EU-note om Brexit og fiskeri, fra EU-konsulenten

1/8
Miljø- og Fødevareudvalget, Europaudvalget, Grønlandsudvalget, Færø-
udvalget samt Brexit-følgegruppen
EU-konsulenten
Til:
Dato:
Udvalgets medlemmer
28. juni 2017
Brexit: Konsekvenser for UK’s og for EU’s fiskeripolitik
Sammenfatning
Den britiske udtrædelse af EU vil have betydelige konsekvenser for bri-
tisk og for EU’s fiskeindustri. Tre af de politisk mest omdiskuterede em-
ner er adgangen til UK’s farvande, fiskekvoter og den fremtidige
handel med fiskeriprodukter.
Den 21. juni 2017 meddelte den britiske regering, at den vil foreslå en
fiskerilov, der vil gøre det muligt for UK at kontrollere adgangen til eget
farvand og til at fastsætte fiskekvoter, når UK har forladt EU. Dagen ef-
ter udgav det britiske Underhus et notat om konsekvenserne af Brexit for
den britiske fiskeindustri.
Denne note giver et overblik over nogle af de problemstillinger, der er
forbundet med Brexit. Noten tager udgangspunkt i en undersøgelse fo-
retaget for Europa-Parlamentets Fiskeriudvalg (PECH)1 i anledning af en
høring om Brexit den 21. juni 20172 og i to rapporter, der blev udgivet af
Overhuset3 og Underhuset4 efter høringer med eksperter, regeringen og
repræsentanter fra civilsamfundet og erhvervslivet.
1
Europa-Parlament (2017): Europa-Parlament (2017): Research for PECH-Committee – Common
Fisheries Policy and BREXIT
2
Høringen kan ses online her
3
House of Lords, European Union Committee (2016): 8th
Report of Session 2016-17, Brexit: fisher-
ies.
4
House of Commons (2017): Brexit: What next for UK fisheries? Briefing Paper, Number CBP7669
Kontaktperson:
Julia Ballaschk (3655)
Færøudvalget 2016-17
FÆU Alm.del Bilag 18
Offentligt
2/8
Adgang til britisk farvand: det britiske perspektiv
Den fælles fiskeripolitik giver EU-medlemslandene lige adgang til hinandens far-
vande. Efter Brexit får UK fuld kontrol over sin eksklusive økonomiske zone,
som kan udstrækkes til maksimalt 200 sømil (ca. 370 km).
Figur 1
Mellem 2011 og 2015 stod britiske fartøjer for kun 43 pct. af den samlede EU-
fangst i UK’s eksklusive økonomiske zone. Adgangen til eget farvand var derfor
et vigtigt argument for udtrædelsen af EU. Men adgangen til den eksklusive
økonomiske zone er for UK’s fiskere ikke ensbetydende med flere fisk, da UK
også i fremtiden vil være bundet af sine folkeretlige forpligtelser.
3/8
Havretskonventionens artikel 61 - 64
Hvis UK ikke selv kan udnytte sin tilladte fangstmængde, forpligter FN’s hav-
retskonvention af 1982 UK til at give andre stater adgang til overskuddet. Der-
udover vil UK stadig være forpligtet til at samarbejde med andre stater om at
fange de fiskebestande, der forekommer inden for flere staters eksklusive øko-
nomiske zone, og om fangsten af stærkt vandrende arter.
Historiske aftaler
Før den fælles fiskeripolitik trådte i kraft, indgik 13 europæiske lande i 1964
Londonkonventionen, der sikrede adgangen til hinandens farvande, hvis det an-
det land havde fisket der mellem 1953 og 1962. Der er modstridende holdninger
til, hvorvidt Londonkonventionen stadig gælder, eller om de rettigheder, den in-
deholder, blev erstattet af EU’s fælles fiskeripolitik. Op til parlamentsvalget i juni
2017 meldte Theresa May ud, at den britiske regering vil opsige Londonkonven-
tionen.5 Der gælder dog 2 års varselsfrist.
