Henvendelse af 16/5-17 fra Forebyggelses- og Patientrådet

http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2011/12-2011/Tvangsbehandling-Sporene-skraemmer.aspx
Denne artikel er skrevet som et indlæg i debatten i bladet `Socialpædagogen´ om tvangsbehandling i de
senere år. Skrevet af Ellen Johansen, centerleder for støttecenter vest i Slagelse kommune ca. 2014. ifølge
s. 4 sidste afsnit: ”Vi er lige nu i gang med et nybyggeri, der står færdigt i 2014”]
Tvangsbehandling
Sporene skræmmer
Ellen Johansen har været med hele vejen fra tvang til
selvbestemmelse, og oplevelserne af selv at begå overgreb har
sat sig. Derfor mener hun, at man skal være meget varsom
med at genindføre muligheden for tvangsbehandling
Af Lone Marie Pedersen og Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk
Foto: Ricky John Molloy
Rundturen på det forsorgshistoriske museum er lidt ubehagelig for Ellen Johansen. Den fastspændte
dukke minder om de mennesker, hun selv har været med til at fiksere med bælter og remme om
hænder og fødder. Den store medicinbakke vækker erindringen om alle de piller, hun selv har hældt
op og tvunget i beboere.
– Tænk alle de overgreb, jeg har været med til at begå, siger hun og ryster på hovedet.
Fagbladet Socialpædagogen har sat Ellen Johansen stævne på Dansk Forsorgshistorisk Museum –
Andersvænge i Slagelse. Her er de grumme sider af de udviklingshæmmedes historie udstillet. En
historie, der ikke ligger længere tid tilbage end Ellen Johansens ungdom.
– I min elevtid var det almindeligt at bruge tvang. Det gjorde man bare. Uden at stille spørgsmål,
fortæller hun.
Det er 45 år siden, at Ellen Johansen sad i moderens røde folkevogn – på vej til sin første dag som
elev på det tidligere Andersvænge.
Her fik hun udleveret en uniform magen til de lyseblå kjoler med firkantede, hvide forklæder, der nu
hænger som museumsgenstande. Da hun begyndte på den lukkede kvindeafdeling, fik hun også et
stort nøglebundt, der altid skulle sidde fast i forklædet.
– Og det var selvfølgelig for, at klienterne, som det hed dengang, ikke skulle stjæle dem, fortæller
hun.
Lagt over middag
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 Bilag 10
Offentligt
I dag er Ellen Johansen ansat som centerleder for Støttecenter Vest i Slagelse Kommune, hvor hun
har ansvaret for tre botilbud, fire bofællesskaber og administrationen af ledsageordningen. Gennem
karrieren har hun i høj grad arbejdet for at sikre udviklingshæmmede borgere selvbestemmelse og
magt i eget liv, men det var bestemt ikke sådan i begyndelsen.
– Der var en rød tråd, der allerede var lagt ud, og den skulle vi elever bare følge, fortæller hun.
Det betød for eksempel, at Ellen Johansen allerede begyndte at lægge beboerne i seng lidt efter
frokost.
– Mange blev fikseret med bælter eller en stofsele, der mindede om sådan en gammeldags
barnesele. Det hed sig, at de var ‘besværlige’ og ellers løb ud af sengen om natten, og det tror da
pokker, når de blev lagt over middag!
De bedst fungerende arbejdede, men der var stort set ingen beskæftigelse til de andre – og så måtte
de jo selv finde på noget.
Slog til tallerkenen
Ellen husker tydeligt en af kvinderne, ‘Anna', der var fastspændt til sengen det meste af dagen, fordi
hun ‘ikke kunne gå frit omkring,’ som der blev sagt.
– Man måtte ikke gå alene ind til hende. Hun blev betragtet som farlig, men hendes øjne var fulde
af liv. Når jeg kom for at made hende i sengen, havde hun et helt særligt glimt i øjnene, som om hun
ville sige: ‘Jeg skal nok få den tallerken ud af dine hænder.’ Hun var ekspert, for hun havde brugt
hele sit liv på at øve sig. For eksempel kunne hun gøre en særlig bevægelse med hovedet eller
albuen, så suppe og det hele røg i hovedgærdet.
