Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 22.3.2017
COM(2017) 142 final
2017/0063 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at
håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked
(EØS-relevant tekst)
{SWD(2017) 114 final}
{SWD(2017) 115 final}
{SWD(2017) 116 final}
Europaudvalget 2017
KOM (2017) 0142
Offentligt
DA 2 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
Generel baggrund
EU's medlemsstater er Kommissionens vigtige partnere ved håndhævelsen af EU's
konkurrenceregler. Siden 2004 har EU-medlemsstaternes nationale konkurrencemyndigheder
haft beføjelse til at anvende EU's konkurrenceregler parallelt med Kommissionen, jf. Rådets
forordning (EF) nr. 1/20031
. De nationale konkurrencemyndigheder skal således anvende
EU's konkurrenceregler på aftaler eller praksis, der kan påvirke handelen mellem
medlemsstater. I mere end 10 år har Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder
i nært samarbejde håndhævet EU's konkurrenceregler inden for rammerne af Det Europæiske
Konkurrencenetværk. Konkurrencenetværket blev oprettet i 2004 med netop dette formål for
øje.
Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders fælles håndhævelse af EU's
konkurrenceregler er en væsentlig forudsætning for et åbent, konkurrencepræget og innovativt
indre marked og afgørende for at skabe jobs og vækst i vigtige sektorer af økonomien, navnlig
energi- og telesektoren, den digitale sektor og transportsektoren.
EU's konkurrenceregler er helt grundlæggende for det indre marked:
Konkurrencefordrejninger hindrer en fuld udnyttelse af det indre markeds potentiale og dets
evne til at skabe de rette betingelser for en holdbar økonomisk vækst. En af forudsætningerne
for et dybere og mere fair indre marked er, at reglerne for det indre marked håndhæves
effektivt og så tæt på borgerne som muligt. EU's konkurrenceregler håndhæves i dag i et
omfang, som Kommissionen aldrig ville kunne have opnået på egen hånd. Siden 2004 har
Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder vedtaget over 1 000
håndhævelsesafgørelser, hvoraf de nationale konkurrencemyndigheder tegner sig for 85 %.
Når flere forskellige håndhævende instanser griber ind, har det langt større afskrækkende
virkning på virksomheder, som kan være fristet til at overtræde EU's konkurrenceregler.
Kommissionen undersøger normalt konkurrencebegrænsende praksis eller aftaler, der
påvirker konkurrencen i tre eller flere medlemsstater, eller når det er relevant for at statuere et
eksempel, som kan danne præcedens for hele Europa. De nationale konkurrencemyndigheder
har til gengæld særlige forudsætninger for at gribe ind, når konkurrencen på deres territorie
påvirkes i væsentlig grad. De har særlig indsigt i, hvordan markederne i deres egen
medlemsstat fungerer. Denne viden er yderst værdifuld ved håndhævelsen af
konkurrencereglerne. Indgreb på nationalt plan bidrager til, at samfundet som helhed støtter
op om håndhævelsen af konkurrencereglerne.
Forslagets begrundelse og formål
Der er potentiale til, at de nationale konkurrencemyndigheder håndhæver EU's
konkurrenceregler endnu mere effektivt, og det potentiale bør udnyttes. Forordning (EF) nr.
1/2003 omhandler ikke de midler og instrumenter, som de nationale konkurrencemyndigheder
kan benytte til at håndhæve EU's konkurrenceregler, og mange af disse myndigheder råder
ikke over alle de fornødne midler og instrumenter til effektivt at håndhæve traktatens
artikel 101 og 102:
1
Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i
traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).
DA 3 DA
1. Nogle nationale konkurrencemyndigheder har ikke retlige garantier for, at de
uafhængigt kan anvende EU's konkurrenceregler uden at modtage instrukser fra
offentlige eller private enheder. En række myndigheder har ikke tilstrækkelige
menneskelige og finansielle ressourcer. Det kan påvirke deres evne til at håndhæve
reglerne effektivt. Nogle nationale konkurrencemyndigheder kan f.eks. ikke foretage
simultane kontrolundersøgelser hos alle medlemmerne af et formodet kartel, hvilket
giver karteldeltagerne kostbar tid til at ødelægge bevismateriale og undgå at blive
afsløret. Andre mangler egnede kriminaltekniske IT-redskaber til at finde beviser for
overtrædelser.
2. Mange nationale konkurrencemyndigheder har ikke alle de redskaber, de har
behov for til effektivt at afsløre og håndtere overtrædelser af konkurrencereglerne.
Nogle nationale konkurrencemyndigheder besidder ikke centrale
undersøgelsesbeføjelser, bl.a. til at indsamle bevismateriale lagret på mobiltelefoner,
bærbare computere, tablets osv., hvilket er en stor hæmsko i vores digitale tidsalder.
Deres undersøgelsesbeføjelser er ofte uden vægt, fordi de ikke underbygges af
effektive sanktioner, i tilfælde af at virksomhederne ikke retter sig efter dem.
3. Ikke alle nationale konkurrencemyndigheder kan pålægge bøder, der har reel
virkning: I nogle medlemsstater forhindrer national lov de nationale
konkurrencemyndigheder i at pålægge virkningsfulde bøder for overtrædelse af EU's
konkurrenceregler, f.eks. fordi virksomhederne kan omstrukturere for at undgå at
betale bøderne. I visse medlemsstater pålægges der kun små eller slet ingen bøder for
overtrædelser af traktatens artikel 101 og 102. Der er meget store forskelle på
bødernes størrelse: Straffen for den samme forseelse kan være langt højere i en
medlemsstat end i en anden, uden at dette er begrundet i sagens faktiske forhold.
4. Ordninger for straflempelse er et vigtigt redskab til at afsløre karteller. De
tilskynder virksomhederne til at give værdifulde oplysninger om karteller, som de
har deltaget i, mod at få indrømmet fuld eller delvis bødefritagelse. Virksomheder,
der overvejer at søge om straflempelse, må tilbydes tilstrækkelig retssikkerhed, hvis
de skal tilskyndes til at samarbejde med myndighederne. Det gælder især, når
virksomheder ansøger om straflempelse i andre medlemsstater, fordi kartellet
påvirker flere jurisdiktioner. Forskellene mellem straflempelsesordningerne i Europa
afholder imidlertid virksomhederne fra at gå til bekendelse og udlevere beviser for en
konkurrencebegrænsende praksis.
5. Mangler i og begrænsninger af de nationale konkurrencemyndigheders redskaber
og garantier undergraver også systemet med parallelle kompetencer til at anvende
traktatens artikel 101 og 102, som bygger på et nært samarbejde i Det Europæiske
Konkurrencenetværk. Systemet hviler på, at myndighederne hjælper hinanden og kan
træffe undersøgelsesforanstaltninger på hinandens vegne. Men det kan ikke fungere
efter hensigten, hvis der stadig findes nationale konkurrencemyndigheder, som ikke
råder over tilstrækkelige kontrolredskaber. Andre svagheder i de nationale
konkurrencemyndigheders evne til at yde gensidig bistand undergraver også det
europæiske system for håndhævelse af konkurrencereglerne, som skal fungere som et
sammenhængende hele. For eksempel kan de nationale administrative
konkurrencemyndigheder ikke anmode om inddrivelse af bøder på tværs af
grænserne i de tilfælde, hvor den overtrædende virksomhed ikke har nogen juridisk
tilstedeværelse på deres territorie. I disse digitaliserede tider sælger mange
virksomheder over nettet til potentielt talrige lande, mens de kun har en juridisk
tilstedeværelse i f.eks. en enkelt medlemsstat. Sådanne virksomheder er i dag
beskyttet mod at betale bøder.
DA 4 DA
Disse mangler i og begrænsninger af de nationale konkurrencemyndigheders redskaber og
garantier betyder, at sager vedrørende virksomheder, som benytter sig af
konkurrencebegrænsende metoder, kan falde meget forskelligt ud, afhængigt af hvilken
medlemsstat virksomhederne er aktive i: Nogle virksomheder kan helt undgå håndhævelse af
traktatens artikel 101 og 102 eller blot være genstand for en ineffektiv håndhævelse, f.eks.
fordi der ikke kan indhentes beviser for en konkurrencebegrænsende praksis, eller fordi
virksomhederne slipper for at betale bøder. Den uensartede håndhævelse af EU's
konkurrenceregler fordrejer konkurrencen i det indre marked og undergraver systemet med
decentraliseret håndhævelse, som blev indført med forordning (EF) nr. 1/2003.
Der er derfor behov for et lovgivningsforslag, som sætter de nationale
konkurrencemyndigheder i stand til at håndhæve EU's konkurrenceregler mere effektivt ved
at sikre, at de garanteres den nødvendige uafhængighed og tilstrækkelige ressourcer samt de
nødvendige håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser. En nedbrydning af nationale
barrierer, som forhindrer de nationale konkurrencemyndigheder i at håndhæve reglerne
effektivt, vil eliminere konkurrencefordrejningerne i det indre marked og sætte en stopper for,
at forbrugere og virksomhedere, herunder små og mellemstore virksomheder, stilles ringere
og lider skade som følge af sådanne konkurrenceskadelige handlinger. Hvis de nationale
konkurrencemyndigheder får øgede muligheder for effektivt at yde hinanden gensidig bistand,
vil der blive skabt mere lige konkurrencevilkår, og det vil også fremme et nært samarbejde i
Det Europæiske Konkurrencenetværk.
Forslaget indgår i Kommissionens arbejdsprogram for 20172
og bygger på erfaringerne fra
Det Europæiske Konkurrencenetværk siden 2004.
Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Forslaget vil komplementere forordning (EF) nr. 1/2003, idet de nationale
konkurrencemyndigheders styrkede forudsætninger for effektivt at håndhæve reglerne vil
bidrage til at realisere det fulde potentiale af den decentraliserede håndhævelse, som blev
indført med nævnte forordning. Det vil navnlig underbygge kravet i artikel 35 i forordning
(EF) nr. 1/2003 om, at medlemsstaterne skal udpege de nationale konkurrencemyndigheder på
en sådan måde, at bestemmelserne i nævnte forordning efterkommes effektivt. Tillæggelsen af
virkningsfulde beslutnings- og bødeudstedelsesbeføjelser til de nationale
konkurrencemyndigheder betyder, at artikel 5 i forordning (EF) nr. 1/2003 (som giver de
nationale konkurrencemyndigheder beføjelse til at træffe afgørelser og pålægge bøder under
anvendelse af traktatens artikel 101 og 102) efterkommes til fulde og uddybes yderligere. Ved
at give de nationale konkurrencemyndigheder effektive undersøgelsesbeføjelser får
forpligtelsen i artikel 22 i forordning (EF) nr. 1/2003 fuld virkning (de nationale
konkurrencemyndigheder skal kunne gennemføre foranstaltninger på vegne af andre
medlemmer i Det Europæiske Konkurrencenetværk). I sin meddelelse fra 2016 "EU-retten –
Bedre resultater gennem bedre anvendelse"3
understreger Kommissionen betydningen af at
have et robust og effektivt håndhævelsessystem til at sikre, at medlemsstaterne fuldt ud
anvender, gennemfører og håndhæver EU-retten. Den pointerer desuden, at håndhævelsen af
EU-retten fortsat er en udfordring, og opfordrer til et stærkere fokus på håndhævelse for at
tjene den almene interesse.
Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
2
COM(2016) 710 final.
3
Meddelelse fra Kommissionen "EU-retten – Bedre resultater gennem bedre anvendelse" (EUT C 18 af
19.1.2017, s. 10).
DA 5 DA
Forslaget er i fuld overensstemmelse og fuldt ud foreneligt med Unionens politik på andre
områder, navnlig bestemmelserne vedrørende de nationale konkurrencemyndigheders og Det
Europæiske Konkurrencenetværks særlige roller med hensyn til rådgivning, samarbejde,
overvågning, rapportering og beslutningstagning4
.
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
Retsgrundlag
Dette forslag er baseret på både artikel 103 og 114 i traktaten, da det forfølger en række
målsætninger, som er uløseligt forbundet med hinanden: 1) omsætte principperne i traktatens
artikel 101 og 102 til praksis ved at styrke de nationale konkurrencemyndigheders
forudsætninger for at håndhæve reglerne mere effektivt, 2) sikre, at konkurrencen i det indre
marked ikke fordrejes, og at forbrugerne og virksomhederne ikke stilles ringere som følge af
nationale regler og foranstaltninger, som forhindrer de nationale konkurrencemyndigheder i at
håndhæve reglerne effektivt, 3) sikre, at den nationale konkurrencelovgivning af hensyn til
retssikkerheden og lige konkurrencevilkår indeholder de samme garantier og instrumenter, når
den anvendes parallelt med traktatens artikel 101 og 102, og 4) fastsætte effektive regler om
gensidig bistand for at sikre et velfungerende indre marked og et nært samarbejde inden for
rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk.
Foranstaltningerne til at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder har de fornødne
midler og instrumenter til effektivt at håndhæve traktatens artikel 101 og 102, falder ind under
traktatens artikel 103, stk. 1, da de bidrager til at sikre konkurrencereglernes fulde virkning.
Artikel 103, stk. 1, bemyndiger Rådet til at vedtage forordninger eller direktiver "om
anvendelsen af principperne i artikel 101 og 102". Disse foranstaltninger kan navnlig vedtages
efter traktatens artikel 103, stk. 2, litra e), for "at bestemme forholdet mellem den nationale
lovgivning på den ene side og den anden side bestemmelserne i denne afdeling samt de
bestemmelser, der er fastsat i medfør af denne artikel" og efter artikel 103, stk. 2, litra a), for
"ved indførelse af bøder og tvangsbøder at sikre overholdelsen af de i artikel 101, stk. 1, og
artikel 102 nævnte forbud".
Dette retsgrundlag er imidlertid ikke tilstrækkeligt i sig selv, fordi både formålet med og
indholdet af det foreslåede direktiv går videre end dette retsgrundlag. Det foreslåede direktiv
har en særskilt målsætning om at skabe et mere velfungerende indre marked ved at: 1) tackle
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser
for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og
om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55), Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1211/2009 af 25. november 2009 om oprettelse af Sammenslutningen af
Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor
(EUT L 337 af 18.12.2009, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25.
oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (EUT L 326 af 8.12.2011,
s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et
fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32), Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for
landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF)
nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671) og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til lovpligtig revision af
virksomheder af interesse for offentligheden og om ophævelse af Kommissionens afgørelse
2005/909/EF (EUT L 158 af 27.5.2014, s. 77).
