Udvalget om undersøgelseskommissioners deludtalelse.

Tilhører sager:

Aktører:


    Oversendelsesbrev UFO - betænkning 1566-2017.pdf

    https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/UFO/bilag/57/1762685.pdf

    Udvalget for Forretningsordenen 2016-17
    UFO Alm.del Bilag 57
    Offentligt
    

    Betænkning 1566.pdf

    https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/UFO/bilag/57/1762686.pdf

    Udvalget om undersøgelseskommissioners deludtalelse
    De praktiske erfaringer med undersøgelseskommissioner
    Betænkning nr. 1566
    Udvalget for Forretningsordenen 2016-17
    UFO Alm.del Bilag 57
    Offentligt
    2010
    1513 Betænkning om optagelse og protokollering af
    forklaringer i straffesager
    1514 Betænkning om farlige hunde
    1515 Betænkning om det videnskabsetiske komitesystem
    i Danmark
    1516 Betænkning om offentlige myndigheders
    offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv.
    1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og handel
    1518 Betænkning om ægtefælleskifter
    1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven
    1520 Betænkning om huseftersynsordningen
    1521 Betænkning om insiderhandel
    1522 Reform af den civile retspleje VI
    1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning
    2011
    1524 Betænkning om revision af hundeloven
    1525 Betænkning om konkurskarantæne
    1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og
    bortvisning
    1527 Provstestillingen og provstiets funktion
    1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse
    2012
    1529 Betænkning om PET og FE
    1530 Reform af den civile retspleje VII
    1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og
    domstole
    1532 Betænkning om indsamlinger
    1533 Kommunale udgiftsbehov og andre
    udligningsspørgsmål
    1534 Straffelovrådets betænkning om
    seksualforbrydelser
    1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af
    forsinket betaling i handelstransaktioner
    1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs
    (Rotterdam-reglerne)
    2013
    1537 Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn
    1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af
    byrådsmøder
    1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden
    1540 Gennemførelse af direktivet om
    forbrugerrettigheder
    1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om
    revision af de danske visumregler
    1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig
    befordring i personbiler
    1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn
    2014
    1544 Folkekirkens styre
    1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste
    mv.
    1546 Betænkning om inkorporering inden for
    menneskeretsområdet
    1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager
    1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske
    konsekvenser af en ophævelse af straffelovens
    § 140 om blasfemi
    1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i
    straffesager
    2015
    1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte
    til politiske partier
    1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn
    og unge, der er anbragt uden for hjemmet
    1552 Ægtefællers økonomiske forhold
    1553 Betænkning om offentligt ansattes
    ytringsfrihed og whistleblowerordninger
    1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge
    i straffesager
    1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling
    1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål
    vedrørende deltagelse i og hvervning til
    væbnede konflikter i udlandet, som den
    danske stat er part i
    1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-
    sagen: Betænkning fra Udvalget om
    opfølgning på Christiania-sagen
    2016
    1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den
    civile retspleje IX
    1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede
    konflikter i udlandet
    1560 Betænkning om inddragelse af
    uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og
    arresthuse ved varetægtsfængsling og
    strafudmåling.
    1561 Betænkning om bødesanktioner på det
    finansielle område.
    2017
    1562 Betænkning om indsatsen over for
    rockerborge mv.
    1563 Straffelovrådets betænkning om freds- og
    ærekrænkelser
    Kronologisk fortegnelse over betænkninger
    1564 En samlet lovregulering om andre trossamfund
    end folkekirken
    1565 Databeskyttelsesforordning
    1566 Udvalget om undersøgelseskommissioners
    deludtalelse
    Udvalget om undersøgelseskommissioners deludtalelse
    De praktiske erfaringer med
    undersøgelseskommissioner
    Betænkning nr. 1566
    København 2017
    2
    Udvalget om undersøgelseskommissioners deludtalelse – De praktiske
    erfaringer med undersøgelseskommissioner
    Betænkning nr. 1566
    Publikationen kan bestilles via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)
    eller hos
    Rosendahls Lager og Logistik
    Vandtårnsvej 83A
    2860 Søborg
    Telefon 43 22 73 00
    distribution@rosendahls.dk
    http://jm.schultzboghandel.dk
    ISBN: 978-87-93469-12-9
    ISBN internet: 978-87-93469-13-6
    Tryk: Rosendahls a/s
    Pris: Kr. 150,- pr. bog inkl. moms
    Forsideillustration: Rasmus Sand Høyer
    3
    Indholdsfortegnelse
    Kapitel 1 Indledning............................................................................................5
    1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium.............................................................................. 5
    2. Udvalgets sammensætning..................................................................................................... 7
    3. Udvalgets arbejde................................................................................................................... 7
    4. Deludtalelsens opbygning og indhold.................................................................................... 8
    Kapitel 2 Undersøgelseskommissionerne – reglerne og deres baggrund.....10
    1. Baggrunden for lov om undersøgelseskommissioner .......................................................... 10
    1.1 Undersøgelsesformerne før lov om undersøgelseskommissioner................................. 10
    1.1.1 Dommerundersøgelser........................................................................................... 11
    1.1.2 Kommissionsdomstole........................................................................................... 12
    1.1.3 Undersøgelsesretter................................................................................................ 13
    1.2 Kritikken af de tidligere undersøgelsesformer.............................................................. 16
    1.3 Undersøgelseskommissionerne om Færøbanksagen og Nørrebrosagen ....................... 18
    1.4 PET-kommissionen ....................................................................................................... 20
    2. Lov om undersøgelseskommissioner................................................................................... 20
    2.1 Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganers lovudkast og lovens tilblivelse ............. 20
    2.2 Nærmere om gældende ret efter lov om undersøgelseskommissioner.......................... 23
    2.2.1 Nedsættelse af en undersøgelseskommission, undersøgelseskommissionens
    sammensætning og opgaver samt tilrettelæggelsen af undersøgelsen ............................ 23
    2.2.2 Vidnepligt og anden oplysningspligt ..................................................................... 28
    2.2.3 De berørte personers retsstilling og bestemmelser om tavshedspligt.................... 30
    2.2.4 Undersøgelseskommissionens beslutninger og domstolsprøvelse heraf ............... 36
    2.2.5 Offentlighed og afgivelse af beretning m.v. .......................................................... 37
    2.2.6 Ikrafttræden m.v..................................................................................................... 38
    3. Andre undersøgelsesorganer og -former.............................................................................. 39
    3.1 Parlamentariske kommissioner, spørgsmål, forespørgsler og folketingsudvalg........... 40
    3.1.1 Parlamentariske kommissioner.............................................................................. 40
    3.1.2 Forespørgsler ......................................................................................................... 43
    3.1.3 Folketingsudvalg.................................................................................................... 44
    3.1.4 Undersøgelser ved Det Udenrigspolitiske Nævn og udvalg under Nævnet .......... 50
    3.1.5 Folketingets Udvalg for Forretningsordenen......................................................... 51
    3.2 Andre undersøgelsesorganer mv. .................................................................................. 55
    3.2.1 Folketingets Ombudsmand .................................................................................... 56
    3.2.2 Statsrevisorerne og Rigsrevisionen........................................................................ 58
    4
    3.2.3 Lovbestemt undersøgelse....................................................................................... 64
    3.2.4 Særlige administrative undersøgelsesorganer........................................................ 64
    3.2.5 Advokatundersøgelser mv. og deres forhold til
    undersøgelseskommissionsordningen ............................................................................. 65
    Kapitel 3 Undersøgelseskommissionernes virksomhed og de praktiske
    erfaringer ...........................................................................................................68
    1. De hidtidige undersøgelseskommissioners virksomhed ...................................................... 68
    1.1 De enkelte undersøgelser .............................................................................................. 68
    1.1.1 PET-kommissionen................................................................................................ 69
    1.1.2 Farum-kommissionen ............................................................................................ 72
    1.1.3 Dan Lynge-kommissionen..................................................................................... 78
    1.1.4 Skattefradragskommissionen................................................................................. 81
    1.1.5 Blekingegade-kommissionen................................................................................. 84
    1.1.6 Statsløsekommissionen.......................................................................................... 88
    1.1.7 Skattesagskommissionen ....................................................................................... 92
    1.1.8 Irak- og Afghanistankommissionen....................................................................... 97
    2. De praktiske erfaringer med undersøgelseskommissionerne............................................. 100
    2.1 Undersøgelsernes forløb, tidsforbrug og omkostninger.............................................. 101
    2.1.1 Hvad er tiden gået med? ...................................................................................... 101
    2.1.2 Hvad bruges pengene på? .................................................................................... 104
    2.2 De involveredes erfaringer med undersøgelseskommissionerne ................................ 116
    2.2.1 Temaer for interviewene...................................................................................... 116
    2.2.2 Det sammenfattende billede fra interviewene ..................................................... 119
    2.3 De enkelte interview.................................................................................................... 128
    3. Nogle foreløbige overvejelser over behovet for ændringer af undersøgelsesformen ........ 201
    3.1 Det tidsmæssige forløb................................................................................................ 202
    3.2 Kommissorierne .......................................................................................................... 203
    3.3 Kommissionernes medlemmer.................................................................................... 203
    3.4 Om kredsen af undersøgte, vidneforklaringer, bisiddere mv...................................... 204
    3.5 Om kommissionens vurderinger af faktum, retsregler og ministeransvar .................. 205
    3.6 Forundersøgelse?......................................................................................................... 206
    5
    Kapitel 1
    Indledning
    1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium
    Udvalget om undersøgelseskommissioner blev nedsat ved afsendelse af udpegningsbreve til
    udvalgets formand og øvrige medlemmer den 4. november 2016.
    Baggrunden for udvalgets nedsættelse og udvalgets opgaver er beskrevet i det endelige kom-
    missorium af 27. september 2016:
    ”1. Det er vigtigt for regeringen, at forhold i den offentlige forvaltning kan under-
    søges på en måde, som understøtter den demokratiske kontrol med og tilliden til
    forvaltningen. Regeringen ønsker derfor, at undersøgelser af den offentlige for-
    valtning skal gennemføres så hurtigt og effektivt som muligt under iagttagelse af
    de nødvendige retssikkerhedsmæssige garantier.
    Regeringen nedsætter derfor et udvalg med henblik på at foretage en erfaringsop-
    samling fra de 8 undersøgelseskommissioner, der indtil videre har afsluttet deres
    arbejde, og at overveje, om der er behov for ændringer af denne undersøgelses-
    form.
    2. Med indførelsen af lov om undersøgelseskommissioner i 1999 – der blev frem-
    sat og vedtaget af alle partier i Folketinget – var det forudsat, at der bør nedsættes
    en undersøgelseskommission, hvis der til brug for undersøgelsen og klarlæggelsen
    af et faktisk begivenhedsforløb med henblik på vurdering af ministres eller em-
    bedsmænds ansvar er behov for f.eks. at indhente redegørelser eller foretage afhø-
    ringer.
    Det skyldes navnlig hensynet til de involverede ministres og embedsmænds rets-
    stilling, og undersøgelseskommissionsloven indeholder på den baggrund en række
    processuelle garantier for de involverede personer.
    Af samme grund var det med indførelsen af undersøgelseskommissionsloven for-
    udsat, at advokatundersøgelser vedrørende spørgsmål om embedsmænds eventuel-
    le retlige ansvar alene bør basere sig på et allerede foreliggende skriftligt materia-
    le i en sag. Der kan henvises til betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorga-
    ner, der lå til grund for lov om undersøgelseskommissioner, side 215-217.
    3. Der har siden vedtagelsen af lov om undersøgelseskommissioner været nedsat 8
    kommissioner efter loven: Farum-kommissionen, Dan Lynge-kommissionen,
    Skattefradragskommissionen, Blekingegadekommissionen, Statsløsekommissio-
    nen, Skattesagskommissionen, Irak- og Afghanistan-kommissionen og Tibet-
    kommissionen. De 7 førstnævnte undersøgelseskommissioner har afsluttet deres
    arbejde, idet det bemærkes, at Justitsministeriet den 2. juli 2015 bestemte, at Irak-
    og Afghanistankommissionen skulle ophøre med sin virksomhed. Hertil kommer
    6
    PET-kommissionen, som blev nedsat efter lov nr. 359 af 2. juni 1999, og afgav sin
    beretning i 2009.
    Der er efter regeringens opfattelse behov for en erfaringsopsamling fra undersø-
    gelseskommissionernes arbejde.
    4. Der har i flere tilfælde været rejst kritik i offentligheden af undersøgelsernes re-
    sultater sammenholdt med omkostningerne til dem og den medgåede tid. Endvide-
    re har der været rejst kritik af forhold omkring nedsættelsen af undersøgelses-
    kommissioner, herunder spørgsmål om deres sammensætning og om, hvorvidt
    kommissorierne har været formuleret tilstrækkeligt præcist. Hertil kommer, at en
    undersøgelseskommission, der strækker sig over længere tid, kan udgøre en be-
    lastning for de ministre og embedsmænd, som undersøgelsen angår.
    Kritikken giver anledning til at overveje, om det vil være muligt at justere og ef-
    fektivisere denne undersøgelsesform.
    5. Udvalget skal på ovenstående baggrund for det første foretage en erfaringsop-
    samling fra de undersøgelseskommissioner, der er gennemført efter lov om under-
    søgelseskommissioner. Denne erfaringsopsamling vil f.eks. kunne baseres på in-
    terviews med undersøgelseskommissionsmedlemmer og eventuelt andre relevante
    interessenter, herunder nuværende eller tidligere medlemmer af Folketinget og
    advokater, der har fungeret som bisiddere.
    Udvalget skal for det andet i lyset heraf vurdere, om der er behov for ændringer af
    denne undersøgelsesform, idet udvalget i særlig grad skal lægge vægt på hensynet
    til, at en undersøgelseskommission bør arbejde så hurtigt og effektivt som muligt
    under iagttagelse af de nødvendige retssikkerhedsmæssige garantier for de invol-
    verede politikere og embedsmænd. Udvalget skal herunder overveje, hvordan det
    sikres, at en undersøgelseskommissions arbejde så vidt muligt målrettes undersø-
    gelsen og klarlæggelsen af de omstændigheder, som er de centrale for det faktiske
    begivenhedsforløb, som er baggrunden for undersøgelseskommissionens nedsæt-
    telse.
    Udvalget skal udarbejde forslag til eventuelle lovændringer i overensstemmelse
    med udvalgets anbefalinger.
    Udvalget kan i relevant omfang inddrage udenlandske erfaringer.
    Udvalget skal med passende mellemrum drøfte udvalgets overvejelser med Folke-
    tingets Udvalg for Forretningsordenen.
    Udvalget skal så vidt muligt afslutte sit arbejde i løbet af foråret 2018. Udvalget
    anmodes om i første række at prioritere arbejdet med erfaringsopsamlingen fra de
    hidtil gennemførte undersøgelseskommissioner, således at der først afgives delud-
    talelse herom.”
    7
    2. Udvalgets sammensætning
    Ved afgivelsen af denne deludtalelse havde udvalget følgende sammensætning:
    Formand:
    Højesteretsdommer, dr.jur. Jens Peter Christensen
    Øvrige medlemmer:
    Professor, dr.jur. Karsten Revsbech, Aarhus Universitet (sagkyndigt medlem)
    Professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, Aarhus Universitet (sagkyndigt medlem)
    Landsdommer og formand for Den Danske Dommerforening Mikael Sjöberg, indstillet af
    Den Danske Dommerforening
    Advokat Pernille Backhausen, indstillet af Danske Advokater og Advokatrådet i fællesskab
    Styrelsesdirektør og formand for Offentlige Chefer i DJØF Henning Thiesen, indstillet af
    DJØF
    Kommitteret Mogens Pedersen, indstillet af Finansministeriet
    Juridisk kommitteret Christian Hesthaven, indstillet af Statsministeriet
    Afdelingschef Jens Teilberg Søndergaard, indstillet af Justitsministeriet
    Ved afgivelsen af denne deludtalelse bestod udvalgets sekretariat af fuldmægtig Henrik
    Skovgaard-Petersen, Justitsministeriet. Lovchef Birgit Thostrup Christensen, Folketinget,
    deltog som observatør.
    3. Udvalgets arbejde
    Udvalget har forud for afgivelsen af deludtalelsen afholdt i alt fire møder. Første møde blev
    afholdt den 23. november 2016, og sidste møde blev afholdt den 26. april 2017.
    Udvalgets arbejde har hidtil navnlig bestået i at beskrive gældende ret og i at indsamle og
    analysere oplysninger om de undersøgelseskommissioner, der er blevet nedsat siden 1999, og
    som har afsluttet deres arbejde. Udvalget har i den forbindelse gennemført en undersøgelse af
    det tidsforbrug, der har været forbundet med de hidtidige undersøgelseskommissionsundersø-
    gelser, og af de omkostninger, der har været forbundet med undersøgelserne, samt af de fakto-
    rer, der har været afgørende for tidsforbrug og omkostninger. I tillæg hertil har udvalget gen-
    nemført interview med i alt 17 personer, der har været involveret i undersøgelseskommissio-
    nernes arbejde som kommissionsmedlem, sekretariatsmedarbejder, udspørger eller bisidder,
    samt med personer, der har været genstand for kommissionsundersøgelse som minister eller
    embedsmand. Formanden og fire medlemmer af udvalget har deltaget i Folketingets Præsidi-
    ums lukkede konference i januar 2017 under temaet ”Parlamentariske undersøgelser”. For-
    manden har i marts 2017 afholdt møde med Folketingets formand, og i samme måned deltog
    8
    formanden og to medlemmer af udvalget i et møde med Folketingets Udvalg for Forretnings-
    ordenen.
    4. Deludtalelsens opbygning og indhold
    Foruden dette indledende kapitel indeholder deludtalelsen to kapitler.
    I deludtalelsens kapitel 2 redegøres for reglerne om undersøgelseskommissioner og deres
    baggrund. I kapitlet redegøres først for baggrunden for lov om undersøgelseskommissioner,
    der blev gennemført i 1999, herunder navnlig de tidligere undersøgelsesformer og kritikken
    heraf. Dernæst redegøres for loven om undersøgelseskommissioner. Redegørelsen omfatter
    Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganers lovudkast i Betænkning nr. 1315/1996 om un-
    dersøgelsesorganer, lovens tilblivelse i øvrigt samt gældende ret efter loven. Endelig indehol-
    der kapitlet et afsnit om andre undersøgelsesorganer og -former, der omfatter dels en række
    parlamentariske kontrolformer, dels visse andre undersøgelsesorganer mv.
    Kapitel 3 omhandler undersøgelseskommissionernes virksomhed og de praktiske erfaringer
    hermed. Kapitlet indledes med en gennemgang af centrale oplysninger om de otte undersøgel-
    seskommissioner, der på tidspunktet for afgivelsen af denne deludtalelse har afsluttet deres
    arbejde. Der redegøres i hovedtræk for de enkelte kommissioners nedsættelse, sammensæt-
    ning og varighed, kommissoriet, kommissionens arbejde, omkostningerne til kommissionen,
    undersøgelsens konklusioner og opfølgningen af beretningen. Dernæst følger udvalgets gen-
    nemgang af de praktiske erfaringer med undersøgelseskommissionerne. Erfaringsopsamlingen
    falder i to dele. For det første analyseres og beskrives undersøgelsernes forløb, tidsforbrug og
    omkostninger, og de indsamlede oplysninger herom gengives i skemaform. For det andet har
    udvalget gennemført interview med i alt 17 personer, der har været involveret i undersøgel-
    seskommissionernes arbejde som kommissionsmedlem, sekretariatsmedarbejder, udspørger
    eller bisidder, samt med personer, der har været genstand for kommissionsundersøgelse som
    minister eller embedsmand. Det overordnede billede fra disse interview sammenfattes, og
    herefter gengives hovedindholdet fra de enkelte interview. Kapitlet afsluttes med udvalgets
    foreløbige overvejelser over behovet for ændringer af ordningen med undersøgelseskommis-
    sioner. Udvalgets foreløbige overvejelser falder inden for følgende temaer: Det tidsmæssige
    forløb af undersøgelserne, kommissorierne, undersøgelseskommissionens medlemmer, kred-
    sen af undersøgte, vidneforklaringer, bisiddere mv., undersøgelseskommissionens vurderinger
    af faktum, retsregler og ministeransvar og en mulig indførelse af en form for forundersøgelse.
    København, maj 2017
    Jens Peter Christensen (formand)
    9
    Karsten Revsbech
    Jørgen Grønnegård Christensen
    Mikael Sjöberg
    Pernille Backhausen
    Henning Thiesen
    Mogens Pedersen
    Christian Hesthaven
    Jens Teilberg Søndergaard
    Birgit Thostrup Christensen
    Henrik Skovgaard-Petersen
    10
    Kapitel 2
    Undersøgelseskommissionerne – reglerne og deres baggrund
    Dette kapitel indeholder en gennemgang af de gældende regler om undersøgelseskommissio-
    ner og deres baggrund. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang, idet der fokuseres
    på de elementer, der er af størst betydning for udvalgets arbejde med erfaringsopsamlingen og
    overvejelserne om behovet for en justering af undersøgelseskommissionsordningen.
    Først beskrives i afsnit 1 baggrunden for lov om undersøgelseskommissioner, herunder de
    undersøgelsesformer, der gik forud for loven, og den kritik af disse undersøgelsesformer, som
    førte til, at der blev taget skridt til den revision, der skete med vedtagelsen af lov om undersø-
    gelseskommissioner i 1999. Dernæst beskrives i afsnit 2 den gældende retsstilling efter lov
    om undersøgelseskommissioner. Beskrivelsen vil navnlig fokusere på regler og emner med
    særlig betydning for udvalgets arbejde. Endelig redegøres der i afsnit 3 kort for en række an-
    dre undersøgelsesorganer og -former, der har været anvendt ved undersøgelsen af forhold i
    den statslige forvaltning. Redegørelsen omfatter dels undersøgelser ved folketingsmedlemmer
    (parlamentariske kommissioner, spørgsmål, forespørgsler og folketingsudvalg), dels undersø-
    gelser ved andre organer mv., herunder organer i Folketingets regi (Folketingets Ombuds-
    mand, statsrevisorerne og Rigsrevisionen), i administrativt regi (ved forvaltningen selv) og i
    andet regi (ved advokater og andre).
    1. Baggrunden for lov om undersøgelseskommissioner
    I det følgende redegøres først for de vigtigste undersøgelsesformer, som blev anvendt forud
    for vedtagelsen af lov om undersøgelseskommissioner i 1999 (afsnit 1.1). Dernæst opsumme-
    res de væsentligste kritikpunkter af de tidligere undersøgelsesformer, der førte til nedsættelsen
    af Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer i 1994, hvis arbejde dannede baggrund for lo-
    ven (afsnit 1.2). Endelig beskrives i hovedtræk de kommissioner, der blev nedsat i 1995 og
    1996 til undersøgelse af henholdsvis Færøbanksagen og Nørrebrosagen (afsnit 1.3), samt
    PET-kommissionen, der blev nedsat i 1999 (afsnit 1.4).
    1.1 Undersøgelsesformerne før lov om undersøgelseskommissioner
    Forud for vedtagelsen af lov om undersøgelseskommissioner i 1999 var undersøgelsesformer-
    ne i store træk ureguleret, med undtagelse af enkelte kortfattede bestemmelser i grundloven
    og de nu ophævede §§ 21 og 21 a i retsplejeloven om kommissionsdomstole og undersøgel-
    sesretter.
    I det følgende beskrives dommerundersøgelser, kommissionsdomstole og undersøgelsesretter
    med hovedvægt på undersøgelsesretterne, der var den senest anvendte undersøgelsesform
    forud for undersøgelseskommissionerne. Reglerne om kommissionsdomstole og undersøgel-
    11
    sesretter svarede i vidt omfang til hinanden, idet begge undersøgelsesformer som udgangs-
    punkt skulle gennemføres efter retsplejelovens regler.
    1.1.1 Dommerundersøgelser
    Kategorien dommerundersøgelser dækker over en ulovbestemt undersøgelsesform, der var
    karakteriseret ved, at vedkommende minister – uden at der blev tilvejebragt særlig lovhjem-
    mel herfor – anmodede en dommer om at gennemføre en undersøgelse af forhold i den stats-
    lige forvaltning. I organisatorisk henseende var dommerundersøgelserne derfor at betragte
    som administrative organer, jf. Folketingets Ombudsmands udtalelse gengivet i FOB 1988,
    side 195 ff. (om dommerundersøgelsen vedrørende ikke-screenet donorblod).
    I praksis blev en dommerundersøgelse for det meste forestået af en enkelt dommer, men der
    findes dog et eksempel på et undersøgelsesudvalg bestående af tre medlemmer, der alle var
    dommere (undersøgelsen om grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis i 1959), og et eksempel på
    et undersøgelsesudvalg bestående af tre medlemmer med en dommer som formand (undersø-
    gelsen fra 1987 til 1995 af de nærmere omstændigheder i forbindelse med flytningen af Thu-
    lebefolkningen fra det nuværende forsvarsområde til Qaanaq i 1953).
    Dommerundersøgelserne havde til opgave at undersøge og redegøre for nærmere angivne
    begivenhedsforløb. Ofte omfattede opdraget også en vurdering af, om nogen af de involvere-
    de havde begået fejl eller forsømmelser, herunder om Folketinget eller offentligheden havde
    fået urigtige eller mangelfulde oplysninger om sagen, og i et tilfælde tillige, om der måtte
    være grundlag for disciplinær forfølgning.
    Procesformen ved dommerundersøgelserne var ikke lovreguleret. Da der ikke var tale om
    domstole, var der ikke vidnepligt for en dommerundersøgelse, og retsplejelovens regler fandt
    ikke anvendelse.
    Brugen af dommerundersøgelser blev forladt i forbindelse med indførelsen af retsplejelovens
    § 21 a om undersøgelsesretter ved lov nr. 406 af 13. juli 1990 om ændring af retsplejeloven.
    En oversigt over dommerundersøgelser i perioden 1959-1988, hvor den seneste beretning fra
    en dommerundersøgelse blev afgivet, findes i Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og
    Claus Dethlefsen, Undersøgelseskommissioner, embedsmandsansvaret & Folketingets rolle
    (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2002), side 391-401.
    12
    1.1.2 Kommissionsdomstole
    Kommissionsdomstole blev nedsat ved kongelig resolution med hjemmel i retsplejelovens §
    21. Der er dog enkelte eksempler på nedsættelse af en kommissionsdomstol i henhold til be-
    myndigelse i en særlig lov.
    Efter den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 43, stk. 5, jf. § 42, stk. 3, kunne en
    kommissionsdomstol alene bestå af dommere med juridisk embedseksamen, og så vidt muligt
    skulle faste dommere beskikkes til sådanne retter. I modsætning til, hvad der gjaldt ved un-
    dersøgelsesretterne, kunne sagkyndige meddommere derfor ikke udpeges. I de tilfælde, hvor
    der var behov for at tilføre kommissionsdomstolen særlig sagkundskab, blev grundlaget for
    kommissionsdomstolens nedsættelse tilvejebragt gennem vedtagelsen af en særlig lov.
    I overensstemmelse med grundlovens § 61, 2. pkt., fremgik det af retsplejelovens § 21, 1.
    pkt., sidste led, at kommissionsdomstole med dømmende myndighed ikke kunne nedsættes.
    Ifølge Betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer, side 28 f., kan de kommissions-
    domstole, som har været nedsat efter 1945, inddeles i tre kategorier på baggrund af de opga-
    ver, de har skullet udføre. Den første kategori består af kommissionsdomstole, som alene
    skulle undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb. Den anden kategori omfatter kommissi-
    onsdomstole, der på grundlag af en sådan undersøgelse tillige skulle vurdere, om der var ud-
    vist fejl og forsømmelser. Endelig er der en kategori af kommissionsdomstole, der havde til
    opgave at undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb og at vurdere, om der var udvist fejl
    eller forsømmelser, som kunne give anledning til, at et retligt ansvar søgtes gennemført mod
    nogen af de involverede personer. Det bemærkes, at de opgaver, som kommissionsdomstolene
    i den sidstnævnte kategori skulle udføre, svarede til dem, som blev udført af undersøgelsesret-
    terne fra og med indførelsen af disse i 1990.
    Procesformen ved kommissionsdomstolene var ikke særskilt reguleret. Kommissionsdomsto-
    lene fungerede således efter retsplejelovens almindelige regler, hvilket bl.a. indebar, at prin-
    cippet om offentlighed i retsplejen fandt anvendelse, og at der ikke kunne ske dørlukning i
    videre omfang end efter retsplejelovens almindelige regler herom.
    Retsplejelovens § 21 blev ophævet ved ikrafttræden af lov om undersøgelseskommissioner
    den 1. juli 1999. Der blev ikke nedsat kommissionsdomstole efter retsplejelovens § 21 i tiden
    efter indførelsen af undersøgelsesretter i 1990 ved lov nr. 406 af 13. juli 1990.
    En oversigt over kommissionsdomstole nedsat efter den dagældende bestemmelse i retspleje-
    lovens § 21 i perioden 1945-1992, hvor den seneste kommissionsdomstol afgav beretning,
    findes i Talevski m.fl., side 391-401. I samme værk, side 401-403, beskrives de to kommissi-
    13
    onsdomstole, der fungerede i 1922-1924 henholdsvis 1982-1985, og som blev nedsat i hen-
    hold til en bemyndigelse i en særlig lov.
    1.1.3 Undersøgelsesretter
    Undersøgelsesretter blev nedsat efter retsplejelovens § 21 a, der blev indført ved lov nr. 406
    af 13. juli 1990 og ændret ved lov nr. 349 af 6. juni 1991.
    Kompetencen til at nedsætte en undersøgelsesret og fastlægge dens kommissorium lå hos
    justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 21 a, stk. 1.
    Om sammensætningen af en undersøgelsesret bestemte retsplejelovens § 21 a, stk. 1, 1. og 2.
    pkt., at en undersøgelsesret bestod af en eller flere dommere, og at justitsministeren endvidere
    kunne bestemme, at sagkyndige skulle deltage i undersøgelsen som meddommere. I praksis
    blev undersøgelsesretterne beklædt alene af én udnævnt dommer.
    Der var ikke i retsplejelovens § 21 a fastsat grænser for, hvilke sager der kunne gøres til gen-
    stand for en undersøgelse ved en undersøgelsesret, idet der i bestemmelsens stk. 1 blot henvi-
    stes til ”nærmere bestemte sager”. Det fremgår dog af bemærkningerne til lovforslaget (nr. L
    235 af 15. maj 1990), at formålet med forslaget var at give justitsministeren udtrykkelig
    hjemmel til at iværksætte dommerundersøgelser i sager af ”almen betydning”. Det antages i
    betænkning nr. 1315/1996, at dette begreb som altovervejende hovedregel tager sigte på sa-
    ger, der på en eller anden måde har tilknytning til offentlige og vel nærmest statslige myndig-
    heders sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af offentlige midler.
    Om undersøgelsesretternes opgaver fastslog retsplejelovens § 21 a, stk. 2, i overensstemmelse
    med grundlovens § 61, 2. pkt., at undersøgelsesretten ikke havde dømmende myndighed.
    Formålet med undersøgelsesretternes arbejde var at skabe grundlaget for, at den kompetente
    myndighed (Folketinget, vedkommende minister eller anklagemyndigheden) kunne afgøre,
    hvad der videre skulle ske i sagen (f.eks. at rejse rigsretssag, disciplinærsag eller straffesag). I
    praksis havde undersøgelsesretterne normalt til opgave at undersøge og klarlægge et begiven-
    hedsforløb og at vurdere, om der var udvist fejl eller forsømmelser, som kunne give anledning
    til, at et retligt ansvar blev søgt gennemført mod nogen af de involverede. Spørgsmålet var
    navnlig, om nogen af de involverede embedsmænd kunne antages at have gjort sig skyldige i
    tjenesteforseelse, således at der var grundlag for at rejse disciplinærsager imod dem. Under-
    søgelsesretterne har i den forbindelse normalt ikke udtalt sig om, hvilken sanktion der i givet
    fald kunne komme på tale for de pågældende embedsmænd. For så vidt angår de involverede
    ministre har undersøgelsesretterne i princippet begrænset sig til at beskrive det faktiske begi-
    venhedsforløb.
    14
    Det bemærkes, at kommissoriet for undersøgelsesretten i Himmerlandsbanksagen, der omta-
    les nærmere nedenfor under afsnit 1.2, afveg væsentligt fra det netop anførte.
    Retsplejelovens § 21 a indeholdt ikke regler om udspørger, sekretariat og andre medhjælpere
    for undersøgelsesretterne, men i praksis udpegede justitsministeren en sekretær for dommeren
    og en repræsentant for det offentlige (typisk en advokat) samt i visse tilfælde tillige en byrets-
    dommer til at bistå undersøgelsesretten. Det offentliges repræsentant – som i vidt omfang kan
    sammenlignes med udspørgeren ved en undersøgelseskommission – stod som udgangspunkt
    for at foretage afhøringen af de personer, som afgav forklaring for undersøgelsesretten.
    Om procesmåden ved undersøgelsesretterne indeholdt retsplejelovens § 21 a, stk. 3, blot en
    henvisning til retsplejelovens regler. Det blev i betænkning nr. 1315/1996 antaget, at en un-
    dersøgelsesret, der havde til opgave at vurdere, om der var udvist fejl eller forsømmelser, som
    kunne give anledning til at søge et retligt ansvar gennemført mod nogen af de involverede,
    ville anvende strafferetsplejens regler med de efter forholdets karakter nødvendige modifika-
    tioner.
    Ovenstående indebar bl.a., at undersøgelsesretten måtte antages at skulle gå frem efter retsple-
    jelovens regler om editionspålæg i det omfang, skriftligt materiale ikke blev udleveret frivil-
    ligt. I praksis udleverede myndigheder, private personer og virksomheder dog normalt frivil-
    ligt sådant materiale til retten.
    For så vidt angår forklaringer for retten gjaldt retsplejelovens regler om vidnepligt og straffe-
    lovens regler om forklaring under strafansvar med de undtagelser, som følger af de nævnte
    love. Retsplejelovens § 21 a, stk. 3, 3. pkt., indeholdt dog en udtrykkelig bestemmelse om, at
    retsplejelovens § 169 ikke fandt anvendelse, og vedkommende minister skulle derfor ikke
    give samtykke til, at en embedsmand afgav forklaring for undersøgelsesretten. Det fremgik
    endvidere af bemærkningerne til det lovforslag, der foreslog indsættelse af retsplejelovens §
    21 a, at en tjenestemand ikke havde pligt til at udtale sig under strafansvar, hvis der var mu-
    lighed for, at der efter afslutningen af undersøgelsen ville blive indledt tjenstligt forhør eller
    almindelig strafferetlig forfølgning mod den pågældende.
    Også i øvrigt måtte retsstillingen for de involverede personer – i mangel af udtrykkelig regu-
    lering i retsplejelovens § 21 a – udledes af retsplejelovens regler. Det gjaldt f.eks. spørgsmål
    om angivelse af sigtelse eller lignende, høring inden undersøgelsens afslutning, retten til akt-
    indsigt og adgang til at overvære retsmøder. For nærmere herom henvises til betænkning nr.
    15
    1315/1996, side 33 ff. Her skal alene omtales den bisidderordning, der i praksis blev udviklet
    af undersøgelsesretterne.
    I almindelighed blev de personer, for hvem et strafferetligt eller disciplinært ansvar ikke ville
    kunne udelukkes på afhøringstidspunktet, givet ret til at møde med en advokat som bisidder.
    For så vidt som de ikke havde forskellige, uforenelige interesser i sagen, fik en samlet, større
    gruppe af embedsmænd fra den samme faglige organisation sædvanligvis stillet én bisidder til
    rådighed af organisationen. For ministres vedkommende blev der beskikket en bisidder, hvis
    de ønskede det.
    Bisiddernes processuelle stilling kunne ikke udledes af retsplejelovens regler og blev derfor
    fastlagt i undersøgelsesretternes praksis, der tog udgangspunkt i retsplejelovens regler om
    forsvarerens stilling under den politimæssige efterforskning. En undtagelse herfra var dog, at
    bisidderne i praksis havde adgang til at overvære alle afhøringer, selvom den pågældende del
    af undersøgelsen foregik for lukkede døre.
    Bisidderne havde ikke ret til at føre vidner eller foretage selvstændige afhøringer af vidnerne,
    men i praksis blev bisidderne i varierende grad givet mulighed herfor. Normalt fik bisidderne
    kopi af undersøgelsesmaterialet og af retsbøgerne vedrørende såvel deres klients som andre
    personers forklaringer, og i almindelighed kunne bisidderne gøre deres klient bekendt med
    dette materiale. Bisidderne kunne også gøre deres klient bekendt med, hvad der var passeret i
    retsmøder forud for klientens afgivelse af forklaring, men undersøgelsesretten gav dog i visse
    tilfælde bisidderne pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med bestemte oplysninger. Bisid-
    derne havde ikke adgang til at komme med procedureindlæg i forbindelse med undersøgel-
    sens afslutning, men de kunne afgive skriftlige indlæg inden for en rimelig frist. Der var dog
    ikke krav på en høringsprocedure vedrørende de andre bisidderes indlæg. Endelig bestemte
    undersøgelsesretten, om bisiddernes indlæg skulle optages i beretningen, jf. herved Højeste-
    rets kendelse af 17. august 1992 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, side 857 f.).
    Som følge af den generelle henvisning til retsplejelovens regler i § 21 a, stk. 3, blev retsmøder
    i undersøgelsesretten som udgangspunkt gennemført for åbne døre. Efter retsplejelovens § 21
    a, stk. 3, 2. pkt., havde undersøgelsesretten dog – i modsætning til kommissionsdomstole –
    adgang til at bestemme, at undersøgelsen i særlige tilfælde, der ikke var omfattet af retspleje-
    lovens § 29 om dørlukning, skulle foregå for lukkede døre. Det var forudsat i forarbejderne til
    retsplejelovens § 21 a, at undtagelsesadgangen var tiltænkt et snævert anvendelsesområde,
    navnlig ”hvor særlige hensyn til de berørte tjenestemænd i relation til en efterfølgende tjene-
    stemandssag gør sig gældende”, jf. Folketingstidende 1990-91, Tillæg B, sp. 780. Kompeten-
    cen til at træffe afgørelse om dørlukning blev oprindeligt tillagt justitsministeren, men på
    16
    baggrund af den kritik, der rejste sig heraf i forbindelse med undersøgelsesrettens undersøgel-
    se i Tamil-sagen, blev retsplejelovens § 21 a, stk. 3, ændret ved lov nr. 349 af 6. juni 1991,
    således at kompetencen blev overført til undersøgelsesretten selv.
    Ifølge retsplejelovens § 21 a, stk. 4, kunne undersøgelsesrettens afgørelser af processuel ka-
    rakter påkæres direkte til Højesteret.
    Endelig fulgte det af retsplejelovens § 21 a, stk. 5, 1. pkt., at undersøgelsesretten skulle afgive
    en beretning om undersøgelsen. Det fremgår af Højesterets kendelse af 17. august 1992 (op-
    trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, side 857 f.), at undersøgelsesretten endeligt afgjorde
    indholdet af og formen for beretningen. Beretningen skulle offentliggøres af justitsministeren,
    medmindre ganske særlige grunde talte imod offentliggørelse, jf. retsplejelovens § 21 a, stk.
    5, 2. pkt.
    Retsplejelovens § 21 a blev ophævet ved ikrafttræden af lov om undersøgelseskommissioner
    den 1. juli 1999. Undersøgelsesretter blev ikke nedsat efter 1993, hvor nedsættelsen af under-
    søgelsesretten i Himmerlandsbanksagen gav anledning til kritik (om denne kritik henvises til
    afsnit 1.2 nedenfor). I den mellemliggende periode frem til vedtagelsen af lov om undersøgel-
    seskommissioner i 1999 blev undersøgelser med behov for vidneforklaringer mv. nedsat ved
    særlige love.
    En oversigt over undersøgelsesretter nedsat i henhold til den dagældende bestemmelse i rets-
    plejelovens § 21 a i perioden 1990-1994, hvor den seneste undersøgelsesret afgav beretning,
    findes i Talevski m.fl., side 403-407.
    1.2 Kritikken af de tidligere undersøgelsesformer
    Kritikken af de tidligere undersøgelsesformer blev særligt udtalt i kølvandet på undersøgel-
    sesretten vedrørende Tamil-sagen, som afgav beretning i januar 1993. Kritikken af den ud-
    strakte anvendelse af kommissionsdomstole og undersøgelsesretter vedrørte i bred forstand
    retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Der kan henvises til beretningen fra en konference afholdt
    af Advokatrådet den 26. april 1993 på Christiansborg, Beretning fra Advokatrådets konferen-
    ce om kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, Kbh., 1994.
    De kritikpunkter, der blev rejst med størst styrke, drejede sig om dommeres medvirken i un-
    dersøgelserne og retsstillingen for de involverede. Disse kritikpunkter var i vidt omfang ind-
    byrdes forbundne.
    17
    Hvad angår dommeres medvirken blev det for det første fremhævet, at dommere, som leder
    undersøgelsesretter, udfører opgaver, som efter deres art ikke er sædvanlige for domstolene,
    men som normalt udføres af administrative organer, typisk politiet. Bl.a. som følge heraf risi-
    kerede dommere – til skade for tilliden til domstolene – at blive gjort til aktører i sager, der
    reelt var afspejlinger af politiske konflikter. Det andet kritikpunkt i denne sammenhæng ved-
    rørte risikoen for såkaldt ”domsvirkning”, dvs. tendensen til, at undersøgelsesretternes beret-
    ninger og indstillinger i medierne og i det politiske liv blev sidestillet med domme. Betænke-
    lighederne herved skulle ses i lyset af, at undersøgelsesretter mv. efter grundloven og retsple-
    jeloven ikke kan have dømmende myndighed, og at indstillingerne således kun kunne vedrøre
    grundlaget for andre myndigheders eventuelle indledning af disciplinærforfølgning, strafferet-
    lig forfølgning mv. Procesformen var derfor heller ikke indrettet på en måde, der gjorde den
    egnet som ”bærer” af en domslignende virkning. Det bemærkes i den forbindelse, at undersø-
    gelsesretterne og kommissionsdomstolene typisk blev beklædt med landsdommere eller høje-
    steretsdommere.
    For så vidt angår de involveredes retsstilling gik kritikken navnlig på, at der kun var meget
    beskeden regulering af procesmåden ved de tidligere undersøgelsesorganer, og at de involve-
    rede ministre og embedsmænd ikke blev givet de processuelle garantier, som er påkrævet ud
    fra retssikkerhedsmæssige hensyn. I den forbindelse blev det fremhævet, at de involverede
    personer ikke blev gjort bekendt med de punkter, som eventuelt ville blive gjort til genstand
    for kritik i undersøgelsesrettens indstilling. Endvidere var der kritik af ordningen med bisid-
    dere for de personer, hvis forhold blev undersøgt. Selv om der var udviklet en praksis for, at
    de involverede havde ret til at give møde med en bisidder, var bisidderens processuelle stil-
    ling ikke nærmere reguleret i lovgivningen og gav anledning til tvivl.
    Et særligt kritikpunkt blev fremsat i forbindelse med nedsættelsen af undersøgelsesretten ved-
    rørende Himmerlandsbanksagen. Hvor undersøgelsesretterne i praksis sædvanligvis havde til
    opgave at undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb og vurdere, om der var udvist fejl
    eller forsømmelser, skulle denne undersøgelse ske med henblik på at tage stilling til en parts-
    tvist mellem Sparekassen Nordjylland og staten. I forbindelse med Folketingets behandling af
    beslutningsforslaget om nedsættelse af undersøgelsesretten sendte Højesterets præsident en
    skrivelse til Folketingets Præsidium. I skrivelsen af 3. november 1993 blev bl.a. fremhævet, at
    der var tale om en tvist mellem en privat part og staten, som efter de gældende regler hører
    under de almindelige domstole, jf. grundlovens § 3, og at det gav anledning til betydelige
    principielle betænkeligheder, at ikke alene fastlæggelsen af det faktiske hændelsesforløb, men
    også de juridiske tvivlsspørgsmål, som tvisten gav anledning til, blev forelagt for en undersø-
    gelsesret. Det blev endvidere tilkendegivet, at ”[s]agen understreger […] behovet for, at
    18
    spørgsmålet om brugen af undersøgelsesretter (og kommissionsdomstole), disses opgaver og
    de regler, der bør gælde for deres virksomhed, tages op gennem nedsættelsen af et udvalg.”
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenen noterede sig i sin beretning over beslutningsfor-
    slaget om nedsættelsen af undersøgelsesretten vedrørende Himmerlandsbanksagen højeste-
    retspræsidentens opfordring til at nedsætte et udvalg. I juni 1994 nedsatte den daværende re-
    gering Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer med professor Lars Nordskov Nielsen som
    formand. Udvalget fik bl.a. til opgave at foretage en samlet gennemgang og vurdering af un-
    dersøgelsesorganer, der kunne belyse og klarlægge forhold inden for den statslige forvaltning.
    Udvalget afgav i 1996 Betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer. Betænkningens
    udkast til en lov om undersøgelseskommissioner omtales nærmere nedenfor i afsnit 2.1.
    1.3 Undersøgelseskommissionerne om Færøbanksagen og Nørrebrosagen
    På baggrund af den kritik, der var blevet fremført mod de hidtidige undersøgelsesformer, op-
    hørte man i praksis med at nedsætte kommissionsdomstole og undersøgelsesretter efter 1993.
    I perioden frem til undersøgelseskommissionslovens ikrafttræden i 1999 blev i stedet i tre
    tilfælde nedsat undersøgelseskommissioner i henhold til særlige love. To af disse tilfælde
    omtales i nærværende afsnit, mens det tredje tilfælde omtales i det følgende afsnit.
    Undersøgelseskommissionen til undersøgelse af den færøske banksag blev nedsat af justits-
    ministeren i henhold til lov nr. 356 af 8. juni 1995. Ved lov nr. 389 af 22. maj 1996 nedsattes
    undersøgelseskommissionen til undersøgelse af Nørrebrosagen.
    Begge de nævnte kommissioner kunne på de væsentligste punkter rummes inden for den gæl-
    dende ordning, der senere blev gennemført med loven om undersøgelseskommissioner.
    Kommissionerne var sammensat af tre medlemmer og blev bistået af en udspørger og et se-
    kretariat. Der gjorde sig dog i flere henseender særlige forhold gældende for undersøgelses-
    kommissionen i Færøbanksagen, navnlig som følge af behovet for at inddrage Færøernes
    landsstyre. Lovens § 1 fastsatte endvidere, at formanden skulle opfylde betingelserne for at
    blive udnævnt til højesteretsdommer. I lyset af den i afsnit 1.2 nævnte kritik blev det dog ikke
    en højesteretsdommer, men en advokat, som blev udpeget som formand. Det samme var til-
    fældet for undersøgelseskommissionen i Nørrebrosagen.
    Kommissorierne for undersøgelserne var fastsat direkte i de respektive love. Begge kommis-
    sorier omfattede – foruden en undersøgelse og klarlæggelse af de faktiske begivenhedsforløb
    – ansvarsvurderinger. I loven om undersøgelse af den færøske banksag var dette formuleret
    således, at undersøgelsen skulle kunne give grundlag for, at det efterfølgende kunne vurderes,
    om der kunne gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomhe-
    19
    der og personer. Af § 2, stk. 2, i loven om undersøgelse af Nørrebrosagen fremgik det, at un-
    dersøgelseskommissionen på grundlag af sin undersøgelse og klarlæggelse efter stk. 1 skulle
    udtale sig om, hvorvidt der af personer i offentlig tjeneste var begået fejl eller forsømmelser,
    der kunne give anledning til, at et retligt ansvar søgtes gennemført. En sådan udtalelse skulle
    dog ikke omfatte de menige politifolk på Nørrebro.
    Lovene indeholdt bestemmelser om pligt til at udlevere dokumenter mv. og besvare skriftlige
    spørgsmål fra kommissionerne. Med hensyn til vidneafhøringer fastsatte lovene, at kommissi-
    onerne – der som nævnt begge havde en advokat som formand – kunne anmode Københavns
    Byret om at indkalde personer til at afgive forklaring for retten. I Nørrebrosagen blev forkla-
    ringer afgivet i offentlige retsmøder, hvorimod loven om undersøgelse af Færøbanksagen fo-
    reskrev, at forklaring blev afgivet for lukkede døre. Begge love gav de personer, hvis forhold
    blev undersøgt, ret til en bisidder.
    Under det første retsmøde i undersøgelseskommissionen vedrørende Nørrebrosagen opstod
    spørgsmål om bl.a. vidnefritagelse og beskikkelse af bisidder for de menige politifolk. Advo-
    katen for de menige politifolk fremsatte således bl.a. begæring om, at de generelt skulle frita-
    ges for at vidne, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, idet undersøgelseskommissionen som
    ovenfor nævnt var udtrykkelig afskåret fra at udtale sig om, hvorvidt de menige politifolk på
    Nørrebro havde begået fejl eller forsømmelser, der kunne give anledning til, at et retligt an-
    svar søgtes gennemført. Der blev endvidere fremsat begæring om beskikkelse af en bisidder
    for de menige politifolk.
    Undersøgelseskommissionen tog ikke de nævnte begæringer til følge. For så vidt angår
    spørgsmålet om vidnepligt var det kommissionens opfattelse, at da kommissionen ikke skulle
    udtale sig om, hvorvidt de menige polititjenestemænd på Nørrebro havde begået fejl eller for-
    sømmelser, der kunne give anledning til, at et retligt ansvar søgtes gennemført mod disse, jf.
    lovens § 2, stk. 2, sidste pkt., havde de pligt til at afgive forklaring. Kommissionen fandt end-
    videre, at de som følge af begrænsningen i lovens § 2, stk. 2, sidste pkt., sammenholdt med
    lovens § 5, stk. 4, ikke havde ret til at lade sig bistå af en bisidder. Københavns Byret nåede
    ved kendelse af 20. februar 1997 til samme resultat som kommissionen. Ved kendelse af 5.
    marts 1997 gav Østre Landsret derimod advokaten for de menige politifolk delvis medhold.
    Landsretten bestemte, at der ikke var grundlag for i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr.
    1, generelt at fritage de menige polititjenestemænd på Nørrebro for at afgive vidneforklaring,
    men at de havde ret til at lade sig bistå af en bisidder. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse
    indbragte undersøgelseskommissionen landsrettens kendelse for Højesteret for så vidt angik
    spørgsmålet om bisidderbeskikkelse. Ved kendelse af 6. maj 1997 stadfæstede Højesteret
    landsrettens kendelse. Højesterets kendelse medførte, at de menige polititjenestemænd fik ret
    20
    til at lade sig bistå af en bisidder, og denne fik som følge heraf ret til at modtage kopi af alt
    relevant materiale.
    1.4 PET-kommissionen
    PET-kommissionen blev nedsat ved lov nr. 359 af 2. juni 1999 om undersøgelse af politiets
    efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for
    denne virksomhed (PET-undersøgelsesloven). Loven blev vedtaget samtidig med vedtagelsen
    af lov om undersøgelseskommissioner. Det fremgår af pkt. 2 i de almindelige bemærkninger
    til forslaget til PET-undersøgelsesloven (lovforslag nr. L 65 af 28. oktober 1998), at loven
    bl.a. byggede på lovudkastet til lov om undersøgelseskommissioner i betænkning nr.
    1315/1996, men at lovforslaget indeholdt en række afvigelser herfra, navnlig begrundet i hen-
    synet til at sikre fortroligheden af det efterretningsmateriale, der indgik i undersøgelsen.
    PET-kommissionen var sammensat af fem medlemmer med en landsdommer som formand.
    Den blev bistået af en udspørger (senere blev antaget yderligere en udspørger) og et sekretari-
    at. Undersøgelseskommissionens kommissorium var fastsat i lovens § 3. Det fulgte heraf, at
    kommissionen skulle undersøge og redegøre for nærmere angivne faktiske forhold vedrørende
    politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989 og, for så vidt angår perioden 1968-
    1989, vurdere denne virksomhed og herunder belyse, om den blev udøvet i overensstemmelse
    med regler og retningslinjer fastsat af Folketinget eller regeringen.
    PET-undersøgelseslovens bestemmelser om oplysnings- og vidnepligt, beskikkelse af bisidder
    og øvrige rettigheder for de personer, hvis forhold blev undersøgt, tavshedspligt og kære af
    kommissionens beslutninger svarede i vidt omfang til de gældende regler i lov om undersø-
    gelseskommissioner om undersøgelseskommissioner med dommermedvirken. Som en væ-
    sentlig undtagelse hertil skal dog nævnes lovens § 18, hvorefter afhøringerne for kommissio-
    nen som udgangspunkt foregik for lukkede døre.
    2. Lov om undersøgelseskommissioner
    Det følgende indeholder først en kortfattet beskrivelse af Udvalget vedrørende Undersøgel-
    sesorganers lovudkast med særligt henblik på, hvordan kritikken af de tidligere undersøgel-
    sesformer efter udvalgets opfattelse kunne imødekommes (afsnit 2.1). Dernæst redegøres for
    gældende ret efter lov om undersøgelseskommissioner (afsnit 2.2).
    2.1 Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganers lovudkast og lovens tilblivelse
    Betænkning nr. 1315/1996 afgivet af Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer indeholdt et
    udkast til en lov om undersøgelseskommissioner. Med sit udkast til lovforslag søgte udvalget
    i væsentligt omfang at begrænse grundlaget for kritikken af de tidligere undersøgelsesformer,
    21
    således at der kunne etableres undersøgelsesorganer, der på en retssikkerhedsmæssigt mere
    forsvarlig måde kunne undersøge forhold i den statslige forvaltning.
    For så vidt angår kritikken af dommeres medvirken og risikoen for ”domsvirkning” var for-
    slagets hovedpunkter:
    • Dommere bør ikke være de eneste, der kan komme i betragtning til at forestå eller lede
    undersøgelser af forhold i den statslige forvaltning. Efter en konkret vurdering bør det
    være muligt at bestemme, om undersøgelsen bør forestås eller ledes af en dommer el-
    ler en anden jurist.
    • Hvis en dommer forestår eller leder undersøgelsen, bør det være en byretsdommer el-
    ler eventuelt en landsdommer (og med andre ord ikke en højesteretsdommer).
    • En undersøgelseskommission bør kun kunne anmodes om at foretage retlige vurderin-
    ger til belysning af spørgsmålet om grundlaget for embedsmænds eventuelle retlige
    ansvar, hvis der efter en konkret vurdering er behov herfor. I så fald bør undersøgel-
    seskommissionen have mindst tre medlemmer, og hvis et af medlemmerne er dommer,
    bør kommissionen kun foretage sådanne retlige vurderinger i det omfang, dommeren
    ikke finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.
    • Reglerne om undersøgelseskommissioner bør samles i en selvstændig lov og ikke ned-
    fældes i retsplejeloven, og betegnelsen ”undersøgelsesret” bør ændres til ”undersøgel-
    seskommission”.
    • Reglerne bør tages op til revision senest fem år efter deres ikrafttræden.
    Det bemærkes, at udvalget var delt i spørgsmålet om dommermedvirken, idet et mindretal
    anbefalede, at der slet ikke burde medvirke dommere i undersøgelseskommissioner.
    Med hensyn til kritikken af den manglende regulering og betryggelse af de involveredes rets-
    stilling blev det i udvalgets udkast til lovforslag bl.a. foreslået, at en minister eller embeds-
    mand, hvis forhold undersøges, skulle sikres en lovfæstet ret til en bisidder. Bisidderens ret-
    tigheder skulle omfatte ret til kopi af alt materiale, til at overvære alle møderne i undersøgel-
    seskommissionen eller i retten, og til at anmode kommissionen om at foranstalte bevisførelse
    og foretage en uddybende afhøring af de personer, der har været afhørt af kommissionen.
    Endvidere foreslog udvalget indførelse af regler om, at undersøgelseskommissionen inden
    afhøringen skal orientere den berørte minister eller embedsmand om de forhold af faktisk og
    eventuelt retligt karakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende omfatter, og at den
    pågældende efter bevisførelsen skal orienteres om de faktiske og eventuelt retlige forhold
    vedrørende den pågældende, som kommissionen overvejer at give udtryk for i sin beretning. I
    nær sammenhæng hermed blev det foreslået, at den berørte minister eller embedsmand og
    22
    dennes bisidder ved undersøgelsens afslutning skulle have ret til at afgive en skriftlig udtalel-
    se vedrørende de spørgsmål af faktisk og eventuelt retlig karakter, som undersøgelsen rejser
    vedrørende den pågældende.
    For så vidt angår kritikken i forbindelse med undersøgelsesretten vedrørende Himmerlands-
    banksagen tilkendegav udvalget, at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes med
    henblik på at tage stilling til en partstvist eller med det formål at undersøge og klarlægge et
    faktisk begivenhedsforløb til brug for en efterfølgende stillingtagen til en partstvist.
    Udkastet fra Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer dannede udgangspunkt for det lov-
    forslag, der senere blev vedtaget som den gældende lov om undersøgelseskommissioner. For-
    slaget blev i stort set uændret form fremsat for Folketinget af et folketingsmedlem fra hvert
    politisk parti, første gang i folketingssamlingen 1996-97.1
    Under forslagets behandling i fol-
    ketingssamlingen 1998-99 blev der forud for lovforslagets endelige vedtagelse vedtaget en
    række ændringer i forhold til udkastet fra Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer. Blandt
    de væsentligste ændringer skal fremhæves følgende:
    For det første skete der en udvidelse af lovens anvendelsesområde. Hvor Udvalget vedrøren-
    de Undersøgelsesorganers kommissorium – og dermed det af udvalget udarbejdede udkast til
    lovforslag – angik undersøgelser af ”forhold i den statslige forvaltning”, omfatter loven om
    undersøgelseskommissioner undersøgelser af ”nærmere bestemte forhold af almenvigtig be-
    tydning.” Denne ændring havde baggrund i et notat af 22. december 1997 udarbejdet af
    Justitsministeriet i samarbejde med professor Lars Nordskov Nielsen, højesteretsdommer
    Torben Melchior og lektor, dr.jur. Jens Peter Christensen. Notatet er optrykt som bilag 1 til
    betænkning nr. 3 af 5. maj 1999 af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen over forslag
    til lov om undersøgelseskommissioner og dannede ifølge udvalgets betænkning grundlag for
    en række ændringsforslag til lovforslaget, herunder ændringen af § 1, stk. 1.
    For det andet er der i lov om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, indsat en bestemmelse,
    der indebærer, at justitsministeren skal nedsætte en undersøgelseskommission, hvis Folketin-
    get vedtager en beslutning herom.
    For det tredje er møder i undersøgelseskommissionen og i retten som udgangspunkt offentli-
    ge, hvilket svarer til den tidligere retstilstand ved undersøgelsesretterne. Udvalget vedrørende
    Undersøgelsesorganer havde foreslået, at møderne som udgangspunkt ikke skulle være offent-
    1
    Forslaget blev i alt fremsat for Folketinget tre gange, jf. lovforslag nr. L 33 af 24. oktober 1996, folketingsåret
    1996-97, lovforslag nr. L 3 af 8. oktober 1997, folketingsåret 1997-98, førstebehandlet den 14. januar 1998, samt
    lovforslag nr. L 3 af 8. oktober 1998, folketingsåret 1998-99, der blev vedtaget af Folketinget under tredjebe-
    handlingen den 25. maj 1999.
    23
    lige, bl.a. for at begrænse den tidligere nævnte kritik af dommeres medvirken og risikoen for
    ”domsvirkning” af undersøgelsernes beretninger.
    Endelig for det fjerde blev der i forbindelse med vedtagelsen af loven taget stilling til lovens
    anvendelse for Færøerne og Grønland. Udvalget havde – i overensstemmelse med sædvanlig
    praksis – ikke taget stilling til dette spørgsmål.
    Parallelt med behandlingen af forslaget til lov om undersøgelseskommissioner var der i Fol-
    ketinget drøftelser om Folketingets inddragelse i nedsættelsen af undersøgelseskommissioner
    og opfølgning af beretningerne. Drøftelserne resulterede i en folketingsbeslutning om ændring
    af Folketingets forretningsorden i 1999, hvorved der blev indsat et nyt kapitel XVIII (§§ 54-
    60) om spørgsmål vedrørende ministeransvar. Der henvises herom til afsnit 3.1.5 og til Talev-
    ski m.fl., side 343 ff.
    2.2 Nærmere om gældende ret efter lov om undersøgelseskommissioner
    Lov om undersøgelseskommissioner (lov nr. 357 af 2. juni 1999) er inddelt i 11 kapitler:
    1) Nedsættelse af en undersøgelseskommission
    2) Undersøgelseskommissionens sammensætning
    3) Undersøgelseskommissionens opgaver
    4) Tilrettelæggelse af undersøgelsen m.v.
    5) Vidnepligt og anden oplysningspligt ved en undersøgelse med dommerdeltagelse
    6) Vidnepligt og anden oplysningspligt ved en undersøgelse uden dommerdeltagelse
    7) De berørte personers retsstilling
    8) Tavshedspligt
    9) Undersøgelseskommissionens beslutninger og domstolsprøvelse heraf
    10) Offentlighed og afgivelse af beretning m.v.
    11) Ikrafttræden m.v.
    Disse temaer behandles i det følgende, idet flere af temaerne dog af fremstillingsmæssige
    hensyn er slået sammen i gennemgangen. Som nævnt indledningsvis vil beskrivelsen af gæl-
    dende ret navnlig fokusere på regler og emner med særlig betydning for udvalgets arbejde.
    2.2.1 Nedsættelse af en undersøgelseskommission, undersøgelseskommissionens sammen-
    sætning og opgaver samt tilrettelæggelsen af undersøgelsen
    Ifølge § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner er det justitsministeren, der har kom-
    petencen til at nedsætte en undersøgelseskommission. Justitsministeren udpeger den eller de
    personer, som skal være medlemmer af kommissionen, formanden for kommissionen, hvis
    24
    den skal have flere medlemmer, samt kommissionens udspørger, jf. stk. 2 og 3. Endelig sør-
    ger justitsministeren for, at der stilles den fornødne sekretariatsbistand og anden praktisk bi-
    stand til rådighed for kommissionen, jf. stk. 5.
    Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer havde fundet, at Folketinget kunne sikre sin ind-
    flydelse gennem de sædvanlige politiske kontrol- og ansvarsmekanismer, jf. betænkning nr.
    1315/1996, side 91. Under folketingsbehandlingen blev dog indsat en bestemmelse i § 1, stk.
    1, 2. pkt., hvorefter justitsministeren skal nedsætte en undersøgelseskommission, hvis Folke-
    tinget vedtager beslutning herom. I betænkningen over lovforslaget anfører Folketingets Ud-
    valg for Forretningsordenen, at reglen svarer til de politiske realiteter, som er, at hovedinitia-
    tivet til nedsættelse af en undersøgelseskommission vel kan være regeringens, men også og
    formentlig oftest vil ligge i Folketinget. I tilknytning til bestemmelsen i § 1, stk. 1, 2. pkt.,
    blev indsat et nyt stykke i § 1 (stk. 4). Af stk. 4 fremgår det, at hvis en undersøgelseskommis-
    sion er nedsat efter en folketingsbeslutning, sker den nærmere udformning af kommissoriet
    samt udpegningen af medlemmer, formand og udspørger i samråd med Folketingets Udvalg
    for Forretningsordenen eller underudvalget under dette. I praksis er Folketingets Udvalg for
    Forretningsordenen blevet forelagt et udkast til kommissorium i de tilfælde, hvor undersøgel-
    seskommissionen er blevet nedsat af justitsministeren uden en folketingsbeslutning herom.
    2.2.1.1. Lov om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, fastsætter, at en undersøgelseskom-
    mission kan nedsættes til at undersøge ”nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning.”
    Formuleringen svarer til den ramme, der efter grundlovens § 51 gælder for nedsættelse af par-
    lamentariske kommissioner, og til den ramme, som er angivet i forarbejderne til den nu op-
    hævede bestemmelse i retsplejelovens § 21 a om undersøgelsesretter.
    Som nævnt i afsnit 2.1 havde Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer i overensstemmelse
    med sit kommissorium afgrænset undersøgelsens genstand til ”forhold i den statslige forvalt-
    ning”. Under behandlingen af lovforslaget i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen blev
    der imidlertid givet udtryk for ønskeligheden af at afgrænse lovforslagets § 1, stk. 1, således
    at der ville være grundlag for helt at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21 a. Der blev i den
    forbindelse henvist til, at Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer i sin betænkning havde
    bemærket, at det næppe kunne afvises, at den foreslåede undersøgelsesordning kunne være
    egnet i forhold til f.eks. kommuner, amtskommuner og statslige aktieselskaber mv.
    På baggrund af det i afsnit 2.1 omtalte notat af 22. december 1997 blev formuleringen ”for-
    hold i den statslige forvaltning” derfor ændret til ”nærmere bestemte forhold af almenvigtig
    betydning”. I notatet anføres bl.a., at hovedformålet med en undersøgelseskommissions virk-
    somhed – som for undersøgelsesretternes vedkommende – må antages at være at undersøge
    25
    statslige myndigheders sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af statslige midler,
    men at personer uden for den statslige forvaltning vil kunne blive inddraget i undersøgelsen,
    hvis det er relevant for at klarlægge, hvad der er foregået i den statslige forvaltning. Det er
    endvidere anført, at der i visse tilfælde kan være behov for at undersøge forhold uden for den
    statslige forvaltning – f.eks. forhold i statslige aktieselskaber – og at der formentlig undtagel-
    sesvis også kan være anledning til at undersøge forhold i private virksomheder. Der tænkes i
    den forbindelse på tilfælde, hvor der er et samvirke med en statslig myndighed, og hvor der er
    behov for en samlet undersøgelse af den statslige myndighed og den private virksomhed.
    For så vidt angår valget af formuleringen ”nærmere bestemte forhold af almenvigtig betyd-
    ning” fremgår det af notatets pkt. 3.2, at det næppe er muligt udtømmende at angive, hvilke
    forhold uden for den statslige forvaltning som en undersøgelseskommission skal kunne ned-
    sættes for at undersøge. En udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde fandtes derfor at
    burde udformes på en sådan måde, at der – som efter den dagældende bestemmelse i retspleje-
    lovens § 21 a – i princippet ikke er nogen retlig grænse for, hvilke forhold uden for den stats-
    lige forvaltning en undersøgelseskommission kan nedsættes for at undersøge.
    Det fremgår endvidere af notatets pkt. 3.2, at selvom det næppe udtømmende kan angives,
    hvilke forhold uden for den statslige forvaltning en undersøgelseskommission skal kunne
    nedsættes for at undersøge, kan der dog opstilles visse kriterier herfor:
    1) En undersøgelseskommission bør som altovervejende hovedregel kun benyttes i til-
    fælde, hvor regeringen eller Folketinget har behov for at få belyst nogle forhold, som
    har betydning for de opgaver, som regeringen eller Folketinget udfører. For at markere
    dette er det i bestemmelsen fastsat, at det forhold, som det overvejes at undersøge, skal
    have "almenvigtig betydning". Dette indebærer, at forholdet som altovervejende ho-
    vedregel skal have tilknytning til staten, f.eks. vedrøre statslige myndigheders sagsbe-
    handling, herunder sager om anvendelse af statslige midler.
    En undersøgelse af private forhold vil således normalt alene kunne tænkes, hvis den
    indgår som et integreret element i en undersøgelse af statslige myndigheders forhold.
    2) En undersøgelseskommission bør ikke nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfreds-
    stillende af ordinære, faste undersøgelsesorganer. Det samme gælder, hvis der allerede
    må antages at foreligge tilstrækkeligt faktuelt grundlag for, at der kan træffes beslut-
    ning om f.eks. at rejse tiltale eller indlede disciplinærforfølgning mod bestemte perso-
    ner.
