L 31 - svar på spm. 14 om det nævnte ændringsforslag i den foreliggende form vil være et ekspropriativt indgreb over for de pågældende eksempelvis selvejende institutioner, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 14 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatnings-
ansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Ophævelse
af forældelsesfrister for gerningsmandens strafansvar i sager om seksuelt
misbrug af børn og for erstatningskrav mod forvaltningsmyndigheder for
svigt i sager om overgreb mod børn, forhøjelse af niveauet for tortgodtgø-
relse for seksuelle krænkelser samt ophævelse af 72-timersreglen i sager om
voldtægt, incest og seksuelt misbrug af børn m.v.) (L 31), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. januar 2018. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Preben Bang Henriksen (V).
Søren Pape Poulsen
/
Helene Bendtsen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Civilafdelingen
Dato: 17. januar 2018
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Mathias Mikkelsen
Sagsnr.: 2017-0037-0009
Dok.: 622829
Retsudvalget 2017-18
L 31 endeligt svar på spørgsmål 14
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 14 (L 31) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren, i forlængelse af svar på spørgsmål 3, hvor mini-
steren anfører, at hvis Folketinget vedtager det ændringsforslag,
der fremgår af svar på spørgsmål 2, kan dette sandsynligvis
næppe rubriceres som et ekspropriativt indgreb over for kommu-
nerne, tilkendegive og uddybe ministerens vurdering af samme
spørgsmål for så vidt angår de øvrige institutionsformer, der er
omfattet af lovforslagets § 2 ”en forvaltningsmyndighed, jf. for-
valtningslovens § 1, stk. 1 og 2” herunder de institutioner, der er
nævnt i punkt 2.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get (side 9), dvs. kommunale, regionale og statslige myndigheder
samt selvejende institutioner, foreninger og fonde m.v. oprettet
henholdsvis ved lov og på privatretligt grundlag – dvs. om en ved-
tagelse af det nævnte ændringsforslag i den foreliggende form vil
være et ekspropriativt indgreb over for de pågældende eksempel-
vis selvejende institutioner – idet det kan lægges til grund, at spør-
geren er bekendt med, at den endelige afgørelse henligger hos
domstolene ganske som i ethvert andet retsligt spørgsmål?”
Svar:
Som anført i justitsministerens besvarelse af 7. december 2017 af spørgsmål
nr. 3 til lovforslaget er det Justitsministeriets opfattelse, at den ophævelse af
forældelsesfristerne for erstatnings- og godtgørelseskrav med tilbagevir-
kende kraft, der følger af det ændringsforslag, som fremgår af besvarelsen
af 30. november 2017 af spørgsmål nr. 2 til lovforslaget, rejser spørgsmål i
forhold til grundlovens § 73 om ekspropriation.
Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der spørges til retsstil-
lingen i de tilfælde, hvor krav om godtgørelse og erstatning i de sager, der
er omfattet af lovforslaget med det nævnte ændringsforslag, måtte blive ret-
tet mod andre forvaltningssubjekter end kommuner.
Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 1, at
den foreslåede bestemmelse i forældelseslovens § 3, stk. 5, om, at de pågæl-
dende krav ikke forældes, vil omfatte ”en forvaltningsmyndighed, jf. for-
valtningslovens § 1, stk. 1 og 2”. Som anført i pkt. 2.2.3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget forstås ved ”forvaltningsmyndighed” de myn-
digheder mv., som er omfattet af forvaltningslovens almindelige anvendel-
sesområde, jf. lovens § 1, stk. 1 og 2. Det omfatter alle dele af den offentlige
forvaltning, herunder kommunale, regionale og statslige myndigheder. End-
videre omfatter det selvejende institutioner, foreninger, fonde mv., der er
oprettet ved lov eller i henhold til lov, og selvejende institutioner, forenin-
3
ger, fonde mv., der er oprettet på privatretligt grundlag, og som udøver of-
fentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv
offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol.
Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 3 er det almindeligt antaget i den
statsretlige litteratur, at både private retssubjekter og offentlige retssubjekter
som staten og kommuner er omfattet af den kreds af rettighedshavere, der
er beskyttet mod ekspropriation efter grundlovens § 73, jf. bl.a. Henrik
Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (2003), side 190 f.
