Høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Til brug for behandlingen af forslag til lov om forbud mod anvendelse af
bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe vedlægges en kom-
menteret høringsoversigt og kopi af de modtagne høringssvar.
Søren Pape Poulsen
/
Carsten Madsen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Lovafdelingen
Dato: 3. maj 2017
Kontor: Forvaltningsretskontoret
Sagsbeh: Rasmus Hjalte Niess Bak
Sagsnr.: 2016-7650-0007
Dok.: 2288630
Retsudvalget 2016-17
L 193 Bilag 1
Offentligt


Retsudvalget
2016-17
L
193
Bilag
1
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
K O M M E N T E R E T O V E R S I G T
over
høringssvar om betænkning nr. 1562/2016 om indsatsen over for rock-
erborge mv.
1. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Betænkning nr. 1562/2016 om indsatsen over for rockerborge mv. (heref-
ter ”betænkningen”), som forslaget til lov om forbud mod anvendelse af
bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe bygger på, har været
sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Tinglysningsretten, Sø-
og Handelsretten, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Direk-
toratet for Kriminalforsorgen, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Offentlige Anklagere, Fore-
ningen af Statsadvokater, Politidirektørforeningen, Politiforbundet, Advo-
katrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben for Politiet, HK
Kommunal, Det Kriminalpræventive Råd, Landsforeningen KRIM,
Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Amnesty
International, KL, samtlige kommuner, Danske Regioner, Grundejeren.dk,
Danske Udlejere, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, BL –
Danmarks Almene Boliger, Ejendomsforeningen Danmark, Parcelhusejer-
nes Landsforening, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Erhvervslejer-
nes Landsorganisation, FAB – Foreningen af byplanlæggere, DABYFO –
Lovafdelingen
Dato: 28. april 2017
Kontor: Forvaltningsretskontoret
Sagsbeh: Rasmus Hjalte Niess Bak
Sagsnr.: 2016-7650-0007
Dok.: 2219738
Retsudvalget 2016-17
L 193 Bilag 1
Offentligt
2
Forum for Danske, Bygningsmyndigheder, Bygherreforeningen, Byggeso-
cietetet, Arkitektforeningen, Dansk Byggeri, Dansk Byplanlaboratorium,
Foreningen af miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det offentlige (Envi-
Na), Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Dansk Erhverv, Dansk Indu-
stri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Natur- og Miljøklagenævnet,
Rigsombudsmanden på Færøerne og Rigsombudsmanden i Grønland.
2. Høringssvarene
2.1. Indledning
Justitsministeriet har modtaget høringssvar om betænkningen fra følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns Byret på vegne af byretter-
ne, Tinglysningsretten, Sø- og Handelsretten, Domstolsstyrelsen, Rigsad-
vokaten, Rigspolitiet, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Lands-
foreningen af Forsvarsadvokater, Det Kriminalpræventive Råd, Retspoli-
tisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Albertslund Kommune på
vegne af Region Hovedstadens 29 kommuner, Esbjerg Kommune, Frede-
riksberg Kommune, Gribskov Kommune, Norddjurs Kommune, Nyborg
Kommune, Næstved Kommune, Silkeborg Kommune, Aarhus Kommune,
DABYFO – Forum for Danske Bygningsmyndigheder og Dansk Byggeri.
Betænkningen er afgivet af Udvalget om indsatsen over for rockerborge
(herefter ”udvalget”). Betænkningen indeholder et forslag om indførelse af
en såkaldt samlingsstedsforbudsordning. Endvidere foreslår et flertal i ud-
valget, at der indføres en bestemmelse om oplysningspligt i planloven.
Betænkningen indeholder et lovudkast, der gennemfører disse forslag.
Herudover indeholder betænkningen bl.a. udkast til to vejledninger. Det
følgende vedrører alene høringssvarene om samlingsstedsforbudsordnin-
gen og forslaget om indførelse af en bestemmelse om oplysningspligt i
planloven.
Justitsministeriets kommentarer til høringssvarene er anført i kursiv.
2.2. Generelt
Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Domstolsstyrelsen, Københavns Byret på
vegne af byretterne, Sø- og Handelsretten, Den Danske Dommerfore-
ning, Dansk Byggeri og Gribskov Kommune har ingen bemærkninger til
3
betænkningens forslag om indførelse af en samlingsstedsforbudsordning
og en bestemmelse om oplysningspligt i planloven.
Østre Landsret, Vestre Landsret og Tinglysningsretten ønsker ikke at
udtale sig om betænkningen.
Det Kriminalpræventive Råd finder det positivt, at regeringen har fokus
på, hvordan utryghedsproblematikken omkring rockerborge – og særligt
når de placeret i boligområder – kan håndteres.
Silkeborg Kommune udtrykker klar opbakning til betænkningens anbefa-
linger om en styrket indsats mod rockerkriminalitet og rockerborge.
Næstved Kommune bakker op om ethvert initiativ, som kan være med til
at dæmme op for bandekriminalitet og hindre såvel etablering som opret-
holdelsen af rockerborge mv., og støtter derfor gennemførelsen af betænk-
ningens anbefalinger.
Esbjerg Kommune hilser det meget velkomment, at der arbejdes med at
skaffe kommunerne flere og bedre værktøjer over for etableringen af rock-
erborge, og anfører, at tidligere erfaringer fra kommunen med rockerborge
viser, at der er et behov for sådanne redskaber i indsatsen mod rockerbor-
ge.
Aarhus Kommune er positiv over for udvalgets forslag til initiativer, men
er usikker på effekten heraf, jf. nærmere herom nedenfor.
Kommunerne i Region Hovedstaden hilser betænkningens lovudkast
velkomment og er imødekommende over for flere brugbare værktøjer til at
håndtere de alvorlige udfordringer, der følger med, når der etableres en ro-
ckerborg i en kommune.
