Fremsat den 3. maj 2017 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 3. maj 2017 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat,
ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love
(Ny vurderingsankenævnsstruktur, regler om klagebehandling for vurderingssager og ændringer som følge af en ny
ejendomsvurderingslov m.v.)
Skatteministeriet
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267
af 12. november 2015, som ændret ved § 1 i lov nr. 1665 af
20. december 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 og § 2, stk. 1, ændres »lov om vurdering af landets
faste ejendomme« til: »lovgivning om vurdering af landets
faste ejendomme«.
2. I § 4 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »disse klager« til: »klager til
skatteankeforvaltningen, skatteankenævn, motorankenævn
og Landsskatteretten, jf. § 35 b og § 4 a, stk. 2, samt alle
klager omfattet af § 6, stk. 1, til vurderingsankenævnene, jf.
dog § 4 a, stk. 2«.
3. I § 4 a, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »har kompetencen til
at træffe afgørelse«: », og i sager, som et vurderingsanke-
nævn har henvist til afgørelse i skatteankeforvaltningen, jf. §
6 b«.
4. I § 4 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Skatteankeforvaltningen træffer afgørelse i klager
vedrørende told- og skatteforvaltningens afslag på genopta-
gelse, jf. § 33, stk. 1, 3 og 4, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Skatteankeforvaltningen henviser klager omfattet
af stk. 2 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis klagen i over-
vejende grad angår retlige spørgsmål, og hvis der ikke tidli-
gere hverken i domstolspraksis eller i Landsskatteretspraksis
er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgs-
mål, eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse
af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Skatteankefor-
valtningen kan tillige henvise klager omfattet af § 6 til afgø-
relse i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særlige
omstændigheder.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.
5. I § 6, stk. 1, indsættes som nr. 3:
»3) Ejendomsvurderingsloven.«
6. § 6, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. En klage omfattet af stk. 1 skal dog afgøres af
Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen, hvis klagen
henvises til afgørelse i Landsskatteretten eller skatteankefor-
valtningen, jf. §§ 6 a eller 6 b.«
7. Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Vurderingsankenævnet henviser klager omfattet af
§ 6 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis klagen i overvejen-
de grad angår retlige spørgsmål, og hvis der ikke tidligere
hverken i domstolspraksis eller i Landsskatteretspraksis er
taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål,
eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af
det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Vurderingsanke-
nævnet kan tillige henvise klager omfattet af § 6 til afgørelse
i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særlige om-
stændigheder.
Stk. 2. Formanden for vurderingsankenævnet eller en an-
sat i skatteankeforvaltningen, jf. § 10 a, stk. 2, kan på vegne
af vurderingsankenævnet henvise en klage til Landsskatte-
retten efter stk. 1.
§ 6 b. Vurderingsankenævnet kan henvise klager omfattet
af § 6 til afgørelse i skatteankeforvaltningen, når klagen i
overvejende grad angår en tvist om de registrerede oplysnin-
ger, der er lagt til grund for den påklagede afgørelse.
Stk. 2. Formanden for vurderingsankenævnet eller en an-
sat i skatteankeforvaltningen, jf. § 10 a, stk. 2, kan på vegne
Lovforslag nr. L 212 Folketinget 2016-17
Skattemin., j.nr. 2017-1440
AN012959
af vurderingsankenævnet henvise en klage til skatteankefor-
valtningen efter stk. 1.«
8. I § 8, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »stk. 3«: »og 4«.
9. § 8, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
10. I § 8, stk. 3, 1. pkt., ændres »skatte- og vurderingsanke-
nævn« til: »skatteankenævn«, og »skatte- eller vurderings-
ankenævnskredsen« ændres til: »skatteankenævnskredsen«.
11. I § 8 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Skatteministeren eller den, som ministeren be-
myndiger dertil, udnævner medlemmer af vurderingsanke-
nævn. Den ene halvdel af medlemmerne udnævnes efter
indstilling fra kommunalbestyrelsen. Ved kommunalbesty-
relsens indstilling anvendes den metode, der er beskrevet i §
25 i lov om kommunernes styrelse. Af den anden halvdel af
medlemmerne udnævnes halvdelen på baggrund af vurde-
ringsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling
fra Finans Danmark og halvdelen på baggrund af vurde-
ringsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling
fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Kommunalbestyrelsen,
Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening kan
kun indstille personer, der er valgbare til en kommunalbe-
styrelse her i landet. Ministeren kan dog under særlige om-
stændigheder undlade at udnævne en indstillet person og an-
mode kommunalbestyrelsen, Finans Danmark eller Dansk
Ejendomsmæglerforening om at indstille en anden person.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
12. I § 8, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., ændres »ef-
ter stk. 3 eller 4« til: »efter stk. 3, 4 eller 5«.
13. I § 9, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 8, stk. 3-5« til: »§ 8, stk.
3, 5 og 6«.
14. I § 9, stk. 3, indsættes som 4. pkt.:
»1.-3. pkt. gælder ikke for vurderingsankenævn.«
15. I § 9 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Udtræder et medlem af et vurderingsankenævn
efter stk. 1 eller 2 af nævnet, eller meddeles et medlem or-
lov, udnævner skatteministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil, et nyt medlem til vurderingsankenævnet
for den resterende del af den igangværende funktionsperiode
henholdsvis orlovsperiode, jf. § 8, stk. 2. Udnævnelsen sker
på baggrund af indstilling fra kommunalbestyrelsen, Finans
Danmark eller Dansk Ejendomsmæglerforening, afhængigt
af hvem af disse der har indstillet det medlem, der udtræder
af nævnet eller meddeles orlov. Ved indstillingen og udnæv-
nelsen finder § 8, stk. 4 og 6, tilsvarende anvendelse.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
16. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres: »Et skatte-, vurderings- el-
ler fælles ankenævn« til: »Et skatteankenævn«.
17. Efter § 10 indsættes i kapitel 4:
»§ 10 a. Formandsposten for vurderingsankenævnene va-
retages af et geografisk ubundet vurderingsankenævnsfor-
mandskab, der består af en ledende vurderingsankenævns-
formand og et antal øvrige vurderingsankenævnsformænd,
som skatteministeren ansætter efter indstilling fra skattean-
keforvaltningen. Vurderingsankenævnsformændene skal ha-
ve vurderingsfaglig indsigt.
Stk. 2. Den ledende vurderingsankenævnsformand kan ef-
ter indstilling fra skatteankeforvaltningen bestemme, at an-
satte i skatteankeforvaltningen skal deltage i afgørelsen af
en klage i vurderingsankenævnsformandens sted. I sådanne
tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en anke-
nævnsformand.
Stk. 3. For at et vurderingsankenævn kan træffe en afgø-
relse, skal formanden eller en ansat i skatteankeforvaltnin-
gen, jf. stk. 2, og mindst to medlemmer deltage i afgørelsen,
jf. dog stk. 4 og 5. I tilfælde af stemmelighed er formandens
eller den ansattes, jf. stk. 2, stemme afgørende.
Stk. 4. Uanset stk. 3 afgør formanden for vurderingsanke-
nævnet eller en ansat i skatteankeforvaltningen, jf. stk. 2,
anmodninger om genoptagelse af en påkendt vurderingsan-
kenævnssag, jf. § 35 g.
Stk. 5. Uanset stk. 3 afgør formanden for vurderingsanke-
nævnet eller en ansat i skatteankeforvaltningen, jf. stk. 2,
klager omfattet af § 6, stk. 1, jf. dog § 6, stk. 2, jf. § 6 a, stk.
1, og § 6 b, stk. 1, når vurderingsankenævnet bemyndiger
den pågældende hertil.
Stk. 6. Skatteministeren fastsætter en forretningsorden for
vurderingsankenævnene, herunder regler for vederlæggelse
af vurderingsankenævnenes medlemmer.«
18. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Landsskatteretten afgør sager, som et vurderings-
ankenævn eller skatteankeforvaltningen har henvist til afgø-
relse i Landsskatteretten, jf. § 6 a, stk. 1, og § 4 a, stk. 3.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
19. I § 19, stk. 5, nr. 4, indsættes efter »§ 35 b, stk. 3,«: »el-
ler efter § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2,«.
20. I § 19, stk. 5, nr. 5, indsættes efter »eller stk. 5«: »eller
efter § 6 a, jf. § 6, stk. 2«.
21. I § 20, stk. 4, 2. pkt., ændres »og andre, der har en væ-
sentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat« til:
»og andre, der over for stat eller kommune hæfter for skat-
ter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendoms-
vurdering«.
22. Efter § 20 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 7 a
Frist for afgørelse om vurdering, deklaration og
afgørelsesperiode
§ 20 a. Told- og skatteforvaltningen kan ved almindelige
vurderinger og omvurderinger efter ejendomsvurderingslo-
ven sikre inddragelsen af ejendommens ejer ved anvendelse
af en særlig deklarationsprocedure, jf. stk. 2 og 3.
2
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen underretter ved dekla-
rationen ejeren af en ejendom om de faktiske oplysninger
om den pågældendes ejendom og andre faste ejendomme,
der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af
den pågældendes ejendom. Told- og skatteforvaltningen un-
derretter samtidig ejendomsejer om, at told- og skattefor-
valtningen kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysnin-
ger, der foreligger, når afgørelsesperioden indtræder, samt
om tidspunktet for afgørelsesperiodens indtræden, jf. § 20 b.
Stk. 3. Deklarationen skal foretages senest 4 uger før af-
gørelsesperioden indtræder, jf. § 20 b.
§ 20 b. Ved vurdering af fast ejendom, der foretages efter
forudgående deklaration, jf. § 20 a, indtræder en afgørelses-
periode tidligst 6 uger før den 10. februar i kalenderåret ef-
ter vurderingsårets udløb. Afgørelsesperioden udløber den
10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb, med-
mindre skatteministeren fastsætter et senere tidspunkt.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan i afgørelsesperio-
den, jf. stk. 1, træffe afgørelse på grundlag af de oplysnin-
ger, der foreligger ved afgørelsesperiodens indtræden. Told-
og skatteforvaltningen er dog ikke i afgørelsesperioden af-
skåret fra at træffe afgørelse på baggrund af oplysninger, der
modtages i afgørelsesperioden.
Stk. 3. Oplysninger, der modtages efter afgørelsesperio-
dens indtræden, jf. stk. 1, 1. pkt., behandles efter reglerne
om genoptagelse og revision, jf. §§ 33 og 33 a, hvis told- og
skatteforvaltningen i afgørelsesperioden, jf. stk. 1, træffer
afgørelse, og oplysningerne ikke er indgået i grundlaget for
afgørelsen, jf. stk. 2. Når told- og skatteforvaltningen har
behandlet oplysningerne efter 1. pkt., meddeler told- og
skatteforvaltningen ejendommens ejer, om oplysningerne gi-
ver grundlag for at ændre afgørelsen.
§ 20 c. Ved afgørelse om almindelig vurdering og omvur-
dering, der meddeles efter afgørelsesperiodens udløb, jf. §
20 b, stk. 1, træffer told- og skatteforvaltningen afgørelse på
grundlag af de oplysninger, der foreligger på afgørelsestids-
punktet.«
23. I overskriften til § 33 ændres »ejendomsvurdering« til:
»genoptagelse«.
24. I § 33, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »eller lignende«:
»objektivt konstaterbare«.
25. I § 33, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »fejlagtigt grund-
lag«: »som følge af fejlagtig eller manglende registrering«.
26. § 33, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Told- og skatteforvaltningen kan endvidere inden for
fristen i stk. 1, jf. dog stk. 3, foretage en vurdering eller en
del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl
ikke er foretaget.«
27. I § 33, stk. 3, 1. pkt., ændres »hvis vurdering« til: »fore-
tage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis denne«.
28. I § 33, stk. 3, 2. pkt., ændres »mindst 15 pct.« til: »mere
end 20 pct.«
29. I § 33, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »genoptage en vur-
dering«: »eller en del af en vurdering eller foretage en vur-
dering eller en del af en vurdering«.
30. Før § 33 a indsættes som ny overskrift:
»Revision«.
31. I § 33 a, 1. pkt., udgår »foretagelse eller«, og efter »en
vurdering« indsættes: »eller en del af en vurdering«.
32. I § 33 a indsættes som stk. 2-7:
»Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan efter udløbet af
fristen i stk. 1, 1. pkt., varsle ændring af en foretaget vurde-
ring, der medfører en nedsættelse af vurderingen. Ændrin-
gen skal være gennemført senest 3 måneder efter varslingen.
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan efter udløbet af
fristen i stk. 1, 1. pkt., varsle ændring af en foretaget vurde-
ring, der medfører en ændring af beskatningen, men ikke
samtidig nedsættelse af vurderingen. Ændringen skal være
gennemført senest 3 måneder efter varslingen.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan efter udløbet af
fristen i stk. 1, 1. pkt., varsle ændring af en foretaget vurde-
ring, der medfører forhøjelse af vurderingen. Ændringen
skal være gennemført senest 3 måneder efter varslingen.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2-4 finder tilsvarende an-
vendelse ved varsling og gennemførelse af ændring af dele
af foretagne vurderinger.
Stk. 6. Vurderinger, der er revideret efter stk. 1 og 2, til-
lægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vur-
dering, der ændres, blev foretaget.
Stk. 7. Ændring af en vurdering efter stk. 3 og 4 tillægges
skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering,
der ændres, blev foretaget, hvis dette accepteres af alle kla-
geberettigede, som ændringen skal vedrøre med skattemæs-
sig virkning fra dette tidspunkt. Ændring af en vurdering ef-
ter stk. 3 og 4 tillægges skattemæssig virkning fra det tids-
punkt, hvor ændringen foretages, hvis ikke alle de klagebe-
rettigede, som skal acceptere en skattemæssig virkning som
nævnt i 1. pkt., accepterer.«
33. § 34 affattes således:
»§ 34. Har et vurderingsankenævn, skatteankeforvaltnin-
gen, Landsskatteretten eller en domstol påkendt en vurde-
ring, kan told- og skatteforvaltningen genoptage nyere vur-
deringer af den pågældende ejendom, i det omfang vurde-
ringsankenævnets, skatteankeforvaltningens, Landsskatteret-
tens eller domstolens afgørelse giver anledning til ændring
heraf, jf. stk. 2-5.
Stk. 2. Ændring af vurderinger, der foretages efter stk. 1,
kan gennemføres til og med den 1. maj i det fjerde år efter
udløbet af det kalenderår, hvor den genoptagne nyere vurde-
ring er foretaget første gang, dog senest 6 måneder efter det
tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet, skatteankeforvalt-
ningen, Landsskatteretten eller en domstol traf den afgørel-
se, der giver anledning til ændringen.
Stk. 3. Nedsættelse af vurderinger, der foretages efter stk.
1, kan efter udløbet af fristen i stk. 2 gennemføres senest 6
3
måneder efter det tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet,
skatteankeforvaltningen, Landsskatteretten eller en domstol
traf den afgørelse, der giver anledning til ændringen.
Stk. 4. Forhøjelse af vurderinger, der foretages efter stk. 1,
kan efter udløbet af fristen i stk. 2 varsles senest 6 måneder
efter det tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet, skatteanke-
forvaltningen, Landsskatteretten eller en domstol traf den af-
gørelse, der giver anledning til ændringen. En varslet forhø-
jelse, jf. 1. pkt., skal være foretaget senest 3 måneder efter
varslingen.
Stk. 5. Ændring af en vurdering efter stk. 1-3 tillægges
skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering,
der ændres, blev foretaget. Ændring af en vurdering efter
stk. 4 tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor
den vurdering, der ændres, blev foretaget, hvis dette accep-
teres af alle klageberettigede, som ændringen skal vedrøre
med skattemæssig virkning fra dette tidspunkt. Ændring af
en vurdering efter stk. 4 tillægges skattemæssig virkning fra
det tidspunkt, hvor ændring foretages, hvis ikke alle de kla-
geberettigede, som skal acceptere en skattemæssig virkning
som nævnt i 2. pkt., accepterer.«
34. I § 34 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. § 33« til: »jf. §§ 33,
33 a og 34«.
35. I § 34 a, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Tilsvarende gælder krav afledt af ændringer af ejen-
domsvurderinger, der foretages efter §§ 33 a og 34.«
36. I § 35 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »og af andre, der har en
væsentlig, direkte, retlig interesse i vurderingens resultat«
til: »og af andre, der over for stat eller kommune hæfter for
skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejen-
domsvurdering«.
37. § 35 a, stk. 3, 5. pkt., ophæves.
38. I § 35 a, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »i klagesagen ef-
ter«: »§ 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, § 4 a, stk. 2, eller «.
39. I § 35 a, stk. 5, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Genoptages sagen efter 1. pkt., tillægges genoptagelsen
skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den afgørelse,
som genoptagelsen vedrører, blev foretaget. Ved genopta-
gelse efter 1. pkt. anses klagen for tilbagekaldt.«
40. I § 35 a, stk. 6, 1. pkt., indsættes efter »fristen i stk. 3«:
», eller hvis klagen ikke er indgivet som anvist i regler, der
er fastsat af skatteministeren efter § 35«.
41. I § 35 a, stk. 6, 2. pkt., indsættes efter »en fristoverskri-
delse,«: »eller at klagen ikke er indgivet som anvist i regler,
der er fastsat af skatteministeren efter § 35,«.
42. I § 35 b, stk. 1, 1. pkt., udgår »§ 6, stk. 1,« og », et vur-
deringsankenævn«.
43. I § 35 b, stk. 5, 1. og 2. pkt., udgår »eller et vurderings-
ankenævn«.
44. I § 35 c, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »(2010-niveau)«:
», jf. dog stk. 2«.
45. I § 35 c indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Ved klage omfattet af § 6, stk. 1, nr. 3, betales et
gebyr på 900 kr. (2010-niveau). Grundbeløbet reguleres ef-
ter personskattelovens § 20.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
46. I § 35 c, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder også i situationer, hvor klagegebyret efter
regler fastsat i medfør af stk. 7 skal betales i forbindelse
med indgivelsen af klagen.«
47. I § 35 c, stk. 4, der bliver stk. 5, udgår »til klageren«.
48. I § 35 c, stk. 6, der bliver stk. 7, indsættes efter »regler
om betalingen«: »og tilbagebetalingen«.
49. I § 35 d, stk. 1, indsættes efter »§ 35 b, stk. 3«: »og sag-
er, der behandles af et vurderingsankenævn, jf. § 6, eller af
skatteankeforvaltningen, jf. § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller
§ 4 a, stk. 2«.
50. I § 35 d, stk. 3, udgår », vurderingsankenævnet«.
51. I § 35 d, stk. 4, indsættes efter 1. pkt.:
»Skatteankeforvaltningen kan tilsvarende udarbejde en
sagsfremstilling i sager, der efter § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6
b, § 4 a, stk. 2, eller § 6 skal behandles af skatteankeforvalt-
ningen eller et vurderingsankenævn.«
52. I § 35 e, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke i sager, der skal behandles af
skatteankeforvaltningen eller et vurderingsankenævn i med-
før af § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, § 4 a, stk. 2, eller § 6.«
53. I § 35 h, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»I sager om vurdering af fast ejendom kan skatteankefor-
valtningen uanset klagens formulering tillige foretage æn-
dringer i andre ansættelser og dele af ejendomsvurderingen,
hvis ændringerne er en følge af faktiske eller retlige forhold,
der indgår i prøvelsen af det påklagede.«
54. I § 35 h indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Skatteankeforvaltningen kan ved klage over en
afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun ændre ejen-
domsværdien eller grundværdien, hvis det resulterer i en
ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er stør-
re end 20 pct.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
55. I § 38, stk. 1, ændres »§ 6, stk. 1, nr. 1,« til: »§ 6, stk. 1,
nr. 1 eller 3,«, og efter »lov om vurdering af landets faste
ejendomme« indsættes: »eller ejendomsvurderingsloven«.
56. I § 38, stk. 2, ændres »genoptage den påklagede vurde-
ring i sin helhed« til: »foretage ændringer i andre ansættel-
ser og dele af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne er en
4
følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i prøvelsen
af det påklagede«.
57. § 38, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Vurderingsankenævnet kan ved klage over en af-
gørelse efter ejendomsvurderingsloven kun ændre ejen-
domsværdien eller grundværdien, hvis det resulterer i en
ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er stør-
re end 20 pct.«
58. I § 38 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at ud-
tale sig mundtligt for vurderingsankenævnet ved et vurde-
ringsankenævnsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst
tidspunkt frafalde en anmodning om vurderingsankenævns-
møde.
Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen kan i den enkelte sag
anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for vur-
deringsankenævnet under et vurderingsankenævnsmøde.
Klageren tilsiges til dette vurderingsankenævnsmøde.
Stk. 6. Vurderingsankenævnet kan undlade at imødekom-
me en anmodning om afholdelse af vurderingsankenævns-
møde, jf. stk. 4 og 5, hvor denne fremgangsmåde efter for-
holdene må anses for overflødig.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 7 og 8.
59. § 38, stk. 5, der bliver stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Det skal fremgå af vurderingsankenævnets afgø-
relse, hvorvidt afgørelsen er truffet med deltagelse af vurde-
ringsankenævnsmedlemmer, jf. § 8, stk. 4. Har vurderings-
ankenævnsmedlemmer deltaget, skal afgørelsen indeholde
oplysninger om forskellige meninger under afstemningen
både vedrørende resultatet og begrundelsen. Afgørelsen skal
angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå,
om formanden eller en ansat, der har deltaget i afgørelsen i
formandens sted, jf. § 10 a, stk. 2, har afgivet dissens. Afgø-
relsen skal angive navn på den eller de personer, der har
truffet afgørelsen.«
60. I § 40, stk. 2, ændres »§ 6, stk. 1, nr. 1,« til: »§ 6, stk. 1,
nr. 1 eller 3,«, efter »eller stk. 5,« indsættes: »eller efter § 4
a, stk. 3, eller § 6 a, stk. 1, jf. § 11, stk. 2,«, og efter »lov om
vurdering af landets faste ejendomme« indsættes: »eller
ejendomsvurderingsloven«.
61. I § 45, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»I sager om vurdering af fast ejendom kan Landsskatte-
retten uanset klagens formulering tillige foretage ændringer
i andre ansættelser og dele af ejendomsvurderingen, hvis
ændringerne er en følge af faktiske eller retlige forhold, der
indgår i prøvelsen af det påklagede.«
62. I § 45 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Landsskatteretten kan ved klage over en afgørelse
efter ejendomsvurderingsloven kun ændre ejendomsværdien
eller grundværdien, hvis det resulterer i en ændring af ejen-
domsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
63. I § 55 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, gælder dog ikke ved
anmodning om genoptagelse af en afgørelse, hvor skattean-
keforvaltningen har truffet afgørelse efter § 4 a, stk. 1, jf. §§
6 og 6 b, eller efter § 4 a, stk. 2.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
64. I § 55, stk. 3, 3. pkt., nr. 1, der bliver stk. 4, 3. pkt., nr. 1,
indsættes efter »et vurderingsankenævn«: », skatteankefor-
valtningen, jf. § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk.
2,«.
65. § 55, stk. 3, 3. pkt., nr. 2, der bliver stk. 4, 3. pkt., nr. 2,
indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.
§ 2
I lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1104 af 22. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr.
1887 af 29. december 2015, § 1 i lov nr. 179 af 1. marts
2016, § 2 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, § 3 i lov nr. 114 af
31. januar 2017 og § 1 i lov nr. 227 af 7. marts 2017,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, ændres »lov om vurdering af landets faste
ejendomme« til: »ejendomsvurderingsloven«.
2. I § 1, stk. 2, nr. 1, ændres »ved de i afsnit C og D i lov om
vurdering af landets faste ejendomme omhandlede ansættel-
ser« til: »efter ejendomsvurderingsloven«.
3. I § 1, stk. 3, 4. pkt., ændres »jf. vurderingslovens § 1« til:
»jf. ejendomsvurderingslovens § 4«.
4. I § 1, stk. 3, 5. pkt., udgår », jf. vurderingslovens § 1,«.
5. I § 1, stk. 4, 1. pkt., udgår », grunde som nævnt i stk. 2«
og »vurderingslovens § 33, stk. 16, 17 eller 18« ændres til:
»ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 1, nr. 2 eller 5«.
6. I § 1, stk. 4, 3. pkt., ændres »vurderingslovens § 33, stk.
16, 17 eller 18« til: »ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1,
nr. 1, 2 eller 5«.
7. I § 1 indsættes som stk. 7-9:
»Stk. 7. Foretages der skovrejsning på produktionsjord, jf.
ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3, som tilhører
skovejendomme, og som ikke hidtil har været undergivet
fredskovpligt, indgår grundværdien af sådanne arealer ved
beregningen af grundskyld som følger, hvis arealerne under-
gives fredskovpligt:
1) 20 pct. af grundværdien af de pågældende arealer ved
den første almindelige vurdering eller omvurdering ef-
ter ejendomsvurderingsloven.
2) 40 pct. af grundværdien af de pågældende arealer ved
den almindelige vurdering, der følger efter vurderingen
i nr. 1.
3) 60 pct. af grundværdien af de pågældende arealer ved
den almindelige vurdering, der følger efter vurderingen
i nr. 2.
5
4) 80 pct. af grundværdien af de pågældende arealer ved
den almindelige vurdering, der følger efter vurderingen
i nr. 3.
5) 100 pct. af grundværdien af de pågældende arealer ved
de almindelige vurderinger, der følger efter vurderin-
gen i nr. 4.
Stk. 8. Skovrejsning, som nævnt i stk. 7, anses for at have
fundet sted på det tidspunkt, hvorfra fredskovpligt for det
pågældende areal registreres som gældende i matriklen.
Told- og skatteforvaltningen foretager en fordeling af skov-
ejendommens grundværdi på den del, der er omfattet af stk.
7, og den resterende del.
Stk. 9. Overdrages en del af et areal, som nævnt i stk. 7, til
en anden skovejendom, anvendes reglerne på hver del af
arealet. Reglerne i stk. 7 gælder ikke for arealer, som over-
drages til ejendomme, som ikke er skovejendomme efter
ejendomsvurderingsloven.«
8. I § 2, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 1. pkt., ændres »må anses
for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage
eller skovbrug, jf. § 33, stk. 1, i vurderingsloven« til: »anses
for landbrugs- eller skovejendomme efter ejendomsvurde-
ringsloven«.
9. I § 2, stk. 2, 2. pkt., ændres »ejendomme, der anvendes til
landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage« til:
»landbrugsejendomme«.
10. I § 6 A, stk. 1, 1. pkt., ændres »benyttedes til landbrug,
gartneri, planteskole eller frugtplantage« til: »ansås for land-
brugsejendomme«.
11. I § 7, stk. 1, litra b, 1. pkt., ændres »erhvervsmæssigt til
landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje« til: »til landbrug,
havebrug, skovdrift eller erhvervsmæssigt til udleje«.
12. § 8, stk. 3, ophæves.
13. Efter § 8 indsættes:
Ȥ 8 A Kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller del-
vis fritagelse for stigning i grundskylden til ejere af ejen-
domme, hvor grundværdien er steget med mere end 20 pct.
som følge af en ændret lokalplan. Det er en betingelse, at
ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang,
end det var tilladt forud for den ændrede lokalplan. Det er
desuden en betingelse, at der er foretaget tilbageregning af
grundværdien til basisåret efter ejendomsvurderingslovens §
40, stk. 1, nr. 5.
Stk. 2. Fritagelse for stigningen i grundskylden, jf. stk. 1,
bortfalder senest 10 år efter det tidspunkt, hvor grundværdi-
en er ændret. Desuden bortfalder fritagelsen, hvis betingel-
sen i stk. 1, 2. pkt., ikke længere er opfyldt, eller hvis ejeren
afstår ejendommen.«
14. Overskriften til kapitel II ophæves.
15. Kapitel III ophæves.
16. I § 23, stk. 1, 1. pkt., ændres »af ejendomme, der« til:
»af ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurde-
ringsloven skal foretages ansættelse af ejendomsværdien og
grundværdien, og som«.
17. § 23 A, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Overgår en ejendom som følge af ændringer i an-
vendelsen til at skulle svare dækningsafgift efter denne para-
graf, sker dette med virkning fra og med det skatteår, der
tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger efter det, i
hvilken vurderingen er foretaget, jf. ejendomsvurderingslo-
vens § 5, stk. 1. Skal der efter §§ 23 eller 23 A svares dæk-
ningsafgift af en ejendom, for hvilken der er foretaget en
vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 14, indtræder
dækningsafgiftspligten dog fra udgangen af det kvartal, hvor
betingelserne for hel eller delvis undtagelse fra vurdering ik-
ke længere er opfyldt. Ophør af pligt til at svare dækningsaf-
gift sker med virkning fra udgangen af det kvartal, hvori den
ændring, der begrunder ophør af afgiftspligt, har fundet
sted.«
18. I § 23 A indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Forfalder en rate til betaling af dækningsafgift, jf.
stk. 4, 1. pkt., på et tidspunkt, hvor vurderingen foretaget det
forudgående år endnu ikke er offentliggjort, opkræves dæk-
ningsafgiften sammen med den følgende rate.«
19. § 23 B, stk. 1, affattes således:
»Beslutning om opkrævning af dækningsafgift i henhold
til §§ 23 eller 23 A, der er truffet af kommunalbestyrelsen
inden den almindelige vurdering pr. 1. september, jf. ejen-
domsvurderingslovens § 5, stk. 1, har virkning fra og med
det kommende skatteår, jf. dog stk. 2 og 3. § 23 A, stk. 6,
finder tilsvarende anvendelse. Beslutning om ændring af
promillernes størrelse, der er truffet senest samtidig med den
endelige vedtagelse af kommunens budget for det pågælden-
de år, har virkning fra og med det kommende skatteår.«
20. § 23 C ophæves.
21. I § 26, stk. 2, ændres »lov om vurdering af landets faste
ejendomme foretagne almindelige vurderinger og omvurde-
ringer, jf. lovens § 3« til: »ejendomsvurderingsloven fore-
tagne almindelige vurderinger, jf. lovens § 5, og omvurde-
ringer, jf. lovens § 6«.
§ 3
I ejendomsværdiskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 486
af 14. maj 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 1347 af 3.
december 2013, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »1. oktober« til: »1. september«.
2. I § 4, nr. 2, ændres »vurderingslovens § 33, stk. 6, 1. og
2. pkt.« til: »ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2«.
3. § 4, nr. 3, affattes således:
6
»3) Boliger tilhørende landbrugsejendomme, hvor der efter
ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes
en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi.«
4. § 4, nr. 4, affattes således:
»4) Boliger tilhørende skovejendomme, hvor der efter ejen-
domsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes en
særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi.«
5. I § 4, nr. 5, ændres »vurderingslovens § 33, stk. 5, 1. og
2. pkt.« til: »ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1«.
6. I § 4, nr. 6, 2. pkt., nr. 7, 2. pkt., og nr. 8, 2. pkt., ændres
»vurderingslovens § 33 A« til: »ejendomsvurderingslovens
§ 27«.
7. I § 4, nr. 9, ændres »vurderingslovens § 33, stk. 8,« til:
»ejendomsvurderingslovens § 36,«.
8. I § 4, nr. 10, ændres »vurderingslovens § 33, stk. 9« til:
»ejendomsvurderingslovens § 37, stk. 1«.
9. I § 4 a, stk. 2, 2. pkt., og § 4 b, stk. 6, 1. pkt., ændres »vur-
deringslovens § 33, stk. 1« til: »ejendomsvurderingslovens §
52«.
10. I § 4 a, stk. 3, ændres »vurderingslovens § 33, stk.
12-15« til: »ejendomsvurderingslovens § 38«.
11. I § 4 a indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. For boliger, som den 1. januar 2019 er beboet af
ejere på landbrugs- og skovejendomme, jf. § 3, stk. 1, nr. 2
og 3, og hvor ejendomsværdien ansættes efter ejendomsvur-
deringslovens § 30, anvendes beregningsgrundlaget, der er
anvendt i det forudgående skatteår efter § 4 a, stk. 1, frem til
ejerskifte, medmindre den seneste aktuelle vurdering er la-
vere end beregningsgrundlaget efter 1. pkt. Det er endvidere
en betingelse, at boligen ikke ændres på en sådan måde, at
betingelserne for omvurdering efter ejendomsvurderingslo-
vens § 6 er opfyldt. Beregningsgrundlaget efter 1. pkt. vide-
reføres, hvis ejendommen overdrages mellem ægtefæller.«
12. I § 9, stk. 6, 1. pkt., ændres »vurderingslovens § 5, stk.
3,« til: »ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2,«.
13. I § 11, stk. 2, 1. pkt., ændres »vurderingslovens § 33, stk.
5« til: »ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1«.
§ 4
I tinglysningsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af
14. maj 2007, som ændret bl.a. ved lov nr. 295 af 11. april
2011, § 2 i lov nr. 519 af 28. maj 2013, § 2 i lov nr. 1635 af
26. december 2013, § 3 i lov nr. 1569 af 15. december 2015
og senest ved § 5 i lov nr. 1721 af 27. december 2016,
foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 2, ændres »fast ejendom« til: »de i § 4, stk. 2,
nævnte ejendomme«.
2. § 4 affattes således:
Ȥ 4. For tinglysning af ejerskifte af fast ejendom eller
andele heraf udgør afgiften 1.660 kr. og 0,6 pct. af ejerskif-
tesummen. Dette gælder også, hvis ejerskiftet er betinget.
Ved anmeldelse til tinglysning af ejerskiftet skal ejerskifte-
summen være oplyst.
Stk. 2. Ved anmeldelse til tinglysning af ejerskifte af ejer-
boliger, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, skal den senest
offentliggjorte eller meddelte ejendomsværdi endvidere væ-
re oplyst, eller ved ejerskifte af en ideel andel af en fast
ejendom den forholdsmæssige andel heraf. Er ejendommen
ikke selvstændigt vurderet på tidspunktet for anmeldelse til
tinglysning, eller er der i tiden mellem den senest offentlig-
gjorte vurdering og anmeldelsen sket væsentlige forandrin-
ger med hensyn til ejendommen, skal ejendommens værdi
angives efter bedste skøn.
Stk. 3. Angives værdien efter stk. 2, 2. pkt., ikke, eller er
registreringsmyndigheden i tvivl om rigtigheden af værdien,
oversender registreringsmyndigheden spørgsmålet om ejen-
dommens værdi til told- og skatteforvaltningen til afgørelse,
når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Registrerings-
myndigheden underretter samtidig anmelderen om oversen-
delsen til told- og skatteforvaltningen. Told- og skattefor-
valtningen foranlediger om fornødent ejendommen vurderet
efter ejendomsvurderingsloven. Ved denne vurdering finder
§ 3, stk. 3, 5.-7. pkt., om, hvem der hæfter for omkostnin-
gerne ved vurderingen, tilsvarende anvendelse. Told- og
skatteforvaltningen beregner herefter afgiften.
Stk. 4. Foreligger der ved ejerskifte af ejendommene i stk.
2, ikke en ejerskiftesum, hvoraf afgiften kan beregnes, be-
regnes afgiften af den senest offentliggjorte eller meddelte
ejendomsværdi på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning
eller ved ejerskifte af en ideel andel af en ejendom af den
forholdsmæssige andel heraf. Foreligger der ikke en ejen-
domsværdi, eller er der i tiden mellem den senest offentlig-
gjorte vurdering og anmeldelsen sket væsentlige forandrin-
ger med hensyn til boligen, beregnes afgiften af værdien ef-
ter stk. 2, 2. pkt., eller stk. 3.
Stk. 5. Er ejerskifte af en af ejendommene i stk. 2 ikke
sket som almindelig fri handel, og udgør ejerskiftesummen
et beløb, der er mindre end 80 pct. af den seneste offentlig-
gjorte eller meddelte ejendomsværdi på tidspunktet for an-
meldelse til tinglysning eller den skønnede eller fastsatte
værdi efter stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, beregnes afgiften af 80
pct. af denne værdi. Ved ejerskifte af en ideel andel af en
ejendom efter stk. 4 gælder procentandelen i 1. pkt. den for-
holdsmæssige andel af ejendomsværdien.
Stk. 6. Foreligger der ved ejerskifte af fast ejendom, bort-
set fra ejendommene nævnt i stk. 2, ikke en ejerskiftesum,
hvoraf afgiften kan beregnes, skal den afgiftspligtige ved
anmeldelsen vedlægge en begrundet angivelse af værdien af
ejendommen efter bedste skøn. Vedlægges denne angivelse
ikke, eller er registreringsmyndigheden i tvivl om rigtighe-
den af den angivne værdi, oversender registreringsmyndig-
heden spørgsmålet om opgørelse af værdien til told- og skat-
teforvaltningen til afgørelse, når registreringsekspeditionen
er afsluttet. Registreringsmyndigheden underretter samtidig
7
anmelderen om oversendelsen til told- og skatteforvaltnin-
gen. Told- og skatteforvaltningen foranlediger om fornødent
ejendommen vurderet efter ejendomsvurderingsloven. Ved
denne vurdering finder § 3, stk. 3, 5.-7. pkt., om hvem der
hæfter for omkostningerne ved vurderingen tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 7. Er ejerskifte af fast ejendom, bortset fra ejendom-
mene nævnt i stk. 2, ikke sket som almindelig fri handel
mellem uafhængige parter, skal der ved anmeldelsen til ting-
lysning afgives en erklæring om, at ejerskiftet ikke er sket
som almindelig fri handel. Afgiften skal i disse tilfælde be-
regnes af en ejerskiftesum, der skal svare til det, som ville
være opnået, hvis ejerskiftet var sket på almindelige mar-
kedsvilkår. Der skal ved anmeldelsen til tinglysning endvi-
dere angives en ejerskiftesum opgjort efter 2. pkt. Afgives
der ikke erklæring om ejerskiftesummen efter 1. og 2. pkt.,
eller er registreringsmyndigheden eller told- og skattefor-
valtningen i tvivl om den angivne værdis rigtighed, finder
stk. 6, 2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 8. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
pligt til at afgive erklæringer, dokumentation eller oplysnin-
ger til brug for beregningen af og kontrollen med afgift efter
stk. 2.-7.«
3. I § 6 b, stk. 2, 2. pkt., ændres »Afgiften beregnes« til:
»For ejendomme omfattet af § 4, stk. 2, beregnes afgiften«.
4. I § 6 b, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»For andre ejendomme beregnes afgiften af ejendom-
mens værdi efter § 4, stk. 6.«
5. I § 23, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 4, stk. 2« til: »§ 4, stk. 3
og 4«.
§ 5
I afskrivningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1147 af 29.
august 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 19, stk. 5, 2. pkt., ændres »vurderingslovens § 33« til:
»ejendomsvurderingslovens § 35«.
2. I § 40 C, stk. 8, 1. pkt., ændres »benyttes til landbrug,
gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens
§ 33, stk. 1, eller ved afståelse af en skovbrugsejendom, jf.
vurderingslovens § 33, stk. 7« til: »efter ejendomsvurde-
ringsloven anses for landbrugs- eller skovejendom«.
3. I § 58 A, stk. 2, 3. og 4. pkt., ændres »1. oktober« til: »1.
september«.
§ 6
I aktieavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1148 af 29. august 2016, foretages følgende ændring:
1. I § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., ændres »benyttes til landbrug,
gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7« til: »efter ejendomsvurde-
ringsloven anses for landbrugs- eller skovejendom«.
§ 7
I boafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 12. januar
2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 540 af 29. april 2015 og §
6 i lov nr. 1888 af 29. december 2015, foretages følgende
ændring:
1. I § 29, stk. 2, 5. pkt., ændres »benyttes til landbrug, gart-
neri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7« til: »efter ejendomsvurde-
ringsloven anses for landbrugs- eller skovejendom«.
§ 8
I dødsboskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 333 af 2.
april 2012, som ændret ved § 7 i lov nr. 1354 af 21.
december 2012, § 4 i lov nr. 1394 af 23. december 2012, § 7
i lov nr. 1395 af 23. december 2012, § 4 i lov nr. 792 af 28.
juni 2013 og § 7 i lov nr. 202 af 27. februar 2015, foretages
følgende ændringer:
1. I § 27, stk. 2, 2. og 3. pkt., ændres »vurderingslovens §
33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt.« til: »ejendomsvurderingslovens
§ 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 35, stk. 1«.
2. I § 29, stk. 2, 5. pkt., ændres »vurderingslovens § 33, stk.
4 og 7« til: »ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 og
3«.
3. I § 29, stk. 3, 3. pkt., ændres »vurderingslovens § 33, stk.
1 og 7« til: »anses for landbrugs- eller skovejendom efter
ejendomsvurderingsloven«.
§ 9
I ejendomsavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1200 af 30. september 2013, som ændret ved § 8 i lov nr.
202 af 27. februar 2015 og § 4 i lov nr. 652 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 6, 1. pkt., ændres »benyttes til landbrug, gartne-
ri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33,
stk. 1« til: »efter ejendomsvurderingsloven anses for land-
brugsejendom«.
2. I § 5 A, stk. 1, 1. pkt., ændres »benyttes til landbrug, gart-
neri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7« til: »efter ejendomsvurde-
ringsloven anses for landbrugs- eller skovejendom«.
3. I § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres »landbrug, gartneri, plantesko-
le, frugtplantage eller skovbrug, eller blandet benyttede
ejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 5 eller stk.
7, 1. og 2. pkt.« til: »landbrug, skovbrug eller blandet benyt-
tede ejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1,
nr. 2 og 3, og § 35, stk. 1«, og i 3. pkt. ændres »vurderings-
lovens § 33, stk. 1 eller 5 eller stk. 7, 1. og 2. pkt.« til:
»ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller §
35, stk. 1«.
8
4. § 9, stk. 1, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Ved afståelse af en ejendom, der på afståelsestidspunk-
tet anses for landbrugs- eller skovejendom efter ejendoms-
vurderingsloven, skal den del af fortjenesten, som vedrører
stuehuset med tilhørende grund og have, ikke medregnes.
Tilsvarende gælder for den del af fortjenesten, som vedrører
ejerboligen, ved afståelse af en ejendom, der indeholder én
eller to selvstændige lejligheder, hvor ejendommen både tje-
ner eller har tjent til bolig for ejeren og i væsentligt omfang
benyttes erhvervsmæssigt, jf. ejendomsvurderingslovens §
35, stk. 1.«
5. I § 9, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »vurderings-
lovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. og 2. pkt., § 8, stk. 1, 2. pkt.«
til: »ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 2, § 3, stk. 1, nr. 2
eller 3, eller § 35, stk. 1«.
§ 10
I lov om lån til betaling af ejendomsskatter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1112 af 30. august 2013, som ændret
ved lov nr. 1555 af 13. december 2016, foretages følgende
ændringer:
1. I § 4, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »ejendomsværdi«: »,
jf. dog stk. 7«.
2. I § 4, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »stk. 2«: », jf. dog stk.
7«.
3. I § 4 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Stk. 2 og stk. 3, 3. pkt., gælder ikke for koloniha-
vehuse på fremmed grund, der efter ejendomsvurderingslo-
vens § 9, stk. 1, nr. 6, er undtaget fra vurdering.«
4. I § 8 ændres »lov om vurdering af landets faste ejendom-
me« til: »ejendomsvurderingsloven«.
§ 11
I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 117 af 29.
januar 2016, som ændret senest ved § 4 i lov nr. 285 af 29.
marts 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 33 C, stk. 1, 6. pkt., ændres »benyttes til landbrug,
gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7« til: »efter ejendomsvurde-
ringsloven anses for landbrugs- eller skovejendom«.
§ 12
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1.
september 2016, som ændret ved § 5 i lov nr. 1554 af 13.
december 2016, § 2 i lov nr. 1553 af 13. december 2016 og
§ 2 i lov nr. 1665 af 20. december 2016, foretages følgende
ændringer:
1. I § 8 A, stk. 3, 3. pkt., § 12, stk. 4, 3. pkt., § 16, stk. 5, 1.
pkt., og § 16, stk. 9, 3. pkt., ændres »1. oktober« til: »1. sep-
tember«.
2. I § 16, stk. 9, 7. pkt., ændres »vurderingslovens § 33, stk.
5, 2. pkt., § 33, stk. 6, 2. pkt., eller § 33, stk. 7, 2. pkt.« til:
»ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, eller § 35, stk. 3«.
§ 13
I lov om indskud på etableringskonto og
iværksætterkonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 1175 af 30.
oktober 2014, som ændret ved § 6 i lov nr. 652 af 8. juni
2016, foretages følgende ændring:
1. I § 7, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., ændres »§ 33, stk. 1 og 7, i lov
om vurdering af landets faste ejendomme« til: »ejendoms-
vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 og 3,«.
§ 14
I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1088 af 3. september 2015, som ændret ved § 4 i lov nr.
1883 af 29. december 2015, § 5 i lov nr. 1884 af 29.
december 2015, § 9 i lov nr. 1888 af 29. december 2015 og
§ 6 i lov nr. 1554 af 13. december 2016, foretages følgende
ændring:
1. I § 15 A, stk. 3, 5. pkt., ændres »benyttes til landbrug,
gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7« til: »efter ejendomsvurde-
ringsloven anses for landbrugs- eller skovejendom«.
§ 15
I virksomhedsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114
af 18. september 2013, som ændret ved § 9 i lov nr. 792 af
28. juni 2013, § 1 i lov nr. 992 af 16. september 2014, § 4
lov nr. 202 af 27. februar 2015 og § 13 i lov nr. 652 af 8.
juni 2016, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 3, 2. pkt., affattes således:
»Dog indgår i virksomheden den erhvervsmæssige del af
en ejendom, der både tjener til bolig for ejeren og anvendes
erhvervsmæssigt i væsentligt omfang.«
2. I § 3, stk. 4, 1. pkt., ændres »1. oktober« til: »1. septem-
ber«.
3. I § 22 c, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., ændres »benyttes til land-
brug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf.
vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7« til: »efter ejendoms-
vurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom«.
§ 16
I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6.
september 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 1557 af 13.
december 2016, foretages følgende ændring:
1. I § 5 D, stk. 3, 4 og 9, og to steder i § 14, stk. 5, ændres
»1. oktober« til: »1. september«.
9
Erhvervsministeriet
§ 17
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
174 af 31. januar 2017, som senest ændret ved § 2 i lov nr.
632 af 8. juni 2016 og § 1 i lov nr. 1549 af 13. december
2016, foretages følgende ændring:
1. § 354, stk. 6, nr. 17, affattes således:
»17) Skatteministeriet og Danmarks Statistik, når oplysnin-
gerne hidrører fra realkreditinstitutter og skal anven-
des til kvalitetssikring, udvikling eller forbedring af
metoder og modeller til vurdering af ejendomme.
Skatteministeriet og Danmarks Statistik forpligter sig
ved modtagelsen til ikke at sammenstille eller samkø-
re oplysningerne med øvrige tilgængelige oplysnin-
ger, hvorved fortrolige oplysninger kan udledes.«
§ 18
I lov om ejerlejligheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1713 af
16. december 2010, som ændret ved § 6 i lov nr. 80 af 24.
januar 2017 og § 5 i lov nr. 389 af 26. april 2017, foretages
følgende ændring:
1. I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme« til: »ejendomsvurderingsloven«.
§ 19
I lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1500 af 8. december 2015, foretages
følgende ændring:
1. I § 15, stk. 6, ændres »lov om vurdering af landets faste
ejendomme« til: »ejendomsvurderingsloven«.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
§ 20
I lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1103 af 15. august 2016, som ændret ved § 45 i lov nr. 628
af 8. juni 2016 og § 1 i lov nr. 1559 af 13. december 2016,
foretages følgende ændringer:
1. I § 24, 2. pkt., og § 27, stk. 3, 2. pkt., ændres »lov om vur-
dering af landets faste ejendomme« til: »ejendomsvurde-
ringsloven«.
2. I § 27, stk. 5, 4. pkt., ændres », omvurdering efter § 3 eller
§ 4-vurdering efter lov om vurdering af landets faste ejen-
domme« til: »eller omvurdering efter ejendomsvurderings-
lovens § 6«.
§ 21
I lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf.
lovbekendtgørelse nr. 810 af 1. juli 2015, som ændret ved §
2 i lov nr. 1879 af 29. december 2015, foretages følgende
ændring:
1. I § 18 b, stk. 6, ændres »landbrug, skov, plantage, frugt-
plantage, gartneri eller planteskole, jf. § 33 i lov om vurde-
ring af landets faste ejendomme« til: »landbrugs- eller skov-
ejendom, jf. ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 og
3«.
§ 22
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. § 17, nr. 1, træder i kraft den 1. juli 2017.
Stk. 3. § 1, nr. 21 og 22, finder ikke anvendelse for vurde-
ringer, der foretages efter ejendomsvurderingslovens §§ 87
eller 88. For sådanne vurderinger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 4. § 1, nr. 2-20 og 36-65, finder ikke anvendelse for
klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres før
den 1. januar 2019, jf. dog stk. 5. For sådanne klager og an-
modninger om genoptagelse finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 5. Landsskatteretten færdigbehandler klager over af-
gørelser, der den 1. januar 2019 er visiteret til Landsskatte-
retten.
Stk. 6. § 1, nr. 24-29, finder ikke anvendelse for anmod-
ninger om genoptagelse, som er indgivet før den 1. januar
2018. For sådanne anmodninger om genoptagelse finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 7. § 1, nr. 36, 54, 57 og 62 finder ikke anvendelse for
klager over vurderinger, der er foretaget inden denne lovs
ikrafttræden eller efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 el-
ler 88. For klager over sådanne vurderinger finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 8. Den ordinære funktionsperiode for medlemmer og
suppleanter i vurderingsankenævn, skatteankenævn og skat-
te- og vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8,
stk. 2, der udløber den 30. juni 2018, forlænges til og med
den 31. december 2018. Den umiddelbart efterfølgende or-
dinære funktionsperiode begynder den 1. januar 2019 og ud-
løber den 30. juni 2022.
Stk. 9. Ved klage over vurderinger, som er omfattet af
ejendomsvurderingslovens §§ 87-89, skal der betales et kla-
gegebyr på 400 kr. (2010-niveau) for hver vurdering, der
klages over. Grundbeløbet reguleres efter personskattelo-
vens § 20. Reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk.
3-6, der bliver stk. 4-7, om betaling og tilbagebetaling finder
tilsvarende anvendelse. Klagegebyret efter 1. pkt. vil ikke
være at anse for godtgørelsesberettigede udgifter efter skat-
teforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 2.
Stk. 10. § 2, nr. 1-10 og 12-21, og § 3 har virkning fra og
med det skatteår henholdsvis indkomstår, hvor beskatningen
sker på grundlag af ejendomsvurderinger foretaget efter
ejendomsvurderingsloven. § 2, nr. 11, har virkning for op-
krævning af grundskyld og dækningsafgift fra og med skat-
teåret 2018.
10
Stk. 11. § 4 har virkning for ejerskifte, der er anmeldt til
tinglysning fra og med den 1. januar 2020.
Stk. 12. § 10, nr. 3, har virkning for lån, der optages i
skatteåret 2019 og følgende skatteår.
§ 23
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
11
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Vurderingsklager behandles hovedsageligt i vurderingsankenævnene
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Lovforslaget
2.2. Ny vurderingsankenævnsstruktur
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Lovforslaget
2.3. Klagemyndighedens muligheder for at ændre en påklaget vurdering
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Lovforslaget
2.4. Klagegebyr
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Lovforslaget
2.5. Klageberettigelse
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Lovforslaget
2.6. Klagefrist
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Lovforslaget
2.7. Ophævelse af retten til et varslet møde med Skatteankestyrelsen i vurderingssager, der behandles af et vurderingsan-
kenævn eller af Skatteankestyrelsen
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Lovforslaget
2.8. Ophævelse af pligten til at udarbejde sagsfremstilling i vurderingssager, der behandles af et vurderingsankenævn
eller af Skatteankestyrelsen
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Lovforslaget
2.9. Deklaration og afgørelsesperiode
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Lovforslaget
2.10. Genoptagelse og revision
2.10.1. Gældende ret
2.10.1.1. Ordinær og ekstraordinær genoptagelse
2.10.1.2. Genoptagelse i forbindelse med klage
2.10.1.3. Revision
2.10.1.4. Afledt ejendomsvurdering
2.10.2. Lovforslaget
12
2.10.2.1. Karakteren af fejl, der kan begrunde genoptagelse
2.10.2.2. »Glemte« eller manglende ansættelser og fordelinger
2.10.2.3. Ændring af grænsen for ekstraordinær genoptagelse
2.10.2.4. Ændring af revisionsadgangen
2.10.2.5. Det skattemæssige virkningstidspunkt for ændrede ejendomsvurderinger fastsættes eksplicit i skat-
teforvaltningsloven
2.10.2.6. Adgangen til at foretage afledte ændringer af nyere vurderinger samt konsekvensændringer i på-
kendte vurderinger
2.11. Digital kommunikation m.v.
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Lovforslaget
2.12. Fritagelsesordning
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Lovforslaget
2.13. Tinglysningsafgiften af ejerskifter af erhvervsejendomme m.v.
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Lovforslaget
2.14. Ophævelse af adgang til opkrævning af dækningsafgift for offentligt ejede skov- og landbrugsejendomme
2.14.1. Gældende ret
2.14.2. Lovforslaget
2.15. Ændring af virksomhedsskatteloven
2.15.1. Gældende ret
2.15.2. Lovforslaget
2.16. Mulighed for videregivelse af oplysninger fra Finanstilsynet til Skatteministeriet og Danmarks Statistik
2.16.1. Gældende ret
2.16.2. Lovforslaget
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
3.1.1. Fritagelse af ejendomsejere for de skattemæssige konsekvenser af en ændret lokalplan
3.1.2. Tinglysningsafgiften af ejerskifter af erhvervsejendomme m.v.
3.1.3. Ophævelse af adgang til opkrævning af dækningsafgift for offentligt ejede skov- og landbrugsejendomme
3.2. Administrative konsekvenser for det offentlige
3.2.1. Klagestruktur, klagebehandling og processuelle regler for vurderingsmyndigheden
3.2.2. Fritagelse af ejendomsejere for de skattemæssige konsekvenser af en ændret lokalplan
3.2.3. Tinglysningsafgiften af ejerskifter af erhvervsejendomme m.v.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
4.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.
4.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
4.2.1. Klagestruktur, klagebehandling og processuelle regler for vurderingsmyndigheden
4.2.2. Ændring af virksomhedsskatteloven
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
13
1. Indledning
Den 18. november 2016 indgik regeringen (Venstre, Libe-
ral Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemo-
kratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre et forlig
om et nyt ejendomsvurderingssystem.
I forliget er aftalepartierne enige om, at der skal udvikles
et moderne ejendomsvurderingssystem, og at hele området
skal have et betydeligt kvalitetsløft i forhold til både drift og
klagebehandling.
Der fremsættes derfor et forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov, som skal danne den lovgivningsmæssige ramme
om en ny vurderingsordning, jf. det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov.
Nærværende lovforslag omhandler de dele af forliget, der
vedrører den nye klagestruktur, regler for klagebehandlin-
gen og ændringer i andre processuelle regler for vurderings-
myndigheden.
Lovforslaget udmønter desuden den del af forliget om det
nye ejendomsvurderingssystem, der vedrører adgangen for
kommunerne til at kompensere ejendomsejere for de skatte-
mæssige konsekvenser af en ændret lokalplan, samt den del
af forliget, der vedrører tilvejebringelse af data fra Finanstil-
synet.
Som følge af, at det med forslaget til en ejendomsvurde-
ringslov foreslås, at der ikke fremover ansættes ejendoms-
værdier for skov- og landbrugsejendomme, indeholder lov-
forslaget desuden en ændring af lov om kommunal ejen-
domsskat, så der af alle offentligt ejede ejendomme, der an-
vendes til landbrug, skovbrug m.v., alene vil skulle betales
grundskyld, men ikke dækningsafgift.
Lovforslaget indeholder endvidere en ændring i tinglys-
ningsafgiftsloven vedrørende erhvervsejendomme, som er
en afledt ændring af de foreslåede regler om vurdering af er-
hvervsejendomme.
Lovforslaget indeholder herudover forslag til de ændrin-
ger i anden lovgivning, som den nye ejendomsvurderingslov
giver anledning til.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
Formålet med lovforslaget er at skabe rammerne for en or-
dentlig og effektiv klagebehandling, der er et vigtigt element
i et nyt, samlet vurderingssystem. Tilliden til det nye ejen-
domsvurderingssystem skal bl.a. fremmes ved etablering af
et effektivt klagesystem, der kan håndtere den mængde kla-
gesager, der forventes, med den fornødne faglighed og ens-
artethed og inden for en rimelig sagsbehandlingstid.
Det foreslås derfor, at der etableres en ny klagestruktur,
hvor der etableres nye vurderingsankenævn med lokal for-
ankring og høj vurderingsfaglighed, samtidig med at læg-
mandselementet fortsat bevares.
Det foreslås desuden, at klager over selve vurderingen –
det beløbsmæssige værdiskøn – fremadrettet skal behandles
af vurderingsankenævnene, og at klager, der vedrører egent-
lig lovfortolkning, skal behandles af Landsskatteretten. Mu-
ligheden for, at en ejendomsejer kan vælge, at en vurde-
ringsklage skal behandles ved Landsskatteretten i stedet for
ved et vurderingsankenævn, foreslås således ophævet. Der
ydes som i dag ikke omkostningsgodtgørelse til klager, der
behandles af vurderingsankenævnene.
Det foreslås samtidig, at Skatteankestyrelsen skal behand-
le visse typer af klager af mere administrativ karakter. Der
skal ikke ydes omkostningsgodtgørelse til vurderingsklager,
der behandles af Skatteankestyrelsen.
Det foreslås endvidere, at klagemyndigheden kun kan æn-
dre ejendomsværdien eller grundværdien ansat i den påkla-
gede vurdering, hvis ændringen af den ansatte værdi er stør-
re end den almindelige usikkerhed på plus/minus 20 pct. i
forhold til vurderingen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov og bemærkningerne
hertil, herunder særligt i lyset af, at det er et grundvilkår, at
der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte
værdien af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da
mange individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebha-
veri, ønske om hurtigt salg etc. En vurdering vil således
kunne befinde sig inden for et vist spænd uden af denne
grund at være forkert.
Niveauet for dette spænd skal, som det også fremgår af
bemærkningerne til forslaget til ejendomsvurderingsloven,
fastlægges, så det er realistisk i forhold til, hvad der er mu-
ligt at opnå i forhold til de vurderingsmetoder, der vil blive
anvendt i det nye vurderingssystem, og det er i forslaget til
ejendomsvurderingsloven foreslået, at et spænd på plus/
minus 20 pct. kan anvendes.
Forslaget har således til formål at understøtte den beskrev-
ne vurderingsnorm og at klagemyndighederne skal respekte-
re, at der i den fastsatte vurderingsnorm ligger et spænd, in-
den for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal respekte-
res.
Derudover foreslås det, at klagegebyret fastsættes til 900
kr. (2010-niveau) for de nye vurderinger. For klage over de
videreførte vurderinger og omvurderinger foretaget efter lov
om vurdering af landets faste ejendomme fastsættes klage-
gebyret til 400 kr. (2010-niveau) for hver vurdering, der kla-
ges over. Hvis en ejendomsejer vælger at klage over sin
2013-, 2015-, 2017- og 2018-vurdering, når der åbnes for
klageadgangen i 2019, skal der dermed i alt betales 2.100 kr.
(2010-niveau) i klagegebyr.
Klagefristen foreslås samtidig fastsat til tre måneder fra
afgørelsen er modtaget, hvilket svarer til tilsvarende klage-
frister på skatteområdet, og kredsen af klageberettigede
foreslås præciseret.
Der foreslås endvidere en række tiltag, der muliggør ef-
fektivisering af klagebehandlingen, herunder ophævelse af
retten til et varslet møde med Skatteankestyrelsen samt op-
hævelse af pligten til at udarbejde sagsfremstilling i vurde-
ringssager, der behandles af et vurderingsankenævn eller
Skatteankestyrelsen.
Under henvisning til den potentielt store mængde vurde-
ringsklager, der forventes på baggrund af udskydelsen af
klageadgangen m.v., foreslås herudover ændringer af regle-
14
rne for afgørelse af vurderingsankenævnssager, der har til
formål at skabe bedre muligheder for optimal udnyttelse af
ankenævnsmedlemmernes kompetencer og ressourcer.
Det fremgår af forliget om et nyt ejendomsvurderingssy-
stem, at da skønnet over antallet af klager er forbundet med
stor usikkerhed, skal der gennemføres en evaluering af kla-
gegebyrets størrelse, dimensioneringen af klagestrukturen
samt klagebehandlingen, herunder reglerne for fremmøde,
når antallet af de første faktiske klager over ejerboliger fore-
ligger i efteråret 2019.
Formålet med lovforslaget er desuden at sikre, at ejen-
domsejerne får bedre indsigt i grundlaget for ejendomsvur-
deringerne samt forståelse for de nye vurderinger. Der fore-
slås derfor en særlig deklarationsprocedure, der har til for-
mål at sikre, at ejendomsejerne får indblik i de oplysninger,
der har væsentlig betydning for deres vurdering, samt mu-
lighed for at supplere disse, før vurderingen foretages. Dette
nødvendiggør, at der samtidig indføres en afgørelsesperiode,
der giver vurderingsmyndigheden reel mulighed for at tage
stilling til de foreliggende oplysninger, før der foretages
ejendomsvurdering.
Lovforslaget har herudover til formål at skabe forbedrede
muligheder for, at fejlagtige og mangelfulde ejendomsvur-
deringer kan ændres uden klagebehandling, uden at reglerne
om genoptagelse og revision bliver en egentlig forlængelse
af klagefristen.
Det foreslås desuden at indføre adgang til, at kommunerne
kan fritage ejendomsejere for de skattemæssige konsekven-
ser af en ændret lokalplan. Ifølge forslaget kan kommunal-
bestyrelsen meddele ejeren af en ejendom hel eller delvis
fritagelse for stigning i grundskyld, hvor grundværdien er
steget med mere end 20 pct. som følge af en ændret lokal-
plan. Ifølge forslaget er det en forudsætning, at ejeren ikke
ændrer anvendelsen af ejendommen, så den tilladte anven-
delse af ejendommen ifølge den hidtidige lokalplan over-
skrides.
Det indgår endvidere, som led i forliget om et nyt ejen-
domsvurderingssystem, at der ved salg af erhvervsejendom-
me fremover skal betales tinglysningsafgift af ejerskiftesum-
men, således som det allerede er gældende for ejerboliger.
Det skal bl.a. ses i sammenhæng med § 10 i det samtidigt
fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, hvorefter
der for erhvervsejendomme fremover kun skal ansættes
ejendomsværdier i det omfang, at sådanne værdier anvendes
til fastsættelse af grundlaget for dækningsafgift, hvor ejen-
domsværdien skal anvendes til fordelinger af en boligdel og
erhvervsdel, eller hvis ejendommen er ejet af en andelsbo-
ligforening.
Efter gældende regler beregnes tingslysningsafgiften af
ejerskifte af erhvervsejendomme af det højeste beløb af en-
ten ejerskiftesummen eller den offentlige ejendomsværdi.
Dette vil fremover ikke være muligt for erhvervsejendom-
me, hvor der ikke skal ansættes en ejendomsværdi. Desuden
vil grundlaget for beregningen af tinglysningsafgiften efter
gældende regler ikke altid afspejle ejendommens reelle vær-
di på handelstidspunktet. Med forslaget opnås derfor også et
mere retvisende grundlag for beregning af tinglysningsaf-
gift.
Det fremgår af forslaget til en ny ejendomsvurderingslov,
som er fremsat samtidig med dette lovforslag, at der fra
2019 ikke vil blive ansat ejendomsværdier for skov- og
landbrugsejendomme. Det indebærer, at grundlaget for op-
krævning af dækningsafgift af offentligt ejede ejendomme,
der anvendes til landbrug og skovdrift m.v., fremover ikke
vil være til stede. Det foreslås derfor, at kommunerne ikke
kan opkræve dækningsafgift af ejendomme tilhørende sta-
ten, regioner eller kommuner, som anvendes til landbrug,
havebrug eller skovdrift, men at der alene kan opkræves
grundskyld af disse ejendomme. Det foreslås, at ændringen
får virkning fra 2018, og ikke først fra 2019, hvor der med
det nye ejendomsvurderingssystem ikke foretages ansættel-
ser af ejendomsværdier for skov- og landbrugsejendomme.
Lovforslaget har endvidere til formål at skabe yderligere
mulighed for videregivelse af lånetilbudsdata fra Finanstil-
synet til Skatteministeriet samt videregivelse af lånetilbuds-
data fra Finanstilsynet til Danmarks Statistik.
Herudover foretages der ændringer af teknisk karakter i en
række forskellige love som følge af ændringerne i det samti-
digt fremsatte forslag til enny ejendomsvurderingslov.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Vurderingsklager behandles hovedsageligt i vurderings-
ankenævnene
2.1.1. Gældende ret
I dag afgøres klager over ejendomsvurderinger og værdi-
forringelseserklæringer foretaget med hjemmel i ejendoms-
avancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, der i dette lovfor-
slag under ét omtales som vurderingsklager, enten af vurde-
ringsankenævnene eller af Landsskatteretten. Landsskatte-
retten skal afgøre sagen, hvis den er principiel, eller hvis
klageren enten i forbindelse med indgivelsen af klagen eller
senest 4 uger efter, at sagen er visiteret til et vurderingsan-
kenævn, tilkendegiver, at sagen ønskes behandlet af Lands-
skatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1 og 5.
Endvidere kan en klage afgøres af Landsskatteretten, hvis
klagen udspringer af samme forhold som en sag, der verse-
rer ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35
b, stk. 1. Øvrige vurderingssager skal afgøres af vurderings-
ankenævnene, jf. skatteforvaltningslovens § 6. Det er Skat-
teankestyrelsen, der visiterer de indgåede vurderingsklager
til vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten til afgørel-
se.
Skatteankestyrelsen afgør allerede i dag visse typer af sag-
er, f.eks. klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige og afvisninger efter skatteforvalt-
ningsloven, men også klager over afgørelser efter § 47, 3.
pkt., i lov om vurdering af landets faste ejendomme (vurde-
ringsloven). Skatteankestyrelsen har derimod ikke i dag
selvstændig kompetence til at træffe afgørelse i vurderings-
sager, der optages til behandling. Der er heller ikke hjemmel
til, at Skatteankestyrelsen efter bemyndigelse kan træffe af-
15
gørelse på vegne af et vurderingsankenævn i vurderingssa-
ger, der optages til behandling.
2.1.2. Lovforslaget
Det foreslås, at klager over selve vurderingen – det be-
løbsmæssige værdiskøn – fremadrettet skal behandles af
vurderingsankenævn, der er lokalt forankrede og kan etable-
res med et antal medlemmer, som muliggør, at klagesager
kan behandles og afsluttes inden for rimelig tid. Vurderings-
ankenævnene vil samtidig med deres vurderingssagkyndige
islæt være velegnede til at afgøre netop klager over værdi-
skønnet. Omvendt skal klagesager, der i overvejende grad
angår retlige spørgsmål, der indebærer afklaring af spørgs-
mål om lovfortolkning, behandles af Landsskatteretten. Mu-
ligheden for, at en ejendomsejer kan vælge, at en vurde-
ringsklage skal behandles ved Landsskatteretten i stedet for
ved et vurderingsankenævn, ophæves således. Ændringen
skal være gældende for både klager over de videreførte vur-
deringer og for klager over de nye vurderinger. Der ydes
som i dag ikke omkostningsgodtgørelse til klager, der be-
handles af vurderingsankenævnene.
Det foreslås i forlængelse heraf, at vurderingsankenævne-
ne tillægges kompetence til at henvise sager, der i overve-
jende grad angår retlige spørgsmål til Landsskatteretten. Det
er samtidig en betingelse for henvisning, at der i retspraksis
eller Landsskatteretspraksis ikke tidligere er taget stilling til
det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller at der er
grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågæl-
dende lovfortolkningsspørgsmål. Det foreslås samtidig, at
formanden for vurderingsankenævnet (eller efter bemyndi-
gelse en ansat i Skatteankestyrelsen) tillægges kompetence
til på vegne af vurderingsankenævnet at henvise en sag til
Landsskatteretten. Dette muliggør, at henvisning kan ske al-
lerede i forbindelse med det sagsforberedende arbejde i
Skatteankestyrelsen, der fortsat skal sekretariatsbetjene så-
vel vurderingsankenævnene som Landsskatteretten, jf. ne-
denfor. Endelig beslutning om, at vurderingsankenævnet an-
ser sig som kompetent til at træffe afgørelse i en given sag,
træffes derimod, når ankenævnet træffer afgørelse vedrøren-
de vurderingen eller oversender sagen til Landsskatteretten
til behandling.
Vurderingsklager skal således i fremtiden som alt overve-
jende hovedregel afgøres af vurderingsankenævnene, og
sager vil ikke skulle henvises til Landsskatteretten på sam-
me grundlag som efter gældende regler. F.eks. vil henvis-
ning ikke kunne ske, alene fordi sagen vil kunne få konse-
kvenser for et større antal ejendomme.
Med henblik på at forbedre ressourceudnyttelsen foreslås
det, at Skatteankestyrelsen tillægges selvstændig afgørelses-
kompetence i visse typer af vurderingsklager af mere admi-
nistrativ karakter, der ikke kræver særlig vurderingsfaglig
sagkundskab.
Det foreslås på den baggrund, at Skatteankestyrelsen til-
lægges selvstændig afgørelseskompetence i de sager, hvor
klagen i overvejende grad angår en tvist om de registrerede
oplysninger, der er lagt til grund for den påklagede afgørel-
se, og som et vurderingsankenævn henviser til afgørelse i
Skatteankestyrelsen. Der kan f.eks. være tale om sager, hvor
der efter endt sagsbehandling i vurderingsmyndigheden er
uenighed mellem klageren og vurderingsmyndigheden om
rigtigheden af oplysninger, der er registreret i BBR og lagt
til grund for vurderingen. Afgørelse af, om vurderingsmyn-
digheden, uanset registreringerne i BBR, skulle have truffet
afgørelse på et andet grundlag, forudsætter ikke inddragelse
af de vurderingsfaglige kompetencer, som besiddes af med-
lemmerne af vurderingsankenævnene.
Det foreslås desuden, at formanden for vurderingsanke-
nævnet (eller efter bemyndigelse en ansat i Skatteankesty-
relsen) tillægges kompetence til på vegne af vurderingsan-
kenævnet at henvise en sag til Skatteankestyrelsen.
Tilsvarende foreslås det, at Skatteankestyrelsen tillægges
selvstændig afgørelseskompetence i klager vedrørende vur-
deringsmyndighedens afslag på genoptagelse efter skattefor-
valtningslovens § 33. Det kræver således ikke særlig vurde-
ringsfaglig sagkundskab at tage stilling til, hvorvidt vurde-
ringsmyndighedens afslag på genoptagelse skal ændres.
Sager vedrørende genoptagelse vil således ikke skulle fore-
lægges vurderingsankenævnet til afgørelse. Hvis Skattean-
kestyrelsen træffer afgørelse om, at vurderingen genoptages,
vil Skatteankestyrelsen pålægge vurderingsmyndigheden at
genoptage sagen. Når vurderingsmyndigheden herefter træf-
fer en ny afgørelse om ejendomsvurdering, vil denne kunne
påklages efter sædvanlige regler.
Det foreslås samtidig, at Skatteankestyrelsen henviser kla-
ger vedrørende afslag på genoptagelse til afgørelse i Lands-
skatteretten, når klagen i overvejende grad angår retlige
spørgsmål under tilsvarende betingelser, som er gældende
for vurderingsankenævnets henvisning til Landsskatteretten,
jf. ovenfor.
Landsskatterettens kompetence til at træffe afgørelse i
vurderingsklager skal i konsekvens af ovenstående forslag
ændres, således at Landsskatteretten kan træffe afgørelse i
de sager, som et vurderingsankenævn eller Skatteankestyrel-
sen har henvist til Landsskatteretten til behandling.
Der skal ikke ydes omkostningsgodtgørelse til vurderings-
klager, der af vurderingsankenævnet henvises til behandling
i Skatteankestyrelsen. Det foreslås dog, at der ydes omkost-
ningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager,
hvor Skatteankestyrelsen har truffet afgørelse efter de oven-
for foreslåede regler, på tilsvarende betingelser som ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager, hvor et vurderingsan-
kenævn har truffet afgørelse.
De hidtidige regler, hvorefter Skatteankestyrelsen efter
nærmere regler visiterer indgåede vurderingsklager til vur-
deringsankenævnet eller Landsskatteretten til afgørelse,
foreslås således ophævet og erstattet af de beskrevne kom-
petenceregler. Alle vurderingsklager skal dog fortsat indgi-
ves til Skatteankestyrelsen som sekretariat for vurderingsan-
kenævnene. Skatteankestyrelsen skal også fortsat varetage
det sagsforberedende arbejde og sekretariatsbetjeningen,
uanset om der er tale om klagesager, der skal afgøres af et
ankenævn, eller klagesager, der henvises til Landsskatteret-
ten eller Skatteankestyrelsen til afgørelse.
16
2.2. Ny vurderingsankenævnsstruktur
2.2.1. Gældende ret
Vurderingsankenævnene er lokale nævn, der har kompe-
tence til at træffe afgørelse i hver sin vurderingsankenævns-
kreds.
Skatteministeren bestemmer kredsinddelingen, antal med-
lemmer i de enkelte nævn og hvilke kommuner, der har ind-
stillingsret, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1. Kredsind-
delingen m.v. er fastsat ved bekendtgørelse nr. 1227 af 24.
oktober 2013 om landets inddeling i skatteankenævnskred-
se, vurderingsankenævnskredse, skatte- og vurderingsanke-
nævnskredse samt motorankenævnskredse, hvorefter der er
10 vurderingsankenævn samt 10 skatte- og vurderingsanke-
nævn (fællesankenævn), der dækker såvel skatte- som vur-
deringsankenævnenes arbejdsområder. Hvert nævn har 5-10
medlemmer, afhængigt af hvilket geografisk område det en-
kelte nævn dækker. Der er pt. udnævnt 67 medlemmer og 67
suppleanter i vurderingsankenævnene og 67 medlemmer og
67 suppleanter i de fælles skatte- og vurderingsankenævn.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3, at med-
lemmerne er lægmænd udnævnt af skatteministeren efter
indstilling fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, som
vurderingsankenævnskredsen omfatter. Kun personer, der er
valgbare til en kommunalbestyrelse, kan indstilles af den på-
gældende kommunalbestyrelse. Hver kommunalbestyrelse
skal indstille én person til hver af kommunens pladser i
nævnet og én person som suppleant for denne. Ved indstil-
lingen finder § 25 i lov om kommunernes styrelse tilsvaren-
de anvendelse. Skatteministeren kan kun undlade at udnæv-
ne en indstillet person og anmode kommunalbestyrelsen om
at indstille en anden person, hvis der foreligger særlige om-
stændigheder. Skatteministeren har bemyndiget direktøren
for Skatteankestyrelsen til at foretage udnævnelserne. Med-
lemmerne udnævnes for en 4-årig periode, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 8, stk. 2.
Der er intet krav om, at medlemmerne af vurderingsanke-
nævnene skal have en bestemt faglig baggrund, modsat hvad
der er gældende for motorankenævnene, der består af tek-
nisk kyndige eller handelskyndige medlemmer udnævnt ef-
ter indstilling fra hovedorganisationerne af bilejere og for-
handlerorganisationerne i bilbranchen. Reglerne om motor-
ankenævnenes sammensætning findes i skatteforvaltningslo-
vens § 8, stk. 4.
Personer, som indstilles til udnævnelse til ankenævnene,
har som udgangspunkt pligt til at modtage udnævnelsen.
Der gælder dog visse undtagelser, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 8, stk. 5, hvorefter personer, der ved funktionsperio-
dens begyndelse er fyldt 60 år, der har været medlem af et
ankenævn i to hele sammenhængende funktionsperioder, der
ikke har dansk indfødsret, eller på grund af helbredstilstand,
varetagelse af andet offentligt hverv eller forretninger eller
af anden rimelig grund, kan meddele skatteministeren, at de
ikke ønsker at modtage udnævnelsen.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 9, stk. 1, at et
medlem, der mister sin valgbarhed, skal udtræde af det på-
gældende ankenævn. Det samme gælder et medlem, der har
været fraværende fra nævnets møder i en sammenhængende
periode på over 6 måneder, og som ikke er meddelt orlov.
Skatteministeren kan ifølge skatteforvaltningslovens § 9,
stk. 2, efter anmodning tillade et medlem at udtræde af næv-
net, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand, vare-
tagelse af andet offentligt hverv, forretninger el.lign. har ri-
melig grund til at ønske sig fritaget for hvervet. Skattemini-
steren kan endvidere efter anmodning meddele et medlem
orlov i en periode på op til 12 måneder regnet fra skattemi-
nisterens meddelelse af orlov. Yderligere orlov kan ikke
meddeles.
Når et medlem udtræder af nævnet eller meddeles orlov,
indtræder suppleanten i nævnet. Hvis et medlem eller en
suppleant er udtrådt permanent, udnævnes en ny suppleant
for den resterende del af funktionsperioden, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 9, stk. 3. Skatteministeren kan kun under gan-
ske særlige omstændigheder tilbagekalde en udnævnelse af
et medlem eller en suppleant, jf. skatteforvaltningslovens §
9, stk. 4.
Vurderingsankenævnene og fællesankenævnene vælger en
formand og en eller to næstformænd blandt nævnets med-
lemmer, jf. skatteforvaltningslovens § 10, stk. 1.
Nævnene kan som udgangspunkt kun træffe afgørelse, når
mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres sup-
pleanter, herunder formanden eller en næstformand, deltager
i afgørelsen. Vurderingsankenævn og fællesankenævn kan
dog vælge at opdele sig i besluttende led bestående af
mindst 3 medlemmer, hvoraf det ene skal være formanden
eller en næstformand. Ved en sådan opdeling skal de beslut-
tende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning, og
det er en forudsætning for, at sådanne besluttende led kan
træffe afgørelse, at mindst 3 medlemmer eller deres sup-
pleanter har deltaget i afgørelsen. Ethvert medlem af anke-
nævnet kan dog kræve en sag forelagt for det samlede nævn.
Reglerne om beslutningsdygtighed findes i skatteforvalt-
ningslovens § 10, stk. 2 og 3.
Formændene for de enkelte vurderingsankenævn har ikke
i dag kompetence til at træffe afgørelse på vegne af nævnet.
Beslutning om genoptagelse af vurderingsankenævnssager
træffes i dag af vurderingsankenævnet, hvilket indebærer, at
beslutningen om genoptagelse skal undergå sædvanlig
nævnsbehandling.
Efter skatteforvaltningslovens § 38, stk. 5, skal en afgørel-
se fra et vurderingsankenævn indeholde oplysninger om for-
skellige opfattelser under afstemningen vedrørende resulta-
tet og vedrørende begrundelsen, og afgørelsen skal angive
stemmetallet for hver opfattelse.
Der er i forretningsordenen for ankenævnene, jf. bekendt-
gørelse nr. 1515 af 13. december 2013 om forretningsorden
for skatteankenævn, vurderingsankenævn, skatte- og vurde-
ringsankenævn samt motorankenævn, fastsat mere detaljere-
de regler om ankenævnenes organisation og sammensæt-
ning.
Medlemmer af ankenævn vederlægges efter § 16 i forret-
ningsordenen for ankenævnene med et fast årligt vederlag,
17
som udbetales månedsvis. Suppleanter vederlægges for de
møder, de deltager i. Vederlaget til nævnsmedlemmerne
fremgår af bilag 1 til forretningsordenen.
Vederlagets størrelse for de menige vurderingsanke-
nævnsmedlemmer er på 54.900 kr. og på 47.400 kr. for fæl-
lesankenævnsmedlemmer. Formænd og næstformænd for
vurderingsankenævnene vederlægges mellem 87.800 kr. og
131.700 kr. afhængigt af nævnets størrelse, mens formænd
og næstformænd for fællesankenævnene vederlægges mel-
lem 85.400 kr. og 122.900 kr. afhængigt af nævnets størrel-
se. Suppleanter for vurderings- og fællesankenævnsmedlem-
mer vederlægges med 550 kr. pr. møde, de deltager i. Alle
beløb er grundbeløb pr. 31. marts 2012. De anførte beløb re-
guleres efter reglerne for generelle reguleringer af tjeneste-
mandslønninger, og medlemmer og suppleanter af anke-
nævn ydes befordringsgodtgørelse, time- og dagpenge samt
overnatningsgodtgørelser efter de satser, der er fastsat af
Skatterådet. Medlemmer af ankenævn kan under uddannelse
få udbetalt godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter de
regler, der gælder for arbejdsmarkedsuddannelserne.
2.2.2. Lovforslaget
Det foreslås, at der etableres en ny vurderingsankenævns-
struktur, hvor der oprettes en række nye vurderingsanke-
nævn, der fortsat skal have geografisk kompetence til at
træffe afgørelse i hver sin vurderingsankenævnskreds, hvor-
ved den lokale forankring sikres. Der vil dog i forretnings-
ordenen i lyset af den forventede mængde klager blive fast-
sat en regel om mulighed for overførsel af sager mellem
vurderingsankenævn, hvis der måtte vise sig at opstå væ-
sentlig skævhed i belastningen af de enkelte vurderingsan-
kenævn, eller der opstår behov for overflytning af sager
mellem nævnene på grund af særlige omstændigheder.
Der oprettes et antal vurderingsankenævn i den nye vurde-
ringsankenævnsstruktur. Selve kredsinddelingen (herunder
antal af nævn), antal medlemmer af de enkelte nævn, samt
hvilke kommuner, der har indstillingsret, vil (som i dag) bli-
ve fastsat i en bekendtgørelse.
Lægmandselementet og den lokale forankring og lokal-
kendskabet i vurderingsankenævnene foreslås fastholdt ved,
at 50 pct. af vurderingsankenævnenes ordinære medlemmer
udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i de
kommuner, som vurderingsankenævnskredsen omfatter.
Kommunalbestyrelserne skal som i dag foretage indstilling
efter den metode, der følger af § 25 i den kommunale styrel-
seslov, og i forbindelse med indstillingerne skal kommunal-
bestyrelserne lægge vægt på, at de indstillede har kendskab
til ejendomsvurdering. Dette kendskab til ejendomsvurde-
ring kan både være af teoretisk og praktisk karakter. Det kan
f.eks. bestå i en uddannelse med en vis relevans i forhold til
ejendomsvurdering og/eller praktisk erfaring med ejendoms-
vurdering.
De vurderingsfaglige kompetencer i vurderingsankenæv-
nene foreslås samtidig styrket ved, at 50 pct. af vurderings-
ankenævnenes ordinære medlemmer udnævnes på baggrund
af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter
indstilling fra Finans Danmark og Dansk Ejendomsmægler-
forening som repræsentanter for realkreditbranchen og ejen-
domsmæglerbranchen. Organisationerne skal ved indstillin-
gen sikre, at de indstillede personer indstilles på grund af
vurderingsfaglige kompetencer, og at de har et fornødent lo-
kalkendskab. Ved vurderingsfaglige kompetencer forstås
egentlige teoretiske og praktiske kompetencer vedrørende
værdifastsættelse af fast ejendom. Det vil sige kompetencer,
der kvalificerer de pågældende som egentlig sagkyndige i
relation til vurdering af fast ejendom.
Forslagene skal ses i forlængelse af, at der f.eks. i forbin-
delse med det såkaldte Ekspertudvalg om ejendomsvurder-
ings (Engbergudvalget) arbejde blev påpeget et behov for, at
de vurderingsfaglige kompetencer i ankenævnsbehandlingen
opprioriteres. Den daværende regering nedsatte Engbergud-
valget i 2013, og udvalget havde til opgave at udvikle et nyt
ejendomsvurderingssystem.
Ensartetheden i vurderingsankenævnenes afgørelser fore-
slås fremmet ved, at der ansættes et uafhængigt og geogra-
fisk ubundet vurderingsankenævnsformandsskab bestående
af en ledende vurderingsankenævnsformand og et antal øvri-
ge vurderingsankenævnsformænd efter en model, der min-
der om den model, der er etableret for Landsskatterettens
formandskab. Vurderingsankenævnsformændene skal alle
have vurderingsfaglig indsigt. Formændene skal samtidig
besidde den fornødne indsigt i konkret retsanvendelse, her-
under i forhold til sagsbehandling, afgørelse, vejledning og
høring m.v. Det vil eksempelvis være nødvendigt for at va-
retage mødeledelse i vurderingsankenævnene, sikre overhol-
delse af forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler og foreta-
ge henvisninger til de rette afgørelsesmyndigheder.
Vurderingsankenævnsformændene skal sammen drøfte,
koordinere og fastlægge praksis for forskellige spørgsmål
under ledelse af den ledende vurderingsankenævnsformand.
Det vil ske ved, at vurderingsankenævnsformandsskabet
fungerer som et forum for sådanne spørgsmål i form af et
praksisudvalg, der med bistand fra sekretariatet gør det mu-
ligt at fremme ensartetheden i afgørelser og beslutninger ve-
drørende f.eks. henvisning til andre afgørelsesmyndigheder
og forslag til delegation af afgørelsestyper til vurderingsan-
kenævnsformænd (eller efter bemyndigelse ansatte i Skatte-
ankestyrelsen, jf. forslaget til § 10 a, stk. 2).
Vurderingsankenævnsformændene skal derfor også mødes
med Landsskatterettens retsformænd med henblik på over-
ordnet koordinering af henvisning af sager til Landsskatte-
retten, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Endvidere skal vurderings-
ankenævnsformandsskabet som forum i øvrigt gennem drøf-
telser og aftaler med sekretariatet bidrage til at understøtte
en ensartet, effektiv og smidig tilgang til sagsbehandlingen
og sagsafviklingen.
En høj afgørelsesvolumen i ankenævnene foreslås mulig-
gjort ved, at den ledende vurderingsankenævnsformand får
kompetence til efter indstilling fra direktøren i Skatteanke-
styrelsen at udnævne en eller flere ansatte i Skatteankesty-
relsen til at deltage i afgørelsen af vurderingsklager på veg-
ne af vurderingsankenævnsformændene efter en model, der
ligner modellen for afgørelse af udvalgssager i Landsskatte-
retten. I udvalgssager i Landsskatteretten deltager en em-
18
bedsmand i Skatteankestyrelsen, der er bemyndiget hertil af
den ledende retsformand efter drøftelse med direktøren for
Skatteankestyrelsen, i afgørelsen af skriftligt voterede sager
i retsformandens sted. Det er en forudsætning for, at Lands-
skatterettens afgørelse kan træffes efter en sådan udvalgsbe-
handling, at afgørelsen træffes af alle de voterende i enig-
hed. I modsat fald overgår sagen til nævnsbehandling med
en retsformand som førstevoterende. Henset til den forven-
tede mængde vurderingsklager og til, at alene embedsmænd
i Skatteankestyrelsen, der af såvel direktøren for Skatteanke-
styrelsen som den ledende vurderingsankenævnsformand er
anset som kompetente til at votere i formandskabets sted, er
der imidlertid ikke fundet grundlag for at foreslå, at samme
forudsætning skal gøre sig gældende, for så vidt angår vur-
deringsankenævnssager.
Det foreslås desuden, at kompetencen til at beslutte, om
en sag, hvor der tidligere er truffet afgørelse af et vurde-
ringsankenævn, kan genoptages, tillægges formanden for
vurderingsankenævnet (eller efter bemyndigelse en ansat i
Skatteankestyrelsen, jf. forslaget til § 10 a, stk. 2). Træffer
formanden for vurderingsankenævnet afgørelse om, at sagen
skal genoptages, vil sagen herefter undergå sædvanlig
nævnsbehandling i vurderingsankenævnet, herunder be-
handling af, om sagen bør henvises til afgørelse i Landsskat-
teretten eller Skatteankestyrelsen.
I dag træffes beslutning om genoptagelse af vurderingsan-
kenævnet, hvilket indebærer, at beslutningen om genopta-
gelse skal undergå sædvanlig nævnsbehandling. Formålet
med bestemmelsen er således bl.a. at forenkle og effektivi-
sere sagsbehandlingen af de klager, hvor der alene skal tages
stilling til, hvorvidt en sag kan genoptages eller ej. Med be-
stemmelsen skabes der en sammenhæng til reglerne for af-
gørelse om genoptagelse af landsskatteretssager, der efter
gældende regler afgøres af en retsformand eller en kontor-
chef i Skatteankestyrelsen (det sidste efter bemyndigelse fra
den ledende retsformand), jf. skatteforvaltningslovens § 13,
stk. 3.
Det foreslås endvidere, at en beslutningsdygtig del af vur-
deringsankenævnet (en voteringsgruppe) kan bemyndige
formanden for ankenævnet (eller en ansat i Skatteankesty-
relsen, jf. forslaget til § 10 a, stk. 2) til at træffe afgørelse i
vurderingsankenævnssager på vegne af vurderingsankenæv-
net. Bemyndigelsen kan både gives for en konkret sag samt
mere generelt for bestemte typer af sager.
For at et vurderingsankenævn kan træffe en afgørelse,
foreslås det, at formanden (eller efter bemyndigelse en ansat
i Skatteankestyrelsen) og mindst to medlemmer skal deltage
i afgørelsen, medmindre afgørelseskompetence er delegeret
eller delegeres til formanden (eller en ansat i Skatteankesty-
relsen, der er bemyndiget til at votere eller træffe afgørelse i
formandens sted, jf. forslaget til § 10 a, stk. 2). I tilfælde af
stemmelighed er formandens eller den ansattes, jf. forslaget
til § 10 a, stk. 2, stemme afgørende. Der stilles således ikke
krav om enighed mellem alle deltagerne i afgørelsen. Det er
heller ikke tilfældet, når en ansat i Skatteankestyrelsen del-
tager i afgørelsen. En voteringsgruppe kan imidlertid som
ovenfor anført bemyndige ankenævnsformanden (eller en
ansat i Skatteankestyrelsen, jf. forslaget til § 10 a, stk. 2) til
at træffe afgørelse på vegne af vurderingsankenævnet.
Vurderingsankenævnene tænkes således opdelt i vote-
ringsgrupper på samme måde som Landsskatteretten. Opde-
lingen kan også indbefatte voteringsgrupper på mere end to
medlemmer, hvorved situationen med stemmelighed kan op-
stå. I praksis vil det således ofte være nødvendigt, at der til
møder opereres med en voteringsgruppe med mere end to
ordinære medlemmer af ankenævnet, udover formanden el-
ler en ansat i Skatteankestyrelsen, der er bemyndiget til at
deltage i afgørelsen med beføjelser som en formand, for at
sikre beslutningsdygtigheden i tilfælde af afbud fra medlem-
mer. Opdelingen tænkes at kunne indbefatte voteringsgrup-
per med eksempelvis kun lægmænd, kun sagkyndige og en
kombination af medlemmer. Det minder om opdelingen af
Landsskatteretten, hvor der f.eks. findes både såkaldte juri-
diske og såkaldte almindelige voteringsgrupper. Den nær-
mere regulering af opdelingen i voteringsgrupper m.v. vil
blive fastsat i forretningsordenen.
I konsekvens af de foreslåede ændringer af reglerne om
afgørelse af vurderingsankenævnssager foreslås det, at vur-
deringsankenævnsafgørelser fremover skal angive samme
oplysninger om de deltagende i afgørelsen og deres voterin-
ger som Landsskatterettens afgørelser, herunder oplysninger
om, hvorvidt afgørelsen er truffet med deltagelse af ordinæ-
re medlemmer, og i så fald oplysninger om forskellige
meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og
begrundelsen, stemmetallet for hver opfattelse, oplysning
om hvorvidt formanden eller en ansat, der har deltaget i af-
gørelsen i formandens sted, har afgivet dissens, samt navn
på den eller de personer, der har truffet afgørelsen.
Det foreslås desuden, at vurderingsankenævnene fortsat
skal sekretariatsbetjenes af Skatteankestyrelsen, der også se-
kretariatsbetjener Landsskatteretten.
