om ny midlertidig opholdstilladelse.
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigts-
mæssigt, at den gældende praksis, som er forudsat i den
kommenterede høringsoversigt, jf. ovenfor pkt. 2.3.1, hvor-
efter Udlændingestyrelsen af egen drift meddeler forlængel-
se af opholdstilladelser efter § 7, stk. 3, hvis grundlaget fort-
sat er til stede, kodificeres i udlændingeloven.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder endvidere, at
ordningen, hvorefter Udlændingestyrelsen skal informere
flygtninge med opholdstilladelse efter udlændingelovens §
7, stk. 3, om væsentlige ændringer i asylmyndighedernes
vurdering af forholdene i hjemlandet, som kan have betyd-
ning for udsigten til at få den midlertidige opholdstilladelse
forlænget, ikke skal videreføres.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har herved lagt vægt
på, at ordningen er administrativ kompliceret, tidskrævende
og uden væsentlig merværdi for den enkelte udlænding i
forhold til behandlingen af selve forlængelsesansøgningen. I
det tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen bliver opmærksom
på forbedringer i et hjemland, som kan føre til, at en udlæn-
ding med midlertidig beskyttelsesstatus ikke har udsigt til
forlængelse, vil Udlændingestyrelsen påbegynde en inddra-
gelsessag, og udlændingen vil således blive gjort bekendt
med Udlændingestyrelsens vurdering af forbedringerne i
hjemlandet i den forbindelse.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, 2. pkt., lovfæster
gældende praksis, hvorefter Udlændingestyrelsen i forbin-
delse med forlængelse af midlertidige opholdstilladelser
meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ved opholdstilla-
delsens udløb af egen drift meddeler forlængelse, hvis
grundlaget fortsat er til stede.
14
Det vil som hidtil ikke være nødvendigt, at udlændinge, der
er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, selv indgiver
ansøgning om en ny midlertidig opholdstilladelse.
Den hidtidige ordning, hvorefter Udlændingestyrelsen skal
informere flygtninge med opholdstilladelse efter udlændin-
gelovens § 7, stk. 3, om væsentlige ændringer i asylmyndig-
hedernes vurdering af forholdene i hjemlandet, som kan ha-
ve betydning for udsigten til at få den midlertidige opholds-
tilladelse forlænget, er ikke omfattet af den foreslåede be-
stemmelse og ophører.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på kriterierne for
en forlængelse af den meddelte opholdstilladelse. Således
vil beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26,
stk. 1, jf. § 19, stk. 7, som hidtil ikke finde anvendelse ved
afgørelser om forlængelse, idet opholdstilladelse efter ud-
lændingelovens § 7, stk. 3, meddeles med henblik på midler-
tidigt ophold.
Udlændingen vil uanset udløbet af sin tidsbegrænsede op-
holdstilladelse have ret til at opholde sig her i landet under
Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Træffer Udlæn-
dingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af op-
holdstilladelsen, vil afgørelsen efter den foreslåede ændring
af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., anses for påkla-
get til Flygtningenævnet.
Stadfæster Flygtningenævnet afgørelsen, vil Flygtningenæv-
net skulle fastsætte en udrejsefrist efter de almindelige be-
stemmelser herom i udlændingelovens § 33.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.
2.4. Advisering af kommunerne om visse afgørelser i kla-
gesager
2.4.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 44 a, stk. 1, videregiver Udlæn-
dingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og
Integration og Statsforvaltningen uden udlændingens sam-
tykke til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor ud-
lændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen
visiteres, jf. integrationslovens § 10, stk. 1, eller flytter fra
udlandet, oplysninger om
1) at udlændingen er meddelt registreringsbevis eller op-
holdskort i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller opholdstilla-
delse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller er fritaget for op-
holdstilladelse efter § 5, stk. 2,
2) at udlændingen er meddelt tidsubegrænset opholdstilla-
delse eller afslag herpå,
3) at udlændingen er meddelt tidsbegrænset opholdstilladel-
se efter afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. nr. 2,
eller
4) at udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget, er
bortfaldet eller er inddraget.
Adviseringen af kommunerne sker automatisk gennem Ud-
lændingeinformationsportalen (UIP), jf. udlændingelovens §
44 a, stk. 6.
2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
Der er i dag ikke hjemmel i udlændingelovens § 44 a til, at
kommunerne automatisk adviseres om udfaldet af en klage
over de typer af afgørelser, der er nævnt i § 44 a, stk. 1.
Træffer eksempelvis Udlændingestyrelsen således afgørelse
om inddragelse af en udlændings opholdstilladelse, advise-
res udlændingens bopælskommune om Udlændingestyrel-
sens afgørelse.
Indbringer udlændingen derefter Udlændingestyrelsens af-
gørelse for den rette klageinstans, adviseres kommunen deri-
mod ikke om udfaldet i klageinstansens afgørelse.
Dette er uhensigtsmæssigt af hensyn til kommunernes vare-
tagelse af deres opgaver.
Omgør klageinstansen en afgørelse om inddragelse af en op-
holdstilladelse, medfører dette, at udlændingen genindtræder
i sit oprindelige opholdsgrundlag og stilles, som var den til-
sidesatte afgørelse om inddragelse ikke truffet.
Der udstedes i en sådan situation ikke en ny opholdstilladel-
se, som kommunen ville blive adviseret om efter udlændin-
gelovens § 44 a, stk. 1.
Stadfæster klageinstansen derimod afgørelsen om inddragel-
se af udlændingens opholdstilladelse, er afgørelsen endelig i
den forstand, at den ikke kan påklages til højere administra-
tiv myndighed. Denne situation har betydning for kommu-
nerne bl.a. af hensyn til udbetaling af ydelser mv., herunder
i tilfælde, hvor udlændingens klage har været tillagt opsæt-
tende virkning, og udlændingen således har haft ret til at op-
holde sig i landet under klagesagsbehandlingen.
I forbindelse med bl.a. Udlændingestyrelsens inddragelser af
opholdstilladelser meddelt flygtninge har der ud fra ovenstå-
ende betragtninger vist sig at være behov for, at kommuner-
ne også adviseres om udfaldet af klager over disse afgørel-
ser.
De typer af afgørelser, der er nævnt i udlændingelovens § 44
a, stk. 1, nr. 4, har det til fælles, at udlændingens opholdstil-
ladelse er ophørt eller vil ophøre, medmindre udlændingen
har ret til ophold på et andet grundlag, eller at afgørelsen
ændres af klageinstansen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at der
bør tilvejebringes hjemmel til, at Udlændingestyrelsen, Sty-
relsen for International Rekruttering og Integration og Stats-
forvaltningen uden udlændingens samtykke til den relevante
kommune også kan videregive oplysninger om udfaldet af
klager over afgørelser om inddragelse, nægtelse af forlæn-
gelse og bortfald af opholdstilladelser.
15
Adviseringen af kommunerne vil kunne ske automatisk på
samme måde, som de oplysninger, der efter den gældende
bestemmelse skal videregives.
Med udfald skal forstås, at en afgørelse stadfæstes, omgøres
eller hjemvises af klageinstansen. Kommunerne skal således
ikke adviseres om, at en klagesag afsluttes administrativt,
f.eks. grundet fejloprettelse.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Med den foreslåede ændring af udlændingelovens § 44 a,
stk. 1, nr. 4, skal Udlændingestyrelsen, Styrelsen for Inter-
national Rekruttering og Integration og Statsforvaltningen
uden udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen for
den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig, el-
ler hvortil udlændingen visiteres, jf. integrationslovens § 10,
stk. 1, eller flytter fra udlandet, videregive oplysninger om
udfaldet af en eventuel klage over, at udlændingens op-
holdstilladelse er nægtet forlænget, er bortfaldet eller er ind-
draget.
Med udfald forstås, at en afgørelse stadfæstes, omgøres eller
hjemvises af klageinstansen.
Oplysningerne forudsættes videregivet til kommunerne på
samme måde som de oplysninger, der efter den gældende
bestemmelse skal videregives.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.
2.5. Beregning af varigheden af et indrejseforbud
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Udlændingelovens regler om indrejseforbud
Et indrejseforbud er en afgørelse om, at udlændingen ikke
uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet.
Det følger således af udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt.,
at en dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding
udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilla-
delse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på
ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud).
Et indrejseforbud pålægges en udlænding, der udvises af
landet. Et indrejseforbud pålægges såvel i tilfælde, hvor en
udlænding udvises ved dom eller kendelse (som følge af
strafbart forhold), som i tilfælde, hvor en udlænding udvises
administrativt (som følge af ulovligt ophold og visse ordens-
mæssige hensyn).
