Fremsat den 29. marts 2017 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)

Fremsat den 29. marts 2017 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)
Forslag
til
Lov om ægtefællers økonomiske forhold
Afsnit I
Almindelige bestemmelser om ægtefællers økonomiske
forhold
Kapitel 1
Råderet, aftaler mellem ægtefæller, hæftelse for gæld,
forsørgelsespligt og formuedeling
Råderet
§ 1. Under ægteskabet råder hver ægtefælle over sin for-
mue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåel-
sen af ægteskabet, dog med de begrænsninger som følger af
stk. 2, § 2 samt kapitel 2 og 3.
Stk. 2. En ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan
måde, at den ikke utilbørligt forringes til skade for den an-
den ægtefælle.
Stk. 3. Er en ægtefælle under samlivet forhindret i at vare-
tage sine interesser på grund af fravær eller sygdom, kan
den anden ægtefælle foretage dispositioner, der ikke uden
ulempe kan udsættes, herunder afhændelse og pantsætning
når dette af hensyn til familiens underhold er uomgængeligt
nødvendigt. Fast ejendom kan dog ikke afhændes eller pant-
sættes uden statsforvaltningens tilladelse. 1. pkt. gælder ik-
ke, hvis en anden er bemyndiget til at foretage dispositio-
nen.
Aftaler mellem ægtefæller
§ 2. Under ægteskabet kan ægtefæller indgå aftaler med
hinanden, give hinanden gaver og pådrage sig forpligtelser
over for hinanden, jf. dog stk. 2 og 3 samt § 64 i konkurslo-
ven.
Stk. 2. Ægtefæller kan ikke ved aftale fravige reglerne i
denne lov, medmindre det følger af kapitel 4 og 5 samt § 25,
stk. 2, og § 32.
Stk. 3. Ægtefæller kan ikke gyldigt aftale, at det, som den
ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfal-
de den anden ægtefælle.
Hæftelse for gæld
§ 3. Under ægteskabet hæfter hver ægtefælle med sin for-
mue for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er op-
stået før eller under ægteskabet.
Forsørgelsespligt
§ 4. Under ægteskabet har ægtefæller pligt til at forsørge
hinanden.
Stk. 2. Hvad en ægtefælle modtager fra den anden ægte-
fælle som forsørgelse efter stk. 1, tilhører modtageren.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan efter bestemmelserne i ka-
pitel 16 pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin for-
sørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden æg-
tefælle.
Formuedeling
§ 5. Ved separation eller skilsmisse deler ægtefællerne
deres formuer lige, medmindre de har indgået en aftale om
delingen efter § 32, eller andet følger af § 26. Ved en ægte-
fælles død og ved skifte af et uskiftet bo deles ægtefællernes
formue lige mellem den længstlevende ægtefælle eller den-
nes dødsbo og den førstafdøde ægtefælles dødsbo, medmin-
dre andet følger af § 51.
Stk. 2. En ægtefælles formue, der efter stk. 1 ligedeles,
betegnes delingsformue. Ægtefællernes delingsformue ud-
gør et formuefællesskab mellem ægtefællerne.
Kapitel 2
Dispositioner over familiens helårsbolig
§ 6. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles
samtykke indgå aftale om at overdrage, pantsætte, udleje el-
ler bortforpagte familiens helårsbolig eller en bolig, der er
bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller del-
vist indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 kræves, selv om ægtefæller-
ne har ophævet samlivet.
Lovforslag nr. L 178 Folketinget 2016-17
Børne- og Socialmin., j.nr. 2016-4195
CT000107
Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 kræves også efter separation
eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet ende-
lig afgørelse om boligen efter § 48.
§ 7. Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter
§ 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden rimelig tid, kan
statsforvaltningen efter anmodning fra den ægtefælle, der
ejer boligen, eller fra den anden part i aftalen tillade disposi-
tionen, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gen-
nemføre aftalen.
Stk. 2. Behandler skifteretten en anmodning om bistand til
at dele ægtefællernes formue eller en enkelttvist om boligen
efter lov om ægtefælleskifte m.v., træffes afgørelse efter stk.
1 af skifteretten.
§ 8. Har en ægtefælle indgået en aftale, der er omfattet af
§ 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden tilla-
delse efter § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden
ægtefælle omstødes ved dom. Dette gælder dog ikke, hvis
den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller
burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var
berettiget til at indgå aftalen.
Stk. 2. Retssag om omstødelse efter stk. 1 skal anlægges
inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab
til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført.
Blev aftalen tinglyst inden overtagelsesdagen, regnes fristen
fra tinglysningen.
§ 9. §§ 6-8 finder kun anvendelse på boliger i Danmark.
Kapitel 3
Gaver til og aftaler med tredjemand
Tilbagegivelse af gave givet til tredjemand
§ 10. Har en ægtefælle givet tredjemand en gave, der
medfører nærliggende risiko for, at den anden ægtefælle ik-
ke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling efter
afsnit III eller IV, og tredjemand vidste eller burde vide det-
te, kan denne ægtefælle kræve, at tredjemand giver gaven
tilbage.
Stk. 2. Retssag om krav efter stk. 1 skal anlægges inden 1
år efter, at den anden ægtefælle har fået kendskab til gaven,
og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Er
tinglysning eller anden sikringsakt nødvendig for, at tredje-
mand opnår beskyttelse mod retsforfølgning fra gavegivers
kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sik-
ringsakten blev foretaget.
Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre
§ 11. Har en ægtefælle overladt løsøre til brug i den anden
ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der
ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret, som den anden æg-
tefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke,
hvis tredjemand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke
var berettiget til at indgå aftalen.
Afsnit II
Særeje og forhåndsaftaler om formuedelingen
Kapitel 4
Aftaler om særeje
§ 12. Ægtefæller kan ved ægtepagt indgå følgende aftaler
om særeje:
1) At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller
skilsmisse beholder sin formue, men at formuen deles
ved en ægtefælles død. Særeje efter denne bestemmelse
betegnes skilsmissesæreje.
2) At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller
skilsmisse beholder sin formue, og at ægtefællens for-
mue ved formuedeling i forbindelse med dødsboskifte
tilkommer den pågældende ægtefælle eller dennes ar-
vinger. Særeje efter denne bestemmelse betegnes fuld-
stændigt særeje.
3) At en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde,
hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal
gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægte-
fælles skilsmissesæreje. Særeje efter denne bestemmel-
se betegnes kombinationssæreje.
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan begrænses til at angå føl-
gende:
1) Et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse
betegnes genstandssæreje.
2) En del af en ægtefælles formue afhængigt af, hvordan
eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende
formue. Særeje efter denne bestemmelse betegnes er-
hvervelsessæreje.
3) En brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller
af et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse
betegnes brøkdelssæreje.
4) Et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et
eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse be-
tegnes sumsæreje.
5) Hele en ægtefælles formue med undtagelse af et be-
stemt beløb eller med undtagelse af et bestemt beløb af
værdien af et eller flere aktiver. Det beløb, der efter
denne bestemmelse ikke er særeje, betegnes sumdeling.
Stk. 3. Ægtefæller kan aftale, at beløb, der er sumsæreje
og sumdeling, skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset,
jf. lov om beregning af et nettoprisindeks.
Stk. 4. Ægtefæller kan endvidere aftale, at beløb, der er
sumdeling, skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig
procent eller skal optrappes over en fastlagt periode.
Stk. 5. Særeje efter stk. 1-4 kan tidsbegrænses eller aftrap-
pes over en bestemt periode. Det skal fremgå af aftalen,
hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal
regnes fra.
§ 13. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en pensions-
rettighed skal være særeje, jf. § 12. En sådan aftale kan også
omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
§ 14. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at særeje be-
stemt af tredjemand helt eller delvist skal være en anden
form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue.
2
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 er kun gyldig, hvis den er i
overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om sær-
eje, jf. § 23.
Kapitel 5
Forhåndsaftaler om formuedelingen
Alders-, kapital- og ratepensioner
§ 15. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en
alders-, kapital- eller ratepension skal indgå i formuedelin-
gen ved separation eller skilsmisse.
Personlige erstatninger
§ 16. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en personlig
erstatning, godtgørelse eller forsikringsudbetaling, jf. § 36,
stk. 1 og 2, helt eller delvist skal indgå i formuedelingen.
Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en
ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør
først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes
rettigheder.
Uoverdragelige og personlige rettigheder
§ 17. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en
rettighed omfattet af § 37 helt eller delvist skal indgå i for-
muedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuede-
lingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt æg-
tefælle dør først, eller til at omfatte førstafdøde eller længst-
levende ægtefælles rettigheder.
Gæld
§ 18. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, i hvilket om-
fang gæld skal fradrages i delingsformuen ved formuedeling
ved separation, skilsmisse og død, jf. dog stk. 2-4 og § 30.
Stk. 2. Ægtefæller kan ikke aftale, at gæld, som ikke er
stiftet ved aftalens indgåelse eller stiftes i forbindelse med
aftalen, og som efter § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i for-
mue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsfor-
muen.
Stk. 3. Ægtefæller kan endvidere ikke aftale, at gæld skal
fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke
ved separation eller skilsmisse.
Stk. 4. En aftale efter stk. 1 kan ikke tidsbegrænses.
Kapitel 6
Ægtepagter
§ 19. Ægtefæller og kommende ægtefæller kan oprette en
ægtepagt.
§ 20. En ægtepagt er kun gyldig, når den er underskrevet
af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne
herom i lov om tinglysning. Skal en ægtefælles værge efter
værgemålsloven give samtykke til ægtepagten, er ægtepag-
ten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den.
§ 21. En ægtepagt kan kun ændres eller ophæves ved æg-
tepagt, jf. § 20.
§ 22. Enhver af ægtefællerne kan anmode om, at en ægte-
pagt tinglyses, jf. §§ 20 og 21.
Kapitel 7
Arveladers og gavegivers bestemmelser om særeje
§ 23. Arvelader og gavegiver kan træffe samme bestem-
melser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12, dog
ikke om sumsæreje eller sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4
og 5.
Stk. 2. Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modta-
geren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmel-
se om særeje efter stk. 1, og kan fastsætte betingelser herfor.
Stk. 3. Bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv skal
træffes ved testamente.
Kapitel 8
Almindelige bestemmelser for særeje
§ 24. Erhverves et aktiv for både særeje og delingsfor-
mue, er aktivet brøkdelssæreje, jf. § 12, stk. 2, nr. 3. Brøken
fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er anvendt
ved erhvervelsen.
Stk. 2. Erhverves et aktiv for særeje og ved gældsoverta-
gelse eller lånoptagelse, er aktivet særeje af samme art som
det anvendte særeje.
§ 25. Det, der træder i stedet for særeje, og indtægter af
særeje er særeje.
Stk. 2. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at det, der træ-
der i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at ind-
tægter af særeje skal være delingsformue. En aftale efter 1.
pkt. kan ikke tidsbegrænses.
Afsnit III
Formuedeling ved separation og skilsmisse
Kapitel 9
Formuedelingen
Gennemførelse af formuedelingen
§ 26. Følgende aktiver og krav indgår ikke ligedelingen af
ægtefællernes delingsformue ved separation eller skilsmisse
efter § 5, stk. 1, 1. pkt.:
1) Særeje.
2) Personlige genstande omfattet af § 31.
3) Pensionsrettigheder omfattet af §§ 34 og 35.
4) Personlige erstatninger omfattet af § 36.
5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af
§ 37.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.
7) Kompensationskrav efter kapitel 12 og 13.
8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden
ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning.
Stk. 2. Inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld efter
§ 29, jf. dog § 30.
3
Stk. 3. En ægtefælles delingsformue indgår ikke i ligede-
lingen, hvis ægtefællens gæld efter § 29, jf. dog § 30, over-
stiger ægtefællens delingsformue.
Stk. 4. Ligedeling efter stk. 1-3 fraviges i det omfang, det
følger af en aftale efter § 32 og en bestemmelse efter § 33.
Stk. 5. Hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller
skilsmisse, finder reglerne i afsnit IV anvendelse.
Ophørsdagen
§ 27. Ved formuedelingen indgår de aktiver og passiver,
som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor
statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller
skilsmisse, jf. dog stk. 2 og 3. Denne dag betegnes ophørs-
dagen.
Stk. 2. Efter indstilling fra bobehandleren kan skifteretten
bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af
stk. 1, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende.
Stk. 3. Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller
skilsmisse aftale en anden ophørsdag.
Tidspunktet for værdiansættelsen
§ 28. Ægtefællernes aktiver og passiver indgår i formue-
delingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skif-
tets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.
Gæld
§ 29. Ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld,
der har sikkerhed i aktiver, der er delingsformue. Endvidere
fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse,
forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsfor-
mue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.
Stk. 2. Gæld, der har sikkerhed i aktiver, der ikke indgår i
formuedelingen, og usikret gæld, der er stiftet til brug for
anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der
ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til sådanne
aktiver, fradrages ikke i delingsformuen. Gælden fradrages
dog i delingsformuen, hvis gælden overstiger den del af æg-
tefællens formue, der ikke indgår i delingen.
Stk. 3. Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradra-
ges skønsmæssigt i en ægtefælles delingsformue efter for-
holdet mellem værdien af ægtefællens delingsformue og for-
mue, der ikke indgår i delingen.
Stk. 4. Det er uden betydning for fradrag for gæld efter
stk. 1-3, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for
gælden, eller at en sikkerhedsstillelse ændres.
§ 30. Uanset § 29 og en eventuel aftale efter § 18 har en
ægtefælle ikke pligt til ved formuedelingen at betale så me-
get til den anden ægtefælle, at ægtefællen ikke beholder til-
strækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Personlige genstande
§ 31. En ægtefælle kan inden formuedelingen udtage akti-
ver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug,
i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægte-
fællernes økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver,
som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.
Aftaler om formuedelingen
§ 32. Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller
skilsmisse indgå aftale om delingen af deres formue.
Fravigelse af ligedelingen
§ 33. Tilhørte den væsentligste del af ægtefællernes de-
lingsformue den ene ægtefælle ved indgåelsen af ægteska-
bet, eller har den ene ægtefælle under ægteskabet erhvervet
den væsentligste del af delingsformuen ved arv eller gave,
og vil ligedeling af formuen efter § 5, stk. 1, 1. pkt., være
åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kort-
varigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det
ved formuedeling bestemmes, at denne ægtefælle helt eller
delvist kan beholde værdien af egen formue.
Kapitel 10
Aktiver der ikke indgår i formuedelingen
Pensioner
§ 34. En ægtefælles rimelige pensionsrettigheder indgår
ikke i formuedelingen.
Stk. 2. Beløb fra rimelig alders- og kapitalpension, sup-
plerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er
udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbe-
ne ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder
indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbe-
ne.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved ud-
betalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Stk. 4. Værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i for-
muedelingen.
§ 35. Har ægteskabet været af kortere varighed, indgår in-
gen pensionsrettigheder i formuedelingen.
Stk. 2. Beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende
engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt,
indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbene ikke
må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter
af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved ud-
betalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Personlige erstatninger
§ 36. Værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser
og forsikringsudbetalinger m.v., der skyldes erhvervsevne-
tab, varigt mén, svie og smerte, kritisk sygdom og tort m.v.
som følge af personskade, indgår ikke i formuedelingen, i
det omfang det modtagne er i behold. Det modtagne anses
også for at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af
gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som vil-
le kunne fratrækkes i delingsformuen, jf. § 29, stk. 1.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også for værdien af erstatning til en
ægtefælle, der har mistet en forsørger, for en ægtefælles
godtgørelser efter §§ 26 og 26 a i lov om erstatningsansvar
og for godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebe-
handling og lov om ligestilling af kvinder og mænd.
4
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på erstatninger
for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for uberettiget af-
skedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknyt-
ning til et ansættelsesforhold.
Uoverdragelige og personlige rettigheder
§ 37. Rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt
har personlig karakter, indgår kun i formuedelingen, i det
omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse
rettigheder.
Kapitel 11
Regulerings- og misbrugskrav
Reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til særeje
m.v.
§ 38. Har en ægtefælle overført sin delingsformue til egne
aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, eller har ægtefæl-
len anvendt sin delingsformue til betaling af egen gæld, der
ikke kan fradrages i delingsformuen, har den anden ægtefæl-
le et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fast-
sættes ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket
ved overførslen eller betalingen af gælden. Der lægges ved
afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen eller
betalingen af gælden, stigning og fald i værdien af de om-
handlede aktiver og passiver, ægtefællernes formueforhold
og omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3, og over-
førsel af midler til pensionsrettigheder, der er omfattet af
§ 34, stk. 1, og § 35, stk. 1, medfører ikke reguleringskrav
efter stk. 1.
Stk. 3. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved
formuedelingen.
Stk. 4. Overstiger reguleringskravet delingsformuen, udta-
ges halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller
alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og sup-
plerende engangsydelse, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der
tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. stk.
1.
Stk. 5. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved
formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.
Reguleringskrav ved overførsel af særeje m.v. til
delingsformue
§ 39. En ægtefælle, der har overført midler, der ikke ind-
går i formuedelingen, til sin delingsformue, eller der har an-
vendt midler, der ikke indgår i formuedelingen, til betaling
af egen gæld, der kan fradrages i ægtefællens delingsfor-
mue, har et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet
fastsættes ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er
sket ved overførslen. Der lægges ved afgørelsen herom vægt
på tidspunktet for overførslen, stigning og fald i værdien af
de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes for-
mueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3, medfører
ikke reguleringskrav efter stk. 1.
Stk. 3. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved
formuedelingen.
Stk. 4. Reguleringskravet kan kun søges dækket af den
delingsformue, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget
overførslen, jf. stk. 1.
Stk. 5. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved
formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.
Misbrugskrav
§ 40. Har en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over
sin formue eller på anden uforsvarlig måde væsentligt redu-
ceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at
blive stillet, som om formindskelsen ikke havde fundet sted.
Sådanne krav betegnes misbrugskrav.
Stk. 2. Misbrugskravet kan kun gøres gældende ved for-
muedelingen.
Stk. 3. Overstiger misbrugskravet delingsformuen, udta-
ges halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller
alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og sup-
plerende engangsydelse, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der
tilhører den ægtefælle, der har foretaget misbruget, jf. stk. 1.
Stk. 4. Misbrugskrav, der ikke er blevet dækket ved for-
muedelingen, kan senere gøres gældende mod den anden
ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke er ble-
vet dækket.
Kapitel 12
Kompensationskrav i særlige situationer
En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den
anden ægtefælles formue
§ 41. En ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller
forøge den anden ægtefælles formue, som ikke indgår i de-
lingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af
omsorgen for børnene, fordelingen af familiens udgifter el-
ler på anden lignende måde, kan få tilkendt en kompensa-
tion.
En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk
§ 42. Har en ægtefælle formue, der ikke indgår i formue-
delingen, kan den anden ægtefælle ved formuedelingen få
tilkendt en kompensation for at sikre, at denne ægtefælle ik-
ke bliver stillet urimeligt økonomisk. Ved vurderingen læg-
ges vægt på ægteskabets varighed, herunder et eventuelt for-
udgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pen-
sionsforhold samt omstændighederne i øvrigt.
Tidsfrister for sagsanlæg
§ 43. Sag om krav efter §§ 41 og 42 kan tidligst anlægges,
når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om se-
paration eller skilsmisse.
Stk. 2. Krav efter §§ 41 og 42 kan ikke gøres gældende,
efter at skifte af ægtefællernes delingsformue eller sameje
om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet boop-
gørelse, jf. dog § 78 i lov om ægtefælleskifte m.v.
5
Kapitel 13
Pensionskompensation
Fællesskabskompensation
§ 44. Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle
en kompensation, hvis
1) ægtefællen under ægteskabet har foretaget en mindre
pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig
pensionsordning for den pågældende, og
2) dette skyldes, at ægtefællen af hensyn til familien eller
den anden ægtefælle helt eller delvis har været uden for
arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid.
Stk. 2. Kompensationen kan højst udgøre halvdelen af for-
skellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af
ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsfor-
mue.
Rimelighedskompensation
§ 45. Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle
en kompensation for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i
pensionsmæssig henseende, hvis
1) ægteskabet har været af længere varighed, og
2) der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensi-
onsrettigheder.
Stk. 2. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteska-
bets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændig-
hederne i øvrigt.
Kompensationsbetaling
§ 46. Kompensationsbeløb, som en ægtefælle efter §§ 44
og 45 skal betale til den anden ægtefælle, betales kontant.
Stk. 2. Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden
at sælge fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at
opretholde den pågældende ægtefælles erhverv, eller uden at
blive afskåret fra at bevare eller erhverve en passende bolig,
kan skifteretten, hvis forholdene taler for det, bestemme, at
1) beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passen-
de sikkerhedsstillelse og forrentning, eller, hvis dette
ikke er muligt,
2) at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en
andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, eller,
hvis dette ikke er muligt,
3) at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en
pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til
udbetaling.
Stk. 3. Skal en ægtefælle give den anden ægtefælle en an-
del af sin alders-, kapital- eller ratepension, gives andelen
først af ægtefællens alders- og kapitalpension. Andelen gi-
ves ved en deling af pensionsrettigheden.
§ 47. Beløb, der skal afdrages efter § 46, stk. 2, nr. 3, re-
gistreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet regule-
res med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregule-
ringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.
Stk. 2. § 46, stk. 2 og 3, kan fraviges ved aftale mellem
ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Stk. 3. Aftaler ægtefæller ved formuedelingen, at en af
dem skal give den anden ægtefælle en andel af sin pensions-
rettighed, kan pensionsinstituttet kræve, at ægtefællerne er-
klærer, at betingelserne for at yde kompensation efter §§ 44
og 45 og for valg af delingsmetode efter § 46, stk. 2 og 3, er
opfyldt.
Stk. 4. Pensionsinstituttet kan kræve, at administrations-
omkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden
ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, samt ved at regi-
strere, opgøre og udbetale beløb efter stk. 1, afholdes af æg-
tefællerne.
Kapitel 14
Udtagelse af aktiver
§ 48. Hver ægtefælle kan efter vurdering udtage aktiver,
der helt eller delvist indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1.
pkt. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægte-
fælle.
Stk. 2. Anmoder begge ægtefæller om at udtage samme
aktiv, udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf.
dog stk. 3.
Stk. 3. Uanset stk. 2 udtager den anden ægtefælle et aktiv,
hvis aktivet for denne har den væsentligste betydning for
opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv eller i øv-
rigt. Retten til at udtage et aktiv efter 1. pkt. omfatter føl-
gende aktiver:
1) Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt
til familiens helårsbolig.
2) Fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den
ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til fami-
liens helårsbolig.
3) Fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig.
4) Indbo i fælles hjem og fritidsbolig.
5) Løsøre, der særligt har tjent den pågældende ægtefælles
behov.
6) Erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.
7) Transportmidler.
Stk. 4. Stk. 3 gælder også ved udtagelse af aktiver, som
ægtefællerne ejer i sameje.
§ 49. En ægtefælle kan udtage aktiver, selv om værdien
overstiger det beløb, der tilfalder denne ægtefælle efter § 26.
Det manglende beløb skal betales kontant.
Stk. 2. Skifteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at be-
løbet kan betales over en kortere periode, og skifteretten kan
fastsætte vilkårene herfor.
§ 50. I det omfang pensionsrettigheder indgår i formuede-
lingen, skal hver ægtefælle udtage sine egne pensionsrettig-
heder, medmindre rettighederne kan ophæves. § 46, stk. 2
og 3, og § 47 gælder også ved udtagelse af disse pensions-
rettigheder.
6
Afsnit IV
Formuedeling ved en ægtefælles død
Kapitel 15
Formuedelingen
Gennemførelse af formuedelingen
§ 51. Ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i
den længstlevende ægtefælles levende live indgår i ligede-
lingen af ægtefællernes delingsformue efter § 5, stk. 1, 2.
pkt., de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved
dødsfaldet, bortset fra følgende aktiver og krav:
1) Hver ægtefælles fuldstændige særeje.
2) Hver ægtefælles uoverdragelige og personlige rettighe-
der omfattet af § 37.
3) Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger
omfattet af § 36, stk. 1 og 2.
4) Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder efter
§ 52.
5) Den førstafdøde ægtefælles pensions- og forsikringsret-
tigheder, der tilfalder en begunstiget.
6) Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav efter
§ 53.
7) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden
ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning.
Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder
§ 52. Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder
og lignende rettigheder indgår ikke i formuedelingen efter
§ 51.
Stk. 2. Den længstlevende ægtefælles beløb fra alders- og
kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende en-
gangsydelse, der er udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i
det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder
i stedet for beløbene.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har
mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav
§ 53. Ved formuedelingen efter § 51 kan den længstleven-
de ægtefælle og den førstafdøde ægtefælles dødsbo fremsæt-
te kompensationskrav efter § 41, og med de ændringer, der
følger af stk. 2-5, kan de også fremsætte regulerings- og
misbrugskrav efter kapitel 11.
Stk. 2. § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delings-
formue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen,
gælder også ved overførsel af skilsmissesæreje til fuldstæn-
digt særeje.
Stk. 3. § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delings-
formue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen,
gælder ikke når overførslen er sket til den længstlevende
ægtefælles pensionsrettigheder, der er omfattet af § 52, stk.
1.
Stk. 4. § 39 om reguleringskrav ved overførsel af midler,
der ikke indgår i formuedelingen, til delingsformue gælder
også ved overførsel af fuldstændigt særeje til skilsmissesær-
eje.
Stk. 5. Er delingsformuen ikke tilstrækkelig til at dække et
misbrugskrav efter § 40 fra den førstafdøde ægtefælles
dødsbo, kan halvdelen af det manglende beløb udtages af
særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangs-
sum og supplerende engangsydelse, jf. § 52, stk. 2, der tilhø-
rer den længstlevende ægtefælle.
Regulerings- og misbrugskrav ved den længstlevende
ægtefælles overtagelse af delingsformuen til uskiftet bo
§ 54. Overtager den længstlevende ægtefælle helt eller
delvist delingsformuen til uskiftet bo, og efterlod førstafdø-
de sig formue, som ikke indgår i formuedelingen, gælder
følgende om regulerings- og misbrugskrav:
1) Har den længstlevende ægtefælle krav på et regule-
ringsbeløb efter § 38, kan ægtefællen kræve beløbet
overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles for-
mue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
2) Havde den førstafdøde ægtefælle krav på et regule-
ringsbeløb efter § 39, kan dødsboet kræve beløbet
overført fra det uskiftede bo til den del af den førstaf-
døde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelin-
gen. Beløbet kan dog ikke overstige den førstafdøde
ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo.
3) En længstlevende ægtefælle, der har krav efter § 40,
kan kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i
det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af
den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i
delingen, til det uskiftede bo.
Formuedeling ved skifte af uskiftet bo
§ 55. Regulerings- og misbrugskrav efter §§ 38-40, jf.
§ 53, der ikke er blevet dækket, kan gøres gældende ved
skifte af uskiftet bo.
Afsnit V
Ægtefællebidrag og statsforvaltningens sagsbehandling
Kapitel 16
Ægtefællebidrag
Forsømmelse af forsørgelsespligt
§ 56. Statsforvaltningen kan efter ansøgning pålægge en
ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter § 4,
at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 bortfalder, hvis ægtefæller efter
samlivsophævelse genoptager samlivet.
Stk. 3. Stk. 1 finder anvendelse, indtil der er indgået en af-
tale eller afsagt en endelig dom om bidragspligten efter § 50
i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
Bidragets størrelse
§ 57. En afgørelse om bidrag efter § 56 træffes under hen-
syn til, om den, der ansøger om bidrag, selv kan skaffe sig
en efter sine forhold tilstrækkelig forsørgelse, og om den an-
7
den ægtefælle efter sine økonomiske forhold og de øvrige
omstændigheder kan betale bidrag.
Ændring af bidrag
§ 58. Statsforvaltningen kan efter ansøgning ændre en af-
gørelse efter § 56, hvis omstændighederne taler for det.
Stk. 2. Statsforvaltningen kan efter ansøgning ændre en
aftale om bidrag efter § 56, hvis aftalen skønnes åbenbart
urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har forandret sig.
Kapitel 17
Statsforvaltningens sagsbehandling og klage m.v.
Sagsbehandling
§ 59. Ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag
efter §§ 56 og 58 skal indgives til statsforvaltningen ved an-
vendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stil-
ler til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ik-
ke indgives ved digital selvbetjening, afvises af statsforvalt-
ningen, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Finder statsforvaltningen, at der foreligger særlige
forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne an-
vende digital selvbetjening, skal statsforvaltningen tilbyde,
at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital
selvbetjening efter stk. 1. Statsforvaltningen bestemmer,
hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, her-
under om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan helt ekstraordinært ud over i
de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning,
der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra
en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for statsfor-
valtningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end
digitalt.
Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for statsforvaltningen.
§ 60. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til brug for
behandlingen af sager om bidrag efter denne lov anmode en
part om oplysninger om partens egne forhold. Undlader par-
ten at give statsforvaltningen eller Ankestyrelsen de oplys-
ninger, der er nævnt i 1. pkt., kan der træffes afgørelse på
det foreliggende grundlag.
Stk. 2. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til brug
for behandlingen af sager om bidrag efter denne lov få ter-
minaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en
part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstre-
gisteret.
Klage m.v.
§ 61. Statsforvaltningens afgørelser efter § 1, stk. 3, § 7,
stk. 1, og §§ 56, 58 og 59 kan påklages til Ankestyrelsen.
Ved Ankestyrelsens behandling af klager efter 1. pkt. finder
kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og admini-
stration på det sociale område anvendelse.
Stk. 2. Klage over en afgørelse om bidrag efter §§ 56 og
58 skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået med-
delelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan i særlige tilfælde
behandle en klage, selv om den er indgivet efter udløb af fri-
sten i 1. pkt.
Stk. 3. Børne- og socialministeren kan fastsætte regler
om:
1) Behandling af sager om fast ejendom efter § 1, stk. 3.
2) Behandling af sager om familiens helårsbolig efter § 7,
stk. 1.
3) Behandling af sager om ægtefællebidrag efter §§ 56, 58
og 59, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses-
og ændringstidspunkter.
4) Behandling af klager.
Afsnit VI
Internationale forhold
Kapitel 18
Forholdet til fremmed ret
§ 62. Ægtefællers økonomiske forhold bedømmes efter
den lov, der følger af reglerne i §§ 63-70, medmindre over-
enskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen
mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige inde-
holdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægte-
skab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6.
februar 1931 finder anvendelse.
Stk. 2. §§ 63-70 finder ikke anvendelse på ægtefællers
forsørgelsespligt efter § 4 og ved fastsættelse og ændring af
ægtefællebidrag efter kapitel 16.
§ 63. Denne lov finder anvendelse på ægtefællers økono-
miske forhold, når de bor her i landet ved indgåelsen af æg-
teskab, jf. dog § 65.
§ 64. For ægtefæller, der ikke boede her i landet ved ind-
gåelsen af ægteskab, finder den lov, der følger af stk. 2-5,
anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog § 65.
Stk. 2. Loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved
indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge først boede
samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse
på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.
Stk. 3. Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i
den stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgå-
elsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske for-
hold, jf. dog stk. 5.
Stk. 4. Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder
loven i den stat, som begge ægtefæller havde den tætteste
tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på
deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Når begge ægtefæller har boet her i landet de sene-
ste fem år, finder denne lov anvendelse på deres økonomi-
ske forhold.
§ 65. Ægtefæller kan aftale, at loven i en stat, hvor en af
dem bor eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal fin-
de anvendelse på deres økonomiske forhold.
Stk. 2. En aftale om, hvilken stats lov, der skal anvendes
på deres økonomiske forhold, som ægtefæller har indgået i
udlandet, gælder her i landet, hvis aftalen er i overensstem-
melse med stk. 1.
8
Stk. 3. En ægtepagt eller anden forhåndsaftale om formue-
deling, som ægtefæller har indgået i udlandet, gælder her i
landet, hvis ægtepagten eller aftalen er i overensstemmelse
med den lov, der efter §§ 63 og 64 og § 65, stk. 1 og 2, fin-
der anvendelse på deres økonomiske forhold.
§ 66. En aftale efter § 65 skal indgås skriftligt, dateres og
underskrives af begge ægtefæller.
Stk. 2. Har begge ægtefæller bopæl her i landet på tids-
punktet for aftalens indgåelse, eller aftaler ægtefællerne, at
dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt.
Stk. 3. Under en verserende retssag om deres økonomiske
forhold eller til brug for en kommende retssag herom kan
ægtefæller indgå en aftale efter § 65, stk. 1, uden at iagttage
kravene i stk. 1 og 2.
§ 67. Afgørelse om eksistensen og gyldigheden af en afta-
le efter §§ 65 og 66 træffes efter dansk ret.
§ 68. Den lov, der følger af §§ 64 og 65, anvendes på æg-
tefællernes aktiver og passiver, uanset hvor aktiverne og
passiverne befinder sig.
Stk. 2. Anvendelse af en stats lov, som udpeges efter
§§ 64 og 65, indebærer anvendelse af de gældende regler i
den pågældende stat med undtagelse af statens regler om in-
ternational privatret.
§ 69. Uanset hvilken stats lov, der finder anvendelse på
ægtefællers økonomiske forhold, finder følgende regler ikke
anvendelse:
1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af
deres køn.
2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets op-
løsning, herunder hvilken ægtefælle der har taget initia-
tiv hertil.
Stk. 2. En regel i en anden stats lov anvendes ikke, hvis
anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforenelig med
grundlæggende danske retsprincipper.
§ 70. Finder dansk ret ikke finder anvendelse på ægtefæl-
lers økonomiske forhold, og behandles en sag om ægtefæl-
lers økonomiske forhold her i landet, finder følgende be-
stemmelser anvendelse:
1) Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.
2) § 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet
urimeligt økonomisk.
3) § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at
udtage bolig, der udelukkende eller hovedsageligt er
bestemt til familiens helårsbolig.
Internationale overenskomster
§ 71. Regeringen kan indgå overenskomst med andre sta-
ter om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om
ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægte-
skabet. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Børne- og socialministeren kan endvidere fastsætte
regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes
regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt
under ægteskabet.
Afsnit VII
Ikrafttræden, overgangsregler og territorial anvendelse
Kapitel 19
Ikrafttræden m.v.
§ 72. Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. Lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1814 af 23. december 2015, ophæves.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008 om
ikrafttræden af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring
af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge
og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestem-
melser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i
Stockholm den 6. februar 1931 forbliver i kraft, indtil den
ændres eller ophæves af børne- og socialministeren efter
§ 71, stk. 2.
Kapitel 20
Overgangsregler
Dispositioner over familiens helårsbolig
§ 73. Loven finder ikke anvendelse på dispositioner over
familiens helårsbolig, der er foretaget før lovens ikrafttræ-
den. For sådanne dispositioner finder de hidtil gældende
regler i lov om ægteskabets retsvirkninger anvendelse.
Dispositioner over fast ejendom og løsøre
§ 74. De hidtil gældende regler i lov om ægteskabets rets-
virkninger om dispositioner over fast ejendom og løsøre fin-
der anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens
ikrafttræden, jf. dog § 73 om fast ejendom der anvendes til
familiens helårsbolig.
Gaver til tredjemand
§ 75. § 10 finder ikke anvendelse for gaver, der er givet til
tredjemand før lovens ikrafttræden.
Arv og gave fra tredjemand
§ 76. § 24 finder ikke anvendelse på aktiver, der er er-
hvervet før lovens ikrafttræden. For sådanne aktiver finder
de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 2. § 24 finder ligeledes ikke anvendelse på aktiver,
som en ægtefælle har modtaget i gave før lovens ikrafttræ-
den, eller har arvet fra en arvelader, der er afgået ved døden
før lovens ikrafttræden. For sådanne aktiver finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Formuedeling ved separation og skilsmisse og ved en
ægtefælles død
§ 77. Loven finder ikke anvendelse på formuedeling ved
separation og skilsmisse, hvis statsforvaltningen før lovens
ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller
skilsmisse. Loven finder heller ikke anvendelse på formue-
deling ved en ægtefælles død, herunder ved skifte af uskiftet
bo, hvis ægtefællen er afgået ved døden før lovens ikrafttræ-
9
den. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Ægtefællebidrag
§ 78. Loven finder ikke anvendelse på anmodninger om
fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag, som statsforvalt-
ningen har modtaget før lovens ikrafttræden. Sådanne an-
modninger behandles efter de hidtil gældende regler.
Internationale forhold
§ 79. Uanset § 64, stk. 5, finder loven først anvendelse på
de økonomiske forhold for ægtefæller, der bor i Danmark
ved lovens ikrafttræden, når de har boet i Danmark i fem år
efter ikrafttrædelsen.
Stk. 2. Ægtefæller kan efter § 65, jf. § 66, indgå aftale om,
at den lov, der fandt anvendelse på deres formueforhold før
lovens ikrafttræden, fortsat skal finde anvendelse.
Stk. 3. Har ægtefæller før lovens ikrafttræden indgået en
aftale om, hvilken stats lov der skal finde anvendelse på de-
res økonomiske forhold, er aftalen gyldig fra lovens ikraft-
træden, hvis aftalen opfylder betingelserne i §§ 65 og 66.
Stk. 4. Er en ægtepagt, der er oprettet i udlandet, ikke an-
meldt til tinglysning før lovens ikrafttræden efter den hidtil
gældende § 53, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger,
er ægtepagten gyldig her i landet fra lovens ikrafttræden,
hvis den er gyldig efter den lov, der anvendes på ægtefæller-
nes økonomiske forhold.
Retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdning
m.v.
§ 80. Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden indgået en
retshandel, der er omfattet af den hidtil gældende § 11 i lov
om ægteskabets retsvirkninger, finder denne regel efter lo-
vens ikrafttræden anvendelse på ægtefællernes hæftelse over
for tredjemand.
Gaver mellem ægtefæller givet uden ægtepagt
§ 81. Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden givet sin
ægtefælle en gave, uden at kravet i den hidtil gældende § 30,
stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger var opfyldt, anses
gaven som gyldigt givet ved lovens ikrafttræden. Bestem-
melsen finder dog anvendelse, hvis den ægtefælle, der har
givet gaven, eller denne ægtefælles kreditorer eller arvinger
før lovens ikrafttræden har anlagt retssag med påstand om,
at gaven skal tilbagegives.
Tilbagesøgningskrav ved gaver mellem ægtefæller
§ 82. Den hidtil gældende § 33 i lov om ægteskabets rets-
virkninger finder anvendelse på gaver, som den ene ægte-
fælle har givet den anden ægtefælle før lovens ikrafttræden.
Bosondring
§ 83. Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden over for
skifteretten fremsat anmodning om bosondring, behandles
anmodningen efter de hidtil gældende regler i kapitel 5 i lov
om ægteskabets retsvirkninger.
Stk. 2. Ved formuedeling efter lovens ikrafttræden på
grundlag af bosondring finder de hidtil gældende regler an-
vendelse.
Kapitel 21
Territorial anvendelse
§ 84. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøs-
ke og grønlandske forhold tilsiger.
10
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Lovforslagets opbygning og indhold
3.2. Begreber
3.3. Følgelovforslaget om ændring af tilknyttede love
3.4. Den legale formueordning – ligedelingsordningen
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Ligedelingsordningen
3.4.1.2. Skævdeling ved kortvarige ægteskaber
3.4.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.4.2.1. Ændrede familiemønstre, befolkningsundersøgelse og for-
mueordningen i andre lande
3.4.2.2. Udvalgets overordnede betragtninger
3.4.2.2.1. Trinvis ligedeling
3.4.2.2.2. Indbragte værdier
3.4.2.2.3. Skønsmæssig skævdeling
3.4.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.4.4. Den foreslåede ordning
3.5. Ægtefællers råderet, aftaleret, gældsansvar, forsørgelsespligt og adgang til oplys-
ninger
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Ægtefællers råderet og aftaleret (særråden)
3.5.1.2. Ægtefællers gældsansvar (særhæften)
3.5.1.3. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
3.5.1.4. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles
vegne (retsvirkningslovens § 13)
11
3.5.1.5. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre
3.5.1.6. Ægtefællers forsørgelsespligt
3.5.1.7. Overførsel af formue mellem ægtefæller
3.5.1.8. Offentligretlig forsørgelse
3.5.1.9. Overladelse af løsøre
3.5.1.10. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægte-
fælles økonomiske forhold
3.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.5.2.1. Ægtefællers råderet, aftaleret og gældshæftelse
3.5.2.2. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
3.5.2.3. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles
vegne (retsvirkningslovens § 13)
3.5.2.4. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre (retsvirknings-
lovens § 14)
3.5.2.5. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre (retsvirknings-
lovens § 14)
3.5.2.6. Overladelse af løsøre
3.5.2.7. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægte-
fælles økonomiske forhold
3.5.2.8. Gaver til tredjemand
3.5.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.5.4. Den foreslåede ordning
3.5.4.1. Råderet m.v.
3.5.4.2. Gaver til og aftaler med tredjemand
3.6. Gaver mellem ægtefæller
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Grundregler for gaver mellem ægtefæller
3.6.1.1.1. Gaver mellem ægtefæller gives ved ægtepagt
3.6.1.1.2. Gave i form af deling af overskud
3.6.1.1.3. Bevis for at en gave ikke krævede ægtepagt
3.6.1.1.4. Gave i form af fremtidige erhvervelser
3.6.1.2. Tilbagebetalingskrav ved gyldige gaver
12
3.6.1.2.1. Tilbagebetalingskrav efter retsvirkningslovens
§ 33
3.6.1.2.2. Omstødelse af gaver efter konkursloven
3.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.6.2.1. Kravet om ægtepagt ved gaver
3.6.2.1.1. Forholdet mellem ægtefællerne og forholdet til
deres arvinger
3.6.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
3.6.2.2. Gave i form af deling af overskud
3.6.2.3. Gave i form af fremtidige erhverver
3.6.2.4. Kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af værdien af gyl-
dige gaver
3.6.3. Konkursrådets udtalelse om omstødelse af gaver mellem ægtefæller
3.6.4. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.6.4.1. Betingelser for gaver mellem ægtefæller
3.6.4.2. Omstødelse af gaver mellem ægtefæller
3.6.5. Den foreslåede ordning
3.7. Begrænsninger i en ægtefælles rådighedsret – fast ejendom og løsøre
3.7.1. Gældende ret
3.7.1.1. Fast ejendom (retsvirkningslovens § 18)
3.7.1.2. Andelsbolig og lejebolig
3.7.1.3. Løsøre, herunder indbo og arbejdsredskaber (retsvirknings-
lovens § 19)
3.7.1.4. Statsforvaltningens tilladelse til dispositioner over fast
ejendom og løsøre (retsvirkningslovens § 20)
3.7.1.5. Omstødelse af dispositioner over fast ejendom og løsøre,
der er foretaget uden samtykke eller tilladelse (retsvirk-
ningslovens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2,)
3.7.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.7.2.1. Fast ejendom
3.7.2.2. Løsøre
3.7.2.3. Genstande til børnenes brug
3.7.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
13
3.7.3.1. Familiens bolig og anden fast ejendom
3.7.3.2. Løsøre
3.7.4. Den foreslåede ordning
3.8. Aftaler om særeje
3.8.1. Gældende ret
3.8.1.1. Aftaler om særeje
3.8.1.1.1. Skilsmissesæreje
3.8.1.1.2. Fuldstændigt særeje
3.8.1.1.3. Kombinationssæreje
3.8.1.1.4. Genstandssæreje og brøkdelssæreje
3.8.1.1.5. Sumsæreje og sumfælleseje
3.8.1.1.6. Tidsbegrænsning af særeje
3.8.1.1.7. Tidsbegrænsning af særeje
3.8.1.1.8. Pensionsrettigheder
3.8.1.2. Ændring og ophør af særeje
3.8.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.8.2.1. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.8.2.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.8.2.3. Dødsfaldssæreje
3.8.2.4. Tidsbegrænset og betinget særeje
3.8.2.5. Pensionsrettigheder
3.8.2.6. Aftaler om arv og gave fra tredjemand
3.8.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.8.4. Den foreslåede ordning
3.9. Andre forhåndsaftaler om formuedelingen
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.9.2.1. Deling af erstatning for personskade m.v.
3.9.2.2. Personlige og uoverdragelige rettigheder
14
3.9.2.3. Forhåndsaftaler om kompensation, reguleringskrav m.v.
3.9.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.9.4. Den foreslåede ordning
3.10. Ægtepagter
3.10.1. Gældende ret
3.10.1.1. Formelle krav til ægtepagter
3.10.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af
ægtepagter
3.10.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen
3.10.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.10.2.1. Oprettelse af ægtepagt
3.10.2.2. Prøvelse af ægtepagter
3.10.2.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
3.10.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.10.3.1. Oprettelse af ægtepagt
3.10.3.2. Prøvelse af ægtepagter
3.10.3.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
3.10.4. Den foreslåede ordning
3.11. Arv og gave fra tredjemand
3.11.1. Gældende ret
3.11.1.1. Arv og gave
3.11.1.2. Forsikringer m.v.
3.11.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.11.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.11.3.1. Legal ordning for arv og gave
3.11.3.2. Delarv og delgave
3.11.4. Den foreslåede ordning
3.11.4.1. Legal ordning for arv og gave
3.11.4.2. Delarv og delgave
3.12. Almindelige bestemmelser om særeje
15
3.12.1. Gældende ret
3.12.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje
3.12.2.2. Surrogater og indtægter
3.12.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.12.4. Den foreslåede ordning
3.13. Delingen af ægtefællernes formue ved separation og skilsmisse
3.13.1. Gældende ret
3.13.1.1. Behandlingen af sager om formuedelingen ved separation
og skilsmisse
3.13.1.2. Ophørsdagen
3.13.1.3. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer
3.13.1.4. Ligedeling og undtagelser fra ligedelingen
3.13.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.13.2.1. Overførsel af ægtefælleskiftelovens materielle bestemmel-
ser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers økonomi-
ske forhold
3.13.2.2. Ophørsdagen
3.13.2.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
3.13.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.13.3.1. Overførsel af materielle bestemmelser m.v. om formuede-
ling til lov om ægtefællers økonomiske forhold
3.13.3.2. Ophørsdagen
3.13.3.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
3.13.4. Den foreslåede ordning
3.14. Gæld
3.14.1. Gældende ret
3.14.1.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
3.14.1.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og sær-
eje
3.14.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.14.2.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
16
3.14.2.1.1. Konsekvenserne for delingen når gæld er betalt
med midler af en anden status
3.14.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
3.14.2.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og sær-
eje
3.14.2.2.1. Flertallets forslag
3.14.2.2.2. Mindretallets forslag
3.14.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.14.4. Den foreslåede ordning
3.15. Aftaler om formuedelingen
3.15.1. Gældende ret
3.15.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.15.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.15.4. Den foreslåede ordning
3.16. Formue der ikke indgår i formuedelingen
3.16.1. Gældende ret
3.16.1.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
3.16.1.2. Pensionsrettigheder
3.16.1.3. En ægtefælles personlige erstatninger
3.16.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.16.2.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
3.16.2.2. Pensionsrettigheder
3.16.2.3. Personskade- og forsørgertabserstatninger m.v. samt erstat-
ning for tabt arbejdsfortjeneste
3.16.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.16.3.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder samt pensionsret-
tigheder
3.16.3.2. En ægtefælles personlige erstatninger
3.16.4. Den foreslåede ordning
3.17. Regulerings- og misbrugskrav (vederlagskrav)
3.17.1. Gældende ret
17
3.17.1.1. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra særeje m.v. til
delingsformue (§ 23, stk. 3)
3.17.1.2. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra delingsformue
til særeje (§ 23, stk. 2)
3.17.1.3. Misbrugskrav
3.17.1.4. Opgørelsen af vederlags- og misbrugskrav
3.17.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.17.2.1. Reguleringskrav
3.17.2.1.1. Generelt
3.17.2.1.2. Sondring mellem forsørgelse eller regulerings-
krav
3.17.2.1.3. Fastsættelse af størrelsen af reguleringskrav
3.17.2.1.4. Dækning af krav som følge af overførsel af de-
lingsformue til særeje m.v.
3.17.2.1.5. Dækning af et krav som følge af overførsel af
særeje m.v. til delingsformue
3.17.2.2. Misbrugskrav
3.17.2.2.1. Generelt
3.17.2.2.2. Bedre mulighed for dækning af et krav som føl-
ge af misbrug
3.17.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.17.4. Den foreslåede ordning
3.17.4.1. Reguleringskrav
3.17.4.2. Misbrugskrav
3.18. Kompensationskrav i særlige situationer
3.18.1. Gældende ret
3.18.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.18.2.1. Kompensation ved separation og skilsmisse
3.18.2.1.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller
forøge den anden ægtefælles formue (separation og skil-
smisse)
3.18.2.1.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (se-
paration og skilsmisse)
3.18.2.2. Kompensation ved død
18
3.18.2.2.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller
forøge den anden ægtefælles formue (død)
3.18.2.2.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk
(død)
3.18.2.3. Kompensation, hvis en ægtefælle dør efter separation eller
skilsmisse, men før formuedelingen er afsluttet
3.18.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.18.4. Den foreslåede ordning
3.19. Pensionskompensation
3.19.1. Gældende ret
3.19.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.19.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.19.4. Den foreslåede ordning
3.20. Fordeling af aktiverne (udtagelsesret)
3.20.1. Gældende ret
3.20.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.20.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.20.4. Den foreslåede ordning
3.21. Bosondring
3.21.1. Gældende ret
3.21.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.21.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.22. Formuedeling ved en ægtefælles død
3.22.1. Gældende ret
3.22.1.1. Aktiver der ikke indgår i formuedelingen
3.22.1.2. Vederlags- og kompensationskrav
3.22.1.3. Arvelovgivningen
3.22.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.22.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.22.4. Den foreslåede ordning
3.22.4.1. Formuedeling ved en ægtefælles død
19
3.22.4.2. Formuedeling i forbindelse med uskiftet bo
3.23. Ægtefællebidrag
3.23.1. Gældende ret
3.23.1.1. Ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven
3.23.1.2. Ægtefællebidrag efter ægteskabsloven
3.23.1.3. Størrelsen af ægtefællebidrag
3.23.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.23.2.1. Ægtefællebidrag
3.23.2.2. Størrelsen af ægtefællebidrag
3.23.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.23.4. Den foreslåede ordning
3.24. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling og klage over statsforvalt-
ningens afgørelser
3.24.1. Gældende ret
3.24.1.1. Klage over statsforvaltningens afgørelser
3.24.1.2. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling
3.24.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.24.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.24.4. Den foreslåede ordning
3.25. Internationale forhold
3.25.1. Gældende ret
3.25.1.1. Den generelle lovvalgsregel
3.25.1.2. Udenlandske ægtepagter
3.25.1.3. Den Nordiske Ægteskabskonvention
3.25.1.4. Lovvalg i relation til ægtefællebidrag
3.25.1.5. Ægteskab mellem to personer af samme køn
3.25.2. EU-lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller
3.25.3. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.25.3.1. Generelle betragtninger
3.25.3.2. Lovvalg i mangel af aftale
20
3.25.3.2.1. Lovvalget ved ægteskabets indgåelse
3.25.3.2.2. Ægtefællerne flytter under ægteskabet til et an-
det land
3.25.3.2.3. Tilfælde, hvor ægtefællerne ikke har bosat sig i
samme stat
3.25.3.2.4. Skønsmæssig fravigelse af lovvalget
3.25.3.3. Lovvalgsaftaler
3.25.3.3.1. Hvilken stats lov kan ægtefællerne aftale at an-
vende?
3.25.3.3.2. Formelle krav til en lovvalgsaftale
3.25.3.3.3. Vurdering af gyldigheden af en lovvalgsaftale
3.25.3.3.4. Grundlæggende danske retsprincipper
3.25.4. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.25.4.1. Lovvalget
3.25.4.2. Lovvalgsaftaler: formkrav og gyldighed
3.25.4.3. Undladelse af at anvende udenlandsk ret
3.25.4.4. Ægteskab mellem to personer af samme køn
3.25.5. Den foreslåede ordning
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold
gennemføres der en ny lov, der har til formål at modernisere
reglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirknings-
loven), der i sin grundform er fra 1925.
Retsvirkningsloven regulerer primært de økonomiske rets-
virkninger af ægteskab.
Efter loven har ægtefæller under ægteskabet gensidig forsør-
gelsespligt, og hver ægtefælle råder som udgangspunkt over
sine egne aktiver og hæfter for sin egen gæld.
21
Efter et ægteskabs opløsning er det lovens udgangspunkt, at
ægtefæller deler deres formue lige, medmindre de har aftalt
noget andet i form af særeje. Visse aktiver, f.eks. pensions-
rettigheder, personskadeerstatning m.v., indgår som ud-
gangspunkt ikke i ligedelingen. Derimod omfatter ligedelin-
gen arv og gave, som en ægtefælle har modtaget, medmin-
dre arvelader og gavegiver har bestemt, at arven og gaven
skal være særeje.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1552/2015 om ægte-
fællers økonomiske forhold, som Retsvirkningslovsudvalget
afgav i januar 2015. Betænkningen indeholder forslag til en
ny lovgivning om ægtefællers økonomiske forhold.
I overensstemmelse med Retsvirkningslovsudvalgets fokus
er det hensigten med nærværende lovforslag at skabe et en-
kelt og forudsigeligt system, der skaber rimelige resultater
for flertallet af ægtefæller, og som ikke medfører et større
behov for domstolsbehandling end i dag.
Et andet hovedprincip for den foreslåede modernisering af
reglerne om ægtefællers økonomiske forhold er, at reglerne
skal være enkle, tydelige og skrives i et klart sprog, så ægte-
fæller kan forstå deres retsstilling. Loven skal så vidt muligt
give præcise svar på, hvordan ægtefællers formue deles ved
separation, skilsmisse og død, herunder hvilke aktiver der
ikke indgår i delingen, f.eks. særeje, pensionsordninger m.v.
Samtidig foreslås det, at alle materielle bestemmelser om
ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om
deling af ægtefællers formuer, samles i den nye lov.
Med lovforslaget opretholdes hovedelementerne i den gæl-
dende ordning. Dette omfatter også den gældende ligede-
lingsordning. Dette er i tråd med Retsvirkningslovsudval-
gets forslag. Udvalgets forslag om at udvide mulighederne
for skævdeling er dog ikke medtaget i lovforslaget, og det
samme gælder udvalgets forslag om, at arv og gave ikke
skal indgå i ligedelingen. Med forslaget opretholdes således
udgangspunktet om, at det bør være op til ægtefællerne selv
at indgå aftaler, der indebærer fravigelser af ligedelingsord-
ningen.
Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en for-
mueordning, der passer til deres situation, og disse mulighe-
der foreslås udvidet. Det foreslås samtidigt, at kommende
ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab skal orienteres om
reglerne om formuedeling og opfordres til at overveje, om
de har behov for at aftale en anden ordning.
Herudover foreslås det at udvide beskyttelsen under ægte-
skabet af familiens bolig mod salg uden den anden ægtefæl-
les samtykke fra kun at omfatte ejerbolig til også at omfatte
andelsbolig, husbåd m.v. Samtidig foreslås det, at en ægte-
fælles ret til ved formuedelingen mod betaling at udtage ak-
tiver, der tilhører den anden ægtefælle, udvides fra kun at
omfatte ejerbolig til også at omfatte andelsbolig, husbåd
m.v.
Endelige bringes lovvalgsreglerne for ægtefællers økonomi-
ske forhold i harmoni med EU-lovgivningen herom.
Det bemærkes, at det ikke var en del af Retsvirkningslovs-
udvalgets opgave at foreslå ændringer af reglerne om deling
af pensionsrettigheder ved separation, skilsmisse og død.
Ved lovforslaget foreslås der ikke indholdsmæssige ændrin-
ger af disse regler.
Som følge af forslagene i dette lovforslag fremsættes der
samtidigt et lovforslag, der indeholder de nødvendige æn-
dringer i anden lovgivning. Det drejer sig navnlig om æn-
dring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om
ægtefælleskifte m.v., arveloven og lov om skifte af dødsbo-
er.
Dette følgelovforslag indeholder også forslag til ændring af
konkurslovens bestemmelse om omstødelse af gaver med
henblik på imødegåelse af den såkaldte ægtefællefinte. Efter
forslaget vil en skyldners mulighed for at bringe sin formue
i ly for sine kreditorer ved at overdrage den til sin ægtefælle
begrænses.
Samtidig indeholder følgelovforslaget forslag til ændring af
tinglysningsloven sådan, at indholdet af ægtepagter ikke
længere vil være offentligt tilgængelige, da de kan indehol-
de private oplysninger.
2. Baggrund
Justitsministeriet nedsatte i oktober 2007 Retsvirkningslovs-
udvalget. Efter kommissoriet skulle udvalget overordnet set
gennemgå og overveje reglerne om ægtefællers formuefor-
hold i retsvirkningsloven, dog ikke lovens regler om pensio-
ners behandling ved skifte.
Udvalget skulle endvidere overveje de bestemmelser i ægte-
fælleskifteloven, som regulerer materielle spørgsmål om de-
ling af ægtefællernes formue ved ægteskabets ophør.
Herudover skulle udvalget overveje, om den grundlæggende
legale formueordning om ligedeling af ægtefællernes for-
mue ved ægteskabets ophør (formuefællesskab) er tidssva-
rende. Udvalget skulle i sine overvejelser inddrage, at for-
mueordning stammer fra 1925, hvor en hustru i overens-
stemmelse med datidens familiemønster ofte var hjemmear-
bejdende og uden formue, og at familiemønstret siden da har
ændret sig væsentligt, herunder at skilsmissehyppigheden
har været stigende.
Udvalget skulle i den forbindelse bl.a. overveje, om formue,
som ægtefællerne indbringer i ægteskabet, samt arv og gave
skal holdes uden for formuefællesskabet. Endvidere skulle
udvalget overveje mulighederne for at fravige ligedelingen,
herunder særejekompensationsreglen, og behovet for at æn-
dre mulighederne for at aftale særeje.
Herudover skulle udvalget overveje behovet for en ændring
af bestemmelserne om ægtefællers forsørgelses- og under-
holdspligt, hæftelse for gæld m.v. samt reglerne om beskyt-
22
telse af familiens bolig under ægteskabet og om retten til fa-
miliens bolig ved separation og skilsmisse.
Endelig skulle udvalget overveje de international privatretli-
ge forhold omkring retsvirkningsloven.
Udvalget afgav i januar 2015 betænkning nr. 1552/2015 om
ægtefællers økonomiske forhold. Betænkningen indeholder
udvalgets overvejelser over de emner, der fremgår af kom-
missoriet, samt over andre relaterede emner. Betænkningen
indeholder udkast til en ny lov om ægtefællers økonomiske
forhold, som skal afløse retsvirkningsloven. Betænkningen
indeholder endvidere forslag til ændringer i andre love som
følge af udvalgets lovudkast. Betænkningen er hovedsage-
ligt afgivet af et enigt udvalg.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Lovforslagets opbygning og indhold
Den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås
inddelt i 7 afsnit.
Afsnit I indeholder almindelige bestemmelser om ægtefæl-
lers økonomiske forhold. Afsnittet indledes med kapitel 1,
der indeholder regler om ægtefællers ret til at råde over de-
res formue, om aftaler mellem ægtefæller, om hæftelse for
gæld og om forsørgelsespligt under ægteskabet. Kapitlet in-
deholder også den centrale bestemmelse om formuedelin-
gen, der fastslår, at ægtefællers formue som udgangspunkt
deles lige mellem dem ved separation, skilsmisse og død.
Afsnit I indeholder endvidere regler om forbud mod salg
m.v. af familiens helårsbolig uden den anden ægtefælles
samtykke (kapitel 2) og om gaver til og andre aftaler med
tredjemand (kapitel 3).
Afsnit II indeholder reglerne om særeje og forhåndsaftaler
om formuedelingen. I kapitel 4 og 5 fastlægges ægtefællers
muligheder for ved ægtepagt at indgå aftaler om særeje og
andre forhåndsaftaler om formuedelingen, mens kapitel 6 in-
deholder formkrav til ægtepagter. Regler om særejebestem-
melser om arv og gave fra tredjemand findes i kapitel 7, og
kapitel 8 indeholder generelle regler for særeje, herunder om
surrogater for og indtægter af særeje.
Afsnit III indeholder reglerne om formuedelingen ved sepa-
ration og skilsmisse. I kapitel 9 findes de grundlæggende
regler om formuedelingen, herunder en oversigt over de ak-
tiver m.v., der ikke indgår i delingen, fastlæggelse af op-
hørsdagen, fradrag af gæld, aftaler om formuedelingen og
fravigelse af ligedelingen ved kortvarige ægteskaber. Akti-
ver, der ikke indgår i formuedelingen, er reguleret i kapitel
10. Kapitel 11-13 indeholder regler om regulerings- og mis-
brugskrav (de nuværende vederlagskrav), om kompensati-
onskrav (medvirken til formueforøgelse og urimeligt økono-
misk stillet) samt pensionskompensation. Endelig indehol-
der kapitel 14 regler om ægtefællernes ret til at udtage akti-
ver, der indgår i formuedelingen.
Afsnit IV (kapitel 15) indeholder særregler om formuede-
ling ved en ægtefælles død og ved deling af uskiftet bo.
Afsnit V (kapitel 16) indeholder regler om fastsættelse og
ændring af ægtefællebidrag under ægteskabet, om statsfor-
valtningens og Ankestyrelsens sagsbehandling samt om kla-
ge over statsforvaltningens afgørelser.
Afsnit VI (kapitel 18) indeholder regler om internationale
forhold, navnlig om lovvalget for ægtefællers økonomiske
forhold.
Endelig fastlægges tidspunktet for lovens ikrafttræden (den
1. januar 2018) i afsnit VII, der også indeholder overgangs-
regler og bestemmelser om loven territoriale anvendelse
(kapitel 19-21).
Behandlingen af sager om formuedelingen ved separation
og skilsmisse er fortsat reguleret i ægtefælleskifteloven, og
arveloven og dødsboskifteloven indeholder regler om skifte
af dødsboer og uskiftede boer.
3.2. Begreber
I lovgivningen og litteraturen om ægtefællers økonomiske
forhold anvendes en række begreber. Mange af disse begre-
ber, der gennemgås nedenfor, stammer fra tiden omkring
vedtagelsen af retsvirkningsloven. Begreberne er indarbejdet
i sprogbrugen omkring lovgivningen om ægtefællers økono-
miske forhold, og derfor videreføres de.
Børne- og Socialministeriet finder dog begrebet ”fælleseje”
uhensigtsmæssigt, idet det ofte fører til den misforståelse, at
ægtefællerne ejer alle aktiver i fællesskab (sameje), og mu-
ligvis også til den misforståelse, at ægtefællerne hæfter for
hinandens gæld. I forslaget til lov om ægtefællers økonomi-
ske forhold anvendes begrebet "delingsformue“ derfor i ste-
det for begrebet "fælleseje". Efter lovforslagets § 5, stk. 2,
betegnes en ægtefælles formue, der indgår i ligedelingen,
som ægtefællens delingsformue. Dette medfører behov for
at ændre en række bestemmelser i en række love. Følgelov-
forslaget indeholder forslag til disse ændringer.
Begrebet "formuefællesskab" kan også give anledning til til-
svarende misforståelser. På den anden side indeholder be-
grebet en klar beskrivelse af essensen af reglerne om ægte-
fællers økonomiske forhold: Under ægteskabet har ægtefæl-
lerne et fælles ansvar for deres formue, herunder deres ind-
tægter og udgifter, og dette fælles ansvar betyder, at ægte-
fællernes formue som udgangspunkt deles lige mellem dem
ved opløsning af ægteskabet, uanset om den største del af
formuen blev indbragt i ægteskabet eller er erhvervet under
ægteskabet af den ene ægtefælle. Den legale formueordning
i Danmark betegnes derfor fortsat "formuefællesskab".
I det følgende gennemgås de centrale begreber i lovgivnin-
gen om ægtefællers økonomiske forhold:
Bo: I den skifteretlige lovgivning anvendes "bo" som beteg-
nelse for den formue, som skal deles. Eksempelvis deles for-
23
muen i et dødsbo mellem afdødes arvinger. Ved skifteret-
tens deling af ægtefællers formue efter ægtefælleskifteloven
anvendes betegnelsen "fællesbo" for den del af ægtefæller-
nes formue, som skal indgå i ligedelingen. Betegnelsen "bo"
indgår i andre begreber i den skifteretlige lovgivning, f.eks.
bodel. bodeling, boslod, boopgørelse, fællesbo. I lovforsla-
get anvendes formuedeling i stedet for bodeling.
Bodel: Den del af delingsformuen (tidligere fællesejet), som
en ægtefælle har indbragt i ægteskabet eller senere har er-
hvervet.
Boopgørelse: Opgørelse af de aktiver og passiver, der indgår
i ligedelingen af ægtefællernes formue, og fordelingen af
dem.
Boslod: Den del af fællesboet, som en ægtefælle ved for-
muefællesskabets ophør har krav på.
Delingsformue: De aktiver, der indgår i ligedelingen, jf.
ovenfor.
Forlodsudtagelse: Udtagelse af aktiver eller værdier forud
for delingen af ægtefællernes formue, således at det udtagne
ikke indgår i formuedelingen.
Formuefællesskab: Den formueordning, der følger af loven
om ægtefællers økonomiske forhold og retsvirkningsloven,
hvis ægtefællerne ikke har aftalt en anden formueordning,
det vil sige den legale formueordning. Fælleseje anvendes i
den gældende lovgivning som synonym for formuefælles-
skab, men det foreslås, at delingsformue anvendes i stedet
for fælleseje.
Fællesbo: Begge ægtefællers to bodele udgør fællesboet. Se
også "bo".
Fælleseje: Se formuefællesskab. Det foreslås, at delingsfor-
mue anvendes i stedet for fælleseje.
Ophørsdag: Den dag, hvor formuefællesskabet ophører. Op-
hørsdagen er skæringsdagen for, hvilke aktiver og passiver,
der indgår i ligedelingen, og hvilke aktiver og passiver, der
holdes uden for ligedelingen, fordi en ægtefælle først har er-
hvervet aktivet eller stiftet gælden efter ophørsdagen.
Reguleringskrav: Reguleringskrav har til formål at udligne
forskydninger af værdier mellem en ægtefælles delingsfor-
mue og samme ægtefælles særeje og dermed genskabe ba-
lancen mellem ægtefællens formuedele. Reguleringskrav
svarer til retsvirkningslovens vederlagskrav. Sådanne for-
skydninger opstår, når en ægtefælles formue både består af
delingsformue og særeje, og ægtefællen som led i en helt
dagligdags forvaltning af formue flytter værdier fra sin de-
lingsformue til sit særeje – og omvendt. Det kan f.eks. dreje
sig om betaling af særejegæld med delingsformue og for-
bedring af et hus, der er delingsformue, med særeje. Ved de-
lingen af ægtefællernes formue vil det betyde, at den anden
ægtefælle vil få enten en mindre eller større del af deres fæl-
les delingsformue, hvilket udlignes med reguleringskrav.
Sameje: Sameje om f.eks. et aktiv betyder, at aktivet ejes af
flere med en brøkdel til hver.
Skifte: Behandling af en sag om deling af ægtefællernes for-
muer.
Særeje: Formue, der ikke er omfattet af ægtefællernes even-
tuelle delingsformue, og som derfor ikke deles ved separati-
on, skilsmisse eller død.
Vederlagskrav: Se reguleringskrav.
Ægtepagt: En aftale mellem ægtefæller om formueordnin-
gen i deres ægteskab eller om lovvalget for formueordnin-
gen.
For at lette sammenligningen mellem de gældende bestem-
melser om formuedeling m.v. med de foreslåede nye be-
stemmelser i lovforslaget anvendes overalt i lovforslaget be-
grebet delingsformue ved beskrivelsen af indholdet af de
gældende bestemmelser i stedet for begrebet fælleseje.
3.3. Følgelovforslaget om ændring af tilknyttede love
Reglerne om ægtefællers økonomiske forhold findes først
og fremmest i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirk-
ningsloven, lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december
2015) og lov om ægtefælleskifte m.v., (ægtefælleskiftelo-
ven, lov nr. 594 af 14. juni 2011).
En række andre love indeholder dog også regler om ægte-
fællers økonomiske forhold eller regler, der er knyttet til
reglerne om ægtefællers økonomiske forhold:
– Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (ægteskabslo-
ven, lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015).
– Arveloven (lov nr. 515 af 6. juni 2007 med senere æn-
dringer).
– Lov om skifte af dødsboer (dødsboskifteloven, lov nr.
383 af 22. maj 1996 med senere ændringer).
– Lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsop-
sparing i pengeinstitutter (pensionsopsparingsloven, lov
nr. 293 af 24. april 1996 med senere ændringer).
– Lov om erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven, lov-
bekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014).
– Lov om forsikringsaftaler (forsikringsaftaleloven, lovbe-
kendtgørelse nr. 999 af 5. oktober 2006 med senere æn-
dringer).
– Lov om tinglysning (tinglysningsloven, lovbekendtgø-
relse nr. 158 af 9. marts 2006 med senere ændringer).
– Konkursloven (lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar
2014 med senere ændringer).
– Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven, lovbekendtgørel-
se nr. 468 af 20. maj 2016).
– Værgemålsloven (lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. au-
gust 2007).
– Lov om børns forsørgelse (lovbekendtgørelse nr. 1815 af
23. december 2015).
– Overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af kon-
ventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og
Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestem-
24
melser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet
i Stockholm den 6. februar 1931 (Den Nordiske Ægte-
skabskonvention, bekendtgørelse nr. 1123 af 25. novem-
ber 2008).
– Lov om beskatning af pensionsordninger m.v. (pensions-
beskatningsloven, lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. sep-
tember 2015).
– Lov om ophavsret (ophavsretslovens, lovbekendtgørelse
nr. 1144 af 23. oktober 2014).
– Lov om biblioteksafgift (biblioteksafgiftsloven, lovbe-
kendtgørelse nr. 1175 af 17. december 2002 med senere
ændring).
Den foreslåede nye lov om ægtefællers økonomiske forhold
medfører behov for ændringer i flere af disse love. Disse
ændringer er indeholdt i det samtidigt fremsatte forslag til
lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløs-
ning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love
(Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske
forhold), herefter kaldet følgelovforslaget, der fremsættes
samtidig med dette lovforslag.
Som nævnt i punkt 1 foreslås det, at alle materielle bestem-
melser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestem-
melser om deling af ægtefællers formuer ved separation,
skilsmisse og død, samt andre bestemmelser, der er centrale
for lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold, sam-
les i den nye lov om ægtefælles økonomiske forhold. Det
drejer sig om bestemmelser i ægtefælleskifteloven og forsik-
ringsaftaleloven. Følgelovforslaget indeholder forslag om
ophævelse af disse bestemmelser.
Ved følgelovforslaget foreslås det endvidere, at en række
henvisninger i ægtefælleskifteloven, arveloven og dødsbo-
skifteloven samt i leje- og skattelovgivningen til bestemmel-
ser i retsvirkningsloven ændres til henvisninger til de rele-
vante foreslåede nye bestemmelser i lov om ægtefællers
økonomiske forhold. Det foreslås også, at begrebet fælleseje
i en række love ændres til delingsformue.
Følgelovforslaget indeholder også forslag til ændring af
konkurslovens bestemmelse om omstødelse af gaver mellem
ægtefæller med henblik på imødegåelse af den såkaldte æg-
tefællefinte. Efter forslaget begrænses en skyldners mulig-
hed for at bringe sin formue i ly for sine kreditorer ved at
overdrage den til sin ægtefælle. Samtidig indeholder følgel-
ovforslaget forslag til ændring af tinglysningsloven sådan, at
indholdet af ægtepagter ikke længere vil være offentligt til-
gængelige, da de kan indeholde private oplysninger.
Endvidere indeholder følgelovforslaget forslag om, at kom-
mende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab skal orien-
teres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de
har behov for at aftale en anden ordning. Bestemmelsen her-
om foreslås indsat i ægteskabsloven.
Endelig indeholder lovforslaget forslag om, at reglerne om
formuedeling ved omstødelse af ægteskab indsættes i ægte-
skabsloven.
3.4. Den legale formueordning — ligedelingsordningen
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Ligedelingsordningen
Omdrejningspunktet for lovgivningen om ægtefællers øko-
nomiske forhold er den legale formueordning. Den legale
formueordning er den ordning, der gælder, hvis ægtefæller-
ne ikke selv har aftalt andet ved ægtepagt.
I Danmark er den legale formueordning formuefællesskab,
der overordnet set indebærer, at ægtefællernes formuer deles
lige ved separation, skilsmisse og død.
Formuefællesskabet følger af retsvirkningslovens § 15, stk.
1, hvorefter alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets ind-
gåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formue-
fællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til sær-
eje. Ligedelingsprincippet følger af lovens § 16, stk. 2. Efter
denne bestemmelse udtager hver ægtefælle ved separation
og skilsmisse halvdelen af ægtefællernes, medmindre undta-
gelse har særlig lovhjemmel. Ved en ægtefælles dødsfald
deles formuen mellem den efterlevende ægtefælle og den af-
døde ægtefælles arvinger.
Lovgivningen indeholder to fravigelser af ligedelingsordnin-
gen, der er gennemgået i punkt 3.4.1.2. :
– Ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling navnlig ved
kortvarige ægteskaber.
– Ægtefælleskiftelovens § 60 om udtagelse af egne aktiver
ved omstødelse af ægteskab.
Som udgangspunkt indgår alle ægtefællernes aktiver uanset
erhvervelsestidspunkt og -måde i formuefælleskabet og der-
med i ligedelingen. Der er dog en række aktiver, der ikke
indgår i ligedelingen, navnlig pensionsordninger, immateri-
elle rettigheder og personskadeerstatninger (se punkt 3.13.).
Endelig kan ægtefæller ved ægtepagt indgå aftale om særeje
og dermed helt eller delvist holde deres formuer uden for li-
gedelingen (se punkt 3.8. og 3.9.). Tilsvarende kan tredje-
mand bestemme, at arv og gave skal være særeje (se punkt
3.11.).
3.4.1.2. Skævdeling ved kortvarige ægteskaber
Ligedelingen modificeres af bestemmelsen i ægtefælleskif-
telovens § 61 om skævdeling ved kortvarige ægteskaber.
Det fremgår af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har
indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der
fremgår af § 60, og en ligedeling vil være åbenbart urimelig,
navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden øko-
nomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i anled-
ning af separation, skilsmisse eller bosondring efter anmod-
ning bestemmes, at boets deling skal finde sted således, at
§ 60 anvendes, i det omfang dette findes begrundet.
Efter ægtefælleskiftelovens § 60 udtager hver ægtefælle ved
skifte i anledning af omstødelse af ægteskab forlods så me-
get af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i
25
boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhver-
velse ved arv eller gave eller har overført til fællesboet fra
eget særeje. Rækker den fælles formue ikke, sker der for-
holdsvis afkortning.
At ægteskabet skal have været kortvarigt efter ægtefælle-
skiftelovens § 61indebærer ifølge forarbejderne til bestem-
melsen, at anvendelse af reglen i almindelighed er udeluk-
ket, hvis ægteskabet har varet op imod 5 år eller derover. I
retspraksis er der ved vurderingen af, om ægteskabet har
været kortvarigt, tillige lagt vægt på et forudgående samliv.
Det er imidlertid betingelserne om, at ligedeling vil være
åbenbart urimelig, og at ægteskabet skal have været uden
økonomisk fællesskab af betydning, der medfører, at be-
stemmelsens anvendelsesområde i praksis er snævert.
Hvis betingelserne for skævdeling er opfyldt, fastsættes der
skønsmæssigt et beløb, som den pågældende ægtefælle kan
holde uden for formuedelingen.
3.4.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget har fremhævet, at den legale for-
mueordning er central for overvejelserne om de fremtidige
regler om ægtefællers økonomiske forhold. Valget af for-
mueordning har afgørende betydning for behovet for yderli-
gere regulering af reglerne om eksempelvis særeje og skøns-
mæssige fravigelser af delingsreglerne.
3.4.2.1. Ændrede familiemønstre, befolkningsundersøgelse
og formueordningen i andre lande
Udvalget har taget afsæt i, at retsvirkningsloven stammer fra
en tid, hvor hustruen oftest var hjemmearbejdende og uden
formue, og hvor de fleste ægteskaber varede hele livet. I dag
er skilsmisser betydeligt mere almindelige, og langt flere
bliver gift mere end én gang og i en senere alder. Endvidere
er kvinder i dag på arbejdsmarkedet i stort set lige så stort
omfang som mænd. Langt flere kvinder end mænd arbejder
dog på deltid, og fuldtidsansatte mænd har gennemsnitligt
en højere løn end kvinder. Endelig har mænd generelt en
større formue end kvinder.
Udvalget har i sine overvejelser således inddraget de æn-
dringer, der er sket i familiemønsteret siden 1925, hvor rets-
virkningsloven blev vedtaget. Udvalget har ligeledes inddra-
get undersøgelser af befolkningens holdning til formuede-
ling.
Det fremgår af en undersøgelse af danskernes holdning til
deling af deres formuer ved skilsmisse, som Justitsministeri-
ets forskningsafdeling har gennemført, at 57 pct. mente, at
alt, hvad ægtefællerne ejede, skulle ligedeles, mens 20 pct.
mente, at hver ægtefælle skulle beholde det, de ejede før æg-
teskabet, mens resten skulle ligedeles. 5 pct. foretrak, at
hver ægtefælle beholdt sit, mens 13 pct. svarede, at det af-
hang af ægteskabets varighed.
Danske Familieadvokater har ligeledes gennemført en inter-
viewundersøgelse, der viser, at 54 pct. mente, at parternes
opsparing bør ligedeles, selv om den ene har sparet mere op
end den anden. Samtidig mente 68 pct., at den formue, som
en af parterne havde før, de fandt sammen, ikke skal ligede-
les.
3.4.2.2. Udvalgets overordnede betragtninger
Udvalget har haft fokus på at skabe et enkelt og forudsige-
ligt system, der skaber rimelige resultater for flertallet af
ægtepar, og som ikke medfører et større behov for domstols-
behandling end i dag.
Herudover har det været udvalgets ambition, at den legale
formueordning skal afspejle det nuværende samfund og så
vidt muligt tage højde for den kommende samfundsmæssige
udvikling. Samtidig har udvalget understreget, at formuefæl-
leskabet – der er et velkendt system – kun bør afskaffes,
hvis der med forholdsvis sikkerhed kan etableres en mere ri-
melig og enkel ordning.
For bevarelse af den gældende ordning taler ifølge udvalget,
at ordningen er relativt enkel og ikke kræver, at ægtefæller
holder regnskab med, hvem der ejer hvad. Ordningen er
kendt af de fleste, således at ægtefællerne har mulighed for
at indrette sig på den, herunder indgå aftaler om f.eks. sær-
eje. Formuefælleskabet vil formentlig også af de fleste op-
fattes som rimelig i ægteskaber, hvor der har været et lang-
varigt økonomisk fællesskab, enten fordi ægteskabet har væ-
ret langvarigt, eller fordi der har været en længere samliv-
speriode med fælles økonomi forud for ægteskabet.
Heroverfor står et – efter udvalgets opfattelse – identificeret
behov for en formueordning, der i højere grad end den nu-
værende ordning passer til nutidens familiemønstre, det be-
tydelige antal kortvarige ægteskaber og udjævningen af tid-
ligere tiders betydelige forskelle mellem kvinders og mænds
indkomst- og formueforhold. Udvalget har derfor også over-
vejet, om formålet kan opfyldes gennem en justering af for-
muefællesskabet, således at formueordningens grundkon-
struktion vil kunne bibeholdes.
Udvalget er enig om, at der skal indføres regler om forlods
udtagelse af visse værdier, som en ægtefælle ejede før ægte-
skabets indgåelse. Der er endvidere enighed om, at disse
regler skal erstatte den gældende bestemmelse om skævde-
ling ved kortvarige ægteskaber i ægtefælleskiftelovens § 61,
som efter udvalgets opfattelse indeholder en for snæver og
vanskelig forudseelig adgang til skævdeling i kortvarige æg-
teskaber.
Derimod er der ikke enighed om, hvordan forlods udtagelse
af værdier, som ægtefællerne ejede før ægteskabets indgåel-
se, bedst gennemføres:
– Et flertal foreslår en model med trinvis ligedeling, såle-
des at den del af formuen, der ligedeles, gradvis optrap-
pes i ægteskabets første år.
– Et mindretal foreslår, at værdien af den formue, en ægte-
fælle havde ved ægteskabets indgåelse, kan udtages for-
lods.
26
– Et andet mindretal foreslår en model med skønsmæssig
skævdelings, der moderniserer den gældende skævde-
ling.
I relation til formuedeling efter omstødelse af ægteskab (æg-
tefælleskiftelovens § 60) foreslår udvalget bestemmelsen
opretholdt, men overført til ægteskabsloven.
3.4.2.2.1. Trinvis ligedeling
Efter flertallets model med trinvis ligedeling skal ægtefæller
ved kortvarige ægteskaber kun ligedele en del af deres for-
muer. Under ægteskabet optrappes den del af formuen, der
skal ligedeles, og efter 7 års ægteskabet sker der fuld ligede-
ling.
3.4.2.2.2. Indbragte værdier
Efter det ene mindretals forslag til modellen med indbragte
værdier kan et beløb svarende til den nettoformue, som en
ægtefælle ejede ved ægteskabets indgåelse, holdes uden for
delingen. Dette beløb kaldes begyndelsesformuen.
Begyndelsesformuen påvirkes ikke af værdistigninger eller
værdifald på de aktiver, som ægtefællen indbragte i ægte-
skabet, og det er uden betydning, om disse aktiver er i be-
hold, når der skiftes.
Ordningen vil efter forslaget også finde anvendelse ved for-
muedeling efter længerevarende ægteskaber.
3.4.2.2.3. Skønsmæssig skævdeling
Det andet mindretal foreslår som legal ordning ligedeling af
formuerne med adgang til skønsmæssig skævdeling, hvis li-
gedeling vil være urimelig. Ved afgørelsen heraf skal der
navnlig lægges vægt på, hvad der er erhvervet ved arv eller
gave under ægteskabet, og hvad der er indbragt i ægteska-
bet, årsagen til at der ikke er oprettet en særejeægtepagt om
de omhandlede aktive, samt ægteskabets varighed.
3.4.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed
for skævdeling er et så grundlæggende element i formueord-
ningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der
kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af
hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæg-
gende elementer ved formueordningen er enkel og gennem-
skuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kom-
mende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægte-
skab.
Børne- og Socialministeriet er derfor enig med udvalget i, at
den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bære-
nde element for formueordningen i Danmark. Ordningen er
velkendt og enkel at anvende, og med de foreslåede mulig-
heder for at aftale særeje m.v. har ægtefæller i vidt omfang
mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning
end ligedeling.
Udvalget har peget på, at ligedelingsordningen ikke altid
medfører resultater, som begge ægtefæller opfatter som ri-
melige. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling ef-
ter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsre-
gel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anven-
delsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag,
der søger at løse problematikken omkring formuedeling ef-
ter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af
formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet,
modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet.
Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udval-
gets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen
om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end
den gældende ordning. Hertil kommer, at en ny ordning
uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden,
i hvert fald i en periode.
Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medfø-
re et større antal retssager om formuedelingen, fordi det ef-
ter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad
der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke øn-
skeligt.
Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier byg-
ger på mere objektive kriterier.
Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i
modsætning til den gældende ligedelingsordning kan have
betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der
ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for æg-
tefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddel-
bart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen.
Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end
hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsnin-
gen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteska-
ber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen
af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom
ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen,
at der skal indføres en ny metode til opgørelse af værdier,
der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de akti-
ver, som en ægtefælle indbringer i ægteskabet. Dette vil ik-
ke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som
ved særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som
en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen ind-
bygget klare urimeligheder.
Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefæller-
ne selv at indgå aftaler om løsninger, der indebærer en
skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser
sig at blive kortvarigt. Ægtefæller har i dag vide muligheder
for at aftale en formueordning, der passer til deres situation,
og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9.
Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kom-
mende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremti-
den skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at
overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning.
27
Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulig-
hed for skævdeling ved navnlig kortvarige ægteskaber skal
opretholdes sådan, at ægtefællernes delingsformue ikke be-
høver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og
været uden økonomisk fællesskab af betydning.
Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at bestemmelsen
i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse
af ægteskab opretholdes.
3.4.4. Den foreslåede ordning
Bestemmelsen om ligedelingsordningen foreslås indsat som
§ 5 i lovforslagets afsnit I, der indeholder de almindelige
regler om ægtefællers økonomiske forhold. Bestemmelsen
viderefører de gældende bestemmelser i retsvirkningslovens
§ 15, stk. 1, og § 16, stk. 2.
Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling i
kortvarige ægteskaber foreslås videreført som § 33 i lovfor-
slaget. Det følger af denne bestemmelse, at når den væsent-
ligste del ægtefællernes delingsformue tilhørte den ene æg-
tefælle ved indgåelsen af ægteskabet, eller den ene ægtefæl-
le under ægteskabet har erhvervet den væsentligste del af
delingsformuen ved arv eller gave, og ligedeling af formuen
være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været
kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan
det ved formuedeling bestemmes, at denne ægtefælle helt el-
ler delvist kan beholde værdien af egen formue.
Som foreslået af udvalget opretholdes bestemmelsen i ægte-
fælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af
ægteskab, men den foreslås overført til ægteskabsloven. Der
henvises til § 1, nr. 2, i følgelovforslaget (ægteskabslovens §
25, stk. 2-4,) og bemærkningerne hertil.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af disse be-
stemmelser, men affattelsen af dem moderniseres.
Endelig foreslås det, at der i ægteskabsloven indsættes en
bestemmelse om, at kommende ægtefæller inden indgåelsen
af ægteskab skal orienteres om delingsreglerne og opfordres
til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ord-
ning. Der henvises til § 1, nr. 1, i følgelovforslaget og be-
mærkningerne hertil.
3.5. Ægtefællers råderet, aftaleret, gældsansvar, forsørgel-
sespligt og adgang til oplysninger
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Ægtefællers råderet og aftaleret (særråden)
Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, har hver ægtefælle i
levende live rådigheden over alt, hvad ægtefællen har ind-
ført i fællesboet. Denne råderet kaldes også "særråden".
Efter bestemmelsen begrænses rådigheden dog af reglerne i
§§ 17-20. Det drejer sig om beskyttelse af den anden ægte-
fælles interesser i relation til salg m.v. af familiens bolig
m.v. (lovens §§ 18-20, jf. punkt 3.7.). Endvidere begrænses
en ægtefælles særråden af lovens § 17, hvorefter en ægtefæl-
le er pligtig at udøve sin rådighed over delingsformue såle-
des, at det ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade
for den anden ægtefælle. Der henvises til punkt. 3.5.1.1.
Lovens § 29 fastslår, at ægtefæller med de begrænsninger,
som loven medfører, kan indgå retshandler med hinanden
om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig
forpligtelser overfor hinanden. Ægtefæller kan således som
alle andre give hinanden gaver, sælge genstande til hinan-
den, yde hinanden lån, blive erstatningspligtige over for hi-
nanden m.v.
Der gælder navnlig to begrænsninger i ægtefællers ret til at
indgå retshandler med hinanden:
– Forhåndsaftaler om deling af ægtefællernes formuer ved
separation, skilsmisse og død skal ske gennem aftale om
særeje ved ægtepagt, og aftalen skal ligge inden for ram-
merne af lovens § 28. Ægtefæller kan dog uden ægtepagt
indgå en aftale om formuedeling med henblik på en
kommende formuedeling.
– Efter lovens § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke aftale, at
det, som den ene ægtefælle fremtidig erhverver, uden
vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
– Gave mellem ægtefæller kan kræves tilbage eller om-
stødt, hvis betingelserne herfor i lovens §§ 30-33 er op-
fyldt (se punkt 3.6.).
3.5.1.2. Ægtefællers gældsansvar (særhæften)
Efter retsvirkningslovens § 25 hæfter enhver af ægtefællerne
med den del af fællesboet, hvorover den pågældende ægte-
fælle råder, og med sit særeje for de forpligtelser, der påhvi-
ler ægtefællen. Dette gælder, uanset om forpligtelserne er
opstået før eller under ægteskabet.
Bestemmelsen medfører, at en ægtefælle alene hæfter for sin
egen gæld. Dette kaldes "særhæften".
En ægtefælle hæfter således som udgangspunkt ikke for den
anden ægtefælles gæld. Ægtefæller hæfter dog sammen for
forpligtelser, som de har påtaget sig sammen, f.eks. ved i
fællesskab at optage et lån. Ægtefæller hæfter også sammen
for forpligtelser, der følger af, at de sammen ejer et aktiv
(sameje), f.eks. ejendomsskatter på den bolig, som de begge
er medejere af.
Lovgivningen kan dog indeholde andre regler om hæftelse
for gæld, f.eks. retsvirkningslovens §§ 11 og 12, der er be-
skrevet i punkt 3.5.1.3.
3.5.1.3. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
Det fremgår af retsvirkningslovens § 11, stk. 1, at hver af
ægtefællerne under samlivet i forhold til tredjemand er be-
rettiget til på begges ansvar at indgå sådanne retshandler til
fyldestgørelse af den daglige husholdnings eller børnenes
fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette øjemed.
Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige rets-
handler til fyldestgørelse af sit særlige behov. De nævnte
28
retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar,
hvis ikke andet fremgår af omstændighederne. Efter § 11,
stk. 2, kan en ægtefælle uanset mindreårighed selv indgå
retshandler efter lovens § 11, stk. 1.
Det fremgår af § 11, stk. 3, at hvis den, med hvem retshan-
delen blev indgået, indså eller burde indse, at det, som rets-
handelen gik ud på, lå uden for det efter forholdene rimeli-
ge, bliver den anden ægtefælle ikke forpligtet. Hvis retshan-
delen er indgået af en mindreårig under samme forhold, bli-
ver den mindreårige heller ikke selv forpligtet.
Reglen angår kreditkøb og levering af tjenesteydelser, hvor
der ikke er betalt forud. Virkningen af, at en aftale er omfat-
tet af § 11, er, at ægtefællerne hæfter solidarisk over for kre-
ditor for gælden.
Bestemmelsens kerneområde er de løbende indkøb på kredit
af mad- og drikkevarer, rengøringsmidler m.v. Bestemmel-
sen antages tillige at omfatte indkøb af køkkenredskaber,
bestik, service, mindre husholdningsmaskiner og fyringsolie
samt udgifter til telefonsamtaler og reparation af hushold-
ningsmaskiner.
Det er uafklaret om og i hvilket omfang, bestemmelsen om-
fatter elregning, avisabonnement, almindelig husstandsfor-
sikring, tv-licens m.v. Husleje og udgifter til istandsættelse
af en lejebolig efter fraflytning falder uden for bestemmel-
sen. Hvis udgifter til centralvarme og varmt vand indgår
som en pligtig ydelse i lejeforholdet, har der i (ældre) doms-
praksis været en tendens til at holde udgifterne hertil uden
for § 11. Også udgifter til vedligeholdelse og istandsættelse
af en ejerbolig falder uden for bestemmelsen.
For så vidt angår børnenes fornødenheder vil sædvanligt
indkøb af tøj, sko, legetøj m.v. til børnene, skolepenge, ri-
melige kontingenter samt frisør- og tandlægeregninger være
omfattet. Børnene omfatter – udover fællesbørn – også sær-
og plejebørn.
Omfattet af § 11, stk. 1, 2. pkt., om hustruens særlige behov
er eksempelvis køb af tøj og medicin. Indkøb til mandens
særlige behov er ikke omfattet af § 11.
Ved vurderingen af, om en retshandel er omfattet af § 11,
tages der hensyn til, hvad der er sædvanligt for en familie
med tilsvarende social og økonomisk standard, navnlig fa-
miliens indtægts- og formueforhold.
En retshandel, der er omfattet af § 11, binder den anden æg-
tefælle i forhold til tredjemand, hvis den er konkret rimelig,
idet der ikke pådrages den anden ægtefælle en større forplig-
telse, end denne skulle bære efter lovens § 2 om ægtefæller-
nes gensidige forsørgelsespligt (se punkt 3.7.1.). Det samme
gælder, hvis retshandlen ikke er konkret rimelig, men tredje-
mand hverken indså eller burde indse dette, jf. § 11, stk. 3.
Hver ægtefælle er således legitimeret over for omverdenen
til at optræde også på den anden ægtefælles vegne, selv om
ægtefællen derved overskrider, hvad denne over for den an-
den ægtefælle virkelig var beføjet til at gøre.
Fælleshæftelsen efter § 11 ophører, når ægtefællerne ophæ-
ver samlivet på grund af uoverensstemmelse eller bliver se-
pareret eller skilt.
Hvis en ægtefælle misbruger sin ret efter § 11, kan statsfor-
valtningen efter § 12 på den anden ægtefælles begæring fra-
tage den misbrugende ægtefælle retten efter § 11. Statsfor-
valtningens afgørelse skal tinglyses i personbogen for at
kunne gøres gældende mod en tredjemand i god tro. Be-
stemmelsen er kun i meget begrænset omfang anvendt i
praksis.
3.5.1.4. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægte-
fælles vegne (retsvirkningslovens § 13)
Det fremgår af retsvirkningslovens § 13, at hvis en ægtefæl-
le under samlivet ved fravær eller sygdom er forhindret i at
varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så
vidt ingen anden har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der
ikke uden ulempe kan opsættes, derunder oppebære indtæg-
ter og, hvor det for familiens underhold er uomgængeligt
nødvendigt, foretage afhændelser eller pantsættelser. Fast
ejendom kan dog i intet tilfælde afhændes eller pantsættes
uden statsforvaltningens samtykke.
Bestemmelsen gælder efter sit indhold alene, mens samlivet
består, og anvendelse af den forudsætter, at ingen anden har
bemyndigelse (f.eks. en fuldmagt) til at handle på den fra-
værende eller syge ægtefælles vegne.
En ægtefælle anses ikke for at være forhindret i at varetage
sine anliggender, hvis den pågældende er i fængsel, på ho-
spital eller institution eller på udlandsrejse, i det omfang det
er muligt komme i kontakt med den pågældende ægtefælle
med henblik på at få samtykke til den omhandlede retshan-
del, eventuelt pr. telefon eller e-mail.
Bestemmelsen omhandler både ægtefællens bemyndigelse i
forhold til den anden ægtefælle til at handle på dennes vegne
og legitimation til at handle i forhold til tredjemand.
Den rådende ægtefælle bliver ikke selv forpligtet ved rets-
handler efter § 13, medmindre vedkommende har givet tred-
jemand grund til at tro, at denne ville forpligte sig selv, eller
retshandlen falder ind under § 11 (se punkt 3.5.1.3.).
§ 13, 1. pkt., er en speciel udformning af den almindelige
grundsætning om negotiorum gestio, hvorefter enhver kan
foretage dispositioner på en andens vegne, hvis denne er for-
hindret i selv at varetage sine interesser, og handlingen er
nødvendig for at afværge en truende skade eller begrænse en
påbegyndt skade. Bestemmelsen er dog mere vidtgående
end negotiorum gestio, idet den anden ægtefælle kan dispo-
nere ikke blot, når handlingen er nødvendig, men også når
den ikke uden ulempe kan opsættes.
3.5.1.5. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre
29
Det fremgår af retsvirkningslovens § 14, at hvis løsøre, som
er undergivet den ene ægtefælles rådighed, med dennes
samtykke er inddraget til benyttelse i en erhvervsvirksom-
hed, som drives af den anden ægtefælle, bliver retshandler,
som denne foretager vedrørende sådant løsøre, bindende for
den førstnævnte ægtefælle, medmindre tredjemand indså el-
ler burde indse, at den anden ægtefælle var uberettiget til at
indgå retshandelen.
Reglen medfører, at hvis en ægtefælle har overladt sit løsøre
til den anden ægtefælle til brug for denne ægtefælles er-
hvervsvirksomhed, bliver en tredjemand, som i god tro ind-
går en aftale med den ægtefælle, der bruger løsøret, om
f.eks. at købe det, beholde løsøret, retligt ejer af løsøret, og
den ægtefælle, der ejer løsøret, kan således ikke kræve at få
det tilbage.
Bestemmelsen giver ikke brugerægtefællens kreditorer mu-
lighed for at foretage udlæg i løsøret.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at løsøret er kommet
tredjemand i hænde. Aftalen bliver således bindende for
ejerægtefællen, selv om tredjemand ikke har fået løsøret
overgivet.
Bestemmelsen omfatter eksempelvis landbrugsmaskiner, in-
ventar eller råvarer, der er udlånt til anvendelse i den anden
ægtefælles landbrugsvirksomhed, fabrik, kontor eller butik.
Det er en forudsætning, at den pågældende løsøregenstand
er overladt ægtefællen til benyttelse af mere varig karakter.
Bestemmelsen er begrundet i, at der består et så nært økono-
misk fællesskab mellem ægtefæller, at det ville være urime-
ligt i forhold til tredjemand, hvis den ægtefælle, der har gi-
vet den anden ægtefælle udseende af at være dispositionsbe-
rettiget ved at overlade sine ejendele til brug i den anden
ægtefælles erhvervsvirksomhed, skulle kunne vælte tabet
ved uberettigede dispositioner over på tredjemand.
Reglen vedrører alene ægtefællens legitimation til at handle
i forhold til tredjemand. Det afhænger af ægtefællernes ind-
byrdes aftale, om den ægtefælle, der indgik aftalen med
tredjemand, var bemyndiget hertil.
§ 14 finder også anvendelse, selvom samlivet mellem ægte-
fællerne er ophævet på grund af uoverensstemmelse.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der er delings-
formue eller særeje i ægteskabet.
Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis vedrørende be-
stemmelsen.
3.5.1.6. Ægtefællers forsørgelsespligt
Retsvirkningsloven indledes med i § 1, at fastslå, at mand og
hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage
familiens tarv. Bestemmelsen uddybes i lovens § 2 om ægte-
fællers gensidige privatretlige forsørgelsespligt. Efter denne
bestemmelse påhviler det mand og hustru gennem penge-
ydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde
at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det un-
derhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for
passende. Til underholdet henregnes, hvad der udkræves til
husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldest-
gørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Bestemmelsen regulerer efter sin ordlyd også forsørgelses-
pligt over for ægtefællernes børn. Denne forsørgelsespligt er
dog i dag reguleret ved lov om børns forsørgelse.
Omfanget af forsørgelsen bestemmes efter et skøn over æg-
tefællernes forhold ud fra, hvad der efter ægtefællernes livs-
vilkår er passende. Forsørgelsespligten omfatter navnlig bo-
lig, opvarmning og andet energiforbrug, transport, forsikrin-
ger, mad, rengøring m.v. Ægtefællerne aftaler selv den ind-
byrdes fordeling af familiens udgifter.
En ægtefælle kan opfylde sine forpligtelser efter § 2 ikke
blot ved pengeydelser, men også på anden måde, f.eks. ved
arbejde i hjemmet, pasning af børnene eller arbejde i en
virksomhed, som den anden ægtefælle ejer. Den ene ægte-
fælles arbejde i hjemmet sidestilles efter § 2 med den anden
ægtefælles indsats på andre områder. Forsørgelsespligten
kan også opfyldes ved forbrug af opsparede midler eller for-
mue.
En ægtefælles særlige behov omfatter f.eks. indkøb af tøj,
medicin, tandlæge- og lægeregninger, foreningskontingen-
ter, ferie, fritidsaktiviteter lommepenge m.v.
Opfylder en ægtefælle ikke sin forsørgelsespligt efter § 2,
kan den anden ægtefælle anmode statsforvaltningen om at
pålægge den ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelses-
pligt, at betale ægtefællebidrag efter bestemmelserne i
§§ 5,6 og 8. Der henvises til punkt 3.23.
Retsvirkningslovens § 3 indebærer en pligt for en ægtefælle
til om nødvendigt at give den anden ægtefælle penge. Det
fremgår således af bestemmelsen, at hvis udgifterne til en
ægtefælles særlige behov og udgifterne ved de hverv, som
han efter skik og brug og ægtefællernes forhold har at vare-
tage for familiens underhold, ikke kan dækkes af de bidrag,
han selv skal yde ifølge § 2, er den anden ægtefælle pligtig
at overlade ham de fornødne pengemidler i passende beløb
ad gangen. Dette gælder dog ikke, hvis en anden ordning er
påkrævet, fordi ægtefællen har vist sig uskikket til at forval-
te penge, eller fordi andre særlige grunde foreligger.
Hvis ægtefællen er "uskikket til at forvalte penge“, gælder §
3 ikke. Med ordene "andre særlige grunde“ tænkes på syg-
dom og lignende.
Det følger af § 4, at midler, der efter §§ 2 og 3 overlades en
ægtefælle til fyldestgørelse af denne ægtefælles særlige be-
hov, betragtes, som om han selv havde indført det i fælles-
boet.
3.5.1.7. Overførsel af formue mellem ægtefæller
30
Har en ægtefælle overført penge til den anden ægtefælle el-
ler afholdt udgifter for denne, kan det være vanskeligt at af-
gøre, om der var tale om opfyldelse af forsørgelsespligten
efter § 2, et lån eller en gave.
Ved afholdelse af udgifter for den anden ægtefælle kan der
også være tale om en disposition, der kan give den ægtefæl-
le, der afholder udgiften, et krav mod den anden ægtefælle
efter almindelige formueretlige regler. Det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis en ægtefælle har betalt for en ombyg-
ning af den anden ægtefælles ejendom, hvilket efter almin-
delige formueretlige regler kan give ægtefællen et krav sva-
rende til den anden ægtefælles berigelse.
Afgørelse af, om der er tale om forsørgelse, gave, lån eller
formueretlig disposition kan have betydning i forhold til æg-
tefællernes kreditorer og i ægtefællernes indbyrdes forhold.
Ved formuedeling er det på grund af ligedelingsreglen som
udgangspunkt uden betydning, om et overført beløb var
f.eks. gave eller lån. Det kan dog have betydning, hvis en
ægtefælles delingsformue er negativ.
I forhold til kreditorerne kan det have betydning, om det
overførte var en gave, som kan søges omstødt, eller et lån,
idet långivers kreditorer vil kunne gøre udlæg i långivers
krav mod den anden ægtefælle, der skal betale lånet tilbage.
I forhold til kreditorerne kan det endvidere have betydning,
om det overførte er gave eller opfyldelse af forsørgelses-
pligt. Dette kan f.eks. opstå i situationer, hvor en insolvent
ægtefælle løbende har overført hele eller hovedparten af sin
indtægt til den anden ægtefælle, der ejer af familiens hus og
bil m.v. I det omfang det overførte samlet set overstiger,
hvad der følger af forsørgelsespligten, er der tale om en ga-
ve, navnlig hvis modtageren i den pågældende periode har
opsparet væsentlige beløb. En sådan gave, der består af
summen af den del af det overførte, der ligger ud over for-
sørgelsen, vil kunne søges omstødt.
De nævnte spørgsmål må afgøres ud fra en konkret vurde-
ring, hvor det først vurderes, om de overførte værdier kan
rummes inden for forsørgelsesbegrebet. Kan de ikke det, må
det vurderes, om ægtefællerne i deres indbyrdes aftaler eller
adfærd har givet udtryk for, at det overførte var enten en ga-
ve eller et lån.
3.5.1.8. Offentligretlig forsørgelse
Pligten efter retsvirkningslovens § 2 til at forsørge sin ægte-
fælle gælder ikke kun i forhold til ægtefællen, men også i
forhold til det offentlige. Dette indebærer bl.a., at det offent-
lige kan indtræde i en ægtefælles krav på bidrag, hvis ægte-
fællen f.eks. har modtaget kontanthjælp som følge af den
anden ægtefælles manglende opfyldelse af sin forsørgelses-
pligt.
Den offentligretlige forsørgelsespligt følger af § 2, stk. 1, i
aktivloven, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det
offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle
og sine børn under 18 år.
Ansvaret over for det offentlige til at forsørge sin ægtefælle
ophører efter stk. 2 ved separation eller skilsmisse.
Efter aktivlovens § 97, stk. 1, indtræder det offentlige i bi-
dragsmodtagerens krav på ægtefællebidrag fra den anden
ægtefælle (bidragsbetaleren), når bidragsmodtageren har
modtaget hjælp til forsørgelse.
Det offentlige indtræder efter stk. 2 endvidere i retten til at
kræve ægtefællebidrag fastsat eller kræve et ægtefællebidrag
forhøjet. Ved fastsættelsen eller forhøjelsen af bidrag kan
vedkommende myndighed tilsidesætte en aftale om bidrag,
der må anses indgået med det formål at hindre det offentlige
i at indtræde i retten.
3.5.1.9. Overladelse af løsøre
Retsvirkningsloven indeholder i § 7, stk.1, en bestemmelse
om at pålægge den ene ægtefælle at overlade løsøre til den
anden ægtefælle. Det fremgår af bestemmelsen, at statsfor-
valtningen i de tilfælde, der fremgår af lovens § 6 (se punkt
3.23.1.1.), og i det omfang, hvori det efter ægtefællernes
livsvilkår og de øvrige omstændigheder må anses for pas-
sende, på begæring kan pålægge den ene ægtefælle at over-
lade den anden ægtefælle brugen af løsøre, som ved samli-
vets ophør hørte til det fælles bohave eller til den anden æg-
tefælles arbejdsredskaber.
Efter § 7, stk. 2, kan brugsretten over løsøre, der herefter er
udleveret en ægtefælle til benyttelse, ikke anfægtes ved afta-
le mellem tredjemand og den anden ægtefælle. Efter stk. 3
kan den brugsberettigede ægtefælle kræve sig indsat i besid-
delsen ved en umiddelbar fogedforretning efter reglerne her-
om i retsplejeloven.
Pålæg til den ene ægtefælle om at overlade den anden ægte-
fælle brugen af løsøre kan betragtes som en midlertidig for-
anstaltning, indtil det ved separation eller skilsmisse er aftalt
eller afgjort, hvem der skal udtage det nævnte løsøre. Reg-
len medfører kun, at den pågældende ægtefælle får brugsret
over det pågældende løsøre.
Bestemmelsen omfatter ikke en bolig, heller ikke en bolig i
en ejendom som den anden ægtefælle ejer.
Det antages, at brugsretten ophører ved separation og skil-
smisse.
Afgørelser efter § 7 træffes af statsforvaltningen. Der henvi-
ses til punkt 3.24.
3.5.1.10. En ægtefælles adgang til oplysninger om den an-
den ægtefælles økonomiske forhold
Det fremgår af retsvirkningslovens § 10, at ægtefæller er
pligtige at give hinanden de oplysninger om deres økonomi-
ske forhold, som kræves til bedømmelse af deres under-
holdspligt.
31
Bestemmelsen giver ikke adgang til at kræve oplysninger fra
udenforstående eller fra myndigheder.
En ægtefælle kan således ikke efter bestemmelsen få oplys-
ninger om den anden ægtefælles løn- og ansættelsesforhold
fra dennes arbejdsgiver. Ægtefællen kan heller ikke få op-
lysninger om den anden ægtefælles forhold fra bank eller
forsikringsselskab, heller ikke under en privat formuedeling
i forbindelse med separation eller skilsmisse.
Ikke-overholdelse af bestemmelsen er ikke sanktioneret.
En yderligere bestemmelse om oplysningspligt findes i rets-
virkningslovens § 22, hvorefter en ægtefælle kan forlange,
at den anden ægtefælle deltager i oprettelsen af en fortegnel-
se over, hvilke dele af fællesboet enhver af dem råder over,
og hvad der måtte høre til enhvers særeje. Retten afgør efter
samtlige foreliggende omstændigheder, hvilken beviskraft
der i givet fald bør tillægges fortegnelsen.
Heller ikke nægtelse af medvirken til udarbejdelse af en så-
dan fortegnelse er sanktioneret, og bestemmelsen anvendes
næppe i praksis.
Efter § 18 i skatteforvaltningsloven (se lovbekendtgørelse
nr. 1267 af 12. november 2015) har ægtefæller og forhenvæ-
rende ægtefæller hver især ret til ved henvendelse til told-
og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden
ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller
og samlevende.
Efter bestemmelsen har en ægtefælle adgang til følgende op-
lysninger:
– Opgørelse af den skattepligtige indkomst, herunder op-
gørelse af personlig indkomst, fradrag i personlig ind-
komst, kapitalindkomst og ligningsmæssige fradrag.
– Skatteberegning.
– Beregning af ejendomsværdiskat.
– Skattekommune og kirkeskat.
– Formueopgørelse, som består af:
– Indestående i pengeinstitutter, obligationer, pantebre-
ve.
– Gæld til realkredit, reallån, pengeinstitutter.
– Rentebærende gæld til Inddrivelsesmyndigheden.
– Ejendomsværdi af danske ejendomme.
– Kursværdi af aktier optaget til handel på et reguleret
marked/investeringsbeviser.
– Oplysninger om indbetalinger til ATP.
– Resultat af skatteberegningen, herunder oplysninger om
udbetaling af overskydende skat, samt betalingstids-
punkter for restskat.
3.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.5.2.1. Ægtefællers råderet, aftaleret og gældshæftelse
Retsvirkningslovsudvalget foreslår ikke indholdsmæssige
ændringer af bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16, stk.
1, om særråden og § 25 om særhæften.
3.5.2.2. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
Om hæftelsesbestemmelsen i retsvirkningslovens § 11 har
Retsvirkningslovsudvalget anført, at den navnlig havde til
formål at lette den hjemmearbejdende hustrus mulighed for
at foretage daglige indkøb til husholdningen på kredit.
