Svar på spørgsmål vedr. oversendelse af ministerens talepapir fra samrådet 13/6-17 om menneskerettighedsforbrydelser

Tilhører sager:

Aktører:


FM talepapir til samråd V-X den 13. juni 2017 [DOK672546].doc

https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/UPN/bilag/281/1770487.pdf

Lad mig indlede med at slå fast, at det for regeringen er vigtigt, at den in-
ternationale koalitions kamp mod ISIL i Irak og Syrien finder sted i over-
ensstemmelse med internationale konventioner og forpligtelser.
Regeringen tager klart afstand fra ethvert overgreb begået mod den iraki-
ske civilbefolkning.
Det skal der ikke herske tvivl om.
Men vi skal samtidig huske på, hvorfor vi er i Irak, og hvad det er for et
overordnet formål, som vores indsats tjener.
Vi er dér for at hjælpe irakerne med at bekæmpe ISIL og den brutale og
barbariske styreform, som terrororganisationen bl.a. har udsat store dele af
den irakiske civilbefolkning for.
Vi skal heller ikke glemme, at ISIL står bag terror gennemført i bl.a. Euro-
pa, og at der er tale om en organisation, der på mest hensynsløs og kynisk
vis slår civile og forsvarsløse ihjel.
Så der er altså rigtig mange gode grunde til, at vi skal hjælpe irakerne med
at bekæmpe ISIL.
Og der er gjort mærkbare og betydelige fremskridt i løbet af de seneste år.
Det Udenrigspolitiske Nævn 2016-17
UPN Alm.del Bilag 281
Offentligt
SIDE 2/9
Som eksempel på fremskridtene kan jeg nævne, at ISIL har tabt kontrol
med mere end 60 % af tidligere kontrolleret territorium i Irak og ca. 35 % i
Syrien, ligesom mere end 4 mio. mennesker er blevet befriet fra ISIL i Irak
og Syrien. Alene i 2016 er én million irakere vendt tilbage til deres hjem
som følge af koalitionens stabiliseringsindsats.
Og netop nu er irakiske sikkerhedsstyrker bl.a. i færd med at nedkæmpe
den resterende del af ISIL-krigere, som har forskanset sig i et mindre om-
råde af den gamle bydel i Mosul. Og som i stor grad søger at beskytte sig
bag uskyldige civile.
Det vil før eller siden lykkes irakiske sikkerhedsstyrker at indfri målsætnin-
gen om at befri Mosul fra ISIL.
Dermed vil endnu en væsentlig sten være ryddet af vejen i bekæmpelsen
af ISIL.
Men et spørgsmål, som naturligt rejser sig i den forbindelse, er, hvorvidt
man på sigt vil se et stabilt, fredeligt og levedygtigt Irak, når ISIL er be-
kæmpet.
Årtiers diktatur, stridigheder mellem forskellige etniske og religiøse gruppe-
ringer og i det hele taget en konfliktfyldt region har sat sig mærkbare spor i
Irak.
Der udestår derfor en både vanskelig og krævende indsats forbundet med
at stabilisere og genopbygge landet – og ikke mindst skabe den nødvendige
nationale forsoning blandt sunnier, shiiter og kurdere.
SIDE 3/9
Det er et arbejde, som må og skal ledes af irakerne selv. Det internationale
samfund assisterer Irak på bedste vis. Men ansvaret ligger først og frem-
mest hos den irakiske befolkning og den regering, som den måtte vælge.
Det vil tage tid. Der vil være tilbageslag. Hvis vi ikke er tålmodige og giver
irakerne plads til den proces, så risikerer vi at sætte vores hårdt tilkæmpe-
de fremskridt over styr.
Vi har lige fra starten af været bekendt med disse forhold og udmærket
været klar over, at Iraks kamp for en stabil og fredelig fremtid ville byde på
både store og små forhindringer.
Den aktuelle sag om overgreb er en af disse forhindringer. Sådanne over-
greb er forfærdelige og helt og aldeles uacceptable.
Men jeg mener ikke, at vi af den grund så skal indstille vores hjælp til Irak.
Tværtimod. Det er jo ikke, når det bliver besværligt, at vi skal stikke hove-
det i busken.
Jeg mener absolut ikke, at vi skal løbe fra vore internationale forpligtelser
og de løfter, som vi har givet koalitionen, herunder irakerne. Og heller ikke,
at vi skal se stort på de fremskridt, som indtil nu er opnået i kampen mod
ISIL; og blot overlade den irakiske civilbefolkning til sin egen videre skæb-
ne.
SIDE 4/9
For regeringen vil et sådant valg også være at spille hasard med Danmarks