Det kan uddybende oplyses, at det for så vidt angår særlige (statslige) for-
valtningssubjekter er den overvejende opfattelse i den forfatningsretlige lit-
teratur, at disse ikke nyder beskyttelse mod indgreb i deres styrelses- og
formueforhold, som gennemføres ved lov. Højesteret har således i sin dom
af 1. november 1993 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 29 ff.)
fastslået, at Statsanstalten for Livsforsikring var en statslig institution, og at
loven om privatisering af Statsanstalten for Livsforsikring ”derfor ikke in-
debærer en ekspropriation i forhold til institutionen.” Justitsministeriet har i
overensstemmelse hermed tidligere tilkendegivet, at et lovforslag, hvorved
forældede erstatnings- eller godtgørelseskrav i anledning af erhvervssyg-
domme blev genoplivet, ikke ville udgøre ekspropriation i forhold til Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, der er en selvejende institution in-
den for den statslige forvaltning. Der henvises til pkt. 4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L 144 af 23. februar 2011 om ændring af
forældelsesloven (Forældelse af fordringer på erstatning eller godtgørelse i
anledning af en erhvervssygdom).
For så vidt angår eventuelle krav, der måtte blive rettet mod andre forvalt-
ningssubjekter end kommuner og særlige statslige forvaltningssubjekter,
herunder selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning, kan
Justitsministeriet henholde sig til besvarelsen af spørgsmål nr. 3. Som det
fremgår heraf, vil det bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om
en ophævelse af forældelsesfristerne med tilbagevirkende kraft vil indebære
ekspropriation over for det pågældende forvaltningssubjekt. Som anført i
spørgsmålet vil den endelige afgørelse heraf henhøre under domstolene.


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatnings-
ansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Ophævelse
af forældelsesfrister for gerningsmandens strafansvar i sager om seksuelt
misbrug af børn og for erstatningskrav mod forvaltningsmyndigheder for
svigt i sager om overgreb mod børn, forhøjelse af niveauet for tortgodtgø-
relse for seksuelle krænkelser samt ophævelse af 72-timersreglen i sager om
voldtægt, incest og seksuelt misbrug af børn m.v.) (L 31), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. november 2017. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Rune Lund (EL) og Peter Kofod Poulsen (DF).
Søren Pape Poulsen
/
Mette Johansen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 30. november 2017
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Mathias Mikkelsen
Sagsnr.: 2017-0037-0009
Dok.: 588177
Retsudvalget 2017-18
L 31 endeligt svar på spørgsmål 14
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 2 (L 31) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren yde teknisk bistand til at udarbejde et ændrings-
forslag, der indebærer, at den foreslåede ophævelse af forældel-
sesfristen for erstatningskrav og godtgørelseskrav mod forvalt-
ningsmyndigheder, får tilbagevirkende kraft, således at krav, der
er forældede efter forældelseslovens hidtil gældende regler før
lovens ikrafttræden, også omfattes af ophævelsen af forældel-
sesfristen, og vil ministeren redegøre for sin holdning til et så-
dant ændringsforslag?”
Svar:
1. Et ændringsforslag som indebærer, at ophævelsen af forældelsesfristerne
for erstatnings- og godtgørelseskrav mod forvaltningsmyndigheder for svigt
i sager om overgreb mod børn får tilbagevirkende kraft, kan formuleres på
følgende måde:
Ӯ n d r i n g s f o r s l a g
til
Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om forældelse af for-
dringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til
ofre for forbrydelser (Ophævelse af forældelsesfrister for gernings-
mandens strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn og for er-
statningskrav mod forvaltningsmyndigheder for svigt i sager om over-
greb mod børn, forhøjelse af niveauet for tortgodtgørelse for seksuelle
krænkelser samt ophævelse af 72-timersreglen i sager om voldtægt, in-
cest og seksuelt misbrug af børn m.v.)
(L 31)
Af (...):
Til § 5
X) I stk. 3 ændres »stiftet« til: »forældet«, og », medmindre forældelse efter
de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden« udgår.