DA 6 DA
nationale regler, der forhindrer de nationale konkurrencemyndigheder i at håndhæve reglerne
effektivt, og således sikre en ensartet beskyttelse af virksomhederne og borgerne i Europa, 2)
sikre, at de nationale konkurrenceregler af hensyn til retssikkerheden og lige
konkurrencevilkår indeholder de samme garantier og instrumenter, når de anvendes parallelt
med traktatens artikel 101 og 102, og 3) fastsætte effektive regler om gensidig bistand for at
sikre et velfungerende indre marked og et nært samarbejde inden for rammerne af Det
Europæiske Konkurrencenetværk.
I nogle medlemsstater forhindrer lovgivningen de nationale konkurrencemyndigheder i at
pålægge virksomhederne virkningsfulde bøder for overtrædelse af EU's konkurrenceregler.
Virksomheder, som overtræder reglerne og er beliggende i medlemsstater, hvor de nationale
konkurrencemyndigheder ikke har de fornødne bødeudstedelsesbeføjelser, er således beskyttet
mod sanktioner og har derfor begrænset incitament til at overholde EU's konkurrenceregler.
Det øger markedsfordrejningerne i hele Europa og undergraver det indre marked. Samtidig
betyder forskelle i de grundlæggende principper for medlemsstaternes
straflempelsesordninger, at virksomhederne behandles forskelligt, alt efter hvilken myndighed
der griber ind. Kun ved at træffe foranstaltninger på EU-niveau er det muligt at sikre fælles
grundlæggende principper for indrømmelse af straflempelse og således skabe lige vilkår for
virksomhederne.
Begrænsninger eller mangler i national ret kan ligeledes forhindre de nationale
konkurrencemyndigheder i at indhente bevismateriale. I de tilfælde, hvor de nationale
konkurrencemyndigheders uafhængighed undergraves, eller deres ressourcer begrænses,
udspringer det i sagens natur fra medlemsstaterne. For eksempel kan medlemsstaterne have
interesse i at begrænse myndighedernes uafhængighed for at udøve større kontrol over deres
afgørelser. En regerings mulighed for at øve indflydelse eller lægge pres på en national
konkurrencemyndighed kan medføre, at der tages større hensyn til politiske overvejelser end
til en sund konkurrence baseret på juridiske og økonomiske argumenter, hvilket er til skade
for virksomhederne i det indre marked.
Disse mangler i og begrænsninger af de nationale konkurrencemyndigheders redskaber og
garantier betyder, at nogle virksomheder, som anvender konkurrencebegrænsende metoder,
helt kan undgå håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102 eller blot være genstand for en
ineffektiv håndhævelse, f.eks. fordi der ikke kan indsamles beviser for en
konkurrencebegrænsende praksis, eller fordi virksomhederne kan slippe for at betale bøder. I
områder, hvor der er fri mulighed for at benytte konkurrencebegrænsende metoder, kan
virksomhederne ikkekonkurrere på deres egne meritter. De har derfor ingen interesse i at
træde ind på sådanne markeder og udøve deres etableringsret til at tilbyde varer og
tjenesteydelser. Forbrugere i medlemsstater med et lavere håndhævelsesniveau går glip af
fordelene ved en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne om konkurrencebegrænsende
adfærd, fordi priserne på varer og tjenesteydelser holdes kunstigt høje. Den uensartede
håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102 i Europa fordrejer altså konkurrencen i det indre
marked og undergraver dets funktionsmåde.
En anden måde, hvorpå direktivet bidrager til en tilnærmelse af national ret, beror på, at det
også berører selve anvendelsen af de nationale konkurrenceregler. I praksis anvender
størsteparten af de nationale konkurrencemyndigheder nationale bestemmelser parallelt med
traktatens artikel 101 og 102 i de samme sager. Det foreslåede direktiv vil uvægerligt have
indvirkning på de bestemmelser i national konkurrenceret, som de nationale
konkurrencemyndigheder anvender parallelt med EU-reglerne. Når en national
konkurrencemyndighed træffer undersøgelsesforanstaltninger på et tidligt tidspunkt i en sag,
DA 7 DA
er det ofte vanskeligt at vide, hvorvidt der er tale om en påvirkning af samhandelen, som
indebærer anvendelse af EU's konkurrenceret. Den må derfor gå ud fra, at det kan være
tilfældet. Det betyder, at en national konkurrencemyndighed, der udøver sine beføjelser efter
dette direktiv til at indhente digitalt bevismateriale, potentielt gør det med henblik på
anvendelse af både national ret og EU-retten. Det er derfor vanskeligt, for ikke at sige
umuligt, at adskille en sådan parallel anvendelse af national ret fra anvendelsen af traktatens
artikel 101 og 102. Hvis den nationale konkurrenceret ikke indeholder de samme garantier og
instrumenter, når den anvendes parallelt med traktatens artikel 101 og 102, vil det skabe
usikkerhed og risikerer at føre til ulige konkurrencevilkår. For at sikre en reel beskyttelse af
oplysninger i forbindelse med straflempelse og forlig skal denne beskyttelse ikke kun gælde i
forbindelse med de nationale myndigheders behandling af sagen efter traktatens artikel 101 og
102, men også ved behandling efter de tilsvarende nationale regler.
Mangler i og begrænsninger af de nationale konkurrencemyndigheders evne til at yde
gensidig bistand undergraver også det europæiske system for håndhævelse af
konkurrencereglerne, der skal fungere som et sammenhængende hele. For eksempel kan
hovedparten af de nationale konkurrencemyndigheder ikke meddele vigtige
håndhævelsesforanstaltninger eller anmode om inddrivelse af bøder på tværs af grænserne,
hvis den overtrædende virksomhed ikke har en juridisk tilstedeværelse på deres territorie.
Sådanne virksomheder er i dag beskyttet mod at betale bøder. Den deraf følgende ineffektive
håndhævelse fordrejer konkurrencen for de lovlydige virksomheder og undergraver
forbrugertilliden i det indre marked, især på det digitale område. En vigtig forudsætning for at
sikre lige konkurrencevilkår i Europa og forhindre konkurrencefordrejninger er, at disse
forskelle udlignes ved at indføre et system for grænseoverskridende meddelelse af foreløbige
klagepunkter vedrørende formodede overtrædelser af traktatens artikel 101 og 102 eller af
afgørelser om håndhævelse af disse artikler samt for grænseoverskridende inddrivelse af
bøder pålagt af en national administrativ konkurrencemyndighed. Derfor bør de nationale
regler om forældelsesfrister suspenderes i al den tid, hvor en sag behandles af de nationale
konkurrencemyndigheder i andre medlemsstater eller af Kommissionen, for at sikre, at
systemet med parallelle kompetencer i Det Europæiske Konkurrencenetværk fungerer
optimalt.
En tilnærmelse mellem de nationale lovgivninger med disse mere specifikke formål, som
udtrykkeligt nævnes i teksten til det foreslåede direktiv, drejer sig ikke alene om anvendelsen
af traktatens artikel 101 og 102 i praksis, men tager også sigte på at sikre et velfungerende
indre marked.
Både hvad angår dets formål og dets indhold forfølger dette direktivforslag således to separate
politiske målsætninger, henholdsvis en effektiv anvendelse af EU's konkurrenceret og et
velfungerende indre marked. Disse to målsætninger er uløseligt forbundne. For at sikre, at de
nationale konkurrencemyndigheder er i stand til at håndhæve konkurrencereglerne effektivt,
er det nødvendigt at vedtage lovgivning med henblik på at fjerne de hindringer i national ret,
der medfører en uensartet håndhævelse og fordrejer konkurrencen i det indre marked. Det skal
sikre, at forbrugere og virksomheder ikke bliver stillet ringere som følge af nationale love og
foranstaltninger, som forhindrer de nationale konkurrencemyndigheder i at håndhæve reglerne
effektivt. For at garantere retssikkerheden og lige konkurrencevilkår skal de nationale
konkurrencemyndigheder have de samme garantier og instrumenter, når de anvender
bestemmelser i national konkurrenceret, som når de anvender dem parallelt med traktatens
artikel 101 og 102. Endelig er det nødvendigt at indføre effektive grænseoverskridende
mekanismer for ydelse af gensidig bistand for at sikre mere lige konkurrencevilkår og
beskytte systemet med parallelle kompetencer inden for rammerne af Det Europæiske
DA 8 DA
Konkurrencenetværk. Disse særskilte, men snævert indbyrdes forbundne målsætninger kan
ikke virkeliggøres enkeltvis gennem vedtagelsen af to forskellige retsakter. Det er f.eks. ikke
muligt at dele det foreslåede direktiv op i en retsakt, som er baseret på traktatens artikel 103
og giver de nationale konkurrencemyndigheder de nødvendige midler og instrumenter til at
anvende traktatens artikel 101 og 102, og en anden retsakt, som er baseret på traktatens artikel
114, og hvorved medlemsstaterne forpligtes til at vedtage de samme regler for anvendelse af
de nationale konkurrenceregler, når de anvendes parallelt med EU's konkurrenceregler. Derfor
er forslaget også baseret på traktatens artikel 114.
Nærhedsprincippet
Med forordning (EF) nr. 1/2003 blev der indført et system med decentraliseret håndhævelse af
konkurrencereglerne, men systemets fulde potentiale er endnu ikke blevet udløst. Det
foreslåede direktiv vil sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne på nationalt plan
ved at give de nationale konkurrencemyndigheder de nødvendige garantier og instrumenter til
effektivt at håndhæve reglerne.
De nationale konkurrencemyndigheder anvender regler med en grænseoverskridende
dimension
De nationale konkurrencemyndigheder anvender EU-regler, som har en grænseoverskridende
dimension, og EU bør derfor sørge for at få løst de konstaterede problemer.
Håndhævelsesforanstaltninger, der træffes af en medlemsstats nationale
konkurrencemyndighed, kan påvirke konkurrencen, virksomhederne og forbrugerne i en
anden medlemsstat, f.eks. holder et nationalt kartel typisk konkurrenter fra andre
medlemsstater ude af markedet. Hvis de nationale konkurrencemyndigheder ikke har de
fornødne midler og instrumenter til at håndhæve reglerne (f.eks. fordi de mangler ressourcer),
kan det ikke alene have direkte negative konsekvenser for forbrugere og virksomheder i den
pågældende medlemsstat, men også i andre medlemsstater, samt for de nationale
konkurrencemyndigheders evne til at samarbejde i Europa. Medlemsstat Y kan ikke gøre
noget ved, at en national konkurrencemyndighed i medlemsstat X mangler midler og
instrumenter, og det kræver derfor foranstaltninger på EU-plan at løse dette problem.
Sikring af et effektivt samarbejde på tværs af grænserne
Kun gennem foranstaltninger på EU-plan kan det sikres, at det samarbejdssystem, der blev
indført med forordning (EF) nr. 1/2003, fungerer hensigtsmæssigt. Et af de vigtige elementer
af forordning (EF) nr. 1/2003 er indførelsen af samarbejdsmekanismer, som sætter de
nationale konkurrencemyndigheder i stand til at undersøge formodede overtrædelser på tværs
af medlemsstaternes grænser. En national konkurrencemyndighed kan anmode en anden
national konkurrencemyndighed om at træffe undersøgelsesforanstaltninger på sine vegne
med henblik på at indhente bevismateriale i en anden jurisdiktion. Som nævnt ovenfor kan
denne mekanisme ikke fungere efter hensigten, hvis ikke alle nationale
konkurrencemyndigheder har effektive beføjelser til at foretage kontrolundersøgelser eller
anmode om oplysninger. Igen er det vanskeligt at løse dette problem på nationalt plan. Hvis
den nationale konkurrencemyndighed i medlemsstat A for eksempel har brug for, at den
nationale konkurrencemyndighed i medlemsstat B indhenter bevismateriale fra virksomheder
beliggende på dens territorie, men denne nationale konkurrencemyndighed ikke har effektive
beføjelser til at indhente dette bevismateriale, kan den nationale konkurrencemyndighed i
medlemsstat A ikke stille meget op.
DA 9 DA
Samspil mellem de nationale konkurrencemyndigheders straflempelsesordninger i Europa
Ordningerne for straflempelse er indbyrdes forbundne, fordi virksomhederne typisk ansøger i
flere EU-jurisdiktioner og har behov for tilstrækkelig grænseoverskridende retssikkerhed.
Erfaringerne fra de sidste ti år har vist, at medlemsstaterne ikke på egen hånd kan
tilvejebringe en tilstrækkelig grænseoverskridende retssikkerhed. De divergerende
straflempelsesordninger medfører, at ansøgere opnår forskellige resultater, f.eks. hvorvidt de
kan opnå bødefritagelse eller nogen form for bødenedsættelse overhovedet. Virksomheder,
som overvejer at anmelde en kartelpraksis til flere jurisdiktioner mod at få straflempelse, har
ikke tilstrækkelig vished om, hvorvidt og i hvilket omfang dette er opnåeligt. Der er behov for
tiltag på EU-plan for at sikre adgang til straflempelsesordninger, og at disse anvendes på
samme vis i alle medlemsstater.
National ret kan forhindre de nationale konkurrencemyndigheder i at håndhæve reglerne
effektivt
Som beskrevet ovenfor i afsnittet om retsgrundlaget kan national ret afskære de nationale
konkurrencemyndigheder fra den fornødne uafhængighed og fra effektive redskaber til at
afsløre overtrædelser og pålægge virksomheder virkningsfulde bøder for overtrædelse af EU's
konkurrenceregler. Dette problem kan kun løses med foranstaltninger på EU-plan.
Erfaringerne viser, at de nationale konkurrencemyndigheder i fraværet af EU-lovgivning
sandsynligvis ikke vil få alle de nødvendige redskaber
Der er truffet adskillige bløde foranstaltninger til at tilskynde til frivillige tiltag på nationalt
plan, men alligevel mangler adskillige nationale konkurrencemyndigheder stadig de
nødvendige garantier og instrumenter til at kunne håndhæve reglerne effektivt. Der er ikke
større sandsynlighed for, at der efter mere end ti år vil blive foretaget de nødvendige
ændringer til at forbedre systemet med decentraliseret håndhævelse, som blev indført med
forordning (EF) nr. 1/2003, eller til at sætte de nationale konkurrencemyndigheder i stand til
at håndhæve reglerne mere effektivt. Det betyder, at mange nationale
konkurrencemyndigheder stadig vil mangle nogle vigtige redskaber til at afsløre og
sanktionere overtrædelser eller mangle ressourcer, hvilket forhindrer det decentraliserede
system efter forordning (EF) nr. 1/2003 i at fungere efter hensigten.