Udvalget har videre anført, at den daglige husholdnings ind-
køb i dag navnlig er baseret på kontanthandel, herunder ved
betaling med betalingskort, og den tilbageværende kredit-
givning ydes især af stormagasiner og benzinkæder m.v., for
hvem § 11 næppe spiller nogen rolle for viljen til at yde kre-
dit. Der er ved kreditgivning sjældent interesse for ægteska-
belig status, men kreditgiver anmoder typisk om oplysning
om husstandsindkomst, uanset om der er tale om gifte eller
ugifte samlevende.
Udvalget har anført, at kredit I dag navnlig ydes i forbindel-
se med håndværkeres reparationsarbejde af husholdnings-
maskiner og ejendomme. Det praktiske behov, der i givet
fald måtte være for en regel om fælleshæftelse, består såle-
des næppe i forhold til indkøb til husholdningen, men snare-
re i forbindelse med udgifter til eksempelvis reparationer i
det fælles hjem, som hovedsageligt falder uden for bestem-
melsens anvendelsesområde.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om fælleshæftelsen
i § 11 bør udvides til at omfatte andre former for køb på kre-
dit, eksempelvis håndværkerudgifter. Sådanne udgifter kan
imidlertid dreje sig om meget betydelige beløb, og inddra-
gelse af dem i bestemmelsen ville indebære et betydeligt
brud med princippet om, at man kun hæfter for sin egen og
ikke sin ægtefælles gæld. Hertil kommer, at formålet med
bestemmelsen har været at sikre en ægtefælles mulighed for
at købe på kredit og ikke at sikre kreditorer en yderligere
skyldner, som de ikke selv har efterspurgt ved aftalens ind-
gåelse. En håndværker, der lægger vægt på, at begge ægte-
fæller hæfter for gælden, må sikre sig begge ægtefællers un-
derskrift på aftalen.
På den baggrund finder udvalget ikke grundlag for at udvide
anvendelsesområdet for § 11, og det er herefter udvalgets
opfattelse, at der ikke længere er behov for § 11 og dermed
heller ikke for den tilknyttede bestemmelse i § 12.
3.5.2.3. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægte-
fælles vegne (retsvirkningslovens § 13)
For så vidt angår retsvirkningslovens § 13 om en ægtefælles
ret til at handle på den anden ægtefælles vegne er det Rets-
virkningslovsudvalgets opfattelse, at den kun sjældent an-
vendes, og at det er vanskeligt at føre bevis for, at betingel-
serne for at handle på den anden ægtefælles vegne er op-
fyldt. Udvalget mener derfor, at § 13 bør ophæves.
I stedet peger udvalget på, at der kan beskikkes en midlerti-
dig værge for den fraværende eller syge ægtefælle efter vær-
gemålslovens § 49. Efter denne bestemmelse kan der, når
nogen på grund af fravær midlertidigt er forhindret i at vare-
tage sine anliggender, og hvis der er et øjeblikkeligt behov
32
herfor, beskikkes en værge til, så længe forhindringen be-
står, at varetage den pågældendes anliggender i nærmere an-
givet omfang.
3.5.2.4. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre (rets-
virkningslovens § 14)
Efter Retsvirkningslovsudvalgets opfattelse er den praktiske
anvendelse af bestemmelsen i § 14 om aftaler med tredje-
mand om erhvervsløsøre meget begrænset. Udvalget ønsker
dog ikke at ændre gældende rets beskyttelse af den godtro-
ende tredjemand, og det er ikke udvalgets opfattelse, at de
almindelige aftaleretlige regler om fuldmagter med sikker-
hed fuldt ud kan rumme anvendelsesområdet for § 14. Det
er derfor udvalgets opfattelse, at bestemmelsen i § 14 bør
bevares.
3.5.2.5. Forsørgelsespligt
Efter udvalgets opfattelse er forsørgelsespligten en grund-
læggende del af ægteskabet som institution. Det er ikke til-
strækkeligt for at konstituere et egentligt økonomisk fælles-
skab, at det formentlig for de fleste ægtefæller er en naturlig
del af samlivet, at man bidrager til begges forsørgelse. Med
henblik på at skabe sikkerhed og tryghed i forhold til forsør-
gelsen mellem ægtefællerne mener udvalget, at det er vig-
tigt, at det er en egentlig retlig forpligtelse, der fører frem til
dette økonomiske fællesskab.
Udvalget er opmærksomt på, at ægtefællernes privatretlige
forsørgelsespligt er en grundlæggende forudsætning for den
offentligretlige forsørgelsespligt. Allerede af den grund vil
en ophævelse eller indskrænkning af ægtefællernes forsør-
gelsespligt næppe kunne gennemføres.
Udvalget finder derfor ikke, at der er behov for grundlæg-
gende ændringer i de eksisterende regler om ægtefællers for-
sørgelsespligt i retsvirkningslovens § 2.
Udvalget har overvejet reglerne om forsørgelse, mens ægte-
fællerne lever sammen, eller hvis samlivet er ophævet, uden
at der foreligger uoverensstemmelse. Det er udvalgets klare
opfattelse, at den gensidige forsørgelsespligt under samlivet
også skal gælde i fremtiden. Udvalget mener, at denne pligt
er – og fortsat skal være – én af de centrale retsvirkninger af
at indgå ægteskab. Udvalget er desuden af den opfattelse, at
den privatretlige forsørgelsespligt fortsat skal gå forud for
offentligretlig forsørgelse. Det betyder, at de socialretlige
regler først bliver relevante, hvis der ikke er mulighed for, at
forsørgelsen kan rummes ægtefællerne imellem. Udvalget
finder således ikke behov for at foreslå ændringer i de
grundlæggende regler om forsørgelsespligt.
Om fastsættelse af ægtefællebidrag henvises til punkt 3.23.
Den gældende lovs § 3 foreslår udvalget dog ikke videreført.
Efter denne bestemmelse er der pligt til at overføre penge til
en ægtefælle, der ikke selv har tilstrækkelige midler, med-
mindre denne har vist sig uskikket til at forvalte penge, eller
fordi andre særlige grunde foreligger. Bestemmelsen havde
til formål at sikre, at en hjemmearbejdende ægtefælle ikke
helt skulle kunne nægtes adgang til penge. Denne situation
vil ifølge udvalget næppe forekomme i dag.
Heller ikke sondringen i § 4 mellem bidrag til en ægtefælles
"særlige behov“ og anden forsørgelse foreslår udvalget op-
retholdt, men udvalget foreslår dog den del af bestemmel-
sen, hvorefter hvad en ægtefælle modtager fra den anden
som forsørgelse, tilhører modtageren, videreført.
3.5.2.6. Overladelse af løsøre
Udvalget foreslår retsvirkningslovens § 7 om pligt til at
overlade løsøre ophævet, idet bestemmelsen næppe har no-
gen praktisk betydning i dag.
3.5.2.7. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden
ægtefælles økonomiske forhold
For så vidt angår ægtefællernes indbyrdes oplysningspligt,
finder udvalget, at det er af stor betydning for ægtefællernes
mulighed for at varetage familiens interesser, at de har
kendskab til hinandens økonomiske forhold. Også i forbin-
delse med en formuedeling er det vigtigt for en ægtefælle at
kende den anden ægtefælles økonomiske forhold for at kun-
ne overskue sin egen situation.
Udvalget finder således, at oplysningspligten bør være gene-
rel og omfatte alle økonomiske forhold.
Oplysningspligten bør ikke kun omfatte de oplysninger, der
er nødvendige for bedømmelse af underholdspligt, jf. den
gældende bestemmelse i § 10.
Udvalget har overvejet ægtefællernes muligheder for at ind-
hente oplysninger om hinandens økonomiske forhold. Efter
gældende ret har ægtefællerne således ifølge skatteforvalt-
ningslovens § 18 ved henvendelse til SKAT mulighed for at
få oplysning om den andens selvangivelser og årsopgørelser.
Ægtefællerne har derimod ikke adgang til den anden ægte-
fælles skattemappe. Udvalget finder, at en ægtefælles ret til
at få oplysninger om den anden ægtefælles skatteforhold bør
udvides til også at omfatte de formueoplysninger, som ind-
berettes til SKAT, herunder om indeståender i pengeinstitut-
ter, fast ejendom, pensionsindbetalinger, biler, gæld m.v.
Udvalget finder, at det bør være muligt for ægtefællerne at
få denne adgang elektronisk ved at have adgang til hinan-
dens skattemapper. Adgangen til at søge oplysninger vil ty-
pisk være aktuel i forbindelse med separation eller skilsmis-
se. Her har ægtefællerne efter gældende ret mulighed for at
få oplysning om den andens aktiver og passiver ved at an-
mode om et vejlednings- og forligsmøde i skifteretten efter
ægtefælleskiftelovens § 11. Herefter har den anden ægtefæl-
le pligt til at give disse oplysninger, og skifteretten kan ind-
hente dem fra offentlige myndigheder, hvis ægtefællen ikke
selv giver oplysningerne. Hvis ægtefællerne selv havde
elektronisk adgang til oplysningerne, ville det efter udval-
gets opfattelse formentlig kunne spare nogle henvendelser
til skifteretten.
33
Endelig finder udvalget, at retsvirkningslovens § 22 om
pligt til at medvirke til udarbejdelsen af en fortegnelse over
særeje og delingsformue bør opretholdes. For at give et fyl-
destgørende billede af ægtefællernes økonomiske forhold og
resultatet af en eventuel formuedeling, finder udvalget, at
fortegnelsen bør udvides til at omfatte gæld, herunder om
gælden hører til særeje eller til delingsformuen, og til at om-
fatte anden formue end særeje, der kan holdes uden for de-
lingen, herunder arv og gave, erstatningsbeløb m.v.
3.5.2.8. Gaver til tredjemand
Retsvirkningslovsudvalget mener, at der er behov for mulig-
hed for at omstøde en gave, som den ene ægtefælle har givet
tredjemand til skade for den anden ægtefælle, hvis gave-
modtageren vidste eller burde vide dette. En sådan omstø-
delsesadgang vil navnlig være relevant ved gaver til en ny
partner tæt på ægteskabets opløsning.
Udvalget finder ikke, at det bør være en betingelse for om-
stødelse, at ægtefællernes formue deles.
For så vidt angår fristerne for anlæggelse af omstødelsessag,
foreslår udvalget, at fristen fra ægtefællens kendskab til ga-
ven bør være 1 år svarende til arvelovens omstødelsesregler
i §§ 31 og 32 om omstødelse af gave fra den længstlevende
ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, når gaven stod i misfor-
hold til boets formue.
For så vidt angår den absolutte frist fra gavens fuldbyrdelse,
foreslår udvalget en frist på 3 år. Baggrunden herfor er hen-
synet til tredjemand, der skal kunne indrette sig i tillid til ga-
ven, Fristen er kortere end 5 års fristen i arvelovens §§ 31
og 32, da en ægtefælle har bedre muligheder for at opdage
en omstødelig gave, end den førstafdøde ægtefælles arvinger
har for at opdage, at den længstlevende ægtefælle har givet
tredjemand en omstødelig gave.
3.5.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16,
stk. 1, (særråden) og § 25 (særhæften) videreføres uden ind-
holdsmæssige ændringer, og at bestemmelsen om særråden
suppleres med en bestemmelse om aftaler mellem ægtefæl-
ler. Der er tale om grundlæggende elementer i formueord-
ningen, som der ikke ses at være behov for at ændre.
Ministeriet mener som udvalget, at lovens § 2 om forsørgel-
sespligt bør videreføres, men at bestemmelsen bør koncen-
treres om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt. De dele
af lovens § 2, der beskriver ægtefællernes indbyrdes økono-
miske forhold, herunder hvordan forsørgelsespligten opfyl-
des under ægteskabet og niveauet for forsørgelsespligten
("det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses
for passende"), foreslås ikke videreført. Det samme gælder
den del af bestemmelsen, der fastlægger, at der til "under-
holdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og
børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver æg-
tefælles særlige behov".
Det er ministeriets opfattelse, at disse bestemmelser har ka-
rakter af programerklæringer om, hvordan ægtefæller skal
indrette deres indbyrdes økonomiske forhold og praktisk or-
ganisere deres ægteskabelige samliv, og at dette hører under
privatlivets forhold. Herefter er der ikke heller ikke behov
for at videreføre retsvirkningslovens § 1, hvorefter mand og
hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage
familiens tarv.
Lovens § 2 indeholder også en indirekte forsørgelsespligt
for en ægtefælle over for "familien", herunder særbørn, ple-
jebørn og andre familiemedlemmer, der er en del af husstan-
den. Forsømmelse af forsørgelsen af disse medlemmer sank-
tioneres ikke, hvorfor forsørgelsespligten er uden reelt ind-
hold. Det foreslås derfor, at § 2 om pligten til at forsørge fa-
milien ikke videreføres.
Som beskrevet i punkt 3.5.1.7. har forsørgelsespligten over
for andre familiemedlemmer end ægtefælle og egne børn be-
tydning for vurdering af karakteren af en overførsel af mid-
ler fra den ene ægtefælle til den anden. Eksempelvis kan det
være afgørende for en sag om omstødelse af gaver fra den
ene ægtefælle til den anden ægtefælle, om midler er blevet
overført til rimelig forsørgelse af den anden ægtefælle og
denne ægtefælles særbørn, eller om overførslen af midlerne
helt eller delvist har indeholdt et omstødeligt gaveelement.
Der er imidlertid ikke behov for en generel regel om forsør-
gelsespligt over for familien for at tage højde for dette i de
bestemmelser, hvor det er relevant. Beskrivelsen af gave,
forsørgelse m.v. i punkt 3.5.1.7. videreføres således uænd-
ret, selvom en generel bestemmelse om forsørgelsespligt ik-
ke videreføres.
Endelig bemærkes, at forsørgelsen af ægtefællernes fælles
børn er reguleret af reglerne i lov om børns forsørgelse.
Ministeriet er enig med udvalget i, at bestemmelsen i § 14
om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre bør bevares.
Ministeriet er også enig med udvalget i, at retsvirkningslo-
ven herudover indeholder en række bestemmelser, der har
mistet deres praktiske betydning, og som derfor ikke bør vi-
dereføres i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske for-
hold. Det drejer sig om § 3 (pligt til at overføre penge til den
anden ægtefælle), § 7 (overladelse af løsøre) og §§ 11 og 12
(fælles hæftelse).
Ministeriet støtter også udvalgets forslag om indførelse af
mulighed for at omstøde en gave, som den ene ægtefælle har
givet tredjemand til skade for den anden ægtefælle. For at
undgå, at ordningen forveksles med omstødelse af gaver ef-
ter konkursloven, foreslås det, at den anden ægtefælle skal
kunne kræve, at tredjemand skal give gaven tilbage. Tilba-
gegivelse af gaven skal dog være betinget af, at der på grund
af gaven er nærliggende risiko for, at den anden ægtefælle
ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og
at tredjemand vidste eller burde vide dette.
Derimod er ministeriet ikke enig i udvalgets forslag om, at
retsvirkningslovens § 13 om en ægtefælles adgang til at
34
foretage dispositioner på den anden ægtefælles vegne ikke
skal videreføres. Dette skyldes, at det efter ministeriets op-
fattelse ikke kan udelukkes, at der er behov for en bestem-
melse, der giver en ægtefælles adgang til at foretage disposi-
tioner på den anden ægtefælles vegne ud over, hvad der føl-
ger af negotiorum gestio. Det bemærkes i den forbindelse, at
negotiorum gestio ikke med sikkerhed omfatter alle de dis-
positioner, der er omfattet af retsvirkningslovens § 13. End-
videre kan en ægtefælle have behov for at kunne disponere i
akut opståede situationer, hvor det kan være vanskeligt at få
udpeget en værge. Ministeriet foreslår derfor, at der i lovfor-
slaget indsættes en bestemmelse svarende til retsvirknings-
lovens § 13.
Udvalget har foreslået to nye bestemmelser om oplysnings-
pligt m.v.: gensidig oplysningspligt og oprettelse af en for-
tegnelse over aktiver og passiver.
Hertil bemærker ministeriet, at manglende overholdelse af
den foreslåede gensidige oplysningspligt ikke er sanktione-
ret, og det er vanskeligt at se, hvordan manglende overhol-
delse af en civilretlig oplysningspligt skulle kunne sanktio-
neres. Derfor finder ministeriet ikke grundlag for at indføre
en sådan oplysningspligt.
Ministeriet mener heller ikke, at den nye lov bør indeholde
en bestemmelse om oprettelse af en fortegnelse over aktiver
og passiver. Dette skyldes, at retsvirkningerne af en forteg-
nelse, der er udarbejdet efter den foreslåede bestemmelse,
ikke er fastlagt. En fortegnelse efter den foreslåede bestem-
melse vil eksempelvis kunne være en uformel måde at op-
rette en ægtepagt på, f.eks. ved at notere i fortegnelsen, at et
banklån er brugt til forbedring af et særejeaktiv, således at
gælden efter lånet ikke kan fratrækkes i ægtefællens delings-
formue. Sådanne formløse aftaler vil kunne underminere
kravet i lovforslagets § 18 om aftaler om, hvorvidt gæld skal
fratrækkes i delingsformue eller særeje, skal ske ved ægte-
pagt. Endvidere kan manglende oplysning i en fortegnelse
om, at et aktiv er tredjemandsbestemt særeje, ikke medføre,
at aktivet ved formuedeling betragtes som delingsformue.
Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at parterne opret-
ter fortegnelse over deres aktiver og passiver, men ministeri-
et finder ikke, at loven bør indeholde bestemmelser om så-
danne fortegnelser, der kan forlede ægtefæller til at tro, at de
aftaler, der direkte eller indirekte kan være indeholdt i så-
danne fortegnelser, er bindende, selvom aftalerne kun er
gyldige, når de er indgået ved ægtepagt, jf. punkt 3.7. og
3.8.
Endelig finder ministeriet ikke grundlag for at udvide en
ægtefælles adgang til de oplysninger om den anden ægtefæl-
les økonomiske forhold, som skattemyndighederne er i be-
siddelse af.
3.5.4. Den foreslåede ordning
3.5.4.1. Råderet m.v.
Børne- og Socialministeriet foreslår, at lov om ægtefællers
økonomiske forhold indledes med afsnit I, der indeholder al-
mindelige bestemmelser om ægtefællers økonomiske for-
hold. Det første kapitel i dette afsnit skal indeholde reglerne
om ægtefællers råderet, aftaler mellem ægtefæller, gældsan-
svar og forsørgelsespligt. Kapitlet skal også indeholde be-
stemmelsen om ligedelingsordningen, jf. punkt. 3.4.4.
Efter den foreslåede § 1, stk. 1, råder en ægtefælle under
ægteskabet over sin formue (særråden), uanset om formuen
er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet. Samti-
dig henvises der til de lovbestemte begrænsninger i rådighe-
den:
– § 1, stk. 2, hvorefter en ægtefælle skal råde over sin for-
mue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes
til skade for den anden ægtefælle. Der henvises til punkt.
3.17.
– Kapitel 2 om beskyttelsen af familiens helårsbolig. Der
henvises til punkt 3.7.
– Kapitel 3 om gaver til og andre aftaler med tredjemand.
Der henvises til punkt 3.5.2.4. og 3.5.2.8.
Efter det foreslåede § 1, stk. 3, kan en ægtefælle under sam-
livet foretage dispositioner, der ikke uden ulempe kan ud-
sættes, hvis den anden ægtefælle er forhindret i at varetage
sine interesser på grund af fravær eller sygdom. Dette om-
fatter også afhændelse og pantsætning, når dette af hensyn
til familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt. Fast
ejendom kan dog ikke afhændes eller pantsættes uden stats-
forvaltningens tilladelse. Dispositionsadgangen gælder ikke,
hvis en anden er bemyndiget til at foretage dispositionen.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer
den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 13.
Ægtefællers ret til under ægteskabet at indgå aftaler med hi-
nanden, give hinanden gaver og pådrage sig forpligtelser
over for hinanden fastslås i den foreslåede bestemmelse i
§ 2. Samtidig henviser bestemmelsen til de lovbestemte fra-
vigelser i aftaleretten:
– § 2, stk. 2, hvorefter ægtefæller ikke ved aftale kan fra-
vige reglerne i lov om ægtefællers økonomiske forhold,
medmindre andet følger af loven. Der henvises til punkt
3.8. og 3.9.
– § 2, stk. 3, hvorefter ægtefæller ikke gyldigt kan aftale,
at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden
vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle. Der henvises
til punkt 3.6.2.3.
– § 64 i konkursloven om omstødelse af gaver mellem æg-
tefæller. Der henvises til punkt 3.6.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 fastslår, at hver ægtefælle
under ægteskabet hæfter med sin formue for sine forpligtel-
ser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under æg-
teskabet.
Ægtefællers pligt at forsørge hinanden følger af den foreslå-
ede bestemmelse i § 4, stk. 1. Efter stk. 2 tilhører de midler
m.v., som en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle
som forsørgelse, modtageren. Det beror fortsat på en konk-
35
ret vurdering, om midler, som den ene ægtefæller overfører
til den anden ægtefælle, er forsørgelse, gave, lån m.v., jf.
punkt 3.5.1.7. Bestemmelsen fastslår blot, at når der er over-
føres midler til forsørgelse, så tilhører midlerne modtageren.
Midlerne er delingsformue, medmindre andet følger af en
aftale om særeje efter § 12.
Efter stk. 3 kan statsforvaltningen pålægge en ægtefælle, der
ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bi-
drag til den anden ægtefælle. Reglerne om ægtefællebidrag,
der er beskrevet i punkt 3.23., findes i lovforslagets kapitel
16.
3.5.4.2. Gaver til og aftaler med tredjemand
De foreslåede bestemmelser i kapitel 3 om muligheden for
at kræve gaver til tredjemand tilbage fra tredjemand og om
aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre indeholder undta-
gelser til den foreslåede bestemmelse i § 1 om hver ægtefæl-
les særråden.
Den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 1, regulerer den si-
tuation, hvor en ægtefælle har givet tredjemand en gave.
Hvis bortgivelsen af gaven medfører nærliggende risiko for,
at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav
ved en formuedeling, og tredjemand (gavemodtageren) vid-
ste eller burde vide dette, giver bestemmelsen den anden
ægtefælle mulighed for at kræve, at tredjemand giver gaven
tilbage.
Bestemmelsen tager således navnlig sigte på tilfælde, hvor
en ægtefælle forærer en betydelig del af sin formue til andre
med den virkning, at den anden ægtefælle ikke får andel af
formuen ved formuedelingen ved separation eller skilsmis-
se, men bestemmelsen kan også anvendes ved formuedeling
ved gavegivers død.
Efter bestemmelsen gives gaven tilbage til gavegiveren så-
dan, at den anden ægtefælle kan få dækket sine krav ved for-
muedelingen i gavegiverens formue.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal retssag om krav efter stk. 1
anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået
kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor
gaven blev givet. Hvis tinglysning eller anden sikringsakt er
nødvendig for, at gavemodtager opnår beskyttelse mod rets-
forfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet
på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 indebærer, at når en æg-
tefælle har overladt løsøre til brug i den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret,
bundet af aftaler om løsøret, som den anden ægtefælle har
indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredje-
mand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var beretti-
get til at indgå aftalen. Når tredjemand i sådanne situationer
er i god tro, bliver ejerægtefællen bundet af aftalen. Har
tredjemand købt løsøret, bliver tredjemand ejer af det, selv-
om ejerægtefællen ikke har accepteret salget.
3.6. Gaver mellem ægtefæller
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Grundregler for gaver mellem ægtefæller
3.6.1.1.1. Gaver mellem ægtefæller gives ved ægtepagt
Gaver mellem ægtefæller er med visse undtagelser kun gyl-
dige, hvis der er oprettet en ægtepagt herom. Dette fremgår
af retsvirkningslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., der fastslår, at ga-
ver mellem forlovede, som skal tilfalde modtageren ved æg-
teskabets indgåelse, og gaver mellem ægtefæller skal ske
ved ægtepagt for at være gyldige.
Kravet om, at en gave skal gives ved ægtepagt, er en gyldig-
hedsbetingelse både mellem ægtefællerne og i forhold til de-
res kreditorer. Manglende ægtepagt har den konsekvens, at
gaven er ugyldig. Gavegiverens kreditorer kan derfor gøre
udlæg direkte i gaven. Endvidere kan gavegiveren eller den-
nes arvinger kræve gaven tilbage. Der gælder ikke nogen
frist for fremsættelse af indsigelse om ugyldighed og krav
om tilbagelevering.
Kravet om ægtepagt gælder, uanset hvilken formueordning
ægtefællerne har.
Der er ikke krav om ægtepagt ved en aftale i forbindelse
med en formuedeling – heller ikke selv om boet deles skævt
til fordel for den ene ægtefælle. Der henvises til punkt 3.15.
om aftaler om delingen (bodelingsoverenskomster).
Efter § 30, stk.1, 2. pkt., gælder ægtepagtskravet ikke sæd-
vanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til gavegive-
rens kår, og kravet gælder heller ikke gaver, som består i
livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse,
som sikres den anden ægtefælle.
Sædvanlige gaver omfatter almindelige lejlighedsgaver til
jul, fødselsdag m.v., men der stilles ikke krav om, at der har
været en ydre anledning til at give gaven. Det beror bl.a. på
ægtefællernes økonomiske forhold, samt hvad de tidligere
har givet hinanden som gaver, om en gave er sædvanlig, og
om værdien står i misforhold til gavegiverens kår. Er gave-
giveren insolvent, skærpes kravene til, at gaven er sædvan-
lig.
Det er uafklaret, om gaver i form af livsforsikringer, overle-
velsesrenter eller lignende forsørgelse, som sikres den anden
ægtefælle, kræver ægtepagt i de få situationer, hvor beløb
fra disse ordninger kommer til udbetaling i gavegivers le-
vende live. Det taler for, at sådanne gavedispositioner ikke
kræver ægtepagt, at gavegivers kreditorers interesser er be-
skyttet af reglerne i forsikringsaftalelovens § 117, og at hen-
synet til ægtefællerne selv ikke kan bære et krav om ægte-
pagt.
Det følger af forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1, at når en
forsikringstager kommer under konkurs, og forsikringstage-
ren i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af
præmier har anvendt et beløb, der var uforholdsmæssigt
36
stort efter forsikringstagerens formuetilstand på det tids-
punkt, hvor betalingen fandt sted, kan konkursboet overfor
forsikringsselskabet forlange, at det for meget erlagte indbe-
tales i boet, for så vidt det kan udredes af forsikringens tilba-
gekøbsværdi eller, såfremt en sådan ikke findes, af kapital-
værdien af den fripolice, hvortil forsikringstageren ville ha-
ve ret på grundlag af de stedfundne betalinger. Efter bestem-
melsens stk. 3 gælder dette, uanset om der er indsat en be-
gunstiget, og uanset om forsikringstageren har forpligtet sig
til ikke at tilbagekalde begunstigelsen. Hvis den begunstige-
de har erlagt vederlag for indsættelsen, er den begunstigede
berettiget til af boet at kræve dette tilbage. Har den begun-
stigede oppebåret forsikringssummen, kan boet gøre kravet
gældende mod den begunstigede.
Selvom en gave er givet ved ægtepagt, og gaven dermed er
gyldig, kan gavegivers kreditorer i visse tilfælde gøre krav
gældende over for modtageren. Der henvises til punkt
3.6.1.2. om kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af vær-
dien af gyldige gaver mellem ægtefæller.
3.6.1.1.2. Gave i form af deling af overskud
Efter retsvirkningslovens § 31 kan en ægtefælle, hvis ind-
tægter i løbet af et kalenderår har givet overskud, inden ud-
løbet af det følgende år uden ægtepagt vederlagsfrit overdra-
ge indtil halvdelen af overskuddet til den anden ægtefælle.
Overdragelsen har dog kun gyldighed mod overdragerens
(gavegiverens) kreditorer, hvis gavegiveren i et underskre-
vet dokument har angivet overskuddets størrelse, og gavegi-
veren har beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at
dække sine forpligtelser.
Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvordan overskuddet
skal beregnes, men det antages, at gavegiverens angivelse af
overskuddets størrelse må respekteres inden for vide ram-
mer.
Mellem ægtefællerne og i forhold til deres arvinger er over-
førsel af overskud gyldig uden ægtepagt eller overholdelse
af andre formkrav. Hensynet til gavegiverens kreditorer va-
retages ved den strengt formulerede solvensbetingelse om,
at giveren skal have beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler
til at dække sine forpligtelser. Bevisbyrden herfor påhviler
ægtefællerne. Desuden er det et krav, at der udfærdiges et
dokument, som angiver beløbets størrelse. Hvis ikke begge
disse betingelser er opfyldt ved overdragelsen, er overdra-
gelsen ugyldig over for gavegiverens kreditorer. Det bety-
der, at kreditorerne – uanset hvornår kravet er opstået – kan
kræve dispositionen tilsidesat.
3.6.1.1.3. Bevis for at en gave ikke krævede ægtepagt
Retsvirkningslovens § 32 indeholder en bestemmelse om
bevisbyrden ved gaver mellem ægtefæller, der ikke er givet
ved ægtepagt. Efter bestemmelsen kan en aftale om overdra-
gelse af ejendele fra den ene ægtefælle til den anden ægte-
fælle, som ægtefællerne har indgået uden ægtepagt, alene
gøres gældende overfor gavegiverens kreditorer, såfremt det
godtgøres, at der til dens gyldighed ikke krævedes ægtepagt.
Reglen indeholder to formodninger: At en overførsel mel-
lem ægtefællerne er en gave, og at der til denne gave kræves
ægtepagt.
Det er op til ægtefællerne at bevise, at en overførsel ikke var
en gave, men derimod f.eks. bidrag til forsørgelsen af den
anden ægtefælle m.v. eller led i en gensidig bebyrdende af-
tale (f.eks. tilbagebetaling af et lån).
Hvis overførslen var en gave, skal ægtefællerne bevise, at
den ikke krævede ægtepagt, fordi den var "sædvanlig" (§ 30,
stk. 1) eller overskudsdeling (§ 31).
3.6.1.1.4. Gave i form af fremtidige erhvervelser
Efter § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke gennem ægtepagt el-
ler på anden måde gyldigt aftale, at det, som den ene ægte-
fælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den
anden ægtefælle. Bestemmelsen skal primært sikre, at over-
drageren ikke bringer sine effekter i ly for sine kreditorer
hos den anden ægtefælle, men bestemmelsen beskytter også
den svagere part i et ægteskab mod uoverskuelige dispositi-
oner.
Det er uafklaret, om bestemmelsen hindrer, at ægtefæller
ved ægtepagt aftaler, at hvad ægtefællerne fremtidigt erhver-
ver af indbo, skal tilfalde den ene af dem.
3.6.1.2. Tilbagebetalingskrav ved gyldige gaver
3.6.1.2.1. Tilbagebetalingskrav efter retsvirkningslovens
§ 33
Som det fremgår af punkt 3.6.1., er gaver mellem ægtefæller
med enkelte undtagelser kun gyldige, hvis de er givet ved
ægtepagt efter retsvirkningslovens § 30, stk. 1. Selvom en
gave er givet ved ægtepagt, og gaven dermed er gyldig, kan
giverens kreditorer i visse tilfælde gøre et krav gældende
over for modtageren om tilbagebetaling af gaven.
Sådanne krav er reguleret af retsvirkningslovens § 33, stk. 1,
hvoraf følger, at såfremt den ene ægtefælle har givet den an-
den ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring på
overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må anses uop-
nåelig, holde sig til den anden ægtefælle for værdien af det
overførte, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt
utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtel-
ser. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien.
Den anden ægtefælle er dog fri for ansvar, når ægtefællen
beviser, at de overførte genstande er gået tabt uden ægtefæl-
lens skyld.
For at en kreditor kan rette et krav mod gavemodtageren,
skal følgende betingelser være opfyldt:
1) Kreditors krav mod giveren skal være opstået, inden
gaveægtepagten blev tinglyst.
2) Fuld dækning for kravet skal forgæves have været for-
søgt hos gavegiveren. Bevisbyrden herfor påhviler kre-
ditor. Modtagerens hæftelse over for kreditorerne er så-
ledes subsidiær i forhold til gavegiverens hæftelse.
37
3) Gavegiveren kan ikke bevise, at giveren uanset gaven
beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække si-
ne forpligtelser.
Hvis de tre betingelser er opfyldt, hæfter modtageren for ga-
vens værdi. Der er ikke tale om, at gaven kan kræves tilba-
ge, men alene at der kan rettes et økonomisk krav mod mod-
tageren svarende til værdien af gaven. Det er uafklaret, om
det er værdien af gaven på det tidspunkt, hvor den blev gi-
vet, eller værdien på det tidspunkt, hvor retssag om tilbage-
betaling af gavens værdi anlægges.
Modtageren er efter stk. 1, 3. pkt., ansvarsfri, hvis det bevi-
ses, at gaven er gået tabt uden modtagerens skyld, f.eks. hvis
en bil, der ikke er kaskoforsikret, er blevet stjålet. Bestod
gaven af penge, og er pengene forbrugt, skal modtageren er-
statte det modtagne beløb.
Efter § 33, stk. 2, finder tilbagebetalingsbestemmelsen i stk.
1 ikke anvendelse med hensyn gaver, der er omfattet af §
30, stk. 1, 2. pkt., dvs. sædvanlige gaver, hvis værdi ikke
står i misforhold til gavegiverens kår, samt gaver, som be-
står i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsør-
gelse, som sikres den anden ægtefælle. Der henvises til
punkt 3.6.1.1.1.
3.6.1.2.2. Omstødelse af gaver efter konkursloven
Det følger af konkurslovens § 64, stk. 1, at gaver, som er
fuldbyrdet senere end 6 måneder før fristdagen, kan fordres
omstødt. Gaver, som er fuldbyrdet tidligere, men senere end
1 år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det
godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen
blev insolvent. For gaver til skyldnerens nærstående gælder
samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end 2 år før
fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af stk. 3, at lejlighedsga-
ver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i
misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse.
Gaver, som er givet senere end 6 måneder før fristdagen,
kan således efter stk. 1, omstødes, uanset om gavegiveren
var eller blev insolvent på dette tidspunkt.
Efter lovens § 1, stk. 1, er fristdagen bl.a. den dag, da skifte-
retten modtog konkursbegæringen.
Er gaven givet tidligere, men senere end 2 år før fristdagen,
kan omstødelse desuden ske, hvis modtageren er en af
skyldnerens nærstående, herunder en ægtefælle, jf. lovens
§ 2, nr. 1. Modtageren kan dog efter lovens § 64, stk. 2, af-
værge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren var og for-
blev solvent, da gaven blev givet.
Solvens skal forstås i overensstemmelse med lovens § 17,
stk. 2, hvorefter en skyldner er insolvent, hvis den pågæl-
dende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som
de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages
blot at være forbigående.
I relation til omstødelse må der ved vurderingen af, om in-
solvens forelå på tidspunktet for dispositionen, lægges vægt
på, om skyldnerens økonomiske vanskeligheder på dette
tidspunkt var så alvorlige, at konkurs efter et fornuftigt skøn
måtte antages at blive resultatet.
Fristen for omstødelse regnes fra fuldbyrdelsen af gaven.
Dette gælder ligeledes, hvis et bindende gaveløfte er afgivet
tidligere. Udgør en gave en løsøregenstand, anses fuldbyr-
delsen for sket på tidspunktet for overgivelsen til modtage-
ren. Er der tale om gaver, hvor tinglysning eller anden sik-
ringsakt er nødvendig for at opnå beskyttelse mod gavegive-
rens kreditorer, regnes fristen for omstødelse fra tidspunktet
for sikringsaktens foretagelse, jf. lovens § 73.
Hvis dispositionen ikke kan betragtes som en gave, vil om-
stødelse allerede af denne grund være udelukket.
Det er som udgangspunkt konkursboet, der bærer bevisbyr-
den for, at en disposition udgør en gave. Omstændighederne
omkring dispositionen kan dog bevirke, at bevisbyrden ven-
des.
Undtaget fra omstødelsen er i medfør af stk. 3 lejlighedsga-
ver, lignende gaver og understøttelser. Gaver undtages alene
fra omstødelsesmuligheden, hvis de ikke stod i misforhold
til gavegiverens økonomiske situation. Det samme krav gæl-
der for understøttelser, som skyldneren har pligt til at yde.
3.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.6.2.1. Kravet om ægtepagt ved gaver
3.6.2.1.1. Forholdet mellem ægtefællerne og forholdet til de-
res arvinger
Retsvirkningslovsudvalget finder det ikke rimeligt, at en æg-
tefælle flere år senere kan fortryde en gave og forlange den
tilbage, blot fordi gaven blev givet uden ægtepagt. Det er
heller ikke rimeligt, at gavegiverens arvinger efter gavegive-
rens død kan anfægte en gave, som er givet for flere år tidli-
gere.
Udvalget peger på, at kravet om ægtepagt bl.a. blev indført
af hensyn til den svage ægtefælle, der kan blive forledt til at
overdrage sin formue til den anden. Der er imidlertid ikke
grund til at antage, at kravet om ægtepagt giver en særlig be-
skyttelse mod uovervejede dispositioner. En svag ægtefælle
har i forvejen mulighed for at lade den anden ægtefælle råde
over sin formue og eventuelt forbruge eller investere den
uklogt, og det er næppe muligt at beskytte ægtefæller mod
økonomisk ukloge dispositioner i forhold til hinanden.
Udvalget har overvejet, om en ophævelse af ægtepagtskra-
vet vil medføre en øget bevisusikkerhed med hensyn til,
hvem der ejer hvad. For så vidt angår de mest værdifulde
aktiver som fast ejendom, biler og værdipapirer, sker der
ved overdragelsen af gaven en registrering af ejerforholde-
ne. Det er yderst vanskeligt for en ægtefælle at bevises, at de
registrerede ejerforhold er anderledes end de virkelige.
38
Udvalget bemærker, at det som beskrevet i punkt 3.5.1.7.
kan give anledning til tvivl, om en overførsel fra den ene
ægtefælle til den anden skal kvalificeres som forsørgelse,
gave eller lån m.v. Er der ikke oprettet ægtepagt, er det efter
gældende ret uden større betydning i forholdet mellem ægte-
fællerne, om der er tale om en ugyldig gave eller et lån eller
et andet formueretligt krav, idet beløbet i begge tilfælde kan
kræves tilbage, mens overførsler til forsørgelse ikke kan
kræves tilbage. Hvis kravet om ægtepagt som gyldighedsbe-
tingelse opgives, vil det være uden betydning, om der er tale
om gave eller forsørgelse, mens der ved lån og andre for-
mueretlige krav kan kræves tilbagebetaling.
Samlet set finder udvalget ikke, at en ophævelse af ægte-
pagtskravet ved gaver mellem ægtefællerne i relation til æg-
tefællernes indbyrdes krav vil give anledning en sådan øget
bevistvivl, at det kan opveje hensynet til, at ægtefællerne
kan indrette sig i tillid til, at en givet gave ikke kan kræves
tilbage på grund af en formel fejl.
3.6.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kravet om ægte-
pagt er nødvendigt af hensyn til ægtefællernes kreditorer,
bemærker udvalget, at når der er tale om gave i form af fast
ejendom, værdipapirer eller biler, sker der en registrering af
ejerforholdet. En ægtefælle, der over for en kreditor gør
gældende, at et aktiv er givet som gave til den anden ægte-
fælle, uden at der er sket en registrering heraf, skal løfte en
bevisbyrde, der i praksis næppe kan løftes. I disse tilfælde er
der derfor efter udvalgets opfattelse ikke behov for at stille
krav om en ægtepagt.
Er der tale om likvide midler, som en ægtefælle vil bringe i
kreditorly, vil dette typisk ske enten ved fortsat at opbevare
midlerne skjult i kontanter eller ved overførsel til konti i
"skattely-lande“. I disse tilfælde er det næppe den familier-
etlige lovgivning, der har indflydelse på, om kreditorerne
kan få adgang til midlerne.
Efter udvalgets opfattelse er det kreditorer, der havde et krav
mod en ægtefælle på tidspunktet for overdragelsen, der har
behov for beskyttelse. Der er som udgangspunkt ikke noget
forkert i, at en solvent ægtefælle for at sikre den anden og
familiens hjem overdrager sin faste ejendom til den anden
ægtefælle, inden den pågældende f.eks. begynder en selv-
stændig virksomhed med risiko for at pådrage sig gæld. I
denne situation kan ægtefællens kommende kreditorer ved
deres kreditvurdering tage højde for, at den pågældende ikke
længere ejer ejendommen, og de kan indrette deres kredit-
givning herefter.
De gældende regler giver mulighed for, at en kreditor, der
først længe efter en gaveoverdragelse har fået et krav på gi-
verægtefællen, kan påberåbe sig ugyldigheden, hvis ægte-
fællerne ikke har oprettet ægtepagt. Udvalget finder det ikke
rimeligt, at en gaveoverdragelse fra en solvent person til sin
ægtefælle mange år efter kan anfægtes af overdragerens kre-
ditorer, blot fordi der ikke er oprettet ægtepagt. I forhold til
kreditorerne vil oprettelsen af ægtepagt eller ej i denne si-
tuation være en tilfældighed, der kommer til at afgøre, om
de kan gøre et krav gældende i forhold til skyldnerens ægte-
fælle.
Udvalget finder derfor, at beskyttelsen af kreditorerne ikke
bør ske gennem et krav om ægtepagt, der vil ramme mere
eller mindre tilfældigt afhængigt af, om ægtefællerne husker
dette formkrav, men ved en udvidelse af den gældende be-
stemmelse i retsvirkningslovens § 33 om kreditorers mulig-
hed for at få omstødt gaver mellem ægtefæller, jf. punkt
3.6.2.4.
3.6.2.2. Gave i form af deling af overskud
I lyset af forslaget om ophævelse af ægtepagtskravet ved ga-
ve mellem ægtefæller foreslår udvalget, at bestemmelsen om
gave i form af overskudsdeling videreført.
3.6.2.3. Gave i form af fremtidige erhverver
Efter retsvirkningslovens § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke
gyldigt aftale, at alt, hvad den ene fremtidigt erhverver, uden
vederlag skal tilfalde den anden. Udvalget finder, at denne
bestemmelse bør videreføres, idet sådanne aftaler vil kunne
gøre det lettere for en insolvent ægtefælle at forsøge at brin-
ge sine aktiver i kreditorly hos den anden ægtefælle. Endvi-
dere vil sådanne aftaler kunne have uoverskuelige konse-
kvenser for gavegiveren.
Udvalget har heller ikke fundet behov for at gøre det muligt
at indgå aftaler om fremtidigt erhvervet indbo.
3.6.2.4. Kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af værdien
af gyldige gaver
Udvalget har i betænkningens kapitel 9, pkt. 5.2, anført, at
det nære interessefællesskab mellem ægtefæller medfører, at
ægtefæller har en tilskyndelse til at bringe aktiver i kreditor-
ly hos den ene ægtefælle, hvis den anden er insolvent. Kon-
kurslovens regler yder en vis beskyttelse herimod, men lo-
vens omstødelsesfrister er relativt korte, og det er omkost-
ningstungt for en kreditor først at skulle få gavegiveren er-
klæret konkurs og derefter gennemføre en omstødelsessag.
Udvalget finder derfor, at der i relation til gaver mellem æg-
tefæller er behov for en stærkere beskyttelse af kreditorerne,
end hvad der følger af konkursloven:
– Kreditor bør ikke være begrænset af fristerne i konkurs-
lovens § 64.
– Kravene til, at gavegiveren ikke må være eller blive in-
solvent som følge af gaven, bør skærpes i forhold til
konkurslovens insolvensbegreb.
Beskyttelsesbehovet gælder for kreditorer, der havde et krav
mod en ægtefælle på det tidspunkt, hvor den pågældende
overdrog sine aktiver til sin ægtefælle. En ægtefælle, der har
gæld, skal således ikke kunne unddrage sine aktiver fra kre-
ditorerne ved at forære dem til sin ægtefælle. I disse tilfælde
bør kreditor – ligesom efter den gældende bestemmelse i
39
retsvirkningslovens § 33 – kunne rette et krav direkte mod
modtageren.
Som efter gældende ret skal hæftelsen for den ægtefælle, der
har modtaget gaven, være subsidiær. Kreditor skal først ha-
ve konstateret, at skyldnerægtefællen ikke kan betale.
Kreditor kan herefter direkte over for modtageren gøre krav
på den værdi, som gaven havde ved overdragelsen.
Som efter gældende ret skal kravet bortfalde, hvis gaven er
gået tabt uden modtagerens skyld. Ligeledes skal modtage-
ren ligesom efter gældende ret erstatte et forbrugt pengebe-
løb, uanset hvad pengene blev anvendt til.
Endvidere bør kravet efter udvalgets opfattelse nedsættes,
hvis gaven uden modtagerens skyld er faldet i værdi, f.eks.
på grund af konjunkturforhold. Ellers ville kreditor være
stillet bedre, end hvis skyldneren havde beholdt aktivet, der
med skyldneren som ejer var faldet tilsvarende i værdi.
Udvalget foreslår samtidig, at det er værdien af gaven på det
tidspunkt, hvor kreditor fremsætter kravet over for modtage-
ren, der er afgørende. Modtageren bærer således risikoen,
hvis gaven går tabt eller falder i værdi efter, at krav på tilba-
gebetaling er fremsat over for modtageren.
Den situation, at en insolvent ægtefælle har foretaget løben-
de overførsler til den anden, der overstiger, hvad der må an-
ses for rimelig forsørgelse, har givet anledning til tvivl i
praksis. Udvalget foreslår derfor, at det præciseres, at kredi-
tor også kan gøre et krav gældende mod modtageren, i det
omfang overførslerne overstiger "rimelig forsørgelse“.
Som anført ovenfor er der efter udvalgets opfattelse behov
for en særlig beskyttelse af kreditorerne i forhold til gaver
mellem ægtefæller, fordi der her er en særlig tilskyndelse til
at bringe aktiver i kreditorly. Udvalget finder, at en ægtefæl-
le ikke til skade for sine kreditorer bør kunne forære så stor
en del af sin formue til sin ægtefælle, at den pågældendes
gæld herefter overstiger aktiverne, uanset at den pågældende
på overdragelsestidspunktet har en tilstrækkelig stor indtægt
til at opfylde sine forpligtelser, når de forfalder. Efter udval-
gets opfattelse bør gavegiverens kreditorer kunne rette et
krav mod modtageren for værdien af gaven ved modtagel-
sen, hvis gavegiveren ved overdragelsen af gaven vidste, at
vedkommendes formue derved blev negativ og således ud-
satte sine kreditorer for risiko for tab.
Udvalget foreslår derfor, at der ved vurderingen af, om ga-
vegiveren var eller blev insolvent ved gavens overdragelse,
skal lægges vægt på, om gavegiveren beholdt utvivlsomt til-
strækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Det vil så-
ledes ikke være tilstrækkeligt, hvis gavegiveren, da gaven
blev givet, havde udsigt til i kraft af fremtidige indtægter at
dække forpligtelserne. Som efter gældende ret er det ægte-
fællerne, der har bevisbyrden herfor.
Under hensyn til, at der kan være tale om gaver givet for en
del år tilbage, hvor det kan være vanskeligt for gavegiveren
at skaffe dokumentation for sin økonomiske situation den-
gang, foreslås det, at det skal være tilstrækkeligt for at und-
gå et krav fra kreditor, hvis ægtefællerne beviser, at gavegi-
veren på et tidspunkt, der ligger efter gavens overdragelse,
havde utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine for-
pligtelser. Hvis f.eks. en ægtefælle ikke er i stand til at bevi-
se, at ægtefællen havde en utvivlsomt positiv formue, efter
at gaven blev givet for 8 år siden, men kan bevise, at for-
muen var utvivlsom positiv for 5 år siden, vil dette være til-
strækkeligt til at undgå et krav fra kreditor.
Efter de almindelige regler i forældelsesloven begynder for-
ældelsesfristen på som udgangspunkt 3 år først at løbe fra
det tidspunkt, hvor kravet kan gøres gældende mod modta-
geren. Da kravet mod modtageren først kan gøres gældende,
når det er blevet konstateret, at gavegiveren ikke kan betale,
kan der i nogle tilfælde gå mange år, fra gaven bliver givet,
til kravet rejses. Dette kan f.eks. være tilfælde, hvor gavegi-
veren i en årrække har overholdt en afdragsordning med
kreditorerne, eller hvor et krav f.eks. vedrørende salg af en
forurenet ejendom, først bliver rejst mange år efter, at det er
opstået. Udvalget finder, at forældelse af kravet over for
modtagerægtefællen bør følge de almindelige forældelses-
regler.
Udvalget foreslår i stedet etablering af adgang til i særlige
tilfælde at lempe kravet mod modtagerægtefællen. En tilsva-
rende regel findes i konkurslovens § 78, hvorefter et omstø-
delseskrav mod modtageren af gaven (den begunstigede) i
særlige tilfælde kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis gen-
nemførelsen af kravet ville være urimeligt byrdefuldt, og
omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Udvalget foreslår, at denne lempelse kun skal kun kunne ske
i særlige tilfælde. Der må ved afgørelsen lægges vægt på
den tid, der er gået, fra gaven blev givet, motivet for gaven
og modtagerens nuværende økonomiske situation, herunder
muligheden for at opretholde en bolig for sig selv og sine
børn. Der vil navnlig kunne lempes, hvis der er gået lang tid,
fra gaven blev givet, og begge ægtefæller på dette tidspunkt
var uden kendskab til kravet. Gavegiveren kan f.eks. tidlige-
re have solgt en grund, der uden den pågældendes viden vi-
ser sig at være forurenet, og hvor køberen først længe efter
gaveoverdragelsen fremsætter krav om erstatning som følge
af forureningen.
Endelig har udvalget overvejet, om tilbagesøgningsbestem-
melsen tillige skal finde anvendelse, når ægtefæller i forbin-
delse med en formuedeling efter separation eller skilsmisse
aftaler en deling af deres formuer, hvorefter den ene ægte-
fælle modtager mere, end den pågældende har krav på. En
sådan skævdeling kan være en gave, der efter gældende ret
kan omstødes efter konkurslovens regler.
Udvalget finder ikke, at tilbagesøgningsbestemmelsen bør
udvides til at omfatte denne situation. Der kan være mange
andre grunde end kreditorunddragelse til, at ægtefæller ved
formuedeling indgår en aftale, der stiller den ene bedre, end
hvad denne har krav på efter lovgivningen. Der kan f.eks.
40
være tale om, at den ene ægtefælle ønsker at give den anden
ægtefælle mulighed for at beholde boligen sammen med
børnene. En gave i form af en skævdeling i forbindelse med
en formuedeling bør derfor som efter gældende ret kun kun-
ne omstødes efter reglerne i konkursloven og inden for de
frister, der følger heraf.
Udvalgets forslag er udmøntet i lovudkastets § 31 og be-
mærkningerne hertil.
3.6.3. Konkursrådets udtalelse om omstødelse af gaver mel-
lem ægtefæller
Børne- og Socialministeriet har anmodet Justitsministeriet
om at forelægge Retsvirkningslovsudvalgets forslag i lovud-
kastets § 31 til en ny bestemmelse om tilbagesøgning af ga-
ver, som en ægtefælle gyldigt har givet til den anden ægte-
fælle, for Konkursrådet.
Konkursrådet har den 17. september 2015 afgivet en udtalel-
se om udvalgets forslag til retsvirkningslovens § 31.
Konkursrådet anfører i udtalelsen bl.a., at bestemmelser om
omstødelse af gaver efter rådets opfattelse bør samles i kon-
kursloven og ikke findes i særlove, og at det bør kræve stær-
ke hensyn at fravige dette principielle synspunkt.
Konkursrådet bemærker, at det koster ca. 30.000 kr., jf. kon-
kurslovens § 27, at få indledt en konkurs, hvilket må anses
for i mange tilfælde at være et mindre beløb sammenlignet
med de forventede omkostninger ved f.eks. at føre en om-
stødelsessag efter forslaget til § 31.
Hertil kommer, at omstødelse af gaver mellem ægtefæller i
dag typisk sker efter konkurslovens § 64. Der findes stort set
ingen trykt praksis om den gældende retsvirkningslovs § 33,
hvilket ifølge Konkursrådet kan være en indikation på, at
reglen i praksis kun anvendes i begrænset omfang.
Konkursrådet anfører desuden, at forslaget til § 31 bygger
på et først-til-mølle-princip, det vil sige, at reglen giver den
af ægtefællens kreditorer, som først anlægger sag mod mod-
tageren, retten til omstødelse af kravet. Dette er efter rådets
opfattelse ikke rimeligt, og det strider mod grundlæggende
insolvensretlige hensyn.
Rådet anfører i den forbindelse, at en sag efter forslaget til §
31 kun kan rejses, hvis kreditor ikke kan få dækket sit krav
mod gavegiveren. Det vil i praksis betyde, at en sag efter
forslaget kun vil være relevant, hvis gavegiveren er insol-
vent eller insufficient – det vil sige har færre aktiver end
passiver. I en sådan situation vil der i almindelighed ikke
være udsigt til dækning af samtlige giverens kreditorers
krav, hvorfor det insolvensretlige lighedsprincip taler afgø-
rende imod et sådant først-til-mølle-princip, det vil sige, at
udbyttet af omstødelseskravet bør deles ligeligt mellem ga-
vegiverens kreditorer. Rådet bemærker hertil, at krav efter
forslaget til § 31 er begrænset til kreditorer, som havde krav
på gavegiveren, da gaven blev givet. Under en insolvensbe-
handling er det ikke således, at omstødelseskrav særligt til-
kommer de kreditorer, som havde et krav, da den omstødeli-
ge disposition blev foretaget, da senere (nye) kreditorer efter
rådets opfattelse har et lige så beskyttelsesværdigt krav.
Konkursrådet har herudover anført, at konkurslovens § 64
har forrang for § 31. Denne forrang fremgår ikke af forsla-
get til § 31. Konkursboet har dermed primær søgsmålsret for
krav, som tillige kan rejses efter konkurslovens § 64. Rådet
finder det imidlertid uklart, hvad der gælder, hvis en kredi-
tor inden konkursen har anlagt sag efter § 31, men kravet til-
lige kan støttes på konkurslovens § 64.
Konkursrådet anfører desuden i udtalelsen, at forslaget til
§ 31 er unødigt teknisk kompliceret som følge af, at bestem-
melsen ikke findes i konkursloven.
Forslaget til § 31 indeholder således gengivelser af bestem-
melser i konkursloven. Hvis forslaget til § 31 var en del af
konkursloven, ville der ikke være et behov for at gengive
disse dele af konkursloven i § 31.
Herudover anfører Konkursrådet, at forslaget til § 31 reelt
kun giver en begrænset udvidelse af omstødelsesadgangen
sammenholdt med konkurslovens § 64, herunder at forslaget
til § 31 udover gaver også omfatter urimeligt store overførs-
ler og betalinger af udgifter. Desuden giver forslaget til § 31
mulighed for omstødelse af gaver, som er fuldbyrdet mere
end 2 år før fristdagen. Herudover giver forslaget til § 31
mulighed for omstødelse af en gave, der er ydet på et tids-
punkt, hvor gavegiveren var insufficient, men ikke insol-
vent.
Det begrænsede selvstændige område for § 31 taler efter
Konkursrådets opfattelse for at udvide anvendelsesområdet
for konkurslovens § 64, således at der ikke er behov for en
særlovsbestemmelse som § 31.
Afslutningsvis er det efter Konkursrådets opfattelse tvivl-
somt, om forslaget til § 31 løser problemet med ægtefælle-
finten. Den foreslåede regel lægger vægt på, om gavegive-
ren på ægtefællefintetidspunktet beholdt utvivlsomt tilstræk-
kelige midler (stk. 4). Der kan være situationer, hvor gavegi-
veren frygter en erstatningssag, eksempelvis på grund af er-
statningsansvarspådragende ledelse af en virksomhed, men
hvor kravet ikke er rejst endnu, eller der endnu ikke er faldet
dom for kravet. Konkursrådet finder det i disse situationer
uklart, om gavegiveren skal beholde midler til at dække de
krav for at undgå sag efter forslaget til § 31, eller om man
kan nøjes med at have beholdt midler nok til at dække krav,
som var tilstrækkeligt klart fastslået, da gaven blev givet.
Konkursrådet har på den baggrund anbefalet at udvide an-
vendelsesområdet for konkurslovens § 64 og dermed samle
omstødelsesreglerne i konkursloven således, at konkurslo-
vens § 64 fremover også kommer til at dække indholdet i
forslaget til § 31.
3.6.4. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.6.4.1. Betingelser for gaver mellem ægtefæller
41
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at kravet om, at gaver mellem ægtefæller som
udgangspunkt skal gives ved ægtepagt, ikke bør oprethol-
des. Ægtepagtskravet kan medføre en uhensigtsmæssig rets-
stilling mellem ægtefællerne, idet en ægtefælle vil kunne
kræve en gave tilbage, alene fordi gaven for måske mange
år siden blev givet uden ægtepagt. Samtidig ses ægtepagt-
skravet ikke at yde en nævneværdig beskyttelse af en ægte-
fælles kreditorers interesser.
Som følge heraf finder ministeriet som udvalget, at der ikke
er behov for at videreføre muligheden for, at en ægtefælle
giver sin ægtefælle en gave i form af en del af sit overskud.
At indgå en aftale om, at den ene ægtefælles fremtidige er-
hvervelser skal overdrages til den anden ægtefælle, er en
usædvanlig disposition, og ægtefæller ses ikke at have et
reelt behov for at kunne indgå sådanne aftaler. Det forekom-
mer nærliggende at tro, at sådanne aftaler hovedsageligt har
til formål at bringe gavegiverens aktiver i kreditorly. Har af-
talen ikke dette formål, er der risiko for, at sådanne aftaler er
uoverskuelige for gavegiveren. Ministeriet er derfor enig
med udvalget i, at forbuddet mod at overdrage fremtidige er-
hvervelser skal opretholdes.
3.6.4.2. Omstødelse af gaver mellem ægtefæller
Børne- og Socialministeriet er enig med Konkursrådet i, at
reglerne om omstødelse af gaver mellem ægtefæller bør
samles i konkursloven, og at der ved siden af disse regler ik-
ke er behov for omstødelsesregler i den familieretlige lov-
givning.
Ministeriet finder på den baggrund - ligesom Konkursrådet -
at der bør udarbejdes forslag til udvidelse af anvendelsesom-
rådet for konkurslovens § 64 på grundlag af Retsvirknings-
lovsudvalgets forslag til § 31 om omstødelse uden for kon-
kurs af gaver mellem ægtefæller.
3.6.5. Den foreslåede ordning
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 30, stk. 1, hvorefter
gaver mellem ægtefæller som udgangspunkt kræver ægte-
pagt, bestemmelsen i lovens § 31 om overskudsdeling og
bevisbyrdereglen i § 32 videreføres ikke i lov om ægtefæl-
lers økonomiske forhold.
Retsvirkningslovens § 30, stk. 2, om forbud mod gave i
form af fremtidige erhvervelser videreføres. Der henvises til
lovforslagets § 2, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Endelig videreføres retsvirkningslovens § 33 om "omstødel-
se" uden for konkurs af gaver mellem ægtefæller ikke. I ste-
det foreslås anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 om
omstødelse af gaver mellem ægtefæller udvidet. Der henvi-
ses til følgelovforslaget, de almindelige bemærkninger,
punkt 2.4, samt til forslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
3.7. Begrænsninger i en ægtefælles rådighedsret – fast ejen-
dom og løsøre
3.7.1. Gældende ret
Som det fremgår af punkt 3.5.1.1., har en ægtefælle efter
retsvirkningslovens § 16, stk. 1, ret til i levende live at råde
over sine aktiver.
Denne råderet begrænses bl.a. af bestemmelserne i lovens
§§ 18 og 19. Efter disse bestemmelser må en ægtefælle kun
disponere over en række bestemte aktiver med samtykke fra
den anden ægtefælle. Forbuddet om at disponere omfatter
navnlig forbud mod at sælge fast ejendom, som tjener til fa-
miliens bolig, og indbo i familiens bolig.
Bestemmelserne hænger sammen med reglerne om krydsen-
de udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens § 63, hvorefter den
ene ægtefælle ved formuedelingen mod betaling i et vist
omfang kan udtage aktiver, som tilhører den anden ægtefæl-
les delingsformue, jf. punkt 3.20. Bestemmelserne hænger
endvidere sammen med ægtefælleskiftelovens § 54, hvoref-
ter ægtefællerne beholder rådigheden over deres bodele un-
der ægtefælleskiftet. Skifteretten kan dog fratage en ægte-
fælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er de-
lingsformue, hvis der er nærliggende risiko for, at ægtefæl-
len på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden æg-
tefælle. Fratager skifteretten en ægtefælle rådigheden, be-
stemmer skifteretten, hvordan aktiverne skal behandles un-
der rådighedsfratagelsen.
Beskyttelsen efter §§ 18 og 19 omfatter kun aktiver, som
den ene ægtefælle ejer. Aktiver, der er i sameje mellem æg-
tefællerne, er ikke omfattet af beskyttelsen, da den ene ægte-
fælle i kraft af samejet ikke kan disponere over aktivet uden
den anden ægtefælles accept. Endvidere omfatter bestem-
melsen kun aktiver, der helt eller delvist er delingsformue.
Formålet med bestemmelserne er navnlig at beskytte den
ægtefælle, der ikke ejer den ejendom, som benyttes til fami-
liens bolig, og som heller ikke ejer indboet i boligen, mod,
at den anden ægtefælle sælger ejendommen eller indboet in-
den separation og skilsmisse og dermed fratager den første
ægtefælle muligheden for at udtage ejendommen og indboet
ved delingen af ægtefællernes formuer.
Beskyttelsen gælder ifølge praksis, selvom ægtefællerne har
ophævet samlivet. Beskyttelsen ophører først, når der på
skifte i forbindelse med separation eller skilsmisse er taget
stilling til, hvem af ægtefællerne, der skal udtage de om-
handlede aktiver efter bestemmelsen om krydsende udtagel-
sesret i ægtefælleskiftelovens § 63 (se punkt 3.20.).
3.7.1.1. Fast ejendom (retsvirkningslovens § 18)
Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 1, må en ægtefælle ikke
uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsæt-
te fast ejendom, der er delingsformue, såfremt ejendommen
tjener til familiens bolig. Det samme gælder fast ejendom,
som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirk-
somhed er knyttet til.
42
En ægtefælle må heller ikke uden samtykke fra den anden
ægtefælle udleje eller bortforpagte sådanne ejendomme, så-
fremt dette vil medføre, at ejendommen ikke længere kan
tjene til fælles bolig eller som grundlag for erhvervsvirk-
somheden.
Fast ejendom efter § 18 omfatter eksempelvis huse og ejer-
lejligheder. Efter praksis omfatter bestemmelsen også dispo-
sitioner over en del af en fast ejendom, eksempelvis gennem
udstykning, hvis det areal, der udstykkes, udgør en naturlig
bestanddel af ejendommen, sådan at ejedommens samlede
standard eller karakter forringes ved udstykningen.
Den faste ejendom skal tjene til familiens bolig for at være
omfattet af § 18. Kerneområdet for dette er familiens hjem,
dvs. der hvor familien bor og har sin hverdag. Sommerhuse
og andre fritidsejendomme er også omfattet af bestemmel-
sen, hvis familien anvender ejendommen i et vist omfang.
En ejendom er kun omfattet af § 18, hvis ejendommen er ta-
get i brug af familien. En ejendom, der er købt med det for-
mål, at familien skal benytte den som bolig, men som endnu
ikke anvendes til familiens bolig, er således ikke omfattet af
bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter også en ejendom, som ægtefæller-
nes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyt-
tet til.
Bestemmelsen omfatter ikke lejebolig og andelsbolig, jf.
punkt 3.7.1.2.
Efter bestemmelsen må en ejerægtefælle ikke uden samtyk-
ke foretage følgende dispositioner over fast ejendom, der er
omfattet af § 18: salg, pantsætning, udlejning og bortfor-
pagtning.
3.7.1.2. Andelsbolig og lejebolig
Retsvirkningslovens § 18 omfatter alene fast ejendom og
dermed ikke lejeboliger. Ægtefæller nyder dog en tilsvaren-
de beskyttelse af lejebolig gennem reglerne i lejeloven. Så-
ledes må en lejer efter lovens § 72 ikke uden sin ægtefælles
samtykke fremleje en lejebolig, såfremt dette vil medføre, at
det lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som
grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virk-
somhed.
Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum, eller kan
det ikke oplyses, hvilken lejetid parterne har aftalt, kan le-
jeren efter § 81, stk. 1, opsige lejeaftalen. Efter stk. 2 må le-
jeren dog ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål
om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes
eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet.
Efter begge bestemmelser finder § 18, stk. 2, og § 20 i rets-
virkningsloven tilsvarende anvendelse. Det følger af disse
bestemmelser, der er beskrevet i punkt 3.7.1.4. og 3.7.1.5.,
at den anden ægtefælle, der ikke har givet samtykke til
fremleje eller opsigelse af lejemålet, kan få en sådan dispo-
sition omstødt ved dom, når dispositionen er gennemført.
Beder lejeren sin ægtefælle om at give samtykke til disposi-
tionen, og nægter ægtefællen at give samtykke, kan statsfor-
valtningen efter anmodning fra lejeren tillade dispositionen.
Tilsvarende gælder efter lov om leje af almene boliger, hvis
§ 68 og § 84, jf. § 87, svarer til lejelovens § 72 og § 81.
Andelsboliger er heller ikke omfattet af § 18 i retsvirknings-
loven. I stedet følger det af § 13 i normalvedtægt for en pri-
vat andelsboligforening, at en andelshaver ikke uden sin æg-
tefælles samtykke må overdrage andelen, såfremt dette vil
medføre, at andelsboligen ikke længere kan tjene til fælles
bolig. Det fremgår af vedtægtens § 16, at ved ophævelse af
samliv mellem ægtefæller er den af parterne, der efter deres
egen eller myndighedernes bestemmelse bevarer retten til
boligen, berettiget til at fortsætte medlemskab og beboelse
af boligen.
Det følger af andelsboligloven, at der skal udarbejdes en så-
dan normalvedtægt. Vedtægten er frivillig for den enkelte
andelsboligforening, og de ovennævnte bestemmelser kan
derfor være fraveget i vedtægterne for den konkrete for-
ening.
3.7.1.3. Løsøre, herunder indbo og arbejdsredskaber (rets-
virkningslovens § 19)
Efter retsvirkningslovens § 19, stk. 1, må en ægtefælle ikke
uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsæt-
te løsøre, der er delingsformue, for så vidt det hører til ind-
boet i det fælles hjem eller til den anden ægtefælles fornød-
ne arbejdsredskaber, eller det tjener til børnenes personlige
brug.
Biler og cykler samt eksempelvis maleri- eller frimærke-
samlinger er ikke omfattet af bestemmelsen.
Indbo, der ikke er placeret i det fælles hjem, er heller ikke
omfattet af bestemmelsen, f.eks. opmagasineret indbo fra en
tidligere bolig.
Selvom den anden ægtefælle er umyndig, kan ægtefællen
selv give samtykke til salg eller pantsætning af løsøret, så-
fremt ægtefællen dog ikke er sindssyg eller åndssvag. I så
fald er samtykke ikke nødvendigt. Det samme gælder, hvis
ægtefællens udtalelse ikke kan indhentes uden væsentlig
vanskelighed eller forsinkelse.
Beskyttelsen mod salg m.v. af løsøre, der tjener til børnenes
personlige brug, skal ses i sammenhæng med ægtefælleskif-
telovens § 59, stk. 2. Efter denne bestemmelses stk. 1 har
hver af ægtefællerne ret til forlods at udtage genstande, som
udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt de-
res værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formuefor-
hold. Efter stk. 2 kan genstande, der er erhvervet til børne-
nes brug, udtages forlods af den ægtefælle, hos hvem børne-
ne har bopæl.
43
3.7.1.4. Statsforvaltningens tilladelse til dispositioner over
fast ejendom og løsøre (retsvirkningslovens § 20)
Hvis den anden ægtefælle nægter at give samtykke til dispo-
sitioner, der er omfattet af retsvirkningslovens §§ 18 eller
19, kan statsforvaltningen efter lovens § 20 give tilladelse til
dispositionen, hvis der ikke findes at være skellig grund til
nægtelsen.
Statsforvaltningen foretager i sådanne sager en konkret vur-
dering af ægtefællernes interesser, og tilladelse gives efter
praksis, når ægtefællens nægtelse må anses som urimelig.
Bestemmelsen anvendes kun i meget begrænset omfang.
Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrel-
sen, jf. lovens § 52 a, stk. 1. Der henvises til punkt 3.24.
3.7.1.5. Omstødelse af dispositioner over fast ejendom og
løsøre, der er foretaget uden samtykke eller tilladelse (rets-
virkningslovens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2)
Har ejerægtefællen foretaget dispositioner over fast ejen-
dom, indbo m.v., der er omfattet af retsvirkningslovens §§
18 og 19 uden enten samtykke fra den anden ægtefælle eller
tilladelse fra statsforvaltningen, kan den anden ægtefælle ef-
ter lovens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, anlægge en retssag
med henblik på omstødelse af dispositionen.
Omstødelse sker ved dom. Retssag om omstødelse skal an-
lægges inden 3 måneder efter, at ægtefællens har fået kund-
skab om retshandlen, og senest inden 1 år efter, at dispositi-
onen er blevet tinglyst. Dette omfatter efter tinglysningslo-
vens kapitel 6-6 b følgende aktiver: fast ejendom. motorkø-
retøjer, andelsboliger m.v. Ved aktiver omfattet af § 19 lø-
ber 1 års-fristen fra genstandens overlevering.
Betingelserne for omstødelse efter de to bestemmelser er ik-
ke ens.
Efter § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en
disposition vedrørende fast ejendom, at køberen "indså eller
burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage
dispositionen. Det er den ikke-handlende ægtefælle, der har
bevisbyrden for, at medkontrahenten indså eller burde have
indset, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage
dispositionen.
For at lette denne bevisbyrde har en ægtefælle mulighed for
at få noteret vielsesattesten på ejendommens blad i tingbo-
gen, sådan at medkontrahenten bliver klar over, at ejeren af
ejendommen er gift. Det vil i så fald være medkontrahenten,
der skal godtgøre, at ægtefællen havde givet samtykke til
dispositionen, at medkontrahenten med rette antog, at der
forelå et samtykke, eller at dispositionen ikke var omfattet af
§ 18, f.eks. fordi der var tale om en ejendom, der ikke tjente
til familiens bolig.
Medkontrahenten er derfor i ond tro, hvis medkontrahenten
har undersøgt tingbogen og konstateret, at der var noteret en
vielsesattest, og ikke sikret sig, at der var givet samtykke,
eller at samtykke ikke var nødvendigt.
Det er uafklaret, om manglende undersøgelse af tingbogen
bringer medkontrahenten i ond tro.
Efter § 19, stk. 2, kan der ske omstødelse af en disposition
vedrørende løsøre, medmindre medkontrahenten var i god
tro. Det er således medkontrahenten, der skal har bevisbyr-
den for, at vedkommende var i god tro om, at ejerægtefællen
var berettiget til at foretage dispositionen.
Efter praksis er denne bevisbyrde særdeles vanskelig at løf-
te. Medkontrahenten kan f.eks. ikke støtte sig til sælgeræg-
tefællens forklaring om, at der ikke er behov for samtykke,
men må vurdere behovet for samtykke ud fra mere objektive
oplysninger.
3.7.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.7.2.1. Fast ejendom
Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at beskyttelsen af den
fælles bolig, som også findes i lejelovgivningen for så vidt
angår lejeboliger, bør opretholdes.
Retsvirkningslovens § 18 har til formål at beskytte den æg-
tefælle, der ikke er (med)ejer af den ejendom, familien bor i,
mod at ejerægtefællen sælger, pantsætter eller udlejer den.
Bestemmelsen har efter udvalgets opfattelse navnlig betyd-
ning, når ægteskabet er tæt på sammenbrud. Ved et salg på
dette tidspunkt mister ægtefællen, der ikke ejer ejendom-
men, muligheden for at udtage ejendommen på skiftet. I de
fleste familier er boligen det væsentligste økonomiske aktiv,
og samtykkekravet ved pantsætning beskytter ikke-ejerægte-
fællen mod, at formue i form af friværdi i boligen forbruges,
uden at den pågældende ved det.
Udvalget bemærker, at det taler imod at opretholde bestem-
melsen, at ikke-ejerægtefællen vil kunne anvende beskyttel-
sen chikanøst ved at nægte at give samtykke til salg af boli-
gen, selvom den pågældende ikke ønsker at overtage boli-
gen eller ikke har økonomisk mulighed for at overtage boli-
gen. Dette vil dog kunne imødegås ved at opretholde stats-
forvaltningens mulighed for at give tilladelse til dispositio-
nen.
Udvalget foreslår dog den gældende ordning ændret på flere
punkter.
Først og fremmesat foreslår udvalget, at beskyttelsen af fast
ejendom bør koncentreres om det væsentlige, nemlig famili-
ens helårsbolig. Udvalget lægger vægt på, at det er bedst
stemmende med det beskyttelsesbehov, der søges varetaget
med samtykkekravet, at anvendelsesområdet begrænses til
boliger, der er bestemt til at tjene til familiens helårsbolig.
Afgørende må efter udvalgets opfattelse være, at en ægte-
fælle ikke ved den anden ægtefælles ensidige disposition
pludselig fratages grundlaget for familiens hverdag i hjem-
met.
44
Samtidig mener udvalget, at beskyttelsen af familiens hel-
årsbolig ikke kun bør omfatte fast ejendom, men alle bolig-
typer. Den anden ægtefælles interesse i beskyttelse af fami-
liens bolig er uafhængig af boligtypen, hvorfor beskyttelsen
også bør omfatte husbåde, campingvogne m.v., forudsat at
de anvendes til helårsbolig for familien.
Udvalget finder derimod ikke, at der er tilstrækkeligt grund-
lag for også at lade beskyttelsen omfatte fritidshuse, med-
mindre de anvendes til helårsbolig for familien. Dette skyl-
des, at salg af et fritidshus ikke i samme grad er indgribende
over for den anden ægtefælle som salg af familiens helårs-
bolig.
Afgørende for, om en ejendom m.v. er omfattet af beskyttel-
sen, skal således efter udvalgets opfattelse ikke være karak-
teren af den pågældende ejendom m.v., men hvorvidt den er
bestemt til at tjene til familiens helårsbolig.
Formuleringen "bestemt til at tjene til familiens helårsbolig"
indebærer, at det er uden betydning, om familien aktuelt be-
bor boligen. En bolig under opførelse eller et nyindkøbt hus,
som familien endnu ikke er flyttet ind i, bør efter udvalgets
opfattelse være omfattet af beskyttelsen. En bolig, der mid-
lertidigt er udlejet, bør også være omfattet af beskyttelsen,
hvis det er hensigten, at familien skal vende tilbage til boli-
gen, f.eks. efter et midlertidigt ophold i udlandet.
Der er efter forslaget ikke noget til hinder for, at en familie
har flere helårsboliger, der er omfattet af beskyttelsen.
§ 18 beskytter som nævnt alene familiens bolig, hvis den er
delingsformue. Udvalget mener, at beskyttelsen af familiens
helårsbolig bør være uafhængig af, om boligen er delings-
formue eller særeje. Efter udvalgets opfattelse taler hensynet
til ejerægtefællen ikke imod en sådan udvidelse af reglen.
Med hensyn til fast ejendom, som ægtefællernes eller den
anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til, peger
udvalget på, at den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er
knyttet til en ejendom, der ejes af den anden ægtefælle, i
vidt omfang vil være beskyttet af lejelovens regler (se punkt
3.7.1.2.), og at denne ægtefælle kan og bør sikre sig og sin
erhvervsvirksomhed ved at skrive lejekontrakt med ejeræg-
tefællen. På den baggrund finder udvalget, at der ikke er be-
hov for, at erhvervsvirksomhed er omfattet af beskyttelsen.
Udvalget har endvidere overvejet, om andelsboliger bør væ-
re omfattet af beskyttelsen. Andelsboliger har i dag ofte en
betydelig værdi, og det er blevet muligt at optage lån med
sikkerhed i andelen, hvilket taler for, at de bør ligestilles
med ejerboliger. Dette taler for, at også beskyttelsen mod
pantsætning uden den anden ægtefælles samtykke bør gælde
for andelsboliger samt aktieboliger og andre boliger, der er
omfattet af lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber
(lovbekendtgørelse nr. 447 af 21. marts 2015).
Endvidere har udvalget overvejet, om beskyttelsen af fast
ejendom fortsat skal omfatte pantsætning. Det taler for at
undtage pantsætning fra beskyttelsen, at pantsætning af boli-
gen ikke på samme måde som salg angriber boligen direkte.
Endvidere er pantsætning et sædvanligt led i den almindeli-
ge bestyrelse af en ejendom, og ejendomme ikke er beskyt-
tet mod kreditorforfølgning. Udvalget finder dog, at pant-
sætning fortsat skal være omfattet af beskyttelsen. Udvalget
har herved lagt vægt på, at det er let at belåne friværdien i
fast ejendom, og at ejerægtefællen ved at belåne ejendom-
men i tiden omkring ægteskabets sammenbrud vil kunne gø-
re det økonomisk umuligt for den anden ægtefælle at overta-
ge ejendommen og opretholde familiens hidtidige bolig.
Udvalget har heller ikke fundet grundlag for at ændre be-
skyttelsen for så vidt angår udlejning.
Udvalget finder, at det udtrykkeligt bør fremgå af loven, at
beskyttelsen gælder, selv om ægtefællerne har ophævet sam-
livet. Beskyttelsen skal gælde, indtil der er truffet afgørelse
om, hvem den pågældende ejendom skal tilfalde. Dette er i
overensstemmelse med gældende ret for så vidt angår ejen-
domme, der er delingsformue.
Beskyttelsen i forhold til bolig, der er delingsformue, bør så-
ledes efter udvalgets opfattelse udstrækkes til at gælde efter
separation eller skilsmisse.
Hvis boligen er særeje, foreslås det, at beskyttelsen ophører
allerede ved separation ellerskilsmisse. På den måde er ejer-
ægtefællen som udgangspunkt ikke afskåret fra at disponere
over boligen. Hvis den anden ægtefælle imidlertid fremsæt-
ter krav om at udtage boligen gennem reglerne om krydsen-
de udtagelsesret, er det udvalgets opfattelse, at ejerægtefæl-
len fra det tidspunkt må afvente en endelig stillingtagen til
kravet – enten ved dom eller efter aftale med den anden æg-
tefælle – før boligen kan sælges.
Udvalget foreslår endvidere, at også den anden part i afta-
len, som har købt, fået pant i eller har lejet ejendommen, kan
anmode statsforvaltningen om tilladelse til dispositionen.
Herved undgås det, at en ægtefælle, der har gjort en dårlig
handel, forsøger at dække sig under et manglende ægtefæl-
lesamtykke.
Udvalget har endelig fundet, at bevisbyrden i den gældende
§ 18, stk. 2, bør vendes om, således at det er køber eller
panthaver, der skal bevise, at han eller hun var i god tro med
hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over ejendommen.
Efter udvalgets opfattelse vil en sådan ændring medføre en
øget beskyttelse af den anden ægtefælle. Den omvendte be-
visbyrde kan ikke antages at blive særligt belastende for kø-
beren, idet det er standardprocedure ved handler gennem
ejendomsmægler at sikre sig samtykke fra en ægtefælle.
3.7.2.2. Løsøre
Udvalget finder ikke behov for at opretholde samtykkekra-
vet i retsvirkningslovens § 19 vedrørende løsøre, der er den
anden ægtefælles arbejdsredskaber. Så længe et samlivsbrud
ikke er aktuelt, har samtykkekravet næppe nogen praktisk
betydning. Når ægtefællerne går fra hinanden, bør en ægte-
fælle, der anvender den anden ægtefælles løsøre i sin er-
45
hvervsvirksomhed, efter udvalgets opfattelse ikke kunne
forhindre ejeren af løsøret i at realisere dette eller selv at an-
vende det.
§ 19 påberåbes sjældent i praksis, formentlig fordi brugt løs-
øre, der er omfattet af bestemmelsen, sjældent har stor vær-
di. Da beskyttelsen sjældent anvendes i praksis, og da der
derfor næppe er behov for bestemmelsen, finder udvalget, at
den bør afskaffes. Udvalget peger i den forbindelse på, at
forslagene om omstødelse af gaver til tredjemand og om
"kompensation" ved en ægtefælles misbrug af rådigheden
over sin formue vil kunne anvendes i situationer, hvor den
ene ægtefælle f.eks. ødelægger alt sit indbo m.v. eller for-
ærer det væk for at undgå, at den anden ægtefælle får del i
det i kraft af den krydsende udtagelsesret.
Udvalget har overvejet, om biler burde være omfattet af be-
skyttelsen. For en sådan løsning taler behovet for at beskytte
en ægtefælles og børns interesse i at kunne blive transporte-
ret fra hjemmet til arbejde m.v., og at en bil – også brugt –
således kan være af stor betydning for den anden ægtefælles
livsførelse. Udvalget finder imidlertid ikke anledning til at
foreslå noget sådant. Det forhold, at den ene ægtefælle ved
skilsmisse kan mangle midler til at købe en anden bil, taler
ikke afgørende for at indføre en regel, der forbyder en ægte-
fælle at sælge sin bil. Hvis den anden ægtefælle ønsker at
udtage bilen gennem den krydsende udtagelsesret, skal ejer-
ægtefællen kompenseres herfor.
3.7.2.3. Genstande til børnenes brug
Udvalget har ikke forholdt sig til, om beskyttelsen af "det,
der tjener til børnenes personlige brug" skal opretholdes,
men udvalgets lovudkast indeholder ikke regler om beskyt-
telsen af genstande til børnenes brug.
Dette skal formentlig ses på baggrund af, at udvalget finder,
at ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om genstande til børne-
nes brug bør ophæves, jf. punkt 3.13.2.3. Dette forslag er
begrundet i, at den forælder, der ikke har børnene boende,
ofte har samvær med børnene. I mange situationer har sam-
været et betydeligt omfang, og i en del tilfælde bor børnene
en uge ad gangen hos hver af forældrene. Begge forældre er
derfor normalt nødt til at indrette et børneværelse med bør-
nemøbler, legetøj og andet nødvendigt udstyr.
Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at den foræl-
der, som barnet har bopæl hos, skal kunne udtage alt børne-
udstyr uden om formuedelingen, mens den anden herefter er
tvunget til at købe tilsvarende udstyr. I stedet finder udval-
get, at genstande til brug for børnene bør følge de almindeli-
ge regler om udtagelse af aktiver, jf. punkt 3.20. Det inde-
bærer, at den, der ejer en genstand, har fortrinsret til at udta-
ge genstanden, men at den anden har mulighed for at udtage
bl.a. indbo, der har den væsentligste betydning for oprethol-
delsen af hjemmet.
Hvis den ene ægtefælle ikke eller kun i meget begrænset
omfang har samvær med børnene, må det antages, at den an-
den ægtefælle vil kunne udtage det indbo, der anvendes af
børnene, jf. punkt 3.20.
Det bemærkes, at en stor del af de genstande, der anvendes
af børnene, også tilhører børnene, hvorfor en forælder ikke
på egen hånd kan afhænde genstandene.
3.7.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.7.3.1. Familiens bolig og anden fast ejendom
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at beskyttelsen af den fælles bolig bør oprethol-
des sådan, at en ægtefælle ikke risikerer pludselig at blive
frataget muligheden for at forblive i den hidtidige bolig efter
separation og skilsmisse ved den anden ægtefælles dispositi-
oner.
Ministeriet er således enig i udvalgets forslag til ændring af
beskyttelsen af familiens bolig sådan, at beskyttelsen kon-
centreres om familiens helårsbolig, uanset om boligen et
knyttet til en fast ejendom eller en anden boligtype, som ejes
af en af ægtefællerne. Det er derfor naturligt at lade andels-
boliger samt aktieboliger og andre boliger, der er omfattet af
lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber, være om-
fattet af beskyttelsen.
Som anført og begrundet af udvalget bør beskyttelsen ikke
kun omfatte familiens aktuelle bolig, men også bolig som
familien ikke aktuelt benytter, men som er bestemt til at tje-
ne til familiens helårsbolig.
Som anført af udvalget er der ikke behov for at opretholde
beskyttelsen af fritidshuse, der ikke anvendes til familiens
helårsbolig, ligesom der ikke er behov for at opretholde be-
skyttelsen af fast ejendom, som anvendes til erhvervsvirk-
somhed.
Den foreslåede beskyttelse af en bolig, som den ene ægte-
fælle ejer, bør efter ministeriets opfattelse som anført af ud-
valget fortsat omfatte salg, pantsætning, udlejning og bort-
forpagtning, og den bør gælde, indtil der er indgået en aftale
eller truffet en afgørelse om, hvem af ægtefællerne der skal
overtage boligen.
Som det fremgår af punkt 3.20., har udvalget foreslået, at
den krydsende udtagelsesret også skal omfatte særejeakti-
ver. Ministeriet er ikke enig heri. Det skyldes, at det er et
helt centralt element i særeje, at ejeren kan beholde sine
særejeaktiver ved separation og skilsmisse uden at blive
mødt med krav fra den anden ægtefælle om udtagelse af ak-
tiverne. Heroverfor vurderes en ret til at udtage den anden
ægtefælles særejeaktiv ikke at udgøre et så væsentligt be-
skyttelseshensyn, at der er grundlag for at gribe ind i det
fasttømrede særejebegreb. Et eventuelt beskyttelseshensyn
fortones endvidere som følge af, at ægtefællen skal kunne
betale for at udtage den anden ægtefælles særeje. Tilsvaren-
de finder ministeriet ikke, at beskyttelsen af familien bolig
skal omfatte en bolig, der er særeje.
46
Udvalget har ikke foreslået omstødelsesreglerne ændret,
bortset fra at udvalget har foreslået, at bevisbyrden i den
gældende § 18, stk. 2, bør vendes om, således at det er med-
kontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro
med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen.
Udvalget har heller ikke foreslået ændring af statsforvaltnin-
gens adgang til at give tilladelse til dispositioner over boli-
gen. Ministeriet kan tilslutte sig dette.
Endelig finder ministeriet, at det bør fastslås, at reglerne om
beskyttelsen af familiens helårsbolig kun skal finde anven-
delse på boliger, der befinder sig i Danmark, da afgørelse
om dispositioner over boliger i andre lande bør træffes af
myndighederne i det pågældende land. Endvidere kan dansk
lovgivning og danske afgørelser om beskyttelse af familiens
bolig ikke forventes at blive anvendt eller anerkendt i andre
lande.
3.7.3.2. Løsøre
Ministeriet er enig med udvalget i, at der ikke er behov for
at beskytte den ene ægtefælle mod, at den ægtefælle, der
ejer indbo i det fælles hjem eller den anden ægtefælles ar-
bejdsredskaber, frit disponerer over disse aktiver. Der er hel-
ler ikke behov for at inddrage biler under beskyttelsen. Mi-
nisteriet bemærker i den forbindelse, at det som udgangs-
punkt er betydelig nemmere at anskaffe sig andet indbo, en
anden bil eller andre arbejdsredskaber end at anskaffe sig en
ny bolig.
Ministeriet er også enig med udvalget i, at der ikke er behov
for at opretholde beskyttelsen af løsøre, der tjener til børne-
nes personlige brug.
3.7.4. Den foreslåede ordning
Som det fremgår af punkt 3.7.3., foreslås det, at beskyttelsen
efter retsvirkningslovens § 19 af løsøre ikke videreføres, og
at beskyttelsen efter lovens § 18, jf. § 20, kun videreføres i
relation til familiens bolig, når boligen helt eller delvist ind-
går i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt.
I forhold til den gældende ordning foreslås det, at beskyttel-
sen udvides til at omfatte alle boligtyper samt bolig, som er
bestemt til familiens bolig, men som familien endnu ikke
bor i.
Beskyttelsen af boligen skal efter forslaget fortsat omfatte
salg, pantsætning, udlejning og bortforpagtning.
Omstødelsesreglerne videreføres, bortset fra at det er med-
kontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro
med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen.
Statsforvaltningens adgang til at give tilladelse til dispositio-
ner over boligen videreføres også.
Reglerne om beskyttelse af familiens helårsbolig indebærer
en fravigelse af en ægtefælles ret til at råde over sin formue,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 1.
Reglerne indsættes i kapitel 2 i loven under overskriften
"Familiens helårsbolig".
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, fastslår, at en æg-
tefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke må indgå
aftale om at overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte
familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til famili-
ens helårsbolig. Dette gælder dog kun, når boligen helt eller
delvist indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt. Efter
stk. 2 og 3 kræves samtykke efter stk. 1, selvom ægtefæller-
ne har ophævet samlivet, og også efter separation eller skil-
smisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgø-
relse om boligen efter reglerne om udtagelse af aktiver i §
48.
Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 6, eller
kan samtykke ikke indhentes inden rimelig tid, kan statsfor-
valtningen efter § 7, stk. 1, efter anmodning fra den ægte-
fælle, der ejer boligen, tillade dispositionen, hvis der ikke en
rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen. En sådan
anmodning kan også indgives af den anden part i aftalen
(medkontrahenten).
Når skifteretten efter ægtefælleskifteloven behandler en an-
modning om bistand til at dele ægtefællernes formuer eller
behandler en enkelttvist om boligen, træffes afgørelse efter
stk. 1 om tilladelse til den omhandlede disposition af skifte-
retten.
Har den ægtefælle, der ejer familiens bolig, indgået en afta-
le, der er omfattet af § 6, uden samtykke fra den anden ægte-
fælle eller uden tilladelse efter § 7, kan aftalen efter § 8, stk.
1, efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved
dom. Aftalen kan dog ikke omstødes, hvis den anden part i
aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst,
at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var berettiget til at
indgå aftalen.
Omstødelsessag efter stk. 1 skal efter bestemmelsens stk. 2
anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik
kendskab til aftalen. Uanset hvornår den anden ægtefælle fik
kendskab til aftalen, skal retssagen dog anlægges senest 1 år
efter, at aftalen blev gennemført. Blev aftalen tinglyst, f.eks.
fordi den vedrørte fast ejendom, inden overtagelsesdagen,
regnes fristen fra tinglysningen.
Endelig følger det af § 9, at beskyttelsen af familiens bolig
efter §§ 6-8 kun finder anvendelse, når boligen befinder sig i
Danmark.
3.8. Aftaler om særeje
Punkt 3.8. omhandler ægtefællers adgang til at indgå for-
håndsaftaler om delingen af deres formuer ved separation,
skilsmisse eller død. Dette kan ske ved ægtepagt om, at hele
eller en del af ægtefællernes formuer skal være særeje.
Andre forhåndsaftaler om fravigelse af ligedelingsordningen
er beskrevet i punkt 3.9.
47
I forbindelse med en aktuel skilsmisse eller separation kan
ægtefællerne indgå en aftale om formuedelingen, jf. punkt
3.15.
3.8.1. Gældende ret
3.8.1.1. Aftaler om særeje
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, kan ægtefæller ved
ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
1) At hver ægtefælle ved formuedeling efter separation el-
ler skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er
formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje).
Denne ordning er beskrevet i punkt 3.8.1.1.1.
2) I forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at
ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægte-
fælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje). Den-
ne ordning er beskrevet i punkt 3.8.1.1.2.
Efter stk. 2 kan en aftale efter stk.1 angå en del af ægtefæl-
lernes ejendele, og aftalen kan tidsbegrænses og træffes ale-
ne med henblik på en af ægtefællernes død. Dette er beskre-
vet i punkt 3.8.1.1.6.
Disse bestemmelser regulerer udtømmende, hvilke former
for særeje ægtefæller gyldigt kan aftale.
Efter § 28 kan ægtefæller således ikke indgå aftaler om,
hvorvidt en gældspost skal være særeje eller delingsformue.
Der henvises til punkt 3.14.
3.8.1.1.1. Skilsmissesæreje
Skilsmissesæreje efter § 28, stk. 1, nr. 1, har betydning ved
formuedelingen ved separation og skilsmisse, hvor aktiver,
der er skilsmissesæreje, holdes uden for ligedelingen.
Ved en ægtefælles død bortfalder retsvirkningerne af skil-
smissesæreje, og de aktiver, der ville have været særeje ved
separation og skilsmisse, er delingsformue. Aktiverne indgår
derfor i ligedelingen mellem længstlevende og førsteafdødes
arvinger efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2.
At aktiverne er delingsformue ved førstafdødes død giver
den længstlevende ægtefælle mulighed for at overtage ægte-
fællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17.
Efter denne bestemmelse kan den længstlevende ægtefælle
overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo med
deres fælles livsarvinger. Hvis den førstafdøde ægtefælle ef-
terlader sig særlivsarvinger, kan boet efter § 18, stk. 1, kun
udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem. Den førstaf-
døde ægtefælles livsarvinger modtager som udgangspunkt
først deres arv efter førstafdøde, når længstlevende dør, og
delingsformuen skiftes.
Retsvirkningerne under ægteskabet af skilsmissesæreje
fremgår ikke af ordlyden eller bemærkningerne til særejer-
eglerne. Det er således ikke beskrevet, om skilsmissesæreje
skal behandles som særeje eller delingsformue under ægte-
skabet. Dette har navnlig betydning i forhold til anvendelsen
af de sociale beskyttelsesregler (se punk 3.7.). Spørgsmålet
ses ikke at være afklaret.
3.8.1.1.2. Fuldstændigt særeje
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan ægtefæller-
ne ved ægtepagt i forbindelse med en aftale om skilsmisses-
æreje aftale, at ejendele ved dødsboskifte skal forbeholdes
en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).
Fuldstændigt særeje indebærer, at der er særeje under ægte-
skabet samt ved separation, skilsmisse og død, uanset hvem
af ægtefællerne, der dør først.
Konsekvenserne af fuldstændigt særeje er blandt andet, at
reglerne om vederlagskrav, hvis en ægtefælle misbruger sin
rådighed over sin formue (se punkt 3.17.), ikke finder an-
vendelse. Endvidere indebærer det, at reglerne om, at en æg-
tefælles salg eller pantsætning m.v. af visse aktiver, kræver
samtykke fra den ægtefælle, der ikke er (med)ejer af aktivet
(se punkt 3.7.), heller ikke finder anvendelse. Bor familien i
en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle som fuldstændigt
særeje, kan ejerægtefællen således sælge ejendommen uden
den anden ægtefælles samtykke.
Det følger af sidste led i § 28, stk. 1, nr. 2, om dødsboskifte,
at når den ene ægtefælle dør, indgår fuldstændigt særeje ik-
ke i formuedelingen.
Ved dødsboskifte ved den første ægtefælles død indebærer
dette, at den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes med førstafdødes arvinger, herunder den længstle-
vende ægtefælle, og at den længstlevende ægtefælle behol-
der sit fuldstændige særeje.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, om-
fatter det uskiftede bo efter arvelovens § 17 kun ægtefæller-
nes delingsformue og dermed ikke ægtefællernes fuldstæn-
dige særeje. Den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes således også i denne situation med førstafdødes ar-
vinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og den
længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Ved skifte af det uskiftede bo i længstlevendes levende live
beholder den længstlevende ægtefælle sit fuldstændige sær-
eje og skal ikke dele det med førstafdødes arvinger. Ved
skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død tilfalder
særejet alene længstlevendes arvinger.
Formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder skifte af
uskiftet bo, er nærmere beskrevet i punkt 3.22.1.
3.8.1.1.3. Kombinationssæreje
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 2, 3. led, kan en aftale
om skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje træffes alene
med henblik på en af ægtefællernes død.
Dette giver ægtefællerne mulighed for at kombinere skil-
smissesæreje for begge ægtefæller med fuldstændigt særeje
for den ene ægtefælle.
48
Kombinationssæreje er således en kombination af skilsmis-
sesæreje og fuldstændigt særeje. Ved kombinationssæreje er
der altid særeje ved separation og skilsmisse (skilsmissesær-
eje), og dette skilsmissesæreje bliver i bestemte situationer
særeje ved en ægtefælles død (dvs. fuldstændigt særeje).
Ægtefællerne kan aftale, i hvilke situationer der skal være
særeje ved en ægtefælles død afhængigt af, hvem af ægte-
fællerne der dør først. Skilsmissesæreje kan således kombi-
neres med særeje ved død på en række forskellige måder.
Kombinationssærejets betydning på et dødsboskifte afhæn-
ger derfor dels af den valgte kombination af skilsmissesær-
eje og fuldstændigt særeje og dels af, hvem af ægtefællerne
der dør først.
Valget af, i hvilke situationer der skal være særeje ved en
ægtefælles død, afhænger af, om ægtefællerne ønsker at be-
gunstige den ene af ægtefællerne ved dødsfaldet frem for
førstafdødes eller længstlevendes arvinger (ægtefællebegun-
stigende kombinationssæreje), eller om de ønsker at begun-
stige deres arvinger (arvingsbegunstigende kombinations-
særeje).
Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje anvendes i til-
fælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese den længstle-
vende ægtefælle fremfor ægtefællernes sær- og/eller fælles-
børn. Ægtefæller aftaler ofte et ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje, hvor ægtefællerne har skilsmissesær-
eje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved
førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne der dør først.
Dette indebærer, at førstafdødes formue er delingsformue.
Fordelene for den længstlevende er, at længstlevende har
mulighed for enten at sidde i uskiftet bo med førstafdødes
formue eller modtage boslod og arv af førstafdødes formue,
samtidig med at længstlevendes egen formue bliver særeje
og dermed ikke skal deles med førstafdødes arvinger, navn-
lig førstafdødes særbørn og ægtefællernes fællesbørn.
Arvingsbegunstigende kombinationssæreje anvendes i til-
fælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese enten førstafdø-
des eller længstlevendes arvinger fremfor ægtefællen. Ved
arvingsbegunstigende kombinationssæreje kan eksempelvis
førstafdødes arvinger tilgodeses ved, at førstafdødes formue
er fuldstændigt særeje, mens længstlevendes formue er de-
lingsformue. Dette indebærer, at førstafdødes formue ikke
deles med længstlevende, inden formuen deles med førstaf-
dødes arvinger (ægtefællen og førstafdødes børn). Samtidig
skal længstlevendes formue, der er delingsformue, deles lige
mellem førstafdødes arvinger og længstlevende. Længstle-
vende har ikke mulighed for at sidde i uskiftet bo.
Betegnelsen kombinationssæreje findes hverken i loven eller
i forarbejderne til den.
I det føromtalte meget anvendte ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje, hvor ægtefællerne kan aftale skilsmis-
sesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstleven-
de ved førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne, der
dør først, har den længstlevende ægtefælle mulighed for at
sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue, da den er de-
lingsformue, mens længstlevendes egen formue er fuldstæn-
digt særeje. Efter arvelovens § 23 indgår alt, hvad den
længstlevende erhverver, i det uskiftede bo, for så vidt det
ikke er gjort til særeje. Det betyder, at det uskiftede bo kun
kommer til at omfatte førstafdødes formue, da hele længstle-
vendes formue er fuldstændigt særeje.
Hvis ægtefæller aftaler arvingsbegunstigende kombinations-
særeje, hvor der skal være fuldstændigt særeje for førstafdø-
de, mens længstlevendes formue er delingsformue, har den
længstlevende ægtefælle efter arvelovens § 13 mulighed for
inden for sin arvelod af særejet at overtage aktiver af førstaf-
dødes fuldstændige særeje til vurderingsbeløbet.
I relation til anvendelsen af arvelovens §§ 13 og 23 er det
uden betydning, om den pågældende formue er fuldstændigt
særeje efter aftale (retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2) el-
ler efter tredjemandsbestemmelse (retsvirkningslovens 28
a), eller om formuen er fuldstændigt særeje som følge af en
aftale om kombinationssæreje, når formuen efter denne afta-
le ved førstafdødes død er fuldstændigt særeje. Det samme
gælder andre bestemmelser om fuldstændigt særeje i arvelo-
ven og dødsboskifteloven.
3.8.1.1.4. Genstandssæreje og brøkdelssæreje
Af retsvirkningslovens § 28, stk. 2, 1. led, fremgår, at en af-
tale om særeje kan angå en del af ægtefællernes ejendele.
Bestemmelsen indebærer for det første, at en aftale om skil-
smissesæreje eller fuldstændigt særeje kan begrænses til at
omfatte et eller flere aktiver.
For det andet indebærer bestemmelsen, at en aftale om sær-
eje kan begrænses til at omfatte en brøkdel af en ægtefælles
aktiver. Brøkdelssæreje kan således defineres som en aftale,
hvor en bestemt brøkdel af en ægtefælles samlede formue
eller af enkelte aktiver skal være af én formueart, f.eks. fuld-
stændigt særeje, mens den resterende brøkdel skal bestå af
en eller flere andre formuearter, f.eks. skilsmissesæreje eller
delingsformue.
Begrebet brøkdelssæreje fremgår ikke af loven, men det er
omtalt i bemærkningerne til § 28 (se Folketingstidende
1989-90, tillæg A, side 749).
Brøkdelssærejet kan bestå af kombinationer af alle de tillad-
te formuearter. Angivelsen kan ske enten i brøker eller pro-
center og skal relateres til hver ægtefælles egen bodel. Æg-
tefæller kan eksempelvis aftale, at den ene ægtefælles som-
merhus skal være brøkdelssæreje, hvor 1/4 er fuldstændigt
særeje, og 3/4 er skilsmissesæreje eller delingsformue. Æg-
tefællerne kan derimod ikke lovligt aftale, at f.eks. 1/3 af
ægtefællernes samlede formue skal være den ene ægtefælles
fuldstændige særeje.
Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på for-
muearterne i brøkdelssærejet, og ved formuedelingen, hvor
49
ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de for-
skellige formuearter beløbsmæssigt.
Betydningen af, at et aktiv, der er brøkdelssæreje, sælges, og
salgsprisen anvendes til erhvervelse af et andet aktiv, er be-
skrevet i punkt 3.12.
Når et aktiv er brøkdelssæreje, som omfatter delingsformue,
finder de sociale beskyttelsesregler i retsvirkningslovens §§
18-20 (se punkt 3.7) anvendelse. Er der tale om fast ejen-
dom, der er familiens bolig, kræver salg samtykke fra den
anden ægtefælle. Endvidere finder reglerne i § 23 om veder-
lagskrav ved misbrug af rådigheden over aktivet anvendelse
(se punkt 3.17).
3.8.1.1.5. Sumsæreje og sumfælleseje
Et sumsæreje er en aftale om, at et bestemt beløb skal være
særeje, mens resten af den pågældende ægtefælles formue
skal være delingsformue. Ved sumfælleseje er situationen
den omvendte, således at et bestemt beløb er delingsformue
og resten særeje.
Sumsæreje og sumfælleseje er ikke nævnt i retsvirkningslo-
ven eller i bemærkningerne hertil, og det har givet anledning
til tvivl, om ægtefæller gyldigt kan indgå aftale herom.
Efter udvalgets opfattelse er der dog enighed om, at et sum-
særeje ikke kan være abstrakt. Således kan det f.eks. ikke
gyldigt aftales, at 500.000 kr. af en ægtefælles formue er
særeje, da det vil være en fravigelse af ligedelingsprincippet,
der ikke har hjemmel hverken i loven eller i dens forarbej-
der. Derimod er der enighed om, at sumsæreje eller sumfæl-
leseje kan være genstandsrelateret, f.eks. således at det afta-
les, at 500.000 kr. af friværdien i en ægtefælles ejendom
skal være særeje med den virkning, at ægtefællen ved skil-
smisse forlods kan udtage 500.000 kr., forudsat at friværdi-
en i ejendommen udgør mindst dette beløb.
Det er uafklaret, hvordan sumsærejet skal behandles, hvis et
aktiv, hvortil der er knyttet et genstandsrelateret sumsæreje,
sælges.
3.8.1.1.6. Tidsbegrænsning af særeje
Med hjemmel i § 28, stk. 2, kan en aftale om særeje tidsbe-
grænses. Dog kan en mindre byrdefuld særejeform ikke tids-
begrænses til at overgå til en mere byrdefuld, f.eks. fra skil-
smissesæreje til fuldstændigt særeje.
Loven hjemler ikke adgang til tidsbegrænsning af delings-
formue, hvilket følger indirekte af § 28, stk. 2, hvorefter ale-
ne en aftale efter stk. 1 om særeje kan tidsbegrænses.
Ophørstidspunktet for særeje skal være fastlagt, så det kan
angives på oprettelsestidspunktet, dvs. principielt på under-
skriftsdatoen. Dette krav medfører, at en tidsbegrænsnings
ophør ikke kan gøres afhængig af en uvis begivenheds ind-
træden, f.eks. at ægtefællerne får børn. Dette betyder, at man
allerede på aftaletidspunktet skal kunne fastlægge datoen for
særejets ophør.
3.8.1.1.7. Aftrapningssæreje
Ægtefæller kan efter § 28, stk. 2, også aftale et såkaldt af-
trapningssæreje ved en kombination af brøkdelssæreje og
tidsbegrænsning. Denne særejeform er især relevant, hvor
ægtefællerne ønsker at øge delingsformuen, jo længere æg-
teskabet har varet.
Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at de skal have fuldstæn-
digt særeje i ægteskabet, men at dette skal aftrappes til fæl-
leseje med 1/10 om året over 10 år. Efter 10 års ægteskab er
ægtefællernes formue i det hele delingsformue.
Ligesom ved tidsbegrænset særeje skal tidspunkterne for de
enkelte aftrapningstrin være fastlagt på forhånd.
3.8.1.1.8. Pensionsrettigheder
Efter retsvirkningslovens § 16 h, stk. 1, kan ægtefæller ved
ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje
som fastlagt i § 28.
En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på
pensionsrettigheden.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller ved ægtepagt af-
tale, at værdien af en alders- kapital- eller ratepensionsord-
ning skal indgå i delingen af fællesboet ved skifte i anled-
ning af separation, skilsmisse eller bosondring.
3.8.1.2. Ændring og ophør af særeje
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 1, kan en ægtepagt æn-
dres ved en senere ægtepagt. En ægtefælle kan således ikke
ensidigt ændre en ægtepagt, heller ikke selvom ændringen er
til fordel for den anden ægtefælle, f.eks. ved at ophæve et
særeje, hvorefter formuen bliver delingsformue.
Et særeje ophører automatisk ved en tidsbegrænsnings op-
hør og ved forbrug af særejet.
Afhændes et særejeaktiv, bliver det, der træder i stedet for
særejet, også særeje. Der henvises til punkt 3.12.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan der ikke ved ægtepagt træf-
fes nogen bestemmelse, der strider mod gavegivers eller ar-
veladers bestemmelse om særeje. Tredjemandsbestemt sær-
eje kan således kun ændres, hvis tredjemand har bestemt, at
dette kan ske. I relation til gaver kan tredjemand efter fuld-
byrdelsen af gave give samtykke til ændring af den oprinde-
lige særejebestemmelse. Hvis ægtefællerne opretter en ægte-
pagt i strid med tredjemands bestemmelser, er ægtepagten
ugyldig. Dette er nærmere beskrevet i punkt 3.11.
3.8.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Udvalget har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at
baggrunden for særejereglerne bl.a. var et ønske om at give
ægtefæller større aftalefrihed, således at de kan vælge den
individuelle ordning, der passer dem bedst.
50
Ulemperne ved reglerne er efter udvalgets opfattelse, at de
mange kombinationsmuligheder for forskellige særejefor-
mer gør det vanskeligere for ægtefæller at forstå og forudsi-
ge retsstillingen ved formuedeling. Hertil kommer, at det har
været uafklaret, om ægtefæller gyldigt kan indgå bestemte
typer af aftaler. Ægtefællerne risikerer således at indgå en
aftale, der senere kan tilsidesættes som ugyldig, fordi den
falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28.
Reglerne har endvidere ikke givet ægtefæller alle de mulig-
heder, som de kunne ønske, for at indrette deres formuefor-
hold efter deres situation, og ikke alle begrænsninger i afta-
lemulighederne har været velbegrundede.
Det er udvalgets ønske at etablere en klarere og enklere rets-
tilstand. Dette mål må efter udvalgets opfattelse imidlertid
afvejes over for hensynet til ægtefællernes aftalefrihed og
mulighed for at vælge en særejeordning, der passer til deres
individuelle forhold.
Ægtepagter indgås ofte på et tidspunkt, hvor parterne anser
skilsmisse for usandsynlig. Uanset at hensynet til den øko-
nomisk svage ægtefælle ikke har samme vægt som ved rets-
virkningslovens ikrafttræden i 1925, er der efter udvalgets
opfattelse fortsat et behov for at beskytte en ægtefælle mod
at indgå aftaler, hvis konsekvenser kan være vanskelige at
overskue, og som stiller vedkommende økonomisk urimeligt
ved en formuedeling.
Udvalget har overvejet, om hensynet til aftalefriheden bedst
tilgodeses ved at bestemme, at ægtefællerne som udgangs-
punkt frit kan indgå forhåndsaftaler om, hvordan deres for-
muer skal deles ved separation, skilsmisse eller død, og
samtidig indføre en "negativliste“ om, hvad der ikke kan af-
tales. Det kunne være enklere og mere forståeligt for ægte-
fællerne, hvis de i stedet for at aftale, hvilke af deres aktiver
der skal være særeje, kunne formulere aftalen således, at den
direkte angav, hvilke aktiver der skal deles eller ikke deles.
Den nugældende terminologi i retsvirkningsloven, hvorved
aftaler om den kommende deling af formuen indgås, så no-
get skal være særeje, må imidlertid efter udvalgets opfattelse
antages at være så indarbejdet, at denne fortsat vil blive an-
vendt, selv hvis der var fuldstændig aftalefrihed. Det ville
derfor også ved fuld aftalefrihed være nødvendigt at have
bestemmelser i loven, der definerede de forskellige former
for særeje, og at loven indeholdt regler om virkningerne af
forskellige former for særejeaftaler ved separation, skilsmis-
se og død, og med hensyn til surrogater, indtægter og veder-
lagskrav.