anseelse som en troværdig og ansvarlig international samarbejdspartner,
der aktivt bidrager til opretholdelse af international orden, fred og stabilitet.
Det er samtidig naivt at tro, at der i den internationale kamp mod ISIL og
de generelle bestræbelser på at skabe et mere stabilt Mellemøsten, ikke
også er noget på spil for Danmarks sikkerhed og nationale interesser.
Det burde de seneste års udvikling med bl.a. terroranslag flere steder i Eu-
ropa – senest i London 3. juni – være en tilstrækkelig påmindelse om ikke
er tilfældet.
Det vil have vidtrækkende konsekvenser, hvis den amerikansk-ledede koali-
tion måtte vælge at indstille samarbejdet med den irakiske regering og
trække sin støtte tilbage.
Vi skal i stedet forholde os aktivt, når vi støder på forhold, som ikke er ac-
ceptable.
At der i visse dele af det irakiske sikkerhedsapparat – og navnlig blandt en
række bestemte paramilitære grupper – er problemer med overholdelse af
den humanitære folkeret og menneskerettighederne, er velsagtens næppe
nogen overraskelse.
SIDE 5/9
Uafhængige og internationalt respekterede menneskerettighedsorganisatio-
ner har løbende rapporteret om overgreb og indikationer på overgreb i for-
bindelse med kampene mod ISIL, herunder overgreb begået af irakiske
styrker. Også i forbindelse med de igangværende kampe i Mosul, hvilket
koalitionen er opmærksom på.
Dette alvorlige spørgsmål om mulige overtrædelser af krigens love har da
også været drøftet ved flere lejligheder her i Udvalget.
Selvom det ikke kommer som en overraskelse, at irakiske sikkerhedsstyrker
begår overgreb på civile eller frihedsberøvede personer, så er det naturlig-
vis ikke noget, som vi bare skal acceptere eller se igennem fingre med.
Overgreb er forkastelige og gruopvækkende. Noget, som både koalitionen
og vi fra dansk side på det kraftigste tager afstand fra og vedholdende insi-
sterer på skal undersøges, så de ansvarlige kan blive stillet til regnskab for
deres ugerninger.
Overgreb som de beskrevne er umenneskelige. De er ulovlige. Og de kan
medvirke til at undergrave den irakiske befolknings tillid til og opbakning til
den internationale kamp mod ISIL og ikke mindst udsigterne til at skabe
varig stabilitet i Irak.
Der er derfor flere grunde til, at det er noget, som vi skal følge op på.
Det er også derfor, at spørgsmålet om irakiske sikkerhedsstyrkers overhol-
delse af krigens love og menneskerettighederne løbende drøftes mellem
koalitionen og irakiske myndigheder.
SIDE 6/9
Senest har jeg personligt drøftet emnet med den irakiske forsvarsminister
under dennes besøg i København den 10. maj.
Tidligere har også statsministeren, udenrigsministeren samt højtstående
embedsmænd drøftet emnet med repræsentanter fra den irakiske regering.
Så sent som 30. maj – altså efter at den aktuelle historie var kommet frem
– rejste den danske ambassadør-til-Irak sagen under et møde med en højt-
stående repræsentant fra den irakiske regering i Bagdad.
Irakerne, herunder den irakiske forsvarsminister, har gentagne gange be-
kræftet, at den irakiske regering tager spørgsmålet om irakiske sikkerheds-
styrkers overholdelse af krigens love og menneskerettighederne meget al-
vorligt.
Der er en klar tilkendegivelse fra irakisk side om, at enhver troværdig mis-
tanke om overgreb på civile eller frihedsberøvede personer vil blive grun-
digt undersøgt af den irakiske regering.
I den konkrete sag kan det konstateres, at den irakiske regering har hand-
let resolut.
Der er nedsat en kommission, der skal undersøge beskyldningerne fremsat
mod irakiske sikkerhedsstyrker med henblik på at få fastlagt sagens kends-
gerninger, og således at de ansvarlige for overgreb begået mod civile eller
frihedsberøvede personer retsforfølges.
SIDE 7/9
Under den danske ambassadør-til-Iraks møde i Bagdad den 30. maj blev
det fra irakisk side bekræftet, at en undersøgelse af beskyldningerne mod
den pågældende enhed pågår.
Via Forsvaret er det desuden oplyst, at man fra irakisk side har henvendt