Reglerne i skatteforvaltningslovens § 8, stk. 5, om de ind-
stillede personers pligt til at modtage en udnævnelse, fore-
slås uændret at skulle gælde for vurderingsankenævnene og
altså også for de medlemmer, der skal udnævnes efter ind-
stilling fra Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerfor-
ening. Tilsvarende gælder reglerne i skatteforvaltningslo-
vens § 9, stk. 1, 2 og 4, om medlemmers udtræden af nævnet
og meddelelse af orlov. § 9, stk. 3, der omhandler supplean-
ter, vil dog ikke skulle gælde for vurderingsankenævnene,
da der ikke vil skulle udnævnes suppleanter til de nye vurde-
ringsankenævn. Derfor foreslås det, at der indføres en regel,
hvoraf det følger, at ved et medlems udtræden af nævnet el-
ler ved meddelelse af orlov skal der udnævnes et nyt med-
lem af vurderingsankenævnet for den resterende periode el-
ler orlovsperioden. Ved udnævnelse i forbindelse med et
medlems udtræden eller meddelelse af orlov finder de fore-
slåede regler om udnævnelse og indstilling i skatteforvalt-
ningslovens § 8, stk. 4 og 6, tilsvarende anvendelse.
Der skal i forbindelse med oprettelsen af de nye vurde-
ringsankenævn udstedes en forretningsorden, hvor de nær-
mere regler for nævnenes virke skal fastsættes. Reglerne for
vurderingsankenævnenes organisering samt behandling og
afgørelse af vurderingsankenævnssager justeres i den forbin-
19
delse, så de i videst muligt omfang svarer til de regler, der
gælder for Landsskatteretten. Det vil bl.a. blive reguleret i
forretningsordenen, at vurderingsankenævnene får mulighed
for at træffe afgørelse på grundlag af enten skriftlig eller
mundtlig votering i voteringsgrupper med henblik på at ska-
be mere effektive sagsprocesser. Forretningsordenen for
vurderingsankenævnene vil dog give de ordinære vurde-
ringsankenævnsmedlemmer mulighed for at anmode om, at
en konkret sag behandles ved et møde i den relevante vote-
ringsgruppe. En sådan anmodning må forventes imødekom-
met, medmindre særlige forhold taler imod.
Forretningsordenen for vurderingsankenævn vil tillige re-
gulere aflønningen af de ordinære vurderingsankenævns-
medlemmer. Aflønningen forventes fastsat med udgangs-
punkt i aflønningen af Landsskatterettens ordinære medlem-
mer. De ordinære medlemmer af Landsskatteretten modta-
ger efter gældende regler årligt et grundbeløb på 62.700 kr.
(afrundet grundbeløb pr. 1. oktober 1997), hvilket svarer til
84.800 kr. (2017-niveau). Det præcise niveau vil blive ende-
ligt fastsat i forretningsordenen og fastsættes i øvrigt for en
funktionsperiode ad gangen.
Den ændrede nævnsstruktur med opprioritering af vurde-
ringsfaglige kompetencer nødvendiggør, at de nuværende
fælles skatte- og vurderingsankenævn opløses og erstattes af
et antal separate skatteankenævn.
Det foreslås, at den nye vurderingsankenævnsstruktur får
virkning fra den 1. januar 2019. Som en følge af dette fore-
slås det, at den nuværende funktionsperiode for medlemmer
og suppleanter i vurderingsankenævn, skatteankenævn og
skatte- og vurderingsankenævn forlænges med 6 måneder til
og med den 31. december 2018, og at den umiddelbart efter-
følgende ordinære funktionsperiode begynder den 1. januar
2019 og udløber den 30. juni 2022.
Forlængelsen er begrundet i behovet for at forlænge funk-
tionsperioden for de nuværende vurderingsankenævn og
skatte- og vurderingsankenævn på grund af de foreslåede
ændringer i vurderingsankenævnsstrukturen pr. 1. januar
2019, idet denne forlængelse og behovet for at koordinere
funktionsperioderne for skatte- og vurderingsankenævnene
og skatteankenævnene fører til, at den nuværende funktions-
periode for skatteankenævn forlænges tilsvarende.
Den nuværende klagestruktur skal evalueres i 2017, jf. af-
snit 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 212
af 24. april 2013. De foreslåede forlængelser af funktionspe-
rioden for skatte- og vurderingsankenævn samt skatteanke-
nævn forholder sig ikke til denne evaluering og de eventuel-
le ændringer og tiltag, som evalueringen måtte aktualisere.
2.3. Klagemyndighedens muligheder for at ændre en
påklaget vurdering
2.3.1. Gældende ret
Efter gældende regler har vurderingsankenævn, Lands-
skatteretten og Skatteankestyrelsen i princippet ubegrænset
adgang til at efterprøve og ændre påklagede ansættelser af
ejendoms- og grundværdier, foretagne fordelinger m.v. Kla-
geinstanserne udviser imidlertid i praksis en vis tilbagehol-
denhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden udøve-
de værdiskøn, da der altid er en usikkerhed forbundet med at
fastsætte værdien af en konkret fast ejendom. Domstolene
udviser efter praksis ligeledes tilbageholdenhed med at ef-
terprøve den del af skattemyndighedernes afgørelser, der
omhandler skatte- og værdiskøn. I sager, hvor domstolene
har skullet tage stilling til, om vurderingsmyndighedens
grund- eller ejendomsvurdering kan tilsidesættes, har Høje-
steret således flere gange udtalt, at dette forudsætter, at
grundejeren godtgør, at »den ansatte værdi ligger uden for
rammerne for det skøn, som tilkommer vurderingsmyndig-
hederne«, jf. UfR 2000.1071 H og UfR 2005.1164 H
(SKM2005. 63. HR). Det kan bl.a. ske ved, at ejeren påvi-
ser, at der i vurderingen er fejl, som er af væsentlig betyd-
ning, jf. f.eks. UfR 2009.749 H.
Efter skatteforvaltningslovens § 38, stk. 2, kan vurde-
ringsankenævnet uanset klagens udformning genoptage en
påklaget ansættelse i sin helhed, det vil sige uanset, om kla-
gen alene omfatter en del af ansættelsen. Landsskatteretten
og Skatteankestyrelsen kan derimod efter skatteforvaltnings-
lovens § 45, stk. 1, og § 35 h, stk. 1, alene påkende de påkla-
gede dele af en ansættelse samt foretage afledte ændringer.
2.3.2. Lovforslaget
Det foreslås, at der indføres lovbestemmelser, hvorefter
klagemyndighederne kun kan ændre ejendomsværdien eller
grundværdien, hvis klagemyndighederne finder grundlag for
at ændre den pågældende værdi med mere end 20 pct. i for-
hold til vurderingsmyndighedens afgørelse.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt frem-
satte forslag til en ny ejendomsvurderingslov og bemærk-
ningerne hertil. Det fremgår af § 15, stk. 2, i dette forslag, at
der ved vurderingerne som udgangspunkt ansættes en selv-
stændig ejendomsværdi og en selvstændig grundværdi, jf.
dog §§ 10 og 11 i forslaget, og at der i vurderingen endvide-
re indgår fordelinger som nævnt i §§ 35-37 i forslaget samt
ansættelser og fordelinger foretaget i medfør af anden lov-
givning. Af bemærkningerne fremgår det herom, at ejen-
domsværdien og grundværdien vil være separate ansættel-
ser, der foretages uafhængigt af hinanden og på forskelligt
grundlag, der imidlertid, som det også er tilfældet i dag, i et
vist omfang, men ikke altid, vil være påvirket af samme for-
hold, men muligvis med forskellig vægt.
Det fremgår af afsnit 2.2.2. i de almindelige bemærknin-
ger til forslaget til en ny ejendomsvurderingslov endvidere,
at det er et grundvilkår, at der altid vil være usikkerhed for-
bundet med at fastsætte værdien af en ejendom, og at der ik-
ke findes en »rigtig« pris, da mange individuelle faktorer
gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg
etc. En vurdering vil således kunne befinde sig inden for et
vist spænd uden af denne grund at være forkert.
Da der ikke findes en »rigtig« pris, er det således i forsla-
get til ejendomsvurderingsloven foreslået, at vurderingsnor-
men i den nye vurderingslov fastsættes til den forventelige
kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågældende
type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige
20
karakteristika. Vurderingsnormen skal dermed være udtryk
for den værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det
nævnte spænd overordnet skal finde frem til ved vurderin-
gen.
Niveauet for dette spænd skal, som det også fremgår af
bemærkningerne til forslaget til ejendomsvurderingsloven,
fastlægges, så det er realistisk i forhold til, hvad der er mu-
ligt at opnå i forhold til de vurderingsmetoder, der vil blive
anvendt i det nye vurderingssystem, og det er i forslaget til
vurderingsloven foreslået, at et spænd på plus/minus 20 pct.
kan anvendes.
For at understøtte den beskrevne vurderingsnorm med et
indbygget spænd foreslås det derfor, at der i skatteforvalt-
ningsloven fastsættes lovbestemmelser, hvorefter klagemyn-
dighederne kun kan ændre ejendomsværdien eller grundvær-
dien, hvis klagemyndighederne finder grundlag for at ændre
den pågældende værdi med mere end 20 pct. i forhold til
vurderingsmyndighedens afgørelse, det vil sige at der skal
foretages en selvstændig vurdering af, om der er grundlag
for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct. og en
selvstændig vurdering af, om der grundlag for at ændre
grundværdien med mere end 20 pct., mens det ikke for så
vidt angår de øvrige dele af en ejendomsvurdering, f.eks.
fordelinger af ansatte værdier, vil være en forudsætning for
ændring, at ændringen udgør mere end 20 pct.
Forslaget har således til formål at fastslå, at klagemyndig-
hederne skal respektere, at der i den fastsatte vurderings-
norm ligger et spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fast-
satte værdier skal respekteres, og objektiviserer således en
margin for vurderingsmyndighedens skøn.
Klagemyndigheden vil da også i sin egen prøvelse være
underlagt den samme grundlæggende usikkerhed i forhold
til vurderingsnormen som vurderingsmyndigheden, da der jo
netop ikke findes en »rigtig« pris for en ejendom. Som an-
ført ovenfor i afsnit 2.3.1, udviser klagemyndigheden i lyset
af denne naturgivne usikkerhed allerede i dag en vis tilbage-
holdenhed med at ændre skøn i forhold til vurderingsnor-
men, og det samme vil gælde fremover blot i en mere objek-
tiveret form.
Forslaget vil have den konsekvens, at ejendomsværdier og
grundværdier skal stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der
ikke er grundlag for at ændre værdiansættelsen med mere
end 20 pct. For eksempel vil en påklaget ejendomsværdi på
1,5 mio. kr. skulle stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der
ikke er grundlag for at nedsætte denne med mere end
300.000 kr.
Det forventes, at den foreslåede bestemmelse vil have en
vis effekt i forhold til, at ejendomsejere, der ikke selv har
forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undla-
der at klage. Endvidere vil bestemmelsen åbne mulighed for,
at klagemyndigheden mere effektivt kan understøtte afgørel-
sen af klagesager, når påklagede værdiansættelser ligger in-
den for den fastsatte skønsmargin, og der således ikke er
grundlag for at ændre de skønsmæssigt fastsatte værdier. I
disse tilfælde vil klagemyndighederne således kunne foreta-
ge sagsforberedelse og afgørelse på et mere begrænset
grundlag. Det gælder særligt i tilfælde, hvor klageren ikke i
sin begrundede klage efter skatteforvaltningslovens § 35 a,
stk. 3, har fremført oplysninger eller indsigelser, der på no-
gen måde kan føre til en ændring af grundværdien og/eller
ejendomsværdien på mere end 20 pct. Hvis der således ikke
er fremført oplysninger eller andet i en klage, der umiddel-
bart peger i retning af eller er egnet til at danne grundlag for
en ændring af den eller de pågældende værdier med mere
end 20 pct., vil klagemyndigheden kunne begrænse sin prø-
velse i overensstemmelse hermed. Dette vil f.eks. være til-
fældet, hvis en klage over en ansat ejendomsværdi på 1,5
mio. kr. er begrundet med, at ejendommen er købt for 1,2
mio. kr. kontant i fri handel. I så fald vil klagemyndigheden
kunne stadfæste den påklagede ejendomsværdi uden at være
forpligtet til at inddrage yderligere oplysninger i afgørelses-
grundlaget.
Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med de samtidigt
foreslåede regler om, at ejendomsejerne i fremtiden som ud-
gangspunkt vil få mulighed for at udtale sig om grundlaget
for vurderingen, før vurderingen foretages, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 22, med bemærkninger. Denne sammenhæng er en
medvirkende årsag til, at begrænsningen af klagemyndighe-
dens adgang til at ændre de ansatte værdier skal være gæl-
dende, uanset om klagen er begrundet med, at vurderingen
er foretaget på fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag, herun-
der hvis det gøres gældende, at vurderingen er foretaget
uden hensyntagen til alle oplysninger af relevans for vær-
diansættelsen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
54, 57 og 62.
De foreslåede bestemmelser vil således begrænse klage-
myndighedernes adgang til at ændre en påklaget ansættelse,
hvis der ikke er grundlag for at ændre denne med mere end
20 pct., uanset om klagen f.eks. er begrundet med, at den på-
klagede afgørelse er behæftet med en retlig mangel, fordi
der efter klagerens opfattelse ikke er taget højde for alle re-
levante momenter knyttet til selve vurderingsnormen. F.eks.
fordi klageren mener, at et givent kriterium eller forhold
skal inddrages i selve værdiskønnet. De foreslåede regler,
om at begrænse klagemyndighedernes adgang til ændringer,
gælder efter ordlyden alene for ejendomsværdien og grund-
værdien, og således ikke for fordelinger m.v. Fordelinger af
ejendomsværdier og grundværdier m.v. er dog ligeledes ba-
seret på et vurderingsfagligt skøn, hvilket tilsvarende er for-
bundet med en naturlig usikkerhed. Klagemyndighederne
må derfor også i praksis forventes at udvise en vis tilbage-
holdenhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden fore-
tagne fordelinger m.v.
De foreslåede regler er processuelle regler, der kun vil væ-
re direkte bindende for klagemyndighedens prøvelse. Det
formodes dog, at de foreslåede bestemmelser, der begrænser
klagemyndighedernes adgang til at tilsidesætte det af vurde-
ringsmyndigheden udøvede skøn inden for en beskrevet
ramme, vil have en afsmittende effekt på domstolenes tilbø-
jelighed til at tilsidesætte skønnet i vurderingssager, og at
domstolene vil være utilbøjelige til at ændre vurderings-
mæssige skøn, der ligger inden for den i vurderingslovens
forarbejder fastlagte skønsmargin, samt at denne utilbøjelig-
21
hed vil blive forstærket af, at klagemyndighederne ikke vil
have mulighed til at tilsidesætte vurderingsmyndighedens
skøn, i det omfang klagemyndighedens skøn ikke afviger fra
dette med mere end 20 pct., jf. bemærkninger til lovforsla-
gets § 1, nr. 54, 57 og 62.
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget,
der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit
2.10.2.3, hvor det foreslås, at vurderingsmyndighedens ad-
gang til ekstraordinær genoptagelse af en vurdering (efter
udløbet af fristen for ordinær genoptagelse), der ikke vedrø-
rer en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, harmoniseres med begrænsningen af klagemyndighedens
mulighed for at ændre en vurdering, således at det bliver en
betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelse
resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundvær-
dien, der er større end 20 pct. I dag er grænsen for ekstraor-
dinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, på mindst 15 pct.
Vurderingsmyndighedens mulighed for ordinært at genop-
tage egne vurderinger (inden for fristen for ordinær genopta-
gelse) skal ikke begrænses af den foreslåede objektivt fast-
satte skønsmargin, der i fremtiden skal respekteres af klage-
myndigheden. Vurderingsmyndigheden skal således også i
fremtiden have adgang til at genoptage egne vurderinger
med henblik på ændringer, der ligger inden for denne mar-
gin, også når genoptagelse sker i forbindelse med, at der er
indgivet en klage over vurderingen, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 35 a, stk. 5. Sidstnævnte genoptagelsesadgang omfat-
ter – i modsætning til den ordinære og ekstraordinære ad-
gang til genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33 – og-
så rene beløbsmæssige værdiskøn. Vurderingsmyndigheden
skal dog ved vurderingen af, om der er grundlag for at gen-
optage en ejendomsvurdering, hense til, om den allerede
foretagne vurdering ligger inden for det naturlige spænd, der
ligger i vurderingsnormen.
Hvis ejendomsejer og vurderingsmyndigheden er enige
om, at genbehandling af en vurderingssag (i første omgang)
kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden,
kan vurderingsmyndigheden i forbindelse med, at der er ind-
givet en klage, genoptage og ændre en vurdering, uanset om
ændringen af de separate værdiansættelser er på mindre end
20 pct. af de oprindelige vurderinger. Der henvises til de al-
mindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.
Efter endt genoptagelsesbehandling har ejendomsejeren
mulighed for at påklage den nye vurdering.
Hvis ejendomsejeren ikke er enig i, at sagen (i første om-
gang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndig-
heden, vil sagen derimod blive afgjort af klageinstansen, der
ikke vil have mulighed for at ændre vurderingen, hvis den er
inden for den fastsatte skønsmargin.
Den foreslåede begrænsning af klagemyndighedernes ad-
gang til at ændre påklagede vurderinger vil således skabe en
sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og gen-
optagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør be-
handles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt
omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær
genoptagelse.
Det foreslås desuden, at vurderingsankenævnenes, Skatte-
ankestyrelsens og Landsskatterettens kompetence til at på-
kende påklagede vurderinger fremadrettet begrænses såle-
des, at klagemyndighederne uanset klagens formulering kan
påkende de påklagede dele af en vurdering samt foretage
ændringer i andre dele af ejendomsvurderingen, der er en
følge af faktiske og retlige forhold, der indgår i prøvelsen af
det påklagede.
Forslaget har til formål at begrænse klagemyndighedens
forpligtelse til at efterprøve ikke påklagede dele af ejen-
domsvurderinger, der indbringes for klagemyndigheden, og
skal ses i lyset af de samtidig foreslåede præciseringer af, at
en ejendomsvurdering består af flere separate ansættelser og
dele, herunder f.eks. en grundværdiansættelse, en ejendoms-
værdiansættelse og forskellige fordelinger. De enkelte an-
sættelser i en ejendomsvurdering skal kunne påklages og
prøves separat, men der er behov for at sikre, at klagemyn-
dighederne i situationer, hvor en ændring af påklagede dele
af en vurdering følger af forhold, der tillige har betydning
for andre ansættelser eller dele af den påklagede vurdering,
kan foretage ændringer af disse andre dele af vurderingen,
herunder ansættelser i vurderingen, hvis disse dele inklusive
dette forhold ligger uden for det normale spænd i vurde-
ringsnormen, uanset formuleringen af klagen.
Forslaget skal desuden ses i lyset af behovet for en ensret-
ning af reglerne for behandling og afgørelse af vurderings-
klager, uanset om klagebehandlingen skal gennemføres af et
vurderingsankenævn eller skal henvises til Landsskatteretten
eller Skatteankestyrelsen til afgørelse, jf. de foreslåede æn-
dringer vedrørende afgørelseskompetencen i vurderingskla-
ger.
2.4. Klagegebyr
2.4.1. Gældende ret
Efter etableringen af Skatteankestyrelsen, hvor sekretaria-
tsbetjeningen af Landsskatteretten og skatte-, motor- og vur-
deringsankenævnene blev samlet i Skatteankestyrelsen, blev
der pålagt et gebyr på 300 kr. (2010-niveau) på stort set alle
typer af klagesager, der skal behandles af Landsskatteretten
og ankenævnene. Grundbeløbet reguleres efter personskatte-
lovens § 20, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 1.
Klagegebyret tilbagebetales ved helt eller delvis medhold
i klagen eller ved helt eller delvis medhold i en efterfølgen-
de domstolsprøvelse af klagemyndighedens afgørelse, hvis
klagen afvises, eller hvis en genoptagelsesanmodning imø-
dekommes som følge af en praksisændring, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 35 c, stk. 2. Beløbet tilbagebetales ikke, uan-
set at klagen indbringes for domstolene efter overspring-
sreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, eller at klagen
tilbagekaldes, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse
med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgø-
relse, genoptager sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c,
stk. 5.
22
En klage kan i dag indgives uden samtidig betaling af ge-
byret, idet Skatteankestyrelsen fastsætter en frist for indbeta-
ling af gebyr, når et sådant skal betales.
2.4.2. Lovforslaget
Det foreslås, at klagegebyret i vurderingssager fremover
fastsættes til 900 kr. (2010-niveau) for klage over de nye
vurderinger efter ejendomsvurderingsloven, hvilket vil svare
til et klagegebyr på 1.000 kr. pr. klage. For klage over de vi-
dereførte vurderinger eller omvurderinger foretaget efter lov
om vurdering af landets faste ejendomme foreslås det, at
klagegebyret fastsættes til 400 kr. (2010-niveau) svarende til
500 kr. i 2017-niveau for hver vurdering, der klages over.
Hvis en ejendomsejer f.eks. vælger at klage over sin
2013-, 2015-, 2017- og 2018-vurdering, når der åbnes for
klageadgangen i 2019, skal der dermed betales 2.500 kr. (i
2017-niveau) i samlet klagegebyr. Dette skal ses i sammen-
hæng med, at klagebehandling i gennemsnit koster ca. 8.500
kr. pr. sag, hvorved bemærkes, at hver enkelt vurdering er at
anse som én klage og dermed én sag.
Det foreslås, at klagegebyret skal indbetales, når klagen
indgives, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.11.2 om
indholdet af de bestemmelser, der foreslås fastsat af skatte-
ministeren efter skatteforvaltningslovens § 35. Dette skal
både gælde, for så vidt angår klager over de nye vurderinger
og for klager over de videreførte vurderinger og omvurde-
ringer efter lov om vurdering af landets faste ejendomme.
Klagegebyret vil skulle tilbagebetales under samme forud-
sætninger som i dag, herunder særligt når klageren ved kla-
gebehandlingen eller en efterfølgende domstolsprøvelse af
klagemyndighedens afgørelse får helt eller delvis medhold.
Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforsla-
gets § 1, nr. 44-48, samt § 5, stk. 8.
2.5. Klageberettigelse
2.5.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 2. pkt., kan
vurderingsklager indgives »af ejeren af den faste ejendom
og af andre, der har en væsentlig, direkte, retlig interesse i
vurderingens resultat«.
Det beror således i dag på en konkret vurdering, hvem der
er berettiget til at klage over en ejendomsvurdering, og det
skal derfor i forbindelse med en vurderingsklage konkret
vurderes, om den, der har indgivet en klage, er klageberetti-
get. Det skal under klagebehandlingen tillige vurderes, om
det er nødvendigt at gennemføre partshøring m.v. i forhold
til andre eventuelle parter vedrørende den påklagede vurde-
ring.
I relation til vurderingsklagesager opstår behovet for af-
grænsning af de klageberettigede oftest i relation til lejere,
for hvem den offentlige vurdering kan have visse mere eller
mindre indirekte og økonomiske konsekvenser i de tilfælde,
hvor f.eks. grundskylden er væltet over på lejerne via leje-
fastsættelsen i henhold til den indgåede lejekontrakt.
Praksis for fastlæggelsen af kredsen af klageberettigede er
ikke helt entydig. Det illustreres blandt andet af den beskri-
velse af praksis, der er indarbejdet i Juridisk Vejledning, af-
snit A. A. 10.2.1.
Det beror efter gældende ret på en konkret vurdering, om
en lejer måtte være klageberettiget i forhold til ejendoms-
vurderingen. Imidlertid synes det efter gældende ret at for-
holde sig således, at en bruger eller lejer næppe kan anses
for klageberettiget i andet end ganske ekstraordinære tilfæl-
de, jf. også SKM 2017.221 LSR. Det skyldes, at en bruger
eller lejer som udgangspunkt ikke har en direkte og retlig in-
teresse i vurderingen, men alene en indirekte og økonomisk
interesse som følge af en aftale mellem ejer og lejer. F.eks.
om, hvem der i deres indbyrdes forhold skal bære udgiften
til f.eks. grundskyld, jf. herved også Københavns Byrets
dom af 30. juni 2014 i sagen BS 38A-5737/2012.
Arvinger og aktionærer anses efter praksis heller ikke i sig
selv for at være klageberettigede, da arvinger og aktionærer
heller ikke har en væsentlig, direkte, retlig interesse i udfal-
det af sagen. Dette fremgår af, fra skatteområdet, FOB
2003.345 vedrørende arvinger henholdsvis SKM 2007.289
LSR vedrørende aktionærer.
2.5.2. Lovforslaget
Det foreslås, at kredsen af klageberettigede i forhold til
konkrete vurderingssager fastlægges i skatteforvaltningslo-
ven, således at det tydeliggøres, hvem der er berettiget til at
klage over en ejendomsvurdering, og at kredsen af klagebe-
rettigede afgrænses til »ejeren af den faste ejendom og an-
dre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der
opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurde-
ring«.
Det kan ikke udelukkes, at den foreslåede ændring af
kredsen af klageberettigede i visse tilfælde vil kunne medfø-
re, at fysiske eller juridiske personer, der efter en konkret
vurdering vil være klageberettiget efter gældende ret, ikke
vil være klageberettigede efter den foreslåede definition af
kredsen af klageberettigede. Det vurderes imidlertid, at den
foreslåede afgrænsning af kredsen af klageberettigede vil
være forenelig med det offentligretlige partsbegreb, der er
udviklet i praksis og bl.a. er beskrevet i punkt 49-55 i vej-
ledning nr. 11.740 af 4. december 1986 om forvaltningslo-
ven. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 36.
Den foreslåede ændring af kredsen af klageberettigede i
vurderingssager vil alene finde anvendelse ved afgrænsnin-
gen af kredsen af klageberettigede i forhold til klager over
afgørelser efter den nye ejendomsvurderingslov. Den hidtil
gældende afgrænsning af kredsen af klageberettigede i skat-
teforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, og hidtil gældende prak-
sis vil fortsat finde anvendelse ved afgrænsningen af kred-
sen af klageberettigede i forhold til klager over vurderinger
efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, herunder
de videreførte vurderinger. Der vil således ikke med den
foreslåede ændring ske ændring af kredsen af klageberetti-
gede i forhold til de videreførte vurderinger.
23
2.6. Klagefrist
2.6.1. Gældende ret
Fristen for at klage over de almindelige vurderinger eller
omvurderinger er den 1. juli i året efter vurderingsåret, med-
mindre skatteministeren fastsætter en længere frist, jf. skat-
teforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 5. pkt. Dette adskiller sig
fra de øvrige sagstyper, hvor klage skal indgives til Skatte-
ankestyrelsen som sekretariat for ankenævnene og Lands-
skatteretten, hvor fristen for at klage er 3 måneder. Har kla-
geren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget
senest 4 måneder efter, at den afgørelse, der klages over, er
afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen.
2.6.2. Lovforslaget
Det foreslås, at fristen for at klage over almindelige vurde-
ringer eller omvurderinger fastsættes i overensstemmelse
med det generelle udgangspunkt i skatteforvaltningsloven,
hvorefter klagefristen er 3 måneder efter modtagelsen af den
afgørelse, der klages over, dog 4 måneder efter, at afgørel-
sen er afsendt, hvis denne ikke er modtaget af klageren.
Den foreslåede ændring vil øge sandsynligheden for, at
indgangen af klager spredes over en længere periode end
ved fastholdelse af den nuværende faste klagefrist den 1. ju-
li. Dette vil være hensigtsmæssigt henset til den forventede
mængde klager, særligt i de første år efter indførelsen af et
nyt vurderingssystem, hvor klageindgangen tillige vil omfat-
te klagerne over de videreførte vurderinger. Endvidere er en
ensretning af fristreglerne foreslået på grund af administrati-
ve hensyn.
Den foreslåede klagefrist skal også være gældende for kla-
ger over de videreførte vurderinger, der vil blive udsendt til
relevante ejendomsejere med klagevejledning i forbindelse
med, at de nye ejendomsvurderinger sendes ud.
2.7. Ophævelse af retten til et varslet møde med
Skatteankestyrelsen i vurderingssager, der behandles af et
vurderingsankenævn eller af Skatteankestyrelsen
2.7.1. Gældende ret
I forbindelse med den nye klagestruktur på skatteområdet,
der trådte i kraft den 1. januar 2014, fik klageren ret til i sag-
er, der skal behandles af et vurderingsankenævn, at udtale
sig ved et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler
(kontormøde), jf. skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 1.
Skatteankestyrelsen kan anmode den myndighed, der har
truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret
ved mødet, jf. skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 2.
Før den nye klagestruktur trådte i kraft i 2014, gjaldt ret-
ten til et sådant varslet kontormøde alene i sager, der blev
behandlet ved Landsskatteretten. En tilsvarende ret gjaldt ik-
ke for sager, der blev behandlet af vurderingsankenævnene.
Reglen skal ses i sammenhæng med, at det af forvalt-
ningslovens § 21, stk. 1, følger, at en part i en afgørelsessag
på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at
sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udta-
lelse til sagen. Retten til at afgive udtalelse efter forvalt-
ningslovens § 21, stk. 1, er begrænset ved bestemmelsens
stk. 2, men disse undtagelsesbestemmelser vil endog yderst
sjældent komme til anvendelse i vurderingsklagesager.
Særreglen i skatteforvaltningslovens § 35 e medfører, at
klageren i klagevejledningen, der efter forvaltningsloven
skal følge med vurderingsmeddelelsen, skal vejledes om ret-
ten til at bede om et kontormøde, at klageren i en eventuel
sagsfremstilling fra Skatteankestyrelsen skal vejledes om
denne ret, og at klageren i så fald skal indkaldes til møde
med mindst 14 dages varsel, jf. § 8 i bekendtgørelse nr.
1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen.
Der skal ikke i klagevejledningen til vurderingsmeddelel-
sen vejledes om de partsrettigheder, der følger af almindeli-
ge forvaltningsretlige regler.
2.7.2. Lovforslaget
Det foreslås, at klagers ret til et varslet møde med skatte-
ankestyrelsens sagsbehandler ophæves, hvis vurderingssa-
gen skal afgøres af et vurderingsankenævn eller af Skattean-
kestyrelsen.
Den foreslåede ændring skal ses i lyset af, at vurderings-
ankenævnene i fremtiden alene skal træffe afgørelse i sager
om vurderingsfaglige skøn, og Skatteankestyrelsen i fremti-
den skal træffe afgørelse i sager af mere administrativ ka-
rakter, mens klager vedrørende retlige spørgsmål skal be-
handles af Landsskatteretten. Et møde med en sagsbehandler
i Skatteankestyrelsen vil i de skønssager, der skal afgøres af
vurderingsankenævnene, i alt det væsentlige alene kunne bi-
drage til yderligere belysning af sagens fakta, og sådanne
oplysninger kan lige så hensigtsmæssigt fremskaffes på an-
den vis, f.eks. ved indsendelse af dokumentation. Tilsvaren-
de vil de oplysninger, der er relevante for afgørelsen af de
sager af mere administrativ karakter, der skal afgøres af
Skatteankestyrelsen, lige så hensigtsmæssigt kunne frem-
skaffes på anden vis, f.eks. ved indsendelse af dokumentati-
on.
Den foreslåede ændring skal endvidere ses i sammenhæng
med, at der kan opnås en generel tids- og ressourcemæssig
besparelse ved, at et varslet kontormøde ikke skal indgå i
den indledende forberedelse af klagesagen, hvis et sådant
varslet møde ikke kan anses for at være egnet til at belyse
sagen og til at indhente parternes bemærkninger til denne. I
praksis fører en mødebegæring til, at sagsforberedelsen af-
brydes for at afvente et ønsket møde, der efter § 8 i bekendt-
gørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrel-
sen skal indkaldes med et varsel på mindst 14 dage. Sagsbe-
handleren skal således bruge ressourcer på at læse og genop-
friske sagen forud for mødet, på i nødvendigt omfang at
skrive og udsende referat af mødet og på at læse og genop-
friske sagen forud for færdigbehandlingen, når en eventuel
frist for at afgive bemærkninger til referatet er udløbet med
eller uden bemærkninger. Den foreslåede ændring vil for-
bedre mulighederne for at tilrettelægge en mere effektiv kla-
gebehandling, og dette vurderes nødvendigt, når der henses
til den forventelige mængde klager.
24
Forslaget vil ikke være til hinder for, at der arrangeres et
møde med sagsbehandleren, når dette er relevant. Sagens
parter har endvidere efter almindelige forvaltningsretlige
regler altid ret til at udtale sig til sagen, før der træffes afgø-
relse i denne. Parterne har herunder efter praksis ret til at af-
give bemærkninger, jf. forvaltningslovens § 21, stk. 1. En
part i en vurderingsklagesag kan således – uanset den fore-
slåede ophævelse af særreglen i skatteforvaltningslovens §
35 e, for så vidt angår vurderingssager, der behandles af et
vurderingsankenævn eller af Skatteankestyrelsen – ved sa-
gens begyndelse eller på et hvilket som helst tidspunkt un-
der klagesagens behandling kræve, at klagesagen ikke afgø-
res, før den pågældende har haft lejlighed til at fremkomme
med en udtalelse.
Af forliget om et nyt ejendomsvurderingssystem fremgår
det som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 1.1, at
der i efteråret 2019 skal gennemføres en evaluering af bl.a.
klagebehandlingen, herunder reglerne for fremmøde, der er
indeholdt i nærværende lovforslag.
Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforsla-
gets § 1, nr. 52.
2.8. Ophævelse af pligten til at udarbejde sagsfremstilling i
vurderingssager, der behandles af et vurderingsankenævn
eller af Skatteankestyrelsen
2.8.1. Gældende ret
Efter skatteforvaltningslovens § 35 d skal Skatteankesty-
relsen i klagesager, hvor vurderingsmyndigheden ikke har
udarbejdet en sagsfremstilling, jf. skatteforvaltningslovens §
19, stk. 5, bortset fra sager, der efter regler udstedt i medfør
af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, skal afgøres af
Skatteankestyrelsen, udarbejde en sagsfremstilling efter reg-
lerne i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, og stk. 3,
1. pkt. Skatteankestyrelsen skal således som udgangspunkt i
sager vedrørende klager over ejendomsvurderinger udarbej-
de en sagsfremstilling, der indeholder et forslag til afgørelse,
der skal sendes til partshøring.
Ved partshøringen skal Skatteankestyrelsen efter skatte-
forvaltningslovens § 35 d, stk. 3, oplyse om retten til at ud-
tale sig skriftligt eller mundtligt over for Skatteankestyrel-
sen og over for vurderingsankenævnet samt om muligheden
for at anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt
under et retsmøde i Landsskatteretten, hvis klagen skal be-
handles af Landsskatteretten.
Skatteankestyrelsen er endvidere i dag, ud over ved regle-
rne om udarbejdelse af sagsfremstilling, ved § 6 i bekendt-
gørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrel-
sen underlagt en skærpet høringspligt. Skatteankestyrelsen
skal efter bestemmelsens stk. 1 gøre klageren bekendt med
nye oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der
kommer frem under sagens behandling ved Skatteankesty-
relsen, medmindre oplysningerne er uden betydning for kla-
gens afgørelse. Hvis en vurdering af en fast ejendom er på-
klaget af en anden end ejendommens ejer, skal Skatteanke-
styrelsen efter bestemmelsens stk. 2 give ejeren lejlighed til
at udtale sig skriftligt eller mundtligt over klagen, før klagen
afgøres med samme frist m.v., som er fastlagt i sidste del af
bestemmelsens stk. 1.
2.8.2. Lovforslaget
Det foreslås, at Skatteankestyrelsens pligt til at udarbejde
sagsfremstilling ophæves for vurderingssager, der behandles
af et vurderingsankenævn eller af Skatteankestyrelsen, jf.
skatteforvaltningslovens § 6, jf. § 6 b og § 4 a, men at Skat-
teankestyrelsen i sådanne sager får ret til at udarbejde sags-
fremstillinger, hvor dette vurderes hensigtsmæssigt.
Forslaget er begrundet i behovet for at effektivisere sags-
gangene i forbindelse med behandlingen af vurderingssager
ved indførelse af regler om, at der i vurderingsklagesager
som udgangspunkt alene skal gennemføres partshøring efter
reglerne i forvaltningsloven. Forslaget skal ses i lyset af den
forventede mængde klagesager.
Forslaget vil have den konsekvens, at Skatteankestyrelsen
i vurderingssager skal gennemføre partshøring efter de al-
mindelige forvaltningsretlige regler, jf. forvaltningslovens §
19, medmindre sagen er af en sådan karakter, at den skal af-
gøres af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 6 a,
jf. § 6. Skatteankestyrelsen er i dag, ud over ved reglerne om
udarbejdelse af sagsfremstilling, ved § 6 i bekendtgørelse nr.
1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen under-
lagt en skærpet høringspligt, jf. de almindelige bemærknin-
ger afsnit 2.8.1, der heller ikke påtænkes videreført.
Forslaget vil ikke have konsekvenser for Skatteankestyrel-
sens pligt til at udarbejde sagsfremstilling og gennemføre
partshøring i vurderingssager, der skal afgøres af Landsskat-
teretten.
2.9. Deklaration og afgørelsesperiode
2.9.1 Gældende ret
Det gældende forslagssystem i vurderingsordningen blev
indført i 1981, dvs. før den nugældende forvaltningslovs
ikrafttræden. Der ses ikke i lovgivningen eller lovbemærk-
ningerne fra dengang eller ved senere ændringer af vurde-
ringsloven eller anden lovgivning – herunder skatteforvalt-
ningsloven – at være gjort bemærkninger om høringsplig-
tens omfang på vurderingsområdet.
En ejendomsvurdering er imidlertid en forvaltningsretlig
afgørelse, jf. herved også FOB 1993.220. Dette gælder uan-
set, om der er tale om en rent maskinelt genereret vurdering.
De almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring i
forvaltningslovens §§ 19 og 20 skal derfor iagttages.
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, må en myndighed ik-
ke træffe afgørelse, før sagens parter er gjort bekendt med
og har fået lejlighed til at fremkomme med en udtalelse om
oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne fag-
lige vurderinger, som parten ikke antages at være bekendt
med, at myndigheden er i besiddelse af. Det gælder dog kun,
hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens af-
gørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af
den nævnte udtalelse. Der er i bestemmelsens stk. 2 gjort
25
visse undtagelser til bestemmelsen, herunder for så vidt der
ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten ad-
gang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgø-
relsen træffes. Vedkommende minister kan efter bestemmel-
sens stk. 3 endvidere efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder ikke
skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.
Efter forvaltningslovens § 20, stk. 1, kan partshøring end-
videre undlades, hvor myndigheden efter anmodning fra en
part kan ændre afgørelsen, dog forudsat at sagens karakter
og hensynet til parten selv taler for det. I så fald skal afgø-
relsen efter bestemmelsens stk. 2 ledsages af de oplysninger,
som parten ellers skulle være gjort bekendt med efter be-
stemmelsen i § 19. Parten skal samtidig gøres bekendt med
adgangen til at få sagen genoptaget, idet myndigheden kan
fastsætte en frist for fremsættelse af begæring om genopta-
gelse. En sådan anmodning kan i så fald få betydning for be-
regningen af en fastsat klagefrist, jf. bestemmelsens stk. 3.
Det kan ikke udelukkes, at reglerne i forvaltningslovens
§§ 19 og 20 i visse situationer vil medføre en pligt til at gen-
nemføre partshøring, før der foretages en almindelig vurde-
ring eller en omvurdering. Ejendommens ejer er dog i sa-
gens natur bekendt med selve ejendommen og dermed også
– i hvert fald i vidt omfang – med de faktiske oplysninger,
som er væsentlige for vurderingen. Samtidig har det hidtidi-
ge vurderingssystem indtil den 1. januar 2014 baseret sig på,
at der fandtes en egentlig remonstrationsordning ved klage,
og der i denne ordning skete en konkret sagsbehandling ved
en sagsbehandler hos vurderingsmyndigheden, hvor der blev
foretaget partshøring, hvis der var grundlag herfor. Som det
fremgår af forvaltningslovens § 20, stk. 1, kan partshøring i
øvrigt undlades i sager, hvor myndigheden efter anmodning
fra en part kan ændre afgørelsen, og sagens karakter og hen-
synet til parten selv taler for det.
Efter forvaltningslovens § 21, stk. 1, kan en part på et-
hvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens af-
gørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til
sagen, evt. inden for en frist, der efter partens anmodning af
udsættelse kan fastsættes af den myndighed, der skal træffe
afgørelse. Forvaltningslovens § 21, stk. 1, gælder dog efter
bestemmelsens stk. 2 ikke, hvis udsættelse vil medføre over-
skridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, hvis
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at
burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller hvis der
ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten ad-
gang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen
træffes.
Det kan heller ikke udelukkes, at reglerne i forvaltningslo-
vens § 21 i visse situationer vil føre til, at en vurderingssag
vil skulle udsættes under henvisning til, at en part har for-
langt at afgive udtalelse, før der træffes afgørelse.
Det følger af det alment gældende forvaltningsretlige offi-
cialprincip, at relevante oplysninger, der er modtaget på af-
gørelsestidspunktet, skal indgå i grundlaget for afgørelsen.
2.9.2. Lovforslaget
Etableringen af et nyt ejendomsvurderingssystem har ak-
tualiseret overvejelser om, i hvilket omfang og hvorledes det
vil være nødvendigt og muligt at gennemføre partshøring i
et fremtidigt vurderingssystem.
Ejendomsvurderinger er forvaltningsretlige afgørelser. Et
nyt ejendomsvurderingssystem har dog samtidig karakter af
masseforvaltning. Der skal hvert andet år inden for en ret
kort periode vurderes i alt ca. 2,2 mio. ejendomme, heraf
omkring ca. 1,7 mio. ejerboliger henholdsvis omkring ca.
0,5 mio. øvrige ejendomme. Der vil være ikke-ubetydelige
vanskeligheder forbundet med konkret at vurdere, i hvilke
vurderingssager, der skal partshøres, før vurdering kan fore-
tages. Det foreslås derfor, at vurderingsmyndigheden får
mulighed for at orientere ejendomsejer om de faktiske op-
lysninger af væsentlig betydning for vurderingen af den på-
gældendes ejendom, der forventes at danne grundlag for
vurderingen, ved en særlig lovhjemlet deklarationsproced-
ure. Ejeren får herefter mulighed for at rette eventuelle fejl i
vurderingsgrundlaget og for at gøre opmærksom på andre
forhold, der efter ejendomsejers vurdering har væsentlig be-
tydning for vurderingen af ejendommen.
Deklarationsproceduren træder, når den anvendes, i stedet
for forvaltningslovens regler om partsinddragelse. Det vil si-
ge, at forvaltningslovens §§ 19-21 ikke finder anvendelse i
disse situationer.
Denne deklarationsprocedure vil – ud over at sikre, at hø-
ring af ejendomsejer gennemføres i de sager, hvor partshø-
ring af ejendomsejer måtte være påkrævet efter forvaltnings-
loven – være med til at understøtte den øgede grad af gen-
nemsigtighed og dialog med ejendomsejerne, der ønskes op-
nået i det nye ejendomsvurderingssystem.
Proceduren vil endvidere forbedre mulighederne for, at de
nye ejendomsvurderinger foretages på et mere korrekt og
fyldestgørende grundlag og med bedre og mere fyldestgø-
rende begrundelser, idet proceduren vil forbedre mulighe-
derne for, at vurderingsmyndigheden ved vurderingen kan
tage stilling til betydningen af oplysninger, der i modsat fald
ikke ville være kendt af vurderingsmyndigheden.
Det store antal ejendomsvurderinger, der – stort set samti-
dig og inden for en meget kort periode – skal foretages hvert
år, har endvidere aktualiseret overvejelser om, hvordan det
sikres, at vurderingsmyndigheden får mulighed for at tage
stilling til alle de relevante oplysninger, som vurderings-
myndigheden er bekendt med, når afgørelsen om ejendoms-
vurdering træffes. Det vurderes på baggrund af overvejelser-
ne nødvendigt at fastlægge særlige regler, der kan give vur-
deringsmyndigheden en reel mulighed for at behandle de
nye oplysninger, der indgår, før der træffes afgørelse. Vur-
deringsmyndigheden skal som oven for nævnt hvert andet år
vurdere omkring 1,7 mio. ejerboliger henholdsvis omkring
0,5 mio. øvrige ejendomme. Der er derfor behov for at sætte
en frist for, hvornår ejerne senest kan komme med oplysnin-
ger, der skal medtages i vurderingen, samt for at give vurde-
ringsmyndigheden en periode til at behandle disse oplysnin-
ger, før der udsendes afgørelse. En sådan afgørelsesperiode
26
vurderes nødvendig, hvis afgørelser om vurdering som langt
overvejende hovedregel skal kunne udsendes rettidigt til, at
de kan indgå ved beregningen af ejendomsværdiskat og in-
deholdes i årsopgørelsen.
Der fastsættes samtidig regler, der sikrer, at også oplys-
ninger, der modtages efter fristens udløb, men før der træf-
fes afgørelse, vil blive behandlet, enten allerede ved vurde-
ringen eller i forbindelse med en efterfølgende genbehand-
ling. Den foreslåede særlige procedure har til formål at sik-
re, at ejendomsejer orienteres om det forventede grundlag
for vurderingen af pågældendes ejendom og får mulighed
for at berigtige og berige dette. Den foreslåede procedure
har endvidere til formål at sikre, at der ved vurderingen eller
i umiddelbar forlængelse af vurderingen tages stilling til be-
tydningen af alle oplysninger, der er kendt for vurderings-
myndigheden.
Det foreslås derfor ud fra et nødvendigt procesmæssigt og
ressourcemæssigt hensyn, at vurderingsmyndigheden får
mulighed for at træffe afgørelse uden at hense til oplysnin-
ger, der er indkommet efter en fastsat frist, men at vurde-
ringsmyndigheden i så fald efterfølgende skal tage stilling
til, om oplysninger, der er indgået efter fristen, har betyd-
ning for vurderingen, enten ved at disse oplysninger inddra-
ges ved vurderingen eller ved, at det efterfølgende vurderes,
om oplysningerne skal føre til en ændring af vurderingen.
For at deklarationen kan gennemføres på et tilstrækkeligt
oplyst grundlag, og for at give ejendomsejerne en passende
periode til at forholde sig til og supplere de deklarerede op-
lysninger, før afgørelsesperioden starter, foreslås det i det
samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov,
at vurderingsterminen fremrykkes fra den 1. oktober til den
1. september i vurderingsåret, jf. forslaget til kapitel 2 i en
ny ejendomsvurderingslov.
Det foreslås, at deklaration skal foretages senest fire uger
før, at afgørelsesperioden indtræder, således at ejendomseje-
ren kan nå at forholde sig til de deklarerede oplysninger og
eventuelt iværksætte berigtigelse eller berigelse af vurde-
ringsgrundlaget. Perioden på 4 uger foreslås under henvis-
ning til, at ejendomsejer bør have en passende lang frist til at
reagere på deklarationen, når henses til den særlige proced-
ure. Reaktioner fra ejendomsejere skal dog som ovenfor
nævnt og nedenfor beskrevet behandles af vurderingsmyn-
digheden, uanset om de tilgår vurderingsmyndigheden efter,
at afgørelsesperioden er indtrådt. Hvis ejendomsejer reage-
rer, inden afgørelsesperioden indtræder, skal de nye oplys-
ninger behandles i afgørelsen. Hvis ejendomsejer først rea-
gerer, når afgørelsesperioden er indtrådt, kan de nye oplys-
ninger behandles i afgørelsen, og hvis de ikke bliver det,
skal det efterfølgende vurderes, om de nye oplysninger giver
grundlag for at genoptage eller revidere vurderingen, hvis
der træffes afgørelse inden udløbet af fristen.
Afgørelsesperioden kan efter forslaget tidligst indtræde 6
uger før den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets
udløb.
Forslaget om indførelse af en afgørelsesperiode har som
ovenfor nævnt til formål at give vurderingsmyndigheden
reel mulighed for at behandle nye oplysninger, der modtages
af vurderingsmyndigheden inden afgørelsesperiodens start,
og indebærer, at vurderingsmyndigheden vil være berettiget
til at træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der
foreligger, når afgørelsesperioden indtræder. Vurderings-
myndigheden vil dog som ovenfor nævnt ikke være afskåret
fra at træffe afgørelse på baggrund af oplysninger, der mod-
tages i afgørelsesperioden, hvis dette er muligt og hensigts-
mæssigt.
Det foreslås i forlængelse af de nævnte forslag, at oplys-
ninger, der modtages efter den fastsatte frist, behandles og
afgøres efter reglerne om genoptagelse og revision, hvis der
træffes afgørelse senest den 10. februar i kalenderåret efter
vurderingsårets udløb, uden at oplysningerne er behandlet i
afgørelsen. Herved sikres det, at alle henvendelser med nye
oplysninger, der tilgår vurderingsmyndigheden, før vurde-
ringen foretages, bliver behandlet, uanset hvornår oplysnin-
gerne er fremkommet.
De foreslåede regler tilgodeser de hensyn, der ligger til
grund for reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, jf. også be-
mærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 22. Reglerne træder,
når de anvendes, i stedet for forvaltningslovens regler om
partsinddragelse. Forvaltningslovens §§ 19 og 20 finder så-
ledes ikke anvendelse i disse sager. Hvis vurderingsmyndig-
heden anvender deklarationsproceduren og træffer afgørelse
i afgørelsesperioden, det vil sige inden den 10. februar i ka-
lenderåret efter vurderingsårets udløb, vil klageren således
ikke kunne forlange, at vurderingen udsættes, indtil klageren
har afgivet udtalelse til sagen, jf. forvaltningslovens § 21.
Klageren kan derimod i så fald inden udløbet af afgørel-
sesperioden komme med sin udtalelse, og vurderingsmyn-
digheden vil tage stilling hertil, enten ved vurderingen eller
ved en efterfølgende genbehandling af vurderingen.
Det foreslås desuden, at vurderingsmyndigheden kan ud-
skyde afgørelsen til efter den 10. februar i kalenderåret efter
vurderingsårets udløb. Det foreslås i den forbindelse, at vur-
deringsmyndigheden i så fald skal træffe afgørelse på grund-
lag af de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunk-
tet. I så fald vil vurderingsmyndigheden skulle imødekom-
me en anmodning om udsættelse med henblik på udtalelse
fra klageren, medmindre undtagelsesbestemmelserne i for-
valtningslovens § 21 fører til et andet resultat.
Endelig foreslås det, at skatteministeren kan forlænge af-
gørelsesperioden ud over den 10. februar i kalenderåret efter
vurderingsårets udløb.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 22, og bemærknin-
gerne hertil.
2.10. Genoptagelse og revision
2.10.1. Gældende ret
Skatteforvaltningslovens kapitel 12 indeholder regler om
foretagelse og ændring af ordinære og ekstraordinære ejen-
domsvurderinger (§ 33), en revisionsbestemmelse (§ 33 a)
og en regel om, at vurderingsmyndigheden i 1. instans kan
genoptage nyere vurderinger af en konkret ejendom, der er
27
afledt af afgørelser fra klageinstanserne om denne ejendom
(§ 34). Det nærmere indhold af disse bestemmelser er gen-
nemgået i afsnit 2.10.1.1, 2.10.1.3 og 2.10.1.4.
Vurderingsmyndigheden kan herudover med hjemmel i
skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, genoptage og ændre
en påklaget vurdering, hvis klageren er enig deri. Det nær-
mere indhold af denne bestemmelse er gennemgået i afsnit
2.10.1.2.
Vurderingsmyndigheden har endelig – ud over de æn-
dringsmuligheder, der følger af reglerne i skatteforvaltnings-
loven - adgang til at berigtige tastefejl m.v. efter de princip-
per, der er beskrevet i retsplejelovens § 221, stk. 1.
2.10.1.1. Ordinær og ekstraordinær genoptagelse
Der er efter gældende regler om ordinær og ekstraordinær
genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33, ikke hjem-
mel til at genoptage vurderingsmæssige skøn, der er foreta-
get på korrekt grundlag. Vurderingsmyndigheden kan deri-
mod på anmodning fra ejendomsejeren ordinært genoptage
foretagne vurderinger, forudsat at den skattepligtige godt-
gør, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som
følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendom-
mens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende
faktiske forhold. Vurderingsmyndigheden kan også af egen
drift ordinært genoptage foretagne vurderinger, hvis forud-
sætningerne for ordinær genoptagelse efter anmodning er
opfyldt. Vurderingsmyndigheden kan herudover inden for
fristen for ordinær genoptagelse foretage en vurdering, hvis
en sådan ved en fejl ikke er foretaget.
Gældende § 33, stk. 2, 2. pkt., i skatteforvaltningsloven er
ikke i sin ordlyd knyttet direkte op på forudsætningen i be-
stemmelsens 1. pkt., der henviser til, at vurderingsmyndig-
heden kan genoptage en vurdering af egen drift, hvis betin-
gelserne for ordinær genoptagelse på anmodning er opfyldt,
men som også henviser til muligheden for, at vurderings-
myndigheden kan genoptage i henhold til bestemmelsen om
ekstraordinær genoptagelse i § 33, stk. 3.
Vurderingsmyndigheden kan dog efter skatteforvaltnings-
lovens § 33, stk. 3, efter anmodning eller af egen drift gen-
optage en vurdering efter udløbet af fristen for ordinær vur-
dering, hvis vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grund-
lag, forudsat at genoptagelsen vil resultere i en ændring af
ejendomsværdien eller grundværdien med mindst 15 pct.,
eller hvis vurderingen ved en fejl ikke er foretaget.
Efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse, der udlø-
ber den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår,
hvor den fejlagtige vurdering er foretaget første gang, er det
således som udgangspunkt en yderligere forudsætning for, at
der kan ske genoptagelse, at genoptagelsen vil resultere i en
ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med
mindst 15 procent. Denne yderligere forudsætning gælder
dog ikke, hvis ekstraordinær genoptagelse er begrundet i, at
praksis er endeligt underkendt ved en dom, ved en afgørelse
fra Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn eller Lands-
skatteretten eller i en praksisændring offentliggjort af Skat-
teministeriet, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4. Den
yderligere forudsætning gælder heller ikke, hvis der er tale
om foretagelse af en vurdering, der ved en fejl ikke er fore-
taget. Det er derimod under alle omstændigheder en forud-
sætning for at imødekomme en anmodning om ekstraordi-
nær genoptagelse, at anmodningen er fremsat inden for de
frister, der er angivet i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5,
hvorefter anmodning om ekstraordinær genoptagelse efter
stk. 3 og 4 skal være indgivet senest 6 måneder efter, at den
klageberettigede har fået kendskab til det forhold, der be-
grunder en genoptagelse. Anmodninger efter stk. 4 kan dog
altid indgives inden for fristen for ordinær genoptagelse.
Reglerne i skatteforvaltningslovens § 33 om genoptagelse
af ejendomsvurderinger fik den nuværende form ved lov nr.
925 af 18. september 2012, jf. lovforslag nr. L 198 (folke-
tingsåret 2011-12), hvor grundforbedringsfradraget (FFF)
tillige blev afskaffet. Ændringen blev gennemført i lyset af,
at der var indgivet en meget stor mængde anmodninger om
genoptagelse med henblik på ændring af grundforbedrings-
fradraget (FFF-sagerne). Disse anmodninger var begrundet i
ofte meget gamle forhold, og i mangel af regler om doku-
mentation m.v. blev det op til vurderingsmyndigheden at be-
lyse sagerne. Ændringen havde endvidere til hensigt at fore-
bygge, at genoptagelsesfristen blev en egentlig forlængelse
af klagefristen. Det var de facto blevet tilfældet, da der i
praksis skete genoptagelse af rene beløbsmæssige vurde-
ringsskøn.
Der er i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 6-8, fastsat reg-
ler om det skattemæssige virkningstidspunkt for vurderin-
ger, der foretages efter de enkelte genoptagelsesbestemmel-
ser.
2.10.1.2. Genoptagelse i forbindelse med klage
Vurderingsmyndigheden har efter skatteforvaltningslo-
vens § 35 a, stk. 5 – uanset fristerne i skatteforvaltningslo-
vens § 33, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger
afsnit 2.10.1.1 – hjemmel til at genoptage og ændre en afgø-
relse i forbindelse med en klage, hvis klageren er enig heri.
Denne genoptagelsesadgang omfatter – modsat den i afsnit
2.10.1.1 beskrevne adgang til ordinær og ekstraordinær gen-
optagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 – også rene be-
løbsmæssige værdiskøn.
Efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, kan vurde-
ringsmyndigheden, uanset de i øvrigt gældende begrænsnin-
ger for ordinær og ekstraordinær genoptagelse, ændre retti-
digt påklagede ejendomsvurderinger, når vurderingsmyndig-
heden er enig i, at der er belæg for en ændring, hvis klageren
accepterer, at ændringen foretages af vurderingsmyndighe-
den.
Der er ikke i skatteforvaltningslovens § 35 a fastsat regler
om det skattemæssige virkningstidspunkt for vurderinger,
der opstår efter genoptagelse i forbindelse med klage.
2.10.1.3. Revision
Vurderingsmyndigheden har – ved siden af adgangen til at
foretage eller ændre en vurdering efter reglerne om genopta-
gelse, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og 35 a, stk. 3, der
28
er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.1.1
og 2.10.1.2 – efter skatteforvaltningslovens § 33 a mulighed
for at revidere foretagne vurderinger inden for den frist, der
er fastsat i bestemmelsen.
Revisionsbestemmelsen medfører, at vurderingsmyndig-
heden indtil den 1. juli i det andet kalenderår efter vurde-
ringsårets udløb kan udsende agterskrivelse om foretagelse
eller ændring af en ejendomsvurdering, og indtil den 1. ok-
tober i det andet kalenderår efter vurderingsårets udløb kan
foretage eller ændre en ejendomsvurdering som varslet ved
en sådan agterskrivelse.
Revisionsfristen for vurderingerne for 2011 og fremefter
er forlænget ved udskydelseslovene (lov nr. 1635 af 26. de-
cember 2013, lov nr. nr. 1535 af 27. december 2014 og lov
nr. 61 af 16. januar 2017). Det fremgår af bemærkningerne
til de nævnte love, at det var hensigten at forlænge fristen
for revision af vurderinger for 2011 henholdsvis 2012 og
frem, indtil disse kunne påklages. Fristen for revision af
2011-vurderingen for ejerboliger var imidlertid udløbet på
tidspunktet for 2013-udskydelseslovens ikrafttræden. Ud-
skydelsesloven hjemler derfor alene revision af disse vurde-
ringer, for så vidt ændringen er til gunst for borgerne. For
erhvervsejendomme m.v. udløb fristen for revision af 2012-
vurderingen den 1. juli 2014. Ændringer af 2012-vurderin-
ger kan derfor efter denne dato tilsvarende kun foretages til
gunst for borgeren.
Vurderingsmyndigheden kan inden for de fastsatte frister
varsle og gennemføre revision, uanset om den fejlagtige el-
ler ved en fejl ikke foretagne vurdering skal ændres eller
foretages på grund af faktiske eller retlige forhold. Revision
kan således foretages af vurderingsmyndigheden, uanset om
revisionen alene er begrundet i en ændret opfattelse vedrø-
rende rene beløbsmæssige vurderingsskøn.
Revisionsbestemmelsen er ved den seneste udskydelses-
lov (lov nr. 61 af 16. januar 2017) endvidere blevet udvidet,
således at vurderingsmyndigheden kan revidere vurderinger,
når revisionen vil føre til en ændring til gunst for ejeren i
form af en nedsættelse af beskatningen, dvs. uanset om der
samtidig sker en nedsættelse af selve vurderingen. Ændrin-
gen er, jf. afsnit 2.4.2 i de almindelige bemærkninger til for-
slaget, begrundet i, at vurderingsmyndigheden før ændrin-
gen kun kunne anvende den ekstraordinære revisionsbe-
stemmelse til at sende varsel som nævnt i skatteforvaltnings-
lovens § 33 a, hvis den varslede ændring var til gunst for
ejeren i form af en nedsættelse af vurderingen, men ikke
kunne anvende revisionsbestemmelsen, hvis den varslede
ændring alene var til gunst for ejeren i form af en nedsættel-
se af beskatningen, f.eks. fordi en ejendom var henført til
kategorien af ejendomme til beboelse (benyttelseskode 01),
mens den efter sin karakter og faktiske anvendelse burde ha-
ve været henført til landbrug (benyttelseskode 05), hvilket
på grund af de særlige regler, der gælder for vurdering og
beskatning af landbrugsejendomme, ville få skattemæssig
betydning for ejeren. Da en sådan ændring ikke ville medfø-
re en nedsættelse af vurderingen, ville det ikke være muligt
at anvende revisionsbestemmelsen. Det ville heller ikke væ-
re muligt at anvende genoptagelsesbestemmelserne, da be-
nyttelseskoden er et skøn.
Den udvidede revisionsadgang, der blev indsat ved den
seneste udskydelseslov, er gældende for alle vurderings-
myndighedens ansættelser, dvs. både ansættelsen af de al-
mindelige værdier (ejendomsværdi og grundværdi) og an-
sættelsen af de omberegnede værdier (omberegnet ejen-
domsværdi 2001/2002 og den aktuelle omberegnede grund-
værdi).
Revisionsbestemmelsen giver ikke ejendomsejer et rets-
krav på at få ændret en vurdering, der ikke kan ændres ved
genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 33.
Revisioner kan efter gældende regler alene foretages på vur-
deringsmyndighedens foranledning, og kan ikke igangsættes
på foranledning af ejendomsejer. Det fremgår af SKM2006.
49H, hvor Højesteret tiltrådte Landsrettens dom, efter hvil-
ken der ikke var hjemmel til at genoptage vurderingen, idet
der ikke inden udløbet af den treårige genoptagelsesfrist
fremkom begæring herom. Landsretten havde endvidere
fundet, at der hverken i ordlyden af bestemmelsen om den
statslige revisionsbeføjelse, i bestemmelsens lovforarbejder,
i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 76 af 26. april 1996
eller på noget andet grundlag var hjemmel for et retskrav på
revision af vurderinger af fast ejendom. Landsretten anførte,
at det beror på et forvaltningsretligt skøn, om en ejendoms-
vurdering skal optages til revision, og at de hensyn, som
Told- og Skattestyrelsens afgørelse var begrundet i, herun-
der det lange tidsforløb fra vurderingstidspunktet til begæ-
ringen om ændring af vurderingen, var relevante og saglige.
En henvendelse fra en ejer med ønske om, at en vurdering
skal ændres, vil således skulle afgøres ved et afslag på gen-
optagelse eller ved en ændret vurdering.
Ejendomsejer kan således ikke igangsætte en overvejelse
om revision ved en anmodning om revision. En ændret vur-
dering kan dog være foranlediget af, at vurderingsmyndig-
heden efter et forvaltningsretligt skøn har fundet grundlag
for at ændre vurderingen ved revision, jf. skatteforvaltnings-
lovens § 33 a. Vurderingsmyndigheden træffer således kun
afgørelse efter revisionsbestemmelsen, når vurderingsmyn-
digheden efter et forvaltningsretligt skøn vælger at foretage
revision af en vurdering.
Der er ikke i revisionsbestemmelsen fastsat særlige regler
om det skattemæssige virkningstidspunkt for reviderede vur-
deringer.
2.10.1.4. Afledt ejendomsvurdering
Vurderingsmyndigheden kan efter skatteforvaltningslo-
vens § 34 genoptage nyere vurderinger af en given ejendom,
i det omfang en afgørelse fra et vurderingsankenævn eller
Landsskatteretten vedrørende denne giver anledning dertil.
Efter praksis omfatter bestemmelsen genoptagelse ved ende-
lig afgørelse af vurderingsklager, også når den endelige af-
gørelse er truffet af domstolene, fordi afgørelsen fra vurde-
ringsankenævnet eller Landsskatteretten er blevet indbragt,
jf. reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 17.
29
Det er i bemærkningerne til udskydelseslovene (lov nr.
1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december
2014 og lov nr. 61 af 16. januar 2017) præciseret, at vurde-
ringsmyndigheden skal have mulighed for at ændre senere
vurderinger af en given ejendom, således at en nedsættelse
af en 2011-vurdering (ejerboliger) eller en 2012-vurdering
(andre ejendomme) også skal gælde ved videreførelsen af de
pågældende vurderinger, således som det også er gældende,
når et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten har på-
kendt en vurdering.
Der er ikke i den gældende § 34 i skatteforvaltningsloven
tidsmæssige begrænsninger af adgangen til at foretage afled-
te nyere vurderinger.
2.10.2. Lovforslaget
Det foreslås, at vurderingsmyndigheden fremadrettet skal
have forbedrede muligheder for at ændre fejlagtige vurde-
ringer, uanset at disse ikke er påklaget rettidigt, således at
sager vedrørende ændringer, der er begrundet i fejl og
mangler i grundlaget for konkrete vurderinger eller i korri-
gerede vurderinger af sammenlignelige ejendomme, i videst
muligt omfang vil kunne håndteres og afsluttes af vurde-
ringsmyndigheden. Det foreslås dog samtidig, at en sådan
udvidet ændringsadgang gennemføres, uden at adgangen til
genoptagelse og revision bliver en egentlig forlængelse af
klagefristen.
Det foreslås på den baggrund, at den udvidede ændrings-
adgang skal gennemføres ved udvidelse af vurderingsmyn-
dighedens adgang til af egen drift på baggrund af et forvalt-
ningsretligt skøn at varsle og revidere ejendomsvurderinger
efter den 1. juli henholdsvis den 1. oktober i det andet kalen-
derår efter vurderingsårets udløb, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 33 a. Der henvises til afsnit 2.10.2.4.
Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til struktu-
ren i skatteforvaltningslovens kapitel 12 først skulle vurdere,
om en påtænkt ændring kan gennemføres under henvisning
til reglerne om i første række ordinær genoptagelse og i an-
den række ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 33. Der er dog konstateret et behov for at præ-
cisere forudsætningerne for genoptagelse efter denne be-
stemmelse, hvilket således foreslås, jf. afsnit 2.10.2.1 og
2.10.2.2.
Der foreslås under henvisning til det spænd, der ligger i
den vurderingsnorm, der foreslås i det samtidigt fremsatte
forslag til en ejendomsvurderingslov, endvidere en ændring
af grænsen for ekstraordinær genoptagelse, jf. afsnit
2.10.2.3.
Endelig foreslås det, at det skattemæssige virkningstids-
punkt for ændrede ejendomsvurderinger fastsættes eksplicit
i skatteforvaltningsloven, jf. afsnit 2.10.2.5, og at der indfø-
res begrænsninger for vurderingsmyndighedens adgang til at
foretage afledte ændringer af nyere vurderinger samt konse-
kvensændringer i påkendte vurderinger, jf. afsnit 2.10.2.6
2.10.2.1. Karakteren af fejl, der kan begrunde genoptagelse
En naturlig sproglig forståelse af gældende § 33 i skatte-
forvaltningslovens stiller som betingelse for genoptagelse, at
der foreligger et fejlagtigt eller mangelfuldt registreringsfor-
hold. Det er imidlertid konstateret, at der i praksis opstår
tvivl om karakteren af de fejl, der kan danne grundlag for
genoptagelse af foretagne vurderinger.
Det foreslås derfor, at det ved ændring af ordlyden af skat-
teforvaltningslovens § 33 tydeliggøres, hvilke forhold der
kan begrunde genoptagelse.
De hensyn, der som anført i de almindelige bemærkninger
afsnit 2.10.1.1 lå bag indførelsen af de gældende regler, til-
siger dels, at det er den klageberettigede, der skal dokumen-
tere, at der er grundlag for genoptagelse, når vedkommende
ønsker genoptagelse, dels at adgangen til genoptagelse skal
være begrænset til situationer, hvor den oprindelige afgørel-
se er truffet på grundlag af fejlagtige eller mangelfulde regi-
streringer. Disse hensyn skal også tilgodeses i de fremtidige
regler om vurderingsmyndighedens adgang til at genoptage
foretagne vurderinger. Den primære adgang til at få ændret
en forkert ejendomsvurdering skal også fremadrettet være
klageadgangen, medmindre vurderingen er foretaget på et
fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag, og det skal i tvivlstil-
fælde uændret være op til den klageberettigede at dokumen-
tere, at dette er tilfældet.
Vurderingssystemet vil også i fremtiden være opbygget
med det udgangspunkt, at ejendomsvurderinger foretages på
grundlag af oplysninger, der indhentes fra forskellige regi-
stre.
Det foreslås derfor, at det præciseres, at med »lignende
faktiske forhold« forstås lignende objektivt konstaterbare
faktiske forhold, det vil sige situationer, hvor det ved opslag
i et register, en lokalplan, tingbogens salgsoplysninger eller
andet objektivt grundlag kan konstateres, at der er fejl eller
mangler i de registrerede oplysninger, der er lagt til grund
for en given vurdering.
Vurderingsmyndighedens adgang til af egen drift at gen-
optage en given vurdering skal under henvisning til de
beskrevne overordnede hensyn som udgangspunkt også
fremover i det hele afgrænses på samme vis som vurderings-
myndighedens adgang til at imødekomme anmodninger om
genoptagelse.
2.10.2.2. »Glemte« eller manglende ansættelser og
fordelinger
Det foreslås ved en ændring af ordlyden af skatteforvalt-
ningslovens § 33 tydeliggjort, at reglernes indbyrdes place-
ring fører til, at »glemte« eller manglende vurderinger skal
ændres eller foretages efter § 33, stk. 2, hvis forudsætninger-
ne for ordinær genoptagelse er opfyldt, og i modsat fald ef-
ter § 33, stk. 3. Dette kan have betydning for det skattemæs-
sige virkningstidspunkt for vurderingen.
Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af
§ 33, stk. 1, 2 og 3 præciseres, at vurderingsmyndigheden til
enhver tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som
»glemte« dele af vurderinger, herunder såvel ansættelser
30
som andre dele af en vurdering, f.eks. fordelinger, og at ad-
gangen til genoptagelse omfatter foretagelse af alle ansættel-
ser og dele af en vurdering, der ved en fejl ikke er foretaget
eller mangler, dvs. at bestemmelsen både giver vurderings-
myndigheden adgang til at foretage fordelinger m.v., der
ved en fejl ikke er foretaget i en i øvrigt foretaget vurdering,
og adgang til at foretage vurderinger eller dele af vurderin-
ger – f.eks. fordelinger – der mangler, uanset om de ikke
skulle foretages, da den oprindelige vurdering blev foreta-
get, men som efterfølgende er blevet nødvendiggjort af
f.eks. ny lovgivning, eller som af anden grund efterfølgende
viser sig nødvendige.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en ansættelse el-
ler fordeling kan anses som »foretaget«. Det forhold, at en
ansættelse eller fordeling maskinelt er ansat til 0 kr., skal så-
ledes ikke føre til, at den pågældende ansættelse eller forde-
ling anses som »foretaget«. Dette vil bero på en vurdering af
de samlede omstændigheder, hvor der blandt andet skal hen-
ses til, om der er foretaget konkrete sagsbehandlingsskridt
til indhentelse eller berigtigelse af oplysninger vedrørende
den pågældende ejendom, eller om »0-ansættelsen« er ma-
skinelt indsat på grund af manglende indtastninger.
2.10.2.3. Ændring af grænsen for ekstraordinær
genoptagelse
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, hvor-
efter genoptagelse af en ejendomsvurdering, der sker efter
udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvalt-
ningslovens § 33, stk. 1, uden at genoptagelsen sker som
følge af en praksisændring, forudsætter, at genoptagelsen vil
resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdi-
en med mindst 15 procent, ændres, således at ændring af
ejendomsværdien eller grundværdien ved ekstraordinær
genoptagelse fremadrettet skal forudsætte, at ændringen vil
være på mere end 20 pct. af den ansatte værdi.
Reglen til begrænsning af adgangen til ekstraordinær gen-
optagelse er, lige som begrænsningen af klagemyndighedens
adgang til at ændre en påklaget vurdering, begrundet i et be-
hov for at forhindre, at vurderinger, der ligger inden for en
objektiveret skønsmargin, ændres i forbindelse med efterbe-
handlingen af den givne ansættelse.
Der er intet grundlag for at definere denne skønsmargin
forskelligt i relation til efterbehandling ved ekstraordinær
genoptagelse ved vurderingsmyndigheden henholdsvis efter-
behandling ved klagemyndigheden.
Det foreslås derfor, at grænsen for ekstraordinær genopta-
gelse af vurderinger harmoniseres med grænsen på 20 pct. i
de foreslåede regler om begrænsning af klagemyndighedens
muligheder for at ændre en påklaget vurdering, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 54, 57 og 62.
Det vil således være en forudsætning for ændring af flere
ansættelser, at forudsætningerne for ekstraordinær genopta-
gelse skal være opfyldt, for så vidt angår hver enkelt ansæt-
telse, der genoptages, men plus/minus 20 pct.-reglen vil ikke
begrænse adgangen til at ændre eventuelle fordelinger, der
indgår i vurderingen.
Forslaget skal som nævnt ses i lyset af det samtidigt frem-
satte forslag til en ny ejendomsvurderingslov samt i sam-
menhæng med de samtidigt foreslåede regler om begræns-
ning af klagemyndighedens muligheder for at ændre en på-
klaget vurdering.
Det fremgår af forslaget til en ny ejendomsvurderingslov,
at en ejendomsvurdering også i fremtiden kan bestå af to
uafhængige ansættelser af en grundværdi og en ejendoms-
værdi, men også kan indeholde andre dele i form af forde-
linger af de ansatte grund- og ejendomsværdier. Både de
nævnte ansættelser og de nævnte andre dele af en vurdering
er en del af ejendomsvurderingen, og der er en sådan sam-
menhæng mellem de separate værdiansættelser og de andre
dele af vurderingen, at et givent forhold kan påvirke flere
ansættelser og flere dele af en given vurdering, dog ikke
nødvendigvis med samme vægt, jf. også bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62 og afsnit 2.3.2 i de almin-
delige bemærkninger herom.
Vurderingsmyndigheden vil således i situationer, hvor et
givent forhold giver anledning til at ændre en ansættelse el-
ler en del af en vurdering, skulle forholde sig til rigtigheden
af alle ansættelser og dele af vurderingen, der vil kunne væ-
re påvirket af det givne forhold, hver for sig. Vurderings-
myndigheden vil altså for hver enkelt ansættelse og del skul-
le tage stilling til, om der er grundlag for at foretage en æn-
dring, samt i givet fald hvor stor en ændring, der er grundlag
for at foretage for hver enkelt ansættelse henholdsvis forde-
ling.
Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til struktu-
ren i skatteforvaltningslovens kapitel 12 først skulle vurdere,
om en påtænkt ændring kan gennemføres under henvisning
til reglerne om i første række ordinær genoptagelse og i an-
den række ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 33.
Hvis ændringen skal foretages efter udløbet af fristen for
ordinær genoptagelse, vil vurderingsmyndigheden for hver
enkelt ansættelse skulle tage stilling til, om forudsætningen
om, at ændringen skal være mere end 20 pct., er opfyldt for
hver enkelt ansættelse for sig. Denne forudsætning for eks-
traordinær genoptagelse vil derimod ikke skulle gælde, for
så vidt angår foretagelse af ansættelser, der ved en fejl ikke
er blevet foretaget eller mangler. Forudsætningen vil heller
ikke skulle gælde for ændring af andre dele af en vurdering,
der ikke i ejendomsvurderingslovgivningen er kvalificeret
som en ansættelse.
Forslaget vil således have den konsekvens, at vurderings-
myndigheden kun vil kunne ændre en ansættelse, f.eks. en
ejendomsværdi, under henvisning til reglerne om ekstraordi-
nær genoptagelse, hvis der er grundlag for at ændre ansæt-
telsen med mere end 20 pct., mens vurderingsmyndigheden
vil kunne ændre andre dele af vurderingen, f.eks. en ejerbo-
ligfordeling, uden hensyntagen til, om denne skal ændres
med mere end 20 pct., blot årsagen til ændringen kvalifice-
rer til ekstraordinær genoptagelse, jf. nærmere afsnit
2.10.2.1.
31
2.10.2.4. Ændring af revisionsadgangen
Fristen i den gældende revisionsbestemmelse fører ikke
sjældent til, at det efter udløbet af revisionsfristen i skatte-
forvaltningslovens § 33 a viser sig, at der er foretaget vurde-
ringer, der efter såvel ejendomsejers som vurderingsmyn-
dighedens opfattelse bør ændres. Der er derfor behov for, at
vurderingsmyndigheden får en reel mulighed for at korrige-
re fejlagtige vurderinger, uanset at der ikke foreligger en si-
tuation, der giver grundlag for genoptagelse efter skattefor-
valtningslovens § 33, f.eks. fordi ændringen ikke skyldes en
fejl i datagrundlaget, eller fordi der ikke er grundlag for at
ændre en ansættelse ved ekstraordinær genoptagelse på
grund af, at den ændring, der ønskes gennemført, ikke vil
være på mere end 20 pct. i forhold til den oprindelige ansæt-
telse, jf. afsnit 2.10.2.1-2.10.2.3.
Der er dermed behov for, at der etableres adgang til yder-
ligere revision efter udløbet af den gældende revisionsfrist.
Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til struktu-
ren i skatteforvaltningslovens kapitel 12 først skulle vurdere,
om en påtænkt ændring kan gennemføres under henvisning
til reglerne om i første række ordinær genoptagelse og i an-
den række ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 33. Først derefter skal det vurderes, om en
vurdering kan ændres under henvisning til reglerne om revi-
sion.
Hvis f.eks. en ændring af en ejerboligfordeling beror på, at
der er konstateret fejl i registrerede oplysninger, vil ændrin-
gen således kunne foretages efter reglerne om genoptagelse i
skatteforvaltningslovens § 33. Ændringen vil i så fald ikke
kunne foretages efter revisionsbestemmelserne i skattefor-
valtningslovens § 33 a. Kun i de situationer, hvor en æn-
dring ikke vil kunne foretages efter de præciserede regler i §
33, vil vurderingsmyndigheden kunne beslutte at revidere
vurderingen eller en del af denne efter revisionsbestemmel-
sen i skatteforvaltningslovens § 33 a.
Da vurderingsmyndigheden kun skal kunne anvende revi-
sionsreglerne i tilfælde, hvor ændring ikke er hjemlet af reg-
lerne i skatteforvaltningslovens § 33 om genoptagelse, og da
glemte eller manglende vurderinger og glemte eller man-
glende dele af vurderinger altid kan foretages efter reglerne i
skatteforvaltningslovens § 33 om genoptagelse, vil adgan-
gen til at foretage glemte eller manglende vurderinger ved
revision fremadrettet være overflødig. Denne revisionsad-
gang ophæves derfor.
Det foreslås herudover, at vurderingsmyndigheden efter
udløbet af de gældende frister af egen drift skal kunne varsle
og gennemføre ændringer af fejlagtige vurderinger, uanset
om den fejlagtige vurdering beror på faktiske eller retlige
forhold eller rene beløbsmæssige vurderingsskøn, men at så-
danne ændringer alene skal have bagudrettet virkning, for så
vidt ændringen enten udelukkende består i en nedsættelse af
vurderingerne eller ændringerne accepteres af alle klagebe-
rettigede, der vil blive påvirket af denne bagudrettede virk-
ning. Herunder foreslås det, at vurderingsmyndigheden også
fremadrettet skal kunne revidere en vurdering, når revisio-
nen alene vil føre til en ændring af beskatningen af ejeren,
jf. den udvidelse af revisionsadgangen, der blev indført ved
den seneste udskydelseslov. En sådan ændring skal imidler-
tid også forudsætte accept fra alle klageberettigede, der vil
blive påvirket af denne bagudrettede virkning, for at den til-
lægges bagudrettet virkning.
Forudsætningen har til formål at sikre, at ingen tidligere
eller nuværende ejendomsejere med bagudrettet virkning
bliver stillet ringere, end de stod ved den oprindelige vurde-
ring, fordi vurderingen revideres efter udløbet af den hidtil
gældende revisionsfrist.
Konsekvensen heraf vil være, at der kan opstå situationer,
hvor f.eks. én af flere samejere ved at nægte at acceptere en
revision med bagudrettet virkning vil kunne forhindre, at de
øvrige samejere opnår de ønskede ændringer med bagudret-
tet virkning. Der vil derfor opstå risiko for, at personer, der
ejer en ejendom i sameje med andre, stilles anderledes ved
en revision, end de ville blive stillet, hvis de ejede den vur-
derede ejendom alene og således alene ville kunne bestem-
me, om revisionen skulle accepteres eller ej. Dette er dog en
naturlig konsekvens af, at man som en del af et sameje ikke
har fuld bestemmelsesret over alle forhold ved ejendommen.
Denne konsekvens skal endvidere ses i lyset af, at de fore-
slåede bestemmelser om udvidet revisionsadgang vil være
en udvidelse af den allerede gældende revisionsadgang, der i
sig selv er at anse som et supplement til reglerne om klage
og genoptagelse, der fortsat vil skulle være de primære veje
til at få ændret en forkert vurdering.
Denne konsekvens skal herudover ses i lyset af, at det vur-
deres, at en vurdering skal have samme skattemæssige virk-
ningstidspunkt for samtlige ejere.
Endelig er det nødvendigt for, at ejendomsejerne kan have
tillid til og disponere i tiltro til vurderingsmyndighedens af-
gørelser, at adgangen til at ændre vurderinger ved revision
anvendes restriktivt, når revisionen sker efter de nu foreslåe-
de regler om revision efter udløbet af den hidtil gældende
revisionsfrist.
Vurderingsmyndigheden vil som allerede nævnt alene væ-
re berettiget til at ændre ejendomsvurderinger ved revision,
hvis det ikke vil være muligt at foretage ændringen efter
reglerne om genoptagelse. Vurderingsmyndigheden vil end-
videre ved udøvelsen af det forvaltningsretlige skøn over,
hvorvidt der vil skulle foretages revision, skulle tage højde
for, om ændringen kan foretages allerede efter almindelige
forvaltningsretlige principper om berigtigelsesadgang, jf. af-
snit 2.10.1. I så fald skal berigtigelse ske ved berigtigelse ef-
ter forvaltningsretlige principper og ikke ved revision. Dette
vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en ændring af en ejerbo-
ligfordeling er begrundet i, at der ved en tastefejl er byttet
rundt på den forholdsmæssige fordeling af den samlede
ejendomsværdi mellem flere samejere.
Vurderingsmyndigheden vil ved udøvelsen af det forvalt-
ningsretlige skøn tillige skulle tilgodese de hensyn, der lig-
ger til grund for den begrænsede adgang til genoptagelse.
Genoptagelsesreglerne fik som beskrevet i afsnit 2.10.1.1
den nuværende form ved lov nr. 925 af 18. september 2012,
jf. lovforslag nr. L 198 (folketingsåret 2011-12), og blev
32
indført med henblik på at sikre, at dokumentationspligten
hvilede på ejendomsejer, samt at genoptagelsesfristen ikke
blev en egentlig forlængelse af klagefristen derved, at der
skete ændringer, der alene skyldtes ændringer af rene be-
løbsmæssige vurderingsskøn, der ikke skyldtes egentlige fejl
eller mangler i grundlaget for skønnet. Vurderingsmyndig-
heden vil således ved udøvelsen af revisionsbeføjelsen bl.a.
skulle tage højde for årsagen til, at revisionsbehovet er op-
stået, herunder til om ejendomsejeren ved større årvågenhed
og eventuelt deltagelse i oplysningen af vurderingssagen
havde haft mulighed for at sikre, at vurderingen var blevet
foretaget korrekt, eller at ændringen var blevet foretaget tid-
ligere, herunder efter reglerne om klage eller genoptagelse.
Vurderingsmyndigheden vil også kunne hense til den tid,
der er forløbet, fra det forhold, der udgør grundlaget for re-
visionsbehovet, blev kendt, til den klageberettigede har rea-
geret herpå. Vurderingsmyndigheden vil dog tillige kunne
hense til ønsket om at skabe bedst mulig sammenhæng i
sammenlignelige vurderinger.
Vurderingsmyndigheden vil dog i alle tilfælde ved udø-
velsen af det forvaltningsretlige skøn over, om en vurdering
skal ændres efter de foreslåede udvidede revisionsadgange,
skulle tage højde for, at de udvidede revisionsregler ikke
skal forvaltes som et ligestillet alternativ til adgangen til at
ændre en vurdering ved klage eller genoptagelse, men alene
som en subsidiær adgang til ændring, hvor ændring i andre
situationer vil kunne anses for påkrævet under henvisning til
borgernes retssikkerhed og den almindelige retsfølelse.
Sidstnævnte hensyn vil ikke være opfyldt, hvis én af flere
klageberettigede bestrider en ændring, der ikke vil kunne
gennemføres ved ordinær eller ekstraordinær genoptagelse,
hvorfor revision i så fald alene skal kunne gennemføres med
fremadrettet virkning for alle klageberettigede.
Der vil med de foreslåede regler kunne opstå situationer,
hvor f.eks. en ejerboligfordeling, der ikke kan ændres efter
reglerne om genoptagelse eller almindelige forvaltningsretli-
ge principper om berigtigelse, heller ikke vil kunne ændres
ved revision med bagudrettet virkning, fordi en ejer, hvis
beskatningsgrundlag vil blive forøget ved ændringen, ikke
vil acceptere, at ændringen gennemføres med bagudrettet
virkning. Når ændringen vil kunne blive forhindret af en
klageberettiget, f.eks. en medejer, er det imidlertid en konse-
kvens af, at ændringen i så fald ikke er begrundet i forhold,
der kan begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslo-
vens § 33, og ikke er begrundet i forhold, der kan begrunde
berigtigelse efter almindelige forvaltningsretlige principper.
De klageberettigede, der vil have fordel af ændringen, har
heller ikke påklaget den pågældende vurdering inden for
klagefristen.
En særlig situation vil kunne opstå, hvis en ejendomsejer i
den samtidigt foreslåede afgørelsesperiode har forelagt op-
lysninger for vurderingsmyndigheden, som ikke er indgået i
grundlaget for vurderingen, jf. lovforslagets § 1, nr. 22, og
afsnit 2.9 i de almindelige bemærkninger. Sådanne oplys-
ninger vil i så fald efterfølgende skulle behandles af vurde-
ringsmyndigheden efter reglerne om genoptagelse og revisi-
on, jf. lovforslagets § 1, nr. 22, og der vil kunne opstå situa-
tioner, hvor oplysningerne er af en sådan karakter, at de ikke
vil kunne begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslo-
vens § 33, men hvor vurderingsmyndigheden ikke desto
mindre finder, at oplysningerne ville have ført til en anden
vurdering end den meddelte, hvis der var taget højde for op-
lysningerne ved vurderingen. I så fald vil vurderingsmyn-
digheden skulle revidere vurderingen under henvisning til
den allerede gældende revisionsregel i skatteforvaltningslo-
vens § 33 a, der fremover vil blive stk. 1 i skatteforvalt-
ningslovens § 33. Vurderingsmyndigheden vil under disse
omstændigheder skulle revidere vurderingen i alle tilfælde,
hvor oplysningerne ville have ført til en anden vurdering,
hvis de var indgået i grundlaget for vurderingen, da ejen-
domsejer allerede inden vurderingen blev foretaget, har gjort
vurderingsmyndigheden opmærksom på forholdet, der be-
grunder ændringen, jf. også bemærkningerne til lovforsla-
gets § 1, nr. 22.
Vurderingsmyndigheden vil i ovennævnte situation, hvor
ejendomsejer i afgørelsesperioden har forelagt oplysninger
for vurderingsmyndigheden, som ikke er indgået i grundla-
get for vurderingen, jf. lovforslagets § 1, nr. 22, i alle tilfæl-
de skulle meddele ejendomsejer, om vurderingsmyndighe-
den finder grundlag for at ændre vurderingen på grundlag af
de oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden. Det føl-
ger af forslaget til en ny § 20 b, stk. 3, i skatteforvaltningslo-
ven, jf. lovforslagets § 1, nr. 22. Hvis vurderingsmyndighe-
den ikke finder grundlag for at ændre vurderingen på bag-
grund af de oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden,
skal dette meddeles til ejer. Vurderingsmyndigheden vil dog
i denne situation helt undtagelsesvist i dette afslag under
henvisning til skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, tillige
skulle begrunde, hvorfor vurderingsmyndigheden heller ikke
har fundet grundlag for at ændre afgørelsen ved revision, jf.
skatteforvaltningslovens § 33 a, og klagemyndigheden vil
ved en eventuel efterfølgende klagebehandling af afslaget på
genoptagelse under henvisning til samme bestemmelse helt
undtagelsesvist skulle forholde sig til, om en sådan ændring
med rette er afslået, når henses til de hensyn, der begrunder
reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 b.
Der vil imidlertid også kunne opstå situationer, hvor der
efter udløbet af den gældende revisionsfrist vil være behov
for, at vurderingsmyndigheden kan ændre vurderingen ved
revision, fordi der er enighed om, at vurderingen bør æn-
dres, uden at forudsætningerne for genoptagelse er til stede,
og de foreslåede udvidelser af vurderingsmyndighedens re-
visionsadgang, har til formål at give vurderingsmyndighe-
den denne mulighed for efter udløbet af den hidtil gældende
revisionsfrist af egen drift at ændre fejlagtige vurderinger,
uanset om den fejlagtige vurdering beror på faktiske eller
retlige forhold eller rene beløbsmæssige vurderingsskøn,
samtidig med at det sikres, at ingen nuværende eller tidlige-
re ejendomsejere efter udløbet af revisionsfristen bliver
mødt af en forhøjelse af deres vurdering, uden at de har ac-
cepteret denne.
De foreslåede regler vil muliggøre, at vurderingsmyndig-
heden kan revidere vurderinger efter udløbet af den gælden-
de revisionsfrist, uanset om behovet for revision er opstået,
33
fordi der er behov for at revidere rene beløbsmæssige værdi-
skøn, eller på baggrund af dokumenterede fejl i grundlaget
for vurderingen, der ikke vil kunne føre til ændring efter
skatteforvaltningslovens § 33, f.eks. fordi ændringen skyl-
des forhold, der ikke kan begrunde genoptagelse, eller fordi
ændringen skal ske ved ekstraordinær genoptagelse, men ik-
ke kan gennemføres, fordi ændringen ikke vil være på mere
end 20 pct.
Revision, der foretages under henvisning til de foreslåede
udvidede revisionsadgange, vil få bagudrettet virkning, hvis
ændringen består i en nedsættelse af vurderingen, og hvis
ændringen vil føre til en forhøjelse, kan ændringen ligeledes
få bagudrettet virkning, hvis ændringerne accepteres af alle
klageberettigede, for hvem den bagudrettede virkning får
betydning.
Der er ikke ved forslaget til bestemmelser, der fastlægger
det skattemæssige virkningstidspunkt for en vurdering, der
er ændret ved revision, taget endelig stilling til, om der vil
være grundlag for at foretage ændringen, eller om den æn-
drede vurdering de facto får virkning fra dette tidspunkt.
Andre regler om forældelse af krav og fordringer kan såle-
des føre til, at en ændring ikke vil få virkning, uanset om de
her foreslåede regler tillader, at ændringen foretages, jf. og-
så afsnit 2.10.2.5.
De foreslåede regler om en udvidelse af vurderingsmyn-
dighedens revisionsadgang vil ikke skulle ændre den gæl-
dende retstilstand, hvorefter ejendomsejer ikke har retskrav
på ændring af en vurdering eller en del af en vurdering, hvis
ændringen ikke kan foretages efter de foreslåede præcisere-
de regler om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33.
En anmodning om ændring af en vurdering vil således alene
kunne afgøres ved enten et afslag på genoptagelse eller ved
en ændret vurdering, jf. beskrivelsen af gældende ret i afsnit
2.10.1.3 i de almindelige bemærkninger, dog bortset fra den
ovenfor beskrevne situation, hvor skatteforvaltningslovens §
20 b, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 22, vil føre til, at vurde-
ringsmyndigheden skal træffe afgørelse, også hvor revision
nægtes.