De eksisterende nationale konkurrenceregler vil således ikke sætte de nationale
konkurrencemyndigheder i stand til at håndhæve EU's konkurrenceregler mere effektivt i hele
EU. Derudover er det umuligt for Kommissionen at gennemtvinge EU-krav vedrørende de
nationale konkurrencemyndigheders undersøgelses- og sanktioneringsredskaber, ressourcer
og institutionelle udformning i forbindelse med deres håndhævelse af EU's konkurrenceregler,
så længe der ikke findes sådanne krav. Derfor er det kun gennem foranstaltninger på EU-plan,
at de nationale konkurrencemyndigheder kan garanteres bedre midler og instrumenter til at
anvende EU's konkurrenceregler effektivt.
Proportionalitetsprincippet
Forslaget fastlægger primært minimumsregler med henblik på at sætte de nationale
konkurrencemyndigheder i stand til effektivt at håndhæve EU's konkurrenceregler. Det vil
sikre en passende balance mellem forslagets generelle og specifikke målsætninger, uden at der
gribes urimeligt ind i almindelig national praksis. Medlemsstaterne vil stadig kunne fastlægge
højere standarder og tilpasse reglerne efter særlige nationale forhold. De vil f.eks. fortsat frit
kunne udforme, organisere og finansiere deres nationale konkurrencemyndigheder, som de
DA 10 DA
finder det mest hensigtsmæssigt, forudsat at disse kan fungere effektivt. Det foreslåede
direktiv sikrer også, at der tages fuldt hensyn til de medlemsstater, der har valgt at tildele
retsinstanser en rolle i forbindelse med håndhævelsen.
Det er kun i forbindelse med spørgsmålet om betingelserne for straflempelse ved hemmelige
karteller, at der er behov for mere detaljerede regler for at skabe en merværdi.
Virksomhederne vil kun afsløre hemmelige karteller, som de har deltaget i, hvis der er
tilstrækkelig retssikkerhed om mulighederne for at opnå bødefritagelse. Den markante forskel
mellem de forskellige stramlempelsesordninger i medlemsstaterne skaber usikkerhed for
potentielle ansøgere og risikerer at begrænse incitamentet til at ansøge om straflempelse. Hvis
medlemsstaterne har mulighed for at gennemføre eller anvende enten strengere eller
lempeligere regler på det område, som dette direktiv vedrører, vil det ikke alene stride mod
målet om at fastholde incitamentet blandt potentielle ansøgere med henblik på at styrke
håndhævelsen af konkurrencereglerne i Unionen, men risikerer også at skabe mere ulige
vilkår for virksomhederne i det indre marked.
Ved at begrænse de mest detaljerede regler til de områder, hvor de er absolut nødvendige for
at fremme en effektiv håndhævelse, sikrer en sådan tilgang, at de nationale
konkurrencemyndigheder får øget deres effektivitet mest muligt ved så lille et indgreb i
nationale forhold som muligt.
Denne tilpassede tilgang indebærer ikke en radikal afvigelse fra, men derimod en logisk
udvikling af, det almindelige krav i EU-retten om, at medlemsstaterne skal sørge for effektive
procedurer og sanktioner i forbindelse med hånhævelsen af EU's regler. Ifølge Den
Europæiske Unions Domstol skal nationale regler sikre EU-konkurrencerettens fulde
effektivitet5
. Domstolen har desuden fastslået, at nationale procesregler for de nationale
konkurrencemyndigheders virke ikke må bringe formålet med forordning (EF) nr. 1/2003,
som er at sikre de pågældende myndigheders effektive anvendelse af traktatens artikel 101 og
102, i fare6
.
Valg af retsakt
Formålet med det foreslåede direktiv er at øge de nationale konkurrencemyndigheders
effektivitet uden dog at indføre en standardmodel, så der kan tages hensyn til alle
medlemsstaternes retstraditioner og institutionelle særtræk. Et direktiv er derfor det bedst
egnede instrument til at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder har de nødvendige
garantier til effektivt at kunne håndhæve reglerne, uden at der gribes urimeligt ind i særlige
nationale forhold og traditioner. I modsætning til en forordning vil et direktiv give
medlemsstaterne mulighed for selv at vælge de midler, de finder bedste egnede til at
gennemføre foranstaltningerne i dette direktiv. Et direktiv er desuden et fleksibelt redskab til
at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder garanteres den nødvendige uafhængighed
og tilstrækkelige ressourcer samt de nødvendige håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser,
og samtidig at medlemsstaterne har mulighed for at træffe mere vidtrækkende
foranstaltninger, hvis de ønsker det.
5
Sag C-557/12, Kone AG mod ÖBB-Infrastruktur AG, EU:C:2014:1317, præmis 32.
6
Sag C-439/08, Vlaamse federatie van verenigingen van Brood- en Banketbakkers, Ijsbereiders en
Chocoladebewerkers (VEBIC) VZW, EU:C.2010:739, præmis 56 og 57.
DA 11 DA
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
I 2013/2014 gennemførte Kommissionen en evaluering af anvendelsen af forordning (EF) nr.
1/2003. På grundlag af resultaterne af denne analyse konkluderede Kommissionen i 2014 i sin
meddelelse om ti års anvendelse af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003, at der er mulighed for
at styrke de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelse endnu mere, og den pegede på
forskellige aspekter, som bør prioriteres med henblik på at effektivisere de nationale
konkurrencemyndigheders håndhævelse: 1) tilstrækkelige ressourcer og uafhængighed, 2)
effektive redskaber og beføjelser, 3) beføjelse til at pålægge virkningsfulde bøder, og 4)
velfungerende straflempelsesordninger7
.
Meddelelsen fra 2014 byggede videre på rapporten om de første fem år med forordning (EF)
nr. 1/2003, hvori det blev konstateret, at de nationale konkurrencemyndigheders kompetence
til at håndhæve EU's konkurrenceregler sammen med Kommissionen har bidraget positivt til
en styrket håndhævelse8
. Det blev dog også konkluderet, at der var plads til forbedringer,
navnlig for at sikre at de nationale konkurrencemyndigheder har effektive håndhævelses- og
bødeudstedelsesbeføjelser.
Høringer af interesserede parter
Mellem den 4. november 2015 og den 12. februar 2016 afholdt Kommissionen en offentlig
høring via EU Survey-platformen, som var delt op i to dele – den ene indeholdt generelle
spørgsmål til ikke-specialiserede interessenter, mens den anden henvendte sig til interessenter
med nærmere kendskab til/bredere erfaring med konkurrencespørgsmål.
Høringen fulgte op på Kommissionens meddelelse om ti år med forordning (EF) nr. 1/2003,
som pegede på forskellige indsatsområder for at øge de nationale konkurrencemyndigheders
evne til at håndhæve EU's konkurrenceregler. Høringens anden del vedrørte således fire
centrale aspekter: i) de nationale konkurrencemyndigheders ressourcer og uafhængighed, ii)
de nationale konkurrencemyndigheders forskellige håndhævelsesmidler og -instrumenter, iii)
de nationale konkurrencemyndigheders bødeudstedelsesbeføjelser, og iv) ordninger for
straflempelse.
Der blev modtaget 181 besvarelser fra mange forskellige interessenter, herunder
privatpersoner, advokat- og konsulentfirmaer, virksomheder og brancheforeninger,
forbrugerorganisationer, akademikere/forskere, NGO'er, tænketanke, fagforeninger og
offentlige myndigheder, inklusive en række ministerier og nationale
konkurrencemyndigheder, både i og uden for EU.
7
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: "Ti års håndhævelse af EU's kartel- og
monopolregler i henhold til forordning 1/2003: Opnåede resultater og fremtidsperspektiver"
(COM(2014) 453) samt ledsagende arbejdsdokumenter: "Ten Years of Antitrust Enforcement under
Regulation 1/2003" (SWD(2014) 230) og "Enhancing competition enforcement by the Member States'
competition authorities: institutional and procedural issues (SWD(2014) 231),
http://ec.europa.eu/competition/antitrust/legislation/regulations.html.
8
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: "Rapport om anvendelsen af
forordning 1/2003 (KOM(2009) 206 endelig) samt det ledsagende arbejdsdokument SEK(2009) 574
endelig, http://ec.europa.eu/competition/antitrust/legislation/regulations.html.
DA 12 DA
76 % af respondenterne mente, at de nationale konkurrencemyndigheder kunne gøre mere for
at håndhæve EU's konkurrenceregler, end de gør i dag. Derudover gik 80 % ind for
foranstaltninger til at styrke myndighedernes håndhævelse. Fordelt på interessentgrupper:
100 % af de forskningsinstitutioner, forbrugerorganisationer, fagforeninger og nationale
konkurrencemyndigheder, der deltog i høringen, gik ind for nye foranstaltninger, mens dette
gjaldt 86 % af NGO'erne, 84 % af advokat-/konsulentfirmaerne, 77 % af
virksomhederne/SMV/mikrovirksomhederne/eneindehaverne, 67 % af tænketankene og 61 %
af brancheforeningerne. 64 % af respondenterne mente, at sådanne foranstaltninger fortrinsvis
skulle bestå i en kombination af tiltag på EU-plan og nationalt plan, mens 19 % foretrak tiltag
på EU-plan alene og 8 % foretrak tiltag på nationalt plan alene9
.
Foruden den offentlige høring lancerede Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg
(ECON) og Kommissionen den 19. april 2016 en fælles offentlig høring med henblik på at
give sagkyndige og interessenter en ekstra mulighed for at dele deres synspunkter vedrørende
den offentlige høring. Høringen blev efterfulgt at to paneldebatter om de fire aspekter, der
blev spurgt om i den offentlige høring. Der var bred enighed om og støtte til initiativets
målsætninger blandt deltagerne i debatten, som omfattede omkring 150 repræsentanter fra
forskningsverdenen, virksomheder (store og små), konsulentbureauer, brancheforeninger,
advokatfirmaer, pressen, privatpersoner og offentlige myndigheder.
Endelig blev der afholdt to møder med de relevante ministerier for at indhente deres
foreløbige feedback. Den 12. juni 2015 blev ministerierne underrettet om de vigtigste
aspekter, som Kommissionen havde identificeret. Den 14. april 2016 blev der afholdt et andet
møde med ministerierne og de nationale konkurrencemyndigheder, hvor de blev underrettet
om resultatet af den offentlige høring.
Der er taget hensyn til resultatet af de to høringer og møderne med ministerierne i dette
forslag.
Ekspertbistand
Kommissionen har i samarbejde med alle nationale konkurrencemyndigheder indsamlet en
bred mængde data for at skabe så detaljeret et billede som muligt af den aktuelle situation.
Konsekvensanalyse
Kommissionens konsekvensanalyse vedrører alle de vigtigste aspekter af dette forslag. Der er
set på fire lovgivningsmæssige løsningsmodeller. Den foretrukne løsning, som gennemføres
ved dette forslag, er at vedtage EU-lovgivning, der giver de nationale
konkurrencemyndigheder de midler og instrumenter, de som minimum har brug for til
effektivt at håndhæve reglerne, og supplere dette med bløde foranstaltninger og detaljerede
regler, hvor det er nødvendigt.
Bemærkninger vedrørende de tre andre løsninger, der blev set på i konsekvensanalysen: i)
Basisscenariet, hvor der ikke træffes EU-foranstaltninger, vil med al sandsynlighed ikke
opfylde målsætningerne og stemmer ikke overens med interessenternes forventninger. ii)
Løsningen med alene at træffe bløde foranstaltninger vil ikke give et tilstrækkeligt
retsgrundlag til at sikre, at alle nationale konkurrencemyndigheder har de fornødne midler og
instrumenter til at håndhæve reglerne effektivt. Der har desuden eksisteret bløde
foranstaltninger i mange år, uden at dette har bidraget til målet om at realisere det fulde
9
De resterende 8 % svarede "ved ikke/ikke relevant".
DA 13 DA
potentiale af det decentraliserede system, der blev indført med forordning (EF) nr. 1/2003. iii)
Løsingen med at vedtage EU-lovgivning, som fastlægger detaljerede og ens midler og
instrumenter for de nationale konkurrencemyndigheder, vil kun give begrænsede fordele i
forhold til den foretrukne løsning, men til gengæld indebære et større indgreb i de nationale
retssystemer og -traditioner.
Analysen af den foretrukne løsning viser, at fordelene herved både kvalitativt og kvantitativt
(bl.a. den positive virkning for væksten i totalfaktorproduktivitet, som er vigtig for væksten i
BNP)10
langt overstiger omkostningerne ved gennemførelsen.
Kommissionens Udvalg for Forskriftskontrol afgav en udtalelse om udkastet til
konsekvensanalysen i september 2016 og en positiv udtalelse i december 2016, som er taget
med i betragtning11
. I lyset af disse bemærkninger indeholder den endelige konsekvensanalyse
alle relevante empiriske data til at illustrere årsagerne til problemerne, nærmere detaljer om de
lovgivningsmæssige løsninger, der er set på, samt en omfattende cost benefit-analyse af den
foretrukne løsning, der viser, hvordan fordelene ved dette forslag langt vil opveje
omkostningerne. Derudover redegøres der i den endelige konsekvensanalyse for
begrænsningerne og usikkerheden ved kvantitative estimater, samtidig med at der gives en
nærmere beskrivelse af interessenternes holdninger under høringerne og en klarere analyse af
de forskellige løsningers forenelighed med nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Hvem vil blive påvirket og hvordan?
Alle forbrugere og virksomheder, både store og små inklusive SMV, vil have gavn af de
nationale konkurrencemyndigheders styrkede forudsætninger, idet det vil fremme en effektiv
håndhævelse af konkurrencereglerne og skabe mere lige konkurrencevilkår. Det er derfor ikke
nødvendigt at indføre differentierede regler, f.eks. fritagelser eller lempeligere regler for
SMV.
De nationale konkurrencemyndigheder
Initiativet er primært målrettet de nationale konkurrencemyndigheder, og sammen med
virksomhederne vil de blive mest direkte påvirket. Når forslaget er blevet gennemført, vil alle
nationale konkurrencemyndigheder have de fornødne midler og instrumenter til at indhente
beviser for overtrædelser, pålægge virksomheder bøder for overtrædelse af reglerne, handle
uafhængigt i forbindelse med anvendelsen af EU's konkurrenceregler samt tilstrækkelige
ressourcer til at varetage deres opgaver og anvende mere effektive straflempelsesordninger.
Det vil sætte dem i stand til at træffe effektive håndhævelsesforanstaltninger og til at
samarbejde bedre med andre konkurrencemyndigheder i EU, hvilket vil øge konkurrencen på
markederne. Det vil nærmere bestemt sikre, at systemet for grænseoverskridende indsamling
og udveksling af oplysninger, som blev indført med forordning (EF) nr. 1/2003, fungerer efter
hensigten. Forslaget vil kunne medføre ekstraomkostninger for nogle offentlige myndigheder,
hvis der f.eks. er behov for nye IT-værktøjer, men disse omkostninger ventes dog at være
ubetydelige. De nationale konkurrencemyndigheder vil ikke blive påvirket i samme grad,
eftersom omfanget af de ændringer, der skal foretages, afhænger af udgangspunktet i de
nationale rammer.