Fuld frihed til at indgå aftaler om deling vil efter udvalgets
opfattelse formentlig føre til, at aftaler om særeje ville blive
kombineret med aftaler om, at den ene ægtefælle ved skil-
smisse skal betale et beløb til den anden, aftaler om, hvem
der skal udtage hvilke aktiver, og aftaler om, hvem der skal
betale hvilke gældsposter. Sådanne aftaler, hvor der ikke
klart tages stilling til sammenhængen mellem aftalens enkel-
te elementer, vil gøre det meget vanskeligt at fastlægge ind-
holdet af aftalen.
Udvalget finder det derfor mest hensigtsmæssigt at fastholde
den nuværende model, hvor det iloven udtømmende opreg-
nes, hvilke forhåndsaftaler om formuedeling, der gyldigt
kan indgås.
Udvalget har med sit forslag tilstræbt, at ægtefæller får den
nødvendige frihed til at indgå aftaler, der passer til deres si-
tuation og ønsker. Udvalget har samtidig ønsket at klargøre
retstilstanden og at undgå, at den bliver så indviklet, at ægte-
fællerne får vanskeligt ved at forstå aftalerne, og samtidig
minimere risikoen for, at der indgås særejeaftaler, som tilsi-
desættes, fordi aftalen falder uden for det tilladte. Som det
fremgår, er hensynene til aftalefrihed på den ene side og til
enkelhed og klarhed på den anden side vanskelige at forene.
3.8.2.1. Skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje, brøkdelssær-
eje og kombinationssæreje
Begreberne skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og brøk-
delssæreje er fast indarbejdede, og udvalget finder ikke
grundlag for at ændre adgangen til at aftale disse former for
særeje. Udvalget finder heller ikke grundlag for at ændre
mulighederne for at indgå såkaldt kombinationssæreje, der i
praksis har vist sig at være en populær mulighed.
3.8.2.2. Sumsæreje og sumdeling
Efter udvalgets opfattelse er sumsæreje, hvor ægtefællerne
f.eks. aftaler, at 500.000 kr. af den ene ægtefælles formue
skal være skilsmissesæreje, en enkel og let overskuelig afta-
le, der indebærer, at den pågældende ægtefælle ved en skil-
smisse forlods kan udtage 500.000 kr. af sin formue, hvoref-
ter resten skal indgå i ligedelingen. En sådan aftale kan
f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne ønsker, at formue, som
den ene ægtefælle havde ved ægteskabets indgåelse, skal
holdes uden for delingen, og samtidig ønsker at undgå en se-
nere tvivl om formuens størrelse.
Tilsvarende mener udvalget, at en aftale om sumdeling, hvor
alt, hvad ægtefællerne ejer eller fremtidigt erhverver, skal
være fuldstændigt særeje, idet dog f.eks. 500.000 kr. af den
ene ægtefælles formue skal være delingsformue, kan være
hensigtsmæssig og enkel. En sådan aftale om sumdeling kan
f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne som udgangspunkt øn-
sker fuldstændigt særeje om alt, hvad de ejer, men at den
ægtefælle, der har den mindste formue, dog sikres et vist be-
løb i tilfælde af skilsmisse – i eksemplet 250.000 kr., dvs.
halvdelen af delingsformuen. Udvalget finder på denne bag-
grund, at aftaler om abstrakt sumsæreje og sumfælleseje bør
tillades.
Udvalget har dog overvejet, om muligheden for at aftale
genstandsrelateret sumsæreje bør afskaffes, da det som be-
skrevet i punkt 3.8. giver anledning til en del tvivlsspørgs-
mål, og da formålene med genstandsrelateret sumsæreje i
vidt omfang kan opnås ved abstrakt sumsæreje, Genstands-
relateret sumsæreje kan imidlertid være hensigtsmæssigt
51
f.eks. i tilfælde, hvor en ægtefælle ved ægteskabets indgåel-
se ejer en fast ejendom med en friværdi, og ægtefællerne øn-
sker, at fremtidige værdistigninger på ejendommen skal de-
les, mens ejerægtefællen skal kunne beholde friværdien på
vielsestidspunktet. Dette vil ikke være tilfældet, hvis ægte-
fællerne i stedet aftaler et abstrakt sumsæreje. Udvalget fin-
der derfor, at der også bør være mulighed for at aftale sum-
særeje og sumdelingsformue i relation til bestemte aktiver.
Udvalget bemærker i øvrigt, at der er tinglyst et ikke ubety-
deligt antal ægtepagter, der indeholder genstandsrelateret
sumsæreje og at det vil være nødvendigt at indføre en over-
gangsordning for de aftaler, der allerede er indgået, hvis
genstandsrelateret sumsæreje afskaffes.
Det bemærkes, at ændringen af begrebet fælleseje til de-
lingsformue (se punkt 3.2) betyder, at sumfælleseje frem-
over kaldes sumdeling.
Udvalget finder, at ægtefællerne bør kunne aftale, at sum-
særeje og sumdeling reguleres, således at beløbets købekraft
bevares. Det skal imidlertid ikke gennem en sådan regule-
ring være muligt at optrappe sumsærejet ved at fastsætte en
reguleringsprocent, der væsentligt overstiger inflationen.
For så vidt angår sumdeling, er optrapning ikke et problem,
fordi optrapningen betyder, at delingsformuen øges, hvorved
særejet begrænses. Udvalget foreslår derfor, at ægtefællerne
skal kunne aftale, at sumdelingsbeløb forøges med et årligt
beløb eller en årlig procentsats, herunder f.eks. Danmarks
Statistiks Forbrugerprisindeks.
For så vidt angår sumsæreje, foreslår udvalget, at ægtefæl-
lerne skal kunne aftale, at beløbet reguleres med Danmarks
Statistiks Forbrugerprisindeks, der følger inflationen, men at
der ikke i øvrigt kan aftales, at sumsærejet skal forøges uden
en ny ægtepagt.
3.8.2.3. Dødsfaldssæreje
Udvalget har overvejet, om det skal være muligt at aftale, at
en ægtefælles formue skal være delingsformue ved separati-
on eller skilsmisse, men særeje ved død.
Dødsfaldssæreje kunne være ønsket af ægtefæller, der vil
sikre længstlevende bedst muligt ved førstafdødes død, men
samtidig ønsker ligedeling ved separation eller skilsmisse.
En sådan mulighed vil imidlertid gøre det muligt for en æg-
tefælle med særbørn at gøre disse arveløse og samtidig sikre
sig, at ægtefællernes formuer ligedeles ved skilsmisse.
Det ligger ikke inden for udvalgets kommissorium at over-
veje, om det skal være muligt at gøre en livsarving arveløs.
Dette spørgsmål blev overvejet af Arvelovsudvalget i be-
tænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen
m.v., og udvalget foreslog at bevare den gældende tvangs-
arv, men med mulighed for at begrænse tvangsarven. Dette
forslag blev fulgt ved arvelovens § 5, stk. 2, hvorefter en ar-
velader ved testamente kan begrænse arvelodden til hvert af
sine børn (livsarvinger) til en værdi af 1.000.000 kr. (2008-
niveau).
Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der bør indføres
en mulighed for at indgå aftaler, der reelt kun har det formål
og den virkning at fratage et særbarn sin arv. Ægtefællerne
kan ganske vist opnå det samme efter gældende ret ved, at
ægtefællen med særbørn forærer hele sin formue til den an-
den og samtidig aftaler fuldstændigt særeje, men risikoen
for at stå uden midler ved en eventuel skilsmisse vil for-
mentlig afholde mange fra at gøre det.
3.8.2.4. Tidsbegrænset og betinget særeje
Udvalget finder ikke grundlag for at ændre muligheden for
at aftale, at særeje tidsbegrænses, herunder i form af aftrap-
ning med en bestemt brøkdel om året.
Samtidig fastholder udvalget, at det ikke skal kunne aftales,
at delingsformue tidsbegrænses eller aftrappes, da dette vil
kunne indebære samme misbrugsmuligheder som ved døds-
faldssæreje (se punkt 3.8.2.3.), idet ordningen vil kunne til-
rettelægges med henblik på, at særejet kun skal have virk-
ning ved død.
Udvalget finder endvidere, som efter gældende ret, at tidsbe-
grænsning skal fastsættes således, at tidspunktet for særejets
hele eller delvise ophør skal kunne fastsættes ved ægteska-
bets indgåelse eller særejeægtepagtens oprettelse. Ægtefæl-
lerne skal således inden ægteskabet kunne aftale, at et særeje
skal bortfalde f.eks. 10 år efter ægteskabets indgåelse, lige-
som det skal kunne aftales, at særeje skal nedtrappes med
1/5 om året fra ægtepagtens oprettelse.
Udvalget finder ikke, at bortfald af et særeje bør kunne gø-
res afhængig af uvisse fremtidige begivenheder, som f.eks.
at ægtefællerne får (flere) børn, køber hus sammen eller går
på pension. En sådan aftale ville kunne være svær at over-
skue konsekvenserne af og vil kunne få karakter af beløn-
ning for en bestemt adfærd under ægteskabet.
Navnlig er det vigtigt for udvalget at sikre, at aftaler om
særeje ikke kan gøres betinget af noget, der har relation til
skylden for ægteskabets forlis. Det skal således ikke gyldigt
kunne aftales, at f.eks. et særeje skal bortfalde i tilfælde af,
at en bestemt af ægtefællerne anmoder om separation eller
skilsmisse eller er utro.
Det foreslås således, at en aftale om særeje eller bortfald he-
raf ikke skal kunne betinges, udover hvad der følger af en
aftale om tidsbegrænsning eller aftrapning regnet fra ægte-
skabets indgåelse eller ægtepagtens oprettelse.
3.8.2.5. Pensionsrettigheder
Udvalget foreslår muligheden i retsvirkningslovens § 16 h
for at aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, vide-
reført.
3.8.2.6. Aftaler om arv og gave fra tredjemand
52
Som det fremgår af punkt 3.11., foreslår et flertal i udvalget,
at arv og gave, eller værdien heraf, som en ægtefælle modta-
ger fra tredjemand, skal holdes uden for ligedelingen. Ægte-
fæller kan efter udvalgets forslag aftale, at f.eks. alt hvad
ægtefællerne modtager som arv eller gave, eller et konkret
aktiv, der er modtaget som arv eller gave, skal være særeje.
Udvalget foreslår videre, at ægtefæller skal kunne aftale, at
arv og gave, eller værdien heraf, skal indgå i delingen.
3.8.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at de eksisterende særejeformer (skilsmissesær-
eje, fuldstændigt særeje og kombinationssæreje) skal bibe-
holdes, og at mulighederne for at aftale særeje skal udvides
sådan, at ægtefæller også kan aftale sumsæreje og sumde-
ling. Ministeriet er ligeledes enig i, at sumsæreje og sumde-
ling skal kunne inflationssikres, og at sumdeling endvidere
skal kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats.
Ministeriet finder ligeledes, at aftalt særeje skal kunne tids-
begrænses, herunder aftrappes over en fastlagt periode.
Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal
være fastlagt i aftalen.
Endelig er ministeriet enig i, at muligheden for at aftale, at
en pensionsrettighed skal være særeje, skal opretholdes.
Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag til aftalt særeje sup-
pleres med en bestemmelse, der giver ægtefæller mulighed
for at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver
helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. §
12, eller skal være delingsformue. I overensstemmelse med
retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun gyl-
dig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller ga-
vegivers bestemmelser om særeje. Der henvises til punkt
3.11.
3.8.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om ægtefællers adgang til at aftale,
at deres formuer skal være særeje, indsættes i loven i kapitel
4 om aftaler om særeje.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 kan ægtefæller ind-
gå aftale om følgende tre hovedtyper af særeje:
1) Skilsmissesæreje, hvorefter en ægtefælle ved formue-
deling ved separation eller skilsmisse beholder sin for-
mue, men at formuen deles ved en ægtefælles død.
2) Fuldstændigt særeje, hvorefter en ægtefælle ved for-
muedeling ved separation eller skilsmisse beholder sin
formue, og at ægtefællens formue ved formuedeling i
forbindelse med dødsboskifte tilkommer den pågæl-
dende ægtefælle eller dennes arvinger. Særeje efter
denne bestemmelse betegnes fuldstændigt særeje.
3) Kombinationssæreje, hvorefter en aftale om fuldstæn-
digt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefæl-
lerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægte-
fælles eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje.
Ved kombinationssæreje er der altid skilsmissesæreje,
og ved førstafdødes død er enten førstafdødes eller
længstlevendes formue fuldstændigt særeje.
Efter stk. 2 kan aftale om særeje efter stk. 1 begrænses til at
angå følgende:
1) Genstandssæreje, hvorefter et eller flere aktiver er sær-
eje.
2) Erhvervelsessæreje, hvorefter en del af en ægtefælles
formue afhængigt af, hvordan eller hvornår ægtefællen
har erhvervet den pågældende formue, er særeje.
3) Brøkdelssæreje, hvorefter en brøkdel eller procent af en
ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver er sær-
eje.
4) Sumsæreje, hvorefter et bestemt beløb eller et bestemt
beløb af værdien af et eller flere aktiver er særeje.
5) Sumdeling, hvorefter hele en ægtefælles formue med
undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af
et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver er
særeje.
Ægtefæller kan efter stk. 3 aftale, at sumsæreje og sumde-
ling skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset, jf. lov om
beregning af et nettoprisindeks. Efter stk. 4 kan det endvide-
re aftales, at sumdeling skal forhøjes med et årligt beløb el-
ler en årlig procent eller skal optrappes over en fastlagt peri-
ode.
Endelig foreslås det i stk. 5, at aftalt særeje kan tidsbegræn-
ses eller aftrappes over en bestemt periode. Bestemmelsen
indebærer, at delingsformue ikke kan tidsbegrænses eller af-
trappes. En særejeaftale kan således indeholde en aftale om,
at særejet begrænses, således at delingsformuen øges, mens
det ikke kan aftales, at særejet skal øges, bortset fra pristals-
reguleringen i stk. 3.
Det skal fremgå af en aftale efter stk. 5, fra hvilket tidspunkt
tidsbegrænsningen og aftrapningen skal regnes fra. Det kan
således ikke aftales, at tidsbegrænsning og aftrapning skal
regnes fra et tidspunkt, der ikke på forhånd er fastlagt. Det
kan eksempelvis ikke aftales, at skilsmissesæreje skal ophø-
re, hvis ægtefællerne får et barn sammen.
Med § 13 foreslås det, at den gældende bestemmelse i rets-
virkningslovens § 16 h, stk. 1, opretholdes således, at ægte-
fæller kan aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje
efter de muligheder for særeje, der findes i § 12. En sådan
aftale skal også kunne omfatte fremtidige indbetalinger på
pensionsrettigheden.
Endelig foreslås det, at der i loven indsætte en bestemmelse
(§ 14), der giver ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje
bestemt af tredjemand helt eller delvist skal omdannes til
anden form for særeje end bestemt af tredjemand eller skal
være delingsformue.
En aftale om at omdanne et tredjemandsbestemt særeje til
anden form for særeje skal ligge indenfor aftalemuligheder-
ne i § 12.
53
I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2,
er en aftale om omdannelse eller ophævelse af særeje kun
gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller
gavegivers bestemmelser om særeje, jf. punkt 3.11.
Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 12-14, at af-
taler om særeje kun kan ske ved ægtepagt, jf. punkt 3.10.
3.9. Andre forhåndsaftaler om formuedelingen
3.9.1. Gældende ret
Efter gældende ret kan ægtefæller ikke indgå andre binden-
de forhåndsaftaler om delingen af deres formue, end de afta-
ler om særeje, der følger af retsvirkningslovens § 28 (se
punkt 3.8.), samt muligheden efter retsvirkningslovens § 16
h, stk. 2, for at aftale, at værdien af en alders-, kapital- eller
ratepensionsordning skal indgå i delingen af fællesboet ved
skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring.
Om alderspension henvises til punkt 3.16.1.2.
Der uafklaret, i hvilket omfang ægtefæller gyldigt kan indgå
en forhåndsaftale om udtagelse af aktiver efter ægtefælle-
skiftelovens § 63 (se punkt 3.20.) og om kompensation efter
ægtefælleskiftelovens § 67 til en økonomisk dårligt stillede
ægtefælle (se punkt 3.18.).
Begrundelsen for, at ægtefæller ikke kan indgå forhåndsafta-
ler om kompensationer m.v., er, at lovgivningen om ægte-
fællers økonomiske forhold har til formål at beskytte den
økonomisk svage ægtefælle, som ikke på forhånd bør kunne
give afkald på denne beskyttelse. Herved undgås det, at æg-
tefæller indgår aftaler, som er uoverskuelige på aftaletid-
spunktet, og det undgås, at ægtefæller kommer i en situati-
on, hvor de ikke kan overskue konsekvensen af f.eks. at give
forhåndsafkald på formuedeling eller kompensation ved en
eventuel skilsmisse mange år senere.
3.9.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at det ikke skal være
muligt at indgå forhåndsaftaler om formuedelingen ud over
de muligheder, der fastlægges i loven. Udvalget foreslår så-
ledes, at ægtefæller ikke ved aftale skal kunne fravige regle-
rne i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Dette indebæ-
rer bl.a., at en ægtefælle ikke på forhånd skal kunne give af-
kald på retten til forsørgelse, krydsende udtagelsesret, regu-
lerings- og misbrugskrav og kompensation. Der henvises til
punkt 3.9.2.3.
Derimod finder udvalget, at der i loven bør indsættes be-
stemmelser, der gør det muligt at indgå forhåndsaftaler om
deling af visse aktiver, som ellers efter loven ikke indgår i
ligedelingen. Det drejer sig personskadeerstatning m.v. (se
punkt 3.9.2.1.) og personlige og uoverdragelige rettigheder
(se punkt 3.9.2.2.).
Samtidig foreslår udvalget muligheden efter retsvirkningslo-
vens § 16 h, stk. 2, for at aftale, at værdien af en alders-, ka-
pital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen,
videreført.
Som det fremgår af punkt 3.4.2., har udvalget foreslået, at
der indføres lovbestemte begrænsninger af ligedelingsord-
ningen. Udvalget har ligeledes foreslået, at arv og gave - el-
ler værdien heraf - ikke indgår i formuedelingen, jf. punkt
3.11. Hertil foreslår udvalget, at ægtefæller ved ægtepagt
skal kunne fravige bestemmelserne herom. Dette gennemgås
ikke nærmere, da Børne- og Socialministeriets ikke følger
udvalgets forslag til ændring af ligedelingsordningen og be-
handlingen af arv og gave ved formuedelingen. Der henvi-
ses til punkt 3.4.3. og 3.11.
3.9.2.1. Deling af erstatning for personskade m.v.
Som det fremgår af punkt 3.16., foreslår udvalget, at erstat-
ningsansvarslovens § 18, stk. 2, videreføres i lov om ægte-
fællers økonomiske forhold.
Det er uafklaret, om ægtefæller efter gældende ret ved en
forhåndsaftale kan fravige erstatningsansvarslovens § 18,
stk. 2, hvorefter en ægtefælle ved separation eller skilsmisse
kan udtage udbetalte personskadeerstatninger i det omfang,
erstatningsbeløbet ikke må antages at være forbrugt.
Udvalget finder, at ægtefæller ved ægtepagt bør kunne afta-
le, at en udbetalt erstatning helt eller delvist skal indgå i for-
muedelingen ved separation eller skilsmisse. Herved får
den, der har modtaget erstatningen, mulighed for at sikre
den anden ægtefælle, der måske har indrettet sin tilværelse
ud fra hensynet til den tilskadekomne ægtefælle, en kom-
pensation i form af andel i erstatningen.
3.9.2.2. Personlige og uoverdragelige rettigheder
Udvalget har overvejet, om ægtefæller skal have mulighed
for at indgå forhåndsaftaler om deling af de personlige og
uoverdragelige rettigheder, som efter gældende ret er omfat-
tet af retsvirkningslovens § 15, stk. 2 (se punkt 3.16.11.).
Sådanne rettigheder indgår efter bestemmelsen kun i for-
muedelingen, i den udstrækning, hvori det er foreneligt med
de for disse rettigheder særlig gældende regler. Udvalget
foreslår, at § 15, stk. 2, videreføres i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Om det er muligt at lade en personlig og uoverdragelig ret-
tighed indgå i formuedelingen, afhænger af en konkret vur-
dering af den enkelte rettighed og de regler, der regulerer
den pågældende type af rettighed.
Udvalget finder imidlertid, at ægtefæller i det omfang det ik-
ke strider mod, hvad der gælder for den pågældende rettig-
hed, bør kunne aftale, at en sådan rettighed skal indgå i de-
lingen, herunder at den skal indgå i delingen ved en af ægte-
fællernes død, men ikke ved separation eller skilsmisse.
Ægtefæller skal efter udvalgets opfattelse f.eks. kunne afta-
le, at en personlig goodwill, som tilhører den ene ægtefælle,
skal indgå i delingen ved separation eller skilsmisse med
54
den virkning, at værdien skal gøres op og indgå i formuede-
lingen.
3.9.2.3. Forhåndsaftaler om kompensation, reguleringskrav
m.v.
Udvalget har overvejet, om det bør være muligt for ægtefæl-
ler at indgå en forhåndsaftale om kompensation til en ægte-
fælle, der har medvirket til at forøge eller bevare den anden
ægtefælles særeje, eller som er urimeligt økonomisk stillet.
Der henvises til punkt 3.18.
Dette kunne være med til at forebygge tvister ved delingen
og sikre, at en økonomisk svag ægtefælle får et vist beløb
uden at være tvunget til at føre retssag herom.
Udvalget finder imidlertid ikke, at det bør være muligt på
forhånd at indgå aftaler, der stiller en økonomisk svag ægte-
fælle dårligere, end de foreslåede kompensationsregler, der
har til formål at beskytte den pågældende, ville føre til. Et
sådant forhåndssamtykke til at blive "økonomisk ringe stil-
let“ eller et forhåndsafkald på del i den værdistigning, man
har været med til at skabe, vil være vanskeligt at overskue
og ville kunne føre til urimelige resultater.
Herefter har udvalget overvejet, om forhåndsaftaler om
kompensation skal tillades under forudsætning af, at en æg-
tefælle ikke derved stilles dårligere end efter kompensati-
onsreglerne.
Tilsvarende kan en ægtefælle, der istandsætter den anden
ægtefælles særejeejendom og derved medvirker til at forøge
dens værdi, sikre sig del i værditilvæksten ved, at ægtefæl-
lerne aftaler, at ejendommen skal være brøkdelssæreje. I så
fald skal den del af ejendommens værdi, der er delingsfor-
mue, ligedeles.
Udvalget anfører, at sådanne aftaler ikke vil være til hinder
for, at den pågældende ægtefælle efter kompensationsregler-
ne tilkendes et større beløb end efter aftalen.
Som anført i punkt 3.8.2.3. finder udvalget, at der ikke bør
være mulighed for at aftale særeje, der kun har virkning ved
død. En kompensationsaftale vil i endnu højere grad end
dødsfaldssæreje kunne anvendes af en ægtefælle, der ønsker
at beholde sin formue i tilfælde af separation eller skilsmis-
se, men ønsker at fratage sine livsarvinger arven ved sin
død.
Udvalget har tilsvarende overvejet, om det bør være muligt
at indgå forhåndsaftaler om reguleringskrav (se punkt 3.17.).
Efter disse bestemmelser kan der, når en ægtefælle har an-
vendt delingsformue til at forbedre sit særeje eller omvendt,
fastsættes en beløb, der skal udligne disse forskydninger
mellem delingsformue og særeje.
Der kan ved formuedelingen opstå tvivl om størrelsen af så-
danne krav, og udvalget peger på, at det kunne være kon-
fliktforebyggende, hvis ægtefællerne kunne indgå forhånds-
aftaler herom, f.eks. i forbindelse med at de beslutter, at en
særejeejendom skal sættes i stand for delingsmidler.
Udvalget finder imidlertid, at der ikke bør være mulighed
for på forhånd at fraskrive sig retten til regulering efter de
foreslåede bestemmelser. Konsekvenserne af f.eks. en aftale
om, at en ægtefælle frit kan forbedre sin særejeejendom med
delingsformue uden regulering, ville være svære at overskue
mange år før en eventuel formuedeling.
Omvendt vil en fri adgang til forhåndsaftaler om regule-
ringskrav, der giver mulighed for at aftale et større krav, end
hvad der følger af de foreslåede regler, efter udvalgets opfat-
telse kunne misbruges til at tilsidesætte hensyn til arvinger
og eventuelle kreditorer på samme måde som beskrevet
ovenfor vedrørende kompensationskrav.
Udvalget peger på, at ægtefællerne i stedet har mulighed for
at indgå en aftale om særeje, der stemmer med deres ønsker.
Hvis en ægtefælle f.eks. ønsker at forbedre en særejeejen-
dom med delingsformue, kan ægtefællerne aftale, at ejen-
dommen skal være brøkdelssæreje, så brøkerne svarer til
forholdet mellem særejet og den anvendte delingsformue.
De kan også indgå en aftale om sumdeling.
Tilsvarende hensyn taler imod at indføre adgang til for-
håndsaftaler om kompensation som følge af en ægtefælles
misbrug af sin formue.
Sammenfattende finder udvalget, at de foreslåede regler om
aftaler om særeje giver ægtefællerne tilstrækkelige mulighe-
der for at finde en løsning, der passer til den pågældende si-
tuation, Udvalget finder derfor, at reglerne om regulerings-
og misbrugskrav samt kompensation ikke skal kunne fravi-
ges ved forhåndsaftaler.
3.9.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at lov om ægtefællers økonomiske forhold skal
indeholde en bestemmelse om, at ægtefæller ikke ved aftale
kan fravige reglerne i loven ud over de aftalemuligheder,
som loven indeholder, navnlig mulighederne for at aftale
særeje og forhåndsaftaler om inddragelse af bestemte akti-
ver i formuedelingen. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at
ægtefæller ikke på forhånd kan indgå aftaler om udtagelses-
ret, regulerings- og misbrugskrav (punkt 3.17.) og kompen-
sationskrav (punkt 3.18.).
En sådan bestemmelse vil også indebære, at en ægtefælle ik-
ke vil kunne give forhåndsafkald på retten til forsørgelse.
Dette er imidlertid ikke til hinder for at indgå en aftale om
betaling af ægtefællebidrag, herunder om at der ikke skal
betales bidrag, når spørgsmålet om betaling af bidrag er ak-
tuelt. Der henvises til punkt 3.23., herunder om muligheder-
ne for at tilsidesætte bidragsaftaler.
Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at ægtefæller
bør have mulighed for at aftale, at personlige erstatninger og
55
værdien af en alders-, kapital- eller ratepensionsordning skal
indgå i formuedelingen.
Endelig er ministeriet principielt enig med udvalget i, at æg-
tefæller bør have mulighed for at aftale, at en uoverdragelig
og personlig rettighed skal indgå i formuedelingen. Efter ud-
valgets forslag kan en sådan rettighed ikke indgå i delingen,
hvis det vil stride mod, hvad der gælder for den pågældende
rettighed. Dette forbehold, der er nødvendigt af hensyn til de
omhandlede rettigheder, kan imidlertid gøre det vanskeligt
at overskuede konsekvenserne af en sådan aftale. Ministeriet
foreslår derfor, at ægtefæller skal kunne aftale, at værdien af
en uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i formue-
delingen. Sådanne aftaler vil kunne indgås for alle typer af
uoverdragelige og personlige rettigheder.
Med disse forslag styrkes ægtefællers muligheder for at ind-
gå aftaler om formuedelingen, der passer til deres situation.
3.9.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om ægtefællers adgang til at aftale,
at visse aktiver skal indgå i formuedelingen ved separation
og skilsmisse, indsættes i loven i kapitel 5 om forhåndsafta-
ler om formuedelingen.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 15 kan ægtefæller afta-
le, at værdien af en alders-, kapital- eller ratepension skal
indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.
Tilsvarende kan ægtefæller efter den foreslåede bestemmel-
se i § 16 aftale, at en personlig erstatning m.v. skal indgå i
formuedelingen. En sådan aftale kan begrænses til at gælde
formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en be-
stemt ægtefælle dør først.
Endelig foreslås det i § 17, at ægtefæller kan aftale, at vær-
dien af en uoverdragelig og personlig rettighed, der er om-
fattet af lovforslagets § 37, skal indgå i formuedelingen. Og-
så en sådan aftale kan begrænses til at gælde formuedelin-
gen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægte-
fælle dør først, eller til at omfatte den førstafdøde eller
længstlevende ægtefælles rettigheder.
Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 15-17, at af-
taler om, at de pågældende aktiver m.v. skal indgå i formue-
delingen, kun kan ske ved ægtepagt, jf. punkt 3.10.
Endelig foreslås det i § 2, stk. 1 og 2, at ægtefæller under
ægteskabet skal kunne indgå aftaler med hinanden, dog ikke
aftaler der fraviger reglerne i lov om ægtefællers økonomi-
ske forhold, medmindre fravigelsen er i overensstemmelse
med navnlig lovforslagets kapitel 4 om aftaler om særeje og
kapitel 5 om forhåndsaftaler om formuedelingen.
3.10. Ægtepagter
3.10.1. Gældende ret
3.10.1.1. Formelle krav til ægtepagter
Ifølge retsvirkningslovens §§ 35 og 37 skal en ægtepagt op-
rettes skriftligt og underskrives af parterne, og den skal tin-
glyses i personbogen for at blive gyldig såvel mellem parter-
ne som i forhold til tredjemand. Også kommende ægtefæller
kan oprette en ægtepagt.
Efter § 49 har enhver af ægtefællerne ret til at begære ægte-
pagten tinglyst i personbogen, også selvom den anden ægte-
fælle protesterer.
Der gælder ingen tidsfrist efter underskrivningen af en ægte-
pagt til at anmelde den til tinglysning. En anmeldelse til tin-
glysning efter separation, skilsmisse eller den ene ægtefæl-
les død har dog ingen retsvirkninger, heller ikke selvom æg-
tepagten skulle blive tinglyst. Dette gælder også i tilfælde,
hvor en ægtepagt er anmeldt før en ægtefælles død, men af-
vist ved en fejl og efter dødsfaldet anmeldt på ny.
Tinglysning sker i personbogen, der føres af Tinglysnings-
retten, jf. tinglysningslovens kapitel 7. Tinglysning af ægte-
pagter i personbogen er nærmere reguleret i kapitel 1 og §
17 i bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011 om tinglys-
ning i personbogen.
Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter
tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan tinglysning alene ske på
grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital
signatur. Efter lovens § 7, stk. 5, kan justitsministeren dog
fastsætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital
signatur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdoku-
menter, om fremgangsmåden herved og om retsvirkningerne
heraf.
Ægtepagter anmeldes digitalt til tinglysning på samme måde
som dokumenter om overdragelse og belåning af fast ejen-
dom m.v. I det digitale tinglysningssystem kan ægtefæller
underskrive en ægtepagt digitalt samtidig med, at ægtepag-
ten med digital underskrift anmeldes til tinglysning i tingly-
sningssystemet.
Hvis ægtefællerne underskriver en ægtepagt i hånden, kan
den indlægges (uploades) i tinglysningssystemet, og ægte-
fællerne kan herefter i fællesskab anmelde den til tinglys-
ning med digital underskrift. Hvis kun den ene ægtefælle
underskriver anmeldelsen af en ægtepagt, tinglyses ægte-
pagten med frist til fremvisning af den originalt underskrev-
ne ægtepagt.
Udover de formelle betingelser, der skal være opfyldt for en
korrekt digital tinglysning, foretager Tinglysningsretten en
indholdsmæssig prøvelse af ægtepagten. Ved prøvelsen på-
ser Tinglysningsretten, at de aktiver, som ægtepagten vedrø-
rer, klart kan identificeres, og at aftalen i ægtepagten er i
overensstemmelse med de muligheder, som retsvirkningslo-
ven giver ægtefæller til at indgå aftale om formueordningen
i deres ægteskab. Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter
følger ikke umiddelbart af tinglysningsloven, men er udvik-
let i retspraksis.
56
Identifikationen af de aktiver, som ægtepagten vedrører, kan
ske ved henvisning til erhvervelsestidspunktet, f.eks. ved at
det aftales, at alt, hvad en ægtefælle ejede ved ægteskabets
indgåelse, skal være fuldstændigt særeje, eller at alt, hvad en
ægtefælle fremtidigt erhverver, skal være skilsmissesæreje.
Aktiver kan også identificeres ved henvisning til erhvervel-
sesmåden, f.eks. at alt hvad en ægtefælle har erhvervet eller
i fremtiden vil erhverve ved f.eks. arv eller gave.
Endelig kan identifikationen ske ved angivelse af en bestemt
virksomhed eller ved artsbetegnelser, f.eks. indbo, bil, faste
ejendom, værdipapirer og bankindeståender, men dog ikke
således, at det er overladt til ejerægtefællen vilkårligt at for-
øge særejets omfang, f.eks. "mit indestående til enhver tid
på konti i [navnet på en bank]" eller familiens ejerbolig til
enhver tid".
Endelig kan aktiverne identificeres ved en opregning af kon-
krete genstande, der skal være særeje. Ved særeje om enkel-
te genstande kan der på grundlag af retspraksis opstilles føl-
gende retningslinjer for identifikationen:
1) Fast ejendom skal angives med matrikelnummer og ik-
ke kun med beliggenhed.
2) Motorkøretøjer skal angives med stel- og registrerings-
nummer.
3) Konti og depoter skal angives med pengeinstituttets
navn, kontonummer eller depotnummer og saldo på et
bestemt tidspunkt, men saldoens størrelse skal ikke
nødvendigvis angives.
4) Personligt drevne erhvervsvirksomheder skal angives
med CVR-nummer, og virksomhedens aktiver kan spe-
cificeres ved henvisning til virksomhedens åbningssta-
tus eller til det seneste årsregnskab.
5) Andele i interessentskaber og kommanditselskaber skal
angives med den nøjagtige procentandel, og aktiverne
skal specificeres på samme måde som i personligt drev-
ne virksomheder.
6) Anparter og aktier skal angives med det aktuelle nomi-
nelle pålydende eller med stk. og antal samt selskabets
CVR-nummer eller fondskode.
Ved andre aktiver foretages der en konkret vurdering af be-
hovet for identifikation.
Aktiverne skal altid være angivet på en sådan måde, at der
ikke er en særlig risiko for, at en ægtefælle vilkårligt forøger
særejets omfang ved ensidigt at inddrage yderligere aktiver
under det.
I en ægtepagt, der omfatter alle en ægtefælles aktiver, skal
de enkelte aktiver ikke nævnes.
Er aktiver ikke identificeret tilstrækkeligt, afvises ægtepag-
ten helt eller delvist fra tinglysning.
Med hensyn til prøvelsen af, om aftalen i ægtepagten er i
overensstemmelse med retsvirkningsloven, bemærkes, at ek-
sempelvis ægtepagter, der indeholder bestemmelser om, at
gæld skal være særeje, afvises.
Afvises en ægtepagt, kan ægtefællerne tilrette ægtepagten
og anmelde den til tinglysning igen.
Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den ved en se-
nere formuedeling skal anses for materielt gyldig. Der er så-
ledes ikke noget til hinder for, at en ægtefælle senere gør
gældende, at eksempelvis en særejebestemmelse i en tin-
glyst ægtepagt er ugyldig, fordi den falder uden for, hvad
ægtefællerne kan aftale efter retsvirkningsloven. Endvidere
er tinglysning ikke til hinder for, at en ægtepagt tilsidesættes
efter de almindelige ugyldighedsregler i aftaleloven.
En ægtepagts retsvirkninger regnes fra den dag, hvor den
anmeldes til tinglysning.
3.10.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indhol-
det af ægtepagter
Når en ægtepagt tinglyses i personbogen, lagres den i et til
personbogen særskilt knyttet ægtepagtsregister. Af ægtepag-
ter, der er tinglyst før 21. marts 2011, hvor den digitale per-
sonbog blev indført, opbevarer Tinglysningsretten en fysisk
genpart, mens alle ægtepagter tinglyst efter denne dato fin-
des digitalt i tinglysningssystemet.
Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5, er oplysninger i
personbogen om tinglyste ægtepagter offentligt tilgængelige
for enhver i en række tilfælde. Derudover er der i medfør af
tinglysningslovens § 50, stk. 1, i adgangsbekendtgørelsen
fastsat nærmere regler om videregivelse af oplysninger fra
tinglysningssystemet, herunder efter § 50 c. Efter adgangs-
bekendtgørelsens § 35, stk. 1, er oplysningerne i tingly-
sningssystemet, med undtagelse af oplysninger om person-
numre, offentligt tilgængelige. Efter adgangsbekendtgørel-
sens § 35, stk. 2, kan adgang til oplysningerne i bl.a. person-
bogen til enhver tid mod betaling af de i retsafgiftsloven
fastsatte afgifter opnås via Tinglysningsrettens internetportal
eller ved brug af en systemopkobling godkendt af retten.
Ved lov nr. 519 af 28. maj 2013 om ændring af bl.a. retsaf-
giftsloven og tinglysningsloven blev bestemmelserne i rets-
afgiftslovens §§ 49 a og 49 b ophævet, og afgiften for op-
slag i og udskrifter fra akter i det digitale tinglysningssystem
blev ophævet, hvorfor der i dag er gratis adgang til oplys-
ninger i tinglysningssystemet.
For så vidt angår ægtepagter er det således gratis at få oplys-
ning om indholdet af en tinglyst ægtepagt via Tinglysnings-
rettens onlineportal. Dette gælder dog kun for ægtepagter
tinglyst efter 21. marts 2011 i det digitale tinglysningssy-
stem. For ægtepagter tinglyst før 21. marts 2011 fremgår det
ved opslag i personbogen kun, om en person har tinglyst
ægtepagt, og hvilken type ægtepagt der er tale om. Enhver
har imidlertid ret til at modtage oplysninger om indholdet af
en ægtepagt tinglyst før 21. marts 2011. Disse oplysninger
kan rekvireres hos Tinglysningsretten mod betaling af kr.
175 i medfør af retsafgiftslovens § 48, stk. 3, 2. pkt., jf. stk.
1, 1. pkt.
Ifølge Tinglysningsretten blev der i 2015 foretaget 265.873
opslag i personbogen generelt via det digitale tinglysnings-
57
system. I 2015 modtog Tinglysningsretten endvidere 1683
anmodninger om kopier af ægtepagter tinglyst før 21. marts
2011, hvoraf størstedelen af anmodningerne kom fra skifte-
retterne som led i skiftebehandling af boer, jf. nedenfor.
Adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter bliver
bl.a. benyttet af SKAT ved beregning af visse tinglysnings-
afgifter. Når det er relevant, overføres oplysninger om ind-
holdet af ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011 elektro-
nisk til SKAT til brug for afgiftsberegningen, jf. § 28, stk. 1,
nr. 1, i bekendtgørelse nr. 835 af 4. september 2009 om tek-
niske krav og forskrifter for tinglysningssystemet. Hvis æg-
tepagten er tinglyst før 21. marts 2011, har SKAT ligeledes
adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter, men må
i disse tilfælde rekvirere en udskrift af ægtepagten fra Tin-
glysningsretten.
Endvidere anvendes adgangen til oplysninger om indholdet
af ægtepagter af skifteretterne, primært til brug for deres be-
handling af dødsboer. Når en person afgår ved døden, mod-
tager skifteretten automatisk besked om dette og sender en
elektronisk forespørgsel til tinglysningssystemet vedrørende
både ægtepagter og testamenter. Hvis der er tinglyst en æg-
tepagt, sender tinglysningssystemet automatisk besked om
dette til skifteretten sammen med kopi af ægtepagten. Dette
gælder dog kun i de tilfælde, hvor ægtepagten er tinglyst ef-
ter 21. marts 2011, idet den i modsat fald ikke foreligger di-
gitalt. I andre tilfælde får skifteretten alene besked om, at
der er oprettet ægtepagt, og må herefter rekvirere en kopi
heraf fra Tinglysningsretten eller skiftesagens parter.
Hvis der er oprettet et testamente, sender tinglysningssyste-
met automatisk en kopi af dette til skifteretten, hvis testa-
mentet er indberettet til Tinglysningsretten efter 1. maj
2012. I modsat fald foreligger testamentet ikke digitalt, og
skifteretten må herefter rekvirere en kopi heraf fra den byret,
hvor notartestamentet er oprettet, eller fra skiftesagens par-
ter.
I modsætning til hvad der i dag gælder for ægtepagter, er der
ikke den samme adgang til oplysninger for offentligheden
om testamenter. Efter notarialbekendtgørelsens § 17 har kun
den, der har fået foretaget en notarialforretning, herunder
oprettet notartestamente, og andre, der har retlig interesse i
forretningen, ret til efter regler i retsplejelovens § 41 at få
udleveret en udskrift hos notaren af fortegnelsen over notari-
alforretninger og af de øvrige dokumenter vedrørende nota-
rialforretningen, som opbevares på dommerkontoret. Det er
i retspraksis, at et testamente er et personligt og fortroligt
dokument, der som udgangspunkt ikke kan kræves fremlagt
under en retssag i testators livstid. Det er i teorien antaget, at
andre end testator eller en af ham bemyndiget person, f.eks.
en advokat, ikke vil kunne få udleveret en kopi af testamen-
tet i medfør af notarialbekendtgørelsens § 17.
3.10.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen
Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 6, kan meddelelse om
ændring af oplysninger i edb-registrene (tinglysningssyste-
met) sendes til enhver, med hvem der er indgået aftale her-
om. For så vidt angår personbogen, er der i § 24 i bekendt-
gørelse nr. 213 af 15. marts 2011 om tinglysning i personbo-
gen (personbogsbekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om
abonnementsordningen. Det fremgår heraf bl.a., at Tingly-
sningsretten for enhver, der ansøger herom, kan oprette et
abonnement, der indebærer, at den pågældende modtager
meddelelse, når bestemte personer i personbogen disponerer
i tinglysningsmæssig henseende, jf. § 24, stk. 1.
3.10.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.10.2.1. Oprettelse af ægtepagt
Retsvirkningslovsudvalget har ikke overvejet at ændre kra-
vet om skriftlighed og underskrift i retsvirkningslovens
§ 35, når ægtefæller ønsker at indgå aftale om særeje m.v.
Det er således udvalgets opfattelse, at en generel registrering
af alle ægtepagter bør bevares som gyldighedsbetingelse.
Herved sikres bl.a., at eventuelle ægtepagter kommer frem
ved en ægtefælles død, og at en ægtefælle ikke kan destruere
en ægtepagt, som er til skade for den pågældende.
En ægtepagt har på samme måde som et testamente, men i
modsætning til de fleste andre aftaler, ofte først virkning
mange år efter, at den er oprettet. Der er endvidere tale om
en aftale, som kan have store økonomiske konsekvenser for
en part. Dette medfører efter udvalgets opfattelse, at der må
gælde skærpede krav til sikkerheden for, at aftalen reelt er
indgået af begge parter, og at de fornuftmæssigt var i stand
til at indgå aftalen. Det vil således efter de gældende regler
være særdeles vanskeligt for en ægtefælle, der ved en skil-
smisse bliver konfronteret med en tinglyst ægtepagt, som
den anden ægtefælle har oprettet ved misbrug af den første
ægtefælles digitale signatur, at bevise, at den pågældende ik-
ke har indgået aftalen.
Det er udvalgets opfattelse, at underskrift af en ægtepagt for
notaren vil medføre en øget sikring af, at ægtefællerne har
den fornødne habilitet og forståelse for ægtepagtens indhold.
Udvalget foreslår derfor, at ægtepagter ikke længere skal
tinglyses for at være gyldige, men at de i stedet skal under-
skrives for notaren på samme måde som testamenter. Nota-
ren vil i forbindelse med underskrivelsen af ægtepagten sik-
re sig ægtefællernes identitet, og at de fornuftmæssigt er i
stand til at indgå aftalen. Notaren sørger herefter for, at æg-
tepagten registreres i et register på samme måde som ved
notartestamenter.
Udvalget bemærker endvidere, at ægtepagter jævnligt opret-
tes sammen med testamenter med det formål at begrænse
f.eks. et særbarns arv. Det kan i disse tilfælde være uheldigt,
at der gælder forskellige formkrav til de to dokumenter.
Udvalget finder, at det lige som ved testamenter bør være
muligt at oprette en ægtepagt under medvirken af vidner ef-
ter samme regler som vidnetestamenter, men med en efter-
følgende obligatorisk registrering. En vidneordning bør in-
58
deholde en forholdsvis kort tidsfrist (4 uger) til at indlevere
ægtepagten til registrering. Ægtepagten skal som i dag kun-
ne indleveres af den ene ægtefælle, selvom den anden ægte-
fælle protesterer.
Udvalget finder ikke, at en anmodning om separation eller
skilsmisse bør afskære ægtefællerne – eller den ene af dem –
fra at få registreret ægtepagten. I modsat fald ville en ægte-
fælle kunne risikere, at den anden ægtefælle fragår en aftale
om særeje ved umiddelbart efter at anmode om separation
eller skilsmisse. Dør en ægtefælle inden registrering af en
ægtepagt oprettet for vidner, kan den anden ægtefælle have
en interesse i ikke at fremlægge ægtepagten, hvis den pågæl-
dende derved bliver stillet bedre på skiftet. Udvalget finder
derfor, at den afdøde ægtefælles arvinger bør have mulighed
for at få lagt ægtepagten til grund for skiftet, selv om de
først finder den efter udløbet af fristen for registrering. Hel-
ler ikke den længstlevende ægtefælle bør i denne situation
være bundet af 4-ugers fristen.
Udvalget peger på, at registreringen kan ske i det nuværende
Centralregister for Testamenter, men overlader det til Ju-
stitsministeriet at overveje, om det er mest hensigtsmæssigt
at oprette et selvstændigt register for ægtepagter – Ægte-
pagtsregistret.
3.10.2.2. Prøvelse af ægtepagter
Udvalget finder, at prøvelsen af ægtepagter bør afskaffes.
Udvalget henviser til, at kritikken af Tinglysningsrettens
krav til identifikation af de aktiver, der er omfattet af en æg-
tepagt. Kritikken går navnlig på, at rettens krav om, at der
ikke må være tvivl om særejets omfang, er for restriktiv, så-
ledes at ægtepagter afvises af formelle grunde, selv om der
ikke er grund til at antage, at det vil give anledning til for-
tolkningstvivl, f.eks. hvis en fast ejendom er angivet alene
ved beliggenhed og ikke ved matrikelnummer. Det er i den
forbindelse anført, at der ved vurderingen af risikoen for
sammenblanding af særeje og delingsformue ikke tages hen-
syn til surrogationsprincippet, hvorefter aktiver, der er købt
for særejemidler, forbliver særeje uden tinglysning af ægte-
pagt herom (se punkt 3.12), og til reglerne om regulerings-
krav (vederlagskrav), der har til formål at genoprette balan-
cen mellem særeje og delingsformue ved sammenblanding
af særeje og delingsformue (se punkt 3.17.).
Som i andre situationer, hvor der opstår tvist om, hvorvidt et
aktiv er særeje eller ej, følger det af almindelige fortolk-
ningsregler, at tvivlen som udgangspunkt kommer den ægte-
fælle, der gør gældende, at et aktiv er særeje, til skade.
Udvalget peger videre på, at en ægtepagt f.eks. om, at alt,
hvad en ægtefælle ejede ved ægteskabets indgåelse, skal væ-
re særeje, ikke entydigt fastlægger, præcis hvilke aktiver der
er omfattet af særejet, da en sådan ægtepagt kan tinglyses
uden identifikation af de aktiver, der er omfattet af særejet.
Afvises en ægtepagt på grund af en formel mangel, og dør
den ene ægtefælle, inden fejlen er rettet og ny anmeldelse af
ægtepagten er sket, kan ægtefællerne eller deres arvinger ri-
sikere at miste den retsstilling, som ægtefællerne havde af-
talt. Tilsvarende kan en ægtefælle lide retstab, hvis den an-
den ægtefælle nægter at medvirke til at rette op på en ægte-
pagt, hvor specifikationskravet ikke er opfyldt.
Samtidig kan tinglysning efter udvalgets opfattelse give æg-
tefællerne indtryk af, at de kan være sikre på, at ægtepagten
er gyldig, og at den vil kunne lægges til grund ved en senere
formuedeling. Som anført i punkt 3.10.1.1. er tinglysning
imidlertid ikke en sikkerhed for, at ægtepagten materielt er
gyldig.
3.10.2.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
Retsvirkningslovsudvalget har anført, at oplysninger om,
hvad et ægtepar har aftalt om deling af deres formuer ved
separation, skilsmisse eller død, af de fleste opfattes som no-
get, der hører privatlivet til på samme måde som oplysnin-
ger i testamenter, der ikke er offentligt tilgængelige. At op-
lysninger om ægtepagter er offentligt tilgængelige i kraft af
tinglysningssystemet opfattes derfor typisk af ægtefællerne
som ubehageligt. Navnlig for ægtefæller, der er kendt i pres-
sen, og som risikerer at få offentliggjort oplysninger om de-
res privatliv, kan frygten herfor føre til, at de undlader at op-
rette den ægtepagt, som de egentlig ønsker, eller at ægtepag-
ten udformes mindre detaljeret end hensigtsmæssigt for at
undgå, at andre får kendskab til, hvad de ejer.
Kravet om tinglysning som gyldighedsbetingelse mellem
ægtefællerne var oprindeligt begrundet med hensynet til æg-
tefællernes arvinger og kreditorer.
Da kravet om tinglysning blev indført, var der forskel på
ægtefællernes råderet og hæftelse over for kreditorer, afhæn-
gigt af om der var delingsformue eller særeje i ægteskabet.
Det var således væsentligt for kreditorer at have kendskab
til, hvilken formueordning en skyldner havde aftalt med sin
ægtefælle. Efter gældende ret, som udvalget foreslår videre-
ført, hæfter en ægtefælle kun med sin egen formue over for
sine kreditorer og som udgangspunkt kun for sin egen gæld.
For at kunne foretage en kreditvurdering af en kommende
låntager eller forretningspartner eller for at få inddrevet et
tilgodehavende er det derfor efter udvalgets opfattelse kun
nødvendigt at få oplysninger om, hvad den pågældende ejer.
Det er derimod som udgangspunkt uden betydning for kredi-
tor, om den pågældendes formue eller dennes ægtefælles
formue er gjort til særeje. Det kan ikke antages, at f.eks. en
kreditgiver ved sin vurdering lægger vægt på skyldnerens
mulighed for at få del i sin ægtefælles formue ved en even-
tuel kommende skilsmisse. Lægger långiver, hvad der ofte
vil være tilfældet, tillige vægt på at kende til skyldnerens
ægtefælles økonomi, kan långiver kræve oplysninger herom
som betingelse for at yde lånet, og långiver kan betinge lå-
net af, at ægtefællen tillige hæfter. Selv i § 12 i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige (lovbekendtgørelse nr. 29
af 12. januar 2015 med senere ændringer), hvor princippet
om særhæften er brudt, således at en ægtefælles skattegæld
59
kan inddrives hos den anden ægtefælle, er det uden betyd-
ning, om der er særeje eller delingsformue i ægteskabet.
Afgår en ægtefælle ved døden, har det derimod betydning
for afdødes arvinger og kreditorer at få kendskab til eventu-
elle ægtepagter, idet f.eks. en ægtepagt om særeje har betyd-
ning for størrelsen af arven efter afdøde. Dette hensyn tilgo-
deses imidlertid efter udvalgets opfattelse bedst ved en æn-
dring af dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, således at skifteret-
ten efter et dødsfald skal indhente oplysninger om eventuel-
le ægtepagter på samme måde, som den indhenter oplysnin-
ger om testamenter.
På denne baggrund finder udvalget, at hensynet til beskyttel-
se af ægtefællernes privatliv vejer tungere end hensynet til
pressens, kreditorers og arvingers interesse i at kunne få ind-
sigt i ægtepagter.
Der bør derfor – svarende til, hvad der gælder for testamen-
ter – kun være adgang til at se en ægtepagt i de tilfælde,
hvor der er en retlig interesse. I overensstemmelse med ord-
ningen for notartestamenter i arvelovens § 63, stk. 3, fore-
slår udvalget, at det overlades til justitsministeren at fastsæt-
te regler om adgangen til at få oplysninger fra ægtepagter,
der er registreret i det af udvalgets foreslåede Ægtepagtsre-
gister.
3.10.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.10.3.1. Oprettelse af ægtepagt
Ægtepagter anmeldes i dag digitalt til tinglysning på samme
måde som dokumenter om overdragelse og belåning af fast
ejendom m.v. I det digitale tinglysningssystem kan ægtefæl-
ler underskrive en ægtepagt digitalt samtidig med, at ægte-
pagten med digital underskrift anmeldes til tinglysning i tin-
glysningssystemet. Systemet er velfungerende, og der ses
ikke at foreligge oplysninger om misbrug af systemet, der
har været i kraft siden 2012.
Digitaliseringen af tinglysningssystemet er sket som et led i
en indsats for at øge digitaliseringen af hele den offentlige
sektor.
I den fællesoffentlige digitale digitaliseringsstrategi
2016-2020 ("Et stærkere og mere trygt digitalt samfund")
fremhæver regeringen, KL og Danske Regioner bl.a., at den
offentlige sektor i tæt samarbejde med erhvervsliv, interes-
seorganisationer m.v. må arbejde for at skabe grundlaget for
et fleksibelt og tilpasningsdygtigt samfund i en stadigt mere
digitaliseret verden. Dette sker med henblik på at skabe en
brugervenlig og overskuelig digital offentlig sektor.
På det familieretlige område er der allerede gennemført flere
digitaliseringstiltag. Eksempelvis er der i 2013 og 2014 ble-
vet indført obligatorisk digital selvbetjening i relation til er-
klæring om faderskab, ansøgninger om forældremyndighed,
barnets bopæl, samvær m.v., anmodning om separation og
skilsmisse og ansøgning om børne- og ægtefællebidrag.
På den baggrund finder Børne- og Socialministeriet ikke
grundlag for at ændre den eksisterende fleksible digitale
ordning og erstatte den med en ordning, hvor ægtepagter un-
derskrives for enten notar eller vidner, og hvor parterne efter
oprettelsen af en vidneægtepagt skal sørge for at få ægtepag-
ten registreret i et register. Lovforslagets bestemmelse om
underskrift på ægtepagt skal således forstås i overensstem-
melse med den eksisterende digitale løsning.
Ministeriet er opmærksomt på, at ægtepagter i nogle situati-
oner oprettes sammen med testamenter og udgør en samlet
løsning på ægtefællernes ønsker om fordelingen af deres
formue efter deres død. Det ville derfor være hensigtsmæs-
sigt, at ægtefællerne kunne oprette ægtepagt og testamente
samtidigt for notaren. Ministeriet finder imidlertid ikke, at
hensynet hertil gør det nødvendigt at ændre den eksisterende
digitale løsning for ægtepagter. Det bemærkes, at der ikke er
noget til hinder for, at ægtefællerne underskriver ægtepagten
for notaren samtidig med testamentet, blot de derefter sørger
for, at ægtepagten anmeldes digitalt til tinglysning.
3.10.3.2. Prøvelse af ægtepagter
Tinglysningsretten foretager en prøvelse af ægtefællernes
identitet og af formkravene til identifikation af de aktiver,
som ægtepagten vedrører, inden en ægtepagt tinglyses. Tin-
glysningsretten prøver også, om ægtepagten indholdsmæs-
sigt ligger inden for rammerne af, hvad ægtefællerne kan af-
tale efter retsvirkningsloven.
Mange ægtepagter afvises fra tinglysning, fordi de ikke
overholder formkravene til identifikation af aktiverne, f.eks.
at en fast ejendom kun er identificeret ved adresse og ikke
ved matrikelnummer, eller fordi de falder uden for aftalemu-
lighederne i retsvirkningsloven.
Afvisninger påfører ægtefællerne mere arbejde, fordi de skal
aftale, hvordan ægtepagten skal tilrettes, og derefter skal de
sende den til tinglysning igen.
Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at prøvelsen afskaf-
fes, da den efter udvalgets opfattelse er overflødig.
Børne- og Socialministeriet er enig med udvalget i, at en
ægtepagt ikke bør prøves og afvises fra tinglysning, med-
mindre der er en god grund til det. Inden udvalgets forslag
gennemføres, bør det imidlertid overvejes, om prøvelsen af
ægtepagter betyder, at indholdet af tinglyste ægtepagter i
højere grad er i overensstemmelse med retsvirkningsloven,
end hvis ægtepagter ikke prøves. I så fald kan prøvelsen be-
tyde, at en række retssager om formuedelingen undgås.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om
betydningen af Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter,
der gør det muligt at tage stilling til udvalgets forslag. Bør-
ne- og Socialministeriet vil derfor i samarbejde med Justits-
ministeriet iværksætte en undersøgelse af Tinglysningsret-
tens prøvelse af ægtepagter inden tinglysning. Der sigtes
navnlig til en undersøgelse af årsagerne til, at ægtepagter i
dag afvises. Afhængig af resultatet af undersøgelsen vil det
60
blive overvejet, om prøvelsen – og dermed tinglysningen –
bør afskaffes og erstattes af en registreringsordning.
3.10.3.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
Børne- og Socialministeriets er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at offentligheden ikke har behov for at kende
indholdet af en ægtepagt. Kun ægtefællerne og domstolene,
navnlig skifteretterne, har behov for kende disse oplysnin-
ger. Endvidere har skattemyndighederne behov for adgang
til oplysningerne med henblik på beregning af tinglysnings-
afgifter.
Private personer kan dog i begrænset omfang også have en
retlig interesse i at kende indholdet af en ægtepagt, f.eks. til
brug for en retssag mod et ægtepar, der har forsøgt at bringe
deres formue i kreditorly.
Det foreslås derfor, at det nærmere indhold af ægtepagter ik-
ke længere skal være tilgængeligt for offentligheden, dog
sådan at ægtefællerne, domstolene og skattemyndighederne
fortsat skal have adgang til oplysninger herom.
Endvidere skal en privat person eller en privat virksomhed
have adgang til oplysninger om indholdet af en ægtepagt,
hvis den pågældende efter en konkret vurdering har en retlig
interesse i ægtepagten.
Der foreslås ikke ændringer i offentlighedens adgang til op-
lysninger i personbogen om, hvorvidt en person har oprettet
en ægtepagt. Disse oplysninger anvendes bl.a. af advokater
og pengeinstitutter, der rådgiver ægtefæller om deres økono-
miske forhold. Ved opslag i personbogen vil det således som
i dag fortsat fremgå, at en person har oprettet en ægtepagt,
men der vil ikke være adgang til indholdet af ægtepagten.
3.10.4. Den foreslåede ordning
Reglerne i retsvirkningsloven om oprettelse og tinglysning
af ægtepagter videreføres i lov om ægtefællers økonomiske
forhold uden indholdsmæssige ændringer. Bestemmelserne
indsættes i loven i kapitel 6 om ægtepagter.
I overensstemmelse med gældende ret foreslås der indsat en
bestemmelse om, at også kommende ægtefæller kan oprette
en ægtepagt (§ 19).
Efter de foreslåede regler er en ægtepagt kun gyldig, når den
er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbo-
gen efter reglerne herom i lov om tinglysning, herunder om
anvendelse af digital signatur. Skal en ægtefælles værge ef-
ter værgemålsloven give samtykke til en ægtepagt, er ægte-
pagten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den
(§ 20). En ægtepagt kan efter § 21 kun ændres eller ophæves
ved ægtepagt.
Enhver af ægtefællerne kan efter lovforslagets § 22 anmode
om, at begære en ægtepagt tinglyses.
Med hensyn til Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter
vil Børne- og Socialministeriet i samarbejde med Justitsmi-
nisteriet iværksætte en undersøgelse af prøvelsen, og når re-
sultatet af undersøgelsen foreligger, vil det blive overvejet,
om prøvelsen – og dermed tinglysningen – bør afskaffes og
erstattes af en registreringsordning.
Ændringen af reglerne om offentlighedens adgang til ind-
holdet af ægtepagter gennemføres ved ændring af tingly-
sningsloven. Der henvises til følgelovforslaget, de alminde-
lige bemærkninger, punkt 2.5., samt til § 4 og bemærknin-
gerne hertil.
3.11. Arv og gave fra tredjemand
3.11.1. Gældende ret
3.11.1.1. Arv og gave
Efter retsvirkningslovens § 28 a kan en arvelader eller gave-
giver vedrørende arv, herunder tvangsarv, og gave træffe til-
svarende bestemmelse om særeje, som ægtefæller kan aftale
efter lovens § 28. Bestemmelsen indebærer, at arv og gave
indgår i formuedelingen, medmindre arvelader og gavegiver
har bestemt, at arven og gaven skal være særeje, herunder
skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinations-
særeje. De forskellige former for særeje i § 28 er beskrevet i
punkt 3.8.
En særejebestemmelse efter § 28 a gælder også, selvom æg-
tefællen modtog arven eller gaven inden ægteskabet.
Efter § 28 a skal en bestemmelse om, at arv skal være sær-
eje, træffes ved testamente. Det er dog tilstrækkeligt, at der
foreligger en formløs testamentarisk bestemmelse om sær-
eje, hvis der ikke fremkommer indsigelser mod bestemmel-
sen fra de øvrige arvinger, jf. arvelovens § 79.
En bestemmelse om, at arveforskud skal være særeje, skal
være truffet senest samtidig med, at arveforskuddet ydes.
Det er ikke tilstrækkeligt, at det er bestemt i et testamente, at
den arv, der ydes forskud på, skal være særeje.
Efter arvelovens § 58, stk. 1, er båndlagt arv skilsmissesær-
eje. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt særeje ved
arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle
kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt
særeje. Efter stk. 2 finder stk. 1 bl.a. tilsvarende anvendelse,
når en båndlæggelse ophører som følge af, at livsarvingen
fylder 25 år, eller arven frigives eller udbetales. Efter stk. 3
kan bestemmelserne i stk. 1 og 2 fraviges ved testamente.
Generelt gælder der ingen formkrav til gaver. Bestemmelse
om, at en gave skal være særeje, skal træffes senest samti-
digt med gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodta-
geren. Gave omfatter tillige forsikrings- og pensionsydelser,
som en ægtefælle modtager fra tredjemand.
Har en arvelader eller gavegiver bestemt, at arven eller ga-
ven skal være særeje, kan modtageren og dennes ægtefælle
ifølge retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, ikke aftale noget,
der strider mod ærejebestemmelsen. Har arvelader således
f.eks. bestemt, at en arv skal være fuldstændigt særeje, kan
61
arvingen og dennes ægtefælle ikke ved ægtepagt aftale, at
arven skal være delingsformue.
Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og
dennes ægtefælle skal kunne ændre en særejebestemmelse,
og der kan fastsættes betingelser herfor. Arveladers bestem-
melser herom skal fremgå af testamentet. Tilsvarende træf-
fes en gavegivers bestemmelser herom ved gaveløftet eller
gavens overgivelse til gavemodtageren, men der er ikke no-
get til hinder for, at gavegiver senere accepterer ophævelse
eller fravigelse af den oprindelige særejebestemmelse.
En arvelader kan således f.eks. i testamentet bestemme, at
arven skal være modtagerens fuldstændige særeje, men at
modtageren og dennes ægtefælle kan aftale, at arven i stedet
skal være delingsformue, forudsat at ægteskabet på det tids-
punkt, hvor modtageren og ægtefællen indgår en sådan afta-
le, har varet mindst 10 år.
Formkravene til bestemmelser om, at arv og gave skal være
særeje, betyder bl.a., at en ægtefælle ikke altid er bekendt
med, at den anden ægtefælle har formue, som tredjemand
har bestemt, skal være særeje. Der kan derfor opstå situatio-
ner, hvor en ægtefælle først ved formuedelingen bliver klar
over, at den anden ægtefælle havde modtaget en væsentlig
del af sine aktiver som arv, der ved testamente var gjort til
særeje, og som derfor ikke indgår i ligedelingen.
Det har længe været uafklaret, i hvilket omfang tredjemand
kan træffe bestemmelse om særeje for et aktiv, når arven el-
ler gaven kun udgør en del af aktivets værdi (delarv/delga-
ve). Problemet opstår navnlig i relation til fast ejendom, der
overdrages som gave, og hvor gavemodtager betaler et del-
vist vederlag med delingsformue eller overtager prioritets-
gæld i ejendommen. Tilsvarende situationer kan opstå, når
en person arver et aktiv, der er behæftet med gæld, og even-
tuelt tillige skal betale et beløb – med delingsformue – til
dødsboet, fordi aktivets værdi overstiger den pågældendes
arv.
I betænkningens kapitel 6, afsnit 2.1.1., opsummerer Rets-
virkningslovsudvalget de forskellige tolkninger af retstil-
standen således:
– Det ene synspunkt er, at når gavemomentet er tilstræk-
keligt stort, formentlig på ca. 20 pct. eller mere, kan ga-
vegiver bestemme, at hele aktivet skal være særeje. Er
gavemomentet relativt lille, måske under 10 pct., er ga-
vegiver afskåret fra at bestemme særeje. Når gavemo-
mentet er i intervallet mellem ca. 10 pct. og ca. 20 pct.,
beror det på en konkret vurdering, hvori indgår, om ga-
vemomentet absolut set er betydeligt, hvordan overdra-
gelsessummen berigtiges, og hvor stor usikkerhed der er
om værdiansættelsen m.v.
– Det andet synspunkt er, at når et aktiv overdrages delvist
som arv eller gave, der skal være særeje, og delvist ved
vederlag fra delingsformue eller ved gældsovertagelse,
opstår der et anpartssæreje (se punkt 3.12.1.), således at
kun den del af aktivet, der svarer til gavemomentet, er
særeje, mens resten er delingsformue, forudsat at modta-
gerens formue i øvrigt er delingsformue.
Efterfølgende har Højesteret ved dom af 3. november 2016
(sag 46/2016) fastslået, at et behæftet aktiv, der modtages
som gave med særejebestemmelse, i sin helhed er særeje,
Efter dommen er det dog en betingelse for, at aktivet er sær-
eje, at overdragelsen af aktivet indeholdt et betydeligt gave-
element, I den konkrete sag, hvor værdien af gaven udgjorde
44,12 pct. af aktivets værdi, fandt Højesteret, at aktivet i sin
helhed var særeje.
Det må antages, at tilsvarende gælder behæftede aktiver, der
modtages som arv med særejebestemmelse.
3.11.1.2. Forsikringer m.v.
Efter § 102, stk. 1, i forsikringsaftaleloven kan forsikringsta-
geren ved tegning af en forsikring indsætte en anden som
begunstiget. Ved forsikringstagerens død udbetales forsik-
ringssummen umiddelbart til den begunstigede. Indsættelse
af en begunstiget er efter lovens § 103, stk. 1, kun gyldig,
såfremt den skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller
påtegnes policen af selskabet. Forsikringstageren kan efter
stk. 2 ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 be-
stemme, at forsikringssummen skal være den begunstigedes
særeje.
Efter § 2, stk. 1, i pensionsopsparingsloven kan kontohave-
ren ved oprettelsen af en pensionsopsparing (opsparing og
rateopsparing i pensionsøjemed) eller senere indsætte en an-
den som begunstiget. Ved kontohaverens død udbetales de
opsparede midler umiddelbart til den begunstigede. Indsæt-
telse af en begunstiget er efter lovens § 3, stk. 1, kun gyldig,
såfremt den skriftligt meddeles pengeinstituttet eller optages
i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af pengeinstitut-
tet. Kontohaveren kan efter stk. 2 ved testamente eller ved
indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler
skal være den begunstigedes særeje.
Beløb, der er udbetalt efter de to bestemmelser, er delings-
formue for modtageren, medmindre der er truffet bestem-
melse om særeje. I det følgende behandles sådanne beløb
som gave.
3.11.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Justitsministeriets Forskningsafdeling har til brug for Rets-
virkningslovsudvalgets arbejde foretaget en undersøgelse af
befolkningens syn på deling af formuer ved skilsmisse. På
spørgsmålet om, hvordan en arv eller gave skal deles ved
skilsmisse, svarede 28 pct., at der skal ske ligedeling, mens
47 pct. svarede, at modtageren skal beholde arven eller ga-
ven. 19 pct. svarede, at det afhænger af ægteskabets varig-
hed. I Danske Familieadvokaters befolkningsundersøgelse
svarede 33 pct., at arv og gave bør ligedeles, mens 60 pct.
mente, at arv og gave bør holdes uden for formuedelingen.
Undersøgelser af ægtepagter viser, at der ikke er mange æg-
tepar, der aftaler, at arv og gave skal være særeje.
62
En undersøgelse foretaget af advokat Ulrik Grønborg af
3.000 henvendelser i 2011-2012 om oprettelse af testamente
viser, at 66,2 pct. ønskede en særejeklausul, heraf 25,8 pct.
kombinationssæreje, 30,1 pct. fuldstændigt særeje med suc-
cession og 10,4 pct. fuldstændigt særeje uden klausul om
succession.
Som beskrevet i punkt 3.4.2. er der efter udvalgets opfattelse
mange fordele ved at bevare formuefællesskabet som legal
formueordning. Dette skyldes navnlig, at det er velkendt for
de fleste, at ægtefællers formuer ligedeles ved separation og
skilsmisse. Ægtefællerne kan indrette sig i tillid hertil eller
aftale en anden ordning.
For så vidt angår arv og gave viser befolkningsundersøgel-
serne ovenfor efter udvalgets opfattelse, at der i befolknin-
gen er et betydeligt flertal, der ønsker, at arv og gave skal
holdes uden for ligedelingen. Endvidere medfører de mange
bestemmelser om særeje i testamenter, at arv i mange ægte-
skaber er særeje, uanset om ægtefællerne ønsker det eller ej.
Da der ikke er mange ægtefæller, der selv aftaler, at arv og
gave skal være særeje, finder udvalget, at opretholdelse af
den gældende ordning vil betyde, at delingen af arv og gave
i de fleste tilfælde vil afhænge af, hvad ægtefællernes foræl-
dre m.v. har bestemt – eller ikke har bestemt. Om der er
truffet bestemmelse om, at arv skal være særeje, afhænger
formentlig af, om arveladeren af andre grunde føler behov
for at oprette testamente og i den forbindelse får vejledning
om muligheden for at bestemme, at arven skal være særeje.
Hvis den gældende ordning opretholdes, vil der være en del
ægtepar, hvor den ene ægtefælles arv og gave er særeje som
følge af en tredjemandsbestemmelse, mens den anden ægte-
fælles arv og gave indgår i formuedelingen. Dette vil for-
mentlig ofte ikke være udtryk for et bevidst valg, hverken
for ægtefællerne eller den arvelader og gavegiver, der ikke
har truffet en særejebestemmelse.
At den ene ægtefælle skal dele sin arv og gave ved separati-
on eller skilsmisse, mens den anden kan beholde sin, uden at
dette er aftalt eller overvejet på forhånd, vil efter udvalgets
opfattelse formentlig blive opfattet som urimeligt.
På denne baggrund finder et flertal i udvalget, at der bør ind-
føres en legal ordning, hvor arv og gave i et vist omfang kan
holdes uden for formuedelingen.
Et mindretal foreslår, at arv og gaver fortsat skal indgå i li-
gedelingen, medmindre arvelader eller gavegiver har truffet
anden bestemmelse. Dette forslag skal ses i sammenhæng
med samme mindretals forslag om en regel om skønsmæssig
skævdeling, der er beskrevet i punkt 3.4.2.2.3.
Flertallet er imidlertid ikke enig om, hvordan ordningen skal
udformes og har delt sig i et flertal og et mindretal:
Et flertal af medlemmerne af flertallet foreslår, at værdien
ved modtagelsen af arv og gave ikke indgår i formuedelin-
gen ved separation eller skilsmisse i det omfang, værdien af
arven og gaven er i behold. Dette vil indebære, at værdistig-
ninger på arven eller gaven samt indtægter af arven eller ga-
ven indgår i delingen. Er arven eller gaven faldet i værdi, er
det kun værdien ved formuedelingen, der kan holdes uden
for delingen.
Dette flertal peger navnlig på, at hvis arv og gave skal være
modtagerens særeje, vil arvelader og gavegiver kunne be-
stemme over langt større værdier end arvens eller gavens
værdi ved modtagelsen, fordi også værdistigning på aktiver,
der er omfattet af arven eller gaven, vil være særeje.
Flertallet mener ligeledes, at arvelader og gavegiver ikke
som i dag skal kunne træffe bestemmelse om særeje, og at
det bør være op til ægtefællerne selv at aftale særeje.
Et mindretal af medlemmerne af flertallet mener, at arv og
gave skal behandles som særeje sådan, at det er selve arven
og gaven, der ikke skal deles, herunder værdistigninger.
Mindretallet bemærker, at flertallets forslag betyder, at en
ægtefælle ved formuedeling må betale for at udtage et arvet
aktiv, hvis aktivet er steget i værdi, herunder værdistigning
som følge af inflation. Mindretallet foreslår videre, at tredje-
mandsbestemmelser om arv og en gave bør følge de nugæl-
dende regler.
En del af mindretallet mener, at et aktiv, der erhverves del-
vist ved arv eller gave og delvist ved gældsovertagelse eller
ved indskud af delingsformue (delarv og delgave), kun bør
holdes uden for formuedelingen, hvis arvens eller gavens
værdi er så væsentlig, at der overordnet set reelt foreligger
en arv eller gave. Den anden del af mindretallet mener, at
når et aktiv kun delvist erhverves ved arv eller gave, bør der
opstå brøkdelssæreje, således at særejebrøken svarer til ar-
vens eller gavens værdi i forhold til aktivets samlede værdi.
Begge løsninger skal også omfatte tredjemandsbestemt sær-
eje.
Der er enighed i udvalget om, at ægtefæller ved ægtepagt
skal kunne aftale, at arv og gave skal indgå i delingen, når
dette ikke strider mod en bestemmelse fra gavegiver eller ar-
velader.
Udvalget er også enig om, at forsikrings- og pensionsydel-
ser, der kommer til udbetaling fra tredjemand, bør behandles
efter samme regler som arv og gave.
3.11.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.11.3.1. Legal ordning for arv og gave
Som det fremgår af punkt 3.4.3., er Børne- og Socialmini-
steriet enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at den gælden-
de ligedelingsordning fortsat bør danne grundlag for for-
mueordningen i Danmark.
Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at
arv og gave som grundregel holdes uden for ligedelingen.
Forslaget bryder med ligedelingsordningen, og efter mini-
steriets opfattelse bør det være op til ægtefællerne at aftale,
63
at deres formue helt eller delvist skal være særeje og dermed
bryde ligedelingen i deres ægteskab. Med forslaget til § 12
om aftaler om særeje har ægtefæller f.eks. mulighed for at
aftale, at arv og gave, som de modtager eller har modtaget,
skal være særeje.
Ministeriet er endvidere enig med det ene af udvalgets min-
dretal i, at arvelader og gavegiver fortsat skal kunne bestem-
me, at arv og gave – og ikke kun værdien af arven og gaven
som foreslået af flertallet – skal være særeje. Ministeriet har
herved særlig lagt vægt på, at en ægtefælle, der har arvet en
genstand, som under ægteskabet stiger i værdi, ikke vil kun-
ne udtage genstanden ved en senere formuedeling uden at
"indbetale" formuestigningen til fællesboet, hvis ægtefællen
alene kan udtage den værdi, som arven havde ved modtagel-
sen. Dette vil kunne skabe store – og i nogle tilfælde uover-
stigelige – problemer for en ægtefælle, der har arvet eksem-
pelvis en erhvervsvirksomhed eller en genstand, der har væ-
ret i slægtens eje i generationer.
Ministeriet er enig med udvalget i, at ægtefæller fortsat skal
kunne tilsidesætte arveladers og gavegivers bestemmelse om
særeje, i det omfang særejebestemmelsen giver dem mulig-
hed herfor.
3.11.3.2. Delarv og delgave
Efter ministeriets opfattelse må det formodes, at arveladere
og gavegivere, der træffer særejebestemmelse om arv og ga-
ve, forventer, at hele aktivet er særeje, selvom aktivet er be-
hæftet. Tilsvarende må det formodes, modtageren af arven
eller gaven og dennes ægtefælle går ud fra, at hele aktivet er
særeje.
Dette er i overensstemmelse med Højesterets dom fra no-
vember 2016 (se punkt 3.11.3.1.), der fastslog, at et behæftet
aktiv, der modtages som gave, i sin helhed er særeje. Ved
dommen afklarede Højesteret den hidtidige usikkerhed om
behandlingen af delgave – og dermed også delarv.
Det følger dog af dommen, at det efter gældende ret en be-
tingelse for, at aktivet er særeje, at overdragelsen af aktivet
indeholdt et betydeligt gaveelement, I den konkrete sag,
hvor værdien af gaven udgjorde 44,12 pct. af aktivets værdi,
fandt Højesteret, at aktivet i sin helhed var særeje. Dommen
afklarer således ikke, om der foreligger et betydeligt gave-
element, hvis gaveandelen er mindre end 44,12 pct.
Som det fremgår af punkt 3.11.2., foreslår et mindretal i ud-
valget, at ved delarv og delgave er hele aktivet kun særeje,
hvis friværdien – og dermed det reelle særeje – udgør en
væsentlig del af aktivets værdi. Efter dette forslag vil det be-
ro på et konkret skøn, om friværdien er så stor, at hele akti-
vet er særeje.
En sådan skønsmæssig vurdering falder efter ministeriets
opfattelse ikke i tråd med ønsket om, at reglerne i den nye
lov skal være enkle og tydelige sådan, at ægtefæller, arvela-
dere og gavegivere har mulighed for at få oplyst reglerne om
særejebestemmelser om arv og gave. Samtidig vil forslaget
betyde, at en arvelader ikke vil kunne være sikker på, at en
særejebestemmelse om et behæftet aktiv med en beskeden
friværdi vil være gyldig, navnlig hvis arvelader først dør
flere år efter oprettelsen af testamentet, og aktivets værdi i
mellemtiden er faldet. En arvelader vil således f.eks. ikke
kunne testere slægtsgården til et af sine børn med særeje-
klausul, hvis der kun er en beskeden friværdi i gården ved
dødsfaldet.
En løsning som foreslået af det andet mindretal i udvalget,
hvorefter et behæftet aktiv bliver brøkdelssæreje, medfører
bl.a., at en arvelader eller gavegiver ikke kan overdrage et
behæftet aktiv sådan, at hele aktivet er modtagerens særeje.
Ved formuedeling vil den ægtefælle, der har modtaget et be-
hæftet aktiv som arv eller gave, altid skulle dele en eventuel
værdistigning med sin ægtefælle. Dette vil indebære, at ejer-
ægtefællen skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at
kunne udtage aktivet. Det kan gøre det vanskeligere at be-
holde f.eks. en arvet erhvervsvirksomhed eller en ejendom,
der typisk altid i et eller andet omfang vil være behæftet
med gæld.
Efter ministeriets opfattelse ligger løsningen på delarv og
delgave-problematikken i udvalgets flertals forslag i punkt
3.12.2., hvorefter et aktiv, der erhverves dels for særejemid-
ler og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er sær-
eje, og at aktiver, der erhverves delvist for særeje delvist for
delingsformue, er brøkdelssæreje. Disse forslag, som mini-
steriet er enig i, foreslås udmøntet i lovforslagets § 24, hvor
stk. 1 vedrører kombinationen særeje/delingsformue, mens
stk. 2 vedrører kombinationen særeje/gældsovertagelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 2, vil en ægte-
fælle egenhændigt kunne erhverve et aktiv ved en beskeden
udbetaling af særejemidler med den konsekvens, at aktivet i
sin helhed er særeje, sådan at også hele værdistigningen på
aktivet er særeje.
Ministeriet finder ikke, at det vil være urimeligt for den an-
den ægtefælle, at hele værdistigningen på et behæftet aktiv
er særeje for ejeren, uanset om ejeren har erhvervet aktivet
for særejemidler eller har modtaget aktivet i arv eller gave
med en beskeden friværdi, der er særeje. Den omstændig-
hed, at aktivet stiger i værdi, medfører således ikke, at de-
lingsformuen bliver mindre.
Hvis ejeren anvender sin delingsformue til forbedring af ak-
tivet, har den anden ægtefælle et reguleringskrav efter lov-
forslagets § 38, jf. punkt 3.17.
Med den foreslåede løsning sikres det, at arveladeres og ga-
vegiveres særejebestemmelser respekteres, selvom aktivet er
behæftet og kun indeholder en beskeden friværdi. Samtidig
risikerer modtageren ikke senere at blive mødt med en på-
stand om, at aktivet er delingsformue.
Med en klar regel om delarv og delgave kan modtagerens
ægtefælle ikke have en forventning om, at aktivet skulle væ-
re delingsformue.
64
I forhold til gældende ret medfører forslaget udvidelse af ar-
veladers og gavegivers mulighed for at bestemme, at behæf-
tede aktiver som eksempelvis erhvervsvirksomhed og fast
ejendom skal være modtagerens særeje, selvom aktivets fri-
værdi er beskeden, På den måde vil modtageren eller dennes
arvinger i overensstemmelse med arveladers og gavegivers
ønsker nemmere kunne beholde aktivet efter separation,
skilsmisse og den andens ægtefælles død, også selvom akti-
vet er steget i værdi.
3.11.4. Den foreslåede ordning
3.11.4.1. Legal ordning for arv og gave
Efter lovforslagets § 5, stk. 1, er det udgangspunktet, at æg-
tefællerne ved separation eller skilsmisse deler deres de-
lingsformue lige, og ved en ægtefælles død eller ved skifte
af et uskiftet bo deles delingsformuen lige mellem den
længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og førstafdø-
des dødsbo.
Dette indebærer, at arv og gave er delingsformue, jf. forsla-
gene i punkt 3.11.3.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, kan arvela-
der og gavegiver fortsat bestemme, at arv og gave skal være
særeje. Efter bestemmelsen har arvelader og gavegiver sam-
me muligheder for at træffe bestemmelse om særeje, som
ægtefæller har til at aftale særeje efter lovforslagets § 12.
Det foreslås dog, at arvelader og gavegiver ikke skal kunne
træffe bestemmelser om sumsæreje eller sumdeling efter
lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Dette skyldes, at en be-
stemmelse om sumsæreje bl.a. vil betyde, at en arving vil
kunne forbruge hele arven og stadig kunne udtage sumsære-
jet ved formuedelingen. Tilsvarende vil arvingen ved be-
stemmelse om sumdeling kunne forbruge arven og alligevel
ved formuedeling kunne udtage den del af arven, der oversi-
ger delingsformuen.
Det foreslås videre, at det i bestemmelsens stk. 2 lovfæstes,
at arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og
dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om sær-
eje, og at arvelader og gavegiver kan fastsætte betingelser
for ægtefællers aftale om ændring af en særejebestemmelse.
Efter bestemmelsens stk. 3 skal bestemmelser om særeje
over arv og om mulighed for at ændre sådanne særejebe-
stemmelser træffes ved testamente.
Bestemmelsen om arv og gave i lovforslagets § 23 hænger
sammen med den foreslåede bestemmelse i § 14, der giver
ægtefæller mulighed for ved ægtepagt at aftale, at særeje be-
stemt af arvelader eller gavegiver helt eller delvist skal være
en anden form for særeje eller skal være delingsformue, dog
forudsat at aftalen er i overensstemmelse med arveladers el-
ler gavegivers bestemmelser om særeje. Der henvises til
punkt 3.8.
Det bemærkes, at i følgelovforslagets §§ 8 og 9 foreslås
§ 103, stk. 2, i forsikringsaftaleloven og § 3, stk. 2, i pensi-
onsopsparingsloven ændret sådan, at den berettigede kan
træffe bestemmelse om særeje, efter den foreslåede bestem-
melse i § 23, stk. 1 og 2, i dette lovforslag. Herefter vil den
berettigede kunne træffe samme bestemmelser om særeje
som en arvelader og gavegiver.
3.11.4.2. Delarv og delgave
Efter forslaget i punkt 3.11.3.2. medfører en bestemmelse
om, at et behæftet aktiv, som en ægtefælle modtager i arv og
gave, skal være særeje, at hele aktivet er særeje. Dette for-
slag gennemføres ved den foreslåede bestemmelse i § 24,
stk. 2, hvorefter et aktiv, der erhverves dels for særejemidler
og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje.
Bestemmelsen omfatter ikke kun køb m.v., men også mod-
tagelse af arv og gave. Bestemmelsen er derfor placeret i
lovforslagets kapitel 8, der indeholder generelle regler for
særeje. Der henvises til punkt 3.12.
3.12. Almindelige bestemmelser om særeje
3.12.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, er alt, hvad ægtefæl-
lerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver,
delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestem-
melsen indebærer bl.a., at det, der træder i stedet for et aktiv,
der er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er de-
lingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er
delingsformue.
Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om
særeje efter bestemmelsens stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter,
hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er
særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje.
Det, der træder i stedet for et aktiv, kaldes surrogat.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i ste-
det for særeje, samt at indtægter af særeje skal være delings-
formue.
Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surroga-
tionsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et be-
låningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på
pantebreve.
Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksom-
hedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter.
Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en ind-
tægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistig-
ning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele
salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget
siden særejeaftalen.
Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrø-
rende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om sær-
eje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt
65
særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i re-
lation til surrogater og indtægter.
Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv,
der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis
aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår
f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje og delingsfor-
mue. Loven forholder sig ligeledes ikke til aktiver, der er-
hverves for særeje med overtagelse af gæld, der påhviler ak-
tivet.
Højesteret har dog ved dom af 3. november 2016 (sag
46/2016) fastslået, at et behæftet aktiv, der modtages som
gave med særejebestemmelse, i sin helhed er særeje, Efter
dommen er det dog en betingelse for, at aktivet er særeje, at
overdragelsen af aktivet indeholdt et betydeligt gaveele-
ment, I den konkrete sag, hvor værdien af gaven udgjorde
44,12 pct. af aktivets værdi, fandt Højesteret, at aktivet i sin
helhed var særeje. Det må antages, at tilsvarende gælder be-
hæftede aktiver, der modtages som arv med særejebestem-
melse.
På baggrund af denne dom må det også antages, at et aktiv,
som en ægtefælle erhverver for særeje og ved gældsoverta-
gelse eller lånoptagelse, er særeje, i hvert fald hvis særejean-
delen er betydelig.
Det er endvidere i retspraksis fastslået, at aktivets status el-
ler formueart (delingsformue, særeje eller en kombination af
delingsformue og særeje) fastlægges ved erhvervelsen. Se-
nere indskud i aktivet ændrer ikke aktivets status.
En måde til løsning af sådanne situationer er anpartssæreje,
der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoan-
del (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart,
mens den resterende andel henhører under en anden eller
eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøk-
delssæreje. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningslo-
ven indeholder hjemmel til anpartssæreje.
Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om
hinanden, men der er afgørende forskelle:
1) Brøkdelssæreje kan alene stiftes ved ægtepagt eller
tredjemandsbestemmelse, mens anpartssærejet antages
at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene æg-
tefælle, når midler fra flere formuearter sammenblan-
des.
2) Brøkdelssæreje kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved
f.eks. et salg af et aktiv, der er brøkdelssæreje, bliver
salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages an-
partssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves
ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssære-
jeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholds-
mæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid
uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at
være gyldig.
Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af
det finansieres med delingsformue, kan man i stedet for an-
partssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne
om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvoref-
ter den anvendte delingsformue ved formuedelingen tilbage-
føres til den pågældende ægtefælles delingsformue og der-
med indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun den ind-
skudte delingsformue, der tilbageføres.
Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for
dels delingsformue dels særeje, eller hvis et særejeaktiv for-
bedres for delingsformue eller omvendt.
Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje,
hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er delings-
formue, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet af-
hændes, således at delingsformuen og særejet igen kan ad-
skilles.
Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes
ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om
særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af delingsfor-
mue ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller
omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører ve-
derlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3.
Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med
særeje klausul henvises til punkt 3.11.
3.12.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje
Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at problemerne med
hensyn til sammenblanding af delingsformue og særeje lø-
ses således:
1) Når et aktiv erhverves dels for delingsformue, dels for
særeje, finder udvalget, at den bedste løsning er, at aktivet
bliver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet
mellem de anvendte midler. Er f.eks. en fast ejendom er-
hvervet ved en betaling af 500.000 kr. i særejemidler og
500.000 kr. i delingsformuemidler, bliver ejendommen
brøkdelssæreje, således at særejebrøken er 1/2.
Dette indebærer i modsætning til anpartssærejekonstruktio-
nen, at særeje og delingsformue ikke igen kan adskilles, når
aktivet sælges. Dette ville efter udvalgets opfattelse stride
mod princippet om surrogation. Hvis en ægtefælle ved salg
af et aktiv købt for sammenblandede midler, frit kunne væl-
ge, at en del af salgssummen skal indgå i delingen og resten
være særeje, kunne ægtefællen efterfølgende hævde, at den
del af salgssummen, der blev forbrugt, var delingsformuen,
og at særejet var i behold.
Efter udvalgets forslag vil salgssummen vedrørende en ejen-
dom, der var brøkdelssæreje med halvt særeje og halv de-
lingsformue, og de aktiver, der måtte blive købt for salgs-
summen, tilsvarende være brøkdelssæreje.
Udvalget har overvejet, om der burde stilles et mindstekrav
til, hvor stor særejeindskuddet skal være i forhold til aktivets
værdi, før der opstår brøkdelssæreje. Udvalget finder imid-
lertid, at det vil være for kompliceret navnlig i relation til at
66
definere den præcise sondring mellem midler anvendt ved
den oprindelige erhvervelse af f.eks. en ejendom og ved en
efterfølgende forbedring, og i relation til midler, der er tilve-
jebragt ved optagelse af lån.
Udvalget foreslår, at der ikke fastsættes en sådan mindste-
grænse. Der vil således kunne opstå situationer, hvor et ak-
tiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks. særejet kun udgjorde 1
pct. af købesummen.
2) Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt, at der opstår
brøkdelssæreje, hvis et særejeaktiv forbedres ved hjælp af
delingsformue. En sådan model ville for at kunne foretage
en korrekt beregning af brøken forudsætte en opgørelse af
aktivets værdi ved forbedringen. Tilsvarende gælder, hvis
gæld, der hører til særejet, afdrages med midler, der indgår i
delingen. Hvis f.eks. gælden i en særejeejendom afdrages
med midler, der indgår i delingen, ville en regel om brøk-
delssæreje forudsætte en værdifastsættelse og omberegning
af særejebrøken for hvert enkelt afdrag.
I disse situationer er reglerne om reguleringskrav (se punkt
3.17.), der giver mulighed for en skønsmæssig fastsættelse
af, hvordan den rette balance mellem særeje og delingsfor-
mue genoprettes, efter udvalgets opfattelse en bedre løsning.
3) Udvalget er ikke enig om håndteringen af situationer,
hvor et aktiv erhverves delvis for særeje og delvis ved
gældsoptagelse eller gældsovertagelse.
Et flertal i udvalget finder, at den enkleste løsning på pro-
blemstillingen er at lade udbetalingens formueart være afgø-
rende for hele aktivets formueart. Dette må efter flertallets
opfattelse antages at svare til, hvad der er gældende ret. Hvis
der ikke er anvendt delingsformue ved erhvervelsen af et ak-
tiv, forekommer det flertallet mest rimeligt, at værdistignin-
ger og -fald alene påhviler særejet.
Flertallet foreslår derfor, at hvis et aktiv erhverves dels for
særejemidler og dels ved låneoptagelse eller låneovertagel-
se, bliver aktivet særeje. Anvendes ved erhvervelsen både
særejemidler og delingsformue, og samtidig lånefinansie-
ring, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at brøken fast-
sættes efter forholdet mellem indskuddene af forskellige for-
muearter.
Et mindretal finder ikke, at den retstilstand, som flertallet
foreslår, er rimelig. I stedet foreslås det, at der opstår brøk-
delssæreje i sådanne situationer. Den overtagne gæld eller
den finansiering, der er foretaget for at muliggøre erhvervel-
sen, bør efter mindretallets opfattelse ikke medføre, at hele
aktivet bliver særeje, hvis ægtefællens hovedformueordning
er delingsformue. Ved fastlæggelse af retstilstanden i tilfæl-
de af gældsovertagelse eller låneoptagelse bør der foretages
en afvejning af hensynet til begge ægtefæller, og ved flertal-
lets forslag varetages udelukkende særejeægtefællens inte-
resser. Hvis f.eks. købesummen, der er særeje, kun udgør 5
pct. af købesummen, virker det urimeligt, at hele værdistig-
ningen på aktivet bliver særeje.
3.12.2.2. Surrogater og indtægter
Udvalget foreslår ikke ændringer i de gældende regler om,
at en aftale om særeje omfatter, hvad der træder i stedet for
de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af sær-
ejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et
aktiv, betegnes surrogat.
En aftale om, at indtægter (f.eks. renter eller udbytte) af et
særejeaktiv skal indgå i delingen, giver ikke anledning til
problemer, og udvalget foreslår derfor denne mulighed op-
retholdt.
Udvalget har derimod overvejet, om adgangen til at aftale,
at surrogater for særeje skal være delingsformue, bør ophæ-
ves, idet den strider mod reglerne om forudsigelighed med
hensyn til særejets ophør, og idet muligheden næppe anven-
des i nævneværdigt omfang, og dermed kan være med til at
gøre reglerne yderligere komplicerede, uden at der er behov
for det.
Udvalget peger på, at det ikke kan udelukkes, at ægtepagter
med en sådan aftale eksisterer i dag, og hvis aftalemulighe-
den ophæves, ville det være nødvendigt at indføre en over-
gangsordning, der opretholdt gyldigheden af eksisterende
aftaler. Dette ville yderligere komplicere overgangsreglerne.
Det kan heller ikke udelukkes, at der kan være situationer,
hvor ægtefællerne finder en sådan aftale hensigtsmæssig.
Det kan f.eks. tænkes, at en ægtefælle, der er partner i en
virksomhed, i forhold til sine partnere har forpligtet sig til at
oprette ægtepagt om, at vedkommendes andel i virksomhe-
den er særeje, men at ægtefællerne egentlig ikke ønsker sær-
eje i deres ægteskab, og derfor ønsker at aftale, at salgssum-
men, når andelen i virksomheden sælges, ikke skal være
særeje.
Udvalget foreslår derfor ikke ændringer i gældende ret på
dette punkt. Det bør således fortsat være muligt ved ægte-
pagt at aftale, at surrogater for særeje ikke skal være særeje.
3.12.3. Børne- og Socialministeriet overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at den gældende ordning for særeje, herunder om
surrogater og indtægter, skal videreføres. Det samme gælder
muligheden for at aftale, at surrogater for og indtægter af et
særejeaktiv skal være delingsformue.
Ministeriet er ligeledes enig i udvalgets forslag om, at et ak-
tiv, der erhverves dels for delingsformue dels for særeje, bli-
ver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet
mellem de anvendte midler.
Med hensyn til behandlingen af aktiver, der erhverves for
særeje og ved lånoptagelse eller gældsovertagelse er mini-
steriet enig i forslaget fra udvalgets flertal, hvorefter udbeta-
lingens formueart er afgørende for hele aktivets formueart.
67
Ministeriet finder endvidere, at disse generelle regler for
særeje ikke kun skal finde anvendelse på aftalt særeje, men
også på tredjemandsbestemt særeje, jf. punkt 3.11.3.
3.12.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de i punkt 3.12.3. foreslåede generelle regler
for særeje indsættes i lovforslaget i kapitel 8 med titlen "Ge-
nerelle regler for særeje", der efter forslaget skal gælde for
både aftalt særeje og tredjemandsbestemt særeje (se punkt.
3.11.4.).
Med § 24, stk. 1, foreslås det, at et aktiv, der er erhvervet for
særeje og for delingsformue, er brøkdelssæreje, jf. § 12, stk.
1, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de midler,
der er anvendt ved erhvervelsen.
Erhverves et aktiv for særeje og ved gældsovertagelse eller
lånoptagelse, er aktivet efter det foreslåede stk. 2 særeje af
samme art som de anvendte særejemidler, f.eks. skilsmisses-
æreje.
Det, der træder i stedet for særeje (surrogater), og indtægter
af særeje er særeje, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25,
stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller ved ægte-
pagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være
delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delings-
formue. En sådan aftale kan ikke tidsbegrænses.
3.13. Delingen af ægtefællernes formue ved separation og
skilsmisse
3.13.1. Gældende ret
3.13.1.1. Behandlingen af sager om formuedelingen ved se-
paration og skilsmisse
Efter ægtefælleskiftelovens § 1, stk. 1, nr. 1, behandler skif-
teretten bl.a. sager om deling af ægtefællers fællesbo.
Efter § 2, stk. 1, behandler skifteretten endvidere sager om
enkelttvister, der opstår under den pågældende skifterets be-
handling af bl.a. ægtefællers fællesbo efter § 1, stk. 1, nr. 1,
eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo, herunder
om følgende:
1) Opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver.
2) Opgørelsen af bodelene og i givet fald af den del heraf,
der indgår i bodelingen.
3) Vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.
4) Pensionskompensationskrav efter §§ 16 d-16 f i rets-
virkningsloven.
5) Afgrænsning af særejer.
6) Særejekompensationskrav efter ægtefælleskiftelovens
§ 67.
Efter § 2, stk. 2, behandler skifteretten endvidere selvstæn-
dige sager mellem ægtefæller om krav på særejekompensati-
on efter lovens § 67 og om tilsidesættelse, ændring eller for-
tolkning af ægtefællers bodelingsaftaler.
Reglerne om behandlingen af sager om deling af ægtefællers
formue (fællesbo) findes ægtefælleskifteloven, suppleret af
regler i retsplejeloven. Disse sagsbehandlingsregler gennem-
gås kun i det omfang, det er relevant.
De materielle regler om formuedelingen ved separation og
skilsmisse findes i retsvirkningsloven og ægtefælleskiftelo-
ven.
Efter retsvirkningsloven skal ægtefællers formuer som ud-
gangspunkt deles lige (§ 15, stk. 1, se punkt 3.4.). I ligede-
lingen indgår ikke særeje (§ 15, stk. 1, jf. §§ 28 og 28 a, se
punkt 3.8.), rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt
af personlig art (§ 15, stk. 2, se punkt 3.16), visse pensions-
rettigheder (§§ 16 b og 16 c, se punkt 3.16) samt personska-
deerstatning (erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, se punkt
3.16.).
Retsvirkningsloven indeholder enkelte regler om fravigelse
af ligedelingen. Det drejer sig om pensionskompensation
(§§ 16 d-f, se punkt 3.19) og om vederlagskrav ved forskyd-
ninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v.
og ved en ægtefælles misbrug af sin formue (§ 23, se punkt
3.17.).
Loven indeholder ikke regler om fradrag af gæld. Dette er
behandlet i punkt. 3.14.
Retsvirkningslovens regler om formuedelingen suppleres af
en række bestemmelser i ægtefælleskiftelovens kapitel 7,
der indeholder regler om:
– Opgørelsen af fællesboet (§ 53, se punkt 3.13.).
– Ligedeling (§ 58, stk. 1, se punkt 3.13.).
– Udtagelse af genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1,
se punkt 3.13.).
– Udtagelse af genstande, der er erhvervet til børnenes
brug (§ 59, stk. 2, se punkt 3.13.).
– Ophørsdagen (§ 51, se punkt 3.13.).
– Tidspunktet for værdiansættelsen (§ 52, se punkt 3.13.).
Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om formuede-
ling ved kortvarigt ægteskab er behandlet i punkt 3.4. sam-
men med bestemmelsen i § 60 om formuedelingen ved om-
stødelse af ægteskab.
Retsvirkningslovsudvalget foreslår ægtefælleskiftelovens §
62 om skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle kan ud-
tage nødvendigt bohave m.v., ophævet. Dette er behandlet i
følgelovsforslaget, jf. de almindelige bemærkninger, punkt
2.3., i det lovforslag.
Ægtefælleskiftelovens kapitel 9 (§ 67), der indeholder regler
om særejekompensation til en ægtefælle, der er stillet urime-
ligt ringe, er behandlet i punkt 3.18.
Erstatningsansvarsloven indeholder i § 18 en bestemmelse
om deling af personskadeerstatning og i §§ 26 og 26 a, der
er behandlet i punkt 3.16.
68
Ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 indeholder generelle reg-
ler om ægtefællernes udtagelse af de enkelte aktiver, der er
omfattet af formuedelingen, mens retsvirkningsloven i § 16
g indeholder en regel om udtagelse af pensionsrettigheder.
Disse regler er behandlet i punkt 3.20.
Der findes ikke regler om aftaler om formuedelingen, bort-
set fra ægteskabslovens § 58 om tilsidesættelse af sådanne
aftaler. Sådanne aftaler er behandlet i punkt 3.15.
Endelig indeholder retsvirkningsloven i kapitel 5 regler om
bosondring, der er behandlet i punkt 3.21.
Reglerne om formuedeling ved en ægtefælles død er be-
handlet i punkt 3.22.
3.13.1.2. Ophørsdagen
Reglerne om ophørsdagen findes i ægtefælleskiftelovens §
51. Efter bestemmelsens stk. 1 ophører formuefællesskabet
ved separation og skilsmisse ved udgangen af det døgn, hvor
der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til
statsforvaltningen. Den dag, formuefællesskabet ophører,
kaldes, som det fremgår af overskriften til bestemmelsen,
ophørsdagen.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse tilbage-
kaldes eller bortfalder f.eks. på grund af manglende betaling
af gebyr, er der fortsat formuefællesskab i ægteskabet. Det
samme gælder, hvis sagen afsluttes i statsforvaltningen,
f.eks. på grund af manglende enighed mellem parterne, og
ingen af parterne inden for 4 ugers fristen i ægteskabslovens
§ 43 anmoder om, at separation- eller skilsmissesagen ind-
bringes for retten.
Ved bosondring ophører formuefællesskabet efter stk. 2 ved
udgangen af det døgn, hvor der er indgivet begæring om bo-
sondring til skifteretten. Ved omstødelse af ægteskab ophø-
rer formuefællesskabet efter stk. 3 ved udgangen af det
døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse.
Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale, at formue-
fællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end
det, der følger af stk. 1-3.
Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske særlige prak-
tiske forhold gør sig gældende, efter indstilling fra bobe-
handleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for
ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
At formuefællesskabet ophører, betyder, at det er de aktiver
og passiver, som ægtefællerne havde på ophørsdagen, der
indgår i formuedelingen, jf. ægtefælleskiftelovens § 50.
Modtager en ægtefælle f.eks. en arv efter ophørsdagen, ind-
går den ikke i delingen.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af lovgivningen, hvornår for-
muefællesskabet ophører ved en ægtefælles død. I tilfælde,
hvor ægtefællerne ikke inden dødsfaldet har søgt om separa-
tion eller skilsmisse eller anmodet om bosondring eller an-
lagt omstødelsessag, må det dog anses for utvivlsomt, at for-
muefællesskabet ophører ved dødsfaldet, således at f.eks. en
arv modtaget af længstlevende efter dødsfaldet, ikke skal
indgå i delingen mellem længstlevende og førstafdødes ar-
vinger, hvis boet skiftes ved førstafdødes død.
Ved dødsfald er klokkeslettet for dødsfaldet afgørende og
ikke som ved anmodning om separation eller skilsmisse ud-
gangen af det pågældende døgn.
Af dødsboskiftelovens § 77 fremgår, at ægtefælleskiftelo-
vens § 51 finder anvendelse ved et dødsboskifte med de æn-
dringer, der følger af forholdets natur. Denne henvisning har
givet anledning til diskussion om retsstillingen, hvis en æg-
tefælle har anmodet om separation eller skilsmisse, men en
af ægtefællerne dør, inden der er taget stilling til anmodnin-
gen. Der er ikke i retspraksis taget stilling til, om formuefæl-
lesskabet i et sådant tilfælde er ophørt ved udgangen af det
døgn, hvor der blev indgivet anmodning om separation eller
skilsmisse, eller først ved dødsfaldet.
3.13.1.3. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer
Når formuefællesskabet er ophørt, skal der efter ægtefælle-
skiftelovens § 53 foretages en opgørelse af fællesboet, dvs.
ægtefællernes delingsformue.
Alle aktiver, som en ægtefælle ejede på ophørsdagen, indgår
som udgangspunkt i opgørelsen. De aktiver, der ikke indgår
i opgørelsen, er beskrevet i punkt 3.13.1.4.
Den gæld, der påhvilede delingsformuen på ophørsdagen,
fratrækkes i opgørelsen, jf. punkt 3.14.
Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver ægtefælles bodel
særskilt, jf. § 53, stk. 1. Hvis en ægtefælles delingsformue er
positiv, skal den deles med halvdelen til hver af ægtefæller-
ne. Er en ægtefælles delingsformue negativ, deles den ikke.
Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under skiftet,
i det omfang det er nødvendigt til at fyldestgøre særejekom-
pensationskrav efter § 67 i ægtefælleskifteloven eller veder-
lagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.
Efter § 53, stk. 2, 1. pkt., medregnes særejekompensations-
krav, vederlagskrav og pensionskompensationskrav (§§ 16 d
og 16 e i retsvirkningsloven) ikke ved opgørelsen af bodele-
ne. I modsat fald ville den ægtefælle, som har krav på kom-
pensation, skulle dele sin kompensation med den anden æg-
tefælle.
Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes efter § 53,
stk. 2, 2. pkt., ikke som aktiv i bidragsmodtagerens bodel.
Ophørsdagen er kun afgørende for, hvilke aktiver og passi-
ver der skal medtages i opgørelsen. Værdiansættelsen af ak-
tiver og passiver sker derimod ifølge § 52 på tidspunktet for
aktivets udlæg til en ægtefælle eller ved skiftets afslutning.
3.13.1.4. Ligedeling og undtagelser fra ligedelingen
69
Når hver ægtefælles bodel er opgjort efter ægtefælleskiftelo-
vens § 53, følger det af lovens § 58, stk. 1, at en positiv de-
lingsformue skal deles ligeligt mellem ægtefællerne. Til det-
te udgangspunkt gælder imidlertid en række undtagelser.
Inden opgørelsen efter § 53 har hver ægtefælle efter § 59,
stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende
tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke
står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Bestem-
melsen omfatter personlige ting som tøj, smykker, ure og ef-
ter omstændighederne hobbyudstyr. Bestemmelsen giver og-
så en ægtefælle mulighed for at udtage en genstand, som til-
hører den anden ægtefælle, men kun hvis genstanden er de-
lingsformue. Har ægtefællerne delingsformue, og har den
ene ægtefælle f.eks. anvendt et smykke, som den anden æg-
tefælle har arvet fra sin slægt, vil den første ægtefælle kunne
udtage smykket forud for formuedelingen.
Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan efter
§ 59, stk. 2, udtages forlods af den ægtefælle, hos hvem bør-
nene har bopæl.
Det følger af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, og §§ 16 a–16
c samt erstatningsansvarslovens
§ 18, stk. 2, at personlige og uoverdragelige rettigheder,
pensionsrettigheder og personskadeerstatninger kan holdes
uden for formuedelingen. Disse regler er beskrevet i punkt
3.16.
Bestemmelserne om skævdeling ved omstødelse af ægte-
skab (§ 60) og ved kortvarigt ægteskab (§ 61) er beskrevet i
punkt 3.4.
Kan en ægtefælle ikke inden for den del af fællesboet, som
tilfalder denne, udtage bohave og andet løsøre, der er nød-
vendigt til at opretholde hjemmet, og har den pågældende
ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne,
kan det efter anmodning bestemmes, at en større del af boet
skal tilfalde denne ægtefælle, jf. ægtefælleskiftelovens § 62.
3.13.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.13.2.1. Overførsel af ægtefælleskiftelovens materielle be-
stemmelser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers
økonomiske forhold
Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at ægtefælleskifte-
lovens materielle bestemmelser om deling af ægtefællers
formue overføres til den nye lov om ægtefællers økonomi-
ske forhold. Det drejer sig om følgende bestemmelser:
– Opgørelsen af fællesboet (§ 53).
– Ligedeling (§ 58, stk. 1).
– Udtagelse af genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1).
– Deling ved kortvarigt ægteskab (§ 61).
– Særejekompensationskrav (§ 67, stk. 1). Se nærmere
herom i punkt 3.18.
Samtidig foreslår udvalget, at den materielle bestemmelse
om behandling personskadeerstatning m.v. i erstatningsan-
svarslovens § 18, stk. 2, overføres til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Udvalget foreslår endvidere, at de bestemmelser i ægtefælle-
skifteloven, der er knyttet til de materielle delingsregler, li-
geledes overføres til lov om ægtefællers økonomiske for-
hold. Det drejer sig om følgende bestemmelser:
– Ophørsdagen (§ 51, stk. 1 og 4).
– Tidspunktet for værdiansættelsen (§ 52).
– Udlæg af ejendele (§§ 63 og 64). Se nærmere herom i
punkt 3.20.
Endvidere foreslås bestemmelserne i ægtefælleskifteloven
om omstødelse af ægteskab overført til de øvrige regler om
omstødelse af ægteskab i ægteskabslovens kapitel 3. Det
drejer sig om følgende bestemmelser:
– Deling ved omstødelse af ægteskab (§ 60).
– Ophørsdagen ved omstødelse af ægteskab (§ 51, stk. 3).
Udvalget foreslår, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 2, om
ophørsdagen ved bosondring ikke videreføres. Dette er en
konsekvens af udvalgets forslag om, at reglerne i retsvirk-
ningslovens kapitel 5 om bosondring ikke videreføres. Der
henvises til punkt 3.21.
