Aktstk. 5 - svar på spm. 2 om, hvilke tiltag har DR siden 2014 igangsat for at sikre likviditet i DR, fra kulturministeren
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: Aktstykke om midlertidig statsgaranti til DR (§ 21 Spørgsmål 2)
Aktører:
- Besvaret af: kulturministeren
- Ministerområde: Kulturministeriet
- Adressat: kulturministeren
- Stiller: René Christensen
Svar på FIU spm. nr.docx
https://www.ft.dk/samling/20171/aktstykke/Aktstk.5/pgf/21/spm/2/svar/1436132/1807215.pdf
Kulturministeren Kulturministeriet Nybrogade 2 1203 København K Tlf : 33 92 33 70 Fax : 33 91 33 88 E-mail : kum@kum.dk Web : www.kum.dk Dok. nr. 17/02473-37 Folketingets Finansudvalg Christiansborg 1240 København K 25. oktober 2017 Folketingets Finansudvalg har den 5. oktober 2017 stillet mig følgende spørgsmål, nr. 2 (§ 21 – Aktstk. 5), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmål: Hvilke tiltag har DR siden 2014 igangsat for at sikre likviditet i DR? Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for DR, der oplyser følgende: ”DR har grundlæggende en sund økonomi med positiv likviditet og årsresultater omkring nul, som forudsat i den gældende public service-kontrakt. DRs likviditet har i perioden op til lukningen af EFI i 2015 ligget på omkring 6-800 mio. kr. i ultimolikviditet, hvilket vurderedes som et robust niveau. DRs likviditet svinger meget over kalenderåret. Det skyldes, at størstedelen af licensindtægterne opkræves i januar og juli måned. Dette betyder, at DRs likviditet er lavest i månederne juni og december. DR står for opkrævningen af licens og betaler de øvrige public service aktører (TV2- regionerne, Radio24syv mv.), uafhængigt af størrelsen på licensindbetalingerne. DR bærer dermed den fulde risiko både i forhold til likviditet og eventuelt mindreprovenu jf. medieaftalen, såfremt der opkræves og inddrives færre licensmidler end forudsat. DR er forpligtet til at lade SKAT forestå inddrivelsen af licensrestancer, jf. bekendtgørelsen om inddrivelse af offentlig gæld, og DR har således ikke adgang til selv at overtage inddrivelsesopgaven. Hertil kommer, at SKAT, når der er et effektivt inddrivelsessystem, har adgang til redskaber og metoder (modregning, lønindeholdelse mv.), der indebærer, at SKAT er en bedre og mere effektiv inddrivelsesmyndighed end DR. Finansudvalget 2017-18 Aktstk. 5 endeligt svar på § 21 spørgsmål 2 Offentligt Side 2 DR har siden lukningen af EFI haft særlig fokus på likviditeten, og DR har derfor igangsat en række tiltag for at forbedre likviditeten, herunder: - DR har i overensstemmelse med mulighederne herfor i licensbekendtgørelsen indført en 2. rykker, som udsendes i forbindelse med manglende licensbetaling med henblik på at inddrive en større del af de manglende licensbetalinger selv. Først efter 2. rykker sendes restancer til SKAT. Tidligere har DR udsendt én rykker, hvorefter sagen er overdraget til SKAT ved fortsat manglende betaling. - DR gennemfører løbende licenskampagner med fokus på at øge antallet af licenstilmeldinger og dermed licensprovenuet. - DR har telefonisk kontaktet borgere med restancer med opfordring til at betale, inden de går til rykkerniveau 2 og efterfølgende Skat. - DR har haft fokus på at opfordre borgerne til at tilmelde sig Betalingsservice, for at understøtte betalingsloyaliteten og et løbende betalingsforløb. - DR har supplerende været i gang med at undersøge markedet for mere sikre og optimale betalingsløsninger, der højner betalingsprocenten. - DR deltager i SKAT’s pilotprojekt vedr. det nye inddrivelsessystem, der skal erstatte EFI. På den måde sikres det, at DR vil være blandt de første, der får inddrevet restancer via SKAT, når det nye system tages i brug. - DR er løbende og aktivt indgået i dialog med både Skatteministeriet, SKAT og Kulturministeriet om mulighederne for at få inddrevet restancerne og har særlig fokus på, at SKAT så vidt muligt foretager manuel modregning af skyldig licens i overskydende skat.” Jeg henholder mig til DR’s oplysninger. Mette Bock