Fremsat den 26. april 2017 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 26. april 2017 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for
en gruppe
§ 1. Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at
en ejendom anvendes som samlingssted for en bestemt grup-
pe, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlings-
sted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed
for de omkringboende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Vil et forbud i medfør af stk. 1 være uforholds-
mæssigt indgribende uden forudgående advarsel, skal kom-
munalbestyrelsen først meddele advarsel om, at forbud kan
forventes nedlagt, hvis gruppens anvendelse af ejendommen
som samlingssted fortsætter med at være egnet til at medfø-
re væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf.
dog stk. 3. En advarsel gælder i 2 år.
Stk. 3. Der kan uanset stk. 2 nedlægges forbud i medfør af
stk. 1, hvis der er forløbet mindre end 2 år siden udløbet el-
ler tilbagekaldelsen af et tidligere forbud.
Stk. 4. Et forbud nedlagt i medfør af stk. 1 eller en advar-
sel meddelt i medfør af stk. 2 gælder for den til enhver tid
værende ejer eller bruger af ejendommen.
Stk. 5. Et forbud nedlagt i medfør af stk. 1 gælder i 3 må-
neder. Anvendes ejendommen i denne periode som sam-
lingssted for gruppen, kan der nedlægges et forbud som
nævnt i stk. 1, der gælder, indtil kommunalbestyrelsen tilba-
gekalder det. Nedlægges der forbud, når der er forløbet min-
dre end 2 år siden udløbet eller tilbagekaldelsen af et tidlige-
re forbud, gælder forbuddet, indtil kommunalbestyrelsen til-
bagekalder det.
Stk. 6. Anmodning om tilbagekaldelse af et forbud ned-
lagt i medfør af stk. 1 kan tidligst indgives, når der er forlø-
bet 3 måneder siden forbuddets nedlæggelse. Er der meddelt
afslag på tilbagekaldelse, kan ny anmodning tidligst indgi-
ves, når der er forløbet 3 måneder siden afslaget.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal overveje at nedlægge
forbud i medfør af stk. 1 eller meddele advarsel i medfør af
stk. 2, når betingelserne er opfyldt.
§ 2. Kommunalbestyrelsen afleverer et forbud nedlagt i
medfør af § 1, stk. 1, eller en advarsel meddelt i medfør af §
1, stk. 2, på ejendommen og tinglyser forbuddet eller ad-
varslen på ejendommen. Når aflevering og tinglysning har
fundet sted, anses forbuddet eller advarslen for gyldigt be-
kendtgjort for ejendommens ejere og brugere.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen underretter endvidere ejen-
dommens ejere og brugere om et forbud nedlagt i medfør af
§ 1, stk. 1, eller en advarsel meddelt i medfør af § 1, stk. 2.
Underretning kan dog undlades, hvis det vil være forbundet
med væsentlige vanskeligheder.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen tinglyser en afgørelse om
tilbagekaldelse af et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1,
på ejendommen.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen aflyser et forbud eller en ad-
varsel, der i medfør af stk. 1 er tinglyst på en ejendom, når
forbuddet eller advarslen ikke længere har retsvirkninger.
Endvidere aflyser kommunalbestyrelsen en afgørelse om til-
bagekaldelse af et forbud, der i medfør af stk. 3 er tinglyst
på en ejendom, når afgørelsen ikke længere har retsvirknin-
ger.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen underretter politiet om et
forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, og når et forbud ikke
længere gælder.
§ 3. Er der nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1, kan eje-
ren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod er-
statning, hvis forbuddet indebærer, at ejendommen ikke kan
udnyttes på en økonomisk rimelig måde i overensstemmelse
med den faktiske udnyttelse af de omkringliggende ejen-
domme.
Stk. 2. Taksationsmyndighederne efter §§ 105 og 106 i
lov om offentlige veje m.v. afgør spørgsmål om berettigel-
sen af krav efter stk. 1. Om sagernes behandling for taksati-
onsmyndighederne og erstatningens fastsættelse og udbeta-
ling m.v. finder §§ 103, 104 og 107-122 i lov om offentlige
veje m.v. tilsvarende anvendelse.
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan forlange oplyst af en ejer
eller lejer af en ejendom, hvem der er bruger af ejendom-
Lovforslag nr. L 193 Folketinget 2016-17
Justitsmin., j.nr. 2016-7650-0007
AA010139
men, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en
sag efter denne lov. Endvidere kan kommunalbestyrelsen
forlange oplyst af en bruger af en ejendom, hvem der i øv-
rigt er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug
for behandlingen af en sag efter loven.
§ 5. Kommunalbestyrelsen påser, at forbud nedlagt i med-
før af § 1, stk. 1, overholdes.
Stk. 2. Når der er nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1,
kan kommunalbestyrelsens personale kræve, at enhver per-
son, som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i
anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øje-
blikkeligt forlader ejendommen. En tilsvarende adgang til-
kommer politiet.
Stk. 3. Forlader en person ikke frivilligt ejendommen, når
kommunalbestyrelsens personale eller politiet i medfør af
stk. 2 kræver det, kan politiet under anvendelse af den for-
nødne magt sikre, at den pågældende forlader ejendommen.
Stk. 4. Når der er nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1,
har kommunalbestyrelsens personale til enhver tid mod be-
hørig legitimation adgang til ejendommen uden retskendel-
se, hvis det er nødvendigt for at påse, om forbuddet overhol-
des, eller for at anvende beføjelsen i stk. 2, 1. pkt. Politiet
har endvidere mod behørig legitimation adgang til ejendom-
men uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for at anven-
de beføjelserne i stk. 2, 2. pkt., og stk. 3.
Stk. 5. Politiet yder kommunalbestyrelsens personale nød-
vendig bistand ved anvendelsen af beføjelsen i stk. 4, 1. pkt.
§ 6. Når der er nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1, kan
politiet meddele en person forbud mod at opholde sig på
ejendommen og mod at opholde sig eller færdes frem og til-
bage inden for en afstand af 200 meter fra ejendommen,
hvis
1) kommunalbestyrelsens personale eller politiet i medfør
af § 5, stk. 2, tidligere har krævet, at personen forlader
ejendommen, og
2) personen i gyldighedsperioden for forbuddet på ny vur-
deres at opholde sig på ejendommen som led i anven-
delsen af denne som samlingssted for gruppen, eller der
er grund til at tro, at dette vil ske.
Stk. 2. Et forbud meddelt i medfør af stk. 1 gælder i 3 må-
neder, dog kun så længe forbuddet nedlagt i medfør af § 1,
stk. 1, gælder. Forbuddet kan forlænges, hvis der er grund til
at tro, at den pågældende i gyldighedsperioden for forbuddet
nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, på ny vil opholde sig på ejen-
dommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
for gruppen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved for-
længelse af forbuddet.
Stk. 3. Et forbud meddelt i medfør af stk. 1 bortfalder,
hvis forbuddet nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, ophører med
at gælde.
§ 7. Kommunalbestyrelsens afgørelse om at nedlægge
forbud i medfør af § 1, stk. 1, kan, for så vidt angår retlige
spørgsmål, påklages til Planklagenævnet. Tilsvarende gæl-
der for kommunalbestyrelsens afgørelse om afslag på at til-
bagekalde et forbud.
§ 8. En ejer eller bruger, der overtræder et forbud nedlagt
i medfør af § 1, stk. 1, eller en person, der overtræder et for-
bud meddelt i medfør af § 6, stk. 1, straffes med bøde. I gen-
tagelsestilfælde kan straffen stige til fængsel i indtil 4 måne-
der.
Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning, straffes med bøde den, der afgiver urigtige
eller vildledende oplysninger eller undlader at give oplys-
ninger, som den pågældende ifølge § 4 er forpligtet til at gi-
ve.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso-
ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 9. Straffes en lejer for overtrædelse af § 8, stk. 1, ved at
have anvendt det lejede som samlingssted i strid med et for-
bud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, underretter politiet udle-
jeren.
Stk. 2. Udlejeren kan behandle oplysninger, der modtages
efter stk. 1, i det omfang det er nødvendigt for, at oplysnin-
gerne kan tjene som dokumentation i en sag om ophævelse
af lejeaftalen efter lejeloven, erhvervslejeloven eller almen-
lejeloven.
Stk. 3. Udlejeren og dennes ansatte har tavshedspligt med
hensyn til oplysninger modtaget i medfør af stk. 1. Straffelo-
vens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse på
udlejeren og dennes ansatte.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
§ 11. I lejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 227 af 9. marts
2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 643 af 8. juni 2016, fore-
tages følgende ændring:
1. I § 93, stk. 1, litra i, indsættes efter »i medfør af loven«:
», eller når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om
forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som sam-
lingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som
samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af lo-
ven«.
§ 12. I erhvervslejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1714
af 16. december 2010, som ændret ved § 3 i lov nr. 270 af
19. marts 2013, § 5 i lov nr. 439 af 6. maj 2014, lov nr. 269
af 25. marts 2015 og lov nr. 1550 af 13. december 2016,
foretages følgende ændring:
1. I § 69, stk. 1, nr. 8, indsættes efter »i medfør af loven«: »,
eller når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om
forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som sam-
lingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som
samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af lo-
ven«.
§ 13. I almenlejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 9.
marts 2016, som ændret ved § 3 i lov nr. 643 af 8. juni 2016,
§ 2 i lov nr. 662 af 8. juni 2016, § 4 i lov nr. 665 af 8. juni
2016 og § 2 i lov nr. 1559 af 13. december 2016, foretages
følgende ændring:
1. I § 90, stk. 1, nr. 9, indsættes efter »i medfør af loven«: »,
eller når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om
2
forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som sam-
lingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som
samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af lo-
ven«.
§ 14. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr.
1529 af 23. november 2015, som ændret senest ved § 48 i
lov nr. 1715 af 27. december 2016, foretages følgende æn-
dringer:
1. Efter § 56 indsættes:
Ȥ 56 a. Kommunalbestyrelsen kan forlange oplyst af en
ejer eller lejer af en ejendom, hvem der er bruger af ejen-
dommen, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af
en sag om nedlæggelse af forbud efter § 14 eller en sag om
lovliggørelse af et ulovligt forhold. Kommunalbestyrelsen
kan endvidere forlange oplyst af en bruger af en ejendom,
hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis det er nød-
vendigt til brug for behandlingen af en sådan sag.«
2. I § 64, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 37, stk. 2, eller« til: »§ 37,
stk. 2,« og i nr. 4 ændres »forhold.« til: »forhold, eller«.
3. I § 64, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller und-
lader at give oplysninger, som den pågældende ifølge §
56 a er forpligtet til at give.«
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
§§ 1-9 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøer-
ne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. En samlingsstedsforbudsordning
2.1. Gældende ret
2.1.1. Indsatsen over for rockerborge og lignende tilholdssteder
2.1.1.1. Rockerloven
2.1.1.2. Hashklubloven
2.1.1.3. Visitationszoner
2.1.1.4. Zoneforbud
2.1.1.5. Støjende adfærd, høj musik mv.
2.1.1.6. Planloven
2.1.1.7. Byggeloven
2.1.2. Regler om tavshedspligt og behandling af personoplysninger
2.2.2.1. Tavshedspligt mv.
2.2.2.2. Behandling af personoplysninger
2.2. Lovforslagets udformning
2.2.1. Indførelse af adgang til at nedlægge samlingsstedsforbud
2.2.1.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.2. Betingelserne for at nedlægge forbud
2.2.2.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.2.1.1. Ejendommens beliggenhed
2.2.2.1.2. Ejendommen anvendes som samlingssted for en gruppe
2.2.2.1.3. Anvendelsen er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed
2.2.2.1.4. Forudgående advarsel
2.2.2.1.5. Proportionalitet mv.
2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.3. Forbuddets indhold og tidsmæssige udstrækning
2.2.3.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.3.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.4. Behandlingen af sager om forbud
2.2.4.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.4.1.1. Kompetencen til at nedlægge forbud
2.2.4.1.2. Sagsbehandling og bekendtgørelse af forbud og advarsler
2.2.4.1.3. Dokumentationen
2.2.4.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.5. Klageadgang
2.2.5.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.5.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.6. Adgang til at forlange ejendommen overtaget af kommunen
2.2.6.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.6.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4
2.2.7. Tilsyn, håndhævelse og straf
2.2.7.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.7.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.8. Adgang for politiet til at meddele forbud som led i håndhævelsen
2.2.8.1. Udvalgets overvejelser
2.2.8.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.9. Ophævelse af lejemål
2.2.9.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.9.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.9.3. Forholdet til databeskyttelsesdirektivet
3. En bestemmelse om oplysningspligt i planloven
3.1. Gældende ret
3.2. Udvalgets overvejelser og forslag
3.3. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Forholdet til grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
4.1. Grundlovens § 79
4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen (Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance
og Venstre) har sammen med Dansk Folkeparti og Socialde-
mokratiet (aftalepartierne) den 24. marts 2017 indgået en
politisk aftale om en ny rocker- og bandepakke (Bandepak-
ke III).
Lovforslaget har sammen med det samtidig fremsatte lov-
forslag om ændring af straffeloven, lov om forbud mod op-
hold i bestemte ejendomme og lov om fuldbyrdelse af straf
mv. (Styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet mv.)
til formål at gennemføre de dele af den politiske aftale om
Bandepakke III, hvor lovgivning vurderes at være nødven-
dig, og som aftalepartierne ønsker gennemført i indeværen-
de folketingsår. Der henvises for en nærmere beskrivelse af
aftalen om Bandepakke III i øvrigt til det nævnte lovforslag.
Med lovforslaget indføres der en ny lov, som giver kommu-
nerne adgang til at nedlægge forbud mod, at en ejendom an-
vendes som samlingssted for en bestemt gruppe, f.eks. en
rocker- eller bandegruppe, hvis denne anvendelse er egnet
til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkring-
boende, jf. pkt. 2 nedenfor.
Herudover foreslås det, at der i planloven indføres en be-
stemmelse om pligt for bl.a. en ejendoms ejer til efter an-
modning fra kommunen at oplyse, hvem der er bruger af
ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug for behandlin-
gen af bl.a. en konkret sag om lovliggørelse af et ulovligt
forhold, jf. pkt. 3 nedenfor.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1562/2016 om ind-
satsen over for rockerborge mv. (herefter ”betænkningen”).
Betænkningen er afgivet af Udvalget om indsatsen over for
rockerborge (herefter ”udvalget”).
Betænkningen indeholder foruden de ovennævnte forslag
bl.a. udkast til to vejledninger. Det drejer sig for det første
om en vejledning om myndighedernes udveksling af
personoplysninger som led i den koordinerede myndigheds-
indsats over for organiseret og alvorlig kriminalitet, herun-
5
der særligt rocker- og bandekriminalitet. For det andet drejer
det sig om en vejledning om anvendelse af planloven i sager
om rockerborge. Disse vejledninger vil blive udsendt i for-
bindelse med lovens eventuelle ikrafttræden.
2. En samlingsstedsforbudsordning
2.1. Gældende ret
2.1.1. Indsatsen over for rockerborge og lignende tilholds-
steder
Lovgivningen indeholder en lang række regler, som har be-
tydning for politiets og kommunernes indsats over for rock-
erborge og lignende tilholdssteder. Nedenfor er nogle af dis-
se regler beskrevet.
2.1.1.1. Rockerloven
Politiet kan efter lov om forbud mod ophold i bestemte ejen-
domme (herefter ”rockerloven”) nedlægge forbud mod op-
hold i en rockerborg eller et lignende tilholdssted. Loven har
til formål at afværge fare for naboer og andre ved et angreb
mod sådanne ejendomme.
Det bemærkes, at der med det samtidig fremsatte lovforslag,
som er nævnt ovenfor under pkt. 1, foreslås flere ændringer
af rockerloven. Der henvises nærmere til det nævnte lovfor-
slag.
Det følger af rockerlovens § 1, stk. 1, at politiet kan forbyde
en person at opholde sig i en bestemt ejendom, hvis ejen-
dommen tjener som tilholdssted for en gruppe, som den på-
gældende person tilhører eller har tilknytning til, og den på-
gældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighe-
derne i øvrigt skønnes at indebære risiko for angreb, der vil
være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærhe-
den af ejendommen.
Efter rockerlovens § 1, stk. 2, 1. pkt., kan politiet endvidere
forbyde enhver person adgang til en bestemt ejendom, hvis
der skønnes at være betydelig risiko for et angreb, der vil
være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærhe-
den af ejendommen.
I begge tilfælde er det en betingelse, at det angreb, der er ri-
siko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem
grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes vol-
delige midler, herunder skydevåben og sprængstoffer, jf.
rockerlovens § 1, stk. 3. Med det ovennævnte samtidig
fremsatte lovforslag foreslås bestemmelsen ændret, så det
fremover bliver et krav, at det angreb, der er risiko for, må
antages at have baggrund i en verserende konflikt mellem
grupper af personer, hvor der som led i konflikten er an-
vendt våben eller eksplosivstoffer eller er begået brandstif-
telse omfattet af straffelovens § 180.
Forbud nedlægges for et bestemt tidsrum eller indtil videre,
jf. rockerlovens § 1, stk. 4. Politiet skal ifølge § 1, stk. 5, op-
hæve et forbud, når den risiko for angreb, der gav anledning
til forbuddet, ikke længere foreligger. Det gælder, selv om
forbuddet er meddelt for et bestemt tidsrum.
Forsætlig overtrædelse af et forbud straffes med fængsel
indtil 2 år, jf. rockerlovens § 2.
Der henvises til betænkningens side 29-39.
2.1.1.2. Hashklubloven
Endvidere kan politiet efter reglerne i lov om forbud mod
besøgende i bestemte lokaler (herefter ”hashklubloven”)
nedlægge forbud mod at modtage besøgende eller at ophol-
de sig som besøgende i eller i umiddelbar nærhed af bestem-
te lokaler.
Hashklubloven har til formål at sikre, at der kan gribes mere
effektivt ind over for såkaldte hashklubber og andre former
for organiseret kriminel virksomhed, der foregår i bestemte
lokaler og præger nærmiljøet ved at genere og skabe utryg-
hed hos omkringboende. Hvis betingelserne er opfyldt, kan
loven også anvendes i forhold til rockerborge eller lignende
tilholdssteder.
Det er en betingelse for at nedlægge forbud, at der i lokaler-
ne foregår virksomhed på en måde, som systematisk inde-
bærer strafbare handlinger, og som er egnet til at medføre
ulempe og utryghed hos omkringboende, jf. hashklublovens
§ 1, stk. 1. Der skal endvidere forudgående være meddelt
advarsel til den, der råder over lokalerne, medmindre der in-
den for de seneste 3 måneder er nedlagt forbud over for den
pågældende vedrørende andre lokaler inden for en radius af
500 meter.
Forbuddet indebærer, at det er forbudt at modtage besøgen-
de eller at opholde sig som besøgende i eller i umiddelbar
nærhed af de pågældende lokaler, jf. hashklublovens § 1,
stk. 2. Dog omfatter det ikke personer, som er nærmeste på-
rørende til personer med fast bopæl i lokalerne, jf. § 1, stk.
3. Endvidere omfatter forbuddet ikke personer, som modta-
ges eller opholder sig i lokalerne alene for at deltage i en
forsamling med et politisk eller andet meningsbefordrende
øjemed, hvis lokalerne også forud for, at forbuddet blev
nedlagt, anvendtes til en sådan forsamlingsvirksomhed, jf. §
1, stk. 4.
6
Et forbud gælder i 3 måneder og kan forlænges med indtil 3
måneder ad gangen, jf. hashklublovens § 2, stk. 1.
Den, der overtræder et forbud, straffes med bøde, jf. hash-
klublovens § 4, stk. 1. I gentagelsestilfælde kan straffen sti-
ge til fængsel i indtil 4 måneder.
Hashklubloven skal ses i sammenhæng med lejelovens § 93,
stk. 1, litra i, almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 9, og erhvervs-
lejelovens § 69, stk. 1, nr. 8. Efter disse bestemmelser er det
en ophævelsesgrund i et lejeforhold, hvis lejeren eller andre
straffes for at have modtaget besøgende i strid med et forbud
efter hashklubloven.
Det følger herudover af lejelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., al-
menlejelovens § 80, stk. 1, 1. pkt., og erhvervslejelovens §
35, stk. 1, 1. pkt., at udlejeren skal sørge for, at der hersker
god orden i ejendommen, og om fornødent ophæve lejefor-
holdet, bl.a. hvis lejeren eller andre straffes for at have mod-
taget besøgende i strid med et forbud efter hashklubloven.
Politiet skal underrette udlejeren, hvis nogen straffes for at
have modtaget besøgende i strid med et forbud, jf. hashklub-
lovens § 4, stk. 3.
Der henvises til betænkningens side 39-50, idet det dog be-
mærkes, at hashklubloven er ændret efter afgivelsen af be-
tænkningen.
2.1.1.3. Visitationszoner
Efter reglerne i politilovens § 6 kan politiet oprette såkaldte
visitationszoner, det vil sige områder, hvor politiet, uden at
der foreligger en konkret mistanke, kan foretage stikprøve-
visitationer af personer og biler mv. med henblik på at kon-
trollere, om nogen besidder eller bærer våben.
Hvis betingelserne er opfyldt, kan der oprettes en visitati-
onszone i området omkring en rockerborg eller et lignende
tilholdssted i forbindelse med eksempelvis arrangementer i
tilholdsstedet.
Politilovens § 6 kan anvendes på steder, hvor der efter § 1 i
lov om knive og blankvåben mv. gælder forbud mod at be-
sidde eller bære knive mv., jf. § 6, stk. 1. Det er endvidere
en betingelse for at oprette en visitationszone, at der er
grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foreta-
ger strafbare handlinger, som indebærer fare for personers
liv, helbred eller velfærd, jf. § 6, stk. 2.
Beslutning om at oprette en visitationszone træffes af politi-
direktøren eller den, som denne bemyndiger hertil, jf. politi-
lovens § 6, stk. 3. Beslutningen skal være skriftlig og inde-
holde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum,
som beslutningen gælder for.
Der henvises til betænkningens side 50-53.
2.1.1.4. Zoneforbud
Efter § 6 i bekendtgørelse om politiets sikring af den offent-
lige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentli-
ge sikkerhed mv. samt politiets adgang til at iværksætte
midlertidige foranstaltninger (herefter ”ordensbekendtgørel-
sen”) kan politiet meddele såkaldte zoneforbud. Adgangen
til at meddele sådanne forbud kan også have betydning for
indsatsen over for rockerborge og lignende tilholdssteder.
Ordensbekendtgørelsen finder, medmindre andet fremgår af
de enkelte bestemmelser, anvendelse på borgernes adfærd
på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig ad-
gang, jf. § 2, stk. 1, 1. pkt.
Ifølge ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4, kan politiet med-
dele en person, der har udvist en særligt utryghedsskabende
adfærd eller ved sin adfærd har bidraget til at skabe særlig
utryghed, forbud imod at færdes frem og tilbage eller tage
ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor
adfærden har fundet sted. Det er en betingelse for meddelel-
se af forbud, at der er grund til at tro, at den pågældende el-
lers vil gentage den særligt utryghedsskabende adfærd eller
fortsat bidrage til at skabe særlig utryghed inden for det om-
råde, som forbuddet vil omfatte. Hvis geografiske eller an-
dre hensyn tilsiger det, kan der fastsættes en radius af indtil
1.000 meter.
Ved vurderingen af, om en person har udvist en særligt
utryghedsskabende adfærd, forudsættes den konkrete adfærd
sammenholdt med den generelle situation i området, herun-
der om adfærden formodes at have tilknytning til et verse-
rende opgør mellem kriminelle grupper eller til en aktuel
kriminalitetstendens i det offentlige rum, f.eks. åbenlys han-
del med narkotika.
Den særligt utryghedsskabende adfærd kan bestå i et straf-
bart forhold – eksempelvis ulovlig tvang efter straffelovens
§ 260, stk. 1, nr. 1, narkotikahandel eller overtrædelse af or-
densbekendtgørelsens § 3 – men kan også bestå i en adfærd,
der ikke er selvstændigt kriminaliseret.
Med en særligt utryghedsskabende adfærd, der ikke nødven-
digvis er strafbar, tænkes bl.a. på såkaldte bandevagter, der
ved deres tilstedeværelse og adfærd optræder intimiderende
over for beboere og forbipasserende – f.eks. ved at tage op-
stilling iført skudsikre veste og udspørge og kontrollere an-
dre personer, der færdes i området.
7
Zoneforbud kan som nævnt også meddeles over for en per-
son, der ved sin adfærd har bidraget til at skabe særlig utryg-
hed. Ved vurderingen af, om dette er tilfældet, er det afgø-
rende, om den pågældendes adfærd er med til at understøtte
en særligt utryghedsskabende aktivitet, som udvises af an-
dre, jf. herom ovenfor.
Denne del af bestemmelsen sigter navnlig til personer, der
bidrager til og udgør væsentlige led i den organiserede nar-
kotikahandel på gadeplan (eksempelvis ”løbere” og
”hashvagter”), og de pågældende vil således efter omstæn-
dighederne kunne meddeles et zoneforbud, selv om de ikke
isoleret måtte have udvist en adfærd, der er særligt utryg-
hedsskabende. Bestemmelsen kan imidlertid også finde an-
vendelse i andre tilfælde end over for personer med relation
til den åbenlyse narkotikahandel, hvis betingelserne herfor
er opfyldt. Der kan således også i andre tilfælde meddeles et
zoneforbud, hvis adfærden bidrager til at skabe eller opret-
holde særlig utryghed i et område.
Der henvises til pkt. 2 i vejledning nr. 9319 af 31. marts
2017 om meddelelse af zoneforbud efter ordensbekendtgø-
relsens § 6, stk. 4.
Ifølge ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 6, skal der fastsættes
en frist for zoneforbud efter § 6, stk. 4. Fristen kan ikke
overstige 3 måneder. Den kan forlænges med indtil 3 måne-
der ad gangen.
Overtrædelse af et zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens
§ 6, stk. 4, straffes ifølge § 18, stk. 2, med fængsel indtil 1 år
og 6 måneder, under særligt formildende omstændigheder
dog med bøde.