Og så grinede hun, som om hun tænkte: ‘Der fik jeg ram på dig.’ Så skulle hun jo i bad, og så skete
der da noget, erindrer Ellen.
Når Anna en sjælden gang fik lov at komme ud af sengen, havde hun altid drejlstøj på. Det var en
særlig dragt, som var snøret bagtil, så Anna ikke selv kunne tage dragten af.
– For selvfølgelig smed hun tøjet. Det var den eneste aktivitet, hun havde, vurderer Ellen.
Pluk fra Ellen Johansens CV
1966: Begyndte som elev på det tidligere Andersvænge
1970: Færdiguddannet omsorgsassistent
1970–1971: Pædagog på den lukkede kvindeafdeling L2 på det tidligere Andersvænge
1971-1981: Afdelingsleder på en stor afdeling på det tidligere Andersvænge
Herefter: Har blandt andet arbejdet som pædagogisk konsulent, forstander og centerleder
for børn og unge med handicap.
Fra 2007: Centerleder i Støttecenter Vest i Slagelse Kommune, hvor der er cirka 130
medarbejdere
Medicin i store mængder
Anna var en af rigtig mange, der fik beroligende medicin, og på den store afdeling med 60-70
beboere, tog det Ellen to-tre timer at hælde medicin op. Under måltidet fik de den – hvad enten de
ville eller ej.
– Nogle gange måtte vi kæmpe lidt med en lukket mund, men for det meste gik det nemt: Det lyder
grimt at sige, men de var utroligt veldresserede. De vidste, at de skulle tage medicinen, fortæller
Ellen.
Det var ikke kun medicinen, der af og til blev tvunget ned. Det samme skete med maden.
– Én medarbejder skulle måske made otte-ti beboere, og det skulle være hurtigt og effektivt. Om
morgenen hældte vi franskbrødstykker over i en tallerken, og så øllebrød og havregrød oven på, så
det gik hurtigere med at spise. Og det samme med kaffe og kage: Det blev bare blandet sammen. Og
hvis nogle ikke ville spise, proppede vi det bare ind i munden på dem.
Effektiviteten var også i højsædet, når beboerne en gang om ugen skulle i bad: Så foregik det på
samlebånd, så én medarbejder vaskede, én tørrede, én gav tøj på og én sagde godnat.
– Det var ikke engang noget med, at de fik tøjet af inde på badeværelset. De fik det af på stuen, og
så rendte de splitter ragende nøgne ind på badet. Men de fik da en undertrøje på, når de kom op
igen, fortæller Ellen.
Når hun tænker tilbage, er det med ubehag.
– Det burde jo ikke have været sådan, men dengang tænkte vi, at det var det eneste, der var at gøre.
Elektrochok
Ellen husker særligt én episode, som hun også dengang opfattede som forkert. Det var da hun skulle
følge en indesluttet kvinde over på hospitalet, hvor hun skulle have elektrochok.
– Hun blev ikke på nogen måde spurgt. Der blev bare sat elektroder på hendes hoved, og så lå hun
og spjættede med arme og ben. Det var meget ubehageligt at se på, og det værste var, at jeg slet
ikke havde fornemmelsen af, at det hjalp.
I 1971, da Ellen kun var 23 år og nyuddannet, blev hun afdelingsleder og skridt for skridt begyndte
hun at indføre forandringer, så der blev mindre tvang og mere selvbestemmelse. Maden blev ikke
længere blandet sammen i en pærevælling.
– Jeg synes, at de skulle have lov til at smage en rødbede eller en kartoffel og noget ordentligt kød.
Og få mulighed for at vælge og sige nej, hvis der var noget, de ikke kunne lide. Dét tror jeg, hang
sammen med mit eget menneskesyn: Der er også noget mad, jeg ikke selv kan lide, og ingen skal
tvinge mig til at spise det, fortæller Ellen.
Hun droppede også samlebåndsbadene, ligesom beboerne ikke længere blev lagt i seng efter
frokost.
Gående sad i kørestol
– Men jeg var oppe imod en gammel kultur, og selv om jeg var afdelingsleder, havde overlægen og
de andre læger stadig meget mere at sige end mig.
Det kom tydeligt til udtryk, da Ellen spurgte, hvorfor den unge kvinde ‘Katrine’ sad bundet i en
kørestol.