Kommunerne i Region Hovedstaden peger endvidere på muligheden for
anvendelse af konfliktmægler i sager, hvor borgere har fået en rockerborg
som nabo, og mægling synes at være en løsning.
Desuden finder Kommunerne i Region Hovedstaden det mangelfuldt, at
anvendelsen af exit-programmer ikke nævnes i betænkningen. Kommuner-
ne ser en sådan indsats som en naturlig del af det kriminalpræventive ar-
bejde, herunder også håndteringen af lokale rocker- og bandegrupperinger.
4
Målgruppen bør således efter kommunernes opfattelse udvides, og exit-
programmer bør opprioriteres.
Betænkningen handler om indsatsen over for rockerborge og ikke om den
bredere indsats over for rocker- og bandekriminalitet, herunder anvendel-
sen af exit-programmer. Det kan imidlertid oplyses, at den politiske aftale
om Bandepakke III indeholder initiativer vedrørende exit-programmer.
2.3. Forslaget om en samlingsstedsforbudsordning
2.3.1. Indførelse af adgang til at nedlægge samlingsstedsforbud
Landsforeningen af Forsvarsadvokater bemærker, at gældende lovgiv-
ning indeholder en række bestemmelser, der har betydning for politiets
indsats, hvis der opstår problemer i tilknytning til rockerborge. Foreningen
stiller derfor spørgsmålstegn ved, om lovændringer er nødvendige.
Retspolitisk Forening undrer sig over, at udvalget har valgt planlovssy-
stemet som reguleringsmekanisme. Foreningen er af den opfattelse, at for-
bud mod rockerborge mere oplagt kan sidestilles med forbud efter lov om
forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven) og lov om forbud
mod besøgende i bestemte lokaler (hashklubloven) og derfor primært bør
være politimæssige opgaver.
Foreningen bemærker, at kommunerne efter planloven allerede har visse
kompetencer i henseende til nedlæggelse af midlertidige forbud, lokalplan-
kompetence mv. også i relation til rockerborge, men at planlovens instru-
menter primært er fremadrettede og skal være baseret på planlægnings-
mæssige hensyn. Foreningen støtter derfor med forbehold for det oven-
nævnte synspunkt forslaget om at indføre en ”særlov” i stedet for at skrive
reglerne ind i planloven.
Norddjurs Kommune finder, at betænkningens lovudkast udgør et godt
redskab til imødegåelse af problemer med rockerborge, men anfører to be-
kymringspunkter, jf. nærmere herom nedenfor.
Frederiksberg Kommune ser positivt på muligheden for at kunne gribe
ind over for rockerborge mv. Kommunen finder det positivt, hvis det er
muligt at indføre en forbudsordning, som er i overensstemmelse med gæl-
dende lovgivning. Dette vil give kommunen et meget brugbart middel til at
stoppe rockerborge mv. og den utryghed og støj, som de medfører.
5
Nyborg Kommune konstaterer med tilfredshed, at kommunerne med be-
tænkningens lovudkast får mulighed for at reagere over for rockerborge,
der skaber problemer med utryghed i lokalsamfundet, og anfører, at det har
stor betydning for borgernes tryghed, at der skabes mulighed for at gribe
ind over for rockerborge, der påfører de omkringboende ulemper og utryg-
hed. Kommunen mener dog ikke, at forslaget er tilstrækkeligt vidtgående,
jf. nærmere herom nedenfor.
Som det fremgår af pkt. 2.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
er det efter udvalgets opfattelse ikke i medfør af den gældende lovgivning
muligt fuldt ud at imødegå de gener, som rockerborge kan give anledning
til for de omkringboende. Det er samtidig udvalgets opfattelse, at disse ge-
ner i visse tilfælde i en sådan grad kan overskride grænserne for, hvad der
bør accepteres i boligområder og lignende, at der bør være mulighed for,
at myndighederne kan gribe ind. Udvalget foreslår derfor, at der indføres
mulighed herfor.
Den foreslåede samlingsstedsforbudsordning er ifølge udvalget navnlig in-
spireret af arealanvendelsesreguleringen i planloven, men med den princi-
pielle forskel, at der ved særskilt lov indføres hjemmel til, at kommunen
under nærmere betingelser kan gribe ind over for en bestående anvendelse
af en ejendom i et boligområde eller lignende område, så ejendommen ikke
længere må anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe. Der er for-
uden i arealanvendelsesreguleringen hentet inspiration fra bl.a. hashklub-
loven.
Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke III, at aftalepartierne
er enige om, at der i forlængelse af Rockerborgsudvalgets anbefaling til en
forbudsordning skal indføres regler om, at en kommune skal overveje at
nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for f.eks.
en rocker- eller bandegruppe, hvis gruppens anvendelse af ejendommen
som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for
de omkringboende.
Det foreslås på den baggrund, at der indføres en samlingsstedsforbudsord-
ning som foreslået af udvalget. Lovforslaget afviger dog i enkelte henseen-
der fra udvalgets ordning, jf. herom nærmere under pkt. 3 nedenfor.
Der henvises til pkt. 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
6
2.3.2. Betingelserne for at nedlægge forbud
Norddjurs Kommune peger på, at der kan opstå vanskelige afgræns-
ningsproblemer i forhold til, om en ejendom er beliggende i et mindre
landsbyområde og derfor er omfattet af loven, eller om det drejer sig om
en fritliggende ejendom, der ikke er omfattet. Kommunen peger endvidere
på, at hvis fritliggende ejendomme i landzone i fremtiden bliver det mest
oplagte sted at etablere rockerborge, vil det blive en belastning for kom-
muner, der har mange af netop denne type ejendomme. Kommunen finder
derfor, at også fritliggende ejendomme i landzone bør være omfattet af
muligheden for at nedlægge samlingsstedsforbud.
