Henvendelse af 1/5-17 fra Camilla Maarbjerg

Vedr. 2016-8264
Kære Mai Mercado
Da jeg ikke har modtaget svar på min seneste henvendelse, kontakter jeg dig igen. Jeg vil endnu engang
anmode dig om svar på de spørgsmål, du allerede er bekendt med, ligesom jeg igen må gøre opmærksom
på alvoren af problemstillingen vedr. hjemmel til overvågning i servicelovens § 95, stk. 3.
I notat fra Social- og Indenrigsministeriet 12.2.2016 fremgår det, at ministeriet af kommunerne er oplyst, at
man hidtil har fulgt den praksis at indregne overvågning i den samlede bevilling efter § 95, men efter
landsretsdommen er gået bort fra dette.
I bilag fra Social- og Indenrigsministeriet 11.10.2016 fremgår det så, at størstedelen af kommunerne ikke
har udmålt til overvågning som en del af den samlede timeudmåling efter § 95.
I notat 12.2.2016 fremgår det, at indførsel af hjemmel til overvågning i § 95 vil skabe en retstilstand i
overensstemmelse med den hidtidige kommunale praksis og da der ikke blev foretaget regulering i det
kommunale bloktilskud, som følge af landsretsdommen, vurderes det ikke, at hjemmel til overvågning vil
medføre merudgifter.
I bilag 11.10.2016 fremgår det så, at en enkelt kommune vurderer, at 200-600 borgere på landsplan vil
drage nytte af hjemmel til overvågning i § 95. Kommunen kalkulerer med en udgift på 400.000 kr. pr.
borger, hvilket leder til ministeriets vurdering af en samlet merudgift ved hjemmel til overvågning på 80–
240 mio. kr.
I notat 12.2.2016 fremgår det, at der er tale om en begrænset målgruppe, ligesom det i bilag 11.10.2016
fremgår, at hjemmel til overvågning fortrinsvis anses at omhandle yngre borgere.
Ovenstående udpluk fortæller mig, hvor begrænset evidens der ligger til grund for ministerens begrundelse
for ikke at kunne finde en løsning.
At problemstillingen vedr. hjemmel til overvågning i § 95, stk. 3, der berører de borgere, der pga.
udviklingshæmning ikke kan bevilges overvågning efter § 96, ikke indgik i revision af serviceloven er en
uacceptabel forskelsbehandling. Kan ministeren forklare, hvorfor ministeren på intet tidspunkt har forholdt
sig specifikt til målgruppen for § 95, stk. 3. Denne målgruppe omfatter en gruppe meget svage borgere,
som allerede i stk. 3, der jo undlader kravet om at fungere som arbejdsleder, adskiller sig fra den
resterende § 95, hvilket taler for, at stk. 3 ligeledes omkring hjemmel til overvågning bør kunne adskille sig.
Kan være rigtigt, at ministeren overser den kritiske og uholdbare situation en gruppe af landets
allersvageste er bragt i som følge af landsretsdommen. Ministeren har adskillige gange markeret sine
holdninger, som fortaler for handicappedes muligheder og rettigheder, men i denne sag virker det nu som
om, at ministeren helt har glemt sit prisværdige fortsæt.
Så jeg spørger igen, hvor længe skal det vare før problemet bliver løst?
Venlig hilsen
Camilla Maarbjerg
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
L 150 Bilag 10
Offentligt