Skriftlig fremsættelse (31. januar 2018)
Tilhører sager:
Aktører:
CN553
https://www.ft.dk/ripdf/samling/20171/lovforslag/l134/20171_l134_fremsaettelsestale.pdf
Skriftlig fremsættelse (31. januar 2018) Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til tatoveringsloven (Lovforslag nr. L 134) Det er ikke uden helbredsmæssige risici at blive tatove- ret. Tatovering kan medføre både gener og komplikationer, som kan vise sig i større eller mindre grad hos den enkelte, herunder kløe og hævelse, infektiøse komplikationer forår- saget af bakterier og andre mikroorganismer eller virusin- fektioner. Det er i dag tilladt for enhver at udføre tatoveringer. Ta- toveringserhvervet er i dag reguleret i lov nr. 427 af 1. maj 2013 om en frivillig, brancheadministreret registreringsord- ning for tatovører, som trådte i kraft den 1. januar 2014, og hvis formål var at etablere en frivillig, brancheadministreret registreringsordning for tatovører med henblik på at oplyse og beskytte forbrugerne mod risici i forbindelse med tatove- ring. Det har vist sig, at tatoveringsbranchen ikke bakker op om den frivillige ordning, og ingen brancheforening har så- ledes til dato søgt om at blive godkendt af Styrelsen for Pa- tientsikkerhed til at registrere tatovører. Loven er dermed uden praktisk betydning. Derudover følger et forbud mod at tatovere personer under 18 år og et forbud mod at tatovere i hoved, på hals og på hænder af lov nr. 194 af 8. juni 1966 om tatovering (tatoveringsloven). Da den nuværende, frivillige registreringsordning ikke har virket efter hensigten, foreslås det at ophæve den frivilli- ge brancheadministrerede ordning og tatoveringsloven og i stedet indføre en obligatorisk registreringsordning m.v. for tatoveringssteder, der udfører tatovering i erhvervsmæssigt øjemed. Den foreslåede lov ophæver således to andre love. Det foreslås, at den obligatoriske registrering af tatove- ringssteder skal ske hos Sikkerhedsstyrelsen, der samtidig vil skulle føre tilsyn med, at tatoveringsstederne overholder kravene i loven. Lever tatoveringsstederne ikke op til krave- ne, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne udstede påbud med opføl- gende tilsynsbesøg og ultimativt afregistrering og/eller idømmelse af bødestraf. Det foreslås samtidig, at der fastsættes regler om doku- mentation for tatoveringsfarver, ligesom det foreslås, at Sty- relsen for Patientsikkerhed bemyndiges til at fastsætte krav til hygiejne og forbrugerinformation. Endelig forslås det at fastholde og videreføre forbuddene i tatoveringsloven mod at tatovere personer under 18 år og mod at tatovere i hoved, på hals og på hænder. Det foreslås dog, at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte reg- ler om, at personer, som har gennemført en uddannelse i kosmetisk tatovering med et praktisk og teoretisk indhold fastsat af en brancheforening, må udføre kosmetisk tatove- ring af øjenbryn, hårbund, øvre og nedre øjenlåg og læber. Der lægges med forslaget op til, at ordningen finansieres gennem et gebyr, der opkræves hos ejere af tatoveringsste- der i forbindelse med registreringen og herefter hvert år på datoen for registreringen. Det foreslås desuden, at der op- kræves et gebyr for opfølgende tilsynsbesøg ved udstedelse af påbud. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling. Til lovforslag nr. L 134 Folketinget 2017-18 CN000553