Adgang til britisk farvand fra et EU-perspektiv
5
The Conservative and Unionist Party Manifesto 2017, s. 27.
4/8
Figur 2
I 2015 fangede EU-27-landene 33,7 pct. af deres samlede mængde fisk i den
britiske eksklusive økonomiske zone. Det svarede til cirka en fjerdedel af den
samlede værdi af fangsten (se figur 2 og 3).
Briterne er ikke i samme grad afhængige af EU-27-landenes fangstområder: I
2015 fangede britiske fiskere cirka 538.000 tons fisk i britiske farvande og kun
152.000 tons i udenlandske farvande.
Hvis briterne fuldstændig udelukker udenlandske fartøjer fra deres eksklusive
økonomiske zone, risikerer de, at EU-landene vil lukke markedsadgangen til bri-
tiske fiskeriprodukter. Den britiske regering ser derfor positivt på en norsk eller
færøsk model, hvor man forhandler adgang til hinandens farvande samtidig
med fiskekvoter og markedsadgang.
5/8
Brexit og fiskekvoter
De nationale fiskekvoter er fordelt efter princippet om relativ stabilitet. Det bety-
der, at fiskekvoterne i den eksklusive økonomiske zone blev fordelt efter, hvem
der allerede fiskede i de berørte farvande. Set i bakspejlet stillede princippet UK
ringere end andre medlemslande. Brexit var derfor også forbundet med et håb
om at kunne genforhandle mere fordelagtige fiskekvoter.
I deres rapporter slår det britiske Overhus og Underhus fast, at UK skal blive
ved med at fastsætte kvoter sammen med EU og nabolandene, og at kvotefast-
sættelsen skal baseres på et videnskabeligt frem for et politisk grundlag. UK
skal derfor blive ved med at modtage rådgivning om bestandenes tilstand fra
Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES. Ensidige beslutninger om at
forøge fangstkvoterne kan blive risikabelt. Det viste f.eks. ”makrelkrigen” i 2010,
hvor Island og Færøerne fastsatte højere kvoter for makrel og sild. EU straffede
Færøerne bl.a. ved at forbyde importen af færøsk sild. En handelskrig kan
ramme UK hårdt, da 70 pct. af den britiske eksport af fiskeriprodukter går til EU-
27-lande.
Alligevel står UK i en stærk forhandlingsposition, når det gælder fiskekvoter og
adgang til fiskeri i britisk farvan. Især den pelagiske fiskeindustri i EU-27 vil blive
særlig ramt af en begrænsning i adgangen til de britiske farvande (se figur 4).
6/8
Figur 3
7/8
EU-27-fartøjer, der sejler under britisk flag
I 2014 fiskede omkring 60 fartøjer i UK’s farvand, som var ejet af udenlandske
investorer, men var registreret i UK og sejlede under britisk flag. Desuden har
spanske og hollandske virksomheder foretaget betydelige investeringer i den
britiske fangstsektor. Når udenlandske ejere opretter britiske virksomheder for
at bruge de britiske fiskekvoter (quota hopping), er det som udgangspunkt en
følge af den frie bevægelighed inden for EU’s indre marked og ikke en del af
den fælles fiskeripolitik. Om denne praksis kan fortsætte, afhænger af
forhandlingerne mellem UK og EU om adgangen til det indre marked.
Umiddelbart er der tre konkrete problemstillinger, når UK forlader EU: For det
første vil britiske fartøjer miste adgang til EU’s farvand. For det andet er det
uklart, hvorvidt UK vil ændre sin registreringspolitik, og om udenlandskejede far-
tøjer stadig vil få adgang til f.eks. Falklandsøernes farvande.6 For det tredje er
der usikkerhed om retsstillingen af udenlandskejede fiskekvoter. Ifølge Overhu-
sets rapport vil den britiske regering i fremtiden i høj grad lægge vægt på, at
disse kvoter gavner den britiske økonomi, bl.a. ved at kræve, at der etableres
britiske arbejdspladser.