Der henvises til betænkningens side 54-56, idet det dog be-
mærkes, at reglerne om zoneforbud er ændret efter afgivel-
sen af betænkningen.
2.1.1.5. Støjende adfærd, høj musik mv.
Efter reglerne i politiloven og ordensbekendtgørelsen kan
politiet herudover i visse tilfælde gribe ind over for støjende
adfærd, høj musik mv. i forbindelse med rockerborge og lig-
nende tilholdssteder.
Ifølge politilovens § 5, stk. 1, har politiet bl.a. til opgave at
afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden. Med
henblik på at afværge sådan fare kan politiet ifølge § 5, stk.
2, foretage indgreb, herunder udstede påbud, over for den el-
ler de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan i
medfør af bestemmelsen efter omstændighederne gribe ind
over for høj musik mv. på en ejendom, hvis musikken mv.
forstyrrer de omkringboende. Det gælder også, selv om der
er tale om en privat bolig.
Ordensbekendtgørelsen finder, medmindre andet fremgår af
de enkelte bestemmelser, anvendelse på borgernes adfærd
på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig ad-
gang, jf. § 2, stk. 1, 1. pkt.
Det fremgår af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, at slag-
smål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornær-
melig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre
den offentlige orden, ikke må finde sted. Hvis de pågælden-
de handlinger er begået på steder, hvortil der ikke er almin-
delig adgang, og de medfører forstyrrelser af den offentlige
orden, kan politiet påbyde, at de bringes til ophør, jf. § 3,
stk. 5.
Efter ordensbekendtgørelsens § 8, stk. 1, kan politiet endvi-
dere forbyde benyttelse af højtalere, musikanlæg, musikin-
strumenter eller lignende, når benyttelsen må antages at væ-
re til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipas-
serende.
Overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1,
manglende efterkommelse af et påbud efter § 3, stk. 5, eller
overtrædelse af § 8, stk. 1, straffes med bøde, jf. § 18, stk. 1,
1. pkt.
Der henvises til betænkningens side 53-54.
2.1.1.6. Planloven
Kommunerne kan efter omstændighederne anvende planlo-
ven til at undgå etablering af rockerborge og lignende til-
holdssteder og bringe anvendelsen af ejendomme som så-
danne tilholdssteder til ophør.
Efter planloven kan kommunerne således tilvejebringe lo-
kalplaner, som indebærer, at der, når lokalplanen er be-
kendtgjort offentligt efter reglerne i § 30, ikke retligt eller
faktisk må etableres forhold i strid med planens bestemmel-
ser, medmindre der meddeles dispensation, jf. § 18.
Lokalplanbestemmelser skal have hjemmel i det såkaldte lo-
kalplankatalog i planlovens § 15, stk. 2, hvorefter der bl.a.
kan indføres lokalplanbestemmelser om områdets anvendel-
se, bebyggelsers udformning, anvendelse af de enkelte byg-
ninger og hegnsforhold. En lokalplanbestemmelse skal end-
videre i det enkelte tilfælde have en planlægningsmæssigt
relevant begrundelse og må ikke være baseret på usaglige
hensyn eller være i strid med bl.a. proportionalitetsprincip-
pet. En planlægningsmæssigt relevant begrundelse kan
f.eks. være æstetiske eller trafikale hensyn.
En rockerborg eller et lignende tilholdssted eller forhold på
et sådant tilholdssted kan være i strid med en række forskel-
8
lige lokalplanbestemmelser. Det gælder eksempelvis lokal-
planbestemmelser om forbud mod faste hegn eller faste
hegn over en bestemt højde eller krav om, at der kun må
etableres levende beplantning i skel, forbud mod afskærm-
ning af vinduer mod gaden eller forbud mod placering af
skilte på bygningers facade. Det samme kan efter omstæn-
dighederne være tilfældet for bl.a. lokalplanbestemmelser
om udlægning til beboelse.
En lokalplan retter sig alene mod fremtidige forhold og kan
derfor ikke i sig selv gennemtvinge ændringer i en eksister-
ende, lovlig anvendelse af en ejendom eller forhold på ejen-
dommen.
Planlovens § 14 om midlertidige forbud giver imidlertid
kommunen adgang til at gribe ind for at forhindre, at mulig-
heden for at indføre lokalplanbestemmelser fortabes, fordi
det pågældende forhold allerede er etableret. Efter bestem-
melsen kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at
der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres
ved lokalplan. Den disposition, der forbydes ved et sådant
forbud, skal kunne opretholdes som forbudt ved en senere
lokalplan, det vil sige, at betingelserne for at indføre en lo-
kalplanbestemmelse om forholdet skal være opfyldt, herun-
der kravet om en saglig, planlægningsmæssig begrundelse.
Hvis en kommune således bliver opmærksom på, at en rock-
erborg eller et lignende tilholdssted påtænkes etableret i
kommunen, kan kommunen overveje, hvordan dette forhol-
der sig til kommunens planer for det pågældende område, og
om der bør indføres lokalplanbestemmelser som nævnt
ovenfor. I givet fald kan kommunen overveje at nedlægge
forbud efter planlovens § 14.
Hvis en rockerborg eller et lignende tilholdssted allerede er
etableret, kan kommunen overveje, om tilholdsstedet er i
strid med de lokalplanbestemmelser, som gælder for ejen-
dommen. Kommunalbestyrelsen skal foranledige et ulovligt
forhold lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet
betydning, jf. planlovens § 51, stk. 5. Lovliggørelse kan en-
ten ske som fysisk lovliggørelse, det vil sige fjernelse eller
ophør af det ulovlige forhold, eller som retlig lovliggørelse,
det vil sige efterfølgende lovliggørelse af forholdet, f.eks.
ved meddelelse af dispensation eller tilladelse.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af planlovens § 51 med-
dele påbud om lovliggørelse af et ulovligt forhold.
Ifølge planlovens § 63, stk. 1, påhviler det den til enhver tid
værende ejer af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.
Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler
pligten tillige brugeren.
Endvidere kan kommunen undersøge, om en rockerborg el-
ler et lignende tilholdssted er i strid med privatretlige servi-
tutter på ejendommen. Det følger således af planlovens § 43,
at kommunalbestyrelsen ved påbud eller forbud kan sikre
overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom
der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Påbud eller
forbud efter § 43 kan kun angå forhold, som kan reguleres
ved lokalplan. Det er endvidere bl.a. en forudsætning for et
påbud eller et forbud, at der er tale om en servitutbestem-
melse, hvis overholdelse utvivlsomt er i det offentliges inte-
resse. Det er herudover en forudsætning for et påbud eller et
forbud, at der ikke er rimelig tvivl om, at servitutten er tilsi-
desat.
Det er ifølge planlovens § 64, stk. 1, strafbart at overtræde
bl.a. lokalplanbestemmelser eller forbud eller påbud udstedt
i medfør af loven.
Der henvises nærmere til betænkningens side 57-90, som
bl.a. indeholder en beskrivelse af den vurdering, der skal
foretages, når der skal tages stilling til, om anvendelsen af
en ejendom i et boligområde som rockerborg eller lignende
tilholdssted er ulovlig, og en beskrivelse af adgangen til at
anvende planloven i sager om tilholdssteder beliggende i
landzone.
Der vil i forbindelse med lovens eventuelle ikrafttræden bli-
ve udsendt en vejledning om anvendelse af planloven i sager
om rockerborge og lignende tilholdssteder, som bygger på
udvalgets udkast til en sådan vejledning i betænkningens bi-
lag 1.
2.1.1.7. Byggeloven
Kommunerne kan endvidere i et vist omfang anvende byg-
geloven til at begrænse etableringen eller anvendelsen af
rockerborge eller lignende tilholdssteder.
Byggeloven og bygningsreglementet, der er udfærdiget i
medfør af loven, fastsætter de krav vedrørende bl.a. tilladel-
se, udførelse, indretning og brug, der gælder for byggeri om-
fattet af loven.
Hvis en kommune bliver bekendt med et ulovligt forhold i
forbindelse med en rockerborg eller et lignende tilholdssted,
kan der efter omstændighederne meddeles påbud efter byg-
gelovens § 16 C om at lovliggøre forholdet. Forholdet kan
efter omstændighederne endvidere straffes efter § 30.
Et ulovligt forhold kan eksempelvis bestå i, at et byggeri er
påbegyndt uden tilladelse, at et byggeri ikke lever op til de
tekniske krav i bygningsreglementet, eller at et byggeri ikke
anvendes i overensstemmelse med en tilladelse.
9
Der henvises til betænkningens side 90-93.
2.1.2. Regler om tavshedspligt og behandling af
personoplysninger
I det følgende beskrives reglerne om tavshedspligt og be-
handling af personoplysninger, idet disse regler har betyd-
ning for den foreslåede ordning, jf. herved pkt. 2.2.4 og
2.2.9 nedenfor.
2.1.2.1. Tavshedspligt mv.
Ifølge forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, har den, der vir-
ker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, jf.
straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f, med hensyn til oplys-
ninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,
forhold. Oplysninger om bl.a. strafbare forhold er omfattet
af tavshedspligten.
Det fremgår af straffelovens § 152, stk. 1, at den, som virker
eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som ube-
rettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger,
hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab,
straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Det følger af straffelovens § 152 e, at bl.a. bestemmelsen i §
152 ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende er forplig-
tet til at videregive en fortrolig oplysning eller handler i be-
rettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget
eller andres tarv.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, gælder reglerne i bl.a.
§ 5, stk. 1-3, og §§ 6-8 i persondataloven (jf. nærmere her-
om under pkt. 2.1.2.2 nedenfor) for videregivelse af per-
sonoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, jf. også
persondatalovens § 1, stk. 3.
2.1.2.2. Behandling af personoplysninger
Persondataloven regulerer behandling af personoplysninger,
som foretages af offentlige myndigheder og private, når be-
handlingen helt eller delvist foretages ved hjælp af elektro-
nisk databehandling. Den omfatter ligeledes ikke-elektro-
nisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive
indeholdt i et register, jf. persondatalovens § 1, stk. 1.
Persondatalovens regler gælder endvidere for anden ikke-
elektronisk systematisk behandling af personoplysninger,
som udføres for private, og som omfatter oplysninger om
personers private eller økonomiske forhold eller i øvrigt op-
lysninger om personlige forhold, som med rimelighed kan
forlanges unddraget offentligheden, jf. persondatalovens §
1, stk. 2.
Det følger af persondatalovens § 2, stk. 1, at regler om be-
handling af personoplysninger i anden lovgivning, som gi-
ver den registrerede en bedre retsstilling, går forud for regle-
rne i persondataloven.
Af bemærkningerne til persondatalovens § 2, stk. 1, frem-
går, at bestemmelsen indebærer, at persondataloven finder
anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger
i anden lovgivning giver den registrerede en dårligere rets-
stilling. Det fremgår imidlertid også, at dette ikke gælder,
hvis den dårligere retsstilling har været tilsigtet og i øvrigt
ikke strider mod Europa-Parlamentet og Rådets direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske per-
soner i forbindelse med behandling af personoplysninger og
om fri udveksling af sådanne oplysninger (herefter ”databe-
skyttelsesdirektivet”).
Persondatalovens § 5 indeholder en række grundlæggende
principper, der gælder for alle behandlinger af personoplys-
ninger. Bestemmelsen fastsætter således bl.a., at behandling
af personoplysninger skal ske i overensstemmelse med god
databehandlingsskik, at indsamling af oplysninger skal ske
til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at senere be-
handling ikke må være uforenelig med disse formål, at op-
lysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrække-
lige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldel-
se af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de for-
mål, hvortil oplysningerne senere behandles, at der skal
foretages fornøden ajourføring af oplysningerne, og at ind-
samlede oplysninger ikke må opbevares på en måde, der gi-
ver mulighed for at identificere den registrerede i et længere
tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål,
hvortil oplysningerne behandles.
I persondatalovens § 6, stk. 1, fastsættes de generelle betin-
gelser for, hvornår behandling af personoplysninger må fin-
de sted. Af bestemmelsen følger, at behandling af oplysnin-
ger kun må finde sted, hvis en eller flere af de i nr. 1-7 an-
givne betingelser er opfyldt.
Behandling af personoplysninger kan bl.a. efter § 6, stk. 1,
nr. 1, finde sted, hvis den registrerede har givet sit udtrykke-
lige samtykke hertil. Behandling kan efter § 6, stk. 1, nr. 7,
desuden finde sted, hvis behandlingen er nødvendig for, at
den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysnin-
gerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse, og
hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.
Bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 7, forudsætter, at der i hvert
enkelt tilfælde, hvor oplysninger ønskes behandlet, foretages
en konkret vurdering af, om de nævnte betingelser er op-
fyldt.
Videregivelse og anden behandling af oplysninger om en-
keltpersoners rent private forhold er reguleret i persondata-
lovens §§ 7 og 8.
10
De oplysninger, der er omfattet af persondatalovens § 7, er
oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk,
religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige
tilhørsforhold samt helbredsmæssige og seksuelle forhold.
Sådanne oplysninger må kun behandles i visse situationer,
f.eks. hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige sam-
tykke hertil, eller hvis behandlingen er nødvendig for, at et
retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. §
7, stk. 2, nr. 1 og 4.
Persondatalovens § 8 omfatter oplysninger om strafbare for-
hold, væsentlige sociale problemer og andre rent private for-
hold end dem, der er nævnt i § 7.
Det fremgår af persondatalovens § 8, stk. 2, der alene vedrø-
rer oplysninger, som behandles for den offentlige forvalt-
ning, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke må videregives.
Videregivelse kan dog efter § 8, stk. 2, nr. 1, finde sted, hvis
den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til vide-
regivelsen, og efter § 8, stk. 2, nr. 2, hvis videregivelsen
sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der
klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, som oplysnin-
gen angår. Videregivelse kan endvidere ske efter § 8, stk. 2,
nr. 3, hvis det er nødvendigt for udførelsen af en myndig-
heds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myn-
digheden skal træffe. Bestemmelsen forudsætter, at der i
hvert enkelt tilfælde, hvor oplysninger ønskes videregivet,
foretages en konkret vurdering af, om de nævnte betingelser
er opfyldt.
Af persondatalovens § 8, stk. 4, følger, at private må be-
handle, herunder opbevare, oplysninger om bl.a. strafbare
forhold, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige sam-
tykke hertil. Herudover kan behandling ske, bl.a. hvis det er
nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse, og den-
ne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.
Også denne undtagelsesbestemmelse forudsætter, at der i
hvert enkelt tilfælde, hvor private skal behandle oplysnin-
ger, foretages en konkret vurdering af, om de nævnte betin-
gelser er opfyldt.
Det følger af persondatalovens § 50, stk. 1, nr. 1, at en privat
dataansvarlig, der ønsker at behandle personoplysninger, der
omfatter oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4,
skal indhente en tilladelse fra Datatilsynet, inden behandlin-
gen påbegyndes.
2.2. Lovforslagets udformning
2.2.1. Indførelse af adgang til at nedlægge samlingsstedsfor-
bud
2.2.1.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Efter udvalgets opfattelse er det ikke i medfør af den gæl-
dende lovgivning muligt fuldt ud at imødegå de gener, som
rockerborge kan give anledning til for de omkringboende.
Det er samtidig udvalgets opfattelse, at disse gener i visse
tilfælde i en sådan grad kan overskride grænserne for, hvad
der bør accepteres i boligområder og lignende, at der bør
være mulighed for, at myndighederne kan gribe ind. Udval-
get foreslår derfor, at der indføres mulighed herfor.
Udvalget har overordnet overvejet tre forskellige forbuds-
eller påbudsmodeller for ordningen.
Udvalget har således overvejet en påbudsordning, som vil
indebære, at der, hvis en ejendom anvendes som samlings-
sted for en gruppe, og anvendelsen giver anledning til væ-
sentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, vil kunne
meddeles påbud til ejeren eller brugeren (f.eks. lejeren) om
at ophøre med denne anvendelse af ejendommen, men uden
at forbyde selve anvendelsen af ejendommen som samlings-
sted for gruppen. En sådan ordning vil ifølge udvalget have
den svaghed, at det ikke vil fremgå af påbuddet, hvilke
handlinger der præcis skal ophøre. Det vil derfor også være
vanskeligt at håndhæve påbuddet effektivt. Udvalget anbe-
faler derfor ikke denne model.
Udvalget har herudover overvejet en samlingsstedsforbuds-
ordning og en besøgsforbudsordning.
Samlingsstedsforbudsordningen vil indebære, at der, hvis en
ejendom anvendes som samlingssted for en gruppe, og dette
giver anledning til væsentlig ulempe og utryghed for de om-
kringboende, vil kunne nedlægges forbud mod, at ejendom-
men anvendes som samlingssted for gruppen.
Besøgsforbudsordningen vil indebære, at der, hvis anvendel-
sen af en ejendom som samlingssted for en gruppe giver an-
ledning til væsentlig ulempe og utryghed for de omkringbo-
ende, vil kunne nedlægges forbud mod at modtage besøgen-
de eller at opholde sig som besøgende på den pågældende
ejendom. En sådan ordning vil indebære forbud mod enhver
besøgende, uanset om den pågældende er medlem af eller
tilknyttet gruppen eller i øvrigt opholder sig på ejendommen
som led i anvendelsen af denne som samlingssted for grup-
pen.
11
Forskellen mellem samlingsstedsforbudsordningen og be-
søgsforbudsordningen er, at et samlingsstedsforbud alene vil
indebære et forbud mod at anvende ejendommen som sam-
lingssted for gruppen, hvorimod et besøgsforbud vil indebæ-
re et forbud mod enhver besøgende på ejendommen.
Samlingsstedsforbudsordningen vil således ifølge udvalget
alene ramme det, som er formålet med ordningen, nemlig at
gribe ind over for de gener, som følger af, at den pågælden-
de gruppe anvender ejendommen som samlingssted, hvor-
imod besøgsforbudsordningen vil ramme væsentligt bredere
og dermed være mere indgribende. Det bemærkes i den for-
bindelse, at der vil kunne være tilfælde, hvor ejendommen
både anvendes som samlingssted for gruppen og som bolig
for ejendommens ejer eller bruger (f.eks. lejer).
Udvalget anbefaler på denne baggrund en samlingsstedsfor-
budsordning frem for en besøgsforbudsordning.
Udvalget er opmærksomt på, at det alt andet lige vil være
lettere at håndhæve et besøgsforbud end et samlingssteds-
forbud, da myndighederne ved et besøgsforbud ikke vil
skulle godtgøre, at personerne befinder sig på ejendommen
som led i anvendelsen af denne som samlingssted for grup-
pen, idet forbuddet vil gælde enhver besøgende.
Den foreslåede samlingsstedsforbudsordning er ifølge ud-
valget navnlig inspireret af arealanvendelsesreguleringen i
planloven (se herom pkt. 2.1.1.6 ovenfor), men med den
principielle forskel, at der ved særskilt lov indføres hjemmel
til, at kommunen under nærmere betingelser kan gribe ind
over for en bestående anvendelse af en ejendom i et bolig-
område eller lignende område, så ejendommen ikke længere
må anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe. Der
er foruden i arealanvendelsesreguleringen hentet inspiration
fra bl.a. hashklubloven (se herom pkt. 2.1.1.2 ovenfor).
Udvalget bemærker, at ordningen ikke foreslås begrænset til
ejendomme, der anvendes som samlingssted for rockergrup-
per. Ordningen vil således eksempelvis også kunne anven-
des i forhold til ejendomme, der anvendes som samlingssted
for bandegrupper.
Ordningen vil indebære et indgreb i forsamlingsfriheden.
Med henblik på at sikre proportionaliteten af indgreb efter
ordningen har udvalget fundet det nødvendigt at opstille
nogle begrænsninger for dennes anvendelse, så den holdes
inden for rammerne af grundloven og Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention.
Udvalget forudsætter herudover, at ordningen i konkrete til-
fælde administreres på en sådan måde, at der kun gøres ind-
greb, hvis dette er i overensstemmelse med grundloven og
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Der henvises til betænkningens side 161-163.
2.2.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke III, at af-
talepartierne er enige om, at der i forlængelse af Rocker-
borgsudvalgets anbefaling til en forbudsordning skal indfø-
res regler om, at en kommune skal overveje at nedlægge for-
bud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for
f.eks. en rocker- eller bandegruppe, hvis gruppens anvendel-
se af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre
væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
Det foreslås på den baggrund, at der indføres en samlings-
stedsforbudsordning som foreslået af udvalget. Den foreslå-
ede ordning afviger dog i enkelte henseender fra udvalgets
ordning.
For det første afviger de foreslåede betingelser for at ned-
lægge forbud på enkelte punkter fra udvalgets forslag. Ord-
ningen foreslås således i modsætning til udvalgets ordning
ikke begrænset til ejendomme i bestemte geografiske områ-
der. Endvidere vil det i modsætning til udvalgets ordning
som udgangspunkt ikke være en betingelse, at der forudgå-
ende er meddelt advarsel, medmindre et forbud vil være
uforholdsmæssigt indgribende uden sådan advarsel. Der
henvises nærmere til pkt. 2.2.2.2 nedenfor.
For det andet indebærer den foreslåede ordning i modsæt-
ning til udvalgets ordning, at et tidsbegrænset forbud kan
ændres til et tidsubegrænset forbud, hvis forbuddet ikke
overholdes, jf. nærmere pkt. 2.2.3.2 nedenfor.
For det tredje afviger de foreslåede regler om behandlingen
af sager om forbud fra udvalgets forslag. Det foreslås såle-
des i overensstemmelse med den politiske aftale om Bande-
pakke III, at kommunerne får pligt til at overveje at nedlæg-
ge forbud, hvis betingelserne er opfyldt, ligesom det i over-
ensstemmelse med aftalen forudsættes, at anvendelsen af
henholdsvis kommunernes adgang til at nedlægge forbud ef-
ter den foreslåede ordning og politiets adgang til at nedlæg-
ge forbud efter rockerloven løbende drøftes i kredsrådene i
de enkelte politikredse. Endvidere foreslås det, at det ud-
trykkeligt kommer til at fremgå af loven, at kommunen skal
holde politiet orienteret om nedlagte samlingsstedsforbud.
Der henvises nærmere til pkt. 2.2.4.2 nedenfor.
For det fjerde foreslår Justitsministeriet i modsætning til ud-
valget, at der indføres adgang for politiet til som led i hånd-
hævelsen af en kommunes samlingsstedsforbud under nær-
mere betingelser at meddele personer forbud mod at opholde
sig på den ejendom, der er omfattet af samlingsstedsforbud-
det, eller i området omkring ejendommen, jf. nærmere pkt.
2.2.8.2 nedenfor.
12
2.2.2. Betingelserne for at nedlægge forbud
2.2.2.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.2.1.1. Ejendommens beliggenhed
Udvalget foreslår, at samlingsstedsforbudsordningen skal
finde anvendelse på ejendomme, som er beliggende i områ-
der, der i en lokalplan er udlagt til beboelse eller offentlige
formål som skoler, daginstitutioner, fritidsklubber og lignen-
de, eller i områder, der faktisk anvendes til beboelse eller of-
fentlige formål som de nævnte.
Udvalget har overvejet, om ordningen bør gælde for alle
ejendomme, herunder i landzone og områder, der er udlagt
til erhvervsformål. Hvis der er tale om en afsidesliggende
ejendom, har det imidlertid formodningen imod sig, at en
gruppes anvendelse af ejendommen som samlingssted kan
være egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for
omkringboende. Skadevirkningen af den pågældende anven-
delse er således større, hvis ejendommen er beliggende i et
tæt bebygget boligområde eller et område med offentlige in-
stitutioner, hvor børn færdes, end hvis den f.eks. ligger i et
område uden tætte naboer eller i et erhvervsområde. På den
baggrund har udvalget valgt ikke at gå videre med overve-
jelserne om et bredere anvendelsesområde.
Der henvises til betænkningens side 164.
2.2.2.1.2. Ejendommen anvendes som samlingssted for en
gruppe
Udvalget foreslår, at forbudsordningen skal kunne anvendes,
hvis en ejendom anvendes som samlingssted for en gruppe.
Ved ”gruppe” forstås to eller flere personer med anden til-
knytning end nære familiemæssige relationer, f.eks. en for-
ening, loge, klub eller lignende. Det vil ikke være en forud-
sætning, at der er tale om en formel sammenslutning eller et
formelt medlemskab af gruppen. Rocker- og bandegrupper
vil eksempelvis være omfattet.
En ejendom anvendes som ”samlingssted” for en gruppe,
når to eller flere personer med jævne mellemrum opholder
sig på ejendommen med udgangspunkt i deres medlemskab
af eller tilknytning til gruppen eller medlemmer af gruppen
eller som led i arrangementer, der kan henføres til gruppen,
f.eks. klubaftener eller fester.
Der henvises til betænkningens side 165.
2.2.2.1.3. Anvendelsen er egnet til at medføre væsentlig
ulempe og utryghed
Udvalget foreslår, at det skal være en betingelse for at ned-
lægge forbud, at gruppens anvendelse af ejendommen som
samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og
utryghed for de omkringboende.
Vurderingen af, om gruppens anvendelse af ejendommen
som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe
og utryghed for de omkringboende, bør efter udvalgets op-
fattelse bl.a. foretages på grundlag af nogle nærmere angiv-
ne alvorlige gener.
Om en bestemt anvendelse af en ejendom skaber ulempe og
utryghed for de omkringboende kan ifølge udvalget i et vist
omfang siges at være en subjektiv vurdering. Når der skal
knyttes retlige virkninger til konstateringen heraf – i form af
et forbud – er det imidlertid nødvendigt, at der fastlægges
konkrete og objektivt konstaterbare kriterier for vurderin-
gen. Udvalget har derfor valgt udelukkende at tage udgangs-
punkt i de gener, som efter udvalgets oplysninger opleves i
forbindelse med rockerborge, og som efter udvalgets opfat-
telse er tilstrækkeligt konkrete og objektivt konstaterbare.
Disse gener er bl.a. hyppige støjgener, hyppige trafikale ge-
ner, eller at personer, der færdes på ejendommen, begår
strafbare forhold på eller i området omkring ejendommen el-
ler udviser chikanøs eller truende adfærd i området.
