L 185 - svar på spm. 56 om, hvordan ministeren vil sikre, at kommunerne fremadrettet lever op til magtanvendelsesreglerne på området, fra sundhedsministeren

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 16. maj 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 56 (L 185 – Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile (Tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 56:
”Mi istere he viser i svar på spørgs ål 28 til ko u ernes håndtering af magtan-
vendelsesreglerne, hvor undersøgelsen om praksisanvendelse fra Ankestyrelsen viser,
at 53 procent af afgørelserne ikke er i overensstemmelse med regler og praksis. Mini-
steren bedes på den baggrund redegøre for, hvordan ministeren vil sikre, at kommu-
er e fre adrettet lever op til regler e på o rådet?”
Svar:
Lovforslag L 185 vedrører muligheden for at udføre tvangsmæssig sundhedsfaglig be-
handling inden for sundhedsvæsenet. Lovforslaget vedrører ikke kommunernes hånd-
tering og overholdelse af magtanvendelsesreglerne på det sociale område. Disse reg-
ler hører – som oplyst i mit tidligere svar på spm. nr. 28 – under børne- og socialmini-
steren.
I forhold til kommunernes overholdelse af de med lovforslag L 185 foreslåede regler
(om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile) kan jeg oplyse, at
ansvaret for at sikre, at tvangsbehandling sker efter de fastsatte kriterier, både ligger
hos de enkelte sundhedspersoner og hos kommunalbestyrelsen som drifts- og perso-
naleansvarlig myndighed. Jeg har en klar forventning om, at reglerne vil blive admini-
streret efter de kriterier, der er fastsat af Folketinget.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby / Frederik Rechenback Enelund
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 19-05-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 368100
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 56
Offentligt


Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 56
Offentligt
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
INDHOLDSFORTEGNELSE
Side
Forord 1
1 Sammenfatning 3
1.1 Hovedresultater 3
1.2 Ankestyrelsens anbefalinger 8
2 Regler om magtanvendelse 9
2.1 Generelle betingelser 9
2.2 Formål og målgruppe i forhold til magtanvendelse 10
2.3 Regler for forskellige former for magtanvendelse 10
2.4 Magtanvendelsesbekendtgørelsen 12
2.5 Overordnede retsprincipper og snitflader med anden lovgivning 13
3 Retningslinjer for magtanvendelse 15
3.1 Retningslinjer for forskellige typer af magtanvendelse 15
3.2 Retningslinjer for alternativer til magtanvendelse 20
4 Indberetning af og samlet beretning om udøvelse af magtanvendelse 25
4.1 Retningslinjer for registrering og indberetning 25
4.2 Beretning til kommunalbestyrelsen 28
4.3 Antallet af indberettet og godkendte magtanvendelser 34
5 Demenskoordinatorer, opfølgning og læring 44
5.1 Demenskoordinatorer 44
5.2 Opfølgning og læring 46
6 Optagelse på botilbud uden samtykke 51
7 Pårørende og værger 56
7.1 Kommunernes praksis for at inddrage pårørende og eventuelle værger 56
8 Sager i sagsgennemgangen 61
9 Materiel vurdering 62
9.1 Vurdering af oplysningerne i sagerne 64
9.2 Vurdering af anvendelsen af tværgående principper 67
9.3 Vurdering af anvendelsen af materielle betingelser 81
10 Formel vurdering 98
10.1 Særlige formalitetskrav 98
10.2 Formelle regler i øvrigt 104
Bilag 1 Metode 112
Bilag 2 Kommunefordelte resultater 119
Bilag 3 Regelgrundlag 121
Bilag 4 Principafgørelser 130
Bilag 5 Tabeller 141
Bilag 6 Indkaldelsesbrev 145
Bilag 7 Måleskema 149
Bilag 8 Spørgeskema 164
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
Titel Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne
over for borgere med demens
Udgiver Ankestyrelsen, november 2015
ISBN nr 978-87-7811-310-8
Layout Identitet & Design AS
Kontakt Ankestyrelsen
Teglholmsgade 3, 2450 København SV
Telefon 33 41 12 00
Hjemmeside www.ast.dk
E-mail ast@ast.dk
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
1
Forord
Det tidligere Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har bedt
Ankestyrelsen om at gennemføre en undersøgelse af kommunernes håndtering af
servicelovens magtanvendelsesregler over for borgere med demens. Det vil sige borgere,
som har en psykisk funktionsnedsættelse, der er en konsekvens af en erhvervet mental
svækkelse, som er fremadskridende. Undersøgelsen vedrører ældreområdet, som i
forbindelse med regeringsdannelsen den 28. juni 2015 er flyttet til det nye Sundheds- og
Ældreministerium, samt reglerne om magtanvendelse, der hører under Social- og
Indenrigsministeriet.
Formålet med undersøgelsen er at få belyst:
 I hvilket omfang kommunerne anvender magtanvendelse over for demente borgere.
 Hvordan kommunerne i praksis håndterer arbejdet med reglerne om magtanvendelse
over for borgere med demens.
 Kommunernes fokus på kompetenceudvikling af medarbejdere, som arbejder med
demente, hvor der kan opstå behov for at anvende magt.
 Kommunernes håndtering af tilsyn med demente borgere, hvor der anvendes
stofseler mv.
 Kommunernes praksis for inddragelse af pårørende og eventuelle værger.
Undersøgelsen består dels af en sagsgennemgang, som omfatter en juridisk vurdering af
57 konkrete borgersager fra 13 udvalgte kommuner, hvor der er indberettet anvendelse
af magt over for demente, dels af en spørgeskemaundersøgelse udsendt til samtlige af
landets kommuner, hvoraf 86 kommuner har svaret på hele eller dele af spørgeskemaet.
Gennemgangen af de konkrete borgersager er afgrænset til at omhandle servicelovens §
126 om akut fastholdelse, § 127 om tilbageholdelse i boligen, § 128 om anvendelse af
stofseler og magtanvendelse, der ligger uden for serviceloven. De konkrete borgersager
vedrører udelukkende borgere med demens og ikke andre lidelser. Der er ikke i
undersøgelsen målt på indberetninger om magtanvendelser, hvor der i forvejen har
foreligget en godkendelse efter servicelovens §§ 127 eller 128.
Det har ikke været en del af undersøgelsen at afdække borgerens boform i de konkrete
borgersager. Der kan altså være tale om både ældreboliger efter almenboligloven,
plejehjem eller bosteder efter serviceloven m.fl.
Spørgeskemaundersøgelsen vedrører kommunens praksis og retningslinjer for brug af
magtanvendelse i henhold til ovenstående paragraffer, servicelovens § 125 om
alarmsystemer og § 129, stk. 2 og 3, om flytning uden borgerens samtykke. Der er med
en enkelt undtagelse ikke i spørgsmålene og kommunernes svar skelnet mellem de
enkelte stykker i servicelovens § 125. Servicelovens § 126 a om fastholdelse i
hygiejnesituationer er kun indgået i undersøgelsen i forbindelse med overordnede
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
2
spørgsmål om brug af magtanvendelse, men er ellers ikke behandlet nærmere i
undersøgelsen. Spørgeskemaundersøgelsen omhandler desuden kommunernes fokus på
kompetenceudvikling af medarbejdere og praksis for inddragelse af pårørende og
eventuelle værger.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
3
1 Sammenfatning
Ankestyrelsen har i første halvår af 2015 gennemført en undersøgelse af kommunernes
håndtering af servicelovens magtanvendelsesregler over for borgere med demens.
Undersøgelsen består dels af en juridisk vurdering af 57 konkrete borgersager fra 13
udvalgte kommuner, hvor der er indberettet anvendelse af magt, dels af en
spørgeskemaundersøgelse udsendt til samtlige af landets kommuner, hvoraf 86
kommuner har svaret på hele eller dele af spørgeskemaet.
Magtanvendelse er et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten. Et fysisk indgreb i
selvbestemmelsesretten er et aktivt indgreb, som sættes i værk over for en borger, der
aktivt modsætter sig eller forholder sig passivt til et konkret tilbud eller opfordring.
Rammerne for magtanvendelse er reguleret detaljeret i grundloven, serviceloven og
magtanvendelsesbekendtgørelsen, ligesom der er en række almene
retssikkerhedsprincipper, som skal iagttages.
1.1 Hovedresultater
I dette og næste afsnit præsenteres undersøgelsens hovedkonklusioner og
Ankestyrelsens anbefalinger (afsnit 1.1 og 1.2). Hovedkonklusionerne er baseret på såvel
resultaterne af sagsgennemgangen som spørgeskemaundersøgelsen og omfatter
undersøgelsens overordnede og mere generelle resultater i forhold til kommunernes
håndtering af magtanvendelsesreglerne over for borgere med demens. De øvrige
resultater fremgår af de enkelte kapitler.
Spørgeskemaundersøgelsen blev i foråret 2015 udsendt til samtlige af landets
kommuner, hvoraf 86 kommuner har svaret på hele eller dele af spørgeskemaet.
Svarprocenten varierer således fra spørgsmål til spørgsmål. Det vil derfor ikke være alle
86 kommuner, som har besvaret alle spørgsmål og svarprocenten kan derfor ikke altid
summe til 100 procent af de 86 kommuner. Det er løbende i forhold til de enkelte
svarkategorier angivet hvor mange kommuner, der har besvaret de enkelte spørgsmål.
Afgørelsernes rigtighed
 Sagsgennemgangen viser, at 53 procent af de trufne afgørelser, svarende til 30
sager, ikke er i overensstemmelse med regler og praksis. Disse sager ville enten
være blevet ændret eller hjemvist, hvis de havde været klagesager hos
Ankestyrelsen. Dette skyldes hovedsageligt et mangelfuldt oplysningsgrundlag. Et
mangelfuldt oplysningsgrundlag kan betyde, at betingelserne for indgrebet ikke er
opfyldt. Afgørelsernes urigtighed skyldes herudover fejl i afgrænsningen af de
forskellige bestemmelser om magtanvendelse. Endelig skyldes det, at de materielle
betingelser for det enkelte indgreb ikke har været til stede.
 Ankestyrelsens vurdering af afgørelsernes rigtighed i de 57 gennemgåede sager er
forskellig afhængig af hvilket tvangsmæssigt indgreb, der er foretaget. 6 af de 7
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
4
sager vedrørende tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter servicelovens §
127 er ikke i overensstemmelse med regler og praksis. Omvendt har alle 4 sager om
magtanvendelse uden for serviceloven været bedømt korrekt af kommunen som
henholdsvis værende berettiget eller ikke berettiget. For de tre resterende
sagsgrupper – godkendelse af ansøgning om brug af stofseler efter servicelovens §
128, betingelser for akut fastholdelse i henhold til servicelovens § 126 og
godkendelse af ansøgning om ret til tilbageholdelse efter servicelovens § 127 – har
undersøgelsen vist omtrent lige mange rigtige og ikke rigtige afgørelser.
Oplysningsgrundlag
 Oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt i lidt under to tredjedel af de gennemgåede
sager. 62 procent af de 57 undersøgte sager om borgere med demens mangler ikke
oplysninger, eller der mangler kun enkelte mindre væsentlige oplysninger. I de
resterende 39 procent mangler afgørende eller væsentlige oplysninger.1
Alternativer til magtanvendelse
 I to tredjedele af de 54 gennemgåede sager, hvor kommunen ikke har anvist
konkrete alternativer til magtanvendelsen, er en sådan anvisning relevant. I
størstedelen af disse sager (30 sager) kunne kommunen efter Ankestyrelsens
vurdering have peget på pædagogiske tiltag som et alternativ til magtanvendelsen.
Handleplaner
 Der er i 61 procent af sagerne (35 sager) udarbejdet den lovpligtige handleplan i
henhold til servicelovens § 141, mens der i 19 procent af sagerne (11 sager) ikke er
udarbejdet en handleplan. I et tilsvarende antal sager fremgår det ikke tydeligt af
sagen, om der er udarbejdet en handleplan.
 Det fremgår også af sagsgennemgangen, at der i de udarbejdede handleplaner i langt
de fleste tilfælde – 75 procent af sagerne – i nogen eller i høj grad er beskrevet
overvejelser og pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse.
Retningslinjer for udøvelse af magtanvendelse
 Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår, at stort set alle kommuner har retningslinjer,
som indeholder vejledning om brug af magtanvendelse (82 ud af 84 kommuner),
samt retningslinjer for hvem, der træffer afgørelse om brug af magtanvendelse efter
serviceloven §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer,
fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler) (84 ud af 84 kommuner).
 Nogle kommuner oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, at de har skriftlige
retningslinjer for overvågning af personer, som er fastspændt med stofseler mv., jf.
servicelovens § 128 (30 ud af 81 kommuner).
1
Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
5
Registrering og indberetning af magtanvendelse
 Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår, at stort set alle kommuner har retningslinjer
for henholdsvis registrering af nødretslig magtanvendelse på kommunens plejecentre
(84 ud af 84 kommuner) og for hvem, der registrerer konkrete
magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer,
døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler) (83 ud af 84
kommuner).
 Sagsgennemgangen viser imidlertid, at indgrebene ikke er registret rettidigt i 62
procent af de relevante sager (21 sager). I 27 procent af sagerne (9 sager) er
registreringen sket i overensstemmelse med reglerne, mens det i de resterende 4
sager ikke fremgår, hvornår registreringen er foretaget.
 Sagsgennemgangen viser også, at magtanvendelserne er indberettet rettidigt i 44
procent af de gennemgåede sager, hvor magtanvendelsen er registreret. I 24 procent
af sagerne er indberetningen ikke sket rettidigt, mens det i de resterende 32 procent
af sagerne ikke fremgår, hvornår indgrebene er indberettet.
 I flere kommuner informeres kommunalbestyrelsen som hovedregel alene om
udøvelse af magtanvendelse i forbindelse med den årlige redegørelse om
magtanvendelse (68 ud af 86 kommuner). En mindre gruppe kommuner informerer
dog også kommunalbestyrelserne i forbindelse med særligt vigtige sager (20 ud af 86
kommuner).
Fastsættelse af omfanget af kommunernes magtanvendelse
 Det fremgår af spørgeskemaundersøgelsen, at den mest anvendte form for
magtanvendelse, som blev indberettet til kommunerne i årene 2012-2014, var
fastholdelse i hygiejne situation og de to mindst anvendte former var tilbageholdelse i
boligen og magtanvendelse uden for serviceloven. Dette både, når man ser på
godkendt magtanvendelse og indberettet magtanvendelse samlet set.
 Det fremgår samlet set af kommunernes besvarelser, at der er en stigning i
indberettet magtanvendelse fra 2012 til 2014, som afspejler mindre stigninger i
blandt andet brugen af alarm- eller pejlesystemer, hvorimod der ses et fald i
fastholdelse i hygiejnesituation. Dette bygger på tal fra de kommuner, som har oplyst
antallet af indberettet magtanvendelse samlet set for alle tre år. Det er ikke alle
kommuner, der har indberettet omfanget af alle typer magtanvendelse i alle tre år.
 Fastsættelsen af omfanget af kommunernes magtanvendelse er omfattet af en vis
usikkerhed, da flere kommuner enten ikke har kunnet oplyse antallet af indberettet
magtanvendelse eller har påpeget usikkerhed forbundet med de opgørelser af
indberettet magtanvendelse, som de har indrapporteret til Ankestyrelsen i forbindelse
med spørgeskemaundersøgelsen. I den sammenhæng oplyser flere kommuner, at der
er udfordringer forbundet med registrering, indberetning og udskillelse af antallet af
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
6
indberetninger, der vedrører demente borgere. Det kan blandt andet være vanskeligt
for plejepersonalet at vurdere, hvor grænsen går mellem omsorg og magtanvendelse.
Indberetningsskemaerne kan være vanskelige at udfylde, og de giver ikke mulighed
for at adskille antallet af indberetninger, der vedrører demente borgere, fra
indberetninger om magtanvendelse over for øvrige borgere.
Demenskoordinatorer og oplæring af medarbejdere
 Det fremgår af spørgeskemaundersøgelsen, at de fleste kommuner har en eller flere
demenskoordinatorer, demenskonsulenter mv., som er specialiseret i arbejdet med
demente, herunder i reglerne om magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-128
(82 ud af 83 kommuner).
 De fleste kommuner oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, at deres
demenskoordinatorer/konsulenter varetager rådgivningen og uddannelsen af
personale (76 ud af 81 kommuner). I nogle kommuner er det koordinatorerne og
konsulenterne, der henholdsvis træffer afgørelser om magtanvendelse angående §§
125-128 (36 ud af 81 kommuner), udarbejder beretning om magtanvendelse til
kommunalbestyrelserne (34 ud af 81 kommuner) og/eller registrerer af
magtanvendelse i henhold til §§ 125-128 (33 ud af 81 kommuner).
 Ifølge kommunernes spørgeskemabesvarelser indgår kendskabet til procedurer og
retningslinjer for forebyggende tiltag og magtanvendelser i de fleste kommuner i
oplæringen af nye medarbejdere og/eller i kompetenceudviklingsaktiviteter for
personalet (62 ud af 81 kommuner). Hertil kommer, at procedure og retningslinjer
herom i nogle kommuner indgår i intromateriale, der anvendes til nye medarbejdere
(31 ud af 81 kommuner), og i nogle kommuner drøftes procedurer og retningslinjer
mindst en gang årligt på personalemøder (28 ud af 81 kommuner).
Inddragelse af pårørende og værger
 De fleste kommuner oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, at de som hovedregel
inddrager pårørende eller værger, når der anvendes indgreb efter serviceloven
udover de tilfælde, hvor kommunen er forpligtet hertil efter serviceloven § 130, nr. 4,
samt § 129, stk. 1, og stk. 2 (75 ud af 81 kommuner).
 Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår desuden, at de fleste kommuner vurderer, at
pårørende og værger overvejende er enige, når de bliver orienteret om konkrete
magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende (74 ud af 80 kommuner).
 Sagsgennemgangen viser, at kommunerne i de fleste sager om tilladelse til
tilbageholdelse efter servicelovens § 127 eller til anvendelse af stofseler efter
servicelovens § 128, hvor kommunen har godkendt bostedets ansøgning, har
inddraget bemærkninger fra pårørende/værge om den påtænkte foranstaltning
tilstrækkeligt (16 ud af 23 sager). Der henvises til reglen herom i servicelovens §
130, nr. 4.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
7
Særlige formalitetskrav ved ansøgninger efter servicelovens §§ 127 og 128
 I 70 procent af de gennemgåede sager (16 ud af 23 sager), hvor kommunen har
godkendt bostedets ansøgning om tilladelse til tilbageholdelse efter servicelovens §
127 eller til anvendelse af stofseler efter servicelovens § 128, har kommunen
overholdt de særlige krav til sagsbehandlingen i servicelovens § 130. Som grundlag
for kommunens afgørelse har der således i de fleste tilfælde blandt andet foreligget
oplysninger om den socialpædagogiske hjælp, der har været iværksat op til
ansøgningen, og de pårørendes/værgens bemærkninger til den påtænkte
foranstaltning.
Klagevejledning og begrundelse
 Sagsgennemgangen viser, at kommunens afgørelse om magtanvendelse i 30 procent
af de gennemgåede sager (17 ud af 57 sager) er ledsaget af en klagevejledning. I
langt de fleste sager, 60 procent (34 sager), fremgår det ikke af sagen, om der er
givet klagevejledning. I de resterende 6 sager er der i sagen oplysninger om, at
borgeren og/eller pårørende/værge, ikke har været oplyst om muligheden for at
klage.
 I de gennemgåede ansøgningssager, hvor afgørelsen er meddelt skriftligt, opfylder
kommunen i størstedelen af sagerne (21 sager) i nogen eller i høj grad
forvaltningslovens krav til en begrundelse. I tre sager opfylder begrundelsen slet
ikke, eller kun i ringe grad forvaltningslovens krav til en begrundelse. I sager om
akutte indgreb er der ikke angivet en begrundelse, da afgørelsen træffes i øjeblikket
af personalet.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
8
1.2 Ankestyrelsens anbefalinger
Undersøgelsens resultat giver Ankestyrelsen grundlag for følgende anbefalinger til
kommunerne:
Anvendelsen af tvangsmæssige indgreb
 Kommunerne skal i højere grad påse, at alle muligheder, herunder pædagogiske
tiltag, er udtømte, inden der anvendes tvangsmæssige indgreb over for borgeren.
 Kommunerne skal i højere grad sikre, at betingelserne for et konkret tvangsmæssigt
indgreb er opfyldte, særligt i forhold til, om der er nærliggende risiko for væsentlig
personskade.
Kommunernes vejledningspligt over for bostederne
 Kommunerne skal i højere grad påse og vejlede botilbuddene om pligten til at
registrere og indberette tilfælde af tvangsmæssige indgreb, herunder sikre vejledning
af personalet i, hvornår der er tale om et tvangsmæssigt indgreb.
 Kommunerne skal særligt i tilfælde, hvor der sker gentagne indgreb over for den
samme borger, følge op på årsagen hertil, og søge løsninger, således at fremtidige
indgreb undgås.
Sagsbehandlingsregler
 Kommunerne skal ved behandlingen af indberetninger om magtanvendelse sikre sig,
at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og ved behov herfor søge sagen yderligere oplyst
hos botilbuddene.
 Kommunerne skal sikre sig, at borgeren og værgen, og evt. pårørende i det omfang,
det er relevant, bliver orienteret om beslutningen om et tvangsmæssigt indgreb.
 Kommunerne skal især sikre sig, at borgeren og værgen, og evt. pårørende, bliver
orienteret om muligheden for at klage over afgørelsen om magtanvendelsen.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
9
2 Regler om magtanvendelse
Dette kapitel indeholder en gennemgang af de centrale regler, der er relevante for
undersøgelsen.
Undersøgelsen fokuserer på kommunernes håndtering af reglerne om magtanvendelse
over for borgere med demens. Reglerne om magtanvendelse over for voksne fremgår af
kapitel 24 i lov om social service (serviceloven). Der er herudover andre bestemmelser i
serviceloven, der knytter sig til reglerne om magtanvendelse.
Der er udstedt en bekendtgørelse på området2
. Bekendtgørelsen indeholder både
formelle regler for magtanvendelse og uddybende materielle regler for visse indgreb efter
kapitel 24 i serviceloven. Udvalgte regler herfra gennemgås i et afsnit herom.
Endelig er der retssikkerhedsprincipper og regler uden for den sociale lovgivning, der har
betydning for vurderingen af, om der kan anvendes magt over for voksne. Disse
kommenteres kort sidst i dette kapitel.
For yderligere information er der i bilag 3 en oversigt over specifikke regler for
magtanvendelse og bekendtgørelser og i bilag 4 en fortegnelse over Ankestyrelsens
principafgørelser på området.
2.1 Generelle betingelser
Den personlige frihed er ifølge Grundloven ukrænkelig. Det betyder, at der som
udgangspunkt er tale om frihedsberøvelse, når for eksempel en borger i et botilbud
ønsker at bevæge sig uden for sit botilbud, men hindres heri af personalet.
Det følger desuden af Grundloven, at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i
loven. I servicelovens kapitel 24 er der angivet en udtømmende opregning af, hvilke
former for frihedsberøvelse, der lovligt kan iværksættes over for voksne inden for det
sociale område, og under hvilke betingelser dette kan ske, jf. bilag 3, Grundlovens § 71.
Ifølge servicelovens § 81 skal kommunen tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne med henblik på forebyggelse, forbedring af funktion og
udviklingsmuligheder og forbedring af livsudfoldelsesmuligheder. Hertil kommer, at
kommunen efter servicelovens § 82 har pligt til at yde omsorg over for sine borgere ned
betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser
uanset, om den pågældende samtykker. Omsorgen må dog ikke gennemføres med fysisk
magt, og borgeren har ret til at afslå hjælpen.
2
Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
10
2.2 Formål og målgruppe i forhold til magtanvendelse
Det overordnede formål med bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten er at begrænse magtanvendelsen mest muligt. Det er de
indgreb, der er absolut nødvendige for at undgå personskade, der lovligt kan
iværksættes.
Servicelovens § 124 a definerer målgruppen for magtanvendelsesreglerne. Målgruppen er
borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og
praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v., behandling eller aktiverende tilbud
efter serviceloven, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter bestemmelserne om
magtanvendelse. Der er krav om, at den nedsatte psykiske funktionsevne er fagligt
dokumenteret.
2.3 Regler for forskellige former for magtanvendelse
2.3.1 Personlige alarm- eller pejlesystemer
Når der er risiko for, at en borger ved at forlade botilbuddet udsætter sig selv eller andre
for at lide væsentlig personskade, kan kommunen efter § 125, stk. 1, i serviceloven,
træffe afgørelse om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer over for
borgeren. Det er et krav, at forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at
afværge risikoen for væsentlig personskade.
Servicelovens § 125, stk. 2, indeholder en særbestemmelse om anvendelse af personlige
alarm- eller pejlesystemer til borgere med en fremadskridende mental svækkelse, for
eksempel demens. Efter denne bestemmelse er der adgang til at anvende personlige
alarm- eller pejlesystemer over for eksempelvis demente, medmindre den pågældende
borger modsætter sig dette, jf. § 125, stk. 2, 1. pkt. Der er i disse tilfælde ikke tale om
magtanvendelse. Hvis borgeren derimod modsætter sig, kan kommunen træffe afgørelse
om anvendelsen af alarm- og pejlesystemer efter de samme betingelser som oplistet i §
125, stk. 1, jf. § 125, stk. 2, 2. pkt.
Efter servicelovens § 125, stk. 3, kan kommunen træffe afgørelse om at anvende særlige
døråbnere ved yderdøre i en afgrænset periode, når der er nærliggende risiko for, at en
eller flere personer ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for
at lide væsentlig personskade. Også her skal forholdene i det enkelte tilfælde gøre det
absolut påkrævet for at afværge denne risiko. Endelig skal kommunen forgæves have
forsøgt at anvende lovens øvrige muligheder.
2.3.2 Akut fastholdelse
Der kan i henhold til servicelovens § 126 anvendes magt i form af akut fastholdelse, hvis
der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide
væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
11
Da der er tale om, at fastholdelsen i sagens natur altid skyldes en akut opstået situation,
vil det i praksis være personalet på bostedet, der på kommunens vegne træffer den
konkrete beslutning om indgrebet. Kommunen skal herefter vurdere og vejlede
personalet i forhold til det foretagne akutte indgreb, jf.
magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3.
2.3.3 Tilbageholdelse i bolig
Kommunen kan efter lovens § 127 træffe afgørelse om, at borgeren kan tilbageholdes
eller tilbageføres, hvis der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv eller
andre for at lide væsentlig personskade ved at forlade boligen. Det skal i det enkelte
tilfælde være absolut påkrævet at tilbageholde for at afværge denne risiko. Botilbuddet
ansøger kommunen om tilladelse, hvorefter kommunen i tilfælde af godkendelse af
ansøgningen i sin afgørelse skal anføre, for hvilken periode tilbageholdelsen kan
anvendes. Kommunen skal desuden løbende vurdere, om en mindre indgribende
foranstaltning kan anvendes.
2.3.4 Anvendelse af stofseler
Kommunen kan efter serviceloven § 128 træffe afgørelse om at anvende stofseler som
fastspænding til kørestol, hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald. Det er et
krav, at der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv for at lide væsentlig
personskade. Indgrebet er desuden betinget af, at forholdene i det enkelte tilfælde gør
det absolut påkrævet.
2.3.5 Dokumentationskrav i visse magtanvendelsessager
I sager om personlige alarm- eller pejlesystemer, fastholdelse, tilbageholdelse i bolig og
anvendelse af stofseler er der fastlagt et særligt dokumentationskrav i § 130. Der skal i
disse sager foreligge den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte
funktionsevne, oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje, der har været
iværksat forud for den påtænkte afgørelse, oplysninger om den forventede periode, hvor
foranstaltningerne vil være nødvendige samt pårørendes og en eventuel værges
bemærkninger til de påtænkte foranstaltninger.
2.3.6 Flytning uden samtykke
Kommunen kan i henhold til servicelovens § 129, stk. 3, i ganske særlige tilfælde indstille
til Statsforvaltningen, at der træffes afgørelse om at flytte en borger fra et bosted til et
andet tilsvarende. Dette kræver, at det skønnes at være i den pågældendes egen
interesse, herunder af hensyn til mulighederne for at bevare tilknytningen til borgerens
pårørende. Det forudsættes desuden, at borgeren fortsat kan få opfyldt behov for omsorg
og pleje i det andet botilbud.
I forhold til demente borgere er der i serviceloven fastsat nogle særbestemmelser.
Servicelovens § 129, stk. 2, giver kommunen mulighed for at træffe afgørelse om at
flytte en borger med en erhvervet fremadskridende mental svækkelse, for eksempel
demens, fra en bolig til en anden, hvis borgeren ikke modsætter sig flytning, men
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
12
samtidigt mangler evnen til at give informeret samtykke hertil. Flytningen forudsætter,
at borgerens værge tiltræder indstillingen. Flytningen er desuden betinget af, at
flytningen er påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp, og at flytningen i
det konkrete tilfælde vurderes at være det mest hensigtsmæssige for borgeren.
2.4 Magtanvendelsesbekendtgørelsen
Magtanvendelsesbekendtgørelsen indeholder både formelle regler for magtanvendelse og
uddybende materielle regler for visse indgreb efter kapitel 24 i lov om social service.
I magtanvendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, opregnes den magtanvendelse, der
lovligt kan foretages over for voksne efter servicelovens kapitel 24. Bekendtgørelsen
præciserer også, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten alene
kan iværksættes over for den nævnte målgruppe i § 124 a, når pleje, omsorg og
socialpædagogisk indsats i det konkrete tilfælde har vist sig utilstrækkelig.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten forudsætter også, at der er
foretaget en individuel vurdering af indgrebets forsvarlighed og nødvendighed og den
konkrete borgers helbredstilstand.
I bekendtgørelsen er der fastsat en række bestemmelser om løbende revurderinger af
den iværksatte foranstaltning. Det fremgår blandt andet, at behovet for fortsat
anvendelse af iværksatte foranstaltninger efter §§ 125, stk. 1 og 3, og 127 løbende skal
revurderes i kommunen og senest 8 måneder efter kommunens beslutning om
iværksættelse af foranstaltningen. Efter § 8, stk. 2, i bekendtgørelsen skal iværksatte
foranstaltninger i medfør af servicelovens § 128 også revurderes løbende, dog senest 18
måneder efter kommunens seneste beslutning om foranstaltningen.
I bekendtgørelsen §§ 9, 10 og 11 er der endvidere fastlagt pligt til at registrere og
indberette indgreb inden for nærmere fastsatte tidsfrister. Kommunen skal herefter
vurdere, om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i
kommunens afgørelser om borgerens forhold. I tilfælde, hvor der sker overtrædelse af
reglerne, hvor der ikke foreligger beslutning om fortsat magtanvendelse, eller hvor
indgreb er foretaget som led i nødværge eller nødret, skal dette registreres straks og
senest dagen efter, at foranstaltningen er sat i værk. De registrerede foranstaltninger
herom skal indberettes straks og senest på tredje dagen. Registrering af indgreb efter §§
125-128 med undtagelse af § 125, stk. 2, 1. pkt., skal foretages straks og senest dagen
efter, at indgrebet har fundet sted. De registrerede foranstaltninger skal indberettes
månedligt til kommunen.
Endelig bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter bekendtgørelsens § 14 årligt skal have
forelagt en beretning for art og omfang af magtanvendelsen således, at
kommunalbestyrelsen kan følge udviklingen i anvendelse af magt og andre indgreb i den
personlige frihed over for de borgere, som kommunalbestyrelsen er ansvarlige for.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
13
2.5 Overordnede retsprincipper og snitflader med
anden lovgivning
Reglerne om magtanvendelse skal blandt andet ses i relation til nogle overordnede
retsprincipper og snitflader til lovgivningsområder uden for den sociale lovgivning.
2.5.1 Retssikkerhedsprincipper
Reglerne om magtanvendelse bygger på en række overordnede retssikkerhedsprincipper
i form af:
 Mindsteindgrebsprincippet (proportionalitetsprincippet), hvorefter den mindst
indgribende løsning altid skal have første prioritet;
 Individualitetsprincippet, hvorefter indgrebet skal tilpasses den enkeltes situation
og behov, ligesom den enkeltes behov ikke kan begrunde uforholdsmæssige
indgreb over for andre, for eksempel øvrige beboere;
 Princippet om åbenhed, hvorefter det skal være klart for den enkelte eller
pårørende/værge, hvilke beslutninger, der træffes og hvorfor ligesom borgeren
bør have adgang til viden om gældende regler og praksis;
 Legalitetsprincippet, hvorefter der er krav om klar lovhjemmel for indgrebet i den
personlige frihed;
 Særlige krav til beslutningsgrundlag og klageadgang.
2.5.2 Anden lovgivning
Reglerne i serviceloven om magtanvendelse har snitflader til lovgivningsområder uden
for den sociale lovgivning.
Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven) regulerer brugen af
tvangsmæssige foranstaltninger på psykiatriske afdelinger og omfatter kun personer, der
er indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Reglerne om magtanvendelse i serviceloven giver ikke mulighed for at fiksere en borger.
Fiksering kan derfor ikke lovligt finde sted inden for det sociale område. Stofseler efter
servicelovens § 128 har et andet formål end fiksering og er derfor ikke omfattet af
fikseringsbegrebet, uanset at der er tale om en fastspænding.
Sundhedsloven om patienters retsstilling gælder også i plejeboliger og i andre boformer.
Det betyder, at enhver form for behandling kræver et informeret samtykke fra patienten.
Det betyder også, at det ikke er muligt at tvangsbehandle en borger eller foretage skjult
medicinering.
Straffeloven indeholder bestemmelser, der som udgangspunkt forbyder personer,
herunder det offentlige plejepersonale, at foretage bestemte handlinger over for andre,
herunder også de borgere, der er omfattet af målgruppen for magtanvendelse.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
14
Der er eksempelvis forbud mod at berøve en anden person friheden. Det vil derfor som
udgangspunkt ikke være lovligt at låse en borger inde på eget værelse eller låse
yderdøre og derved forhindre borgeren i at komme ud, hvis han måtte ønske det.
Handlinger, der ellers er strafbare efter straffeloven, vil i konkrete tilfælde kunne være
straffrie, hvis de er foretaget som led i nødværge eller nødret, og betingelserne herfor er
opfyldt.
Straffelovens § 13, stk. 1, fastslår, at handlinger foretaget i nødværge er straffri, hvis de
har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende
uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der forsvarligt henset til
angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.
Af straffelovens § 14 fremgår det, at en ellers strafbar handling er straffri, når den var
nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen må
anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
15
3 Retningslinjer for magtanvendelse
Dette kapitel handler om kommunernes retningslinjer for magtanvendelse efter
serviceloven §§ 125, 126, 127, 128 og 129. Kapitlet er baseret på kommunernes
besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.
Det skal indledningsvis understreges, at kommunerne ikke har pligt efter serviceloven til
at have retningslinjer på området. Spørgsmålene om retningslinjer skal derfor ses i et
bredere perspektiv i forhold til, hvordan kommunerne udmønter indsatsen.
3.1 Retningslinjer for forskellige typer af
magtanvendelse
98 procent af de 84 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har retningslinjer, som
indeholder vejledning om brug af magtanvendelse, se tabel 3.1.
Tabel 3.1 Har kommunen retningslinjer, som indeholder vejledning om brug af
magtanvendelse?
Antal Procent
Ja 82 98
Nej 2 2
I alt 84 100
Note: Bygger på svar 84 kommuner.
En af de kommuner, som har retningslinjer, der indeholder vejledning om brug af
magtanvendelse, uddyber med følgende bemærkning:
”Området har stor fokus for det kommunale tilsyn. Plejecentrene har stor
fokus på at forebygge, bruge alternativer og endelig indberette, når det er
nødvendigt. Nye medarbejdere introduceres, og der holdes løbende
opfølgende kurser for samtlige medarbejdere.”
En af de to kommuner, som ikke har retningslinjer, begrunder det med, at det har været
deres vurdering, at der ikke har været behov herfor, da medarbejderne er orienteret.
Den anden kommune vil udarbejde disse retningslinjer, se tabel 3.2.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
16
Tabel 3.2 Hvorfor har kommunen ikke retningslinjer, som indeholder vejledning om brug
af magtanvendelse?
Antal Procent
Vurderer ikke at der er behov, fordi relevante medarbejdere er orienteret 1 50
Er under udarbejdelse 0 0
Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer 1 50
I alt 2 100
Note: Bygger på svar fra de to kommuner, som har svaret nej i tabel 3.1.
3.1.1 Magtanvendelse efter serviceloven §§ 125-128
Kommunerne er blevet spurgt om, hvorvidt de har retningslinjer for hvem, der træffer
afgørelse efter serviceloven §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer, døråbnere,
døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler). 84 kommuner har svaret på
spørgsmålet og alle oplyser, at de har disse retningslinjer, se tabel 3.3.
Tabel 3.3 Har kommunen retningslinjer for hvem, der træffer afgørelse om brug af
magtanvendelse efter serviceloven §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere,
døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?
Antal Procent
Ja – skriftlige 77 92
Ja – ikke skriftlige 7 8
Nej 0 0
I alt 84 100
Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.
Blandt de 84 kommuner, der har retningslinjer for hvem, der træffer afgørelse om brug
af magtanvendelse efter serviceloven §§ 125-128, oplyser 53 procent, at det er
demenskonsulenten eller demenskoordinatoren, der træffer beslutning herom. Mens
henholdsvis 29 og 22 procent angiver, at det er lederen eller den medarbejder, som har
iværksat indgrebet, der har truffet beslutningen, se figur 3.1. Kommunerne har dog haft
mulighed for at angive flere svarmuligheder, hvilket mange har gjort brug af.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
17
Figur 3.1 Hvem træffer afgørelsen? (procent)
Note: Det har været muligt at angive flere svar, derfor summer procenterne ikke til 100. Figuren er baseret på svar fra 84
kommuner, som har svaret ja til spørgsmålet i tabel 3.3.
Blandt de 58 procent af kommunerne, som har oplyst ”andet” til ovenstående spørgsmål,
uddyber mange, at en sagsbehandler eller leder fra den visiterende og/eller rådgivende
myndighedsafdeling træffer beslutninger herom. To kommuner skriver for eksempel:
”Tilbageholdelse, bløde stofseler, døralarmer, døråbnere mv. skal godkendes
via myndighedsafdelingen. GPS kan godkendes af plejecenterleder for borgere
på plejecentre og for borgere i eget hjem godkender demenskoordinator.” (En
kommune, som har angivet at afgørelse om magtanvendelse træffes af
nærmeste leder, demenskonsulent og andre)
”Det er en myndighedsperson i Hjælpemidler, der træffer afgørelse om
stofseler, alarmer og GPS. Det er en medarbejder i Visitationen, der træffer
afgørelse om fastholdelse i hygiejnesituationer. Ved en konkret fastholdelse,
uden forudgående ansøgning, er det den medarbejder, der foretager
fastholdelsen, der også træffer afgørelsen om det. Der træffes efterfølgende
en myndighedsafgørelse i Visitationen.” (Kommune, som har angivet at
afgørelse om magtanvendelse træffes af andre samt den medarbejder, der
har iværksat indgrebet)
Et par kommuner oplyser, at de har nedsat en særlig magtanvendelsesgruppe. En
kommune beskriver det således:
58
53
29
22
1
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
Andre Demenskonsulent,
demenskoordinator
mv.
Nærmeste leder Den medarbejder,
der har iværksat
indgrebet
Ved ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
18
”Magtanvendelsesudvalget træffer afgørelser i alle sager om magt, som
Statsforvaltningen ikke træffer afgørelse i. Magtanvendelsesudvalget mødes i
gennemsnit hver 3. uge, men kan også træde sammen, hvis der er behov for
akutte afgørelser. I Magtanvendelsesudvalget sidder en demenskoordinator,
en jurist og en sygeplejerske.” (Kommune, som har angivet at afgørelse om
magtanvendelse træffes af andre, nærmeste leder og demenskonsulent)
3.1.2 Overvågning af personer, som er fastspændt i stofseler
mv.
Kommunerne blev også spurgt til, hvorvidt de har skriftlige retningslinjer for overvågning
af personer, som er fastspændt med stofseler mv. Det bemærkes, at der i forhold til
anvendelse af stofseler ikke fra lovgivers side stilles krav om hverken retningslinjer eller
døgnovervågning af borgere, som fastspændes med stofseler mv.
37 procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har nedskrevne
retningslinjer for overvågning af personer, som er fastspændt med stofseler mv., jf.
servicelovens § 128, se tabel 3.4.
Tabel 3.4 Har kommunen (nedskrevne) retningslinjer for overvågning af personer, som
er fastspændt med stofseler mv., jf. servicelovens § 128?
Antal Procent
Ja 30 37
Nej 44 54
Ved ikke 7 9
I alt 81 100
Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.
Et par af de kommuner, som har konkrete retningslinjer for overvågning af personer,
som er fastspændt med stofseler mv., oplyser, at retningslinjerne fremgår af den enkelte
tilladelse hertil. Hertil kommer to kommuner, hvor retningslinjerne fremgår af
henholdsvis en opfølgningsplan og en plejeplan knyttet til den enkelte borger, hvor der er
givet tilladelse hertil.
Blandt 35 af de 44 kommuner, som ikke har nedskrevne retningslinjer for overvågning af
personer, som er fastspændt med stofseler mv., foreligger der i 44 procent en kendt
praksis for tilsynet, se tabel 3.5.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
19
Tabel 3.5 Hvorfor kommunen ikke har retningslinjer for overvågning?
Antal Procent
Der foreligger en kendt praksis for tilsyn 15 43
Er under udarbejdelse 5 14
Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer 15 43
I alt 35 100
Note: Bygger på 35 af de 44 kommuner, som har svaret nej til spørgsmålet i tabel 3.4.
Et par kommuner uddyber, at den kendte praksis for tilsyn skal fremgå af handleplanen,
som udarbejdes for den enkelte borger.
Til spørgsmålet om kommunen har etableret en kontrol af overvågningen, når der
anvendes stofseler mv., oplyser 61 procent af de 76 kommuner, som har besvaret
spørgsmålet, at kommunen ikke har etableret en kontrol se tabel 3.6.
Tabel 3.6 Har kommunen etableret en kontrol af overvågningen, når der anvendes
stofseler mv., jf. servicelovens § 128?
Antal Procent
Ja 17 22
Nej 46 61
Ved ikke 13 17
I alt 76 100
Note: Bygger på svar fra 76 kommuner.
Blandt de 17 kommuner, som har etableret denne kontrol, oplyser en enkelt, at det skal
registreres, hver gang selen er i brug, og at disse registreringer indsendes månedligt til
myndigheden. Flere kommuner oplyser, at der er øget krav om tilsyn og en kommune
beskriver det således:
”Det præciseres i den konkrete tilladelse, at der er en skærpet overvågnings-
og opsynspligt med beboere, som er fastspændt med stofseler. Kommunens
gældende praksis er, at stofseler alene tillades anvendt til forebyggelse af fald
ud af kørestol. Kommunen har ikke i 8 år givet tilladelse til anvendelse i
senge, hvor vi anvender andre metoder.” (Kommune, som har etableret
denne kontrol)
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
20
3.2 Retningslinjer for alternativer til magtanvendelse
84 procent af kommunerne har retningslinjer for (forebyggende) alternativer til
magtanvendelse, heraf har halvdelen skriftlige retningslinjer og en tredjedel ikke
skriftlige retningslinjer. 15 procent har ikke retningslinjer for (forebyggende) alternativer
til magtanvendelse, jf. tabel 3.7.
Tabel 3.7 Har kommunen retningslinjer for (forebyggende) alternativer til
magtanvendelse?
Antal Procent
Ja – skriftlige 43 51
Ja- ikke skriftlige 28 33
Nej 13 15
I alt 84 100
Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.
I 11 af de 13 kommuner, der ikke har retningslinjer for (forebyggende) alternativer til
magtanvendelse, har ni kommuner vurderet, at der ikke var behov for disse, da
relevante medarbejdere er orienteret, jf. tabel 3.8.
Tabel 3.8 Hvorfor har kommunen ikke retningslinjer for (forebyggende) alternativer til
magtanvendelse?
Antal Procent
Vurderer ikke at der er behov, fordi relevante medarbejdere er orienteret 9 82
Er under udarbejdelse 0 0
Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer 2 18
I alt 11 100
Note: Bygger på svar fra de 11 af de 13 kommuner, som har svaret nej til spørgsmålet i tabel 3.7.
En kommune, som vurderer, at der ikke er behov for disse retningslinjer, da
medarbejderne er orienteret, oplyser, at:
”I vores kommune har vi "Retningslinjer for behandling af sager om
magtanvendelse", der beskriver lovgivningen; de informationer, som
enhederne skal oplyse om i indberetningen af magt; samt proceduren for
behandling af de forskellige sager. Retningslinjerne beskriver også
principperne for mindste indgreb, samtykke og lignende. Herudover har vi
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
21
demenskonsulent og demens sygeplejersker tilknyttet ældreplejen blandt
andet med fokus på at undgå magtanvendelse.” (Kommune uden
retningslinjer for (forebyggende) alternativer til magtanvendelse)
De to kommuner, som ikke har retningslinjer for (forebyggende) alternativer til
magtanvendelse, og som ikke har besvaret det uddybende spørgsmål om, hvorfor de
ikke har dette, oplyser i de uddybende bemærkninger, at de stiller krav til udarbejdelse
af en handleplan for den enkelte borger, hvor der er givet tilladelse til denne form for
magtanvendelse, hvoraf socialpædagogiske alternativer fremgår.
3.2.1 Alternative løsninger i forhold til brug af magtanvendelse
De løsninger, som typisk anvendes, når magtanvendelse erstattes af alternativer, er
ifølge 99 procent af kommunerne, socialpædagogiske initiativer, se tabel 3.9.
Tabel 3.9 Hvilke løsninger anvendes typisk, når magtanvendelse erstattes af
alternativer, jf. serviceloven § 124, stk. 1?
Antal Procent
Socialpædagogiske initiativer 80 99
Ændringer af indretning i omgivelserne 68 84
Andet 20 25
Ved ikke 0 0
I alt 81 100
Note: Bygger på svar fra 81 kommuner og kommunerne har haft mulighed for at afgive flere svar, hvorfor procenterne ikke
summer til 100.
Bland de kommuner, som anvender socialpædagogiske initiativer, oplyser flere, at der er
tale om Marte Meo metoden3
. Blandt de kommuner, som svarer ”andet” til ovenstående
spørgsmål, oplyser enkelte kommuner, at de benytter sig af særlige hjælpemidler eller
trækker på faglig ekspertise såsom VISO, ældrepsykiatrisk team, ergoterapeuter og/eller
musikterapeuter.
Tilbageholdenhed i forhold til magtanvendelse
Kommunerne er blevet adspurgt, hvorvidt der opleves tilbageholdenhed med at anvende
magtanvendelsesindgreb efter serviceloven. Kommunerne er i henhold hertil særlig
tilbageholdende med at bruge stofseler, tilbageholdelse i boligen og fastholdelse i
hygiejne situation, se figur 3.2.
3
Marte Meo er en socialpædagogisk metode udviklet af Maria Aarts, som har fokus på at skabe udviklingsstøttende samspil og
kommunikation.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
22
Figur 3.2 Marker om kommunen er særlig tilbageholdende med at anvende følgende
magtanvendelsesindgreb efter serviceloven: (procent)
Note: Bygger på svar fra mellem 76 og 79 kommuner, se talangivelse yderst til højre.
De fleste kommuner uddyber deres svar på ovenstående spørgsmål med, at de generelt
er tilbageholdende med at anvende magtanvendelsesindgreb efter serviceloven. For
eksempel beskriver tre kommuner det således:
”Kommunen er af den opfattelse, at magt som udgangspunkt ikke er
hensigtsmæssigt. Fokus vil altid være at benytte pædagogiske metoder, og
først til allersidst benytte forskellige former for magt.” (Kommune, som i høj
5
13
14
38
42
41
31
56
34
9
20
32
27
26
31
42
18
42
31
34
27
16
8
18
18
16
13
55
32
24
10
8
9
9
10
10
0
1
3
9
16
1
0
0
1
0 20 40 60 80 100
Personlige alarm- og
pejlesystemer hvis
pågældende ikke
modsætter sig (§ 125,…
Personlige alarm og
pejlesystemer
(tidsbegrænset) (§ 125,
stk. 1)
Anvendelse agf særlige
døråbnere (§ 125, stk. 3)
Flytning uden samtykke
(§ 129, stk. 2)
Flytning uden samtykke
(§ 129, stk. 3)
Fastholdelse (§ 126)
Fastholdelse i hygiejne
situation (§ 126a)
Tilbageholdelse i boligen
(§ 127)
Stofseler (§ 128)
I høj grad I nogen grad I ringe grad Slet ikke Ved ikke
77
76
78
79
77
77
77
78
77
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
23
grad er tilbageholdende med magtanvendelsesindgreb i henhold til
serviceloven §§ 125, stk. 3; 127; 128 og 129, stk. 2 og 3)
”Det er altid vores udgangspunkt, at vi skal undgå magtanvendelser. Det skal
derfor være fagligt, etisk og metodemæssigt afklaret, om der er andre
muligheder, inden vi skrider til magtanvendelse.” (Kommune, som i høj grad
er tilbageholdende med magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven §§
127 og 129, stk. 2 og 3)
”Det er en voldsom oplevelse at blive fastholdt. Så derfor forsøges altid den
frivillige medvirken, og der lægges stor vægt på, at personalet finder andre