[Ophævelse af forældelsesfristen med tilbagevirkende kraft i sager om er-
statnings- og godtgørelseskrav mod forvaltningsmyndigheder]
3
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. X
Det følger af lovforslagets § 5, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2018. Efter bestemmelsens stk. 3 finder ophævelsen af forældelsesfristen
for erstatning- og godtgørelseskrav mod forvaltningsmyndigheder også an-
vendelse på fordringer, der er stiftet før lovens ikrafttræden, medmindre
disse er forældede efter de hidtil gældende regler.
Den foreslåede ændring indebærer, at ophævelsen af forældelsesfristen til-
lægges tilbagevirkende kraft. Det betyder, at ethvert krav på erstatning eller
godtgørelse mod en forvaltningsmyndighed kan indbringes for domstolene,
uanset hvornår kravet er opstået. Dette gælder også krav, der allerede er for-
ældede på tidspunktet for lovens ikrafttræden.
2. Justitsministeriet kan ikke støtte ændringsforslaget.
Justitsministeriet bemærker, at en ophævelse af forældelsesfristerne med til-
bagevirkende kraft som foreslået af spørgerne vil betyde, at endog meget
gamle krav vil kunne indbringes for domstolene. Ofrene vil imidlertid fort-
sat skulle kunne dokumentere over for en dommer, at de har et krav. Dette
kan være særligt problematisk i ældre sager, hvor det kan være forbundet
med særlige vanskeligheder at fremskaffe bevismateriale. Det kan således
være vanskeligt at finde nulevende vidner, sagsmaterialet kan være begræn-
set eller ufuldstændigt, eller den offentlige myndighed kan være ophørt med
at eksistere.
I det fremsatte lovforslag understreges det derfor, at det er hensigtsmæssigt,
at sager om erstatning eller godtgørelse mod offentlige myndigheder indle-
des så tidligt som muligt, idet det bliver sværere at løfte bevisbyrden, som
tiden går. Af samme grund foreslås der med lovforslaget alene en ophævelse
af forældelsesfristerne for nye krav, og krav der ikke allerede er forældede
efter de gældende regler ved lovens ikrafttræden.
Når der med lovforslaget ikke foreslås en ophævelse med tilbagevirkende
kraft skyldes det endvidere, at regeringen ikke ønsker at stille ofrene noget
i udsigt, som ikke kan indfries. En problemstilling som bl.a. Børnerådet har
peget på i forbindelse med rådets høringssvar til lovforslaget:
4
”Generelt for forslag om ophævelse af forældelsesfrister kan
Børnerådet have den bekymring, som rådet også tidligere har gi-
vet udtryk for, at man herved skaber en forventning om oprejs-
ning for offeret for overgreb, men at bevisbyrden ikke kan løf-
tes i retten, fordi overgrebene er sket år tilbage. Virkningen af
fristophævelsen kan altså blive den modsatte af den ønskede,
nemlig at offeret efter en retssag føler sig yderligere underkendt
og nedgjort.” (REU 2017-18, L 31, bilag 1)
Justitsministeriet bemærker afslutningsvis, at dansk ret, herunder forældel-
sesloven skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention (EMRK).
Et eksempel herpå er Østre Landsrets dom af 14. juni 2017 i den såkaldte
Slagelsesag. I sagen fastslog landsretten, at kommunen havde tilsidesat sin
handlepligt efter konventionens artikel 3, og at de danske forældelsesregler
ikke skulle finde anvendelse i sagen, da dette ville indebære en krænkelse
af konventions artikel 13.
Dommen må ses som udtryk for en samlet vurdering af, at det i den kon-
krete sag ville være uproportionalt, hvis kravene på godtgørelse måtte anses
for forældede, hvorfor de danske forældelsesregler ikke fandt anvendelse i
sagen.


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatnings-
ansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Ophævelse
af forældelsesfrister for gerningsmandens strafansvar i sager om seksuelt
misbrug af børn og for erstatningskrav mod forvaltningsmyndigheder for
svigt i sager om overgreb mod børn, forhøjelse af niveauet for tortgodtgø-
relse for seksuelle krænkelser samt ophævelse af 72-timersreglen i sager om
voldtægt, incest og seksuelt misbrug af børn m.v.) (L 31), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 1. december 2017. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Preben Bang Henriksen (V).
