L 19 - svar på spm. 7 om, hvilke trossamfund der ikke overholder den nuværende lovs krav om, at trossamfundene skal være organiseret i overensstemmelse med principper om medlemsdemokrati og ligebehandling, fra kirkeministeren

Kirkeudvalget har ved brev af 16. oktober 2017 (KIU L 19 – spørgsmål 7) bedt
om min besvarelse af spørgsmål:
”Hvilke trossamfund overholder ikke den nuværende lovs krav om, at
trossamfundene skal være organiseret i overensstemmelse med principper om
medlemsdemokrati og ligebehandling?”
Svar:
Som nævnt i min besvarelse af dags dato på kirkeudvalgets spørgsmål 12 (svar
på KIU L 19 – spørgsmål 12) fremgår det af afsnit 2.3.3. i de almindelige
bemærkninger til forslag til lov om trossamfund uden for folkekirken (L 19), at
det er min umiddelbare vurdering, at lovfæstelse af et krav om
medlemsdemokrati vil kunne give problemer for i hvert fald ét af de 11
anerkendte trossamfunds mulighed for at opretholde deres anerkendelse.
Samme sted i bemærkningerne til lovforslaget nævnes, at det vurderes, at
kravet vil kunne give problemer for enkelte kristne frikirker og muligvis andre
af de ca. 150 trossamfund, som er blevet godkendt efter ægteskabsloven
mellem 1969 og praksisændringen i 2013, hvor kravet blev indført af Det
Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund.
I forlængelse heraf bemærkes, at Den katolske Kirke og Frelsens Hær i deres
høringssvar til Trossamfundsudvalgets betænkning 1564/2017 bemærker, at
såfremt der indføres et krav til organisering i overensstemmelse med
principperne om medlemsdemokrati og ligestilling, vil det betyde, at deres
anerkendelse/godkendelse vil kunne tilbagekaldes. Jeg vedlægger de to
høringssvar til kirkeudvalgets orientering.
Som nævnt i lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.3.3. ønsker jeg
ikke at indføre skærpede krav til anerkendelsen, som vil gøre det nødvendigt at
tilbagekalde anerkendelse for traditionelle, veletablerede trossamfund i
Danmark.
Mette Bock
/ Pernille Esdahl
kontorchef
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
www.km.dk
Telefon 3392 3390
Telefax 3392 3913
e-post km@km.dk
Dokument nr.: 141942/17
Dette dokumentnr. bedes oplyst ved
henvendelse til Kirkeministeriet
Dato: 22. november 2017
Folketingets Kirkeudvalg
Christian.Juhl@ft.dk
Lov@ft.dk
Kirkeudvalget 2017-18
L 19 endeligt svar på spørgsmål 7
Offentligt


Trossamfundsudvalget,
Kirkeministeriet,
Frederiksholms Kanal 21,
1220 København K.
Den katolske Kirkes høringssvar vedr. Betænkning 1564 – En samlet lovregulering om andre
trossamfund end folkekirken.
På Den katolske Kirkes vegne takker jeg for muligheden for at afgive høringssvar til ovennævnte
betænkning. Jeg gentager dog beklagelsen af, at Trossamfundskommissionen blev nedsat uden
repræsentanter for i hvert fald nogle af de trossamfund, som kommissionens arbejde skulle berøre.
Jeg takker dog for indbydelsen til midtvejshøringer og for modtagelse af informationer, medens
kommissionens arbejde har stået på.
Som udgangspunkt hilses det fra katolsk side velkommen, at Grundlovens § 69 om, at ikke-
folkekirkelige trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov, nu bliver fulgt op. Den lange tid, der
er gået, siden paragraffen blev formuleret har dog nok bevirket, at den nu foreslåede opfølgning
formodentlig sker med en anden motivation og hensigt end grundlovsfædrenes. Grundlovens § 69
kan vel med rette formodes at skulle have været fulgt op af en lovgivning, som ville give de
omhandlede trossamfund en juridisk status, sikring af yderligere rettigheder samt omtale af logiske
pligter. Dette til trods, må det dog hilses velkommen, at en lovgivning nu vil sikre en mere ensartet
og forudsigelig lovregulering i stedet for løbende administrative forordninger.