måder end fastholdelse til at klare en vanskelig situation, for eksempel
soignering. Hvis det absolut ikke kan lade sig gøre, anvendes magt i korte
perioder, så helbredet sikres og for at undgå omsorgssvigt.
Tilbageholdenheden skyldes altså ikke, at kommunen ikke vil anvende den
lovlige magt, men at der gøres alt tænkeligt for at undgå at bruge magt.
Svarene kan misforstås, så det kan se ud som om, at kommunen ikke vil
anvende magt, for eksempel i forbindelse med flytning uden samtykke. Men
det gøres kun, når alle andre tiltag ikke har kunnet sikre borgerens helbred og
tilstand i øvrigt.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med
magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven §§ 126; 126a; 127; 128 og
129, stk. 2 og 3)
I forhold til brug af stofseler i henhold til serviceloven § 128 beskriver flere kommuner
tilbageholdenhed. For eksempel skriver to kommuner følgende:
”Der er særlig tilbageholdenhed omkring stofsele i seng, da der ikke findes et
produkt, der er sikkert for borgeren. Det vil sige uden kvælningsrisiko. Der
bevilges derfor kun stofsele i seng til borgere, der bor på plejecentre, hvor
personalet er tæt på.” (Kommune, som i nogen grad er tilbageholdende med
magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 128)
”Stofseler er for risikofyldt at anvende, og det er derfor bedre med opsyn af
borger.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med
magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 128)
Hvad angår brugen af personlige alarm- eller pejlesystemer i henhold til
servicelovens§ 125 beskriver nogle kommuner tilbageholdenhed i forhold til at
bruge disse i situationer, hvor den pågældende borger modsætter sig dette. For
eksempel skriver to kommuner følgende:
”I forhold til pejle- og alarmsystemer, som ofte skal bæres af mennesket med
demens, vil det ikke give mening at give tilladelse til brug af magtanvendelse,
da brugen af disse systemer kræver borgers frivillige medvirken. Disse
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
24
systemer er lette for borgeren at tage af, hvis de ikke vil bruge dem, og det
vil derfor være omsonst at have lov til at sætte dem på med magt.”
(Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med magtanvendelsesindgreb i
henhold til serviceloven § 125, stk. 1, 2 og 3)
”I forhold til brug af personlig alarm- og pejlesystem hjælper det jo ikke så
meget, at der gives en tilladelse til brugen, hvis borgeren ikke samtykker eller
ikke gør modstand, idet borgeren så som oftest på eget initiativ vil fjerne for
eksempel GPS'en. Tilladelse til at tilbageholde en borger kan udløse
voldsomme episoder, derfor vil vi som udgangspunkt hellere arbejde på at
finde alternativer.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med
magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 125, stk. 1, 2 og 3)
I forhold til at flytte en borger uden samtykke i henhold til serviceloven § 129, stk. 2 og
3, beskriver en kommune eksempelvis følgende om deres tilbageholdenhed:
”Hvis en borger meget modsætter sig flytning, er det vanskeligt at gøre det til
en "god" flytning. Derfor forsøger kommunen at finde alternativ løsning i
stedet.” (Kommune, som i høj grad er tilbageholdende med
magtanvendelsesindgreb i henhold til serviceloven § 129, stk. 2 og 3)
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
25
4 Indberetning af og samlet
beretning om udøvelse af
magtanvendelse
Dette kapitel handler om kommunernes praksis i forhold til afgivelse af indberetninger af
magtanvendelser og beretning til kommunalbestyrelsen om udøvelse af magtanvendelse.
Kapitlet bygger på kommunernes besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.
4.1 Retningslinjer for registrering og indberetning
Alle former for magtanvendelse i henhold til serviceloven såvel som magtanvendelse
uden for serviceloven skal registreres og indberettes (jf. kapitel 2 om regler om
magtanvendelse). Hertil kan tilføjes, at magtanvendelse, som er i henhold til en tilladelse
fra kommunalbestyrelsen - kommunalbestyrelsen skal give tilladelse til magtanvendelse i
henhold til §§ 125, 126 a, 127 og 128 - skal registreres og indberettes hver gang, de
udøves, selvom der er givet tilladelse til at udøve disse inden for en given periode.
Kommunerne er blevet spurgt til, hvorvidt der er retningslinjer, der sikrer, at nødretslig
magtanvendelse på kommunens plejecentre registreres (akutindgreb). Alle de 84
kommuner, som har besvaret spørgsmålet herom, har retningslinjer herfor.
Næsten alle kommuner har retningslinjer for, hvem der registrerer konkrete
magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer,
døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler), hvilket er gældende
for 99 procent af de kommuner, som har besvaret spørgsmålet. I mere end 9 ud af 10
kommuner er retningslinjerne skriftlige (93 procent), mens de i de øvrige er ikke
skriftlige (6 procent), se tabel 4.1.
Tabel 4.1 Har kommunen retningslinjer for hvem, der registrerer konkrete
magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- eller pejlesystemer,
døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?
Antal Procent
Ja – skriftlige 78 93
Ja – ikke skriftlige 5 6
Nej 1 1
I alt 84 100
Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
26
Registreringen af de konkrete magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128
bliver oftest varetaget af den medarbejder, der har iværksat indgrebet (39 procent).
Nærmeste leder varetager registreringen i næsten en fjerdedel af kommunerne (23
procent). Demenskonsulenter, demenskoordinatorer samt andre står for hver omkring en
femtedel af registreringerne (henholdsvis 20 procent og 18 procent), se figur 4.1.
Figur 4.1 Hvem registrerer brug af magtanvendelse efter serviceloven? (Procent)
Note: Bygger på svar fra 82 ud af de 83 kommuner, som har retningslinjer for, hvem der registrerer magtanvendelsesindgreb.
Tallene er opgjort i procent.
Af kommunernes bemærkninger fremgår, at den lokale leder ofte er inde over
registreringerne om magtanvendelsesindgreb. Det kan enten være, at lederen selv
forestår registreringen af magtanvendelsesindgreb, eller at de enkelte medarbejdere
involveret i magtanvendelsen registrerer den aktuelle hændelse. I de tilfælde, hvor det er
medarbejderen, der registrerer, vil lederen typisk læse registreringen igennem, tilføje
kommentarer mv.
I kommunerne registrerer myndighedsfunktionen brug af magt, behandler ansøgninger
om magtanvendelse, udsteder tilladelser samt træffer afgørelse i indberetninger om
foretaget magt.
Opgaven varetages i mange tilfælde af en medarbejder i myndighedsafdelingen, som for
eksempel en demenskonsulent, en social- eller sundhedsfaglig konsulent, men der er
39
23
20
18
0
5
10
15
20
25
30
35
40
45
50
Den medarbejder, der har
iværksat indgrebet
Nærmeste leder Demenskonsulent,
demenskoordinator mv.
Andre
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
27
også kommuner, hvor opgaven varetages af stabsfunktionen, et udvalg eller nævn, en
tilsynsenhed eller tilsvarende.
Næsten alle de kommuner, som har besvaret nedenstående spørgsmål, har retningslinjer
for hvem, der indberetter konkrete magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-
128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og
stofseler) (96 procent). Hovedparten af retningslinjerne er skriftlige (90 procent). Kun 2
kommuner oplyser, at de ikke har retningslinjer for hvem, der indberetter konkrete
magtanvendelsesindgreb (2 procent), se tabel 4.2.
Tabel 4.2 Har kommunen retningslinjer for hvem, der indberetter konkrete
magtanvendelsesindgreb efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer,
døråbnere, døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?
Antal Procent
Ja – skriftlige 75 90
Ja – ikke skriftlige 6 6
Nej 2 2
I alt 83 100
Note: Bygger på svar fra 83 kommuner.
I knap to ud af tre kommuner er det nærmeste leder, der indberetter registreringer om
magtanvendelse efter serviceloven til kommunen (67 procent). I en ud af fem kommuner
er det den medarbejder, der har iværksat indgrebet, der indberetter magtanvendelsen
(19 procent). I 10 procent af kommunerne er det en demenskonsulent,
demenskoordinator eller tilsvarende, der indberetter til kommunen Og i fire procent
indberettes af andre. Dette kan være en ældrechef eller visitator. Nærmeste leder vil i
disse tilfælde være underrettet og have skrevet under på indberetningsskemaet mv., se
figur 4.2.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
28
Figur 4.2 Hvem indberetter registreringer om magtanvendelse efter serviceloven?
(Procent)
Note: Bygger på svar fra 79 ud af de 81 kommuner, som har retningslinjer for, hvem der indberetter registreringer om
magtanvendelse til kommunen.
Blandt de par kommuner, som har svaret ”andre” i ovenstående spørgsmål oplyser én
kommune, at det er ældrechefen, som står for registreringen, hvor de andre kommuner
oplyser, at registreringen udarbejdes i et samarbejde mellem leder, demenskonsulent og
medarbejderen, der har iværksat indgrebet.
4.2 Beretning til kommunalbestyrelsen
Der skal forelægges en årlig beretning for kommunalbestyrelsen om anvendt
magtanvendelse således, at kommunalbestyrelsen kan følge udviklingen i anvendelse af
magt og andre indgreb i den personlige frihed over for de borgere, som
kommunalbestyrelsen er ansvarlige for, med henblik på en vurdering af behovet for
opfølgning (se § 14, stk. 2 i magtanvendelsesbekendtgørelsen).
I fire ud af fem kommuner informeres kommunalbestyrelsen som hovedregel alene om
udøvelse af magtanvendelse i forbindelse med den årlige redegørelse om
magtanvendelse (over for demente). I lidt over en femtedel af kommunerne informeres
kommunalbestyrelserne i forbindelse med særligt vigtige sager (23 procent). I 12
procent informeres kommunalbestyrelserne på faste tidspunkter, se figur 4.3.
67
19
10
4
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
Nærmeste leder Den medarbejder, der har
iværksat indgrebet
Demenskonsulent,
demenskoordinator mv.
Andre
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
29
Figur 4.3 Hvor ofte informeres kommunalbestyrelsen om udøvet magtanvendelse efter
serviceloven? (Procent)
Note: Bygger på svar fra 86 kommuner og kommunerne har haft mulighed for at afgive flere svar, hvorfor procenterne ikke
summer til 100.
Flere kommuner oplyser i bemærkningerne, at det politiske niveau - udover den årlige
beretning – også informeres, når konkrete forhold gør det relevant. Det kan for eksempel
være, når forvaltningen på vegne af kommunalbestyrelsen besvarer spørgsmål om
magtanvendelse eller i forbindelse med revidering af retningslinjerne om
magtanvendelse.
Nogle kommuner nævner desuden, at den kommunale forvaltning altid udarbejder den
årlige redegørelse og informerer kommunalbestyrelsen eller Social- og
Sundhedsudvalget, hvis de efterspørger oplysninger om magtanvendelse i den
mellemliggende periode.
Andre oplyser, at kommunalbestyrelserne informeres løbende i forbindelse med de
konkrete sager. Det kan eksempelvis være om særligt komplekse sager.
En enkelt kommune oplyser, at myndighedsafdelingen orienteres om magtanvendelse
hver eneste gang. En anden kommune nævner, at kommunens borgerrådgiver har
gennemført en undersøgelse af forvaltningens anvendelse af servicelovens bestemmelser
om magtanvendelse og andre indgreb, og at den endelige rapport ligesom den årlige
redegørelse, er blevet forelagt det politiske niveau.
2
7
12
23
79
0 20 40 60 80
Ved ikke
Andet
På faste tidspunkter –
eksempelvis kvartalsvis eller
halvårligt
Ved særligt vigtige sager
Alene i forbindelse med den årlige
redegørelse
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
30
I mere end halvdelen af i alt 84 kommuner giver redegørelsen til kommunalbestyrelsen
indsigt i omfanget af anvendt magtanvendelse fordelt på det enkelte plejecenter mv. (58
procent), mens 42 procent oplyser, at dette ikke er tilfældet, se tabel 4.3.
Tabel 4.3 Giver redegørelsen til kommunalbestyrelsen indsigt i omfanget af anvendt
magtanvendelse fordelt på det enkelte plejecenter mv.
Antal Procent
Ja 49 58
Nej 35 42
I alt 84 100
Note: Bygger på svar fra 84 kommuner.
Kommunernes bemærkninger til ovenstående spørgsmål, viser, at de årlige redegørelser
er udformet forskelligt og indeholder mere eller mindre detaljerede oplysninger. Fælles
for en række af de kommuner, der har kommenteret spørgsmålet, er, at redegørelserne
er opgjort på et overordnet og generelt niveau.
Således nævner en kommune, at der i den årlige beretning indgår en statistisk oversigt
over den faktiske anvendelse af servicelovens regler om magtanvendelse og andre
indgreb i voksnes selvbestemmelsesret. Oversigten om brugen af
magtanvendelsesreglerne er opgjort i forhold til lokalområder og på typer af indgreb.
En anden kommune oplyser, at fordi redegørelsen om magtanvendelse i kommunen er
på den politiske dagsorden, så er redegørelsen udarbejdet i anonymiseret form. Dog
oplyses om, hvorvidt der er tale om et kommunalt eller eksternt tilbud.
Flere kommuner oplyser, at de årlige redegørelser ikke indeholder oplysninger om det
enkelte plejecenter, men om omfanget af magtanvendelse i kommunen, eventuelt
opgjort på paragrafniveau og boligtype.
Nogle kommuner oplyser, at redegørelsen indeholder lidt mere detaljerede oplysninger
om distrikter eller lokalområder. En kommune oplyser, at hvis et plejecenter bemærker
sig med en stigning i antallet af indberetninger, kan det blive taget med i redegørelserne.
Enkelte kommuner fremhæver, at kommunalbestyrelsen får mere deltaljeret indsigt i
omfanget af magtanvendelse opgjort i forhold til det enkelte plejecenter, såfremt det
ønskes. I disse kommuner registrerer forvaltningen alle indberetninger på borgerniveau.
Oplysningerne fremgår dog ikke af de årlige redegørelser til kommunalbestyrelserne.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
31
Lidt under halvdelen af i alt 83 kommuner har en generel procedure for opfølgningen på
resultaterne af redegørelsen, der forelægges for kommunalbestyrelsen (46 procent), og
omtrent lige så mange har ikke en procedure for opfølgning (47 procent). Seks
kommuner oplyser, at man ikke ved, om dette er tilfældet, se tabel 4.4.
Tabel 4.4 Har kommunen en generel procedure for opfølgningen på resultaterne af
redegørelsen, der forelægges for kommunalbestyrelsen?
Antal Procent
Ja 38 46
Nej 39 47
Ved ikke 6 7
I alt 83 100
Note: Bygger på svar 83 kommuner.
29 ud af 31 kommuner, som har en generel procedure for opfølgningen på resultaterne
af redegørelsen, oplyser, at redegørelsen formidles til kommunens plejecentre, se tabel
4.5.
Tabel 4.5 Omfatter proceduren følgende?
Antal Procent
Redegørelsen formidles til kommunens plejecentre mv. 29 94
Redegørelsen anvendes til brug for kommunens kompetenceudvikling af medarbejdere, der
arbejder med demente
2 6
Andet 0 0
I alt 31 100
Note: Bygger på svar fra 31 af de 38 kommuner, som har svaret ja til spørgsmålet i tabel 4.4..
I kommunernes uddybende bemærkninger oplyser nogle kommuner, at de har en
(generel) procedure for opfølgning på resultaterne af redegørelsen, omfatter proceduren
også høring og opfølgning hos andre. En kommune oplyser, at den årlige beretning forud
for politisk behandling sendes i høring i kommunens ældreråd. Som led i den
efterfølgende opfølgningsprocedure videregives beretningen til kommunens
borgerrådgiver og relevante nøglepersoner, hvilket blandt andet kan være lokale
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
32
demensfaglige rådgivere. Derudover omtales redegørelsen på forvaltningens interne
hjemmeside.
En kommune skriver, at hver enhed, hvilket vil sige hjemmepleje, plejecentre, handicap
og psykiatri, der registrerer og anmelder magtanvendelse, laver deres bidrag til den
samlede rapport, og alle får en kopi af den samlede rapport.
Kommunerne har en varierende praksis for, hvem den årlige redegørelse om
magtanvendelse sendes til høring hos, og hvem redegørelsen behandles af. Dette kan,
ifølge nogle kommuner, blandt andet være:
• Ældreråd
• Handicapråd
• Demenskonsulenter
• Demensfaglige ledere
• Områdeledere
• Direkte ansvarlige ledere
• Musikterapeuter
• Psykologer
• Juridiske konsulenter
Én kommune har ikke en generel procedure for opfølgning af resultaterne af den årlige
redegørelse, men kommunen har derimod procedurer for, hvordan kommunen løbende
følger op i forbindelse med de konkrete indberetninger om magtanvendelse. Denne
opfølgning anvendes både i forhold til efteruddannelse af medarbejdere, generelle
retningslinjer samt opfølgning over for borgeren og plejepersonalet.
Blandt besvarelserne i spørgeskemaet er der en enkelt kommune, der i et
bemærkningsfelt uddybende beskriver, at kommunen løbende følger op på
indberetninger og ansøgninger. Giver disse anledning til tiltag og kompetenceudvikling,
vil dette ske hurtigst muligt, og ikke nødvendigvis i forbindelse med redegørelsen.
En anden kommune oplyser, at kommunens demensteam er inde over hver enkelt sag
om magtanvendelse fra start med henblik på at få udarbejdet handleplaner for at undgå
fremtidige magtindgreb.
En kommune har ikke har en nedskreven procedure i forhold til opfølgning på
redegørelsen. Men kommunen oplyser, at denne har et magtanvendelsesudvalg, der
modtager og sagsbehandler alle indberetninger magtanvendelse.
Magtanvendelsesudvalget består af en demenskoordinator, en jurist og en sygeplejerske.
Magtanvendelsesudvalget har blandt andet som opgave at tilgodese behov for
kompetenceudvikling og undervisning i forebyggende tiltag, kendskab til forebyggende
foranstaltninger og kendskab til gældende lovgivning. Udvalget har også til opgave
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
33
løbende at følge udviklingen i brug af magt, og til opgave at reagere med tiltag, hvis der
ud fra indberetningerne ses, at der er behov for det.
79 procent ud af 82 kommuner oplyser, at de foretager systematisk sammenligninger
med tidligere års brug af magtanvendelse, mens 21 procent ikke gør, se tabel 4.6.
Tabel 4.6 Foretager kommunen systematisk sammenligninger med tidligere års brug af
magtanvendelse?
Antal Procent
Ja 65 79
Nej 17 21
I alt 82 100
Kilde: Note: Bygger på svar fra 82 kommuner.
I 25 af de 65 kommuner, der foretager systematisk sammenligninger med tidligere års
brug af magtanvendelse, omfatter det procedurer for brug af redegørelsen, hvis
resultatet viser et lavere eller højere antal indgreb sammenlignet med forrige år (38
procent), se tabel 4.7.
Tabel 4.7 Har kommunen procedurer for brug af redegørelsen, hvis resultatet viser et
lavere eller højere antal indgreb sammenlignet med tidligere år?
Antal Procent
Ja 25 38
Nej 40 62
I alt 65 100
Note: Bygger på svar fra 65 kommuner, som har svaret ja i foregående tabel.
I 84 procent af de kommuner, som har procedurer for brug af redegørelsen, omfatter
denne procedure opfølgning i forhold til de konkrete plejecentre mv., hvor ændringen er
mest markant i forhold til tidligere år. I 72 procent af kommunerne omfatter proceduren,
at den erhvervede viden anvendes ved uddannelse af medarbejdere. Endelig benytter 36
procent redegørelsen til evaluering/udarbejdelse af egne retningslinjer, se tabel 4.8.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
34
Tabel 4.8 Omfatter den særlige procedure:
Antal Procent
At den erhvervede viden anvendes ved uddannelse af medarbejdere 18 72
At kommunen følger op i forhold til de konkrete plejecentre mv. hvor ændringen er mest
markant
21 84
Evaluering/udarbejdelse af egne retningslinjer 9 36
Andet 6 24
I alt 25 100
Note: Bygger på svar fra 25 kommuner, som har svaret ja i foregående tabel. Kommunerne har haft mulighed for at vælge
flere svarmuligheder, derfor summer tallene i tabellen ikke til 100.
Blandt de kommuner, som har svaret ”andet” til spørgsmålet i ovenstående tabel, skriver
en kommune, at de gør det løbende, og to andre kommuner skriver følgende:
”Udover den politiske vurdering af behovet for opfølgning, som sker i
forbindelse med forvaltningens forelæggelse af den årlige beretning,
varetager forvaltningen løbende overvågning af magtanvendelsesområdet og
tager initiativ til nødvendige opfølgende tiltag for eksempel i relation til
ændret lovgivning, revision af retningslinjer, råd og vejledning i konkrete
problemstillinger og ved væsentlige udsving i omfanget af indgreb.”
(Kommune, som har svaret andet til ovenstående spørgsmål)
”Der arbejdes altid videre med at undgå magtanvendelse, og ledere
involveres. Retningslinjer diskuteres med alle ældrecentre/hjemmeplejen for
at ensarte kommunens tiltag. Demenskonsulent på hvert ældrecenter og i
hjemmeplejen deltager i Magtanvendelsesteam, der behandler de indkomne
indberetninger og ansøgninger.” (Kommune, som har svaret andet til
ovenstående spørgsmål)
4.3 Antallet af indberettet og godkendte
magtanvendelser
Alle former for magtanvendelse skal registreres og indberettes, og kommunalbestyrelsen
skal give tilladelse til magtanvendelse i henhold til §§ 125, 126 a, 127 og 128 (se kapitel
2 om magtanvendelsesbekendtgørelsen). Det vil sige, at indberetning af magtanvendelse
kan opdeles i:
 Godkendt magtanvendelse, det vil sige magtanvendelse, som er i henhold til en
tilladelse givet af kommunalbestyrelsen på baggrund ovenfor nævnte bestemmelser.
Hertil skal bemærkes, at magtanvendelse i henhold til en tilladelse skal registreres og
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
35
indberettes hver gang, de udøves, selvom der er givet tilladelse til at udøve disse
inden for en given periode.
 Ikke godkendt magtanvendelse, det vil sige magtanvendelse, hvor der ikke har været
givet tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Her kan der både være tale om akut
magtanvendelse efter servicelovens § 126 såvel som magtanvendelse, der hverken er
akut eller tilladt. Den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for borgerens ophold i
tilbuddet, skal i henhold til magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3 vurdere den
akutte magtanvendelse. En vurdering, som kan munde ud i vejledning til relevante
medarbejdere om anvendelse af akut magtanvendelse.
I dette afsnit gennemgås antallet af indberettede magtanvendelser, godkendte
magtanvendelser og ikke godkendte magtanvendelser, som kommunerne har oplyst i
spørgeskemaet. Inden disse præsenteres, redegøres der kort for de udfordringer, som
kommunerne oplever i forbindelse med opgørelsen heraf, og som skal holdes i mente i
den efterfølgende gennemgang.
4.3.1 Udfordringer ved opgørelse af antal magtanvendelser
Udfordringer og manglende registreringer
Flere kommuner vurderer, at der er behov for mere viden om brug af magtanvendelse og
forståelse for formålet, vigtigheden og konsekvensen af registreringen. Dette særligt
blandt det udførende personale.
Det er en gennemgående vurdering for en del af de kommuner, der har peget på
udfordringer i forbindelse med registreringen af magtanvendelse, at ikke alle
magtanvendelsesindgreb bliver indberettet. Flere kommuner nævner eksempelvis, at
antallet af indberettede magtanvendelser er urealistisk lavt, hvilket tyder på, at ikke alle
magtanvendelsesindgreb registreres.
Nogle kommuner oplyser, at der vedvarende er brug for at genopfriske medarbejdernes
viden om magtanvendelsesreglerne og pligten til at indberette. Det oplyses, at flere
medarbejdere i det daglige ikke er klar over, at de reelt bruger magtanvendelse, og
derfor ikke registrerer hændelserne.
Der er desuden kommuner, som oplever en udfordring i at vurdere, om de enkelte
hændelser og handlinger er korrekt og tilstrækkeligt dokumenteret, således at
kommunens myndighedspersoner har et tilstrækkeligt oplyst grundlag til at vurdere, om
der er hjemmel i loven i de enkelte magtanvendelsestilfælde. Der kan blandt andet
mangle dokumentation for, hvordan der er forsøgt at give hjælp uden brug af magt.
Indberetningsskemaerne
Mange kommuner oplyser, at indberetningsskemaerne kan være vanskelige at udfylde
for plejepersonalet. Det kan ifølge disse kommuner føre til, at indberetningen bliver
mangelfuld, og at der bliver indberettet på de forkerte skemaer mv. Det nævnes tillige,
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
36
at nogle kommuner beskriver skemaerne fra Socialstyrelsen som værende ikke
tilstrækkeligt entydige, hvilket kan volde personalet problemer. Skemaerne kunne derfor
ifølge flere kommuner med stor fordel revideres.
Der er desuden kommuner, der oplyser, at personalet oplever, at skemaerne er
besværlige og tidskrævende at udfylde. Mange oplever, at de laver dobbelt arbejde, fordi
personalet både skal udfylde indberetningsskemaet i henhold til lovgivningen og samtidig
skal lave den samme dokumentation i handleplanerne i henhold til lokalt fastsatte
retningslinjer.
En kommune oplyser, at registreringen af magtanvendelse i hygiejnesituationer i det
daglige kan komme til at fylde rigtig meget. Derfor har kommunen ved hjælp af blandt
andet jurister lavet deres eget registreringsskema, der ifølge kommunen er i
overensstemmelse med de forskrevne regler.
Opfattelse af magtanvendelse
Flere kommuner peger på, at plejepersonalet har vanskeligt ved at vurdere, hvor
grænsen går mellem omsorg og magtanvendelse og derfor ikke indberetter alle tilfælde
af magtanvendelser, og at medarbejderne kan være i tvivl om, hvorvidt der er tale om
magtanvendelse eller ej.
En kommune oplyser således, at medarbejderne ikke altid ser et indgreb som
magtanvendelse, men mere som et omsorgstiltag ved eksempelvis hygiejnesituationer.
Det kan for eksempel være ved bleskift på grund af afføring. Man indberetter ikke en
magtanvendelse, hvis man ikke mener, det er en magtanvendelse.
Kommuners forslag til forbedringer
Flere kommuner er kommet med forslag til forbedringer til indberetningsskemaerne om
magtanvendelse.
En kommune nævner, at den største hindring for at få alle indberetninger registreret, er
det omfattende registreringsskema, som kunne erstattes af et mere enkelt
afkrydsningsskema, uden at kvaliteten blev ringere. Kvalitet kan i øvrigt sikres gennem
handleplaner, der overholdes og revideres.
En anden kommune vurderer, at Socialstyrelsens indberetningsskemaer er meget
omfattende, men at de samtidigt mangler oplysninger om borgerens mentale
funktionsniveau. Derfor har kommunen udarbejdet egne skemaer, således at det alene
på baggrund af indberetningen er muligt at afgøre, om magtanvendelsen er lovlig. En
kommune kommer med en række konkrete forslag til forbedringer af skemaerne til brug
ved indberetning af magtanvendelse:
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
37
”Skemaerne til indberetning af magtanvendelse er ikke vejledende nok, idet
personalet ikke i tilstrækkelig grad vejledes om, hvilke oplysninger det er, der
præcis efterspørges.
Feltet til beskrivelse af forløbet forud for magtanvendelsen bør eksempelvis
uddybes, således at det, der fremgår af skemaet, er: hvad personalet sagde
og gjorde for at få borger til at medvirke frivilligt; hvordan og i hvilket omfang
borger modsatte sig; hvilke socialpædagogiske tiltag personalet iværksatte
forud for magtanvendelsen; og hvorfor det var absolut nødvendigt at anvende
magt på det pågældende tidspunkt.
Feltet til beskrivelse af hvilke former for fysiske indgreb, der blev benyttet bør
uddybes, således at det fremgår af skemaet, at det også er nødvendigt at få
oplyst, hvordan magtanvendelsen blev udført, således at det er muligt for
myndigheden at vurdere, om mindsteindgrebsprincippet blev overholdt, og
om indgrebet blev udført så skånsomt og så hensynsfuldt som muligt.
Sprogbruget i skemaerne bør desuden tilpasses den medarbejdermålgruppe,
der typisk udfylder skemaerne, hvilket er medarbejdere, der ofte kun har
kortere uddannelser. Det bør generelt præciseres, hvad det er for
oplysninger, der er behov for.”
En kommune foreslår et fælles it-system til håndtering af indberetning og registrering.
Efter kommunens vurdering ville det være hensigtsmæssigt, hvis systemet automatisk
fremkommer med eksempelvis fakta oplysninger, og det ville samtidigt være en langt
mere sikker sagsgang. Et fælles it-system til håndtering af indberetning og registrering
vil både være til fordel for borgernes retssikkerhed og det vil blive langt lettere og
mindre tidskrævende at føre statistik.
Indberetning uden udfordringer
Der er imidlertid også en del kommuner, der oplyser, at de ikke oplever udfordringer i
forbindelse med indberetningerne.
Eksempelvis nævner en kommune, at kommunens demenskonsulenter har forestået
grundig undervisning på alle plejecentre og i hjemmeplejen. Undervisningen har betydet,
at der ikke længere opleves udfordringer med indberetningerne.
En anden kommune oplyser, at der ikke er udfordringer med registreringerne efter, at
kommunen har fået lagt registreringsskemaerne ind i borgerens journal.
4.3.2 Indberettet magtanvendelse
I dette afsnit gennemgås antallet af henholdsvis indberettet magtanvendelser, godkendte
magtanvendelser og ikke godkendte magtanvendelser, som kommunerne har oplyst i
spørgeskemaet.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
38
Godkendt magtanvendelse er som førnævnt magtanvendelse, som kommunalbestyrelsen
har givet tilladelse til at anvende. Kommunalbestyrelsen skal give tilladelse til
magtanvendelse angivet i §§ 125, 126 a, 127 og 128. Magtanvendelse skal registreres
og indberettes hver gang den udøves, selvom der er givet tilladelse til at udøve den
inden for en given periode.
Ikke godkendt magtanvendelse er magtanvendelse, hvor kommunalbestyrelsen ikke har
givet tilladelse. Her kan der både være tale om akut magtanvendelse såvel som
magtanvendelse, der ikke er akut. Den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for
borgerens ophold i tilbuddet, skal i henhold til magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9,
stk. 3, vurdere den akutte magtanvendelse. En vurdering, som kan munde ud i
vejledning til relevante medarbejdere om anvendelse af akut magtanvendelse.
I forlængelse af de ovenfor beskrevne udfordringer er det væsentligt at gøre opmærksom
på, at de til Ankestyrelsens oplyste antal magtanvendelser herefter kan være behæftet
med en betydelig usikkerhed. En kommune har påpeget, at det for dem ikke kan lade sig
gøre at udskille antallet af indberetninger, der vedrører demente borgere, fra
indberetninger om magtanvendelse over for øvrige borgere. Det kan gøre sig gældende
for flere kommuner, idet der kan anvendes magt over for en række forskellige borgere
med forskelligartet væsentligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og det fremgår
ikke af indberetningsskemaet, om borgerens diagnose er demens, eller om den nedsatte
psykiske funktionsevne skyldes anden tilstand. Ikke alle borgere på plejehjem med
væsentligt nedsat psykisk funktionsevne har demens, nogle har eksempelvis
hjerneskade.
Antallet af kommuner, der har indsendt oplysning om antal magtanvendelser, varierer
afhængigt af årstal og type magtanvendelse. Antallet af kommuner, som har oplyst et
antal vil derfor fremgå tydeligt i henhold til år og magtanvendelsestype i nedenstående
tabeller. Man skal her være opmærksom på, at der kan være meget stor forskel fra
kommune til kommune i forhold til antallet af magtanvendelse, og man derfor ikke kan
lægge til grund, at antallet af magtanvendelser er jævnt fordelt på det antal kommuner,
som har oplyst et antal herpå.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
39
Indberettet magtanvendelse i 2012 - 2014
Mellem 55 og 66 kommuner har oplyst antallet af indberettet magtanvendelse for 2014.
Det fremgår af opgørelsen, at den mest anvendte form for magtanvendelse var
fastholdelse i hygiejne situation, og de to mindst anvendte former for magtanvendelse
var tilbageholdelse i boligen og magtanvendelse uden for serviceloven, se tabel 4.9.
Tabel 4.9 Indberettede magtanvendelser i 2014
Antal indberettede
magtanvendelser
Antal kommuner
som har
indberettet
magtanvendelser
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 455 62
Fastholdelse (§ 126) 529 65
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 1380 66
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 61 59
Stofseler (§ 128) 328 60
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 147 58
Magtanvendelse uden for serviceloven 53 55
Magtanvendelse i alt* 2398 60
Note: Baseret på svar fra mellem 55 og 66 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 60 kommuner har oplyst.
For det oplyste antal indberettet magtanvendelse for henholdsvis 2012 og 2013 gælder
den samme rækkefølge som i 2014 i henhold til, at den mest anvendte form for
magtanvendelse var fastholdelse i hygiejne situation, og de to mindst anvendte former
for magtanvendelse var tilbageholdelse i boligen og magtanvendelse uden for
serviceloven, se bilag 5.
Sammenholder man antallet af indberettet magtanvendelse i årene 2012 til 2014 alene
for de kommuner, som har oplyst antallet i alle tre år, det vil sige mellem 48 og 56
kommuner, kan der konstateres en stigning i magtanvendelse i alt, et fald i fastholdelse i
hygiejnesituation samt mindre ændringer på de resterende magtanvendelsesformer, se
tabel 4.10.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
40
Tabel 4.10 Indberettede magtanvendelser for 2012-2014
2012 2013 2014 Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 267 366 448 52
Fastholdelse (§ 126) 529 387 481 56
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 1263 1161 1063 56
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 36 39 56 51
Stofseler (§ 128) 202 122 235 52
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 152 131 140 51
Magtanvendelse uden for serviceloven 37 47 48 48
Magtanvendelse i alt* 2000 1509 1233 53
Note: Baseret på svar fra mellem 48 og 56 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre. Tabellen medtager kun de
kommuner, som har afgivet en angivelse for alle tre år, hvorfor flere kommuner er udgået på grund af mangelfuld besvarelse.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 53 kommuner har oplyst.
Godkendte magtanvendelse i 2012 - 2014
Mellem 52 og 61 kommuner har oplyst antallet af godkendte magtanvendelser for 2014,
hvoraf det fremgår, at den form for godkendt magtanvendelse, der var mest hyppig, var
fastholdelse i hygiejne situation, mens de to mindst anvendte former for magtanvendelse
var tilbageholdelse i boligen og flytning uden samtykke, se tabel 4.11.
Tabel 4.11 Godkendte magtanvendelser i 2014
Godkendte
magtanvendelser
2014
Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 308 56
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 821 61
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 16 52
Stofseler (§ 128) 318 53
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 122 54
Magtanvendelse i alt* 1357 60
Note: Baseret på svar fra mellem 52 og 61 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 60 kommuner har oplyst.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
41
For det oplyste antal godkendte magtanvendelser for henholdsvis 2012 og 2013 gælder
den samme rækkefølge som i 2014 i forhold til, at den hyppigst godkendte og anvendte
form for magtanvendelse var fastholdelse i hygiejne situation, og de to mindst anvendte
former var tilbageholdelse i boligen og flytning uden samtykke, se bilag 5.
Sammenholder man antallet af godkendte magtanvendelser i årene 2012 til 2014 for de
kommuner, som har oplyst antallet i alle tre år, det vil sige mellem 45 og 51 kommuner,
et fald i godkendt fastholdelse i hygiejnesituation samt mindre ændringer på de
resterende magtanvendelsesformer, se tabel 4.12.
Tabel 4.12 Godkendte magtanvendelser for 2012-2014
2012 2013 2014 Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 158 241 302 48
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 1340 918 608 50
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 36 13 14 46
Stofseler (§ 128) 201 123 227 45
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 107 99 105 45
Magtanvendelse i alt* 2406 1784 1612 53
Note: Baseret på svar fra mellem 45 og 51 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre. Tabellen medtager kun de
kommuner, som har afgivet en angivelse for alle tre år, hvorfor flere kommuner er udgået på grund af mangelfuld besvarelse.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 53 kommuner har oplyst.
Ikke godkendt magtanvendelse i 2012 - 2014
Mellem 42 og 53 kommuner har oplyst, at den mest hyppige form for ikke godkendt
magtanvendelse i 2014 var fastholdelse i hygiejne situation, mens den mindst anvendte
form for ikke godkendt magtanvendelse var stofseler, se tabel 4.13.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
42
Tabel 4.13 Ikke godkendte magtanvendelser i 2014
Ikke godkendte
magtanvendelser
2014
Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 22 43
Fastholdelse (§ 126) 114 53
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 252 51
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 44 47
Stofseler (§ 128) 2 42
Magtanvendelse i alt* 564 58
Note: Baseret på svar fra mellem 42 og 53 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 58 kommuner har oplyst.
For det oplyste antal ikke godkendte magtanvendelser for henholdsvis 2012 og 2013
gælder det samme i 2014 i forhold til, at den hyppigst ikke godkendte og anvendte form
for magtanvendelse var fastholdelse i hygiejne situation og den mindst anvendte form
var stofseler, se bilag 5.
Sammenholder man antallet af ikke godkendte magtanvendelser i årene 2012 til 2014 for
de kommuner, som har oplyst antallet i alle tre år, det vil sige mellem 48 og 56
kommuner, er der indtrådt en stigning i antallet af ikke godkendte magtanvendelser fra
489 i 2012 til 553 i 2014, se tabel 4.14.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
43
Tabel 4.14 Ikke godkendte magtanvendelser for 2012-2014
2012 2013 2014 Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 18 22 21 38
Fastholdelse (§ 126) 122 106 108 44
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 242 166 220 41
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 4 15 2 38
Stofseler (§ 128) 2 0 2 38
Magtanvendelse i alt* 489 532 553 49
Note: Baseret på svar fra mellem 38 og 44 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre. Tabellen medtager kun de
kommuner, som har afgivet en angivelse for alle tre år, hvorfor flere kommuner er udgået på grund af mangelfuld besvarelse.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 49 kommuner har oplyst.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
44
5 Demenskoordinatorer, opfølgning
og læring
Dette kapitel handler om kommunernes brug af demenskoordinatorer samt håndtering af
opfølgning på magtanvendelse og læring blandt personale. Kapitlet er baseret på
kommunernes besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.
5.1 Demenskoordinatorer
82 ud af 83 kommuner oplyser, at de har en eller flere demenskoordinatorer,
demenskonsulenter mv., som er specialiseret i arbejdet med demente, herunder i
reglerne om magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-128, se tabel 5.1.
Tabel 5.1 Er der i kommunen en eller flere demenskoordinatorer, demenskonsulenter
mv. som er specialiseret i arbejdet med demente, og herunder reglerne for
magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere,
døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?
Antal Procent
Ja 82 99
Nej 1 1
I alt 83 100
Note: Bygger på svar fra 83 kommuner.
I nedenstående figur fremgår det, at stort set alle demenskoordinatorer og konsulenter
rådgiver og uddanner personale (94 procent). Lige store andele af koordinatorerne og
konsulenterne træffer afgørelser om magtanvendelse om §§ 125-128 og udarbejder
beretning om magtanvendelse til kommunalbestyrelserne (44 procent). I en lidt mindre
andel af kommunerne (41 procent), varetager demenskoordinatorer og konsulenter
registreringerne om magtanvendelse, se figur5.1.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
45
Figur 5.1 Hvori består arbejdsopgaverne? (Procent)
Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.
Flere kommuner beskriver, hvorledes demenskonsulenten eller -koordinatoren står for
rådgivning og undervisning. Eksempelvis skriver en kommune således:
”Demensfaglige rådgivere yder rådgivning til personale og pårørende inden for
demensområdet samt udøver supervision i sager, som kræver særlig
demensfaglig indsigt. Demensfaglige rådgivere samt
demensvidenspersoner vejleder konkret om forebyggende metoder herunder
hjælp til socialpædagogisk handleplan i borgersager, hvor magtanvendelse
har været i brug eller overvejes at blive taget i brug.” (Kommune, hvor
demensfaglig rådgiver og uddanner personale)
Blandt de kommuner, hvor demenskoordinatoren træffer afgørelse om magtanvendelse i
henhold til §§ 125-128, oplyser et par kommuner, at demenskoordinatoren enten er en
del af kommunens myndighedsafdeling; indgår i et særligt magtanvendelsesudvalg, hvor
beslutninger herom træffes; eller indgår i et samarbejde med en leder fra den
kommunale myndighed om at træffe disse beslutninger.
1
26
41
42
44
94
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Ved ikke
Andet
Koordinatorer og konsulenter registrerer
magtanvendelse i henhold til §§ 125-128
Koordinatorer og konsulenter udarbejder
beretning om magtanvendelse til
kommunalbestyrelsen
Koordinatorer og konsulenter træffer
afgørelse om magtanvendelse i henhold
til §§ 125-128
Koordinatorer og konsulenter rådgiver
og uddanner personale
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
46
En enkelt kommune beskriver, hvorledes de skelner mellem demenskoordinator og
demenskonsulter. Demenskoordinatoren står for at træffe afgørelse om §§ 125-128 samt
rådgivning og uddannelse, mens demenskonsulenter står for at registrere
magtanvendelse og udarbejde beretning.
Blandt de kommuner, som har svaret ”andet” til ovenstående spørgsmål, oplyser nogle
kommuner, at det drejer sig om rådgivning til pårørende og udlevering af GPS.
5.2 Opfølgning og læring
Kommunerne er blevet bedt om at forholde sig til, hvorvidt de har retningslinjer for,
hvordan der på plejecentre mv. kan drages læring af situationer, hvor der har været
anvendt magt, eller hvor det blev overvejet. Her beskriver flere kommuner, hvordan de
holder møder om eller giver sparring i forhold til situationer med magtanvendelse.
Eksempelvis skriver fem kommuner følgende hertil:
”Alle magtanvendelser behandles på et tværfagligt møde en gang om
måneden med deltagelse af demenskonsulenterne, visitationen og
tilsynsenheden. Ultimo 2015 etableres ressourcepersoner på alle tilbud i
kommunen, der skal deltage i kvartalsvise opfølgninger, netop med henblik på
at skabe mere fokus på alternativer til magt, og når der er behov for magt,
hvordan det kan gennemføres mest lempeligt.”
”Der er skriftlige retningslinjer for udarbejdelsen af pædagogiske
handleplaner, som indebærer møder med deltagelse og læring for
medarbejderne i alle vagter omkring borgeren”
”Der udarbejdes socialpædagogisk handleplan, og situationer behandles på
personalemøder med henblik på læring. Der har desuden været tilknyttet
VISO i særlige sager”
”Der er altid demenskoordinator på som supervisor ved brug af
magtanvendelse i kommunen. Demenskoordinatoren har 2 kasketter på både
som konsulent og som myndighed.”
”Der er stående tilbud om råd og vejledning i forbindelse med sager om
magtanvendelse.
I særligt svære sager, har der været tilbud om faglige samtaler og/eller
supervision til det involverede personale.”
I tre ud af fire kommuner indgår kendskabet til procedurer og retningslinjer for
forebyggende tiltag og magtanvendelser i forbindelse med oplæringen af nye
medarbejdere (77 procent). I to ud af tre kommuner indgår kendskab til procedurer og
retningslinjer i kompetenceudviklingsaktiviteter for personalet (65 procent). I 38 procent
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
47
af kommunerne indgår kendskabet i det intro materiale, der anvendes til nye
medarbejdere og i 35 procent drøftes det på personalemøder mindst en gang årligt, se
figur 5.2.
Figur 5.2 Hvordan sikrer kommunen, at relevante medarbejdere kender
procedurer/retningslinjer for forebyggende tiltag og magtanvendelser, herunder
betingelserne for magtanvendelse? (Procent)
Note: Bygger på svar fra 81 kommuner. Det har været muligt at angive flere svar, derfor summer procenterne ikke til 100
Blandt de kommuner, som har svaret ”andet”, oplyser enkelte kommuner, at det er den
nærmeste leder, som står for vejledning og undervisning, mens flere kommuner oplyser,
at det er demenskoordinatorens opgave. For eksempel skriver to kommuner følgende:
”Myndighedsfunktionen og de demensfaglige rådgivere underviser ude
på enhederne. Det fremgår af myndighedsfunktionens afgørelser i hver enkelt
magtanvendelsessag, hvorledes rammerne for tilladelsen/afgørelsen er i
henhold til servicelovens regelsæt om magtanvendelse over for voksne.
Derudover rådgiver og underviser myndighedsfunktionen medarbejdere
med særlig demensviden således, at disse ude på enhederne kan rådgive og
vejlede om procedure på magtanvendelsesområdet. Endvidere fremgår
procedure af en intern sagsgangsvejledning. Endelig er der retningslinjer for
ledelsesmæssig fokus på at sikre, at der lokalt er kendskab til retningslinjer
m.m.”
30
35
38
65
77
0 20 40 60 80 100
Andet
Retningslinjerne/procedurerne
drøftes på personalemøder
mindst 1 gang årligt
Det indgår i det intro
materiale, der udleveres til
nye medarbejdere
Retningslinjerne/procedurerne
indgår i
kompetenceudviklingsaktivitet
er for personalet
Det indgår i oplæringen af nye
medarbejdere
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
48
”Nøglepersoner på demensområdet undervises jævnligt i reglerne om
magtanvendelse.
Alle afdelinger på plejehjem og i hjemmepleje tilbydes undervisning i reglerne
om magtanvendelse cirka hvert andet år. Desuden er der stående tilbud om
vejledning og undervisning, når en afdelingsleder oplever et behov for dette,
generelt eller i forbindelse med en konkret sag.”
Endelig påpeger enkelte kommuner, som har svaret ”andet” til spørgsmålet i
ovenstående figur, at det er et område, som de i fremtiden vil gøre mere ved, så
medarbejderne på plejecentrene får mere viden herom.
Kommunerne er blevet adspurgt, hvorledes opkvalificering af medarbejdere sikres, og i
næsten alle 80 kommuner, der har svaret på dette, er det en demenskoordinator, som
bidrager til opkvalificeringen. I henholdsvis 78 og 65 procent af kommunerne foregår
opkvalificeringen af medarbejderne via afholdelse af kurser eller lignende eller via
løbende uddannelse i at benytte faglige metoder. 61 procent af kommunerne uddanner
særlige ressourcepersoner eller nøglepersoner på plejecentrene, se figur 5.3.
Figur 5.3 Hvordan sikrer de enkelte plejecentre, at viden om socialpædagogiske
løsninger mv. når til de medarbejdere, der har brug for den? (Procent)
Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.
6
46
61
65
78
98
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Andet
Faste møder med rådgivning og sparring
Der uddannes ressourcepersoner eller nøglepersoner
på plejecentre, der formidler viden til kollegaer
Personalet uddannes løbende i at benytte faglige
metoder
Der afholdes kurser og lignende, når der er behov
for det
Demenskoordinator medvirker til opkvalificering
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
49
I 81 procent af de 81 kommuner, som har svaret på, hvordan der samles op på
indberetninger om magtanvendelser på det enkelte plejecenter, inddrages plejecentrets
ledelse i løsningsforslag. I henholdsvis 78 og 57 procent af kommunerne iværksættes
nye socialpædagogiske tiltag eller afsættes tid til faglig behandling (det vil sige faglig
drøftelse), se tabel 5.2.
Tabel 5.2 Hvordan samles op på indberetninger om magtanvendelse på det enkelte