Endvidere bør ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om gen-
stande, der er erhvervet til børnenes brug, efter udvalgets
opfattelse ikke videreføres. Der henvises til punkt 3.20.
Endelig finder udvalget ikke grundlag for at videreføre æg-
tefælleskiftelovens § 62 om skævdeling af fællesboet, for at
en ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave m.v., da be-
stemmelsen næppe anvendes i praksis.
Udvalgets overvejelser om de af ovennævnte bestemmelser,
der foreslås overført til lov om ægtefællers økonomiske for-
hold, er beskrevet i punkt 3.4. (deling ved kortvarigt ægte-
skab), punkt 3.13.2.2. (ophørsdagen), 3.13.2.3. (genstande
til personligt brug og til børnenes brug), punkt 3.18. (særeje-
kompensationskrav) og punkt. 3.20. (udlæg af ejendele, dvs.
fordeling af aktiverne).
Bestemmelserne om opgørelsen af fællesboet, ligedeling, og
tidspunktet for værdiansættelsen foreslås videreført uden
indholdsmæssige ændringer.
3.13.2.2. Ophørsdagen
Udvalget har overvejet behovet for justeringer af bestem-
melsen i ægtefælleskiftelovens § 51 om ophørsdagen, navn-
lig i relation til ophørsdagen ved en ægtefælles død og til
den situation, hvor en anmodning om separation eller skil-
smisse tilbagekaldes m.v.
Efter arvelovens § 49 bortfalder ægtefællers indbyrdes arve-
ret ved separation eller skilsmisse.
Hvis en ægtefælle dør, efter at der er fremsat anmodning om
separation eller skilsmisse, men inden der er udstedt bevil-
ling eller afsagt dom herom, har ægtefællerne således stadig
arveret efter hinanden.
70
Det er udvalgets opfattelse, at tidspunktet for arverettens
bortfald og det tidspunkt, der er afgørende for, hvilke akti-
ver og passiver, der indgår i delingen (ophørstidspunktet)
bør være det samme, dels for at undgå unødig komplicering
af skiftet ved en særskilt behandling af aktiver og passiver
erhvervet efter anmodningen om separation eller skilsmisse,
og dels for at give længstlevende mulighed for at vælge
uskiftet bo. Udvalget foreslår derfor, at det udtrykkeligt
fastslås, at det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne
havde ved dødsfaldet, der indgår i deling af deres formuer.
Udvalget mener endvidere, at der børe være mulighed for at
fastholde den oprindelige ophørsdag i tilfælde, hvor en æg-
tefælle tilbagekalder en anmodning om separation eller skil-
smisse. Herved hindres, at en ægtefælle kan spekulere i at
tilbagekalde anmodningen for at skabe en senere ophørsdag,
der er mere fordelagtig for den pågældende. Udvalget fore-
slår således, at den anden ægtefælle bør kunne fastholde den
oprindelige ophørsdag ved at indsende en ny anmodning om
separation eller skilsmisse, forudsat at statsforvaltningen
modtager den inden 2 måneder efter modtagelsen af tilbage-
kaldelsen.
Udvalget finder, at reglen også bør omfatte situationer, hvor
statsforvaltningen afslutter en sag om separation og skil-
smisse eller afslår eller afviser en anmodning om separation
eller skilsmisse, og den anden ægtefælle inden for en frist på
4 uger anmoder om separation eller skilsmisse.
Statsforvaltningen afviser eller afslår blandt andet en an-
modning om separation eller skilsmisse, fordi ægtefællen
undlader at besvare anmodninger fra statsforvaltningen om
oplysninger eller om betaling af gebyret for anmodningen
om separation eller skilsmisse, og statsforvaltningen afslut-
ter bl.a. en sag om separation eller skilsmisse, når ægtefæl-
lerne ikke er blevet enige om separation og skilsmisse eller
om vilkårene herfor, eller statsforvaltningen finder det be-
tænkeligt at give bevilling, f.eks. fordi betingelserne for se-
paration eller skilsmisse ikke er opfyldt.
Det bemærkes, at den omhandlede problemstilling ikke op-
står, hvis ægtefællerne i fællesskab har anmodet om separa-
tion eller skilsmisse. I så fald skal anmodningen tilbagekal-
des af begge ægtefæller, og statsforvaltningen kan ikke afslå
eller afvise anmodningen uden at inddrage begge ægtefæl-
ler.
Den gældende bestemmelse i ægtefælleskiftelovens § 51,
stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring foreslår udvalget op-
hævet som konsekvens af udvalgets forslag om ophævelsen
af muligheden for bosondring, jf. punkt 3.2.1.
Udvalget foreslå, at skævdelingsreglen ved omstødelse af
ægteskab i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3, overføres til
ægteskabsloven.
Ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 4, giver ægtefællerne ad-
gang til at aftale en anden ophørsdag under skiftet. Efter ud-
valgets opfattelse bør en sådan aftale også kunne indgås for-
ud for skiftet, hvis det sker i tilknytning til en aktuel separa-
tion eller skilsmisse. Efter udvalgets forslag kan en sådan af-
tale derfor indgås "i forbindelse med separation eller skil-
smisse". Kriteriet for, hvornår en sådan aftale kan indgås, er
det samme som ved aftaler om formuedeling, jf. punkt 3.15.
Endelig bemærkes, at udvalget foreslår, at bestemmelsen i
ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5, om skifterettens mulighed
for at bestemme en anden ophørsdag ikke overføres til den
nye lov, men forbliver i ægtefælleskifteloven.
3.13.2.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
Som beskrevet i punkt 3.20. foreslår udvalget, at der ikke
længere skal være forskel i ægtefællernes adgang til at dis-
ponere over deres aktiver og til at udtage bestemte aktiver
afhængigt af, om aktiverne er særeje eller delingsformue.
Der foreslås således som noget nyt en adgang til krydsende
udtagelsesret vedrørende bolig og indbo m.v., der er særeje.
Som konsekvens heraf finder udvalget, at også bestemmel-
sen om forlodsudtagelse af genstande til personligt brug
(ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1) bør udvides til at omfat-
te genstande, der tilhører den anden ægtefælles særeje.
Udvalget finder ikke i øvrigt grundlag for at ændre anven-
delsesområdet for § 59, stk. 1.
Udvalget finder derimod, at § 59, stk. 2, om genstande til
børnenes brug bør ophæves. Udvalgets begrundelse herfor
er, at den forælder, der ikke har børnene boende, ofte har
samvær med børnene. I mange situationer har samværet et
betydeligt omfang, og i en del tilfælde bor børnene en uge
ad gangen hos hver af forældrene. Begge forældre er derfor
normalt nødt til at indrette et børneværelse med børnemø-
bler, legetøj og andet nødvendigt udstyr.
Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at forælder,
som barnet har bopæl hos, skal kunne udtage alt børneudstyr
uden om formuedelingen, mens den anden herefter er tvun-
get til at købe tilsvarende udstyr. I stedet finder udvalget, at
genstande til brug for børnene bør følge de almindelige reg-
ler om udtagelse af aktiver, jf. punkt 3.20. Det indebærer, at
den, der ejer en genstand, har fortrinsret til at udtage gen-
standen, men at den anden har mulighed for at udtage bl.a.
indbo, der har den væsentligste betydning for opretholdelsen
af hjemmet.
Hvis den ene ægtefælle ikke eller kun i meget begrænset
omfang har samvær med børnene, må det antages, at den an-
den ægtefælle vil kunne udtage det indbo, der anvendes af
børnene, jf. punkt 3.13.
Der henvises til punkt 3.7.2.3. om beskyttelsen om dispositi-
oner over genstande til barnets brug uden den anden ægte-
fælles samtykke.
3.13.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Indledningsvist bemærkes, at der ikke foreslås ændringer i
myndighedernes kompetence til at behandle sager om for-
muedeling, herunder også om den ene ægtefælles pligt til at
71
betale et beløb til den anden ægtefælle som følge af formue-
delingen, og om retten til at udtage bestemte aktiver, der er
omfattet af ligedelingen. Det er således fortsat skifteretterne,
der behandle sådanne sager, men med mulighed for at hen-
vise sagerne til de almindelige domstole. Der henvises til
ægtefælleskiftelovens § 2.
Der ændres heller ikke ved, at ægtefællerne har mulighed
for at indgå aftaler om formuedelingen, dog med forbehold
for de begrænsninger af delingen af pensionsrettigheder, der
følger af lovforslagets §§ 46 og 47.
3.13.3.1. Overførsel af materielle bestemmelser m.v. om for-
muedeling til lov om ægtefællers økonomiske forhold
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsud-
valgets forslag om, at de i punkt 3.13.2.1. nævnte bestem-
melser i ægtefælleskifteloven og erstatningsansvarsloven
overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Ministeriet er endvidere enig i, at reglerne om formuedeling
ved omstødelse af ægteskab overføres til ægteskabsloven.
Endelig er ministeriet enig i, at § 51, stk. 2, om ophørsdagen
ved bosondring, § 59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet
til børnenes brug, og § 62 om skævdeling af fællesboet, for
at en ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave m.v., ikke vi-
dereføres.
Herudover foreslås det, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5,
om skifterettens mulighed for at bestemme en anden ophørs-
dag overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold
sammen med de øvrige bestemmelser om ophørsdagen i §
51, stk. 1 og 4.
Det foreslås videre, at bestemmelserne i ægtefælleskiftelo-
vens § 67, stk. 2 og 3, om frister for anlæggelse af sag om
særejekompensationskrav efter § 67, stk. 1, overføres til lov
om ægtefællers økonomiske forhold sammen med de mate-
rielle regler om sådanne krav i § 67, stk. 1. Der henvises til
punkt 3.18.
3.13.3.2. Ophørsdagen
Ministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at der
bør være mulighed for at fastholde den oprindelige ophørs-
dag ved anmodning om separation og skilsmisse, hvis en
ægtefælle tilbagekalder sin anmodning om separation eller
skilsmisse med henblik på senere at indgive en ny anmod-
ning om separation og skilsmisse og dermed etablerer en se-
nere ophørsdag, der er mere fordelagtig for den pågældende.
Udvalgets løsning er imidlertid unødig kompliceret og af-
hænger af, at statsforvaltningen orienterer den anden ægte-
fælle om, at sagen er trukket tilbage. Ministeriet foreslår i
stedet, at skifteretten skal kunne bestemme en anden ophørs-
dag end den dag, hvor statsforvaltningen modtog anmodning
om separation eller skilsmisse, hvis ganske særlige forhold
gør sig gældende, herunder hvis en ægtefælle ved at trække
sin anmodning om separation eller skilsmisse tilbage og ind-
give en ny anmodning ønsker en anden ophørsdag.
Denne løsning medfører, at der ikke er behov for udvalgets
forslag om at indsætte en bestemmelse i retsplejelovens §
456, stk. 2, om fastholdelse af ophørsdagen, hvis retssag om
separation og skilsmisse hæves eller afvises.
Ministeriet er også enig med udvalget i, at ægtefæller bør
have mulighed for at aftale en anden ophørsdag inden påbe-
gyndelse af en ægtefælleskiftesag, forudsat at aftalen indgås
i forbindelse med en aktuel sag om separation eller skilsmis-
se. Kriteriet for, hvornår en sådan aftale kan indgås, skal så-
ledes være det samme som ved aftaler om formuedeling, jf.
punkt 3.15.
3.13.3.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
Som det fremgår af punkt 3.20. støtter ministeriet ikke ud-
valgets forslag om, at udtagelsesretten udvides til også at
omfatte den anden ægtefælles særejeaktiver. Ministeriet
støtter derfor heller ikke forslaget om, at udtagelsesretten i
forhold til genstande til personligt brug tilsvarende udvides
til at også at omfatte særejeaktiver.
Derimod er ministeriet enig med udvalget i, at der ikke er
behov for at opretholde bestemmelsen i ægtefælleskiftelo-
vens § 59, stk. 2, om udtagelse af genstande, der er erhver-
vet til børnenes brug.
3.13.4. Den foreslåede ordning
De gældende bestemmelser i retsvirkningslovens § 53, stk.
1, og § 58, stk. 1, om gennemførelsen af ligedelingen ved
separation og skilsmisse foreslås videreført uden indholds-
mæssige ændringer i lovforslagets § 26.
Efter bestemmelsens stk. 1 indgår følgende aktiver og krav
ikke i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue:
1) Særeje, hvilket omfatter aftalt særeje, tredjemandsbe-
stemt særeje og surrogater for og indtægter af særeje.
2) Personlige genstande omfattet af lovforslagets § 31.
3) Pensionsrettigheder omfattet af lovforslagets §§ 34 og
35.
4) Personlige erstatninger omfattet af lovforslagets § 36.
5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af
lovforslagets § 37.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapi-
tel 11.
7) Kompensationskrav efter lovforslagets kapitel 12 og
13.
8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden
ægtefælle efter denne lov eller lov om ægteskabs ind-
gåelse og opløsning.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at gæld skal fradrages in-
den ligedeling efter stk. 1. Der henvises til de foreslåede be-
stemmelser i § 29, jf. § 30, om, i hvilket omfang gæld kan
fradrages i delingsformuen.
72
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at en ægtefælles delingsformue
ikke indgår i ligedelingen, hvis ægtefællens gæld overstiger
ægtefællens delingsformue. I så fald deles kun den anden
ægtefælles delingsformue, medmindre også den er negativ.
Efter stk. 4 fraviges ligedeling i det omfang, det følger af en
aftale om formuedelingen efter lovforslagets § 32 og en be-
stemmelse om skævdeling efter lovforslagets § 33.
Endelig fastslår stk. 5, at reglerne i lovforslagets afsnit IV
om formuedeling ved en ægtefælles død finder anvendelse,
hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmis-
se. I så fald vil et eventuelt påbegyndt ægtefælleskifte blive
ændret til et ægtefælleskifte i forbindelse med et dødsboskif-
te. Samtidig vil ophørsdagen efter lovforslagets § 27 blive
ændret til dødsdagen, jf. lovforslagets § 51, stk. 1.
Lovforslagets § 27 om ophørsdagen viderefører uden ind-
holdsmæssige ændringer ægtefælleskiftelovens §§ 51, stk. 1,
4 og 5.
Efter stk. 1 indgår ved formuedelingen de aktiver og passi-
ver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn,
hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation
eller skilsmisse. Ophørsdagen efter stk. 1 fraviges dog efter
bestemmelserne i stk. 2 og 3.
Efter forslagets stk. 2 kan skifteretten efter indstilling fra bo-
behandleren bestemme en anden ophørsdag end den dag, der
følger af stk. 1, hvis ganske særlige forhold gør sig gælden-
de. Samtidig giver stk. 3 ægtefæller mulighed for i forbin-
delse med separation eller skilsmisse at aftale en anden op-
hørsdag.
Efter lovforslagets § 28 indgår ægtefællernes aktiver og pas-
siver i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet
eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.
Bestemmelsen viderefører ægtefælleskiftelovens § 52.
Med lovforslagets § 31, der viderefører ægtefælleskiftelo-
vens § 59, stk. 1, kan en ægtefælle inden formuedelingen
udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens per-
sonlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i mis-
forhold til ægtefællernes økonomiske forhold. Dette gælder
også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsfor-
mue.
Ved § 1, nr. 2, i følgelovsforslaget foreslår Børne- og So-
cialministeriet, at der i ægteskabslovens kapitel 3 om ægte-
skabets omstødelse indsættes en ny bestemmelse (§ 25, stk.
2) om formuedelingen ved omstødelse af ægteskab, der ind-
holdsmæssigt svarer til ægtefælleskiftelovens § 60. Der hen-
vises til punkt 2.2.2. i de almindelige bemærkninger til det
lovforslag.
3.14. Gæld
3.14.1. Gældende ret
3.14.1.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
Hverken retsvirkningsloven eller ægtefælleskifteloven regu-
lerer, hvilke gældsposter der hører til ægtefællernes delings-
formuer, og som derfor fradrages ved opgørelsen af hver
ægtefælles delingsformue, samt hvilke gældsposter, der hø-
rer til særejet og dermed ikke fradrages i delingsformuen.
Der er heller ikke i retspraksis taget udtrykkeligt stilling her-
til.
Det antages imidlertid, at gæld, der optages eller overtages
ved erhvervelsen af et aktiv, får samme status som aktivet.
Køber en ægtefælle f.eks. en ejendom med en udbetaling,
der er delingsformue, mens købet i øvrigt finansieres med
optagelse eller overtagelse af lån, vil også gælden være de-
lingsformue og kunne fradrages ved opgørelsen af delings-
formuen.
Som beskrevet i punkt 3.8. er der ikke efter gældende ret
mulighed for at aftale, at gæld skal være særeje. Aftaler æg-
tefællerne ved ægtepagt, at f.eks. en fast ejendom skal være
særeje, antages det imidlertid, at også pantegælden i ejen-
dommen bliver særeje. Om retsstillingen, når en ejendom er-
hverves ved arv eller gave med tredjemandsbestemmelse om
særeje og ved optagelse eller overtagelse af gæld, henvises
til beskrivelsen i punkt 3.11.
Ved optagelse af gæld med pantesikkerhed i et aktiv efter
erhvervelsen af et aktiv, sondres der mellem realkreditlån og
andre lån. Ved optagelse af realkreditlån antages det, at så-
vel gælden som låneprovenuet får samme status som aktivet.
Optager en ægtefælle f.eks. et realkreditlån i en fast ejen-
dom, der er særeje, bliver gælden særeje og kan ikke fra-
trækkes i delingsformuen.
Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i
et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages det, at det ikke er
afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet. For
disse lån og for lån uden sikkerhed er det antagelig afgøren-
de, hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet in-
vesteret i et aktiv, får gælden samme status som aktivet. Op-
tager en ægtefælle således f.eks. et lån med sikkerhed i et
ejerpantebrev i en ejendom, der er særeje, og anvendes låne-
provenuet til forbedring af en ejendom, der er delingsfor-
mue, er gælden delingsformue og kan derfor fradrages ved
opgørelsen af delingsformuen.
Har en ægtefælle gæld, der efter de beskrevne principper
hverken hører til delingsformuen eller særejet, f.eks. for-
brugsgæld, antages det, at gælden som udgangspunkt skal
fordeles forholdsmæssigt mellem særejet og fællesejet.
Hvis den gæld, der hører til særejet, overstiger værdien af
særejet, kan den overskydende gæld fradrages i delingsfor-
muen.
Også i forhold til aktiver, der kan holdes uden for ligedelin-
gen efter retsvirkningslovens § 15, stk. 2, om personlige og
uoverdragelige rettigheder, kan der være gældsposter, der
hører til rettigheden, og som følge heraf ikke kan fradrages i
delingsformuen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis køb af
73
goodwill, der helt eller delvist kan holdes uden for ligedelin-
gen, er finansieret ved lån.
3.14.1.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue
og særeje
Det er i praksis fastslået, at ægtefæller ikke kan aftale, hvil-
ken formueart en gældspost skal tilhøre, da en sådan aftale
falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28, der
regulerer, hvilke former for særeje ægtefæller kan aftale.
Ægtefæller kan således ikke gyldigt aftale, i hvilket omfang
en gæld skal henføres til særeje eller delingsformue, og her-
med i hvilket omfang gælden kan fradrages i ægtefællens
delingsformue ved formuedeling.
3.14.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.14.2.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
Udvalget finder, at der er behov for en udtrykkelig lovregu-
lering af fordelingen af gæld mellem delingsformue og sær-
eje.
Til løsning af dette problem foreslår udvalget en model, der
i første række lader sikkerhedsstillelsen være afgørende for
gældens status. I lyset af udviklingen i de senere år, hvor
mange nye lånetyper med sikkerhed i fast ejendom er kom-
met til, finder udvalget ikke, at der bør skelnes mellem real-
kreditlån og andre lån.
Udvalget foreslår derfor, at lån med sikkerhed i et aktiv, der
indgår i delingen, skal kunne fradrages i delingsformuen.
Tilsvarende skal lån med sikkerhed i et aktiv, der er særeje,
fratrækkes i særejet. Kun hvis et lån med sikkerhed i et sær-
ejeaktiv, overstiger den samlede formue, der kan holdes
uden for delingen, skal den overskydende gæld kunne fra-
drages i delingsformuen.
Hvis en ægtefælle optager lån i en ejendom, der er delings-
formue, og ægtefællen anvender låneprovenuet til at forbed-
re sit særeje, vil det medføre et reguleringskrav, jf. punkt
3.17.
Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at gældens sta-
tus lægges fast ved stiftelsen, og at efterfølgende sikker-
hedsstillelse eller udskiftning af sikkerheden ikke medfører,
at gælden skifter status.
For så vidt angår lån, der er optaget uden sikkerhed i et ak-
tiv, foreslår udvalget, at anvendelsen af låneprovenuet skal
være afgørende. Det foreslås derfor, at usikrede lån, der er
anvendt til anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af et
aktiv, eller i øvrigt kan henføres til et aktiv, får samme sta-
tus som aktivet. Begrebet "i øvrigt kan henføres til et aktiv”
dækker f.eks. lån til betaling af skatter og afgifter vedrøren-
de aktivet, herunder ejendomsskatter og bo- og gaveafgifter.
Et usikret banklån til køb af en bil vil således kunne fradra-
ges i delingsformuen, hvis bilen indgår i delingen. Er bilen
derimod særeje, kan lånet ikke fradrages i delingsformuen,
medmindre lånet overstiger den del af den pågældende æg-
tefælles samlede formue, der kan holdes uden for delingen.
Udvalget sondrer mellem delingsformue og formue, der ikke
indgår i delingen, hvilket ud over særeje også omfatter pen-
sionsordninger, visse erstatninger og uoverdragelige og per-
sonlige rettigheder. Et usikret lån til f.eks. køb af goodwill,
der kan holdes uden for delingen, kan således som udgangs-
punkt ikke fradrages i delingsformuen. Tilsvarende vil et
usikret lån til indbetaling på en pensionsordning, der ikke
indgår i delingen, som udgangspunkt heller ikke kunne fra-
drages i den formue, der skal deles.
Tilbage bliver gældsposter, der hverken har sikkerhed i et
aktiv eller er anvendt til et konkret aktiv. Disse gældsposter
omfatter bl.a. forbrugsgæld, skattegæld, der ikke har forbin-
delse til et konkret aktiv, og studiegæld. For så vidt angår
disse gældsposter, foreslår udvalget, at der skal ske en
skønsmæssig fordeling efter forholdet mellem værdien af
den formue, der indgår i delingen, og den formue, der ikke
indgår i delingen.
3.14.2.1.1. Konsekvenserne for delingen når gæld er betalt
med midler af en anden status
Hvis gæld, der hører til særejet, afdrages under ægteskabet
med delingsformue, eller omvendt, forrykkes efter udvalgets
opfattelse balancen mellem delingsformuen og den formue,
der ikke skal deles. Denne balance kan genoprettes ved re-
guleringskrav, jf. punkt 3.17. Hvis gæld med sikkerhed i en
særejeejendom afdrages med midler, der ville indgå i delin-
gen, medfører det således et reguleringskrav. Tilsvarende
medfører det et reguleringskrav, hvis gæld med sikkerhed i
en ejendom, der indgår i delingen, afdrages med særejemid-
ler.
Derimod foreslår udvalget, at betaling af usikret gæld uden
tilknytning til et aktiv ikke skal medføre reguleringskrav. I
modsat fald ville det være nødvendigt for hver betaling af et
afdrag på f.eks. en studiegæld at foretage en opgørelse af
den pågældende ægtefælles formue, der henholdsvis indgår
og ikke indgår i delingen, og beregne, hvilken procentdel af
studiegælden der herefter ville kunne fratrækkes i den for-
mue, der skulle deles, for derefter at beregne et regulerings-
krav i forhold hertil. En sådan løsning ville efter udvalgets
opfattelse ikke være mulig at gennemføre i praksis. Det
forekommer endvidere rimeligt, at betaling af f.eks. for-
brugsgæld på et kontokort ligestilles med forbrug. Efter for-
slaget vil det således være uden betydning, om man stifter
forbrugsgæld og derefter indfrier gælden med særejemidler,
eller om man direkte forbruger sit særeje.
3.14.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
Som anført ovenfor indgår alle en ægtefælles aktiver ved be-
regningen af, hvor stor en del af gælden, der kan fratrækkes
i den formue, der skal deles. En gældspost kan således hører
til et aktiv, der er beskyttet mod kreditorforfølgning. Der vil
derfor efter udvalgets opfattelse kunne forekomme tilfælde,
hvor en ægtefælles gæld, der er knyttet til et kreditorbeskyt-
74
tet aktiv udgør mere end halvdelen af delingsformuen, og
hvor ægtefællen ikke ejer andre aktiver, der kan holdes uden
for delingen. Hvis gælden i en sådan situation skal fordeles
som foreslået af udvalget, vil ægtefællen ikke kunne fra-
trække gælden i delingsformuen med den virkning, at ægte-
fællen skal aflevere halvdelen af sin formue (bortset fra pen-
sionsordningen) til sin ægtefælle. Den pågældende ægtefæl-
le vil herefter ikke have tilstrækkelige frie midler til at beta-
le sine kreditorer, der ikke kan gøre udlæg i pensionsordnin-
gen.
For at undgå, at kreditorernes rettigheder tilsidesættes, fore-
slår udvalget, at en ægtefælle ikke er forpligtet til at aflevere
så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende ikke
beholder tilstrækkelige midler til at dække sine kreditorer.
3.14.2.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue
og særeje
Udvalget har overvejet, om der bør indføres adgang til ved
ægtepagt at aftale, at en gældspost ikke skal kunne fradrages
ved opgørelsen af delingsformuen, med den virkning at gæl-
den må bæres af ægtefællens særeje eller andre aktiver, der
ikke indgår i delingen. Har den ægtefælle, hvis gældspost
efter aftalen skal holdes udenfor delingen, ikke aktiver, der
kan holdes uden for delingen, og som kan dække gælden, vil
aftalen indebære, at den formue, der skal deles, deles skævt
til fordel for den anden ægtefælle, således at denne bliver
stillet, som om gælden ikke fandtes.
3.14.2.2.1. Flertallets forslag
Udvalgets flertal er af den opfattelse, at en adgang til at afta-
le, at en gældspost ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen
af delingsformuen, jævnligt efterspørges af ægtefæller, der
opretter ægtepagt om særeje, dels fordi den gældende retstil-
stand er uklar, og dels fordi de ønsker at holde bestemte
gældsposter, f.eks. studiegæld, uden for delingen.
Flertallet er klar over, at aftaler om gæld kan medvirke til at
gøre særejeægtepagter mere uoverskuelige. Sådanne aftaler
vil endvidere kunne medføre, at en ægtefælle skal aflevere
alle sine aktiver til den anden ægtefælle og samtidig alene
hæfte for sin gæld.
Selvom udvalget foreslår en lovregulering af, hvornår gæld
kan fradrages i delingsformuen, vil der efter flertallets opfat-
telse kunne være situationer, hvor det vil bero på en konkret
vurdering, om en gældspost påhviler delingsformuen eller
ej. Flertallet mener derfor, at ægtefæller bør have mulighed
for på forhånd at indgå en aftale om gælden, der afklarer
denne tvivl.
Flertallet er klar over, at aftaler om gæld kan bruges til reelt
at sætte en tredjemandsbestemmelse om særeje ud af kraft,
idet ægtefællerne kan aftale, at en gældspost af tilsvarende
størrelse skal holdes uden for delingen. Flertallet finder
imidlertid ikke, at dette hensyn kan tillægges afgørende
vægt. Det skyldes, at en ægtefælle også vil kunne forbruge
særejet og i stedet spare op af sine løbende indtægter, der ik-
ke er særeje.
Efter flertallets forslag skal ægtefællerne ved ægtepagt frit
kunne indgå aftaler om allerede stiftet gæld og om gæld, der
stiftes i tilknytning til aftalens indgåelse. Derimod finder
flertallet, at det ikke skal kunne aftales, at fremtidig gæld,
der efter den foreslåede ordning ikke ville kunne fradrages i
delingsformuen, skal kunne fradrages i delingsformuen. Det
skyldes, at konsekvenserne af en sådan aftale ville være van-
skelige at overskue for den ægtefælle, der ved en sådan afta-
le tillader den anden ægtefælle frit at tage lån i sit særeje
med den virkning, at gælden skal fradrages i delingsformu-
en. Sådanne aftaler om fremtidig stiftet gæld foreslås derfor
ikke tilladt. Endvidere må det sikres, at aftaler om gæld ikke
kan anvendes til at indgå aftaler om, at gæld skal fratrækkes
i delingsformuen ved død men ikke ved separation og skil-
smisse, da en sådan aftale typisk ligesom aftaler om døds-
faldssæreje (se punkt 3.8.2.3.) har til formål at tilsidesætte
hensynet til en ægtefælles særbørn.
Det foreslås derfor, at det ikke skal være tilladt at indgå en
aftale om, at gæld skal fradrages i den formue, der skal de-
les, ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller
skilsmisse. I modsat fald ville det være muligt for ægtefæl-
lerne at gøre den ene ægtefælles særbørn arveløse.
Endelig må det sikres, at sådanne aftaler ikke kommer ægte-
fællernes kreditorer til skade. En aftale om, at en gældspost
ikke skal fradrages i den formue, der skal deles, kan medfø-
re, at en ægtefælle i henhold til aftalen skal aflevere så stor
en del af sin formue til den anden ægtefælle, at den pågæl-
dende ikke har tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine
forpligtelser. Det foreslås derfor, at en ægtefælle uanset en
aftale om gæld ikke har pligt til ved formuedelingen at beta-
le mere til den anden ægtefælle, end at den pågældende be-
holder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Dette foreslås som en tilføjelse til forslaget i punkt
3.14.2.1.2. Denne bestemmelse kan ægtefællerne ikke fravi-
ge ved en forhåndsaftale.
3.14.2.2.2. Mindretallets forslag
Et mindretal i udvalget bemærker, at en mulighed for at ind-
gå aftaler om gæld vil komplicere retstilstanden. Det kan
endvidere være usikkert præcist at forstå, hvilke aftaler der
gyldigt kan indgås. At tillade aftaler om gæld medfører og-
så, at ægtefæller kan omgå en tredjemandsbestemmelse om
særeje.
Mindretallet er enigt i, at ægtefæller kan omgå tredjemands
særejebestemmelser ved at forbruge arven eller gaven. Der
er dog stor økonomisk forskel på at forbruge 500.000 kr. for
at unddrage sig særejebestemmelsen og blot aftale at flytte
en gældpost på 500.000 kr., så den belaster særejet i stedet
for delingsformuen.
Det er derfor mindretallets opfattelse, at sådanne aftaler fort-
sat ikke skal kunne indgås.
75
3.14.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i udvalgets forslag til
lovregulering af behandlingen af gæld ved formuedeling.
Ministeriet er endvidere enig med flertallets forslag til mu-
lighed for at indgå aftaler om behandlingen af gæld.
Forslaget om behandlingen af gæld vil efter ministeriets op-
fattelse medvirke til at gøre retsstillingen klar, mens forsla-
get om aftaler om gæld er i overensstemmelse med ministe-
riets ønske om, at ægtefæller skal have så vide muligheder
for at indgå aftaler om deres økonomiske forhold som mu-
ligt.
3.14.4. Den foreslåede ordning
Med lovforslagets §§ 29 og 30 foreslås det, at der lovfæstes
regler om, hvordan ægtefællers gæld skal behandles ved op-
gørelsen af delingsformuen ved formuedelingen.
Det foreslås i § 29, stk. 1, at ved opgørelsen af delingsfor-
muen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er de-
lingsformue. Endvidere fradrages usikret gæld i delingsfor-
muen, når gælden er stiftet til brug for anskaffelse, forbed-
ring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue,
eller gælden i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.
Tilsvarende fradrages efter stk. 2 gæld ikke i delingsformu-
en, når gælden har sikkerhed i aktiver, der ikke er delings-
formue, eller når der er tale om usikret gæld, der er stiftet til
brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af ak-
tiver, der ikke indgår i delingen, eller gælden i øvrigt kan
henføres til sådanne aktiver. Gælden fradrages dog i det om-
fang, den overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke
indgår i ligedelingen.
Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages efter
stk. 3 skønsmæssigt i en ægtefælles delingsformue efter for-
holdet mellem værdien af ægtefællens delingsformue og for-
mue, der ikke indgår i delingen.
Det følger af stk. 4, at det er uden betydning for, om gæld
skal fradrages efter de foreslåede regler i stk. 1, stk. 2 eller
stk. 3, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for
gælden, eller at en sikkerhedsstillelse ændres.
Af hensyn til beskyttelsen af kreditorernes interesse foreslås
det i § 30, at en ægtefælle uanset bestemmelsen om fradrag
for gæld efter § 29 og uanset en aftale om fradrag for gæld
efter § 18 ikke har pligt til ved formuedelingen at betale så
meget til den anden ægtefælle, at ægtefællen ikke beholder
tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Med lovforslagets § 18 får ægtefæller mulighed for ved æg-
tepagt at aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages i de-
lingsformuen ved formuedeling ved separation, skilsmisse
og død.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller dog ikke aftale, at
gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåelse, eller som
stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter § 29, stk. 2,
ville skulle fradrages i formue, der ikke indgår i delingen,
skal fradrages i delingsformuen. Efter stk. 3 kan ægtefæller
endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformu-
en ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller
skilsmisse.
3.15. Aftaler om formuedelingen
3.15.1. Gældende ret
Når separation eller skilsmisse er aktuel, kan ægtefællerne
som udgangspunkt frit indgå aftaler om, hvordan deres for-
muer skal deles. De er således ikke begrænset af de aftaler
om særeje og formuedeling m.v., som er beskrevet i punkt
3.8., 3.9. og 3.13. De kan derfor aftale skævdeling af for-
mue, der ellers skulle ligedeles, og de kan aftale betaling af
og afkald på kompensation m.v.
Lovgivningen indeholder ikke regulering af adgangen til at
indgå sådanne aftaler om formuedelingen, der ofte kaldes
bodelingsaftaler. I dette lovforslag anvendes i stedet begre-
bet aftaler om formuedeling.
Efter ægteskabslovens § 58 kan en aftale, som ægtefæller
har indgået med henblik på separation eller skilsmisse om
fordelingen af formuen, ved dom ændres eller erklæres for
uforbindende, såfremt aftalen skønnes urimelig for den ene
ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.
Ved vurderingen af, om en aftale om formuedeling skal tilsi-
desættes, lægges der vægt på, om aftalen objektivt er urime-
lig, dvs. om det økonomiske resultat, den fører til, er væ-
sentligt forskelligt fra det, der følger af lovgivningen og
eventuelle ægtepagter m.v.
Endvidere lægges vægt på parternes subjektive forhold. Har
en part uden pres og med klar viden om de økonomiske for-
hold givet afkald på f.eks. boslod, kan dette ikke tilsidesæt-
tes. I praksis lægges der betydelig vægt på, om den, der har
givet afkald på sin ret, har haft advokatbistand ved aftalens
indgåelse. Der lægges endvidere betydelig vægt på, hvor
lang tid efter aftalens indgåelse indsigelsen fremsættes. Er
der gået længere tid, vil dette tale mod en ændring, idet den
anden ægtefælle vil have indrettet sig i tillid til aftalen.
Aftaler om det økonomiske opgør ved et ægteskabs ophør
kan omfatte flere spørgsmål, herunder navnlig formuede-
ling, vederlagskrav, pensions- og særejekompensation. Ved
vurderingen af, om en sådan blandet aftale kan tilsidesættes,
må den bedømmes samlet.
Kun aftaler, der er indgået med henblik på separation eller
skilsmisse, er omfattet af bestemmelsen.
Aftaler indgået efter separation skal være indgået med hen-
blik på skilsmisse for at være omfattet af bestemmelsen.
Hvis aftalen er indgået senere, vil den kunne ændres efter
aftalelovens § 36. Efter bestemmelsens stk. 1 kan en aftale
ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være
urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den
76
gældende. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages efter stk. 2 hen-
syn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og
senere indtrufne omstændigheder.
3.15.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Udvalget foreslår, at der i lov om ægtefællers økonomiske
forhold indsættes en bestemmelse, hvorefter ægtefæller i
forbindelse med separation eller skilsmisse kan indgå aftale
om hel eller delvis deling af deres formuer.
Udvalget har herefter overvejet, om der er behov for en sær-
lig regel om ændring eller tilsidesættelse af aftaler om for-
muedeling ved siden af den generelle regel i aftalelovens §
36.
Det er udvalgets opfattelse, at vurderingen af, om en de-
lingsaftale bør ændres eller tilsidesættes som urimelig, ad-
skiller sig fra den vurdering, der foretages i andre sager efter
aftalelovens § 36, som ofte vedrører en kommerciel transak-
tion, f.eks. mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.
Ved tilsidesættelser af aftaler om formuedeling lægges der
større vægt på parternes subjektive forhold, herunder at den
ene var ude af balance som følge af samlivsophævelsen, el-
ler at en ægtefælle reelt ved aftalens indgåelse ønskede at gi-
ve afkald på en del af sine rettigheder, f.eks. af hensyn til
børnene. Samtidig lægges der større vægt på hensynet til
den tid, der er gået, inden indsigelsen blev fremsat, idet
vægtige hensyn taler for, at den anden ægtefælle kan indret-
te sig i tillid til aftalen.
Disse hensyn vil efter udvalgets opfattelse ikke i samme
grad gøre sig gældende i en sag efter aftalelovens § 36 om
tilsidesættelse af f.eks. en aftale mellem en forbruger og en
erhvervsdrivende, hvor den erhvervsdrivende typisk ikke vil
have kendskab til forbrugerens subjektive forhold, og hvor
hensynet til, at den erhvervsdrivende har indrettet sig i tillid
til aftalen, ikke vil have samme vægt.
Udvalget finder derfor, at der fortsat bør være en særlig re-
gel i den familieretlige lovgivning om tilsidesættelse og æn-
dring af aftaler om formuedeling, og at denne regel bør ind-
sættes i loven om ægtefællers økonomiske forhold, da den
hører sammen med reglerne om formuedeling.
Udvalget foreslår samtidig, at reglens anvendelsesområde
udvides, så den også omfatter aftaler om formuedeling, der
indgås efter separationen eller skilsmissen.
Det foreslås, at bestemmelsen udformes sådan, at aftaler om
formuedeling skal kunne tilsidesættes helt eller delvist, hvis
de skønnes urimelige. Ved afgørelsen herom skal der tages
hensyn til aftalens indhold, ægtefællernes økonomiske for-
hold, baggrunden for aftalen og omstændighederne ved afta-
lens indgåelse samt senere indtrufne omstændigheder.
Aftaler om formuedeling og aftaler om ægtefællebidrag
hænger ofte sammen og kan være indeholdt i den samme af-
tale. Ændring af aftaler om ægtefællebidrag bør derfor ske
efter samme kriterier som ændring af aftaler om formuede-
ling. Udvalget foreslår på den baggrund en tilsvarende æn-
dring af ægteskabslovens § 52, der indeholder regler om æn-
dring af aftaler om ægtefællebidrag.
3.15.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsud-
valgets forslag om, at der bør indføres en bestemmelse om
indgåelse af aftaler om formuedelingen.
Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at
der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en
bestemmelse om tilsidesættelse aftaler om formuedelingen.
Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at de gældende
regler ikke ses at give anledning til problemer i praksis, og
at der i alle situationer er mulighed for at få tilsidesat en af-
tale om formuedeling under henvisning til "urimelighed".
3.15.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold
indsættes en bestemmelse (§ 32), hvorefter ægtefæller i for-
bindelse med separation eller skilsmisse indgå aftale om de-
lingen af deres formue.
Spørgsmål om tilsidesættelse af sådanne aftaler afgøres efter
ægteskabslovens § 58 og aftalelovens § 36.
3.16. Formue der ikke indgår i formuedelingen
3.16.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægte-
fællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhver-
ver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt
det ikke er gjort til særeje, og efter § 16, stk. 2, udtager hver
ægtefælle halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre
undtagelse har særlig lovhjemmel.
Følgende aktiver indgår ikke i ligedelingen ud over særeje,
der er beskrevet i punkt 3.8. :
– Uoverdragelige og personlige rettigheder, jf. punkt
3.16.1.1.
– Pensionsrettigheder, jf. punkt 3.16.1.2.
– Erstatninger knyttet til en ægtefælle, jf. punkt 3.16.1.3.
Hvis et aktiv eller en rettighed helt eller delvist holdes uden
for ligedeling, har den anden ægtefælle muligvis et krav på
kompensation efter ægtefælleskiftelovens § 67 (se punkt
3.18.). Hvis der er tale om en pensionsrettighed, kan den an-
den ægtefælle have ret til pensionskompensation efter rets-
virkningslovens § 16 d og § 16 e (se punkt 3.19.).
3.16.1.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af rets-
virkningslovens § 15, stk. 2, (såkaldte § 15-stk. 2-rettighe-
der) omfatter bl.a. ophavsrettighed, ret til biblioteksafgifter,
bundne opsparinger, båndlagt arv og gave samt goodwill.
77
Nogle af disse rettigheders behandling ved formuedeling er
reguleret i anden lovgivning, herunder ophavsretsloven, bib-
lioteksafgiftsloven og arveloven for så vidt angår båndlagt
arv (§§ 53-58). For så vidt angår rettigheder, der ikke er
særligt lovreguleret, er der i nogle tilfælde taget stilling i
retspraksis, mens andre alene er omtalt i litteraturen.
Selvom det bliver fastslået, at en rettighed er uoverdragelig
eller af så personlig art, at den henhører under § 15, stk. 2,
er det ikke givet, hvordan rettigheden skal behandles ved
formuedeling. Det afgøres ud fra en fortolkning af den en-
kelte rettigheds karakter. Fravigelse af udgangspunktet om
ligedeling kan ske med støtte i en anden lov, forvaltnings-
akt, privat viljeserklæring, retspraksis og den juridiske litte-
ratur.
3.16.1.2. Pensionsrettigheder
Pensionsrettigheder udgør den største del af de personlige
og uoverdragelige rettigheder.
Indtil pensionsreformen pr. 1. januar 2007, jf. lov nr. 483 af
7. juni 2006 om ændring af lov om ægteskabets retsvirknin-
ger og lov om skifte af fællesbo m.v. med flere love (Pensi-
onsrettigheders behandling ved død samt separation og skil-
smisse) blev nogle pensionsrettigheder, navnlig arbejdsmar-
kedspensioner, betragtet som personlige og uoverdragelige
rettigheder, mens andre pensionsrettigheder indgik i ligede-
lingen, navnlig kapitalpensioner. Ved lovændringen blev be-
handlingen af alle pensionsrettigheder ved separation, skil-
smisse og død undergivet særskilt regulering i retsvirknings-
lovens §§ 16 a-16 h.
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller
ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettighe-
der forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ik-
ke i ligedelingen, uanset om der er tale om arbejdsmarkeds-
pension eller kapitalpension.
Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra
rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende en-
gangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene
ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder ind-
tægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlods-
udtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet
deres karakter af pensionsopsparing.
Kapitalpension er imidlertid ved lov nr. 922 af 18. septem-
ber 2012 om ændring af pensionsbeskatningsloven og for-
skellige andre love (Afskaffelse af fradragsret m.v. for ind-
betalinger til kapitalpension) afløst af aldersopsparing i pen-
geinstitut eller aldersforsikring i forsikringsselskaber. En ka-
pitalpension oprettet før lovændringen fortsætter dog, indtil
den udbetales, medmindre den er blevet konverteret til en al-
dersopsparing. Dette indebærer, at henvisningen i § 16 b,
stk. 2, til kapitalpensionsrettigheder også omfatter ret til al-
derspension. I lovforslaget anvendes alders- og kapitalpensi-
on derfor i stedet for kapitalpensionsrettigheder. Tilsvarende
er supplerende engangsydelse afløst af supplerende en-
gangssum.
I stk. 3 fastslås det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder
indgår i ligedelingen.
§ 16 c indeholder en bestemmelse om behandlingen af pen-
sionsrettigheder, når ægteskabet har været af kortere varig-
hed. I så fald udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder
forlods (stk. 1). Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere
forlods beløb fra alders- og kapitalpensionsrettigheder, sup-
plerende engangssum og supplerende engangsydelser, der er
udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være
forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for
beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb,
der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensions-
opsparing.
Begge bestemmelser omfatter alle former for pensionsrettig-
heder, herunder alders-, kapital- og ratepension, livrente, ar-
bejdsmarkedspension, tjenestemandspension, ATP-pension,
indekskontrakt m.v. Det er uden betydning, om ordningen
indeholder éngangs- eller rateudbetaling eller løbende udbe-
taling, og om ordningen er obligatorisk i ansættelsesforhol-
det eller frivillig.
3.16.1.3. En ægtefælles personlige erstatninger
Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om er-
statning og godtgørelse for personskade (personskadeerstat-
ning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsør-
ger (forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kra-
vet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af dom-
stolene.
Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i
stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formue-
fællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af æg-
teskabs ophør eller separation. Erstatningen eller godtgørel-
sen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatnin-
gen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen el-
ler godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Personskade- og forsørgertabserstatninger indgår således ik-
ke i formuefællesskabet ved separation eller skilsmisse.
Baggrunden herfor er, at sådanne erstatninger har et særligt
personligt præg. Dette understøttes bl.a. også af, at de i et
vist omfang er uoverdragelige (§ 18, stk. 1), og er undtaget
for kreditorforfølgning efter retsplejelovens § 513, stk. 1.
§ 18, stk. 2, omfatter bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne,
erstatning for tab af forsørger og for andet tab som følge af
en skade, eksempelvis for forlængelse af uddannelse eller
afholdte helbredsudgifter, godtgørelse for svie og smerte og
for varige mén.
Efter lovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en
retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller per-
son, betale den forurettede godtgørelse for tort. Bestemmel-
sen omfatter bl.a. godtgørelse til ofre for voldtægt, friheds-
berøvelse og grov vold samt godtgørelse for freds- og æres-
krænkelser, herunder f.eks. injurier og uberettiget offentlig-
gørelse af følsomme personoplysninger. Efter § 26 a, stk. 1,
78
kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder
en andens død, pålægges at betale en godtgørelse til efterle-
vende, der stod den afdøde særlig nær.
Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2, tilsvarende anven-
delse på godtgørelser efter §§ 26 og 26 a.
Erstatningsansvarsloven vedrører erstatnings- og godtgørel-
seskrav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.
§ 18, stk. 2, anses for analogt anvendelig på erstatning efter
arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne, godt-
gørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger og
tilsvarende erstatninger og godtgørelser efter patientforsik-
ringsloven og voldsoffererstatningsloven, godtgørelse til
HIV-smittede blødere og lignende erstatninger og godtgørel-
ser.
§ 18, stk. 2, anvendes også analogt på ulykkesforsikringer,
men det er uafklaret, om reglerne om forsørgertabserstatning
anvendes analogt på livsforsikringsbeløb.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af
§ 18, stk. 2, og derfor ikke indgår i delingsformuen, er ikke
udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om
en erstatning er omfattet af § 18, stk. 2. Som det fremgår af
bestemmelsens stk. 3 er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
ikke omfattet af § 18, stk. 2.
Det er uden betydning for anvendelsen af § 18, stk. 2, om
erstatningen m.v. er erhvervet før eller efter ægteskabet.
For at kunne holde en erstatning uden for delingen må er-
statningen ikke være forbrugt. Det er ikke en betingelse, at
erstatningen er holdt adskilt fra modtagerens øvrige formue,
men modtageren har bevisbyrden for, at erstatningen ikke er
forbrugt. I praksis kan denne bevisbyrde være vanskelig at
løfte.
Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er
omfattet af § 18, stk. 2, indgår i delingen. Dermed adskiller
ordningen sig fra særeje, hvor indtægter og værdistigning er
særeje, jf. punkt. 3.12.
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 3, finder reglerne i
bestemmelsens stk. 1 og 2 ikke anvendelse på krav om er-
statning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette skyldes, at sådanne
erstatninger træder i stedet for en lønindtægt, der ville indgå
i ægtefællens delingsformue.
Stk. 3 omfatter efter retspraksis bl.a. fratrædelsesgodtgørelse
efter funktionærlovens § 2 a, hvorefter der ydes en særlig
godtgørelse ved opsigelse af funktionærer, der har været be-
skæftiget i samme virksomhed i 12 år eller mere. Dette har
været kritiseret i teorien, navnlig under henvisning til, at det
af forarbejderne til funktionærlovens § 2 a fremgår, at for-
målet er, at „mildne overgangen til anden beskæftigelse for
ældre funktionærer, der opsiges efter i en længere årrække at
have været beskæftiget i samme virksomhed".
Der ses ikke at være taget stilling til behandlingen på skifte
af andre godtgørelser med relation til en ansættelse, herun-
der f.eks. godtgørelse efter ligebehandlingsloven for afske-
digelse begrundet i graviditet, godtgørelse efter ligelønslo-
ven og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for mangler i
et ansættelsesbevis.
3.16.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.16.2.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
Udvalget foreslår bestemmelsen i retsvirkningslovens § 15,
stk. 2, om personlige og uoverdragelige rettigheder videre-
ført i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
3.16.2.2. Pensionsrettigheder
Reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separati-
on, skilsmisse og død er ikke omfattet af udvalgets kommis-
sorium. Udvalget har derfor ikke foreslået indholdsmæssige
ændringer af retsvirkningslovens §§ 16 b og 16 c.
3.16.2.3. Personskade- og forsørgertabserstatninger m.v.
samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
Som beskrevet i punkt 3.16.1.3. er behandlingen af person-
skadeerstatninger efter erstatningsansvarsloven reguleret i
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, mens andre erstatnin-
ger m.v., herunder for arbejdsskader, patientskader m.v., be-
handles efter en analogi af § 18, stk. 2.
Udvalget finder, at alle disse erstatninger bør reguleres efter
den samme bestemmelse, og at dette bør ske i den foreslåe-
de nye lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Udvalget er enig i hensynene bag den gældende regulering,
hvorefter forsørgertabs- og personskadeerstatninger holdes
uden for formuedelingen ved separation og skilsmisse, og at
længstlevendes erstatningsbeløb kan holdes uden for for-
muedelingen ved en ægtefælles død.
Udvalget fremhæver, at en erstatning for varigt mén eller er-
hvervsevnetab har til formål at kompensere skadelidte for
dels manglende indtjeningsevne i årene fremover og dels for
de ulemper, der er forbundet med skaden. Det forekommer
derfor rimeligt, at erstatningen ikke skal deles med ægtefæl-
len. Tilsvarende hensyn gælder udbetalinger fra ulykkesfor-
sikringer, der erstatter de samme tab som erstatningsan-
svarsloven.
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2 og 3, er det er-
statning og godtgørelse for bl.a. varigt mén, erhvervsevne-
tab, svie og smerte og tort, der kan holdes uden for delingen,
mens erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indgår i delingen.
Baggrunden for denne sondring er, at de førstnævnte erstat-
ninger og godtgørelser kompenserer for selve skaden på ska-
delidtes person, herunder den lidelse der er forbundet her-
med, og for et fremtidigt indtægtstab. Erstatning for tabt ar-
bejdsfortjeneste kompenserer derimod for et tab af indtægt,
der allerede er lidt, når erstatningen udbetales, og denne ind-
79
tægt ville være indgået i formuefællesskabet og dermed i
formuedelingen ved separation eller skilsmisse.
Udvalget er enig i denne sondring, men finder at bestemmel-
sen bør udbygges, således at alle erstatninger, godtgørelser
og forsikringsudbetalinger som følge af personskade i form
af erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte, kritisk syg-
dom og tort holdes uden for delingen i det omfang, de er i
behold. Det afgørende fællestræk ved disse udbetalinger er
som nævnt, at de kompenserer for et fremtidigt indtægtstab
eller for en mere ideel skade i form af fysisk eller psykisk
lidelse eller integritetskrænkelse, som f.eks. ved voldtægt el-
ler frihedsberøvelse.
Derimod bør erstatninger og godtgørelser, der, som eksem-
pelvis erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kompenserer for
et allerede lidt indtægtstab, efter udvalgets opfattelse indgå i
formuedelingen på samme måde som andre indtægter. Ud-
valget finder også, at dette bør gælde for godtgørelser, der
ydes, selvom der ikke nødvendigvis er lidt et indtægtstab,
men som har til formål at kompensere for et formodet ind-
tægtstab. Dette gælder således f.eks. godtgørelse efter funk-
tionærlovens § 2 a, godtgørelse for uberettiget afskedigelse,
herunder godtgørelser efter ligebehandlingsloven ved f.eks.
afskedigelse begrundet i graviditet, godtgørelser efter lige-
lønsloven, og godtgørelser for mangler ved ansættelsesbevi-
ser. Det afgørende er, at der er tale om erstatninger og godt-
gørelser, der ydes i tilknytning til et ansættelsesforhold.
Godtgørelser for f.eks. overtrædelse af lov om etnisk ligebe-
handling eller ligestillingsloven, der vedrører krænkelser
uden tilknytning til et ansættelsesforhold, herunder f.eks. af-
visning ved et diskotek som følge af etnisk oprindelse, har
efter udvalgets opfattelse karakter af en kompensation for en
krænkelse af mere ideel karakter og kan derfor ligestilles
med godtgørelse omfattet af § 18, stk. 2. Der vil dog typisk
her være tale om så små beløb, at den praktiske betydning
heraf vil være begrænset.
For så vidt angår erstatning for forsørgertab og godtgørelser
til efterlevende efter erstatningsansvarsloven m.v., finder
udvalget, at disse beløb bør ligestilles med arv og forsik-
ringsudbetalinger m.v., der kommer til udbetaling til en æg-
tefælle fra tredjemand. Disse erstatninger m.v. bør derfor li-
ge som arv og gave holdes uden for ligedelingen, jf. punkt
3.11.
Udvalget er derimod ikke enig om metoden til at holde de
nævnte personskadeerstatninger uden for formuedelingen.
Et flertal i udvalget finder, at værdien af personskadeerstat-
ninger bør kunne holdes uden for delingen efter samme reg-
ler, som efter udvalgets flertals forslag om arv og gave fra
tredjemand, punkt 3.11. Det er således værdien ved modta-
gelsen, der skal kunne holdes uden for delingen, i det om-
fang værdien er i behold. Dette svarer i vidt omfang til gæl-
dende ret, idet kriterierne for at anse værdien for at være i
behold dog i et vist omfang er lempet i forhold til gældende
ret.
Værdistigninger på et aktiv, der er erhvervet for en modta-
gen erstatning, og indtægter, f.eks. renter af et erstatningsbe-
løb, kan som efter gældende ret ikke holdes uden for delin-
gen.
Flertallet finder endvidere, at erstatnings- og godtgørelses-
beløb, som efter gældende ret, skal kunne holdes uden for
delingen ved separation eller skilsmisse, og at længstleven-
des erstatnings- og godtgørelsesbeløb ligeledes skal kunne
holdes uden for delingen, hvis boet deles i længstlevendes
levende live.
Derimod skal førstafdødes erstatnings- og godtgørelsesbeløb
fortsat indgå i formuedelingen. Det samme gælder længstle-
vendes erstatnings- og godtgørelsesbeløb, når et uskiftet bo
skiftes ved længstlevendes død.
Et mindretal i udvalget mener, at erstatninger for personska-
de og forsørgertab skal behandles som særeje ved separation
og skilsmisse, dvs. at sådanne erstatninger skal være skil-
smissesæreje. Hvis den berettigede til erstatningen bliver
længstlevende, skal erstatningen være fuldstændigt særeje.
Afgår den berettigede derimod ved døden før sin ægtefælle,
bør erstatningen indgå i formuedelingen.
Det betyder, at erstatningen i relation til surrogater og ind-
tægter behandles på samme måde som særeje aftalt af ægte-
fællerne, jf. punkt. 3.12. Det vil efter mindretallets opfattel-
se indebære en betydelig forenkling, at alle de midler, der
ikke skal deles, så vidt muligt behandles ens. Det vil særlig
være en forenkling, når disse midler sammenblandes, idet
dette kan ske uden efterfølgende problemer med værdian-
sættelse, indtægter og surrogater.
3.16.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.16.3.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder samt
pensionsrettigheder
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at bestemmelsen i retsvirkningslovens § 15, stk.
2, om personlige og uoverdragelige rettigheder videreføres i
lov om ægtefællers økonomiske forhold uden indholdsmæs-
sige ændringer.
Som det fremgår af punkt 1 videreføres de gældende regler
om behandlingen af pensionsrettigheder uden indholdsmæs-
sige ændringer. Dette omfatter også retsvirkningslovens
§§ 16 b og 16 c.
3.16.3.2. En ægtefælles personlige erstatninger
Nogle erstatninger m.v. er knyttet så tæt til en person, at
skadelidte efter ministeriets opfattelse bør kunne beholde er-
statningen efter separation og skilsmisse uden at skulle dele
den med sin ægtefælle. Erstatningen bør derfor ikke indgå i
formuedelingen. Andre erstatninger er der ikke på samme
måde behov for at holde uden for formuedelingen.
Denne sondring mellem forskellige former for personlige er-
statninger kommer til udtryk i erstatningsansvarsloven, hvor
80
personskadeerstatninger efter § 18, stk. 2, ikke indgår i for-
muedelingen, mens erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ef-
ter stk. 3 indgår i formuedelingen.
Ministeriet er enig med udvalget i, at denne sondring mel-
lem erstatninger bør opretholdes, og at det bør reguleres i
lov om ægtefællers økonomiske forhold, hvilke erstatninger
der indgår i henholdsvis holdes uden for formuedelingen.
Personskadeerstatninger kompenserer for selve skaden på
skadelidtes person, herunder den lidelse der er forbundet
hermed, og for et eventuelt fremtidigt indtægtstab. Det afgø-
rende fællestræk ved disse udbetalinger er som nævnt, at de
kompenserer for et fremtidigt indtægtstab eller for en mere
ideel skade i form af fysisk eller psykisk lidelse eller integri-
tetskrænkelse, som f.eks. ved voldtægt eller frihedsberøvel-
se.
Sådanne erstatninger er således tæt knyttet til skadelidte
selv, og skadelidte bør derfor kunne beholde dem efter sepa-
ration og skilsmisse. På samme måde er en forsørgertabser-
statning, der ligeledes vedrører fremtiden, knyttet til den be-
rettigedes person.
Derimod skal erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kompen-
sere for et tab af indtægt, der allerede er lidt, når erstatnin-
gen udbetales, og den indtægt, som erstatningen skal dække,
ville være indgået i formuedelingen. Sådanne erstatninger
indgår derfor i formuedelingen.
Som foreslået af udvalget bør erstatning, godtgørelse og for-
sikringsudbetaling m.v. som følge af personskade i form af
erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte, kritisk sygdom
og tort m.v. ikke indgå i formuedelingen. Det omfatter bl.a.
følgende:
– Erstatning og godtgørelse for personskade- og forsørger-
tabserstatning efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2,
herunder erstatning for tab af erhvervsevne, erstatning
for tab af forsørger, for kritisk sygdom og for andet tab
som følge af skaden, eksempelvis for forlængelse af ud-
dannelse eller afholdte helbredsudgifter, godtgørelse for
svie og smerte og for varige mén.
– Godtgørelse for tort som følge af retsstridig krænkelse af
en andens frihed, fred, ære eller person, jf. erstatningsan-
svarslovens 26. Dette omfatter bl.a. godtgørelse til ofre
for voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold samt godt-
gørelse for freds- og æreskrænkelser, herunder f.eks. in-
jurier og uberettiget offentliggørelse af følsomme perso-
noplysninger.
– Godtgørelse til efterladte. Den, der forsætligt eller ved
grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan efter er-
statningsansvarslovens§ 26 a pålægges at betale en godt-
gørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.
– Erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af
erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén og erstatning
for tab af forsørger.
– Godtgørelser efter patientforsikringsloven.
– Godtgørelser til HIV-smittede blødere.
– Ulykkesforsikringer.
– Erstatninger for arbejdsskader og patientskader.
– Godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebe-
handling (lovbekendtgørelse nr. 438 af 16. maj 2012) og
lov om ligestilling af kvinder og mænd (lovbekendtgø-
relse nr. 1678 af 19. december 2013 ).
Som ligeledes foreslået af udvalget bør erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste, godtgørelse for uberettiget afskedigelse,
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a og lig-
nende erstatninger og godtgørelser, der udbetales i tilknyt-
ning til et ansættelsesforhold, indgå i formuedelingen. Godt-
gørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold,
omfatter bl.a. godtgørelse for overtrædelse af reglerne om li-
geløn og godtgørelser efter ansættelsesbevisloven.
Livsforsikringer, der udbetales til en begunstiget, er ikke på
samme måde knyttet til modtagerens person, men har mere
karakter af arv og gave. Dette illustreres af, at en forsik-
ringstager efter forsikringsaftalelovens § 102 ved forsikrin-
gens tegning eller senere kan indsætte en anden som begun-
stiget. Ved forsikringstagerens død udbetales forsikrings-
summen umiddelbart til den begunstigede. Efter lovens
§ 103, stk. 2, kan forsikringstageren bestemme, at forsik-
ringssummen skal være den begunstigedes særeje. Har for-
sikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsik-
ringssummen udbetales ved forsikringstagerens død, tilfal-
der summen forsikringstagerens nærmeste pårørende, og er
der ikke en nærmeste pårørende, tilfalder summen forsik-
ringstagerens dødsbo.
Dette finder efter § 122 tilsvarende anvendelse på ulykkes-
og sygeforsikringer.
På den baggrund finder ministeriet, at livsforsikringer samt
ulykkes- og sygeforsikringer, der udbetales til en ægtefælle
som begunstiget, bør behandles som arv og gave, der som
foreslået i punkt 3.11. indgår i ligedelingen, medmindre for-
sikringstageren har bestemt, at forsikringen skal være særeje
for den begunstigede ægtefælle.
Med hensyn til metoden til at holde de nævnte personlige er-
statninger uden for formuedelingen finder ministeriet ikke,
at der er behov for indholdsmæssige ændringer. Ministeriet
støtter derfor flertallets forslag om, at det er værdien ved
modtagelsen af erstatningerne m.v., der holdes uden for de-
lingen, i det omfang værdien er i behold.
3.16.4. Den foreslåede ordning
Med lovforslagets §§ 34 og 35 foreslås det, at de gældende
bestemmelser i retsvirkningslovens §§ 16 b og 16 c om pen-
sionsordninger videreføres i lov om ægtefællers økonomiske
forhold.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer. Som det
fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.2., er
kapitalpension blevet afløst af alderspension. Allerede op-
rettede kapitalpensioner fortsætter dog, indtil de udbetales,
medmindre de er blevet konverteret til en aldersopsparing.
Disse pensionsrettigheder kaldes fremover i lovforslaget al-
81
ders- og kapitalpension. Tilsvarende er supplerende en-
gangsydelse afløst af supplerende engangssum.
Det foreslås med § 34, stk. 1, at en ægtefælles rimelige pen-
sionsrettigheder fortsat ikke skal indgå i formuedelingen.
Efter stk. 2, indgår beløb fra rimelig alders- og kapitalpensi-
on, supplerende engangssum og supplerende engangsydel-
ser, der er udbetalt, ikke i delingen, i det omfang beløbene
ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at
skulle gælde for indtægter af beløbene og det, der træder i
stedet herfor. Ifølge stk. 3 skal stk. 2 ikke finde anvendelse
på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af
pensionsopsparing. Med stk. 4 foreslås det, at værdien af øv-
rige pensionsrettigheder indgår i formuedelingen.
Med lovforslagets § 35, stk. 1, foreslås det, at pensionsret-
tigheder ikke skal indgå i formuedelingen, hvis ægteskabet
har været af kortere varighed. Ifølge forslagets stk. 2 skal
beløb fra rimelig alders- og kapitalpension, supplerende en-
gangssum og supplerende engangsydelser, der er udbetalt,
ikke indgå i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses
for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for
indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbe-
ne. Efter stk. 3 skal stk. 2 ikke finde anvendelse på beløb,
der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensions-
opsparing.
I lovforslagets § 36 foreslås det, at der indføres en samlet
bestemmelse om, hvilke personlige erstatninger der ikke
skal indgå i formuedelingen. Med stk. 1 foreslås det, at vær-
dien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og forsik-
ringsudbetalinger m.v., der skyldes erhvervsevnetab, varigt
mén, svie og smerte, kritisk sygdom og tort m.v. som følge
af personskade ikke skal indgå i formuedelingen, i det om-
fang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for
at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der
bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne
fratrækkes i delingsformuen efter den foreslåede bestemmel-
se i § 29, stk. 1.
Efter stk. 2 gælder det samme for værdien af en forsørger-
tabserstatning, som en ægtefælle har modtaget, samt for
værdien af andre personlige erstatninger, der ikke nødven-
digvis har tilknytning til en personskade. Det drejer sig om
godtgørelser efter erstatningsansvarslovens §§ 26 og 26 a,
og godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebe-
handling og ligestillingsloven.
I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 og 2 ikke skal finde anvendelse
på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for
uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbe-
tales i tilknytning til et ansættelsesforhold.
Med lovforslagets § 37 foreslås det, at den gældende be-
stemmelse i retsvirkningslovens § 15, stk. 2, videreføres i
lov om ægtefællers økonomiske forhold uden indholdsmæs-
sige ændringer. Det foreslås således, at øvrige rettigheder,
som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karak-
ter, kun skal indgå i formuedelingen, i det omfang det er for-
eneligt med de regler, der gælder for disse rettigheder.
3.17. Regulerings- og misbrugskrav (vederlagskrav)
3.17.1. Gældende ret
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og
særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelin-
gen. Under ægteskabet kan en ægtefælle eksempelvis der
flytte værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågæl-
dende ægtefælles særeje – eller omvendt. Delingsformuen
vil således blive formindsket eller forøget, og ved formuede-
ling i forbindelse med separation eller skilsmisse vil det be-
tyde, at den anden ægtefælle vil få et mindre eller større be-
løb ved formuedelingen, end hvis flytningen af værdierne
ikke havde fundet sted.
Overførsel af værdier mellem f.eks. særeje og delingsfor-
mue kan være helt sædvanlige dispositioner under ægteska-
bet. Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne for-
skydninger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue
og samme ægtefælles særeje og anden formue, der ikke er
delingsformue, og dermed genskabe den oprindelige balance
mellem de forskellige formuearter. Et vederlagskrav som
følge af overførsel af delingsformue til særeje er således ik-
ke betinget af, at ægtefællen har foretaget overførslen med
henblik på at nedbringe delingsformuen og forøge særejet
for at blive stillet bedst muligt ved en kommende formuede-
ling.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 om-
fatter tre forskellige situationer:
1) En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra
anden formue, der ikke er delingsformue, til sin de-
lingsformue (stk. 3).
2) En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue
til sit særeje eller til anden formue, der ikke er delings-
formue (stk. 2).
3) Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin
delingsformue, sådan at den anden ægtefælle ved en se-
nere formuedeling får et mindre beløb ved formuede-
lingen (stk. 1).
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på dispositio-
ner, der er foretaget under hele ægteskabet og ikke kun på
dispositioner, der er foretaget i tiden op imod separation el-
ler skilsmisse.
3.17.1.1. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra særeje
m.v. til delingsformue (§ 23, stk. 3)
Retsvirkningslovens § 23, stk. 3, omhandler den situation,
hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sit særeje til at er-
hverve eller forbedre et aktiv, der er delingsformue. I denne
situation kan den ægtefælle, der har foretaget overførslen,
kræve et beløb overført fra delingsformuen til sit særeje.
Det er ikke et krav, at midlerne er overført på én gang. Beta-
ling af flere afdrag på gæld, der påhviler delingsformuen,
82
med særejemidler kan f.eks. udløse et vederlagskrav. Det er
heller ikke et krav, at overførslen eller overførslerne er af en
vis størrelse.
Kravet kan kun gøres gældende i det omfang, det kan holdes
inden for ægtefællens egen delingsformue.
3.17.1.2. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra delings-
formue til særeje (§ 23, stk. 2)
Retsvirkningslovens § 23, stk. 2, omhandler den situation, at
en ægtefælle har anvendt midler fra sin delingsformue til er-
hvervelse eller forbedring af aktiver, der er særeje eller om-
fattet af lovens § 15, stk. 2, om uoverdragelige rettigheder
og personlige rettigheder. I denne situation kan den anden
ægtefælle rejse et vederlagskrav, således at formindskelsen
af delingsformuen kan udlignes.
Det er ikke et krav, at midlerne er overført på én gang. Beta-
ling af flere afdrag på gæld, der påhviler særeje, med de-
lingsformue kan f.eks. udløse et vederlagskrav. Det er heller
ikke et krav, at overførslen eller overførslerne er af en vis
størrelse.
En ægtefælle kan gøre et vederlagskrav gældende over for
den anden ægtefælle, selvom den første ægtefælle var be-
kendt eller indforstået med de dispositioner, der udløste kra-
vet.
Efter § 23 stk. 4, finder stk. 2 ikke anvendelse på pensions-
rettigheder efter §§ 16 a-16 c. Det betyder, at der ikke kan
rejses vederlagskrav efter stk. 2, hvis en ægtefælle har over-
ført midler fra sin delingsformue til en pensionsrettighed,
der kan udtages forlods efter disse bestemmelser. Dette skal
dog ses i lyset af, at pensionsrettigheder efter § 16 b kun kan
udtages forlods, hvis de er rimelige. Selvom en meget stor
overførsel til en pensionsordning ikke udløser vederlags-
krav, kan en del af pensionsrettigheden således indgå i for-
muedelingen, hvis pensionsrettigheden overstiger det rimeli-
ge.
§ 16 a vedrører formuedeling ved en ægtefælles død, og
§ 16 b vedrører formuedeling i ægteskaber af kortere varig-
hed. I begge situationer udtager henholdsvis den længstle-
vende ægtefælle og begge ægtefælle deres egne pensionsret-
tigheder, også selvom de ikke er "rimelige".
Pensionsrettigheder efter §§ 16 b og 16 c er beskrevet i
punkt 3.16.1.2. og i bemærkningerne til §§ 34 og 35, og
pensionsrettigheder efter § 16 a er beskrevet i punkt 3.22.1.
og i bemærkningerne til § 52.
3.17.1.3. Misbrugskrav
Efter retsvirkningslovens § 23, stk. 1, kan en ægtefælle for-
lange vederlag, hvis den anden ægtefælle ved vanrøgt af si-
ne økonomiske anliggender, ved misbrug af rådigheden over
sin delingsformue eller på anden uforsvarlig måde i væsent-
lig grad har formindsket sin delingsformue.
Bestemmelsen har således til formål at udligne tab, som en
ægtefælle ellers ville lide ved formuedelingen som følge af,
at den anden ægtefælle utilbørligt har formindsket sin de-
lingsformue.
Misbrug efter § 23, stk. 1, kan blandt andet være uforholds-
mæssigt stort forbrug enten af kapital eller ved optagelse af
lån, påtagelse af kautionsforpligtelser, tab ved spekulations-
prægede forretninger eller lignende. Andre dispositioner, der
kan udgøre misbrug, kan være pådragelse af erstatningsan-
svar ved forsætligt eller groft uagtsomme forhold, spiritu-
skørsel, vanrøgt af en ejendom eller forsætlig eller grov
uagtsom ødelæggelse af egne aktiver. Også gaver til tredje-
mand kan være misbrug, navnlig hvis ægtefællerne har op-
hævet samlivet, eller en samlivsophævelse er nært foreståen-
de.
Reglerne om misbrugskrav skal også ses i lyset af retsvirk-
ningslovens § 16, stk. 1, hvorefter hver ægtefælle har rådig-
heden over alt, hvad ægtefællen ejer, dog med de ind-
skrænkninger der bl.a. følger af § 17. Efter denne bestem-
melse har en ægtefælle pligt at udøve sin rådighed over sin
formue sådan, at den ikke utilbørlig udsættes for at forringes
til skade for den anden ægtefælle.
Rimelige indbetalinger på pensionsordninger, jf. retsvirk-
ningslovens § 16 b, kan aldrig være misbrug.
Indbetalinger af uforholdsmæssigt store beløb på pensions-
ordninger, der kan udtages forlods i medfør af retsvirknings-
lovens § 16 c om kortvarige ægteskaber, kan derimod efter
omstændighederne være misbrug. Ved vurderingen heraf må
der lægges vægt på størrelsen af indbetalingerne, om de af-
viger fra et hidtidigt indbetalingsmønster, og om der er sær-
ligt store indbetalinger lige op til anmodningen om separati-
on eller skilsmisse.
Der henvises til beskrivelserne af §§ 16 b og 16 c i punkt
3.16.1.2. og i bemærkningerne til §§ 34 og 35.
Under tilsvarende omstændigheder kan længstlevendes ufor-
holdsmæssigt store pensionsopsparinger op til et dødsfald
udgøre misbrug. Der henvises til reglerne i § 16 a om be-
handlingen af pensionsrettigheder ved død, der er beskrevet
i punkt 3.22.1. og i bemærkningerne til § 52.
For at der kan rejses vederlagskrav efter § 23, stk. 1, kræves,
at det beløb, som den anden ægtefælle vil modtage ved for-
muedelingen, er blevet formindsket i væsentlig grad. Om
formindskelsen er så væsentlig, at der kan kræves vederlag,
afgøres ved at sammenligne størrelsen af den rådende ægte-
fælles delingsformue før og efter den pågældende dispositi-
on.
Når disse betingelser er opfyldt, skal der ved vurderingen af,
om der er grundlag for et vederlagskrav, foretages der en
samlet bedømmelse af den rådende ægtefælles dispositioner.
Det er ikke tilstrækkeligt at bedømme den vederlagsfrem-
kaldende disposition isoleret. Der ses også på baggrunden
for dispositionen, og hvornår den blev foretaget. Jo tættere
83
ægtefællerne er på et separation og skilsmisse, jo lavere vil
grænsen være for, hvornår der er tale om misbrug. Navnlig
når der er tale om gaver til en ny partner, vil der skulle min-
dre til, før der er tale om misbrug.
Der kan også foreligge misbrug, selvom der ikke er foreta-
get en, men en række dispositioner.
Kan der rejses vederlagskrav, er det afgørende for kravets
størrelse, hvor stort tab den anden ægtefælle har lidt som
følge af dispositionen. Tabet kan derfor først opgøres, når
delingsformuerne gøres op og deles mellem ægtefællerne.
Der opstår ikke vederlagskrav, hvis den ægtefælle, der fore-
tog dispositionen, havde en negativ delingsformue, selv om
dispositionen ikke var foretaget.
Vederlaget kræves først i delingsformuen. Hvis den ikke er
tilstrækkelig, kræves vederlaget for halvdelen af det man-
glende beløb af særeje tilhørende den ægtefælle, der har
foretaget misbruget.
Hvis vederlagskravet ikke kan gennemføres mod den anden
ægtefælle, fordi ægtefællen ikke har midler til at dække kra-
vet, er der ikke umiddelbart mulighed for omstødelse eller
erstatning fra tredjemand. Der henvises til punkt 3.5.2.8.
Hvis en ægtefælle vanrøgter sine aktiver, forærer dem væk
eller skjuler dem for ægtefællen efter ophørsdagen, jf. ægte-
fælleskiftelovens § 51, men inden formuedelingen er gen-
nemført, er der ikke tale om misbrug, der er omfattet af rets-
virkningslovens § 23. Den anden ægtefælles krav efter for-
muedelingen beregnes ud fra de aktiver, der var på ophørs-
dagen, selv om værdierne i mellemtiden måtte være for-
svundet. Hvis en ægtefælle under formuedelingen vanrøgter
f.eks. en fast ejendom, så den er faldet i værdi, kan den an-
den ægtefælle have et erstatningskrav efter almindelige for-
mueretlige regler. Et krav efter formuedelingen eller et er-
statningskrav, der ikke bliver dækket ved formuedelingen,
bortfalder ikke, men kan gøres gældende, hvis den anden
ægtefælle senere kommer til penge.
3.17.1.4. Opgørelsen af vederlags- og misbrugskrav
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlags- og misbrugs-
krav først gøres gældende ved formuedelingen. Opnås der
her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres
krav gældende for det manglende.
Vederlagskrav vil altid stå tilbage for eventuelle kreditorers
krav.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlags-
eller misbrugskrav, der skyldes en disposition, der er foreta-
get for flere år siden, men størrelsen af kravet fastsættes
skønsmæssigt. Der er således mulighed for at tage hensyn til
værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af dis-
positionerne. Der er således ikke noget til hinder for at fast-
sætte et vederlagskrav, der er større end de overførte midler,
f.eks. hvis delingsformue er overført til en ejendom, der er
særeje, og som er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet fast-
sættes lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er
faldet i værdi.
3.17.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget mener, at reglerne om vederlags-
krav ved misbrug bør adskilles fra reglerne om vederlags-
krav ved overførsler mellem delingsformue og særeje m.v.
Udvalget foreslår, at de sidstnævnte krav benævnes regule-
ringskrav. Herved tydeliggøres det, at disse overførsler er
naturlige og praktiske for ægtefæller, der både har delings-
formue og formue, der ikke skal deles, og at der således ikke
er noget at bebrejde den ægtefælle, der har foretaget over-
førslerne, men at der ved en deling skal ske en regulering,
således at den rette balance mellem de dele af ægtefællernes
formuer, der indgår i delingen, og de, der ikke gør, genop-
rettes.
3.17.2.1. Reguleringskrav
3.17.2.1.1. Generelt
Udvalget finder, at formålet med reglerne om regulerings-
krav skal være at sikre, at ingen af ægtefællerne lider tab
som følge af praktiske og naturlige dispositioner, der inde-
bærer overførsler mellem delingsformue og særeje m.v. Det
må derfor tilstræbes, at forholdet mellem de to formuer gen-
oprettes ved formuedelingen.
Den ægtefælle, som foretager en disposition, der indebærer
overførsel af midler mellem særeje og delingsformue, har
ikke det samme behov for beskyttelse som den anden ægte-
fælle, og udgangspunktet er derfor, at det er den disponeren-
de ægtefælle, der bærer risikoen for dispositionens økono-
miske konsekvenser, hvorfor reguleringen skal tage ud-
gangspunkt i den anden ægtefælles tab eller gevinst. Udval-
get ønsker således ikke at ændre grundlæggende på mulig-
hederne for, at der kan rettes op på de almindelige og natur-
lige forskydninger, der sker, når en ægtefælle har forskellige
formuearter.
Udvalget finder, at reglerne bør præciseres, således at de
finder anvendelse i alle tilfælde, hvor der overføres midler,
der ville indgå i delingen, til aktiver, der ikke skal indgå i
delingen eller omvendt. Dog opretholdes undtagelsen i den
gældende § 23, stk. 4, om at indbetalinger på pensionsord-
ninger, der kan udtages forlods, ikke medfører regulerings-
krav.
Udvalget foreslår ikke ændringer i den gældende retsstilling,
hvorefter et krav først kan rejses ved formuedelingen.
Udvalget finder ikke, at der skal indføres en tidsfrist for at
gøre reguleringskrav gældende. Udvalget begrunder dette
med, at bevisbyrden for, at der foreligger en overførsel, der
kan begrunde et reguleringskrav, påhviler den ægtefælle, der
vil gøre kravet gældende. Generelt bliver det sværere at løfte
denne bevisbyrde, når den omhandlede disposition er foreta-
get for flere år siden. Det er således udvalgets opfattelse, at
84
der ikke vil være mange sager om reguleringskrav vedrøren-
de overførsler, der er sket for længe før formuedelingen,
men at det vil være urimeligt, hvis et betydeligt regulerings-
krav som følge af f.eks. en tilbygning til en særejeejendom
bortfalder efter en bestemt periode.
Endelig finder udvalget, at reguleringskrav er velegnede til
at løse de sammenblandingssituationer, der opstår, når f.eks.
et særejeaktiv forbedres med delingsformue eller omvendt.
3.17.2.1.2. Sondring mellem forsørgelse eller regulerings-
krav
Ægtefæller har gensidig forpligtelse til at forsørge hinanden,
jf. punkt 3.5. Udgifter afholdt til familiens løbende forsør-
gelse, der ikke medfører en opsparing, er forbrugte midler,
hvad enten udgifterne afholdes af delingsformue eller sær-
eje, og sådanne udgifter medfører ikke reguleringskrav.
Forsørgelsespligten omfatter bl.a. at sikre familien en bolig.
Anvendelse af delingsformue til at betale løbende udgifter
til ejendomsskatter, forsikringer og vedligeholdelse m.v. ve-
drørende en særejeejendom, som er familiens bolig, medfø-
rer således ikke reguleringskrav, idet disse udgifter kan side-
stilles med betaling af husleje. Det samme gælder som ud-
gangspunkt betaling af renter af gælden i en sådan ejendom.
Det forudsætter dog, at der er tale om gæld, der relaterer sig
til anskaffelse af eller bevarelse af boligen, og ikke f.eks.
gæld optaget med henblik på anskaffelse af andre særejeak-
tiver.
Også afholdelse af andre løbende udgifter, f.eks. renter på
billån vedrørende familiens bil, må som udgangspunkt anses
for en del af forsørgelsen af familien og vil derfor ikke med-
føre reguleringskrav.
Betaling af afdrag på gæld, der har sikkerhed i et særejeak-
tiv eller er optaget til brug for anskaffelse eller forbedring
m.v. af et særejeaktiv vil derimod som udgangspunkt altid
medføre reguleringskrav, også hvis afdragene sker med lø-
bende betalinger.
Anvendelse af delingsformue til betaling af renter på anden
særejegæld, herunder f.eks. vedrørende en udlejningsejen-
dom, og til udgifter til vedligeholdelse af særejeaktiver, der
ikke tjener til familiens brug, vil derimod som udgangspunkt
medføre reguleringskrav.
Udvalget finder ikke grundlag for at indføre en minimums-
grænse for, hvornår en formueforskydning er så stor, at det
udløser et reguleringskrav.
3.17.2.1.3. Fastsættelse af størrelsen af reguleringskrav
Efter udvalgets opfattelse bør reguleringsbeløb som ud-
gangspunkt fastsættes til det beløb, som delingsformuen er
formindsket eller forøget med ved overførslen af midler
mellem særeje m.v. og delingsformue. Størrelsen af regule-
ringsbeløb skal dog efter udvalgets opfattelse fastsættes
skønsmæssigt.
Udvalget mener således, at beløbet ikke skal fastsættes efter
en matematisk formel, hvor alle formueforskydninger tælles
sammen. Der vil således være situationer, hvor regulerings-
kravet som i dag fastsættes højere end det beløb, hvormed
delingsformuen er formindsket. Der kan f.eks. være tale om
den situation, hvor der anvendes et betydeligt beløb af de-
lingsformue, til at opføre en tilbygning til en ejendom, der er
særeje. Hvis ejendommen stiger i værdi, vil det tale for at
fastsætte reguleringskravet højere end det anvendte beløb.
Omvendt vil det kunne tale for at fastsætte reguleringskravet
lavere end det anvendte beløb, hvis f.eks. en særejeejendom,
der er forbedret med delingsformue, falder i værdi, herunder
som følge af konjunkturforhold.
Det vil også have betydning, hvordan ægtefællen i øvrigt har
anvendt sin delingsformue og sit særeje. Ved genoprettelsen
af balancen mellem særeje og delingsformue bør der således
også kunne lægges vægt på, om ægtefællen har anvendt de-
lingsformue eller særeje til forbrug, familiens forsørgelse og
opsparing. Har en ægtefælle f.eks. anvendt en betydelig del
af sit særeje til fælles forbrug, mens der er sket opsparing i
denne ægtefælles delingsformue, og den pågældende ægte-
fælle samtidig har anvendt et mindre beløb af sin delingsfor-
mue til forbedring af sit særeje, bør reguleringskravet kunne
nedsættes.
3.17.2.1.4. Dækning af krav som følge af overførsel af de-
lingsformue til særeje m.v.
Som efter gældende ret (retsvirkningslovens § 23, stk. 2)
foreslår udvalget, at reguleringskrav som følge af overførsel
af delingsformue til særejeaktiver m.v. først skal søges dæk-
ket i delingsformuen, og hvis kravet overstiger delingsfor-
muen, søges det dækket i den disponerende ægtefælles sær-
eje for halvdelen af det manglende beløb.
Udvalget har overvejet, i hvilket omfang der kan rettes et re-
guleringskrav mod den disponerende ægtefælles pensions-
ordning.
Som nævnt i punkt 3.17.2.1.1. foreslår udvalget, at overfør-
sel af delingsformue til en pensionsrettighed ikke medfører
reguleringskrav. Dette er dog efter udvalgets opfattelse ikke
til hinder for, at reguleringskrav rettes mod beløb fra alders-
og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende
engangsydelse, der er udbetalt. Der henvises til bestemmel-
serne i stk. 2 i retsvirkningslovens §§ 16 a-16 c. Med dette
forslag mener udvalget, at mulighederne for at få kravet
dækket forbedres.
3.17.2.1.5. Dækning af krav som følge af vores overførsel af
særeje m.v. til delingsformue
Udvalget foreslår ingen ændring i muligheden i retsvirk-
ningslovens § 23, stk. 3, for dækning af et krav som følge af
overførsel af særeje m.v. til delingsformue. Kravet kan såle-
des fortsat kun søges dækket i den disponerende ægtefælles
egen delingsformue.
85
3.17.2.2. Misbrugskrav
3.17.2.2.1. Generelt
Udvalget finder, at der fortsat er et behov for regler, der be-
skytter en ægtefælle mod, at den anden ægtefælle misbruger
sin rådighed over delingsformuen. Udvalget ønsker derfor at
bevare retsvirkningslovens § 16, stk. 1, § 17 og § 23, stk. 1.
Udvalget foreslår dog, at anvendelsesområdet for rådigheds-
begrænsningen i § 17 udvides til også at omfatte særeje og
anden formue, der ikke indgår i formuedelingen. Dette skyl-
des, at f.eks. vanrøgt af særejeaktiver kan være til skade for
den anden ægtefælle, hvis der derved opstår en overskyden-
de gæld, der skal dækkes af delingsformuen, jf. punkt 3.14.
Der foreslås ikke ændringer i anvendelsesområdet for mis-
brugskrav i forhold til den gældende
bestemmelse i § 23, stk. 1, men muligheden for at få et mis-
brugskrav foreslås forbedret, jf. punkt 3.17.2.2.2.
3.17.2.2.2. Bedre mulighed for dækning af et krav som følge
af misbrug
Udvalget finder, at den ægtefælle, der har et krav mod den
anden ægtefælle på grund af misbrug, bør have bedre mulig-
heder for at få kravet dækket. Udvalget foreslår derfor, at
kravet ikke kun skal kunne søges dækket af den misbrugen-
de ægtefælles særeje, men også ægtefællens beløb fra al-
ders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supple-
rende engangsydelse, der er udbetalt, dvs. samme forslag
som i punkt 3.17.2.1.4.
Udvalget finder endvidere, at misbrugskrav ikke bør bortfal-
de, hvis det ikke dækkes ved formuedelingen. Det vil efter
udvalget opfattelse være stødende, hvis den ægtefælle, der
har lidt tab som følge af misbrug, ikke har mulighed for at få
sit krav dækket, hvis den misbrugende ægtefælle senere bli-
ver i stand til at dække kravet. Udvalget finder ikke, at hen-
synet til den misbrugende ægtefælles kreditorer taler afgø-
rende imod at forbedre dækningsmulighederne for den ægte-
fælle, der har et krav som følge af misbrug. Udvalget fore-
slår derfor, at kravet skal kunne gøres gældende senere, hvis
det ikke dækkes ved formuedelingen.
Udvalget finder dog, at misbrugskrav ved formuedelingen
ikke bør behandles på lige fod med den misbrugende ægte-
fælles kreditorer, således at misbrugskravet først dækkes,
når den misbrugende ægtefælles kreditorer har fået deres
krav dækket.
3.17.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsud-
valgets forslag til regulerings- og misbrugskrav.
3.17.4. Den foreslåede ordning
3.17.4.1. Reguleringskrav
Med lovforslagets §§ 38 og 39 foreslås det, at retsvirknings-
lovens § 23, stk. 2-4, og § 24 videreføres, dog med bedre
muligheder for at få reguleringskrav dækket.
I lovforslagets § 38, stk. 1, foreslås det, at hvis en ægtefælle
har overført midler fra sin delingsformue til egne aktiver,
der ikke indgår i formuedelingen, eller har anvendt sin de-
lingsformue til betaling af egen gæld, der ikke kan fradrages
delingsformuen, har den anden ægtefælle et reguleringskrav.
Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den redukti-
on af delingsformuen, der er sket ved overførslen eller beta-
lingen af gælden. Der skal ved afgørelsen herom lægges
vægt på tidspunktet for overførslen eller betalingen af gæl-
den, stigning og fald i værdien af de omhandlede aktiver og
passiver, ægtefællernes formueforhold og omstændigheder-
ne i øvrigt.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at betaling af gæld omfat-
tet af den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 3, der navnlig
omfatter forbrugsgæld m.v., og overførsel af midler til pen-
sionsrettigheder, der er omfattet af § 34, stk. 1, (rimelige
pensionsrettigheder) og § 35, stk. 1, (pensionsrettigheder
ved kortvarige ægteskaber) ikke medfører reguleringskrav
efter stk. 1.
Med stk. 3 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres
gældende ved formuedelingen.
I stk. 4 foreslås det, at hvis reguleringskravet overstiger de-
lingsformuen, udtages halvdelen af den manglende del af
kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende
engangssum og supplerende engangsydelse, jf. de foreslåede
§ 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der
har foretaget overførslen. Med stk. 5 foreslås det, at regule-
ringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, ik-
ke senere kan gøres gældende.
Med lovforslagets § 39, stk. 1, foreslås det, at en ægtefælle,
der har overført midler, der ikke indgår i formuedelingen, til
sin delingsformue, eller der har anvendt midler, der ikke
indgår i formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan
fradrages i ægtefællens delingsformue, har et regulerings-
krav.
Størrelsen af reguleringskravet foreslås fastsat ud fra den
forøgelse af delingsformuen, der er sket ved overførslen.
Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på tidspunktet
for overførslen, stigning og fald i værdien af de aktiver, som
midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og
omstændighederne i øvrigt.
I stk. 2 foreslås det, at betaling af gæld omfattet af den fore-
slåede bestemmelse i § 29, stk. 3, der navnlig omfatter for-
brugsgæld m.v., ikke medfører reguleringskrav efter stk. 1.
Med stk. 3 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres
gældende ved formuedelingen. Reguleringsbeløbet udtages
inden formuedelingen. I stk. 4 foreslås det, at regulerings-
kravet kun kan søges dækket af den delingsformue, der til-
86
hører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. det
foreslåede stk. 1. Med stk. 5 foreslås det, at reguleringskrav,
der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, ikke senere
kan gøres gældende.
3.17.4.2. Misbrugskrav
Med lovforslagets § 40 foreslås det, at retsvirkningslovens
§ 23, stk. 1, og § 24 videreføres, dog med bedre muligheder
for at få misbrugskrav dækket.
I stk. 1 foreslås det, at hvis en ægtefælle ved misbrug af rå-
digheden over sin formue eller på anden uforsvarlig måde
væsentligt har reduceret delingsformuen, har den anden æg-
tefælle krav på at blive stillet, som om formindskelsen ikke
havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.
Med stk. 2 foreslås det, at kravet kun kan gøres gældende
ved formuedelingen. Hvis misbrugskravet overstiger anden
ægtefælles delingsformue, følger det af stk. 3, at halvdelen
af den manglende del af kravet udtages af særeje eller al-
ders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supple-
rende engangsydelse, der tilhører den ægtefælle, der har
foretaget misbruget.
I stk. 4 foreslås det i modsætning til forslagene vedrørende
reguleringskrav, at misbrugskrav, der ikke er blevet dækket
ved formuedelingen, senere kan gøres gældende mod den
anden ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke
er blevet dækket.
3.18. Kompensationskrav i særlige situationer
3.18.1. Gældende ret
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter æg-
tefælleskiftelovens § 67, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at den
ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at
denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende ef-
ter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes for-
mueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i
øvrigt i særlig grad taler for det. Efter 2. pkt. anvendes den-
ne regel også med hensyn til rettigheder, der er uoverdrage-
lige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i for-
muedelingen.
Sådanne krav betegnes særejekompensationskrav.
Efter § 67, stk. 2, kan der tidligst anlægges sag om krav ef-
ter stk. 1, når der er indgivet anmodning til statsforvaltnin-
gen om separation eller skilsmisse. Efter bestemmelsens stk.
3 kan krav efter stk. 1 ikke gøres gældende, efter at skifte af
ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver
er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse. Dette gælder dog
ikke, hvis boet genoptages i medfør af lovens § 78.
Efter bestemmelsen kan skifteretten tildele et kompensati-
onsbeløb til en ægtefælle, der ellers ville være blevet stillet
urimeligt ringe efter separation eller skilsmisse.
Tilkendelse af et beløb efter § 67 afgøres efter en samlet
vurdering af ægtefællernes forhold, hvor navnlig momenter
som ægteskabets varighed, længden af et eventuelt forudgå-
ende samliv og ægtefællernes økonomiske forhold, herunder
formue-, indtægts- og pensionsforhold samt omstændighe-
derne i øvrigt tillægges vægt.
Efter retspraksis skal ægteskabet have varet ca. 5 år, før et
kompensationsbeløb kommer på tale. Der vil dog kunne
lægges vægt på et eventuelt forudgående samliv, ligesom
det vil kunne tillægges vægt, hvis ægteskabet har været me-
get langvarigt.
Anvendelsen af § 67 forudsætter som udgangspunkt, at der
er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer efter formue-
delingen, fordi den ene ægtefælle har kunnet holde en stor
formue uden for ligedelingen, da formuen har bestået af sær-
eje eller personlige og uoverdragelige rettigheder, jf. rets-
virkningslovens § 15, stk. 2.
Retspraksis er imidlertid ikke ganske entydig. Således er der
i nogle tilfælde tilkendt et beløb alene begrundet i den meget
store forskel mellem ægtefællernes formuer, mens kompen-
sation i andre tilfælde er afvist med den begrundelse, at den
rige ægtefælles formue skyldes konjunkturstigninger eller
stammer fra arv, og at den anden ægtefælle således ikke har
medvirket til at skabe eller forøge formuen.
Selvom der er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer
efter formuedelingen, må det antages, at der ikke tilkendes
beløb efter § 67, hvis den økonomisk dårligst stillede ægte-
fælles livsvilkår i øvrigt er sikret, f.eks. gennem ægtefællens
andel af delingsformuen eller eget særeje.
Ægtefællernes indtægtsforhold kan også tillægges betyd-
ning. For den økonomisk dårligst stillede ægtefælle indgår
det således i vurderingen, i hvilket omfang denne er i stand
til at arbejde, dennes uddannelse, helbred og erhvervserfa-
ring samt eventuelle hjemmeboende børn.
I praksis har § 67 fået et videre anvendelsesområde end op-
rindelig tilsigtet, idet den har udviklet sig til en generel ri-
melighedsregel, hvor der er lagt mere vægt på ordet urime-
ligt end på ringe. I praksis er der således også lagt vægt på,
om den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller for-
bedre den anden ægtefælles særeje, herunder ved arbejde i
den anden ægtefælles virksomhed, ved betaling af udgifter
vedrørende den andens særeje eller ved arbejde i hjemmet,
hvilket har gjort det muligt for den ægtefælle at arbejde me-
re. I tilfælde, hvor den ene ægtefælle har en meget stor for-
mue, er der en tendens til, at retten tilgodeser et ønske om
individuel retfærdighed mellem ægtefællerne, så der sker en
vis sikring af den mindre formuende ægtefælles sociale stil-
ling, uanset at denne ikke objektivt set er ringe stillet.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt, af-
hængigt af hvad der er baggrunden for og formålet med be-
løbet. Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægte-
fælle et beløb, er det ofte i størrelsesordenen 50-100.000 kr.,
mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt på ægtefællens
87
medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt
væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1 mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ik-
ke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens
§ 56 til ægtefælleskifteloven ved lovens ikrafttræden den 1.
marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter
§ 56 er således fortsat relevant for fortolkningen af § 67.
3.18.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.18.2.1. Kompensation ved separation og skilsmisse
3.18.2.1.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller
forøge den anden ægtefælles formue (separation og skil-
smisse)
I retspraksis efter den tidligere bestemmelse i ægteskabslo-
vens § 56, som ægtefælleskiftelovens § 67 har afløst, lægges
der vægt på, om den økonomisk dårligst stillede ægtefælle
har medvirket til at forøge den andens særejeformue. Udval-
get finder, at det bør gøres tydeligt, at der kan tilkendes
kompensation, hvis en ægtefælle har medvirket til at bevare
eller forøge den anden ægtefælles særeje eller anden for-
mue, der kan holdes uden for ligedelingen.
Udvalget foreslår derfor, at der i loven indsættes en bestem-
melse om kompensation ved medvirken. Disse tilfælde ad-
skilles dermed fra situationer, hvor en ægtefælle ud fra rime-
lighedsbetragtninger tilkendes et beløb for ikke at blive uri-
meligt økonomisk stillet.
Medvirken efter den foreslåede bestemmelse kan bestå af et
direkte bidrag til forøgelsen af den anden ægtefælles formue
gennem arbejde i den anden ægtefælles virksomhed eller i
udførelse af forbedringer af den anden ægtefælles ejendom.
Bidraget kan også være indirekte ved arbejde i hjemmet el-
ler betaling af en større del af familiens løbende udgifter,
hvorved den anden ægtefælle får mulighed for at arbejde
mere og forøge sin formue ved opsparing. Medvirken kan
tillige ske ved, at en ægtefælle opgiver sit arbejde for at føl-
ge med den anden under en udstationering i udlandet, hvor-
ved den anden ægtefælle får en højere indtjening og dermed
en større opsparing.
Medvirken kan også bestå i, at en ægtefælle gennem sit ar-
bejde i hjemmet og ved at betale familiens udgifter har gjort
det muligt for den anden ægtefælle at bruge sin tid på at ud-
vikle et projekt, der giver den pågældende værdifulde op-
havsrettigheder, der kan holdes uden for delingen, jf. punkt
3.16.
Udvalget finder endvidere, at reglen ikke kun bør anvendes,
hvis den anden ægtefælles formue forøges, men også hvis en
ægtefælles indsats har gjort det muligt for den anden at be-
vare sin formue. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor en ægte-
fælle har forbedret den anden ægtefælles ejendom, der der-
med er steget i værdi, men hvor ejendommen samtidig er
faldet i værdi på grund af konjunkturerne. Medvirken kan
også være, at den ene ægtefælle har en betydelig særejefor-
mue, men en meget lav indtægt, mens den anden ægtefælle
har en betydelig indtægt og ingen formue. Hvis ægtefællen
med den høje indtægt under ægteskabet har forsørget den
anden ægtefælle, således at den pågældende ikke har haft
behov for at bruge af sin formue, har den første ægtefælle
medvirket til at bevare den anden ægtefælles formue.
Reglen bør efter udvalgets opfattelse omfatte al formue, der
kan holdes uden for ligedelingen, men vil i praksis navnlig
være relevant, hvis der er særeje.
Endelig mener udvalget, at fastsættelse af kompensationsbe-
løbet må ske ud fra en konkret vurdering af omfanget af den
medvirkende ægtefælles indsats og værdiforøgelsen af den
formue, der holdes uden for ligedelingen. Kompensationsbe-
løbet kan dog højst udgøre halvdelen af værdiforøgelsen.
3.18.2.1.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (se-
paration og skilsmisse)
Som efter den gældende bestemmelse i ægtefælleskiftelo-
vens § 67 finder udvalget, at der skal kunne tilkendes en æg-
tefælle kompensation også i tilfælde, hvor ægtefællen ikke
har medvirket til forøgelse eller bevarelse af den anden æg-
tefælles formue, men hvor ægtefællen er stillet urimeligt
økonomisk.
I overensstemmelse med den udvikling, der er sket i rets-
praksis efter den tidligere bestemmelse i ægteskabslovens §
56, finder udvalget, at ordet "ringe" bør udgå af bestemmel-
sen, således at det ikke er en betingelse, at en ægtefælle ob-
jektivt set er "ringe" stillet, men at det skal sikres, at den an-
den ægtefælle ikke er stillet urimeligt økonomisk.
Efter udvalgets forslag skal der som hidtil ved fastsættelsen
af et eventuelt kompensationsbeløb lægges vægt på ægte-
skabets varighed, længden af et eventuelt forudgående sam-
liv og ægtefællernes økonomiske forhold, herunder formue-,
indtægts- og pensionsforhold samt omstændighederne i øv-
rigt.
Der bør også som hidtil kunne tilkendes et beløb til etable-
ring af en ny bolig. Det samme gælder, hvis den ene ægte-
fælle har en meget stor formue, uanset at den anden ægte-
fælle ikke er helt uden midler.
Kompensation efter den foreslåede rimelighedsregel vil
navnlig være aktuelt, hvis den ene ægtefælle har et betyde-
ligt særeje, har modtaget betydelige beløb som arv eller ga-
ve, der kan holdes uden for delingen, eller har personlige
rettigheder af betydelig værdi, f.eks. ophavsrettigheder, der
ikke indgår i delingen.
Har en ægtefælle modtaget personskadeerstatning, der kan
holdes uden for delingen, må der lægges vægt på denne er-
statnings personlige karakter, og at erstatningen skal kom-
pensere for f.eks. erhvervsevnetab og varigt mén resten af li-
vet. Disse hensyn vil tale imod, at den, der har modtaget er-
88
statningen, skal betale et beløb heraf til den anden ægtefæl-
le. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme til-
fælde, hvor ægteskabet har været langvarigt, og hvor den
ene ægtefælle har en stor personskadeerstatning, mens den
anden er uden midler, og hvor det kan være rimeligt at til-
kende den ubemidlede ægtefælle et mindre beløb til f.eks.
etablering.
3.18.2.2. Kompensation ved død
Kompensationsreglerne tager først og fremmest sigte på den
situation, hvor ægtefællerne bliver separeret eller skilt. Ud-
valget har overvejet, om reglerne også bør kunne anvendes
ved skifte som følge af en ægtefælles død.
3.18.2.2.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller
forøge den anden ægtefælles formue (død)
Et krav baseret på en ægtefælles medvirken kan efter om-
stændighederne være af betydelig størrelse, f.eks. hvis en
ægtefælle har udført ombygning af eller tilbygning til den
anden ægtefælles ejendom.
Udvalget finder ikke, at den medvirkende ægtefælles dødsbo
bør være afskåret fra at gøre kravet gældende i tilfælde, hvor
den ægtefælle, der har medvirket til forøgelse af den anden
ægtefælles formue, dør først.
I tilfælde, hvor den medvirkende ægtefælle lever længst, på-
peger udvalget, at den pågældende vil arve i hvert fald en
del af den formue, som den pågældende har medvirket til at
forøge. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme
tilfælde, hvor f.eks. førstafdøde har begrænset den medvir-
kende ægtefælles arv ved testamente, og et krav om kom-
pensation for medvirken bør kunne gøres gældende ud over
det, som den medvirkende modtager som arv.
Udvalget foreslår derfor, at bestemmelsen om kompensation
ved medvirken også skal gælde i tilfælde, hvor ægteskabet
ophører ved død. Efter udvalgets forslag til regler om for-
muedeling ved en ægtefælles død kan kravet gøres gældende
af såvel den længstlevende ægtefælle som førstafdødes
dødsbo.
Udvalget har overvejet, om der bør skelnes mellem tilfælde,
hvor den medvirkende ægtefælles dødsbo er solvent, og
hvor kravet således kommer arvingerne til gode, og tilfælde,
hvor det er insolvent, og hvor det således kommer kredito-
rerne til gode. En sådan sondring ville indebære problemer,
idet det i nogle tilfælde ville være afgørende for boets sol-
vens, om der blev givet medhold i kompensationskravet.
Endvidere ville en begrænsning til, at kravet kun kunne gø-
res gældende af arvinger og ikke kreditorer, gøre det nød-
vendigt at fastsætte regler om, hvorvidt samtlige arvinger el-
ler et flertal heraf skulle være enige for at kunne fremsætte
kravet, eller om en arving eventuelt kunne føre sagen alene
på egne eller på boets vegne. I betragtning af, at det for-
mentlig vil være sjældent, at et sådant krav gøres gældende
efter en ægtefælles død, finder udvalget ikke, at der er behov
for særlige regler. I stedet foreslås, at kompensationskravet
tilkommer dødsboet, og dødsboet må så efter de regler, der
findes i dødsboskifteloven, herunder om afstemning blandt
arvinger m.v., afgøre, om kravet skal gøres gældende.
3.18.2.2.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (død)
Formålet med rimelighedskompensation til urimeligt stillede
ægtefæller er at lette en ægtefælles overgang til en ny tilvæ-
relse efter en separation eller skilsmisse, når den anden æg-
tefælle har formue, der kan holdes uden for delingen, og der
er stor forskel på ægtefællernes formuer.
Hvis den økonomisk bedst stillede ægtefælle dør først, vil
den anden ægtefælle arve en del af førstafdødes formue.
Den længstlevende ægtefælles legale arv, hvis der er børn i
ægteskabet, er halvdelen af førstafdødes formue, og dette vil
væsentligt overstige, hvad den pågældende ville kunne få i
kompensation.
Selvom den førstafdøde ægtefælle har begrænset den
længstlevende ægtefælles arv til tvangsarven, dvs. til 1/4 af
afdødes formue, har den længstlevende ægtefælle efter arve-
lovens § 11, stk. 2, ret til at udtage så meget, at det sammen
med dennes egen formue og eventuelle forsikrings- og pen-
sionsrettigheder udgør 740.000 kr. (2017-niveau), jf. § 3 i
bekendtgørelse nr. 1281 af 27. oktober 2016 om regulering
af beløb i henhold til arveloven. Denne tvangsarv vil efter
udvalgets opfattelse være tilstrækkelig til at sikre, at længst-
levende ikke er urimeligt økonomisk stillet.
Hvis den økonomisk dårligt stillede ægtefælle dør først, har
denne selvsagt ikke behov for kompensation. Udvalget har
overvejet, om der kan forekomme tilfælde, hvor førstafdø-
des mindreårige særbørn, som måske hidtil har nydt godt af
længstlevendes gode økonomiske forhold, men som længst-
levende ikke har forsørgelsespligt overfor, vil være urime-
ligt stillet efter længstlevendes død. Det er udvalgets opfat-
telse, at hensynet til førstafdødes mindreårige særbørn i vidt
omfang vil være varetaget ved førstafdødes forsikrings- og
pensionsordninger og i øvrigt af reglerne om børnetilskud til
børn, der har mistet en af forældrene, efter § 4 i lov om bør-
netilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. En mu-
lighed for, at førstafdødes arvinger kunne anvende § 54 i så-
danne tilfælde, ville reelt indebære en skønsmæssig adgang
til at pålægge længstlevende at forsørge sin afdøde ægtefæl-
les særbørn. Udvalget finder ikke, at en sådan regel, der
måtte forventes at få et meget snævert anvendelsesområde,
vil være hensigtsmæssig.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at bestemmelsen ikke
skal finde anvendelse ved formuedelingen som følge af en
ægtefælles død.
3.18.2.3. Kompensation, hvis en ægtefælle dør efter separa-
tion eller skilsmisse, men før formuedelingen er afsluttet
Det kan forekomme, at en ægtefælle dør, efter at ægtefæller-
ne er blevet separeret eller skilt, men inden formuedelingen
er afsluttet, og således inden der er taget endelig stilling til
et eventuelt krav på kompensation efter ægtefælleskiftelo-
89
vens § 67. I sådanne tilfælde har den længstlevende ægte-
fælle ikke arveret efter førstafdøde.
Som anført ovenfor foreslår udvalget, at kompensationskrav
på grund af medvirken også skal kunne gøres gældende af
en ægtefælles dødsbo.
Krav om urimelighedskompensation har en meget personlig
karakter, hvor der navnlig lægges vægt på hensynet til den
økonomisk svage ægtefælles mulighed for at skabe sig en ny
tilværelse. Udvalget mener derfor, at denne ægtefælle ikke
skal afskæres fra at gøre sit krav gældende, fordi den anden
ægtefælle dør, inden formuedelingen er afsluttet.
Udvalget har ikke fundet grundlag for at fastsætte særlige
regler for situationer, hvor en ægtefælle, der har fremsat
krav om urimelighedskompensation, dør, inden der er taget
endelig stilling til kravet. I sådanne situationer vil kravet til-
falde ægtefællens dødsbo, der efter de reglerne herom i
dødsboskifteloven må tage stilling til, om kravet skal gøres
gældende, og om en eventuel verserende sag herom skal vi-
dereføres.
3.18.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsud-
valgets forslag om, at ægtefælleskiftelovens bestemmelse i
§ 67 om kompensation til urimeligt stillede ægtefæller bør
videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Som
det fremgår af punkt. 3.13.13., foreslås de tilknyttede be-
stemmelser om tidsfrister for sagsanlæg i stk. 2 og 3 ligele-
des videreført i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at der fra § 67
skal udskilles en bestemmelse om kompensation til en ægte-
fælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden
ægtefælles formue, der ikke indgår i ligedelingen efter den
foreslåede bestemmelse i § 26.
Ministeriet mener som udvalget, at bestemmelsen om kom-
pensation til urimeligt stillede ægtefæller ikke bør finde an-
vendelse ved dødsboskifte, men at bestemmelsen om beva-
relse eller forøgelse af den anden ægtefælles formue bør fin-
de anvendelse ved dødsboskifte, uanset om den medvirken-
de ægtefælle er førstafdøde eller længstlevende.
3.18.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås med § 41, at en ægtefælle, der har medvirket til
at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue, som ik-
ke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet,
varetagelse af omsorgen for børnene, fordelingen af famili-
ens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt en
kompensation. Herved lovfæstes den retspraksis, der er ud-
viklet efter den nugældende bestemmelse i ægtefælleskifte-
lovens § 67, stk. 1.