2.10.2.5. Det skattemæssige virkningstidspunkt for ændrede
ejendomsvurderinger fastsættes eksplicit i
skatteforvaltningsloven
Det foreslås, at der med henblik på at skabe øget klarhed
for borgerne om konsekvenserne af en ændring af en given
vurdering, fastsættes eksplicitte regler til fastlæggelse af det
skattemæssige virkningstidspunkt for vurderinger, der æn-
dres uden egentlig klagebehandling.
Reviderede vurderinger, der er ændret inden for den ordi-
nære revisionsfrist, foreslås i skattemæssig henseende at
skulle have virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der
ændres, blev foretaget.
Vurderinger, der nedsættes ved revision efter udløbet af
den ordinære revisionsfrist, foreslås tilsvarende at skulle ha-
ve skattemæssig virkning fra dette tidspunkt.
For så vidt angår vurderinger, der efter udløbet af den or-
dinære revisionsfrist ændres med henblik på andet end ude-
lukkende nedsættelse af vurderingen, foreslås det, at de til-
lægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vur-
dering, der ændres, blev foretaget, hvis dette accepteres af
alle klageberettigede, som ændringen skal vedrøre med skat-
temæssig virkning fra dette tidspunkt. Det foreslås modsat,
at den ændrede vurdering skal have skattemæssig virkning
fra revisionen, hvis ikke alle klageberettigede, som ændrin-
gen skal vedrøre med skattemæssig virkning fra tidspunktet,
hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget, accepterer
den nævnte bagudrettede virkning.
Der henvises til afsnit 2.10.2 og til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 32.
Det foreslås samtidig, at det præciseres, at genoptagelse i
forbindelse med klage efter skatteforvaltningslovens § 35 a,
stk. 5, tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor
den vurdering, der genoptages, blev foretaget.
De foreslåede regler gør ikke endeligt op med spørgsmålet
om, hvorvidt der er grundlag for at foretage en ændring af
en vurdering, eller om en ændret vurdering kan blive uvirk-
som for en del af virkningsperioden. Dette vil tillige afhæn-
ge af, om en fordring eller en gæld, der vil opstå ved en æn-
dring, der kan foretages efter de her foreslåede regler, vil
blive uvirksom på grund af andre regler, f.eks. reglerne i
forældelsesloven.
Andre regler vil således kunne føre til, at ændringer af en
vurdering, der kan foretages efter skatteforvaltningslovens
kapitel 12, vil blive uvirksomme, fordi ændringerne ikke vil
slå igennem i forhold til beskatningen. I så fald vil det være
hensigtsmæssigt ikke at foretage ændringen, og ændringen
vil i så fald efter praksis ikke kunne gennemtvinges ved
f.eks. klage- eller domstolsbehandling.
Den beskrevne situation vil f.eks. opstå, hvis en klagebe-
rettiget har taget imod kompensation efter en tilbagebeta-
lingsordning, hvorefter kompensationen er modtaget til fuld
og endelig afregning og i alle henseender skal anses og be-
handles som de skatter, som kompensationen vedrører, jf.
forslaget til en ny ejendomsvurderingslov. I så fald vil en
ændring af vurderingerne for de mellemliggende år, der er
accepteret tilbagebetaling for, ikke føre til en genberegning
af skatterne vedrørende den pågældende vurdering. Vurde-
ringsmyndigheden kan således undlade at ændre vurderin-
gen efterfølgende, uanset om der efterfølgende viser sig at
være grundlag herfor.
De foreslåede regler, der fastlægger det skattemæssige
virkningstidspunkt for ændrede vurderinger, vil dog også
kunne føre til, at andre regler bliver uvirksomme. Som ek-
sempel på et sådan situation kan nævnes, at skatteforvalt-
ningslovens § 33, stk. 7, fastlægger, at genoptagelser efter
skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, tillægges skattemæssig
virkning for vurderinger, der er foretaget efter det tidspunkt,
hvor genoptagelsen finder sted, medmindre genoptagelsen
er til ugunst for ejeren, og ejeren vidste eller burde have
vidst, at den genoptagne vurdering er foretaget på fejlagtigt
grundlag. Det medfører, at skatteforvaltningslovens § 27 –
hvorefter der kan ske tilbagebetaling af ejendomsværdiskat-
34
ter for en 10-årig periode – til dels bliver uvirksom, fordi
ændringen af vurderingen kun har fremadrettet virkning.
Kompetencen til at træffe afgørelse om vurdering, herun-
der om ændring af vurdering, tilkommer vurderingsmyndig-
heden. Det skattemæssige virkningstidspunkt af en ændret
vurdering fastlægges tillige af vurderingsmyndighederne un-
der henvisning til gældende regler.
2.10.2.6. Adgangen til at foretage afledte ændringer af
nyere vurderinger samt konsekvensændringer i påkendte
vurderinger
Der er ikke i den nuværende affattelse af skatteforvalt-
ningslovens § 34 tidsmæssige begrænsninger af, hvor langt
tilbage i tid der kan ske ændring af nyere vurderinger med
hjemmel i bestemmelsen.
De retssikkerhedsmæssige og processuelle hensyn, der be-
grunder gældende og foreslåede regler om begrænsning af
vurderingsmyndighedens adgang til at ændre foretagne vur-
deringer og gældende og foreslåede regler om virkningstids-
punkter for genoptagne og reviderede vurderinger, gør sig
tillige gældende, for så vidt angår nyere vurderinger, der
ændres under henvisning til en afsluttet klagesag, jf. skatte-
forvaltningslovens § 34.
En klagesag kan resultere i en forhøjelse eller anden æn-
dring af en vurdering, der ikke kan anses for at være til
gunst for alle til enhver tid værende ejere. Det foreslås der-
for, at der indføres begrænsninger i forhold til, hvor langt
tilbage i tid vurderingsmyndigheden kan foretage ændring af
nyere vurderinger på baggrund af en afsluttet klagesag.
Henset til sammenhængen til de gældende og foreslåede
regler for ændring af vurderinger ved revision og genopta-
gelse foreslås det, at vurderingsmyndigheden kan ændre en
nyere vurdering med hjemmel i § 34 til og med den 1. maj i
det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den genop-
tagne nyere vurdering er foretaget første gang, dog senest 6
måneder efter det tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet,
Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller en domstol traf
den afgørelse, der giver anledning til ændringen. Det fore-
slås i den forbindelse, at det ved en ændring af bestemmel-
sens ordlyd tillige præciseres, at afgørelsen af en klagesag
kan begrunde genoptagelse efter bestemmelsen, også hvor
klagesagen afgøres endeligt ved domstolene.
Det foreslås desuden, at vurderingsmyndigheden herefter
kan nedsætte vurderinger, når nedsættelsen gennemføres se-
nest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor afgørelsen i klage-
sagen, der giver anledning til ændringen, træffes.
Det foreslås derimod, at vurderinger efter udløbet af fri-
sten alene kan forhøjes med bagudrettet virkning, hvis for-
højelsen varsles senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor
afgørelsen i klagesagen træffes, og gennemføres senest 3
måneder efter varslingen, og accepteres af alle klageberetti-
gede, som ændringen skal vedrøre med bagudrettet virkning.
Det foreslås under henvisning til sammenhængen mellem
reglerne om genoptagelse, reglerne om revision og reglen i
skatteforvaltningslovens § 34 endvidere, at vurderinger, der
foretages med hjemmel i § 34, tillægges skattemæssig virk-
ning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der er ændret, blev
foretaget. Dog med den ovenfor beskrevne modifikation,
hvorefter forhøjelser, der ikke er accepteret af alle klagebe-
rettigede, som forhøjelsen vil kunne vedrøre med bagudret-
tet virkning, alene skal have fremadrettet virkning.
De foreslåede regler vil ikke begrænse vurderingsmyndig-
hedens kompetence til at foretage konsekvensændringer i de
vurderinger, der er påkendt af et vurderingsankenævn, Skat-
teankestyrelsen, Landsskatteretten eller en domstol. Vurde-
ringsmyndigheden vil under henvisning til almindelige for-
valtningsretlige regler fortsat have mulighed herfor, for så
vidt der ikke i afgørelsen af klagesagen er gjort endeligt op
med alle dele af den påkendte vurdering, f.eks. hvis der ikke
er foretaget konsekvensændring i forhold til alle fordelinger
m.v.
Den tætte lovregulering af klagemyndighedernes kompe-
tence til at korrigere ejendomsvurderinger er således ikke til
hinder for, at klagemyndighedernes afgørelser udmøntes
fuldt ud. Nødvendige konsekvensændringer kan gennemfø-
res af underliggende instanser i alle tilfælde, hvor klagein-
stansens afgørelse ikke gør endeligt op med alle dele af den
påkendte vurdering. Dog gælder også i denne henseende det
forbehold, at en ændring skal vedrøre påkendte ansættelser
af f.eks. ejendoms- henholdsvis grundværdier, der er separa-
te ansættelser, jf. bemærkningerne til forslag til ejendoms-
vurderingslovens § 5 samt de almindelige bemærkninger til
ejendomsvurderingsloven afsnit 2.3.
2.11. Digital kommunikation m.v.
2.11.1. Gældende ret
Skatteministeren kan efter skatteforvaltningslovens § 35,
stk. 1, fastsætte regler om, at henvendelser til og fra vurde-
ringsmyndigheden, Skatteankestyrelsen, skatteankenævne-
ne, vurderingsankenævnene, motorankenævnene, Lands-
skatteretten og Spillemyndigheden skal være i elektronisk
form (digital kommunikation), og herunder fravige form-
krav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunika-
tion.
Ministeren kan således bl.a. fastsætte regler om, at alle
henvendelser til vurderingsmyndighederne, herunder klager,
skal indgives i elektronisk form.
Ministeren kan efter bestemmelsens stk. 2 fastsætte regler
om, at visse nærmere angivne sagsområder og grupper af fy-
siske og juridiske personer helt eller delvis skal være undta-
get fra kravet om digital kommunikation. Ministeren kan
ved sådanne regler tilgodese de behov, der ligger til grund
for reglerne om Offentlig Digital Post, der tillige åbner mu-
lighed for, at fysiske og juridiske personer kan undtages fra
Offentlig Digital Post.
Skatteministeren kan efter bestemmelsens stk. 3 også fast-
sætte regler om udstedelse af dokumenter uden underskrift
eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende
måde, således at et sådant dokument i retlig henseende side-
stilles med et dokument med personlig underskrift.
35
Efter bestemmelsens stk. 4 kan ministeren fastsætte nær-
mere regler om digital kommunikation mellem myndighe-
derne på ministerområdet og borgerne, herunder om anven-
delse af digital signatur. Ministeren skal i den forbindelse
sikre, at fortrolige oplysninger, der indeholdes i meddelelser
fra myndighederne på ministerområdet, krypteres eller sik-
res på anden vis.
Efter bestemmelsens stk. 5 anses en digital meddelelse for
at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for
modtageren.
Skatteministeren har med hjemmel i bestemmelsen ud-
stedt bekendtgørelse nr. 908 af 24. juni 2013 om udsendelse
af digitalt genererede skrivelser uden underskrift. Efter § 1,
nr. 5, i bekendtgørelsen kan automatisk genererede medde-
lelser om ejendomsvurdering udsendes uden underskrift og i
retlig henseende være sidestillet med et dokument med per-
sonlig underskrift.
Skatteministeren kan efter skatteforvaltningslovens § 35 c,
stk. 6, ligeledes fastsætte nærmere regler for betaling af et
klagegebyr, der skal følge med en klage til Skatteankestyrel-
sen. Skatteministeren har med hjemmel i bestemmelsen i § 3
i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatte-
ankestyrelsen bestemt, at klagegebyrer, der ikke indbetales
samtidig med, at klagen indgives, skal indbetales inden for
en af Skatteankestyrelsen fastsat frist på mindst 14 dage. I
vurderingssager skal gebyret dog først indbetales, hvis Skat-
teankestyrelsen modtager en udtalelse fra vurderingsmyn-
digheden, dvs. hvis klagen skal behandles af klagemyndig-
heden, og ikke bortfalder som følge af genoptagelse ved
vurderingsmyndigheden. I så fald underretter skatteankesty-
relsen ved modtagelsen af udtalelsen fra vurderingsmyndig-
heden klageren om, at klagegebyr skal indbetales inden for
14 dage. Hvis gebyret ikke indbetales senest 14 dage efter
denne underretning, fastsætter Skatteankestyrelsen en yder-
ligere frist på mindst 14 dage for betaling. Klagen anses så-
ledes først ved udløbet af den sidstnævnte frist for bortfaldet
i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 3, hvilket i
så fald meddeles klageren skriftligt.
Manglende overholdelse af forskellige formelle krav til en
klage over en ejendomsvurdering kan føre til, at klagen afvi-
ses af Skatteankestyrelsen. Således afviser Skatteankestyrel-
sen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, en klage,
der indgives efter udløbet af klagefristen, medmindre der er
særlige omstændigheder, der taler for at se bort fra fristover-
skridelsen. Skatteankestyrelsen afviser efter skatteforvalt-
ningslovens § 35 a, stk. 7, tillige en klage, hvis klagen er ud-
formet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan
tjene som grundlag for visiteringen af sagen eller sagens vi-
dere behandling, eller hvis den påklagede afgørelse og en
udarbejdet sagsfremstilling ikke følger med klagen. Skatte-
ankestyrelsen kan dog i så fald give klageren en frist til at
udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen in-
den fristens udløb, afviser Skatteankestyrelsen klagen.
Manglende rettidig betaling af klagegebyr fører efter skat-
teforvaltningslovens § 35 c, stk. 3, til, at klagen anses som
bortfaldet, jf. dog de i ovenfor nævnte bekendtgørelse fast-
satte bestemmelser.
Tilbagebetaling af klageafgift skal efter skatteforvalt-
ningslovens 35 c, stk. 4, ske til klageren, hvis forudsætnin-
gerne for tilbagebetaling er opfyldt, herunder hvis klageren
får helt eller delvis medhold i klagen. Dette uanset om tilba-
gebetaling besværliggøres f.eks. af, at klageren er bosidden-
de i udlandet og tilbagebetaling ikke kan ske til en Nem-
Konto eller lignende.
2.11.2. Lovforslaget
Den effekt, der er tilsigtet ved fastsættelse af regler om di-
gital klage, opnås kun, hvis der kan fastsættes regler, hvoref-
ter klagemyndigheden kan afvise klager, der ikke indgives
efter de fastsatte regler.
Det foreslås derfor, at Skatteankestyrelsen får mulighed
for at afvise en klage, der ikke er indgivet ad anvist digital
kanal.
Det foreslås samtidig, at Skatteankestyrelsen får mulighed
for at bortse fra den manglende overholdelse af regler om
digital klage, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Her-
ved skabes mulighed for, at Skatteankestyrelsen ved ud-
møntningen af afvisningsbestemmelsen, der er nødvendig
for at sikre effektiviseringseffekten af regler om digital kla-
ge, kan tilgodese de hensyn, der ligger bag reglerne om fri-
tagelse for Offentlig Digital Post, og behandle klagen, uan-
set den manglende overholdelse af regler om digital klage.
Retten til at bortse fra manglende overholdelse af regler om
digital klage kan således f.eks. tænkes anvendt i situationer,
hvor der f.eks. på grund af pludselig opstået alvorlig syg-
dom ikke inden klagefristens udløb har været anledning til
at søge om undtagelse fra Offentlig Digital Post, eller hvor
klagen er afsendt af en udlænding, der ikke er omfattet af
reglerne om Offentlig Digital Post og således heller ikke kan
søge om undtagelse efter disse regler.
Det foreslås under henvisning til behovet for at effektivi-
sere de arbejdsprocesser, der er forbundet med den indle-
dende behandling af klagesager, ligeledes, at det præciseres,
at ministerens hjemmel til at fastsætte regler om betaling af
klagegebyret i forbindelse med en klage over en ejendoms-
vurdering i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 7 (hidtil stk.
6), tillige omfatter adgangen til at fastsætte regler om, at kla-
gegebyrer vedrørende vurderingsklager, der skal indgives
elektronisk, skal betales, når klagen indgives.
Under henvisning til behovet for at understøtte effektiv
håndtering af betaling og tilbagebetaling af klagegebyrer
foreslås det endvidere, at skatteministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af gebyrerne, og
at ministeren herunder får mulighed for at fastsætte regler
for tilbagebetaling af gebyrer i situationer, hvor f.eks. flere
fysiske og/eller juridiske personer i fællesskab har indgivet
klage over en ejendomsvurdering, eller hvor tilbagebetaling
skal ske til personer bosiddende i udlandet.
36
2.12. Fritagelsesordning
2.12.1. Gældende ret
Der skal ved ejendomsvurderingen ansættes en ejendoms-
værdi og en grundværdi, jf. vurderingslovens § 5, stk. 1.
Ved grundværdien forstås efter § 13 i vurderingsloven vær-
dien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand
under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i
økonomisk henseende god anvendelse.
Ved ansættelsen af grundværdien skal der tages hensyn til
de rettigheder og byrder af offentligretlig karakter, der er
knyttet til grunden, herunder den fysiske planlægning efter
planlovgivningen, som f.eks. lokalplaner. Der skal tages
hensyn til den anvendelse, herunder f.eks. den maksimale
bebyggelsesprocent, der står i lokalplanen, selv om den fak-
tiske anvendelse afviger fra lokalplanen.
Der betales grundskyld til kommunen af de afgiftspligtige
ejendomme med en bestemt promille af den afgiftspligtige
grundværdi. Grundskyldspromillen fastsættes af de enkelte
kommunalbestyrelser, dog skal satsen i alle kommuner ligge
mellem 16 og 34 promille, jf. § 2 i lov om kommunal ejen-
domsskat. Der gælder lavere satser for landbrugsejendomme
m.v. Skatten tilfalder den kommune, hvor ejendommen er
beliggende.
De kommunale ejendomsskatter, jf. § 1 i lov om kommu-
nal ejendomsskat, kan fra år til år maksimalt stige op til det
såkaldte grundskatteloft, hvorefter grundskylden beregnes
med den fastsatte grundskyldspromille af den laveste af føl-
gende værdier:
1) Ejendommens grundværdi efter eventuelt fradrag for
grundforbedringer, således som disse beløb er fastsat af
vurderingsmyndigheden ved seneste vurdering. Der
tages endvidere hensyn til de fritagelser og reduktioner,
der er mulige efter lov om kommunal ejendomsskat.
2) Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der
dannede grundlag for påligningen af grundskyld det
foregående år. Dette beløb forhøjes med en regule-
ringsprocent, som udgør den skønnede stigning i det
samlede kommunale udskrivningsgrundlag tillagt 3 pct.
Reguleringsprocenten kan dog ikke overstige 7 pct.
For 2016 er beskatningsgrundlaget for grundskyld for
ejerboliger dog fastfrosset, således at reguleringsprocenten i
2016 udgør 0, jf. lov nr. 179 af 1. marts 2016. Beskatnings-
grundlaget for grundskylden i 2017 er endvidere fastfrosset
for alle ejendomme, så reguleringsprocenten i 2017 udgør 0
pct., jf. lov nr. 227 af 7. marts 2017.
Hvis der udstykkes nye ejendomme, eller hvis eksisteren-
de ejendomme ændres, for så vidt angår grundens størrelse
eller benyttelse, herunder ændrede planforhold, skal der ved
vurdering eller omvurdering ikke alene ansættes en grund-
værdi efter de almindelige vurderingsregler, men tillige en
grundværdi på grundskatteloftsniveau. I modsætning til
ejendomsværdiskatten er der ikke for grundskatteloftets ved-
kommende et bestemt år (2001 eller 2002), der danner ud-
gangspunkt.
Ved fastsættelsen af grundværdier på grundskatteloftsni-
veau skal først findes det såkaldte basisår, jf. vurderingslo-
vens § 33, stk. 16-18. Basisåret er det seneste år, hvor den
afgiftspligtige grundværdi efter lov om kommunal ejen-
domsskat falder sammen med den grundværdi, som vurde-
ringsmyndigheden har ansat. Grundværdien på grundskatte-
loftsniveau ansættes herefter til det, som den pågældende
grund må formodes at ville være blevet vurderet til i basis-
året. Denne grundværdi anvendes ved fremtidige regulerin-
ger af grundskatteloftet.
2.12.2. Lovforslaget
Det foreslås, at der indføres adgang til, at kommunalbesty-
relsen kan meddele hel eller delvis fritagelse for stigning i
grundskylden til ejere af ejendomme, hvor grundværdien er
steget med mere end 20 pct. som følge af en ændret lokal-
plan. Det foreslås, at det er en betingelse for, at kommunen
kan meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyld, at
ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang,
end det var tilladt umiddelbart forud for ændringen af lokal-
planen.
Det foreslås endvidere, at den foreslåede adgang til at
meddele ejendomsejere hel eller delvis fritagelse for grund-
skyld er betinget af, at den ændrede lokalplan har medført
en tilbageregning af grundværdien til basisåret efter § 40,
stk. 1, nr. 5, i forslaget til en ejendomsvurderingslov, som er
fremsat samtidig med denne lov. Det følger af forslaget til
en ejendomsvurderingslov, at der skal foretages en tilbage-
regning af grundværdien til basisåret, hvis en ejendoms
grundværdi er ændret som følge af ændrede anvendelses- el-
ler udnyttelsesmuligheder, herunder en ændret lokalplan.
Derudover foreslås det, at adgangen til at meddele hel el-
ler delvis fritagelse for grundskyld skal være tidsbegrænset,
så ejendomsejeren maksimalt kan blive fritaget for stignin-
ger i beskatningsgrundlaget som følge af en ændret lokal-
plan i 10 år efter det tidspunkt, hvor grundværdien er ænd-
ret. Fritagelsen bortfalder dog på det tidspunkt, hvor ejen-
dommen udnyttes eller anvendes i videre omfang end efter
den hidtidige lokalplan, eller hvis ejendommen afstås.
Perioden på 10 år er fastsat ud fra hensynet til, at det på
kortere sigt kan være forbundet med uforholdsmæssigt store
transaktionsomkostninger at tilrettelægge og planlægge efter
den ændrede lokalplan. En tidsbegrænsning på 10 år skøn-
nes at være tilstrækkelig til, at ejerne (herunder eventuelle
virksomheder) kan nå at tilpasse sig den ændrede lokalplan
og de økonomiske konsekvenser heraf.
Hvis der vedtages en ny lokalplan for en konkret ejendom
den 1. april, skal der ved den næstkommende almindelige
vurdering (eller omvurdering) den 1. september ske en tilba-
geregning til basisåret, jf. § 40, stk. 1, nr. 5, i forslaget til en
ejendomsvurderingslov, i det omfang ejendomsværdien eller
grundværdien er ændret som følge af lokalplanen.
Hvis grundværdien er ændret, vil den omberegnede grund-
værdi danne grundlag for beskatningen i det følgende skatte-
år, det vil sige fra den 1. januar til 31. december i året efter
vurderingsåret.
37
Hvis grundværdien er steget med mere end 20 pct., og
kommunalbestyrelsen meddeler fritagelse for stigningen i
grundskylden, vil fritagelsen tilsvarende få virkning for be-
skatningen i det skatteår, der følger efter vurderingsåret. Fri-
tagelsen udløber ligeledes 10 år efter det skatteår, fritagelsen
har været gældende fra.
Det foreslås, at det beløb, som kommunen kan meddele
hel eller delvis fritagelse for, er stigningen i ejendomsskat-
ten, opgjort som forskellen mellem beskatningsgrundlaget
for grundskylden ganget med grundskyldspromillen af den
grundværdi, der er ansat efter henholdsvis før ændringen af
grundværdien efter § 40, stk. 1, nr. 5, i det samtidig med
dette lovforslag fremsatte forslag til en ejendomsvurderings-
lov. Meddeles hel fritagelse, vil ejendomsejeren fortsætte
med at betale grundskyld på grundlag af det beskatnings-
grundlag, der var gældende forud for lokalplansændringen,
som i så fald fortsat vil kunne stige op til grundskatteloftet.
Kommunernes adgang til hel eller delvis fritagelse efter
den foreslåede bestemmelse omfatter kun de stigninger i
grundskylden, der har medført, at grundværdien er steget
med mere end 20 pct. som følge af en ændret lokalplan.
Stigninger i grundskylden, der skyldes, at grundværdien er
ændret som følge af andre forhold, er således ikke omfattet
af den foreslåede bestemmelse.
Afstås ejendommen, f.eks. ved salg, eller overskrides den
tilladte udnyttelse eller anvendelse efter den hidtidige lokal-
plan, bortfalder fritagelsen, dvs. at beskatningen overgår til
at blive beregnet på grundlag af en grundværdi opgjort un-
der hensyntagen til den nye lokalplan. Det samme gælder
ved udløbet af den 10-årige periode. En korrektion af en fejl
eller manglende præcision i BBR-registreret eller matriklen
vil dog ikke skulle anses som en ændring i udnyttelsen eller
anvendelsen. Der vil skulle være tale om fysiske ændringer
på ejendommen, som medfører, at udnyttelsen eller anven-
delsen af ejendommen, som var tilladt ifølge den hidtidige
lokalplan, overskrides.
Adgangen for kommunalbestyrelsen til at meddele hel el-
ler delvis fritagelse for grundskyld foreslås forbeholdt den
ejer, der ejer ejendommen på tidspunktet for den ændrede
lokalplan, idet nye ejere må forventes at have mulighed for
at tage alle forhold i betragtning ved et køb, herunder konse-
kvenserne af f.eks. en ændret lokalplan.
Det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om,
hvorvidt adgangen til helt eller delvis at fritage ejendoms-
ejere for stigninger i grundskylden ifølge den foreslåede be-
stemmelse skal anvendes i kommunen eller ej.
Det vil endvidere være op til kommunalbestyrelsen i den
enkelte kommune, hvorvidt fritagelsesadgangen skal omfat-
te alle tilfælde, hvor en ændring af lokalplanen har betyd-
ning for beskatningen, eller om ordningen skal forbeholdes
nærmere afgrænsede tilfælde. Dog skal almindelige offent-
ligretlige retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætnin-
gen og kravet om saglig forvaltning, under alle omstændig-
heder respekteres.
Ifølge forslaget vil adgangen for kommunalbestyrelsen til
at meddele hel eller delvis fritagelse for stigning i grund-
skylden have virkning for ændringer i grundværdien, som
medfører, at der foretages en tilbageregning til ejendom-
mens basisår i medfør af § 40, stk. 1, nr. 5, i forslaget til en
ejendomsvurderingslov. Ifølge forslaget til en ejendomsvur-
deringslov træder ejendomsvurderingsloven i kraft den 1. ja-
nuar 2018. Der henvises til § 81 i forslaget til en ny ejen-
domsvurderingslov og bemærkningerne hertil.
2.13. Tinglysningsafgiften af ejerskifter af erhvervsejendom-
me m.v.
2.13.1. Gældende ret
Tinglysninger af ejerskifte af fast ejendom er afgiftspligti-
ge efter tinglysningsafgiftsloven. Loven finder anvendelse
både ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom i form af
erhvervsejendomme og ved tinglysning af ejerskifte af andre
ejendomme end erhvervsejendomme, f.eks. ejerboliger. Det
afgørende for, om en transaktion vedrørende fast ejendom
kan betegnes som et ejerskifte, der udløser afgift efter ting-
lysningsafgiftsloven, er, at ejerskiftet tinglyses som et ejer-
skifte.
Ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom eller dele he-
raf er afgiften for tinglysning toleddet. Afgiften består for
det første af en fast afgift på 1.660 kr. og for det andet af en
variabel afgift på 0,6 procent. Ved tinglysning af ejerskifte
af erhvervsejendomme og andre former for ejendomme,
bortset fra ejerboliger, beregnes den variable afgift på bag-
grund af den højeste af enten ejerskiftesummen eller ejen-
domsværdien.
Ejerskiftesummen udgør det samlede kontante vederlag
for overdragelsen eller andre transaktioner, der indebærer et
ejerskifte af en fast ejendom eller dele af en fast ejendom.
Ved ejerskiftesummen forstås således den modydelse, der
skal præsteres ved ejerskiftet, og ejerskiftesummen betegnes
derfor også som handelsprisen. I de tilfælde, hvor ejerskifte-
summen er lavere end den senest offentliggjorte ejendoms-
vurdering på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning, vil
ejendomsvurderingen, og ikke ejerskiftesummen, danne
grundlag for beregningen af den variable afgift. I visse til-
fælde vil ejendommen ikke være selvstændigt vurderet på
tidspunktet for anmeldelsen af ejerskiftet til tinglysning. I
andre tilfælde er der sket så store forandringer af ejendom-
men, at den senest offentliggjorte ejendomsværdi ikke uden
videre kan lægges til grund for beregningen, f.eks. ved ny-
eller tilbygning af den faste ejendom. I begge de nævnte til-
fælde vil ejendommens værdi skulle angives efter bedste
skøn, og afgiften beregnes på grundlag af den angivne vær-
di. I tilfælde af tvivl kan SKAT få foranlediget ejendommen
vurderet efter vurderingslovens bestemmelser herom.
For tinglysning af ændring af ejerforhold i relation til
ejendomme ejet af selskaber i en koncern (omstrukturerin-
ger), herunder ved fusion, spaltning, omdannelse og tilførsel
af aktiver i selskaber betales der kun en fast afgift på 1.660
kr. og ikke variabel afgift.
Afgiftsgrundlaget for tinglysning af ejerskifte af ejerboli-
ger blev ændret ved lov nr. 1635 af 26. december 2013 med
virkning fra 1. januar 2014, således at tinglysningsafgift ved
38
bolighandel som hovedregel altid skal betales af ejerskifte-
summen, uanset om den ligger over eller under ejendoms-
værdien. Før denne ændring blev den variable afgift også
beregnet på baggrund af den højeste af enten ejerskiftesum-
men eller ejendomsværdien. Ved lovændringen blev der og-
så indført en værnsregel for salg af ejerbolig mellem interes-
seforbundne parter, f.eks. i familieforhold. I de tilfælde skal
afgiften beregnes af ejerskiftesummen, dog af mindst 85 pct.
af ejendomsvurderingen.
2.13.2. Lovforslaget
Det foreslås, at afgiftsgrundlaget til beregning af tingly-
sningsafgiften ændres, så afgiftsgrundlaget for alle typer af
ejendomme, herunder erhvervsejendomme og landbrugse-
jendomme, udgør ejerskiftesummen. Det indebærer, at af-
giftsgrundlaget for erhvervsejendomme m.v. vil være det
samme som for ejerskifte af ejerboliger.
Det skal ses i sammenhæng med forslaget til § 10 i det
samtidig fremsætte forslag til en ny ejendomsvurderingslov,
hvorefter der for erhvervsejendomme fremover kun skal an-
sættes ejendomsværdier i det omfang, at sådanne værdier
anvendes til fastsættelse af grundlaget for dækningsafgift,
hvor ejendomsværdien skal anvendes til fordelinger af en
boligdel og erhvervsdel, eller hvis ejendommen er ejet af en
andelsboligforening. Da der således ikke altid vil foreligge
en ejendomsværdi for erhvervsejendomme, er det ikke mu-
ligt at anvende denne værdi som afgiftsgrundlag i disse til-
fælde.
Forslaget medfører, at afgiften for tinglysning af ejerskifte
af fast ejendom som udgangspunkt vil blive beregnet på
baggrund af ejerskiftesummen i stedet for af en eventuel hø-
jere ejendomsvurdering, hvilket vil være en fordel for køber
og/eller sælger i de tilfælde, hvor f.eks. erhvervsejendomme
bliver solgt til en pris, der ligger under ejendomsvurderin-
gen.
Der indføres samtidig en værnsregel, som kan benyttes,
hvis ejerskifte af erhvervsejendomme ikke er sket som al-
mindelig fri handel, herunder eksempelvis ved salg af er-
hvervsejendomme mellem koncernforbundne selskaber, el-
ler mellem selskab og hovedaktionær. I de tilfælde er det ik-
ke muligt at bruge den værnsregel, som gælder for ejerboli-
ger, som sælges mellem interesseforbundne parter, da der
fremover ikke vil være en ejendomsvurdering for erhvervs-
ejendomme. Der indføres derfor i stedet en bestemmelse,
hvoraf det fremgår, at opgørelsen af ejerskiftesummen skal
stemme overens med den, som ville være opnået, hvis ejer-
skiftet var sket mellem uafhængige parter.
For salg af erhvervsejendomme mellem interesseforbund-
ne parter, f.eks. i koncernforbundne selskaber, vil forslaget
endvidere medføre, at der ved anmeldelse til tinglysning
skal være en erklæring om, at ejerskiftet er sket mellem inte-
resseforbundne parter.
Der foretages endvidere en ændring af værnsreglen for
salg af ejerbolig mellem interesseforbundne parter, f.eks. fa-
milieforhold. Med forslaget vil afgiften skulle beregnes af
ejerskiftesummen, dog af mindst 80 pct. af ejendomsvurde-
ringen i stedet for de nuværende 85 pct. Det skyldes, at der i
lovforslagets § 13 samtidig er lagt op til, at reglerne for be-
regning af bo- og gaveafgift skal ændres på sigt, så spændet
på plus/minus 15 pct. ændres til et spænd på plus/minus 20
pct., når denne lov træder i kraft, og at reglerne fortsat skal
svare til disse.
2.14. Ophævelse af adgang til opkrævning af dækningsafgift
for offentligt ejede skov- og landbrugsejendomme
2.14.1. Gældende ret
Det følger af § 7, stk. 1, litra b, i lov om kommunal ejen-
domsskat, at ejendomme tilhørende staten, regioner eller
kommuner er fritaget for betaling af grundskyld, med undta-
gelse af ejendomme, der af ejeren anvendes erhvervsmæs-
sigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller som
henligger ubenyttede. Det afgørende for, om der skal betales
grundskyld af sådanne ejendomme er således, om ejendom-
men anvendes erhvervsmæssigt.
Der betales grundskyld til kommunen af de afgiftspligtige
ejendomme med en promille af den afgiftspligtige grund-
værdi. Grundskyldspromillen fastsættes af de enkelte kom-
munalbestyrelser, dog skal satsen i alle kommuner ligge
mellem 16 og 34 promille, jf. § 2 i lov om kommunal ejen-
domsskat. Grundskyldspromillen for skov- og landbrugs-
ejendomme m.v. kan dog højest udgøre 7,2 promille.
De kommunale ejendomsskatter, jf. § 1 i lov om kommu-
nal ejendomsskat, kan fra år til år maksimalt stige op til det
såkaldte grundskatteloft, hvorefter grundskylden beregnes
med den fastsatte grundskyldspromille af den laveste af føl-
gende værdier:
1) Ejendommens grundværdi efter eventuelt fradrag for
grundforbedringer, således som disse beløb er fastsat af
vurderingsmyndigheden ved seneste vurdering. Der
tages endvidere hensyn til de fritagelser og reduktioner,
der er mulige efter lov om kommunal ejendomsskat.
2) Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der
dannede grundlag for påligningen af grundskyld det
foregående år. Dette beløb forhøjes med en regule-
ringsprocent, som udgør den skønnede stigning i det
samlede kommunale udskrivningsgrundlag tillagt 3 pct.
Reguleringsprocenten kan dog ikke overstige 7 pct.
Som følge af ændringen i lov om kommunal ejendoms-
skat, jf. lov nr. 227 af 7. marts 2017, er beskatningsgrundla-
get for grundskylden i 2017 fastfrosset for alle ejendomme,
så reguleringsprocenten i 2017 udgør 0 pct.
Efter § 23 i lov om kommunal ejendomsskat, kan kommu-
nalbestyrelsen bestemme, at der af ejendomme, der i hen-
hold til § 7, stk. 1, litra b, er fritaget for grundskyld, skal be-
tales dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for for-
bedringer og af forskelsværdien (forskellen mellem ejen-
domsværdien og grundværdien) som bidrag til de udgifter,
som sådanne ejendomme medfører for kommunen. Dæk-
ningsafgift af grundværdien opkræves med halvdelen af
kommunens grundskyldpromille, dog højst med 15 promille.
Dækningsafgiften af forskelsværdien betales med en af
39
kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre
8,75 promille.
2.14.2. Lovforslaget
I forslaget til en ny ejendomsvurderingslov, der er fremsat
samtidig med dette lovforslag, foreslås det, at der ikke frem-
adrettet skal ansættes ejendomsværdier for skov- og land-
brugsejendomme. Det foreslås på denne baggrund, at kom-
munerne alene skal kunne opkræve grundskyld af ejendom-
me tilhørende staten, regioner eller kommuner, som anven-
des til landbrug, havebrug eller skovdrift. Teknisk foreslås
ændringen foretaget ved at ophæve betingelsen i § 7, stk. 1,
litra b, i lov om kommunal ejendomsskat om, at disse ejen-
domme skal anvendes erhvervsmæssigt.
Ifølge forslaget vil der således altid skulle betales grund-
skyld af ejendomme tilhørende staten, regioner eller kom-
muner, som anvendes til landbrug, havebrug eller skovdrift,
uanset om anvendelsen af ejendommen er erhvervsmæssig
eller ej. Den foreslåede ændring vil derfor indebære, at kom-
munerne fremover ikke vil kunne opkræve dækningsafgift
efter § 23 i lov om kommunal ejendomsskat af de ejendom-
me, der ikke kan anses for erhvervsmæssigt anvendt.
Ændringen skal ses i sammenhæng med, at et mindre an-
tal kommuner i stigende grad har ændret praksis for opkræv-
ning af ejendomsskat af bl.a. statslige arealer, der anvendes
til skov- og landbrug, så der i stedet for grundskyld opkræ-
ves den væsentligt højere dækningsafgift, hvorved kommu-
nerne hæver deres indtægter uden at være pålagt nye om-
kostningsdrivende opgaver.
Den foreslåede ændring er i overensstemmelse med hen-
sigten bag reglerne om opkrævning af ejendomsskat, som
har været, at der som det klare udgangspunkt skal betales
grundskyld af disse offentligt ejede skov- og landbrugsejen-
domme m.v. Endvidere vil reglerne for opkrævning af ejen-
domsskat for offentlige skov- og landbrugsejendomme m.v.
med den foreslåede ændring komme til at svare til reglerne
for privatejede ejendomme, der anvendes til disse formål,
hvor der kun er adgang til opkrævning af grundskyld, men
ikke dækningsafgift.
2.15. Ændringer af virksomhedsskatteloven
2.15.1. Gældende ret
Virksomhedsskattelovens regler om virksomhedsordnin-
gen kan anvendes af selvstændigt erhvervsdrivende. Det vil
sige personer, der driver virksomhed i personligt regi. Hen-
sigten med virksomhedsordningen er bl.a., at selvstændigt
erhvervsdrivende har fuld fradragsværdi for erhvervsmæssi-
ge renteudgifter, og at de har mulighed for at spare op i virk-
somhedsordningen til en lav foreløbig skat svarende til sel-
skabsskatten med henblik på konsolidering af virksomhe-
den.
I udgangspunktet er det kun erhvervsmæssige aktiver, der
kan indgå i virksomhedsordningen. Private aktiver kan ikke
indgå i virksomhedsordningen. Som hovedregel indgår blan-
det benyttede aktiver, dvs. aktiver, hvor der både er er-
hvervsmæssig og privat anvendelse, ikke i virksomhedsord-
ningen. I visse tilfælde kan den erhvervsmæssige del af
blandet benyttede ejendomme dog indgå. Det gælder, når
der efter vurderingsloven foretages en vurderingsfordeling
af ejendommen mellem den del, der tjener til bolig for den
selvstændige, og den øvrige ejendom.
Der sker efter de gældende regler i vurderingsloven vurde-
ringsfordeling for ejendomme, der bruges til landbrug, gart-
neri, planteskole, frugtplantage og skovbrug. Der sker end-
videre vurderingsfordeling, når ejendommen indeholder en
eller to selvstændige lejligheder, som både tjener til bolig
for ejeren og benyttes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang.
Ejendommen anses for erhvervsmæssigt anvendt i væsent-
ligt omfang, når den erhvervsmæssige anvendelse udgør
mindst 25 pct. af ejendommens værdi.
2.15.2. Lovforslaget
Under den nye ejendomsvurderingsordning vil en ejen-
dom, der både benyttes til bolig og erhverv, ikke længere
blive kategoriseret som en blandet benyttet ejendom. En
ejendom vil fremover blive kategoriseret som enten en ejer-
bolig, en erhvervsejendom, en landbrugsejendom eller en
skovejendom. En ejendom, som hverken er en skovejendom
eller en landbrugsejendom, men som benyttes både til bolig
og erhverv, vil herefter enten skulle kategoriseres som en
ejerbolig eller som en erhvervsejendom. I forhold til disse
ejendomme vil der dog fortsat blive foretaget en vurderings-
fordeling, hvor værdien af den erhvervsmæssige del fastsæt-
tes. Selvom der fremover foretages vurderingsfordeling, vil
der imidlertid ikke længere blive taget stilling til, om ejen-
dommen bliver anvendt erhvervsmæssigt i væsentligt om-
fang i forbindelse med vurderingen. Skovejendomme og
landbrugsejendomme vil under den nye ejendomsvurde-
ringsordning ikke blive ansat med en samlet ejendomsværdi,
hvilket indebærer, at der ikke sker en vurderingsfordeling på
en boligdel og den del, der anvendes til erhverv.
I lyset af forslaget til en ny ejendomsvurderingslov fore-
slås en tilpasning af virksomhedsskatteloven. Det foreslås,
at virksomhedsskatteloven ændres, således at den erhvervs-
mæssige del af en ejendom, der tjener til bolig for ejeren, og
anvendes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, kan indgå i
virksomhedsordningen. Det vil således ikke længere være et
krav for at kunne anvende virksomhedsordningen på den er-
hvervsmæssige del af en ejendom, at der foretages vurde-
ringsfordeling.
I stedet vil det være et krav, at ejendommen tjener som
bolig for ejeren og anvendes erhvervsmæssigt i væsentligt
omfang. Ved fortolkningen af, om ejendommen i væsentligt
omfang anvendes erhvervsmæssigt, skal der henses til tidli-
gere praksis, hvor det afgørende var, at mindst 25 pct. af
ejendommens værdi blev anvendt erhvervsmæssigt.
Ved den nye formulering er det hensigten at sikre, at de
samme ejendomme kan indgå i virksomhedsordningen efter
vedtagelsen af forslaget til en ny ejendomsvurderingslov.
40
2.16. Mulighed for videregivelse af oplysninger fra
Finanstilsynet til Skatteministeriet og Danmarks Statistik
2.16.1. Gældende ret
Artikel 53-62 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
og investeringsselskaber (herefter CRD IV) indeholder reg-
ler om tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger,
som personer, der arbejder for Finanstilsynet, modtager i
forbindelse med deres hverv.
§ 354 i lov om finansiel virksomhed er bl.a. en implemen-
tering af artikel 53-62 i CRD IV. Det fremgår af § 354, stk.
1, at Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at hemmelighol-
de fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem
tilsynsvirksomheden. Bestemmelsen pålægger Finanstilsy-
nets ansatte en særlig skærpet tavshedspligt. Det fremgår af
§ 354, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at samtykke fra
den, som tavshedspligten tilsiger at beskytte, ikke ophæver
tavshedspligten.
CRD IV fastsætter ikke nærmere, hvad der skal forstås
ved fortrolige oplysninger. Det fremgår af de specielle be-
mærkninger til lov nr. 1383 af 20. december 2004, jf. Folke-
tingstidende 2004-2005, tillæg A, side 46 f., at der ved for-
trolige oplysninger forstås oplysninger om en finansiel virk-
somheds forretningsmæssige forhold og kunders forhold
samt andre oplysninger, som efter deres karakter er fortroli-
ge.
Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, for-
stås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte
kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om
oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige for-
hold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig
forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejeran-
dele i den finansielle virksomheds kunder eller på anden vis
har en personlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknyt-
ning til kunder uden selv at være det.
Tavshedspligten er i høj grad baseret på et ønske om at
beskytte de finansielle virksomheders kunder, det være sig
privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske
om af konkurrencemæssige grunde at beskytte de finansielle
virksomheders forretningsmæssige forhold. Herudover er
Finanstilsynets tavshedspligt en afgørende betingelse for
den tilsynsmæssige effektivitet. For at Finanstilsynet kan få
alle nødvendige oplysninger i en given sag, må de finansiel-
le virksomheder og kunderne kunne nære tillid til, at Finans-
tilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger.
Artikel 53 i CRD IV giver mulighed for, at oplysninger
kan videregives, hvis det sker i summarisk eller samlet
form. I overensstemmelse hermed kan Finanstilsynet af egen
drift videregive oplysninger i summarisk eller sammenfat-
tende form, når hverken den enkelte virksomhed eller dens
kunder kan identificeres, jf. § 354, stk. 4, i lov om finansiel
virksomhed.
Efter Finanstilsynets praksis er der ikke tale om videregi-
velse i summarisk eller samlet form, hvis det er muligt at
sammenstille oplysningerne med øvrige tilgængelige oplys-
ninger, hvorved de fortrolige oplysninger kan udledes. Det
kan eksempelvis være oplysninger om navnet på et kreditin-
stitut, kunder eller lignende.
CRD IV indeholder mulighed for, at de kompetente myn-
digheder kan videregive fortrolige oplysninger til en række
myndigheder, organer m.v. Denne mulighed er gennemført i
§ 354, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Fi-
nanstilsynet f.eks. kan videregive fortrolige oplysninger til
Det Systemiske Risikoråd, Folketingets Ombudsmand m.fl.
Det følger endvidere af § 354, stk. 6, at Finanstilsynet blandt
andet kan videregive fortrolige oplysninger til skatteministe-
ren, hvis der er tale om mulige strafbare forhold omfattet af
straffeloven, jf. stk. 6, nr. 2, og til SKAT i sager omfattet af
§ 6 D, stk. 2, i skattekontrolloven, jf. stk. 6, nr. 36.
Med lov nr. 60 af 16. januar 2017 om ændring af lov om
vurdering af landets faste ejendomme og lov om finansiel
virksomhed blev der desuden indført mulighed for, at der
kunne videregives oplysninger fra Finanstilsynet til Skatte-
ministeriet, når oplysningerne hidrørte fra realkreditinstitut-
ter og skulle anvendes til udvikling eller forbedring af meto-
der og modeller til vurdering af erhvervsejendomme. Ad-
gangen til oplysninger var begrænset til oplysninger for åre-
ne 2012-2016.
I overensstemmelse med kravene i CRD IV følger det af §
354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed at alle, der i hen-
hold til stk. 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstil-
synet, med hensyn til disse oplysninger er undergivet den
samme tavshedspligt, som Finanstilsynet.
2.16.2. Lovforslaget
Realkreditinstitutterne indberetter i dag en lang række da-
ta vedrørende lånetilbud til Finanstilsynet (lånetilbudsdata),
som omfatter oplysninger om de konkrete ejendomme, der
kan ligge til grund for realkreditbelåning. Indberetningerne
omfatter også i mindre grad oplysninger om låntagerne i
form af ejerforhold, adresse og låneformål. Der er tale om
en frivillig indberetning fra realkreditinstitutterne. Oplysnin-
gerne fra indberetningerne indgår dog som en integreret del
af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed. Skatteministeriets Im-
plementeringscenter for Ejendomsvurderinger(I)s opgaver er
i første omgang at udvikle metoder og modeller, der kan un-
derstøtte udsendelsen af nye ejendomsvurderinger m.v. ICE
har i dette arbejde vurderet, at de data, realkreditinstitutterne
indberetter til Finanstilsynet, bidrager væsentligt til at skabe
et bedre datagrundlag til brug for udvikling eller forbedring
af metoder og modeller til vurdering af erhvervsejendomme
samt til at kvalitetssikre oplysninger om ejerboliger.
Det er vurderingen, at realkreditinstitutternes lånetilbuds-
data for erhvervsejendomme, men også ejerboliger, vil for-
bedre validiteten af det samlede datagrundlag til modelud-
vikling og kvalitetssikring, dels i kraft af dataenes geografi-
ske omfang, dels i kraft af at lånetilbudsdata omfatter konsi-
stente data for et stort antal ejendomme. Det drejer sig bl.a.
om data om markedsleje, driftsomkostninger og forrent-
ningskrav, som vil kunne anvendes til modeludviklingen i
forbindelse med kvalificering og validering af værdierne i
41
de ovenfor nævnte normområder. Det vurderes, at det ikke
vil være muligt at gennemføre det ønskede udviklingsarbej-
de i tilstrækkelig høj kvalitet uden de pågældende data.
De oplysninger vedrørende erhvervsejendomme, som Fi-
nanstilsynet efter gældende ret kan videregive til Skattemi-
nisteriet, er kommunenummer, ejendomsnummer, ejendom-
mens adresse, postnummer, ejendomskategori, matriklens
areal, etageareal (og vægtning af etageareal), lejet grund, da-
to for lånetilbud, instituttets værdiansættelse, offentlig vur-
dering og forrentningsprocent samt for boliger, kontorer, bu-
tikker, produktionslagre, fællesarealer, arkiv og øvrige loka-
ler oplysninger om faktisk leje, markedsleje og etageareal.
Herudover kan Finanstilsynet videregive oplysninger om
samlede driftsudgifter pr. kvm, lejers betaling af driftsudgif-
ter, ejendommens stand, nettoleje/driftsoverskud samt ma-
skiner og andet tilbehør. Derudover kan der ved landbrug vi-
deregives oplysninger om værdi af stuehus, øvrige bygnin-
ger, besætning, maskiner og andet tilbehør samt værdi af
jord. Endelig er det muligt at videregive oplysninger om
genanskaffelsesværdi. Finanstilsynet skal frasortere blandt
andet navnene på de konkrete realkreditinstitutter, der har
indberettet data, samt oplysninger om låneformål og kun-
dens adresse.
Ud over ovennævnte oplysninger, som foreslås at kunne
videregives fremadrettet, foreslås det samtidig, at der frem-
over også kan videregives oplysninger om modelanvendelse
(dvs. modelanvendelse kontra øvrige lånetilbud) og profor-
matilbud (dvs. proformatilbud kontra øvrige lånetilbud).
Adgangen til videregivelse af oplysninger foreslås des-
uden udvidet fra at omfatte oplysninger vedrørende er-
hvervsejendomme til også at omfatte oplysninger vedrøren-
de ejerboliger. Begge disse kategorier af ejendomme kan
omfatte landbrug og grunde.
Herudover foreslås det at udvide adgangen til at videregi-
ve oplysninger således, at de nuværende oplysninger og de
foreslåede tilføjelser også kan videregives fra Finanstilsynet
til Danmarks Statistik.
Realkreditinstitutterne har tidligere tilkendegivet, at de var
indforståede med, at der kunne foretages udlevering af de lå-
netilbudsdata, som institutterne havde indberettet til Finans-
tilsynet for perioden 2012-2016. Oplysningerne om lånetil-
budsdata fra Finanstilsynet skulle danne baggrund for en
analyse af, om eksisterende datakilder kan være med til at
tilvejebringe bedre markedsdata til vurdering af erhvervs-
ejendomme og -grunde. På baggrund af de udleverede op-
lysninger har Skatteministeriet foretaget analyse af lånetil-
budsdata og konkluderet, at sådanne data udgør et betydeligt
bidrag til at forbedre datagrundlaget for vurdering af er-
hvervsejendomme og -grunde. På den baggrund ønsker
Skatteministeriet, at adgangen til lånetilbudsdata udvides.
Realkreditinstitutterne har i forbindelse med evalueringen
tilkendegivet, at de er indforståede med, at der fremadrettet
kan foretages videregivelse af oplysningerne fra de lånedata,
som institutterne har indberettet til Finanstilsynet, herunder
fremadrettet også vedrørende ejerboliger og vedrørende mo-
delanvendelse og proformatilbud.
Videregivelse af fortrolige oplysninger til Skatteministeri-
et og Danmarks Statistik, hvor oplysningerne skal anvendes
til udarbejdelse af metoder og modeller for vurdering af er-
hvervsejendomme samt kvalitetssikring af oplysninger ve-
drørende ejerboliger, der kan understøtte udsendelsen af nye
ejendomsvurderinger m.v., er ikke et af de formål, der er op-
listet i CRD IV, som muliggør lovlig videregivelse. CRD IV
giver alene mulighed for at videregive oplysninger til Skat-
teministeriet og Danmarks Statistik til de nævnte formål,
hvis oplysningerne gives i summarisk eller samlet form,
hvorefter oplysningerne ikke længere er fortrolige.
Det er vurderingen, at de oplysninger, som Finanstilsynet
videregiver til Skatteministeriet og Danmarks Statistik efter
frasorteringen af blandt andet navnene på de konkrete real-
kreditinstitutter, låneformål og kundens adresse isoleret set
fremstår i så summarisk og samlet form, at de ikke er fortro-
lige i CRD IV’s forstand.
Oplysningerne vil imidlertid efter Finanstilsynets praksis
være fortrolige, fordi Skatteministeriet og Danmarks Stati-
stik ved at sammenstille eller samkøre oplysningerne med
øvrige tilgængelige data vil kunne udlede fortrolige oplys-
ninger, blandt andet om ejeren af ejendommen, navnet på
realkreditforeningen m.v. Det vurderes dog muligt at bibe-
holde oplysningernes ikke-fortrolige karakter ved at under-
lægge Skatteministeriet og Danmarks Statistik en række re-
striktioner ved modtagelsen af oplysningerne. De betingel-
ser, som Skatteministeriet og Danmarks Statistik underlæg-
ges ved modtagelsen af oplysningerne, skal sikre, at Skatte-
ministeriet og Danmarks Statistik ikke ved at sammenstille
eller samkøre oplysningerne med øvrige tilgængelige data
kan udlede oplysninger af fortrolig karakter. Opsætning af
disse betingelser for Skatteministeriets og Danmarks Stati-
stiks anvendelse sikrer, at videregivelsen sker i overens-
stemmelse med EU-reglerne.
Oplysningerne videregives fortsat isoleret set i summarisk
og samlet form. Med henblik på at bibeholde oplysningernes
ikke-fortrolige karakter foreslås det at underlægge både
Skatteministeriet og Danmarks Statistik en række restriktio-
ner ved modtagelsen af oplysningerne.
Det foreslås således, at Skatteministeriet og Danmarks
Statistik forpligter sig til ved modtagelsen ikke at sammen-
stille eller samkøre oplysningerne med øvrige tilgængelige
oplysninger, hvorved fortrolige oplysninger udledes. Herud-
over forpligter Skatteministeriet og Danmarks Statistik sig
til alene at anvende oplysningerne til brug for udvikling el-
ler forbedring af metoder og modeller til ejendomsvurde-
ring. Oplysningerne må således blandt andet ikke anvendes
til konkrete ejendomsvurderinger, ligesom Skatteministeriet
og Danmarks Statistik ikke må benytte oplysningerne til an-
dre formål, herunder statistiske opgørelser m.v.
Endelig undergives Skatteministeriet og Danmarks Stati-
stik ved modtagelsen den samme tavshedspligt som Finans-
tilsynet. Hermed forbliver oplysningerne af ikke-fortrolig
karakter, og videregivelsen kan dermed ske inden for regle-
rne i CRD IV. Hermed sikres tillige beskyttelseshensynet til
realkreditinstituttets kunder, idet det er vurderingen, at hen-
synet til kunderne varetages ved, at blandt andet kundens lå-
42
neformål og adresse frasorteres inden videregivelse. Videre-
givelsen af oplysningerne er dog ikke til hinder for, at Skat-
teministeriet og Danmarks Statistik kan drøfte de modtagne
oplysninger med hinanden i forhold til at kunne forbedre og
udvikle deres modeller m.v. på en hensigtsmæssig måde.
Realkreditinstitutternes data skal anvendes til at give Skat-
teministeriet og Danmarks Statistik det fornødne datagrund-
lag vedrørende ejendomme til at kunne iværksætte et nyt
ejendomsvurderingssystem og kvalitetssikre ejendomsvur-
deringer. Adgangen til at videregive data til Skatteministeri-
et og – med dette lovforslag tillige Danmarks Statistik –
foreslås derfor udvidet, så den ikke længere er begrænset til
data for årene 2012-2016, men kan gives generelt.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Dette følgelovforslag fremsættes sammen med forslaget til
en ny ejendomsvurderingslov. De to lovforslag udgør de
samlede rammer om det nye ejendomsvurderingssystem.
Lovforslagene fremsættes parallelt og de økonomiske og ad-
ministrative konsekvenser for det offentlige, for erhvervsli-
vet og for borgerne behandles som udgangspunkt i forhold
til det enkelte lovforslag. De administrative konsekvenser
for det offentlige i forbindelse med klagestruktur, klagebe-
handling og processuelle regler for vurderingsmyndigheden
er imidlertid meget vanskelige at adskille i forhold til de en-
kelte lovforslag og er derfor beskrevet i begge lovforslag.
3.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
3.1.1. Fritagelse af ejendomsejere for de skattemæssige
konsekvenser af en ændret lokalplan
Der foreligger ikke data over omfanget af lokalplaner, der
påvirker grundlaget for ejendomsbeskatningen. Det er såle-
des ikke muligt at foretage et præcist skøn over de budget-
mæssige konsekvenser for kommunerne.
Den foreslåede fritagelsesordning vil medføre, at indtæg-
terne for de kommuner, der gør brug af ordningen, i en tids-
begrænset periode vil være mindre, end de ville have været,
hvis disse kommuner ikke havde gjort brug af adgangen til
at fritage ejendomme for grundskyldsstigninger. Dette skal
dog ses i lyset af, at kommunerne afstår fra merindtægter,
men ikke får mindre indtægter eller større udgifter. I forhold
til et neutralt forløb er der således ikke økonomiske konse-
kvenser for kommunen.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for regionerne og staten.
3.1.2. Tinglysningsafgiften af ejerskifter af
erhvervsejendomme m.v.
Forslaget om at lade erhvervsejendomme m.v., herunder
landbrugsejendomme, som hovedregel beregne tingly-
sningsafgift ved ejerskifter på baggrund af handelsprisen – i
stedet for af det højeste af enten handelsprisen eller den of-
fentlige vurdering – reducerer afgiftsgrundlaget for de ejer-
skifter af erhvervsejendomme m.v., hvor ejerskiftesummen
er lavere end ejendomsværdien.
Med afsæt i oplysninger om handelsprisen og ejendoms-
værdien for solgte erhvervsejendomme samt antallet af ting-
lyste salg skønnes forslaget at medføre et umiddelbart min-
dreprovenu på ca. 10 mio. kr. i 2020 og ca. 5 mio. kr. fra
2021. Efter tilbageløb og adfærd skønnes mindreprovenuet
til ca. 5 mio. kr. i 2020 og ca. 2,5 mio. kr. fra 2021.
Da der vil foreligge nye ejendomsvurderinger for er-
hvervsejendomme m.v. i marts 2020, vurderes de provenu-
mæssige konsekvenser af forslaget herefter at være begræn-
sede, da de nye ejendomsvurderinger forudsættes at medfø-
re, at forskellen mellem handelsprisen og ejendomsvurderin-
gen, uanset regelændringen, mindskes.
I de tilfælde, hvor ejendomsvurderingen er højere end
handelsprisen, vil det igen fra foråret 2020 være muligt at
klage over ejendomsvurderingen, hvilket må forventes at re-
ducere forskellen mellem handelspris og ejendomsvurdering
yderligere.
Da det foreslås, at loven træder i kraft pr. 1. januar 2020,
mens de nye ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme
først kan forventes udsendt omkring 1. marts 2020, forven-
tes et lidt større mindreprovenu i 2020, da der i perioden ja-
nuar og februar 2020 forventes at være større forskel på han-
delspris og ejendomsvurdering. Mindreprovenuet fra 2021
vedrører kun handler, der ikke sker i almindelig fri handel,
f.eks. familieoverdragelser, hvor det forventes, at salgspri-
sen ikke vil svare til en markedspris, og derfor vil være lave-
re end den offentlige vurdering.
Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget om at ændre
grænsen fra 85 pct. til 80 pct. i værnsreglen for, hvor meget
ejerskiftesummen mindst skal udgøre af den offentlige ejen-
domsvurdering ved handel mellem interesseforbundne par-
ter, ikke skønnes at medføre nævneværdige provenumæssi-
ge konsekvenser. Det skyldes, at der foretages relativt få
ejendomshandler mellem interesseforbundne parter, og at
der er tale om en begrænset reduktion af grænsen i værns-
reglen.
Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for kom-
munerne og regionerne.
3.1.3. Ophævelse af adgang til opkrævning af
dækningsafgift for offentligt ejede skov- og
landbrugsejendomme
Ifølge forslaget vil kommunerne fremadrettet alene kunne
opkræve grundskyld af ejendomme, som anvendes til land-
brug, havebrug eller skovdrift, men ikke dækningsafgift.
Forslaget vil alt andet lige indebære mindre fordelings-
mæssige konsekvenser mellem kommunerne set i forhold til
kommunernes ændrede praksis for opkrævning af ejendoms-
skatter, idet den ændrede praksis fremover ville have med-
ført et lidt lavere bloktilskud for alle kommuner, mens den
højere indtægt fra dækningsafgift kun ville tilfalde et mindre
antal kommuner.
Forslaget er således udgiftsneutralt for kommunerne under
ét, idet der alene er tale om omfordeling af finansiering mel-
43
lem kommunerne. Det er vurderingen, at der ikke ændres i
fordelingen mellem kommuner og stat.
Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for regio-
nerne og staten.
3.2. Administrative konsekvenser for det offentlige
3.2.1. Klagestruktur, klagebehandling og processuelle
regler for vurderingsmyndigheden
Følgelovforslaget indeholder bestemmelser om indførelse
af en deklarationsprocedure, der har til formål at sikre, at
ejendomsejerne får indblik i de oplysninger, der har væsent-
lig betydning for deres vurdering, samt mulighed for at sup-
plere disse, før vurderingen foretages, hvilket vil have admi-
nistrative konsekvenser særligt for vurderingsmyndigheden.
Til gengæld forventes de administrative konsekvenser at bli-
ve begrænset af, at en øget andel af ejendomme helt eller
delvis undtages fra vurdering i forslaget til en ny ejendoms-
vurderingslov.
Et vigtigt element i et nyt samlet ejendomsvurderingssy-
stem er en ordentlig og effektiv klagebehandling. Følgelov-
forslaget indeholder en ændring af skatteforvaltningsloven
med indførelse af en ny klagestruktur, der skal bidrage til en
effektivisering af klagebehandlingen, som samtidig skal væ-
re af høj kvalitet. Klagesager over ejendomsvurderingerne
skal således fremadrettet primært behandles i nye vurde-
ringsankenævn.
Vurderingsankenævnene skal have lokal forankring og høj
vurderingsfaglighed, samtidig med at lægmandselementet
fortsat bevares. Kommunerne skal således fortsat indstille
lægmænd til vurderingsankenævnene, der suppleres med
vurderingsfaglige medlemmer. Der oprettes desuden et vur-
deringsankenævnsformandskab efter en model, der minder
om den model, der er etableret for Landsskatteretten. Skatte-
ankestyrelsen skal sekretariatsbetjene de nye nævn.
Vurderingsankenævnene skal primært behandle klager
over det beløbsmæssige værdiskøn, mens klagesager, der
vedrører regelfortolkning, skal behandles af Landsskatteret-
ten. Dette medfører, at omkostningerne til omkostningsgodt-
gørelse begrænses, da der alene ydes omkostningsgodtgørel-
se til sager behandlet i Landsskatteretten.
Endvidere gennemføres en række tiltag, der muliggør ef-
fektivisering af klagebehandlingen, herunder ophævelse af
retten til et varslet møde med Skatteankestyrelsen samt op-
hævelse af pligten til at udarbejde sagsfremstilling i vurde-
ringssager, der behandles af et vurderingsankenævn eller
Skatteankestyrelsen.
Vurderingen af de administrative konsekvenser baserer sig
derudover på et klagegebyr på 1.000 kr. (2017-niveau) for
de nye vurderinger og 500 kr. (2017-niveau) for klage over
de videreførte vurderinger, som tilbagebetales, hvis klage-
myndigheden finder grundlag for at ændre de påklagede
vurderinger helt eller delvis i overensstemmelse med påstan-
den.
De administrative konsekvenser afhænger i høj grad af,
hvor stor en andel af ejendomsejerne, der vælger at klage
over de nye og de videreførte vurderinger. For bl.a. at fore-
bygge antallet af klager indføres der således med forslaget
til ejendomsvurderingsloven forskellige tilbagebetalingsord-
ninger, hvor ejendomsejere automatisk får tilbagebetalt for
meget betalt skat, hvis en ny vurdering efter reduktion med
20 pct. er lavere end de videreførte vurderinger.
De økonomiske konsekvenser ved tilbagebetalingsordnin-
gerne har således afledte administrative konsekvenser i for-
hold til omfanget af klagebehandling. Det skal i øvrigt be-
mærkes, at det derudover forventes at have en vis effekt, at
klagemyndigheden kun kan ændre ejendoms- eller grund-
værdien, hvis den finder grundlag for at ændre værdien med
mere end 20 pct., idet ejendomsejere, der ikke selv har en
forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undla-
der at klage.
De samlede administrative konsekvenser i forbindelse
med klagebehandlingen skønnes at medføre omkostninger
på 10 mio. kr. i 2017, 137 mio. kr. i 2018, 440 mio. kr. i
2019 og 488 mio. kr. i 2020. Det skal bemærkes, at en del af
omkostningerne vedrører forberedende klagebehandling i
den nye vurderingsmyndighed. Det er forbundet med stor
usikkerhed at estimere andelen af klager, og det er derfor
nødvendigt at evaluere de administrative konsekvenser efter
de første erfaringer med antallet af faktiske klager ved ud-
sendelse af de nye vurderinger i 2019.
Lovforslagene har ikke administrative konsekvenser for
regionerne.
3.2.2. Fritagelse af ejendomsejere for de skattemæssige
konsekvenser af en ændret lokalplan
Det vil være op til kommunalbestyrelsen i den enkelte
kommune, om fritagelsesordningen skal finde anvendelse i
kommunen eller ej. I det omfang en kommune vælger at an-
vende ordningen, vil der være administrative konsekvenser
for kommunen i forbindelse med, at kommunen skal tage
stilling til anmodninger om fritagelse og påse, at betingel-
serne for fritagelse overholdes.
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for re-
gionerne og staten.
3.2.3. Tinglysningsafgiften af ejerskifter af
erhvervsejendomme m.v.
Den foreslåede ændring af tinglysningsafgiftsloven vil
medføre, at der skal foretages en ændring i SKATs it-syste-
mer. Det skønnes, at en tilretning af it-systemerne vil med-
føre en engangsudgift på op til 0,1 mio. kr. Det skønnes end-
videre, at ændringen af tinglysningsafgiftsloven vil medføre,
at der i handler mellem koncernforbundne parter vil være
behov for en øget kontrolindsats for at sikre, at handlerne er
sket som almindelig fri handel. Forslaget skønnes at medfø-
re et mindre øget ressourceforbrug på et årsværk svarende til
en årlig udgift på 0,6 mio. kr. De administrative konsekven-
ser forventes håndteret inden for den samlede eksisterende
ramme.
De foreslåede ændringer vil kun indebære, at der skal
foretages mindre ændringer i tinglysningssystemet, idet den
44
foreslåede beregningsmodel for den variable afgift allerede
findes, for så vidt angår ejerboliger. Forslaget medfører der-
for ikke nævneværdige administrative eller økonomiske
konsekvenser for Tinglysningsretten, som det digitale tin-
glysningssystem hører under.
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
kommunerne eller regionerne
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
4. 1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ændringen af tinglysningsafgiftsloven, således at der som
hovedregel vil skulle beregnes tinglysningsafgift på bag-
grund af handelsprisen ved tinglysning af ejerskifte af er-
hvervsejendomme, skønnes at medføre en umiddelbar lem-
pelse for erhvervsejendomme m.v. på ca. 10 mio. kr. i 2020
og ca. 5 mio. kr. fra 2021 og frem.
4.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
4.2.1. Klagestruktur, klagebehandling og processuelle
regler for vurderingsmyndigheden
Følgelovforslaget medfører som udgangspunkt en deklara-
tionsprocedure eller høring forud for vurderingen, hvor ejen-
domsejer kan kontrollere og korrigere data, som vurderings-
myndigheden påtænker at lægge til grund for vurderings-
myndighedens ejendomsvurdering.
Idet ejendomsejer nu vil modtage både en deklarations-
meddelelse og en senere vurderingsmeddelelse, forventes
lovforslaget alt andet lige at medføre et øget tidsforbrug hos
ejendomsejer i forbindelse med kontrol af oplysningerne.
Det øgede tidsforbrug forventes dog at være begrænset.
Ejendomsejer får i forbindelse med deklarationsmeddelel-
sen mulighed for at berigtige de oplysninger, som ligger til
grund for ejendomsvurderingen, før selve vurderingen fore-
tages, og ejendomsejer kan dermed bidrage til at undgå de
administrative konsekvenser, som de ellers ville have ved en
genoptagelse eller klage.
Lovforslaget medfører således negative administrative
konsekvenser for erhvervslivet i forbindelse med deklarati-
onsproceduren og evt. høring, idet en andel af ejendomsejer-
ne må forventes at fremskaffe og indsende nye oplysninger
til vurderingsmyndigheden.
Det vurderes, at forslaget til gengæld reducerer de admini-
strative konsekvenser i forbindelse med modtagelse af vur-
deringsmeddelelsen samt behovet for genoptagelse og klage,
idet oplysningerne nu lettere kan berigtiges, inden vurde-
ringsmeddelelsen udsendes.
4.2.2. Ændring af virksomhedsskatteloven
Følgelovforslaget medfører, at der for landbrugs- og skov-
ejendomme fremover ikke foretages en vurdering med efter-
følgende fordeling af ejendomsværdien mellem den er-
hvervsmæssige del og privatdelen.
Med lovforslaget vil ejendomsejere fremover selv skulle
foretage en fordeling med udgangspunkt i enten den kontan-
te anskaffelsessum eller handelsværdien for ejendommen
ved indtræden i virksomhedsordningen. I forhold til gælden-
de bestemmelser, hvor den offentlige vurderingsfordeling
kan lægges til grund, vil lovforslaget således medføre nega-
tive administrative konsekvenser for erhvervslivet i forbin-
delse med f.eks. at skulle indhente professionel hjælp til at
ansætte og fordele ejendomsværdien.
Det vurderes imidlertid, at dette kun vil berøre et forholds-
vis begrænset antal ejendomme, da en ejer som alt overve-
jende hovedregel vil indtræde i virksomhedsordningen, når
vedkommende har overtaget en ejendom, hvor der efter af-
skrivningslovens regler vil skulle ske en fordeling af over-
dragelsessummen på de aktiver, herunder grund og bolig,
der overdrages. Denne fordeling vil kunne lægges til grund
for fordelingen i forhold til indtræden i virksomhedsordnin-
gen.
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) har
haft forslaget i høring. TER vurderer, at lovforslaget medfø-
rer administrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt. De
bliver derfor ikke kvantificeret yderligere.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Følgelovforslaget medfører som udgangspunkt en deklara-
tionsprocedure eller høring forud for vurderingen, hvor ejen-
domsejer kan kontrollere og korrigere data, som vurderings-
myndigheden påtænker at lægge til grund for vurderings-
myndighedens ejendomsvurdering.
Idet ejendomsejer nu vil modtage både en deklarations-
meddelelse og en senere vurderingsmeddelelse forventes
lovforslaget alt andet lige at medføre et øget tidsforbrug hos
ejendomsejer i forbindelse med kontrol af oplysningerne.
Det øgede tidsforbrug forventes dog at være begrænset.
Ejendomsejer får i forbindelse med deklarationsmeddelel-
sen mulighed for at berigtige de oplysninger, som ligger til
grund for ejendomsvurderingen, før selve vurderingen fore-
tages, og ejendomsejer kan dermed bidrage til at undgå de
administrative konsekvenser, som de ellers ville have ved en
genoptagelse eller klage.
Lovforslaget medfører således negative administrative
konsekvenser for borgerne i forbindelse med deklarations-
proceduren og evt. høring, idet en andel af ejendomsejerne
må forventes at fremskaffe og indsende nye oplysninger til
vurderingsmyndigheden.
Det vurderes, at forslaget til gengæld reducerer de admini-
strative konsekvenser i forbindelse med modtagelse af vur-
deringsmeddelelsen samt behovet for genoptagelse og klage,
idet oplysningerne nu lettere kan berigtiges, inden vurde-
ringsmeddelelsen udsendes.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at have administrative
konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konse-
kvenser.
45
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden 21. marts – 18.
april 2017 været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Andelsboligforeningernes Fællesre-
præsentation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Bo-
ligselskabernes Landsforening, borger- og retssikkerheds-
chefen i SKAT, Bygningsstyrelsen, CEPOS, Cevea, Dan-
marks Miljøportal, Danmarks Naturfredningsforening, Dan-
marks Statistik, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerfor-
ening, Dansk Erhverv, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk
Skovforening, Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Ad-
vokater, Danske Boligadvokater, Danske Ejendomsprojek-
tudbyderes Brancheforening, Danske Regioner, Datatilsy-
net, DI, Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, Ejen-
domsforeningen Danmark, Ejerlederne, Ejerlejlighedernes
Landsforening, Erhvervsstyrelsen – Team Effektiv Regule-
ring, Finans Danmark, Finans og Leasing, Finansiel Stabili-
tet, Finanstilsynet, Foreningen af Danske Skatteankenævn,
Foreningen Danske Revisorer, Forsikring & Pension, For-
sikringsmæglerforeningen, Forsvarets Efterretningstjeneste,
FSR – danske revisorer, Geodatastyrelsen, Grundejernes
Landsforening, InvesteringsFondsBranchen, Kommunernes
Landsforening, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kraka,
Landbrug & Fødevarer, Landsbyggefonden, Landsforenin-
gen for Bæredygtigt Landbrug, Landsskatteretten, Lejernes
Landsorganisation i Danmark, Lokale- og Anlægsfonden,
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Miljøstyrelsen, Nationalban-
ken, Naturstyrelsen, Parcelhusejernes Landsorganisation,
Politiets Efterretningstjeneste, Retssikkerhedssekretariatet,
SEGES, Skatteankestyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, SRF
Skattefaglig Forening, Styrelsen for Dataforsyning og Ef-
fektivisering, Tinglysningsretten, Trafik-, Bygge- og Bolig-
styrelsen, Ungdomsboligrådet, Vurderingsankenævnsfor-
eningen og Ældresagen.
9. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
For kommunerne påvirkes indtægterne
af ophævelse af dækningsafgift for of-
fentligt ejede skov- og landbrugsejen-
domme. Dette vil isoleret set blive neu-
traliseret under ét ved modgående æn-
dringer i bloktilskuddet.
For kommunerne påvirkes indtægter-
ne af ophævelse af dækningsafgift for
offentligt ejede skov- og landbrugse-
jendomme. Dette vil isoleret set blive
neutraliseret under ét ved modgående
ændringer i bloktilskuddet.
For staten skønnes der et mindrepro-
venu efter tilbageløb på ca. 5 mio. kr.
i 2020 og 2,5 mio. kr. årligt fra 2021
fra tingslysningsafgiften i forbindelse
med salg af erhvervsejendomme.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Effektivisering af klagesbehandling
samt færre sager med omkostningsgodt-
gørelse i Landsskatteretten betyder, at
de negative konsekvenser for staten får
et mindre omfang, end de ellers ville.
De samlede administrative konse-
kvenser ift. klagestruktur, klagebe-
handling og processuelle regler for
vurderingsmyndigheden skønnes til
10 mio. kr. i 2017, 137 mio. kr. i
2018, 440 mio. kr. i 2019 og 488 mio.
kr. i 2020.
Effektivisering af klagebehandling
samt færre sager med omkostnings-
godtgørelse i Landsskatteretten bety-
der, at de negative konsekvenser for
staten får et mindre omfang, end de
ellers ville.
I det omfang en kommune vælger at
fritage ejendomsejere for de skatte-
mæssige konsekvenser af en ændret
lokalplan, vil der være administrative
konsekvenser for kommunen i forbin-
delse med, at kommunen skal tage
stilling til anmodninger om fritagelse
46
og påse, at betingelserne for fritagelse
overholdes.
Der forventes desuden mindre admi-
nistrative konsekvenser i relation til
tinglysningsafgiften.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Der skønnes et mindreprovenu på ca. 10
mio. kr. i 2020 og 5 mio. kr. årligt fra
2021 fra tingslysningsafgiften i forbin-
delse med salg af erhvervsejendomme.
Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
De administrative byrder ved genopta-
gelse og klage reduceres gennem indfø-
relse af deklaration/høring forud for vur-
dering.
Indførelse af deklaration/høring forud
for vurdering medfører begrænsede
administrative konsekvenser.
Der vil desuden være begrænsede ad-
ministrative konsekvenser som følge
af, at der for landbrugs- og skovejen-
domme fremover ikke foretages en
vurdering med efterfølgende fordeling
af ejendomsværdien mellem den er-
hvervsmæssige del og privatdelen.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
De administrative byrder ved genopta-
gelse og klage reduceres gennem indfø-
relse af deklaration/høring forud for vur-
dering.
Indførelse af deklaration/høring forud
for vurdering medfører begrænsede
administrative konsekvenser.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at »lov om vurdering af landets faste ejen-
domme« ændres til »lovgivning om vurdering af landets fa-
ste ejendomme« i skatteforvaltningslovens § 1 og § 2, stk. 1.
De foreslåede ændringer i skatteforvaltningslovens § 1 og
§ 2, stk. 1, er en konsekvens af, at der samtidig med frem-
sættelsen af nærværende lovforslag er fremsat forslag til en
ny ejendomsvurderingslov med titlen »ejendomsvurderings-
loven«.
Formuleringen »lovgivning om vurdering af landets faste
ejendomme« vil både dække den nye ejendomsvurderings-
lov og lov om vurdering af landets faste ejendomme, idet
hidtidig lovgivning fortsat vil regulere blandt andet de vide-
reførte vurderinger, der kan påklages inden for det tidsrum,
hvor de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-vurde-
ringer (øvrige ejendomme) vil kunne påklages.
Til nr. 2
Efter den gældende § 4 a, stk. 1, i skatteforvaltningsloven
modtager Skatteankestyrelsen, der er den myndighed, der
varetager de opgaver, der er tillagt skatteankeforvaltningen,
klager, der skal afgøres af Skatteankestyrelsen, et skattean-
kenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller
Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a. I den
forbindelse vurderer Skatteankestyrelsen, om en klage kan
optages til egentlig klagebehandling eller afvises, jf. skatte-
forvaltningslovens § 35 a. De sager, der optages til klagebe-
handling, visiteres af Skatteankestyrelsen til Skatteankesty-
relsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motor-
ankenævn eller Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 4 a. Visiteringen sker efter reglerne i skatteforvalt-
ningslovens § 35 b. Det vil sige, at for så vidt angår vurde-
ringsklager, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, visiterer
Skatteankestyrelsen dem til et vurderingsankenævn eller
Landsskatteretten efter reglerne i skatteforvaltningslovens §
35 b.
Det foreslås med ændringen af skatteforvaltningslovens §
4 a, stk. 1, 1. pkt., at Skatteankestyrelsen fremadrettet skal
visitere klager til Skatteankestyrelsen, skatteankenævn, mo-
torankenævn og Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 35 b og § 4 a, stk. 2, som de ændres ved lovforslagets
§ 1, nr. 4 og 42-43, samt alle klager omfattet af skattefor-
valtningslovens § 6, stk. 1, til vurderingsankenævnene, jf.
dog § 4 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Forslaget indebærer, at Skatteankestyrelsen skal visitere
klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, til
47
vurderingsankenævnene, hvis disse skal optages til egentlig
klagebehandling. Dog skal klager over vurderingsmyndighe-
dens afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §
33 fremadrettet visiteres til Skatteankestyrelsen, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 4.
Dette er en konsekvens af, at klager omfattet af skattefor-
valtningslovens § 6, stk. 1, der optages til klagebehandling
og ikke vedrører vurderingsmyndighedens afslag på genop-
tagelse, fremadrettet skal afgøres af vurderingsankenævne-
ne, der dog samtidig får adgang til at henvise sager til
Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen, når forudsætnin-
gerne i skatteforvaltningslovens §§ 6 a og 6 b er opfyldt, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7. Reglerne om kompetencefordeling
og visitering i skatteforvaltningslovens § 35 b skal derfor
fremadrettet ikke gælde for vurderingsklager omfattet af
skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
42 og 43.
Alle vurderingsklager skal således fortsat indgives til
Skatteankestyrelsen som sekretariat for vurderingsankenæv-
nene. Skatteankestyrelsen skal også fortsat visitere klagerne
og varetage det sagsforberedende arbejde og sekretaria-
tsbetjeningen, uanset om der er tale om klagesager, der skal
afgøres af et vurderingsankenævn, herunder sager der efter-
følgende af nævnet skal henvises til Landsskatteretten eller
Skatteankestyrelsen til afgørelse, eller sager, der skal henvi-
ses til Skatteankestyrelsen, jf. forslaget til en ny § 4 a, stk. 2,
i skatteforvaltningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Forslaget indebærer ingen ændringer i reglerne for visite-
ring af de øvrige sagstyper, som Skatteankestyrelsen fortsat
skal visitere efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 b.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.
Til nr. 3
Efter den gældende § 4 a, stk. 1, i skatteforvaltningsloven
modtager Skatteankestyrelsen klager, som skal afgøres af
Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsanke-
nævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten, jf. skatte-
forvaltningslovens § 35 a, og foretager visitering af disse
klager. Skatteankestyrelsen træffer desuden afgørelse i de
sager, hvor Skatteankestyrelsen efter regler udstedt i medfør
af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, har kompetencen
til at træffe afgørelse.
Med den foreslåede ændring af § 4 a, stk. 1, 2. pkt., i skat-
teforvaltningsloven tillægges Skatteankestyrelsen endvidere
kompetence til at træffe afgørelse i de sager, som et vurde-
ringsankenævn har henvist til afgørelse i Skatteankestyrel-
sen, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til en ny
bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 6 b, stk. 1, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 7, hvor det foreslås, at vurderingsanke-
nævnet skal kunne henvise klager omfattet af skatteforvalt-
ningslovens § 6 til afgørelse i Skatteankestyrelsen, når kla-
gen i overvejende grad angår en tvist om de registrerede op-
lysninger, der er lagt til grund for den påklagede afgørelse.
De sager, der skal kunne henvises til Skatteankestyrelsen til
behandling, er således f.eks. sager, hvor der efter endt sags-
behandling i vurderingsmyndigheden er uenighed mellem
klageren og vurderingsmyndigheden om rigtigheden af op-
lysninger, der er registreret i BBR, plandataregistret eller an-
dre registre, og som er lagt til grund for ejendomsvurderin-
gen.
Forslaget skal ses i lyset af, at vurderingsklagesager i
fremtiden som udgangspunkt skal afgøres i regi af vurde-
ringsankenævn, der er lokalt forankrede, og som har med-
lemmer, der ikke nødvendigvis har kompetencer til at vurde-
re, om forudsætningerne for at træffe afgørelse på baggrund
af oplysninger, der ikke svarer til de oplysninger, der er re-
gistreret i autoritative registre, er til stede. Sager, der i over-
vejende grad angår tvist om sådanne oplysninger, vurderes
derfor mere hensigtsmæssigt at kunne afgøres ved admini-
strativ klagebehandling i Skatteankestyrelsen, der har med-
arbejdere med relevante forudsætninger for at kunne foreta-
ge vurderingen af de nævnte spørgsmål. Forslaget indebærer
derfor, at sager af administrativ karakter, som f.eks. klager,
der skyldes, at ejendomsejer mener, at vurderingen burde
være foretaget på grundlag af en mindre ejendomsstørrelse
end den, der er registreret i BBR, vil kunne henvises til
Skatteankestyrelsen til afgørelse.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6 og 7, samt
de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.
Til nr. 4
Klager over vurderingsmyndighedens afslag på genopta-
gelse efter skatteforvaltningslovens § 33 skal efter gældende
regler afgøres af et vurderingsankenævn eller Landsskatte-
retten, afhængigt af om sagen af Skatteankestyrelsen visite-
res til et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, jf.
skatteforvaltningslovens § 4 a. Klageren kan dog efter be-
stemmelsen vælge, at sagen skal afgøres af Landsskatteret-
ten.
Det foreslås med indførelsen af et nyt stykke i skattefor-
valtningslovens § 4 a, stk. 2, at Skatteankestyrelsen tillæg-
ges selvstændig afgørelseskompetence i klager vedrørende
afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33.
Forslaget vil have den konsekvens, at sager vedrørende
genoptagelse af en vurdering ikke vil skulle forelægges vur-
deringsankenævnet eller Landsskatteretten til afgørelse, idet
kompetencen til at træffe afgørelse i klager vedrørende af-
slag på genoptagelse vil blive afgjort af Skatteankestyrelsen.
Forslaget skal ses i lyset af, at vurderingsklager i fremti-
den som udgangspunkt skal afgøres i regi af vurderingsan-
kenævn, der er lokalt forankrede, og som har medlemmer,
der ikke nødvendigvis har kompetencer til at vurdere, om
forudsætningerne for genoptagelse er opfyldt. Det bemærkes
i den forbindelse, at genoptagelse af vurderingssager efter
skatteforvaltningslovens § 33 i fremtiden såvel som i dag vil
forudsætte, at vurderingen er foretaget på grundlag af fejlag-
tige registeroplysninger, jf. afsnit 2.10 i de almindelige be-
mærkninger. Afgørelsen heraf vurderes mere hensigtsmæs-
sigt at kunne afgøres ved administrativ klagebehandling i
Skatteankestyrelsen, der har medarbejdere med relevante
48
forudsætninger for at kunne foretage vurderingen af de
nævnte spørgsmål.
Det bemærkes, at hvis Skatteankestyrelsen træffer afgørel-
se om, at vurderingssagen skal genoptages, vil Skatteanke-
styrelsen pålægge vurderingsmyndigheden at genoptage
sagen med henblik på genbehandling af den pågældende an-
sættelse. Når vurderingsmyndigheden herefter træffer en ny
afgørelse om ejendomsvurdering, vil denne kunne påklag-
Det foreslås med etes efter sædvanlige regler.
Klager over vurderingsmyndighedens afslag på genopta-
gelse af vurderingssager skal visiteres direkte til Skatteanke-
styrelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Det foreslås med et nyt stykke i skatteforvaltningslovens §
4 a, stk. 3, at Skatteankestyrelsen dog skal henvise klager
vedrørende afslag på genoptagelse af en vurdering efter
skatteforvaltningslovens § 33 til afgørelse i Landsskatteret-
ten, hvis klagen i overvejende grad angår retlige spørgsmål,
og hvis der ikke tidligere i domstolspraksis eller Landsskat-
teretspraksis er taget stilling til det pågældende lovfortolk-
ningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en for-
nyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål.
Forslaget indebærer, at Skatteankestyrelsen vil skulle hen-
vise klagen til afgørelse i Landsskatteretten, når klagen i
overvejende grad angår et retligt spørgsmål, og den ene af
de to nævnte betingelser samtidig er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse svarer til forslaget til en ny
bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 6 a, der med lov-
forslagets § 1, nr. 7, foreslås indført for vurderingsankenæv-
nets henvisning til Landsskatteretten, og har til formål at
sikre, at sager, der i overvejende grad angår retlige spørgs-
mål, og opfylder den ene af de to opregnede betingelser, vil
blive henvist til Landsskatteretten til afgørelse, uanset om
der er tale om sager, der i udgangspunktet skal afgøres af et
vurderingsankenævn, eller sager, der i udgangspunktet skal
afgøres af Skatteankestyrelsen. Der henvises således om for-
ståelsen af bestemmelsen til bemærkningerne til lovforsla-
gets § 1, nr. 7, idet det bemærkes, at der ved retlige spørgs-
mål forstås klassiske lovfortolkningsspørgsmål. Det vil
f.eks. sige spørgsmålet om, hvorvidt en given lovbestem-
melse skal finde anvendelse eller ej. Ligeledes vil spørgsmå-
let om eventuelt samspil mellem flere forskellige lovbestem-
melser være et retligt spørgsmål. Ved retlige spørgsmål for-
stås også f.eks. fastlæggelsen af relevante momenter knyttet
til selve vurderingsnormen. Her er der ikke tale om spørgs-
mål om, hvorvidt en bestemmelse skal finde anvendelse el-
ler ej, men derimod om hvordan bestemmelsen nærmere
skal forstås og fortolkes i en given situation. Det kan eksem-
pelvis være spørgsmålet om, hvorvidt et bestemt kriterium
eller forhold skal inddrages i selve værdiskønnet. Retlige
spørgsmål kan også dække over formelle problemstillinger.
Det gør ingen forskel, om der er tale om fortolkning af et
rent nationalt retsgrundlag eller fortolkning og anvendelse af
internationale retsgrundlag, herunder EU-ret. Det forhold, at
klageren måtte gøre gældende, at der er tale om en principiel
retlig sag, er ikke i sig selv udtryk for, at der foreligger et
retligt spørgsmål, ligesom det vil være op til den henvisende
myndighed at vurdere, om en nedlagt påstand har en sådan
karakter og relevans for sagens afgørelse, at den kan begrun-
de henvisning til Landsskatteretten.
Ved betingelsen om, at der i praksis ikke tidligere er taget
stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål forstås,
at domstolene eller Landsskatteretten ikke tidligere har for-
holdt sig til og truffet afgørelse om spørgsmålet. Foreligger
der således ikke en praksis fra Landsskatteretten i form af
f.eks. en offentliggjort retningsgivende afgørelse eller et fast
mønster af afgørelser fra Landsskatteretten, der tager stilling
til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, er betingelsen
opfyldt, og Skatteankestyrelsen må henvise klagen til afgø-
relse i Landsskatteretten. Findes der praksis, som tager stil-
ling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, er betin-
gelsen ikke opfyldt, og Skatteankestyrelsen skal ikke henvi-
se klagen til afgørelse i Landsskatteretten, medmindre der er
grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågæl-
dende lovfortolkningsspørgsmål. Denne betingelse vil oftest
omfatte det, som kan betegnes som de klassiske principielle
sager. Den vil eksempelvis omfatte situationer, hvor sagen
rejser spørgsmål vedrørende fortolkningen og anvendelsen
af f.eks. international ret eller EU-ret, der ikke tidligere er
taget stilling til.
Med en ny ejendomsvurderingslov og nye regler om f.eks.
genoptagelse vil der i sagens natur ikke nødvendigvis være
taget stilling til fortolkningen af denne lovgivning i ud-
gangssituationen. Der vil således ikke på de punkter, hvor
den nye lovgivning adskiller sig fra den hidtidige lovgiv-
ning, foreligge afgørelser vedrørende fortolkningen fra dom-
stolenes eller Landsskatterettens side. Omvendt vil der i
domstolenes og Landsskatterettens praksis vedrørende den
tidligere lovgivning i mange tilfælde være taget stilling til
sådanne fortolkningsspørgsmål. Det er f.eks. tilfældet, når
der er tale om punkter, hvor der ikke er tilsigtet en forskel
mellem den nye og den hidtidige lovgivning. Alt andet lige
må der derfor forventes at være et større antal klager, der
opfylder betingelsen, i tiden efter indførelsen af den nye lov-
givning end senere hen. Det må således forventes, at antallet
af klager, der skal henvises til Landsskatteretten, fordi der
ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolk-
ningsspørgsmål, vil falde i takt med, at Landsskatteretten og
domstolene har haft lejlighed til at afklare og fastlægge for-
tolkningen af den nye lovgivning på væsentlige områder.
Ved betingelsen om, at der er grundlag for at foretage en
fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgs-
mål forstås, at der enten er rejst berettiget tvivl om, hvorvidt
den hidtidige fortolkning er korrekt, eller at Skatteankesty-
relsen i øvrigt har grund til at antage, at der bør foretages en
fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgs-
mål. Dette kan tænkes i situationer, hvor den hidtidige for-
tolkning i sig selv kan siges at give anledning til en beretti-
get tvivl, såvel som i situationer, hvor f.eks. samfundsudvik-
lingen kan give anledning til samme berettigede tvivl eller
ved kombinationer heraf.