Som det fremgår af pkt. 2.2.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger, foreslår Justitsministeriet, at der – uanset hvor ejendommen geogra-
fisk er placeret – skal kunne nedlægges forbud, hvis gruppens anvendelse
af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe
og utryghed for de omkringboende. Efter lovforslaget vil det således – i
modsætning til udvalgets ordning – ikke være en betingelse, at ejendom-
men er beliggende i et område, der i en lokalplan er udlagt til beboelse el-
ler offentlige formål som skoler, daginstitutioner, fritidsklubber og lignen-
de, eller i et område, der faktisk anvendes til beboelse eller offentlige for-
mål som de nævnte.
Næstved Kommune anbefaler, at der i lovteksten bliver oplistet en række
objektivt konstaterbare omstændigheder, hvis tilstedeværelse giver kom-
munen grundlag for en formodning om, at en ejendom er ”samlingssted for
en bestemt gruppe”, og at dette er ”egnet til at medføre væsentlig ulempe
og utryghed for de omkringboende”. En sådan formodningsregel vil ifølge
kommunen kunne lette den praktiske anvendelse af forbudsordningen. Når
der således i det enkelte tilfælde er etableret en formodning om, at betin-
gelserne er opfyldt, vil det være op til adressaten for et forbud at fremkom-
me med oplysninger, som afkræfter den etablerede formodning, hvis ned-
læggelse af forbud skal undgås.
Det Kriminalpræventive Råd støtter modellen, hvor kommunerne får
hjemmel til at lukke rockerborge, hvis der konkret skulle opstå problemer i
form af utryghedsskabende adfærd. I den forbindelse finder rådet det posi-
tivt, at det fremgår af bemærkningerne til betænkningens lovudkast, at der
skal foretages en objektiveret bedømmelse, så kommunerne ved vurderin-
gen skal lægge vægt på konkrete hændelser, som er egnet til at skabe ut-
ryghed. Rådet finder således, at lovudkastet har fundet en god balance
7
mellem at give kommunernes mulighed for at kunne reagere i forhold til
eventuelle problematiske rockerborge og borgernes, herunder rockernes,
retssikkerhed.
Retspolitisk Forening finder, at lovudkastets betingelse om, at gruppens
anvendelse af ejendommen som samlingssted skal være egnet til at medfø-
re væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, retssikkerheds-
mæssigt udgør en meget vid og skønsmæssig formulering, hvortil kommer
en ikke let overskuelig sagsbehandling, forinden en afgørelse træffes.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater bemærker, at det ikke er ganske
klart, hvad der forstås ved ”væsentlig ulempe og utryghed for de omkring-
boende”. Foreningen finder, at dette bør præciseres.
Institut for Menneskerettigheder finder, at kriterierne om, at generne
ved gruppens anvendelse af ejendommen ”klart bør gå ud over, hvad der
kan forventes” og ”have stået på i en længere periode”, er så centrale for
afgrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde, at de bør fremgå af
lovteksten og ikke blot af lovforslagets bemærkninger. Instituttet bemær-
ker i den forbindelse, at kriterierne fremgår af beskrivelsen af ordningen i
betænkningens kapitel 10, afsnit 9, men ikke af bemærkningerne til lovud-
kastet i kapitel 11.
Som det fremgår af pkt. 2.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
er Justitsministeriet enig med udvalget i, at det skal være en betingelse for
at nedlægge forbud, at gruppens anvendelse af ejendommen som samlings-
sted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkring-
boende.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke muligt i loven at fastsætte
præcise og objektive betingelser for, hvad der skal til for at nedlægge for-
bud. Det må nødvendigvis bero på et skøn i hvert enkelt tilfælde, om der
skal nedlægges forbud.
I lovforslagets bemærkninger er der imidlertid opstillet en række kriterier
for skønnet. Der vil således skulle foretages en objektiveret bedømmelse
ud fra en række nærmere opregnede konkrete og objektivt konstaterbare
gener.
Disse gener er bl.a. hyppige støjgener, hyppige trafikale gener, at perso-
ner, der færdes på ejendommen, begår strafbare forhold på eller i området
8
omkring ejendommen eller udviser chikanøs eller truende adfærd i områ-
det, eller at der har været angreb eller konkret risiko for angreb mod ejen-
dommen.
Generne vil for at kunne danne grundlag for et forbud skulle gå klart ud
over, hvad der kan forventes i det pågældende område.
Konstatering af blot én af de ovennævnte gener vil som udgangspunkt ikke
alene kunne begrunde et forbud. Der vil normalt skulle konstateres en fler-
hed af gener over en længere periode. Der vil dog kunne være tilfælde,
hvor kun én bestemt type af gener forekommer over en længere periode el-
ler med en sådan hyppighed eller intensitet, at dette i sig selv vil være til-
strækkeligt til at begrunde et forbud.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 1, i lovforslaget.
Justitsministeriet har i lyset af bemærkningerne fra Institut for Menneske-
rettigheder ovenfor skrevet ind i lovforslagets bemærkninger til § 1, stk. 1,
at generne for at kunne danne grundlag for et forbud vil skulle gå klart ud
over, hvad der kan forventes i det pågældende område.
Kommunerne i Region Hovedstaden ser som udgangspunkt positivt på
forslaget om en samlingsstedsforbudsordning. Samtidig giver forslaget
ifølge kommunerne anledning til nogen refleksion, idet det kræver en sær-
lig balance mellem grundlovens § 79, det nye forbud og virkeligheden –
særligt i tilfælde, hvor almindelige borgeres retsfølelse helt naturligt bliver
udfordret, når rockere og andre med synlig tilknytning til kriminelle miljø-
er slår sig ned i et lokalområde, og myndighedsindgreb ses nødvendigt.
