Henvendelse af 7/6-17 fra Sygehussamarbejdet og Lægeforeningen

1
De ansatte på sygehusene: 2 pct. produktivitetskravet skal afskaffes nu
Alle ansatte på sygehusene: Kravet skal fjernes nu – det har udtjent sit formål og er blevet
kontraproduktivt
Produktivitetskravet har tidligere forekommet politisk fornuftigt for at opnå de nødvendige produktivitets-
stigninger, der skulle til for at nedbringe ventelisterne og sikre en høj aktivitet på sygehusene.
Tiden er løbet fra det nu. Udfordringerne i sundhedsvæsnet i dag har en helt anden karakter, og persona-
let kan ikke presses til at fortsætte tempoforøgelsen længere.
Det er allerede gået for vidt. Produktivitetskravet skaber uhensigtsmæssige prioriteringer i patientbehand-
lingen, forringelse af kvaliteten i både behandling og pleje, og gør det sværere at styrke patientinddragel-
sen.
Samtidig medfører produktivitetskravet en væsentlig forringelse af arbejdsmiljøet. Læger, social- og sund-
hedsassistenter, sygeplejersker, lægesekretærer og det øvrige sundhedspersonale pisker i dag rundt for at
kunne nå det hele. Det n dårlige arbejdsmiljø med stress og sygemeldinger øger også risikoen for fejl og
utilsigtede hændelser, der kan ramme patienterne.
En afskaffelse af kravet forudsætter ikke en ny styringsmodel
Det er en vildfarelse, at produktivitetskravet ikke kan afskaffes uden en forudgående analyse af styringen
på sundhedsområdet, og uden at der sættes noget andet i stedet.
For det første udgør produktivitetskravet – på linje med andre effektiviseringskrav i den offentlige sektor –
et finansieringsinstrument, som kan ændres alt efter, om det vurderes at være realistisk og hensigtsmæs-
sigt. Vi undrer os derfor over det argument, der fremføres, om, at en ændring forudsætter, at der sættes
noget andet i stedet.
For det andet findes der allerede i dag masser af statslige styringsgreb, som alt rigeligt kan opfylde behovet
for kontrol og styring, hvis produktivitetskravet afskaffes. Staten kan således fortsat måle og styre regio-
nerne på nationale mål, patientrettigheder, ventelistegarantier og budgetoverholdelse. Der er allerede
transparens omkring regionernes resultater på disse parametre.
Regionerne skal tilbyde borgerne i regionen behandling og andre sundhedsmæssige tilbud der kan afhjælpe
deres behov. Hvordan den enkelte region sikrer dette er et regionalt anliggende. Derfor bør man heller ikke
have en finansiering, der klart tilskynder til at vælge én model (sygehusaktivitet). Det kan ligeså vel være
almen praksis, via understøttelse af kommuner eller hos speciallægepraksis at man kan få det mest hen-
sigtsmæssige tilbud.
En model uden specifikke krav om sygehusaktivitet vil ikke kun give nye muligheder ift. organisering og til-
rettelæggelse af behandlingen, og dermed større effektivitet, men også i langt højere grad være i overens-
stemmelse med personalets faglige standarder og motivation.
Modellen vil give mere rum til ledelse og til at tilrettelægge behandlingen så den giver mest mulig
sundhedsmæssig værdi og mening, herunder mere individuelle patientforløb. Så når man vurderer at visse
behandlingselementer ikke relevant for alle patienter, så er der økonomisk frihed til at agere derefter.
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
B 89 Bilag 3
Offentligt
2
Fakta – hvad er produktivitetskravet og hvad har det betydet
Sygehusene har siden 2003 skullet udføre flere og flere behandlinger uden at der er kommet tilsvarende
flere penge til sygehusene. Regeringen har nemlig stillet krav om, at sygehusene hvert år skal øge deres
produktivitet – i de seneste mange år med to procent.
Samlet set er produktiviteten vokset med i gennemsnit 2,4 procent om året på sygehusene fra 2003 til
2015.
Medarbejderne på landets sygehuse har dermed i alle disse år skullet løbe markant hurtigere hvert eneste
år, uden at der er kommet tilsvarende flere ressourcer. I billeder skal der fødes to procent hurtigere hvert
år på fødestuerne. Og der skal opereres to procent hurtigere hvert år.
Alene i 2017 betyder kravet, at regionerne skal levere flere sundhedsydelser, der i kroner og ører svarer til
1,3 milliarder. Og over 20 år vil to-procents-kravet betyde, at vi – med det samme antal medarbejdere - skal
levere 49 procent flere behandlinger.
Selve ”produktio e ” i for af eha dli ger er vokset ed i ge e s it 3,8 pro e t o året, e s de til-
førte penge kun er vokset med 1,4 procent om året i gennemsnit.
Samlet set er det udtryk for, at der hvert år i gennemsnit er udført behandlinger svarende til 2,4 procent
o året ”gratis” for sa fu det.