    26
    3) En undersøgelseskommission bør ikke kunne nedsættes med henblik på at udføre en
    undersøgelse, som falder uden for de formål, som en kommissionsundersøgelse skal
    kunne tjene. F.eks. bør en undersøgelseskommission ikke kunne nedsættes med hen-
    blik på at tage stilling til en retstvist mellem to private borgere eller virksomheder.
    Endelig fremgår det af notatet, at en undersøgelseskommission ikke bør kunne få til opgave at
    tage stilling til retlige tvister mellem staten og private og mellem private indbyrdes. Tilsva-
    rende gælder tvister mellem staten og kommunerne eller mellem kommunerne indbyrdes. En
    undersøgelseskommission bør i forlængelse heraf heller ikke kunne få til opgave at tilveje-
    bringe det faktiske grundlag for sådanne partstvister. Denne begrænsning af undersøgelses-
    kommissionernes opgaver skal ses i lyset af den kritik, som blev fremsat i skrivelsen af 3.
    november 1993 fra Højesterets præsident til Folketingets Præsidium i forbindelse med ned-
    sættelsen af undersøgelsesretten vedrørende Himmerlandsbanksagen (jf. nærmere i afsnit 1.2).
    Der kan desuden henvises til Talevski m.fl., side 30 f.
    2.2.1.2. Sammensætningen af undersøgelseskommissionen er reguleret i lovens §§ 2 og 3, der
    med en enkelt redaktionel ændring svarer til udkastet fra Udvalget vedrørende Undersøgel-
    sesorganer. Ifølge § 2, stk. 1, kan en undersøgelseskommission bestå af et eller flere med-
    lemmer. Dog følger det af stk. 5, at en kommission, der anmodes om at foretage retlige vurde-
    ringer efter lovens § 4, stk. 4, skal bestå af mindst tre medlemmer.
    Med hensyn til de personelle krav til kommissionens medlemmer giver lov om undersøgel-
    seskommissioner videre rammer end de tidligere regler om kommissionsdomstole og under-
    søgelsesretter. Kommissioner, der alene består af et enkelt medlem, skal beklædes med en
    person med juridisk kandidateksamen, jf. § 2, stk. 2, og er der flere medlemmer af kommissi-
    onen, skal formanden være jurist, medens de øvrige medlemmer kan have anden sagkund-
    skab, jf. stk. 3.
    Som det fremgår, er der intet krav om dommermedvirken. Et flertal i Udvalget vedrørende
    Undersøgelsesorganer fandt dog ikke, at muligheden for at bruge en dommer skulle udeluk-
    kes, og lovudkastet og loven er i overensstemmelse hermed. Hvis en dommer vælges som
    medlem af en undersøgelseskommission, skal dommeren være formand for kommissionen, jf.
    § 2, stk. 4. Det er forudsat i forarbejderne til loven, at der i givet fald udpeges en byretsdom-
    mer eller eventuelt en landsdommer (dvs. ikke en højesteretsdommer). I praksis har der til
    samtlige undersøgelseskommissioner, som hidtil har afsluttet deres arbejde, været udpeget en
    landsdommer, jf. i øvrigt nærmere i kapitel 3.
    27
    Lovens § 3 fastsætter, at kommissionens medlemmer, udspørger og medhjælpere i øvrigt skal
    være uvildige og uafhængige af de myndigheder, personer m.v., hvis forhold undersøges.
    2.2.1.3. Rammerne for de opgaver, som kan fastsættes i kommissoriet for en undersøgelses-
    kommission, er reguleret i lovens § 4. I overensstemmelse med grundlovens § 61, 2. pkt. – og
    svarende til den nu ophævede § 21 a, stk. 2, i retsplejeloven om undersøgelsesretter – fastslås
    det indledningsvis i stk. 1, at undersøgelseskommissionen ikke har dømmende myndighed.
    § 4, stk. 2-4, regulerer nærmere de opgaver, som en undersøgelseskommission kan gives. Ef-
    ter stk. 2 kan en undersøgelseskommission få til opgave at undersøge og redegøre for et fak-
    tisk begivenhedsforløb. Kommissionen kan endvidere få til opgave at komme med forslag til
    sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som un-
    dersøgelsen kan begrunde, jf. stk. 3. Endelig kan kommissionen ifølge stk. 4 få til opgave at
    foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige
    søger nogen draget til ansvar; dog kan en undersøgelseskommission ikke få til opgave at fore-
    tage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar. I tilknytning hertil
    bemærkes det dog, at det fremgår af § 4, stk. 5, at en undersøgelseskommission, som har en
    dommer som medlem, alene foretager retlige vurderinger som nævnt i stk. 4 i det omfang,
    dommeren ikke finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.
    En undersøgelseskommission kan tillægges en eller flere af de nævnte opgaver. I praksis vil
    undersøgelseskommissioner i alle tilfælde få til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk
    begivenhedsforløb efter § 4, stk. 2. Om udformningen af kommissorierne for de hidtidige un-
    dersøgelseskommissioner henvises i øvrigt til kapitel 3.
    Det forudsættes i forarbejderne til bestemmelserne i § 4, stk. 2 og 4, at undersøgelseskommis-
    sionen skal udvise forsigtighed ved sin bedømmelse af såvel faktum som retsregler. Af be-
    tænkning nr. 1315/1996, side 114 f., hedder det om dette spørgsmål bl.a.:
    ”En undersøgelseskommission er hverken en domstol eller et anklagende organ.
    Kommissionens retlige vurderinger, herunder bevisvurderinger, bør – også under
    hensyn til, at de ikke hviler på en kontradiktorisk proces – formuleres forsigtigt og
    markere kommissionens begrænsede funktion. Naturligvis skal de retlige vurde-
    ringer, kommissionen måtte foretage, vedrøre spørgsmål om rækkevidden af rele-
    vante retsregler (fortolkning/udfyldning) og spørgsmål vedrørende faktiske for-
    holds subsumption under de relevante retsregler. Men undersøgelseskommissio-
    nens opgave er ikke at »afgøre« disse spørgsmål. Og hvis de nævnte spørgsmål
    giver anledning til tvivl, er undersøgelseskommissionens opgave – i stedet for at
    tage stilling til spørgsmålene – at præsentere tvivlen og beskrive, hvorpå den be-
    ror.”
    28
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenen henviste i sin betænkning over lovforslaget til
    ovenstående uddrag af betænkning nr. 1315/1996 som begrundelse for at ændre affattelsen af
    lovforslagets § 4, stk. 2. I det oprindelige forslag kunne kommissionen få til opgave at ”un-
    dersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb.” Ændringsforslaget førte til, at bestem-
    melsen fik sin gældende formulering, hvorefter kommissionen kan få til opgave at ”undersøge
    og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb”. Det fremgår af Udvalget for Forretningsorde-
    nens betænkning, at ændringen skulle ses i sammenhæng med den kritik, der var blevet frem-
    sat af de tidligere undersøgelsesformer for at have en slags ”domsvirkning” (se nærmere
    ovenfor i afsnit 1.2).
    2.2.1.4. Reglerne om tilrettelæggelsen af undersøgelsen m.v. fremgår af lovens kapitel 4 (§§
    5-7). Det følger af lovens § 5, at undersøgelseskommissionen tilrettelægger undersøgelsen
    efter samråd med udspørgeren, og at formanden leder undersøgelseskommissionens møder.
    Efter § 6 kan undersøgelseskommissionen anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller
    anden bistand til brug for undersøgelsen. § 7 foreskriver, at der skal føres protokol over mø-
    derne i kommissionen. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen skal protokollen bl.a. inde-
    holde oplysninger om hovedindholdet af de afgivne forklaringer, jf. retsplejelovens § 186,
    samt om mundtlig orientering efter § 23 i lov om undersøgelseskommissioner.
    2.2.2 Vidnepligt og anden oplysningspligt
    Kapitlerne 5 og 6 i lov om undersøgelseskommissioner indeholder reglerne om vidnepligt og
    anden oplysningspligt ved undersøgelser henholdsvis med og uden dommerdeltagelse. De
    væsentligste forskelle på de to regelsæt angår vidnepligt og mulighederne for at gennemtvinge
    de øvrige oplysningspligter. Undersøgelseskommissioner uden dommermedvirken er i disse
    tilfælde henvist til at anmode Københavns Byret om at indkalde en person til at afgive vidne-
    forklaring og/eller anvende retsplejelovens regler om vidnetvang for at gennemtvinge de øv-
    rige oplysningspligter. Forskellene er begrundet i, at anvendelse af sanktioner (vidnetvang
    mv.) som middel til at oplyse sagen er beføjelser, som alene bør tilkomme dommere. I praksis
    har de undersøgelseskommissioner, der hidtil har været nedsat, alle været med dommerdelta-
    gelse.
    2.2.2.1. I undersøgelser, hvor en dommer er formand, gælder der efter lovens § 9, stk. 1 og 2,
    at enhver har pligt til at udlevere materiale og til skriftligt at afgive en redegørelse eller besva-
    re spørgsmål, når undersøgelseskommissionen anmoder herom. Disse pligter gælder, uanset
    om de pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt, jf. stk. 3, der antages at fortrænge
    såvel de almindelige regler om tavshedspligt som særlige bestemmelser herom. Pligterne gæl-
    der dog ikke i det omfang, der ikke er pligt til at afgive vidneforklaring om de pågældende
    forhold efter bestemmelsen i § 12 (omtalt umiddelbart nedenfor). Materiale udarbejdet af en
    29
    minister eller embedsmand i embeds medfør kan dog ifølge § 9, stk. 1, 3. pkt., ikke nægtes
    udleveret under henvisning til manglende vidnepligt efter § 12.
    Det følger af lovens § 10, at hvis pligten til at udlevere materiale i lovens § 9, stk. 1, ikke op-
    fyldes, kan undersøgelseskommissionen give pålæg om udlevering af materiale. Ved mang-
    lende efterlevelse af pålægget kan anvendes tvangsmidler efter reglerne i retsplejelovens §
    178.
    Lovens § 11 foreskriver, at der er vidnepligt over for undersøgelseskommissionen, men vid-
    nepligten begrænses af lovens § 12. Undtagelsen i § 12, stk. 1, 1. pkt., er udslag af forbuddet
    mod selvinkriminering. Der er således ikke pligt til at afgive forklaring i det omfang, der må
    antages at være mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold, under-
    søgelsen omfatter. Efter 2. pkt. er der heller ikke vidnepligt i det omfang, der må antages at
    foreligge mulighed for, at det offentlige gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt
    ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de nævnte forhold (jf. i øvrigt nær-
    mere nedenfor om lovens § 14).
    § 12, stk. 2, indeholder en vidnefritagelsesregel for den i § 12, stk. 1, nævnte persons nærme-
    ste, idet der dog kan gives pålæg om at afgive forklaring som vidne, når forklaringen må an-
    ses for at være af afgørende betydning for undersøgelsen og undersøgelsens beskaffenhed og
    dens betydning for samfundet findes at berettige til det. Betingelserne for at pålægge vidne-
    pligt svarer til dem, der gælder efter bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 3, der regule-
    rer vidnefritagelse for bl.a. en parts nærmeste.
    Endelig fastslår § 12, stk. 3, at vidnepligten i øvrigt gælder med de undtagelser, der er fastsat i
    retsplejelovens kapitel 18 om vidner. Dog finder retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, ikke
    anvendelse. Fravigelsen af disse bestemmelser indebærer i hovedtræk, at der for en undersø-
    gelseskommission består en videre pligt til at afgive forklaring om oplysninger, der efter lov-
    givningen er omfattet af tavshedspligt, end i den almindelige retspleje.
    Efter § 13 finder reglerne i retsplejelovens kapitel 18 om vidner i øvrigt tilsvarende anvendel-
    se på afgivelse af forklaring m.v. Der sigtes hermed ikke til reglerne om vidneudelukkelse og
    vidnefritagelse, idet disse reglers anvendelse er reguleret i § 12, men derimod til de øvrige
    regler om afgivelse af forklaring m.v. i retsplejelovens kapitel 18 med de modifikationer, der
    følger af forholdets natur.
    Om sandhedspligt foreskriver § 14, at straffelovens §§ 158-160 finder tilsvarende anvendelse
    på den, der afgiver falsk forklaring for undersøgelseskommissionen. Straffelovens § 158 fast-
    30
    sætter, at den, der afgiver falsk forklaring for retten, straffes med fængsel i indtil 4 år. Det
    følger dog af § 159, stk. 1, at falsk forklaring ikke straffes, hvis den afgives af nogen som
    sigtet i en offentlig straffesag eller under afhøring i tilfælde, hvor forklaring ifølge loven ikke
    må kræves. Hvis falsk forklaring afgives i tilfælde, hvor den afhørte var berettiget til at nægte
    forklaring, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, jf.
    straffelovens § 159, stk. 2. Ved § 14 i lov om undersøgelseskommissioner er det forudsat, at
    en person, der efter § 12, stk. 1, ikke er forpligtet til at afgive forklaring, sidestilles med en
    ”sigtet” i straffelovens § 159, stk. 1.
    2.2.2.2. For undersøgelseskommissioner uden dommerdeltagelse gælder en pligt til udlevering
    af materiale, afgivelse af skriftlige redegørelser og skriftlig besvarelse af spørgsmål fra kom-
    missionen, der svarer til de ovenfor omtalte regler i § 9. Imidlertid har undersøgelseskommis-
    sionen ikke den i § 10 fastsatte ret til at give pålæg om udlevering af materiale og til at gen-
    nemtvinge et pålæg efter retsplejelovens § 178. Undersøgelseskommissionen må i stedet an-
    mode Københavns Byret om tage sådanne skridt, jf. lovens § 17.
    Der er ikke vidnepligt for en undersøgelseskommission uden dommermedvirken, idet en så-
    dan kommission alene kan opfordre en person til frivilligt at afgive forklaring, jf. § 18, stk. 1.
    Vælger personen at afgive forklaring, finder reglerne i retsplejelovens kapitel 18 om vidner
    anvendelse, jf. § 18, stk. 2.
    Som ved de øvrige oplysningspligter har undersøgelseskommissionen dog mulighed for at
    anmode Københavns Byret om at indkalde en person til at afgive forklaring for retten som
    vidne, jf. § 19, stk. 1. Ved en sådan vidneforklaring gælder ifølge § 19, stk. 2, de bestemmel-
    ser om vidnepligt og undtagelser fra vidnepligten i lovens §§ 11 og 12, der er beskrevet oven-
    for.
    Endelig fastslår § 20, at ved afgivelse af forklaring mv. for Københavns Byret, finder reglerne
    i retsplejelovens kapitel 18 tilsvarende anvendelse.
    2.2.3 De berørte personers retsstilling og bestemmelser om tavshedspligt
    Kapitel 7 i lov om undersøgelseskommissioner om de berørte personers retsstilling indeholder
    regler om valg og beskikkelse af bisidder for en person, hvis forhold undersøges, og om bi-
    sidderens og klientens rettigheder under undersøgelsen. Lovens kapitel 8 omhandler tavs-
    hedspligt.
    2.2.3.1. Det følger af lov om undersøgelseskommissioner § 21, stk. 1, at ”[d]en person, hvis
    forhold undersøges”, har ret til en bisidder efter eget valg. Vælger den pågældende ikke en
    31
    bisidder, kan undersøgelseskommissionen efter stk. 2 alligevel beskikke en bisidder for den
    pågældende. Hjemlen i stk. 2 forudsættes anvendt i særlige situationer, hvor kommissionen
    finder, at der er et klart behov for, at den pågældendes interesser varetages af en bisidder.
    Retten til en bisidder forudsætter ikke, at kommissionen har fået til opgave at foretage retlige
    vurderinger, men finder også anvendelse i rene faktum-undersøgelser. Det fremgår således af
    bemærkningerne til bestemmelsen i § 21, stk. 1, at retten til en bisidder gælder, selv om un-
    dersøgelseskommissionen ikke er blevet anmodet om at foretage retlige vurderinger efter lo-
    vens § 4, stk. 4, eller kommissionen finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at foretage
    sådanne vurderinger, jf. § 4, stk. 5. For en embedsmand vil retten til bisidder efter eget valg
    navnlig være aktuel, hvis den pågældende kan risikere et retligt ansvar i anledning af de for-
    hold, undersøgelsen omfatter.
    For så vidt angår de berørte embedsmænd fremgår det i øvrigt af bemærkningerne, at det må
    antages, at deres faglige organisation i praksis vil stille en bisidder til rådighed, og der henvi-
    ses i den forbindelse til den hidtidige praksis (for en nærmere beskrivelse af praksis om ud-
    pegning af bisiddere for embedsmænd ved undersøgelsesretterne henvises til afsnit 1.1.3
    ovenfor).
    Det anføres endvidere i bemærkningerne, at kredsen af personer med ret til en bisidder også
    kan omfatte ministre, selvom kommissionen ifølge lovens § 4, stk. 4, 2. pkt., er afskåret fra at
    foretage retlige vurderinger til belysning af ministres ansvar. Retten til en bisidder gælder
    bl.a. for den minister, som i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter, kan risikere et
    politisk ansvar eller et retligt ansvar.
    Endelig fremgår det af bemærkningerne til lovens § 21, stk. 1, at bestemmelsen ikke er til
    hinder for, at andre personer end de ministre og embedsmænd, som har ret til en bisidder,
    modtager rådgivning i forbindelse med en kommissionsundersøgelse. Sådanne personer og
    deres rådgivere vil imidlertid ikke have de rettigheder, som følger af lovens §§ 22-24 (omtalt
    nedenfor). Det forudsættes dog, at justitsministeren efter omstændighederne – og efter forud-
    gående indhentelse af en udtalelse fra undersøgelseskommissionen – kan bestemme, at stats-
    kassen betaler salær og godtgørelse til rådgiveren efter bestemmelsen i § 24, stk. 1, og at råd-
    giveren normalt tillades at overvære afhøringen af sin klient, selv om afhøringen foretages for
    lukkede døre.
    Bestemmelsen i § 21, stk. 1, er sprogligt justeret i forhold til det oprindelige lovudkast fra
    Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer. Justeringen var udtryk for en konsekvensrettelse
    som følge af det i afsnit 2.1 omtalte notat af 22. december 1997, som blev optrykt som bilag 1
    32
    til Udvalget for Forretningsordenens betænkning over lovforslaget. I tilknytning til forslaget
    til ændret affattelse af § 21, stk. 1, fremgår det af notatets pkt. 4.4.2 bl.a.:
    ”Det er imidlertid næppe muligt generelt i selve loven at angive den personkreds,
    som – ved en udvidelse af anvendelsesområdet for loven – vil have ret til en bi-
    sidder. Vurderingen må træffes i den konkrete situation, og der må i den forbin-
    delse lægges vægt på undersøgelsens formål, således som dette f.eks. er kommet
    til udtryk i kommissoriet. Alene de personer, hvis forhold – i lyset af undersøgel-
    sens formål – direkte er genstand for en undersøgelse, bør således have en bisid-
    der og de øvrige rettigheder, som er fastsat i kapitel 7 […] Andre personer, som
    kan blive berørt af undersøgelsen, må nøjes med det i bemærkningerne til lov-
    forslaget anførte vedrørende rådgivning m.v.”
    Efter lovens § 21, stk. 3, kan undersøgelseskommissionen på ethvert tidspunkt bestemme, at
    den valgte bisidder ikke må fungere som sådan, eller at beskikkelse af en bisidder skal tilba-
    gekaldes, hvis afgørende hensyn til den person, hvis forhold undersøges, eller til undersøgel-
    sens gennemførelse taler for det. Det forudsættes i bemærkningerne til bestemmelsen, at un-
    dersøgelseskommissionen ved en beslutning af denne karakter kan søge vejledning i retspleje-
    lovens betingelser for, at retten kan nægte at beskikke en advokat, som sigtede ønsker, eller
    afvise en valgt forsvarer, jf. retsplejelovens § 733, stk. 2, jf. § 730, stk. 3. Retsplejelovens §
    733, stk. 2, der er blevet ændret siden vedtagelsen af lov om undersøgelseskommissioner, har
    i dag følgende ordlyd:
    ”Stk. 2. Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede øn-
    sker som forsvarer, hvis dennes medvirken vil medføre en forsinkelse af betyd-
    ning for sagens fremme eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre el-
    ler modvirke sagens opklaring.”
    Ved kendelse af 14. december 2016 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side 911 ff.) tog
    Højesteret stilling til en kære fra en kontorchef i Justitsministeriet og en tidligere udenrigsmi-
    nister over Østre Landsrets kendelse af 8. juli 2016. Landsretten havde stadfæstet Tibetkom-
    missionens afgørelse om at nægte en advokat beskikkelse som bisidder for de kærende, idet
    advokaten allerede var beskikket som bisidder for en anden kontorchef i Justitsministeriet.
    Højesteret tog de kærendes påstand om, at advokaten kunne beskikkes som bisidder for dem,
    til følge. Efter at have gennemgået reglerne om beskikkelse af bisidder i § 21 i lov om under-
    søgelseskommissioner anførte Højesteret bl.a. i sin begrundelse:
    ”Det følger heraf, at personer, hvis forhold undersøges af en undersøgelseskom-
    mission, som udgangspunkt har ret til en bisidder efter eget valg, og at fravigelse
    af udgangspunktet kræver, at der foreligger afgørende hensyn til den pågældende
    selv eller til undersøgelsens gennemførelse.
    33
    Højesteret finder, at der i sager, der behandles af en undersøgelseskommission,
    ikke – som i straffesager og i sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93
    c om undersøgelser ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed – er grundlag for
    at opstille en formodning for, at flere personer, der skal afhøres af kommissionen,
    har sådanne modstridende interesser, at de ikke kan have samme bisidder. Flere
    personer, der skal afhøres af en undersøgelseskommission, kan derfor få bistand
    af samme bisidder, medmindre der foreligger oplysninger, som giver grundlag for
    at antage, at de pågældende har modstridende interesser af en sådan styrke, at af-
    gørende hensyn til dem selv eller til undersøgelsens gennemførelse taler for, at de
    skal have hver sin bisidder.”
    Højesteret fandt herefter, at der efter de oplysninger, der forelå på daværende tidspunkt, ikke
    var grundlag for at fastslå, at afgørende hensyn talte imod, at den pågældende advokat blev
    beskikket som bisidder for såvel den første kontorchef som for de kærende.
    Om sagens nærmere omstændigheder fremgår det af kendelsen, at Tibetkommissionen den 13. juni 2016 afslog
    beskikkelse af den samme bisidder for begge kontorchefer. Begrundelsen herfor var, at kommissionen på bag-
    grund af den seneste højesteretspraksis om reglen i retsplejelovens § 734, stk. 2 (om forsvaret for flere sigtede
    under en straffesag), fandt, at advokaten ikke kunne repræsentere begge kontorchefer, medmindre det med høj
    grad af sandsynlighed kunne siges, at de ikke havde modstridende interesser. Efter Tibetkommissionens opfattel-
    se forelå der ikke den fornødne høje grad af sandsynlighed for, at de to kontorchefer ikke havde modstridende
    interesser, hvorfor advokaten ikke kunne beskikkes for dem begge. Den 23. juni 2016 traf Tibetkommissionen
    afgørelse om at afslå at beskikke advokaten som bisidder for en tidligere udenrigsminister, ligeledes under hen-
    visning til, at det ikke på daværende tidspunkt med den fornødne høje grad af sandsynlighed kunne siges, at der
    ikke var modstridende interesser mellem den daværende udenrigsminister og højtstående embedsmænd i
    Justitsministeriet. Tibetkommissionens afgørelser af 13. juni 2016 og 23. juni 2016 blev stadfæstet ved kendelse
    afsagt af Østre Landsret den 8. juli 2016. Højesteret nåede som nævnt til det modsatte resultat.
    2.2.3.2. Bisidderens rettigheder med hensyn til indsigt i undersøgelsen og bevisførelse frem-
    går af § 22 i lov om undersøgelseskommissioner. Lovens § 22, stk. 1, giver bisidderen ret til
    at overvære møderne i undersøgelseskommissionen og i Københavns Byret (smh. ovenfor i
    afsnit 2.2.2 om lovens kapitel 6 om vidnepligt og anden oplysningspligt ved undersøgelser
    uden dommermedvirken). Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at retten til at
    overvære møderne i kommissionen er ubetinget, men at retten ikke omfatter interne møder,
    herunder rådslagninger, men de ”eksterne” møder, hvis parallelitet i retsplejen er retsmøderne.
    Undersøgelseskommissionen kan i medfør af § 22, stk. 3, sidste pkt., give bisidderen pålæg
    om ikke at gøre sin klient bekendt med, hvad der er foregået under møder i undersøgelses-
    kommissionen eller i retten. Betingelserne herfor svarer til betingelserne i § 22, stk. 3, 2. pkt.,
    for at give et pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med indholdet af materialet, jf. umiddel-
    bart nedenfor.
    34
    Efter § 22, stk. 2, har bisidderen ret til af undersøgelseskommissionen at få kopi af det materi-
    ale, der indgår i undersøgelsen. Der er tale om en ubetinget ret, som dog ikke omfatter materi-
    ale udarbejdet af undersøgelseskommissionen til intern brug som f.eks. udkast til beslutninger
    eller beretning og brevveksling mellem kommissionens medlemmer eller mellem kommissio-
    nens medlemmer og medhjælpere. Ifølge stk. 3, 1. pkt., må bisidderen ikke uden undersøgel-
    seskommissionens samtykke udlevere materialet til sin klient. Det forudsættes derimod, at
    bisidderen som udgangspunkt har ret til at gøre klienten bekendt med indholdet af materialet.
    Undersøgelseskommissionen kan dog give bisidderen pålæg om ikke at gøre sin klient be-
    kendt med indholdet af materialet, hvis afgørende hensyn til fremmede magter, statens sik-
    kerhed, sagens opklaring eller tredjemand taler for det, jf. § 22, stk. 3, 2. pkt. I de sjældne
    undtagelsestilfælde, hvor den person, hvis forhold undersøges, ikke har ret til en bisidder, er
    det forudsat i Folketingets Udvalg for Forretningsordenens betænkning over lovforslaget, at
    der tilkommer den pågældende samme adgang til aktindsigt, som den pågældende ellers ville
    have gennem sin bisidder, og at denne adgang i disse tilfælde må administreres af undersøgel-
    seskommissionen.
    Lovens § 22, stk. 4 og 5, giver bisidderen ret til at anmode undersøgelseskommissionen om at
    foranstalte bevisførelse og til at foretage uddybende afhøring af de personer, der har afgivet
    forklaring. Det forudsættes i bemærkningerne til disse bestemmelser, at undersøgelseskom-
    missionen (eller Københavns Byret) kan afskære bevisførelse eller uddybende afhøring, der
    skønnes at være uden betydning for undersøgelsen, jf. herved princippet i retsplejelovens §
    341.
    2.2.3.3. I lovens § 23 er fastsat bestemmelser om undersøgelseskommissionens pligt til at
    orientere den person, hvis forhold undersøges, og dennes bisidder samt om retten til at afgive
    en udtalelse ved undersøgelsens afslutning.
    Undersøgelseskommissionen har for det første en pligt til inden afhøringen at orientere om de
    forhold af faktisk og eventuelt retlig karakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende
    omfatter, jf. § 23, stk. 1. Det forudsættes i bemærkningerne til bestemmelsen, at orienteringen
    gives så hurtigt som muligt efter iværksættelse af undersøgelsen. I sin betænkning over lov-
    forslaget lagde Folketingets Udvalg for Forretningsordenen vægt på denne udtalelse og un-
    derstregede, at det afgørende er, at praksis med hensyn til orienteringstidspunkt og mødebe-
    rammelse bliver sådan, at bisidderen og dennes klient sikres en rimelig forberedelsestid forud
    for afhøringen. Sker der i løbet af undersøgelsen væsentlige ændringer i de forhold, som er
    nævnt i stk. 1, skal undersøgelseskommissionen orientere herom, jf. stk. 2.
    35
    Undersøgelseskommissionen har for det andet pligt til efter bevisførelsen at orientere om de
    faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den pågældende, som kommissionen overve-
    jer at give udtryk for i sin beretning. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen skal orienteringen
    – hvis det er relevant – omfatte de punkter, der eventuelt vil blive kritiseret i beretningen. I de
    tilfælde, hvor kommissionen ikke er blevet anmodet om at foretage retlige vurderinger i med-
    før af lovens § 4, stk. 4, omfatter orienteringspligten alene de faktiske forhold vedrørende den
    pågældende.
    Orienteringspligten i stk. 3 har til formål at understøtte den ret til kontradiktion, som fastslås i
    lovens § 23, stk. 4. Efter bestemmelsen gives den pågældende og dennes bisidder ret til ved
    undersøgelsens afslutning at komme med en skriftlig udtalelse om de faktiske og eventuelt
    retlige spørgsmål, som undersøgelsen rejser vedrørende den pågældende. Kommissionen har
    efter § 23, stk. 4, 2. pkt., mulighed for at fastsætte en frist for afgivelse af denne udtalelse.
    Det fremgår af bemærkningerne til § 23, stk. 4, at den berørte og dennes bisidder ikke har
    krav på at blive hørt over indlæg fra andre berørte og deres bisiddere, men at undersøgelses-
    kommissionen kan beslutte at iværksætte en sådan høringsprocedure, hvis den finder det hen-
    sigtsmæssigt.
    2.2.3.4. Bestemmelserne om salær til bisidderen findes i lovens § 24. Efter stk. 1 fastsættes
    salær og godtgørelse til bisidderen efter de takster, der gælder for beskikkede forsvarere i
    straffesager. Undersøgelseskommissionen afgiver indstilling til justitsministeren herom, og
    det forudsættes, at justitsministeren i almindelighed følger indstillingen. Det følger af § 24,
    stk. 2, at den beskikkede bisidder ikke må modtage salær og godtgørelse ud over det efter stk.
    1 fastsatte beløb. Derimod fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen, at en valgt bi-
    sidder kan aftale med sin klient eller dennes organisation, at den pågældende skal have et sa-
    lær ud over dette beløb.
    2.2.3.5. Kapitel 8 i lov om undersøgelseskommissioner om tavshedspligt omfatter §§ 25 og
    26. Udgangspunktet efter § 25, stk. 1 og 2, er, at undersøgelseskommissionens medlemmer,
    andre personer, der deltager i undersøgelsen, og bisidderne er underlagt tavshedspligt efter
    reglerne i straffelovens §§ 152-152 e med hensyn til enhver oplysning, som de under deres
    virksomhed får kendskab til (jf. dog ovenfor i afsnit 2.2.3.2 om bisidderens ret til at gøre kli-
    enten bekendt med indholdet af materialet, medmindre der er givet pålæg efter § 22, stk. 3).
    En undtagelse er fastsat i lovens § 26, stk. 1, hvorefter tavshedspligten i § 25, stk. 1, ikke er til
    hinder for, at undersøgelseskommissionen udleverer materiale, som indgår i undersøgelsen,
    hvis det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller. Ifølge § 26,
    36
    stk. 2, er der tavshedspligt med hensyn til dette materiale, og straffelovens §§ 152-152 e fin-
    der tilsvarende anvendelse.
    Det forudsættes endvidere, at undersøgelseskommissionen uden at handle i strid med sin
    tavshedspligt kan udlevere kopi af udkast til protokoltilførsel til den, der har afgivet forkla-
    ring, for at sikre sig, at forklaringen bliver korrekt gengivet, og at kommissionen må give den
    pågældende en kopi af den endelige tilførsel til protokollen.
    Tavshedspligten forudsættes heller ikke at være til hinder for, at bisidderen gør sin klient be-
    kendt med det materiale, der indgår i sagen, eller med, hvad der er foregået under møder i
    kommissionen eller i retten, i det omfang det er relevant for bisidderens varetagelse af klien-
    tens tarv. Dette gælder dog ikke, hvis bisidderen har fået et pålæg efter lovens § 22, stk. 3, om
    ikke at gøre klienten bekendt med de nævnte oplysninger.
    2.2.4 Undersøgelseskommissionens beslutninger og domstolsprøvelse heraf
    Om en undersøgelseskommissions beslutninger bestemmer § 27, stk. 1, i lov om undersøgel-
    seskommissioner, at en undersøgelseskommission bestående af flere medlemmer træffer be-
    slutning ved stemmeflerhed, jf. dog § 4, stk. 5, hvorefter en dommer, der er medlem af en
    undersøgelseskommission, alene foretager retlige vurderinger i det omfang, dommeren ikke
    finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Ifølge § 27, stk. 2, er formandens stemme afgø-
    rende ved stemmelighed.
    Beslutninger truffet af en undersøgelseskommission kan indbringes for Østre Landsret af en-
    hver med retlig interesse heri inden for en frist på 2 uger efter, at beslutningen er meddelt den
    pågældende, jf. § 28, stk. 1, 1. pkt. Ifølge stk. 2 gælder dette dog ikke for de beslutninger, som
    en undersøgelseskommission uden dommerdeltagelse træffer efter lovens §§ 17 og 19 om at
    anmode Københavns Byret om at give pålæg om udlevering af materiale eller at indkalde en
    person til at afgive vidneforklaring.
    Indbringelse af kommissionens beslutninger sker ved indgivelse af kæreskrift til kommissio-
    nen, og reglerne om kæremål i borgerlige sager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse, jf. § 28,
    stk. 1, 2. og 3. pkt.
    Særligt for så vidt angår en undersøgelseskommissions beslutninger efter lovens § 21, stk. 3,
    om, at en valgt bisidder ikke må fungere som sådan, og om tilbagekaldelse af beskikkelse af
    en bisidder, bestemmes det i § 28, stk. 3, at sådanne beslutninger kan indbringes for Den Sær-
    lige Klageret inden for en uge efter, at beslutningen er meddelt. Retsplejelovens § 737 (om
    37
    kære af rettens afgørelser om afvisning af en valgt forsvarer og om nægtelse og tilbagekaldel-
    se af forsvarerbeskikkelse) finder tilsvarende anvendelse på sådanne beslutninger.
    2.2.5 Offentlighed og afgivelse af beretning m.v.
    Det følger af lovens § 29, at offentlighedsloven, forvaltningsloven, lov om offentlige myndig-
    heders registre og ombudsmandsloven ikke gælder for den virksomhed, som udøves af under-
    søgelseskommissionen. Lov om offentlige myndigheders registre er ophævet ved § 76, stk. 2,
    i lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af persondataoplysninger (persondataloven).
    Hverken undersøgelseskommissionsloven, persondataloven eller forarbejderne til disse love
    tager stilling til spørgsmålet, om undersøgelseskommissioner omfattes af persondataloven.
    Talevski m.fl., side 182 ff., antager, at persondataloven finder anvendelse på en undersøgel-
    seskommissions virksomhed.
    Princippet om mødeoffentlighed under såvel undersøgelseskommissionens møder som møder
    i retten er fastslået i § 30, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen er udtryk for en af de væsentligste æn-
    dringer i forhold til det udkast til lovforslag, som blev udarbejdet af Udvalget vedrørende Un-
    dersøgelsesorganer. Ifølge udkastets § 29, stk. 2, skulle møder i undersøgelseskommissionen
    foregå for lukkede døre, hvilket navnlig var begrundet i hensynet til undersøgelsens effektivi-
    tet og hensynet til de personer, undersøgelsen retter sig imod. Folketingets Udvalg for Forret-
    ningsordenen fandt imidlertid i sin betænkning over lovforslaget, at udgangspunktet burde
    være, at undersøgelserne skulle være offentlige. Udvalget henviste i den forbindelse navnlig
    til de principielle synspunkter om større åbenhed om den offentlige sektor, som efter udval-
    gets opfattelse med rette var blevet tillagt stadig større vægt i årtierne forud. Udvalget henvi-
    ste endvidere til, at der typisk vil knytte sig en væsentlig offentlig interesse til det funktions-
    område i det ministerium mv., som undersøgelsen omfatter, og til, at offentlighed om under-
    søgelsen ville kunne have væsentlig betydning for den almindelige tillid til, at undersøgelsen
    finder sted på en saglig og i øvrigt rigtig måde.
    Udvalget for Forretningsordenen anerkendte dog de hensyn, der lå bag det oprindelige udkast.
    Udgangspunktet om mødeoffentlighed kan således fraviges af undersøgelseskommissionen
    eller af retten, hvis det findes påkrævet af hensyn til ro og orden i lokalet eller statens forhold
    til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt, af hensyn til sagens oplysning, af
    hensyn til at beskytte nogen mod unødvendig krænkelse eller af andre særlige grunde, jf. § 30,
    stk. 1, 2. pkt., nr. 1-4. § 30, stk. 2, foreskriver dog, at referat- eller navneforbud anvendes i
    stedet for dørlukning, hvis de nævnte hensyn herved tilgodeses tilstrækkeligt.
    Materiale, der indgår i undersøgelsen, vil ofte være afgivet af en offentlig myndighed omfattet
    af offentlighedsloven. Lov om undersøgelseskommissioner bestemmer i § 31, stk. 1, at der
    38
    ikke uden samtykke fra undersøgelseskommissionen må gives aktindsigt i sådant materiale
    efter offentlighedsloven. Bestemmelsen gælder først, når en undersøgelseskommission er
    nedsat. Det fremgår imidlertid af offentlighedslovens § 33, nr. 5, at retten til aktindsigt kan
    begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og
    offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
    Det følger af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at den kan anvendes til efter en
    konkret vurdering at undtage dokumenter og oplysninger, som må forventes at komme til at
    indgå i en kommende undersøgelseskommissions arbejde, hvis det vurderes, at en udlevering
    af materialet vil være skadelig for kommissionens gennemførelse af sin undersøgelse. Der
    henvises til de specielle bemærkninger til § 33, nr. 5, i lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013
    om offentlighed i forvaltningen, der som eksempel på bestemmelsens anvendelse nævner, at
    der er truffet en (regerings-)beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission, uden at
    der endnu foreligger et kommissorium, og hvor det materiale, som der søges aktindsigt i, ud
    fra de foreliggende oplysninger om undersøgelsens genstand og omfang må antages at ville
    indgå i og være af central betydning for den kommende undersøgelseskommissions arbejde.
    Denne retsopfattelse er lagt til grund af Folketingets Ombudsmand i Ombudsmandens udta-
    lelse af 12. februar 2016 i sag 2016-8.
    § 31, stk. 2, indeholder endvidere en bestemmelse om, at der, indtil undersøgelseskommissio-
    nen har afgivet sin beretning, ikke er adgang til aktindsigt i rettens materiale efter retsplejelo-
    vens kapitel 3 a (om aktindsigt ved domstolene). § 31, stk. 2, blev ændret ved lov nr. 215 af
    31. marts 2004 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Offentlighed i retsple-
    jen), således at den tidligere henvisning til retsplejelovens § 41 blev erstattet af den nuværen-
    de henvisning til retsplejelovens kapitel 3 a.
    Endelig indeholder § 32 reglerne om undersøgelseskommissionens beretning om resultatet af
    undersøgelsen. Det fremgår af § 32, stk. 2, at beretningen offentliggøres (af justitsministeren),
    medmindre ganske særlige grunde taler imod det. Det forudsættes, at en kopi af kommissio-
    nens protokol og eventuel retsbog samt eventuelle udtalelser efter § 23, stk. 4, optages som
    bilag til beretningen.
    2.2.6 Ikrafttræden m.v.
    Lov om undersøgelseskommissioner trådte i kraft den 1. juli 1999, jf. § 33, stk. 1. I medfør af
    stk. 2 blev retsplejelovens §§ 21 og 21 a samtidig ophævet.
    Lovens § 34 indeholder reglerne om lovens anvendelse for Færøerne og Grønland.
    39
    I overensstemmelse med anbefalingen fra Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer blev
    der indsat en revisionsbestemmelse, der skulle sikre, at reglerne blev taget op til overvejelse
    og vurderet på ny inden for en overskuelig fremtid, således at der kunne tages stilling til et
    eventuelt behov for justeringer. Af § 35 i den vedtagne lov fremgik, at ”[f]orslag om revision
    af loven fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2003-04.” Bestemmelsen blev æn-
    dret ved lov nr. 452 af 9. juni 2004 om ændring af lov om undersøgelseskommissioner, der
    ændrede fristen fra folketingsåret 2003-04 til folketingsåret 2005-06. Af bemærkningerne til
    lovforslaget (nr. L 232 af 23. april 2004) fremgår, at det ikke i folketingsåret 2003-04 var mu-
    ligt at besvare de spørgsmål, som blev stillet i forarbejderne til revisionsbestemmelsen. Bag-
    grunden herfor var bl.a., at der på daværende tidspunkt var nedsat tre undersøgelseskommis-
    sioner, hvoraf ingen endnu havde færdiggjort deres arbejde, og en besvarelse af spørgsmålene
    ville forudsætte nærmere undersøgelser og overvejelser.
    Der blev ikke i folketingsåret 2005-06 eller følgende år fremsat forslag til revision af loven.
    3. Andre undersøgelsesorganer og -former
    I de følgende afsnit redegøres for parlamentariske kommissioner og folketingsudvalg (i afsnit
    3.1) og andre undersøgelsesorganer mv. (i afsnit 3.2). Afsnittene er i vidt omfang udtryk for
    en ajourføring af dele af kapitlerne 4 og 5 i betænkning nr. 1315/1996, hvortil der fortsat på
    en række punkter kan henvises for en uddybende fremstilling.
    Forud for gennemgangen af de øvrige undersøgelsesorganer og -former skal knyttes nogle
    enkelte bemærkninger til spørgsmålet om valg af undersøgelsesform. Som det fremgår af det
    følgende, er nedsættelse af en undersøgelseskommission blot én blandt flere muligheder, der
    vil kunne vælges til at undersøge en sag i den statslige forvaltning, afhængigt af sagens nær-
    mere karakter. Spektret af mulige undersøgelsesformer til at belyse en given sag vil i første
    række bero på den regulering, der gælder for det enkelte undersøgelsesorgan mv., og i visse
    tilfælde har der udviklet sig en praksis for forholdet mellem undersøgelsesformerne. Imidler-
    tid er valget af undersøgelsesform, herunder navnlig spørgsmålet om, hvorvidt en undersøgel-
    seskommission bør nedsættes, ikke genstand for generel eller systematisk regulering. Det be-
    ror således på en konkret vurdering, herunder af politisk karakter, hvilken undersøgelsesform
    der må anses for egnet i hver enkelt sag.
    Spørgsmålet er dog i et vist omfang omtalt i forarbejderne til undersøgelseskommissionslo-
    ven. Som det fremgår af afsnit 2.2.1.1 ovenfor, blev spørgsmålet omtalt i det notat af 22. de-
    cember 1997, som blev udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med professor Lars
    Nordskov Nielsen, højesteretsdommer Torben Melchior og lektor, dr.jur. Jens Peter Christen-
    sen, og optrykt som bilag til Udvalget for Forretningsordenens betænkning over lovforslaget.
    40
    I notatet anføres bl.a., at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan
    belyses tilfredsstillende af ordinære, faste undersøgelsesorganer, og at en undersøgelseskom-
    mission ikke bør kunne få til opgave at tage stilling til eller tilvejebringe det faktiske grundlag
    for afgørelse af partstvister.
    3.1 Parlamentariske kommissioner, spørgsmål, forespørgsler og folketingsudvalg
    Folketinget råder over en række instrumenter, som det anvender i den parlamentariske kontrol
    af ministrene og regeringen. Grundloven giver mulighed for nedsættelse af parlamentariske
    kommissioner, men en sådan har ikke været nedsat siden umiddelbart efter anden verdenskrig.
    I praksis samler interessen sig navnlig om forespørgsler, § 20-spørgsmål samt udvalgs-
    spørgsmål. De to første instrumenter knytter sig til arbejdet i Folketingets plenum, mens ud-
    valgsspørgsmålene stilles af de stående udvalg. En del af udvalgsspørgsmålene danner ud-
    gangspunkt for samråd med ministrene, hvor udvalget har mulighed for i dialog med mini-
    strene at søge en sag eller et sagsforløb dyberegående belyst.
    Der har været en meget stærk udvikling i Folketingets anvendelse af disse instrumenter. I de
    to første årtier under 1953-grundloven blev der rejst 5-6 forespørgsler hvert folketingsår. An-
    tallet er siden steget til 60-70 forespørgsler i midten af 1990’erne, og antallet af årlige fore-
    spørgsler har siden midten af 2000’erne ligget på 40-50. Udviklingstendensen har været den
    samme for antallet af årlige § 20-spørgsmål, der steg fra ca. 1.000-2.000 i begyndelsen af
    1990’erne til mere end 7.000 i folketingsåret 2005-06. Efter at Folketinget fra folketingsåret
    2007-08 ændrede proceduren, således at spørgsmål, der rummer en anmodning om oplysnin-
    ger om faktiske forhold, skal stilles som udvalgsspørgsmål, er antallet af § 20-spørgsmål fal-
    det drastisk. Således var antallet af spørgsmål i folketingsåret 2014-15 (1. og 2. samling) og
    2015-16 kun omkring 1.500. Til gengæld er antallet af udvalgsspørgsmål steget. Det har de
    seneste ti år svinget mellem 9.000 og 16.000 om året.2
    3.1.1 Parlamentariske kommissioner
    Det følger af grundlovens § 51, at:
    ”Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge al-
    menvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller
    mundtlige oplysninger af såvel private borgere som af offentlige myndigheder.”
    Der er ikke i Folketingets forretningsorden eller i lovgivningen i øvrigt fastsat nærmere regler
    om parlamentariske kommissioner.
    2
    Kilde: Året, der gik i Folketinget – Beretning om Folketingsåret 2015-16 (Folketingets Administration, 2016).
    41
    Beslutningen om at nedsætte en parlamentarisk kommission træffes af Folketinget alene. En
    parlamentarisk kommission sammensættes af det antal folketingsmedlemmer, der besluttes af
    Folketinget, og medlemmerne vælges efter forholdstal, jf. grundlovens § 52.
    3.1.1.1. Om den parlamentariske kommissions opgave fastsætter grundlovens § 51 blot, at den
    består i ”at undersøge almenvigtige sager”, men grundloven indeholder ingen nærmere be-
    skrivelse af, hvad der ligger heri.
    Bestemmelsen i 1849-grundlovens § 50, der i vidt omfang svarede til den nugældende grund-
    lovs § 51, tog navnlig sigte på kommissioner, der skulle virke som led i tingenes forberedelse
    af forslag til love og andre regeringsforanstaltninger, men anvendelsen af parlamentariske
    kommissioner var ikke ved forarbejderne til bestemmelsen begrænset til lovforberedelse mv. I
    praksis har der således også været nedsat parlamentariske kommissioner til at undersøge
    nærmere bestemte forhold i den statslige forvaltning, der allerede har fundet sted, og det kon-
    kluderes i betænkning nr. 1315/1996, side 156, at der ikke er retlige grænser for, hvilke sager
    i den statslige forvaltning en parlamentarisk kommission kan pålægges at undersøge, når blot
    sagen kan karakteriseres som ”almenvigtig”.
    En parlamentarisk kommission er ikke retligt begrænset til undersøgelse og klarlæggelse af et
    faktisk begivenhedsforløb, men kan også nedsættes til at foretage en vurdering af, om der er
    grundlag for at antage, at der er handlet retsstridigt eller ulovligt af personer, herunder mini-
    stre, inden for den statslige forvaltning, og i den forbindelse fremkomme med indstilling om,
    hvorvidt der er grundlag for at søge et retligt ansvar gjort gældende mod de pågældende.
    Den seneste parlamentariske kommission blev nedsat i juni 1945 (og senere fornyet) til at
    undersøge forhold i forbindelse med Danmarks besættelse og under besættelsestiden. Der har
    ikke efter den gældende grundlov af 1953 været nedsat parlamentariske kommissioner. Valget
    af denne undersøgelsesform blev udsat for stærk kritik i forbindelse med, at Folketinget tog
    stilling til den parlamentariske kommissions arbejde i 1955, jf. nærmere herom Jens Peter
    Christensen, Ministeransvar (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1997), side 562 f.
    I betænkning nr. 1315/1996, side 171 ff., anføres, at parlamentariske organer af en række
    nærmere angivne grunde ikke er egnede til at foretage undersøgelser og klarlægge faktiske
    begivenhedsforløb, jf. også nedenfor under 3.1.3.
    3.1.1.2. Om sagens oplysning fremgår det af grundlovens § 51, at parlamentariske kommissi-
    oner er ”berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger af såvel private borgere
    som af offentlige myndigheder.”
    42
    Bestemmelsen medfører en pligt for private borgere og offentlige myndigheder til at meddele
    skriftlige eller mundtlige oplysninger efter anmodning fra kommissionen. Oplysningerne af-
    gives som udgangspunkt under strafansvar, jf. straffelovens § 162 og – for ministres ved-
    kommende – ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2.
    En parlamentarisk kommission er ikke udstyret med særlige tvangsmidler til håndhævelse af
    oplysningspligten. Det antages i betænkning nr. 1315/1996, side 157 f., at spørgsmålet om
    særlige tvangsmidler næppe vil have den store praktiske betydning med hensyn til offentlige
    myndigheder.
    For så vidt angår ministre kan det påregnes, at de allerede som følge af det parlamentariske
    ansvar i almindelighed vil være indstillet på skriftligt at besvare kommissionens spørgsmål, at
    udlevere foreliggende skriftligt materiale og at give møde for at afgive forklaring for kommis-
    sionen. Hvis ministre undlader skriftligt eller mundtligt at besvare spørgsmål fra den parla-
    mentariske kommission eller undlader at udlevere skriftligt materiale, som kommissionen
    anmoder om, vil der efter omstændighederne kunne foreligge en overtrædelse af ministeran-
    svarlighedslovens § 5.
    Ministrene vil som udgangspunkt også kunne pålægge embedsmænd at afgive forklaring for
    den parlamentariske kommission. Det antages i øvrigt, at embedsmænd vil kunne ifalde disci-
    plinært ansvar eller i grove tilfælde strafansvar, jf. straffelovens §§ 156 eller 157, hvis de und-
    lader at opfylde oplysningspligten, og at dette vil gælde, selv om de ikke har fået en tjeneste-
    befaling om at afgive forklaring. Almindelige principper om forbud mod selvinkriminering vil
    formentlig i dag indebære begrænsninger i embedsmænds pligt til at afgive forklaring og
    fremkomme med oplysninger, jf. herved Jens Peter Christensen i Talevski m.fl., side 331 ff.
    Spørgsmålet om tvangsmidler vil således formentlig kun kunne tænkes at få praktisk betyd-
    ning i forhold til private personer. Der fremhæves dog i betænkning nr. 1315/1996, side 158,
    en række muligheder for at håndhæve oplysningspligten.
    I den statsretlige litteratur er det antaget, at en parlamentarisk kommission kan foranstalte
    vidneafhøring ved domstolene, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger af betydning for
    kommissionens vurdering af, om der er grundlag for at antage, at der bør gøres et retligt an-
    svar gældende mod bestemte personer. En sådan vidneførsel er derimod ikke mulig, hvis for-
    målet er at tilvejebringe oplysninger af almindelig politisk interesse.
    43
    Det antages endvidere i den statsretlige litteratur, at lovgivningens regler om vidneudelukkel-
    ses- og vidnefritagelsesgrunde finder anvendelse på afhøringer for en parlamentarisk kommis-
    sion, og dette antages i betænkning nr. 1315/1996, side 158, også at gælde for meddelelse af
    skriftlige oplysninger til kommissionen.
    Der gælder ingen regler om proceduren i forbindelse med afhøringer ved en parlamentarisk
    kommission, herunder om beskikkelse af bisidder for de afhørte.
    I forbindelse med nedsættelsen af de parlamentariske kommissioner vedrørende besættelsesti-
    den blev spørgsmålene om vidneførsel mv. ikke aktualiseret, idet der sideløbende blev nedsat
    en kommissionsdomstol, der fik til opgave at foretage de undersøgelser og afhøringer, som
    den parlamentariske kommission fandt nødvendige.
    3.1.1.3. Spørgsmålet om offentlighed i forbindelse med den parlamentariske kommissions
    arbejde er ikke reguleret i grundloven. Folketinget vil ved nedsættelsen kunne fastsætte nær-
    mere regler om, hvorvidt offentligheden skal have adgang til møder og dokumenter. Det anfø-
    res i betænkning nr. 1315/1996, side 159, at den parlamentariske kommission muligvis også
    selv vil kunne fastsætte regler om spørgsmålet, og at det uden en sådan beslutning må anta-
    ges, at kommissionen vil tage udgangspunkt i de regler, der gælder for offentlighedens ad-
    gang til folketingsudvalgs møder og dokumenter, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.1.3.3.
    Der er ikke fastsat regler om, at rapporten fra den parlamentariske kommission skal være of-
    fentlig, men i praksis har beretninger eller betænkninger afgivet af parlamentariske kommis-
    sioner været offentlige.
    3.1.2 Forespørgsler
    Ifølge grundlovens § 53 kan ethvert medlem af Folketinget med dettes samtykke bringe et-
    hvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.
    Bestemmelsen giver folketingsmedlemmerne en almindelig adgang til at afkræve ministrene
    oplysninger og forklaringer (den såkaldte interpellationsret). Som det fremgår af grundlovens
    § 53 og § 21, stk. 2, i Folketingets forretningsorden, kan interpellationsretten kun udøves med
    Folketingets samtykke. Det har undtagelsens karakter, at Folketinget nægter at godkende en
    forespørgsel.
    Vedkommende minister er forpligtet til at besvare forespørgslen og vil ved besvarelsen være
    forpligtet af bl.a. ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, hvorefter han ikke må give Folke-
    tinget urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie oplysninger, der er af væsentlig be-
    44
    tydning for tingets bedømmelse af sagen. Spørgsmålet om ministerens videregivelse af fortro-
    lige oplysninger er nærmere omtalt af bl.a. Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og
    Michael Hansen Jensen, Grundloven med kommentarer (Jurist- og Økonomforbundets Forlag,
    2015), side 339 f.
    Ministerens besvarelse efterfølges af en folketingsdebat. I forbindelse med debatten kan be-
    slutning kun træffes i form af vedtagelse af et ”forslag til vedtagelse” efter reglerne i forret-
    ningsordenens § 24. I beslutningen kan Folketinget over for ministeren give udtryk for tingets
    opfattelse, herunder eventuelt give udtryk for tingets tillid eller mistillid til ministeren med
    den virkning, at ministeren ikke kan forblive i sit embede, jf. grundlovens § 15, stk. 1.
    Fremgangsmåden for indgivelse af en forespørgsel og afholdelse af forespørgselsdebat, her-
    under muligheden for såkaldte hasteforespørgsler, er nærmere reguleret i Folketingets forret-
    ningsordens § 21.
    3.1.3 Folketingsudvalg
    De nærmere regler om folketingsudvalgenes nedsættelse og sammensætning er fastsat i Fol-
    ketingets forretningsorden. Det følger af § 7, stk. 1, at der ved begyndelsen af hver folketings-
    samling nedsættes en række stående udvalg. Efter § 7, stk. 7, kan Folketinget endvidere ned-
    sætte særlige udvalg til behandling af enkelte sager. Kun folketingsmedlemmer kan være
    medlemmer af folketingsudvalg. Valget sker efter forholdstal, jf. herved grundlovens § 52 og
    forretningsordenens § 36, stk. 1.
    Folketingets stående udvalg beskæftiger sig normalt med lovgivningsspørgsmål mv. inden for
    udvalgets område og med opgaver af generel kontrollerende karakter i forhold til vedkom-
    mende ministers forvaltning af området.
    De stående udvalg har udviklet sig til at være et meget benyttet kontrolinstrument. Udvalgene
    kan således som nævnt ovenfor under dagsordenens såkaldte almindelige del stille spørgsmål
    til ministrenes skriftlige besvarelse. De kan derudover, hvad der er et vigtigt led i den parla-
    mentariske kontrol med ministrene, skriftligt stille spørgsmål til ministrenes besvarelse i sam-
    råd med udvalgene. Samrådene, som i årene efter udvalgsreformen i 1972-73 var lukkede, har
    siden folketingsåret 1997-98 også kunnet afvikles som åbne samråd. Ved de åbne samråd er
    der adgang for offentligheden og medierne, ligesom der kan transmitteres fra samrådene. De
    åbne samråd var ikke flittigt benyttet de første år, men antallet steg kraftigt fra 259 til 472 i
    folketingsårene 2003-04 til 2006-07, jf. Flemming Juul Christiansen og Asbjørn Skjæveland i
    Jørgen Grønnegård Christensen og Jørgen Elklit, Det Demokratiske System (Hans Reitzel, 2.
    udgave, 2009), side 112. Nedenstående tabel viser udviklingen i antal besvarede samråds-
    45
    spørgsmål siden folketingsåret 2006-07, herunder andelen af samrådsspørgsmål besvaret i
    samråd, som er åbne for offentligheden. Det ses, at aktiviteten har været svingende fra ca. 500
    samråd om året og op til ca. 1.100 samråd pr. år. En meget stor andel af besvarelserne foregår
    i åbne samråd. Andelen har i de seneste år svinget mellem 80 og 90 procent.
    Udviklingen i antallet af samrådsspørgsmål mv. til ministre fra Folketingets stående
    udvalg (inkl. Grønlandsudvalget og Færøudvalget).
    Folketingsåret 2006-07 til folketingsåret 2015-16.
    Folketingsår Udvalgs-
    spørgsmål
    Besvarede sam-
    rådsspørgsmål*
    Heraf besvaret
    i åbne samråd
    Temamøder,
    ekspertmøder
    og andre møder
    Høringer og
    konferencer
    2006-07 9.095 652 472 (72 %) 8 18
    2007-08 12.162 525 350 (67 %) 9 15
    2008-09 13.961 849 694 (82 %) 15 62
    2009-10 16.025 1.154 1.035 (90 %) 30 76
    2010-11 14.813 980 862 (88 %) 69 22
    2011-12 13.610 764 657 (86 %) 122 24
    2012-13 13.816 813 727 (89 %) 90 26
    2013-14 14.989 677 582 (86 %) 85 28
    2014-15 13.040 474 388 (82 %) 85 18
    2015-16 13.452 891 806 (90 %) 87 40
    Kilder: 2006-07 – 2008-09: Årbog & Registre til Folketingstidende.
    2009-10 – 2010-11: Parlamentariske oplysninger – folketingsåret.
    2011-12 – 2015-16: Året, der gik, i Folketinget.
    *Omfatter samrådsspørgsmål, som er stillet i det pågældende folketingsår og besvaret i et samråd i
    samme folketingsår. Samrådsspørgsmål, som er stillet, men ikke besvaret i folketingsåret, er ikke med-
    taget i tabellen. En minister kan besvare flere samrådsspørgsmål i samme samråd, hvilket i praksis er
    ofte forekommende. Folketingets officielle publikationer om folketingsarbejdet indeholder imidlertid
    ikke data om antallet af afholdte samråd i folketingsåret.
    De stående udvalgs formelle kontrolinstrumenter er spørgsmål til enten skriftlig besvarelse
    eller besvarelse i samråd med udvalget. Folketinget har ved siden af disse formelle instrumen-
    ter i den viste tiårsperiode taget andre instrumenter i anvendelse. Det drejer sig dels om hørin-
    ger og konferencer, dels om tema- og ekspertmøder mv.
    Der er et samspil mellem den parlamentariske kontrol i de stående udvalg og anvendelsen af
    andre kontrolorganer. Det er således ofte sådan, at når enten et flertal i Folketinget eller rege-
    ringen beslutter at nedsætte en undersøgelseskommission eller at iværksætte en undersøgelse i
    andet regi, vil der have været et forudgående forløb i udvalgsregi, hvor udvalget gennem
    spørgsmål og samråd har søgt at afdække et hændelsesforløb, som har påkaldt sig udvalgets
    interesse. Det er også sådan, at udvalgene inddrages i den parlamentariske opfølgning, efter
    46
    en undersøgelseskommission eller et andet undersøgelsesorgan har afsluttet sine undersøgel-
    ser.
    Udvalgenes parlamentariske kontrol kan føre til, at en minister trækker sig fra sit embede.
    Erfaringen er, at det sjældent er afslutningen af en særlig undersøgelse, f.eks. i en undersøgel-
    seskommission, som har denne konsekvens, jf. Claus Dethlefsen i Børge Dahl m.fl. (red.),
    Festskrift til Jens Peter Christensen (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016), side 399 ff. I
    praksis vil eventuelle parlamentariske konsekvenser i sager, som på denne måde er genstand
    for granskning, ofte være draget, inden den særlige undersøgelse er afsluttet, og ofte også in-
    den den er iværksat.
    I det følgende omtales under 3.1.3.1-3.1.3.3 de undersøgelser af konkrete sager, der tidligere
    har været gennemført af stående udvalg eller ad hoc-udvalg. I de seneste tiår synes undersø-
    gelser i folketingsudvalgene i parlamentarisk regi at være blevet afløst af den markant forøge-
    de brug af samrådsinstituttet, der omtales nærmere under 3.1.3.4, men det vil i princippet fort-
    sat være muligt at iværksætte sådanne undersøgelser. Det bemærkes dog, at spørgsmålet om
    folketingsudvalgs undersøgelser var genstand for overvejelser i betænkning nr. 1315/1996,
    side 171 ff., hvor hovedkonklusionerne bl.a. var, at et folketingsudvalg mv. – bortset fra min-
    dre undersøgelser – næppe i almindelighed vil være et egnet forum for undersøgelser af for-
    hold i den statslige forvaltning. I den forbindelse henviste udvalget navnlig til,
    - at folketingsmedlemmer normalt ikke har den fornødne erfaring eller de nødvendige
    professionelle forudsætninger i øvrigt for at indsamle og gennemgå skriftligt materiale
    og foretage afhøringer til klarlæggelse af komplicerede begivenhedsforløb,
    - at sådanne undersøgelser vil være uforholdsmæssigt tidskrævende for parlamentarike-
    re,
    - at et parlamentarisk undersøgelsesorgans effektivitet kan blive svækket af uenighed,
    herunder som følge af partipolitiske meningsforskelle mv.,
    - at konklusionerne fra et sådant udvalg risikerer at fremstå uden nogen særlig autoritet,
    fordi der i offentligheden kan være manglende tillid til undersøgelsens uvildighed og
    objektivitet, og
    - at klarlæggelse af et kompliceret faktum ofte vil forudsætte afhøring af de implicerede
    personer, herunder embedsmænd. Dette skal ses i sammenhæng med, at udvalget på-
    pegede en række betænkeligheder ved parlamentariske organers mulighed for at ind-
    kalde embedsmænd til afhøring.
    3.1.3.1. Hverken grundloven eller Folketingets forretningsorden indeholder regler for udval-
    genes undersøgelser af nærmere bestemte, mere konkrete forhold i den statslige forvaltning,
    47
    som allerede har fundet sted, men såvel Folketinget som udvalget selv kan beslutte, at et stå-
    ende udvalg skal iværksætte en sådan undersøgelse. Efter anbefaling fra Udvalget vedrørende
    Undersøgelsesorganer (se betænkning nr. 1315/1996, kapitel 4) blev der dog den 29. maj
    1999 med vedtagelse af beslutningsforslag nr. B 136 om ændring af forretningsorden for Fol-
    ketinget indsat et nyt kapitel XVIII (§§ 54-60) i Folketingets forretningsorden, der omhandler
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenens behandling af spørgsmål vedrørende ministeran-
    svar. Disse regler omtales særskilt nedenfor i afsnit 3.1.5.
    Som eksempel på, at et stående udvalg har undersøgt en konkret afsluttet sag i den statslige
    forvaltning, kan nævnes Folketingets Udvalg for Forretningsordenens undersøgelse af AMBI-
    sagen i 1992-93, der blev besluttet ved en motiveret dagsorden, hvorved Folketinget også
    fastlagde udvalgets kommissorium.
    Nedsættelse af et ad hoc-udvalg til at undersøge forhold i den statslige forvaltning besluttes af
    Folketinget, der fastsætter udvalgets opgaver i forbindelse med nedsættelsen af udvalget. Som
    eksempel kan nævnes Det Særlige Undersøgelsesudvalg (også kaldet Stavad-udvalget), der
    blev nedsat ved motiveret dagsorden vedtaget af Folketinget i oktober 1994 i forbindelse med
    en forespørgselsdebat om undersøgelsesrettens beretning om Himmerlandsbanksagen.
    Parlamentariske udvalg har i praksis normalt haft til opgave at vurdere ministres forhold, her-
    under eventuelt fremkomme med indstilling eller udtalelse om ministres politiske eller retlige
    ansvar. I de seneste eksempler på denne type undersøgelser beskæftigede udvalgene sig ikke
    med spørgsmålet om de involverede embedsmænds retlige ansvar eller med vurderinger af
    bestemte embedsmænds forhold i øvrigt, idet udvalgene anså det for ministrenes opgave at
    tage stilling til disse spørgsmål.
    Om udvalgene selv har skullet fastlægge det faktiske begivenhedsforløb, har beroet på, om
    forløbet i forvejen har været tilstrækkeligt belyst på andet grundlag, f.eks. gennem en beret-
    ning fra en undersøgelsesret mv.
    3.1.3.2. Der gælder ikke særlige regler om oplysningspligt over for folketingsudvalg, herun-
    der om afgivelse af vidneforklaringer. Heller ikke ministre er i almindelighed forpligtet til at
    besvare spørgsmål fra folketingsudvalg. Det anføres dog i betænkning nr. 1315/1996, side
    164 f., at der i praksis er mange måder, hvorpå udvalgene kan få en sag belyst, selvom der
    ikke er fastsat særlig lovgivning om oplysningspligt: Udvalgene kan anmode ministre om
    skriftligt at besvare spørgsmål, udlevere dokumenter til udvalgene eller møde i samråd for at
    redegøre nærmere for sagen, og sådanne oplysninger vil som udgangspunkt blive afgivet un-
    der strafansvar, jf. ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2. Under hensyn til det parlamentari-
    48
    ske ansvar, der påhviler ministrene, og på grund af almindelig respekt for Folketinget, vil mi-
    nistrene normalt give møde og medvirke til udvalgets oplysning af sagen. I betænkning nr.
    1315/1996 anføres det, at sagen endvidere vil kunne oplyses ved deputationer under udvalgs-
    møder, dvs. ved at private personer forelægger deres synspunkter for udvalget, gennem skrift-
    ligt materiale fra andre myndigheder (end ministerier) og private personer samt ved, at udval-
    gene rekvirerer ekstern bistand.
    Om afhøring af embedsmænd anfører Jens Peter Christensen, Ministeransvar, side 567, at det
    i forbindelse med nedsættelsen af Stavad-udvalget blev overvejet, om udvalget skulle have
    adgang til at indkalde embedsmænd til at afgive forklaring for udvalget, men at DJØF mod-
    satte sig dette med henvisning til grundlæggende retssikkerhedshensyn. Det anføres videre af
    Jens Peter Christensen, at også det forfatningsmæssige grundprincip om, at ministeren er an-
    svarlig over for Folketinget, mens embedsmændene er ansvarlige over for ministeren, taler
    for, at et sådant oplysningsskridt ikke tages i anvendelse. Der kan i den forbindelse også hen-
    vises til Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganers overvejelser i betænkning nr.
    1315/1996, side 177 f. Der kan endvidere henvises til bestemmelsen i § 57, stk. 3, i Folketin-
    gets forretningsorden, hvorefter Folketingets Udvalg for Forretningsordenen ikke kan stille
    spørgsmål til embedsmænd under sin behandling af sager om ministeransvar. Bestemmelsen
    er nærmere omtalt nedenfor under 3.1.5.2.