10
Se punkt 6.3 i konsekvensanalysen, der findes på:
http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/?fuseaction=ia.
11
Udtalelserne fra den 28. september 2016 og den 9. december 2016 findes på:
http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/?fuseaction=ia. Se også Bilag I til konsekvensanalysen.
DA 14 DA
Virksomhederne
Initiativet vil også påvirke virksomhederne betydeligt. For det første lider virksomhederne,
ligesom forbrugerne, under konsekvenserne af en mindre optimal håndhævelse af
konkurrencereglerne, eftersom de påvirkes negativt af højere priser fra deres leverandører og
et lavere innovationsniveau og udvalg samt af konkurrenters overtrædelse af
konkurrencereglerne i forsøg på at hindre adgangen til markedet. Forslaget vil styrke de
nationale konkurrencemyndigheders håndhævelse af konkurrencereglerne i Europa og skabe
mere lige vilkår på et marked præget af en sund konkurrencekultur, hvilket er til fordel for
alle virksomheder, både store og små, eftersom de vil kunne konkurrere på mere fair vilkår ud
fra egne meritter og således vokse overalt i det indre marked. Det vil også tilskynde
virksomhederne til at innovere og tilbyde et bredere sortiment af produkter og tjenesteydelser
af høj kvalitet, som imødekommer forbrugernes forventninger.
For det andet vil forslaget også i et vist omfang gavne virksomheder, som er genstand for
undersøgelser i forbindelse med formodede overtrædelser af EU's konkurrenceregler. De
nationale konkurrencemyndigheder vil nu råde over grundlæggende effektive midler og
instrumenter, hvilket vil mindske omfanget af divergerende udfald for virksomhederne, idet
EU's konkurrenceregler vil blive anvendt på en mere forudsigelig måde, hvilket øger
retssikkerheden i EU. Virksomhederne vil også få styrket deres processuelle rettigheder,
navnlig i de jurisdiktioner hvor der er plads til forbedringer, og nyde større retssikkerhed ved
ansøgning om straflempelse. Virksomhederne vil måske i begyndelsen skulle betale nogle
omkostninger i forbindelse med tilpasningen til de nye procesregler. Overordnet set ventes
virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter i det indre marked imidlertid at få færre
omkostninger i forbindelse med tilpasning til forskellige retlige rammer.
På den anden side vil det blive vanskeligere for virksomheder, der overtræder reglerne i nogle
jurisdiktioner, at skjule bevismateriale eller at undgå bøder eller nøjes med blot at betale små
bøder.
Forbrugerne
Forbrugerne vil nyde godt af de fordele, der følger med øget konkurrence på markedet, i form
af et større udvalg og bedre produkter. For forbrugerne betyder de nationale
konkurrencemyndigheders manglende midler og instrumenter og evne til at udnytte deres
fulde potentiale til at håndhæve EU's konkurrenceregler, at de går glip af fordelene ved en
sund konkurrence. Forslaget vil give forbrugerne i hele Europa den samme beskyttelse mod
virksomhedsadfærd, der holder priserne på varer og tjenesteydelser på et kunstigt højt niveau,
hvilket vil give dem et større udvalg mellem innovative produkter og tjenesteydelser til
rimelige priser.
Grundlæggende rettigheder
Virksomheder, som er genstand for konkurrencesager, er garanteret deres grundlæggende
rettigheder, herunder, men ikke alene, retten til at drive virksomhed, ejendomsretten, retten til
god forvaltning og retten til adgang til effektive retsmidler (artikel 16, 17, 41 og 47 i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder). De nationale
konkurrencemyndigheder tillægges kun effektive beføjelser til at håndhæve EU's
konkurrenceregler i det omfang, det er nødvendigt og forholdsmæssigt. Forslaget pålægger
medlemsstaterne at sørge for passende garantier for udøvelsen af disse beføjelser, der som
minimum lever op til bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder og er i overensstemmelse med EU-rettens almindelige principper, herunder
DA 15 DA
overholdelse af fysiske personers databeskyttelsesrettigheder. Disse garantier bør navnlig
sikre, at virksomheder, der er genstand for en sag om håndhævelse af traktatens artikel 101 og
102, har ret til at forsvare sig, hvilket er et afgørende element af retten til at blive hørt. Det
omfatter retten til formel meddelelse af nationale konkurrencemyndigheders klagepunkter
efter EU's konkurrenceregler og ret til aktindsigt i sagsakterne, så virksomhederne kan
forberede deres forsvar. Adressaterne for de nationale konkurrencemyndigheders endelige
afgørelser efter traktatens artikel 101 eller 102 bør desuden have adgang til effektive
retsmidler med henblik på at anfægte disse afgørelser.
Forslaget indeholder også specifikke garantier for respekten for grundlæggende rettigheder.
For eksempel bør kontrolundersøgelser i lokaler uden for virksomheden være underlagt
forudgående godkendelse af en retsinstans. Garantierne for de grundlæggende rettigheder er
også indbygget i adskillige bestemmelser. For eksempel kan de nationale
konkurrencemyndigheder kun pålægge bøder og sanktioner af strukturel eller adfærdsmæssig
karakter, som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen. De nationale
konkurrencemyndigheder vil kun kunne foretage kontrolundersøgelser og anmode om
oplysninger, hvis de opfylder en 'nødvendighedstest'.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Det kræver en sikker infrastruktur, hvis samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem
medlemsstaterne skal fungere effektivt. Interoperabilitet er en forudsætning for, at Det
Europæiske Konkurrencenetværk kan fungere optimalt. I den nuværende flerårige finansielle
ramme (FFR) finansieres de relevante foranstaltninger primært over ISA2
-programmet12
og
med udgangspunkt i programmets disponible midler og dets støtteberettigelses- og
prioriteringskriterier. Omfanget af forslagets virkninger for budgettet efter 2020 afhænger af
Kommissionens forslag til den næste FFR og det endelige resultat af forhandlingerne om FFR
efter 2020. Der regnes med et foreløbigt beløb på 1 mio. EUR om året til vedligeholdelse,
udvikling, hosting, drift af og support til et centralt informationssystem (Det Europæiske
Konkurrencenetværkssystem) i overensstemmelse med de relevante standarder for
fortrolighed og datasikkerhed. Derudover anslås de øvrige administrative omkostninger i
forbindelse med Det Europæiske Konkurrencenetværks virke, bl.a. til afholdelse af møder,
tilrettelæggelse og afholdelse af uddannelsesprogrammer, udstedelse af retningslinjer og
fælles principper, at beløbe sig til 500 000 EUR om året.
Lovgivningsforslaget er budgetneutralt hvad angår personale og kræver ikke yderligere
menneskelige ressourcer. Finansieringsoversigten i bilaget til forslaget indeholder nærmere
oplysninger herom.
5. ANDRE FORHOLD
Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Kommissionen har udarbejdet en gennemførelsesplan med de største udfordringer, som
medlemsstaterne vil kunne blive konfronteret med i forbindelse med direktivets vedtagelse og
gennemførelse, samt med forslag til, hvordan de kan løses.
12
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 af 25. november 2015 om indførelse af et
program om interoperabilitetsløsninger og fælles rammer for europæiske offentlige forvaltninger,
virksomheder og borgere (ISA2-programmet) som et middel til at modernisere den offentlige sektor
(EUT L 318 af 4.12.2015, s. 1).
DA 16 DA
Det foreslås i) at udpege et enkelt kontaktpunkt i Kommissionen med en fællespostkasse, som
medlemsstaterne kan benytte ved alle henvendelser i forbindelse med det foreslåede direktiv,
og ii) at Kommissionen og medlemsstaterne træffer en række foranstaltninger for at løse de
største udfordringer med gennemførelsen, som navnlig vedrører a) gennemførelse inden for
fristen, b) uddannelse og support til de nationale konkurrencemyndigheder og c) passende
information til erhvervslivet.
Kommissionen vil overvåge gennemførelsen og anvendelsen af direktivet, både i perioden op
til datoen for dets gennemførelse og derefter.
Der vil blive udarbejdet en efterfølgende evaluering fem år efter datoen for gennemførelsen.
Forklarende dokumenter
Det foreslåede direktiv fastlægger specifikke foranstaltninger til at sikre, at: 1) de nationale
konkurrencemyndigheder garanteres den nødvendige uafhængighed og tilstrækkelige
ressourcer samt effektive håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser, 2) de samme garantier
og instrumenter finder anvendelse, når de nationale konkurrencemyndigheder anvender
national ret parallelt med traktatens artikel 101 og 102, og 3) at de nationale
konkurrencemyndigheder kan yde hinanden effektiv gensidig bistand for at sikre et
velfungerende system for nært samarbejde inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk.
Det foreslåede direktiv fastlægger adskillige retlige forpligtelser. Dets effektive
gennemførelse vil derfor kræve, at der foretages specifikke og målrettede ændringer af de
relevante nationale bestemmelser. For at Kommissionen kan overvåge den korrekte
gennemførelse, er det således ikke tilstrækkeligt, at medlemsstaterne anvender teksten i
gennemførelsesbestemmelserne, da det kan være nødvendigt med en overordnet vurdering af
de deraf følgende rammer i henhold til national lovgivning. Af disse grunde bør
medlemsstaterne også tilsende Kommissionen forklarende dokumenter, som viser hvilke
eksisterende eller nye bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører enhver af de
foranstaltninger, der er fastlagt i det foreslåede direktiv.
Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Forslaget består af 10 kapitler og 34 artikler.
Kapitel I – Genstand, anvendelsesområde og definitioner
I dette kapitel fastlægges det overordnede anvendelsesområde og diverse definitioner.
Definitionerne afspejler gennemgående definitionerne i forordning (EF) nr. 1/2003 og direktiv
2014/104/EU om erstatning for overtrædelse af konkurrencereglerne13
.
Kapitel II – Grundlæggende rettigheder
Forslaget vil sikre, at medlemsstaterne indfører passende garantier for udøvelsen af de
beføjelser, dette forslag omhandler. Disse garantier skal som minimum leve op til
bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-
rettens almindelige principper14
. I forbindelse med de offentlige høringer slog advokater,
13
EUT L 349 af 5.12.2014, s. 1.
14
Det fremgår af Den Europæiske Unions Domstols faste retspraksis, at "de i [EU]-retten gældende
principper for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder også er bindende for medlemsstaterne, når
disse gennemfører [EU]-bestemmelserne", jf. dommen i sag C-292/97, Kjell Karlsson m.fl., ECLI:
EU:C:2000:202, præmis 37. Se også dommen i sag C-74/2016, Eturas, ECLI:EU:C:2016:42, præmis
38, hvor Domstolen mindede om, at uskyldsformodningen udgør et almindeligt EU-retligt princip, som
DA 17 DA
virksomheder og erhvervsorganisationer til lyd for, at de nationale konkurrencemyndigheders
beføjelser til effektivt at håndhæve reglerne modsvares af øgede processuelle garantier.
Kapitel III – Uafhængighed og ressourcer
I dette kapitel sikres det, at de nationale konkurrencemyndigheder garanteres den nødvendige
uafhængighed. Der indføres navnlig garantier for at beskytte de ansatte og ledelsen i de
nationale konkurrencemyndigheder mod indblanding udefra i forbindelse med håndhævelsen
af EU's konkurrenceregler ved: i) at sikre, at de kan varetage deres opgaver og udøve deres
beføjelser uafhængigt af politisk eller anden udefrakommende indflydelse, ii) udtrykkeligt at
forbyde instrukser fra en regering eller andre offentlige eller private organer, iii) at fastsætte,
at de skal afstå fra enhver handling, der er uforenelig med varetagelsen af deres opgaver eller
udøvelsen af deres beføjelser, iv) at forbyde afskedigelse af ledelsen af årsager, der vedrører
afgørelser i konkrete sager, og v) at sikre, at de er i stand til at foretage prioriteringer af de
enkelte sager, herunder beføjelser til at afvise klager, der ikke er af høj prioritet. Hvad det
sidstnævnte angår griber forslaget ikke ind i medlemsstaternes suveræne ret til at fastlægge
generelle politiske målsætninger. Størsteparten af interessenterne gik ind for foranstaltninger
på alle disse områder. Navnlig bemærkede virksomhederne, at de nationale
konkurrencemyndigheders manglende evne til selv at prioritere deres arbejde forhindrer dem i
at fokusere på de overtrædelser, som er til størst skade for konkurrencen.
Derudover pålægges medlemsstaterne eksplicit at sikre, at de nationale
konkurrencemyndigheder har de fornødne menneskelige, finansielle og tekniske ressourcer til
at varetage deres vigtigste opgaver efter traktatens artikel 101 og 102. De relevante
bestemmelser giver medlemsstaterne råderum til at håndtere økonomiske udsving, uden at
dette påvirker de nationale konkurrencemyndigheders effektivitet.
Kapitel IV - Beføjelser
Konkurrencemyndighedernes vigtigste arbejdsredskaber er deres undersøgelses- og
beslutningsbeføjelser og -procedurer. I dag udgør de mange forskellige beføjelser i Europa et
stort kludetæppe, og mange nationale konkurrencemyndigheder har ikke alle de beføjelser, de
har behov for. Der er meget stor forskel på omfanget af de nationale
konkurrencemyndigheders beføjelser, hvilket kan påvirke deres effektivitet betydeligt.
Forslaget fastlægger derfor de centrale beføjelser, der som minimum er behov for til at
foretage undersøgelser (beføjelse til at foretage kontrolundersøgelser i virksomhedslokaler og
andre lokaler, udstede anmodninger om oplysninger) og træffe afgørelser (beføjelse til at
vedtage forbudsafgørelser, herunder pålæg af sanktioner af strukturel eller adfærdsmæssig
karakter, tilsagnsafgørelser, foreløbige foranstaltninger). Høringen viste, at der var bred støtte
til foranstaltninger til at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder har sådanne effektive
redskaber. Interessenterne, og navnlig virksomhederne, understregede f.eks., at de nationale
konkurrencemyndigheders manglende beføjelse til at pålægge strukturelle sanktioner var
særlig problematisk for virksomheder, der lider skade som følge af en overtrædende
virksomheds konkurrencefordrejende adfærd.
nu finder udtryk i artikel 48, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf.
i denne forbindelse dommen i sag C-89/11, E.ON Energie AG mod Kommissionen, ECLI:
EU:C:2012:738, præmis 72), som medlemsstaterne er forpligtet til at overholde, når de gennemfører
EU-konkurrenceretten. Se også dommen i sag C-439/08, VEBIC, ECLI: EU:C:2010:739, præmis 63.