Generel frygt hos de omkringboende for, at der kan fore-
komme angreb mod ejendommen eller personer på ejen-
dommen fra en anden gruppe, er efter udvalgets opfattelse
ikke tilstrækkeligt konkret og objektivt konstaterbart til at
kunne danne grundlag for et forbud. Har gruppens anvendel-
se af ejendommen imidlertid rent faktisk givet anledning til
sådanne angreb, bør dette kunne indgå i vurderingen. Det
samme gælder i tilfælde, hvor risikoen for et angreb er eller
har været tilstrækkeligt konkret.
Generne ved gruppens anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted bør, for at kunne danne grundlag for et forbud, ef-
ter udvalgets opfattelse klart gå ud over, hvad der kan for-
ventes i et boligområde eller et lignende område, og skal
som udgangspunkt have stået på i en længere periode.
Udvalget finder således, at der bør være tale om gener, der
er så alvorlige og normalt længerevarende, at de vil kunne
sidestilles med de gener, der kan opleves, når der i tilknyt-
ning til en ejendom foregår virksomhed på en måde, som sy-
stematisk indebærer strafbare handlinger – f.eks. systema-
tisk hashhandel – og som er egnet til at medføre væsentlig
ulempe og utryghed hos de omkringboende.
13
Det vil bero på en samlet konkret vurdering, om der kan
nedlægges forbud efter ordningen. I vurderingen vil det bl.a.
kunne indgå, om anvendelsen af ejendommen som sam-
lingssted for gruppen fører til hyppige støjgener eller hyppi-
ge trafikale gener. Det vil endvidere kunne indgå, om perso-
ner, der færdes på ejendommen, begår strafbare forhold på
eller i området omkring ejendommen eller udviser chikanøs
eller truende adfærd i området. Herudover vil det kunne ind-
gå, om gruppens anvendelse af ejendommen som samlings-
sted giver anledning til angreb eller konkret risiko for an-
greb rettet mod ejendommen eller personer, der opholder sig
på ejendommen.
Der er ikke tale om en udtømmende opregning af mulige
ulempe- og utryghedsskabende gener. De her nævnte gener
er imidlertid efter udvalgets opfattelse de væsentligste af de
tilstrækkeligt konkrete og objektivt konstaterbare gener,
som udvalget ud fra det oplyste kan konstatere forekommer
i forbindelse med rockerborge, og som ud fra en gennem-
snitsbetragtning kan give anledning til væsentlig ulempe og
utryghed.
Udvalget bemærker, at konstatering af blot én af disse gener
som udgangspunkt ikke alene vil kunne begrunde et forbud.
Der vil normalt skulle konstateres en flerhed af gener over
en længere periode. Der vil dog kunne være tilfælde, hvor
kun én bestemt type af gener forekommer over en længere
periode eller med en sådan hyppighed eller intensitet, at det-
te i sig selv vil være tilstrækkeligt til at begrunde et forbud.
Udvalget er opmærksomt på, at ordningen ikke vil kunne
benyttes til at gribe ind over for gener, som – selv om de
måtte blive opfattet som meget generende af de omkringbo-
ende – dog ikke er egnet til at medføre væsentlig ulempe og
utryghed i den ovennævnte forstand.
Der henvises til betænkningens side 165-171.
2.2.2.1.4. Forudgående advarsel
Udvalget foreslår, at nedlæggelse af forbud som udgangs-
punkt skal være betinget af, at der forudgående er meddelt
en advarsel om, at forbud kan forventes nedlagt, hvis grup-
pens anvendelse af ejendommen som samlingssted fortsæt-
ter med at være egnet til at medføre væsentlig ulempe og
utryghed for de omkringboende.
En advarsel vil kunne meddeles, hvis betingelserne for at
nedlægge forbud i øvrigt er opfyldt.
Efter udvalgets opfattelse bør en advarsel, ligesom et for-
bud, gælde for den til enhver tid værende ejer eller bruger af
ejendommen. Der henvises herom nærmere til pkt. 2.2.3.1
nedenfor.
Udvalget foreslår ikke, at der i advarslen gives en egentlig
frist for, hvornår den anvendelse af ejendommen, som er eg-
net til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de om-
kringboende, skal ophøre. Det forudsættes dog, at der gives
en reel mulighed for at ophøre med den pågældende anven-
delse.
Udvalget foreslår, at en advarsel skal gælde i 2 år.
Herudover foreslår udvalget, at der uden forudgående advar-
sel skal kunne nedlægges forbud, hvis der tidligere er blevet
nedlagt forbud mod, at ejendommen anvendes som sam-
lingssted for gruppen, og gruppens anvendelse af ejendom-
men som samlingssted på ny bliver egnet til at medføre væ-
sentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, før der er
forløbet 2 år fra udløbet eller tilbagekaldelsen af det tidlige-
re forbud.
Der henvises til betænkningens side 171-172.
2.2.2.1.5. Proportionalitet mv.
Udvalget forudsætter, at samlingsstedsforbudsordningen ad-
ministreres på en sådan måde, at der kun nedlægges forbud,
hvis dette i det konkrete tilfælde er proportionalt og i over-
ensstemmelse med grundloven og Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention.
Et forbud vil således ikke kunne nedlægges, hvis der er tale
om et samlingssted for en gruppe, som mødes i et politisk
eller andet meningsbefordrende øjemed. Det forhold, at ek-
sempelvis en rockerklub måtte begynde at kalde sig en poli-
tisk klub, vil naturligvis ikke i sig selv indebære, at det skal
lægges til grund, at der reelt er tale om virksomhed med et
meningsbefordrende øjemed.
Når det i øvrigt uden for det nævnte tilfælde overvejes at
nedlægge forbud, vil der skulle foretages en afvejning af på
den ene side interessen i at sikre en vidtgående forsamlings-
frihed for lovlige foreninger mv. og på den anden side de
modstående hensyn til at imødegå den ulempe og utryghed
for de omkringboende, som gruppens anvendelse af ejen-
dommen som samlingssted i det konkrete til fælde indebæ-
rer. Det betyder, at et forbud ikke vil kunne nedlægges i si-
tuationer, hvor dette ikke vil være foreneligt med grundlo-
vens § 79 og artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention.
Der henvises til betænkningens side 172-173.
14
2.2.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.2.2.1. Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser
og forslag, jf. dog nedenfor.
Som det fremgår af pkt. 2.2.2.1.1 og 2.2.2.1.3 ovenfor, fore-
slår udvalget, at det skal være en betingelse for at nedlægge
forbud, at gruppens anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryg-
hed for de omkringboende, og at ejendommen er beliggende
i et område, der i en lokalplan er udlagt til beboelse eller of-
fentlige formål som skoler, daginstitutioner, fritidsklubber
og lignende, eller i et område, der faktisk anvendes til bebo-
else eller offentlige formål som de nævnte.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at det bør være en
betingelse for at nedlægge forbud, at gruppens anvendelse af
ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væ-
sentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. Hvis
denne betingelse er opfyldt, bør det imidlertid efter ministe-
riets opfattelse ikke herudover være et krav, at ejendommen
er beliggende i et område, der i en lokalplan er udlagt til be-
boelse eller offentlige formål som skoler, daginstitutioner,
fritidsklubber og lignende, eller i et område, der faktisk an-
vendes til beboelse eller offentlige formål som de nævnte.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at det har formo-
dningen imod sig, at en gruppes anvendelse af en ejendom
som samlingssted kan være egnet til at medføre væsentlig
ulempe og utryghed for de omkringboende, hvis ejendom-
men ikke ligger i et af de ovennævnte områder. Det kan
imidlertid ikke udelukkes, at dette kan forekomme.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at der – uanset
hvor ejendommen geografisk er placeret – skal kunne ned-
lægges forbud, hvis gruppens anvendelse af ejendommen
som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe
og utryghed for de omkringboende.
2.2.2.2.2. Som det fremgår af pkt. 2.2.2.1.4 ovenfor, foreslår
udvalget, at forbud skal være betinget af, at der forudgående
er meddelt advarsel om, at forbud kan forventes nedlagt,
hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted
fortsætter med at være egnet til at medføre væsentlig ulempe
og utryghed for de omkringboende.
Nedlæggelse af forbud vil som nævnt under pkt. 2.2.2.1.3
ovenfor forudsætte en række konkrete gener for de omkring-
boende ved gruppens anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted. Der vil normalt skulle konstateres en flerhed af
gener over en længere periode. Dog vil der kunne være til-
fælde, hvor kun én bestemt type af gener forekommer over
en længere periode eller med en sådan hyppighed eller in-
tensitet, at dette i sig selv vil være tilstrækkeligt til at be-
grunde et forbud.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør der – hvis disse betin-
gelserne er opfyldt – som udgangspunkt ikke herudover stil-
les krav om en forudgående advarsel.
Dog foreslås det, at der skal gives en forudgående advarsel,
hvis et forbud uden en sådan advarsel vil være uforholds-
mæssigt indgribende.
Ved vurderingen af, om nedlæggelse af forbud vil være
uforholdsmæssigt indgribende uden forudgående advarsel,
bør der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på al-
voren af de gener, som gruppens anvendelse af ejendommen
som samlingssted giver anledning til for de omkringboende.
Det taler eksempelvis for, at der kan nedlægges forbud uden
forudgående advarsel, hvis disse gener omfatter angreb mod
ejendommen eller personer på ejendommen. Det samme
gælder, hvis generne eksempelvis omfatter flere tilfælde af
strafbare forhold på ejendommen eller i området omkring
denne begået af personer, der færdes på ejendommen. Det
vil herudover kunne indgå, om ejendommens ejere og bru-
gere (f.eks. lejere) på anden måde er gjort bekendt med et
muligt forbud, f.eks. ved henvendelser fra kommunen eller
politiet, og dermed har haft mulighed for at rette for sig.
Hvis denne vurdering falder ud til, at et forbud vil være
uforholdsmæssigt indgribende uden forudgående advarsel,
vil der skulle meddeles advarsel om, at forbud kan forventes
nedlagt, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted fortsætter med at være egnet til at medføre væsent-
lig ulempe og utryghed for de omkringboende.
Når der er meddelt advarsel, bør det efter Justitsministeriets
opfattelse ikke være en betingelse for at skride til forbud, at
gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted – ef-
ter meddelelsen af advarslen – yderligere giver anledning til
en flerhed af gener over en længere periode. Det bør være
tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller en
enkelt alvorligere gene. Dette præciseres i forhold til udval-
gets ordning.
Det samme bør efter Justitsministeriets opfattelse gælde i en
periode på 2 år fra udløbet eller tilbagekaldelsen af et tidli-
gere forbud. I denne periode vil det således ikke være en be-
tingelse for på ny at skride til forbud, at gruppens anvendel-
se af ejendommen som samlingssted yderligere giver anled-
ning til en flerhed af gener over en længere periode. Det vil
være tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller
en enkelt alvorligere gene. Dette præciseres også i forhold
til udvalgets ordning.
15
Der henvises til lovforslagets § 1, stk. 1-4, og bemærknin-
gerne hertil.
2.2.3. Forbuddets indhold og tidsmæssige udstrækning
2.2.3.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Efter udvalgets opfattelse bør et forbud gælde for ejendom-
mens ejere og brugere. Det svarer til, hvad der gælder med
hensyn til pligten til at berigtige ulovlige forhold efter plan-
loven, når det ulovlige forhold består i ulovlig brug, jf. plan-
lovens § 63, stk. 1, der er omtalt under pkt. 2.1.1.6 ovenfor.
Betegnelsen ”bruger af ejendommen” vil skulle forstås på
samme måde som den tilsvarende betegnelse i planloven.
Brugeren kan eksempelvis være en person, der har lejet
ejendommen. Derimod vil den pågældende gruppes med-
lemmer, der kommer på ejendommen i forbindelse med an-
vendelsen af denne som samlingssted, ikke af denne grund
være brugere af ejendommen.
Et forbud bør ifølge udvalget ikke blot gælde for aktuelle –
men også fremtidige – ejere og brugere af ejendommen.
Herved sikres det, at et forbud ikke kan omgås ved at ud-
skifte ejeren eller brugeren af ejendommen, f.eks. ved at æn-
dre navnene på lejekontrakten, men i øvrigt fortsætte med at
anvende ejendommen som samlingssted for den pågældende
gruppe. For at give fremtidige ejere og brugere mulighed for
at blive bekendt med et forbud foreslår udvalget, at forbud-
det skal tinglyses på ejendommen, jf. nærmere pkt. 2.2.4.1.2
nedenfor.
Et forbud vil indebære, at ejendommens ejere og brugere
forbydes at anvende ejendommen som samlingssted for den
pågældende gruppe.
Forbuddet bør ifølge udvalget anses for overtrådt, hvis en
person, der er medlem af eller tilknyttet gruppen eller et
medlem af gruppen, opholder sig på ejendommen. Det bør
imidlertid ikke være afgørende, om personen har et sådant
medlemskab eller en sådan tilknytning, hvis det i øvrigt må
lægges til grund, at den pågældende opholder sig på ejen-
dommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
for gruppen. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den
pågældende er til stede ved et arrangement, der kan henføres
til gruppen, f.eks. en klubaften eller fest.
Forbuddet bør dog uanset ovenstående ikke anses for over-
trådt, hvis den person eller de personer, der opholder sig på
ejendommen, er nærmeste pårørende til en ejer eller bruger
med fast bopæl på ejendommen.
Ejeren eller brugeren vil endvidere ikke generelt være afskå-
ret fra at anvende ejendommen som samlingssted eller i øv-
rigt modtage besøgende på ejendommen, hvis de besøgende
ikke er medlemmer af eller tilknyttet den pågældende grup-
pe eller i øvrigt kommer på ejendommen som led i anven-
delsen af denne som samlingssted for gruppen.
Forbuddet bør herudover ikke anses for overtrådt, hvis flere
ejere eller brugere, der har fast bopæl på ejendommen, op-
holder sig på ejendommen samtidig, forudsat at de reelt an-
vender ejendommen som bolig.
Udvalget foreslår, at et forbud i første omgang skal gælde
for en periode på 3 måneder.
Forbuddet vil ifølge udvalget ikke kunne forlænges. Der vil
imidlertid senere kunne nedlægges et nyt forbud, hvis betin-
gelserne herfor er opfyldt. Hvis ejendommen i perioden,
hvor forbuddet er gældende – på trods af forbuddet – anven-
des som samlingssted for gruppen på en sådan måde, at be-
tingelserne for at nedlægge forbud er opfyldt, vil der ifølge
udvalget kunne nedlægges et nyt forbud i umiddelbar for-
længelse af det første forbud.
Hvis der inden 2 år fra udløbet eller tilbagekaldelsen af et
tidligere forbud på ny nedlægges forbud, foreslår udvalget,
at forbuddet skal gælde, indtil det tilbagekaldes.
Udvalget foreslår i den forbindelse, at en anmodning om til-
bagekaldelse af et forbud tidligst skal kunne indgives, når
der er forløbet 3 måneder siden forbuddets nedlæggelse. Er
der meddelt afslag på tilbagekaldelse af forbuddet, foreslår
udvalget, at en ny anmodning tidligst skal kunne indgives,
når der er forløbet 3 måneder siden afslaget.
Der henvises til betænkningens side 173-176.
2.2.3.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag,
jf. dog nedenfor.
Justitsministeriet er enig i, at et forbud i første omgang bør
gælde i 3 måneder. Et forbud bør efter ministeriets opfattel-
se ikke kunne forlænges, hvis forbuddet overholdes i denne
periode. Hvis ejendommen imidlertid anvendes som sam-
lingssted for gruppen, imens det tidsbegrænsede forbud gæl-
der, bør der efter ministeriets opfattelse – i modsætning til
udvalgets ordning – kunne nedlægges et forbud, der gælder,
indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det. Dette bør
gælde, uanset om gruppens anvendelse af ejendommen som
samlingssted giver anledning til gener.
16
Der henvises til lovforslagets § 1, stk. 1 og 4-6, samt be-
mærkningerne hertil.
2.2.4. Behandlingen af sager om forbud
2.2.4.1. Udvalgets overvejelser og forslag
2.2.4.1.1. Kompetencen til at nedlægge forbud
Udvalget foreslår, at kompetencen til at nedlægge forbud
skal tilkomme kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
ejendommen er beliggende. Udvalget lægger herved bl.a.
vægt på, at ordningen navnlig er inspireret af arealanvendel-
sesreguleringen i planloven, hvor kommune- og lokalplan-
lægningen er henlagt til kommunerne.
Det vil herefter ifølge udvalget være op til kommunen at
vurdere, om der skal indledes en forbudssag i forhold til en
rockerborg, eventuelt efter henvendelse fra politiet eller na-
boer til ejendommen.
Der henvises til betænkningens side 176-177.
2.2.4.1.2. Sagsbehandling og bekendtgørelse af forbud og
advarsler
Såvel et forbud som en advarsel vil være en afgørelse i for-
valtningslovens forstand. Det betyder i forhold til den, der er
part i sagen, at forvaltningslovens almindelige regler om
partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning
finder anvendelse.
Ejendommens ejere og brugere (f.eks. lejere) vil ifølge ud-
valget være parter i sagen. Om andre kan anses for at have
partsstatus vil afhænge af, om den pågældende har en væ-
sentlig og individuel interesse i sagens udfald. Andre med-
lemmer af gruppen vil i almindelighed ikke have partsstatus.
Som led i kommunernes administration af ordningen vil der
ifølge udvalget kunne opstå det problem, at f.eks. ejendom-
mens ejer ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning ved
at fortælle, hvem der er bruger af ejendommen. Oplysning
om, hvem der er ejendommens bruger, kan være nødvendig,
når der skal foretages partshøring.
På den baggrund foreslår udvalget, at der indføres en be-
stemmelse om, at kommunen kan forlange, at en ejer eller
lejer af en ejendom oplyser, hvem der er bruger af ejendom-
men, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en
sag efter loven. Tilsvarende foreslår udvalget, at kommunen
skal kunne forlange, at en bruger oplyser, hvem der i øvrigt
er bruger af ejendommen.
Bekendtgørelse af et forbud eller en advarsel over for ejen-
dommens ejere og brugere bør efter udvalgets opfattelse ske
ved, at kommunen afleverer afgørelsen på ejendommen og
tinglyser forbuddet eller advarslen på ejendommen.
Tinglysning af forbuddet eller advarslen på ejendommen vil
indebære, at den indskrænkning, som forbuddet eller advars-
len indebærer i adgangen til at anvende ejendommen, kom-
mer til at fremgå af tingbogen. Tinglysning vil således – ud
over bekendtgørelse over for ejendommens nuværende ejere
og brugere – tjene som en måde, hvorpå kommende ejere og
brugere af ejendommen kan blive bekendt med forbuddet el-
ler advarslen.
Efter udvalgets opfattelse bør forbuddet eller advarslen an-
ses for gyldigt bekendtgjort over for ejendommens ejere og
brugere, når aflevering og tinglysning har fundet sted.
Når aflevering og tinglysning er foretaget, vil et forbud såle-
des kunne håndhæves administrativt, ligesom en ejer eller
bruger, der overtræder forbuddet, vil kunne straffes, hvis be-
tingelserne for et sådant strafansvar i øvrigt er opfyldt. Det
gælder, uanset om ejendommens ejer eller bruger er udskif-
tet siden nedlæggelsen af forbuddet. Tilsvarende vil en ad-
varsel, der er afleveret og tinglyst på ejendommen, kunne
danne grundlag for nedlæggelse af et forbud mod at anvende
ejendommen som samlingssted for gruppen, selv om ejeren
eller brugeren efterfølgende er udskiftet.
Udvalget foreslår herudover, at kommunen skal underrette
ejendommens ejere og brugere om afgørelsen om et forbud
eller en advarsel. Underretning af ejere og brugere bør dog
kunne undlades, hvis det vil være forbundet med væsentlige
vanskeligheder. Det forudsættes, at kommunen udfolder ri-
melige bestræbelser på at underrette alle ejere og brugere. I
den forbindelse vil kommunen eventuelt kunne anvende den
ovenfor nævnte bestemmelse om pligt til at oplyse om ejen-
dommens brugere. Det vil imidlertid ikke være en gyldig-
hedsbetingelse for forbuddet eller advarslen, at underretning
af ejendommens ejere og brugere har fundet sted.
Der henvises til betænkningens side 178-180.
2.2.4.1.3. Dokumentationen
Kommunen vil før nedlæggelse af forbud eller meddelelse
af advarsel efter ordningen skulle sikre, at der foreligger den
fornødne dokumentation for, at betingelserne herfor er op-
fyldt.
Udvalget bemærker, at fremskaffelsen af dokumentationen
vil forudsætte et nært samarbejde mellem kommunen og po-
litiet. En stor del af dokumentationen vil således i praksis
skulle bestå af materiale fra politiet. Politiet vil derfor som
17
led i indsatsen på rocker- og bandeområdet fremover også
skulle have fokus på dokumentation, der kan have betydning
for kommunens behandling af sager efter samlingsstedsfor-
budsordningen.
Politiets observationer vedrørende støj og trafik i forbindel-
se med fester og andre arrangementer i en rockerborg eller
et lignende tilholdssted vil således eksempelvis kunne få be-
tydning som dokumentation i en sag hos kommunen om et
samlingsstedsforbud. Oplysninger fra politiets sager om mu-
lige strafbare forhold begået på eller i området omkring
ejendommen vil også kunne få betydning for kommunens
sag. Endvidere vil oplysninger fra politiets eventuelle sager
om zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4,
kunne få betydning for kommunens sag. Herudover vil op-
lysninger fra politiets sager om eventuelle angreb mod ejen-
dommen eller personer, der opholder sig på ejendommen, og
oplysninger fra eventuelle sager om forbud i medfør af rock-
erloven i forhold til ejendommen kunne få betydning for
kommunens sag.
Det er ifølge udvalget afgørende, at mulighederne for at ud-
veksle oplysninger mellem myndighederne benyttes. I den
forbindelse henviser udvalget til udkastet til vejledning om
offentlige myndigheders udveksling af personoplysninger
som led i den koordinerede myndighedsindsats over for or-
ganiseret og alvorlig kriminalitet, herunder særligt rocker-
og bandekriminalitet (betænkningens bilag 2).
Kommunen vil som led i behandlingen af en sag efter sam-
lingsstedsforbudsordningen også selv kunne foretage under-
søgelser, f.eks. ved at foretage iagttagelser af mulige støjge-
ner og trafikale gener, med henblik på at skaffe dokumenta-
tion, eksempelvis i form af billeder og notater om iagttagel-
serne. Kommunen vil også som led i behandlingen af andre
sager kunne være kommet i besiddelse af relevant dokumen-
tation.
Dokumentationen vil foruden materiale, som myndigheder-
ne selv har tilvejebragt, kunne bestå af beskrivelser og bille-
der mv., som modtages fra beboerne i området omkring den
pågældende ejendom. Omfanget af henvendelser fra de om-
kringboende vil også i sig selv kunne have betydning som
dokumentation i sagen.
Der henvises til betænkningens side 190-193.
2.2.4.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.4.2.1. Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser
og forslag, jf. dog nedenfor.
Det bemærkes, at der med ordningen foreslås indført be-
stemmelser, der regulerer indsamling og videregivelse af
personoplysninger. Ordningen indebærer ikke en fravigelse
af persondatalovens regler.
Det følger af den politiske aftale om Bandepakke III, at afta-
lepartierne er enige om, at der i forlængelse af Rockerborg-
sudvalgets anbefaling til en forbudsordning skal indføres
regler om, at en kommune skal overveje at nedlægge forbud
mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for f.eks. en
rocker- eller bandegruppe, hvis gruppens anvendelse af
ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væ-
sentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
Det foreslås på den baggrund som noget nyt i forhold til ud-
valgets ordning, at kommunalbestyrelsen skal have pligt til
at overveje at nedlægge forbud, hvis betingelserne herfor er
opfyldt. Hvis der først vil skulle meddeles advarsel, jf. her-
om pkt. 2.2.2.2 ovenfor, vil kommunalbestyrelsen have pligt
til at overveje at meddele advarsel.
Det forudsættes i den forbindelse, at kommunen, hvis den
ikke nedlægger forbud eller meddeler advarsel, selv om be-
tingelserne herfor er opfyldt, udarbejder et internt notat om,
hvilke overvejelser og saglige grunde der har ført til, at der
ikke nedlægges forbud eller meddeles advarsel.
De kommunale tilsynsmyndigheder vil som led i det retlige
tilsyn med kommunerne kunne føre tilsyn med, at kommu-
nen udarbejder et sådant internt notat.
2.2.4.2.2. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at frem-
skaffelsen af den fornødne dokumentation i sager om forbud
vil forudsætte et nært samarbejde mellem kommunen og po-
litiet, og at politiet fremover som led i indsatsen på rocker-
og bandeområdet også vil skulle have fokus på dokumentati-
on, der kan have betydning for kommunernes behandling af
sager efter samlingsstedsforbudsordningen.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at det er afgørende, at
mulighederne for at udveksle oplysninger mellem myndig-
hederne benyttes. Hvis lovforslaget vedtages, vil ministeriet
udsende en vejledning, som bygger på udvalgets udkast til
vejledning om offentlige myndigheders udveksling af perso-
noplysninger som led i den koordinerede myndighedsindsats
over for organiseret og alvorlig kriminalitet, herunder sær-
ligt rocker- og bandekriminalitet (betænkningens bilag 2).
Vejledningen vil bl.a. omhandle videregivelse af oplysnin-
ger i forbindelse med den foreslåede forbudsordning.
2.2.4.2.3. Ifølge retsplejelovens § 111, stk. 1, skal der i hver
politikreds oprettes et kredsråd vedrørende politiets virk-
somhed. Kredsrådene består som udgangspunkt af politidi-
rektøren og borgmestrene i de kommuner, som politikredsen
omfatter, jf. § 111, stk. 2.
18
Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke III, at af-
talepartierne er enige om, at anvendelsen af henholdsvis
kommunernes adgang til at nedlægge forbud mod rocker-
borge efter den foreslåede forbudsordning og politiets ad-
gang til udstedelse af opholdsforbud eller midlertidig luk-
ning efter rockerloven løbende skal drøftes i kredsrådene i
de enkelte politikredse.
Med dette lovforslag forudsættes det, at der sker en sådan
drøftelse i kredsrådene.