    Bortset fra reglerne om Udvalget for Forretningsordenens behandling af spørgsmål om mini-
    steransvar (omtalt nedenfor i afsnit 3.1.5) findes der ingen regler eller praksis for proceduren i
    et folketingsudvalg, der undersøger forhold i den statslige forvaltning, herunder om beskik-
    kelse af bisiddere for de personer, der eventuelt måtte blive afhørt af udvalget.
    3.1.3.3. Spørgsmålet om mødeoffentlighed er reguleret i Folketingets forretningsorden, hvor-
    efter ordinære udvalgsmøder normalt gennemføres for lukkede døre, medmindre udvalget
    beslutter andet, jf. § 8, stk. 3. Udvalgene kan dog træffe beslutning om, at oplysninger om
    forhandlingerne kan tilgå offentligheden, jf. § 8, stk. 7, og der kan efter bestemmelsens stk. 9
    træffes beslutning om – ud over ordinære udvalgsmøder – at afholde åbne møder, åbne tema-
    møder eller høringer. Endelig indeholder § 8, stk. 8, 1.-3. pkt., særlige regler om samråd, der
    indebærer, at et samråd skal afholdes for åbne døre, hvis mindst tre udvalgsmedlemmer støtter
    dette. For Udvalget for Forretningsordenens behandling af spørgsmål om ministeransvar gæl-
    der den i afsnit 3.1.5 omtalte regel i forretningsordenens § 60.
    Der kan efter Folketingets forretningsordens § 42 i særdeles påtrængende tilfælde dispenseres
    fra reglerne i forretningsordenen, herunder reglerne om mødeoffentlighed, når ¾ af de stem-
    mende tilslutter sig et forslag herom stillet af formanden eller skriftligt af 17 medlemmer.
    49
    De almindelige regler om dokumentoffentlighed finder i Danmark ikke anvendelse på parla-
    mentet, og Folketinget, herunder folketingsudvalgene, er således ikke omfattet af offentlig-
    hedslovens regler herom. Der er dog i et vist omfang på andet grundlag tilvejebragt doku-
    mentoffentlighed. Folketingets Præsidium har således fastsat regler om adgang til Folketin-
    gets parlamentariske dokumenter m.v. Efter disse regler er et stort antal parlamentariske do-
    kumenter, bl.a. skriftlige spørgsmål til ministre fra Folketingets medlemmer eller udvalg og
    ministrenes skriftlige besvarelse heraf, i almindelighed offentligt tilgængelige. Offentligheden
    har dog ikke adgang til interne eller fortrolige parlamentariske dokumenter. Der er heller ikke
    offentlig adgang til udvalgsprotokoller og referater og resuméer af møder i udvalg. Offentligt
    tilgængelige parlamentariske dokumenter offentliggøres på Folketingets hjemmeside.
    Folketingsudvalgets afrapportering efter afslutning af undersøgelsen af nærmere bestemte
    forhold i den statslige forvaltning vil normalt tage form af en beretning, jf. herved forret-
    ningsordenens § 8 a, stk. 6. Hvis folketingsudvalget (eller et flertal i udvalget) mener, at Fol-
    ketinget bør tage stilling til udvalgets konklusioner, afgives der i praksis en betænkning med
    indstilling, jf. herved forretningsordenens § 8 a, stk. 2. Udvalgets beretning eller betænkning
    vil normalt blive offentliggjort.
    3.1.3.4. Et i nærværende sammenhæng centralt element i udvalgenes løbende kontrol er ud-
    valgsspørgsmålene, der kan vedrøre et lovforslag, der er til behandling i udvalget, eller et em-
    ne, der ligger inden for udvalgets ansvarsområde. Udvalgsspørgsmål til mundtlig besvarelse
    besvares af ministeren på et udvalgsmøde (samråd), jf. § 8, stk. 6, i Folketingets forretnings-
    orden. Udvalget kan beslutte at holde samrådet for åbne eller lukkede døre. Samrådet skal
    afholdes for åbne døre, hvis mindst tre medlemmer støtter dette, jf. forretningsordenens § 8,
    stk. 8. Langt de fleste samråd er i dag ”åbne samråd”, hvor offentligheden har adgang, og som
    lyd- og videooptages, jf. herved opgørelserne i tabellen i afsnit 3.1.3 ovenfor.
    Navnlig de åbne samråd er i praksis et meget benyttet parlamentarisk kontrolinstrument. Det
    skyldes bl.a., at samråd kan indkaldes med meget kort varsel, og i praksis foranlediget af blot
    et enkelt udvalgsmedlem. Der knytter sig ofte en betydelig offentlig interesse til de åbne sam-
    råd, hvilket lægger yderligere pres på ministeren for at besvare spørgsmål, og når ministeren
    udtaler sig, sker det under ministeransvar, jf. særligt bestemmelsen i ministeransvarlighedslo-
    vens § 5, stk. 2. Som det fremgår nærmere under 3.1.3 ovenfor, er afholdelse af samråd blevet
    en dagligdags foreteelse med i gennemsnit tæt ved 1.000 samrådsspørgsmål årligt, hvoraf
    cirka tre fjerdedele besvares for åbne døre.
    50
    Til illustration af de åbne samråds funktion kan henvises til Dethlefsen, a.st., side 410, hvor
    det anføres, at de fleste sager gennem de seneste fem år, der har kostet en minister embedet, er
    gennemført parlamentarisk ved åbne samråd og spørgsmål i fagudvalgene. Som eksempler på,
    at ministre er gået af efter afholdelse af åbne samråd mv., kan nævnes den såkaldte Christia-
    nia-sag, hvor justitsministeren efter et åbent samråd i december 2013 gik af, og den såkaldte
    Landbrugspakke-sag fra februar 2016, hvor miljø- og fødevareministeren gik af kort efter en
    åben høring i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg med deltagelse af en række eksterne
    eksperter.
    Som en mindre vidtgående reaktionsmulighed end (truslen om) et mistillidsvotum i Folketin-
    get kan et folketingsudvalg udtrykke forskellige grader af kritik af vedkommende minister i
    en udvalgsberetning (såkaldte ”næser”). En sådan kritik kan f.eks. fremsættes i nær tilknyt-
    ning til afholdelsen af et samråd, hvor ministeren efter udvalgets opfattelse ikke har svaret for
    sig på tilfredsstillende vis. Dette var f.eks. tilfældet for den daværende social-, børne- og inte-
    grationsminister i december 2013 i forbindelse med sagen om bevilling af midler fra en støt-
    tepulje til kampagnen ”Stemmer på Kanten” og ministerens oplysninger om sagen til Folke-
    tinget, jf. Beretning afgivet af Socialudvalget den 18. december 2013 (SOU Alm. del, bilag
    73). Det samme var tilfældet for miljø- og fødevareministeren i april 2017 i forbindelse med
    sagen om kvotekoncentrationen i fiskeriet i Danmark, jf. Beretning afgivet af Miljø- og Føde-
    vareudvalget den 6. april 2017 (MOF Alm. del, bilag 375). Et flertal i udvalget udtalte herved
    ”sin meget skarpe kritik” af ministerens håndtering af sagen.
    3.1.4 Undersøgelser ved Det Udenrigspolitiske Nævn og udvalg under Nævnet
    I Folketingets regi er sager med tilknytning til den statslige forvaltning også blevet undersøgt
    af udvalg under Det Udenrigspolitiske Nævn. I 1987 nedsatte Nævnet således en gruppe på to
    nævnsmedlemmer til at behandle en sag om to danskere, der i Polen var tiltalt for spionage.
    Udvalgets arbejde blev, efter hvad der foreligger oplyst, afsluttet ved en mundtlig afrapporte-
    ring i Nævnet. I 1988 nedsatte Nævnet et udvalg, der fik til opgave at undersøge hændelses-
    forløbet i forbindelse med 18 østtyskeres ophold på den danske ambassade i Østberlin i sep-
    tember 1988. Udvalgets bestod af fire af Nævnets medlemmer fra de fire største partier. Re-
    sultatet af undersøgelsen blev offentliggjort i en beretning afgivet af Det Udenrigspolitiske
    Nævn den 3. november 1988 (optrykt i Folketingstidende 1988-89, Tillæg B, side 47).
    Som det seneste eksempel kan nævnes, at der i september 1995 blev nedsat en undersøgelses-
    gruppe under Nævnet med et medlem fra hvert af Folketingets partier, som skulle undersøge
    ”regeringens håndtering af Thule-sagen”. Undersøgelsen blev foretaget på grundlag af en
    gennemgang af sagens akter, der blev stillet til rådighed af udenrigsministeren, og drøftelser
    med de involverede ministre. Undersøgelsesgruppen havde oprindeligt et ønske om også at
    51
    tale med embedsmænd i de involverede ministerier, men en sådan udspørgning fandt ikke
    sted, idet repræsentanter for DJØF på et møde med undersøgelsesgruppens formand gjorde
    det klart, at man modsatte sig embedsmænds deltagelse i parlamentariske undersøgelser. Un-
    dersøgelsesgruppens redegørelse blev afgivet i marts 1996 og er offentliggjort (se Folketings-
    tidende 1995-96, Tillæg B, side 400). Udenrigspolitisk Nævn har ikke siden nedsat lignende
    undersøgelsesgrupper. I den forbindelse kan henvises til, at undersøgelsesgruppen i sin ind-
    stilling frarådede, at man fremover i sager, der involverer både ministre og embedsmænd,
    gennemfører undersøgelser, hvor det ikke er muligt at modtage forklaringer fra alle væsentli-
    ge aktører i sagen, jf. Folketingstidende 1995-96, Tillæg B, side 405 f.
    Udenrigspolitisk Nævn har senere – uden forudgående behandling i en undersøgelsesgruppe –
    afgivet en beretning om Nævnets inddragelse i forbindelse med beslutninger af større uden-
    rigspolitisk rækkevidde (afgivet på baggrund af regeringens håndtering af sagen om sanktio-
    nerne mod Østrig), jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg B, side 419 ff. Beretningen blev
    afgivet på grundlag af drøftelser med statsministeren og udenrigsministeren på fire møder i
    perioden 1.-24. februar 2000, skriftlige og mundtlige spørgsmål til de pågældende ministre og
    en redegørelse om de relevante bestemmelser i grundloven og nævnsloven udarbejdet af Fol-
    ketingets administration.
    Der er ikke fastsat nærmere regler om undersøgelser af udvalg under Det Udenrigspolitiske
    Nævn. Sådanne regler kan fastsættes af Nævnet i forbindelse med udvalgets nedsættelse eller
    af det pågældende udvalg. Sådanne regler må selvsagt ikke stride imod lovgivningen. Om
    vidne- og oplysningspligt mv. over for udvalget kan derfor i vidt omfang henvises til det i
    afsnit 3.1.3.2 anførte.
    3.1.5 Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
    Folketingets forretningsorden har siden 1999 indeholdt et kapitel XVIII om spørgsmål vedrø-
    rende ministeransvar, der omfatter §§ 54-60. Kapitlet blev indført samtidig med vedtagelsen
    af undersøgelseskommissionsloven og på baggrund af anbefalingerne i betænkning nr.
    1315/1996.
    Ifølge forretningsordenens § 54 behandler Udvalget for Forretningsordenen efter henvisning
    eller på eget initiativ spørgsmål om, hvorvidt forhold fra en ministers side skal give grundlag
    for, at ministeren søges draget til ansvar for det pågældende forhold. Bestemmelsen tager så-
    ledes alene sigte på ministerens forhold og eventuelle ansvar, idet det forudsættes i forarbej-
    derne, at et eventuelt embedsmandsansvar som hidtil alene vil være et anliggende for regerin-
    gens bedømmelse (Folketingstidende 1998-99, Tillæg B, side 838). Det fremgår af bemærk-
    ningerne til bestemmelsen i § 54 (Folketingstidende 1998-99, Tillæg B, side 841), at den sig-
    52
    ter til såvel spørgsmål om retligt ansvar (rigsretstiltale) som spørgsmål om politisk ansvar
    (mistillidsvotum eller påtale af ministerens forhold).
    Om forholdet mellem bestemmelserne i Folketingets forretningsordens kapitel XVIII og de
    hidtidige måder, hvorpå Folketinget har været inddraget i undersøgelser om fejl og forsøm-
    melser i centraladministrationen (herunder bl.a. de i afsnit 3.1.3 og 3.1.4 omtalte), anfører
    Claus Dethlefsen i Talevski m.fl., side 347:
    ”Nogle af disse former for parlamentarisk inddragelse må anses for erstattet ved
    forretningsordenens kap. XVIII, men dels eksisterer de i et vist omfang fortsat,
    dels vil forretningsordenens bestemmelser antagelig […] blive udfyldt på bag-
    grund af disse tidligere anvendte undersøgelsesformer og de tidligere reformover-
    vejelser.”
    Dethlefsen anfører endvidere, a.st., side 370 ff., at behandlingen af sager om ministeransvar
    selv efter gennemførelsen af undersøgelseskommissionsloven og forretningsordenens kapitel
    XVIII er foregået i andre udvalg, eller at der har været fremsat ønske herom. Videre anfører
    han om spørgsmålet om rette udvalg bl.a., at skillelinjen som udgangspunkt går mellem det
    sagsorienterede og det personorienterede/ansvarsorienterede undersøgelsesforløb, således at
    sidstnævnte bør foregå i Udvalget for Forretningsordenen. Det taler endvidere for, at sagen
    behandles i Udvalget for Forretningsordenen, hvis der findes behov for at tage en sag op på et
    mere systematisk grundlag og undersøge, om der er grundlag for at kritisere en minister eller
    tidligere minister, eller hvis der er fremsat alvorligere påstande om en klar tilsidesættelse af
    grundloven eller lovgivningen i øvrigt. Endelig anføres det, at forudsætningen for, at et fag-
    udvalg kan afslutte en sag om påståede fejl, nok må være, at reaktionen ikke kan forventes at
    være mere end en irettesættelse eller en ”næse” eller lignende (dvs. ikke et mistillidsvotum
    eller en rigsretstiltale).
    Omtalen i det følgende henviser først og fremmest til Udvalget for Forretningsordenen. Det
    skal dog indledningsvis præciseres, at § 59 i Folketingets forretningsorden foreskriver, at Ud-
    valget for Forretningsordenen nedsætter et permanent underudvalg til forberedende behand-
    ling af de opgaver, der påhviler udvalget ifølge forretningsordenens kapitel XVIII. Underud-
    valget afgiver udtalelse til Udvalget for Forretningsordenen til brug for dettes beretning eller
    betænkning. Forretningsordenens § 59 sikrer, at de folketingsgrupper, der ikke er repræsente-
    ret i Udvalget for Forretningsordenen, udpeger en observatør til underudvalget. Observatører-
    ne har ret til at tilkendegive deres synspunkter i underudvalgets udtalelser.
    3.1.5.1. Udvalget for Forretningsordenens opgaver er fastlagt i nær tilknytning til undersøgel-
    seskommissionsordningen, der blev indført samtidig med den nævnte ændring af forretnings-
    53
    ordenen. Ifølge forretningsordenens § 55 kan udvalget afgive indstilling til Folketinget om, at
    der nedsættes en undersøgelseskommission efter reglerne i undersøgelseskommissionsloven.
    Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med undersøgelseskommissionslovens § 1, stk. 1, 2.
    pkt., hvorefter justitsministeren skal nedsætte en undersøgelseskommission, hvis der vedtages
    en folketingsbeslutning herom, og § 1, stk. 4, hvorefter Udvalget for Forretningsordenen eller
    et underudvalg nedsat af udvalget i givet fald skal inddrages ved den nærmere udformning af
    kommissoriet mv. Disse lovbestemmelser er nærmere omtalt i afsnit 2.2.1 ovenfor.
    Det følger endvidere af forretningsordenens § 56, at alle beretninger fra undersøgelseskom-
    missioner, der vedrører ministres, herunder afgåede ministres, forhold, behandles af Udvalget
    for Forretningsordenen med henblik på eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet. Som det
    fremgår af kapitel 3, afsnit 1, har udvalget i praksis behandlet beretningerne fra samtlige de
    undersøgelseskommissioner, der hidtil har afsluttet deres arbejde.
    Udvalget for Forretningsordenens opgaver med hensyn til opfølgning på en undersøgelses-
    kommissionsberetning skal ses i sammenhæng med den i afsnit 2.2.3.1 omtalte bestemmelse i
    undersøgelseskommissionslovens § 4, stk. 4, 2. pkt., hvorefter en undersøgelseskommission
    ikke kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres
    ansvar. Undersøgelseskommissionen vil dog kunne redegøre for de faktiske omstændigheder
    omkring ministerens berøring med sagen, f.eks. hvilken viden ministeren måtte have haft.
    Som anført af Dethlefsen i Talevski m.fl., side 378, må Udvalget for Forretningsordenen som
    udgangspunkt lægge undersøgelseskommissionens beretning til grund for sin behandling og
    bør ikke – bortset fra den kontradiktion, der skal foregå (se herom umiddelbart nedenfor) –
    foretage en efterprøvelse af beretningen.
    I praksis har Udvalget for Forretningsordenen – som nærmere beskrevet i kapitel 3 – behand-
    let samtlige beretninger fra de hidtil gennemførte undersøgelseskommissioner. I to tilfælde
    (Statsløsekommissionen og Skattesagskommissionen) har en beretning fra en undersøgelses-
    kommission givet et flertal i udvalget anledning til at udtrykke kritik af en ministers adfærd –
    det vil populært sagt sige at tildele en ”næse”. I to andre tilfælde (Skattefradragskommissio-
    nen og Dan Lynge-kommissionen) har et mindretal ønsket at give en minister en sådan ”næ-
    se”. Hverken Farum-kommissionens eller Blekingegade-kommissionens beretning gav udval-
    get eller et mindretal heri anledning til at fremsætte kritik, og ved opfølgningen af PET-
    kommissionens beretning fandt udvalget, at der ikke efter så mange år var grundlag for at
    drage nogen til ansvar for de kritisable forhold, der blev afdækket i beretningen.
    Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i § 54, at forretningsordenens kapitel XVIII
    ikke alene tager sigte på udvalgsbehandling i tilknytning til nedsættelse af undersøgelses-
    54
    kommissioner eller til opfølgning af en beretning fra en sådan kommission, idet der underti-
    den uden for disse rammer vil kunne foreligge tilstrækkeligt grundlag for at tage et ansvars-
    spørgsmål op til overvejelse. Bestemmelsen i forretningsordenens § 58, 1. pkt., der omhandler
    den situation, at udvalget på grundlag af en beretning fra en undersøgelseskommission eller
    på andet grundlag overvejer at søge ministeransvar gjort gældende, er i tråd hermed. Det for-
    udsættes dog i bestemmelsens sidste pkt., at udvalget kun undtagelsesvis foretager en supple-
    rende undersøgelse til klarlæggelse af faktiske forhold. Dette er i overensstemmelse med det i
    betænkning nr. 1315/1996, side 176, anførte, hvor det forudsættes, at et parlamentarisk organ
    i visse tilfælde kan have behov for at gennemføre mindre undersøgelser for at tilvejebringe
    yderligere oplysninger end dem, der fremgår af f.eks. en undersøgelseskommissionsberetning,
    inden der på fyldestgørende vis kan redegøres for bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt ministre bør
    søges draget til ansvar for deres embedsførelse.
    3.1.5.2. Om Udvalget for Forretningsordenens sagsoplysning i de her omhandlede sager
    fremgår det af forretningsordenens § 57, stk. 2, at udvalget kan søge bistand gennem udpeg-
    ning af en eller flere sagkyndige, der er uafhængige af de personer og myndigheder mv., hvis
    forhold undersøges. Ifølge bestemmelsens stk. 3 kan udvalget derimod ikke stille spørgsmål
    til embedsmænd. Som det fremgår umiddelbart nedenfor, har den minister, hvis forhold un-
    dersøges, ret – men ikke pligt – til at afgive skriftlige oplysninger og mundtlig forklaring.
    Folketingets forretningsorden indeholder en række regler om udvalgets sagsbehandling og om
    retssikkerhedsgarantier for de involverede ministre. Reglerne bygger i det væsentlige på an-
    befalingerne i betænkning nr. 1315/1996, side 183 f.
    Det følger af § 56, 2. pkt., i Folketingets forretningsorden, at der under Udvalget for Forret-
    ningsordenens behandling af en undersøgelseskommissionsberetning gives vedkommende
    minister lejlighed til at kommentere beretningen over for udvalget.
    Ifølge forretningsordenens § 57, stk. 1, gives en minister, hvis forhold undersøges, ret til en
    bisidder efter eget valg. Der er ingen udtrykkelige bestemmelser om afholdelse af udgifterne
    til bisidderen, men det antages, at de afholdes over Folketingets budget. Bestemmelsen inde-
    holder endvidere regler om ministerens og dennes bisidders ret til at blive gjort bekendt med
    undersøgelsens skriftlige materiale, til at overvære møder i udvalget med andre personer og
    stille spørgsmål til disse personer og til at anmode om, at udvalget foranstalter yderligere be-
    visførelse inden for de rammer, der gælder for udvalgets sagsoplysning. Efter bestemmelsens
    sidste pkt. udarbejdes der referat af ministerens mødedeltagelse, som tilstilles ministeren og
    dennes bisidder i kopi.
    55
    Forretningsordenens § 58 omhandler den situation, at Udvalget for Forretningsordenen på
    grundlag af en undersøgelseskommissionsberetning eller på andet grundlag overvejer at søge
    ministeransvar gjort gældende. I så fald skal vedkommende minister tidligst muligt gøres be-
    kendt med de kritikpunkter, som udvalget overvejer at fremdrage i sin indstilling, jf. § 58, 1.
    pkt. Efter 2. pkt. kan ministeren endvidere forlange at modtage udvalgets udkast til beretning
    eller betænkning, og ifølge § 58, 3. pkt., skal han have lejlighed til på det således foreliggende
    grundlag at afgive skriftlig udtalelse til udvalget og til i møde med udvalget at redegøre for
    sine synspunkter. I de tilfælde, hvor udvalgets behandling undtagelsesvis omfatter en supple-
    rende undersøgelse til klarlæggelse af nogle faktiske forhold, fremgår det endvidere af be-
    stemmelsen, at ministeren inden en skriftlig eller mundtlig udspørgning bør gøres bekendt
    med, hvilke faktiske forhold undersøgelsen omfatter, jf. § 58, sidste pkt.
    Afgørelsen af, om og i hvilket omfang der skal være mødeoffentlighed i Udvalget for Forret-
    ningsordenen og underudvalget under behandlingen af de her omtalte sager, er i medfør af
    forretningsordenens § 60 henlagt til Udvalget for Forretningsordenen. Udvalget for Forret-
    ningsordenen vil i den forbindelse ikke være afskåret fra at træffe beslutning om, at udvalgets
    og underudvalgets møder kan transmitteres i radio eller tv mv., jf. Dethlefsen i Talevski m.fl.,
    side 388.
    Spørgsmålet om udvalgets afgivelse af beretning eller betænkning og indstilling samt om of-
    fentliggørelse heraf er ikke særskilt reguleret, og der henvises derfor til det i afsnit 3.1.3.3
    anførte om folketingsudvalgenes afrapportering.
    3.2 Andre undersøgelsesorganer mv.
    Den følgende redegørelse for andre undersøgelsesorganer mv. følger den afgrænsning, som
    blev foretaget i betænkning nr. 1315/1996, kapitel 5, hvortil der i øvrigt henvises for en uddy-
    bende beskrivelse. Heri påpeges det, at langt størstedelen af undersøgelser af forhold i den
    statslige forvaltning foretages af vedkommende myndighed selv under iagttagelse af den sæd-
    vanlige administrative procedure. I en række tilfælde er forholdene imidlertid blevet under-
    søgt af organer uden for myndigheden selv og det ministerielle hierarki, og det er disse orga-
    ners virksomhed, som beskrives nedenfor. Beskrivelsen er ikke udtømmende, idet der bl.a. er
    lagt vægt på at beskrive generelt fungerende undersøgelsesorganer, der har til opgave at un-
    dersøge forhold, der allerede har fundet sted, i den statslige forvaltning.
    Uden for beskrivelsen i det følgende falder således f.eks. reglerne om Rigsretten og de almin-
    delige domstoles virksomhed i straffesager og civile sager og reglerne om politiets og ankla-
    gemyndighedens behandling af straffesager. Det samme gælder myndighedernes behandling
    af sager om disciplinærforfølgning i vedkommende myndigheds eget regi med henblik på
    56
    placering af et eventuelt tjenstligt ansvar. I den forbindelse bemærkes dog, at der ved gennem-
    førelse af tjenstlige forhør også foretages en egentlig sagsoplysning, der efter omstændighe-
    derne kan antage karakter af en faktum-undersøgelse i lighed med – om end i mindre skala
    end – en undersøgelseskommission. Indledning af disciplinærforfølgning mod en tjeneste-
    mand forudsætter, at der er et grundlag herfor, f.eks. i form af en tjenstlig indberetning om et
    formodet pligtstridigt forhold eller – i sjældne tilfælde – en indberetning fra anklagemyndig-
    heden om en straffedom mod den ansatte. De nærmere regler for gennemførelsen af tjenstligt
    forhør, herunder om retten til bisidder, vidnepligt og offentlighed, fremgår af tjenestemands-
    lovens kapitel 4.
    3.2.1 Folketingets Ombudsmand
    Grundlovens § 55 har følgende ordlyd:
    ”Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er med-
    lemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvalt-
    ning.”
    Nærmere regler om Folketingets Ombudsmand er fastsat i lovbekendtgørelse nr. 349 af 22.
    marts 2013 (ombudsmandsloven).
    3.2.1.1. Ombudsmandens virksomhed omfatter ifølge lovens § 7, stk. 1, alle dele af den of-
    fentlige forvaltning. Ombudsmanden har indseende med, om myndigheder og personer omfat-
    tet af hans virksomhed handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i
    fejl eller forsømmelser under udøvelsen af deres tjeneste, jf. lovens § 21. Ombudsmandens
    retlige bedømmelsesgrundlag omfatter således både, om forvaltningens sagsbehandling har
    været i overensstemmelse med gældende ret (legalitet), og om sagsbehandlingen har været i
    overensstemmelse med ”god forvaltningsskik”. Ombudsmanden vurderer endelig den forvalt-
    ningsvirksomhed, der ikke består i at træffe afgørelser (faktisk forvaltningsvirksomhed), hvil-
    ket navnlig har betydning i de sager, hvor ombudsmanden inspicerer klientinstitutioner, f.eks.
    fængsler.
    Det er karakteristisk for ombudsmandens undersøgelser, at de – trods ordlyden af bl.a. om-
    budsmandslovens § 21 – først og fremmest retter sig imod forvaltningsorganet som sådant,
    herunder navnlig mod dets sagsbehandling og afgørelser, og ikke mod enkeltpersoner inden
    for forvaltningen. Ombudsmanden anvendte således aldrig de nu ophævede muligheder i den
    tidligere ombudsmandslovs § 9, stk. 1 og 2, for at pålægge anklagemyndigheden at rejse for-
    undersøgelse eller tiltale ved de almindelige domstole og at pålægge vedkommende statslige
    styrelse at rejse disciplinærsag.
    57
    3.2.1.2. Sagens oplysning er nærmere reguleret ved ombudsmandslovens kapitel 6 (§§ 19-20).
    Det fremgår heraf bl.a., at myndigheder mv., der er undergivet ombudsmandens tilsyn, som
    udgangspunkt er forpligtet til at meddele ombudsmanden de oplysninger samt udlevere de
    dokumenter mv., som forlanges af ombudsmanden, jf. § 19, stk. 1. De nævnte myndigheder
    mv. kan endvidere afkræves skriftlige udtalelser, jf. § 19, stk. 2.
    De nævnte oplysningspligter er ikke sanktioneret ved nogen særlig straffebestemmelse, men
    ombudsmanden kan efter § 19, stk. 3, indkalde personer til for retten at afgive forklaring om
    forhold af betydning for ombudsmandens undersøgelser. Sådanne forklaringer afgives efter
    reglerne i retsplejelovens kapitel 68. Denne adgang til indenretlige afhøringer har aldrig været
    benyttet.
    Afgives der urigtige oplysninger til ombudsmanden i et tilfælde, hvor ministeren eller em-
    bedsmanden har været forpligtet til at afgive oplysninger, vil spørgsmålet om strafansvar
    skulle bedømmes efter straffelovens § 162. For ministres vedkommende vil der tillige kunne
    blive tale om ansvar efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. For embedsmænds ved-
    kommende vil der endvidere kunne blive tale om strafansvar efter straffelovens §§ 156-157
    og navnlig om disciplinæransvar.
    Efter ombudsmandslovens § 19, stk. 4, kan ombudsmanden besigtige ethvert tjenestested og
    har adgang til samtlige lokaler.
    Ombudsmanden kan iværksætte undersøgelse såvel på grundlag af klager som på eget initia-
    tiv. Sagsbehandlingen i begge sagstyper foregår normalt på skriftligt grundlag.
    Ombudsmanden iværksætter hverken på eget initiativ eller efter klage undersøgelser, som
    forudsætter, at et kompliceret faktisk begivenhedsforløb skal klarlægges. Som eksempel kan
    nævnes, at ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at undersøge det begivenhedsforløb, der
    fandt sted på Nørrebro den 18.-19. maj 1993 (forløbet blev i stedet undersøgt af en undersø-
    gelseskommission nedsat ved særlig lov, jf. nærmere ovenfor i afsnit 1.3). I sin begrundelse
    herfor henviste ombudsmanden bl.a. til, at en tilfredsstillende gennemførelse af undersøgelsen
    måtte kræve foretagelse af egentlige afhøringer (til dels under vidneansvar) og rådighed over
    forskellige former for sagkundskab. Da ombudsmanden ikke rådede over disse midler, ville
    undersøgelsen i alt væsentligt være begrænset til en række juridisk prægede spørgsmål, og
    undersøgelsen ville dermed langt fra opfylde kravet om en så vidt muligt udtømmende under-
    søgelse af begivenhedsforløbet.
    58
    3.2.1.3. Ombudsmandens reaktionsmuligheder fremgår navnlig af ombudsmandslovens § 22,
    hvorefter ombudsmanden kan fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin
    opfattelse af en sag. Viser det sig efter ombudsmandens undersøgelse af en sag, at der i den
    offentlige forvaltning må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning,
    skal ombudsmanden give meddelelse om sagen til Folketingets Retsudvalg og til vedkom-
    mende minister, kommunalbestyrelse eller regionsråd, jf. § 24.
    Offentligheden har ikke ret til aktindsigt hos ombudsmanden i det materiale, der indgår i om-
    budsmandens undersøgelse, men i praksis offentliggøres ombudsmandens udtalelser i konkre-
    te sager oftest på Ombudsmandens hjemmeside. Ombudsmanden afgiver endvidere en årlig
    beretning til Folketinget. Beretningen offentliggøres, jf. § ombudsmandslovens § 11, stk. 1.
    3.2.1.4. Om forholdet til Folketinget bestemmer ombudsmandslovens § 10 bl.a., at ombuds-
    manden i udøvelsen af sit hverv er uafhængig af Folketinget. Det følger endvidere af lovens §
    12, stk. 1, at ombudsmanden skal give Folketinget og vedkommende minister meddelelse,
    hvis han i særlige tilfælde bliver opmærksom på mangler ved gældende love eller administra-
    tive bestemmelser.
    Ombudsmanden anses for at være inkompetent med hensyn til spørgsmål, som Folketinget
    eller dets udvalg har bedømt og taget stilling til, jf. f.eks. FOB 1998, side 100 (Tamil-sagen).
    At Folketinget eller dets udvalg har behandlet en sag, uden at denne behandling er endt med
    nogen stillingtagen, udelukker derimod ikke, at ombudsmanden tager sagen op til behandling.
    3.2.2 Statsrevisorerne og Rigsrevisionen
    Den statslige revision varetages af statsrevisorerne og Rigsrevisionen. Om statsrevisorerne
    indeholder grundloven følgende bestemmelse:
    ”§ 47. Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks måneder efter
    finansårets udløb.
    Stk. 2. Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige
    statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen
    udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan
    fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for
    revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.
    Stk. 3. Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folke-
    tinget til beslutning.”
    Rigsrevisionen er ikke som statsrevisorerne en grundlovsbestemt myndighed. I praksis løser
    statsrevisorerne imidlertid deres opgave i tæt samspil med Rigsrevisionen.
    59
    Nærmere regler om statsregnskabet er fastsat i lov nr. 131 af 28. marts 1984 om statens regn-
    skabsvæsen m.v. Reglerne om statens regnskabsvæsen omfatter samtlige ministerier, instituti-
    oner mv., hvis driftsbudget er optaget på bevillingslov, jf. lovens § 2, stk. 1. De nævnte myn-
    digheder mv. skal meddele finansministeren de oplysninger og tilvejebringe det regnskabs-
    mæssige materiale, som finansministeren finder nødvendigt for at aflægge statsregnskabet, jf.
    lovens § 4.
    3.2.2.1. Nærmere regler om de revisorer, der er nævnt i grundlovens § 47, stk. 2 (statsreviso-
    rerne), er fastsat i lovbekendtgørelse nr. 4 af 7. januar 1997 med senere ændringer (statsrevi-
    sorloven) og i en folketingsbeslutning af 20. juni 1975 om statsrevisorernes valg og virksom-
    hed som senest ændret ved folketingsbeslutning af 1. marts 2012.
    Folketinget vælger for en periode på fire år mindst fire og højst seks lønnede statsrevisorer og
    en stedfortræder for hver af disse, jf. statsrevisorlovens § 1. I praksis vælges seks statsreviso-
    rer og seks stedfortrædere, jf. § 1, stk. 1, i den nævnte folketingsbeslutning. Ingen kan være
    statsrevisor eller stedfortræder uden at opfylde betingelserne for at kunne vælges til medlem
    af Folketinget, jf. § 2, stk. 1, i folketingsbeslutningen.
    Efter statsrevisorlovens § 2, stk. 2, er statsrevisorernes opgave at gennemgå det årlige regn-
    skab og at påse, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden
    hjemmel i finanslov eller anden bevillingslov, jf. herved grundlovens § 47, stk. 2, 2. pkt.
    Statsrevisorerne kontrollerer endvidere, at regnskabet er rigtigt, og at de dispositioner, der er
    omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og
    andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. De vurderer desuden, om
    der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af de virk-
    somheder, der er omfattet af regnskabet, jf. lovens § 2, stk. 3. Efter lovens § 2, stk. 7, og § 9 i
    den nævnte folketingsbeslutning bistår statsrevisorerne herudover folketingsudvalgene med at
    fremskaffe revisionsmæssige oplysninger.
    Om statsrevisorernes sagsoplysning fremgår det af statsrevisorlovens § 4, stk. 1, at statsrevi-
    sorerne ved besigtigelser og undersøgelser på stedet kan søge alle regnskabsmæssige oplys-
    ninger nærmere uddybet. Endvidere gælder det, at enhver, som virker i offentlig tjeneste, har
    pligt til at meddele statsrevisorerne de oplysninger og aktstykker, som de anser fornødne for
    udøvelsen af deres hverv, jf. lovens § 4, stk. 3, og grundlovens § 47, stk. 2, 3. pkt.
    60
    Under udførelsen af deres opgaver bistås statsrevisorerne af rigsrevisor (Rigsrevisionen), jf.
    nærmere herom nedenfor under 3.2.2.2. Statsrevisorerne er berettiget til at lægge de beretnin-
    ger, der afgives af Rigsrevisionen, til grund for deres virksomhed, jf. statsrevisorlovens § 3.
    Statsrevisorernes sagsbehandling er ikke nærmere reguleret i statsrevisorloven, og folketings-
    beslutningen indeholder kun få regler herom, herunder om mødeledelse, mødeindkaldelse,
    afstemningsregler og protokolførsel.
    Statsrevisorerne er ikke en del af den offentlige forvaltning, men et organ under Folketinget.
    De almindelige regler om dokumentoffentlighed finder i Danmark ikke anvendelse på parla-
    mentet og organer under dette, og reglerne i offentlighedsloven herom finder derfor ikke an-
    vendelse på statsrevisorernes virksomhed. Der er således f.eks. ikke adgang til aktindsigt i
    statsrevisorernes dokumenter.
    Ifølge statsrevisorlovens § 5, stk. 1, forelægges statsregnskabet Folketinget til beslutning med
    statsrevisorernes endelige betænkning. Betænkningen offentliggøres. Ifølge § 5, stk. 2, 2. pkt.,
    skal statsrevisorerne inden afgivelse af betænkning søge eventuelle tvivlsspørgsmål afklaret
    og redegøre herfor i betænkningen. Skønner nogen af statsrevisorerne, at en sag, der omtales i
    den endelige betænkning, gør det påkrævet, at Folketinget træffer en beslutning, afgives der
    indstilling herom i forbindelse med bemærkningerne til sagen, jf. lovens § 5, stk. 3, og folke-
    tingsbeslutningens § 7.
    3.2.2.2. De nærmere regler om rigsrevisor (Rigsrevisionen) er fastsat i lovbekendtgørelse nr.
    101 af 19. januar 2012 om revisionen af statens regnskaber m.m. (rigsrevisorloven).
    Rigsrevisor udpeges af Folketingets formand efter indstilling fra statsrevisorerne og med god-
    kendelse af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Udpegningen sker for en periode på
    seks år med mulighed for forlængelse med fire år, jf. rigsrevisorlovens § 1. Ved lovens § 1,
    stk. 6, er det fastslået, at rigsrevisor er uafhængig ved udførelsen af sit hverv.
    Rigsrevisionens hovedopgaver er revision af statslige regnskaber og statsfinansierede regn-
    skabsområder, jf. rigsrevisorlovens § 2, samt gennemgang af tilskudsregnskaber m.v., jf. lo-
    vens §§ 4-5. Hertil kommer revisionsopgaver i henhold til særlig lov (f.eks. Danmarks Radio)
    eller vedtægtsbestemmelse.
    Rigsrevisorlovens § 3 fastsætter, hvilke forhold der skal påses ved revisionen. Der skelnes
    mellem finansiel revision (§ 3, 1. pkt.) og forvaltningsrevision (§ 3, 2. pkt.). Finansiel revision
    omfatter den grundlæggende kontrol med, at regnskaberne er korrekt ført og afsluttet, at der er
    61
    fornøden dokumentation, og at almindelige og specielle regler for finansforvaltning er over-
    holdt. Forvaltningsrevision omfatter bedømmelse af, om enkeltdispositioner, programmer
    eller en institutions samlede opgaver er udført på en økonomisk og hensigtsmæssig måde, og
    om resultaterne svarer til de opstillede mål. Forvaltningsrevision omfatter både større under-
    søgelser og løbende forvaltningsrevision. I forbindelse med både finansiel revision og forvalt-
    ningsrevision foretager Rigsrevisionen endvidere juridisk-kritisk revision. Det er forudsat i
    forarbejderne til bestemmelsen, at tilrettelæggelsen af revisionen, herunder valget af revisi-
    onsmetoder, i hvert enkelt tilfælde må ske efter de retningslinjer, som rigsrevisor skønner
    mest hensigtsmæssige.
    Mens den finansielle revision bygger på en gennemgang af statsregnskabet, bygger såvel den
    juridisk-kritiske revision som forvaltningsrevisionen på de beretninger, som Rigsrevisionen
    udarbejder i løbet af året. I forberedelsen af disse beretninger kan Rigsrevisionen rekvirere
    dokumenter og oplysninger fra de pågældende myndigheder og institutioner, ligesom Rigsre-
    visionen i vidt omfang indhenter den nødvendige information gennem møder med disse. I de
    seneste år har Rigsrevisionen i gennemsnit udarbejdet 25 beretninger om året.3
    Disse beret-
    ninger redegør for resultaterne af emneafgrænsede undersøgelser, som Rigsrevisionen har
    gennemført. De spænder fra undersøgelser af bestemte institutioner eller projekter over analy-
    ser af f.eks. økonomi- og rapporteringssystemer til tværgående tematisk afgrænsede undersø-
    gelser, f.eks. på it-området. Den enkelte beretning vil ofte tage form af såvel forvaltningsrevi-
    sion som juridisk-kritisk revision.
    Selv om statsrevisorerne og Rigsrevisionen er to adskilte revisionsorganer, er der i praksis et
    tæt samarbejde mellem dem. Rigsrevisor skal afgive en bevillingskontrolberetning til statsre-
    visorerne inden en frist, der aftales mellem rigsrevisor og statsrevisorerne, jf. rigsrevisorlo-
    vens § 17, stk. 1. I beretningen sammenholdes bevillinger og regnskabstal, og ministeriernes
    forklaringer på eventuelle afvigelser behandles. Rigsrevisor afgiver endvidere beretning til
    statsrevisorerne ved afslutningen af sådanne revisionssager, som rigsrevisor under hensyn til
    deres økonomiske eller principielle betydning finder anledning til at fremdrage, jf. lovens §
    17, stk. 2. Beretningerne offentliggøres på Rigsrevisionens hjemmeside.
    Den nærmere procedure for behandlingen af Rigsrevisionens beretninger er fastsat i rigsrevisorlovens § 18. Pro-
    ceduren, herunder om statsrevisorernes fremsendelse af beretningen til Folketinget og vedkommende minister og
    ministerens afgivelse af bemærkninger, er nærmere behandlet af Peter Christensen i Juristen 1994, side 398 f. I
    artiklen anfører Peter Christensen bl.a., at det er almindeligt, at statsrevisorerne knytter bemærkninger til næsten
    alle beretninger. Statsrevisorernes kritik kan gå fra skarp påtale til en almindelig holdt henstilling. Statsreviso-
    rernes endelige stillingtagen finder sted i den endelige betænkning over statsregnskabet (se afsnit 3.2.2.1 oven-
    for).
    3
    http://www.rigsrevisionen.dk/bagved-revisionen.
    62
    Rigsrevisor bistår endvidere statsrevisorerne ved deres gennemgang af statsregnskabet. Rigs-
    revisor foretager undersøgelser og afgiver beretning eller notater vedrørende forhold, som
    statsrevisorerne ønsker belyst, jf. rigsrevisorlovens § 8, stk. 1. En væsentlig del af beretnin-
    gerne efter lovens § 17, stk. 2, jf. ovenfor, afgives således også efter lovens § 8, stk. 1.
    Rigsrevisor afgiver endelig en årlig beretning til statsrevisorerne om sin virksomhed, jf. rigs-
    revisorlovens § 17, stk. 4.
    Som det fremgår af ovenstående, gennemfører statsrevisorerne ikke undersøgelser i eget regi,
    men støtter sig på Rigsrevisionens arbejde. Rigsrevisionen forelægger sine beretninger for
    statsrevisorerne, som derpå knytter deres bemærkninger til de enkelte beretninger. Beretnin-
    gerne med statsrevisorernes bemærkninger offentliggøres umiddelbart efter, at statsrevisorer-
    ne på et møde har behandlet den pågældende beretning fra Rigsrevisionen.
    Det tætte samspil mellem statsrevisorerne og Rigsrevisionen indebærer, at rigsrevisor oriente-
    rer statsrevisorerne om Rigsrevisionens arbejdsplan for det kommende år, ligesom statsreviso-
    rerne kan anmode rigsrevisor om at gennemføre bestemte undersøgelser. I gennemsnit en
    tredjedel af de årligt ca. 25 beretninger er således udarbejdet efter anmodning fra statsreviso-
    rerne.
    Hverken Rigsrevisionens eller statsrevisorernes undersøgelser er umiddelbart rettet mod en-
    keltpersoner, f.eks. embedsmænd eller ministre. I en række tilfælde har statsrevisorerne imid-
    lertid fremsat kritik af ministres forhold. Kritik udtrykt af statsrevisorerne på grundlag af
    Rigsrevisionens beretninger udgør en del af den parlamentariske kontrol. Som sådan kan den
    stå alene, og statsrevisorernes kritik kan da ses som en særskilt form for parlamentarisk sank-
    tion. I en række tilfælde følges statsrevisorernes kritik op af Folketingets stående udvalg gen-
    nem samråd og udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse. Folketingsudvalgs behandling af
    kritik fra statsrevisorerne kan i nogle tilfælde føre til, at kritikken af ministeren skærpes og
    føre til, at ministeren må gå af. Et eksempel herpå var forløbet i forbindelse med statsrevisor-
    bemærkningen til Beretning nr. 4/2006 om fødevarekontrollen, der førte til den daværende
    familie- og forbrugerministers afgang. Ligeledes er det forekommet, at kritik i beretninger fra
    statsrevisorerne er besluttet fulgt op af undersøgelser ved kommissionsdomstole eller under-
    søgelsesretter eller af advokatundersøgelser. Sådanne opfølgende undersøgelser har navnlig
    haft det sigte at vurdere ansvarsforholdene for de involverede embedsmænd. Som eksempler
    på sådanne opfølgende ansvarsundersøgelser kan nævnes den kommissionsdomstol, der i
    1982 blev nedsat vedrørende den såkaldte postskandalesag, den kommissionsdomstol, der i
    1990 blev nedsat i sagen om landbrugets fonde, den undersøgelsesret, der blev nedsat i 1990 i
    63
    den såkaldte Hartling-kontosag samt den advokatundersøgelse, der i 1994 blev iværksat af
    den såkaldte Ask og Urd-sag, og den advokatundersøgelse, der i 1999 blev iværksat af den
    såkaldte VUE-sag, jf. i det hele herom Jens Peter Christensen, ”Statsrevisorerne og ministre-
    nes ansvar” i Statsrevisorerne – 150 år (Arnold Busck, 2001), side 200-246.
    Den kritik, som statsrevisorerne med varierende styrke knytter til de beretninger, som Rigsre-
    visionen forelægger dem, er i praksis næsten undtagelsesfrit baseret på enighed mellem stats-
    revisorerne.
    Som det fremgår, kan den parlamentariske kontrol efter omstændighederne udfolde sig i et
    varierende samspil mellem Folketinget og Rigsrevisionen og statsrevisorerne. Kritik formule-
    ret i parlamentarisk regi kan føre til, at Rigsrevisionen enten af egen drift eller efter anmod-
    ning fra statsrevisorerne tager en sag op. Omvendt kan revisionsmæssig kritik føre til, at sa-
    gen tages op af Folketinget, f.eks. med det sigte at iværksætte en dyberegående undersøgelse.
    Kommissoriet for sådanne undersøgelser, som er iværksat i kølvandet på en revisionsberet-
    ning, kan være at undersøge, om der er grundlag for at gøre et retligt ansvar gældende, om
    den hidtidige opgaveløsning har været hensigtsmæssig, eller en kombination heraf. Når kom-
    missoriet retter sig mod en vurdering af behovet for ændringer i den hidtidige opgaveløsning,
    har man til tider valgt en anden undersøgelsesform end en undersøgelseskommission eller en
    advokatundersøgelse. Det skete f.eks. da trafikministeren i 1993 nedsatte en arbejdsgruppe
    (”Bernstein-udvalget”) bestående af embedsmænd til at undersøge de bevillingsmæssige og
    forretningsmæssige forhold vedrørende DSB’s færgedrift mellem Kalundborg og Aarhus.
    Arbejdsgruppen, der var ledet af Landbrugsministeriets departementschef, afgav tre redegø-
    relser (Betænkning nr. 1263/1994). Dele af dens arbejde blev fulgt op af en advokatundersø-
    gelse med henblik på at vurdere bl.a., om der var grundlag for at indlede disciplinærforfølg-
    ning mod bestemte personer i DSB.
    Om sagsoplysningen bestemmer rigsrevisorlovens § 12, stk. 1, at rigsrevisor af enhver offent-
    lig myndighed kan forlange sig meddelt alle sådanne oplysninger og forelagt alle sådanne
    aktstykker, som efter rigsrevisors skøn er af betydning for udførelsen af rigsrevisors hverv.
    Rigsrevisor kan fastsætte en frist herfor. Oplysningspligten påhviler chefen for institutionen,
    og den er ikke begrænset af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.
    Rigsrevisionen er ikke en del af den offentlige forvaltning, men en institution under Folketin-
    get. De almindelige regler om dokumentoffentlighed finder i Danmark ikke anvendelse på
    parlamentet og organer under dette, herunder Rigsrevisionen. Reglerne i forvaltningsloven og
    offentlighedsloven finder dog med visse modifikationer anvendelse på Rigsrevisionens virk-
    64
    somhed, jf. Folketingets Udvalg for Forretningsordenens bekendtgørelse nr. 96 af 24. januar
    2014, der er fastsat i medfør af rigsrevisorlovens § 18 b, stk. 1.
    3.2.3 Lovbestemt undersøgelse
    Folketinget kan vedtage en særskilt lov om undersøgelse af nærmere bestemte forhold i den
    statslige forvaltning. I en sådan lov kan der fastsættes nærmere regler om undersøgelsen, her-
    under om de procedureregler, der skal gælde for undersøgelsens gennemførelse. Som eksem-
    pler kan nævnes undersøgelseskommissionerne til undersøgelse af Færøbanksagen og Nørre-
    brosagen, der er nærmere omtalt ovenfor i afsnit 1.3, og PET-kommissionen, der er nærmere
    omtalt i afsnit 1.4 og kapitel 3.
    3.2.4 Særlige administrative undersøgelsesorganer
    En minister vil normalt undersøge nærmere bestemte forhold i forvaltningen gennem sit de-
    partement eller sine styrelser. Større undersøgelser er dog i praksis undertiden blevet udført af
    et særligt administrativt undersøgelsesorgan, som vedkommende minister har nedsat for at
    foretage undersøgelsen.
    Som eksempel på en sådan undersøgelsesform kan nævnes de ulovbestemte dommerundersø-
    gelser, der er omtalt ovenfor i afsnit 1.1.1, hvoraf det også fremgår, at brugen af denne under-
    søgelsesform ophørte efter vedtagelsen af den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 21
    a om undersøgelsesretter i 1990.
    Der kræves ikke særlig lovhjemmel til at nedsætte et administrativt organ, der skal undersøge
    nærmere bestemte forhold i den statslige forvaltning.
    Undersøgelsesorganets opgave vil være fastsat i det kommissorium, som udarbejdes af den
    minister, der nedsætter organet. I kommissoriet kan det f.eks. være fastsat, at organet dels skal
    undersøge og klarlægge det faktiske begivenhedsforløb, dels vurdere, om der er grundlag for
    at antage, at embedsmænd har pådraget sig et retligt ansvar. Der er ifølge betænkning nr.
    1315/1996, side 208, ikke eksempler på, at et administrativt undersøgelsesorgan har taget stil-
    ling til, om ministre bør søges draget til ansvar for deres embedsførelse.
    Det administrative undersøgelsesorgan er en del af den offentlige forvaltning og derfor som
    udgangspunkt omfattet af den offentligretlige lovgivning, herunder offentlighedsloven.
    Undersøgelsesorganet må normalt anses for at være uafhængig af vedkommende minister
    under udførelsen af sit arbejde. Ministeren kan således ikke give organet tjenestebefalinger,
    og organets beslutninger kan ikke indbringes for ministeren som rekursmyndighed.
    65
    Undersøgelsesorganet kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring som vidne eller at udleve-
    re dokumenter. Undersøgelsesorganet kan derimod indhente fortrolige oplysninger fra andre
    forvaltningsmyndigheder efter reglerne i forvaltningslovens kapitel 8.
    3.2.5 Advokatundersøgelser mv. og deres forhold til undersøgelseskommissionsordningen
    Advokatundersøgelser – og lignende undersøgelser forestået af en jurist, der ikke er advokat –
    er ikke reguleret i lovgivning eller administrative regler. Nedsættelse af en advokatundersø-
    gelse kræver ikke lovhjemmel. Advokaten vil ikke have hjemmel til at kræve vidner afhørt og
    vil heller ikke kunne kræve, at offentlige myndigheder udleverer skriftligt materiale, der ikke
    er tilgængeligt efter reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven. Myndighederne vil dog i
    almindelighed frivilligt kunne udlevere materiale til advokaten, selv om materialet ikke er
    omfattet af retten til aktindsigt efter offentlighedsloven.
    Det er jævnligt sket, at advokatens undersøgelse og vurdering er blevet offentliggjort, men
    lovgivningen stiller ikke krav herom. Advokaten har endvidere tavshedspligt efter straffelo-
    vens § 152 b.
    3.2.5.1. Brugen af advokatundersøgelser i det offentlige er beskrevet nærmere i bl.a. betænk-
    ning nr. 1315/1996 og i Talevski m.fl., side 33 ff.
    Det fremgår af betænkning nr. 1315/1996, side 210, at Kammeradvokaten og andre advokater
    i visse tilfælde er blevet anmodet om på grundlag af foreliggende skriftligt materiale at vurde-
    re, om der er begået fejl eller forsømmelser af de involverede embedsmænd, der kan give an-
    ledning til, at et retligt ansvar søges gennemført mod de pågældende. Der er ikke eksempler
    på, at advokater er blevet anmodet om at vurdere, om der bør gøres ansvar gældende mod
    nogen minister.
    Det fremgår endvidere af betænkning nr. 1315/1996, side 215 ff., at det efter udvalgets opfat-
    telse i fremtiden bør være således, at behovet for, at et særligt organ undersøger og klarlægger
    et faktisk begivenhedsforløb til brug for vurderingen af, hvorvidt der foreligger grundlag for,
    at ministre eller embedsmænd søges draget retligt til ansvar, principielt udelukkende dækkes
    af undersøgelseskommissioner. Sådanne undersøgelser er af retlig karakter og bør derfor fore-
    stås eller ledes af en jurist, og de bør i øvrigt foregå under retssikkerhedsmæssigt betryggende
    former. Anvendelsen af en undersøgelseskommission vil ifølge betænkningen sikre, at det vil
    være en jurist, der har de nødvendige kvalifikationer, som forestår eller leder undersøgelsen,
    og at de berørte ministre og embedsmænd i øvrigt vil få en retsstilling, som anses for nødven-
    dig ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn. Det bemærkes i tilknytning hertil, at udvalgets for-
    slag om undersøgelseskommissioner bl.a. giver mulighed for, at en undersøgelseskommission
    66
    kan sammensættes med en eller flere advokater, hvis der skulle blive behov for det. Advoka-
    ters undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning ville således efter udvalgets forslag
    blive integreret i reglerne om undersøgelseskommissioner.
    Det fremgår dog af betænkning nr. 1315/1996, at der fortsat kan opstå behov for advokatråd-
    givning vedrørende spørgsmålet om embedsmænds eventuelle retlige ansvar, og at det kan
    være vanskeligt at afgøre, om en myndighed kan nøjes med advokatrådgivning, eller om der
    af hensyn til de berørte embedsmænds retsstilling bør nedsættes en undersøgelseskommission
    med henblik på at tilvejebringe eller klarlægge det faktiske grundlag, som den retlige vurde-
    ring skal baseres på, eventuelt med den pågældende advokat som formand for kommissionen.
    Herudover fremgår det af betænkning nr. 1315/1996, at der af hensyn til de berørte embeds-
    mænds retsstilling efter udvalgets opfattelse normalt bør nedsættes en undersøgelseskommis-
    sion, hvis advokaten til brug for sin vurdering af spørgsmålet om embedsmænds eventuelle
    retlige ansvar forventes at skulle oplyse sagen, f.eks. ved at indhente redegørelser eller foreta-
    ge afhøringer. Det kan næppe heller afvises, at der kan forekomme tilfælde, hvor der bør ned-
    sættes en undersøgelseskommission, selv om advokaten skal foretage vurderingen alene på
    grundlag af det materiale, som vedkommende myndighed stiller til advokatens rådighed. Det
    må da dreje sig om tilfælde, hvor advokaten forventes at skulle klarlægge et kompliceret fak-
    tisk begivenhedsforløb ved systematisering og tolkning af et ganske omfattende og uoversku-
    eligt materiale.
    3.2.5.2. Anvendelsen af advokatundersøgelser i det offentlige er endvidere efterfølgende be-
    skrevet i Talevski m.fl., side 33-39. Det fremgår heraf bl.a., at de advokatundersøgelser, der
    har været gennemført af statslige forhold efter vedtagelsen af lov om undersøgelseskommissi-
    oner, bl.a. har været karakteriseret ved, at vedkommende ministerium har udpeget en advokat
    til at gennemgå og systematisere foreliggende skriftligt materiale og udtale sig om, hvorvidt
    der er begået fejl og forsømmelser af involverede embedsmænd, der kan give anledning til, at
    et retligt ansvar søges gennemført mod de pågældende, samt at advokaten – af hensyn til de
    berørte embedsmænds retsstilling – ikke har måttet tale med eller indhente skriftlige redegø-
    relser fra de involverede embedsmænd eller andre med kendskab til sagen.
    Med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af advokatundersøgelser for fremtiden er der der-
    efter – på baggrund af en kritik, der havde været rejst af rigsrevisor og statsrevisorerne om
    anvendelse af advokatundersøgelser i to tilfælde, hvor sagerne ikke fandtes at kunne belyses
    tilstrækkeligt ved denne undersøgelsesform, og på grundlag af de anbefalinger, der er inde-
    holdt i betænkningen om undersøgelsesorganer – anført følgende konklusioner (side 38 f.):
    67
    - ”Gennemførelsen af loven om undersøgelseskommissioner udelukker ikke, at der –
    uden lovhjemmel – iværksættes advokatundersøgelser af den beskrevne karakter. Da
    der imidlertid i en advokatundersøgelse ikke kan ske afhøring m.v. af involverede em-
    bedsmænd og ministre, må man til stadighed være opmærksom på, om en advokatun-
    dersøgelse vil være egnet til at belyse et bestemt sagsforløb på tilfredsstillende måde.
    - En advokatundersøgelse af den nævnte karakter bør således ikke anvendes, hvis det på
    forhånd må antages, at advokaten ikke – på skriftligt grundlag – på forsvarlig måde
    kan udtale sig om spørgsmålet om eventuelt retligt ansvar for de involverede embeds-
    mænd. I en sådan situation bør der i stedet nedsættes en undersøgelseskommission,
    eventuelt med en advokat som medlem.
    - Omvendt bør en undersøgelseskommission ikke nedsættes, blot fordi en sådan under-
    søgelse – i modsætning til en advokatundersøgelse – i princippet kan få ”vendt alle
    sten”, hvis det på forhånd må antages, at der ikke er grund til at afhøre vidner eller få
    udarbejdet skriftlige redegørelser m.v. for at vurdere ansvarsspørgsmålet på forsvarlig
    måde.
    - Forventes advokaten – på skriftligt grundlag – at skulle klarlægge et kompliceret fak-
    tisk begivenhedsforløb ved systematisering og tolkning af et ganske omfattende og
    uoverskueligt materiale, bør det overvejes at nedsætte en undersøgelseskommission i
    stedet for. Herved sikres det, at undersøgelsen – af hensyn til de involverede embeds-
    mænd m.v. – foregår under retssikkerhedsmæssigt betryggende former.”
    Det bemærkes, at der i advokatundersøgelsen af DSB’s samarbejde med Waterfront – efter
    aftale med DSB – blev afholdt møder med en række personer, der var relevante for undersø-
    gelsen. Det fremgår af beretningen fra advokatundersøgelsen, at advokaterne bl.a. havde gjort
    de pågældende opmærksom på, at de ikke havde pligt til at deltage i møderne eller i øvrigt at
    udtale sig, at de havde adgang til at medtage bisiddere til møderne, og at de havde adgang til
    at gennemgå relevant materiale forud for samtalerne. Der henvises til Beretning om advokat-
    undersøgelsen af DSB’s samarbejde med Waterfront af 2. april 2013, side 6 og 11 ff.
    68
    Kapitel 3
    Undersøgelseskommissionernes virksomhed og de praktiske erfaringer
    1. De hidtidige undersøgelseskommissioners virksomhed
    Der har siden 1999 været nedsat ni undersøgelseskommissioner, hvoraf de otte er nedsat i henhold
    til lov om undersøgelseskommissioner. Den første af undersøgelseskommissionerne, PET-
    kommissionen, blev nedsat i henhold til en særlig lov af 2. juni 1999. Den senest nedsatte er Under-
    søgelseskommissionen om politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse med kinesiske
    statsbesøg mv. (Tibetkommissionen). Kommissionen, der blev nedsat den 23. december 2015, er
    fortsat i gang med sit arbejde og indgår ikke i udvalgets undersøgelse.
    1.1 De enkelte undersøgelser
    Nedenfor er en oversigt over de undersøgelseskommissioner, der har været nedsat siden 1999, og
    som har afsluttet deres arbejde (Irak- og Afghanistankommissionen dog uden at afgive beretning).
    Oversigt over undersøgelseskommissioner omfattet af undersøgelsen
    Kommission Funktionsperiode Formand Antal
    medlemmer
    Samlede om-
    kostninger
    PET-kommissionen 17/8/1999-
    24/6/2009
    9 år og 10 mdr.
    Landsdommer Leif Aamand
    (opr. landsdommer Ulla Rubinstein)
    5 Kr. 77.514.141
    Farum-kommissionen 6/8/2003-
    12/4/2012
    8 år og 8 mdr.
    Landsdommer John Mosegaard 3 Kr. 61.985.285
    Dan Lynge-
    kommissionen
    15/9/2003-
    19/9/2006
    3 år
    Landsdommer Lis Sejr 3 Kr. 11.269.082
    Skattefradrags-
    kommissionen
    19/3/2004-
    16/6/2006
    2 år og 3 mdr.
    Landsdommer Lars Lindencrone
    Petersen
    3 Kr. 20.170.918
    Blekingegade-
    kommissionen
    15/9/2010-
    26/5/2014
    3 år og 8 mdr.
    Landsdommer Jens Rosenløv 3 Kr. 19.988.794
    Statsløsekommissionen 23/8/2011-
    17/8/2015
    4 år
    Landsdommer Peter Buhl 3 Kr. 42.241.877
    Skattesags-
    kommissionen
    12/3/2012-
    3/11/2014
    2 år og 8 mdr.
    Landsdommer Lars E. Andersen 3 Kr. 28.475.942
    Irak- og Afghanistan-
    kommissionen
    7/11/2012-
    2/7/2015
    2 år og 8 mdr.
    Landsdommer Michael Kistrup
    (opr. vicepræsident, Sø- og Han-
    delsretten, Michael B. Elmer)
    3 Kr. 18.576.933
    Funktionsperioden regnes fra kommissionens nedsættelse. For alle kommissionerne gælder det, at der er gået en perio-
    de fra beslutningen om at nedsætte kommissionen til den faktiske nedsættelse. Herom henvises til tabel 1, side 107.
    69
    Disse undersøgelser, der omtales nærmere i det følgende, er genstand for udvalgets erfaringsopsam-
    ling. I afsnit 1.1.1-1.1.8 redegøres der for deres virksomhed, herunder for deres tids- og ressource-
    forbrug, kommissionsberetningernes konklusioner og opfølgningen herpå.
    Som det fremgår, skiller de to første undersøgelser – PET-kommissionen og Farum-kommissionen
    – sig ud, hvad navnlig angår funktionsperiode og samlet omkostningsniveau, og som det også vil
    fremgå af det følgende, havde disse to kommissioner helt særegne faktum-undersøgelsesopgaver. I
    lyset heraf må der udvises forsigtighed med at drage generelle konklusioner om undersøgelses-
    kommissionsordningen ud fra disse to undersøgelser. Det samme gør sig gældende for Irak- og Af-
    ghanistankommissionen, idet den blev nedlagt, før den havde afgivet beretning. På den baggrund vil
    udvalgets erfaringsopsamling overvejende koncentrere sig om de erfaringer, der kan udledes af de
    fem kommissioner af mere ”almindeligt tilsnit” – Dan Lynge-kommissionen, Skattefradragskom-
    missionen, Blekingegade-kommissionen, Statsløsekommissionen og Skattesagskommissionen –
    som har virket og afsluttet deres arbejde i perioden siden 1999.
    1.1.1 PET-kommissionen
    1.1.1.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Kommissionen blev nedsat ved lov nr. 359 af 2. juni 1999 om undersøgelse af politiets efterret-
    ningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virk-
    somhed (PET-undersøgelsesloven).
    Loven blev vedtaget samtidig med lov om undersøgelseskommissioner, der trådte i kraft den 1. juli
    samme år. Det fremgår af pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til forslaget til PET-
    undersøgelsesloven (lovforslag nr. L 65 af 28. oktober 1998), at loven bl.a. bygger på lovudkastet til
    lov om undersøgelseskommissioner i Betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer, men at
    lovforslaget indeholder en række afvigelser herfra, navnlig begrundet i hensynet til at sikre fortro-
    ligheden af det efterretningsmateriale, der indgår i undersøgelsen.
    Ved breve af 17. august 1999 udpegede justitsministeren landsdommer Ulla Rubinstein, Østre
    Landsret, som formand for kommissionen og professor, dr.jur. et phil. Ditlev Tamm, professor,
    dr.jur. Jens Vedsted-Hansen, lektor, ph.d. Henrik S. Nissen samt lektor, ph.d. Johnny Laursen som
    medlemmer. Ved landsdommer Ulla Rubinsteins udtræden af kommissionen den 1. juli 2000 udpe-
    gede justitsministeren landsdommer Leif Aamand, Østre Landsret, som ny formand for kommissio-
    nen. Som udspørger for kommissionen blev udpeget advokat Axel Kierkegaard, og senere blev ad-
    vokat Allan Lund Christensen antaget som yderligere udspørger.
    Kommissionen holdt sit første møde den 1. september 1999.
    70
    Kommissionen afgav sin beretning den 24. juni 2009 (ca. 10 år og 1 måned fra beslutningen om
    nedsættelsen og 9 år og 10 mdr. efter den faktiske nedsættelse).
    Beretningen har et omfang på ca. 4.600 sider fordelt på 16 bind.
    1.1.1.2. Kommissionens kommissorium
    Kommissionens kommissorium blev fastlagt i lovens § 3, der lyder som følger:
    ”§ 3. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for
    1) politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989 i forhold til politiske partier,
    faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Dan-
    mark og
    2) karakteren af de aktiviteter i politiske partier m.v., der i den nævnte periode var bag-
    grunden for politiets efterretningsvirksomhed på dette område.
    Stk. 2. Undersøgelseskommissionen skal endvidere, for så vidt angår perioden 1968-
    1989, vurdere politiets efterretningsvirksomhed set i forhold til de aktiviteter, der er
    nævnt i stk. 1, nr. 2, og herunder belyse, om virksomheden er udøvet i overensstemmel-
    se med de regler og retningslinjer, som har været fastsat af Folketinget eller regeringen.
    Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan inden for de rammer, der i øvrigt er fastsat i
    stk. 1 og 2, beslutte, at dens opgave også skal omfatte nærmere angivne forhold, der
    vedrører perioden efter 1989. Undersøgelseskommissionens beslutninger herom kan ik-
    ke påkæres.”
    1.1.1.3. Kommissionens arbejde
    Kommissionen afholdt 155 egentlige kommissionsmøder.
    Kommissionen afholdt 146 møder i forbindelse med vidneafhøringer og afhørte i alt 88 vidner. Der
    er ikke oplysninger om antallet af vidner, der har haft en bisidder, men det fremgår af kommissio-
    nens beretning, at i det omfang vidnerne har haft ønske derom, og der har været tale om tidligere
    eller nuværende embedsmænd eller ministre, har vidnerne fået beskikket en bisidder, som har været
    til stede under afhøringerne, jf. lovens § 12.
    Kommissionen gennemgik i alt 13.414 sager fra PET, omfattende skønnet mere end en million do-
    kumentsider, samt materiale i elektronisk form i et omfang svarende til hundrede tusinder doku-
    mentsider. Hertil kom et omfattende materiale i danske og udenlandske arkiver og materiale modta-
    get fra ministerier, styrelser og privatpersoner.
    71
    1.1.1.4. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 77.514.141.
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 51.337.101, hvoraf kr. 27.030.053 var til kommissionens
    medlemmer og udspørger, og kr. 24.307.048 var til øvrige medarbejdere.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 26.177.040, hvoraf kr. 18.455.064 var til lokaler og
    kontorhold, kr. 4.547.529 var til bisiddere, og kr. 3.174.448 var til øvrige omkostninger, herunder
    rejser, konsulentbistand mv.