Det følger endvidere af udlændingelovens § 32, stk. 1, 2.
pkt., at et indrejseforbud kan tidsbegrænses og regnes fra
den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller ud-
sendelsen. Indrejseforbuddet har dog gyldighed fra tids-
punktet for udrejsen eller udsendelsen, jf. udlændingelovens
§ 32, stk. 1, 3. pkt.
2.5.1.2. Udsendelsesdirektivet
Det følger af artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles
standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesen-
delse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsen-
delsesdirektivet), at afgørelser om tilbagesendelse skal led-
sages af et indrejseforbud, hvis der ikke er indrømmet en
frist for frivillig udrejse, eller hvis forpligtelsen til at vende
tilbage ikke er efterkommet.
Det betyder, at en tredjelandsstatsborger skal meddeles et
indrejseforbud, hvis den pågældende i forbindelse med en
afgørelse om tilbagesendelse er blevet pålagt at udrejse
straks eller ikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med
udrejsefristen. I andre tilfælde kan afgørelser om tilbagesen-
delse ledsages af et indrejseforbud.
Det følger endvidere af artikel 11, stk. 2, at varigheden af
indrejseforbuddet fastsættes under behørig hensyntagen til
alle relevante forhold i den enkelte sag og i princippet ikke
må overstige fem år. Indrejseforbuddet kan dog overstige
fem år, hvis tredjelandsstatsborgeren udgør en alvorlig trus-
sel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller
den nationale sikkerhed.
Udsendelsesdirektivet indeholder ikke nærmere regler om,
hvordan varigheden af et indrejseforbud skal beregnes.
2.5.1.3. Udsendelsesdirektivets implementering i dansk ret
Udsendelsesdirektivet udgør en udbygning af Schengenreg-
lerne. Det er omfattet af det danske forbehold vedrørende
retlige og indre anliggender.
Danmark har imidlertid tilsluttet sig udsendelsesdirektivet
på mellemstatsligt grundlag i medfør af artikel 4 i Protokol
nr. 22 om Danmarks stilling (den såkaldte Schengenteknika-
litet).
Udsendelsesdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov
nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af udlændingeloven
(Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredje-
landsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirekti-
vet) m.v.) og ved lov nr. 516 om ændring af udlændingelo-
ven af 26. maj 2014 (Ændring af reglerne om afvisning m.v.
til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles stan-
darder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse
af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelses-
direktivet) m.v.).
Der blev ikke i forbindelse med gennemførelsen af direkti-
vet i dansk ret ændret ved reglerne om pålæg af indrejsefor-
bud og om beregningen af indrejseforbuds varighed i udlæn-
dingelovens § 32, stk. 1.
Det bemærkes, at udsendelsesdirektivet i dansk ret finder
anvendelse på en række forskellige udlændingeretlige afgø-
relser, hvorved det bestemmes, at en udlænding ikke – eller
ikke længere – har ret til lovligt ophold her i landet.
16
Efter udsendelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b, kan
medlemsstaterne beslutte, at udsendelsesdirektivet ikke fin-
der anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som er genstand
for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som
følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national ret, el-
ler som er genstand for udleveringsprocedurer.
Det blev i forbindelse med gennemførelse af direktivet i
dansk ret besluttet, at direktivet ikke skal gælde i forhold til
tredjelandsstatsborgere, som udvises på grund af kriminali-
tet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25
c.
Bestemmelsen i § 32 gælder dog både udvisning på grund af
kriminalitet (ved dom, kendelse eller administrativ beslut-
ning i henhold til udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1,
eller § 25 c) og udvisning på grund af ulovligt ophold eller
som følge af visse ordensmæssige hensyn (ved administrativ
beslutning i henhold til udlændingelovens § 25, § 25a, stk.
2, eller § 25 b). Der gælder derfor samme regler for bereg-
ning af varigheden af indrejseforbud som ikke udgør en føl-
ge af udvisning på grund af kriminalitet (som er omfattet af
udsendelsesdirektivet) og indrejseforbud meddelt som følge
af udvisning på grund af kriminalitet (der som følge af Dan-
marks beslutning om at gøre brug af direktivets artikel 2,
stk. 2, litra b, ikke er omfattet af udsendelsesdirektivets an-
vendelsesområde).
2.5.1.4. EU-Domstolens dom i sag C-225/16 Ouhrami
EU-Domstolen afsagde den 26. juli 2017 dom i sagen
C-225/16 Ouhrami. Sagen vedrørte en nederlandsk præjudi-
ciel forelæggelse for EU-Domstolen om fortolkningen af ar-
tikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredje-
landsstatsborgere (udsendelsesdirektivet). Hoge Raad der
Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) havde bl.a.
spurgt, om varigheden af et indrejseforbud skal beregnes fra
datoen fra udstedelse af indrejseforbuddet eller fra den dato,
hvor den pågældende udlænding faktisk har forladt med-
lemsstaternes område, eller fra et andet tidspunkt.
EU-Domstolen udtalte bl.a., at det fremgår af 14. betragt-
ning i udsendelsesdirektivet, at indførelsen af et indrejsefor-
bud, som forbyder indrejse i og ophold på alle medlemssta-
ternes område, har til formål at give virkningerne af nationa-
le tilbagesendelsesforanstaltninger en europæisk dimension
(præmis 39).
Den danske regering havde under sagen gjort gældende, at
fastsættelsen af det tidspunkt, som indrejseforbuddet skal
beregnes fra, bør overlades til hver enkelt medlemsstats
skøn – dog således, at indrejseforbuddet ikke kan løbe fra
tidspunktet for indrejseforbuddets udstedelse.
EU-Domstolen var imidlertid ikke enig heri. Domstolen ud-
talte således, at selv om udsendelsesdirektivet ikke udtryk-
keligt fastsætter det tidspunkt, hvorfra varigheden af indrej-
seforbuddet skal beregnes, følger det af formålet med indrej-
seforbuddet, og mere generelt af formålet med udsendelses-
direktivet, som består i at fastsætte fælles standarder og pro-
cedurer for at sikre en effektiv tilbagesendelse af tredje-
landsstatsborgere med ulovligt ophold, med respekt for de-
res grundlæggende rettigheder, at fastsættelsen af tidspunk-
tet for indrejseforbuddets varighed ikke kan overlades til
hver enkelt medlemsstats skøn (præmis 40).
EU-Domstolen udtalte endvidere, at formålet med indrejse-
forbuddet og udsendelsesdirektivet ville blive bragt i fare,
hvis en tredjelandsstatsborgers nægtelse af at opfylde en
pligt til at vende tilbage og samarbejde i forbindelse med
udsendelsesproceduren gav mulighed for helt eller delvist at
unddrage sig retsvirkningen af et indrejseforbud. Det ville
være tilfældet, hvis den periode, hvorunder indrejseforbud-
det finder anvendelse, kunne løbe og udløbe, inden den på-
gældende udlænding var udrejst.
EU-Domstolen fandt, at det følger af ordlyden og opbygnin-
gen samt formålet med udsendelsesdirektivet, at perioden
for indrejseforbuddet først begynder at løbe fra den dato,
hvor den pågældende udlænding faktisk har forladt med-
lemsstaternes område (præmis 52 og 53).
EU-Domstolen fastslog på den baggrund, at artikel 11, stk.
2, i udsendelsesdirektivet skal fortolkes således, at et indrej-
seforbud skal regnes fra den faktiske udrejse (præmis 58).
2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
Udlændinge- og Integrationsministeriet har i samarbejde
med Justitsministeriet vurderet, hvordan Danmark forpligtes
af en afgørelse, hvorved EU-Domstolen fortolker en retsakt,
som Danmark har tilsluttet sig på mellemstatsligt grundlag i
medfør af Schengenteknikaliteten. I forhold til disse retsak-
ter er Danmark, også i sager vedrørende andre medlemssta-
ters lovgivning, på mellemstatsligt grundlag forpligtet til at
følge afgørelser fra EU-Domstolen. Danmark er tillige – li-
geledes på mellemstatsligt grundlag – forpligtet af EU-
Domstolens faste praksis om den konstaterende virkning af
EU-Domstolens fortolkning af en EU-bestemmelse, der i al-
mindelighed har virkning tilbage fra EU-bestemmelsens
ikrafttræden.
EU-Domstolen har som nævnt ved sag C-225/16 Ouhrami
fastslået, at artikel 11, stk. 2, i udsendelsesdirektivet skal
fortolkes således, at et indrejseforbud skal regnes fra den
faktiske udrejse.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
det er nødvendigt at tilpasse udlændingelovens § 32, stk. 1, i
overensstemmelse hermed. Ministeriet finder således ikke,
at Danmark i forhold til de indrejseforbud, som Danmark
har valgt at lade være omfattet af udsendelsesdirektivet –
dvs. administrativt udstedte indrejseforbud som ikke vedrø-
rer udvisning på grund af kriminalitet – kan undlade at juste-
re den gældende ordlyd af § 32, stk. 1, 2. pkt., hvorefter ind-
rejseforbuddet regnes fra den 1. i den førstkommende må-
ned, efter udlændingen er udrejst eller udsendt. Ouhrami-
dommen berører dog som anført ikke de indrejseforbud,
17
som er konsekvensen af udvisning på grund af kriminalitet
efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c.