plejecenter mv.?
Antal Procent
Plejecentrets ledelse inddrages i løsningsforslag 66 81
Der iværksættes nye socialpædagogiske tiltag 63 78
Der afsættes tid til faglig behandling 46 57
Demenskoordinatorer med koordinerende ledelsesfunktion og ansvar inddrages 32 40
Der medvirker demens fagpersoner fra andre afdelinger af plejecentret 27 33
Andet 10 12
I alt 81 100
Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.
I 19 procent af de 81 kommuner, som har besvaret nedenstående spørgsmål, tilbyder
kommunen årligt efteruddannelse, kurser, opkvalificering mv. af medarbejdere med
arbejdsopgaver, der kan omfatte brug af magtindgreb efter serviceloven. Hvor det i 22
procent af kommunerne forekommer oftere, se tabel 5.3.
Tabel 5.3 Hvor ofte tilbyder kommunen efteruddannelse, kurser, opkvalificering mv. af
medarbejdere med arbejdsopgaver, der kan omfatte brug af magtindgreb efter
serviceloven?
Antal Procent
Årligt 15 19
Halvårligt eller kvartalsvist 13 16
Oftere 5 6
Andet 48 59
I alt 81 100
Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
50
Blandt de kommuner, som har angivet ”andet” til spørgsmålet i ovenstående tabel, har
omkring halvdelen oplyst, at der tilbydes uddannelse, kurser og opkvalificering efter
behov. Eksempelvis skriver en kommune følgende:
”Ved behov - såvel når undervisning efterspørges af enhederne selv, som når
myndighedsfunktionen vurderer, at undervisning af enhed er påkrævet.”
Hertil kommer, at andre kommuner, som har angivet ”andet”, oplyser, at det sker
løbende, og enkelte, at det sker hvert andet år.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
51
6 Optagelse på botilbud uden
samtykke
Følgende kapitel handler om optagelse på botilbud uden samtykke. Kapitlet er baseret på
kommunernes besvarelser af et spørgeskema om kommunernes håndtering af
servicelovens magtanvendelsesregler over for borgere med demens. Spørgeskemaet blev
udsendt i foråret 2015.
Kommunerne er blevet spurgt til, hvem der træffer afgørelse om optagelse i botilbud
uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 2. Hertil svarer 52 procent af de 82
kommuner, der har besvaret spørgsmålet, at det er lederen med det overordnede ansvar
(myndighedsperson), som træffer denne afgørelse, se tabel 6.1.
Tabel 6.1 Hvem i kommunen træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke
efter servicelovens § 129, stk. 2?
Antal Procent
Ledere med overordnet ansvar (myndighedsperson) 43 52
Kommunal medarbejder 3 4
Demenskonsulent, demenskoordinator eller tilsvarende 14 17
Andre 21 26
Ved ikke 1 1
I alt 82 100
Note: Bygger på svar fra 82 kommuner. Det skal her påpeges, at alle spørgsmål i spørgeskemaet omhandler kommunernes
praksis i relation til borgere med demens.
Blandt de kommuner, som har svaret ”andre” til ovenstående spørgsmål, oplyser
omkring en tredjedel, at afgørelsen træffes af et særligt magtanvendelsesteam eller af
den kommunale myndighed med deltagelse af en juridisk konsulent. En anden tredjedel
af kommuner, som har svaret ”andre”, nævner personer fra den kommunale myndighed.
Endelig nævner en enkelt kommune, som også har angivet ”andre”, inddragelse af
personlig værge.
Kommunerne er blevet spurgt til, hvem der beslutter, at der skal udarbejdes en
indstilling til Statsforvaltningen om optagelse i botilbud uden samtykke efter
servicelovens § 129, stk. 3. I 51 procent af de 80 kommuner, som har besvaret
spørgsmålet, er det lederen med overordnet ansvar (myndighedsperson), som skal
træffer beslutning om at udarbejde en indstilling, se tabel 6.2.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
52
Tabel 6.2 Hvem i kommunen beslutter, at der skal udarbejdes en indstilling til
Statsforvaltningen om optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129. stk.
3?
Antal Procent
Ledere med overordnet ansvar (myndighedsperson) 41 51
Kommunal medarbejder 3 4
Demenskonsulent, demenskoordinator eller tilsvarende 19 24
Andre 15 19
Ved ikke 2 3
I alt 80 100
Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.
Blandt dem, der har svaret ”andre” til ovenstående spørgsmål, nævner et par kommuner
et særligt magtanvendelsesudvalg, en tilsynsenhed eller den kommunale myndighed med
deltagelse af en juridisk konsulent.
Kommunerne er blevet bedt om at oplyse, hvorvidt antallet af borgere, som er optaget i
botilbud efter serviceloven § 129, stk. 2, har været stigende eller faldende det seneste
år. Serviceloven § 129, stk. 2, giver kommunen mulighed for at træffe afgørelse om at
flytte en borger med en erhvervet fremadskridende mental svækkelse, for eksempel
demens, fra en bolig til en anden, hvis borgeren ikke modsætter sig flytning, men
samtidigt mangler evnen til at give informeret samtykke hertil (se også afsnit 2.3). I 67
procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har antallet været uændret
det seneste år, se tabel 6.3.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
53
Tabel 6.3 Har antallet af borgere optaget i botilbud efter serviceloven § 129, stk. 2,
været stigende eller faldende det seneste år?
Antal Procent
Stigende 11 14
Uændret 54 67
Faldende 8 10
Ved ikke 8 10
I alt 81 100
Note: Bygger på svar fra 81 kommuner.
Kommunerne er blevet bedt om at oplyse, hvorvidt antallet af borgere, som er optaget i
botilbud efter serviceloven § 129, stk. 3, har været stigende eller faldende det seneste
år. Kommunen kan i henhold til serviceloven § 129, stk. 3, i ganske særlige tilfælde
indstille til Statsforvaltningen, at der træffes afgørelse om at flytte en borger fra et
bosted til et andet tilsvarende, herunder i situationer, hvor et botilbud lukker. Optagelsen
på et nyt tilbud kræver, at det skønnes at være i den pågældendes egen interesse,
herunder af hensyn til mulighederne for at bevare tilknytningen til borgerens pårørende.
Det forudsættes desuden, at borgeren fortsat kan få opfyldt behov for omsorg og pleje i
det andet botilbud. I 77 procent af de 82 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har
antallet af borgere optaget i botilbud efter serviceloven § 129, stk. 3, været uændret det
seneste år, se tabel 6.4.
Tabel 6.4 Har antallet af borgere optaget i botilbud efter serviceloven § 129, stk. 3,
været stigende eller faldende det seneste år?
Antal Procent
Stigende 5 6
Uændret 63 77
Faldende 4 5
Ved ikke 10 12
I alt 82 100
Note: Bygger på svar fra 82 kommuner.
Kommunerne er blevet bedt om at angive den hyppigste årsag til, at borgere ikke kan
optages i særlige botilbud efter servicelovens § 129, stk. 2. Ifølge serviceloven § 129,
stk. 2, forudsætter flytning, at borgerens værge tiltræder indstillingen. Flytningen er
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
54
desuden betinget af, at flytningen er påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige
hjælp, og at flytningen i det konkrete tilfælde vurderes at være det mest
hensigtsmæssige for borgeren. Kommunerne har oplyst, at en af årsagerne er, at der
ikke er dokumentation for, at flytningen omsorgsmæssigt er mest hensigtsmæssig for
borgeren, se figur 6.1.
Figur 6.1 Hvad er oftest årsagen til, at borgeren ikke kan optages i særlige botilbud
efter servicelovens § 129, stk. 2? (procent)
Note: Bygger på svar fra mellem 56 og 47 kommuner, hvilket er angivet ud for hver søjle.
Blandt de kommuner, som til ovenstående spørgsmål har svaret, at ”Anden årsag” i høj
eller nogen grad har været årsag, oplyser et par kommuner, at de ikke har haft borgere,
som hørte til personkredsen for § 129. Et par af de kommuner, som ikke har besvaret
ovenstående spørgsmål, oplyser, at de ikke har givet afslag på nogen ansøgning efter §
129, stk. 2.
Af nedenstående figur fremgår det, hvad der er årsagen til, at kommunalbestyrelsen har
givet afslag på indstillinger om optagelse i særlige botilbud efter servicelovens § 129,
stk. 3, i tilfælde af, at kommunen har givet afslag. Heraf fremgår det blandt andet, at lidt
flere kommuner oplever, at det skyldes, at omsorgen for personen kan varetages i
botilbuddet, se figur 6.2.
9
7
2
11
5
22
14
6
16
9
9
19
36
24
34
55
42
38
41
0 20 40 60 80 100
Anden årsag
Kommunalbestyrelsens
indstilling ikke er tiltrådt af
den værge,
statsforvaltningen har
beskikket
Der ikke er dokumentation
for, at flytningen
omsorgsmæssigt er mest
hensigtsmæssigt for den
pågældende
Der ikke er dokumentation
for, at den pågældende kan
få den nødvendige hjælp i
botilbuddet
I høj grad I nogen grad I ringe grad Slet ikke Ved ikke
55
56
58
47
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
55
Figur 6.2 Hvis kommunalbestyrelsen har givet afslag på indstillinger om optagelse i
særlige botilbud efter servicelovens § 129, stk. 3, hvad er årsagen hertil? (procent)
Note: Bygger på svar fra mellem 48 og 46 kommuner, hvilket er angivet ud for hver søjle.
Flere af de kommuner, som enten ikke har svaret på ovenstående spørgsmål eller har
svaret ”ved ikke”, oplyser, at de enten ikke har haft sager efter § 129, stk. 3, eller ikke
har givet afslag forbundet hermed.
4
6
4
4
13
6
6
2
2
6
10
20
15
19
15
74
65
65
65
0 20 40 60 80 100
Anden årsag
At omsorgen for
personen kan
varetages i
botilbuddet
At flytningen
betyder, at den
pågældende kan
bevare tilknytningen
til sine pårørende
At flytningen vil
være i den
pågældendes egen
interesse
I høj grad I nogen grad I ringe grad Slet ikke Ved ikke
48
48
48
46
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
56
7 Pårørende og værger
Dette kapitel handler om kommunernes praksis i forhold til at inddrage pårørende og
værger til borgere med demens i forbindelse med magtanvendelse. Kapitlet er baseret på
kommunernes besvarelser af et spørgeskema udsendt i foråret 2015.
Det følger af servicelovens § 82, stk. 2, at kommunen skal påse, om der er pårørende
eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig
nedsat psykisk funktionsevne. I tilfælde, hvor en særlig indsats iværksættes uden
samtykke over for en borger, som på grund af den psykiske funktionsnedsættelse ikke
kan varetage egne interesser, skal kommunen således sikre sig, om der er pårørende
eller andre, som kan indgå i dialog med kommunen om den pågældende borgers behov
samt tilrettelæggelsen og afgrænsningen af indsatsen.
Efter servicelovens § 130, nr. 4, er det derudover et krav, at der som grundlag for
kommunens afgørelser efter servicelovens §§ 125, 126a, 127 og 128, blandt andet
foreligger pårørendes og en eventuel værges bemærkninger til de påtænkte
foranstaltninger. Herved sikres den bedst mulige indsats over for den pågældende
borger, da personer med et nærmere kendskab til borgeren inddrages.
7.1 Kommunernes praksis for at inddrage pårørende og
eventuelle værger
93 procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, vurderer, at kommunen
som hovedregel inddrager pårørende eller værger, når der anvendes indgreb efter
serviceloven udover serviceloven § 130, nr. 4, og § 129, stk. 1, og stk. 2, se tabel 7.1.
Tabel 7.1 Er det vurderingen, at kommunen som hovedregel inddrager pårørende eller
værger, når der anvendes indgreb efter serviceloven udover serviceloven § 130, nr. 4
samt § 129, stk. 1 og stk. 2?
Antal Procent
Ja 75 93
Nej 3 4
Ved ikke 3 4
I alt 81 100
Note: Bygger på svar fra 80 kommuner. Grundet afrundinger summer procenterne ikke til 100.
En af de tre kommuner, som svarer nej til ovenstående spørgsmål, oplyser, at pårørende
orienteres i særlige situationer. En anden kommune, som ligeledes har svaret nej,
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
57
påpeger, at de trækker på pårørendes viden om borgeren i forsøget på at undgå
magtanvendelse.
58 procent af de 81 kommuner, som har besvaret spørgsmålet, har skriftlige
retningslinjer for inddragelse af pårørende og værger til demente i forbindelse med
magtanvendelse efter serviceloven udover serviceloven § 130, nr. 4, og § 129, stk. 1, og
stk. 2, se tabel 7.2.
Tabel 7.2 Har kommunen (skriftlige) retningslinjer for inddragelse af pårørende og
værger til demente i forbindelse med magtanvendelse efter serviceloven udover
serviceloven § 130, nr. 4 samt § 129, stk. 1 og stk. 2?
Antal Procent
Ja 46 58
Nej 35 43
I alt 81 100
Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.
Blandt de kommuner med retningslinjer herfor, oplyser et par kommuner, at disse
fremgår af den generelle vejledning om magtanvendelse, hvorimod andre kommuner
beskriver, hvorledes de har særlige vejledninger knyttet til inddragelse af pårørende,
kontaktpersoner og/eller værger, herunder muligheden for at klage. Flere kommuner
uddyber desuden, hvorledes deres retningslinjer foreskriver, at pårørende altid orienteres
om magtanvendelse og om klagemuligheder forbundet hermed.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
58
78 procent af de 80 kommuner, som har svaret på spørgsmål, informerer
pårørende/værger om brug af magtanvendelse hver gang, se figur 7.1.
Figur 7.1 Hvor ofte informeres pårørende /værger om brug af magtanvendelse, jf. spm.
25 A? (procent)
Note: Bygger på svar fra 80 kommuner, hvilket er angivet ud for søjlen.
En kommune, som har svaret ”hver gang” til ovenstående spørgsmål, uddyber med
følgende beskrivelse:
”Der informeres, hvis der er tale om en akut foranstaltning. Der informeres,
når der søges om tilladelse til magtanvendelse, og her gøres der rede for,
hvad der sker og hvorfor. Men der informeres ikke nødvendigvis om, hvor ofte
tilladelsen bruges, da dette kan være svært for pårørende.” (Kommune, som
har svaret ja til ovenstående spørgsmål)
En anden kommune, som har svaret ”hver gang”, pointerer, at dette er forudsat, at der
er en pårørende/værge, hvilket der ikke altid er.
Blandt dem, der har svaret ”nogle gange” til ovenstående, påpeger enkelte, at det
afhænger af typen af magtanvendelse, situationen og relationen.
Kommunerne er blevet spurgt til, hvorvidt det er deres vurdering, at pårørende og
værger overvejende er enige, når de bliver orienteret om konkrete
magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende. 91 procent af de 80 kommuner, som
har besvaret nedenstående spørgsmål, vurderer, at pårørende og værger overvejende er
enige, se tabel 7.3.
78 19 3 1
0 20 40 60 80 100
Hver gang Nogle gange Ved ikke Sjældent Aldrig
80
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
59
Tabel 7.3 Er det kommunens vurdering, at pårørende og værger overvejende er enige,
når de bliver orienteret om konkrete magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende?
Antal Procent
Ja 74 91
Hverken ja eller nej 4 5
Nej 1 1
Ved ikke 2 3
I alt 80 100
Note: Bygger på svar fra 80 kommuner.
Flere kommuner, som har svaret ja til ovenstående spørgsmål, uddyber, at de oplever, at
pårørende/værger efterspørger mere magtanvendelse. En kommune beskriver det
således:
”Ofte efterspørger pårørende magtanvendelse i højere grad, end vi vurderer
nødvendigt. Det forekommer ofte i forbindelse med hygiejnesituationer og
flytning uden samtykke.” (Kommune, som har svaret ja til ovenstående
spørgsmål)
I overensstemmelse med ovenstående kommentarer, vurderer 73 procent af de 79
kommuner, som har besvaret nedenstående spørgsmål, ikke eller i ringe grad, at
pårørende og værger som hovedregel ønsker mindre magtanvendelse, se figur 7.2.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
60
Figur 7.2 Er det kommunens vurdering, at pårørende og værger som hovedregel ønsker
mindre magtanvendelse? (procent)
Note: Bygger på svar fra 79 kommuner, hvilket er angivet ud for søjlen.
63 10 10 4 14
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Nej I ringe grad I nogen grad I høj grad Ved ikke
79
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
61
8 Sager i sagsgennemgangen
Ankestyrelsen har gennemgået 57 konkrete borgersager om magtanvendelse over for
borgere med demens fra 13 kommuner med henblik på en vurdering af, om den
kommunale forvaltning (fremover blot kaldet kommunen) følger lovgivningen og
Ankestyrelsens praksis.
Af nedenstående tabel fremgår, hvad de gennemgåede sager omhandler, se tabel 8.1.
Den største sagsgruppe, det vil sige 40 procent af sagerne, er sager om akut fastholdelse
efter servicelovens § 126.
Sager om godkendelse af brug af stofseler efter servicelovens § 128 er den næststørste
gruppe, nemlig 33 procent af de målte sager. Der har ikke i målingen været sager, hvor
brug af stofseler ikke har været godkendt, eller hvor stofseler har været anvendt uden
forudgående tilladelse.
12 procent af de målte sager omhandler tilbageholdelse i boligen uden forudgående
tilladelse efter servicelovens § 127, mens der i 7 procent af sagerne er tale om sager,
hvor kommunen har godkendt tilbageholdelse i boligen. Der indgår ingen sager, hvor
kommunen ikke har godkendt en ansøgning om tilbageholdelse.
Den mindste selvstændige gruppe i målingen vedrører magtanvendelse uden for
serviceloven, som udgør 7 procent. Der er her tale om sundhedsmæssig behandling og
nødret.
Tabel 8.1 Hvad omhandler sagen?
Antal Procent
Akut fastholdelse, jf. § 126 23 40
Godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127 4 7
Ikke godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127 0 0
Tilbageholdelse uden forudgående tilladelse, jf. § 127. 7 12
Godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128 19 33
Ikke godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128 0 0
Brug af stofsele uden forudgående tilladelse, jf. § 128. 0 0
Magtanvendelse uden for serviceloven 4 7
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
62
9 Materiel vurdering
Dette kapitel indeholder Ankestyrelsens materielle vurdering af de 57 konkrete
borgersager, hvor der har været anvendt magt over for borgere med demens.
Ankestyrelsen vurderer, at 27 sager, svarende til 47 procent, er i overensstemmelse med
regler og praksis. 30 af sagerne, svarende til 53 procent, ville derimod blive ændret eller
hjemvist til fornyet behandling i kommunen, hvis det havde været en klagesag, se tabel
9.1. Ved sager om akutte indgreb er der tale om, at Ankestyrelsen ville have fastslået, at
kommunens vurdering af indgrebet ikke var korrekt.
Tabel 9.1 Er afgørelsen samlet set rigtig?
Antal Procent
Ja, afgørelsen er i overensstemmelse med regler og praksis 27 47
Nej, afgørelsen ville blive ændret eller hjemvist, hvis det havde været en klagesag 30 53
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.
Ankestyrelsen vurderer, at 12 af de 23 sager om akut fastholdelse efter servicelovens §
126 ikke er i overensstemmelse med regler og praksis. Kommunen burde således ikke
have vurderet den akutte fastholdelse som berettiget. De resterende 11 sager er bedømt
korrekt af kommunen. Se tabel 9.2.
I afgørelser om godkendelse af tilbageholdelse efter servicelovens § 127 er halvdelen af
sagerne (to sager) i overensstemmelse med regler om praksis, mens den anden halvdel
af sagerne samlet set ikke er rigtig.
6 af de 7 sager om tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter § 127 er samlet set
urigtige og ville være blevet hjemvist eller ændret, hvis det havde været klagesager.
Kommunen har således fejlagtigt vurderet tilbageholdelsen som berettiget. Én sag er
bedømt korrekt af kommunen.
Ti af de i alt 19 sager om godkendelse af stofseler efter servicelovens § 128 er ikke i
overensstemmelse med regler og praksis, mens der i de resterende ni sager er tale om
en korrekt godkendelse af brug af stofseler over for borgeren.
De fire sager om magtanvendelse uden for serviceloven er korrekt bedømt af
kommunen.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
63
Tabel 9.2 Afgørelsens rigtighed fordelt efter lovområde
Ja, afgørelsen er i
overensstemmelse
med regler og
praksis
Nej, afgørelsen ville
blive ændret eller
hjemvist, hvis der
havde været tale om
en klagesag
Antal Procent
Akut fastholdelse, jf. § 126 11 12 23 40
Godkendelse af tilbageholdelse, jf.§ 127 2 2 4 7
Ikke godkendelse af tilbageholdelse, jf.§
127
0 0 0 0
Tilbageholdelse uden forudgående
tilladelse, jf. § 127
1 6 7 12
Godkendelse af brug af stofseler, jf. §
128
9 10 19 33
Ikke godkendelse af brug af stofseler, jf.
§ 128
0 0 0 0
Brug af stofsele uden forudgående
tilladelse; jf. § 128
0 0 0 0
Magtanvendelse uden for serviceloven 4 0 4 7
I alt 27 30 57 100
Kilde: Tabellen summere ikke til 100 procent på grund af afrundinger.
Der er forskellige årsager til, at Ankestyrelsen i undersøgelsen vurderer, at 30 af
kommunens afgørelser ikke er korrekte. Årsagen til, at kommunens afgørelse ville blive
ændret eller hjemvist er blandt andet, at de materielle krav i lovgivningen ikke er
opfyldt. Dette kan være begrundet i, at sagen er utilstrækkeligt oplyst. I andre tilfælde
skyldes urigtigheden af afgørelsen, at kommunen har bedømt et indberettet indgreb efter
en forkert bestemmelse. Konsekvensen kan herefter blive, at bostederne ikke får den
relevante viden om afgrænsningen af de forskellige indgreb i forhold til hinanden.
Det er plejepersonalet, der på kommunens vegne i praksis foretager et indgreb over for
borgeren, som efterfølgende skal registreres og indberettes til kommunen. Indgreb efter
servicelovens §§ 127 og 128 kan kun ske efter forudgående tilladelse fra kommunen.
Kommunen har dog det overordnede ansvar for anvendelsen af magt over for borgerne
og skal vejlede personalet om reglerne for magtanvendelse.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
64
Når tilbuddet til kommunen indberetter en foretaget tilbageholdelse af en borger, hvor
der ikke er givet forudgående tilladelse, skal kommunen derfor vejlede tilbuddet om
muligheden for at søge om tilladelse til at foretage tilbageholdelse i henhold til
servicelovens § 127.
Ankestyrelsens bedømmelse af, at kommunens afgørelse er urigtig, skyldes i nogle
tilfælde også, at der mangler væsentlige oplysninger. Det kan være mangelfulde
beskrivelser af omstændighederne i forbindelse med et indgreb. Læs nærmere herom i
afsnit 9.1.
9.1 Vurdering af oplysningerne i sagerne
9.1.1 Oplysningsgrundlaget ved Ankestyrelsens vurdering
Forvaltningsloven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Myndigheden er ansvarlig for, at sagerne er
tilstrækkeligt oplyste, før der træffes afgørelse. Det betyder, at ansvaret for, at de
nødvendige oplysninger om sagens faktiske forhold foreligger, som udgangspunkt l,
påhviler forvaltningen i kommunen.
Vurderingen af afgørelsens rigtighed afhænger i høj grad af det oplysningsgrundlag, der
fremgår af sagen. Blandt de 53 procent (30 sager), som Ankestyrelsen vurderer, ville
blive ændret eller hjemvist til fornyet behandling i kommunen, hvis det havde været en
klagesag, mangler der i 16 sager flere og/eller væsentlige oplysninger. Derudover
mangler der i seks sager afgørende oplysninger. Se tabel 9.3.
Tabel 9.3 I hvilket omfang er sagen oplyst?
Antal Procent
Ingen oplysninger mangler 5 17
Enkelte mindre væsentlige oplysninger mangler 3 10
Flere og/eller væsentlige oplysninger mangler 16 53
Afgørende oplysninger mangler 6 20
I alt 30 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 30 sager, hvor Ankestyrelsen vurderer, at sagen ville blive ændret eller hjemvist til
fornyet behandling i kommunen, hvis det havde været en klagesag.
Det mangelfulde oplysningsgrundlag har nær sammenhæng med vurderingen af, om de
materielle betingelser for at anvende magt efter serviceloven er opfyldt. Hvis det ikke
kan læses ud af sagen, at der for eksempel ved en akut fastholdelse efter § 126 i
serviceloven har været nærliggende risiko for væsentlig personskade, kan fastholdelsen
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
65
ikke vurderes berettiget. Det er derfor af stor betydning, at oplysningsgrundlaget ved
magtanvendelse er tilstrækkeligt, så det står klart, om betingelserne for det konkrete
indgreb har været opfyldt.
Eksempler på sager, hvor oplysningsgrundlaget er mangelfuldt
Sag nr. 79 – akut fastholdelse, servicelovens § 126
Sagen vedrører en situation, hvor en borger er gået ind til en anden beboer og ikke vil gå
ud derfra. Det oplyses, at to af bostedets personaler tager fat i borgerens arme. Det er
ikke yderligere beskrevet, hvordan situationen forløber, bortset fra oplysninger om, at
borger bliver meget vred fysisk og verbalt.
Ankestyrelsen vurderer, at det ikke er dokumenteret, at der har været nærliggende risiko
for væsentlig personskade. Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at
borgeren vil foretage sig noget yderligere, der kan udsætte hende selv eller andre for at
lide væsentlig personskade. Ankestyrelsen vurderer endvidere, at det ikke er godtgjort,
at det har været absolut påkrævet at fastholde borgeren i situationen. Fastholdelse kan
ikke lovligt finde sted i tilfælde, hvor risikoen for personskade kan afværges på andre og
mindre indgribende måder. Der kan kun undtagelsesvist udøves magt over for borgerne,
og indgrebene må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.
Der mangler oplysninger om, på hvilken måde der var nærliggende risiko for væsentlig
personskade. Der mangler endvidere oplysninger om, det blev forsøgt at få borger til at
samarbejde og forlade den anden beboers bolig. Der mangler desuden oplysninger om,
hvordan indgrebet er foregået. Ankestyrelsen kan derfor ikke fastslå, om betingelserne
for at udøve magt i form af akut fastholdelse har været opfyldt i den konkrete sag.
Sag nr. 62 – godkendelse af stofsele, servicelovens § 128
Sagen vedrører en fornyet godkendelse af brug af stofsele til kørestol. Kommunen
lægger vægt på, at borgeren på grund af en lammelse ikke har en stå- og gangfunktion.
Borgeren har endvidere kognitive skader, der medfører, at hun ikke har forståelse for sin
begrænsning og derfor rejser sig fra kørestolen med fald til følge. Det fremgår af
ansøgningen, at hun falder forover, når hun sidder i stolen.
Ankestyrelsen vurderer, at der mangler dokumentation for, at der foreligger en konkret
risiko for væsentlig personskade, og at stofselen er absolut påkrævet for at afværge en
nærliggende risiko for væsentlig personskade. Der kan kun undtagelsesvist udøves magt
over for borgerne, og beskyttelsesmidler kan ikke lovligt anvendes, hvis risikoen kan
afværges ved brug af andre og mindre indgribende metoder.
Der foreligger ikke i sagen oplysninger om, hvor ofte borgeren falder ud af kørestolen og
hvilke skader, der er sket som følge af fald. Personskaden skal være væsentlig.
Derudover mangler der oplysninger om forsøg med andre tiltag for at forhindre fald fra
kørestolen, for eksempel i form af comfortstol eller antiglidepude. Det kan derfor ikke
udelukkes, at personalet ved hjælp af mindre indgribende foranstaltninger ville kunne
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
66
undgå anvendelse af stofsele. Ankestyrelsen kan derfor ikke på det foreliggende grundlag
vurdere, om betingelserne for fornyet godkendelse af anvendelse af stofsele efter
servicelovens § 128 er opfyldt.
9.1.2 Kommunens indhentelse af oplysninger fra bostedet
Adgangen til at anvende magt eller andre indgreb er ikke knyttet til en bestemt boform.
Det afgørende er, at borgeren modtager visse tilbud efter servicelovens bestemmelser,
og at borgeren ikke er i stand til at handle fornuftsmæssigt på grund af den psykiske
nedsatte funktionsevne. Indgreb som beskrevet i servicelovens kapitel 24 kan derfor
iværksættes uafhængigt af boformen – herunder i boformer der ikke kræver forudgående
kommunal visitation til boligen, fx en privat udlejningsbolig. Der vil imidlertid i praksis
oftest være tale om, at rapportens målgruppe bor i en plejebolig efter almenboligloven
eller på plejehjem efter serviceloven. Uanset borgerens boform, vil det være
plejepersonalet, der i praksis udfører magtanvendelsen, på vegne af kommunen som
myndighed.
For at kommunen kan vurdere berettigelsen af plejepersonalets anvendelse af magt over
for en borger, skal kommunen have alle relevante oplysninger fra tilbuddet ved
indberetningen eller ansøgningen. Ankestyrelsen har derfor i de konkrete borgersager
målt, om kommunen i forbindelse med behandlingen af tilbuddets indberetning eller
ansøgning har indhentet yderligere oplysninger fra bostedet. Målingen viser, at
kommunen i 42 procent af sagerne (24 sager) ikke har indhentet yderligere oplysninger,
mens det er sket i 28 procent af sagerne (16 sager). I 30 procent af sagerne (17 sager)
har det ikke fremgået, om der er indhentet yderligere oplysninger. Se tabel 9.4.
Tabel 9.4 Har kommunen indhentet relevante oplysninger?
Antal Procent
Ja 16 28
Nej 24 42
Fremgår ikke 17 30
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.
Kommunen har i tre af de sager, hvor Ankestyrelsen vurderer, at afgørende oplysninger
eller flere og/eller væsentlige oplysninger mangler, indhentet yderligere oplysninger, se
tabel 9.5.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
67
Tabel 9.5 I hvilket omfang er sagen oplyst og har kommunen indhentet relevante
oplysninger.
Ja Nej Fremgår ikke Antal Procent
Ingen oplysninger mangler 7 7 8 22 39
Enkelte mindre væsentlige oplysninger mangler 6 2 5 13 23
Flere og/eller afgørende oplysninger mangler 2 10 4 16 28
Afgørende oplysninger mangler 1 5 0 6 11
I alt 16 24 17 57 100
Kilde: Bygger på svar fra 57 kommuner. På grund af afrundinger summerer tabellen ikke til 100 procent.
Undersøgelsen viser altså, at kommunerne kun ved en mindre del af bostedernes
indberetninger og ansøgninger søger sagen yderligere oplyst hos bostederne.
Ved bedømmelsen af et foretaget eller ønsket indgreb med magt er det påkrævet, at
kommunen har tilstrækkelige oplysninger, da kommunen kun herved kan sikre sig, at
udøvelsen af magt er sket/sker som sidste mulighed og ikke erstatter andre mindre
indgribende tiltag.
9.2 Vurdering af anvendelsen af tværgående principper
9.2.1 Kommunens inddragelse af overordnede principper
Udgangspunktet er, at udøvelse af fysisk magt over for en borger ikke må finde sted.
Reglerne om magtanvendelse i servicelovens kapitel 24 er derfor en undtagelse, der
udover specifikke materielle krav efter de enkelte indgrebsbestemmelser, også er
underlagt en række overordnede principper som følger af bl.a. servicelovens § 124.
Iværksættelsen af en foranstaltning forudsætter således, at:
 indgrebene aldrig træder i stedet for personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk
bistand,
 man i videst muligt omfang tilstræber frivillig medvirken,
 man foretager den mindst indgribende foranstaltning, og at
 Indgrebene bliver foretaget så skånsomt og kortvarigt som muligt.
Da kommunen og plejepersonalet skal undgå anvendelse af fysisk magt og følge
ovennævnte hensigt bag bestemmelserne om magtanvendelse, har Ankestyrelsen i
målingen af de konkrete borgersager undersøgt kommunens inddragelse af ovenstående
principper.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
68
Ankestyrelsen kan i langt de fleste sager – mellem 74 til 86 procent – ikke på baggrund
af sagens oplysninger se, om de 4 overordnede principper er inddraget i kommunens
behandling af sagen. Det er dog ikke ensbetydende med, at kommunen ikke i realiteten
har inddraget de pågældende principper. Se tabel 9.6.
Det er i flere sager beskrevet, at tilbuddet selv har inddraget og iagttaget principperne i
forbindelse med det konkrete indgreb eller ansøgningen om tilladelse til foretagelse af
magt.
I visse sager foreligger der kun et sparsomt udfyldt indberetningsskema fra tilbuddet,
som efterfølgende er underskrevet af kommunen. I sådanne tilfælde vurderer
Ankestyrelsen, at der er sket tilsidesættelse af pligten hos såvel kommunen som
tilbuddet til at iagttage de overordnede principper med henblik på at begrænse
anvendelsen af magt mest muligt. Det er således i disse sager ikke dokumenteret, at
kommunen og plejepersonalet har været opmærksom på at inddrage principperne.
Tabel 9.6 Har kommunen ved afgørelsen/vurderingen inddraget følgende:
Ja Nej I alt
Den aktive omsorgspligt, pligten til pleje og anvendelse af socialpædagogiske
tiltag
19 81 100
At tilstræbe frivillig medvirken 14 86 100
At foretage den mindst indgribende foranstaltning 26 74 100
At foretage indgreb så skånsomt og kortvarigt som muligt 21 79 100
Note: Tallene er angivet i procenter. Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.
Eksempel på sag, hvor kommunen aktivt har inddraget overordnede principper
Sag nr. 52 – akut fastholdelse, servicelovens § 126
Sagen vedrører en situation, hvor en dement borger er faldet, og hvor personalet
benytter magt til at få borgeren rejst op igen. Borger ønsker at komme på hospitalet og
beskrives som meget aggressiv. Da personalet forsøger at lifte ham, begynder borger at
sparke og slå ud efter personalet, der fortsætter med at lifte ham. Borger var forinden
blevet undersøgt, mens han lå på gulvet, og der var ikke umiddelbart behov for
lægehjælp.
Kommunen vurderer, at betingelserne for magtanvendelse ikke var opfyldt, da der ikke
var beskrevet en nærliggende risiko for væsentlig personskade. I sin vurdering af
indgrebet beskriver kommunen udførligt, hvorfor indgrebet ikke lever op til servicelovens
regler for akut fastholdelse. Kommunen anfører, at der skal dokumenteres
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
69
overhængende fare for væsentlig personskade, hvilket ikke er sket, og at det ikke af
tilbuddet er beskrevet, hvordan det var blevet forsøgt at få borgeren til at medvirke
frivilligt. Kommunen anfører videre, at der fremadrettet skal være fokus på
socialpædagogikken over for borgeren og tilbyder derudover yderligere undervisning i
reglerne om magtanvendelse.
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen i den konkrete sag aktivt har inddraget flere af de
overordnede principper ved sin vurdering af tilbuddets indgreb. Samtidigt vejledes
tilbuddet om principperne og kan herved fremadrettet være opmærksomme på
betingelserne for at anvende magt.
9.2.2 Kommunens vejledning om alternativer til magt til
botilbud
Kommunens egen iagttagelse af overordnede principper er ikke i sig selv tilstrækkeligt,
hvis dette ikke ledsages af vejledning til tilbuddet om reglerne for magtanvendelse.
Ankestyrelsen har derfor i de konkrete borgersager undersøgt kommunernes
kommunikation af den overordnede hensigt med reglerne om magtanvendelse.
Anvisning af konkrete alternativer
Ankestyrelsen har undersøgt, om kommunen i forbindelse med behandlingen af en
indberetning eller ansøgning om magtanvendelse har vejledt tilbuddet og foreslået
konkrete alternativer til anvendelse af magt over for borgeren.
Kommunen har i fem procent af sagerne (tre sager) foreslået konkrete alternativer til
den magt, der har været anvendt, eller som der søges om tilladelse til at anvende. I de
resterende 95 procent (54 sager) er der altså ikke foreslået konkrete alternativer. Se
tabel 9.7.
Ankestyrelsen vurderer, at kommunens anvisning af konkrete alternativer til
magtanvendelse til plejepersonalet er af stor betydning for at sikre en løbende vejledning
om reglerne om magtanvendelse. Kommunen kan på denne måde give botilbuddet en
vejledning, der er håndgribelig og konkret for det enkelte tilfælde.
Tabel 9.7 Har kommunen foreslået konkrete alternativer til magtanvendelse?
Antal Procent
Ja 3 5
Nej 54 95
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
70
I de tre sager, hvor kommunen har anvist konkrete alternativer til magtanvendelse, har
de konkrete alternativer i alle tre sager været umiddelbart anvendelige for personalet på
bostedet. De konkrete alternativer, kommunen har anvist i de tre konkrete sager, har
været omsorg og pleje, pædagogiske tiltag og en comfortstol.
Eksempler på sager med anvisning af konkrete alternativer
Sag nr. 24 – godkendelse af stofseler, servicelovens § 128
Sagen vedrører kommunens godkendelse af brug af stofsele til kørestol. Kommunen
anfører i sin afgørelse, at risikoen for fald eventuelt kan afhjælpes med en comfortstol.
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen korrekt anviser et konkret og umiddelbart
anvendeligt alternativ til brug af magt i form af fastspænding med stofsele.
Ankestyrelsen vurderer dog samtidigt, at kommunen burde have afventet bostedets brug
af comfortstolen, før der blev givet tilladelse til anvendelse af stofsele.
Sag nr. 30 – godkendelse af stofseler, servicelovens § 128
Denne sag vedrører ligeledes godkendelse af brug af stofsele til en dement borger, der er
særlig urolig om natten. Kommunen anfører i sin afgørelse, at tilbuddet skal være
opmærksom på, om borgeren kan beroliges ved, at der eksempelvis lægges en hånd på
skulderen på det sted, hvor selen er. Kommunen anfører videre, at det skal afklares, om
fald kan forhindres ved andre mindre indgribende foranstaltninger.
I lighed med den førnævnte sag vurderer Ankestyrelsen, at kommunen anviser et
konkret brugbart alternativ, men at kommunen også i denne sag kunne have afklaret
øvrige mulige alternativer, før der blev givet tilladelse til brug af stofsele.
Opfølgningsplan
Ankestyrelsen har endelig i de sager, hvor kommunen har foreslået konkrete alternativer
til magt, målt på, om kommunen i disse sager har fastsat en plan for opfølgning herpå.
Undersøgelsen viser, at kommunen i to ud af de tre sager, hvor kommunen har foreslået
konkrete alternativer til magt, har fastsat en plan for opfølgning på de anviste konkrete
alternativer.
Ankestyrelsen vurderer, at det er væsentligt, at kommunen følger op på den vejledning,
som konkret er blevet givet til et tilbud. På den måde sikrer kommunen sig, at tilbuddet
har forstået og anvendt kommunens vejledning efterfølgende, og at magtanvendelsen
herved begrænses.
Manglende anvisning af konkrete alternativer
I de 95 procent af sagerne (54 sager), hvor kommunen ikke har peget på konkrete
alternativer til anvendelse af fysisk magt, har Ankestyrelsen set på, hvilke alternativer,
kommunen kunne have haft peget på i det konkrete tilfælde. Se tabel 9.8.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
71
I 57 procent af de sager (31 sager), hvor kommunen ikke har peget på konkrete
alternativer, vurderer Ankestyrelsen, at kommunen kunne have anvist yderligere
pædagogiske tiltag. I 19 procent af sagerne (10 sager) vurderer Ankestyrelsen, at
kommunen ikke kunne have peget på alternativer til den foretagne eller ansøgte
magtanvendelse, da magtanvendelsen var nødvendig og ikke ville kunne være blevet
erstattet af andre mindre indgribende tiltag.
I de resterende sager vurderer Ankestyrelsen, at kommunen kunne have anvist
alternativer i form af blandt andet omsorg og pleje og ledelsesmæssige tiltag.
Tabel 9.8 Hvilke alternativer kunne kommunen have peget på i den konkrete situation?
Antal Procent
Omsorg og pleje 4 7
Pædagogiske tiltag 31 57
Ledelsesmæssige tiltag 3 6
Andet 5 9
Intet 10 19
Fremgår ikke 1 2
I alt 54 100
Note: Tabellen er baseret på de 54 sager, hvor kommunen ikke har foreslået konkrete alternativer til magtanvendelse, jf. tabel
1.5.
Eksempler på sager, hvor kommunen kunne have anvist konkrete alternativer
Sag nr. 48
Sagen vedrører en dement kvinde, der er inficeret med en smittefarlig bakterie. Borger
går ofte ud i fællesrum i uhygiejnisk tilstand, hvorved hun for eksempel i forbindelse med
måltider udsætter andre borgere for smitte.
Kommunen nævner i afgørelsen, at bostedet har arbejdet socialpædagogisk med
borgeren og forsøgt frivillig medvirken, men at dette ikke altid kan lykkes. Kommunen
giver derfor tilladelse til anvendelse af magt i tilfælde, hvor der ikke kan opnås frivillig
medvirken.
Ankestyrelsen vurderer i lighed med den mulighed, som bostedet nævner, at kommunen
kunne have anvist konkrete alternativer til magtanvendelse fremadrettet i form af
hyppige tilsyn inden måltiderne, da det er i disse situationer, problemet er størst. Ved
således at forebygge, at borgeren forlader egen bolig i uren tilstand, ville der ikke være
behov for at føre hende væk fra fællesrummet efterfølgende.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
72
Sag nr. 86
Sagen vedrører en dement kvinde, der ofte forlader bostedet og går ned i byen. To
personaler går i det konkrete tilfælde ned efter hende i byen og fører hende tilbage til
bostedet.
Kommunen ses ikke at have lavet en særskilt vurdering af episoden, men har blot
underskrevet indberetningen fra bostedet.
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen kunne have anvist konkrete pædagogiske tiltag til
brug for at forebygge, at borger forlader bostedet, da det beskrives, at borger ofte er
dørsøgende. De pædagogiske tiltag kunne eksempelvis bestå i at aflede borger på
tidspunkter, hvor hun er dørsøgende. Personalet kunne endvidere gå en kort tur med
borgeren i umiddelbar nærhed af bostedet for på den måde at imødekomme borgers
ønske om at komme ud.
9.2.3 Håndtering af det enkelte indgreb i forhold til den enkelte
borger
Borgerens hjælpebehov
Ét af de retssikkerhedsprincipper, som reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten bygger på, er individualitetsprincippet. Individualitetsprincippet
fastslår, at anvendelsen af magt skal tilpasses den enkelte borgers situation og behov.
Det er derfor af væsentlig betydning at være opmærksom på, hvilke forhold, der gør sig
gældende hos den enkelte borger, således at der kan sættes målrettet ind på at undgå
anvendelsen af fysisk magt.
Ankestyrelsen har foretaget en vurdering af, hvorvidt det er fremgået af den konkrete
sag, at anvendelsen af magt har været affødt af, at borgerens hjælpebehov ikke har
været dækket på tilstrækkelig vis. Der kan i den forbindelse både være tale om
mængden af hjælp såvel som den måde, hjælpen ydes på. Magtanvendelse må aldrig
erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.
I langt de fleste sager foreligger der ikke oplysninger i sagen om, hvorvidt
magtanvendelsen er affødt af utilstrækkelig dækning af hjælpebehov. I 18 procent af
sagerne (ti sager) vurderer Ankestyrelsen, at magtanvendelsen ikke er affødt af
utilstrækkelig dækning af hjælpebehovet, mens Ankestyrelsen kun i ni procent af
sagerne (fem sager) vurderer, at indgrebet i nogen eller ringe grad har været affødt af
utilstrækkelig dækning af hjælpebehovet. Se tabel 9.9.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
73
Tabel 9.9 Har magtanvendelsen været affødt af utilstrækkelig dækning af hjælpebehov i
institutionen?
Antal Procent
I høj grad 0 0
I nogen grad 4 7
I ringe grad 1 2
Nej 10 18
Fremgår ikke 42 74
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.
I de fire sager, hvor Ankestyrelsen vurderer, at magtanvendelsen i nogen grad har været
affødt af utilstrækkeligt dækning af hjælpebehov, kan Ankestyrelsen se, at det blandt
andet kan skyldes, at borgeren har behov for et andet botilbud.
Ankestyrelsen vurderer, at det er vigtigt for kommunen at være opmærksom på
forholdene omkring den enkelte borgers hjælpebehov. Magtanvendelse kan aldrig træde i
stedet for et uopfyldt hjælpebehov, jf. servicelovens §§ 81 og 82. Hvis magtanvendelse
kan undgås ved, at borger for eksempel får et andet mere egnet tilbud, eller ved at
borgeren får andre former for hjælp i det eksisterende tilbud, skal dette prioriteres
fremfor anvendelse af magt. Kommunen skal derfor sørge for at følge op og tilpasse
hjælpen i forhold til den enkelte borger.
Eksempel på sag om uopfyldt hjælpebehov
Sag nr. 47
Sagen vedrører en meget dørsøgende borger, hvor der frem til ansøgningen om tilladelse
til tilbageholdelse af borger, har været anvendt forskellige alarmsystemer og GPS. Borger
forlægger imidlertid GPS m.v. og forstår ikke længere betydningen af dem. Borger har
flere gange forladt boligen uden ID på sig og i for let påklædning og er senere fundet ved
stærkt trafikerede veje. Bostedet beskriver de mange tiltag i forhold til borgeren for at
undgå, at borger forlader bolig, herunder også pædagogik, omsorg og pleje.
Ankestyrelsen vurderer, at behovet for magtanvendelse kan skyldes, at borgeren ikke
bor på et demensafsnit. Bostedet har forsøgt mange forskellige tiltag for at undgå
anvendelsen af magt i form af tilbageholdelse, og bostedet oplyser de pårørende om, at
borgeren muligvis ville kunne have gavn af at bo på et demensafsnit.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
74
De pårørende er dog ikke indstillet på at flytte borgeren, da de oplever, at det alternative
bosted har nogle aggressive beboere. Dertil kommer, at borger generelt set trives på det
nuværende bosted. Kommunen kan i denne situation gå i dialog med de pårørende og
informere nærmere om velegnede alternativer.
Gentagne indgreb over for borgeren
Formålet med reglerne i servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse er at begrænse
den og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige. Kommunen
og tilbuddet skal derfor være særligt opmærksomme på tilfælde af gentagne indgreb
over for samme borger og sætte målrettet ind med tiltag, der kan afværge den gentagne
anvendelse af magt.
Ankestyrelsen har derfor undersøgt, om der i de konkrete borgersager har været tale om
flere indgreb over for samme borger, og om kommunen har fulgt op på gentagne
indgreb.
Undersøgelsen viser, at det i 65 procent af sagerne (37 sager) ikke fremgår af sagens
oplysninger, hvorvidt der har været iværksat flere indgreb over for samme borger.
Ankestyrelsen kan derfor ikke i disse sager vurdere kommunens håndtering af gentagne
indgreb over for den samme borger. I 32 procent af sagerne (18 sager) har der været
foretaget flere indgreb over for samme borger, mens dette ikke har været tilfældet i 4
procent af sagerne (2 sager). Se tabel 9.10.
Tabel 9.10 Er der tale om det første indgreb over for samme borger?
Antal Procent
Ja 2 4
Nej 18 32
Fremgår ikke 37 65
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.
I de 18 sager, hvor der er sket gentagne indgreb over for borgeren, er der kun i en
enkelt af disse sager fulgt op herpå med tiltag med henblik på at mindske antallet af
indgreb. I fem af sagerne er der ikke fulgt op på de gentagne indgreb, mens det ikke
fremgår, om der er fulgt op i 12 af de 18 sager. Se tabel 9.11.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
75
Tabel 9.11 Hvis nej til spm. 3.9, har kommunen fulgt op herpå med tiltag med henblik
på at mindske antallet af indgreb?
Antal Procent
Ja 1 6
Nej 5 28
Fremgår ikke 12 67
I alt 18 100
Note: Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100. Tabellen er baseret på de 18 sager hvor der ikke er
tale om det første indgreb over for samme borger, jf. tabel 1.12.
I en enkelt sag har kommunen peget på yderligere uddannelse af personale som en
opfølgning på gentagne indgreb over for den samme borger.
Sag nr. 51
Den ene sag, hvor kommunen har fulgt op på gentagne indgreb over for den samme
borger, vedrører anlæggelse af nasalsonde mod borgerens vilje. Personalet har i alt 11
gange inden for et par måneder mod borgers vilje har anlagt nasalsonde.
I sin afgørelse anfører kommunen, at det indberettede indgreb ikke kan bedømmes efter
servicelovens regler om magtanvendelse, da serviceloven ikke indeholder en hjemmel til
anlæggelse af nasalsonde mod en borgers vilje. Kommunen anfører videre, at der som
følge af indberetningen er givet personalet rådgivning samt undervisning i reglerne om
magtanvendelse, herunder i forhold til afgrænsningen til sundhedsloven og
psykiatriloven. Derudover er egen læge og pårørende blevet informeret.
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen korrekt over for bostedet har reageret på
gentagne tilfælde af magtanvendelse over for den samme borger. Ankestyrelsen vurderer
desuden, at kommunens tiltag i den forbindelse i form af undervisning har været yderst
relevante og umiddelbart anvendelige for bostedet.
Ankestyrelsens vurdering af relevante tiltag
I de 17 sager, hvor kommunen ikke i tilfælde af gentagne indgreb over for samme
borger, ses at have fulgt op herpå, har Ankestyrelsen set på, hvilke tiltag, der kunne
være relevante for den pågældende borger. Se tabel 9.12.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
