REU alm. del - svar på spm. 951 om, hvilke regelsæt, bestemmelser og paragraffer i tysk lov, der har været anvendt af de enkelte delstater (bl.a. Slesvig-Holsten, Nordrhein-Westfalen, Niedersachsen og Berlin) i forbindelse med forbud mod rockerklubber, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 951 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. september 2017.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).
Søren Pape Poulsen
/
Caroline Østergaard Nielsen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato: 16. november 2017
Kontor: Statsrets- og Menneske-
retskontoret
Sagsbeh: Jacob Guldborg Rasmus-
sen
Sagsnr.: 2017-0030-0224
Dok.: 541192
Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 951
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 951 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke regelsæt, bestemmelser og
paragraffer i tysk lov, der har været anvendt af de enkelte del-
stater (bl.a. Slesvig-Holsten, Nordrhein-Westfalen, Niedersach-
sen og Berlin) i forbindelse med forbud mod rockerklubber, og
vil ministeren redegøre for, om der findes tilsvarende regelsæt,
bestemmelser eller paragraffer i dansk lovgivning?”
Svar:
1. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet et bidrag fra de
tyske myndigheder gennem Udenrigsministeriet.
Det tyske Forbundsindenrigsministeriums kontor for alvorlig og organiseret
kriminalitet har om de tyske regler, der har været anvendt i forbindelse med
forbud mod rockerklubber i delstaterne, oplyst følgende:
”Forbud mod rockergrupper, der enten udstedes af delstaterne
eller centralt af forbundet (af Forbundsindenrigsministeriet) er
hjemlet i Foreningsloven (Gesetz zur Regelung des öffentlichen
Vereinsrechtes) med henvisning til Grundlovens art. 9, stk. 2
vedr. foreningsfrihed. Selve grundlæggelsen af en registreret
forening er reguleret i Bürgerliches Gesetzbuch, som er en sam-
ling af borgerretlige bestemmelser. Foreningsloven indeholder
bestemmelser om, hvorledes en forening kan forbydes. Det kan
ske, hvis det bevises, at foreningens formål eller aktiviteter er i
strid med strafferetten. (…) Som det fremgår af foreningslovens
§ 3 er forbud mod lokale foreninger et delstatsanliggende.
Strækker foreningens virke eller organisation sig ud over en del-
stats grænser eller ud over landegrænsen, er Forbundsindenrigs-
ministeriet den myndighed, der træffer beslutning om forbud.
Forbundsindenrigsministeriet har siden 1983 udstedt tre lands-
dækkende forbud; mod Hells Angels, Gremium MC og
Satudarah MC. Der har været langt flere forbud på delstatsni-
veau.
Processen vedr. et foreningsforbud forløber anderledes end ved
en straffesag i klassisk forstand, idet bevisførelsen er diverge-
rende. Man arbejder ikke ud fra in dubio pro reo. Politiets ho-
vedopgave er således at overbevise retten om, at rockerforenin-
gens formål er at bedrive kriminalitet. Efterforskningen samler
derfor alle lovovertrædelser, der kan knyttes til foreningens
medlemmer. Dette princip om at tilskrive sammenhæng mellem
foreningens medlemmer og foreningens formål er ledetråden i
3
efterforskningen. Forbud er ofte ledsaget af individuelle retsfor-
følgelser af enkelte medlemmer, men individuelle retsforfølgel-
ser kan også bane vejen for forbud. ”
Den tyske grundlovs § 9, som foreningslovens § 3 om forbud henviser til,
har følgende ordlyd i den officielle engelske oversættelse:
“Article 9
[Freedom of association]
(1) All Germans shall have the right to form corporations and
other associations.
(2) Associations whose aims or activities contravene the crimi-
nal laws, or that are directed against the constitutional order or
the concept of international understanding, shall be prohibited.
(3) (…)”
Den tyske foreningslov vedlægges på tysk.
2. I dansk ret er foreningsfriheden beskyttet i grundlovens § 78, som har
følgende ordlyd:
”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne for-
eninger i ethvert lovligt øjemed.
Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål
ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af
anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstalt-
ning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da
straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden
særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved
lov.”
Opløsning af en gruppe ved dom efter bestemmelsen kræver, at gruppen
udgør en forening i bestemmelsens forstand, at den pågældende forening har
et ulovligt øjemed, herunder eventuelt at den søger at nå sit mål ved vold,
og at der kan føres bevis herfor i forbindelse med en eventuel opløsningssag.
Det er i retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 2, fastsat, at sager, hvorunder det
offentlige nedlægger påstand om ophævelse af en forening, behandles efter
4
strafferetsplejens regler.
Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at princippet om ”in dubio pro
reo”, der finder anvendelse i den danske strafferetspleje, indebærer, at an-
klagemyndighedens bevis i en straffesag skal have en sådan styrke, at der
ikke kan siges at være en rimelig tvivl om, at den tiltalte er skyldig, jf. hertil
f.eks. Straffeprocessen, Eva Smith m.fl. 2. udgave (2008), side 598.
Efter Justitsministeriets opfattelse må det forhold, at sager, hvor det offent-
lige nedlægger påstand om ophævelse af en forening, behandles efter straf-
feretsplejens regler, antages at indebære, at strafferetsplejens beviskrav også
finder anvendelse i sådanne sager. Det betyder, at anklagemyndigheden i en
opløsningssag vil skulle løfte bevisbyrden for, at den pågældende forening
uden for enhver rimelig tvivl har et ulovligt øjemed.
Efter retsplejelovens § 701, stk. 1, forfølges sager mod en forening til dens
ophævelse i medfør af grundlovens § 78 ved den ret, i hvis kreds foreningen
eller dens bestyrelse har sit sæde, eller, når sådant ikke med sikkerhed kan
udfindes, hvor et af bestyrelsens medlemmer bor. Straffesager behandles ef-
ter retsplejelovens § 686, stk. 1, i første instans ved byretten med mulighed
for anke til landsretten, jf. 902, stk. 1. Landsrettens domme i straffesager
kan ankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis sagen
er af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1. Sager om opløsning
af politiske foreninger skal dog efter grundlovens § 78, stk. 4, uden særlig
tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.


Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 951
Offentligt