I overensstemmelse med den måde, udlændingelovens § 32,
stk. 1, aktuelt er struktureret på, og af hensyn til den prakti-
ske administration af reglerne er det ministeriets opfattelse,
at reglerne for beregningen af et indrejseforbuds varighed
også fremadrettet bør være ens, uanset om der er tale om et
administrativt udstedt indrejseforbud omfattet af Danmarks
implementering af udsendelsesdirektivet eller et indrejsefor-
bud som er knyttet til udvisning som en strafferetlig sank-
tion eller som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til
national ret. Det foreslås derfor, at den nye beregning af ind-
rejseforbud skal omfatte både indrejseforbud, som ikke er en
konsekvens af udvisning på grund af kriminalitet, og indrej-
seforbud, der er en konsekvens af kriminalitet.
Det bemærkes, at Danmark efter Udlændinge- og Integrati-
onsministeriets og Justitsministeriets vurdering i relation til
de administrativt udstedte indrejseforbud, der ikke er en føl-
ge af udvisning på grund af kriminalitet (dvs. administrative
udvisninger efter udlændingelovens § 25, § 25a, stk. 2, eller
§ 25 b), er forpligtet til at administrere udlændingelovens §
32 i overensstemmelse med Ouhrami-dommen fra det tids-
punkt, Danmark implementerede udsendelsesdirektivet. Det-
te indebærer, at Danmark skal foretage en bagudrettet op-
følgning i forhold til netop disse indrejseforbud.
Denne opfølgning har Udlændinge- og Integrationsministe-
riet iværksat under inddragelse af Justitsministeriet, Rigspo-
litiet, Anklagemyndigheden og Udlændingestyrelsen. Der er
tale om iværksættelse af en række tiltag navnlig i relation til
omberegning og omregistrering i Kriminalregistret og
Schengeninformationssystemet (SIS II) af virksomme ind-
rejseforbud pålagt som konsekvens af udvisning efter ud-
lændingelovens § 25, § 25a, stk. 2, eller § 25 b, som er be-
regnet efter den gældende regel i udlændingelovens § 32,
stk. 1.
Udlændingemyndighederne har endvidere vejledt generelt
om Ouhrami-dommens konsekvenser og myndighedernes
opfølgning herpå på udlændingemyndighedernes hjemmesi-
de www.nyidanmark.dk. Endvidere er ambassaderne orien-
teret herom med henblik på, at den ændrede beregning af
indrejseforbuds varighed kan indgå i ambassadernes be-
handling af visumsager mv., og således at ambassaderne kan
vejlede herom i relevant omfang, herunder navnlig vejlede
evt. berørte udlændinge, der henvender sig til ambassaderne.
Ligeledes med hensyn til den praktiske administration finder
Udlændinge- og Integrationsministeriet, at karensperioden i
en visumsag, der fastsættes efter udlændingelovens § 4 c,
stk. 3, nr. 1, for en udlænding, der udvises efter reglerne i
kapitel 4, fremadrettet bør regnes fra tidspunktet for udrej-
sen eller udsendelsen og således fortsat efter samme princip,
som følger af udlændingelovens § 32, stk. 1.
2.5.3. Den foreslåede ordning
For at tilpasse de danske regler om beregning af et indrejse-
forbuds varighed i lyset af EU-Domstolens dom i sag
C-225/16 Ouhrami, foreslås det, at udlændingelovens § 32,
stk. 1, ændres, således at et indrejseforbud ikke længere reg-
nes fra den 1. i den førstkommende måned, efter udlændin-
gen er udrejst eller udsendt. Et indrejseforbud vil således
skulle regnes fra det tidspunkt, hvor indrejseforbuddet efter
udlændingelovens § 32, stk. 1, 3. pkt., har gyldighed, dvs.
fra datoen for den faktiske udrejse eller udsendelse.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og § 2, stk. 2 og 4.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører, at flygtninge, hvis opholdstilladelse
inddrages eller nægtes forlænget, vil få afgørelsen prøvet i
Flygtningenævnet uden selv at skulle indgive klage herom.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
EU-Domstolen afsagde den 26. juli 2017 dom i sag
C-225/16 Ouhrami vedrørende fortolkningen af artikel 11,
stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredje-
landsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirekti-
vet). Lovforslaget tilpasser udlændingelovens regler om be-
regning af varigheden af et indrejseforbud i lyset heraf. Der
henvises til pkt. 2.5 ovenfor.
Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder m.v.
Et udkast til lovforslags § 1, nr. 2, 3 og 5-11, har i perioden
fra den 6. oktober 2017 til den 3. november 2017 været
sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Advokatsamfundet, Amnesti Nu, Amnesty International,
Asylret, Bedsteforældre for Asyl, Børnerådet, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børns Vilkår, Centralorganisationer-
nes Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide, Danmarks Bibli-
oteksforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejse-
bureauforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygt-
ningehjælp, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advoka-
18
ter, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Dan-
ske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den Katol-
ske Kirke i Danmark, Det Kriminalpræventive Råd, DIGNI-
TY – Dansk Institut mod Tortur, Dokumentations- og Råd-
givningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmæg-
tigforeningen, Domstolsstyrelsen, Finansrådet, Flygtningen-
ævnet, Folkehøjskolernes forening i Danmark, Foreningen
af Udlændingeretsadvokater, Fredsfonden, Færøernes
Landsstyre, HK/ Danmark, Indvandrermedicinsk Klinik,
Odense Universitetshospital, Indvandrerrådgivningen, Insti-
tut for Menneskerettigheder, Kirkernes Integrationstjeneste,
KL, Landsforeningen Adoption og Samfund, Landsforenin-
gen af Forsvarsadvokater, Landsorganisationen LO, Mel-
lemfolkeligt Samvirke, Naalakkersuisut (Grønlands Selvsty-
re), Plums Fond for fred, økologi og bæredygtighed, PRO-
Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Øst-
re Landsret, Red Barnet, Refugees Welcome, Retspolitisk
Forening, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Etniske Mino-
riteter, Samarbejdsgruppen om Børnekonventionen, Samtli-
ge byretter, SOS mod Racisme, Statsforvaltningen, Sø- og
Handelsretten, Udlændingenævnet, UNHCR Regional Re-
præsentation for Northern Europe, Work-live-stay Southern
Denmark, Ægteskab Uden Grænser, Aarhus Erhverv / Inter-
national Community og 3 F.
I forhold til det udkast til lovforslag, som blev sendt i offent-
lig høring, indeholder det fremsatte lovforslag endvidere
forslag om en ændret beregning af varigheden af et indrejse-
forbud (jf. forslag til § 1, nr. 4).
Dette forslag indgik tidligere i et udkast til lovforslag om
ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeo-
mrådet), der i perioden fra den 25. september 2017 til den
23. oktober 2017 har været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer mv.:
Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet
(Juridisk Institut), Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amne-
sti Nu, Amnesty International, Ankestyrelsen, Asylret, Cen-
tralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Copenhagen Busi-
ness School (Juridisk Institut), Danmarks Biblioteksfor-
ening, Danmarks lærerforening, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Arbejdsgiverfor-
ening, Dansk Detail, Dansk Erhverv, Dansk Flygtninge-
hjælp, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund, Dansk So-
cialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Handica-
porganisationer, Danske Medier, Danske Regioner, Datatil-
synet, Den Danske Dommerforening, Den Danske Helsinki-
Komité for Menneskerettigheder, Den Danske Præstefor-
ening, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Centrale Handi-
capråd, Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventive Råd, DIG-
NITY – Dansk Institut mod Tortur, Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen, Dokumentations- og Rådgivningscentret om
Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Dom-
stolsstyrelsen, Fagligt Fælles Forbund (3F), Finansrådet, Fi-
nanstilsynet, Flygtningenævnet, FOA – Fag og Arbejde,
Foreningen af fængsels- og arresthuspræster, Foreningen af
Socialchefer i Danmark, Foreningen af statsforvaltningsjuri-
ster, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Færøernes
Landsstyre, HK Danmark, HK/kommunal, HK Landsklub-
ben for Danmarks Domstole, HK Landsklubben for Krimi-
nalforsorgen, HK Landsklubben for Politiet, Indvandrerme-
dicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, Indvandrerråd-
givningen, Institut for Menneskerettigheder, Justitia,
KFUMs Sociale Arbejde, KL, Kriminalforsorgsforeningen,
Kristelig fagbevægelse, Københavns Universitet (Det Juridi-
ske Fakultet), Landsforeningen af kvindekrisecentre –
LOKK, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsfor-
eningen af Socialpædagoger, Landsforeningen KRIM,
Landsklubben af socialrådgivereansat i Kriminalforsorgen,
Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), Offerrådgivningerne
i Danmark, PRO-Vest, Plejefamiliernes Landsforening, Po-
litidirektørforeningen, Politiets Efterretningstjeneste, Politi-
forbundet i Danmark, Præsidenten for Vestre Landsret, Præ-
sidenten for Østre Landsret, RCT – Rehabiliterings- og
Forskningscentret for Torturofre, Red Barnet, Refugees
Welcome, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspoliti-
et, Røde Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for So-
cialt Udsatte, Samtlige byretter, SOS mod Racisme, Syd-
dansk Universitet (Juridisk Institut), Sø- og Handelsretten,
TABUKA, Tilsynet med Efterretningstjenesterne, Udlæn-
dingenævnet, Ungdommens Røde Kors, Ungdommens Vel,
Ungdomsringen, UNHCR Regional Representation for Nor-
thern Europe UNICEF Danmark og Ægteskab Uden Græn-
ser.