76
Tabel 9.12 Hvilke tiltag kunne være relevante for den pågældende borger?
Antal Procent
Mere omsorg og pleje 1 6
Yderligere pædagogiske tiltag 12 71
Supplere med anden form for hjælp 0 0
Uddannelse af personale 0 0
Fremgår ikke 3 18
Ingen 0 0
Andet 1 6
I alt 17 100
Note: Tallene er baseret på målingen af de 17 sager, hvor kommunen ikke har fulgt op på gentagne indgreb, eller det ikke er
fremgået, om kommunen har fulgt op.
I størstedelen af sagerne (12 sager) vurderer Ankestyrelsen på baggrund af de
foreliggende oplysninger, at det kunne være relevant med yderligere pædagogiske tiltag
for at begrænse de gentagne indgreb over for den samme borger.
Undersøgelsen viser, at plejepersonalet med fordel oftere kunne anvende pædagogiske
tiltag over for borgeren fremfor indgreb. I nogle tilfælde er anvendelsen af magt
begrundet i en hensyntagen til øvrige beboere, som kan blive utrygge i en given
situation. Det kan medføre, at plejepersonalet kan føle sig nødsaget til i højere grad at
anvende magt over for den borger, der gentagne gange skaber utrygheden.
Kommunen og bostedet bør dog i disse tilfælde indgå i en tæt dialog med henblik på
fremadrettet at forebygge og i højere grad håndtere situationerne ud fra en pædagogisk
synsvinkel i stedet for at gribe til anvendelsen af magt.
Eksempler på sager med gentagne indgreb uden reaktion fra kommunen
Sag nr. 33
Sagen vedrører et tilfælde, hvor en borger fastholdes og gives en beroligende injektion.
Forud har borgeren vandret rundt i huset, gået ind til andre beboere og generelt været
vred og truende over for personalet. Det konkrete indgreb er indberettet sammen med
seks andre indgreb over for samme borger inden for en måned. Det fremgår imidlertid
ikke, om kommunen tidligere har iværksat eller anmodet om tiltag med henblik på at
mindske antallet af indgreb.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
77
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen burde have reageret på de gentagne indgreb over
for borgeren og anvist konkrete alternativer til den foretagne anvendelse af magt
eksempelvis i form af en bedre pædagogisk tilgang. Ankestyrelsen er opmærksom på, at
borger i mellemtiden afgår ved døden, og at kommunen derfor ikke følger yderligere op
på sagen. Ankestyrelsen vurderer imidlertid, at det alligevel kunne være relevant at følge
op på sagen over for bostedet med henblik på en evaluering af forløbet for at forebygge
lignende situationer i fremtiden.
Sag nr. 101, 102 og 103
Alle tre sager vedrører den samme borger, som i forskellige situationer optræder
forstyrrende i fællesrummet. Personalet fastholder borgeren i alle tre situationer og fører
ham tilbage til egen bolig fra fællesrummet.
I sag nr. 101 går borgeren rundt med et glas og drikker i fællesrummet. Da borgeren af
personalet bliver bedt om at aflevere glasset, slår borgeren et personale på venstre
skulder. Personalet griber derefter fat i borgerens arme og fører ham til egen bolig.
Ankestyrelsen vurderer, at personalet kunne have afventet situationen og have forsøgt at
tale med borgeren og aflede ham og eventuelt lade ham beholde glasset for en stund.
I sag nr. 102 og 103 beskrives samme borger som plagende i forhold til mad og drikke
og begynder i den forbindelse at skubbe og prikke til personalet. Personalet
”grænsesætter” uden held, og borgeren fastholdes derfor igen i begge situationer og
føres tilbage til egen bolig med en hånd i ryggen.
Ankestyrelsen vurderer ud fra de foreliggende oplysninger, at personalet med fordel
kunne optræde mere afventende og forsøge at tale, guide og aflede borger ved
anvendelse af pædagogiske metoder og omsorg.
Ankestyrelsen vurderer desuden, at kommunen ved sin behandling af sagen over for
bostedet burde have reageret på oplysningerne om de gentagne indgreb inden for kort
tid. Kommunen kunne have foreslået konkrete alternativer og hos bostedet søgt oplyst,
hvilke særlige forhold, der gjorde sig gældende i forhold til borgeren.
9.2.4 Handleplaner
Som udgangspunkt er kommunerne alene forpligtet til at tilbyde handleplaner til borgere
efter servicelovens § 141. I sager om magtanvendelse efter servicelovens kapitel 24 er
kommunernes pligt dog skærpet, således at kommunerne skal udarbejde en handleplan,
jf. servicelovens § 136, stk. 2.
For borgere over for hvem, der er anvendt magt, har handleplanen til formål at beskrive
overvejelser og pædagogiske metoder, som skal tages i anvendelse for at undgå at
behovet for magtanvendelse opstår i fremtiden samt for at minimere varigheden af
foranstaltningen. Herudover skal handleplanen i overensstemmelse med § 141 medvirke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
78
til at koordinere indsatsen i forhold til tilbud og aktiviteter med hensyn til bolig,
beskæftigelse, fritid og undervisning. Formålet, karakteristikken og den forventede
varighed af indsatsen skal angives i handleplanen. Udarbejdelse af handleplanen skal ske
ud fra den enkelte borgers forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med borgeren.
Servicelovens § 136
Optagelse i botilbud efter § 129 og enhver form for magtanvendelse, herunder
magtanvendelse i forbindelse med foranstaltninger efter §§ 125-128, skal registreres
og indberettes af tilbuddet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for
borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det
driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i denne lov eller § 2 i lov om
socialtilsyn. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller
et kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den kommunale eller
regionale driftsherre om magtanvendelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde handleplaner i overensstemmelse
med § 141 for personer, for hvem der foretages foranstaltninger som nævnt i stk. 1.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
Servicelovens § 141
…
Stk. 3. Handleplanen skal angive
1) formålet med indsatsen,
2) hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet,
3) den forventede varighed af indsatsen og
4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp,
behandling, hjælpemidler m.v.
Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt
muligt i samarbejde med denne.
…
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
Ankestyrelsen har i samtlige 57 sager undersøgt, om borgeren har fået udarbejdet den
lovpligtige handleplan.
I størstedelen af sagerne – 61 procent - har der været udarbejdet handleplan, mens
dette ikke er sket i 19 procent af sagerne (11 sager). I de resterende 19 procent af
sagerne fremgår det ikke af den konkrete sag, om der har været udarbejdet en
handleplan. Se tabel 9.13.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
79
Tabel 9.13 Har borgeren fået udarbejdet en handleplan, jf. serviceloven § 141?
Antal Procent
Ja 35 61
Nej 11 19
Fremgår ikke 11 19
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. På grund af afrundinger summerer tabellen ikke til 100 procent.
Handleplanen har været vedlagt i 32 af de 35 sager, hvor der har været positiv viden
om, at der har været udarbejdet en handleplan på borgeren. Kun i 3 af sagerne har
handleplanen ikke været vedlagt, selvom det har fremgået af andre akter, at
handleplanen er udarbejdet. Se tabel 9.14.
Tabel 9.14 Hvis ja til spm. 2.7, er handleplanen vedlagt sagen?
Antal Procent
Ja 32 91
Nej 3 9
Fremgår ikke 0 0
I alt 35 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 35 sager, hvor borger har fået udarbejdet en handleplan.
I de sager, hvor der har foreligget en handleplan, har Ankestyrelsen vurderet, om og i
hvilket omfang der i handleplanen er beskrevet overvejelser og pædagogiske metoder for
at undgå magtanvendelse.
I 75 procent af de sager, hvor der har foreligget en handleplan, er der i høj eller nogen
grad beskrevet overvejelser og pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse.
I 19 procent af sagerne er dette kun sket i ringe grad, mens der i seks procent af
sagerne ikke har været beskrevet overvejelser og pædagogiske metoder for at afværge
indgreb. Se tabel 9.15.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
80
Tabel 9.15 Hvis sagen indeholder en handleplan, er der beskrevet overvejelser og
pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse?
Antal Procent
I høj grad 17 53
I nogen grad 7 22
I ringe grad 6 19
Nej 2 6
I alt 32 100
Note: Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100. Tabellen er baseret på målingen af de 32 sager, hvor
handleplanen har været vedlagt i sagen.
I sager om magtanvendelse udarbejdes handleplanerne på baggrund af, at der er sket
indgreb i selvbestemmelsesretten. For denne gruppe borgere er der således ikke kun tale
om et obligatorisk tilbud om at få udarbejdet en handleplan, men en pligt for kommunen
som myndighed.
Handleplanerne har særligt til formål at beskrive overvejelser og pædagogiske metoder,
som skal tages i anvendelse for at undgå behovet for magtanvendelse opstår i fremtiden
og for at minimere varigheden af foranstaltningen.
Udarbejdelse af handleplanen skal altid ske ud fra den enkelte borgers forudsætninger og
i samarbejde med denne, således at vedkommende inddrages i en aktiv proces, hvor de
tilbud, der stilles til rådighed som led i opfyldelse af handleplanen, synliggøres for
borgeren og andre involverede.
Udarbejdelse af handleplaner efter § 141 har afgørende betydning for borgerens
retssikkerhed. Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt den tildelte hjælp tilgodeser borgerens
behov og opfylder målsætningen for indsatsen efter § 81, vil handleplanen være et
væsentligt element i prøvelse heraf.
Udarbejdelse af handleplaner er også af væsentlig betydning for personalets
professionelle håndtering af borgeren, idet det af handleplanen for eksempel fremgår,
hvilke handlinger og metoder der forventes af medarbejderen. Denne beskrivelse sikrer,
at tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen til borgeren ikke overlades til den enkelte
medarbejder, men gøres til genstand for en dialog. En dialog, hvor handlinger og
metoder i hjælpen til borgere med særlige behov fortsat drøftes på baggrund af etiske
overvejelser.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
81
For at undgå omsorgssvigt eller for at undgå, at det bliver nødvendigt at iværksætte
foranstaltninger som beskrevet i servicelovens kapitel 24, er det derfor vigtigt, at det
løbende vurderes, om hjælpen tilgodeser borgerens behov, eller om der bør foretages
justeringer i hjælpen.
Gennemgangen af handleplanerne i de konkrete borgersager viser, at nogle af de
udarbejdede handleplaner mest har karakter af journaloptegnelser, der beskriver et
foretaget indgreb, men ikke indeholder fremadrettede overvejelser i forhold til den
konkrete magtanvendelse.
Undersøgelsen viser imidlertid også eksempler på relevante og udførlige handleplaner i
overensstemmelse med formålet med at udarbejde handleplaner for gruppen af borgere,
der har været anvendt magt over for.
Eksempel på relevant handleplan
Sag nr. 82-84
Sagerne vedrører den samme borger, som i flere tilfælde forlader bostedet og går hjem
til sin tidligere bolig.
I den vedlagte handleplan på borgeren er borgers døgnrytme beskrevet, og hvor hun
typisk går hen, når hun forlader bostedet. Det giver personalet en mulighed for at
reagere på det. Det er desuden beskrevet, hvordan personalet skal følge borgerens
færden i stedet for at optrappe konflikter.
Ankestyrelsen vurderer, at handleplanen i de tre omtalte sager er relevante og i høj grad
beskriver overvejelser og pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse.
Handleplanen indeholder både en beskrivelse af borgers adfærdsmønster og giver
konkrete bud på, hvordan borgerens adfærd skal håndteres for at undgå
magtanvendelse.
9.3 Vurdering af anvendelsen af materielle betingelser
Udover de tværgående overordnede principper, der er fælles for alle bestemmelserne om
magtanvendelse, er der i hver enkelt bestemmelse fastsat specifikke materielle
betingelser for det konkrete indgreb. Kommunen skal således udover iagttagelsen af de
overordnede hensyn også vurdere, om de specifikke materielle betingelser for det
enkelte indgreb er opfyldt.
I dette afsnit gennemgås 23 sager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126, fire
sager om godkendelse af tilbageholdelse efter servicelovens § 127, syv sager om
tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter servicelovens § 127, 19 sager om
godkendelse af brug af stofseler og endelig fire sager om magtanvendelse uden for
serviceloven, for eksempel nødret.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
82
9.3.1 Akut fastholdelse, servicelovens § 126
I forhold til akut fastholdelse efter servicelovens § 126 har Ankestyrelsen set på, hvilken
form for fastholdelse, der har været anvendt i det enkelte tilfælde.
I 61 procent af sagerne har der været tale om, at den akutte fastholdelse er sket ved ført
hånd, mens der i 26 procent af sagerne er sket anden form for fastholdelse. I ni procent
af sagerne om akut fastholdelse har fastholdelsen været ulovlig, mens det i fire procent
af sagerne ikke fremgår, hvilken form for fastholdelse, der har været anvendt. Se tabel
9.16.
Tabel 9.16 Hvilken form for fastholdelse har været anvendt?
Antal Procent
Ført hånd 14 61
Førergreb 0 0
Guidning 0 0
Ulovlig 2 9
Andet 6 26
Fremgår ikke 1 4
I alt 23 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører akut fastholdelse efter servicelovens § 126.
I sager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126 er det ansatte i tilbuddet, der på
kommunens vegne træffer den konkrete beslutning om indgrebet. Indgrebet skal
herefter registreres og indberettes i overensstemmelse med reglerne i
magtanvendelsesbekendtgørelsen og på baggrund heraf foretager kommunen en
vurdering af fastholdelsen.
I 91 procent af de konkrete borgersager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126
har kommunen vurderet, at den akutte fastholdelse har været berettiget, mens det kun i
ni procent af sagerne (to sager) er vurderet, at fastholdelsen har været uberettiget, se
tabel 9.17.
I de 2 sager (9 procent), hvor kommunen har vurderet den akutte fastholdelse
uberettiget, har kommunen ikke anvist alternativer til indgrebet.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
83
Tabel 9.17 Vurderer kommunen, at fastholdelsen har været berettiget?
Antal Procent
Ja 21 91
Nej 2 9
I alt 23 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører akut fastholdelse efter servicelovens § 126.
De materielle betingelser for at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person eller
føre personen til et andet opholdsrum er for det første, at der er nærliggende risiko for,
at vedkommende udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.
Dernæst skal forholdene i det enkelte tilfælde gøre det absolut påkrævet at gribe fysisk
ind ved at fastholde personen.
Servicelovens § 126
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at
fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum, når
1) der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide
væsentlig personskade, og
2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
Ankestyrelsen vurderer, at de specifikke betingelser for at fastholde borgeren i 61
procent af sagerne om akut fastholdelse (14 sager) ikke har været opfyldt. De resterende
39 procent (ni sager) har derimod opfyldt de materielle betingelser for akut fastholdelse
efter servicelovens § 126. Se tabel 9.18.
Tabel 9.18 Ved sager om akut fastholdelse, jf. § 126, har de specifikke betingelser
herfor været opfyldt i den konkrete sag?
Antal Procent
Ja 9 39
Nej 14 61
I alt 23 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager om akut fastholdelse efter servicelovens § 126.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
84
Årsagen til, at de materielle betingelser for akut at fastholde borgeren ikke har været
opfyldt har været begrundet i, at der ikke har været dokumenteret en nærliggende risiko
for væsentlig personskade, og/eller det ikke har været absolut påkrævet at fastholde
borgeren.
I en del af sagerne vedrørende akut fastholdelse har der været tale om, at borgeren
ønskede at forlade boligen. Ankestyrelsen vurderer, at i tilfælde, hvor det er borgerens
hensigt at forlade boligen, vil der ved indgreb fra personalets side være tale om en
tilbageholdelse uden forudgående tilladelse efter § 127. Kommunen skal derfor påpege
dette over for tilbuddet, og samtidigt vejlede tilbuddet om muligheden for at søge om
forudgående tilladelse til tilbageholdelse efter servicelovens § 127.
Det er dog samtidigt Ankestyrelsens vurdering, at i de tilfælde, hvor tilbageholdelsen
sker uden forudgående tilladelse, skal kommunen vurdere, om indgrebet alligevel har
været berettiget efter servicelovens § 126 om akut fastholdelse.
Nedenfor er både nævnt eksempler på en sag, hvor der ikke har været dokumenteret en
nærliggende risiko for væsentlig personskade, og det ikke har været absolut påkrævet at
fastholde borgeren (sag nr. 101) samt en sag, hvor indgrebet reelt er en tilbageholdelse
uden forudgående tilladelse (sag nr. 82-84).
Eksempler på sager, hvor betingelserne for akut fastholdelse ikke har været
opfyldt
Sag nr. 101
Sagen vedrører en situation, hvor borger går rundt og drikker af et glas. Personalet
beder borgeren om at aflevere glasset, hvilket afstedkommer, at borgeren slår et
personale på skulderen. Personalet griber derefter fat i borgerens arme og fører ham til
egen bolig, hvor personalet taler med borgeren om episoden og får borger til at falde til
ro.
Ankestyrelsen vurderer, at der ikke i sagen er beskrevet en nærliggende risiko for
væsentlig personskade på personalet eller andre, ligesom det ikke var absolut påkrævet
at gribe fysisk ind ved at fastholde borgeren.
Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at borgeren vil foretage sig noget
yderligere, der kan udsætte andre for at lide væsentlig personskade.
Det er ikke godtgjort, at det har været absolut påkrævet at fastholde borgeren i
situationen. Fastholdelse kan ikke lovligt finde sted i tilfælde, hvor risikoen for
personskade kan afværges på andre og mindre indgribende måder. Et slag på skulderen
medfører ikke i sig selv en nærliggende risiko for væsentlig personskade.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
85
Der er ikke i sagen beskrevet forsøg på at anvende pædagogiske tiltag ved for eksempel
at tale beroligende til borger og afvente, at borger herefter frivilligt afleverede glasset til
personalet. Personalet anvender først en pædagogisk tilgang efter foretagelsen af
indgrebet.
Sag nr. 82-84
Alle tre sager omhandler den samme borger, som ad flere omgange forlader bostedet for
at gå hjem til sin tidligere bolig. Personalet tager ud til den tidligere bolig for at hente
borger tilbage til bostedet. Botilbuddet indberetter alle indgrebene som foretaget efter
servicelovens § 126 om akut fastholdelse.
Det fremgår ikke af sagerne, at kommunen særskilt har taget stilling til
indberetningerne.
Ankestyrelsen vurderer, at der i de omhandlede tilfælde reelt er tale om tilbageholdelse
(tilbageførsel) uden forudgående tilladelse. Borger har forladt bostedet og skal
tilbageføres hertil. Kommunen skal derfor påpege dette over for tilbuddet, men samtidigt
vurdere, om indgrebet i den konkrete situation var berettiget efter servicelovens § 126
om akut fastholdelse.
Da kommunen ikke foretager en særskilt vurdering af indberetningerne, får tilbuddet ikke
den nødvendige vejledning om reglerne for magtanvendelse. Tilbuddet bliver således ikke
oplyst, om muligheden for at søge om tilladelse til at tilbageholde (tilbageføre) borgeren
til bostedet, og at tilbageholdelse uden forudgående tilladelse som udgangspunkt ikke er
lovligt efter serviceloven, medmindre det findes berettiget efter servicelovens § 126 om
akut fastholdelse.
Da der er tale om, at borger gentagne gange forlader bostedet, er en ansøgning om
tilladelse til tilbageholdelse (tilbageførsel) yderst relevant.
Eksempler på sager, hvor betingelserne for akut fastholdelse har været opfyldt
Sag nr. 64
Sagen vedrører en borger, der har stået foran en anden borgers stue og derefter bliver
fulgt væk. Borgeren går bagefter op i fællesrummet og er verbalt højtråbende og vred.
Personalet forholder sig til borgerens vrede ved at tale og lytte anerkendende og tilbyde
borgeren kaffe. Borgeren slår ud efter personalet og følges herefter ned til sin bolig. Få
minutter senere - efter personalet har forladt ham - ødelægger borgeren service og spejl
og kommer derefter igen til fællesrummet, hvor personalet finder ham i færd med at slå
en anden beboer, der er kørestolsbruger, i ryggen med et kosteskaft. Personalet
afvæbner borger, som retter sin vrede mod personalet og begynder at slå. Der tages fat
under hver arm på borger, og han føres til sin egen bolig.
Ankestyrelsen vurderer, at der i situationen har været nærliggende risiko for væsentlig
personskade på den anden beboer, og at det var absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
86
at fastholde borgeren. Borgeren begynder at slå en anden beboer i ryggen med et
kosteskaft, og at denne anden beboer er kørestolsbruger.
Personalet anvender i forløbet op til fastholdelsen flere pædagogisk metoder med henblik
på at få beroliget borgeren. Det er først da situationen eskalerer, at personalet anvender
magt over for borgeren.
Sag nr. 91
Sagen vedrører et tilfælde, hvor en borger har taget hårdt fat i anden beboer efter et
skænderi. En medarbejder kommer imellem og får medbeboer væk, hvorefter borger
tager hårdt fat i medarbejderen og rusker hende. En anden medarbejder tager borger i
hånden. Efter en kort samtale bliver borger vred og slår ud efter medarbejderen og
skubber hende ind i væggen. Medarbejderen holder kortvarigt fast i hans arme for at
afværge slag, og flytter sig efterfølgende væk fra borger.
Ankestyrelsen vurderer, at der i situationen har været nærliggende risiko for væsentlig
personskade på personalet, og at det var absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved at
fastholde borgeren.
Borgeren beskrives vedvarende meget vred og fortsætter med at slå og skubbe
personalet ind i væggen. Personalet forsøger i forløbet op til fastholdelsen at tale med
borgeren og tager borger i hånden, og at det er først ved borgerens vedvarende
aggressivitet, at personalet griber ind med magt. Fastholdelsen beskrives som værende
kortvarigt, hvilket er i overensstemmelse med princippet om, at foretagne indgreb skal
foretages så skånsomt og kortvarigt som muligt.
Sag nr. 96
Sagen omhandler en borger, der bliver psykotisk og i den forbindelse udøver
selvskadende adfærd ved at slå hoved ned i gulv og vægge, hvorved han pådrager sig
sår. Personalet forsøger at tale borgeren til ro og guide ham. Da det ikke lykkes, trækker
personalet borgeren til egen lejlighed, hvor han fastholdes. Borgeren bliver rolig og
indvilliger i at lade sig indlægge. Det er beskrevet, at borgeren hele dagen har været
urolig, rastløs og bange, og at det er dette, der senere på dagen eskalerer. Borgeren
beskrives psykotisk og pådrager sig sår ved at slå sit hoved ned i gulv og på vægge.
Ankestyrelsen vurderer, at der i situationen har været nærliggende risiko for væsentlig
personskade på borgeren selv, og at det var absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved at
fastholde borgeren.
Personalet forsøger i første omgang at tale borger til ro og guide ham, men det lykkes
ikke. Først herefter griber personalet til magt. Det indgår også i vurderingen, at borgeren
hele dagen har været urolig, rastløs og bange, men at personalet har været afventende
og forsøgt sig med andre tiltag end magt.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
87
9.3.2 Tilbageholdelse i boligen, servicelovens § 127
Ansøgningssager om tilbageholdelse i boligen
Kommunen kan give tilladelse til, at personalet på bostedet bruger fysisk magt i form af
fastholdelse af en borger for at forhindre borgeren i at forlade boligen eller for at føre
borgeren tilbage til boligen. Godkendelsen er for det første betinget af, at der er
nærliggende risiko for, at borgeren ved at forlade boligen udsætter sig selv eller andre
for at lide væsentlig personskade. Det er desuden en betingelse, at forholdene i det
enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne risiko, at der anvendes
fysisk magt, så borgeren forhindres i at forlade boligen eller føres tilbage til boligen.
Endelig er det et krav, at lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.
Serviceloven § 127
Under samme betingelser som i § 125, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person for at forhindre
denne i at forlade boligen eller for at føre denne tilbage til boligen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode
tilbageholdelse i boligen kan anvendes, og skal løbende vurdere, om en mindre
indgribende foranstaltning kan anvendes.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
Ankestyrelsen har set på fire sager om godkendelse af tilbageholdelse i boligen efter
servicelovens § 127. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at lige mange af de målte sager
vedrørende ansøgning om tilbageholdelse henholdsvis har opfyldt de materielle
betingelser og ikke opfyldt betingelserne i servicelovens § 127. Se tabel 9.19.
Tabel 9.19 Ved sager om tilbageholdelse i boligen, jf. § 127, har de specifikke
betingelser herfor været opfyldt i den konkrete sag?
Antal Procent
Ja 2 50
Nej 2 50
I alt 4 100
Note: Tabellen er baseret på de 4 sager, der omhandler godkendelse af tilbageholdelse efter § 127.
Efter servicelovens § 127, stk. 2, er det desuden et krav, at tilladelsen til tilbageholdelse
gives for en afgrænset periode, og at kommunen løbende skal vurdere, om en mindre
indgribende foranstaltning kan anvendes. Undersøgelsen viser, at kommunen i alle fire
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
88
ansøgningssager om tilbageholdelse i overensstemmelse med reglerne har givet
tilladelsen for en afgrænset periode.
Det fremgår imidlertid ikke af de fire sager, om kommunen løbende har vurderet, om en
mindre indgribende foranstaltning kunne anvendes. Kommunen har dog i størstedelen af
sagerne i afgørelsen vejledt bostedet om, at der skal følges op, således at anvendelsen af
magt begrænses mest muligt.
Eksempler på sager om godkendelse af tilbageholdelse i boligen
Sag nr. 47
Sagen omhandler en situation, hvor et botilbud søger om tilladelse til tilbageholdelse af
en borger, som beskrives som meget dørsøgende. Der har frem til ansøgningen været
anvendt forskellige alarmsystemer og GPS. Borgeren forlægger dog de forskellige
alarmsystemer og forstår ikke længere betydningen af dem. Borger har flere gange
forladt boligen uden ID på sig og i for let påklædning og er senere fundet ved stærkt
trafikerede veje. Tilbuddet beskriver de mange tiltag i forhold til borgeren for at undgå,
at borger forlader bolig, herunder også pædagogik, omsorg og pleje.
Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for at give tilladelse til tilbageholdelse er
opfyldte.
Borgeren forlader bostedet i for let påklædning og derved kan udsætte sig selv for
forfrysninger, og at borger derudover er fundet ved stærkt trafikerede veje, hvorved der
er nærliggende risiko for væsentlig personskade. Tilbuddet har desuden forsøgt sig med
lovens øvrige muligheder i form af alarmsystemer og personlig kontakt, pædagogik samt
omsorg og pleje.
Sag nr. 48
Sagen omhandler en dement kvinde, der er inficeret med en smittefarlig bakterie og ofte
går til fællesrummene i uhygiejnisk tilstand, hvorved hun udsætter andre borgere for
smitte.
Kommunen godkender bostedets ansøgning om tilladelse til tilbageholdelse
(tilbageførsel) til egen bolig.
Ankestyrelsen vurderer, at § 127 om tilbageholdelse (tilbageførsel) i boligen ikke er den
korrekte bestemmelse i den beskrevne situation.
Tilbageholdelsen (tilbageførslen) sker på bostedet fra egen bolig til fællesrum, og at der
ikke er tale om, at borgeren ønsker at forlade bostedet. Sagen burde i stedet have været
vurderet enten efter § 126 a om fastholdelse i personlig hygiejnesituationer eller § 126
om akut fastholdelse, hvis det ønskede indgreb ikke kan indeholdes i § 126 a.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
89
Ankestyrelsen finder, at der ikke i servicelovens § 127 er hjemmel til en
forhåndsgodkendelse af at føre en borger til og fra forskellige dele af bostedet, men at
bestemmelsen er rettet mod dørsøgende borgere, der har til hensigt at forlade bostedet.
Ankestyrelsen henviser til principafgørelse C-14-08, hvor skærmning af en borger ved at
følge borger tilbage på egen stue ikke fandtes omfattet af reglerne i § 127 om
tilbageholdelse i boligen.
Tilbageholdelse i boligen uden forudgående tilladelse
Tilbageholdelse af en borger i boligen kræver en forudgående godkendelse af kommunen
efter § 127 i serviceloven. Magtanvendelse i form af tilbageholdelse uden forudgående
tilladelse er derfor som udgangspunkt ikke i overensstemmelse med reglerne om tilladte
former for indgreb i en borgers selvbestemmelsesret efter kapitel 24 i serviceloven.
Når der sker tilbageholdelse af en borger i boligen skal dette af tilbuddet altid indberettes
til kommunen, dvs. uanset om der er forudgående tilladelse eller ej. I forbindelse med
tilbageholdelse uden forudgående tilladelse kan kommunen herved blive orienteret om
indgrebet og vejlede bostedet om reglerne for magtanvendelse, herunder om muligheden
for at søge om tilladelse til at tilbageholde en borger i boligen.
Da der er tale om, at borgeren bliver fastholdt, skal kommunen imidlertid også vurdere
det foretagne indgreb efter servicelovens § 126 om akut fastholdelse. Kommunen skal
vurdere, om indgrebet har været berettiget efter denne bestemmelse, selvom der reelt
har været tale om en tilbageholdelse uden forudgående tilladelse. Der er således også i
disse situationer tale om, at ansatte i tilbuddet ved sin indgriben, træffer beslutningen
om anvendelsen af magt over for borgeren. Der er således i praksis truffet en afgørelse
over for borgeren i øjeblikket.
Undersøgelsen af kommunernes formelle håndtering af de akutte indgreb viser, at det er
forskelligt fra kommune til kommune, om der alene sker en vurdering af det akutte
indgreb, eller om kommunen over for borgeren træffer en egentlig afgørelse om det
foretagne akutte indgreb.
Ankestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, at borgeren og/eller dennes pårørende/værge
under alle omstændigheder bliver orienteret om kommunens vurdering af det akutte
indgreb, der er blevet foretaget af personalet.
Som det fremgår af tabel 9.2 vurderer Ankestyrelsen, at seks af de målte syv sager om
tilbageholdelse i boligen uden forudgående tilladelse samlet set ikke har været rigtige.
Det skyldes i størstedelen af sagerne, at kommunen har vurderet indgrebet efter den
forkerte bestemmelse. I sager, hvor der ikke har været tale om, at borgeren ønskede at
forlade bostedet eller skulle føres tilbage til bostedet, har kommunen i de fleste tilfælde
vurderet sagen efter § 127 om tilbageholdelse og ikke efter § 126 om akut fastholdelse.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
90
Ankestyrelsen har i principafgørelse C-14-08 fastslået, at i tilfælde, hvor der sker
skærmning på bostedet, herunder ved at følge en borger tilbage på egen stue, skal
servicelovens bestemmelse om fastholdelse anvendes. Situationen er derimod ikke
omfattet af bestemmelsen om tilbageholdelse i boligen.
I en enkelt af de seks sager låser personalet borgeren inde på eget værelse i ti minutter,
hvilket ikke er lovlig magtanvendelse. Kommunen vurderer fejlagtigt i denne situation, at
betingelserne for tilbageholdelse efter servicelovens § 127 er opfyldt.
Der henvises til Ankestyrelsens principafgørelse C-59-05, hvor kommunen havde låst en
beboer inde på et værelse. Ankestyrelsen udtalte, at en kommunes beslutning om at låse
en voksen person inde på sit værelse ikke kunne anses for omfattet af servicelovens
regler om magtanvendelse.
Da tilbageholdelse uden forudgående tilladelse som udgangspunkt ikke er lovlig
magtanvendelse efter serviceloven, er det kommunens opgave at påpege det over for
botilbuddet, når indgrebet indberettes. Indgrebet kan dog vise sig berettiget efter
reglerne om akut fastholdelse i servicelovens § 126.
Eksempler på sager om tilbageholdelse uden forudgående tilladelse
Sag nr. 102
Sagen vedrører en situation, hvor en borger er plagende i forhold til at få mad og drikke.
Borgeren begynder i den forbindelse at skubbe og prikke til personalet, som uden held
forsøger at grænsesætte borgeren. Da personalet ser påvirkning hos de øvrige beboere,
bliver borgeren med en hånd i ryggen ført ind i egen bolig. Bostedet indberetter
indgrebet efter § 126 om fastholdelse, men kommunen vurderer sagen efter § 127 om
tilbageholdelse og anser magtanvendelsen som retmæssigt foretaget.
Ankestyrelsen vurderer, at det indberettede indgreb ikke er omfattet af servicelovens §
127 om tilbageholdelse i boligen, da der ikke er tale om, at borger ønsker at forlade
bostedet, men at borger føres fra fællesrum til egen lejlighed. I overensstemmelse med
Ankestyrelsens principafgørelse C-14-08 burde kommunen således have vurderet sagen
efter § 126 om akut fastholdelse.
Sag nr. 28
Efter en situation, hvor borger har haft forladt bostedet, og er blevet ført tilbage, låser
personalet døren i ti minutter for at forhindre, at borger igen forlader bostedet.
Kommunen vurderer, at betingelserne i § 127 var til stede, og tager indberetningen til
efterretning.
Ankestyrelsen vurderer derimod, at betingelserne for tilbageholdelse efter § 127 ikke er
opfyldte. Personalet låser døren og derved foretager en frihedsberøvelse af borgeren.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
91
Frihedsberøvelse er ikke et tilladt indgreb efter serviceloven og indgrebet kan derfor ikke
vurderes retmæssigt.
9.3.3 Stofseler, servicelovens § 128
Berettigelsen af at anvende stofseler over for en borger er betinget af, at formålet er at
hindre fald, og at der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv for at lide
væsentlig personskade. Forholdene i det enkelte tilfælde skal endvidere gøre det absolut
påkrævet at anvende stofselen.
Servicelovens § 128, stk. 1
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med
stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald,
når der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig
personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.
…
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
Ankestyrelsens undersøgelse viser, at de materielle betingelser for godkendelse af brug
af stofsele i 53 procent af sagerne (10 sager) har været opfyldt, mens dette ikke har
været tilfældet i 47 procent af sagerne (9 sager). Se tabel 9.20.
Tabel 9.20 Ved sager om stofseler, jf. § 128, har de specifikke betingelser herfor været
opfyldt i den konkrete sag?
Antal Procent
Ja 9 47
Nej 10 53
I alt 19 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 19 sager, der vedrører godkendelse af brug af stofsele.
Nærliggende risiko for væsentlig personskade
Ankestyrelsens undersøgelse af sagerne om stofseler viser, at der i over halvdelen af
sagerne (10 sager) ikke er godtgjort en nærliggende risiko for væsentlig personskade.
Beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler for at forhindre fald kan alene
anvendes, når der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv for at lide
væsentlig personskade.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
92
Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende kan komme til
at foretage sig noget, der kan medføre, at han eller hun udsætter sig selv for at lide
væsentlig personskade. Der skal derimod foreligge en konkret viden om, at den
pågældende enten ofte har forsøgt at udføre handlinger, der kan indebære en risiko for
fald og deraf følgende personskade, eller ofte plages af kramper, spasmer og lignende,
som medfører risiko for væsentlig personskade.
Væsentlig personskade kan blandt andet være brækkede lemmer, kraniebrud,
hjernerystelse, tabte eller løse tænder m.v. Derimod kan for eksempel en mindre
forstuvning i denne sammenhæng ikke opfattes som væsentlig personskade. Den
væsentlige personskade skal dog individuelt vurderes ud fra den pågældendes
helbredstilstand.
I principafgørelsen 57-10 fandt Ankestyrelsen betingelserne for anvendelse af stofsele
over for en kvinde opfyldt så længe et brud på hendes ben skulle hele. Begrundelsen var,
at kvindens psykiske udviklingsniveau var stærkt nedsat, og at hun desuden led af
epileptiske anfald. Kvinden havde ikke forståelse for, at hun ikke måtte støtte på det
brækkede ben, og der var risiko for, at hun i forbindelse med fald kunne få nye brud.
Ankestyrelsens sagsgennemgang viser endvidere, at det i en stor del af sagerne ligeledes
ikke er godtgjort, at andre mindre indgribende tiltag end fastspænding med stofseler er
muligt. Det følger af mindsteindgrebsprincippet, at beskyttelsesmidler ikke lovligt kan
anvendes, hvis risikoen kan afværges ved brug af andre og mindre indgribende metoder.
Der vil være borgere, for hvem en bedring af den fysiske funktionsevne ikke kan
forventes. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på mulighederne for at indrette
omgivelserne sådan, at fald kan hindres på mindre indgribende måder. Dette gælder
naturligvis også for de borgere, for hvem behovet herfor kan mindskes.
En borger med dårlig balanceevne og delvise lammelser eller hyppige spasmer kan for
eksempel forhindres i at falde ned fra stol, seng eller toilet ved at anbringe gelændere,
sengehest, eller madras tæt ved gulvet.
For borgere med eksempelvis stærkt nedsat muskelkraft, som ikke kan rette kroppen ud,
og derfor sidder dårligt i en stol, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at bruge
stofseler for, at disse borgere overhovedet kan sidde i en kørestol uden risiko for at falde
ud, og dermed komme til skade.
Der skal således være tale om en konkret risiko for personskade, som det ikke er
lykkedes at afværge ad mindre indgribende veje, og som det af hensyn til at undgå
væsentlig personskade, er nødvendigt at forhindre.
Det er endvidere væsentligt at bemærke, at anvendelsen af stofseler kun kan bruges til
at hindre fald og ikke til at skabe tryghed eller berolige en aggressiv borger.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
93
I principafgørelse C-36-00 fandt Ankestyrelsen det således ikke godtgjort, at
anvendelsen af stofseler var absolut påkrævet for at hindre fald. Ankestyrelsen lagde i
sagen vægt på, at stor motorisk uro, fysisk og verbal aggressivitet og et behov for hvile
ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at anse betingelserne for opfyldt. Fastspænding med
stofseler kan alene anvendes for at hindre fald og ikke for at begrænse en persons
mobilitet ved for eksempel utryghed, aggressivitet, hvileløs omvandring og træthed.
Det har ikke været muligt for Ankestyrelsen i gennemgangen af de konkrete borgersager
at vurdere omfanget af anvendelsen af beskyttelsesmidler og de nærmere rammer for
anvendelsen på tilbuddene. Ankestyrelsen har således ikke i sagsgennemgangen kunnet
måle den tidsmæssige varighed af et indgreb med brug af stofsele eller tilbuddenes
eventuelle retningslinjer for tilsyn med borgere i stofsele.
Eksempel på sag om godkendelse af brug af stofseler, hvor det ikke er
godtgjort, at der foreligger nærliggende risiko
Sag nr. 30
Sagen vedrører ansøgning om tilladelse til anvendelse af stofsele om natten til en borger
med en demenstype, der medfører særlig aggressiv adfærd. Borgeren er ikke bevidst
om, at han ingen ståfunktion har. Borgeren har en fast vagt døgnet rundt. Det oplyses
videre, at hvis borger ikke har bælte om natten, prøver han hele tiden at stå op med
utallige fald til følge.
Kommunen godkender ansøgningen, men anfører, at stofselen alene kan anvendes til at
forhindre fald, og at bostedet i løbet af de tre måneder, der gives tilladelse til, skal
afprøve forskellige alternativer til anvendelse af stofsele, herunder også, at han ligger
uden blødt bælte, hvor personalet skal observere og dokumentere deres observationer.
Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for at godkende anvendelse af stofsele om
natten til borger ikke er opfyldt, da det ikke er godtgjort, at der er nærliggende risiko for
væsentlig personskade, og at det er absolut påkrævet at anvende stofsele hele natten.
Oplysningerne, om at borger hele tiden står op og har utallige fald, står ikke beskrevet i
den omfattende journal. Det beskrevne i journalarkene indikerer, at stofselen primært
tjener som tryghed og dernæst for at forhindre fald. Der er ligeledes ikke beskrevet
situationer op til ansøgningstidspunktet, hvoraf det kan ses, at der er nærliggende risiko
for væsentlig personskade. Desuden har borgeren en fast vagt, og der ikke ses at være
afprøvet alternativer i form af for eksempel at berolige borger, når han har været urolig
om natten. Det fremgår ikke af journalnotaterne, at personalet har observeret, hvordan
borger sover, og om stofselen kan undgås.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
94
Eksempel på sag om godkendelse af brug af stofseler, hvor det er godtgjort, at
der foreligger nærliggende risiko
Sag nr. 42
Et bosted søger om tilladelse til anvendelse af blød sele til en borger til brug for
kørestolen. Det fremgår af sagen, at borger er svært dement og ude af stand til at stå og
gå alene, og at han flere gange er faldet, når han har rejst sig fra kørestolen. Personalet
har forsøgt sig med andre tiltag, blandt andet kørt borgerens kørestol helt ind til bordet
samt imødekommet borgerens ønsker om at stå op, hvor borgeren støttes under begge
arme med kørestolen lige bagved.
Ankestyrelsen vurderer i, at betingelserne for at give tilladelse til anvendelse af stofsele
er opfyldte i den konkrete sag.
Bostedet har godtgjort en nærliggende risiko for væsentlig personskade på grund af
hyppige fald, og personalet har forsøgt at anvende mindre indgribende foranstaltninger.
Kommunen anfører i sin afgørelse, at tilladelsen alene gælder, når personalet vurderer,
at det er absolut nødvendigt for at undgå omsorgssvigt og væsentlig personskade med
fald fra stolen. Kommunen anfører desuden, at personalet fortsat skal arbejde på at
undgå magtanvendelse og brug af blød stofsele, og anvendelsen af selen løbende skal
evalueres.
Godkendelse for tidsbegrænset periode
På tilsvarende vis som ved godkendelse af tilbageholdelse efter § 127 er det efter § 128,
stk. 2, desuden et krav, at tilladelsen til brug af stofsele gives for en afgrænset periode,
og at kommunen løbende skal vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan
anvendes.
Servicelovens § 128, stk. 2
…
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode de
beskyttelsesmidler, som er omfattet af stk. 1, kan anvendes, og skal løbende
vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
Undersøgelsen viser, at kommunen i 79 procent af sagerne (15 af de i alt 19
ansøgningssager om brug af beskyttelsesmidler) har givet tilladelsen for en afgrænset
periode. I de resterende 4 sager har kommunen for eksempel blot i afgørelsen anført, at
selen skal revurderes månedligt af bostedet, eller at bostedet skal afvente lægernes
vurdering. Se tabel 9.21.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
95
Tabel 9.21 Har kommunen i sin afgørelse om tilladelse af brug af stofseler, jf. § 128,
givet denne tilladelse for en afgrænset periode, jf. § 128, stk. 2?
Antal Procent
Ja 15 79
Nej 4 21
I alt 19 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 19 sager, der vedrører godkendelse af brug af stofsele.
Ankestyrelsen kan ikke de fleste sager om godkendelse af stofseler se, om kommunen
løbende har vurderet, om en mindre indgribende foranstaltning kunne anvendes. Se
tabel 9.22. Kommunen har dog i de fleste sager i afgørelsen vejledt bostedet om, at der
skal følges op, således at anvendelsen af magt begrænses mest muligt.
Tabel 9.22 Har kommunen løbende vurderet, om en mindre indgribende foranstaltning
kunne avendes?
Antal Procent
Ja 0 0
Nej 2 13
Fremgår ikke 13 87
I alt 15 100
Note: Tabellen er baseret på de 15 sager, hvor kommunen har givet tilladelsen til brug af stofseler for en afgrænset periode.
9.3.4 Magtanvendelse uden for serviceloven
De konkrete borgersager vedrørende magtanvendelse uden for serviceloven vedrører i
tre af sagerne sundhedsmæssig behandling, mens den sidste sag omhandler nødret.
Tilfælde af anvendelse af magt, der ikke er indeholdt i de tilladte indgreb efter kapitel 24
i serviceloven, skal indberettes til kommunen på lige fod med indgreb efter serviceloven.
Kommunen kan derved blive orienteret om omfanget af anvendelse af magt uden for
serviceloven på bostederne og samtidigt vejlede bostederne om reglerne for
magtanvendelse.
Nødret
I sagen vedrørende nødret vurderer Ankestyrelsen, at betingelserne herfor var opfyldt i
den konkrete sag. Betingelserne for nødret fremgår af straffelovens § 14, hvorefter en
ellers strafbar handling kan være straffri, når den er nødvendig for at afværge truende
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
96
skade på person eller gods, og lovovertrædelsen må anses for at være af forholdsvis
underordnet betydning. Bestemmelsen finder anvendelse ved for eksempel legemsskade.
Det er vigtigt at bemærke, at der ved nødret er tale om ekstraordinær hjemmel til brug i
ekstraordinære situationer. Bestemmelserne kan derfor ikke anvendes som
hjemmelsgrundlag for at foretage jævnligt forekommende tvangsmæssige indgreb.
Nødværge og nødret kan kun anvendes som hjemmel til handlinger af forsvarsmæssig
karakter og kan ikke anvendes som hjemmel til at foretage aktive handlinger, der ikke er
strengt nødvendige for at værne om beskyttede retsgoder.
Sagen om nødret
Sag nr. 57
Sagen omhandler en situation, hvor borger har spist en julestjerne med jord. Personalet
anvender i den forbindelse magt til at åbne munden på borger og tage blomst og jord ud
af munden. Borger protesterer og bider personalet. Borger er på grund af sin demens
ikke i stand til selv at spytte ud.
Ankestyrelsen vurderer i lighed med kommunen, at magtanvendelsen var nødvendig, og
opfyldte betingelserne for lovlig nødret, da indgrebet blev foretaget for at forhindre, at
borger blev kvalt eller forgiftet. Det var ikke i situationen muligt for personalet at benytte
sig af mindre indgribende metoder.
Sundhedsmæssig behandling
I de tre målte konkrete borgersager, hvor der er sket sundhedsmæssig behandling, har
kommunen ikke inddraget fagpersonale. Kommunen har dog i alle tre tilfælde vurderet
sagen korrekt.
Kommunen har i to af sagerne vejledt bostedet om adgangen til sundhedsmæssig
behandling og anført, at tvangsmedicinering er ulovlig, medmindre der er tale om en
akut livstruende situation. I de konkrete to sager har kommunen ikke fundet det muligt
at vurdere, hvorvidt der var tale om en akut livstruende situation. I den tredje sag
vurderer kommunen sagen på baggrund af indberetning og følgebrev fra
demensvidenperson og demensfaglig rådgiver.
Eksempel på sag om sundhedsmæssig behandling
Sag nr. 32
Sagen vedrører en situation, hvor borger er meget dørsøgende og pludseligt forlader
plejecentret. Personalet finder borgeren og hjælper ham tilbage til plejecentret. Borger
opleves vred og truende, og personalet vælger at fastholde ham i sengen, mens han
gives en injektion.
Ankestyrelsen vurderer som kommunen, at det falder uden for reglerne om
magtanvendelse at give injektioner mod en borgers vilje. Tvangsmæssig
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
