Fremsat den 28. marts 2017 af Susanne Eilersen (DF), Karina Adsbøl (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Pernille Bendixen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Morten Marinus (DF), Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 28. marts 2017 af Susanne Eilersen (DF), Karina Adsbøl (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Pernille Bendixen (DF),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Morten Marinus (DF),
Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om bindende kommunale folkeafstemninger
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2017
at fremsætte lovforslag, der indfører muligheden for at af-
holde bindende kommunale folkeafstemninger. Forslaget
skal, men er ikke begrænset til at indeholde følgende ele-
menter:
– Et flertal i en kommunalbestyrelse skal kunne udskrive
bindende folkeafstemninger om et kommunalt anliggen-
de.
– Borgere i en kommune skal kunne forlange folkeafstem-
ning om en sag, hvori kommunalbestyrelsen har truffet
beslutning, hvis de kan indsamle et passende antal un-
derskrifter fra borgere med stemmeret til kommunalvalg,
f.eks. 10 pct., inden for f.eks. 100 dage.
– Borgere i en kommune skal kunne forlange en folkeaf-
stemning om et konkret kommunalt anliggende, der ikke
har været behandlet i byrådet eller kommunalbestyrel-
sen, hvis de kan indsamle et passende antal underskrifter
fra borgere med stemmeret til kommunalvalg, f.eks. 10
pct., inden for f.eks. 12-18 måneder.
– Der skal være forslag til kriterier, der sikrer, at emnerne
for folkeafstemningerne ikke strider mod grundloven el-
ler anden lovgivning.
Beslutningsforslag nr. B 102 Folketinget 2016-17
AX019839
Bemærkninger til forslaget
Dansk Folkeparti fremsætter dette beslutningsforslag, for-
di vi mener, at tiden er ved at være moden til, at vi giver vo-
res folkestyre en vitaminindsprøjtning ved at inddrage bor-
gerne mere. Det repræsentative demokrati i Danmark er be-
gyndt at vise træthedstegn. Hvor to ud af tre vælgere i 2007
havde tillid til de folkevalgte (»Tilliden til politikerne er helt
i bund«, Ugebrevet A4, den 6. oktober 2014), udtrykker
halvdelen af danskerne i dag at have oplevet politikerlede
(»Hver anden dansker har haft politikerlede på et år«, dr.dk,
den 16. juni 2016). Samtidig er partiernes samlede med-
lemstal markant faldende (»Partiernes medlemstal«, folke-
tinget.dk, den 23. november 2016).
Men målinger viser også, at folk interesserer sig meget for
politik (»Udviklingen af politisk tillid, interesse og demo-
kratisk tilfredshed«, Julie Hassing Nielsen, Kraka, 2015),
især de unge (»Society at a Glance 2016: OECD Social Indi-
cators«, OECD, 2016, side 130).
Borgerne og vælgerne i Danmark slutter op om det repræ-
sentative demokrati, men de vil også gerne have indflydelse.
De vil ikke vente på at stemme hvert fjerde år, og de vil ha-
ve lov til at stemme fra sag til sag i stedet for et vælge en hel
pakke, som et parti jo er.
Formålet med dette beslutningsforslag er således at øge
den lokale borgerinddragelse og skabe et alternativ for de
mange vælgere, der er interesserede i politik, men som har
svært ved at se sig selv inden for de etablerede partiers poli-
tik. Målet er dermed også at mindske kløften mellem folke-
valgte og vælgere og forhåbentlig komme noget af politiker-
leden til livs.
En styrkelse af det lokale demokrati
Det er vigtigt for Dansk Folkeparti at understrege, at dette
beslutningsforslag ikke på nogen måde skal fortolkes som et
forsøg på at svække lokaldemokratiet, tværtimod. Det skal
forstås som en måde at styrke det lokale demokrati på ved at
tilføje værktøjer, der kan inddrage borgerne yderligere.
Dansk Folkeparti har tillid til, at borgerne gerne vil og kan
træffe kvalificerede beslutninger. Og vi har tillid til kommu-
nerne, som jo allerede i mange år har arbejdet aktivt og prin-
cipielt med borgerinddragelse og nye demokratiformer i for-
hold til beslutninger, der har betydning for borgernes daglig-
dag.