At et tiltag med at lovgive om trossamfundene sker så længe efter grundlovsparagraffens
formulering, synes nu snarere at være foranlediget og forstærket af diskussion omkring religionens
ændrede rolle i samfundet og en ængstelse for udviklingen på nogle områder. Dette giver
uvægerligt det indtryk, at den påtænkte lovregulering derfor nu mere er tænkt som en
indskrænkning af trossamfundenes rettigheder og indskærpelsen af pligter eller pålæggelse af nye i
stedet for at skabe tryghed og medføre et med tiden voksende rimeligt krav om større lighed og
fjernelse af diskrimination.
De ikke-folkekirkelige trossamfund eksisterer i Danmark i henhold til Grundlovens § 67, som
sikrer ret til fri religionsudøvelse, så længe ”intet læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden.” I forhold til denne paragraf har ikke mindst de ældste
anerkendte trossamfund aldrig beredt de civile myndigheder eller andre borgere vanskeligheder.
Den påtænkte lovgivning synes dog at være præget af, at man fra de civile myndigheders side
mener, at de rimelige indskrænkninger i Grundlovens § 67 ikke længere er tilstrækkelige.
Kirkeudvalget 2017-18
L 19 endeligt svar på spørgsmål 7
Offentligt
Anerkendelse
I Trossamfundskommissionens betænkning tages religionsfriheden stadig for givet, og flere
steder nævnes det, at den påtænkte lovgivning ikke vil berøre trossamfundenes indre anliggender,
herunder pålægge dem en praksis, som er imod deres læremæssige grundlag, som f.eks. indførelse
af kvindelige præster og krav om vielse af to personer af samme køn. Denne forsikring er
betryggende, men samtidig stilles der nye krav til anerkendelse, som vil berøre trossamfundenes
indre anliggender, herunder også det læremæssige grundlag. Den i betænkningen nævnte skelnen
mellem verdslige og åndelige anliggender og dermed den af lovgiverne hævdede ret til at opstille
betingelser lader sig ikke opretholde. Særligt kritisk er trossamfundskommissionens forsøg på
skelnen mellem verdslige forhold og indre anliggender, jf. Betænkningen side 123, hvor det
nævnes, at ”trossamfundets øverste myndighed i verdslige spørgsmål skal være en
generalforsamling eller demokratisk valgt bestyrelse med beslutningskompetence i verdslige
spørgsmål,” udmøntet i lovforslagets § 7 stk. 1.3,
Dette forslag betragter Den katolsk Kirke som et indgreb i indre, åndelige anliggender og dermed
også som en indskrænkning af den grundlovssikrede religionsfrihed. Den katolske Kirkes
organisationsform, herunder dens embedsstruktur er en del af dens teologiske selvforståelse, idet
embederne med ledelseskompetence er teologisk begrundede. Den katolske Kirke i Danmark er
ikke et selvstændigt trossamfund, men en del af den verdensomspændende Katolske Kirke, der har
sin lære og sin grundlæggende struktur, som er fælles for hele verden. Den katolske Kirke har
mange steder, også i Danmark, demokratisk valgte og udpegede råd, menighedsråd og pastoralråd
(det sidste svarende til et stiftsråd). Menighedsrådene er demokratisk valgt og sammen med
sognepræsten besluttende myndighed i verdslige anliggender, hvor menighedsrådsformand og
sognepræst i fællesskab tegner menigheden på det økonomiske felt. Det landsdækkende pastoralråd
har har rådgivende status, men skal høres i bestemte anliggender, før ledelsen (biskoppen) træffer
en afgørelse. Disse råd er i øvrigt bredt sammensat med lige valgret og valgbarhed for både mænd
og kvinder. Rent bortset fra, at en vedtagelse af lovforslagets § 7 stk. 1.3 ville være at betragte som
en indgriben i indre, læremæssige anliggender, er det svært at se, hvormed Den katolske Kirke med
sin ledelsesform generer det øvrige samfund og dermed, hvorfor det skulle være betingelse for en
anerkendelse. Udover at en gennemførelse af lovforslaget ville være en drastisk indgriben i indre
anliggender, ville en dermed forbunden udsigt til at miste statsanerkendelsen også være en urimelig
afskaffelse af en hævdvunden ret, som aldrig er blevet misbrugt eller har været til ulempe for nogen.