97
sundhedsmæssig behandling er som udgangspunkt ulovlig, medmindre der er tale om en
akut livstruende situation.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
98
10 Formel vurdering
10.1 Særlige formalitetskrav
10.1.1 Registrering og indberetning
Hver gang, der iværksættes indgreb i den personlige frihed, skal indgrebet registreres og
indberettes til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter servicelovens § 136, stk. 1,
og magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9.
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9
Registrering efter servicelovens § 136 skal foretages af tilbuddet på et af de særlige
indberetningsskemaer, som kan findes på Socialstyrelsens hjemmeside, jf. dog stk.
2. Tilbuddet skal sende det udfyldte skema til den kommunalbestyrelse, der har
ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og til kommunalbestyrelsen i den kommune,
der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i lov om social service
eller § 2 i lov om socialtilsyn. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i
et regionalt eller kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den
kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.
...
Stk. 3. Den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for borgerens ophold i tilbuddet,
jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
vurderer om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i
kommunalbestyrelsens afgørelser om borgerens forhold, jf. kommunalbestyrelsens
forpligtigelse i medfør af § 148 i lov om social service.
…
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
Registrering af magtanvendelse, som der ikke er givet tilladelse til og akut fastholdelse
efter servicelovens § 126, skal ske straks og senest dagen efter indgrebet, jf.
magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10. Denne gruppe omfatter for eksempel tilfælde,
hvor der foretages indgreb, selvom kommunalbestyrelsen ikke har truffet afgørelse efter
servicelovens §§ 127 og 128, eller det kan være indgreb foretaget som led i nødret, akut
iværksatte indgreb, samt al anden magtanvendelse.
Disse indgreb skal indberettes straks og senest på 3. dagen efter iværksættelsen. For
registreringer og indberetninger efter servicelovens § 126 gælder dog, at indberetning af
iværksatte foranstaltninger skal ske en gang om måneden.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
99
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10
I tilfælde, hvor der sker overtrædelse af reglerne, i tilfælde, hvor der ikke foreligger
beslutning om fortsat magtanvendelse, eller tilfælde, hvor indgreb er foretaget som
led i nødværge eller nødret, skal registrering foretages straks og senest dagen efter,
at foranstaltningen er sat i værk.
Stk. 2. Registrerede foranstaltninger efter stk. 1 indberettes straks og senest på 3.
dagen efter reglerne i § 9.
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
På baggrund af indberetningerne vurderer den kommune, der er ansvarlig for borgerens
ophold i tilbuddet, om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller ændringer i
kommunalbestyrelsens afgørelse om borgerens forhold. Den kommune, der fører det
driftsorienterede tilsyn, vurderer om indberetningerne om magtanvendelse giver
anledning til tilsynsmæssige overvejelser. Der udarbejdes en årlig beretning over
magtanvendelsen, som forelægges for kommunalbestyrelsen eller regionsrådet årligt, jf.
bekendtgørelsens § 14.
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 14
Kommunalbestyrelsen følger udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i
den personlige frihed over for de borgere, som kommunalbestyrelsen er ansvarlige
for, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
med henblik på en vurdering af behovet for opfølgning.
Stk. 2. Beretning forelægges årligt kommunalbestyrelsen.
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
Da magtanvendelse er en undtagelse, er det væsentligt, at der løbende er bevågenhed
om disse forhold, og at der er en dialog mellem kommunalbestyrelsen og
brugerorganisationer og de kommunale ældreråd, handicapråd og pårørende.
Ankestyrelsen har undersøgt, om tilbuddet har registreret de foretagne indgreb i
overensstemmelse med reglerne ovenfor. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at bostedet
i 62 procent af de relevante sager (21 sager) ikke har registreret indgrebet i
overensstemmelse med reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen. I 26 procent af
sagerne (ni sager) er indgrebet registreret rettidigt, mens det i 12 procent af sagerne
(fire sager) ikke fremgår, hvornår der er sket registrering. Se tabel 10.1.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
100
Tabel 10.1 Har tilbuddet registreret indgrebet rettidigt?
Antal Procent
Ja 9 27
Nej 21 62
Fremgår ikke 4 12
I alt 34 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 34 sager, der vedrører akut fastholdelse efter § 126, tilbageholdelse uden
forudgående tilladelse efter § 127 og magtanvendelse uden for serviceloven. På grund af afrundinger summer tabellen ikke til
100 procent.
I mange af de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har vurderet, at registreringen ikke er sket
rettidig, er der taget udgangspunkt i den dato, der er anført på indberetningsskemaet.
Ankestyrelsen kan imidlertid ikke udelukke, at det plejepersonale, der har udført
magtanvendelsen, på et tidligere tidspunkt skriftligt har noteret indgrebet ned. Det har
dog i de fleste sager ikke været muligt at se, og det er derfor datoen på
indberetningsskemaet, der har været afgørende for målingen.
Ankestyrelsen vurderer, at det er væsentligt, at kommunen i højere grad påser, at
registreringen er sket i overensstemmelse med reglerne herom. Der er i lovgivningen
fastsat eksakte og korte frister for registreringer, da det er vigtigt, at alle
omstændigheder omkring et indgreb noteres så præcist ned som muligt. Hvis der går for
lang tid mellem magtanvendelsen og registreringen, er der risiko for, at vigtige detaljer
omkring indgrebet går tabt. Det kan medføre en forkert bedømmelse af indgrebet og
forringer muligheden for fremadrettet at forebygge anvendelsen af magt.
Ankestyrelsen har også undersøgt i sagerne, om bostedet har indberettet indgrebet
rettidigt. Ankestyrelsens undersøgelse viser, at bostedet i 44 procent af sagerne (15
sager) har indberettet magtanvendelsen i overensstemmelse med reglerne. I 24 procent
af sagerne (otte sager) har dette ikke været tilfældet, mens det i 32 procent af sagerne
(11 sager) ikke af sagen er fremgået, hvornår indberetningen til kommunen er sket. Se
tabel 10.2. Bostederne indberetter altså i langt de fleste tilfælde de foretagne
magtanvendelser rettidigt til kommunen.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
101
Tabel 10.2 Har tilbuddet indberettet indgrebet rettidigt?
Antal Procent
Ja 15 44
Nej 8 24
Fremgår ikke 11 32
I alt 34 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 34 sager, der vedrører akut fastholdelse efter § 126, tilbageholdelse uden
forudgående tilladelse efter § 127 og magtanvendelse uden for serviceloven.
10.1.2 Formalitetskrav ved sager om tilbageholdelse og
beskyttelsesmidler
I sager, hvor kommunen efter ansøgning fra bostedet, skal træffe afgørelse om tilladelse
til tilbageholdelse efter servicelovens § 127 eller brug af beskyttelsesmidler efter
servicelovens § 128, gælder der særlige formalitetskrav efter servicelovens § 130.
Ansøgningssagerne efter servicelovens §§ 127 og 128 adskiller sig endvidere fra de
akutte indgreb ved, at kommunen skal træffe en egentlig afgørelse. Ved de akutte
indgreb er der derimod tale om, at kommunen foretager en vurdering af personalets
beslutning om at foretage en akut magtanvendelse. Afgørelsen om et akut indgreb er
truffet af ansatte i tilbuddet.
Konkret afgørelse fra kommunen
Ankestyrelsen har derfor i ansøgningssagerne efter servicelovens §§ 127 og 128
undersøgt, om kommunen har truffet en konkret afgørelse. Undersøgelsen viser, at
kommunen i næsten samtlige sager – 91 procent (22 ud af i alt 23 sager) – har truffet en
konkret afgørelse. Se tabel 10.3. I den ene sag, hvor kommunen ikke har truffet en
konkret afgørelse, har kommunen blot underskrevet bostedets ansøgning om tilladelse til
brug af stofsele.
Tabel 10.3 Har kommunen i sager om §§ 127 og 128 truffet en konkret afgørelse?
Antal Procent
Ja 22 96
Nej 1 4
I alt 23 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører godkendelse af tilbageholdelse efter § 127 og godkendelse
af brug af stofsele efter § 128.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
102
Særlige krav til grundlaget for kommunens afgørelse
I servicelovens § 130 er der fastsat en række særlige krav til grundlaget for kommunens
afgørelser efter blandt andet servicelovens §§ 127 og 128. Der skal således foreligge
faglig dokumentation for borgerens nedsatte funktionsevne og oplysninger om den
socialpædagogiske hjælp og pleje, der har været iværksat forud for kommunens
påtænkte afgørelse. Der skal desuden foreligge oplysninger om den forventede periode
for foranstaltningen og endelig den pårørendes eller eventuelt værges bemærkninger til
det påtænkte indgreb.
Servicelovens § 130
Som grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 125, 126 a, 127 og 128
skal der foreligge
1) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,
2) oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har
været iværksat før den påtænkte afgørelse om iværksættelse af foranstaltningerne,
3) oplysninger om den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være
nødvendige, og
4) pårørendes og en eventuel værges bemærkninger til de påtænkte
foranstaltninger.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
I medfør af servicelovens § 124 a, er det en generel betingelse for at iværksætte
foranstaltninger efter kapitel 24 i serviceloven, at der foreligger den fornødne faglige
dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.
Når der i servicelovens§ 130 stilles krav om, at der som grundlag for
kommunalbestyrelsens afgørelse skal foreligge en redegørelse for den nødvendige faglige
dokumentation for den nedsatte funktionsevne, er det derfor ensbetydende med, at der i
grundlaget for afgørelsen ikke blot kan anføres en diagnose eller lignende. Der skal gives
en fyldestgørende redegørelse for den pågældendes nedsatte psykiske funktionsevne.
Magtanvendelsesreglerne bygger på princippet om, at socialpædagogiske virkemidler og
omsorgs- og plejemæssig indsats går forud for enhver form for tvang. Det er derfor en
generel betingelse, at målet altid skal søges nået gennem frivillighed, forinden der
skrides til tvangsmæssige foranstaltninger. Som grundlag for kommunalbestyrelsens
afgørelse skal der således foreligge en redegørelse for den indsats, der har været
iværksat med henblik på at afhjælpe følgerne af den nedsatte psykiske funktionsevne og
den indsats, der har været ydet med henblik på at undgå brugen af tvang.
I servicelovens § 127, stk. 2, og § 128, stk. 2, er der allerede stillet krav om, at der i
forbindelse med iværksættelsen af disse foranstaltninger fastsættes en periode, inden for
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
103
hvilken det forventes at være nødvendigt at anvende foranstaltningen. Dette krav er
således gentaget i servicelovens § 130.
Borgerens egne bemærkninger til sagen følger reglerne i forvaltningsloven, hvorefter
den, der er part i en sag, altid har ret til at udtale sig, jf. forvaltningslovens § 21.
For at sikre den bedst mulige indsats er der desuden stillet krav om, at der som grundlag
for kommunalbestyrelsens afgørelse skal foreligge en redegørelse for bemærkningerne
fra personer med et nærmere kendskab til den pågældende om de påtænkte
foranstaltninger. Det kan for eksempel være ægtefællen, pårørende, nære bekendte eller
en værge.
Ankestyrelsens undersøgelse viser, at de særlige krav til grundlaget for kommunens
afgørelse i langt de fleste sager er overholdt. I 70 procent af sagerne (16 sager) er
betingelserne i servicelovens § 130 i nogen eller i høj grad opfyldt, mens det i 26 procent
af sagerne (seks sager) i ringe grad har været opfyldt. Kun i én enkelt sag har de særlige
formelle krav til kommunens afgørelse ikke været iagttaget. Der var i denne ene sag tale
om, at kommunen blot havde underskrevet bostedets ansøgning. Se tabel 10.4.
Tabel 10.4 Ved sager om §§ 127 og 128 er betingelserne i § 130, da opfyldt?
Antal Procent
I høj grad 8 35
I nogen grad 8 35
I ringe grad 6 26
Nej 1 4
I alt 23 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af de 23 sager, der vedrører godkendelse af tilbageholdelse efter § 127 og godkendelse
af brug af stofsele efter § 128.
I en del af sagerne har kommunen kun iagttaget nogle af de særlige formalitetskrav, og
ikke dem alle. I visse tilfælde har for eksempel de pårørende været underrettet, men de
pårørendes bemærkninger til den påtænkte foranstaltning er ikke fremgået af sagen. I
andre tilfælde har der manglet oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje,
der har været iværksat forud for ansøgningen om tilladelse til magtanvendelse.
Ankestyrelsen vurderer således, at kommunerne i et vist omfang overholder de særlige
formalitetskrav ved afgørelser efter servicelovens §§ 127 og 128, men at det ville være
hensigtsmæssigt med en øget opmærksomhed på dette punkt, således at beskrivelserne
i højere grad lever op til alle kravene i servicelovens § 130.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
104
10.2 Formelle regler i øvrigt
Forvaltningslovens regler for den formelle sagsbehandling gælder for alle dele af den
offentlige forvaltning i sager, hvori der bliver truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed. Dette betyder, at forvaltningsloven også gælder ved afgørelser
om magtanvendelse. Udgangspunktet er derfor, at kommunen ved afgørelser om
magtanvendelse for eksempel skal opfylde forvaltningslovens krav til en begrundelse og
give klagevejledning til borgeren. Ved skriftlige afgørelser i ansøgningssager om
servicelovens §§ 127 og 128 fremgår det af forvaltningslovens §§ 23, 24 og 25.
Skriftlige afgørelser efter servicelovens §§ 127 og 128
Når kommunen behandler ansøgninger om tilladelse til brug af tilbageholdelse eller
stofseler efter servicelovens §§ 127 og 128, og på baggrund heraf udarbejder en skriftlig
afgørelse, gælder de sædvanlige regler i forvaltningsloven.
Det betyder, at kommunens afgørelse i henhold til forvaltningslovens § 22 skal være
ledsaget af en begrundelse, der skal opfylde begrundelseskravet i forvaltningslovens §
24.
Det betyder endvidere, at den skriftlige afgørelse skal være ledsaget af en
klagevejledning i henhold til forvaltningslovens § 25.
Akutte indgreb efter servicelovens § 126
Et akut indgreb er defineret ved, at de ansatte i tilbuddet på kommunens – som
myndighed – vegne træffer en afgørelse om at anvende magt over for borgeren, i det
øjeblik indgrebet foretages.
Sagerne om akutte indgreb efter servicelovens § 126 adskiller sig således fra andre sager
på det sociale område, da afgørelsen træffes i det øjeblik, det akutte indgreb foretages af
de ansatte i tilbuddet på kommunens vegne. Da afgørelsen træffes i øjeblikket ved selve
handlingen, er den ikke sket skriftlig. Forvaltningslovens krav i § 22 om at meddele
samtidig begrundelse gælder kun skriftlige afgørelser.
I sager om akut indgreb vil borgeren eller borgerens pårørende/værge kunne anmode
om en begrundelse for indgrebet, jf. forvaltningslovens § 23.
Et andet særligt forhold vedrørende sager om akutte indgreb efter servicelovens § 126
går på borgerens kendskab til afgørelsen om brug af magt og orientering herom til
eventuelle pårørende/værge.
Da afgørelsen ved akutte indgreb efter servicelovens § 126 træffes i det øjeblik, ansatte i
tilbuddet anvender magt, er borgeren i disse tilfælde per definition informeret om
afgørelsen.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
105
Ankestyrelsen vurderer imidlertid, at det er vigtigt for kommunen at være særlig
opmærksom på, at retssikkerheden for den persongruppe, der bliver udsat for et akut
indgreb efter servicelovens § 126, også skal varetages, selvom borgeren i mange tilfælde
ikke vil være i stand til at forstå informationen. Kommunen skal således sikre sig, at der
sker orientering af borgerens pårørende/værge, så de kan varetage borgerens interesser.
Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, som kan påklages til anden
forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om
klageadgang.
Det er dog Ankestyrelsens vurdering, at det ved akutte indgreb efter servicelovens §
126, som i sagens natur ikke er skriftlige, er god forvaltningsskik at orientere borgeren
eller dennes værge/pårørende om muligheden for at klage over afgørelsen om
magtanvendelse, da der er tale om en særdeles bebyrdende afgørelse.
Indgreb uden forudgående tilladelse efter servicelovens § 127
Der kan være tilfælde, hvor de ansatte tilbageholder en borger, uden at der foreligger en
tilladelse hertil efter servicelovens § 127. Der er i sådanne situationer som udgangspunkt
tale om et ulovligt indgreb.
Det er Ankestyrelsens opfattelse, at sådanne tilfælde endvidere bør bedømmes efter om
betingelserne for et akut indgreb efter servicelovens § 126 er til stede, da der akut
anvendes magt over for borgeren i form af fastholdelse. Hvis betingelserne i
servicelovens § 126 er til stede, er indgrebet berettiget efter denne bestemmelse.
Det betyder samtidigt, at den formelle procedure, der gælder ved servicelovens § 126,
også gælder for indgreb uden forudgående tilladelse efter servicelovens § 127.
Ankestyrelsen vurderer, at borgeren derfor kan klage over tilbageholdelsen uden
forudgående tilladelse i henhold til servicelovens § 133, stk. 1, og at kommunen skal give
klagevejledning til borgeren eller dennes værge/pårørende.
Information til borgeren om afgørelsen
Ankestyrelsen har i samtlige 57 sager undersøgt, om borgeren er blevet informeret om
kommunens afgørelse om magtanvendelse.
Undersøgelsen viser, at kommunen i 44 procent af sagerne (25 sager) har informeret
borgeren om afgørelsen, mens dette ikke er sket i tre procent af sagerne (to sager). I 53
procent af sagerne (30 sager) fremgår det ikke, om borgeren er blevet informeret om
afgørelsen. Denne gruppe sager dækker hovedsageligt de akutte indgreb. Se tabel 10.5.
Ankestyrelsen har dog kunnet se i sagerne, at kommunen i nogle tilfælde har sendt sin
vurdering af et akut indgreb til borgeren og til pårørende.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
106
Tabel 10.5 Har kommunen/tilbuddet informeret borgeren om afgørelsen?
Antal Procent
Ja 25 44
Nej 2 3
Fremgår ikke 30 53
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen generelt set er opmærksomme på at orientere
borger og/eller pårørende/værge om en truffen afgørelse om anvendelse af magt.
Begrundelse
Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftlig, være ledsaget
af en begrundelse.
Forvaltningslovens § 22
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.
I tilfælde, hvor afgørelsen er meddelt mundtligt, kan borgeren forlange at få en skriftlig
begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.
Forvaltningslovens § 23
Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig
begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende
part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14
dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest
muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er
modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden
hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
107
De nærmere krav til begrundelsens indhold fremgår af § 24 i forvaltningsloven.
Begrundelsen skal henvise til det relevante lovgrundlag og angive de hovedhensyn, der
har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal også indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er
tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Forvaltningslovens § 24
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler
beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse
for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen.
…
Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.
Ankestyrelsen har i undersøgelsen set på, om kommunens afgørelse har opfyldt
forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold.
Undersøgelsen viser her, at kommunen i 37 procent af sagerne (21 sager) i nogen eller i
høj grad har begrundet afgørelsen i overensstemmelse med forvaltningslovens regler
herom. I fire procent af sagerne (to sager) er dette kun i ringe grad sket, mens
kommunen kun i én enkelt sag ikke har opfyldt forvaltningslovens krav til en
begrundelse.
I 58 procent af sagerne (33 sager) foreligger der ikke en skriftlig begrundelse i sagerne.
Denne gruppe dækker hovedsageligt over sager om akutte indgreb, hvor afgørelsen
træffes i øjeblikket af de ansatte (mundtligt), og der derved ikke er krav om en samtidig
begrundelse. Se tabel 10.6.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
108
Tabel 10.6 Opfylder afgørelsen forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold?
Antal Procent
I høj grad 13 23
nogen grad 8 14
I ringe grad 2 4
Nej 1 2
Fremgår ikke 33 58
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.
I de sager, hvor der kun i nogen grad har været levet op til forvaltningslovens krav til en
begrundelse, har der for eksempel manglet henvisning til lovgrundlag. I den ene sag,
hvor begrundelseskravet ikke var opfyldt, havde kommunen ikke truffet en konkret
afgørelse, men blot underskrevet bostedets ansøgning.
Ankestyrelsen vurderer dog samlet set, at kommunen generelt er opmærksomme på at
begrunde afgørelser om magtanvendelse i overensstemmelse med forvaltningslovens
regler herom.
Klagevejledning
Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, der kan påklages til en anden
forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en klagevejledning, når de meddeles skriftligt.
Forvaltningslovens § 25
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de
meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse
af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder
om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold.
…
Kilde: Forvaltningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.
Efter servicelovens § 133 kan kommunens afgørelser om magtanvendelse, herunder også
akut fastholdelse efter servicelovens § 126, indbringes for Ankestyrelsen. Det er
Ankestyrelsens vurdering, at der også skal gives klagevejledning ved de akutte indgreb,
selvom de ikke meddeles skriftligt, da der er tale om særdeles bebyrdende afgørelser.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
109
Efter servicelovens § 133, stk. 3, kan en pårørende, en værge eller en anden
repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører klage over kommunens
beslutning om magtanvendelse, hvis borgeren ikke selv er i stand til at klage.
Servicelovens § 133
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 125, 126, 126 a, 127, 128 og 137 b og §
137 c, stk. 2, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
…
Stk. 3. En ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den
person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over kommunalbestyrelsens
beslutning, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 24. juni 2005
Ankestyrelsen har undersøgt, hvorvidt kommunens afgørelse om magtanvendelse har
været fulgt af en klagevejledning til borgere og/eller til en pårørende/værge.
Undersøgelsen viser, at det i 60 procent af sagerne (34 sager) ikke har kunnet ses af
sagerne, om kommunen har givet en klagevejledning. I 30 procent af sagerne (17 sager)
har beslutningen om magtanvendelse været ledsaget af en klagevejledning. I 11 procent
af sagerne (seks sager) er borgeren ikke blevet orienteret om adgangen til at klage. Se
tabel 10.7.
Tabel 10.7 Har afgørelsen været fulgt af en klagevejledning?
Antal Procent
Ja 17 30
Nej 6 11
Fremgår ikke 34 60
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.
I nogle tilfælde har tilbuddet på indberetningsskemaet oplyst, at borgeren og/eller
pårørende/værge af personalet er blevet orienteret om muligheden for at klage over
magtanvendelsen. I andre tilfælde har kommunens vurdering af et akut indgreb
indeholdt en klagevejledning, og har været stilet til borgeren.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
110
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen skal være mere opmærksom på at sikre, at
borgeren og/eller de pårørende/værgen bliver orienteret om muligheden for at klage over
en beslutning om magtanvendelse. Det gælder særligt vedrørende de akutte indgreb,
hvor der ikke er en egentlig skriftlig afgørelse.
Ankestyrelsen finder, at det er afgørende for opfyldelse af borgerens retssikkerhed i
sager om magtanvendelse, at borgeren eller dennes pårørende/værge er informeret om
adgangen til at klage over en magtanvendelse.
Titel Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne
over for borgere med demens_Bilag
Udgiver Ankestyrelsen, 978-87-7811-310-8
ISBN nr Fejl! Ingen tekst med den anførte typografi i
dokumentet.
Layout Identitet & Design AS
Kontakt Ankestyrelsen
Teglholmsgade 3, 2450 København SV
Telefon 33 41 12 00
Hjemmeside www.ast.dk
E-mail ast@ast.dk
Ankestyrelsens undersøgelse af
Kommunernes håndtering af
magtanvendelsesreglerne over for borgere med
demens
November 2015
BILAG
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
112
Bilag 1 Metode
Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne
over for borgere med demens består dels af en sagsgennemgang (også kaldet
praksisundersøgelse) og en spørgeskemaundersøgelse.
Fokus for både sagsgennemgangen og spørgeskemaundersøgelsen er samlet set at få
belyst følgende:
 I hvilket omfang kommunerne anvender magtanvendelse over for demente borgere.
 Hvordan kommunerne i praksis håndterer arbejdet med reglerne om magtanvendelse
over for borgere med demens.
 Kommunernes fokus på kompetenceudvikling af medarbejdere, som arbejder med
demente, hvor der kan opstå behov for at anvende magt.
 Kommunernes håndtering af tilsyn med borgere, hvor der anvendes stofseler mv.
 Kommunernes praksis for inddragelse af pårørende og eventuelle værger.
Undersøgelsen er formidlet samlet i denne rapport, hvor kapitel to til syv omhandler
spørgeskemaundersøgelsen og kapitel otte til ti omhandler sagsgennemgangen. At de to
delundersøgelser formidles i en samlet rapport bygger på et ønske om, at de to
delundersøgelser kan supplere hinanden.
1.1 Praksisundersøgelsen
1.1.1 Generelt om praksisundersøgelser
Lovgivningsmæssigt grundlag
Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes
for Ankestyrelsen, træffes i overensstemmelse med lovgivningen og praksis. Om
lovgrundlaget henvises til kapitel 11 i lovbekendtgørelse nr. 983 af 8. august 2013 om
retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) og §§ 42-46
i Social- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 722 af 19. juni 2013 om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Praksisundersøgelser er et af de redskaber, som benyttes til at belyse om
myndighedernes afgørelser er i overensstemmelse med lovgivningen og at sikre
ensartethed og ligebehandling på landsplan. I de tilfælde, hvor undersøgelserne
afdækker fejl og mangler i sagsbehandlingen, giver praksisundersøgelser Ankestyrelsen
et grundlag for at målrette den fremadrettede vejledning.
Praksisundersøgelsen skal behandles på et kommunalbestyrelsesmøde i de medvirkende
kommuner i henhold til retssikkerhedslovens § 79 a. Bestemmelsen præciserer det
kommunalpolitiske ansvar for at følge op på resultatet af praksisundersøgelser og
understreger kommunalbestyrelsernes ansvar for at sikre retssikkerhed i kommunernes
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
113
afgørelser.
Legalitetsvurdering
Ved en praksisundersøgelse indkalder Ankestyrelsen et antal sager og foretager en
gennemgang af disse med henblik på legalitetsvurdering.
Legalitetsvurderingen indebærer dels en materiel vurdering af afgørelsernes rigtighed i
forhold til lovgivning og Ankestyrelsens praksis, dels en formel vurdering af sagerne i
forhold til forvaltningsretlige regler og de særlige sagsbehandlingsregler.
I denne praksisundersøgelse indgår 57 konkrete borgersager, hvor der er indberettet
anvendelse af magt og hvor borgeren har demens. Det vil sige en psykisk
funktionsnedsættelse, der er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er
fremadskridende.
1.1.2 Kriterier for udvælgelse af sager
14 kommuner er blevet bedt om at indsende otte sager, der så vidt muligt er fordelt
således:
 2 sager om fastholdelse, servicelovens § 126
 2 sager om tilbageholdelse, servicelovens § 127
 2 sager om stofseler, servicelovens § 128 samt
 2 sager om ikke godkendt magtanvendelse, der ligger uden for serviceloven.
Hvis kommunen ikke har haft mulighed for, at udvælge sager efter nævnte sagsfordeling,
er de blevet bedt om at udvælge sagerne, således at de fire lovområder, så vidt muligt er
repræsenteret blandt de sager, der sendes til Ankestyrelsen.
For at sikre en tilfældig udvælgelse af sagerne, er kommunerne desuden blevet bedt om
at udvælge sagerne således, at første sag vedrører den nyeste afgørelse om
magtanvendelse truffet før 31. december 2014, den anden sag vedrører den næstnyeste
afgørelse før 31. december og så fremdeles, indtil det relevante antal sager er fundet.
Endelig må sagerne ikke have været anket og videresendt til Ankestyrelsen med henblik
på behandling. Sager, hvor afgørelsen efter remonstration er ændret, og sagen herefter
ikke er videresendt til Ankestyrelsen, indgår i undersøgelsen.
Udvalgte kommuner
Kommunerne er blevet udvalgt blandt befolknings større og store kommuner beliggende i
forskellige dele af landet og med forskellig grad af urbanisering. Følgende 14 kommuner
er blevet udvalgt:
 København
 Frederiksberg
 Helsingør
 Greve
 Roskilde
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
114
 Slagelse
 Guldborgsund
 Faaborg-Midtfyn
 Svendborg
 Haderslev
 Vejle
 Randers
 Ringkøbing-Skjern
 Aalborg
Antal sager
Ankestyrelsen har i udgangspunktet anmodet om at få tilsendt i alt 112 sager til brug for
denne praksisundersøgelse, så vidt muligt ligeligt fordelt på henholdsvis sager, hvor der
er indberettet magtanvendelse i henhold til §§ 126, 127 og 128 samt magtanvendelse,
som ligger uden for serviceloven. Ankestyrelsen har samlet modtaget 106 sager, hvoraf
49 sager er udgået af undersøgelsen, da de ikke opfyldte kriterierne for udvælgelse af
sager. Der er således målt på 57 konkrete sager om borgere med demens i
undersøgelsen fra 13 kommuner. Der indgår ingen sager fra Frederiksberg Kommune, da
alle de sager, som kommunen har indsendt er udgået af undersøgelsen. De primære
årsager til, at der er udgået sager er:
 At sagerne har omhandlet servicelovens § 126a om fastholdelse i personlige
hygiejnesituationer, som ikke er en del af praksisundersøgelsen
 At sagerne har omhandlet servicelovens § 125 om alarmsystemer, som ligeledes ikke
er en del af praksisundersøgelsen.
1.1.3 Karakteristik af sagerne
Hvad omhandler de konkrete borgersager
Som det ses af nedenstående tabel vedrører 40 procent af de målte konkrete
borgersager akut fastholdelse efter servicelovens § 126. Akut fastholdelse efter § 126
udgør således den største gruppe i praksisundersøgelsen.
Dernæst udgør godkendelse efter servicelovens § 128 af brug af stofseler 33 procent af
de målte sager, mens der ikke i målingen har været sager, hvor brug af stofseler ikke
har været godkendt eller hvor stofseler har været anvendt uden forudgående tilladelse.
12 procent af de målte sager har omhandlet tilbageholdelse efter servicelovens § 127
uden forudgående tilladelse, mens der i syv procent af sagerne har været tale om
kommunens godkendelse af tilbageholdelse. Der har derimod ikke været sager i
målingen, hvor kommunen ikke har godkendt en ansøgning om tilbageholdelse.
Den mindste selvstændige gruppe i målingen vedrører magtanvendelse uden for
serviceloven, som udgør syv procent af de målte konkrete borgersager.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
115
Tabel 1 Hvad omhandler sagen?
Antal Procent
Akut fastholdelse, jf. § 126 23 40
Godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127 4 7
Ikke godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127 0 0
Tilbageholdelse uden forudgående tilladelse, jf. § 127. 7 12
Godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128 19 33
Ikke godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128 0 0
Brug af stofsele uden forudgående tilladelse, jf. § 128. 0 0
Magtanvendelse uden for serviceloven 4 7
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager. Procenterne er afrundet til hele tal og summer derfor ikke til 100.
Kønsfordelingen i undersøgelsen
I undersøgelsen indgår 57 sager, heraf omhandler 35 sager mænd og 22 sager kvinder,
se tabel 2.
Tabel 2 Køn
Antal Procent
Mand 35 61
Kvinde 22 39
I alt 57 100
Note: Tabellen er baseret på målingen af samtlige 57 sager.
1.1.4 Vurderingsgrundlag og -fokus
I forbindelse med Ankestyrelsens vurdering af de indsendte sager, er anvendt
et måleskema, hvor der indgår de relevante måleelementer. For at give
mulighed for et mere nuanceret billede af sagsbehandlingen og grundlag for en
bedre tilbagemelding til kommunerne, er der så vidt muligt anvendt graduerede
svarmuligheder i vurderingerne, jf. bilag 6 Måleskema.
Relevante sagsakter
Kommunerne er blevet bedt om at indsende samtlige relevante akter i sagerne, jf. bilag
5 Indkaldelsesbrevet. Ankestyrelsen har bedt kommunerne om at være særligt
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
116
opmærksomme på at indsende akter fra hele forløbet af sagsbehandlingen, herunder
oplysninger i fortegnelser over akter, der kan være relevante for sagen.
Det er ved undersøgelsen lagt til grund, at samtlige sagsakter er modtaget, og at
Ankestyrelsen derfor kan bedømme sagen på samme grundlag, som kommunen har haft.
Vurderingskriterier
De enkelte sager er blevet vurderet ud fra, om de samlet set er afgjort i
overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis.
Der er tale om en stikprøve, som omfatter et mindre antal sager fra hver af de
deltagende kommuner. Formålet er dermed ikke at vurdere praksis i den enkelte
kommune. Resultaterne af en praksisundersøgelse er ikke statistisk signifikante, der er
alene tale om en tendens ud fra de indsendte sager.
Sagsgennemgangen er afgrænset til at omhandle servicelovens § 126 om akut
fastholdelse, § 127 om tilbageholdelse i boligen, § 128 om anvendelse af stofseler og
magtanvendelse, der ligger uden for serviceloven. Der har i vurderingen af sagerne være
særligt fokus på, i hvilket omfang kommunerne har været opmærksom på afgrænsningen
mellem omsorgsforpligtelse, magtanvendelse efter serviceloven og nødretslige
betragtninger. Herunder såvel de materielle som de formelle regler for magtanvendelse.
Høring
Ankestyrelsen fremsender de udfyldte måleskemaer til den enkelte kommune
med styrelsens vurderinger i forbindelse med høring og den del af afrapportering, som
omhandler praksisundersøgelsen.
1.2 Spørgeskemaundersøgelsen
1.2.1 Formål og fokus
Formålet med spørgeskemaundersøgelsen har været at få et generelt indblik i
kommunens praksis og retningslinjer for brug af magtanvendelse i henhold til følgende
§§ i serviceloven:
 § 125 om alarmsystemer
 § 126 om akut fastholdelse
 § 127 om tilbageholdelse i boligen
 § 128 om anvendelse af stofseler
 § 129, stk. 2 og 3 om flytning uden samtykke.
Desuden handler spørgeskemaundersøgelsen om kommunernes fokus på
kompetenceudvikling af medarbejdere og praksis for inddragelse af pårørende og
eventuelle værger.
Spørgeskemaet omfatter følgende temaer, jf. bilag 7 Spørgeskemaet:
 Beretning til kommunalbestyrelsen om magtanvendelse
 Retningslinjer for magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-129
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
117
 Brug af demenskoordinatorer mv.
 Særligt om optagelse i botilbud uden samtykke
 Opfølgning og læring
 Kommunernes praksis for at inddrage pårørende og eventuelle værger
 Indberettet magtanvendelse
Spørgeskemaet indeholder både spørgsmål og bemærkningsfelter. Bemærkningsfelterne
kan kommunerne vælge at gøre brug af til uddybende bemærkninger. Kommunernes
uddybende bemærkninger fremgår typisk som en uddybende tekst efterfølgende den
tabel eller figur, der omhandler det spørgsmål, som bemærkningerne er uddybninger til.
Det skal her pointeres, at uddybende oplysninger fra en eller nogle kommuner ikke
betyder, at det beskrevne nødvendigvis alene gør sig gældende for denne eller disse
kommuner.
1.2.2 Besvarelser
Spørgeskemaundersøgelsen er baseret på et spørgeskema, der blev udsendt til samtlige
af landets kommuner i foråret 2015.
Deltagende kommuner
Spørgeskemaet blev udsendt til alle kommuner med mail d.20. april 2015 med svarfrist
d.12. maj. De kommuner, som ikke havde besvaret spørgeskemaet d.13. maj blev med
mail påmindet om undersøgelsen og oplyst om, at svarfristen var udskudt til d.21. maj.
Spørgeskemaet blev besvaret af 86 kommuner. De 12 kommuner, som ikke har besvaret
spørgeskemaet er følgende:
 Dragør Kommune
 Gribskov Kommune
 Rudersdal Kommune
 Lemvig Kommune
 Syddjurs Kommune
 Horsens Kommune
 Billund Kommune
 Jammerbugt Kommune
 Morsø Kommune
 Mariagerfjord Kommune
 Ishøj Kommune
 Brønderslev Kommune
Vi har medtaget svar fra 86 kommuner i alt, hvoraf 81 kommuner har gennemgået hele
skemaet, men ikke alle 81 kommuner har valgt at svare på alle spørgsmål. De
resterende 5 kommuner har ikke gennemgået hele spørgeskemaet, men deres svar på
de første spørgsmål er medtaget. De fem kommuner er:
 Haderslev Kommune
 Læsø Kommune
 Halsnæs Kommune
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
118
 Hjørring Kommune
 Køge Kommune
Det fremgår ved de enkelte figurer og tabeller, hvor mange kommuner resultatet
omfatter. Kommunerne har haft mulighed for at uddybe deres besvarelse af de enkelte
spørgsmål i bemærkningsfelter.
Validering af besvarelser
Der er foretaget enkelte valideringer knyttet til kommunernes svar på spørgsmål om
indberettet magtanvendelse (spørgsmål 30, 31 og 32 i spørgeskemaet). Kommuner, som
har oplyst enten et meget højt eller et meget lavt antal registreringer i forhold til
kommunens størrelse, er blevet kontaktet med henblik på verificering af oplysningerne.
Der er ud over dette ikke foretaget nogen systematisk validering af de oplyste tal,
herunder den oplyste samlet sum.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
119
Bilag 2 Kommunefordelte resultater
Tabel 1 Sagens afgørelse fordelt på kommuner.
Ja, afgørelsen er i
overensstemmelse med regler
og praksis
Nej, afgørelsen ville blive ændret
eller hjemvist, hvis det havde
været en klagesag
I alt
København 3 3 6
Helsingør 2 1 3
Greve 1 1 2
Roskilde 1 3 4
Slagelse 1 2 3
Guldborgsund 4 0 4
Faaborg-Midtfyn 2 1 3
Svendborg 2 3 5
Haderslev 3 3 6
Vejle 3 1 4
Randers 0 4 4
Ringkøbing-Skjern 2 5 7
Aalborg 3 3 6
I alt 27 30 57
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
120
Tabel 2 Oplysningsgrundlagets tilstrækkelighed fordelt på kommuner.
Kommune Ingen
oplysninger
mangler
Enkelte mindre
oplysninger
mangler
Flere og/eller
væsentlige
oplysninger
mangler
Afgørende
oplysninger
mangler
I alt
København 4 0 0 2 6
Helsingør 1 2 0 0 3
Greve 1 0 1 0 2
Roskilde 1 0 1 2 4
Slagelse 0 1 2 0 3
Guldborgsund 3 1 0 0 4
Faaborg-Midtfyn 2 0 0 1 3
Svendborg 1 1 2 1 5
Haderslev 0 4 2 0 6
Vejle 3 1 0 0 4
Randers 0 0 4 0 4
Ringkøbing-Skjern 3 1 3 0 7
Aalborg 3 2 1 0 6
I alt 22 13 16 6 57
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
121
Bilag 3 Regelgrundlag
I dette bilag er der er henholdsvis en oversigt over de bestemmelser i serviceloven og de
bestemmelser i magtbekendtgørelsen, som danner grundlag for undersøgelsen.
3.1 Beskrivelse af lovgrundlaget
Den personlige frihed
Grundlovens § 71
Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin
politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form
for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
…
Kilde: Danmarks Riges Grundlov, nr. 169 af 5. juni 1953
Omsorgspligt
§ 81. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Formålet med
indsatsen er
1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,
2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,
3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om
samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og
4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes
særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i
botilbud efter denne lov.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
122
§ 82. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med
formålet, jf. § 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan
tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.
Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan
inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk
funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at
bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålslove
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
Formål og personkreds
§ 124. Formålet med bestemmelserne i dette afsnit er at begrænse magtanvendelse
og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige. Disse indgreb må
aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.
Stk. 2. Forud for enhver form for magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten skal kommunen foretage, hvad der er muligt for at opnå
personens frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.
Stk. 3. Anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er
mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Stk. 4. Magtanvendelse skal udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med
størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, således at der
ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 5. Indgreb efter § 126 kan udføres af ansatte i tilbud, der drives af regionen eller
af de private leverandører, der efter kommunal visitation yder service over for den
pågældende, jf. § 124 a. Det påhviler kommunalbestyrelsen at vejlede private
leverandører af service om betingelserne for at foretage indgreb i medfør af § 126,
herunder om kravet om indberetning, jf. § 136. I tilbud etableret af regionsrådet påhviler
vejledningsforpligtelsen efter 2. pkt. regionsrådet.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
§ 124 a. Bestemmelserne i §§ 124-137 gælder for personer med betydelig og varigt
nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk
bistand m.v. efter §§ 83-87, behandling efter §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter
§§ 103 og 104, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter §§ 125-129. Det er en
forudsætning, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for den nedsatte
psykiske funktionsevne.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
123
Alarm- eller pejlesystemer
§ 125. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende personlige alarm-
eller pejlesystemer for en person i en afgrænset periode, når
1) der er risiko for, at personen ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv
eller andre for at lide personskade, og
2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko.
Stk. 2. For personer, hvor den nedsatte funktionsevne, jf. § 124 a, er en konsekvens
af en erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende, kan anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer iværksættes, medmindre den pågældende modsætter sig dette.
Hvis personen modsætter sig anvendelsen af et personligt alarm- eller pejlesystem, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om anvendelse heraf, jf. stk. 1. Afgørelsen efter
2. pkt. kan gøres tidsubegrænset.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende særlige døråbnere
ved yderdøre for en eller flere personer i en afgrænset periode, når
1) der er nærliggende risiko for, at en eller flere personer ved at forlade bo- eller
dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og
2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne
risiko og
3) lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.
Stk. 4. Hvis foranstaltninger efter stk. 3 iværksættes, skal der af hensyn til beboernes
frie færden opsættes en døralarm, som sikrer, at beboere, der ikke selv kan betjene den
særlige døråbner, får den nødvendige hjælp hertil. Beboere, der er omfattet af
foranstaltningen efter stk. 3, vil således alene kunne tilbageholdes, hvis bestemmelsen i
§ 127 samtidig hermed finder anvendelse.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
Fastholdelse
§ 126. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form
af at fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum, når
1) der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide
væsentlig personskade, og
2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
124
Tilbageholdelse i boligen
§ 127. Under samme betingelser som i § 125, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person for at
forhindre denne i at forlade boligen eller for at føre denne tilbage til boligen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode
tilbageholdelse i boligen kan anvendes, og skal løbende vurdere, om en mindre
indgribende foranstaltning kan anvendes.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
Anvendelse af stofseler
§ 128. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med
stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald, når
der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig
personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode de
beskyttelsesmidler, som er omfattet af stk. 1, kan anvendes, og skal løbende vurdere,
om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
125
Optagelse i særlige botilbud uden samtykke
§ 129. Kommunalbestyrelsen kan, jf. § 131, indstille til statsforvaltningen at træffe
afgørelse om, at en person, der modsætter sig flytning eller mangler evnen til at give
informeret samtykke hertil, jf. dog stk. 2, skal optages i et bestemt botilbud efter denne
lov, botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om
boliger for ældre og personer med handicap eller botilbud efter lov om almene boliger
m.v., når
1) det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og
2) hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig og
3) den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og
4) den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade og
5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Stk. 2. For personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 124 a,
der ikke modsætter sig flytning, men som mangler evnen til at give informeret samtykke
til en flytning, og hvor den psykiske funktionsnedsættelse er en konsekvens af en
erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende, kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, hvis kommunalbestyrelsens indstilling
tiltrædes af den værge, statsforvaltningen har beskikket, jf. § 131, når
1) ophold i et botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at den pågældende kan
få den nødvendige hjælp, og
2) det i det konkrete tilfælde vurderes omsorgsmæssigt at være mest
hensigtsmæssigt for den pågældende.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde indstille til
statsforvaltningen, at der træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i et botilbud
som nævnt i stk. 1, og som mangler evnen til at give informeret samtykke, kan flyttes til