2.2.4.2.4. Som det fremgår af pkt. 2.2.7 nedenfor, vil kom-
munens personale eller politiet som led i håndhævelsen af et
samlingsstedsforbud kunne kræve, at personer, der opholder
sig på den pågældende ejendom som led i anvendelsen af
denne som samlingssted, øjeblikkeligt forlader ejendom-
men. Endvidere foreslås det, at politiet som led i håndhævel-
sen af kommunens samlingsstedsforbud under nærmere be-
tingelser skal kunne meddele personer forbud mod at ophol-
de sig på den pågældende ejendom eller i området omkring
ejendommen, jf. nærmere pkt. 2.2.8 nedenfor.
Disse redskaber forudsætter, at politiet løbende har kends-
kab til, hvilke samlingsstedsforbud der er nedlagt, og om de
fortsat gælder. Det foreslås derfor, at det kommer til at frem-
gå udtrykkeligt af loven, at kommunen skal underrette poli-
tiet, hvis der nedlægges forbud, og når et forbud ikke længe-
re gælder.
Der henvises til lovforslagets § 1, stk. 1 og 7, og § 2 samt
bemærkningerne hertil.
2.2.5. Klageadgang
2.2.5.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Samlingsstedsforbudsordningen er som nævnt under pkt.
2.2.1 ovenfor navnlig inspireret af arealanvendelsesregule-
ringen i planloven. Udvalget foreslår derfor, at der skal være
adgang til at klage til det samme klageorgan, som behandler
klager over kommunernes afgørelser efter planloven.
Da udvalget afgav betænkning, kunne kommunernes afgø-
relser påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, men der var
den 26. oktober 2016 fremsat lovforslag om, at der fremover
skulle være klageadgang til Planklagenævnet (lovforslag nr.
L 42 om Planklagenævnet). Det er udvalgets opfattelse, at
Planklagenævnet også bør være klageinstans efter samlings-
stedsforbudsordningen.
Klageadgangen bør ifølge udvalget gælde for kommunernes
afgørelser om forbud og afslag på at tilbagekalde tidsube-
grænsede forbud. Derimod bør bl.a. afgørelser om advarsler
og om ikke at meddele advarsel eller nedlægge forbud efter
udvalgets opfattelse ikke kunne påklages.
Ifølge udvalget bør klageadgangen, ligesom i plansager efter
planloven, begrænses til retlige spørgsmål, det vil sige, om
der er retlige mangler ved et forbud eller et afslag på tilba-
gekaldelse. Nævnet vil i den forbindelse kunne prøve, om
der er retlige mangler ved kommunens skønsudøvelse, her-
under i forhold til de kriterier, som er opstillet for skønnet,
men vil som udgangspunkt ikke i øvrigt kunne prøve kom-
munens skøn. Udvalget bemærker, at betingelserne for at
nedlægge forbud til en vis grad er skønsprægede, ligesom
det som udgangspunkt er en skønsmæssig afgørelse, om der,
hvis betingelserne er opfyldt, bør nedlægges forbud, eller
om et forbud bør tilbagekaldes.
Udvalget foreslår, at der skal gælde en klagefrist på 4 uger.
Det er herudover udvalgets opfattelse, at der som udgangs-
punkt bør gælde samme regler om fremgangsmåden mv. ved
klage efter ordningen som ved klage i plansager efter plan-
loven. Efter udvalgets opfattelse bør klage ikke have opsæt-
tende virkning, medmindre nævnet bestemmer andet.
Advarsler, forbud mv. vil kunne prøves ved et søgsmål i
medfør af grundlovens § 63, ligesom prøvelse vil kunne ske
under en eventuel straffesag om overtrædelse af et forbud.
Sagsanlæg i medfør af grundlovens § 63 vil ikke have op-
sættende virkning.
Udvalget har overvejet, om der – ligesom i hashklubloven –
bør være adgang for ejeren eller brugeren af ejendommen til
at kræve, at myndighederne indbringer et forbud for dom-
stolene, men finder ikke grundlag herfor. Udvalget lægger i
den forbindelse vægt på, at forbud efter ordningen vil kunne
påklages til Planklagenævnet, der er et uafhængigt organ, og
at et samlingsstedsforbud er mindre indgribende end et be-
søgsforbud efter hashklubloven.
Der henvises til betænkningens side 180-182.
2.2.5.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag,
jf. dog nedenfor.
Efter afgivelsen af udvalgets betænkning er det lovforslag
om Planklagenævnet, som er nævnt under pkt. 2.2.5.1 oven-
for, blevet vedtaget. Loven trådte i kraft den 1. februar 2017.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at dette nævn bør
være klageinstans for kommunernes afgørelser om sam-
lingsstedsforbud og afslag på at tilbagekalde tidsubegrænse-
de forbud, for så vidt angår retlige spørgsmål, samt at der
som udgangspunkt bør gælde samme regler om fremgangs-
måden mv. ved klage som i plansager efter planloven.
19
Reglerne om fremgangsmåden mv. ved klage til Plan-
klagenævnet findes i lov om Planklagenævnet og regler ud-
stedt i medfør heraf. Ifølge § 1, stk. 1, i lov om Planklagen-
ævnet er nævnet klageinstans for administrative afgørelser, i
det omfang det fastsættes ved lov eller i henhold til lov. Med
dette lovforslag bliver nævnet klageinstans for kommuner-
nes ovennævnte afgørelser, og reglerne i lov om Planklagen-
ævnet og regler udstedt i medfør heraf vil fremover også
gælde for behandlingen af disse klager.
Det følger af § 9 i lov om Planklagenævnet, at erhvervsmi-
nisteren fastsætter nærmere regler for Planklagenævnets ad-
ministration og virksomhed, herunder regler om frister for
indgivelse af klage, frister og proces for parternes afgivelse
af bemærkninger, om sagsoplysning og sagsbehandling og
om obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløsninger. Så-
danne regler er for tiden fastsat i bekendtgørelse nr. 130 af
28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for indgi-
velse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og
opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter
lov om planlægning og visse andre love.
Der vil i medfør af § 9 i lov om Planklagenævnet også kun-
ne fastsættes regler om klagefristen ved klage efter den fore-
slåede samlingsstedsforbudsordning. Da det af ordensmæs-
sige grunde er mest hensigtsmæssigt, at reglerne om klage-
frist samles i den relevante bekendtgørelse, har Justitsmini-
steriet i modsætning til udvalget ikke medtaget en bestem-
melse om klagefrist i lovforslaget.
Det forudsættes i den forbindelse, at der, hvis lovforslagets
vedtages, administrativt fastsættes regler om fristen for at
klage efter samlingsstedsforbudsordningen svarende til ud-
valgets forslag herom.
Det er som nævnt under pkt. 2.2.5.1 ovenfor udvalgets op-
fattelse, at klage ikke bør have opsættende virkning, med-
mindre nævnet bestemmer andet. Det er Justitsministeriet
enig i.
Det fremgår af § 7, stk. 1, i lov om Planklagenævnet, at en
klage ikke har opsættende virkning, medmindre dette er
fastsat i eller i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 2 og
3. Efter § 7, stk. 2, kan erhvervsministeren fastsætte nærme-
re regler om, at rettidig klage i nærmere bestemte tilfælde
har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet be-
stemmer andet. Ifølge § 7, stk. 3, kan Planklagenævnet, hvor
særlige grunde taler derfor, bestemme, at en klage tillægges
opsættende virkning.
Da det således følger af lov om Planklagenævnet, at klage
ikke har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet
bestemmer andet, fordi særlige grunde taler derfor, har Ju-
stitsministeriet i modsætning til udvalget ikke medtaget en
bestemmelse om opsættende virkning i lovforslaget.
Det forudsættes i den forbindelse, at Planklagenævnet som
det helt klare udgangspunkt ikke tillægger klager efter den
foreslåede ordning opsættende virkning.
Det forudsættes endvidere, at der ikke i medfør af § 7, stk. 2,
i lov om Planklagenævnet fastsættes regler om, at klage ef-
ter samlingsstedsforbudsordningen har opsættende virkning.
Der henvises til lovforslagets § 7 og bemærkningerne hertil.
2.2.6. Adgang til at forlange ejendommen overtaget af kom-
munen
2.2.6.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget foreslår, at ejeren af en ejendom, som er omfattet
af et forbud, skal kunne forlange ejendommen overtaget af
kommunen mod erstatning, hvis forbuddet indebærer, at
ejendommen ikke kan udnyttes på en økonomisk rimelig
måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de
omkringliggende ejendomme.
Udvalgets forslag indebærer, at der indføres overtagelses-
pligt svarende til planlovens § 48 om overtagelsespligt, når
en ejendom ved lokalplan eller byplanvedtægt er forbeholdt
offentlige formål.
Udvalget bemærker, at betingelserne for overtagelsesplig-
tens indtræden formentlig kun helt undtagelsesvis vil være
til stede, da de ejendomme, der vil kunne rammes af et for-
bud, typisk vil være beliggende i boligområder og vil kunne
anvendes som boliger, også selv om de ikke må benyttes
som samlingssted for den pågældende gruppe.
Der henvises til betænkningens side 188.
2.2.6.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag.
Der henvises til lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
20
2.2.7. Tilsyn, håndhævelse og straf
2.2.7.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Udvalget foreslår, at kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn
med, at forbud overholdes.
Forbud bør efter udvalgets opfattelse kunne håndhæves ad-
ministrativt ved, at kommunens personale får adgang til at
kræve, at personer, som vurderes at opholde sig på ejendom-
men som led i anvendelsen af denne som samlingssted for
gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen.
Der vil kunne være tilfælde, hvor politiet bliver opmærk-
somt på, at en eller flere personer opholder sig på ejendom-
men som led i anvendelse af denne som samlingssted for
gruppen, under omstændigheder, hvor kommunens persona-
le ikke har mulighed for at være til stede, f.eks. fordi forhol-
det konstateres om natten. Det foreslås derfor, at politiet og-
så skal have adgang til at håndhæve forbuddet administrativt
ved at kræve, at den eller de pågældende øjeblikkeligt forla-
der ejendommen.
Hvis en person ikke frivilligt forlader ejendommen, når
kommunens personale eller politiet kræver det, foreslår ud-
valget, at politiet under anvendelse af den fornødne magt
skal kunne sikre, at den pågældende forlader ejendommen.
Herved får politiet hjemmel til umiddelbart at gennemtvinge
beslutninger om, at en person øjeblikkeligt skal forlade ejen-
dommen.
Når der er nedlagt forbud efter ordningen, bør kommunens
personale efter udvalgets opfattelse til enhver tid mod behø-
rig legitimation have adgang til ejendommen uden retsken-
delse, hvis det er nødvendigt for at påse, om forbuddet over-
holdes. Endvidere bør kommunens personale og politiet ha-
ve adgang ejendommen uden retskendelse, hvis det er nød-
vendigt for at anvende beføjelsen til at kræve, at personer,
som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i an-
vendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblik-
keligt forlader ejendommen, eller for at gennemtvinge så-
danne beslutninger.
Udvalget foreslår, at en ejer eller bruger (f.eks. en lejer), der
overtræder et forbud, skal kunne straffes med bøde. I genta-
gelsestilfælde bør der kunne idømmes fængselsstraf. Dette
indebærer, at en ejer eller bruger, der i strid med et forbud
uagtsomt eller forsætligt anvender ejendommen som sam-
lingssted for den pågældende gruppe, vil kunne straffes.
Der henvises til betænkningens side 182-187.
2.2.7.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag.
Justitsministeriet er herunder enig i, at kommunens persona-
le bør have adgang til en ejendom, der er omfattet af et sam-
lingsstedsforbud, uden retskendelse, hvis det er nødvendigt
for at påse, om forbuddet overholdes. Ministeriet er endvi-
dere enig i, at kommunens personale og politiet bør have ad-
gang til ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødven-
digt for at anvende beføjelsen til at kræve, at personer, som
vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendel-
sen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt
forlader ejendommen, eller for at gennemtvinge sådanne be-
slutninger.
Det vil således efter Justitsministeriets opfattelse ikke uden
en sådan bestemmelse være muligt at føre effektivt tilsyn
med og sikre en effektiv håndhævelse af et samlingssteds-
forbud. Det skyldes navnlig, at det må antages ofte at blive
nødvendigt her og nu – f.eks. hvis det konstateres, at der
holdes fest eller lignende på ejendommen – at påse, om for-
buddet overtrædes, og i givet fald administrativt at håndhæ-
ve forbuddet.
Der henvises til lovforslagets §§ 5 og 8 samt bemærkninger-
ne hertil.
2.2.8. Adgang for politiet til at meddele forbud som led i
håndhævelsen
2.2.8.1. Udvalgets overvejelser
Det fremgår af betænkningen, at Rigspolitiet har givet ud-
tryk for, at der som supplement til den administrative hånd-
hævelse, som er beskrevet under pkt. 2.2.7.1 ovenfor, mulig-
vis kan vise sig behov for et redskab til at sikre, at personer,
som kommunens personale eller politiet har krævet skal for-
lade ejendommen, ikke gentagne gange vender tilbage til
ejendommen, imens samlingsstedsforbuddet gælder, eller
efter at have forladt ejendommen opholder sig i umiddelbar
nærhed af denne med henblik på senere på ny at indfinde sig
på ejendommen.
Udvalget har ikke fundet anledning til at stille forslag om et
sådant redskab, idet det ifølge udvalget må bero på de prak-
tiske erfaringer, om der er behov herfor. Udvalget bemærker
dog, at redskabet i givet fald eksempelvis kan udformes som
en forbudsordning, hvorefter politiet kan meddele en person,
som politiet eller kommunens personale tidligere har krævet
skal forlade ejendommen, forbud mod at opholde sig på
ejendommen, hvis den pågældende på ny indfinder sig på
ejendommen i samlingsstedsforbuddets gyldighedsperiode,
eller hvis der er en begrundet formodning om, at dette vil
21
ske. Forbuddet kan eventuelt udstrækkes til ikke blot at gæl-
de for ophold på selve ejendommen, men også i området
omkring ejendommen. Der vil endvidere skulle indføres reg-
ler om straf for overtrædelse af et sådant forbud.
Der henvises til betænkningens side 184-185.
2.2.8.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
For at sikre en effektiv håndhævelse af kommunens sam-
lingsstedsforbud foreslår Justitsministeriet, at der indføres
adgang for politiet til under nærmere betingelser at meddele
personer forbud mod at opholde sig på den ejendom, der er
omfattet af samlingsstedsforbuddet, eller i området omkring
ejendommen.
Forbudsordningen er udarbejdet med udgangspunkt i udval-
gets bemærkninger under pkt. 2.2.8.1 ovenfor om indholdet
af en sådan ordning og med inspiration fra zoneforbudsord-
ningen, som er beskrevet under pkt. 2.1.1.4 ovenfor.
Det foreslås, at politiet for det første skal kunne meddele
forbud mod, at en person opholder sig på en ejendom, der er
omfattet af et samlingsstedsforbud, hvis kommunens perso-
nale eller politiet tidligere har krævet, at personen forlader
ejendommen, jf. herom pkt. 2.2.7 ovenfor, og personen i
samlingsstedsforbuddets gyldighedsperiode på ny vurderes
at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af
denne som samlingssted for gruppen.
Det vil ikke være en betingelse, at der er forløbet en bestemt
periode fra det tidspunkt, hvor kommunens personale eller
politiet tidligere har krævet, at den pågældende forlader
ejendommen, og indtil den pågældende på ny vurderes at
opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne
som samlingssted for gruppen. Hvis personen således efter-
kommer kravet om at forlade ejendommen, men umiddel-
bart herefter vender tilbage hertil, vil der kunne meddeles
forbud efter den foreslåede ordning.
For det andet foreslås det, at politiet skal kunne meddele
forbud mod, at en person opholder sig på en ejendom, der er
omfattet af et samlingsstedsforbud, hvis kommunens perso-
nale eller politiet tidligere har krævet, at personen skal forla-
de ejendommen, og der er grund til at tro, at den pågælden-
de i samlingsstedsforbuddets gyldighedsperiode på ny vil
opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne
som samlingssted for gruppen. Det vil bero på en konkret
vurdering, om denne betingelse er opfyldt.
Betingelsen vil efter omstændighederne eksempelvis kunne
være opfyldt, hvis en person ikke frivilligt forlader ejen-
dommen, efter at kommunens personale eller politiet har
krævet det. Hvis det således bliver nødvendigt for politiet
under anvendelse af den fornødne magt at sikre, at en person
forlader ejendommen, jf. pkt. 2.2.7 ovenfor, vil politiet efter
omstændighederne samtidig kunne meddele personen for-
bud mod at opholde sig på ejendommen.
Betingelsen vil endvidere efter omstændighederne kunne
være opfyldt, hvis en person efter krav fra kommunens per-
sonale eller politiet forlader ejendommen, men herefter uden
rimelig grund forbliver i området omkring ejendommen.
For at sikre, at personer, som politiet meddeler forbud efter
den foreslåede ordning, efterfølgende ikke blot opholder sig
i området omkring ejendommen, foreslås det, at forbuddet
også skal indebære, at personen forbydes at opholde sig eller
færdes frem og tilbage inden for en afstand af 200 meter fra
ejendommen.
Hvis personen bor eller arbejder inden for det område, som
er omfattet af forbuddet, vil den pågældende kunne anvende
sin bolig og bevæge sig frit til og fra sin bopæl eller arbejds-
plads og ud i sit lokalområde, men vil ikke ellers kunne op-
holde sig i området.
Det foreslås, at forbuddet skal gælde i 3 måneder, dog kun
så længe samlingsstedsforbuddet gælder. Hvis samlings-
stedsforbuddet er tidsbegrænset, jf. pkt. 2.2.3 ovenfor, vil
forbuddet således gælde indtil det tidspunkt, hvor samlings-
stedsforbuddet udløber. Forbuddet vil kunne forlænges, hvis
der er grund til at tro, at den pågældende i samlingsstedsfor-
buddets gyldighedsperiode på ny vil opholde sig på ejen-
dommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
for gruppen. Om denne betingelse er opfyldt vil bero på en
konkret vurdering, hvor der bl.a. vil kunne lægges vægt på,
om den pågældende hidtil har overholdt forbuddet.
Det foreslås, at politiets forbud bortfalder, hvis samlings-
stedsforbuddet ophører med at gælde, f.eks. hvis kommunal-
bestyrelsen tilbagekalder det, eller hvis det efter klage til
Planklagenævnet bliver ophævet. Det forudsættes, at politiet
i givet fald underretter personer, som politiet har meddelt
forbud efter den foreslåede ordning, om, at forbuddet er
bortfaldet. Det bemærkes i den forbindelse, at det som
nævnt under pkt. 2.2.4.2 ovenfor foreslås, at kommunen skal
have pligt til at underrette politiet, hvis et samlingsstedsfor-
bud ophører med at gælde.
Politiets forbud efter den foreslåede ordning vil være en af-
gørelse i forvaltningslovens forstand. Forvaltningslovens
regler om partshøring, begrundelse, klagevejledning mv. vil
derfor finde anvendelse.
Forbud efter bestemmelsen vil kunne meddeles mundtligt på
stedet, således at det straks kommer til at gælde. Der vil i gi-
vet fald eventuelt også skulle foretages mundtlig partshøring
22
på stedet. Et mundtligt meddelt forbud bør snarest herefter
bekræftes skriftligt over for den pågældende.
Det foreslås, at overtrædelse af politiets forbud efter den
foreslåede ordning skal kunne straffes på samme måde som
en ejers eller brugers (f.eks. lejers) overtrædelse af sam-
lingsstedsforbuddet, jf. herom pkt. 2.2.7 ovenfor. Det fore-
slås således, at overtrædelse straffes med bøde, og at straf-
fen i gentagelsestilfælde skal kunne stige til fængsel i indtil
4 måneder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærkninger-
ne hertil.
2.2.9. Ophævelse af lejemål
2.2.9.1. Udvalgets overvejelser og forslag
Det følger som nævnt under pkt. 2.1.1.2 ovenfor af lejelov-
givningen, at det er en ophævelsesgrund i et lejeforhold,
hvis lejeren eller andre straffes for at have modtaget besø-
gende i strid med et forbud efter hashklubloven. Dette frem-
går af lejelovens § 93, stk. 1, litra i, almenlejelovens § 90,
stk. 1, nr. 9, og erhvervslejelovens § 69, stk. 1, nr. 8.
Det følger herudover af lejelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., al-
menlejelovens § 80, stk. 1, 1. pkt., og erhvervslejelovens §
35, stk. 1, 1. pkt., at udlejeren skal sørge for, at der hersker
god orden i ejendommen, og om fornødent ophæve lejefor-
holdet, bl.a. hvis lejeren eller andre straffes for at have mod-
taget besøgende i strid med et forbud efter hashklubloven.
Udvalget foreslår, at der i lejelovgivningen indføres tilsva-
rende regler for så vidt angår tilfælde, hvor en lejer straffes
for i strid med et samlingsstedsforbud at have anvendt det
lejede som samlingssted for en gruppe.
For at give udlejeren mulighed for at anvende disse beføjel-
ser i lejelovgivningen foreslår udvalget, at der indføres en
bestemmelse om, at politiet skal underrette udlejeren, når en
lejer straffes for overtrædelse af et samlingsstedsforbud. Ud-
valget foreslår endvidere, at der indføres en bestemmelse
om, at udlejeren kan behandle oplysninger, der modtages
som led i en sådan underretning, i det omfang det er nødven-
digt for, at oplysningerne kan tjene som dokumentation i en
sag om ophævelse af lejeaftalen.
Dette indebærer, at spørgsmålet om berettigelsen af politiets
videregivelse af oplysningerne til udlejeren og udlejerens ef-
terfølgende behandling af oplysningerne vil skulle vurderes
efter denne bestemmelse og ikke reglerne i persondataloven.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at dette ikke indebæ-
rer en fravigelse af andre dele af persondatalovens regule-
ring, herunder grundprincipperne vedrørende behandling af
oplysninger i § 5, reglerne om den registreredes rettigheder
og om den dataansvarliges anmeldelsespligt. Bestemmelsen
indebærer således alene en fravigelse af §§ 6-8, i det omfang
disse har relevans for politiets videregivelse og den efterføl-
gende behandling af oplysningerne.
Udvalget forudsætter, at politiet som led i underretningen af
udlejeren sender en udskrift af doms- og retsbogen i straffe-
sagen eller af en eventuel bødevedtagelse i sagen. Det forud-
sættes i den forbindelse, at der i fornødent omfang sker ano-
nymisering i forhold til oplysninger om andre personer end
lejeren, f.eks. vidner, ligesom eventuelle oplysninger om an-
dre strafbare forhold end overtrædelsen af forbuddet forud-
sættes fjernet.
Som følge af, at grundprincipperne i persondatalovens § 5,
herunder betingelserne om ajourføring og sletning i § 5, stk.
4 og 5, ikke fraviges, vil politiet for at leve op til disse betin-
gelser i tilfælde, hvor der er blevet videregivet oplysninger
til en udlejer om en strafferetlig afgørelse, som efterfølgen-
de er blevet ændret, skulle meddele udlejeren, at den pågæl-
dende afgørelse er blevet ændret.
Da persondatalovens regler om anmeldelsespligt mv. ikke
fraviges, vil udlejeren – i det omfang udlejerens behandling
af oplysningerne er omfattet af persondatalovens regler –
skulle iagttage reglerne herom i persondatalovens kapitel 13.
Oplysningerne vil i visse tilfælde skulle slettes, eksempelvis
hvis lejeren fraflytter lejemålet, eller hvis oplysningerne af
andre grunde ikke længere er nødvendige i forhold til en
eventuel sag om ophævelse af lejeaftalen.
Herudover foreslår udvalget, at udlejeren og dennes ansatte
skal have tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som
modtages fra politiet om lejerens strafbare overtrædelse af
samlingsstedsforbuddet.
Der henvises til betænkningens side 188-189 og 227-229.
2.2.9.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og Transport-, Byg-
nings- og Boligministeriet er enig i udvalgets overvejelser
og forslag.
Der henvises til den foreslåede § 9 og de foreslåede bestem-
melser i lejelovens § 93, stk. 1, litra i, erhvervslejelovens §
69, stk. 1, nr. 8, og almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 9, jf.
lovforslagets §§ 11-13, samt bemærkningerne hertil.
23
2.2.9.3. Forholdet til databeskyttelsesdirektivet
Databeskyttelsesdirektivets artikel 7 fastsætter bl.a., at be-
handling af personoplysninger kan finde sted, hvis behand-
lingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i
samfundets interesse eller henhørende under offentlig myn-
dighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en tredje-
mand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt.
Behandling kan desuden finde sted, hvis behandlingen er
nødvendig for, at den registeransvarlige eller den tredje-
mand eller de tredjemænd, til hvem oplysningerne videregi-
ves, kan forfølge en legitim interesse, medmindre den regi-
streredes interesser eller de grundlæggende rettigheder og
frihedsrettigheder, der skal beskyttes i henhold til direktivet,
går forud herfor.
Af direktivets artikel 8, stk. 5, 1. afsnit, følger, at behandling
af rent private oplysninger om lovovertrædelser, straffedom-
me eller sikkerhedsforanstaltninger som udgangspunkt kun
må foretages under kontrol af en offentlig myndighed.
Behandling af de nævnte oplysninger må således efter be-
stemmelsen som udgangspunkt kun ske for en offentlig
myndighed. Hvis der gælder tilstrækkelige, specifikke ga-
rantier i medfør af den nationale lovgivning, herunder admi-
nistrative forskrifter fastsat i henhold til lov, kan behandling
af sådanne oplysninger dog også udføres for private.
Det bemærkes, at direktivet giver mulighed for, at medlems-
staterne uafhængigt af de generelle regler kan fastsætte sær-
lige betingelser for databehandling på specifikke områder,
jf. direktivets artikel 5 og betragtning 22.