DA 18 DA
Forslaget vil desuden sikre, at de forskellige redskaber har tilpas styrke ved at give mulighed
for at pålægge effektive sanktioner ved manglende overholdelse. For at have en reel virkning
skal sanktionerne fastlægges i forhold til den berørte virksomheds samlede omsætning, men
medlemsstaterne vil have tilstrækkeligt råderum til at beslutte, hvordan dette gennemføres i
praksis (dvs. der fastsættes ikke faste procentsatser for bødernes størrelse).
Kapitel V – Bøder og tvangsbøder
Et centralt håndhævelsesinstrument er konkurrencemyndighedernes mulighed for at pålægge
virksomheder bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne. Formålet med bøderne er at
straffe virksomheder, som har overtrådt konkurrencereglerne, og at afskrække disse og andre
virksomheder fra at udøve eller fortsat udøve en ulovlig adfærd. I 2009 fastslog Den
Europæiske Unions Domstol, at "den effektive virkning af de sanktioner, der pålægges af de
nationale konkurrencemyndigheder eller af Kommissionen udgør en betingelse for den
sammenhængende anvendelse af EU's konkurrenceregler"15
. En række forhold påvirker
imidlertid omfanget af håndhævelsen af traktatens artikel 101 og 102, og virksomhederne kan
derfor nøjes med meget lave bøder eller får slet ikke pålagt bøder, afhængigt af hvilken
myndighed der griber ind, hvilket mindsker den afskrækkende virkning og forhindrer lige
konkurrencevilkår.
For det første er der stor forskel mellem medlemsstaterne på arten af de sanktioner, som de
nationale konkurrencemyndigheder pålægger ved overtrædelse af EU's konkurrenceregler.
Bøderne kan enten pålægges gennem administrative procedurer (af de nationale
konkurrencemyndigheder), i forbindelse med ikkestrafferetlige sager (af domstolene) eller i
forbindelse med strafferetlige eller strafferetslignende sager (primært af domstolene eller, i
nogle tilfælde, af den nationale konkurrencemyndighed efter strafferetslignende procedurer
for mindre forseelser). I størsteparten af medlemsstaterne er bøderne af administrativ karakter.
I tre medlemsstater pålægges der "civile bøder"16
. I fem medlemsstater pålægges der bøder i
forbindelse med strafferetlige eller strafferetslignende sager. I de fleste af de medlemsstater,
hvor bøderne primært er af strafferetlig karakter, er EU's konkurrenceregler i perioden 2004-
2013 blevet håndhævet i meget ringe omfang, og når de blev det, blev der sjældent pålagt
bøder. De fleste interessenter bemærkede under høringen, at strafferetlige systemer egner sig
mindre godt til en effektiv håndhævelse af EU's konkurrenceregler. For at rette op på
problemet med manglende håndhævelse og samtidig bevare medlemsstaternes fleksibilitet vil
forslaget sikre, at man i medlemsstater, hvor den nationale administrative
konkurrencemyndighed ikke kan vedtage afgørelser om bødepålæg, enten giver de nationale
konkurrencemyndigheder beføjelse til at vedtage sådanne afgørelser direkte eller sikrer, at de
kan vedtages af en domstol i forbindelse med ikkestrafferetlige sager. Behovet for ændringer
vil således blive holdt på et minimum.
For det andet anvendes der forskellige metoder til at beregne bøderne, som kan have betydelig
indvirkning på størrelsen af de bøder, der pålægges af de nationale konkurrencemyndigheder.
Forskellene vedrører navnlig: 1) bødens maksimale beløb (det lovbestemte loft) og 2) de
forhold, der tages i betragtning ved udmåling af bøden. Disse forskelle kan delvis forklare,
hvordan nogle bøder kan være 25 gange større end andre for den samme forseelse, afhængigt
af hvilken myndighed der griber ind. Det blev navnlig påpeget i forbindelse med den
offentlige høring, at bøder nogle gange er betydeligt lavere for den samme overtrædelse,
15
Dom i sag C-429/07, Inspecteur van de Belastingdienst mod X BV, ECLI: EU:C:2009:359, præmis 36-
39.
16
Dvs. i forbindelse med ikkestrafferetlige sager ved domstolene.
DA 19 DA
hvilket betyder, at der er stor forskel på bødernes afskrækkende virkning rundt omkring i
Europa. Bøderne afspejler ikke altid nødvendigvis de skadelige følger af en
konkurrencebegrænsende praksis. For at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder kan
pålægge bøder med afskrækkende bivirkning på basis af fælles grundlæggende parametre, bør
der for det første fastlægges et lovbestemt loft på mindst 10 % af den samlede omsætning på
verdensplan, og for det andet bør de nationale konkurrencemyndigheder ved bødeudmålingen
tage hensyn til de grundlæggende faktorer vedrørende overtrædelsens grovhed og varighed.
For det tredje er der begrænsninger med hensyn til, hvem der kan holdes ansvarlig for at
betale bøden. Begrebet "virksomhed" er i forbindelse med EU's konkurrenceregler fastlagt i
Den Europæiske Unions Domstols faste retspraksis. Det betyder, at forskellige juridiske
enheder tilhørende én "virksomhed" kan hæfte solidarisk for alle bøder, der pålægges denne
"virksomhed"17
. Det sender et klart signal til hele koncernen om, at mangel på god
forretningsskik og overtrædelse af konkurrencereglerne ikke går ustraffet hen. Det giver også
mulighed for at fastsætte en bødestørrelse, som afspejler hele koncernens samlede styrke og
ikke kun datterselskabets, hvilket giver bøden større afskrækkende virkning. Adskillige
nationale konkurrencemyndigheder har dog i dag ikke mulighed for at holde moderselskaber
til ansvar for kontrollerede datterselskabers overtrædelser. Derudover kan mange nationale
konkurrencemyndigheder heller ikke holde retlige eller økonomiske efterfølgere til en
overtrædende enhed ansvarlige for bøder, eller der kan være stor usikkerhed på området til
trods for Den Europæiske Unions Domstols længe etablerede retspraksis. Det betyder, at
virksomhederne kan undgå at betale bøder ved blot at fusionere med andre virksomheder eller
undergå en omstrukturering. For at rette op på denne situation fastsættes det derfor, at
virksomhedsbegrebet finder anvendelse, når der er tale om at pålægge en virksomheds
modervirksomhed eller retlige og økonomiske efterfølgere bøder.
Kapitel VI – Straflempelse
Virksomhederne vil kun afsløre hemmelige karteller, som de har deltaget i, hvis der er
tilstrækkelig retssikkerhed om mulighederne for at opnå bødefritagelse. Formålet med dette
kapitel er at øge retssikkerheden for virksomheder, der ønsker at ansøge om straflempelse, og
således fortsat anspore dem til at samarbejde med Kommissionen og de nationale
konkurrencemyndigheder ved at mindske forskellene mellem de forskellige medlemsstaters
straflempelsesordninger. Forslaget omsætter derfor de grundlæggende principper for Det
Europæiske Konkurrencenetværks standardordning for straflempelse til lovgivning for at
sikre, at alle nationale konkurrencemyndigheder kan indrømme bødefritagelse og
bødenedsættelse og godtage forkortede ansøgninger på de samme betingelser. I forbindelse
med den offentlige høring anførte 61 % af interessenterne, at medlemsstaternes manglende
anvendelse af Det Europæiske Konkurrencenetværks standardordning var et problem.
Ansøgere skal have fem arbejdsdage til at indgive en forkortet ansøgning, og det præciseres,
at de ikke bør belastes med parallelle ressourcekrævende anmodninger fra de nationale
konkurrencemyndigheder, mens Kommissionen er i færd med at undersøge sagen. Det
præciseres også, at ansøgerne, så snart Kommissionen har besluttet ikke at gribe ind i en sag,
bør have mulighed for at indgive en komplet ansøgning om straflempelse til de nationale
konkurrencemyndigheder, som erstatter den forkortede ansøgning.
17
Dom i sag C-97/08, AkzoNobel NV mod Kommissionen, ECLI:EU:C:2009:536. Det skal kunne
dokumenteres, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på det datterselskab, der er skyld i
overtrædelsen.
DA 20 DA
Endelig sikres det, at ansatte og ledere i virksomheder, som ansøger om bødefritagelse, er
beskyttet mod individuelle sanktioner (hvis disse anvendes), forudsat at de samarbejder med
myndighederne. Det er vigtigt for at fastholde virksomhedernes incitament til at ansøge om
straflempelse, da disse ansøgninger ofte beror på, at de ansatte samarbejder til fulde uden
frygt for eventuelle sanktioner.
Ligeledes bør personer, som har kendskab til eller ligger inde med viden om et kartel eller
andre former for overtrædelser af konkurrenceretten, anspores til at udlevere sådanne
oplysninger, f.eks. gennem indførelsen af pålidelige og fortrolige anmeldelsesmekanismer.
Mange nationale konkurrencemyndigheder har med henblik herpå indført, eller påtænker at
indføre, effektive mekanismer til at beskytte personer, der anmelder eller udleverer
oplysninger om overtrædelser af EU's konkurrenceret, mod repressalier fra deres ledere såsom
disciplinære sanktioner. Den 16. marts 2017 lancerede Kommissionen for eksempel en ny
anonym whistleblowermekanisme i forbindelse med konkurrencesager18
. Kommissionen har
understreget, hvor vigtigt det er at beskytte whistleblowere, og er i færd med at undersøge
muligheden for yderligere horisontale eller sektormæssige foranstaltninger på EU-plan19
.
Kapitel VII – Gensidig bistand
I dette kapitel fastsættes det at tjenestemænd fra den bistandssøgende myndighed har ret til at
deltage og aktivt bistå i kontrolundersøgelsen, når en national konkurrencemyndighed
anmoder en anden national konkurrencemyndighed om at træffe
undersøgelsesforanstaltninger på sine vegne med henblik på at indhente bevismateriale i en
anden jurisdiktion. Det vil sikre mere effektive kontrolundersøgelser.
Desuden skal der indføres mekanismer for, at de nationale konkurrencemyndigheder kan
anmode om og yde gensidig bistand i forbindelse med meddelelse af afgørelser og inddrivelse
af bøder, når de berørte virksomheder ikke har en juridisk tilstedeværelse på den
bistandssøgende myndigheds territorie eller ikke besidder tilstrækkelige aktiver til at
fuldbyrde bøden i dette territorie. Formålet med denne gensidige bistand er at mindske
indgrebet i national ret, og den bygger på nogle vigtige garantier: i) meddelelse og
bødeinddrivelse foretages efter loven i den bistandssøgte medlemsstat, ii) afgørelser om
bødepålæg kan først fuldbyrdes, når de er endelige og ikke længere kan prøves med
almindelige retsmidler, iii) forældelsesfristerne fastlægges ud fra reglerne i den
bistandssøgende medlemsstat, iv) den bistandssøgte myndighed har ikke pligt til at fuldbyrde
afgørelser om bødepålæg, hvis dette åbenlyst strider imod de grundlæggende retsprincipper i
den pågældende medlemsstat, og v) tvister vedrørende en foranstaltnings lovlighed afgøres i
den bistandssøgende medlemsstat, mens tvister vedrørende meddelelses- eller
fuldbyrdelsesforanstaltninger truffet i den bistandssøgte medlemsstat afgøres i den
bistandssøgte medlemsstat.
Gensidig bistand er et centralt element af dette forslag, fordi det er helt afgørende for et nært
samarbejde i Det Europæiske Konkurrencenetværk og dermed for at sikre, at det
decentraliserede system fungerer optimalt, hvilket er afgørende for en effektiv anvendelse af
EU's konkurrenceret. Uden en effektiv ydelse af gensidig bistand kan der ikke skabes lige
konkurrencevilkår for virksomheder med aktiviteter i mere end én medlemsstat, hvilket
hæmmer det indre markeds funktion.
18
http://ec.europa.eu/competition/cartels/whistleblower/index.html.
19
http://ec.europa.eu/newsroom/just/item-detail.cfm?item_id=54254.
DA 21 DA
Kapitel VII – Forældelsesfrister
I dette kapitel fastsættes det, at fristen for nationale konkurrencemyndigheder, som kunne
tænkes at indlede en sag i forbindelse med en given aftale, vedtagelse inden for en
sammenslutning eller samordnet praksis, suspenderes i hele det tidsrum, hvor den samme sag
behandles ved en anden national konkurrencemyndighed eller ved Kommissionen. Det vil
sikre, at systemet med parallelle kompetencer inden for rammerne af Det Europæiske
Konkurrencenetværk fungerer optimalt, og at andre nationale konkurrencemyndigheder ikke
forhindres i efterfølgende at gribe ind, fordi fristen er udløbet. Det står stadig medlemsstaterne
frit for at fastslå varigheden af forældelsesfristerne i deres eget system eller at indføre
absolutte frister, så længe dette ikke gør det nærmest umuligt eller umådelig vanskeligt at
håndhæve EU-konkurrenceretten.
Kapitel IX - Almindelige bestemmelser
I dette kapitel fastsættes det, at de nationale administrative konkurrencemyndigheder, som er
bedst placeret til at redegøre for deres afgørelser, selv kan indbringe og/eller forsvare de af
dem behandlede sager for domstolene20
. Det skal forhindre de dobbeltomkostninger og
dobbeltarbejde, der kunne opstå, hvis en anden instans skulle føre sagen.
Der indføres desuden en vigtig sikkerhedsklausul om, at oplysninger, der er indsamlet efter
dette direktiv, kun kan anvendes til det formål, hvortil de er indsamlet, og ikke kan bruges til
at pålægge fysiske personer sanktioner.
Endelig fastsættes det, at bevismateriale kan antages, uanset hvilket medie de relevante
oplysninger er lagret på, for at sikre de relevante processuelle regler mod den digitale
udvikling.
20
Den Europæiske Unions Domstol har fastslået, at artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 skal fortolkes
således, at den er til hinder for nationale retsforskrifter, som ikke giver en national
konkurrencemyndighed mulighed for at deltage som sagsøgt i en retssag til prøvelse af en afgørelse,
som denne myndighed har truffet, jf. sag C-439/08, VEBIC, ECLI:EU:C:2010:739, præmis 64.