Kommunerne understreger i den forbindelse, at de under ingen omstædig-
heder ønsker at bidrage til en normalisering eller accept af rockere eller an-
dre med tilknytning til kriminelle miljøer, men blot vil henlede opmærk-
somheden på, at indsatsen mod disse miljøer skal være målrettet og præcis,
så almindelige borgere ikke rammes unødigt. Kommunerne ser derfor
spændt frem imod det endelige lovforslag.
Kommunerne i Region Hovedstaden finder desuden betænkningens af-
grænsning af begrebet ”rocker” problematisk. Endvidere anbefaler kom-
munerne, at det sikres, at lovforslaget ikke kun omfatter rockere, men også
bander.
9
Lovforslaget indeholder ikke en definition af udtrykkene ”rocker” og ”ro-
ckerborg”. Det skyldes, at forslaget til forbudsordning ikke er begrænset
til rockerborge, men gælder for enhver ejendom, der anvendes som sam-
lingssted for en gruppe, hvis denne anvendelse er egnet til at medføre væ-
sentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
Ved ”gruppe” forstås ifølge bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1, to
eller flere personer med anden tilknytning end nære familiemæssige rela-
tioner, f.eks. en forening, loge, klub eller lignende. Det vil ikke være en
forudsætning, at der er tale om en formel sammenslutning eller et formelt
medlemskab af gruppen. Rocker- og bandegrupper vil eksempelvis være
omfattet.
Det vil efter lovforslaget være op til den pågældende kommune at vurdere,
om der skal indledes en forbudssag i forhold til en bestemt ejendom, even-
tuelt efter henvendelse fra politiet eller naboer til ejendommen. Dog vil en
kommune have pligt til at overveje at nedlægge forbud, hvis betingelserne
herfor er opfyldt. Hvis kommunen ikke nedlægger forbud, selv om betingel-
serne er opfyldt, vil kommunen skulle udarbejde et internt notat om, hvilke
overvejelser og saglige grunde der har ført til, at der ikke nedlægges for-
bud. Der henvises til pkt. 2.2.4.1.1 og 2.2.4.2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Nyborg Kommune finder, at der er behov for at kunne træffe afgørelse
om forbud uden forudgående advarsel. Hvis der opstår meget utrygge situ-
ationer, er det ikke rimeligt over for de omkringboende, at forbud først kan
meddeles efter en advarsel med frist for, at den ulempe- og utryghedsska-
bende anvendelse ophører. Kommunen mener, at der er behov for at kunne
reagere hurtigt af hensyn til de omkringboendes sikkerhed og tryghed.
Institut for Menneskerettigheder peger på, at det ikke helt klart fremgår
af betænkningen, i hvilket omfang tidligere advarsler og forbud spiller ind
i forhold til en afgørelse om nedlæggelse af forbud. Det gælder f.eks. i for-
hold til, hvor meget der skal til for, at en advarsel må anses for tilsidesat,
så der kan nedlægges forbud, eller hvor meget der skal til for, at der kan
nedlægges tidsubestemt forbud.
Instituttet anfører, at en række forhold naturligt vil kunne adresseres via
den partshøring, som skal foretages forud for en afgørelse om advarsel el-
ler forbud. Det er væsentligt for vurderingen af, om et forbud er proportio-
nalt, i hvilket omfang tidligere gener fra anvendelsen af ejendommen som
10
samlingssted for gruppen skal eller kan medtages i vurderingen. Det har
således betydning, om der på den ene side kun skal ganske få nye gener til
for, at en advarsel må anset for tilsidesat, eller om der forudsættes et så
stort antal (nye) alvorlige gener, at de i sig selv ville kunne begrunde et
forbud.
Instituttet anbefaler, at det præciseres i bemærkningerne til lovforslaget,
hvilke kriterier kommunerne skal anvende i forhold til, om en advarsel
skal anses for tilsidesat, og om et tidsubestemt forbud skal nedlægges i for-
længelse af et tidligere nedlagt forbud.
Justitsministeriet foreslår – i modsætning til udvalget – at det som ud-
gangspunkt ikke skal være en betingelse for et forbud, at der forudgående
er meddelt en advarsel. Dog foreslås det, at der skal gives en forudgående
advarsel, hvis et forbud uden en sådan advarsel vil være uforholdsmæssigt
indgribende.
Det er endvidere præciseret i lovforslagets bemærkninger, at det, hvis der
er meddelt advarsel, ikke er en betingelse for at skride til forbud, at grup-
pens anvendelse af ejendommen som samlingssted – efter meddelelsen af
advarslen – yderligere giver anledning til en flerhed af gener over en læn-
gere periode. Det er tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener el-
ler en enkelt alvorligere gene.
Endvidere er det præciseret i lovforslagets bemærkninger, at det i en peri-
ode på 2 år fra udløbet eller tilbagekaldelsen af et tidligere forbud ikke er
en betingelse for på ny at skride til forbud, at gruppens anvendelse af ejen-
dommen som samlingssted yderligere giver anledning til en flerhed af ge-
ner over en længere periode. Det er tilstrækkeligt, at der konstateres et vist
antal gener eller en enkelt alvorligere gene. Et sådant forbud vil gælde,
indtil kommunen tilbagekalder det.
Der henvises til pkt. 2.2.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
2.3.3. Forbuddets indhold og tidsmæssige udstrækning
Retspolitisk Forening bemærker, at en varighed for et forbud på kun 3
måneder forekommer at være et meget kort tidsrum. Foreningen er dog op-
mærksom på, at efterfølgende forbud kan nedlægges.