Klagerens subjektive oplevelse af klagen og sagen har ik-
ke betydning i forhold til, om betingelserne for henvisning
til Landsskatteretten er opfyldt. Det afgørende er derimod,
om betingelserne ud fra en objektiv bedømmelse kan siges
49
at være opfyldt. Der skal således ikke ske henvisning til
Landsskatteretten, blot fordi klageren i sin klage gør gæl-
dende, at der er tale om en principiel retlig sag – altså en
klage, der primært angår et retligt spørgsmål, der ikke tidli-
gere er taget stilling til.
Skatteankestyrelsen vil således fortsat have kompetence til
at behandle klager vedrørende retlige spørgsmål i det om-
fang, der tidligere er taget stilling til en problemstilling af
tilsvarende karakter, og hvor problemstillingen i øvrigt ikke
giver anledning til særlig fortolkningstvivl, ligesom Skatte-
ankestyrelsen i situationer, hvor der forelægges en række
sammenlignelige sager af et indhold, der kan begrunde fore-
læggelse for Landsskatteretten, vil være berettiget til at ud-
vælge én sag til forelæggelse for retten og berostille de øvri-
ge sager med henblik på efterfølgende afgørelse ved Skatte-
ankestyrelsen, når Landsskatteretten har truffet afgørelse i
denne.
Beslutning om henvisning beror på en konkret vurdering,
der skal foretages af Skatteankestyrelsen, og træffes først
ved sagens afgørelse (hvor Skatteankestyrelsen ikke finder
grundlag for at henvise sagen til Landsskatteretten), eller når
Skatteankestyrelsen finder grundlag for at henvise sagen til
Landsskatteretten.
Det foreslås desuden, at Skatteankestyrelsen tillige kan
henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 til
afgørelse i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske
særlige omstændigheder. Bestemmelsen udgør en form for
»sikkerhedsventil« og skal have et særdeles begrænset an-
vendelsesområde. Der er således tale om en snæver opsam-
lingsbestemmelse i forhold til de øvrige regler om henvis-
ning af sager til Landsskatteretten. Bestemmelsen er tænkt
anvendt i helt specielle situationer, hvor betingelserne for
henvisning til Landsskatteretten, under henvisning til at kla-
gen vedrører et retligt fortolkningsspørgsmål, der ikke er af-
klaret eller bør prøves på ny, ikke er opfyldt, men hvor Skat-
teankestyrelsen af andre grunde vurderer, at det er ønskeligt
og nødvendigt, at Landsskatteretten træffer afgørelse i den
pågældende sag. Det kan f.eks. være i situationer, hvor der
skal tages stilling til relevante formelle problemstillinger i
forhold til en afgørelses gyldighed, der ikke tidligere er prø-
vet ved Landsskatteretten eller domstolene. Bestemmelsen
skal alene bringes i anvendelse i helt enkeltstående sager.
Skatteankestyrelsen skal ved afgørelse af, om der er
grundlag for at pålægge vurderingsmyndigheden at genopta-
ge en vurdering, såvel som ved beslutning om eventuel hen-
visning, være bundet af formuleringen af klagen i forhold til
afgrænsningen af, hvilke ansættelser der er påklaget, og vil
alene kunne tage stilling til, om der er grundlag for at gen-
optage den eller de ansættelser, der ifølge klagen skal gen-
optages, henholdsvis stilling til, om vurderingen heraf beror
på en afklaring af retlige spørgsmål, der skal behandles af
Landsskatteretten, jf. bemærkningerne til forslag til ejen-
domsvurderingslovens § 15, stk. 2.
Til nr. 5
Efter den gældende § 6 i skatteforvaltningsloven afgøres
klager over afgørelser, truffet efter den gældende vurde-
ringslov og ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1,
nr. 3, af et vurderingsankenævn, medmindre Skatteankesty-
relsen visiterer klagen til afgørelse i Landsskatteretten, jf.
skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3.
pkt., eller klageren vælger, at sagen skal afgøres af Lands-
skatteretten efter § 35 b, stk. 5.
Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1,
tilføjes, at klager over afgørelser, der træffes efter den nye
ejendomsvurderingslov, der samtidig er fremsat, tillige skal
afgøres af et vurderingsankenævn, jf. dog de samtidig fore-
slåede nye bestemmelser i et nyt stk. 2 i skatteforvaltnings-
lovens § 6 og nye bestemmelser i §§ 6 a og 6 b i skattefor-
valtningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7.
Den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens § 6,
stk. 1, er en konsekvens af, at der samtidig med fremsættel-
sen af nærværende lovforslag er fremsat forslag til en ny
ejendomsvurderingslov med titlen »ejendomsvurderingslo-
ven«.
Lov om vurdering af landets faste ejendomme vil i en
overgangsperiode fortsat regulere blandt andet de viderefør-
te vurderinger, der kan påklages inden for det tidsrum, hvor
de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-vurderinger
(øvrige ejendomme) vil kunne påklages.
Til nr. 6
Efter den gældende § 6 i skatteforvaltningslovens afgøres
klager over afgørelser, truffet efter den gældende vurde-
ringslov, og klager over afgørelser, truffet efter ejendoms-
avancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, af et vurderings-
ankenævn, medmindre Skatteankestyrelsen visiterer klagen
til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens
§ 35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller klageren vælger,
at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk.
5.
Efter lovforslagets § 1, nr. 5, skal vurderingsklager i frem-
tiden afgøres af et vurderingsankenævn.
Det foreslås dog, at en klage omfattet af skatteforvalt-
ningslovens § 6, stk. 1, i fremtiden skal afgøres af Lands-
skatteretten eller Skatteankestyrelsen, hvis klagen henvises
til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen ef-
ter skatteforvaltningslovens § 6 a eller § 6 b, som foreslås
indført ved lovforslagets § 1, nr. 7.
Den foreslåede nye § 6, stk. 2, er en konsekvens af, at det
med indførelsen af nye bestemmelser i skatteforvaltningslo-
vens §§ 6 a og 6 b foreslås, at vurderingsankenævnet henvi-
ser visse klager omfattet af § 6, stk. 1, til afgørelse i Lands-
skatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7.
De foreslåede bestemmelser skal endvidere ses i sammen-
hæng med lovforslagets § 1, nr. 4, samt bemærkningerne
hertil.
Til nr. 7
Efter den gældende § 6 i skatteforvaltningslovens afgøres
klager over afgørelser, truffet efter den gældende vurde-
ringslov, og klager over afgørelser, truffet efter ejendoms-
50
avancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, af et vurderings-
ankenævn, medmindre Skatteankestyrelsen visiterer klagen
til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens
§ 35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller klageren vælger,
at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk.
5.
Efter lovforslagets § 1, nr. 5, skal vurderingsklager i frem-
tiden afgøres af et vurderingsankenævn.
Med den foreslåede nye bestemmelse i skatteforvaltnings-
lovens § 6 a, stk. 1, vil vurderingsankenævnene i fremtiden
skulle henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens §
6 som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, dvs. klager over
afgørelse, truffet efter den gældende vurderingslov, klager
over afgørelser, truffet efter ejendomsavancebeskatningslo-
vens § 8, stk. 1, nr. 3, og klager over afgørelser, der er truf-
fet efter ejendomsvurderingsloven, til afgørelse i Landsskat-
teretten, hvis klagen i overvejende grad angår retlige spørgs-
mål, og hvis der ikke tidligere hverken i domstols– eller
Landsskatteretspraksis er taget stilling til det pågældende
lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foreta-
ge en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolknings-
spørgsmål. Vurderingsankenævnet må således henvise kla-
gen til afgørelse i Landsskatteretten, når denne klage i over-
vejende grad angår et retligt spørgsmål, og den ene af de to
nævnte betingelser samtidig er opfyldt, jf. også bemærknin-
gerne til lovforslagets § 1, nr. 6.
Ved retlige spørgsmål skal forstås klassiske lovfortolk-
ningsspørgsmål. Det vil f.eks. sige spørgsmålet om, hvorvidt
en given lovbestemmelse skal finde anvendelse eller ej. Li-
geledes vil spørgsmålet om eventuelt samspil mellem flere
forskellige lovbestemmelser være et retligt spørgsmål. Ved
retlige spørgsmål forstås også f.eks. fastlæggelsen af rele-
vante momenter knyttet til selve vurderingsnormen. Her er
der ikke tale om spørgsmål om, hvorvidt en bestemmelse
skal finde anvendelse eller ej, men derimod om hvordan be-
stemmelsen nærmere skal forstås og fortolkes i en given si-
tuation. Det kan eksempelvis være spørgsmålet om, hvorvidt
et bestemt kriterium eller forhold skal inddrages i selve vær-
diskønnet. Retlige spørgsmål kan også dække over formelle
problemstillinger. Det gør ingen forskel, om der er tale om
fortolkning af et rent nationalt retsgrundlag eller fortolkning
og anvendelse af internationale retsgrundlag, herunder EU-
ret. Det forhold, at klageren måtte gøre gældende, at der er
tale om en principiel retlig sag, er ikke i sig selv udtryk for,
at der foreligger et retligt spørgsmål, ligesom det vil være op
til den henvisende myndighed at vurdere, om en nedlagt på-
stand har en karakter og relevans for sagens afgørelse, at
den kan begrunde forelæggelse for Landsskatteretten.
Ved betingelsen om, at der i praksis ikke tidligere er taget
stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål forstås,
at Landsskatteretten eller domstolene ikke tidligere har for-
holdt sig til og truffet afgørelse om spørgsmålet. Foreligger
der således ikke en praksis fra domstolene eller Landsskatte-
retten i form af f.eks. en offentliggjort retningsgivende afgø-
relse eller et fast mønster af afgørelser, der tager stilling til
det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, er betingelsen
opfyldt, og vurderingsankenævnet må henvise klagen til af-
gørelse i Landsskatteretten. Findes der en sådan praksis er
betingelsen ikke opfyldt, og vurderingsankenævnet skal ikke
henvise klagen til afgørelse i Landsskatteretten. Denne be-
tingelse vil oftest omfatte situationer, som kan betegnes som
de klassiske principielle sager. Den vil ligeledes omfatte si-
tuationer, hvor sagen rejser spørgsmål vedrørende fortolk-
ningen og anvendelsen af f.eks. international ret eller EU-
ret, der ikke tidligere er taget stilling til.
Med en ny ejendomsvurderingslov vil der i sagens natur
ikke nødvendigvis være taget stilling til fortolkningen af
denne lov i udgangssituationen. Der vil således ikke på de
punkter, hvor den nye ejendomsvurderingslov adskiller sig
fra den hidtidige lov om vurdering af landets faste ejendom-
me, foreligge afgørelser vedrørende fortolkningen fra
Landsskatteretten eller domstolene. Omvendt vil der i
Landsskatterettens og domstolenes praksis vedrørende den
tidligere vurderingslov i mange tilfælde være taget stilling
til sådanne fortolkningsspørgsmål. Det er f.eks. tilfældet, når
der er tale om punkter, hvor der ikke er tilsigtet en forskel
mellem den nye og den hidtidige vurderingslov. Alt andet li-
ge må der derfor i en periode forventes at være et større an-
tal klager, der opfylder betingelsen, i tiden efter indførelsen
af den nye vurderingslov end senere hen. Det må således
forventes, at antallet af klager, der skal henvises til Lands-
skatteretten, fordi der ikke tidligere er taget stilling til det
pågældende lovfortolkningsspørgsmål, vil falde i takt med,
at Landsskatteretten og domstolene har haft lejlighed til at
afklare og fastlægge fortolkningen på væsentlige områder.
Ved betingelsen om, at der er grundlag for at foretage en
fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgs-
mål, forstås, at der enten er rejst berettiget tvivl om, hvor-
vidt den hidtidige fortolkning er korrekt, eller at vurderings-
ankenævnet i øvrigt har grund til at antage, at der bør foreta-
ges en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolknings-
spørgsmål. Dette kan tænkes både i situationer, hvor den
hidtidige fortolkning i sig selv kan siges at give anledning til
en berettiget tvivl, såvel som i situationer, hvor f.eks. sam-
fundsudviklingen kan give anledning til samme berettigede
tvivl eller ved kombinationer heraf. Endvidere vil betingel-
sen være opfyldt, hvis der mellem de respektive vurderings-
ankenævn og/eller vurderingsankenævnsformænd er opstået
tvivl om forståelsen af den hidtidige fortolkning.
Klagerens subjektive oplevelse af klagen og sagen har ik-
ke betydning i forhold til, om betingelserne for henvisning
til Landsskatteretten er opfyldt. Det afgørende er derimod,
om betingelserne ud fra en objektiv bedømmelse kan siges
at være opfyldt. Der skal således ikke ske henvisning til
Landsskatteretten, blot fordi klageren i sin klage gør gæl-
dende, at der er tale om en principiel retlig sag – altså en
klage, der primært angår et retligt spørgsmål, der ikke tidli-
gere er taget stilling til.
Vurderingsankenævnene vil således fortsat have kompe-
tence til at behandle klager vedrørende retlige spørgsmål i
det omfang, der tidligere er taget stilling til en problemstil-
ling af tilsvarende karakter, og hvor problemstillingen i øv-
rigt ikke giver anledning til særlig fortolkningstvivl, ligesom
vurderingsankenævnene i situationer, hvor der forelægges
51
en række sammenlignelige sager af et indhold, der kan be-
grunde forelæggelse for Landsskatteretten, vil være beretti-
gede til at udvælge én sag til forelæggelse for retten og be-
rostille de øvrige sager med henblik på efterfølgende afgø-
relse i vurderingsankenævnsregi, når Landsskatteretten har
truffet afgørelse i denne.
Beslutning om henvisning beror på en konkret vurdering,
der skal foretages af vurderingsankenævnet og træffes ende-
ligt ved sagens afgørelse (hvor vurderingsankenævnet ikke
finder grundlag for at henvise sagen til Landsskatteretten),
men henvisning kan også foretages under den forberedende
sagsbehandling.
Der vil kunne forekomme situationer, hvor flere af hinan-
den afhængige eller uafhængige klagesager vil bero på af-
klaring af samme retlige spørgsmål, der ikke enten i tidlige-
re domstolspraksis eller Landsskatteretspraksis er taget stil-
ling til. I så fald vil vurderingsankenævnet kunne beslutte at
henvise en eller flere af disse sager til Landsskatteretten til
afgørelse med henblik på rammesætning for afgørelsen af de
nævnte sager, mens de øvrige af de nævnte sager berostilles
i ankenævnet med henblik på efterfølgende afgørelse i over-
ensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse i de udvalg-
te »førersager«. Henvises en eller flere sager, der er udvalgt
til at blive afgjort forlods for derved at rammesætte retnin-
gen for afgørelsen af en række andre sager med tilsvarende
problemstillinger, til Landsskatteretten efter den foreslåede
§ 6 a, fordi der er tale om et retligt spørgsmål, der ikke tidli-
gere er taget stilling til, vil øvrige sager om samme spørgs-
mål, når Landsskatteretten har truffet afgørelse, ikke længe-
re opfylde betingelserne i § 6 a for henvisning. Disse øvrige
sager vil derimod kunne afgøres af vurderingsankenævnene
i overensstemmelse med den af Landsskatteretten anlagte
fortolkning. I den forbindelse vil det være muligt og hen-
sigtsmæssigt, hvis vurderingsankenævnene bemyndiger for-
manden til at træffe afgørelse i sådanne følgesager.
Det foreslås desuden, at vurderingsankenævnet tillige kan
henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 til
afgørelse i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske
særlige omstændigheder. Bestemmelsen udgør en form for
»sikkerhedsventil« og skal have et særdeles begrænset an-
vendelsesområde. Der er således tale om en snæver opsam-
lingsbestemmelse i forhold til de øvrige regler om henvis-
ning af sager til Landsskatteretten. Bestemmelsen er tænkt
anvendt i helt specielle situationer, hvor betingelserne for
henvisning til Landsskatteretten, fordi klagen vedrører et
retligt fortolkningsspørgsmål, der ikke er afklaret eller bør
prøves på ny, ikke er opfyldt, men hvor vurderingsankenæv-
net af andre grunde vurderer, at det er ønskeligt og nødven-
digt, at Landsskatteretten træffer afgørelse i den pågældende
sag. Det kan f.eks. være i situationer, hvor der skal tages
stilling til formelle problemstillinger i forhold til en afgørel-
se i et vurderingsankenævn. F.eks. i den situation, at vurde-
ringsankenævnet ikke kan anses for habilt til at træffe afgø-
relse, kan der således ske henvisning til afgørelse i Lands-
skatteretten. Bestemmelsen skal alene bringes i anvendelse i
helt enkeltstående sager.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
ændring af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 42, der vil føre til, at vurderingssager ikke
længere skal visiteres til Landsskatteretten til behandling,
hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr.
1-5, er opfyldt. Det vil sige, at klager ikke længere skal af-
gøres af Landsskatteretten, alene fordi afgørelsen vil kunne
få konsekvenser for et større antal skattepligtige, eller sagen
vedrører større økonomiske værdier. Tilsvarende vil sager,
som udspringer af samme forhold som en sag, der verserer
ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b,
stk. 1, 3. pkt., ikke længere skulle behandles af Landsskatte-
retten af denne grund, ligesom klagere ikke længere vil kun-
ne vælge, at en vurderingsklage skal behandles ved Lands-
skatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5.
Det foreslås med § 6 a, stk. 2, at formanden for vurde-
ringsankenævnet eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. en
ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 17, på vegne af vurderingsankenævnet
kan henvise en klage til Landsskatteretten efter stk. 1.
Formanden for vurderingsankenævnet vil således have
kompetence til at tage stilling til, hvorvidt en vurderingssag
indeholder elementer, som bevirker, at den skal henvises til
Landsskatteretten. Henvisningen kan ske i forbindelse med
det sagsforberedende arbejde. Beslutning om henvisning af
en sag til Landsskatteretten vil dog i en del sager først blive
truffet, når sagsbehandlingen af sagens materielle indhold er
forholdsvis fremskreden – eventuelt i forbindelse med selve
nævnsbehandlingen – idet det ikke sjældent først er på dette
tidspunkt, at det konstateres, at betingelserne for henvisning
til Landsskatteretten er opfyldt. Vurderingsankenævnene vil
derfor fortsat selv kunne henvise en sag til Landsskatteretten
i forbindelse med behandlingen af den materielle sag. Selv
om det forventes, at henvisning til Landsskatteretten oftest
vil blive besluttet af formanden på et tidspunkt i løbet af
sagsforberedelsen efter indstilling herom fra Skatteankesty-
relsen som sekretariat, vil selve vurderingsankenævnet lige-
ledes kunne foretage denne henvisning, hvis det måtte vise
sig aktuelt f.eks. på et senere tidspunkt i sagsforløbet.
Det foreslås med den nye § 6 b, stk. 1, at vurderingsanke-
nævnet kan henvise klager omfattet af skatteforvaltningslo-
vens § 6, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, dvs. klager
over afgørelse, truffet efter den gældende vurderingslov,
klager over afgørelser, truffet efter ejendomsavancebeskat-
ningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, og klager over afgørelser, der
er truffet efter ejendomsvurderingsloven, til afgørelse i Skat-
teankestyrelsen, når klagen i overvejende grad angår en tvist
om de registrerede oplysninger, der er lagt til grund for den
påklagede afgørelse.
Der kan f.eks. være tale om sager, hvor der efter endt
sagsbehandling i vurderingsmyndigheden er uenighed mel-
lem klageren og vurderingsmyndigheden om rigtigheden af
oplysninger, der er registreret i BBR, plandataregistret eller
andre registre, og som er lagt til grund for ejendomsvurde-
ringen. Afgørelse om, hvorvidt oplysninger i de registre,
som vurderingsmyndigheden anvender i forbindelse med
ejendomsvurderingerne, er korrekte, forudsætter som ud-
52
gangspunkt ikke særlige vurderingsfaglige kompetencer, og
disse sager foreslås derfor behandlet i Skatteankestyrelsen.
Der er tale om en mulighed for at henvise sådanne klager
til afgørelse i Skatteankestyrelsen efter den foreslåede § 6 b,
stk. 1. Det forventes således, at en række sager ikke nødven-
digvis i helt overvejende grad kan siges at angå datagrundla-
get, men snarere må forventes at være sager, der både rejser
egentlige spørgsmål i forhold til datagrundlaget såvel som i
forhold til selve vurderingsskønnet. Afhængig af den nær-
mere karakter og det nærmere indhold af sådanne sager med
denne kombination kan det i visse tilfælde være mere sim-
pelt og effektivt, hvis sådanne sager i det hele afgøres af
vurderingsankenævnet. Det forudsættes dog, at der vil ske
henvisning af sådanne kombinationssager til Skatteankesty-
relsen, når de kun indeholder et mere beskedent element ve-
drørende vurderingsskønnet.
Skatteankestyrelsen tillægges samtidig selvstændig afgø-
relseskompetence i de sager, som et vurderingsankenævn
har henvist til afgørelse i Skatteankestyrelsen, jf. § 6 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3.
Det foreslås med § 6 b, stk. 2, at formanden for vurde-
ringsankenævnet eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. en
ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 17, på vegne af vurderingsankenævnet
kan henvise en klage til Skatteankestyrelsen efter stk. 1.
Formanden for vurderingsankenævnet vil således have
kompetence til at tage stilling til, hvorvidt en vurderingssag
indeholder elementer, som bevirker, at den skal henvises til
Skatteankestyrelsen. Henvisningen kan ske i forbindelse
med det sagsforberedende arbejde. Beslutning om henvis-
ning af en sag til Skatteankestyrelsen vil dog i en del sager
først blive truffet, når sagsbehandlingen af sagens materielle
indhold er forholdsvis fremskreden – eventuelt i forbindelse
med selve nævnsbehandlingen – idet det ikke sjældent først
er på dette tidspunkt, at det konstateres, at betingelserne for
henvisning til Skatteankestyrelsen er opfyldt. Vurderingsan-
kenævnene vil derfor fortsat selv kunne henvise en sag til
Skatteankestyrelsen i forbindelse med behandlingen af den
materielle sag. Selv om det forventes, at henvisning til Skat-
teankestyrelsen oftest vil blive besluttet af formanden på et
tidspunkt i løbet af sagsforberedelsen efter indstilling herom
fra Skatteankestyrelsen som sekretariat, vil selve vurde-
ringsankenævnet ligeledes kunne foretage denne henvisning,
hvis det måtte vise sig aktuelt f.eks. på et senere tidspunkt i
sagsforløbet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.
Til nr. 8
Ændringsforslaget til skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1,
1. pkt., hvorefter skatteministeren bestemmer landets indde-
ling i henholdsvis skatte-, vurderings- og motorankenævns-
kredse, antallet af medlemmer i de enkelte ankenævn, samt
hvilke kommuner der har indstillingsret til pladserne i skat-
te- og vurderingsankenævn, er en følge af, at reglerne om
udnævnelse af vurderingsankenævnsmedlemmer med lov-
forslagets § 1, nr. 11, fremadrettet foreslås reguleret i et nyt
stk. 4 i skatteforvaltningslovens § 8.
Kredsinddelingen og antal medlemmer i de enkelte vurde-
ringsankenævn, skatteankenævn og motorankenævn samt
hvilke kommuner, der har indstillingsret, vil således fortsat
blive fastsat ved bekendtgørelse, som det er tilfældet i dag,
jf. bekendtgørelse nr. 1227 af 24. oktober 2013 om landets
inddeling i skatteankenævnskredse, vurderingsankenævn-
skredse, skatte- og vurderingsankenævnskredse samt motor-
ankenævnskredse.
For så vidt angår, hvilke kommuner der har indstillingsret,
vil det for vurderingsankenævnene fremadrettet kun gælde
for den halvdel af vurderingsankenævnsmedlemmerne, der
skal udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.
Til nr. 9
Det foreslås med ophævelsen af skatteforvaltningslovens
§ 8, stk. 1, 3. pkt., at de fælles skatte- og vurderingsanke-
nævn, der dækker såvel skatte- som vurderingsankenævne-
nes arbejdsområder, opløses.
Efter gældende ret kan skatteministeren fastsætte regler
om oprettelse i en kreds af ét ankenævn, der både skal vare-
tage skatte- og vurderingsankenævnets funktioner, antallet
af medlemmer i et sådant fælles ankenævn og hvilke kom-
muner, der har indstillingsret til pladserne i nævnet, jf. skat-
teforvaltningslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. Der er i dag oprettet
10 fælles skatte- og vurderingsankenævn, jf. bekendtgørelse
nr. 1227 af 24. oktober 2013 om landets inddeling i skatte-
ankenævnskredse, vurderingsankenævnskredse, skatte- og
vurderingsankenævnskredse samt motorankenævnskredse.
Forslaget er en konsekvens af den ændrede vurderingsan-
kenævnsstruktur med opprioritering af vurderingsfaglige
kompetencer. Som foreslået med lovforslagets § 1, nr. 11,
skal halvdelen af vurderingsankenævnsmedlemmerne såle-
des fremadrettet udnævnes på baggrund af vurderingsfaglige
kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans
Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening, og kommu-
nalbestyrelsen skal i forbindelse med indstillingen af den an-
den halvdel af vurderingsankenævnsmedlemmerne lægge
vægt på, at medlemmerne har kendskab til ejendomsvurde-
ring. Alle skatteankenævnsmedlemmer skal derimod fortsat
udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.
De fælles skatte- og vurderingsankenævn vil blive erstat-
tet af et antal separate skatteankenævn. Dette vil ske i for-
bindelse med, at skatteministeren udsteder en ny bekendtgø-
relse, der fastlægger kredsinddelingen og antal medlemmer i
de enkelte nævn samt hvilke kommuner, der har indstillings-
ret, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.
Til nr. 10
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3, om
udnævnelse af medlemmer til skatteankenævn og vurde-
ringsankenævn ikke længere skal gælde for vurderingsanke-
nævn.
53
Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 8,
stk. 3, er en konsekvens af, at der foreslås indsat et selvstæn-
digt stykke, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, der regulerer ud-
nævnelse af medlemmer til vurderingsankenævnene, der
fremadrettet vil adskille sig fra, hvad der gælder for skatte-
ankenævnene.
Skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3, vil således fremadret-
tet kun gælde for skatteankenævn.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 11.
Til nr. 11
Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens §
8, stk. 4, 1. pkt., at skatteministeren eller den, som ministe-
ren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af vurderings-
ankenævn. Dette svarer til de gældende regler i skattefor-
valtningslovens § 8, stk. 3. Skatteministeren kan således
vælge selv at udnævne vurderingsankenævnsmedlemmerne
eller at bemyndige en anden person, f.eks. direktøren for
Skatteankestyrelsen, til at foretage udnævnelserne på mini-
sterens vegne. I dag har skatteministeren bemyndiget direk-
tøren for Skatteankestyrelsen til at udnævne medlemmer til
både vurderingsankenævn, skatteankenævn, fælles skatte-
og vurderingsankenævn og motorankenævn.
Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens §
8, stk. 4, 2. og 3. pkt., at den ene halvdel af medlemmerne
udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og at
indstillingen skal ske under anvendelse af den metode, der
er beskrevet i § 25 i lov om kommunernes styrelse.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med indstillingen
lægge vægt på, at medlemmerne har kendskab til ejendoms-
vurdering. Dette kendskab til ejendomsvurdering kan både
være af teoretisk og praktisk karakter. Det kan f.eks. bestå i
en uddannelse med en vis relevans for ejendomsvurdering
og/eller praktisk erfaring med ejendomsvurdering.
Det foreslås, at den metode, der er beskrevet i § 25 i lov
om kommunernes styrelse skal finde anvendelse ved kom-
munalbestyrelsens indstilling, jf. også de nugældende regler
for indstilling til både skatteankenævn og vurderingsanke-
nævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3. § 25 i lov om
kommunernes styrelse regulerer kommunalbestyrelsens valg
af to eller flere medlemmer til udvalg, kommissioner, besty-
relser og lignende. Den beskrevne metode skal imidlertid
anvendes, når det skal besluttes, hvem i den relevante kreds
af personer, der har kendskab til ejendomsvurdering, der
skal indstilles udpeget.
Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens §
8, stk. 4, 4. pkt., at af den anden halvdel af medlemmerne
udnævnes halvdelen heraf på baggrund af vurderingsfaglige
kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans
Danmark og halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige
kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Dansk
Ejendomsmæglerforening. Organisationerne skal således
ved indstillingen sikre sig, at de indstillede personer med
vurderingsfaglige kompetencer tillige har relevant lokal-
kendskab.
Ved vurderingsfaglige kompetencer forstås egentlige teo-
retiske og praktiske kompetencer vedrørende værdifastsæt-
telse af fast ejendom. Det vil sige kompetencer, der kvalifi-
cerer de pågældende som egentlig sagkyndige i relation til
vurdering af fast ejendom.
Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens §
8, stk. 4, 5. pkt., at kommunalbestyrelsen, Finans Danmark
og Dansk Ejendomsmæglerforening kun kan indstille perso-
ner, der er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet.
Det foreslås samtidig med § 8, stk. 4, 6. pkt., at ministeren
under særlige omstændigheder kan undlade at udnævne en
indstillet person og anmode kommunalbestyrelsen eller or-
ganisationerne om at indstille en anden person. Dette svarer
til, hvad der i dag gælder for indstilling af medlemmer til så-
vel vurderingsankenævn, skatteankenævn og motoranke-
nævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3 og 4.
Baggrunden herfor er efter bemærkningerne til lov nr.
1341 af 19. december 2008 den praksis, der er beskrevet i
afsnit 3.1.3.2 i de almindelige bemærkninger til loven, hvor-
efter skatteministeren ikke hidtil havde udnævnt personer til
skatteankenævnene, som ikke havde selvangivet årene før
udnævnelsen, samt personer, der havde indgået en afdrags-
ordning med SKAT om afvikling af restancer til det offentli-
ge, men som havde misligholdt afdragsordningen. Den
beskrevne praksis blev lovhjemlet som en konsekvens af, at
kommunalbestyrelsen fremover alene skulle indstille én per-
son til hver plads som medlem og én person til hver plads
som suppleant, og reglen skulle gælde for alle ankenævn.
Det fremgår af bemærkningerne, at kommunalbestyrelserne
ikke underrettes om, hvad det konkret er for forhold, der be-
grunder, at en indstillet person ikke kan udnævnes.
Ved indstilling og udnævnelse af ankenævnsmedlemmer-
ne bør der samtidig henses til behovet for at sikre, at med-
lemmerne, der indstilles, i øvrigt er almindeligt habile til at
bestride hvervet. I den forbindelse forudsættes det, at med-
lemmerne kan deltage i arbejdet under de givne forhold,
hvilket blandt andet vil kræve, at medlemmerne kan anven-
de de digitale løsninger, herunder digitale løsninger i for-
hold til votering, som ikke mindst i lyset af det forventede
store antal klager er centralt for arbejdet med at afgøre kla-
gerne.
Til nr. 12
Den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens § 8,
stk. 5, der bliver stk. 6, og som regulerer udnævnelsen af
medlemmer af skatteankenævn, vurderingsankenævn og
motorankenævn, er en konsekvensændring som følge af, at
der foreslås indsat et nyt stk. 4, der regulerer udnævnelse af
vurderingsankenævnsmedlemmer.
Bestemmelsen skal således uændret gælde for personer,
som indstilles til udnævnelse til skatteankenævn, vurde-
ringsankenævn eller motorankenævn.
Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforsla-
gets § 1, nr. 11.
54
Til nr. 13
Den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens § 9,
stk. 3, 3. pkt., der regulerer udtræden af og orlov fra anke-
nævn, er en konsekvensændring som følge af, at der foreslås
indsat et nyt stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15, der re-
gulerer udtræden og orlov for vurderingsankenævnsmed-
lemmer.
Til nr. 14 og 15
Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 9,
stk. 3, hvorefter stk. 3, 1-3. pkt., ikke skal gælde for vurde-
ringsankenævn, er en konsekvens af, at der ikke længere
skal udnævnes suppleanter til vurderingsankenævn.
Med forslaget til et nyt § 9, stk. 4, foreslås det i stedet, at
der indføres en regel, hvorefter skatteministeren eller den,
som ministeren bemyndiger dertil, når et medlem udtræder
af nævnet eller meddeles orlov, udnævner et nyt medlem til
vurderingsankenævnet for den resterende del af den igang-
værende funktionsperiode henholdsvis orlovsperiode. Ud-
nævnelsen sker på baggrund af indstilling fra kommunalbe-
styrelsen, Finans Danmark eller Dansk Ejendomsmæglerfor-
ening, afhængigt af hvem af disse der har indstillet det med-
lem, der udtræder af nævnet eller meddeles orlov. Ved ind-
stillingen og udnævnelsen finder skatteforvaltningslovens §
8, stk. 4 og 6, tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede regel har alene til formål at lovfæste, at
der i tilfælde, hvor et medlem af et ankenævn for en periode
eller varigt træder ud af nævnet, udnævnes et andet medlem
til at varetage det pågældende medlems opgaver i den perio-
de, hvor medlemmet ikke selv kan udføre disse.
Skatteforvaltningsloven § 9, stk. 1, hvorefter et medlem,
der mister sin valgbarhed, skal udtræde af det pågældende
ankenævn, og et medlem, der har været fraværende fra næv-
nets møder i en sammenhængende periode på over 6 måne-
der, og som ikke er meddelt orlov skal udtræde af nævnet,
skal fortsat finde anvendelse.
Skatteforvaltningslovens § 9, stk. 2, hvorefter skattemini-
steren efter anmodning kan tillade et medlem at udtræde af
nævnet, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand,
varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger el.lign. har
rimelig grund til at ønske sig fritaget for hvervet, og endvi-
dere efter anmodning kan meddele et medlem orlov i en pe-
riode på op til 12 måneder regnet fra skatteministerens med-
delelse af orlov, men ikke yderligere orlov, skal også fortsat
finde anvendelse.
Endvidere skal skatteforvaltningslovens § 9, stk. 4, der
bliver stk. 5, hvorefter skatteministeren under ganske særli-
ge omstændigheder kan tilbagekalde en udnævnelse af et
medlem eller en suppleant, fortsat finde anvendelse.
De nævnte bestemmelser skal gælde for både de medlem-
mer, der udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrel-
sen, og de medlemmer, der udnævnes efter indstilling fra Fi-
nans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.
Til nr. 16
Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 10,
stk. 1, der regulerer skatte-, vurderings- og fællesankenæv-
nenes valg af formandskab, er en konsekvens af, at der fore-
slås indsat en ny § 10 a, der vedrører vurderingsankenævne-
ne, samt at fællesankenævnene foreslås opløst og erstattet af
separate skatteankenævn. Reglerne i skatteforvaltningslo-
vens § 10, stk. 1-6, vil således fremadrettet kun gælde for
skatteankenævn og motorankenævn.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
17.
Til nr. 17
Det foreslås med den nye bestemmelse i skatteforvalt-
ningslovens § 10 a, stk. 1, at formandsposten for vurderings-
ankenævnene skal varetages af et geografisk ubundet vurde-
ringsankenævnsformandskab, der består af en ledende vur-
deringsankenævnsformand og et antal øvrige vurderingsan-
kenævnsformænd, som skatteministeren ansætter efter ind-
stilling fra Skatteankestyrelsen. Vurderingsankenævnsfor-
mændene skal have vurderingsfaglig indsigt.
At vurderingsankenævnsformændene skal have vurde-
ringsfaglig indsigt, skal her forstås således, at formændene
skal have indsigt i principperne for vurdering af fast ejen-
dom tillige med en vis praktisk erfaring med ejendomsvur-
dering. Indsigten kræver således ikke nødvendigvis en f.eks.
formel uddannelse af relevans for ejendomsvurdering. Den
vurderingsfaglige indsigt kan i stedet være erhvervet gen-
nem praktisk arbejde med ejendomsvurdering. Formændene
vil samtidig skulle besidde den fornødne indsigt i grundlæg-
gende principper om konkret retsanvendelse, herunder i for-
hold til sagsbehandling, afgørelse, vejledning og høring m.v.
En sådan indsigt er nødvendig, da formændene skal være i
besiddelse af fornødne kompetencer til at varetage mødele-
delse i vurderingsankenævnene, foretage henvisninger til de
rette afgørelsesmyndigheder, samt være øverste faglige an-
svarlige i relation til vurderingsankenævnenes virke og af-
gørelser.
Den ledende vurderingsankenævnsformand og de øvrige
vurderingsankenævnsformænd vil sammen skulle drøfte, ko-
ordinere og fastlægge praksis for forskellige spørgsmål.
Vurderingsankenævnsformandsskabet vil således fungere
som et praksisudvalg, der med bistand fra sekretariatet gør
det muligt at fremme ensartetheden af afgørelser og beslut-
ninger på tværs af vurderingsankenævnskredse og sagstyper.
Det drejer sig f.eks. om at ensarte praksis om henvisning til
afgørelsesmyndigheder, ensarte forslag til sagstyper, der kan
delegeres til afgørelse hos formænd, og ensarte praksis ve-
drørende genoptagelse af egne afgørelser. I den forbindelse
vil løbende drøftelse og koordinering med Landsskatteret-
tens retsformænd vedrørende henvisning af sager til Lands-
skatteretten også være en funktion for vurderingsanke-
nævnsformandsskabet. Da vurderingsankenævnsformænde-
ne ikke vil være geografisk bundne, men i stedet kan tænkes
i en vis grad at være specialiseret inden for sagstyper på
samme måde som sekretariatet, vil formandskabet som tvær-
gående forum udgøre et vigtigt led i at fremme ensartede af-
55
gørelser og håndtering af sager på tværs af sagstyper og
landsdele.
Formandskabet forventes under ledelse af den ledende
vurderingsankenævnsformand også i samarbejde med sekre-
tariatet at medvirke til at understøtte en ensartet, effektiv og
smidig sagsbehandling og sagsafvikling. Under hensyntagen
til den meget store forventede antal klager er det afgørende,
at formandskabet i tæt samarbejde med sekretariatet medvir-
ker til at tilrettelægge en sådan effektiv sagsbehandling. Det
forudsættes således, at vurderingsankenævnsformandsskabet
indgår i et samarbejde med sekretariatet med henblik på at
muliggøre, at sekretariatet kan fastlægge arbejdsgange og
procedurer for sagerne, som ikke blot understøtter ensartede
afgørelser og beslutninger, men også effektiv og smidig
sagsbehandling og afgørelse.
Retten til at afgive indstilling til ministeren, for så vidt an-
går udnævnelse af vurderingsankenævnsformænd, forudsæt-
tes alene at tilkomme Skatteankestyrelsens direktør.
Det foreslås med skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 2, at
den ledende vurderingsankenævnsformand efter indstilling
fra Skatteankestyrelsen kan bestemme, at ansatte i skattean-
kestyrelsen skal deltage i afgørelsen af en klage. I sådanne
tilfælde skal den pågældende have samme beføjelser til at
votere og afgøre sager som en ankenævnsformand.
Bestemmelsen har til formål at skabe mulighed for, at den
ledende vurderingsankenævnsformand i lighed med Lands-
skatterettens ledende retsformand efter indstilling fra Skatte-
ankestyrelsen kan udpege embedsmænd i Skatteankestyrel-
sen til at deltage i afgørelse af klagesager i formandskabets
sted. Henset til den store forventede mængde vurderingskla-
ger og behovet for fleksibilitet i afslutningen af disse sager,
foreslås der ikke, for så vidt angår vurderingssager indlagt
en begrænsning i form af, at formandskabet skal deltage i
afgørelsen af alle sager, der ikke afgøres i enighed, hvilket
er en forudsætning for, at en landsskatteretssag kan afgøres
med en embedsmand som voterende.
Det foreslås med skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 3, at
for at et vurderingsankenævn kan træffe en afgørelse, skal
formanden eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. stk. 2, og
mindst to medlemmer deltage i afgørelsen, jf. dog stk. 4 og
5. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller den ansat-
tes, jf. stk. 2, stemme afgørende, jf. igen det ovenfor anførte
om, at der ikke skal stilles krav om enighed mellem alle del-
tagerne i afgørelsen, heller ikke når en ansat i Skatteankesty-
relsen deltager i afgørelsen i formandskabets sted. Dette ud-
gangspunkt modificeres dog af de samtidig foreslåede regler
om, at vurderingsankenævnsformanden (eller en ansat i
Skatteankestyrelsen, der er bemyndiget dertil, jf. § 10 a, stk.
2) skal kunne afgøre visse sager uden deltagelse af ordinære
nævnsmedlemmer, jf. nedenfor.
Vurderingsankenævnene tænkes derfor opdelt i voterings-
grupper på samme måde som i Landsskatteretten. Opdelin-
gen vil kunne indbefatte, at ankenævnene opdeles i vote-
ringsgrupper på mere end to medlemmer, hvorved situatio-
nen med stemmelighed kan opstå, idet det i praksis ofte vil
være nødvendigt, at der til møder opereres med en vote-
ringsgruppe på mere end to medlemmer for at sikre beslut-
ningsdygtigheden i tilfælde af afbud fra medlemmer. Opde-
lingen tænkes også at indbefatte voteringsgrupper med ek-
sempelvis kun lægmænd eller sagkyndige eller en kombina-
tion heraf. Den tænkte opdeling minder om opdelingen af
Landsskatteretten, hvor der f.eks. findes såkaldte juridiske
og almindelige voteringsgrupper. Den nærmere regulering
af opdelingen i voteringsgrupper m.v. vil blive fastsat i for-
retningsordenen.
Det foreslås med skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 4, at
uanset stk. 3 afgør formanden for vurderingsankenævnet el-
ler en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. stk. 2, anmodninger
om genoptagelse af en påkendt vurderingsankenævnssag, jf.
skatteforvaltningslovens § 35 g. Det indebærer, at kompe-
tencen til at beslutte, om en sag, hvor der tidligere er truffet
afgørelse af et vurderingsankenævn, kan genoptages, tillæg-
ges formanden for vurderingsankenævnet. Træffer forman-
den for vurderingsankenævnet afgørelse om, at sagen skal
genoptages, vil sagen herefter undergå sædvanlig nævnsbe-
handling i vurderingsankenævnet, herunder behandling af,
om sagen bør henvises til afgørelse i Landsskatteretten eller
Skatteankestyrelsen.
I dag træffes beslutning om genoptagelse af vurderingsan-
kenævnet, hvilket indebærer, at beslutningen om genopta-
gelse skal undergå sædvanlig nævnsbehandling. Formålet
med bestemmelsen er således bl.a. at forenkle og effektivi-
sere sagsbehandlingen af de klager, hvor der alene skal tages
stilling til, hvorvidt en sag kan genoptages eller ej. Med be-
stemmelsen skabes der en sammenhæng til reglerne for af-
gørelse om genoptagelse af landsskatteretssager, der efter
gældende regler afgøres af en retsformand eller en kontor-
chef i Skatteankestyrelsen (det sidste efter bemyndigelse fra
den ledende retsformand), jf. skatteforvaltningslovens § 13,
stk. 3.
Med forslaget til § 10 a, stk. 5, foreslås det, at uanset stk.
3 skal klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1,
som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, afgøres af forman-
den for vurderingsankenævnet eller en ansat i Skatteanke-
styrelsen, jf. stk. 2, hvis vurderingsankenævnet bemyndiger
den pågældende hertil, jf. dog de foreslåede nye bestemmel-
ser i skatteforvaltningslovens § 6, stk. 2, jf. § 6 a, stk. 1, og
§ 6 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Vurderingsankenæv-
net vil med hjemmel i denne bestemmelse f.eks. kunne be-
myndige vurderingsankenævnsformanden eller en ansat i
Skatteankestyrelsen, jf. forslaget til § 10, stk. 2, til at afgøre
sager, der har været berostillet af ankenævnet med henblik
på afklaring af retlige spørgsmål, når det relevante retlige
spørgsmål er blevet afgjort af Landsskatteretten.
Bestemmelsen indebærer, at en beslutningsdygtig del af
vurderingsankenævnet (en voteringsgruppe) kan bemyndige
formanden for ankenævnet til at træffe afgørelse i vurde-
ringsankenævnssager på vegne af vurderingsankenævnet.
Bemyndigelsen kan både gives for en konkret sag, og mere
generelt for bestemte typer af sager.
Bemyndigelsen kan f.eks. tænkes anvendt, hvis klagen
vedrører forhold, hvor der foreligger en lang, klar og fast
praksis, og hvor der ikke i øvrigt foreligger særlige omstæn-
56
digheder. Bemyndigelsen kan desuden tænkes anvendt ved
»følgesager«, der vedrører samme problemstilling, som er
afgjort af vurderingsankenævnet i en anden sag. F.eks. den
situation, hvor et helt kvarter klager med nogenlunde samme
argumentation. I så fald er der ingen rimelig grund til, at alle
sagerne forelægges nævnsmedlemmerne til votering. Næv-
net kan tage principiel stilling til det gennemgående tema i
sagerne i én sag (en førersag), hvorefter formanden (eller en
hertil bemyndiget embedsmand i Skatteankestyrelsen, jf. §
10 a, stk. 2) kan træffe afgørelse i de andre sager (følgesa-
gerne) ud fra de af nævnet fastlagte principper. Bemyndigel-
sen kan imidlertid også tænkes anvendt ved andre typer af
sager, hvor det vurderes hensigtsmæssigt, at formanden (el-
ler en hertil bemyndiget embedsmand i Skatteankestyrelsen,
jf. § 10 a, stk. 2) træffer afgørelse på vegne af nævnet.
Det foreslås med affattelsen af § 10 a, stk. 6, at skattemi-
nisteren fastsætter en forretningsorden for vurderingsanke-
nævnene, herunder regler for vederlæggelse af vurderings-
ankenævnenes medlemmer, jf. det ovenfor anførte.
I dag er reglerne for vurderingsankenævnenes virke regu-
leret i en fælles forretningsorden for ankenævnene, jf. be-
kendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2013 om forretnings-
orden for skatteankenævn, vurderingsankenævn, skatte- og
vurderingsankenævn samt motorankenævn. Bekendtgørel-
sen er udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 10, stk.
5 og 6. Da reglerne for vurderingsankenævnene fremadrettet
vil adskille sig væsentligt fra de øvrige ankenævn, vil der
blive udstedt en selvstændig forretningsorden for vurde-
ringsankenævnene, herunder regler for vederlæggelse af
vurderingsankenævnsmedlemmer. Reglerne for vurderings-
ankenævnenes organisering samt behandling og afgørelse af
vurderingsankenævnssager justeres, så de i videst muligt
omfang svarer til de regler, der gælder for Landsskatteretten.
Det vil bl.a. blive reguleret i forretningsordenen, at vurde-
ringsankenævnene får mulighed for at træffe afgørelse på
grundlag af enten skriftlig eller mundtlig votering i vote-
ringsgrupper med henblik på at skabe mere effektive sags-
processer. Forretningsordenen for vurderingsankenævnene
vil dog give de ordinære vurderingsankenævnsmedlemmer
mulighed for at anmode om, at en konkret sag behandles
ved et møde i den relevante voteringsgruppe. Det må dog
forventes, at den ledende vurderingsankenævnsformand som
øverste ansvarlige for ankenævnene vil være indstillet på at
imødekomme sådanne anmodninger, medmindre særlige
forhold taler imod.
Der vil desuden i forretningsordenen i lyset af den forven-
tede meget store mængde klager blive fastsat en regel om
mulighed for overførsel af sager mellem vurderingsanke-
nævn, hvis der måtte vise sig at opstå væsentlig skævhed i
belastningen af de enkelte vurderingsankenævn.
Forretningsordenen for vurderingsankenævn vil tillige re-
gulere aflønningen af de ordinære vurderingsankenævns-
medlemmer. Aflønningen forventes fastsat med udgangs-
punkt i aflønningen af Landsskatterettens ordinære medlem-
mer. De ordinære medlemmer af Landsskatteretten modta-
ger efter gældende regler årligt et grundbeløb på 62.700 kr.
(afrundet grundbeløb pr. 1. oktober 1997), hvilket svarer til
84.800 kr. (2017). Det præcise niveau vil blive endeligt fast-
sat i forretningsordenen og fastsættes i øvrigt for en funkti-
onsperiode ad gangen.
Til nr. 18
Med den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens §
11, stk. 2, tillægges Landsskatteretten kompetence til at
træffe afgørelse i de sager, som et vurderingsankenævn eller
Skatteankestyrelsen har henvist til afgørelse i Landsskatte-
retten, jf. forslaget til nye bestemmelser i skatteforvaltnings-
lovens § 4 a, stk. 3, og § 6 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
4 og 7.
Med forslaget til skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1,
foreslås det, at vurderingsankenævnet henviser klager om-
fattet af skatteforvaltningslovens § 6 til afgørelse i Lands-
skatteretten, når klagen i overvejende grad angår retlige
spørgsmål, og der i praksis ikke tidligere er taget stilling til
det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller der er
grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågæl-
dende lovfortolkningsspørgsmål. Vurderingsankenævnet
kan tillige henvise klager omfattet af § 6 til afgørelse i
Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særlige om-
stændigheder, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Med forslaget til skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3,
foreslås det, at Skatteankestyrelsen henviser klager vedrø-
rende vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse til af-
gørelse i Landsskatteretten, når klagen i overvejende grad
angår retlige spørgsmål, og der i domspraksis og Landsskat-
teretspraksis ikke tidligere er taget stilling til det pågælden-
de lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at
foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolk-
ningsspørgsmål. Skatteankestyrelsen kan tillige henvise kla-
ger omfattet af § 6 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis der
foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4
Forslaget er således en konsekvens af den foreslåede kom-
petencefordeling, hvorefter alene klagesager, der i overve-
jende grad angår retlige spørgsmål, der indebærer afklaring
af spørgsmål om lovfortolkning, vil skulle behandles af
Landsskatteretten.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 7, og bemærk-
ningerne her til samt de almindelige bemærkninger afsnit
2.1.2.
Til nr. 19 og 20
Skatteankestyrelsen skal efter den gældende § 19 i skatte-
forvaltningsloven, udarbejde en sagsfremstilling, der skal
sendes til udtalelse hos sagens parter, før der træffes afgørel-
se, hvis klagen ikke bliver imødekommet fuldt ud, medmin-
dre der er tale om en klage over en afgørelse, der kan afgø-
res af et vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens §
6, af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35
b, stk. 3, eller af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., stk. 3, 2. pkt., eller stk. 5.
Det fremgår af de gældende bestemmelser i skatteforvalt-
ningslovens § 19, stk. 5, nr. 2, 4 og 5.
57
Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5,
nr. 4, tilføjes, at undtagelsen fra pligten til at udarbejde sags-
fremstilling tillige skal gælde sager, der skal afgøres af Skat-
teankestyrelsen, jf. forslaget om indførelse af en ny bestem-
melse i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. stk. 1 og 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, og at det i skatteforvaltningslo-
vens § 19, stk. 5, nr. 5, tilføjes at undtagelsen fra pligten til
at udarbejde sagsfremstilling tillige skal gælde sager, der
skal afgøres af Landsskatteretten, jf. forslaget om indførelse
af en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 11, stk. 2,
jf. lovforslagets § 1, nr. 18.
De foreslåede ændringer i § 19, stk. 5, nr. 4 og 5, er såle-
des en konsekvens af de foreslåede ændringer om, at Skatte-
ankestyrelsen skal have selvstændig kompetence til at træffe
afgørelse i visse sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og om at
Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen skal have kompe-
tence til at træffe afgørelse i vurderingssager, der af vurde-
ringsankenævnet henvises til Landsskatteretten eller Skatte-
ankestyrelsen til afgørelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 18.
Kravene i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-3, om ud-
arbejdelse af en sagsfremstilling og høring, før der træffes
en afgørelse, skal således fremadrettet ikke gælde i vurde-
ringssager. Dette skal ses i lyset af, at kravet om udarbejdel-
se af en sagsfremstilling efter gældende regler ikke omfatter
afgørelser, der kan afgøres af et vurderingsankenævn, som
fremadrettet som udgangspunkt skal være klagemyndighed i
vurderingsklager, jf. forslagene til nye bestemmelser i skat-
teforvaltningslovens §§ 6-6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og
7.
Til nr. 21
Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 20,
stk. 4, der definerer kredsen, der kan have krav på et varsel
forud for ændring af en vurdering, er en konsekvens af for-
slaget til § 35 a, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 36,
ved hvilken kredsen af klageberettigede i ejendomsvurde-
ringssager – der tillige er kredsen af personer, der skal vars-
les efter § 20, stk. 4, - fremadrettet skal være ejeren af den
faste ejendom og andre, der over for stat eller kommune
hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågæl-
dende ejendomsvurdering.
Kredsen af personer, der skal varsles forud for en ændring
af en vurdering eller en del af en vurdering, vil således fort-
sat være kredsen af klageberettigede, der imidlertid ved lov-
forslagets § 1, nr. 36, foreslås afgrænset anderledes end tid-
ligere, jf. bemærkningerne til den nævnte bestemmelse.
Til nr. 22
Den gældende skatteforvaltningslov indeholder ikke sær-
skilte regler eller bemærkninger om høring forud for foreta-
gelse af almindelige vurderinger og omvurderinger.
En ejendomsvurdering er imidlertid en forvaltningsretlig
afgørelse, jf. herved også FOB 1993.220. Dette gælder uan-
set, om der er tale om en rent maskinelt genereret vurdering.
De almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring i
forvaltningslovens §§ 19 og 20 skal derfor iagttages, jf. de
almindelige bemærkninger afsnit 2.9.1.
Det følger endvidere af det alment gældende forvaltnings-
retlige officialprincip, at relevante oplysninger, der er mod-
taget på afgørelsestidspunktet, skal indgå i grundlaget for af-
gørelsen.
Etableringen af et nyt ejendomsvurderingssystem, der skal
træffe forvaltningsretlige afgørelser, men som samtidig har
karakter af masseforvaltning, har aktualiseret overvejelser
om, i hvilket omfang og hvorledes det vil være nødvendigt
og muligt at gennemføre partshøring i vurderingssager, samt
overvejelser om, hvorledes det kan sikres, at der ved vurde-
ringerne tages stilling til alle oplysninger, der foreligger, når
afgørelsen træffes, jf. afsnit 2.9.2.
Henset til, at der vil være ikke-ubetydelige vanskeligheder
forbundet med konkret at vurdere, i hvilke vurderingssager
der skal partshøres, før vurdering kan foretages, og til det
meget store antal vurderinger, der hvert år skal foretages in-
den for en meget kort periode, foreslås det på baggrund af
overvejelserne, at der indføres et nyt kapitel 7 a i skattefor-
valtningsloven, der dels skal indeholde regler, der vil give
vurderingsmyndigheden mulighed for at gennemføre høring
af ejendomsejerne ved en særlig lovhjemlet deklaration, dels
skal indeholde regler, der vil indføre en afgørelsesperiode,
som vil give vurderingsmyndigheden mulighed for at hånd-
tere den potentielt store mængde nye oplysninger, der måtte
indgå vedrørende den store mængde ejendomme, der i et år
skal vurderes stort set samtidig. Det foreslås i forlængelse
heraf, at dette nye kapitel i skatteforvaltningsloven skal in-
deholde regler, der skal sikre, at også oplysninger, der mod-
tages i afgørelsesperioden, vil blive behandlet af vurderings-
myndigheden, enten allerede ved vurderingen eller i forbin-
delse med en efterfølgende genbehandling af vurderingen.
Ejendomsejernes retsstilling vil ikke blive forringet ved de
foreslåede regler, der netop giver ejendomsejerne mulighed
for at berige grundlaget for vurderingen, så der ved vurde-
ringen tages højde for flest muligt relevante oplysninger.
Efter forslaget til § 5 i det samtidigt fremsatte forslag til
en ny ejendomsvurderingslov foretager vurderingsmyndig-
heden almindelig vurdering af fast ejendom hvert andet år
pr. 1. september i vurderingsåret. Ejerboliger vurderes i lige
år, hvis ejendommens grundareal ikke udgør to hektar eller
mere, eller der på ejendommen er registreret bygningsarea-
ler til erhvervsmæssig anvendelse. Andre ejerboliger og
ejendomme, som ikke er ejerboliger, vurderes i ulige år. Der
foretages desuden i en række tilfælde omvurdering pr. 1.
september af ejendomme, som er etableret eller ændret efter
seneste almindelige vurdering, jf. forslaget til § 6 i ejen-
domsvurderingsloven.
Det foreslås med den nye § 20 a, stk. 1, at vurderingsmyn-
digheden ved almindelige vurderinger og omvurderinger, jf.
ejendomsvurderingsloven, kan anvende en særlig deklarati-
onsprocedure, der er nærmere beskrevet i bestemmelsens
stk. 2 og 3.
Det foreslås med den nye § 20 a, stk. 2, at vurderingsmyn-
digheden ved en deklarationsprocedure forud for vurderin-
58
gen kan underrette ejendomsejeren om de faktiske oplysnin-
ger om den pågældendes og andres faste ejendomme, der
forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den
pågældendes ejendom. Vurderingsmyndigheden skal samti-
dig underrette ejendomsejeren om, at vurderingsmyndighe-
den kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der
foreligger, når afgørelsesperioden indtræder, samt om tids-
punktet herfor, jf. forslaget til § 20 b.
Ejeren får således mulighed for at orientere sig om det for-
ventede vurderingsgrundlag, rette eventuelle fejl i dette og
gøre opmærksom på andre forhold, der efter ejendomseje-
rens vurdering har væsentlig betydning for vurderingen af
ejendommen.
Den foreslåede særlige deklarationsprocedure vil fastlæg-
ge vurderingsmyndighedens høringspligt. Ved vurderingen
af, hvilke faktiske oplysninger der skal indeholdes i deklara-
tionen, vil vurderingsmyndigheden skulle hense til reglerne i
forvaltningslovens §§ 19 og 20 og praksis vedrørende disse
regler, f.eks. i relation til væsentlighedskriteriet.
Deklarationsproceduren træder, når den anvendes, i stedet
for forvaltningslovens regler om partsinddragelse. Det vil si-
ge, at forvaltningslovens §§ 19-21 ikke finder anvendelse i
disse situationer.
Forslaget om at indføre en særlig deklarationsprocedure
forud for foretagelse af de almindelige vurderinger og om-
vurderinger skal som indledningsvist nævnt ses i lyset af det
meget store antal vurderinger, der skal foretages stort set
samtidig inden for en meget kort periode. På grund af det
store antal ville det være yderst vanskeligt i rette tid at iden-
tificere de sager, i hvilke partshøring skal foretages efter for-
valtningsloven, og at gennemføre partshøring. Henset hertil
samt til prioriteringen af at øge gennemsigtigheden og dialo-
gen med ejendomsejerne i rette tid, foreslås det derfor, at
vurderingsmyndigheden får mulighed for at anvende den
foreslåede særlige deklarationsprocedure til at orientere
ejendomsejer om de faktiske oplysninger af væsentlig be-
tydning for vurderingen af den pågældendes ejendom, der
forventes at blive lagt til grund ved den efterfølgende vurde-
ring af ejendommen.
Den foreslåede deklaration kan og forventes at blive an-
vendt, uanset om partshøring ville være påkrævet efter for-
valtningslovens §§ 19 og 20, som ellers ville fastlægge hø-
ringspligten. Ved en deklaration bliver ejendomsejer orien-
teret om de faktiske oplysninger af væsentlig betydning for
vurderingen af den pågældendes ejendom, uanset om ejer
kan forventes at være bekendt med, at vurderingsmyndighe-
derne ligger inde med oplysninger, og ejer får mulighed for
at berigtige oplysninger samt berige grundlaget for vurderin-
gen med yderligere oplysninger, hvis der efter ejers oplys-
ninger er andre oplysninger af væsentlig betydning for vur-
deringen, der ikke fremgår af deklarationen.
Deklarationen vil således også forbedre mulighederne for,
at vurderingsmyndigheden ved vurderingen kan tage stilling
til betydningen af oplysninger, der i modsat fald ikke ville
være kendt for vurderingsmyndigheden.
Forslaget indebærer, at vurderingsmyndigheden ikke skal
foretage partshøring efter forvaltningsloven, hvis vurde-
ringsmyndigheden gennemfører deklaration. Kun hvis vur-
deringsmyndigheden efter deklarationen bliver bekendt med
nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for ejen-
dommen, skal vurderingsmyndigheden vurdere, om der skal
foretages en ny deklaration eller alternativt partshøring efter
forvaltningsloven. Vurderingsmyndigheden vil således ikke
være afskåret fra at foretage inddragelse af ejeren ved al-
mindelig partshøring i stedet for at anvende deklarationspro-
ceduren, heller ikke selv om vurderingsmyndigheden tidli-
gere i forbindelse med behandlingen af den samme vurde-
ring har anvendt deklaration. Vurderingsmyndigheden kan
således konkret vælge at foretage partshøring af ejendoms-
ejer på anden vis end ved deklaration, herunder også hvis
der f.eks. efter deklarationen tilgår vurderingsmyndigheden
nye væsentlige oplysninger, der nødvendiggør ny partshø-
ring.
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal der – med de
undtagelser, der følger af forvaltningslovens § 19, stk. 2 –
partshøres, hvis en part ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en
sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger.
Myndighederne må ikke træffes afgørelse, før myndigheden
har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderin-
gerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en ud-
talelse. Pligten til partshøring omfatter dog som nævnt kun
oplysninger, som parten ikke kan antages at være bekendt
med, at vurderingsmyndigheden er i besiddelse af. Pligten til
partshøring gælder endvidere kun, hvis oplysningerne eller
vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af
væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan
fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Det foreslås, at det ved affattelsen af skatteforvaltningslo-
vens § 20 a om den særlige deklarationsprocedure, der fore-
slås anvendt i vurderingssager, fastsættes, at det alene er
ejendommens ejer på tidspunktet for deklarationen, der skal
underrettes ved deklarationen. Dette vil også gælde f.eks. i
det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor
den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet
for deklarationen.
Den foreslåede bestemmelse vil således have den konse-
kvens, at deklarationen i visse tilfælde kun vil blive sendt til
ejeren af ejendommen ved deklarationen, uanset at det ikke
helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige
forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i
vurderingssagen. Dette skal tillige ses i lyset af, at det ikke
vurderes at være praktisk muligt for vurderingsmyndigheden
fuldt ud at afdække gruppen af parter i en vurderingssag, når
henses til den store mængde vurderinger, der skal foretages
inden for en meget kort periode.
Det offentligretlige partsbegreb er udviklet i praksis og er
bl.a. beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11.740 af 4. de-
cember 1986 om forvaltningsloven. Det fremgår af vejled-
ningen, at der i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om, om en
person kan anses som part i en sag, navnlig kan lægges vægt
på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og
59
hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald. Det er
således efter forvaltningsloven som udgangspunkt den, der
bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen. Kun
væsentlige afledte interesser kan udløse partsstatus, og i den
forbindelse må henses til mængden og arten af de led, der
indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for
den pågældende. Det kan på denne baggrund ikke udeluk-
kes, at der i visse situationer er andre end ejendommens ak-
tuelle ejer, der vil være part i vurderingssagen.
Det vil være et omfattende arbejde for vurderingsmyndig-
heden at identificere eventuelle mulige andre parter end den
aktuelle ejer i alle vurderingssager. Henset til den store
mængde sager, der skal afgøres inden for kort tid hvert år,
og til det grundlag, der skal skabes for at muliggøre fastlæg-
gelsen af kredsen af andre parter, vurderes det ikke at være
hverken muligt eller hensigtsmæssigt, at vurderingsmyndig-
heden skal afsætte sagsbehandlingsressourcer til udføre den-
ne opgave.
Det foreslås derfor, at deklarationen alene sendes til de ak-
tuelle ejendomsejere, mens anden konkret og individuel
partshøring af andre end de aktuelle ejendomsejere kun skal
gennemføres, hvis andre parter end ejendomsejerne retter
henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenterer, at
de har partsstatus i vurderingssagen.
Forslaget udelukker som oven for nævnt ikke, at vurde-
ringsmyndigheden kan foretage partshøring af ejendomseje-
re på anden vis end ved gennemførelse af en deklaration.
Ejendomsvurderinger foretages pr. vurderingstermin. Det
skal derfor være oplysninger om forholdene pr. vurderings-
termin, der skal partshøres om. Det skal dermed også være
disse oplysninger, der skal deklareres.
Det kan ikke generelt afgøres, om de oplysninger, der vil
indgå i et fremtidigt vurderingssystem, i almindelighed kan
siges at være til ugunst for ejendomsejeren. Det kan heller
ikke på forhånd generelt afgøres, i hvilket omfang visse op-
lysninger, der er registreret vedrørende en konkret ejendom,
efter forvaltningsloven ville nødvendiggøre partshøring af
ejeren. Det kan herudover ikke på forhånd generelt afgøres,
om særlige faktiske oplysninger, der ikke er en del af de op-
lysninger, der generelt vil være til rådighed for vurderings-
myndigheden, vil have væsentlig betydning for vurderingen.
Ved deklarationen skal det således lægges til grund, at de
faktiske oplysninger, der er af væsentlig betydning for vur-
deringen, potentielt kan være til ugunst for ejendomsejeren,
og at alle særlige oplysninger kan være af væsentlig betyd-
ning. For at muliggøre, at deklaration kan opfylde det for-
mål, der ligger bag forvaltningslovens regler om partshø-
ring, skal de oplysninger, der generelt kan forudsættes at ha-
ve den væsentligste betydning for ejendomsvurderingen,
samt særlige oplysninger, der måtte være registreret vedrø-
rende den ejendom, der skal vurderes, deklareres. Hvis det
efterfølgende konstateres, at andre oplysninger har væsent-
lig betydning for en konkret vurdering, skal der ske en efter-
følgende fornyet deklaration eller partshøring.
Der kan således ikke på forhånd udsondres oplysninger,
som på forhånd kan undtages fra deklarationen, hvis de ad-
skiller sig fra de oplysninger, der generelt foreligger om lan-
dets ejendomme.
For så vidt angår de generelt foreliggende oplysninger,
skal der således alene ske deklaration af de faktiske oplys-
ninger, der generelt vurderes at være af væsentlig betydning,
mens oplysninger, der adskiller sig fra de oplysninger, der
generelt foreligger om landets ejendomme, skal deklareres,
uanset om de umiddelbart forekommer væsentlige.
Den foreslåede fremgangsmåde vil hermed på mange må-
der være overensstemmende med reglerne i forvaltningslo-
vens §§ 19 og 20 om partshøring. Ejendomsejerne forventes
dog ikke ved deklarationen at blive meddelt en frist, inden
for hvilken de skal udtale sig om de deklarerede oplysninger
eller komme med yderligere bemærkninger. Det foreslås i
stedet, at det lovfæstes, at vurderingsmyndigheden ved de-
klaration underretter ejendomsejer om, at vurderingsmyn-
digheden kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysnin-
ger, der foreligger, når den afgørelsesperiode, der foreslås
indført ved forslaget til en ny § 20 b i skatteforvaltningslo-
ven, indtræder. Det foreslås derfor også, at vurderingsmyn-
digheden samtidig skal underrette ejendomsejeren om, hvor-
når afgørelsesperioden indtræder, jf. § 20 b.
Det foreslås med den nye § 20 a, stk. 3, at deklarationen
skal foretages senest 4 uger før afgørelsesperioden indtræ-
der, jf. § 20 b.
Deklarationsperioden vil således ikke kunne have en va-
righed på mindre end 4 kalenderuger, men vil derimod godt
kunne have en varighed på mere end 4 kalenderuger. Dekla-
rationsperiodens længde vil ikke nødvendigvis skulle være
den samme for alle ejendomsejere i forbindelse med en gi-
ven almindelig vurdering eller omvurdering. Perioden fra
deklaration til afgørelsesperiodens start vil imidlertid for al-
le skulle være mindst 4 uger.
Det foreslås med den nye § 20 b, stk. 1, at ved vurdering
af fast ejendom, der foretages efter forudgående deklaration,
jf. § 20 a, indtræder en afgørelsesperiode tidligst 6 uger før
den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb.
Afgørelsesperioden udløber den 10. februar i kalenderåret
efter vurderingsårets udløb, medmindre skatteministeren
forlænger afgørelsesperioden.
Den foreslåede bestemmelse vil fastlægge, hvor lang afgø-
relsesperioden maksimalt vil kunne være, medmindre skat-
teministeren forlænger denne. Afgørelsesperioden vil såle-
des generelt eller i konkrete situationer kunne indtræde min-
dre end 6 kalenderuger før den 10. februar i kalenderåret ef-
ter vurderingsårets udløb, men vil alene kunne overstige 6
uger, hvis dette konkret besluttes af skatteministeren i for-
bindelse med en forlængelse af fristen.
Afgørelsesperiodens længde vil ikke nødvendigvis skulle
være den samme for alle ejendomsejere i forbindelse med en
almindelig vurdering eller omvurdering. Afgørelsesperioden
vil imidlertid aldrig kunne overstige 6 uger, medmindre
skatteministeren forlænger afgørelsesperioden.
Vurderingsmyndigheden vil få mulighed for at anvende
den særlige deklarationsprocedure, uanset at der f.eks. er ta-
le om en fornyet deklaration, der sker 4 uger eller mindre før
60
starten af den afgørelsesperiode, der tidligere er meldt ud.
F.eks. i situationer, hvor myndigheden efter, at deklarationer
er udsendt, modtager nye oplysninger af relevans for vurde-
ringen af flere ejendommen, som forudsætter fornyet dekla-
ration.
Hvis der konkret meddeles et tidspunkt for afgørelsespe-
riodens start, der ligger mindre end 6 uger før den 10. fe-
bruar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb, vil vurde-
ringsmyndigheden ved deklaration meddele ejendomsejer,
hvornår afgørelsesperioden indtræder, samt orientere ejen-
domsejer om konsekvenserne af, at der er fastsat en afgørel-
sesperiode, jf. forslaget til § 20 a, stk. 2, hvorefter ejen-
domsejer altid i forbindelse med en deklaration skulle have
oplysning om, hvornår afgørelsesperioden indtræder, samt
orienteres om konsekvenserne heraf.
Skatteministeren får ved den foreslåede § 20 b, stk. 1, mu-
lighed for at fastsætte en længere afgørelsesfrist for enkelte
vurderingsår, hvis det skulle vise sig nødvendigt, f.eks. på
grund af tekniske problemer, eller hvis det på grund af andre
omstændigheder ikke er muligt at træffe afgørelserne om al-
mindelig vurdering eller omvurdering senest den 10. februar
i kalenderåret efter vurderingsårets udløb.
Det er alene under forudsætning af, at afgørelsesperioden
forlænges af skatteministeren, at vurderingsmyndigheden
kan træffe afgørelse efter de regler, der er foreslået i § 20 b,
selvom afgørelsesperioden i så fald ved en sådan forlængel-
se kan komme til at overstige det i øvrigt foreslåede maksi-
mum på 6 uger. Afgørelsesperioden vil derimod altid kunne
være kortere end seks uger.
Det foreslås med den nye § 20 b, stk. 2, at vurderingsmyn-
digheden i afgørelsesperioden kan træffe afgørelse på
grundlag af de oplysninger, der foreligger ved afgørelsespe-
riodens indtræden. Vurderingsmyndigheden er dog ikke i af-
gørelsesperioden afskåret fra at træffe afgørelse på baggrund
af oplysninger, der modtages i afgørelsesperioden.
Bestemmelsen skal give vurderingsmyndigheden reel mu-
lighed for inden vurderingen at behandle oplysninger, der er
modtaget inden afgørelsesperiodens start, uanset det meget
store antal vurderinger, der skal foretages stort set samtidig
inden for en meget kort periode. Bestemmelsen skal samti-
dig sikre, at vurderingsmyndigheden får mulighed for at
foretage flest mulig vurderinger under hensyntagen til alle
oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet.
Det foreslås i nær sammenhæng med de ovenfor foreslåe-
de regler med den nye § 20 b, stk. 3, at oplysninger, der
modtages efter afgørelsesperiodens indtræden, jf. forslaget
til § 20 b, stk. 1, 1. pkt., behandles efter reglerne om genop-
tagelse og revision, jf. §§ 33 og 33 a, hvis vurderingsmyn-
digheden i afgørelsesperioden, jf. § 20 b, stk. 1, træffer af-
gørelse, og oplysningerne ikke er indgået i grundlaget for af-
gørelsen, jf. § 20 b, stk. 2. Når vurderingsmyndigheden har
behandlet oplysningerne efter § 20 b, stk. 3, 1. pkt., medde-
ler vurderingsmyndigheden ejendommens ejer, om oplys-
ningerne giver grundlag for at ændre afgørelsen.
De beskrevne forslag skal ses i sammenhæng, idet forsla-
gene har til formål tilsammen at sikre, at alle oplysninger,
der tilgår vurderingsmyndigheden, før der træffes afgørelse,
behandles af vurderingsmyndigheden, enten ved vurderin-
gen eller ved en efterfølgende genbehandling af vurderin-
gen. Hvis myndigheden ikke har reel mulighed for at træffe
afgørelse om alle ejendomsvurderinger på grundlag af alle
oplysninger ved afgørelsen, fordi der indgår nye oplysninger
i et stort antal sager i afgørelsesperioden, vil oplysningerne
skulle behandles efterfølgende. Vurderingsmyndigheden vil
i afgørelsesperioden, som er defineret i forslaget til § 20 b,
stk. 1, kunne udsende vurdering uden at tage stilling til op-
lysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, jf. forslaget til
§ 20 b, stk. 2, men vil i så fald efterfølgende skulle træffe
afgørelse om, hvorvidt oplysningerne giver grundlag for æn-
dring af vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og
33 a, jf. forslaget til § 20 b, stk. 3. Vurderingsmyndigheden
vil alternativt kunne træffe afgørelse efter udløbet af den af-
gørelsesperiode, der er defineret i forslaget til § 20 b, stk. 1,
men vil i så fald skulle træffe afgørelse på grundlag af alle
de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet, jf.
forslaget til § 20 c.
Ejendomsejer vil som ovenfor nævnt allerede ved deklara-
tionen skulle oplyses om, hvornår afgørelsesperioden ind-
træder, samt konsekvensen heraf. Ejendomsejer vil herunder
også skulle oplyses om, at oplysninger, der modtages efter
afgørelsesperiodens start, efterfølgende vil blive behandlet
efter reglerne om genoptagelse og revision i skatteforvalt-
ningslovens §§ 33 og 33 a.
Hvis oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, ef-
terfølgende skal behandles efter reglerne om genoptagelse
og revision, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, vil
vurderingsmyndigheden skulle træffe en forvaltningsretlig
afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3. Hvis
oplysningerne ikke giver grundlag for at ændre vurderingen,
vil dette således skulle meddeles ved en begrundet afgørel-
se, der vil kunne påklages efter skatteforvaltningslovens reg-
ler. Hvis oplysningerne giver grundlag for at ændre vurde-
ringen, vil der skulle startes en ny vurderingssag, der vil bli-
ve afsluttet med udsendelse af en ny vurdering, der kan på-
klages efter skatteforvaltningslovens regler. Hvis vurde-
ringsmyndigheden ikke finder grundlag for at genoptage
vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 33, vil vurde-
ringsmyndigheden skulle vurdere, om oplysningerne giver
grundlag for at revidere vurderingen, jf. skatteforvaltnings-
lovens § 33 a. Hvis vurderingsmyndigheden ikke finder
grundlag for hverken at genoptage eller revidere vurderin-
gen, vil vurderingsmyndigheden i denne særlige situation
under henvisning til den foreslåede bestemmelse i skattefor-
valtningslovens § 20 b, stk. 3, skulle begrunde, at der ikke er
grundlag for at genoptage eller revidere vurderingen, og kla-
gemyndigheden vil i forbindelse med en eventuel efterføl-
gende klagebehandling under henvisning til den foreslåede
bestemmelse skulle tage stilling til, om revision med rette er
afslået, hvis der ikke er grundlag for genoptagelse.
Vurderingsmyndigheden vil i den forbindelse skulle hense
til, at de oplysninger, der ikke er taget stilling til ved vurde-
ringen, rent faktisk var kendt for vurderingsmyndigheden,
da vurderingen blev foretaget under henvisning til de fore-
61
slåede bestemmelser i § 20 b, og vurderingsmyndigheden vil
således skulle revidere vurderingen i alle tilfælde, hvor op-
lysningerne ville have ført til et andet resultat end den ud-
sendte vurdering, hvis der var taget stilling til disse, før vur-
deringen blev foretaget. Vurderingsmyndigheden vil ikke
kunne undlade at revidere vurderingen på baggrund af op-
lysninger, der var modtaget, da vurderingen blev foretaget,
jf. forslaget til § 20 b, hvis oplysningerne ville have ført til
en anden vurdering end den foretagne, hvis der ved vurde-
ringen var taget højde for disse.
Sidste pkt. i forslaget til § 20 b, stk. 3, er således foran-
lediget af, at vurderingsmyndigheden i alle tilfælde vil skul-
le meddele ejendomsejer, om vurderingsmyndigheden finder
grundlag for at ændre vurderingen på grundlag af de oplys-
ninger, der er indgået i afgørelsesperioden. Der er således
ikke med indførelsen af denne bestemmelse tilsigtet en æn-
dring af den gældende retstilstand, hvorefter ejendomsejer
ikke har retskrav på revision efter skatteforvaltningslovens §
33 a.
Vurderingsmyndigheden vil i forbindelse med behandlin-
gen af spørgsmålet, om oplysningerne giver grundlag for
genoptagelse eller revision og under en eventuel genbehand-
ling af vurderingssagen, i fornødent omfang skulle foretage
partshøring, jf. forvaltningslovens § 19.
En oplysning, der indgår efter afgørelsesperiodens start,
kan være af betydning for vurderingen for flere ejendomme.
I så fald vil det være særligt relevant, at vurderingsmyndig-
heden vil kunne træffe afgørelse uden at inddrage oplysnin-
gerne i grundlaget for afgørelsen og så efterfølgende vil
skulle vurdere, om oplysningerne giver grundlag for genbe-
handling af vurderingerne efter reglerne om genoptagelse og
revision i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a. Det vil til-
lige være relevant, at vurderingsmyndigheden i stedet kan
vælge at udskyde vurderingen af de berørte ejendomme, så
afgørelse træffes efter afgørelsesperiodens udløb, men på
baggrund af alle oplysninger, der foreligger på afgørelses-
tidspunktet.
Reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, der
begge foreslås ændret med dette lovforslag, er nærmere be-
skrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2 og i be-
mærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23 – 32. Det fremgår
af de almindelige bemærkninger om den særlige situation,
der vil kunne opstå, hvis en ejendomsejer i den foreslåede
afgørelsesperiode har forelagt oplysninger for vurderings-
myndigheden, som ikke er indgået i grundlaget for vurderin-
gen, og som ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde
genoptagelse, tilsvarende, at vurderingsmyndigheden i så
fald skal revidere vurderingen efter reglerne i § 33 a i alle
tilfælde, hvor vurderingsmyndigheden finder, at oplysnin-
gerne ville have ført til en anden vurdering end den udsend-
te, hvis der var taget højde for oplysningerne ved vurderin-
gen. Det er i den forbindelse tillige bemærket, at der ved
vurderingen af, om revision skal foretages, må henses til, at
ejendomsejer allerede inden vurderingen blev foretaget, har
gjort opmærksom på forholdet, der begrunder en anden vur-
dering.
Det foreslås med den nye § 20 c, at ved afgørelse om al-
mindelig vurdering og omvurdering, der meddeles efter ud-
løbet af afgørelsesperioden, jf. § 20 b, stk. 1, træffer vurde-
ringsmyndigheden afgørelse på grundlag af de oplysninger,
der foreligger på afgørelsestidspunktet.
Forslaget indebærer, at hvis vurderingsmyndigheden ikke
senest den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets
udløb eller en af skatteministeren fastsat længere frist træf-
fer afgørelse om almindelig vurdering eller omvurdering, vil
vurderingsmyndigheden skulle træffe afgørelse på grundlag
af alle de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunk-
tet.
Forslaget til et nyt kapitel 7 a i skatteforvaltningsloven er
yderligere beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit
2.9.2.
Til nr. 23
Skatteforvaltningslovens kapitel 12 indeholder allerede i
dag regler om foretagelse og ændring af ordinære og ekstra-
ordinære ejendomsvurderinger (§ 33), en revisionsbestem-
melse (§ 33 a) og en regel om, at vurderingsmyndigheden i
1. instans kan genoptage nyere vurderinger af en konkret
ejendom, der er afledt af afgørelser fra klageinstanserne om
denne ejendom (§ 34).
Vurderingsmyndigheden kan herudover efter skattefor-
valtningslovens § 35 a, stk. 5, genoptage og ændre en påkla-
get vurdering, hvis klageren er enig deri.
Vurderingsmyndigheden har endelig adgang til at berigti-
ge tastefejl m.v. efter de principper, der er beskrevet i rets-
plejelovens § 221, stk. 1.
Det foreslås, at overskriften til § 33 ændres til »Ordinær
og ekstraordinær genoptagelse« for at præcisere, at skatte-
forvaltningslovens § 33 regulerer adgangen til at foretage og
genoptage vurderinger eller dele af vurderinger, der mangler
eller som er foretaget, mens de følgende bestemmelser regu-
lerer ændringer af foretagne vurderinger, der foretages af
vurderingsmyndigheden efter andre regler.
Til nr. 24
Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk.
1, i skatteforvaltningsloven ændre en vurdering på anmod-
ning fra en klageberettiget, hvis den klageberettigede senest
den 1. maj i det fjerde indkomstår efter udløbet af det kalen-
derår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget,
godtgør, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag
som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejen-
dommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lig-
nende faktiske forhold. Den klageberettigede skal samtidig
over for told- og skatteforvaltningen dokumentere, at vurde-
ringen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Beløbsmæssige
vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke
genoptages.
Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk.
2, i skatteforvaltningsloven under samme betingelser som
nævnt i stk. 1 inden for fristen i stk. 1 genoptage en vurde-
ring af egen drift.
62
Vurderingsmyndigheden kan dog altid foretage en vurde-
ring, hvis vurdering ved en fejl ikke er foretaget.
Reglerne i skatteforvaltningslovens § 33 om genoptagelse
af ejendomsvurderinger fik den nuværende form ved lov nr.
925 af 18. september 2012, jf. lovforslag nr. L 198 (folke-
tingsåret 2011-12), hvor grundforbedringsfradraget (FFF)
tillige blev afskaffet. Ændringen blev gennemført i lyset af,
at der var indgivet en meget stor mængde anmodninger om
genoptagelse med henblik på ændring af grundforbedrings-
fradraget (FFF-sagerne). Disse anmodninger var begrundet i
ofte meget gamle forhold, og i mangel af regler om doku-
mentation m.v. blev det op til vurderingsmyndigheden at be-
lyse sagerne. Ændringen havde endvidere til hensigt at fore-
bygge, at genoptagelsesfristen blev en egentlig forlængelse
af klagefristen. Det var de facto blevet tilfældet, da der i
praksis skete genoptagelse af rene beløbsmæssige vurde-
ringsskøn.
Det foreslås, at det i ordlyden af skatteforvaltningslovens
§ 33, stk. 1, 1. pkt., præciseres, at de fejlagtige eller man-
glende registreringer, der kan begrunde genoptagelse af
foretagne ejendomsvurderinger, er fejl eller mangler i oplys-
ninger, der kan konstateres ved opslag i et register eller lig-
nende objektivt konstaterbare faktiske forhold.
Forudsætningen om, at de fejlagtige eller manglende regi-
streringer, der kan begrunde genoptagelse af foretagne ejen-
domsvurderinger, er fejl eller mangler i oplysninger, der kan
konstateres ved opslag i et register eller lignende objektivt
konstaterbare forhold, skal føre til, at konstaterede fejl eller
mangler i registeroplysninger skal føre til genoptagelse efter
bestemmelsen, hvis registeroplysningerne er indgået i vur-
deringen, uanset om de registrerede oplysninger i øvrigt er
registreret som bindende eller ej.
Det er i lovforslag nr. L 121 af 25. januar 2017 om æn-
dring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov
om aktindsigt i miljøoplysninger (modernisering af planlo-
ven, bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder
i hele landet) forudsat, at kommunerne fremadrettet skal bi-
drage til at tilvejebringe oplysninger til brug for vurderings-
myndighedens ejendomsvurderinger. Det fremgår af be-
mærkningerne til dette lovforslag, at det fortsat vil være lo-
kalplaner, kommuneplanrammer og landzonetilladelser, som
har retsvirkning over for grundejeren og kommunen, og at
registreringen i det planlagte supplerende Plandataregister
således har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed og
alene er en vejledende fortolkning uden selvstændig rets-
virkning. Der er under henvisning hertil ikke i lovforslaget
foreslået mulighed for selvstændig klageadgang over kom-
munernes registrering af bestemmelser om jordstykkers mu-
lige anvendelse og udnyttelse i planer, afgørelser og beslut-
ninger efter planloven. Det er derimod i bemærkningerne
anført, at hvis en ejer eller bruger af et areal mener, at regi-
streringen er fejlbehæftet, og kommunen er enig heri, vil der
kunne ske en ændring i de registrerede oplysninger ved en
simpel berigtigelse.
For så vidt angår den situation, hvor der er uenighed om
rigtigheden af de registrerede oplysninger, er det i bemærk-
ningerne anført, at de registrerede oplysninger forventes at
blive udstillet for ejendomsejer i den planlagte deklarations-
procedure, og at vurderingsmyndigheden ved vurderingen
skal tage stilling til, hvilke anvendelses- og udnyttelsesmu-
ligheder der skal lægges til grund for vurderingen, hvis ejen-
domsejer under sagens behandling tilkendegiver, at ejer er
uenig i de registrerede oplysninger om anvendelses- og ud-
nyttelsesmuligheder for en grund. Er ejer uenig i den afgø-
relse, vurderingsmyndigheden efterfølgende træffer som en
del af vurderingen, kan ejer bestride grundlaget for vurde-
ringen i forbindelse med en klage over ejendomsvurderin-
gen.
Vurderingsmyndighedens anvendelse af de registrerede
data i forbindelse med vurderingen kan således være et ele-
ment i en klage til Skatteankestyrelsen, hvor en ejendoms-
ejer f.eks. kan gøre gældende, at de registrerede planoplys-
ninger, der er lagt til grund for vurderingen, ikke er korrek-
te, og at vurderingsmyndighedens skønsmæssige værdian-
sættelse således ikke er rigtig. Vurderingsmyndigheden vil
forholde sig til sådanne indsigelser i forbindelse med en
forelæggelse af klagen, der vil blive gennemført umiddelbart
efter klagens modtagelse, og som kan munde ud i en genop-
tagelse af vurderingen ved vurderingsmyndigheden eller
danne grundlag for den efterfølgende administrative prøvel-
se ved klageinstansen. Denne indledende gennemgang af
klagen vil således have en remonstrationslignende karakter.
I forbindelse med vurderingsmyndighedens behandling af
en vurdering og Skatteankestyrelsens behandling af en kla-
ge, der vedrører datagrundlaget for et jordstykkes anvendel-
ses- og udnyttelsesmuligheder, vil det således være vurde-
ringsmyndigheden og Skatteankestyrelsen, der er ansvarlige
for kommunikationen med ejendomsejer om rigtigheden af
de registrerede oplysninger. Vurderingsmyndigheden og
Skatteankestyrelsen vil i nødvendigt omfang rette henven-
delse til den pågældende kommune for en udtalelse om ind-
sigelserne vedrørende de registrerede oplysninger. Kommu-
nen skal i så fald afgive en udtalelse og kan i den forbindel-
se forholde sig til indsigelserne. Nødvendig partshøring m.v.
vil dog blive foretaget af vurderingsmyndigheden og Skatte-
ankestyrelsen.
En indsigelse imod rigtigheden af oplysninger i et register
af den karakter som det register, der er foreslået i lovforslag
nr. L 121 af 25. januar 2017, vil tillige kunne danne grund-
lag for en anmodning om genoptagelse af vurderingen efter
skatteforvaltningslovens § 33. Vurderingsmyndigheden vil i
så fald skulle tage konkret stilling til, om der er grundlag for
at genoptage vurderingen under henvisning til, at de regi-
strerede oplysninger har været fejlagtige eller mangelfulde.
Denne bedømmelse vil skulle foretages under hensyntagen
til samtlige foreliggende oplysninger. I det konkrete eksem-
pel vil et afslag på opførelse af en given bygning af en given
størrelse således ikke i sig selv skulle være tilstrækkeligt til
at dokumentere, at de registrerede oplysninger er fejlagtige
eller mangelfulde. Dette vil skulle afgøres på baggrund af
begrundelsen på det givne afslag og fortolkningen af plan-
grundlaget.
De oplysninger, der vil kunne danne grundlag for genop-
tagelse efter bestemmelsen, behøver imidlertid ikke at være
63
registreret i et egentligt samlet register. De oplysninger, der
ved lovforslag nr. L121 af 25. januar 2017 er foreslået regi-
streret ved vejledende anvisninger fra kommunerne, vil såle-
des f.eks. bero på oplysninger, der uden oprettelse af et så-
dant register vil være registreret i lokalplaner, kommune-
planrammer og landzonetilladelser, som tillige har en sådan
karakter, at fejlagtige og manglende registreringer vil kunne
danne grundlag for genoptagelse efter skatteforvaltningslo-
vens § 33.
Forslaget skal ses i lyset af et behov for at præcisere gæl-
dende ret med hensyn til karakteren af fejl og mangler i vur-
deringsgrundlaget, der kan begrunde genoptagelse efter be-
stemmelsen. Forslaget har ikke til formål at begrænse vurde-
ringsmyndighedes adgang til at berigtige tastefejl m.v. efter
de principper, der er beskrevet i retsplejelovens § 221, stk.
1. Vurderingsmyndigheden skal således fortsat være beretti-
get til at berigtige tastefejl m.v. ved udsendelse af korrigere-
de afgørelser, jf. også de almindelige bemærkninger afsnit
2.10.1.
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med de reg-
ler, der er foreslået i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov, hvoraf det følger, at en ny ejen-
domsvurdering består af to separate ansættelser, dels en an-
sættelse af en samlet ejendomsværdi, dels en grundværdian-
sættelse, men også indeholder andre dele, jf. bemærkninger-
ne til forslag til ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, samt
de almindelige bemærkninger til ejendomsvurderingsloven
afsnit 2.3. Det fremgår heraf blandt andet, at der i de fremti-
dige vurderinger, ligesom efter gældende regler, som ud-
gangspunkt skal ansættes en selvstændig ejendomsværdi og
en selvstændig grundværdi, der vil være separate ansættel-
ser, der foretages uafhængigt af hinanden og på forskelligt
grundlag, men at der også i den fremtidige vurderingsord-
ning i vurderingerne vil indgå fordelinger, jf. lovforslagets
§§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget efter an-
den lovgivning. Det fremgår også, at der således, som i den
hidtidige ordning, vil være tale om selvstændige ansættelser
og dele af en vurdering, der er separate, og som derfor skal
vurderes separat, men som i et vist omfang er påvirket af
samme forhold, hvilket der skal tages højde for ved de al-
mindelige vurderinger og omvurderinger, samt ved efterføl-
gende genbehandling af vurderinger ved vurderingsmyndig-
heden og ved en eventuel klagebehandling.
Denne sammenhæng fører til, at vurderingsmyndigheden
konkret for hver af de pågældende ansættelser vil skulle vur-
dere, om der er grundlag for at ændre denne.
Til nr. 25
Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33 i
skatteforvaltningsloven på anmodning fra ejendomsejeren
genoptage foretagne vurderinger, forudsat at den skatteplig-
tige godtgør, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt
grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering
af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold el-
ler lignende faktiske forhold.
De gældende regler fik den nuværende form ved lov nr.
925 af 18. september 2012, jf. lovforslag nr. L 198 (folke-
tingsåret 2011-12), hvor grundforbedringsfradraget (FFF)
tillige blev afskaffet. Ændringen blev gennemført i lyset af,
at der var indgivet en meget stor mængde anmodninger om
genoptagelse med henblik på ændring af grundforbedrings-
fradraget (FFF-sagerne). Disse anmodninger var begrundet i
ofte meget gamle forhold, og i mangel af regler om doku-
mentation m.v. blev det op til vurderingsmyndigheden at be-
lyse sagerne. Ændringen havde endvidere til hensigt at fore-
bygge, at genoptagelsesfristen blev en egentlig forlængelse
af klagefristen. Det var de facto blevet tilfældet, da der i
praksis skete genoptagelse af rene beløbsmæssige vurde-
ringsskøn.