I § 42 foreslås det, at hvis en ægtefælle har formue, der ikke
indgår i formuedelingen, kan den anden ægtefælle ved for-
muedelingen få tilkendt en kompensation for at sikre, at
denne ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt økonomisk. Ved
vurderingen lægges vægt på ægteskabets varighed, herunder
et eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-,
formue- og pensionsforhold samt omstændighederne i øv-
rigt. Herved videreføres den gældende bestemmelse i ægte-
fælleskiftelovens § 67, stk. 1.
Med § 43 foreslås det, at de nugældende bestemmelser i æg-
tefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3, videreføres. Det fore-
slås således i stk. 1, at en sag om krav efter de foreslåede §§
41 og 42 tidligst skal kunne anlægges, når der er indgivet
anmodning til statsforvaltningen om separation eller skil-
smisse. I stk. 2 foreslås det, at krav efter de foreslåede §§ 41
og 42 ikke skal kunne gøres gældende, efter at skifte af æg-
tefællernes delingsformue eller sameje om flere særejeakti-
ver er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse. Efter forsla-
get gælder dette dog ikke, hvis boet genoptages efter § 78 i
lov om ægtefælleskifte m.v.
3.19. Pensionskompensation
3.19.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller
ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettighe-
der forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ik-
ke i ligedelingen. Når ægteskabet har været af kortere varig-
hed, udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (§
16 c). Der henvises til punkt 3.16.1.2.
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separa-
tion og skilsmisse er stillet meget forskelligt pensionsmæs-
sigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at
kompensere ægtefæller, der har foretaget en mindre pensi-
onsopsparing end rimeligt, eller som i øvrigt stilles urimeligt
i pensionsmæssig henseende.
Efter § 16 d, stk. 1, om fællesskabskompensation kan det
ved formuedelingen bestemmes, at en ægtefælle skal betale
et beløb til den anden ægtefælle, hvis sidstnævnte ægtefælle
under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopspa-
ring, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for
den pågældende, og dette skyldes, at denne ægtefælle af
hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller del-
vis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller ar-
bejdet på nedsat tid. Beløbet kan efter stk. 2 højst udgøre
halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsop-
sparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet
af delingsformue.
Efter § 16 e, stk. 1, om rimelighedskompensation kan det
ved formuedelingen bestemmes, at en ægtefælle skal betale
et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke
stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis ægteska-
bet har været af længere varighed, og der er stor forskel i
værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. Efter stk. 2
skal der ved afgørelsen tages hensyn til ægteskabets varig-
hed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i
øvrigt.
90
§ 16 f indeholder bestemmelser om, hvordan pensionskom-
pensation efter §§ 16 d og 16 e skal betales. Efter bestem-
melsens stk. 1 skal beløbet som udgangspunkt betales kon-
tant.
Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge
fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde
den pågældendes erhverv, eller uden at blive afskåret fra at
bevare eller erhverve en passende bolig, kan det, hvis for-
holdene taler for det, efter stk. 2 bestemmes, at beløbet skal
afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstil-
lelse og forrentning (nr. 1).
Hvis dette ikke er muligt, kan det bestemmes, at ægtefællen
i stedet skal give den anden ægtefælle en andel af sin al-
ders-, kapital- eller ratepension (nr. 2) Hvis dette heller ikke
er muligt, kan det bestemmes, at beløbet skal afdrages over
en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede
ydelser kommer til udbetaling (nr. 3).
Hvis en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af
sin alders-, kapital- eller ratepension, gives andelen efter stk.
3 først af ægtefællens alders- og kapitalpension. Andelen gi-
ves ved en deling af pensionsrettigheden.
Beløb, der skal afdrages efter stk. 2, nr. 3, registreres og ud-
betales af pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsre-
guleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent,
indtil pensionen kommer til udbetaling (stk. 4).
Efter stk. 5 kan bestemmelserne i stk. 2 og 3 fraviges ved af-
tale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Aftaler ægtefæller ved formuedelingen, at en af dem skal gi-
ve den anden ægtefælle en andel af sin pensionsrettighed,
kan pensionsinstituttet efter stk. 6 kræve, at ægtefællerne er-
klærer, at betingelserne for at yde kompensation efter §§ 16
d og 16 e og for valg af delingsmetode efter § 16 f, stk. 2 og
3, er opfyldt.
Pensionsinstituttet kan efter stk. 7 kræve, at administrations-
omkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden
ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, samt ved at regi-
strere, opgøre og udbetale beløb efter stk. 4, afholdes af æg-
tefællerne.
3.19.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separati-
on, skilsmisse og død er ikke omfattet af udvalgets kommis-
sorium. Udvalget har derfor ikke foreslået indholdsmæssige
ændringer af retsvirkningslovens §§ 16 d-16 f.
3.19.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Som det fremgår af punkt 1 videreføres de gældende regler
om behandlingen af pensionsrettigheder uden indholdsmæs-
sige ændringer. Dette omfatter bl.a. retsvirkningslovens § 16
d-f.
3.19.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at bestemmelsen § 16 d om fællesskabskom-
pensation videreføres som § 44 i lov ægtefællers økonomi-
ske forhold, at bestemmelsen i § 16 e om rimelighedskom-
pensation videreføres som § 45, og at § 16 f om betaling af
kompensation videreføres som § 46 (§ 16 f, stk. 1-3) og § 47
(§ 16 f, stk. 4-7).
3.20. Fordeling af aktiverne (udtagelsesret)
Når det er fastslået, hvilke værdier hver ægtefælle skal have
efter separationen eller skilsmissen, skal der tages stilling,
hvilke aktiver hver ægtefælle skal udtage, herunder hvilke
aktiver ægtefællerne i fællesskab skal søge at afhænde. Den-
ne udtagelsesret gennemgås i det følgende.
3.20.1. Gældende ret
Det følger af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 1, at hver æg-
tefælle ved formuedelingen er berettiget til at kræve boets
ejendele udlagt efter vurdering. Bestemmelsen omfatter så-
ledes alene aktiver, der er delingsformue
Kræver ægtefællerne den samme ejendel udlagt, skal den
ægtefælle, til hvis bodel ejendelen hører, have fortrinsret, jf.
§ 63, stk. 2, 1. pkt.
§ 63, stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, indeholder dog følgen-
de undtagelser til dette udgangspunkt:
1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er
beregnet til familiens bolig, kan udlægges til den anden
ægtefælle, hvis boligen skønnes at være af den væsent-
ligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til at
opretholde hjemmet.
2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for famili-
en, kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis som-
merboligen skønnes at være af den væsentligste betyd-
ning for denne.
3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægte-
fælle, hvis virksomheden udelukkende eller dog i det
væsentlige er blevet drevet af denne.
4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlæg-
ges til den anden ægtefælle, i det omfang dette skønnes
rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem,
kan udlægges til den anden ægtefælle, i det omfang
dette skønnes rimeligt af hensyn til at opretholde hjem-
met, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har tjent
den pågældende ægtefælles behov.
Bestemmelsen omfatter også bolig, som ejeren havde er-
hvervet inden ægteskabet, eller som ejeren har modtaget
som arv eller gave, men ved afgørelsen kan der tages hensyn
hertil.
Udtagelsesretten efter stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, kaldes
"krydsende udtagelsesret" og giver en ægtefælle mulighed
for mod betaling at udtage aktiver, der tilhører den anden
ægtefælle. Den ægtefælle, der udtager aktiverne, får dermed
mulighed for at opretholde det fælles hjem og sit arbejde.
91
Som nævnt oven for er kriterierne for at udtage de enkelte
typer af aktiver ikke ens, men overordnet lægges der i relati-
on til udtagelse af familiens bolig eller sommerhus vægt på
ægtefællernes samlede behov for etablering af et nyt hjem,
og om boligen har den væsentligste betydning for den anden
ægtefælle. Heri indgår bl.a., hvor eventuelle børn skal bo,
hvem der har den bedste mulighed for at benytte ejendom-
men, og hvem der har den følelsesmæssigt tætteste tilknyt-
ning til ejendommen, f.eks. fordi den har været i slægtens
eje i en årrække. Endvidere har det betydning, om den anden
ægtefælle har økonomisk mulighed for at overtage ejendom-
men eller for at skaffe sig en anden bolig.
Ejerægtefællen kan forbedre sine muligheder for at udtage
boligen ved at stille en anden passende bolig til rådighed for
den anden ægtefælle.
De aktiver, der er omfattet af den krydsende udtagelsesret,
er i al væsentlighed de samme som dem, der er omfattet af
retsvirkningslovens §§ 18 og 19 om beskyttelse af familiens
bolig og indbo, den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed
samt arbejdsredskaber, der anvendes af den anden ægtefæl-
le. Der henvises til punkt 3.7.
§ 63, stk. 2, nr. 1 og 2, omfatter alene fast ejendom og der-
med ikke andelsbolig og lejebolig. Afgørelser om fortsættel-
se af lejemål behandles i forbindelse med sag om separation
og skilsmisse. Efter ægteskabslovens § 42 giver statsforvalt-
ningen bevilling til separation eller skilsmisse, hvis ægtefæl-
lerne er enige herom og er enige om vilkårene efter bl.a. §
55. Tilsvarende vilkår gælder ved dom til separation og skil-
smisse. § 55, stk. 1, fastslår, at om ægtefællernes ret til at
fortsætte lejemålet af fælles lejlighed gælder lejelovgivnin-
gens regler herom. Denne henvisning vedrører lejelovens §
77, hvorefter det i forbindelse med separation eller skilsmis-
se, om nødvendigt ved bevillingen og dommen, afgøres,
hvilken af ægtefællerne der skal overtage den tidligere fæl-
les lejebolig.
Såfremt lejemålet vedrører en lejlighed i en ejendom, der
hører til den ene ægtefælle, og som indeholder flere beboel-
seslejligheder, og lejemålet hidtil har tjent til familiens bo-
lig, kan retten i forbindelse med dom til separation eller skil-
smisse efter § 55, stk. 2, pålægge ægtefællen at udleje lejlig-
heden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemå-
let, f.eks. om uopsigelighed og om begrænsninger i mulig-
heden for lejeforhøjelser.
Hvis der er ejendele, der ikke bliver udlagt til en af ægtefæl-
lerne efter stk. 1 og 2, følger det af ægtefælleskiftelovens
§ 63, stk. 3, at ejendelene afhændes efter bestemmelsen i lo-
vens § 25. Bobehandleren skal i så fald efter § 25, stk. 1,
sørge for, at ejendelene afhændes på en måde, som tjener
ægtefællernes interesser bedst muligt.
Efter ægtefælleskiftelovens § 64 kan udlæg af aktiver efter
§ 63 ske, selv om værdien overstiger ægtefællens boslod.
Det overskydende beløb skal i så fald betales kontant til den
anden ægtefælle. Skifteretten kan dog i særlige tilfælde tilla-
de afdragsvis betaling og fastsætte vilkårene herfor.
Efter retsvirkningslovens § 16 b udtager ægtefællerne egne
rimelige pensionsrettigheder forlods ved formuedeling ved
separation og skilsmisse. I det omfang pensionsrettigheder
ikke kan udtages forlods efter § 16 b, skal ægtefæller efter §
16 g, stk. 1, udtage egne pensionsrettigheder, medmindre
rettighederne kan ophæves. Efter bestemmelsens stk. 2 fin-
der § 16 f, stk. 2-7, tilsvarende anvendelse på pensionsrettig-
heder efter stk. 1. § 16 f er beskrevet i punkt 3.19.1.
3.20.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget foreslår bestemmelserne i ægte-
fælleskiftelovens §§ 63 og 64 videreført med følgende æn-
dringer:
Udvalget foreslår anvendelsesområdet for § 63 udvidet, så
bestemmelsen også finder anvendelse på udtagelsen af akti-
ver, som ægtefællerne ejer i sameje.
Anvendelsesområdet foreslås også udvidet sådan, at bestem-
melsen om familiens bolig omfatter alle boligtyper, herun-
der andelsbolig, husbåde, campingvogne m.v., og at udtagel-
sesretten også omfatter motorkøretøj samt løsøre udover
indbo, når løsøret særligt har tjent den pågældende ægtefæl-
les behov.
Efter udvalgets opfattelse vil en ejendom, som ægtefællerne
bebor, næsten altid have tjent det samme formål, hvad enten
der er tale om særeje eller delingsformue. Udvalget foreslår
derfor, at den krydsende udtagelsesret udvides til også om-
fatte en bolig, der er særeje. Dette skal ses i sammenhæng
med udvalgets forslag i punkt 3.7. om at udvide beskyttelsen
af familiens bolig efter retsvirkningslovens § 18 til også at
omfatte bolig, der er særeje. Udvalget foreslår samtidig, at
den krydsende udtagelsesret generelt skal omfatte andre ak-
tiver, selvom de er særeje.
Udvalget har overvejet, om en ejendom, som en ægtefælle
har modtaget som arv eller gave fra tredjemand, bør være
undtaget fra den krydsende udtagelsesret. I de fleste tilfælde
vil en ægtefælle, der har arvet en ejendom, have en sådan
tilknytning til den, at der ikke vil være grundlag for at be-
stemme, at den anden ægtefælle kan udtage ejendommen.
Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en ægtefælle har
modtaget en ejendom som arv eller gave uden at have en
særlig slægtsmæssig tilknytning til den, idet arvelader eller
gavegiver f.eks. havde købt den som investering. I sådanne
tilfælde kan det ikke udelukkes, at ejendommen kan have
den væsentligste betydning for den anden ægtefælle. Udval-
get finder derfor ikke grundlag for at udelukke ejendomme
modtaget som arv og gave fra den krydsende udtagelsesret.
Som anført i punkt 3.7. om retsvirkningslovens § 18 finder
udvalget, at andelsboliger bør ligestilles med ejerboliger i
relation beskyttelse mod salg m.v. Tilsvarende finder udval-
get, at andelsboliger bør være omfattet af adgangen til kryd-
sende udtagelsesret.
92
Ægtefælleskiftelovens § 63 omfatter fast ejendom, der ude-
lukkende eller hovedsageligt er bestemt til familiens bolig.
Bestemmelsen omfatter således i modsætning til beskyttel-
sen af fast ejendom (se punkt 3.7.) ikke en ejendom med
flere beboelseslejligheder, hvoraf familien bebor den ene.
Udvalget finder, at det ville være for vidtgående at give en
ægtefælle ret til at udtage en udlejningsejendom, som den
anden ejer, alene fordi ægtefællen ønsker at blive boende i
en lejlighed i ejendommen. I disse tilfælde kan ægtefællen i
stedet påberåbe sig ægteskabslovens § 55, stk. 2. Derimod
finder udvalget, at udtagelsesretten bør udvides til også at
omfatte de tilfælde, hvor den ene ægtefælle ejer et tofamilie-
shus, hvor familien bor i den ene del, og den anden udlejes.
Som ligeledes anført i punkt 3.7. har udvalget foreslået, at
beskyttelsen af fast ejendom ikke skal omfatte fritidshuse,
erhvervsejendomme, og at beskyttelsen af løsøre, herunder
indbo og arbejdsredskaber, ikke skal videreføres. Udvalget
foreslår ikke tilsvarende begrænsninger i anvendelsesområ-
det for krydsende udtagelsesret. Dette skyldes navnlig, at
krydsende udtagelsesret vil have stor betydning for udtagel-
sen af sådanne aktiver, når de ejes af ægtefællerne i sameje.
Tværtimod finder udvalget, at den krydsende udtagelsesret
bør udvides til at omfatte motorkøretøjer, da den ægtefælle,
der har det største behov for en bil, bør have mulighed for at
udtage den, selvom den ejes af den anden ægtefælle.
Udvalget har overvejet, om ægtefællerne bør have mulighed
for at indgå en forhåndsaftale, der udelukker anvendelsen af
krydsende udtagelsesret, således at ejerægtefællen kan være
sikker på at kunne beholde aktivet.
Der er enighed i udvalget om, at hensynet til at beskytte den
ægtefælle, der på tidspunktet for ægteskabets ophør har
størst behov for at blive i den hidtidige fælles bolig, taler af-
gørende imod at tillade forhåndsaftaler om, hvem der skal
kunne udtage boligen. Der er endvidere enighed om, at så-
danne aftaler kun skal kunne komme på tale for så vidt an-
går aktiver, der ejes af den ene ægtefælle som særeje.
Et mindretal i udvalget finder det rimeligt, at ægtefæller i en
ægtepagt kan aftale, at et bestemt aktiv, som den ene ægte-
fælle ejer som særeje, ikke skal kunne udtages af den anden
ægtefælle ved separation eller skilsmisse. Der er således ik-
ke grundlag for at forbyde sådanne aftaler. Dette forslag skal
ses på baggrund af, at særejeaktiver hidtil ikke har været
omfattet af udtagelsesretten, og der vil være løsøreaktiver, et
arvet sommerhus m.v. med stor affektionsværdi eller en er-
hvervsvirksomhed, som en ægtefælle kan ønske at sikre sig
at kunne beholde, herunder for at lade aktivet blive i famili-
ens eje. Almindeligvis vil ejerægtefællens fortrinsret sam-
menholdt med, at aktivet skal have den væsentligste betyd-
ning for denne anden ægtefælle for, at denne kan udtage ak-
tivet, medføre, at ejerægtefællen vil kunne beholde aktivet.
Aktivet skal enten være ejet af ægtefællen allerede ved afta-
lens indgåelse, eller det skal kunne beskrives som et aktiv
eller flere bestemte aktiver, som ægtefællen f.eks. forventer
at arve.
Hertil bemærker et flertal i udvalget, at det er en forudsæt-
ning for at anvende udtagelsesretten, at aktivet har den væ-
sentligste betydning for den anden ægtefælle. Hvis ejerægte-
fællen har arvet et aktiv, som har betydelig affektionsværdi,
eller der er tale om en familievirksomhed, vil denne betin-
gelse næppe nogen sinde være opfyldt. Behovet for at indgå
aftaler herom må derfor antages at være begrænset.
3.20.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at bestemmelserne om krydsende udtagelsesret i
ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 bør videreføres.
Ministeriet er endvidere enig i udvalgets forslag om, at an-
vendelsesområdet for § 63 udvides, så bestemmelsen også
finder anvendelse på udtagelsen af aktiver, som ægtefæller-
ne ejer i sameje.
Ministeriet er også enig i, at udtagelsesretten i forhold til, at
familiens bolig skal omfatte alle boligtyper, herunder an-
delsbolig, husbåde, campingvogne m.v., samt tofamilieshus,
hvor familien bor i den ene del. Ministeriet er ligeledes enig
i, at udtagelsesretten skal omfatte andet løsøre, der særligt
har tjent den pågældende ægtefælles behov, og at udtagel-
sesretten også skal omfatte transportmidler generelt, og ikke
kun motorkøretøjer som foreslået af udvalget.
Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at
udtagelsesretten også skal omfatte aktiver, der er særeje. Det
skyldes, at det som nævnt i punkt. 3.7.3.1. er et helt centralt
element i særeje, at ejeren kan beholde sine særejeaktiver
ved separation og skilsmisse uden at blive mødt med krav
fra den anden ægtefælle om udtagelse af aktiverne.
Heroverfor vurderes en ret til at udtage den anden ægtefæl-
les særejeaktiv ikke at udgøre et så væsentligt beskyttelses-
hensyn, at der er grundlag for at gribe ind i det fasttømrede
særejebegreb. Et eventuelt beskyttelseshensyn fortones end-
videre som følge af, at ægtefællen skal kunne betale for at
udtage den anden ægtefælles særeje. Tilsvarende finder mi-
nisteriet ikke, at beskyttelsen af familiens bolig mod salg
m.v. skal omfatte en bolig, der er særeje. Der henvises til
punkt 3.7.
Når udtagelsesretten fortsat ikke skal omfatte særeje, ses der
ikke at være behov for at åbne mulighed for, at ægtefæller
kan indgå forhåndsaftaler om udtagelsesretten.
3.20.4. Den foreslåede ordning
Med lovforslagets §§ 48 og 49 foreslås det, at bestemmel-
serne om krydsende udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens
§§ 63 og 64 videreføres med visse ændringer, jf. punkt
3.20.3.
I lovforslagets § 48, stk. 1, foreslås det, at hver ægtefælle ef-
ter vurdering kan udtage aktiver, der helt eller delvist indgår
i ligedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt., og at
93
dette også skal gælde aktiver, der tilhører den anden ægte-
fælle.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at hvis begge ægtefæller
anmoder om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den
ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog de foreslåede undtagelser
i stk. 3.
I stk. 3 foreslås det, at den anden ægtefælle uanset det fore-
slåede stk. 2 udtager et aktiv, hvis aktivet for denne har den
væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet, fort-
sættelse af erhverv eller i øvrigt.
Retten til efter stk. 3 at udtage et aktiv foreslås at omfatte
følgende aktiver:
1) Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt
til familiens helårsbolig.
2) Fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den
ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til fami-
liens helårsbolig.
3) Fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig.
4) Indbo i fælles hjem og fritidsbolig.
5) Løsøre, der særligt har tjent den pågældende ægtefælles
behov.
6) Erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.
7) Transportmidler.
Med stk. 4 foreslås det, at udtagelsesretten i stk. 3 skal finde
tilsvarende anvendelse ved afgørelsen om, hvem af ægtefæl-
lerne der skal udtage aktiver, som de ejer i sameje.
Med lovforslagets § 49, stk. 1, foreslås det, at en ægtefælle
kan udtage aktiver, selv om værdien overstiger det beløb,
der tilfalder denne ægtefælle efter formuedelingen efter §
26. Det manglende beløb skal betales kontant. I stk. 2 fore-
slås det, at skifteretten i særlige tilfælde skal kunne bestem-
me, at beløbet kan betales over en kortere periode, og at
skifteretten kan fastsætte vilkårene herfor.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 g om udtagelse af
egne pensionsrettigheder foreslås videreført i lovforslagets §
50 uden indholdsmæssige ændringer.
3.21. Bosondring
3.21.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 38, der findes i lovens kapitel 5
om bosondring, kan en ægtefælle i visse tilfælde forlange, at
ægtefællernes formue deles af skifteretten, selvom der ikke
er indledt separations- eller skilsmissesag.
Efter bestemmelsen kan en ægtefælle forlange bosondring i
følgende situationer:
1) Når den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomi-
ske anliggender, ved misbrug af sin rådighed over de-
lingsformue eller ved anden uforsvarlig adfærd i væ-
sentlig grad har formindsket den del af fællesboet,
hvorover han råder, eller har fremkaldt fare for sådan
formindskelse.
2) Når den anden ægtefælles bo er kommet under kon-
kursbehandling.
3) Når den anden ægtefælle ulovligt ophæver samlivet, og
begæring om bosondring indgives inden 1 år efter sam-
livets ophævelse.
Retsvirkningerne af bosondring er, at det, der udlægges på
skiftet eller tilfalder ægtefællen efter indgivelsen af boson-
dringsbegæringen, bliver vedkommendes fuldstændige sær-
eje, jf. lovens § 42. Bosondringen indebærer ikke andre for-
andringer i forholdet mellem ægtefællerne.
Bosondring blev tidligere anvendt i tilfælde, hvor ægteska-
bets opløsning var nært forestående, og den ene ægtefælle
frygtede, at den anden ægtfælle ville få sin formue til at for-
svinde, inden sag om deling af ægtefællernes formue kunne
indledes. Det skyldtes, at formuefællesskabet tidligere først
blev anset for ophørt, når der var meddelt separation eller
skilsmisse ved bevilling eller endelig dom. Med en afgørelse
om bosondring var det muligt gennem skifteretten at få på-
begyndt deling af ægtefællernes formue og at få frataget den
anden ægtefælle rådigheden over sin formue under delingen.
Efter ægtefælleskifteloven fra 2012 ophører formuefælles-
skabet allerede ved indgivelse af anmodning om separation
eller skilsmisse til statsforvaltningen (ægtefælleskiftelovens
§ 51, stk. 1), og der er således ikke længere behov for bo-
sondring med henblik på at fremrykke ophørsdagen. En æg-
tefælle, der frygter, at den anden ægtefælle vil misbruge sin
rådighed over sin formue, kan samtidig med anmodning om
separation eller skilsmisse anmode skifteretten om bistand
til deling af boet, jf. ægtefælleskiftelovens § 10.
Efter anmodning fra Retsvirkningslovsudvalget oplyste 21
af de 24 byretter, at de i 2010 havde modtaget seks anmod-
ninger om bosondring, og de fleste byretter havde heller ik-
ke i de forudgående år modtaget sådanne anmodninger.
3.21.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalgets undersøgelser fra 2010 viser, at
bosondring kun er blevet anvendt meget sjældent, og efter
fremrykningen af ophørsdagen til indgivelsen af anmodning
om separation eller skilsmisse må det antages, at behovet for
bosondring er blevet endnu mindre. Udvalget foreslår der-
for, at muligheden for bosondringen ikke videreføres.
3.21.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovs-
udvalget i, at der ikke længere er behov for at kunne anmode
om bosondring. Bestemmelserne i retsvirkningslovens kapi-
tel 5 om bosondring videreføres derfor ikke i den nye lov
om ægtefællers økonomiske forhold.
3.22. Formuedeling ved en ægtefælles død
3.22.1. Gældende ret
Ved en ægtefælles død skal ægtefællernes formue deles mel-
lem den førstafdøde ægtefælles dødsbo og den længstleven-
94
de ægtefælle eller dennes dødsbo, Når det efter denne for-
muedeling er fastlagt, hvilken del af formuen, der tilkommer
en ægtefælles dødsbo, fordeles formuen mellem den pågæl-
dende ægtefælles arvinger efter reglerne i arveloven.
Der foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis
den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til
uskiftet bo.
Formuedeling ved en ægtefælles død foretages i følgende si-
tuationer:
– Ved skifte af den førstafdøde ægtefælles formue ved
dennes død, når den længstlevende ægtefælle ikke har
overtaget delingsformuen til uskiftet bo.
– Ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles
levende live.
– Ved skifte af uskiftet bo ved den længstlevende ægtefæl-
les død.
Dør ægtefæller samtidigt, uden at det kan afgøres, hvem der
døde først, deles formuerne lige mellem de to dødsboer.
Efter lovens § 16, stk. 2, udtager hver ægtefælle eller dens
arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre
undtagelse har særlig lovhjemmel. Bestemmelsen fastslår
således, at der ved formuedelingen ved en ægtefælles død
gælder det samme ligedelingsprincip som ved separation og
skilsmisse.
Der er ikke i dag en samlet regulering af, hvilke aktiver der
ikke indgår i delingsformuen og dermed heller ikke i et
eventuelt uskiftet bo. Dette er reguleret af en række bestem-
melser, der gennemgås i punkt 3.22.1.1.
3.22.1.1. Aktiver der ikke indgår i formuedelingen
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 2, får reglerne om for-
muefællesskab kun anvendelse på rettigheder, som er uover-
dragelige eller i øvrigt af personlig art (uoverdragelige og
personlige rettigheder), i den udstrækning, hvori det er for-
eneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler.
En række af den førstafdøde ægtefælles personlige og
uoverdragelige rettigheder falder bort ved dødsfaldet. Andre
rettigheder mister deres personlige karakter og vil derfor
indgå i delingsformuen og dermed i et eventuelt uskiftet bo.
Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af de særlige for-
hold for den pågældende rettighed.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, følger
det af bestemmelsen, at længstlevendes uoverdragelige og
personlige rettigheder. ikke indgår i det uskiftede bo, og at
længstlevende beholder sine uoverdragelige og personlige
rettigheder, hvis det uskiftede bo skiftes i længstlevendes le-
vende live. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstleven-
des død indgår længstlevendes uoverdragelige og personlige
rettigheder derimod i det udskiftede bo, medmindre andet
følger af de særlige forhold for den pågældende rettighed.
Ved formuedelingen ved en ægtefælles død følger det af
retsvirkningslovens § 16 a, stk. 1, at den længstlevende æg-
tefælle udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettig-
heder forlods. Efter stk. 2 udtager den længstlevende ægte-
fælle endvidere forlods beløb fra alders- og kapitalpension,
supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der
er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være
forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for
beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder efter stk. 3
ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af
pensionsopsparing.
Det følger af bestemmelsen, at den førstafdøde ægtefælles
pensionsrettigheder ved førstafdødes død indgår i delings-
formuen og dermed i et eventuelt uskiftet bo, medmindre
der er indsat en begunstiget til pensions- og forsikringsret-
tigheden efter pensionsopsparingslovens § 2 og forsikrings-
aftalelovens § 102. Når der er indsat en begunstiget, udbeta-
les midlerne umiddelbart til denne ved kontohaverens og
forsikringstagerens død.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, følger
det af bestemmelsen, at længstlevendes pensionsrettigheder
m.v. ikke indgår i det uskiftede bo, og at længstlevende be-
holder sine pensionsrettigheder, hvis det uskiftede bo skiftes
i længstlevendes levende live. Ved skifte af det uskiftede bo
ved længstlevendes død indgår længstlevendes pensionsret-
tigheder derimod i det udskiftede bo, medmindre der er ind-
sat en begunstiget, jf. ovenfor.
Retsvirkningslovens § 28 om aftalt særeje giver ægtefæller
mulighed for at aftale fuldstændigt særeje, hvorved en ægte-
fælles ejendele ved død skal forbeholdes en ægtefælle eller
dennes arvinger. Det fremgår således af bestemmelsen, at
aftalt fuldstændigt særeje finder anvendelse ved en ægtefæl-
les død. § 28 a om tredjemandsbestemt særeje indeholder en
henvisning til § 28, og dermed finder fuldstændigt særeje,
der er bestemt af tredjemand, også anvendelse ved dødsfald.
Det følger af sidste led i § 28, stk. 1, nr. 2, om dødsboskifte,
at når den ene ægtefælle dør, indgår fuldstændigt særeje ik-
ke i formuedelingen.
Ved dødsboskifte ved den første ægtefælles død indebærer
dette, at den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes med førstafdødes arvinger, herunder den længstle-
vende ægtefælle, og at den længstlevende ægtefælle behol-
der sit fuldstændige særeje.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, om-
fatter det uskiftede bo efter arvelovens § 17 kun ægtefæller-
nes delingsformue og dermed ikke ægtefællernes fuldstæn-
dige særeje. Den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes således også i denne situation med førstafdødes ar-
vinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og den
længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Ved skifte af det uskiftede bo i længstlevendes levende live
beholder den længstlevende ægtefælle sit fuldstændige sær-
eje og skal ikke dele det med førstafdødes arvinger. Ved
95
skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død tilfalder
særejet alene længstlevendes arvinger.
Efter § 18, stk. 2, i erstatningsansvarsloven indgår person-
skadeerstatning m.v., der ikke må antages at være forbrugt,
ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i an-
ledning af ægteskabs ophør, herunder ophør ved død. Per-
sonskadeerstatninger indgår dog i formuefællesskabet, når
den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmin-
dre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er sær-
eje. Som beskrevet i punkt 3.16.1.3. finder § 18, stk. 2, an-
vendelse på en lang række andre erstatninger og godtgørel-
ser m.v. Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v.,
der er omfattet af § 18, stk. 2, kan ikke holdes uden for for-
muedelingen og indgår således i delingsformuen.
Det følger af bestemmelsen, at den længstlevende ægtefæl-
les personskadeerstatninger ikke indgår i delingsformuen
ved førstafdødes død, men at førstafdødes erstatninger ind-
går i delingsformuen.
Dette indebærer, at hvis den længstlevende ægtefælle sidder
i uskiftet bo, indgår længstlevendes erstatninger ikke i det
uskiftede bo, og at længstlevende beholder sine erstatninger
m.v., hvis det uskiftede bo skiftes i længstlevendes levende
live. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død
indgår længstlevendes erstatninger i det udskiftede bo.
3.22.1.2. Vederlags- og kompensationskrav
Reglerne i retsvirkningslovens §§ 23 og 24 om vederlags-
krav som følge af formueforskydning mellem en ægtefælles
delingsformue og særeje m.v. er gennemgået i punkt 3.17.1.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 om-
fatter tre forskellige situationer. I alle situationer kan veder-
lagskrav gøres gældende af en ægtefælles arvinger.
I relation til vederlagskrav efter § 23, stk. 3, som følge af, at
en ægtefælle har overført midler fra sit særeje m.v. til sin
delingsformue, fremgår det af bestemmelsen, at ægtefællens
arvinger har et tilsvarende vederlagskrav.
I relation til vederlagskrav efter § 23, stk. 2, som følge af, at
en ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue til sit
særeje m.v., fremgår det af bestemmelsen, at den anden æg-
tefælles arvinger har et tilsvarende vederlagskrav.
I relation til vederlagskrav (misbrugskrav) efter § 23, stk. 1,
som følge af, at en ægtefælle har misbrugt rådigheden over
sin delingsformue, fremgår det af bestemmelsen, at den an-
den ægtefælles arvinger har et tilsvarende vederlagskrav.
Arvingerne kan rette vederlagskravet mod delingsformuen
og, hvis delingsformuen ikke er tilstrækkeligt, kan kravet
rettes mod den misbrugende ægtefælles fuldstændige særeje
for halvdelen af det manglende beløb.
Arvingernes vederlagskrav efter § 23 kan kun bygge på dis-
positioner, som en ægtefælle foretog inden den første ægte-
fælles død.
Sidder den længstlevende ægtefælle i uskiftet bo, kan veder-
lagskrav først rejses, når det uskiftede bo skiftes.
Som det fremgår af punkt 3.18.1., finder ægtefælleskiftelo-
vens § 67 om kompensation til urimeligt stillede ægtefæller
ikke anvendelse ved en ægtefælles død.
3.22.1.3. Arvelovgivningen
Dødsboskiftelovens kapitel 17 indeholder regler om skifte af
en længstlevende ægtefælles aktiver og passiver i forbindel-
se med skifte af den afdøde ægtefælles dødsbo. Efter lovens
§ 74 behandles afdødes aktiver og passiver efter de øvrige
regler i dødsboskifteloven, mens den længstlevende ægte-
fælles aktiver og passiver, der er delingsformue, behandles
efter reglerne i kapitel 17.
Efter lovens § 77 finder ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51, 53
og 56-58 anvendelse på skifte af ægtefællernes formuer med
de ændringer, der følger af forholdets natur. Det betyder, at
reglerne om ophørsdagen, tidspunktet for værdiansættelsen
af aktiver og passiver samt opgørelsen af fællesboet finder
tilsvarende anvendelse i forbindelse med skifte af længstle-
vende ægtefælles aktiver og passiver. Der henvises til punkt
3.13.1. for en beskrivelse af disse regler.
Efter arvelovens § 11, stk. 1, kan den længstlevende ægte-
fælle forlods udtage genstande, som udelukkende tjener til
den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står
i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller som er
erhvervet til mindreårige børns brug. Den længstlevende
ægtefælle kan efter bestemmelsens stk. 2 udtage så meget, at
værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og
arvelod, særeje, livforsikringer, pensionsydelser m.v. udgør
indtil 740.000 kr. (2017-niveau), jf. § 3 i bekendtgørelse nr.
1281 af 27. oktober 2016 om regulering af beløb i henhold
til arveloven. Disse bestemmelser finder anvendelse både
ved skifte ved førstafdødes død og ved skifte af uskiftet bo
ved længstlevendes levende live.
Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 1, finder lovens § 77 og
dermed de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, som den
henviser til, tillige anvendelse ved skifte af et uskiftet bo i
den længstlevende ægtefælles levende live. § 77 er beskre-
vet oven for. Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 3, træder
datoen for skifterettens modtagelse af begæringen om skifte
af det uskiftede bo i stedet for dødsdagen, således at det er
aktiver og passiver på denne dag, der indgår i skiftet af det
uskiftede bo.
Det følger af arvelovens § 17, at den længstlevende ægtefæl-
le efter den anden ægtefælles død kan overtage ægtefæller-
nes delingsformue til uskiftet bo med deres fælles livsarvin-
ger. I det uskiftede bo indgår tillige alt, hvad den længstle-
vende ægtefælle erhverver, for så vidt det ikke er gjort til
fuldstændigt særeje, jf. arvelovens § 23, stk. 1. § 23 indehol-
der derudover bl.a. særlige regler om, i hvilket omfang livs-
forsikrings- og pensionsrettigheder indgår i det uskiftede bo
ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levendes
live.
96
3.22.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Det er Retsvirkningslovsudvalgets opfattelse, at der er be-
hov for en udtrykkelig regulering af formuedelingen ved en
ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet bo.
Samtidig bør der tages stilling til i hvilket omfang, kompen-
sations-, regulerings- og misbrugskrav kan gøres gældende
ved en ægtefælles død.
Udvalget foreslår, at den gældende ligedelingsordning op-
retholdes ved formuedelingen ved en ægtefælles død og ved
skifte af et uskiftet bo. I disse situationer deles ægtefæller-
nes delingsformue lige mellem den længstlevende ægtefælle
eller dennes dødsbo og den førstafdøde ægtefælles dødsbo,
De aktiver, der ikke indgår i ligedelingen ved separation og
skilsmisse, bør efter udvalgets opfattelse heller ikke indgå i
ligedelingen ved død. Fuldstændigt særeje, uoverdragelige
og personlige rettigheder samt kompensations- regulerings-
og misbrugskrav indgår således ikke i delingen.
Reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separati-
on, skilsmisse og død er ikke omfattet af udvalgets kommis-
sorium. Udvalget har derfor ikke foreslået indholdsmæssige
ændringer af retsvirkningslovens § 16 a.
Samtidig foreslår udvalget, at længstlevendes personskade-
erstatninger (se punkt 3.16.) fortsat ikke indgår i formuede-
lingen, dvs. samme løsning som ved formuedeling ved sepa-
ration og skilsmisse i punkt 3.16. Dette skyldes, at disse er-
statninger m.v. er tæt knyttet til ægtefællens pension. Deri-
mod ser udvalget ikke behov for at holde førstafdødes per-
sonskadeerstatninger uden for delingen.
Inden formuedelingen fradrages gæld som ved formuedeling
ved separation og skilsmisse, jf. punkt 3.14., og er en ægte-
fælles delingsformue negativ, deles den ikke.
Det er udvalgets opfattelse, at der i loven bør indsættes en
bestemmelse om ophørstidspunktet, hvorefter de aktiver og
passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, indgår i
formuedelingen. Efter forslaget er det klokkeslettet for døds-
faldet, der er afgørende, og det er uden betydning, om en
ægtefælle forud for dødsfaldet har anmodet om separation
eller skilsmisse, idet en anmodning herom bortfalder ved
dødsfaldet.
Udvalget foreslår videre, at den længstlevende ægtefælle og
førstafdødes dødsbo ved formuedelingen skal kunne frem-
sætte regulerings- og misbrugskrav. Disse krav er beskrevet
i punkt 3.17.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at retsvirkningslovens
§ 23 ikke omfatter den situation, at førstafdøde har anvendt
midler fra sit skilsmissesæreje til erhvervelse eller forbed-
ring af sit fuldstændige særeje. Da skilsmissesærejet er de-
lingsformue ved en ægtefælles død, medfører dette, at de-
lingsformuen er blevet formindsket, og formålet med regle-
rne taler for, at den længstlevende ægtefælle skal kunne rej-
se vederlagskrav. Heller ikke den situation, hvor længstle-
vende har anvendt midler fra sit fuldstændige særeje til for-
bedring af sit skilsmissesæreje, er omfattet af bestemmel-
sens ordlyd.
Endvidere giver § 23 ikke mulighed for vederlagskrav i en
situation, hvor længstlevende har anvendt delingsformue til
erhvervelse eller forbedring af sine uoverdragelige og per-
sonlige rettigheder efter lovens § 15, stk. 2.
Endelig kan førstafdødes arvingerne først rejse vederlags-
krav ved skifte af det uskiftede bo, når førstafdøde har an-
vendt midler fra sit fuldstændige særeje til forbedring af sin
delingsformue. Tilsvarende kan den længstlevende ægtefæl-
le, der sidder i uskiftet bo, først ved skifte af det uskiftede
bo rejse vederlagskrav som følge af, at førstafdøde har an-
vendt delingsformue til forbedring af sit fuldstændige sær-
eje.
Hvis den længstlevende ægtefælles formue, herunder særeje
samt alders- og kapitalpensionsrettigheder, ikke er tilstræk-
kelig til at dække et misbrugskrav fra førstafdødes dødsbo,
foreslår udvalget, at halvdelen af det manglende beløb kan
udtages af beløb, som den længstlevende har fået udbetalt
fraalders- og kapitalpension, samt supplerende engangssum
og supplerende engangsydelse. Sådanne pensionsrettigheder
indgår ellers ikke i formuedelingen, jf. ovenfor om retsvirk-
ningslovens § 16 a.
Udvalget foreslår en særlig ordning for regulerings- og mis-
brugskrav, hvis den længstlevende ægtefælle overtager boet
til uskiftet bo, og førstafdøde efterlader sig særeje eller an-
den formue, der ikke indgår i delingen, og som derfor skal
deles ved dødsfaldet. Efter forslaget kan reguleringskrav
som følge af overførsler foretaget af førstafdøde gøres gæl-
dende ved førstafdødes død, uanset at længstlevende overta-
ger boet til uskiftet bo. Det drejer sig om følgende tre situa-
tioner:
– Har førstafdøde overført delingsformue til sit fuldstæn-
dige særeje, kan længstlevende gøre sit reguleringskrav
gældende i forbindelse med delingen af førstafdødes
særeje, således at reguleringsbeløbet overføres fra sær-
ejet til det uskiftede bo.
– Hvis førstafdøde har anvendt midler fra sit fuldstændige
særeje til forbedring af sin delingsformue, kan førstafdø-
des arvinger tilsvarende kræve et reguleringsbeløb over-
ført fra det uskiftede bo til førstafdødes særeje. Dette
forudsætter dog, at der er dækning for kravet i førstafdø-
des bodel.
– En ægtefælle, der overtager fællesboet til uskiftet bo,
skal kunne gøre et misbrugskrav gældende ved skiftet af
førstafdødes fuldstændige særeje eller anden formue, der
ikke indgår i det uskiftede bo, således at der overføres et
beløb svarende til det beløb, hvormed fællesboet er re-
duceret, til det uskiftede bo.
Efter udvalgets opfattelse bør reguleringskrav så vidt muligt
fremsættes ved skiftet af førstafdødes fuldstændige særeje
eller anden formue, der ikke indgår i det uskiftede bo, for at
97
undgå, at dette skifte senere skal genoptages, hvis kravet
først fremsættes ved skiftet af det uskiftede bo. Hvis længst-
levende ikke kan få dækket sit krav i førstafdødes fuldstæn-
dige særeje m.v., foreslår udvalget dog, at det resterende
krav skal kunne gøres gældende ved skiftet af det uskiftede
bo.
Reguleringskrav, der tilkommer førstafdødes arvinger, er
derimod begrænset til størrelsen af førstafdødes bodel, og er
den ikke tilstrækkelig til at dække kravet, kan der ikke sene-
re gøres noget krav gældende.
At reguleringskrav ikke fremsættes ved skiftet af førstafdø-
des fuldstændige særeje, eller at der ved dødsfaldet ikke var
noget fuldstændigt særeje tilbage at skifte, afskærer imidler-
tid som udgangspunkt ikke den længstlevende ægtefælle el-
ler førstafdødes arvinger fra at gøre kravet gældende ved
skifte af det uskiftede bo.
Reguleringskrav som følge af, at længstlevende har overført
midler mellem sin delingsformue og sit fuldstændige særeje,
kan først gøres gældende, når det uskiftede bo skiftes.
Udvalget foreslår videre, at den længstlevende ægtefælle og
førstafdødes dødsbo ved formuedelingen skal kunne frem-
sætte kompensationskrav som følge af en ægtefælles med-
virken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles for-
mue (se punkt 3.18.).
Udvalget foreslår ikke særskilt regulering af formuedelingen
ved skifte af et udskiftet bo.
Udvalget foreslår dog, at reglerne om regulerings- og mis-
brugskrav finder tilsvarende anvendelse ved skifte af et
uskiftet bo for så vidt angår dispositioner, der er foretaget
før dødsfaldet.
Udvalget foreslår videre, at den længstlevende ægtefælle og-
så ved skifte af det uskiftede bo i længstlevendes levende li-
ve kan holde sine personskadeerstatninger (se punkt 3.16.)
uden for delingen, ligesom ved formuedelingen ved separa-
tion og skilsmisse og ved førstafdødes død.
Det bemærkes, at udvalget foreslår, at kompensationskrav
som følge af en ægtefælles medvirken til at bevare eller for-
øge den anden ægtefælles formue eller som følge af, at en
ægtefælle bliver stillet urimeligt økonomisk, skal kunne gø-
res gældende ved skifte af et uskiftet bo.
3.22.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er overordnet set enig i Rets-
virkningslovsudvalgets forslag til regulering af formuedelin-
gen ved en ægtefælles død samt ved skifte af uskiftet bo i
den længstlevende ægtefælles levende live.
3.22.4. Den foreslåede ordning
Med lovforlagets §§ 51-55 foreslås der som noget nyt en
samlet regulering af formuedeling i forbindelse med døds-
boskifte ved en ægtefælles død samt ved skifte af uskiftet bo
i den længstlevende ægtefælles levende live. Bestemmelser-
ne udmønter den foreslåede ligedeling, jf. lovforslagets § 5,
stk. 1, 2. pkt.
3.22.4.1. Formuedeling ved en ægtefælles død
Lovforslagets § 51indeholder den centrale bestemmelse om
formuedeling i forbindelse med dødsboskifte ved en ægte-
fælles død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende
ægtefælles levende live. Bestemmelsen svarer til lovforsla-
gets § 26 om formuedelingen ved separation og skilsmisse.
Efter § 51 stk. 1, indgår ved dødsboskifte i ligedelingen af
ægtefællernes delingsformue efter § 5, stk. 1, 2. pkt., de ak-
tiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet,
dvs. ved klokkeslettet for dødsfaldet.
Efter bestemmelsen indgår følgende aktiver og krav dog ik-
ke i ligedelingen:
1) Hver ægtefælles fuldstændige særeje. Dette omfatter
også kombinationssæreje efter lovforslagets § 12, stk.
1, nr. 3, der efter særejebestemmelsen bliver fuldstæn-
digt særeje for en af ægtefællerne ved førstafdødes død.
2) Hver ægtefælles uoverdragelige og personlige rettighe-
der omfattet af lovforslagets § 37. Det må antages, at
førstafdødes uoverdragelige og personlige rettigheder
mister deres uoverdragelighed og tilknytning til afdøde
ved dødsfaldet med den virkning, at de indgår i for-
muedelingen. Det kan dog ikke fuldstændigt udelukkes,
at der eksisterer uoverdragelige og personlige rettighe-
der, der efter de regler, som de er undergivet, ikke kan
indgå i delingsformuen.
3) Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger
omfattet af lovforslagets § 36, stk. 1 og 2. Derimod
indgår førstafdødes personlige erstatninger i formuede-
lingen.
4) Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder m.v.
efter lovforslagets § 52, der gennemgås nedenfor.
5) Den førstafdøde ægtefælles pensions- og forsikringsret-
tigheder, der tilfalder en begunstiget.
6) Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav efter
lovforslagets § 53, der gennemgås nedenfor.
7) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden
ægtefælle efter denne lov eller efter ægteskabsloven.
Denne bestemmelse svarer til lovforslagets § 26, stk. 1,
nr. 8.
Efter stk. 2 og 3 fradrages gæld efter lovforslagets § 29, jf.
§ 30, inden ligedelingen, og en ægtefælles delingsformue
deles ikke, hvis ægtefællens gæld overstiger ægtefællens de-
lingsformue. Disse bestemmelser svarer til lovforslagets §
26, stk. 2 og 3.
Med § 52 videreføres uden indholdsmæssige ændringer rets-
virkningslovens § 16 a om den længstlevende ægtefælles
mulighed for at holde sine pensionsrettigheder uden for de-
lingsformuen og dermed uden for ligedelingen.
I § 53, stk. 1, foreslås det, at den længstlevende ægtefælle
eller førstafdødes dødsbo ved formuedelingen skal kunne
98
fremsætte kompensationskrav på grund af medvirken til for-
mueforøgelse m.v. efter den foreslåede § 41 og med de æn-
dringer, der følger af stk. 2-5, kan de også fremsætte regu-
lerings- og misbrugskrav efter det foreslåede kapitel 11 (§§
38-40).
De foreslåede bestemmelser i § 53, stk. 2-5, regulerer, hvor-
dan de foreslåede bestemmelser i §§ 38-40 om regulerings-
og misbrugskrav skal anvendes ved formuedeling ved døds-
boskifte.
Efter det foreslåede stk. 2 gælder § 38 om reguleringskrav
ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke
indgår i formuedelingen også ved overførsel af skilsmisses-
æreje til fuldstændigt særeje. Dette skyldes, at skilsmisses-
æreje ved en ægtefælles død bliver delingsformue, og hvis
skilsmissesæreje under ægteskabet er overført til fuldstæn-
digt særeje, så er delingsformuen ved dødsboskiftet blevet
formindsket, hvilket reguleringskravet skal rette op på.
Tilsvarende foreslås det i stk. 4, at § 39 om reguleringskrav
ved overførsel af midler, der ikke indgår i formuedelingen,
til delingsformue også gælder ved overførsel af fuldstændigt
særeje til skilsmissesæreje, da delingsformuen ved en sådan
overførsel er blevet forøget.
Med det foreslåede stk. 3 gælder § 38 om reguleringskrav
ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke
indgår i formuedelingen ikke, når overførslen af delingsfor-
mue er sket til den længstlevende ægtefælles pensionsrettig-
heder, der er omfattet af § 52, stk. 1. Dette er i overensstem-
melse med den gældende ordning i retsvirkningslovens § 23,
stk. 4, hvorefter vederlagskrav efter bestemmelsens stk. 2
om overførsel af delingsformue til særeje med videre ikke
finder anvendelse ved overførsel til pensionsrettigheder om-
fattet af retsvirkningslovens § 16 a, der foreslås videreført i
§ 52.
Endelig foreslås det i stk. 5, at når delingsformuen ikke til-
strækkelig til at dække et misbrugskrav efter § 40 fra den
førstafdøde ægtefælles dødsbo, kan halvdelen af det man-
glende beløb udtages af særeje eller alders- og kapitalpensi-
on, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse,
jf. § 52, stk. 2, der tilhører den længstlevende ægtefælle.
Afslutningsvist bemærkes, at ved § 6, nr. 7, i følgelovforsla-
get foreslås henvisningen i dødsboskiftelovens § 77 til ægte-
fælleskiftelovens §§ 50, 51 og 53 ændret til afsnit IV i dette
lovforslag.
3.22.4.2. Formuedeling i forbindelse med uskiftet bo
Den foreslåede § 54 vedrører behandlingen af regulerings-
og misbrugskrav ved den længstlevende ægtefælles overta-
gelse af delingsformuen til uskiftet bo.
I nr. 1 foreslås det, at hvis den længstlevende ægtefælle har
krav på et reguleringsbeløb efter den foreslåede § 38, skal
ægtefællen kunne kræve beløbet overført fra den del af den
førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til
det uskiftede bo. Med nr. 2 forslås det, at hvis den førstafdø-
de ægtefælle havde krav på et reguleringsbeløb efter den
foreslåede § 39, skal dødsboet kunne kræve beløbet overført
fra det uskiftede bo til den del af den førstafdøde ægtefælles
formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet skal dog
ikke kunne overstige den førstafdøde ægtefælles delingsfor-
mue, der indgår i det uskiftede bo. I nr. 3 foreslås det, at en
længstlevende ægtefælle, der har misbrugskrav (§ 40), skal
kunne kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i
det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den
førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til
det uskiftede bo.
I § 55 foreslås det, at regulerings- og misbrugskrav efter
lovforslagets §§ 38-40, jf. § 53, der ikke allerede er blevet
dækket, typisk gennem den foreslåede bestemmelse i § 54,
kan gøres gældende ved skifte af uskiftet bo. Dette gælder
både ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles
levende live og ved den længstlevende ægtefælles død.
3.23. Ægtefællebidrag
3.23.1. Gældende ret
3.23.1.1. Ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven
Det fremgår af § 2 i retsvirkningsloven, at det påhviler ægte-
fæller gennem pengeydelse m.v. at bidrage til at skaffe fa-
milien den forsørgelse, som efter ægtefællernes livsvilkår
må anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad der
kræves til husholdningen og børnenes opdragelse samt til
hver ægtefælles særlige behov.
Hvis en ægtefælle forsømmer at opfylde sin forsørgelses-
pligt, kan det efter lovens § 5 pålægges ægtefællen at betale
bidrag til den anden ægtefælle, i det omfang det efter om-
stændighederne må anses for rimeligt. § 5 omhandler bidrag
under ægteskabet i situationer, hvor ægtefællerne ikke har
ophævet samlivet på grund af uoverensstemmelse. Bestem-
melsen gælder således også efter en samlivsophævelse, der
ikke skyldes uoverensstemmelse, men er begrundet i f.eks.
hospitalsindlæggelse, institutionsanbringelse eller afsoning
af fængselsstraf.
Forudsætningen for at fastsætte bidrag efter § 5 er, at der er
tale om forsømmelse af forsørgelsespligten. En ægtefælle,
der betaler kost og logi for den anden ægtefælle, men intet
andet, forsømmer delvist sin forsørgelsespligt og vil derfor
kunne pålægges at betale bidrag, hvis den anden ægtefælle
ellers ikke har mulighed for at få dækket sine øvrige behov.
Fastsættelse af bidrag efter § 5 kræver forsømmelse af gro-
vere karakter, og at forsømmelsen ikke er helt kortvarig eller
mere tilfældig.
Det fremgår af § 6, 1. pkt., at ægtefællerne i tilfælde af en
samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse fortsat
har pligt til at forsørge hinanden efter bestemmelsen i § 2.
Hvis en ægtefælle forsømmer sin forsørgelsespligt, følger
99
det af 2. pkt., at ægtefællen kan pålægges at betale bidrag til
den anden ægtefælle.
Efter § 6, 3. pkt., kan der ved afgørelsen om bidraget tages
hensyn til skylden for samlivsophævelsen. Denne bestem-
melse er i dag uden betydning i praksis. En tilsvarende be-
stemmelse i ægteskabsloven udgik i 1969. Grunden til, at
bestemmelsen ikke blev ændret samtidig hermed, var først
og fremmest, at gennemførelsen af en ny retsvirkningslov
var under overvejelse.
Et bidrag efter § 6 ophører, når separation eller skilsmisse er
endelig. Ifølge retspraksis gælder bidragsafgørelser efter be-
stemmelsen dog fortsat indtil landsrettens dom, hvis en by-
retsdom om separation eller skilsmisse ankes. Vedrører anke
af separation- og skilsmissedom alene spørgsmålet om bi-
dragspligten, foreligger endelig dom i relation til bidrags-
pligten først ved landsrettens dom.
Afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6 træffes af statsforvalt-
ningen, jf. § 8, 1. pkt.
Efter § 8, 2. pkt., kan statsforvaltningen efter ansøgning til
enhver tid kan ændre en afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6,
når forholdene væsentlig har forandret sig.
Ægtefæller kan selv indgå aftaler om bidrag under ægteska-
bet, men efter § 9 kan statsforvaltningen ved en afgørelse ef-
ter §§ 5 og 6 fravige en sådan aftale, hvis den skønnes åben-
bart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig har ændret sig.
Et bidrag fastsat efter § 5 bortfalder automatisk, hvis samli-
vet ophæves på grund af uoverensstemmelse. Et bidrag efter
§ 6 bortfalder automatisk, hvis ægtefællerne genoptager
samlivet.
Pligten efter retsvirkningslovens § 2 til at forsørge sin ægte-
fælle gælder ikke kun i forhold til ægtefællen, men også i
forhold til det offentlige. Dette indebærer bl.a., at det offent-
lige kan indtræde i en ægtefælles krav på bidrag, hvis ægte-
fællen f.eks. har modtaget kontanthjælp som følge af den
anden ægtefælles manglende opfyldelse af sin forsørgelses-
pligt.
Den offentligretlige forsørgelsespligt følger af § 2, stk. 1, i
aktivloven, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det
offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle
og sine børn under 18 år. Ansvaret over for det offentlige til
at forsørge sin ægtefælle ophører efter stk. 2 ved separation
eller skilsmisse.
Efter aktivlovens § 97, stk. 1, indtræder det offentlige i bi-
dragsmodtagerens krav på ægtefællebidrag fra den anden
ægtefælle (bidragsbetaleren), når bidragsmodtageren har
modtaget hjælp til forsørgelse.
Det offentlige indtræder efter stk. 2 endvidere i retten til at
kræve ægtefællebidrag fastsat eller kræve et ægtefællebidrag
forhøjet. Ved fastsættelsen eller forhøjelsen af bidrag kan
vedkommende myndighed tilsidesætte en aftale om bidrag,
der må anses indgået med det formål at hindre det offentlige
i at indtræde i retten.
3.23.1.2. Ægtefællebidrag efter ægteskabsloven
Det fremgår af § 50, stk. 1, i ægteskabsloven, at hvis ægte-
fællerne ikke selv indgår aftale herom, afgør retten spørgs-
målet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens
varighed, mens statsforvaltningen fastsætter bidragets stør-
relse. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder,
kan retten kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et be-
stemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.
Efter lovens § 50, stk. 2, træffes afgørelser efter stk. 1 under
hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan
skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og
hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de
øvrige omstændigheder formår at betale bidrag. Endvidere
tages der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige
tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for
støtte til uddannelse eller lignende.
Ifølge § 52 kan en af ægtefællerne truffet aftale om bidrags-
pligten eller om bidragets størrelse ændres ved dom, såfremt
det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være uri-
meligt at opretholde aftalen.
Det fremgår af § 53, stk. 2, at en af statsforvaltningen truffet
afgørelse om bidragets størrelse kan ændres af statsforvalt-
ningen, såfremt omstændighederne taler derfor.
3.23.1.3. Størrelsen af ægtefællebidrag
Efter praksis fastsættes størrelsen af et ægtefællebidrag til
omkring 1/5 af forskellen mellem ægtefællernes indkomster.
Denne praksis tager udgangspunkt i den typiske situation,
hvor begge ægtefæller har en indkomst af en vis størrelse.
Hvis bidragsbetaleren har en lav indkomst, vil der efter
praksis normalt ikke blive fastsat et bidrag, eller der vil bli-
ve fastsat et lavere bidrag, da bidragsbetaleren skal have
mulighed for at forsørge sig selv. En bidragsmodtager med
en mellemindkomst eller en høj indkomst har ikke et rime-
ligt behov for bidrag, og der vil derfor efter praksis normalt
ikke blive fastsat bidrag.
Det er et krav, at bidragsmodtageren udnytter sin erhvervs-
evne i rimeligt omfang. Ved vurderingen heraf tages der
især hensyn til bidragsmodtagerens alder, uddannelse, be-
skæftigelse under ægteskabet, ægteskabets varighed, og til
hvor længe bidragsmodtageren har været i den nuværende
situation. I forbindelse med en samlivsophævelse kan bi-
dragsmodtageren have behov for nogen tid til at indrette sig
på den nye situation. Statsforvaltningen er derfor tilbagehol-
dende med at fastslå, at bidragsmodtageren ikke udnytter sin
erhvervsevne i denne periode.
Der fastsættes efter praksis ikke bidrag, og et fastsat bidrag
bortfalder, hvis bidragsmodtageren har indledt et ægteskabs-
lignende samlivsforhold med en ny partner. Hvis et allerede
fastsat bidrag skal bortfalde, skal bidragsbetaleren dog enten
100
aftale dette med bidragsmodtageren eller ansøge statsfor-
valtningen herom.
Ved en afgørelse om bidrag efter retsvirkningslovens § 6
tages der også hensyn til, om der er tale om et kortvarigt æg-
teskab. I så fald fastsættes der ikke bidrag, eller bidraget
fastsættes lavere end ellers – eksempelvis til 1/3 eller 2/3 af
det bidrag, der ellers ville være blevet fastsat. Efter praksis
anses et ægteskab på ca. 3-4 år som udgangspunkt som kort-
varigt. Et længerevarende forudgående samliv vil dog kunne
indgå ved vurderingen af, om bidraget skal fastsættes lavere
end ellers.
Størrelsen af bidrag efter § 5 under samlivet fastsættes i vi-
dere omfang ud fra et konkret skøn i det enkelte tilfælde end
ved bidrag efter § 6.
3.23.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.23.2.1. Ægtefællebidrag
Retsvirkningslovsudvalget har overvejet, om den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 5 bør bevares. Dette
skal ses i sammenhæng med, at manglende opfyldelse af
forsørgelsespligten i § 2 ikke er selvstændigt sanktioneret,
og at en sådan bestemmelse heller ikke vil være praktisk an-
vendelig. Desuden fremgår det af statsforvaltningens prak-
sis, at der er meget få sager om fastsættelse af bidrag efter §
5. Dette skyldes formentlig, at uenighed om forsørgelse som
regel meget hurtigt fører til samlivsophævelse, hvorefter § 5
ikke længere er anvendelig.
Udvalget finder på baggrund af en samlet vurdering, at be-
stemmelsen i § 5 bør bevares. Uanset, at der sjældent træffes
afgørelser efter bestemmelsen, er den en naturlig følge af
forsørgelsespligten. Desuden er det udvalgets opfattelse, at
bestemmelsen kan have en vis præventiv effekt, og at en op-
hævelse af bestemmelsen kan medføre øgede udgifter til so-
ciale ydelser til en ægtefælle i perioden op til en samlivsop-
hævelse.
Udvalget har også overvejet, om den gældende bestemmelse
i retsvirkningslovens § 6 bør bevares. Det er udvalgets ud-
gangspunkt, at spørgsmålet om forsørgelse under en samliv-
sophævelse og indtil separation og skilsmisse skal ses i sam-
menhæng med den generelle forsørgelsespligt i § 2 og regle-
rne i aktivloven, og at en ægtefælle ikke i praksis skal kunne
fritages fra sin forsørgelsespligt blot ved at ophæve samli-
vet. Udvalget er derfor af den opfattelse, at forsørgelsesplig-
ten fortsat skal gælde efter en samlivsophævelse. Udvalget
foreslår derfor, at bestemmelsen bevares.
Det er dog udvalgets opfattelse, at bestemmelsen om, at den
ægtefælle, der bærer skylden for en samlivsophævelse, ikke
har krav på bidrag, er utidssvarende, og derfor ikke bør vi-
dereføres, hvilket også vil være i overensstemmelse med,
hvordan bestemmelsen allerede anvendes i praksis.
Udvalget finder endvidere, at det i lovteksten bør præcise-
res, at der kan fastsættes bidrag efter den gældende § 6, ind-
til spørgsmålet om bidragspligt efter § 50 i ægteskabsloven
er endeligt afgjort. Der skal således efter bidragsreglerne i
lov om ægtefællers økonomiske forhold kunne fastsættes bi-
drag også efter separation eller skilsmisse.
Udvalget har overvejet, om betingelsen i § 6, hvorefter sam-
livet skal være ophævet på grund af uoverensstemmelse,
skal udvides til at omfatte alle situationer, hvor samlivet er
ophævet. Udvalget har dog ikke fundet det hensigtsmæssigt
at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen, idet det må
forventes, at ægtefæller, der ikke bor sammen af andre årsa-
ger end på grund af uoverensstemmelse, vil kunne indgå af-
taler om forsørgelsen.
I relation til ændring af afgørelser og aftaler om bidrag har
udvalget foreslået, at de gældende bestemmelser i §§ 8 og 9
videreføres. Dog foreslår udvalget, at bestemmelsen om æn-
dring af bidrag, der er fastsat af statsforvaltningen, ensrettes
med bestemmelsen i § 53, stk. 2, i ægteskabsloven. Efter
denne bestemmelse kan et bidrag efter separation eller skil-
smisse, der er fastsat af statsforvaltningen, ændres af stats-
forvaltningen, såfremt omstændighederne taler derfor. En
sådan ensretning af reglerne om bidrag under ægteskabet og
efter en separation eller skilsmisse vil sikre enkelthed og
gennemskuelighed i reglerne, der i forvejen tilnærmelsesvis
er og praktiseres ens og i overvejende grad skal opfylde de
samme hensyn.
3.23.2.2. Størrelsen af ægtefællebidrag
Udvalget har overvejet, om der er grundlag for at ændre kri-
terierne for fastsættelse af bidrag under samlivet efter § 5, så
bidraget fastsættes efter lempeligere kriterier eller en ren ri-
melighedsvurdering. Udvalget har ikke fundet det hensigts-
mæssigt at ændre de gældende vilkår og satser. Udvalget
foreslår at fastholde den gældende ordning, hvor bidrag efter
§ 5 som udgangspunkt fastsættes efter de samme kriterier
som bidrag efter § 6, men at der ved fastsættelsen fortsat er
et videre skøn end efter § 6.
Udvalget har ikke foreslået ændring af kriterierne for fast-
sættelse af bidrag efter § 6. Det er udvalgets opfattelse, at
spørgsmålet om forsørgelse efter samlivsophævelse skal ses
i nær sammenhæng med betingelserne for fastsættelse af bi-
drag efter ægteskabslovens § 50, stk. 2, 1. pkt., sådan at det
er de samme kriterier, der anvendes.
3.23.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er overordnet set enig med Rets-
virkningslovsudvalget i, at de gældende bestemmelser i rets-
virkningsloven om fastsættelse og ændring af ægtefællebi-
drag under ægteskabet skal bevares.
Det er dog ministeriets opfattelse, at afgørelser om bidrag
under ægteskabet i alle situationer bør træffes efter den sam-
me bestemmelse og efter samme kriterier – altså uafhængigt
af, om det drejer sig om bidrag under samlivet eller efter
samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse. Dette
101
skyldes dels det lille sagsantal og dels hensynet til parterne,
herunder at der er enkle og klare regler.
Ministeriet er endvidere enig med udvalget i, at bestemmel-
sen om ændring af bidrag, der er fastsat af statsforvaltnin-
gen, skal ensrettes med den gældende bestemmelse i ægte-
skabslovens § 53, stk. 2. En sådan ensretning af reglerne om
bidrag under ægteskabet og efter en separation eller skil-
smisse vil som anført af udvalget sikre enkelthed og gen-
nemskuelighed i reglerne, der i forvejen tilnærmelsesvis er
og praktiseres ens og i overvejende grad skal opfylde de
samme hensyn.
Efter de gældende bestemmelser i §§ 5 og 6 kan der – for-
mentlig sjældent – opstå en situation, hvor der er fastsat bi-
drag under samlivet efter § 5, hvorefter ægtefællerne ophæ-
ver samlivet på grund af uoverensstemmelse, og som følge
heraf må bidragsmodtageren ansøge om fastsættelse af bi-
drag efter lovens § 6. For at undgå sådanne situationer bør
det fremgå af loven, at et bidrag fastsat under samlivet ikke
bortfalder, selvom ægtefællerne ophæver samlivet.
Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at reglerne om
ægtefællebidrag i lov om ægtefællers økonomiske forhold
skal finde anvendelse, indtil der er indgået en aftale eller af-
sagt en endelig dom om bidragspligten efter § 50 i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning.
3.23.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de gældende bestemmelser i §§ 5, 6, 8 og 9 i
retsvirkningsloven om fastsættelse og ændring af ægtefælle-
bidrag videreføres i de foreslåede §§ 56-58, dog således at
fastsættelse af bidraget ikke afhænger af, om samlivet er op-
hævet eller ej, herunder grunden til samlivsophævelsen.
Efter forslaget er kriterierne for at fastsætte bidrag under
ægteskabet i alle situationer de samme, som statsforvaltnin-
gen i dag anvender ved fastsættelse af bidrag efter § 6 i rets-
virkningsloven og efter § 50 i ægteskabsloven. Det bemær-
kes, at det også fremover ved fastsættelse af bidrag under
ægteskabet vil være muligt at tage hensyn til et kortvarigt
ægteskab i relation til vurderingen af bidragets størrelse.
Som noget nyt foreslås det i § 56, stk. 2, at et bidrag, der er
fastsat efter den foreslåede § 56, stk. 1, bortfalder, hvis æg-
tefæller efter samlivsophævelse genoptager samlivet. Der-
med fastslås det også, at et bidrag fastsat under samlivet ik-
ke bortfalder, selvom ægtefællerne ophæver samlivet, heller
ikke selvom samlivsophævelsen skyldes uoverensstemmel-
se.
Endvidere foreslås det, at det i den foreslåede § 56, stk. 3,
klargøres, at der også kan fastsættes bidrag efter § 56, stk. 1,
efter en separation eller skilsmisse, indtil spørgsmålet om
bidragspligt efter § 50 i ægteskabsloven er endeligt afgjort.
Dette indebærer, at bidragsbetaleren skal betale bidrag, der
er fastsat efter § 56, stk. 1, indtil spørgsmålet om bidrags-
pligten er endelig afgjort.
Endelig foreslås det, at bestemmelsen i den foreslåede § 58,
stk. 2, om ændring af bidrag, der er fastsat af statsforvaltnin-
gen, ensrettes med bestemmelsen i § 53, stk. 2, i ægteskabs-
loven. Dette vil medføre, at bidrag fastsat efter den foreslåe-
de § 56 kan ændres af statsforvaltningen, hvis omstændighe-
derne taler for det. Dermed udgår det nugældende kriterie i
§ 8 i retsvirkningsloven om, at der skal være tale om væ-
sentligt forandrede forhold.
3.24. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling
og klage over statsforvaltningens afgørelser
3.24.1. Gældende ret
3.24.1.1. Klage over statsforvaltningens afgørelser
Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retsvirkningsloven, at stats-
forvaltningens afgørelser efter loven kan påklages til Anke-
styrelsen. Dette omfatter bl.a. statsforvaltningens afgørelser
om ægtefællebidrag (punkt 3.23.) og statsforvaltningens af-
gørelse efter lovens §§ 18 og 19, jf. § 20, om afhændelse
m.v. af familiens bolig og indbo m.v. (punkt 3.7.) samt om
tilladelse til afhændelse eller pantsætning af fast ejendom,
når den ene ægtefælle handler på den anden ægtefælles veg-
ne efter lovens § 13 (punkt 3.5.).
Ved Ankestyrelsens behandling af klager finder kapitel 9 og
§§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område (retssikkerhedsloven, lovbekendtgørelse nr.
1052 af 8. september 2015) anvendelse.
Efter § 52 a, stk. 2, i retsvirkningsloven skal en klage over
en afgørelse om ægtefællebidrag indgives inden 4 uger efter,
at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrel-
sen kan i særlige tilfælde behandle en klage over en afgørel-
se om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af den-
ne frist.
Børne- og socialministeren kan efter lovens § 52 a, stk. 3,
fastsætte regler om klagers behandling og om behandling af
sager om ægtefællebidrag efter lovens §§ 5, 6 og 8, herunder
om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunk-
ter.
3.24.1.2. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehand-
ling
Det fremgår af § 9 a i retsvirkningsloven, at statsforvaltnin-
gen og Ankestyrelsen til brug for behandlingen af sager om
fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter loven kan
anmode en part om oplysninger om vedkommendes egne
forhold. Hvis parten undlader at give statsforvaltningen eller
Ankestyrelsen disse oplysninger, kan der træffes afgørelse i
sagen på det foreliggende grundlag (processuel skadevirk-
ning). Bestemmelsen gælder for Ankestyrelsen ved behand-
lingen af klager over afgørelser om ægtefællebidrag.
Efter § 52, stk. 1, i retsvirkningsloven skal en ansøgning om
fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter loven ind-
gives til statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale
102
løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed (digital
selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital
selvbetjening, afvises af statsforvaltningen.
Hvis statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige for-
hold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anven-
de digital selvbetjening, skal statsforvaltningen dog efter
stk. 2 tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde
end ved digital selvbetjening. Statsforvaltningen bestemmer,
hvordan ansøgningen i så fald skal indgives, herunder om
den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Statsforvaltningen kan efter stk. 3 helt ekstraordinært ud
over de ovennævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning,
der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra
en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for statsfor-
valtningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end
digitalt.
En digital ansøgning anses efter stk. 4 for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for statsforvaltningen.
Det fremgår af lovens § 52 a, stk. 4, at statsforvaltningen og
Ankestyrelsen til brug for behandlingen af sager om fastsæt-
telse og ændring af ægtefællebidrag efter loven kan få termi-
naladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en
part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstre-
gisteret.
3.24.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget har ikke foreslået ændringer af
de gældende regler om sagsbehandling og klage.
3.24.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med udvalget i, at de
gældende regler om sagsbehandling og klage skal viderefø-
res i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Det foreslås dog, at børne- og socialministeren også skal
kunne fastsætte regler om behandling af sager om fast ejen-
dom (lovforslagets § 1, stk. 3) og behandling af sager om fa-
miliens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1).
3.24.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de gældende bestemmelser, der er beskrevet
i punkt 3.24.1., om processuel skadevirkning, klageadgang,
klagefrist i bidragssager, digitale ansøgninger om ægtefælle-
bidrag, terminaladgang til økonomiske oplysninger om en
part hos told- og skatteforvaltningen og bemyndigelse til
børne- og socialministeren til at fastsætte regler om klagers
behandling og om behandling af sager om ægtefællebidrag,
herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og æn-
dringstidspunkter, videreføres uden indholdsmæssige æn-
dringer i lovforslagets i §§ 59-61, bortset fra den foreslåede
udvidelse af børne- og socialministeren kompetence til også
at fastsætte regler om behandling af sager om fast ejendom
og om familiens helårsbolig.
3.25. Internationale forhold
3.25.1. Gældende ret
3.25.1.1. Den generelle lovvalgsregel
Efter retspraksis er formueforholdet mellem ægtefæller un-
derlagt mandens domicillov på tidspunktet for indgåelsen af
ægteskabet. Mandens nye domicillov anvendes dog, hvis
manden umiddelbart i forbindelse med indgåelsen af ægte-
skabet klart foretager et domicilskifte, f.eks. ved at flytte til
hustruens domicilstat eller ved, at ægtefællerne umiddelbart
efter indgåelsen af ægteskabet får fælles domicil i en tredje
stat.
Domicil defineres i dansk ret som den stat eller det territori-
ale retsområde, som en person har bopæl eller ophold i med
den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden
hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.
Den lov, som formueforholdet i et ægteskab efter denne lov-
valgsregel undergives, ændres ikke, selvom ægtefællerne se-
nere skifter domicil – det såkaldte uforanderlighedsprincip.
Efter dansk ret omfatter reglerne om formueforholdet mel-
lem ægtefæller alle aktiver og passiver i ægteskabet, uanset
hvad disse består af, og hvor de befinder sig, herunder også
fast ejendom i udlandet – det såkaldte enhedsprincip. Det
antages dog, at spørgsmål om retten til at råde over fast
ejendom i udlandet er undergivet loven på det sted, hvor
ejendommen er beliggende, f.eks. i relation til krav om sam-
tykke fra ikkeejer-ægtefællen til dispositioner over ejendom-
men.
I den familieretlige litteratur antages det, at denne lovvalgs-
regel fraviges i visse situationer. Eksempelvis antages det, at
ægtefællerne ved flytning fra udlandet til Danmark kan afta-
le, at deres formueforhold skal være undergivet dansk ret.
Det er endvidere antaget, at udenlandsk lovgivning om for-
mueforholdet mellem ægtefæller ved flytning fra udlandet
til Danmark kun kan gøres gældende over for tredjemand,
hvis hovedindholdet af lovgivningen er blevet tinglyst i
Danmark i relation til ægtefællerne. Endelig antages det, at
udenlandsk lovgivning viger for dansk ret, i det omfang den
udenlandske lovgivning strider mod præceptive regler i
dansk ret, f.eks. forbuddet i retsvirkningslovens § 30, stk. 2,
mod, at den ene ægtefælle overdrager sine fremtidige er-
hvervelser til den anden ægtefælle.
Ovennævnte lovvalgsregler m.v. er ikke kønsneutrale, idet
de henviser til mandens domicil. Dette giver problemer i re-
lation til lovvalget for formueforholdet i et ægteskab mellem
to personer af samme køn, uanset om ægteskabet er indgået
i Danmark eller i udlandet. Problemet blev ikke løst ved lov
nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger
og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret
partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn).
Et tilsvarende problem foreligger i relation til registreret
partnerskab. I den retsvidenskabelige litteratur er det derfor
103
foreslået, at lovvalgsaftaler i registrerede partnerskaber ac-
cepteres i større omfang end omtalt oven for, og at formue-
forholdet ellers er reguleret af loven i parternes første fælles
bopælsstat, subsidiært loven i den stat, hvor partnerskabet
blev indgået.
Denne ulovbestemte lovvalgsregel finder ikke anvendelse på
ægtepar, der er omfattet af Den Nordiske Ægteskabskonven-
tion, jf. punkt 3.25.1.3.
3.25.1.2. Udenlandske ægtepagter
Spørgsmålet om gyldigheden af ægtepagter oprettet i udlan-
det er reguleret af retsvirkningslovens § 53, stk. 1, hvorefter
lovens bestemmelser også kommer til anvendelse på ægte-
pagter, som indgås uden for landet, når manden har bopæl
her, dog at kvindens myndighed til at indgå ægtepagten be-
dømmes efter hendes hjemsteds lovgivning.
Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., er ægtepagt, oprettet af
en mand, der ikke har bopæl her i landet, og som er gyldig
efter hans hjemsteds love, gyldig, når han bosætter sig her i
landet, forudsat at den ikke strider mod retsvirkningsloven. I
forhold til tredjemand er gyldigheden efter 2. pkt. dog betin-
get af, at ægtepagten inden 1 måned, efter at manden har ta-
get bopæl her, anmeldes til personbogen. Sker anmeldelse
senere, regnes retsvirkningen først fra anmeldelsesdagen.
3.25.1.3. Den Nordiske Ægteskabskonvention
Den Nordiske Ægteskabskonvention indeholder lovvalgs-
regler m.v. i relation til ægtefællers økonomiske forhold.
Reglerne blev revideret ved overenskomst af 26. januar
2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Fin-
land, Island, Norge og Sverige indeholdende international-
privatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og vær-
gemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931. Denne
konvention er i medfør af retsvirkningslovens § 53 a sat i
kraft her i landet ved bekendtgørelse nr. 1123 af 25. novem-
ber 2008.
Efter konventionens artikel 3 bedømmes formueforholdet
mellem ægtefæller, som er og ved ægteskabets indgåelse var
statsborgere i en kontraherende stat (Danmark, Finland, Is-
land, Norge og Sverige), efter loven i den af staterne, hvor
ægtefællerne bosatte sig ved ægteskabets indgåelse. Har
begge ægtefæller senere bosat sig i en anden kontraherende
stat og boet der i mindst 2 år, anvendes denne stats lov i ste-
det. Har begge ægtefæller tidligere under ægteskabet været
bosat der, eller er begge ægtefæller statsborgere der, anven-
des denne stats lov dog, så snart ægtefællerne bosætter sig i
denne stat.
Ægtefæller, som er omfattet af artikel 3, kan efter artikel 3 a
aftale, at loven i en kontraherende stat, hvor en af dem er
bosat eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal anven-
des på deres formueforhold. En sådan lovvalgsaftale kan og-
så indgås før ægteskabet. Hvis den ene ægtefælle eller begge
ægtefæller under ægteskabet har bosat sig i en anden kontra-
herende stat, kan ægtefællerne også aftale, at loven i den
kontraherende stat, hvor de begge senest var bosat samtidig,
skal anvendes.
En ægtefælles beføjelse til at råde over fast ejendom, det
som kan ligestilles hermed, eller over bolig skal altid be-
dømmes efter loven i den kontraherende stat, hvor den lig-
ger, jf. artikel 3 b.
En ændring af hvilken stats lov, som finder anvendelse på
ægtefællernes formueforhold, er efter artikel 3 c uden betyd-
ning for retsvirkningerne af retshandler indgået før ændrin-
gen. Det følger videre af bestemmelsen, at gyldigheden af
bestemmelserne i en ægtepagt bedømmes efter loven i den
kontraherende stat, som skal anvendes på ægtefællernes for-
mueforhold, når spørgsmålet bliver aktuelt.
En lovvalgsaftale eller en ægtepagt mellem ægtefæller, som
er omfattet af artikel 3 og 3 a, skal efter artikel 4 anses for
gyldig med hensyn til formen i hver og en af de kontrahe-
rende stater, hvis den, da den blev indgået, opfyldte form-
kravene i
1) den lov, som efter artikel 3 eller 3 a var gældende for
ægtefællernes formueforhold, eller
2) oven i en kontraherende stat, hvor begge ægtefæller el-
ler en af dem var statsborgere.
Hvis loven ikke indeholder formkrav for lovvalgsaftaler, be-
dømmes gyldigheden af en sådan aftale efter formkravene
for ægtepagter. I Danmark skal lovvalgsaftaler indgås ved
ægtepagt, da dansk ret ikke indeholder særlige formkrav for
lovvalgsaftaler.
Efter retsvirkningslovens § 53, stk. 3, skal en ægtepagt, som
er oprettet i medfør af artikel 4, for at være gyldig overfor
tredjemand her i landet være tinglyst her. Bosætter ægtefæl-
lerne eller en af dem sig efter ægtepagtens oprettelse her i
landet, gælder om indtrædelsen af tinglysningens retsvirk-
ning § 53, stk. 2, 2. pkt., jf. punkt 3.25.1.2.
Enhver af staterne kan over for tredjemand gøre gyldighe-
den af en lovvalgsaftale eller en ægtepagt betinget af, at af-
talen eller ægtepagten er registreret i overensstemmelse med
den der gældende lov.
Hvis ægtefæller, der er omfattet af artikel 3, senere har bosat
sig i en ikke-kontraherende stat, finder konventionens be-
stemmelser om ægtefællernes formueforhold efter artikel 4 a
ikke anvendelse.
Der er enighed mellem de nordiske lande om, at den nordi-
ske ægteskabskonvention ikke finder anvendelse på registre-
ret partnerskab og ægteskab mellem to personer af samme
køn.
3.25.1.4. Lovvalg i relation til ægtefællebidrag
Sager om underholdspligt, der behandles i Danmark, afgøres
efter dansk ret. Dette omfatter også ægtefællebidrag efter
både ægteskabsloven og retsvirkningsloven.
3.25.1.5. Ægteskab mellem to personer af samme køn
104
Efter retsvirkningslovens § 53 b, stk. 1, finder bestemmelser
i dansk lovgivning, der indeholder særlige regler om den ene
part i et ægteskab bestemt ved dennes køn, ikke anvendelse
på ægteskab mellem to personer af samme køn.
Efter § 53 b, stk. 2, finder bestemmelser i internationale
traktater ikke anvendelse på ægteskab mellem to personer af
samme køn, medmindre medkontrahenterne tilslutter sig
dette.
Bestemmelserne blev indsat i retsvirkningsloven ved ophæ-
velsen af lov om registreret partnerskab ved lov nr. 532 af
12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejelo-
ven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab (Æg-
teskab mellem to personer af samme køn). En bestemmelse
svarende til retsvirkningslovens § 53 b, stk. 2, blev ved sam-
me lov indsat i ægteskabsloven som § 66 a.
Bestemmelsen i § 53 b, stk. 1, blev indsat i retsvirkningslo-
ven, da den efter sin titel generelt vedrører retsvirkningen af
ægteskab. Bestemmelsen har i dag alene betydning for rets-
virkningslovens §§ 11 og 53. § 11 omhandler hustruens ret
til på begge ægtefællers ansvar at indgå sædvanlige rets-
handler til fyldestgørelse af sit særlige behov (se punkt 3.5.).
Efter § 53, stk. 1 og 2, er gyldigheden af udenlandske ægte-
pagter betinget af, at ægtepagten er gyldig efter mandens
hjemsteds lov, og kvindens myndighed til at indgå ægtepag-
ten skal bedømmes efter hendes hjemsteds lovgivning (se
punkt 3.25).
3.25.2. EU-lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæl-
ler
EU-Kommissionen fremsatte i 2011 to forslag til forordnin-
ger, der regulerer spørgsmål om formueforholdet mellem
henholdsvis ægtefæller og registrerede partnere:
– Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendel-
se og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende
formueforholdet mellem ægtefæller (KOM (126) 2011).
– Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendel-
se og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende
de formueretlige retsvirkninger af registrerede partner-
skaber (KOM 127) 2011).
Forslagene er omfattet af Danmark retsforbehold.
Der kunne ikke opnås den nødvendige enstemmighed til
vedtagelse af forslagene. Forslagene er derfor blevet gen-
fremsat og vedtaget under såkaldt forstærket samarbejde.
Ved forstærket samarbejde bemyndiger Rådet en række
medlemsstater til at samarbejde på et afgrænset sagsområde.
Bemyndigelsen til forstærket samarbejde om formueforhol-
det mellem ægtefæller m.v. blev givet ved Rådets afgørelse
(EU) 2016/954 om bemyndigelse til at indføre et forstærket
samarbejde for så vidt angår kompetence, lovvalg og aner-
kendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i sager vedrørende
formueforholdet mellem internationale par, som omfatter
både formueforholdet mellem ægtefæller og de formueretli-
ge virkninger af registrerede partnerskaber.
Bemyndigelsen omfatter følgende 18 EU-medlemsstater:
Belgien, Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland,
Italien, Kroatien, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Portu-
gal, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Øst-
rig. Andre EU-medlemsstater har mulighed for senere at til-
slutte sig bemyndigelsen. På grund af retsforbeholdet gælder
dette dog ikke Danmark.
Forordningen om formueforhold mellem ægtefæller er ved-
taget som Rådets forordning (EU) 2016/1103 om indførelse
af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lov-
valg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager
vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, og forord-
ningen vedrørende registreret partnerskab er vedtaget som
Rådets forordning (EU) 2016/1104 om indførelse af et for-
stærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, an-
erkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrø-
rende de formueretlige virkninger af registrerede partnerska-
ber.
De to forordninger er omfattet af Danmarks retsforbehold og
gælder derfor ikke for Danmark.
Forordningen om formueforholdet mellem ægtefæller inde-
holder i kapitel III regler om aftaler om lovvalg for formue-
forholdet mellem ægtefæller samt om lovvalget, når der ikke
er indgået en lovvalgsaftale. Disse lovvalgsregler finder an-
vendelse, også selvom det følger af reglerne, at det er loven
i en ikke-medlemsstat, der skal anvendes. Den lov, der skal
anvendes, finder anvendelse på alle ægtefællernes aktiver.
Ægtefæller kan efter forordningens artikel 22 aftale, hvilken
lov der skal anvendes på deres formueforhold, eller ændre
deres valg, forudsat at den aftalte lov er loven i den stat,
hvor ægtefællerne, eller en af dem, har sædvanligt opholds-
sted på aftaletidspunktet, eller loven i en stat, hvor en af æg-
tefællerne er statsborger på aftaletidspunktet. Medmindre
ægtefællerne har aftalt andet, har en ændring af den valgte
lov kun fremadrettet virkning. En ændring med tilbagevir-
kende kraft af lovvalget må ikke forringe tredjemands rettig-
heder.
En lovvalgsaftale skal efter artikel 23 indgås skriftligt, date-
res og underskrives af begge ægtefæller. Med "skriftligt" si-
destilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt doku-
menterer aftalen. Har ægtefællerne – eller en af dem – på af-
taletidspunktet sædvanligt opholdssted i en medlemsstat,
hvis lov indeholder yderligere formkrav for ægtepagter, fin-
der disse krav dog anvendelse. Efter artikel 25 gælder tilsva-
rende for ægtepagter.
Spørgsmål om eksistensen og gyldigheden af en lovvalgsaf-
tale er efter artikel 24 som udgangspunkt underlagt den afta-
le lov.
105
Er der ikke indgået en lovvalgsaftale, finder efter artikel 26,
stk. 1, en af følgende love anvendelse på formueforholdet
mellem ægtefæller:
1) Loven i den stat, hvor ægtefællerne havde deres første
fælles sædvanlige opholdssted efter ægteskabets indgå-
else, eller subsidiært
2) loven i den stat, hvor begge ægtefæller er statsborgere
på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, eller subsi-
diært
3) loven i den stat, som begge ægtefæller har den tætteste
tilknytning til på tidspunktet for ægteskabets indgåelse.
Hvis ægtefællerne har mere end ét fælles statsborgerskab på
tidspunktet for ægteskabets indgåelse, følger det af stk. 2, at
kun stk. 1, litra a og c, anvendes.
Den myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse
om formueforholdet mellem ægtefæller, kan efter stk. 3 und-
tagelsesvis og efter anmodning fra en af ægtefællerne be-
slutte, at loven i en anden stat end den, hvis lov finder an-
vendelse efter stk. 1, litra a, skal regulere formueforholdet
mellem ægtefællerne, hvis den, der fremsætter anmodnin-
gen, dokumenterer, at ægtefællerne havde deres sidste fælles
sædvanlige opholdssted i denne anden stat i betydelig læn-
gere tid end i den stat, der er udpeget efter stk. 1, litra a, og
begge ægtefæller havde påberåbt sig loven i denne anden
stat i forbindelse med tilrettelæggelse eller planlægning af
deres formueretlige forhold. Stk. 3 finder ikke anvendelse,
hvis ægtefællerne har indgået en ægtepagt inden etablerin-
gen af deres sidste fælles sædvanlige opholdssted i denne
anden stat. Anvendelsen af loven i den anden stat må ikke
forringe tredjemands rettigheder.
Den lov, der regulerer formueforholdet mellem ægtefæller-
ne, kan efter artikel 28 ikke gøres gældende af en ægtefælle
over for tredjemand i en tvist mellem tredjemand og en af
ægtefællerne eller begge ægtefæller, medmindre tredjemand
kendte til eller ved udvisning af rettidig omhu burde have
kendt til loven.
Efter artikel 30 begrænser forordningen ikke anvendelsen af
overordnede præceptive bestemmelser i domsstatens lov.
Overordnede præceptive bestemmelser er bestemmelser,
hvis overholdelse af en medlemsstat anses for at være så af-
gørende for beskyttelsen af dens offentlige interesser, som
f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at be-
stemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder
ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i
øvrigt skal anvendes på formueforholdet mellem ægtefæller
efter forordningen.
Anvendelsen af en bestemmelse i en lov i en stat, som udpe-
ges efter forordningen, kan efter artikel 31 i øvrigt kun afvi-
ses, hvis anvendelsen er klart uforenelig med de grundlæg-
gende retsprincipper (ordre public) i domsstaten.
Sædvanligt opholdssted (habitual residence), der anvendes
som den afgørende tilknytningsfaktor i forordningen, er en
international retlig standard under stadig udvikling. Enhver
anvendelse af begrebet må derfor ske i overensstemmelse
med den til enhver tid gældende praksis på det pågældende
retsområde.
En nærmere definition af sædvanligt opholdssted findes i
Europarådets resolution (72) af 18. januar 1971 om domicil
og opholdssted. Efter resolutionen afgøres en persons op-
holdssted alene af faktuelle kriterier. Hensigten med ophol-
det har ikke afgørende betydning for bestemmelse af en per-
sons sædvanlige opholdssted, men personens hensigt kan
dog inddrages i vurderingen. Det er efter resolutionen mu-
ligt at have sædvanligt opholdssted i mere end én stat.
Det danske bopælsbegreb efter retsplejelovens § 235, stk. 1
og 2, svarer i det store hele til resolutionens definition af
sædvanligt opholdssted. Efter retsplejelovens § 235 anlæg-
ges retssager som udgangspunkt ved sagsøgtes hjemting.
Hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Har
sagsøgte bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af
dem. Uanset bestemmelsens ordlyd regulerer bestemmelsen
ikke kun den stedlige kompetence mellem retterne i Dan-
mark, men også danske domstoles internationale kompeten-
ce.
Bopælsbegrebet er ikke defineret i retsplejeloven. Udgangs-
punktet er, at man har bopæl (hjemting) i Danmark, hvis til-
knytningen hertil er mindst ligeså stærk som til udlandet.
Bopæl fortolkes som det sted, hvor man har sit hjem, hvor
ens ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor man op-
holder sig, når man ikke af særlige grunde opholder sig et
andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie, studie- eller for-
retningsrejse eller fængselsophold. Bopælsbegrebet bygger
alene på faktiske omstændigheder.
En part kan have hjemting i Danmark, selvom parten samti-
dig også har hjemting i et andet land.
Bopæl i Danmark kan opgives ved at tage bopæl i udlandet.
En person med bopæl i Danmark opgiver således sin bopæl
her i landet, når den pågældende tager bopæl i udlandet og
ikke længere har en tilsvarende stærk tilknytning til Dan-
mark.
3.25.3. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.25.3.1. Generelle betragtninger
Der findes i dag kun ganske få regler om lovvalg om for-
mueforholdet mellem ægtefæller, og disse regler er ikke
tidssvarende. Mange ægteskaber indgås i dag mellem ægte-
fæller af forskellig nationalitet, og mange ægtepar flytter un-
der ægteskabet måske endda flere gange fra en stat til en an-
den. Disse ægtepar har behov for klare og tidssvarende reg-
ler om, hvilken stats lov der regulerer formueforholdet i de-
res ægteskab. Det bør endvidere være muligt for ægtepar
med tilknytning til flere stater at indgå aftale om, hvilken
stats lov der skal finde anvendelse.
Udvalgets forslag til lovvalgsregler er inspireret af reglerne i
det på daværende tidspunkt foreliggende EU-forslag til for-
106
ordning om formueforholdet mellem ægtefæller og Den
Nordiske Ægteskabskonvention.
3.25.3.2. Lovvalg i mangel af aftale
Det er udvalgets opfattelse, at lovvalget for ægtefæller, der
ikke har indgået aftale herom, så vidt muligt bør fastlægges
på grundlag af klare objektive kriterier, så ægtefællerne kan
få korrekt rådgivning om deres retsstilling, herunder om de-
res muligheder for at indgå aftaler, og kan indrette sig i tillid
hertil.
3.25.3.2.1. Lovvalget ved ægteskabets indgåelse
Som udgangspunkt må et ægtepar anses for at have den nær-
meste tilknytning til den stat, hvor de sammen vælger at bo-
sætte sig efter ægteskabets indgåelse. Hertil kommer, at
mange andre forhold vedrørende ægtefællerne vil være un-
dergivet reglerne i den stat, hvor de har bopæl, herunder
skilsmisse, arv, underholdsbidrag og forældremyndighed.
Det vil være hensigtsmæssigt, at så vidt muligt alle afgørel-
ser, der skal træffes i forbindelse med et ægteskabs ophør,
træffes efter samme stats lov.
Udvalget foreslår derfor, at det som udgangspunktpunkt skal
være loven i den første stat, hvor begge ægtefæller var bosat
efter ægteskabets indgåelse, der finder anvendelse.
Udvalget finder ikke, at ægtefællernes statsborgerskab bør
tillægges vægt ved fastlæggelsen af lovvalget, da det ikke er
usædvanligt, at en person har boet hele sit liv i en stat, men
er statsborger i en anden stat, og det ville efter udvalgets op-
fattelse være uheldigt, hvis en ægtefælles statsborgerskabs-
land skulle have forrang frem for bopælsstaten i sådanne til-
fælde.
Hvis ægtefællerne ønsker det, har de imidlertid mulighed for
at indgå en aftale om, at loven i den stat, hvor en eller begge
ægtefæller har statsborgerskab, skal finde anvendelse, jf.
punkt 3.25.3.
Hvis ægtefællerne aldrig har været bosat i den samme stat
efter ægteskabets indgåelse, må der foretages en samlet vur-
dering af, hvilken stat ægtefællerne har nærmest tilknytning
til, jf. herom nedenfor under punkt 3.2.3.
De foreslåede lovvalgsregler anvender ikke parternes køn
som tilknytningskriterium, og de vil derfor kunne anvendes
direkte på registrerede partnere og på ægtepar af samme
køn.
Det er udvalgets opfattelse, at bopæl skal forstås som sæd-
vanligt opholdssted (habitual residence), der er den tilknyt-
ningsfaktor, der i dag anvendes i international privatret.
3.25.3.2.2. Ægtefællerne flytter under ægteskabet til et andet
land
Udvalget har overvejet, om lovvalget fortsat bør være ufor-
anderligt, således at ægtefællernes formueforhold under hele
ægteskabet reguleres af samme stats lov, eller om der bør
ske en ændring af lovvalget, hvis ægtefællerne flytter til et
andet land.
For bevarelse af uforanderlighedsprincippet taler efter ud-
valgets opfattelse bl.a., at det navnlig er ved ægteskabets
indgåelse, at ægtefællerne har anledning til at sætte sig ind i
de økonomiske retsvirkninger af ægteskabet, opsøge rådgiv-
ning herom og om nødvendigt indgå aftaler om fravigelse af
de legale regler i den stats lov, som finder anvendelse.
En del ægtefæller opretholder en stærk tilknytning til deres
oprindelige hjemland trods mange års bopæl i en anden stat,
og det vil efter udvalgets opfattelse kunne komme bag på
dem, at deres formueordning har ændret sig som følge af
flytning til et andet land.
Omvendt må det efter udvalgets opfattelse antages, at jo
længere tid ægtefællerne bor i en ny stat, jo stærkere vil de-
res tilknytning være til den nye stat, og det vil derfor komme
som en overraskelse for dem, at deres formueforhold fortsat
reguleres af loven i en stat, hvor de f.eks. boede i få år efter
ægteskabets indgåelse.
Samtidig peger udvalget på, at mange andre spørgsmål i for-
bindelse med et ægteskabs ophør skal afgøres efter reglerne
i bopælsstaten, og at regler om deling af ægtefællernes for-
mue og regler om ægtefællebidrag ofte hænger sammen.
På den baggrund finder udvalget, at loven i ægtefællernes
nye bopælsstat skal finde anvendelse, når ægtefællerne har
haft bopæl i den nye stat i 5 år uden afbrydelse.
Ved forslaget om en 5 års-frist har udvalget lagt vægt på, at
der efter Den Nordiske Ægteskabskonvention sker et lov-
valgsskifte, når ægtefællerne har haft bopæl i den nye stat i
2 år. De regler, som udvalget foreslår, skal også regulere
flytninger mellem stater, hvor den familieretlige lovgivning
er langt mere forskellig fra dansk lovgivning end de forskel-
le, der er mellem de nordiske lande. Det vil derfor efter ud-
valgets opfattelse kunne medføre væsentligt større forskelle
på ægtefællernes retsstilling, hvis den nye bopælsstats lov
skal finde anvendelse relativt hurtigt efter flytningen. Dette
taler for, at ægtefællerne bør have boet længere tid i den nye
stat, før der sker en ændring af lovvalget.
Hvis ægtefæller flytter tilbage til en stat, hvis lov tidligere
har fundet anvendelse, enten fordi det var den første stat, de
bosatte sig i efter ægteskabets indgåelse, eller fordi de tidli-
gere har været bosat der, er det udvalgets opfattelse, at lov-
valget bør ændres umiddelbart i forbindelse med bopæls-
skiftet. Udvalget begrundet dette med, at ægtefællerne har
en tilknytning til denne stat, der må anses for bevaret. End-
videre svarer dette til, hvad der gælder ved internordiske
flytninger i henhold til Den Nordiske Ægteskabskonvention.
Ægtefæller, der ikke ønsker sådanne ændringer af, hvilken
lov der finder anvendelse, kan undgå dette ved at indgå afta-
le herom, jf. punkt 3.25.3.3.
107
3.25.3.2.3. Tilfælde, hvor ægtefællerne ikke har bosat sig i
samme stat
Hvis ægtefællerne aldrig har bosat sig i samme stat, kan de
ovenfor foreslåede regler ikke anvendes, og det er udvalgets
opfattelse, at lovvalget i så fald må fastlægges ud fra et skøn
over, hvilken stat ægtefællerne samlet set har den nærmeste
tilknytning til. Ved dette skøn kan der bl.a. lægges vægt på
ægtefællernes tilknytning til deres respektive bopælsstater,
ægtefællernes statsborgerskab, om ægtefællerne har haft bo-
pæl i samme stat før ægteskabets indgåelse og begrundelsen
for, at de var bosat i forskellige stater, og hvilken stat ægte-
fællerne havde til hensigt at bosætte sig i.
3.25.3.2.4. Skønsmæssig fravigelse af lovvalget
Efter udvalgets opfattelse kan der opstå situationer, hvor
ægtefæller har åbenbart nærmere tilknytning til en anden
stat end den, hvis lov finder anvendelse efter de foreslåede
regler. Det foreslås derfor, at retten i særlige tilfælde kan be-
slutte, at en anden stats lov skal finde anvendelse, end hvad
der i øvrigt følger af de foreslåede regler. Udvalget mener,
at denne mulighed skal have et snævert anvendelsesområde.
3.25.3.3. Lovvalgsaftaler
Det er udvalgets opfattelse, at det skal være muligt for ægte-
fæller med tilknytning til flere stater at indgå en aftale om,
hvilken stats lov der skal finde anvendelse på deres formue-
forhold. En sådan ordning vil give ægtefæller mulighed for
at indgå aftaler, der svarer til netop deres ønsker og behov.
Udvalget finder imidlertid ikke, at der skal være frit valg til
at aftale anvendelse af en hvilken som helst stats lov. Der
må stilles krav om, at mindst en af ægtefællerne har en vis
tilknytning til den pågældende stat.
3.25.3.3.1. Hvilken stats lov kan ægtefællerne aftale at an-
vende?
Udvalget finder, at ægtefællerne skal have mulighed for at
aftale, at loven i en stat, hvor en af dem er bosat på tids-
punktet for aftalens indgåelse, skal finde anvendelse. Ægte-
fæller skal endvidere kunne aftale anvendelse af loven i en
stat, som en af dem er statsborger i.
Herved får ægtefæller, der ændrer bopæl, mulighed for at
tilvælge deres nye bopælsstats lovgivning. Endvidere kan
ægtefæller, der ikke straks bosætter sig i samme stat, vælge,
hvilken af deres bopælsstaters love, der skal finde anvendel-
se, således at de opnår klarhed om deres retsstilling. Med
henblik på, at en sådan lovvalgsaftale kan indgås allerede
under forberedelsen af en flytning, foreslås det, at ægtefæl-
lerne også skal kunne vælge loven i en stat, som en af dem
flytter til i umiddelbar tilknytning til aftalens indgåelse.
Endelig finder udvalget, at det bør være muligt for ægtefæl-
lerne ved en aftale at vende tilbage til en lov, der tidligere
har været gældende for deres ægteskab, uanset at de ikke
længere er statsborgere i eller bosat i den pågældende stat.
3.25.3.3.2. Formelle krav til en lovvalgsaftale
Udvalget finder, at en lovvalgsaftale som minimum skal væ-
re skriftlig, dateret og underskrevet af begge ægtefæller.
Ægtefæller, der begge har bopæl i Danmark på aftaletid-
spunktet, skal indgå lovvalgsaftale ved ægtepagt. Herved
undgås det, at ægtefæller kan omgå kravet om, at aftaler om
særeje skal indgås ved ægtepagt, ved i stedet at aftale anven-
delse af udenlandsk ret.
Tilsvarende finder udvalget, at der bør stilles krav om an-
vendelse af ægtepagt, hvis der indgås aftale om anvendelse
af dansk ret.
Om ægtepagt m.v. henvises til punkt 3.8.-3.10.
For så vidt angår ægtepar, der på aftaletidspunktet ikke har
bopæl i Danmark, og som ikke aftaler dansk ret, finder ud-
valget ikke grundlag for at stille yderligere formkrav.
3.25.3.3 3. Vurdering af gyldigheden af en lovvalgsaftale
De regler, som udvalget foreslår, kan kun regulere lovvalget
i situationer, hvor en konflikt mellem ægtefællerne i relation
til deres formueforhold skal afgøres i Danmark. Efter udval-
gets opfattelse skal spørgsmål om gyldigheden af en lov-
valgsaftale derfor alene afgøres efter dansk ret. Udvalget har
herved lagt vægt på, at ugyldighedsindsigelser mod en lov-
valgsaftale, herunder f.eks. påberåbelse af svig, tvang eller
bristende forudsætninger, bør afgøres efter dansk ret, da æg-
tefællerne under alle omstændigheder vil kunne påberåbe
sig aftalelovens § 36, som efter udvalgets opfattelse ikke
kan fraviges, selvom udenlandsk ret i øvrigt skal anvendes.
Udvalget har endvidere lagt vægt på, at det efter de foreslåe-
de regler er uden betydning for gyldigheden af en lovvalgs-
aftale, om den stats lovgivning, der er aftalt, tillader lov-
valgsaftaler, ligesom det er uden betydning, om lovvalgsaf-
talen ligger uden for de muligheder, som den pågældende
stat tillader.
3.25.3.3.4. Grundlæggende danske retsprincipper
Udvalgets forslag giver ægtefæller større aftalefrihed med
hensyn til at aftale, hvilken stats lov der skal regulere deres
formueforhold. Dette må imidlertid ikke medføre, at for ek-
sempel en formuedeling i Danmark gennemføres efter reg-
ler, der strider mod grundlæggende danske retsprincipper.
Udvalget foreslår derfor, at en ægtefælle ved en formuede-
ling skal kunne påberåbe sig de sociale beskyttelsesregler i
den danske lovgivning om ægtefællers økonomiske forhold,
selvom formuedelingen i øvrigt foretages efter udenlandsk
ret.
Uanset hvilken stats lov, der i øvrigt regulerer ægtefællernes
formueforhold, finder udvalget derfor, at reglerne om forbud
mod salg m.v. af familiens helårsbolig skal anvendes, når
boligen befinder sig i Danmark. Der henvises til punkt 3.7.
108
Samtidig bør en ægtefælle altid have ret til at udtage famili-
ens bolig, jf. punkt 3.20.
For det andet må det sikres, at en ægtefælle ikke er stillet
urimeligt økonomisk efter en formuedeling.
Skal formuedelingen gennemføres i Danmark efter uden-
landsk ret, skal der efter udvalgets opfattelse være mulighed
for at vurdere, om en ægtefælle herved stilles urimeligt øko-
nomisk, og i givet fald tilkende den pågældende ægtefælle
en kompensation. Der henvises til punkt 3.18.
Endvidere skal det efter udvalgets opfattelse være muligt at
undlade at anvende udenlandske regler og bestemmelser i
udenlandske ægtepagter m.v., hvis anvendelsen strider mod
grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).
Udvalget anser det for et grundlæggende dansk retsprincip,
at der ikke gøres forskel på ægtefællerne afhængigt af deres
køn. Det foreslås derfor, at udenlandske regler, der indebæ-
rer en sådan forskelsbehandling, ikke finder anvendelse i
Danmark. Hvis den udenlandske lov, der regulerer ægtefæl-
lernes formueforhold, indeholder sådanne regler, må det ef-
ter udvalget opfattelse bero på en konkret vurdering, hvilke
regler der så skal anvendes, f.eks. undladelse af at anvende
den pågældende regel, anvendelse af den pågældende regel
på begge ægtefæller eller anvendelse af dansk rets regule-
ring af det pågældende spørgsmål.
Udvalget foreslår videre, at udenlandske regler, der lægger
vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, eller på hvilken
af ægtefællerne, der har taget initiativ hertil, ikke skal an-
vendes.
Udvalget finder ikke muligt udtømmende at opregne, hvilke
bestemmelser i udenlandsk ret, hvis anvendelse ville kunne
anses for at stride mod grundlæggende danske retsprincip-
per. Udvalget foreslår derfor en generel regel, hvorefter an-
vendelsen af en regel i en anden stats lov skal undlades, hvis
anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforeneligt med
grundlæggende danske retsprincipper (ordre public-forbe-
hold).
3.25.4. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.25.4.1. Lovvalget
Efter Børne- og Socialministeriets opfattelse adskiller de
lovvalgsregler, som lov om ægtefællers økonomiske forhold
skal indeholde, sig fra de nordiske regler og EU-reglerne på
et punkt: de finder kun anvendelse på sager, som behandles i
Danmark.
De danske lovvalgsregler skal derfor afklare følgende:
– I hvilke situationer anerkendes i Danmark den lov, som
et ægtepar var underlagt, inden de flyttede til Danmark
fra udlandet.
– I hvilke situationer anerkendes i Danmark en lovvalgsaf-
tale, som et ægtepar har indgået, inden de flyttede til
Danmark fra udlandet.
– I hvilke situationer bør et ægtepar, der bor i Danmark,
kunne indgå en lovvalgsaftale, herunder om anvendelse
af udenlandsk ret.
Det er ministeriet opfattelse, at når et ægtepar flytter fra ud-
landet til Danmark, bør deres formueforhold så vidt muligt
være undergivet den samme lov, som de var undergivet in-
den flytningen. En sådan regel vil være vanskelig at håndte-
re, fordi ægtefællerne først vil skulle indhente oplysninger
om loven i deres tidligere bopælsland og dernæst godtgøre
anvendelsen af reglerne i den konkrete sag. I mangel af uni-
verselle lovvalgsregler finder ministeriet, at der ved behand-
lingen i Danmark af sager om ægtefællers økonomiske for-
hold skal gælde lovvalgsregler svarende til reglerne i EU-
forordningen.
Det vil efter forslaget være loven i den stat, hvor ægtefæller-
ne havde deres første fælles sædvanlige opholdssted efter
ægteskabets indgåelse, der finder anvendelse.
Hvis ægtefællerne ikke har haft et "første fælles sædvanligt
opholdssted", er det loven i den stat, hvor begge ægtefæller
var statsborgere på tidspunktet for ægteskabets indgåelse,
der finder anvendelse. Hvis ægtefællerne ikke havde fælles
statsborgerskab ved ægteskabets indgåelse, er det loven i
den stat, som begge ægtefæller havde den tætteste tilknyt-
ning til på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, der finder
anvendelse.
Ministeriet er enig med udvalget i, at når et ægtepar har boet
uafbrudt i fem år i Danmark, bør dansk ret finde anvendelse.