19
14. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget medfører, at flygtninge, hvis
opholdstilladelse inddrages eller nægtes
forlænget, vil få afgørelsen prøvet i Flygt-
ningenævnet uden selv at skulle indgive
klage herom.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget tilpasser udlændingelovens regler om beregning af varigheden af et
indrejseforbud til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. de-
cember 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesen-
delse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) som
fortolket af EU-Domstolen ved dom af 26. juli 2017 i sag C-225/16 Ouhrami.
Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) JA NEJ
X
20
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget, der udgør en sproglig præcisering, har tilknytning
til lovforslagets § 1, nr. 4.
Efter udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 1, kan en udlænding
ikke få visum efter § 4, stk. 1 (Schengenvisum), i 5 år, hvis
udlændingen efter indrejsen udvises efter kapitel 4.
Udlændingelovens kapitel 4 omfatter de under pkt. 2.5 i lov-
forlagets almindelige bemærkninger nævnte udvisningsbe-
stemmelser i §§ 22-24 og 25-25 c.
Det fremgår af Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
7765, at perioden på 5 år, i hvilken udlændingen som konse-
kvens af en udvisning ikke kan få visum, medmindre der
foreligger ganske særlige grunde, regnes fra den 1. i den
førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen, jf.
udlændingelovens § 32, stk. 1.
Det forudsættes med forslaget at karensperioder i visumsa-
ger, der fastsættes efter udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 1,
fremadrettet skal regnes fra tidspunktet for udrejsen eller ud-
sendelsen og således fortsat efter samme princip, som følger
af udlændingelovens § 32, stk. 1, der foreslås ændret i § 1,
nr. 4.
Karensperioder fastsat før lovens ikrafttræden vil ikke skulle
omberegnes eller omregistreres.
Til nr. 2
Efter udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbe-
grænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt
ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at
inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19.
Forslaget til § 11, stk. 2, 2. pkt., vil indebære en kodificering
af gældende praksis for forlængelse af opholdstilladelser til
flygtninge meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3, såle-
des at Udlændingestyrelsen af egen drift træffer afgørelse
om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med henblik
på midlertidigt ophold efter § 7, stk. 3, hvis grundlaget fort-
sat er til stede.
Disse opholdstilladelser meddeles med henblik på midlerti-
digt ophold for højst 1 år og efter 3 år for højst 2 år ad gan-
gen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 16, stk. 1, 3. pkt.
I forbindelse med indsættelsen af udlændingelovens § 7, stk.
3, som en midlertidig beskyttelsesstatus, forudsattes i den
kommenterede høringsoversigt, jf. Udvalget for Udlændin-
ge- og Integrationspolitik 2014-15 (1. samling), Lovforslag
L 72, bilag 2, side 7, anvendt en procedure, hvorefter Ud-
lændingestyrelsen ved opholdstilladelsens udløb af egen
drift meddeler forlængelse, hvis grundlaget fortsat er til ste-
de, og at det således ikke vil være nødvendigt, at udlændin-
gen selv indgiver ansøgning om ny midlertidig opholdstilla-
delse.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigts-
mæssigt, at denne praksis kodificeres i udlændingeloven.
Den hidtidige ordning, hvorefter Udlændingestyrelsen skal
informere flygtninge med opholdstilladelse efter udlændin-
gelovens § 7, stk. 3, om væsentlige ændringer i asylmyndig-
hedernes vurdering af forholdene i hjemlandet, som kan ha-
ve betydning for udsigten til at få den midlertidige opholds-
tilladelse forlænget, er ikke omfattet af den foreslåede be-
stemmelse og ophører, idet Udlændinge- og Integrationsmi-
nisteriet har lagt vægt på, at ordningen er administrativ kom-
pliceret, tidskrævende og uden væsentlig merværdi for den
enkelte udlænding i forhold til behandlingen af selve forlæn-
gelsesansøgningen. I det tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen
bliver opmærksom på forbedringer i et hjemland, som kan
føre til, at en udlænding med midlertidig beskyttelsesstatus
ikke har udsigt til forlængelse, vil Udlændingestyrelsen på-
begynde en inddragelsessag, og udlændingen vil således bli-
ve gjort bekendt med Udlændingestyrelsens vurdering af
forbedringerne i hjemlandet i den forbindelse.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på kriterierne for
en forlængelse af den meddelte opholdstilladelse. Således
vil beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26,
stk. 1, jf. § 19, stk. 7, som hidtil ikke finde anvendelse ved
afgørelser om forlængelse, idet opholdstilladelse efter ud-
lændingelovens § 7, stk. 3, meddeles med henblik på midler-
tidigt ophold.
En udlænding vil uanset udløbet af sin tidsbegrænsede op-
holdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3,
have ret til at opholde sig her i landet under Udlændingesty-
relsens behandling af sagen. Træffer Udlændingestyrelsen
afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen,
vil afgørelsen efter den foreslåede ændring af udlændingelo-
vens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., anses for påklaget til Flygtnin-
genævnet.
Stadfæster Flygtningenævnet afgørelsen, vil Flygtningenæv-
net skulle fastsætte en udrejsefrist efter de almindelige be-
stemmelser herom i udlændingelovens § 33.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Efter udlændingelovens § 14 a, stk. 2, nr. 3, vil udlændinge,
der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af
§ 7, og som er idømt betinget eller ubetinget fængsel for
strafbart forhold begået her i landet, ikke kunne meddeles
tilladelse til at tage arbejde, jf. udlændingelovens § 14 a, stk.
1.
Forslaget til § 14 a, stk. 2, nr. 3, vil indebære en udvidelse af
vandelskravet således, at udlændinge, der er idømt betinget
eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
21
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse her i landet, der ville have medført en
straf af denne karakter, udelukkes fra muligheden for at tage
arbejde.
Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, at personer, der på
gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom el-
ler tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Tilsva-
rende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere
grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af
alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af
sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed,
kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler
derfor.
Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i let-
tere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der
befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med
mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.
Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens §
16, kan den pågældende imidlertid i medfør af straffelovens
kapitel 9 idømmes andre retsfølger, der bl.a. kan indebære
eller give mulighed for frihedsberøvelse. Dette omfatter bl.a.
dom til behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse,
dom til anbringelse i hospital mv. og dom til forvaring.
Andre strafferetlige retsfølger, der indebærer eller giver mu-
lighed for frihedsberøvelse, sidestilles på en række andre
udlændingeretlige områder i dag med betinget og/eller ube-
tinget frihedsstraf.
Kriminalitet er uacceptabelt, hvilket i særdeleshed også gæl-
der for udlændinge, der kommer til Danmark med henblik
på at søge beskyttelse. Der skal derfor sættes hårdt ind over
for personer, der begår kriminalitet, således at disse udeluk-
kes fra muligheden for at tage arbejde.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det derfor ri-
meligt og hensigtsmæssigt, at også personer, der opfylder
betingelserne for straffrihed, selv om de har begået alvorlig
kriminalitet, og som grundet mental tilstand idømmes en an-
den retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-
hedsberøvelse, udelukkes fra muligheden for at tage arbejde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, er gennemført i
dansk ret i udlændingelovens § 32, stk. 1.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at et
indrejseforbud kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den
førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen. Ind-
rejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen el-
ler udsendelsen, jf. § 32, stk. 1, 3. pkt.
EU-Domstolen har den 26. juli 2017 afsagt dom i sag
C-225/16 Ouhrami. Med dommen har EU-Domstolen slået
fast, at artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles stan-
darder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse
af tredjelandsstatsborgere (udsendelsesdirektivet), skal for-
tolkes således, at et indrejseforbud skal regnes fra den fakti-
ske udrejse.