    1.1.1.5. Kommissionens konklusioner
    Kommissionen havde hovedsageligt til opgave at undersøge og redegøre for de i kommissoriet an-
    givne forhold vedrørende politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989.
    Kommissionen skulle også vurdere, om PET’s virksomhed i perioden 1968-1989 med hensyn til
    overvågning af politisk virksomhed blev udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer,
    der var fastsat af Folketinget eller regeringen. Kommissionen havde dog ikke til opgave at udtale
    sig om eller vurdere enkeltpersoners retlige ansvar.
    Kommissionen tilkendegiver i sin sammenfatning, at det overordnede billede er, at PET har over-
    holdt regler og retningslinjer. Kommissionen har dog kunnet konstatere et antal tilfælde, hvor PET
    ikke overholdt gældende regler, eller hvor PET’s praksis havde karakter af en omgåelse af rege-
    ringserklæringen af 30. september 1968. Kommissionen understreger, at selv om der ses eksempler
    på, at PET har overtrådt eller omgået gældende regler og retningslinjer, må det overordnet vurderes,
    at der har været tale om forholdsvis få forhold, og at disse som oftest har været af mindre graveren-
    de art og derfor i den historiske sammenhæng må tillægges mindre betydning.
    Hvad særligt angår spørgsmålet om regeringserklæringens retlige status og betydning, var kommis-
    sionen delt. Et flertal var af den opfattelse, at regeringserklæringen ikke i sig selv kunne anses som
    udtryk for de retningslinjer, som PET efterfølgende fik til opgave at arbejde efter, hvorimod et min-
    dretal fandt, at erklæringen måtte lægges til grund som retligt bindende.
    1.1.1.6. Opfølgning på kommissionens beretning.
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 19. december 2011 beretning om PET-
    kommissionens beretning. Af beretningen fremgår bl.a. følgende:
    72
    ”Udvalget finder sammenfattende, at PET-kommissionen afdækker eksempler på kriti-
    sable forhold, men at der ikke efter så mange år er grundlag for at drage nogen til an-
    svar. Udvalget ser med stor alvor på disse eksempler.
    Udvalget konstaterer samtidig, at PET i de senere år har gennemgået større omorganise-
    ringer, og at åbenheden om tjenestens virke er styrket.”
    1.1.2 Farum-kommissionen
    1.1.2.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Folketinget traf den 5. december 2002 beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission.
    Den 30. juni 2003 indstillede justitsministeren til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, at
    landsdommer John Mosegaard, Østre Landsret, blev udpeget som formand for undersøgelseskom-
    missionen, og at tidligere amtskommunaldirektør Finn Hansen samt statsautoriseret revisor Carsten
    Gerner blev udpeget som medlemmer af undersøgelseskommissionen. Advokat Christian Sinding
    blev udpeget som udspørger.
    Kommissionen blev nedsat den 6. august 2003.
    Den 12. april 2012 afgav kommissionen beretning (ca. 9 år og 5 måneder efter folketingsbeslutnin-
    gen om nedsættelsen og 8 år og 8 måneder efter den faktiske nedsættelse).
    Beretningen har et omfang på ca. 4.700 sider fordelt på 16 bind, hvortil kommer ca. 7.400 siders
    digitale bilag.
    1.1.2.2. Kommissionens kommissorium
    Farum-kommissionens kommissorium lyder som følger:
    ”1.1. På baggrund af Folketingets beslutning af 5. december 2002 om nedsættelse af en
    kommission til undersøgelse af Farum-sagen nedsætter justitsministeren herved i med-
    før af lov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af Farum-
    sagen (Farum-kommissionen).
    1.2. Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissi-
    oner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knyt-
    ter sig til de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige
    debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune.
    Fremkommer der i forbindelse med kommissionens undersøgelse andre forhold, som er
    af sådan karakter, at de må anses for at høre med i en redegørelse om forholdene vedrø-
    rende Farum Kommune, kan kommissionen også undersøge og redegøre for sådanne
    forhold.
    73
    Som eksempler på de angivne kritisable forhold kan nævnes sager om kommunens lå-
    neoptagelse, kommunens indgåelse af aftaler med organisationer og private virksomhe-
    der, indgåelse af reklame- og sponsoraftaler mellem sportsklubber og private virksom-
    heder med forretningsforbindelser til kommunen, kommunens afholdelse af udgifter i
    forbindelse med restaurationsbesøg mv., kommunens køb af fast ejendom, kommunens
    behandling af bygge- og plansager, herunder opførelse af ungdomsboliger, kommunens
    aktiveringsindsats samt kommunens behandling af sager om aktindsigt. Endvidere har
    der i debatten været rejst kritik af den måde, hvorpå tilsynsmyndigheder mv. har reage-
    ret på forholdene i Farum Kommune.
    Undersøgelseskommissionen skal inden for de anførte rammer bl.a. undersøge og rede-
    gøre for borgmesterens varetagelse af sine opgaver som øverste daglige leder af admini-
    strationen, formand for økonomiudvalget og formand for kommunalbestyrelsen, kom-
    munalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres opgaver, de kommunale embeds-
    mænds varetagelse af deres opgaver, samarbejdet mellem kommunalpolitikerne og de
    kommunale embedsmænd, den kommunale revisions varetagelse af sine opgaver, Fa-
    rum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder, herunder sports-
    klubber og finansieringsinstitutter, dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har
    været til gavn for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med valg-
    kampe, de forskellige tilsynsmyndigheders varetagelse af deres opgaver, herunder Til-
    synsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune, relevante ministerier
    samt Arbejdsmarkedsrådet og Hillerød Politis varetagelse af sine opgaver i forbindelse
    med anmeldelser af Farum Kommune.
    1.3. Undersøgelsen skal omfatte perioden fra 1. januar 1990 til tidspunktet for kommis-
    sionens nedsættelse.
    Undersøgelseskommissionen kan dog beslutte også at inddrage forhold, der ligger forud
    for 1. januar 1990, hvis kommissionen finder behov for det med henblik på at kunne gi-
    ve en sammenhængende redegørelse for begivenhedsforløbet i den nævnte periode.
    1.4. Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissi-
    oner endvidere til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, admini-
    strative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen af det samlede be-
    givenhedsforløb kan begrunde.
    1.5. For tiden verserer en omfattende strafferetlig efterforskning vedrørende Farum
    Kommune.
    Efterforskningen, der forestås af Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, an-
    går en lang række af de forhold, der er nævnt ovenfor under pkt. 1.2.
    På den baggrund har undersøgelseskommissionen ikke til opgave at undersøge og rede-
    gøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en eventuel tiltalerejsning
    er omfattet af anklageskriftet. I det omfang der ved et eventuelt anklageskrift rejses tilta-
    le mod en person, har undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge
    og redegøre for, hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de for-
    hold, der omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommis-
    74
    sionen undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har
    haft med hensyn til sådanne forhold.
    Ved tilrettelæggelsen af sit arbejde skal undersøgelseskommissionen i øvrigt tage hen-
    syn til den fortsatte strafferetlige efterforskning i Farum-sagen og til eventuelle efterføl-
    gende straffesager ved domstolene. Undersøgelseskommissionen kan i den forbindelse -
    hvis den finder det rigtigt eller hensigtsmæssigt - bl.a. bestemme, at dens undersøgelse
    af dele af det samlede begivenhedsforløb skal afvente den videre strafferetlige behand-
    ling af Farum-sagen.
    Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen og Statsadvokaten for særlig økono-
    misk kriminalitet i fornødent omfang drøfter de spørgsmål, der løbende kan opstå om
    forholdet mellem undersøgelseskommissionens arbejde og den verserende straffesag -
    herunder også mere praktiske spørgsmål med henblik på at sikre, at kommissionen fra
    politi- og anklagemyndighed kan modtage det materiale, som kommissionen finder re-
    levant for sin undersøgelse.
    1.6. Hvis undersøgelseskommissionen afgiver sin beretning på et tidspunkt, hvor even-
    tuelle straffesager vedrørende forhold, der er omfattet af pkt. 1.2 og 1.3 ovenfor, er af-
    sluttet ved domstolene, anmodes kommissionen om - såfremt det findes hensigtsmæs-
    sigt med henblik på at opnå en samlet beskrivelse af alle væsentlige forhold vedrørende
    Farum Kommune - i beretningen at medtage en gengivelse af, hvad der er blevet afdæk-
    ket under domstolenes behandling af straffesagerne.”
    1.1.2.3. Kommissionens arbejde
    1.1.2.3.1. Kommissionen afhørte 222 vidner over 93 afhøringsdage. 84 vidner fik beskikket en bi-
    sidder, og der medvirkede i alt 20 bisiddere.
    Kommissionen foretog dokumentindsamling fra Farum Kommune, øvrige myndigheder, organisati-
    oner og private virksomheder. Samlet håndterede kommissionen, hvad der svarer til ca. 1,5 millio-
    ner dokumentsider.
    1.1.2.3.2. Kommissionen traf undervejs en række processuelle afgørelser om bl.a. tavshedspligt og
    videregivelse af oplysninger og om en anmodning om bevilling af beløb til brug for regnskabsmæs-
    sig assistance mv. til et af sagens hovedvidner.
    Af særlig betydning i nærværende sammenhæng er den afgørelse, som kommissionen traf den 2.
    december 2010, om ikke at give yderligere udsættelse for bisidderens supplerende afhøring af den
    involverede borgmester. Kommissionen anfører bl.a. i sin begrundelse:
    ”Kommissionen har herved foretaget en afvejning af relevansen af den ønskede yderli-
    gere bevisførelse over for resursehensyn og hensynet til, at kommissionens beretning
    afgives inden for en rimelig tid.”
    75
    Baggrunden var, at den supplerende afhøring af den involverede borgmester flere gange havde måt-
    tet udsættes, og at kommissionen ved udløb af fristen for indsendelse af en afhøringsplan og be-
    mærkninger til de tidligere foretagne afhøringer fortsat ikke havde modtaget dette materiale.
    Samtidig med denne beslutning imødekom kommissionen et forslag fra bisidderen om, at den in-
    volverede borgmester kunne afgive en skriftlig redegørelse med bemærkninger til øvrige vidnefor-
    klaringer efter protokollen, ligesom der blev givet adgang til supplerende skriftlige bemærkninger
    vedrørende vidnets egne forklaringer afgivet den 8. og 10. marts 2010. Østre Landsret stadfæstede
    den 21. januar 2011 kommissionens afgørelse.
    1.1.2.3.3. Kommissionen valgte fra september 2005 og frem at afgive årlige redegørelser om sit
    arbejde, herunder om det hidtidige og forventede tidsforbrug og kommissionens foreløbige ressour-
    ceforbrug. Kommissionen anfører, at formålet med redegørelserne var at orientere om kommissio-
    nens arbejde med henblik på at sikre, at arbejdet efter emneafgrænsning, tidsmæssigt forløb og res-
    sourceanvendelse var i overensstemmelse med kommissoriegivers forventninger og i givet fald at
    give Folketinget mulighed for bl.a. præcisering af kommissoriet. De årlige redegørelser blev offent-
    liggjort på kommissionens hjemmeside.
    1.1.2.4. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 61.985.285.
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 29.384.267.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 32.601.018, hvoraf kr. 12.258.846 var til lokaler og
    kontorhold, kr. 18.790.949 var til bisiddere, og kr. 1.551.223 var til øvrige omkostninger, herunder
    rejser, konsulentbistand mv.
    1.1.2.5. Kommissionens konklusioner
    1.1.2.5.1. Kommissionen havde ikke til opgave at foretage retlige vurderinger med henblik på at
    afklare, om nogen havde pådraget sig et ansvar. Kommissionens faktum-undersøgelse af den rejste
    kritik og overvejelser om behovet for forslag til ændringer af lovgivning mv. skulle ske i forhold til
    den gældende retlige ramme for kommuners og myndighedernes virke.
    Kommissionen fremhævede, at dens grundlag for på tidspunktet for beretningens afgivelse at kom-
    me med forslag til ændringer af lovgivning mv. på grundlag af Farum-sagen 1990-2003 var påvirket
    af, at kommissionen måtte bedømme eventuelle forslag i lyset af den mellemliggende udvikling i
    lovgivningen mv. i tiden frem til beretningens afgivelse. Dette problem forelå allerede, før kommis-
    sionen påbegyndte sit arbejde, idet der i maj 2003 gennemførtes ny lovgivning i lyset af Farum-
    76
    sagen. Senere kom der endvidere yderligere udvalgsbetænkninger og lovgivning til af betydning for
    kommissoriet.
    Kommissionen foreslog ikke desto mindre en række lovgivningsmæssige initiativer vedrørende
    byrådets arbejde, bl.a. om udsendelse af dagsorden og mødemateriale og tidsfristerne herfor, om
    tydeliggørelse af, hvornår en borgmester kan afsættes, samt om målrettet information og uddannelse
    af byrådsmedlemmer, herunder i form af relevante vejledninger om kommunal jura og økonomi.
    For så vidt angår forholdet mellem borgmesteren og administrationen fandt kommissionen, at flere
    af de undersøgte forløb gav anledning til generelle overvejelser om generel og speciel habilitet.
    Kommissionen anbefalede endvidere en genovervejelse af behovet for lovgivning om meddeleret
    og – navnlig – ansættelsesretligt værn.
    1.1.2.5.2. Kommissionen gjorde sig endvidere nogle overvejelser om revision af lov om undersø-
    gelseskommissioner eller praksis for så vidt angår tids- og ressourceanvendelse ved langvarige
    kommissionsundersøgelser. Baggrunden herfor var, at Farum-kommissionens undersøgelse blev
    ganske langvarig – hvilket ifølge kommissionen navnlig skyldtes sammenhængen med de straffesa-
    ger, der blev ført sideløbende med kommissionens undersøgelse – og ganske ressourcekrævende på
    grund af undersøgelsens omfang.
    Efter kommissionens opfattelse bør der forud for beslutningen om at nedsætte langvarige kommis-
    sionsundersøgelser være foretaget overvejelser om både den forventede ressource- og tidsanvendel-
    se, og dette bør tilkendegives offentligt og over for de personer, som forventes udpeget som kom-
    missionsmedlemmer og udspørger. Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at det allerede
    synes at være praksis at anmode undersøgelseskommissioner om at tilrettelægge arbejdet således, at
    de så vidt muligt kan afgive beretning inden for et nærmere fastsat tidsrum, og henviser herved til
    kommissorierne for Blekingegade-kommissionen, Statsløsekommissionen og Skattesagskommissi-
    onen.
    I forhold til afhøringer foreslår kommissionen, at det kan overvejes at indføre en adgang for medar-
    bejdere i kommissionens sekretariat til at foretage en kort indledende afhøring af et muligt vidne
    med spørgsmål til belysning af, om det er relevant at indkalde vidnet til afhøring i et kommissions-
    møde. En sådan indledende afhøring vil ifølge kommissionen typisk kunne ske pr. telefon og bør
    være forbundet med notatpligt om forløbet.
    1.1.2.6. Opfølgning på kommissionens beretning
    1.1.2.6.1. Forud for Farum-kommissionens nedsættelse, men foranlediget af Farum-sagen, nedsatte
    indenrigs- og sundhedsministeren i maj 2002 en ekspertgruppe vedr. indsigt i den kommunale ad-
    ministration under ledelse af professor, dr.jur. Jens Peter Christensen, der fik til opgave at overveje,
    om de redskaber, den kommunale styrelseslovgivning gav kommunalbestyrelsen, den kommunale
    77
    revision, tilsynet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet var tilstrækkelige. Ekspertgruppen afgav
    betænkning (nr. 1425/2002) i december samme år. På baggrund af ekspertgruppens anbefalinger
    fremsatte ministeren i 2003 et forslag til ændring af kommunestyrelsesloven med flere love, der
    bl.a. forbedrede mulighederne for indsigt i den kommunale administration og gennemførte en til-
    synsreform. Lovforslaget blev vedtaget og trådte i kraft den 1. januar 2004. Endvidere blev der i
    2007 fremsat yderligere et lovforslag om ændring af kommunestyrelsesloven med flere love, der
    bl.a. indebar øgede krav til den kommunale og regionale revisions sagkundskab og uafhængighed.
    Lovforslaget blev vedtaget og trådte i kraft den 1. januar 2012. Der henvises til økonomi- og inden-
    rigsministerens besvarelse af 16. august 2012 af spørgsmål nr. 6 fra Underudvalget under Udvalget
    for Forretningsordenen (2011-12, alm. del).
    Endvidere blev der i oktober 2012 af økonomi- og indenrigsministeren nedsat et udvalg om afsæt-
    telse af borgmesteren og forberedelse af byrådsmøder. Udvalget blev nedsat på baggrund af anbefa-
    lingerne i Farum-kommissionens beretning vedrørende reglerne i lov om kommunernes styrelse om
    udsendelse af dagsorden og sagsmaterialets tilgængelighed og om tydeliggørelse af reglerne om
    suspension og afsættelse af borgmesteren. Udvalget afgav betænkning (nr. 1538/2013) i juni 2013.
    På baggrund af betænkningen fremsatte økonomi- og indenrigsministeren et forslag til ændring af
    bl.a. kommunestyrelsesloven om suspension og afsættelse af en borgmester, frister for materiale til
    kommunalbestyrelsesmøder mv., der blev vedtaget som lov nr. 1470 af 17. december 2013, og som
    trådte i kraft den 1. januar 2014.
    Endelig kan nævnes, at justitsministeren i december 2013 besluttede at nedsætte Udvalget om of-
    fentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger. Udvalget, der afgav betænkning (nr.
    1553/2015) i februar 2015, foretog bl.a. en vurdering af behovet for lovgivning om meddeleret og
    ansættelsesretligt værn for offentligt ansatte.
    1.1.2.6.2. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 8. maj 2013 beretning om Farum-
    kommissionens beretning. I sin beretning tilkendegiver Udvalget for Forretningsordenen, at det ikke
    har fundet grundlag for at drage nogen til ansvar.
    Af beretningen fremgår endvidere, at Udvalget for Forretningsordenen bakker op om Farum-
    kommissionens forslag om, at der forud for beslutningen om at nedsætte en undersøgelseskommis-
    sion er foretaget overvejelser om både den forventede ressourceanvendelse og tidsanvendelse. Ud-
    valget noterer sig i denne forbindelse med tilfredshed, at dette allerede efterleves i praksis, hvorved
    der henvises til, at der i kommissorierne for Statsløsekommissionen, Skattesagskommissionen, Irak-
    og Afghanistankommissionen og Blekingegade-kommissionen blev indsat bemærkninger om, hvor-
    når beretningen burde afgives.
    78
    Udvalget fandt derimod, at kommissionens forslag om en kort indledende afhøring af et muligt vid-
    ne foretaget af kommissionens sekretariat med henblik på at belyse, om det er relevant at indkalde
    vidnet til afhøring i et kommissionsmøde, gav anledning til en række retssikkerhedsmæssige betæn-
    keligheder. Desuden fandt udvalget den screeningsprocedure, som allerede finder sted i dag, til-
    strækkelig til at sikre, at kun de relevante vidner indkaldes.
    I beretningen noterer Udvalget for Forretningsordenen sig endvidere med tilfredshed, at mange af
    de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer allerede var blevet taget. Udvalget bakkede dog op
    om kommissionens betragtninger om, at enkelte lovgivningsmæssige initiativer fortsat udestod.
    Det bemærkes, at der – som nævnt i Farum-kommissionens kommissorium – sideløbende med un-
    dersøgelseskommissionens arbejde førtes straffesager mod flere af de involverede personer. Straffe-
    sagerne fandt først deres endelige afslutning ved Østre Landsrets dom af 6. oktober 2009 og Pro-
    cesbevillingsnævnets efterfølgende nægtelse af anketilladelse til Højesteret af 18. december 2009.
    1.1.3 Dan Lynge-kommissionen
    1.1.3.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Justitsministeren traf den 25. april 2003 beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission.
    Ved breve af 15. september 2003 udpegede justitsministeren landsdommer Lis Sejr, Vestre Lands-
    ret, som formand for kommissionen og advokat Claus Søgaard-Christensen samt professor, dr.jur.
    Eva Smith som medlemmer. Advokat Gunnar Homann blev udpeget som udspørger for kommissio-
    nen.
    Den 19. september 2006 afgav kommissionen sin beretning (ca. 3 år og 5 mdr. fra beslutningen om
    nedsættelsen og ca. 3 år efter den faktiske nedsættelse).
    Beretningen har et omfang på 1.290 sider fordelt på 3 bind. Hertil kommer protokoller og bilag.
    1.1.3.2. Kommissionens kommissorium
    Kommissionens kommissorium lyder som følger:
    ”Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskom-
    missioner en kommission til undersøgelse af Dan Lynge-sagen.
    Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner
    til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig
    til politiets samarbejde med Dan Lynge såvel i forbindelse med efterforskning og be-
    kæmpelse af rockerkriminalitet som i andre sammenhænge.
    79
    Undersøgelsen skal omfatte dels politiet – herunder Politiets Efterretningstjeneste – dels
    andre relevante myndigheder, herunder den overordnede anklagemyndighed og Justits-
    ministeriet.
    Kommissionens undersøgelse og redegørelse skal bl.a. omfatte de påstande om kritisab-
    le forhold i sagen, som er fremkommet i medierne og den offentlige debat, herunder på-
    stande om:
    – at politiets samarbejde med Dan Lynge skulle have været af en sådan karakter, at der
    har været tale om agentvirksomhed i strid med retsplejelovens regler,
    – at politiet ikke skulle have taget de fornødne skridt i anledning af informationer fra
    Dan Lynge om bl.a. forestående attentater i rockermiljøet,
    – at politiet uberettiget skulle have udbetalt pengebeløb (»dusør«) til Dan Lynge,
    – at anklagemyndigheden uberettiget skulle have undladt at retsforfølge Dan Lynge i
    anledning af strafbare forhold, og
    – at Justitsministeriet i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketinget skulle have afgivet
    urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.
    På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommis-
    sionen efter § 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner foretage retlige vurderin-
    ger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget
    til ansvar.”
    I et brev af 20. januar 2004 anmodede Justitsministeriet undersøgelseskommissionen om at inddra-
    ge et yderligere forhold i undersøgelsen. I brevet hedder det:
    ”Ekstra Bladet har i en række artikler i december 2003 omtalt forhold vedrørende den
    politimæssige indsats over for rockerkriminaliteten i 1990’erne.
    Det anføres i artiklerne, at politiet og anklagemyndigheden angiveligt havde kendskab
    til en person, der solgte våben til Hells Angels, uden at der i den anledning blev grebet
    ind, herunder gennemført efterforskning og retsforfølgning mod vedkommende. I artik-
    lerne er henvist til rapportmateriale fra politiet samt til notater fra et møde mellem en
    række ledende personer inden for politi og anklagemyndighed vedrørende sagen om
    Dan Lynge, hvor den pågældende person skulle være omtalt. Det fremgår endvidere, at
    den pågældende skulle have forbindelse til Dan Lynge.
    I besvarelsen af et spørgsmål, som medlem af Folketinget Søren Søndergaard (EL) har
    stillet justitsministeren i anledning af Ekstra Bladets artikler, er det på den baggrund til-
    kendegivet, at en undersøgelse og vurdering af det i artiklerne omtalte forhold naturligt
    og rigtigst bør inddrages i arbejdet i den kommission, der er nedsat til undersøgelse af
    Dan Lynge-sagen. Besvarelsen af 14. januar 2004 af spørgsmål nr. S 1435 fra medlem
    af Folketinget Søren Søndergaard vedlægges.
    I overensstemmelse med det anførte anmodes kommissionen om at inddrage det pågæl-
    dende forhold i kommissionens arbejde…”
    80
    1.1.3.3. Kommissionens arbejde
    Kommissionen afhørte på 29 møder i alt 44 personer. 19 vidner fik beskikket en bisidder. Der med-
    virkede i alt 7 bisiddere.
    Yderligere 2 vidner fik beskikket en advokat i forbindelse med afhøringerne, da kommissionen vur-
    derede, at afhøringstemaet for disse vidners vedkommende indebar en risiko for selvinkriminering.
    Kommissionen indhentede materiale fra de relevante dele af politi- og anklagemyndigheden og fra
    Justitsministeriet. Nærmere oplysninger om det undersøgte materiales omfang fremgår ikke af be-
    retningen.
    1.1.3.4. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 11.269.082.
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 7.323.673, hvoraf kr. 6.029.724 var til kommissionens med-
    lemmer og udspørger, og kr. 1.293.949 var til øvrige medarbejdere.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 3.945.410, hvoraf kr. 1.364.959 var til lokaler og kon-
    torhold, kr. 1.476.223 var til bisiddere, og kr. 1.104.229 var til øvrige omkostninger, herunder rej-
    ser, konsulentbistand mv.
    1.1.3.5. Kommissionens konklusioner
    Kommissionen udtalte kritik af en række forhold vedrørende politiets håndtering af samarbejdet
    med Dan Lynge. Kommissionen udtalte således kritik af, at oplysninger om det såkaldte ”Høvding-
    drab” ikke blev videregivet til rette myndighed, at politiet ikke i tilstrækkelig grad sagde fra over
    for Dan Lynges initiativer, som bragte politiet i uacceptable situationer, hvor politiet var afskåret fra
    at gribe ind over for kriminelle handlinger, at oplysninger om Dan Lynges involvering i begået nar-
    kotikakriminalitet ikke blev nøjere overvejet og eventuelt forelagt anklagemyndigheden, og at der i
    tre tilfælde blev udleveret fortrolige oplysninger til Dan Lynge, som gik ud over, hvad formålet
    tilsagde.
    Kommissionen vurderede sammenfattende, at der havde været ledelsesmæssigt svigt i forhold til
    tilrettelæggelsen af og ansvarsforholdene i relation til politiets samarbejde med Dan Lynge, herun-
    der politiets håndtering af oplysninger om kriminelle forhold. Kommissionen fandt dog ikke, at der
    var grundlag for at søge enkeltpersoner draget til ansvar for dette ledelsesmæssige svigt.
    Kommissionen vurderede endvidere, at Justitsministeriet ved besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 i
    Folketinget besluttede at besvare spørgsmålet specifikt, for så vidt angår PET’s deltagelse i området
    for rockerbekæmpelse, selvom spørgsmålet efter sin ordlyd ikke var begrænset til dette område.
    81
    Kommissionen konstaterede, at svaret ikke isoleret set indeholdt objektivt urigtige oplysninger. Et
    flertal i kommissionen afstod fra at tage stilling til, om svaret efter sin formulering tilstrækkeligt
    tydeligt præciserede præmisserne for svaret, idet en sådan stillingtagen ville indebære en stillingta-
    gen til spørgsmål om ministeransvar. Et medlem af kommissionen erklærede sig uenig i denne af-
    grænsning og udtalte, at svaret ikke burde have været udformet som sket, men da svaret ikke inde-
    holdt urigtige oplysninger, fandt dette medlem ingen anledning til, at et tjenstligt eller retligt ansvar
    søgtes gennemført.
    1.1.3.6. Opfølgning på kommissionens beretning
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 23. maj 2007 beretning om Dan Lynge-
    kommissionens beretning. Af beretningen fremgår bl.a. følgende:
    ”Udvalget noterer sig undersøgelseskommissionens skarpe kritik af samarbejdet med
    Dan Lynge og noterer sig, at kommissionen ikke har fundet grundlag for at søge enkelt-
    personer draget til ansvar for det ledelsesmæssige svigt.
    Udvalget har noteret sig de nye retningslinjer fra Rigsadvokaten vedrørende anvendel-
    sen af meddelere og går ud fra, at disse retningslinjer vil forebygge, at noget lignende
    kan ske igen, og hvis det alligevel skulle ske, så muliggøre, at enkeltpersoner kan drages
    til ansvar, da der så vil være sket overtrædelse af klare retningslinjer.
    […]
    Udvalget har noteret sig undersøgelseskommissionens konklusioner. Hvad angår
    justitsminister Lene Espersens omstridte besvarelse af spørgsmål nr. S 2267, bemærker
    udvalget, at det kan give anledning til uheldige misforståelser, hvis en minister ved sit
    svar indlægger en begrænsning, der ikke er forudsat i spørgsmålets formulering.
    Et flertal i udvalget med undtagelse af EL finder dog ikke anledning til en kritik i det
    konkrete tilfælde, da justitsministerens svar efter sit indhold er korrekt, og da der ikke
    synes at have været noget ønske om at vildlede Folketinget og offentligheden, idet for-
    målet med svaret var at vise størst mulig åbenhed.”
    1.1.4 Skattefradragskommissionen
    1.1.4.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Justitsministeren traf den 27. november 2003 beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommis-
    sion.
    Ved breve af 19. marts 2004 udpegede justitsministeren landsdommer Lars Lindencrone Petersen,
    Østre Landsret, som formand for kommissionen og advokat Birgitte Refn Wenzel samt statsautori-
    seret revisor Sten Lauritzen som medlemmer. Advokat Michael Rekling blev udpeget som udspør-
    ger for kommissionen.
    82
    Den 16. juni 2006 afgav kommissionen sin beretning (ca. 2 år og 7 mdr. fra beslutningen om ned-
    sættelsen og 2 år og 3 mdr. efter den faktiske nedsættelse).
    Beretningen har et omfang på ca. 1.050 sider fordelt på 2 bind. Hertil kommer 2 bind med protokol-
    ler.
    1.1.4.2. Kommissionens kommissorium
    Kommissionens kommissorium lyder som følger:
    ”Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskom-
    missioner en kommission til undersøgelse af den såkaldte skattefradragssag.
    Lovforslag L 61 af 24. oktober 2001 om ændring af en række skattelove indeholdt i § 1,
    nr. 2, bestemmelser, der tog sigte på en nærmere regulering af det forhold, at en adgang
    i udlandet til, at et datterselskab skattefrit kan overdrage aktiver (herunder goodwill) til
    et nyt datterselskab, efter de danske regler om frivillig sambeskatning skaber mulighed
    for at forøge grundlaget for skattemæssige fradrag for moderselskabet. Lovforslaget
    havde på dette punkt til formål at ophæve den nævnte mulighed.
    I forbindelse med folketingsvalget i november 2001 bortfaldt lovforslag L 61.
    Lovforslag L 99 af 7. februar 2002 om ændring af en række skattelove (vedtaget som
    lov nr. 313 af 21. maj 2002) indeholdt visse bestemmelser svarende til dem, der var in-
    deholdt i det ovenfor omtalte lovforslag L 61, men ikke bestemmelser om ophævelse af
    den nævnte mulighed for forøgelse af grundlaget for skattemæssige fradrag. Sådanne
    bestemmelser er derimod indeholdt i lovforslag L 27 af 9. oktober 2003 om ændring af
    bl.a. selskabsskatteloven.
    Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner
    til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig
    til, at skatteministeren ikke i forbindelse med lovforslag L 99 – eller på et senere tids-
    punkt inden fremsættelsen af lovforslag L 27 – fremsatte forslag om bestemmelser om
    en regulering af den omtalte fradragsmulighed. Undersøgelseskommissionen skal tillige
    undersøge og redegøre for baggrunden for fremsættelsen af lovforslag L 61.
    I den forbindelse skal kommissionen bl.a. undersøge, hvornår og i hvilket omfang skat-
    temyndighederne blev bekendt med konkrete tilfælde af virksomheders anvendelse af
    den nævnte mulighed for forøgelse af grundlaget for skattemæssige fradrag eller med
    virksomheders konkrete overvejelser eller planer herom. Undersøgelsen skal herunder
    omfatte spørgsmålet om den nærmere håndtering af en skrivelse af 16. oktober 2000 fra
    Told- og Skattestyrelsen (Selskabsrevisionskontor Århus) til Told- og Skattestyrelsens
    selskabsbeskatningsafdeling.
    I sammenhæng med den nævnte undersøgelse af konkrete tilfælde af virksomheders an-
    vendelse af muligheden for forøgelse af grundlaget for skattemæssige fradrag skal
    83
    kommissionen undersøge størrelsen af det samlede beløb, som i konsekvens af sådanne
    anvendelser ikke er tilgået skattemyndighederne.
    Kommissionens undersøgelse skal endvidere omfatte de besvarelser, som regeringen
    har afgivet til Folketinget om sagen.
    På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommis-
    sionen efter § 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner komme med forslag til så-
    danne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som
    undersøgelsen kan begrunde, ligesom kommissionen efter lovens § 4, stk. 4, skal fore-
    tage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige
    søger nogen draget til ansvar.”
    1.1.4.3. Kommissionens arbejde
    Kommissionen afhørte i løbet af 30 dage i alt 64 personer.
    Af kommissionens opregning af bisiddere fremgår, at 63 af vidnerne benyttede sig af retten til at
    vælge eller få beskikket en bisidder. Der medvirkede i alt 18 forskellige bisiddere.
    Kommissionen modtog materiale fra Skatteministeriets departement, Told- og Skattestyrelsen,
    Statsministeriet og Finansministeriet. Materialet havde et samlet omfang på ca. 30.500 sider.
    1.1.4.4. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 20.170.918.
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 11.937.780, hvoraf kr. 9.555.880 var til kommissionens
    medlemmer og udspørger, og kr. 2.381.900 var til øvrige medarbejdere.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 8.233.138, hvoraf kr. 1.473.063 var til lokaler og kon-
    torhold, kr. 6.240.120 var til bisiddere, og kr. 519.955 var til øvrige omkostninger, herunder rejser,
    konsulentbistand mv.
    1.1.4.5. Kommissionens konklusioner
    Kommissionen fremsatte bemærkninger med karakter af egentlig kritik til handlinger eller undla-
    delser foretaget af tre navngivne embedsmænd i Skatteministeriet, men ingen af de pågældende
    handlinger eller undladelser kunne ifølge kommissionen tilregnes de implicerede embedsmænd som
    tjenesteforsømmelse.
    Kommissionen fandt endvidere anledning til at bemærke, at en samlet bedømmelse af hændelses-
    forløbet fra efteråret 2000 til sommeren 2003, som havde været genstand for undersøgelsen, efter-
    84
    lod det indtryk, at Skatteministeriets system som sådant ikke havde reageret adækvat på de oplys-
    ninger, der tilgik systemet.
    Efter sit kommissorium skulle kommissionen komme med forslag til sådanne ændringer af love,
    administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kunne begrunde.
    Kommissionen fremsatte en række forslag til ændringer i administrativ praksis.
    1.1.4.6. Opfølgning på kommissionens beretning
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 28. februar 2007 beretning om Skattefra-
    dragskommissionens beretning. Udvalget delte sig i et flertal og et mindretal.
    Udvalgets flertal fandt ikke, at der var grundlag for at foretage sig videre.
    Udvalgets mindretal fandt, at der var behov for, at Folketinget udtrykte sin misbilligelse af den tid-
    ligere skatteministers embedsførelse i sagen. Mindretallet udtalte endvidere kritik af, at der ikke i
    Statsministeriet skete en granskning af skatteministerens lovforslag L 99 med henblik på at klar-
    lægge konsekvenserne af ikke at medtage den tidligere regerings forslag.
    1.1.5 Blekingegade-kommissionen
    1.1.5.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Justitsministeren traf den 3. februar 2010 beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission.
    Ved breve af 15. september 2010 udpegede justitsministeren landsdommer Jens Rosenløv, Østre
    Landsret, som formand for kommissionen og advokat Jakob Lund Poulsen samt forhenværende
    politimester Jakob Skov som medlemmer. Advokat Gunnar Homann blev udpeget som udspørger
    for kommissionen.
    Den 26. maj 2014 afgav kommissionen sin beretning (ca. 4 år og 3 mdr. fra beslutningen om ned-
    sættelsen og 3 år og 8 mdr. efter den faktiske nedsættelse).
    Beretningen har et omfang på 1.256 sider fordelt på 6 bind. Hertil kommer 2 bind med bilag.
    Det bemærkes, at kommissionen i sin beretning oplyser, at kommissionens lokaler først fra begyn-
    delsen af januar 2011 var sikret således, at kommissionen kunne begynde at modtage sikkerhedsbe-
    skyttet materiale.
    1.1.5.2. Kommissionens kommissorium
    Kommissionens kommissorium lyder som følger:
    85
    ”1. Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelses-
    kommissioner en kommission til undersøgelse af centrale myndigheders rolle i Blekin-
    gegade-sagen.
    Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner
    til opgave at undersøge og redegøre for, om Justitsministeriet, Politiets Efterretningstje-
    neste (PET) eller andre relevante centrale myndigheder modvirkede det almindelige po-
    litis og anklagemyndighedens opklaring og strafforfølgning af de strafbare forhold, som
    bl.a. i den offentlige debat er blevet forbundet med den gruppe af personer, der blev
    kendt som Blekingegadebanden.
    Kommissionen skal som led i sin undersøgelse bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket
    omfang PET havde oplysninger, der gav grundlag for konkret mistanke om, at med-
    lemmer af Blekingegadebanden stod bag de omhandlede strafbare forhold.
    Kommissionens undersøgelse skal bl.a. omfatte de oplysninger og påstande vedrørende
    centrale myndigheders rolle, som er fremlagt i bøgerne ”Blekingegadebanden” af Peter
    Øvig Knudsen samt ”Politiets hemmeligheder – Jørn Moos genåbner Blekingegade-
    sagen” af Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen. Dette vedrører bl.a.:
    • Efterforskningen i begyndelsen af 1980’erne af navnlig en række brandattentater
    i Århus.
    • Sagen om frihedsberøvelse og forsøg på bankrøveri i Glostrup den 7. juli 1980.
    • Røveriet mod en pengetransport ved Vesterport den 2. april 1982.
    • Røveriet mod en pengetransport fra Den Danske Bank i Lyngby den 2. marts
    1983.
    • Behandlingen af spørgsmålet om udlevering fra Frankrig af to personer med til-
    knytning til PFLP, der var mistænkt for at have forbindelse til Lyngby-røveriet.
    • Behandlingen af spørgsmålet om udlevering og undersøgelse af de danske pen-
    gesedler, som de to ovennævnte personer var i besiddelse af, da de blev anholdt i
    Paris.
    • Røveriet mod en pengetransport fra Privatbanken i Herlev den 3. december
    1985.
    • Sagen om anholdelsen den 3. juni 1986 af et af Blekingegadebandens medlem-
    mer på Lobeliavej på Amager.
    • Røveriet mod Daells Varehus den 22. december 1986.
    • Røveriet mod en pengetransport ved Købmagergade Postkontor i København og
    drabet på en politibetjent den 3. november 1988.
    • Den manglende tiltalerejsning mod Blekingegadebandens medlemmer for over-
    trædelse af den dagældende bestemmelse i straffelovens § 114 om terrorisme.
    Hvis kommissionens undersøgelse viser, at centrale myndigheder modvirkede det al-
    mindelige politis og anklagemyndighedens opklaring mv. af de strafbare forhold, som
    bl.a. i den offentlige debat er blevet forbundet med Blekingegadebanden, skal kommis-
    sionen undersøge og redegøre for baggrunden herfor.
    86
    I det omfang kommissionens undersøgelse viser, at centrale myndigheder bistod det al-
    mindelige politi og anklagemyndigheden med at opklare mv. de omhandlede strafbare
    forhold, skal kommissionen undersøge og redegøre for, hvilken betydning denne bi-
    stand må antages at have haft for vedkommende politikreds’ efterforskning og den
    eventuelle strafforfølgning af det pågældende forhold.
    2. Den såkaldte PET-kommission blev nedsat ved lov nr. 359 af 2. juni 1999 om under-
    søgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter,
    der var baggrunden for denne virksomhed.
    PET-kommissionen afgav sin beretning den 24. juni 2009.
    Visse af de forhold, som den foreliggende kommission har til opgave at undersøge og
    redegøre for, jf. pkt. 1 ovenfor, er behandlet af PET-kommissionen.
    Kommissionen skal i relevant omfang inddrage PET-kommissionens beretning i sit ar-
    bejde.
    3. Det følger af § 5 i lov om undersøgelseskommissioner, at kommissionen efter samråd
    med kommissionens udspørger afgør, hvordan undersøgelsen skal tilrettelægges.
    Denne kommission bør tilrettelægge og gennemføre sin undersøgelse på en sådan måde,
    at forholdet til andre lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke ska-
    des.
    Kommissionen bør endvidere tilrettelægge sit arbejde således, at den så vidt muligt kan
    afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse senest tre år efter, at kommissionen er
    endeligt nedsat.
    Hvis kommissionen ikke kan afgive beretning inden det nævnte tidspunkt, anmodes
    kommissionen om at orientere justitsministeren skriftligt om baggrunden herfor og om,
    hvornår kommissionen forventer at kunne afgive sin beretning.
    Af § 32 i lov om undersøgelseskommissioner følger bl.a., at justitsministeren offentlig-
    gør en undersøgelseskommissions beretning, medmindre ganske særlige grunde taler
    imod det. Bestemmelsen i § 32 bygger på den forudsætning, at bl.a. en kopi af kommis-
    sionens protokol og eventuel retsbog optages som bilag til beretningen.
    Den samlede beretning om resultatet af den foreliggende kommissionsundersøgelse bør
    så vidt muligt udarbejdes således, at dens offentliggørelse ikke skader forholdet til andre
    lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand.”
    1.1.5.3. Kommissionens arbejde
    Kommissionen afholdt 26 interne møder.
    Kommissionen afholdt 28 eksterne møder i forbindelse med vidneafhøringer af i alt 69 vidner.
    Kommissionen fandt, at alle vidnerne havde ret til en bisidder, jf. lovens § 12. Af kommissionens
    87
    opregning af bisiddere fremgår, at 40 af vidnerne benyttede sig af denne ret. Der medvirkede i alt
    12 bisiddere.
    Kommissionen gennemgik skønsmæssigt omkring 200.000 siders materiale modtaget fra PET, poli-
    tiet og andre relevante myndigheder.
    1.1.5.4. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 19.988.794.
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 14.180.880, hvoraf kr. 8.450.310 var til kommissionens
    medlemmer og udspørger, og kr. 5.730.570 var til øvrige medarbejdere.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 5.807.914, hvoraf kr. 3.013.827 var til lokaler og kon-
    torhold, kr. 2.654.356 var til bisiddere, og kr. 139.731 var til øvrige omkostninger, herunder rejser,
    konsulentbistand mv.
    1.1.5.5. Kommissionens konklusioner
    Kommissionen bemærkede overordnet som følger:
    ”Kommissionen har i ingen tilfælde fundet, at PET modvirkede det almindelige politis
    og anklagemyndighedens opklaring og strafforfølgning af Appel-gruppen i forbindelse
    med de forhold, der er omfattet af kommissoriet eller i øvrigt. Derimod har kommissio-
    nen konstateret, at i de tilfælde, hvor PET havde oplysninger af væsentlig betydning for
    efterforskningen af disse forhold, videregav PET oplysningerne til det almindelige poli-
    ti.
    […]
    Kommissionen har fundet, at det ikke kan lægges til grund, at Justitsministeriet i nogen
    af [de tilfælde, hvor ministeriet blev inddraget] modvirkede det almindelige politis og
    anklagemyndighedens opklaring og strafforfølgning.
    Kommissionen har desuden fundet, at hverken Rigsadvokaten eller Statsadvokaten for
    København modvirkede strafforfølgningen af Blekingegadebandens medlemmer i for-
    bindelse med spørgsmålet om, hvorvidt der i 1990 under nævningesagen mod medlem-
    merne skulle rejses tiltale for overtrædelse af den dagældende bestemmelse i straffelo-
    vens § 114 om terrorisme.
    Tilsvarende har kommissionen fundet, at Udenrigsministeriet ikke modvirkede straffor-
    følgningen af Blekingegadebandens medlemmer, da ministeriet modtog oplysning om,
    at Tayseer Kubaa under en samtale i New York med den daværende danske udenrigs-
    minister tilbød at afgive vidneforklaring i Blekingegade-sagen.”
    88
    1.1.5.6. Opfølgning på kommissionens beretning
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 10. marts 2015 beretning om Blekingegade-
    kommissionens beretning. Af beretningen fremgår bl.a. følgende:
    ”Udvalget for Forretningsordenen har ikke fundet anledning til at foretage nogen under-
    søgelsesskridt til supplering af de oplysninger og vurderinger, der er fremkommet i un-
    dersøgelseskommissionens beretning.
    Udvalget har konstateret, at undersøgelseskommissionens beretning ikke behandler for-
    hold, der kan give anledning til, at der søges gjort et ansvar gældende over for nogen
    tidligere ministre.”
    1.1.6 Statsløsekommissionen
    1.1.6.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Justitsministeren traf den 8. marts 2011 beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission.
    Ved breve af 23. august 2011 udpegede justitsministeren landsdommer Peter Buhl, Vestre Landsret,
    som formand for kommissionen og advokat Claus Søgaard-Christensen samt professor, dr.jur. Kar-
    sten Revsbech som medlemmer. Advokat Poul Heidmann blev udpeget som udspørger for kommis-
    sionen.
    Den 17. august 2015 afgav kommissionen sin beretning (ca. 4 år og 5 mdr. fra beslutningen om
    nedsættelsen og 4 år efter den faktiske nedsættelse).
    Beretningen har et omfang på 2.997 sider fordelt på 10 bind (inkl. 162 siders bilagsmateriale). Her-
    til kommer yderligere bilag i form af kommissionens samlede protokol på 1.307 sider, samlet over-
    sigt med referater af 758 konkrete sager samt et notat om retsvirkninger knyttet til opnåelse af dansk
    indfødsret.
    1.1.6.2. Kommissionens kommissorium
    Kommissionens kommissorium lyder som følger:
    ”1. Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelses-
    kommissioner en kommission til undersøgelse af sagen om indfødsret til statsløse per-
    soner.
    Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner
    til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig
    til statslige forvaltningsmyndigheders administration af ansøgninger om indfødsret til
    statsløse personer omfattet af FN’s konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed
    og FN’s konvention fra 1989 om barnets rettigheder.
    89
    Undersøgelsen og redegørelsen skal omfatte perioden fra ændringen af indfødsretsloven
    i 1999 (lov nr. 1102 af 29. december 1999 om ændring af lov om dansk indfødsret) til
    Integrationsministeriet i januar 2010 orienterede Folketingets Indfødsretsudvalg om sa-
    gen.
    Undersøgelseskommissionen skal, i det omfang den finder det relevant, også inddrage
    forhold, der vedrører FN’s konvention om barnets rettigheder i perioden fra 1991, hvor
    Danmark ratificerede denne konvention, og frem.
    Undersøgelseskommissionen skal bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang an-
    søgninger om indfødsret fra statsløse personer er blevet behandlet efter de almindelige
    betingelser for meddelelse af indfødsret og ikke efter de mere lempelige betingelser,
    som følger af Danmarks internationale forpligtelser efter de nævnte FN-konventioner.
    Det forudsættes i den forbindelse, at undersøgelseskommissionen generelt beskriver,
    hvilke retsvirkninger der er knyttet til opnåelse af dansk indfødsret.
    I det omfang ansøgninger fra statsløse personer er blevet behandlet efter de almindelige
    betingelser for meddelelse af indfødsret og ikke efter de mere lempelige betingelser,
    skal undersøgelseskommissionen bl.a. undersøge og redegøre for, hvad der i givet fald
    var baggrunden for dette, herunder om der var iværksat administrative tiltag med hen-
    blik på, at de pågældende ansøgninger blev behandlet efter de mere lempelige betingel-
    ser.
    Herudover skal undersøgelseskommissionen undersøge og redegøre for, i hvilket om-
    fang de skiftende ministre med ansvar for indfødsretsområdet har haft kendskab til be-
    handlingen af ansøgninger om indfødsret til statsløse personer, herunder til spørgsmål
    der vedrører forholdet til Danmarks forpligtelser efter de nævnte FN-konventioner.
    Undersøgelseskommissionen skal i den forbindelse desuden undersøge og redegøre for,
    hvornår Integrationsministeriet blev opmærksom på, at behandlingen af de pågældende
    ansøgninger rejste spørgsmål i forhold til FN-konventionerne, samt hvilke skridt der
    herefter blev taget. Denne del af undersøgelsen og redegørelsen skal bl.a. omfatte bag-
    grunden for, at Integrationsministeriet efter at være blevet opmærksom på, at der kunne
    rejses spørgsmål i forhold til FN-konventionerne, indtil videre fortsatte med at behandle
    ansøgningerne efter de almindelige betingelser for meddelelse af indfødsret. Undersø-
    gelseskommissionen skal også undersøge og redegøre for Integrationsministeriets over-
    vejelser om at orientere Folketingets Indfødsretsudvalg efter at være blevet opmærksom
    på spørgsmålet om forholdet til FN-konventionerne, herunder om ministeriet forud for
    orienteringen af Folketingets Indfødsretsudvalg i januar 2010 havde overvejet at orien-
    tere udvalget på et tidligere tidspunkt. Undersøgelseskommissionen skal herudover un-
    dersøge og redegøre for, om nogen i Integrationsministeriet underrettede Statsministeri-
    et om sagen.
    Undersøgelseskommissionen skal også inddrage forhold, der vedrører, hvordan Integra-
    tionsministeriet – som opfølgning på orienteringen af Folketingets Indfødsretsudvalg i
    januar 2010 – efterfølgende har administreret det pågældende sagsområde.
    90
    På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommis-
    sionen efter § 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner komme med forslag til så-
    danne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som
    undersøgelsen kan begrunde, ligesom kommissionen efter lovens § 4, stk. 4, skal fore-
    tage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige
    søger nogen draget til ansvar.
    2. Kommissionen bør tilrettelægge sit arbejde således, at den så vidt muligt kan afgive
    beretning om resultatet af sin undersøgelse senest tre år efter, at kommissionen er ende-
    ligt nedsat.
    Hvis kommissionen ikke kan afgive beretning inden det nævnte tidspunkt, anmodes
    kommissionen om at orientere justitsministeren skriftligt om baggrunden herfor og om,
    hvornår kommissionen forventer at kunne afgive sin beretning.”
    1.1.6.3. Kommissionens arbejde
    Kommissionen afholdt 40 interne møder.
    Kommissionen afhørte 44 vidner på i alt 27 afhøringsdage. Kommissionen tilbød 42 af vidnerne
    beskikkelse af en bisidder efter § 21, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner. 40 af vidnerne
    tog imod dette tilbud. Der medvirkede i alt 21 bisiddere.
    Kommissionen gennemgik mere end 100.000 siders materiale i papirform eller elektronisk, som den
    modtog fra Integrationsministeriet, Justitsministeriet og andre relevante myndigheder.
    Undervejs i sit arbejde traf kommissionen en række afgørelser af processuel karakter, herunder om
    navneforbud og aktindsigt. Kommissionen afgav endvidere indstillinger til justitsministeren om
    salær til bisiddere for tilstedeværelse under møder i kommissionen. I denne forbindelse indstillede
    kommissionen i flere tilfælde, at der ikke skulle ydes salær til bisiddere, hvis deres tilstedeværelse
    under bestemte afhøringer ikke vurderedes at være relevant.
    1.1.6.4. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 42.241.877.
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 20.209.725, hvoraf kr. 15.685.067 var til kommissionens
    medlemmer og udspørger, og kr. 4.524.658 var til øvrige medarbejdere.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 22.032.152, hvoraf kr. 2.750.623 var til lokaler og kon-
    torhold, kr. 18.932.511 var til bisiddere, og kr. 349.018 var til øvrige omkostninger, herunder rejser,
    konsulentbistand mv.
    91
    1.1.6.5. Kommissionens konklusioner
    Kommissionen fandt sammenfattende, at der for to af de undersøgte embedsmænds vedkommende
    – departementschefen og en afdelingschef – var tale om forseelser af en grovhed, der gav grundlag
    for, at det offentlige søgte dem draget til ansvar. Kommissionen fandt således, at det gav anledning
    til kritik, at departementschefen på visse punkter ikke havde opfyldt sin pligt til at rådgive ministe-
    ren. Kommissionen udtalte endvidere kritik af, at afdelingschefen på visse punkter ikke havde op-
    fyldt sin pligt til at administrere i overensstemmelse med gældende retsregler samt sin pligt til at
    rådgive departementschefen og ministeren.
    For så vidt angår en række øvrige undersøgte embedsmænd – to souschefer, en ministersekretær og
    et antal fuldmægtige – var det kommissionens opfattelse, at der ikke var grundlag for, at det offent-
    lige søgte at gøre et ansvar gældende.
    Kommissionen fandt endvidere, at den ikke kunne fastslå, at nogen i Integrationsministeriet under-
    rettede Statsministeriet om behandlingen af ansøgninger om indfødsret fra statsløse personer født i
    Danmark i perioden fra opdagelsen i februar 2008 af, at Integrationsministeriet ikke overholdt FN’s
    konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed, før tidligst i januar 2009. Ifølge kommissionen
    kunne det ikke lægges til grund, at en eventuel kort samtale mellem en afdelingschef i Integrati-
    onsministeriet og en medarbejder i Statsministeriet havde haft et indhold, der havde eller burde ha-
    ve fået medarbejderen i Statsministeriet til at forstå, at Integrationsministeriet måske havde behand-
    let ansøgninger fra personer omfattet af 1961-konventionen eller børnekonventionen i strid med
    Danmarks forpligtelser efter disse konventioner.
    Under henvisning til, at Integrationsministeriet (og senere Justitsministeriet efter 2010) havde gen-
    nemført en række tiltag i sagsbehandlingen med henblik på fremover at opfylde Danmarks forplig-
    telser efter 1961-konventionen og børnekonventionen, fandt kommissionen ikke grundlag for at
    foreslå yderligere ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis.
    1.1.6.6. Opfølgning på kommissionens beretning
    Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 16. marts 2016 beretning om Statsløse-
    kommissionens beretning. Udvalget delte sig i et flertal og et mindretal.
    Flertallet konstaterede, at Statsløsekommissionen udtalte kritik af ledende embedsmænd i Integrati-
    onsministeriet, og at kommissionen vurderede, at der var grundlag for at drage to ledende embeds-
    mænd til ansvar for sagens håndtering. Flertallet tog herefter til efterretning, at Udlændinge-, Inte-
    grations- og Boligministeriet den 17. august 2015 havde meddelt, at de to embedsmænd indtil vide-
    re var blevet fritaget for tjeneste under det videre disciplinære forløb.
    92
    For så vidt angår den daværende integrationsminister fremgår det af beretningen, at flertallet sam-
    menfattende fandt ministerens ageren i sagen stærkt kritisabel.
    Udvalgets mindretal tog til efterretning, at der havde været disciplinære forløb, som havde fundet
    deres afslutning. Mindretallet fandt det endvidere kritisabelt, at ministeren ikke orienterede Folke-
    tinget tidligere i forløbet, og mindretallet fandt det beklageligt, at praksis ikke blev justeret tidligere
    i forløbet.
    Det bemærkes i øvrigt, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet efterfølgende ved udsen-
    delse af pressemeddelelser har oplyst, at de to ledende embedsmænd begge er overgået til stillinger
    som kommitteret i en underliggende styrelse.
    1.1.7 Skattesagskommissionen
    1.1.7.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Justitsministeren traf den 2. december 2011 beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommissi-
    on.
    Ved breve af 12. marts 2012 udpegede justitsministeren landsdommer Lars E. Andersen, Vestre
    Landsret, som formand for kommissionen og advokat Martin Simonsen samt professor, dr.jur. Niels
    Fenger som medlemmer. Advokat Lars Kjeldsen blev udpeget som udspørger for kommissionen.
    Den 3. november 2014 afgav kommissionen sin beretning (ca. 2 år og 11 mdr. efter beslutningen
    om nedsættelsen og 2 år og 8 mdr. efter den faktiske nedsættelse).
    Beretningen har et omfang på 1.658 sider fordelt på 5 bind. Hertil kommer bilag og en protokol på
    ca. 870 sider.
    1.1.7.2. Kommissionens kommissorium
    Kommissionens kommissorium lyder som følger:
    ”1. Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelses-
    kommissioner en kommission til undersøgelse af sagen om behandlingen af Helle Thor-
    ning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag.
    2. Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissio-
    ner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter
    sig til, hvad statslige forvaltningsmyndigheder har foretaget sig i forbindelse med
    SKAT Københavns behandling af den pågældende skattesag.
    93
    2.1. Undersøgelseskommissionen skal bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang
    personer uden for SKAT København har været involveret i SKAT Københavns behand-
    ling af skattesagen.
    Undersøgelseskommissionen skal navnlig undersøge og redegøre for, i hvilket omfang
    ministre, særlige rådgivere eller andre embedsmænd har været involveret i behandlingen
    af skattesagen, herunder om de pågældende måtte have søgt at påvirke afgørelsen af sa-
    gen.
    Undersøgelseskommissionen skal i den forbindelse bl.a. undersøge og redegøre for
    baggrunden for, at skattesagen blev indledt, hvad der i forbindelse med sagsbehandlin-
    gen har været af møder og andre kontakter, herunder skriftlig korrespondance, udveks-
    ling af notater mv., mellem Skatteministeriet og SKAT København om sagen, hvad
    formålet med møderne mv. har været, hvad der er blevet drøftet mv., samt hvad forløbet
    har været efter, at SKAT København traf afgørelse i sagen.
    Undersøgelseskommissionen skal på tilsvarende måde også undersøge og redegøre for,
    hvad der måtte have været af møder, kontakter mv. mellem bl.a. Skatteministeriet og
    andre myndigheder, personer mv. uden for ministeriet om behandlingen af skattesagen.
    Denne del af undersøgelsen og redegørelsen skal omfatte perioden fra juni 2010, hvor
    spørgsmålet om Stephen Kinnocks skattepligt i Danmark blev rejst i medierne, og til
    september 2010, hvor SKAT København traf afgørelse i sagen. Undersøgelseskommis-
    sionen skal, i det omfang den finder det relevant, også inddrage forhold, der tidsmæssigt
    ligger uden for den angivne periode. Det forudsættes i den forbindelse, at undersøgel-
    seskommissionen bl.a. undersøger og redegør for korrespondance mv. mellem myndig-
    hederne og Folketingets Ombudsmand i sagen.
    2.2. Undersøgelseskommissionen skal endvidere undersøge og redegøre for, i hvilket
    omfang der er videregivet eller forsøgt videregivet fortrolige oplysninger fra skattesa-
    gen.
    Undersøgelseskommissionen skal i den forbindelse bl.a. undersøge og redegøre for,
    hvem der har haft adgang til eller i øvrigt haft kendskab til oplysninger fra skattesagen,
    hvem der er blevet videregivet oplysninger til, samt hvad formålet med videregivelsen
    har været.
    Denne del af undersøgelsen og redegørelsen skal omfatte perioden fra juni 2010, hvor
    skattesagen indledes, og til september 2011, hvor fortrolige oplysninger blev gengivet i
    medierne. Undersøgelseskommissionen skal, i det omfang den finder det relevant, også
    inddrage forhold, der tidsmæssigt ligger uden for den angivne periode.
    Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen og Københavns Politi i fornødent om-
    fang drøfter de spørgsmål, der løbende kan opstå om forholdet mellem undersøgelses-
    kommissionens og politiets arbejde, herunder spørgsmål om forældelse af eventuelle
    strafbare forhold samt mere praktiske spørgsmål med henblik på bl.a. at sikre, at kom-
    missionen fra politi- og anklagemyndighed kan modtage det materiale, som kommissio-
    nen finder relevant for sin undersøgelse.
    94
    3. Undersøgelseskommissionen kan, uanset at kommissionens undersøgelse ikke omfat-
    ter SKAT Københavns afgørelse i skattesagen, i det omfang den finder det relevant,
    inddrage oplysninger fra skattesagen til belysning af de forhold, som kommissionen har
    til opgave at undersøge og redegøre for.
    4. På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskom-
    missionen efter § 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner komme med forslag til
    sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som
    undersøgelsen kan begrunde. Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen i den for-
    bindelse tager hensyn til, at skatteministeren har taget initiativ til at ændre organiserin-
    gen i Skatteministeriet.
    Undersøgelseskommissionen skal endvidere efter lovens § 4, stk. 4, foretage retlige
    vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger no-
    gen draget til ansvar.
    5. Undersøgelseskommissionen bør tilrettelægge sit arbejde således, at den så vidt mu-
    ligt kan afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse senest to år efter, at kommis-
    sionen er endeligt nedsat.
    Hvis kommissionen ikke kan afgive beretning inden det nævnte tidspunkt, anmodes
    kommissionen om at orientere justitsministeren skriftligt om baggrunden herfor og om,
    hvornår kommissionen forventer at kunne afgive sin beretning.”
    1.1.7.3. Kommissionens arbejde
    Kommissionen afholdt 22 interne møder.
    Over i alt 45 dage afhørte kommissionen 45 vidner. Kommissionen vurderede, at 35 af vidnerne
    havde ret til at få beskikket en bisidder, jf. § 21, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner. 32 af
    vidnerne valgte at tage imod dette tilbud. I alt 19 bisiddere medvirkede.
    Kommissionen modtog materiale fra SKAT København, Skatteministeriet, Københavns Politi og
    andre relevante myndigheder samt fra aviserne BT og Ekstra Bladet. Materialesamlingens samlede
    omfang var på ca. 5.200 sider.
    Foruden afgørelser om beskikkelse af bisiddere traf kommissionen undervejs i sit arbejde en række
    processuelle afgørelser om bl.a. aktindsigt og egenacces, tv-optagelse mv., dørlukning, kildebeskyt-
    telse, afskæring af spørgsmål og udleveringer af protokoller med forklaringer og udkast til bevis-
    vurderinger mv. til politiet.
    1.1.7.4. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 28.475.942.
    95
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 11.837.280, hvoraf kr. 6.060.727 var til kommissionens
    medlemmer og udspørger, og kr. 5.776.553 var til øvrige medarbejdere.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 16.638.662, hvoraf kr. 4.298.402 var til lokaler og kon-
    torhold, kr. 11.820.824 var til bisiddere, og kr. 519.436 var til øvrige omkostninger, herunder rejser,
    konsulentbistand mv.
    1.1.7.5. Kommissionens konklusioner
    For så vidt angår de involverede ministre havde kommissionen alene til opgave at undersøge og
    redegøre for de faktiske omstændigheder af relevans for Folketingets stillingtagen til spørgsmålet
    om ministrenes politiske og retlige ansvar.
    Efter kommissionens opfattelse var der ikke grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gæl-
    dende mod den involverede departementschef. Kommissionen udtalte dog kritik af, at departe-
    mentschefen uagtsomt involverede sig i SKAT Københavns behandling af sagen på en måde, der
    stred mod skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1, og at han uberettiget videregav en oplysning
    til ministeren om en af skattesagens parters seksuelle orientering.
    For så vidt angår den involverede styrelsesdirektør i SKAT København konkluderede kommissio-
    nen, at han ikke havde været berettiget til at videregive oplysningen om en af skattesagens parters
    seksuelle orientering til ministeriets departementschef og en direktør i Skatteministeriets Koncern-
    center. Efter kommissionens opfattelse var der dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at søge et disci-
    plinært ansvar gjort gældende mod styrelsesdirektøren, da videregivelsen under de foreliggende
    omstændigheder ikke blev anset for at være en grov overtrædelse af reglen om tavshedspligt, og da
    der var gået nogen tid, siden videregivelserne fandt sted. Kommissionen bemærkede dog, at styrel-
    sesdirektørens videregivelse af oplysningen var kritisabel.
    To af de involverede embedsmænd havde fratrådt deres stillinger, da kommissionen afgav beret-
    ning, og kommissionen tog derfor ikke stilling til, om deres involvering i sagen kunne have medført
    et disciplinært ansvar, eller om deres adfærd havde været kritisabel. Kommissionen bemærkede
    dog, at den efter udfaldet af bevisvurderingen ikke fandt grundlag for, at det offentlige søgte den
    særlige rådgiver draget til ansvar for videregivelse eller forsøg på videregivelse af fortrolige oplys-
    ninger fra sagen.
    Kommissionen fremkom ikke med forslag til ændring af love eller administrative bestemmelser mv.
    Kommissionen henviste i denne forbindelse til, at der var sket en omstrukturering af Skatteministe-
    riet, at der i tilknytning til denne omstrukturering var sket en ændring af indberetningsordningen for
    administrativ rapportering opad i systemet af vigtige og principielle sager, og at kommissionens
    96
    undersøgelse i det væsentlige havde rettet sig mod behandlingen af en enkelt sag, herunder videre-
    givelse af oplysninger fra denne sag.
    1.1.7.6. Opfølgning på kommissionens beretning
    1.1.7.6.1. I sin beretning konkluderer Skattesagskommissionen, at en embedsmand er gået for tæt
    på behandlingen af den konkrete skattesag, at to embedsmænd har brudt deres tavshedspligt, at der
    har været en alvorlig lækage til pressen, og at der er afgivet urigtige oplysninger til Folketingets
    Ombudsmand.
    Som resultat af den kritik, der blev fremsat mod den ene embedsmand for brud på tavshedspligten,
    besluttede direktøren for SKAT, at den pågældende embedsmand skulle udtræde af SKAT’s direk-
    tion. Embedsmanden tiltrådte herefter en stilling som programchef i SKAT.
    For så vidt angår den del af sagen, der handler om korrespondance mv. mellem myndighederne og
    Folketingets Ombudsmand, har Skattesagskommissionen alene redegjort for det faktiske begiven-
    hedsforløb. Den 21. november 2014 anmodede skatteministeren advokat Jørgen Vinding om at fore-
    tage en vurdering af, om nogen skulle drages til ansvar for denne del af sagen. Den 29. januar 2015
    modtog skatteministeren advokat Jørgen Vindings retlige vurdering, og departementschefen i Skat-
    teministeriet, der havde været fritaget for tjeneste siden umiddelbart efter Skattesagskommissionens
    nedsættelse i marts 2012, blev hørt over undersøgelsen. Det fremgår af en pressemeddelelse af 1.
    februar 2016 fra Finansministeriet, at den hjemsendte departementschef ville fratræde sin stilling
    med udgangen af april 2016 som følge af, at stillingen ville blive nedlagt. Da ansættelsen således
    ville ophøre, ville der ikke blive foretaget yderligere i anledning af Skattesagskommissionens beret-
    ning.
    1.1.7.6.2. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav den 10. marts 2015 beretning om Skat-
    tesagskommissionens beretning. Udvalget delte sig i et flertal og et mindretal.
    Udvalgets flertal noterede sig, at Skattesagskommissionen lagde til grund, at en række ulovligheder
    fandt sted i forbindelse med behandlingen af skattesagen. Flertallet konkluderede som følger:
    ”Flertallet finder det samlet set stærkt kritisabelt, at de nævnte ulovligheder fandt sted,
    og flertallet bemærker, at det politiske ansvar for ulovlighederne i sidste instans påhvi-
    lede den politiske ledelse af Skatteministeriet og dermed den ansvarlige minister på da-
    værende tidspunkt.
    Flertallet noterer sig, at Skatteministeriets koncern er blevet omstruktureret pr. 1. januar
    2013 med henblik på at sikre vandtætte skotter mellem den politiske rådgivning og den
    konkrete sagsbehandling.”
    97
    Udvalgets mindretal konstaterede bl.a., at Skattesagskommissionen slog fast, at det ikke kunne læg-
    ges til grund, at den daværende skatteminister (i perioden fra den 23. februar 2010 til den 8. marts
    2011) havde involveret sig i SKAT Københavns behandling af sagen eller i øvrigt havde søgt at få
    afgørelsen omgjort.
    1.1.8 Irak- og Afghanistankommissionen
    1.1.8.1. Kommissionens nedsættelse, sammensætning og undersøgelsens varighed
    Justitsministeren traf den 3. oktober 2011 beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission.
    Ved breve af 7. november 2012 udpegede justitsministeren vicepræsident Michael B. Elmer, Sø- og
    Handelsretten, som formand for kommissionen og advokat Jeppe Skadhauge samt professor, dr.jur.
