B 15 - svar på spm. 7, om en beskrivelse af hvad "naturnær skovdrift" er, fra miljø- og fødevareministeren
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: miljø- og fødevareministeren
- Adressat: miljø- og fødevareministeren
- Stiller: Søren Egge Rasmussen
MOF B 15 - svar på spm. 7.pdf
https://www.ft.dk/samling/20171/beslutningsforslag/B15/spm/7/svar/1449247/1828543.pdf
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk Den 1. december 2017 Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 7 til B 15, forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af en 10-årig skovplan, der skal få Danmark tilbage på sporet med hensyn til en fordobling af skovarealet, stillet den 9. november 2017 af Søren Egge Rasmusen (EL) m.fl. Spørgsmål nr. 7 til B 15 ”Under 1. behandlingen blev der rejst spørgsmål om, hvad ”naturnær skovdrift” er. Der anmodes om en beskrivelse heraf? Svar Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der svarer følgende: ”Naturnær skovdrift bygger på at lade naturen gøre en så stor del af arbejdet som muligt og kun gribe ind med små indgreb for at sikre, at skoven kan opfylde de mål, der stilles til driften. Et grundlæggende princip i den naturnære skovdrift er at anvende den foryngelse af træarter, der kommer af sig selv. Den naturnære skovdrift sigter mod at opbygge stabile skove med vedvarende skovdække, hvor skovklimaet opretholdes, så skoven kan forynges naturligt. Der produceres træ ved at fælde enkelttræer eller mindre trægrupper. Skoven vil bestå af lokalitetstilpassede, især hjemmehørende træarter, og skovbilledet vil være kendetegnet af gruppevise foryngelser og variation i arts- og alderssammensætning. Skoven får dermed større lighed med det økosystem, som skovens biodiversitet naturligt er tilpasset. Omstilling til naturnær skovdrift er et centralt virkemiddel i det nationale skovprogram. I Naturstyrelsens skove blev der som opfølgning på skovprogrammet iværksat en omlægning af skovdriften til naturnær skovdrift. Naturstyrelsen har udbygget grundtanken i naturnær skovdrift med detaljerede retningslinjer, hvor der tages udvidede hensyn til biodiversitet, landskab, friluftsliv og kulturhistorie.” Esben Lunde Larsen / Hans Christian Karsten Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg Christiansborg 1240 København K Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18 B 15 endeligt svar på spørgsmål 7 Offentligt