Ministeriet mener derimod ikke, at dette også skal gælde,
når ægtefæller har boet i fem år i et andet land og derefter
flytter til Danmark. I sådanne situationer vil den lov, der
fandt anvendelse ved ægteskabets indgåelse, fortsat finde
anvendelse ved flytningen til Danmark, og dansk ret vil fin-
de anvendelse efter fem års bopæl i Danmark.
Ministeriet finder ikke, at der ved siden af disse regler, der
hovedsageligt er objektive, er behov for en skønsregel som
foreslået af udvalget.
Med hensyn til lovvalgsaftaler skal ægtepar, der bor i Dan-
mark, kunne aftale at anvende dansk ret.
Ægtepar skal herudover have samme mulighed for at aftale
anvendelse af udenlandsk ret som efter forordningen. De
skal således kunne aftale anvendelsen af loven i den stat,
hvor en af ægtefællerne bor på aftaletidspunktet, også selv-
om en af dem bor i Danmark. De skal endvidere kunne afta-
le anvendelsen af loven i en stat, hvor en af dem er statsbor-
ger på aftaletidspunktet. Lovvalgsaftaler, der i overensstem-
melse hermed er indgået i inden flytningen til Danmark, skal
anerkendes i Danmark. Det bør således være uden betyd-
ning, om ægtefæller indgår lovvalgsaftalen før eller efter
flytningen til Danmark, bare aftalen holder sig inden for for-
ordningens rammer.
Disse foreslåede regler vil betyde, at ægtepar, der flytter til
Danmark fra en EU-medlemsstat, der er omfattet af forord-
109
ningen, fortsat er underlagt den samme lov, som de var un-
derlagt inden flytningen.
For ægtepar, der flytter til Danmark fra andre lande, vil flyt-
ningen kunne medføre ændring af den lov, der anvendes.
Dette problem eksisterer imidlertid både efter den gældende
ordning og efter EU-forordningen. Som nævnt ovenfor er
dette uundgåeligt, da ministeriet ikke finder et hensigtsmæs-
sigt generelt at anvende den lov, som ægtefællerne var un-
dergivet inden flytningen til Danmark.
Endelig foreslås det, at en ægtepagt eller anden forhåndsaf-
tale om formuedeling, som ægtefæller har indgået, mens de
boede i udlandet, skal gælde her i landet, hvis ægtepagten
eller aftalen er i overensstemmelse med den lov, der efter
lovforslaget finder anvendelse på deres økonomiske forhold.
Den foreslåede ordning har ikke betydning for ægtefæller,
der er omfattet af de nordiske regler.
3.25.4.2. Lovvalgsaftaler: formkrav og gyldighed
Ministeriet er enig i udvalgets forslag til formkrav til lov-
valgsaftaler. Ministeriet finder dog, at loven også skal inde-
holde en bestemmelse, hvorefter ægtefæller kan indgå en
lovvalgsaftale under en verserende retssag om deres økono-
miske forhold og til brug for en kommende retssag.
Ministeriet er også enig i udvalgets forslag om, at gyldighe-
den af en lovvalgsaftale altid skal vurderes efter dansk ret,
når spørgsmål herom opstår i Danmark, også selvom aftalen
er indgået i udlandet.
3.25.4.3. Undladelse af at anvende udenlandsk ret
Ministeriet er ligeledes enig i udvalgets forslag om undla-
delse af at anvende udenlandsk ret, der strider mod grund-
læggende danske retsprincipper, ligesom ministeriet støtter
udvalgets forslag om, at danske bestemmelser om beskyttel-
se af familiens bolig m.v. altid skal kunne anvendes på sager
i Danmark.
3.25.4.4. Ægteskab mellem to personer af samme køn
Som det fremgår af punkt 3.5. og 3.25. foreslås retsvirk-
ningslovens §§ 11 og 53 ikke videreført i lov om ægtefæl-
lers økonomiske forhold. Der er derfor ikke behov for at vi-
dereføre retsvirkningslovens § 53 b, stk. 1, om bestemmel-
ser i dansk lovgivning, der indeholder særlige regler om den
ene part i et ægteskab bestemt ved dennes køn.
Der er ligeledes ikke behov for at videreføre retsvirkningslo-
vens § 53 b, stk. 2, om bestemmelser i internationale trakta-
ter om ægteskab mellem to personer af samme køn. Dette
skyldes, at det beror på en fortolkning af den enkelte traktat,
om dens eventuelle bestemmelser om ægteskab finder an-
vendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn.
Der henvises eksempelvis til punkt 3.25.1.3., hvoraf det
fremgår, at den nordiske ægteskabskonvention ikke finder
anvendelse på registreret partnerskab og ægteskab mellem
to personer af samme køn.
3.25.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at bestemmelserne om lovvalg m.v. indsættes i
lov om ægtefællers økonomiske forhold som kapitel 18 om
forholdet til fremmed ret.
Det foreslås indledningsvist i § 62, stk. 1, at ægtefællers
økonomiske forhold skal bedømmes efter den lov, der følger
af reglerne i §§ 63-70, men at dette ikke skal gælde, hvis
Den Nordiske Ægteskabskonvention finder anvendelse.
I stk. 2 fastslås det, at lovvalgsreglerne ikke finder anven-
delse på ægtefællers forsørgelsespligt efter § 4 og fastsættel-
se af ægtefællebidrag efter kapitel 16. Dette skyldes, at sag-
er om underholdspligt, der behandles i Danmark, afgøres ef-
ter dansk ret.
I § 63 foreslås det, at lov om ægtefællers økonomiske for-
hold finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold,
når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab, men at
dette ikke skal gælde, hvis ægtefællerne har indgået en lov-
valgsaftale efter § 65.
Når ægtefællerne ikke boede her i landet ved indgåelsen af
ægteskab, foreslås det i § 64, stk. 1, at følgende lov finder
anvendelse på deres økonomiske forhold, medmindre ægte-
fællerne har indgået en lovvalgsaftale efter § 65:
– Loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved ind-
gåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge først boede
samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, finder anven-
delse på deres økonomiske forhold (stk. 2).
– Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i den
stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåel-
sen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske for-
hold (stk. 3).
– Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder loven i
den stat, som begge ægtefæller havde den tætteste til-
knytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på
deres økonomiske forhold (stk. 4).
Når begge ægtefæller uafbrudt har boet her i landet de sene-
ste fem år, finder lov om ægtefællers økonomiske forhold
efter det foreslåede stk. 5 automatisk anvendelse på deres
økonomiske forhold.
Efter forslaget til § 65, stk. 1, kan ægtefæller aftale, at loven
i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens
indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske for-
hold. En lovvalgsaftale indgået i udlandet gælder efter stk. 2
her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse med stk. 1.
Efter det foreslåede stk. 3 gælder en ægtepagt eller anden
forhåndsaftale om formuedeling, som ægtefæller har indgå-
et, mens de boede i udlandet, her i landet, hvis ægtepagten
eller aftalen er i overensstemmelse med den lov, der efter §§
63 og 64 og § 65, stk. 1 og 2, finder anvendelse på deres
økonomiske forhold.
Med hensyn til formkravene til en lovvalgsaftale foreslås det
i § 66, stk. 1, at aftalen skal indgås skriftligt, dateres og un-
110
derskrives af begge ægtefæller. Hvis begge ægtefæller bor
her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller hvis
ægtefællerne aftaler, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen
efter stk. 2 indgås ved ægtepagt.
Under en verserende retssag om et ægtepars økonomiske
forhold eller til brug for en kommende retssag herom giver
stk. 3 ægtefællerne mulighed for at indgå en lovvalgsaftale,
uden at iagttage kravene i stk. 1 og 2. Aftalen kan f.eks. ind-
gås ved notering i retsbogen.
Anvendelsen af de foreslåede bestemmelser i §§ 63-66 af-
hænger bl.a. af, hvor ægtefællerne bor. Dette bopælsbegreb
skal fortolkes i overensstemmelse med det internationale bo-
pælsbegreb sædvanligt opholdssted, der anvendes i EU-for-
ordningen. Der henvises til punkt 3.25.2.
Opstår der en tvist om eksistensen og gyldigheden af en lov-
valgsaftale, f.eks. påstand om tvang, svig m.v., foreslås det i
§ 67, at tvisten skal afgøres efter dansk ret.
Den foreslåede bestemmelse i § 68, stk. 1, lovfæster det så-
kaldte enhedsprincip, hvorefter den lov, der følger af §§ 64
og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset
hvor aktiverne og passiverne befinder sig.
§ 68, stk. 2, fastslår, at anvendelse af en anden stats lov efter
§§ 64 eller 65 indebærer anvendelse af de gældende regler i
den pågældende stat, men ikke statens regler om internatio-
nal privatret, f.eks. lovvalgsregler. Dette er en standardbe-
stemmelse i international privatret, der præciserer, at det er
den pågældende stats materielle regler, der skal anvendes,
og ikke dens lovvalgsregler.
De foreslåede bestemmelser i §§ 69 og 70 indeholder visse
muligheder for at modificere anvendelsen af den lov, der
skal anvendes efter §§ 64 og 65.
Efter § 69, stk. 1, finder følgende udenlandske regler ikke
anvendelse:
1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af
deres køn.
2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets op-
løsning, herunder hvilken ægtefælle der har taget initia-
tiv hertil.
Efter stk. 2 skal en regel i en anden stats lov ikke anvendes,
hvis anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforeneligt
med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).
Finder dansk ret ikke finder anvendelse på ægtefællers øko-
nomiske forhold, og behandles en sag om ægtefællers øko-
nomiske forhold her i landet, følger det af forslagets § 70, at
følgende bestemmelser altid finder anvendelse:
1) Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.
2) § 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet
urimeligt økonomisk.
3) § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at
udtage bolig, der udelukkende eller hovedsageligt er
bestemt til familiens helårsbolig.
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Formålet med lovforslaget er at modernisere reglerne i rets-
virkningsloven om ægtefællers økonomiske forhold. Med
lovforslaget opretholdes hovedelementerne i den gældende
ordning. Dette indebærer bl.a. videreførelse af den gældende
ligedelingsordning, hvorefter ægtefællers delingsformue li-
gedeles ved separation og skilsmisse, herunder videreførelse
af, at arv og gave indgår i ligedelingen, medmindre arvela-
der eller gavegiver har bestemt andet. Samtidig opretholdes
den snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige ægte-
skaber, ligesom personlige rettigheder som personskadeer-
statninger, goodwill, immaterielle rettigheder, rimelige pen-
sionsordninger m.v. fortsat holdes uden for ligedelingen.
Ved formuedelingen har en ægtefælle, der vil blive stillet
"urimeligt ringe", fordi formuen i ægteskabet er den anden
ægtefælles særeje, fortsat mulighed for at få tildelt en kom-
pensation. Ved delingen kan der gennem reguleringskrav
forsat tages højde for formueforskydninger mellem en ægte-
fælles delingsformue og særeje, og hvis en ægtefælle mis-
bruger sin delingsformue, opretholdes den anden ægtefælles
mulighed for at blive stillet som om, misbruget ikke havde
fundet sted.
Ægtefæller har efter gældende ret vide muligheder for at af-
tale, at deres formue helt eller delvist skal være særeje. Med
forslaget opretholdes gældende ret i relation til at aftale sær-
eje, men ægtefæller får mulighed for at aftale nye former for
særeje.
Overordnet set medfører lovforslaget ikke ændringer i delin-
gen af ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse og
død.
Ifølge kapitel 4 i betænkningen om ægtefællers økonomiske
forhold havde gifte mænd pr. 31. december 2012 en netto-
formue på 556.844 kr., mens gifte kvinder havde en netto-
formue på 244.751 kr. Den opgjorte formue omfatter ikke
løsøre, kontanter, visse hovedaktionærposter samt lagervær-
dier m.v. for selvstændigt erhvervsdrivende, ligesom privat
gæld ikke er medtaget i opgørelsen.
For aldersgrupperne op til omkring 40 års alderen er gifte
kvinders og gifte mænds nettoformuer på nogenlunde sam-
me niveau, mens nettoformuen for alderspensionerede gifte
kvinder udgør 1/3 af nettoformuen for alderspensionerede
gifte mænd.
Der tinglyses omkring 8.000 ægtepagter om året. Der fore-
ligger ikke oplysninger om, i hvilket omfang formue ved
ægtepagt gøres til særeje for henholdsvis kvinder og mænd.
Det samme gælder for tredjemandsbestemt særeje.
På grund af forskellene mellem mænds og kvinders formue
medfører ligedelingsordningen gennemsnitligt, at der over-
føres formue fra mænd til kvinder ved separation og skil-
smisse.
111
Personlige rettigheder, herunder rimelige pensionsordninger,
indgår som nævnt ikke i ligedelingen, og indgår heller ikke i
opgørelsen ovenfor af gifte kvinders og mænds nettoformu-
er.
Retsvirkningslovens sociale beskyttelsesregler videreføres
ligeledes, men den krydsende udtagelsesret, der i dag kun
omfatter fast ejendom, der er familiens bolig, udvides sådan,
at den nu omfatter alle boligtyper (herunder f.eks. også an-
delsbolig, tofamilieshus, husbåd og campingvogn), der er fa-
miliens bolig, alt løsøre og alle former for transportmidler.
Tilsvarende udvides beskyttelsen mod salg m.v. af familiens
bolig ligeledes sådan, at beskyttelsen omfatter alle boligty-
per, herunder andelsbolig, husbåd og campingvogn.
Endelig ændres tilknytningsfaktoren for den lov, der som
udgangspunkt gælder for et ægtepars økonomiske forhold,
fra "mandens domicil" til "ægtefællernes bopæl ved indgåel-
sen af ægteskabet".
Da lovforslaget i vidt omfang opretholder den gældende
retstilstand, har forslaget ikke ligestillingsmæssige konse-
kvenser af betydning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
Forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold har ik-
ke økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige, men forslaget i følgelovforslagets § 4 om afskaffel-
se af offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af
tinglyste ægtepagter medfører en engangsudgift på 0,5 mio.
kr. i 2017 til ændringer af tinglysningssystemet.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Rådets forordning (EU) 2016/1103 om indførelse af et for-
stærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, an-
erkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrø-
rende formueforholdet mellem ægtefæller er omfattet af
Danmarks retsforbehold og gælder derfor ikke for Danmark.
Forordningen indeholder i relation til sager om ægtefællers
økonomiske forhold regler om international kompetence,
lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser. Lov-
valgsreglerne er gennemgået i punkt 3.25.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. november.
2016 til den 3. januar. 2017 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Foreningen af autoriserede bobestyrere. Dan-
ske Advokater, Danske Familieadvokater, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige, Danske Insolvensadvo-
kater, Kuratorforeningen, FSR Danske Revisorer, Den dan-
ske aktuarforening, Vestre Landsret, Østre Landsret, Tingly-
sningsretten, Sø- og Handelsretten, Byretterne, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domsto-
lenes Tjenestemandsforening, HK Landsklubben Danmarks
Domstole, Domstolsstyrelsen, Ankestyrelsen, Statsforvalt-
ningen, Foreningen af Offentlige Chefer i Statsforvaltnin-
gen, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Dansk Arbejds-
giverforening, KL, Lederne, Akademikernes Centralorgani-
sation, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale Tjene-
stemænd og Overenskomstansatte, Dansk Industri, ATP,
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Forsikring & Pension, Fi-
nansrådet, Lønmodtagernes Garantifond, Landbrugsraadet,
Realkreditrådet, Landsorganisationen i Danmark LO, Real-
kreditforeningen, Institut for Menneskerettigheder, Datatil-
synet, Retssikkerhedsfonden, Dansk Retspolitisk Forening,
Det Centrale Handicapråd, Forbrugerrådet, Kvinderådet,
Ældre Sagen, Danske Handicaporganisationer, Landsorgani-
sationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Mødrehjælpen,
Mandekrisecentret, Copenhagen Business School (Juridisk
Institut), Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet),
Syddansk Universitet (Juridisk Institut), Aalborg Universitet
(Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut),
Landsstyreområdet for Sundheds- og Indenlandsanliggen-
der, Departementet for Familier, Ligestilling, Sociale An-
liggender og Justitsvæsen, Rigsombudsmanden på Færøer-
ne, Rigsombudsmanden i Grønland, Andelsboligforeninger-
nes Fællesrepræsentation, Arbejderbevægelsens Erhvervs-
råd, Boligselskabernes Landsforening, BOSAM, Danmarks
Lejerforeninger, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmægler-
forening, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Boligadvo-
kater, Danske Regioner, Danske Studerendes Fællesråd,
Danske Udlejere, Ejendomsforeningen Danmark, Ejerlejlig-
hedernes Landsforening, Finansrådet, Forbrugerrådet, For-
eningen af andelsboligforeninger i krise, Grundejernes Inve-
steringsfond, Kommunekredit, Lejernes Landsorganisation i
Danmark, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Byggeso-
cietetet, Bygherreforeningen i Danmark, Danmarks Lejer-
foreninger, Dansk Byggeri, Danske Udlejere, Ejendomsfor-
eningen Danmark, Grundejernes Investeringsfond, Husleje-
og Beboerklagenævnsforeningen, Københavns Kommune,
Landbrug & Fødevarer, Lejernes Landsorganisation i Dan-
mark og Statens Byggeforskningsinstitut/Aalborg Universi-
tet.
112
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Ingen
Overimplementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser (sæt X) Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til afsnit I
Til kapitel 1
Til § 1
Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, har hver ægtefælle i
levende live rådigheden over alt, hvad ægtefællen har ind-
ført i fællesboet. Denne råderet kaldes særråden. En ægte-
fælle kan således som udgangspunkt frit sælge, bortgive og
pantsætte sine aktiver uden at spørge den anden ægtefælle
om lov.
Efter bestemmelsen begrænses rådigheden dog af reglerne i
lovens §§ 18-20. Det drejer sig om beskyttelse af den anden
ægtefælles interesser i relation til salg m.v. af familiens bo-
lig m.v. Rådigheden begrænses endvidere af § 17, hvorefter
en ægtefælle er pligtig at udøve sin rådighed over delings-
formue således, at det ikke utilbørligt udsættes for at forrin-
ges til skade for den anden ægtefælle.
Rådigheden begrænses endvidere af § 14 om overdragelse af
erhvervsløsøre til tredjemand.
Det fremgår af retsvirkningslovens § 13, at hvis en ægtefæl-
le under samlivet ved fravær eller sygdom er forhindret i at
varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så
vidt ingen anden har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der
ikke uden ulempe kan opsættes, derunder oppebære indtæg-
ter og, hvor det for familiens underhold er uomgængeligt
nødvendigt, foretage afhændelser eller pantsættelser. Fast
ejendom kan dog i intet tilfælde afhændes eller pantsættes
uden statsforvaltningens samtykke.
Bestemmelsen gælder efter sit indhold alene, mens samlivet
består, og anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at ingen
anden har bemyndigelse (f.eks. en fuldmagt) til at handle på
den fraværende eller syge ægtefælles vegne.
En ægtefælle anses ikke for at være forhindret i at varetage
sine anliggender, hvis den pågældende er i fængsel, på ho-
spital eller institution eller på udlandsrejse, i det omfang det
er muligt komme i kontakt med den pågældende ægtefælle
med henblik på at få samtykke til den omhandlede retshan-
del, eventuelt pr. telefon eller e-mail.
Bestemmelsen omhandler både ægtefællens bemyndigelse i
forhold til den anden ægtefælle til at handle på dennes vegne
og legitimation til at handle i forhold til tredjemand.
§ 13, 1. pkt., er en speciel udformning af den almindelige
grundsætning om negotiorum gestio, hvorefter enhver kan
foretage dispositioner på en andens vegne, hvis denne er for-
hindret i selv at varetage sine interesser, og handlingen er
nødvendig for at afværge en truende skade eller begrænse en
påbegyndt skade. Bestemmelsen er dog mere vidtgående
end negotiorum gestio, idet den anden ægtefælle kan dispo-
nere ikke blot, når handlingen er nødvendig, men også når
den ikke uden ulempe kan opsættes.
113
Den rådende ægtefælle bliver ikke selv forpligtet ved rets-
handler efter § 13, medmindre vedkommende har givet tred-
jemand grund til at tro, at denne ville forpligte sig selv, eller
retshandlen falder ind under § 11 (se de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.5.1.3.).
Om retsvirkningslovens §§ 11, 13, 14 og 17, §§ 18-20 samt
§ 16, stk. 2, henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.1.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, råder hver
ægtefælle under ægteskabet over sin formue, uanset om for-
muen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet,
dog med de begrænsninger som følger af det foreslåede stk.
2 (forringelse af formuen), den foreslåede § 2 (begrænsnin-
ger i ægtefællers adgang til at indgå aftaler med hinanden),
det foreslåede kapitel 2 (beskyttelse af familiens helårsbo-
lig) og det foreslåede kapitel 3 (gaver til og aftaler med tred-
jemand). Bestemmelsen viderefører den gældende bestem-
melse i retsvirkningslovens § 16, stk. 1, uden indholdsmæs-
sige ændringer.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal en ægtefælle
råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbør-
ligt forringes til skade for den anden ægtefælle. Bestemmel-
sen omfatter ikke kun råden over ægtefællens delingsfor-
mue, men hele ægtefællens formue, herunder navnlig sær-
eje. Baggrunden herfor er, at forringelse af en ægtefælles
særeje m.v. kan får betydning ved formuedelingen, f.eks.
hvis den ene ægtefælle har et regulerings- og misbrugskrav
efter lovforslagets kapitel 11, der bl.a. kan rettes mod den
anden ægtefælles særeje. Bestemmelsen viderefører den
gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 17 uden ind-
holdsmæssige ændringer.
Overtrædelse af stk. 2 er ikke selvstændigt sanktioneret,
men misbrug af formuen kan udløse misbrugskrav efter lov-
forslagets § 40, og efter forslagets § 10 kan gaver til tredje-
mand i visse situationer kræves tilbage.
Bestemmelsen omhandler en ægtefælles ret til at råde i for-
hold til tredjemand. Bestemmelsen vedrører adgangen til at
råde i levende live, da en ægtefælles ret til at råde over sin
formue ved sin død er reguleret i arveloven.
Efter det foreslåede stk. 3 kan en ægtefælle under samlivet
foretage dispositioner, der ikke uden ulempe kan udsættes,
hvis den anden ægtefælle er forhindret i at varetage sine in-
teresser på grund af fravær eller sygdom. Dette omfatter og-
så afhændelse og pantsætning, når dette af hensyn til famili-
ens underhold er uomgængeligt nødvendigt. Fast ejendom
kan dog ikke afhændes eller pantsættes uden statsforvaltnin-
gens tilladelse.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer
den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 13.
Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at samlivet mel-
lem ægtefællerne består. Bestemmelsen finder således ikke
anvendelse, hvis samlivet er ophævet på grund af uoverens-
stemmelse, mens bestemmelsen finder anvendelse, selvom
ægtefællerne lever adskilt af andre grunde. Hvis samlivet
har været ophævet på grund af uoverensstemmelse, men se-
nere genoptages, finder bestemmelsen anvendelse igen.
Efter bestemmelsen er en ægtefælle ikke forhindret i at vare-
tage sine interesser, hvis den pågældende er i fængsel, på
hospital eller institution eller på udlandsrejse, i det omfang
det er muligt at komme i kontakt med den pågældende ægte-
fælle med henblik på at få samtykke til den omhandlede
retshandel, eventuelt pr. telefon eller e-mail.
Bestemmelsen omhandler både ægtefællens bemyndigelse i
forhold til den anden ægtefælle til at handle på dennes vegne
og ægtefællens legitimation til at handle i forhold til tredje-
mand. Den rådende ægtefælle bliver ikke selv forpligtet ved
retshandler efter § 13, medmindre vedkommende har givet
tredjemand grund til at tro, at denne ville forpligte sig selv.
Bestemmelsen finder også anvendelse, selvom der er for-
muefællesskab i ægteskabet, og selvom der er tale om en
disposition vedrørende et særejeaktiv.
Dispositionsadgangen gælder ikke, hvis en anden er bemyn-
diget til at foretage dispositionen, eksempelvis ved en al-
mindelig fuldmagt eller ved en fremtidsfuldmagt efter lov
nr. 618 af 8. juni 2016 om fremtidsfuldmagter. Bemyndigel-
sen til at foretage dispositionen kan også tilkomme en vær-
ge, der er beskikket efter værgemålsloven.
Ægtefællernes adgang til at indgå aftaler og pådrage sig for-
pligtelser over for hinanden reguleres af forslagets § 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Til § 2
Efter retsvirkningslovens § 29 kan ægtefæller med de be-
grænsninger, som loven medfører, indgå retshandler med hi-
nanden om ejendele, som den ene eller begge råder over, og
pådrage sig forpligtelser overfor hinanden.
Ægtefællerne kan således frit indgå aftaler med hinanden
om f.eks. overdragelse af aktiver fra den ene til den anden,
leje af hinandens aktiver, ydelse af lån og ansættelse af den
ene ægtefælle i den anden ægtefælles virksomhed. Ægtefæl-
lerne kan også pådrage sig forpligtelser over for hinanden
uden aftale, f.eks. som følge af, at en ægtefælle uagtsomt el-
ler forsætligt forvolder skade på den anden ægtefælles ejen-
dele eller person.
Efter gældende ret gælder navnlig følgende begrænsninger i
ægtefællers ret til at indgå retshandler med hinanden:
– Forhåndsaftaler om deling af ægtefællernes formuer ved
separation, skilsmisse og død skal ske gennem aftale om
særeje ved ægtepagt, og aftalen skal ligge inden for ram-
merne af lovens § 28. Ægtefæller kan dog uden ægtepagt
indgå en aftale om formuedeling med henblik på en
kommende formuedeling.
114
– Efter lovens § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke aftale, at
det, som den ene ægtefælle fremtidig erhverver, uden
vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
– Gaver mellem ægtefæller kan kræves tilbage, hvis betin-
gelserne herfor i lovens §§ 30-33 er opfyldt.
– En ægtefælles kreditorer kan søge gaver, som en insol-
vent ægtefælle har givet sin ægtefælle, omstødt, jf. kon-
kurslovens § 64.
Den foreslåede bestemmelse i § 2 viderefører i stk. 1 og 2
uden indholdsmæssige ændringer den gældende bestemmel-
se i retsvirkningslovens § 29 om aftaler mellem ægtfæller,
mens stk. 3 ligeledes uden indholdsmæssige ændringer vide-
refører retsvirkningslovens § 30, stk. 2 om aftaler om frem-
tidige erhvervelser.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, kan ægtefæl-
ler under ægteskabet indgå aftaler med hinanden, give hi-
nanden gaver og pådrage sig forpligtelser over for hinanden
med de undtagelser, der følger af de foreslåede stk. 2 og 3
samt konkurslovens § 64, der foreslås ændret, jf. § 3 i føl-
gelovforslaget.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefæller ik-
ke ved aftale fravige reglerne i loven, medmindre andet føl-
ger af de foreslåede kapitler 4-6 (aftaler om særeje og andre
aftaler om formuedeling samt krav om ægtepagt for sådanne
aftaler) samt den foreslåede § 25, stk. 2, (aftaler om surroga-
ter for og indtægter af særeje, jf. de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.12) og den foreslåede § 32 (aftaler om formue-
deling i forbindelse med separation og skilsmisse, jf. de al-
mindelige bemærkninger, punkt 3.15.).
Ægtefæller kan således navnlig ikke give afkald på retten til
forsørgelse efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, el-
ler på forhånd aftale fravigelse af reglerne om samtykke til
dispositioner over familiens helårsbolig (lovforslagets kapi-
tel 2).
Ægtefæller kan ligeledes ikke indgå forhåndsaftaler om for-
muedelingen ved separation, skilsmisse og død (lovforsla-
gets afsnit III og IV), om regulerings- og misbrugskrav (lov-
forslagets kapitel 11), om retten til kompensation (lovforsla-
gets kapitel 12), om pensionskompensation (lovforslagets
kapitel 13) og om udtagelse af aktiver (forslagets kapitel
14).
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan ægtefæller ik-
ke gyldigt aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt
erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Til § 3
Efter retsvirkningslovens § 25 hæfter hver af ægtefællerne
med den del af delingsformuen, hvorover den pågældende
ægtefælle råder, og med sit særeje for de forpligtelser, der
påhviler ægtefællen, hvad enten forpligtelserne er opstået
før eller under ægteskabet. Bestemmelsen medfører, at en
ægtefælle alene hæfter for sin egen gæld. Dette kaldes sær-
hæften.
En ægtefælle hæfter således som udgangspunkt ikke for den
anden ægtefælles gæld.
Ægtefæller hæfter dog sammen for forpligtelser, som de har
påtaget sig sammen, f.eks. ved i fællesskab at optage et lån.
Ægtefæller hæfter også sammen for forpligtigelser, der føl-
ger af, at de sammen ejer et aktiv (sameje), f.eks. ejendoms-
skatter vedrørende en fast ejendom, som de begge er med-
ejere af.
Hæftelse for den anden ægtefælles gæld kan også følge af
lovgivningen, bl.a. § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, hvorefter en ægtefælle under visse betingelser
hæfter for den anden ægtefælles skattegæld, og § 92, stk. 2, i
aktivloven, hvorefter ægtefæller hæfter solidarisk for krav
på tilbagebetaling af hjælp til betaling af renter og afdrag på
lån i fast ejendom, selv om kun den ene ægtefælle er ejer af
ejendommen.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 viderefører uden ind-
holdsmæssige ændringer den gældende bestemmelse i § 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.
Til § 4
Efter retsvirkningslovens § 1 skal mand og hustru være hi-
nanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv. Be-
stemmelsen uddybes i lovens § 2 om ægtefællers gensidige
privatretlige forsørgelsespligt. Efter § 2 gælder en gensidig
forsørgelsespligt mellem ægtefæller, hvorefter det påhviler
mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i
hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin ev-
ne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefæl-
lernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet hen-
regnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes
opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles
særlige behov.
Opfylder en ægtefælle ikke sin forsørgelsespligt efter § 2,
kan den anden ægtefælle anmode statsforvaltningen om at
pålægge den første ægtefælle at betale ægtefællebidrag.
Det følger af lovens § 3, at hvis udgifterne til en ægtefælles
særlige behov m.v. ikke dækkes af de bidrag, ægtefællen
selv skal yde efter § 2, har den anden ægtefælle pligt til at
overlade ægtefællen de fornødne penge.
Efter lovens § 4 betragtes det, som efter §§ 2 og 3 overlades
en ægtefælle til fyldestgørelse af ægtefællens særlige behov,
som om ægtefællen selv havde indført det i fællesboet.
Forsørgelsespligten efter § 2 er en grundlæggende del af æg-
teskabet. Det er ikke tilstrækkeligt for at konstituere et
egentligt økonomisk fællesskab, at det formentlig for de fle-
ste ægtefæller er en naturlig del af samlivet, at man bidrager
til hinandens forsørgelse. Med henblik på at skabe sikkerhed
og tryghed i forhold til forsørgelsen mellem ægtefællerne er
115
der behov for en egentlig retlig forpligtelse, der fører frem
til dette økonomiske fællesskab.
Omfanget af forsørgelsen bestemmes efter et skøn over æg-
tefællernes forhold ud fra, hvad der efter ægtefællernes livs-
vilkår er passende. Forsørgelsespligten omfatter navnlig
mad, bolig, transport, forsikringer, rengøring m.v. Ægtefæl-
lerne aftaler selv den indbyrdes fordeling af familiens udgif-
ter.
En ægtefælle kan opfylde sin forsørgelsespligt ikke blot ved
pengeydelser, men også på anden måde, f.eks. ved arbejde i
hjemmet, pasning af børnene eller arbejde i en virksomhed,
som den anden ægtefælle ejer. Forsørgelsespligten kan også
opfyldes ved forbrug af formue.
Det, den ene ægtefælle overfører til den anden ægtefælle, er
ikke et lån, der kan kræves tilbage, og der er heller ikke tale
om en gave. Hvis overførslerne overstiger det, der efter æg-
tefællernes økonomiske forhold og familiens behov er et ri-
meligt bidrag til forsørgelsen, vil der kunne være tale om en
gave, der kan medføre, at giverægtefællens kreditorer har et
krav mod modtagerægtefællen efter konkurslovens § 64.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
3.5.1.7.
Forsørgelsespligten gælder kun under ægteskabet og ophø-
rer ved separation, skilsmisse og død. Ved lovforslagets §
56, stk. 3, foreslås en begrænset udvidelse af forsørgelses-
pligten, idet adgangen til at få fastsat bidrag også skal gælde
under behandlingen af en sag om separation og skilsmisse,
indtil spørgsmålet om bidragspligt efter separation eller skil-
smisse efter ægteskabslovens § 50 er endeligt afgjort.
Den privatretlige forsørgelsespligt går fortsat forud for of-
fentligretlig forsørgelse. Det betyder, at de socialretlige reg-
ler først bliver relevante, hvis der ikke er mulighed for, at
forsørgelsen kan rummes ægtefællerne imellem. Den offent-
ligretlige forsørgelse er reguleret i aktivlovens §§ 2 og 97,
jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.8.
Den foreslåede bestemmelse i § 4 viderefører delvist de gæl-
dende bestemmelser i retsvirkningslovens §§ 2 og 4, mens
bestemmelsen i §§ 1 og 3 ikke videreføres.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, fastslår, at
ægtefæller ligesom ved den gældende bestemmelse i § 2 un-
der ægteskabet har pligt til at forsørge hinanden.
Den gældende bestemmelse i § 2 om ægtefællernes indbyr-
des økonomiske forhold, herunder hvordan forsørgelsesplig-
ten opfyldes og niveauet for forsørgelsespligten, foreslås de-
rimod ikke videreført. Det samme gælder den del af bestem-
melsen om, at der til underholdet henregnes, hvad der ud-
kræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som
til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Det foreslås således, at pligten til at forsørge familien ikke
videreføres. Forsørgelsen af ægtefællernes fælles børn er
dog fortsat reguleret af reglerne i lov om børns forsørgelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 tilhører det, som
en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsør-
gelse efter stk. 1, modtageren. Midlerne er delingsformue,
medmindre andet følger af en aftale om særeje efter den
foreslåede § 12. § 4, stk. 2, viderefører delvist den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 4, hvorefter det, der ef-
ter §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse af æg-
tefællens særlige behov, betragtes, som om ægtefællen selv
havde indført det i fællesboet. Henvisningen til retsvirk-
ningslovens § 3 foreslås dog ikke videreført, da § 3 ikke
foreslås videreført.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, der er ny, indeholder
alene en henvisning til, at statsforvaltningen efter bestem-
melserne i kapitel 16 kan pålægge en ægtefælle, der ikke op-
fylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til
den anden ægtefælle.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.
Til § 5
Ægtefællernes legale formueordning er den ordning, der
gælder for ægtefællers økonomiske forhold, i det omfang
ægtefællerne ikke har aftalt andet (se lovforslagets kapitel 4
og 5), eller andet er bestemt af tredjemand (se lovforslagets
kapitel 7). Formueordningen indebærer overordnet set, at
ægtefællernes formuer deles lige ved separation, skilsmisse
og død.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægte-
fællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhver-
ver, i et almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så
vidt det ikke er gjort til særeje.
Det følger af § 16, stk. 2, at ved ægteskabets ophør ved skil-
smisse og død samt ved separation udtager hver ægtefælle
eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo, med-
mindre undtagelse har særlig lovhjemmel.
De to bestemmelser foreslås uden indholdsmæssige ændrin-
ger videreført i en samlet bestemmelse i lovforslagets § 5,
der fastslår den grundlæggende hovedregel om ligedeling af
ægtefællernes formuer ved separation, skilsmisse eller en
ægtefælles død.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., deler ægte-
fæller ved separation eller skilsmisse deres formuer lige,
medmindre de har indgået en aftale om delingen af deres
formue efter lovforslagets § 32, eller andet følger af lovfor-
slagets § 26 om formuedelingen ved separation og skilsmis-
se. Denne bestemmelse fastlægger navnlig, hvilke af ægte-
fællernes aktiver der indgår i ligedelingen, og som dermed
er delingsformue, og hvilke aktiver, der ikke indgår i ligede-
lingen.
Den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. fastlægger formuede-
lingen ved en ægtefælles død Det følger af bestemmelsen, at
ved en ægtefælles død eller ved skifte af et uskiftet bo deles
ægtefællernes formuer lige mellem den længstlevende ægte-
116
fælle eller dennes dødsbo og førstafdødes dødsbo, medmin-
dre andet følger af lovforslagets § 51 om formuedelingen
ved den første ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i
den længstlevende ægtefælles levende live. Denne bestem-
melse fastlægger navnlig, hvilke af ægtefællernes aktiver
der indgår henholdsvis ikke indgår i ligedelingen af ægte-
fællernes formue i forbindelse med dødsboskiftet ved før-
stafdødes død og ved skifte af uskiftet bo i den længstleven-
de ægtefælles levende live. Formuedeling ved en ægtefælles
død er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt
3.22.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at en
ægtefælles formue, der efter stk. 1 ligedeles, betegnes de-
lingsformue. Ægtefællernes delingsformuer udgør et for-
muefællesskab mellem ægtefællerne (se de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.2.).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.
Til kapitel 2
Til § 6
En ægtefælles ret til efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, at
råde over sine aktiver, der videreføres i lovforslagets § 1,
begrænses bl.a. af bestemmelsen i lovens § 18, stk. 1, hvor-
efter en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke
må afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er delingsfor-
mue, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig, eller
hvis ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirk-
somhed er knyttet til den. Sådan ejendom må heller ikke
uden samtykke af den anden ægtefælle bortlejes eller bort-
forpagtes, såfremt dette vil medføre, at ejendommen ikke
længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for er-
hvervsvirksomheden. Er den anden ægtefælle umyndig,
meddeler værgen samtykket.
Fast ejendom efter lovens § 18 omfatter eksempelvis huse
og ejerlejligheder. Efter praksis omfatter bestemmelsen også
dispositioner over en del af en fast ejendom, eksempelvis
gennem udstykning, hvis det areal, der udstykkes, udgør en
naturlig bestanddel af ejendommen, sådan at ejendommens
samlede standard eller karakter forringes ved udstykningen.
Den faste ejendom skal tjene til familiens bolig for at være
omfattet af § 18. Kerneområdet for dette er familiens hjem,
dvs. der hvor familien bor og har sin hverdag. Sommerhuse
og andre fritidsejendomme er også omfattet af bestemmel-
sen, hvis familien anvender ejendommen i et vist omfang.
En ejendom er kun omfattet af § 18, hvis ejendommen er ta-
get i brug af familien. En ejendom, der er købt med det for-
mål, at familien skal benytte den som bolig, men som endnu
ikke anvendes til familiens bolig, er således ikke omfattet af
bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter også en ejendom, som ægtefæller-
nes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyt-
tet til.
Bestemmelsen omfatter ikke andelsbolig og heller ikke lejet
ejendom eller bolig. Der henvises herom til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.7.1.2.
Beskyttelsen efter § 18 omfatter kun aktiver, som den ene
ægtefælle ejer. Aktiver, der er i sameje mellem ægtefæller-
ne, er ikke omfattet af bestemmelsen, da den ene ægtefælle i
kraft af samejet ikke kan disponere over aktivet uden den
anden ægtefælles accept. Endvidere omfatter bestemmelsen
kun aktiver, der helt eller helvist er delingsformue.
Formålet med bestemmelsen er navnlig at beskytte den æg-
tefælle, der ikke ejer den ejendom, som familien benytter til
bolig, mod, at den anden ægtefælle sælger ejendommen in-
den separation og skilsmisse og dermed fratager den første
ægtefælle muligheden for at udtage ejendommen og indboet
ved delingen af ægtefællernes formuer.
Bestemmelsen hænger således sammen med reglerne om
krydsende udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens § 63, hvor-
efter den ene ægtefælle ved formuedelingen mod betaling i
et vist omfang kan udtage aktiver, som tilhører den anden
ægtefælles delingsformue. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.20.
Bestemmelserne hænger endvidere sammen med ægtefælle-
skiftelovens § 54, hvorefter ægtefællerne beholder rådighe-
den over deres bodele under ægtefælleskiftet. Skifteretten
kan dog fratage en ægtefælle rådigheden over aktiver, der
helt eller delvis er delingsformue, hvis der er nærliggende ri-
siko for, at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til ska-
de for den anden ægtefælle. Fratager skifteretten en ægte-
fælle rådigheden, bestemmer skifteretten, hvordan aktiverne
skal behandles under rådighedsfratagelsen.
Den længstlevende ægtefælles ret til at udtage aktiver på et
dødsboskifte er reguleret i arvelovens §§ 12 og 13, og arve-
lovens § 91, stk. 2, indeholder regler om en ægtefælles ad-
gang til ved testamente at råde over visse aktiver, der tilhø-
rer ægtefællen, og som er delingsformue.
I de fleste familier er boligen det væsentligste økonomiske
aktiv, og samtykkekravet ved pantsætning beskytter ikke-
ejerægtefællen mod, at formue i form af friværdi i boligen
forbruges, uden at den pågældende ved det.
Beskyttelsen gælder efter praksis, selvom ægtefællerne har
ophævet samlivet. Beskyttelsen ophører først, når der ved
formuedelingen ved separation eller skilsmisse er taget stil-
ling til hvem af ægtefællerne, der skal udtage de omhandle-
de aktiver efter bestemmelsen om krydsende udtagelsesret i
ægtefælleskiftelovens § 63.
Den foreslåede bestemmelse i § 6 viderefører med ændret
anvendelsesområde den gældende bestemmelse i retsvirk-
ningslovens § 18, stk. 1. Bestemmelsen indebærer fortsat en
begrænsning i en ægtefælles rådighedsret, jf. nu lovforsla-
gets § 1, stk. 1 og 2.
117
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, må en ægte-
fælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale
om at overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte famili-
ens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens
helårsbolig, når boligen helt eller delvist helt eller delvist
indgår i ligedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt.
Bestemmelsen omfatter alle helårsboliger, bortset fra lejebo-
liger, hvor lejerægtefællens ret til at disponere over lejlighe-
den er reguleret af lejelovens § 81, stk. 2, og almenlejelo-
vens § 84, jf. § 87.
Reglen er således i forhold til den gældende bestemmelse
udvidet til også at omfatte andelsboliger og andre boliger
omfattet af andelsboliglovens § 1 a, der blandt andet omfat-
ter boligaktieselskaber, boliganpartsselskaber, boligsamejer,
boliginteressentskaber og boligkommanditselskaber. Er æg-
tefællernes helårsbolig f.eks. en husbåd eller en camping-
vogn, er den også omfattet.
I forhold til den gældende bestemmelse er bestemmelsen og-
så begrænset, idet den ikke omfatter erhvervsejendomme og
heller ikke fritidshuse, medmindre de tillige anvendes som
helårsbolig.
Ikke kun en ejendom, som familien aktuelt bor i, er omfattet
af bestemmelsen, men bestemmelsen omfatter f.eks. også en
nyindkøbt ejendom eller et hus under opførelse, som famili-
en endnu ikke har nået at flytte ind i, hvilket fremgår af or-
dene "bestemt til“. Også en ejendom, der midlertidigt er ud-
lejet under f.eks. en udstationering i udlandet, er omfattet af
bestemmelsen, hvis det er hensigten, at familien skal vende
tilbage til boligen efter det midlertidige ophold.
Det afgørende er, hvor familien faktisk bor eller har til hen-
sigt at bo, og ikke boligens status af helårs- eller fritidshus.
Anvendes et helårshus faktisk som fritidshus, er det ikke
omfattet af bestemmelsen, og anvendes et fritidshus faktisk
som helårsbolig, er det omfattet. Flere ejendomme tilhøren-
de ægtefællerne kan være omfattet af bestemmelsen, f.eks.
hvis familien bor i ét hus i sommerhalvåret og et andet i vin-
terhalvåret, eller hvis familien bor i et hus, mens et nyt hus
er under opførelse.
Som efter hidtil gældende ret beskytter bestemmelsen kun
selve helårsboligen. Det er således fortsat tilladt uden sam-
tykke f.eks. at frasælge eller bortforpagte et jordstykke fra
en ejendom. Det afgørende for, om salg af en del af en ejen-
dom kræver samtykke, vil som efter hidtidig praksis være,
om den del, der ønskes frasolgt, udgør en naturlig bestand-
del af den faste ejendom, og dermed om ejendommen efter
afhændelsen af en del af den stadig kan anvendes til famili-
ens bolig.
Bestemmelsen omfatter også ejendomme med mere end en
beboelseslejlighed, hvis familien bor i en af lejlighederne.
Det afgørende er, om dispositionen omfatter familiens hel-
årsbolig. Bor familien f.eks. i en lejlighed i en udlejnings-
ejendom, som den ene ægtefælle ejer, kan de andre lejlighe-
der udlejes uden samtykke fra den, der ikke ejer ejendom-
men. Udstykkes en sådan ejendom i ejerlejligheder, kan de
øvrige lejligheder sælges uden samtykke. Salg af hele ejen-
dommen kræver derimod samtykke.
Endelig foreslås det, at beskyttelsen af familiens bolig lige-
som efter den gældende ordning kun skal omfatte bolig, der
er delingsformue. Beskyttelsen skal således alene omfatte
boliger, der helt eller delvist indgår i ligedelingen efter lov-
forslagets § 5, stk. 1, 1. pkt. Dette indebærer, at en bolig ik-
ke er omfattet af beskyttelsen, når boligen helt er særeje
(skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinations-
særeje), erhvervet for midler fra en pensionsrettighed omfat-
tet af §§ 34 og 35, for personlige erstatninger omfattet af §
36, eller for midler omfattet af § 37 om overdragelige og
personlige rettigheder.
Hvis boligen er erhvervet for både delingsformue og særeje,
er den efter lovforslagets § 24, stk. 1, brøkdelssæreje. Den
del af boligen, der er delingsformue, indgår i formuedelin-
gen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt., og dermed indgår
boligen i formuedelingen, også selvom delingsformuen kun
udgør en beskeden del af boligens værdi. Boligen er således
omfattet af beskyttelsen efter § 6.
Hvis hele ejerægtefællens formue er brøkdelssæreje, sum-
særeje, eller sumdeling efter lovforslagets § 12, stk. 2, nr.
3-5, er ægtefællens enkelte aktiver ikke fuldt ud særeje,
hvorfor boligen ligeledes er omfattet af beskyttelsen efter §
6.
Tilsvarende gælder ved retten til at udtage den anden ægte-
fælles ejendele efter lovforslagets § 48.
I modsætning til den gældende § 18, stk. 1, 3. pkt., i rets-
virkningsloven, er værgens beføjelser ikke udtrykkeligt re-
guleret. Det indebærer, at de almindelige regler om værge-
mål finder anvendelse. Er en ægtefælle frataget den retlige
handleevne efter værgemålslovens § 6, kan værgen give
samtykke på ægtefællens vegne. Dette forudsætter selvsagt,
at værgen ikke er inhabil, f.eks. fordi ejerægtefællen selv er
værge. I sådanne tilfælde kan der beskikkes en særlig værge
efter værgemålslovens § 47.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, kræves samtykke
efter stk. 1, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet, og
efter det foreslåede stk. 3 kræves samtykke efter stk. 1 også
efter separation eller skilsmisse, indtil der efter almindelige
formueretlige principper er indgået aftale, eller der er truffet
endelig afgørelse om boligen efter lovforslagets § 48 om
ægtefællernes ret til at udtage aktiver ved formuedeling i
forbindelse med separation og skilsmisse. Hvis der ikke er
taget stilling til, hvad der skal ske med ejendommen, skal
ejerægtefællen også efter separation eller skilsmisse have
den anden ægtefælles samtykke for at kunne foretage dispo-
sitioner omfattet af stk. 1.
Stk. 2 og 3 lovfæstelser gældende ret for så vidt angår ejen-
domme, der indgår i formuedelingen.
118
Hvis samtykke nægtes, kan ejerægtefællen anmode om tilla-
delse fra statsforvaltningen eller skifteretten efter lovforsla-
gets § 7.
En ægtefælle kan beskytte sig mod, at den anden ægtefælle
sælger eller pantsætter en ejendom uden samtykke ved at få
sin vielsesattest noteret på ejendommens blad i tingbogen.
Dette vil efter forslaget også kunne ske i tilfælde, hvor ejen-
dommen er delvis særeje.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 7
Det følger af retsvirkningslovens § 20, at når en ægtefælle
eller ægtefællens værge nægter at give samtykke til disposi-
tioner, der er omfattet af lovens § 18 (se nu lovforslagets §
6), kan statsforvaltningen tillade dispositionen, hvis der ikke
findes at være skellig grund til nægtelsen. Statsforvaltningen
foretager i sådanne sager en konkret vurdering af ægtefæl-
lernes modstående interesser. Det er ikke tilstrækkeligt til at
tilsidesætte en ægtefælles nægtelse af at give samtykke til en
disposition, at ejerægtefællen har rimelige grunde til at sæl-
ge eller pantsætte. For at tilladelse dispositionen kræves det
også, at de grunde, som den ægtefælle, der ikke ejer aktivet,
har for at modsætte sig dispositionen kan betegnes som uri-
melige, f.eks. at der er tale om chikane. Tilladelse til dispo-
sitionen meddeles således, når ægtefællens nægtelse samlet
set må anses som urimelig.
Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrel-
sen, jf. lovens § 52 a, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 7 viderefører retsvirknings-
lovens § 20, men i overensstemmelsen med lovforslagets § 6
omfatter den kun dispositioner over familiens helårsbolig.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, at
hvis en ægtefælle nægter at give samtykke til salg m.v. af
familiens helårsbolig efter den foreslåede § 6, eller samtyk-
ke ikke kan indhentes inden rimelig tid, kan statsforvaltnin-
gen efter anmodning fra ejerægtefællen tillade dispositio-
nen, når den anden ægtefælles nægtelse af at give samtykke
til dispositionen efter et samlet skøn må anses som urimelig,
jf. ovenfor. Der er således ikke tilsigtet indholdsmæssige
ændringer i forhold den gældende bestemmelse.
Bestemmelsen er udvidet til at omfatte tilfælde, hvor det ik-
ke er muligt at indhente samtykke inden rimelig tid, f.eks.
fordi den anden ægtefælles opholdssted ikke kendes og ikke
kan findes oplyst.
Bestemmelsen foreslås også udvidet sådan, at også den an-
den part i aftalen, som har købt, fået pant i eller har lejet bo-
ligen, kan anmode statsforvaltningen om tilladelse til dispo-
sitionen. Herved undgås det, at en ægtefælle, der har gjort
en dårlig handel, forsøger at dække sig ind under et man-
glende ægtefællesamtykke.
Statsforvaltningen afgørelser kan efter den foreslåede § 61
påklages til Ankestyrelsen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 træffes afgørelse
efter stk. 1 af skifteretten, hvis skifteretten behandler en an-
modning om bistand til at dele ægtefællernes formuer eller
en enkelttvist om boligen efter ægtefælleskifteloven. I så
fald er det skifteretten og ikke statsforvaltningen, der har
kompetencen til at meddele samtykke. Afgørelsen kan træf-
fes, så snart anmodningen er indgivet, også selvom der ikke
er udpeget en bobehandler. Afgørelsen er judiciel og træffes
ved kendelse, der kan kæres til landsretten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 37.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 8
Det følger af retsvirkningslovens § 18, stk. 2, at hvis en æg-
tefælle har indgået en retshandel omfattet af § 18, stk. 1, om
familiens bolig m.v. uden fornødent samtykke (se lovforsla-
gets § 6), kan den anden ægtefælle få retshandlen omstødt
ved dom, hvis erhververen eller panthaveren indså eller bur-
de indse, at ægtefællen var uberettiget til at foretage retshan-
delen. Sag må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægte-
fællen har fået kundskab om retshandelen, og senest inden 1
år efter dens tinglysning.
Efter § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en
disposition vedrørende fast ejendom, at køberen indså eller
burde indse, at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage
dispositionen. Det er den anden ægtefælle, der har bevisbyr-
den for, at medkontrahenten indså eller burde have indset, at
ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage dispositio-
nen.
For at lette denne bevisbyrde har en ægtefælle mulighed for
at få noteret vielsesattesten på ejendommens blad i tingbo-
gen, sådan at medkontrahenten bliver klar over, at ejeren af
ejendommen er gift. Det vil i så fald være medkontrahenten,
der skal godtgøre, at ægtefællen havde givet samtykke til
dispositionen, eller at medkontrahenten med rette antog, at
der forelå et samtykke, eller at dispositionen ikke var omfat-
tet af § 18, f.eks. fordi der var tale om en ejendom, der ikke
tjente til familiens bolig. Det er uafklaret, om manglende
undersøgelse af tingbogen bringer medkontrahenten i ond
tro.
Bestemmelsen i § 18, stk. 2, foreslås videreført i § 8, dog
med ændret bevisbyrde sådan at det er medkontrahenten, der
skal bevise, at vedkommende var i god tro. Det er således
køber, lejer eller panthaver, der skal bevise, at han eller hun
var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde
over ejendommen. Bestemmelsen indebærer, at manglende
undersøgelse af tingbogen bringer medkontrahenten i ond
tro. Formålet med ændringen er at øge beskyttelsen af den
anden ægtefælle.
På den baggrund følger det af den foreslåede bestemmelse i
§ 8, stk. 1, at når en ægtefælle har indgået en aftale om fami-
119
liens bolig, der er omfattet af lovforslagets § 6, uden sam-
tykke fra den anden ægtefælle eller uden tilladelse efter den
foreslåede § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden
ægtefælle omstødes ved dom. Dette gælder dog ikke, hvis
den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller
burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var
berettiget til at indgå aftalen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal retssag efter stk. 1 anlægges
inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab
til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført.
Blev aftalen tinglyst inden overtagelsesdagen, regnes fristen
fra tinglysningen.
Sagen skal anlægges af den ægtefælle, der ikke har indgået
aftalen, mod den, som ejerægtefællen har indgået aftalen
med. Sagen behandles efter reglerne om borgerlige retssa-
ger. Det er uden betydning for omstødelsessagen, om skifte-
retten behandler en sag om deling af ægtefællernes formue.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse i § 9 fastslår, at beskyttelses-
reglerne i §§ 6-8 kun finder anvendelse på boliger, der bef-
inder sig i Danmark.
Dette skyldes, at en afgørelse om dispositioner over boliger i
andre lande bør træffes af myndighederne i det pågældende
land, ikke mindst fordi danske afgørelser herom ikke kan
forventes at blive anerkendt i andre lande.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til kapitel 3
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse i § 10, der er ny, vedrører den
situation, hvor en ægtefælle har givet tredjemand en gave.
Hvis bortgivelsen af gaven medfører nærliggende risiko for,
at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav
ved en formuedeling, og tredjemand (gavemodtageren) vid-
ste eller burde vide dette, giver bestemmelsen denne ægte-
fælle mulighed for at kræve, at tredjemand giver gaven til-
bage.
De krav, som efter bestemmelsen kan danne grundlag at
kræve gaven tilbage, er navnlig regulerings- og misbrugs-
krav (lovforslagets kapitel 11), krav på kompensation i sær-
lige situationer (lovforslagets kapitel 12) og krav på pensi-
onskompensation (lovforslagets kapitel 13).
Gaven kan ikke kræves tilbage, hvis gavegiver ved gaven
ikke blev insolvent (konkurslovens § 17, stk. 2), og gavegi-
ver utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser, dvs. ikke blev insufficient. Efter konkurslo-
vens § 17, stk. 2, er en skyldner insolvent, hvis den pågæl-
dende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som
de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages
blot at være forbigående.
Gavegiver skal ikke som i konkurslovens § 64 (se følgelovs-
forslagets § 3) godtgøre at have været sufficient og likvid
trods gaven, men alene at gaven ikke medførte begrundet ri-
siko for insufficiens og insolvens.
Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes ved gaver
af stor økonomisk værdi, hvilket udelukker lejlighedsgaver.
De gaver, der kan kræves tilbage, vil typisk stå i misforhold
til gavegivers økonomiske forhold, hvilket beror på en
konkret vurdering af gavegivers formue- og indtægtsfor-
hold.
Også motivet for gaven indgår i vurderingen. Der vil således
navnlig være grund til at kunne kræve gaven tilbage, hvis
gavegiver som forberedelse af eller i forbindelse med en
samlivsophævelse giver værdifulde gaver til sin nye partner
eller andre familiemedlemmer eller venner, med henblik på
at unddrage den anden ægtefælle fra at få dækket sine krav.
Gaven kan ikke kræves tilbage, hvis den er givet af midler,
der ikke ville være indgået i formuedelingen, typisk fordi
midlerne var særeje. At give en gave af sit særeje m.v. kan
dog være til skade for den anden ægtefælle, hvis gavegiver
står tilbage med en betydelig gæld, der efter lovforslagets §
29, stk. 2, ville være blevet dækket helt eller delvist af ga-
ven, men nu skal dækkes af delingsformuen. Det samme
gælder, hvis den anden ægtefælle har regulerings- og mis-
brugskrav efter lovforslagets kapitel 11, der på grund af
bortgivelsen ikke kan dækkes af gavegivers resterende for-
mue.
Endelig kræves det, at gavemodtageren vidste eller burde vi-
de, at gaven var givet under de foreliggende omstændighe-
der. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis gavegivers nye part-
ner er klar over, at gavegiver er i færd med at overføre sin
formue til partneren inden samlivsophævelse.
Det er den ægtefælle, der kræver gaven tilbage, der har be-
visbyrden herfor.
Adgangen til at kræve en gave tilbage tilkommer kun ægte-
fællen selv, herunder den længstlevende ægtefælle efter ga-
vegivers død, men ikke ægtefællens arvinger eller kredito-
rer. Bestemmelsen finder således anvendelse i relation til
formuedeling ved separation og skilsmisse (lovforslagets af-
snit III) og formuedeling ved en ægtefælles død (lovforsla-
gets afsnit IV).
Det er ikke en betingelse for at anvende bestemmelsen, at
ægtefællerne bliver separeret eller skilt, og bestemmelsen
kan således anvendes, uden at der sker formuedeling. Uden
formuedeling kan det dog være vanskeligt for den pågæl-
dende at godtgøre, at gaven medførte nærliggende risiko for,
at ægtefællen ikke ville kunne få dækket sine krav i forbin-
delse med formuedelingen.
120
Efter bestemmelsen gives gaven tilbage til gavegiveren så-
dan, at den anden ægtefælle kan få dækket sine krav ved for-
muedelingen i gavegiverens formue.
Hvis gavegiver erklæres konkurs, finder omstødelsesregler-
ne i konkursloven anvendelse.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal retssag om krav efter stk. 1
anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået
kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor
gaven blev givet. Hvis tinglysning eller anden sikringsakt er
nødvendig for, at gavemodtager opnår beskyttelse mod rets-
forfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet
på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Til § 11
Retsvirkningslovens § 14 vedrører den situation, hvor løs-
øre, som er undergivet den ene ægtefælles rådighed, med
dennes samtykke er inddraget til benyttelse ir en erhvervs-
virksomhed, som drives af den anden ægtefælle. I sådanne
situationer bliver retshandler, som den ægtefælle, der driver
erhvervsvirksomheden, foretager vedrørende løsøret, bin-
dende for den ægtefælle, der ejer løsøret. Dette gælder dog
ikke, hvis tredjemand indså eller burde indse, at den anden
ægtefælle var uberettiget til at indgå retshandelen.
Reglen medfører, at en tredjemand, som i god tro indgår en
aftale med den ægtefælle, der bruger løsøret, om f.eks. at
købe det, retligt ejer af løsøret. Den ægtefælle, der ejer løs-
øret, kan således ikke kræve at få løsøret tilbage.
Bestemmelsen giver ikke brugerægtefællens kreditorer mu-
lighed for at foretage udlæg i løsøret.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at løsøret er kommet
tredjemand i hænde. Aftalen bliver således bindende for
ejerægtefællen, selv om tredjemand ikke har fået løsøret
overgivet.
Bestemmelsen omfatter eksempelvis maskiner, inventar,
kontorartikler eller råvarer, der er udlånt til anvendelse i den
anden ægtefælles fabrik, kontor eller butik. Det er en forud-
sætning, at den pågældende løsøregenstand er overladt ægte-
fællen til benyttelse af mere varig karakter.
Bestemmelsen er begrundet i, at der består et så nært økono-
misk fællesskab mellem ægtefæller, at det ville være urime-
ligt i forhold til tredjemand i god tro, hvis en ægtefælle, der
har givet den anden ægtefælle udseende af at være dispositi-
onsberettiget ved at overlade sine ejendele til brug i denne
ægtefælles erhvervsvirksomhed, skulle kunne kræve dispo-
sitionen omstødt.
Reglen vedrører alene ægtefællens legitimation til at handle
i forhold til tredjemand. Det afhænger af ægtefællernes ind-
byrdes aftale, om den ægtefælle, der indgik aftalen med
tredjemand, var bemyndiget hertil.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der er delings-
formue eller særeje i ægteskabet, og den finder også anven-
delse, selvom samlivet mellem ægtefællerne er ophævet på
grund af uoverensstemmelse.
Retsvirkningslovens § 14 foreslås uden indholdsmæssige
ændringer videreført i lovforslagets § 11. Det følger af den
foreslåede bestemmelse, at når en ægtefælle har overladt
løsøre til brug i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed,
bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om
løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med tredje-
mand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste eller
burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå afta-
len.
Den foreslåede § 11 er en undtagelse til den foreslåede be-
stemmelse i § 1, stk. 1 og 2, om ægtefællers særråden.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Til afsnit II
Til kapitel 4
Til § 12
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, kan ægtefæller ved
ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
1) At hver ægtefælle ved formuedeling efter separation el-
ler skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er
formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje).
2) I forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at
ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægte-
fælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).
Efter § 28, stk. 2, kan en aftale efter stk.1 angå en del af æg-
tefællernes ejendele, og aftalen kan tidsbegrænses og træffes
alene med henblik på en af ægtefællernes død.
Disse bestemmelser regulerer udtømmende, hvilke former
for særeje ægtefæller gyldigt kan aftale.
Skilsmissesæreje efter § 28, stk. 1, nr. 1, har betydning ved
formuedelingen ved separation og skilsmisse, hvor aktiver,
der er skilsmissesæreje, holdes uden for ligedelingen.
Ved en ægtefælles død bortfalder retsvirkningerne af skil-
smissesæreje, og de aktiver, der ville have været særeje ved
separation og skilsmisse, er delingsformue. Aktiverne indgår
derfor i ligedelingen mellem længstlevende og førsteafdødes
arvinger efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2.
At aktiverne er delingsformue ved førstafdødes død giver
den længstlevende ægtefælle mulighed for at overtage ægte-
fællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17.
Efter denne bestemmelse kan den længstlevende ægtefælle
overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo med
deres fælles livsarvinger. Hvis den førstafdøde ægtefælle ef-
terlader sig særlivsarvinger, kan boet efter § 18, stk. 1, kun
udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem. Den førstaf-
døde ægtefælles livsarvinger modtager som udgangspunkt
121
først deres arv efter førstafdøde, når længstlevende dør, og
delingsformuen skiftes.
Retsvirkningerne under ægteskabet af skilsmissesæreje
fremgår ikke af ordlyden eller bemærkningerne til særejer-
eglerne. Det er således ikke beskrevet, om skilsmissesæreje
skal behandles som særeje eller delingsformue under ægte-
skabet. Dette har navnlig betydning i forhold til anvendelsen
af de sociale beskyttelsesregler (se punk 3.7.). Spørgsmålet
ses ikke at være afklaret.
Efter § 28, stk. 1, nr. 2, kan ægtefællerne ved ægtepagt i for-
bindelse med en aftale om skilsmissesæreje aftale, at ejende-
le ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller den-
nes arvinger (fuldstændigt særeje).
Fuldstændigt særeje indebærer, at der er særeje under ægte-
skabet samt ved separation, skilsmisse og død, uanset hvem
af ægtefællerne der dør først.
Konsekvenserne af fuldstændigt særeje er blandt andet, at
reglerne om vederlagskrav, hvis en ægtefælle misbruger sin
rådighed over sin formue (se de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.), ikke finder anvendelse. Endvidere indebærer
det, at reglerne om, at en ægtefælles salg eller pantsætning
m.v. af visse aktiver, kræver samtykke fra den ægtefælle,
der ikke er (med)ejer af aktivet (se de almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.7.), heller ikke finder anvendelse. Bor fami-
lien i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle som fuld-
stændigt særeje, kan ejerægtefællen således sælge ejendom-
men uden den anden ægtefælles samtykke.
Det følger af sidste led i § 28, stk. 1, nr. 2, om dødsboskifte,
at når den ene ægtefælle dør, indgår fuldstændigt særeje ik-
ke formuedelingen ved en ægtefælles død.
Ved dødsboskifte ved den første ægtefælles død indebærer
dette, at den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes med førstafdødes arvinger, herunder den længstle-
vende ægtefælle, og at den længstlevende ægtefælle behol-
der sit fuldstændige særeje.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, om-
fatter det uskiftede bo efter arvelovens § 17 kun ægtefæller-
nes delingsformue og dermed ikke ægtefællernes fuldstæn-
dige særeje. Den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes således også i denne situation med førstafdødes ar-
vinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og den
længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Ved skifte af det uskiftede bo i længstlevendes levende live
beholder den længstlevende ægtefælle sit fuldstændige sær-
eje og skal ikke dele det med førstafdødes arvinger. Ved
skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død tilfalder
særejet alene længstlevendes arvinger.
Formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder skifte af
uskiftet bo, er nærmere beskrevet i de almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.22.1.
Efter § 28, stk. 2, 3. led, kan en aftale om skilsmissesæreje
eller fuldstændigt særeje træffes alene med henblik på en af
ægtefællernes død. Dette giver ægtefællerne mulighed for at
kombinere skilsmissesæreje for begge ægtefæller med fuld-
stændigt særeje for den ene ægtefælle. Dette kaldes kombi-
nationssæreje.
Kombinationssæreje er således en kombination af skilsmis-
sesæreje og fuldstændigt særeje. Ved kombinationssæreje er
der altid særeje ved separation og skilsmisse (skilsmissesær-
eje), og dette skilsmissesæreje bliver i bestemte situationer
særeje ved en ægtefælles død (dvs. fuldstændigt særeje).
Ægtefællerne kan aftale, i hvilke situationer der skal være
særeje ved en ægtefælles død afhængigt af, hvem af ægte-
fællerne der dør først. Skilsmissesæreje kan således kombi-
neres med særeje ved død på en række forskellige måder.
Kombinationssærejets betydning på et dødsboskifte afhæn-
ger derfor dels af den valgte kombination af skilsmissesær-
eje og fuldstændigt særeje og dels af, hvem af ægtefællerne
der dør først.
Valget af, i hvilke situationer der skal være særeje ved en
ægtefælles død, afhænger af, om ægtefællerne ønsker at be-
gunstige den ene af ægtefællerne ved dødsfaldet frem for
førstafdødes eller længstlevendes arvinger (ægtefællebegun-
stigende kombinationssæreje), eller om de ønsker at begun-
stige deres arvinger (arvingsbegunstigende kombinations-
særeje).
Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje anvendes i til-
fælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese den længstle-
vende ægtefælle fremfor ægtefællernes sær- og/eller fælles-
børn. Ægtefæller aftaler ofte et ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje, hvor ægtefællerne har skilsmissesær-
eje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved
førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne der dør først.
Dette indebærer, at førstafdødes formue er delingsformue.
Fordelene for den længstlevende er, at længstlevende har
mulighed for enten at sidde i uskiftet bo med førstafdødes
formue eller modtage boslod og arv af førstafdødes formue,
samtidig med at længstlevendes egen formue bliver særeje
og dermed ikke skal deles med førstafdødes arvinger, navn-
lig førstafdødes særbørn og ægtefællernes fællesbørn.
Arvingsbegunstigende kombinationssæreje anvendes i til-
fælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese enten førstafdø-
des eller længstlevendes arvinger fremfor ægtefællen. Ved
arvingsbegunstigende kombinationssæreje kan eksempelvis
førstafdødes arvinger tilgodeses ved, at førstafdødes formue
er fuldstændigt særeje, mens længstlevendes formue er de-
lingsformue. Dette indebærer, at førstafdødes formue ikke
deles med længstlevende, inden formuen deles med førstaf-
dødes arvinger (ægtefællen og førstafdødes børn). Samtidig
skal længstlevendes formue, der er delingsformue, deles lige
mellem førstafdødes arvinger og længstlevende. Længstle-
vende har ikke mulighed for at sidde i uskiftet bo.
122
Betegnelsen kombinationssæreje findes hverken i loven eller
i forarbejderne til den.
I det før omtalte meget anvendte ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje, hvor ægtefællerne kan aftale skilsmis-
sesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstleven-
de ved førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne, der
dør først, har den længstlevende ægtefælle mulighed for at
sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue, da den er de-
lingsformue, mens længstlevendes egen formue er fuldstæn-
digt særeje. Efter arvelovens § 23 indgår alt, hvad den
længstlevende erhverver, i det uskiftede bo, for så vidt det
ikke er gjort til særeje. Det betyder, at det uskiftede bo kun
kommer til at omfatte førstafdødes formue, da hele længstle-
vendes formue er fuldstændigt særeje.
Hvis ægtefæller aftaler arvingsbegunstigende kombinations-
særeje, hvor der skal være fuldstændigt særeje for førstafdø-
de, mens længstlevendes formue er delingsformue, har den
længstlevende ægtefælle efter arvelovens § 13 mulighed for
inden for sin arvelod af særejet at overtage aktiver af førstaf-
dødes fuldstændige særeje til vurderingsbeløbet.
I relation til anvendelsen af arvelovens §§ 13 og 23 er det
uden betydning, om den pågældende formue er fuldstændigt
særeje efter aftale (retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2) el-
ler efter tredjemandsbestemmelse (retsvirkningslovens 28
a), eller om formuen er fuldstændigt særeje som følge af en
aftale om kombinationssæreje, når formuen efter denne afta-
le ved førstafdødes død er fuldstændigt særeje. Det samme
gælder andre bestemmelser om fuldstændigt særeje i arvelo-
ven og dødsboskifteloven.
Af § 28, stk. 2, 1. led, fremgår, at en aftale om særeje kan
angå en del af ægtefællernes ejendele.
Bestemmelsen indebærer for det første, at en aftale om skil-
smissesæreje eller fuldstændigt særeje kan begrænses til at
omfatte et eller flere aktiver.
For det andet indebærer bestemmelsen, at en aftale om sær-
eje kan begrænses til at omfatte en brøkdel af en ægtefælles
aktiver. Brøkdelssæreje kan således defineres som en aftale,
hvor en bestemt brøkdel af en ægtefælles samlede formue
eller af enkelte aktiver skal være af én formueart, f.eks. fuld-
stændigt særeje, mens den resterende brøkdel skal bestå af
en eller flere andre formuearter, f.eks. skilsmissesæreje eller
delingsformue.
Brøkdelssærejet kan bestå af kombinationer af alle de tillad-
te formuearter. Angivelsen kan ske enten i brøker eller pro-
center og skal relateres til hver ægtefælles egen bodel. Æg-
tefæller kan eksempelvis aftale, at den ene ægtefælles som-
merhus skal være brøkdelssæreje, hvor 1/4 er fuldstændigt
særeje, og 3/4 er skilsmissesæreje eller delingsformue. Æg-
tefællerne kan derimod ikke lovligt aftale, at f.eks. 1/3 af
ægtefællernes samlede formue skal være den ene ægtefælles
fuldstændige særeje.
Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på for-
muearterne i brøkdelssærejet, og ved formuedelingen, hvor
ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de for-
skellige formuearter beløbsmæssigt.
Betydningen af, at et aktiv, der er brøkdelssæreje, sælges, og
salgsprisen anvendes til erhvervelse af et andet aktiv, er be-
skrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.
Når et aktiv er brøkdelssæreje, som omfatter delingsformue,
finder de sociale beskyttelsesregler i retsvirkningslovens §§
18-20 (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.7) anven-
delse. Er der tale om fast ejendom, der er familiens bolig,
kræver salg samtykke fra den anden ægtefælle. Endvidere
finder reglerne i § 23 om vederlagskrav ved misbrug af rå-
digheden over aktivet anvendelse (se de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.17.).
Et sumsæreje er en aftale om, at et bestemt beløb skal være
særeje, mens resten af den pågældende ægtefælles formue
skal være delingsformue. Ved sumfælleseje er situationen
den omvendte, således at et bestemt beløb er delingsformue
og resten særeje.
Sumsæreje og sumfælleseje er ikke nævnt i retsvirkningslo-
ven eller i bemærkningerne hertil, og det har givet anledning
til tvivl, om ægtefæller gyldigt kan indgå aftale herom. Der
synes dog at være enighed om, at et sumsæreje ikke kan væ-
re abstrakt. Således kan det f.eks. ikke gyldigt aftales, at
500.000 kr. af en ægtefælles formue er særeje, da det vil væ-
re en fravigelse af ligedelingsprincippet, der ikke har hjem-
mel hverken i loven eller i dens forarbejder. Derimod er der
enighed om, at sumsæreje eller sumfælleseje kan være gen-
standsrelateret, f.eks. således at det aftales, at 500.000 kr. af
friværdien i en ægtefælles ejendom skal være særeje med
den virkning, at ægtefællen ved skilsmisse forlods kan udta-
ge 500.000 kr., forudsat at friværdien i ejendommen udgør
mindst dette beløb.
Det er uafklaret, hvordan sumsærejet skal behandles, hvis et
aktiv, hvortil der er knyttet et genstandsrelateret sumsæreje,
sælges.
Med hjemmel i § 28, stk. 2, kan en aftale om særeje tidsbe-
grænses. Det kan dog ikke aftales, at en mindre byrdefuld
særejeform tidsbegrænses og derefter overgår til en mere
byrdefuld, f.eks. fra skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje.
Tilsvarende er der ikke adgang til tidsbegrænsning af de-
lingsformue, hvilket følger indirekte af § 28, stk. 2, hvoref-
ter alene en aftale efter stk. 1 om særeje kan tidsbegrænses.
Ophørstidspunktet for særeje skal være fastlagt, så det kan
angives på oprettelsestidspunktet, dvs. principielt på under-
skriftsdatoen. Dette krav medfører, at en tidsbegrænsnings
ophør ikke kan gøres afhængig af en uvis begivenheds ind-
træden, f.eks. at ægtefællerne får børn. Dette betyder, at man
allerede på aftaletidspunktet skal kunne fastlægge datoen for
særejets ophør.
123
Ægtefæller kan efter § 28, stk. 2, også aftale et såkaldt af-
trapningssæreje ved en kombination af brøkdelssæreje og
tidsbegrænsning. Denne særejeform er især relevant, hvor
ægtefællerne ønsker at øge delingsformuen, jo længere æg-
teskabet har varet.
Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at de skal have fuldstæn-
digt særeje i ægteskabet, men at dette skal aftrappes til fæl-
leseje med 1/10 om året over 10 år. Efter 10 års ægteskab er
ægtefællernes formue i det hele delingsformue.
Ligesom ved tidsbegrænset særeje skal tidspunkterne for de
enkelte aftrapningstrin være fastlagt på forhånd.
De gældende regler om særeje i § 28 blev indsat i retsvirk-
ningsloven ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og moderni-
sering inden for Justitsministeriets område), der trådte i kraft
den 1. juli 1990.
Efter bemærkningerne til forslaget til ændringsloven (Folke-
tingstidende 1989-90, tillæg A, side 749) var det Justitsmini-
steriets opfattelse, at en særejebestemmelse i en ægtepagt
oprettet inden lovens ikrafttræden måtte betragtes som en
bestemmelse om fuldstændigt særeje, medmindre dette se-
nere er ændret ved en ny ægtepagt.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at en særejebestem-
melse i en ægtepagt oprettet efter lovens ikrafttræden som
udgangspunkt skal fortolkes som en bestemmelse om skil-
smissesæreje, medmindre det klart fremgår af ægtepagtens
ordlyd, at der skal være fuldstændigt særeje efter lovens §
28, stk. 1, nr. 2.
Endelig fremgår det af bemærkningerne, at tredjemands be-
stemmelse om, at arv eller gave skal tilhøre modtageren som
særeje, som udgangspunkt skal fortolkes som en bestemmel-
se om skilsmissesæreje. Udtrykket fuldstændigt særeje skal
således være anvendt, for at man kan antage, at arven eller
gaven skal være fuldstændigt særeje efter § 28, stk. 1, nr. 2.
Dette omfatter testamenter oprettet både før og efter lovens
ikrafttræden, og gaver givet efter lovens ikrafttræden.
Hvis testator er afgået ved døden før lovens ikrafttræden, el-
ler hvis en testamentarisk bestemmelse før lovens ikrafttræ-
den er gjort uigenkaldelig, skal en særejebestemmelse dog
fortolkes som efter de hidtil gældende regler, dvs. som sær-
eje ved separation, skilsmisse og død. Det samme gælder
særejebestemmelse vedrørende en gave, der er overgivet før
lovens ikrafttræden.
Den foreslåede bestemmelse i § 12 viderefører den gælden-
de bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, stk. 1 og 2, idet
dog mulighederne for at aftale særeje foreslås udvidet.
Det foreslåede § 12, stk. 1, fastlægger udtømmende hvilke
særejetyper, ægtefæller fremover skal kunne aftale, og stk.
2-5 fastlægger, hvordan særejetyperne kan begrænses. Det
drejer sig om følgende:
At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skil-
smisse beholder sin formue, men at formuen deles ved en
ægtefælles død. Særeje efter denne bestemmelse betegnes
skilsmissesæreje (nr. 1).
At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skil-
smisse beholder sin formue, og at ægtefællens formue ved
formuedeling i forbindelse med dødsboskifte tilkommer den
pågældende ægtefælle eller dennes arvinger. Særeje efter
denne bestemmelse betegnes fuldstændigt særeje (nr. 2).
Kombinationssæreje, der indeholder en aftale om, at fuld-
stændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefæl-
lerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles
eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje (nr. 3).
Bestemmelserne i nr. 1 og 2 om skilsmissesæreje og fuld-
stændigt særeje viderefører uden indholdsmæssige ændrin-
ger de gældende bestemmelser herom i retsvirkningslovens
§ 28, stk. 1. Bestemmelsen i nr. 3 om kombinationssæreje
viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende
ulovbestemte ordning.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan en aftale efter
stk. 1 begrænses til at angå følgende:
1) Genstandssæreje, hvorefter et eller flere aktiver er sær-
eje.
2) Erhvervelsessæreje, hvorefter en del af en ægtefælles
formue afhængigt af, hvordan eller hvornår ægtefællen
har erhvervet den pågældende formue, er særeje.
3) Brøkdelssæreje, hvorefter en brøkdel eller procent af en
ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver er sær-
eje.
4) Sumsæreje, hvorefter et bestemt beløb eller et bestemt
beløb af værdien af et eller flere aktiver er særeje.
5) Sumdeling, hvorefter hele en ægtefælles formue med
undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af
et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktive er
delingsformue. Det pågældende beløb eller værdien af
de pågældende aktiver er således særeje.
Bestemmelserne i nr. 1-3 om genstandssæreje, erhvervelses-
særeje og brøkdelssæreje viderefører uden indholdsmæssige
ændringer de gældende bestemmelser herom i retsvirknings-
lovens § 28, stk. 2, første led.
Bestemmelserne i nr. 4 og 5 fastslår, at ægtefæller kan indgå
aftale om sumsæreje og sumdeling. Bestemmelserne videre-
fører den ordning, som formentlig har været gældende, men
udvider ordningens anvendelsesområde sådan, at sumsæreje
og sumdeling også kan aftales for en ægtefælles samlede
formue.
Genstandssæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, betyder, at
særeje kan begrænses til at angå et eller flere aktiver. F.eks.
kan ægtefællerne aftale skilsmissesæreje om den ene ægte-
fælles sommerhus, bil m.v.
Erhvervelsessæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, betyder,
at en del af en ægtefælles formue afhængigt af, hvordan el-
124
ler hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende for-
mue, er særeje. Ægtefællerne kan f.eks. aftale, at alt hvad de
ejede ved ægteskabets indgåelse, skal være særeje, eller de
kan aftale, at alt, hvad de erhverver ved arv og gave, skal
være særeje, herunder at arv fra en bestemt arvelader skal
være særeje, mens anden arv er delingsformue.
Brøkdelssæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 3 betyder, at
en aftale om særeje kan angå en brøkdel eller procent af en
ægtefælles formue eller en brøkdel eller procent af et eller
flere bestemte aktiver. Der kan aftales forskelligt brøkdels-
særeje for forskellige aktiver. Der er ikke sat grænser for,
hvor lille brøken kan være. Resten af formuen eller aktivet
er delingsformue. Bestemmelsen giver f.eks. mulighed for at
aftale, at en ægtefælles formue er en tredjedel delingsfor-
mue, en tredjedel skilsmissesæreje og en tredjedel fuldstæn-
digt særeje.
Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på for-
muearterne i brøkdelssærejet, og ved formuedelingen, hvor
ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de for-
skellige formuearter beløbsmæssigt.
Sumsæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 4, indeholder en
aftale om, at et bestemt beløb skal være særeje, mens resten
af den pågældende ægtefælles formue er delingsformue.
Ved sumdeling efter den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 5, er si-
tuationen den omvendte, således at et bestemt beløb er de-
lingsformue (sumdeling) og resten særeje.
Ved sumsæreje kan ægtefællerne kan f.eks. aftale, at
500.000 kr. af den ene ægtefælles formue skal være skil-
smissesæreje, hvilket indebærer, at den pågældende ægte-
fælle ved en skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr. af sin
formue, hvorefter resten skal indgå i formuedelingen. En så-
dan aftale kan f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne ønsker, at
formue, som den ene ægtefælle havde ved ægteskabets ind-
gåelse, skal holdes uden for delingen, og samtidig ønsker at
undgå en senere tvivl om formuens størrelse.
Sumsæreje og sumdeling kan være genstandsrelateret, f.eks.
således at 500.000 kr. af friværdien i den ene ægtefælles
ejendom er særeje med den virkning, at denne ægtefælle ved
skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr., forudsat at fri-
værdien i ejendommen udgør mindst dette beløb.
Falder værdien af en genstand, der er sumsæreje, er det de-
lingsformuen, der formindskes. Falder værdien til under
størrelsen af sumsærejet, formindskes særejet. Den man-
glende del af sumsærejet kan ikke udtages af ægtefællens
øvrige delingsformue.
Ægtefæller kan – tilsvarende sumsæreje – aftale sumdeling,
hvorefter alt, hvad ægtefællerne ejer eller fremtidigt erhver-
ver, skal være fuldstændigt særeje, idet dog f.eks. 500.000
kr. af den ene ægtefælles formue skal være delingsformue.
En sådan aftale om sumdeling kan f.eks. anvendes, hvis æg-
tefællerne som udgangspunkt ønsker fuldstændigt særeje om
alt, hvad de ejer, men at den ægtefælle, der har den mindste
formue, dog sikres et vist beløb i tilfælde af skilsmisse – i
eksemplet 250.000 kr., dvs. halvdelen af delingsformuen.
Ægtefæller kan efter det foreslåede stk. 3, der er ny, aftale,
at beløb, der er sumsæreje og sumdeling skal pristalsregule-
res efter nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et netto-
prisindeks. Dermed inflationssikres sumsæreje og sumde-
ling.
Efter det foreslåede stk. 4, der ligeledes er ny, kan det endvi-
dere aftales, at beløb, der er sumdeling skal forhøjes med et
årligt beløb eller en årlig procent eller skal optrappes (for-
øges) over en fastlagt periode.
Efter det foreslåede stk. 5 kan særeje efter stk. 1-4 tidsbe-
grænset eller aftrappes (begrænses) over en fastlagt periode.
Det skal fremgå af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsnin-
gen eller aftrapningen skal regnes fra. Særejet kan f.eks. af-
trappes med en bestemt brøkdel eller procentdel om året.
Ægtefæller kan således inden ægteskabet aftale, at et særeje
skal bortfalde f.eks. 10 år efter ægteskabets indgåelse, eller
de kan aftale, at særejet aftrappes med 1/5 om året eller over
en bestemt periode. Et såkaldt aftrapningssæreje er især re-
levant, hvor ægtefællerne ønsker at få større delingsformue,
jo længere ægteskabet varer.
Det kan derimod ikke aftales, at bortfald af et særeje kan gø-
res afhængig af uvisse fremtidige begivenheder, som f.eks.
at ægtefællerne får (flere) børn, køber hus sammen eller går
på pension.
Bestemmelsen indebærer, at det ikke gyldigt kan aftales, at
delingsformue kan tidsbegrænses eller aftrappes. En særeje-
aftale kan således indeholde en aftale om, at særejet begræn-
ses, således at delingsformuen øges, mens det ikke kan afta-
les, at særejet skal øges, bortset fra pristalsreguleringen i det
foreslåede stk. 3. Tilsvarende kan en mindre byrdefuld sær-
ejeform ikke tidsbegrænses til at overgå til en mere byrde-
fuld form, f.eks. fra skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje.
Det kan heller ikke aftales, at aftrapning og bortfald af sær-
ejet er betinget af andre omstændigheder.
Et særeje ophører automatisk ved en tidsbegrænsnings op-
hør og ved forbrug af særejet.
Det foreslåede stk. 5 viderefører således bestemmelsen om
tidsbegrænset særeje i retsvirkningslovens § 28, stk. 2, uden
indholdsmæssige ændringer, men med bestemmelsen fasts-
lås kravet om, at tidspunktet for særejets helt eller delvise
ophør skal være fastlagt i aftalen.
Afhændes et særejeaktiv, bliver det, der træder i stedet for
særejet, også særeje. Der henvises til de foreslåede §§ 24 og
25 samt bemærkningerne dertil.
Efter den foreslåede § 20 kan en ægtepagt ændres ved en se-
nere ægtepagt. En ægtefælle kan således ikke ensidigt ændre
et aftalt særeje, heller ikke selvom ændringen er til fordel
125
for den anden ægtefælle, f.eks. ved at ophæve et særeje,
hvorefter formuen bliver delingsformue.
Lovforslagets § 12 fastlægger ligesom retsvirkningslovens
§ 28 udtømmende, hvilke særejetyper ægtefæller kan aftale.
I lovforslagets § 23 foreslås det, at den foreslåede § 12 skal
finde tilsvarende anvendelse på tredjemands bestemmelser
om særeje, bortset fra bestemmelserne om sumsæreje og
sumdeling.
Det bemærkes, at retsvirkningslovens § 28, stk. 3, hvorefter
aftale om særeje som udgangspunkt omfatter, hvad der træ-
der i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af
disse ejendele, foreslås videreført i lovforslagets § 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.8.
Til § 13
Efter retsvirkningslovens § 16 h, stk.1, kan ægtefæller ved
ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje i
overensstemmelse med de muligheder for særeje, der findes
i retsvirkningslovens § 28. En sådan aftale kan også omfatte
fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Efter bestemmelsen kan ægtefællerne f.eks. aftale, at en
pensionsrettighed skal være skilsmissesæreje eller fuldstæn-
digt særeje, samt at særejet skal være tidsbegrænset.
Bestemmelsen omfatter både privatpension og pension op-
rettet som led i ansættelsesforhold.
Da rimelige pensionsrettigheder efter den retsvirkningslo-
vens § 16 b ikke indgår i formuedelingen, vil det som ud-
gangspunkt ikke være nødvendigt at aftale, at en pensions-
rettighed er særeje, for at kunne holde rettigheden uden for
formuedelingen.
Overstiger en pensionsrettighed imidlertid det rimelige, skal
den overskydende del af rettigheden deles, men dette undgås
ved at aftale, at rettigheden er særeje. Når rettigheden er
særeje, er den endvidere ikke omfattet af reglerne om pensi-
onskompensation i loven §§ 16 d og 16 e.
Ægtefællerne kan aftale, at allerede foretagne indbetalinger
skal være særeje, og også at fremtidige indbetalinger på pen-
sionsrettigheden skal være særeje. Aftaler ægtefællerne, at
pensionsrettigheden skal være særeje, vil dette som ud-
gangspunkt også omfatte fremtidige indbetalinger.
Den foreslåede bestemmelse i § 13 viderefører uden ind-
holdsmæssige ændringer den gældende bestemmelse i § 16
h, stk. 1. Efter § 13 kan ægtefæller således ved ægtepagt af-
tale, at en pensionsrettighed skal være særeje efter de mulig-
heder for særeje, der findes i lovforslagets § 12. En sådan
aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensi-
onsrettigheden.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.8.
Til § 14
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, kan der ved ægte-
pagt ikke kan træffes nogen bestemmelse, der strider mod
gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje. Det
fremgår således indirekte af bestemmelsen, at ægtefæller
ved ægtepagt kan aftale ændringer af tredjemandsbestemt
særeje, forudsat at aftalen er i overensstemmelse med sær-
ejebestemmelsen, eksempelvis hvis tredjemand har bestemt,
at ægtefællerne kan ophæve en særejebestemmelse, når de
har været gift i et vist antal år.
Bestemmelsen i § 28 b, stk. 2, foreslås videreført i lovforsla-
gets § 14, stk. 2.
Tredjemandsbestemt særeje kan således kun ændres, hvis
tredjemand har bestemt, at dette kan ske. I relation til gaver
kan tredjemand efter fuldbyrdelsen af gaven give samtykke
til ændring af den oprindelige særejebestemmelse.
Hvis ægtefællerne opretter en ægtepagt i strid med tredje-
mands bestemmelser, er ægtepagten ugyldig.
Med lovforslagets § 14, stk. 1, foreslås det lovfæstet, at æg-
tefæller ved ægtepagt kan aftale, at særeje bestemt af tredje-
mand helt eller delvist skal være delingsformue, eller at sær-
ejet skal være en anden form for særeje i overensstemmelse
med lovforslagets § 12.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er en aftale efter
stk. 1 kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tred-
jemands bestemmelser om særeje. Reglerne om tredje-
mandsbestemt særeje findes i lovforslagets kapitel 7.
Den foreslåede § 14 omfatter også tredjemandsbestemt sær-
eje efter § 103, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler og § 3, stk.
2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsop-
sparing i pengeinstitutter. Ved følgelovsforslagets §§ 8 og 9
foreslås det, at der i disse to bestemmelser indsættes henvis-
ning til lovforslagets 12 om særejeformerne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.8.
Til kapitel 5
Til § 15
Det følger af retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2, at ægtefæller
ved ægtepagt kan aftale, at værdien af en kapital- eller rate-
pensionsordning skal indgå i formuedelingen ved separation
eller skilsmisse. Bestemmelsen omfatter i dag også alders-
pension, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.2.
Baggrunden for bestemmelsen er, at efter lovens § 16 b, stk.
1, indgår en ægtefælles rimelige pensionsrettigheder ikke i
formuedelingen. § 16 h, stk. 2, giver ægtefæller mulighed
for at fravige dette ved at aftale, at værdien af alders-, kapi-
tal- og ratepensioner skal indgå i formuedelingen ved sepa-
ration og skilsmisse. Det er således værdien af pensionen og
ikke selve pensionen, der indgår i formuedelingen.
126
Bestemmelsen omfatter ikke andre pensionsrettigheder end
alders-, kapital- og ratepensioner. Bestemmelsen giver såle-
des ikke mulighed for at aftale, at værdien af en kollektiv
pensionsrettighed eller en tjenestemandspension skal være
delingsformue.
Bestemmelsen omfatter ikke aftaler om deling af pensions-
rettigheder ved en ægtefælles død, da den længstlevende
ægtefælles pensionsrettigheder og lignende rettigheder efter
lovens § 16 a, stk. 1, ikke indgår i formuedelingen ved en
ægtefælles død.
En aftale efter § 16 h, stk. 2, vedrører ikke værdien af pensi-
onsordningen ved aftalens indgåelse, men den til enhver tid
værende værdi, dvs. i praksis værdien ved formuedelingen.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 viderefører uden ind-
holdsmæssige ændringer retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.9.
Til § 16
Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om er-
statning og godtgørelse for personskade (personskadeerstat-
ning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsør-
ger (forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kra-
vet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af dom-
stolene.
Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i
stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formue-
fællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af æg-
teskabs ophør eller separation. Erstatningen eller godtgørel-
sen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatnin-
gen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen el-
ler godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter en lang række andre erstat-
ninger m.v. Dette er beskrevet i de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.16.1.3.
Det er uafklaret, om ægtefæller ved forhåndsaftale kan fra-
vige erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og aftale, at er-
statninger m.v., der efter bestemmelsen ikke indgår i for-
muedelingen, skal indgå i formuedelingen.
Det foreslås med lovforslagets § 16, der er ny, at ægtefæller
ved ægtepagt skal kunne indgå en forhåndsaftale om, at de
omhandlede erstatninger helt eller delvist skal indgå i for-
muedelingen ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles
død.
Herved får en ægtefælle, der har modtaget eksempelvis en
personskadeerstatning, mulighed for at sikre den anden æg-
tefælle, der måske har indrettet sin tilværelse ud fra hensy-
net til den tilskadekomne ægtefælle, en kompensation i form
af andel i erstatningen.
Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en
ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør
først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes
rettigheder.
Det bemærkes, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, fore-
slås videreført i lovforslagets § 36, men med udvidet anven-
delsesområde.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.9.
Til § 17
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægte-
fællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhver-
ver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt
det ikke er gjort til særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får
reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på rettig-
heder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i
den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse
rettigheder særligt gældende regler.
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af rets-
virkningslovens § 15, stk. 2, omfatter bl.a. ophavsrettighe-
der, ret til biblioteksafgifter, bundne opsparinger, båndlagt
arv (arvelovens §§ 53-58) og gave samt goodwill.
Retsvirkningslovens § 15, stk. 2, foreslås videreført i lovfor-
slagets § 37.
Det foreslås, at ægtefæller skal kunne indgå forhåndsaftaler
om deling af værdien af en personlig og uoverdragelig ret-
tighed. Efter den foreslåede bestemmelse herom i lovforsla-
gets § 17 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at værdien af
en rettighed omfattet af den foreslåede § 37 helt eller delvist
skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at
gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis
en bestemt ægtefælle dør først.
Sådanne aftaler kan indgås for alle typer af uoverdragelige
og personlige rettigheder. Ægtefæller kan f.eks. aftale, at
værdien af en personlig goodwill, som tilhører den ene æg-
tefælle, skal indgå i delingen ved separation eller skilsmisse
med den virkning, at værdien skal gøres op og indgå i for-
muedelingen.
En aftale efter § 17 vedrører ikke værdien af den pågælden-
de rettighed ved aftalens indgåelse, men den til enhver tid
værende værdi, dvs. i praksis værdien ved formuedelingen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.9.
Til § 18
I gældende ret er der ikke lovfæstet regler om fradrag af
gæld, bortset fra ægtefælleskiftelovens § 58, stk. 1, hvorefter
det er overskuddet af bodelene, der deles. Der er ikke efter
gældende ret adgang til at indgå en forhåndsaftale om, i
hvilket omfang gæld skal kunne fradrages i delingsformuen.
Som noget nyt foreslås det i lovforslagets § 18, at ægtefæller
skal kunne indgå en sådan aftale ved ægtepagt.
127
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan ægtefæller ved
ægtepagt aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages ved
opgørelsen af den formue, der efter lovforslagets § 26 skal
deles ved separation og skilsmisse.
Adgangen til at aftale fradrag for gæld foreslås begrænset
ved bestemmelserne i stk. 2-4 og den foreslåede § 30.
En aftale om, at en gældspost ikke skal kunne fradrages ved
opgørelsen af delingsformuen, får den virkning, at gælden
bæres af ægtefællens særejeaktiver eller andre aktiver, der
ikke indgår i formuedelingen, herunder navnlig personlige
erstatninger, jf. lovforslagets § 36. Har den ægtefælle, hvis
gældspost efter aftalen skal holdes udenfor delingen, ikke
aktiver, der kan holdes uden for delingen, og som kan dæk-
ke gælden, vil aftalen indebære, at den formue, der skal de-
les, deles skævt til fordel for den anden ægtefælle, således at
denne bliver stillet, som om gælden ikke fandtes.
Ægtefæller kan med denne bestemmelse holde bestemte
gældsposter udenfor delingen. Ægtefæller kan eksempelvis
aftale, at den enes studiegæld ikke skal kunne fradrages i de-
lingsformuen, eller at halvdelen af gælden på den anden æg-
tefælles kontokort skal fradrages i delingsformuen.
Der er som udgangspunkt fri adgang til at aftale, hvilken
gæld der skal fradrages i delingsformuen, og hvilken gæld
der ikke kan fradrages. Det er med de undtagelser, der følger
af det foreslåede stk. 2, endvidere muligt at indgå aftaler om
fremtidig sikret gæld, der skal fradrages i delingsformuen,
og hvilken der ikke kan fradrages. Ægtefæller kan således
f.eks. aftale, at den studiegæld, en af dem stifter fremover,
ikke skal kunne fradrages i delingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefællerne
ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåel-
se eller stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter lovfor-
slagets § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i formue, der ikke
indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen. Denne
bestemmelse har til formål at forhindre, at ægtefæller indgår
aftale om, at fremtidig gæld, der efter § 29, stk. 2, påhviler
særeje, skal fratrækkes i delingsformue. Ægtefæller kan så-
ledes f.eks. ikke aftale, at al gæld, som manden fremtidig
optager med sikkerhed i sin særejeejendom, skal fradrages i
delingsformuen.
Ved aftale om, at gæld, der påhviler særeje, efter den fore-
slåede § 29, stk. 2, skal fratrækkes i delingsformuen, er det
således et krav, at den gæld, aftalen vedrører, er stiftet se-
nest i forbindelse med aftalens indgåelse, således at ægte-
fællerne har mulighed for at overskue, hvilken gæld der er
omfattet af aftalen. At gælden skal være stiftet "i forbindelse
med aftalen" indebærer, at gælden ikke behøver at være stif-
tet inden indgåelsen af aftalen. Der er ikke noget til hinder
for, at gælden først stiftes efter indgåelsen af aftalen, således
gældsstiftelsen sker i forlængelse af aftalen. Selvom et lån
først bevilges nogen tid efter aftalen, kan lånet være omfat-
tet af bestemmelsen, hvis ægtefællen ansøgte om lånet i for-
bindelse med aftalen om gælden, men sagen trak ud, f.eks.
på vurdering af ægtefællens kreditværdighed.
For så vidt angår usikret gæld, der ikke er knyttet til et be-
stemt aktiv, og som efter lovforslagets § 29, stk. 3, skal fra-
drages med en forholdsmæssig andel i henholdsvis delings-
formuen og den formue, der ikke indgår i delingen, kan æg-
tefæller frit aftale en anden fordeling også for gæld, der end-
nu ikke er stiftet. Ægtefællerne kan således f.eks. aftale, at
hele mandens fremtidige studiegæld ikke skal kunne fradra-
ges i delingsformuen, eller at intet af studiegælden skal fra-
trækkes i delingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan ægtefæller
endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformu-
en ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller
skilsmisse. Ægtefællerne kan således ikke f.eks. aftale, at
pantegælden i den ene ægtefælles særejeejendom skal fra-
drages i delingsformuen, hvis ægteskabet ophører ved en
ægtefælles død, men ikke hvis ægtefællerne bliver separeret
eller skilt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 kan en aftale efter
stk. 1 ikke tidsbegrænses.
Med henvisningen i stk. 1 til lovforslagets § 30 kan en aftale
om fordelingen af gæld ikke medføre, at en ægtefælle ved
formuedelingen skal aflevere så meget af sin formue til den
anden ægtefælle, at den pågældende ikke har tilstrækkelige
midler til at dække sine forpligtelser og kreditorer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.14.
Til kapitel 6
Til § 19
I overensstemmelse med gældende ret foreslås det med lov-
forslagets § 19 lovfæstet, at også kommende ægtefæller kan
oprette en ægtepagt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Til § 20
Efter retsvirkningslovens § 35 skal en ægtepagt oprettes
skriftlig og under parternes hånd. En umyndig ægtefælle
skal også underskrive ægtepagen. Samtykke fra værgen gi-
ves ved underskrift på ægtepagten. Bestemmelsen gælder
for alle former for ægtepagt.
Efter lovens § 37 må en ægtepagt for at blive gyldig tingly-
ses i personbogen.
Kravene i §§ 35 og 37 indeholder gyldighedsbetingelser så-
vel mellem parterne som i forhold til tredjemand.
Ved tinglysning sikres det, at eventuelle ægtepagter kommer
frem ved en ægtefællernes separation, skilsmisse og død, og
at en ægtefælle ikke kan destruere en ægtepagt, som er til
skade for den pågældende.
128
Der gælder ingen tidsfrist efter underskrivningen af en ægte-
pagt til at anmelde den til tinglysning. En anmeldelse til tin-
glysning efter separation, skilsmisse eller den ene ægtefæl-
les død har dog ingen retsvirkninger, heller ikke selvom æg-
tepagten skulle blive tinglyst. Dette gælder også i tilfælde,
hvor en ægtepagt er anmeldt før en ægtefælles død, men af-
vist ved en fejl og efter dødsfaldet anmeldt på ny.
Tinglysning sker i personbogen, der føres af Tinglysnings-
retten, jf. tinglysningslovens kapitel 7. Tinglysning af ægte-
pagter i personbogen er nærmere reguleret i tinglysningslo-
vens kapitel 1 og i § 17 i bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts
2011 om tinglysning i personbogen.
Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter
tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan tinglysning alene ske på
grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital
signatur. Efter lovens § 7, stk. 5, kan justitsministeren fast-
sætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital signa-
tur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumen-
ter, om fremgangsmåden herved og om retsvirkningerne he-
raf.
Ægtepagter anmeldes digitalt til tinglysning på samme måde
som dokumenter om overdragelse og belåning af fast ejen-
dom m.v. I det digitale tinglysningssystem kan ægtefæller
underskrive en ægtepagt digitalt samtidig med, at ægtepag-
ten med digital underskrift anmeldes til tinglysning i tingly-
sningssystemet.
Hvis ægtefællerne underskriver en ægtepagt i hånden, kan
den indlægges (uploades) i tinglysningssystemet, og ægte-
fællerne kan herefter i fællesskab anmelde den til tinglys-
ning med digital underskrift. Hvis kun den ene ægtefælle
underskriver anmeldelsen af en ægtepagt, tinglyses ægte-
pagten med frist til fremvisning af den originalt underskrev-
ne ægtepagt.
Udover de formelle betingelser, der skal være opfyldt for en
korrekt digital tinglysning, foretager Tinglysningsretten en
prøvelse af ægtepagten. Ved prøvelsen påser Tinglysnings-
retten, at de aktiver, som ægtepagten vedrører, klart kan
identificeres, og at aftalen i ægtepagten er i overensstem-
melse med de muligheder, som retsvirkningsloven giver æg-
tefæller til at indgå aftale om formueordningen i deres ægte-
skab. Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter følger ikke
direkte af tinglysningsloven, men er udviklet i retspraksis.
Om specifikationskravet henvises til de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.10.1.1.
Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den ved en se-
nere formuedeling skal anses for materielt gyldig. Der er så-
ledes ikke noget til hinder for, at en ægtefælle senere gør
gældende, at eksempelvis en særejebestemmelse i en tin-
glyst ægtepagt er ugyldig, fordi den falder uden for, hvad
ægtefællerne kan aftale efter retsvirkningsloven. Endvidere
er tinglysning ikke til hinder for, at en ægtepagt tilsidesættes
efter de almindelige ugyldighedsregler i aftaleloven.
En ægtepagts retsvirkninger regnes fra den dag, hvor den
anmeldes til tinglysning.
Ofte opretter ægtefæller et testamente og en ægtepagt samti-
dig. Der er ikke noget til hinder for, at ægtefællerne under-
skriver ægtepagten for notaren samtidig med testamentet,
blot de derefter sørger for, at ægtepagten anmeldes digitalt
til tinglysning.
Bestemmelserne i retsvirkningslovens §§ 35 og 37 foreslås
sammenskrevet og videreført uden indholdsmæssige æn-
dringer i lovforslagets § 20, 1. pkt. Efter denne bestemmelse
er en ægtepagt kun gyldig, når den er underskrevet af begge
ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i
tinglysningsloven. Som efter den gældende ordning kan æg-
tepagten underskrives digitalt.
Bestemmelsen gælder for alle former for ægtepagt, herunder
ægtepagt om særeje (kapitel 4), om forhåndsaftaler om for-
muedelingen (kapitel 5), om surrogater for og indtægter af
særeje (§ 25, stk. 2), og om lovvalg (§ 66, stk. 2, og § 79).
Skal en ægtefælles værge efter værgemålsloven give sam-
tykke til ægtepagten, er ægtepagten efter det foreslåede 2.
pkt. kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den. Der
tages ikke i 2. pkt. stilling til, hvornår en værge skal samtyk-
ke i oprettelsen af en ægtepagt. Dette afgøres efter værge-
målsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Til § 21
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 1, kan en ægtepagt æn-
dres ved en senere ægtepagt.
Bestemmelsen foreslås videreført i lovforslagets § 21 uden
indholdsmæssige ændringer, idet det dog foreslås, at det i
bestemmelsen fastslås, at en ægtepagt også kan ophæves
ved ægtepagt.
Henvisningen til lovforslagets § 20 indebærer, at en ægte-
pagt om ændring af en ægtepagt kun er gyldig, når den er
underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen,
samt eventuelt også af underskrevet af værgen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Til § 22
Efter retsvirkningslovens § 49 har enhver af ægtefællerne ret
til at begære ægtepagten tinglyst i personbogen. Det fore-
slås, at § 49 med uden indholdsmæssige ændringer viderefø-
res i lovforslagets § 22.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 kan enhver af ægte-
fællerne anmode om, at en ægtepagt tinglyses, også selvom
den anden ægtefælle protesterer.
Henvisningen til lovforslagets §§ 20 og 21 indebærer, at æg-
tepagten skal være underskrevet af begge ægtefæller og
129
eventuelt også af værgen, samt at ægtepagten kun kan æn-
dres og ophæves ved ægtepagt.
Hvis en ægtefælle uden den anden ægtefælles medvirken vil
tinglyse en ægtepagt, som begge ægtefæller har underskre-
vet, kan den pågældende ægtefælle anmelde ægtepagten til
tingslysning ved at indlægge (uploade) ægtepagten i tingly-
sningssystemet. Ægtepagten vil herefter blive tinglyst med
frist til fremvisning af den originalt underskrevne ægtepagt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Til kapitel 7
Til § 23
Efter retsvirkningslovens § 28 a, 1. pkt., kan en arvelader el-
ler gavegiver vedrørende arv og gave træffe tilsvarende be-
stemmelse om særeje, som ægtefæller kan aftale efter lovens
§ 28. Bestemmelsen indebærer, at arv og gave indgår i for-
muedelingen, medmindre arvelader og gavegiver har be-
stemt, at arven og gaven skal være særeje.
En særejebestemmelse efter § 28 a gælder også, selvom æg-
tefællen modtog arven eller gaven inden ægteskabet.
Efter § 28 a, 2. pkt., skal en bestemmelse om, at arv skal væ-
re særeje, træffes ved testamente. Det er dog tilstrækkeligt,
at der foreligger en formløs testamentarisk bestemmelse her-
om, hvis der ikke foreligger indsigelser, jf. arvelovens § 79.
En bestemmelse om, at arveforskud skal være særeje, skal
være truffet senest samtidig med, at arveforskuddet ydes.
Det er ikke tilstrækkeligt, at det er bestemt i et testamente, at
den arv, der ydes forskud på, skal være særeje.
Generelt gælder der ingen formkrav til gaver. Bestemmelse
om, at en gave skal være særeje, skal træffes senest samti-
digt med gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodta-
geren.
Har en arvelader eller gavegiver bestemt, at arven eller ga-
ven skal være særeje, kan gavemodtageren og dennes ægte-
fælle ifølge retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, ikke aftale
noget, der strider mod særejebestemmelsen. Har arvelader
således f.eks. bestemt, at en arv skal være fuldstændigt sær-
eje, kan arvingen og dennes ægtefælle ikke ved ægtepagt af-
tale, at arven skal være delingsformue.
Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og
dennes ægtefælle skal kunne ændre en særejebestemmelse,
og der kan fastsættes betingelser herfor. Arveladers bestem-
melser herom skal fremgå af testamentet. Tilsvarende træf-
fes en gavegivers bestemmelser herom ved gaveløftet eller
gavens overgivelse til gavemodtageren, men der er ikke no-
get til hinder for, at gavegiver senere accepterer ophævelse
eller fravigelse af den oprindelige særejebestemmelse.
En arvelader kan således f.eks. i testamentet bestemme, at
arven skal være modtagerens fuldstændige særeje, men at
modtageren og dennes ægtefælle kan aftale, at arven i stedet
skal være delingsformue, forudsat at ægteskabet på det tids-
punkt, hvor modtageren og ægtefællen indgår en sådan afta-
le, har varet mindst 10 år. En sådan aftale skal indgås ved
ægtepagt.
Ovenstående gælder, uanset om ægtefællen havde modtaget
arven eller gaven inden ægteskabet, og uanset om testamen-
tet eller gavebrevet var oprettet inden ægteskabet.
