IFU alm. del - svar på spm. 53 om, hvilken instans er rette sagsøgte, når en ansøger, der har fået afslag på dispensation, ønsker at rejse spørgsmålet om tildeling af godtgørelse ved en domstol, fra udlændinge- og integrationsministeren

Indfødsretsudvalget 2016-17
IFU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 44
Offentligt
Indfødsretsudvalget 2016-17
IFU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 53
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 44 (Alm. del) fra Folketingets Indfødsretsudvalg:
”I forlængelse af teknisk gennemgang i Indfødsretsudvalget
den 23. marts 2017 vedrørende handicapkonventionen og her-
under placeringen af juridisk ansvar for et evt. afslag på ind-
fødsret, der måtte blive fundet i strid med handicapkonventio-
nen, bedes ministrene svare på, hvem der i en sådan situation
vil være ansvarlig? Vil det være de enkelte medlemmer, der
var til stede på det møde, hvor den pågældende sag blev be-
handlet, Folketinget, ressortministeriet eller den danske stat,
som har underskrevet konventionen?”
Svar:
Justitsministeriet kan indledningsvis henvise til udlændinge- og integrati-
onsministerens besvarelse af 16. januar 2017 af spørgsmål nr. 15 (Alm.
del) fra Folketinget Indfødsretsudvalg.
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet havde Udlændinge- og Integrati-
onsministeriet indhentet bidrag fra Justitsministeriet, der bl.a. henviste til
højesteretsdommer Oliver Talevskis artikel med titlen Domstolsprøvelse af
afslag på dansk indfødsret, som er trykt i Michael Hansen Jensen, Søren
Højgaard Mørup og Børge Dahl (red.), Festskrift til Jens Peter Christensen
(Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016).
Oliver Talevski anfører i artiklen (side 323), at der formentlig kan ske prø-
velse ved domstolene, selv om det er Folketingets Indfødsretsudvalg, der
påstås at have krænket Danmarks internationale forpligtelser, men at det i
den situation kan diskuteres, hvem sagen skal føres imod. Oliver Talevski
anfører, at spørgsmålet giver anledning til nogen tvivl, og at Højesteret
ikke har forholdt sig hertil i den højesteretsdom af 13. september 2013,
som artiklen omhandler.
Spørgsmålet er således ikke afklaret i praksis. Justitsministeriet kan dog
generelt oplyse, at det er den danske stat, der har tiltrådt og er bundet af
FN’s handicapkonvention. Det vil således være den danske stat som sådan,
der folkeretligt vil være ansvarlig for en eventuel overtrædelse af handi-
capkonventionen.


