Skriftlig fremsættelse (29. marts 2017)

Tilhører sager:

Aktører:


    AA10105

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20161/lovforslag/L171/20161_L171_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (29. marts 2017)
    Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af lov om politiets virksomhed
    og toldloven (Politiets anvendelse af databaserede
    analyseredskaber og adgang til oplysninger om
    flypassagerer)
    (Lovforslag nr. L 171)
    Dansk politi konfronteres med en stadig mere komplice-
    ret opgaveprofil. Politiet møder f.eks. i stigende grad efter-
    forskningsmæssige udfordringer på tværs af en række krimi-
    nalitetsformer inden for it-understøttet kriminalitet, som
    f.eks. seksuelle overgreb mod børn, narkotikakriminalitet,
    radikalisering og økonomisk kriminalitet. Parallelt hermed
    er politiets efterforskning i en lang række sager i stigende
    grad afhængig af, at politiet kan analysere stadig større data-
    mængder, genkende og forudse kriminalitetsmønstre og af-
    vigelser fra normalbilledet mv. samt disponere efterforsk-
    ningsressourcer og indsatser på baggrund af kvalificeret vi-
    den og efterretninger. Der er således et behov for fortsat mo-
    dernisering og effektivisering af dansk politi gennem bl.a.
    implementering af en analysebaseret politiindsats.
    Med lovforslaget foreslås det at tilvejebringe de retlige
    rammer for en sådan analysebaseret politiindsats ved at ind-
    føre en ny bestemmelse i politiloven, der giver et klart ret-
    ligt grundlag for politiets anvendelse af databaserede analy-
    seredskaber på tværs af politiets virksomhed såvel inden for
    som uden for strafferetsplejen.
    Med forslaget etableres der endvidere et klart retligt
    grundlag for politiets indsamling og behandling af offentligt
    tilgængelige oplysninger til brug for løsningen af politiets
    opgaver.
    Endelig vil justitsministeren efter forslaget blive bemyn-
    diget til at fastsætte nærmere regler om politiets behandling
    af oplysninger, herunder regler om sletning af oplysninger.
    Med lovforslaget foreslås det endvidere at forenkle politi-
    ets adgang til at modtage oplysninger om flypassagerer og
    besætningsmedlemmer (API-oplysninger) og samtidig sikre,
    at luftfartsselskaberne alene skal videregive oplysninger til
    ét sted (SKAT). Politiet har allerede i dag efter udlændin-
    geloven hjemmel til fra luftfartsselskaberne at indhente API-
    oplysninger til brug for politiets ind- og udrejsekontrol og
    målrettede udlændingekontrol.
    Med den forslåede ændring af toldloven sikres der hjem-
    mel til, at politiet til brug for politiets ind- og udrejsekontrol
    og målrettede udlændingekontrol kan indhente disse oplys-
    ninger via den elektroniske løsning, som SKAT siden den 1.
    januar 2017 har etableret til håndtering af sådanne oplysnin-
    ger, og som forventes at være helt på plads i juli 2017, når
    den etablerede overgangsordning for luftfartsselskaberne er
    ophørt.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 171 Folketinget 2016-17
    Justitsmin., j.nr. 2016-19203-1038
    AA010105