Det vurderes, at den foreslåede ordning jf. pkt. 2.2.9.1 og
2.2.9.2 ovenfor, ligger inden for rammerne af databeskyttel-
sesdirektivet. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at private ud-
lejere efter den foreslåede bestemmelse alene kan behandle
oplysningerne om straf for overtrædelse af et forbud, i det
omfang behandlingen må anses for nødvendig for, at oplys-
ningerne kan tjene som dokumentation i en sag om ophæ-
velse af lejeaftalen. Desuden må det snævert afgrænsede da-
tabehandlingsformål samt indførelsen af en strafbelagt tav-
shedspligt for de personer, der skal behandle de omhandlede
personoplysninger, antages at udgøre tilstrækkelige, speci-
fikke garantier i databeskyttelsesdirektivets forstand.
I overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 6, vil
Kommissionen blive underrettet om den gennemførte regu-
lering på området.
3. En bestemmelse om oplysningspligt i planloven
3.1. Gældende ret
3.1.1. Som nærmere beskrevet ovenfor under pkt. 2.1.1.6
kan kommunerne efter planloven under nærmere betingelser
indføre lokalplanbestemmelser om bl.a. et områdes anven-
delse, bebyggelsers udformning, anvendelse af de enkelte
bygninger og hegnsforhold.
En rockerborg eller et lignende tilholdssted eller forhold på
et sådant tilholdssted kan være i strid med en række forskel-
lige lokalplanbestemmelser.
En lokalplan retter sig alene mod fremtidige forhold og kan
derfor ikke i sig selv gennemtvinge ændringer i en eksister-
ende, lovlig anvendelse af en ejendom eller forhold på ejen-
dommen. Planlovens § 14 om midlertidige forbud giver
imidlertid som nærmere beskrevet ovenfor under pkt.
2.1.1.6 kommunen adgang til at gribe ind for at forhindre, at
muligheden for at indføre lokalplanbestemmelser fortabes,
fordi det pågældende forhold allerede er etableret. Efter be-
stemmelsen kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud
mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan
hindres ved lokalplan.
Det kan efter omstændighederne være relevant at nedlægge
forbud efter planlovens § 14, hvis en kommune bliver op-
mærksom på, at en rockerborg eller et lignende tilholdssted
påtænkes etableret i kommunen.
Ifølge planlovens § 51, stk. 1, påser kommunalbestyrelsen
overholdelsen af planloven og de regler, der er fastsat med
hjemmel i loven, samt af bestemmelserne i lokalplaner mv.
Kommunalbestyrelsen skal foranledige et ulovligt forhold
lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betyd-
ning, jf. § 51, stk. 5. I den forbindelse kan kommunalbesty-
relsen meddele påbud om lovliggørelse af det ulovlige for-
hold.
Ifølge planlovens § 63, stk. 1, påhviler det den til enhver tid
værende ejer af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.
Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler
pligten tillige brugeren.
Brugeren kan eksempelvis være en person, der har lejet
ejendommen. Der kan imidlertid også være tale om en per-
son, der på anden måde har brugsret til ejendommen. Bruge-
ren kan også være en juridisk person.
3.1.2. Behandlingen af en sag om et eventuelt midlertidigt
forbud efter planlovens § 14 eller en sag om eventuel lovlig-
24
gørelse af et ulovligt forhold skal finde sted i overensstem-
melse med bl.a. forvaltningslovens regler.
Det indebærer normalt, at der skal foretages partshøring, jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 1. Der gælder dog visse undta-
gelser til pligten til at foretage partshøring, herunder hvis
forelæggelse af oplysningerne eller vurderingerne for parten
vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, jf. § 19,
stk. 2, nr. 5. Uanset om der er foretaget partshøring, skal en
afgørelse for at være gyldig bekendtgøres over for adressa-
ten.
Partshøring og bekendtgørelse af en afgørelse over for en
ejendoms bruger forudsætter, at kommunen har oplysninger
om, hvem brugeren er, eller kan skaffe sådanne oplysninger,
herunder eventuelt ved at bede ejeren om at oplyse dette.
Der gælder ikke nogen almindelig pligt for private til efter
anmodning fra en myndighed at give oplysninger, og der
findes heller ikke generelle bestemmelser herom i planlo-
ven.
Ejeren af ejendommen har således ikke efter gældende ret
pligt til at oplyse, hvem der er bruger af en ejendom, selv
om denne oplysning er nødvendig for behandlingen af en
sag om et eventuelt midlertidigt forbud efter planlovens § 14
eller om eventuel lovliggørelse af et ulovligt forhold.
3.2. Udvalgets overvejelser og forslag
Under arbejdet i udvalget blev der fra en kommunes side pe-
get på det problem, at det kan være vanskeligt eller umuligt
at foretage partshøring og bekendtgøre f.eks. et påbud efter
planloven, hvis kommunen ikke er bekendt med, hvem en
ejendom eksempelvis er udlejet til, og ejendommens ejer ik-
ke vil give disse oplysninger til kommunen.
Et flertal i udvalget bemærker i den forbindelse, at sager om
meddelelse af påbud i henhold til planloven rejses på kom-
munens initiativ som led i dennes tilsyn. Ejendommens ejer
eller bruger vil i sådanne sager typisk ikke have interesse i,
at sagen rejses, og vil derfor i nogle tilfælde savne incita-
ment til at bidrage til sagens oplysning ved at fortælle kom-
munen, hvem der er bruger af ejendommen. Dette vil ifølge
udvalget formentlig ofte gælde i sager om rockerborge.
På denne baggrund foreslår flertallet, at der i planloven ind-
føres en bestemmelse om, at kommunen kan forlange, at
ejeren eller lejeren af en ejendom oplyser, hvem der er bru-
ger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug for be-
handlingen af en sag om tilsyn efter loven. Tilsvarende fore-
slår flertallet, at kommunen skal kunne forlange, at en bru-
ger oplyser, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen.
Flertallet bemærker i den forbindelse, at det må antages, at
en ejer, lejer eller bruger af en ejendom normalt er klar over,
hvem der eventuelt er bruger af ejendommen. Hvis dette helt
undtagelsesvis ikke måtte være tilfældet, må det ifølge ud-
valget antages, at den pågældende uden væsentligt besvær
vil kunne finde ud af det.
Flertallet foreslår, at manglende overholdelse af oplysnings-
pligten skal kunne straffes med bøde.
Et mindretal bestående af Erhvervsministeriets og Justitsmi-
nisteriets medlemmer af udvalget oplyste i betænkningen, at
regeringen efter afslutningen af udvalgets arbejde ville tage
stilling til, om der bør indføres en bestemmelse om oplys-
ningspligt i planloven, og hvad indholdet af en sådan be-
stemmelse i givet fald bør være. Rigsadvokatens og Rigspo-
litiets medlemmer af udvalget tilsluttede sig dette.
Der henvises til betænkningens side 157-159.
3.3. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erhvervsministeriet og Justitsministeriet er enige i udvalgets
flertals overvejelser og forslag. Dog foreslår ministerierne,
at bestemmelsens anvendelsesområde i enkelte henseender
ændres i forhold til udvalgets forslag.
Det foreslås således for det første, at anvendelsesområdet
indsnævres i forhold til udvalgets forslag, så kommunalbe-
styrelsen alene kan forlange oplyst, hvem der er bruger af en
ejendom, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af
en konkret sag om eventuel lovliggørelse af et ulovligt for-
hold. Efter udvalgets forslag ville bestemmelsen kunne an-
vendes, hvis det var nødvendigt til brug for behandlingen af
en sag om tilsyn efter loven.
For det andet foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal kun-
ne forlange oplyst, hvem der er bruger af en ejendom, hvis
det er nødvendigt til brug for behandlingen af en konkret sag
om et eventuelt midlertidigt forbud efter planlovens § 14.
Det skyldes, at det som nævnt ovenfor under pkt. 3.1 kan
være relevant at nedlægge midlertidigt forbud efter § 14,
hvis kommunen bliver opmærksom på, at en rockerborg el-
ler et lignende tilholdssted påtænkes etableret i kommunen,
og at kommunen i den forbindelse kan have behov for op-
lysninger om, hvem der er bruger af den pågældende ejen-
dom.
Det vil være en forudsætning for at anvende den foreslåede
bestemmelse, at kommunen ikke i forvejen har oplysninger
om, hvem der er bruger af ejendommen.
25
Bestemmelsen vil kunne anvendes i sager om rockerborge
eller lignende tilholdssteder, men vil ikke være begrænset til
sager om sådanne tilholdssteder.
Der henvises til de foreslåede bestemmelser i planlovens §
56 a og 64, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 14, nr. 1 og 3,
samt bemærkningerne hertil.
4. Forholdet til grundloven og Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention
Nedenfor er den foreslåede samlingsstedsforbudsordnings
forhold til grundlovens § 79 og Den Europæiske Menneske-
rettighedskonventions artikel 11 behandlet.
4.1. Grundlovens § 79
Det følger af grundlovens § 79, at borgerne har ret til uden
forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.
Den foreslåede samlingsstedsforbudsordning indebærer et
forbud mod at forsamle sig på en bestemt ejendom for med-
lemmer af en given gruppe. Ordningen vil dermed udgøre et
indgreb i forsamlingsfriheden for den pågældende gruppe.
I Højesterets dom af 16. august 1999, gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen for 1999, side 1798 ff., om opholdsforbuds-
ordningen i rockerloven, jf. herom pkt. 2.1.1.1 ovenfor, an-
førte Højesteret bl.a., at grundlovens § 79 ikke er til hinder
for, ”at der ved lov fastsættes regler, som – uden at være ret-
tet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begrænser
forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre
væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd. Så-
danne begrænsninger må dog ikke gå videre end, hvad der
er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11. ” Hø-
jesteret fandt i dommen, at rockerloven ikke stred mod
grundlovens § 79.
Den foreslåede samlingsstedforbudsordnings forhold til
grundlovens § 79 er behandlet af udvalget.
Udvalget anfører om hensynene bag ordningen bl.a., at ord-
ningen er udformet på en sådan måde, at nedlæggelse af for-
bud forudsætter, at der foreligger gener, som er så alvorlige,
at de kan sidestilles med de gener, der kan opleves, når der i
tilknytning til en ejendom systematisk begås strafbare hand-
linger – f.eks. systematisk hashhandel – og som er egnet til
at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringbo-
ende. De hensyn, der begrunder indgrebet i forsamlingsfri-
heden efter samlingsstedsforbudsordningen, må således an-
ses for at være tilsvarende tungtvejende som de hensyn, der
begrunder den gældende besøgsforbudsordning i hashklub-
loven, jf. herom pkt. 2.1.1.2 ovenfor. Samlingsstedsforbuds-
ordningen må på denne baggrund anses for at beskytte væ-
sentlige interesser, som kan begrunde et indgreb i forsam-
lingsfriheden.
Udvalget anfører herudover bl.a., at indgrebet i forsamlings-
friheden som følge af et samlingsstedsforbud er begrænset
til en konkret ejendom. Et forbud vil således ikke være til
hinder for, at de personer, der ønsker at forsamles på ejen-
dommen, i stedet forsamles andetsteds.
Udvalget bemærker i øvrigt, at den samlingsstedsforbuds-
ordning, som udvalget foreslår, vil være begrænset til ejen-
domme, der er beliggende i områder, som i en lokalplan er
udlagt til beboelse eller offentlige formål som skoler, dagin-
stitutioner, fritidsklubber og lignende, eller i områder, der
faktisk anvendes til disse formål. Andre ejendomme, herun-
der ejendomme i landzone og erhvervsområder, er derimod
som udgangspunkt ikke omfattet af udvalgets ordning. Ord-
ningen er således ifølge udvalget begrænset til de områder,
hvor generne fra ulempe- og utryghedsskabende adfærd må
anses for størst.
Et samlingsstedsforbud vil endvidere medføre, at generne og
utrygheden for naboerne begrænses væsentligt eller helt
fjernes. Samlingsstedsforbudsordningen må derfor anses for
egnet til at opnå det formål, som ordningen forfølger. Ud-
valget bemærker i den forbindelse, at det i praksis har vist
sig vanskeligt at imødegå generne ved f.eks. rockerborge på
anden vis, og at det er vanskeligt at pege på alternative må-
der at imødegå de gener, som f.eks. rockerborge kan give
anledning til i form af væsentlig ulempe og utryghed.
Udvalget bemærker endvidere, at et samlingsstedsforbud ef-
ter udvalgets ordning forudsætter, at der først er meddelt en
advarsel, hvorefter ejeren eller brugeren af ejendommen får
mulighed for at rette for sig. Der kan således efter udvalgets
ordning alene nedlægges forbud, hvis en advarsel tilsidesæt-
tes.
For så vidt angår nye ejere og brugere af ejendommen peger
udvalget på, at disse vil kunne blive bekendt med en med-
delt advarsel eller et nedlagt forbud som følge af tinglysnin-
gen heraf på ejendommen.
Et forbud efter samlingsstedsforbudsordningen vil endvidere
som udgangspunkt være tidsmæssigt begrænset til 3 måne-
der i førstegangstilfælde, hvilket svarer til varigheden af et
besøgsforbud efter hashklubloven.
Et samlingsstedsforbud vil desuden ikke kunne nedlægges,
hvis der er tale et samlingssted for en gruppe, der mødes i et
politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.
26
Endelig lægger udvalget vægt på, at nedlæggelse af sam-
lingsstedsforbud forudsætter, at kommunen foretager en
konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om forbuddet er
proportionalt, og i den forbindelse foretager en afvejning af
på den ene side interessen i at sikre en vidtgående forsam-
lingsfrihed for lovlige foreninger mv. og på den anden side
de modstående hensyn til at imødegå den ulempe og utryg-
hed for de omkringboende, som anvendelsen af ejendom-
men som samlingssted for gruppen i det konkrete tilfælde
indebærer. Et samlingsstedsforbud vil således ikke kunne
nedlægges i situationer, hvor dette ikke vil være foreneligt
med grundlovens § 79 og artikel 11 i Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention.
På denne baggrund er det udvalgets opfattelse, at de be-
grænsninger, som samlingsstedsforbudsordningen indebærer
i forhold til at forsamle sig på ejendomme, forfølger væsent-
lige interesser og ikke går videre end nødvendigt, og at den
foreslåede samlingsstedsforbudsordning er forenelig med
grundlovens § 79.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 195-197.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets vurdering af den
foreslåede samlingsstedsforbudsordnings forhold til grund-
lovens § 79.
Justitsministeriet bemærker herudover, at lovforslaget inde-
holder visse justeringer i forhold til den forbudsordning,
som udvalget foreslår. Som anført ovenfor under pkt. 2.2.2.2
stilles der ikke som i hashklubloven krav om forudgående
advarsel, medmindre et forbud uden en advarsel vil være
uforholdsmæssigt indgribende (lovforslagets § 1, stk. 1 og
2).
Desuden vil et forbud, som anført ovenfor under pkt.
2.2.3.2, kunne forlænges, hvis ejendommen anvendes som
samlingssted for gruppen, imens der er nedlagt forbud, uan-
set om gruppens anvendelse af ejendommen som samlings-
sted giver anledning til gener (lovforslagets § 1, stk. 5). For-
buddet vil i disse tilfælde gælde, indtil det tilbagekaldes.
Endvidere vil det, som anført ovenfor under pkt. 2.2.2.2,
være afgørende, om gruppens anvendelse af ejendommen
som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe
og utryghed for de omkringboende (lovforslagets § 1, stk. 1
og 2), og der stilles således ikke krav om, at ejendommen er
beliggende i et område, der i en lokalplan er udlagt til bebo-
else eller offentlige formål som skoler, daginstitutioner, fri-
tidsklubber og lignende, eller i et område, der faktisk anven-
des til beboelse eller offentlige formål som de nævnte.
Lovforslaget indeholder endelig, som anført ovenfor under
pkt. 2.2.8.2, hjemmel for politiet til at meddele en person
forbud mod at opholde sig på en ejendom, der er omfattet af
et samlingsstedsforbud, og mod at opholde sig eller færdes
frem og tilbage inden for en afstand af 200 meter fra ejen-
dommen (lovforslagets § 6).
De nævnte justeringer ændrer ikke på ministeriets samlede
vurdering af, at den foreslåede ordning kan gennemføres in-
den for rammerne af grundlovens § 79.
Justitsministeriet lægger herved vægt på, at der ikke vil kun-
ne nedlægges forbud uden forudgående advarsel, hvis det vil
være uforholdsmæssigt, hvilket beror på en konkret vurde-
ring af genernes alvor. Det bemærkes, at der for at kunne
nedlægges forbud normalt skal være tale om en flerhed af
alvorlige gener over en længere periode, som er egnet til at
medføre væsentlig ulempe og utryghed hos de omkringbo-
ende.
Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at forlængelse af et
tidsbegrænset forbud, så det gælder, indtil det tilbagekaldes,
kun kan ske i det tilfælde, hvor ejendommen – trods et ned-
lagt forbud – alligevel anvendes som samlingssted for grup-
pen. Hensynet til de omkringboende og til at sikre en effek-
tiv forbudsordning taler i disse tilfælde – hvor et forbud er
blevet tilsidesat – med styrke for, at forbuddet bør gælde,
indtil det tilbagekaldes. Det bemærkes i den forbindelse, at
ejeren eller brugeren 3 måneder efter forbuddets nedlæggel-
se kan anmode om, at det tilbagekaldes.
Hensynet til at sikre en effektiv forbudsordning tilsiger efter
ministeriets opfattelse endvidere, at de konkrete plan- og zo-
neforhold ikke bør være afgørende for, om der kan nedlæg-
ges forbud. Således kan det ikke på forhånd udelukkes, at
der kan være behov for at varetage hensynet til omkringbo-
ende også i f.eks. landzone eller erhvervs- eller sommerhus-
områder mv. Ordningen forventes dog primært at blive an-
vendt på ejendomme beliggende i egentlige beboelsesområ-
der. Det vil fortsat være en betingelse for at nedlægge for-
bud, at gruppens anvendelse af ejendommen som samlings-
sted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed
for de omkringboende, jf. ovenfor under pkt. 2.2.2.2.
Justitsministeriet har endelig lagt vægt på, at det er nødven-
digt for at sikre en effektiv håndhævelse af samlingsstedfor-
buddet, at politiet under visse betingelser kan meddele en
person forbud mod at opholde sig på den ejendom, der er
omfattet af samlingsstedsforbuddet, og mod at opholde sig
eller færdes frem og tilbage inden for en afstand af 200 me-
ter fra ejendommen. Ministeriet har i den forbindelse også
lagt vægt på, at et sådant forbud kun kan meddeles personer,
som tidligere – trods et nedlagt samlingsstedsforbud – har
opholdt sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne
som samlingssted for gruppen, og som nu på ny opholder
sig – eller der er grund til at tro vil opholde sig – på ejen-
dommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
27
for gruppen. Den pågældende vil dermed have haft mulig-
hed for at indrette sig efter samlingsstedsforbuddet. Der er
endvidere lagt vægt på, at politiets forbud over for personer,
som bor eller arbejder inden for det område, som er omfattet
af forbuddet, ikke vil forhindre, at den pågældende kan an-
vende sin bolig og bevæge sig frit til og fra sin bopæl eller
arbejdsplads. Der er endelig lagt vægt på, at der fastsættes
en frist på tre måneder for forbuddet, og at forbuddet bort-
falder, hvis samlingsstedsforbuddet ophører med at gælde.
4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
11
Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions arti-
kel 11, stk. 1, har enhver ret til frit at deltage i fredelige for-
samlinger og til foreningsfrihed. Artikel 11, stk. 2, fastsæt-
ter, at der ikke må gøres indskrænkninger i udøvelsen af for-
samlings- og foreningsfriheden, medmindre det er foreskre-
vet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (pro-
portionalt) af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, at fore-
bygge uro eller forbrydelse eller at beskytte andres rettighe-
der og friheder.
En kommunes afgørelse om samlingsstedsforbud vil som
anført ovenfor under pkt. 4.1 kunne udgøre en indskrænk-
ning i forsamlingsfriheden og dermed et indgreb i Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11, stk.
1.
Den foreslåede samlingsstedsforbudsordning er begrundet i
hensynet til at beskytte de omkringboende mod gener (væ-
sentlig ulempe og utryghed), der er så alvorlige, at de kan si-
destilles med de gener, der kan opleves, når der i tilknytning
til en ejendom foregår virksomhed på en måde, som syste-
matisk indebærer strafbare handlinger. Forslaget vil således
varetage hensynene til den offentlige tryghed, at forebygge
uro eller forbrydelse eller at beskyttes andres rettigheder og
friheder.
Hvad angår kravet om proportionalitet vurderer Justitsmini-
steriet, at forslaget ikke går videre, end hvad der er nødven-
digt for at varetage de nævnte hensyn, og at forslaget derfor
kan gennemføres inden for rammerne af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 11. Ministeriet hen-
viser herved til det, der er anført ovenfor under pkt. 4.1 og i
betænkningen, side 195-197.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører som beskrevet ovenfor under pkt.
2.2.4, at en kommune kan forlange, at en ejer eller lejer af
en ejendom oplyser, hvem der er bruger af ejendommen,
hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag ef-
ter den foreslåede lov om forbud mod anvendelse af bestem-
te ejendomme som samlingssted for en gruppe. Tilsvarende
medfører lovforslaget, at kommunen kan forlange, at en bru-
ger oplyser, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen.
Desuden indebærer lovforslaget som nævnt under pkt. 3.3
ovenfor, at der indføres en bestemmelse i planloven om, at
kommunen kan forlange, at en ejer eller lejer af en ejendom
oplyser, hvem der er bruger af ejendommen, hvis det er nød-
vendigt til brug for behandlingen af en sag om nedlæggelse
af et midlertidigt forbud efter planlovens § 14 eller en sag
om lovliggørelse af et ulovligt forhold efter planloven. End-
videre foreslås det, at kommunen kan forlange oplyst af en
bruger, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis det
er nødvendigt til brug for behandlingen af en sådan sag.
Lovforslaget medfører endvidere som beskrevet ovenfor un-
der pkt. 2.2.7, at kommunens personale har adgang til en
ejendom, der er omfattet af et samlingsstedsforbud efter den
foreslåede lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejen-
domme som samlingssted for en gruppe, uden retskendelse,
hvis det er nødvendigt for at påse overholdelsen af forbud-
det. Lovforslaget medfører desuden, at kommunens persona-
le og politiet har adgang til ejendommen uden retskendelse,
hvis det er nødvendigt for at anvende beføjelsen til at kræve,
at personer, som vurderes at opholde sig på ejendommen
som led i anvendelsen af denne som samlingssted for grup-
pen, øjeblikkeligt forlader ejendommen, eller for at gennem-
tvinge sådanne beslutninger.
Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke uden en sådan
bestemmelse være muligt at føre effektivt tilsyn med og sik-
re en effektiv håndhævelse af kommunernes samlingssteds-
forbud efter den foreslåede ordning. Det skyldes navnlig, at
det må antages ofte at blive nødvendigt her og nu – f.eks.
hvis det konstateres, at der holdes fest eller lignende på
ejendommen – at påse, om forbuddet overtrædes, og i givet
fald administrativt at håndhæve forbuddet.
De foreslåede bestemmelser om oplysningspligt og adgang
til en ejendom uden retskendelse vil skulle administreres i
overensstemmelse med lov om retssikkerhed ved forvaltnin-
28
gens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (rets-
sikkerhedsloven).
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Der henvises om forholdet til databeskyttelsesdirektivet til
pkt. 2.2.9.3 ovenfor. Lovforslaget indeholder ikke herudover
EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Betænkning nr. 1562/2016 om indsatsen over for rockerbor-
ge mv., som lovforslaget bygger på, har i perioden fra den
16. januar 2017 til den 10. februar 2017 været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Tingly-
sningsretten, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspoliti-
et, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Datatilsynet, Den
Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsad-
vokater, Politidirektørforeningen, Politiforbundet, Advoka-
trådet, Danske Advokater, Landsforeningen af Forsvarsad-
vokater, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Lands-
klubben for Politiet, HK Kommunal, Det Kriminalpræventi-
ve Råd, Landsforeningen KRIM, Retspolitisk Forening, In-
stitut for Menneskerettigheder, Justitia, Amnesty Internatio-
nal, KL, samtlige kommuner, Danske Regioner, Grundejer-
en.dk, Danske Udlejere, Andelsboligforeningernes Fællesre-
præsentation, BL – Danmarks Almene Boliger, Ejendoms-
foreningen Danmark, Parcelhusejernes Landsforening, Le-
jernes Landsorganisation i Danmark, Erhvervslejernes
Landsorganisation, FAB – Foreningen af byplanlæggere,
DABYFO – Forum for Danske, Bygningsmyndigheder,
Bygherreforeningen, Byggesocietetet, Arkitektforeningen,
Dansk Byggeri, Dansk Byplanlaboratorium, Foreningen af
miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det offentlige (Envi-
Na), Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Dansk Erhverv,
Dansk Industri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Natur- og
Miljøklagenævnet, Rigsombudsmanden på Færøerne og
Rigsombudsmanden i Grønland.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Lovforslaget indeholder bestemmelser
om oplysningspligt og adgang til en
ejendom uden retskendelse
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Der henvises om forholdet til databeskyttelsesdirektivet til pkt. 2.2.9.3 ovenfor. Lov-
forslaget indeholder ikke herudover EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retli-
ge minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X
29
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Den foreslåede § 1 fastsætter indholdet af og betingelserne
for at nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som
samlingssted for en bestemt gruppe, f.eks. en rocker- eller
bandegruppe, og regulerer adgangen til at anmode om tilba-
gekaldelse af forbuddet. Desuden fastsætter bestemmelsen
en pligt for kommunalbestyrelsen til at overveje at nedlægge
forbud eller meddele advarsel, hvis betingelserne er opfyldt.
Efter det foreslåede stk. 1 kan kommunalbestyrelsen ned-
lægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlings-
sted for en bestemt gruppe, hvis gruppens anvendelse af
ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væ-
sentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. dog
stk. 2 om advarsel.
Ved ”gruppe” forstås to eller flere personer med anden til-
knytning end nære familiemæssige relationer, f.eks. en for-
ening, loge, klub eller lignende. Det vil ikke være en forud-
sætning, at der er tale om en formel sammenslutning eller et
formelt medlemskab af gruppen. Rocker- og bandegrupper
vil eksempelvis være omfattet.