Søren Pape Poulsen
/
Mette Johansen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 7. december 2017
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Mathias Mikkelsen
Sagsnr.: 2017-0037-0009
Dok.: 600115
Retsudvalget 2017-18
L 31 endeligt svar på spørgsmål 14
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 3 (L 31) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren, idet det lægges til grund, at en fordring er for-
ældet – og dermed bortfaldet – redegøre for om Folketinget så
ved lovgivning med tilbagevirkende kraft kan ”genoplive for-
dringen”, så debitor, hvis eventuelle gæld var forældet og der-
med bortfaldet, ved folketingets mellemkomst igen skylder pen-
gene til kreditor, og vil ministeren i bekræftende fald give en
nærmere belysning af eventuelle ekspropriationsmæssige be-
tragtninger i denne forbindelse?”
Svar:
Justitsministeriet ydede ved besvarelsen af spørgsmål nr. 2 til lovforslaget
teknisk bistand til et ændringsforslag, som indebærer, at ophævelsen af for-
ældelsesfristerne for erstatnings- og godtgørelseskrav mod forvalt-
ningsmyndigheder for svigt i sager om overgreb mod børn får tilbagevir-
kende kraft.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at en sådan ophævelse af forældelses-
fristerne for erstatnings- og godtgørelseskrav med tilbagevirkende kraft, så
allerede forældede krav genoplives, rejser spørgsmål i forhold til grund-
lovens § 73 om ekspropriation. Det skyldes, at der med et sådant lovforslag
gøres indgreb i en allerede erhvervet ret for skyldneren til (på grund af ind-
trådt forældelse) ikke at skulle yde erstatning eller godtgørelse. En sådan al-
lerede erhvervet rettighed er efter Justitsministeriets opfattelse omfattet af
rettighedsbegrebet i grundlovens § 73.
Det er almindeligt antaget i den statsretlige litteratur, at både private rets-
subjekter og offentlige retssubjekter som staten og kommuner er omfattet af
den kreds af rettighedshavere, der er beskyttet mod ekspropriation efter
grundlovens § 73, jf. bl.a. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (2003), side
190 f.
I praksis vil krav om godtgørelse og erstatning i de sager, der er omfattet af
lovforslaget, typisk blive rettet mod kommunerne, der fører tilsyn med børn
og unge og har de umiddelbare forpligtelser over for barnet.
I forhold til grundlovens § 73 må kommuner anses for ringere beskyttet end
rent private ejere. Det antages således, at lovgivningsmagten – inden for de
grænser, der er fastsat af grundlovens § 82 – kan foretage en meget intensiv
regulering af de kommunale styrelsesforhold, herunder pålægge kommu-
3
nerne udgiftskrævende opgaver, som kommunerne selv skal finansiere, jf.
herved f.eks. Martin Basse og Oluf Jørgensen, Det kommunale folkestyre
(1989), side 24 f, Bent Christensen, Forvaltningsret, forvaltningens opgaver
og organisation (1987), side 182 ff., og Erik Harder, Dansk Kommunalfor-
valtning II, Opgaver (1987), side 13 f.
En ophævelse af forældelsesfristerne for krav på erstatning og godtgørelse
mod kommunerne med tilbagevirkende kraft, så tidligere forældede krav
genoplives, kan ikke antages at udgøre et ekspropriativt indgreb over for
kommunerne. Der er herved lagt vægt på, at der vil være tale om en generel
lovændring, der kan indebære, at borgerne kan gøre krav på godtgørelse og
erstatning gældende mod kommunen. En sådan lovændring svarer til den
helt sædvanlige situation, at der ved lov gives borgerne krav på en ydelse,
som det pålægges kommunerne at udbetale.
For så vidt angår eventuelle krav, der rettes mod andre forvaltningssubjek-
ter, herunder selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning,
vil det bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en ophævelse
af forældelsesfristerne med tilbagevirkende kraft vil indebære ekspropria-
tion over for det pågældende forvaltningssubjekt. Hvis Folketinget vedtager
ændringsforslaget, der fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 2 til lovfor-
slaget, vil der således kunne opstå tilfælde af ekspropriation. Den endelige
afgørelse henhører under domstolene. I det omfang, der i det enkelte tilfælde
måtte foreligge et ekspropriativt indgreb, vil det pågældende forvaltnings-
subjekt have krav på fuldstændig erstatning fra staten. Kravet vil i givet fald
kunne støttes direkte på grundlovens § 73.