11
Nyborg Kommune finder det utilstrækkeligt, at et forbud kun gælder i 3
måneder, og at der ikke er mulighed for forlængelse. Selv om der er mulig-
hed for at nedlægge et nyt forbud i forlængelse af et tidligere forbud, vil
det ifølge kommunen være en besværlig proces. Kommunen anfører også,
at sagsbehandlingen i en sag om et nyt forbud skal starte kort tid efter, at
forbuddet er meddelt, og at der dermed ikke vil kunne skabes ro og tryg-
hed omkring beslutningen.
Silkeborg Kommune opfordrer til, at man i forbindelse med udarbejdel-
sen af lovforslaget vurderer, om processen kan forenkles, så det bliver mu-
ligt inden for en overskuelig tidsramme at nedlægge et tidsubegrænset for-
bud.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at et forbud i første omgang bør
gælde i 3 måneder, jf. pkt. 2.2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger. Derimod foreslår ministeriet – i modsætning til udvalget – at et for-
bud skal kunne forlænges, hvis gruppen anvender ejendommen som sam-
lingssted, imens forbuddet gælder. Dette gælder, uanset om gruppens an-
vendelse af ejendommen som samlingssted giver anledning til gener. Hvis
forbuddet forlænges, vil det gælde tidsubegrænset, det vil sige, indtil kom-
munen tilbagekalder det.
Som det fremgår af pkt. 2.2.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger, vil det desuden i en periode på 2 år fra udløbet eller tilbagekaldelsen
af et tidligere forbud ikke være en betingelse for på ny at skride til forbud,
at gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted yderligere giver
anledning til en flerhed af gener over en længere periode. Det vil være til-
strækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller en enkelt alvorligere
gene. Et sådant forbud vil det gælde tidsubegrænset, det vil sige, indtil
kommunen tilbagekalder det.
Institut for Menneskerettigheder anfører, at der i nogle tilfælde kan op-
stå ubalance mellem formålet med loven, det vil sige at forhindre alvorli-
ge, vedvarende gener for de omkringboende, og nogle af de aktiviteter,
som et forbud efter loven rammer. Instituttet anbefaler på denne baggrund,
at Justitsministeriet præciserer i lovforslaget, hvilke konsekvenser et for-
bud får for anvendelsen af ejendommen som samlingssted for gruppen,
hvis den senere anvendelse har en ganske anden karakter end den anven-
delse, som har været baggrund for gener.
12
Et forbud vil indebære, at ejendommens ejere og brugere ikke må anvende
ejendommen som samlingssted for den pågældende gruppe, jf. lovforsla-
gets § 1, stk. 1 og 4.
Forbuddet vil være overtrådt, hvis en person, der er medlem af eller til-
knyttet gruppen eller et medlem af gruppen, opholder sig på ejendommen.
Det vil imidlertid ikke være afgørende, om personen har et sådant medlem-
skab eller en sådan tilknytning, hvis det i øvrigt må lægges til grund, at
den pågældende opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af
denne som samlingssted for gruppen. Dette vil eksempelvis være tilfældet,
hvis den pågældende er til stede ved et arrangement, der kan henføres til
gruppen, f.eks. en klubaften eller fest. Der henvises til pkt. 2.2.3 i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger.
Hvis ejendommen anvendes som samlingssted for gruppen, vil forbuddet
være overtrådt, uanset om denne anvendelse har en anden karakter end
det, der gav anledning til forbuddet. Dette fremgår efter Justitsministeriets
opfattelse allerede tilstrækkeligt klart af lovforslagets bemærkninger.
Som det fremgår af pkt. 2.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
har udvalget overvejet, om der i stedet for en samlingsstedsforbudsordning
bør indføres en påbudsordning, som indebærer, at ejeren eller brugeren af
ejendommen kan meddeles påbud om at ophøre med at anvende ejendom-
men som samlingssted for gruppen på en måde, der er egnet til at medføre
væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, men uden at selve
anvendelsen af ejendommen som samlingssted for gruppen forbydes. En
sådan ordning vil ifølge udvalget have den svaghed, at det ikke vil fremgå
af påbuddet, hvilke handlinger der præcis skal ophøre. Det vil derfor også
være vanskeligt at håndhæve påbuddet effektivt. Udvalget anbefaler derfor
ikke denne model.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der bør indføres en samlings-
stedsforbudsordning, jf. pkt. 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
2.3.4. Behandling af sager om forbud
Silkeborg Kommune bemærker, at den foreslåede oplysningspligt i sager
om samlingsstedsforbud muliggør, at kommunen hurtigt får konkret viden
om en bestemt ejendoms anvendelse, og at denne viden er afgørende for, at
13
kommunen kan effektuere betænkningens forslag om et samlingsstedsfor-
bud.
Aarhus Kommune er bekymret for konsekvenserne af, at kompetencen til
at nedlægge samlingsstedsforbud placeres hos kommunen og ikke hos po-
litiet.
Efter kommunens opfattelse forudsætter vurderingen af, om der er grund-
lag for et forbud, efterforskningsmæssige skridt, som alene politiet vil have
myndigheden til at gennemføre, eller som under alle omstændigheder kræ-
ver politiets bistand og beskyttelse.
Kommunen anerkender, at det er kommunerne, der skal vurdere, om områ-
det er udlagt til eller faktisk udnyttes til beboelse eller offentlige formål,
og om anvendelsen af ejendommen som samlingssted for gruppen giver
anledning til hyppige støjgener og trafikale gener. Kommunen vurderer
desuagtet, at det bør være politiet, der varetager de tryghedsskabende op-
gaver, som kommunen vurderer, at samlingsstedsforbudsordningen reelt er
udtryk for. Inddragelse af kommunen vil i stedet kunne ske ved f.eks. poli-
tiets forudgående høring af kommunen.
Kommunen finder derfor, at det vil være mere entydigt og effektivt at pla-
cere kompetencen til at nedlægge samlingsstedsforbud hos politiet og sam-
tidig gøre behovet for at allokere politimæssige ressourcer mere synligt.