– Det er for at undgå, at hun hiver håret af de andre, lød svaret, og så viste det sig, at Katrine
sagtens kunne gå. Men det var lægeordineret, at hun skulle sidde fastspændt i kørestolen, fordi det
gav for store problemer, når hun gik frit omkring.
– Jeg tænkte: ‘Pokker tage mig. Hun skal ud af den kørestol. Det må være en socialpædagogisk
opgave at sørge for, at hun ikke river håret af de andre’, fortæller Ellen, og så blev Katrine sluppet
fri. Det gik okay i forhold til de andres hår, fordi Ellen også sørgede for at Katrine fik oplevelser,
men da Katrine kom til skade ved et uheld, måtte en af reservelægerne tilkaldes.
– Og han blev vred, da han opdagede, at jeg havde taget hende ud af kørestolen uden at få tilladelse
fra lægerne. ‘Jeg skal nok få dig fyret’, var det sidste han sagde, inden han gik.
Men fyret blev Ellen ikke. Måske fordi det stod klart, at der ikke var nogen grund til at binde
Katrine til kørestolen. Og der var også mange andre, der begyndte at klare sig bedre, efterhånden
som socialpædagogikken vandt indpas. Anna, der tidligere var fastspændt til sengen, begyndte også
at gå frit omkring og lærte at spise helt selv.
– Det er slemt at tænke på al den tvang, som de blev udsat for. Tvang som viste sig at være helt
unødvendig, siger Ellen.
Bekymret for tvangsbehandling
I dag oplever Ellen Johansen et fundamentalt anderledes syn på mennesker med
udviklingshæmning. Der bliver taget nogle helt andre individuelle hensyn.
– Vi er lige nu i gang med et nybyggeri, der står færdigt i 2014, og så får samtlige voksne
udviklingshæmmede borgere i Slagelse deres egen lejlighed med egen stue, eget soveværelse, egen
indgang og eget badeværelse. Det er kronen på værket i mit faglige liv, fordi vi i den grad har
arbejdet med at give beboerne selv- og medbestemmelse. Vi har blandt andet interviewet beboerne
om, hvad de lægger vægt på ved en bolig, og det er eksempelvis derfor, at alle får eget køleskab,
fortæller Ellen Johansen.
Som centerleder er det Ellens målsætning, at alt skal løses uden tvang.
– Men jeg kan ikke sige, at alt kan løses uden tvang. Hvis en beboer for eksempel er ved at løbe ud
foran en bil, ja, så skal mine medarbejdere selvfølgelig holde beboeren fast. Og den fastholdelse er
også lovlig, siger hun.
Når det gælder lægebehandling er Ellen derimod meget bekymret for at genindføre muligheden for
tvangsbehandling i ganske særlige tilfælde, sådan som det fra flere sider blev foreslået i sidste
nummer af Socialpædagogen.
– Jeg kan godt se dilemmaet, hvis det er helt umuligt at motivere en beboer til at tage sin medicin,
og han bliver alvorligt syg uden medicinen – men jeg vil være meget, meget bekymret for, at det går
for vidt. Hvis lovgivningen skal ændres, skal det meget konkret beskrives, at man kun må behandle
med tvang, når patienten ellers er til skade for sig selv eller andre. Jeg kan ikke lade være med at
tænke på alle de mennesker, der blev tvangssteriliseret og udsat for elektrochok mod deres vilje. Så
jeg vil være meget bange for, at det tager overhånd.


1
Til politikerne i sundheds-og ældreudvalget. Tirsdag 16. maj 2017
(Forebyggelses-og Patientrådet har også sendt denne henvendelse til Sundheds-og ældreudvalget).
Regeringen vil med L 185, tvangsbehandlingsloven, fratage demente, udviklingshæmmede og
hjerneskadede deres grundlovssikrede ret til frihed og selvbestemmelse i sundhedsvæsenet.
Men vil ikke vil yde disse patienter en retsbeskyttelse, der matcher de grænseoverskridende
tvangsbestemmelser. Det får u ægtelig regeri ge s forsikri ger o , at ”tva ge i dføres for patie ter es
skyld” til at kli ge hult!