Det foreslås, at det i ordlyden af skatteforvaltningslovens
§ 33, stk. 1, 2. pkt., præciseres, at ved genoptagelse på for-
anledning af en klageberettiget skal den klageberettigede
dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt
grundlag, der skal bestå af fejlagtige eller mangelfulde regi-
streringer.
Forslaget har til formål at præcisere den dokumentations-
pligt, der i sådanne situationer påhviler den, der ønsker vur-
deringen genoptaget.
Til nr. 26
Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk.
2, 2. pkt., altid foretage en vurdering, hvis en sådan ved en
fejl ikke er foretaget.
Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., er ikke i sin
ordlyd knyttet direkte op på forudsætningen i bestemmel-
sens 1. pkt., der henviser til, at vurderingsmyndigheden kan
genoptage en vurdering af egen drift, hvis betingelserne for
ordinær genoptagelse på anmodning er opfyldt.
Det foreslås derfor ved en ændring af ordlyden af skatte-
forvaltningslovens § 33, stk. 1 og 2, tydeliggjort, at regle-
rnes indbyrdes placering fører til, at »glemte« eller man-
glende vurderinger skal ændres eller foretages efter § 33,
stk. 2, hvis forudsætningerne for ordinær genoptagelse er
opfyldte, dvs. hvis genoptagelse sker inden for fristerne for
ordinær genoptagelse.
Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af
§ 33, stk. 1 og 2, præciseres, at vurderingsmyndigheden til
enhver tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som
»glemte« dele af vurderinger, herunder såvel ansættelser
som andre dele af en vurdering, og at adgangen til genopta-
gelse omfatter foretagelse af alle ansættelser og dele af en
vurdering, der ved en fejl ikke er foretaget eller mangler,
dvs. at bestemmelsen både giver vurderingsmyndigheden
adgang til at foretage fordelinger m.v., der ved en fejl ikke
er foretaget i en i øvrigt foretaget vurdering, og adgang til at
foretage vurderinger eller fordelinger, der ikke skulle foreta-
ges, da den oprindelige vurdering blev foretaget, men som
efterfølgende er blevet nødvendiggjort af f.eks. ny lovgiv-
ning, eller som af anden grund efterfølgende viser sig nød-
vendige.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en ansættelse el-
ler fordeling kan anses som »foretaget«. Det forhold, at en
ansættelse eller fordeling maskinelt er ansat til 0 kr., skal så-
64
ledes ikke føre til, at den pågældende ansættelse eller forde-
ling anses som »foretaget«. Dette vil bero på en vurdering af
de samlede omstændigheder, hvor der blandt andet skal hen-
ses til, om der er foretaget konkrete sagsbehandlingsskridt
til indhentelse eller berigtigelse af oplysninger vedrørende
den pågældende ejendom, eller om »0-ansættelsen« er ma-
skinelt indsat på grund af manglende indtastninger.
Til nr. 27
Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk.
3, i skatteforvaltningsloven efter anmodning fra en klagebe-
rettiget eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vur-
dering efter udløbet af den frist, der er nævnt i skatteforvalt-
ningslovens § 33, stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen
er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller hvis vur-
dering ved en fejl ikke er foretaget.
Det er efter bestemmelsen en betingelse for en sådan gen-
optagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil re-
sultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien
med mindst 15 pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foreta-
get på et korrekt grundlag kan ikke genoptages.
Det foreslås ved en ændring af ordlyden tydeliggjort, at
den indbyrdes placering af skatteforvaltningslovens § 33,
stk. 2, og skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, fører til, at
»glemte« eller manglende vurderinger skal ændres eller
foretages efter § 33, stk. 2, hvis forudsætningerne for ordi-
nær genoptagelse er opfyldt, og i modsat fald efter § 33, stk.
3. Dette vil kunne få betydning for virkningstidspunktet for
vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 6 og 7.
Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af
§ 33, stk. 3 præciseres, at vurderingsmyndigheden til enhver
tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som »glemte«
dele af vurderinger, herunder såvel ansættelser som andre
dele af en vurdering, og at adgangen til genoptagelse omfat-
ter foretagelse af alle ansættelser og dele af en vurdering,
der ved en fejl ikke er foretaget eller mangler, dvs. at be-
stemmelsen også giver vurderingsmyndigheden adgang til at
foretage fordelinger m.v., der ved en fejl ikke er foretaget i
en i øvrigt foretaget vurdering, og adgang til at foretage vur-
deringer eller fordelinger, der ikke skulle foretages, da den
oprindelige vurdering blev foretaget, men som efterfølgende
er blevet nødvendiggjort af f.eks. ny lovgivning, eller som af
anden grund efterfølgende viser sig nødvendige.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en ansættelse el-
ler fordeling kan anses som »foretaget«. Det forhold, at en
ansættelse eller fordeling maskinelt er ansat til 0 kr., skal så-
ledes ikke føre til, at den pågældende ansættelse eller forde-
ling anses som »foretaget«. Dette vil bero på en vurdering af
de samlede omstændigheder, hvor der blandt andet skal hen-
ses til, om der er foretaget konkrete sagsbehandlingsskridt
til indhentelse eller berigtigelse af oplysninger vedrørende
den pågældende ejendom, eller om »0-ansættelsen« er ma-
skinelt indsat på grund af manglende indtastninger.
Til nr. 28
Hvis genoptagelse af en ejendomsvurdering sker efter ud-
løbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvalt-
ningslovens § 33, stk. 1, uden at genoptagelsen sker som
følge af en praksisændring, er det efter gældende regler en
forudsætning for genoptagelse, at genoptagelsen vil resulte-
re i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med
mindst 15 procent, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3,
og de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.1.1.
Reglen til begrænsning af adgangen til ekstraordinær gen-
optagelse er begrundet i et behov for at forhindre, at vurde-
ringer, der ligger inden for en objektiveret skønsmargin, æn-
dres i forbindelse med efterbehandlingen af den givne an-
sættelse.
Det er samme hensyn, der ligger til grund for lovforslagets
§ 1, nr. 54, 57 og 62 om indførelse af en begrænsning af kla-
gemyndighedernes adgang til at ændre ansættelser i påkla-
gede vurderinger, og der er intet grundlag for at definere
denne skønsmargin forskelligt i relation til efterbehandling
ved ekstraordinær genoptagelse ved vurderingsmyndigheden
henholdsvis efterbehandling ved klagemyndigheden.
Det foreslås derfor, at grænsen for ekstraordinær genopta-
gelse af vurderinger harmoniseres med grænsen på 20 pct. i
den foreslåede regel om begrænsning af klagemyndighedens
muligheder for at ændre en påklaget vurdering, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 54, 57 og 62.
Om baggrunden for den foreslåede 20 pct.-grænse og for-
ståelsen heraf henvises således til afsnit 2.10.2.3 og til be-
mærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62. Det gør
sig således også ved fortolkningen af den her foreslåede be-
stemmelse gældende, at forudsætningen om, at ændringen
skal være mere end 20 pct., vil skulle være opfyldt, for så
vidt angår ejendomsværdiansættelsen, hvis denne skal æn-
dres, og for så vidt angår grundværdiansættelsen, hvis denne
skal ændres, jf. bemærkningerne til forslag til ejendomsvur-
deringslovens § 15, stk. 2, samt de almindelige bemærknin-
ger til ejendomsvurderingsloven afsnit 2.3. Det fremgår de-
raf, at en ny ejendomsvurdering består af to separate ansæt-
telser – dels en ansættelse af en samlet ejendomsværdi, dels
en grundværdiansættelse – og flere andre dele, og at et for-
hold kan påvirke og dermed give grundlag for ændringer i
flere ansættelser og dele i en vurdering.
Det gør sig også for begrænsningen af adgangen til ekstra-
ordinær genoptagelse gældende, at forudsætningen om, at
ændringen skal være mere end 20 pct., alene skal gælde for
de dele af en vurdering, der efter ejendomsvurderingslovgiv-
ningen defineres som »ansættelser«, men ikke for så vidt an-
går andre dele, der indgår i en vurdering.
Til nr. 29
Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk.
4, i skatteforvaltningsloven efter anmodning fra en klagebe-
rettiget eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vur-
dering, uanset fristen for ordinær genoptagelse, der fremgår
af bestemmelsens stk. 1, hvis hidtidig praksis endeligt un-
derkendes ved en dom eller ved en afgørelse fra Skatteanke-
65
styrelsen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, el-
ler hvis en praksisændring i andre tilfælde offentliggøres af
Skatteministeriet.
Det foreslås under henvisning til forslagene til præcisering
af anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 33,
stk. 1-3, jf. lovforslagets § 1, nr. 26-28, at det i skatteforvalt-
ningslovens § 33, stk. 4, 1. pkt., præciseres, at adgangen til
at genoptage en vurdering også omfatter adgangen til at gen-
optage en del af en vurdering eller foretage en vurdering el-
ler en del af en vurdering.
Forslaget har til formål at tydeliggøre, at når forudsætnin-
gerne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, jf. beskri-
velsen af disse forudsætninger i bemærkningerne til lovfor-
slagets § 1, nr. 28, er der adgang til at foretage eller ændre
vurderinger eller dele af vurderinger, men at vurderings-
myndigheden altid kan foretage en vurdering eller en del af
vurdering, hvis denne mangler eller ved en fejl ikke er ble-
vet foretaget, jf. forslaget til ændring af bestemmelsens stk.
3.
Forslaget har således i lighed med forslagene i lovforsla-
gets § 1, nr. 26 og 27, til formål at præcisere, at reglerne om
genoptagelse ikke kun begrunder genoptagelse i situationer,
hvor det beror på en fejl, at en vurdering eller en del af en
vurdering ikke er foretaget, men også kan begrunde genop-
tagelse i situationer, hvor der ikke på tidspunktet, hvor vur-
deringen skulle foretages eller blev foretaget, var grundlag
for at foretage en vurdering eller en del af en vurdering, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26 og 27.
Til nr. 30
Vurderingsmyndigheden har – udover adgangen til at
foretage eller ændre en vurdering efter reglerne om genopta-
gelse, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og 35 a, stk. 3, der
er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.1.1
og 2.10.1.2 – efter skatteforvaltningslovens § 33 a mulighed
for at revidere foretagne vurderinger inden for den frist, der
er fastsat i bestemmelsen, jf. beskrivelsen af den gældende
revisionsbestemmelse i afsnit 2.10.1.3 og beskrivelsen af
den foreslåede udvidede revisionsbestemmelse i afsnit
2.10.2.4, samt bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 32.
Det foreslås, at dette tydeliggøres ved, at der til § 33 a
som ny overskrift indsættes »Revision«.
Til nr. 31
Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33 a i
skatteforvaltningsloven inden for fastsatte frister varsle og
foretage eller ændre en vurdering af fast ejendom. Varsel
kan ikke udsendes senere end den 1. juli i det andet kalende-
rår efter vurderingsårets udløb. Vurdering eller ændring skal
være gennemført senest den 1. oktober samme år.
Det foreslås, at det ved en ændring af ordlyden af skatte-
forvaltningslovens § 33 a, stk. 1, præciseres, at der efter be-
stemmelsen kan varsles og gennemføres revisioner af såvel
vurderinger som dele af vurderinger.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i § 15, stk. 2,
i det samtidigt fremsatte forslag til en ny lov om ejendoms-
vurdering med bemærkninger er præciseret, at en ejendoms-
vurdering består af flere separate ansættelser og dele.
Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til struktu-
ren i skatteforvaltningslovens kapitel 12 først skulle vurdere,
om en påtænkt ændring kan gennemføres under henvisning
til reglerne om i første række ordinær genoptagelse og i an-
den række ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 33. Først derefter skal det vurderes, om en
vurdering kan ændres under henvisning til reglerne om revi-
sion, jf. afsnit 2.10.2.4 i de almindelige bemærkninger.
Da »glemte« eller manglende vurderinger eller dele af
vurderinger altid kan foretages efter skatteforvaltningslo-
vens § 33, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
24-29, og afsnit 2.10.2 i de almindelige bemærkninger, fore-
slås det, at revisionsbestemmelsen samtidig ændres, således
at revisionsbestemmelsen fremadrettet alene giver mulighed
for at revidere foretagne vurderinger eller dele af foretagne
vurderinger.
Til nr. 32
Vurderingsmyndigheden kan efter skatteforvaltningslo-
vens § 33 a indtil den 1. juli det andet kalenderår efter vur-
deringsårets udløb varsle revision af foretagne vurderinger,
der kan foretages indtil den 1. oktober i det andet kalenderår
efter vurderingsårets udløb.
Revisionsfristen for vurderingerne for 2011 og fremefter
er forlænget ved udskydelseslovene (lov nr. 1635 af 26. de-
cember 2013, lov nr. nr. 1535 af 27. december 2014 og lov
nr. 61 af 16. januar 2017). Det fremgår af bemærkningerne
til de nævnte love, at det var hensigten at forlænge fristen
for revision af vurderinger for 2011 henholdsvis 2012 og
frem, indtil disse kunne påklages. Fristen for revision af
2011-vurderingen for ejerboliger var imidlertid udløbet på
tidspunktet for 2013-udskydelseslovens ikrafttræden. Ud-
skydelsesloven hjemler derfor alene revision af disse vurde-
ringer, for så vidt ændringen er til gunst for borgerne. For
erhvervsejendomme m.v. udløb fristen for revision af 2012-
vurderingen den 1. juli 2014. Ændringer af 2012-vurderin-
ger kan derfor efter denne dato tilsvarende kun foretages til
gunst for borgeren.
Revisionsbestemmelsen er ved den seneste udskydelses-
lov (lov nr. 61 af 16. januar 2017) endvidere blevet udvidet,
således at vurderingsmyndigheden kan revidere vurderinger,
når revisionen vil føre til en ændring til gunst for ejeren i
form af en nedsættelse af beskatningen, dvs. uanset om der
samtidig sker en nedsættelse af selve vurderingen.
Den udvidede revisionsadgang, der blev indsat ved den
seneste udskydelseslov, er gældende for alle vurderings-
myndighedens ansættelser, dvs. både ansættelsen af de al-
mindelige værdier (ejendomsværdi og grundværdi) og an-
sættelsen af de omberegnede værdier (omberegnet ejen-
domsværdi 2001/2002 og den aktuelle omberegnede grund-
værdi).
Vurderingsmyndighedens adgang til at gennemføre revisi-
on efter skatteforvaltningslovens § 33 a er ikke herudover
underlagt begrænsninger. Vurderingsmyndigheden kan in-
66
den for de fastsatte frister varsle og gennemføre revision,
uanset om den fejlagtige eller ved en fejl ikke foretagne vur-
dering skal ændres eller foretages på grund af faktiske eller
retlige forhold. Revision kan således foretages af vurde-
ringsmyndigheden, uanset om revisionen alene er begrundet
i en ændret opfattelse vedrørende rene beløbsmæssige vur-
deringsskøn.
Revisionsbestemmelsen giver ikke ejendomsejer et rets-
krav på at få ændret en vurdering, der ikke kan ændres ved
genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 33.
Revisioner kan efter gældende regler alene foretages på vur-
deringsmyndighedens foranledning, og kan ikke igangsættes
på foranledning af ejendomsejer. Det fremgår af SKM2006.
49H, hvor Højesteret tiltrådte Landsrettens dom, efter hvil-
ken der ikke var hjemmel til at genoptage vurderingen, idet
der ikke inden udløbet af den treårige genoptagelsesfrist
fremkom begæring herom. Landsretten havde endvidere
fundet, at der hverken i ordlyden af bestemmelsen om den
statslige revisionsbeføjelse, i bestemmelsens lovforarbejder,
i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 76 af 26. april
1996, eller på noget andet grundlag var hjemmel for et rets-
krav på revision af vurderinger af fast ejendom. Landsretten
anførte, at det beror på et forvaltningsretligt skøn, om en
ejendomsvurdering skal optages til revision, og at de hen-
syn, som Told- og Skattestyrelsens afgørelse var begrundet
i, herunder det lange tidsforløb fra vurderingstidspunktet til
begæringen om ændring af vurderingen, var relevante og
saglige.
En henvendelse fra en ejer med ønske om ændring af en
given vurdering vil således skulle afgøres ved enten et af-
slag på genoptagelse eller ved en ændret vurdering.
Ejendomsejer er henvist til at anmode om genoptagelse,
og en anmodning fra en ejendomsejer om ændring af en
foretaget vurdering skal afvises under henvisning til regle-
rne om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33. Vurde-
ringsmyndighederne træffer kun afgørelse efter revisionsbe-
stemmelsen, når vurderingsmyndigheden foretager revision.
Der er ikke i revisionsbestemmelsen fastsat særlige regler
om det skattemæssige virkningstidspunkt for reviderede vur-
deringer.
Der henvises om de gældende revisionsregler tillige til af-
snit 2.10.1.3.
Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til den fore-
slåede struktur i skatteforvaltningslovens kapitel 12 frem-
adrettet først skulle vurdere, om en påtænkt ændring kan
gennemføres under henvisning til reglerne om i første række
ordinær genoptagelse og i anden række ekstraordinær gen-
optagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33. Revisionsbe-
stemmelsen skal være subsidiær i forhold til skatteforvalt-
ningslovens § 33 om genoptagelse, jf. afsnit 2.10.2.4 i de al-
mindelige bemærkninger.
Det foreslås modsat - under henvisning til det konstatere-
de behov for at vurderingsmyndigheden får reel mulighed
for at korrigere fejlagtige vurderinger i nødvendigt omfang,
jf. afsnit 2.10.2.4 i de almindelige bemærkninger - at den
gældende § 33 a i skatteforvaltningsloven udvides med en
række supplerende adgange til revision, der indsættes som
bestemmelsens stk. 2-5.
Det foreslås således med et nyt stk. 2, at vurderingsmyn-
digheden efter udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., skal kunne
varsle ændring af en foretaget vurdering, der medfører en
nedsættelse af vurderingen, og at ændringen i så fald skal
være gennemført senest 3 måneder efter varslingen.
Det foreslås også, at vurderingsmyndigheden efter et nyt
stk. 3 efter udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., skal kunne vars-
le ændring af en foretaget vurdering, der medfører en æn-
dring af beskatningen, men ikke samtidig nedsættelse af
vurderingen, således at den ved seneste udskydelseslov gen-
nemførte revisionsadgang opretholdes.
Forslaget til et nyt stk. 3 skal ses i lyset af den udvidelse
af revisionsadgangen, der blev gennemført ved den seneste
udskydelseslov (lov nr. 61 af 16. januar 2017). Vurderings-
myndigheden havde indtil denne ændring efter revisionsbe-
stemmelsen mulighed for af egen drift at ændre foretagne
vurderinger, hvis varsel om foretagelse eller ændring af en
vurdering blev udsendt senest den 1. juli i det andet år efter
vurderingsårets udløb. Bestemmelsen kunne eksempelvis
anvendes, hvor en ejer havde klaget over vurderingen, og
hvor den pågældende havde fået medhold. I sådanne tilfælde
ville vurderingsmyndigheden af egen drift kunne ændre vur-
deringen for de ejere, der ikke havde klaget, således at alle
fik samme behandling. Som følge af forslaget om, at vurde-
ringerne skulle videreføres i yderligere ét år, blev det fore-
slået, at vurderingsmyndigheden skulle have mulighed for
fortsat at kunne ændre 2011- og 2012-vurderinger frem til
det tidspunkt, hvor nye vurderinger med et nyt vurderings-
system ventedes at kunne foretages, dvs. inden den 1. januar
2019 for ejerboliger og inden den 1. januar 2020 for er-
hvervsejendomme m.v.
Da vurderingsmyndigheden kun kunne anvende den eks-
traordinære revisionsbestemmelse til at sende varsel som
nævnt i skatteforvaltningslovens § 33 a, hvis den varslede
ændring var til gunst for ejeren i form af en nedsættelse af
vurderingen, men ikke kunne anvende revisionsbestemmel-
sen, hvis den varslede ændring var til gunst for ejeren i form
af en nedsættelse af beskatningen, selv om vurderingen ikke
nedsættes, f.eks. fordi en ejendom var henført til kategorien
af ejendomme til beboelse (benyttelseskode 01), mens den
efter sin karakter og faktiske anvendelse burde have været
henført til landbrug (benyttelseskode 05), hvilket på grund
af de særlige regler, der gælder for vurdering og beskatning
af landbrugsejendomme, ville få skattemæssig betydning for
ejeren, ville det således ikke være muligt at anvende revisi-
onsbestemmelsen, da ændringen ikke ville medføre en ned-
sættelse af vurderingen. Det ville heller ikke være muligt at
anvende genoptagelsesbestemmelserne, da benyttelseskoden
er et skøn. Revisionsbestemmelsen blev derfor ændret, så
vurderingsmyndigheden også kan sende varsel som nævnt i
skatteforvaltningslovens § 33 a, for så vidt angår den almin-
delige vurdering pr. 1. oktober 2011 eller en senere vurde-
ring, og for så vidt angår den almindelige vurdering pr. 1.
oktober 2012 eller en senere vurdering, når den varslede æn-
dring er til gunst for ejeren i form af en nedsættelse af be-
67
skatningen. Hermed blev det sikret, at vurderingsmyndighe-
den også kan foretage ændringer i situationer, hvor der ek-
sempelvis kun er fejl i en af de omberegnede værdier, uden
at der er fejl i den aktuelle ejendomsværdi eller grundværdi.
Hvis ejendomsværdien eller grundværdien sættes ned, vil
det som udgangspunkt medføre, at der skal betales mindre i
henholdsvis ejendomsværdiskat og grundskyld. Dette af-
hænger dog af, om ejeren betaler skat af den aktuelle vurde-
ring. For dækningsafgiftspligtige ejendomme betales dæk-
ningsafgiften af forskelsværdien, dvs. forskellen mellem
ejendomsværdien og den aktuelle grundværdi. Hvis grund-
værdien sættes op, så vil forskelsværdien blive mindre, og
det dækningsafgiftspligtige grundlag vil dermed også blive
mindre, men grundskylden kan stige. Dette afhænger af, om
der betales grundskyld af den aktuelle grundværdi eller en
tidligere grundværdi på grund af grundskatteloftet.
Når det skal vurderes, om en ændring er til gunst for eje-
ren, er det derfor efter den bestemmelse, der blev indført i
udskydelsesloven, et krav, at nedsættelsen i beskatningen
skal være til gunst for ejeren samlet set, dvs. at besparelsen i
dækningsafgiften skal være større end stigningen i grund-
skylden, eller at grundskylden skal falde med mere, end
dækningsafgiften stiger. Endvidere er det en betingelse, at
nedsættelsen i beskatningen er til gunst for ejeren i det på-
gældende ansættelsesår. Ved vurderingen af, om en ændring
er til gunst for ejeren, skal vurderingsmyndigheden derfor
ikke tage stilling til den skattemæssige betydning på længere
sigt, men derimod kun tage stilling til betydningen i det på-
gældende ansættelsesår.
Det foreslås, at ændringer efter stk. 3 i lighed med ændrin-
ger efter stk. 2 skal foretages senest 3 måneder efter varslin-
gen.
Det foreslås herudover, at vurderingsmyndigheden efter et
nyt stk. 4 efter udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., kan varsle
ændring af en foretaget vurdering, der medfører forhøjelse
af vurderingen, og at en sådan ændring også skal være fore-
taget senest 3 måneder efter varslingen.
Det foreslås under henvisning til forslagene til præcisering
af anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 33, jf.
lovforslagets § 1, nr. 24-29, endelig, at det i et nyt stk. 5
præciseres, at de foreslåede yderligere revisionsadgange
skal finde tilsvarende anvendelse ved ændring af dele af
foretagne vurderinger.
Under henvisning til behovet for klarhed om virknings-
tidspunktet for vurderinger, der foretages efter revisionsreg-
lerne, foreslås det i forlængelse af forslagene til indførelse af
udvidede revisionsadgange, at det i et nyt stk. 6 fastsættes, at
vurderinger, der er revideret efter skatteforvaltningslovens §
33 a, stk. 1 og 2, vil skulle tillægges skattemæssig virkning
fra tidspunktet for den vurdering, der er blevet ændret.
Det foreslås desuden med et nyt stk. 7, at ændring af en
vurdering efter stk. 3 og 4 tillægges skattemæssig virkning
fra tidspunktet, hvor den vurdering, der ændres, blev foreta-
get, hvis dette accepteres af alle klageberettigede, som æn-
dringen skal vedrøre med skattemæssig virkning fra dette
tidspunkt. Ændring af en vurdering efter stk. 3 og 4 foreslås
derimod at skulle tillægges skattemæssig virkning fra det
tidspunkt, hvor ændring foretages, hvis ikke alle de klagebe-
rettigede, som skal acceptere en skattemæssig virkning som
nævnt i bestemmelsens 1. pkt., accepterer.
De foreslåede ændringer af revisionsbestemmelsen skal
som nævnt ses i lyset af, at der er konstateret et behov for at
give vurderingsmyndigheden mulighed for at korrigere vur-
deringer samt dele af vurderinger, uanset om den fejlagtige
vurdering eller del af en vurdering beror på faktiske eller
retlige forhold, herunder også i situationer, hvor behovet for
ændring alene er begrundet i en ændret opfattelse vedrøren-
de rene beløbsmæssige vurderingsskøn, som ikke kan be-
grunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33.
Vurderingsmyndighedens adgang til at foretage nødvendi-
ge korrektioner vil med de foreslåede regler blive sikret,
uanset at forudsætningerne for ændring ved genoptagelse ik-
ke er til stede. De foreslåede udvidede revisionsadgangen
skal således ikke være betinget af, at revisionen er begrundet
i sådanne fejl og mangler, som kan begrunde genoptagelse
efter skatteforvaltningslovens § 33. Den udvidede revisions-
adgang vil således f.eks. give vurderingsmyndigheden mu-
lighed for at revidere vurderinger, der af anden grund, f.eks.
under henvisning til plus/minus 20 pct.-reglen, ikke vil kun-
ne ændres efter reglerne om genoptagelse.
For at sikre borgernes retssikkerhed ved revision af meget
gamle vurderinger, foreslås det dog, at revisioner, der fore-
tages efter den gældende frist, når de kan være til ugunst for
en eller flere klageberettigede i en vurderingssag, kun til-
lægges virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der re-
videres, blev foretaget, hvis alle de klageberettigede, der vil
kunne blive berørt af en sådan bagudrettet virkning, accepte-
rer, at ændringerne gennemføres med denne virkning. Hvis
en eller flere af sådanne klageberettigede ikke accepterer de
varslede ændringer med bagudrettet virkning, vil revisionen
alene skulle have fremadrettet virkning fra revisionen fore-
tages.
Forslaget skal ses i lyset af, at det ikke med sikkerhed kan
fastslås, i hvilket omfang ændringer af en vurdering, der ik-
ke alene består i en nedsættelse af vurderingen, vil være til
ugunst for én eller flere klageberettigede.
Der henvises tillige til de almindelige bemærkninger af-
snit 2.10.2.4.
De foreslåede regler nødvendiggør herudover, at vurde-
ringsmyndigheden ved revision af en vurdering vil skulle
forholde sig til, hvilke regler der danner grundlag for revisi-
onen. Dette skyldes, at der vil kunne opstå situationer, hvor
myndighederne vil ønske at foretage ændringer, der vil være
omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 33 a, stk. 1 og 2,
jf. eventuelt den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 5,
samtidig med ændringer, der vil være omfattet af de foreslå-
ede bestemmelser i § 33 a, stk. 3 og 4, jf. igen eventuelt den
foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 5. Dette vil eksempel-
vis være tilfældet, hvis en revision vil skulle føre til en ned-
sættelse af en grundværdiansættelse, der vil skulle føre til en
forhøjelse af forskelsværdien, som vil skulle danne grundlag
for opkrævning af dækningsafgift. Hvis ejendommen er
68
dækningsafgiftspligtig, vil dette således føre til en nedsæt-
telse af grundværdiansættelsen, men en forhøjelse af andre
dele af vurderingen og en forhøjelse af beskatningen. De to
sidstnævnte ændringer vil potentielt kunne være til ugunst
for en eller flere klageberettigede, og vil derfor ikke kunne
gennemføres med bagudrettet virkning uden alle klageberet-
tigedes accept, jf. forslagene til § 33 a, stk. 3, 4 og 7.
Henset til sammenhængen mellem de forskellige dele af
en ejendomsvurdering, der er beskrevet i § 15, stk. 2, i det
samtidigt fremsatte forslag til en ny lov om ejendomsvurde-
ring, samt bemærkningerne dertil, vil vurderingsmyndighe-
den ikke i den beskrevne situation kunne revidere grundvær-
diansættelsen, uden samtidig at revidere de øvrige dele af
vurderingen, der tillige er påvirket af det forhold, der danner
grundlag for revisionen. Revision vil således i en sådan si-
tuation forudsætte, at alle klageberettigede, som ændringer-
ne skal vedrøre med bagudrettet virkning, vil skulle accepte-
re alle de ændringer, der foreslås af vurderingsmyndighe-
den, hvis revisionen skal have bagudrettet virkning.
Hvis en klageberettiget ikke accepterer de foreslåede æn-
dringer, vil revisionen alene skulle have skattemæssig virk-
ning fremadrettet, dvs. fra tidspunktet for revisionen, for alle
de klageberettigede.
De foreslåede regler til fastsættelse af virkningstidspunk-
tet for reviderede vurderinger gør ikke endeligt op med
spørgsmålet om, om en revideret vurdering skal foretages,
eller om en revideret vurdering kan blive uvirksom for en
del af virkningsperioden. Uvirksomhed kan følge af andre
regler, f.eks. de til enhver tid gældende regler om forældelse
af fordringer eller gæld, der ville opstå ved en revision, der
kan foretages efter de foreslåede regler. Sammenspillet mel-
lem de her foreslåede regler og andre regler er nærmere be-
skrevet i 2.10.2.5.
Til nr. 33
Efter den gældende § 34 i skatteforvaltningsloven kan
told- og skatteforvaltningen genoptage nyere vurderinger af
en ejendom, hvis et vurderingsankenævn eller Landsskatte-
retten har påkendt en vurdering, og afgørelsen i klagesagen
giver anledning til ændring af nyere vurderinger af den ejen-
dom, som den påkendte vurdering vedrører.
Efter praksis omfatter genoptagelsesadgangen efter be-
stemmelsen genoptagelse af nyere vurderinger, hvis afgørel-
sen af klagesagen giver anledning til ændring af disse, uan-
set om klagesagen først finder sin endelige afgørelse ved
domstolene.
Der er ikke i den gældende affattelse af skatteforvaltnings-
lovens § 34 tidsmæssige begrænsninger af, hvor langt tilba-
ge i tid der kan ske ændring af nyere vurderinger på bag-
grund af en afgørelse, der er truffet i en klagesag.
Det foreslås, at § 34 om vurderingsmyndighedens adgang
til at genoptage nyere vurderinger af en ejendom, i det om-
fang klagemyndighedens afgørelse af en vurderingsklagesag
giver anledning hertil, udvides til tillige at omfatte situatio-
ner, hvor det er Skatteankestyrelsen, der har truffet afgørelse
som klageinstans.
Dette forslag skal ses i sammenhæng med forslaget om, at
Skatteankestyrelsen skal være afgørelsesmyndighed i visse
vurderingsklager, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 7.
Det foreslås endvidere, at det i bestemmelsens ordlyd præ-
ciseres, at adgangen til at genoptage nyere vurderinger efter
bestemmelsen tillige omfatter situationer, hvor vurderings-
sagen først afgøres endeligt ved domstolene.
En klagesag kan på samme måde som en revisionssag re-
sultere i en forhøjelse eller anden ændring af en vurdering,
der ikke kan anses for at være til gunst for alle til enhver tid
værende ejere.
Det foreslås derfor, at der herudover ved indførelse af nye
bestemmelser i stk. 2 og 3 indføres begrænsninger i forhold
til, hvor langt tilbage i tid vurderingsmyndigheden kan fore-
tage korrektion af nyere vurderinger på baggrund af en af-
sluttet klagesag.
Det foreslås under henvisning hertil, at der i stk. 1 indføjes
en henvisning til de foreslåede tidsmæssige begrænsninger
af ændringsadgangen, der foreslås fastlagt i nye stk. 2-5 i
bestemmelsen.
Det foreslås med forslaget til et nyt stk. 2, at ændringer af
vurderinger, der foretages efter stk. 1, skal kunne gennemfø-
res til og med udløbet af fristen for ordinær genoptagelse
den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår,
hvor den genoptagne nyere vurdering er foretaget første
gang, dog senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor vurde-
ringsankenævnet, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten el-
ler en domstol har truffet den afgørelse, der giver anledning
til ændringen.
Dette foreslås samtidig, at der indsættes et nyt stk. 3, hvor-
efter der efter udløbet af fristen i stk. 2 kan foretages ned-
sættelse af vurderinger, jf. stk. 1, hvis nedsættelse gennem-
føres senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor vurderings-
ankenævnet, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller en
domstol har truffet den afgørelse, der giver anledning til æn-
dringen.
Det foreslås herudover, at der i et nyt stk. 4 indføres den
begrænsning, at efter udløbet af fristen i stk. 2 forudsætter
forhøjelse af vurderinger, at forhøjelsen senest 6 måneder
efter det tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet, Skatteanke-
styrelsen, Landsskatteretten eller en domstol har truffet den
afgørelse, der giver anledning til ændringen, vil skulle vars-
les, og at en sådan varslet forhøjelse skal være gennemført
senest 3 måneder efter varslingen.
Det foreslås endelig, at det i et nyt stk. 5 eksplicit fastslås,
at ændring af en vurdering efter stk. 1-3, tillægges skatte-
mæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der
ændres, blev foretaget, mens ændring af en vurdering efter
stk. 4 tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor
den vurdering, der ændres, blev foretaget, hvis dette accep-
teres af alle klageberettigede, som ændringen skal vedrøre
med skattemæssig virkning fra dette tidspunkt. Ændring af
en vurdering efter stk. 4 tillægges skattemæssig virkning fra
det tidspunkt, hvor ændring foretages, hvis ikke alle de kla-
geberettigede, som skal acceptere en skattemæssig virkning
som nævnt i stk. 5, 2. pkt., accepterer.
69
Forslagene skal ses i lyset af de retssikkerhedsmæssige og
processuelle hensyn, der begrunder gældende og foreslåede
regler om begrænsning af vurderingsmyndighedens adgang
til at ændre foretagne vurderinger og gældende og foreslåe-
de regler om virkningstidspunkter for genoptagne og revide-
rede vurderinger, jf. lovforslagets § 1, nr. 23-32. De hensyn,
der ligger til grund for de der foreslåede regler, gør sig tilli-
ge gældende, for så vidt angår nyere vurderinger, der ændres
under henvisning til en afsluttet klagesag, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 34.
Det forhold, at de ændringer, der foretages med hjemmel i
skatteforvaltningslovens § 34, er afledt af afgørelsen i en
klagesag vedrørende en tidligere vurdering af den pågælden-
de ejendom, kan således ikke begrunde, at ændring af nye
afgørelser kan foretages uden tidsmæssig begrænsning.
De foreslåede regler vil som nævnt i de almindelige be-
mærkninger ikke begrænse vurderingsmyndighedens kom-
petence til at foretage konsekvensændringer i de vurderin-
ger, der er påkendt af et vurderingsankenævn eller Lands-
skatteretten. Vurderingsmyndigheden vil under henvisning
til almindelige forvaltningsretlige regler fortsat have mulig-
hed herfor, for så vidt klageinstansen ikke i sin afgørelse har
gjort endeligt op med alle dele af den påkendte vurdering,
f.eks. hvis der ikke er foretaget konsekvensændring i alle
fordelinger m.v.
Den tætte lovregulering af klagemyndighedernes kompe-
tence til at korrigere ejendomsvurderinger er således ikke til
hinder for, at klagemyndighedernes afgørelser udmøntes
fuldt ud i alle dele af en påkendt vurdering, når klageinstan-
sens afgørelse udmøntes i en ny vurdering. Nødvendige
konsekvensændringer kan gennemføres af underliggende in-
stanser i alle tilfælde, hvor klageinstansens afgørelse ikke
gør endeligt op med alle dele af den påkendte vurdering.
Til nr. 34
Efter den gældende § 34 a, stk. 2, i skatteforvaltningslo-
ven indtræder forældelse af krav afledt af en vurdering tid-
ligst 1 år efter, at vurderingsmyndigheden har meddelt vur-
deringen, hvis varsel om ændring af en vurdering af fast
ejendom, jf. skatteforvaltningslovens § 33, er afsendt inden
forældelsesfristens udløb.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, ud-
vides til også at omfatte situationer, hvor ændring er gen-
nemført med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 33 a om
revision og skatteforvaltningslovens § 34 om afledte ejen-
domsvurderinger.
Forslaget skal ses i lyset af, at det ikke bør være afgørende
i forhold til forældelsen af krav afledt af en ændring af en
vurdering, om ændringen er gennemført efter reglerne om
genoptagelse, reglerne om revision eller reglerne om afledte
vurderinger.
Til nr. 35
Efter skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, er forældel-
sesfristen for krav afledt af en ekstraordinær genoptagelse af
ejendomsvurderinger, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3-5, 7 og 8, 10 år.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, ud-
vides, således at bestemmelsen tillige definerer forældelses-
fristen for krav afledt af ændringer af ejendomsvurderinger,
der foretages efter reglerne om revision af vurderinger i
skatteforvaltningslovens § 33 a og reglerne om afledte vur-
deringer i skatteforvaltningslovens § 34.
Forslaget skal, som forslaget til § 1, nr. 34, ses i lyset af,
at det ikke bør være afgørende i forhold til forældelsen af
krav afledt af en ændring af en vurdering, om ændringen er
gennemført efter reglerne om genoptagelse, reglerne om re-
vision eller reglerne om afledte vurderinger.
Til nr. 36
Klager over afgørelser som er omfattet af skatteforvalt-
ningslovens § 6, stk. 1, kan efter gældende regler indgives af
»ejeren af den faste ejendom og andre, der har en væsentlig,
direkte, retlig interesse i vurderingens resultat«.
Det beror således i dag på en konkret vurdering, hvem der
er berettiget til at klage over en ejendomsvurdering, og kred-
sen af klageberettigede er ikke afgrænset fuldt ud i overens-
stemmelse med det forvaltningsretlige partsbegreb, der ikke
er defineret i forvaltningsloven, men er udviklet i praksis og
bl.a. er beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11.740 af 4.
december 1986 om forvaltningsloven.
Det følger af vejledningen til forvaltningsloven, at forvalt-
ningslovens partsbegreb efter praksis omfatter ansøgere,
klagere og andre, der har en væsentlig interesse i sagens af-
gørelse, og at der med udtrykket »klagere« i den forbindelse
sigtes til personer, der som klageberettigede har indgivet
klage til en rekursinstans i en sag, der vedkommer dem. Og-
så personer, til hvem et forbud eller påbud rettes eller vil bli-
ve rettet, vil dog have stilling som part i den pågældende
sag. Partsbegrebet omfatter således typisk afgørelsens adres-
sat, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have
stilling som part i sagen.
Det fremgår af vejledningen til forvaltningsloven endvide-
re, at der i tvivlstilfælde ved vurderingen af eventuel parts-
status navnlig må lægges vægt på, hvor væsentlig den på-
gældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse
er knyttet til sagens udfald, samt at partsbegrebet i hvert fald
som udgangspunkt omfatter den, hvis interesse i den verse-
rende eller afgjorte sags udfald er af en sådan intensitet, at
den efter forvaltningsrettens almindelige regler gør den på-
gældende kompetent til at påklage afgørelsen til en rekursin-
stans eller til at indbringe sagen for domstolene.
Det fremgår herudover af vejledningen, at særlovgivnin-
gen kan definere kredsen af klageberettigede således, at an-
dre end kredsen af parter vil være klageberettigede, men at
en klageberettiget, der ikke er part efter det forvaltningsretli-
ge udgangspunkt, vil være at anse som part i klagesagen,
hvis den pågældende udøver den tillagte klageberettigelse.
Praksis for fastlæggelsen af kredsen af klageberettigede
efter den gældende § 35 a, stk. 2, i skatteforvaltningsloven
er ikke helt entydig. Det illustreres blandt andet af den be-
70
skrivelse af praksis, der er indarbejdet i Juridisk Vejledning,
afsnit A·A·10.2.1.
Det beror således efter gældende ret på en konkret vurde-
ring, om en konkret fysisk eller juridisk person har en sådan
væsentlig, direkte, retlig interesse i resultatet af den konkre-
te vurdering, at pågældende har klageberettigelse. Det beror
herunder på en konkret vurdering, om en lejer, der ønsker at
klage over en ejendomsvurdering, er klageberettiget.
Det synes efter gældende ret at forholde sig således, at en
bruger eller lejer næppe kan anses for klageberettiget i andet
end ganske ekstraordinære tilfælde, jf. også SKM 2017.221
LSR. Det skyldes, at en bruger eller lejer som udgangspunkt
ikke har en direkte og retlig interesse i vurderingen, men
alene en indirekte og økonomisk interesse som følge af en
aftale mellem ejer og lejer. F.eks. om, hvem der i deres ind-
byrdes forhold skal bære udgiften til f.eks. grundskyld, jf.
herved også Københavns Byrets dom af 30. juni 2014 i sag-
en BS 38A-5737/2012.
En ændring af en vurdering som følge af en klage har tilli-
ge alene direkte betydning for de tidligere, nuværende eller
kommende ejere af ejendommen, der i forhold til kommune
og stat hæfter direkte for betalingen af de skatter, der er op-
krævet på grundlag af den pågældende vurdering. I tilfælde,
hvor ejeren som følge af en ændring af vurderingen får et
beløb tilbagebetalt, og hvor andre i henhold til civilretlige
regler på baggrund af en med ejeren indgået aftale har ret til
refusion af hele eller dele af det tilbagebetalte beløb, vil dis-
se andre kun have en afledt interesse i den ændrede vurde-
ring.
Den konsekvens, som en ændring af vurderingen kan få
for f.eks. lejere eller andre, der i henhold til civilretlige reg-
ler på baggrund af en med ejeren indgået aftale har ret til re-
fusion af hele eller dele af det tilbagebetalte beløb, er såle-
des som altovervejende udgangspunkt at anse som en afledt
konsekvens, der ikke i sig selv er så væsentlig og nært for-
bundet med vurderingen, at den medfører, at lejeren eller de
nævnte »andre« får klageberettigelse.
Det forhold, at der kan være risiko for, at der er modstri-
dende interesser mellem lejeren og ejendomsejeren – f.eks.
hvor lejer har en fordel af at forhindre, at vurderingen af
ejendommen bliver endelig, hvor udlejer ønsker at hæve le-
jen under henvisning til en forhøjet ejendomsvurdering, eller
hvor ejendomsejer og/eller en med ejer interagerende tredje-
part påtænker, at den offentlige ejendomsvurdering skal
lægges til grund for fremtidige dispositioner – fører som alt-
overvejende udgangspunkt ikke til, at lejerens eller den inte-
ragerende tredjeparts interesser i vurderingen bliver direkte.
Det foreslås, at kredsen af klageberettigede i forhold til
konkrete vurderingssager defineres nærmere i skatteforvalt-
ningslovens § 35 a, stk. 2, og at kredsen af klageberettigede
i vurderingssager vil skulle afgrænses til »ejeren af den faste
ejendom og andre, der over for stat eller kommune hæfter
for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende
ejendomsvurdering«.
Forslaget har til formål at skabe klarhed om, hvem der vil
være berettiget til at klage over en ejendomsvurdering, og
eliminere den tvivl, der måtte være opstået som følge af den
ikke entydige praksis, hvilket vil blive opnået ved forslaget
om, at det udtrykkeligt fastsættes i lovgivningen, at det ale-
ne er ejeren af den faste ejendom og andre, der over for stat
eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag
af den pågældende vurdering, der er berettiget til at klage
over vurderingen.
Det kan ikke udelukkes, at den foreslåede ændring i visse
tilfælde vil kunne medføre, at fysiske eller juridiske perso-
ner, der efter en konkret vurdering vil være klageberettiget
efter gældende ret, ikke vil blive anset som klageberettigede
efter den foreslåede definition af kredsen af klageberettige-
de. Det vurderes imidlertid, at den foreslåede afgrænsning af
kredsen af klageberettigede vil være forenelig med det for-
valtningsretlige partsbegreb, der er udviklet i praksis og bl.a.
er beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11.740 af 4. de-
cember 1986 om forvaltningsloven, som er beskrevet oven-
for og i de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.1. Det be-
mærkes i den forbindelse, at de konsekvenser, som en ejen-
domsvurdering vil have for andre end ejendomsejer, f.eks.
lejere, udelukkende beror på fortolkning af civilretlige regler
og aftaler, der er indgået med ejendomsejer, og at det derfor
vurderes, at det vil være i overensstemmelse med almindeli-
ge forvaltningsretlige principper og grundsætninger at fast-
lægge, at en lejer eller anden tredjepart ikke skal være kla-
geberettiget i vurderingssagen. Der henvises herved til prin-
cipperne i UfR 1976.1010 Ø, til Københavns Byrets dom af
30. juni 2014 i sagen BS 38A-5737/2012 og til SKM
2017.221 LSR, som vurderes at understøtte, at forslaget ikke
vil føre til en begrænsning af kredsen af klageberettigede,
defineret efter gældende ret.
Det forhold, at vurderingsmyndigheden bliver gjort be-
kendt med aftaler, der er indgået mellem ejendomsejere og
tredjeparter, f.eks. i forhold til betalingen af ejendomsskat-
terne af en given vurdering eller i forhold til retten til at
modtage tilbagebetaling af eventuelt for meget betalte ejen-
domsskatter, vil ikke skulle påvirke ejendomsejers og tredje-
parters rettigheder i forbindelse med vurderingssagen. Sådan
meddelelse eller transport vil således ikke skulle føre til, at
vedkommende tredjepart vil opnå klageberettigelse. Den be-
talingsforpligtelse eller ret til udbetaling, der kan opstå som
følge af en sådan aftale mellem ejendomsejer og tredjepart,
vil således alene skulle påvirke vurderingsmyndighedens og
aftaleparternes rettigheder og forpligtelser i relation til beta-
ling og tilbagebetaling af klagegebyr.
Den foreslåede præcisering af kredsen af klageberettigede
i vurderingssager vil imidlertid alene skulle være gældende
for afgrænsningen af kredsen af klageberettigede i forhold
til klager over afgørelser efter den nye ejendomsvurderings-
lov. Den hidtil gældende afgrænsning af kredsen af klagebe-
rettigede i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, og hidtil
gældende praksis vil fortsat skulle være afgørende for af-
grænsningen af kredsen af klageberettigede i forhold til kla-
ger over de videreførte vurderinger og omvurderinger fore-
taget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme.
Forslaget vil således ikke føre til en ændring af kredsen af
klageberettigede i forhold til disse vurderinger.
71
Til nr. 37
Fristen for at klage over de almindelige vurderinger eller
omvurderinger er den 1. juli i året efter vurderingsåret, med-
mindre skatteministeren fastsætter en længere frist, jf. skat-
teforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 5. pkt. Dette adskiller sig
fra de øvrige sagstyper, hvor klage skal indgives til Skatte-
ankestyrelsen som sekretariat for ankenævnene og Lands-
skatteretten, hvor fristen for at klage er 3 måneder. Har kla-
geren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget
senest 4 måneder efter, at den afgørelse, der klages over, er
afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Det foreslås, at særreglen i skatteforvaltningslovens § 35
a, stk. 3, 5. pkt., for klage over almindelige vurderinger og
omvurderinger ophæves, således at fristen for at klage over
de almindelige vurderinger eller omvurderinger vil være den
frist, der i øvrigt gælder for at indgive klager til Skatteanke-
styrelsen. Klagefristen vil herefter være 3 måneder efter
modtagelsen af den afgørelse, der klages over, medmindre
klageren ikke har modtaget afgørelsen. Har klageren ikke
modtaget afgørelsen, vil klagefristen være 4 måneder efter
at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndig-
hed, der har truffet afgørelsen.
Den foreslåede klagefrist skal også være gældende for kla-
ger over de videreførte vurderinger, der vil blive udsendt til
relevante ejendomsejere med klagevejledning i forbindelse
med, at de nye ejendomsvurderinger sendes ud.
Den foreslåede ændring vil øge sandsynligheden for, at
indgangen af klager spredes over en længere periode end
ved fastholdelse af den nuværende faste klagefrist den 1. ju-
li, hvilket vil være hensigtsmæssigt. Endvidere er en ensret-
ning af fristreglerne foreslået på grund af administrative
hensyn, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.6.2.
Til nr. 38
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4, ud-
vides, så det direkte af bestemmelsen fremgår, at både Skat-
teankestyrelsen og afgørelsesmyndigheden i alle tilfælde har
mulighed for at indhente en udtalelse om klagen fra den
myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af de foreslåede
ændringer om, at Skatteankestyrelsen skal have selvstændig
kompetence til at træffe afgørelse i visse sager, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 4, og om at Landsskatteretten og Skatteankesty-
relsen skal have kompetence til at træffe afgørelse i vurde-
ringssager, der af vurderingsankenævnet henvises til Lands-
skatteretten eller Skatteankestyrelsen til afgørelse, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 3 og 18.
Til nr. 39
Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk.
5, præciseres, at en genoptagelse efter 1. pkt. tillægges skat-
temæssig virkning fra tidspunktet, hvor den afgørelse, som
genoptagelsen vedrører, blev foretaget, og at en klage over
en afgørelse anses for tilbagekaldt, hvis den myndighed, der
har truffet denne, genoptager afgørelsen, jf. § 35 a, stk. 5, 1.
pkt., dvs. med ejers accept.
Ændringen har dels til formål at lovfæste, at afgørelser,
der foretages efter genoptagelse i forbindelse med klagebe-
handling, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, skatte-
mæssigt har virkning fra tidspunktet for den afgørelse, som
genoptagelsen vedrører, dels til formål at lovfæste, at en kla-
ge i tilfælde, hvor den myndighed, der har truffet afgørelsen,
genoptager denne, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5,
kan forudsættes tilbagekaldt som følge af genoptagelsen
uden forudgående meddelelse til klageren. I så fald følger
det af skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 5, at klagegebyret
vil blive tilbagebetalt.
De foreslåede præciseringer af skatteforvaltningslovens §
35 a, stk. 5, vil være gældende for alle typer af klager og så-
ledes ikke kun i vurderingssager.
Til nr. 40 og 41
Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk.
6, 1. pkt., indføjes, at en klage afvises af Skatteankestyrel-
sen, hvis klagen ikke er indgivet som anvist i regler, der er
fastsat af skatteministeren efter skatteforvaltningslovens §
35, hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om digital kommunikation.
Forslaget har til formål at sikre, at regler om digital klage,
der fastsættes af skatteministeren efter skatteforvaltningslo-
vens § 35, kan få den ønskede effekt, jf. de almindelige be-
mærkninger afsnit 2.11.2.
Skatteministeren skal ved fastsættelsen af sådanne regler
om digital klage tilgodese de hensyn, der ligger til grund for
reglerne om Offentlig Digital Post, herunder de hensyn, der
ligger til grund for reglerne om undtagelse, jf. de almindeli-
ge bemærkninger afsnit 2.11.2. Tilsvarende hensyn skal
imidlertid kunne tilgodeses af Skatteankestyrelsen.
Det foreslås derfor, at det samtidig i skatteforvaltningslo-
vens § 35 a, stk. 6, 2. pkt., indføjes, at Skatteankestyrelsen
kan se bort fra, at klagen ikke er indgivet som anvist i regler,
der er fastsat af skatteministeren efter § 35, hvis særlige om-
stændigheder taler herfor.
Skatteankestyrelsen vil herefter i særlige situationer kunne
undlade at afvise en klage, uanset manglende overholdelse
af regler om digital kommunikation, f.eks. hvor en klager er
uden skyld i, at vedkommende ikke rettidigt har opnået und-
tagelse fra ordningen om Offentlig Digital Post, eller hvor
en udenlandsk statsborger – der ikke er omfattet af reglerne
om Offentlig Digital Post, og dermed heller ikke kan undta-
ges herfra – som ville opfylde betingelserne for undtagelse
fra Offentlig Digital Post, indgiver en klage på anden vis.
Til nr. 42
Det foreslås med ændringen af § 35 b, stk. 1, at reglerne i
skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1-5, ikke skal gælde for
vurderingsklager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6,
stk. 1.
Hermed skabes sammenhæng til forslagene til skattefor-
valtningslovens § 6, jf. §§ 6 a og 6 b, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7, hvorefter klager over ejendomsvurderinger i alle til-
fælde – på nær klager over vurderingsmyndighedens afslag
72
på genoptagelse – skal visiteres til et vurderingsankenævn,
der herefter kan henvise klagen til Landsskatteretten eller
Skatteankestyrelsen til behandling, jf. §§ 6 a og 6 b.
Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af
den foreslåede kompetencefordeling, hvorefter vurderings-
klager som hovedregel skal afgøres af et vurderingsanke-
nævn, og kun skal afgøres af Landsskatteretten, når et vur-
deringsankenævn eller Skatteankestyrelsen har henvist en
klage til afgørelse i Landsskatteretten, jf. §§ 6 a og 4 a, stk.
3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 7.
Bestemmelsen i § 35 b, stk. 1, 2. pkt., hvorefter sager skal
afgøres af Landsskatteretten, hvis betingelserne i skattefor-
valtningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, er opfyldt, vil således
ikke længere finde anvendelse for så vidt angår vurderings-
klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, som
ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, dvs. klager over vurde-
ringsmyndighedens afgørelser efter lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme, ejendomsavancebeskatningslovens §
8, stk. 1, nr. 3, og ejendomsvurderingsloven. Sådanne sager
skal derfor ikke længere afgøres af Landsskatteretten, alene
fordi afgørelsen f.eks. vil kunne få konsekvenser for et stør-
re antal skattepligtige, eller fordi sagen vedrører større øko-
nomiske værdier. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens §
35 b, stk. 1, 3. pkt., om, at en klage kan afgøres af Lands-
skatteretten, hvis klagen udspringer af samme forhold som
en sag, der verserer ved Landsskatteren, vil tilsvarende ikke
længere gælde for vurderingsklager.
Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelsen i
skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, hvorefter Skatteanke-
styrelsen foretager visiteringen af klager efter § 35 b, ikke
længere vil gælde for vurderingsklager. Skatteankestyrelsen
skal fremadrettet visitere alle vurderingsklager efter § 6, stk.
1, til vurderingsankenævnene, jf. dog § 4 a, stk. 2, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 2.
Til nr. 43
Efter gældende regler kan klageren vælge, at en sag, der er
visiteret til et vurderingsankenævn eller et skatteankenævn,
skal behandles af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslo-
vens § 35 b, stk. 5. Klagerens valg skal være meddelt Skat-
teankestyrelsen senest 4 uger efter, at klageren har modtaget
meddelelse om, at klagen er visiteret til et ankenævn.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, æn-
dres, således at »fritvalgsordningen« ikke længere skal gæl-
de for vurderingsklager, der fremadrettet skal afgøres af vur-
deringsankenævnet, medmindre vurderingsankenævnet fin-
der grundlag for at henvise sagen til behandling ved Skatte-
ankestyrelsen eller Landsskatteretten, jf. de samtidig foreslå-
ede bestemmelser i skatteforvaltningslovens §§ 6, 6 a og 6
b, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Forslaget er en konsekvens af de foreslåede kompetence-
regler, hvorefter klager over selve vurderingen – det beløbs-
mæssige værdiskøn – fremadrettet skal behandles af vurde-
ringsankenævnene, mens alene klagesager, der vedrører for-
tolkning af reglerne, skal behandles af Landsskatteretten, og
klagesager af mere administrativ karakter skal behandles af
Skatteankestyrelsen, i begge tilfælde efter henvisning.
Ændringen skal være gældende for både klager over de vi-
dereførte vurderinger og for klager over de nye vurderinger.
Til nr. 44 og 45
Efter etableringen af Skatteankestyrelsen, hvor sekreta-
riatsbetjeningen af Landsskatteretten og skatte-, motor- og
vurderingsankenævnene blev samlet i Skatteankestyrelsen,
blev der pålagt et gebyr på 300 kr. (2010-niveau) på stort set
alle typer af klagesager, der skal behandles af Landsskatte-
retten og ankenævnene. Grundbeløbet reguleres efter per-
sonskattelovens § 20, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk.
1.
Det foreslås, at klagegebyret i vurderingssager fastsættes
til 900 kr. (2010-niveau), og at dette grundbeløb reguleres
efter personskattelovens § 20. Dette vil føre til, at klagege-
byret i 2017-niveau udgør 1.000 kr.
Det foreslås i konsekvens heraf, at der i skatteforvalt-
ningslovens § 35 c, stk. 1, indarbejdes en henvisning til den-
ne nye bestemmelse om klagegebyret, for så vidt angår vur-
deringssager.
Bestemmelsen skal finde anvendelse for klager over de
nye vurderinger. For klage over de videreførte vurderinger
eller omvurderinger foretaget efter lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme fastsættes klagegebyret til 400 kr.
(2010-niveau) svarende til 500 kr. i 2017-niveau for hver
vurdering, der klages over, jf. lovforslagets § 22, stk. 9.
Hvis en ejendomsejer f.eks. vælger at klage over sin
2013-, 2015-, 2017- og 2018-vurdering, når der åbnes for
klageadgangen i 2019, skal der dermed betales 2.500 kr. (i
2017-niveau) i samlet klagegebyr. Dette skal ses i sammen-
hæng med, at klagebehandling i gennemsnit koster ca. 8.500
kr. pr. vurdering, der påklages.
Stk. 2-6 i skatteforvaltningslovens § 35 c bliver herefter
stk. 3-7.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.
Til nr. 46
Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk.
3, der bliver stk. 4, indsættes et nyt 2. pkt., hvor det tilføjes,
at en klage anses som bortfaldet, hvis der ikke sker betaling
ved klagens indgivelse, når det i regler fastsat efter bestem-
melsens stk. 6, der bliver stk. 7, er bestemt, at klagegebyret
skal indbetales, når klagen indgives.
Skatteministeren kan allerede efter gældende regler fast-
sætte regler om, at det skal være en forudsætning for at ind-
give klage elektronisk, at klagegebyret betales, når klagen
indgives, samt regler om betaling af gebyrer vedrørende kla-
ger, der kan indgives på anden vis. Skatteministeren har
endnu ikke udnyttet denne mulighed.
Fastsættelse af regler om, at en digital klage bortfalder
automatisk, hvis der ikke sker betaling af klagegebyr ved
klagens indgivelse, og samtidig opretholdelse af gældende
regler om betaling af klagegebyrer i sager, der ikke skal ind-
73
gives digitalt, kan føre til forskelsbehandling af klagere, der
skal indgive klage digitalt, og klagere, der kan indgive klage
på anden vis. Denne forskelsbehandling vil imidlertid i det
hele være begrundet i saglige kriterier, der netop begrunder,
at visse borgere kan være undtaget fra digital kommunikati-
on, også hvor digital kommunikation er gjort obligatorisk.
Den forskelsbehandling, der vil kunne opstå, vurderes på
denne baggrund at være acceptabel og ikke stridende mod
principper om ligebehandling.
Til nr. 47 og 48
Det foreslås, at reglen i skatteforvaltningslovens § 35 c,
stk. 4, der bliver stk. 5, ændres, således at det ikke eksplicit i
ordlyden er anført, at klagegebyrer, der skal tilbagebetales,
skal tilbagebetales »til klageren«.
Forslaget skal ses i lyset af, at der er behov for at tydelig-
gøre, at rette modtager af tilbagebetalinger som udgangs-
punkt skal fastlægges efter almindelige obligations- og for-
valtningsretlige regler, herunder f.eks. det forvaltningsretli-
ge udgangspunkt, at partsrepræsentanter som udgangspunkt
i det hele indtræder i partens rettigheder.
Det foreslås samtidig, at skatteforvaltningslovens § 35 c,
stk. 6, der bliver stk. 7, ændres med henblik på at give skat-
teministeren eksplicit hjemmel til at fastsætte nærmere reg-
ler om tilbagebetalingen af klagegebyrer, ud over den allere-
de eksisterende eksplicitte hjemmel til at fastlægge nærmere
regler om betalingen af klagegebyrer, herunder om fristen
for betaling.
Tilsammen har forslagene til formål at forbedre mulighe-
derne for, at konstaterede behov for effektivisering af tilba-
gebetalingsprocedurerne kan tilgodeses.
Forslagene ændrer ikke afgrænsningen af de situationer, i
hvilke klagegebyr skal tilbagebetales. Tilbagebetaling skal
fortsat ske, hvis klagen afvises, hvis klageren får helt eller
delvis medhold i klagen eller helt eller delvis medhold ved
en efterfølgende domstolsprøvelse af klagemyndighedens
afgørelse, samt hvis en genoptagelsesanmodning imøde-
kommes af vurderingsmyndigheden, som følge af at hidtidig
praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra
Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn eller Lands-
skatteretten eller ved en praksisændring, der er offentliggjort
af vurderingsmyndigheden. Der skal fortsat ikke ske tilbage-
betaling af klagegebyr ved overspringelse, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 48, stk. 2, eller når klagen tilbagekaldes, bort-
set fra når tilbagekaldelse sker i forbindelse med, at den
myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genop-
tager sagen, jf. i det hele § 35 c, stk. 5 (hidtil stk. 4) og stk. 6
(hidtil stk. 5).
Tilbagebetaling af klagegebyrer skal endvidere, uanset
forslagene, uændret som udgangspunkt ske via Nemkonto-
systemet, jf. § 34, stk. 1, i bekendtgørelsen nr. 766 af 5. juli
2006 om Nemkontoordningen, der er udstedt med hjemmel i
lov om offentlige betalinger.
Til nr. 49-51
Efter skatteforvaltningslovens § 35 d skal Skatteankesty-
relsen i klagesager, hvor vurderingsmyndigheden ikke har
udarbejdet en sagsfremstilling, jf. skatteforvaltningslovens §
19, stk. 5, udarbejde en sagsfremstilling. Dog ikke i sager,
der skal afgøres af Skatteankestyrelsen efter regler udstedt i
medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3.
Når Skatteankestyrelsen skal udarbejde sagsfremstilling,
finder reglerne i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2,
og stk. 3, 1. pkt., anvendelse.
Skatteankestyrelsen skal således som udgangspunkt i sag-
er vedrørende klager over ejendomsvurderinger udarbejde
en sagsfremstilling, der indeholder et forslag til afgørelse,
der skal sendes til partshøring.
Ved partshøringen skal Skatteankestyrelsen efter skatte-
forvaltningslovens § 35 d, stk. 3, oplyse om retten til at ud-
tale sig skriftligt eller mundtligt over for Skatteankestyrel-
sen og over for vurderingsankenævnet samt om muligheden
for at anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt
under et retsmøde i Landsskatteretten, hvis klagen skal be-
handles af Landsskatteretten.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 1, æn-
dres, således at Skatteankestyrelsens pligt til at udarbejde
sagsfremstilling ophæves for sager, der behandles af et vur-
deringsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, eller af
Skatteankestyrelsen, jf. de foreslåede nye bestemmelser i
skatteforvaltningslovens § 4 a og § 6 b, jf. § 6, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 3, 4 og 7.
Det foreslås som en konsekvens heraf, at skatteforvalt-
ningslovens § 35 d, stk. 3, om, at Skatteankestyrelsen ved
udsendelse af sagsfremstilling har pligt til at vejlede om mu-
lighederne for at bede om møde med Skatteankestyrelsens
medarbejder eller ankenævnet, samtidig ophæves.
Dette forslag skal tillige ses i lyset af, at retten til møde
med Skatteankestyrelsen foreslås ophævet, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 52, samt i lyset af forslaget om, at vurderingsanke-
nævnssager fremadrettet skal kunne afgøres uden afholdelse
af møde, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.
I forlængelse af de foreslåede ophævelser foreslås det, at
Skatteankestyrelsen ved indsættelsen af et nyt 2. pkt. i skat-
teforvaltningslovens § 35 d, stk. 4, får mulighed for at vælge
at udarbejde sagsfremstillinger i sager, der skal behandles af
et vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, el-
ler af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens §§ 4
a og 6 b, jf. § 6.
Forslagene vil have den konsekvens, at Skatteankestyrel-
sen i vurderingssager skal gennemføre partshøring efter de
almindelige forvaltningsretlige regler, jf. forvaltningslovens
§ 19, medmindre sagen er af en sådan karakter, at den skal
afgøres af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 4
a, stk. 3 eller § 6 a, jf. § 6, eller Skatteankestyrelsen vælger
at foretage partshøring ved udsendelse af sagsfremstilling,
jf. forslaget til et nyt stk. 4. I så fald skal Skatteankestyrel-
sen foretage partshøring m.v. efter reglerne i skatteforvalt-
ningslovens § 35 d, bortset fra, at Skatteankestyrelsen ikke
vil være forpligtet til at orientere om retten til kontormøde,
74
idet retten hertil samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 52.
Der vil herefter ikke i vurderingssager, der skal afgøres af
vurderingsankenævnene eller Skatteankestyrelsen, skulle
foretages partshøring over f.eks. faktiske oplysninger, der
allerede er kendt for sagens parter, og Skatteankestyrelsens
forslag til afgørelse.
Skatteankestyrelsen er derimod i dag, ud over reglerne om
udsendelse af sagsfremstilling, ved bekendtgørelse nr. 1516
af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen underlagt en
skærpet høringspligt. Det fremgår af bekendtgørelsens § 6,
stk. 1, at Skatteankestyrelsen skal gøre klageren bekendt
med nye oplysninger om sagens faktiske omstændigheder,
der kommer frem under sagens behandling ved Skatteanke-
styrelsen, medmindre oplysningerne er uden betydning for
klagens afgørelse, at klagerens bemærkninger til oplysnin-
gerne skal foreligge inden for en frist på 14 dage, medmin-
dre Skatteankestyrelsen efter omstændighederne har fastsat
en længere frist i sagen, og at sagen kan viderebehandles på
det foreliggende grundlag, hvis der ikke inden fristen frem-
kommer henvendelse. Hvis en vurdering af en fast ejendom
er påklaget af en anden end ejendommens ejer, skal Skatte-
ankestyrelsen efter bestemmelsens stk. 2 give ejeren lejlig-
hed til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over klagen, før
klagen afgøres med samme frist m.v., som er fastlagt i be-
stemmelsens stk. 1.
Forslagene indebærer alene en ændring i forhold til Skat-
teankestyrelsens behandling af vurderingsankenævnssager
samt vurderingssager, der er henvist til Skatteankestyrelsen
til behandling.
Forslaget indebærer ikke en ændring af Skatteankestyrel-
sens pligt til i visse situationer at udarbejde sagsfremstilling
og gennemføre partshøring i vurderingssager, der skal afgø-
res af Landsskatteretten.
Til nr. 52
I forbindelse med den nye klagestruktur på skatteområdet,
der trådte i kraft den 1. januar 2014, fik klageren ret til i sag-
er, der skal behandles af et vurderingsankenævn, at udtale
sig ved et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler
(kontormøde), jf. skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 1.
Skatteankestyrelsen kan anmode den myndighed, der har
truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret
ved mødet, jf. skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 2. Før
den nye klagestruktur trådte i kraft i 2014, gjaldt retten til et
sådant varslet kontormøde alene i sager, der blev behandlet
ved Landsskatteretten.
Det foreslås med ændringen af skatteforvaltningslovens §
35 e, stk. 1, at klagerens ret til at udtale sig ved et varslet
møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandle ophæves, for
så vidt angår sager, der skal behandles af et vurderingsanke-
nævn eller af Skatteankestyrelsen, jf. § 6, jf. § 6 b, og § 4 a.
Forslaget indebærer, at parters ret til at afgive bemærknin-
ger til vurderingsankenævnssager og vurderingssager, der
afgøres af Skatteankestyrelsen, reguleres af de almindelige
forvaltningsretlige regler, jf. de almindelige bemærkninger
afsnit 2.7.2.
Skatteforvaltningslovens § 35 e vil fortsat gælde for vur-
deringsklager, der behandles af Landsskatteretten.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.7.2.
Til nr. 53
Det foreslås, at Skatteankestyrelsens kompetence til at
træffe afgørelse i vurderingsklager afgrænses i et nyt 2. pkt.
i skatteforvaltningslovens § 35 h, stk. 1, således at Skattean-
kestyrelsen i sager om vurdering af fast ejendom uanset kla-
gens formulering tillige kan foretage ændringer i andre an-
sættelser og dele af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne
er en følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i prø-
velsen af det påklagede.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt fore-
slåede ændringer af skatteforvaltningslovens §§ 38, stk. 2,
og 45, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 56 og 61, hvorved vur-
deringsankenævnenes og Landsskatterettens kompetence til
at ændre påklagede ejendomsvurderinger afgrænses på sam-
me måde, som det her er foreslået, for så vidt angår Skatte-
ankestyrelsen.
Klagemyndighedens prøvelse af vurderingsklager vil her-
efter være uafhængig af, om en klage over en ejendomsvur-
dering skal afgøres i regi af vurderingsankenævnene, eller
om vurderingsankenævnet henviser klagesagen til afgørelse
i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. den samti-
dig foreslåede henvisningsregel i skatteforvaltningslovens §
6, jf. forslagets § 1, nr. 7.
Forslaget skal også ses i lyset af, at ejendomsvurderinger,
jf. det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov, også fremadrettet vil bestå af flere selvstændige
ansættelser og indeholde en række yderligere elementer,
f.eks. fordelinger, der i større eller mindre grad kan være på-
virket af samme forhold med forskellig vægt. Dette forhold
nødvendiggør en præcisering af, i hvilket omfang klagemyn-
digheden ved afgørelse af vurderingsklager kan ændre andre
dele i vurderingen end de direkte påklagede.
Klagemyndigheden kan og skal efter forslaget som ud-
gangspunkt alene påkende påklagede dele af en ejendoms-
vurdering, dvs. f.eks. alene påkende den samlede ejendoms-
værdiansættelse. Henset til at flere elementer i en ejendoms-
vurdering kan være påvirket af de samme forhold, kan kla-
gemyndigheden imidlertid, når klagemyndigheden finder
grundlag for at ændre den eller de påklagede dele af en vur-
dering på baggrund af et givent forhold, tillige tage stilling
til, om det eller de forhold, der har ført til ændringen, tillige
kan anses for at have betydning for andre dele af vurderin-
gen. Klagemyndigheden kan i så fald tage stilling til, om det
nævnte forhold giver grundlag for at ændre andre dele af
vurderingen. Klagemyndigheden skal ved denne stillingta-
gen vurdere, om der er grundlag for at ændre ikke-påklagede
dele af vurderingen efter samme regler, som er gældende for
påklagede dele af vurderingen, dvs. under hensyntagen til,
om den pågældende del af ansættelsen er foretaget i over-
75
ensstemmelse med vurderingsnormen, herunder om vær-
diansættelsen ligger inden for det fastsatte spænd.
Ved forslaget begrænses klagemyndighedens muligheder
for at ændre ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering
og dermed også klagemyndighedens forpligtelse til at efter-
prøve rigtigheden af ikke-påklagede dele af en ejendoms-
vurdering. Klagemyndigheden kan efter forslaget alene æn-
dre ikke-påklagede dele af en vurdering, hvis påklagede dele
af vurderingen ændres under henvisning til forhold, der tilli-
ge kan anses at have betydning for andre dele af vurderin-
gen. Klagemyndigheden kan ikke ændre ikke-påklagede de-
le af en vurdering under henvisning til andre forhold end de
forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurde-
ringen. Klagemyndigheden er imidlertid heller ikke forplig-
tet til at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen under
henvisning til et forhold, der har ført til ændring af påklage-
de dele af vurderingen. Afgørelse af, om ikke-påklagede de-
le af vurderingen skal ændres under henvisning til et sådant
forhold, afhænger af en konkret vurdering, der skal foreta-
ges på fuldstændigt samme grundlag, som hvis de ikke-på-
klagede dele af vurderingen var omfattet af klagen.
Hvis en ejendomsvurdering f.eks. påklages alene med den
begrundelse, at den ansatte ejendomsværdi er for høj, idet
der ikke ved ejendomsværdiansættelsen er taget højde for, at
der er et stort hul i taget på den pågældende ejendom, vil
klagemyndigheden ikke ved sagens afgørelse kunne påken-
de grundværdiansættelsen eller ændre denne under henvis-
ning til andre for denne relevante forhold. Klagemyndighe-
den vil derfor heller ikke ved behandlingen af en sådan kla-
ge være forpligtet til at efterprøve rigtigheden af grundvær-
diansættelsen. Er en tilsvarende klage derimod begrundet i,
at der ikke er taget højde for forhold, der som udgangspunkt
har betydning for andre dele af ansættelsen – f.eks. et an-
bringende om, at der ved ejendomsværdiansættelsen ikke er
taget højde for betydningen af en jordforurening – skal kla-
gemyndigheden efterprøve, om det anførte giver grundlag
for at ændre den påklagede ejendomsværdiansættelse, og
samtidig kan klagemyndigheden efterprøve, om grundvær-
diansættelsen skal ændres, når henses til alle for denne rele-
vante forhold inkl. den konstaterede jordforurening.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til ind-
førelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h,
samt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38 og et nyt stk. 2 i
skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 54,
57 og 62.
Til nr. 54
Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 35 h ind-
sættes et nyt stk. 2, hvorefter Skatteankestyrelsen ved klage
over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan
ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis det resul-
terer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien,
der er større end 20 pct.
Der foreslås indført tilsvarende bestemmelser for Lands-
skatterettens og vurderingsankenævnenes ændringskompe-
tence, jf. lovforslagets § 1, nr. 57 og 62.
Det foreslås, at klagemyndighedernes reaktionsmulighed
afgrænses, således at klagemyndighederne ved klage over en
afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre de
enkelte ansættelser af ejendomsværdi og grundværdi, for så
vidt der er grundlag for at ændre den pågældende konkrete
ansættelse med mere end 20 pct.
Forslaget skal ses i lyset af, at det er et grundvilkår, at der
altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien
af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da mange
individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, øn-
ske om hurtigt salg etc. En vurdering vil således kunne be-
finde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at væ-
re forkert.
Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i
forslaget til den nye vurderingslov fastsat til den forventeli-
ge kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågæl-
dende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og
øvrige karakteristika. Vurderingsnormen er udtryk for den
værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte
spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen.
Niveauet for dette spænd skal fastlægges, så det er reali-
stisk i forhold til, hvad der er muligt at opnå i forhold til de
vurderingsmetoder, der vil blive anvendt i det nye vurde-
ringssystem. For nogle ejendomstyper kan usikkerheden væ-
re højere, men det forventes, at hovedparten af ejerboligerne
med de bedst mulige statistiske beregningsmodeller kan vur-
deres inden for et spænd på plus/minus 20 pct. Det vurderes
på den baggrund, at et spænd på plus/minus 20 pct. kan an-
vendes i det nye vurderingssystem, jf. de almindelige be-
mærkninger til forslaget til ejendomsvurderingsloven afsnit
2.2.2 og 2.2.3.
For at understøtte den beskrevne vurderingsnorm med et
indbygget spænd foreslås det, at der indføres en lovbestem-
melse, hvorefter klagemyndigheden kun kan ændre ejen-
domsværdien eller grundværdien, hvis klagemyndigheden
finder grundlag for at ændre den pågældende værdi med me-
re end 20 pct.
Formålet med bestemmelsen er at fastlægge, at klagemyn-
digheden skal respektere, at der i den fastsatte norm ligger et
spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal
respekteres. Ved bestemmelsen objektiviseres således en
margin for vurderingsmyndighedens skøn.
Forslaget vil have den konsekvens, at påklagede ejen-
domsværdier og grundværdier skal stadfæstes af klagemyn-
digheden, hvis der ikke er grundlag for at ændre en påklaget
værdiansættelse med mere end 20 pct. For eksempel vil en
påklaget ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. skulle stadfæstes af
klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at nedsætte
denne med mere end 300.000 kr.
Det forventes, at den foreslåede bestemmelse vil have en
vis effekt i forhold til, at ejendomsejere, der ikke selv har
forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undla-
der at klage.
Endvidere vil bestemmelsen åbne mulighed for, at klage-
myndigheden effektivt kan understøtte afgørelsen af klage-
sager, når påklagede værdiansættelser ligger inden for den
76
fastsatte skønsmargin, og der således ikke er grundlag for at
ændre de skønsmæssigt fastsatte værdier. I disse tilfælde vil
klagemyndighederne således kunne foretage sagsforberedel-
se og afgørelse på et mere begrænset grundlag. Det gælder
særligt i tilfælde, hvor klageren ikke i sin begrundede klage
efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, har fremført op-
lysninger eller indsigelser, der overhovedet kan føre til en
ændring af grundværdien og/eller ejendomsværdien på mere
end 20 pct. Hvis der således ikke er fremført oplysninger el-
ler andet i en klage, der umiddelbart peger i retning af eller
er egnet til at danne grundlag for en ændring af den eller de
pågældende værdier ud over spændet, så vil klagemyndighe-
den kunne begrænse sin prøvelse i overensstemmelse her-
med. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en klage over en
ansat ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. er begrundet med, at
ejendommen er købt for 1,2 mio. kr. kontant i fri handel. I så
fald vil klagemyndigheden kunne stadfæste den påklagede
ejendomsværdi uden at være forpligtet til at inddrage yderli-
gere oplysninger i afgørelsesgrundlaget.
Bestemmelsen skal gælde, selv om ejendomsejeren be-
grunder klagen med forhold, der ikke umiddelbart har ind-
gået i den påklagede vurdering. Klageinstansen skal også i
sådanne situationer forholde sig til rigtigheden af det samle-
de skøn og respektere dette, hvis dette ligger inden for den
fastsatte skønsmargin. Hvis en ejendomsejer under en klage-
behandling for eksempel anfører, at vurderingsmyndigheden
ikke ved vurderingen har taget højde for et forhold, der ikke
fremgår af de registrerede oplysninger om ejendommen,
uanset at forholdet efter ejers opfattelse påvirker ejendom-
mens og grundens værdi, skal klagemyndigheden således
tage stilling til, om der under henvisning til alle de oplysnin-
ger, der er forelagt for klagemyndigheden, er grundlag for at
nedsætte ejendomsværdien henholdsvis grundværdien med
mere end 20 pct. Hvis dette ikke er tilfældet, kan klagemyn-
digheden ikke ændre værdiansættelserne. Dette gælder, uan-
set at det udøvede skøn er foretaget på et faktisk eller retligt
mangelfuldt grundlag, hvis vurderingen trods dette ligger in-
den for spændet. Hvis klagemyndigheden derimod skønner,
at en eller flere af de ansatte værdier på baggrund af alle de
forelagte oplysninger burde være mere end 20 pct. lavere
(eller højere) end ansat, kan klagemyndigheden ændre den
eller de værdier, der er grundlag for at ændre med mere end
20 pct.
Den foreslåede bestemmelse kan således føre til, at der
kan forekomme situationer, hvor der f.eks. er grundlag for at
ændre den ansatte grundværdi, men ikke samtidig er grund-
lag for at ændre den ansatte ejendomsværdi, uanset at f.eks.
et ikke tidligere behandlet forhold skønnes at påvirke begge
værdiansættelser, fordi påvirkningen ikke har den samme
forholdsmæssige betydning i forhold til de to separate an-
sættelser. Den foreslåede bestemmelse kan også føre til, at
en vurdering stadfæstes i sin helhed, uanset at klagemyndig-
heden tiltræder, at der ved vurderingen burde være taget høj-
de for et forhold, som vurderingsmyndigheden ikke har til-
lagt betydning. Det forhold, at vurderingen er foretaget på
grundlag af en forkert fortolkning af reglerne i vurderingslo-
ven - f.eks. i forhold til, hvilke forhold der kan anses at være
af betydning for vurderingen af en ejendom - vil således ik-
ke i sig selv føre til, at vurderingen kan ændres af klagemyn-
dighederne. Ændring vil også i så fald alene kunne ske, hvis
der er grundlag for at ændre de enkelte værdiansættelser i
vurderingen med mere end 20 pct.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de samtidigt
foreslåede regler om, at ejendomsejerne i fremtiden som ud-
gangspunkt skal partshøres ved en særlig deklarationspro-
cedure, før der foretages ejendomsvurdering, jf. lovforsla-
gets almindelige bemærkninger afsnit 2.9.2. En ejendoms-
ejer vil hermed, før der træffes afgørelse om ejendomsvur-
dering, blive gjort bekendt med og få lejlighed til at udtale
sig om de forhold, der efter vurderingsmyndighedens vurde-
ring vil have væsentlig betydning for vurderingen af den på-
gældendes ejendom. Ejendomsejer vil i den forbindelse få
lejlighed til at oplyse om andre forhold, der efter ejers opfat-
telse tillige vil være af væsentlig betydning for ejendoms-
vurderingen. Hvis ejer ikke udnytter denne mulighed, vil
vurderingsmyndigheden være berettiget til at antage, at der
har foreligget et fyldestgørende grundlag for at vurdere ejen-
dommen, og til at foretage vurdering på det deklarerede
grundlag. Ejer vil ikke efterfølgende kunne påberåbe sig, at
det er en retlig eller faktisk mangel ved vurderingen, at vur-
deringsmyndigheden ikke af egen drift har indhentet yderli-
gere oplysninger om sådanne andre forhold og taget stilling
til betydningen heraf. Det afgørende for, om klagemyndig-
heden i så fald kan ændre vurderingen, vil derfor også i så
fald være, om der er grundlag for at ændre de enkelte ansæt-
telser med mere end 20 pct.
Denne begrænsning vil være gældende, uanset om klage-
myndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre
en påklaget ansættelse, eller om klagemyndigheden skal
vurdere, om der er grundlag for at ændre en ikke-påklaget
ansættelse under henvisning til forslaget om indførelse af et
nyt 2. pkt. i skatteforvaltningslovens § 35 h, stk. 1, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 53.
Der er tale om en processuel regel, der kun vil være direk-
te bindende for klagemyndighedens prøvelse. Skattemyndig-
hedernes afgørelser kan imidlertid ifølge skatteforvaltnings-
lovens § 48 først indbringes for domstolene, når afgørelsen
er blevet prøvet eller afvist af klagemyndigheden på områ-
det, medmindre andet er bestemt ved anden lovgivning.
Vurderingsmyndighedens vurdering skal således i første
(klage)instans prøves af klagemyndigheden. Det bemærkes i
den forbindelse, at overspringelse af klagemyndighedens
prøvelse forudsætter, at der er forløbet mere end 6 måneder
efter den påklagede afgørelses indbringelse for klagemyn-
digheden, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Den afgø-
relse, der skal efterprøves af domstolene, er dermed som alt-
overvejende udgangspunkt klagemyndighedens afgørelse,
som domstolene vil efterprøve om er i overensstemmelse
med gældende ret - i dette tilfælde i forhold til overholdel-
sen af alle processuelle regler for behandling og afgørelse af
vurderingssager og i forhold til vurderingsloven, herunder
den oven for beskrevne vurderingsnorm med et indbygget
spænd.
77
Det må derfor formodes, at den foreslåede bestemmelse,
der begrænser klagemyndighedens adgang til at tilsidesætte
det af vurderingsmyndigheden udøvede skøn inden for en
beskrevet ramme, vil have en afsmittende effekt på domsto-
lenes tilbøjelighed til at tilsidesætte skønnet i vurderingssa-
ger, således at domstolene vil være utilbøjelige til at ændre
vurderingsmæssige skøn, der ligger inden for den i ejen-
domsvurderingslovens forarbejder fastlagte skønsmargin, jf.
afsnit 2.2.2 og 2.2.3 i de almindelige bemærkninger i forslag
til ejendomsvurderingsloven, og at denne utilbøjelighed vil
forstærkes af, at klagemyndighederne ikke vil have mulig-
hed for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens skøn, i det
omfang klagemyndighedens skøn ikke afviger fra dette med
mere end 20 pct.
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget,
der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit
2.10.2.3, hvor det foreslås, at vurderingsmyndighedens ad-
gang til ekstraordinær genoptagelse af en vurdering (efter
udløbet af fristen for ordinær genoptagelse), der ikke vedrø-
rer en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, harmoniseres med begrænsningen af klagemyndighedens
mulighed for at ændre vurderingen, således at det bliver en
betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelse
resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundvær-
dien, der er større end 20 pct. I dag er grænsen for ekstraor-
dinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, på mindst 15 pct.
Vurderingsmyndighedens mulighed for ordinært at genop-
tage egne vurderinger (inden for fristen for ordinær ansæt-
telse) skal ikke begrænses af den objektivt fastsatte skøns-
margin, der i fremtiden skal respekteres af klagemyndighe-
den. Vurderingsmyndigheden skal således også i fremtiden
have adgang til at genoptage egne vurderinger med henblik
på ændringer, der ligger inden for denne margin. Også når
genoptagelse sker i forbindelse med, at der er indgivet en
klage over vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a,
stk. 5. Sidstnævnte genoptagelsesadgang omfatter – i mod-
sætning til den ordinære og ekstraordinære adgang til gen-
optagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33 – også rene be-
løbsmæssige værdiskøn. Vurderingsmyndigheden skal dog
ved vurderingen af, om der er grundlag for at genoptage en
ejendomsvurdering, hense til om den allerede foretagne vur-
dering ligger inden for det naturlige spænd, der ligger i vur-
deringsnormen.
Hvis ejendomsejer og vurderingsmyndigheden er enige
om, at genbehandling af en vurderingssag (i første omgang)
kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden,
kan vurderingsmyndigheden i forbindelse med, at der er ind-
givet en klage, genoptage og ændre en vurdering, uanset om
ændringen af de separate værdiansættelser er på mindre end
20 pct. af de oprindelige vurderinger. Der henvises til de al-
mindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.
Efter endt genoptagelsesbehandling har ejendomsejeren
mulighed for at påklage den nye vurdering.
Hvis ejendomsejeren ikke er enig i, at sagen (i første om-
gang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndig-
heden, vil sagen derimod blive afgjort af klageinstansen, der
ikke vil have mulighed for at ændre vurderingen, hvis den er
inden for den fastsatte skønsmargin.
Den foreslåede begrænsning af klagemyndighedens ad-
gang til at ændre påklagede vurderinger vil således skabe en
sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og gen-
optagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør be-
handles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt
omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær
genoptagelse.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en forudsætning
for, at klagemyndigheden kan og skal ændre ejendomsvær-
dien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20
pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre grund-
værdien med mere end 20 pct. Det er på samme måde en
forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre
grundværdien, at der er grundlag for at ændre denne med
mere end 20 pct. Modsat kan og skal klagemyndigheden æn-
dre grundværdien, hvis der er grundlag for at ændre denne
med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag
for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct., idet
samtidig ændring af ejendomsværdien i så fald forudsætter,
at der er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere
end 20 pct. Dette gælder uanset, om klagemyndighedens
prøvelse af rigtigheden af foretagne ansættelser sker under
henvisning til formuleringen af klagen eller under henvis-
ning til de samtidig foreslåede regler om, at klagemyndighe-
den ved påkendelsen af vurderingsklager kan foretage de
ændringer i andre dele af den påklagede vurdering, der føl-
ger af forhold, der er tillagt vægt ved ændringen af en påkla-
get ansættelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 53, 56 og 61.
Den foreslåede bestemmelse afgrænser imidlertid efter sin
formulering kun klagemyndighedens adgang til at ændre
den påklagede ejendomsværdi og den påklagede grundvær-
di. Bestemmelsen begrænser ikke klagemyndighedens mu-
lighed for at foretage ændringer i de elementer i en ejen-
domsvurdering, der ikke er kvalificeret som separate ansæt-
telser. Forslaget skal således ses i lyset af ejendomsvurde-
ringslovens § 15, stk. 2, med bemærkninger. Fordelinger af
ejendomsværdier og grundværdier m.v. er dog ligeledes ba-
seret på et vurderingsfagligt skøn, hvilket tilsvarende et for-
bundet med en naturlig usikkerhed. Klagemyndighederne
må derfor også i praksis forventes at udvise en vis tilbage-
holdenhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden fore-
tagne fordelinger m.v.
Det fremgår af afsnit 2.2.2 og 2.3.2 i lovforslaget til ejen-
domsvurderingsloven og af bemærkningerne til ejendoms-
vurderingslovens § 15, stk. 2, at ejendomsværdien og grund-
værdien også fremadrettet vil være separate ansættelser, der
foretages uafhængigt af hinanden og på forskelligt grundlag.
Der vil herudover også i den fremtidige vurderingsordning i
vurderingerne indgå fordelinger af ansatte værdier, jf. for-
slagets §§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget i
medfør af anden lovgivning. Som det fremgår af bemærk-
ningerne til ejendomsvurderingsloven vil ejendoms- og
grundværdiansættelserne og de øvrige dele af de nye ejen-
domsvurderinger imidlertid, som det også er tilfældet i dag,
i et vist omfang være påvirket af samme forhold. Det vil dog
78
heller ikke fremadrettet være alle forhold, der er af relevans
for alle ansættelser og øvrige elementer i en vurdering, men
visse forhold kan påvirke såvel de separate ansættelser og de
øvrige dele af vurderingerne, om end muligvis med forskel-
lig vægt.
Bestemmelsen begrænser heller ikke klagemyndighedens
mulighed for at forholde sig til formelle indsigelser i forhold
til den påklagede afgørelse. Hvis klageren f.eks. gør gælden-
de, at den påklagede afgørelse er ugyldig grundet manglen-
de høring, kan dette efterprøves af klagemyndigheden, der
kan tilsidesætte afgørelsen som ugyldig, hvis klagemyndig-
heden finder grundlag herfor. Klagemyndigheden kan tillige
tage stilling til den fortolkning af vurderingslovgivningen,
der er udøvet af vurderingsmyndigheden i forbindelse med
værdiansættelserne, f.eks. i forhold til, hvilke forhold, der er
af betydning for den konkrete ejendomsvurdering.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse for kla-
ger over afgørelser efter den nye ejendomsvurderingslov, jf.
lovforslagets § 22, stk. 7. Klagemyndighedens adgang til at
ændre ejendomsvurderinger foretaget efter lov om vurdering
af landets faste ejendomme begrænses således ikke af be-
stemmelsen. Bestemmelsen vil således heller ikke finde an-
vendelse ved behandlingen af klager over de videreførte
vurderinger, det vil sige klager over de vurderinger, hvor ad-
gangen til at klage over vurderingerne er udskudt til det tids-
punkt, hvor der kan klages over de nye 2018-/2019-vurde-
ringer, jf. lov nr. 61 af 16. januar 2017.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til ind-
førelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38, og et
nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets §
1, nr. 57 og 62, i hvilke der foreslås tilsvarende begrænsnin-
ger af vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens kom-
petence til at ændre vurderinger.
Til nr. 55
De foreslåede ændringer af skatteforvaltningslovens § 38,
stk. 1, er en konsekvens af, at der samtidig med fremsættel-
sen af nærværende lovforslag er fremsat forslag til en ny
ejendomsvurderingslov med titlen »ejendomsvurderingslo-
ven«.
Lov om vurdering af landets faste ejendomme vil i en
overgangsperiode fortsat regulere blandt andet de viderefør-
te vurderinger, der kan påklages inden for det tidsrum, hvor
de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-vurderinger
(øvrige ejendomme) vil kunne påklages, jf. forslaget til en
ny ejendomsvurderingslov.
Til nr. 56
Det foreslås, at vurderingsankenævnenes kompetence til
at træffe afgørelse i vurderingsklager afgrænses i skattefor-
valtningslovens § 38, stk. 2, således at vurderingsankenæv-
nene i sager om vurdering af fast ejendom uanset klagens
formulering tillige kan foretage ændringer i andre ansættel-
ser og dele af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne er en
følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i prøvelsen
af det påklagede.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de samtidig fore-
slåede ændringer af skatteforvaltningslovens §§ 35 h, stk. 1,
og 45, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 53 og 61, hvorved
Skatteankestyrelsens og Landsskatterettens kompetence til
at ændre påklagede ejendomsvurderinger afgrænses på sam-
me måde, som det her er foreslået, for så vidt angår vurde-
ringsankenævnene.