sig til koalitionen med anmodning om støtte til at få afdækket sagen.
I lighed med tidligere lignende sager bistår den amerikansk-ledede koalition
de irakiske myndigheder med oplysninger og ekspertise, som måtte være
relevant for gennemførelsen af undersøgelser af denne art.
Summa summarum er der altså tydelige tegn på, at der også på irakisk side
ses med stor alvor på denne sag.
Og forhåbentligt ender det med, at personerne bag overgrebene bliver
identificeret, anklaget og retsforfulgt for deres grove forseelser.
Men selvom der bliver handlet i denne sag, så vil det desværre ikke være
overraskende, hvis lignende sager opstår fremadrettet. Det må vi være for-
beredte på.
-- oOo --
Hvad angår den danske militære indsats i Irak kan jeg oplyse, at Forsvaret
har oplyst, at de danske styrkebidrag på Al Asad-luftbasen ikke på noget
tidspunkt har haft et samarbejde med eller på anden vis bistået den enhed,
som nu er under mistanke for bl.a. at have overtrådt krigens love i forbin-
delse med befrielsen af Mosul.
SIDE 8/9
Forsvaret har desuden bekræftet, at der til d.d. ikke er kendskab til, at per-
sonel og enheder, som de danske styrkebidrag har ydet uddannelse, træ-
ning og støtte til i rammen af Task Force Al Asad, har været under anklage
for at have begået menneskerettighedskrænkelser eller brud på krigens lo-
ve.
De grupper, som Forsvaret har trænet, er først og fremmest personel fra
den 7. irakiske division. De danske soldater har også i mindre omfang med-
virket i uddannelsen af personel fra både det irakiske grænsepoliti og det
irakiske føderale politi.
Netop fordi beskyttelsen af civile og de irakiske styrkers legitimitet er vigtig
for regeringen, udgør undervisning i krigens love et fast integreret element
i den danske træning.
Til sidst vil jeg gerne endnu en gang understrege, at forlydender, som dem
senest bragt i bl.a. Der Spiegel og Toronto Star, selvsagt vækker både af-
sky og dyb bekymring.
-- oOo --
Som led i den aktuelle indsats spiller Irak og landets indbyggere af indly-
sende grunde en hel central rolle, som man ikke kan se bort fra, hvis det
skal lykkes at fjerne truslen fra ISIL.
Derfor ligger det heller ikke regeringen på sinde at ændre på Danmarks ak-
tuelle kurs i forhold til kampen mod ISIL – og som led heri støtten til den
internationale koalitions samarbejde med den irakiske regering.
SIDE 9/9
Der er udsigt til et langt, sejt og strabadserende træk, hvilket regeringen på
intet tidspunkt har lagt skjul på. Og undervejs vil både større og mindre
forhindringer skulle forceres.
Regeringen har dog fortsat tiltro til, at det over tid vil lykkes koalitionen at
nedkæmpe ISIL og via en bredspektret indsats, der både omfatter politiske,
økonomiske og militære virkemidler, hjælpe irakerne i deres kamp for et
fredeligt og stabilt Irak.
Tak.


FOU alm. del - svar på spm. 132 vedr. oversendelse a talepapir fra samråd V, W, X [DOK672353].doc

https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/UPN/bilag/281/1770488.pdf

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________
HOLMENS KANAL 42 TELEFON: 72 81 00 00 MAIL: FMN@FMN.DK CVR: 25-77-56-35
1060 KØBENHAVN K TELEFAX: 72 81 03 00 WEB: www.FMN.DK EAN: 5798000201200
Folketingets Forsvarsudvalg
Christiansborg
FORSVARSMINISTEREN
19. juni 2017
Folketingets Forsvarsudvalg har den 14. juni 2017 stillet følgende spørgsmål nr. 132 til for-
svarsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 132:
”Ministeren bedes oversende sit talepapir fra samrådet den 13. juni 2017 om menneskeret-
tighedsforbrydelser, begået af irakisk politi, jf. FOU alm. del - samrådsspørgsmål V, W, X.”
Svar:
Vedlagt fremsendes det udkast til talepapir, som dannede grundlag for min besvarelse af
samrådsspørgsmål V, W og X den 13. juni 2017. Der gøres opmærksom på, at det talte ord
gælder.
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen
Det Udenrigspolitiske Nævn 2016-17
UPN Alm.del Bilag 281
Offentligt