Som det fremgår af pkt. 2.2.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger, foreslår udvalget, at kompetencen til at nedlægge forbud skal tilkom-
me kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ejendommen er beliggende.
Udvalget lægger herved bl.a. vægt på, at ordningen navnlig er inspireret
af arealanvendelsesreguleringen i planloven, hvor kommune- og lokal-
planlægningen er henlagt til kommunerne. Det er Justitsministeriet enig
med udvalget i, jf. pkt. 2.2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Fremskaffelsen af den fornødne dokumentation i en sag om forbud vil
imidlertid forudsætte et nært samarbejde mellem kommunen og politiet. En
stor del af dokumentationen vil således i praksis skulle bestå af materiale
fra politiet. Kommunen vil dog også selv kunne foretage undersøgelser,
f.eks. ved at foretage iagttagelser af mulige støjgener og trafikale gener,
med henblik på at skaffe dokumentation, eksempelvis i form af billeder og
notater om iagttagelserne. Kommunen vil også som led i behandlingen af
andre sager kunne være kommet i besiddelse af relevant dokumentation.
14
Herudover vil dokumentationen kunne bestå af beskrivelser og billeder
mv., som modtages fra beboerne i området omkring den pågældende ejen-
dom. Omfanget af henvendelser fra de omkringboende vil også i sig selv
kunne have betydning som dokumentation i sagen. Der henvises til pkt.
2.2.4.1.3 og 2.2.4.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
2.3.5. Klageadgangen
Landsforeningen af Forsvarsadvokater anfører, at klage over et forbud
bør tillægges opsættende virkning. Landsforeningen anfører endvidere, at
der bør sikres adgang til en nem og hurtig domstolsprøvelse af lovligheden
af et forbud. Foreningen henviser i den forbindelse til den ordning, der fin-
des i kapitel 4 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
Nyborg Kommune glæder sig over, at det er indskrevet i lovudkastet, at
klager som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Kommunen be-
mærker, at det fremgår af lovudkastets bestemmelse om klageadgang, at
Natur- og Miljøklagenævnet (nu Planklagenævnet) kan bestemme, at kla-
gen skal have opsættende virkning. Kommunen mener, at det er vigtigt, at
hovedreglen om, at der ikke er opsættende virkning, fastholdes i klagenæv-
nets praksis, idet lovforslaget ellers ikke vil have en reel effekt.
Retspolitisk Forening finder, at klagesystemet med klage til Natur- og
Miljøklagenævnet (nu Planklagenævnet) forekommer logisk, da man i be-
tænkningen har valgt planlovssystemet som reguleringsmekanisme. Fore-
ningen støtter desuden, at klage som udgangspunkt ikke har opsættende
virkning.
Som det fremgår af pkt. 2.2.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
er den foreslåede forbudsordning navnlig inspireret af arealanvendelses-
reguleringen i planloven, og udvalget foreslår derfor, at der skal være ad-
gang til at klage til det samme klageorgan, som behandler klager over
kommunernes afgørelser efter planloven, det vil sige Planklagenævnet.
Udvalget har overvejet, om der – ligesom i lov om forbud mod besøgende i
bestemte lokaler (hashklubloven) – bør være adgang for ejeren eller bru-
geren af ejendommen til at kræve, at myndighederne indbringer et forbud
for domstolene, men finder ikke grundlag herfor. Udvalget lægger i den
forbindelse vægt på, at forbud efter ordningen vil kunne påklages til
Planklagenævnet, der er et uafhængigt organ, og at et samlingsstedsfor-
bud er mindre indgribende end et besøgsforbud efter hashklubloven.
15
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag om, at
Planklagenævnet skal være klageinstans.
Ifølge § 7, stk. 1, i lov om Planklagenævnet har en klage ikke har opsæt-
tende virkning, medmindre dette er fastsat i eller i henhold til anden lov-
givning. Dog kan nævnet ifølge § 7, stk. 3, hvor særlige grunde taler der-
for, bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning. Justitsministeriet
har derfor i modsætning til udvalget ikke medtaget en bestemmelse i lov-
forslaget om opsættende virkning. Med lovforslaget forudsættes det, at
nævnet som det helt klare udgangspunkt ikke tillægger klager opsættende
virkning.
Der henvises til pkt. 2.2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
2.3.6. Adgangen til at forlange ejendommen overtaget af kommunen
Næstved Kommune anbefaler, at formuleringen ”ejendommen ikke kan
udnyttes på en økonomisk rimelig måde” tydeliggøres, f.eks. ved at der i
lovteksten oplistes en række objektivt konstaterbare omstændigheder, som
giver grundlag for en formodning om, at betingelsen for et krav om erstat-
ning fra kommunen ikke er opfyldt. Hvis kommunen dokumenterer/sand-
synliggør, at disse omstændigheder foreligger, er der en formodning om, at
betingelserne for erstatning ikke er opfyldt. Det vil så være op til ejendom-
mens ejer at fremlægge oplysninger, som afkræfter denne formodning.
Kommunen anbefaler desuden, at der i lovteksten indsættes en bestemmel-
se om, at det er en betingelse for at kunne kræve erstatning fra kommunen,
at ejeren dokumenterer/sandsynliggør, at pengene til køb af ejendommen
er tilvejebragt på lovlig måde. Det anbefales også, at kommunen tillægges
en ret til afslå udbetaling af et opgjort erstatningsbeløb, hvis ejeren ikke in-
den for en bestemt frist fremlægger fornøden dokumentation for, at ejen-
dommen er købt og eventuelt ombygget/indrettet for penge, som er tilveje-
bragt på lovlig vis.