Sundhedsministeren har i sit svar på Forebyggelses-og Patientrådets henvendelse af 25.4 2017 gjort
opmærksom på, at reglen om tvangsbehandling af varigt inhabile patienter i op til et halvt år, med
mulighed for forlængelse, ikke kun drejer sig om tvangsindlæggelse, men også om ”tva gs edici eri g.”
I den forbindelse vil vi gøre opmærksom på, at det fri og informerede samtykke, som indtil nu har været
gældende for alle borgere i Danmark, har beskyttet de ældre demente patienter mod overdreven
ordination af psykofarmaka. Disse lægemidler bruges som bekendt i udstrakt grad på rehabiliteringscentre
og plejehjem.
De e ” aturlige” beskyttelse af demente fjernes nu med tvangsbehandlingsloven, og det bliver
sundhedspersonernes ansvar, at de gamle indtager den ordinerede psykofarmaka-medicin. Dette vil næppe
blive til fordel for de gamle, men vil øge indtjeningen hos medicinalindustrien betragteligt.
Forebyggelses-og Patientrådet mener, at de følge de tre pu kter er et ” ust,” hvis regeri ge ø sker at
beskytte inhabile personers retsstilling i rimelig grad:
1) Med tvangsbehandlingsloven indleder regeringen en farlig sammenblanding af lovbestemmelserne for
somatisk og psykisk syge patienter. Tvangsbehandling i et halvt år eller mere er uacceptabelt, når det
drejer sig om somatisk syge patienter. Demente, udviklingshæmmede, hjerneskadede og andre svage
borgere vil, som var de kriminelle, kunne blive frihedsberøvede i halve år og mere og vil samtidig kunne
blive tvangsbehandlet mod deres eget ønske. Det er en helt urimelig behandling af fredelige borgere, som
ikke er til fare for andre.
2) Mangel på tilkendelse af en patientrådgiver. Efter psykiatriloven har en tvangsindlagt psykisk syg person
indenfor 24 t. ret til at få tilkendt en patientrådgiver, som på patientens vegne kan klage over
tvangsindlæggelsen og hjælpe med oplysning om alle forhold under tvangsindlæggelsen.
Tvangsbehandlingsloven tilkender derimod ikke en somatisk syg tvangsindlagt person en sådan
patientrådgiver. Den somatisk syge tvangsindlagte patient eller hans slægtninge skal selv klage digitalt og
bede den læge, der har beordret tvangen om at indsende klagen! Men det kan ikke forventes, at en inhabil
tvangsindlagt person har mulighed for at klage, og det kan være svært for familien at finde ud af, hvilken
læge der har fået patienten tvangsindlagt på hospital. En tvangsindlagt fysisk syg, dement eller
udviklingshæmmet patient har samme behov og samme retskrav på at blive tildelt en uafhængig
patientrådgiver, som den psykisk syge patient har.
3) Tvangsklagenævnet må ikke udtale kritik af lægens valg af tvang over for en patient.
Det nye Tvangsklagenævn, som skal oprettes under Tvangsbehandlingsloven, må kun fastslå, om en
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 Bilag 10
Offentligt
2
beslutning om tvangsbehandling var lovlig eller ulovlig, da tvangsbehandlingen blev indledt over for
patienten. Tvangsklagenævnet må ikke udtale kritik af lægens anvendelse af tvang og behandling! Lægerne
har efter lovforslaget vidtgående beføjelser til at beslutte, at patienter skal tvangsbehandles. Derfor skal
det klagenævn, der er sat i verden for at efterprøve tvangsbeslutningerne, også kunne udtale kritik af
lægens beslutning af tvangsbehandlinger.
Ud over den åbenbare overtrædelse af patientrettigheder som tvangsbehandlingsloven vil medføre, ser
vi dette lovforslag som en glidebane i retning af mere og mere tvang i sundhedsvæsnet. Hvis man tager
det radikale skridt, at fratage en stor gruppe borgere retten til informeret og frit samtykke, så bliver det
lettere at lade mere tvang følge efter. Efter vores opfattelse er regeringens tvangsbehandlingslov et fatalt
skridt bort fra menneskerettigheder og det humanistiske menneskesyn, som hidtil har præget Danmark.
Med venlig hilsen
Lars Mikkelsen og Birthe Kjærgaard
Forebyggelses-og Patientrådet. FPR