§ 103, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler og § 3, stk. 2, i lov
om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i
pengeinstitutter indeholder regler om, at forsikringstager og
kontohaver ved testamente eller ved indsættelse som begun-
stiget kan bestemme, at forsikringen m.v. skal være den be-
gunstigedes særeje.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 28 a videreføres i lov-
forslagets § 23, der udbygges med lovfæstelse af en gælden-
de ordning for tredjemands bestemmelser om særeje vedrø-
rende arv og gave.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, kan arvela-
der og gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje,
som ægtefæller kan aftale efter lovforslagets § 12. Det fore-
slås dog, at arvelader og gavegiver ikke skal kunne træffe
bestemmelse om sumsæreje eller sumdeling efter lovforsla-
gets § 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Dette skyldes, at en bestemmel-
se om sumsæreje bl.a. vil betyde, at en arving vil kunne for-
bruge hele arven og stadig kunne udtage sumsærejet ved
formuedelingen. Tilsvarende vil arvingen ved bestemmelse
om sumdeling kunne forbruge arven og alligevel ved for-
muedeling kunne udtage den del af arven, der oversiger de-
lingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan arvelader og
gavegiver bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle
skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1, og
arvelader og gavegiver kan fastsætte betingelser herfor. Med
denne lovfæstes den gældende ulovbestemte ordning.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 skal bestemmelse
efter stk. 1 og 2 vedrørende arv træffes ved testamente.
Hvis en tredjemand træffer bestemmelse om, at gave eller
arv skal tilhøre en ægtefælle som "særeje" uden nærmere at
præcisere, hvilken af særejetyperne i den foreslåede § 12 ar-
ven eller gaven skal være, forudsættes det som i dag, at ud-
gangspunktet for fortolkningen af særejebestemmelse er, at
der alene sigtes til skilsmissesæreje. Der henvises til be-
mærkningerne til lovforslagets § 12.
Bestemmelsen i § 23 hænger sammen med lovforslagets
§ 14, der giver ægtefæller mulighed for ved ægtepagt at af-
tale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver helt eller
delvist skal være en anden form for særeje eller skal være
delingsformue, dog forudsat at aftalen er i overensstemmel-
se med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje.
Det bemærkes, at i følgelovforslagets §§ 8 og 9 foreslås
§ 103, stk. 2, i forsikringsaftaleloven og § 3, stk. 2, i pensi-
130
onsopsparingsloven ændret sådan, at den berettigede kan
træffe bestemmelse om særeje, efter den foreslåede bestem-
melse i § 23, stk. 1 og 2, i dette lovforslag. Herefter vil den
berettigede kunne træffe samme bestemmelser om særeje
som en arvelader og gavegiver.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.
Til kapitel 8
Til § 24
Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv,
der er erhvervet for både særeje og delingsformue, skal be-
handles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Dette spørgs-
mål ses heller ikke afklaret i praksis.
Sådan sammenblanding kan opstå, når en ægtefælle køber et
aktiv for både delingsformue og særeje.
Sammenblanding kan også opstå, når et aktiv erhverves del-
vis som arv eller gave med en bestemmelse fra tredjemand
om særeje, og således at arvingen eller gavemodtagerne
overtager den gæld, der hæfter på aktivet, og/eller betaler et
delvist vederlag med delingsformue.
Der er heller ikke fuldt ud taget stilling til behandlingen af
et aktiv, der erhverves for særeje og gældsovertagelse eller
lånoptagelse.
Højesteret har dog ved dom af 3. november 2016 (sag
46/2016) fastslået, at et behæftet aktiv, der modtages som
gave med særejebestemmelse, i sin helhed er særeje, Efter
dommen er det dog en betingelse for, at aktivet er særeje, at
overdragelsen af aktivet indeholdt et betydeligt gaveele-
ment, I den konkrete sag, hvor værdien af gaven udgjorde
44,12 pct. af aktivets værdi, fandt Højesteret, at aktivet i sin
helhed var særeje. Det må antages, at tilsvarende gælder be-
hæftede aktiver, der modtages som arv med særejebestem-
melse.
På baggrund af denne dom må det også antages, at et aktiv,
som en ægtefælle erhverver for særeje og gældsovertagelse
eller lånoptagelse, er særeje, i hvert fald hvis særejeandelen
er betydelig.
Det er endvidere i retspraksis fastslået, at aktivets status el-
ler formueart (delingsformue, særeje eller en kombination af
delingsformue og særeje) fastlægges ved erhvervelsen. Se-
nere indskud i aktivet ændrer ikke aktivets status. Når et ak-
tiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af aktivet fi-
nansieres med delingsformue, udløses der et vederlagskrav
efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter den anvendte
delingsformue ved formuedelingen tilbageføres til delings-
formuen og dermed indgår i ligedelingen.
Med lovforslagets § 24 foreslås det, at spørgsmålet om sam-
menblanding af særeje og delingsformue løses således:
Efter den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 1, er et aktiv,
der erhverves dels for midler, der er særeje, og dels for mid-
ler, der ikke er særeje, brøkdelssæreje, jf. lovforslagets § 12,
stk. 1, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de
midler, der er anvendt ved erhvervelsen.
Som ved ægtepagter om brøkdelssæreje er der ikke grænser
for, hvor små brøkerne kan være. Der vil således kunne op-
stå situationer, hvor et aktiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks.
særejet kun udgjorde 1 pct. af købesummen.
Reglen finder også anvendelse på sammenblanding af mid-
ler, der er forskellige former for særeje.
Erhverves et aktiv f.eks. for 50 pct. midler, der er skilsmis-
sesæreje, og 50 pct. midler, der er fuldstændigt særeje, bli-
ver aktivet brøkdelssæreje, således at halvdelen er skilsmis-
sesæreje og halvdelen fuldstændigt særeje.
Hvis aktivet på et senere tidspunkt sælges, vil salgssummen,
og hvad der købes for denne, også være brøkdelssæreje.
Anvendes der efter erhvervelsen særejemidler til at forbedre
et aktiv, der er delingsformue, eller omvendt, anvendes reg-
lerne i lovforslagets §§ 38 og 39 om reguleringskrav.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er et aktiv, der er-
hverves dels for midler, der er særeje, og dels ved gælds-
overtagelse eller lånoptagelse, særeje af samme art som de
anvendte særejemidler.
Der stilles ikke krav til udbetalingens størrelse. Afdrages
gælden med delingsformue, vil den anden ægtefælle have et
reguleringskrav efter lovforslagets § 38.
Efter lovforslagets § 23 kan en gavegiver eller arvelader ve-
drørende gave eller arv stort set træffe tilsvarende bestem-
melse om særeje som efter den foreslåede § 12. Dette inde-
bærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på sam-
me måde som aftalt særeje i relation til sammenblanding af
særeje, delingsformue, gældsovertagelse og lånoptagelse i
lovforslagets § 24, der således ikke kun anvendes på aftalt
særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.
Til § 25
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, er alt, hvad ægtefæl-
lerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver,
delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestem-
melsen indebærer bl.a., at det, der træder i stedet for et aktiv,
der er delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter
af delingsformue ligeledes er delingsformue.
Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om
særeje omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der
efter aftalen er særeje, og at indtægter af disse aktiver ligele-
des er særeje.
Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat.
131
Ægtefæller kan efter § 28, stk. 3, ved ægtepagt aftale, at det,
der træder i stedet for særeje, samt indtægter af særeje skal
være delingsformue.
Derimod kan ægtefæller ikke aftale, at surrogater for akti-
ver, der er delingsformue, skal være særeje. De kan således
eksempelvis ikke aftale, at hvis en ejendom, der er delings-
formue, sælges, så skal salgsprovenuet være særeje.
Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en ind-
tægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistig-
ning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele
salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget
siden særejeaftalen.
Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrø-
rende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om sær-
eje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt
særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i re-
lation til surrogater og indtægter.
Retsvirkningslovens § 28, stk. 3, foreslås uden indholds-
mæssige ændringer videreført i lovforslagets § 25.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 25, stk. 1, er det, der
træder i stedet for særeje og indtægter af særeje, særeje.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefællerne
ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje,
skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være
delingsformue. En sådan aftale kan ikke tidsbegrænses.
Har ægtefællerne aftalt genstandsrelateret sumsæreje eller
sumdeling efter lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 4 og 5, og sæl-
ges den genstand, som beløbet relaterer sig til, vil beløbet
fremover skulle relateres til det eller de aktiver, der træder i
stedet for den oprindelige genstand. Har ægtefællerne såle-
des f.eks. aftalt, at 500.000 kr. af værdien af mandens hus
skal være sumsæreje, og sælger manden huset og anvender
salgsprovenuet til køb af et nyt hus, vil 500.000 kr. af værdi-
en af det nye hus derefter være sumsæreje.
Efter lovforslagets § 23 kan en gavegiver eller arvelader ve-
drørende gave eller arv stort set træffe tilsvarende bestem-
melse om særeje som efter den foreslåede § 12. Dette inde-
bærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på sam-
me måde som aftalt særeje i relation til surrogater og ind-
tægter i lovforslagets § 25, der således ikke kun anvendes på
aftalt særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.
Afsnit III
Kapitel 9
Til § 26
Reglerne om behandlingen af sager om deling af ægtefællers
formue (fællesbo) findes i ægtefælleskifteloven, suppleret af
regler i retsplejeloven. De materielle regler om formuedelin-
gen ved separation og skilsmisse findes i retsvirkningsloven
og ægtefælleskifteloven.
Om reglerne om formuedeling ved en ægtefælles død henvi-
ses til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Efter retsvirkningsloven skal ægtefællers formuer som ud-
gangspunkt deles lige (§ 15, stk. 1). I ligedelingen indgår ik-
ke særeje (§ 15, stk. 1, jf. §§ 28 og 28 a), rettigheder, der er
uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art (§ 15, stk. 2),
visse pensionsrettigheder (§§ 16 b og 16 c) samt personska-
deerstatninger (erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2).
Retsvirkningsloven indeholder enkelte regler om fravigelse
af ligedelingen. Det drejer sig om pensionskompensation
(§§ 16 d-16 f, se de almindelige bemærkninger, punkt 3.19)
og om vederlagskrav ved forskydninger mellem en ægtefæl-
les delingsformue og særeje m.v. og ved en ægtefælles mis-
brug af sin formue (§ 23, se de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.).
Retsvirkningslovens regler om formuedelingen suppleres af
en række bestemmelser i ægtefælleskiftelovens kapitel 7,
der bl.a. indeholder regler om opgørelsen af fællesboet (§
53) og ligedeling (§ 58, stk. 1).
Ægtefælleskifteloven indeholder ligeledes enkelte regler om
fravigelse af ligedelingen. Således indeholder §§ 60 og 61
bestemmelser om skævdeling af delingsformuen ved omstø-
delse af ægteskab og ved kortvarigt ægteskab. Lovens kapi-
tel 9 (§ 67) indeholder regler om særejekompensation til en
ægtefælle, der er stillet urimeligt ringe.
Ægtefælleskifteloven indeholder endvidere regler om opgø-
relsen af fællesboet (§ 53 og om ligedeling (§ 58, stk. 1.).
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, kan personskade-
erstatning m.v. holdes uden for ligedelingen.
Der findes ikke regler om aftaler om formuedelingen, bort-
set fra ægteskabslovens § 58 om tilsidesættelse af sådanne
aftaler.
Når formuefællesskabet er ophørt, skal der efter ægtefælle-
skiftelovens § 53 foretages en opgørelse af fællesboet, dvs.
ægtefællernes delingsformue. Alle aktiver, som en ægtefælle
ejede på ophørsdagen, indgår som udgangspunkt i opgørel-
sen, dog med de ovennævnte undtagelser.
Gæld, der påhviler delingsformuen på ophørsdagen, fratræk-
kes i opgørelsen, jf. de almindelige bemærkninger, punkt
3.14. Lovgivningen indeholder ikke nærmere regler om fra-
drag af gæld.
Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver ægtefælles bodel
særskilt, jf. ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 1. Hvis en ægte-
fælles delingsformue er positiv, skal den deles med halvde-
len til hver af ægtefællerne. Er en ægtefælles delingsformue
negativ, deles den ikke.
132
Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under skiftet,
i det omfang det er nødvendigt til at fyldestgøre særejekom-
pensationskrav efter § 67 i ægtefælleskifteloven eller veder-
lagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.
Efter ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 2, 1. pkt., medregnes
særejekompensationskrav, vederlagskrav og pensionskom-
pensationskrav (§§ 16 d og 16 e i retsvirkningsloven) ikke
ved opgørelsen af bodelene. I modsat fald ville den ægtefæl-
le, som har krav på kompensation, skulle dele sin kompen-
sation med den anden ægtefælle.
Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes efter ægte-
fælleskiftelovens § 53, stk. 2, 2. pkt., ikke som aktiv i bi-
dragsmodtagerens bodel.
Når hver ægtefælles bodel er opgjort efter ægtefælleskiftelo-
vens § 53, følger det af lovens § 58, stk. 1, at et eventuelt
overskud skal deles ligeligt mellem ægtefællerne. Til dette
udgangspunkt gælder imidlertid en række undtagelser.
Inden opgørelsen efter § 53 har hver ægtefælle efter § 59,
stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende
tjener til dennes personlige brug.
Ligedelingsprincippet ved formuedeling ved separation og
skilsmisse i retsvirkningslovens § 15, stk. 1, foreslås videre-
ført i lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt., mens bestemmelserne
i ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 1, og § 58, stk. 1, om gen-
nemførelsen af ligedelingen ved separation og skilsmisse
uden indholdsmæssige ændringer foreslås videreført med
lovforslagets § 26, stk. 1.
Efter det foreslåede § 26, stk. 1, indgår følgende aktiver og
krav ikke i ligedelingen efter lovforslagets 5, stk. 1, 1. pkt.:
1) Særeje, der både omfatter særeje, der bygger på en af-
tale mellem ægtefællerne (lovforslagets kapitel 4), tred-
jemandsbestemt særeje (lovforslagets kapitel 7) og ind-
tægter af og surrogater for særeje (lovforslagets § 25).
2) Personlige genstande omfattet af lovforslagets § 31.
3) Pensionsrettigheder: Efter lovforslagets § 34 indgår ri-
melige pensionsrettigheder ikke i formuedelingen, og
efter lovforslagets § 35 indgår pensionsrettigheder ikke
i formuedelingen ved kortvarige ægteskaber.
4) Personlige erstatninger omfattet af lovforslagets § 36,
herunder navnlig personskadeerstatninger.
5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af
lovforslagets § 37, herunder navnlig goodwill og im-
materielle rettigheder.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapi-
tel 11.
7) Kompensationskrav på grund af medvirken op forøgel-
se eller bevarelse af den anden ægtefælles formue eller
til ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk, (lov-
forslagets kapitel 12) og krav på pensionskompensation
(lovforslagets kapitel 13).
8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden
ægtefælle efter de foreslåede bestemmelser herom i
lovforslaget eller i lov om ægteskabs indgåelse og op-
løsning.
Det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne besidder på
ophørsdagen (se lovforslagets § 27), der indgår i formuede-
lingen.
Denne oversigt over aktiver, der ikke indgår i formuedelin-
gen, er udtømmende. Ægtefællernes øvrige formue indgår i
formuedelingen, uanset om formuen befinder sig i Danmark
eller udlandet.
Om formue i udlandet indgår i formuedelingen eller ej, af-
gøres efter stk. 1. En udenlandsk pensionsrettighed indgår
således ikke i delingen, hvis den er rimelig vurderet efter
den foreslåede § 34, selvom rettigheden efter loven i det på-
gældende land indgår i formuedelingen.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at gæld skal fradrages in-
den ligedeling efter stk. 1. Der henvises til lovforslagets §§
29 og 30 om, i hvilket omfang gæld kan fradrages i delings-
formuen.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at en ægtefælles delingsformue
ikke indgår i ligedelingen, hvis ægtefællens gæld overstiger
ægtefællens delingsformue. I så fald deles kun den anden
ægtefælles delingsformue, medmindre også den er negativ.
Der henvises til lovforslagets §§ 29 og 30 om, i hvilket om-
fang gæld kan fradrages i delingsformuen.
Efter det foreslåede stk. 4 fraviges ligedelingen i det om-
fang, det følger af en aftale om formuedelingen efter lovfor-
slagets § 32 og en bestemmelse om skævdeling efter lovfor-
slagets § 33, der navnlig omhandler kortvarige ægteskaber.
Endelig foreslås det i § stk. 5, at reglerne i det foreslåede af-
snit IV om formuedeling ved en ægtefælles død finder an-
vendelse, hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller
skilsmisse. I så fald vil et eventuelt påbegyndt ægtefælle-
skifte blive ændret til et ægtefælleskifte i forbindelse med et
dødsboskifte. Samtidig vil ophørsdagen (se lovforslagets
§ 27) blive ændret til dødsdagen (lovforslagets § 51, stk. 1).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 1, og
§ 58, stk. 1, foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 7 og 11, i følgelov-
forslaget.
Til § 27
Reglerne om ophørsdagen for formuefællesskabet ved sepa-
ration og skilsmisse findes i ægtefælleskiftelovens § 51.
At formuefællesskabet ophører, betyder, at det er de aktiver
og passiver, som ægtefællerne havde på ophørsdagen, der
indgår i formuedelingen, jf. ægtefælleskiftelovens § 50. Ak-
tiver, der erhverves, og gæld, der stiftes efter ophørsdagen,
indgår ikke i formuedelingen. Modtager en ægtefælle f.eks.
en gave eller et aktieudbytte efter ophørsdagen, indgår de ik-
ke i formuedelingen.
133
Ægtefælleskiftelovens § 52 fastlægger, hvilken værdi akti-
verne og passiverne indgår med i formuedelingen. Der hen-
vises til lovforslagets § 28.
Efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1, ophører formuefæl-
lesskabet ved separation og skilsmisse ved udgangen af det
døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller
skilsmisse til statsforvaltningen. Den dag, formuefællesska-
bet ophører, kaldes ophørsdagen.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse afslås, til-
bagekaldes eller bortfalder, f.eks. på grund af manglende be-
taling af gebyr for sagens behandling, er der fortsat formue-
fællesskab i ægteskabet. Dette gælder både afslag, tilbage-
kaldelse eller bortfald af sagen under statsforvaltningens og
rettens behandling af sagen, herunder under en ankesag. Det
samme gælder, hvis separations- eller skilsmissesagen af-
sluttes i statsforvaltningen, f.eks. på grund af manglende
enighed mellem parterne, og ingen af parterne inden for 4-
ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separa-
tions- eller skilsmissesagen indbringes for retten.
Efter ægteskabslovens § 58 d, stk. 2, skal anmodning om se-
paration og skilsmisse indgives til statsforvaltningen ved an-
vendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stil-
ler til rådighed (digital selvbetjening). Efter bestemmelsens
stk. 5 anses en digital ansøgning for at være kommet frem,
når den er tilgængelig for statsforvaltningen. Efter forarbej-
derne til bestemmelsen anses en digital meddelelse for at
være kommet frem til adressaten for meddelelsen, når den er
tilgængelig for adressaten, det vil sige fra det tidspunkt,
hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med
indholdet af meddelelsen. Det er således uden betydning,
om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet
af meddelelsen. En meddelelse vil normalt være tilgængelig
for adressaten på det tidspunkt, hvor adressaten kan behand-
le eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive
registreret automatisk i adressatens modtagelsessystem. En
meddelelse, der er tilgængelig i adressatens system eksem-
pelvis klokken 23:59 den 30. november, er således kommet
frem den 30. november, uanset at der ikke fysisk sidder en
medarbejder hos adressaten, der gør sig bekendt med med-
delelsen på dette tidspunkt, der ligger uden for normal ar-
bejdstid/åbningstid. En meddelelse, der først er tilgængelig
efter kl. 24:00, anses normalt først for modtaget den dag,
meddelelsen er tilgængelig. Det kan med digital selvbetje-
ning præcist registreres, hvornår en meddelelse er kommet
frem.
Det er uden betydning, om en digital anmodning om separa-
tion og skilsmisse er kommet frem på en helligdag eller i en
weekend – ophørsdagen er den dag, hvor statsforvaltningen
modtog anmodningen. Dette gælder både digitale anmod-
ninger via statsforvaltningens digitale løsning og via e-mail.
En anmodning, der ikke indgives ved digital selvbetjening,
afvises af statsforvaltningen. Hvis der foreligger særlige for-
hold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anven-
de digital selvbetjening, skal statsforvaltningen tilbyde, at
ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital
selvbetjening. Endvidere kan statsforvaltningen helt ekstra-
ordinært herudover undlade at afvise en anmodning, der ik-
ke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en
samlet økonomisk vurdering er klare fordele for myndighe-
den ved at modtage ansøgningen på anden måde end digi-
talt. Der henvises til ægteskabslovens § 58 d, stk. 2 og 3.
Der vil således fortsat forekomme anmodninger om separa-
tion og skilsmisse, der ikke indgives digitalt. Det er i vejled-
ning af 30. december 2015 om separation og skilsmisse
(punkt 4.1.) anført, at anmodning om separation og skilsmis-
se, der modtages i statsforvaltningens åbningstid, må anses
for at være modtaget denne dag. Modtages anmodningen ef-
ter ophør af åbningstiden, må den normalt anses som modta-
get første hverdag derefter. Dette indebærer, at en anmod-
ning, der afleveres i statsforvaltningens postkasse en lørdag,
først anses for modtaget den efterfølgende mandag, forudsat
at det er en hverdag. Dette indebærer, at ophørsdagen er
mandag.
Der kan opstå situationer, hvor en sag om formuedeling be-
handles i Danmark efter dansk ret, selvom separations- eller
skilsmissesagen behandles i udlandet. I så fald må ophørsda-
gen efter stk. 1 være den dag, hvor separations- eller skil-
smissesagen anses for indledt efter loven i den stat, hvor
sagen behandles.
Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale, at formue-
fællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end
det, der følger af stk. 1-3.
Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske særlige prak-
tiske forhold gør sig gældende, efter indstilling fra bobe-
handleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for
ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Lovforslagets § 27 viderefører med enkelte indholdsmæssi-
ge ændringer ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1, 4 og 5.
Efter det foreslåede § 27, stk. 1, indgår ved formuedelingen
de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved ud-
gangen af det døgn, hvor statsforvaltningen modtog anmod-
ning om separation eller skilsmisse. Ophørsdagen efter stk.
1 fraviges dog efter bestemmelserne i de foreslåede stk. 2 og
3.
Skifteretten kan efter det foreslåede stk. 2 efter indstilling
fra bobehandleren bestemme en anden ophørsdag end den
dag, der følger af stk. 1, hvis ganske særlige forhold gør sig
gældende. Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes, hvis en
ægtefælle ved at trække sin anmodning om separation eller
skilsmisse tilbage og indgive en ny anmodning ønsker en
anden ophørsdag, der stiller ægtefællen bedre ved formuede-
lingen, f.eks. fordi den anden ægtefælle efter den tidligere
ophørsdag har modtaget en arv, der er delingsformue.
Samtidig giver det foreslåede stk. 3 ægtefæller mulighed for
i forbindelse med separation eller skilsmisse at aftale en an-
den ophørsdag. En sådan aftale kan skifteretten ikke ændre
134
efter stk. 2. Bestemmelsen i stk. 3 om ægtefællers adgang til
at aftale en anden ophørsdag er udvidet i forhold til den gæl-
dende bestemmelse, idet ægtefællerne også før separationen
eller skilsmissen kan indgå en sådan aftale. Det er en betin-
gelse for aftalens gyldighed, at den indgås med henblik på
en aktuel separation eller skilsmisse. Reglen supplerer såle-
des adgangen til at indgå aftaler om formuedeling efter lov-
forslagets § 32, hvortil der henvises for definitionen af i for-
bindelse med separation eller skilsmisse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1, 4 og 5,
foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 7, i følgelovforslaget.
Til § 28
Efter ægtefælleskiftelovens § 52 indgår aktiver og passiver i
formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved
skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.
Bestemmelsen i § 52 fastlægger værdiansættelsestidspunk-
tet, hvis ægtefællerne ikke har aftalt noget andet. Tidspunk-
tet er afgørende for, med hvilken værdi et aktiv eller passiv
indgår i formuedelingen.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at værdistigninger og
værdifald indtil udlægget eller skiftets afslutning indgår i
formuedelingen og dermed skal deles mellem ægtefællerne.
Ægtefællerne kan frit aftale, hvilken værdi et aktiv eller pas-
siv skal indgå med i formuedelingen, og de kan også aftale
et andet værdiansættelsestidspunkt end det, der fremgår af §
52.
Lovforslagets § 28 viderefører uden indholdsmæssige æn-
dringer ægtefælleskiftelovens § 52.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 52 foreslås ophæ-
vet, jf. § 2, nr. 7, i følgelovforslaget.
Til § 29
Hverken retsvirkningsloven eller ægtefælleskifteloven regu-
lerer, hvilke passiver der hører til ægtefællernes delingsfor-
muer, og derfor kan fradrages ved opgørelsen af hver ægte-
fælles delingsformue, samt hvilke gældsposter der hører til
særejet og dermed ikke fradrages i delingsformuen. Der er
heller ikke i retspraksis taget udtrykkeligt stilling hertil.
Det antages imidlertid, at gæld, der optages eller overtages
ved erhvervelsen af et aktiv, får samme status som aktivet.
Køber en ægtefælle f.eks. en ejendom med en udbetaling,
der er delingsformue, mens købet i øvrigt finansieres med
optagelse eller overtagelse af lån, vil gælden også være de-
lingsformue og kunne fradrages ved opgørelsen af delings-
formuen.
Ved optagelse af gæld med pantesikkerhed i et aktiv efter
erhvervelsen af aktivet, sondres der mellem realkreditlån og
andre lån. Ved optagelse af realkreditlån antages det, at så-
vel gælden som låneprovenuet får samme status som aktivet.
Optager en ægtefælle f.eks. et realkreditlån i en fast ejen-
dom, der er særeje, bliver gælden særeje og kan ikke fra-
trækkes i delingsformuen.
Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i
et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages det, at det ikke er
afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet. For
disse lån og for lån uden sikkerhed er det antagelig afgøren-
de, hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet in-
vesteret i et aktiv, får gælden samme status som aktivet. Op-
tager en ægtefælle således f.eks. et lån med sikkerhed i et
ejerpantebrev i en ejendom, der er særeje, og anvendes låne-
provenuet til forbedring af en ejendom, der er delingsfor-
mue, er gælden delingsformue og kan derfor fradrages ved
opgørelsen af delingsformuen.
Har en ægtefælle gæld, der efter de beskrevne principper
hverken hører til delingsformuen eller særejet, f.eks. for-
brugsgæld, antages det, at gælden som udgangspunkt skal
fordeles forholdsmæssigt mellem særejet og delingsformu-
en.
Hvis den gæld, der hører til særejet, overstiger værdien af
særejet, kan den overskydende gæld fradrages i delingsfor-
muen.
I forhold til aktiver, der kan holdes uden for ligedelingen ef-
ter retsvirkningslovens § 15, stk. 2, om personlige og uover-
dragelige rettigheder, kan der være gældsposter, der hører til
rettigheden, og som følge heraf ikke kan fradrages i delings-
formuen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis køb af good-
will, der helt eller delvist kan holdes uden for ligedelingen,
er finansieret ved lån.
Det er i praksis fastslået, at ægtefæller ikke kan aftale, hvil-
ken formueart en gæld skal tilhøre, da en sådan aftale falder
uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28, der regule-
rer, hvilke former for særeje ægtefæller kan aftale. Der kan
således ikke gyldigt indgås aftaler om, i hvilket omfang en
gæld skal henføres til særeje eller delingsformue, og hermed
i hvilket omfang gælden kan fradrages i ægtefællens de-
lingsformue ved formuedeling.
Med lovforslagets § 29 foreslås det, at der lovfæstes regler
om, hvordan ægtefællers gæld skal behandles ved opgørel-
sen af delingsformuen.
Det foreslås i § 29, stk. 1, 1. pkt., at ved opgørelsen af de-
lingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der
er delingsformue. Dette svarer til den gældende ordning.
Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i
et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages det dog, at det ik-
ke er afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet,
men hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet in-
vesteret i et aktiv, får gælden samme status som aktivet.
135
Den gældende ordning indebærer, at når provenuet fra et lån
med sikkerhed i en ejendom, der er delingsformue, anvendes
til forbedring af en ejendom, der er særeje, er gælden særeje
og skal derfor fradrages ved opgørelsen af særejet. Efter for-
slaget til § 29, stk. 1, vil gælden være delingsformue. Låne-
provenuet vil dog tilsvarende være delingsformue, og inve-
stering af lånet i et aktiv, der er ægtefællens særeje, indebæ-
rer en formueforskydning, der udløser et tilsvarende regule-
ringskrav efter lovforslagets § 38. Retstilstanden er således
også her reelt uændret.
Efter bestemmelsens 2. pkt. fradrages usikret gæld, der er
stiftet til anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af ak-
tiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til så-
danne aktiver. Forslaget indebærer, at gæld, der er optaget
til reparation af en bil, der er delingsformue, fradrages i de-
lingsformuen.
Dette svarer til den gældende ordning, hvorefter det for lån
uden sikkerhed antagelig er afgørende, hvordan låneprove-
nuet er anvendt.
Begrebet "i øvrigt kan henføres til" omfatter bl.a. lån optaget
til betaling af ejendomsskatter, bo- eller gaveafgifter, ejer-
skifteudgifter og andre udgifter, der er forbundet med at er-
hverve, eje og bruge aktivet. Eksempelvis fradrages skatte-
gæld i delingsformuen, når gælden er opstået som følge af
ejendomsavancebeskatning ved salg af en ejendom, der var
delingsformue.
Et usikret banklån til køb af en bil vil således kunne fradra-
ges i delingsformuen, hvis bilen indgår i delingen. Er bilen
derimod særeje, kan lånet ikke fradrages i delingsformuen,
medmindre lånet overstiger den del af den pågældende æg-
tefælles samlede formue, der kan holdes uden for delingen
(se § 29, stk. 2, 2. pkt.).
Tilsvarende fradrages gæld efter det foreslåede stk. 2, 1.
pkt., ikke i delingsformuen, når gælden har sikkerhed i akti-
ver, der ikke er delingsformue, eller når der er tale om usik-
ret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring el-
ler vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, el-
ler gælden i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver (se her-
om ovenfor om § 29, stk. 1, 2. pkt.). Gælden fradrages dog i
delingsformuen, hvis den overstiger den del af ægtefællens
formue, der ikke indgår i ligedelingen (2. pkt.).
Stk. 2 omfatter gæld, der har sikkerhed m.v. i et aktiv, der
ikke indgår i delingen, fordi aktivet er særeje, eller på anden
måde ikke omfattet af formuedelingen, f.eks. pensionsrettig-
heder (lovforslagets §§ 34 og 35), personlige og uoverdrage-
lige rettigheder (lovforslagets § 37). Et usikret lån til f.eks.
køb af goodwill, der kan holdes uden for formuedelingen,
kan således ikke fradrages i delingsformuen. Tilsvarende vil
et usikret lån til indbetaling på en pensionsordning, der ikke
indgår i delingen, heller ikke kunne fradrages i delingsfor-
muen.
Den gældende ordning indebærer, at ved anvendelse af pro-
venuet fra et lån med sikkerhed i en ejendom, der er særeje,
til forbedring af en ejendom, der er delingsformue, er gæl-
den delingsformue og kan derfor fradrages ved opgørelsen
af delingsformuen. Efter forslaget til § 29, stk. 2, vil gælden
derimod være særeje. Låneprovenuet vil dog tilsvarende væ-
re særeje, og investering i et aktiv, der er ægtefællens de-
lingsformue, indebærer en formueforskydning, der udløser
et tilsvarende reguleringskrav efter lovforslagets § 39. Rets-
tilstanden er således reelt uændret.
I relation til stk. 1 og 2 er det uden betydning, hvilken form
for sikkerhedsstillelse der er tale om, f.eks. realkreditlån i
fast ejendom, lån med sikkerhed i et ejerpantebrev, hånd-
pantsætning og virksomhedspant. Det er en forudsætning, at
sikkerheden er stillet samtidig med gældens stiftelse (se stk.
4).
Det er ligeledes uden betydning, om gælden overstiger akti-
vets værdi.
Har gælden sikkerhed i både aktiver, der er særeje m.v., og
aktiver, der er delingsformue, fordeles gælden skønsmæssigt
på særejet m.v. og delingsformuen med udgangspunkt i for-
holdet mellem aktivernes værdi, idet der dog tillige kan læg-
ges vægt på, om gælden har sikkerhed inden for værdien af
de pågældende aktiver.
Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages efter
det foreslåede stk. 3 skønsmæssigt i en ægtefælles delings-
formue efter forholdet mellem værdien af delingsformuen
og den formue, der ikke indgår i delingen. Bestemmelsen
omhandler f.eks. forbrugsgæld, studielån og erstatningskrav
uden for kontrakt.
Ved opgørelsen af den formue, der ikke indgår i formuede-
lingen, indgår som udgangspunkt alle aktiver, herunder også
pensionsrettigheder, der kan udtages forlods efter de foreslå-
ede §§ 34 og 35, og personlige erstatninger omfattet af den
foreslåede § 36. At der skal ske en skønsmæssig fordeling
indebærer, at det ikke altid vil være nødvendigt at få foreta-
get en formel vurdering af aktiver, der ikke indgår i delin-
gen, og som derfor normalt ikke bliver vurderet.
Betaling af usikret gæld uden tilknytning til et aktiv skal ik-
ke medføre reguleringskrav, jf. lovforslagets § 38, stk. 2, og
§ 39, stk. 2. I modsat fald ville det være nødvendigt for hver
betaling af et afdrag på f.eks. en studiegæld at foretage en
opgørelse af den pågældende ægtefælles formue, der hen-
holdsvis indgår og ikke indgår i delingen, og beregne, hvil-
ken procentdel af studiegælden der herefter ville kunne fra-
trækkes i den formue, der skulle deles, for derefter at bereg-
ne et reguleringskrav i forhold hertil. En sådan løsning vil
ikke være mulig at gennemføre i praksis. Det forekommer
endvidere rimeligt, at betaling af f.eks. forbrugsgæld på et
kontokort ligestilles med forbrug af kontante midler. Efter
forslaget vil det således være uden betydning, om man stif-
ter forbrugsgæld og derefter indfrier gælden med særejemid-
ler, eller om man direkte forbruger sit særeje.
Det afgørende for, hvordan gælden efter stk. 1-3 fordeles,
er, om gælden har sikkerhed i et aktiv. I disse tilfælde har
136
gælden samme status som aktivet. Gældens status lægges
fast ved stiftelsen, og efterfølgende sikkerhedsstillelse eller
udskiftning af sikkerheden medfører ikke, at gælden skifter
status, jf. stk. 4.
Indgår ægtefællerne derimod en ægtepagt, hvorefter et aktiv
skal være særeje, eller hvorved et aktiv, der hidtil har været
særeje, ikke længere skal være det, skifter den gæld, der har
sikkerhed i aktivet status, medmindre ægtefællerne aftaler
noget andet efter lovforslagets § 18. Det samme gælder for
gæld, der er stiftet til brug for erhvervelsen af et aktiv, eller i
øvrigt har tilknytning til et aktiv som omhandlet i § 29, stk.
1 eller 2. Har en ægtefælle f.eks. optaget et lån uden sikker-
hed til køb af en bil, der i henhold til en ægtepagt er særeje,
og ophæver ægtefællerne ægtepagten om særeje, vil lånet
herefter kunne fradrages i delingsformuen.
Sikkerheden har kun betydning, hvis den er stillet af den
ægtefælle, der hæfter for gælden. Har tredjemand således
stillet sikkerhed for en ægtefælles gæld, behandles gælden
ved formuedelingen, som om den var uden sikkerhed, dvs.
efter stk. 3.
Reglerne i den foreslåede § 29 finder anvendelse, medmin-
dre ægtefællerne i medfør af den foreslåede § 18 ved ægte-
pagt har indgået en aftale om at holde visse gældsposter
uden for delingen.
Af hensyn til beskyttelsen af kreditorernes interesser fore-
slås det i lovforslagets § 30, at en ægtefælle uanset bestem-
melsen om fradrag for gæld efter den foreslåede § 29 og
uanset en aftale om fradrag for gæld efter lovforslagets § 18
ikke har pligt til ved formuedelingen at betale så meget til
den anden ægtefælle, at den pågældende ægtefælle ikke be-
holder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.
Til § 30
Lovforslagets § 29, der lovfæster regler om, hvordan ægte-
fællers gæld skal behandles ved opgørelsen af delingsformu-
en, og lovforslagets § 18 om aftaler om behandlingen af
gæld foreslås suppleret med en ny bestemmelse i § 30 om
beskyttelsen af kreditorernes interesser.
En aftale om, at en gældspost ikke skal fradrages i den for-
mue, der skal deles, kan medføre, at en ægtefælle i henhold
til aftalen skal aflevere så stor en del af sin formue til den
anden ægtefælle, at den pågældende ikke har tilstrækkelige
midler tilbage til at dække sine forpligtelser.
Efter den foreslåede § 30 har en ægtefælle uanset aftale og
bestemmelse om fradrag for gæld efter lovforslagets §§ 18
og 29 ikke pligt til ved formuedelingen at betale så meget til
den anden ægtefælle, at ægtefællen ikke beholder tilstrække-
lige midler til at dække sine forpligtelser.
Denne bestemmelse kan ægtefællerne ikke fravige ved en
forhåndsaftale, da formålet med bestemmelsen er at beskytte
kreditorernes interesser.
Den ægtefælle, hvis gældsposter i henhold til aftalen skal
holdes uden for formuedelingen, skal derfor ikke aflevere
mere til den anden ægtefælle, end at ægtefællens nettofor-
mue efter formuedelingen ikke bliver negativ.
Ved vurderingen af, om ægtefællen har tilstrækkelige midler
til at dække sine forpligtelser, skal også den formue, som
ægtefællen kan holde uden for formuedelingen, indgå. Deri-
mod kan det ikke tillægges betydning, om ægtefællen i kraft
af fremtidige indtægter vil være i stand til at overholde sine
forpligtelser til at afdrage på gælden og dermed muligvis
alene er teknisk insolvent og ikke insolvent i konkurslovens
forstand.
Rettigheder, der er beskyttede mod kreditorforfølgning, ind-
går ikke i vurderingen af, om ægtefællen har tilstrækkelige
midler til at dække sine forpligtelser, idet reglen har til for-
mål at beskytte kreditorerne.
Vælger en ægtefælle i forbindelse med formuedelingen –
trods reglen i den foreslåede § 30 – at aflevere så meget af
sin formue til den anden ægtefælle, at ægtefællen herefter er
ude af stand til at opfylde sine gældsforpligtelser, vil der
være tale om en gave, der kan omstødes efter konkurslovens
regler.
Dette har kun betydning, når aftalen fører til, at den ægte-
fælle, hvis gældspost holdes uden for delingen, efter for-
muedelingen skal betale et beløb til den anden ægtefælle. Er
det den anden ægtefælle, der skal betale et beløb til ægtefæl-
len med gældsposten, kan aftalen fuldt ud tillægges betyd-
ning, selv om ægtefællen med gældsposten er insolvent.
Dette skyldes, at der ikke her sker en overførsel af midler til
skade for skyldnerægtefællens kreditorer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.
Til § 31
Inden opgørelsen af ægtefællernes delingsformue efter ægte-
fælleskiftelovens § 53 har hver ægtefælle efter ægtefælle-
skiftelovens § 59, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande,
som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så
vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes for-
mueforhold.
Bestemmelsen omfatter personlige ting som tøj, smykker,
ure og efter omstændighederne sports- og hobbyudstyr. Be-
stemmelsen giver også en ægtefælle mulighed for at udtage
en genstand, som tilhører den anden ægtefælle, men kun
hvis genstanden er delingsformue.
Har ægtefællerne delingsformue, og har den ene ægtefælle
f.eks. anvendt et smykke, som den anden ægtefælle har arvet
fra sin slægt, vil den første ægtefælle kunne udtage smykket
forud for formuedelingen.
137
Bestemmelsen omfatter alene aktiver, der er delingsformue,
og ikke aktiver, der er særeje.
Knytter der sig gæld til et aktiv, som udtages, må den ægte-
fælle, der udtager aktivet, samtidig påtage sig gælden.
At aktiverne udtages inden formuedelingen, indebærer, at de
ikke skal medtages i boopgørelsen og ikke skal vurderes ud
over, hvad der er nødvendigt for at fastslå, at de ikke står i
misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold.
Bestemmelsen i § 59, stk. 1, foreslås uden indholdsmæssige
ændringer videreført i lovforslagets § 31, hvorefter en ægte-
fælle inden formuedelingen kan udtage aktiver, som udeluk-
kende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang
aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes
økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører
den anden ægtefælles delingsformue.
Det bemærkes, at ægtefælleskifteloven § 59, stk. 2, om for-
lods udtagelse af genstande til børnenes brug ikke foreslås
videreført. Det henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.13.2.3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 59, foreslås ophæ-
vet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Til § 32
Med § 32 foreslås det, at den gældende mulighed for, at æg-
tefæller i forbindelse med en separation eller skilsmisse kan
indgå aftale om delingen af deres formue, lovfæstes.
Når en separation eller skilsmisse er aktuel, kan ægtefæller-
ne som udgangspunkt frit indgå aftaler om, hvordan deres
formue skal deles. De kan derfor aftale deling af formue, der
ellers ikke skulle deles, og de kan aftale betaling af og af-
kald på kompensationer. De kan også indgå aftaler om,
hvem af dem der skal udtage de enkelte aktiver.
Efter den foreslåede bestemmelse indtræder aftalefriheden,
når en separation eller skilsmisse er aktuel, og den således
indgås med henblik på en forestående formuedeling. Det be-
ror på en konkret vurdering, om en aftale er indgået med
henblik på en forestående formuedeling. Der lægges navnlig
vægt på, om der er indgivet en anmodning til statsforvaltnin-
gen om separation eller skilsmisse, eller om dette sker umid-
delbart efter, at aftalen er indgået. Aftaler om en eventuel
kommende formuedeling, når separation eller skilsmisse ik-
ke er aktuel, kan kun indgås ved ægtepagt og inden for ram-
merne af bestemmelserne i det foreslåede afsnit II.
Aftaler om delingen af ægtefællernes ejendele, der tillige
har virkning ved død, kan kun indgås ved ægtepagt efter be-
stemmelserne i det foreslåede afsnit II. Herudover kan ægte-
fællerne hver for sig eller sammen træffe bestemmelse her-
om ved testamente efter arvelovens regler.
Spørgsmål om tilsidesættelse af sådanne aftaler afgøres efter
ægteskabslovens § 58 og aftalelovens § 36, der er beskrevet
i de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.
Til § 33
Ligedelingen af ægtefællers delingsformue efter retsvirk-
ningslovens § 15, stk. 1, (se de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.1.1.) modificeres af bestemmelsen i ægtefælleskif-
telovens § 61 om skævdeling ved kortvarige ægteskaber.
Det fremgår af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har
indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der
fremgår af lovens § 60, og en ligedeling vil være åbenbart
urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og
uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte
i anledning af separation og skilsmisse efter anmodning be-
stemmes, at boets deling skal finde sted således, at § 60 an-
vendes, i det omfang dette findes begrundet.
Efter § 60 udtager hver ægtefælle ved skifte i anledning af
omstødelse af ægteskab forlods så meget af fællesboet, som
svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved ægteskabets
indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave
eller har overført til fællesboet fra eget særeje. Rækker den
fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.
At ægteskabet skal have været kortvarigt efter ægtefælle-
skiftelovens § 61 indebærer ifølge praksis, at anvendelse af
reglen i almindelighed er udelukket, hvis ægteskabet har va-
ret op i mod 5 år eller derover. Ved vurderingen af, om æg-
teskabet har været kortvarigt, lægges der tillige vægt på et
forudgående samliv.
Betingelserne om, at ligedeling vil være åbenbart urimelig,
og at ægteskabet skal have været uden økonomisk fælles-
skab af betydning, medfører, at bestemmelsens anvendelses-
område i praksis er snævert.
Hvis betingelserne for skævdeling er opfyldt, fastsættes det
beløb, der holdes uden for formuedelingen, skønsmæssigt.
Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling i
kortvarende ægteskaber foreslås uden indholdsmæssige æn-
dringer videreført i lovforslagets § 33.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 33 kan det ved formue-
deling bestemmes, at en ægtefælle helt eller delvist kan be-
holde værdien af egen formue, hvis den væsentligste del æg-
tefællernes samlede delingsformue tilhørte denne ægtefælle
ved indgåelsen af ægteskabet, eller den ene ægtefælle under
ægteskabet har erhvervet den væsentligste del af delingsfor-
muen ved arv eller gave, og ligedeling af formuen efter den
foreslåede ligedelingsregel i lovforslagets § 5 vil være åben-
bart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt
og uden økonomisk fællesskab af betydning.
Det bemærkes, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens
§ 60 om skævdeling ved omstødelse af ægteskab foreslås vi-
138
dereført i ægteskabslovens bestemmelser i kapitel 3 om om-
stødelse af ægteskab. Der henvises til § 1, nr. 2, i følgelov-
forslaget og bemærkningerne dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens §§ 60 og 61 foreslås
ophævet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Til kapitel 10
Til § 34
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller
ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettighe-
der forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ik-
ke i ligedelingen.
Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra
rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende en-
gangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene
ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder ind-
tægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlods-
udtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet
deres karakter af pensionsopsparing.
Kapitalpension er imidlertid ved lov nr. 922 af 18. septem-
ber 2012 om ændring af pensionsbeskatningsloven og for-
skellige andre love (Afskaffelse af fradragsret m.v. for ind-
betalinger til kapitalpension) afløst af aldersopsparing i pen-
geinstitut eller aldersforsikring i forsikringsselskaber. En ka-
pitalpension oprettet før lovændringen fortsætter dog, indtil
den udbetales, medmindre den er blevet konverteret til en al-
dersopsparing. Dette indebærer, at henvisningen i § 16 b,
stk. 2, til kapitalpensionsrettigheder også omfatter ret til al-
derspension. I lovforslaget anvendes alders- og kapitalpensi-
on i stedet for kapitalpensionsrettigheder. Tilsvarende med-
fører lovændringen, at supplerende engangsydelse er afløst
af supplerende engangssum. Stk. 2 omfatter således i dag ri-
melig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum
og supplerende engangsydelse.
I stk. 3 fastslås det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder
indgår i ligedelingen. Dette omfatter f.eks. pensionsrettighe-
der, der ikke er rimelige, og udbetalte beløb fra ratepensio-
ner og fra løbende livsbetingede pensionspensionsrettighe-
der.
Ved kortvarige ægteskaber anvendes retsvirkningslovens
§ 16 c, hvorefter ægtefællerne forlods udtager alle pensions-
rettigheder.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, omfatter
alle typer af pensionsrettigheder uanset art — herunder ud-
betalingsvilkår (éngangs- eller rateudbetaling eller løbende
udbetaling m.v.), om pensionsopsparingen er obligatorisk
eller frivillig, privat individuel eller en arbejdsmarkedspen-
sionsordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning, in-
dekskontrakt m.v.
Alle sædvanlige arbejdsmarkedspensioner er rimelige. Ord-
ninger aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, f.eks. aftalt
ved overenskomst, lokal overenskomst eller fastlagt ved fir-
maaftale, må anses som udtryk for det pensionsopsparings-
niveau, der er almindeligt accepteret som svarende til de på-
gældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige situation. Æg-
tefæller, der ikke er omfattet af en pensionsordning som led
i ansættelsen, kan ligeledes indbetale tilsvarende regelmæs-
sige pensionsbidrag, herunder til en alders-, kapital- eller ra-
tepension.
Også pensionsordninger for mindre grupper, der har et kor-
tere eller anderledes opsparingsforløb end sædvanligt, som
f.eks. piloter, balletdansere, sangere og lignende, falder ind
under begrebet rimelige pensionsrettigheder, hvis ordningen
må anses for rimelig i forhold til den pågældende ægtefælles
økonomiske situation og forventede pensioneringstidspunkt.
Selvstændige erhvervsdrivende vil ofte også have et andet
pensionsopsparingsforløb end lønmodtagere. Ved vurderin-
gen af, om en pensionsordning for en selvstændig erhvervs-
drivende kan holdes uden for formuedelingen, må der læg-
ges vægt på, om ordningen må anses for rimelig ud fra virk-
somhedens økonomiske forhold.
Som udgangspunkt vil indbetalinger til en pensionsordning,
der er større end de på et givet tidspunkt sædvanlige arbejds-
markedspensionsindbetalinger inden for det pågældende
område, eller hvad der svarer hertil, ikke kunne holdes uden
for formuedelingen. Ved vurderingen af, om en pensions-
ordning må anses for rimelig, må der ud over den pågælden-
de ægtefælles egen situation og indtjeningsforhold også læg-
ges vægt på ægtefællernes samlede situation. Pensionsind-
betalinger udover en sædvanlig arbejdsmarkedspension, som
har til formål at bringe den i pensionsmæssig henseende rin-
gest stillede ægtefælle op på niveau med den anden ægtefæl-
le, vil derfor som udgangspunkt skulle anses som en del af
en rimelig pensionsordning, hvis ægtefællernes økonomiske
forhold i øvrigt tilsiger en sådan ekstra opsparing.
Andre pensionsindbetalinger – ud over de på indbetalings-
tidspunktet sædvanlige arbejdsmarkedspensionsbidrag eller
tilsvarende indbetalinger – vil derimod som udgangspunkt
falde uden for det rimelige, særlig i de situationer, hvor kun
den ene foretager en ekstra pensionsopsparing. Derved tages
bl.a. højde for, at opsparingen af skattemæssige grunde fore-
tages alene hos den ene af ægtefællerne. Foretager begge
ægtefæller ekstra pensionsindbetalinger, vil ligedelingsprin-
cippet for disse ekstra indbetalinger føre til, at kun differen-
cen i den yderligere opsparing bliver delt.
Som nævnt ovenfor følger det af retsvirkningslovens § 16 b,
stk. 2, at rimelig alders- og kapitalpension, supplerende en-
gangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt,
heller ikke indgår i formuedelingen. Det er dog en betingel-
se, at beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Kan en allerede udbetalt pension holdes uden for formuede-
lingen, gælder det også det, der træder i stedet for pensionen
139
(surrogater), f.eks. værdipapirer eller fast ejendom, der er er-
hvervet for pensionsudbetalingen. Det samme gælder for
renter og andre indtægter af pensionsudbetalingen.
Derimod kan pensionsudbetalinger, surrogater eller renter
ikke holdes uden for formuedelingen, hvis beløbene må an-
ses for at være forbrugt. Det er ikke et krav, at pensionsud-
betalinger, renter eller, hvad der træder i stedet for disse be-
løb, er holdt adskilt fra ægtefællens øvrige formue. Et beløb
kan eksempelvis ikke anses som forbrugt, fordi det er an-
vendt til at indfri en prioritet i en fast ejendom.
De øvrige pensionsrettigheder, der efter § 16 b, stk. 3, ind-
går i formuedelingen, omfatter pensionsrettigheder, der
overstiger, hvad der må anses for rimeligt. Værdien af den
del af pensionsrettighederne, der overstiger det rimelige,
indgår i formuedelingen. Dette gælder for udbetalte beløb
fra ratepensioner og fra løbende livsbetingede pensionsret-
tigheder, jf. stk. 2.
Bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 b foreslås uden
indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 34.
Det foreslås med § 34, stk. 1, at en ægtefælles rimelige pen-
sionsrettigheder fortsat ikke skal indgå i formuedelingen.
Efter det foreslåede stk. 2, skal beløb fra rimelig alders- og
kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende en-
gangsydelser, der er udbetalt, ikke indgå i delingen, i det
omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsva-
rende foreslås at skulle gælde for indtægter af beløbene og
det, der træder i stedet herfor. Ifølge det foreslåede stk. 3,
skal stk. 2 ikke finde anvendelse på beløb, der ved udbeta-
lingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing. Med
stk. 4 foreslås det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder
indgår i formuedelingen.
Selv om en pensionsordning anses for rimelig og derfor kan
udtages forlods af fællesboet, kan en ægtefælle blive pålagt
at betale et beløb til den anden ægtefælle efter reglerne om
pensionskompensation i lovforslagets §§ 44 og 45.
Endvidere indgår pensionsrettigheder, der holdes uden for
formuedelingen efter det foreslåede § 34, i vurderingen af,
om en ægtefælle er berettiget til kompensation efter lovfor-
slagets § 42, fordi ægtefællen er stillet urimeligt økonomisk.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Til § 35
Ved kortvarige ægteskaber suppleres bestemmelsen i rets-
virkningsloven § 16 b om forlodsudtagelse af rimelige pen-
sionsrettigheder (se lovforslagets § 34) af bestemmelsen i
retsvirkningslovens § 16 c om behandlingen af pensionsret-
tigheder, når ægteskabet har været af kortere varighed.
I disse situationer udtager ægtefællerne alle pensionsrettig-
heder forlods (stk. 1). Efter stk. 2 udtager ægtefællerne end-
videre forlods beløb fra alders- og kapitalpension, supple-
rende engangssum og supplerende engangsydelse, der er ud-
betalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være for-
brugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for be-
løbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb,
der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensions-
opsparing.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 c omfatter ligesom
§ 16 b alle typer af pensionsrettigheder uanset art - herunder
udbetalingsvilkår (éngangs- eller rateudbetaling eller løben-
de udbetaling m.v.), om pensionsopsparingen er obligatorisk
eller frivillig, privat individuel eller en arbejdsmarkedspen-
sionsordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning, in-
dekskontrakt m.v.
§ 16 c omfatter også pensionsrettigheder, der ikke er rimeli-
ge efter § 16 b.
Et ægteskab anses som udgangspunkt for at være af kortere
varighed, hvis det har varet i mindre end 5 år. Der skal ved
opgørelsen af ægteskabets varighed normalt ikke tages hen-
syn til et forudgående samliv. Der kan dog forekomme si-
tuationer, hvor det vil være rimeligt også at lægge vægt på et
forudgående samliv med økonomisk fællesskab af nogen
længde.
Retsvirkningslovens § 16 c foreslås uden indholdsmæssige
ændringer videreført i lovforslagets § 35.
Med lovforslagets § 35, stk. 1, foreslås det, at pensionsret-
tigheder ikke skal indgå i formuedelingen, hvis ægteskabet
har været af kortere varighed. Ifølge forslagets stk. 2 skal
beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangs-
sum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, ikke
indgå i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at
være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for ind-
tægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Efter det foreslåede stk. 3 skal stk. 2 ikke finde anvendelse
på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af
pensionsopsparing.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Til § 36
Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om er-
statning og godtgørelse for personskade (personskadeerstat-
ning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsør-
ger (forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kra-
vet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af dom-
stolene.
Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i
stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formue-
fællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af æg-
teskabs ophør eller separation. Personskade- og forsørger-
tabserstatninger indgår således ikke i formuefællesskabet
ved separation eller skilsmisse. Baggrunden herfor er, at så-
danne erstatninger har et særligt personligt præg.
140
§ 18, stk. 2, omfatter bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne,
erstatning for tab af forsørger og for andet tab som følge af
en skade, eksempelvis for forlængelse af uddannelse eller
afholdte helbredsudgifter, godtgørelse for svie og smerte og
for varige mén.
Efter lovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en
retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller per-
son, betale den forurettede godtgørelse for tort. Bestemmel-
sen omfatter bl.a. godtgørelse til ofre for voldtægt, friheds-
berøvelse og grov vold samt godtgørelse for freds- og æres-
krænkelser, herunder f.eks. injurier og uberettiget offentlig-
gørelse af følsomme personoplysninger. Efter § 26 a, stk. 1,
kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder
en andens død, pålægges at betale en godtgørelse til efterle-
vende, der stod den afdøde særlig nær.
Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2, tilsvarende anven-
delse på godtgørelser efter §§ 26 og 26 a.
Erstatningsansvarsloven vedrører erstatnings- og godtgørel-
seskrav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.
§ 18, stk. 2, anses for analogt anvendelig på erstatning efter
arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne, godt-
gørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger og
tilsvarende erstatninger og godtgørelser efter patientforsik-
ringsloven og voldsoffererstatningsloven, godtgørelse til
HIV-smittede blødere og lignende erstatninger og godtgørel-
ser.
§ 18, stk. 2, anvendes også analogt på ulykkesforsikringer,
men det er uafklaret, om reglerne om forsørgertabserstatning
anvendes analogt på livsforsikringsbeløb.
Efter § 18, stk. 3, finder reglerne i stk. 1 og 2 ikke anvendel-
se på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette
skyldes, at sådanne erstatninger træder i stedet for en lønind-
tægt, der ville indgå i ægtefællens delingsformue. Stk. 3 om-
fatter efter retspraksis bl.a. fratrædelsesgodtgørelse efter
funktionærlovens § 2 a, hvorefter der ydes en særlig godtgø-
relse ved opsigelse af funktionærer, der har været beskæfti-
get i samme virksomhed i 12 år eller mere.
Der ses ikke at være taget stilling til behandlingen på skifte
af andre godtgørelser med relation til en ansættelse, herun-
der f.eks. godtgørelse efter ligebehandlingsloven for afske-
digelse begrundet i graviditet, godtgørelse efter ligelønslo-
ven og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for mangler i
et ansættelsesbevis.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af
§ 18, stk. 2, og derfor ikke indgår i delingsformuen, er ikke
udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om
en erstatning er omfattet af § 18, stk. 2.
Det er uden betydning for anvendelsen af § 18, stk. 2, om
erstatningen m.v. er erhvervet før eller efter ægteskabet.
For at kunne holde en erstatning uden for delingen må er-
statningen ikke være forbrugt. Det er ikke en betingelse, at
erstatningen er holdt adskilt fra modtagerens øvrige formue,
men modtageren har bevisbyrden for, at erstatningen ikke er
forbrugt. I praksis kan denne bevisbyrde være vanskelig at
løfte.
Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er
omfattet af § 18, stk. 2, indgår i formuedelingen. Dermed
adskiller ordningen sig fra særeje, hvor indtægter og værdi-
stigning er særeje, jf. punkt. 3.12.
Det foreslås, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og den
del af § 18, stk. 3, der er tilknyttet § 18, stk. 2, videreføres i
lovforslagets § 36, idet bestemmelsens anvendelsesområde
udvides sådan, at bestemmelsen også omfatter godtgørelser
efter lovens §§ 26 og 26 a samt de erstatninger m.v., som §
18, stk. 2, i dag anvendes analogt på.
Med lovforslagets § 36 foreslås det således, at der indføres
en samlet bestemmelse om hvilke erstatninger m.v., der ikke
indgår i formuedelingen. De erstatninger, der efter bestem-
melsen ikke indgår i formuedelingen, betegnes personlige
erstatninger.
Med § 36, stk. 1, foreslås det, at værdien af en ægtefælles er-
statninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v., der
skyldes erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte, kritisk
sygdom og tort m.v. som følge af personskade, ikke indgår i
formuedelingen.
Personskadeerstatninger kompenserer for selve skaden på
skadelidtes person, herunder den lidelse der er forbundet
hermed, og for et eventuelt fremtidigt indtægtstab. Det afgø-
rende fællestræk ved disse udbetalinger er, at de kompense-
rer for et fremtidigt indtægtstab eller for en mere ideel skade
i form af fysisk eller psykisk lidelse eller integritetskrænkel-
se, som f.eks. ved voldtægt eller frihedsberøvelse. Sådanne
erstatninger er således tæt knyttet til skadelidte selv, og ska-
delidte bør derfor kunne beholde dem efter separation og
skilsmisse. På samme måde er en forsørgertabserstatning,
der ligeledes vedrører fremtiden, knyttet til den berettigedes
person.
Ud over de erstatninger, m.v., der i dag er omfattet af erstat-
ningsansvarslovens § 18, stk. 2, omfatter bestemmelsen også
bl.a. erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af
erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén og erstatning for
tab af forsørger, godtgørelser efter patientforsikringsloven
og til HIV-smittede blødere, ulykkesforsikringer samt erstat-
ninger for arbejdsskader og patientskader.
Livsforsikringer, der udbetales til en begunstiget fra en tred-
jemand (forsikringstager), er ikke omfatter af bestemmelsen.
Det samme gælder ulykkes- og sygeforsikringer fra tredje-
mand. Disse forsikringer m.v. er ikke på samme måde knyt-
tet til modtagerens person, men har mere karakter af arv og
gave. Efter forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2, jf. § 122,
kan en forsikringstager bestemme, at forsikringssummen
skal være den begunstigedes særeje.
141
De ovennævnte nævnte personlige erstatninger holdes efter
det foreslåede stk. 1 kun uden for formuedelingen, i det om-
fang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for
at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der
bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne
fratrækkes i delingsformuen efter lovforslagets § 29, stk. 1.
Efter stk. 2 gælder det samme for værdien af en forsørger-
tabserstatning, som en ægtefælle har modtaget, samt for
værdien af andre personlige erstatninger, der ikke nødven-
digvis har tilknytning til en personskade. Det drejer sig om
godtgørelser efter erstatningsansvarslovens §§ 26 og 26 a,
og godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebe-
handling og ligestillingsloven.
I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 og 2 ikke skal finde anvendelse
på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for
uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbe-
tales i tilknytning til et ansættelsesforhold. De erstatninger,
der er omfattet af stk. 3, har overordnet set til formål at
kompensere for et tab af indtægt, der allerede er lidt, når er-
statningen udbetales. Den indtægt, som erstatningen skal
dække, ville være indgået i formuedelingen, og erstatning
for indtægten skal derfor ligeledes indgå i formuedelingen.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af
de foreslåede bestemmelser i § 36, stk. 1, 2 og 3, er ikke ud-
tømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om
en erstatning er omfattet af de nævnte bestemmelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Det bemærkes, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, fore-
slås ophævet, jf. § 7, nr. 3, i følgelovforslaget.
Til § 37
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægte-
fællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhver-
ver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt
det ikke er gjort til særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får
reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på rettig-
heder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i
den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse
rettigheder særligt gældende regler.
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af rets-
virkningslovens § 15, stk. 2, (de såkaldte § 15, stk. 2-rettig-
heder) omfatter bl.a. ophavsrettigheder, ret til biblioteksaf-
gifter, bundne opsparinger, båndlagt arv og gave samt good-
will.
Nogle af disse rettigheders behandling ved formuedelingen
er reguleret i anden lovgivning, herunder ophavsretsloven,
biblioteksafgiftsloven og arveloven for så vidt angår bånd-
lagt arv (§§ 53-58). For så vidt angår rettigheder, der ikke er
særligt lovreguleret, er der i nogle tilfælde taget stilling i
retspraksis, mens andre alene er omtalt i litteraturen.
Selvom det bliver fastslået, at en rettighed er uoverdragelig
eller af så personlig art, at den henhører under § 15, stk. 2,
er det ikke givet, hvordan rettigheden skal behandles ved
formuedelingen. Det afgøres ud fra en fortolkning af den en-
kelte rettigheds karakter. Fravigelse af udgangspunktet om
ligedeling kan ske med støtte i en anden lov, forvaltnings-
akt, privat viljeserklæring, retspraksis og den juridiske litte-
ratur.
Bestemmelsen i § 15, stk. 2, foreslås uden indholdsmæssige
ændringer videreført i lovforslagets § 37. Efter denne be-
stemmelse indgår rettigheder, som ikke kan overdrages eller
i øvrigt har personlig karakter kun i formuedelingen, i det
omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse
rettigheder.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Til kapitel 11
Til § 38
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og
særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelin-
gen. Under ægteskabet kan en ægtefælle eksempelvis flytte
værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågældende
ægtefælles særeje – eller omvendt. Delingsformuen vil såle-
des blive formindsket eller forøget, og ved formuedeling i
forbindelse med separation eller skilsmisse vil det betyde, at
den anden ægtefælle vil få et mindre eller større beløb ved
formuedelingen, end hvis flytningen af værdierne ikke hav-
de fundet sted.
Flytning af værdier mellem f.eks. særeje og delingsformue
kan være helt sædvanlige dispositioner under ægteskabet.
Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydnin-
ger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue og sam-
me ægtefælles særeje og anden formue, der ikke er delings-
formue, og dermed genskabe den oprindelige balance mel-
lem de forskellige formuearter. Et vederlagskrav som følge
af overførsel af delingsformue til særeje er således ikke be-
tinget af, at ægtefællen har foretaget overførslen med hen-
blik på at nedbringe delingsformuen og forøge særejet for at
blive stillet bedst muligt ved en kommende formuedeling.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 om-
fatter tre forskellige situationer:
1) En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra
anden formue, der ikke er delingsformue, til sin de-
lingsformue (stk. 3). Denne bestemmelse foreslås vide-
reført i lovforslagets § 38.
2) En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue
til sit særeje eller til anden formue, der ikke er delings-
formue (stk. 2). Denne bestemmelse foreslås videreført
i lovforslagets § 39.
3) Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin
delingsformue, sådan at den anden ægtefælle ved en se-
nere formuedeling får et mindre beløb ved formuede-
lingen (stk. 1). Denne bestemmelse foreslås videreført i
lovforslagets § 40.
142
Retsvirkningslovens § 23, stk. 2, omhandler den situation,
hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sin delingsformue
til erhvervelse eller forbedring af aktiver, der er særeje eller
omfattet af lovens § 15, stk. 2, om uoverdragelige og per-
sonlige rettigheder. I denne situation kan den anden ægte-
fælle rejse et vederlagskrav, således at formindskelsen af de-
lingsformuen kan udlignes.
Dispositioner efter bestemmelsen omfatter bl.a., at en ægte-
fælle forbedrer sin ejendom, der er særeje, med midler fra
sin delingsformue, eller betaler afdrag på gælden i ejendom-
men med midler fra sin delingsformue. Bestemmelsen om-
fatter også anvendelse af delingsformue til anskaffelse af en
rettighed, der er omfattet af lovens § 15, stk. 2, om uover-
dragelige og personlige rettigheder, og som derfor ikke ind-
går i formuedelingen, f.eks. en goodwill.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på dispositio-
ner, der er foretaget under hele ægteskabet og ikke kun på
dispositioner, der er foretaget i tiden op imod separation el-
ler skilsmisse.
En ægtefælle kan gøre et vederlagskrav gældende over for
den anden ægtefælle, selvom den første ægtefælle var be-
kendt eller indforstået med de dispositioner, der udløste kra-
vet.
Efter § 23 stk. 4, finder stk. 2 ikke anvendelse på pensions-
rettigheder efter §§ 16 a-16 c. Det betyder, at der ikke kan
rejses vederlagskrav efter stk. 2, hvis en ægtefælle overfører
midler fra sin delingsformue til en pensionsrettighed, der
kan udtages forlods efter disse bestemmelser. Dette skal dog
ses i lyset af, at pensionsrettigheder efter § 16 b kun kan ud-
tages forlods, hvis de er "rimelige". Selvom en meget stor
overførsel til en pensionsordning ikke udløser vederlags-
krav, kan en del af pensionsrettigheden således indgå i for-
muedelingen, hvis pensionsrettigheden overstiger det rimeli-
ge.
Lovens § 16 a vedrører formuedeling ved en ægtefælles død,
og § 16 c vedrører formuedeling i ægteskaber af kortere va-
righed. I begge situationer udtager henholdsvis den længst-
levende ægtefælle og begge ægtefæller deres egne pensions-
rettigheder, også selvom de ikke anses som er rimelige efter
§ 16 b. Pensionsrettigheder efter §§ 16 b og 16 c er beskre-
vet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.2., og i be-
mærkningerne til §§ 34 og 35, og pensionsrettigheder efter
§ 16 a er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt
3.22.1., og i bemærkningerne til § 52.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlagskrav først gøres
gældende ved formuedelingen. Opnås der her ikke fuld
dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gælden-
de for det manglende.
Vederlagskrav dækkes ved, at den ægtefælle, der har kravet,
forlods udtager det beløb, som er overført fra delingsformu-
en til særejet, af den resterende del af fællesboet, og er det
ikke tilstrækkeligt, kan halvdelen af det manglende beløb
udtages af den anden ægtefælles særeje.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlags-
krav, der skyldes en disposition, der er foretaget for flere år
siden, men da størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt,
er der mulighed for at tage hensyn til værdistigninger og -
fald på de aktiver, der er omfattet af dispositionerne. Der er
således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlags-
krav, der er større end de overførte midler, f.eks. hvis de-
lingsformue er overført til en fast ejendom, er særeje, og
som er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet fastsættes la-
vere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i
værdi.
Vederlagskrav står ved formuedelingen tilbage for eventuel-
le kreditorers krav mod den pågældende ægtefælle.
Med lovforslagets § 38 foreslås det, at retsvirkningslovens
§ 23, stk. 2, jf. stk. 4, og § 24 om vederlagskrav videreføres
under betegnelsen reguleringskrav, dog med en klarere be-
skrivelse af bestemmelsens anvendelsesområde og bedre
muligheder for at få reguleringskrav dækket end efter den
gældende ordning.
Det foreslås i § 38, stk. 1, at hvis en ægtefælle har overført
sin delingsformue til egne aktiver, der er særeje, eller der i
øvrigt ikke indgår i formuedelingen, eller hvis ægtefællen
har anvendt sin delingsformue til betaling af egen gæld, der
ikke kan fradrages delingsformuen, har den anden ægtefælle
et reguleringskrav (1. pkt.).
Anvendelsesområdet – aktiver, der ikke indgår i formuede-
lingen – henviser til lovforslagets § 26 om formuedelingen.
Efter denne bestemmelse indgår følgende rettigheder ikke i
formuedelingen: særeje, pensionsrettigheder (lovforslagets
§§ 34 og 35), personlige erstatninger (lovforslagets § 36) og
uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet (lovforsla-
gets § 37).
Anvendelsesområdet svarer således til anvendelsesområdet
for den gældende ordning, nemlig overførsler til særeje og
til uoverdragelige og personlige rettigheder. Det bemærkes i
den forbindelse, at der reelt ikke er mulighed for at overføre
delingsformue til personlige erstatninger, da disse kun hol-
des uden for formuedelingen med deres værdi, hvilket ikke
omfatter værdistigninger, jf. bemærkningerne til § 36). End-
videre svarer reguleringen af overførsler til pensionsrettig-
heder (se stk. 2) til den gældende ordning.
Ligesom efter den gældende ordning medfører betaling af
gæld, der påhviler særeje m.v., vederlagskrav, dog ikke be-
taling af forbrugsgæld (se stk. 2), der ikke medfører for-
skydning mellem delingsformue og formue, der ikke indgår
i formuedelingen.
Størrelsen af reguleringskravet fastsættes efter et samlet
skøn ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket ved
overførslen eller betaling af gælden. Der skal ved afgørelsen
herom lægges vægt på tidspunktet for overførslen eller beta-
lingen af gælden, stigning og fald i værdien af de omhandle-
de aktiver og passiver, ægtefællernes formueforhold og om-
stændighederne i øvrigt (2. og 3. pkt.).
143
I forhold til gældende ret omfatter bestemmelsen også over-
førsler til alle aktiver, der ikke indgår i ligedelingen, undta-
gen pensionsrettigheder, jf. det foreslåede stk. 2.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at betaling af gæld omfat-
tet af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 29, stk.
3, om forbrugsgæld m.v.) ikke medfører reguleringskrav ef-
ter stk. 1. Dette skyldes, at betaling af forbrugsgæld ikke
medfører forskydning mellem delingsformue og formue, der
ikke indgår i formuedelingen.
Det følger videre af stk. 2, at overførsel af midler til pensi-
onsrettigheder, der er omfattet af lovforslagets § 34, stk. 1,
(rimelige pensionsrettigheder) eller § 35, stk. 1, (pensions-
rettigheder ved kortvarige ægteskaber) heller ikke medfører
reguleringskrav. Dette skyldes, at i ikke-kortvarige ægteska-
ber er overførsler af delingsformue til pensionsrettigheder
fortsat delingsformue, i det omfang overførslen overstiger
det rimelige.
Med stk. 3 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres
gældende ved formuedelingen.
I stk. 4 foreslås det, at hvis reguleringskravet ved formuede-
lingen overstiger delingsformuen, udtages halvdelen af den
manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapital-
pension, supplerende engangssum og supplerende engangs-
ydelse, jf. de foreslåede bestemmelser i § 34, stk. 2, og § 35,
stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførs-
len.
Det foreslåede stk. 5 indebærer, at reguleringskrav, der ikke
er blevet dækket ved formuedelingen efter stk. 4, ikke sene-
re kan gøres gældende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
Til § 39
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og
særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelin-
gen. Under ægteskabet kan en ægtefælle eksempelvis flytte
værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågældende
ægtefælles særeje – eller omvendt. Delingsformuen vil såle-
des blive formindsket eller forøget, og ved formuedeling i
forbindelse med separation eller skilsmisse vil det betyde, at
den anden ægtefælle vil få et mindre eller større beløb ved
formuedelingen, end hvis flytningen af værdierne ikke hav-
de fundet sted.
Flytning af værdier mellem f.eks. særeje og delingsformue
kan være helt sædvanlige dispositioner under ægteskabet.
Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydnin-
ger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue og sam-
me ægtefælles særeje og anden formue, der ikke er delings-
formue, og dermed genskabe den oprindelige balance mel-
lem de forskellige formuearter. Et vederlagskrav som følge
af overførsel af delingsformue til særeje er således ikke be-
tinget af, at ægtefællen har foretaget overførslen med hen-
blik på at nedbringe delingsformuen og forøge særejet for at
blive stillet bedst muligt ved en kommende formuedeling.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 om-
fatter tre forskellige situationer:
1) En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra
anden formue, der ikke er delingsformue, til sin de-
lingsformue (stk. 3). Denne bestemmelse foreslås vide-
reført i lovforslagets § 38.
2) En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue
til sit særeje eller til anden formue, der ikke er delings-
formue (stk. 2). Denne bestemmelse foreslås videreført
i lovforslagets § 39.
3) Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin
delingsformue, sådan at den anden ægtefælle ved en se-
nere formuedeling får et mindre beløb ved formuede-
lingen (stk. 1). Denne bestemmelse foreslås videreført i
lovforslagets § 40.
Retsvirkningslovens § 23, stk. 3, omhandler den situation,
hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sit særeje til at er-
hverve eller forbedre et aktiv, der er delingsformue. I denne
situation kan den ægtefælle, der har foretaget overførslen,
kræve et beløb overført fra delingsformuen til sit særeje.
Dispositioner efter bestemmelsen omfatter bl.a., at en ægte-
fælle forbedrer sin ejendom, der er delingsformue, med mid-
ler fra sit særeje, eller betaler afdrag på gælden i ejendom-
men med midler fra sit særeje.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på dispositio-
ner, der er foretaget under hele ægteskabet og ikke kun på
dispositioner, der er foretaget i tiden op imod separation el-
ler skilsmisse.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlagskrav først gøres
gældende ved formuedelingen. Opnås der her ikke fuld
dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gælden-
de for det manglende.
Vederlagskrav dækkes ved, at den ægtefælle, der har kravet,
forlods udtager det beløb, som er overført fra særejet til de-
lingsformuen, af den resterende del af delingsformuen.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlags-
krav, der skyldes en disposition, der er foretaget for flere år
siden, men størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt. Der
er således mulighed for at tage hensyn til værdistigninger og
-fald på de aktiver, der er omfattet af dispositionerne. Der er
således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlags-
krav, der er større end de overførte midler, f.eks. hvis de-
lingsformue er overført til en fast ejendom, der er særeje, og
som er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet fastsættes la-
vere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i
værdi.
Vederlagskrav står ved formuedelingen tilbage for eventuel-
le kreditorers krav.
144
Med lovforslagets § 39 foreslås det, at retsvirkningslovens §
23, stk. 3, og § 24 om vederlagskrav videreføres under be-
tegnelsen reguleringskrav uden indholdsmæssige ændringer,
dog med en klarere beskrivelse af bestemmelsens anvendel-
sesområde.
Med § 39, stk. 1, foreslås det, at en ægtefælle, der har over-
ført midler, der ikke indgår i formuedelingen, til sin delings-
formue, eller der har anvendt midler, der ikke indgår i for-
muedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages
ægtefællens delingsformue, har et reguleringskrav (1. pkt.).
Anvendelsesområdet – midler, der ikke indgår i formuede-
lingen – henviser til lovforslagets § 26 om formuedelingen.
Efter denne bestemmelse indgår følgende rettigheder ikke i
formuedelingen: særeje, pensionsrettigheder (lovforslagets
§§ 34 og 35), personlige erstatninger (lovforslagets § 36) og
uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet (lovforsla-
gets § 37).
Anvendelsesområdet svarer således til anvendelsesområdet
for den gældende ordning, nemlig overførsler af særeje til
delingsformue. Det bemærkes i den forbindelse, at uover-
dragelige og personlige rettigheder samt pensionsrettigheder
ikke foreligger i en form, der gør det muligt at overføre så-
danne rettigheder til delingsformue.
Det bemærkes endvidere, at en personlig erstatning kun hol-
des uden for formuedelingen, i det omfang erstatningen er i
behold. Ved overførsel af et kontant erstatningsbeløb til
f.eks. en fast ejendom, der er delingsformue, er erstatningen
fortsat i behold og kan holdes uden for formuedelingen,
hvorfor betalingen af gælden ikke medfører en formuefor-
skydning mellem ægtefællens delingsformue og formue, der
ikke indgår i formuedelingen. Tilsvarende gælder udbetalte
pensionsbeløb, der efter § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, ikke
indgår i formuedelingen, i det omfang, de ikke må anses for
forbrugt.
Ligesom efter den gældende ordning medfører betaling af
gæld, der påhviler særeje m.v., vederlagskrav, jf. dog stk. 2
om betaling af forbrugsgæld.
Størrelsen af reguleringskravet fastsættes efter et samlet
skøn ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er sket ved
overførslen. Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på
tidspunktet for overførslen, stigning og fald i værdien af de
aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formue-
forhold og omstændighederne i øvrigt (2. og 3. pkt.).
I stk. 2 foreslås det, at betaling af gæld omfattet af lovforsla-
gets § 29, stk. 3, om forbrugsgæld m.v. ikke medfører regu-
leringskrav efter stk. 1. Dette skyldes, at betaling af for-
brugsgæld ikke medfører forskydning mellem delingsfor-
mue og formue, der ikke indgår i formuedelingen.
Med stk. 3 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres
gældende ved formuedelingen. Reguleringsbeløbet udtages
inden formuedelingen.
I stk. 4 foreslås det, at reguleringskravet ved formuedelingen
kun kan søges dækket af den delingsformue, der tilhører den
ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. det foreslåede
stk. 1. Med stk. 5 foreslås det, at reguleringskrav, der ikke
efter stk. 4 er blevet dækket ved formuedelingen, ikke sene-
re kan gøres gældende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
Til § 40
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og
særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelin-
gen. Under ægteskabet kan en ægtefælle eksempelvis flytte
værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågældende
ægtefælles særeje – eller omvendt. Delingsformuen vil såle-
des blive formindsket eller forøget, og ved formuedeling i
forbindelse med separation eller skilsmisse vil det betyde, at
den anden ægtefælle vil få et mindre eller større beløb ved
formuedelingen, end hvis flytningen af værdierne ikke hav-
de fundet sted.
Flytning af værdier mellem f.eks. særeje og delingsformue
kan være helt sædvanlige dispositioner under ægteskabet.
Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydnin-
ger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue og sam-
me ægtefælles særeje og anden formue, der ikke er delings-
formue, og dermed genskabe den oprindelige balance mel-
lem de forskellige formuearter. Et vederlagskrav som følge
af overførsel af delingsformue til særeje er således ikke be-
tinget af, at ægtefællen har foretaget overførslen med hen-
blik på at nedbringe delingsformuen og forøge særejet for at
blive stillet bedst muligt ved en kommende formuedeling.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 om-
fatter tre forskellige situationer:
1) En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra
anden formue, der ikke er delingsformue, til sin de-
lingsformue (stk. 3). Der henvises til lovforslagets §
38.
2) En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue
til sit særeje eller til anden formue, der ikke er delings-
formue (stk. 2). Der henvises til lovforslagets § 39.
3) Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin
delingsformue, sådan at den anden ægtefælle ved en se-
nere formuedeling får et mindre beløb ved formuede-
lingen (stk. 1). Denne bestemmelse videreføres i lov-
forslagets § 40.
Efter retsvirkningslovens § 23, stk. 1, kan en ægtefælle for-
lange vederlag, hvis den anden ægtefælle ved vanrøgt af si-
ne økonomiske anliggender, ved misbrug af rådigheden over
sin delingsformue eller på anden uforsvarlig måde i væsent-
lig grad har formindsket sin delingsformue. Bestemmelsen
har til formål at udligne tab, som en ægtefælle ellers ville li-
de ved formuedelingen som følge af, at den anden ægtefælle
utilbørligt har formindsket sin formue.
Misbrug efter § 23, stk. 1, kan bl.a. være uforholdsmæssigt
stort forbrug enten af kapital eller ved optagelse af lån, påta-
145
gelse af kautionsforpligtelser, tab ved spekulationsprægede
forretninger eller lignende. Andre dispositioner, der kan ud-
gøre misbrug, kan være pådragelse af erstatningsansvar ved
forsætligt eller groft uagtsomme forhold, spirituskørsel, van-
røgt af en ejendom eller forsætlig eller grov uagtsom øde-
læggelse af egne aktiver. Også gaver til tredjemand kan væ-
re misbrug, navnlig hvis ægtefællerne har ophævet samlivet,
eller en samlivsophævelse er nært forestående.
Reglerne om vederlagskrav på grund af misbrug skal også
ses i lyset af retsvirkningslovens § 16, stk. 1, hvorefter hver
ægtefælle har rådigheden over alt, hvad ægtefællen ejer, dog
med de indskrænkninger der bl.a. følger af § 17. Efter denne
bestemmelse har en ægtefælle pligt at udøve sin rådighed
over sin formue sådan, at den ikke utilbørlig udsættes for at
forringes til skade for den anden ægtefælle.
Rimelige indbetalinger på pensionsordninger, jf. retsvirk-
ningslovens § 16 b, kan aldrig være misbrug. Indbetalinger
af uforholdsmæssigt store beløb på pensionsordninger, der
kan udtages forlods i medfør af retsvirkningslovens § 16 c
om kortvarige ægteskaber, kan derimod efter omstændighe-
derne være misbrug. Ved vurderingen heraf må der lægges
vægt på størrelsen af indbetalingerne, om de afviger fra et
hidtidigt indbetalingsmønster, og om der er særligt store
indbetalinger lige op til anmodningen om separation eller
skilsmisse. Under tilsvarende omstændigheder kan længstle-
vendes uforholdsmæssigt store pensionsopsparinger op til et
dødsfald udgøre misbrug. §§ 16 b og 16 c er beskrevet i de
almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.2., og i bemærk-
ningerne til §§ 34 og 35.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på dispositio-
ner, der er foretaget under hele ægteskabet og ikke kun på
dispositioner, der er foretaget i tiden op imod separation el-
ler skilsmisse.
For at der kan rejses vederlagskrav efter § 23, stk. 1, mod
den anden ægtefælle, kræves, at delingsformuen er blevet
formindsket i væsentlig grad. Om formindskelsen er så væ-
sentlig, at der kan kræves vederlag, afgøres ved at sammen-
ligne størrelsen af den rådende ægtefælles delingsformue før
og efter den pågældende disposition.
Når disse betingelser er opfyldt skal der ved vurderingen af,
om der er grundlag for et vederlagskrav, foretages der en
samlet bedømmelse af den pågældende ægtefælles dispositi-
oner. Det er ikke tilstrækkeligt at bedømme den vederlags-
fremkaldende disposition isoleret. Der ses også på baggrun-
den for dispositionen, og hvornår den blev foretaget. Jo tæt-
tere ægtefællerne er på separation og skilsmisse, jo lavere
vil grænsen være for, at der er tale om misbrug. Navnlig når
der er tale om gaver til en ny partner, vil der skulle mindre
til, før der er tale om misbrug.
Der kan også foreligge misbrug, selvom der ikke er foreta-
get en, men en række dispositioner.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på misbrug
foretaget under hele ægteskabet, og ikke kun på misbrug
foretaget i tiden op til en separation eller skilsmisse. Jo tæt-
tere ægtefællerne er på separation og skilsmisse, jo lavere
vil grænsen være for, hvornår der er tale om misbrug. Mis-
brug, der ligger langt tilbage i tiden, vil, hvis krav overhove-
det rejses, formentlig ofte kunne anses for at være stiltiende
accepteret af den anden ægtefælle, hvis denne har haft
kendskab til dispositionen.
Kan der rejses vederlagskrav, er det afgørende for kravets
størrelse, hvor stort tab den anden ægtefælle har lidt som
følge af dispositionen. Tabet kan derfor først opgøres, når
delingsformuerne gøres op og deles mellem ægtefællerne.
Der opstår ikke vederlagskrav, hvis den ægtefælle, der fore-
tog dispositionen, havde en negativ delingsformue, da dis-
positionen blev foretaget, da den anden ægtefælle ikke lider
tab ved dispositionen.
Vederlaget kræves først i delingsformuen. Hvis den ikke er
tilstrækkelig, kræves vederlaget for halvdelen af det man-
glende beløb af særeje tilhørende den ægtefælle, der har
foretaget misbruget.
Hvis vederlagskravet ikke kan gennemføres mod den anden
ægtefælle, fordi ægtefællen ikke har midler til at dække kra-
vet, er der ikke umiddelbart mulighed for at kræve omstø-
delse af gave til tredjemand eller erstatning fra tredjemand.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan misbrugskrav først gøres
gældende ved formuedelingen. Opnås der her ikke fuld
dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gælden-
de for det manglende.
Vederlagskrav står ved formuedelingen tilbage for eventuel-
le kreditorers krav.
Hvis en ægtefælle vanrøgter sine aktiver, forærer dem væk
eller skjuler dem for den anden ægtefælle efter ophørsdagen,
jf. ægtefælleskiftelovens § 51, men inden bodelingen er gen-
nemført, er der ikke tale om misbrug, der er omfattet af rets-
virkningslovens § 23. Den anden ægtefælles krav på boslod
beregnes ud fra de aktiver, der var på ophørsdagen, selv om
værdierne i mellemtiden måtte være forsvundet. Hvis en æg-
tefælle under formuedelingen vanrøgter f.eks. en fast ejen-
dom, så den er faldet i værdi, kan den anden ægtefælle have
et erstatningskrav efter almindelige formueretlige regler. Et
krav på boslod eller et erstatningskrav, der ikke bliver dæk-
ket ved formuedelingen, bortfalder ikke, men kan gøres gæl-
dende senere, hvis den anden ægtefælle senere kommer til
penge.
Retsvirkningslovens § 24 indeholder ikke hjemmel til at in-
deksere et misbrugskrav, der skyldes en disposition, der er
foretaget for flere år siden, men størrelsen af kravet fastsæt-
tes skønsmæssigt. Der er således mulighed for at tage hen-
syn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet
af dispositionerne. Der er således ikke noget til hinder for at
fastsætte et vederlagskrav, der er større end de overførte
midler, f.eks. hvis delingsformue er overført til en fast ejen-
dom, der er særeje, og som er steget i værdi. Tilsvarende
146
kan kravet fastsættes lavere end det overførte, hvis det på-
gældende aktiv er faldet i værdi.
Med lovforslagets § 40 foreslås det, at retsvirkningslovens §
23, stk. 1, jf. § 24, videreføres under betegnelsen misbrugs-
krav, uden indholdsmæssige ændringer, bortset fra bedre
muligheder for at få misbrugskrav dækket.
I § 40, stk. 1, foreslås det, at hvis en ægtefælle ved misbrug
af rådigheden over sin formue eller på anden uforsvarlig
måde væsentligt har reduceret delingsformuen, har den an-
den ægtefælle krav på at blive stillet, som om formindskel-
sen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes mis-
brugskrav.
Med det foreslåede stk. 2 foreslås det, at kravet kun kan gø-
res gældende ved formuedelingen. Hvis misbrugskravet ved
formuedelingen overstiger anden ægtefælles delingsformue,
udtages efter det foreslåede stk. 3 halvdelen af den manglen-
de del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension,
supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf.
de foreslåede § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den
ægtefælle, der har foretaget misbruget.
I stk. 4 foreslås det i modsætning forslagene vedrørende re-
guleringskrav i lovforslagets §§ 38 og 39, at misbrugskrav,
der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, senere kan
gøres gældende mod den anden ægtefælle for halvdelen af
den del af kravet, der ikke er blevet dækket. Sådanne krav
kan således tvangsfuldbyrdes af fogedretten efter retspleje-
lovens § 478, stk. 1, nr. 1, hvorefter tvangsfuldbyrdelse kan
ske på grundlag af bl.a. domme og kendelser afsagt af dom-
stole, herunder skifteretter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
Til kapitel 12
Til § 41
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter æg-
tefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at denne
ægtefælle skal yde den anden ægtefælle et beløb for at sikre,
at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende
efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes for-
mueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i
øvrigt i særlig grad taler for det. Efter 2. pkt. anvendes den-
ne regel også med hensyn til rettigheder, der er uoverdrage-
lige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i for-
muedelingen.
I praksis har § 67 fået et videre anvendelsesområde end op-
rindelig tilsigtet, idet den har udviklet sig til en generel ri-
melighedsregel, hvor der er lagt mere vægt på ordet urime-
ligt end på ringe. I praksis er der således også lagt vægt på,
om den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller for-
bedre den anden ægtefælles særeje, herunder ved arbejde i
den anden ægtefælles virksomhed, ved betaling af udgifter
vedrørende den andens særeje eller ved arbejde i hjemmet,
hvilket har gjort det muligt for den ægtefælle at arbejde me-
re. I tilfælde, hvor den ene ægtefælle har en meget stor for-
mue, er der en tendens til, at retten tilgodeser et ønske om
individuel retfærdighed mellem ægtefællerne, så der sker en
vis sikring af den mindre formuende ægtefælles sociale stil-
ling, uanset at denne ikke objektivt set er ringe stillet.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt afhæn-
gig af, hvad der er baggrunden for og formålet med beløbet.
Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægtefælle et
beløb til etablering, er det ofte i størrelsesordenen
50-100.000 kr., mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt
på medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt
væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1 mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ik-
ke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens §
56 til ægtefælleskifteloven ved lovens ikrafttræden den 1.
marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter §
56 er således fortsat relevant for fortolkningen af § 67.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, viderefø-
res men opdeles i to bestemmelser: Lovforslagets § 41 om
lovfæstelse af praksis om medvirken til at bevare eller for-
øge den anden ægtefælles formue og lovforslagets § 42 om
ægtefæller, der er stillet urimeligt økonomisk.
Med § 41 videreføres uden indholdsmæssige ændringer den
del af ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, der vedrører med-
virken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles for-
mue, som ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i
hjemmet, varetagelse af omsorgen for børnene, fordelingen
af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få
tilkendt en kompensation.
Bevarelsen af formue kan f.eks. omfatte situationer, hvor en
ægtefælle har forbedret den anden ægtefælles ejendom, der
dermed er steget i værdi, men hvor ejendommen samtidig er
faldet i værdi på grund af konjunkturerne. Bevarelse kan og-
så være, at den ene ægtefælle har en betydelig særejefor-
mue, men en meget lav indtægt, mens den anden ægtefælle
har en betydelig indtægt og ingen formue. Hvis ægtefællen
med den høje indtægt under ægteskabet har forsørget den
anden ægtefælle, således at den pågældende ikke har haft
behov for at bruge af sin formue, har den første ægtefælle
medvirket til at bevare den anden ægtefælles formue.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 67 foreslås ophæ-
vet, jf. § 2, nr. 13, i følgelovforslaget.
Til § 42
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter æg-
tefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at denne
ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne
ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en
separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes formuefor-
147
hold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i
særlig grad taler for det. Efter 2. pkt. anvendes denne regel
også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i
øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i formuedelingen.
Efter praksis skal ægteskabet have varet ca. 5 år, før et kom-
pensationsbeløb kommer på tale. Der vil dog kunne lægges
vægt på et eventuelt forudgående samliv, ligesom det vil
kunne tillægges vægt, hvis ægteskabet har været meget
langvarigt.
Anvendelsen af § 67 forudsætter som udgangspunkt, at der
er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer efter formue-
delingen, fordi den ene ægtefælle har kunnet holde en stor
formue uden for formuedelingen, da formuen har bestået af
særeje eller personlige og uoverdragelige rettigheder, jf.
retsvirkningslovens § 15, stk. 2.
Selvom der er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer
efter formuedelingen, må det antages, at der ikke tilkendes
beløb efter ægtefælleskiftelovens § 67, hvis den økonomisk
dårligst stillede ægtefælles livsvilkår i øvrigt er sikret, f.eks.
gennem ægtefællens andel af delingsformuen eller eget sær-
eje.
Ægtefællernes indtægtsforhold kan også tillægges betyd-
ning. For den økonomisk dårligst stillede ægtefælle indgår
det i vurderingen, i hvilket omfang denne er i stand til at ar-
bejde, dennes uddannelse, helbred og erhvervserfaring samt
eventuelle hjemmeboende børn.
I praksis har § 67 fået et videre anvendelsesområde end op-
rindelig tilsigtet, idet den har udviklet sig til en generel ri-
melighedsregel, hvor der er lagt mere vægt på ordet urime-
ligt end på ringe. I praksis er der endvidere lagt vægt på, om
den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller forbedre
den anden ægtefælles særeje. Der henvises herom til lovfor-
slagets § 41.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt afhæn-
gig af, hvad der er baggrunden for og formålet med beløbet.
Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægtefælle et
beløb til etablering, er det ofte i størrelsesordenen
50-100.000 kr., mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt
på medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt
væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1 mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ik-
ke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens §
56 til ægtefælleskifteloven ved lovens ikrafttræden den 1.
marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter §
56 er således fortsat relevant for fortolkningen af § 67.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, viderefø-
res men opdeles i to bestemmelser: Lovforslagets § 41 om
medvirken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles
formue og lovforslagets § 42 om ægtefæller, der er stillet
urimeligt økonomisk.
Med § 41 videreføres uden indholdsmæssige ændringer den
del af ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, der vedrører kom-
pensation til en ægtefælle, der ellers ville blive stillet urime-
ligt økonomisk. Ved vurderingen heraf lægges vægt på æg-
teskabets varighed, herunder et eventuelt forudgående sam-
liv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold
samt omstændighederne i øvrigt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 67 foreslås ophæ-
vet, jf. § 2, nr. 13, i følgelovforslaget.
Til § 43
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter æg-
tefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at den
ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at
denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende ef-
ter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes for-
mueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i
øvrigt i særlig grad taler for det.
Efter § 67, stk. 2, kan der tidligst anlægges sag om krav ef-
ter stk. 1, når der er indgivet anmodning til statsforvaltnin-
gen om separation eller skilsmisse.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan krav efter stk. 1 ikke gøres
gældende, efter at skifte af ægtefællernes fællesbo eller sam-
eje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet
boopgørelse. Dette gælder dog ikke, hvis boet genoptages i
medfør af lovens § 78. Stk. 3 indebærer, at en ægtefælle, der
ønsker kompensation efter stk. 1, i tilfælde, hvor der sker of-
fentligt skifte, skal gøre kravet gældende i forbindelse med
skiftet. Der er ikke særlige lovregler om, hvornår et krav
skal gøres gældende, når der ikke sker offentligt skifte. Det
følger imidlertid af forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk.
1, at kravet forældes 3 år efter, at ægtefællen kunne kræve
kravet opfyldt, medmindre der forinden er sket afbrydelse af
forældelsen.
Hvis et privat skifte af ægtefællernes formue afsluttes med
en formel aftale om formuedeling, vil en ægtefælle, der ikke
udtrykkeligt har taget forbehold om at rejse krav efter stk. 1,
som udgangspunkt være afskåret fra senere at gøre et sådant
krav gældende.
Som det fremgår af lovforslagets §§ 41 og 42 foreslås ægte-
fælleskiftelovens § 67, stk. 1, videreført, men opdelt i to be-
stemmelser: § 41 om medvirken til at bevare eller forøge
den anden ægtefælles formue og § 42 om ægtefæller der er
stillet urimeligt økonomisk.
Med § 43 foreslås det, at de nugældende bestemmelser i æg-
tefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3, videreføres uden ind-
holdsmæssige ændringer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 67 foreslås ophæ-
vet, jf. § 2, nr. 13, i følgelovforslaget.
148
Til kapitel 13
Til § 44
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller
ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettighe-
der forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ik-
ke i ligedelingen. Når ægteskabet har været af kortere varig-
hed, udtager ægtefællerne efter § 16 c alle pensionsrettighe-
der forlods.
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separa-
tion og skilsmisse er stillet meget forskelligt pensionsmæs-
sigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at
kompensere ægtefæller, der har foretaget en mindre pensi-
onsopsparing end rimeligt (§ 16 d), eller som i øvrigt stilles
urimeligt i pensionsmæssig henseende (§ 16 e). Om sidst-
nævnte kompensationsmulighed henvises til lovforslagets §
45.
Efter § 16 d, stk. 1, om fællesskabskompensation kan det
ved formuedelingen bestemmes, at en ægtefælle skal betale
et beløb til den anden ægtefælle, hvis sidstnævnte ægtefælle
under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopspa-
ring, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for
den pågældende, og dette skyldes, at denne ægtefælle af
hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller del-
vis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller ar-
bejdet på nedsat tid. Beløbet kan efter stk. 2 højst udgøre
halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsop-
sparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet
af delingsformue.
Stk. 1 finder også anvendelse, hvis en ægtefælle på grund af
den anden ægtefælles arbejde i udlandet eller arbejdsskift i
et eller andet omfang har måttet stille sin arbejdsmarkeds-
tilknytning i bero. Der vil også kunne kræves kompensation
i situationer, hvor en ægtefælles arbejdssituation har gjort
det ønskeligt, at den anden ægtefælle helt eller delvist har
været uden for arbejdsmarkedet.
Manglende pensionsopsparing, der skyldes fravær fra ar-
bejdsmarkedet på grund af sygdom eller arbejdsløshed m.v.,
kan derimod ikke begrunde kompensation efter denne be-
stemmelse. Om eventuel kompensation i sådanne tilfælde
henvises til retsvirkningslovens § 16 e om rimelighedspensi-
on, der foreslås videreført i lovforslagets § 45.
Kompensationsreglen i § 16 d finder også anvendelse ved
korterevarende ægteskaber. Spørgsmålet om kompensation
vil dog kun sjældent blive aktuelt i sådanne ægteskaber, idet
adgangen til kompensation ikke forudsættes anvendt på
mindre pensionstab, jf. beskrivelsen nedenfor af § 16 d, stk.
2.
Opgørelsen af kompensationsbeløbet tager udgangspunkt i
det beløb, ægtefællen ville have opsparet i pension, hvis den
pågældende ikke havde arbejdet på deltid, haft orlov eller
været hjemmearbejdende. Har en ægtefælle f.eks. arbejdet
på deltid i 10 år, vil kompensationen som udgangspunkt sva-
re til nettoværdien af forskellen mellem det, ægtefællen rent
faktisk har opsparet i pension, og det, der ville være opspa-
ret, hvis vedkommende havde arbejdet på fuld tid. Arbejds-
givers eventuelle pensionsbidrag indgår i denne beregning.
Hvis ægtefællen har været hjemmearbejdende, må der fore-
tages et skøn over den pensionsopsparing, som den pågæl-
dende ville have foretaget, hvis vedkommende havde været
på arbejdsmarkedet.
Det beløb, der skal betales i kompensation, kan efter § 16 d,
stk. 2, højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien
af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget
under ægteskabet af delingsformue. Har en ægtefælle f.eks. i
en periode været hjemmearbejdende for at passe familiens
børn, men alligevel samlet set under ægteskabet sparet mere
op end den anden ægtefælle, kan ægtefællen ikke få kom-
pensation for den manglende pensionsopsparing.
Ved beregning af beløbet er det pensionsopsparingen under
ægteskabet foretaget af delingsformue, der er afgørende. Det
er derimod uden betydning, om den eller de pensionsordnin-
ger, der indbetales til, er delingsformue eller særeje, med-
mindre ægtefællerne ved ægtepagt har aftalt, at særejet også
omfatter fremtidige indbetalinger. Der henvises til retsvirk-
ningslovens 16 h, stk. 1, der foreslås videreført i lovforsla-
gets § 13.
Bestemmelsen om fællesskabskompensation indebærer ikke,
at enhver mindre forskel mellem ægtefællernes pensionsind-
betalinger under ægteskabet skal udlignes. Den manglende
pensionsopsparing skal svare til op mod to års pensionsind-
betalinger for en fuldtidsforsikret, før der opstår spørgsmål
om at betale kompensation.
Kompensationsbestemmelsen er en erstatningslignende re-
gel. Det er derfor som udgangspunkt uden betydning, hvor-
dan ægtefællerne i øvrigt er stillet pensions- eller formue-
mæssigt. Der kan dog forekomme situationer, hvor ægtefæl-
lernes øvrige pensionsmæssige og økonomiske forhold er af
en sådan karakter, at det ikke vil være rimeligt at pålægge en
ægtefælle at betale kompensation til den anden ægtefælle.
Der bør normalt ikke ydes kompensation i videre omfang,
end at den kompensationsberettigede ægtefælles samlede
pension værdimæssigt bringes på niveau med den kompen-
sationsbetalende ægtefælles samlede pension.
En ægtefælle, der er insolvent, skal ikke betale en kompen-
sation til den anden ægtefælle. Ved bedømmelsen af ægte-
fællens solvens skal pensionsordningens nettoværdi medreg-
nes.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 d om fællesskabs-
kompensation uden indholdsmæssige ændringer videreføres
i lovforslagets § 44.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 45
149
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller
ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettighe-
der forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ik-
ke i ligedelingen. Når ægteskabet har været af kortere varig-
hed, udtager ægtefæller efter § 16 c alle pensionsrettigheder
forlods.
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separa-
tion og skilsmisse er stillet meget forskelligt pensionsmæs-
sigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at
kompensere ægtefæller, der har foretaget en mindre pensi-
onsopsparing end rimeligt (§ 16 d), eller som i øvrigt stilles
urimeligt i pensionsmæssig henseende (§ 16 e). Om § 16 d
henvises til lovforslagets § 44.
Efter § 16 e, stk. 1, om rimelighedskompensation kan det
ved formuedelingen bestemmes, at en ægtefælle skal betale
et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke
stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis ægteska-
bet har været af længere varighed, og der er stor forskel i
værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. Efter stk. 2
skal der ved afgørelsen tages hensyn til ægteskabets varig-
hed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i
øvrigt.
Bestemmelsen har til formål at forhindre, at en ægtefælle,
der enten slet ikke har en pensionsordning eller kun har en
beskeden pensionsordning, efter et længerevarende ægte-
skab bliver stillet urimeligt i pensionsmæssig henseende,
fordi den anden ægtefælle har pensionsrettigheder, der vil
kunne udtages forlods ved skifte af fællesboet.
Kriteriet i bestemmelsen er et andet end i ægtefælleskiftelo-
vens § 67 (se lovforslagets § 42), hvor det er en betingelse
for kompensation, at ægtefællen ellers vil blive stillet urime-
ligt økonomisk. Det er tilstrækkeligt til at opnå kompensati-
on, at en ægtefælle ellers vil blive stillet urimeligt i pensi-
onsmæssig henseende, idet reglen således skal kompensere,
at rimelige pensionsværdier undtages fra delingen mellem
ægtefællerne, uden at ægtefællerne ved ægtepagt selv har af-
talt dette.
Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at ægte-
skabet har været af længere varighed. Dette vil normalt være
tilfældet, når ægteskabet har varet 15 år eller længere. Der
kan ved vurderingen heraf også tages hensyn til et forudgå-
ende ægteskabslignende samliv med økonomisk fællesskab.
Der skal endvidere være stor forskel i værdierne af ægtefæl-
lernes pensionsrettigheder. For at vurdere, om dette er tilfæl-
det, er det nødvendigt at sammenligne pensionsværdierne
både ved formuedelingen og på ægtefællernes sædvanlige
pensioneringstidspunkter. Herved tages der bl.a. højde for
en eventuel aldersforskel mellem ægtefællerne. Værdien af
en pensionsrettighed på tidspunktet for pensioneringen vil
normalt fremgå af de årlige udsendte pensionstilsagn.
Da formålet med pensioner er den løbende forsørgelse, vil
alders- og kapitalpensioner ved sammenligningen mellem
værdierne af ægtefællernes pensionsordninger skønsmæssigt
skulle omregnes til løbende udbetalinger. Ved løbende livs-
betingede pensionsrettigheder er det alderspensionstilsagnet,
der er afgørende for sammenligningen. Andre ydelser i form
af invaliditetsydelser, børnepension m.v. er ikke relevante
ved sammenligningen af ægtefællernes pensionsmæssige
stilling.
Selv om der ofte vil være en vis forskel i værdierne af ægte-
fællernes pensionsrettigheder, vil denne ikke altid kunne ka-
rakteriseres som stor.
Ved lovforslaget i 2006 om § 16 e ville en årlig forskel i de
løbende udbetalinger på op til ca. 50.000 kr. mellem ægte-
fællernes to pensionsordninger fremskrevet til det sædvanli-
ge pensioneringstidspunkt normalt ikke kunne anses for stor.
Kompensation ville derfor normalt ikke blive givet, hvis der
ikke er en forskel på ca. 50.000 kr., ligesom der heller ikke
ville skulle kompenseres i videre omfang, end at der altid er
en forskel på ca. 50.000 kr. i de årlige løbende udbetalinger.
Beløbsgrænsen er ikke absolut og vil også med tiden skulle
tilpasses. Ved vurderingen af værdierne af ægtefællernes
pensionsordninger ses der bort fra folkepension og andre
ydelser fra det offentlige.
Betalingen af et beløb til en ægtefælle skal sikre, at denne
ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende. Et kom-
pensationsbeløb bør således ikke bringe en ægtefælles pen-
sionsrettigheder over, hvad der svarer til den til enhver tid
gældende årlige pension som en faglært tjenestemand med
fuld pensionsalder, der fratræder på grund af alder ved det
62. år ville kunne opnå ved sit 65. år, altså fra det tidspunkt,
hvor den pågældende yderligere kan få folkepension. Har
den pensionsmæssigt dårligst stillede ægtefælle – bortset fra
folkepension m.v. – således en pensionsrettighed, der ved et
sædvanligt indbetalingsforløb frem til den normale pensi-
onsalder årligt udgør ca. 135.000 kr. (2006-niveau), kan den
pågældende ægtefælle i almindelighed ikke anses for at væ-
re urimeligt stillet i pensionsmæssig henseende. Et kompen-
sationsbeløb bør heller ikke bringe en ægtefælles pensions-
rettigheder over, hvad der svarer til ca. 135.000 kr. årligt
(2006-niveau). Dette udgangspunkt for vurderingen er ikke
absolut og vil til enhver tid skulle tilpasses.
Efter § 16 e, stk. 2, skal der ved afgørelsen af, om en ægte-
fælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at sikre,
at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende,
tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes for-
mueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Ejer den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle særeje-
midler, der kompenserer for den pågældendes pensionsmæs-
sige ringe stilling, bør ægtefællen ikke have noget beløb fra
den anden ægtefælle, selv om der er stor forskel i værdierne
af ægtefællernes pensionsrettigheder. Derimod er det uden
betydning for vurderingen af den pensionsmæssigt ringest
stillede ægtefælles forhold, om den anden ægtefælle har et
større særeje. I denne situation vil der eventuelt kunne ydes
et beløb efter ægtefælleskiftelovens § 67 (se lovforslagets §
42).
150
Den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle bør heller
ikke have noget beløb, hvis den pågældende i forbindelse
med formuedelingen modtager en betydelig formue fra den
anden ægtefælle, herunder en andel af den anden ægtefælles
pensionsordning, der ikke kan udtages forlods, eller hvis den
pågældende modtager kompensation efter retsvirkningslo-
vens § 16 d om fællesskabskompensation (lovforslagets §
44), der i tilstrækkeligt omfang kompenserer for ægtefællens
pensionsmæssige ringe stilling.
Har den ene ægtefælle placeret stort set hele sin opsparing i
pensionsrettigheder, mens den anden ægtefælle har en ikke
ubetydelig anden opsparing, men en ringe pensionsopspa-
ring, kan det indgå i rimelighedsvurderingen, at den pensi-
onsmæssigt ringest stillede ægtefælle i forbindelse med for-
muedelingen skal dele hele sin opsparing med den pensions-
mæssigt bedst stillede ægtefælle.
Det vil ligeledes kunne indgå i vurderingen af, om en ægte-
fælle er stillet urimeligt i pensionsmæssig henseende, om
den pågældende er berettiget til ægtefællebidrag og ægtefæl-
lepension uden tidsbegrænsning.
Størrelsen af det beløb, en ægtefælle skal betale, for at den
anden ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt pensionsmæs-
sigt, fastsættes skønsmæssigt. I vurderingen indgår udover
de oven for omtalte forhold vedrørende ægtefællernes for-
mueforhold og ægteskabets varighed, også omstændigheder-
ne i øvrigt.
Der kan f.eks. lægges vægt på ægtefællernes alder, deres
helbredsforhold og arbejdsevne.
Beløbet, der skal betales, bør normalt ikke være større, end
at det svarer til ca. 25 % af forskellen mellem værdien af
hver af ægtefællernes pensionsopsparing under ægteskabet.
Anvendelsen af dette maksimum vil som udgangspunkt for-
udsætte, at ægteskabet har varet noget længere end 15 år, og
at ægtefællen med den mindste pension stort set ikke har an-
det end sin folkepension. Hertil kommer, at beløbet i almin-
delighed ikke bør bringe den pågældende ægtefælles samle-
de pensionsniveau (bortset fra folkepension m.v.) over ca.
135.000 kr. årligt (2006-niveau) i løbende udbetalinger, og
at forskellen mellem ægtefællernes løbende pensionsudbeta-
linger også efter kompensationen kan være op til 50.000 kr.
(2006-niveau).