En fremtidig britisk fiskepolitik
På grund af sine folkeretlige forpligtelser vil UK være nødt til at forhandle kvoter
med EU for vandrende arter og fiskebestande, der lever i flere landes farvande.
Tager man udgangspunkt i Norge som et eksempel på et ikke-EU-land med en
stor fiskebestand, kan man konstatere, at til trods for, at Norge geografisk er
meget mere isoleret end UK, deler Norge 90 pct. af sine fiskebestande med an-
dre lande. Derfor fastsætter nordmændene fiskekvoter og forvaltningsstrategier
for vigtige fiskebestande efter aftale med andre lande, bl.a. EU og Rusland.
Norge og EU har udviklet strategier for bl.a. torsk, kuller og sild.
Da EU forhandler fiskeriaftaler på vegne af medlemslandene, er UK’s mulige
fremtidige samarbejdspartnere EU eller den Nordøstatlantiske Fiskerikommis-
sion, NEAFC.7
Det norske eksempel
En norsk havvidenskabsmand sagde i april 2016 til den britiske avis The Guar-
dian, at forvaltningen af torskebestanden ikke var raketvidenskab. Det er meget
mere kompliceret.8
6
Falklandsøerne har bl.a. store bestand af blæksprutte. Som britisk oversøisk territorie får britiske
fartøjer adgang til disse bestande.
7
NEAFC er en sammenslutning af de lande, der har fiskebestande i Nordøstatlanterhavet. Medlem-
mer er Danmark (på vegne af Færøerne og Grønland), EU, Island, Norge og Rusland.
8
The Guardian (2016): ”Cod almighty: the secret of Norway’s monster fish bonanza”
8/8
Norge har et meget komplekst system til forvaltningen af sine fiskebestande.
Forvaltningsstrategien indeholder bl.a. en begrænsning af adgangen til norsk
farvand for udenlandske fiskere, fastsættelse af kvoter, afskaffelse af statsstøtte
til fiskeriet og reducering af overkapaciteten i sektoren ved f.eks. at reducere
antallet af fartøjer.
Det britiske parlament og den britiske regering forventer, at et lignende britisk
system vil være lige så komplekst som det norske.
Handel efter Brexit
Set fra et EU-27-perspektiv, er der ingen oplagte vindere eller tabere af Brexit,
når det handler om fiskeri: De nordlige EU-medlemslande eksporterer i høj grad
til UK, mens de sydlige medlemslande er importører af britiske fiskeriprodukter.
UK har en positiv handelsbalance med EU, hvad angår fisk og skaldyr. To tred-
jedel af UK’s fisk- og skaldyrsimport kommer fra lande uden for EU – men Dan-
mark står for halvdelen af UK’s makrelimport. Den britiske fiskeforarbejdningsin-
dustri lægger derfor stor vægt på, at UK sikrer sig markedsadgang til EU.
Det norske eksempel
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) omfatter ikke fiskepro-
duktion eller fiskeriprodukter. Norge har alligevel forhandlet fordelagtig eller
toldfri tilgang til EU’s indre marked for mange af sine fiskeriprodukter. Alligevel
er en betydelig del af den norske fiskeforarbejdningsindustri flyttet til EU – især
Skotland. Samtidig har Norge givet EU-fartøjer adgang til sine farvande for at få
adgang til EU’s indre marked.
I UK er den britiske regering derfor indstillet på, at man skal give nogen adgang
til den eksklusive økonomiske zone for at få toldfri adgang til det indre marked.
Derudover er det sandsynligt, at UK skal leve op til EU-markedsregulering og
EU-standarder for at kunne eksportere produkter til EU.
Handelsaftaler regulerer typisk ikke fiskeriet og fiskesektoren, idet der indgås
særskilte fiskeriaftaler. Set fra EU-27’s medlemslande og britisk perspektiv er
der derfor interesse for en overgangsordning, der viderefører de nuværende
regler, før en mere omfattende fiskeriaftale kan forhandles på plads.