Folkeafstemninger svækker ikke det repræsentative demo-
krati. Det styrker det, fordi det inddrager borgerne og giver
dem mulighed for at korrigere en beslutning taget af politi-
kerne. Folkeafstemninger oplyser også borgerne. Tre uaf-
hængige forskningsresultater fra Schweiz viser, at tre ud af
fire borgere, der deltager i folkeafstemningerne, har et godt
eller meget godt kendskab til afstemningens indhold (»Ci-
toyenneté et démocratie directe«, Bütschi, Hanspeter Kriesi
(red.), 1993, side 99-119, »Direct democratic choice: The
Swiss experience«, Hanspeter Kriesi, Lanham: Lexington
Books, 2005, og »Handbuch der Schweizer Politik«, Scaia-
rini/Tresch, Peter Knoepfel (red.), 2014, side 497-561).
Forskning viser også, at folkeafstemninger medvirker til at
inkludere politiske grupperinger på grund af frygten for af-
stemning. For at undgå en afstemning sørger politikerne for
at inkludere så mange som muligt i en beslutning (»Das po-
litische System der Schweiz«, Adrian Vatter, 2014).
Folkeafstemninger modvirker ifølge forskningen også, at
isolerede politiske grupperinger og bevægelser bliver for
ekstreme, og er altså en slags ventilfunktion (»Der Schwei-
zer Rechtsextremismus im internationalen Vergleich«,
Klaus Armingeon, Swiss Political Science Review, bd. 1, nr.
4, 1995, side 18-19). I Schweiz er det undertiden lykkedes
små partier og bevægelser, som ingen indflydelse har over-
hovedet, at vinde folkeafstemninger om f.eks. at gøre natio-
naldagen til en helligdag (»Mit dem fremden politisieren.
Rechtspopulismus und Migrationspolitik in der Schweiz seit
den 1960’er Jahren«, Damir Skenderovic og Gianni D᾽Ama-
to, Chronos Verlag, 2008).
Man hører tit indvendinger om, at folkeafstemninger vil
medføre uansvarlige økonomiske beslutninger, men det er
ikke erfaringen fra Schweiz. Her har et flertal f.eks. forka-
stet forslag om 6 ugers ferie (mod 4 i dag). Schweiz er inte-
ressant for politologer, fordi kantonerne i sig selv er meget
forskelligt struktureret. I de fransktalende kantoner er der
tendens til, at det repræsentative spiller en større rolle, mens
folkeafstemningerne i de tysktalende har en større vægt.
Forskningen har derfor kunne iagttage, hvordan udgifterne
er mindre i kantoner, hvor det er let at forlange afstemning
om finanserne, sammenlignet med kantoner, hvor det repræ-
sentative ideal dominerer. Forskningen viser også, at vækst-
en og makroøkonomien er bedre i kantoner med mange fol-
keafstemninger (»Das politische System der Schweiz«,
Adrian Vatter, 2014).
Endelig bevirker folkeafstemninger, at der er mindre mud-
derkastning mellem politikerne. Diskussionen om den rå to-
ne og det barske debatniveau fylder meget i Danmark. Så
konklusionen er, at jo mere repræsentativt et folkestyre er,
jo større er risikoen for mudderkastning.
Schweizisk forbillede
I Danmark kan en kommunalbestyrelse udskrive en vejle-
dende folkeafstemning, men bindende folkeafstemninger
kræver en lovændring. Det er heller ikke muligt for borgerne
at indsamle underskrifter for en afstemning om en konkret
sag, de såkaldte vælgerinitiativer, og gøre den bindende.
Dansk Folkeparti har ladet sig inspirere af Schweiz, hvor
man i mere end 100 år har haft gode erfaringer med folkeaf-
stemninger både på kommunalt, kantonalt og nationalt ni-
veau. Det skyldes, at borgerne er den egentlige suverænitet i
landet i modsætning til i Danmark. Sat på spidsen kan man
sige, at frie schweiziske borgere har afgivet noget af deres
frihed til kantonen, der har afgivet frihed til staten. Modsat
var det i Danmark kongen, der gav frihed til Folketinget, der
gav det til kommunerne og i sidste ende borgerne. Folkesty-
ret i Schweiz kommer således nedefra og op, mens det i
Danmark kommer oppefra og ned.