En ejendom anvendes som ”samlingssted” for en gruppe,
når to eller flere personer med jævne mellemrum opholder
sig på ejendommen med udgangspunkt i deres medlemskab
af eller tilknytning til gruppen eller medlemmer af gruppen
eller som led i arrangementer, der kan henføres til gruppen,
f.eks. klubaftener eller fester.
At gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted
skal være ”egnet” til at medføre væsentlig ulempe og utryg-
hed for de omkringboende indebærer, at der skal foretages
en objektiveret bedømmelse ud fra bl.a. de konkrete gener,
der er nævnt nedenfor. Det vil således ikke være tilstrække-
ligt, at en omkringboende måtte føle ulempe og utryghed.
Med ”væsentlig ulempe og utryghed” sigtes til gener, der er
så alvorlige og normalt længerevarende, at de vil kunne si-
destilles med de gener, der kan opleves, når der i tilknytning
til en ejendom foregår virksomhed på en måde, som syste-
matisk indebærer strafbare handlinger – f.eks. systematisk
hashhandel – og som er egnet til at medføre væsentlig ulem-
pe og utryghed hos de omkringboende.
Om dette er tilfældet vil bero på en samlet konkret vurde-
ring. I vurderingen vil det bl.a. kunne indgå, om anvendel-
sen af ejendommen som samlingssted for gruppen fører til
hyppige støjgener eller hyppige trafikale gener. Det vil end-
videre kunne indgå, om personer, der færdes på ejendom-
men, begår strafbare forhold på eller i området omkring
ejendommen eller udviser chikanøs eller truende adfærd i
området. Herudover vil det kunne indgå, om anvendelsen af
ejendommen som samlingssted for gruppen giver anledning
til angreb eller konkret risiko for angreb rettet mod ejen-
dommen eller personer, der opholder sig på ejendommen.
Der er ikke tale om en udtømmende opregning af mulige
ulempe- og utryghedsskabende gener.
Generne vil for at kunne danne grundlag for et forbud skulle
gå klart ud over, hvad der kan forventes i det pågældende
område.
Konstatering af blot én af de ovennævnte gener vil som ud-
gangspunkt ikke alene kunne begrunde et forbud. Der vil
normalt skulle konstateres en flerhed af gener over en læn-
gere periode. Der vil dog kunne være tilfælde, hvor kun én
bestemt type af gener forekommer over en længere periode
eller med en sådan hyppighed eller intensitet, at dette i sig
selv vil være tilstrækkeligt til at begrunde et forbud.
Hyppige støjgener vil som nævnt kunne indgå i vurderingen.
Der vil som udgangspunkt jævnligt skulle forekomme stø-
jende arrangementer eller aktiviteter. Der vil f.eks. kunne
være tale om høj musik, råben, lyden af smadrede flasker el-
ler køretøjer, der ankommer til eller forlader ejendommen
med høj fart (med støj til følge). Det vil ikke være tilstræk-
keligt, at der forekommer støj af denne karakter i visse til-
fælde ved særlige lejligheder. Det må kræves, at der er tale
om flere støjende arrangementer eller aktiviteter over en
længere periode.
Endvidere vil det som nævnt kunne indgå i vurderingen, om
gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted gi-
ver anledning til hyppige trafikale gener. Der vil således
kunne lægges vægt på, om der jævnligt holder et større antal
køretøjer parkeret på vejen i kortere eller længere tidsrum,
også selv om køretøjerne holder lovligt parkeret, og på trafik
til og fra ejendommen. Hyppig trafik på mange forskellige
tidspunkter vil i højere grad kunne betragtes som ulempe-
og utryghedsskabende end trafik, der er begrænset til nogle
få bestemte tidsrum.
Det bemærkes, at der ikke vil kunne nedlægges forbud, hvis
ulempen og utrygheden alene udspringer af almindelig er-
hvervsmæssig virksomhed.
Herudover vil det kunne indgå med betydelig vægt, om per-
soner, der færdes på ejendommen, begår strafbare forhold på
ejendommen eller i området omkring denne. Der vil som ud-
gangspunkt skulle være tale om gentagne – og ikke blot en-
keltstående – tilfælde af strafbare forhold. Det er ikke afgø-
rende, om de strafbare forhold begås af den samme person
eller forskellige personer. Desuden vil der skulle være tale
om strafbare forhold, som efter deres karakter er egnet til at
skabe ulempe og utryghed for de omkringboende. Som ek-
sempler kan nævnes overtrædelser af reglerne om støjende
30
eller voldelig adfærd i bekendtgørelse om politiets sikring af
den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og
den offentlige sikkerhed mv. samt politiets adgang til at
iværksætte midlertidige foranstaltninger (ordensbekendtgø-
relsen), straffelovens bestemmelser om personfarlig krimi-
nalitet, indbrud, hærværk eller tyveri eller overtrædelse af
våbenloven, knivloven eller lov om euforiserende stoffer.
Det er ikke en forudsætning, at nogen er blevet straffet for
de pågældende overtrædelser, eller at nogen senere straffes
herfor, hvilket f.eks. kan være tilfældet, hvis den pågælden-
de ikke har kunnet identificeres, men det skal kunne godtgø-
res, at der er begået strafbare overtrædelser. De pågældende
overtrædelser vil endvidere skulle have sammenhæng med
anvendelsen af ejendommen som samlingssted for gruppen.
Det vil typisk være lettest at godtgøre, hvis der f.eks. kan
konstateres en tidsmæssig nærhed med, at ejendommen er
blevet anvendt som samlingssted for gruppen.
Det vil desuden kunne indgå med betydelig vægt i vurderin-
gen, om personer, der færdes på ejendommen, udviser chi-
kanøs eller truende adfærd i området, eksempelvis ved at rå-
be efter omkringboende eller forbigående eller ved at virke
som såkaldte bandevagter, der udspørger eller visiterer per-
soner, som færdes i området. Der vil som udgangspunkt
skulle foreligge gentagne – og ikke blot enkeltstående – til-
fælde. Der skal endvidere være tale om adfærd, som efter
sin karakter er egnet til at skabe ulempe og utryghed. Der vil
skulle foreligge en form for aktiv chikanøs eller truende ad-
færd henvendt til f.eks. naboer i form af fysiske handlinger
eller ytringer, der objektivt vil kunne opfattes som chikanø-
se eller truende. Det vil derfor f.eks. ikke være tilstrække-
ligt, at medlemmerne af gruppen står i grupper omkring
ejendommen eller på grund af f.eks. beklædningsgenstande
eller tatoveringer virker truende. Det vil derimod ikke være
en betingelse, at der er grundlag for at rejse sigtelse eller til-
tale for trusler efter straffelovens § 266.
Det vil kunne indgå i vurderingen, om politiet har meddelt
påbud eller forbud i medfør af ordensbekendtgørelsens § 6,
herunder zoneforbud, jf. herom pkt. 2.1.1.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger, i området omkring ejendommen
over for personer, der færdes på ejendommen, forudsat at de
forhold, der gav anledning til påbuddet eller forbuddet, er
egnet til at medføre ulempe og utryghed for de omkringbo-
ende. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om nogen er
straffet for overtrædelse af påbuddet eller forbuddet.
Det vil herudover kunne indgå med betydelig vægt i vurde-
ringen, om gruppens anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted har givet anledning til angreb rettet mod ejendom-
men eller personer, der opholder sig på ejendommen. Det
omfatter bl.a. angreb med skydevåben eller lignende, hvor
angrebet er til fare for de omkringboende, men også angreb,
som ikke indebærer en sådan fare, men dog er egnet til at
medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboen-
de. Der kan f.eks. være tale om et tæskehold, der uden med-
bringelse af våben møder op på ejendommen for at udøve
vold mod en af de tilstedeværende. Det er ikke en betingel-
se, at nogen er blevet straffet for det pågældende angreb, el-
ler at angrebet har givet anledning til forbud efter lov om
forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven).
Det vil være en betingelse, at angrebet hænger sammen med
gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted,
men derimod ikke, at angrebet betragtes som et led i et gen-
sigt opgør mellem gruppen og en anden gruppe. Et angreb
vil have den fornødne sammenhæng med gruppens anven-
delse af ejendommen som samlingssted, hvis angrebet skøn-
nes at have været rettet mod gruppen som sådan eller mod
personer, der vurderes at have opholdt sig på ejendommen
som led i anvendelsen af denne som samlingssted for grup-
pen.
Må angrebet derimod anses for rettet mod en person, der be-
fandt sig på ejendommen, men ikke opholdt sig dér som led
i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, vil
betingelsen ikke være opfyldt. Der kan f.eks. være tale om
en person, der alene opholdt sig på ejendommen som gæst
hos ejendommens ejer eller bruger og ikke har noget med
gruppen at gøre.
Det bemærkes i den forbindelse, at betingelsen vil kunne
være opfyldt, uanset hvad de implicerede måtte oplyse om
baggrunden for angrebet, hvis det på baggrund af sagens øv-
rige omstændigheder må antages, at angrebet har den for-
nødne sammenhæng med gruppens anvendelse af ejendom-
men som samlingssted.
Det vil også kunne indgå i vurderingen, hvis der er eller har
været risiko for et angreb som beskrevet, forudsat at der er
tale om en tilstrækkeligt konkret risiko. Risikoen vil efter
omstændighederne være tilstrækkeligt konkret, hvis politiet
har nedlagt forbud i medfør af rockerloven i forhold til den
pågældende ejendom. Dette vil dog bero på en konkret vur-
dering af de omstændigheder, der lå til grund for forbuddet
efter rockerloven.
Kommunen vil før nedlæggelse af forbud efter den foreslåe-
de bestemmelse eller meddelelse af advarsel, jf. det foreslåe-
de stk. 2, skulle sikre, at der foreligger den fornødne doku-
mentation for, at betingelserne er opfyldt.
Fremskaffelsen af en sådan dokumentation vil forudsætte et
nært samarbejde mellem kommunen og politiet. En stor del
af dokumentationen vil således i praksis skulle bestå af ma-
teriale fra politiet. Politiet vil derfor som led i indsatsen på
rocker- og bandeområdet fremover også skulle have fokus
på dokumentation, der kan have betydning for kommunens
behandling af sager efter samlingsstedsforbudsordningen.
31
Politiets observationer vedrørende støj og trafik i forbindel-
se med fester og andre arrangementer i en rockerborg eller
et lignende tilholdssted vil således eksempelvis kunne få be-
tydning som dokumentation i en sag hos kommunen om et
samlingsstedsforbud. Oplysninger fra politiets sager om mu-
lige strafbare forhold begået på eller i området omkring
ejendommen vil også kunne få betydning for kommunens
sag. Endvidere vil oplysninger fra politiets eventuelle sager
om zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4,
kunne få betydning for kommunens sag. Herudover vil op-
lysninger fra politiets sager om eventuelle angreb mod ejen-
dommen eller personer, der opholder sig på ejendommen, og
oplysninger fra eventuelle sager om forbud i medfør af rock-
erloven i forhold til ejendommen kunne få betydning for
kommunens sag.
Det vil være afgørende, at mulighederne for at udveksle op-
lysninger mellem myndighederne benyttes. Hvis lovforsla-
get vedtages, vil der blive udsendt en vejledning om offent-
lige myndigheders udveksling af personoplysninger som led
i den koordinerede myndighedsindsats over for organiseret
og alvorlig kriminalitet, herunder særligt rocker- og bande-
kriminalitet, hvor videregivelse af oplysninger i forbindelse
med bl.a. den foreslåede samlingsstedsforbudsordning be-
handles.
Kommunen vil som led i behandlingen af en sag om et
eventuelt samlingsstedsforbud også selv kunne foretage un-
dersøgelser, f.eks. ved at foretage iagttagelser af mulige
støjgener og trafikale gener, med henblik på at skaffe doku-
mentation, eksempelvis i form af billeder og notater om
iagttagelserne. Kommunen vil også som led i behandlingen
af andre sager kunne være kommet i besiddelse af relevant
dokumentation.
Dokumentationen vil foruden materiale, som myndigheder-
ne selv har tilvejebragt, kunne bestå af beskrivelser og bille-
der mv., som modtages fra beboerne i området omkring den
pågældende ejendom. Omfanget af henvendelser fra de om-
kringboende vil også i sig selv kunne have betydning som
dokumentation i sagen.
Det forudsættes, at der kun nedlægges forbud efter den fore-
slåede bestemmelse, hvis dette i det konkrete tilfælde er pro-
portionalt og i overensstemmelse med grundloven og Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Et forbud vil således ikke kunne nedlægges, hvis der er tale
om et samlingssted for en gruppe, som mødes i et politisk
eller andet meningsbefordrende øjemed. Det forhold, at ek-
sempelvis en rockerklub måtte begynde at kalde sig en poli-
tisk klub, vil naturligvis ikke i sig selv indebære, at det skal
lægges til grund, at der reelt er tale om virksomhed med et
meningsbefordrende øjemed.
Når det i øvrigt uden for det nævnte tilfælde overvejes at
nedlægge forbud, vil der skulle foretages en afvejning af på
den ene side interessen i at sikre en vidtgående forsamlings-
frihed for lovlige foreninger mv. og på den anden side de
modstående hensyn til at imødegå den ulempe og utryghed
for de omkringboende, som gruppens anvendelse af ejen-
dommen som samlingssted i det konkrete tilfælde indebæ-
rer. Det betyder, at et forbud ikke vil kunne nedlægges i si-
tuationer, hvor dette ikke vil være foreneligt med grundlo-
vens § 79 eller artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention.
Et forbud i medfør af det foreslåede stk. 1 vil være en afgø-
relse i forvaltningslovens forstand. Det betyder i forhold til
den, der er part i sagen, at forvaltningslovens almindelige
regler om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og kla-
gevejledning finder anvendelse.
Et forbud vil gælde for ejere og brugere af ejendommen, jf.
det foreslåede stk. 4. Ejendommens ejere og brugere vil der-
for være parter i sagen. Om andre kan anses for at have
partsstatus vil afhænge af, om den pågældende har en væ-
sentlig og individuel interesse i sagens udfald. Andre med-
lemmer af gruppen vil i almindelighed ikke have partsstatus.
Med henblik på at foretage partshøring har kommunen be-
hov for oplysninger om ejendommens ejere og brugere. I
den forbindelse vil kommunen eventuelt kunne anvende den
foreslåede § 4 om pligt til at oplyse om ejendommens bruge-
re. Er det imidlertid ikke uden væsentlige vanskeligheder
muligt at finde ud af, hvem der er bruger, eller at finde frem
til den pågældende, vil kommunen i medfør af forvaltnings-
lovens § 19, stk. 2, nr. 5, kunne undlade at foretage partshø-
ring. Dette forudsætter dog, at kommunen har udfoldet rime-
lige bestræbelser på at finde ud af, hvem der er bruger, eller
på at finde frem til den pågældende. Det samme gælder i
forhold til ejendommens ejere.
Afgørelsen vil skulle adresseres til de nuværende ejere og
brugere af ejendommen. Det bør imidlertid fremgå af afgø-
relsen, at forbuddet også gælder for fremtidige ejere og bru-
gere, jf. det foreslåede stk. 4. Er det ikke uden væsentlige
vanskeligheder muligt at finde ud af, hvem de nuværende
ejere og brugere er, vil afgørelsen kunne adresseres til ”ejen-
dommens ejere og brugere”. Afgørelsen vil skulle bekendt-
gøres ved, at den afleveres på ejendommen og tinglyses på
ejendommen, jf. det foreslåede § 2, stk. 1, og bemærknin-
gerne hertil.
Når et forbud er nedlagt, vil det indebære, at ejendommens
ejere og brugere, jf. det foreslåede stk. 4, ikke må anvende
ejendommen som samlingssted for den pågældende gruppe.
Forbuddet vil være overtrådt, hvis en person, der er medlem
af eller tilknyttet gruppen eller et medlem af gruppen, ophol-
der sig på ejendommen. Det vil imidlertid ikke være afgø-
32
rende, om personen har et sådant medlemskab eller en sådan
tilknytning, hvis det i øvrigt må lægges til grund, at den på-
gældende opholder sig på ejendommen som led i anvendel-
sen af denne som samlingssted for gruppen. Dette vil ek-
sempelvis være tilfældet, hvis den pågældende er til stede
ved et arrangement, der kan henføres til gruppen, f.eks. en
klubaften eller fest.
Forbuddet vil dog uanset ovenstående ikke være overtrådt,
hvis den person eller de personer, der opholder sig på ejen-
dommen, er nærmeste pårørende til en ejer eller bruger med
fast bopæl på ejendommen. Ved nærmeste pårørende forstås
navnlig ægtefæller, slægtninge i lige linje, søskende, adop-
tivbørn og plejebørn. Også en fast kæreste anses for nærme-
ste pårørende.
Ejeren eller brugeren vil endvidere ikke generelt være afskå-
ret fra at anvende ejendommen som samlingssted eller i øv-
rigt modtage besøgende på ejendommen, hvis de besøgende
ikke er medlemmer af eller tilknyttet den pågældende grup-
pe eller i øvrigt kommer på ejendommen som led i anven-
delsen af denne som samlingssted for gruppen.
Det bemærkes i den forbindelse, at forbuddet – uanset hvad
der måtte blive oplyst om årsagen til, at de pågældende per-
soner opholder sig på ejendommen – vil være overtrådt, hvis
det må lægges til grund, at personerne reelt opholder sig på
ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlings-
sted for gruppen.
Forbuddet vil herudover ikke være overtrådt, hvis flere ejere
eller brugere, der har fast bopæl på ejendommen, opholder
sig på ejendommen samtidig, forudsat at de reelt anvender
ejendommen som bolig.
Hvis et forbud vil være uforholdsmæssigt indgribende uden
forudgående advarsel, skal kommunalbestyrelsen efter det
foreslåede stk. 2, 1. pkt., først meddele advarsel om, at for-
bud kan forventes nedlagt, hvis gruppens anvendelse af
ejendommen som samlingssted fortsætter med at være egnet
til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkring-
boende, jf. dog stk. 3.
Ved vurderingen af, om nedlæggelse af forbud vil være
uforholdsmæssigt indgribende uden forudgående advarsel,
vil kommunen skulle lægge vægt på alvoren af de gener,
som gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted
giver anledning til. Det taler eksempelvis for, at der kan
nedlægges forbud uden forudgående advarsel, hvis disse ge-
ner omfatter angreb mod ejendommen eller personer på
ejendommen. Det samme gælder, hvis generne eksempelvis
omfatter flere tilfælde af strafbare forhold på ejendommen
eller i området omkring denne begået af personer, der fær-
des på ejendommen. Det vil herudover kunne indgå, om
ejendommens ejere og brugere på anden måde er gjort be-
kendt med et muligt forbud, f.eks. ved henvendelser fra
kommunen eller politiet, og dermed har haft mulighed for at
rette for sig.
Hvis denne vurdering falder ud til, at et forbud vil være
uforholdsmæssigt indgribende uden forudgående advarsel,
vil der skulle meddeles advarsel om, at forbud kan forventes
nedlagt, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted fortsætter med at være egnet til at medføre væsent-
lig ulempe og utryghed for de omkringboende.
Som det fremgår ovenfor, vil meddelelse af advarsel forud-
sætte, at betingelserne i det foreslåede stk. 1 er opfyldt, det
vil sige, at gruppens anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryg-
hed for de omkringboende.
Der vil ikke i advarslen skulle gives en egentlig frist for,
hvornår ejeren eller brugeren skal ophøre med at anvende
ejendommen som samlingssted for gruppen på en måde, der
er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de
omkringboende. Det forudsættes dog, at ejeren eller bruge-
ren gives en reel mulighed for at ophøre med den pågælden-
de anvendelse.
Når der er meddelt advarsel, vil det ikke være en betingelse
for at skride til forbud, at gruppens anvendelse af ejendom-
men som samlingssted – efter meddelelsen af advarslen –
yderligere giver anledning til en flerhed af gener over en
længere periode. Det vil være tilstrækkeligt, at der konstate-
res et vist antal gener eller en enkelt alvorligere gene.
En advarsel efter den foreslåede bestemmelse vil være en af-
gørelse i forvaltningslovens forstand. Der henvises herom til
bemærkningerne ovenfor om forbud, herunder for så vidt
angår partshøring og adressaten for afgørelsen.
Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., gælder en advarsel i 2 år.
Der vil derfor kunne nedlægges forbud, hvis gruppens an-
vendelse af ejendommen som samlingssted inden 2 år fra
meddelelsen af advarslen på ny bliver egnet til at medføre
væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. For så
vidt angår betingelserne for efter forudgående advarsel at
skride til forbud henvises i øvrigt til bemærkningerne oven-
for.
Efter det foreslåede stk. 3 kan der uanset stk. 2 nedlægges
forbud i medfør af stk. 1, hvis der er forløbet mindre end 2
år siden udløbet eller tilbagekaldelsen af et tidligere forbud.
Bestemmelsen indebærer, at der – uanset det foreslåede stk.
2 om advarsel – vil kunne nedlægges forbud, hvis der tidli-
gere har været nedlagt forbud mod, at ejendommen anven-
des som samlingssted for gruppen. I disse tilfælde skal det
33
således ikke overvejes, om der skal meddeles advarsel efter
stk. 2, før der skrides til forbud. Det gælder dog kun, hvis
der er forløbet mindre end 2 år siden udløbet af det tidligere
forbud, hvis dette var tidsbegrænset, eller mindre end 2 år
siden tilbagekaldelsen af det tidligere forbud, hvis dette var
tidsubegrænset. Ved tilbagekaldelse forstås kommunens op-
hævelse af et gyldigt forbud, fordi der ikke (længere) vurde-
res at være grundlag for forbuddet.
I denne periode på 2 år vil det – ligesom når der er meddelt
advarsel efter det foreslåede stk. 2 – ikke være en betingelse
for på ny at nedlægge forbud, at gruppens anvendelse af
ejendommen som samlingssted yderligere giver anledning
til en flerhed af gener over en længere periode. Det vil være
tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller en
enkelt alvorligere gene.
Efter det foreslåede stk. 4 gælder et forbud nedlagt i medfør
af stk. 1 eller en advarsel meddelt i medfør af stk. 2 for den
til enhver tid værende ejer eller bruger af ejendommen.
Betegnelsen ”bruger af ejendommen” vil skulle forstås på
samme måde som den tilsvarende betegnelse i planlovens §
63, stk. 1. Brugeren kan eksempelvis være en person, der
har lejet ejendommen. Der kan imidlertid også være tale om
en person, som på anden måde har brugsret til ejendommen.
Derimod vil den pågældende gruppes medlemmer, der kom-
mer på ejendommen i forbindelse med anvendelsen af denne
som samlingssted, ikke af denne grund være brugere af ejen-
dommen i bestemmelsens forstand.
Ejeren eller brugeren kan også være en juridisk person.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et forbud eller en
advarsel ikke alene vil gælde for nuværende ejere og bruge-
re af ejendommen, men også for fremtidige ejere og bruge-
re.
Et forbud vil derfor gælde for en ejer eller bruger, selv om
forbuddet blev nedlagt, da der var en anden ejer eller bruger
af ejendommen. Tilsvarende vil en advarsel kunne danne
grundlag for et forbud, selv om ejeren eller brugeren er ud-
skiftet, siden advarslen blev meddelt.
Efter det foreslåede stk. 5, 1. pkt., gælder et forbud nedlagt i
medfør af stk. 1 i 3 måneder. Bestemmelsen indebærer, at et
forbud i første omgang vil gælde i en periode på 3 måneder.
Efter det foreslåede stk. 5, 2. pkt., kan der – hvis ejendom-
men anvendes som samlingssted for gruppen i perioden på 3
måneder – nedlægges et forbud som nævnt i stk. 1, der gæl-
der, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det. Dette vil
gælde, uanset om gruppens anvendelse af ejendommen som
samlingssted giver anledning til gener.
Forbuddet nedlægges i medfør af stk. 1, og der vil gælde
samme regler om adgangen til at anmode om tilbagekaldel-
se, bekendtgørelse og underretning, klage, håndhævelse mv.
som ved forbud, der i øvrigt nedlægges i medfør af stk. 1.
Hvis der nedlægges forbud på et tidspunkt, hvor der er for-
løbet mindre end 2 år siden udløbet eller tilbagekaldelsen af
et tidligere forbud, gælder forbuddet ifølge det foreslåede
stk. 5, 3. pkt., indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det.
Som det fremgår af bemærkningerne ovenfor til det foreslå-
ede stk. 3, vil det i denne periode på 2 år ikke være en betin-
gelse for på ny at nedlægge forbud, at gruppens anvendelse
af ejendommen som samlingssted yderligere giver anledning
til en flerhed af gener over en længere periode. Det vil være
tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller en
enkelt alvorligere gene. Nedlægges der i denne periode for-
bud, vil forbuddet gælde, indtil kommunalbestyrelsen tilba-
gekalder det.
Efter det foreslåede stk. 6 kan en anmodning om tilbagekal-
delse af et forbud nedlagt i medfør af stk. 1 tidligst indgives,
når der er forløbet 3 måneder siden forbuddets nedlæggelse.
Er der meddelt afslag på tilbagekaldelse af forbuddet, kan
ny anmodning tidligst indgives, når der er forløbet 3 måne-
der siden afslaget.
Ved tilbagekaldelse forstås kommunens ophævelse af et gyl-
digt forbud, fordi der ikke (længere) vurderes at være grund-
lag for forbuddet.
Bestemmelsen vedrører alene adgangen til at anmode om til-
bagekaldelse. Der vil således uanset bestemmelsen kunne
klages til Planklagenævnet i overensstemmelse med den
foreslåede § 7.
At gruppen ikke samles på ejendommen, imens forbuddet
gælder, kan ikke i sig selv føre til, at forbuddet tilbagekal-
des. Ejendommens ejer eller bruger må vise, at der er taget
initiativ til at anvende ejendommen på anden måde. Forbud-
det vil herudover normalt kunne tilbagekaldes, hvis ejen-
dommen overtages af en person, der ingen forbindelse har til
den pågældende gruppe.
Efter det foreslåede stk. 7 skal kommunalbestyrelsen over-
veje at nedlægge forbud i medfør af stk. 1 eller meddele ad-
varsel efter stk. 2, når betingelserne er opfyldt.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen får pligt til at over-
veje at nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som
samlingssted for en bestemt gruppe, når betingelserne er op-
fyldt. Hvis der i medfør af det foreslåede stk. 2 først vil
skulle meddeles advarsel, vil kommunen have pligt til at
overveje at meddele advarsel.