I lovforslagets § 7 opstilles en række andre krav til anerkendelse, som ikke er vanskelige at
efterleve, men måske omstændelige for en myndighed at kontrollere. I stk. 2.3 tales der om
forelæggelse af vedtægter, i 2.5 af trosgrundlaget og i 2.6 af centrale ritualer. Vedtægter og
trosgrundlag for Den katolske Kirke lader sig vel nok nedfælde i en række paragraffer, men måtte
henvise til meget omfattende værker som Den katolske Kirkes katekismus (KKK) og kirkeretten
(Codex Iuris Canonici fork. CIC). Katekismen er dog kun et sammendrag af læren med baggrund i
omfattende værker som Bibelen, kirkefædre og koncilsdokumenter, mens kirkeretten er en meget
detaljeret lovgivning gældende for Kirken verden over med mulighed for lokale tillempninger, som
dog aldrig kan stride mod den generelle lovs ånd.
Den katolske Kirkes regnskaber er offentligt tilgængelige. Kirken har som institution heller ikke
nogen problemer med at give en offentlig myndighed adgang til sine medlemslister inden for
persondatalovens rammer. selv om lovforslagets § 7 stk. 3 er en radikal ændring i forhold til
hidtidig forsigtighed med at registrere ikke-folkekirkelige trossamfunds medlemmer.
Vielsesbemyndigelse
Som anerkendt trossamfund har Den katolske Kirkes gejstlige vielsesbemyndigelse, enten
permanent eller på baggrund af ad hoc-ansøgninger og dermed også ret og pligt til at føre
ministerialbøger. Den katolske Kirke har ingen vanskeligheder med de i § 16 opstillede betingelser.
At landets love overholdes for, at den civile gyldighed sikres, er indlysende (jf. § 19. En stor del af
sikkerhed for lovens overholdelse ligger dog i kravet om forelæggelse af prøvelsesattest, uden
hvilken ingen katolsk gejstlig kan foretage en vielse med civil gyldighed. På denne baggrund virker
kravet om kommende vielsesforretteres deltagelse i et kursus om dansk familieret drastisk; men
Den katolske Kirke har ingen vanskeligheder dermed. Kurset i familieret er i sig selv nok en god idé
og burde egentlig være en del af ethvert pastoralkursus. Problemet er dog en vis ånd af mistro og
mistænkeliggørelse, som anes i forslaget, idet man øjensynligt på forhånd har stærke forbehold over
for religiøse forkyndere.
Det i § 17 stk. 1.2 nævnte krav om beherskelse af dansk sprog er umiddelbart rimeligt, men bør
ikke være absolut. På grund af Den katolske Kirkes universalitet og de herboende katolikkers
brogede etniske sammensætning er det sådan, at en hel del vielser foregår på andre sprog end dansk,
hvilket selvfølgelig stadig betyder, at dansk lov skal overholdes. Det burde heller ikke være et
absolut krav, at en vielsesforretter skal have fast bopæl i Danmark. Det forekommer, at herboende
katolikker har en præst i familien, som bor i udlandet. Det burde ikke være forbundet med
hindringer, at en sådan præst med en ad hoc-tilladelse kunne foretage en vielse af sine slægtninge i
Danmark. De mange katolske præster med ikke-dansk baggrund, der virker som præster for
dansksprogede katolikker, gør i øvrigt et stort arbejde med at integrere ikke-dansktalende katolikker
i det danske samfund
Den katolske Kirke ser det som et tegn på anerkendelse og andel i ligestilling, at den har
vielsesbemyndigelse. Kirken betragter ikke bevarelsen af denne myndighed som et uopgiveligt
gode, men lægger dog vægt på at bevare det, så længe der ikke gælder et alment krav for alle
borgere om, at alle vielser skal indgås borgerligt for at have civil gyldighed. Dog vil jeg kraftigt
gøre opmærksom på, at katolske præster fra ikke-EU-lande skal have vielsesbemyndigelse for at
kunne forlænge deres arbejds- og opholdstilladelse i Danmark (Udl.loven § 9F stk. 5. Dette
betyder, at man så længe denne lov gælder, kan Den katolske Kirke ikke give afkald på
vielsesbemyndigelsen.
Af samme grund ser Den katolske Kirke det også som en andel i ligestilling, at den fører
ministerialbøger. Heller ikke denne ret anses for noget uopgiveligt; men den ønskes dog gerne
opretholdt, så længe personregistrering og foretagelse af vielser ikke eksklusivt ligger hos de civile
myndigheder.
Fradragsret for gaver m.v.