en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen for personen kan varetages, selv om
betingelserne i stk. 1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være i den
pågældendes egen interesse, herunder af hensyn til mulighederne for, at den
pågældende kan bevare tilknytning til sine pårørende.
Stk. 4. Det skal indgå i kommunalbestyrelsens vurdering efter stk. 1 og 2, hvis en
eventuel ægtefælle, samlever eller anden pårørende ikke længere kan varetage den
nødvendige hjælp til og opsyn med den pågældende.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 vil kunne påklages til
statsforvaltningen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område. Kan kommunalbestyrelsens indstilling ikke tiltrædes af den værge,
statsforvaltningen har beskikket, jf. § 131, indstiller kommunalbestyrelsen til
statsforvaltningen at træffe afgørelse om optagelse eller flytning til et bestemt botilbud
efter stk. 2.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
126
Sagsbehandling
§ 130. Som grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 125, 126 a, 127
og 128 skal der foreligge
1) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,
2) oplysninger om den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 16, der har
været iværksat før den påtænkte afgørelse om iværksættelse af foranstaltningerne,
3) oplysninger om den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være
nødvendige, og
4) pårørendes og en eventuel værges bemærkninger til de påtænkte foranstaltninger.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
Registrering, indberetning og handleplaner
§ 136. Optagelse i botilbud efter § 129 og enhver form for magtanvendelse, herunder
magtanvendelse i forbindelse med foranstaltninger efter §§ 125-128, skal registreres og
indberettes af tilbuddet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens
ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede
tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i denne lov eller § 2 i lov om socialtilsyn. Har den borger,
som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller et kommunalt botilbud, skal
tilbuddet desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om
magtanvendelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde handleplaner i overensstemmelse med
§ 141 for personer, for hvem der foretages foranstaltninger som nævnt i stk. 1.
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
127
Servicelovens § 141
…
Stk. 3. Handleplanen skal angive
1) formålet med indsatsen,
2) hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet,
3) den forventede varighed af indsatsen og
4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp,
behandling, hjælpemidler m.v.
Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt
muligt i samarbejde med denne.
…
Kilde: Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse, nr. 150 af 16. februar 2015
3.2 Beskrivelse af magtanvendelsesbekendtgørelsen
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 1
Magtanvendelse over for voksne efter servicelovens kapitel 24 omfatter fysiske
indgreb i selvbestemmelsesretten.
Stk. 2. Lovlig magtanvendelse omfatter:
1) Alarm- og pejlesystemer efter servicelovens § 125, stk. 1.
2) Alarm- og pejlesystemer efter servicelovens § 125, stk. 2, 2. pkt.
3) Særlige døråbnere efter servicelovens § 125, stk. 3.
4) Fastholdelse efter servicelovens § 126 og § 126 a.
5) Tilbageholdelse i boligen efter § 127.
6) Anvendelse af stofseler efter § 128.
7) Optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129.
Stk. 3. Indgreb efter servicelovens § 125, stk. 2, 1. pkt., er ikke magtanvendelse.
Stk. 4. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten kan alene
iværksættes over for den personkreds, der er nævnt i servicelovens § 124 a, når
pleje, omsorg og socialpædagogisk indsats i det konkrete tilfælde har vist sig
utilstrækkelig.
Stk. 5. Indgreb efter denne bestemmelse forudsætter en individuel vurdering af
indgrebets faglige forsvarlighed og nødvendighed samt pågældendes
helbredstilstand.
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
128
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 8
I sager om foranstaltninger iværksat i henhold til servicelovens § 125, stk. 1, § 125,
stk. 3 og § 127, revurderes behovet for foranstaltningens fortsatte anvendelse
løbende i kommunen, og senest 8 måneder efter kommunalbestyrelsens beslutning
om iværksættelse af foranstaltningen.
Stk. 2. I sager om foranstaltninger iværksat i henhold til servicelovens § 128
revurderes behovet for foranstaltningens fortsatte anvendelse løbende, dog senest
18 måneder efter kommunalbestyrelsens seneste beslutning om foranstaltningen.
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9
Registrering efter servicelovens § 136 skal foretages af tilbuddet på et af de særlige
indberetningsskemaer, som kan findes på Socialstyrelsens hjemmeside, jf. dog stk.
2. Tilbuddet skal sende det udfyldte skema til den kommunalbestyrelse, der har
ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og til kommunalbestyrelsen i den kommune,
der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i lov om social service
eller § 2 i lov om socialtilsyn. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i
et regionalt eller kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den
kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.
...
Stk. 3. Den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for borgerens ophold i tilbuddet,
jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
vurderer om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i
kommunalbestyrelsens afgørelser om borgerens forhold, jf. kommunalbestyrelsens
forpligtigelse i medfør af § 148 i lov om social service.
…
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
129
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10
I tilfælde, hvor der sker overtrædelse af reglerne, i tilfælde, hvor der ikke foreligger
beslutning om fortsat magtanvendelse, eller tilfælde, hvor indgreb er foretaget som
led i nødværge eller nødret, skal registrering foretages straks og senest dagen efter,
at foranstaltningen er sat i værk.
Stk. 2. Registrerede foranstaltninger efter stk. 1 indberettes straks og senest på 3.
dagen efter reglerne i § 9.
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 11
Registrering af foranstaltninger efter servicelovens § 125, stk. 1, § 125, stk. 2, 2.
pkt., § 125, stk. 3 samt §§ 126-128 skal foretages straks og senest dagen efter, at
indgrebet har fundet sted.
Stk. 2. Registrerede foranstaltninger efter stk. 1 indberettes månedligt efter
reglerne i § 9.
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 14
Kommunalbestyrelsen følger udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i
den personlige frihed over for de borgere, som kommunalbestyrelsen er ansvarlige
for, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
med henblik på en vurdering af behovet for opfølgning.
Stk. 2. Beretning forelægges årligt kommunalbestyrelsen.
Kilde: Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne
samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
130
Bilag 4 Principafgørelser
I dette bilag er en oversigt over de af Ankestyrelsens principafgørelser, som har relevans
for undersøgelsen.
Alarmsystemer § 125 og tilbageholdelse § 127
C-10-02
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at anvende personlig alarm og tilbageholdelse i
boligen var opfyldt for en 28-årig mand, der måtte anses for at være i væsentlig grad
udviklingshæmmet og i mange kortvarige episoder psykotisk. Der forelå tilstrækkelig
lægelig og faglig dokumentation for, at han var ude af stand til at handle
fornuftsmæssigt eller overskud konsekvenserne af sine handlinger i de situationer, hvor
han uvarslet forlod boligen. Han havde meget beskedne evner til forståelse for og indsigt
i netop farefulde eller potentielt farlige situationer for sig selv og andre.
Der var en nærliggende risiko for, at han, som skulle ledsages til alle aktiviteter, udsatte
sig selv eller andre for væsentlig personskade ved at forlade boligen. Han havde i flere
tilfælde forladt boligen i et bofællesskab uvarslet, heraf 2 gange gennem et vindue om
natten. Han havde 2 gange opsøgt fremmede i deres hjem. Han kunne finde på at tage
knive og andre genstande med sig, inden han forlod boligen. Der var desuden fare for at
han selv blev udsat for personskade ved et trafikuheld, da han ikke var trafiksikker.
Yderligere pædagogiske foranstaltninger kunne ikke forhindre, at han pludseligt og
uvarslet forlod boligen med de risici dette indebar. Selv om han havde persondækning
døgnet rundt havde han alligevel frembudt udadrettet og voldelig adfærd. Det havde
således ikke været muligt ved overtalelse at forhindre ham i at forlade boligen.
C-35-00
Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelserne for at anvende personlig alarm eller
tilbageholdelse i boligen var opfyldt for en 43-årig hjerneskadet kvinde med epilepsi.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå tilstrækkelig lægelig dokumentation til at fastslå,
om hun var omfattet af personkredsen. Ankestyrelsen fandt det desuden ikke godtgjort,
at der var en nærliggende risiko for, at hun ved at forlade boligen udsatte sig selv eller
andre for at lide væsentlig personskade. Uvarslet bortgang og opdukken i "uheldige
miljøer" var ikke tilstrækkeligt til at begrunde håndhævelse af magtanvendelse.
Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at hendes liv i mange år havde været præget
af hjerneskaden og impulsivitet, at der var søgt om godkendelse af 8 måneders
anvendelse af de omhandlede indgreb, hvor én til to uger efter tilbuddets vurdering var
tilstrækkeligt, og at det med hensyn til medicinindtagelse ikke fremgik, at hun havde
været forsvundet i lange perioder. Time-varende fravær skulle ikke øge risikoen for
epileptiske anfald.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
131
Fastholdelse m.v. § 126
C-14-08
Skærmning på plejehjem af en ældre mand var omfattet af servicelovens bestemmelse
om fastholdelse, men ikke af bestemmelsen om tilbageholdelse i boligen. Den ældre
mand havde en udadreagerende adfærd og måtte ikke være på fællearealerne uden
personale og blev fulgt tilbage til egen stue, hvis der ikke var personale til at følge ham
rundt.
C-59-05
Servicelovens kapitel om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
indeholder en udtømmende opregning af, hvilken magtanvendelse og andre indgreb i den
personlige frihed, der lovligt kan finde sted inden for det sociale område.
En kommunes beslutning om at kunne låse en voksen person inde på sit værelse kunne
derfor ikke anses for omfattet af reglerne i servicelovens kapitel om magtanvendelse og
andre indgreb i selvbestemmelsesretten.
Det sociale nævn og Ankestyrelsen havde ikke kompetence til at vurdere lovligheden af
foranstaltningen.
Anvendelse af stofseler § 128
57-10
Betingelserne for fastspænding med stofsele af en 47-årig kvinde var opfyldt så længe
opdeling af et brud på kvindens ene ben fandt sted samt i genoptræningsperioden.
Begrundelsen var, at kvindens psykiske udviklingsniveau var stærkt nedsat, og at hun
desuden led af epileptiske anfald. Kvinden havde ikke forståelse for, at hun ikke måtte
støtte på det brækkede ben, og der var risiko for, at hun i forbindelse med fald kunne få
nye brud.
C-36-00
Ankestyrelsen har i et principielt møde behandlet 2 sager om magtanvendelse i
forbindelse med anvendelse af beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler.
I begge sager blev det lagt til grund, at de pågældende personer - der begge led af svær
demens - var omfattet af personkredsen og at fastspændingen med stofseler visse gange
skete mod deres vilje.
Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort i nogen af sagerne, at betingelserne for
anvendelse af fastspænding med stofseler var opfyldt, idet der ikke fandtes at være en
nærliggende risiko for at personerne ville udsætte sig selv for at lide væsentlig
personskade ved fald, og at forholdene gjorde anvendelsen af stofseler absolut påkrævet
for at hindre fald.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
132
Ankestyrelsen lagde i sagerne vægt på, at stor motorisk uro, fysisk og verbal
aggressivitet og et behov for hvile ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at anse
betingelserne for opfyldt.
Fastspænding med stofseler kan alene anvendes for at hindre fald og ikke for at
begrænse en persons mobilitet ved for eksempel utryghed, aggressivitet, hvileløs
omvandring og træthed.
Optagelse i særlige botilbud uden samtykke § 129
6-15
En borger, som har behov for et særligt botilbud, og som ikke kan give informeret
samtykke til en flytning, kan ikke flyttes fra et aflastningstilbud til andet botilbud, selvom
værgen giver samtykke.
Værgen kan give samtykke til et aflastningstilbud eller ved akut behov, men værgen kan
ikke give samtykke til et nyt ophold i særligt botilbud, når borgeren ikke er i stand til at
give sit samtykke. Dette gælder også, selv om det nye tilbud er et midlertidigt tilbud
efter servicelovens § 107.
65-14
For at en kommune kan indstille en borger til et bestemt botilbud uden borgerens
samtykke kræves det, at der er en ledig plads på bostedet.
Optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 1, kan ske, når
flytningen er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og
hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig, og den pågældende ikke kan
overskue konsekvenserne af sine handlinger, og den pågældende udsætter sig selv for at
lide væsentlig personskade, og det derfor er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Kommunen kan indstille borgeren til et bestemt botilbud på baggrund af oplysninger om
borgers aktuelle funktionsniveau, for herved at opnå størst mulig sikkerhed for, at der
sker optagelse i et botilbud, som aktuelt og på længere sigt vil kunne tilbyde nødvendig
og relevant hjælp og støtte, idet flytning fra et botilbud til et andet kun kan ske i ganske
særlige tilfælde.
Da der er tale om en aktuel løsning i en konkret situation, indebærer kravet om
indstilling til et bestemt botilbud et krav om en ledig plads, idet Statsforvaltningen om
nødvendigt kan beslutte, at en optagelse skal ske straks. Kravet om en ledig plads vil
også være opfyldt, hvis der inden for en nærmere angiven kortere periode er en ledig
plads i botilbuddet. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er oplysninger om en forventet ledig
plads.
En flytning af en borger med en sjælden diagnose, som var indstillet til flytning til en
særlig enhed på et demenscenter, hvor der ikke var en ledig plads, kunne derfor ikke
godkendes.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
133
53-13
Flytning uden samtykke efter servicelovens § 129
Når en person er omfattet af den personkreds, som hører under reglerne om
magtanvendelse, har nævnet kompetence til at behandle en sag om flytning uden
samtykke.
Bestemmelsen om flytning uden samtykke skal anvendes, når flytningen skyldes, at den
fornødne hjælp ikke kan gives i personens hidtidige bolig, når en institution
lukker/nedlægges eller en person skal overgå fra en institution for børn og unge til et
botilbud for voksne.
Ankestyrelsen vurderer, at det uanset årsag til flytning er indgribende i en persons
tilværelse at skulle flytte uden at være i stand til at give et informeret samtykke til en
flytning og optagelse i et bestemt botilbud.
Formålet med reglerne om magtanvendelse er at beskytte den borger, der på grund af
psykisk nedsættelse af funktionsevnen ikke kan tage vare på sig selv.
Frit valg af botilbud efter servicelovens § 108
Reglerne om frit valg af botilbud gælder også for personer, der er flyttet til et botilbud
efter reglerne om magtanvendelse.
Reglerne om frit valg betyder generelt, at en person, der visiteres til et botilbud, har
mulighed for frit at vælge et andet, tilsvarende botilbud, end det kommunen har
besluttet. Det er dog en betingelse, at tilbuddet er egnet til at opfylde personens behov,
og at det ikke er væsentligt dyrere.
Den personlige værge indtræder i personens sted og kan handle på hans vegne. Værgen
kan derfor vælge et andet botilbud, hvis dette er egnet og ikke væsentligt dyrere.
Kommunen skal forud for indstillingen om flytning uden samtykke, træffe afgørelse om
valg af botilbud. Hvis værgen og kommunen ikke kan komme til enighed, kan
spørgsmålet om valg af botilbud indbringes for nævnet.
20-11
En hjerneskadet mand, der var optaget i et botilbud, kunne flyttes uden samtykke til et
andet tilsvarende botilbud tættere på sin hustru og øvrige familie.
Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om et ganske særligt tilfælde, og at der var
dokumentation for, at en flytning ville være i mandens egen interesse.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
134
Der blev lagt vægt på, at arten og omfanget af mandens hjerneskade medførte, at han
ikke genkendte eller genkaldte sig de personer, der omgav ham i det daglige. Til
gengæld genkaldte han sig oplysninger om hustruen og sønnen og tilværelsen inden
ulykken. En hyppigere kontakt til hustruen måtte derfor betragtes som en væsentlig
forbedring af hans livskvalitet.
19-11
En hjerneskadet ung kvinde, der var optaget i et botilbud, kunne ikke uden samtykke
flyttes til et andet tilsvarende botilbud tættere på sin mor.
Ankestyrelsen vurderede, at der ikke i sagen var dokumentation for, at en flytning af
kvinden ville være i kvindens egen interesse, idet det ikke var beskrevet, hvordan
kvinden profiterede af sin mors besøg.
C-20-07
En ændring fra midlertidigt aflastningsophold - uanset varigheden heraf - til optagelse i
særligt botilbud med henblik på længerevarende eller permanent ophold udgjorde en
sådan ændring i perspektivet for en kvindes ophold, at magtanvendelsesreglerne skulle
bruges i en situation som denne, hvor kvinden manglede evnen til at give samtykke. Der
var ikke tale om en fysisk flytning, idet hun fortsat skulle have ophold samme sted.
Ved vurderingen af betingelserne for optagelse i særlige botilbud uden samtykke skulle
der tages udgangspunkt i kvindens boligsituation før flytningen til det midlertidige
botilbud, jf. principafgørelse C-9-03. Der skulle således ikke tages udgangspunkt i, om
kvindens behov for hjælp, pleje, overvågning m.v. blev dækket i tilstrækkeligt omfang
under opholdet i det aktuelle midlertidige botilbud.
C-5-06
Ankestyrelsen fandt, at der ikke var dokumentation for, at kvinden havde modsat sig
flytning. Endvidere fandt Ankestyrelsen, at kvinden ikke var i stand til at give et
informeret samtykke til flytningen, og at dette skyldtes en aldersbetinget mental
svækkelse, som var fremadskridende.
Idet der forelå samtykke fra værgen, skulle sagen derfor behandles efter servicelovens §
109 e, stk. 2, og kommunen burde derfor have truffet en afgørelse.
C-10-05
Ankestyrelsen fandt, at en 90-årig dement kvinde, der ikke var i stand til at tage vare på
sig selv, opfyldte betingelserne for optagelse i særligt botilbud uden samtykke.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at kvinden skulle optages på plejehjemmet A, således
som det sociale nævn havde truffet afgørelse om.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvindens omfattende behov for pleje og omsorg
døgnet rundt kunne varetages af plejehjemmet A, at kvinden havde været på
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
135
aflastningsophold på plejehjemmet A og var faldet godt til. Ankestyrelsen lagde videre
vægt på, at der ikke forelå sådanne afgørende omstændigheder, der kunne begrunde en
tilsidesættelse af kommunens valg af plejehjem A.
C-45-04
En kommunes usikkerhed om, hvorvidt en kvinde med fremadskridende demens var
omfattet af servicelovens § 109 e, stk. 2, kunne ikke alene begrunde indstilling til
nævnet om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter bestemmelsens stk. 1.
Kommunen var forpligtet til at foretage en relevant vurdering efter indhentelse af en
speciallægefaglig udtalelse.
C-42-04
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at optage en 81-årig dame med
fremadskridende demens i et bestemt botilbud uden samtykke var opfyldt.
Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at hun havde været udsat for talrige fald i
hjemmet, og at hun flere gange havde været så svært dehydreret, at indlæggelse havde
været nødvendig. Hun var endvidere mindst to gange blevet fundet hjælpeløs uden for
sin lejlighed.
Ved seneste indlæggelse havde kvinden ikke kunnet finde rundt og havde ikke kunnet
varetage sine basale fysiske behov som mad, drikke og toiletbesøg.
Kvinden nægtede at modtage nogen form for hjælp i sin lejlighed. Hendes lejlighed
havde været beskrevet som meget snavset. Kvinden havde ligeledes nægtet at tage
imod den mad, som kommunen havde forsøgt at levere til hende.
Ved udskrivelse fra sygehus efter at have været indlagt i hjælpeløs og svært dehydreret
tilstand, nægtede kvinden fortsat at modtage nogen form for hjælp i sin lejlighed,
herunder mad.
Ankestyrelsen fandt, at kvinden som følge af sin demenslidelse ikke kunne tage
fornuftmæssigt stilling til spørgsmålet om fremtidige boligforhold. Ankestyrelsen
vurderede desuden, at flytningen til plejehjem måtte anses for absolut påkrævet for, at
hun kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i egen
lejlighed. Det vurderedes endvidere, at kvinden ikke kunne overskue konsekvenserne af
sine handlinger, og at hun udsatte sig selv for at lide væsentlig personskade.
C-36-04
Betingelserne for at flytte en 36-årig kvinde, der var infantil autist, til et særligt botilbud
uden samtykke var ikke opfyldt. Kvinden boede sammen med sin mor, der ikke længere
magtede at varetage den nødvendige hjælp og omsorg i forhold til datteren, men som
fortsat ønskede at have hende boende hjemme.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
136
Ankestyrelsen fandt ikke, at det var godtgjort, at kvinden ikke kunne få den fornødne
hjælp på anden og mindre indgribende måde end ved optagelse i det særlige botilbud, og
at hjælpen ikke kunne gennemføres i den hidtidige bolig.
Personalet fra hjemmeplejen havde beskrevet en række tilfælde af omsorgssvigt fra
moderens side, ligesom kvinden i flere tilfælde havde slået sig selv. Ankestyrelsen fandt
imidlertid ikke, at dette var tilstrækkeligt til, at kvinden kunne anses for at udsætte sig
selv for at lide væsentlig personskade ved at blive boende sammen med moderen.
C-12-04
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at optage en 76-årig udtalt dement mand i et
bestemt botilbud uden samtykke var opfyldt.
Manden levede under stærkt uhygiejniske forhold, og han led blandt andet af diabetes og
åbne skinnebenssår. Han havde adskillige gange været indlagt på sygehuset på grund af
infektioner i sårene, der i flere tilfælde havde været fyldt med maddiker. Manden kunne
ikke gå, og han skulle derfor have hjælp til at hente mad og drikke. Han var indimellem
medicinvægrende.
Manden havde nægtet hjemmeplejen adgang til huset, og hjemmesygeplejens skift af
mandens skinnebenssår måtte ske i en campingvogn, der var stillet op på grunden.
Hjemmeplejen havde desuden vurderet, at det næppe ville være muligt at gennemføre
den nødvendige hjælp i mandens hus på grund af husets dårlige tilstand.
Ankestyrelsen fandt, at manden ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger,
og at han ikke selv kunne varetage behovet for pleje, behandling og den hygiejne, der
var nødvendig blandt andet for at undgå, at der kom yderligere infektioner i sårene, og
at han derved udsatte sig selv for alvorlig personskade.
Ankestyrelsen fandt desuden, at den nødvendige hjælp ikke kunne gennemføres i
mandens hus, og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for flytning til plejecentret,
hvor han kunne få den nødvendige hjælp og pleje.
C-28-02
Betingelserne for flytning af en kvinde med Downs syndrom og tiltagende demens fra
hendes hidtidige botilbud til et andet botilbud med bedre fysiske pladsforhold var ikke
opfyldt. Flytningen kunne ikke anses for absolut påkrævet for at hun kunne få den
nødvendige hjælp, idet der ikke var dokumenteret tilstrækkelig reel risiko for at hun
udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i den nuværende bolig.
De fysiske pladsforhold i det hidtidige botilbud medførte problemer med at håndtere
kvindens nuværende helbredstilstand på en værdig måde. Disse problemer var imidlertid
ikke tilstrækkelige til at lovens betingelse om udsættelse for alvorlig personskade var
opfyldt.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
137
Der var i sagen desuden angivet nogle muligheder for ændringer af de fysiske rammer på
en sådan måde, at der kunne tages hensyn til kvindens nuværende tilstand.
C-1-02
Betingelserne for flytning af en dement kvinde fra en særlig gerontopsykiatrisk afdeling
på et plejehjem til en somatisk afdeling på et andet plejehjem - eller eventuelt på samme
plejehjem - var ikke opfyldt, idet det ikke var absolut påkrævet for at hun kunne få den
nødvendige hjælp. Der var ikke dokumenteret en tilstrækkelig reel risiko for at kvinden
udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i den nuværende plejehjemsbolig.
Den nødvendige hjælp, som kvinden havde behov for, kunne fortsat gennemføres i
denne bolig.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at kvinden i sin nuværende tilstand - hvor hun var
indadvendt og frygtsom - havde problemer med at klare det urolige og støjende miljø på
den gerontopsykiatriske afdeling samt at personalets beskyttelse af hende ved at
skærme hende på hendes værelse kunne medføre tab af træning og socialt samvær.
Disse forhold var imidlertid ikke tilstrækkelige til at lovens betingelse om at udsætte sig
for alvorlig personskade var opfyldt.
C-49-01
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke
ikke var opfyldt for en 82-årig kvinde, som havde følger efter lettere demens og
hjerneblødning i form af en særdeles svingende psykisk funktionsevne.
Ankestyrelsen fandt således ikke, at det var dokumenteret, at kvinden led af en betydelig
og varig nedsat psykisk funktionsevne.
Ankestyrelsen fandt det heller ikke absolut påkrævet, at hun skulle optages i et særligt
botilbud for at hun kunne få den nødvendige hjælp og at hjælpen ikke kunne
gennemføres i hendes egen bolig.
Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at det kunne anses for tilstrækkeligt dokumenteret,
at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og ville udsætte sig selv
for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig og at det ville være uforsvarligt ikke
at sørge for en flytning.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden følte afmagt og tristhed over sin egen situation
præget af isolation på grund af familiens død og præget af fysiske handicaps i form af
halvsidig lammelse, en afmagt og tristhed der blev projiceret ud over omverdenen, som
hun forholdt sig meget aggressivt overfor.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden under en psykiatrisk
hospitalsindlæggelse havde fremtrådt rolig og ikke agiteret eller anspændt, uden åben
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
138
psykotisk tankeindhold og ikke mistænkt sværere deprimeret. Hun var dog ganske
vredladen og udskældende men kunne korrigeres heri.
Ankestyrelsen lagde vægt på lovens forarbejder og fandt, at den nødvendige hjælp
kunne ydes forsvarligt på en anden og mindre indgribende måde.
Ankestyrelsen bemærkede afslutningsvist, at det var kritisabelt, at kommunen ikke, i
forbindelse med indstillingen om flytning, havde anmodet statsamtet om at beskikke en
værge for kvinden. Ankestyrelsen henviste til, at bestemmelsen om værgebeskikkelse, i
følge lovens forarbejder, er en retsgaranti.
C-26-01
Flytning af en dement person fra en amtskommunal boform til et kommunalt plejehjem
forudsatte, at betingelserne om optagelse i et bestemt botilbud efter reglerne om
magtanvendelse for voksne var opfyldt.
C-29-01
Flytning af en svært dement person fra en skærmet afdeling til almindelig afdeling inden
for samme plejehjem var et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten, som skulle
vurderes efter reglerne om magtanvendelse for voksne.
Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på ordlyden og formålet med servicelovens
nugældende magtanvendelsesregler, som er trådt i kraft senere end reglerne om
plejehjem og beskyttede boliger.
C-34-00
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke
var opfyldt for en 66-årig mand, der led af hastigt progredierende demens af frontal
karakter.
Ankestyrelsen fandt, at han var omfattet af personkredsen, selvom han ikke tidligere
havde modtaget hjælp efter serviceloven, idet han ville være berettiget til massiv hjælp
ved udskrivning fra sygehus.
Ankestyrelsen fandt, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at han udsatte sig
for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, og at det var uforsvarligt ikke at
sørge for flytning.
Ankestyrelsen fandt, at en flytning var absolut påkrævet for, at han kunne få den
nødvendige hjælp, og at han var ude af stand til at overskue konsekvenserne af sine
handlinger.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at han led af hastigt progredierende demens af frontal
karakter, som ville føre ham til en ganske hjælpeløs tilstand. Ankestyrelsen lagde
desuden vægt på, at han havde behov for døgnpleje
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
139
C-33-00
Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke
var opfyldt for en 43 årig mand, der led af fremskreden Chorea Huntingtons sygdom.
Ankestyrelsen fandt, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at han ville udsætte
sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, og at det ville være
uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Ankestyrelsen fandt, at en flytning var absolut påkrævet, for at han kunne få den
nødvendige hjælp. Han fandtes ude af stand til at kunne overskue konsekvenserne af
sine handlinger.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at han havde en mangeårig, kronisk fremadskridende
hjernesygdom i alvorlig udvikling uden mulighed for standsning eller behandling af
lidelsen.
Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det trods massiv støtte fra hjemmeplejen, ikke
kunne forhindres, at han udsatte sig selv for alvorlig personskade, ved ikke at indtage
tilstrækkelig føde eller væske. Efter en lægelig vurdering havde hans liv fysisk været i
fare inden tvangsindlæggelse, og han vurderedes helt ude af stand til at tage vare på sig
selv. Ankestyrelsen fandt det overvejende sandsynligt, at han på ny ville bringe sit liv i
fare.
C-26-00
Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden
samtykke var opfyldt på nuværende tidspunkt for en 64-årig mand, der led af en
betydelig demenstilstand, udløst af et mangeårigt konstant alkoholmisbrug, og som
levede under stærkt uhygiejniske forhold, der kunne være sundhedsskadelige.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at han udsatte
sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig.
Ankestyrelsen fandt, at han havde levet under de i sagen beskrevne forhold igennem
mange år, og at 3 episoder i 1996 og 2000 ikke var af en sådan art, at han kunne anses
for at ville udsætte sig selv for alvorlig personskade ved ophold i egen bolig, og det
derfor var uforsvarligt ikke at sørge for flytning. Ankestyrelsen fandt videre, at den
nødvendige hjælp kunne ydes forsvarligt på en anden og mindre indgribende måde.
Ankestyrelsen lagde vægt på lovens forarbejder samt Socialministeriets vejledning om
magtanvendelsesreglerne. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at de stærkt
uhygiejniske forhold i boligen eventuelt kunne afhjælpes ved hjælp og tilsyn fra
hjemmeplejen, idet manden via advokat havde udtrykt åbenhed heroverfor.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
140
Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ikke var beskrevet indlæggelser på grund af
madforgiftning eller en forværring af tilstanden, og at han under indlæggelse på
psykiatrisk afdeling fik det bedre, men at han under midlertidigt ophold på plejehjem
vendte tilbage til tidligere livsstil med indtagelse af alkohol og opbevaring af fordærvelige
madvarer m.m.
C-21-00
Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden
samtykke var opfyldt for en 77-årig kvinde, der led af schizofreni siden 1950, og som
siden 1980érne havde været indlagt 6 gange på psykiatrisk afd. på grund af medicinsvigt
samt havde en mani med indkøb af mad med efterfølgende indtagelse af fordærvet mad.
Ankestyrelsen fandt ikke, at optagelse i det bestemte botilbud var absolut påkrævet for,
at hun kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i hendes
egen bolig.
Ankestyrelsen fandt tillige ikke, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at hun
udsatte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig.
Ankestyrelsen fandt, at den nødvendige hjælp kunne ydes forsvarligt på en anden og
mindre indgribende måde, for eksempel ved jævnlig gennemgang af madvarer samt
muligheden for administration af hendes pension. Ankestyrelsen lagde vægt på lovens
forarbejder samt Socialministeriets vejledning til magtanvendelsesreglerne.
Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at kvinden i en knap 20-årig periode havde været
indlagt 6 gange på grund af medicinsvigt som følge af flytning, modvilje mod medicin og
giftfrygt. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ikke var beskrevet indlæggelser på
grund af madforgiftning eller forværring af tilstanden, ligesom hjemmeplejen og
hjemmesygeplejen ikke var nægtet adgang til boligen.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
141
Bilag 5 Tabeller
Tabel 1 Indberettede magtanvendelser i 2012
Antal indberettede
magtanvendelser
Antal kommuner
som har
indberettet
magtanvendelser
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 272 56
Fastholdelse (§ 126) 564 58
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 1344 61
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 36 52
Stofseler (§ 128) 550 58
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 154 53
Magtanvendelse uden for serviceloven 46 52
Magtanvendelse i alt* 2335 56
Note: Bygger på svar fra mellem 52 og 61 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 56 kommuner har oplyst.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
142
Tabel 2 Indberettede magtanvendelser i 2013
Antal indberettede
magtanvendelser
Antal kommuner
som har
indberettet
magtanvendelser
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 369 57
Fastholdelse (§ 126) 457 64
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 1376 66
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 49 56
Stofseler (§ 128) 389 60
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 137 56
Magtanvendelse uden for serviceloven 66 55
Magtanvendelse i alt* 2073 60
Note: Bygger på svar fra mellem 55 og 66 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 60 kommuner har oplyst.
Tabel 3 Godkendte magtanvendelser i 2012
Godkendte
magtanvendelser
2012
Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 163 51
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 1393 56
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 36 47
Stofseler (§ 128) 220 51
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 110 48
Magtanvendelse i alt* 2045 55
Note: Bygger på svar fra mellem 47 og 56 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 55 kommuner har oplyst.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
143
Tabel 4 Godkendte magtanvendelser i 2013
Godkendte
magtanvendelser
2013
Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 245 53
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 1051 62
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 13 49
Stofseler (§ 128) 138 52
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2 og stk. 3). 109 51
Magtanvendelse i alt* 1591 58
Note: Bygger på svar fra mellem 49 og 62 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 58 kommuner har oplyst.
Tabel 5 Ikke godkendte magtanvendelser i 2012
Ikke godkendte
magtanvendelser
2012
Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 20 40
Fastholdelse (§ 126) 132 46
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 273 45
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 4 39
Stofseler (§ 128) 2 39
Magtanvendelse i alt* 521 51
Note: Bygger på svar fra mellem 39 og 46 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 51 kommuner har oplyst.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
144
Tabel 6 Ikke godkendte magtanvendelser i 2013
Ikke godkendte
magtanvendelser
2013
Antal
kommuner
Alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarm (§ 125) 25 43
Fastholdelse (§ 126) 127 50
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a) 199 49
Tilbageholdelse i boligen (§ 127) 25 43
Stofseler (§ 128) 1 42
Magtanvendelse i alt* 568 53
Note: Bygger på svar fra mellem 42 og 50 kommuner, hvilket fremgår af kolonnen yderst til højre.
*Antallet er ikke summen af de ovenstående angivelser af antal magtanvendelser, men et oplyst tal fra kommunerne, som
alene 53 kommuner har oplyst.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
145
Bilag 6 Indkaldelsesbrev
Xxx Kommune
Att.: Chefen for ældreområdet
Praksisundersøgelse om kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne
over for voksne med demens
Ankestyrelsen gennemfører en praksisundersøgelse undersøgelse af kommunernes
håndtering af reglerne om magtanvendelse i forhold til borgere med demens. Det vil sige
borgere, som har en psykisk funktionsnedsættelse, der er en konsekvens af en erhvervet
mental svækkelse, som er fremadskridende.
Vi anmoder derfor [kommune] om at indsende 8 sager, så de er Ankestyrelsen i hænde
senest
tirsdag d. 3. marts 2015
Af hensyn til den fremtidige dialog om praksisundersøgelsen skal Ankestyrelsen bede om,
at der udpeges en kontaktperson i kommunen hurtigst muligt. Navn, e-mail, og tlf.nr.
bedes indberettet til Ankestyrelsen på metodeogpraksis@ast.dk mærket journalnummer
2015-0062-05329 i emnefeltet.
Sager der indkaldes
Undersøgelsens vil have fokus på sager, hvor der har været anvendt indgreb efter
servicelovens regler om magtanvendelse.
Der vil ved vurderingen af sagerne være særligt fokus på, i hvilket omfang kommunerne
har været opmærksom på afgrænsningen mellem omsorgsforpligtelse, magtanvendelse
efter serviceloven og nødretslige betragtninger.
Samtlige akter i sagerne bedes indsendt. Vi beder kommunen være særlig opmærksom
på at indsende akter fra hele forløbet af sagsbehandlingen, herunder oplysninger i
fortegnelser over akter, der kan være relevante for sagen. Foreligger der sagsakter
elektronisk, bedes disse udskrevet og medsendt sagen.
Vi henleder opmærksomheden på, at vi ved undersøgelsen vil lægge til grund, at vi har
modtaget samtlige sagsakter, og at vi derfor kan bedømme sagen på samme grundlag, som
kommunen har haft. Det kan således ikke forventes, at vi efterfølgende retter henvendelse
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
146
til kommunerne om eventuelle manglende akter, hvilket kan få indflydelse på vurderingen
af kommunens afgørelse.
Akterne bedes indsendt i kopi, idet akterne ikke vil blive returneret. Det er ikke nødvendigt,
at anonymisere akterne. Alle akter makuleres efter den endelige afrapportering af
undersøgelsen.
Sagerne bedes indsendt samlet. Alle sagsakter skal indsendes pr. post.
Udvælgelse af sager, der skal indsendes
For at sikre en tilfældig udvælgelse af sagerne, skal kommunerne udvælge sagerne
således, at første sag vedrører den nyeste afgørelse om magtanvendelse truffet før 31.
december 2014, den anden sag vedrører den næstnyeste afgørelse før 31. december og
så fremdeles, indtil det relevante antal sager er fundet.
Sagerne må ikke være anket og videresendt til Ankestyrelsen med henblik på
behandling. Sager, hvor afgørelsen efter remonstration er ændret, og sagen herefter ikke
er videresendt til Ankestyrelsen, indgår i undersøgelsen.
Undersøgelsens omfang
Praksisundersøgelsen omfatter i alt 14 kommuner, hvor der har været anvendt indgreb
efter servicelovens magtanvendelsesregler.
Ankestyrelsen skal anmode [kommune] om at indsende 8 sager. Hvis det er muligt, skal
vi bede om, at sagerne fordeles sig på følgende måde:
 2 sager om fastholdelse, servicelovens § 126
 2 sager om tilbageholdelse, servicelovens § 127
 2 sager om stofseler, servicelovens § 128 samt
 2 sager om ikke godkendt magtanvendelse, der ligger uden for serviceloven.
Hvis kommunen ikke har mulighed, at udvælge sager efter nævnte sagsfordeling, skal vi
bede om, at sagerne udvælges, således at de fire lovområder, så vidt muligt er
repræsenteret blandt de sager, der sendes til Ankestyrelsen.
Indsendelse af sager:
Akterne bedes indsendt i kopi, idet akterne ikke vil blive returneret. Det er ikke nødvendigt,
at anonymisere akterne. Alle akter makuleres efter den endelige afrapportering af
undersøgelsen.
Sagerne bedes indsendt samlet pr. post til:
Ankestyrelsen, Metode og Praksis, att. Finn Hess, Teglholmsgade 3, 2450 København SV.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
147
Alternativt kan sagerne indsendes elektronisk. Ved elektronisk indsendelse af sager, skal
kommunen benytte følgende procedure:
 Send sagerne krypteret til: sikkermail@ast.dk
 Udfyld emnefeltet med ”att. Finn Hess – Magtanvendelse”.
 Husk at scanne ikke-digitale akter ind, hvis der findes sådanne.
 Det er vigtigt, at kommunen ikke skriver personfølsomme oplysninger (cpr-
nummer) i emnefeltet, da dette ikke er krypteret.
 Send sagens akter i PDF-format. Vi foretrækker, at akterne er samlet i ét
dokument, men vi kan godt håndtere flere PDF-dokumenter pr. sag.
 Send én sag pr. mail. Vær dog opmærksomme på, at vores sikre mail har en
begrænsning på 25 mb pr. mail. Fylder mailen mere end 25 mb kan vi ikke
modtage den. Hvis sagen er meget stor, bør I derfor tjekke, at den ikke
overskrider denne grænse, og sagen sendes i flere mails.
 Giv besked til Finn Hess – enten via mail eller telefon – når I har sendt sagerne.
Så holder vi øje med, om de kommer frem og sender en bekræftelse til jer, når
det er sket.
Metode og opfølgning
Praksisundersøgelsen omfatter et mindre antal sager fra hver kommune og
undersøgelsen sigter dermed ikke på at vurdere praksis i den enkelte kommune.
Kommunerne vil blive vurderet under ét. Ankestyrelsen vil dog give en konkret
tilbagemelding på de enkelte sager, når den foreløbige afrapportering sendes til
kommunerne.
Det forventes, at resultaterne fra undersøgelsen vil kunne præsenteres for de deltagende
kommuner i 3. kvartal 2015.
Det bemærkes i øvrigt, at de praksisundersøgelser, som kommunen deltager i, skal
forelægges kommunalbestyrelsen på et møde, jf. retssikkerhedslovens § 79a.
Den samlede undersøgelse om håndtering af magtanvendelsesreglerne over for voksne,
som praksisundersøgelsen er en del af, vil desuden blive offentliggjort på Ankestyrelsens
hjemmeside.
Hvorfor kommunen er udvalgt
Formålet med praksisundersøgelser er at belyse praksis og administration i kommunerne
via en stikprøveundersøgelse. Kommunerne er udvalgt blandt befolknings større og store
kommuner beliggende i forskellige dele af landet og med forskellig grad af urbanisering.
En samlet oversigt over de kommuner, der deltager i undersøgelsen, fremgår af bilag 1.
Yderligere information om Ankestyrelsens praksisundersøgelser findes på Ankestyrelsens
hjemmeside www.ast.dk under praksisundersøgelser.
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
148
Eventuelle spørgsmål vedrørende indsendelse af sagerne bedes rettet til Finn Hess, tlf.
61 89 75 00, e-mail metodeogpraksis@ast.dk.
Venlig hilsen
Finn Hess
Fuldmægtig
Metode og Praksis
Dir. tlf.: 61 89 75 00
Mail: fhe@ast.dk
Ankestyrelsen
Teglholmgade 3,
2450 København SV, www.ast.dk
Mail: ast@ast.dk, Tlf.: 33 41 12 00
Åbningstid: 9.00-15.00 alle hverdage
_________________________________
Fortrolige og personfølsomme oplysninger
skal sendes til sikkermail@ast.d
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
149
Bilag 7 Måleskema
Måleskema til undersøgelse af kommunernes praksis i sager om
håndtering af magtanvendelse over for voksne med demens
Identifikation af sagen
Kommune _____
Kommune nr._____
Sags nr._____
Sagsbehandler (initialer)_____
1. Grundoplysninger
1.1. Borgerens fødselsdato
Dato: dd.mm.åååå __________
1.2. Køn
 Mand
 Kvinde
2. Oplysninger om kommunens afgørelse
2.1. Hvad omhandler sagen?
 Akut fastholdelse efter § 126
 Godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127
 Ikke godkendelse af tilbageholdelse, jf. § 127
 Tilbageholdelse uden forudgående tilladelse, jf. § 127.
 Godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128
 Ikke godkendelse af brug af stofseler, jf. § 128
 Brug af stofsele uden forudgående tilladelse, jf. § 128.
 Magtanvendelse uden for serviceloven
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
150
2.2 Ved akut fastholdelse efter § 126 og magtanvendelse uden for
serviceloven samt magtanvendelse uden forudgående tilladelse:
2.2.1. Dato for udøvelsen af indgrebet
Dato: dd.mm.åååå
 Dato _____
 Fremgår ikke
2.2.2. Dato for registrering af indgrebet
Dato: dd.mm.åååå
 Dato _____
 Fremgår ikke
2.2.3. Dato for indberetningen af indgrebet til kommunen
Dato: dd.mm.åååå
 Dato _____
 Fremgår ikke
2.2.4. Dato for kommunens afgørelse/vurdering af det indberettede indgreb
Dato: dd.mm.åååå
 Dato _____
 Fremgår ikke
2.3. Hvilken form for fastholdelse har været anvendt
 Ført hånd
 Førergreb
 Guidning
 Ulovlig
 Andet
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
151
________________________________________
2.4. Vurderer kommunen, at fastholdelsen har været berettiget?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
2.4.1. Hvis nej til spm. 2.4, har kommunen da anvist alternativer til indgrebet?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
2.5 Ved ansøgninger om tilbageholdelse efter § 127 eller brug af
stofseler efter § 128:
2.5.1. Dato for anmodningen om tilladelse til indgreb fra institutionen til kommunen?
Dato: dd.mm.åååå
 Dato _____
 Fremgår ikke
2.5.2. Dato for kommunens afgørelse
Dato: dd.mm.åååå
 Dato _____
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
152
2.6. Ved indgreb uden for serviceloven, hvilken situation har der da været tale om?
 Fiksering
 Sundhedsmæssig behandling
 Nødværge
 Frihedsberøvelse
 Andet _____
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
2.7. Har borgeren fået udarbejdet en handleplan, jf. SEL § 141?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
2.7.1. Hvis ja til spm. 2.7, er handleplanen vedlagt sagen?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3. Den materielle vurdering af kommunens afgørelse
3.1. Er afgørelsen samlet set rigtig?
 Ja, afgørelsen er i overensstemmelse med regler og praksis
 Nej, afgørelsen ville blive ændret eller hjemvist, hvis det havde været en klagesag
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
153
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.2. I hvilket omfang er sagen oplyst?
 Ingen oplysninger mangler
 Enkelte mindre væsentlige oplysninger mangler
 Flere og/eller væsentlige oplysninger mangler
 Afgørende oplysninger mangler
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.3. Har kommunen indhentet relevante oplysninger?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.4 Har kommunen ved afgørelsen/vurderingen inddraget følgende:
Ja Nej Evt. bemærkninger
Den aktive omsorgspligt,
pligten til pleje og
anvendelse af
socialpædagogiske tiltag
 