DA 22 DA
2017/0063 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at
håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 103
og 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("traktaten")
er ufravigelige retsgrundsætninger og bør anvendes effektivt overalt i Unionen for at
sikre, at konkurrencen i det indre marked ikke fordrejes. Det er nødvendigt at sikre en
effektiv håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102 for at skabe mere åbne og
konkurrenceprægede markeder i Europa, hvor virksomhederne konkurrerer på egne
meritter uden virksomhedsskabte hindringer for markedsadgang og således kan
bidrage til vækst og jobskabelse. Effektiv håndhævelse af disse regler beskytter
forbrugerne mod forretningsmetoder, der holder priserne på varer og tjenesteydelser
kunstigt høje, og giver dem et større udvalg af innovative varer og tjenesteydelser.
(2) Medlemsstaternes nationale konkurrencemyndigheder står sammen med
Kommissionen for den offentlige håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102, jf.
Rådets forordning (EF) nr. 1/20032
. De nationale konkurrencemyndigheder og
Kommissionen danner tilsammen et netværk af offentlige myndigheder, der anvender
Unionens konkurrenceregler i nært samarbejde (Det Europæiske
Konkurrencenetværk).
(3) De nationale konkurrencemyndigheder og domstole er forpligtet til at anvende
traktatens artikel 101 og 102 på aftaler eller adfærd, der kan påvirke samhandelen
mellem medlemsstater, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003. I praksis
anvender størsteparten af de nationale konkurrencemyndigheder de nationale
bestemmelser parallelt med traktatens artikel 101 og 102. Dette direktiv har til formål
at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder garanteres den nødvendige
1
EUT C […] af […], s. […].
2
Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i
traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).
DA 23 DA
uafhængighed og de fornødne håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser til effektivt
at anvende traktatens artikel 101 og 102, og det vil således uvægerligt påvirke de
bestemmelser i national konkurrenceret, som anvendes parallelt hermed.
(4) Når de nationale konkurrencemyndigheder gives beføjelse til at indhente alle
oplysninger vedrørende virksomheder, som er genstand for en undersøgelse, i digital
form, uanset hvilket medie disse er lagret på, vil det formodentlig også påvirke
omfanget af de nationale konkurrencemyndigheders beføjelser, når de på et tidligt
tidspunkt i sagen træffer de relevante undersøgelsesforanstaltninger på grundlag af
både bestemmelser i national konkurrenceret og traktatens artikel 101 og 102. Hvis
omfanget af de undersøgelsesbeføjelser, som de nationale konkurrencemyndigheder
tillægges, afhænger af, hvorvidt de i sidste instans vil anvende de nationale
konkurrenceregler alene eller parallelt med traktatens artikel 101 og 102, vil det
hæmme effektiviteten af håndhævelsen af konkurrencereglerne i det indre marked.
Derfor bør dette direktiv finde anvendelse, både når traktatens artikel 101 og 102
anvendes alene, og når disse bestemmelser anvendes parallelt med national
konkurrenceret i den samme sag. Den eneste undtagelse vedrører beskyttelsen af
samarbejdserklæringer og forligsindlæg, som også gælder ved anvendelsen af national
konkurrenceret alene.
(5) Nationale love afskærer mange nationale konkurrencemyndigheder fra de garantier for
uafhængighed og håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser, der er nødvendige for
at kunne håndhæve disse regler på effektiv vis. Det undergraver deres mulighed for
effektivt at anvende traktatens artikel 101 og 102 alene eller parallelt med de nationale
konkurrenceregler, hvor det er relevant. Eksempelvis har mange nationale
konkurrencemyndigheder ikke efter deres nationale lovgivning tilstrækkelige
redskaber til at indhente beviser for overtrædelse af traktatens artikel 101 og 102 eller
udstede bøder til virksomheder, som overtræder reglerne, eller de tildeles ikke de
fornødne ressourcer til at anvende traktatens artikel 101 og 102 effektivt. Det kan
forhindre dem i overhovedet at træffe foranstaltninger eller begrænse deres muligheder
for håndhævelse. Denne mangel på redskaber og garantier til effektivt at kunne
anvende traktatens artikel 101 og 102 hos mange nationale konkurrencemyndigheder
betyder, at sager vedrørende virksomheder, som benytter sig af
konkurrencebegrænsende metoder, kan falde meget forskelligt ud, alt efter hvilken
medlemsstat virksomhederne er aktive i: For nogle virksomheder håndhæves
bestemmelserne i traktatens artikel 101 eller 102 måske slet ikke eller blot i begrænset
omfang. I nogle medlemsstater kan virksomhederne f.eks. slippe for en bøde ved blot
at omstrukturere. Den uensartede håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102 samt af
de nationale konkurrenceregler parallelt med traktatens artikel 101 og 102 medfører
forspildte muligheder for at fjerne adgangsbarrierer og skabe mere åbne og
konkurrenceudsatte markeder i hele Den Europæiske Union, hvor virksomhederne
konkurrerer på lige vilkår på basis af egne meritter. Situationen er værst for
virksomheder og forbrugere i de medlemsstater, hvor de nationale
konkurrencemyndigheder er dårligt rustede til at håndhæve reglerne effektivt.
Virksomheder kan ikke konkurrere på deres egne meritter i områder, hvor der frit kan
gøres brug af konkurrencefordrejende metoder, f.eks. fordi der ikke kan indhentes
beviser for konkurrencebegrænsende adfærd, eller fordi virksomhederne slipper for
bøder. Virksomhederne har derfor ingen interesse i at gå ind på sådanne markeder og
udøve deres etableringsret til at tilbyde varer og tjenesteydelser. Forbrugere i
medlemsstater med et lavere håndhævelsesniveau går glip af fordelene ved en effektiv
håndhævelse af konkurrencereglerne. Den uensartede håndhævelse af traktatens artikel
101 og 102 og af de nationale konkurrenceregler parallelt med traktatens artikel 101
DA 24 DA
og 102 i Europa fordrejer således konkurrencen i det indre marked og undergraver dets
funktionsmåde.
(6) Mangler i og begrænsninger af de nationale konkurrencemyndigheders redskaber og
garantier undergraver systemet med parallelle kompetencer til håndhævelse af
traktatens artikel 101 og 102, der skal fungere som et sammenhængende hele på
grundlag af et nært samarbejde i Det Europæiske Konkurrencenetværk. Systemet beror
på, at myndighederne hjælper hinanden og kan træffe undersøgelsesforanstaltninger på
hinandens vegne. Det kan imidlertid ikke fungere efter hensigten, hvis der stadig
findes nationale konkurrencemyndigheder, som ikke råder over tiltrækkelige
undersøgelsesredskaber. På andre centrale områder er de nationale
konkurrencemyndigheder ikke i stand til at yde gensidig bistand. For eksempel kan
virksomheder, som er aktive på tværs af grænserne, undgå at betale bøder i de fleste
medlemsstater, blot fordi de ikke har en juridisk tilstedeværelse i nogle af de
medlemsstater, som de er aktive i. Det mindsker incitamentet til at efterleve traktatens
artikel 101 og 102. Den deraf følgende ineffektive håndhævelse fordrejer
konkurrencen for de lovlydige virksomheder og undergraver forbrugertilliden i det
indre marked, især på det digitale område.
(7) For at sikre en reelt ensartet håndhævelse af konkurrencereglerne i Europa, som skaber
mere lige vilkår for virksomhederne i det indre marked og mindre ulige betingelser for
forbrugerne, bør der indføres minimumsgarantier for uafhængighed og ressourcer og
grundlæggende håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser ved anvendelse af
traktatens artikel 101 og 102 alene og anvendelse af national konkurrenceret parallelt
med traktatens artikel 101 og 102, så de nationale konkurrencemyndigheder kan
fungere optimalt.
(8) Dette direktiv bør have både artikel 103 og artikel 114 i traktaten som retsgrundlag.
Det skyldes, at direktivet ikke alene vedrører anvendelsen af traktatens artikel 101 og
102 og den parallelle anvendelse af national konkurrenceret og traktatens artikel 101
og 102, men også manglerne i og begrænsningerne af de nationale
konkurrencemyndigheders redskaber og garantier ved anvendelse af traktatens artikel
101 og 102, hvilket både hæmmer konkurrencen og det indre markeds rette
funktionsmåde.
(9) Indførelsen af minimumsgarantier for at sikre, at de nationale
konkurrencemyndigheder effektivt kan anvende traktatens artikel 101 og 102, berører
ikke medlemsstaternes mulighed for at bevare eksisterende eller indføre mere
vidtrækkende garantier for de nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed og
ressourcer eller mere detaljerede regler for disse myndigheders håndhævelses- og
bødeudstedelsesbeføjelser. Medlemsstaterne kan navnlig tillægge de nationale
konkurrencemyndigheder yderligere beføjelser, der går videre end de grundlæggende
beføjelser i dette direktiv, for at styrke deres effektivitet endnu mere.
(10) Derimod er der behov for detaljerede regler vedrørende betingelserne for straflempelse
ved hemmelige karteller. Virksomhederne vil kun afsløre hemmelige karteller, som de
har deltaget i, hvis der er tilstrækkelig retssikkerhed om mulighederne for at opnå
bødefritagelse. De markante forskelle mellem de forskellige stramlempelsesordninger i
medlemsstaterne skaber usikkerhed for potentielle ansøgere og risikerer at mindske
incitamentet til at ansøge om straflempelse. Hvis medlemsstaterne har mulighed for at
gennemføre eller anvende enten strengere eller lempeligere regler på det område, som
dette direktiv vedrører, vil det ikke alene gå imod målet om at fastholde incitamentet
til at ansøge om straflempelse med henblik på at styrke håndhævelsen af
DA 25 DA
konkurrencereglerne i Unionen, men risikerer også at skabe mere ulige vilkår for
virksomhederne i det indre marked. Dette forhindrer ikke medlemsstaterne i at
anvende straflempelsesordninger ikke alene i forbindelse med hemmelige karteller,
men også ved andre overtrædelser af traktatens artikel 101 eller 102 og tilsvarende
nationale bestemmelser.
(11) Dette direktiv finder ikke anvendelse på nationale bestemmelser om strafferetlige
sanktioner over for fysiske personer, undtagen hvor der er tale om regler angående
samspillet mellem straflempelsesordninger og sanktioner mod fysiske personer.
(12) De beføjelser, der tillægges de nationale konkurrencemyndigheder, bør være underlagt
passende sikkerhedsgarantier, der som minimum opfylder standarderne for EU-rettens
almindelige principper og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder. Disse sikkerhedsgarantier omfatter retten til god forvaltning og respekten
for virksomhedernes ret til forsvar, som er et afgørende aspekt af retten til at blive
hørt. Navnlig bør de nationale konkurrencemyndigheder meddele de parter, som er
genstand for en undersøgelse, de foreløbige klagepunkter, der er rejst efter traktatens
artikel 101 eller 102, før der træffes en afgørelse, som påvirker deres interesser
negativt, og disse parter bør have mulighed for effektivt at fremsætte bemærkninger til
disse klagepunkter, før der træffes en sådan afgørelse. Parter, som er blevet meddelt
foreløbige klagepunkter i forbindelse med en formodet overtrædelse af traktatens
artikel 101 og 102, bør have ret til aktindsigt i de nationale konkurrencemyndigheders
sagsakter med henblik på effektivt at kunne udøve deres ret til forsvar. Dette er med
forbehold for virksomhedernes legitime interesse i at beskytte deres
forretningshemmeligheder og gælder ikke fortrolige oplysninger og interne
dokumenter hos, samt korrespondance mellem, de nationale konkurrencemyndigheder
og Kommissionen. Adressaterne for de nationale konkurrencemyndigheders endelige
afgørelse efter traktatens artikel 101 eller 102 bør desuden have adgang til effektive
retsmidler i overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder. De nationale konkurrencemyndigheders endelige
afgørelser bør være begrundede, så adressaterne kan få fuldt indblik i årsagerne til
afgørelsen og udøve deres ret til effektiv domstolsprøvelse. Sikkerhedsgarantierne bør
udformes således, at der skabes balance mellem virksomhedernes grundlæggende
rettigheder og kravet om at sikre en effektiv anvendelse af traktatens artikel 101 og
102.
(13) En afgørende forudsætning for en effektiv og ensartet anvendelse af EU's
konkurrenceregler er, at de nationale konkurrencemyndigheder er i stand til at anvende
traktatens artikel 101 og 102 på en uvildig måde og under hensyntagen til den almene
interesse i en effektiv håndhævelse.
(14) De nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed bør styrkes for at sikre en
effektiv og ensartet anvendelse af traktatens artikel 101 og 102. I den forbindelse bør
national ret indeholde specifikke bestemmelser, der sikrer, at de nationale
konkurrencemyndigheder ved anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 er beskyttet
mod udefrakommende indblanding og politisk pres, som kan lægge hindringer i vejen
for en uafhængig vurdering af de sager, de får til behandling. Der bør derfor på
forhånd fastlægges regler for, af hvilke grunde medlemmer af de nationale
konkurrencemyndigheders beslutningsorganer kan afskediges, for at fjerne enhver
tvivl om disse organers neutralitet og uimodtagelighed over for udefrakommende
indblanding.
DA 26 DA
(15) For at sikre de nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed bør de ansatte og
medlemmerne af beslutningsorganet udvise integritet og afstå fra enhver handling, der
er uforenelig med varetagelsen af deres opgaver. For at forebygge en eventuel
underminering af de ansattes eller medlemmerne af beslutningsorganets uafhængighed
bør det fastsættes, at de under deres ansættelses- eller embedsperiode og i en rimelig
periode derefter skal afstå fra at udøve enhver form for uforenelig lønnet eller ulønnet
virksomhed. Det indebærer også, at de i løbet af deres ansættelse eller embede ikke
bør have interesser i virksomheder eller organisationer, som er i kontakt med en
national konkurrencemyndighed, for så vidt som dette potentielt vil kunne påvirke
deres uafhængighed. Ansatte og medlemmer af beslutningsorganet bør oplyse om
eventuelle interesser eller aktiver, der kan give anledning til interessekonflikter i
forbindelse med varetagelsen af deres opgaver. De bør have pligt til at meddele det til
beslutningsorganet, de øvrige medlemmer eller den udpegende myndighed ved
nationale konkurrencemyndigheder, hvor beslutningerne alene træffes af én person,
hvis de i forbindelse med deres opgaver kommer ud for at skulle træffe afgørelse i en
sag, som de måtte have interesser i, og som risikerer at påvirke deres uvildighed.
(16) De nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed udelukker hverken
domstolsprøvelse eller parlamentarisk kontrol efter medlemsstaternes love. Sådanne
kontrolkrav bidrager til at sikre troværdigheden og legitimiteten af de nationale
konkurrencemyndigheders handlinger. Et rimeligt kontrolkrav er f.eks., at de nationale
konkurrencemyndigheder udarbejder periodiske rapporter om deres aktiviteter til et
regeringsorgan eller parlamentarisk organ. De nationale konkurrencemyndigheders
finansielle udgifter kan også være genstand for kontrol eller overvågning, forudsat at
dette ikke påvirker deres uafhængighed.