Klagemyndighedens prøvelse af vurderingsklager vil her-
efter være uafhængig af, om en klage over en ejendomsvur-
dering skal afgøres i regi af vurderingsankenævnene, eller
om vurderingsankenævnet henviser klagesagen til afgørelse
i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. den samti-
dig foreslåede henvisningsregel i skatteforvaltningslovens §
6, jf. forslagets § 1, nr. 7.
Forslaget skal også ses i lyset af, at ejendomsvurderinger,
jf. det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov, også fremadrettet vil bestå af flere selvstændige
ansættelser og indeholde en række yderligere elementer,
f.eks. fordelinger, der i større eller mindre grad kan være på-
virket af samme forhold med forskellig vægt. Dette forhold
nødvendiggør en præcisering af, i hvilket omfang klagemyn-
digheden ved afgørelse af vurderingsklager kan ændre andre
dele i vurderingen end de direkte påklagede.
Klagemyndigheden kan og skal efter forslaget som ud-
gangspunkt alene påkende påklagede dele af en ejendoms-
vurdering, dvs. f.eks. alene påkende den samlede ejendoms-
værdiansættelse. Henset til at flere elementer i en ejendoms-
vurdering kan være påvirket af de samme forhold, kan kla-
gemyndigheden imidlertid, når klagemyndigheden finder
grundlag for at ændre den eller de påklagede dele af en vur-
dering på baggrund af et givent forhold, tillige tage stilling
til, om det eller de forhold, der har ført til ændringen, tillige
kan anses for at have betydning for andre dele af vurderin-
gen. Klagemyndigheden kan i så fald tage stilling til, om det
nævnte forhold giver grundlag for at ændre andre dele af
vurderingen. Klagemyndigheden skal ved denne stillingta-
gen vurdere, om der er grundlag for at ændre ikke-påklagede
dele af vurderingen efter samme regler, som er gældende for
påklagede dele af vurderingen, dvs. under hensyntagen til,
om den pågældende del af ansættelsen er foretaget i over-
ensstemmelse med vurderingsnormen, herunder om vær-
diansættelsen ligger inden for det fastsatte spænd.
Ved forslaget begrænses klagemyndighedens muligheder
for at ændre ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering
og dermed også klagemyndighedens forpligtelse til at efter-
prøve rigtigheden af ikke-påklagede dele af en ejendoms-
vurdering. Klagemyndigheden kan efter forslaget alene æn-
dre ikke-påklagede dele af en vurdering, hvis påklagede dele
af vurderingen ændres under henvisning til forhold, der tilli-
ge kan anses at have betydning for andre dele af vurderin-
gen. Klagemyndigheden kan ikke ændre ikke-påklagede de-
le af en vurdering under henvisning til andre forhold end de
forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurde-
ringen. Klagemyndigheden er imidlertid heller ikke forplig-
tet til at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen under
henvisning til et forhold, der har ført til ændring af påklage-
de dele af vurderingen. Afgørelse af, om ikke-påklagede de-
79
le af vurderingen skal ændres under henvisning til et sådant
forhold, afhænger af en konkret vurdering, der skal foreta-
ges på fuldstændigt samme grundlag, som hvis de ikke-på-
klagede dele af vurderingen var omfattet af klagen.
Hvis en ejendomsvurdering f.eks. påklages alene med den
begrundelse, at den ansatte ejendomsværdi er for høj, idet
der ikke ved ejendomsværdiansættelsen er taget højde for, at
der er et stort hul i taget på den pågældende ejendom, vil
klagemyndigheden ikke ved sagens afgørelse kunne påken-
de grundværdiansættelsen eller ændre denne under henvis-
ning til andre for denne relevante forhold. Klagemyndighe-
den vil derfor heller ikke ved behandlingen af en sådan kla-
ge være forpligtet til at efterprøve rigtigheden af grundvær-
diansættelsen. Er en tilsvarende klage derimod begrundet i,
at der ikke er taget højde for forhold, der som udgangspunkt
har betydning for andre dele af ansættelsen – f.eks. et an-
bringende om, at der ved ejendomsværdiansættelsen ikke er
taget højde for betydningen af en jordforurening – skal kla-
gemyndigheden efterprøve, om det anførte giver grundlag
for at ændre den påklagede ejendomsværdiansættelse, og
samtidig kan klagemyndigheden efterprøve, om grundvær-
diansættelsen skal ændres, når henses til alle for denne rele-
vante forhold inkl. den konstaterede jordforurening.
Forslaget skal også ses i sammenhæng med forslagene til
indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h,
samt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38 og et nyt stk. 2 i
skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 54,
57 og 62.
Til nr. 57
Det foreslås med det nye stk. 3 i skatteforvaltningslovens
§ 38, at der indsættes en bestemmelse om, at vurderingsan-
kenævnet ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurde-
ringsloven kun kan ændre ejendomsværdien eller grundvær-
dien, hvis det resulterer i en ændring af ejendomsværdien el-
ler grundværdien, der er større end 20 pct.
Der foreslås indført tilsvarende bestemmelser for Skatte-
ankestyrelsens og Landsskatterettens ændringskompetence,
jf. lovforslagets § 1, nr. 54 og 62.
Det foreslås, at klagemyndighedernes reaktionsmulighed
afgrænses, således at klagemyndighederne ved klage over en
afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre de
enkelte ansættelser af ejendomsværdi og grundværdi for så
vidt der er grundlag for at ændre den pågældende konkrete
ansættelse med mere end 20 pct.
Forslaget skal ses i lyset af, at det er et grundvilkår, at der
altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien
af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da mange
individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, øn-
ske om hurtigt salg etc. En vurdering vil således kunne be-
finde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at væ-
re forkert.
Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i
forslaget til den nye vurderingslov fastsat til den forventeli-
ge kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågæl-
dende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og
øvrige karakteristika. Vurderingsnormen er udtryk for den
værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte
spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen.
Niveauet for dette spænd skal fastlægges, så det er reali-
stisk i forhold til, hvad der er muligt at opnå i forhold til de
vurderingsmetoder, der vil blive anvendt i det nye vurde-
ringssystem. For nogle ejendomstyper kan usikkerheden væ-
re højere, men det forventes, at hovedparten af ejerboligerne
med de bedst mulige statistiske beregningsmodeller kan vur-
deres inden for et spænd på plus/minus 20 pct. Det vurderes
på den baggrund, at et spænd på plus/minus 20 pct. kan an-
vendes i det nye vurderingssystem, jf. de almindelige be-
mærkninger til forslaget til ejendomsvurderingsloven afsnit
2.2.2.
For at understøtte den beskrevne vurderingsnorm med et
indbygget spænd foreslås det, at der indføres en lovbestem-
melse, hvorefter klagemyndigheden kun kan ændre ejen-
domsværdien eller grundværdien, hvis klagemyndigheden
finder grundlag for at ændre den pågældende værdi med me-
re end 20 pct.
Formålet med bestemmelsen er at fastlægge, at klagemyn-
digheden skal respektere, at der i den fastsatte norm ligger et
spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal
respekteres. Ved bestemmelsen objektiviseres således en
margin for vurderingsmyndighedens skøn.
Forslaget vil have den konsekvens, at påklagede ejen-
domsværdier og grundværdier skal stadfæstes af klagemyn-
digheden, hvis der ikke er grundlag for at ændre en påklaget
værdiansættelse med mere end 20 pct. For eksempel vil en
påklaget ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. skulle stadfæstes af
klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at nedsætte
denne med mere end 300.000 kr.
Det forventes, at den foreslåede bestemmelse vil have en
vis effekt i forhold til, at ejendomsejere, der ikke selv har
forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undla-
der at klage.
Endvidere vil bestemmelsen åbne mulighed for, at klage-
myndigheden effektivt kan understøtte afgørelsen af klage-
sager, når påklagede værdiansættelser ligger inden for den
fastsatte skønsmargin, og der således ikke er grundlag for at
ændre de skønsmæssigt fastsatte værdier. I disse tilfælde vil
klagemyndighederne således kunne foretage sagsforberedel-
se og afgørelse på et mere begrænset grundlag. Det gælder
særligt i tilfælde, hvor klageren ikke i sin begrundede klage
efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, har fremført op-
lysninger eller indsigelser, der overhovedet kan føre til en
ændring af grundværdien og/eller ejendomsværdien på mere
end 20 pct. Hvis der således ikke er fremført oplysninger el-
ler andet i en klage, der umiddelbart peger i retning af eller
er egnet til at danne grundlag for en ændring af den eller de
pågældende værdier ud over spændet, så vil klagemyndighe-
den kunne begrænse sin prøvelse i overensstemmelse her-
med. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en klage over en
ansat ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. er begrundet med, at
ejendommen er købt for 1,2 mio. kr. kontant i fri handel. I så
fald vil klagemyndigheden kunne stadfæste den påklagede
80
ejendomsværdi uden at være forpligtet til at inddrage yderli-
gere oplysninger i afgørelsesgrundlaget.
Bestemmelsen skal gælde, selv om ejendomsejeren be-
grunder klagen med forhold, der ikke umiddelbart har ind-
gået i den påklagede vurdering. Klageinstansen skal også i
sådanne situationer forholde sig til rigtigheden af det samle-
de skøn og respektere dette, hvis dette ligger inden for den
fastsatte skønsmargin. Hvis en ejendomsejer under en klage-
behandling for eksempel anfører, at vurderingsmyndigheden
ikke ved vurderingen har taget højde for et forhold, der ikke
fremgår af de registrerede oplysninger om ejendommen,
uanset at forholdet efter ejers opfattelse påvirker ejendom-
mens og grundens værdi, skal klagemyndigheden således
tage stilling til, om der under henvisning til alle de oplysnin-
ger, der er forelagt for klagemyndigheden, er grundlag for at
nedsætte ejendomsværdien henholdsvis grundværdien med
mere end 20 pct. Hvis dette ikke er tilfældet, kan klagemyn-
digheden ikke ændre værdiansættelserne. Dette gælder uan-
set, at det udøvede skøn ikke er foretaget på et korrekt retligt
grundlag, men hvor vurderingen trods dette ligger inden for
spændet. Hvis klagemyndigheden derimod skønner, at en el-
ler flere af de ansatte værdier på baggrund af alle de forelag-
te oplysninger burde være mere end 20 pct. lavere (eller hø-
jere) end ansat, kan klagemyndigheden ændre den eller de
værdier, der er grundlag for at ændre med mere end 20 pct.
Den foreslåede bestemmelse kan således føre til, at der
kan forekomme situationer, hvor der f.eks. er grundlag for at
ændre den ansatte grundværdi, men ikke samtidig er grund-
lag for at ændre den ansatte ejendomsværdi, uanset at f.eks.
et ikke tidligere behandlet forhold skønnes at påvirke begge
værdiansættelser, fordi påvirkningen ikke har den samme
forholdsmæssige betydning i forhold til de to separate an-
sættelser. Den foreslåede bestemmelse kan også føre til, at
en vurdering stadfæstes i sin helhed, uanset at klagemyndig-
heden tiltræder, at der ved vurderingen burde være taget høj-
de for et forhold, som vurderingsmyndigheden ikke har til-
lagt betydning. Det forhold, at vurderingen er foretaget på
grundlag af en forkert fortolkning af reglerne i vurderingslo-
ven - f.eks. i forhold til, hvilke forhold der kan anses at være
af betydning for vurderingen af en ejendom - vil således ik-
ke i sig selv føre til, at vurderingen kan ændres af klagemyn-
dighederne. Ændring vil også i så fald alene kunne ske, hvis
der er grundlag for at ændre de enkelte værdiansættelser i
vurderingen med mere end 20 pct.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de samtidig
foreslåede regler om, at ejendomsejerne i fremtiden som ud-
gangspunkt skal partshøres ved en særlig deklarationspro-
cedure, før der foretages ejendomsvurdering, jf. lovforsla-
gets afsnit 2.9.2. En ejendomsejer vil hermed, før der træffes
afgørelse om ejendomsvurdering, blive gjort bekendt med
og få lejlighed til at udtale sig om de forhold, der efter vur-
deringsmyndighedens vurdering vil have væsentlig betyd-
ning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Ejen-
domsejer vil i den forbindelse få lejlighed til at oplyse om
andre forhold, der efter ejers opfattelse tillige vil være af
væsentlig betydning for ejendomsvurderingen. Hvis ejer ik-
ke udnytter denne mulighed, vil vurderingsmyndigheden
være berettiget til at antage, at der har foreligget et fyldest-
gørende grundlag for at vurdere ejendommen, og til at fore-
tage vurdering på det deklarerede grundlag. Ejer vil ikke ef-
terfølgende kunne påberåbe sig, at det er en retlig eller fak-
tisk mangel ved vurderingen, at vurderingsmyndigheden ik-
ke af egen drift har indhentet yderligere oplysninger om så-
danne andre forhold og taget stilling til betydningen heraf.
Det afgørende for, om klagemyndigheden i så fald kan æn-
dre vurderingen, vil derfor også i så fald være, om der er
grundlag for at ændre de enkelte ansættelser med mere end
20 pct.
Denne begrænsning vil være gældende, uanset om klage-
myndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre
en påklaget ansættelse, eller om klagemyndigheden skal
vurdere, om der er grundlag for at ændre en ikke-påklaget
ansættelse under henvisning til forslaget om ændring af §
38, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 56.
Der er tale om en processuel regel, der kun vil være direk-
te bindende for klagemyndighedens prøvelse. Skattemyndig-
hedernes afgørelser kan imidlertid ifølge skatteforvaltnings-
lovens § 48 først indbringes for domstolene, når afgørelsen
er blevet prøvet eller afvist af klagemyndigheden på områ-
det, medmindre andet er bestemt ved anden lovgivning.
Vurderingsmyndighedens vurdering skal således i første
(klage)instans prøves af klagemyndigheden. Det bemærkes i
den forbindelse, at overspringelse af klagemyndighedens
prøvelse forudsætter, at der er forløbet mere end 6 måneder
efter den påklagede afgørelses indbringelse for klagemyn-
digheden, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Den afgø-
relse, der skal efterprøves af domstolene, er dermed som alt-
overvejende udgangspunkt klagemyndighedens afgørelse,
som domstolene vil efterprøve om er i overensstemmelse
med gældende ret - i dette tilfælde i forhold til overholdel-
sen af alle processuelle regler for behandling og afgørelse af
vurderingssager og i forhold til vurderingsloven, herunder
den oven for beskrevne vurderingsnorm med et indbygget
spænd.
Det må derfor formodes, at den foreslåede bestemmelse,
der begrænser klagemyndighedens adgang til at tilsidesætte
det af vurderingsmyndigheden udøvede skøn inden for en
beskrevet ramme, vil have en afsmittende effekt på domsto-
lenes tilbøjelighed til at tilsidesætte skønnet i vurderingssa-
ger, således at domstolene vil være utilbøjelige til at ændre
vurderingsmæssige skøn, der ligger inden for den i vurde-
ringslovens forarbejder fastlagte fastsatte skønsmargin, jf.
afsnit 2.2.2 i forslag til ejendomsvurderingsloven, og at den-
ne utilbøjelighed vil forstærkes af, at klagemyndighederne
ikke vil have mulighed for at tilsidesætte vurderingsmyndig-
hedens skøn, i det omfang klagemyndighedens skøn ikke af-
viger fra dette med mere end 20 pct.
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget,
der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit
2.10.2.3, hvor det foreslås, at vurderingsmyndighedens ad-
gang til ekstraordinær genoptagelse af en vurdering (efter
udløbet af fristen for ordinær genoptagelse), der ikke vedrø-
rer en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, harmoniseres med begrænsningen af klagemyndighedens
81
mulighed for at ændre vurderingen, således at det bliver en
betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelse
resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundvær-
dien, der er større end 20 pct. I dag er grænsen for ekstraor-
dinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, på mindst 15 pct.
Vurderingsmyndighedens mulighed for ordinært at genop-
tage egne vurderinger (inden for fristen for ordinær ansæt-
telse) skal ikke begrænses af den objektivt fastsatte skøns-
margin, der i fremtiden skal respekteres af klagemyndighe-
den. Vurderingsmyndigheden skal således også i fremtiden
have adgang til at genoptage egne vurderinger med henblik
på ændringer, der ligger inden for denne margin. Også når
genoptagelse sker i forbindelse med, at der er indgivet en
klage over vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a,
stk. 5. Sidstnævnte genoptagelsesadgang omfatter – i mod-
sætning til den ordinære og ekstraordinære adgang til gen-
optagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33 – også rene be-
løbsmæssige værdiskøn. Vurderingsmyndigheden skal dog
ved vurderingen af, om der er grundlag for at genoptage en
ejendomsvurdering, hense til om den allerede foretagne vur-
dering ligger inden for det naturlige spænd, der ligger i vur-
deringsnormen.
Hvis ejendomsejer og vurderingsmyndigheden er enige
om, at genbehandling af en vurderingssag (i første omgang)
kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden,
kan vurderingsmyndigheden i forbindelse med, at der er ind-
givet en klage, genoptage og ændre en vurdering, uanset om
ændringen af de separate værdiansættelser er på mindre end
20 pct. af de oprindelige vurderinger. Der henvises til de al-
mindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.
Efter endt genoptagelsesbehandling har ejendomsejeren
mulighed for at påklage den nye vurdering.
Hvis ejendomsejeren ikke er enig i, at sagen (i første om-
gang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndig-
heden, vil sagen derimod blive afgjort af klageinstansen, der
ikke vil have mulighed for at ændre vurderingen, hvis den er
inden for den fastsatte skønsmargin.
Den foreslåede begrænsning af klagemyndighedens ad-
gang til at ændre påklagede vurderinger vil således skabe en
sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og gen-
optagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør be-
handles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt
omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær
genoptagelse.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en forudsætning
for, at klagemyndigheden kan og skal ændre ejendomsvær-
dien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20
pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre grund-
værdien med mere end 20 pct. Det er på samme måde en
forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre
grundværdien, at der er grundlag for at ændre denne med
mere end 20 pct. Modsat kan og skal klagemyndigheden æn-
dre grundværdien, hvis der er grundlag for at ændre denne
med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag
for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct., idet
samtidig ændring af ejendomsværdien i så fald forudsætter,
at der er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere
end 20 pct. Dette gælder uanset, om klagemyndighedens
prøvelse af rigtigheden af foretagne ansættelser sker under
henvisning til formuleringen af klagen eller under henvis-
ning til den samtidig foreslåede regel om, at klagemyndig-
heden ved påkendelsen af vurderingsklager kan foretage de
ændringer i andre dele af den påklagede vurdering, der føl-
ger af forhold, der er tillagt vægt ved ændringen af en påkla-
get ansættelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 56.
Den foreslåede bestemmelse afgrænser imidlertid efter sin
formulering kun klagemyndighedens adgang til at ændre
den påklagede ejendomsværdi og den påklagede grundvær-
di. Bestemmelsen begrænser ikke klagemyndighedens mu-
lighed for at foretage ændringer i de elementer i en ejen-
domsvurdering, der ikke er kvalificeret som separate ansæt-
telser. Forslaget skal således ses i lyset af ejendomsvurde-
ringslovens § 15, stk. 2, med bemærkninger. Fordelinger af
ejendomsværdier og grundværdier m.v. er dog ligeledes ba-
seret på et vurderingsfagligt skøn, hvilket tilsvarende et for-
bundet med en naturlig usikkerhed. Klagemyndighederne
må derfor også i praksis forventes at udvise en vis tilbage-
holdenhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden fore-
tagne fordelinger m.v.
Det fremgår af afsnit 2.3.2 i lovforslaget til ejendomsvur-
deringsloven og af bemærkningerne til ejendomsvurderings-
lovens § 15, stk. 2, at ejendomsværdien og grundværdien
også fremadrettet vil være separate ansættelser, der foreta-
ges uafhængigt af hinanden og på forskelligt grundlag. Der
vil herudover også i den fremtidige vurderingsordning i vur-
deringerne indgå fordelinger af ansatte værdier, jf. forslagets
§§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget i medfør
af anden lovgivning. Som det fremgår af bemærkningerne til
ejendomsvurderingsloven vil ejendoms- og grundværdian-
sættelserne og de øvrige dele af de nye ejendomsvurderinger
imidlertid, som det også er tilfældet i dag, i et vist omfang
være påvirket af samme forhold. Det vil dog heller ikke
fremadrettet være alle forhold, der er af relevans for alle an-
sættelser og øvrige elementer i en vurdering, men visse for-
hold kan påvirke såvel de separate ansættelser og de øvrige
dele af vurderingerne, om end muligvis med forskellig vægt.
Bestemmelsen begrænser heller ikke klagemyndighedens
mulighed for at forholde sig til formelle indsigelser i forhold
til den påklagede afgørelse. Hvis klageren f.eks. gør gælden-
de, at den påklagede afgørelse er ugyldig grundet manglen-
de høring, kan dette efterprøves af klagemyndigheden. Kla-
gemyndigheden kan tillige tage stilling til den fortolkning af
vurderingslovgivningen, der er udøvet af vurderingsmyndig-
heden i forbindelse med værdiansættelserne, f.eks. i forhold
til, hvilke forhold, der er af betydning for den konkrete ejen-
domsvurdering.
Hvis klagemyndigheden konstaterer, at en påklaget afgø-
relse er gyldigt foretaget, kan ændring af en eller flere fore-
tagne værdiansættelser imidlertid alene foretages, hvis for-
udsætningen om, at de enkelte ændringer skal være på mere
end 20 pct., er opfyldt, uanset om klagemyndigheden er enig
i vurderingsmyndighedens fortolkning i øvrigt. Reglen har i
82
den forbindelse som ovenfor nævnt en nær sammenhæng
med de samtidig foreslåede processuelle regler.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for klager over af-
gørelser efter det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejen-
domsvurderingslov. Klagemyndighedens adgang til at ændre
ejendomsvurderinger foretaget efter lov om vurdering af
landets faste ejendomme begrænses således ikke af bestem-
melsen, jf. lovforslagets § 22, stk. 7. Bestemmelsen vil såle-
des heller ikke finde anvendelse ved behandlingen af klager
over de videreførte vurderinger, det vil sige klager over de
vurderinger, hvor adgangen til at klage over vurderingerne
er udskudt til det tidspunkt, hvor der kan klages over de nye
2018-/2019-vurderinger, jf. lov nr. januar 2017.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til ind-
førelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h, og
et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 54 og 62, i hvilke der foreslås tilsvarende begræns-
ninger af vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens
kompetence til at ændre vurderinger.
Ved den ændrede affattelse af skatteforvaltningslovens §
38, stk. 3, skal der samtidig ske en ophævelse af den hidtil
gældende § 38, stk. 3, der fastslår, at hvis et vurderingsanke-
nævn vil ændre en ansættelse, for hvilken der foreligger en
afgørelse eller en fordeling efter § 33 i lov om vurdering af
landets faste ejendomme, skal vurderingsankenævnet samti-
dig træffe bestemmelse om, hvilken indflydelse ansættelses-
ændringen får på afgørelsen eller fordelingen. Denne ophæ-
velse er en konsekvens af de samtidig foreslåede ændringer
til skatteforvaltningslovens §§ 35 h, 38 og 45, der giver kla-
gemyndigheden adgang til at foretage ændringer i alle de
ansættelser og dele af en vurdering, der er påvirket af for-
hold, der er påkendt af klagemyndigheden, jf. 53, 56 og 61.
Forslaget skal endvidere ses i lyset af målsætningen om at
ensrette klagemyndighedernes kompetence til at ændre på-
klagede vurderinger.
Til nr. 58
Vurderingsankenævnene udøver efter gældende ret sin
virksomhed i møder, herunder eventuelt møder i besluttende
led, jf. § 8 i bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2013
om forretningsorden for skatteankenævn, vurderingsanke-
nævn, skatte- og vurderingsankenævn og motorankenævn.
Der er i forretningsordenens kapitel 4 fastsat nærmere reg-
ler vedrørende disse ankenævnsmøder. Klageren har i hen-
hold til disse regler ret til at udtale sig mundtligt over for an-
kenævnet, hvis klageren har anmodet herom, eller hvis an-
kenævnet anser det for hensigtsmæssigt at indhente en
mundtlig udtalelse fra klageren.
Der skal i forbindelse med oprettelsen af de nye vurde-
ringsankenævn udstedes en særskilt forretningsorden for
vurderingsankenævnene, hvor de nærmere regler for vurde-
ringsankenævnenes virke skal fastsættes. Reglerne for vur-
deringsankenævnenes organisering samt behandling og af-
gørelse af vurderingsankenævnssager skal i den forbindelse
justeres, så de i videst muligt omfang svarer til de regler, der
gælder for Landsskatteretten. Det skal bl.a. reguleres i for-
retningsordenen, at vurderingsankenævnene får mulighed
for at træffe afgørelse på grundlag af enten skriftlig eller
mundtlig votering i voteringsgrupper med henblik på at ska-
be mere effektive sagsprocesser. Forretningsordenen for
vurderingsankenævnene vil dog give de ordinære vurde-
ringsmedlemmer mulighed for at anmode om, at en konkret
sag behandles ved et møde i den relevante voteringsgruppe.
Det foreslås, at der samtidig i skatteforvaltningslovens §
38, der fastlægger reglerne for afgørelse af sager, der afgø-
res af vurderingsankenævnene, indsættes nye stykker, som
skal give klageren og told- og skatteforvaltningens ret til at
anmode om, at en vurderingsankenævnssag skal afgøres ef-
ter nævnsmøde, og vurderingsankenævnene mulighed for at
undlade at imødekomme sådanne anmodninger, hvor frem-
gangsmåden efter forholdene må anses for overflødig. De
foreslåede bestemmelser svarer til de bestemmelser i skatte-
forvaltningslovens § 44, stk. 1-3, der regulerer disse spørgs-
mål for så vidt angår landsskatteretssager.
Det foreslås derfor, at der i skatteforvaltningslovens § 38
indsættes et nyt stk. 4, hvorefter klageren kan anmode om at
få lejlighed til at udtale sig mundtligt for vurderingsanke-
nævnet ved et vurderingsankenævnsmøde, men på et hvilket
som helst tidspunkt kan frafalde en sådan anmodning, og at
der i forlængelse heraf indføjes et nyt stk. 5, hvorefter told-
og skatteforvaltningen tilsvarende i den enkelte sag kan an-
mode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for vurde-
ringsankenævnet under et vurderingsankenævnsmøde, og
hvorefter klageren i så fald skal tilsiges til dette vurderings-
ankenævnsmøde.
Det foreslås herudover, at der som et nyt stk. 6 indsættes
en bestemmelse om, at vurderingsankenævnet kan undlade
at imødekomme en anmodning om afholdelse af vurderings-
ankenævnsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholde-
ne må anses for overflødig.
Skatteforvaltningslovens § 38, stk. 4 og 5 bliver herefter
stk. 7 og 8.
Til nr. 59
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 38, stk. 5, der
under henvisning til lovforslagets § 1, nr. 58, bliver stk. 8, at
vurderingsankenævnets afgørelse skal indeholde oplysnin-
ger om forskellige opfattelser under afstemningen både ve-
drørende resultatet og vedrørende begrundelsen, at afgørel-
sen skal angive stemmetallet for hver opfattelse, og at afgø-
relsen skal angive navn på de personer, der har truffet afgø-
relsen.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 38, stk. 5, der
bliver stk. 8, ændres, så afgørelser fra vurderingsankenæv-
nene fremadrettet skal indeholde samme oplysninger som
afgørelser, der er truffet af Landsskatteretten, jf. skattefor-
valtningslovens § 45, stk. 2, der dog fremover bliver stk. 3,
jf. lovforslagets § 1, nr. 62.
Det foreslås derfor, at skatteforvaltningslovens § 38, stk.
5, der bliver stk. 8, ændres, så det skal fremgå af vurderings-
ankenævnets afgørelse, hvorvidt afgørelsen er truffet med
deltagelse af vurderingsankenævnsmedlemmer, jf. skattefor-
83
valtningslovens § 8, stk. 4. Har vurderingsankenævnsmed-
lemmer deltaget, skal afgørelsen indeholde oplysninger om
forskellige meninger under afstemningen både vedrørende
resultatet og begrundelsen. Afgørelsen skal angive stemme-
tallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om formanden
eller en ansat, der har deltaget i afgørelsen i formandens
sted, jf. § 10 a, stk. 2, har afgivet dissens. Afgørelsen skal
angive navn på den eller de personer, der har truffet afgørel-
sen.
Til nr. 60
Efter skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, kan vurde-
ringsmyndigheden indbringe andre afgørelser efter lov om
vurdering af landets faste ejendomme vedrørende ejendom-
men, der er en følge af en klage, der skal afgøres af Lands-
skatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. el-
ler 3. pkt., eller stk. 5, for Landsskatteretten, der i så fald på-
kender disse afgørelser i forbindelse med klagen.
Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2,
indføjes, at vurderingsmyndigheden også i situationer, hvor
Landsskatteretten skal træffe afgørelse i en vurderingsklage-
sag, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, eller § 6 a, stk.
1, jf. § 11, stk. 2, kan indbringe andre afgørelser efter lov
om vurdering af landets faste ejendomme og ejendomsvur-
deringsloven vedrørende ejendommen, der er en følge af
klagen, for Landsskatteretten, der i så fald påkender disse
afgørelser i forbindelse med klagen.
Forslaget er således en konsekvens af de foreslåede be-
stemmelser i skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 7, og i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk.
3, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, hvorefter vurderingsankenæv-
net kan henvise klager over såvel afgørelser efter den nye
ejendomsvurderingslov, og afgørelser efter lov om vurde-
ring af landets faste ejendomme til Landsskatteretten til be-
handling.
Det foreslås desuden, at bestemmelsen også skal gælde for
afgørelser efter ejendomsvurderingsloven. Dette er en kon-
sekvens af, at der samtidig med fremsættelsen af nærværen-
de lovforslag er fremsat forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov med titlen »ejendomsvurderingsloven«, og at det i
den forbindelse i skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, tilfø-
jes, at klager over afgørelser, der træffes efter den nye ejen-
domsvurderingslov, tillige skal afgøres af et vurderingsan-
kenævn, jf. dog de samtidig foreslåede nye bestemmelser i
et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 6 og nye bestem-
melser i §§ 6 a og 6 b i skatteforvaltningsloven, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 6 og 7.
Det bemærkes i den forbindelse, at lov om vurdering af
landets faste ejendomme fortsat vil regulere blandt andet de
videreførte vurderinger, der kan påklages inden for det tids-
rum, hvor de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-
vurderinger (øvrige ejendomme) vil kunne påklages.
Til nr. 61
Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1,
indføjes et nyt 2. pkt., der begrænser Landsskatterettens
kompetence til at træffe afgørelse i vurderingsklager, såle-
des at Landsskatteretten i sager om vurdering af fast ejen-
dom uanset klagens formulering tillige kan foretage ændrin-
ger i andre ansættelser og dele af ejendomsvurderingen, hvis
ændringerne er en følge af faktiske eller retlige forhold, der
indgår i prøvelsen af det påklagede.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de samtidig fore-
slåede ændringer af skatteforvaltningslovens §§ 35 h, stk. 1,
og 38, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 53 og 56, hvorved
Skatteankestyrelsens og vurderingsankenævnenes kompe-
tence til at ændre påklagede ejendomsvurderinger afgrænses
på samme måde, som det her er foreslået, for så vidt angår
Landsskatteretten.
Klagemyndighedens prøvelse af vurderingsklager vil her-
efter være uafhængig af, om en klage over en ejendomsvur-
dering skal afgøres i regi af vurderingsankenævnene, eller
om vurderingsankenævnet henviser klagesagen til afgørelse
i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. den samti-
dig foreslåede henvisningsregel i skatteforvaltningslovens §
6, jf. forslagets § 1, nr. 7.
Forslaget skal også ses i lyset af, at ejendomsvurderinger,
jf. det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov, også fremadrettet vil bestå af flere selvstændige
ansættelser og indeholde en række yderligere elementer,
f.eks. fordelinger, der i større eller mindre grad kan være på-
virket af samme forhold med forskellig vægt. Dette forhold
nødvendiggør en præcisering af, i hvilket omfang klagemyn-
digheden ved afgørelse af vurderingsklager kan ændre andre
dele i vurderingen end de direkte påklagede.
Klagemyndigheden kan og skal efter forslaget som ud-
gangspunkt alene påkende påklagede dele af en ejendoms-
vurdering, dvs. f.eks. alene påkende den samlede ejendoms-
værdiansættelse. Henset til at flere elementer i en ejendoms-
vurdering kan være påvirket af de samme forhold, kan kla-
gemyndigheden imidlertid, når klagemyndigheden finder
grundlag for at ændre den eller de påklagede dele af en vur-
dering på baggrund af et givent forhold, tillige tage stilling
til, om det eller de forhold, der har ført til ændringen, tillige
kan anses for at have betydning for andre dele af vurderin-
gen. Klagemyndigheden kan i så fald tage stilling til, om det
nævnte forhold giver grundlag for at ændre andre dele af
vurderingen. Klagemyndigheden skal ved denne stillingta-
gen vurdere, om der er grundlag for at ændre ikke-påklagede
dele af vurderingen efter samme regler, som er gældende for
påklagede dele af vurderingen, dvs. under hensyntagen til,
om den pågældende del af ansættelsen er foretaget i over-
ensstemmelse med vurderingsnormen, herunder om vær-
diansættelsen ligger inden for det fastsatte spænd.
Ved forslaget begrænses klagemyndighedens muligheder
for at ændre ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering
og dermed også klagemyndighedens forpligtelse til at efter-
prøve rigtigheden af ikke-påklagede dele af en ejendoms-
vurdering. Klagemyndigheden kan efter forslaget alene æn-
dre ikke-påklagede dele af en vurdering, hvis påklagede dele
af vurderingen ændres under henvisning til forhold, der tilli-
ge kan anses at have betydning for andre dele af vurderin-
gen. Klagemyndigheden kan ikke ændre ikke-påklagede de-
84
le af en vurdering under henvisning til andre forhold end de
forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurde-
ringen. Klagemyndigheden er imidlertid heller ikke forplig-
tet til at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen under
henvisning til et forhold, der har ført til ændring af påklage-
de dele af vurderingen. Afgørelse af, om ikke-påklagede de-
le af vurderingen skal ændres under henvisning til et sådant
forhold, afhænger af en konkret vurdering, der skal foreta-
ges på fuldstændigt samme grundlag, som hvis de ikke-på-
klagede dele af vurderingen var omfattet af klagen.
Hvis en ejendomsvurdering f.eks. påklages alene med den
begrundelse, at den ansatte ejendomsværdi er for høj, idet
der ikke ved ejendomsværdiansættelsen er taget højde for, at
der er et stort hul i taget på den pågældende ejendom, vil
klagemyndigheden ikke ved sagens afgørelse kunne påken-
de grundværdiansættelsen eller ændre denne under henvis-
ning til andre for denne relevante forhold. Klagemyndighe-
den vil derfor heller ikke ved behandlingen af en sådan kla-
ge være forpligtet til at efterprøve rigtigheden af grundvær-
diansættelsen. Er en tilsvarende klage derimod begrundet i,
at der ikke er taget højde for forhold, der som udgangspunkt
har betydning for andre dele ansættelsen – f.eks. et anbrin-
gende om, at der ved ejendomsværdiansættelsen ikke er ta-
get højde for betydningen af en jordforurening – skal klage-
myndigheden efterprøve, om det anførte giver grundlag for
at ændre den påklagede ejendomsværdiansættelse, og samti-
dig kan klagemyndigheden efterprøve, om grundværdian-
sættelsen skal ændres, når henses til alle for denne relevante
forhold inkl. den konstaterede jordforurening.
Forslaget skal også ses i sammenhæng med forslagene til
indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h,
samt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38 og et nyt stk. 2 i
skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 54,
57 og 62.
Til nr. 62
Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 45 indsæt-
tes et nyt stk. 2, hvorefter Landsskatteretten ved klage over
en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre
ejendomsværdien eller grundværdien, hvis det resulterer i en
ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er stør-
re end 20 pct.
Der foreslås indført tilsvarende bestemmelser for Skatte-
ankestyrelsens og vurderingsankenævnenes ændringskom-
petence, jf. lovforslagets § 1, nr. 54 og 57.
Det foreslås, at klagemyndighedernes reaktionsmulighed
afgrænses, således at klagemyndighederne ved klage over en
afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre de
enkelte ansættelser af ejendomsværdi og grundværdi for så
vidt der er grundlag for at ændre den pågældende konkrete
ansættelse med mere end 20 pct.
Forslaget skal ses i lyset af, at der altid vil være usikker-
hed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom. Der
findes ikke en »rigtig« pris, da mange individuelle faktorer
gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg
etc. En vurdering vil således kunne befinde sig inden for et
vist spænd uden af denne grund at være forkert.
Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i
forslaget til den nye vurderingslov fastsat til den forventeli-
ge kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågæl-
dende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og
øvrige karakteristika. Vurderingsnormen er udtryk for den
værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte
spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen.
Niveauet for dette spænd skal fastlægges, så det er reali-
stisk i forhold til, hvad der er muligt at opnå i forhold til de
vurderingsmetoder, der vil blive anvendt i det nye vurde-
ringssystem. For nogle ejendomstyper kan usikkerheden væ-
re højere, men det forventes, at hovedparten af ejerboligerne
med de bedst mulige statistiske beregningsmodeller kan vur-
deres inden for et spænd på plus/minus 20 pct. Det vurderes
på den baggrund, at et spænd på plus/minus 20 pct. kan an-
vendes i det nye vurderingssystem, jf. de almindelige be-
mærkninger til forslaget til ejendomsvurderingsloven afsnit
2.2.2.
For at understøtte den beskrevne vurderingsnorm med et
indbygget spænd foreslås det, at der indføres en lovbestem-
melse, hvorefter klagemyndigheden kun kan ændre ejen-
domsværdien eller grundværdien, hvis klagemyndigheden
finder grundlag for at ændre den pågældende værdi med me-
re end 20 pct.
Formålet med bestemmelsen er at fastlægge, at klagemyn-
digheden skal respektere, at der i den fastsatte norm ligger et
spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal
respekteres. Ved bestemmelsen objektiviseres således en
margin for vurderingsmyndighedens skøn.
Forslaget vil have den konsekvens, at påklagede ejen-
domsværdier og grundværdier skal stadfæstes af klagemyn-
digheden, hvis der ikke er grundlag for at ændre en påklaget
værdiansættelse med mere end 20 pct. For eksempel vil en
påklaget ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. skulle stadfæstes af
klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at nedsætte
denne med mere end 300.000 kr.
Det forventes, at den foreslåede bestemmelse vil have en
vis effekt i forhold til, at ejendomsejere, der ikke selv har
forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undla-
der at klage.
Endvidere vil bestemmelsen åbne mulighed for, at klage-
myndigheden effektivt kan understøtte afgørelsen af klage-
sager, når påklagede værdiansættelser ligger inden for den
fastsatte skønsmargin, og der således ikke er grundlag for at
ændre de skønsmæssigt fastsatte værdier. I disse tilfælde vil
klagemyndighederne således kunne foretage sagsforberedel-
se og afgørelse på et mere begrænset grundlag. Det gælder
særligt i tilfælde, hvor klageren ikke i sin begrundede klage
efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, har fremført op-
lysninger eller indsigelser, der overhovedet kan føre til en
ændring af grundværdien og/eller ejendomsværdien på mere
end 20 pct. Hvis der således ikke er fremført oplysninger el-
ler andet i en klage, der umiddelbart peger i retning af eller
er egnet til at danne grundlag for en ændring af den eller de
85
pågældende værdier ud over spændet, så vil klagemyndighe-
den kunne begrænse sin prøvelse i overensstemmelse her-
med. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en klage over en
ansat ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. er begrundet med, at
ejendommen er købt for 1,2 mio. kr. kontant i fri handel. I så
fald vil klagemyndigheden kunne stadfæste den påklagede
ejendomsværdi uden at være forpligtet til at inddrage yderli-
gere oplysninger i afgørelsesgrundlaget.
Bestemmelsen skal gælde, selv om ejendomsejeren be-
grunder klagen med forhold, der ikke umiddelbart har ind-
gået i den påklagede vurdering. Klageinstansen skal også i
sådanne situationer forholde sig til rigtigheden af det samle-
de skøn og respektere dette, hvis dette ligger inden for den
fastsatte skønsmargin. Hvis en ejendomsejer under en klage-
behandling for eksempel anfører, at vurderingsmyndigheden
ikke ved vurderingen har taget højde for et forhold, der ikke
fremgår af de registrerede oplysninger om ejendommen,
uanset at forholdet efter ejers opfattelse påvirker ejendom-
mens og grundens værdi, skal klagemyndigheden således
tage stilling til, om der under henvisning til alle de oplysnin-
ger, der er forelagt for klagemyndigheden, er grundlag for at
nedsætte ejendomsværdien henholdsvis grundværdien med
mere end 20 pct. Hvis dette ikke er tilfældet, kan klagemyn-
digheden ikke ændre værdiansættelserne. Dette gælder, uan-
set at det udøvede skøn ikke er foretaget på et korrekt retligt
grundlag, men hvor vurderingen trods dette ligger inden for
spændet. Hvis klagemyndigheden derimod skønner, at en el-
ler flere af de ansatte værdier på baggrund af alle de forelag-
te oplysninger burde være mere end 20 pct. lavere (eller hø-
jere) end ansat, kan klagemyndigheden ændre den eller de
værdier, der er grundlag for at ændre med mere end 20 pct.
Den foreslåede bestemmelse kan således føre til, at der
kan forekomme situationer, hvor der f.eks. er grundlag for at
ændre den ansatte grundværdi, men ikke samtidig er grund-
lag for at ændre den ansatte ejendomsværdi, uanset at f.eks.
et ikke tidligere behandlet forhold skønnes at påvirke begge
værdiansættelser, fordi påvirkningen ikke har den samme
forholdsmæssige betydning i forhold til de to separate an-
sættelser. Den foreslåede bestemmelse kan også føre til, at
en vurdering stadfæstes i sin helhed, uanset at klagemyndig-
heden tiltræder, at der ved vurderingen burde være taget høj-
de for et forhold, som vurderingsmyndigheden ikke har til-
lagt betydning. Det forhold, at vurderingen er foretaget på
grundlag af en forkert fortolkning af reglerne i vurderingslo-
ven - f.eks. i forhold til, hvilke forhold der kan anses at være
af betydning for vurderingen af en ejendom - vil således ik-
ke i sig selv føre til, at vurderingen kan ændres af klagemyn-
dighederne. Ændring vil også i så fald alene kunne ske, hvis
der er grundlag for at ændre de enkelte værdiansættelser i
vurderingen med mere end 20 pct.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de samtidig
foreslåede regler om, at ejendomsejerne i fremtiden som ud-
gangspunkt skal partshøres ved en særlig deklarationspro-
cedure, før der foretages ejendomsvurdering, jf. lovforsla-
gets almindelige bemærkninger afsnit 2.9.2. En ejendoms-
ejer vil hermed, før der træffes afgørelse om ejendomsvur-
dering, blive gjort bekendt med og få lejlighed til at udtale
sig om de forhold, der efter vurderingsmyndighedens vurde-
ring vil have væsentlig betydning for vurderingen af den på-
gældendes ejendom. Ejendomsejer vil i den forbindelse få
lejlighed til at oplyse om andre forhold, der efter ejers opfat-
telse tillige vil være af væsentlig betydning for ejendoms-
vurderingen. Hvis ejer ikke udnytter denne mulighed, vil
vurderingsmyndigheden være berettiget til at antage, at der
har foreligget et fyldestgørende grundlag for at vurdere ejen-
dommen, og til at foretage vurdering på det deklarerede
grundlag. Ejer vil ikke efterfølgende kunne påberåbe sig, at
det er en retlig eller faktisk mangel ved vurderingen, at vur-
deringsmyndigheden ikke af egen drift har indhentet yderli-
gere oplysninger om sådanne andre forhold og taget stilling
til betydningen heraf. Det afgørende for, om klagemyndig-
heden i så fald kan ændre vurderingen, vil derfor også i så
fald være, om der er grundlag for at ændre de enkelte ansæt-
telser med mere end 20 pct.
Denne begrænsning vil være gældende, uanset om klage-
myndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre
en påklaget ansættelse, eller om klagemyndigheden skal
vurdere, om der er grundlag for at ændre en ikke-påklaget
ansættelse under henvisning til forslaget om indsættelse af et
2. pkt. i § 45, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 61.
Der er tale om en processuel regel, der kun vil være direk-
te bindende for klagemyndighedens prøvelse. Skattemyndig-
hedernes afgørelser kan imidlertid ifølge skatteforvaltnings-
lovens § 48 først indbringes for domstolene, når afgørelsen
er blevet prøvet eller afvist af klagemyndigheden på områ-
det, medmindre andet er bestemt ved anden lovgivning.
Vurderingsmyndighedens vurdering skal således i første
(klage)instans prøves af klagemyndigheden. Det bemærkes i
den forbindelse, at overspringelse af klagemyndighedens
prøvelse forudsætter, at der er forløbet mere end 6 måneder
efter den påklagede afgørelses indbringelse for klagemyn-
digheden, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Den afgø-
relse, der skal efterprøves af domstolene, er dermed som alt-
overvejende udgangspunkt klagemyndighedens afgørelse,
som domstolene vil efterprøve om er i overensstemmelse
med gældende ret - i dette tilfælde i forhold til overholdel-
sen af alle processuelle regler for behandling og afgørelse af
vurderingssager og i forhold til vurderingsloven, herunder
den oven for beskrevne vurderingsnorm med et indbygget
spænd.
Det må derfor formodes, at den foreslåede bestemmelse,
der begrænser klagemyndighedens adgang til at tilsidesætte
det af vurderingsmyndigheden udøvede skøn inden for en
beskrevet ramme, vil have en afsmittende effekt på domsto-
lenes tilbøjelighed til at tilsidesætte skønnet i vurderingssa-
ger, således at domstolene vil være utilbøjelige til at ændre
vurderingsmæssige skøn, der ligger inden for den i vurde-
ringslovens forarbejder fastlagte skønsmargin, jf. de almin-
delige bemærkninger afsnit 2.2.2 i forslag til ejendomsvur-
deringsloven, og at denne utilbøjelighed vil forstærkes af, at
klagemyndighederne ikke vil have mulighed for at tilside-
sætte vurderingsmyndighedens skøn, i det omfang klage-
myndighedens skøn ikke afviger fra dette med mere end 20
pct.
86
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget,
der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit
2.10.2.3, hvor det foreslås, at vurderingsmyndighedens ad-
gang til ekstraordinær genoptagelse af en vurdering (efter
udløbet af fristen for ordinær genoptagelse), der ikke vedrø-
rer en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, harmoniseres med begrænsningen af klagemyndighedens
mulighed for at ændre vurderingen, således at det bliver en
betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelse
resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundvær-
dien, der er større end 20 pct. I dag er grænsen for ekstraor-
dinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk.
3, på mindst 15 pct.
Vurderingsmyndighedens mulighed for ordinært at genop-
tage egne vurderinger (inden for fristen for ordinær ansæt-
telse) skal ikke begrænses af den objektivt fastsatte skøns-
margin, der i fremtiden skal respekteres af klagemyndighe-
den. Vurderingsmyndigheden skal således også i fremtiden
have adgang til at genoptage egne vurderinger med henblik
på ændringer, der ligger inden for denne margin. Også når
genoptagelse sker i forbindelse med, at der er indgivet en
klage over vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a,
stk. 5. Sidstnævnte genoptagelsesadgang omfatter – i mod-
sætning til den ordinære og ekstraordinære adgang til gen-
optagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33 – også rene be-
løbsmæssige værdiskøn. Vurderingsmyndigheden skal dog
ved vurderingen af, om der er grundlag for at genoptage en
ejendomsvurdering, hense til om den allerede foretagne vur-
dering ligger inden for det naturlige spænd, der ligger i vur-
deringsnormen.
Hvis ejendomsejer og vurderingsmyndigheden er enige
om, at genbehandling af en vurderingssag (i første omgang)
kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden,
kan vurderingsmyndigheden i forbindelse med, at der er ind-
givet en klage, genoptage og ændre en vurdering, uanset om
ændringen af de separate værdiansættelser er på mindre end
20 pct. af de oprindelige vurderinger. Der henvises til de al-
mindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.
Efter endt genoptagelsesbehandling har ejendomsejeren
mulighed for at påklage den nye vurdering.
Hvis ejendomsejeren ikke er enig i, at sagen (i første om-
gang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndig-
heden, vil sagen derimod blive afgjort af klageinstansen, der
ikke vil have mulighed for at ændre vurderingen, hvis den er
inden for den fastsatte skønsmargin.
Den foreslåede begrænsning af klagemyndighedens ad-
gang til at ændre påklagede vurderinger vil således skabe en
sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og gen-
optagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør be-
handles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt
omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær
genoptagelse.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en forudsætning
for, at klagemyndigheden kan og skal ændre ejendomsvær-
dien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20
pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre grund-
værdien med mere end 20 pct. Det er på samme måde en
forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre
grundværdien, at der er grundlag for at ændre denne med
mere end 20 pct. Modsat kan og skal klagemyndigheden æn-
dre grundværdien, hvis der er grundlag for at ændre denne
med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag
for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct., idet
samtidig ændring af ejendomsværdien i så fald forudsætter,
at der er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere
end 20 pct. Dette gælder uanset, om klagemyndighedens
prøvelse af rigtigheden af foretagne ansættelser sker under
henvisning til formuleringen af klagen eller under henvis-
ning til den samtidig foreslåede regel om, at klagemyndig-
heden ved påkendelsen af vurderingsklager kan foretage de
ændringer i andre dele af den påklagede vurdering, der føl-
ger af forhold, der er tillagt vægt ved ændringen af en påkla-
get ansættelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 61.
Den foreslåede bestemmelse afgrænser imidlertid efter sin
formulering kun klagemyndighedens adgang til at ændre
den påklagede ejendomsværdi og den påklagede grundvær-
di. Bestemmelsen begrænser ikke klagemyndighedens mu-
lighed for at foretage ændringer i de elementer i en ejen-
domsvurdering, der ikke er kvalificeret som separate ansæt-
telser. Forslaget skal således ses i lyset af ejendomsvurde-
ringslovens § 15, stk. 2, med bemærkninger. Fordelinger af
ejendomsværdier og grundværdier m.v. er dog ligeledes ba-
seret på et vurderingsfagligt skøn, hvilket tilsvarende et for-
bundet med en naturlig usikkerhed. Klagemyndighederne
må derfor også i praksis forventes at udvise en vis tilbage-
holdenhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden fore-
tagne fordelinger m.v.
Det fremgår af afsnit 2.3.2 i lovforslaget til ejendomsvur-
deringsloven og af bemærkningerne til ejendomsvurderings-
lovens § 15, stk. 2, at ejendomsværdien og grundværdien
også fremadrettet vil være separate ansættelser, der foreta-
ges uafhængigt af hinanden og på forskelligt grundlag. Der
vil herudover også i den fremtidige vurderingsordning i vur-
deringerne indgå fordelinger af ansatte værdier, jf. forslagets
§§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget i medfør
af anden lovgivning. Som det fremgår af bemærkningerne til
ejendomsvurderingsloven vil ejendoms- og grundværdian-
sættelserne og de øvrige dele af de nye ejendomsvurderinger
imidlertid, som det også er tilfældet i dag, i et vist omfang
være påvirket af samme forhold. Det vil dog heller ikke
fremadrettet være alle forhold, der er af relevans for alle an-
sættelser og øvrige elementer i en vurdering, men visse for-
hold kan påvirke såvel de separate ansættelser og de øvrige
dele af vurderingerne, om end muligvis med forskellig vægt.
Bestemmelsen begrænser heller ikke klagemyndighedens
mulighed for at forholde sig til formelle indsigelser i forhold
til den påklagede afgørelse. Hvis klageren f.eks. gør gælden-
de, at den påklagede afgørelse er ugyldig grundet manglen-
de høring, kan dette efterprøves af klagemyndigheden. Kla-
gemyndigheden kan tillige tage stilling til den fortolkning af
vurderingslovgivningen, der er udøvet af vurderingsmyndig-
heden i forbindelse med værdiansættelserne, f.eks. i forhold
87
til, hvilke forhold, der er af betydning for den konkrete ejen-
domsvurdering.
Hvis klagemyndigheden konstaterer, at en påklaget afgø-
relse er gyldigt foretaget, kan ændring af en eller flere fore-
tagne værdiansættelser imidlertid alene foretages, hvis for-
udsætningen om, at de enkelte ændringer skal være på mere
end 20 pct., er opfyldt, uanset om klagemyndigheden er enig
i vurderingsmyndighedens fortolkning i øvrigt. Reglen har i
den forbindelse som ovenfor nævnt en nær sammenhæng
med de samtidig foreslåede processuelle regler.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for klager over af-
gørelser efter den nye ejendomsvurderingslov. Klagemyn-
dighedens adgang til at ændre ejendomsvurderinger foreta-
get efter lov om vurdering af landets faste ejendomme be-
grænses således ikke af bestemmelsen. Bestemmelsen vil så-
ledes heller ikke finde anvendelse ved behandlingen af kla-
ger over de videreførte vurderinger, det vil sige klager over
de vurderinger, hvor adgangen til at klage over vurderinger-
ne er udskudt til det tidspunkt, hvor der kan klages over de
nye 2018-/2019-vurderinger, jf. lov nr. 61 af 16. januar
2017.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til ind-
førelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h, og
et nyt stk. 3 i skatteforvaltningslovens § 38, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 54 og 57, i hvilke der foreslås tilsvarende begræns-
ninger af vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens
kompetence til at ændre vurderinger.
Til nr. 63
Der ydes efter gældende regler i skatteforvaltningslovens
§ 55 ikke omkostningsgodtgørelse i vurderingssager, bortset
fra når Landsskatteretten træffer afgørelse og ved domstols-
behandling efter, at klagemyndigheden har truffet afgørelse.
Der ydes imidlertid efter den gældende § 55, stk. 1, nr. 4,
omkostningsgodtgørelse ved en anmodning til Skatteanke-
styrelsen om genoptagelse af en afgørelse truffet af Skatte-
ankestyrelsen.
Den gældende § 55, stk. 1, nr. 2, blev indført ved lov nr.
649 af 12. juni 2013, ved hvilken Skatteankestyrelsen blev
klageinstans for en række sager, der tidligere blev behandlet
som kontorsager i regi af Landsskatteretten, for at sikre, at
der fortsat blev ydet omkostningsgodtgørelse til behandling
af disse sager. Det blev i den forbindelse i § 55, stk. 1, nr. 4,
indføjet, at der tillige ydes godtgørelse ved en anmodning
om genoptagelse af Skatteankestyrelsens afgørelse. § 55,
stk. 1, nr. 4, har således til formål at sikre, at der ydes godt-
gørelse ved anmodninger om genoptagelse af godtgørelses-
berettigede landsskatterets- og skatteankestyrelsessager.
For at opretholde den nuværende retstilstand foreslås det,
at der efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, indsættes et
nyt stk. 3, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse
til behandling af anmodninger om genoptagelse af vurde-
ringssager, der er afgjort af Skatteankestyrelsen efter den
foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk.
1, jf. de foreslåede bestemmelser i skatteforvaltningslovens
§§ 6 og 6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 og 7, og heller ikke
ydes omkostningsgodtgørelse til behandling af anmodninger
om genoptagelse af vurderingssager, der er afgjort af Skatte-
ankestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i skattefor-
valtningslovens § 4 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3 og 4, bliver herefter
stk. 4 og 5.
Til nr. 64
Der ydes efter gældende regler i skatteforvaltningslovens
§ 55 ikke omkostningsgodtgørelse i vurderingssager, bortset
fra når Landsskatteretten træffer afgørelse og ved domstols-
behandling efter, at klagemyndigheden har truffet afgørelse.
Der ydes derimod efter gældende regler ikke omkost-
ningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser, der er
behandlet af Skatteankestyrelsen.
I lovforslaget § 1, nr. 3, 6 og 7, foreslås ændringer af skat-
teforvaltningslovens §§ 4 a og 6-6 b, hvorefter vurderings-
ankenævnet skal kunne henvise visse vurderingssager til
Skatteankestyrelsen til afgørelse. I lovforslagets § 1, nr. 4,
foreslås endvidere med forslaget til § 4 a, stk. 2, at Skattean-
kestyrelsen træffer afgørelse i klager vedrørende told- og
skatteforvaltningens afslag på genoptagelse.
Skatteankestyrelsen vil således i fremtiden træffe afgørel-
se i visse vurderingssager.
Da den gældende retstilstand, hvorefter der ydes omkost-
ningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af vurderingssager
efter, at en klagemyndighed har truffet afgørelse, ønskes op-
retholdt, foreslås det derfor, at skatteforvaltningslovens §
55, stk. 3, nr. 1, der under henvisning til lovforslagets § 1,
nr. 64, bliver stk. 4, nr. 1, ændres, således at det af bestem-
melsen kommer til at fremgå, at der ydes godtgørelse ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager, der er blevet afgjort
af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a, jf.
§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2.
Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af
de samtidig foreslåede regler i skatteforvaltningslovens §§ 4
a og 6-6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 4, 6 og 7.
Til nr. 65
Der ydes efter gældende regler i skatteforvaltningslovens
§ 55 ikke omkostningsgodtgørelse i vurderingssager, der er
indbragt for domstolene efter overspringsreglen i skattefor-
valtningslovens § 48.
Med henblik på at opretholde denne retstilstand, uanset de
i lovforslagets § 1, nr. 63 og 64, foreslåede ændringer, fore-
slås det, at det i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, 2. pkt.,
der under henvisning til lovforslagets § 1, nr. 64, bliver stk.
4, 2. pkt., indføjes, at der ikke vil blive ydet godtgørelse ved
domstolsprøvelse af sager behandlet af Skatteankestyrelsen i
medfør af skatteforvaltningslovens §§ 4 a og 6-6 b, hvis sag-
en er indbragt for domstolene efter overspringsreglen i skat-
teforvaltningslovens § 48, stk. 2.
88
Til § 2
Til nr. 1
Efter § 1, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, skal
der, af de i en kommune beliggende faste ejendomme, for
hvilke der i medfør af lov om vurdering af landets faste
ejendomme er foretaget ansættelse af grundværdien, betales
grundskyld til kommunen.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel
og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte for-
slag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes
ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering
af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderings-
loven.
Til nr. 2
I § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, er der fast-
sat et loft over grundlaget for beregningen af de kommunale
grundskatter. Efter grundskatteloftet beregnes grundskylden
med den fastsatte grundskyldpromille af den laveste af føl-
gende værdier:
1) Ejendommens grundværdi efter eventuelt fradrag for
grundforbedringer, således som disse beløb er fastsat af
SKAT ved seneste vurdering. Der tages endvidere hen-
syn til de fritagelser og reduktioner, der er mulige efter
lov om kommunal ejendomsskat.
2) Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der
dannede grundlag for påligningen af grundskyld det
foregående år, forhøjet med en reguleringsprocent.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel
og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte for-
slag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes
ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering
af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderings-
loven.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 3 og 4
I § 1, stk. 3, 4. og 5. pkt., i lov om kommunal ejendoms-
skat, er der en henvisning til § 1 i lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme, hvor ejerboliger defineres. I det sam-
tidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov de-
fineres ejerboliger i § 4.
Det foreslås derfor, at henvisningen i § 1, stk. 3, 4. pkt.,
ændres i overensstemmelse hermed, og at henvisningen i §
1, stk. 3, 5. pkt., udgår.
Ændringen er således af ren teknisk karakter af hensyn til
strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt
fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.
Til nr. 5
I § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat,
henvises til § 33, stk. 16, 17 eller 18, i lov om vurdering af
landets faste ejendomme, hvorefter told- og skatteforvaltnin-
gen foretager en ansættelse for nye grunde, hvor der er sket
en ændring af ejendommens areal, anvendelse eller planfor-
hold, og ejerlejligheder, hvor der er sket ændringer i forde-
lingstallet. Ifølge det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov skal denne ansættelse ske efter § 40,
stk. stk. 1, nr. 1, 2 eller 4.
Det foreslås derfor, at henvisningen i § 1, stk. 4, 1. pkt.,
ændres i overensstemmelse hermed. Ændringen er således af
teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Desuden foreslås det, at der rettes op på en tidligere fejl
med en dobbelthenvisning til bestemmelsens stk. 2.
Til nr. 6
I § 1, stk. 4, 3. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat,
henvises til § 33, stk. 16, 17 eller 18, i lov om vurdering af
landets faste ejendomme, hvorefter told- og skatteforvaltnin-
gen foretager en ansættelse for nye grunde, hvor der er sket
en ændring af ejendommens areal, anvendelse eller planfor-
hold, og ejerlejligheder, hvor der er sket ændringer i forde-
lingstallet. Ifølge det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov skal denne ansættelse ske efter § 40,
stk. stk. 1, nr. 1, 2 eller 4.
Det foreslås derfor, at henvisningen i § 1, stk. 4, 3. pkt.,
ændres i overensstemmelse hermed. Ændringen er således af
en teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed para-
grafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 7
Den grundværdi, der efter forslaget til en ny ejendomsvur-
deringslov skal ansættes for en skovejendom, vil være den
samme pr. hektar, uanset om skoven er nytilplantet, eller
den er hugstmoden. Dette er en følge af den fremskrivnings-
ordning, der efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov
skal gælde ved ansættelsen af grundværdier for landbrugs-
ejendomme og skovejendomme, jf. § 28 i det nævnte lovfor-
slag.
Imidlertid vil der gå en vis tid, før en nytilplantet skov vil
have samme værdi som omkringliggende skovarealer. Det
foreslås derfor i stk. 7, at der etableres en ordning, hvorefter
grundværdien af nytilplantede skovarealer, hvor der ikke
hidtil har været skov, ikke indgår i beregningen af grund-
skyld med det fulde beløb, men i stedet indfases over en år-
række.
Ordningen skal efter lovforslaget kunne anvendes, når ny
skov plantes på produktionsjord, som tilhører skovejendom-
me, og som ikke hidtil har været undergivet fredskovpligt.
Efter § 28 i forslaget til en ny ejendomsvurderingslov for-
stås der ved produktionsjord arealer beliggende i landzone
tilhørende landbrugs- eller skovejendomme, hvis sådanne
89
arealer anvendes til landbrugsmæssige formål eller er under-
givet fredskovpligt.
De pågældende arealer må ikke efter forskrifter udstedt i
medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering
kunne anvendes til andre formål. Naturarealer tilhørende
landbrugs- eller skovejendomme anses også for produkti-
onsjord. Det samme gælder fredskovpligtige arealer tilhø-
rende skovejendomme uden for landzone.
Der skal efter forslaget være tale om skovrejsning på ikke
hidtil fredskovspligtige arealer, der i forbindelse med til-
plantningen pålægges fredskovspligt. Nytilplantninger i for-
bindelse med almindelig omdrift er ikke omfattet.
Det er uden betydning for anvendelsen af ordningen, om
der erhverves nye arealer, som tilplantes og undergives fred-
skovpligt, eller om nytilplantningen sker på arealer, som al-
lerede tilhører skovejendommen, men som ikke hidtil har
været undergivet fredskovpligt. Noget sådant kunne være
tilfældet, hvis arealet hidtil har været anvendt til landbrugs-
formål, eller det har henligget som naturareal.
Indfasningsordningen vedrører alene beregningen af
grundskyld. Den grundværdi, som vurderingsmyndigheden
efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov skal ansætte
ved en fremskrivning af gennemsnitlige hektarpriser, berø-
res ikke af indfasningsordningen.
I stedet vil indfasningen efter forslaget ske på den måde,
at den del af grundværdien, der vedrører det nytilplantede
areal, kun indgår med 20 pct. ved beregningen af grund-
skyld ved den første almindelige vurdering eller omvurde-
ring, efter at tilplantningen har fundet sted, jf. forslaget til
stk. 8.
Efter den næstfølgende almindelige vurdering indgår
grundværdien af det nytilplantede areal med 40 pct. af den
grundværdi, der på dette tidspunkt ansættes. Efter den tredje
almindelige vurdering efter tilplantningen indgår grundvær-
dien med 60 pct. af den grundværdi, der på dette tidspunkt
ansættes. Efter den fjerde almindelige vurdering indgår
grundværdien tilsvarende med 80 pct., mens den efter de
følgende almindelige vurderinger indgår med det fulde be-
løb.
Det foreslås i stk. 8, at nytilplantning som nævnt i stk. 7
skal anses for at have fundet sted på det tidspunkt, hvorfra
fredskovpligt for det pågældende areal er registreret som
gældende i matriklen.
Videre foreslås det, at told- og skatteforvaltningen foreta-
ger en fordeling af skovejendommens grundværdi på den
del, der er omfattet af stk. 7, og den resterende del. Da skov-
ejendommens samlede fredskovpligtige areal vil have sam-
me gennemsnitlige hektarpriser ved ansættelsen af grund-
værdi efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov, vil
der være tale om en forholdsmæssig fordeling af grundvær-
dien efter areal.
Der kan være tale om, at et nytilplantet areal i løbet af ind-
fasningsperioden overdrages til en anden skovejendom. Det
foreslås i stk. 9, at reglerne i stk. 7 skal anvendes for hver
del af arealet. Det bemærkes, at dette kun gælder, hvis en
del af arealet overdrages til en anden skovejendom. Det
foreslås videre, at reglerne i stk. 7 ikke skal gælde, hvis
arealer overdrages til ejendomme, som ikke er skoveejen-
domme efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov. Det-
te vil således også gælde, hvis et areal overdrages til en
landbrugsejendom.
Til nr. 8
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 2, stk. 1, 3. pkt. og stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal
ejendomsskat anvendes begrebet landbrug, gartneri, plante-
skole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konse-
kvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse
hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 9
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat an-
vendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplanta-
ge eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at
henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
90
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 10
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 6 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat
anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugt-
plantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf,
at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 11
Ifølge § 7, stk. 1, litra b, i lov om kommunal ejendomsskat
er ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner
som udgangspunkt fritaget for grundskyld. Det gælder dog
ikke ejendomme, der anvendes erhvervsmæssigt til land-
brug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller som henligger
ubenyttede. Det afgørende for, om der skal betales grund-
skyld af ejendomme tilhørende staten, regioner eller kom-
muner, som anvendes til landbrug, havebrug eller skovdrift,
er således, om ejendommen anvendes erhvervsmæssigt.
Af ejendomme, som er fritaget for grundskyld efter § 7,
stk. 1, litra b, i lov om kommunal ejendomsskat, kan kom-
munen efter lovens § 23 opkræve dækningsafgift af grund-
værdien efter fradrag for forbedringer og af forskelsværdien
(forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien).
Det foreslås at ophæve betingelsen i § 7, stk. 1, litra b, 1.
pkt., i lov om kommunal ejendomsskat om, at ejendomme
tilhørende staten, regioner eller kommuner, skal anvendes
erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift for at
være omfattet af fritagelsen for grundskyld. Ifølge forslaget
vil alle ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommu-
ner, der anvendes til landbrug, havebrug eller skovdrift, så-
ledes ikke være fritaget for grundskyld uanset den konkrete
anvendelse af ejendommen. Det vil sige, at der i alle tilfælde
skal betales grundskyld til kommunen af disse ejendomme.
Som følge af, at ejendomme tilhørende staten, regioner el-
ler kommuner, som anvendes til landbrug, havebrug eller
skovbrug, ifølge forslaget ikke skal kunne være fritaget for
grundskyld, vil der således ikke være adgang for kommu-
nerne til at opkræve dækningsafgift af disse ejendomme ef-
ter § 23 i lov om kommunal ejendomsskat.
Med forslaget ændres der ikke på reglerne om fritagelse
for grundskyld af ejendomme tilhørende staten, regioner el-
ler kommuner, der udlejes eller som henligger ubenyttede.
Der vil derfor fortsat gælde et krav om, at udleje af statslige
m.v. ejendomme skal være erhvervsmæssig for, at disse
ejendomme er omfattet af grundskyldspligten. Desuden vil
der fortsat skulle betales grundskyld af ejendomme, der hen-
ligger ubenyttede.
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget
til en ny ejendomsvurderingslov, hvorefter der fra 2019 ikke
ansættes ejendomsværdier for skov- og landbrugsejendom-
me, hvorved grundlaget for opkrævning af dækningsafgift
fremover ikke vil være til stede.
Til nr. 12
Efter § 8, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat kan
kommunen fritage en del af grundskylden, hvis en skov har
lidt skade på træbestanden som følge af brand, storm, svam-
peangreb eller lignende. Betingelsen er, at disse begivenhe-
der har medført, at den del af skovens ejendomsværdi, der
falder på selve skoven, bliver væsentligt lavere end skovens
normalværdi, sådan som denne er ansat efter § 15 i den hid-
tidige vurderingslov. Den delvise fritagelse gives i et sådant
tidsrum, at skovens normaltilstand vil være genoprettet.
Der vil i den kommende vurderingsordning ikke skulle an-
sættes ejendomsværdier af skovejendomme. Samtidig vil
grundværdien for skovejendommes vedkommende fremover
skulle ansættes ved en statistisk baseret fremskrivning af de
eksisterende grundværdier. Der henvises til det lovforslag,
der er fremsat herom.
Der vil herefter ikke være et grundlag for at give de frita-
gelser, som § 8, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat gi-
ver mulighed for. Samtidig vil grundværdierne som nævnt
skulle ansættes ved statistisk baserede fremskrivninger. Det
forhold, at der måtte ske skade på træbestanden i en skov på
grund af brand, storm, svampeangreb eller lignende, ændrer
ikke på dette.
Det foreslås på denne baggrund, at § 8, stk. 3, i lov om
kommunal ejendomsskat ophæves.
Til nr. 13
Det følger af vurderingslovens § 13, stk. 2, at der ved an-
sættelsen af grundværdien skal tages hensyn til de rettighe-
der og byrder af offentligretlig karakter, der er knyttet til
grunden. Det gælder bl.a. den fysiske planlægning efter
planlovgivningen som f.eks. lokalplaner. Der skal endvidere
tages hensyn til den anvendelse, herunder f.eks. den maksi-
male bebyggelsesprocent, der står i lokalplanen, uanset om
den faktiske anvendelse afviger fra lokalplanen.
Ifølge vurderingslovens § 33, stk. 17, skal der for ejen-
domme, som ændres, for så vidt angår grundens størrelse el-
ler benyttelse, herunder ændrede planforhold, ved vurdering
91
eller omvurdering ikke alene ansættes en grundværdi efter
de almindelige vurderingsregler, men tillige en grundværdi
på grundskatteloftsniveau. Ved ændrede planforhold forstås
ændring af zonestatus fra f.eks. landzone til byzone og æn-
dringer i en lokalplan, der indebærer, at en ejendom kan an-
vendes på en anden måde.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen kan
meddele hel eller delvis fritagelse for stigning i grundskyld
til ejere af ejendomme, hvor grundværdien er steget med
mere end 20 pct. som følge af en ændret lokalplan.
Det er kommunalbestyrelsen, der er den kompetente myn-
dighed i forhold til at meddele hel eller delvis fritagelse for
grundskyldsstigninger, der følger af en ændret grundværdi
på mere end 20 pct. som følge af en ændret lokalplan. Ifølge
den foreslåede bestemmelse kan, men ikke skal, kommunal-
bestyrelsen gøre brug af adgangen til hel eller delvis frita-
gelse, hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse er
opfyldt.
Det beløb, der vil kunne meddeles hel eller delvis fritagel-
se for, er stigningen i grundskylden, der er en følge af, at
ejendommens grundværdi er steget med mere end 20 pct.
som følge af en ændret lokalplan.
Den foreslåede adgang for kommunalbestyrelsen til at
meddele hel eller delvis fritagelse for stigning i grundskyl-
den vil have virkning for ændringer i grundværdien, som
medfører, at der foretages en tilbageregning til ejendom-
mens basisår i medfør af § 40, stk. 1, nr. 5, i forslaget til en
ny ejendomsvurderingslov.
I stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at det er en betingelse for, at
kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagel-
se, at ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre om-
fang, end det var tilladt forud for den ændrede lokalplan.
Den foreslåede betingelse indebærer, at hel eller delvis fri-
tagelse kun kan meddeles en ejendomsejer, hvis anvendel-
sen eller udnyttelsen af ejendommen ikke overstiger, hvad
der var tilladt ifølge forskrifterne i den planlægning, der var
gældende for ejendommen forud for, at ejendommens
grundværdi er ændret.
I stk. 1, 3. pkt., foreslås det, at det er en betingelse for, at
der kan meddeles hel eller delvis fritagelse, at der er foreta-
get en tilbageregning af grundværdien til basisåret efter §
40, stk. 1, nr. 5, i forslaget til en ny ejendomsvurderingslov,
som er fremsat samtidig med nærværende lovforslag.
Det følger af den netop nævnte bestemmelse, at der skal
ske tilbageregning til basisåret efter § 42 i forslaget til en
ejendomsvurderingslov efter de indeks, der fastsættes efter
§§ 44-47 i det nævnte lovforslag, hvis ejendommens ejen-
domsværdi eller grundværdi er ændret som følge af ændrede
anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder, herunder en ænd-
ret lokalplan.
Det foreslås i stk. 2, at fritagelsen bortfalder senest 10 år
efter det tidspunkt, hvor grundværdien er ændret. Desuden
bortfalder fritagelsen, hvis betingelsen i den foreslåede be-
stemmelses stk. 1, 2. pkt., om, at ejendommen ikke anven-
des eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud
for den ændrede lokalplan, ikke længere er opfyldt, eller
hvis ejeren afstår ejendommen.
Desuden bortfalder fritagelsen, hvis ejendommen afstås,
f.eks. ved salg. Det indebærer, at fritagelsesordningen er for-
beholdt den, der ejer ejendommen på det tidspunkt, hvor
grundværdien ændres med mere end 20 pct. som følge af
den ændrede lokalplan. Hvis denne ejer ikke har opnået fri-
tagelse, vil en ny ejer således ikke senere kunne opnå frita-
gelse efter den foreslåede bestemmelse.
Konsekvensen af, at fritagelsen bortfalder, er, at kommu-
nen kan opkræve grundskyld beregnet på grundlag af den
grundværdi, der er opgjort under hensyntagen til den nye lo-
kalplan.
Til nr. 14
Hvis en ejendom er beliggende i flere kommuner, skal
vurderingsmyndigheden efter § 22 i lov om kommunal ejen-
domsskat fastsætte, hvor stor en del af grundværdien der
skal henføres til de enkelte kommuner, jf. også § 33, stk. 2, i
den gældende vurderingslov.
En sådan fordeling skal tilsvarende foretages efter det for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov, der er fremsat samti-
dig med nærværende lovforslag. Det foreslås derfor, at be-
stemmelsen udgår af lov om kommunal ejendomsskat.
Til nr. 15
Ved tidligere ændring af loven har man glemt at ophæve
selve kapitlet. Der foreslås at rette op på denne fejl.
Til nr. 16
Det følger af § 23, stk. 1, i lov om kommunal ejendoms-
skat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der af ejen-
domme, der i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3,
er fritaget for grundskyld, skal betales dækningsafgift af
grundværdien efter fradrag for forbedringer og af forskels-
værdien, som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme
medfører for kommunen.
Det foreslås, at det i § 23, stk. 1, i lov om kommunal ejen-
domsskat, indsættes, at der kun kan opkræves dækningsaf-
gift af grundværdien og forskelsværdien i det omfang, der er
ansat en ejendomsværdi og en grundværdi efter forslaget til
en ny ejendomsvurderingslov.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med § 12,
stk. 1, i forslaget til en ny ejendomsvurderingslov, hvorefter
der alene skal ansættes en grundværdi og en ejendomsværdi,
når der skal betales dækningsafgift af grundværdien og for-
skelsværdien, idet der dog ikke skal ansættes en grundværdi
eller ejendomsværdi til brug for opkrævning af dækningsaf-
gift af en kommunes egne ejendomme. For disse ejendom-
me indebærer forslaget således, at der ikke kan opkræves
dækningsafgift på grundlag af grundværdien og ejendoms-
værdien.
Til nr. 17
Efter § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat kan kom-
munen opkræve en dækningsafgift af forskelsværdien (for-
92
skellen mellem ejendomsværdi og grundværdi) for ejendom-
me, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værk-
sted og lignende formål. Afgiften kan højst udgøre 10 pro-
mille.
Anvendes kun en del af en ejendom til dækningsafgifts-
pligtige formål, betales der kun afgift af den del, der vedrø-
rer denne del. Der betales kun dækningsafgift, hvis mere
end halvdelen af forskelsværdien vedrører dækningsafgifts-
pligtig virksomhed.
I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov foreslås det i § 10, stk. 1, nr. 3, at der i den nye vur-
deringsordning kun skal ansættes ejendomsværdier for er-
hvervsejendomme i det omfang, dette på vurderingstids-
punktet er nødvendigt for opkrævningen af dækningsafgift,
eller hvis ejeren bebor en del af ejendommen, og der skal
beregnes ejendomsværdiskat af boligdelen.
Efter de gældende regler om dækningsafgift indtræder –
henholdsvis ophører – dækningsafgiftspligten med virkning
fra førstkommende kvartalsskifte, jf. ejendomsskattelovens
§ 23 A, stk. 4. Ændrer en ejendom helt eller delvist anven-
delse, og har dette betydning for betalingen af dækningsaf-
gift, vil dette således have virkning fra førstkommende kvar-
talsskifte. Det påhviler i sådanne tilfælde vurderingsmyndig-
heden at foretage de ansættelser og fordelinger, der er nød-
vendige for beregningen af dækningsafgiften, jf. lovens § 23
A, stk. 5.
Disse regler gør det nødvendigt for vurderingsmyndighe-
den at foretage ansættelser og fordelinger uden for de almin-
delige vurderingsterminer og omvurderingsterminer. I prin-
cippet vil den samme ejendom efter disse bestemmelser så-
ledes kunne behandles af vurderingsmyndigheden fire gange
om året, om end dette i praksis dog næppe forekommer.
Imidlertid vil det fremtidige vurderingssystem i langt hø-
jere grad end det hidtidige være automatiseret. Vurderingen
vil være lagt an på, at vurderingsmyndigheden til brug for
almindelige vurderinger eller omvurderinger modtager eller
indhenter oplysninger om bl.a. erhvervsejendommenes an-
vendelse i BBR, og vurderingsmyndigheden vil herefter
foretage de ansættelser af ejendomsværdier for erhvervs-
ejendomme, som på dette grundlag skal foretages.
Det vil være vanskeligt at indpasse de manuelle processer,
som de nuværende regler om opkrævning af dækningsafgift
nødvendiggør, i den nye vurderingsordning.
Det foreslås derfor i 1. pkt., at såfremt en ejendom som
følge af ændringer i anvendelsen overgår til at skulle svare
dækningsafgift, sker dette med virkning fra det skatteår, der
tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger efter det, i
hvilken vurderingen er foretaget.
I § 5, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til ny ejen-
domsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal fore-
tages pr. 1. september i vurderingsåret (vurderingstermin).
Herved ændres vurderingsterminen fra 1. oktober, jf. § 2 i
den hidtidige vurderingslov, til 1. september.
Skifter en ejendom anvendelse den 10. august 2019, dvs.
før vurderingsterminen, vil SKAT efter forslaget til en ny
ejendomsvurderingslov § 6, stk. 1, nr. 6, skulle foretage en
omvurdering pr. 1. september 2019. Kommunen vil herefter
kunne opkræve dækningsafgift fra og med 1. januar 2020.
Skifter en ejendom derimod først anvendelse den 10. ok-
tober 2019, dvs. efter vurderingsterminen, vil SKAT efter
forslaget til en ny ejendomsvurderingslov § 6, stk. 1, nr. 6,
skulle foretage en omvurdering pr. 1. september 2020. Kom-
munen vil herefter kunne opkræve dækningsafgift fra og
med 1. januar 2021.
Der kan endvidere opstå tilfælde, hvor der er behov for at
vurdere ejendomme, der ikke tidligere er vurderet, fordi be-
tingelserne for undtagelse fra vurdering ikke længere er op-
fyldt. Det gælder, hvis der ifølge § 12 i det samtidigt frem-
satte forslag til en ny ejendomsvurderingslov ikke skal an-
sættes en ejendomsværdi, eller fordi vurderingsmyndighe-
den har undtaget en ejendom fra vurdering, fordi vurdering
ikke tjener et beskatningsmæssigt formål, jf. § 13 i det
nævnte lovforslag.
På baggrund heraf foreslås det i § 14 i det samtidigt frem-
satte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderings-
myndigheden i tilfælde, hvor en ejendom ikke længere op-
fylder betingelserne for helt eller delvist at være undtaget fra
vurdering, skal foretage de nødvendige ansættelser. Dette
skal efter forslaget ske på det tidspunkt, hvor betingelserne
for undtagelse fra vurdering ikke længere er opfyldt, og det
kan således ske på et vilkårligt tidspunkt af året.
Det foreslås i 2. pkt., at pligten til at betale dækningsafgift
efter §§ 23 eller 23 A af en ejendom, for hvilken der er fore-
taget en vurdering efter § 14 i forslag til en ny ejendomsvur-
deringslov, skal indtræde fra udgangen af det kvartal, hvor
betingelserne for hel eller delvis undtagelse fra vurdering ik-
ke længere er opfyldt. Hvis betingelserne eksempelvis fra
den 1. marts 2019 ikke længere er opfyldt, vil pligten til at
betale dækningsafgift således indtræde fra og med 2. kvartal
2019.
I de tilfælde, hvor vurderingen efter § 5, stk. 1, i forslag til
en ny ejendomsvurderingslov, ikke er offentliggjort forud
for opkrævningen af en rate af dækningsafgift, vil denne rate
ifølge § 26 A, stk. 6, i det samtidigt fremsatte forslag til en
ny ejendomsvurderingslov, jf. lovforslagets § 2, nr. 18, skul-
le opkræves sammen med den følgende rate.
Endelig foreslås det i 3. pkt., at ophør af afgiftspligt som
hidtil skal kunne ske med virkning fra førstkommende kvar-
tal.
Tilsvarende gælder allerede, for så vidt angår grundskyld
efter ejendomsskattelovens § 7, stk. 6, 1. pkt., hvorefter op-
hør eller overgang til at skulle svare grundskyld sker ved ud-
gangen af det kvartal, hvori de omstændigheder, der begrun-
der fritagelsen henholdsvis pligten til at svare grundskyld, er
indtrådt.
Til nr. 18
Overgår en ejendom til at skulle svare dækningsafgift ef-
ter § 23 A, stk. 4, 1. pkt., eller § 23 B, stk. 1, i lov om kom-
munal ejendomsskat, sker dette med virkning fra og med det
skatteår, der tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger
efter det, i hvilken vurderingen er foretaget.
93
I § 5, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til ny ejen-
domsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal fore-
tages pr. 1. september i vurderingsåret. Vurderingen vil i de
fleste tilfælde først blive offentliggjort i februar/marts i året
efter vurderingsåret. Det kan derfor forekomme, at vurderin-
gen foretaget efter forslaget til ejendomsvurderingslovens §
5, stk. 1, ikke er offentliggjort forud for opkrævningen af en
rate af dækningsafgift.
På baggrund heraf foreslås det, at opkrævningen af dæk-
ningsafgift i disse tilfælde opkræves sammen med den føl-
gende rate.
Til nr. 19
Efter § 23 B, stk. 1, skal beslutningen om opkrævning af
dækningsafgift – for at have virkning for det kommende
skatteår – være truffet senest samtidig med den endelige
vedtagelse af kommunens budget for det pågældende år.
Den endelige vedtagelse af kommunens budget skal ske se-
nest den 15. oktober forud for regnskabsåret, jf. § 2, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 209 af 27. februar 2017 om kommuner-
nes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.
I § 5, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejen-
domsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal fore-
tages pr. 1. september i vurderingsåret.
Det foreslås derfor i 1. pkt., at kommunalbestyrelsens be-
slutning om opkrævning af dækningsafgift i henhold til §§
23 eller 23 A, der er truffet af kommunalbestyrelsen inden
den almindelige vurdering pr. 1. september, jf. ejendoms-
vurderingslovens § 5, stk. 1, skal have virkning fra det kom-
mende skatteår.
Det afgørende vil herefter ikke være, om kommunens be-
slutning om opkrævning af dækningsafgift træffes senest
samtidig med den endelige vedtagelses af kommunens bud-
get, men derimod om beslutningen træffes inden den 1. sep-
tember (vurderingsterminen), jf. forslaget til ejendomsvur-
deringslovens § 5, stk. 1.
Det foreslås i 2. pkt., at forslaget til § 23 B, stk. 6, jf. lov-
forslagets § 2, nr. 18, tilsvarende skal finde anvendelse, så-
ledes at dækningsafgiften i tilfælde, hvor en vurdering fore-
taget det forudgående år ikke vil kunne lægges til grund for
beregningen ved opkrævningen af en rate, opkræves sam-
men med den følgende rate.
Endelig foreslås det i 3. pkt., at de gældende regler videre-
føres fsva. ændringer af promillerne for dækningsafgift. Har
kommunalbestyrelsen truffet beslutning om ændring af pro-
millens størrelse senest samtidig med den endelig vedtagelse
af kommunens budget for det pågældende år, vil det have
virkning fra og med det kommende skatteår.
Til nr. 20
§ 23 C i lov om kommunal ejendomsskat fastsætter regler
for, at vurderingsmyndigheden skal foretage de ansættelser,
reguleringer og fordelinger, der er nødvendige for dæk-
ningsafgift i det første år, hvor afgiften skal beregnes. Med
den ændring af § 23 A, stk. 4, i lov om kommunal ejen-
domsskat, der er foreslået under lovforslagets § 2, nr. 17, vil
der ikke længere være behov for denne bestemmelse. Det
foreslås derfor, at bestemmelsen ophæves.
Til nr. 21
Efter § 26, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat skal
ansættelser ved de i medfør af lov om vurdering af landets
faste ejendomme foretagne almindelige vurderinger og om-
vurderinger, jf. lovens § 3, lægges til grund ved opgørelsen
af det afgiftspligtige grundlag fra og med det første skatteår,
der tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger efter
det, i hvilket vurderingen er foretaget.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel
og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte for-
slag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes
ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås, at henvisningen til lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 3
Til nr. 1
I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1.
september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingstermi-
nen fra 1. oktober til 1. september. Det foreslås, at ejen-
domsværdiskatteloven ændres i overensstemmelse hermed.
Til nr. 2
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 3
Efter den hidtidige vurderingslov blev ejendomsværdien
af landbrugets stuehuse ansat ved en fordeling af landbrugs-
ejendommens samlede ejendomsværdi. I den kommende
vurderingsordning ansættes der ikke længere samlede ejen-
domsværdier for landbrugsejendomme. I stedet ansættes en
ejendomsværdi af stuehuset, som havde der været tale om en
selvstændig ejerbolig. Forslaget er en konsekvens heraf.
Til nr. 4
Efter den hidtidige vurderingslov blev ejendomsværdien
af skovejendomme ansat ved en fordeling af skovejendom-
mens samlede ejendomsværdi. I den kommende vurderings-
ordning ansættes der ikke længere samlede ejendomsværdier
for skovejendomme. I stedet ansættes en ejendomsværdi af
stuehuset, som havde der været tale om en selvstændig ejer-
bolig. Forslaget er en konsekvens heraf.
94
Til nr. 5
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 6
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 7
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 8
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 9
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 10
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 11
Efter de gældende regler skal ejendomsværdien af stuehu-
se for såvel landbrugsejendomme som skovejendomme an-
sættes ved fordeling. I § 30 i det samtidigt fremsatte forslag
til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at ansættelsen
af ejendomsværdien af sådanne boliger skal ansættes, som
om der havde været tale om selvstændige ejerboliger. Samti-
dig foreslås det i § 38 i det samtidigt fremsatte forslag til en
ny ejendomsvurderingslov, at der for ejendomme, der er
omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, ved
den førstkommende almindelige vurdering eller omvurde-
ring skal foretages en tilbageregning af ejendomsværdien til
2001-niveau og 2002-niveau.
Når stuehusene skal vurderes som selvstændige ejerboli-
ger, må de pågældende stuehuse i vurderingsmæssig hense-
ende betragtes som nye ejendomme, der første gang skal
vurderes i 2019. Det betyder, at der skal ansættes en ejen-
domsværdi, og at der skal foretages en tilbageregning til
2001-niveau og 2002-niveau.
For at undgå at tilbageregningen medfører et højere bereg-
ningsgrundlag end det eksisterende, foreslås det, at det be-
regningsgrundlag, der den 1. januar 2019 er fastsat efter
ejendomsværdiskattelovens § 4 a, anvendes frem til ejerskif-
te, medmindre tilbageregningen medfører et lavere bereg-
ningsgrundlag.
Bestemmelsen omfatter alle former for ejerskifte, dog ikke
ejerskifte mellem ægtefæller. Det betyder, at en ægtefælle
kan overtage det beregningsgrundlag, der den 1. januar 2019
er fastsat efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, hvis ægte-
fællen overtager ejendommen.
Det er en betingelse, at boligen fortsat bebos af ejeren, og
at der ikke sker en ændring af stuehuset på en sådan måde,
at betingelserne for omvurdering efter § 6 i det samtidig
fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov er opfyldt.
Er dette tilfældet skal der således foretages en tilbagereg-
ning til 2001-niveau og 2002-niveau, selvom et ejerskifte ik-
ke har fundet sted.
Til nr. 12
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 13
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til § 4
Til nr. 1
Med ændringen i lovforslagets § 4, nr. 2, vil det kun være
muligt at anvende ejendomsværdien for ejerboliger og ikke
erhvervsejendomme til at beregne tinglysningsafgiften, når
ejerskiftesummen ikke er angivet. Det vil kun være i de til-
fælde, hvor SKAT, om fornødent, foranlediger en vurdering
af ejendommen, at der foreligger en offentliggjort ejendoms-
værdi. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr.
2.
Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 3, stk. 2, at
ejendommens værdi skal anvendes til at opgøre afgifts-
grundlaget, når der ikke foreligger en ejerskiftesum. Da det
med forslagets § 4, nr. 2, kun som udgangspunkt vil være
muligt at anvende ejendommens værdi ved ejerboliger og
ikke erhvervsejendomme, skal der foretages en ændring af
95
tinglysningsafgiftslovens § 3, stk. 2, så det vil fremgå, at be-
stemmelsen kun gælder for ejerboliger og ikke alle ejen-
domme, heriblandt erhvervsejendomme.
Til nr. 2
Tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 1, fastsætter, at der
skal betales en fast afgift på 1.660 kr. og en variabel afgift
på 0,6 pct. af afgiftsgrundlaget ved tinglysning af et ejerskif-
te af fast ejendom. Det fremgår endvidere, at beregningen af
afgiftsgrundlaget for den variable afgift skal beregnes efter §
4, stk. 2 og stk. 4-10. Det skyldes, at det skal beregnes på
forskellige måder afhængigt af, om der er tale om en ejerbo-
lig eller erhvervsejendom.
Det følger af lovens § 4, stk. 2, 1. pkt., at den variable af-
gift på 0,6 pct. af afgiftsgrundlaget beregnes af ejerskifte-
summen dog mindst af den seneste på tidspunktet for anmel-
delse til tinglysning offentliggjorte ejendomsværdi. Det gæl-
der dog ikke for ejerboliger (enfamiliehus, flerfamiliehus el-
ler fritidsbolig). Da afgiften betales af det højeste beløb, be-
tyder dette i praksis, at afgiften ved ejerskifte af erhvervs-
ejendomme i dag i nogle tilfælde betales på baggrund af den
ved tinglysningen senest offentliggjorte ejendomsvurdering
frem for af selve ejerskiftesummen. Den tinglysningsafgift,
der efter loven skal betales ved tinglysning af ejerboliger,
beregnes efter lovens § 4, stk. 4, og dermed efter ejerskifte-
summen. Der er derfor i dag forskel på, om der er tale om
tinglysning af ejerskifte af fast ejendom i form af ejerbolig
eller erhvervsejendom.