_______________________
_______________________
At tilstræbe frivillig
medvirken
 
_______________________
_______________________
At foretage den mindst
indgribende foranstaltning
 
_______________________
_______________________
At foretage indgreb så   _______________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
154
Ja Nej Evt. bemærkninger
skånsomt og kortvarigt som
muligt
_______________________
Evt. bemærkninger
________________________________________
________________________________________
3.5. Har kommunen foreslået konkrete alternativer til magtanvendelse?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.5.1. Hvis ja til spm. 3.5, er de da umiddelbart anvendelige for personalet i botilbuddene?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.5.2. Ved ja i spm. 3.5, hvilke alternativer er der anvist?
 Omsorg og pleje
 Pædagogiske tiltag
 Ledelsesmæssige tiltag
 Andet _____
 Ingen
 Fremgår ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
155
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.5.3. Hvis ja i spm. 3.5 har kommunen fastsat en plan for opfølgning herpå?
 ja
 nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.5.4 Hvis nej til spm. 3.5, hvilke alternativer kunne kommunen have peget på i den konkrete
situation?
 Omsorg og pleje
 Pædagogiske tiltag
 Ledelsesmæssige tiltag
 Andet ______________
 Intet
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger
________________________________________
________________________________________
3.6. Har magtanvendelsen været affødt af utilstrækkelig dækning af hjælpebehov i
institutionen?
 I høj grad
 I nogen grad
 I ringe grad
 Nej
 Fremgår ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
156
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.6.1 Hvis "I høj grad" eller "I nogen grad" i spm. 3.6, hvilke uopfyldte hjælpebehov?
 Ressourcemæssige forhold
 Anden form for hjælp påkrævet
 Andet botilbud
 Andet _____
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.9. Er der tale om det første indgreb over for samme borger?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.9.1. Hvis nej til spm. 3.9, har kommunen fuldt op herpå med tiltag med henblik på at
mindske antallet af indgreb?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
157
3.9.2. Hvis ja til spm. 3.9.1, hvilke tiltag har kommunen peget på?
 Mere omsorg og pleje
 Yderligere pædagogiske tiltag
 Supplere med anden form for hjælp
 Uddannelse af personale
 Andet _____
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.9.3. Hvis nej til spm. 3.9.1, hvilke tiltag kunne være relevante for den pågældende borger?
 Mere omsorg og pleje
 Yderligere pædagogiske tiltag
 Supplere med anden form for hjælp
 Uddannelse af personale
 Andet _____
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.10. Hvis sagen indeholder en handleplan, er der beskrevet overvejelser og pædagogiske
metoder for at undgå magtanvendelse?
 I høj grad
 I nogen grad
 I ringe grad
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.10.1. Er beskrivelsen i handleplanen relevant og i overensstemmelse med lovgivningen?
 I høj grad
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
158
 I nogen grad
 I ringe grad
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.11. Ved sager om akut fastholdelse, jf. § 126, har de specifikke betingelser herfor været
opfyldt i den konkrete sag?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.12. Ved sager om tilbageholdelse i boligen, jf. § 127, har de specifikke betingelser herfor
været opfyldt i den konkrete sag?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.12.1. Har kommunen i sin afgørelse om tilladelse af brug af tilbageholdelse, jf. § 127, givet
denne tilladelse for en afgrænset periode, jf. § 127, stk. 2?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
159
3.12.2. Hvis ja til spm. 3.12.1, har kommunen da løbende vurderet, om en mindre
indgribende foranstaltning kunne avendes?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.13. Ved sager om stofseler, jf. § 128, har de specifikke betingelser herfor været opfyldt i
den konkrete sag?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.13.1. Har kommunen i sin afgørelse om tilladelse af brug af stofseler, jf. § 128, givet denne
tilladelse for en afgrænset periode, jf. § 128, stk. 2?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.13.2. Hvis ja til spm. 3.13.1, har kommunen løbende vurderet, om en mindre indgribende
foranstaltning kunne avendes?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
160
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.14. Hvis der er tale om nødværge, er betingelserne herfor da opfyldt?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.15. Hvis der er tale om sundhedsmæssig behandling, har kommunen da inddraget
fagpersonale?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
3.16. Hvis der er tale om fiksering eller ulovlig frihedsberøvelse, har kommunen da påtalt
dette og vejledt herom?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
161
4.Vurdering af særlige sagsbehandlingsregler
4.1. Har institutionen registreret indgrebet rettidigt?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
4.2. Har institutionen indberettet indgrebet rettidigt?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
4.3. Har kommunen i sager om §§ 127 og 128 truffet en konkret afgørelse?
 Ja
 Nej
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
4.4. Ved sager om §§ 127 og 128 er betingelserne i § 130, da opfyldt?
 I høj grad
 I nogen grad
 I ringe grad
 Nej
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
162
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
5. Vurdering af formelle regler i øvrigt
5.1. Har kommunen/institutionen informeret borgeren om afgørelsen?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
5.2. Opfylder afgørelsen forvaltningslovens krav til en begrundelses indhold?
 I høj grad
 nogen grad
 I ringe grad
 Nej
 Fremgår ikke
Evt. bemærkninger:
________________________________________
________________________________________
5.3. Har afgørelsen været fulgt af en klagevejledning?
 Ja
 Nej
 Fremgår ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
165
3. Har kommunen en generel procedure for opfølgningen på resultaterne af redegørelsen,
der forelægges for kommunalbestyrelsen?
 A Ja
 B Nej
 C Ved ikke
3.a. Hvis ja til spm. 3.a, oplys om proceduren omfatter at:
Markér gerne med flere krydser
 A Redegørelsen formidles til kommunens plejecentre mv.
 B Redegørelsen anvendes til brug for kommunens kompetenceudvikling af
medarbejdere, der arbejder med demente
 C Andet
Hvis markering ved C Andet, oplys hvilke procedurer
________________________________________
________________________________________
4. Foretager kommunen systematisk sammenligninger med tidligere års brug af
magtanvendelse?
 A Ja
 B Nej
4.a. Hvis ja til spm. 4: har kommunen procedurer for brug af redegørelsen, hvis resultatet
viser et lavere eller højere antal indgreb sammenlignet med tidligere år?
 A Ja
 B Nej
4.b. Hvis ja til spm. 4.a, omfatter den særlige procedure:
Markér gerne med flere krydser
 A At den erhvervede viden anvendes ved uddannelse af medarbejdere
 B At kommunen følger op i forhold til de konkrete plejecentre mv. hvor ændringen
er mest markant
 C Evaluering/udarbejdelse af egne retningslinjer
 D Andet
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
166
Hvis markering ved D Andet, oplys hvilke procedurer
________________________________________
________________________________________
Retningslinjer for magtanvendelse efter servicelovens §§ 125-128
(alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer, fastholdelse,
tilbageholdelse og stofseler)
5. Har kommunen retningslinjer for (forebyggende) alternativer til magtanvendelse?
 A Ja – skriftlige
 B Ja- ikke skriftlige
 C Nej
5.a Hvis nej til spørgsmål 5 oplys kort hvorfor kommunen ikke har retningslinjer for
(forebyggende) alternativer til magtanvendelse?
 A Vurderer ikke at der er behov, fordi relevante medarbejdere er orienteret
 B Er under udarbejdelse
 C Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
5.b Har kommunen retningslinjer, der sikre, at nødretslig magtanvendelse (akutindgreb) på
kommunens plejecentre registreres?
 A Ja
 B Nej
6. Har kommunen retningslinjer, som indeholder vejledning om brug af magtanvendelse?
 A Ja
 B Nej
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
167
6.a Hvis nej til spørgsmål 6: Oplys hvorfor kommunen ikke har retningslinjer , som indeholder
vejledning om brug af magtanvendelse?
 A Vurderer ikke at der er behov, fordi relevante medarbejdere er orienteret
 B Er under udarbejdelse
 C Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
7. Har kommunen retningslinjer for hvem, der træffer afgørelse om brug af magtanvendelse
efter serviceloven §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer,
fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?
 A Ja – skriftlige
 B Ja – ikke skriftlige
 C Nej
7.a Hvis ja til spm. 7: Hvem træffer afgørelse?
Markér gerne med flere krydser
 A Nærmeste leder
 B Demenskonsulent, demenskoordinator mv.
 C Den medarbejder, der har iværksat indgrebet. (Medarbejder med direkte kontakt
til pågældende demente)
 D Andre
 E Ved ikke
Hvis D Andre, oplys hvem
________________________________________
________________________________________
8. Har kommunen retningslinjer for hvem, der registrerer konkrete magtanvendelsesindgreb
servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer, fastholdelse,
tilbageholdelse og stofseler)?
 A Ja – skriftlige
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
168
 B Ja – ikke skriftlige
 C Nej
8.a Hvis ja (spm. 8 i A eller B): Hvem registrerer brug af magtanvendelse efter serviceloven?
 A Nærmeste leder
 B Demenskonsulent, demenskoordinator mv.
 C Den medarbejder, der har iværksat indgrebet. (Medarbejder med direkte kontakt
til pågældende demente)
 D Andre
 E Ved ikke
Hvis D Andre, oplys hvem
________________________________________
________________________________________
9 Har kommunen retningslinjer for hvem, der indberetter konkrete magtanvendelsesindgreb
efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer,
fastholdelse, tilbageholdelse og stofseler)?
 A Ja – skriftlige
 B Ja – ikke skriftlige
 C Nej
9.a Hvis ja til spm. 9: Hvem indberetter registreringer om magtanvendelse efter
serviceloven?
 A Nærmeste leder
 B Demenskonsulent, demenskoordinator mv.
 C Den medarbejder, der har iværksat indgrebet. (Medarbejder med direkte kontakt
til pågældende demente)
 D Andre
 E Ved ikke
Hvis D Andre, oplys hvem
________________________________________
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
169
9.b. Beskriv kort eventuelle oplevede udfordringer i forbindelse med indberetning af
omfanget af magtanvendelsesindgreb
________________________________________
________________________________________
Demenskoordinatorer mv.
10. Er der i kommunen en eller flere demenskoordinatorer, demenskonsulenter mv. som er
specialiseret i arbejdet med demente, og herunder reglerne for magtanvendelse efter
servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer, fastholdelse,
tilbageholdelse og stofseler)?
 A Ja
 B Nej
10.a Hvis ja til spm. 10, hvori består arbejdsopgaverne?
Markér gerne med flere krydser
 A Koordinatorer og konsulenter træffer afgørelse om §§ 125-128 (alarm- og
pejlesystemer, døråbnere og døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse og
stofseler)?
 B Koordinatorer og konsulenter registrerer om magtanvendelse om §§ 125-128
(alarm- og pejlesystemer, døråbnere og døralarmer, fastholdelse, tilbageholdelse
og stofseler)?
 C Koordinatorer og konsulenter træffer afgørelser om magtanvendelse om §§ 125-
128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere og døralarmer, fastholdelse,
tilbageholdelse og stofseler)?
 D Koordinatorer og konsulenter rådgiver og uddanner personale
 E Koordinatorer og konsulenter udarbejder beretning om magtanvendelse til
kommunalbestyrelsen
 F Andet
 G Ved ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
170
Eventulle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
Særligt om optagelse i botilbud uden samtykke
11. Hvem i kommunen træffer afgørelse om optagelse i botilbud uden samtykke efter
servicelovens § 129, stk. 2?
 A Ledere med overordnet ansvar (myndighedsperson)
 B Kommunal medarbejder,
 C Demenskonsulent, demenskoordinator eller tilsvarende
 E Andre
 F Ved ikke
Hvis E Andre, oplys hvem
________________________________________
________________________________________
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
12. Hvem i kommunen beslutter, at der skal udarbejdes en indstilling til statsforvaltningen om
optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129. stk. 3?
 A Ledere med overordnet ansvar (myndighedsperson),
 B Kommunal medarbejder,
 C Demenskonsulent, demenskoordinator eller tilsvarende
 E Andre
 F Ved ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
171
Hvis E Andre, oplys hvem
________________________________________
________________________________________
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
13. Har antallet af borgere optaget i botilbud efter SEL § 129, stk. 2, været stigende eller
faldende det seneste år?
Kendes den præcise udvikling ikke kan anvendes et kvalificeret skøn
 A Stigende
 B Uændret
 C Faldende
 D Ved ikke
13.a Har antallet af borgere optaget i botilbud efter SEL § 129, stk. 3, været stigende eller
faldende det seneste år?
Kendes den præcise udvikling ikke kan anvendes et kvalificeret skøn
 A Stigende
 B Uændret
 C Faldende
 D Ved ikke
14. Hvad er oftest årsagen til at borgeren ikke kan optages i særlige botilbud efter
servicelovens § 129, stk. 2?
Oplys med markering om begrundelse for kommunalbestyrelsens eventuelle afslag
Kommunalbestyrelsens afslag skyldes at:
I høj grad I nogen grad I ringe grad Slet ikke Ved ikke
A Der ikke er dokumentation
for, at den pågældende kan
få den nødvendige hjælp i
    
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
172
I høj grad I nogen grad I ringe grad Slet ikke Ved ikke
botilbuddetørgsmål 1
B Der ikke er dokumentation
for, at flytningen
omsorgsmæssigt er mest
hensigtsmæssigt for den
pågældende
    
C Kommunalbestyrelsens
indstilling ikke er tiltrådt af
den værge,
statsforvaltningen har
beskikket
    
D Anden årsag     
Hvis D Anden årsag, oplys hvilken
________________________________________
________________________________________
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
14.a Hvis kommunalbestyrelsen har givet afslag på indstillinger om optagelse i særlige
botilbud efter servicelovens § 129, stk. 3, hvad er årsagen hertil?
Oplys med markering om begrundelse for kommunalbestyrelsens eventuelle afslag
Kommunalbestyrelsens afslag skyldes manglende dokumentation for:
I høj grad I nogen grad I ringe grad Slet ikke Ved ikke
A. at flytningen vil være i
den pågældendes egen
interesse
    
B. at flytningen betyder, at
den pågældende kan bevare
tilknytningen til sine
pårørende
    
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
173
I høj grad I nogen grad I ringe grad Slet ikke Ved ikke
C. at omsorgen for personen
kan varetages i botilbuddet
    
D. anden årsag     
Hvis D Anden årsag, oplys hvilken
________________________________________
________________________________________
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
Opfølgning og læring
15. Har kommunen retningslinjer for hvordan der på plejecentre mv. kan drages læring af
situationer, hvor der har været anvendt magt eller hvor det blev overvejet?
Ja –
skriftlige
Ja – ikke
skriftlige
Nej
A Kommunen er generelt tilbageholdende med at
anvende magtanvendelses indgreb efter serviceloven?
  
B Kommunen er tilbageholdende med anvendelse af
magtanvendelse i forhold til personlige alarm- og
pejlesystemer, jf. servicelovens § 125, stk. 2?
  
Hvis ja beskriv kort hvilke
________________________________________
________________________________________
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
174
16. Hvordan sikrer kommunen, at relevante medarbejdere kender procedurer / retningslinjer
for forebyggende tiltag og magtanvendelser, herunder betingelserne for magtanvendelse?
Markér gerne med flere krydser
 A Det indgår i oplæringen af nye medarbejdere
 B Det indgår i det intro materiale, der udleveres til nye medarbejdere
 C Retningslinjerne / procedurerne drøftes på personalemøder mindst 1 gang årligt
 D Retningslinjerne / procedurerne indgår i kompetenceudviklingsaktiviteter for
personalet
 E Andet
Hvis E Andet, oplys hvordan
________________________________________
________________________________________
17. Hvordan sikrer de enkelte plejecentre, at viden om socialpædagogiske løsninger mv. når
til de medarbejdere, der har brug for den?
Sæt gerne flere krydser
 A Personalet uddannes løbende i at benytte faglige metoder
 C Demenskoordinator medvirker til opkvalificering
 C Der afholdes kurser og lignende, når der er behov for det
 D Der uddannes ressourcepersoner eller nøglepersoner på plejecentre, der formidler
viden til kollegaer
 E Faste møder med rådgivning og sparring
 F Andet
18. Hvordan samles op på indberetninger om magtanvendelse på det enkelte plejecenter
mv.?
Markér gerne med flere krydser
 A Demenskoordinatorer med koordinerende ledelsesfunktion og ansvar inddrages
 B Plejecentrets ledelse inddrages i løsningsforslag
 C Der medvirker demens fagpersoner fra andre afdelinger af plejecentret
 D Der afsættes tid til faglig behandling
 E Der iværksættes nye socialpædagogiske tiltag
 F Andet
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
175
19. Hvor ofte tilbyder kommunen efteruddannelse, kurser, opkvalificering mv. af
medarbejdere med arbejdsopgaver, der kan omfatte brug af magtindgreb efter serviceloven?
 A Årligt
 B Halvårligt eller kvartalsvist
 C Oftere
 D Andet
Hvis D Andet, oplys hvilket
________________________________________
________________________________________
20. Hvilke løsninger anvendes typisk, når magtanvendelse erstattes af alternativer, jf. SEL §
124, stk. 1?
Markér gerne med flere krydser
 A Socialpædagogiske initiativer
 B Ændringer af indretning i omgivelserne
 D Andet
 E Ved ikke
Hvis D Andet, oplys hvilke initiativer
________________________________________
________________________________________
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
Eventuelt oplevede udfordringer eller dilemmaer
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
176
21. Marker om kommunen er særlig tilbageholdende med at anvende følgende
magtanvendelsesindgreb efter serviceloven:
I høj
grad
I nogen
grad
I ringe
grad
Slet ikke Ved ikke
Personlige alarm og pejlesystemer
(tidsbegrænset) (§ 125, stk. 1)
    
Personlige alarm- og pejlesystemer hvis
pågældende ikke modsætter sig (§ 125,
stk. 2)
    
Anvendelse agf særlige døråbnere (§ 125,
stk. 3)
    
Fastholdelse (§ 126)     
Fastholdelse i hygiejne situation (§ 126a)     
Tilbageholdelse i boligen (§ 127)     
Stofseler (§ 128)     
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 2)     
Flytning uden samtykke (§ 129, stk. 3)     
21.a Hvis markering ved ”I høj grad” eller ”I nogen grad” i spørgsmål 21
Kommunen bedes oplyse om årsagerne til eventuel tilbageholdenhed med brug af magt:
________________________________________
________________________________________
22. Har kommunen (nedskrevne) retningslinjer for overvågning af personer, som er
fastspændt med stofseler mv., jf. servicelovens § 128?
 A Ja
 B Nej
 C Ved ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
177
Eventulle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
22.a Hvis nej til spørgsmål 22 oplys kort, hvorfor kommunen ikke har retningslinjer for
overvågning?
 A Der foreligger en kendt praksis for tilsyn
 B Er under udarbejdelse
 C Har planlagt, at der skal udarbejdes retningslinjer
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
23. Har kommunen etableret en kontrol af overvågningen, når der anvendes stofseler mv., jf.
servicelovens § 128?
 A Ja
 B Nej
 Ved ikke
Hvis markering ved Ja, oplys hvilken
________________________________________
________________________________________
Pårørende og værger
Kommunernes praksis for at inddrage pårørende og eventuelle værger
24. Er det vurderingen, at kommunen som hovedregel inddrager pårørende eller værger, når
der anvendes indgreb efter serviceloven udover SEL § 130, nr. 4 samt § 129, stk. 1 og stk.
2?
 A Ja
 B Nej
 C Ved ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
178
Eventulle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
25. Har kommunen (skriftlige) retningslinjer for inddragelse af pårørende og værger til
demente i forbindelse med magtanvendelse efter serviceloven udover SEL § 130, nr. 4 samt
§ 129, stk. 1 og stk. 2?
 A Ja
 B Nej
Hvis Ja, beskriv kort
________________________________________
________________________________________
26. Hvor ofte informeres pårørende /værger om brug af magtanvendelse, jf. spm. 25 A? Hvor
ofte anbefales dialog og information:
 A Hver gang
 B Nogle gange
 C Sjældent
 D Aldrig
 E Ved ikke
Eventuelle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
27. Er det kommunens vurdering, at pårørende og værger overvejende er enige, når de
bliver orienteret om konkrete magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende?
 A Ja
 B Hverken ja eller nej
 C Nej
 D Ved ikke
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
179
Eventulle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
28. Er det kommunens vurdering, at pårørende og værger som hovedregel ønsker mindre
magtanvendelse?
 A I høj grad
 B I nogen grad
 C I ringe grad
 D Nej
 E Ved ikke
Eventulle bemærkninger
________________________________________
________________________________________
Indberettet magtanvendelse
Indberettet magtanvendelse efter serviceloven og andre tilfælde af magtanvendelse
uden for serviceloven
30. Oplys om antal indberettede magtanvendelsesindgreb i forhold til demente 2012-2014:
Kendes det præcise antal ikke kan der anvendes et kvalificeret skøn
Indberettet
magtanvendelse
2012
Indberettet
magtanvendelse
2013
Indberettet
magtanvendelse
2014
Alarm- og pejlesystemer,
døråbnere, døralarm (§ 125)
Fastholdelse (§ 126)
Fastholdelse i hygiejne situation (§
126a)
Tilbageholdelse i boligen (§ 127)
Stofseler (§ 128)
Flytning uden samtykke (§ 129, stk.
2 og stk. 3).
KOMMUNERNES HÅNDTERING AF MAGTANVENDELSESREGLERNE OVER FOR BORGERE
MED DEMENS
180
Magtanvendelse uden for
serviceloven
Magtanvendelse i alt
31. Oplys om antal godkendte magtanvendelser i 2012 til 2014:
Kendes det præcise antal ikke kan der anvendes et kvalificeret skøn
Godkendte
magtanvendelser
2012
Godkendte
magtanvendelser
2013
Godkendte
magtanvendelser
2014
Alarm- og pejlesystemer,
døråbnere, døralarm (§ 125)
Fastholdelse (§ 126)
Fastholdelse i hygiejne situation (§
126a)
Tilbageholdelse i boligen (§ 127)
Stofseler (§ 128)
Flytning uden samtykke (§ 129, stk.
2 og stk. 3).
Magtanvendelse i alt
32. Oplys om antal ikke godkendte magtanvendelser i 2012 til 2014:
Kendes det præcise antal ikke kan der anvendes et kvalificeret skøn
Ikke godkendte
magtanvendelser
2012
Ikke godkendte
magtanvendelser
2013
Ikke godkendte
magtanvendelser
2014
Alarm- og pejlesystemer,
døråbnere, døralarm (§ 125)
Fastholdelse (§ 126)
Fastholdelse i hygiejne situation (§
126a)
Tilbageholdelse i boligen (§ 127)
Flytning uden samtykke (§ 129, stk.
2 og stk. 3).
Magtanvendelse i alt
Spørgeskemaet er slut, tak for din besvarelse
Skemaet kan printes ud ved at klikke på printerikonet


Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 3. maj 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 28 (L 185 – Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile (Tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 28:
”Ministeren bedes oplyse, hvordan tvangen/fastholdelse i praksis foregår i service-
loven, når personalet ikke må bruge hjælpemidler til f.eks. fastholdelse.”
Svar:
Lovforslag L 185 vedrører mulighederne for anvendelse af tvang ved somatisk sund-
hedsfaglig behandling af varigt inhabile patienter inden for sundhedsvæsenet.
I forhold til regler og praksis på det sociale område, kan jeg blandt andet henvise til
vejledning nr. 10367 af 13. december 2016 om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper, som
henhører under børne- og socialministeren.
Derudover kan jeg henvise til en praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen fra november
2015 om Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne over for borgere
med demens.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann / Frederik Rechenback Enelund
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 09-05-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 359203
. / .
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 endeligt svar på spørgsmål 56
Offentligt