(17) De nationale konkurrencemyndigheder bør kunne foretage prioritering af sager om
håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102 med henblik på at udnytte deres
ressourcer effektivt og sætte dem i stand til at fokusere på at forebygge og gribe ind
over for konkurrencebegrænsende adfærd i det indre marked. De bør derfor kunne
afvise klager under henvisning til, at de ikke er af høj prioritet. Dette bør ikke berøre
de nationale konkurrencemyndigheders beføjelse til at afvise klager af andre årsager,
f.eks. manglende kompetence, eller til at konkludere, at de ikke har grund til at gribe
ind i sagen. De nationale konkurrencemyndigheders beføjelse til at foretage
prioritering af deres håndhævelsessager berører ikke en medlemsstats regerings ret til
at udstede generelle politiske retningslinjer eller prioriterede retningslinjer til de
nationale konkurrencemyndigheder, som ikke vedrører specifikke sager om
håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102.
(18) De nationale konkurrencemyndigheder bør råde over tilstrækkelige ressourcer for så
vidt angår personale, ekspertise, finansielle midler og teknisk udstyr til at sikre, at de
effektivt kan varetage deres opgaver i forbindelse med anvendelsen af traktatens
artikel 101 og 102. Hvis de får udvidede opgaver eller beføjelser under national ret,
bør de fortsat sikres tilstrækkelige ressourcer til at udøve disse.
(19) De nationale konkurrencemyndigheder har brug for et minimum af fælles
undersøgelses- og beslutningsbeføjelser for effektivt at kunne håndhæve traktatens
artikel 101 og 102.
(20) De nationale administrative konkurrencemyndigheder bør tillægges effektive
undersøgelsesbeføjelser til på ethvert tidspunkt under behandlingen af en sag at
afdække en eventuel aftale, vedtagelse eller samordnet praksis, som er forbudt efter
DA 27 DA
traktatens artikel 101, eller et eventuelt misbrug af dominerende stilling, som er
forbudt efter traktatens artikel 102.
(21) De nationale administrative konkurrencemyndigheder bør have tilstrækkelige
undersøgelsesbeføjelser til at imødegå udfordringerne med håndhævelse på det
digitale område, og disse beføjelser bør sætte de nationale konkurrencemyndigheder i
stand til at indhente alle oplysninger i digital form, herunder ved hjælp af
kriminaltekniske metoder, vedrørende den virksomhed eller
virksomhedssammenslutning, som er genstand for undersøgelsen, uanset hvilket medie
oplysningerne er lagret på, f.eks. bærbare computere, mobiltelefoner eller andre
mobile enheder.
(22) De nationale administrative konkurrencemyndigheder bør kunne foretage
kontrolundersøgelser i forretningslokaler hos både virksomheder og
virksomhedssammenslutninger, som er genstand for en sag om anvendelse af
traktatens artikel 101 og 102, samt hos andre markedsaktører, som kunne være i
besiddelse af oplysninger, der er relevante for sagen. De nationale administrative
konkurrencemyndigheder bør kunne foretage sådanne kontrolundersøgelser, når der
som minimum er rimelig begrundet mistanke om en overtrædelse af traktatens artikel
101 eller 102.
(23) For at have tilstrækkelig virkning bør de nationale administrative
konkurrencemyndigheders beføjelse til at foretage kontrolundersøgelser omfatte
adgang til oplysninger, som den virksomhed eller virksomhedssammenslutning eller
person, der er genstand for undersøgelsen, har adgang til, og som vedrører den
undersøgte virksomhed.
(24) Med henblik på at begrænse unødvendige forlængelser af kontrolundersøgelser bør de
nationale administrative konkurrencemyndigheder have beføjelse til at fortsætte
søgningen i kopier eller udtræk af bøger eller forretningspapirer, som vedrører de
undersøgte virksomheders eller virksomhedssammenslutningers aktiviteter, i
myndighedens lokaler eller andre udpegede lokaler.
(25) Erfaringerne viser, at forretningspapirer kan være opbevaret i ledelsens eller andre
virksomhedsmedarbejderes hjem, navnlig hvis der anvendes mere fleksible
arbejdsformer. For at sikre effektive kontrolundersøgelser bør de nationale
administrative konkurrencemyndigheder kunne kræve adgang til alle lokaler, herunder
private hjem, hvis der er begrundet mistanke om, at der opbevares forretningspapirer,
som kan være relevante som bevis for en grov overtrædelse af traktatens artikel 101
eller 102. Udøvelsen af disse beføjelser bør være underlagt forudgående godkendelse
af en retsinstans. Dette er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i særligt hastende
tilfælde kan overdrage en national retsinstans' opgaver til en national administrativ
konkurrencemyndighed, der fungerer som retsinstans.
(26) De nationale konkurrencemyndigheder bør have effektive beføjelser til at kræve
udlevering af alle oplysninger, der måtte være nødvendige for at afsløre en eventuel
aftale, vedtagelse eller samordnet praksis, som er forbudt efter traktatens artikel 101,
eller et eventuelt misbrug, som er forbudt efter traktatens artikel 102. Dette bør
omfatte retten til at kræve udlevering af oplysninger, uanset hvordan disse er lagret,
forudsat at de er tilgængelige for den, der er genstand for anmodningen. Erfaringerne
viser, at oplysninger, der gives frivilligt af tredjeparter, bl.a. konkurrenter, kunder og
forbrugere på markedet, også kan udgøre en værdifuld kilde til oplysninger med
henblik på en veldokumenteret og solid håndhævelse, og de nationale
konkurrencemyndigheder bør tilskynde hertil.
DA 28 DA
(27) De nationale konkurrencemyndigheder bør råde over effektive midler til at genoprette
konkurrenceforholdene på markedet ved at pålægge rimelige sanktioner af strukturel
eller adfærdsmæssig karakter.
(28) Hvis virksomheder eller virksomhedssammenslutninger under behandlingen af en sag,
der kunne føre til et forbud mod en aftale eller praksis, afgiver tilsagn, der
imødekommer de nationale konkurrencemyndigheders betænkeligheder, bør disse
myndigheder kunne vedtage afgørelser, hvorved disse tilsagn gøres bindende og kan
håndhæves over for de berørte virksomheder. I sådanne tilsagnsafgørelser bør det
fastslås, at der ikke længere er grund til de nationale konkurrencemyndigheders
indgriben, uden at det fastslås, at der har været en overtrædelse af traktatens artikel
101 eller 102. Tilsagnsafgørelser berører ikke medlemsstaternes
konkurrencemyndigheders og domstoles kompetence til at fastslå en overtrædelse og
træffe afgørelse i sagen.
(29) For at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 bør de
nationale konkurrencemyndigheder have beføjelse til at pålægge virksomheder og
virksomhedssammenslutninger effektive og forholdsmæssige sanktioner med
afskrækkende virkning for overtrædelser af traktatens artikel 101 og 102, enten på
egen hånd gennem administrative procedurer eller ved at anmode en domstol om
bødepålæg i forbindelse med en ikkestrafferetlige sager. Dette berører ikke
medlemsstaternes nationale regler for domstolenes pålæggelse af strafferetlige
sanktioner for overtrædelse af traktatens artikel 101 og 102.
(30) For at sikre, at virksomheder og virksomhedssammenslutninger retter sig efter de
nationale konkurrencemyndigheders undersøgelses- og beslutningsbeføjelser, skal de
nationale administrative konkurrencemyndigheder kunne pålægge effektive bøder for
manglende overholdelse og tvangsbøder for at tilskynde til overholdelse, enten på
egen hånd gennem administrative procedurer eller ved at anmode en domstol om
bødepålæg i forbindelse med ikkestrafferetlige sager. Dette berører ikke
medlemsstaternes nationale regler for straffedomstolenes pålæggelse af sådanne bøder.
Dette direktiv berører desuden hverken nationale krav til beviskraft eller de nationale
konkurrencemyndigheders pligt til at fastslå de faktiske forhold i den pågældende sag,
forudsat at disse krav og forpligtelser er forenelige med EU-rettens almindelige
principper. Størrelsen af disse bøder og tvangsbøder bør fastsættes i forhold til de
berørte virksomheders eller virksomhedssammenslutningers samlede omsætning.
(31) For at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 bør
begrebet virksomhed som omhandlet i traktatens artikel 101 og 102 forstås i
overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis som en
økonomisk enhed, også selv om den består af flere juridiske eller fysiske personer. De
nationale konkurrencemyndigheder bør følgelig kunne anvende virksomhedsbegrebet
til at drage et moderselskab til ansvar og pålægge det bøder for et af dets
datterselskabers adfærd, når moderselskabet og dattersleskaber udgør én økonomisk
enhed. For at forhindre at virksomheder ved hjælp af retlige eller organisatoriske
ændringer slipper for bøder for overtrædelse af traktatens artikel 101 og 102, bør de
nationale konkurrencemyndigheder kunne holde en virksomheds retlige eller
økonomiske efterfølgere ansvarlige og pålægge dem bøder for en overtrædelse af
traktatens artikel 101 eller 102 i overensstemmelse med Den Europæiske Unions
Domstols retspraksis.
(32) For at sikre at bøder, der pålægges for overtrædelse af traktatens artikel 101 og 102,
afspejler overtrædelsens økonomiske betydning, bør de nationale
DA 29 DA
konkurrencemyndigheder tage hensyn til overtrædelsens grovhed. De nationale
konkurrencemyndigheder bør desuden kunne fastlægge et beløb, der står i rimeligt
forhold til overtrædelsens varighed. Disse forhold bør undersøges i overensstemmelse
med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis. Navnlig har Domstolen hvad
angår vurderingen af en overtrædelses grovhed fastslået, at der skal tages hensyn til
sagens faktiske omstændigheder, den sammenhæng, overtrædelsen indgår i, og
bødernes afskrækkende virkning. De forhold, som kan indgå i denne vurdering,
omfatter omsætningen af de varer og tjenesteydelser, som overtrædelsen vedrører,
samt virksomhedens størrelse og økonomiske styrke, da disse forhold afspejler den
indflydelse, som virksomheden har kunnet udøve på markedet. Derudover er gentagne
overtrædelser begået af den samme virksomhed et tegn på dens tilbøjelighed til at begå
sådanne overtrædelser og er således en kraftig indikation på grovheden af den
pågældendes adfærd og nødvendigheden af at skærpe sanktionen for at opnå den
ønskede afskrækkende virkning. Ved fastsættelse af bødens størrelse bør de nationale
konkurrencemyndigheder tage hensyn til værdien af virksomhedens afsætning af varer
og tjenesteydelser, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen. De
nationale konkurrencemyndigheder bør ligeledes have ret til at forhøje størrelsen af
den bøde, der skal pålægges en virksomhed eller virksomhedssammenslutning, hvis
den fortsætter den samme eller begår en tilsvarende overtrædelse, efter at
Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed har fastslået, at den
pågældende virksomhed eller virksomhedssammenslutning har overtrådt traktatens
artikel 101 eller 102.
(33) Erfaringerne har vist, at virksomhedssammenslutninger ofte deltager i overtrædelser af
konkurrencereglerne, og de nationale konkurrencemyndigheder bør kunne pålægge
disse virkningsfulde bøder. Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed i forbindelse
med fastlæggelse af bødens størrelse i sager mod virksomhedssammenslutninger, hvor
overtrædelsen er forbundet med medlemmernes aktiviteter, bør der tages hensyn til
den samlede værdi af medlemmernes afsætning af varer og tjenesteydelser, som er
direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen. For at sikre en effektiv
inddrivelse af bøder, der er pålagt virksomhedssammenslutninger for de overtrædelser,
de har begået, er det nødvendigt at fastsætte, på hvilke vilkår de nationale
konkurrencemyndigheder kan kræve, at medlemmerne af sammenslutningen betaler
bøden, hvis sammenslutningen ikke er solvent. De nationale konkurrencemyndigheder
bør i den forbindelse tage hensyn til den relative størrelse af de virksomheder, der er
medlemmer af sammenslutningen, og især til små og mellemstore virksomheders
situation. Betaling af bøder foretaget af et eller flere medlemmer af en sammenslutning
har ingen indvirkning på nationale bestemmelser, hvorefter det erlagte beløb kan
inddrives hos andre medlemmer af sammenslutningen.
(34) Der er stor forskel i Europa på bødernes afskrækkende virkning, og i nogle
medlemsstater kan det maksimale beløb være meget lavt. For at sikre, at de nationale
konkurrencemyndigheder kan pålægge bøder med afskrækkende virkning, bør det
maksimale beløb fastlægges til mindst 10 % af den berørte virksomheds samlede
omsætning på verdensplan. Dette forhindrer ikke medlemsstaterne i at fastholde eller
indføre et højere maksimumsbeløb for bøden.
(35) Straflempelsesordninger er et vigtigt redskab til at afsløre hemmelige karteller og
bidrager således til en effektiv retsforfølgelse af og pålæggelse af bøder for de
groveste overtrædelser af konkurrencereglerne. I dag er der imidlertid stor forskel på
straflempelsesordningerne i de forskellige medlemsstater. Disse forskelle kan skabe
usikkerhed for de virksomheder, som begår overtrædelser, med hensyn til
DA 30 DA
betingelserne for at ansøge om straflempelse og mulighederne for at opnå
bødefritagelse under de forskellige ordninger. En sådan usikkerhed risikerer at
begrænse incitamentet til at søge om straflempelse. Dette kan på sin side føre til en
mindre effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne i Unionen, da der vil blive
afsløret færre karteller.
(36) Forskelle mellem medlemsstaternes straflempelsesordninger kan også skabe ulige
vilkår for virksomhederne i det indre marked. Retssikkerheden bør derfor styrkes ved
at reducere disse forskelle.
(37) De nationale konkurrencemyndigheder bør indrømme virksomheder bødefritagelse
eller bødenedsættelse, hvis de opfylder bestemte betingelser herfor. En virksomhed
bør anses for at have udleveret bevismateriale vedrørende et hemmeligt kartel, som
giver mulighed for at konstatere en overtrædelse af traktatens artikel 101, til en
national konkurrencemyndighed, hvis denne myndighed ikke allerede havde
tilstrækkelige beviser til at fastslå en overtrædelse af traktatens artikel 101 i
forbindelse med det samme kartel på tidspunktet for virksomhedens indgivelse af
sådant bevismateriale.