Norddjurs Kommune peger på, at en bestemmelse om, at nedlæggelse af
samlingsstedsforbud kan medføre overtagelsespligt for kommunen, kan
være en økonomisk barriere for kommunernes anvendelse af muligheden
for at nedlægge forbud. Kommunen finder tillige, at en ret til økonomisk
kompensation for rockere eller rockerrelaterede personer umiddelbart kan
forekomme stødende for retsbevidstheden.
16
Som det fremgår af pkt. 2.2.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
foreslår udvalget, at ejeren af en ejendom, som er omfattet af et forbud,
skal kunne forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning,
hvis forbuddet indebærer, at ejendommen ikke kan udnyttes på en økono-
misk rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de
omkringliggende ejendomme.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at betingelserne for overtagelses-
pligtens indtræden formentlig kun helt undtagelsesvis vil være til stede, da
de ejendomme, der vil kunne rammes af et forbud, typisk vil være beliggen-
de i boligområder og vil kunne anvendes som boliger, også selv om de ikke
må benyttes som samlingssted for den pågældende gruppe.
Justitsministeriet enig i udvalgets overvejelser og forslag, jf. pkt. 2.2.6.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
2.3.7. Tilsyn og håndhævelse
Aarhus Kommune er bekymret for konsekvenserne af, at kompetencen til
at håndhæve samlingsstedsforbud placeres hos kommunen og ikke hos po-
litiet.
Efter lovforslaget skal kommunen føre tilsyn med, at et forbud overholdes.
Kommunens personale vil have adgang til ejendommen uden retskendelse,
hvis det er nødvendigt for at påse, om forbuddet overholdes. I den forbin-
delse yder politiet nødvendig bistand. Bistand fra politiet kan f.eks. være
relevant, hvis kommunens personale nægtes adgang til ejendommen. End-
videre kan bistand fra politiet være relevant, hvis medarbejderne fra kom-
munen ikke er trygge ved at være til stede på ejendommen, uden at politiet
er med.
Efter lovforslaget kan både kommunens personale og politiet håndhæve
forbuddet administrativt ved at kræve, at personer, der vurderes at ophol-
de sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen. Hvis en person ikke frivil-
ligt forlader ejendommen, kan politiet under anvendelse af den fornødne
magt sikre, at dette sker.
Endvidere indebærer lovforslaget, at både politiet og kommunens persona-
le har adgang til ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødvendigt
17
for at anvende beføjelsen til at kræve, at personer, som vurderes at ophol-
de sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen, eller for at gennemtvinge
sådanne beslutninger.
Der henvises til lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.
Herudover indebærer lovforslagets § 6, at politiet får adgang til under
nærmere betingelser at meddele personer forbud mod at opholde sig på en
ejendom, der er omfattet af et samlingsstedsforbud, eller i området om-
kring ejendommen.
Som det fremgår, vil politiet således have en betydelig rolle ved håndhæ-
velsen af kommunernes samlingsstedsforbud.
2.3.8. Forholdet til grundloven og Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention
Landsforeningen af Forsvarsadvokater bemærker, at betænkningens lo-
vudkast giver anledning til betænkeligheder i forhold til grundlæggende
rettigheder som bl.a. beskyttelse af ejendomsretten (grundlovens § 73 og
artikel 1 i 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention) og forsamlingsfriheden (grundlovens § 79 og artikel 11 i Den Eu-
ropæiske Menneskerettighedskonvention).
Som det fremgår af pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor
der redegøres for samlingsstedsforbudsordningens forhold til grundlovens
§ 79 og artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er det
Justitsministeriets vurdering, at samlingsstedsforbudsordningen kan gen-
nemføres inden for rammerne af grundlovens § 79 og artikel 11 i Den Eu-
ropæiske Menneskerettighedskonvention.
Under hensyn til den foreslåede forbudsordnings formål og afgrænsning
samt til den foreslåede bestemmelse om kommunal overtagelsespligt (lov-
forslagets § 3) vurderer Justitsministeriet, at lovforslaget vil kunne gen-
nemføres inden for rammerne af grundlovens § 73 og artikel 1 i 1. tillægs-
protokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Institut for Menneskerettigheder anfører, at udvalget ikke har foretaget
en vurdering af samlingsstedsforbudsordningens forhold til menneskeret-
tigheder, som kan være relevante for en ejendom, der både anvendes som
18
samlingssted og som bolig, det vil sige retten til respekt for privatliv i arti-
kel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundlovens §
72 om boligens ukrænkelighed. Instituttet anbefaler, at Justitsministeriet
som led i udarbejdelsen af lovforslaget redegør for forholdet til disse men-
neskerettigheder.
Et forbud vil indebære, at ejendommens ejere og brugere ikke må anvende
ejendommen som samlingssted for den pågældende gruppe, jf. lovforsla-
gets § 1, stk. 1 og 4.
Forbuddet vil være overtrådt, hvis en person, der er medlem af eller til-
knyttet gruppen eller et medlem af gruppen, opholder sig på ejendommen.
Det vil imidlertid ikke være afgørende, om personen har et sådant medlem-
skab eller en sådan tilknytning, hvis det i øvrigt må lægges til grund, at
den pågældende opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af
denne som samlingssted for gruppen. Dette vil eksempelvis være tilfældet,
hvis den pågældende er til stede ved et arrangement, der kan henføres til
gruppen, f.eks. en klubaften eller fest.
Forbuddet vil dog ikke være overtrådt, hvis den person eller de personer,
der opholder sig på ejendommen, er nærmeste pårørende til en ejer eller
bruger med fast bopæl på ejendommen.
Endvidere vil ejeren eller brugeren ikke generelt være afskåret fra at an-
vende ejendommen som samlingssted eller i øvrigt modtage besøgende på
ejendommen, hvis de besøgende ikke er medlemmer af eller tilknyttet den
pågældende gruppe eller i øvrigt kommer på ejendommen som led i anven-
delsen af denne som samlingssted for gruppen.