Da Den katolske Kirke ikke modtager statsstilskud og endnu ikke har mulighed for at inddrive
kirkeskat som kildeskat, er fradragsret og andre for trossamfund gældende økonomiske forhold af
afgørende betydning for, at Kirken kan opretholde et rimeligt aktivitetsniveau, vedligeholde
bygninger og lønne personale. Derfor konstateres det med tilfredshed, at lovforslaget sikrer
bevarelse af hidtidige finansielle fordele.
Andet
I betænkningen nævnes på side 116 2.2.1.1. at et trossamfund kan eksistere under den
almindelige religions- og foreningsfrihed uden offentlig godkendelse. Selv om dette er en naturlig
følge af grundlovens § 67, betyder en manglende offentlig godkendelse dog vanskeligheder med at
kunne indbyde udenlandske forkyndere i h.t udlændingelovens § 9. Derfor må kravene til
anerkendelse ikke være for strenge og mulighed for at indbyde udenlandske forkyndere i h.t.
udlændingeloven ikke være afhængig af anerkendelse.
Afslutning.
Den katolske Kirke har eksisteret som anerkendt trossamfund i Danmark som en følge af
grundloven af 1849, ja, som anerkendt menighed i Fredericia siden 1843. Den betragter sin status i
samfundet som et naturligt udtryk for dansk tolerance og frihed, som på ingen måde må
indskrænkes, hverken principielt eller på grund af de mange år, der er vundet hævd på denne status.
Staten har ret til at stille rimelige krav, også til trossamfund, og trossamfund skal selvfølgelig
arbejde inden for rammerne af dansk lov; men trossamfundenes selvforståelse og definering af sig
selv skal respekteres uden andre indskrænkninger end de to, der nævnes i grundlovens § 67 og
uden, at disse to indskrænkninger tolkes snævert eller vilkårligt. Derfor må kravene til
trossamfundene være så få som muligt og ikke strengere end allerede eksisterende rimelige almene
lovkrav eller krav til andre institutioner eller foreninger og på ingen måde gribe ind i, hvad
trossamfundene selv betragter som indre anliggender. I modsat fald er vi i fare for de facto kraftigt
at indskrænke bredden i religiøs praksis i Danmark.
København, den 4. maj, 2017
+Czeslaw Kozon
Romersk-katolsk biskop af København


Frederiksberg d. 26. april 2017
Høringssvar over Betænkning 1564 – En samlet lovregulering om andre trossamfund end
folkekirken
Danske Kirkers Råd (herefter DKR) takker for invitationen til at afgive høringssvar på
Trossamfundsudvalgets (herefter TU) betænkning. På baggrund af et omfattende arbejde med
netop trossamfundenes vilkår gennem flere år indgav vi desuden høringssvar til TUs
midtvejsoplæg i 2016. Vores høringssvar til den endelige betænkning vil således være formuleret
ud fra en læsning af, hvorvidt de bemærkninger DKR havde til midtvejsoplægget, stadig er
relevante for den endelige betænkning.
Indledningsvis vil vi også gerne udtrykke vores glæde over den grundighed
Trossamfundsudvalget har vist i arbejdet med betænkningen – herunder kontakten til
trossamfundene i den indledende fase, midtvejsfasen og den afsluttende fase.
Rettigheder og pligter (§2-6)
Forholdet mellem rettigheder og pligter er centralt for lovforslaget (i henhold til udfyldning af
Grundlovens §69), ligesom det også er tilfældet for DKRs diskussionsoplæg, som vi sendte til TU i
forbindelse med midtvejshøringen. Her lægger DKR vægt på, at pligter, som et trossamfund
pålægges ved en anerkendelse, nøje bør være afstemt med de rettigheder, der opnås.
Lovforslaget (§3) nævner specifikt retten til at udøve sin religion uden at være anerkendt som
trossamfund, men dog således at religionsudøvelsen ikke opfordrer til eller foretager noget, der
strider mod loven (jf. Grundlovens §67).
Anerkendelse af trossamfund (§7-12)
Med lovforslaget får vi for første gang en definition af et ’trossamfund’. I lovforslaget er der et
krav på 50 medlemmer for at kunne opnå anerkendelse (§7). Anerkendelsen tildeles på baggrund
af en ansøgning, der ligner den hidtil gældende. Der skal fx redegøres for vedtægter og
medlemstal, og trosgrundlag og ritualer skal beskrives.