    Jørgen Albæk Jensen som medlemmer. Ved vicepræsident Michael B. Elmers udtræden af kommis-
    sionen den 31. marts 2015 udpegede justitsministeren landsdommer Michael Kistrup, Østre Lands-
    ret, som ny formand for kommissionen. Advokat Jens Lund Mosbek blev udpeget som udspørger
    for kommissionen.
    Kommissionen ophørte med sin virksomhed den 2. juli 2015.
    1.1.8.2. Kommissionens kommissorium
    Irak- og Afghanistankommissionens kommissorium af 27. juni 2012 lyder som følger:
    ”1. Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelses-
    kommissioner en kommission til undersøgelse af den danske krigsdeltagelse i Irak og
    Afghanistan.
    Undersøgelseskommissionen har efter lov om undersøgelseskommissioner § 4, stk. 2, til
    opgave dels at undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at
    deltage i krigen i Irak, jf. pkt. 2, dels at undersøge og redegøre for, hvad danske myn-
    digheder har foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i
    henholdsvis Irak og Afghanistan, jf. pkt. 3.
    2. Undersøgelseskommissionen skal undersøge og redegøre for, på hvilket grundlag re-
    geringen i foråret 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen i Irak.
    Undersøgelseskommissionen skal i den forbindelse bl.a. undersøge og redegøre for,
    hvilke oplysninger om forholdene i Irak de relevante danske myndigheder havde kend-
    skab til, herunder hvilke kontakter der var til myndigheder i andre lande, samt om – og i
    givet fald hvordan – de pågældende oplysninger blev inddraget i de politiske overvejel-
    ser om dansk deltagelse i krigen i Irak.
    Undersøgelseskommissionen skal endvidere undersøge og redegøre for, om de oplys-
    ninger om forholdene i Irak, som var af betydning for beslutningen om dansk krigsdel-
    tagelse, og som blev videregivet til Folketinget i forbindelse med behandlingen af for-
    98
    slag til folketingsbeslutningen om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i
    Irak samt i øvrigt ved besvarelse af folketingsspørgsmål mv. om sagen, var retvisende
    og fyldestgørende.
    Undersøgelseskommissionen skal desuden undersøge og redegøre for, om der i forhold
    til Danmarks internationale forpligtelser var grundlag for de vurderinger af lovligheden
    af den danske krigsdeltagelse i Irak, som lå til grund for beslutningen om den danske
    deltagelse.
    Undersøgelseskommissionen skal ligeledes på tilsvarende måde undersøge og redegøre
    for regeringens efterfølgende beslutninger om fortsat tilstedeværelse af danske styrker i
    Irak frem til tilbagetrækningen af de sidste danske landmilitære styrker i sommeren
    2007.
    3. Undersøgelseskommissionen skal undersøge og redegøre for, om de folkeretlige for-
    pligtelser, som påhviler Danmark, er blevet overholdt i forbindelse med tilbageholdelse
    af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan.
    Undersøgelseskommissionen skal bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang
    danske styrker har tilbageholdt personer, og hvordan danske styrker har behandlet tilba-
    geholdte personer. Undersøgelseskommissionen skal desuden undersøge og redegøre
    for, i hvilket omfang danske styrker har overladt tilbageholdte personer til andre landes
    styrker mv., og hvilken viden de relevante danske myndigheder på tidspunktet for så-
    danne overladelser havde om behandlingen af tilbageholdte hos de pågældende landes
    styrker mv.
    Undersøgelseskommissionen skal endvidere redegøre for, i hvilket omfang der folkeret-
    ligt er pligt til at føre tilsyn med tilbageholdte personer, efter de overlades til andre lan-
    des styrker mv., samt undersøge og redegøre for, i hvilket omfang der fra dansk side er
    ført et sådant tilsyn.
    Undersøgelseskommissionen skal ligeledes undersøge og redegøre for, i hvilket omfang
    danske styrker har deltaget i fællesoperationer med andre landes styrker mv., hvor der er
    sket tilbageholdelse af personer. Det forudsættes i den forbindelse, at undersøgelses-
    kommissionen redegør for, hvornår der indtræder et folkeretligt (med)ansvar for be-
    handlingen af personer tilbageholdt af andre landes styrker mv. i fællesoperationer, her-
    under i forhold til operationsmønstret i Irak og Afghanistan.
    Undersøgelseskommissionen skal herudover undersøge og redegøre for, om de oplys-
    ninger om tilbageholdelse af personer i forbindelse med den danske krigsdeltagelse i
    Irak og Afghanistan, der er videregivet til Folketinget i forbindelse med besvarelse af
    folketingsspørgsmål mv. om sagen, er retvisende og fyldestgørende.
    Undersøgelsen vedrørende Irak skal omfatte tilbageholdelser i perioden fra Folketingets
    vedtagelse den 21. marts 2003 af beslutningsforslag nr. B 118 om dansk militær delta-
    gelse i en multinational indsats i Irak til tilbagetrækningen af de sidste danske landmili-
    tære styrker i sommeren 2007.
    99
    Undersøgelsen vedrørende Afghanistan skal omfatte tilbageholdelser i perioden fra Fol-
    ketingets vedtagelse den 14. december 2001 af beslutningsforslag nr. B 37 om dansk
    militær deltagelse i den internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan til tids-
    punktet for nedsættelsen af denne undersøgelseskommission.
    4. Undersøgelseskommissionen skal efter lovens § 4, stk. 4, foretage retlige vurderinger
    til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til
    ansvar.
    For så vidt angår spørgsmålet om tilbageholdelse af personer, jf. pkt. 3, skal kommissi-
    onen efter § 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner komme med forslag til så-
    danne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som
    undersøgelsen kan begrunde.
    5. Visse af de spørgsmål, som undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge
    og redegøre for, har tidligere været gjort til genstand for undersøgelser mv. Bl.a. beslut-
    tede den daværende regering i efteråret 2010 at iværksætte en undersøgelse af, om
    Danmark overholdt sine internationale forpligtelser i forbindelse med den militære ind-
    sats i Irak. Denne undersøgelse er blevet indstillet i lyset af nedsættelsen af den forelig-
    gende undersøgelseskommission.
    Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen inddrager det materiale, som er tilveje-
    bragt i forbindelse med sådanne undersøgelser mv., i det omfang det er relevant til be-
    lysning af de forhold, som kommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for.
    Undersøgelseskommissionen forudsættes desuden at inddrage afgørelser fra domstole-
    ne, der er af betydning for de forhold, som undersøgelseskommissionen skal undersøge
    og redegøre for. Undersøgelseskommissionen forudsættes endvidere at tilrettelægge sit
    arbejde under hensyntagen til de retssager, som verserer ved domstolene. Undersøgel-
    seskommissionen kan i den forbindelse, hvis den vurderer, at dette er rigtigt eller hen-
    sigtsmæssigt, beslutte, at dele af dens undersøgelser skal afvente, at der træffes afgørel-
    se i de pågældende sager.
    Undersøgelseskommissionen bør tilrettelægge og gennemføre sin undersøgelse på en
    sådan måde, at forholdet til andre lande samt hensynet til statens sikkerhed og rigets
    forsvar eller til tredjemand ikke skades.
    6. Undersøgelseskommissionen bør tilrettelægge sit arbejde således, at den så vidt mu-
    ligt kan afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse senest fem år efter, at kom-
    missionen er endeligt nedsat.
    Hvis undersøgelseskommissionen ikke kan afgive beretning inden det nævnte tidspunkt,
    anmodes kommissionen om at orientere justitsministeren skriftligt om baggrunden her-
    for og om, hvornår kommissionen forventer at kunne afgive sin beretning.”
    1.1.8.3. Omkostninger til kommissionen
    De samlede omkostninger til kommissionens arbejde udgjorde kr. 18.576.933.
    100
    Heraf udgjorde lønomkostningerne kr. 12.013.767, hvoraf kr. 7.635.036 var til kommissionens
    medlemmer og udspørger, og kr. 4.378.731 var til øvrige medarbejdere.
    Øvrige driftsomkostninger udgjorde i alt kr. 6.563.166, hvoraf kr. 6.149.710 var til lokaler og kon-
    torhold, kr. 311.808 var til bisiddere, og kr. 101.648 var til øvrige omkostninger, herunder rejser,
    konsulentbistand mv.
    2. De praktiske erfaringer med undersøgelseskommissionerne
    Udvalget har ifølge kommissoriet til opgave at foretage en erfaringsopsamling fra de kommissioner,
    der indtil videre har afsluttet deres arbejde.
    Temaet for erfaringsopsamlingen er indirekte angivet i kommissoriet derved, at det er anført, at der
    i flere tilfælde har været
    ”rejst kritik i offentligheden af undersøgelsernes resultater sammenholdt med omkost-
    ningerne til dem og den medgåede tid. Endvidere har der været rejst kritik af forhold
    omkring nedsættelsen af undersøgelseskommissioner, herunder spørgsmål om deres
    sammensætning og om, hvorvidt kommissorierne har været formuleret tilstrækkeligt
    præcist. Hertil kommer, at en undersøgelseskommission, der strækker sig over længere
    tid, kan udgøre en belastning for de ministre og embedsmænd, som undersøgelsen an-
    går. Kritikken giver anledning til at overveje, om det vil være muligt at justere og effek-
    tivisere denne undersøgelsesform.”
    Det fremgår endvidere af kommissoriet, at erfaringsopsamlingen f.eks. vil kunne ”baseres på inter-
    views med undersøgelseskommissionsmedlemmer og eventuelt andre relevante interessenter, her-
    under nuværende eller tidligere medlemmer af Folketinget og advokater, der har fungeret som bi-
    siddere.”
    På baggrund af kommissoriet har udvalget gennemført en undersøgelse af det tidsforbrug, der har
    været forbundet med de hidtidige undersøgelseskommissionsundersøgelser, og af de omkostninger,
    der har været forbundet med undersøgelserne, samt af de faktorer, der har været afgørende for tids-
    forbrug og omkostninger.
    I tillæg til denne erfaringsopsamling har udvalget i overensstemmelse med kommissoriet gennem-
    ført interview med personer, der har været involveret i undersøgelseskommissionernes arbejde som
    kommissionsmedlem, sekretariatsmedarbejder, udspørger eller bisidder samt med personer, der har
    været genstand for kommissionsundersøgelse som minister eller embedsmand.
    101
    I det følgende redegøres der i afsnit 2.1 for tidsforbruget og omkostningerne i forbindelse med un-
    dersøgelseskommissionernes undersøgelser. Derefter redegøres der i afsnit 2.2 for det sammenfat-
    tende billede af de involveredes erfaringer med undersøgelseskommissionerne. Hovedbudskaberne
    fra de enkelte interview gengives i afsnit 2.3.
    2.1 Undersøgelsernes forløb, tidsforbrug og omkostninger
    2.1.1 Hvad er tiden gået med?
    Af tabel 1 nedenfor fremgår resultatet af udvalgets analyse af det tidsforbrug, der har været forbun-
    det med undersøgelseskommissionernes arbejde for de otte kommissioner, der hidtil har afsluttet
    deres arbejde.
    Som det fremgår, spænder tidsforbruget – fra undersøgelseskommissionen er blevet besluttet ned-
    sat, til den færdige beretning har foreligget – mellem ca. 10 år og 1 måned som det længste til ca. 2
    år og 7 måneder som det korteste.
    Ser man bort fra de to kommissioner, der har haft helt særegne faktum-undersøgelsesopgaver, Fa-
    rum-kommissionen og PET-kommissionen, og ser man tillige bort fra Irak- og Afghanistan-
    kommissionen, der blev nedlagt, før dens arbejde var afsluttet, har tidsforbruget for de fem under-
    søgelseskommissioner af mere ”almindeligt tilsnit”, der har ført deres arbejde til ende, spændt fra
    ca. 4 år og 5 måneder som det længste til ca. 2 år og 7 måneder som det korteste.
    Det betydelige tidsforbrug i forbindelse med kommissionsundersøgelserne er ikke noget nyt fæno-
    men. Kigger man tilbage på de kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, der i anden halvdel af
    1980’erne og begyndelsen af 1990’erne forestod tilsvarende undersøgelser, før loven om undersø-
    gelseskommissioner blev gennemført, tegner der sig ligeledes et billede af et betydeligt, om end
    typisk mindre, tidsforbrug.
    Undersøgelsen af sagen om den kreative bogføring i Skatteministeriet, der foregik fra 1989 til 1992,
    varede 2 år og 8 måneder. Undersøgelsen af Tamil-sagen varede 2 år og 6 måneder. Andre, ikke
    helt så omfattende undersøgelser, som f.eks. undersøgelsen af sagen om landbrugets fonde og un-
    dersøgelsen af sagen om den såkaldte Hartling-konto, blev begge gennemført på 1 år og 6 måneder.
    Undersøgelsen af den såkaldte Aaberg-sag blev gennemført på 1 år og 9 måneder, og undersøgelsen
    af sagen om ”køb dansk”-klausulen blev gennemført på 1 år og 2 måneder.
    Den særlige regulering af undersøgelserne, der er sket med loven om undersøgelseskommissioner,
    herunder den udbygning af retssikkerhedsgarantierne for de involverede, der hermed er sket, har
    givetvis bidraget til den forøgelse af tidsforbruget, der har fundet sted med undersøgelseskommissi-
    onerne.
    102
    En nærmere analyse af det tidsforbrug, der har været forbundet med de fem undersøgelseskommis-
    sioner af mere ”almindeligt tilsnit”, der har ført deres arbejde til ende, vidner om sandheden af det
    gamle ord om "mange bække små". Opdeler man således det samlede tidsforløb i relevante enkelt-
    elementer, svarende til de enkelte stadier i undersøgelseskommissionernes arbejde, tegner der sig
    nedenstående sammenfattende billede – i otte trin – af, hvad tiden er gået med.
    Trin 1: Beslutning om nedsættelse
    Som første trin skal der træffes beslutning om, at en undersøgelseskommission skal nedsættes. For-
    ud herfor vil der ofte være gået en rum tid, hvor spørgsmålet, om en undersøgelseskommission er
    ønskelig eller ej, og om en undersøgelseskommission i givet fald vil være et egnet undersøgelsesin-
    strument, har været genstand for ganske omfattende offentlig og politisk debat. I praksis efterlades
    det indtryk, at undersøgelseskommissioner ikke nedsættes som følge af en mere abstrakt trang til
    sandhedssøgen, men som oftest som udslag af en politisk proces, hvor spørgsmålet om Folketingets
    kontrol med regeringen, ministre og forvaltning står central. Ofte vil der forud for, at en undersøgel-
    seskommission besluttes nedsat, have været et længere forløb, hvor der i pressen er fremkommet
    synspunkter og oplysninger, der kan tolkes som pegende i retning af, at der i forbindelse med en
    myndigheds behandling af en sag eller et sagskompleks kan have været tale om fejlbehæftet eller
    ulovlig administration, og at en eller flere ministre måske har haft med sagen eller sagskomplekset
    at gøre. Spørgsmålet om, hvem i administrationen, herunder eventuelt også ministre, der kan tænkes
    at have ansvaret for sådanne eventuelle fejl eller ulovligheder, rejses, og jævnligt forfølges sådanne
    spørgsmål i folketingsregi i form af spørgsmål til ministre, samråd m.m. Hvor længe en sådan poli-
    tisk præget proces står på, før der eventuelt træffes beslutning om at nedsætte en undersøgelses-
    kommission, kan variere betydeligt. Den oftest uformaliserede og udpræget politiske karakter af
    dette indledende stadium gør det endvidere vanskeligt at foretage en entydig tidsfæstelse, hvorfor
    oplysninger om stadiets varighed ikke fremgår af tabel 1.
    Trin 2: Kommissorium
    Når en undersøgelseskommission er besluttet nedsat, skal der som det næste udformes et endeligt
    kommissorium. Det kan tage mere eller mindre lang tid. Undersøgelseskommissioner vil i praksis
    jævnligt være besluttet nedsat som resultat af debatter i Folketinget eller i folketingsudvalg eller
    eventuelt på grundlag af en formelig folketingsbeslutning. I sidstnævnte tilfælde følger det af § 1,
    stk. 4, i loven om undersøgelseskommissioner, at den nærmere udformning af kommissoriet skal
    ske i samråd med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Men også uden for sådanne tilfælde
    vil Folketinget typisk være involveret i kommissoriets udformning, og det politiske syn på, hvad der
    bør undersøges, kan være mangeartet. Som det fremgår af tabel 1, har dette andet trin taget alt fra et
    par uger til 4 ½ måned. I gennemsnit har tidsforbruget for de fem nævnte undersøgelseskommissio-
    ner været knap 3 måneder.
    103
    Trin 3: Nedsættelse
    Som det tredje skal kommissionen endeligt nedsættes. Kommissionsmedlemmerne skal findes og
    udpeges, og det samme skal udspørgeren. Som det fremgår af tabel 1, har dette tredje trin taget alt
    fra at være sket samtidig med udformningen af det endelige kommissorium til 3 måneder herefter. I
    gennemsnit har tidsforbruget for de fem nævnte undersøgelseskommissioner været godt 2 måneder.
    I alt er der herefter gennemsnitligt gået 5 måneder, siden kommissionen blev besluttet nedsat.
    Trin 4: Undersøgelseskommissionens forberedende fase
    Som det fjerde skal kommissionen have dannet sig et vist indledende overblik over opgaven, inden
    den kan gå i gang med at anmode om materiale fra de involverede myndigheder. Som det fremgår
    af tabel 1, er der almindeligvis gået omkring en måneds tid, somme tider lidt mindre, somme tider
    lidt mere, før kommissionen er nået frem til at anmode om materiale. I alt er der herefter gennem-
    snitligt gået 6 måneder, siden kommissionen blev besluttet nedsat.
    Trin 5: Indhentelse og undersøgelse af det skriftlige materiale
    Som det femte – og i praksis ofte meget omfattende – skal kommissionen sætte sig ind i det skriftli-
    ge materiale: notater, sager, mails osv. Mængden er varierende. I Skattesagskommissionen drejede
    det sig "kun" om ca. 5.200 dokumentsider. I Skattefradragskommissionen drejede det sig om ca.
    30.500 dokumentsider. I Statsløsekommissionen drejede det sig om ca. 100.000 dokumentsider. I
    Blekingegade-kommissionen drejede det sig om ca. 200.000 dokumentsider. Kommissionerne er
    nødt til at fordøje det meste af materialet, før man kan gå i gang med afhøringerne. Gennemsnitligt
    er der gået knap ¾ år med dette arbejde. Tidsforbruget varierer fra kommission til kommission med
    ca. 5 måneder som det ene yderpunkt og ca. 1 år og 2 ½ måned som det andet yderpunkt. I alt er der
    herefter gennemsnitligt gået knap 1 ¼ år, siden kommissionen blev besluttet nedsat.
    Trin 6: Afhøringer
    Som det sjette går kommissionen i gang med afhøringerne. Antallet af afhørte varierer. I både Dan
    Lynge-kommissionen og i Statsløsekommissionen blev der afhørt 44 vidner. I Skattesagskommissi-
    onen blev der afhørt 45 vidner I Skattefradragskommissionen blev der afhørt 64 vidner. I Blekinge-
    gade-kommissionen blev der afhørt 69 vidner. Gennemsnitligt er der gået ca. 13 måneder med afhø-
    ringerne. Tidsforbruget varierer fra kommission til kommission med ca. 5 måneder som det ene
    yderpunkt og ca. 1 år og 3 ½ måned som det andet yderpunkt. I alt er der herefter gennemsnitligt
    gået godt 2 ¼ år, siden kommissionen blev besluttet nedsat.
    Trin 7: Udkast til beretning
    Som det syvende skal kommissionens beretning skrives næsten færdig, så den kan sendes i høring
    hos de berørte vidner. Det er der i gennemsnit gået godt 9 måneder med. Tidsforbruget varierer fra
    kommission til kommission med ca. ½ måned som det ene yderpunkt og ca. 1 år og 7 måneder som
    104
    det andet yderpunkt. I alt er der herefter gennemsnitligt gået 3 år, siden kommissionen blev besluttet
    nedsat.
    Trin 8: Høring, justering og trykning
    Som det ottende og sidste skal beretningen sendes i høring hos de afhørte, høringssvar skal afgives,
    beretningen skal eventuelt rettes til, og den skal trykkes. Det er der i gennemsnit gået godt 5 måne-
    der med. Tidsforbruget varierer fra kommission til kommission med ca. 2 ½ måned som det ene
    yderpunkt og ca. 7 ½ måned som det andet yderpunkt.
    Det samlede tidsforbrug for de beskrevne 8 trin i undersøgelseskommissionernes arbejde bliver her-
    efter gennemsnitligt ca. 3 ½ år fra undersøgelseskommissionen besluttes nedsat, til undersøgelses-
    kommissionens beretning foreligger – med en spændvidde fra 2 år og 7 måneder som det ene yder-
    punkt og 4 år og 5 måneder som det andet.
    Som analysen af de enkelte trin i kommissionernes arbejde viser, er der en betydelig variation i
    kommissionernes tidsforbrug. Det er indtrykket fra de interview, udvalget har gennemført med
    kommissionsmedlemmer mv., at variationerne blandt andet har skyldtes forskellen i karakteren af
    kommissionernes opgave, forskelle i, hvor omfattende kommissorierne har været, samt hvor effek-
    tivt undersøgelsen har kunnet tilrettelægges, således at kommissionen har kunnet arbejde parallelt
    med visse af de beskrevne trin, herunder afhøringerne og skrivningen af beretningen.
    Tabel 3 giver et nøjere billede af nogle af de faktorer, der har haft betydning for tidsforbruget, nem-
    lig antallet af afhøringsdage, møder, dokumenter, vidner og bisiddere. Det giver sig selv, at antallet
    af afhøringsdage, møder, dokumenter, vidner og bisiddere har væsentlig betydning for, hvor stort
    tidsforbruget ved en kommissionsundersøgelse bliver. Ud fra de oplysninger om materialets samle-
    de omfang, der findes for fire af undersøgelseskommissionerne af ”almindeligt tilsnit”, synes der –
    naturligt nok – at være en vis sammenhæng mellem materialets omfang og det samlede tidsforbrug
    samt tidsforbruget i stadiet fra modtagelsen af materialet til påbegyndelsen af afhøringerne. Som det
    fremgår af tabellen, er der imidlertid ikke nogen entydig sammenhæng mellem de beskrevne fakto-
    rer og det samlede tidsforbrug. Eksempelvis kan det ikke ud fra tabellen påvises, at et større antal
    afhørte, afhøringsdage eller bisiddere medfører et større samlet tidsforbrug eller et større tidsforbrug
    i afhøringsfasen. Selve karakteren af den opgave, den pågældende undersøgelseskommission har
    fået, må med andre ord formodes at have betydning for, hvor tidsmæssigt omfattende en undersø-
    gelse bliver.
    2.1.2 Hvad bruges pengene på?
    Af tabel 2 nedenfor fremgår resultatet af udvalgets analyse af de samlede omkostninger, der har
    været forbundet med de enkelte undersøgelseskommissioner, samt hvorledes disse omkostninger
    105
    har været sammensat på vederlag til medlemmerne af undersøgelseskommissionerne, udspørgeren,
    bisidderne, lokaler og kontorhold samt øvrige udgifter.
    Som det fremgår, spænder de samlede omkostninger fra godt 77 ½ mio. kr. for den dyreste kom-
    mission (PET-kommissionen) til godt 11 ¼ mio. kr. for den billigste (Dan Lynge-kommissionen).
    Ser man bort fra de to kommissioner, der har haft helt særegne faktum-undersøgelsesopgaver, Fa-
    rum-kommissionen og PET-kommissionen, og ser man tillige bort fra Irak- og Afghanistan-
    kommissionen, der blev nedlagt, før dens arbejde var afsluttet, har de samlede omkostninger for de
    fem undersøgelseskommissioner af mere ”almindeligt tilsnit”, der har ført deres arbejde til ende,
    spændt fra godt 11 ¼ mio. kr. til knap 42 ¼ mio. kr.
    Omkostningerne til undersøgelseskommissionerne har været en hel del højere end omkostningerne
    til de kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, der i anden halvdel af 1980’erne og begyndel-
    sen af 1990’erne forestod tilsvarende undersøgelser, før loven om undersøgelseskommissioner blev
    gennemført. Eksempelvis kan her nævnes, at undersøgelsen af sagen om den kreative bogføring i
    Skatteministeriet, der foregik fra 1989 til 1992, kostede godt 6 mio. kr. Undersøgelsen af Tamil-
    sagen kostede godt 15 ½ mio. kr. Andre, ikke helt så omfattende undersøgelser, som f.eks. undersø-
    gelsen af sagen om landbrugets fonde og undersøgelsen af sagen om den såkaldte Hartling-konto,
    kostede henholdsvis 2,1 mio. kr. og 1,9 mio. kr. Undersøgelsen af den såkaldte Aaberg-sag og un-
    dersøgelsen af sagen om ”køb dansk”-klausulen kostede henholdsvis 1,8 mio. kr. og 548.000 kr.
    Ved en sammenligning af udgiftstallene over tid må det erindres, at der har fundet en betydelig
    prisudvikling sted. Sættes forbrugerprisindekset i januar 2017 til 100, var det i januar 2010 på 91,6,
    i januar 2000 på 74,9, i januar 1990 på 60,8 og i januar 1985 på 49,9.
    Den særlige regulering af undersøgelserne, der er sket med loven om undersøgelseskommissioner,
    herunder den udbygning af retssikkerhedsgarantierne for de involverede, der hermed er sket, bl.a.
    med retten til en bisidder, hvis vederlag betales af statskassen, samt det forhold, at undersøgelses-
    kommissionerne har bestået af tre personer, mod tidligere blot én person (en dommer), har bidraget
    til den forøgelse af omkostningerne, der har fundet sted med undersøgelseskommissionerne. Hertil
    kommer betydelige udgifter til lokaler, der er foranlediget af, at undersøgelserne ikke, som det ty-
    pisk skete tidligere, gennemføres i allerede bestående domstolslokaler, hvor der ikke blev afholdt
    nogen huslejeudgift.
    Tabel 4 og 5 giver et nøjere billede af nogle af de faktorer, der har haft betydning for omkostnin-
    gerne, herunder undersøgelseskommissionens funktionsperiode, antallet af afhøringsdage og antal-
    let af bisiddere.
    Tallene i tabel 4 vidner om, at omkostningerne til vederlag til undersøgelseskommissionens med-
    lemmer og kommissionens øvrige (sekretariats-)medarbejdere samt til lokaler og kontorhold natur-
    106
    ligt nok har haft en nogenlunde nær sammenhæng med længden af kommissionens funktionsperio-
    de.
    Omkostningerne til bisiddere har, som tabel 5 vidner om, lige så naturligt en sammenhæng med
    antallet af bisiddere og antallet af afhøringsdage, men der er herudover en betydelig variation i de
    enkelte kommissioners udgifter til bisiddere. Udgiften til bisiddere har ikke nogen klar sammen-
    hæng med antallet af afhørte, der har haft en bisidder, og der er heller ikke en klar sammenhæng
    mellem udgiften til bisiddere og det samlede antal bisiddere. Variationen i undersøgelseskommissi-
    onernes udgifter til bisiddere må formentlig i et vist omfang forklares med en betydelig variation i
    omfanget af bisiddernes fremmøde under afhøringerne. En variation, som må formodes at have en
    vis sammenhæng med undersøgelsens karakter.
    Tabel 6 giver et billede af antallet af afhørte, antallet af bisiddere samt variationen de enkelte under-
    søgelser imellem med hensyn til, hvor mange afhørte den enkelte bisidder har repræsenteret.
    107
    Tabel 1. Hvad går tiden med? Oversigt over tidsforbrug til de enkelte stadier i undersøgelseskommissionernes arbejde
    PET-kommissionen Farum-
    kommissionen
    Dan Lynge-
    kommissionen
    Skattefradrags-
    kommissionen
    Blekingegade-
    kommissionen
    Statsløsekommissionen Skattesags-
    kommissionen
    Irak- og
    Afghanistan-
    kommissionen
    Besluttet nedsat 28/5/1999 5/12/20021
    25/4/2003 27/11/2003 3/2/2010 8/3/2011 2/12/2011 3/10/2011
    Endeligt kommissorium 2/6/1999
    Samtidig
    5/12/2002
    Samtidig
    15/9/20032
    + ca. 4½ mdr.
    16/12/2003
    + ca. ½ md.
    2/6/2010
    + 4 mdr.
    25/5/2011
    + ca. 2½ mdr.
    30/1/2012
    + 2 mdr.
    27/6/2012
    + ca. 9 mdr.
    De facto nedsættelse 17/8/1999
    + 2½ mdr.
    6/8/2003
    + 8 mdr.
    15/9/2003
    Samtidig
    19/3/2004
    + 3 mdr.
    15/9/2010
    + 3½ mdr.
    23/8/2011
    + 3 mdr.
    12/3/2012
    + ca. 1½ md.
    7/11/2012
    + ca. 4 mdr.
    Anmodet om materiale Ikke angivet (25/9/2003)
    + ca. 1½ md.
    Ikke angivet 19/4/20043
    + 1 md.
    Efteråret 20104,5
    21/9/20116,7
    + ca. 1 md.
    22-30/3/20125
    + ca. ½ md.
    Afhøringer indledt Ikke angivet 25/8/2004
    + ca. 11 mdr.
    15/4/2004
    + 7 mdr.
    13/9/2004
    + ca. 5 mdr.
    18/1/2012
    + ca. 1 år
    3/12/2012
    +1 år og 2½ mdr.
    28/8/2012
    + 5 mdr.
    Afhøringer afsluttet Ikke angivet 10/3/2010
    + ca. 5½ år
    5/7/2005
    + ca. 1 år 3 mdr.
    17/3/2006
    + ca. 1½ år
    13/6/2012
    + ca. 5 mdr.
    9/12/2013
    + 1 år
    18/12/2013
    + ca. 1 år 3½ mdr.
    Beretning i høring (ultimo 2008) 11/10/2011
    + ca. 1 år 7 mdr.
    10/5/2006 og 24/5/2006
    + ca. 10 mdr.
    30/3/2006
    + ca. ½ md.
    21/1/2014
    + ca. 1 år 7 mdr.
    19/12/2014 og 19/2/2015
    + ca. 1 år
    3/6/2014
    + ca. 5½ mdr.
    Høringssvar modtaget (jan-apr 2009)
    + ca. 3-6 mdr.
    Frist 10/1/2012
    + 3 mdr.
    Frist 9/6/2006 hhv.
    28/6/2006
    + 1 md.
    Frist ikke angivet Frist 19/2/2014
    + ca. 1 md.
    Frist 31/1/2015 hhv.
    20/2/2015
    + ca. 1½ md.
    Frist 18/7/2014
    (+ 1½ md.)
    Beretning afgivet 24/6/2009
    + ca. 3 mdr.
    I alt ca. 10 år 1 md.
    12/4/2012
    + ca. 3 mdr.
    I alt ca. 9 år 5 mdr.
    19/9/2006
    + ca. 3 mdr.
    I alt ca. 3 år 5 mdr.
    16/6/2006
    + ca. 2½ mdr.
    I alt ca. 2 år 7 mdr.
    26/5/2014
    + ca. 3 mdr.
    I alt ca. 4 år 3 mdr.
    17/8/2015
    + ca. 6 mdr.
    I alt ca. 4 år 5 mdr.
    3/11/2014
    + 3½ mdr.8
    I alt ca. 2 år 11 mdr.
    Vejl. frist i kommissorium - - - - 3 år 3 år 2 år 5 år
    1
    Nedsat efter folketingsbeslutning, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, 2. pkt.
    2
    Kommissoriet blev udvidet efter anmodning fra justitsministeren til kommissionen ved brev af 20. januar 2004.
    3
    Yderligere anmodninger om materiale blev fremsendt frem til den 9. februar 2006.
    4
    Kommissionen oplyser i sin beretning, at den først fra begyndelsen af januar 2011 havde mulighed for at begynde at modtage materiale, der indeholdt sikkerhedsbe-
    skyttede informationer, idet kommissionens lejemål først skulle sikres med henblik herpå.
    5
    Yderligere anmodninger om materiale blev efterfølgende løbende fremsendt.
    6
    Kommissionen oplyser i sin beretning, at den fra den 7. november 2011 var klar til at modtage materialet.
    7
    Yderligere anmodninger om materiale blev fremsendt frem til den 12. november 2014.
    8
    Det fremgår af kommissionens beretning, at kommissionen ved brev af 27. august 2014 meddelte justitsministeren, at kommissionen den 7. august 2014 havde taget
    stilling til de indkomne udtalelser. Efter drøftelse med forlaget forventede kommissionen herefter at kunne aflevere beretningen i trykt stand i slutningen af oktober
    eller i begyndelsen af november 2014.
    108
    Tabel 2. Hvad bruges pengene på? Oversigt over omkostningsfaktorernes størrelse ved de enkelte undersøgelseskommissioner
    Kr. PET-
    kommissionen
    Farum-
    kommissionen
    Dan Lynge-
    kommissionen
    Skattefradrags-
    kommissionen
    1
    Blekingegade-
    kommissionen
    Statsløse-
    kommissionen
    Skattesags-
    kommissionen
    Irak- og
    Afghanistan-
    kommissionen
    Samlede omkostninger 77.514.141 61.985.285 11.269.082 20.170.918 19.988.794 42.241.877 28.475.942 18.576.933
    Vederlag til medlemmer 21.671.825
    (28 %) (29.384.267)
    2
    (47 %)
    4.345.773
    (39 %) 9.555.880
    (47 %)
    5.564.256
    (28 %)
    9.434.042
    (22 %)
    2.903.858
    (10 %)
    4.233.391
    (23 %)
    Vederlag til udspørger 5.358.228
    (7 %)
    1.683.950
    (15 %)
    2.886.054
    (14 %)
    6.251.025
    (15 %)
    3.156.869
    (11 %)
    3.401.645
    (18 %)
    Løn til øvrige medarbej-
    dere
    24.307.048
    (31 %)
    1.293.949
    (11 %)
    2.381.900
    (12 %)
    5.730.570
    (29 %)
    4.524.658
    (11 %)
    5.776.553
    (20 %)
    4.378.731
    (24 %)
    Vederlag til bisiddere 4.547.529
    (6 %)
    18.790.949
    (30 %)
    1.476.223
    (13 %)
    6.240.120
    (31 %)
    2.654.356
    (13 %)
    18.932.511
    (45 %)
    11.820.824
    (42 %)
    311.808
    (2 %)
    Lokaler og kontorhold 18.455.064
    (24 %)
    12.258.846
    (20 %)
    1.364.959
    (12 %)
    1.473.063
    (7 %)
    3.013.827
    (15 %)
    2.750.623
    (7 %)
    4.298.402
    (15 %)
    6.149.710
    (33 %)
    Øvrigt 3.174.448
    (4 %)
    1.551.223
    (3 %)
    1.104.229
    (10 %)
    519.955
    (3 %)
    139.731
    (1 %)
    349.018
    (1 %)
    519.436
    (2 %)
    101.648
    (1 %)
    1
    Fordelingen af omkostninger for Skattefradragskommissionen er behæftet med usikkerhed.
    2
    Det har ikke på baggrund af bilagsmaterialet været muligt at foretage en yderligere specifikation af Farum-kommissionens personaleomkostninger.
    109
    Tabel 3. Samlet tidsforbrug og faktorer til belysning heraf
    Kommission Opgavernes karakter Møder og
    dokumenter
    Vidner og
    bisiddere
    Vejl. tidsfrist i
    kommissorium
    Funktionsperiode
    PET-
    kommissionen
    - Undersøge og redegøre (lovens § 3, stk. 1)
    - Vurdere og herunder belyse, om politiets efterret-
    ningsvirksomhed er udøvet i overensstemmelse med
    regler og retningslinjer fastsat af Folketing eller rege-
    ring (lovens § 3, stk. 2)
    155 møder
    146 afhøringsdage
    Skønnet over
    1.100.000 sider
    88 vidner
    Antal bisiddere ej oplyst
    - 17/8/1999-24/6/2009
    9 år og 10 mdr.
    Farum-
    kommissionen
    - § 4, stk. 2 (undersøge og redegøre)
    - § 4, stk. 3 (foreslå evt. ændringer)
    93 afhøringsdage
    Ca. 1.500.000 sider
    222 vidner
    84 med bisidder
    I alt 20 bisiddere
    - 6/8/2003-12/4/2012
    8 år og 8 mdr.
    Dan Lynge-
    kommissionen
    - § 4, stk. 2 (undersøge og redegøre)
    - § 4, stk. 4 (retlige vurderinger)
    29 afhøringsdage
    Materialets omfang
    ej angivet
    44 vidner
    19 med bisidder,
    2 med besk. advokat
    I alt 7 bisiddere, 2 besk. advokater
    - 15/9/2003-19/9/2006
    3 år
    Skattefradrags-
    kommissionen
    - § 4, stk. 2 (undersøge og redegøre)
    - § 4, stk. 3 (foreslå evt. ændringer)
    - § 4, stk. 4 (retlige vurderinger)
    30 afhøringsdage
    Ca. 30.500 sider
    64 vidner
    63 med bisidder
    I alt 18 bisiddere
    - 19/3/2004-16/6/2006
    2 år og 3 mdr.
    Blekingegade-
    kommissionen
    - § 4, stk. 2 (undersøge og redegøre) 26 interne møder
    28 afhøringsdage
    Ca. 200.000 sider
    69 vidner
    40 med bisidder
    I alt 12 bisiddere
    3 år fra endelig
    nedsættelse
    15/9/2010-26/5/2014
    3 år og 8 mdr.
    Statsløse-
    kommissionen
    - § 4, stk. 2 (undersøge og redegøre)
    - § 4, stk. 3 (foreslå evt. ændringer)
    - § 4, stk. 4 (retlige vurderinger)
    40 interne møder
    27 afhøringsdage
    Ca. 100.000 sider
    44 vidner
    40 med bisidder
    I alt 21 bisiddere
    3 år fra endelig
    nedsættelse
    23/8/2011-17/8/2015
    4 år
    Skattesags-
    kommissionen
    - § 4, stk. 2 (undersøge og redegøre)
    - § 4, stk. 3 (foreslå evt. ændringer)
    - § 4, stk. 4 (retlige vurderinger)
    22 interne møder
    45 afhøringsdage
    Ca. 5.200 sider
    45 vidner
    32 med bisidder
    I alt 19 bisiddere
    2 år fra endelig
    nedsættelse
    12/3/2012-3/11/2014
    2 år og 8 mdr.
    Irak- og
    Afghanistan-
    kommissionen
    - § 4, stk. 2 (undersøge og redegøre)
    - § 4, stk. 3 (foreslå evt. ændringer)
    - § 4, stk. 4 (retlige vurderinger)
    5 år fra endelig
    nedsættelse
    7/11/2012-2/7/2015
    2 år og 8 mdr.
    110
    Tabel 4. Omkostninger og relevante omkostningsfaktorer
    Kommission Funktionsperiode Møder og dokumen-
    ter
    Vidner og bisiddere Omkostninger (kr.)
    PET-
    kommissionen
    (5 medlemmer)
    17/8/1999-24/6/2009
    9 år og 10 mdr.
    155 møder
    146 afhøringsdage
    Skønnet over 1.100.000
    sider
    88 vidner
    Antal bisiddere ikke
    oplyst
    Samlede omkostninger: 77.514.141
    - heraf personaleomkostninger: 51.337.101
    - heraf vederlag, medl. og udsp.:
    - heraf løn til øvrige medarb.:
    - heraf øvrig drift: 26.177.040
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    27.030.053
    24.307.048
    4.547.529
    18.455.064
    3.174.448
    Farum-
    kommissionen
    6/8/2003-12/4/2012
    8 år og 8 mdr.
    93 afhøringsdage
    Ca. 1.500.000 sider
    222 vidner
    84 med bisidder
    I alt 20 bisiddere
    Samlede omkostninger: 61.985.285
    - heraf personaleomkostninger: 1
    29.384.267
    - heraf øvrig drift: 32.601.018
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    18.790.949
    12.258.846
    1.551.223
    Dan Lynge-
    kommissionen
    15/9/2003-19/9/2006
    3 år
    29 afhøringsdage
    Materialets omfang ej
    angivet
    44 vidner
    19 med bisidder
    2 med besk. advokat
    I alt 7 bisiddere og 2
    besk. advokater
    Samlede omkostninger: 11.269.082
    - heraf personaleomkostninger: 7.323.673
    - heraf vederlag, medl. og udsp.:
    - heraf løn til øvrige medarb.:
    - heraf øvrig drift: 3.945.410
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    6.029.724
    1.293.949
    1.476.223
    1.364.959
    1.104.229
    1
    Det har ikke på baggrund af bilagsmaterialet været muligt at foretage en yderligere specifikation af Farum-kommissionens personaleomkostninger.
    111
    Kommission Funktionsperiode Møder og dokumen-
    ter
    Vidner og bisiddere Omkostninger (kr.)
    Skattefradrags-
    kommissionen1
    19/3/2004-16/6/2006
    2 år og 3 mdr.
    30 afhøringsdage
    Ca. 30.500 sider
    64 vidner
    63 med bisidder
    I alt 18 bisiddere
    Samlede omkostninger: 20.170.918
    - heraf personaleomkostninger: 11.937.780
    - heraf vederlag, medl. og udsp.:
    - heraf løn til øvrige medarb.:
    - heraf øvrig drift: 8.233.138
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    9.555.880
    2.381.900
    6.240.120
    1.473.063
    519.955
    Blekingegade-
    kommissionen
    15/9/2010-26/5/2014
    3 år og 8 mdr.
    26 interne møder
    28 afhøringsdage
    Ca. 200.000 sider
    69 vidner
    40 med bisidder
    I alt 12 bisiddere
    Samlede omkostninger: 19.988.794
    - heraf personaleomkostninger: 14.180.880
    - heraf vederlag, medl. og udsp.:
    - heraf løn til øvrige medarb.:
    - heraf øvrig drift: 5.807.914
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    8.450.310
    5.730.570
    2.654.356
    3.013.827
    139.731
    Statsløse-
    kommissionen
    23/8/2011-17/8/2015
    4 år
    40 interne møder
    27 afhøringsdage
    Ca. 100.000 sider
    44 vidner
    40 med bisidder
    I alt 21 bisiddere
    Samlede omkostninger: 42.241.877
    - heraf personaleomkostninger: 20.209.725
    - heraf vederlag, medl. og udsp.:
    - heraf løn til øvrige medarb.:
    - heraf øvrig drift: 22.032.152
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    15.685.067
    4.524.658
    18.932.511
    2.750.623
    349.018
    1
    Fordelingen af omkostninger for Skattefradragskommissionen er behæftet med usikkerhed.
    112
    Kommission Funktionsperiode Møder og dokumen-
    ter
    Vidner og bisiddere Omkostninger (kr.)
    Skattesags-
    kommissionen
    12/3/2012-3/11/2014
    2 år og 8 mdr.
    22 interne møder
    45 afhøringsdage
    Ca. 5.200 sider
    45 vidner
    32 med bisidder
    I alt 19 bisiddere
    Samlede omkostninger: 28.475.942
    - heraf personaleomkostninger: 11.837.280
    - heraf vederlag, medl. og udsp.:
    - heraf løn til øvrige medarb.:
    - heraf øvrig drift: 16.638.662
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    6.060.727
    5.776.553
    11.820.824
    4.298.402
    519.436
    Irak- og
    Afghanistan-
    kommissionen
    7/11/2012-2/7/2015
    2 år og 8 mdr.
    Samlede omkostninger: 18.576.933
    - heraf personaleomkostninger: 12.013.767
    - heraf vederlag, medl. og udsp.:
    - heraf løn til øvrige medarb.:
    - heraf øvrig drift: 6.563.166
    - heraf vederlag til bisiddere:
    - heraf lokaler og kontorhold:
    - heraf øvrigt:
    7.635.036
    4.378.731
    311.808
    6.149.710
    101.648
    113
    Tabel 5. Afhøringer, bisiddere, beretninger og omkostninger
    PET-
    kommissionen
    Farum-
    kommissionen
    Dan Lynge-
    kommissionen
    Skattefradrags-
    kommissionen
    Blekingegade-
    kommissionen
    Statsløse-
    kommissionen
    Skattesags-
    kommissionen
    Irak- og Afghanistan-
    kommissionen
    Antal afhørte 88 222 44 64 69 44 45
    Antal afhørte med
    bisidder
    Ej oplyst 84 211
    63 40 40 32
    Antal afhørte med
    ret til bisiddere
    Ej oplyst Ej oplyst (39) Ej oplyst 69 42 35
    Antal bisiddere Ej oplyst 20 92
    18 12 21 19
    Antal afhøringsdage 146 93 29 30 28 27 45
    Beretningens
    omfang
    4.600 sider 4.700 sider
    7.400 sider med
    digitale bilag
    1.290 sider
    Hertil protokol-
    ler og bilag
    1.450 sider
    Hertil 2 bind med
    protokoller
    1.256 sider
    Hertil 2 bind
    med bilag
    2.997 sider
    Hertil protokol
    på 1.307 sider
    1.658 sider
    Hertil 870 siders
    protokol og
    bilag
    Samlede
    omkostninger
    Kr. 77.514.141 Kr. 61.985.285 Kr. 11.269.082 Kr. 20.170.918 Kr. 19.988.794 Kr. 42.241.877 Kr. 28.475.942 Kr. 18.576.933
    Heraf vederlag til
    bisiddere
    Kr. 4.547.529 Kr. 18.790.949 Kr. 1.476.223 (Kr. 6.240.120)3
    Kr. 2.654.356 Kr. 18.932.511 Kr. 11.820.824 Kr. 311.808
    1
    Antallet inkluderer 2 med beskikket advokat.
    2
    Antallet inkluderer 2 beskikkede advokater.
    3
    Fordelingen af omkostninger for Skattefradragskommissionen er behæftet med usikkerhed.
    114
    Tabel 6. Nærmere om antal bisiddere og antal afhørte
    Kommission Antal
    afhørte
    Antal afhørte
    med bisidder
    Antal afhørte med
    ret til bisidder
    Antal bisiddere Antal afhørte pr. bisidder
    PET-
    kommissionen
    88 Ej oplyst Ej oplyst Ej oplyst Ej oplyst
    Farum-
    kommissionen
    222 84 Ej oplyst 20 - 1 advokat var bisidder for 24 embedsmænd i kommunen og Statsamtet
    - 1 advokat var bisidder for 13 ansatte i Kommunernes Revision
    - 1 advokat var bisidder for 11 personer, herunder 3 ministre og 8 embedsmænd
    - 1 advokat var bisidder for 7 byrådsmedlemmer
    - 1 advokat var bisidder for 6 byrådsmedlemmer
    - 1 advokat var bisidder for 5 byrådsmedlemmer
    - 3 advokater var bisidder for 2 personer
    - 11 advokater mv. var bisidder for 1 person
    Dan Lynge-
    kommissionen
    44 211
    (39) 92
    - 1 advokat var bisidder for 9 personer
    - 1 advokat var bisidder for 5 personer
    - 5 advokater var bisidder/beskikket advokat for 1 person3
    Skattefradrags-
    kommissionen
    64 63 Ej oplyst 18 - 2 advokater var bisidder for 10 personer
    - 1 advokat var bisidder for 8 personer
    - 2 advokater var bisidder for 6 personer
    - 1 advokat var bisidder for 4 personer
    - 3 advokater var bisidder for 3 personer
    - 1 advokat var bisidder for 2 personer
    - 8 advokater var bisidder for 1 person
    Blekingegade-
    kommissionen
    69 40 69 12 - 1 advokat var bisidder for 13 personer
    - 1 advokat var bisidder for 8 personer
    - 1 advokat var bisidder for 6 personer
    - 1 advokat var bisidder for 3 personer
    1
    Antallet inkluderer 2 med beskikket advokat.
    2
    Antallet inkluderer 2 beskikkede advokater.
    3
    Antallet inkluderer 2 beskikkede advokater.
    115
    - 2 advokater var bisidder for 2 personer
    - 6 advokater mv. var bisidder for 1 person
    Statsløse-
    kommissionen
    44 40 42 21 - 1 advokat var bisidder for 8 embedsmænd (alle fuldmægtige)
    - 1 advokat var bisidder for 7 embedsmænd (herunder flere kontorchefer, en
    souschef og flere fuldmægtige)
    - 1 advokat var bisidder for 4 personer
    - 1 advokat var bisidder for 3 personer
    - 2 advokater var bisidder for 2 personer
    - 15 advokater var bisidder for 1 person (heraf 1 med 2 bisiddere)
    Skattesags-
    kommissionen
    45 32 35 19 - 1 advokat var bisidder for 7 embedsmænd (herunder en koncerndirektør, en
    fagdirektør og en række kontorchefer)
    - 1 advokat var bisidder for 4 embedsmænd (en skattedirektør, en afdelingsleder,
    en specialkonsulent og en chefkonsulent)
    - 2 advokater mv. var bisidder for 2 personer
    - 15 advokater var bisidder for 1 person
    Irak- og
    Afghanistan-
    kommissionen
    - - - - -
    116
    2.2 De involveredes erfaringer med undersøgelseskommissionerne
    2.2.1 Temaer for interviewene
    På baggrund af kommissoriet har udvalget gennemført interview med personer, der har været
    involveret i undersøgelseskommissionernes arbejde som kommissionsmedlem, sekretariats-
    medarbejder, udspørger eller bisidder samt med personer, der har været genstand for kommis-
    sionsundersøgelse som minister eller embedsmand.
    Der er i perioden fra den 19. december 2016 til den 11. april 2017 i alt gennemført 17 inter-
    view af ca. 1½ times varighed med følgende personer:
    - Advokat Poul Heidmann
    - Advokat og partner i advokatfirmaet Bech-Bruun, fhv. landsdommer Lars Lindencro-
    ne Petersen
    - Advokat og partner i advokatfirmaet Nyborg & Rørdam Lars Kjeldsen
    - Landsdommer og professor, dr.jur. Niels Fenger
    - Advokat Claus Søgaard-Christensen
    - Advokat Jakob Lund Poulsen
    - Landsdommer Lars E. Andersen
    - Advokat og partner i advokatfirmaet Koch/Christensen Stine Gry Johannesen
    - Landsdommer John Mosegaard
    - Fhv. departementschef Michael Lunn
    - Landsdommer Peter Buhl
    - Landsdommer Chris Olesen
    - Fhv. politimester Jakob Skov
    - Advokat Gunnar Homann
    - Kommitteret, fhv. departementschef Claes Nilas
    - Administrerende direktør, fhv. minister Lene Espersen
    - Kommunaldirektør, fhv. departementschef Peter Loft
    Som grundlag for interviewene har de interviewede fået udleveret et dokument med en række
    spørgetemaer, der for flere af temaernes vedkommende rækker ud over de temaer, der fremgår
    direkte af kommissoriet (jf. ovenfor afsnit 2). Vægtningen af de enkelte temaer har naturligt
    nok været forskellig afhængig af, om den interviewede har været kommissionsmedlem, sekre-
    tariatsmedarbejder, udspørger eller bisidder eller har været genstand for kommissionsunder-
    søgelse som minister eller embedsmand. De nævnte spørgetemaer har været angivet som føl-
    ger:
    117
    1. Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    • Har kommissoriets formulering, herunder dets bredde eller nærmere afgrænsning, gi-
    vet anledning til problemer?
    • Er reglerne om sammensætningen af undersøgelseskommissionerne de rette, og er den
    typisk anvendte sammensætning (landsdommer, advokat, professor (eventuelt en sær-
    lig sagkyndig)) den rette?
    2. Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    • Har selve nedsættelsen af undersøgelseskommissionen givet anledning til problemer,
    f.eks. i form af tidsforbruget fra der er truffet beslutning om nedsættelse af kommissi-
    onen, til dette faktisk sker, herunder etablering af juridisk sekretariat mv.?
    • Har den praktiske etablering af undersøgelseskommissionen (lokaler, udstyr, sikker-
    hedsforanstaltninger mv.) givet anledning til problemer?
    • Har undersøgelseskommissionens sekretariat haft den rette størrelse og bemanding?
    3. Om det skriftlige materiale mv.
    • Har fremskaffelsen af materiale givet anledning til problemer? Er der behov for at for-
    bedre og fremskynde fremskaffelsen, herunder i den indledende fase efter beslutnin-
    gen om nedsættelse af undersøgelseskommissionen?
    • Kan materialet i højere grad målrettes den enkelte bisidder, f.eks. ved markeringer el-
    ler lignende?
    • Er der behov for en vis indledende præcisering eller beskrivelse af sagens retlige og
    organisatoriske ramme?
    • Er der behov for i forbindelse med materialeudsendelsen udtrykkeligt at anmode bi-
    sidderne om at vurdere, om der er andet relevant materiale eller formodes at være an-
    det relevant materiale?
    • Har kommissionen haft de fornødne beføjelser til at indhente dokumenter mv.? Er der
    behov for yderligere beføjelser vedrørende selvstændig efterforskning i form af f.eks.
    ransagning, indhentelse af teleoplysninger mv.?
    • Har lovens regler og praksis vedrørende offentlighed, herunder fjernsynsoptagelse, fo-
    tografering mv. givet anledning til problemer?
    4. Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    • Har kommissionen tilstrækkelige redskaber til at foretage en hensigtsmæssig afgræns-
    ning af, hvem der skal afgive forklaring?
    118
    Har reglerne om beskikkelse af bisiddere givet anledning til problemer? Er reglerne
    om beskikkelse af bisiddere – ud fra en praktisk betragtning om, hvem der reelt er kri-
    tisk søgelys på og muligt ansvar for – for vidtgående? Er der de fornødne muligheder
    for at sikre, at bisiddere ikke unødvendigt er til stede? Kan der sættes klare grænser for
    bisidderes tidsforbrug (med tilhørende betaling) til forberedelse?
    • Giver lovens regler de fornødne redskaber til varetagelse af opgaven som udspørger?
    • Giver lovens regler de fornødne redskaber til varetagelse af opgaven som bisidder?
    5. Om retsbeskyttelsen af de involverede
    • Giver lovens regler den fornødne retsbeskyttelse af den, der – som minister eller em-
    bedsmand – er genstand for undersøgelsen?
    6. Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    • Har lovens forsigtighedskrav vedrørende bevisbedømmelse og ansvarsvurderinger gi-
    vet anledning til problemer?
    • Har det forhold, at undersøgelseskommissioner ikke kan få til opgave at foretage retli-
    ge vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar, givet anledning til
    problemer?
    7. Andet
    • Fungerer adgangen til efterprøvelse (domstolsprøvelse) af kommissionens beslutnin-
    ger tilfredsstillende?
    • Har arbejdet med trykning mv. af beretningerne givet anledning til problemer?
    • Hvilke erfaringer er der med, at undersøgelseskommissionen har fået til opgave at
    komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller
    administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde?
    • Kan der være behov for en vejledende ”grønspættebog” for undersøgelseskommissio-
    ner og deres virke mv.?
    • Er der andre forhold, som har givet anledning til problemer, eller har du i øvrigt for-
    slag til ændringer, som kan effektivisere ordningen med undersøgelseskommissioner?
    Interviewene har givet udvalget et virkelighedsnært, værdifuldt billede af de involveredes
    erfaringer med undersøgelseskommissionerne, således som disse har fungeret efter de hidtidi-
    ge regler.
    119
    2.2.2 Det sammenfattende billede fra interviewene
    Struktureret i overensstemmelse med de anførte spørgetemaer tegner sig følgende billede af
    de gennemførte interview:
    2.2.2.1. Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Det har været den overvejende opfattelse, at kommissoriernes formulering ikke har givet an-
    ledning til særlige vanskeligheder. Det giver sig selv, at desto mere omfattende kommissoriet
    er, desto mere omfattende, tidskrævende og omkostningsfuld vil kommissionsundersøgelsen
    kunne blive. Detaljeringsgraden i kommissorierne er ikke i sig selv et problem, men det kan
    være væsentligt at få præciseret, at et detaljeret kommissorium ikke skal forstås således, at
    kommissionen er afskåret fra at behandle andre spørgsmål end de udtrykkeligt opregnede,
    såfremt sådanne spørgsmål viser sig at knytte sig tæt til kommissoriets udtrykkelige temaer. I
    den forbindelse er der blevet peget på, at en sådan præcisering også kan betrygge de politiske
    opdragsgivere i, at en tilskæring af kommissoriet ikke udelukker kommissionen fra at inddra-
    ge aspekter, der ikke er udtrykkeligt omtalt, hvis der undervejs måtte vise sig behov herfor.
    Det er blevet anført, at der i særlige tilfælde kan være grund til at overveje, når kommissorier
    fastlægges, om nogle af kommissoriets spørgsmål har en sådan efterforskningsmæssig karak-
    ter, at de snarere burde undergives en egentlig politimæssig undersøgelse end en kommissi-
    onsundersøgelse.
    Som en metode til i højere grad at målrette kommissionsundersøgelserne og derved også gøre
    dem både hurtigere og mindre omkostningskrævende er blevet nævnt den mulighed, at man i
    kommissoriet udtrykkeligt kunne skrive, at der lægges vægt på, at undersøgelsen gennemføres
    hurtigt og effektivt og målrettet mod det centrale. Endvidere kunne man overveje at anmode
    kommissionen om løbende at overveje sit tidsforbrug og eventuelt begrænse undersøgelsen, i
    det omfang en sådan begrænsning findes egnet til at målrette undersøgelsen og i øvrigt vurde-
    res at være forsvarlig i lyset af undersøgelsens centrale sigte. Om en mulig forundersøgelse
    med henblik på tilskæring af undersøgelsen henvises til det i afsnit 2.2.2.7 anførte.
    Det har været den overvejende opfattelse, at reglerne om sammensætningen af undersøgelses-
    kommissionerne har været velfungerende. Det er i den forbindelse blevet fremhævet som væ-
    sentligt, at kommissionerne har haft en landsdommer som formand. Dette tilfører kommissio-
    nen nødvendig erfaring i retsledelse og bevisvurdering samt den særlige tillid og autoritet, der
    knytter sig til dommertitlen. Den i øvrigt typiske sammensætning med en advokat med erfa-
    ring i retssagsførelse og en professor er ligeledes blevet vurderet som god. Afhængig af ka-
    rakteren af undersøgelseskommissionens opgave kan der dog være brug for anden ekspertise,
    120
    f.eks. af revisionsmæssig eller efterforskningsmæssig karakter. Der har været gode erfaringer
    med inddragelse af sådan ekspertise i de kommissioner, hvor det er sket, og det har været ef-
    terspurgt, at denne mulighed benyttes i højere grad, f.eks. således at det overvejes at udpege et
    medlem med indsigt i arbejds- og organisationsforholdene i den type myndighed, der er gen-
    stand for undersøgelsen. Den nuværende kollegiale form er blevet vurderet som bedre end den
    tidligere form, før loven om undersøgelseskommissioner, med kun én dommer.
    2.2.2.2. Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    Den praktiske etablering af undersøgelseskommissionerne har jævnligt givet anledning til et
    betydeligt tidsforbrug, fordi kommissionen selv har skullet stå for leje og etablering af lokaler
    mv. Særlige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med nogle af undersøgelserne har ligele-
    des bevirket et betydeligt tidsforbrug. Der er i den forbindelse blevet peget på, at det vil være
    værdifuldt, hvis mere permanente faciliteter kan stå til rådighed, således som det nu synes at
    være tilfældet med retslokalerne på Fremtidsvej i Gladsaxe, navnlig hvis de allerede gennem-
    førte sikkerhedsforanstaltninger i lokalerne kan opretholdes i videst muligt omfang.
    Der er blevet peget på, at indstilling og udpegning af medlemmer til kommissionen i nogle
    tilfælde synes at have taget længere tid end nødvendigt.
    Sekretariaterne for undersøgelseskommissionerne synes overvejende at have haft den rette
    størrelse og sammensætning. Der er i den forbindelse dog blevet peget på, at det efter om-
    stændighederne kan være nyttigt med f.eks. særlig efterforskningsmæssig ekspertise i sekreta-
    riatet, ligesom det kan være nyttigt med særlig ekspertise i og erfaring med administrative it-
    systemer, idet en meget stor del af den dokumentinformation mv., som kommissionerne i dag
    indhenter, kun foreligger i elektronisk form som elektroniske dokumenter, mails mv. Endvi-
    dere er det blevet nævnt, at det i hvert fald i nogle faser af arbejdet – navnlig den indledende
    gennemgang og sortering af materialet, protokollering af afhøringsmøderne og udarbejdelse
    af udkast til beretning – kunne have været nyttigt og tidsbesparende med yderligere juridisk
    bistand til sekretariatet.
    Det er blevet nævnt, at en række af de indledende skridt af praktisk karakter ville kunne tages
    hurtigere, hvis formanden tillægges kompetencen til at tilrettelægge undersøgelsen. Den gæl-
    dende ordning, hvorefter det er kommissionen som helhed, der i samråd med udspørgeren
    tilrettelægger undersøgelsen, har i nogle tilfælde vist sig usmidig.
    Det værdifulde i at have sekretariatsmedarbejdere med erfaring fra tidligere undersøgelses-
    kommissioner med i sekretariatet er fra flere af de interviewedes side blevet særligt fremhæ-
    vet.
    121
    2.2.2.3. Om det skriftlige materiale mv.
    Fremskaffelsen af materialet fra de involverede myndigheder har jævnligt givet anledning til
    praktiske problemer. Mængden af dokumenter, mails mv. i myndighedernes it-systemer er
    særdeles stor, og det er nødvendigt ved hjælp af udvalgte søgeord mv. at finde frem til det
    relevante materiale. Dette må nødvendigvis ske i tæt samarbejde med den pågældende myn-
    dighed og fordrer, at der også er den nødvendige it-ekspertise tilknyttet kommissionen. Det er
    den overvejende opfattelse, at undersøgelseskommissionerne ikke har brug for yderligere be-
    føjelser til at indhente dokumenter mv. eller til at udføre mere selvstændig efterforskning, og
    der er i den forbindelse blevet advaret mod, at undersøgelseskommissioner skal foretage no-
    get, der ligner politimæssig efterforskning. En undersøgelseskommission bør ikke tillægges
    efterforskningsopgaver i et sådant omfang, at kommissionen skifter karakter og bliver et
    egentligt efterforskningsorgan i mere traditionel politimæssig forstand, men bør bibeholdes
    som et organ, der indhenter allerede foreliggende skriftligt materiale og på det grundlag afhø-
    rer de relevante vidner. Det er dog også blevet påpeget, at grænsen mellem undersøgelse af
    allerede foreliggende materiale og selvstændig tilvejebringelse af materiale ikke kan trækkes
    fuldstændig skarpt, og flere af de interviewede har efterlyst mulighed for, at undersøgelses-
    kommissionen kan påtage sig en mere aktiv rolle ved tilvejebringelsen af materialet, når un-
    dersøgelsen måtte kræve det.
    Der kan derimod være behov for, at de myndigheder, der er genstand for en kommissionsun-
    dersøgelse, meget hurtigt, efter at undersøgelsen er besluttet og kommissoriet fastlagt, tager
    initiativ til at fremfinde det materiale, der kan blive tale om at udlevere. Det koster tid, hvis
    myndigheden blot sidder med hænderne i skødet og venter på, at kommissionen skal henven-
    de sig. Der vil herved kunne vindes tid. Et meget hurtigt backup på alle computere i myndig-
    heden kan også være væsentligt for at sikre materialets fortsatte eksistens. Det har været fore-
    slået, at man overvejer at indføre en fast procedure for at sikre, at den eller de involverede
    myndigheder tager sådanne skridt hurtigere.
    Det vurderes ikke, at der i praksis har været problemer med, at kommissionen skal forsyne
    bisidderne med det relevante materiale i en overskuelig form. En skarpere tilskæring af det
    materiale, der tilgår den enkelte bisidder, f.eks. også i form af indstregninger og markeringer,
    kunne måske nok i nogle tilfælde være ønskelig set fra en bisiddersynsvinkel, men noget så-
    dant vil samtidig stille betydelige ressourcemæssige krav til undersøgelseskommissionen. Det
    vil derfor heller ikke være nogen given sag, at der vil være nogen tids- eller omkostningsmæs-
    sig besparelse forbundet hermed.
    Der har været forskellig praksis fra undersøgelse til undersøgelse med hensyn til, om kom-
    missionens spørgetemaer har været affattet bredt og i hovedpunkter eller detaljeret og målret-
    122
    tet de enkelte afhørte. Der er i den forbindelse fremkommet argumenter både for og imod at
    udsende målrettede spørgetemaer. På den ene side er der blevet peget på, at afhøringsplanen
    er mindre tilbøjelig til at skride, men at der på den anden side går længere tid, før afhøringer-
    ne kan indledes, når der udarbejdes målrettede og detaljerede spørgetemaer. Valget af frem-
    gangsmåde bør afhænge af den konkrete undersøgelse.
    I det omfang reglerne om offentlighed mv. har været drøftet, har det været opfattelsen, at de
    ikke giver anledning til problemer.
    2.2.2.4. Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    Det har været almindeligt anført, at en undersøgelseskommission naturligt nok vil være tilbø-
    jelig til at foretage en bred afgrænsning af den personkreds, som man finder det muligt rele-
    vant at afhøre. Det forhold, at langt hovedparten af de afhørte vil have ret til en bisidder, vur-
    deres ikke i sig selv at have haft væsentlig betydning for tidsforbruget, selv om det giver sig
    selv, at der kan vise sig problemer med berammelsen af afhøringsdagene, når der er mange
    bisiddere. På den anden side er det blevet nævnt, at bisidderen i høj grad tjener den funktion
    at forberede sin klient og indføre denne i sagen mv. Derfor vil det ofte være tidsbesparende
    for undersøgelsen, at den afhørte har en bisidder, ligesom man undgår, at arbejdsbelastningen
    ved at sikre en forsvarlig forberedelse af de afhørte flyttes over på udspørgeren og/eller kom-
    missionens sekretariat. Det er imidlertid meget omkostningstungt med de mange bisiddere,
    ligesom det rent praktisk stiller krav til lokalernes størrelse. Ved afhøringer, hvor der måske
    over en hel retsdag er 30-40 bisiddere til stede, vil alene udgiften til bisiddersalær kunne løbe
    op i mere end en halv million kroner for en retsdag.
    I en række undersøgelser har navnlig gruppen af mere underordnede embedsmænd på fuld-
    mægtigniveau haft en fælles bisidder, hvilket vurderes at have fungeret godt. Med Højesterets
    kendelse af 14. december 2016 om beskikkelse af samme bisidder for flere vidner i Tibet-
    sagen (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side 911 ff.) vil muligheden for fælles bisidder
    for en række vidner være nærliggende, når der ikke foreligger nogen konkret interessekon-
    flikt. Der kan være behov for, at undersøgelseskommissionen får kompetence til at træffe be-
    stemmelse om fælles bisidder. En ordning med opretholdelse af retten til en bisidder samtidig
    med, at flere vidner har samme bisidder, vil tilgodese både ønsket om at lette den praktiske
    tilrettelæggelse af undersøgelsen og ønsket om at begrænse de økonomiske omkostninger ved
    undersøgelsen uden at være til skade for retsbeskyttelsen. Rent praktisk er det blevet nævnt, at
    der er gode erfaringer med at lade den relevante faglige organisation stå for at organisere ud-
    pegningen af den fælles bisidder.
    123
    Det vurderes som meget vanskeligt i praksis og efter de gældende regler at sætte mere præcise
    grænser for bisiddernes nødvendige tidsforbrug, ligesom det vurderes ofte at kunne være van-
    skeligt at afskære bisidderhonorar for deltagelse i retsmøder med den begrundelse, at retsmø-
    dets afhøringer på forhånd må anses for uden betydning for bisidderens klient.
