L 185 - svar på spm. 57 om kommentar til henvendelsen af 16/5-17 fra Forebyggelses- og Patientrådet, fra sundhedsministeren

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 16. maj 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 57 (L 185 – Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile (Tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 57:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. maj 2017 fra Forebyggelses-og
Patientrådet, jf. L 185 - bilag 10.
Svar:
Jeg kan henvise til den fungerende sundhedsministers tidligere svar på spm. 1 og 20
fra udvalget i anledning af Forebyggelses-og Patientrådets to tidligere henvendelser
til udvalget.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby / Frederik Rechenback Enelund
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 19-05-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 368100
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 57
Offentligt


Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 26. april 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 20 (L 185 – Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile (tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 20:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. april 2017 fra Forebyggelses- og
Patientrådet, jf. L 185 - bilag 5.”
Svar:
I sin henvendelse til udvalget oplyser Forebyggelses- og Patientrådet blandt andet, at
foreningen finder, at der efter gældende ret i sundhedslovens § 18, stk. 4, allerede er
hjemmel til at tvangsbehandle varigt inhabile patienter, ligesom foreningen på ny fo-
kuserer på gyldighedsperioden for beslutninger om tvang. Derudover beskriver fore-
ningen på ny, hvorledes lovforslaget efter foreningens opfattelse vil give mulighed for
medicinske forsøg på mennesker.
Hertil kan jeg henvise til mit tidligere svar på SUU L 185 spm. 1.
I forhold til foreningens bemærkninger om definitionen af tvang og habilitetsvurde-
ring kan jeg henvise til mine samtidige svar på SUU L 185 spm. 3 og 17.
Foreningen finder, at enhver beslutning om tvang bør kunne påklages af patienten og
have opsættende virkning. Jeg kan hertil oplyse, at klager over beslutninger om
tvang, der indgives til Tvangsbehandlingsnævnet, efter § 17, stk. 3, foreslås at have
opsættende virkning.
Foreningen anfører desuden, at den foreslåede § 12, stk. 3, vil medføre, at patienter,
som ikke er erklæret varigt inhabile, vil kunne tvangsindlægges og tvangsbehandles.
Hertil kan jeg oplyse, at loven alene gælder for varigt inhabile patienter, og at den fo-
reslåede § 12, stk. 3, medfører, at patienter, som ikke allerede er tvangsindlagt, kan
tilbageholdes på sygehuset, hvis patientens tilstedeværelse er nødvendig for den be-
sluttede tvangsbehandling.
Dernæst pointerer foreningen, at patienter efter de foreslåede regler ikke – som in-
den for psykiatrien – har adgang til en patientrådgiver. Formålet med en patientrådgi-
ver er blandt andet at støtte patienten og at sikre patientens retssikkerheden. Det er
min opfattelse, at der med lovforslaget indføres en række mekanismer, som sikrer
patientens retssikkerhed, herunder kravet om indhentelse af samtykke fra patientens
nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig eller tilslutning fra en anden
uafhængig sundhedsperson, muligheden for at klage over beslutninger om tvang til
Tvangsbehandlingsnævnet samt kravet om protokolføring af tvang og indberetning af
beslutninger om tvang. Det er efter min opfattelse en ordning, som vi samlet set kan
være tilfredse med.
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 08-05-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 353895
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 57
Offentligt
Side 2
I forhold til foreningens bemærkninger om Tvangsbehandlingsnævnets kompetencer
kan jeg bekræfte, at nævnet ikke kan udtale kritik af den enkelte læges eller tandlæ-
ges udførelse af tvang. Denne kompetence henhører under Sundhedsvæsenets Disci-
plinærnævn. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har kompetence til i tilfælde af kla-
ger at træffe afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed.
Derudover vil de foreslåede bestemmelser om tvangsbehandling, tvangsindlæggelse,
fastholdelse m.v., blive omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn efter gæl-
dende ret, herunder både det organisatoriske, risikobaserede tilsyn og tilsynet med
sundhedspersoner.
Patienter kan få erstatning efter de regler, der gælder i klage- og erstatningsloven,
hvis patienten har lidt en skade i forbindelse med behandlingen, mens det ikke vil væ-
re muligt at få erstatning efter klage- og erstatningsloven, alene fordi tvangen har
været uberettiget. Det vil kræve, at der anlægges et søgsmål ved domstolene.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann / Frederik Rechenback Enelund


Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 21. april 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 17 (L 185 – Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile (tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Stine Brix (EL).
Spørgsmål nr. 17:
”Vil ministeren udarbejde en vejledning eller retningslinje til, hvordan vurderingen af
patientens habilitets foretages fagligt korrekt?”
Svar:
Efter den gældende § 18, stk. 1, i sundhedsloven kan de nærmeste pårørende give in-
formeret samtykke til behandling for en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter
personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informe-
ret samtykke gives af værgen.
Bestemmelsen betyder, at sundhedspersoner – forinden behandlingen indledes eller
fortsættes – skal foretage en vurdering af patientens habilitet, herunder evnen til at
give informeret samtykke, forstå behandlingsbehovet, eventuelle bivirkninger m.v.
Sundhedspersoner har således allerede i dag pligt til at foretage denne habilitetsvur-
dering.
Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om
information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. Endvidere
behandler Sundhedsstyrelsen (nu: Styrelsen for Patientsikkerhed) emnet i vejledning
nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger m.v., som er rettet til landets læger og andet sundhedspersona-
le.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann / Frederik Rechenback Enelund
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 08-05-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 353892
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 57
Offentligt


Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 5. april 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 1 (L 185 – Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inha-
bile (Tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 1:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 4. april 2017 fra Forebyggelses- og
Patientrådet, jf. L 185 - bilag 3.”
Svar:
I sin henvendelse til udvalget beskriver Forebyggelses- og Patientrådet blandt andet,
hvorledes lovforslaget efter foreningens opfattelse udgør en alvorlig trussel mod pa-
tienters selvbestemmelse, og at loven vil underminere tilliden mellem patient og læ-
ge.
Sundheds- og Ældreministeriet kan hertil oplyse, at hensigten med lovforslaget er at
styrke sundheden og omsorgen over for varigt inhabile patienter, som på grund af de-
res nedsatte funktionsevne ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et aktuelt
behandlingsbehov og af denne grund afviser at modtage sundhedsfaglig behandling,
som de ud fra en sundhedsfaglig vurdering har behov for.
Ministeriet har desuden noteret sig den store opbakning til lovforslaget fra både fag-
og patientorganisationer.
Foreningen har endvidere sat fokus på den tidsmæssige gyldighed af beslutninger om
tvang. Foreningen anfører, at beslutninger om tvang automatisk har gyldighed i seks
måneder, og at denne periode kan forlænges.
Det er ikke korrekt, at beslutninger om tvang automatisk er gyldige i seks måneder.
Som det fremgår af lovforslagets § 4, stk. 3, skal beslutninger om tvang vedrøre en
konkret og aktuel behandling, og beslutninger kan være gyldige i højst seks måneder.
Tilsvarende fremgår det af § 6, stk. 3, at beslutninger om tvangsindgreb er gyldige i
den periode, der er nødvendig for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling,
dog højst i seks måneder
Det er vigtigt at understrege, at forslagets bestemmelser om gyldighedsperiode ikke
udelukkende gælder for beslutninger om tvangsindlæggelser, som foreningen pri-
mært fokuserer på. Bestemmelsen gælder for beslutninger om tvangsbehandling og
alle tvangsindgreb, herunder fysisk fastholdelse og anvendelse af beroligende medi-
cin.
De foreslåede bestemmelser om beslutningers tidsmæssige gyldighed betyder, at en
læge eller tandlæge kan træffe beslutning om anvendelse af tvang i en periode på
maksimalt seks måneder, hvis det er nødvendigt for behandlingen. Såfremt der er ta-
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 24-04-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 344199
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 57
Offentligt
Side 2
le om kortvarige behandlinger, f.eks. blodprøvetagning, penicillinkur m.v., har beslut-
ningen selvsagt kun gyldighed i den periode, der er nødvendig for at gennemføre
denne behandling. Skal patienten derimod undergives et længerevarende behand-
lingsforløb, kan lægen træffe beslutning om gyldighed for dette forløb, dog maksi-
malt seks måneder. Er der behov for behandling i en længere periode end seks måne-
der, kan der ved udløb af de seks måneder træffes en ny beslutning om tvang, hvis
betingelserne herfor er opfyldt på dette tidspunkt.
Af hensyn til retssikkerheden forslås desuden i forhold til indgreb, der udgør friheds-
berøvelse i henhold til grundlovens § 71, herunder eksempelvis tvangsindlæggelse,
krav om obligatorisk efterprøvelse, jf. den foreslåede § 13. Dette betyder, at overlæ-
gen eller overtandlægen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter, at f.eks. en
tvangsindlæggelse er iværksat, og herefter hver 4. uge, skal påse, om tvangsindlæg-
gelsen kan opretholdes.
Foreningen finder, der efter gældende ret i sundhedslovens § 18, stk. 4, allerede er
hjemmel til at tvangsbehandle varigt inhabile patienter.
Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at en varigt inhabil patient efter sund-
hedslovens § 18, stk. 1 og 2, kan behandles med et stedfortrædende samtykke fra pa-
tientens nærmeste pårørende eller værge, eller med tilslutning fra en anden sund-
hedsperson, såfremt patienten ikke har en pårørende eller værge. Såfremt sundheds-
personen skønner, at patientens nærmeste pårørende eller værge forvalter samtyk-
ket på en måde, der åbenbart er til skade for patienten eller behandlingsresultater,
kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen med tilslutning fra Styrelsen for
Patientsikkerhed.
Sundheds- og Ældreministeriet skal understrege, at det – uanset de nævnte bestem-
melser – ikke efter gældende ret er tilladt at behandle patienten, såfremt patienten i
ord eller handling modsætter sig behandlingen. Lovforslaget skal sikre, at en varigt in-
habil patient – trods modstand i ord eller handling fra patienten – kan behandles.
Foreningen påpeger ligeledes, at der efter sundhedslovens § 27 e allerede er hjem-
mel til fysisk tilbageholdelse.
Sundheds- og Ældreministeriet kan bekræfte, at sundhedspersoner efter sundhedslo-
vens § 27 e kan beslutte at tilbageholde patienter. Det er imidlertid vigtigt at under-
strege, at hensigten og anvendelsesområdet for sundhedslovens § 27 e og den fore-
slåede § 12 i tvangsbehandlingsloven er forskellige.
Sundhedslovens § 27 e kan anvendes til at sikre indlagte inhabile patienters fysiske
sikkerhed ved at hindre patienten i at forlade en sygehusafdeling og derved komme
til skade, mens den foreslåede § 12 i tvangsbehandlingsloven kan anvendes til at til-
bageholde og tilbageføre patienter til sygeafdelingen med henblik på, at sikre patien-
tens tilstedeværelse på sygehuset for at modtage den besluttede behandling.
Foreningen beskriver endelig, hvorledes lovforslaget efter foreningens opfattelse vil
give mulighed for medicinske forsøg på mennesker, og hvorledes medicinalindustrien
af forskningsmæssige og økonomiske grunde har interesser i lovforslaget.
Sundheds- og Ældreministeriet kan fuldstændigt afvise, at lovforslaget, herunder lov-
forslagets bemærkninger om forholdet til bioetikkonventionen, giver hjemmel til me-
Side 3
dicinske forsøg på mennesker. Bemærkningerne om forholdet til bioetikkonventionen
tjener alene det formål at understrege, at lovforslaget efter ministeriets vurdering er i
overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser i forhold til konventio-
nens bestemmelser om informeret samtykke til sundhedsfaglig behandling.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann / Frederik Rechenback Enelund


Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 21. april 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 3 (L 185 – Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inha-
bile (tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Stine Brix (EL).
Spørgsmål nr. 3:
”Ministeren bedes redegøre for, hvorfor der skal være to forskellige definitioner af
tvang i henholdsvis tvangsbehandlingsloven og psykiatriloven?”
Svar:
Efter psykiatrilovens § 1, stk. 3, forstås ved tvang anvendelse af foranstaltninger, for
hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke efter kapitel 5 i sundhedsloven. Så-
fremt der er afgivet et samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, vil der ikke
efter psykiatriloven være tale om tvang.
Af bemærkningerne til bestemmelsen i psykiatrilovens § 1, stk. 3, (lov nr. 534 af 8. ju-
ni 2006) følger det, at en patient, der på grund af inhabilitet, jf. sundhedslovens kapi-
tel 5, ikke selv kan give et informeret samtykke til behandling m.v., skal inddrages
mest muligt i beslutningsprocessen, også selv om der er legale repræsentanter, der er
bemyndiget til at varetage patientens interesser gennem det informerede samtykke.
Med de foreslåede regler (tvangsbehandlingsloven) bliver det muligt at behandle pa-
tienter med samtykke fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuld-
mægtig, selvom patienten i ord eller handling modsætter sig behandling.
Efter den foreslåede § 1, stk. 2, forstås ved tvang anvendelse af foranstaltninger,
som en patient i ord eller handling modsætter sig. Såfremt der i lovforslaget ikke fast-
sættes en anden definition af tvang end den, der gælder i psykiatriloven, vil de fore-
slåede regler, hvorefter der faktisk er krav om informeret samtykke efter sundhedslo-
vens kapitel 5, ikke blive omfattet af tvangsbegrebet.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann / Frederik Rechenback Enelund
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 08-05-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 353838
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 57
Offentligt