Ministeren
Side 1/3
16. januar 2017
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uibm@uibm.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2016 - 14335
Akt-id 161834
Indfødsretsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Indfødsretsudvalget har den 28. november 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 15
(Alm. del) efter ønske fra Pernille Schnoor (ALT) til udlændinge- og
integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 15:
I lyset af tidligere højesteretsdo er Oliver Talevski’s bidrag til ”Festskriftet for
Je s Peter Christe se ” Dahl, Ha se Je se & Højgaard Mørup, Djøf Forlag,
6 , og heru der særligt følge de passage: ”I de e sag var spørgs ålet, o
ministeriet havde tilsidesat de internationale forpligtelser. Men det ligger nok i
dommen, at der også kan ske prøvelse af domstolene, selv om det er Folketingets
Indfødsretsudvalg, der påstås at have krænket de internationale
forpligtelser” Talevski side , bedes i istere redegøre for følge de:
a) Kan Indfødsretsudvalgets medlemmer sagsøges for afgørelser de træffer i
forbindelse med deres professionelle virke i udvalget?
b) Er det i tilfælde af domfældelse udvalgets medlemmer, der individuelt hæfter,
eller vil det i det tilfælde være udvalgets formand eller staten?
c) Må Indfødsretsudvalgets medlemmer i forbindelse med en eventuel retssag
bryde tavshedspligten og referere fra møderne. Herunder referere hvilke
medlemmer, der har stemt for hvad?
d) Hvordan er retsstillingen generelt for henholdsvis udvalget og de individuelle
medlemmer?
Svar:
Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet
indhentet et bidrag fra Justitsministeriet, der har oplyst følgende:
”1. Spørgeren henviser til højesteretsdommer Oliver Talevskis artikel
med titlen Domstolsprøvelse af afslag på dansk indfødsret, som er
trykt i Michael Hansen Jensen, Søren Højgaard Mørup og Børge Dahl
(red.), Festskrift til Jens Peter Christensen (Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, 2016). I artiklen behandler Oliver Talevski
Højesterets dom af 13. september 2013 (optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 2013, side 3328). Sagen angik en udlænding, som havde
ansøgt om dansk indfødsret, men som ikke af det daværende
Integrationsministerium var blevet medtaget i en lov herom.
Indfødsretsudvalget 2016-17
IFU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 15
Offentligt
Indfødsretsudvalget 2016-17
IFU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 53
Offentligt
Side 2/3
Ansøgerens sag var ikke blevet forelagt Folketingets
Indfødsretsudvalg.
Højesterets dom angik spørgsmålet om, hvorvidt Østre Landsret med
rette havde afvist sagen, eller om der var grundlag for at ophæve
landsrettens dom og hjemvise sagen med henblik på landsrettens
stillingtagen til påstandene.
Ved dommen fandt Højesteret, at integrationsministerens
beslutninger om at undlade at optage en ansøger på et forslag til lov
om indfødsret eller at undlade at forelægge en ansøgning for
Folketingets Indfødsretsudvalg er et led i lovgivningsprocessen, og at
grundlovens § 63, hvorefter domstolene er berettiget til at påkende
ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser, ikke finder
anvendelse på disse beslutninger.
Højesteret fandt derimod, at en ansøger, der ikke er blevet medtaget
i en lov om indfødsret, kan få prøvet, om folkeretlige forpligtelser er
krænket, og om ansøgeren i den anledning har krav på erstatning
eller godtgørelse. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at
Danmark har påtaget sig en række folkeretlige pligter, som også i
forarbejder til indfødsretsloven forudsættes efterlevet ved
Folketingets og Indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om
dansk indfødsret skal meddeles en ansøger, jf. herved lovforslag L 69,
Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 1794.
På den baggrund ophævede Højesteret landsrettens dom og
hjemviste sagen med henblik på landsrettens stillingtagen til
påstanden om erstatning eller godtgørelse. Talevski oplyser i artiklen
(side 322), at det over for ham er oplyst, at sagsøgeren efterfølgende
har hævet sagen ved landsretten, og at sagen derfor ikke er blevet
realitetsprøvet.
2. Det følger bl.a. af Højesterets dom, at ansøgerens påstand om
erstatning eller godtgørelse i anledning af, at han ikke var blevet
medtaget i en lov om indfødsret, kunne påkendes ved domstolene.
Højesteret har imidlertid, som anført af Oliver Talevski i artiklen (side
318), ikke i denne formalitetsafgørelse fastslået, om der kan kræves
erstatning eller godtgørelse for krænkelse af internationale
forpligtelser, ligesom Højesteret heller ikke har fastlagt betingelserne
herfor. Sådanne spørgsmål måtte i givet fald afgøres under
realitetsprøvelsen af sagen.
Det bemærkes i øvrigt, at Oliver Talevski i en fodnote til det af
spørgeren gengivne citat anfører, at det i situationer, hvor den
påståede krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser har
fundet sted under Folketingets behandling af lovforslaget, kan
Side 3/3
diskuteres, hvem sagen skal føres imod. Herom anfører Oliver
Talevski, at spørgsmålet giver anledning til nogen tvivl, og at
Højesteret ikke har forholdt sig hertil i sin dom af 13. september
.”
Herudover bemærkes, at det følger af retsplejelovens § 169, stk. 1, at
tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv,
ikke uden samtykke af vedkommende myndighed må afkræves vidneforklaring om
forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem
tavshedspligt. For medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand
og vedkommende minister.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 169, stk. 2, at retten kan – hvis der ikke
gives samtykke til at afgive vidneforklaring – pålægge vedkommende myndighed
over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen, såfremt forklaringens
afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald. Finder retten
herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens
oplysning, kan retten bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog
ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed, til dens
forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred.
Inger Støjberg
/
Morten Duus


Ministeren
Side 1/1
26. april 2017
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uim@uim.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2017 - 5401
Akt-id 219450
Indfødsretsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Indfødsretsudvalget har den 31. marts 2017 stillet følgende spørgsmål nr. 53 (Alm.
del) efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til udlændinge- og
integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 53:
Hvilken instans er efter ministerens opfattelse rette sagsøgte, når en ansøger, der
har fået afslag på dispensation efter at have fået sin sag forelagt i Folketingets
Indfødsretsudvalg, ønsker at rejse spørgsmålet om tildeling af godtgørelse ved en
domstol?
Svar:
Der henvises til Udlændinge- og Integrationsministeriets besvarelse af 16. januar
2017 af spørgsmål nr. 15 (Alm. del) fra Folketinget Indfødsretsudvalg og til
Justitsministeriets besvarelse af 21. april 2017 af spørgsmål nr. 44 (Alm. del) fra
Folketinget Indfødsretsudvalg.
Inger Støjberg
/
Morten Duus
Indfødsretsudvalget 2016-17
IFU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 53
Offentligt