Det foreslås derfor at ændre § 32, stk. 1, 2 pkt., således, at
det udgår af bestemmelsen, at et indrejseforbud skal regnes
fra den 1. i den førstkommende måned. Et indrejseforbud vil
i stedet skulle regnes fra datoen for udlændingens faktiske
udrejse eller udsendelse og dermed fra det tidspunkt, hvor
indrejseforbuddet efter § 32, stk. 1, 3. pkt., har gyldighed.
Det bemærkes, at udsendelsesdirektivets regler ikke gælder i
forhold til tredjelandsstatsborgere, som udvises på grund af
kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1,
eller § 25 c.
Det foreslås imidlertid, at der også fremadrettet fastsættes
ens regler for beregningen af et indrejseforbuds varighed,
uanset om der er tale om et administrativt meddelt indrejse-
forbud (omfattet af udsendelsesdirektivet) eller et indrejse-
forbud som er knyttet til en udvisning som en strafferetlig
sanktion eller som følge af en strafferetlig sanktion i hen-
hold til national ret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, at en udlæn-
ding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om
opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold
og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlæn-
dingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilla-
delse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk.
3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding som nævnt i 1. pkt., der
er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1-3,
§ 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne til underhold og nød-
vendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændinge-
styrelsen indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen
overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4,
stk. 2, jf. dog stk. 3 og 4.
Efter udlændingelovens § 42 l, stk. 7, forsørges en asylansø-
ger, der er indkvarteret i medfør af § 42 l, fortsat af Udlæn-
dingestyrelsen, jf. § 42 a, stk. 1, jf. stk. 3 og 4, og § 42 b, og
er fortsat omfattet af udlændingelovens regler om undervis-
ning og aktivering, jf. §§ 42 c-42 g.
Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 3 og 4, gælder Udlæn-
dingestyrelsens forsørgelsespligt efter stk. 1 og 2 ikke i en
række tilfælde, jf. pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
22
Forslaget til § 42 a, stk. 3, nr. 5, vil indebære en ny undta-
gelse, således at Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt ik-
ke gælder, hvis udlændingen er mindreårig og er indkvarte-
ret privat hos herboende forældre i medfør af den foreslåede
ændring af § 42 l, stk. 3, medmindre særlige grunde forelig-
ger.
Forældre har en generel forsørgelsespligt over for deres
børn, og er en mindreårig asylansøger indkvarteret privat
hos sine herboende forældre, vil forældrene derfor være
nærmest til at afholde udgifterne forbundet hermed. Staten
skal ikke afholde sådanne udgifter unødigt.
Forældres forsørgelsespligt over for deres børn fremgår på
det privatretlige område af § 13, stk. 1, i lov om børns for-
sørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december
2015, hvorefter forældre hver for sig er forpligtet til at for-
sørge barnet. Barnet skal forsørges, opdrages og uddannes
under hensyn til forældrenes livsvilkår og barnets bedste.
På det offentligretlige område fremgår forsørgelsespligten,
ligesom ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, af § 2, stk.
1, i aktivloven, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold
til det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægte-
fælle og sine børn under 18 år.
Udlændingestyrelsen har hertil oplyst, at Udlændingestyrel-
sen – i relation til den under pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger beskrevne praksis, hvorefter privat
indkvartering af mindreårige asylansøgere hos herboende
forældre efter en analog og formålsbestemt fortolkning af
udlændingelovens § 42 l, stk. 3, allerede sker i dag – anser
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt over den mindreåri-
ge asylansøger for at overgå fra Udlændingestyrelsen til for-
ældrene ved en tilladelse til privat indkvartering.
Udlændingestyrelsen orienterer de herboende forældre om
afholdelsen af den samtale, hvor der indgås kontrakt om pri-
vat indkvartering, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 4, med
henblik på, at forældrene deltager i samtalen. Ved denne
samtale vejleder Udlændingestyrelsen forældrene om, at for-
sørgelsespligten overgår til forældrene, når den mindreårige
asylansøger indkvarteres privat hos dem, herunder med den
konsekvens, at forældrene henvises til muligheden for at sø-
ge den relevante bopælskommune om hjælp til forsørgelse
efter integrationsloven eller aktivloven, såfremt forældrene
ikke mener at kunne opfylde forsørgelsespligten. Udlændin-
gestyrelsen underretter endelig den relevante kommune om
Udlændingestyrelsens afgørelse om privat indkvartering og
om overgangen af forsørgelsespligten fra Udlændingestyrel-
sen til forældrene.
Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at Udlændinge-
styrelsen dog i helt særlige tilfælde påtager sig at dække ud-
gifterne til underhold og sundhedsmæssige ydelser, uanset at
en mindreårig asylansøger er privat indkvartering hos herbo-
ende forældre. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis
der foreligger oplysninger om, at den mindreårige asylansø-
ger er særdeles plejekrævende på grund af handicap eller an-
den sygdom, og at en udgiftskrævende behandling allerede
er iværksat under barnets ophold i asylcenterregi.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigts-
mæssigt, at denne praksis kodificeres i udlændingeloven, så-
ledes at Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt ikke skal
gælde, hvis udlændingen er mindreårig og er indkvarteret
privat hos herboende forældre i medfør af § 42 l, stk. 3,
medmindre særlige grunde foreligger.
Udlændinge- og Integrationsministeriet henviser i den for-
bindelse supplerende til, at forældrene vil have ret til børne-
og ungeydelse efter de almindelige regler i lov om en børne-
og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016,
samt, såfremt forældrene modtager ydelser i form af integra-
tionsydelse eller kontanthjælp efter aktivloven, være beretti-
get til at modtage denne ydelse på forsørgersats, når den
mindreårige asylansøger opholder sig hos og forsørges i
hjemmet af en eller begge forældre og uanset, at den min-
dreårige asylansøger ikke har opnået opholdstilladelse eller
er registreret i Folkeregistret.
Herboende forældre til en mindreårig asylansøger vil såle-
des have mulighed for at modtage ydelser på det sociale om-
råde, når den mindreårige er privat indkvarteret hos foræl-
drene. Da adgangen til disse ydelser almindeligvis er betin-
get af bl.a., at den mindreårige opholder sig hos den forsør-
gelsespligtige forælder, finder Udlændinge- og Integrations-
ministeriet, at justeringen af Udlændingestyrelsens forsør-
gelsespligt skal begrænses til sager, hvor en mindreårig
asylansøger har fået tilladelse til privat indkvartering hos
herboende forældre.
For så vidt angår sundhedsydelser, vil en mindreårig asylan-
søger alene have ret til akut behandling i medfør af § 80 i
sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. sep-
tember 2016, mens asylansøgningen er under behandling, og
forældrene vil således skulle afholde udgifterne til anden
sundhedsbehandling, når den mindreårige asylansøger er
privat indkvarteret hos dem.
Det forudsættes med forslaget derfor, at Udlændingestyrel-
sen i forbindelse med indgåelse af kontrakten om privat ind-
kvartering udførligt vejleder de herboende forældre om, at
forsørgelsespligten overgår til forældrene, når den mindreå-
rige asylansøger indkvarteres privat hos dem, herunder at en
række udgifter, som Udlændingestyrelsen har afholdt under
den mindreårige asylansøgeres indledende indkvartering på
et asylcenter, fremadrettet forventes afholdt af forældrene
selv, at forældrene, såfremt de efterfølgende ikke mener at
kunne opfylde forsørgelsespligten, vil blive henvist til at sø-
ge den relevante bopælskommune om hjælp til forsørgelse
efter integrationsloven eller aktivloven, og at modtagelse af
hjælp efter integrationsloven eller aktivloven i visse tilfælde
vil kunne have betydning for forældrenes eget opholds-
grundlag.
23
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil således ikke gen-
indtræde alene som følge af, at forældrene ikke kan skaffe
det nødvendige til deres egen og barnets forsørgelse.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil genindtræde, når
forældrenes forsørgelsespligt ophører, dvs. ved det fyldte
18. år, eller hvis den mindreårige selv får ansvar for at for-
sørge en ægtefælle eller et barn, jf. aktivlovens § 2.
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt vil endvidere kunne
genindtræde, hvis den mindreårige asylansøger opgiver sin
private indkvartering og lader sig indkvartere på et asylcen-
ter.
Forslaget indebærer endelig, at Udlændingestyrelsen lige-
som i dag i sager, hvor særlige grunde foreligger, skal kunne
påtage sig at dække udgifterne til underhold og sundheds-
mæssige ydelser, uanset at en mindreårig asylansøger ind-
kvarteres privat hos herboende forældre.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der foreligger op-
lysninger om, at den mindreårige asylansøger er særdeles
plejekrævende på grund af handicap eller anden sygdom, og
at en udgiftskrævende behandling allerede er iværksat under
opholdet i asylcenterregi.