Peter Bangs Vej 1D
DK-2000 Frederiksberg
Danmark
Tel + 45 3543 2943
Fax + 45 3838 1793
dkr@danskekirkersraad.dk
www.danskekirkersraad.dk
Giro 605 5710
Trossamfundsudvalget
Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
Kirkeudvalget 2017-18
L 19 endeligt svar på spørgsmål 7
Offentligt
- DKR konstaterer med glæde, at TU har valgt at gå væk fra den historiske sondring mellem
’godkendte’ og ’anerkendte’ trossamfund, men i stedet fremover alene anvender termen ’anerkendte
trossamfund’. Desuden ser DKR det som en imødekommelse af vores ønske om, at der skal være
lovmæssig klarhed over, hvorledes et trossamfund kan ansøge om anerkendelse og evt. selv kan
tilbagekalde den givne anerkendelse (§11).
Organisationsformer (§8 jf. indledende afsnit 6.3.1 ff)
TU har navnlig drøftet krav om organisationsform som krav for at opnå anerkendelse som
trossamfund. Her er TU ikke kommet med en samlet anbefaling, men er delt i to grupper. Et flertal
anbefaler, at anerkendelsen af et trossamfund skal være betinget af, at trossamfundet ’er
organiseret i overensstemmelse med principper om medlemsdemokrati og ligebehandling,
herunder ligestilling mellem kønnene’ § stk. . Et mindretal anbefaler, at der ikke stilles
yderligere betingelser udover dem, der allerede følger Grundlovens §67 samt kravet om mindst 50
medlemmer.
DKR har i sit høringssvar til midtvejsoplægget understreget, at en kommende lovgivning ikke bør
nærme sig forhold, der vedrører trossamfundenes indre forhold. En opfyldelse af Grundlovens §69
bør alene handle om de ydre forhold – dvs. relationer til staten og det omgivende samfund.
DKR anbefaler i overensstemmelse med mindretallet i TU, at de religiøse mindretals
frihedsrettigheder i overensstemmelse med den hævdvundne danske frihedstradition bliver
respekteret ved at udvise stor varsomhed i henseende til lovmæssig regulering. Et trossamfunds
indre anliggender og den organisatoriske form kan være tæt forbundne eller ligefrem viklet ind i
hinanden. Forslaget om et demokratisk valgt organ som et trossamfunds øverste myndighed er en
klar overskridelse af grænsen mellem ydre og indre anliggender og vil f.eks. kunne ramme flere af
de kirkesamfund under DKR, der har været i landet i århundreder og som desuden har virket
problemfrit som en del af det danske samfund i øvrigt. Det er således problematisk at følge
flertallets anbefaling om, at den hidtidige godkendelse/anerkendelse bortfalder, såfremt vedtægten
ikke ændres i retning af demokratisk valgte organer. Det vil i praksis være umuligt for f.eks. Den
katolske Kirke i Danmark, hvis styringsform er stærkt forbundet med verdenskirken og Rom.
- Således anbefaler DKR, at man følger mindretallets anbefaling om at følge Grundlovens §67 med et
krav om mindst 50 medlemmer for at opnå anerkendelse som trossamfund. Dog kan der være hensyn
at tage til trossamfund, der grundet deres kongregationalistiske struktur ikke har et egentlig centralt
register over hele trossamfundet. Her bør enkeltmenigheders medlemsfortegnelser (årbøger) tages
med i sammentællingen af medlemmer.
- Desuden anbefaler DKR en tydeliggørelse af grænsen mellem indre og ydre anliggender, når det
gælder trossamfund og lovgivning på dette område.
Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund (§13-15)
TU anbefaler, at anerkendelse af trossamfund fortsat gives af Kirkeministeriet efter indstilling fra
Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund.
- DKR konstaterer med glæde, at TU anbefaler en lovfæstelse af bestemmelser vedr. udvalgets arbejde
og sammensætning samt en lovfæstelse af, hvorledes trossamfundene kan søge om anerkendelse (jf.
§7 stk. 2).
Vielsesbemyndigelse (§16-20)
TU anbefaler i overensstemmelse med den nyligt vedtagne lov nr. af december , at ’der
stilles krav til den pågældende vielsesforretter om at udvise en adfærd, der ikke gør den
pågældende uegnet eller uværdig til at udøve offentlig myndighed, det såkaldte decorumkrav’.
Desuden kræves der for tildeling af vielsesbemyndigelse, at vielsesforretteren gennemfører et
kursus i familieret, frihed og folkestyre.
- DKR anbefaler ligesom TU (§17), at der indføres et decorumkrav for alle vielsesforrettere.