2
Dette har haft stor betydning for vort folkestyre. Det er re-
præsentativt. Vi har folkevalgte, der beslutter på vælgernes
vegne. Det har man også i Schweiz, men i modsætning til
danskerne kan schweizerne få indflydelse på beslutningerne
gennem folkeafstemninger. Det er derfor, at systemet i
Schweiz kaldes halvdirekte folkestyre. Der findes tre for-
skellige former for folkeafstemninger i Schweiz. For det før-
ste er der de obligatoriske afstemninger. Her er det forfat-
ningerne, både de nationale og de kantonale, der afgør, om
folket skal høres eller ej, når parlamenterne vedtager en lov.
For det andet er der de fakultative. Hvis vælgerne er util-
fredse med en lov, kan de samle underskrifter og forlange en
folkeafstemning. For det tredje er der de såkaldte vælgerini-
tiativer. Her kan borgerne forenes om en konkret sag, hvis
de kan samle de fornødne underskrifter inden for en givet
frist. Resultaterne af disse afstemninger er alle bindende.
Den danske model
Det er ovennævnte muligheder, Dansk Folkeparti har kig
på, men vi ønsker at gå lidt forsigtigere til værks. Dansk
Folkeparti foreslår derfor i første omgang at indføre mulig-
hed for kommunale folkeafstemninger, og vi vil begrænse
os til to former. Den ene mulighed er at give et flertal i kom-
munalbestyrelsen mulighed for at udskrive en folkeafstem-
ning, men i modsætning til i dag skal resultatet være binden-
de. Med bindende mener vi, at kommunalbestyrelsen skal
følge afstemningens resultat.
Den anden mulighed er at give borgerne mulighed for at
forlange folkeafstemning om en konkret sag. Det kan enten
være en beslutning truffet af kommunalbestyrelsen eller en
sag, som borgerne ønsker at stemme om. For at sikre en vis
grad af kvalitet og seriøsitet i de emner, der ønskes afstem-
ning om, skal borgerne indsamle et vist antal støtter for de-
res forslag i form af underskrifter fra borgere med stemme-
ret til kommunalvalg. Dansk Folkeparti anbefaler, at der
skal indsamles underskrifter fra 10 pct. af de stemmeberetig-
gede borgere, men dette er til drøftelse, lige såvel som det
tidsrum, en borger har til at indsamle underskrifter, og må
bero på en nærmere analyse af, hvad der er mest hensigts-
mæssigt.
Dansk Folkeparti er opmærksomme på, at der er en række
overvejelser, som man bør tage stilling til. F.eks. er der
spørgsmålet om, hvordan man indsamler underskrifter fra
vælgerne. Her har vi forestillet os, at indsamlingen af under-
skrifterne skal ske skriftligt, og at folkeafstemninger kan
være skriftlige, hvis de kan gennemføres samtidig med et
andet valg. Alternativt vil kommunen have mulighed for at
beslutte elektroniske afstemninger.
For at undgå, at partierne sætter sig på borgernes initiati-
ver, kan det desuden overvejes, at der forud for et initiativ
dannes uafhængige afstemningskomiteer. De schweiziske
erfaringer med afstemningskomiteer skal danne baggrund
for udarbejdelse af regler for en dansk model. Byrådet vil i
sidste ende skulle godkende initiativet, det vil sige, at det
skal prøves af kommunens juridiske embedsværk, således at
det ikke strider mod grundloven eller anden lovgivning.
Kommunen skal derfor også rådgive afstemningskomiteen
under hele forløbet og sikre, at de emner, der afholdes folke-
afstemning om, også reelt ligger inden for kommunalbesty-
relsens kompetence at ændre eller træffe beslutning om. Af-
stemningskomiteen må ikke være en politisk lokalforening,
men skal operere uafhængigt af partierne. Det skal dog ikke
forhindre politikere og medlemmer af partier i at være med i
komiteen og hjælpe til med indsamlingen af underskrifterne.
Det vigtigste for Dansk Folkeparti er, at der indføres mu-
lighed for bindende kommunale afstemninger, og derudover
er vi indstillede på, at ordningens nærmere udformning drøf-
tes.
Økonomi
Som udgangspunkt skal kommunerne selv afholde udgif-
terne vedrørende afstemningerne, men da nærværende be-
slutningsforslag kan føre til minimalt øgede udgifter, skal en
eventuel udligning indgå i forhandlingerne mellem regerin-
gen og KL.
3
Skriftlig fremsættelse
Susanne Eilersen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om bindende kommunale
folkeafstemninger.
(Beslutningsforslag nr. B 102)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4