    Det er blevet påpeget, at kredsen af afhørte med ret til en bisidder efter de gældende regler og
    praksis er ganske vid. Flere af de interviewede har betegnet den gældende retstilstand som
    vidtgående og har i den forbindelse peget på, at der kan være behov for at justere reglerne,
    sådan at der ikke gives ret til en bisidder, hvis det på forhånd står klart, at den pågældende
    kun har haft en perifer rolle i de undersøgte begivenheder, og at der derfor for den pågælden-
    de er en meget begrænset risiko forbundet med at blive afhørt. Måtte der mod forventning
    alligevel vise sig behov for det, kan der undervejs i undersøgelsen udpeges en bisidder for
    vedkommende.
    Som en mulig ændring af de gældende regler er der blevet peget på muligheden af, at der i
    kommissoriet for en undersøgelse sker en afgrænsning af den personkreds, for hvem der kan
    blive tale om at gøre et retligt ansvar gældende, med den virkning at kun denne personkreds
    får ret til en bisidder. I praksis har det næsten undtagelsesfrit alene været i niveauet departe-
    mentschef, direktør, afdelingschef samt i visse tilfælde kontorchef, at et retligt ansvar har væ-
    ret relevant at overveje. Ved således at give ”forhåndsamnesti” til det, der typisk er den største
    kreds af afhørte, vil omkostningerne til bisiddere kunne reduceres væsentligt. Måske kunne
    der for dem, der tilhører en sådan ”amnesti-kreds”, tænkes en mere uformel udspørgen eller
    samtale-form. Der er dog blevet peget på, at det er vigtigt at sikre, at modellen både formelt
    og i praksis sikrer den pågældende også mod ansættelsesretlige og andre tjenstlige reaktioner.
    Det er endvidere blevet nævnt, at der efter de gældende regler også gives ret til en bisidder i
    rene faktum-undersøgelser, og at også en ren faktum-undersøgelse kan være belastende for de
    involverede, bl.a. på grund af risikoen for pletter på renomméet.
    Det har i øvrigt været opfattelsen, at undersøgelseskommissionslovens regler giver såvel ud-
    spørger som bisidder de fornødne redskaber til at varetage deres respektive opgaver.
    2.2.2.5. Om retsbeskyttelsen af de involverede
    Det har været opfattelsen, at lovens regler giver den fornødne retsbeskyttelse af den, der –
    som embedsmand eller minister – er genstand for undersøgelsen. Det egentlige problem for de
    pågældende er, at undersøgelserne foregår for åbne døre, således at belastende omtale i pres-
    sen ligger ligefor, samt at undersøgelserne tager så lang tid, som de gør. Det sidste er i sig
    selv en belastning for de undersøgte, ligesom det for embedsmændene i praksis kan betyde, at
    124
    disse de facto ”sanktioneres” med personaleretlige dispositioner længe før, at undersøgelsen
    er tilendebragt.
    Det har været rejst, om der burde indføres udtrykkelige regler om, at bisidderne skal have
    mulighed for at afgive et skriftligt indlæg – en art skriftlig procedure – umiddelbart efter, at
    afhøringerne er afsluttet. Efter de gældende regler er kun høringen over beretningsudkastet
    reguleret, og de involverede kan i nogle tilfælde få indtryk af, at det kan være vanskeligt at
    påvirke den endelige beretning på dette stadium. Der synes ikke at være noget til hinder for at
    afgive sådanne indlæg efter de gældende regler, men der er blevet peget på det ønskelige i at
    sætte en formel ramme om processen, sådan at man undgår unødigt tidsforbrug til høringssvar
    mv.
    2.2.2.6. Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Det er den overvejende opfattelse, at undersøgelseskommissionslovens regler om forsigtighed
    ved bevisbedømmelse og ansvarsvurderinger ikke har givet anledning til særlige problemer.
    Det er samtidig den overvejende opfattelse, at reglerne næppe har haft nogen stor betydning i
    praksis. Bevisusikkerhed og tvivl om den retlige vurdering vil i sagens natur kunne forekom-
    me, men det kan være svært at se, at der skulle være behov for et særskilt forsigtighedskrav
    ud over det, der allerede naturligt må følge af, at en undersøgelseskommission afgiver sine
    vurderinger uden samme kontradiktoriske proces, som præger en almindelig retssag.
    I nogle tilfælde har det givet anledning til problemer for den vurdering, kommissionen har
    kunnet afgive om embedsmænds forhold, at der gælder en særlig tilbageholdenhed for vurde-
    ringen af ministres forhold. De særlige regler for bedømmelsen af ministres forhold kan ud fra
    en rent juridisk vurdering forekomme mindre velbegrundede. Den særlige ”ministerundtagel-
    sesregel” synes i øvrigt blandt nogle læsere af undersøgelseskommissionsberetninger at have
    givet et skævt billede af ansvarsfordelingen, når kommissionen udtaler kritik af embedsmænd,
    men ikke af ministre.
    I de tilfælde, hvor den jævnligt fremsatte kritik af undersøgelseskommissionernes resultater
    sammenholdt med deres tids- og ressourceforbrug har været drøftet, har opfattelsen været, at
    kritikken ikke forekommer træffende. Der er i den forbindelse bl.a. peget på, at en undersø-
    gelseskommission ikke kan afgøre ansvarsspørgsmålet over for hverken embedsmænd eller
    ministre, at en beretning i sagens natur godt kan munde ud i, at der rent faktisk ikke er grund-
    lag for at søge at gøre et ansvar gældende, og at kritikken ofte synes at tage udgangspunkt i de
    to atypiske eksempler PET-kommissionen og Farum-kommissionen.
    125
    2.2.2.7. Andet
    Adgangen til at efterprøve en undersøgelseskommissions afgørelser ved domstolene vurderes
    at være velbegrundet og stort set velfungerende. Der er dog rejst spørgsmål ved det hensigts-
    mæssige i, at det efter undersøgelseskommissionslovens § 24 er Justitsministeriet, der fastsæt-
    ter salær og godtgørelse til bisidderne. Det er blevet anført som mere naturligt, hvis kompe-
    tencen tilkom undersøgelseskommissionen med sædvanlig kæreadgang til landsretten.
    Der er af en del blevet givet udtryk for, at kommissionsberetningerne har udviklet sig til at
    være for lange, og at det måske kunne være hensigtsmæssigt, hvis beretningerne i højere grad
    blev skrevet således, at beretningen koncentreres om en integreret bevis- og vurderingsmæs-
    sig fremstilling, der mere ligner den almindelige domsform. Der er imidlertid samtidig blevet
    peget på, at den brede sagsfremstilling for så vidt er en naturlig følge af, at kommissionens
    primære opgave er at undersøge og redegøre for et begivenhedsforløb, dvs. at klarlægge fak-
    tum. I virkelighedens verden er det imidlertid kommissionens sammenfattende vurderinger af
    de mest centrale fakta og af ansvarsspørgsmålene, der har størst interesse for offentligheden
    og Folketinget.
    Erfaringerne med, at undersøgelseskommissionerne også har fået til opgave at komme med
    forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis,
    som undersøgelsen kan begrunde, er noget blandede. I de fleste tilfælde har kommissionerne
    afstået fra at komme med sådanne forslag; enten fordi regelgrundlaget allerede var ændret,
    eller fordi kommissionen ikke har fundet at have det fornødne grundlag for at komme med
    mere præcise forslag. Det har ikke været vurderingen, at opgaven typisk har givet anledning
    til noget særligt ekstra tidsforbrug.
    Om behovet for en vejledende ”grønspættebog” har opfattelserne blandt tidligere medlemmer,
    udspørgere og juridiske sekretærer været delte. Nogle har anført, at en sådan vejledning kunne
    være en fornuftig ide, mens andre har fremhævet, at der allerede foregår en uformel erfarings-
    udveksling mellem de personer, der har været involveret i kommissionsundersøgelser, og at
    både kommissionens opgaver, personsammensætning mv. betyder, at en generel vejledning
    kan være af mindre værdi. Nogle har i den forbindelse bemærket, at det er vigtigt, at den en-
    kelte undersøgelseskommission kan finde en arbejdsform, som er velfungerende for den kon-
    krete undersøgelse og for kommissionens medlemmer, udspørger og sekretariat. En vis erfa-
    ringsopsamling fra den enkelte kommission – i form af f.eks. en eksempelsamling med kon-
    cepter, brevskabeloner, spørgsmål i tilknytning til Datatilsynet – er dog blevet vurderet som
    noget, der ville være nyttigt.
    126
    Afslutningsvis udspurgt om, hvilke forslag den pågældende måtte have til opfyldelse af ud-
    valgets kommissorium om at foreslå ændringer af de gældende regler, således at fremtidige
    undersøgelser kan gennemføres hurtigere, billigere og med opretholdelse af de nødvendige
    retssikkerhedsgarantier og med bevarelse af undersøgelsens træfsikkerhed, er der blevet peget
    på behovet for at undgå unødvendigt tidsforbrug i den indledende fase med den praktiske
    etablering af kommissionen, dens lokaler mv., at få en snævrere afgrænsning af den person-
    kreds, undersøgelsen tager sigte på, således at personkredsen afgrænses til dem, der reelt kan
    være i søgelyset for et retligt ansvar – i praksis typisk den administrative topledelse – og at
    tilstræbe kortere beretninger, der i højere grad koncentrerer sig om det væsentlige vedrørende
    hændelsesforløbet og ansvarsbedømmelsen.
    Der er endvidere blevet peget på, at der er en naturlig sammenhæng mellem kommissoriets
    bredde og det tidsforbrug, der vil være forbundet med undersøgelsen. Jo bredere, der skal un-
    dersøges, jo længere tid tager det.
    Muligheden for at have en art forundersøgelse, der på et tidligt tidspunkt i undersøgelsen
    kunne give kommissionen et overblik over sagen, som ville muliggøre en tilskæring af under-
    søgelsen, er blevet drøftet med en række af interviewpersonerne. En sådan forundersøgelse
    skulle i givet fald foregå under mindre formelle former end afhøringerne og uden offentlig-
    hed. Der har overvejende været principiel tilslutning til tanken om en model for en indledende
    tilskæring af undersøgelsen. Imidlertid har der af nogle af interviewpersonerne været rejst
    tvivl om, hvorvidt en sådan forundersøgelse i praksis vil være hensigtsmæssig, eller om den
    blot vil gøre den samlede undersøgelse mere omstændelig og tidskrævende, ligesom en sådan
    undersøgelsesform ikke umiddelbart harmonerer med undersøgelseskommissionslovens nu-
    værende regler om offentlighed, ret til bisidder mv. Det er i den forbindelse særligt blevet
    fremført, at det i praksis kan vise sig vanskeligt på forhånd at sikre, at de personer, der f.eks.
    inviteres til en uformel samtale, ikke straks har behov for at være omfattet af lovens retssik-
    kerhedsgarantier. Der er endvidere blevet peget på, at det kan være vanskeligt at sikre de øv-
    rige involveredes ret til kontradiktion.
    Som en alternativ model for en forundersøgelse er der blevet peget på, at et stående organ
    eller en eller flere til lejligheden udpegede undersøgere kunne få til opgave at danne sig et
    indledende overblik over sagen og rådgive Justitsministeriet og Folketingets Udvalg for For-
    retningsordenen om udformningen af kommissoriet.
    Det har været den overvejende opfattelse blandt de adspurgte, at advokatundersøgelser ikke
    kan anses som et alternativ til undersøgelseskommissioner i sager af den karakter, der hidtil
    har været genstand for en undersøgelse ved en kommission. I den forbindelse er det særligt
    127
    blevet fremhævet, at undersøgelseskommissionsloven giver mulighed for at foretage afhørin-
    ger inden for en retssikkerhedsmæssigt betryggende ramme.
    128
    2.3 De enkelte interview
    I det følgende gengives hovedindholdet af de enkelte interview. Referaterne er godkendt i
    deres helhed af de respektive interviewpersoner og er udtryk for interviewpersonernes egne
    synspunkter og opfattelser af de beskrevne begivenheder mv.
    Interview med Poul Heidmann
    Mandag den 19. december 2016.
    Advokat Poul Heidmann var udspørger for undersøgelseskommissionen i Statsløsesagen, der
    virkede fra august 2011 til august 2015, og har virket som bisidder for afhørte i Skattefra-
    dragskommissionen, Blekingegade-kommissionen, Skattesagskommissionen og Tibetkommis-
    sionen.
    Poul Heidmann har endvidere forestået en række advokatundersøgelser, herunder undersø-
    gelserne af statens varetagelse af ejerskabet til Combus A/S (1999-2001) og af Kirkeministe-
    riets forvaltning af Folkekirkens fællesfond (2003-2005).
    Forud for lov om undersøgelseskommissioner var Poul Heidmann bisidder for embedsmænd i
    en række undersøgelsessager, herunder Tamil-sagen, sagen om anvendelse af midler i land-
    brugets fonde, Spar Nord-sagen, PET-kommissionen og sagen om Københavns Amts indskud
    af midler i Hafnia.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Poul Heidmann (PH) havde ingen bemærkninger til kommissorierne, som han ikke mente gav
    anledning til særskilte problemer. Kun Irak- og Afghanistankommissionens kommissorium
    gav anledning til egentlig debat.
    PH har gode erfaringer med den typiske sammensætning med en dommer som formand, en
    universitetsjurist og en advokat. Denne sammensætning tilfører undersøgelseskommissionen
    rutine med bevisbedømmelse, teoretiske kvalifikationer og en praktisk klientsynsvinkel.
    Den nuværende kollegiale form er bedre end den tidligere praksis med blot en enkelt dommer
    i en undersøgelsesret.
    129
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    PH pegede på fremskaffelse af egnede lokaler som en ”tidsrøver”, f.eks. i forbindelse med
    Statsløsekommissionen. Problemet synes dog nu løst, idet man har indrettet lokalerne på
    Fremtidsvej, som Tibetkommissionen senest har kunnet benytte.
    Foruden etableringen af en fast fysisk ramme i form af lokaler nævnte PH også den mulige
    reformtanke at etablere en slags fast sekretariat, der står til rådighed for at varetage opgaven,
    når det besluttes at indlede en undersøgelse. Med faste, gennemgående kræfter ville man have
    et beredskab, der hurtigt kunne gå i gang. Som det er nu, udpeges nye kræfter, hver gang en
    kommission nedsættes, hvorfor der ikke findes en effektiv erfaringsopsamling.
    For så vidt angår sekretariatets størrelse fandt PH, at man kunne overveje at anbefale en udvi-
    delse af sekretariatet efter en konkret vurdering i den enkelte sag. Fra Statsløsekommissionen
    havde man den erfaring, at det var nyttigt at bruge studentermedhjælpere til at screene materi-
    ale (som eksempel nævnte PH de cirka 70.000 siders samlede dokumenter med en betydelig
    del fra konkrete sager).
    PH præsenterede også den idé, at såfremt man etablerede et permanent undersøgelsesor-
    gan/sekretariat, kunne man i forbindelse med overvejelserne om at nedsætte en undersøgel-
    seskommission anvende en slags ”tragt”: Før en kommission besluttes nedsat, taler man –
    f.eks. ved det ovennævnte faste organ – med hovedaktørerne og gennemgår de efter alt at
    dømme væsentligste dokumenter. Det permanente organ kan så vurdere, på hvilken måde det
    vil være hensigtsmæssigt at gå videre – man kan i forbindelse med reglerne for etablering af
    et fast organ opstille flere undersøgelsesformer, og det faste organ kan indstille til Justitsmini-
    steren/folketingsudvalget, hvilken form der vil være egnet/tilstrækkelig. Det kan tænkes, at
    sagen kan belyses blot ved, at det faste sekretariat gennemfører en mindre undersøgelse. En
    mellemform kunne være en sekretariatsundersøgelse med bistand af en enkelt ekstern, f.eks.
    en dommer. Er sagen stor eller er faktum kompliceret, kan det mest vidtgående være, at sekre-
    tariatet indstiller nedsættelse af en undersøgelseskommission. På denne måde kan man afvikle
    undersøgelser hurtigere og mere smidigt og til en vis grad ”afpolitisere” valget af undersøgel-
    sesformen gennem en professionalisering af metodevalget (i form af en indstilling til ministe-
    ren).
    PH pegede også på, at forestillingen om, at advokatundersøgelser ikke kan omfatte afhøring
    af personer, i for høj grad begrænser denne undersøgelsesmulighed. Han foreslog, at de hen-
    syn, der bærer denne opfattelse, kan imødekommes ved at lade afhøringerne foregå under
    domstolskontrol – dvs. i form af ”isoleret bevisoptagelse”, hvor afhøringen foretages af advo-
    130
    katen, men under ledelse af en dommer, f.eks. i den lokale byret. Vidnet skal præsenteres for
    et afhøringstema svarende til reglerne i undersøgelseskommissionsloven.
    Om Statsløsekommissionen bemærkede PH, at det gav anledning til forsinkelse, at der var
    vanskeligheder med hurtigt at frigøre formanden fra forpligtelserne i landsretten.
    Om det skriftlige materiale mv.
    Det var PH’s opfattelse, at indsamlingen af materialet gav anledning til vanskeligheder. På
    baggrund af sine erfaringer pegede PH dels på it-systemerne og administrationen af disse, dels
    på, at der i forskellige ministerier er et ganske forskelligartet ”serviceniveau” og muligvis
    også forskellige indstillinger til at udlevere materiale til brug for undersøgelser. PH udtrykte
    ønske om, at undersøgelseskommissionen får en egentlig efterforskningshjemmel, der giver
    mulighed for at eftersøge det nødvendige og relevante materiale hos myndighederne.
    Med hensyn til målretning af materialet fremhævede PH den praksis, som blev etableret i
    Statsløsekommissionen. Bisidderne fik i denne undersøgelse tilsendt udførlige afhøringstema-
    er med specifikke sidehenvisninger til relevant materiale. En sådan praksis kan spare tid for
    bisidderne, men forudsætter naturligvis, at udspørgeren først har haft tid til at sætte sig grun-
    digt ind i materialet.
    PH fandt, at der næppe er anledning til at sende en eksplicit opfordring til bisidderne om at
    gøre opmærksom på eventuelt yderligere materiale. De fleste bisiddere vil af egen drift af-
    stemme med klienten, om der er behov for yderligere materiale.
    PH fandt lovens regel om, at bisidderne ikke må udlevere dokumenterne til klienten, meget
    usmidig i praksis. Det gav anledning til vanskeligheder for både klienten og bisidderen, at
    klienten skal møde op på bisidderens kontor. PH bemærkede, at der er mulighed for at give
    tilladelse til udlevering af dokumenter til klienten, og at det kunne være hensigtsmæssigt, at
    sådanne tilladelser gives i videre omfang. PH henviste i den forbindelse til sine erfaringer
    med Den Uafhængige Politiklagemyndigheds mulighed for at give samtykke til at udlevere
    dokumenter til klienten. PH anerkender, at modhensynet er risikoen for læk fra undersøgel-
    sen, men efter PH’s vurdering står dette modhensyn i praksis ofte ikke særlig stærkt, da der
    ville være aktindsigt efter offentlighedsloven i langt de fleste dokumenter, hvis undersøgelsen
    ikke pågik. Der vil desuden kunne gives pålæg til bisidderne om, at de kun må udlevere mate-
    rialet til deres klient.
    131
    For så vidt angår offentlighed frarådede PH en lempelse af reglerne om fjernsynsoptagelse.
    Som det er i dag skriver flere medier blogs live fra afhøringerne. Andre vidner får dermed i
    meget vidt – måske også for vidt – omfang mulighed for at følge med i forklaringerne.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    PH pegede på den ene side på en tendens til, at kredsen af indkaldte vidner afgrænses meget
    bredt, formentlig af frygt for, at ikke alle sten bliver vendt. På den anden side påpegede han,
    bl.a. på baggrund af sin erfaring som udspørger, at det ligger i bevisførelsens natur, at man
    ikke på forhånd kan være sikker på, om der er noget at hente fra et bestemt vidne.
    Antallet af bisiddere er blevet forøget efter loven om undersøgelseskommissioner. Reglerne
    lægger i højere grad op til, at de afhørte får en bisidder, og at de får deres egen. Der synes at
    være en ganske striks tilgang til habilitetsvurderingen. Der kunne muligvis med fordel anlæg-
    ges en mindre restriktiv praksis på forhånd, men med mulighed for senere at afbeskikke bi-
    sidderen, hvis der rent faktisk viser sig konkrete problemer. Ofte er det bisidderen, der før
    kommissionen via sine drøftelser med klienten får et realistisk indblik i, om der er habilitets-
    problemer.
    Fra praksis pegede PH samtidig på, at der i Statsløsekommissionen blev beskikket en fælles
    bisidder for en række fuldmægtige.
    For så vidt angår muligheden for at begrænse omkostningerne til bisiddere ved at begrænse
    omfanget af deres medvirken/tilstedeværelse henviste PH til, at der i et vist omfang skete en
    sådan begrænsning i Statsløsekommissionen. Efter PH’s vurdering gav begrænsningen dog
    alene en begrænset besparelse.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    PH fandt, at undersøgelseskommissionens høring af de involverede og deres bisiddere over et
    udkast til beretningen sker på et ganske sent stadium i undersøgelsen. På dette tidspunkt har
    kommissionen været grundigt igennem materialet og skrevet et udkast til en beretning. Man
    kan få indtryk af, at det på dette stadium er vanskeligt at påvirke den endelige beretning – i
    denne fase er det navnlig fejl eller egentlige misforståelser, der kan være mulighed for at kor-
    rigere. Man kunne derfor overveje at give bisidderne mulighed for at afgive et indlæg – en art
    skriftlig procedure – umiddelbart efter, at afhøringerne er afsluttet. Indføres dette, er det ikke
    til hinder for, at man opretholder høringen over kommissionens udkast.
    132
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    PH pegede på et misforhold mellem på den ene side den ganske omfattende bevisførelse ved
    en undersøgelseskommission og på den anden side forudsætningen om, at kommissionen skal
    være meget tilbageholdende i sine retlige vurderinger.
    Vanskelighederne kommer særligt til udtryk for så vidt angår ministre, hvor det relevante fak-
    tum skal udfindes, uden at der må subsumeres under reglen.
    Andet
    Efter PH’s vurdering kan en ”grønspættebog” være en god idé, navnlig hvis den ovennævnte
    idé om en fast sekretariatsstruktur ikke kan gennemføres.
    PH pegede også på, at selve skrivningen af undersøgelseskommissionens beretning er en stor
    ”tidsrøver”. Også på dette punkt kunne et sekretariat med særlig ekspertise og erfaring være
    en hjælp for kommissionen og bidrage til at spare tid.
    133
    Interview med Lars Lindencrone Petersen
    Mandag den 19. december 2016.
    Lars Lindencrone Petersen er videnpartner i advokatfirmaet Bech-Bruun. Han har tidligere
    været landsdommer (1999-2007), dommer i Sø- og Handelsretten (1994-99) og dommer i
    Københavns Byret (1991-94). Lars Lindencrone Petersen var formand for undersøgelses-
    kommissionen i Skattefradragssagen, der virkede fra marts 2004 til juni 2006.
    Forud for loven om undersøgelseskommissioner bistod Lars Lindencrone Petersen højeste-
    retsdommer Jacques Hermann i Undersøgelsesretten vedrørende Danske Bidrag til
    U.N.H.C.R. (marts 1991 til september 1992) og præsident for Sø- og Handelsretten Frank
    Poulsen i Undersøgelsesretten vedrørende Himmerlandsbanken (november 1993 til oktober
    1994).
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Lars Lindencrone Petersen (LLP) havde ingen bemærkninger til kommissorierne, som han
    ikke mente gav anledning til særskilte problemer.
    For så vidt angår undersøgelseskommissionens sammensætning fandt LLP det i Skattefra-
    dragskommissionen nyttigt med en revisor som sagkyndigt medlem, da sagens genstand af-
    fødte et behov for ekspertise inden for skatteområdet. LLP bemærkede dog hertil, at udpeg-
    ningen af en revisor som sagkyndig havde givet anledning til forsinkelse med nedsættelsen af
    undersøgelseskommissionen. Det kan skyldes, at habilitetsstandarderne ikke var tilstrækkeligt
    tydeliggjort i forbindelse med anmodningen om indstilling af en revisor til kommissionen. Et
    afsnit med oplysning om habilitetsstandarderne i indstillingsbrevet kunne have været en hjælp
    til at fremme indstillingen af en egnet kandidat.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    LLP blev bedt om sin vurdering af muligheden for at etablere en form for fast sekretariat, som
    kan stå til rådighed, når det besluttes at nedsætte en undersøgelseskommission. LLP bemær-
    kede hertil, at han anerkendte muligheden for at oparbejde en ekspertise og erfaring i et fast
    sekretariat, men at han personligt havde gode erfaringer med at arbejde sammen med perso-
    ner, han havde et forhåndskendskab til. Han understregede i den forbindelse betydningen af,
    at de pågældende – herunder også formanden for undersøgelseskommissionen – faktisk havde
    134
    lyst til at påtage sig opgaven. Han havde i Skattefradragssagen selv anmeldt sin interesse til
    landsrettens præsident.
    Skattefradragskommissionen havde omgående fået tildelt egnede lokaler. LLP bemærkede
    dog også, at der ikke skulle foretages særlig sikring mv. af lokalerne.
    Om det skriftlige materiale mv.
    I Skattefradragskommissionen var der efter LLP’s opfattelse ikke behov for en beskrivelse af
    den retlige eller organisatoriske ramme, men det kan ikke afvises, at der kunne være et sådant
    behov i en undersøgelse af en anden type sag.
    LLP havde ikke problemer med at få udleveret materiale og fandt på den baggrund ikke behov
    for yderligere beføjelser for undersøgelseskommissionen i denne henseende.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    På et tidligt tidspunkt i undersøgelseskommissionens arbejde afholdt LLP to ”stormøder” for
    medarbejderne i SKAT og for medarbejderne i Skatteministeriets departement. På møderne
    fortalte LLP om undersøgelseskommissionens opgaver mv. og om medarbejdernes rettigheder
    og forpligtelser til afgivelse af materiale og forklaringer. Hans indtryk var, at disse møder var
    gavnlige for medarbejdernes forståelse af, hvad der var undersøgelseskommissionens opgave,
    og også for undersøgelseskommissionens efterfølgende arbejde.
    LLP afholdt desuden et fællesmøde med bisidderne for de involverede, og der blev i den for-
    bindelse lagt tidsplaner for afhøringerne.
    I Skattefradragskommissionen gav antallet af bisiddere ikke anledning til problemer eller for-
    sinkelser. De advokater, der mødte som bisiddere i sagen, var ikke strafferetsadvokater, og det
    var givetvis medvirkende til, at det var let at kalendersætte afhøringsdagene.
    Det var ikke hans indtryk, at bisidderne havde været til stede ved afhøringer, der ikke måtte
    formodes at være relevante for deres klienter.
    LLP anså det for stærkt betænkeligt på forhånd at begrænse omfanget af bisidderbistand,
    f.eks. ved at opstille en grænse for bisiddernes tidsforbrug.
    LLP fandt ikke, at udspørger eller bisiddere mangler beføjelser.
    135
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    LLP fandt ikke, at der har været problemer med retsbeskyttelsen af de involverede.
    LLP blev spurgt om sin mening om eventuelt at høre bisidderne umiddelbart efter afhøringer-
    nes afslutning. Han fandt ikke, at der er noget til hinder for sådanne indlæg og mente at kunne
    huske, at nogle bisiddere rent faktisk afgav sådanne indlæg.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Muligheden for at afgrænse kommissoriet således, at det kun er det overordnede cheflags for-
    hold, der undersøges med henblik på en retlig vurdering, blev drøftet med LLP. LLP bemær-
    kede hertil, at eftersom de underordnede medarbejdere skal afhøres alligevel, er det en fordel,
    at de har en bisidder. Det skyldes ikke mindst, at bisidderen også tjener den funktion at forbe-
    rede de pågældende på afhøringssituationen.
    Hvad angår antallet af bisiddere var det LLP’s opfattelse, at der nok næppe er behov for for-
    skellige bisiddere for f.eks. en gruppe af sagsbehandlere i et ministerium, men at det på den
    anden side kan være vanskeligt at påtvinge alle i gruppen den samme bisidder mod deres øn-
    ske.
    Forsigtighedskravet og ministerundtagelsesreglen gav ikke anledning til vanskeligheder i
    Skattefradragssagen. Resultatet ville være blevet det samme også uden forsigtighedsreglen.
    Andet
    For så vidt angår undersøgelseskommissionens forslag til ændringer af love, administrative
    bestemmelser eller administrativ praksis bemærkede LLP, at Skattefradragskommissionen
    fandt anledning til at fremsætte en række forslag til, hvordan det i fremtiden – gennem ændret
    administrativ praksis og en ændret organisationskultur – kunne sikres, at der blev gjort op-
    mærksom på problemer opad i SKAT og Skatteministeriets organisation. LLP havde dog ikke
    indtryk af, at anbefalingerne er blevet fulgt. I hvert fald har han ikke hørt om, at det skulle
    være tilfældet. LLP bemærkede samtidig, at da kommissionens forslag vedrørte administrativ
    praksis og organisationskultur i bredere forstand, måtte det nok forventes, at sådanne ændrin-
    ger ville være vanskeligere at gennemføre og konstatere efterlevet end formelle regelændrin-
    ger.
    LLP fandt, at man kunne overveje en ordning, hvor justitsministeren giver en formel under-
    retning til ressortministeren om forslag og anbefalinger i undersøgelseskommissionens beret-
    ning. En sådan underretning vil muligvis kunne virke som en opfordring til, at de relevante
    myndigheder forholder sig mere aktivt til forslagene.
    136
    Før sin udpegning til Skattefradragskommissionen havde LLP selv erfaring fra to tidligere
    undersøgelser, og han havde derfor ikke selv haft et behov for en art ”grønspættebog” for un-
    dersøgelseskommissionens arbejde mv. Uden en sådan forudgående erfaring hos undersøgel-
    seskommissionen kunne der måske nok være behov for nogle råd og anbefalinger, f.eks. om
    rækkefølgen for afhøringerne, om informationsmøder forud for afhøringerne mv.
    LLP blev spurgt om forslag til, hvilke stadier i undersøgelseskommissionens arbejde der kan
    effektiviseres. Om nedsættelsen pegede LLP på, at det kunne overvejes at nedsætte kommis-
    sionen sideløbende med, at kommissoriet gøres endeligt. Om kommissionens arbejde pegede
    LLP på, at kommissionen kan arbejde i flere tempi, sådan at afhøringerne godt kan begynde,
    før kommissionen er færdig med at gennemgå alt det skriftlige materiale. Denne fremgangs-
    måde kan dog give behov for at indkalde et vidne flere gange, og det vil i det hele taget nok
    afhænge af den konkrete sag, om det er muligt at arbejde i flere tempi.
    Det væsentligste tidsbesparende element ville efter LLP’s opfattelse være, hvis undersøgel-
    seskommissionen slet ikke skulle foretage afhøringer. Sagen er imidlertid den, at afhøringer er
    nødvendige, hvis man skal til bunds i sagen.
    LLP fremhævede, at undersøgelseskommissionerne typisk nedsættes og arbejder i et ansvars-
    perspektiv frem for med et præventivt og fremtidsorienteret sigte. En undersøgelseskommis-
    sion nedsættes ofte i en politisk kontekst, og der kan være en tilbøjelighed til, at de afhørte
    oplever at være mistænkt som ”medskyldige” i en formodet skandalesag. Denne stemning
    sætter sit præg på afhøringerne og er med til at gøre undersøgelsen ”tung”. Hvis man i stedet
    kunne kultivere den attitude, at det afgørende er at forebygge lignende sager, ville man skabe
    langt bedre muligheder for at søge sandheden. Så længe ansvarsperspektivet er dominerende,
    er det vanskeligt at pege på det columbusæg, der både kan effektivisere undersøgelserne og
    sikre retssikkerheden, sådan som udvalgets kommissorium lægger op til.
    137
    Interview med Lars Kjeldsen
    Onsdag den 4. januar 2017.
    Lars Kjeldsen er advokat og partner i advokatfirmaet Nyborg & Rørdam.
    Lars Kjeldsen var udspørger for Skattesagskommissionen, der virkede fra marts 2012 til no-
    vember 2014.
    Lars Kjeldsen har endvidere fungeret som bisidder i en række tjenestemandssager, herunder
    den tjenstlige undersøgelse imod en departementschef og en afdelingschef i Justitsministeriet
    i 2014 (”Christiania-sagen”). Han har også forestået advokatundersøgelsen af seksuelle
    krænkelser begået af præster og andre medarbejdere i Den Katolske Kirke i Danmark samt
    kirkens behandling af henvendelser herom (2010-2012), som blev iværksat på initiativ af Den
    Katolske Kirke i Danmark.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Lars Kjeldsen (LK) pegede på, at Skattesagskommissionens kommissorium ikke syntes at
    være udformet under hensyntagen til, hvad en undersøgelseskommission er mest egnet til at
    afdække. En mere stringent juridisk grænsedragning mellem undersøgelsesformerne ville
    formentlig have peget i retning af, at den del af kommissoriet, der handlede om læk af oplys-
    ninger til medierne, skulle have været overladt til en politimæssig efterforskning. Efter LK’s
    opfattelse måtte det på forhånd have fremstået som usandsynligt, at denne del af sagen kunne
    afklares af en undersøgelseskommission, som er uegnet som efterforskningsorgan i sager, der
    i bund og grund er rene strafferetlige sager uden særlig relation til de interne forhold i den
    statslige forvaltning.
    For så vidt angår undersøgelseskommissionernes sammensætning fandt LK, at den typiske
    sammensætning med en landsdommer som formand og en universitetsjurist og en advokat
    som medlemmer er velegnet. Navnlig fremhævede LK, at en landsdommers erfaring med rets-
    ledelse er en stor fordel ved håndteringen af de processuelle spørgsmål, som opstår under en
    undersøgelseskommissions arbejde. Hvis kommissoriet retter sig mod tekniske forhold, kan
    det overvejes at inddrage teknisk kyndige efter de regler, der findes om sagkyndige dommere.
    LK pegede dog på, at der med den typiske sammensætning af undersøgelseskommissioner og
    deres sekretariat normalt ikke vil være folk med særlig erfaring med efterforskningsarbejde.
    138
    Dette kan særligt give anledning til problemer i den indledende fase, hvor materialeindsam-
    ling og bevissikring sker. Undersøgelseskommissionsordningen er lagt an på, at de involvere-
    de myndigheder mv. selv afleverer det relevante materiale. Der er derfor behov for en vis
    selvstændig efterforskningsevne, f.eks. ved at sekretariatet sammensættes på en sådan måde,
    at der er personer med erfaring med efterforskning, navnlig elektronisk efterforskning. LK
    nævnte, at f.eks. en vicestatsadvokat fra SØIK eller en person med en lignende profil ofte
    ville kunne dække dette behov.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    Efter LK’s opfattelse ville det have været en stor fordel, hvis Justitsministeriet havde kunnet
    være Skattesagskommissionens sekretariat behjælpelig med den praktiske etablering af kom-
    missionen. Kommissionen skulle selv fremskaffe lokaler, it-udstyr mv. De personer, der ud-
    peges til sekretariatet for en undersøgelseskommission, har ikke særlige forudsætninger for at
    varetage disse opgaver af mere praktisk karakter. LK anbefalede på den baggrund, at Justits-
    ministeriet om muligt sørgede for at have et beredskab med henblik på at bistå kommissio-
    nens sekretariat med sådanne opgaver. LK vurderede, at tidsforbruget for kommissionens ar-
    bejde i givet fald nok kunne være nedsat med et par måneder.
    LK bemærkede dog også, at hvis faciliteterne på Fremtidsvej bevares og står til rådighed for
    fremtidige kommissioner, synes disse problemer i vidt omfang løst.
    Om det skriftlige materiale mv.
    LK forklarede, at der var blevet sendt et kortfattet, generisk spørgetema til alle afhørte og de-
    res bisiddere forud for afhøringerne i Skattesagskommissionen. LK påpegede, at hvis de spør-
    getemaer, han udarbejdede til eget brug, skulle have været udsendt til de enkelte afhørte og
    deres bisiddere, ville det have krævet et yderligere ressourceforbrug. I tilknytning hertil be-
    mærkede LK, at hvervet som udspørger under afhøringerne reelt havde været et fuldtidsarbej-
    de, og at arbejdet med spørgetemaer ikke uden videre kan uddelegeres, idet udspørgeren har
    behov for at kende sagen i detaljer for at kunne gennemføre afhøringerne bedst muligt. Et
    krav om at udarbejde omfattende spørgetemaer til fremsendelse til de enkelte afhørte og deres
    bisiddere ville have vanskeliggjort forberedelse på dette niveau. Det indgår i den forbindelse,
    at spørgetemaerne løbende er under revision som følge af de oplysninger, der fremkommer
    under afhøringerne.
    LK havde i øvrigt ikke oplevet, at nogen af de afhørte blev overraskede over spørgsmålene
    under afhøringerne, selvom det tilsendte spørgetema var kortfattet.
    139
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    Efter LK’s opfattelse har bisidderne to funktioner: Dels den retssikkerhedsmæssige, dels den
    at sikre sig, at vidnet er ”klædt på”, dvs. er bekendt med og har forstået de relevante problem-
    stillinger. Den sidstnævnte funktion skal sikres på anden vis, hvis man måtte finde det retssik-
    kerhedsmæssigt forsvarligt at begrænse kredsen af personer med ret til en bisidder, f.eks. så-
    ledes at kun de øverste administrative lag har ret til en bisidder. Man kunne i den forbindelse
    overveje, om der kan etableres en ordning, hvor der kan gives en slags ”amnesti” for de meni-
    ge medarbejdere. Man må være opmærksom på, at en begrænsning af antallet af bisiddere
    ikke nødvendigvis indebærer en reduktion i den samlede arbejdsbelastning, men at belastnin-
    gen ved at sikre, at de afhørte forberedes forsvarligt, blot flytter, formentlig til udspørgeren
    og/eller kommissionens sekretariat. I den forbindelse henviste LK til sine tidligere betragtnin-
    ger om det uhensigtsmæssige ved at stille krav om mere omfattende og målrettede spørgete-
    maer til de enkelte afhørte og deres bisiddere.
    LK vurderede, at antallet af bisiddere navnlig er relevant for omkostningerne ved undersøgel-
    seskommissionerne, men næppe for tidsforbruget. Hvad særligt angår berammelserne bemær-
    kede LK, at han ikke havde erfaret, at bisidderne forsinker processen. LK fandt derimod, at
    bisidderne nok snarere kan medvirke til at fremskynde processen, fordi de varetager den tidli-
    gere nævnte funktion med at forberede vidnerne.
    LK fandt dog, at der er plads til en mere differentieret tilgang til beskikkelse. Han havde op-
    levet eksempler på, at der i Skattesagskommissionen blev beskikket bisiddere for pensionere-
    de medarbejdere, der havde været overenskomstansatte, og som man derfor næppe kunne fo-
    restille sig havde behov for en bisidder, hvis det ikke var, fordi Skattesagskommissionen skul-
    le undersøge ”læk”-spørgsmålet.
    Endelig pegede LK på, at omkostningerne til bisiddere vil kunne begrænses ved at nægte sa-
    lær for deltagelse i afhøringer, når det må antages at være relativt sikkert, at den pågældende
    afhøring ikke er relevant for vedkommende bisidders klient.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    LK fandt retsbeskyttelsen af de involverede tilstrækkelig og bemærkede, at der er lagt et højt
    niveau i undersøgelseskommissionsloven.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    LK havde ikke gjort sig erfaringer med forsigtighedskravet, idet han ikke var med til at skrive
    beretningen i Skattesagskommissionen.
    140
    Kritikken af, at undersøgelseskommissionerne ikke giver resultater, forekom ham ikke ram-
    mende. En kommissions beretning kan i sagens natur munde ud i, at der ikke er grundlag for
    at gøre noget ansvar gældende, eller i, at der indledes tjenestemandssager og/eller at den på-
    gældende minister drages politisk eller retligt til ansvar. En undersøgelseskommission kan
    ikke afgøre ansvarsspørgsmålet i forhold til embedsmænd og ministre, og der vil derfor under
    alle omstændigheder skulle indledes særskilte sager mod embedsmænd og/eller ministre, hvis
    disse skal drages til ansvar. Det kunne i den forbindelse overvejes, at man etablerer mulighed
    for, at kommissionen fortsætter som ”forhørsleder” i forhold til de personer, der efterfølgende
    rejses tjenestemandssager imod. Derved sparer man en gentagelse af bevisførelsen vedrørende
    det generelle ”gerningsindhold” og kan koncentrere sig om de specielle forhold, der har be-
    tydning for vurderingen af den undersøgtes forhold.
    Andet
    LK ville klart anbefale udarbejdelsen af en ”grønspættebog” for undersøgelseskommissioners
    nedsættelse og arbejde. En sådan bør løbende ajourføres på baggrund af erfaringerne fra de
    gennemførte undersøgelser. LK henviste herved til, hvad han tidligere havde anført om beho-
    vet for et beredskab, når der træffes beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission.
    Om mulige tidsbesparende initiativer fandt LK, at der muligvis kan være noget at hente i pro-
    cessen med at skrive beretningen, idet LK dog tog forbehold for, at han ikke selv var involve-
    ret i at skrive Skattesagskommissionens beretning. LK anførte, at man kunne overveje, om
    ikke beretningen kunne skrives mere som en dom uden sagsfremstilling, hvor man inddrager
    de relevante faktumhenvisninger, oftest som korte citater, i præmisserne. Interessen samler sig
    om beretningens bevisvurdering, hvorimod det må erkendes, at sagsfremstillingen – der opta-
    ger langt den største del af siderne i beretningerne, f.eks. mere end 1.400 sider i Skattesags-
    kommissionens beretning – i realiteten læses af ganske få. Man kunne overveje at skrive be-
    retningen mere som en dom, således at den nødvendige del af sagsfremstillingen skrives ind i
    bevisvurderingen. Behovet for yderligere sagsfremstilling kunne så opfyldes ved, at undersø-
    gelseskommissionens protokoller og centrale bilag optrykkes som bilag til beretningen.
    Derimod stillede LK sig tvivlende over for muligheden for at spare tid i afhøringsfasen. LK
    pegede på to ”flaskehalse”, som vanskeliggør en hurtigere gennemførelse af afhøringerne. For
    det første kræver afhøringerne megen forberedelse, hvilket sætter grænser for, hvor stramt et
    program der kan lægges. Som eksempel nævnte LK, at han som udspørger typisk skulle bruge
    omtrent en uges forberedelsestid til en fuld afhøringsdag. LK henviste i den forbindelse til det
    ovenfor gengivne synspunkt om, at der er grænser for mulighederne for at uddelegere udspør-
    gerens arbejde, fordi udspørgeren selv må have et meget detaljeret kendskab til sagen for at
    kunne gennemføre afhøringerne bedst muligt.
    141
    For det andet pegede LK på, at protokollering og produktion af udskrifterne af afhøringerne er
    et stort og tidskrævende arbejde, som sætter grænser for, hvor hurtigt afhøringerne kan gen-
    nemføres. Det er muligt, at der med tiden kan findes en teknologisk løsning på dette problem.
    På nuværende tidspunkt kunne man måske overveje, om arbejdet kan fremskyndes ved at ind-
    drage erfaringer fra anden side, f.eks. Folketingets stenografer.
    142
    Interview med Niels Fenger
    Torsdag den 5. januar 2017.
    Niels Fenger er professor, dr.jur. og fra 2017 dommer ved Østre Landsret. Han var medlem
    af Skattesagskommissionen, der virkede fra marts 2012 til november 2014.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Niels Fenger (NF) fandt, at bredden af kommissoriet for Skattesagskommissionen gav anled-
    ning til vanskeligheder, idet den del af kommissoriet, der handlede om læk af oplysninger til
    medierne, betød, at kredsen af afhørte med ret til en bisidder blev ganske stor.
    På den anden side fremhævede NF, at et meget præcist formuleret kommissorium kan give
    risiko for, at kommissionen de facto afskæres fra at beskæftige sig med forhold, der burde
    afdækkes nærmere, men som man først undervejs i undersøgelsen bliver bekendt med. Som
    mulige løsninger herpå nævnte NF indsættelsen af en art opsamlingsbestemmelse i kommis-
    soriet, eller at undersøgelseskommissionen kunne få mulighed for at tage initiativ til at gå
    tilbage til opdragsgiveren (regering/Folketing) for at drøfte en eventuel udvidelse af kommis-
    soriet.
    NF tilføjede, at det er vanskeligt at lovgive sig ud af de nævnte problemstillinger om udform-
    ningen af kommissoriet.
    Med hensyn til undersøgelseskommissionernes sammensætning vurderede NF, at det er af
    afgørende betydning med en dommer for bordenden. Det skyldes, at dommeren er vant til
    retsledelse og til at foretage konkrete bevismæssige vurderinger. Samtidig er det vigtigt også
    at supplere med en mere inkvisitorisk tilgang (typisk hos kommissionens udspørger). Endelig
    pegede NF på, at det for alle medlemmers vedkommende er vigtigt, at de foruden deres retlige
    fagkundskab eller øvrige sagkundskab tillige forstår den administrative og organisatoriske
    ramme, som sagen har udspillet sig i.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    NF fandt, at det var vigtigt ikke at spilde tid med f.eks. fremskaffelse af lokaler. NF var enig i,
    at der er behov for en fast struktur, der står til rådighed, når en undersøgelseskommission ned-
    sættes.
    143
    Om det skriftlige materiale mv.
    For så vidt angår bevissikring fandt NF det problematisk, at myndighedernes backup-systemer
    løbende sletter e-mails, fordi så meget af det relevante materiale findes i denne form. Når der
    er optræk til iværksættelse af en undersøgelse, bør der meget hurtigt udstedes instruktioner
    om, at der skal ske bevissikring, f.eks. ved at e-mailsystemer ”fryses”.
    På den anden side pegede NF på, at den digitale udvikling giver nye og langt mere omfattende
    søgemuligheder. Når myndighederne bliver bedt om selv at fremskaffe materialet, er det ikke
    altid, at alt det relevante materiale bliver fundet frem, så den reelle oplysningsvej vil oftest
    være at få det samlede materiale til gennemsøgning. I den forbindelse havde Skattesagskom-
    missionen haft et meget nyttigt samarbejde med politiets nationale it-efterforskningscenter.
    NF fandt ikke behov for en indledende præcisering af den juridiske og faktiske ramme for at
    klæde bisidderne på.
    Udsendelsen af spørgetemaer til bisidderne havde givet anledning til vanskeligheder i Skatte-
    sagskommissionen. Kommissionen valgte at sende bredt formulerede spørgetemaer frem for
    detaljerede og konkrete spørgetemaer målrettet den enkelte afhørte. Det skyldtes bl.a. en vis
    uklarhed om virkningen af et konkret spørgetema, navnlig om et sådant dokument ville kunne
    påberåbes til støtte for at afskære en senere indkaldelse til afhøring om andre forhold. NF
    fandt, at virkningen af, at der udsendes et spørgetema, burde klargøres.
    NF pointerede, at reglen om videregivelse af oplysninger i lov om undersøgelseskommissio-
    ner gav anledning til en vis tvivl. Ordlyden synes således umiddelbart at opstille strengere
    betingelser end forvaltningslovens § 28. Dette gav problemer i situationer, hvor det var nød-
    vendigt at videregive information med henblik på at indhente yderligere oplysninger eller med
    henblik på, at politiet kunne foretage efterforskning. Skattesagskommissionen tog stilling til
    denne retlige uklarhed, men NF fandt det ønskværdigt, at retsstillingen blev klargjort.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    NF vurderede, at manglen på en frasorteringsmekanisme for vidner er en af de største byrder
    for undersøgelseskommissionen. I modsætning til f.eks. en straffesag er der ikke sket en for-
    udgående frasortering, og dermed kan undersøgelseskommissionen kun komme i kontakt med
    vidnerne under iagttagelse af lovens fulde palet af retssikkerhedsgarantier. NF fandt, at det
    ville kunne spare tid og penge, hvis man kunne lave en faseopdeling, hvor man efter en indle-
    dende snak med nogle af de potentielle vidner kunne identificere de personer, der ikke behø-
    vede blive afhørt i kommissionen. Som det er for øjeblikket, er det alt eller intet.
    144
    NF pegede på, at jo flere bisiddere, der medvirker, jo dyrere og mere langvarig bliver under-
    søgelsen, navnlig på grund af vanskelighederne med at få berammet afhøringerne. I den for-
    bindelse fandt NF, at det burde klargøres, at flere vidner kan have samme bisidder, medmin-
    dre der er en konkret grund til at tro, at der er reelle interessemodsætninger.
    Det var NF’s erfaring fra Skattesagskommissionen, at det havde vist sig vanskeligt at begræn-
    se omkostningerne til bisiddere ved at nægte dem salær for deltagelse i afhøringer uden rele-
    vans for deres klient. NF påpegede dog, at dette nok til dels skyldtes, at den del af kommisso-
    riet for Skattesagskommissionen, der handlede om læk af oplysninger til medierne, reelt be-
    tød, at det var vanskeligt på forhånd at vurdere relevansen af bisidderens tilstedeværelse under
    de enkelte afhøringer. NF fandt dog, at der er behov for mere klart at få understreget hjemlen
    til at afskære bisiddere fra at modtage salær for deltagelse i afhøringer uden relevans for deres
    klient.
    Muligheden for, at bisidderne kan afgive en slags skriftligt procedureindlæg umiddelbart efter
    afslutningen af afhøringerne, blev drøftet med NF. NF fandt, at sådanne indlæg kunne være
    nyttige for kommissionen, og han mente at kunne huske, at enkelte bisiddere rent faktisk af-
    gav sådanne indlæg for Skattesagskommissionen. I Skattesagskommissionen havde man ikke
    fundet, at reglerne var til hinder for sådanne indlæg, men det gav efter NF’s vurdering anled-
    ning til vanskeligheder, at det ikke var sat i system. Eftersom de afgivne indlæg skulle sendes
    i høring blandt de øvrige bisiddere, gav det anledning til forsinkelser, at der ikke på forhånd
    var fastsat en tidsplan med frister for afgivelse af indlæg og eventuelle høringssvar. NF pege-
    de på, at det af hensyn til at spare tid ville være hensigtsmæssigt med en regulering, sådan at
    denne proces kunne strømlines.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    NF fandt, at lov om undersøgelseskommissioner mere end rigeligt giver de involverede den
    fornødne retsbeskyttelse. I den forbindelse påpegede NF, at loven er mere vidtgående end
    straffeprocessens regler.
    NF bemærkede i øvrigt, at det reelle retssikkerhedsmæssige problem nok snarere er, at under-
    søgelserne tager lang tid, idet de involverede befinder sig i et limbo, så længe undersøgelsen
    står på.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Efter NF’s mening burde forsigtighedskravet afskaffes. Grundigheden og træfsikkerheden ved
    en undersøgelseskommission er i sagens natur større end ved en almindelig prøvelsessag for
    domstolene på grund af den tid, der bruges på undersøgelsen. Forsigtighedskravet synes der-
    145
    for overflødigt, uanset at undersøgelsen ikke foregår som en partsproces. NF tilføjede dog, at
    forsigtighedskravet ikke havde givet anledning til reelle problemer ved Skattesagskommissio-
    nens vurderinger.
    Hvad angår ministerundtagelsen fandt NF, at der var tale om en unødvendig afskæring. Uan-
    set undersøgelsens konklusioner står det Folketinget og regeringen frit, om der skal rejses en
    sag. NF kunne derfor ikke følge synspunktet om, at Folketingets og regeringens prærogativer
    ville blive gået for nær ved en opgivelse af ministerundtagelsesreglen.
    Andet
    NF bemærkede, at Justitsministeriet havde kompetencen som ankeinstans for kommissionens
    beslutninger om salær til bisiddere. Efter NF’s opfattelse ville det være mere hensigtsmæssigt
    med et system, hvorefter sådanne beslutninger betragtes som salærafgørelser med kæreadgang
    til Østre Landsret.
    NF gav udtryk for, at han var skeptisk over for tanken om en ”grønspættebog” for undersøgel-
    seskommissioner. NF anerkendte dog, at det var vigtigt ikke at skulle opfinde den dybe taller-
    ken, hver gang en kommission nedsættes. I Skattesagskommissionen var der blot blevet taget
    kontakt til tidligere kommissionsformænd og -medlemmer.
    NF påpegede, at det var vigtigt at sikre, at der fortsat var garanti for både retssikkerhed og
    træfsikkerhed, samtidig med at kommissionernes tids- og ressourceforbrug nedsættes. Som
    særligt tids- og ressourcekrævende forhold fremhævede NF – i overensstemmelse med sine
    ovennævnte betragtninger – antallet af medvirkende bisiddere og for det andet beretningernes
    længde.
    Hvad angår beretningernes længde påpegede NF, at Skattesagskommissionens protokoller var
    af nærmest stenografisk karakter. Den mere eller mindre ordrette afskrift medførte et betyde-
    ligt tidsforbrug, og gennemlæsningen i sig selv var et omfattende arbejde. En gengivelse af
    vidneforklaringerne i stil med den, der findes i en dom, ville efter NF’s vurdering være til-
    strækkelig. I det hele taget fandt NF tendensen til at skrive meget lange beretninger uheldig.
    Han ville ikke udelukke, at de hidtidige eksempler på beretninger af flere tusinde siders læng-
    de muligvis kunne have en vis selvforstærkende effekt. Endelig pegede NF på, at selve skriv-
    ningen af beretningen nok kunne tage kortere tid, hvis der blev skrevet samtidig med gennem-
    læsningen af materialet, sådan at der i hvert fald blev udarbejdet en slags kladde vedrørende
    de skriftlige beviser undervejs, mens disse var i frisk erindring.
    146
    Afslutningsvis ville NF advare mod nogle af de forslag, der lejlighedsvis dukker op i debatten
    om undersøgelsesformer. I den forbindelse pegede NF særligt på, at parlamentariske høringer
    ikke ville kunne erstatte undersøgelseskommissionsordningen.
    147
    Interview med Claus Søgaard-Christensen
    Torsdag den 5. januar 2017.
    Claus Søgaard-Christensen er advokat. Han var medlem af Dan Lynge-kommissionen, der
    virkede fra september 2003 til september 2006, og af Statsløsekommissionen, som virkede fra
    august 2011 til august 2015.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Til kommissoriernes udformning bemærkede Claus Søgaard-Christensen (CS) generelt, at
    man må være opmærksom på, at jo mere omfattende kommissoriet for undersøgelsen er, jo
    mere langvarig og ressourcekrævende vil undersøgelsen blive.
    CS fandt ikke, at kommissorierne for de undersøgelser, han havde deltaget i, havde afskåret
    kommissionen fra at undersøge aspekter af sagerne, som ikke var nævnt udtrykkeligt i kom-
    missoriet.
    Om kommissionernes sammensætning pegede CS på, at den typisk anvendte sammensætning
    – en landsdommer, en universitetsjurist og en advokat – giver kommissionen en god bredde.
    Hvad særligt angår dommermedvirken anså CS dommerens arbejdsmetode for velegnet til
    ledelse af kommissionen, og CS fandt, at dommermedvirken alt i alt var en fordel for under-
    søgelserne på grund af den tillid, som dommertitlen tilfører. CS tilføjede, at dette naturligvis
    forudsatte, at den udpegede formand havde evnen til at drive en kompliceret proces på effek-
    tiv og håndfast vis.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    Selve den praktiske etablering af undersøgelseskommissionerne med hensyn til lokaler mv.
    havde efter CS’ opfattelse ikke givet anledning til problemer. Så vidt CS erindrede, havde der
    dog ikke i de kommissioner, han havde deltaget i, været behov for at foretage særlig sikring
    mv. af lokalerne. Hvad særligt angik Dan Lynge-kommissionen blev de fleste af de fortrolige
    dokumenter, hvis ikke alle, nedklassificeret.
    Derimod fandt CS, at der efter nedsættelsen af Statsløsekommissionen var gået unødigt lang
    tid, før kommissionen modtog det materiale, som var nødvendigt for at komme i gang med
    den egentlige undersøgelse. Efter CS’ erindring gik der omkring et halvt år fra udpegelsen af
    kommissionens medlemmer, til kommissionen havde modtaget den væsentligste del af doku-
    148
    menterne. CS pegede i den forbindelse på, at de involverede ministerier og myndigheder kun-
    ne sætte processen med at identificere de relevante dokumenter i gang, så snart der er truffet
    en beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission. Selv om der på dette tidspunkt
    ikke foreligger et endeligt kommissorium, ved man dog i det væsentlige, hvilket materiale der
    er relevant. I denne fase ville man efter CS’ vurdering formentlig kunne have sparet nogle
    måneder.
    Om det skriftlige materiale mv.
    CS fandt, at den udbredte brug af e-mails gav anledning til overvejelser. Der forekom ikke at
    ske en tilstrækkelig arkivering af e-mails. Det burde særligt overvejes at gemme e-mails i
    myndighedernes systemer i længere tid, end det synes at være tilfældet i dag.
    For så vidt angår undersøgelsen af det elektroniske materiale pegede CS på, at han havde
    kendskab til, at der findes mere avancerede søgeredskaber end dem, der blev anvendt i de
    undersøgelseskommissioner, CS havde medvirket i (f.eks. programmer, som giver mulighed
    for at søge i indscannede dokumenter). CS fandt, at det ville være nyttigt, om undersøgelses-
    kommissionerne kunne betjene sig af sådanne redskaber.
    Endelig nævnte CS, at en af de undersøgelseskommissioner, han havde været medlem af,
    havde udført stikprøvekontrol hos de involverede myndigheder for ikke udelukkende at forla-
    de sig på, at myndighederne selv udleverede det relevante materiale.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    I begge de undersøgelseskommissioner, CS havde været medlem af, havde bisidderne ca. 14
    dage forud for afhøringen fået tilsendt et spørgetema og en speciel ekstrakt med det materiale,
    deres klient ville blive afhørt om. Spørgetemaet blev fulgt under afhøringerne, men kommis-
    sionen og udspørgeren følte sig ikke bundet af det, dvs. spørgsmål om andre forhold blev ikke
    betragtet som afskåret.
    Med hensyn til kredsen af personer med ret til en bisidder pegede CS på, at det kan overvejes
    at lade undersøgelserne koncentrere sig om personer med ledelsesansvar, f.eks. fra kontor-
    chefniveau (eventuelt souschef-niveau) og opefter og eventuelt med forbehold for, at der un-
    dervejs i undersøgelsen ekstraordinært kan vise sig behov for at involvere bestemte underord-
    nede medarbejdere. En sådan afgrænsning af personkredsen – der i givet fald vil skulle fore-
    tages i kommissoriet – vil også give mulighed for at begrænse personkredsen med ret til en
    bisidder.
    149
    CS pegede alternativt på, at antallet af bisiddere vil kunne begrænses ved, at den samme bi-
    sidder udpeges for alle underordnede medarbejdere.
    Med hensyn til muligheden for at afskære honorar for bisidderes deltagelse i afhøringer, som
    klart må anses at være uden relevans for den pågældendes klient, nævnte CS, at Statsløse-
    kommissionen havde foretaget en sådan afskæring i nogle tilfælde, men at kommissionen dog
    havde været relativt tilbageholdende.
    CS vurderede ikke, at der var behov for yderligere redskaber til udspørger og bisiddere.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    CS fandt, at retsbeskyttelsen af de involverede var tilstrækkelig.
    CS tilføjede, at retsbeskyttelsen i nogle tilfælde forekom ganske vidtgående. Han henviste
    herved til det tidligere anførte om muligheden for at afgrænse undersøgelsen på en måde, så
    underordnede medarbejdere ikke havde behov for at få beskikket en bisidder.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    CS vurderede ikke, at forsigtighedskravet gav anledning til vanskeligheder, idet en usikkerhed
    under alle omstændigheder skal markeres i beretningen.
    Om ministerundtagelsen havde CS dog den bemærkning, at den kan have en begrænsende
    virkning for kommissionens muligheder for at vurdere embedsmændenes adfærd. Det skyldes,
    at det efter omstændighederne kan være vanskeligt at foretage en bedømmelse af embeds-
    mændenes adfærd uden de facto også at bedømme ministerens adfærd.
    Andet
    CS fandt ikke, at der var behov for en ”grønspættebog” for undersøgelseskommissioner. Efter
    CS’ erfaring var der mulighed for at spørge personer med relevante erfaringer. CS pegede
    desuden på, at der er ganske store forskelle mellem kommissionerne og de sager, der skal un-
    dersøges. Endelig pegede CS på, at der bør være rum for, at der i den enkelte kommission
    findes en arbejdsform, som fungerer godt for den konkrete undersøgelse og kommissionens
    medlemmer og udspørger.
    Med hensyn til mulighederne for at begrænse tidsforbruget overvejede CS, om der var mulig-
    hed for at spare tid i skrivefasen. CS anerkendte, at beretningerne muligvis kunne forkortes,
    men han påpegede dog samtidig, at det er svært at konkludere helt generelt. I Statsløsekom-
    150
    missionens beretning var det f.eks. nødvendigt at redegøre for udviklingen i de centrale do-
    kumenter mv. for at give et reelt og dækkende indtryk af, hvad der var foregået i sagen.
    CS henviste endvidere til sine tidligere overvejelser om mulighederne for at begrænse antallet
    af bisiddere og om begrænsning af undersøgelsen. Man kunne efter CS’ opfattelse f.eks.
    overveje, om det havde været nødvendigt at bede Statsløsekommissionen gå tilbage til 1999
    eller tidligere. Dette ville dog til syvende og sidst afhænge af, om opdragsgiverne (rege-
    ring/Folketing) var villige til at foretage en sådan afgrænsning, og CS anerkendte, at det er
    Folketinget og regeringen, der alene bestemmer, hvad der skal undersøges.
    151
    Interview med Jakob Lund Poulsen
    Tirsdag den 10. januar 2017.
    Jakob Lund Poulsen er advokat. Han var medlem af Blekingegade-kommissionen, der virkede
    fra september 2010 til maj 2014. Jakob Lund Poulsen er endvidere udspørger for Tibetkom-
    missionen, der blev nedsat i december 2015.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Jakob Lund Poulsen (JLP) fandt ikke, at kommissoriet for Blekingegade-kommissionen gav
    anledning til særskilte problemer. JLP påpegede, at kommissoriet var særligt derved, at de
    undersøgte begivenheder lå cirka 20 år tilbage i tiden. Kommissionen fik derfor i vid ud-
    strækning karakter af en art nutidshistorisk undersøgelse, og kommissoriet omfattede ikke
    ansvarsvurderinger.
    JLP fandt i øvrigt ikke, at kommissoriet havde været en ”spændetrøje” for kommissionen ved
    at afskære den fra at undersøge aspekter af sagerne, som ikke var nævnt udtrykkeligt.
    Blekingegade-kommissionen var efter JLP’s vurdering godt sammensat. En forhenværende
    politimester tilførte viden om og praktisk erfaring med efterforskningsarbejde, hvilket var
    genstanden for kommissionens undersøgelse. Endvidere var det en fordel med en dommer
    som formand for kommissionen.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    JLP forklarede, at Blekingegade-kommissionens lokaliteter blev årsag til forsinkelse i den
    indledende fase af arbejdet. Det skyldtes ikke, at det tog tid at finde egnede lokaler, men at
    lokalerne skulle sikres og sikkerhedsgodkendes af PET, da der skulle stilles hemmeligstem-
    plede dokumenter til rådighed for kommissionen. Denne proces tog lang tid; som JLP huske-
    de det, havde det forsinket kommissionen med i hvert fald et par måneder. I den forbindelse
    nævnte JLP, at der også var opstået forsinkelser for Tibetkommissionen på grund af behovet
    for sikkerhedsgodkendelse af lokalerne på Fremtidsvej. JLP vurderede, at det tog cirka fire
    måneder fra nedsættelsen af Tibetkommissionen, før kommissionen kunne få udleveret do-
    kumenter fra PET. JLP påpegede på den baggrund, at forsinkelserne forbundet med fremskaf-
    felse af egnede lokaliteter vel måtte anses for løst for fremtiden med faciliteterne på Frem-
    tidsvej, men vel at mærke kun under forudsætning af, at sikkerhedsforanstaltningerne opret-
    holdes efter afslutningen af Tibetkommissionens arbejde.
    152
    JLP havde ikke oplevet problemer med hensyn til sekretariatets udpegning eller virke. Han
    understregede, at det var en stor fordel at have en erfaren sekretær med.
    Om det skriftlige materiale mv.
    I Blekingegade-kommissionen havde det ifølge JLP taget ganske lang tid at få materialet fra
    myndighederne. JLP påpegede dog, at eftersom kommissionen skulle undersøge begivenhe-
    der, der havde fundet sted mere end 20 år tidligere, var der i sagens natur tale om forholdsvis
    gammelt materiale, som det krævede omfattende arkivgennemgang at finde frem.
    JLP nævnte, at Blekingegade-kommissionen havde foretaget stikprøvekontrol hos de myndig-
    heder, der var blevet anmodet om materiale. JLP erindrede dog ikke, at der i den anledning
    var fundet yderligere materiale, som myndighederne ikke selv havde identificeret og udleve-
    ret.
    JLP oplyste, at den udbredte brug af e-mails i de undersøgte myndigheder gav anledning til
    problemer med at skaffe det skriftlige materiale til brug for Tibetkommissionens undersøgel-
    se. Efter JLP’s vurdering er der i hvert fald i nogle myndigheder ikke tilstrækkeligt styr på e-
    mailserverne. Det betød f.eks., at materiale, hvis eksistens man kendte til, var blevet slettet,
    eller først skulle fremsøges med forsinkelse til følge. Det sidste materiale var således først
    fundet frem ved afhøringernes begyndelse i november 2016, hvilket også betød, at kommissi-
    onen ikke forud for berammelsen af afhøringerne havde haft de nødvendige forudsætninger
    for at foretage en endelig afgrænsning af kredsen af afhørte personer. JLP tilføjede, at når
    myndighederne ikke har tilstrækkeligt styr på deres e-mailsystemer, giver dette i øvrigt også
    anledning til problemer med hensyn til reglerne om offentlighed og aktindsigt, notatpligt mv.
    Et andet problem, som den udstrakte brug af e-mails efter JLP’s vurdering gav anledning til,
    var frasorteringen af private e-mails. Fordi medarbejderne bruger deres arbejdspostkasser pri-
    vat, har de krav på at være til stede ved denne frasortering. Dette var en ganske tidskrævende
    proces. En klar datapolitik i myndighederne, der sikrer adskillelse mellem officielle og private
    e-mails, kunne efter JLP’s opfattelse være gavnlig og ville formentlig også bidrage til at un-
    derstøtte notat- og arkiveringspligt.
    JLP bemærkede, at Tibetkommissionen drager nytte af den sideløbende efterforskning ved
    Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som løbende sender dokumenter og resultater af sin
    efterforskning til kommissionen. JLP påpegede, at dette var specielt for denne sag, og han
    kunne ikke anbefale, at undersøgelseskommissioner tillægges selvstændige efterforsknings-
    153
    opgaver og -beføjelser. Sådanne opgaver hørte efter JLP’s opfattelse hjemme hos politi- og
    anklagemyndighed.