Det vil tilgodese Danmarks forpligtelser efter bl.a. FN’s
Handicapkonvention af 13. december 2006, således at en
mindreårig asylansøger ikke alene som følge af behand-
lingskrævende handicap eller lign. reelt afskæres fra at kun-
ne indkvartere sig privat hos sine herboende forældre og så-
ledes udsættes for en mulig diskriminerende behandling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Efter udlændingelovens § 42 k, stk. 2, nr. 3, vil udlændinge,
der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af
§ 7, og som er idømt betinget eller ubetinget fængsel for
strafbart forhold begået her i landet, ikke kunne meddeles
tilladelse til ophold i egenfinansieret bolig, jf. udlændingelo-
vens § 42 k, stk. 1.
Forslaget til § 42 k, stk. 2, nr. 3, vil indebære en udvidelse af
vandelskravet således, at udlændinge, der er idømt betinget
eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse her i landet, der ville have medført en
straf af denne karakter, udelukkes fra ordningen om ophold i
egenfinansieret bolig.
Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, at personer, der på
gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom el-
ler tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Tilsva-
rende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere
grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af
alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af
sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed,
kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler
derfor.
Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i let-
tere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der
befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med
mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.
Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens §
16, kan den pågældende imidlertid i medfør af straffelovens
kapitel 9 idømmes andre retsfølger, der bl.a. kan indebære
eller give mulighed for frihedsberøvelse. Dette omfatter bl.a.
dom til behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse,
dom til anbringelse i hospital mv. og dom til forvaring.
Andre strafferetlige retsfølger, der indebærer eller giver mu-
lighed for frihedsberøvelse, sidestilles på en række andre
udlændingeretlige områder i dag med betinget og/eller ube-
tinget frihedsstraf.
Kriminalitet er uacceptabelt, hvilket i særdeleshed også gæl-
der for udlændinge, der kommer til Danmark med henblik
på at søge beskyttelse. Der skal derfor sættes hårdt ind over
for personer, der begår kriminalitet, således at disse udeluk-
kes fra ordningen om ophold i egenfinansieret bolig.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det derfor ri-
meligt og hensigtsmæssigt, at også personer, der opfylder
betingelserne for straffrihed, selv om de har begået alvorlig
kriminalitet, og som grundet mental tilstand idømmes en an-
den retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-
hedsberøvelse, udelukkes fra ordningen om ophold i egenfi-
nansieret bolig.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
Efter udlændingelovens § 42 l, stk. 2, nr. 3, vil udlændinge,
der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af
§ 7, og som er idømt betinget eller ubetinget fængsel for
strafbart forhold begået her i landet, ikke kunne meddeles
tilladelse til privat indkvartering hos venner eller familie, jf.
udlændingelovens § 42 l, stk. 1, eller til privat indkvartering
hos en ægtefælle, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 3.
Forslaget til § 42 l, stk. 2, nr. 3, vil indebære en udvidelse af
vandelskravet således, at udlændinge, der er idømt betinget
eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse her i landet, der ville have medført en
straf af denne karakter, udelukkes fra ordningen om privat
indkvartering.
Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, at personer, der på
gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom el-
ler tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Tilsva-
rende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere
24
grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af
alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af
sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed,
kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler
derfor.
Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i let-
tere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der
befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med
mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.
Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens §
16, kan den pågældende imidlertid i medfør af straffelovens
kapitel 9 idømmes andre retsfølger, der bl.a. kan indebære
eller give mulighed for frihedsberøvelse. Dette omfatter bl.a.
dom til behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse,
dom til anbringelse i hospital mv. og dom til forvaring.
Andre strafferetlige retsfølger, der indebærer eller giver mu-
lighed for frihedsberøvelse, sidestilles på en række andre
udlændingeretlige områder i dag med betinget og/eller ube-
tinget frihedsstraf.
Kriminalitet er uacceptabelt, hvilket i særdeleshed også gæl-
der for udlændinge, der kommer til Danmark med henblik
på at søge beskyttelse. Der skal derfor sættes hårdt ind over
for personer, der begår kriminalitet, således at disse udeluk-
kes fra ordningen om privat indkvartering.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det derfor ri-
meligt og hensigtsmæssigt, at også personer, der opfylder
betingelserne for straffrihed, selv om de har begået alvorlig
kriminalitet, og som grundet mental tilstand idømmes en an-
den retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-
hedsberøvelse, udelukkes fra ordningen om privat indkvar-
tering.
Der henvises endvidere til den under pkt. 2.1.3 foreslåede
kodificering af praksis for mindreårige asylansøgeres private
indkvartering hos herboende forældre, hvorpå det foreslåede
skærpede vandelskrav ligeledes vil finde anvendelse, jf. og-
så lovforslagets § 1, nr. 8.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 8
Efter udlændingelovens § 42 l, stk. 3, træffer Udlændinge-
styrelsen efter ansøgning afgørelse om, at en udlænding,
som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af
§ 7, kan indkvartere sig privat hos en herboende ægtefælle,
indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller
udsendes, hvis udlændingen indgår en kontrakt med Udlæn-
dingestyrelsen i overensstemmelse med stk. 4. Dette gælder
ikke udlændinge omfattet af stk. 2.
Efter udlændingelovens § 42 l, stk. 5, 1. pkt., forudsætter en
afgørelse om privat indkvartering, at boligen er placeret i en
kommune, hvortil der kan visiteres flygtninge på grundlag
af de aftalte eller fastsatte kommunekvoter, jf. integrations-
lovens § 8. Dette gælder dog efter § 42 l, stk. 5, 3. pkt., ikke
for udlændinge, der ønsker privat indkvartering hos en her-
boende ægtefælle i medfør af § 42 l, stk. 3.
Der er tale om en særlig lempelig adgang til privat indkvar-
tering hos en ægtefælle, idet der stilles færre betingelser end
ved adgangen til at bo i egenfinansieret bolig og til privat
indkvartering hos venner eller anden familie. Der stilles i
disse sager således ikke krav til boligens beliggenhed, til va-
righeden af udlændingens ophold i Danmark eller til hvilken
fase af asylprocessen, udlændingens asylansøgning er nået.
Efter ordlyden af udlændingelovens § 42 l, stk. 3, har min-
dreårige asylansøgere ikke en tilsvarende lempelig adgang
til privat indkvartering hos herboende forældre.
Det fremgår imidlertid af Udlændingestyrelsens bidrag til
udlændinge- og integrationsministerens besvarelser af to fol-
ketingsspørgsmål den 29. april og 31. maj 2016, jf. Udvalget
for Udlændinge- og Integrationspolitik 2015-16, Alm. del,
spørgsmål nr. 324 og 568, at Udlændingestyrelsen ud fra en
analog og formålsbestemt fortolkning af udlændingelovens
§ 42 l, stk. 3, finder, at privat indkvartering af mindreårige
børn hos herboende forældre kan ske efter samme betingel-
ser som angivet i den pågældende bestemmelse, bl.a. under
henvisning til, at der påhviler forældre en forsørgelsespligt
over egne børn på samme måde, som der påhviler ægtefæl-
ler en gensidig forsørgelsespligt.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigts-
mæssigt, at den beskrevne praksis kodificeres i udlændin-
geloven, hvorefter mindreårige asylansøgere, der har herbo-
ende forældre, kan ansøge om privat indkvartering hos den
eller disse på samme lempeligere vilkår, som der gælder for
ægtefæller.
Forslaget til ændring af § 42 l, stk. 3, 1. pkt., vil således in-
debære en kodificering af denne praksis, hvorefter mindreå-
rige udlændinge, som har indgivet ansøgning om opholdstil-
ladelse i medfør af § 7, kan gives tilladelse til privat ind-
kvartering hos herboende forældre, indtil udlændingen med-
deles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, hvis udlæn-
dingen indgår en kontrakt med Udlændingestyrelsen.
Dette skal også ses i sammenhæng med, at indkvartering af
børn med herboende forældre i mindre grad bør være en
statslig omkostning, da forældre har forsørgelsespligten over
for deres børn, jf. pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Det bemærkes i den forbindelse, at hensynet til barnets tarv i
almindelighed må antages at tilsige, at den mindreårige ud-
lænding indkvarteres hos eventuelle herboende forældre
hurtigt, og således uden at der stilles krav om et ophold på
mindst 6 måneder.
Det bemærkes endvidere, at ved afgørelsen af, hvilken EU-
medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylan-
25
søgning, går en mindreårig udlændings lovligt bosiddende
familiemedlemmer forud for, hvor udlændingen har op-
holdstilladelse eller visum, eller hvor udlændingen først har
indgivet asylansøgning, jf. kapitel 3 i Dublinforordningen,
jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og
procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er an-
svarlig for behandlingen af en ansøgning om international
beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller
en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning).