Herudover vil forbuddet ikke være overtrådt, hvis flere ejere eller brugere,
der har fast bopæl på ejendommen, opholder sig på ejendommen samtidig,
forudsat at de reelt anvender ejendommen som bolig.
Der henvises til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Justitsministeriet vurderer på baggrund af de ovenfor anførte momenter,
at lovforslaget vil kunne gennemføres inden for rammerne af Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for bl.a.
privatliv. Forbuddet varetager således hensynene til den offentlige tryg-
hed, at forebygge uro og at beskytte andres rettigheder og friheder, og det
går ikke længere, end hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn.
19
Efter grundlovens § 72 må husundersøgelse, hvor ingen lov hjemler en sæ-
regen undtagelse, alene ske efter en retskendelse. Lovforslagets § 5, stk. 4,
om adgang uden retskendelse for kommunens personale og politiet til ejen-
domme, som er omfattet af et samlingsstedsforbud, er netop udtryk for en
sådan særegen hjemmel, og lovforslaget er således foreneligt med grund-
lovens § 72.
2.4. Forslaget om en bestemmelse om oplysningspligt i planloven
Kommunerne i Region Hovedstaden vurderer, at forslaget fra udvalgets
flertal om at indføre en bestemmelse om pligt for en ejendoms ejer til efter
anmodning fra kommunen at oplyse, hvem der er ejendommens bruger, vil
forbedre kommunernes muligheder for at håndhæve planloven og lokal-
planbestemmelser i forhold til at bringe ulovlige anvendelser til ophør. I
dag kan det være vanskeligt eller umuligt at foranledige et sådant ulovligt
forhold lovliggjort, hvis kommunen ikke er bekendt med, hvem en ejen-
dom eksempelvis er udlejet til, og ejendommens ejer ikke vil give disse
oplysninger til kommunen.
Frederiksberg Kommune finder, at en bestemmelse om oplysningspligt i
planloven vil gøre håndhævelsen mere effektiv og brugbar i forhold til at
bringe ulovlige anvendelser af ejendomme til rockerborge mv. til ophør.
Som det fremgår af pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, er
Justitsministeriet og Erhvervsministeriet, som er ressortmyndighed for
planloven, enige med udvalgets flertal i, at der bør indføres en bestemmel-
se om pligt for bl.a. en ejendoms ejer til efter anmodning fra kommunen at
oplyse, hvem der er bruger af ejendommen. Dog foreslår ministerierne, at
bestemmelsens anvendelsesområde i enkelte henseender ændres i forhold
til udvalgets forslag. Det foreslås således, at bestemmelsen skal kunne an-
vendes, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag om ned-
læggelse af et midlertidigt forbud efter planlovens § 14 eller en sag om
lovliggørelse af et ulovligt forhold.
3. Lovforslaget i forhold til betænkningens lovudkast
I forhold til lovudkastet i betænkningen er der navnlig foretaget følgende
indholdsmæssige ændringer:
 Bestemmelsen i lovudkastets § 1, stk. 1, nr. 1, om, at det er en be-
tingelse for at nedlægge samlingsstedsforbud, at ejendommen er
20
beliggende i et område, der i en lokalplan er udlagt til beboelse el-
ler offentlige formål som skoler, daginstitutioner, fritidsklubber og
lignende, eller i et område, der faktisk anvendes til beboelse eller
offentlige formål som de nævnte, er ikke medtaget i lovforslaget.
 Bestemmelsen i lovudkastets § 1, stk. 2, om forudgående advarsel
er ændret, så der kun skal meddeles advarsel, hvis et samlingssteds-
forbud uden en forudgående advarsel vil være uforholdsmæssigt
indgribende.
 Lovudkastets § 1, stk. 5, er ændret, så det fremgår, at hvis ejen-
dommen anvendes som samlingssted for gruppen i strid med et
tidsbegrænset samlingsstedsforbud, kan der nedlægges et forbud,
som gælder, indtil kommunen tilbagekalder det.
 Der er tilføjet en ny bestemmelse i lovforslagets § 1, stk. 7, hvoref-
ter kommunen skal overveje at nedlægge samlingsstedsforbud eller
meddele advarsel, hvis betingelserne er opfyldt.
 Der er tilføjet en bestemmelse i lovforslagets § 2, stk. 5, hvorefter
kommunen skal underrette politiet om et samlingsstedsforbud, og
når et forbud ophører med at gælde.
 Der er tilføjet en bestemmelse i lovforslagets § 6 om adgang for
politiet til under nærmere betingelser at meddele personer forbud
mod at opholde sig på en ejendom, der er omfattet af et samlings-
stedsforbud, og mod at opholde sig eller færdes frem og tilbage in-
den for en afstand af 200 meter fra ejendommen.
 Lovudkastets § 6, stk. 2 og 3 (lovforslagets § 7), om fristen for at
klage til Planklagenævnet og om, at klage ikke har opsættende
virkning, medmindre nævnet bestemmer andet, er ikke medtaget i
lovforslaget, da indholdet af disse bestemmelser følger af eller kan
fastsættes administrativt i medfør af lov om Planklagenævnet.
 Lovudkastets § 13, nr. 1 (lovforslagets § 14, nr. 1), om indførelse
af en bestemmelse i planlovens § 56 a om pligt for en ejendoms
ejere mv. til efter anmodning fra kommunen at oplyse om ejen-
dommens brugere er ændret, så bestemmelsen kan anvendes, hvis
det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag om nedlæg-
gelse af forbud efter planlovens § 14 eller en sag om lovliggørelse
af et ulovligt forhold.
 Der er tilføjet en territorialbestemmelse i lovforslagets § 15.
Herudover er der foretaget visse ændringer af lovteknisk karakter i forhold
til betænkningens lovudkast.