    Med hensyn til spørgetemaer kunne JLP konstatere, at der var forskellige tilgange. I Blekin-
    gegade-kommissionen havde udspørgeren udarbejdet spørgetemaer til bisidderne i hoved-
    punkter, hvorimod JLP selv som udspørger i Tibetkommissionen udarbejdede mere udførlige
    spørgetemaer – mellem 12 og 24 sider – som blev sendt til bisidderne ca. 10 dage før afhørin-
    gen. Det var JLP’s opfattelse, at de mere udførlige spørgetemaer bidrog til, at afhøringerne
    gennemføres hurtigere og i overensstemmelse med den oprindelige berammelse, bl.a. fordi de
    afhørte har kunnet forberede sig ganske specifikt på det, de udspørges om. JLP påpegede dog,
    at det kunne være vanskeligt uden videre at sammenligne med Blekingegade-kommissionen,
    idet begivenhederne, der blev undersøgt i denne kommission, lå betydeligt længere tilbage i
    tiden på undersøgelsestidspunktet, end det er tilfældet i Tibetkommissionen.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    Kommissionens muligheder for på forhånd at foretage en skarpere afgrænsning af, hvem det
    er relevant at afhøre, blev drøftet med JLP. JLP vurderede, at der nok var tale om en afvejning
    mellem på den ene side at foretage en så fin sortering som muligt og på den anden side at
    komme hurtigt i gang med at beramme og gennemføre afhøringerne. JLP nævnte, at Blekin-
    gegade-kommissionen havde brugt forholdsvis lang tid på at fastlægge den rette personkreds,
    og at der herefter ikke var sket en frasortering. Derimod udarbejdede Tibetkommissionen en
    bruttoliste over mulige vidner, som blev skåret til under læsningen af materialet og de første
    afhøringer. Efter JLP’s vurdering var der tale om to forskellige tilgange, og valget af tilgang
    måtte nok til dels afhænge af den substans, der undersøges.
    JLP blev bedt om sin vurdering af forslaget om at give undersøgelseskommissionen mulighed
    for at tage en indledende samtale med nogle af de mulige vidner for at få klarhed over, hvem
    det er relevant at indkalde til egentlig afhøring. JLP kunne godt se for sig, at man indførte en
    sådan indledende runde, som kommissionen også ville kunne bruge til at danne sig et indtryk
    af, hvilke personer der må antages at befinde sig under ”ansvarstærsklen.” Sådanne personer
    ville kunne afhøres uden at blive genstand for en ansvarsvurdering og ville dermed ikke have
    behov for en bisidder. Undersøgelseskommissionen ville dog i givet fald skulle have mulig-
    hed for at ændre de afhørtes status, hvis der undervejs måtte vise sig behov herfor.
    For så vidt angår bisidderne fandt JLP det tvivlsomt, om undersøgelserne ville kunne gennem-
    føres hurtigere, hvis der medvirkede færre bisiddere. Det skyldtes, at bisidderne forbereder
    vidnerne til afhøringerne. JLP påpegede, at med færre bisiddere kunne det tænkes, at vidnerne
    ville trække mere på sekretariatet. JLP vurderede heller ikke, at antallet af bisiddere var af
    154
    afgørende betydning for kommissionens muligheder for at beramme afhøringerne. Efter JLP’s
    erfaringer fra Tibetkommissionen var det afgørende i denne sammenhæng, at kommissionen
    var ude i god tid. JLP nævnte i den forbindelse, at hvis kommissionen foreslår afhøringstids-
    punkter ca. to-tre måneder i forvejen, er det muligt at afskære bisiddere, der ikke kan give
    møde inden for rimelig tid. JLP oplyste, at Tibetkommissionen havde afholdt et berammel-
    sesmøde i august 2016, hvor et udkast til tidsplan for afhøringerne blev endeligt justeret. Af-
    høringerne kunne herefter indledes i november samme år, og da afhøringerne efterfølgende
    har fulgt planen, har der ikke været forsinkelser.
    Om bisiddernes tilstedeværelse oplyste JLP, at det er forskelligt fra bisidder til bisidder, om
    de overværer mange eller få afhøringsmøder. JLP vurderede, at der ikke med de nuværende
    regler og den gældende praksis var de fornødne redskaber til at afskære bisidderens tilstede-
    værelse under afhøringer uden relevans for klienten. JLP fandt, at man principielt burde af-
    skære bisidderen fra salær for deltagelse i møder, som er uden relevans for bisidderens klient.
    Andre – efter JLP’s opfattelse mindre effektive – muligheder kunne være at gøre bisidder-
    hvervet til et personligt hverv, sådan at bisiddere ikke kan møde ved fuldmægtig, eller at af-
    skære salær for forberedelse til møder uden relevans for klienten, således at der i sådanne til-
    fælde alene ydes salær for den blotte tilstedeværelse.
    JLP bemærkede, at han fandt det bekymrende, at der umiddelbart efter udsendelsen af eks-
    trakten til bisidderne i Tibetkommissionen havde været læk til pressen. Det betød bl.a., at
    nogle af "overraskelsesmomenterne" under afhøringerne forsvandt. JLP tilføjede, at der ikke
    havde været tilsvarende problemer under Blekingegade-kommissionens arbejde.
    JLP fandt, at udspørgeren har de fornødne redskaber. Han nævnte dog, at udspørgerens arbej-
    de er meget omfattende, mens afhøringerne står på, og at sekretariatsbistand til andet end det
    rent praktiske nok ville kunne lette udspørgerens arbejde.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    JLP fandt, at retsbeskyttelsen af de involverede var tilstrækkelig.
    JLP bemærkede i øvrigt, at afhøringerne ikke er præget af stor aktivitet fra bisiddernes side.
    JLP så primært bisidderens opgave som den at forberede klienten på spørgsmålene og det
    relevante ekstraktmateriale. Derimod vurderede JLP, at bisiddernes rolle reelt var udspillet,
    når man nåede til selve afhøringen.
    155
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    JLP fandt ikke, at forsigtighedskravet reelt havde betydet noget i forbindelse med undersøgel-
    sen i Blekingegade-kommissionen. JLP påpegede dog samtidig, at i lyset af den store tids-
    mæssige afstand mellem undersøgelsen og de undersøgte begivenheder skulle der i sagens
    natur udvises varsomhed ved bedømmelsen af beviserne i almindelighed og forklaringerne i
    særdeleshed.
    JLP bemærkede i den forbindelse, at det næppe gjorde nogen forskel for, hvordan konklusio-
    nerne i Blekingegade-kommissionens beretning blev udformet, at kommissoriet ikke omfatte-
    de en ansvarsvurdering.
    Andet
    JLP stillede sig tvivlende over for behovet for en mulig ”grønspættebog” for undersøgelses-
    kommissioner. JLP pegede på, at formand, medlemmer og udspørger i en ny kommission helt
    naturligt ville skaffe sig viden og gode råd ved at tage kontakt til personer med erfaring fra
    arbejdet i en undersøgelseskommission.
    JLP gav udtryk for, at han flere gange klart havde fornemmet, at nogle afhørte lå inde med
    viden, som de ikke ønskede at dele. Efter JLP’s opfattelse ville en ordning med lukkede døre
    ikke være tilstrækkelig til at få denne viden frem. Det ville næppe heller være tilstrækkeligt
    med en afgrænsning af kommissoriet, sådan at lavere rangerende medarbejdere ikke kunne
    være genstand for en ansvarsvurdering. JLP begrundede dette med, at fritagelse for formelt
    ansvar ikke ville løse de uformelle problemer med, at den pågældende kunne risikere at blive
    stemplet som illoyal af sine kolleger og risikere at blive forbigået af sine overordnede i for-
    bindelse med forfremmelser mv. Muligheden for at få oplysningerne frem ville derfor nok
    snarere kræve en slags frit lejde, f.eks. under en uformel samtale med undersøgelseskommis-
    sionen uden for afhøringssituationen. JLP anerkendte dog, at en sådan ordning foruden at væ-
    re kontroversiel også ville rejse retssikkerhedsmæssige spørgsmål for de øvrige involverede,
    navnlig med hensyn til manglende mulighed for kontradiktion.
    Endelig bemærkede JLP, at advokatundersøgelser efter hans opfattelse ikke kunne anses som
    et alternativ til undersøgelseskommissioner i sager som f.eks. Blekingegade-sagen eller Tibet-
    sagen. JLP fandt, at det var betryggende, at det offentliges undersøgelser i sager af denne ka-
    rakter foregik inden for den mere formelle ramme, som er lagt om undersøgelseskommissi-
    onsordningen.
    156
    Interview med Lars E. Andersen
    Onsdag den 11. januar 2017.
    Lars E. Andersen er dommer ved Vestre Landsret. Han var formand for Skattesagskommissi-
    onen, der virkede fra marts 2012 til november 2014.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Lars E. Andersen (LA) fandt, at hvis man ønskede at nedsætte tids- og ressourceforbruget for
    undersøgelserne, skulle man nok se på kommissorierne snarere end på loven. Jo mere omfat-
    tende kommissoriet var, jo mere omfattende blev undersøgelsen. Opdragsgiverne var derfor i
    vidt omfang rådige over, hvor tids- og ressourcekrævende kommissionerne blev. Fra Skatte-
    sagskommissionens kommissorium pegede LA på, at undersøgelsen af videregivelsen af for-
    trolige oplysninger havde krævet en omfattende undersøgelse med en ganske bred kreds af
    afhørte.
    LA havde ikke oplevet kommissoriet som en ”spændetrøje”, der afskar kommissionen fra at
    undersøge relevante forhold, der dukkede op i løbet af undersøgelsen, men som ikke var ud-
    trykkeligt nævnt i kommissoriet. LA bemærkede dog, at Skattesagskommissionen kun havde
    gennemført en faktum-undersøgelse af det aspekt, der vedrørte afgivelse af urigtige oplysnin-
    ger til Folketingets Ombudsmand, men havde afholdt sig fra at foretage en ansvarsvurdering
    på dette punkt, da kommissionen vurderede, at kommissoriets afsnit om ansvarsvurderingerne
    ikke omfattede dette aspekt.
    LA præsenterede den overvejelse, at man i kommissoriet udtrykkeligt kunne skrive, at der
    lægges vægt på, at undersøgelsen gennemføres hurtigt og effektivt og målrettet mod det cen-
    trale. Endvidere kunne man overveje at anmode kommissionen om løbende at overveje sit
    tidsforbrug og eventuelt begrænse undersøgelsen, i det omfang en sådan begrænsning findes
    egnet til at målrette undersøgelsen og i øvrigt vurderes forsvarlig.
    Den typiske sammensætning af en undersøgelseskommission med en dommer som formand
    og en advokat og en universitetsjurist som medlemmer havde fungeret godt efter LA’s vurde-
    ring. LA fandt ikke, at kommissionerne skal have flere medlemmer end efter gældende prak-
    sis. Det kunne måske være hensigtsmæssigt, hvis formanden for kommissionen fik kompeten-
    cen til at bestemme, hvorledes undersøgelsen skal tilrettelægges. I dag er det efter lovens § 5,
    stk. 1, hele kommissionen efter samråd med udspørgeren.
    157
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    LA efterlyste en mere proaktiv indstilling fra Justitsministeriet med hensyn til løsningen af de
    praktiske opgaver som f.eks. fremskaffelse af lokaler. For så vidt angår lokalesituationen for-
    klarede LA, at Skattesagskommissionen måtte gå i gang, selv om der ikke var fundet lokaler
    til sekretariatet. Kommissionen endte med som den første at få tildelt lokalerne på Fremtids-
    vej til afhøringerne, og efter nogle vanskeligheder med at få lokalerne indrettet fungerede det
    fint. LA tilføjede, at hvis lokalerne på Fremtidsvej stod til rådighed for fremtidige undersøgel-
    seskommissioner, syntes dette problem løst.
    Med hensyn til sekretariatet bemærkede LA, at det ville have været en fordel med yderligere
    en jurist i Skattesagskommissionens sekretariat, ikke mindst på grund af det store tidsforbrug
    til gengivelse af de afhørtes forklaringer. LA oplyste, at dette arbejde var blevet meget res-
    sourcekrævende, fordi forklaringerne ikke var af en karakter, som gjorde dem egnede til at
    blive kondenseret som f.eks. en vidneforklaring i en dom. Arbejdet var endvidere hastende,
    idet forklaringerne skulle være nedskrevet før næste afhøring for at give mulighed for fore-
    hold.
    Om det skriftlige materiale mv.
    LA oplyste, at Skatteministeriets departement havde lavet en backup af medarbejdernes com-
    putere, som også inkluderede en gendannelse af visse slettede e-mails 30 dage forud for back-
    up-tidspunktet. Denne backup var blevet lavet samme dag, som beslutningen om at nedsætte
    undersøgelseskommissionen blev offentliggjort. Skattesagskommissionens juridiske sekretær
    gennemgik ind- og udbakken for de relevante medarbejdere, hvilket nok tog to til tre måne-
    der.
    LA forklarede, at Skattesagskommissionen havde overvejet, om kommissionen havde hjem-
    mel til at indhente f.eks. teleoplysninger og e-mails på private e-mailadresser, og at kommis-
    sionen havde besvaret spørgsmålet benægtende. Til spørgsmålet, om undersøgelseskommissi-
    onen havde behov for flere beføjelser, herunder egentlige efterforskningsbeføjelser, svarede
    LA, at en undersøgelseskommission efter hans opfattelse i sin natur ikke var et efterforsk-
    ningsorgan, men et organ, der indhentede allerede foreliggende skriftligt materiale og dernæst
    afhørte de relevante vidner. I særlige tilfælde ville man kunne indhente politiets bistand,
    navnlig med hensyn til muligt strafbare forhold. LA tilføjede, at undersøgelseskommissionens
    medlemmer typisk ikke havde den nødvendige baggrund til at foretage efterforskning.
    Skattesagskommissionen havde ikke målrettet materialet til den enkelte bisidder, idet alle fik
    den samme materialesamling og et spørgetema, der lå tæt op ad kommissoriet. LA vurderede
    158
    ikke, at en yderligere målretning ville have sparet tid og ressourcer. I den forbindelse pegede
    han på, at bisidderen må formodes at gennemgå alt det tilsendte materiale uanset en eventuel
    målretning af materialet. Endvidere ville målretningen skulle foretages af kommissionen selv,
    og denne proces ville have betydet en udskydelse af det tidspunkt, hvor afhøringerne kunne
    indledes. LA bemærkede dog, at man muligvis kunne have gavn af en større målretning af
    materialet i undersøgelser af andre typer af sager, f.eks. sager med flere forskellige begiven-
    hedsforløb eller aspekter.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    Med hensyn til antallet af bisiddere oplyste LA, at Skattesagskommissionen havde informeret
    de berørte personer med ret til en bisidder om, at der som udgangspunkt ikke ville være noget
    til hinder for, at de kunne have samme bisidder, hvis der ikke var en konkret interessemod-
    sætning. En række medarbejdere på sagsbehandlerniveau havde således den samme bisidder,
    hvilket de faglige organisationer i et vist omfang havde bidraget til at koordinere. Medarbej-
    dere længere oppe i hierarkiet havde egen bisidder.
    Det var LA’s vurdering, at antallet af bisiddere (19) gav visse vanskeligheder med hensyn til
    berammelsen af afhøringerne. Disse vanskeligheder kunne dog i vidt omfang løses ved, at
    bisidderne mødte ved fuldmægtige, og samlet set tvivlede LA derfor på, hvor megen tid der
    ville kunne spares ved at søge at begrænse antallet af bisiddere.
    LA forklarede, at bisidderne ikke havde mange spørgsmål under afhøringerne, og at de i det
    hele taget ikke forsinkede selve afhøringsmøderne. LA vurderede også, at det var en fordel for
    kommissionen, at de berørte havde en bisidder, bl.a. fordi det sparede mange ressourcer for
    kommissionen, at det var overladt til bisidderen at administrere klientens adgang til at se ma-
    terialet igennem.
    Det blev drøftet med LA, om man kunne forestille sig en model, hvor kommissoriet udelukker
    ansvarsvurderinger under et vist niveau, f.eks. under kontorchefniveau, med forbehold for, at
    det undervejs i undersøgelsen måtte vise sig, at der var behov for at foretage en vurdering af
    en underordnet medarbejder. LA vurderede, at en sådan afgrænsning i princippet kunne med-
    virke til at nedbringe antallet af bisiddere, idet færre afhørte ville have behov for bisidder. LA
    pointerede dog, at den praktiske udformning af en sådan model nok ville støde på vanskelige
    problemstillinger.
    LA stillede sig skeptisk over for tanken om indledende, uformelle samtaler med nogle af de
    involverede for at afgrænse undersøgelsen og vidnekredsen.
    159
    Muligheden for at afskære bisidderen fra at modtage salær for overværelse af afhøringer uden
    relevans for den pågældendes klient blev drøftet med LA. LA oplyste, at Skattesagskommis-
    sionen ikke havde truffet sådanne afgørelser. LA påpegede dog, at det havde været nødven-
    digt at spørge alle de afhørte om lækagen af fortrolige oplysninger til medierne, og at under-
    søgelsens karakter derfor gjorde det meget vanskeligt på forhånd at udelukke, at en given af-
    høring kunne være relevant for bestemte bisiddere. LA tilføjede dog, at Skattesagskommissi-
    onen havde krævet tidsopgørelser fra bisidderne.
    LA fandt, at redskaberne for udspørger og bisiddere var tilstrækkelige.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    LA fandt retsbeskyttelsen af de involverede tilstrækkelig.
    LA bemærkede, at offentligheden om undersøgelsen kunne være ganske barsk for de involve-
    rede, der i månedsvis blev konfronteret med mediedækning af afhøringerne. Efter LA’s me-
    ning understregede dette, at undersøgelserne burde gennemføres hurtigt, men han anerkendte
    behovet for offentlighed i undersøgelser af stor samfundsmæssig betydning.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    LA fandt ikke, at forsigtighedskravet havde givet anledning til vanskeligheder ved bedøm-
    melsen af faktum. Det var efter LA’s opfattelse nærliggende for en person med dommerbag-
    grund at være forsigtig ved bevisvurderingen, og forsigtighedskravet føjede for så vidt ikke
    noget selvstændigt til. Med hensyn til det retlige aspekt havde LA dog en indvending mod
    forsigtighedskravet, idet LA fandt det vanskeligt at forstå behovet for, at undersøgelseskom-
    missionen også skulle være tilbageholdende i sin fortolkning af retsgrundlaget. Det var nød-
    vendigt for kommissionen at danne sig en mening om det retlige for at kunne foretage an-
    svarsvurderinger.
    Med hensyn til ministerundtagelsesreglen var det LA’s vurdering, at denne ikke gav anled-
    ning til store vanskeligheder, idet kommissionen ikke var afskåret fra en tilbundsgående un-
    dersøgelse af faktum. LA tilføjede dog, at man i nogle tilfælde i praksis kunne komme tæt på
    den grænse, som ministerundtagelsesreglen sætter, fordi faktum talte for sig selv. LA fandt
    dog, at det havde været muligt at skrive beretningen uden at krydse denne grænse.
    Andet
    LA stillede sig positiv over for forslaget om en slags ”grønspættebog” for undersøgelses-
    kommissionernes virksomhed. LA bemærkede, at selvom han naturligvis havde talt med for-
    160
    mænd og medlemmer fra tidligere kommissioner, ville det navnlig have været nyttigt med en
    skriftlig erfaringsopsamling i form af konceptsamlinger, journalplan og andre dokumenttyper.
    LA fandt, at når en undersøgelseskommission havde beskæftiget sig så indgående med et om-
    råde, var det fuldt forståeligt, at kommissionen blev bedt om at komme med eventuelle anbe-
    falinger til ændringer af love eller administrative bestemmelser eller praksis. Han påpegede
    dog, at en undersøgelseskommission ikke har den brede repræsentation, som man f.eks. har i
    lovforberedende udvalg. Hans egen undersøgelseskommission var ikke fremkommet med
    sådanne anbefalinger.
    LA havde en række ideer til, hvordan man muligvis ville kunne forkorte det samlede tidsfor-
    brug for undersøgelsen:
    - Man kunne overveje at tillægge formanden kompetencen til at tilrettelægge undersø-
    gelsen, sådan at beslutninger om f.eks. fremlæggelse af dokumenter, vidneindkaldelser
    mv. ville kunne træffes hurtigere, smh. retsplejelovens § 7, stk. 1, 2. pkt. Den gælden-
    de ordning om, at det er hele undersøgelseskommissionen efter samråd med udspørge-
    ren, der tilrettelægger undersøgelsen, jf. undersøgelseskommissionslovens § 5, stk. 1,
    er efter LA’s vurdering mindre smidig og giver anledning til forholdsvis mange inter-
    ne møder i kommissionen.
    - Ved afgrænsningen af undersøgelsen må man så vidt muligt tilstræbe, at undersøgel-
    seskommissionen ikke skal afvente f.eks. en strafferetlig efterforskning. LA henviste
    herved til eksemplet med Farum-kommissionen, hvor den sideløbende efterforskning
    og strafforfølgning havde forsinket undersøgelseskommissionens arbejde. I Skatte-
    sagskommissionen overdrog politiet rapporterne til kommissionen, da kommissionen
    blev nedsat, og en tilsvarende situation opstod derfor ikke.
    - Afgrænsningen af undersøgelsen skal overvejes nøje. LA opfordrede til, at opdragsgi-
    verne ikke bør være meget forsigtige med at skære undersøgelsen til i kommissoriet.
    Det afgørende måtte efter LA’s opfattelse være at få udpeget det centrale tema for un-
    dersøgelsen. Der kunne eventuelt i kommissoriet indføjes et udtrykkeligt forbehold
    for, at der undervejs i undersøgelsen kunne ske en justering af den oprindelige af-
    grænsning, hvis der måtte vise sig behov herfor.
    LA vurderede derimod, at der ikke ville være megen tid sparet ved at forsøge at skære ned på
    beretningernes omfang. Det skyldtes, at en undersøgelseskommission først og fremmest har
    til opgave at undersøge og redegøre for det faktiske begivenhedsforløb, herunder ved en ud-
    førlig gengivelse af forklaringerne i en protokol, og netop dette arbejde var meget tidskræ-
    vende.
    161
    Interview med Stine Gry Johannesen
    Onsdag den 11. januar 2017.
    Stine Gry Johannesen er advokat og partner i advokatfirmaet Koch/Christensen. Hun har
    virket som bisidder for afhørte i Blekingegade-kommissionen, Statsløsekommissionen, Skatte-
    sagskommissionen og Tibetkommissionen.
    Stine Gry Johannesen har endvidere været bisidder for embedsmænd i en række tjeneste-
    mandssager og fungeret som bisidder under advokatundersøgelser, herunder advokatunder-
    søgelsen om Finanstilsynets og Økonomi- og Erhvervsministeriets departements rolle i for-
    bindelse med Roskilde Bank A/S.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Stine Gry Johannesen (SGJ) fandt ikke, at kommissoriernes formulering eller undersøgelses-
    kommissionernes fortolkning af kommissorierne havde givet anledning til problemer.
    Med hensyn til undersøgelseskommissionernes sammensætning fandt SGJ, at det var en for-
    del med en landsdommer som formand. SGJ pegede i den forbindelse særligt på, at en bag-
    grund som dommer gav særligt gode forudsætninger for de bevisvurderinger, som foretages af
    en undersøgelseskommission. SGJ anså det af samme grund for en fordel, at et af kommissio-
    nens øvrige medlemmer havde en baggrund som procesadvokat.
    For så vidt angår det tredje medlem vurderede SGJ, at det var en fordel med en person, der
    kunne tilføre ekspertise inden for det sagsområde eller organisatoriske system, der blev un-
    dersøgt i sagen. Som eksempel nævnte SGJ Blekingegade-kommissionen, hvor en forhenvæ-
    rende politimester med kendskab til politiets organisation og arbejdsmetoder blev udpeget til
    en kommission, der undersøgte forhold inden for politiet og efterforskningsaktivitet.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    Efter SGJ’s opfattelse havde de kommissioner, hun havde haft berøring med, fungeret hurtigt
    og effektivt.
    SGJ bemærkede, at det var en fordel, at en bestemt kontormedarbejder var blevet antaget til
    sekretariatet for flere undersøgelseskommissioner, idet man dermed havde gavn af den erfa-
    ring, som den pågældende medarbejder havde opbygget.
    162
    Om det skriftlige materiale mv.
    SGJ havde ikke bemærkninger til undersøgelseskommissionens fremskaffelse af materiale
    eller til bisiddernes muligheder for at gøre opmærksom på eventuelt andet relevant materiale.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    SGJ vurderede, at det indebar en besparelse af både tid og ressourcer for bisidderne, hvis ma-
    terialet fra kommissionen blev mere målrettet mod den enkelte bisidder og dennes klient. SGJ
    oplyste, at den nuværende praksis er, at alle bisiddere får det samme omfattende materiale og
    må sortere i dette. SGJ tilføjede, at denne sortering ikke kan undgås ved, at der sendes detalje-
    rede spørgetemaer ud til bisidderne, idet disse temaer som oftest kommer frem til bisidderen
    kort før afhøringen.
    SGJ påpegede dog, at en sortering af materialet ville kræve et større arbejde fra undersøgel-
    seskommissionens side, eventuelt antagelse af yderligere en udspørger. SGJ stillede sig derfor
    tvivlende over for, om de ressourcer, der kunne spares på salær til bisidderne, samlet set ville
    gøre undersøgelsen væsentligt billigere og hurtigere.
    Med hensyn til antallet af medvirkende bisiddere bemærkede SGJ, at Højesterets kendelse af
    14. december 2016, hvorefter det ikke er retsplejelovens regler, der regulerer spørgsmålet om
    beskikkelse af samme bisidder for flere af de afhørte, måtte forventes at bidrage til at ned-
    bringe det samlede antal bisiddere.
    Det var SGJ’s erfaring, at det var afhængigt af omstændighederne, hvor mange involverede
    man kunne være bisidder for. Som eksempel nævnte SGJ, at hun i Skattesagskommissionen
    havde været bisidder for samtlige de menige medarbejdere i Skatteministeriets departement,
    som var organiseret i DJØF, og at den faglige organisation havde koordineret udpegningen af
    bisidderen. SGJ påpegede dog samtidig, at det ofte ville være vanskeligere at have samme
    bisidder for flere medarbejdere længere oppe i det administrative hierarki.
    SGJ stillede sig skeptisk over for muligheden for at begrænse antallet af bisiddere ved på for-
    hånd – f.eks. i kommissoriet – at begrænse den kreds af personer, der kunne blive genstand
    for en ansvarsvurdering fra kommissionens side. SGJ påpegede, at så længe risikoen for en
    formel eller uformel ansættelsesretlig konsekvens var til stede, ville de pågældende fortsat
    have behov for bisidder og øvrige retssikkerhedsgarantier.
    SGJ vurderede ikke, at antallet af bisiddere havde afgørende betydning for undersøgelses-
    kommissionens muligheder for at beramme og gennemføre afhøringerne. SGJ påpegede i den
    163
    forbindelse, at det afgørende var, at kommissionen tog initiativ til berammelsen hurtigst mu-
    ligt. Hvis kommissionen var ude i god tid, kunne bisidderne lettere finde plads i kalenderen,
    og det ville i sidste ende kunne kræves, at en klient måtte finde en anden bisidder, hvis den
    pågældende bisidders kalender var for travl.
    Undersøgelseskommissionens muligheder for at afskære bisidderne fra at modtage salær for
    deltagelse i afhøringsmøder uden relevans for den pågældende klient blev drøftet med SGJ.
    Efter SGJ’s opfattelse lå en sådan afskæring inden for reglerne, og hun mente, at undersøgel-
    seskommissionerne godt kunne bruge muligheden i videre omfang, end de typisk gør efter
    den nuværende praksis. SGJ havde for sit eget vedkommende forhåndsafstemt med kommis-
    sionsformanden, hvilke afhøringsmøder hun havde tænkt sig at overvære, men ikke alle bisid-
    dere gjorde noget tilsvarende.
    Om bisidderens rolle i undersøgelsen forklarede SGJ, at det efter hendes erfaring var ganske
    forskelligt, hvor aktiv bisidderen havde behov for at være. I nogle tilfælde kunne det være
    nødvendigt at afgive skriftlige indlæg for at sikre, at klientens version stod klart. Efter om-
    stændighederne kunne der også være behov for at afgive skriftlige indlæg undervejs, eksem-
    pelvis for at rette faktiske misforståelser eller begære nye vidner indkaldt.
    SGJ fandt, at bisidderne efter de gældende regler havde de tilstrækkelige redskaber.
    SGJ bemærkede i øvrigt, at hun fandt det meget belastende, at der i flere tilfælde havde været
    lækket dokumenter og oplysninger fra undersøgelseskommissionerne. SGJ udtrykte ønske
    om, at der kunne laves en teknisk løsning, der kunne begrænse risikoen for eller vanskeliggø-
    re sådanne læk, men erkendte, at dette nok ville være vanskeligt uden at besværliggøre bisid-
    dernes adgang til materialet efter de gældende regler.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    SGJ karakteriserede den nuværende ordning med undersøgelseskommissioner som et velfun-
    gerende system, som gav de involverede de fornødne retsgarantier.
    SGJ tilføjede, at hun var tilhænger af åbne døre under afhøringerne på grund af den store sam-
    fundsmæssige interesse, der knytter sig til undersøgelserne og de undersøgte sager. Det var
    ikke SGJ’s erfaring, at hendes klienter havde følt sig ”hængt ud”.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    SGJ fandt ikke, at forsigtighedskravet gav anledning til særskilte problemer.
    164
    Andet
    SGJ’s overordnede vurdering var, at det ville være vanskeligt at gennemføre undersøgelserne
    væsentligt hurtigere. Under alle omstændigheder krævede undersøgelserne, at kommissionen
    gennemgik og vurderede et ganske omfattende materiale, og denne proces ville uundgåeligt
    være meget tidskrævende.
    SGJ henviste endvidere til sine tidligere bemærkninger om, at der muligvis ville kunne spares
    tid ved, at bisidderne modtog mere målrettet materiale, men SGJ gentog også forbeholdet om,
    at dette ville kræve flere ressourcer og et større tidsforbrug hos kommissionen selv.
    Endelig pegede SGJ på, at yderligere mandskab i sekretariatet til at hjælpe med selve skriv-
    ningen af beretningen muligvis ville kunne spare noget tid.
    165
    Interview med John Mosegaard
    Torsdag den 12. januar 2017.
    John Mosegaard er dommer ved Østre Landsret. Han var formand for Farum-kommissionen,
    der virkede fra august 2003 til april 2012.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    John Mosegaard (JM) bemærkede generelt, at desto mere omfattende undersøgelsen er, desto
    mere ressource- og tidskrævende vil den være. For Farum-kommissionens vedkommende var
    der tale om en meget bred afgrænsning af undersøgelsen i kommissoriet, både for så vidt an-
    går substansen og den undersøgte periode. JM påpegede, at undersøgelsen af den kommunale
    revision i sagen gav anledning til særlige problemstillinger, herunder behov for at bestille en
    ekstern rapport, som krævede gennemførelse af EU-udbud.
    Med hensyn til kommissionens sammensætning påpegede JM vigtigheden af, at der blev ud-
    peget personer med de rette kvalifikationer og den fornødne sagkundskab til at gennemføre
    den konkrete undersøgelse. I Farum-kommissionen var dette søgt opnået ved to kommissi-
    onsmedlemmer, der var henholdsvis statsautoriseret revisor og tidligere amtskommunaldirek-
    tør.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    JM nævnte, at det i forbindelse med nedsættelsen af Farum-kommissionen havde taget meget
    lang tid at indstille personer til kommissionen. Dette var et punkt, hvor der efter JM’s vurde-
    ring kunne være sparet tid.
    I Farum-kommissionen blev der på JM’s initiativ sat meget ind på at etablere en digital do-
    kumenthåndteringsløsning med mulighed for fritekstsøgning. Det praktiske forløb var i øvrigt
    i høj grad overladt til kommissionen selv.
    JM fandt, at det var vigtigt, at reglerne gav plads til at sammensætte et sekretariat i overens-
    stemmelse med de behov, som undersøgelsens karakter afføder. I den forbindelse oplyste JM,
    at Farum-kommissionen gennem en bred sammensætning af sekretariatet havde fået tilført de
    nødvendige kvalifikationer, f.eks. en forhenværende kommunaldirektør med heraf følgende
    indsigt i de kommunale forhold.
    166
    Om det skriftlige materiale mv.
    JM forklarede, at fremskaffelsen af materialet til brug for Farum-kommissionens undersøgel-
    se gav anledning til visse vanskeligheder, navnlig fordi kommunens journalsystem var man-
    gelfuldt og meget materiale var ujournaliseret. En stor del af materialet fra kommunen blev
    således først identificeret, efter at materialet af kommunen var blevet sendt på arkiv. Sådanne
    problemer stødte man ikke i almindelighed på i den statslige administration, dog med undta-
    gelse af opbevaringen af e-mails.
    I Farum-kommissionen blev der sendt et spørgetema ud i forbindelse med vidneindkaldelsen,
    og senere fik bisidderne en oversigt over, hvilke dokumenter der ville blive afhørt over. Efter
    JM’s vurdering var denne tilskæring af materialet tilstrækkelig. En målrettet ekstrakt med
    klammer om relevante passager eller lignende ville have været unødvendig. Bisidderne havde
    adgang til at fremsende eller gøre opmærksom på yderligere materiale, men benyttede kun
    sjældent denne adgang. JM forklarede, at kommissionens beføjelse til at bede om skriftlige
    redegørelser var meget nyttig for undersøgelsen i Farum-sagen, hvor virksomheder, sports-
    klubber og andre foreninger bidrog med oplysninger på denne måde. Det gav mulighed for at
    begrænse afhøringer i kommissionen.
    JM fandt ikke, at reglerne om offentlighed gav anledning til problemer. Farum-kommissionen
    havde kun i et enkelt tilfælde kortvarigt lukket dørene under en afhøring om personfølsomme
    oplysninger vedrørende en biperson.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    JM bemærkede, at man kunne have haft gavn af en mulighed for at tale med potentielle vidner
    uden for selve afhøringssituationen. JM præciserede, at han hermed tænkte på en model, hvor
    en sagsbehandler fra undersøgelseskommissionens sekretariat kunne tage kontakt til f.eks. en
    medarbejder i en virksomhed, der havde haft berøring med den undersøgte kommune, for at
    afdække, om vedkommende havde haft en sådan berøring med sagsforløbet, at der var grund
    til at indkalde ham til en afhøring. Efter JM’s opfattelse ville en sådan mulighed have kunnet
    smidiggøre Farum-kommissionens undersøgelse. JM pointerede dog, at denne idé skulle ses i
    lyset af, at Farum-kommissionen ikke havde til opgave at foretage ansvarsvurderinger i tillæg
    til faktum-undersøgelsen. Han henviste herom til kommissionens overvejelser i beretningens
    bind 1, side 76.
    Der medvirkede forholdsvis få bisiddere i Farum-kommissionen sammenholdt med antallet af
    afhørte med ret til en bisidder (222 vidner, heraf 84 med bisidder og i alt 20 bisiddere). JM
    forklarede, at det ikke mindst skyldtes, at en lang række af de ansatte fik samme bisidder. De
    tre involverede faglige organisationer havde således valgt en fælles bisidder, der kunne repræ-
    167
    sentere de fleste offentligt ansatte i kommunen og ministerier mv. Alene enkelte nøgleperso-
    ner havde egen bisidder.
    JM fandt ikke, at berammelsen af afhøringerne havde givet anledning til forsinkelse eller an-
    dre problemer. Som forklaring pegede han på, at der med ca. et års varsel blev sat bestemte
    dage af til afhøringer, som kommissionen herefter disponerede over. Det blev endvidere aftalt
    med bisiddere, der ikke var centrale for dagens afhøringer, at de ved manglende (mulighed
    for) tilstedeværelse kunne forbeholde sig genafhøring, såfremt det efter modtagelse af afhø-
    ringsprotokollen (mod forventning) viste sig, at den indeholdt noget af betydning for deres
    klient. Alle bisiddere var dog i almindelighed til stede og i tilfælde af manglende fremmøde
    var der, så vidt JM erindrede, ingen, der efterfølgende benyttede denne mulighed for genafhø-
    ring.
    Efter JM’s vurdering har udspørger og bisiddere de fornødne redskaber til at varetage deres
    opgaver.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    JM fandt, at de involverede har fornøden retsbeskyttelse under den gældende ordning.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Eftersom Farum-kommissionen ikke havde til opgave at foretage ansvarsvurderinger, havde
    JM ikke bemærkninger hertil. For så vidt angår bevisbedømmelsen fandt JM ikke, at forsig-
    tighedskravet havde haft nogen selvstændig betydning eller havde givet anledning til proble-
    mer. Det samme gjaldt ministerundtagelsesreglen.
    Andet
    Til forslaget om en mulig ”grønspættebog” for undersøgelseskommissioner bemærkede JM,
    at der allerede i dag sker erfaringsudveksling. F.eks. havde Farum-kommissionen besøgt PET-
    kommissionen for at udveksle erfaringer, koncepter mv., og han var selv blevet kontaktet af
    formændene for de senere undersøgelseskommissioner, der var blevet nedsat i den periode,
    hvor Farum-kommissionen virkede.
    JM bemærkede, at undersøgelsen af Farum-sagen måtte karakteriseres som et usædvanligt
    forløb, navnlig på grund af de sideløbende straffesager. For ikke at rejse spørgsmål om selv-
    inkriminering måtte nogle af afhøringerne i kommissionen udskydes til efter afsigelsen af
    endelig dom i landsretten, og det havde meget stor betydning for det samlede tidsforløb.
    168
    Farum-kommissionen havde fået til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af
    love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kunne be-
    grunde. JM forklarede, at disse overvejelser ikke forlængede det samlede forløb, idet de fore-
    gik sideløbende med undersøgelsen. JM bemærkede dog, at det langstrakte forløb i Farum-
    kommissionen betød, at en del af de relevante ændringer allerede var gennemført eller påbe-
    gyndt, da beretningen blev afgivet.
    JM fandt ikke, at reglerne om efterprøvelse af kommissionens beslutninger gav anledning til
    særskilte problemer. Farum-kommissionen havde modtaget en række editionsbegæringer fra
    forsvarerne i straffesagerne, og JM så ikke nogle retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved
    denne ekstra mulighed for at skaffe materiale til straffesagen. JM henviste på dette punkt til
    Farum-kommissionens bemærkninger om, at det bør give anledning til overvejelse, at det er
    Justitsministeriets kompetence at tage stilling til, om kommissionen og den person, hvis for-
    hold undersøges, kan videregive oplysninger, mens undersøgelsen verserer. Han henviste her-
    om til beretningens bind 1, side 75.
    Endelig pegede JM på, at man fra opdragsgivernes side fra begyndelsen og undervejs i under-
    søgelsen må være bevidst om og overveje den omkostnings- og tidsmæssige ramme for un-
    dersøgelsen. JM henviste herved til det, som Farum-kommissionen havde anført i bind 1 i sin
    beretning om forventningsafstemning. Fra 2005 havde Farum-kommissionen afgivet årlige
    redegørelser til Justitsministeriet om status for undersøgelsen og den forventede tidsplan, som
    af ministeriet var blevet oversendt til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. JM præ-
    senterede – også med henvisning til beretningens bind 1 – den tanke, at opdragsgiverne i høje-
    re grad blev opfordret til at overveje undersøgelsens budget og omkostninger, og at de løben-
    de orienteres ved hjælp af redegørelser fra kommissionen.
    JM henviste i øvrigt generelt til beretningens bind 1, afsnit 1.3 om kommissionens afgræns-
    ning af opgaven, afsnit 1.4 om undersøgelsens tilrettelæggelse og gennemførelse, afsnit 1.5
    om medieomtalte og offentlig debat, afsnit 1.6 om straffesagernes betydning for kommissio-
    nens undersøgelse, afsnit 1.7 om beretningens opbygning, personomtale mv., afsnit 1.8 om
    overvejelser om revision af lov om undersøgelseskommissioner og afsnit 1.9 om kommissio-
    nens organisation mv.
    169
    Interview med Michael Lunn
    Torsdag den 12. januar 2017.
    Michael Lunn er forhenværende departementschef i Justitsministeriet. Han blev afhørt af Dan
    Lynge-kommissionen og Statsløsekommissionen. Forud for gennemførelsen af lov om under-
    søgelseskommissioner blev han endvidere afhørt af Nørrebrokommissionen.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Michael Lunn (ML) karakteriserede generelt kommissorierne for undersøgelseskommissio-
    nerne som brede og fremhævede i den forbindelse, at kommissoriets udformning i høj grad er
    resultatet af en politisk proces. Imidlertid var det ML’s formodning, at det ikke ville have af-
    gørende betydning for tids- og ressourceforbruget ved en undersøgelse, at man brugte flere
    kræfter på en snævrere afgrænsning af kommissorierne på forhånd. Det skyldtes navnlig, at
    det ligger i undersøgelsens natur, at den må skildre det samlede relevante begivenhedsforløb,
    og en relevant tilskæring ville under alle omstændigheder først kunne foretages endeligt un-
    dervejs.
    ML fandt, at den typiske sammensætning af en undersøgelseskommission med en dommer
    som formand og en advokat og en universitetsjurist var fornuftig. Han tilføjede dog, at nogle
    undersøgelser havde gavn af anden særlig sagkundskab end universitetsjuristens. Loven giver
    dog allerede det nødvendige spillerum, og det var også blevet brugt i praksis.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    Efter ML’s vurdering kunne der ofte spares tid i perioden fra beslutningen om at nedsætte en
    undersøgelseskommission til den faktiske nedsættelse. ML nævnte en række muligheder, man
    kunne overveje for at nedbringe dette tidsforbrug:
    - Man kunne anmode landsretspræsidenterne om løbende at have en plan over mulige
    formænd for kommende undersøgelseskommissioner. Advokatrådet kunne anmodes
    om noget tilsvarende for så vidt angår den advokat, der typisk udpeges. Dermed ville
    disse to kommissionsmedlemmer kunne indstilles meget hurtigt.
    - Stående fysiske faciliteter til brug for undersøgelseskommissioner, f.eks. lokalerne på
    Fremtidsvej.
    - De involverede ministerier og andre myndigheder kunne anmodes om at begynde do-
    kumentindsamlingen tidligere end i dag, f.eks. allerede når det endelige kommissori-
    um forelå.
    - Dokumenter fra de involverede ministerier mv. kunne oversendes løbende til undersø-
    gelseskommissionen i stedet for at afvente fremskaffelsen af det samlede materiale.
    170
    Om det skriftlige materiale mv.
    ML fandt, at den øgede brug af e-mails og sms-beskeder udgjorde en udfordring for undersø-
    gelserne. I den forbindelse nævnte ML, at man kunne overveje, om ikke det ville være en na-
    turlig ajourføring af undersøgelsessystemet, at undersøgelseskommissionen kunne træffe af-
    gørelse om adgang til e-mails og teleoplysninger. Dette ville muligvis kunne afføde behov
    for, at sekretariatet blev bemandet med en eller flere personer med erfaring inden for efter-
    forskning, f.eks. med en baggrund fra politiet.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    ML fandt, at man kunne overveje at give menige medarbejdere en fælles bisidder, dog med
    forbehold for, at der kunne vise sig behov for at udskille en eller flere konkrete medarbejdere
    og tildele vedkommende egen bisidder.
    I forlængelse heraf blev det drøftet med ML, om man kunne overveje en ordning med en slags
    generel amnesti til de menige medarbejdere, f.eks. ved at skrive kommissoriet sådan, at kom-
    missionens ansvarsvurderinger ikke skulle omfatte disse medarbejdere. ML var enig i, at det i
    en sådan model i højere grad ville være forsvarligt at give én fælles bisidder til alle de menige
    medarbejdere. Samtidig påpegede ML, at modellen ikke måtte føre til et opgør med retten til
    bisidder for sagens centrale personer i rene faktum-undersøgelser. Sådanne undersøgelser
    kunne i nogle tilfælde være lige så belastende for de centrale implicerede som ansvarsunder-
    søgelser.
    Om bisidderens rolle bemærkede ML, at han særligt havde haft gavn af bisidderen til at forbe-
    rede ham på afhøringssituationen og ”tænke højt”, hvorimod bisidderens rolle under selve
    afhøringen var mere tilbagetrukket.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    ML fandt retsbeskyttelsen af de involverede tilstrækkelig.
    Efter ML’s vurdering var den største belastning for de involverede de åbne døre og den of-
    fentlige omtale. Han fandt dog ikke grund til at foreslå en ændring af reglerne om åbne døre
    mv., da åbenhed og offentlighed er tidens krav.
    ML nævnte, at det lejlighedsvis hævdes, at den inkvisitoriske form ved en undersøgelses-
    kommission er utryg for de involverede, der ikke har et anklageskrift eller lignende at forhol-
    de sig til på forhånd. ML tvivlede dog på, om disse indvendinger gav grundlag for at ændre
    reglerne. Efter den gældende lovs § 23, stk. 1, skal undersøgelseskommissionen jo også inden
    171
    afhøringen orientere den pågældende og hans bisidder om de forhold af faktisk og retlig ka-
    rakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende omfatter.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Efter ML’s vurdering gav forsigtighedskravet næppe anledning til særskilte problemer. Der lå
    formentlig blot i kravet, at der skulle udvises den forsigtighed, som procesformen ved en un-
    dersøgelseskommission under alle omstændigheder tilsiger.
    Med hensyn til ministerundtagelsesreglen anerkendte ML, at der var gode reale grunde til, at
    undersøgelseskommissionen ikke foretager en egentlig ansvarsbedømmelse. ML fandt dog, at
    det kunne være fornuftigt at give undersøgelseskommissionen mulighed for at klæde Folke-
    tinget bedre på til at bedømme ministeren, f.eks. ved at kommissionen kunne anføre momen-
    terne for og imod ministerens ansvar til brug for opfølgningen i det politiske system. I den
    forbindelse bemærkede ML, at man for så vidt kunne argumentere for, at en sådan ændring
    kunne give ministeren en bedre retssikkerhed, idet undersøgelseskommissionen dermed også
    ville kunne fremhæve de formildende omstændigheder.
    Andet
    ML vurderede, at en mulig ”grønspættebog” for undersøgelseskommissioner vel nok ville
    kunne være en fordel for en dommer og andre kommissionsmedlemmer, der ikke tidligere har
    haft en sådan undersøgelse, men han tvivlede på, at den i sig selv ville medføre større tidsbe-
    sparelser for undersøgelserne.
    Det blev drøftet med ML, om man kunne forestille sig en art forundersøgelse, der på et tidligt
    tidspunkt i undersøgelsen kunne give kommissionen et overblik over sagen, som ville mulig-
    gøre en tilskæring af undersøgelsen. En sådan forundersøgelse ville bl.a. indebære mulighe-
    den for på et tidligt tidspunkt at tale med centrale personer i sagen under mindre formelle
    former end afhøringerne og uden offentlighed. ML fandt, at en sådan ordning kunne fortjene
    en nærmere overvejelse, hvis den blev udformet således, at det var op til kommissionen, om
    en sådan forundersøgelse skulle gennemføres, og således at de mest centrale personer i sagen
    som helt overvejende hovedregel efterfølgende blev afhørt i åbne retsmøder. Han var imidler-
    tid opmærksom på, at ordningen ville rejse vanskelige spørgsmål, bl.a. om bisiddermedvirken
    både for de personer, som kommissionen talte med, og for de øvrige involverede. Der ville
    også være spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet kunne accepteres, at kommissionen i en
    fase af undersøgelsen talte med centrale personer uden offentlighedens tilstedeværelse, lige-
    som der kunne være risiko for, at en undersøgelse i to faser kunne blive mere omstændelig og
    tidskrævende. Alt i alt måtte det erkendes, at der ikke var enkle løsninger på den opgave, ud-
    valget havde fået.
    172
    Endelig havde ML en bemærkning til den kritik, der ofte fremsættes af undersøgelseskom-
    missionsordningen. ML påpegede, at kritikken af, at undersøgelseskommissionerne arbejder
    for langsomt og er for ressourcekrævende ofte blev fremsat med henvisning til PET- og Fa-
    rum-kommissionerne, som imidlertid var atypiske eksempler, der var uegnede som grundlag
    for en generaliseret kritik.
    173
    Interview med Peter Buhl og Chris Olesen
    Fredag den 13. januar 2017.
    Peter Buhl er dommer ved Vestre Landsret. Han var formand for undersøgelseskommissionen
    i Statsløsesagen, der virkede fra august 2011 til august 2015.
    Chris Olesen er dommer ved Vestre Landsret. Han var (mens han var dommer ved Retten i
    Esbjerg) sekretær for Statsløsekommissionen.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Peter Buhl (PB) og Chris Olesen (CO) slog indledningsvis fast, at kommissoriets omfang var
    af afgørende betydning for tids- og ressourceforbruget. Statsløsekommissionens kommissori-
    um indeholdt et afsnit om, at kommissionen skulle inddrage perioden fra 1991, hvis den
    ”fandt det relevant”, og dette punkt var lidt vanskeligt at håndtere. Vurderingen af relevansen
    forudsatte en undersøgelse af en vis intensitet, og da den viste, at der også var begået fejl i
    denne periode, blev perioden behandlet på samme måde som resten af perioden, selv om den
    næppe havde nogen særlig relevans for det forløb, der gav anledning til kommissionens ned-
    sættelse. Undersøgelsen af perioden fra 1991 betød en forlængelse af kommissionens arbejde.
    PB og CO havde ikke i øvrigt ikke bemærkninger til kommissoriet.
    PB og CO fandt, at den brede sammensætning af kommissionen var en fordel for undersøgel-
    sen og i øvrigt også bidrog til dens legitimitet.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    PB og CO vurderede, at der nok kunne være sparet tid i perioden fra det endelige kommisso-
    rium frem til udpegningen af Statsløsekommissionen. Forløbet varede knap fire måneder.
    Statsløsekommissionen kunne først overtage lokalerne et par måneder efter nedsættelsen, og
    der kunne efter PB’s og CO’s opfattelse være sparet lidt tid, hvis lokalerne havde stået klar fra
    begyndelsen. Med hensyn til afhøringslokalerne var Statsløsekommissionen i den heldige
    situation, at Skattesagskommissionen nåede at få lokalerne på Fremtidsvej, før Statsløsekom-
    missionen skulle i gang med afhøringerne. I modsat fald ville Statsløsekommissionen for-
    mentlig være blevet forsinket af arbejdet med at skaffe afhøringslokaler.
    174
    PB fandt, at det praktiske samarbejde med Justitsministeriet om etablering af sekretariatet var
    gået fint.
    PB og CO fandt begge, at sekretariatet godt kunne have brugt endnu en jurist, i hvert fald på
    deltid. Kommissionen sparede muligvis et mindre beløb, men målt på tid kunne yderligere
    juridisk bistand nok have sparet nogle måneder, vurderede de. PB og CO mente ikke, at der
    ville have været hindringer for at antage en jurist mere til sekretariatet, hvis de i sin tid havde
    fremsat ønske herom.
    CO bemærkede, at det ville have frigjort tid for sekretæren, hvis der allerede fra begyndelsen
    var blevet tilknyttet en kontormedarbejder til sekretariatet.
    Om det skriftlige materiale mv.
    PB og CO fandt, at det tog forholdsvis lang tid at få materialet fra Justitsministeriet. Anmod-
    ningen blev sendt i september 2011, og i november samme år meddelte kommissionen, at den
    var klar til at modtage materiale. Imidlertid modtog kommissionen først materialet drypvis fra
    december 2011 til marts 2012 og modtog derefter løbende yderligere materiale efter anmod-
    ning eller på ministeriets eget initiativ. PB og CO bemærkede dog, at materialet i sagen var ret
    omfattende, og at det kunne være svært på forhånd at være klar over, hvilket materiale kom-
    missionen var interesseret i. PB pointerede dog, at de involverede ministerier og myndigheder
    under alle omstændigheder bør gå i gang med at indsamle materialet, så snart det står klart, at
    der vil blive nedsat en undersøgelseskommission.
    Med hensyn til sikring af materialet fandt PB og CO, at det var vigtigt at tage backup af elek-
    troniske dokumenter, særligt e-mails, på det tidspunkt, hvor det stod klart, at der skulle ned-
    sættes en undersøgelseskommission. Et sådant skridt bør ikke afvente, at der f.eks. foreligger
    et endeligt kommissorium.
    Statsløsekommissionen foretog stikprøvekontrol og modtog journaloversigter for at kunne
    føre en vis kontrol med, at de havde modtaget alt materialet.
    PB og CO stillede sig tvivlende over for en yderligere målretning af materialet til bisidderne.
    Statsløsekommissionen udarbejdede en ekstrakt på ca. 18.000 sider, og hvis der skulle være
    foretaget indklamning eller lignende fremhævelser i 20 individuelle ekstrakter, ville tidsfor-
    bruget have været betydeligt, og afhøringerne ville være blevet indledt senere. Endvidere rej-
    ste PB og CO det spørgsmål, på hvilket grundlag målretningen skulle foretages, idet en under-
    søgelseskommission ikke har en præliminær rapport eller lignende at støtte sig til. PB nævnte
    dog, at man kunne overveje, om der skulle indføres hjemmel til at afgrænse det materiale, der
    175
    sendes til den enkelte bisidder, sådan at materiale uden relevans for klienten ikke skulle sen-
    des ud til den pågældende.
    PB oplyste, at Statsløsekommissionen havde opfordret bisidderne til at fremsende eventuelt
    yderligere materiale, der kunne være af interesse, og at flere havde taget imod denne opfor-
    dring.
    Med hensyn til den retlige og organisatoriske ramme for undersøgelsen forklarede PB, at det
    relevante retsgrundlag indgik i det materiale, der blev sendt ud. Desuden blev kommissionens
    udkast til beretningens kapitel med redegørelsen for retsgrundlaget sendt med ud i høringsfa-
    sen.
    PB savnede ikke yderligere beføjelser til kommissionen.
    Set fra kommissionens synsvinkel havde reglerne om offentlighed mv. ikke givet anledning til
    problemer.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    PB og CO mente ikke, at kommissionen manglede redskaber til at afgrænse, hvem der skulle
    afgive forklaring.
    Efter PB’s mening var der ikke særligt behov for at begrænse antallet af personer med ret til
    en bisidder, idet han anså det for en fordel, at de afhørte havde en bisidder. Derimod gik han
    ind for at begrænse det samlede antal bisiddere. I Statsløsekommissionen blev 12 fuldmægti-
    ge fordelt på to bisiddere, mens fire fuldmægtige havde hver sin bisidder, hvilket ikke fore-
    kom PB nødvendigt. PB nævnte, at man for vidner, som ikke var i centrum for det kritiske
    søgelys, kunne overveje at stille krav om, at flere vidner, der ikke skønnedes at have mod-
    stridende interesser, skulle ”dele” den samme bisidder. PB henviste i den forbindelse til Høje-
    sterets kendelse af 14. december 2016 om beskikkelse af samme bisidder for flere vidner i
    Tibetkommissionen. Statsløsekommissionen censurerede ikke, når vidner uden for det kritiske
    søgelys ønskede egen bisidder, men bad dem dog overveje en fælles bisidder. Efter PB’s me-
    ning kunne man overveje at indføre hjemmel til at pålægge et vidne at have fælles bisidder
    med andre vidner, når der ikke var en begrundelse for, at vidnet havde sin egen bisidder.
    Det blev drøftet med PB og CO, om man kunne forestille sig at begrænse kredsen af personer
    med ret til en bisidder ved i kommissoriet at afskære ansvarsvurderinger af nogle involverede.
    Afskæringen kunne eksempelvis omfatte underordnede medarbejdere under kontorchefni-
    veau, medmindre der undervejs i undersøgelsen måtte vise sig behov for alligevel at undersø-
    176
    ge en eller flere medarbejdere på lavere niveau. PB og CO påpegede dog, at det kunne være
    vanskeligt i praksis at sikre, at de pågældende ikke havde behov for en bisidder. Værnet ville i
    hvert fald også skulle omfatte eventuelt efterfølgende reaktioner fra vedkommendes ansættel-
    sesmyndighed.
    PB oplyste, at Statsløsekommissionen i visse tilfælde havde afskåret bisidderne fra salær for
    deltagelse i afhøringsmøder uden relevans for deres klient. PB kunne dog godt ønske sig en
    skarpere hjemmel til afskæringen, som var mere målrettet de situationer, der opstår i en un-
    dersøgelseskommission. Det gældende grundlag er landsretspræsidenternes salærtakster ved-
    rørende straffesager, men en kommission bør efter PB’s mening have videre adgang til at be-
    stemme, hvornår bisidderes tilstedeværelse er nødvendig. En sådan adgang ville navnlig være
    relevant for vidner uden for det kritiske søgelys som nævnt ovenfor.
    PB påpegede endvidere, at der havde været praktiske problemer med at afskære bisidderne fra
    salær i Statsløsekommissionen: Når en bestemt advokat havde fået meddelelse om, at han
    ikke kunne møde med salær på en bestemt dag, var denne dag ikke længere til rådighed, når
    der undervejs viste sig behov for at omberamme afhøringer. Afskæringen gav således mindre
    fleksibilitet i kommissionens afhøringsplan.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    PB og CO fandt, at retsbeskyttelsen af de involverede var tilstrækkelig.
    I høringsfasen blev Statsløsekommissionen mødt med den indvending, at kommissionen på
    høringstidspunktet var nået så langt i sine vurderinger, at bisidderne var uden reel mulighed
    for at påvirke den endelige vurdering med deres høringssvar. PB bemærkede dog, at kommis-
    sionen i sine foreløbige vurderinger, som blev sendt i høring, gav en grundig redegørelse også
    for baggrunden for vurderingen. PB oplyste, at der ikke var fremkommet procedurelignende
    indlæg umiddelbart efter afhøringernes afslutning, og at kommissionen ikke havde overvejet
    at opfordre bisidderne til at afgive sådanne indlæg, men at det jo efter loven måtte stå bisid-
    derne frit for.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Efter PB’s opfattelse gav forsigtighedskravet ikke anledning til problemer. Han bemærkede,
    at en kommission også uden bemærkningerne herom i lovforslaget må udvise forsigtighed i
    sine vurderinger som følge af den måde, som oplysningerne tilvejebringes på, og procesfor-
    men. PB bemærkede endvidere, at han var opmærksom på, at der fra nogle sider var blevet
    fremført det synspunkt, at forsigtighed over for ministeren havde ført til en hårdere bedøm-
    177
    melse af embedsmændene. Efter PB’s opfattelse måtte noget sådant selvfølgelig ikke ske og
    var heller ikke sket.
    For så vidt angår ministerundtagelsesreglen vurderede PB ikke, at den havde hæmmet under-
    søgelsen. Reglen krævede ganske vist, at der måtte anvendes en ”spids pen” for at fastlægge,
    hvad en minister havde været involveret i, uden samtidig at forholde sig vurderende til dette,
    men det var muligt. Den efterfølgende behandling af kommissionens beretning i Folketinget
    viste efter PB’s vurdering, at Folketinget var i stand til at foretage sine ansvarsvurderinger på
    grundlag af kommissionens undersøgelse.
    PB bemærkede dog, at ministerundtagelsesreglen kan give et skævt billede af ansvarsforde-
    lingen, når de mindre indviede læser beretningen og konstaterer, at kommissionen udtaler
    kritik af embedsmænd, men ikke af ministre.
    Andet
    En ”grønspættebog” for undersøgelseskommissioner med praktisk vejledning, eksempler og
    koncepter ville efter både PB’s og CO’s mening afgjort have været en fordel. De havde dog
    foretaget erfaringsudveksling med formænd og sekretærer fra andre samtidigt fungerende og
    tidligere undersøgelseskommissioner.
    Statsløsekommissionen var blevet bedt om at komme med forslag til sådanne ændringer af
    love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kunne be-
    grunde. Undersøgelsen mundede ikke ud i, at der blev fremsat sådanne forslag, men PB og
    CO forklarede, at denne passus i kommissoriet havde givet anledning til, at kommissionen
    måtte vurdere de initiativer, der var taget i ministeriet i det efterfølgende ”oprydningsforløb”.
    Undersøgelsesperioden blev dermed forlænget. PB og CO vurderede dog, at det ikke ville
    have forkortet arbejdet med undersøgelsen væsentligt, hvis denne opgave havde været ude-
    ladt.
    Af mulige initiativer til at nedbringe tids- og ressourceforbruget på undersøgelserne nævnte
    PB og CO for det første beretningernes længde. De påpegede dog, at den brede sagsfremstil-
    ling var en naturlig følge af, at kommissionens primære rolle var at ”undersøge og redegøre
    for” begivenhedsforløbet, dvs. at klarlægge faktum. De nævnte endvidere, at der nok – i man-
    gel af tilkendegivelser om det modsatte – var en tendens til at ville dokumentere, at ”hver en
    sten er vendt”. Endelig opleves det som en fordel, at grundlaget for kommissionens vurderin-
    ger kan efterprøves, hvilket kan være svært med en mere summarisk beretning. På den anden
    side fandt de, at det ville forkorte undersøgelsesperioden, hvis man blot i hovedtræk skulle
    redegøre for undersøgelsens resultater, eventuelt kombineret med et krav om en udførlig be-
    178
    grundelse for kommissionens vurderinger. En sådan tilgang ville måske kunne have forkortet
    Statsløsekommissionens beretning fra ni til tre bind, vurderede de.
    En anden mulighed for at gennemføre undersøgelsen hurtigere ville være at have et fast korps
    af erfarne medarbejdere til rådighed, når det besluttes at nedsætte en kommission. PB og CO
    bemærkede dog, at sagerne nok var for få til at oparbejde og fastholde den nødvendige ek-
    spertise, og at det måtte forventes at blive vanskeligt at rekruttere medarbejdere til et sådant
    korps.
    Endelig blev det drøftet med PB og CO, om man kunne forestille sig en slags forundersøgel-
    se, hvor kommissionen skulle have mulighed for at tale med nogle af de involverede under
    mere uformelle former. PB og CO anerkendte, at en sådan forundersøgelse nok kunne give
    kommissionen et overblik over sagen hurtigere end i dag. De påpegede dog, at det i praksis
    ville være svært at håndtere sådan en forundersøgelse, navnlig på grund af de retssikkerheds-
    mæssige betænkeligheder. Eksempelvis kunne man vanskeligt forestille sig at involvere sa-
    gens hovedpersoner, og det ville nok være nødvendigt at forlade sig på frivillighed fra de
    medvirkendes side.
    179
    Interview med Jakob Skov
    Onsdag den 25. januar 2017.
    Jakob Skov er forhenværende politimester i Assens-Faaborg Politi. Han var medlem af Ble-
    kingegade-kommissionen, der virkede fra september 2010 til maj 2014.
    Jakob Skov har endvidere gennemført en række tjenstlige forhør i sin tid som politimester.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Jakob Skov (JS) fandt ikke, at kommissoriet for Blekingegade-kommissionen gav anledning
    til problemer. Kommissoriet opregnede en række punkter, som undersøgelsen skulle omfatte,
    men inden for denne ramme havde kommissionen haft rum til at foretage den endelige af-
    grænsning. Kommissionen havde redegjort nærmere herfor i beretningens indledende kapitel.
    Det gav efter JS’ opfattelse heller ikke anledning til vanskeligheder, at kommissionen alene
    skulle gennemføre en faktum-undersøgelse, men der måtte naturligvis tages højde herfor ved
    skrivningen af beretningen. I den forbindelse bemærkede JS, at de begivenheder, som Blekin-
    gegade-kommissionen skulle undersøge, lå 25-30 år tilbage i tiden, og at undersøgelsen og
    beretningens konklusioner under alle omstændigheder skulle have taget højde herfor.
    Om kommissionens sammensætning bemærkede JS, at han anså dommere for at være bedst
    egnede som formænd, navnlig på grund af dommerens erfaring med at tage stilling til sådanne
    spørgsmål af processuel karakter, som typisk vil opstå undervejs i kommissionens arbejde.
    Med hensyn til de øvrige medlemmer fandt JS, at det generelt var vigtigt at sikre sig, at kom-
    missionen var bemandet med den rette sagkundskab. De øvrige medlemmers baggrund måtte
    derfor bero på undersøgelsens nærmere indhold og karakter. Som eksempel kunne nævnes, at
    JS i kraft af sin baggrund havde tilført Blekingegade-kommissionen et vist forhåndskendskab
    til politiets arbejds- og efterforskningsmetoder i straffesager og til politiets interne organisati-
    on. JS bemærkede dog, at valget af et medlem med en politimæssig baggrund i dele af offent-
    ligheden blev betragtet som kontroversielt, netop fordi politiet og PET var genstand for un-
    dersøgelsen.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    JS oplyste, at det havde taget nogen tid, før der var skaffet lokaler og foretaget de nødvendige
    sikkerhedsforanstaltninger. I den forbindelse bemærkede JS, at der skulle foretages ekstraor-
    dinær sikring af Blekingegade-kommissionens lokaler, fordi kommissionen skulle modtage
    180
    materiale fra PET. JS fandt det vanskeligt at vurdere, om det havde været realistisk at forkorte
    dette tidsrum.
    JS forklarede, at det i praksis var formanden, der i samarbejde med sekretæren tog stilling til
    spørgsmålene i forbindelse med kommissionens praktiske etablering mv. Han fandt denne
    opgavefordeling naturlig og hensigtsmæssig.
    JS havde kun rosende ord til overs for kommissionens sekretariat. JS forklarede, at sekretaria-
    tet sammen med formanden gennemgik de ca. 200.000 siders akter og stod for udvælgelsen af
    det centrale materiale. Efter JS’ vurdering kunne et større sekretariat nok have foretaget denne
    gennemgang hurtigere, men han fandt, at en udvidelse af sekretariatet kunne være gået ud
    over overblikket og den tillidsfulde samarbejdsrelation.
    Om det skriftlige materiale mv.
    JS havde ikke oplevet problemer med kommissionens tilvejebringelse af materiale. Der blev
    foretaget stikprøvekontrol hos de myndigheder, der var blevet anmodet om materiale, og kon-
    trollen havde ikke givet indtryk af, at der manglede noget.
    Da Blekingegade-kommissionens undersøgelse vedrørte begivenheder, der lå 25-30 år tilbage
    i tiden, havde der ikke været problemer med tilvejebringelse og gennemsøgning af e-mails.
    Behovet for selvstændige efterforskningsbeføjelser blev drøftet med JS. Med hensyn til Ble-
    kingegade-kommissionens undersøgelse henviste JS til, at undersøgelsens historiske præg
    betød, at der ikke var behov for sådanne beføjelser. Mere generelt tilføjede JS dog, at han
    fandt, at undersøgelseskommissioner burde have mulighed for at iværksætte egentlig efter-
    forskning, efter omstændighederne også nogle af de efterforskningsskridt, der efter retspleje-
    lovens bestemmelser kræver domstolenes medvirken. Det var JS’ opfattelse, at en undersøgel-
    seskommission principielt ikke bør være begrænset i sine muligheder for selv at tilvejebringe
    oplysninger, hvis der under undersøgelsen skulle vise sig behov for det. I den forbindelse pe-
    gede JS på, at det var vanskeligt at drage en klar skillelinje mellem på den ene side at under-
    søge allerede foreliggende materiale og på den anden side selvstændigt at tilvejebringe mate-
    riale. Man kunne derfor ikke blot betragte en undersøgelseskommission som et organ, der
    alene undersøger eksisterende materiale. Dette var efter JS’ opfattelse tydeligt allerede der-
    ved, at det er en central opgave for en undersøgelseskommission at tilvejebringe materiale
    gennem vidneafhøringer.
    JS fandt ikke, at reglerne om offentlighed mv. havde givet anledning til problemer.