Dog bør det tydeligt fremgå, at det er det samme decorumkrav for alle trossamfund –
herunder også folkekirkens præster, således at der ikke kan opstå tvivl herom. Et lignende
decorumkrav bør ligeledes gælde for vor vielsesforrettere ved indgåelse af borgerligt
ægteskab.
- DKR anbefaler ligesom TU (§18), at der stilles krav om et obligatorisk kursus for
vielsesforrettere med mulighed for fritagelse, såfremt man allerede har relevante
akademiske eksamener el. lign. inden for de relevante områder. Vi vil foreslå, at sådanne
kurser gennemføres således, at alle vielsesforrettere – folkekirkelige, frikirkelige, andre
trossamfunds og kommunale vielsesforrettere – undervises på samme kurser. Det vil
generelt forhøje integrationen af udenlandske forkyndere samt skabe større mellemkirkelig
og interreligiøs forståelse.
- DKR stiller sig undrende over for TUs forslag om, at vielsesforretteren skal afgive en
erklæring om at ville overholde dansk lovgivning (§19). Ud fra samme lighedsbetragtning
som vores kommentarer for decorumkravet og det obligatoriske kursus ovenfor, anbefaler
DKR at en sådan erklæring må gælde for alle vielsesforrettere - såvel folkekirkelige,
frikirkelige og andre trossamfunds samt ved borgerlig vielse. Det er dog uklart, hvad
formålet med en sådan erklæring er, idet man stadig er forpligtet på at overholde dansk
lovgivning, uanset om man har underskrevet en erklæring eller ej.
Fradragsret for gaver mv. (§21-24) og Opholdstilladelse for forkyndere mfl. (§25)
DKR bemærker, at TU ikke anbefaler yderligere lovgivning eller ændringer i forhold til allerede
gældende lov.
- Da den gældende fradragsret er afgørende for mange trossamfund uden for folkekirken,
forudsætter DKR, at Loven om trossamfund uden for folkekirken tages op til revision,
såfremt der ved evt. kommende ændringer i skattelovgivningen sker forringelser på dette
område.
Tilsyn og tilbagekaldelse af anerkendelse (§26-28)
TU har på forskellig måde overvejet øget tilsyn og kontrol med trossamfundene for at skabe mere
åbenhed og gennemsigtighed i forhold til trossamfundenes vedtægter og økonomi.
- DKR anbefaler ligesom TU et krav om åbenhed og gennemsigtighed for alle trossamfund.
Det glæder os, at der ikke som ved midtvejsoplægget gives mulighed for at bemyndige
Trossamfundsregisteret til at indhente fortegnelse over trossamfundenes myndige
medlemmer, idet det må være på kant med registerlovgivningen og hævdvundne dansk
praksis både på det religiøse og politiske område. Derimod anbefaler DKR, at der skal være
åbenhed om vedtægter og økonomi og overholdelse af kravet om et minimum antal
medlemmer af det pågældende trossamfund. Manglende overholdelse af krav samt svig
kan føre til tilbagekaldelse af anerkendelsen. Dog bør der tages hensyn til særlige forhold
omkring medlemsoversigt og økonomi i f.eks. kongregationalistisk opbyggede
trossamfund.
Afskaffelse af adgangen til Ministerialbogføring (jf. indledende afsnit 6.6)
TU anbefaler, at man over en periode på 5 år afskaffer adgangen til ministerialbogføring for andre
trossamfund end folkekirken.
- DKR foreslår derimod, at alle anerkendte trossamfund, der hidtil har ført ministerialbøger kan
fortsætte hermed i samspil med CPR-registeret (personregistrering.dk). Også her gælder det som
overordnet princip, at der skal være overensstemmelse mellem trossamfundenes rettigheder og
pligter. Et trossamfund kan efter eget ønske og efter aftale med staten afstå fra fortsat at føre
ministerialbøger.
Afslutning
Danske Kirkers Råd er en sammenslutning af 15 kristne kirkesamfund, der hver især har deres
holdninger til dansk religionslovgivning. Ovenstående er Forretningsudvalgets høringssvar til
Betænkning 1564.
Danske Kirkers Råd er i løbende dialog med andre øvrige kirkelige organisationer og foreninger
samt andre religiøse interesseorganisationer. Har Trossamfundsudvalget spørgsmål eller kan vi på
anden måde være behjælpelige, hører vi gerne fra jer.
Biskop Henrik Stubkjær, formand
Mads Christoffersen, generalsekretær