På denne baggrund finder Udlændinge- og Integrationsmini-
steriet, at mindreårige asylansøgere, tilsvarende adgangen til
privat indkvartering hos en ægtefælle, bør kunne opnå tilla-
delse til privat indkvartering hos en herboende forælder,
uden at der stilles krav om, at ansøgerens asylsag er nået til
mindst fase 2.
Det er uden betydning, at kun én forælder til den mindreåri-
ge opholder sig lovligt her i landet, hvorimod det er en for-
udsætning, at den person, der har rådighed over boligen, har
lovligt ophold her i landet.
Hensynet til barnets tarv må i almindelighed antages at tilsi-
ge, at den mindreårige udlænding indkvarteres hos eventuel-
le forældre, men Udlændingestyrelsen vil konkret i de en-
kelte tilfælde også foretage en vurdering af, om hensynet til
den mindreåriges tarv taler for at lade den mindreårige ind-
kvartere privat hos herboende forældre, jf. udlændingelo-
vens § 42 l, stk. 5, 2. pkt. Udlændingestyrelsen skal ved vur-
deringen heraf bl.a. inddrage beskyttelsen i artikel 3, 9 og 12
i FN’s Børnekonvention af 20. november 1989.
Forslaget til § 42 l, stk. 5, 3. pkt., indebærer, at det ikke vil
være et krav for mindreårige udlændinge, der ønsker privat
indkvartering hos en herboende forælder, at den herboende
forælders bolig er placeret i en kommune, hvortil der kan vi-
siteres flygtninge på grundlag af de aftalte eller fastsatte
kommunekvoter, jf. integrationslovens § 8.
Den foreslåede ordning vil ikke gælde for mindreårige ud-
lændinge, der er omfattet af udlændingelovens § 42 l, stk. 2.
Udelukket fra den foreslåede ordning er således 1) udlæn-
dinge, der er administrativt udvist i medfør af § 25, 2) ud-
lændinge, der er udvist ved dom, 3) udlændinge, der er
idømt betinget eller ubetinget fængsel for strafbart forhold
begået her i landet, 4) udlændinge, hvis opholdstilladelse er
bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, 5) udlændinge, der er
omfattet af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen
af 28. juli 1951, og 6) udlændinge, hvis ansøgning om op-
holdstilladelse efter § 7 behandles efter § 53 b.
Der henvises endvidere til den under pkt. 2.1.2 foreslåede
skærpelse af vandelskravet, der ligeledes foreslås at finde
anvendelse for adgangen til mindreårige asylansøgeres pri-
vate indkvartering hos herboende forældre, jf. også lovfor-
slagets § 1, nr. 7.
Det vil dog i ganske særlige tilfælde kunne forekomme, at
hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder
særligt hensynet til barnets tarv, helt afgørende tilsiger, at
der vil skulle dispenseres fra bestemmelsen i udlændingelo-
vens § 42 l, stk. 2, således at en mindreårig asylansøger vil
kunne indkvartere sig privat hos herboende forældre til trods
for f.eks. en betinget dom om fængsel.
Med en mindreårig udlænding forstås med den foreslåede
ordning en udlænding under 18 år. Har en udlænding angi-
vet at være mindreårig og på denne baggrund fået tilladelse
til privat indkvartering hos herboende forældre, og træffer
Udlændingestyrelsen senere som led i behandlingen af ud-
lændingens asylansøgning afgørelse om, at udlændingen er
voksen på baggrund af en aldersundersøgelse, forudsættes
Udlændingestyrelsen at træffe afgørelse om, at udlændingen
ikke længere opfylder betingelserne for privat indkvartering
hos sine forældre som mindreårig, medmindre helt særlige
grunde taler derimod, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 6.
Udlændingen vil da i stedet kunne indgive ny ansøgning om
privat indkvartering efter udlændingelovens § 42 l, stk. 1,
herunder til indkvartering hos forældrene, og vil skulle op-
fylde de almindelige betingelser, herunder betingelsen i ud-
lændingelovens § 42 l, stk. 5, 1. pkt., om, at boligen er pla-
ceret i en kommune, hvortil der kan visiteres flygtninge på
grundlag af de aftalte eller fastsatte kommunekvoter, jf. inte-
grationslovens § 8.
Det foreslås endelig, at en mindreårig asylansøger, der selv
har forsørgelsespligten over et barn, ligeledes omfattes af
ordningen, uanset at den mindreårige er udtrådt af forældre-
nes forsørgelsespligt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 9
Efter udlændingelovens § 44 a, stk. 1, videregiver Udlæn-
dingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og
Integration og Statsforvaltningen uden udlændingens sam-
tykke til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor ud-
lændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen
visiteres, jf. integrationslovens § 10, stk. 1, eller flytter fra
udlandet, oplysninger om
1) at udlændingen er meddelt registreringsbevis eller op-
holdskort i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller op-
holdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller er
fritaget for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2,
2) at udlændingen er meddelt tidsubegrænset opholdstilla-
delse eller afslag herpå,
3) at udlændingen er meddelt tidsbegrænset opholdstilla-
delse efter afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse,
jf. nr. 2, eller
4) at udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget,
er bortfaldet eller er inddraget.
Adviseringen af kommunerne sker automatisk gennem Ud-
lændingeinformationsportalen (UIP), jf. udlændingelovens §
44 a, stk. 6.
26
Forslaget til ændring af § 44 a, stk. 1, nr. 4, vil indebære, at
Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekrutte-
ring og Integration og Statsforvaltningen uden udlændingens
samtykke til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor
udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændin-
gen visiteres, jf. integrationslovens § 10, stk. 1, eller flytter
fra udlandet, skal videregive oplysninger om udfaldet af en
eventuel klage over, at udlændingens opholdstilladelse er
nægtet forlænget, er bortfaldet eller er inddraget.
Forslaget har til formål at advisere kommunerne automatisk
om udfaldet af de nævnte klagesager med henblik på kom-
munernes varetagelse af deres opgaver.
Med udfald forstås, at en afgørelse stadfæstes, omgøres eller
hjemvises af klageinstansen.
Oplysningerne forudsættes videregivet til kommunerne på
samme måde som de oplysninger, der efter den gældende
bestemmelse skal videregives.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 10
Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 3, behandler
Flygtningenævnet klager over Udlændingestyrelsens afgø-
relser om bortfald efter §§ 17, 17 a og 21 b og inddragelse
efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter
§ 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og i den forbindelse udsendelse
efter § 32 a.
Forslaget til ændring af § 53 a, stk. 1, nr. 3, vil indebære en
præcisering af ordlyden, således at det fremgår, at Flygtnin-
genævnets kompetence også omfatter klager over Udlændin-
gestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse af en op-
holdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2. Der
sikres herved den samme begrebsanvendelse i bestemmel-
sen, som fremgår andre steder i udlændingeloven.
Forslaget har nær tilknytning til § 1, nr. 11.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 11
Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., anses et afslag
på asyl efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i lan-
det, for påklaget til Flygtningenævnet. Undtaget herfra er
sager, der behandles efter åbenbart grundløs-proceduren, jf.
§ 53 b, stk. 1, og hvor der ikke er klageadgang til Flygtnin-
genævnet.
Forslaget til ændring af § 53 a, stk. 2, 3. pkt., vil indebære,
at en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om inddragel-
se eller om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse
meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, skal anses for på-
klaget til Flygtningenævnet.
Da der ikke gælder en frist for indbringelsen af klager over
Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse og nægtel-
se af forlængelse for Flygtningenævnet, men en klage uanset
indgivelsestidspunkt tillægges opsættende virkning, vil en
udlænding bevidst kunne påklage en afgørelse til Flygtnin-
genævnet på et sent tidspunkt, f.eks. i forbindelse med en
planlagt udsendelse, og derved opnå et længere ophold i
Danmark. Det medfører en betydelig forlængelse af den
samlede sagsbehandling og et større ressourceforbrug, her-
under f.eks. fremskaffelse af rejselegitimation og bestilling
af hjemrejse, der må opgives.
Forslaget har til formål dels at sikre, at det ikke er muligt at
udnytte den manglende klagefrist til bevidst at forlænge op-
holdet i Danmark, dels at løse den forsørgelsesmæssige pro-
blemstilling, der opstår ved inddragelse og nægtelse af for-
længelse af en flygtnings opholdstilladelse, og som er nær-
mere beskrevet i pkt. 2.2.3.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Det vurderes, at Flygtningenævnet kun i meget begrænset
omfang som følge af den foreslåede ordning vil skulle be-
handle sager, der ellers ikke ville være indbragt.
Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse eller
om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt
efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, forudsættes Udlændingesty-
relsen samtidig at underrette udlændingen om, at afgørelsen
er indbragt for Flygtningenævnet, og at udlændingen har
mulighed for at frafalde klagen.
Indbringelsen for Flygtningenævnet vil som hidtil have op-
sættende virkning, således at udlændingen har ret til at op-
holde sig her i landet under Flygtningenævnets behandling.
Udlændingestyrelsen vil derfor ikke skulle fastsætte en ud-
rejsefrist i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 1. I denne
periode vil udlændingen kunne opretholde sin hidtidige bo-
lig og vil fortsat have ret til at tage beskæftigelse eller drive
selvstændig erhvervsvirksomhed m.v.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforlagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. maj 2018.
Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, nr. 1, om ændring af ud-
lændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 1, og § 1, nr. 4, om ændring
af udlændingelovens § 32, stk. 1, træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. Forslaget skal ses i lyset af,
at bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., på
visse punkter ikke er i overensstemmelse med EU-retten, ef-
ter at EU-Domstolen den 26. juli 2017 har truffet afgørelse i
sag C-225/16 Ouhrami. Der er derfor behov for hurtigst mu-
ligt at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for at
tilpasse dansk ret i overensstemmelse med EU-retten.
Det foreslås i stk. 3, at karensperioder fastsat inden lovens
ikrafttræden ikke vil skulle omberegnes eller omregistreres.
27
Det foreslås i stk. 4, at lovens § 1, nr. 4, om ændring af ud-
lændingelovens § 32, stk. 1, ikke finder anvendelse ved be-
regningen af varigheden af indrejseforbud fastsat efter ud-
lændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c inden
lovens ikrafttræden. Det foreslås endvidere, at de hidtil gæl-
dende i udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., finder anven-
delse for sådanne indrejseforbud.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at varigheden af
indrejseforbud, der inden lovens ikrafttræden er fastsat på
grund af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25
a, stk. 1, eller § 25 c, efter lovens ikrafttræden fortsat skal
beregnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrej-
sen eller udsendelsen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Der
skal dermed ikke finde en omberegning og omregistrering
sted af disse indrejseforbud.
Det bemærkes, at bestemmelsen alene omfatter de indrejse-
forbud, som Danmark ikke har en pligt til at omberegne som
følge af EU-Domstolens dom i Ouhrami-sagen (indrejsefor-
bud fastsat efter udlændingelovens § 25, § 25 a, stk. 2, eller
§ 25 b). Der henvises herom til pkt. 2.5.2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og in-
debærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland,
men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
28
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2.
oktober 2017, som ændret senest ved lov nr. 1691 af 26. de-
cember 2017, foretages følgende ændringer:
§ 4 c. --- 1. I § 4 c, stk. 3, nr. 1, indsættes efter »udvises efter«:
Stk. 2. --- »reglerne i«.
Stk. 3. En udlænding kan ikke få visum efter § 4, stk. 1, i
5 år, hvis udlændingen efter indrejsen
1) udvises efter kapitel 4,
2-3) ---
Stk. 3-6. ---
§ 11. --- 2. I § 11, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med
mulighed for varigt ophold forlænges efter ansøgning, med-
mindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen
efter § 19.
»Udlændingestyrelsen træffer af egen drift afgørelse om
forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med henblik på
midlertidigt ophold efter § 7, stk. 3, hvis grundlaget fortsat
er til stede.«
§ 14 a. --- 3. § 14 a, stk. 2, nr. 3, affattes således:
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for »3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer el-
ler giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse her i landet, der ville have medført en straf af denne
karakter,«.
1-2) ---
3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fængsel
for strafbart forhold begået her i landet,
4-7) ---
Stk. 3-5. ---
§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en ud-
lænding udvises, medfører, at udlændingens visum og op-
holdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilla-
delse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrej-
seforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og regnes
fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller
udsendelsen. Indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunk-
tet for udrejsen eller udsendelsen.
4. I § 32, stk. 1, 2. pkt., udgår »og regnes fra den 1. i den
førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen«.
Stk. 2-11. ---
§ 42 a. --- 5. I § 42 a, stk. 3, indsættes som nr. 5:
Stk. 2. --- »5) Hvis udlændingen er mindreårig og er indkvarteret
privat hos herboende forældre i medfør af § 42 l, stk. 3,
medmindre særlige grunde foreligger.«
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke:
1-4) ---
Stk. 4-17. ---
§ 42 k. --- 6. § 42 k, stk. 2, nr. 3, affattes således:
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for »3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer el-
ler giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse her i landet, der ville have medført en straf af denne
karakter,«.
1-2) ---
3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fængsel
for strafbart forhold begået her i landet,
4-7) ---
Stk. 3-7. ---
29
§ 42 l. --- 7. § 42 l, stk. 2, nr. 3, affattes således:
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for »3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer el-
ler giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse her i landet, der ville have medført en straf af denne
karakter,«.
1-2) ---
3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget fængsel
for strafbart forhold begået her i landet,
4-6) ---
Stk. 3. Udlændingestyrelsen træffer efter ansøgning afgø-
relse om, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse i medfør af § 7, kan indkvartere sig privat
hos en herboende ægtefælle, indtil udlændingen meddeles
opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, hvis udlændingen
indgår en kontrakt med Udlændingestyrelsen i overensstem-
melse med stk. 4. Dette gælder ikke udlændinge omfattet af
stk. 2.
8. I § 42 l, stk. 3, 1. pkt. og § 42 l, stk. 5, 3. pkt., indsættes
efter »ægtefælle«: »eller forældre, hvis udlændingen er min-
dreårig«.
Stk. 4. ---
Stk. 5. Afgørelse om privat indkvartering forudsætter, at
boligen er placeret i en kommune, hvortil der kan visiteres
flygtninge på grundlag af de aftalte eller fastsatte kommu-
nekvoter, jf. integrationslovens § 8. En udlænding under 18
år kan kun indkvarteres privat, hvis Udlændingestyrelsen
efter en konkret vurdering finder, at hensynet til den min-
dreåriges tarv taler derfor. 1. pkt. gælder ikke udlændinge,
som ønsker privat indkvartering hos en herboende ægtefæl-
le.
Stk. 6-7. ---
§ 44 a. Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Re-
kruttering og Integration og Statsforvaltningen videregiver
uden udlændingens samtykke til kommunalbestyrelsen for
den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig, el-
ler hvortil udlændingen visiteres, jf. integrationslovens § 10,
stk. 1, eller flytter fra udlandet, oplysninger om
9. I § 44 a, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »inddraget«: »samt
om udfaldet af en eventuel klage herover«.
1-3) ---
4) at udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget, er
bortfaldet eller er inddraget.
Stk. 2-12. ---
§ 53 a. For Flygtningenævnet kan indbringes klager over
afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgen-
de spørgsmål, jf. dog § 53 b, stk. 1:
10. I § 53 a, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »Bortfald efter §§
17, 17 a og 21 b«: », nægtelse af forlængelse efter § 11, stk.
2,«.
1-2 ) ---
3) Bortfald efter §§ 17, 17 a og 21 b og inddragelse efter §§
19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter af § 7
eller § 8, stk. 1 eller 2, og i den forbindelse udsendelse efter
§ 32 a.
4-8) ---
Stk. 2. Klage til Flygtningenævnet over Udlændingesty-
relsens afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne
i kapitel 5 a eller 5 b, der indgives til Udlændingestyrelsen,
senere end 7 dage efter at udlændingen har fået meddelelse
om afgørelsen, afvises. Klage til Flygtningenævnet over
Udlændingestyrelsens afgørelse om varigheden af en tidsbe-
grænset opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 1 og 2, og §
8, der indgives til Udlændingestyrelsen, senere end 4 uger
efter at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen, af-
vises. Afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse
11. I § 53 a, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »her i landet,«:
»træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af for-
længelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse med-
delt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,«.
30
efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, eller
træffer Udlændingestyrelsen efter § 32 b eller § 49 a afgø-
relse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31,
anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklage
af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, har opsættende
virkning. 4. pkt. finder ikke anvendelse på klager over afgø-
relser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på kla-
ger over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når ud-
lændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet.
Stk. 3-4. ---
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1 og 4, træder i kraft dagen efter bekendtgø-
relsen i Lovtidende.
Stk. 3. § 1, nr. 1, finder ikke anvendelse for karensperioder
fastsat inden lovens ikrafttræden.
Stk. 4. § 1, nr. 4, finder ikke anvendelse ved beregningen
af varigheden af indrejseforbud fastsat efter udlændingelo-
vens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c inden lovens ikraft-
træden. For sådanne indrejseforbud finder de hidtil gælden-
de regler i udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., anvendel-
se.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færø-
erne og Grønland med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
31