L 180 - svar på spm. 14 om, hvordan man kan imødekomme nogle af de praktiske uhensigtsmæssigheder, der er beskrevet i høringssvaret fra bl.a. Dansk Energi, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
Tilhører sager:
Aktører:
- Adressat: energi-, forsynings- og klimaministeren
- Besvaret af: energi-, forsynings- og klimaministeren
- Stiller: Jens Joel
EFK L180 - Svar på spm. 14.pdf
https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/L180/spm/14/svar/1404822/1753603.pdf
Side 1/2 Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet Stormgade 2-6 1470 København K T: +45 3392 2800 E: efkm@efkm.dk www.efkm.dk Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget Christiansborg 1240 København K Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg har den 21. april 2017 stillet mig følgende spørgsmål nr. 14 til L 180, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Joel (S). Spørgsmål nr. 14: ”Har ministeren – i lyset af de høringssvar, der omhandler en skærpelse af netvirksomheders særskilte identitet – forslag til, hvordan man kan imødekomme nogle af de praktiske uhensigtsmæssigheder, der er beskrevet af bl.a. Dansk Energi, uden at dette fjerner de positive effekter for konkurrence og forbrugere, der er det overordnede sigte med adskillelsen?” Svar: Dansk Energi har i sit høringssvar givet udtryk for, at forslaget om, hvordan andre kommercielle selskaber må fremtræde ved opgaveudførelse for netselskabet bør udgå. Dansk Energi henviser bl.a. til, at reglerne om opgaveudførelse pålægger kommercielle selskaber at skifte tøj, bil eller logo på bil i løbet af dagen. Formålet med skærpelsen af netvirksomhedernes særskilte identitet og den konkrete udformning af kravet er at øge klarheden for elforbrugerne om, hvilken virksomhed de har med at gøre, hindre mulighed for omgåelse af kravet og sikre effektiv håndhævelse. Forslaget skal således styrke konkurrencen i forhold til konkurrenceudsatte aktiviteter, herunder sikre mod visse former for indirekte markedsføring. Det er vurderet, at formålet med skærpelsen ikke fuldt ud kan opnås, hvis der ikke også tages højde for, at netvirksomheder i et vist omfang køber ydelser fra vertikalt integrerede virksomheder. Lovforslaget indeholder derfor både krav om identitetsmæssig adskillelse på virksomhedsniveau og ved opgaveudførelsen. Det vil kunne skabe forvirring hos elforbrugerne og indirekte markedsføring af kommercielle virksomheder, hvis servicevirksomheder optræder hos elforbrugeren eller i det offentlige rum med et navn og logo, som ikke er adskilt fra kommercielle aktiviteter. Jeg vil gerne sikre, at der er klarhed hos forbrugeren om, hvilken virksomhed der udfører opgaver hos forbrugeren. Ministeren Dato 8. maj 2017 J nr. 2016-2985 Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2016-17 L 180 endeligt svar på spørgsmål 14 Offentligt Side 2/2 Lovforslaget er blevet ændret på baggrund af høringen, så forslaget indeholder flere muligheder for, hvordan netvirksomheden kan sikre den identitetsmæssige adskillelse ved opgaveudførelsen. Netvirksomheden kan bl.a. lade servicevirksomheden anvende en helt tredje identitet, når servicevirksomheden udfører serviceopgaver for andre virksomheder. Det betyder, at der er mulighed for, at servicevirksomheden anvender et tredje navn som hovednavn. Et sådant tredje navn skal være identitetsmæssigt adskilt fra alle andre vertikalt integrerede virksomheder, herunder netvirksomheden, idet det skal svare til, at netvirksomheden indgår aftale med en ekstern virksomhed, dvs. en virksomhed som ikke er vertikalt integreret med netvirksomheden. Det forudsætter også, at servicevirksomheden er en reel servicevirksomhed og ikke fx udøver elhandel. Med lovforslaget er der derfor mulighed for at indrette sig således, at der ikke vil være væsentlige løbende omkostninger forbundet med kravet. Der er således bl.a. mulighed for at vælge en model, hvor servicevirksomheden ikke lader ansatte skifte tøj, biler eller logo på biler i forbindelse med forskellige serviceopgaver. Med venlig hilsen Lars Chr. Lilleholt