De foreslåede principper for kompensation indebærer nor-
malt, at en ægtefælle ikke kan få mere i kompensation, end
at vedkommende samlet set bliver bragt på det niveau, som
den pågældende ægtefælle ville kunne påregne, såfremt ved-
kommende havde foretaget de for sit erhverv sædvanlige
pensionsindbetalinger under ægteskabet. Dette betyder
f.eks., at en hjemmehjælper eksempelvis maksimalt kan nå
op på en hjemmehjælpers normale pensionsniveau, selv om
vedkommendes ægtefælle er langt bedre stillet pensions-
mæssigt.
Har en ældre ægtefælle altid været hjemmearbejdende eller
haft en meget ringe eller skiftende tilknytning til arbejds-
markedet, skal kompensationen på samme måde som for en
ufaglært som udgangspunkt begrænses til et beløb, der ikke
overstiger en ufaglærts pensionsindbetalinger under ægte-
skabet i de perioder, hvor der ikke er indbetalt til en pensi-
onsordning.
En ægtefælle, der er insolvent, skal ikke betale en kompen-
sation til den anden ægtefælle. Ved bedømmelsen af ægte-
fællens solvens skal pensionsordningens nettoværdi medreg-
nes.
Om den anden kompensationsmulighed i retsvirkningslo-
vens § 16 d, stk. 1, om fællesskabskompensation henvises til
lovforslagets § 44.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 e om rimeligheds-
kompensation uden indholdsmæssige ændringer videreføres
i lovforslagets § 45.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 46
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder bestemmelser om,
hvordan pensionskompensation efter lovens §§ 16 d og 16 e
(lovforslagets §§ 44 og 45) skal betales.
Efter bestemmelsen skal beløbet som udgangspunkt betales
kontant (§ 16 f, stk. 1). Den ægtefælle, der har krav på pen-
sionskompensation, har således ikke krav på en andel af den
anden ægtefælles pensionsrettighed.
Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge
fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde
den pågældendes erhverv, eller uden at blive afskåret fra at
bevare eller erhverve en passende bolig, kan det, hvis for-
holdene taler for det, efter § 16 f, stk. 2, bestemmes, at belø-
bet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikker-
hedsstillelse og forrentning (stk. 2, nr. 1). En afdragsordning
bør normalt ikke strække sig over mere end 5 år. I tilfælde,
hvor en afdragsordning på 5 år vil være urimelig – f.eks. på
grund af modtagerens helbredsforhold – bør der fastsættes
en kortere afdragsordning.
Hvis en afdragsvis betaling ikke er mulig, fordi der ikke kan
stilles tilstrækkelig sikkerhed, eller fordi beløbet ikke kan
afdrages over en kort årrække, kan skifteretten bestemme, at
ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en andel
af sin alders-, kapital- eller ratepension (stk. 2, nr. 2).
Hvis dette heller ikke er muligt, kan det bestemmes, at belø-
bet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med
løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling (stk. 2,
nr. 3).
Har en ægtefælle flere pensionsrettigheder, følger det af §
16 f, stk. 3, at andelen af pensionsrettigheden først gives af
ægtefællens alders- og kapitalpension. Har ægtefællen ikke
en alders- og kapitalpension, gives andelen af ægtefællens
ratepension. Hvis der både er en privattegnet og en arbejds-
markedsrelateret ordning med samme udbetalingsmønster,
151
forudsættes det, at den privattegnede ordning anvendes
først.
Det foreslås, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 f,
stk. 1-3, om, hvordan pensionskompensation skal betales,
uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets
§ 46.
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder i stk. 4-7 bestemmel-
ser om, hvordan en ægtefælle skal give den anden ægtefælle
en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, og hvordan
en ægtefælle skal afdrage et kompensationsbeløb, når en
pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til ud-
betaling. Herom henvises til lovforslagets § 47.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til § 47
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder i stk. 4-7 bestemmel-
ser om, hvordan en ægtefælle skal give den anden ægtefælle
en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, og hvordan
en ægtefælle skal afdrage kompensationsbeløbet, når en
pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til ud-
betaling, jf. lovens § 16 f, stk. 2 og 3, (lovforslagets § 46), at
pensionskompensation skal betales på den måde.
Efter § 16 f, stk. 3, gives en andel af en alders-, kapital- eller
ratepension ved en egentlig deling af ordningen. Der kan så-
ledes ikke ske deling i form af en uigenkaldelig begunstigel-
se af ægtefællen, idet en begunstigelsesindsættelse vil bort-
falde ved den begunstigedes død.
Efter stk. 4 skal beløb, der skal afdrages efter § 16 f, stk. 2,
nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet
reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsre-
guleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.
Værdien af den ret, der tilbydes ægtefællen, skal altid svare
til kompensationsbeløbet.
Efter stk. 5 kan bestemmelserne i stk. 2 og 3 (lovforslagets §
46, stk. 2 og 3) fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og
pensionsinstituttet.
Ønsker ægtefællerne at indgå aftale om deling af pensions-
rettigheden, herunder om at den ene ægtefælle skal give den
anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, kan pensi-
onsinstituttet efter § 16 f, stk. 6, kræve, at ægtefællerne er-
klærer, at betingelserne i §§ 16 d og 16 e (lovforslagets §§
44 og 45), § 16 f, stk. 2 og 3, (lovforslagets § 46, stk. 2 og 3)
samt § 16 g (lovforslagets § 50) er opfyldt. Det betyder, at
ægtefællerne ikke uden pensionsinstituttets samtykke er be-
rettiget til at fravige prioriteringsrækkefølgen i § 16 f, stk. 2
og 3, eller at fastsætte det beløb, der skal deles efter § 16 b,
stk. 3, eller det beløb, der skal betales efter §§ 16 d og 16 e,
til et større beløb, end hvad der følger af reglerne.
Er begge ægtefæller og pensionsinstituttet enige om en de-
lingsordning, er der ikke noget til hinder for, at ægtefællerne
kan indgå en aftale, der fraviger betingelserne i § 16 f, stk.
2-4, (lovforslagets § 46, stk. 2 og 3, og § 47, stk. 1). Ægte-
fællerne kan således med pensionsinstituttets samtykke afta-
le deling af en ratepension, selv om der findes en alders- og
kapitalpension. De kan også aftale, at en ægtefælle indsættes
som begunstiget i en alders- og kapitalpension i stedet for
deling af alders- og kapitalpensionen.
Pensionsinstituttet kan efter § 16 f, stk. 7, kræve, at ægtefæl-
lerne betaler administrationsomkostningerne ved, at en æg-
tefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensi-
onsrettighed. Fordelingen af omkostningerne mellem ægte-
fællerne følger de almindelige formueretlige regler.
Det foreslås, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 f,
stk. 4-7, uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lov-
forslagets § 47.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til kapitel 14
Til § 48
Når det er fastslået, hvilke værdier hver ægtefælle skal have
efter separationen eller skilsmissen, skal der tages stilling,
hvilke aktiver hver ægtefælle skal udtage, herunder hvilke
aktiver ægtefællerne i fællesskab skal søge at afhænde. Den-
ne udtagelsesret er reguleret i lovforslagets §§ 48-50.
Det følger af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 1, at hver æg-
tefælle ved formuedelingen er berettiget til at kræve boets
ejendele udlagt efter vurdering. Bestemmelsen omfatter så-
ledes alene aktiver, der er delingsformue.
Kræver ægtefællerne den samme ejendel udlagt, skal den
ægtefælle, til hvis bodel ejendelen hører, have fortrinsret, jf.
§ 63, stk. 2, 1. pkt.
§ 63, stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, indeholder dog følgen-
de undtagelser til dette udgangspunkt:
1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er
beregnet til familiens bolig, kan udlægges til den anden
ægtefælle, hvis boligen skønnes at være af den væsent-
ligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til at
opretholde hjemmet.
2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for famili-
en, kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis som-
merboligen skønnes at være af den væsentligste betyd-
ning for denne.
3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægte-
fælle, hvis virksomheden udelukkende eller dog i det
væsentlige er blevet drevet af denne.
4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlæg-
ges til den anden ægtefælle, i det omfang dette skønnes
rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem,
kan udlægges til den anden ægtefælle, i det omfang
dette skønnes rimeligt af hensyn til at opretholde hjem-
met, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har tjent
den pågældende ægtefælles behov.
152
Bestemmelsen omfatter også bolig, som ejeren havde er-
hvervet inden ægteskabet, eller som ejeren har modtaget
som arv eller gave, men ved afgørelsen kan der tages hensyn
hertil.
Udtagelsesretten efter stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, kaldes
"krydsende udtagelsesret" og giver en ægtefælle mulighed
for mod betaling at udtage aktiver, der er delingsformue, og
som tilhører den anden ægtefælle. Den ægtefælle, der udta-
ger aktiverne, får dermed mulighed for at opretholde det
fælles hjem og sit arbejde.
Kriterierne for at udtage de enkelte typer af aktiver ikke ens,
men overordnet lægges der i relation til udtagelse af famili-
ens bolig eller sommerhus vægt på ægtefællernes samlede
behov for etablering af et nyt hjem, og om boligen har den
væsentligste betydning for den anden ægtefælle. Heri indgår
bl.a., hvor eventuelle børn skal bo, hvem der har den bedste
mulighed for at benytte ejendommen, og hvem der har den
følelsesmæssigt tætteste tilknytning til ejendommen, f.eks.
fordi den har været i slægtens eje i en årrække. Endvidere
har det betydning, om den anden ægtefælle har økonomisk
mulighed for at overtage ejendommen eller for at skaffe sig
en anden bolig.
Ejerægtefællen kan også forbedre sine muligheder for at ud-
tage boligen ved at stille en anden passende bolig til rådig-
hed for den anden ægtefælle.
Stk. 2, nr. 1 og 2, omfatter alene fast ejendom og dermed ik-
ke andelsbolig og lejebolig. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.7.1.2.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 63 om udtagelsesret-
ten videreføres i lovforslagets § 48. Udtagelsesretten fore-
slås dog udvidet sådan, at den også omfatter andelsbolig,
husbåd, der er bestemt til familiens helårsbolig, samt løsøre
og transportmidler. Endvidere foreslås anvendelsesområdet
udvidet sådan, at bestemmelsen også finder anvendelse på
udtagelse af aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.
I lovforslagets § 48, stk. 1, foreslås det, at hver ægtefælle ef-
ter vurdering kan udtage aktiver, der helt eller delvist indgår
i ligedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt. Dette
gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.
Et aktiv er kun undtaget fra bestemmelsen, når boligen helt
er særeje (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombi-
nationssæreje), erhvervet for midler fra en pensionsrettighed
omfattet af §§ 34 og 35, for personlige erstatninger omfattet
af § 36, eller for midler omfattet af § 37 om overdragelige
og personlige rettigheder.
Hvis aktivet er erhvervet for både delingsformue og særeje,
er det efter lovforslagets § 24, stk. 1, brøkdelssæreje. Den
del af aktivet, der er delingsformue, indgår i formuedelingen
efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt., og dermed indgår akti-
vet i formuedelingen, også selvom delingsformuen kun ud-
gør en beskeden del af aktivets værdi. Aktivet er således
omfattet af § 48. Hvis hele ejerægtefællens formue er brøk-
delssæreje, sumsæreje, eller sumdeling efter lovforslagets §
12, stk. 2, nr. 3-5, er ægtefællens enkelte aktiver ikke fuldt
ud særeje, hvorfor ægtefællens aktiver ligeledes er omfattet
af § 48.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at hvis begge ægtefæller
anmoder om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den
ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog de foreslåede undtagelser
i stk. 3.
Med stk. 3 foreslås det, at den anden ægtefælle uanset det
foreslåede stk. 2 udtager et aktiv, hvis aktivet for denne har
den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet,
fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Retten til efter stk. 3 at
udtage et aktiv foreslås at omfatte følgende aktiver: Bolig,
der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens
helårsbolig (nr. 1), fast ejendom med to beboelseslejlighe-
der, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er be-
stemt til familiens helårsbolig (nr. 2), fast ejendom, der er
bestemt til familiens fritidsbolig (nr. 3), indbo i fælles hjem
og fritidsbolig (nr. 4), løsøre, der særligt har tjent den på-
gældende ægtefælles behov (nr. 5), erhvervsvirksomhed og
erhvervsløsøre (nr. 6) samt transportmidler (nr. 7).
Med stk. 4 foreslås det, at udtagelsesretten i stk. 3 også skal
gælde ved afgørelsen om, hvem af ægtefællerne der skal ud-
tage aktiver, som de ejer i sameje.
Hvis der er aktiver, der ikke bliver udlagt til en af ægtefæl-
lerne, følger det af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 3, at akti-
verne afhændes efter bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens
§ 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 63 foreslås ophæ-
vet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Til § 49
Efter ægtefælleskiftelovens § 64 kan udlæg af aktiver efter §
63 ske, selv om værdien af de pågældende aktiver overstiger
ægtefællens boslod. Det overskydende beløb skal i så fald
betales kontant til den anden ægtefælle. Skifteretten kan dog
i særlige tilfælde tillade afdragsvis betaling og i denne for-
bindelse fastsætte vilkårene herfor.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 64 uden indholds-
mæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 49.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 64 foreslås ophæ-
vet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Til § 50
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, (lovforslagets § 34)
udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimeli-
ge pensionsrettigheder forlods.
153
I det omfang pensionsrettigheder ikke kan udtages forlods
efter § 16 b, skal ægtefællen efter § 16 g, stk. 1, udtage egne
pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves.
Kan en pensionsrettighed ikke ophæves, og er den det eneste
værdifulde aktiv, kan der opstå den situation, at den ægte-
fælle, der ejer rettigheden, ikke har midler til at overføre til
den anden ægtefælle til dækning af dennes krav som følge af
ligedelingen af pensionsrettigheden. I sådanne situationer
følger det af stk. 2, at reglerne i § 16 f, stk. 2-7, om deling af
pensionsrettigheder (se lovforslagets § 46, stk. 2 og 3, og §
47) finder anvendelse.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 g uden indholds-
mæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 50.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Afsnit IV
Kapitel 15
Til § 51
Ved en ægtefælles død skal ægtefællernes formue deles mel-
lem den førstafdøde ægtefælles dødsbo og den længstleven-
de ægtefælle eller dennes dødsbo, Når det efter denne for-
muedeling er fastlagt, hvilken del af formuen, der tilkommer
en ægtefælles dødsbo, fordeles formuen mellem den pågæl-
dende ægtefælles arvinger efter reglerne i arveloven.
Der foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis
den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til
uskiftet bo.
Formuedeling ved en ægtefælles død foretages i følgende si-
tuationer:
– Ved skifte af den førstafdøde ægtefælles formue ved
dennes død, når den længstlevende ægtefælle ikke har
overtaget delingsformuen til uskiftet bo.
– Ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles
levende live.
– Ved skifte af uskiftet bo ved den længstlevende ægtefæl-
les død.
Dør ægtefæller samtidigt, uden at det kan afgøres, hvem der
døde først, deles formuerne lige mellem de to dødsboer.
Der er ikke i dag en samlet regulering af formuedeling ved
en ægtefælles død. Overordnet set finder dog reglerne om
formuedeling ved separation og skilsmisse tilsvarende an-
vendelse ved formuedeling ved en ægtefælles død.
Enkelte bestemmelser i retsvirkningsloven finder dog efter
deres indhold anvendelse ved formuedeling ved en ægtefæl-
les død, og på enkelte punkter afviger reglerne fra de regler,
der gælder ved formuedeling ved separation og skilsmisse.
Der findes heller ikke en samlet regulering af formuedeling
ved skifte af et uskiftet bo.
Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold
indsættes et nyt afsnit (afsnit IV), der indeholder regler om
formuedeling ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet
bo.
Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2, udtager hver ægtefæl-
le eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo,
medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel. Bestemmel-
sen fastslår således, at der ved formuedelingen ved en ægte-
fælles død gælder det samme ligedelingsprincip som ved se-
paration og skilsmisse.
I det følgende gennemgås, hvilke aktiver der ikke indgår i
delingsformuen ved en ægtefælles død og ved skifte af
uskiftet bo i den længstlevende ægtefælleslevende live.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 2, får reglerne om for-
muefællesskab kun anvendelse på rettigheder, som er uover-
dragelige eller i øvrigt af personlig art (uoverdragelige og
personlige rettigheder), i den udstrækning, hvori det er for-
eneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler.
En række af den førstafdøde ægtefælles personlige og
uoverdragelige rettigheder falder bort ved dødsfaldet. Andre
rettigheder mister deres personlige karakter og vil derfor
indgå i delingsformuen og dermed i et eventuelt uskiftet bo.
Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af de særlige for-
hold for den pågældende rettighed.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, følger
det af bestemmelsen, at længstlevendes uoverdragelige og
personlige rettigheder. ikke indgår i det uskiftede bo, og at
længstlevende beholder sine uoverdragelige og personlige
rettigheder, hvis det uskiftede bo skiftes i længstlevendes le-
vende live. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstleven-
des død indgår længstlevendes uoverdragelige og personlige
rettigheder derimod i det udskiftede bo, medmindre andet
følger af de særlige forhold for den pågældende rettighed.
Ved formuedelingen ved en ægtefælles død følger det af §
16 a, stk. 1, at den længstlevende ægtefælle udtager egne
pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods. Denne
bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 52, hvortil
der henvises.
Det følger af sidste led i § 28, stk. 1, nr. 2, om dødsboskifte,
at når den ene ægtefælle dør, indgår fuldstændigt særeje ik-
ke i formuedelingen ved en ægtefælles død.
Ved dødsboskifte ved den første ægtefælles død indebærer
dette, at den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes med førstafdødes arvinger, herunder den længstle-
vende ægtefælle, og at den længstlevende ægtefælle behol-
der sit fuldstændige særeje.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, om-
fatter det uskiftede bo efter arvelovens § 17 kun ægtefæller-
nes delingsformue og dermed ikke ægtefællernes fuldstæn-
dige særeje. Den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje
skiftes således også i denne situation med førstafdødes ar-
154
vinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og den
længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Ved skifte af det uskiftede bo i længstlevendes levende live
beholder den længstlevende ægtefælle sit fuldstændige sær-
eje og skal ikke dele det med førstafdødes arvinger. Ved
skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død tilfalder
særejet alene længstlevendes arvinger.
Efter § 18, stk. 2, i erstatningsansvarsloven indgår person-
skadeerstatning m.v., der ikke må antages at være forbrugt,
ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i an-
ledning af ægteskabs ophør, herunder ophør ved død. Per-
sonskadeerstatninger indgår dog i formuefællesskabet, når
den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmin-
dre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er sær-
eje. Som beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt
3.16.1.3., finder § 18, stk. 2, anvendelse på en lang række
andre erstatninger og godtgørelser m.v. Indtægter af og vær-
distigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk.
2, kan ikke holdes uden for formuedelingen og indgår såle-
des i delingsformuen.
Det følger af bestemmelsen, at den længstlevende ægtefæl-
les personskadeerstatninger ikke indgår i delingsformuen
ved førstafdødes død, men at førstafdødes erstatninger ind-
går i delingsformuen.
Dette indebærer, at hvis den længstlevende ægtefælle sidder
i uskiftet bo, indgår længstlevendes erstatninger ikke i det
uskiftede bo, og at længstlevende beholder sine erstatninger
m.v., hvis det uskiftede bo skiftes i længstlevendes levende
live. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død
indgår længstlevendes erstatninger i det udskiftede bo.
Dødsboskiftelovens kapitel 17 indeholder regler om skifte af
en længstlevende ægtefælles aktiver og passiver i forbindel-
se med skifte af den afdøde ægtefælles dødsbo. Efter lovens
§ 74 behandles afdødes aktiver og passiver efter de øvrige
regler i dødsboskifteloven, mens den længstlevende ægte-
fælles aktiver og passiver, der er delingsformue, behandles
efter reglerne i kapitel 17.
Efter lovens § 77 finder ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51, 53
og 56-58 anvendelse på skifte af ægtefællernes formuer med
de ændringer, der følger af forholdets natur. Det betyder, at
reglerne om ophørsdagen, tidspunktet for værdiansættelsen
af aktiver og passiver samt opgørelsen af fællesboet finder
tilsvarende anvendelse i forbindelse med skifte af længstle-
vende ægtefælles aktiver og passiver. Der henvises til de al-
mindelige bemærkninger, punkt 3.13.1., for en beskrivelse
af disse regler.
Efter arvelovens § 11, stk. 1, kan den længstlevende ægte-
fælle forlods udtage genstande, som udelukkende tjener til
den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står
i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller som er
erhvervet til mindreårige børns brug. Den længstlevende
ægtefælle kan efter bestemmelsens stk. 2 udtage så meget, at
værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og
arvelod, særeje, livforsikringer, pensionsydelser m.v. udgør
indtil 740.000 kr. (2017-niveau), jf. § 3 i bekendtgørelse nr.
1281 af 27. oktober 2016 om regulering af beløb i henhold
til arveloven. Disse bestemmelser finder anvendelse både
ved skifte ved førstafdødes død og ved skifte af uskiftet bo
ved længstlevendes levende live.
Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 1, finder lovens § 77 og
dermed de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, som den
henviser til, tillige anvendelse ved skifte af et uskiftet bo i
den længstlevende ægtefælles levende live. § 77 er beskre-
vet oven for. Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 3, træder
datoen for skifterettens modtagelse af begæringen om skifte
af det uskiftede bo i stedet for dødsdagen, således at det er
aktiver og passiver på denne dag, der indgår i skiftet af det
uskiftede bo.
Det følger af arvelovens § 17, at den længstlevende ægtefæl-
le efter den anden ægtefælles død kan overtage ægtefæller-
nes delingsformue til uskiftet bo med deres fælles livsarvin-
ger. I det uskiftede bo indgår tillige alt, hvad den længstle-
vende ægtefælle erhverver, for så vidt det ikke er gjort til
fuldstændigt særeje, jf. arvelovens § 23, stk. 1. § 23 indehol-
der derudover bl.a. særlige regler om, i hvilket omfang livs-
forsikrings– og pensionsrettigheder indgår i det uskiftede bo
ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende li-
ve.
Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold
indsættes en bestemmelse (§ 51), der overordnet fastlægger
formuedelingen ved en ægtefælles død og ved skifte af
uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live. Be-
stemmelsen svarer til lovforslagets § 26 om formuedelingen
ved separation og skilsmisse.
Efter det foreslåede § 51 stk. 1, indgår ved dødsboskiftet i
ligedelingen af ægtefællernes delingsformue efter § 5, stk. 1,
2. pkt., de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde
ved dødsfaldet, dvs. ved klokkeslettet for dødsfaldet.
Efter bestemmelsen indgår følgende aktiver og krav dog ik-
ke i ligedelingen:
1) Hver ægtefælles fuldstændige særeje. Dette omfatter
også kombinationssæreje efter lovforslagets § 12, stk.
1, nr. 3, der efter særejebestemmelsen bliver fuldstæn-
digt særeje for en af ægtefællerne ved førstafdødes død.
2) Hver ægtefælles uoverdragelige og personlige rettighe-
der omfattet af lovforslagets § 37. Det må antages, at
førstafdødes uoverdragelige og personlige rettigheder
mister deres uoverdragelighed og tilknytning til afdøde
ved dødsfaldet med den virkning, at de indgår i for-
muedelingen. Det kan dog ikke fuldstændigt udelukkes,
at der eksisterer uoverdragelige og personlige rettighe-
der, der efter de regler, som de er undergivet, ikke kan
indgå i delingsformuen.
3) Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger,
omfattet af lovforslagets § 36, stk. 1 og 2. Derimod
indgår førstafdødes personlige erstatninger i formuede-
lingen.
155
4) Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder m.v.
efter lovforslagets § 52.
5) Den førstafdøde ægtefælles pensions- og forsikringsret-
tigheder, der tilfalder en begunstiget.
6) Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav efter
lovforslagets § 53.
7) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden
ægtefælle efter denne lov eller efter ægteskabsloven.
Denne bestemmelse svarer til lovforslagets § 26, stk. 1,
nr. 8.
Efter stk. 2 og 3 fradrages gæld efter lovforslagets § 29, jf.
§ 30, inden ligedelingen, og en ægtefælles delingsformue
deles ikke, hvis ægtefællens gæld overstiger ægtefællens de-
lingsformue. Disse bestemmelser svarer til lovforslagets §
26, stk. 2 og 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Til § 52
Ved formuedelingen ved en ægtefælles død følger det af
retsvirkningslovens § 16 a, stk. 1, at den længstlevende æg-
tefælle udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettig-
heder forlods.
Efter stk. 2 udtager den længstlevende ægtefælle endvidere
forlods beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende en-
gangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, i
det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene.
Adgangen til forlodsudtagelse gælder efter stk. 3 ikke beløb,
der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensions-
opsparing.
§ 16 a omfatter alle typer af pensionsrettigheder uanset art -
herunder udbetalingsvilkår (éngangs-, rate- eller løbende ud-
betaling m.v.), om pensionsopsparingen er obligatorisk eller
frivillig, privat individuel eller en arbejdsmarkedspensions-
ordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning, indeks-
kontrakt m.v.
Retten til forlods udtagelse af pensionsrettigheder efter før-
stafdøde ægtefælles død gælder også lignende rettigheder.
Dette indebærer, at også andre forsikringsrettigheder, der
må antages at tjene pensionsformål, kan holdes uden for for-
muedelingen.
Den skattemæssige behandling er ikke afgørende for, om en
pensionsrettighed kan antages at tjene et pensionsformål og
dermed udtages forlods. Forlodsudtagelsen gælder også pen-
sionsrettigheder, der er oprettet af udstationerede personer,
der ikke beskattes i Danmark. Blandt andet på grund af skif-
tende skattemæssig behandling af forskellige former for al-
derdomsopsparing er der oprettet en lang række forskellige
ordninger, f.eks. privattegnede livsforsikringer med opspa-
ring, der ikke er omfattet af pensionsbeskatningslovens af-
snit 1, og hvis præmier ikke kan fradrages i den skattepligti-
ge indkomst. Disse forsikringsordninger adskiller sig imid-
lertid ikke så væsentligt fra privattegnede alders- og kapital-
pensionsforsikringsordninger og -opsparingsordninger eller
fra indekskontrakter, at de ikke bør udtages forlods af den
længstlevende ægtefælle.
Sådanne ordninger var før skattereformen i 1987 en almin-
delig alderdomsopsparingsform for bl.a. ægtefæller, der ikke
var berettigede til at oprette pensionsordninger, fordi de ikke
havde et ansættelsesforhold, og ordningerne tjener som ud-
gangspunkt også alderdomsforsørgelsesformål såvel som
livsforsikringsformål.
Det er dog en betingelse for, at ordningen kan være omfattet
af forlodsudtagelsen, at ordningen er oprettet i et forsik-
ringsselskab, pengeinstitut eller lignende, at ordningen er
knyttet til længstlevendes liv og alder, at der er aftalt et tid-
ligste tidspunkt for udbetalingen, der svarer til pensionsalde-
ren for længstlevendes erhverv, og at der som begunstiget i
ordningen er indsat en af de af pensionsbeskatningslovens §
5, stk. 2, nævnte personer eller dødsboet.
Det beror på en konkret vurdering, om en ordning kan side-
stilles med en pensionsordning med den virkning, at længst-
levende kan udtage ordningen forlods ved formuedelingen
ved førstafdødes død.
Almindeligvis er pensionsordninger både uoverdragelige og
fritaget for kreditorforfølgning. Disse kriterier er dog ikke i
sig selv afgørende for, om ordningen er omfattet af retsvirk-
ningslovens § 16 a, da flere pensionsordninger kan realise-
res, selv om dette normalt medfører beskatning. Er en ord-
ning stillet som sikkerhed eller lignende, vil gælden på det
underliggende forhold inden for ordningens værdi skulle be-
laste forlodsudtagelsen.
Retten til forlodsudtagelse omfatter efter § 16 a, stk. stk. 2,
også beløb fra længstlevendes kapitalpensionsrettigheder –
herunder fra lignende alders- og kapitalpension, supplerende
engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt.
Det er dog en betingelse, at beløbene ikke må anses for at
være forbrugt.
Derimod indgår udbetalte løbende livsbetingede ydelser el-
ler allerede foretagne ratepensionsudbetalinger som almin-
delig formue på skifte. Fremtidige udbetalinger i henhold til
sådanne ordninger kan den længstlevende ægtefælle deri-
mod udtage forlods af boet efter stk. 1.
Kan en allerede udbetalt pension holdes uden for formuede-
lingen, vil retten til forlods udtagelse også gælde surrogater,
f.eks. værdipapirer eller fast ejendom, der er erhvervet for
pensionsudbetalingen. Det samme gælder for renter af pen-
sionsudbetalingen, og hvad der træder i stedet for disse.
Derimod kan pensionsudbetalinger, surrogater eller renter
ikke holdes uden for formuedelingen, hvis beløbene må an-
ses for at være forbrugt. Det er ikke et krav, at pensionsud-
betalinger, renter eller, hvad der træder i stedet for disse be-
løb, er holdt adskilt fra den længstlevende ægtefælles øvrige
formue. Et beløb kan eksempelvis ikke anses som forbrugt,
fordi det er anvendt til at indfri en prioritet i en fast ejen-
156
dom. Bevisbyrden for, at pensionsudbetalingerne m.v. ikke
må anses som forbrugt, påhviler den længstlevende ægtefæl-
le.
Pensionsordninger, der er udbetalt i utide, og som derfor er
beskattet efter reglen i pensionsbeskatningslovens § 28, kan
ikke udtages forlods. Sådanne beløb har ved udbetalingen
mistet deres karakter af pensionsopsparing. Beløb, der er
overført til en anden pensionsordning, kan derimod ikke an-
ses for at have mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Det følger af bestemmelsen, at den førstafdøde ægtefælles
pensionsrettigheder ved førstafdødes død indgår i delings-
formuen og dermed i et eventuelt uskiftet bo, medmindre
der er indsat en begunstiget til pensions- og forsikringsret-
tigheden efter pensionsopsparingslovens § 2 og forsikrings-
aftalelovens § 102. Når der er indsat en begunstiget, udbeta-
les midlerne umiddelbart til denne ved kontohaverens og
forsikringstagerens død.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, følger
det af bestemmelsen, at længstlevendes pensionsrettigheder
m.v. ikke indgår i det uskiftede bo, og at længstlevende be-
holder sine pensionsrettigheder, hvis det uskiftede bo skiftes
i længstlevendes levende live. Ved skifte af det uskiftede bo
ved længstlevendes død indgår længstlevendes pensionsret-
tigheder derimod i det udskiftede bo, medmindre der er ind-
sat en begunstiget, jf. ovenfor.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 a uden indholds-
mæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 52.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Til § 53
Den foreslåede bestemmelse i § 53, der er ny, vedrører,
hvordan kompensationskrav samt regulerings- og misbrugs-
krav, der vedrører dispositioner, der er foretaget før den før-
stafdøde ægtefælles død, skal behandles ved formuedeling
efter lovforslagets § 51, dvs. ved den første ægtefælles død
samt ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles
levende live.
I lovforslagets § 53, stk. 1, foreslås det, at den længstlevende
ægtefælle eller den førstafdøde ægtefælles dødsbo ved for-
muedelingen skal kunne fremsætte kompensationskrav efter
den foreslåede § 41 om medvirken til forøgelse m.v. af den
anden ægtefælles formue, og med de ændringer, der følger
af stk. 2-5, kan de også fremsætte regulerings- og misbrugs-
krav efter det foreslåede kapitel 11.
Efter forslaget finder lovforslagets § 42 om kompensations-
krav til en ægtefælle, der er stillet urimeligt ringe, ikke an-
vendelse ved formuedeling ved en ægtefælles død. Der hen-
vises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
De foreslåede bestemmelser i § 53, stk. 2-5, regulerer, hvor-
dan de foreslåede bestemmelser i §§ 38-40 om regulerings-
og misbrugskrav skal anvendes ved formuedeling ved døds-
boskifte.
Efter det foreslåede stk. 2 finder § 38 om reguleringskrav
ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke
indgår i formuedelingen, gælder også ved overførsel af skil-
smissesæreje til fuldstændigt særeje. Dette skyldes, at skil-
smissesæreje ved en ægtefælles død bliver delingsformue,
og hvis skilsmissesæreje under ægteskabet er overført til
fuldstændigt særeje, så er delingsformuen ved dødsboskiftet
blevet formindsket, hvilket reguleringskravet skal rette op
på.
Tilsvarende foreslås det i stk. 4, at § 39 om reguleringskrav
ved overførsel af midler, der ikke indgår i formuedelingen,
til delingsformue også gælder ved overførsel af fuldstændigt
særeje til skilsmissesæreje, da delingsformuen ved en sådan
overførsel er blevet forøget.
Med det foreslåede stk. 3 gælder § 38 om reguleringskrav
ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke
indgår i formuedelingen ikke, når overførslen af delingsfor-
mue er sket til den længstlevende ægtefælles pensionsrettig-
heder, der er omfattet af § 52, stk. 1. Dette er i overensstem-
melse med den gældende ordning i retsvirkningslovens § 23,
stk. 4, hvorefter vederlagskrav efter bestemmelsens stk. 2
om overførsel af delingsformue til særeje med videre ikke
finder anvendelse ved overførsel til pensionsrettigheder om-
fattet af retsvirkningslovens § 16 a, der foreslås videreført i
§ 52.
Endelig foreslås det i stk. 5, at når et misbrugskrav efter §
40, der tilkommer den førstafdøde ægtefælles dødsbo, over-
stiger delingsformuen, udtages halvdelen af den manglende
del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, sup-
plerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. §
52, stk. 2, der tilhører den længstlevende ægtefælle. Bestem-
melsen svarer til lovforslagets § 40, stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Til § 54
Lovforslagets § 54, der er ny, vedrører behandlingen af re-
gulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11,
når den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen
til uskiftet bo, og førstafdøde efterlod sig formue, som ikke
indgår i formuedelingen.
I § 54, stk.1, nr. 1, foreslås det, at hvis den længstlevende
ægtefælle har krav på et reguleringsbeløb efter den foreslåe-
de § 38, skal ægtefællen kunne kræve beløbet overført fra
den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke ind-
går i delingen, til det uskiftede bo.
Med nr. 2 forslås det, at hvis den førstafdøde ægtefælle hav-
de krav på et reguleringsbeløb efter den foreslåede § 39,
skal dødsboet kunne kræve beløbet overført fra det uskiftede
bo til den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke
indgår i formuedelingen. Beløbet skal dog ikke kunne over-
157
stige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i
det uskiftede bo.
I nr. 3 foreslås det, at en længstlevende ægtefælle, der har
misbrugskrav efter lovforslagets § 40, skal kunne kræve det
beløb, hvormed den formue, der indgår i det uskiftede bo, er
formindsket, overført fra den del af den førstafdøde ægte-
fælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede
bo.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Til § 55
I § 55, der er ny, foreslås det, at regulerings- og misbrugs-
krav efter lovforslagets §§ 38-40, jf. § 53, der ikke allerede
er blevet dækket, typisk gennem den foreslåede bestemmel-
se i § 54, kan gøres gældende ved skifte af uskiftet bo. Dette
gælder både ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende
ægtefælles levende live og ved den længstlevende ægtefæl-
les død.
I overensstemmelse med lovforslagets § 53 kan regulerings-
og misbrugskrav gøres gældende af den længstlevende æg-
tefælle og af ægtefællernes dødsboer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Afsnit V
Kapitel 16
Til § 56
Det fremgår af § 2 i retsvirkningsloven, at det påhviler mand
og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjem-
met eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til
at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes
livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes,
hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragel-
se såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige be-
hov.
Hvis en ægtefælle forsømmer at opfylde sin forsørgelses-
pligt, kan det efter lovens § 5 efter ansøgning pålægges æg-
tefællen at betale bidrag til den anden ægtefælle, i det om-
fang det efter omstændighederne må anses for rimeligt. § 5
omhandler bidrag under ægteskabet i situationer, hvor ægte-
fællerne ikke har ophævet samlivet på grund af uoverens-
stemmelse. Bestemmelsen gælder således også efter en sam-
livsophævelse, der ikke skyldes uoverensstemmelse, men er
begrundet i f.eks. hospitalsindlæggelse, institutionsanbrin-
gelse eller afsoning af fængselsstraf.
Forudsætningen for at fastsætte bidrag efter § 5 er, at der er
tale om forsømmelse af forsørgelsespligten. En ægtefælle,
der betaler kost og logi for den anden ægtefælle, men intet
andet, forsømmer delvist sin forsørgelsespligt og vil derfor
kunne pålægges at betale bidrag, hvis den anden ægtefælle
ellers ikke har mulighed for at få dækket sine øvrige behov.
Fastsættelse af bidrag efter § 5 kræver forsømmelse af gro-
vere karakter, og at forsømmelsen ikke er tilfældig eller helt
kortvarig.
Det fremgår af § 6, 1. pkt., at ægtefæller ved samlivsophæ-
velse på grund af uoverensstemmelse fortsat har pligt til at
forsørge hinanden efter bestemmelsen i § 2. Hvis en ægte-
fælle forsømmer sin forsørgelsespligt, følger det af § 6, 2.
pkt., at ægtefællen efter ansøgning kan pålægges at betale
bidrag til den anden ægtefælle.
Efter § 6, 3. pkt., kan der ved afgørelsen om bidraget tages
hensyn til skylden for samlivsophævelsen. Denne del af be-
stemmelsen er i dag uden betydning i praksis. En tilsvarende
bestemmelse i ægteskabsloven udgik i 1969. Grunden til, at
bestemmelsen ikke blev ændret samtidig hermed, var først
og fremmest, at gennemførelsen af en ny retsvirkningslov
var under overvejelse.
Afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6 træffes af statsforvalt-
ningen, jf. § 8, 1. pkt. Efter § 8, 2. pkt., kan statsforvaltnin-
gen efter ansøgning til enhver tid ændre en afgørelse om bi-
drag efter §§ 5 og 6, når forholdene væsentlig har forandret
sig.
Ansøgning om bidrag efter §§ 5 og 6 kan indgives af en æg-
tefælle, der mener, at den anden ægtefælle ikke opfylder sin
forsørgelsespligt efter § 2. Ansøgning kan endvidere indgi-
ves af det offentlige efter § 97 i aktivloven, jf. de almindeli-
ge bemærkninger, punkt. 3.5.1.8.
Ægtefæller kan selv indgå aftaler om bidrag under ægteska-
bet, men efter retsvirkningslovens § 9 kan statsforvaltningen
ved en afgørelse efter §§ 5 og 6 fravige en sådan aftale, hvis
den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig
har ændret sig.
Et bidrag fastsat efter § 5 bortfalder automatisk, hvis samli-
vet ophæves på grund af uoverensstemmelse. Et bidrag efter
§ 6 bortfalder automatisk, hvis ægtefællerne genoptager
samlivet.
Et bidrag efter § 6 ophører, når separation eller skilsmisse er
endelig. Ifølge retspraksis gælder bidragsafgørelser efter be-
stemmelsen dog fortsat indtil landsrettens dom, hvis en by-
retsdom om separation eller skilsmisse ankes. Vedrører anke
af separation- og skilsmissedom alene spørgsmålet om bi-
dragspligten, foreligger endelig dom i relation til bidrags-
pligten først ved landsrettens dom.
Det foreslås, at §§ 5 og 6 i retsvirkningsloven uden ind-
holdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 56. En
ægtefælle, der mener, at den anden ægtefælle ikke opfylder
sin forsørgelsespligt efter den foreslåede bestemmelse i § 4,
vil således også fremover kunne ansøge statsforvaltningen
om, at den anden ægtefælle pålægges at betale ægtefællebi-
drag. Tilsvarende vil det offentlige kunne ansøge om fast-
sættelse af bidrag efter aktivlovens § 97.
Det foreslås dog i lovforslagets § 56, stk. 1, at afgørelser om
bidrag under ægteskabet i alle situationer træffes efter den
158
samme bestemmelse og efter samme kriterier. Det foreslås
således, at sondringen mellem, om der er tale om bidrag un-
der samlivet eller efter samlivsophævelse på grund af uover-
ensstemmelse, ophæves. Om bidragets størrelse henvises til
lovforslagets § 57.
Med stk. 2 foreslås det lovfæstet, at ægtefællebidrag fastsat
under ægteskabet bortfalder, hvis ægtefæller efter samliv-
sophævelse senere genoptager samlivet. Dermed fastslås det
også, at et bidrag fastsat under samlivet ikke bortfalder,
selvom ægtefællerne ophæver samlivet, heller ikke selvom
samlivsophævelsen skyldes uoverensstemmelse.
Med stk. 3 foreslås det lovfæstet, at der kan fastsættes bidrag
efter lovforslagets § 56, stk. 1, indtil spørgsmålet om bi-
dragspligt efter § 50 i ægteskabsloven er afgjort ved endelig
dom eller ved aftale. Er der ikke inden separation og skil-
smisse fastsat bidrag efter lovforslagets § 56, stk. 1, kan der
ved anke af dom om separation eller skilsmisse eller af be-
slutning om bidragspligt fastsættes bidrag efter § 56, stk. 1,
under landsrettens behandling af separations- eller skilsmis-
sesagen.
Stk. 3 fastslår også, at et ægtefællebidrag, der er fastsat efter
lov om ægtefællers økonomiske forhold, fortsætter, indtil
spørgsmålet om bidragspligt er endeligt afgjort. I det følgen-
de beskrives, hvornår spørgsmålet om bidragspligt er ende-
ligt afgjort:
Efter ægteskabslovens § 42, stk. 1, kan statsforvaltningen
give bevilling til separation eller skilsmisse, hvis ægtefæller-
ne er enige herom og er enige om vilkårene om bidragspligt
og om retten til at fortsætte et boliglejemål. I så fald følger
det af det foreslåede stk. 3, at bidragspligten efter stk. 1 op-
hører fra bevillingens dato.
Er sag om separation og skilsmisse indbragt for retten, er
der efter retsplejelovens § 454, stk. 1, en frist på 4 uger til
anke af separations- og skilsmissedommen. Domme, der går
ud på separation eller skilsmisse, kan ankes særskilt for så
vidt angår vilkårene (bidragspligt og retten til at fortsætte et
boliglejemål).
I relation til byretsdomme til separation og skilsmisse, der
ikke ankes, indebærer det foreslåede stk. 3, at bidragspligten
efter lovforslagets § 56, stk. 1, først bortfalder, når ankefri-
sten på 4 uger er udløbet. Hvis sagsøgte under byrettens be-
handling af sagen havde erklæret sig indforstået med påstan-
den om separation eller skilsmisse og med påstanden om bi-
dragspligt, følger det af det foreslåede stk. 3, at bidragsplig-
ten efter § 56, stk. 1, bortfalder allerede fra byrettens dom.
Ved ankeafkald bortfalder bidragspligten efter § 56, stk. 1,
fra afkaldets dato.
Ankes en separations- eller skilsmissedom eller en bestem-
melse om bidragspligt i en separations- eller skilsmissedom,
følger det af det foreslåede stk. 3, at bidragspligten efter §
56, stk. 1, bortfalder fra landsrettens dom. Hæves anken,
bortfalder bidragspligten fra den dag, hvor landsretten mod-
tog meddelelse herom.
Det vil være bedst stemmende hermed, at byretten i en sepa-
rations- eller skilsmissedom lader en afgørelse om tidsbe-
grænset bidragspligt have virkning fra det tidspunkt, hvor
dommen er endelig, og at landsretten lader en afgørelse om
tidsbegrænset bidragspligt have virkning fra landsrettens
dom.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Til § 57
Det fremgår af §§ 5 og 6, jf. § 8, i retsvirkningsloven, at
statsforvaltningen efter ansøgning kan pålægge en ægtefæl-
le, der forsømmer sin forsørgelsespligt, at betale bidrag til
den anden ægtefælle. Der henvises i øvrigt til beskrivelsen
af gældende ret under bemærkningerne til den foreslåede §
56.
Efter praksis fastsættes der et bidrag, der svarer til omkring
1/5 af forskellen mellem ægtefællernes indkomster før skat.
Denne praksis tager udgangspunkt i den typiske situation,
hvor begge ægtefæller har en indkomst af en vis størrelse. Et
bidrag vil skønsmæssigt normalt blive fastsat til et beløb i
hele tusinde og med månedsvis forfald forud.
Bidragsbetalerens samlede underholdsforpligtelser til børn
og ægtefælle vil dog normalt ikke kunne overstige 1/3 af
indkomsten.
Da bidragsbetalerens eventuelle nye ægtefælle eller samle-
ver ikke har forsørgelsespligt over for bidragsbetalerens tid-
ligere ægtefælle, medregnes bidragsbetalerens nye ægtefælle
eller samlevers økonomiske forhold ikke ved vurderingen af
bidragets størrelse.
Udgifter til forsørgelse af en tidligere ægtefælle anses for at
gå forud for bidragsbetalerens andre udgifter. Efter praksis
har ægtefællernes andre udgifter derfor yderst sjældent be-
tydning ved fastsættelse af størrelsen af et ægtefællebidrag.
Ved vurderingen af ægtefællebidragets størrelse tages der
dog hensyn til de udgifter, bidragsbetaleren har til sine børn.
De udgifter til børn, der tages hensyn til, er efter praksis
normalt det beløb, bidragsbetaleren er pålagt eller kan blive
pålagt at betale i børne- eller uddannelsesbidrag. Udgifterne
til børn bliver fratrukket i bidragsbetalerens indkomst, inden
bidraget størrelse vurderes efter de normale retningslinjer.
Børne- og Socialministeriet udsender hvert år en indkomst-
oversigt for det kommende år for fastsættelse af børne- og
ægtefællebidrag. Denne oversigt indeholder bl.a. vejledende
indkomstbeløb for, hvornår der fastsættes ægtefællebidrag.
Størrelsen af ægtefællernes indkomster har også betydning
for, hvor stort et bidrag der i givet fald fastsættes. Det afgø-
rende er ægtefællernes fremtidige indkomstniveau.
Hvis bidragsbetaleren har en lav indkomst, vil der normalt
ikke blive fastsat et bidrag, da bidragsbetaleren skal have
mulighed for at forsørge sig selv. Det fremgår af indkomst-
oversigt af 15. december 2016 for fastsættelse af børne- og
159
ægtefællebidrag i 2017, at hvis bidragsbetalerens årlige ind-
komst i 2017 ikke overstiger ca. 280.000 kr., vil der normalt
ikke blive fastsat bidrag. Er bidragsbetalerens indkomst i
2017 mellem ca. 278.000 kr. og ca. 300.000 kr. om året,
fastsættes bidraget skønsmæssigt til et mindre beløb end el-
lers. Bidraget vil som udgangspunkt ikke blive fastsat så
højt, at bidragsbetalerens bruttoindkomst – efter fradrag af
ægtefællebidrag samt bidrags- og forsørgelsespligter over
for børn – bringes ned under ca. 280.000 kr. om året.
Har bidragsmodtageren en mellemindkomst eller en høj ind-
komst, har bidragsmodtageren ikke et rimeligt behov for bi-
drag, og der vil derfor efter praksis normalt ikke blive fast-
sat et bidrag (bidragsloftet). Det fremgår af indkomstover-
sigten for 2017, at hvis bidragsmodtageren i 2017 har en år-
lig indkomst på ca. 290.000 kr. til ca. 330.000 kr. eller der-
over, anses bidragsmodtagerens økonomiske forhold for at
være så gode, at der ikke fastsættes bidrag.
Hvis bidragsbetaleren har en meget høj indkomst, kan der
efter en konkret vurdering være grundlag for at fastsætte bi-
drag, selvom bidragsmodtagerens samlede indkomst derved
overstiger det aktuelle vejledende indkomstbeløb. Det frem-
går af indkomstoversigten for 2017, at hvis bidragsbetale-
rens indkomst i 2017 er under ca. 800.000 kr. om året, fast-
sættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at bidragsmod-
tagerens samlede indkomst inklusive bidrag ligger i den
nedre halvdel af intervallet for bidragsmodtagerens ind-
komst – det vil sige ca. 290.000 kr. til ca. 310.000 kr. om
året. Overstiger bidragsbetalerens indkomst ca. 800.000 kr.
om året, fastsættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at
bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive bidrag lig-
ger i den øvre halvdel af intervallet for bidragsmodtagerens
indkomst – det vil sige ca. 310.000 kr. til ca. 330.000 kr. om
året. Har bidragsbetaleren en meget høj indkomst, kan der
være grundlag for at fastsætte bidrag, selvom bidragsmodta-
gerens samlede indkomst derved overstiger ca. 330.000 kr.
om året. Overstiger bidragsbetalerens indkomst ca. 1,3 mio.
kr. om året, fastsættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan,
at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive bidrag er
ca. 330.000 kr. til ca. 350.000 kr. om året. Har bidragsbeta-
leren en væsentlig højere indkomst, kan der efter en konkret
vurdering fastsættes bidrag sådan, at bidragsmodtagerens
samlede indkomst inklusive bidrag overstiger ca. 350.000
kr. om året.
Hvis bidragsmodtageren ikke har nogen indkomst eller kun
har en lav indkomst, vil dette medføre, at der bliver fastsat
et bidrag, der er uforholdsmæssigt belastende for bidragsbe-
taleren. Derfor tillægger man efter praksis bidragsmodtage-
ren en fiktiv indkomst ved beregningen af bidragets størrel-
se. Det fremgår af indkomstoversigten for 2017. at denne
fiktive indkomst i 2017 er ca. 120.000 kr. om året. Efter ak-
tivloven bliver kontanthjælp ikke betragtet som en ind-
komst, da kontanthjælp er subsidiær i forhold til et ægtefæl-
lebidrag. I en sådan situation vil bidragsmodtagerens ind-
komst skulle anses for at være 0 kr., da et ægtefællebidrag
vil blive modregnet i kontanthjælpen. Den fiktive indkomst
gælder ikke i forhold til vurderingen af bidragsmodtagerens
bidragsbehov (bidragsloftet).
I den årlige indkomstoversigt for fastsættelse af børne- og
ægtefællebidrag er der taget hensyn til de danske skattereg-
ler. Efter disse regler har bidragsbetaleren normalt skattefra-
drag for betalte børne- og ægtefællebidrag. Værdien af fra-
draget er omkring 1/3 af bidraget. Bidraget er en betydelig
større økonomisk belastning, hvis bidragsbetaleren ikke har
mulighed for at fradrage bidraget i sin skattepligtige ind-
tægt. Derfor tages der ved bidragsfastsættelsen hensyn til en
eventuel manglende mulighed for skattefradrag. Et ægtefæl-
lebidrag vil normalt skønsmæssigt blive nedsat med om-
kring 1/3, hvis bidragsbetaleren ikke har fradragsret. Hvis
bidraget allerede er nedsat på grund af bidragsmodtagerens
egen indkomst (”bidragsloftet”), vil bidraget kun blive ned-
sat, hvis en nedsættelse med omkring 1/3 medfører, at bidra-
get kan fastsættes lavere end ved brug af ”bidragsloftet”.
Det er efter praksis et krav, at bidragsmodtageren udnytter
sin erhvervsevne i rimeligt omfang. Ved vurderingen tages
der især hensyn til alder, uddannelse, beskæftigelse under
ægteskabet, ægteskabets varighed, og til hvor længe bi-
dragsmodtageren har været i den nuværende situation. I for-
bindelse med en samlivsophævelse eller lige efter en separa-
tion eller skilsmisse kan bidragsmodtageren have behov for
nogen tid til at indrette sig på den nye situation. Man er der-
for tilbageholdende med at konstatere, at bidragsmodtageren
ikke udnytter sin erhvervsevne i denne periode. Hvis det
vurderes, at bidragsmodtageren ikke udnytter sin erhvervs-
evne, vil man efter praksis ved vurderingen af bidragets
størrelse lægge den indkomst til grund, som bidragsmodta-
geren skønsmæssigt kunne have.
Der fastsættes efter praksis ikke bidrag, og et fastsat bidrag
bortfalder, hvis bidragsmodtageren har indledt et ægteskabs-
lignende samlivsforhold med en ny partner. Hvis et allerede
fastsat bidrag skal bortfalde, skal bidragsbetaleren dog enten
aftale dette med bidragsmodtageren eller ansøge statsfor-
valtningen herom. I sager, hvor bidragsmodtageren og den
nye partner ikke bor sammen, kan bidraget kun bortfalde i
den helt særlige situation, at der mellem bidragsmodtageren
og den nye partner er et forhold, der skønnes at indebære et
sådant personligt og økonomisk interessefællesskab, at for-
holdet – uanset at bidragsmodtageren og partneren bor hver
for sig – kan sidestilles med et forhold, hvor parterne har
fælles bopæl. Det indgår bl.a. i vurderingen heraf, om bi-
dragsmodtageren og partneren har indrettet sig sådan, at der
er sket en hel eller delvis sammenblanding af deres økono-
miske interesser.
Ved en afgørelse om bidrag efter retsvirkningslovens § 6
kan der efter praksis tages hensyn til et kortvarigt ægteskab.
Dette kan medføre, at der ikke fastsættes et bidrag, eller at
bidraget fastsættes lavere end ellers – eksempelvis sådan at
bidraget fastsættes til 1/3 eller 2/3 af det bidrag, man ellers
ville fastsætte efter de almindelige retningslinjer. Efter prak-
sis vil et ægteskab på ca. 3-4 år som udgangspunkt kunne
anses som kortvarigt. Et længerevarende forudgående sam-
160
liv vil dog kunne indgå ved vurderingen af, om bidraget skal
fastsættes lavere end det bidrag, man ellers ville fastsætte ef-
ter de vejledende retningslinjer.
Da et bidrag efter § 5 normalt vil blive fastsat under samli-
vet, træffes afgørelsen om bidragets størrelse i videre om-
fang ud fra et konkret skøn i det enkelte tilfælde end ved af-
gørelser efter § 6.
Det foreslås, at der i lovforslagets § 57 indsættes regler om
fastsættelse af størrelsen af ægtefællebidrag. Det følger af
bestemmelsen, at en afgørelse om bidrag efter lovforslagets
§ 56 træffes under hensyn til, om den, der ansøger om bi-
drag, selv kan skaffe sig en efter sine forhold tilstrækkelig
forsørgelse, og om den anden ægtefælle efter sine økonomi-
ske forhold og de øvrige omstændigheder kan betale bidrag.
Ved fastsættelse af bidrag efter denne bestemmelse anven-
des ovennævnte kriterier for bidragets størrelse.
I relation til kriterierne for fastsættelse af bidrag efter § 5 i
retsvirkningsloven foreslås det dog, at den hidtidige mulig-
hed for i videre omfang at fastsætte bidraget ud fra et konk-
ret skøn i det enkelte tilfælde end ved afgørelser efter § 6 i
retsvirkningsloven afskaffes. Dette vil medføre, at kriterier-
ne for fastsættelse af bidrag under ægteskabet fremover vil
være ens, uanset om der er tale om bidrag under samlivet el-
ler efter en samlivsophævelse. Det bemærkes, at det også
fremover ved fastsættelse af bidrag under ægteskabet vil væ-
re muligt at tage hensyn til et kortvarigt ægteskab i relation
til vurderingen af bidragets størrelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Til § 58
Det fremgår af § 8 i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen
efter ansøgning til enhver tid kan ændre en afgørelse om bi-
drag efter lovens §§ 5 og 6, når forholdene væsentlig har
forandret sig.
Om størrelsen af ægtefællebidrag efter §§ 5 og 6 henvises til
beskrivelsen af gældende ret i bemærkningerne til de fore-
slåede §§ 56 og 57.
Ansøgning om ændring af bidrag efter §§ 5 og 6 kan indgi-
ves af en ægtefælle, der mener, at den anden ægtefælle ikke
opfylder sin forsørgelsespligt efter § 2. Ansøgning kan end-
videre indgives af det offentlige efter § 97 i aktivloven, jf.
de almindelige bemærkninger, punkt. 3.5.1.8.
Ægtefæller kan selv aftale, om der skal betales bidrag, her-
under også størrelsen af et bidrag. Det fremgår af § 9 i rets-
virkningsloven, at statsforvaltningen ved en afgørelse efter
lovens §§ 5 og 6 kan fravige en mellem ægtefællerne truffen
aftale, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholde-
ne væsentlig har ændret sig.
Det foreslås, at §§ 8 og 9 i retsvirkningsloven om ændring af
afgørelser og aftaler om bidrag uden indholdsmæssige æn-
dringer videreføres i lovforslagets § 58. I relation til ændring
af bidrag, der er fastsat af statsforvaltningen (den nugælden-
de § 8 i retsvirkningsloven) foreslås det dog, at bestemmel-
sen herom (det foreslåede stk. 1), sprogligt ensrettes med be-
stemmelsen i § 53, stk. 2, i ægteskabsloven. Dette vil med-
føre, at bidrag fastsat efter den foreslåede § 56 kan ændres
af statsforvaltningen, hvis omstændighederne taler for det.
Dermed udgår det nugældende kriterie om, at der skal være
tale om væsentligt forandrede forhold, for at et bidrag fastsat
af statsforvaltningen kan ændres.
Aftalte bidrag vil efter det foreslåede stk. 2 på samme måde
som i dag efter ansøgning kunne ændres af statsforvaltnin-
gen, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller hvis for-
holdene væsentligt har forandret sig.
Efter de foreslåede bestemmelser vil der som efter gældende
ret være forskel på betingelserne for ændring af bidrag af-
hængig af, om der er tale om et fastsat eller aftalt bidrag. Et
aftalt bidrag vil således fortsat kun kunne ændres, hvis afta-
len skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsent-
ligt har forandret sig, mens et fastsat bidrag til enhver tid vil
kunne ændres, hvis bidraget efter de retningslinjer, der er
beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets §§ 56 og 57,
vil blive fastsat lavere eller højere, end det allerede er, idet
det dog bemærkes, at ved forhøjelse eller nedsættelse af et
bidrag vil bidraget normalt skønsmæssigt blive fastsat til et
beløb i hele tusinde.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Kapitel 17
Til § 59
Det fremgår af § 52, stk. 1, i retsvirkningsloven, at en an-
søgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter loven
skal indgives til statsforvaltningen ved anvendelse af den di-
gitale løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed (di-
gital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved di-
gital selvbetjening, afvises af statsforvaltningen. Kravet om,
at ansøgningen skal indgives digitalt, medfører ikke, at alle
bilag til ansøgningen også kan indgives digitalt. Det fremgår
af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der
kan eller skal indgives digitalt, og hvilke dokumenter der
skal fremlægges i original.
Hvis statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige for-
hold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anven-
de digital selvbetjening, skal statsforvaltningen dog efter
stk. 2 tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde
end ved digital selvbetjening. Statsforvaltningen bestemmer,
hvordan ansøgningen i så fald skal indgives, herunder om
den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Det er statsforvaltningen, der ud fra et konkret skøn vurde-
rer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbin-
delse lægges vægt på borgerens beskrivelse af egne evner og
muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle proble-
mer med at søge om hjælp, ligesom statsforvaltningen ud fra
en helhedsvurdering af borgeren må bedømme, om borgeren
161
vil kunne indgive ansøgningen ved anvendelse af selvbetje-
ningsløsningen efter modtagelse af hjælp hertil.
Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale
om borgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk
funktionsnedsættelse samt demens, borgere, der mangler di-
gitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere
med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanske-
ligheder m.v., hvor hjælp eller medbetjening fra statsforvalt-
ningens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning.
Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige
forhold for nogle af de nævnte borgere, der gør, at borgeren
ikke kan ansøge om ægtefællebidrag ved anvendelse af den
digitale selvbetjeningsløsning.
Tilsvarende vil der også være borgere fra de nævnte grup-
per, der kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning og
derfor skal anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Sær-
lige forhold vil eksempelvis kunne foreligge, hvor en borger
er indsat i fængsel eller institutionsanbragt og af den grund
ikke har adgang til en computer eller lignende digital plat-
form, hvorfor borgeren ikke kan anvende den digitale selv-
betjeningsløsning.
En sag om ægtefællebidrag kan behandles i Danmark, selv-
om den, der indgiver ansøgningen, er udenlandsk statsbor-
ger med bopæl i udlandet. Når en selvbetjeningsløsning for-
udsætter anvendelse af personnummer eller NemID, og bor-
geren ikke har et personnummer eller ikke kan få udstedt
NemID, vil der foreligge særlige forhold, der gør, at ansøg-
ningen ikke skal indgives via den digitale selvbetjeningsløs-
ning. Personer bosat på Færøerne har som udgangspunkt ik-
ke et dansk CPR-nummer og kan således heller ikke få Ne-
mID.
Efter stk. 3 kan statsforvaltningen helt ekstraordinært ud
over de nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der
ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en
samlet økonomisk vurdering er klare fordele for statsforvalt-
ningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end di-
gitalt. Der kan eksempelvis være tale om, at statsforvaltnin-
gens digitale selvbetjeningsløsning ikke er indrettet til at
håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil statsforvalt-
ningen eksempelvis kunne anvise borgeren en anden måde
at ansøge på, hvis statsforvaltningens selvbetjeningsløsning
er ude af drift. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at der
ud fra en samlet vurdering er klare økonomiske fordele ved
at modtage ansøgningen ikke-digitalt.
En digital ansøgning anses efter stk. 4 for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for statsforvaltningen.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 52 videreføres uden
indholdsmæssige ændringer i lovforslagets § 59. Det oven-
for beskrevne om indgivelse af ansøgning om fastsættelse
eller ændring af bidrag efter retsvirkningsloven vil således
fremover være gældende ved indgivelse af ansøgning om
fastsættelse eller ændring af bidrag efter lovforslagets §§ 56
og 58.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ligesom i dag
ikke gælder for anmodning om tilladelse til dispositioner
over en fraværende ægtefælles faste ejendom (lovforslagets
§ 1, stk. 3) og familiens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk.
1), og at bestemmelsen heller ikke gælder ansøgning om fri-
tagelse for kravet om anvendelse af digital selvbetjening
(lovforslagets § 59).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Til § 60
Det fremgår af § 9 a i retsvirkningsloven, at statsforvaltnin-
gen og Ankestyrelsen til brug for behandlingen af sager om
fastsættelse og ændring af et bidrag efter loven kan anmode
en part om oplysninger om vedkommendes egne forhold.
Hvis parten undlader at give statsforvaltningen eller Anke-
styrelsen disse oplysninger, kan der træffes afgørelse i sagen
på det foreliggende grundlag (processuel skadevirkning).
Efter lovens § 52 a, stk. 4, kan statsforvaltningen og Anke-
styrelsen til brug for behandlingen af sager om fastsættelse
og ændring af bidrag efter loven få terminaladgang til nød-
vendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og
skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
For Ankestyrelsen gælder disse to bestemmelser ved be-
handling af klager over statsforvaltningens afgørelser om
ægtefællebidrag. Om klageadgangen henvises til lovforsla-
gets § 61.
Det foreslås, at de to bestemmelser videreføres uden ind-
holdsmæssige ændringer i lovforslagets § 60. Det ovenfor
beskrevne om behandlingen af bidragssager vil således
fremover være gældende ved behandlingen af ansøgning om
fastsættelse eller ændring af bidrag efter lovforslagets §§ 56
og 58.
Det bemærkes, at denne bestemmelse ikke gælder ved an-
modning om tilladelse til dispositioner over en fraværende
ægtefælles faste ejendom (lovforslagets § 1, stk. 3) og fami-
liens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1), og at bestemmel-
sen heller ikke gælder ansøgning om fritagelse af anvendel-
se af digital selvbetjening (lovforslagets § 59).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Til § 61
Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retsvirkningsloven, at stats-
forvaltningens afgørelser efter loven kan påklages til Anke-
styrelsen. Dette omfatter bl.a. statsforvaltningens afgørelser
om ægtefællebidrag og statsforvaltningens afgørelser efter
lovens §§ 18 og 19, jf. § 20, om tilladelse til salg m.v. af fa-
miliens bolig og indbo m.v.
Ved Ankestyrelsens behandling af sådanne klager finder ka-
pitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administra-
tion på det sociale område anvendelse.
162
Bestemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 fastsætter
bl.a., at Ankestyrelsen træffer afgørelse i klagesager efter
retsvirkningsloven uden medvirken af beskikkede medlem-
mer, medmindre sagen har principiel eller generel betyd-
ning, jf. § 52 a, stk. 3, og § 52 c, stk. 1. Er dette tilfældet,
træffes afgørelsen på et møde med deltagelse af to beskikke-
de medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55, stk. 1 og
stk. 2, nr. 1.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, at Ankesty-
relsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administra-
tiv myndighed.
Efter lovens § 68 er Ankestyrelsen ikke bundet af parternes
påstande og er uafhængig af instruktioner vedrørende afgø-
relsen af den enkelte sag. Ankestyrelsens afgørelse kan gå
ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller
ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Endelig fremgår det af lovens § 70, at Ankestyrelsens afgø-
relser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne
offentliggøres efter regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og
Beskæftigelsesudvalgets forretningsordener.
Efter retsvirkningslovens § 52 a, stk. 2, skal en klage over
en afgørelse om ægtefællebidrag indgives inden 4 uger efter,
at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrel-
sen kan i særlige tilfælde behandle en klage over en afgørel-
se om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af den-
ne frist.
Børne- og socialministeren kan efter lovens § 52 a, stk. 3,
fastsætte regler om klagers behandling og om behandling af
sager om ægtefællebidrag, jf. lovens §§ 5, 6 og 8, herunder
om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunk-
ter. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1855 af 23. decem-
ber 2015 om børne- og ægtefællebidrag (bidragsbekendtgø-
relsen).
Bidragsbekendtgørelsens bestemmelser om ansøgningsfri-
ster i §§ 8-10 drejer sig om, i hvilke situationer et ægtefælle-
bidrag fastsættes fra den relevante ændring i parternes for-
hold, der udløste ansøgningen om bidrag, og i hvilke situati-
oner bidraget først fastsættes fra et senere tidspunkt.
Bekendtgørelsens bestemmelser om ændringstidspunkter i §
14 drejer sig om, fra hvilket tidspunkt en ansøgning om for-
højelse eller nedsættelse af et bidrag skal have virkning.
Det foreslås, at § 52 a videreføres i lovforslagets § 61. Det
fremgår således af det foreslåede stk. 1, at klager over stats-
forvaltningens afgørelser efter loven skal behandles af An-
kestyrelsen. Klageadgangen omfatter statsforvaltningens af-
gørelser om tilladelse til dispositioner over en fraværende
ægtefælles faste ejendom (lovforslagets § 1, stk. 3) og fami-
liens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1), om fastsættelse
og ændring af ægtefællebidrag (lovforslagets §§ 56 og 58)
og om fritagelse for kravet om anvendelse af digital selvbe-
tjening (lovforslagets § 59).
Med stk. 2 foreslås det, at klagefristen på 4 uger i sager om
ægtefællebidrag skal videreføres. I stk. 3 foreslås det, at bør-
ne- og socialministeren på samme måde som i dag også
fremover skal kunne fastsætte regler om behandling af kla-
ger og om behandling af sager om ægtefællebidrag, herun-
der om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstids-
punkter.
Som noget nyt foreslås det i lovforslagets § 61, stk. 3, nr. 1
og 2, at ministeren også skal kunne fastsætte regler om be-
handlingen af sager om dispositioner over en fraværende
ægtefælles faste ejendom (lovforslagets § 1, stk. 3) og fami-
liens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1).
i medfør af retsvirkningslovens § 52 a, stk. 3, er der udstedt
bekendtgørelse nr. 1855 om børne- og ægtefællebidrag. Ved
lovens ikrafttræden vil der i medfør af lovforslagets § 61,
stk. 3, nr. 3, blive udstedt en ny bekendtgørelse om børne-
og ægtefællebidrag.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Til afsnit VI
Til kapitel 18
Til § 62
Det foreslås i § 62, stk. 1, at ægtefællers økonomiske for-
hold skal bedømmes efter den lov, der følger af de forslåede
regler i §§ 63-70, men at dette ikke skal gælde, hvis Den
Nordiske Ægteskabskonvention finder anvendelse.
I det foreslåede stk. 2 fastslås det, at lovvalgsreglerne ikke
finder anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter den
foreslåede § 4 og ved fastsættelse og ændring af ægtefælle-
bidrag efter det foreslåede kapitel 16. Dette skyldes, at sager
om underholdspligt, der behandles i Danmark, afgøres efter
dansk ret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 63
I § 63 foreslås det, at lov om ægtefællers økonomiske for-
hold finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold,
når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab. Det er
ikke en betingelse, at ægtefællerne bor sammen. Det afgø-
rende er, at de begge bor i Danmark, hvilket ikke omfatter
Grønland og Færøerne, medmindre loven sættes i kraft for
disse dele af riget.
Ved bopæl i § 63 forstås som i lovforslagets § 64 sædvanligt
opholdssted, der er beskrevet i de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.25.2.
Bor begge ægtefæller ikke i Danmark ved indgåelsen af æg-
teskabet, finder lovforslagets § 64 anvendelse.
Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællerne har indgået en lov-
valgsaftale efter den foreslåede bestemmelse i § 65.
163
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 64
Når ægtefællerne ikke boede her i landet ved indgåelsen af
ægteskab, foreslås det i § 64, stk. 1, 1. pkt., at følgende lov
finder anvendelse på deres økonomiske forhold:
Som udgangspunkt er det loven i den stat, hvor begge ægte-
fæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de
begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet,
der finder anvendelse på deres økonomiske forhold (stk. 2).
Det er ikke en betingelse, at ægtefællerne bor sammen. Det
afgørende er, at de begge bor samtidigt i samme stat. Det er
uden betydning, om bopæl i samme land efter bestemmelsen
først etableres flere år efter indgåelsen af ægteskabet. Be-
handles der inden ægtefællerne samtidigt har fået bopæl i
samme stat, en sag i Danmark om deres økonomiske for-
hold, finder stk. 2 ikke anvendelse. I givet fald fastlægges
lovvalget efter de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4.
Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i den stat,
hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåelsen af
ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold (stk.
3).
Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder loven i den
stat, som begge ægtefæller havde den tætteste tilknytning til
ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomi-
ske forhold (stk. 4). Denne bestemmelse finder anvendelse i
situationer, hvor ægtefællerne aldrig har boet samtidigt i
samme stat, også selvom de ikke bor sammen. Ved vurde-
ring af, hvilken stat de havde den tætteste tilknytning ved
indgåelsen af ægteskabet, lægges der bl.a. vægt på, om æg-
tefællerne havde boet i samme stat inden ægteskabet, hvor
deres ejendele befandt sig ved indgåelsen af ægteskabet, og
om de havde planer om at bosætte sig i samme stat. Der kan
også lægges vægt på deres statsborgerskab.
Når begge ægtefæller uafbrudt har boet her i landet de sene-
ste fem år, finder lov om ægtefællers økonomiske forhold
efter det foreslåede stk. 5 automatisk anvendelse på deres
økonomiske forhold. Det bemærkes, at efter den foreslåede
overgangsbestemmelse i § 79, stk. 1, finder lov om ægtefæl-
lers økonomiske forhold først anvendelse på de økonomiske
forhold for ægtefæller, der bor i Danmark ved lovens ikraft-
træden, når de har boet i Danmark i fem år efter ikrafttræ-
delsen.
Efter det foreslåede stk. 1 gælder bestemmelserne i stk. 2-5
ikke, hvis ægtefællerne har indgået en lovvalgsaftale efter
den foreslåede bestemmelse i § 65 eller efter overgangsbe-
stemmelsen for lovvalgsaftaler i § 79, stk. 1.
Efter de foreslåede bestemmelser i § 64 er ægtefællernes bo-
pæl afgørende for lovvalget. Det foreslås, at der ved vurde-
ringen af bopælen anvendes bopælsbegrebet sædvanligt op-
holdssted (habitual residence), da det er det samme bopæls-
begreb, der anvendes i Rådets forordning (EU) 2016/1103
om indførelse af et forstærket samarbejde på området for
kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af rets-
afgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægte-
fæller, som de foreslåede lovvalgsregler i kapitel 18 tager
udgangspunkt i.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt
3.25.2., svarer bopælsbegrebet efter retsplejelovens § 235,
stk. 1 og 2, i det store hele til sædvanligt opholdssted. Ud-
gangspunktet er efter disse bestemmelser, at man har bopæl
i Danmark, hvis tilknytningen hertil er mindst ligeså stærk
som til udlandet. Bopæl fortolkes som det sted, hvor man
har sit hjem, hvor ens ejendele i almindelighed befinder sig,
og hvor man opholder sig, når man ikke af særlige grunde
opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie,
studie- eller forretningsrejse eller fængselsophold. Bopæls-
begrebet bygger alene på faktiske omstændigheder. Bopæl i
Danmark kan opgives ved at tage bopæl i udlandet. En per-
son med bopæl i Danmark opgiver således sin bopæl her i
landet, når den pågældende tager bopæl i udlandet og ikke
længere har en tilsvarende stærk tilknytning til Danmark.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 65
Dansk ret giver ikke ægtefæller mulighed for at indgå aftale
om, hvilken statslov, der skal finde anvendelse på deres
økonomiske forhold.
Med forslaget til § 65, stk. 1, får ægtefæller mulighed for at
indgå lovvalgsaftaler. Efter bestemmelsen kan ægtefæller
aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsbor-
ger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres
økonomiske forhold. Bestemmelsen giver ikke ægtefæller
mulighed for at aftale, at loven i en stat, som de har planlagt
at flytte til, skal finde anvendelse.
Ved bopæl i § 65 forstås som i lovforslagets § 64 sædvanligt
opholdssted, der er beskrevet i de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.25.2.
En lovvalgsaftale indgået i udlandet gælder efter stk. 2 her i
landet, hvis aftalen er i overensstemmelse med stk. 1.
I en lovvalgsaftale bør det udtrykkeligt bestemmes, hvilken
stats lov der finder anvendelse. Valget kan imidlertid også
fremgå af en aftale, uden at lovvalget udtrykkeligt er nævnt.
Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis ægtefællerne ind-
går en ægtepagt, der er baseret på en forudsætning om, at
dansk ret finder anvendelse, f.eks. gennem henvisninger til
de danske regler om særeje, men hvor det ikke udtrykkeligt
fremgår, at ægtefællerne ønsker at aftale dansk ret, f.eks.
fordi de ikke er klar over, at en anden stats lov finder anven-
delse.
En lovvalgsaftale kan ændres gennem en ny aftale.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 66
164
Med hensyn til formkravene til en lovvalgsaftale efter § 65,
stk. 1, foreslås det i § 66, stk. 1, at aftalen skal indgås skrift-
ligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller. Aftalen
kan underskrives med digital signatur. En aftale, der er un-
derskrevet i udlandet med en udenlandsk digital signatur,
anerkendes i Danmark, hvis den udenlandske signatur er un-
dergivet sikkerhedskrav, der svarer til sikkerhedskravene til
en dansk digital signatur.
Hvis begge ægtefæller bor her i landet på tidspunktet for af-
talens indgåelse, eller hvis ægtefællerne aftaler, at dansk ret
skal anvendes, skal aftalen efter det foreslåede stk. 2 indgås
ved ægtepagt efter reglerne i lovforslagets kapitel 6.
Under en verserende retssag om et ægtepars økonomiske
forhold eller til brug for en kommende retssag herom giver
det foreslåede stk. 3 ægtefællerne mulighed for at indgå en
lovvalgsaftale, uden at iagttage kravene i stk. 1 og 2. Aftalen
kan f.eks. indgås ved notering i retsbogen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 67
Opstår der en tvist om eksistensen og gyldigheden af en lov-
valgsaftale, f.eks. påstand om tvang, svig m.v., foreslås det i
§ 67, at tvisten skal afgøres efter dansk ret. Dette indebærer,
bl.a., at afgørelsen bl.a. skal træffes efter aftaleloven, herun-
der lovens bestemmelser om aftalers gyldighed.
Det er uden betydning for en lovvalgsaftales gyldighed i
Danmark, om den aftalte stats lov tillader ægtefæller at ind-
gå lovvalgsaftaler om deres økonomiske forhold.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 68
Den foreslåede bestemmelse i § 68, stk. 1, lovfæster det så-
kaldte enhedsprincip, hvorefter den lov, der følger af §§ 64
og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset
hvor aktiverne og passiverne befinder sig.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at anvendelse af en stats lov
efter §§ 66 eller 67 indebærer anvendelse af de gældende
regler i den pågældende stat med undtagelse af statens regler
om internationale privatret. Der er tale om en såkaldt renvoi-
regel, der er sædvanlig i internationale konventioner m.v.
om lovvalg.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 69
De foreslåede bestemmelser i § 69 indeholder sammen med
lovforslagets § 70 visse muligheder for at modificere anven-
delsen af den udenlandske lov, der skal anvendes efter lov-
forslagets §§ 64 og 65.
I § 69, stk. 1, foreslås det, at følgende regler ikke finder an-
vendelse:
1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængig af deres
køn.
2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløs-
ning, herunder hvilken ægtefælle der tog initiativ til opløs-
ning af ægteskabet.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 indebærer bl.a., at en
udenlandsk aftale eller bestemmelse om, at en ægtefælle
skal betale et beløb til den anden, hvis den pågældende har
været utro, ikke vil finde anvendelse i Danmark.
Det foreslåede stk. 1 supplerer ordre public-forbeholdet i
stk. 2. Det må således antages, at danske myndigheder under
henvisning til ordre public i vidt omfang vil afvise at anven-
de kønsdiskriminerende regler og regler, der lægger vægt på
en ægtefælles skyld i ægteskabets opløsning, Med det fore-
slåede stk. 1 er det ikke er nødvendigt at foretage en ordre
public-vurdering af en udenlandsk lovgivning, der f.eks. in-
deholder kønsdiskriminerende elementer. Det er tilstrække-
ligt for at afvise at anvende den udenlandske regel, at kon-
statere, at den er kønsdiskriminerende, eller at den lægger
vægt på en ægtefælles skyld i ægteskabets opløsning.
Det er ikke muligt at angive udtømmende, hvilke udenland-
ske aftaler og regler, hvis anvendelse vil stride mod funda-
mentale danske retsprincipper (ordre public), og der er der-
for foreslået en generel opsamlingsbestemmelse i stk. 2. Ef-
ter denne bestemmelse skal anvendelsen af en regel i en an-
den stats lov undlades, hvis anvendelsen af reglen vil være
åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske retsprin-
cipper (ordre public).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 70
De foreslåede bestemmelser i § 70 indeholder sammen med
forslaget til § 69 visse muligheder for at modificere anven-
delsen af den udenlandske lov, der skal anvendes efter §§ 64
og 65.
Finder dansk ret ikke finder anvendelse på ægtefællers øko-
nomiske forhold, og behandles en sag om ægtefællers øko-
nomiske forhold her i landet, finder følgende bestemmelser
altid anvendelse:
– Beskyttelsen efter de foreslåede §§ 6-9 af familiens bo-
lig (nr. 1).
– Kompensation efter den foreslåede § 42 til en ægtefælle,
der er stillet urimeligt økonomisk (nr. 2).
– Retten til efter de foreslåede § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49,
ved formuedeling at udtage bolig, der udelukkende eller
hovedsageligt er bestemt til familiens bolig (nr. 3).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Til § 71
Efter retsvirkningslovens § 53 a, stk. 1, kan regeringen uden
Folketingets samtykke indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om æg-
165
teskabets retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse
her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan børne- og socialministeren
endvidere administrativt fastsætte regler af international pri-
vatretlig karakter om forholdet mellem danske og andre nor-
diske landes regler om ægteskabets retsvirkninger.
Foruden at indeholde en bemyndigelse til at indgå overens-
komst om forholdet mellem de nordiske lande, giver be-
stemmelsen også børne- og socialministeren mulighed for
administrativt at fastsætte regler af international privatretlig
karakter, hvilket skyldes, at det mellem de nordiske lande
har været almindeligt, at man i stedet for at indgå traktater
søger at gennemføre ensartede regler enten ved lov eller ved
administrativt fastsatte regler.
Med hjemmel i stk. 2 blev overenskomst af 26. januar 2006
om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Is-
land, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatret-
lige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål un-
dertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 sat i kraft for
Danmark ved bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november
2008.
Det foreslås, at § 53 a videreføres uden indholdsmæssige
ændringer i lovforslagets § 71.
Kapitel 19
Til § 72
Den foreslåede bestemmelse i § 72, stk. 1, vedrører lovens
ikrafttræden. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1.
januar 2018.
Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse i stk. 1 indebæ-
rer, at loven – medmindre andet er bestemt – finder anven-
delse på ægteskaber, der er indgået før og efter lovens
ikrafttræden, på dispositioner, der er foretaget før og efter
lovens ikrafttræden, og på sager om ægtefællers økonomiske
forhold, navnlig sager om formuedeling, der verserer ved lo-
vens ikrafttræden.
Det er ubetænkeligt at lade loven finde anvendelse på ægte-
skaber, der er indgået før ikrafttrædelsen, da lovforslaget ik-
ke indebærer ændringer af de grundlæggende elementer i
den gældende formueordning.
Det foreslås dog, at loven ikke skal finde anvendelse på ver-
serende sager, og at de hidtil gældende regler finder anven-
delse i sådanne situationer. Der henvises til lovforslagets §
77 (formuedeling ved separation og skilsmisse og ved en
ægtefælles død), § 78 (ægtefællebidrag) og § 83 (boson-
dring). Der henvises endvidere til § 16, stk. 2-9, i følgelov-
forslaget, der bl.a. indeholder overgangsregler for de materi-
elle regler om formuedeling i ægtefælleskifteloven m.v., der
foreslås overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold,
jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.3. og 3.13.
Endvidere indeholder det foreslåede kapitel 20 bestemmel-
ser, der begrænser lovens anvendelse på visse dispositioner,
der er foretaget før lovens ikrafttræden.
I det følgende beskrives, i hvilke situationer lov om ægte-
fællers økonomiske forhold vil finde anvendelse på disposi-
tioner m.v., der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 1 om ægtefællers rå-
deret, aftalefrihed, hæftelse for gæld, forsørgelsespligt og
formuedeling (ligedeling) indeholder ikke indholdsmæssige
ændringer i forhold til den gældende ordning. Der er derfor
ikke noget til hinder for, at disse bestemmelser finder anven-
delse ved lovens ikrafttræden, herunder på eksisterende æg-
teskaber, dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden og
verserende sager om formuedeling m.v.
Lovforslagets § 11 om dispositioner over løsøre, som den
ene ægtefælle har overladt til den anden til brug i dennes er-
hvervsvirksomhed, svarer indholdsmæssigt til den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 14, og den foreslåede §
11 kan derfor finde anvendelse på dispositioner, der er fore-
taget før lovens ikrafttræden, herunder på verserende sager.
Lovforslagets § 12 om aftaler om særeje, der efter den fore-
slåede § 23, stk. 1, ligeledes finder anvendelse på tredje-
mandsbestemt særeje, indeholder på en række punkter udvi-
delser i forhold til gældende ret med hensyn til, hvilke afta-
ler ægtefæller gyldigt kan indgå om delingen af deres for-
muer ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles død. De-
rimod foreslås der ingen indskrænkninger i aftaleadgangen.
Det vil således ikke kunne forekomme, at en ægtepagt om
særeje, som var gyldig før lovens ikrafttræden, efter den
foreslåede § 12 vil være ugyldig efter lovens ikrafttræden.
Ægtepagter oprettet før lovens ikrafttræden kan indeholde
bestemmelser, som ægtefællerne ikke gyldigt kan aftale ef-
ter den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 28,
eller som det er uafklaret, om ægtefællerne gyldigt kan afta-
le. Ægtepagter, der indeholder sådanne bestemmelser, er
formentlig i de fleste tilfælde blevet afvist fra tinglysning.
Det kan dog ikke udelukkes, at sådanne ægtepagter er blevet
tinglyst, og derfor formelt er gyldige. Hvis en ægtepagt, der
efter gældende ret på grund af sit indhold er helt eller delvis
ugyldig, er tinglyst før lovens ikrafttræden, og ægtepagten
indeholder bestemmelser, der efter de foreslåede regler i
lovforslagets kapitel 4 og 5 gyldigt kan aftales, bør ægtepag-
ten efter lovens ikrafttræden være gyldig. Ægtefællerne har i
sådanne situationer næppe været klar over, at ægtepagten
var ugyldig ved oprettelsen, og der er ikke noget hensyn at
tage til en ægtefælles eventuelle forventninger om, at en æg-
tepagt vil blive erklæret ugyldig. Herved undgås også, at
den tvivl, der har været med hensyn til, hvad der gyldigt kan
aftales, videreføres efter lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i § 13 om aftale om, at en pen-
sionsrettighed skal være særeje, og i § 14 om ændring af
tredjemandsbestemt særeje viderefører de tilsvarende be-
166
stemmelser i henholdsvis retsvirkningslovens § 16 h og § 28
b, stk. 2.
De foreslåede bestemmelser i §§ 15-17, hvorefter ægtefæller
kan aftale, at personlige erstatninger samt værdien af al-
ders-, kapital- og ratepensionsordninger og af uoverdrageli-
ge og personlige rettigheder skal indgå i formuedelingen, er
nye. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at disse be-
stemmelser også finder anvendelse på aftaler vedrørende de
nævnte aktiver, der er indgået ved ægtepagt før lovens
ikrafttræden. Det samme gælder for aftaler om gæld efter
den foreslåede bestemmelse i § 18. Begrundelsen for dette
er, at ægtefællerne næppe har været klar over, at ægtepagten
var ugyldig ved oprettelsen, og at der ligesom ved særejeæg-
tepagter indgået før lovens ikrafttræden (se ovenfor) ikke er
noget hensyn at tage til en ægtefælles eventuelle forventnin-
ger om, at ægtepagten vil blive erklæret ugyldig.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 6 om oprettelse af æg-
tepagt svarer indholdsmæssigt til den gældende ordning ef-
ter retsvirkningslovens §§ 35, 37 og 49. Bestemmelserne i
kapitel 6 kan derfor finde anvendelse på ægtepagter, der er
oprettet inden lovens ikrafttræden.
Lovforslagets § 25 om surrogater for og indtægter af særeje
svarer til den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens §
28, stk. 3, og den kan derfor også finde anvendelse på sær-
eje, der er etableret før lovens ikrafttræden. Om særeje i for-
hold til aktiver erhvervet før lovens ikrafttræden, herunder
ved arv og gave, henvises til overgangsbestemmelsen i § 76.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt
3.14, er det i dag ikke lovreguleret, hvordan en ægtefælles
gæld ved formuedeling skal fordeles mellem ægtefællens
delingsformue, særeje og anden formue, der holdes uden for
formuedelingen. De foreslåede bestemmelser i §§ 29 og 30
afklarer retstilstanden. Den foreslåede ordning svarer i vidt
omfang indholdsmæssigt til den gældende ordning, og vil
gennem de foreslåede bestemmelser om reguleringskrav i
øvrigt føre til samme resultater som den gældende ordning.
Henset hertil og under hensyn til, at den gældende ordning
beror på retspraksis, der ikke ses at have taget stilling til alle
aspekter af gældsproblematikken, og at en ægtefælle derfor
næppe i alle situationer kan have en begrundet forventning
om en bestemt løsning, foreslås det, at §§ 29 og 30 også skal
finde anvendelse på gæld, der er stiftet før lovens ikrafttræ-
den.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 10 (aktiver, der ikke
indgår i formuedelingen), kapitel 12 (kompensationskrav i
særlige situationer), kapitel 13 (pensionskompensation) og
kapitel 14 (udtagelse af aktiver) viderefører uden større ind-
holdsmæssige ændringer den gældende ordning i relation til
pensioner (retsvirkningslovens §§ 16 b og 16 c), personlige
erstatninger (erstatningsansvarslovens §§ 18, 26 og 26 a),
uoverdragelige og personlige rettigheder (retsvirkningslo-
vens § 15, stk. 2), kompensationskrav (ægtefælleskiftelo-
vens § 67), pensionskompensation (retsvirkningslovens §§
16 d-16 f) og udtagelse af aktiver (ægtefælleskiftelovens §§
63 og 64 samt retsvirkningslovens § 16 h). Det foreslås der-
for, at bestemmelserne i kapitel 10 og 12-14 også skal finde
anvendelse på aktiver, der er erhvervet før lovens ikrafttræ-
den, samt på dispositioner, der er foretaget før lovens ikraft-
træden.
Tilsvarende foreslås det, at de foreslåede bestemmelser i ka-
pitel 11 om regulerings- og misbrugskrav tillige finder an-
vendelse på dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 39 om regulerings-
krav ved overførsler af midler mellem en ægtefælles særeje
og delingsformue svarer indholdsmæssigt til de gældende
bestemmelser i retsvirkningslovens § 23, stk. 2-4, og § 24.
De foreslåede nye regler om reguleringskrav har ligesom de
gældende regler i retsvirkningslovens §§ 23 og 24 til formål
ud fra et konkret skøn at genoprette balancen efter formue-
forskydninger mellem en ægtefælles formuearter. Sammen-
blanding af formuearter kan ske kontinuerligt gennem ægte-
skabet, og det ville i praksis være særdeles kompliceret at
skulle anvende forskellige regler for dispositioner foretaget
før og efter lovens ikrafttræden. Hertil kommer, at de gæl-
dende og foreslåede nye regler vil føre til samme resultat, og
at en ægtefælle, der overfører midler fra sit særeje til sin de-
lingsformue eller omvendt, næppe har gjort sig nøje overve-
jelser om, hvilke konsekvenser det vil have ved en senere
formuedeling. Det samme gælder den anden ægtefælle. Det
foreslås derfor, at de nye regler også skal finde anvendelse
på formueforskydninger, der er foretaget før lovens ikraft-
træden.
Forslaget om, at reglerne om regulerings- og misbrugskrav
også skal gælde for dispositioner foretaget før lovens ikraft-
træden indebærer, at muligheden i lovforslagets § 38, stk. 4,
for at søge reguleringskrav dækket af en udbetalt alders- og
kapitalpension m.v. også vil gælde for dispositioner, der er
foretaget før lovens ikrafttræden. Dette skyldes, at der ikke
er grund til at tage hensyn til en ægtefælles mulige forvent-
ninger om, hvordan reguleringskrav som følge af overførsel
af delingsformue til særeje m.v. vil blive dækket.
Det samme gør sig gældende i relation til misbrugskrav efter
den foreslåede bestemmelse i § 40, der skal afløse retsvirk-
ningslovens § 23, stk. 1, jf. § 24. Det nye i § 40 er, at et mis-
brugskrav også kan kræves dækket af en udbetalt alders- og
kapitalpension m.v., og at kravet ikke bortfalder, hvis det ik-
ke dækkes ved formuedelingen. Dette har til formål at for-
bedre mulighederne for at få dækket det tab, som en ægte-
fælle har lidt som følge af den anden ægtefælles misbrug.
Der er ikke hensyn at tage til den misbrugende ægtefælles
mulige forventninger om, hvordan kravet vil blive dækket,
hvorfor det foreslås, at § 40 også finder anvendelse på dis-
positioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
I stk. 2 foreslås det, at den gældende lov om ægteskabets
retsvirkninger ophæves ved lovens ikrafttræden.
Ved bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008, udstedt
i medfør af retsvirkningslovens 53 a, stk. 2, blev overens-
167
komst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mel-
lem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indehol-
dende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,
adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. fe-
bruar 1931 sat i kraft for Danmark.
Ophævelse af en lov medfører som udgangspunkt, at be-
kendtgørelser udstedt i medfør af loven tillige ophæves. Da
denne overenskomst fortsat skal gælde for Danmark, fore-
slås det i stk. 3, at bekendtgørelsen skal forblive i kraft, ind-
til den ændres eller ophæves af børne- og socialministeren
efter den foreslåede bestemmelse i § 71, stk. 2.
Bekendtgørelse nr. 1855 om børne- og ægtefællebidrag er
bl.a. udstedt i medfør af retsvirkningslovens § 52 a, stk. 3.
Ved ophævelsen af denne bestemmelse bortfalder bekendt-
gørelsen af børne- og ægtefællebidrag, og der vil samtidig
blive udstedt en ny bekendtgørelse om børne- og ægtefælle-
bidrag. Denne bekendtgørelse udstedes i medfør af lovfor-
slagets § 61, stk. 3, nr. 3, der viderefører retsvirkningslovens
§ 52 a, stk. 3.
Til kapitel 20
Til § 73
De foreslåede bestemmelser i kapitel 2 om beskyttelse mod
salg m.v. af familiens helårsbolig indebærer, at fritidshus og
fast ejendom, der anvendes til erhverv, der i dag efter rets-
virkningslovens § 18 er beskyttet mod salg m.v., ikke læn-
gere vil være omfattet af beskyttelsen mod ejerægtefællens
dispositioner uden den anden ægtefælles samtykke. Deri-
mod udvides anvendelsesområdet for beskyttelsen af famili-
ens helårsbolig sådan, at beskyttelsen også omfatter andels-
bolig, husbåd m.v.
Af hensyn til ejerægtefællen og tredjemand foreslås det i §
73, at loven, dvs. navnlig dens kapitel 2, ikke skal finde an-
vendelse på dispositioner over familiens bolig, der er foreta-
get før lovens ikrafttræden. For sådanne dispositioner finder
de hidtil gældende regler anvendelse, navnlig retsvirknings-
lovens §§ 18 og 20. Dispositioner, der efter disse regler var
gyldige, da de blev foretaget, forbliver således gyldige.
Salg af en andelsbolig inden lovens ikrafttræden er således
gyldig uden den anden ægtefælles samtykke, selvom salget
efter lovens ikrafttræden ville have krævet ægtefællesamtyk-
ke efter lovforslagets § 6.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 74
Reglerne i retsvirkningsloven om dispositioner over fast
ejendom og løsøre foreslås som anført i de almindelige be-
mærkninger, punkt 3.7., ophævet. I § 74 foreslås det, at rets-
virkningslovens regler om dispositioner over løsøre og fast
ejendom, fortsat skal finde anvendelse på dispositioner, der
er foretaget før lovens ikrafttræden. Det drejer sig navnlig
om retsvirkningslovens §§ 18-20.
Er aftale om salg af familiens sommerhus indgået før lovens
ikrafttræden uden den anden ægtefælles samtykke, kan afta-
len således efter lovens ikrafttræden kræves omstødt. Dette
er dog ikke til hinder for, at der efter lovens ikrafttræden
indgås en ny salgsaftale, der vil være gyldig uden den anden
ægtefælles samtykke.
Beskyttelsen af fast ejendom, der anvendes til familiens hel-
årsbolig, foreslås ved lovforslagets kapitel 2 opretholdt, og
der foreslås i § 73 en særskilt overgangsbestemmelse herom.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 75
Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i § 10 om en
ægtefælles krav på tilbagegivelse af gave, som den anden
ægtefælles har givet tredjemand, kun skal finde anvendelse,
når gaven er givet efter lovens ikrafttræden. Dette skyldes,
at det vil være betænkeligt at indføre en mulighed for at gø-
re krav gældende i forhold til gaver, der er givet inden lo-
vens ikrafttræden, hvor parterne ikke var bekendt med mu-
ligheden for at kræve gaven tilbage.
Til § 76
Efter den foreslåede bestemmelse i § 24 er et aktiv, der er
erhvervet for både særeje og delingsformue, brøkdelssæreje,
og et aktiv erhvervet for særeje og ved gældsovertagelse el-
ler lånoptagelse, er særeje af samme art som det anvendte
særeje. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på akti-
ver, som en ægtefælle har arvet eller modtaget i gave.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 24, er gældende
ret om, hvornår et aktiv er særeje, når det delvist erhverves
for særejemidler, i et vist omfang uafklaret. Den foreslåede
ordning svarer i vidt omfang til den gældende ordning, men
det må antages, at der vil være situationer, hvor et aktiv helt
eller delvist er særeje, når det vurderes efter § 24, mens akti-
vet vurderet efter den gældende ordning helt eller delvist er
delingsformue og dermed omfattet af ligedelingen. Det fore-
slås derfor, at § 24 ikke skal finde anvendelse på aktiver,
som en ægtefælle har erhvervet før lovens ikrafttræden.
Det foreslås således i stk. 1, at § 24 ikke skal finde anven-
delse på aktiver, der er erhvervet før lovens ikrafttræden.
For sådanne aktiver finder de hidtil gældende regler anven-
delse. Disse regler er beskrevet i de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.12.1.
I stk. 2 foreslås det, at § 24 ligeledes ikke skal finde anven-
delse på aktiver, som en ægtefælle har modtaget i gave før
lovens ikrafttræden, eller har arvet fra en arvelader, der er
afgået ved døden før lovens ikrafttræden. For sådanne akti-
ver finder de hidtil gældende regler anvendelse. Disse regler
er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1.1.
Til § 77
Det foreslås i § 77, at loven ikke skal finde anvendelse, hvis
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget an-
168
modning om separation eller skilsmisse. Ved formuedeling i
sådanne situationer finder de hidtil gældende regler fortsat
anvendelse.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse afslås, til-
bagekaldes eller bortfalder, f.eks. på grund af manglende be-
taling af gebyr for sagens behandling, finder § 77 i anven-
delse. Dette gælder både afslag på og tilbagekaldelse eller
bortfald af anmodningen under statsforvaltningens og ret-
tens behandling af sagen, herunder under en ankesag. Det
samme gælder, hvis separations- eller skilsmissesagen af-
sluttes i statsforvaltningen, f.eks. på grund af manglende
enighed mellem parterne, og ingen af parterne inden for 4-
ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separa-
tions- eller skilsmissesagen indbringes for retten.
Indgives ny anmodning om skilsmisse m.v. først efter lo-
vens ikrafttræden, finder § 77 således ikke anvendelse.
Derimod finder § 77 anvendelse, selvom sagen om separati-
on eller skilsmisse af statsforvaltningen indbringes for ret-
ten, eller førsteinstansens afgørelse appelleres, og uanset at
dette først sker efter lovens ikrafttræden.
Det foreslås ligeledes, at loven ikke skal finde anvendelse,
hvis ægtefællen er afgået ved døden før lovens ikrafttræden.
Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gæl-
dende regler anvendelse.
Til § 78
Det foreslås, at loven ikke skal finde anvendelse på anmod-
ninger om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag, som
statsforvaltningen har modtaget før lovens ikrafttræden. Det
drejer sig navnlig om bestemmelserne om ægtefællebidrag i
kapitel 16. Sådanne anmodninger behandles efter de hidtil
gældende regler, navnlig retsvirkningslovens § 8, jf. §§ 5 og
6, samt §§ 9, 9 a og 52 a.
Til § 79
De foreslåede regler i kapitel 18 om lovvalg indebærer på en
række punkter ændringer i forhold til gældende ret, hvor
mandens domicilstat ved ægteskabets indgåelse er afgørende
for lovvalget, og hvor ægtefællerne forbliver undergivet den
samme lov, uanset om de flytter under ægteskabet.
Det foreslås, at lovvalgsreglerne i kapitel 18 også skal finde
anvendelse på ægteskaber, der er indgået før lovens ikraft-
træden. Baggrunden for dette er, at der ellers vil skulle an-
vendes forskellige lovvalgsregler afhængigt af tidspunktet
for ægteskabets indgåelse i en lang årrække. Dette vil med-
føre en øget risiko for fejlagtig rådgivning og misforståelser
om retstilstanden.
Endvidere er omdrejningspunktet i de foreslåede lovvalgs-
regler bestemmelsen i § 64, stk. 2, hvorefter det er loven i
den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af æg-
teskabet, eller hvor de begge først boede samtidigt efter ind-
gåelsen af ægteskab, der anvendes på deres økonomiske for-
hold. For de fleste ægtefæller vil dette ikke medføre ændring
af lovvalget, da det efter den gældende ordning er loven i
mandens domicilstat ved indgåelsen af ægteskabet, der an-
vendes. Hvis begge ægtefæller boede i mandens domicilstat,
vil den valgte lov således være den samme, uanset hvilket
regelsæt der anvendes.
At de nye regler også skal finde anvendelse på ægteskaber,
der er indgået før lovens ikrafttræden, følger af den foreslåe-
de ikrafttrædelsesregel i § 72, stk. 1, som beskrevet i gene-
relle bemærkninger til overgangsreglerne i kapitel 20.
Den foreslåede bestemmelse i § 64, stk. 5, om anvendelse af
dansk ret, når et ægtepar har boet her i landet de seneste 5
år, vil straks ved lovens ikrafttræden medføre ændring af
lovvalget i ægteskaber, hvor ægtefællerne ved indgåelsen af
ægteskabet boede i et andet land, men senere er flyttet til
Danmark og nu har boet her i mere end 5 år. For at undgå
sådanne umiddelbare ændringer af lovvalget foreslås det i
stk. 1, at uanset § 64, stk. 5, finder lov om ægtefællers øko-
nomiske forhold først anvendelse på de økonomiske forhold
for ægtefæller, der bor i Danmark ved lovens ikrafttræden,
når de har boet i Danmark i fem år efter ikrafttrædelsen.
Dette giver ægtefællerne mulighed for at indrette deres for-
mueordning på den kommende ændring af lovvalget.
For at sikre, at ægtefællerne i alle tilfælde ved aftale kan be-
holde eller vende tilbage til den lov, de var omfattet af før
lovens ikrafttræden, også selv om dette ikke er et af de lov-
valg, de kan foretage efter lovudkastets § 67, foreslås der i
stk. 2 en regel herom.
Efter gældende ret er det ikke muligt at indgå lovvalgsafta-
ler, og indgåede aftaler herom er derfor ugyldige. Det fore-
slås i stk. 3, at lovvalgsaftaler, der er indgået før lovens
ikrafttræden, skal være gyldige fra og med lovens ikrafttræ-
den, hvis de lever op til lovens indholdsmæssige krav i § 65
og de formelle krav i § 66. Dette skyldes, at ægtefællerne
må have antaget, at aftalerne var gyldige, da de indgik dem,
og at en ægtefælle derfor ikke vil have haft en beskyttelses-
værdig forventning om at kunne påberåbe sig, at aftalen er
ugyldig. Uanset dette finder de foreslåede bestemmelser i §§
69 og 70 om ordre public m.v. anvendelse.
Efter retsvirkningslovens § 53, stk. 2, er en udenlandsk æg-
tepagt gyldig i Danmark ved bosættelse her i landet, i det
omfang ægtepagten ikke strider mod retsvirkningsloven. I
forhold til tredjemand er gyldigheden dog betinget af, at æg-
tepagten inden 1 måned fra bosættelsen anmeldes til person-
bogen.
Efter de foreslåede lovvalgsregler i kapitel 18, der også re-
gulerer ægtefællernes adgang til at oprette ægtepagt, vil det
ikke længere være et krav, at danske formkrav til ægtepagt
er opfyldt, hvis ægtefællernes formueforhold er reguleret af
udenlandsk ret. Som følge heraf foreslås det i stk. 4, at ægte-
pagter indgået inden lovens ikrafttræden er gyldige fra lo-
vens ikrafttræden uden tinglysning, hvis de er gyldige efter
den lov, der anvendes på ægtefællernes økonomiske forhold.
169
Til § 80
Retsvirkningslovens § 11, hvorefter en ægtefælle bl.a. kan
foretage indkøb på kredit til den daglige husholdning med
den virkning, at den anden ægtefælle også hæfter for gæl-
den, foreslås ophævet, jf. de almindelige bemærkninger,
punkt 3.5.
Det foreslås i § 82, at retsvirkningslovens § 11 efter lovens
ikrafttræden fortsat skal finde anvendelse på ægtefællernes
hæftelse over for tredjemand for dispositioner, der er omfat-
tet af § 11. Der henvises til beskrivelsen af § 11 i de almin-
delige bemærkninger, punkt 3.5.1.3.
Til § 81
Som anført i de almindelige bemærkninger, punkt 3.6., fore-
slås kravet i retsvirkningslovens § 30, stk. 1, om ægtepagt
som betingelse for, at en gave mellem ægtefæller er gyldig,
ophævet. Dette er begrundet i, at en ægtefælle ikke mange år
senere bør kunne fortryde en gave og kræve den tilbage, blot
fordi ægtefællerne har overset kravet om ægtepagt.
I relation til kreditorerne giver den gældende ordning en
kreditor, der først længe efter en gaveoverdragelse har fået
et krav på giverægtefællen, mulighed for at påberåbe sig
ugyldigheden og kræve gaven tilbage fra den ægtefælle, der
har modtaget gaven, hvis ægtefællerne ikke har givet gaven
ved ægtepagt. Denne mulighed for at kræve en gave tilbage
går langt ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte ga-
vegiverens kreditorers interesser. Det er således alene kre-
ditorer, der havde et krav mod gavegiver ved overdragelsen
af gaven, der har et beskyttelsesværdigt behov for beskyttel-
se mod at lide tab som følge af overdragelse af gaver mel-
lem ægtefæller. Disse interesser er i dag beskyttet ved rets-
virkningslovens § 33 og konkurslovens § 64.
Den foreslåede ophævelse af retsvirkningslovens § 30, stk.
1, betyder, at en ægtefælle, som før lovens ikrafttræden har
givet sin ægtefælle en gave, som efter den gældende ordning
er ugyldig på grund af manglende ægtepagt, ved lovens
ikrafttræden vil kunne give ægtefællen gaven igen med den
virkning, at gaven bliver gyldig.
I stedet for sådanne individuelle løsninger foreslås det i §
81, at gaver givet uden ægtepagt før lovens ikrafttræden skal
anses for gyldigt givet ved lovens ikrafttræden. Den foreslå-
ede ophævelse af ægtepagtskravet får således også virkning
for gaver, der er givet før lovens ikrafttræden.
En ægtefælle, der uden ægtepagt har givet sin ægtefælle en
gave før lovens ikrafttræden, har således efter lovens ikraft-
træden ikke mulighed for at kræve gaven tilbage. Tilsvaren-
de har en kreditor, der har et krav mod gavegiver, ikke mu-
lighed for at kræve gaven tilbage fra gavemodtageren efter
retsvirkningslovens § 30, stk. 1.
Det foreslås dog, at retsvirkningslovens § 30, stk. 1, fortsat
skal finde anvendelse, hvis den ægtefælle, der har givet ga-
ven, eller denne ægtefælles kreditorer eller arvinger før lo-
vens ikrafttræden har anlagt retssag om tilbagegivelse af ga-
ven. Dermed får ophævelsen af bestemmelsen ikke betyd-
ning for verserende retssager.
Kreditorer, som ikke før lovens ikrafttræden har anlagt rets-
sag om tilbagegivelse af en gave, der med forslaget til § 81
bliver gyldig ved lovens ikrafttræden, har mulighed for at
søge værdien af gaven tilbagegivet efter retsvirkningslovens
§ 33, der efter den foreslåede overgangsbestemmelse i § 82
finder anvendelse på gaver givet før lovens ikrafttræden.
Det følger af retsvirkningslovens § 33, at såfremt den ene
ægtefælle har givet den anden ægtefælle en gave, kan den,
som da havde fordring på overdrageren, hvis fuld dækning
hos denne må anses uopnåelig, holde sig til den anden ægte-
fælle for værdien af det overførte, medmindre det bevises, at
overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at
dække sine forpligtelser. Dette gælder dog ikke sædvanlige
gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår,
samt gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente el-
ler lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle. Er
der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien, og den
ægtefælle, der modtag gaven, er fri for ansvar, når ægtefæl-
len beviser, at gaven er gået tabt uden ægtefællens skyld.
Kreditorerne har endvidere mulighed for at søge gaven om-
stødt efter konkurslovens § 64. Efter denne bestemmelses
stk. 1 kan gaver, som er fuldbyrdet senere end 6 måneder før
fristdagen, fordres omstødt. Gaver, som er fuldbyrdet tidli-
gere, men senere end 1 år før fristdagen, kan fordres om-
stødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var
eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. For gaver til skyldne-
rens nærstående gælder samme regel, hvis gaven er fuldbyr-
det senere end 2 år før fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af
stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttel-
ser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undta-
get fra omstødelse.
Er gaven givet tidligere, men senere end 2 år før fristdagen,
kan omstødelse desuden ske, hvis modtageren er en af
skyldnerens nærstående, herunder en ægtefælle, jf. lovens §
2, nr. 1. Modtageren kan dog efter lovens § 64, stk. 2, afvær-
ge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren var og forblev
solvent, da gaven blev givet.
Efter § 1, stk. 1, er fristdagen bl.a. den dag, da skifteretten
modtog konkursbegæringen.
Med disse muligheder for at søge gavens værdi tilbagegivet
eller gaven omstødt er kreditorernes beskyttelsesværdige in-
teresser i at kunne gøre krav gældende i forhold til gaver,
der før lovens ikrafttræden er givet uden ægtepagt, varetaget
i fornødent omfang.
Om retsvirkningslovens § 33 henvises til de almindelige be-
mærkninger, punkt. 3.6.1.2.1., og om konkurslovens § 64
henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.6.1.2.2.
Til § 82
170
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden gyldigt givet den
anden ægtefælle en gave, foreslås det, at giverægtefællens
kreditorers adgang til at gøre et krav gældende mod modta-
gerægtefællen efter lovens ikrafttræden fortsat skal bedøm-
mes efter retsvirkningslovens § 33, der således fortsat skal
finde anvendelse på sådanne gaver efter lovens ikrafttræden.
Til § 83
Når en ægtefælle inden lovens ikrafttræden over for skifte-
retten har fremsat anmodning om bosondring, foreslås det i
stk. 1, at anmodningen behandles efter retsvirkningslovens
kapitel 5 om bosondring, der foreslås ophævet, jf. de almin-
delige bemærkninger, punkt 3.22.
Dette gælder også, selvom skifterettens afgørelse indbringes
for landsretten, og uanset at dette først sker efter lovens
ikrafttræden.
I stk. 2 foreslås det, at de hidtil gældende regler finder an-
vendelse ved formuedeling efter lovens ikrafttræden, når
formuedelingen foretages på grundlag af en bosondring,
uanset om bosondringen er meddelt før eller efter lovens
ikrafttræden.
Til kapitel 21
Til § 84
Efter bestemmelsen gælder loven ikke for Færøerne og
Grønland, men den kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de æn-
dringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
171