Med forslaget skal afgiftsgrundlaget for den variable af-
gift som udgangspunkt beregnes efter ejerskiftesummen for
alle typer af ejendomme, og dermed uanset om der er tale
om tinglysning af ejerbolig eller erhvervsejendom. Det inde-
bærer således, at ejendomsværdien ikke skal anvendes til
beregning af den variable afgift ved tinglysning af ejerskifte
af erhvervsejendomme. Med ændringen af stk.1, vil det der-
for fremgå af § 4, stk. 1, at der skal betales 0,6 pct. af ejer-
skiftesummen i variabel tinglysningsafgift i stedet for 0,6
pct. af afgiftsgrundlaget efter § 4, stk. 2 og 4-10. Herved vil
hovedreglen for opgørelsen af afgiftsgrundlaget for den va-
riable afgift ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom
fremgå af § 4, stk. 1.
Med den foreslåede ændring af stk. 1, indsættes der også
et krav om, at ejerskiftesummen skal være oplyst ved anmel-
delse til tinglysning.
I modsætning til i dag vil beregningsgrundlaget ikke læn-
gere automatisk tage udgangspunkt i ejendomsvurderingen,
hvis ejerskiftesummen er lavere. Forslaget vil derfor også
isoleret set medføre en lempelse i forhold til købers og sæl-
gers afgiftspligt i forbindelse med tinglysning af ejerskifte af
erhvervsejendomme i de tilfælde, hvor ejendomsværdien er
højere end ejerskiftesummen.
Det er ikke hensigten at ændre måden, som ejerskiftesum-
men opgøres på. Ejerskiftesummen vil således også frem-
over udgøre det samlede kontante vederlag for overdragel-
sen af ejerboligen. De øvrige regler i tinglysningsafgiftslo-
vens § 4, stk. 1, herunder begrebet ejerskifte, videreføres til-
lige.
Lovens § 4, stk. 8, regulerer i dag de tilfælde, hvor en
ejerbolig både anvendes som blandet beboelses- og er-
hvervsejendom. I det tilfælde skal afgiften i dag beregnes ef-
ter ejerskiftesummen. Da afgiften imidlertid fremover altid
skal beregnes af ejerskiftesummen, vil der ikke være behov
for denne regel. Lovens stk. 8 foreslås derfor ophævet.
Med ændringen af stk. 2 vil den gældende hovedregel i lo-
vens § 4, stk. 2, 1. pkt., som fastsætter beregningen af af-
giftsgrundlaget for den variable afgift ved tinglysning af er-
hvervsejendomme, blive ophævet. Det skyldes, at hovedreg-
len for beregning af afgiftsgrundlaget vil fremgå af § 4, stk.
1.
Da det foreslås, at lovens § 4, stk. 1. 1., pkt., ophæves, vil
2. og 3. pkt. med forslaget blive 1. og 2. pkt. Med ændringen
i stk. 2, 1. og 2. pkt., foreslås derfor, at gældende regler i lo-
vens § 4, stk. 2, 2. og 3. pkt., videreføres uændret. Det vil
derfor fremgå af stk. 2, 1. og 2. pkt., at ejendommens værdi
skal angives efter bedste skøn, og afgiften mindst skal be-
regnes på grundlag af den angivne værdi, hvis ejendommen
ikke er selvstændigt vurderet på tidspunktet for anmeldelse
til tinglysning, eller hvis der i tiden mellem den senest of-
fentliggjorte vurdering og anmeldelsen er sket væsentlige
forandringer med hensyn til ejendommen.
Det foreslås også i stk. 2, 1. pkt., at stk. 2 kun gælder ved
tinglysning af ejerskifte af ejerboliger. Det skyldes, at der
kun vil være en offentliggjort ejendomsværdi for ejerboli-
ger, og at den derfor ikke skal anvendes for erhvervsejen-
domme. Det foreslås også i stk. 2, 1. pkt., at definitionen af
ejerboliger ændres, så afgrænsningen af begrebet ejerboliger
i lovforslaget vil følge definitionen af det samtidig fremsæt-
te forslag til ejendomsvurderingslovens § 4. Der henvises til
bemærkningerne til § 10 i forslaget til den samtidigt frem-
satte ejendomsvurderingslov. I dag er ejerboliger defineret i
tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 4-7, som derfor foreslås
ophævet.
Da reglerne om fastsættelse af ejendommens værdi vil
fremgå af 2. og ikke 3. pkt. i stk. 2, foretages der også en
konsekvensændring i stk. 3, som i øvrigt videreføres uænd-
ret.
I stk. 4 foreslås det at regulere de tilfælde, hvor der ved
tinglysning af ejerskifte af ejerboliger ikke foreligger en
ejerskiftesum, og ejendomsværdien derfor kan anvendes.
Tidligere var bestemmelsen reguleret i § 4, stk. 9, og der
foretages derfor ikke nogle materielle ændringer i forhold til
det, som gælder i dag for beregningen af afgiftsgrundlaget i
disse situationer. I stk. 4, 1. pkt. vil det fremgå, at afgifts-
grundlaget skal beregnes, på baggrund af ejendomsværdien,
hvis der ikke foreligger en ejerskiftesum. I stk. 4, 2. pkt. vil
det fremgå, at afgiften skal beregnes efter stk. 2, 2. pkt. eller
stk. 3, hvis der ikke foreligger en ejendomsværdi, eller hvis
der i tiden mellem den senest offentliggjorte vurdering og
anmeldelsen er sket væsentlige forandringer med hensyn til
boligen. Det indebærer, at ejendommens værdi skal angives
efter bedste skøn, og at spørgsmålet om ejendommens værdi
96
kan oversendes til SKAT, som kan vælge at få ejendommen
vurderet efter ejendomsvurderingsloven. Det kan f.eks. ske,
hvis der ikke angives et skøn over værdien, eller der er tvivl
om rigtigheden af den opgjorte værdi.
I stk. 5 indsættes den værnsregel, der i dag gælder for tin-
glysning af ejerskifte af ejerboliger, som ikke er sket som al-
mindelig fri handel, og som i dag fremgår af tinglysningsaf-
giftslovens § 4, stk. 10. Bestemmelsen blev indført ved lov
nr. 1635 af 26. december 2013, hvor afgiftsgrundlaget for
tinglysning af ejerskifte af ejerboliger blev ændret, således
at tinglysningsafgift ved bolighandel som hovedregel altid
skal betales af ejerskiftesummen, uanset om den ligger over
eller under ejendomsvurderingen. Ved lovændringen blev
der også indført en værnsregel for salg af ejerbolig mellem
interesseforbundne parter, f.eks. i familieforhold. I de tilfæl-
de skal afgiften beregnes af ejerskiftesummen, dog af
mindst 85 pct. af ejendomsvurderingen. Grænsen på 85 pct.
blev fastsat på baggrund af den gældende praksis for bereg-
ning af bo- og gaveafgift ved overdragelser af fast ejendom
mellem interesseforbundne parter. Ved beregning af bo- el-
ler gaveafgift skal en værdiansættelse af fast ejendom, der er
højst 15 pct. højere eller lavere end den offentlige vurdering,
som hovedregel lægges til grund ved afgiftsberegningen, jf.
pkt. 6 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 (værdian-
sættelsescirkulæret).
Det nævnes i bemærkningerne til § 11 i det samtidigt
fremsatte forslag til ejendomsvurderingslov, at værdiansæt-
telsescirkulæret skal ændres på sigt, således at spændet på
plus/minus 15 pct. ændres til et spænd på plus/minus 20
pct., når denne lov træder i kraft. Det indebærer, at det
spænd, der anvendes i værdiansættelsescirkulæret, vil svare
til det spænd og den usikkerhedsmargin, som en vurdering
kan ligge inden for uden af denne grund at være »forkert«,
jf. afsnit 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Da de gældende regler således påtænkes ændret, foreslås
det i stk. 5, at grænsen på 85 pct. ændres til 80 pct., således
at reglerne fortsat vil stemme overens med reglerne i boaf-
giftsloven og værdiansættelsescirkulæret.
Der foretages endvidere en konsekvensændring i stk. 5
som følge af de foreslåede ændringer til § 4, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 1. pkt., regulerer,
hvordan afgiften skal beregnes for erhvervsejendomme i de
situationer, hvor ejerskiftesummen ikke kan opgøres. Det
kan f.eks. blive aktuelt, hvor ejerskiftesummen (handelspri-
sen) ikke kendes på tinglysningstidspunktet. Det foreslås, at
beregningsgrundlaget i sådanne tilfælde vil skulle angives
efter bedste skøn. Det gælder allerede i dag for både ejerbo-
liger og erhvervsejendomme, hvor der hverken foreligger en
opgjort ejerskiftesum eller offentlig ejendomsvurdering på
ejendommen. Det kan f.eks. være tilfældet ved udstykning
eller arealoverførsel, nedrivning eller nybyggeri på ejen-
domme m.v.
Det foreslås endvidere i stk. 6, 2.-4. pkt., at der indsættes
en mulighed for, at registreringsmyndigheden kan oversende
spørgsmål om opgørelse af værdien til SKAT, og at SKAT
om fornødent kan foranledige at få ejendommen vurderet ef-
ter ejendomsvurderingsloven. Er der således tvivl om den
angivne værdi, eller har der ikke foreligget nogen ejerskifte-
sum, som parterne har kunnet angive, kan der foretages en
vurdering af ejendommen efter ejendomsvurderingsloven. I
stk. 6, 5. pkt. indsættes en henvisning til lovens § 3, stk. 3,
5.-7. pkt. Det indebærer, at den afgiftspligtige hæfter for
omkostningerne ved vurderingen. Skyldes vurderingen, at
den afgiftspligtiges angivelse af værdien efter afgiftsmyn-
dighedens skøn har været for lav, bæres omkostningerne
dog af statskassen, medmindre værdiansættelsen ligger mere
end 10 pct. over den afgiftspligtiges værdiansættelse. Det er
ejendommens tilstand på tidspunktet for anmeldelsen til tin-
glysning, der lægges til grund ved ansættelsen.
Da parterne ved ejerskifte af fast ejendom med den fore-
slåede ændring, hvor ejerskiftesummen anvendes, i højere
grad selv vil kunne få indflydelse på beregningsgrundlaget
ved kunstigt at kunne opgive en lavere handelspris og der-
ved betale et tilsvarende lavere afgiftsbeløb, er der risiko for
misbrug af tinglysningsafgiftssystemet.
Der skal derfor indføres en værnsregel, der kan bidrage til,
at der ikke kan opnås afgiftsmæssige fordele ved, at parterne
angiver en ejerskiftesum, der udløser en lavere tinglysnings-
afgift, end den reelle handelspris ville have gjort.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 1. pkt., vil medføre,
at der skal afgives en erklæring ved tinglysning af ejerskifte
af erhvervsejendomme, hvis ejerskiftet ikke er sket som al-
mindelig fri handel. Med bestemmelsen i stk. 7, 2. pkt., fore-
slås det, at ejerskiftesummen i disse tilfælde skal svare til
den reelle handelspris (ejerskiftesum), som ville være angi-
vet, hvis ejerskiftet var sket mellem uafhængige parter. Der
skal således være tale om samme pris og vilkår, som hvis
ejerskiftet var sket på almindelige markedsvilkår.
Den foreslåede ændring i stk. 7 indeholder f.eks. de tilfæl-
de, hvor ejerskiftet af fast ejendom er foregået mellem par-
ter, der har personlige, retlige, ledelsesmæssige, medlems-
mæssige, finansielle eller andre nære bindinger til hinanden.
Bestemmelsen omfatter blandt andet de situationer, hvor
ejerskiftet er foregået mellem to koncernforbundne selska-
ber, eller hvor der i øvrigt består et interessefællesskab mel-
lem de selskaber, som ejerskiftet vedrører. Også ejerskifter
mellem et selskab og personer, der f.eks. gennem betydelige
ejerandele eller stemmerettigheder har bestemmende indfly-
delse i det pågældende selskab, vil være omfattet af den
foreslåede bestemmelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor
ejerskiftet er foregået mellem selskabet og dets ejere, ledelse
eller storaktionærer.
Ud over ejerskifter mellem koncernforbundne selskaber
omfatter den foreslåede bestemmelse blandt andet også de
tilfælde, hvor ejerskiftet er sket mellem familiemedlemmer,
som f.eks. mellem ægtefæller, beslægtede eller besvogrede
personer i op- eller nedstigende linje, søskende eller andre
nærtstående.
Ejerskifte på tvangsauktion anses for fri handel i denne
henseende, idet der vil være tale om en handel mellem par-
ter, der ikke er interesse forbundne.
97
Bestemmelsen gælder kun for ejerskifter, der fra lovens
ikrafttræden bliver anmeldt til tinglysning, og vedrører der-
for ikke ejerskifter mellem de nævnte parter, som før lovens
ikrafttræden er anmeldt til tinglysning på de nævnte vilkår.
Disse vil være omfattet af de hidtidige regler.
Såfremt der er efter det foreslåede i stk. 7, 2. pkt., vil være
foretaget et skøn over, hvad ejerskiftesummen havde været,
såfremt ejerskiftet var sket som almindelig fri handel, skal
der ved anmeldelse til tinglysning afgives en erklæring om
dette. Det foreslås, at kravet herom indsættes i stk. 7, 3. pkt.
Det skal bidrage til, at SKAT har mulighed for at føre kon-
trol med den angivne værdi.
I stk. 7, 4. pkt. foreslås det, at stk. 6, 2.-4. pkt., finder an-
vendelse, hvis der ikke afgives en erklæring efter stk. 7, 1.
pkt., eller registreringsmyndigheden er i tvivl om rigtighe-
den af den angivne værdi. Det indebærer, at registrerings-
myndigheden kan oversende spørgsmålet om opgørelse af
værdien til SKAT til afgørelse, hvis der ikke afgives en er-
klæring om dette, og der derfor kan være tvivl om, hvorvidt
der er tale om fri handel. Bestemmelsen vil også finde an-
vendelse, hvis den angivne værdi giver anledning tvivl om
rigtigheden heraf. SKAT får også hjemmel til om fornødent
at foranledige ejendommen vurderet efter ejendomsvurde-
ringsloven.
Stk. 7 skal således bidrage til, at der til en vis grad kan fø-
res kontrol med, at parterne ikke angiver en ejerskiftesum,
der udløser en lavere tinglysningsafgift, end den reelle han-
delspris ville have gjort. Der blev indført en lignende regel
for ejerskifte af ejerbolig, som ikke er sket som almindelig
fri handel, ved lov nr. 1635 af 26. december 2013, hvor ting-
lysningsafgiften for ejerskifte af bolighandel, blev ændret til
ejerskiftesummen. Reglen i stk. 7 bygger på en angivelses-
pligt, hvor køber og sælger er forpligtet til at anmelde, at
ejerskiftet ikke er sket som almindelig fri handel, samt den
værdi, som køber og sælger skønner, at ejerskiftesummen
ville være, hvis ejerskiftet var sket mellem uafhængige par-
ter.
Endeligt foreslås det, at stk. 6, 2.-4. pkt., skal finde anven-
delse, hvis der ikke afgives en erklæring om ejerskiftesum-
men efter stk. 7, 1. og 2. pkt., eller hvis registreringsmyndig-
heden eller SKAT er i tvivl om rigtigheden af den opgjorte
værdi. Det indebærer, at spørgsmålet kan oversendes til
SKAT til afgørelse, og at SKAT kan foranledige at få ejen-
dommen vurderet efter ejendomsvurderingsloven. Det vil
også indebære, at § 3, stk. 3, 5.-7. pkt., som angiver, hvem
der hæfter for omkostningerne ved vurderingen, vil finde
anvendelse, når ejendommen bliver vurderet efter ejendoms-
vurderingsloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til stk. 6, 5. pkt. I stk. 7, 4. pkt. indsættes der derfor en hen-
visning til stk. 6, 2.-4. pkt.
Der er i dag fastsat en bemyndigelse i § 4, stk. 11, til at
fastsætte de nærmere regler om den dokumentation og de
oplysninger, anmelderen skal afgive, og som SKAT skal be-
nytte eller kan indhente til brug for beregningen af tingly-
sningsafgiftens størrelse og kontrollen af beregningen. Be-
stemmelsen vil efter det foreslåede fremadrettet fremgå af
stk. 8. Denne bemyndigelse skal også gælde for de nye be-
stemmelser i § 4, stk. 6 og 7, om beregning af afgiftsgrund-
laget ved tinglysning af ejerskifte af erhvervsdomme. Den
foreslåede bestemmelse i stk. 8 indeholder derfor også en
konsekvensændring som følge af ændringerne i § 4, stk. 6
og 7.
Da der efter den nye bestemmelse i § 4, stk. 6, skal afgi-
ves en erklæring, såfremt ejerskifte af erhvervsejendomme
ikke sker på almindelige markedsvilkår, skal det også i be-
myndigelsesbestemmelsen i stk. 8 fremgå, at skatteministe-
ren kan fastsætte nærmere regler for erklæringer til brug for
beregningen af og kontrollen med afgiften.
Til nr. 3
I tinglysningsafgiftslovens § 6 b, stk. 2, 2. pkt., fremgår
det, at afgiften, for ejendomme omfattet § 6 b, beregnes af
den for ejendommens senest offentliggjorte ejendomsværdi
på tidspunktet for den i 1. pkt. nævnte nedbringelse af ejer-
skab. Som følge af ændringerne i lovforslagets § 1, nr. 2, vil
afgiften kun skulle beregnes af den for ejendommens senest
offentliggjorte ejendomsværdi på tidspunktet for den i 1.
pkt. nævnte nedbringelse af ejerskab for ejerboliger. Der er
foretages derfor en konsekvensændring i § 6 b, stk. 2, 2.
pkt., som medfører, at den hidtidige regel om, at ejendoms-
værdien skal anvendes som afgiftsgrundlag, kun vil gælde
for beregning af afgift vedrørende ejerboliger, idet disse
ejendomme fortsat vil have en offentlig ejendomsværdi.
Til nr. 4
Som det også fremgår af bemærkningerne til § 4, nr. 3,
skal afgiften, for ejendomme omfattet af tinglysningsafgifts-
lovens § 6 b, beregnes af den for ejendommens senest of-
fentliggjorte ejendomsværdi på tidspunktet for den i § 6 b,
stk. 2, 1. pkt., nævnte nedbringelse af ejerskab. Som følge af
lovforslagets § 4, nr. 2, hvorefter der for erhvervsejendom-
me i udgangspunktet ikke skal foretages ejendomsvurderin-
ger, foreslås det, at afgiften for disse ejendomme fremover
beregnes efter den værdi, som vil blive fastsat efter tinglys-
ningsafgiftsloven § 4, stk. 6.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 2.
Til § 5
Til nr. 1
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 2
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
98
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 40 C, stk. 8, 1. pkt., i afskrivningsloven anvendes be-
grebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisnin-
gen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 3
I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1.
september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingstermi-
nen fra 1. oktober til 1. september.
Efter § 58 A, stk. 2, benyttes ejendomsværdien pr. seneste
1. oktober forud for det indkomstår, hvori udgiften eller for-
bedringen afholdes, til opgørelsen af beregningsgrundlaget.
I tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, benyttes
handelsværdien pr. seneste 1. oktober forud for det ind-
komstår, hvori udgiften eller forbedringen afholdes.
Det foreslås, at henvisningen i § 58 A, stk. 2, 3 og 4. pkt.,
ændres i overensstemmelse med det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til § 6
Til nr. 1
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., i aktieavancebeskatningsloven
anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugt-
plantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf,
at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 7
Til nr. 1
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 29, stk. 2, 5. pkt., i boafgiftsloven anvendes begrebet
landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug.
Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres
i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 8
Til nr. 1
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til nr. 2
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
99
Til nr. 3
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til § 9
Til nr. 1
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 5, stk. 6, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven
anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole eller
frugtplantage. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvis-
ningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 2
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 5 A, stk. 1, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven
anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugt-
plantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf,
at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 3
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 6, stk. 2, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven
anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugt-
plantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf,
at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til nr. 4
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 9, stk. 1, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven
anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugt-
plantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf,
at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
100
Til nr. 5
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til § 10
Til nr. 1-2
Der er tale om konsekvensændringer som følge af indsæt-
telsen af stk. 7 i lovens § 4, jf. lovforslagets § 10, nr. 3.
Til nr. 3
Alle kommuner er, efter anmodning, forpligtet til at give
pensionister (herunder også efterlønsmodtagere og førtids-
pensionister m.v.) tilbud om, at de kan indefryse kommunal
grundskyld, der påhviler den pågældende ejendom, jf. lov
om lån til betaling af kommunal ejendomsskat § 1, stk. 1, nr.
1 (ejendomsskattelåneloven). Herudover kan pensionister
ydes lån til betaling af tilslutningsudgifter til kollektive an-
læg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt, jf. § 1, stk. 1, nr.
2, i ejendomsskattelåneloven. Endelig kan kommunalbesty-
relsen beslutte, at pensionister skal kunne indefryse vej- og
kloakudgifter og lignende, jf. § 1, stk. 2, i ejendomsskattelå-
neloven.
Det følger af § 4, stk. 2, 1. pkt., i ejendomsskattelånelo-
ven, at et skadesløsbrev eller ejerpantebrev til sikkerhed for
betaling af lånebeløb med påløbne renter, der tinglyses efter
loven, ikke må overstige den senest ansatte ejendomsværdi
for ejendommen. Det vil sige, at såfremt der optages nye
lån, er det et krav, at disse kan sikres inden for den offentli-
ge ejendomsvurdering. Skadesløsbrevets eller ejerpantebre-
vets pålydende kan dermed maksimalt svare til forskellen
mellem ejendomsværdien og de foranstående, allerede ting-
lyste prioriteter, opgjort til pålydende værdi. I tilfælde, hvor
pantebrevet tinglyses i en andel af ejendommen, skal det ha-
ve sikkerhed inden for en forholdsmæssig del af ejendoms-
værdien, dvs. den andel af ejendommen, som den pågælden-
de samejer og dennes husstand ejer.
Efter § 4, stk. 3, 2. pkt., i ejendomsskattelåneloven kan
kommunalbestyrelsen efter låntagerens anmodning lade ska-
desløsbrevet eller ejerpantebrevet rykke i forbindelse med
optagelse af nye lån. Det er dog i bestemmelsens 3. pkt.
præciseret, at skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet fortsat
skal have sikkerhed inden for ejendomsværdien.
Det foreslås i det samtidigt fremsatte ejendomsvurderings-
lovforslag § 9, stk. 1, nr. 6, at kolonihavehuse på fremmed
grund undtages fra vurdering. Der vil dermed ikke være no-
gen ejendomsværdi at tage udgangspunkt i ved afgørelsen
af, om et nyt lån eller en låneomlægning kan få panteret in-
den for ejendomsværdien.
Da ejeren af et kolonihavehus på fremmed grund ikke ejer
grunden, vil den pågældende ejer ikke betale grundskyld, og
vedkommende vil derfor heller ikke have nogen grundskyld
på ejendommen at kunne indefryse. Forslaget om ikke at
vurdere kolonihavehuse på fremmed grund vil derfor ikke
have indflydelse på muligheden for at indefryse grundskyld.
Pensionister vil imidlertid kunne opnå lån til betaling af
tilslutningsudgifter og ejendomsbidrag, der hæfter på ejen-
dommen, efter § 1, stk. 1, nr. 2, hhv. § 1, stk. 2, i ejendoms-
skattelåneloven. Optagelse eller omlægning af lån til beta-
ling af sådanne beløb er betinget af, at der er friværdi i den
pågældende ejendom. Når kolonihavehuse på fremmed
grund fremover ikke vurderes, vil der ikke være nogen ejen-
domsværdi, hvilket vil medføre, at det ikke vil være muligt
at vurdere, om optagelse eller omlægning af lån holder sig
inden for ejendomsværdien.
Det foreslås derfor, at kravet om, at optagelse af nye lån
og låneomlægninger skal kunne holde sig inden for ejen-
domsværdien ikke skal gælde for lån til betaling af tilslut-
ningsudgifter og ejendomsbidrag vedrørende kolonihavehu-
se på fremmed grund. Pensionister vil dermed også frem-
over kunne indefryse sådanne udgifter og ejendomsbidrag,
selvom kolonihavehuse på fremmed grund ikke vurderes, og
der dermed ikke fastsættes en ejendomsværdi for sådanne
ejendomme.
Til nr. 4
I § 8 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter er der en
henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel
og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte for-
slag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes
ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering
af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderings-
loven.
Til § 11
Til nr. 1
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 33 C, stk. 1, 6. pkt., i kildeskatteloven anvendes begre-
bet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skov-
brug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen
ændres i overensstemmelse hermed.
101
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 12
Til nr. 1
I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1.
september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingstermi-
nen fra 1. oktober til 1. september. Det foreslås, at lignings-
loven ændres i overensstemmelse hermed.
Til nr. 2
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov.
Ligningslovens 16, stk. 9, indeholder reglerne for vær-
diansættelsen af fri helårsbolig, der stilles til rådighed af et
arbejdsgiverselskab for hovedaktionærer og for personer i
ansættelsesforhold med væsentlig indflydelse på egen afløn-
ningsform. I § 16, stk. 9, 7. pkt., er fastsat, at ved opgørelsen
af beregningsgrundlaget for bolig, for hvilke ejendomsvær-
dien fordeles efter vurderingslovens § 33, stk. 5, 2. pkt. (ret-
telig 3. pkt.), § 33, stk. 6, 2. pkt. (rettelig 3. pkt.), eller § 33,
stk. 7, 2. pkt. (rettelig 3. pkt.), skal kun den del, der tjener til
bolig for ejeren, medregnes.
Det er i § 30, stk. 1, 1. pkt., i det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov fastsat, at der samtidig
med vurderingen af landbrugs- og skovejendomme skal an-
sættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi
for sådanne boliger. Det samme gælder efter § 30, stk. 1, 2.
pkt., for ejendomme omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9.
Det er i § 35, stk. 3, i det samtidigt fremsatte forslag til ny
ejendomsvurderingslov fastsat, at stk. 1 og 2 finder tilsva-
rende anvendelse for ejendomme, som er omfattet af bl.a.
ligningslovens § 16, stk. 9. Det er i § 35, stk. 1, fastsat, at
der skal ske en fordeling af ejendomsværdien, når en ejen-
dom anvendes til såvel boligformål som til erhvervsformål,
bortset fra landbrugsejendomme og skovejendomme. Det er
i § 35, stk. 2, videre fastsat, at for boliger, som indeholder to
selvstændige boligenheder (tofamiliehuse), hvoraf ejeren el-
ler ejerne har rådighed over den ene eller dem begge, forde-
les ejendomsværdien på de to boligenheder.
Det foreslås derfor at ændre henvisningerne i ligningslo-
vens § 16, stk. 9, 7. pkt., til ejendomsvurderingslovens § 30,
stk. 1, 2. pkt., og § 35, stk. 3, jf. stk. 1 og 2.
Til § 13
Til nr. 1
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte for-
slag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af tek-
nisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragraf-
henvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny
ejendomsvurderingslov.
Til § 14
Til nr. 1
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 15 A, stk. 3, 5. pkt., i pensionsbeskatningsloven anven-
des begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage
eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at hen-
visningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 15
Til nr. 1
Den erhvervsmæssige del af en blandet benyttet ejendom
indgår i virksomhedsordningen, såfremt der efter den gæl-
dende vurderingslovs § 33 foretages en fordeling af ejen-
dommens værdi mellem den del, der tjener som bolig for
ejeren, og den øvrige ejendom. Se også lovforslagets almin-
delige bemærkninger i afsnit 2.15.1. Dette følger af virk-
somhedsskattelovens § 1, stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås at tilpasse bestemmelsen i virksomhedsskatte-
lovens § 1, stk. 3, 2. pkt., til den nye ejendomsvurderings-
ordning, hvorefter der for skovejendomme og landbrugse-
jendomme ikke længere fastsættes en vurderingsfordeling.
Det foreslås derfor, at den erhvervsmæssige del af en ejen-
dom, der både anvendes erhvervsmæssigt og tjener til bolig
for ejeren, hvis ejendommen benyttes erhvervsmæssigt i væ-
sentligt omfang, kan indgå i virksomhedsordningen.
Ved erhvervsmæssig anvendelse forstås der, at ejendom-
men anvendes i forbindelse med udøvelse af en aktiv selv-
stændig erhvervsmæssig virksomhed, som er kendetegnet
ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed
af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud.
Dette afgrænses over for ikke-erhvervsmæssig virksomhed,
som fastlagt i hidtidig praksis.
Ved vurderingen af, om den erhvervsmæssige anvendelse
er væsentlig, skal hidtidig praksis følges, hvor det er afgø-
rende, om den erhvervsmæssige anvendelse udgør mindst 25
102
pct. af ejendommens værdi. Ved vurderingen af væsentlig-
hedskravet skal der henses til den værdimæssige fordeling,
som skal foretages i henhold til forslag til ejendomsvurde-
ringslovens § 35. Væsentlighedskravet skal være opfyldt på
tidspunktet for indtræden i virksomhedsordningen. Dog vil
f.eks. en ændret faktisk benyttelse af en blandet benyttet
ejendom kunne påvirke muligheden for at anvende virksom-
hedsordningen på den erhvervsmæssige del af ejendommen.
Hvis eksempelvis et areal, der tidligere har været anvendt
erhvervsmæssigt, overgår til privat benyttelse, vil der kunne
være grundlag for at vurdere, hvorvidt væsentlighedskravet
fortsat kan anses for opfyldt på tidspunktet for den ændrede
benyttelse. Hvis væsentlighedskravet konkret ikke kan anses
for opfyldt længere, vil virksomhedsordningen ikke længere
kunne benyttes for den erhvervsmæssige del.
Om en ejendom vil opfylde væsentlighedskravet, vil skul-
le afgøres efter en konkret vurdering, der i overvejende grad
vil blive baseret på, om den erhvervsmæssige del af ejen-
dommen udgør mindst 25 pct. af ejendomsværdien, som den
er fastsat i den værdimæssige fordeling. Det vil dog være
formodningen, at ejendomme, der er kategoriseret enten
som landbrugsejendom, skovejendom eller erhvervsejendom
m.v., jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 2-4, i ejendomsvurde-
ringsloven, som den klare hovedregel vil opfylde væsentlig-
hedskravet.
Skovejendomme og landbrugsejendomme vil fremover ik-
ke blive ansat med en vurderingsfordeling af ejendommens
værdi, der kan danne grundlag for værdiforholdet mellem
den erhvervsmæssige og den private del af ejendommen.
Dette må i stedet afgøres ved en konkret vurdering på opgø-
relsestidspunktet.
I henhold til afskrivningslovens § 45, stk. 2, skal der ved
overdragelse af aktiver omfattet afskrivningsloven ske en
fordeling af overdragelsessummen på de overdragne aktiver.
Omfatter overdragelsen tillige f.eks. grund og bolig, skal
fordelingen også omfatte disse aktiver.
Hvis der indskydes en ejendom i virksomhedsordningen,
hvor overdragelsessummen ved erhvervelsen er fordelt efter
afskrivningslovens § 45, stk. 2, kan der henses til dette for-
delingsforhold. Det vil dog være et krav, at denne overdra-
gelse har fundet sted inden for rimelig tid inden indtræden i
virksomhedsordningen, og at fordelingen må antages fortsat
at repræsentere et retvisende værdiforhold mellem den er-
hvervsmæssige del og den private del af ejendommen.
Til nr. 2
Fast ejendom medregnes på virksomhedsordningens ind-
skudskonto efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 3,
stk. 4. Værdien af fast ejendom opgøres enten til den kon-
tante anskaffelsessum eller den ved indkomstårets begyndel-
se fastsatte ejendomsværdi. Såfremt der ikke er fastsat en
ejendomsværdi, kan ejendommen i stedet opgøres til han-
delsværdien pr. seneste 1. oktober forud for indkomstårets
begyndelse.
Det foreslås, at handelsværdien skal opgøres pr. seneste 1.
september forud for indkomstårets begyndelse. Der er tale
om en konsekvensændring som følge af, at den offentlige
vurdering efter forslag til ejendomsvurderingslov skal fore-
tages den 1. september i stedet for den 1. oktober.
Til nr. 3
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 22 c, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., i virksomhedsskatteloven an-
vendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplanta-
ge eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at
henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 16
Til nr. 1
I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1.
september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingstermi-
nen fra 1. oktober til 1. september. Det foreslås, at selskabs-
skatteloven ændres i overensstemmelse hermed.
Til § 17
Til nr. 1
Finanstilsynets ansatte er i medfør af § 354, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed pålagt en særlig skærpet tavsheds-
pligt. Denne skærpede tavshedspligt går videre end den tav-
shedspligt, der i medfør af § 27, stk. 1, i forvaltningsloven
påhviler alle offentligt ansatte. § 354, stk. 3-6, i lov om fi-
nansiel virksomhed beskriver de tilfælde, hvor der inden for
rammerne af tavshedspligten kan videregives fortrolige op-
lysninger til myndigheder, organer m.v. til brug for nærmere
angivne formål. Det følger af § 354, stk. 8, i lov om finan-
siel virksomhed, at alle, der i henhold til stk. 5 og 6 modta-
ger fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, med hensyn til
disse oplysninger, er undergivet den samme tavshedspligt
som Finanstilsynet.
103
Det følger af den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 17, i lov om
finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan videregive op-
lysninger til Skatteministeriet og Danmarks Statistik, når op-
lysningerne hidrører fra realkreditinstitutter og skal anven-
des til kvalitetssikring, udvikling eller forbedring af metoder
og modeller til vurdering af ejendomme. Skatteministeriet
og Danmarks Statistik forpligter sig ved modtagelsen til ik-
ke at sammenstille eller samkøre oplysningerne med øvrige
tilgængelige oplysninger, hvorved fortrolige oplysninger
kan udledes.
Med ejendomme forstås både erhvervsejendomme og ejer-
boliger, som begge kan omfatte landbrug og grunde.
Realkreditinstitutterne indberetter kvartalsvist data til en
privat virksomhed, der fungerer som Finanstilsynets leve-
randør i forhold til disse indberetninger. Finanstilsynet un-
dergiver de indberettede data behandling og tilpasser herun-
der rådata i mindre omfang. De indberettede data omfatter
oplysninger om de enkelte ejendomme og lånetilbuddene,
herunder adresse, ejendomskategori, størrelse, standen på
ejendommen, om der indgår tilbehør hertil, kommune- eller
landekode, pant/lånenummer, oplysninger om faktisk leje,
markedsleje og lejers betaling af driftsudgifter, tilbudsdato,
låneformål og størrelse på provenu. Finanstilsynet anvender
de indberettede data i sin tilsynsvirksomhed.
Med det foreslåede stk. 6, nr. 17, 1. pkt., kan Finanstilsy-
net fortsat videregive dele af de data, som realkreditinstitut-
terne indberetter, til Skatteministeriet. Fremover kan der og-
så ske videregivelse til Danmarks Statistik. Videregivelsen
må kun foretages, hvis oplysningerne skal anvendes til kva-
litetssikring, udvikling eller forbedring af metoder og mo-
deller til ejendomsvurdering. Der er tale om videregivelse til
et konkret angivet formål, hvorfor oplysningerne ikke må
anvendes uden for dette arbejde, herunder ikke til brug for
konkret sagsbehandling i forhold til ejendomsvurderinger.
De oplysninger vedrørende ejendomme, som Finanstilsy-
net kan videregive, er kommunenummer, ejendomsnummer,
ejendommens adresse, postnummer, ejendomskategori, ma-
triklens areal, etageareal (og vægtning af etageareal), lejet
grund, dato for lånetilbud, instituttets værdiansættelse, of-
fentlig vurdering og forrentningsprocent samt for boliger,
kontorer, butikker, produktionslagre, fællesarealer, arkiv og
øvrige lokaler oplysninger om faktisk leje, markedsleje og
etageareal. Herudover kan der videregives oplysninger om
samlede driftsudgifter pr. kvm, lejers betaling af driftsudgif-
ter, ejendommens stand, nettoleje/driftsoverskud samt ma-
skiner og andet tilbehør. Derudover kan der ved landbrug vi-
deregives oplysninger om værdi af stuehus, øvrige bygnin-
ger, besætning, maskiner og andet tilbehør samt værdi af
jord. Endelig er det muligt at videregive oplysninger om
genanskaffelsesværdi.
Med den foreslåede ændring vil der endvidere fremover
også kunne videregives oplysninger om modelanvendelse
(dvs. modelanvendelse kontra øvrige lånetilbud) og profor-
matilbud (dvs. proformatilbud kontra øvrige lånetilbud).
Navnene på de konkrete realkreditinstitutter fremgår af de
indberettede data. Det forudsættes, at disse oplysninger er
frasorteret før videregivelse, ligesom blandt andet lånefor-
mål og kundens adresse forudsættes frasorteret. Efter frasor-
teringen vurderes oplysningerne isoleret set at være i så
summarisk og samlet form, at oplysningerne ikke anses for
at være fortrolige i CRD IV’s forstand. Efter Finanstilsynets
praksis foreligger der imidlertid ikke videregivelse i summa-
risk og samlet form, hvis det er muligt at sammenstille op-
lysningerne med øvrige tilgængelige oplysninger og derved
udlede fortrolige oplysninger.
Med henblik på at bibeholde oplysningernes ikke-fortroli-
ge karakter, foreslås det derfor i stk. 6, nr. 17, 2. pkt., at
Skatteministeriet og Danmarks Statistik ved modtagelsen
forpligter sig til ikke at sammenstille eller samkøre oplys-
ningerne med øvrige tilgængelige oplysninger, hvorved for-
trolige oplysninger kan udledes. Skatteministeriet og Dan-
marks Statistik må således blandt andet ikke ved opslag i
eksterne eller interne registre m.v. søge at opnå eller opnå
kendskab til oplysninger, som er fortrolige, herunder ejerens
navn, identifikation af instituttet m.v.
At oplysningerne fremover også skal kunne videregives
fra Finanstilsynet til Danmarks Statistik, skyldes, at Dan-
marks Statistik fra Skatteministeriet har fået uddelegeret rol-
len som registerejer og dermed fremover blandt andet får til
opgave at indsamle og kvalitetssikre data. Der vil som ud-
gangspunkt ikke være nogen forskel i de oplysninger, som
de to myndigheder modtager.
Det følger af § 354, stk. 8, jf. stk. 6, i lov om finansiel
virksomhed, at tavshedspligten følger oplysningerne, hvor-
for modtageren af fortrolige oplysninger er undergivet den
samme tavshedspligt som Finanstilsynet. Skatteministeriet
og Danmarks Statistik er således i medfør af § 354, stk. 8, i
lov om finansiel virksomhed ikke berettiget til at videregive
oplysningerne. Forbuddet mod videregivelse finder anven-
delse, selvom videregivelsen sker som led i arbejdet med
udvikling eller forbedring af metoder og modeller til ejen-
domsvurdering.
Adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager efter of-
fentlighedsloven begrænses af Finanstilsynets tavshedspligt,
jf. § 7, jf. § 35 i lov om offentlighed i forvaltningen. Det for-
hold, at tavshedspligten følger oplysningerne, medfører, at
der ikke vil være aktindsigt i oplysningerne hos hverken
Skatteministeriet eller Danmarks Statistik efter lov om of-
fentlighed i forvaltningen, idet oplysningerne – selvom de,
når de videregives til Skatteministeriet og Danmarks Stati-
stik, isoleret set er af summarisk karakter og dermed ikke
fortrolige – ved en enkel sammenstilling af offentligt tilgæn-
gelige oplysninger vil kunne afsløre fortrolige oplysninger
som instituttets navn, låntagers navn (hvis lånetilbuddet har
ført til en låneoptagelse) m.v. De med lovforslaget fastsatte
restriktioner om, at hverken Skatteministeriet eller Dan-
marks Statistik må sammenstille oplysninger med offentligt
tilgængelige oplysninger, kan ikke overføres til personer,
der anmoder om aktindsigt.
Herudover bemærkes, at den foreslåede adgang for Fi-
nanstilsynet til at videregive oplysninger til Skatteministeri-
et og Danmarks Statistik ikke har betydning for fortolknin-
104
gen af, hvornår der foreligger berettiget videregivelse efter §
117 i lov om finansiel virksomhed.
Til § 18
I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om ejerlejligheder er der en
henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel
og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte for-
slag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes
ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering
af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderings-
loven.
Til § 19
Til nr. 1
I § 15, stk. 6, i lov om et testcenter for store vindmøller
ved Østerild er der en henvisning til lov om vurdering af
landets faste ejendomme.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel
og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte for-
slag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes
ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering
af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderings-
loven.
Til § 20
Til nr. 1
I § 24, stk. 2 og § 27, stk. 3, 2. pkt., i lov om almene boli-
ger m.v., er der en henvisning til lov om vurdering af landets
faste ejendomme.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel
og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte for-
slag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes
ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering
af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderings-
loven.
Til nr. 2
Lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, indeholder en mu-
lighed for at få foretaget vurderinger uden for de almindeli-
ge vurderingsterminer, jf. lovens § 4. Denne mulighed har
dog været suspenderet siden den 1. januar 2014, og mulig-
heden foreslås ikke genindført i det samtidigt fremsatte for-
slag til ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås, at lov om
almene boliger m.v. ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 21
Til nr. 1
Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om,
hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet
til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til
hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.
Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i
den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte
forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor
i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at
vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte,
hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:
1) Ejerbolig.
2) Landbrugsejendom.
3) Skovejendom.
4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er
omfattet af nr. 1-3.
I § 18 b, stk. 6, i lov om midlertidig regulering af boligfor-
holdene anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole,
frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens
heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.
Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af
hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i
det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurde-
ringslov.
Til § 22
Til stk. 1
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2018, jf. dog stk. 2.
Til stk. 2
Det foreslås i stk. 2, at § 17, nr. 1, træder i kraft den 1. juli
2017. Dette medfører, at der fra denne dato kan gives oplys-
ninger om lånetilbudsdata, som foreslået i § 17, nr. 1.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at Danmarks Statistik,
som ikke tidligere har modtaget de omhandlede lånetilbuds-
data fra Finanstilsynet, kan anmode om lånetilbudsdata for
en periode, som ligger forud for lovens ikrafttræden, hvis
dette vurderes nødvendigt for at kunne kvalitetssikre, udvik-
le eller forbedre metoder og modeller til ejendomsvurdering.
Til stk. 3
Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 21 og 22, om agterskrivel-
ser og frist for afgørelse om vurdering, deklaration og afgø-
relsesperiode ikke skal finde anvendelse for vurderinger, der
foretages efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 eller 88.
For sådanne vurderinger skal de hidtil gældende regler finde
anvendelse.
Der er tale om de vurderinger, der videreføres efter ejen-
domsvurderingslovens §§ 87 eller 88.
105
Til stk. 4
Det foreslås i stk. 4, at lovforslagets ændringer vedrørende
klagestruktur og klagebehandling i lovforslagets § 1, nr.
2-20 og 36-65, ikke skal finde anvendelse for klager og an-
modninger om genoptagelse, der afgøres før den 1. januar
2019, jf. dog lovforslagets § 22, stk. 5. For sådanne klager
og anmodninger om genoptagelse skal de hidtil gældende
regler finde anvendelse.
Forslaget indebærer, at klager og anmodninger om genop-
tagelse, der er indgivet inden den 1. januar 2019, ikke skal
behandles efter reglerne, der er foreslået ved lovforslagets §
1, nr. 2-20 og 36-65, hvis der senest den 31. december 2018
træffes afgørelse vedrørende klagen eller anmodningen om
genoptagelse.
De foreslåede regler vil føre til, at klager over vurderings-
sager, der efter gældende regler skal afgøres af et vurde-
ringsankenævn, vil overgå til behandling i de nye ankenævn,
hvis de ikke er afgjort, når den nye klagestruktur træder i
kraft den 1. januar 2019.
Efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, kan den myn-
dighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, efter anmod-
ning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist
af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysnin-
ger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og
det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et
væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde fore-
ligget tidligere.
For så vidt angår anmodninger om genoptagelse af sager,
hvori Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse, fører
bestemmelsen til, at en eventuel genbehandling af sagen til-
lige skal gennemføres af Landsskatteretten. For så vidt an-
går anmodning om genoptagelse af sager, hvori et vurde-
ringsankenævn eller et skatte- og vurderingsankenævn tidli-
gere har truffet afgørelse, fører overgangen til det foreslåede
nye klagesystem til, at en eventuel genbehandling af sagen
skal gennemføres af de nye vurderingsankenævn under de
rammer, der er gældende for deres virke.
De sager, der verserer ved Landsskatteretten pr. 1. januar
2019, skal færdigbehandles af Landsskatteretten, uanset om
de efter reglerne i dette lovforslag ikke vil skulle kvalifice-
res som landsskatteretssager, jf. lovforslagets § 22, stk. 5.
Til stk. 5
Det foreslås i stk. 5, at Landsskatteretten færdigbehandler
klager over afgørelser, som den 1. januar 2019 er under be-
handling i Landsskatteretten.
Forslaget er en undtagelse til lovforslagets § 22, stk. 4, og
konsekvenserne af forslaget er beskrevet i bemærkningerne
til § 22, stk. 4.
Til stk. 6
Det foreslås i stk. 6, at ændringerne i reglerne om genopta-
gelse, som foreslået ved denne lovs § 1, nr. 24-29, ikke skal
finde anvendelse for anmodninger om genoptagelse, som er
indgivet før den 1. januar 2018. For sådanne anmodninger
om genoptagelse finder de hidtil gældende regler anvendel-
se.
Forslaget skal præcisere, at anmodninger om genoptagel-
se, der er indgivet til vurderingsmyndigheden før denne lovs
ikrafttræden, skal færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler.
Forslaget omfatter alene de foreslåede ændringer i regle-
rne om genoptagelse, idet anvendelsen af reglerne i lovfor-
slagets § 1, nr. 30-35, ikke vil bero på en anmodning, og idet
disse regler således vil finde anvendelse pr. 1. januar 2018
efter lovforslagets § 22, stk. 1.
Til stk. 7
Det foreslås i stk. 7, at lovforslagets § 1, nr. 36, 54, 57 og
62, om klageberettigelse og om begrænsning i klagemyndig-
hedens adgang til at ændre en påklaget vurdering ikke skal
finde anvendelse for klager over vurderinger, der er foreta-
get inden denne lovs ikrafttræden eller efter ejendomsvurde-
ringslovens §§ 87 eller 88.
Klager, der er foretaget inden lovens ikrafttræden, omfat-
ter også klager over de almindelige vurderinger, der efter
2011/2012 er blevet foretaget i form af en videreførelse af
allerede eksisterende vurderinger. Disse er således foretaget
inden denne lovs ikrafttræden, selvom de endnu ikke er
meddelt.
For klager over de af stk. 7 omfattede vurderinger skal de
hidtil gældende regler om klageberettigelse og klagemyn-
dighedens adgang til at ændre en påklaget vurdering således
finde anvendelse, uanset hvornår klagen er indgået.
Lovforslagets § 1, nr. 36, 54, 57 og 62, om klageberetti-
gelse og begrænsning af klagemyndighedens adgang til at
ændre en påklaget vurdering vil således ikke finde anvendel-
se for klager over de videreførte vurderinger.
Til stk. 8
Det foreslås i stk. 8, at den ordinære funktionsperiode for
medlemmer og suppleanter i vurderingsankenævn, skattean-
kenævn og skatte- og vurderingsankenævn, jf. skatteforvalt-
ningslovens § 8, stk. 2, der udløber den 30. juni 2018, for-
længes til og med den 31. december 2018. Den umiddelbart
efterfølgende ordinære funktionsperiode begynder den 1. ja-
nuar 2019 og udløber den 30. juni 2022.
Med den foreslåede regel forlænges den nuværende funk-
tionsperiode for medlemmer og suppleanter i vurderingsan-
kenævn, skatteankenævn og skatte- og vurderingsankenævn
således med 6 måneder til og med den 31. december 2018.
Det nye klagesystem for behandling af vurderingsklager får
virkning fra den 1. januar 2019, hvor også funktionsperio-
den for medlemmerne af de nye vurderingsankenævn vil be-
gynde. Den første funktionsperiode for medlemmerne af de
nye vurderingsankenævn forkortes tilsvarende med 6 måne-
der og udløber den 30. juni 2022.
Den foreslåede forlængelse af den nuværende funktions-
periode for vurderingsankenævn, skatteankenævn og skatte-
og vurderingsankenævn er begrundet i behovet for at for-
længe funktionsperioden for de nuværende vurderingsanke-
106
nævn og skatte- og vurderingsankenævn på grund af de
foreslåede ændringer i vurderingsankenævnsstrukturen pr. 1.
januar 2019. Den foreslåede forlængelse af den nuværende
funktionsperiode for skatteankenævn er foreslået som følge
af behovet for at koordinere funktionsperioderne for skatte-
og vurderingsankenævnene og skatteankenævnene. Den nu-
værende klagestruktur skal samtidig evalueres, jf. herved af-
snit 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 212
af 24. april 2013. De foreslåede forlængelser af funktionspe-
rioden for skatte- og vurderingsankenævn samt skatteanke-
nævn forholder sig ikke til denne evaluering og de eventuel-
le ændringer og tiltag, som evalueringen måtte aktualisere.
Til stk. 9
Det foreslås i stk. 9, at der ved klage over vurderinger,
som er omfattet af ejendomsvurderingslovens §§ 87-89, skal
betales et klagegebyr på 400 kr. (2010-niveau) for hver vur-
dering, der klages over. Grundbeløbet reguleres efter per-
sonskattelovens § 20.
Det indebærer, at for klage over de vurderinger, der siden
2011 er blevet videreført, og hvor klageadgangen er blevet
udskudt, samt ved klage over de vurderinger, som nu videre-
føres efter ejendomsvurderingslovens §§ 87-88, fastsættes
klagegebyret til 400 kr. (2010-niveau) svarende til 500 kr. i
2017-niveau for hver vurdering, der klages over.
Det foreslås desuden, at reglerne i skatteforvaltningslo-
vens § 35 c, stk. 3-6, der bliver stk. 4-7, om betaling og til-
bagebetaling finder tilsvarende anvendelse.
Det foreslås herudover, at klagegebyret efter 1. pkt. på til-
svarende vis som klagegebyrer efter skatteforvaltningslo-
vens § 35 c ikke vil være at anse for godtgørelsesberettigede
udgifter efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 2.
Til stk. 10
Det foreslås i stk. 10, at de foreslåede ændringer i lov om
kommunal ejendomsskat, jf. lovforslagets § 2, nr. 1-10 og
12-21, og i ejendomsværdiskatteloven, jf. lovforslagets § 3,
skal have virkning fra og med det skatteår, hvor beskatnin-
gen sker på grundlag af ejendomsvurderinger fortaget efter
ejendomsvurderingsloven.
Beskatning, der er baseret på en vurdering foretaget efter
lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 med senere æn-
dringer, skal således foretages efter hidtil gældende lov.
Det foreslås dog, at den i § 2, nr. 11, foreslåede ændring
skal have virkning for opkrævningen af grundskyld og dæk-
ningsafgift fra og med skatteåret 2018, det vil sige fra den 1.
januar 2018.
Med virkning for skatteåret 2018 og frem vil kommunerne
derfor ikke kunne opkræve dækningsafgift af ejendomme
tilhørende staten, regioner eller kommuner, som anvendes til
landbrug, havebrug eller skovdrift, men vil i stedet skulle
opkræve grundskyld af disse ejendomme.
Til stk. 11
Det foreslås i stk. 11, at de foreslåede ændringer af tingly-
sningsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 4, skal finde anvendel-
se for de ejerskifter, der fra den 1. januar 2020 er anmeldt til
tinglysning.
Ejerskifter, der er anmeldt til tinglysning før den 1. januar
2020, vil blive behandlet efter de hidtil gældende regler i
tinglysningsafgiftsloven.
Hvis et ejerskifte er tinglyst betinget, f.eks. af købesum-
mens betaling, og den efterfølgende tinglysning først foreta-
ges efter den 1. januar 2020, vil det være tinglysningen af
det betingede skøde, som er afgørende for, hvordan afgiften
skal beregnes. Det vil sige, at såfremt et ejerskifte er tinglyst
betinget før den 31. december 2019, vil afgiften skulle be-
regnes efter de hidtil gældende regler.
Til stk. 12
Det foreslås i stk. 12, at den i § 10, nr. 3, foreslåede æn-
dring skal have virkning for lån optaget af ejere af koloniha-
vehuse på fremmed grund til betaling af tilslutningsafgifter
og andre udgifter, kommunen har besluttet, at der kan ydes
lån til, der optages i skatteåret 2019 og følgende skatteår.
For sådanne lån optaget i 2019 og frem gælder kravet om,
at et tinglyst ejerpantebrev eller skadesløsbrev skal have sik-
kerhed inden for den regulerede ejendomsværdi efter lov om
lån til betaling af ejendomsskatter § 4, stk. 2, og § 4, stk. 3,
3. pkt., således ikke.
Til § 23
Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland. Skatte-
området er et selvstyreanliggende for disse dele af rigsfæl-
lesskabet.
Lov om finansiel virksomhed er efter sin ordlyd sat i kraft
for Færøerne og Grønland.
Lovforslagets § 17, nr. 1, der medfører ændringer i lov om
finansiel virksomhed og vedrører Finanstilsynets mulighed
for at videregive enkelte oplysninger til Skatteministeriet og
Danmarks Statistik med henblik på kvalitetssikring, udvik-
ling eller forbedring af metoder og modeller til ejendoms-
vurdering, skal imidlertid ikke være gældende for Færøerne
og Grønland, der hver især har deres egen skattelovgivning,
da videregivelse af de nævnte oplysninger ikke vil være re-
levant for Færøerne og Grønland.
107
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1267 af 12. november 2015, som ændret ved §
1 i lov nr. 1665 af 20. december 2016, foretages
følgende ændringer:
§ 1. Told- og skatteforvaltningen udøver forvalt-
ningen af lovgivning om skatter og lov om vurde-
ring af landets faste ejendomme samt lov om regi-
strering af køretøjer bortset fra kompetencer, som
ved § 18, stk. 3, og § 19 i lov om registrering af
køretøjer er tillagt politiet.
1. I § 1 og § 2, stk. 1, ændres »lov om vurdering af
landets faste ejendomme« til: »lovgivning om vur-
dering af landets faste ejendomme«.
§ 2. Skatterådet bistår told- og skatteforvaltnin-
gen ved forvaltningen af lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme, lov om registrering af køre-
tøjer og lovgivning om skatter, bortset fra lovgiv-
ning om told.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
§ 4 a. Skatteankeforvaltningen modtager klager,
som skal afgøres af skatteankeforvaltningen, et
skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motor-
ankenævn eller Landsskatteretten, jf. § 35 a, og
foretager visitering af disse klager. Skatteankefor-
valtningen træffer desuden afgørelse i de sager,
hvor skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i
medfør af § 35 b, stk. 3, har kompetencen til at
træffe afgørelse.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
2. I § 4 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »disse klager« til:
»klager til skatteankeforvaltningen, skatteanke-
nævn, motorankenævn og Landsskatteretten, jf. §
35 b og § 4 a, stk. 2, samt alle klager omfattet af §
6, stk. 1, til vurderingsankenævnene, jf. dog § 4 a,
stk. 2«.
3. I § 4 a, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »har kom-
petencen til at træffe afgørelse«: », og i sager, som
et vurderingsankenævn har henvist til afgørelse i
skatteankeforvaltningen, jf. § 6 b«.
4. I § 4 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Skatteankeforvaltningen træffer afgørel-
se i klager vedrørende told- og skatteforvaltnin-
gens afslag på genoptagelse, jf. § 33, stk. 1, 3 og 4,
jf. dog stk. 3.
108
Stk. 3. Skatteankeforvaltningen henviser klager
omfattet af stk. 2 til afgørelse i Landsskatteretten,
hvis klagen i overvejende grad angår retlige
spørgsmål, og hvis der ikke tidligere hverken i
domstolspraksis eller i Landsskatteretspraksis er
taget stilling til det pågældende lovfortolknings-
spørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en
fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolk-
ningsspørgsmål. Skatteankeforvaltningen kan tilli-
ge henvise klager omfattet af § 6 til afgørelse i
Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særli-
ge omstændigheder.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.
§ 6. Vurderingsankenævnene afgør klager over
told- og skatteforvaltningens afgørelser efter:
1) Lov om vurdering af landets faste ejendomme.
2) Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1,
nr. 3.
Stk. 2. En klage omfattet af stk. 1 skal dog afgø-
res af Landsskatteretten, hvis skatteankeforvaltnin-
gen visiterer sagen til Landsskatteretten efter § 35
b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller klageren
vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten
efter § 35 b, stk. 5.
5. I § 6, stk. 1, indsættes som nr. 3:
»3) Ejendomsvurderingsloven.«
6. § 6, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. En klage omfattet af stk. 1 skal dog afgø-
res af Landsskatteretten eller skatteankeforvaltnin-
gen, hvis klagen henvises til afgørelse i Landsskat-
teretten eller skatteankeforvaltningen, jf. §§ 6 a el-
ler 6 b.«
7. Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Vurderingsankenævnet henviser klager
omfattet af § 6 til afgørelse i Landsskatteretten,
hvis klagen i overvejende grad angår retlige
spørgsmål, og hvis der ikke tidligere hverken i
domstolspraksis eller i Landsskatteretspraksis er
taget stilling til det pågældende lovfortolknings-
spørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en
fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolk-
ningsspørgsmål. Vurderingsankenævnet kan tillige
henvise klager omfattet af § 6 til afgørelse i Lands-
skatteretten, hvis der foreligger ganske særlige om-
stændigheder.
Stk. 2. Formanden for vurderingsankenævnet el-
ler en ansat i skatteankeforvaltningen, jf. § 10 a,
stk. 2, kan på vegne af vurderingsankenævnet hen-
vise en klage til Landsskatteretten efter stk. 1.
§ 6 b. Vurderingsankenævnet kan henvise klager
omfattet af § 6 til afgørelse i skatteankeforvaltnin-
gen, når klagen i overvejende grad angår en tvist
109
om de registrerede oplysninger, der er lagt til
grund for den påklagede afgørelse.
Stk. 2. Formanden for vurderingsankenævnet el-
ler en ansat i skatteankeforvaltningen, jf. § 10 a,
stk. 2, kan på vegne af vurderingsankenævnet hen-
vise en klage til skatteankeforvaltningen efter stk.
1.«
§ 8. Skatteministeren bestemmer landets indde-
ling i henholdsvis skatte-, vurderings- og motoran-
kenævnskredse, antallet af medlemmer i de enkelte
ankenævn, samt hvilke kommuner der har indstil-
lingsret efter stk. 3 til pladserne i skatte- og vurde-
ringsankenævn. Ved fordelingen af pladserne skal
der tages hensyn til, at alle kommuner skal have
mindst én plads i skatteankenævnet. Skatteministe-
ren kan fastsætte regler om oprettelse i en kreds af
ét ankenævn, der både skal varetage skatte- og vur-
deringsankenævnets funktioner, antallet af med-
lemmer i et sådant fælles ankenævn og hvilke
kommuner der har indstillingsret efter stk. 3 til
pladserne i nævnet.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Skatteministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af skatte-
og vurderingsankenævn og en suppleant for hvert
af disse medlemmer efter indstilling fra kommu-
nalbestyrelserne i de kommuner, som skatte- eller
vurderingsankenævnskredsen omfatter. Kun perso-
ner, der er valgbare til en kommunalbestyrelse, kan
indstilles af den pågældende kommunalbestyrelse.
Hver kommunalbestyrelse skal indstille én person
til hver af kommunens pladser i nævnet og én per-
son som suppleant for denne. Ved indstillingen fin-
der § 25 i lov om kommunernes styrelse tilsvaren-
de anvendelse. Skatteministeren eller den, som mi-
nisteren bemyndiger dertil, udnævner de indstille-
de personer til henholdsvis medlem og suppleant.
Ministeren kan dog under særlige omstændigheder
undlade at udnævne en indstillet person og anmode
kommunalbestyrelsen om at indstille en anden per-
son.
Stk. 4. ---
8. I § 8, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »stk. 3«: »og
4«.
9. § 8, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
10. I § 8, stk. 3, 1. pkt., ændres »skatte- og vurde-
ringsankenævn« til: »skatteankenævn«, og »skatte-
eller vurderingsankenævnskredsen« ændres til:
»skatteankenævnskredsen«.
11. I § 8 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Skatteministeren eller den, som ministe-
ren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af
vurderingsankenævn. Den ene halvdel af medlem-
merne udnævnes efter indstilling fra kommunalbe-
styrelsen. Ved kommunalbestyrelsens indstilling
anvendes den metode, der er beskrevet i § 25 i lov
om kommunernes styrelse. Af den anden halvdel
af medlemmerne udnævnes halvdelen på baggrund
af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkend-
skab efter indstilling fra Finans Danmark og halv-
delen på baggrund af vurderingsfaglige kompeten-
cer og lokalkendskab efter indstilling fra Dansk
Ejendomsmæglerforening. Kommunalbestyrelsen,
Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerfor-
ening kan kun indstille personer, der er valgbare til
en kommunalbestyrelse her i landet. Ministeren
kan dog under særlige omstændigheder undlade at
udnævne en indstillet person og anmode kommu-
nalbestyrelsen, Finans Danmark eller Dansk Ejen-
domsmæglerforening om at indstille en anden per-
son.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
Stk. 5. Personer, som indstilles til udnævnelse ef-
ter stk. 3 eller 4, har pligt til at modtage skattemi-
nisterens udnævnelse, medmindre de er afskåret
herfra efter § 15. Følgende personer kan dog med-
12. I § 8, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt.,
ændres »efter stk. 3 eller 4« til: »efter stk. 3, 4 eller
5«.
110
dele skatteministeren, at de ikke ønsker at modtage
udnævnelsen:
1) Personer, der ved funktionsperiodens begyn-
delse er fyldt 60 år.
2) Personer, der har været medlem af et skatte-,
vurderings- eller motorankenævn i to hele sam-
menhængende funktionsperioder.
3) Personer, der ikke har dansk indfødsret.
4) Personer, der på grund af deres helbredstil-
stand, varetagelse af andet offentligt hverv, forret-
ninger el.lign. har rimelig grund til at ønske sig fri-
taget for hvervet.
§ 9. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Når et medlem efter stk. 1 eller 2 udtræder
af nævnet eller meddeles orlov, indtræder sup-
pleanten i nævnet. Hvis et medlem eller en supple-
ant er udtrådt permanent, udnævnes en ny supple-
ant for den resterende del af funktionsperioden.
Ved udnævnelsen finder § 8, stk. 3-5, tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. ---
13. I § 9, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 8, stk. 3-5« til:
»§ 8, stk. 3, 5 og 6«.
14. I § 9, stk. 3, indsættes som 4. pkt.:
»1.-3. pkt. gælder ikke for vurderingsankenævn.«
15. I § 9 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Udtræder et medlem af et vurderingsan-
kenævn efter stk. 1 eller 2 af nævnet, eller medde-
les et medlem orlov, udnævner skatteministeren el-
ler den, som ministeren bemyndiger dertil, et nyt
medlem til vurderingsankenævnet for den resteren-
de del af den igangværende funktionsperiode hen-
holdsvis orlovsperiode, jf. § 8, stk. 2. Udnævnelsen
sker på baggrund af indstilling fra kommunalbesty-
relsen, Finans Danmark eller Dansk Ejendoms-
mæglerforening, afhængigt af hvem af disse der
har indstillet det medlem, der udtræder af nævnet
eller meddeles orlov. Ved indstillingen og udnæv-
nelsen finder § 8, stk. 4 og 6, tilsvarende anvendel-
se.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 10. Et skatte-, vurderings- eller fælles anke-
nævn vælger en formand og en eller to næstfor-
mænd blandt nævnets medlemmer. Et motoranke-
nævn vælger en formand og en næstformand
blandt nævnets medlemmer.
Stk. 2.-6. ---
16. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres: »Et skatte-, vur-
derings- eller fælles ankenævn« til: »Et skatteanke-
nævn«.
17. Efter § 10 indsættes i kapitel 4:
111
Ȥ 10 a. Formandsposten for vurderingsanke-
nævnene varetages af et geografisk ubundet vurde-
ringsankenævnsformandskab, der består af en le-
dende vurderingsankenævnsformand og et antal
øvrige vurderingsankenævnsformænd, som skatte-
ministeren ansætter efter indstilling fra skatteanke-
forvaltningen. Vurderingsankenævnsformændene
skal have vurderingsfaglig indsigt.
Stk. 2. Den ledende vurderingsankenævnsfor-
mand kan efter indstilling fra skatteankeforvaltnin-
gen bestemme, at ansatte i skatteankeforvaltningen
skal deltage i afgørelsen af en klage i vurderings-
ankenævnsformandens sted. I sådanne tilfælde har
den pågældende samme beføjelser som en anke-
nævnsformand.
Stk. 3. For at et vurderingsankenævn kan træffe
en afgørelse, skal formanden eller en ansat i skatte-
ankeforvaltningen, jf. stk. 2, og mindst to medlem-
mer deltage i afgørelsen, jf. dog stk. 4 og 5. I til-
fælde af stemmelighed er formandens eller den an-
sattes, jf. stk. 2, stemme afgørende.
Stk. 4. Uanset stk. 3 afgør formanden for vurde-
ringsankenævnet eller en ansat i skatteankeforvalt-
ningen, jf. stk. 2, anmodninger om genoptagelse af
en påkendt vurderingsankenævnssag, jf. § 35 g.
Stk. 5. Uanset stk. 3 afgør formanden for vurde-
ringsankenævnet eller en ansat i skatteankeforvalt-
ningen, jf. stk. 2, klager omfattet af § 6, stk. 1, jf.
dog § 6, stk. 2, jf. § 6 a, stk. 1, og § 6 b, stk. 1, når
vurderingsankenævnet bemyndiger den pågælden-
de hertil.
Stk. 6. Skatteministeren fastsætter en forretnings-
orden for vurderingsankenævnene, herunder regler
for vederlæggelse af vurderingsankenævnenes
medlemmer.«
§ 11. Landsskatteretten afgør, medmindre andet
er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2,
klager over:
Told- og skatteforvaltningens afgørelser, hvor
klagen ikke afgøres af skatteankeforvaltningen, et
skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et
motorankenævn.
Skatterådets afgørelser.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
18. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Landsskatteretten afgør sager, som et
vurderingsankenævn eller skatteankeforvaltningen
har henvist til afgørelse i Landsskatteretten, jf. § 6
a, stk. 1, og § 4 a, stk. 3.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
112
§ 19. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Kravet efter stk. 1-3 om udarbejdelse af en
sagsfremstilling og høring, før der træffes en afgø-
relse, gælder dog ikke følgende typer af afgørelser:
1)-3) ---
4) Afgørelser, hvis klage herover efter regler ud-
stedt i medfør af § 35 b, stk. 3, kan afgøres af skat-
teankeforvaltningen.
5) Afgørelser, hvis klage herover kan afgøres af
Landsskatteretten, jf. § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt.,
stk. 3, 2. pkt., eller stk. 5.
6)-8) ---
19. I § 19, stk. 5, nr. 4, indsættes efter »§ 35 b, stk.
3,«: »eller efter § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller §
4 a, stk. 2,«.
20. I § 19, stk. 5, nr. 5, indsættes efter »eller stk.
5«: »eller efter § 6 a, jf. § 6, stk. 2«.
§ 20. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvaren-
de anvendelse, hvis told- og skatteforvaltningen
agter at ændre en ejendomsvurdering eller agter at
foretage en ejendomsvurdering, der med urette ik-
ke er foretaget som led i den almindelige vurde-
ring. I sådanne tilfælde tilkommer de rettigheder,
der følger af stk. 1-3, ejendommens ejer og andre,
der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vur-
deringens resultat, jf. § 35 a, stk. 2.
21. I § 20, stk. 4, 2. pkt., ændres »og andre, der har
en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens
resultat« til: »og andre, der over for stat eller kom-
mune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag
af den pågældende ejendomsvurdering«.
22. Efter § 20 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 7 a
Frist for afgørelse om vurdering, deklaration og
afgørelsesperiode
§ 20 a. Told- og skatteforvaltningen kan ved al-
mindelige vurderinger og omvurderinger efter
ejendomsvurderingsloven sikre inddragelsen af
ejendommens ejer ved anvendelse af en særlig de-
klarationsprocedure, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen underretter
ved deklarationen ejeren af en ejendom om de fak-
tiske oplysninger om den pågældendes ejendom og
andre faste ejendomme, der forventes tillagt væ-
sentlig betydning for vurderingen af den pågælden-
113
des ejendom. Told- og skatteforvaltningen under-
retter samtidig ejendomsejer om, at told- og skatte-
forvaltningen kan træffe afgørelse på grundlag af
de oplysninger, der foreligger, når afgørelsesperio-
den indtræder, samt om tidspunktet for afgørelses-
periodens indtræden, jf. § 20 b.
Stk. 3. Deklarationen skal foretages senest 4 uger
før afgørelsesperioden indtræder, jf. § 20 b.
§ 20 b. Ved vurdering af fast ejendom, der fore-
tages efter forudgående deklaration, jf. § 20 a, ind-
træder en afgørelsesperiode tidligst 6 uger før den
10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets ud-
løb. Afgørelsesperioden udløber den 10. februar i
kalenderåret efter vurderingsårets udløb, medmin-
dre skatteministeren fastsætter et senere tidspunkt.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan i afgørel-
sesperioden, jf. stk. 1, træffe afgørelse på grundlag
af de oplysninger, der foreligger ved afgørelsespe-
riodens indtræden. Told- og skatteforvaltningen er
dog ikke i afgørelsesperioden afskåret fra at træffe
afgørelse på baggrund af oplysninger, der modta-
ges i afgørelsesperioden.
Stk. 3. Oplysninger, der modtages efter afgørel-
sesperiodens indtræden, jf. stk. 1, 1. pkt., behand-
les efter reglerne om genoptagelse og revision, jf.
§§ 33 og 33 a, hvis told- og skatteforvaltningen i
afgørelsesperioden, jf. stk. 1, træffer afgørelse, og
oplysningerne ikke er indgået i grundlaget for af-
gørelsen, jf. stk. 2. Når told- og skatteforvaltningen
har behandlet oplysningerne efter 1. pkt., meddeler
told- og skatteforvaltningen ejendommens ejer, om
oplysningerne giver grundlag for at ændre afgørel-
sen.
§ 20 c. Ved afgørelse om almindelig vurdering
og omvurdering, der meddeles efter afgørelsespe-
riodens udløb, jf. § 20 b, stk. 1, træffer told- og
skatteforvaltningen afgørelse på grundlag af de op-
lysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet.«
Kapitel 12
Frister m.v. vedrørende vurdering af fast ejendom
Ordinær og ekstraordinær ejendomsvurdering 23. I overskriften til § 33 ændres »ejendomsvurde-
ring« til: »genoptagelse«.
114
§ 33. En klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, som
kan godtgøre, at en vurdering er foretaget på et
fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller man-
glende registrering af ejendommens grundareal,
bygningsareal, planforhold eller lignende faktiske
forhold, kan anmode told- og skatteforvaltningen
om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år
efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige
vurdering første gang er foretaget. Den klageberet-
tigede skal samtidig over for told- og skatteforvalt-
ningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på
et fejlagtigt grundlag. Beløbsmæssige vurderings-
skøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke gen-
optages.
24. I § 33, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »eller lig-
nende»: »objektivt konstaterbare«.
25. I § 33, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »fejlagtigt
grundlag«: »som følge af fejlagtig eller manglende
registrering«.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan genopta-
ge en vurdering på samme betingelser som nævnt i
stk. 1, jf. dog stk. 3. Told- og skatteforvaltningen
kan altid foretage en vurdering, hvis en sådan ved
en fejl ikke er foretaget.
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan efter an-
modning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, el-
ler af egen drift ekstraordinært genoptage en vur-
dering efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk.
1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget
på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller hvis vurde-
ring ved en fejl ikke er foretaget. Det er en betin-
gelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at
genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejen-
domsværdien eller grundværdien med mindst 15
pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et
korrekt grundlag kan ikke genoptages.
26. § 33, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Told- og skatteforvaltningen kan endvidere in-
den for fristen i stk. 1, jf. dog stk. 3, foretage en
vurdering eller en del af en vurdering, hvis en så-
dan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.«
27. I § 33, stk. 3, 1. pkt., ændres »hvis vurdering«
til: »foretage en vurdering eller en del af en vurde-
ring, hvis denne«.
28. I § 33, stk. 3, 2. pkt., ændres »mindst 15 pct.«
til: »mere end 20 pct.«
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan efter an-
modning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, el-
ler af egen drift ekstraordinært genoptage en vur-
dering uanset den frist, der er nævnt i stk. 1, hvis
hidtidig praksis endeligt underkendes ved en dom
eller ved en afgørelse fra skatteankeforvaltningen,
et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, el-
ler hvis en praksisændring i andre tilfælde offent-
liggøres af Skatteministeriet.
Stk. 5.-8. ---
29. I § 33, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »genoptage
en vurdering«: »eller en del af en vurdering eller
foretage en vurdering eller en del af en vurdering«.
30. Før § 33 a indsættes som ny overskrift:
»Revision«.
115
§ 33 a. Told- og skatteforvaltningen kan ikke af-
sende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, jf. stk. 4, om
foretagelse eller ændring af en vurdering af en fast
ejendom senere end den 1. juli i det andet kalende-
rår efter vurderingsårets udløb. En ændring skal
være gennemført senest den 1. oktober samme år.
31. I § 33 a, 1. pkt., udgår »foretagelse eller«, og
efter »en vurdering« indsættes: »eller en del af en
vurdering«.
32. I § 33 a indsættes som stk. 2-7:
»Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan efter
udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., varsle ændring af
en foretaget vurdering, der medfører en nedsættel-
se af vurderingen. Ændringen skal være gennem-
ført senest 3 måneder efter varslingen.
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan efter ud-
løbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., varsle ændring af en
foretaget vurdering, der medfører en ændring af
beskatningen, men ikke samtidig nedsættelse af
vurderingen. Ændringen skal være gennemført se-
nest 3 måneder efter varslingen.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan efter ud-
løbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., varsle ændring af en
foretaget vurdering, der medfører forhøjelse af vur-
deringen. Ændringen skal være gennemført senest
3 måneder efter varslingen.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2-4 finder tilsvaren-
de anvendelse ved varsling og gennemførelse af
ændring af dele af foretagne vurderinger.
Stk. 6. Vurderinger, der er revideret efter stk. 1
og 2, tillægges skattemæssig virkning fra tidspunk-
tet, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget.
Stk. 7. Ændring af en vurdering efter stk. 3 og 4
tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet,
hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget,
hvis dette accepteres af alle klageberettigede, som
ændringen skal vedrøre med skattemæssig virkning
fra dette tidspunkt. Ændring af en vurdering efter
stk. 3 og 4 tillægges skattemæssig virkning fra det
tidspunkt, hvor ændringen foretages, hvis ikke alle
de klageberettigede, som skal acceptere en skatte-
mæssig virkning som nævnt i 1. pkt., accepterer.«
§ 34. Når et vurderingsankenævn eller Lands-
skatteretten har påkendt en vurdering, kan told- og
skatteforvaltningen genoptage nyere vurderinger af
den pågældende ejendom, i det omfang vurderings-
ankenævnets eller Landsskatterettens afgørelse gi-
ver anledning til ændring heraf.
33. § 34 affattes således:
»§ 34. Har et vurderingsankenævn, skatteanke-
forvaltningen, Landsskatteretten eller en domstol
påkendt en vurdering, kan told- og skatteforvalt-
ningen genoptage nyere vurderinger af den pågæl-
dende ejendom, i det omfang vurderingsankenæv-
nets, skatteankeforvaltningens, Landsskatterettens
116
eller domstolens afgørelse giver anledning til æn-
dring heraf, jf. stk. 2-5.
Stk. 2. Ændring af vurderinger, der foretages ef-
ter stk. 1, kan gennemføres til og med den 1. maj i
det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor
den genoptagne nyere vurdering er foretaget første
gang, dog senest 6 måneder efter det tidspunkt,
hvor vurderingsankenævnet, skatteankeforvaltnin-
gen, Landsskatteretten eller en domstol traf den af-
gørelse, der giver anledning til ændringen.
Stk. 3. Nedsættelse af vurderinger, der foretages
efter stk. 1, kan efter udløbet af fristen i stk. 2 gen-
nemføres senest 6 måneder efter det tidspunkt,
hvor vurderingsankenævnet, skatteankeforvaltnin-
gen, Landsskatteretten eller en domstol traf den af-
gørelse, der giver anledning til ændringen.
Stk. 4. Forhøjelse af vurderinger, der foretages
efter stk. 1, kan efter udløbet af fristen i stk. 2 vars-
les senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor vur-
deringsankenævnet, skatteankeforvaltningen,
Landsskatteretten eller en domstol traf den afgørel-
se, der giver anledning til ændringen. En varslet
forhøjelse, jf. 1. pkt., skal være foretaget senest 3
måneder efter varslingen.
Stk. 5. Ændring af en vurdering efter stk. 1-3 til-
lægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor
den vurdering, der ændres, blev foretaget. Ændring
af en vurdering efter stk. 4 tillægges skattemæssig
virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der
ændres, blev foretaget, hvis dette accepteres af alle
klageberettigede, som ændringen skal vedrøre med
skattemæssig virkning fra dette tidspunkt. Ændring
af en vurdering efter stk. 4 tillægges skattemæssig
virkning fra det tidspunkt, hvor ændring foretages,
hvis ikke alle de klageberettigede, som skal accep-
tere en skattemæssig virkning som nævnt i 2. pkt.,
accepterer.«
§ 34 a. ---
Stk. 2. Er varsel om ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og 27, eller om fast-
sættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift,
jf. §§ 31 og 32, eller om ændring af en vurdering af
fast ejendom, jf. § 33, afsendt inden forældelsesfri-
stens udløb, eller er ansættelsen henholdsvis fast-
sættelsen foretaget inden forældelsesfristens udløb,
34. I § 34 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. § 33« til: »jf.
§§ 33, 33 a og 34«.
117
indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen
henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at told-
og skatteforvaltningen har givet meddelelse om af-
gørelsen. Dette gælder, uanset om kravet gøres
gældende af told- og skatteforvaltningen eller den
skattepligtige.
Stk. 3. ---
Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år for krav afledt
af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf. § 27, stk. 1, og ekstraordi-
nær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse
af afgift, jf. § 32, stk. 1, samt for ekstraordinær
genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk.
3-5 samt stk. 7 og 8.
35. I § 34 a, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Tilsvarende gælder krav afledt af ændringer af
ejendomsvurderinger, der foretages efter §§ 33 a
og 34.«
§ 35 a. ---
Stk. 2. En klage kan indgives af enhver, der har
en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i
den afgørelse, der klages over. Klage omfattet af §
6, stk. 1, kan indgives af ejeren af den faste ejen-
dom og af andre, der har en væsentlig, direkte, ret-
lig interesse i vurderingens resultat.
36. I § 35 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »og af andre, der
har en væsentlig, direkte, retlig interesse i vurde-
ringens resultat« til: »og af andre, der over for stat
eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på
grundlag af den pågældende ejendomsvurdering«.
Stk. 3. Klagen skal være skriftlig og begrundet,
og den afgørelse, der påklages, skal følge med kla-
gen. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug
for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge
med klagen. Klagen skal være modtaget i skattean-
keforvaltningen senest 3 måneder efter modtagel-
sen af den afgørelse, der klages over. Har klageren
ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modta-
get, senest 4 måneder efter at den afgørelse, der
klages over, er afsendt fra den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Ved klage over de almindelige
vurderinger eller omvurderinger efter §§ 1 eller 3 i
lov om vurdering af landets faste ejendomme skal
klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året
efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren
fastsætter en længere frist.
37. § 35 a, stk. 3, 5. pkt., ophæves.
Stk. 4. Før en klage afgøres, kan skatteankefor-
valtningen eller den myndighed, der skal træffe af-
gørelse i klagesagen efter § 35 b, indhente en udta-
lelse om klagen fra den myndighed, der har truffet
afgørelsen. Skatteankeforvaltningen eller den myn-
dighed, der skal træffe afgørelse i sagen, fastsætter
en frist for afgivelse af udtalelsen.
38. I § 35 a, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »i klage-
sagen efter«: »§ 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, § 4 a,
stk. 2, eller«.
Stk. 5. Hvis den myndighed, der har truffet afgø-
relsen, på grundlag af klagen finder anledning der-
39. I § 35 a, stk. 5, indsættes som 2. og 3. pkt.:
118
til, kan myndigheden uanset de almindelige frister
for genoptagelse af myndighedens afgørelse efter
denne lov genoptage og ændre afgørelsen, hvis
klageren er enig heri.
Stk. 6. Klagen afvises af skatteankeforvaltningen,
hvis den indgives efter udløbet af fristen i stk. 3.
Skatteankeforvaltningen kan se bort fra en frist-
overskridelse, hvis særlige omstændigheder taler
derfor.
Stk. 7. ---
»Genoptages sagen efter 1. pkt., tillægges genop-
tagelsen skattemæssig virkning fra tidspunktet,
hvor den afgørelse, som genoptagelsen vedrører,
blev foretaget. Ved genoptagelse efter 1. pkt. anses
klagen for tilbagekaldt.«
40. I § 35 a, stk. 6, 1. pkt., indsættes efter »fristen i
stk. 3«: », eller hvis klagen ikke er indgivet som
anvist i regler, der er fastsat af skatteministeren ef-
ter § 35«.
41. I § 35 a, stk. 6, 2. pkt., indsættes efter »en frist-
overskridelse,«: »eller at klagen ikke er indgivet
som anvist i regler, der er fastsat af skatteministe-
ren efter § 35,«.
§ 35 b. En klage over en afgørelse omfattet af §
5, stk. 1, § 6, stk. 1, eller § 7, stk. 1, afgøres af hen-
holdsvis et skatteankenævn, et vurderingsanke-
nævn eller et motorankenævn, jf. dog stk. 5. Hvis
en af betingelserne i § 21, stk. 4, nr. 1-5, er opfyldt,
skal klagen dog afgøres af Landsskatteretten. End-
videre kan en klage afgøres af Landsskatteretten,
hvis klagen udspringer af samme forhold som en
sag, der verserer ved Landsskatteretten.
Stk. 2.-4. ---
42. I § 35 b, stk. 1, 1. pkt., udgår »§ 6, stk. 1,« og
», et vurderingsankenævn«.
Stk. 5. Klageren kan vælge, at en sag, som er vi-
siteret til et skatteankenævn eller et vurderingsan-
kenævn, skal behandles af Landsskatteretten. Kla-
gerens valg skal være meddelt skatteankeforvalt-
ningen, senest 4 uger efter at klageren har modta-
get meddelelse om, at klagen er visiteret til et skat-
teankenævn eller et vurderingsankenævn efter stk.
4, 1. eller 2. pkt. Skatteankeforvaltningen kan se
bort fra en overskridelse af fristen, hvis særlige
omstændigheder taler derfor.
43. I § 35 b, stk. 5, 1. og 2. pkt., udgår »eller et
vurderingsankenævn«.
§ 35 c. Ved klage omfattet af § 35 a, stk. 1, beta-
les et gebyr på et grundbeløb på 300 kr. (2010-ni-
veau). Grundbeløbet reguleres efter personskattelo-
vens § 20.
Stk. 2. Der skal dog ikke betales for klage over
følgende afgørelser:
1) Afgørelser vedrørende aktindsigt efter lov om
offentlighed i forvaltningen eller forvaltningslo-
ven.
2) Afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
44. I § 35 c, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »(2010-
niveau)«: », jf. dog stk. 2«.
45. I § 35 c indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Ved klage omfattet af § 6, stk. 1, nr. 3,
betales et gebyr på 900 kr. (2010-niveau). Grund-
beløbet reguleres efter personskattelovens § 20.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
119
Stk. 3. Betales beløbet ikke rettidigt, betragtes
klagen som bortfaldet.
Stk. 4. Det indbetalte beløb tilbagebetales til kla-
geren i følgende tilfælde:
1) Hvis klagen afvises.
2) Hvis klageren får helt eller delvis medhold i
klagen eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse
af klagemyndighedens afgørelse.
3) Hvis en genoptagelsesanmodning imødekom-
mes af told- og skatteforvaltningen, som følge af at
hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en
dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et
skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motor-
ankenævn eller Landsskatteretten eller ved en
praksisændring, der er offentliggjort af Skattemini-
steriet.
Stk. 5. Beløbet tilbagebetales ikke, uanset at kla-
gen indbringes for domstolene efter § 48, stk. 2, el-
ler at klagen tilbagekaldes, medmindre tilbagekal-
delsen sker, i forbindelse med at den myndighed,
der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager
sagen.
Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om betalingen af gebyret, herunder om fri-
sten for betaling.
46. I § 35 c, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes som
2. pkt.:
»Dette gælder også i situationer, hvor klagegeby-
ret efter regler fastsat i medfør af stk. 7 skal betales
i forbindelse med indgivelsen af klagen.«
47. I § 35 c, stk. 4, der bliver stk. 5, udgår »til kla-
geren«.
48. I § 35 c, stk. 6, der bliver stk. 7, indsættes efter
»regler om betalingen«: »og tilbagebetalingen«.
§ 35 d. Skatteankeforvaltningen udarbejder en
sagsfremstilling ved klager, hvor told- og skatte-
forvaltningen efter § 19, stk. 5, ikke har udarbejdet
en sagsfremstilling, bortset fra sager omfattet af
regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Ved høringen efter stk. 2 skal der oplyses
om, at sagens parter i øvrigt har ret til at udtale sig
skriftligt eller mundtligt over for skatteankeforvalt-
ningen og over for skatteankenævnet, vurderings-
ankenævnet eller motorankenævnet, hvis sagen
skal behandles af et ankenævn, og om muligheden
for at anmode om at få lejlighed til at udtale sig
mundtligt under et retsmøde i Landsskatteretten,
hvis klagen skal behandles af Landsskatteretten.
Stk. 4. I sager omfattet af regler udstedt i medfør
af § 35 b, stk. 3, kan skatteankeforvaltningen udar-
bejde en sagsfremstilling, og skatteankeforvaltnin-
gen skal udarbejde sagsfremstilling, hvis Lands-
skatteretten anmoder om dette og sagen skal afgø-
49. I § 35 d, stk. 1, indsættes efter »§ 35 b, stk. 3«:
»og sager, der behandles af et vurderingsanke-
nævn, jf. § 6, eller af skatteankeforvaltningen, jf. §
4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2«.
50. I § 35 d, stk. 3, udgår », vurderingsankenæv-
net«.
51. I § 35 d, stk. 4, indsættes efter 1. pkt.:
»Skatteankeforvaltningen kan tilsvarende udar-
bejde en sagsfremstilling i sager, der efter § 4 a,
stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, § 4 a, stk. 2, eller § 6 skal
behandles af skatteankeforvaltningen eller et vur-
deringsankenævn.«
120
res af Landsskatteretten efter § 35 b, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 3 og § 19, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt., finder tilsva-
rende anvendelse.
§ 35 e. Klageren har adgang til at udtale sig ved
et møde med skatteankeforvaltningen.
Stk. 2. ---
52. I § 35 e, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke i sager, der skal behand-
les af skatteankeforvaltningen eller et vurderings-
ankenævn i medfør af § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b,
§ 4 a, stk. 2, eller § 6.«
§ 35 h. Skatteankeforvaltningen kan uanset kla-
gens formulering foretage afledte ændringer.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
53. I § 35 h, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»I sager om vurdering af fast ejendom kan skat-
teankeforvaltningen uanset klagens formulering til-
lige foretage ændringer i andre ansættelser og dele
af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne er en
følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i
prøvelsen af det påklagede.«
54. I § 35 h indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Skatteankeforvaltningen kan ved klage
over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven
kun ændre ejendomsværdien eller grundværdien,
hvis det resulterer i en ændring af ejendomsværdi-
en eller grundværdien, der er større end 20 pct.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 38. Er der klaget over en afgørelse som nævnt i
§ 6, stk. 1, nr. 1, og skal vurderingsankenævnet
træffe afgørelse i sagen, kan told- og skatteforvalt-
ningen indbringe andre afgørelser efter lov om vur-
dering af landets faste ejendomme vedrørende
ejendommen, der er en følge af klagen, for vurde-
ringsankenævnet, der påkender disse afgørelser i
forbindelse med klagen.
Stk. 2. Vurderingsankenævnet kan uanset klagens
udformning genoptage den påklagede vurdering i
sin helhed.
Stk. 3. Hvis vurderingsankenævnet vil ændre en
ansættelse, for hvilken der foreligger afgørelse el-
ler fordeling efter § 33 i lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme, skal vurderingsankenævnet
samtidig træffe bestemmelse om, hvilken indfly-
delse ansættelsesændringen får på afgørelsen eller
fordelingen.
Stk. 4. ---
55. I § 38, stk. 1, ændres »§ 6, stk. 1, nr. 1,« til: »§
6, stk. 1, nr. 1 eller 3,«, og efter »lov om vurdering
af landets faste ejendomme« indsættes: »eller ejen-
domsvurderingsloven«.
56. I § 38, stk. 2, ændres »genoptage den påklage-
de vurdering i sin helhed« til: »foretage ændringer
i andre ansættelser og dele af ejendomsvurderin-
gen, hvis ændringerne er en følge af faktiske eller
retlige forhold, der indgår i prøvelsen af det påkla-
gede«.
57. § 38, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Vurderingsankenævnet kan ved klage
over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven
kun ændre ejendomsværdien eller grundværdien,
hvis det resulterer i en ændring af ejendomsværdi-
en eller grundværdien, der er større end 20 pct.«
121
Stk. 5. Vurderingsankenævnets afgørelse skal in-
deholde oplysninger om forskellige opfattelser un-
der afstemningen både vedrørende resultatet og ve-
drørende begrundelsen. Afgørelsen skal angive
stemmetallet for hver opfattelse. Afgørelsen skal
angive navn på de personer, der har truffet afgørel-
sen.
58. I § 38 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Klageren kan anmode om at få lejlighed
til at udtale sig mundtligt for vurderingsankenæv-
net ved et vurderingsankenævnsmøde. Klageren
kan på et hvilket som helst tidspunkt frafalde en
anmodning om vurderingsankenævnsmøde.
Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen kan i den en-
kelte sag anmode om at få lejlighed til at udtale sig
mundtligt for vurderingsankenævnet under et vur-
deringsankenævnsmøde. Klageren tilsiges til dette
vurderingsankenævnsmøde.
Stk. 6. Vurderingsankenævnet kan undlade at
imødekomme en anmodning om afholdelse af vur-
deringsankenævnsmøde, jf. stk. 4 og 5, hvor denne
fremgangsmåde efter forholdene må anses for
overflødig.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 7 og 8.
59. § 38, stk. 5, der bliver stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Det skal fremgå af vurderingsankenæv-
nets afgørelse, hvorvidt afgørelsen er truffet med
deltagelse af vurderingsankenævnsmedlemmer, jf.
§ 8, stk. 4. Har ordinære vurderingsankenævns-
medlemmer deltaget, skal afgørelsen indeholde op-
lysninger om forskellige meninger under afstem-
ningen både vedrørende resultatet og begrundel-
sen. Afgørelsen skal angive stemmetallet for hver
opfattelse, og det skal fremgå, om formanden eller
en ansat, der har deltaget i afgørelsen i formandens
sted, jf. § 10 a, stk. 2, har afgivet dissens. Afgørel-
sen skal angive navn på den eller de personer, der
har truffet afgørelsen.«
§ 40. ---
Stk. 2. Er der klaget over en afgørelse som nævnt
i § 6, stk. 1, nr. 1, og skal Landsskatteretten træffe
afgørelse i sagen efter § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt.,
eller stk. 5, kan told- og skatteforvaltningen ind-
bringe andre afgørelser efter lov om vurdering af
landets faste ejendomme vedrørende ejendommen,
der er en følge af klagen, for Landsskatteretten, der
påkender disse afgørelser i forbindelse med klagen.