34
Det forudsættes i den forbindelse, at kommunen, hvis den
ikke nedlægger forbud eller meddeler advarsel, selv om be-
tingelserne herfor er opfyldt, udarbejder et internt notat om,
hvilke overvejelser og saglige grunde der har ført til, at der
ikke nedlægges forbud eller meddeles advarsel.
De kommunale tilsynsmyndigheder vil som led i det retlige
tilsyn med kommunerne kunne føre tilsyn med, at kommu-
nen udarbejder et sådant internt notat.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2-2.2.4 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til § 2
Den foreslåede § 2 fastsætter bl.a. fremgangsmåden, når der
skal foretages bekendtgørelse og underretning om samlings-
stedsforbud og advarsler over for ejendommens ejere og
brugere.
Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., afleverer kommunalbesty-
relsen et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, eller en ad-
varsel meddelt i medfør af § 1, stk. 2, på ejendommen og
tinglyser forbuddet eller advarslen på ejendommen.
Aflevering på ejendommen vil eksempelvis kunne ske ved,
at forbuddet eller advarslen udleveres til en person, der op-
holder sig på ejendommen, lægges i ejendommens postkasse
eller slås op på eller ved indgangsdøren.
Herudover indebærer den foreslåede bestemmelse, at for-
buddet eller advarslen skal tinglyses på ejendommen. Hvis
forbuddet eller advarslen angår eksempelvis en leje- eller
andelslejlighed, der ikke har et selvstændigt blad i tingbo-
gen, vil tinglysningen skulle ske på den samlede faste ejen-
dom, hvori lejligheden er beliggende, og med henvisning til
den pågældende lejlighed. Det forudsættes, at tinglysningen
foretages således, at alene afgørelsens retsvirkninger frem-
går af tingbogen. Selve afgørelsen skal således ikke være til-
gængelig som bilag i tingbogen.
For så vidt angår forbud vil det skulle fremgå af tingbogen,
at kommunalbestyrelsen har nedlagt forbud efter § 1, stk. 1,
i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme
som samlingssted for en gruppe mod, at ejendommen an-
vendes som samlingssted for den pågældende gruppe. Det
vil endvidere skulle fremgå, at forbuddet gælder for den til
enhver tid værende ejer eller bruger af ejendommen, jf. § 1,
stk. 4. Ved tidsbegrænsede forbud vil det skulle fremgå, at
forbuddet gælder i 3 måneder, jf. § 1, stk. 5, 1. pkt. Ved tids-
ubegrænsede forbud vil det skulle fremgå, at forbuddet gæl-
der, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det, jf. § 1,
stk. 5, 2. og 3. pkt. Herudover vil det ved både tidsbegræn-
sede og tidsubegrænsede forbud skulle fremgå, at der uden
forudgående advarsel på ny kan nedlægges forbud, hvis den
pågældende gruppes anvendelse af ejendommen som sam-
lingssted inden for en periode på 2 år fra forbuddets udløb
eller tilbagekaldelse på ny bliver egnet til at medføre væ-
sentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. § 1,
stk. 1-3.
For så vidt angår advarsler vil det skulle fremgå af tingbo-
gen, at kommunalbestyrelsen i medfør af § 1, stk. 2, i lov
om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som
samlingssted for en gruppe har meddelt advarsel om, at for-
bud kan forventes nedlagt, hvis den pågældende gruppes an-
vendelse af ejendommen som samlingssted fortsætter med at
være egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for
de omkringboende. Det vil endvidere skulle fremgå, at ad-
varslen gælder for den til enhver tid værende ejer eller bru-
ger af ejendommen, jf. § 1, stk. 4. Herudover vil det skulle
fremgå, at advarslen gælder i 2 år, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt.
Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., anses forbuddet eller ad-
varslen for gyldigt bekendtgjort for ejendommens ejere og
brugere, når aflevering og tinglysning har fundet sted.
Når aflevering og tinglysning har fundet sted, vil et forbud
således kunne håndhæves administrativt i medfør af den
foreslåede § 5, ligesom en ejer eller bruger, der overtræder
forbuddet, vil kunne straffes efter det foreslåede § 8, stk. 1,
hvis betingelserne for et sådant strafansvar i øvrigt er op-
fyldt. Det gælder, uanset om ejendommens ejer eller bruger
er udskiftet siden nedlæggelsen af forbuddet. Endvidere vil
politiet efter den foreslåede § 6 som led i håndhævelsen af
samlingsstedsforbuddet kunne meddele personer forbud
mod at opholde sig på ejendommen og mod at opholde sig
eller færdes frem og tilbage inden for en afstand af 200 me-
ter fra ejendommen.
Tilsvarende vil en advarsel, der er afleveret og tinglyst på
ejendommen, kunne danne grundlag for nedlæggelse af et
forbud mod at anvende ejendommen som samlingssted for
gruppen, selv om ejeren eller brugeren efterfølgende er ud-
skiftet.
Efter det foreslåede stk. 2 underretter kommunalbestyrelsen
ejendommens ejere og brugere om et forbud nedlagt i med-
før af § 1, stk. 1, eller en advarsel meddelt i medfør af § 1,
stk. 2. Underretning kan dog undlades, hvis det vil være for-
bundet med væsentlige vanskeligheder.
Kommunen vil således have pligt til at underrette alle ejere
og brugere om forbuddet eller advarslen, medmindre det vil
være forbundet med væsentlige vanskeligheder. Det forud-
sættes, at kommunen udfolder rimelige bestræbelser på at
underrette alle ejere og brugere. I den forbindelse vil kom-
munen eventuelt kunne anvende den foreslåede § 4 om pligt
til at oplyse om ejendommens brugere.
35
Det vil imidlertid ikke være en gyldighedsbetingelse for for-
buddet eller advarslen, at underretning efter det foreslåede
stk. 2 har fundet sted. Et forbud vil således kunne håndhæ-
ves administrativt i medfør af den foreslåede § 5, og en ejer
eller bruger vil efter omstændighederne kunne straffes i
medfør af det foreslåede § 8, stk. 1, for at overtræde forbud-
det, selv om den pågældende ejer eller bruger ikke har mod-
taget underretning efter stk. 2, forudsat at forbuddet er be-
kendtgjort i overensstemmelse med stk. 1, det vil sige afle-
veret og tinglyst på ejendommen. Endvidere vil politiet efter
den foreslåede § 6 som led i håndhævelsen af samlingssteds-
forbuddet kunne meddele personer forbud mod at opholde
sig på ejendommen og mod at opholde sig eller færdes frem
og tilbage inden for en afstand af 200 meter fra ejendom-
men. Tilsvarende vil en advarsel, der er afleveret og tinglyst
på ejendommen, kunne danne grundlag for nedlæggelse af
forbud, selv om den pågældende ejer eller bruger ikke har
modtaget underretning efter stk. 2.
Hvis et forbud eller en advarsel bliver fundet ugyldig, eller
hvis et forbud tilbagekaldes, forudsættes det, at kommunen
tilsvarende underretter samtlige ejere og brugere, medmin-
dre det vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder.
Efter det foreslåede stk. 3 tinglyser kommunalbestyrelsen en
afgørelse om tilbagekaldelse af et forbud nedlagt i medfør af
§ 1, stk. 1, på ejendommen.
Ved tilbagekaldelse forstås kommunens ophævelse af et gyl-
digt forbud, fordi der ikke (længere) vurderes at være grund-
lag for forbuddet.
Det forudsættes, at tinglysningen foretages således, at alene
tilbagekaldelsens retsvirkninger fremgår af tingbogen. Det
vil således skulle fremgå af tingbogen, at der tidligere har
været nedlagt forbud efter § 1, stk. 1, i lov om forbud mod
anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en
gruppe mod, at ejendommen anvendes som samlingssted for
den pågældende gruppe, men at dette forbud er tilbagekaldt.
Derudover vil det skulle fremgå, at der uden forudgående
advarsel på ny kan nedlægges forbud, hvis den pågældende
gruppes anvendelse af ejendommen som samlingssted inden
for en periode på 2 år fra tilbagekaldelsen på ny bliver egnet
til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkring-
boende, jf. § 1, stk. 1-3. Det vil tillige skulle fremgå, at dette
gælder for den til enhver tid værende ejer eller bruger af
ejendommen, jf. § 1, stk. 4. I forbindelse med tinglysningen
af afgørelsen om tilbagekaldelse aflyses det tilbagekaldte
forbud, jf. det foreslåede stk. 4, 1. pkt.
Der henvises om fremgangsmåden ved tinglysning i øvrigt
til det, der er anført ovenfor under bemærkningerne til stk.
1.
Efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt., aflyser kommunalbesty-
relsen et forbud eller en advarsel, der i medfør af stk. 1 er
tinglyst på en ejendom, når forbuddet eller advarslen ikke
længere har retsvirkninger.
Kommunen vil skulle aflyse et tidsbegrænset forbud, når der
er forløbet 2 år siden forbuddets udløb. En advarsel vil skul-
le aflyses, når der er forløbet 2 år fra advarslens meddelelse.
Det skyldes, at forbuddet eller advarslen efter udløbet af
denne periode ikke længere vil kunne danne grundlag for et
(nyt) forbud.
Tidsubegrænsede forbud vil skulle aflyses, når de tilbage-
kaldes. Det skyldes, at kommunen i sådanne tilfælde vil
skulle tinglyse afgørelsen om tilbagekaldelse, jf. det foreslå-
ede stk. 3, hvoraf det vil skulle fremgå, at der tidligere har
været nedlagt et forbud, som nu er tilbagekaldt, og at det in-
debærer, at der uden forudgående advarsel på ny kan ned-
lægges forbud, hvis den pågældende gruppes anvendelse af
ejendommen som samlingssted inden for en periode på 2 år
fra tilbagekaldelsen på ny bliver egnet til at medføre væsent-
lig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. de foreslå-
ede § 1, stk. 1-3.
Hvis et forbud eller en advarsel bliver fundet ugyldig, vil
forbuddet eller advarslen ikke have retsvirkninger og vil ik-
ke kunne danne grundlag for et senere forbud. Kommunen
vil derfor skulle aflyse forbuddet eller advarslen.
Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., aflyser kommunalbesty-
relsen en afgørelse om tilbagekaldelse af et forbud, der i
medfør af stk. 3 er tinglyst på en ejendom, når afgørelsen ik-
ke længere har retsvirkninger.
En afgørelse om tilbagekaldelse af et forbud vil skulle afly-
ses, når der er forløbet 2 år siden tilbagekaldelsen, da det til-
bagekaldte forbud herefter ikke længere kan danne grundlag
for et forbud uden forudgående advarsel, jf. de foreslåede §
1, stk. 1-3.
Efter det foreslåede stk. 5 underretter kommunalbestyrelsen
politiet om et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, og når et
forbud ikke længere gælder. Et forbud vil eksempelvis op-
høre med at gælde, hvis kommunalbestyrelsen tilbagekalder
det, eller hvis det efter klage til Planklagenævnet bliver op-
hævet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
36
Til § 3
Den foreslåede § 3 fastsætter en pligt for kommunen til un-
der nærmere betingelser at overtage ejendomme, der er om-
fattet af et samlingsstedsforbud.
Efter det foreslåede stk. 1 kan ejeren af en ejendom forlange
ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning, hvis
der er nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1, og forbuddet
indebærer, at ejendommen ikke kan udnyttes på en økono-
misk rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske ud-
nyttelse af de omkringliggende ejendomme.
Med bestemmelsen indføres der en regel om overtagelses-
pligt svarende til planlovens § 48 om overtagelsespligt, når
en ejendom ved lokalplan eller byplanvedtægt er forbeholdt
offentlige formål.
Det bemærkes, at betingelserne for overtagelsespligtens ind-
træden formentlig kun helt undtagelsesvis vil være til stede,
da de ejendomme, der vil kunne rammes af et forbud, typisk
vil være beliggende i boligområder og vil kunne anvendes
som boliger, også selv om de ikke må benyttes som sam-
lingssted for den pågældende gruppe.
Efter det foreslåede stk. 2 afgør taksationsmyndighederne
efter §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje mv. spørgsmål
om berettigelsen af krav efter stk. 1. Om sagernes behand-
ling for taksationsmyndighederne og erstatningens fastsæt-
telse og udbetaling mv. finder §§ 103, 104 og 107-122 i lov
om offentlige veje mv. tilsvarende anvendelse.
Det foreslåede stk. 2 svarer til planlovens § 50, stk. 1, 2.
pkt., og stk. 2, og indebærer, at der kommer til at gælde
samme regler for behandlingen mv. af sager om overtagelse
i anledning af et samlingsstedsforbud som ved behandlingen
af sager om overtagelse efter planlovens § 48.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.6 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Den foreslåede § 4 fastsætter en pligt for bl.a. ejere og lejere
af en ejendom til at oplyse, hvem der er ejendommens bru-
ger.
Efter det foreslåede § 4, 1. pkt., kan kommunalbestyrelsen
forlange oplyst af en ejer eller lejer af en ejendom, hvem der
er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug for
behandlingen af en sag efter loven.
Betegnelsen ”bruger af ejendommen” vil skulle forstås på
samme måde som den tilsvarende betegnelse i planlovens §
63, stk. 1. Brugeren kan eksempelvis være en person, der
har lejet ejendommen. Der kan imidlertid også være tale om
en person, som på anden måde har brugsret til ejendommen.
Derimod vil den pågældende gruppes medlemmer, der kom-
mer på ejendommen i forbindelse med anvendelsen af denne
som samlingssted, ikke af denne grund være brugere af ejen-
dommen i bestemmelsens forstand. Brugeren kan også være
en juridisk person.
Oplysning om, hvem der er ejendommens bruger, har bl.a.
betydning, når kommunen skal foretage partshøring forud
for et eventuelt forbud i medfør af § 1, stk. 1, eller en advar-
sel i medfør af § 1, stk. 2, og når ejendommens ejere og bru-
gere efterfølgende skal underrettes om forbuddet eller ad-
varslen.
Kommunen kan kun anvende den foreslåede bestemmelse,
hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag ef-
ter loven. Det indebærer bl.a., at bestemmelsen ikke kan an-
vendes, hvis kommunen i forvejen har oplysninger om,
hvem der er bruger af ejendommen.
At det foreslåede § 4, 1. pkt., også omfatter en lejer af en
ejendom, indebærer, at kommunen vil kunne forlange oplyst
af en lejer, der har fremlejet ejendommen, hvem ejendom-
men er fremlejet til.
Det følger herudover af det foreslåede § 4, 2. pkt., at kom-
munalbestyrelsen kan forlange oplyst af en bruger af ejen-
dommen, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis
det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag efter
loven. Det vil kunne være relevant, hvis der er flere brugere
af ejendommen.
Den foreslåede § 4 vil skulle administreres i overensstem-
melse med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssik-
kerhedsloven).
Det følger af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, at hvis der er
konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk per-
son har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf,
gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at med-
dele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mis-
tænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger,
som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmel-
sen af den formodede lovovertrædelse. I forhold til andre
end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen mv.
om pligt til at meddele oplysninger, i det omfang oplysnin-
gerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2.
37
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 5
Den foreslåede § 5 vedrører tilsyn med og håndhævelse af
samlingsstedsforbud.
Efter det foreslåede stk. 1 påser kommunalbestyrelsen, at
forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, overholdes. Det inde-
bærer, at kommunen, når der er nedlagt forbud, vil have
pligt til at påse, at forbuddet overholdes.
Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., kan kommunalbestyrel-
sens personale, når der er nedlagt forbud i medfør af § 1,
stk. 1, kræve, at enhver person, som vurderes at opholde sig
på ejendommen som led i anvendelsen af denne som sam-
lingssted for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen.
En person opholder sig på ejendommen som led i anvendel-
sen af denne som samlingssted for gruppen, hvis den pågæl-
dende er medlem af eller tilknyttet gruppen eller medlem-
mer af gruppen eller i øvrigt opholder sig på ejendommen
som led i anvendelsen af denne som samlingssted for grup-
pen, eksempelvis fordi den pågældende er til stede ved et ar-
rangement, der kan henføres til gruppen, f.eks. en klubaften
eller fest. Det afgørende vil i den forbindelse ikke være,
hvad personen måtte oplyse til kommunens personale om år-
sagen til sin tilstedeværelse, men derimod om den pågæl-
dende reelt opholder sig på ejendommen som led i anven-
delsen af denne som samlingssted for gruppen.
At den foreslåede bestemmelse kan anvendes over for en
person, som ”vurderes” at opholde sig på ejendommen som
led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen,
indebærer, at kommunens personale har et vist skøn, herun-
der med hensyn til, hvorfor personen reelt opholder sig på
ejendommen. Hvis der eksempelvis opholder sig flere perso-
ner på ejendommen, og der ikke er tvivl om, at i hvert fald
nogle af personerne opholder sig på ejendommen som led i
anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, vil
kommunens personale som udgangspunkt kunne lægge til
grund, at alle personerne opholder sig på ejendommen som
led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen.
Denne formodning vil dog kunne afkræftes i det enkelte til-
fælde.
Den foreslåede bestemmelse vil kun kunne anvendes over
for personer, hvis tilstedeværelse på ejendommen er i strid
med samlingsstedsforbuddet, jf. nærmere bemærkningerne
til § 1, stk. 1.
Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse vil være udtryk
for faktisk forvaltningsvirksomhed og vil således ikke inde-
bære, at der træffes en afgørelse i forhold til de personer,
som kommunens personale kræver forlader ejendommen.
Bestemmelsen vil kunne anvendes, uanset om den aktuelle
ejer eller bruger er den samme, som da forbuddet blev ned-
lagt, da et forbud, når det er bekendtgjort i overensstemmel-
se med § 2, stk. 1, vil gælde for den til enhver tid værende
ejer eller bruger af ejendommen, jf. det foreslåede § 1, stk.
4.
Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., tilkommer der politiet en
tilsvarende adgang til at kræve, at enhver person, som vur-
deres at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen
af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt forla-
der ejendommen.
Hvis en person ikke frivilligt forlader ejendommen, når
kommunens personale eller politiet i medfør af stk. 2 kræver
det, kan politiet efter det foreslåede stk. 3 under anvendelse
af den fornødne magt sikre, at den pågældende forlader
ejendommen.
Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til, at politiet
umiddelbart kan gennemtvinge beslutninger om, at en per-
son øjeblikkeligt skal forlade ejendommen.
Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil
skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politi-
loven, der i kapitel 4 indeholder regler om politiets magtan-
vendelse.
Det indebærer bl.a., at politiets magtanvendelse skal være
nødvendig og forsvarlig og alene må ske med midler og i en
udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der
søges beskyttet, jf. politilovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Det skal
indgå i vurderingen af forsvarligheden, om magtanvendel-
sen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til
skade, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt. Magt skal ifølge § 16, stk. 2,
anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og
således at eventuelle skader begrænses til et minimum.
Efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt., har kommunalbestyrel-
sens personale, når der er nedlagt forbud i medfør af § 1,
stk. 1, til enhver tid mod behørig legitimation adgang til
ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for
at påse, om forbuddet overholdes, eller for at anvende befø-
jelsen i stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunens per-
sonale vil kunne få adgang til ejendommen uden retskendel-
se, hvis det er nødvendigt som led i tilsynet med, at forbud-
det overholdes, eller for at anvende beføjelsen til at kræve,
at personer, som vurderes at opholde sig på ejendommen
38
som led i anvendelsen af denne som samlingssted for grup-
pen, øjeblikkeligt forlader ejendommen.
Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., har politiet mod behørig
legitimation adgang til ejendommen uden retskendelse, hvis
det er nødvendigt for at anvende beføjelserne i stk. 2, 2. pkt.,
og stk. 3.
Bestemmelsen indebærer, at politiet vil kunne få adgang til
ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for,
at politiet kan anvende beføjelsen til at kræve, at personer,
som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i an-
vendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblik-
keligt forlader ejendommen, eller hvis det er nødvendigt for
at gennemtvinge politiets eller kommunens personales be-
slutninger herom.
Indgreb efter det foreslåede stk. 4 vil skulle foretages under
iagttagelse af reglerne i lov om retssikkerhed ved forvaltnin-
gens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (rets-
sikkerhedsloven). Der skal særligt peges på retssikkerheds-
lovens § 9. Det fremgår af § 9, stk. 1, at hvis en enkeltper-
son eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at
have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb
over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe op-
lysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter,
alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven. Dette gæl-
der dog ifølge § 9, stk. 2, ikke, hvis tvangsindgrebet gen-
nemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til
brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf.
Kommunens personale vil kunne få adgang til ejendommen
efter det foreslåede stk. 4, hvis formålet er at afklare, om der
foreligger en overtrædelse af et forbud. I sådanne tilfælde vil
der således som udgangspunkt ikke foreligge en sådan mis-
tanke, at retssikkerhedslovens § 9 finder anvendelse.
Hvis ejeren eller brugeren af ejendommen på grund af de
konkrete omstændigheder i sagen med rimelig grund er mis-
tænkt for overtrædelse af det foreslåede § 8, stk. 1, hvorefter
det er strafbart at overtræde et forbud, vil kommunens per-
sonale eller politiet ikke i medfør af den foreslåede bestem-
melse kunne få adgang til ejendommen for at skaffe oplys-
ninger om det strafbare forhold. I stedet vil politiet kunne gå
videre med sagen som en straffesag, og kommunens perso-
nale vil kunne anmelde forholdet til politiet. Politiet vil her-
efter kunne foretage ransagning efter reglerne i retsplejelo-
ven, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Uanset om ejeren eller brugeren med rimelig grund mistæn-
kes for at have overtrådt det foreslåede § 8, stk. 1, vil kom-
munens personale eller politiet kunne få adgang til ejendom-
men, hvis dette sker med henblik på anvendelse af beføjel-
sen efter det foreslåede stk. 2 til at kræve, at personer, som
vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendel-
sen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt
forlader ejendommen, eller hvis det sker med henblik på po-
litiets gennemtvingelse af sådanne beslutninger i medfør af
det foreslåede stk. 3.
Efter det foreslåede stk. 5 yder politiet kommunalbestyrel-
sens personale nødvendig bistand ved anvendelsen af befø-
jelsen i stk. 4, 1. pkt.
Dette vil f.eks. kunne være relevant, hvis kommunens perso-
nale nægtes adgang til ejendommen. Endvidere vil det kun-
ne være relevant, hvis medarbejderne fra kommunen ikke er
trygge ved at være til stede på ejendommen, uden at politiet
er med.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.7 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 6
Den foreslåede § 6 giver politiet adgang til som led i hånd-
hævelsen af et samlingsstedsforbud at forbyde personer at
opholde sig på ejendommen og at opholde sig eller færdes
frem og tilbage inden for en afstand af 200 meter herfra.
Det foreslåede stk. 1 fastsætter betingelserne for, at politiet
kan meddele et sådant forbud.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, er det en betingelse, at
kommunalbestyrelsens personale eller politiet i medfør af §
5, stk. 2, tidligere har krævet, at personen forlader ejendom-
men. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne til §
5, stk. 2.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, er det yderligere en betin-
gelse, at den pågældende i samlingsstedsforbuddets gyldig-
hedsperiode enten på ny vurderes at opholde sig på ejen-
dommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
for gruppen, eller der er grund til at tro, at dette vil ske.
Det vil ikke være en betingelse, at der er forløbet en bestemt
periode fra det tidspunkt, hvor kommunens personale eller
politiet har krævet, at den pågældende forlader ejendom-
men, og indtil den pågældende på ny vurderes at opholde sig
på ejendommen som led i anvendelsen af denne som sam-
lingssted for gruppen. Hvis personen således efterkommer
kravet om at forlade ejendommen, men umiddelbart herefter
vender tilbage hertil, vil der kunne meddeles forbud efter
den foreslåede bestemmelse.
Politiet vil som nævnt også kunne meddele forbud, hvis
kommunens personale eller politiet i medfør af § 5, stk. 2,
39
tidligere har krævet, at personen forlader ejendommen, og
der er grund til at tro, at den pågældende i samlingsstedsfor-
buddets gyldighedsperiode på ny vil opholde sig på ejen-
dommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted
for gruppen. Det vil bero på en konkret vurdering, om denne
betingelse er opfyldt.
Betingelsen vil efter omstændighederne eksempelvis kunne
være opfyldt, hvis en person ikke frivilligt forlader ejen-
dommen, efter at kommunens personale eller politiet har
krævet det. Hvis det således bliver nødvendigt for politiet
under anvendelse af den fornødne magt at sikre, at personen
forlader ejendommen, jf. det foreslåede § 5, stk. 3, vil politi-
et efter omstændighederne samtidig kunne meddele perso-
nen forbud efter det foreslåede stk. 1.
Betingelsen vil endvidere efter omstændighederne kunne
være opfyldt, hvis en person efter krav fra kommunens per-
sonale eller politiet forlader ejendommen, men herefter uden
rimelig grund forbliver i området omkring ejendommen.
Politiet kan kun meddele forbud efter det foreslåede stk. 1
over for personer, hvis tilstedeværelse på ejendommen er el-
ler vil være i strid med samlingsstedsforbuddet, jf. nærmere
bemærkningerne til § 1, stk. 1.
Et forbud efter den foreslåede bestemmelse indebærer, at
personen forbydes at opholde sig på ejendommen og at op-
holde sig eller færdes frem og tilbage inden for en afstand af
200 meter fra ejendommen.
Hvis personen bor eller arbejder inden for det område, som
er omfattet af forbuddet, vil den pågældende kunne anvende
sin bolig og bevæge sig frit til og fra sin bopæl eller arbejds-
plads og ud i sit lokalområde, men vil ikke ellers kunne op-
holde sig i området.
Et forbud i medfør af det foreslåede stk. 1 vil være en afgø-
relse i forvaltningslovens forstand. Forvaltningslovens reg-
ler om partshøring, begrundelse, klagevejledning mv. vil
derfor finde anvendelse.
Forbud efter bestemmelsen vil kunne meddeles mundtligt på
stedet, således at det straks kommer til at gælde. Der vil i gi-
vet fald eventuelt også skulle foretages mundtlig partshøring
på stedet. Et mundtligt meddelt forbud bør snarest herefter
bekræftes skriftligt over for den pågældende.