    181
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    JS pegede på, at det nok var et gennemgående træk ved undersøgelseskommissionerne, at
    vidnekredsen blev afgrænset ganske bredt, og at dette i hvert fald var tilfældet for Blekinge-
    gade-kommissionen. Efter JS’ vurdering skyldtes dette dels et ønske om, at der ikke skulle
    kunne stilles spørgsmålstegn ved undersøgelsens grundighed, dels de rammer, som lovgivnin-
    gen sætter. For så vidt angår sidstnævnte pegede JS på, at reglerne ikke gav mulighed for
    uformelle sonderinger blandt potentielle vidner med henblik på at undersøge, om de pågæl-
    dende ville kunne bidrage med oplysninger af væsentlig interesse for undersøgelsen. Efter
    hvad JS havde fået oplyst, havde PET-kommissionen rettet skriftlig henvendelse til potentielle
    vidner for at spørge, om de kunne bidrage med oplysninger, men Blekingegade-
    kommissionen undlod at tage et sådant skridt. Det betød, at kontakten med vidnerne alene
    fandt sted i de formelle rammer med bisiddermedvirken og offentlighed, som undersøgelses-
    kommissionsloven sætter. JS drog en parallel til straffeprocessen, hvor der dagligt på uformelt
    niveau udarbejdes politirapporter mv., som danner grundlag for den formelle beslutning om
    f.eks. vidneindkaldelse. JS bemærkede, at den strafferetlige efterforskningsform naturligvis
    ikke uden videre kunne kalkeres over i undersøgelseskommissionsordningen, men eksemplet
    viste, at undersøgelseskommissionen havde behov for at kunne tage nogle mere uformelle
    skridt for at danne sig et overblik over, hvad der var grund til at undersøge nærmere, og hvem
    der var grund til at afhøre.
    Med hensyn til antallet af bisiddere bemærkede JS, at Blekingegade-kommissionen på den
    ene side var gået meget langt, idet alle afhørte fik ret til en bisidder, og 40 ud af 69 afhørte
    gjorde brug af denne ret. På den anden side gjorde kommissionen sig dog bestræbelser på at
    samle bisidderhvervet på så få personer som muligt. Således medvirkede der i alt 12 forskelli-
    ge bisiddere for de 40 afhørte.
    Efter JS’ vurdering var det vidtgående, at så stort et antal afhørte fik en bisidder. I den forbin-
    delse pegede han navnlig på, at de undersøgte begivenheder lå så langt tilbage i tiden, at der
    for langt de flestes vedkommende var en meget begrænset risiko forbundet med at blive af-
    hørt. Kommissionen havde imidlertid fundet det vanskeligt at foretage en grænsedragning på
    grundlag af undersøgelseskommissionslovens bestemmelser.
    Det blev drøftet med JS, at tidligere interviewpersoner havde givet udtryk for, at bisidderen
    kan have en nyttig funktion med at forberede vidnet på afhøringssituationen. JS havde ikke
    hæftet sig ved dette, men han tilføjede dog, at man også på dette punkt måtte tage i betragt-
    ning, at de begivenheder, som Blekingegade-kommissionen undersøgte, lå langt tilbage i ti-
    den.
    182
    JS oplyste, at Blekingegade-kommissionen ikke havde problemer med at beramme afhørin-
    gerne. Efter JS’ vurdering gav bisidderne ikke anledning til forsinkelser, men han fandt, at
    omkostningerne til bisidderne var ganske høje. I den forbindelse pegede han på, at der under
    afhøringerne i Blekingegade-kommissionen ind imellem deltog bisiddere, hvis klienter kun
    havde perifer berøring med sagen og det pågældende afhøringsmøde.
    Alt i alt fandt JS, at der var behov for mere effektive redskaber til at afskære både retten til
    bisidder og bisiddernes ret til salær for overværelse af afhøringer, der klart er uden relevans
    for deres klient.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    JS havde ingen særskilte bemærkninger til retsbeskyttelsen af de involverede.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Da Blekingegade-kommissionen ikke skulle foretage ansvarsvurderinger, havde JS ikke erfa-
    ringer med sådanne. JS pegede endvidere på, at de mest centrale figurer i undersøgelsen ikke
    længere var i tjeneste på undersøgelsestidspunktet.
    JS tilføjede dog, at der selv i en ren faktum-undersøgelse kan være noget på spil for de invol-
    verede, der eksempelvis risikerer en plet på deres renommé.
    Andet
    Det blev drøftet med JS, om en mulig måde at nedbringe antallet af bisiddere kunne være en
    slags ”forhåndsamnesti” for medarbejdere under et vist niveau, f.eks. under kontorchefniveau,
    sådan at disse medarbejdere ikke kunne blive genstand for en ansvarsvurdering. JS var ikke
    afvisende over for tanken, men pointerede dog, at der fortsat ville være en risiko for en plet på
    renomméet, selv om der ikke blev foretaget en ansvarsvurdering.
    JS havde ikke erfaringer med efterprøvelse af kommissionens afgørelser, idet Blekingegade-
    kommissionens afgørelser om navneforbud ikke blev indbragt for landsretten.
    Blekingegade-kommissionen havde ikke til opgave at foreslå eventuelle ændringer af lovgiv-
    ning mv., og JS havde på den baggrund ingen bemærkninger hertil.
    Om en mulig ”grønspættebog” for undersøgelseskommissioners virke bemærkede JS, at der
    efter hans opfattelse skete erfaringsudveksling gennem uformelle kontakter til tidligere kom-
    missionsformænd og sekretariatsmedarbejdere. I Blekingegade-kommissionen var det i øvrigt
    183
    værdifuldt, at der medvirkede en kontormedarbejder med erfaring fra tidligere undersøgelses-
    kommissioner.
    Adspurgt, om han havde eventuelle forslag til tiltag, der kunne bidrage til en hurtigere og me-
    re effektiv gennemførelse af undersøgelserne, pegede JS på sine tidligere nævnte betragtnin-
    ger om muligheden for en mere uformel kontakt til potentielle vidner i den indledende fase af
    undersøgelsen forud for de egentlige afhøringer.
    JS bemærkede endvidere, at brugen af undersøgelseskommissionsinstituttet i praksis ofte har
    været udløst af politiske uenigheder. Dette havde efter JS’ opfattelse betydet, at kommissio-
    nerne ikke altid var blevet nedsat ud fra overvejelser om, hvorvidt de var et egnet og hen-
    sigtsmæssigt instrument til at gennemføre de pågældende undersøgelser.
    184
    Interview med Gunnar Homann
    Torsdag den 26. januar 2017.
    Gunnar Homann er advokat. Han var udspørger for Dan Lynge-kommissionen, der virkede
    fra september 2003 til september 2006, og for Blekingegade-kommissionen, der virkede fra
    september 2010 til maj 2014.
    Gunnar Homann fungerede som bisidder i Skattefradragskommissionen og Statsløsekommis-
    sionen og fungerer som bisidder i Tibetkommissionen, der blev nedsat i december 2015.
    Forud for lov om undersøgelseskommissioner var Gunnar Homann medlem af undersøgelses-
    kommissionen til undersøgelse af Nørrebrosagen (september 1996-juli 2000). Han fungerede
    endvidere som bisidder i en række undersøgelser, herunder Undersøgelseskommissionen ved-
    rørende den færøske banksag (juni 1995 til januar 1998), Kommissionsdomstolen til gennem-
    førelse af en undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med de ledelses- og bevillings-
    mæssige forhold omkring edb-udgifter inden for Skatteministeriets område (marts 1990-
    oktober 1992) og Undersøgelsesretten vedrørende Himmerlandsbanken (november 1993 til
    oktober 1994).
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Gunnar Homann (GH) fandt ikke, at kommissorierne havde givet anledning til problemer.
    Han havde været ude for, at kommissoriet var blevet udvidet undervejs, men dette gav ikke
    anledning til vanskeligheder. GH påpegede endvidere, at kommissionen havde mulighed for
    at henvende sig til ministeriet for at drøfte en eventuel tvivl om fortolkningen af kommissoriet
    eller en udvidelse heraf, og en sådan henvendelse gav efter hans vurdering ikke anledning til
    nævneværdige forsinkelser i undersøgelseskommissionens arbejde.
    Om sammensætningen af kommissionen fandt GH, at den typiske sammensætning med en
    landsdommer som formand og en advokat og en universitetsjurist som medlemmer fungerede
    godt. GH anså det som en fordel med en dommer som formand. For så vidt angår de øvrige
    medlemmer pegede GH på, at der i nogle undersøgelser kunne være behov for særlig sag-
    kundskab, der kunne begrunde en anden sammensætning end den typiske. I den forbindelse
    henviste han til Blekingegade-kommissionen som eksempel på værdien af særlig sagkund-
    skab, idet kommissionen drog stor nytte af at have en forhenværende politimester med kend-
    skab til politiets organisation og arbejdsmåde som medlem.
    185
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    GH nævnte, at den praktiske etablering med lokaler mv. var gået ganske hurtigt og problem-
    frit i Dan Lynge-kommissionen. I Blekingegade-kommissionen gav særligt sikringen af loka-
    lerne anledning til forsinkelse, og GH vurderede, at man kunne spare tid, hvis man blot kunne
    rykke ind i eksisterende lokaler. I den forbindelse anså GH det for en fordel, hvis lokalerne på
    Fremtidsvej kunne stå til rådighed for fremtidige kommissioner.
    Efter GH’s opfattelse havde sekretariaterne været velfungerende og godt sammensat. Han
    fremhævede særligt, at det var en fordel med en dommer som juridisk sekretær, og at det var
    meget værdifuldt at have en kontormedarbejder med erfaring fra flere tidligere undersøgelses-
    kommissioner.
    Om det skriftlige materiale mv.
    GH oplyste, at det ofte tog ganske lang tid, før Blekingegade-kommissionen fik udleveret det
    materiale, den anmodede om. Der var dog en række særlige forhold, der gjorde sig gældende
    for netop denne kommission, idet der skulle undersøges materiale ca. 20-30 år tilbage i tiden,
    og der havde været skiftende journalsystemer i den undersøgte periode. GH forklarede, at
    Blekingegade-kommissionen foretog stikprøvekontrol hos de myndigheder, der blev anmodet
    om materiale, for at danne sig et indtryk af arkivsystemerne og af, om det relevante materiale
    var blevet udleveret.
    I Statsløsesagen forekom det GH, at det var vanskeligt og tidskrævende for kommissionen at
    tilvejebringe og gennemsøge relevante interne e-mails.
    Om bisidderens mulighed for at gøre kommissionen opmærksom på yderligere relevant mate-
    riale forklarede GH, at der ofte går en rum tid fra, at bisidderne udpeges, til kommissionen
    fremsender dokumenterne. I mellemtiden er der tvivl om, hvorvidt klienten må forsyne bisid-
    deren med materiale, da lovens ordning er, at materiale, som undersøgelseskommissionen har
    anmodet om, er undergivet kommissionens rådighed. Da bisidderen først har mulighed for at
    forholde sig til materialet, efter at kommissionen har fremsendt det, kan der være forholdsvis
    kort tid til at gøre opmærksom på eventuelt yderligere materiale af relevans for undersøgel-
    sen.
    GH fandt ikke, at der var behov for, at undersøgelseskommissionen kunne foretage yderligere
    efterforskningsskridt. Efter GH’s vurdering var det tilstrækkeligt, at undersøgelseskommissi-
    onen baserede sin undersøgelse på det skriftlige materiale og afhøring af relevante aktører.
    186
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    Hvad angår det samlede antal bisiddere pegede GH generelt på, at færre bisiddere gav stor-
    driftsfordele med hensyn til både tid og økonomi. GH nævnte særligt to faktorer af betydning
    for det samlede antal bisiddere. For det første kunne habilitetsspørgsmål have betydning, og i
    den forbindelse vurderede GH, at Højesterets kendelse af 14. december 2016 ville forbedre
    mulighederne for at koncentrere bisidderopgaven på færre bisiddere. For det andet vurderede
    GH, at det fungerede godt i de kommissioner, hvor de faglige organisationer stod for at tildele
    én bisidder til en række menige medarbejdere. GH tilføjede dog, at det ofte ville være nød-
    vendigt med egen bisidder for medarbejdere på de højere trin i hierarkiet.
    Det blev drøftet med GH, om antallet af bisiddere også kunne nedbringes ved, at færre afhørte
    fik ret til en bisidder. Hertil bemærkede GH, at selv en ren faktum-undersøgelse kunne være
    belastende, og at han derfor havde betænkeligheder ved at give færre afhørte ret til en bisid-
    der. Højesterets kendelse i Nørrebrosagen (U 1997.1004/2 H) om de menige politifolks ret til
    bisidder må fortsat være retningsgivende. GH pointerede endvidere, at kommissionen har
    gavn af, at de afhørte har en bisidder. Det skyldtes for det første, at bisidderen står for at ad-
    ministrere klientens adgang til materialet og dermed sparer kommissionen for dette arbejde.
    For det andet pegede GH på, at bisidderen står for at forberede klienten, og at det var GH’s
    erfaring, at jo bedre klienten var forberedt, jo hurtigere kunne afhøringen gennemføres. Alt i
    alt vurderede GH ikke, at det ville spare tid, hvis man under den nuværende ordning gav færre
    afhørte ret til en bisidder.
    GH forklarede, at han i flere tilfælde havde oplevet, at kommissionen forsøgte at afskære bi-
    sidderen fra salær for overværelse af afhøringsmøder uden relevans for klienten. Der var gjort
    tilløb til dette i Blekingegade-kommissionen, som dog ikke var lykkedes. I Statsløsekommis-
    sionen gjorde formanden det på forhånd klart for bisidderne, at de ikke kunne forvente at mø-
    de med ret til salær på bestemte afhøringsdage, der vurderedes at være uden relevans for den
    pågældendes klient. I Tibetkommissionen var der fulgt en lignende fremgangsmåde, idet bi-
    sidderne var blevet anmodet om at tilkendegive, hvornår de agtede at møde, og kommissionen
    tilkendegav herefter, om den var enig i, at det var relevant for bisidderen at møde de pågæl-
    dende dage.
    Med hensyn til målretning af materialet var det GH’s opfattelse, at udførlige spørgetemaer
    med præcise henvisninger til det relevante materiale gjorde det væsentligt lettere og hurtigere
    for bisidderen at forberede sig og klienten på afhøringen. GH tilføjede dog, at der var tale om
    et meget stort og tidskrævende arbejde for udspørgeren.
    187
    GH nævnte, at undersøgelseskommissionernes praksis med at protokollere afhøringerne på
    baggrund af båndoptagelser var velfungerende, men han bemærkede, at der var tale om et
    meget stort arbejde for kommissionen og dens sekretariat.
    Det var GH’s vurdering, at redskaberne for udspørger og bisiddere var tilstrækkelige.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    GH nævnte, at det reelle problem for de involverede ofte er offentligheden om undersøgelsen.
    Han tilføjede dog, at loven gav hjemmel til både dørlukning og navneforbud, om end begge
    dele blev anvendt meget sjældent.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    GH var enig i, at ministerundtagelsen kunne give anledning til vanskelige afgrænsnings-
    spørgsmål i forbindelse med bedømmelsen af embedsmænds adfærd, idet man risikerede indi-
    rekte at bedømme ministerens adfærd ved beskrivelsen af embedsmændenes rådgivning og
    bistand til ministeren. GH fandt dog ikke, at dette skulle begrænse kommissionen i sin beskri-
    velse og vurdering af embedsmændenes adfærd.
    Andet
    GH forklarede, at der allerede skete en uformel erfaringsudveksling mellem kommissionens
    formand og sekretariat og tidligere formænd og sekretærer. Han understregede igen vigtighe-
    den af ikke at miste den praktiske viden, som oparbejdedes i kommissionernes sekretariater,
    og fremhævede igen den kontormedarbejder, som var en gennemgående figur i sekretariaterne
    for flere kommissioner. På den baggrund fandt han ikke, at der nødvendigvis var behov for at
    skrive en egentlig ”grønspættebog” for undersøgelseskommissioners virke, men han fandt
    dog, at der med fordel kunne udarbejdes en intern manual til brug i Justitsministeriet, sådan at
    tidsforbruget til ministeriets praktiske skridt kunne minimeres mest muligt.
    GH fandt, at reglerne om efterprøvelse af undersøgelseskommissionens afgørelser var velfun-
    gerende, selv om det nogle gange kunne tage forholdsvis lang tid at få kæremålet afgjort.
    Afslutningsvis blev det drøftet med GH, om han havde forslag til, hvordan undersøgelserne
    kan gennemføres hurtigere og mere effektivt under bevarelse af de retssikkerhedsmæssige
    garantier for de involverede. For så vidt angår forbruget af økonomiske ressourcer henviste
    GH til sine tidligere bemærkninger om mulighederne for at afskære salær og for at nedbringe
    det samlede antal bisiddere, navnlig ved at udpege samme bisidder for flere af de afhørte. GH
    vurderede derimod ikke, at der var meget rum for at begrænse andelen af involverede med ret
    til bisidder. Han pegede i den forbindelse på, at retten til bisidder er en fundamental ret, også i
    188
    rene faktum-undersøgelser, og henviste til sine tidligere bemærkninger om bisidderens forbe-
    redelsesfunktion.
    GH blev endvidere spurgt om sit syn på forslaget om, at kommissionen kunne afholde indle-
    dende uformelle samtaler med potentielle vidner for at afgrænse kredsen af afhørte. GH vur-
    derede, at det ville være ganske vanskeligt i praksis på forhånd at være sikker på, at de perso-
    ner, man talte med, ikke havde behov for straks at være omfattet af lovens retssikkerhedsga-
    rantier.
    Endelig blev GH bedt om sin vurdering af mulighederne for at bruge advokatundersøgelser
    som alternativ til undersøgelseskommissioner. GH fandt, at advokatundersøgelser egnede sig
    til undersøgelser på rent skriftligt grundlag, men at de retssikkerhedsgarantier, som gives efter
    undersøgelseskommissionsloven, var påkrævet, hvis der skulle foretages mundtlig afhøring.
    GH anså derfor ikke advokatundersøgelser som alternativer til undersøgelseskommissioner,
    når det som led i undersøgelsen var nødvendigt at gennemføre vidneafhøringer.
    189
    Interview med Claes Nilas
    Fredag den 27. januar 2017.
    Claes Nilas er kommitteret i Styrelsen for International Rekruttering og Integration og for-
    henværende departementschef i forskellige ministerier i årene 2004-2015, herunder i Ministe-
    riet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Han blev afhørt af Statsløsekommissionen.
    Forud for loven om undersøgelseskommissioner var Claes Nilas sekretær for kommissions-
    domstolen til undersøgelse af visse forhold vedrørende post- og telegrafvæsenet (april 1982-
    april 1985). Han blev endvidere afhørt af undersøgelsesretten i Tamil-sagen og i den efterføl-
    gende rigsretssag.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Claes Nilas (CN) fandt generelt, at kommissoriernes omfang var en afgørende faktor for un-
    dersøgelseskommissionernes tids- og ressourceforbrug. Han nævnte som eksempel kommis-
    soriet for Statsløsekommissionen, der var meget bredt både for så vidt angår den tidsperiode
    og de temaer, som skulle være genstand for undersøgelsen. Efter CN’s vurdering var et så
    bredt kommissorium unødvendigt for at afdække det centrale forløb, som var årsagen til ned-
    sættelsen af kommissionen. Havde man i stedet afgrænset kommissoriet til det centrale, kunne
    undersøgelsen efter CN’s opfattelse være gennemført langt hurtigere. CN erkendte samtidig,
    at udformningen af kommissoriet for en undersøgelseskommission også i vidt omfang er re-
    sultatet af en politisk proces, og at dette formentlig var en væsentlig forklaring på de ofte gan-
    ske brede opdrag.
    CN noterede sig, at den typiske sammensætning af en undersøgelseskommission (en lands-
    dommer, en advokat og en universitetsjurist) ikke garanterede, at kommissionen havde et
    medlem med særlig sagkundskab inden for det pågældende rets- eller forvaltningsområde og
    med kendskab til arbejds- og organisationsformen i den eller de undersøgte myndighed(er).
    Eksempelvis ville det i en undersøgelse af forhold i centraladministrationen være både nyttigt
    for kommissionen og betryggende for de involverede, hvis der i kommissionen sad et medlem
    med konkret indsigt i arbejdsforholdene i centraladministrationen og forholdet mellem politi-
    kere og embedsmænd.
    190
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    CN havde ingen bemærkninger til dette punkt.
    Om det skriftlige materiale mv.
    CN bemærkede generelt, at det var vigtigt at sikre, at undersøgelseskommissionen fik adgang
    til alt det relevante materiale i sagen. I den forbindelse anbefalede han, at de involverede
    myndigheder så vidt muligt burde gå i gang med at identificere og indsamle materialet, så
    snart der var truffet beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission. Man kunne
    overveje, om der var behov for en mere fast procedure herfor.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    Det var CN’s opfattelse, at bisidderen tjente en vigtig funktion forud for afhøringen. Bisidde-
    rens rolle havde først og fremmest været at forberede CN på afhøringssituationen og tale sa-
    gen igennem med CN.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    CN bemærkede, at det også for de involveredes retssikkerhed var et problem, at undersøgel-
    serne tog lang tid. Eksempelvis gik der næsten fem år fra beslutningen om at nedsætte Statslø-
    sekommissionen, til beretningen var afgivet og behandlet af ansættelsesmyndigheden. Læng-
    den af denne periode havde stor betydning, fordi de involveredes karriere de facto blev sat på
    standby. Endvidere indebar forberedelse af og deltagelse i afhøringer undervejs i undersøgel-
    sen samt afgivelse af kommentarer til kommissionens beretningsudkast en meget omfattende
    og krævende arbejdsindsats, som var svær at få til at passe sammen med et i forvejen travlt
    arbejde.
    CN fremhævede endvidere, at undersøgelseskommissionens beretning de facto har meget stor
    betydning for de involverede, selv om de formelt ikke er afgørelser eller domme. Eksempelvis
    lægges beretningen i realiteten til grund ved ansættelsesmyndighedens opfølgning, herunder
    ved en eventuel tjenestemandssag. I lyset heraf fandt CN, at processen ved en undersøgelses-
    kommission kan justeres, navnlig for så vidt angår adgangen til kontradiktion. CN pegede i
    den forbindelse for det første på, at der alene sker høring over den del af beretningsudkastet,
    der vedrører den pågældende, men ikke den samlede beretning. Man måtte derfor afgive be-
    mærkninger alene på baggrund af et fragment, selv om andre dele af beretningen meget vel
    kunne være af relevans. For det andet pegede CN på, at høringen foretages på et ganske frem-
    skredent tidspunkt. CN mente, at det kunne være ønskeligt med en mulighed for at afgive en
    slags procedureindlæg umiddelbart efter afslutningen af afhøringerne. Selv om loven om un-
    dersøgelseskommissioner ikke udelukkede denne mulighed, kunne der være behov for at ind-
    191
    føre en formaliseret fremgangsmåde, som kunne sætte en ramme for et sådant procedurelig-
    nende element i processen.
    Endelig nævnte CN, at det kunne være problematisk for de involverede, at sagen for deres
    vedkommende ikke fandt sin endelige afgørelse med undersøgelseskommissionens beretning.
    Først når beretningen forelå, kunne der tages stilling til, om der skulle indledes tjeneste-
    mandssag eller eventuelt indgås forlig. CN påpegede, at offentlighedens opmærksomhed er
    rettet mod beretningens konklusioner, og at det kan gøre det vanskeligt at komme videre i
    karrieren, at der ikke senere er den samme grad af offentlighed om, at sagen har fundet sin
    endelige afslutning ved f.eks. et forlig.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    CN fandt, at ministerundtagelsen gav risiko for en skævhed i kommissionens bedømmelse,
    også for så vidt angår faktum. Uddybende forklarede han, at ministerundtagelsen indebærer
    en risiko for, at kommissionen anlagde en mere tilbageholdende linje ved bevisvurderingen af
    ministerens adfærd end ved bevisvurderingen af embedsmændenes adfærd. Dette kom bl.a. til
    udtryk ved en mere formalistisk bevisvurdering overvejende orienteret mod de skriftlige bevi-
    ser.
    Andet
    Efter CN’s vurdering kunne der ikke peges på grundlæggende problemer med undersøgelses-
    kommissionsordningen, som gav anledning til at tænke i helt alternative undersøgelsesformer.
    Han fandt det også i orden med den offentlighed, der omgærder kommissionsordningen. CN
    understregede behovet for, at man ved nedsættelsen af kommissionen nøje overvejede dels
    afgrænsningen af undersøgelsen til at angå det centrale begivenhedsforløb, dels sammensæt-
    ningen af kommissionen med henblik på at sikre den fornødne sagkundskab til at gennemføre
    den konkrete undersøgelse. CN understregede desuden, at der på grund af den afgørende be-
    tydning, som kommissionens beretning de facto kan få for de involverede, var behov for at
    tilpasse proceduren, så den i højere grad gav de involverede rettigheder til bl.a. kontradiktion,
    der mindede om dem, som kendes fra domstolsprocessen. Man bør i det hele taget overveje,
    om retsplejens almindelige principper i højere grad kan inspirere til procesordningen frem-
    over.
    192
    Interview med Lene Espersen
    Tirsdag den 21. februar 2017.
    Lene Espersen er administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder og var fra 2001
    til 2011 minister (fra 2001 til 2008 justitsminister) og medlem af Folketinget i 20 år, fra sep-
    tember 1994 til november 2014. Hun blev som justitsminister afhørt af Dan Lynge-
    kommissionen.
    Som justitsminister nedsatte Lene Espersen Farum-kommissionen (efter en folketingsbeslut-
    ning herom), Dan Lynge-kommissionen og Skattefradragskommissionen.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Lene Espersen (LE) fandt, at nedsættelsen af en undersøgelseskommission under den nuvæ-
    rende ordning i meget høj grad er resultatet af en politisk proces og udslag af politiske overve-
    jelser. Efter LE’s opfattelse virkede det som om, at oppositionen var tilbøjelig til at bruge en
    undersøgelseskommission som en sidste udvej i de situationer, hvor de almindelige parlamen-
    tariske redskaber som f.eks. spørgsmål til ministeren og samråd ikke havde givet de ønskede
    oplysninger eller det ønskede resultat. Oppositionens politiske interesse i kombination med
    pressens interesse i at ”holde sager i kog” kunne efter LE’s opfattelse føre til nedsættelse af en
    undersøgelseskommission i tilfælde, hvor det ud fra en rent saglig betragtning måtte stå hen i
    det uvisse, hvorfor en undersøgelseskommission var en hensigtsmæssig undersøgelsesform.
    Som eksempel på en undersøgelseskommission, der meget vanskeligt kunne siges at have
    værdi, pegede LE på Farum-kommissionen, der blev nedsat på trods af, at der blev ført omfat-
    tende straffesager sideløbende med undersøgelseskommissionen.
    Den meget politisk prægede beslutningsproces frem mod nedsættelsen af en undersøgelses-
    kommission gav efter LE’s opfattelse anledning til, at kommissorierne ofte blev langt bredere
    end nødvendigt for at afdække sagens kerne. LE påpegede, at de brede kommissorier gav an-
    ledning til unødige omkostninger og til unødigt langt tidsforbrug for undersøgelserne. De
    langstrakte undersøgelser var efter LE’s vurdering til skade for både undersøgelsernes aktuali-
    tet og undersøgelseskommissionernes mulighed for at trænge til bunds i sagerne, fordi vid-
    nerne ofte først blev afhørt flere år efter de centrale begivenheder.
    193
    LE fandt på den nævnte baggrund, at der er behov for initiativer, der kan sikre smallere og
    bedre afgrænsede kommissorier og kan bidrage til, at nedsættelse af en undersøgelseskom-
    mission bliver en sjældnere foreteelse. LE fremhævede navnlig tre mulige initiativer:
    1) Indførelse af regler, der kræver bred parlamentarisk tilslutning som forudsætning for
    at nedsætte en undersøgelseskommission. LE nævnte, at man f.eks. kunne overveje at
    kræve 5/6 flertal i Folketinget for at nedsætte en undersøgelseskommission. I den for-
    bindelse understregede LE, at en undersøgelseskommission er en meget omfattende
    undersøgelsesform, og at der er grund til at sikre, at dette instrument ikke kan blive
    brugt til politisk ”drilleri”, men kun tages i brug, hvis der er bred enighed om det. Ef-
    ter LE’s vurdering vil risikoen for misbrug være begrænset, idet der på grund af pres
    fra medierne må forventes at være tilstrækkeligt flertal bag nedsættelsen af en under-
    søgelseskommission i de sager, hvor en kommission reelt er nødvendig.
    2) Indførelse af en art forundersøgelse ved en granskningsmand, f.eks. en advokat. Under
    forundersøgelsen vil det kunne afdækkes, om der overhovedet er behov for en under-
    søgelseskommission, og hvis svaret er bekræftende, vil forundersøgelsen kunne bidra-
    ge til at skære sagen til og yde rådgivning til det politiske niveau. LE bemærkede dog,
    at det i politisk ladede situationer nok ofte må forventes, at den sagkyndige rådgivning
    kan blive trængt i baggrunden. LE påpegede desuden, at der fra politisk hold ofte må
    forventes en skepsis over for en tilskæring af undersøgelsen på grund af frygten for, at
    muligt relevante aspekter af sagen dermed ikke vil blive afdækket.
    3) Nedsættelse af en undersøgelseskommission bør afvente, at eventuelle verserende
    retssager er afsluttet. LE henviste i den forbindelse til undersøgelseskommissionen i
    Farum-sagen, der i vidt omfang måtte afvente afslutningen af de verserende straffesa-
    ger, før den kunne færdiggøre sit arbejde.
    Om undersøgelseskommissionernes sammensætning havde LE den bemærkning, at det er
    vigtigt at sikre den fornødne bredde til at gennemføre den konkrete undersøgelse. Det havde
    været LE’s indtryk, at dette hidtil havde været forsøgt med held.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    LE havde ingen bemærkninger til dette punkt.
    Om det skriftlige materiale mv.
    LE havde ingen bemærkninger til dette punkt.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    LE fandt, at hun som vidne havde haft stor gavn af en bisidder. Bisidderen forberedte hende
    på afhøringen og var dermed også med til at gøre hende mere tryg ved afhøringssituationen.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    LE påpegede, at tidsforbruget på undersøgelserne udgør et selvstændigt retssikkerhedsmæs-
    sigt problem. LE var selv blevet afhørt af Dan Lynge-kommissionen, mens hun var siddende
    minister, og det havde i perioder føjet en væsentlig ekstra arbejdsbelastning til et i forvejen
    194
    meget presset program. Foruden arbejdsbelastningen pegede LE på belastningen ved, at der i
    hele perioden frem til, at undersøgelseskommissionens beretning foreligger, hænger et sværd
    over hovedet på de involverede.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    Efter LE’s opfattelse forudsætter ministerundtagelsesreglen en skelnen mellem minister og
    embedsmænd, som i praksis kan være meget vanskelig at gennemføre konsekvent. Når mini-
    steren f.eks. skal afgive et svar til Folketinget, sker det i realiteten altid efter omfattende bi-
    stand og rådgivning fra embedsmændene. LE fandt dog, at man måtte være varsom med i hø-
    jere grad at give undersøgelseskommissionen til opgave at vurdere ministerens forhold. Det
    burde principielt fastholdes, at en undersøgelseskommission ikke har til opgave at foretage en
    retlig vurdering af ministerens adfærd.
    Andet
    Det blev drøftet med LE, om det fra en politisk synsvinkel ville give anledning til betænke-
    ligheder eller indvendinger, hvis undersøgelseskommissionernes beretninger blev skrevet i en
    kortere form med en mindre detaljeret gengivelse af faktum-undersøgelsens resultater. Efter
    LE’s opfattelse var det rigtigt at antage, at langt de færreste folketingsmedlemmer læste be-
    retningen i sin helhed, og at opmærksomheden naturligt samlede sig om beretningens sam-
    menfatning. Imidlertid vurderede LE, at det fra en politisk synsvinkel ville være vanskeligt at
    gøre op med den nuværende praksis med meget omfattende beretninger fra undersøgelses-
    kommissioner. I den forbindelse påpegede LE, at folketingsmedlemmerne efter hendes erfa-
    ring sædvanligvis ønskede mest mulig dokumentation, og at en udvikling i den modsatte ret-
    ning derfor næppe ville møde opbakning fra politisk hold. Det var LE’s vurdering, at de lange
    beretninger fra undersøgelseskommissionerne først og fremmest var endnu et symptom på det
    tidligere påpegede grundlæggende problem, at undersøgelserne afgrænses for bredt.
    Adspurgt om eventuelle forslag til ændringer, der kan bidrage til, at undersøgelserne gennem-
    føres hurtigere, billigere og med opretholdelse af de nødvendige retssikkerhedsgarantier, pe-
    gede LE på de ovenfor nævnte forslag om f.eks. krav om 5/6 flertal for nedsættelse af en un-
    dersøgelseskommission og en forundersøgelse, der kan bidrage til at afgrænse undersøgelsen
    til problemstillingens kerne. Efter LE’s opfattelse vil sådanne ændringer kunne bidrage til
    færre undersøgelser, men sandsynligvis også til en væsentlig forbedring af undersøgelses-
    kommissionsordningen.
    Afslutningsvis blev LE spurgt om sit syn på andre, alternative undersøgelsesformer. Advo-
    katundersøgelser og parlamentariske undersøgelser blev drøftet.
    195
    For så vidt angår advokatundersøgelser var det LE’s vurdering, at disse kan være nyttige som
    en art forundersøgelse, hvorved hun henviste til sine tidligere bemærkninger herom. LE pege-
    de endvidere på, at advokatundersøgelser kan tjene til – og nok også i dag i et vist omfang
    tjener til – at begrænse antallet af undersøgelseskommissioner. LE forklarede uddybende, at
    en advokatundersøgelse ofte kan være et tilstrækkeligt middel til at undersøge en sag og sam-
    tidig give mulighed for at udvise politisk handlekraft.
    Med hensyn til parlamentariske undersøgelser stillede LE sig skeptisk over for behovet for et
    sådant yderligere parlamentarisk redskab. LE påpegede, at folketingsmedlemmerne allerede i
    dag har mulighed for at stille skriftlige spørgsmål og kalde ministeren i samråd eller til fore-
    spørgselsdebatter. Endvidere bliver ordførerne i praksis ofte inviteret til tekniske gennemgan-
    ge, hvor embedsmænd deltager sammen med ministeren. På den baggrund var det efter LE’s
    vurdering vanskeligt at se behovet for yderligere redskaber til at sikre, at folketingsmedlem-
    merne får den viden og de oplysninger, der er nødvendige for folketingsarbejdet.
    LE fandt heller ikke, at der er behov for parlamentariske undersøgelser som et middel til at
    afdække spørgsmålet om ministerens eventuelle ansvar. LE påpegede, at ministerens besva-
    relser mv. over for Folketinget er underlagt reglerne om ministeransvar, og at folketingsmed-
    lemmerne allerede i dag kan komme meget langt i afdækningen af en sag ved at udnytte deres
    eksisterende muligheder tilstrækkeligt. LE fandt, at f.eks. offentlige parlamentariske høringer
    med afhøring af ministre og embedsmænd først og fremmest vil komme til at tage sigte på
    den interne proces i ministerierne. LE gav udtryk for betænkeligheder ved en sådan udvikling,
    bl.a. fordi embedsmændene vil kunne blive for tilbageholdende i deres rådgivning af ministe-
    ren, hvilket vil indebære en betydelig svækkelse af regeringens effektivitet. Endelig stillede
    LE spørgsmål ved, om folketingsmedlemmerne i almindelighed har de nødvendige kvalifika-
    tioner til at fungere som udspørgere i høringer, der fokuserer på ansvarsspørgsmål.
    196
    Interview med Peter Loft
    Tirsdag den 11. april 2017.
    Peter Loft er kommunaldirektør for Bornholms Regionskommune og var fra 1993 til 2012
    departementschef i Skatteministeriet. Han blev afhørt af Skattesagskommissionen.
    Hovedbudskaber fra interviewet
    Om kommissoriet og undersøgelseskommissionens sammensætning
    Om kommissoriernes udformning og indhold havde Peter Loft (PL) den bemærkning, at en
    undersøgelseskommission efter hans opfattelse ikke er et egnet organ til at foretage undersø-
    gelser, der kræver politimæssig efterforskning. Sådanne sager eller aspekter af sager – som
    f.eks. den del af Skattesagskommissionens kommissorium, der handlede om læk af oplysnin-
    ger – bør efterforskes af politiet.
    PL fandt, at der mangler klarere kriterier for, hvornår en undersøgelseskommission nedsættes.
    Ofte henvises der som argument for nedsættelse af en undersøgelseskommission til, at der er
    behov for at undersøge en sag for at lære af de fejl, der måtte blive afdækket, og for at kunne
    foretage de fornødne forbedringer i den eller de undersøgte myndigheder. Imidlertid er det
    PL’s vurdering, at det i praksis ikke nødvendigvis er sådanne sager, der bliver gjort til gen-
    stand for en kommissionsundersøgelse. PL pegede i den forbindelse på, at nedsættelsen af en
    undersøgelseskommission som oftest i høj grad er et udslag af en politisk proces og politiske
    overvejelser.
    Om kommissionens sammensætning bemærkede PL, at det – navnlig fra et embedsmandsper-
    spektiv – ville være betryggende, hvis der blev udpeget et kommissionsmedlem med kend-
    skab til de organisatoriske forhold og arbejdsgangene i den type forvaltningsorgan, der under-
    søges i den konkrete sag (som oftest centraladministrationen). Det ville efter PL’s opfattelse
    give kommissionen et bedre grundlag for sine vurderinger, hvis den blev tilført sådan sag-
    kundskab.
    Om kommissionens nedsættelse, praktiske etablering mv.
    PL havde ingen bemærkninger hertil.
    Om det skriftlige materiale mv.
    I Skattesagskommissionen var PL ikke involveret i processen med at identificere og indsamle
    det relevante materiale til brug for kommissionens undersøgelse. PL kunne dog berette, at der
    197
    i hvert fald på det tidspunkt, hvor kommissionen blev nedsat, blev lavet en log, der sikrede, at
    dokumenterne blev låst på serverne både i departementet og i SKAT. Processen med indsam-
    ling af materialet gik straks i gang. I Skattesagskommissionen var det forholdsvis enkelt at
    identificere det relevante materiale.
    Om vidneforklaringer, bisiddere og udspørger
    På baggrund af PL’s egne erfaringer udtrykte han grundlæggende tilfredshed med bisidder-
    ordningen efter undersøgelseskommissionsloven. PL havde dog den indvending mod den
    gældende ordning, at han som afhørt kun havde adgang til at sætte sig ind i materialet hos
    bisidderen. PL fandt ikke, at f.eks. hensynet til at undgå læk til pressen kan begrunde denne
    strenge restriktion på adgangen til materialet.
    PL bemærkede, at den generelt velfungerende bisidderordning i regi af undersøgelseskom-
    missionsloven står i skarp kontrast til stadiet før og efter kommissionens undersøgelse. Hver-
    ken forud for kommissionens nedsættelse, hvor PL skulle afgive en redegørelse om sagen,
    eller under det efterfølgende forløb, hvor skatteministeren anmodede en advokat om at vurde-
    re, om der var grundlag for at drage nogen til ansvar for den del af sagen, der handlede om
    korrespondance mellem myndighederne og Folketingets Ombudsmand, havde PL haft en of-
    fentligt betalt bisidder. Eftersom disse forløb havde en ganske nær sammenhæng med under-
    søgelseskommissionens undersøgelse, undrede PL sig over, at der ikke findes regler, der ud-
    strækker retssikkerhedsgarantierne hertil. Det gjaldt navnlig for den efterfølgende advokatun-
    dersøgelse, der blev nedsat af ansættelsesmyndigheden (ministeriet), og som i alt væsentligt
    byggede på undersøgelseskommissionens beretning. PL blev ikke givet nogen mulighed for at
    fremlægge sin opfattelse af det sagsforløb, som advokaten undersøgte. Advokaten fremkom
    med sin vurdering, uden at PL på noget tidspunkt blev inddraget.
    Om retsbeskyttelsen af de involverede
    På dette punkt pegede PL på både velfungerende og problematiske forhold ved undersøgel-
    seskommissionsordningen.
    Efter PL’s opfattelse kan en undersøgelseskommission være en fordel for de involverede, idet
    en sådan kommission kan sikre en uvildig vurdering og et mere nuanceret syn på en sag, end
    hvis sagen blot undersøges af den pågældende myndighed selv – eller hvis sagen slet ikke
    bliver undersøgt, så der i offentligheden mv. får lov at florere alle mulige rygter og spekulati-
    oner.
    Om selve procesformen bemærkede PL, at den efter hans overordnede vurdering giver en høj
    grad af tryghed for de involverede. De tre kommissionsmedlemmer i skattesagen havde på
    198
    passende vis udøvet en form for aktiv procesledelse, og afhøringerne var også i det væsentlige
    forløbet på betryggende vis. Om afhøringsformen uddybede PL, at han ikke på forhånd vidste
    præcis, hvad der ville blive spurgt om, men at han blev afhørt om bestemte perioder, der blev
    angivet på forhånd. Han fik udleveret en ekstrakt under selve afhøringen, og det fungerede
    gennemgående fint. Der havde dog i et enkelt tilfælde været et element af overraskelse under
    afhøringen, som efter PL’s opfattelse var unødvendig, da udspørgerens spørgsmål beroede på
    en misforståelse, som kunne være opklaret, hvis hans opmærksomhed på forhånd var blevet
    henledt på de pågældende dokumenter. PL havde dog mulighed for at gøre opmærksom herpå
    under en efterfølgende afhøring.
    Af problematiske forhold ved den gældende ordning pegede PL på følgende:
    PL fandt, at det er utilstrækkeligt, at den enkelte involverede i høringsfasen alene får adgang
    til at læse de dele af beretningen, der handler om vedkommendes egne forhold. I PL’s tilfælde
    var det omtrent tre sider. PL pegede endvidere på, at han – ligesom det gjorde sig gældende
    for det materiale, der indgik i undersøgelsen – var henvist til at læse disse uddrag af beretnin-
    gen hos sin bisidder. PL havde på dette punkt de samme indvendinger som tidligere nævnt om
    ordningen med, at de involverede alene har adgang til indsigt i undersøgelsesmaterialet hos
    bisidderen.
    Selvom PL fandt, at undersøgelseskommissionslovens retssikkerhedsgarantier er betryggende
    for de involverede, pegede han dog også på, at disse garantier kunne være med til at gøre un-
    dersøgelsen forholdsvis tung og langvarig. Det langstrakte forløb havde efter PL’s mening
    flere ganske alvorlige negative konsekvenser for de involverede. For det første indebar det en
    betydelig periode med pressedækning og -opmærksomhed, som føjede yderligere til den be-
    lastning, som selve undersøgelsen udgjorde. For det andet havde det karrieremæssige konse-
    kvenser for de involverede. For sit eget vedkommende pegede PL i den forbindelse på, at han
    allerede umiddelbart efter nedsættelsen af Skattesagskommissionen blev fritaget for tjeneste.
    Der blev kort tid herefter udnævnt en ny departementschef, samtidig med at PL’s departe-
    mentschefstilling blev opretholdt. Det forhold, at den nye departementschef blev udnævnt, og
    ikke konstitueret, betød, at PL’s departementschefstilling efter afslutningen af kommissionens
    undersøgelse kunne nedlægges som overflødig, hvorefter PL blot havde krav på tre års rådig-
    hedsløn. Den nævnte fremgangsmåde havde i praksis afgørende betydning for hans mulighe-
    der for omplacering til anden stilling mv. Alt i alt var det PL’s vurdering, at det er meget pro-
    blematisk, at det ikke står klart, hvordan man ansættelsesmæssigt er stillet i den periode, hvor
    undersøgelsen står på.
    199
    PL nævnte endelig, at de manglende retningslinjer for beretningens offentliggørelse må give
    anledning til betænkeligheder. For så vidt angik Skattesagskommissionens beretning påpege-
    de PL, at de involverede ministerier – som en solohistorie – havde udleveret beretningen til en
    bestemt avis dagen før offentliggørelsen, og endog endnu inden han selv havde fået et eksem-
    plar af beretningen. Han fandt, at denne fremgangsmåde tilføjede et unødvendigt element af
    sårbarhed for de involverede i en situation, hvor medieomtalen i forvejen ville give anledning
    til et betydeligt pres.
    Om kommissionens vurderinger af beviser og ansvar
    PL udtrykte tvivl om, hvor stor en forskel forsigtighedskravet gjorde for kommissionens vur-
    deringer. PL vurderede, at bedømmelsen af hans egne forhold i realiteten var faldet ud på
    samme måde, hvis der ikke havde været et forsigtighedskrav.
    Andet
    Det blev drøftet med PL, om parlamentariske undersøgelsesformer eller advokatundersøgelser
    helt eller delvis vil kunne erstatte eller supplere ordningen med undersøgelseskommissioner.
    Hertil bemærkede PL, at parlamentariske undersøgelsesformer tjener politiske formål. Målet
    ville i praksis efter PL’s vurdering være at nå til en hurtig afgørelse med et for politikerne
    tilfredsstillende resultat og ikke at søge efter at oplyse sagen grundigt eller lære af den. En
    eventuel afhøring af embedsmænd under sådanne former forekom ham retssikkerhedsmæssigt
    uforsvarlig, idet afhøringen og de afhørte først og fremmest ville blive en brik i et politisk
    spil. PL fandt, at undersøgelseskommissionssystemet – uanset den tunge og langvarige pro-
    cesform – er langt at foretrække, både retssikkerhedsmæssigt og med hensyn til grundighed
    og mulighederne for efterfølgende at drage nytte af undersøgelsens resultater. PL fandt heller
    ikke, at advokatundersøgelser kan udgøre et reelt alternativ til undersøgelseskommissioner.
    Han pegede i den forbindelse navnlig på, at denne undersøgelsesforms effektivitet begrænses
    af, at der ikke kan ske vidneafhøring, og at undersøgelsesformen ikke frembyder de nødven-
    dige retssikkerhedsgarantier.
    Samlet set gik PL derfor mere ind for at justere og effektivisere undersøgelseskommissions-
    ordningen. Han pegede i den forbindelse på flere områder, hvor man kunne overveje refor-
    mer. For det første nævnte PL, at man kunne overveje at give færre afhørte ret til en bisidder.
    Som eksempel nævnte han, at der ikke var behov for en bisidder til en fuldmægtig, som man
    på forhånd måtte være klar over ikke ville blive udsat for kritik. Alternativt kunne man over-
    veje i højere grad at beskikke samme bisidder for flere af de afhørte i periferien af undersø-
    gelsen. Med færre bisiddere ville man kunne undgå en række af de praktiske problemer, som
    f.eks. opstår ved aflysninger af afhøringer på grund af sygdom mv.
    200
    For det andet nævnte PL, at man kunne overveje at give kommissionen mulighed for at fore-
    tage en form for forundersøgelse. Kommissionen kunne begynde med at afhøre de helt centra-
    le personer for dermed at få et grundlag for at begrænse og målrette undersøgelsen mod de
    centrale begivenhedsforløb og de centrale involverede personer. Denne fremgangsmåde ville
    muligvis også kunne give grundlag for en begrænsning af kredsen af personer med ret til bi-
    sidder. For at sikre sig, at kommissionen ikke afskæres fra alligevel at undersøge andre begi-
    venheder eller involverede personer, kunne der i forbindelse med denne tilskæring af under-
    søgelsen tages forbehold for en senere udvidelse af undersøgelsen, hvis der måtte vise sig
    behov herfor. I så fald kunne det også blive nødvendigt at udvide kredsen af afhørte med ret
    til bisidder.
    201
    3. Nogle foreløbige overvejelser over behovet for ændringer af undersøgel-
    sesformen
    Som det fremgår af kommissoriet for Udvalget om undersøgelseskommissioner, falder udval-
    gets opgave i to dele.
    For det første skal udvalget foretage en erfaringsopsamling fra de undersøgelseskommissio-
    ner, der er gennemført efter lov om undersøgelseskommissioner.
    For det andet skal udvalget i lyset af denne erfaringsopsamling vurdere, om der er behov for
    ændringer af denne undersøgelsesform. Udvalget skal i den forbindelse i særlig grad lægge
    vægt på hensynet til, at en undersøgelseskommission bør arbejde så hurtigt og effektivt som
    muligt under iagttagelse af de nødvendige retssikkerhedsmæssige garantier for de involverede
    politikere og embedsmænd. Udvalget skal herunder overveje, hvordan det sikres, at en under-
    søgelseskommissions arbejde så vidt muligt målrettes undersøgelsen og klarlæggelsen af de
    omstændigheder, som er de centrale for det faktiske begivenhedsforløb, som er baggrunden
    for undersøgelseskommissionens nedsættelse. Udvalget skal udarbejde forslag til eventuelle
    lovændringer i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger.
    Om forholdet mellem udvalgets to opgaver er det i kommissoriet anført, at udvalget i første
    række skal prioritere arbejdet med erfaringsopsamlingen fra de hidtil gennemførte undersø-
    gelseskommissioner, således at der først afgives deludtalelse herom.
    Resultatet af udvalgets erfaringsopsamling fremgår af nærværende kapitel 3 med afsnit 2.1,
    2.2 og 2.3 ovenfor, og denne erfaringsopsamling udgør sammen med kapitel 1 og 2 udvalgets
    deludtalelse.
    Udvalget har imidlertid i tillæg hertil fundet det naturligt kort at skitsere nogle foreløbige be-
    tragtninger om, hvilke ændringer af undersøgelsesformen med undersøgelseskommissioner
    den beskrevne erfaringsopsamling synes at kunne give anledning til at overveje, og som der-
    for vil kunne komme til at indgå i udvalgets videre arbejde.
    Som retningslinje for udvalgets arbejde i så henseende er det i kommissoriet anført, at der i
    flere tilfælde har været
    ”rejst kritik i offentligheden af undersøgelsernes resultater sammenholdt med om-
    kostningerne til dem og den medgåede tid. Endvidere har der været rejst kritik af
    forhold omkring nedsættelsen af undersøgelseskommissioner, herunder spørgsmål
    om deres sammensætning og om, hvorvidt kommissorierne har været formuleret
    tilstrækkeligt præcist. Hertil kommer, at en undersøgelseskommission, der stræk-
    ker sig over længere tid, kan udgøre en belastning for de ministre og embeds-
    202
    mænd, som undersøgelsen angår. Kritikken giver anledning til at overveje, om det
    vil være muligt at justere og effektivisere denne undersøgelsesform.”
    Som mulige justeringer og effektiviseringer på baggrund af den beskrevne erfaringsopsamling
    skal udvalget foreløbig anføre de overvejelser, der er skitseret i det følgende.
    3.1 Det tidsmæssige forløb
    Udvalgets erfaringsopsamling vidner om, at det tidsmæssige forløb er et selvstændigt pro-
    blem. Som det fremgår af afsnit 2.1, har det gennemsnitlige tidsforbrug for de fem undersø-
    gelseskommissioner af mere ”almindeligt tilsnit”, der har ført deres arbejde til ende, været
    omkring 3 ½ år, spændende fra 2 år og 7 måneder som det korteste til 4 år og 5 måneder som
    det længste – fra undersøgelseskommissionen er blevet besluttet nedsat, til den færdige beret-
    ning har foreligget. Der er her set bort fra de to kommissioner, der havde helt særegne opga-
    ver, Farum-kommissionen og PET-kommissionen, hvor tidsforløbet udstrakte sig til 9-10 år.
    De lange tidsforløb er et selvstændigt problem, allerede fordi det i sagens natur er ønskeligt,
    at sager, hvortil der jævnligt vil knytte sig væsentlig politisk interesse, og som ofte vil inde-
    bære, at der i en bredere offentlighed formidles, berettigede eller uberettigede, formodninger
    om, at der har været uregelmæssigheder eller ulovligheder i den offentlige opgavevaretagelse,
    afklares nogenlunde hurtigt. Hertil kommer, at det lange tidsforløb udgør en selvstændig be-
    lastning for de personer, der er genstand for undersøgelse.
    Der kan derfor være grund til at overveje, hvorledes undersøgelserne kan gennemføres hurti-
    gere end hidtil. Udvalgets erfaringsopsamling, jf. analysen i afsnit 2.1 af de tidsmæssige for-
    løb, vidner om, at der formentlig vil kunne være tid at hente i forbindelse med den praktiske
    nedsættelse og etablering af undersøgelseskommissionerne, herunder i henseende til de loka-
    lemæssige (og eventuelt sikkerhedsmæssige) foranstaltninger. Endvidere synes indhentelsen
    af materiale fra de berørte myndigheder at måtte kunne fremskyndes ved, at myndighederne
    på et tidligt tidspunkt, allerede når en undersøgelseskommission besluttes nedsat, og kommis-
    soriet i hvert fald i hovedtræk er kendt, indleder materialeindsamlingen. Det kan overvejes,
    om der er behov for at indføre en fast procedure herfor.
    Der synes endvidere at kunne være anledning til at overveje, om arbejdet med udarbejdelsen
    af kommissionernes beretninger kan reduceres og tid dermed vindes ved, at beretningerne
    skrives i en væsentlig kortere form, hvor opmærksomheden koncentreres om det centrale i det
    foreliggende begivenhedsforløb samt kommissionens bevis- og ansvarsmæssige vurdering
    heraf. Mange af kommissionsberetningerne fra 1980'erne var på få hundrede sider. Siden lo-
    ven om undersøgelseskommissioner trådte i kraft, har beretningerne som regel været på mel-
    lem 1.000 og 2.000 sider. Begrundelsen for de omfattende beretninger ligger for så vidt lige
    203
    for: det er jo undersøgelseskommissionernes primære opgave at undersøge og redegøre for et
    begivenhedsforløb, dvs. at klarlægge faktum. I praksis er det imidlertid formentlig altoverve-
    jende kommissionens sammenfattende vurderinger af de mest centrale fakta og af ansvars-
    spørgsmålene, der har interesse for Folketinget og offentligheden. Der er dog også peget på,
    at der fra politisk hold kan være et ønske om at få mest mulig dokumentation. Også de invol-
    verede personer kan efter omstændighederne have en interesse heri.
    3.2 Kommissorierne
    Det ofte ganske omfattende tidsmæssige forløb hænger i praksis ganske nært sammen med
    undersøgelsernes kommissorier. Udvalgets erfaringsopsamling peger i retning af det for så
    vidt ganske indlysende, at desto mere omfattende kommissorierne gøres, jo mere omfattende
    – og tidskrævende – bliver undersøgelserne. Hvis man fra politisk hold vil have en meget bred
    undersøgelse såvel i emner som tid, kommer undersøgelsen uundgåeligt også til at tage lang
    tid.
    Skal der sættes ind her, er der behov for, at regering og Folketing, når kommissorierne fast-
    lægges, selv i højere grad målretter undersøgelserne mod det, der er det centrale. En mulig-
    hed, der måske kunne overvejes, er i den forbindelse, om man med en art generalklausul i
    kommissorierne udtrykkeligt kunne anmode kommissionen om at målrette undersøgelsen
    mod det centrale – med henblik også på, at undersøgelsen kan gennemføres så hurtigt og ef-
    fektivt som muligt. Det bemærkes hertil, at de gennemførte interview ikke giver indtryk af, at
    undersøgelseskommissionerne har ment sig udelukket fra at behandle andre spørgsmål end de
    udtrykkeligt opregnede, hvis der undervejs i undersøgelsen viste sig behov herfor.
    Som et særskilt emne i tilknytning til spørgsmålet om kommissoriernes indhold kan der være
    grund til at overveje forholdet mellem undersøgelseskommissioner og almindelig politimæs-
    sig efterforskning som led i en strafferetlig forfølgning. Flere af de gennemførte interview har
    henledt opmærksomheden på nogle af de problemer, der rejser sig, når en undersøgelses-
    kommission får til opgave at undersøge forhold, som tillige efterforskes af politiet, eller som
    egner sig bedre til at blive undersøgt ved en sådan efterforskning.
    3.3 Kommissionernes medlemmer
    De undersøgelseskommissioner, der har afsluttet deres arbejde, har været bemandet med en
    landsdommer som formand og en advokat og en professor eller andre sagkyndige som med-
    lemmer. Udvalgets erfaringsopsamling vidner om, at en sådan sammensætning har været hen-
    sigtsmæssig. Afhængig af karakteren af undersøgelseskommissionens opgave kan der være
    brug for særlig målrettet sagkundskab inden for f.eks. det økonomiske og bevillingsmæssige
    område, ligesom der måske mere i almindelighed kan være behov for, at muligheden for at
    204
    udpege et medlem med indsigt i arbejds- og organisationsforholdene i den type myndighed,
    der er genstand for undersøgelsen, i højere grad benyttes. Behovet for en dommer som for-
    mand er blevet understreget, begrundet i dommerens erfaring med procesledelse og bevisvur-
    dering samt begrundet i den tillid og autoritet, der knytter sig til dommerhvervet.
    Efter § 5, stk. 1, i loven om undersøgelseskommissioner er det undersøgelseskommissionen,
    der efter samråd med udspørgeren afgør, hvordan undersøgelsen skal tilrettelægges. Efter be-
    stemmelsens stk. 2 er det undersøgelseskommissionens formand, der leder kommissionens
    møder. Der er under udvalgets interview blevet peget på muligheden af, at undersøgelses-
    kommissionens formand får en stærkere placering i forbindelse med beslutninger om under-
    søgelsens praktiske tilrettelæggelse. Der kan på baggrund heraf måske være anledning til at
    overveje en eventuel ændring eller præcisering af lovens bestemmelser.
    Under de gennemførte interview er der blevet peget på, at indstilling og udpegning af med-
    lemmer til undersøgelseskommissionen i nogle tilfælde synes at have taget længere tid end
    nødvendigt, og det kan på denne baggrund overvejes, om en i højere grad forud fastlagt pro-
    cedure mv. for kontakten til landsretterne og Advokatsamfundet, der typisk anmodes om at
    indstille medlemmer, vil kunne nedbringe tidsforbruget i denne fase.
    3.4 Om kredsen af undersøgte, vidneforklaringer, bisiddere mv.
    I lyset af de kommissorier, der har været for de hidtidige undersøgelseskommissioners under-
    søgelser, har undersøgelseskommissionerne naturligt nok afgrænset den kreds af personer, der
    afhøres, ganske bredt. Dette har selvsagt bidraget til det store tidsforbrug. Den brede afgræns-
    ning af personkredsen har også bidraget til omkostningerne, navnlig fordi vidnerne typisk vil
    have ret til en bisidder. Ved afhøringer, hvor der over en hel retsdag er mange bisiddere til
    stede, vil alene udgiften til bisiddersalær kunne løbe op i ganske betydelige beløb. Under ud-
    valgets erfaringsopsamling er der af flere af de interviewede blevet peget på det ønskelige i, at
    flere vidner har samme bisidder. Noget sådant er da også i en del tilfælde sket og med et hen-
    sigtsmæssigt og godt resultat. I medfør af § 21, stk. 2, i loven om undersøgelseskommissioner
    kan undersøgelseskommissionen beskikke en bisidder for den person, hvis forhold undersø-
    ges. På baggrund også af Højesterets kendelse af 14. december 2016 i sag 232/2016 om be-
    skikkelse af samme advokat for flere personer (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side
    911 ff.) synes der at kunne være grund til at overveje, om undersøgelseskommissionerne i
    højere grad end hidtil bør søge at beskikke samme bisidder for flere, hvor noget sådant er mu-
    ligt. Omkostningerne ved undersøgelsen vil herved kunne reduceres, og den praktiske tilrette-
    læggelse af undersøgelsen vil kunne lettes.
    Antallet af afhørte kunne formentlig begrænses, hvis undersøgelserne blev mere målrettede.
    Det forekommer i den forbindelse udvalget værd at overveje, om det ville være formålstjen-
    205
    ligt, hvis man i kommissoriet for en undersøgelse søgte at afgrænse den personkreds, for
    hvem en ansvarsvurdering kunne tænkes at være relevant. I praksis har det for de hidtidige
    undersøgelseskommissioner – og tillige for de mange tidligere kommissionsdomstole og un-
    dersøgelsesretter – næsten undtagelsesfrit alene været i niveauet departementschef, direktør
    og afdelingschef samt i visse tilfælde kontorchef, at et retligt ansvar har været relevant at
    overveje. En sådan nærmere afgrænsning af den relevante personkreds kunne formentlig i
    visse tilfælde lette arbejdet med gennemførelsen af undersøgelsen og med den efterfølgende
    ansvarsvurdering samt med skrivningen af beretningen. Det er endvidere muligt, at det bør
    overvejes, om en forhåndsafgrænsning af den relevante personkreds vil kunne give mulighed
    for, at undersøgelseskommissionen kan gøre brug af en mere uformel udspørgen eller samta-
    leform i relation til personer, der ikke i ansvarsmæssig henseende vil være direkte berørt. På
    den anden side vil det ved overvejelserne om en sådan forhåndsafgrænsning skulle tage i be-
    tragtning, at det vil kunne have uheldige virkninger, hvis det på forhånd fastslås, at alle med-
    arbejdere under et vist niveau uden videre kan udtale sig om egne og andres forhold uden risi-
    ko for at ifalde ansvar. Hertil kommer, at der i forbindelse med de gennemførte interview er
    peget på, at en sådan ansvarsfritagelse vil kunne være mere formel end reel, idet de pågæl-
    dende vil kunne være bekymrede for, om de vil kunne blive anset for illoyale, eller om det, de
    har forklaret, vil kunne få betydning for deres karriere mv. Det kan overvejes f.eks. at tage
    forbehold for, at der undervejs i undersøgelsen ekstraordinært kan vise sig behov for at lade
    undersøgelsen omfatte også bestemte underordnede medarbejderes ansvarsforhold. Om de
    foreløbige overvejelser om muligheden for at gennemføre forundersøgelser, herunder i regi af
    undersøgelseskommissionen, henvises i øvrigt til afsnit 3.6 nedenfor.
    Hvad særligt angår omkostningerne til bisiddere kan det på baggrund af de synspunkter, der
    er fremsat under udvalgets interview, overvejes, om der i højere grad end efter gældende reg-
    ler og praksis bør være mulighed for at afskære salær til bisidderen for deltagelse i afhø-
    ringsmøder, der på forhånd må anses for at være uden betydning for den pågældendes klient.
    3.5 Om kommissionens vurderinger af faktum, retsregler og ministeransvar
    Det forudsættes (som nævnt i kapitel 2, afsnit 2.2.1) i forarbejderne til bestemmelserne i § 4,
    stk. 2 og 4, i loven om undersøgelseskommissioner, at kommissionen skal udvise forsigtighed
    ved sin bedømmelse af såvel faktum som retsregler. Det fremgår endvidere af lovens § 4, stk.
    4, 2. pkt., at en undersøgelseskommission ikke kan få til opgave at foretage retlige vurderin-
    ger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar. Det fremgår af forarbejderne til denne
    bestemmelse, at undersøgelseskommissionens opgave, for så vidt angår ministre, således ale-
    ne vil være at undersøge og redegøre for de faktiske omstændigheder, der har relevans for
    Folketingets egen stillingtagen til spørgsmålet om ministres politiske eller retlige ansvar, jf.
    grundlovens §§ 15 og 16. I den forbindelse kan undersøgelseskommissionen også foretage
    206
    undersøgelse af og redegøre for subjektive forhold vedrørende ministeren, f.eks. hvilken vi-
    den ministeren må antages at have haft med hensyn til oplysninger, der blev videregivet til
    Folketinget.
    Det kan på baggrund af udvalgets erfaringsopsamling formentlig være naturligt at overveje
    den praktiske relevans af lovens almindelige forsigtighedskrav vedrørende bedømmelse af
    såvel faktum som retsregler. Det fremgår således af udvalgets interview, at det er den overve-
    jende opfattelse, at undersøgelseskommissionslovens regler om forsigtighed ved bevisbe-
    dømmelse og ansvarsvurderinger næppe har haft nogen stor betydning i praksis. Bevisusik-
    kerhed og tvivl om den retlige vurdering vil i sagens natur kunne forekomme, men det kan
    måske være svært at se, at der skulle være behov for et særskilt forsigtighedskrav ud over det,
    der allerede naturligt må følge af, at en undersøgelseskommission afgiver sine vurderinger
    uden samme kontradiktoriske proces, som præger en almindelig retssag.
    Hvad angår den særlige regel om, at en undersøgelseskommission ikke kan få til opgave at
    foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar, kan der for-
    mentlig være grund til at overveje de problemer, som denne regel i visse tilfælde synes at ha-
    ve kunnet give anledning til for undersøgelseskommissioners vurdering af embedsmænds
    forhold, herunder at den særlige ”ministerundtagelsesregel” måske kan være egnet til i visse
    tilfælde at bidrage til at give et skævt billede af ansvarsfordelingen, når kommissionen udtaler
    kritik af embedsmænd, men ikke af ministre. En eventuel ændring af reglen vil kunne give
    kommissionen lejlighed til i højere grad end i dag at kunne fremhæve de momenter i både
    belastende og formildende retning for ministeren, som undersøgelsen måtte have afdækket.
    Det skal dog herved tages i betragtning, at den særlige ministerundtagelsesregel har sin be-
    grundelse i, at spørgsmålet, om – og i givet fald hvordan – ministeren skal holdes ansvarlig,
    henhører under Folketinget.
    3.6 Forundersøgelse?
    Det er som nævnt anført i kommissoriet, at udvalget bl.a. skal overveje, hvordan det sikres, at
    en undersøgelseskommissions arbejde så vidt muligt målrettes undersøgelsen og klarlæggel-
    sen af de omstændigheder, som er de centrale for det faktiske begivenhedsforløb, som er bag-
    grunden for undersøgelseskommissionens nedsættelse. På baggrund af den foretagne erfa-
    ringsopsamling finder udvalget, at der i tilknytning hertil formentlig kan være grund til nær-
    mere at overveje muligheden af at give undersøgelseskommissionen mulighed for at gennem-
    føre en art forundersøgelse, der på et tidligt tidspunkt i undersøgelsen kunne give kommissio-
    nen et overblik over sagen og muliggøre en tilskæring af undersøgelsen.
    207
    Som en alternativ form for forundersøgelse – uden for undersøgelseskommissionens eget regi
    – kan det overvejes at indføre mulighed for, at der i forbindelse med eller forud for, at der
    træffes beslutning om nedsættelse af en undersøgelseskommission, iværksættes en forunder-
    søgelse med henblik på at skabe et foreløbigt overblik over det pågældende sagskompleks,
    således at der på grundlag heraf kan træffes beslutning om, hvorvidt en undersøgelseskom-
    missionsundersøgelse overhovedet bør iværksættes, og i givet fald hvorledes en sådan kom-
    missionsundersøgelse bedst kan afgrænses, så der kan ske en hensigtsmæssig tilskæring af
    undersøgelsen.
    Forskellige modeller for en sådan forundersøgelse må i givet fald overvejes, herunder hvem
    der kunne tænkes at forestå en sådan forundersøgelse. Én mulighed kunne være en til lejlig-
    heden udpeget person, f.eks. en advokat. En anden mulighed kunne være, at forundersøgelsen
    blev forestået af samme personkreds, som eventuelt efterfølgende skulle udpeges som med-
    lemmer af en undersøgelseskommission. En tredje mulighed kunne være en fast instans –
    eventuelt et allerede eksisterende fast kontrolorgan – der kunne foretage indledende undersø-
    gelser og eventuelt fortsætte som undersøgelseskommissionens rådgiver i den indledende fa-
    se.
    Såfremt en forundersøgelse ikke alene skal baseres på skriftligt materiale, men også på samta-
    ler med personer, vil der være behov for at overveje, om noget sådant kan ske under mindre
    formelle former, end loven om undersøgelseskommissioner for nærværende giver mulighed
    for. Gennemførelsen af samtaler med muligt involverede embedsmænd mv. uden de retssik-
    kerhedsmæssige garantier, som gives af undersøgelseskommissionsloven, vil i den forbindel-
    se give anledning til særskilte overvejelser.
    Det vil endvidere være væsentligt i forbindelse med ovennævnte overvejelser at have for øje,
    at en forundersøgelse i værste fald kan føre til, at det samlede undersøgelsesforløb udstrækkes
    yderligere over tid.