60. I § 40, stk. 2, ændres »§ 6, stk. 1, nr. 1,« til: »§
6, stk. 1, nr. 1 eller 3,«, efter »eller stk. 5,« indsæt-
tes: »eller efter § 4 a, stk. 3, eller § 6 a, stk. 1, jf. §
11, stk. 2,«, og efter »lov om vurdering af landets
faste ejendomme« indsættes: »eller ejendomsvur-
deringsloven«.
§ 45. Landsskatteretten kan uanset klagens for-
mulering foretage afledte ændringer.
Stk. 2. ---
61. I § 45, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»I sager om vurdering af fast ejendom kan
Landsskatteretten uanset klagens formulering tilli-
122
ge foretage ændringer i andre ansættelser og dele
af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne er en
følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i
prøvelsen af det påklagede.«
62. I § 45 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Landsskatteretten kan ved klage over en
afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun æn-
dre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis det
resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller
grundværdien, der er større end 20 pct.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1)-3) ---
4) Ved en anmodning til skatteankeforvaltnin-
gen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten om
genoptagelse af vedkommende myndigheds egen
tidligere afgørelse.
5) ---
6) ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved dom-
stolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberetti-
gede efter stk. 1, nr. 1-4. Det gælder dog ikke, hvis
sagen angår vurdering i medfør af lov om vurde-
ring af landets faste ejendomme og sagen indbrin-
ges for domstolene efter § 48, stk. 2. Godtgørelse
ydes desuden ved domstolsprøvelse af afgørelser i
sager, som er blevet behandlet i et vurderingsanke-
nævn eller i et motorankenævn, eller som er nævnt
i stk. 2.
Stk. 4. ---
63. I § 55 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, gælder dog
ikke ved anmodning om genoptagelse af en afgø-
relse, hvor skatteankeforvaltningen har truffet af-
gørelse efter § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller efter
§ 4 a, stk. 2.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
64. I § 55, stk. 3, 3. pkt., nr. 1, der bliver stk. 4, 3.
pkt., nr. 1, indsættes efter »et vurderingsanke-
nævn«: », skatteankeforvaltningen, jf. § 4 a, stk. 1,
jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2,«.
65. § 55, stk. 3, 3. pkt., nr. 2, der bliver stk. 4, 3.
pkt., nr. 2, indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.
§ 2
I lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1104 af 22. august 2013, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1887 af 29. december
2015, § 1 i lov nr. 179 af 1. marts 2016, § 2 i lov
nr. 61 af 16. januar 2017, § 3 i lov nr. 114 af 31.
januar 2017 og § 1 i lov nr. 227 af 7. marts 2017,
foretages følgende ændringer:
§ 1. Af de i en kommune beliggende faste ejen-
domme, for hvilke der i medfør af lov om vurde-
1. I § 1, stk. 1, ændres »lov om vurdering af landets
faste ejendomme« til: »ejendomsvurderingsloven«.
123
ring af landets faste ejendomme er foretaget ansæt-
telse af grundværdien, svares til kommunen en af-
gift, der benævnes grundskyld.
Stk. 2. Grundskyld pålignes de afgiftspligtige
ejendomme med en bestemt promille af den af-
giftspligtige grundværdi. Ved den afgiftspligtige
grundværdi forstås den laveste af følgende værdi-
er:
Ejendommens grundværdi efter fradrag for for-
bedringer, således som disse beløb er fastsat ved de
i afsnit C og D i lov om vurdering af landets faste
ejendomme omhandlede ansættelser, og reduktion
for fritagelser for grundskyld efter §§ 7 og 8.
Stk. 3. Reguleringsprocenten, jf. stk. 2, nr. 2, op-
gøres som den skønnede stigning i det samlede
kommunale udskrivningsgrundlag for skatteåret
tillagt 3 pct. Den skønnede stigning for udskriv-
ningsgrundlaget fastsættes af finansministeren med
tilslutning fra Folketingets Finansudvalg. Regule-
ringsprocenten kan højst udgøre 7 pct. For ejerbo-
liger, jf. vurderingslovens § 1, udgør regulerings-
procenten 0 pct. i 2016. For alle afgiftspligtige
ejendomme, jf. vurderingslovens § 1, udgør regule-
ringsprocenten 0 pct. i 2017.
Stk. 4. For nye grunde som nævnt i stk. 2, grunde
som nævnt i stk. 2, hvor der er sket ændring af
ejendommens areal, anvendelse eller planforhold,
og ejerlejligheder, hvor der er sket ændringer i for-
delingstallet, og hvor told- og skatteforvaltningen
har foretaget en ansættelse efter vurderingslovens
§ 33, stk. 16, 17 eller 18, anvendes denne ansættel-
se efter reduktion for fritagelser for grundskyld
som udgangspunkt for beregningen af det afgifts-
pligtige grundlag efter stk. 2, nr. 2. Hvor fradrag
for forbedringer bortfalder, anvendes grundværdi-
en uden det tidligere fradrag for forbedringer som
udgangspunkt for beregningen af det afgiftspligtige
grundlag efter stk. 2, nr. 2. Fradrag for forbedrin-
ger, som er givet med virkning for det seneste år,
hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer
og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. stk.
2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi,
eller før, fratrækkes i ansættelsen efter vurderings-
lovens § 33, stk. 16, 17 eller 18, ved beregningen
af det afgiftspligtige grundlag efter stk. 2, nr. 2.
Ved beregningen fremskrives ansættelsen for det
seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for for-
2. I § 1, stk. 2, nr. 1, ændres »ved de i afsnit C og
D i lov om vurdering af landets faste ejendomme
omhandlede ansættelser« til: »efter ejendomsvur-
deringsloven«.
3. I § 1, stk. 3, 4. pkt., ændres »jf. vurderingslovens
§ 1« til: »jf. ejendomsvurderingslovens § 4«.
4. I § 1, stk. 3, 5. pkt., udgår », jf. vurderingslovens
§ 1,«.
5. I § 1, stk. 4, 1. pkt., udgår », grunde som nævnt i
stk. 2« og »vurderingslovens § 33, stk. 16, 17 eller
18« ændres til: »ejendomsvurderingslovens § 40,
stk. 1, nr. 1, nr. 2 eller 5«.
6. I § 1, stk. 4, 3. pkt., ændres »vurderingslovens §
33, stk. 16, 17 eller 18« til: »ejendomsvurderings-
lovens § 40, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5«.
124
bedringer og reduktion for fritagelser for grund-
skyld, jf. stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige
grundværdi til skatteårets niveau, med regulerings-
procenten for de mellemliggende år, jf. stk. 3.
Stk. 5. –-
Stk. 6. ----
7. I § 1 indsættes som stk. 7-9:
»Stk. 7. Foretages der skovrejsning på produkti-
onsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2
og 3, som tilhører skovejendomme, og som ikke
hidtil har været undergivet fredskovpligt, indgår
grundværdien af sådanne arealer ved beregningen
af grundskyld som følger, hvis arealerne undergi-
ves fredskovpligt:
1) 20 pct. af grundværdien af de pågældende
arealer ved den første almindelige vurdering eller
omvurdering efter ejendomsvurderingsloven.
2) 40 pct. af grundværdien af de pågældende
arealer ved den almindelige vurdering, der følger
efter vurderingen i nr. 1.
3) 60 pct. af grundværdien af de pågældende
arealer ved den almindelige vurdering, der følger
efter vurderingen i nr. 2.
4) 80 pct. af grundværdien af de pågældende
arealer ved den almindelige vurdering, der følger
efter vurderingen i nr. 3.
5) 100 pct. af grundværdien af de pågældende
arealer ved de almindelige vurderinger, der følger
efter vurderingen i nr. 4.
Stk. 8. Skovrejsning, som nævnt i stk. 7, anses
for at have fundet sted på det tidspunkt, hvorfra
fredskovpligt for det pågældende areal registreres
som gældende i matriklen. Told- og skatteforvalt-
ningen foretager en fordeling af skovejendommens
grundværdi på den del, der er omfattet af stk. 7, og
den resterende del.
Stk. 9. Overdrages en del af et areal, som nævnt i
stk. 7, til en anden skovejendom, anvendes regle-
rne på hver del af arealet. Reglerne i stk. 7 gælder
ikke for arealer, som overdrages til ejendomme,
som ikke er skovejendomme efter ejendomsvurde-
ringsloven.«
125
§ 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter i forbindel-
se med den endelige vedtagelse af kommunens års-
budget grundskyldpromillen. Grundskyldpromillen
skal udgøre mindst 16 og højst 34. Af ejendomme,
som på tidspunktet for den vurdering, der lægges
til grund for skatteberegningen, må anses for be-
nyttet til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplan-
tage eller skovbrug, jf. § 33, stk. 1, i vurderingslo-
ven, opkræves grundskyld med en promille, der er
14,8 promillepoint lavere end den fastsatte grund-
skyldpromille, jf. stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2. I kommuner, hvor grundskyldpromillen er
fastsat til mere end 22, opkræves grundskylden
med 7,2 promille af den afgiftspligtige grundværdi
af ejendomme, som på tidspunktet for den vurde-
ring, der lægges til grund for skatteberegningen,
må anses for benyttet til landbrug, gartneri, plante-
skole, frugtplantage eller skovbrug, jf. § 33, stk. 1,
i vurderingsloven. Den afgiftspligtige grundværdi,
der er nævnt i 1. pkt., opgøres for ejendomme, der
anvendes til landbrug, gartneri, planteskole eller
frugtplantage, som den samlede afgiftspligtige
grundværdi bortset fra den afgiftspligtige grund-
værdi, der er fastsat for stuehuset med tilhørende
grund og have.
8. I § 2, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 1. pkt., ændres »må
anses for benyttet til landbrug, gartneri, plantesko-
le, frugtplantage eller skovbrug, jf. § 33, stk. 1, i
vurderingsloven« til: »anses for landbrugs- eller
skovejendomme efter ejendomsvurderingsloven«.
9. I § 2, stk. 2, 2. pkt., ændres »ejendomme, der an-
vendes til landbrug, gartneri, planteskole eller
frugtplantage« til: »landbrugsejendomme«.
§ 6 A. Efter begæring af ejere af ejendomme, der
på tidspunktet for den vurdering, som lægges til
grund ved skatteberegningen, benyttedes til land-
brug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, ydes
der henstand med betaling af grundskyld, såfremt
ejendommen er beliggende inden for områder, der
er omfattet af en godkendt byudviklingsplans yder-
zone eller mellemzone eller en godkendt byplans
landbrugszone. For ejendomme, der ligger i yder-
eller landbrugszoner, ydes der ikke henstand med
grundskyld, der vedrører skatteåret 1969-70 og føl-
gende skatteår.
10. I § 6 A, stk. 1, 1. pkt., ændres »benyttedes til
landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage«
til: »ansås for landbrugsejendomme«.
§ 7. Fritaget for grundskyld er:
a) ---
b) Andre staten, regionerne eller kommunerne
tilhørende ejendomme med undtagelse af ejendom-
me, der af ejeren anvendes erhvervsmæssigt til
landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller
som henligger ubenyttede. Fritagelsen gælder ikke
for ejendomme, der tilhører DSB, Energinet.dk,
11. I § 7, stk. 1, litra b, 1. pkt., ændres »erhvervs-
mæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller ud-
leje« til: »til landbrug, havebrug, skovdrift eller er-
hvervsmæssigt til udleje«.
126
Naviair og Danpilot. Hvis kun en del af en ejen-
dom opfylder betingelserne for fritagelse for
grundskyld, omfatter fritagelsen alene den del af
grundværdien, der falder på denne del.
c)-e) ---
Stk. 2.-6.---
§ 8. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Hvor en skov som følge af brand, storm,
svampeangreb eller lignende begivenheder har lidt
skade på træbestanden, og dette har medført, at den
på selve skoven faldende del af ejendomsværdien
er væsentligt lavere end normalværdien, jf. § 15 i
lov om vurdering af landets faste ejendomme, kan
kommunalbestyrelsen fritage så stor en del af
grundværdien, som forholdsmæssigt svarer til for-
skellen mellem normalværdien og den ovennævnte
del af ejendomsværdien, for grundskyld i et sådant
tidsrum, at skovens normaltilstand kan være gen-
oprettet.
12. § 8, stk. 3, ophæves.
13. Efter § 8 indsættes:
Ȥ 8 A. Kommunalbestyrelsen kan meddele hel
eller delvis fritagelse for stigning i grundskylden til
ejere af ejendomme, hvor grundværdien er steget
med mere end 20 pct. som følge af en ændret lo-
kalplan. Det er en betingelse, at ejendommen ikke
anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det
var tilladt forud for den ændrede lokalplan. Det er
desuden en betingelse, at der er foretaget tilbage-
regning af grundværdien til basisåret efter ejen-
domsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 5.
Stk. 2. Fritagelse for stigningen i grundskylden,
jf. stk. 1, bortfalder senest 10 år efter det tidspunkt,
hvor grundværdien er ændret. Desuden bortfalder
fritagelsen, hvis betingelsen i stk. 1, 2. pkt., ikke
længere er opfyldt, eller hvis ejeren afstår ejen-
dommen.«
Kapitel II 14. Overskriften til kapitel II ophæves.
Ejendomsskyld
Kapitel III 15. Kapitel III ophæves.
127
Ejendomme beliggende i flere kommuner
§ 22. Når en i flere kommuner beliggende ejen-
dom er vurderet under et, foretages der, jf. § 33,
stk. 2, i lov om vurdering af landets faste ejendom-
me, af told- og skatteforvaltningen ved vurderin-
gerne en fastsættelse af, hvor stor en del af grund-
værdien for den pågældende ejendom og eventuel-
le fradrag for forbedringer, der må henføres til hver
af kommunerne. Såfremt ejendommen er delvis fri-
taget for grundskyld, skal told- og skatteforvaltnin-
gen, jf. § 33, stk. 2, i lov om vurdering af landets
faste ejendomme, efter begæring af enhver af kom-
munerne fastsætte, hvorledes den ikke fritagne del
af grundværdien (med eventuelt fradrag for forbed-
ringer) fordeler sig på kommunerne.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningens afgørelser
efter stk. 1 kan påklages efter skatteforvaltningslo-
vens regler om klage over vurderinger af fast ejen-
dom.
§ 23. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at
der af ejendomme, der i henhold til § 7, stk. 1, litra
b, eller § 7, stk. 3, er fritaget for grundskyld, som
bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfø-
rer for kommunen, skal svares dækningsafgift af
grundværdien efter fradrag for forbedringer og af
forskelsværdien. Økonomi- og indenrigsministeren
kan i ganske særlige tilfælde tillade, at der tillige
opkræves sådan dækningsafgift af ejendomme, der
er fritaget for grundskyld i henhold til § 7, stk. 1,
litra a. Af ejendomme, der er dækningsafgiftsplig-
tige i henhold til nærværende paragraf, opkræves
dækningsafgift af grundværdien med halvdelen af
vedkommende kommunes grundskyldpromille,
dog højst med 15 promille. Dækningsafgiften af
forskelsværdien svares med en af kommunalbesty-
relsen fastsat promille, der højst kan udgøre 8,75
promille.
Stk. 2.-4. ---
16. I § 23, stk. 1, 1. pkt., ændres »af ejendomme,
der« til: »af ejendomme, for hvilke der i medfør af
ejendomsvurderingsloven skal foretages ansættelse
af ejendomsværdien og grundværdien, og som«.
§ 23 A. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
Stk. 4. Såfremt en ejendom som følge af ændring
i anvendelsen af denne overgår til eller ophører
med at skulle svare dækningsafgift efter nærværen-
17. § 23 A, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Overgår en ejendom som følge af æn-
dringer i anvendelsen til at skulle svare dæknings-
afgift efter denne paragraf, sker dette med virkning
fra og med det skatteår, der tager sin begyndelse i
det kalenderår, der følger efter det, i hvilken vurde-
128
de paragraf, sker dette ved udgangen af det kvartal,
hvori ændringen har fundet sted.
Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen skal på kom-
munalbestyrelsens anmodning foretage de ansæt-
telser af ejendomsværdien og grundværdien samt
de fordelinger heraf, der er fornødne for beregning
af den her omhandlede dækningsafgift. Skattemini-
steren fastsætter det vederlag, som kommunerne
skal betale til told- og skatteforvaltningen for fore-
tagelse af de nævnte vurderinger og fordelinger.
ringen er foretaget, jf. ejendomsvurderingslovens §
5, stk. 1. Skal der efter §§ 23 eller 23 A svares
dækningsafgift af en ejendom, for hvilken der er
foretaget en vurdering efter ejendomsvurderingslo-
vens § 14, indtræder dækningsafgiftspligten dog
fra udgangen af det kvartal, hvor betingelserne for
hel eller delvis undtagelse fra vurdering ikke læn-
gere er opfyldt. Ophør af pligt til at svare dæk-
ningsafgift sker med virkning fra udgangen af det
kvartal, hvori den ændring, der begrunder ophør af
afgiftspligt, har fundet sted.«
18. I § 23 A indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Forfalder en rate til betaling af dæk-
ningsafgift, jf. stk. 4, 1. pkt., på et tidspunkt, hvor
vurderingen foretaget det forudgående år endnu ik-
ke er offentliggjort, opkræves dækningsafgiften
sammen med den følgende rate.«
§ 23 B. Beslutning om opkrævning af dæknings-
afgift i henhold til § 23 eller § 23 A og om ændring
af promillernes størrelse skal, for at have virkning
for det kommende skatteår, være truffet senest
samtidig med den endelige vedtagelse af kommu-
nens budget for det pågældende år, jf. dog stk. 2 og
3.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
19. § 23 B, stk. 1, affattes således:
»Beslutning om opkrævning af dækningsafgift i
henhold til §§ 23 eller 23 A, der er truffet af kom-
munalbestyrelsen inden den almindelige vurdering
pr. 1. september, jf. ejendomsvurderingslovens § 5,
stk. 1, har virkning fra og med det kommende skat-
teår, jf. dog stk. 2 og 3. § 23 A, stk. 6, finder tilsva-
rende anvendelse. Beslutning om ændring af pro-
millernes størrelse, der er truffet senest samtidig
med den endelige vedtagelse af kommunens bud-
get for det pågældende år, har virkning fra og med
det kommende skatteår.«
§ 23 C. Beslutter en kommune at opkræve dæk-
ningsafgift i henhold til § 23 eller § 23 A, skal
told- og skatteforvaltningen på kommunalbestyrel-
sens anmodning foretage de ansættelser og tilbage-
reguleringer af ejendomsværdien og grundværdien
samt de fordelinger heraf, der er fornødne for be-
regning af dækningsafgift for det første år, hvori
dækningsafgiften opkræves. Skatteministeren fast-
sætter det vederlag, som kommunerne skal betale
til told- og skatteforvaltningen for foretagelse af de
nævnte vurderinger og fordelinger.
20. § 23 C ophæves.
129
§ 26. ---
Stk. 2. Ansættelserne ved de i medfør af lov om
vurdering af landets faste ejendomme foretagne al-
mindelige vurderinger og omvurderinger, jf. lovens
§ 3, lægges til grund ved opgørelsen af det afgifts-
pligtige grundlag fra og med det første skatteår, der
tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger ef-
ter det, i hvilket vurderingen er foretaget, jf. dog §
1, stk. 2, nr. 2.
21. I § 26, stk. 2, ændres »lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme foretagne almindelige vurde-
ringer og omvurderinger, jf. lovens § 3« til: »ejen-
domsvurderingsloven foretagne almindelige vurde-
ringer, jf. lovens § 5, og omvurderinger, jf. lovens
§ 6«.
§ 3
I ejendomsværdiskatteloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 486 af 14. maj 2013, som ændret ved § 4 i
lov nr. 1347 af 3. december 2013, foretages følgen-
de ændringer:
1. Overalt i loven ændres »1. oktober« til: »1. sep-
tember«.
§ 4. Ejendomsværdiskatten omfatter:
1) ---
2) Tofamiliesejendomme, for hvilke ejendoms-
værdien efter vurderingslovens § 33, stk. 6, 1. og
2. pkt., fordeles på ejendommens to selvstændige
lejligheder.
3) Stuehuse til landbrugsejendomme mv. med til-
hørende grund og have, for hvilke ejendomsværdi-
en og grundværdien efter vurderingslovens § 33,
stk. 4, fordeles på ejendommens stuehus mv. og på
den øvrige ejendom.
4) Skovbrugsejendomme, for hvilke ejendoms-
værdien efter vurderingslovens § 33, stk. 7, 1. og
2. pkt., fordeles på den del af ejendommen, der tje-
ner til bolig for ejeren, og på den øvrige ejendom.
5) Ejendomme, som indeholder en eller to selv-
stændige lejligheder, og som i væsentligt omfang
benyttes erhvervsmæssigt, således at ejendomsvær-
dien efter vurderingslovens § 33, stk. 5, 1. og 2.
pkt., fordeles på den del, der tjener til bolig for eje-
ren, og på den øvrige del af ejendommen.
6) En lejlighed, som en eller flere ejere bebor i en
udlejningsejendom med 3 til 6 beboelseslejlighe-
der, hvoraf højst én lejlighed er beboet af en eller
flere ejere. Det er dog en betingelse, at ejeren an-
moder om en vurdering efter vurderingslovens §
2. I § 4, nr. 2, ændres »vurderingslovens § 33, stk.
6, 1. og 2. pkt.« til: »ejendomsvurderingslovens §
35, stk. 2«.
3. § 4, nr. 3, affattes således:
»3) Boliger tilhørende landbrugsejendomme,
hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk.
1, 1. pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og
en særskilt grundværdi.«
4. § 4, nr. 4, affattes således:
»4) Boliger tilhørende skovejendomme, hvor der
efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1.
pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og en
særskilt grundværdi.«
5. I § 4, nr. 5, ændres »vurderingslovens § 33, stk.
5, 1. og 2. pkt.« til: »ejendomsvurderingslovens §
35, stk. 1«.
6. I § 4, nr. 6, 2. pkt., nr. 7, 2. pkt., og nr. 8, 2. pkt.,
ændres »vurderingslovens § 33 A« til: »ejendoms-
vurderingslovens § 27«.
130
33 A af den beboede lejlighed senest ved indgivel-
se af selvangivelse for det første indkomstår, hvor
kravene i 1. pkt. er opfyldt i forhold til den pågæl-
dende ejer. Det er endvidere en betingelse, at eje-
ren senest den 1. oktober i det år, hvor vurderingen
foreligger, giver told- og skatteforvaltningen med-
delelse om, at den beboede lejlighed skal være om-
fattet af denne lov. Det foretagne valg omfatter så-
vel det pågældende indkomstår som senere ind-
komstår. Tilsvarende gælder for ejendomme er-
hvervet i indkomståret 1999 eller i tidligere ind-
komstår, hvis ejeren har ladet ejendommen overgå
til standardiseret lejeværdiberegning, jf. ligningslo-
vens § 15 C, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. no-
vember 1997.
7) Lejligheder beboet af en eller flere ejere i ud-
lejningsejendomme med 3 til 6 beboelseslejlighe-
der, hvor mere end én lejlighed den 27. april 1994
var beboet af ejerne. Det er dog en betingelse, at
ejendommen i indkomståret 1999 var undergivet
en standardiseret lejeværdiberegning efter lig-
ningslovens regler, som affattet ved lovbekendtgø-
relse nr. 819 af 3. november 1997, herunder at der
er foretaget en vurdering efter vurderingslovens §
33 A. 1. pkt. finder kun anvendelse for det antal
lejligheder, som den 27. april 1994 var beboet af
en ejer. Hvis en lejlighed fraflyttes af en ejer i me-
re end to år, indgår denne lejlighed ikke længere i
det antal af lejligheder, for hvilke 1. pkt. finder an-
vendelse.
8) Lejligheder i ejendomme til helårsbeboelse,
som indeholder flere end to beboelseslejligheder,
og som ejes og bebos af deltagerne i et boligsam-
eje, et boliginteressentskab, et boligkommanditsel-
skab eller et andet fællesskab, der ikke er selvstæn-
digt skattesubjekt, og hvor der til deltagelsen er
knyttet en brugsret til en beboelseslejlighed i ejen-
dommen. Det er dog en betingelse, at ejendommen
i indkomståret 1999 var undergivet en standardise-
ret lejeværdiberegning efter ligningslovens regler,
jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997,
herunder at der er foretaget en vurdering efter vur-
deringslovens § 33 A.
9) Ejendomme over 5.000 m², der helt eller del-
vis er beliggende i landzone, for hvilke ejendoms-
værdien efter vurderingslovens § 33, stk. 8, forde-
7. I § 4, nr. 9, ændres »vurderingslovens § 33, stk.
8,« til: »ejendomsvurderingslovens § 36,«.
8. I § 4, nr. 10, ændres »vurderingslovens § 33,
stk. 9« til: »ejendomsvurderingslovens § 37, stk.
1«.
131
les på den del, der tjener til bolig for ejeren og på
den øvrige del af ejendommen.
10) Ejendomme, der er samnoteret med en vind-
mølleparcel, for hvilke ejendomsværdien efter vur-
deringslovens § 33, stk. 9, fordeles på den del, der
knytter sig til ejerboligen, og på den del, der knyt-
ter sig til vindmølleparcellen.
11) ---
§ 4 a. ---
Stk. 2. For ejendomme som nævnt i stk. 1, hvor
der er foretaget om- eller tilbygning, nybygning
m.v., og hvor disse ikke er omfattet af ejendoms-
vurderingen pr. 1. oktober i året før indkomståret,
men af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober i ind-
komståret, anvendes ansættelsen i året før ind-
komståret i stedet for ansættelsen pr. 1. oktober i
indkomståret. Hvis en ejendom, hvorpå der foreta-
ges nybyggeri, ikke vurderes som færdigbygget
ved ejendomsvurderingen pr. 1. oktober i året før
indkomståret, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, be-
tales ikke ejendomsværdiskat i indkomståret. 1. og
2. pkt. gælder uanset stk. 1, nr. 1.
Stk. 3. For ejendomme som nævnt i stk. 1, hvor
der er foretaget om- eller tilbygning, nybygning
m.v., og hvor told- og skatteforvaltningen har fore-
taget ansættelser efter vurderingslovens § 33, stk.
12-15, anvendes disse ansættelser fra og med året
efter det år, hvor ansættelserne er foretaget, i stedet
for ansættelserne som nævnt i stk. 1, nr. 2 og 3.
Stk. 4. ---
Stk. 5. ---
9. I § 4 a, stk. 2, 2. pkt., og § 4 b, stk. 6, 1. pkt.,
ændres »vurderingslovens § 33, stk. 1« til: »ejen-
domsvurderingslovens § 52«.
10. I § 4 a, stk. 3, ændres »vurderingslovens § 33,
stk. 12-15« til: »ejendomsvurderingslovens § 38«.
11. I § 4 a indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. For boliger, som den 1. januar 2019 er
beboet af ejere på landbrugs- og skovejendomme,
jf. § 3, nr. 2 og 3, og hvor ejendomsværdien ansæt-
tes efter ejendomsvurderingslovens § 30, anvendes
beregningsgrundlaget, der er anvendt i det forudgå-
ende skatteår efter § 4 a, stk. 1, frem til ejerskifte,
medmindre den seneste aktuelle vurdering er lave-
re end beregningsgrundlaget efter 1. pkt. Det er
endvidere en betingelse, at boligen ikke ændres på
en sådan måde, at betingelserne for omvurdering
efter ejendomsvurderingslovens § 6 er opfyldt. Be-
132
regningsgrundlaget efter 1. pkt. videreføres, hvis
ejendommen overdrages mellem ægtefæller.«
§ 9. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Stk. 2 og 3 gælder ikke for ejendomme,
hvor der i året forud for indkomståret er foretaget
ombygninger mv., hvis forskelsværdien efter vur-
deringslovens § 5, stk. 3, pr. 1. oktober i indkomst-
året overstiger forskelsværdien pr. 1. oktober i om-
bygningsåret med mere end 100 pct. Hvis der ikke
kan opgøres en forskelsværdi, træder ejerboligens
ejendomsværdi i stedet for forskelsværdien. Ved
opgørelsen af forskelsværdierne gælder § 4 a, stk.
5, for skattepligtige, der anvender et forskudt ind-
komstår.
12. I § 9, stk. 6, 1. pkt., ændres »vurderingslovens
§ 5, stk. 3,« til: »ejendomsvurderingslovens § 51,«.
§ 11. ---
Stk. 2. Udøver den skattepligtige erhvervsvirk-
somhed i egen ejendom i et omfang, der ikke be-
rettiger til vurderingsfordeling af ejendomsværdien
på boligen og den øvrige ejendom efter vurderings-
lovens § 33, stk. 5, nedsættes ejendomsværdiskat-
ten som beregnet efter §§ 5-10 med den til den er-
hvervsmæssige del svarende andel af ejendoms-
værdiskatten. Ved hel eller delvis udleje af boligen
i tilfælde, hvor ejeren vælger at anvende lignings-
lovens § 15 O, stk. 1, § 15 P, stk. 1, 3.-5. pkt., eller
§ 15 P, stk. 2, 3.-5. pkt., ved sin indkomstopgørel-
se, medfører udleje ikke, at ejendomsværdiskatten
nedsættes. I andre tilfælde af udleje af boligen ned-
sættes ejendomsværdiskatten som beregnet efter §§
5-10 med den til den udlejede del svarende andel
af ejendomsværdiskatten.
13. I § 11, stk. 2, 1. pkt., ændres »vurderingslovens
§ 33, stk. 5« til: »ejendomsvurderingslovens § 35,
stk. 1«.
§ 4
I tinglysningsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 462 af 14. maj 2007, som ændret bl.a. ved lov
nr. 295 af 11. april 2011, § 2 i lov nr. 519 af 28.
maj 2013, § 2 i lov nr. 1635 af 26. december 2013,
§ 3 i lov nr. 1569 af 15. december 2015 og senest
ved § 5 i lov nr. 1721 af 27. december 2016, fore-
tages følgende ændringer:
133
§ 3. ---
Stk. 2. Hvis der ved ejerskifte af fast ejendom ik-
ke foreligger en ejerskiftesum efter § 4, hvoraf af-
giften kan beregnes, beregnes afgiften efter § 4,
stk. 2.
1. I § 3, stk. 2, ændres »fast ejendom« til: »de i § 4,
stk. 2, nævnte ejendomme«.
§ 4. For tinglysning af ejerskifte af fast ejendom
eller andele heraf udgør afgiften 1.660 kr. og 0,6
pct. af afgiftsgrundlaget efter stk. 2 og 4-10. Dette
gælder også, hvis ejerskiftet er betinget.
Stk. 2. Ved ejerskifte af ejendomme bortset fra de
i stk. 4 anførte boliger beregnes afgiften af ejer-
skiftesummen, dog mindst af den seneste på tids-
punktet for anmeldelse til tinglysning offentlig-
gjorte ejendomsværdi, eller ved ejerskifte af en
ideel andel af en fast ejendom den forholdsmæssi-
ge andel heraf, jf. lov om vurdering af landets faste
ejendomme. Ved anmeldelse til tinglysning af ejer-
skifte af fast ejendom skal ejendomsværdien være
oplyst. Hvis ejendommen ikke er selvstændigt vur-
deret på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning,
eller hvis der i tiden mellem den seneste offentlig-
gjorte vurdering og anmeldelsen er sket væsentlige
forandringer med hensyn til ejendommen, skal
ejendommens værdi angives efter bedste skøn, og
afgiften skal da mindst beregnes på grundlag af
den angivne værdi. Skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler om dokumentation for oplysninger-
ne.
Stk. 3. Angives værdien efter stk. 2, 3. pkt., ikke,
eller er registreringsmyndigheden i tvivl om rigtig-
heden af værdien, oversender registreringsmyndig-
heden spørgsmålet om ejendommens værdi til told-
og skatteforvaltningen til afgørelse, når tingly-
sningsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyn-
digheden underretter samtidig anmelderen om
oversendelsen til told- og skatteforvaltningen.
Told- og skatteforvaltningen foranlediger om for-
nødent ejendommen vurderet efter vurderingslo-
ven. § 3, stk. 3, 5.-7. pkt., finder tilsvarende anven-
delse. Told- og skatteforvaltningen beregner heref-
ter afgiften.
Stk. 4. Ved ejerskifte af enfamilieshus, flerfami-
lieshus eller fritidsbolig beregnes afgiften af ejer-
skiftesummen.
2. § 4 affattes således:
Ȥ 4. For tinglysning af ejerskifte af fast ejendom
eller andele heraf udgør afgiften 1.660 kr. og 0,6
pct. af ejerskiftesummen. Dette gælder også, hvis
ejerskiftet er betinget. Ved anmeldelse til tinglys-
ning af ejerskiftet skal ejerskiftesummen være op-
lyst.
Stk. 2. Ved anmeldelse til tinglysning af ejerskif-
te af ejerboliger, jf. ejendomsvurderingslovens § 4,
skal den senest offentliggjorte eller meddelte ejen-
domsværdi endvidere være oplyst, eller ved ejer-
skifte af en ideel andel af en fast ejendom den for-
holdsmæssige andel heraf. Er ejendommen ikke
selvstændigt vurderet på tidspunktet for anmeldel-
se til tinglysning, eller er der i tiden mellem den
senest offentliggjorte vurdering og anmeldelsen
sket væsentlige forandringer med hensyn til ejen-
dommen, skal ejendommens værdi angives efter
bedste skøn.
Stk. 3. Angives værdien efter stk. 2, 2. pkt., ikke,
eller er registreringsmyndigheden i tvivl om rigtig-
heden af værdien, oversender registreringsmyndig-
heden spørgsmålet om ejendommens værdi til told-
og skatteforvaltningen til afgørelse, når tingly-
sningsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyn-
digheden underretter samtidig anmelderen om
oversendelsen til told- og skatteforvaltningen.
Told- og skatteforvaltningen foranlediger om for-
nødent ejendommen vurderet efter ejendomsvurde-
ringsloven. Ved denne vurdering finder § 3, stk. 3,
5.-7. pkt., om, hvem der hæfter for omkostningerne
ved vurderingen, tilsvarende anvendelse. Told- og
skatteforvaltningen beregner herefter afgiften.
Stk. 4. Foreligger der ved ejerskifte af ejendom-
mene i stk. 2, ikke en ejerskiftesum, hvoraf afgif-
ten kan beregnes, beregnes afgiften af den senest
offentliggjorte eller meddelte ejendomsværdi på
tidspunktet for anmeldelse til tinglysning eller ved
ejerskifte af en ideel andel af en ejendom af den
forholdsmæssige andel heraf. Foreligger der ikke
134
Stk. 5. Et enfamilieshus efter denne lov er en
ejendom, der er indrettet med henblik på beboelse
af en familie, herunder en parcelejendom eller ejer-
lejlighed.
Stk. 6. Et flerfamilieshus efter denne lov er en
ejendom med flere selvstændige beboelseslejlighe-
der med eget køkken, og hvor hele ejendommen
anvendes til beboelse.
Stk. 7. En fritidsbolig efter denne lov er en fast
ejendom, der ikke anvendes til helårsbeboelse, her-
under en ejerlejlighed eller timeshareandel.
Stk. 8. Ved ejerskifte af de i stk. 4 anførte boli-
ger, hvor boligen anvendes som blandet beboelses-
og erhvervsejendom, beregnes afgiften efter stk. 2,
1. pkt.
Stk. 9. Hvis der ved ejerskifte af de i stk. 4 nævn-
te ejendomme, jf. dog stk. 8, ikke foreligger en
ejerskiftesum, hvoraf afgiften kan beregnes, bereg-
nes afgiften af den seneste på tidspunktet for an-
meldelse til tinglysning offentliggjorte ejendoms-
værdi eller ved ejerskifte af en ideel andel af en
ejendom efter stk. 4 af den forholdsmæssige andel
heraf. Hvis der ikke foreligger en ejendomsværdi,
finder stk. 2, 3. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 10. Hvis ejerskifte af en af de i stk. 4 nævnte
ejendomme, jf. dog stk. 8, ikke er sket som almin-
delig fri handel og ejerskiftesummen udgør et be-
løb, der er mindre end 85 pct. af den seneste på
tidspunktet for anmeldelse til tinglysning offentlig-
gjorte ejendomsværdi, beregnes afgiften af 85 pct.
af ejendomsværdien. Ved ejerskifte af en ideel an-
del af en ejendom efter stk. 4 gælder procentande-
len i 1. pkt. den forholdsmæssige andel af ejen-
domsværdien. Hvis der ikke foreligger en ejen-
domsværdi, finder stk. 2, 3. pkt., tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 11. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om pligt til at afgive dokumentation eller
oplysninger til brug for beregningen af og kontrol-
len med afgift efter stk. 4-10.
en ejendomsværdi, eller er der i tiden mellem den
senest offentliggjorte vurdering og anmeldelsen
sket væsentlige forandringer med hensyn til boli-
gen, beregnes afgiften af værdien efter stk. 2, 2.
pkt., eller stk. 3.
Stk. 5. Er ejerskifte af en af ejendommene i stk. 2
ikke sket som almindelig fri handel, og udgør ejer-
skiftesummen et beløb, der er mindre end 80 pct.
af den seneste offentliggjorte eller meddelte ejen-
domsværdi på tidspunktet for anmeldelse til tin-
glysning eller den skønnede eller fastsatte værdi
efter stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, beregnes afgiften af
80 pct. af denne værdi. Ved ejerskifte af en ideel
andel af en ejendom efter stk. 4 gælder procentan-
delen i 1. pkt. den forholdsmæssige andel af ejen-
domsværdien.
Stk. 6. Foreligger der ved ejerskifte af fast ejen-
dom, bortset fra ejendommene nævnt i stk. 2, ikke
en ejerskiftesum, hvoraf afgiften kan beregnes,
skal den afgiftspligtige ved anmeldelsen vedlægge
en begrundet angivelse af værdien af ejendommen
efter bedste skøn. Vedlægges denne angivelse ik-
ke, eller er registreringsmyndigheden i tvivl om
rigtigheden af den angivne værdi, oversender regi-
streringsmyndigheden spørgsmålet om opgørelse
af værdien til told- og skatteforvaltningen til afgø-
relse, når registreringsekspeditionen er afsluttet.
Registreringsmyndigheden underretter samtidig
anmelderen om oversendelsen til told- og skatte-
forvaltningen. Told- og skatteforvaltningen foran-
lediger om fornødent ejendommen vurderet efter
ejendomsvurderingsloven. Ved denne vurdering
finder § 3, stk. 3, 5.-7. pkt., om hvem der hæfter
for omkostningerne ved vurderingen tilsvarende
anvendelse.
Stk. 7. Er ejerskifte af fast ejendom, bortset fra
ejendommene nævnt i stk. 2, ikke sket som almin-
delig fri handel mellem uafhængige parter, skal der
ved anmeldelsen til tinglysning afgives en erklæ-
ring om, at ejerskiftet ikke er sket som almindelig
fri handel. Afgiften skal i disse tilfælde beregnes af
en ejerskiftesum, der skal svare til det, som ville
være opnået, hvis ejerskiftet var sket på almindeli-
ge markedsvilkår. Der skal ved anmeldelsen til tin-
glysning endvidere angives en ejerskiftesum op-
gjort efter 2. pkt. Afgives der ikke erklæring om
ejerskiftesummen efter 1. og 2. pkt., eller er regi-
135
streringsmyndigheden eller Told- og Skatteforvalt-
ningen i tvivl om den angivne værdis rigtighed,
finder stk. 6, 2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 8. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om pligt til at afgive erklæringer, dokumen-
tation eller oplysninger til brug for beregningen af
og kontrollen med afgift efter stk. 2.-7.«
§ 6 b. ---
Stk. 2. Hvis Arbejdsmarkedets Tillægspensions
eller Lønmodtagerens Dyrtidsfonds ejerskab til et
datterselskab, som har fået tilført ejendomme, jf.
stk. 1, nedbringes til mindre end 100 pct., uden at
samtlige de efter stk. 1 tilførte ejendomme forin-
den er afstået mod betaling af tinglysningsafgift ef-
ter § 4, udgør afgiften 0,6 pct. af afgiftsgrundlaget
for de tilbageværende efter stk. 1. tilførte ejendom-
me. Afgiften beregnes af den for ejendommene se-
nest offentliggjorte ejendomsværdi på tidspunktet
for den i 1. pkt. nævnte nedbringelse af ejerskab.
3. I § 6 b, stk. 2, 2. pkt., ændres »Afgiften bereg-
nes« til: »For ejendomme omfattet af § 4, stk. 2,
beregnes afgiften«.
4. I § 6 b, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»For andre ejendomme beregnes afgiften af ejen-
dommens værdi efter § 4, stk. 6.«
§ 23. ---
Stk. 2. Er der ved tinglysning af ejerskifte af fast
ejendom betalt afgift af den senest offentliggjorte
ejendomsværdi, jf. § 4, stk. 2, og er denne ejen-
domsværdi senere nedsat som følge af klage, godt-
gøres den for meget betalte afgift efter anmodning.
Det er en betingelse for godtgørelse, at ejendoms-
værdifastsættelsen er påklaget inden tinglysningen.
5. I § 23, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 4, stk. 2« til: »§
4, stk. 3 og 4«.
§ 5
I afskrivningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1147 af 29. august 2016, foretages følgende æn-
dringer:
§ 19. ---
Stk. 2.-4. ---
Stk. 5. Er den del af bygningens samlede anskaf-
felsessum, der kan henføres til bolig, fastsat efter §
45, indgår denne del ikke i den del af anskaffelses-
summen, der berettiger til afskrivning efter stk. 1. I
andre tilfælde indgår i anskaffelsessummen efter
stk. 1 ikke den del, der efter en ejerboligfordeling
på ejendommen efter vurderingslovens § 33 kan
1. I § 19, stk. 5, 2. pkt., ændres »vurderingslovens
§ 33« til: »ejendomsvurderingslovens § 35«.
136
henføres til ejerboligen. Tilsvarende medregnes
etagearealet af denne bygningsdel ikke efter stk. 1.
§ 40 C.
Stk. 2.-7. ---
Stk. 8. Hvis der opgjort efter reglerne i ejendoms-
avancebeskatningsloven fremkommer et fradrags-
berettiget tab ved afståelse af en ejendom, der på
afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage,
jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, eller ved afståelse
af en skovbrugsejendom, jf. vurderingslovens § 33,
stk. 7, modregnes summen af et indtægtsført beløb
for det indkomstår, hvori ejendommen sælges, og
de foregående indkomstårs indtægtsførte beløb
som nævnt i stk. 7 i tabet på ejendommen, i det
omfang summen kan rummes i tabet på ejendom-
men. Skatteværdien, der beregnes med 25 pct. af
det beløb, som modregnes i tabet på ejendommen
efter reglerne i 1. pkt., anses for indbetalt aconto-
skat vedrørende det indkomstår, hvori tabet på
ejendommen realiseres, jf. stk. 9 og 10.
Stk. 9.-12. ---
2. I § 40 C, stk. 8, 1. pkt., ændres »benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage,
jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, eller ved afståelse
af en skovbrugsejendom, jf. vurderingslovens § 33,
stk. 7« til: »efter ejendomsvurderingsloven anses
for landbrugs- eller skovejendom«.
§ 58 A. ---
Stk. 2. Er udgiften til ombygning eller forbedring
afholdt på en bygning m.v., der er anskaffet den 1.
januar 1982 eller senere, er beregningsgrundlaget
afskrivningsgrundlaget for året før det indkomstår,
hvori udgiften kan fradrages. Er bygningen m.v.
anskaffet før denne dato, opgøres beregnings-
grundlaget som den del af ejendomsværdien, der
kan henføres til afskrivningsberettigede bygninger
m.v. Ved opgørelsen benyttes ejendomsværdien pr.
seneste 1. oktober forud for det indkomstår, hvori
udgiften eller forbedringen afholdes. I tilfælde,
hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, benyttes
handelsværdien pr. seneste 1. oktober forud for det
indkomstår, hvori udgiften eller forbedringen af-
holdes.
Stk. 3. ---
3. I § 58 A, stk. 2, 3. og 4. pkt., ændres »1. okto-
ber« til: »1. september«.
§ 6
I aktieavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1148 af 29. august 2016, foretages følgen-
de ændring:
137
§ 34. Ved overdragelse i levende live af aktier
kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i
stk. 2-4, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf.
dog stk. 5:
1. ---
2. ---
Der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virk-
somhed ikke i overvejende grad består af udlejning
af fast ejendom eller besiddelse af kontanter, vær-
dipapirer el.lign., jf. stk. 6. Bortforpagtning af fast
ejendom, som benyttes til landbrug, gartneri, plan-
teskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7, anses i denne for-
bindelse ikke som udlejning af fast ejendom.
3. ---
1. I § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., ændres »benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7«
til: »efter ejendomsvurderingsloven anses for land-
brugs- eller skovejendom«.
§ 7
I boafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af
12. januar 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 540
af 29. april 2015 og § 6 i lov nr. 1888 af 29. de-
cember 2015, foretages følgende ændring:
§ 29. ---
Stk. 2. I gaveafgiften kan fratrækkes tingly-
sningsafgift, som gavemodtager eller gavegiver har
betalt af gaveandelen i forbindelse med ejendoms-
overdragelse. Ved overdragelse af ejendomme, der
anvendes helt eller delvis i gavegivers eller den
samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, og
som efter overdragelsen anvendes helt eller delvis i
modtagerens eller den samlevende ægtefælles er-
hvervsvirksomhed, kan tinglysningsafgiften dog
fratrækkes fuldt ud i gaveafgiften. 1. og 2. pkt. fin-
der dog ikke anvendelse for den faste del af tingly-
sningsafgiften. 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis
gavegivers eller gavemodtagers virksomhed består
i udlejning af fast ejendom. Bortforpagtning af fast
ejendom, som benyttes til landbrug, gartneri, plan-
teskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7, anses i denne for-
bindelse ikke for virksomhed ved udlejning af fast
ejendom.
1. I § 29, stk. 2, 5. pkt., ændres »benyttes til land-
brug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7«
til: »efter ejendomsvurderingsloven anses for land-
brugs- eller skovejendom«.
138
§ 8
I dødsboskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
333 af 2. april 2012, som ændret ved § 7 i lov nr.
1354 af 21. december 2012, § 4 i lov nr. 1394 af
23. december 2012, § 7 i lov nr. 1395 af 23. de-
cember 2012, § 4 i lov nr. 792 af 28. juni 2013 og
§ 7 i lov nr. 202 af 27. februar 2015, foretages føl-
gende ændringer:
§ 27. ---
Stk. 2. Gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse
af en ejendom m.v. omfattet af ejendomsavancebe-
skatningslovens § 8 skal ikke medregnes ved opgø-
relsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en afstå-
else før dødsfaldet ville have været skattefri efter
bestemmelsen. Ved et dødsbos afståelse af en ejen-
dom, der på afståelsestidspunktet er omfattet af
vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., skal
den del af en gevinst, som vedrører stuehuset med
tilhørende grund og have eller ejerboligen, ikke
medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsind-
komsten, såfremt denne del af gevinsten ved en af-
ståelse før dødsfaldet ville have været skattefri ef-
ter ejendomsavancebeskatningslovens § 9. I den
skattepligtige gevinst ved et dødsbos afståelse af
en ejendom, der på afståelsestidspunktet er omfat-
tet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1.
pkt., kan der gives et fradrag efter ejendomsavan-
cebeskatningslovens § 6, stk. 2, hvis der ved en af-
ståelse før dødsfaldet kunne være givet et sådant
fradrag. Bestemmelserne i ejendomsavancebeskat-
ningslovens § 8, stk. 5, og § 9, stk. 4, finder tilsva-
rende anvendelse.
1. I § 27, stk. 2, 2. og 3. pkt., ændres »vurderings-
lovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt.« til: »ejen-
domsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, el-
ler § 35, stk. 1«.
§ 29. ---
Stk. 2. Gevinst ved udlodning af fast ejendom
omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven med-
regnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkom-
sten, jf. § 27, stk. 1, idet § 27, stk. 2, dog finder an-
vendelse. 1. pkt. finder ikke anvendelse, i det om-
fang ejendommen blev anvendt i afdødes eller en
længstlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed.
Hvis mere end halvdelen af ejendommen blev an-
vendt i afdødes eller en længstlevende ægtefælles
2. I § 29, stk. 2, 5. pkt., ændres »vurderingslovens
§ 33, stk. 4 og 7« til: »ejendomsvurderingslovens §
3, stk. 1, nr. 2 og 3«.
3. I § 29, stk. 3, 3. pkt., ændres »vurderingslovens
§ 33, stk. 1 og 7« til: »anses for landbrugs- eller
skovejendom efter ejendomsvurderingsloven«.
139
erhvervsvirksomhed, finder 1. pkt. dog ikke anven-
delse på nogen del af ejendomsavancen vedrørende
den pågældende ejendom. Ved opgørelsen af den
erhvervsmæssige andel lægges den ejendomsvær-
dimæssige fordeling mellem erhverv og beboelse
til grund. Udlejning af anden fast ejendom end fast
ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 4
og 7, anses ikke i denne forbindelse for erhvervs-
virksomhed.
Stk. 3. Gevinst ved udlodning af aktier m.v. om-
fattet af aktieavancebeskatningslovens § 12 eller §
22 medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsind-
komsten, medmindre der er tale om udlodning af
aktier m.v. i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke
i overvejende grad består i udlejning af fast ejen-
dom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller
lignende. 1. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis
selskabet m.v. udøver næring ved køb og salg af
værdipapirer eller finansieringsvirksomhed. Bort-
forpagtning af fast ejendom som nævnt i vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 og 7, anses ikke i denne
forbindelse som udlejning af fast ejendom. Uanset
1.-3. pkt. skal gevinst ved udlodning af de i 1. pkt.
nævnte aktier m.v. medregnes ved opgørelsen af
bobeskatningsindkomsten, hvis udlodningen til den
enkelte modtager udgør mindre end 1 pct. af aktie-
kapitalen i det pågældende selskab m.v., jf. i øvrigt
stk. 4. Selskabets virksomhed anses for i overve-
jende grad at bestå i udlejning af fast ejendom, be-
siddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende,
såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter,
hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoom-
sætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte
indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste
3 regnskabsår stammer fra sådan aktivitet, eller
hvis handelsværdien af selskabets udlejningsejen-
domme, kontanter, værdipapirer eller lignende en-
ten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som
gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør
mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets
samlede aktiver. Besiddelse af andele omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 18 anses ved be-
dømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer.
Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber,
hvori selskabet m.v. direkte eller indirekte ejer
mindst 25 pct. af aktiekapitalen, medregnes ikke. I
stedet medregnes en til ejerforholdet svarende del
af datterselskabets indtægter og aktiver ved be-
140
dømmelsen. Ved bedømmelsen ses der bort fra
indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem
selskabet og et datterselskab eller mellem datter-
selskaber. Fast ejendom, som udlejes mellem sel-
skabet og et datterselskab eller mellem dattersel-
skaber, og som lejer anvender i driften, anses ved
bedømmelsen ikke som en udlejningsejendom.
§ 9
I ejendomsavancebeskatningsloven, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1200 af 30. september 2013, som
ændret ved § 8 i lov nr. 202 af 27. februar 2015 og
§ 4 i lov nr. 652 af 8. juni 2016, foretages følgende
ændringer:
§ 5. ---
Stk. 2.-5. ---
Stk. 6. Afstås en del af en fast ejendom, der på
afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage,
jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, og anvendes reg-
lerne i § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., ved opgørelsen af
anskaffelsessummen, overføres en forholdsmæssig
andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske
værdi, hvis denne er højere, til anskaffelsessum-
men for jorden. Det overførselsberettigede beløb
opgøres som tillægsparcelværdien/den tekniske
værdi nedsat med
1. ---
2. ---
3. ---
Nedsættelse efter nr. 1-3 foretages alene med af-
skrivninger m.v. og den nedskrevne værdi på byg-
ninger og installationer, der er indgået i ejendoms-
værdien pr. 1. januar 1993 eller en vurdering efter
den dagældende bestemmelse i vurderingslovens §
4 B. Anskaffelsessummen for den del af ejendom-
men, hvorfra der overføres en del af anskaffelses-
summen, nedsættes med det overførte beløb. Stk. 4
og 5 finder tilsvarende anvendelse, idet nedsættel-
sen efter stk. 5, nr. 5, foretages efter overførslen ef-
ter 1. og 2. pkt.
1. I § 5, stk. 6, 1. pkt., ændres »benyttes til land-
brug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf.
vurderingslovens § 33, stk. 1« til: »efter ejendoms-
vurderingsloven anses for landbrugsejendom«.
§ 5 A. Den skattepligtige kan regulere anskaffel-
sessummen efter § 4, stk. 2, med den procent be-
2. I § 5 A, stk. 1, 1. pkt., ændres »benyttes til land-
brug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
141
regnet med en decimal, hvormed reguleringstallet i
personskattelovens § 20 er ændret fra anskaffelses-
året til indkomståret 2009 ganget med ændringen
fra indkomståret 2013 til afståelsesåret for ejen-
domme, der på afståelsestidspunktet benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7.
For ejendomme, der er omfattet af § 4, stk. 3, regu-
leres anskaffelsessummen fra og med kalenderåret
1993.
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7«
til: »efter ejendomsvurderingsloven anses for land-
brugs- eller skovejendom«.
§ 6. ---
Stk. 2. Ved afståelse af ejendomme, der på afstå-
elsestidspunktet benyttes til landbrug, gartneri,
planteskole, frugtplantage eller skovbrug, eller
blandet benyttede ejendomme, jf. vurderingslovens
§ 33, stk. 1 eller 5 eller stk. 7, 1. og 2. pkt., med-
regnes den opgjorte fortjeneste efter fradrag efter
stk. 4, dog kun i det omfang denne overstiger et
bundfradrag med et grundbeløb på 268.600 kr.
(2010-niveau). Anvendelse af reglerne i 1. pkt. er
betinget af, at ejendommen på afståelsestidspunk-
tet har været ejet i mindst 5 år, og at afståelsen om-
fatter stuehuset med tilhørende grund og have eller
ejerboligen. Endvidere er anvendelse af reglerne i
1. pkt. betinget af, at ejendommen har tjent som
bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af el-
ler hele den periode, hvori denne har ejet ejendom-
men, og hvor ejendommen har været omfattet af
vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 5 eller stk. 7, 1.
og 2. pkt. Der kan anvendes ét bundfradrag pr.
ejendom. Såfremt den skattepligtige ejer ejendom-
men i sameje med andre, kan vedkommende kun
anvende så stor en del af bundfradraget, som for-
holdsmæssigt svarer til vedkommendes ejerandel.
Reglerne i 1.-5. pkt. finder ikke anvendelse, så-
fremt anskaffelsessummen er opgjort efter § 5 A.
Endvidere finder reglerne i 1.-5. pkt. ikke anven-
delse, såfremt der er afstået en del af ejendommen,
hvor anskaffelsessummen blev opgjort efter § 5 A,
eller hvor den opgjorte fortjeneste blev nedsat efter
stk. 3. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter per-
sonskattelovens § 20.
3. I § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres »landbrug, gartneri,
planteskole, frugtplantage eller skovbrug, eller
blandet benyttede ejendomme, jf. vurderingslovens
§ 33, stk. 1 eller 5 eller stk. 7, 1. og 2. pkt.« til:
»landbrug, skovbrug eller blandet benyttede ejen-
domme, jf. ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1,
nr. 2 og 3, og § 35, stk. 1«, og i 3. pkt. ændres
»vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 5 eller stk. 7, 1.
og 2. pkt.« til: »ejendomsvurderingslovens § 3, stk.
1, nr. 2 eller 3, eller § 35, stk. 1«.
§ 9. Ved afståelse af ejendomme, der på afståel-
sestidspunktet helt eller delvis benyttes til land-
brug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf.
4. § 9, stk. 1, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsæt-
tes:
142
vurderingslovens § 33, stk. 1, ved afståelse af
skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33,
stk. 7, 1. og 2. pkt., og ved afståelse af ejendomme,
der indeholder én eller to selvstændige lejligheder,
hvor ejendommen både tjener eller har tjent til bo-
lig for ejeren og i væsentligt omfang benyttes er-
hvervsmæssigt, jf. vurderingslovens § 33, stk. 5,
skal den del af fortjenesten, som vedrører stuehuset
med tilhørende grund og have eller ejerboligen, ik-
ke medregnes. 73 Anvendelse af reglen i 1. pkt. er
betinget af, at ejendommen har tjent til bolig for
ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele
den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og
hvor ejendommen har været omfattet af vurde-
ringslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. og 2. pkt., § 8,
stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
»Ved afståelse af en ejendom, der på afståelses-
tidspunktet anses for landbrugs- eller skovejendom
efter ejendomsvurderingsloven, skal den del af for-
tjenesten, som vedrører stuehuset med tilhørende
grund og have, ikke medregnes. Tilsvarende gæl-
der for den del af fortjenesten, som vedrører ejer-
boligen, ved afståelse af en ejendom, der indehol-
der én eller to selvstændige lejligheder, hvor ejen-
dommen både tjener eller har tjent til bolig for eje-
ren og i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæs-
sigt, jf. ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1.«
5. I § 9, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres
»vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. og 2.
pkt., § 8, stk. 1, 2. pkt.« til: »ejendomsvurderings-
lovens § 2, stk. 2, 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 35,
stk. 1«.
§ 10
I lov om lån til betaling af ejendomsskatter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1112 af 30. august 2013,
som ændret ved lov nr. 1555 af 13. december
2016, foretages følgende ændringer:
§ 4. ---
Stk. 2. Skadesløsbrevets eller ejerpantebrevets
pålydende skal have panteret inden for den senest
ansatte ejendomsværdi. I tilfælde, hvor skadesløs-
brevet eller ejerpantebrevet tinglyses i en andel af
ejendommen, skal det have sikkerhed inden for en
forholdsmæssig del af den regulerede ejendoms-
værdi.
Stk. 3. Skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet skal
have oprykkende prioritet. Kommunalbestyrelsen
kan efter låntagerens anmodning forsyne skade-
sløsbrevet med rykningspåtegning eller tillade, at
ejerpantebrevet rykker tilbage i forbindelse med
anden lånoptagelse. Skadesløsbrevet eller ejerpan-
tebrevet skal dog fortsat have sikkerhed inden for
de grænser, der er anført i stk. 2.
Stk. 4. ---
Stk. 5. ---
Stk. 6. ---
1. I § 4, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »ejendoms-
værdi«: », jf. dog stk. 7«.
2. I § 4, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »stk. 2«: », jf.
dog stk. 7«.
3. I § 4 indsættes som stk. 7:
143
»Stk. 7. Stk. 2 og stk. 3, 3. pkt., gælder ikke for
kolonihavehuse på fremmed grund, der efter ejen-
domsvurderingslovens § 9, stk. 1, nr. 6, er undtaget
fra vurdering.«
§ 8. De i henhold til § 1, stk. 4, nr. 2, fornødne
fordelinger af de værdibeløb, der danner grundlag
for skatte- og afgiftsberegning, foretages af vurde-
ringsmyndighederne efter lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme.
Stk. 2. ---
4. I § 8 ændres »lov om vurdering af landets faste
ejendomme« til: »ejendomsvurderingsloven«.
§ 11
I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 117
af 29. januar 2016, som ændret senest ved § 4 i lov
nr. 285 af 29. marts 2017, foretages følgende æn-
dring:
§ 33 c. Ved overdragelse i levende live af en er-
hvervsvirksomhed, en af flere erhvervsvirksomhe-
der eller en andel af en eller flere erhvervsvirksom-
heder til børn, børnebørn, søskende, søskendes
børn, søskendes børnebørn eller en samlever, hvor-
ved forstås en person, som på overdragelsestids-
punktet opfylder betingelserne i boafgiftslovens §
22, stk. 1, litra d, kan parterne i overdragelsen an-
vende reglerne i stk. 2-11 og 14. Adoptivforhold
eller stedbarnsforhold sidestilles med naturligt
slægtskabsforhold. Stk. 2-11 og 14 finder alene an-
vendelse på ejendomsavancer vedrørende fast ejen-
dom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven,
i det omfang ejendommen anvendes i overdrage-
rens eller overdragerens samlevende ægtefælles er-
hvervsvirksomhed. Hvis mere end halvdelen af
ejendommen anvendes i overdragerens eller over-
dragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirk-
somhed, finder stk. 2-11 og 14 dog anvendelse på
hele ejendomsavancen vedrørende den pågældende
ejendom. Ved opgørelsen af den erhvervsmæssige
andel lægges den ejendomsværdimæssige forde-
ling mellem erhverv og beboelse til grund. Udlej-
ning af anden fast ejendom end fast ejendom, som
benyttes til landbrug, gartneri, planteskole, frugt-
plantage eller skovbrug, jf. vurderingslovens § 33,
stk. 1 eller 7, anses i denne forbindelse ikke for er-
hvervsvirksomhed. For så vidt angår fast ejendom
1. I § 33 C, stk. 1, 6. pkt., ændres »benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7«
til: »efter ejendomsvurderingsloven anses for land-
brugs- eller skovejendom«.
144
omfattet af 3. og 4. pkt., kan der kun ske indtræden
i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn
til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3, hvis
der samtidig sker indtræden i overdragerens skatte-
mæssige stilling med hensyn til gevinst efter ejen-
domsavancebeskatningsloven på samme ejendom.
Stk. 2-11 og 14 gælder heller ikke for fortjeneste
på gæld, der skal beskattes efter reglerne i kursge-
vinstloven, medmindre det sker efter reglerne i
kursgevinstlovens § 23. For aktier, anparter og an-
delsbeviser og lignende gælder aktieavancebeskat-
ningslovens §§ 34, 35 og 35 A, uanset om de ind-
går i virksomheden.
§ 12
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af
1. september 2016, som ændret ved § 5 i lov nr.
1554 af 13. december 2016, § 2 i lov nr. 1553 af
13. december 2016 og § 2 i lov nr. 1665 af 20. de-
cember 2016, foretages følgende ændringer:
§ 8 A. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen fastsætter
nærmere regler om godkendelse af foreninger m.v.,
organisatoriske forhold og indsendelse af oplysnin-
ger om formue, indtægter, bidragydere, midlernes
anvendelse m.v. Told- og skatteforvaltningen of-
fentliggør hvert år en liste over de organisationer,
som opfylder betingelserne for at kunne modtage
fradragsberettigede ydelser. For at være berettiget
hertil og blive optaget på listen, skal en organisati-
ons ansøgning m.v. herom for det pågældende og
følgende kalenderår være modtaget hos told- og
skatteforvaltningen senest den 1. oktober.
Stk. 4. ---
1. I § 8 A, stk. 3, 3. pkt., § 12, stk. 4, 3. pkt., § 16,
stk. 5, 1. pkt., og § 16, stk. 9, 3. pkt., ændres »1. ok-
tober« til: »1. september«.
§ 12. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen fastsætter
nærmere regler om godkendelse af foreninger m.v.,
organisatoriske forhold og indsendelse af oplysnin-
ger om formue, indtægter, bidragydere, midlernes
anvendelse m.v. Told- og skatteforvaltningen of-
145
fentliggør hvert år en liste over de organisationer,
som opfylder betingelserne for at kunne modtage
fradragsberettigede ydelser. For at være berettiget
hertil og blive optaget på listen, skal en organisati-
ons ansøgning m.v. herom for det pågældende og
følgende kalenderår være modtaget hos told- og
skatteforvaltningen senest den 1. oktober.
Stk. 5-8. ---
§ 16. ---
Stk. 2.-4. ---
Stk. 5. Den skattepligtige værdi af en sommerbo-
lig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som
nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 pct. pr. uge af dansk
ejendomsværdi eller hermed sammenlignelig uden-
landsk ejendomsværdi pr. 1. oktober året før rådig-
hedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en
ejendomsværdi, handelsværdien reguleret som
nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2,
pr. 1. oktober året før rådighedsåret for hver af
ugerne 22-34 og 1/4 pct. for hver af årets øvrige
uger. Såfremt en sommerbolig som led i et ansæt-
telsesforhold er stillet til rådighed for en ansat di-
rektør eller en anden medarbejder med væsentlig
indflydelse på egen aflønningsform, anses den på-
gældende at have sommerboligen til rådighed hele
året. Hvis sommerboligen er stillet til rådighed for
flere direktører eller andre medarbejdere med væ-
sentlig indflydelse på egen aflønningsform, forde-
les den skattepligtige værdi ligeligt. Den skatte-
pligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af
dage, sommerboligen stilles til rådighed for eller
udlejes til andre personer, som ikke er omfattet af
3. pkt., eller som ikke er nærtstående. 2.-4. pkt. fin-
der dog ikke anvendelse, såfremt sommerboligen
som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed
for andre ansatte, som er uden væsentlig indflydel-
se på egen aflønningsform, eller som ikke er nært-
stående, i 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8
uger i perioden uge 22-34. Som nærtstående anses
den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedste-
forældre samt børn og børnebørn og disses ægte-
fæller eller dødsboer efter de nævnte personer.
Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte
slægtskabsforhold. Den skattepligtige værdi efter
1. og 2. pkt. nedsættes med den skattepligtiges be-
2. I § 16, stk. 9, 7. pkt., ændres »vurderingslovens
§ 33, stk. 5, 2. pkt., § 33, stk. 6, 2. pkt., eller § 33,
stk. 7, 2. pkt.« til: »ejendomsvurderingslovens §
30, stk. 1, eller § 35, stk. 3«.
146
taling i indkomståret til arbejdsgiveren mv. for rå-
deretten.
Stk. 6.-8. ---
Stk. 9. Stk. 7 og 8 omfatter ikke boliger, der er
stillet til rådighed som led i et ansættelsesforhold,
hvis den ansatte er direktør eller en anden medar-
bejder med væsentlig indflydelse på egen afløn-
ningsform. For denne persongruppe sættes den
skattepligtige værdi til 5 pct. af beregningsgrundla-
get med tillæg efter 10. pkt. Beregningsgrundlaget
er det største beløb af enten ejendomsværdien pr.
1. oktober året før indkomståret eller i tilfælde,
hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handels-
værdien pr. 1. oktober året før indkomståret eller
anskaffelsessummen opgjort i henhold til ejen-
domsavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 eller 3,
med tillæg af forbedringer foretaget efter anskaf-
felsen, dog kun forbedringer foretaget inden den 1.
januar i indkomståret. Såfremt anskaffelsessum-
men er opgjort efter ejendomsavancebeskatnings-
lovens § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., medregnes kun
forbedringer foretaget efter den 19. maj 1993. For-
bedringsudgifter på bygninger, der er undergivet
fredning i henhold til bygningsfredningsloven eller
forbedringsudgifter, som modsvares af tilskud mv.,
der er skattefrie, skal ikke tillægges. Når anskaffel-
sessummen opgøres efter ejendomsavancebeskat-
ningslovens § 4, stk. 3, er selskabets valg af an-
skaffelsessum bindende i forhold til senere opgø-
relser efter denne bestemmelse. Ved opgørelsen af
beregningsgrundlaget for boliger, for hvilke ejen-
domsværdien fordeles efter vurderingslovens § 33,
stk. 5, 2. pkt., § 33, stk. 6, 2. pkt., eller § 33, stk. 7,
2. pkt., skal kun den del, der tjener til bolig for den
ansatte, medregnes. Ved opgørelsen af beregnings-
grundlaget for andre boliger skal den del, der ude-
lukkende anvendes erhvervsmæssigt, ikke medreg-
nes. Hvis arbejdsgiveren mv., jf. stk. 1, sælger hel-
årsboligen til en ny arbejdsgiver mv., jf. stk. 1,
hvor den ansatte direktør mv., jf. 1. pkt., også har
væsentlig indflydelse på egen aflønning, anvendes
anskaffelsessummen fra ansættelsesforholdet hos
den sælgende arbejdsgiver mv., såfremt den er hø-
jest. Den skattepligtige værdi forhøjes med 1 pct.
af den del af beregningsgrundlaget efter ejendoms-
værdiskattelovens § 4 A, der ikke overstiger
3.040.000 kr., og 3 pct. af resten, svarende til det
147
beregningsgrundlag for ejendommen, der skulle
have været anvendt, hvis ejendommen havde været
omfattet af ejendomsværdiskatteloven. Herudover
medregnes udgifter til ejendomsskatter, som afhol-
des af arbejdsgiveren mv., jf. stk. 1, til den skatte-
pligtige indkomst. Den skattepligtige værdi efter
2.-11. pkt. nedsættes med den skattepligtiges beta-
ling i indkomståret til arbejdsgiveren mv. for råde-
retten. 2.-11. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt
en ansat direktør eller en medarbejder med væsent-
lig indflydelse på egen aflønningsform ifølge an-
den lovgivning opfylder eller har opfyldt en bo-
pælspligt i relation til helårsboligen og er lovgiv-
ningsmæssigt forhindret i at overtage helårsboligen
til sin personlige ejendom.
Stk. 10.-16. ---
§ 13
I lov om indskud på etableringskonto og iværk-
sætterkonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 1175 af 30.
oktober 2014, som ændret ved § 6 i lov nr. 652 af
8. juni 2016, foretages følgende ændring:
§ 7. ---
Stk. 2. Efter anskaffelsen af aktier og anparter i et
selskab hæves beløb af samme størrelse som an-
skaffelsessummen for aktierne eller anparterne,
hvis følgende betingelser alle er opfyldt:
1. ---
2. Aktierne eller anparterne skal være i et sel-
skab, hvis virksomhed ikke i overvejende grad be-
står i udlejning af fast ejendom, besiddelse af kon-
tanter, værdipapirer eller lignende. Bortforpagtning
af fast ejendom som nævnt i § 33, stk. 1 og 7, i lov
om vurdering af landets faste ejendomme anses ik-
ke i denne forbindelse for virksomhed ved udlej-
ning af fast ejendom. 1. pkt. gælder dog ikke, hvis
selskabet udøver næring ved køb og salg af værdi-
papirer eller finansieringsvirksomhed. Selskabets
virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i
udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter,
værdipapirer eller lignende, såfremt mindst 50 pct.
af selskabets indtægter i et indkomstår stammer fra
sådan virksomhed, eller hvis handelsværdien af
selskabets udlejningsejendomme, kontanter, værdi-
1. I § 7, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., ændres »§ 33, stk. 1 og
7, i lov om vurdering af landets faste ejendomme«
til: »ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 og
3,«.
148
papirer eller lignende udgør mindst 50 pct. af han-
delsværdien af selskabets samlede aktiver opgjort
ultimo indkomståret. Besiddelse af andele omfattet
af aktieavancebeskatningslovens § 18 anses ved
bedømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer.
Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber,
hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst
25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen, medregnes
ikke. I stedet medregnes den del af datterselskabets
indtægter og aktiver, der svarer til ejerforholdet,
ved bedømmelsen. Ved bedømmelsen ses der bort
fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem
selskabet og et datterselskab eller mellem to datter-
selskaber. Fast ejendom, som udlejes mellem sel-
skabet og et datterselskab eller mellem dattersel-
skaber, og som lejer anvender i driften, anses ved
bedømmelsen ikke som en udlejningsejendom.
3. ---
§ 14
I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1088 af 3. september 2015, som ændret ved
§ 4 i lov nr. 1883 af 29. december 2015, § 5 i lov
nr. 1884 af 29. december 2015, § 9 i lov nr. 1888
af 29. december 2015 og § 6 i lov nr. 1554 af 13.
december 2016, foretages følgende ændring:
§ 15 A.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Den erhvervsmæssige virksomhed som
nævnt i stk. 1 og 2 må ikke i overvejende grad ha-
ve bestået af udlejning af fast ejendom, besiddelse
af kontanter, værdipapirer eller lignende, jf. stk. 4,
og for så vidt angår selskaber aktieavancebeskat-
ningslovens § 34, stk. 6. I relation til betingelserne
for oprettelse af en pensionsordning omfattet af
stk. 5 og 6 udgør procentsatserne for gennemsnits-
beregningerne i aktieavancebeskatningslovens §
34, stk. 6, 75 pct., medmindre der i gennemsnitsbe-
regningen alene indgår regnskabsår, der begynder
den 1. januar 2012 eller senere. Procentsatsen i ak-
tieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, knyttet til
overdragelsestidspunktet udgør i relation til betin-
gelserne for oprettelse af en pensionsordning om-
fattet af stk. 5 og 6 75 pct. for afståelser, der sker
senest den 31. december 2013. 1. pkt., finder dog
1. I § 15 A, stk. 3, 5. pkt., ændres »benyttes til land-
brug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7«
til: »efter ejendomsvurderingsloven anses for land-
brugs- eller skovejendom«.
149
ikke anvendelse, når personen eller et selskab,
hvori personen har været hovedaktionær, har udø-
vet næringsvirksomhed ved køb og salg af værdi-
papirer eller ved finansieringsvirksomhed. Bortfor-
pagtning af fast ejendom, som benyttes til land-
brug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7,
anses ikke som udlejning af fast ejendom ved an-
vendelsen af 1. pkt. Den erhvervsmæssige virk-
somhed som nævnt i stk. 1 må endvidere ikke have
bestået i udlejning af afskrivningsberettigede
driftsmidler eller skibe eller have haft mere end 10
ejere, medmindre opretteren af pensionsordningen
har deltaget i virksomhedens drift i væsentligt om-
fang.
§ 15
I virksomhedsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1114 af 18. september 2013, som ændret ved §
9 i lov nr. 792 af 28. juni 2013, § 1 i lov nr. 992 af
16. september 2014, § 4 lov nr. 202 af 27. februar
2015 og § 13 i lov nr. 652 af 8. juni 2016, foreta-
ges følgende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Aktiver, der benyttes både til erhvervs-
mæssige og private formål, indgår ikke i den selv-
stændige erhvervsvirksomhed. Dog indgår i virk-
somheden den erhvervsmæssige del af en ejendom,
hvor der foretages en fordeling af ejendomsværdi-
en på den del, der tjener til bolig for den skatteplig-
tige, og på den øvrige ejendom. Ejendomme som
nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8,
indgår i virksomheden med den del af ejendom-
men, der ikke tjener til bolig for ejere. Anskaffel-
sessummen for ombygning, forbedringer m.v. af
den erhvervsmæssige del af sådanne ejendomme
indgår ligeledes i virksomheden. Biler, telefoner,
datakommunikationsforbindelser og computere
med tilbehør, der benyttes både erhvervsmæssigt
og privat, kan indgå i virksomheden. Ved fastsæt-
telse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der
indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16
tilsvarende anvendelse. For biler, der indgår i virk-
somheden og benyttes både erhvervsmæssigt og
1. § 1, stk. 3, 2. pkt., affattes således:
»Dog indgår i virksomheden den erhvervsmæssi-
ge del af en ejendom, der både tjener til bolig for
ejeren og anvendes erhvervsmæssigt i væsentligt
omfang.«
150
privat, finder ligningslovens § 9 C, stk. 7, tilsva-
rende anvendelse.
§ 3. ---
Stk. 2.-3. ---
Stk. 4. Fast ejendom medregnes til den kontante
anskaffelsessum eller den ved indkomstårets be-
gyndelse fastsatte ejendomsværdi med fradrag af
byrder, som der ikke er taget hensyn til ved vurde-
ringen, og tillæg af eventuel ikke medregnet an-
skaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v.
eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendoms-
værdi,
handelsværdien pr. seneste 1. oktober forud for
indkomstårets begyndelse med tillæg af eventuel
ikke medregnet anskaffelsessum for ombygning,
forbedringer m.v. Udelukkende erhvervsmæssigt
benyttede driftsmidler og skibe omfattet af afskriv-
ningslovens kapitel 2 medregnes til den afskriv-
ningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets be-
gyndelse, jf. afskrivningslovens § 5, stk. 2. Delvis
erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe
omfattet af afskrivningslovens kapitel 2 medregnes
til den uafskrevne del af det afskrivningsberettige-
de beløb ved indkomstårets begyndelse. Negativ
saldo kan ikke fradrages. Andre løsøregenstande
medregnes til handelsværdien. Dog medregnes va-
rer, der omfattes af lov om skattemæssig opgørelse
af varelagre m.v., samt husdyrbesætninger, der
omfattes af lov om den skattemæssige behandling
af husdyrbesætninger, til værdien opgjort efter reg-
lerne i disse love. Øvrige aktiver medregnes til an-
skaffelsessummen med fradrag af skattemæssige
afskrivninger. I det omfang anskaffelsessummen
omregnes til kontantværdi, anvendes denne. Drifts-
midler, der hidtil udelukkende har været anvendt
privat, og som skal anvendes fuldt ud erhvervs-
mæssigt, anses for indskudt til handelsværdien.
Virksomhedens gæld fragår til kursværdien.
Stk. 5.-7. ---
2. I § 3, stk. 4, 1. pkt., ændres »1. oktober« til: »1.
september«.
§ 22 c. ---
Stk. 2. For at anvende ordningen i stk. 1 skal føl-
gende betingelser være opfyldt:
1)-3b) ---
3. I § 22 c, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., ændres »benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller
skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7«
til: »efter ejendomsvurderingsloven anses for land-
brugs- eller skovejendom«.
151
4) Aktierne eller anparterne skal være i et sel-
skab, hvis virksomhed i den periode, hvor ordnin-
gen anvendes, ikke i overvejende grad består i ud-
lejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter,
værdipapirer eller lignende. Bortforpagtning af fast
ejendom, som benyttes til landbrug, gartneri, plan-
teskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurde-
ringslovens § 33, stk. 1 eller 7, anses i denne for-
bindelse ikke for virksomhed ved udlejning af fast
ejendom. 1. pkt. gælder dog ikke, hvis selskabet
udøver næring ved køb og salg af værdipapirer el-
ler finansieringsvirksomhed. Selskabets virksom-
hed anses for i overvejende grad at bestå i udlej-
ning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, vær-
dipapirer eller lignende, såfremt mindst 50 pct. af
selskabets indtægter, hvorved forstås den regn-
skabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af
selskabets øvrige regnskabsførte indtægter, i et
indkomstår stammer fra sådan virksomhed, eller
hvis handelsværdien af selskabets udlejningsejen-
domme, kontanter, værdipapirer eller lignende ud-
gør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets
samlede aktiver opgjort ultimo indkomståret. Be-
siddelse af andele omfattet af aktieavancebeskat-
ningslovens § 18 anses ved bedømmelsen ikke som
besiddelse af værdipapirer. Afkastet og værdien af
aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte el-
ler indirekte ejer mindst 25 pct. af aktie- eller an-
partskapitalen, medregnes ikke. I stedet medregnes
en til ejerforholdet svarende del af datterselskabets
indtægter og aktiver ved bedømmelsen. Ved be-
dømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning
af fast ejendom mellem selskabet og et dattersel-
skab eller mellem to datterselskaber. Fast ejendom,
som udlejes mellem selskabet og et datterselskab
eller mellem datterselskaber, og som lejer anven-
der i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en
udlejningsejendom.
5)-7) ---
Stk. 3.-7. ---
§ 16
I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1164 af 6. september 2016, som ændret ved § 2 i
lov nr. 1557 af 13. december 2016, foretages føl-
gende ændring:
152
§ 5 D. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. På bygninger, der er afskrivningsberettige-
de efter afskrivningsloven, og installationer, der
udelukkende tjener sådanne bygninger, og som er
anskaffet eller fuldført før overgangen til skatte-
pligt, foretages afskrivning på grundlag af den
værdi, hvormed bygningen eller installationen ind-
går i ejendomsværdien ved den seneste vurdering
forud for det indkomstår, der er grundlaget for den
første skatteansættelse, eller i tilfælde, hvor der ik-
ke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr.
seneste 1. oktober forud for det indkomstår, der er
grundlaget for den første skatteansættelse.
Stk. 4. På installationer, der er afskrivningsberet-
tigede efter afskrivningslovens § 15, stk. 2, og som
er anskaffet eller fuldført før overgangen til skatte-
pligt, foretages afskrivning på grundlag af den
værdi, hvormed installationen skønnes at indgå i
ejendomsværdien ved den seneste vurdering forud
for det indkomstår, der er grundlaget for den første
skatteansættelse, eller i tilfælde, hvor der ikke er
ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. sene-
ste 1. oktober forud for det indkomstår, der er
grundlaget for den første skatteansættelse.
Stk. 5.-8. ---
Stk. 9. Ved opgørelse af fortjeneste eller tab efter
ejendomsavancebeskatningsloven for fast ejen-
dom, der er erhvervet før overgangen til skatte-
pligt, træder ejendomsværdien ved den seneste
vurdering forud for det indkomstår, der er grundla-
get for den første skatteansættelse, eller i tilfælde,
hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handels-
værdien pr. seneste 1. oktober forud for det ind-
komstår, der er grundlaget for den første skattean-
sættelse, i stedet for anskaffelsessummen. Selska-
bet eller foreningen mv. kan dog vælge at lægge
anskaffelsessummen omregnet til kontantværdi til
grund. Ved opgørelsen af fortjeneste eller tab an-
vendes ejendommens faktiske anskaffelsestids-
punkt, dog således at ved opgørelsen af tillæg efter
ejendomsavancebeskatningslovens § 5 anses den
pågældende ejendom som erhvervet ved begyndel-
sen af det indkomstår, der er grundlaget for den
første skatteansættelse.
1. I § 5 D, stk. 3, 4 og 9, og to steder i § 14, stk. 5,
ændres »1. oktober« til: »1. september«.
153
Stk. 10. ---
§ 14. ---
Stk. 2.-4. ---
Stk. 5. Fast ejendom medregnes til den pr. 1. ok-
tober i indkomståret fastsatte ejendomsværdi med
fradrag af byrder, som der ikke er taget hensyn til
ved vurderingen, eller i tilfælde, hvor der ikke er
ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. 1. ok-
tober i indkomståret, jf. dog 2. pkt. Ejendomme,
som omfatter mindst 25 ha skov, medregnes til den
i 1. pkt. opgjorte værdi eller handelsværdien med
et nedslag på 40 pct. af den del af ejendomsværdi-
en eller handelsværdien, der kan henføres til skov.
Stk. 6.-8. ---
§ 17
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 174 af 31. januar 2017, som ændret ved §
2 i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 403 af
28. april 2014, § 1 i lov nr. 1490 af 23. december
2014, § 2 i lov nr. 532 af 29. april 2015, § 7 i lov
nr. 262 af 16. marts 2016, § 2 i lov nr. 632 af 8.
juni 2016 og senest ved § 1 i lov nr. 1549 af 13.
december 2016, foretages følgende ændring:
§ 354. ---
Stk. 2.-5. ---
Stk. 6. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at fortrolige oplysninger videregives til:
1)-16) ---
17) Skatteministeriet, når oplysningerne hidrører
fra realkreditinstitutter og skal anvendes til udvik-
ling eller forbedring af metoder og modeller til
vurdering af erhvervsejendomme. Skatteministeriet
forpligter sig ved modtagelsen til ikke at sammen-
stille eller samkøre oplysningerne med øvrige til-
gængelige oplysninger, hvorved fortrolige oplys-
ninger udledes. Adgangen til oplysninger er be-
grænset til oplysninger for årene 2012-2016.
18)-43) ---
Stk. 7.-16. ---
1. § 354, stk. 6, nr. 17, affattes således:
»17) Skatteministeriet og Danmarks Statistik, når
oplysningerne hidrører fra realkreditinstitutter og
skal anvendes til kvalitetssikring, udvikling eller
forbedring af metoder og modeller til vurdering af
ejendomme. Skatteministeriet og Danmarks Stati-
stik forpligter sig ved modtagelsen til ikke at sam-
menstille eller samkøre oplysningerne med øvrige
tilgængelige oplysninger, hvorved fortrolige oplys-
ninger kan udledes.«
154
§ 18
I lov om ejerlejligheder, jf. lovbekendtgørelse nr.
1713 af 16. december 2010, som ændret ved § 6 i
lov nr. 80 af 24. januar 2017 og § 5 i lov nr. 389 af
26. april 2017, foretages følgende ændring:
§ 16 a. Betinger sælgeren af en ejerlejlighed til
beboelse sig en pris, der er væsentlig højere end
lejlighedens værdi, kan køberen forlange prisen
nedsat til et sådant beløb, som af boligretten skøn-
nes rimeligt. Ved afgørelsen heraf vil der navnlig
være at tage hensyn til ejerlejlighedens beliggen-
hed, størrelse, udstyr, kvalitet, tilstand, prioritets-
forhold, ansættelse til ejendomsværdi efter lov om
vurdering af landets faste ejendomme, og øvrige
forhold, sammenholdt med et sådant prisniveau,
som må antages at ville være almindeligt gældende
i kommunen for tilsvarende lejligheder, såfremt
der fandtes en passende boligreserve, og der såle-
des var rimelig balance mellem udbud og efter-
spørgsel efter de enkelte kategorier af ældre og nye
lejligheder.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
1. I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »lov om vurde-
ring af landets faste ejendomme« til: »ejendoms-
vurderingsloven«.
§ 19
I lov om et testcenter for store vindmøller ved
Østerild, jf. lovbekendtgørelse nr. 1500 af 8. de-
cember 2015, foretages følgende ændring:
§ 15. ---
Stk. 2.-5. ---
Stk. 6. Ejeren af en beboelsesejendom, der er be-
liggende inden for 1.500 m fra nærmeste mølle-
plads, kan anmode Miljø- og fødevareministeren
om at købe ejendommen til en pris svarende til den
offentlige ejendomsvurdering fastsat efter bestem-
melserne i lov om vurdering af landets faste ejen-
domme fratrukket udbetalt værditab efter §§ 17-20.
1. I § 15, stk. 6, ændres »lov om vurdering af lan-
dets faste ejendomme« til: »ejendomsvurderingslo-
ven«.
§ 20
I lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1103 af 15. august 2016, som ændret ved
155
§ 45 i lov nr. 628 af 8. juni 2016 og § 1 i lov nr.
1559 af 13. december 2016, foretages følgende æn-
dringer:
§ 24. Udlændinge-, integrations- og boligministe-
ren kan tillade, at boligorganisationen optager lån
med pant forud for statslån eller statsgaranterede
lån i boligorganisationens ældre afdelinger med
henblik på finansiering af nyt byggeri. Sådanne lån
kan dog i den enkelte afdeling ikke optages med
større beløb end forskellen mellem restgælden i
ejendommen og ejendommens værdi efter reglerne
i lov om vurdering af landets faste ejendomme
med fradrag af et beløb svarende til beboernes ind-
skud.
1. I § 24, 2. pkt., og § 27, stk. 3, 2. pkt., ændres
»lov om vurdering af landets faste ejendomme« til:
»ejendomsvurderingsloven«.
§ 27. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Afhændelse skal ske på baggrund af en
vurdering, hvor ejendommens tilstand og prisfor-
holdene på overdragelsestidspunktet lægges til
grund. I øvrigt foretages vurderingen efter reglerne
i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf.
dog stk. 5.
Stk. 4. ---
Stk. 5. Ved afhændelse af en almen boligorgani-
sations ejendom til en anden afdeling inden for
samme boligorganisation, til en afdeling i en anden
almen boligorganisation eller til en selvejende al-
men institution kan overdragelsessummen fastsæt-
tes til indestående belåning. Meddelte tilsagn om
støtte overføres, og statsgarantier, kommunale og
regionale garantier samt alle regarantier vedstås.
Sker afhændelse af ejendom med henblik på opfø-
relse af nybyggeri med støtte efter § 115 eller §
117, og medtages ejendommens værdi i anskaffel-
sessummen, fastsættes overdragelsessummen dog
efter stk. 3. Sker afhændelse med henblik på om-
bygning med støtte efter de i 3. pkt. nævnte be-
stemmelser, og medtages ejendommens værdi i an-
skaffelsessummen, kan overdragelsessummen fast-
sættes til en værdi, der svarer til seneste almindeli-
ge vurdering, omvurdering efter § 3 eller § 4-vur-
dering efter lov om vurdering af landets faste ejen-
domme. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse
ved overdragelse af kommunale og regionale al-
mene ældreboliger til en afdeling i en almen bolig-
2. I § 27, stk. 5, 4. pkt., ændres », omvurdering ef-
ter § 3 eller § 4-vurdering efter lov om vurdering
af landets faste ejendomme« til: »eller omvurde-
ring efter ejendomsvurderingslovens § 6«.
156
organisation eller til en selvejende almen instituti-
on, jf. dog stk. 6.
Stk. 6.-10. ---
§ 21
I lov om midlertidig regulering af boligforholde-
ne, jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 1. juli 2015,
som ændret ved § 2 i lov nr. 1879 af 29. december
2015, foretages følgende ændring:
§ 18 b. ---
Stk. 2.-5. ---
Stk. 6. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anven-
delse på ejendomme, som af vurderingsmyndighe-
derne er vurderet som landbrug, skov, plantage,
frugtplantage, gartneri eller planteskole, jf. § 33 i
lov om vurdering af landets faste ejendomme.
Stk. 7. ---
1. I § 18 b, stk. 6, ændres »landbrug, skov, planta-
ge, frugtplantage, gartneri eller planteskole, jf. § 33
i lov om vurdering af landets faste ejendomme« til:
»landbrugs- eller skovbrugsejendom, jf. ejendoms-
vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 og 3«.
§ 22
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. § 17, nr. 1, træder i kraft den 1. juli 2017.
Stk. 3. § 1, nr. 21 og 22, finder ikke anvendelse
for vurderinger, der foretages efter ejendomsvurde-
ringslovens §§ 87 eller 88. For sådanne vurderin-
ger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4. § 1, nr. 2-20 og 36-65, finder ikke anven-
delse for klager og anmodninger om genoptagelse,
der afgøres før den 1. januar 2019, jf. dog stk. 5.
For sådanne klager og anmodninger om genopta-
gelse finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 5. Landsskatteretten færdigbehandler klager
over afgørelser, der den 1. januar 2019 er visiteret
til Landsskatteretten.
Stk. 6. § 1, nr. 24-29, finder ikke anvendelse for
anmodninger om genoptagelse, som er indgivet før
den 1. januar 2018. For sådanne anmodninger om
genoptagelse finder de hidtil gældende regler an-
vendelse.
Stk. 7. § 1, nr. 36, 54, 57 og 62 finder ikke an-
vendelse for klager over vurderinger, der er foreta-
get inden denne lovs ikrafttræden eller efter ejen-
157
domsvurderingslovens §§ 87 eller 88. For klager
over sådanne vurderinger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 8. Den ordinære funktionsperiode for med-
lemmer og suppleanter i vurderingsankenævn,
skatteankenævn og skatte- og vurderingsanke-
nævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 2, der
udløber den 30. juni 2018, forlænges til og med
den 31. december 2018. Den umiddelbart efterføl-
gende ordinære funktionsperiode begynder den 1.
januar 2019 og udløber den 30. juni 2022.
Stk. 9. Ved klage over vurderinger, som er omfat-
tet af ejendomsvurderingslovens §§ 87-89, skal der
betales et klagegebyr på 400 kr. (2010-niveau) for
hver vurdering, der klages over. Grundbeløbet re-
guleres efter personskattelovens § 20. Reglerne i
skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 3-6, der bliver
stk. 4-7, om betaling og tilbagebetaling finder til-
svarende anvendelse. Klagegebyret efter 1. pkt. vil
ikke være at anse for godtgørelsesberettigede ud-
gifter efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr.
2.
Stk. 10. § 2, nr. 1-10 og 12-21, og § 3 har virk-
ning fra og med det skatteår henholdsvis indkomst-
år, hvor beskatningen sker på grundlag af ejen-
domsvurderinger foretaget efter ejendomsvurde-
ringsloven. § 2, nr. 11, har virkning for opkræv-
ning af grundskyld og dækningsafgift fra og med
skatteåret 2018.
Stk. 11. § 4 har virkning for ejerskifte, der er an-
meldt til tinglysning fra og med den 1. januar
2020.
Stk. 12. § 10, nr. 3, har virkning for lån, der opta-
ges i skatteåret 2019 og følgende skatteår.
§ 23
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
158