Politiets afgørelse om at meddele forbud efter det foreslåede
stk. 1 vil kunne påklages til Rigspolitiet, jf. retsplejelovens §
109, stk. 1. Rigspolitiets afgørelse vil ikke kunne påklages
til Justitsministeriet, jf. § 109, stk. 2. Desuden vil et forbud
kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63, li-
gesom lovligheden af et forbud vil kunne prøves under en
straffesag om overtrædelse af forbuddet. Hverken klage til
Rigspolitiet eller indbringelse for domstolene vil have op-
sættende virkning.
Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., gælder et forbud meddelt i
medfør af stk. 1 i 3 måneder, dog kun så længe forbuddet
nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, gælder. Hvis samlingssteds-
forbuddet er tidsbegrænset, jf. det foreslåede § 1, stk. 5, 1.
pkt., vil forbuddet efter stk. 1 således kun gælde indtil det
tidspunkt, hvor samlingsstedsforbuddet udløber.
Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., kan et forbud meddelt i
medfør af stk. 1 forlænges, hvis der er grund til at tro, at den
pågældende i gyldighedsperioden for forbuddet nedlagt i
medfør af § 1, stk. 1, på ny vil opholde sig på ejendommen
som led i anvendelsen af denne som samlingssted for grup-
pen. Om denne betingelse er opfyldt vil bero på en konkret
vurdering, hvor der bl.a. vil kunne lægges vægt på, om den
pågældende hidtil har overholdt forbuddet.
Efter det foreslåede stk. 2, 3. pkt., finder 1. pkt. tilsvarende
anvendelse ved forlængelse af forbuddet. Det indebærer, at
forlængelsen vil gælde i 3 måneder, dog kun så længe sam-
lingsstedsforbuddet efter § 1, stk. 1, gælder.
Det foreslåede stk. 3 indebærer, at et forbud meddelt i med-
før af stk. 1 bortfalder, hvis samlingsstedsforbuddet nedlagt
i medfør af § 1, stk. 1, ophører med at gælde. Samlings-
stedsforbuddet vil eksempelvis ophøre med at gælde, hvis
kommunen tilbagekalder det, eller hvis det efter klage til
Planklagenævnet bliver ophævet.
Det forudsættes, at politiet i givet fald underretter personer,
som er meddelt forbud efter stk. 1, om, at forbuddet er bort-
faldet. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunen efter
det foreslåede § 2, stk. 5, skal underrette politiet, hvis et
samlingsstedsforbud ophører med at gælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.8 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 7
Den foreslåede § 7 vedrører adgangen til at klage over sam-
lingsstedsforbud.
Efter den foreslåede bestemmelse kan kommunalbestyrel-
sens afgørelse om at nedlægge forbud i medfør af § 1, stk. 1,
for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Planklagen-
ævnet. Tilsvarende gælder for kommunalbestyrelsens afgø-
relse om afslag på at tilbagekalde et forbud.
40
Efter bestemmelsen vil alene kommunens afgørelser om at
nedlægge forbud eller om afslag på at tilbagekalde forbud
kunne påklages til Planklagenævnet. Det bemærkes, at det
følger af det foreslåede § 1, stk. 6, at en anmodning om til-
bagekaldelse af et forbud tidligst kan indgives til kommu-
nen, når der er forløbet 3 måneder siden forbuddets nedlæg-
gelse eller det seneste afslag på at tilbagekalde.
Derimod vil bl.a. afgørelser om advarsler og om ikke at
meddele advarsel eller nedlægge forbud ikke kunne påkla-
ges.
Planklagenævnet vil kun kunne prøve retlige spørgsmål, det
vil sige, om der er retlige mangler ved et forbud eller et af-
slag på tilbagekaldelse. Nævnet vil i den forbindelse kunne
prøve, om der er retlige mangler ved kommunens skønsud-
øvelse, herunder i forhold til de kriterier, som er opstillet for
skønnet, men vil som udgangspunkt ikke i øvrigt kunne prø-
ve kommunens skøn. Det bemærkes, at betingelserne for at
nedlægge forbud til en vis grad er skønsprægede, ligesom
det som udgangspunkt er en skønsmæssig afgørelse, om der,
hvis betingelserne er opfyldt, bør nedlægges forbud, eller
om et forbud bør tilbagekaldes.
Advarsler, forbud mv. vil i øvrigt kunne prøves ved et søgs-
mål i medfør af grundlovens § 63, ligesom prøvelse vil kun-
ne ske under en eventuel straffesag om overtrædelse af for-
buddet.
Klager til Planklagenævnet vil skulle behandles efter regle-
rne i lov om Planklagenævnet og regler fastsat i medfør he-
raf (for tiden bekendtgørelse nr. 108 af 28. januar 2017 om
gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet og be-
kendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af til-
ladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til
Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse
afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre
love). Her findes regler om fremgangsmåden ved klage, be-
taling af gebyr mv.
Det forudsættes i den forbindelse, at der, hvis lovforslaget
vedtages, i medfør af § 9 i lov om Planklagenævnet fastsæt-
tes regler om fristen for at klage efter den foreslåede be-
stemmelse. Det vil blive fastsat, at klage over en afgørelse
om at nedlægge forbud i medfør af det foreslåede § 1, stk. 1,
skal være indgivet senest 4 uger efter, at forbuddet i medfør
af det foreslåede § 2, stk. 1, er afleveret og tinglyst på ejen-
dommen. Endvidere vil det blive fastsat, at klage over en af-
gørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud skal være ind-
givet senest 4 uger efter, at klager har modtaget underret-
ning om afgørelsen.
Det fremgår af § 7, stk. 1, i lov om Planklagenævnet, at en
klage ikke har opsættende virkning, medmindre dette er
fastsat i eller i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 2 og
3. Efter § 7, stk. 2, kan erhvervsministeren fastsætte nærme-
re regler om, at rettidig klage i nærmere bestemte tilfælde
har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet be-
stemmer andet. Ifølge § 7, stk. 3, kan Planklagenævnet, hvor
særlige grunde taler derfor, bestemme, at en klage tillægges
opsættende virkning.
Det forudsættes i den forbindelse, at Planklagenævnet som
det helt klare udgangspunkt ikke tillægger klager efter den
foreslåede bestemmelse opsættende virkning.
Det forudsættes endvidere, at der ikke i medfør af § 7, stk. 2,
i lov om Planklagenævnet fastsættes regler om, at klage ef-
ter den foreslåede bestemmelse har opsættende virkning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 8
Den foreslåede § 8 indeholder straffebestemmelser.
Efter det foreslåede stk. 1 straffes en ejer eller bruger, der
overtræder et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, eller en
person, der overtræder et forbud meddelt i medfør af § 6,
stk. 1, med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til
fængsel i indtil 4 måneder.
Det foreslåede stk. 1 indebærer bl.a., at en ejer eller bruger,
der i strid med et samlingsstedsforbud uagtsomt eller forsæt-
ligt anvender ejendommen som samlingssted for den pågæl-
dende gruppe, kan straffes. Det vil bero på en konkret vur-
dering, om ejeren eller brugeren har den fornødne tilregnel-
se i form af uagtsomhed eller forsæt.
Det må antages, at en ejer eller bruger som altovervejende
udgangspunkt vil have den fornødne tilregnelse med hensyn
til samlingsstedsforbuddets eksistens, hvis der er sket be-
kendtgørelse og underretning om forbuddet i overensstem-
melse med den foreslåede § 2. Under alle omstændigheder
må den fornødne tilregnelse antages at foreligge, hvis en
ejer eller bruger anvender ejendommen som samlingssted
for gruppen, efter at kommunen eller politiet har gjort den
pågældende opmærksom på forbuddet.
Et samlingsstedsforbud vil ikke kun gælde for nuværende
ejere og brugere af ejendommen, men også for senere ejere
og brugere, jf. det foreslåede § 1, stk. 4. Det må antages, at
en senere ejer af ejendommen i almindelighed vil have den
fornødne tilregnelse med hensyn til forbuddets eksistens, da
forbuddet ifølge § 2, stk. 1, vil skulle tinglyses på ejendom-
men. Under alle omstændigheder må den fornødne tilregnel-
se antages at foreligge, hvis en senere ejer eller bruger an-
41
vender ejendommen som samlingssted for gruppen, efter at
kommunen eller politiet har gjort den pågældende opmærk-
som på forbuddet.
Ejeren eller brugeren af en ejendom vil efter omstændighe-
derne kunne straffes, selv om det ikke er vedkommende
selv, der har givet personerne adgang til ejendommen, men
det er sket med vedkommendes accept.
En eventuel klage over et samlingsstedsforbud vil som det
helt klare udgangspunkt ikke have opsættende virkning, jf.
bemærkningerne til den foreslåede § 7, og der vil således
som udgangspunkt kunne idømmes straf for overtrædelse af
forbuddet, selv om det er påklaget. En ejer eller bruger, der
mener, at lovens betingelser for nedlæggelse af forbud ikke
er opfyldt, vil kunne gøre dette gældende under straffesagen.
Efter det foreslåede stk. 2 straffes den, der afgiver urigtige
eller vildledende oplysninger eller undlader at give oplys-
ninger, som den pågældende ifølge § 4 er forpligtet til at gi-
ve, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
En ejer, lejer eller bruger, der ikke har opfyldt oplysnings-
pligten efter § 4, vil endvidere efter omstændighederne kun-
ne pålægges tvangsbøder i medfør af retsplejelovens § 997,
stk. 3, indtil den pågældende opfylder pligten.
Efter det foreslåede stk. 3 kan der pålægges selskaber mv.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Bestemmelsen vil f.eks. have betydning, hvis en forening er
ejer eller bruger af ejendommen. I sådanne tilfælde vil for-
eningen som sådan kunne straffes. Om der herudover rejses
tiltale mod enkeltpersoner, vil skulle afgøres efter de almin-
delige retningslinjer herom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.7 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 9
Den foreslåede § 9 vedrører politiets videregivelse af oplys-
ninger om, at en lejer er straffet for overtrædelse af et sam-
lingsstedsforbud, til udlejeren til brug for dennes eventuelle
ophævelse af lejeaftalen.
Den foreslåede § 9 indebærer, at spørgsmålet om berettigel-
sen af politiets videregivelse af oplysningerne til udlejeren
og udlejerens efterfølgende behandling af oplysningerne
skal vurderes efter den foreslåede bestemmelse og ikke reg-
lerne i persondataloven.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke indebæ-
rer en fravigelse af andre dele af persondatalovens regule-
ring, herunder grundprincipperne vedrørende behandling af
oplysninger i § 5, reglerne om den registreredes rettigheder
og om den dataansvarliges anmeldelsespligt. Den foreslåede
bestemmelse indebærer således alene en fravigelse af §§
6-8, i det omfang disse har relevans for politiets videregivel-
se og den efterfølgende behandling af oplysningerne.
Efter det foreslåede stk. 1 underretter politiet udlejeren, hvis
en lejer straffes for overtrædelse af § 8, stk. 1, ved at have
anvendt det lejede som samlingssted i strid med et forbud
nedlagt i medfør af § 1, stk. 1.
Politiet vil således i alle tilfælde, hvor en lejer straffes for at
overtræde et samlingsstedsforbud, skulle underrette udleje-
ren. Det forudsættes, at politiet som led i denne underretning
sender udlejeren en udskrift af doms- og retsbogen i straffe-
sagen eller af en eventuel bødevedtagelse i sagen. Det forud-
sættes i den forbindelse, at der i fornødent omfang sker ano-
nymisering i forhold til oplysninger om andre personer end
lejeren, f.eks. vidner, ligesom eventuelle oplysninger om an-
dre strafbare forhold end overtrædelsen af forbuddet forud-
sættes fjernet.
Som følge af, at grundprincipperne i persondatalovens § 5,
herunder betingelserne om ajourføring og sletning i § 5, stk.
4 og 5, ikke fraviges, vil politiet for at leve op til disse betin-
gelser i tilfælde, hvor der er blevet videregivet oplysninger
til en udlejer om en strafferetlig afgørelse, som efterfølgen-
de er blevet ændret, skulle meddele udlejeren, at den pågæl-
dende afgørelse er blevet ændret.
Efter det foreslåede stk. 2 kan udlejeren behandle oplysnin-
ger, der modtages efter stk. 1, i det omfang det er nødven-
digt for, at oplysningerne kan tjene som dokumentation i en
sag om ophævelse af lejeaftalen efter lejeloven, erhvervsle-
jeloven eller almenlejeloven.
Der henvises herved navnlig til de foreslåede ændringer af
lejelovens § 93, stk. 1, litra i, erhvervslejelovens § 69, stk. 1,
nr. 8, og almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 9 (lovforslagets §§
11-13).
Da persondatalovens regler om anmeldelsespligt mv. ikke
fraviges, vil udlejeren – i det omfang udlejerens behandling
af oplysningerne er omfattet af persondatalovens regler –
skulle iagttage reglerne herom i persondatalovens kapitel 13.
Oplysningerne vil i visse tilfælde skulle slettes, eksempelvis
hvis lejeren fraflytter lejemålet, eller hvis oplysningerne af
andre grunde ikke længere er nødvendige i forhold til en
eventuel sag om ophævelse af lejeaftalen.
42
Efter det foreslåede stk. 3 har udlejeren og dennes ansatte
tavshedspligt med hensyn til oplysninger modtaget i medfør
af stk. 1. Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsva-
rende anvendelse på udlejeren og dennes eventuelle ansatte.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 10
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.
En kommune vil efter dette tidspunkt, hvis lovens betingel-
ser er opfyldt, kunne nedlægge forbud mod, at en ejendom
anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe. Afgørel-
sen vil skulle basere sig på forholdene på afgørelsestids-
punktet, det vil sige, at kommunen på dette tidspunkt bl.a.
skal vurdere, om gruppens anvendelse af ejendommen som
samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og
utryghed for de omkringboende. Som led i denne vurdering
vil kommunen imidlertid også kunne lægge vægt på oplys-
ninger om forhold og hændelser, der har fundet sted før lo-
vens ikrafttræden, forudsat at disse oplysninger har betyd-
ning for forholdene på afgørelsestidspunktet.
Til § 11
Efter den gældende bestemmelse i lejelovens § 93, stk. 1, li-
tra i, kan udlejeren hæve lejeaftalen, når nogen er straffet i
medfør af § 4 i lov om forbud mod besøgende i bestemte lo-
kaler (hashklubloven) for at have modtaget besøgende i eller
ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i medfør af lo-
ven.
Det foreslås, at der indføres en tilsvarende adgang til at hæ-
ve lejeaftalen, når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i
lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som
samlingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede
som samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af
loven.
Ifølge lejelovens § 94, stk. 1, kan udlejeren ikke hæve leje-
aftalen, hvis det forhold, der lægges lejeren til last, skønnes
at være af uvæsentlig betydning. Det bemærkes i den forbin-
delse, at det forhold, at lejeren straffes for at overtræde § 8,
stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejen-
domme som samlingssted for en gruppe, altid vil skulle be-
tragtes som væsentligt og dermed kunne danne grundlag for
en ophævelse.
Bestemmelsen i lejelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., hvorefter ud-
lejeren skal sørge for, at der hersker god orden i ejendom-
men, og om fornødent ophæve lejeforhold i de i § 93, stk. 1,
litra g-i og l, nævnte tilfælde, vil også finde anvendelse, når
lejeren straffes for i strid med et samlingsstedsforbud at ha-
ve anvendt det lejede som samlingssted for en gruppe.
Det betyder, at udlejeren vil skulle vurdere, om det er nød-
vendigt at skride til ophævelse af lejeaftalen for at skabe or-
den i ejendommen, hvis lejeren straffes for overtrædelse af
et samlingsstedsforbud.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 12
Efter den gældende bestemmelse i erhvervslejelovens § 69,
stk. 1, nr. 8, kan udlejeren hæve lejeaftalen, når nogen er
straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod besøgende i be-
stemte lokaler (hashklubloven) for at have modtaget besø-
gende i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i
medfør af loven.
Det foreslås, at der indføres en tilsvarende adgang til at hæ-
ve lejeaftalen, når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i
lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som
samlingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede
som samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af
loven.
Ifølge erhvervslejelovens § 70, stk. 1, kan udlejeren ikke
hæve lejeaftalen, hvis det forhold, der lægges lejeren til last,
skønnes at være af uvæsentlig betydning. Det bemærkes i
den forbindelse, at det forhold, at lejeren straffes for at over-
træde § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestem-
te ejendomme som samlingssted for en gruppe, altid vil
skulle betragtes som væsentligt og dermed kunne danne
grundlag for en ophævelse.
Bestemmelsen i erhvervslejelovens § 35, stk. 1, 1. pkt.,
hvorefter udlejeren skal sørge for, at der hersker god orden i
ejendommen, og om fornødent ophæve lejeforhold i de i §
69, stk. 1, nr. 7, 8 og 11, nævnte tilfælde, vil også finde an-
vendelse, når lejeren straffes for i strid med et samlings-
stedsforbud at have anvendt det lejede som samlingssted for
en gruppe.
Det betyder, at udlejeren vil skulle vurdere, om det er nød-
vendigt at skride til ophævelse af lejeaftalen for at skabe or-
den i ejendommen, hvis lejeren straffes for overtrædelse af
et samlingsstedsforbud.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
43
Til § 13
Efter den gældende bestemmelse i almenlejelovens § 90,
stk. 1, nr. 9, kan udlejeren hæve lejeaftalen, når nogen er
straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod besøgende i be-
stemte lokaler (hashklubloven) for at have modtaget besø-
gende i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i
medfør af loven.
Det foreslås, at der indføres en tilsvarende adgang til at hæ-
ve lejeaftalen, når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i
lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som
samlingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede
som samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af
loven.
Ifølge almenlejelovens § 91, stk. 1, kan udlejeren ikke hæve
lejeaftalen, hvis det forhold, der lægges lejeren til last, skøn-
nes at være af uvæsentlig betydning. Det bemærkes i den
forbindelse, at det forhold, at lejeren straffes for at overtræ-
de § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte
ejendomme som samlingssted for en gruppe, altid vil skulle
betragtes som væsentligt og dermed kunne danne grundlag
for en ophævelse.
Bestemmelsen i almenlejelovens § 80, stk. 1, 1. pkt., hvoref-
ter udlejeren skal sørge for, at der hersker god orden i ejen-
dommen, og om fornødent ophæve lejeforhold i de i § 90,
stk. 1, nr. 7, 9 og 12, nævnte tilfælde, vil også finde anven-
delse, når lejeren straffes for i strid med et samlingsstedsfor-
bud at have anvendt det lejede som samlingssted for en
gruppe.
Det betyder, at udlejeren vil skulle vurdere, om det er nød-
vendigt at skride til ophævelse af lejeaftalen for at skabe or-
den i ejendommen, hvis lejeren straffes for overtrædelse af
et samlingsstedsforbud.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 14
Til nr. 1
Den foreslåede bestemmelse i planlovens § 56 a fastsætter
en pligt for bl.a. ejere og lejere af en ejendom til i bestemte
tilfælde at oplyse, hvem der er ejendommens bruger.
Efter det foreslåede § 56 a, 1. pkt., kan kommunalbestyrel-
sen forlange oplyst af en ejer eller lejer af en ejendom, hvem
der er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug
for behandlingen af en sag om nedlæggelse af forbud efter §
14 eller en sag om lovliggørelse af et ulovligt forhold.
Betegnelsen ”bruger af ejendommen” vil skulle forstås på
samme måde som den tilsvarende betegnelse i planlovens §
63, stk. 1. Brugeren kan eksempelvis være en person, der
har lejet ejendommen. Der kan imidlertid også være tale om
en person, der på anden måde har brugsret til ejendommen.
Brugeren kan også være en juridisk person.
Den foreslåede bestemmelse vil kun kunne anvendes i for-
bindelse med behandlingen af de sagstyper, der er nævnt i
bestemmelsen, det vil sige enten en sag om et eventuelt for-
bud efter planlovens § 14, hvorefter kommunalbestyrelsen
kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etable-
res forhold, som kan hindres ved en lokalplan, eller en sag
om eventuel lovliggørelse af et ulovligt forhold, jf. herved
planlovens § 51, stk. 5, hvorefter kommunalbestyrelsen skal
foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre for-
holdet har underordnet betydning. Der vil i begge tilfælde
skulle være tale om en konkret sag.
Sådanne sager skal behandles efter reglerne i bl.a. forvalt-
ningsloven, og kommunen kan have behov for oplysninger
om, hvem der er bruger af ejendommen, med henblik på
partshøring og bekendtgørelse af en eventuel afgørelse over
for den pågældende.
Kommunen kan kun anvende den foreslåede bestemmelse,
hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af den på-
gældende sag. Det indebærer bl.a., at bestemmelsen ikke
kan anvendes, hvis kommunen i forvejen har oplysninger
om, hvem der er bruger af ejendommen.
At bestemmelsen også omfatter en lejer af en ejendom, inde-
bærer, at kommunen vil kunne forlange oplyst af en lejer,
der har fremlejet ejendommen, hvem ejendommen er frem-
lejet til, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Det følger herudover af det foreslåede § 56 a, 2. pkt., at
kommunalbestyrelsen kan forlange oplyst af en bruger af en
ejendom, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis
det er nødvendigt for behandlingen af en sag om nedlæggel-
se af forbud efter § 14 eller en sag om lovliggørelse af et
ulovligt forhold. Det vil kunne være relevant, hvis der er
flere brugere af ejendommen.
Den foreslåede § 56 a vil kunne anvendes i sager om rocker-
borge eller lignende tilholdssteder, men vil ikke være be-
grænset til sager om sådanne tilholdssteder.
Bestemmelsen vil skulle administreres i overensstemmelse
med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anven-
44
delse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerheds-
loven).
Det følger af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, at hvis der er
konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk per-
son har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf,
gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at med-
dele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mis-
tænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger,
som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmel-
sen af den formodede lovovertrædelse. I forhold til andre
end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen mv.
om pligt til at meddele oplysninger, i det omfang oplysnin-
gerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring som følge af det fore-
slåede § 64, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Til nr. 3
Efter den foreslåede bestemmelse straffes den, der afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at give
oplysninger, som den pågældende ifølge planlovens § 56 a
er forpligtet til at give, med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning.
En ejer, lejer eller bruger, der ikke har opfyldt oplysnings-
pligten efter § 56 a, vil endvidere efter omstændighederne
kunne pålægges tvangsbøder i medfør af retsplejelovens §
997, stk. 3, indtil den pågældende opfylder pligten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 15
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Grønland og Fæ-
røerne, men at §§ 1-9 ved kongelig anordning kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de
færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
45
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 11. I lejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 227 af 9. marts
2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 643 af 8. juni 2016, fore-
tages følgende ændring:
§ 93. Udlejeren kan hæve lejeaftalen i følgende tilfælde:
a)-h) ...
i) Når nogen er straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod
besøgende i bestemte lokaler for at have modtaget besøgen-
de i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i med-
før af loven.
j)-l) …
Stk. 2-3. …
1. I § 93, stk. 1, litra i, indsættes efter ”i medfør af loven”:
”, eller når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om
forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som sam-
lingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som
samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af lo-
ven”.
§ 12. I erhvervslejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1714 af
16. december 2010, som ændret ved § 3 i lov nr. 270 af 19.
marts 2013, § 5 i lov nr. 439 af 6. maj 2014, lov nr. 269 af
25. marts 2015 og lov nr. 1550 af 13. december 2016, fore-
tages følgende ændring:
§ 69. Udlejeren kan hæve lejeaftalen i følgende tilfælde,
jf. dog § 70:
1)-7) …
8) Når nogen er straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod
besøgende i bestemte lokaler for at have modtaget besøgen-
de i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i med-
før af loven.
9)-11) …
1. I § 69, stk. 1, nr. 8, indsættes efter ”i medfør af loven”:
”, eller når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om
forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som sam-
lingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som
samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af lo-
ven”.
Stk. 2-3 …
§ 13. I almenlejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 9.
marts 2016, som ændret ved § 3 i lov nr. 643 af 8. juni 2016,
§ 2 i lov nr. 662 af 8. juni 2016, § 4 i lov nr. 665 af 8. juni
2016 og § 2 i lov nr. 1559 af 13. december 2016, foretages
følgende ændring:
§ 90. Udlejeren kan hæve lejeaftalen i følgende tilfælde:
1)-8) …
9) Når nogen er straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod
besøgende i bestemte lokaler for at have modtaget besøgen-
de i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i med-
før af loven.
10)-12) …
1. I § 90, stk. 1, nr. 9, indsættes efter ”i medfør af loven”:
”, eller når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om
forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som sam-
lingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som
samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af lo-
ven”.
46
Stk. 2-3 …
§ 14. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1529
af 23. november 2015, som ændret senest ved § 48 i lov nr.
1715 af 27. december 2016, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 56 indsættes:
Ӥ 56 a. Kommunalbestyrelsen kan forlange oplyst af en
ejer eller lejer af en ejendom, hvem der er bruger af ejen-
dommen, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af
en sag om nedlæggelse af forbud efter § 14 eller en sag om
lovliggørelse af et ulovligt forhold. Kommunalbestyrelsen
kan endvidere forlange oplyst af en bruger af en ejendom,
hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis det er nød-
vendigt til brug for behandlingen af en sådan sag. ”
§ 64. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der
1)-2) …
3) tilsidesætter vilkår for en tilladelse eller dispensation mv.
efter loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter
eller planer eller tilsidesætter kommunalbestyrelsens be-
stemmelser efter § 37, stk. 2, eller
4) undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er ud-
stedt i henhold til loven eller de i medfør af loven udfær-
digede forskrifter, herunder påbud om at berigtige et ulovligt
forhold.
2. I § 64, stk. 1, nr. 3, ændres ”§ 37, stk. 2, eller” til: ”§ 37,
stk. 2,” og i nr. 4 ændres ”forhold. ” til: ”forhold, eller”.
Stk. 2-3 …
3. I § 64, stk. 1, indsættes som nr. 5:
”5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller und-
lader at give oplysninger, som den pågældende ifølge § 56 a
er forpligtet til at give. ”
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
§§ 1-9 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøer-
ne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
47