(38) Ansøgere bør have mulighed for at ansøge om straflempelse skriftligt eller, hvor det er
relevant, på anden vis, der ikke fører til, at dokumenter, oplysninger eller andet
materiale ender i ansøgerens besiddelse, varetægt eller kontrol. De nationale
konkurrencemyndigheder bør derfor have mekanismer til at modtage
samarbejdserklæringer, der er afgivet enten mundtligt eller på anden vis, herunder
digitalt.
(39) Personer eller virksomheder, der har ansøgt Kommissionen om straflempelse i
forbindelse med et formodet hemmeligt kartel, bør kunne indgive forkortede
ansøgninger vedrørende samme kartel til de nationale konkurrencemyndigheder, de
finder relevante. De nationale konkurrencemyndigheder bør godtage forkortede
ansøgninger, som indeholder et minimum af oplysninger vedrørende det formodede
kartel, og ikke kræve yderligere oplysninger udover dette minimum, før de beslutter at
gribe ind i sagen. Det er dog ansøgernes egen pligt at underrette de nationale
konkurrencemyndigheder, som de har indgivet en forkortet ansøgning til, hvis
forholdene i den ansøgning om straflempelse, som er indgivet til Kommissionen,
ændrer sig. De nationale konkurrencemyndigheder bør bekræfte ansøgningen med
angivelse af dato og tidspunkt for modtagelsen og underrette ansøgeren, hvis de
allerede har modtaget en tidligere forkortet ansøgning om straflempelse i forbindelse
med samme kartel. Hvis Kommissionen beslutter ikke at behandle dele af eller hele
sagen, bør ansøgere have mulighed for at indgive en komplet ansøgning om
straflempelse til de nationale konkurrencemyndigheder, som de har indgivet en
forkortet ansøgning til.
(40) Usikkerheden om, hvorvidt virksomhedens ansatte er beskyttet mod individuelle
sanktioner, kan afskrække potentielle ansøgere fra at ansøge om straflempelse.
Aktuelle og forhenværende ansatte og ledelse i virksomheder, der ansøger
konkurrencemyndighederne om bødefritagelse, bør derfor være beskyttet mod de
offentlige myndigheders pålæg af sanktioner for deres deltagelse i det hemmelige
kartel, som ansøgningen vedrører. Denne beskyttelse bør være betinget af, at de
ansatte og ledelsen samarbejder aktivt med de berørte nationale
konkurrencemyndigheder, og at ansøgningen om bødefritagelse er indgivet før
straffesagens indledning.
DA 31 DA
(41) Et system med parallelle kompetencer til at anvende traktatens artikel 101 og 102
kræver et nært samarbejde mellem de nationale konkurrencemyndigheder. Når en
national konkurrencemyndighed foretager en kontrolundersøgelse på vegne af en
anden national konkurrencemyndighed efter artikel 22, stk. 1, i Rådets forordning (EF)
nr. 1/2003, bør tjenestemænd fra den bistandssøgende myndighed kunne deltage og
bistå med henblik på at øge effektiviteten af sådanne kontrolundersøgelser takket være
de ekstra ressourcer, den større viden og tekniske ekspertise.
(42) Der bør ligeledes indføres mekanismer, der sætter de nationale
konkurrencemyndigheder i stand til at anmode om gensidig bistand til meddelelse af
foreløbige klagepunkter eller afgørelser samt til håndhævelse af afgørelser om
bødepålæg eller tvangsbøder, når den berørte virksomhed ikke har en juridisk
tilstedeværelse på deres territorie. Dette vil sikre en effektiv håndhævelse af traktatens
artikel 101 og 102 og bidrage til et velfungerende indre marked.
(43) For at sikre, at de nationale konkurrenceregler håndhæver traktatens artikel 101 og 102
effektivt, bør der indføres hensigtsmæssige regler om suspension af forældelsesfrister.
Navnlig i et system med parallelle kompetencer bør nationale forældelsesfrister
suspenderes i hele det tidsrum, hvor sagen behandles af de nationale
konkurrencemyndigheder i en anden medlemsstat eller af Kommissionen. Dette
forhindrer ikke medlemsstaterne i at bevare eller indføre absolutte forældelsesfrister,
forudsat at sådanne absolutte frister ikke gør det næsten umuligt eller umådelig
vanskeligt effektivt at håndhæve traktatens artikel 101 og 102.
(44) I medlemsstater, hvor en national administrativ konkurrencemyndighed har
kompetence til at undersøge overtrædelser af traktatens artikel 101 og 102, og en
national retslig konkurrencemyndighed har kompetence til at vedtage en afgørelse om
overtrædelse og/eller bødepålæg, bør de nationale administrative
konkurrencemyndigheder kunne indbringe en sag direkte for den nationale retlige
konkurrencemyndighed for at sikre en effektiv behandling af sager i Det Europæiske
Konkurrencenetværk. I det omfang de nationale domstole fungerer som appeldomstole
i sager vedrørende håndhævelsesafgørelser vedtaget af nationale
konkurrencemyndigheder under anvendelse af traktatens artikel 101 eller 102, bør de
nationale administrative konkurrencemyndigheder desuden selv kunne deltage som
anklager, sagsøgt eller indstævnet og have de samme rettigheder som de øvrige parter i
sagen.
(45) Risikoen for, at selvinkriminerende oplysninger udbredes uden for rammerne af den
undersøgelse, som de er blevet indgivet til, kan afskrække potentielle ansøgere om
straflempelse fra at samarbejde med konkurrencemyndighederne. Derfor bør
oplysninger i samarbejdserklæringer, som er indhentet gennem aktindsigt, uanset
formatet for samarbejdserklæringen, kun benyttes, når det er nødvendigt for udøvelsen
af retten til forsvar i retssager for medlemsstaternes domstole i særlige og meget
begrænsede tilfælde, der direkte vedrører den sag, i forbindelse med hvilken der blev
givet aktindsigt. Dette bør ikke forhindre konkurrencemyndighederne i at offentliggøre
deres afgørelser i overensstemmelse med gældende EU-ret eller national ret.
(46) Bevismateriale er en vigtig del af håndhævelsen af traktatens artikel 101 og 102. De
nationale konkurrencemyndigheder bør kunne anvende alt relevant bevismateriale,
uanset om det er afgivet skriftligt, mundtligt eller er lagret på anden vis, herunder
skjulte optagelser foretaget af juridiske eller fysiske personer, forudsat at det ikke er
den eneste beviskilde. Dette berører ikke retten til at blive hørt.
DA 32 DA
(47) For at understøtte det tætte samarbejde i Det Europæiske Konkurrencenetværk bør
Kommissionen vedligeholde, udvikle, hoste, drive og yde support til et centralt
informationssystem (Det Europæiske Konkurrencenetværkssystem) i
overensstemmelse med de relevante standarder for fortrolighed og databeskyttelse
og -sikkerhed. Interoperabilitet er en forudsætning for, at Det Europæiske
Konkurrencenetværk kan fungere optimalt og effektivt. Omkostningerne til
vedligeholdelse, udvikling, hosting, support og drift af det centrale informationssystem
og de øvrige administrative omkostninger i forbindelse med Det Europæiske
Konkurrencenetværks virke, navnlig omkostninger til afholdelse af møder, bør
afholdes over Den Europæiske Unions almindelige budget. Frem til 2020 ventes
omkostningerne i forbindelse med Det Europæiske Konkurrencenetværkssystem at
blive dækket over programmet om interoperabilitetsløsninger og fælles rammer for
europæiske offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (ISA2
-programmet) på
grundlag af programmets disponible midler og dets støtteberettigelses- og
prioriteringskriterier.
(48) Målene med dette direktiv, som er at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder
garanteres den nødvendige uafhængighed og tilstrækkelige ressourcer samt de
nødvendige håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser til effektivt at anvende
traktatens artikel 101 og 102 alene samt national konkurrenceret parallelt med
traktatens artikel 101 og 102, og sikre at det indre marked og Det Europæiske
Konkurrencenetværk fungerer effektivt, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne på egen hånd og kan derfor på grund af behovet for en effektiv og
ensartet anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 bedre nås på EU-plan, navnlig i
betragtning af det territoriale anvendelsesområde; Unionen kan derfor træffe
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette
direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(49) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne
og Kommissionen om forklarende dokumenter3
har medlemsstaterne forpligtet sig til i
tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger
ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs
bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I
forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter
er berettiget —
3
EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
DA 33 DA
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. I dette direktiv fastsættes visse regler til at sikre, at de nationale
konkurrencemyndigheder garanteres den nødvendige uafhængighed og tilstrækkelige
ressourcer samt de nødvendige håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser til
effektivt at anvende traktatens artikel 101 og 102 med henblik på at forhindre
konkurrenceforvridninger i det indre marked og sikre, at forbrugere og virksomheder
ikke stilles ringere som følge af nationale love og foranstaltninger, der forhindrer de
nationale konkurrencemyndigheder i at håndhæve reglerne effektivt. Dette direktiv
gælder ved anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 alene samt ved anvendelse af
bestemmelser i national konkurrenceret parallelt med traktatens artikel 101 og 102 i
den samme sag, undtagen dog artikel 29, stk. 2, som også gælder ved anvendelse af
udelukkende nationale konkurrenceregler.
2. I dette direktiv fastsættes visse regler om gensidig bistand for at sikre et
velfungerende indre marked og systemet for nært samarbejde inden for rammerne af
Det Europæiske Konkurrencenetværk.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
(1) "national konkurrencemyndighed": en myndighed, som af en medlemsstat er
udpeget i henhold til artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 til at have kompetence til
at anvende traktatens artikel 101 og 102. Medlemsstaterne kan udpege en eller flere
administrative myndigheder ("nationale administrative konkurrencemyndigheder")
eller retslige myndigheder ("nationale retslige konkurrencemyndigheder") med
henblik på at varetage disse opgaver
(2) "konkurrencemyndighed": en national konkurrencemyndighed eller Kommissionen
eller begge, afhængigt af situationen
(3) "Det Europæiske Konkurrencenetværk": det netværk af offentlige myndigheder, der
er dannet af de nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen med henblik
på at udgøre et forum for drøftelser og samarbejde i forbindelse med anvendelse og
håndhævelse af traktatens artikel 101 og 102
(4) "nationale konkurrenceregler": bestemmelser i national ret, som hovedsageligt
forfølger det samme mål som traktatens artikel 101 og 102, og som anvendes i den
samme sag og parallelt med Unionens konkurrenceregler, jf. artikel 3, stk. 1, i
forordning (EF) nr. 1/2003, undtagen i forbindelse med brug af oplysninger fra
samarbejdserklæringer eller forligsindlæg som omhandlet i artikel 29, stk. 2, og
DA 34 DA
undtagen bestemmelser i national ret, som pålægger fysiske personer strafferetlige
sanktioner
(5) "national domstol": en national ret som omhandlet i traktatens artikel 267
(6) "appeldomstol": en national domstol, der ved almindelige retsmidler har beføjelse til
at foretage prøvelse af afgørelser fra en national konkurrencemyndighed eller
prøvelse af retsafgørelser om sådanne afgørelser, uanset om denne domstol selv har
beføjelse til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceretten
(7) "sag": en sag, der behandles ved en national konkurrencemyndighed under
anvendelse af traktatens artikel 101 eller 102, indtil den pågældende myndighed har
afsluttet sagen ved at træffe en afgørelse som omhandlet i artikel 9 eller 11 eller har
fastslået, at den ikke har grund til at forfølge sagen yderligere; eller en sag, der
behandles ved Kommissionen under anvendelse af traktatens artikel 101 eller 102,
indtil Kommissionen har afsluttet sagen ved at træffe en afgørelse efter artikel 7, 9
eller 10 i forordning (EF) nr. 1/2003 eller har fastslået, at den ikke har grund til at
forfølge sagen yderligere
(8) "virksomhed" som omhandlet i traktatens artikel 101 og 102: enhver enhed, som
udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens
finansieringsmåde i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols
retspraksis
(9) "hemmeligt kartel": en aftale og/eller samordnet praksis mellem to eller flere
konkurrenter om at samordne deres konkurrencemæssige adfærd på markedet
og/eller påvirke de relevante konkurrenceparametre gennem forskellige former for
praksis, f.eks. fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre
forretningsbetingelser, tildeling af produktions- eller salgskvoter, markedsdeling,
herunder samordning af tilbudsgivning, import- eller eksportbegrænsninger og/eller
konkurrencebegrænsende foranstaltninger over for andre konkurrenter, og som ingen
andre end de deltagende parter har hverken fuldt eller delvist kendskab til
(10) "bødefritagelse": virksomheden pålægges ingen bøde for deltagelse i et hemmeligt
kartel som belønning for dens samarbejde med en konkurrencemyndighed inden for
rammerne af en straflempelsesordning
(11) "bødenedsættelse": virksomheden indrømmes en nedsættelse af den bøde, den ellers
ville være blevet pålagt for deltagelse i et hemmeligt kartel, som belønning for dens
samarbejde med en konkurrencemyndighed inden for rammerne af en
straflempelsesordning
(12) "straflempelse": omfatter både bødefritagelse eller bødenedsættelse
(13) "straflempelsesordning": en ordning i forbindelse med anvendelse af traktatens
artikel 101 eller af nationale konkurrenceregler, på grundlag af hvilken en deltager i
et hemmeligt kartel, uafhængigt af de øvrige virksomheder, der deltager i kartellet,
samarbejder med konkurrencemyndigheden i en undersøgelse ved frivilligt at give
oplysninger om sin viden om og rolle i kartellet til gengæld for ved sagens afgørelse
eller indstilling at opnå fritagelse for eller nedsættelse af bøder for sin deltagelse i
kartellet
(14) "samarbejdserklæring": en mundtlig eller skriftlig redegørelse eller et referat heraf,
der frivilligt gives af eller på vegne af en virksomhed eller en fysisk person til en
konkurrencemyndighed med en beskrivelse af virksomhedens eller den fysiske
persons viden om et hemmeligt kartel og en beskrivelse af den rolle, som denne
DA 35 DA
spiller heri, og som er udarbejdet med særligt henblik på forelæggelse for
myndigheden for at opnå bødefritagelse eller bødenedsættelse efter en
straflempelsesordning; dette omfatter ikke allerede eksisterende oplysninger
(15) "allerede eksisterende oplysninger": bevismateriale, der eksisterer uafhængig af
sagens behandling ved en konkurrencemyndighed, og uanset om disse oplysninger
foreligger i en konkurrencemyndigheds sagsakter eller ej
(16) "forligsindlæg": en fremstilling, der frivilligt forelægges en konkurrencemyndighed
af eller på vegne af en virksomhed, med en beskrivelse af virksomhedens bekræftelse
af eller afståelse fra at bestride sin deltagelse i en overtrædelse af traktatens artikel
101 eller nationale konkurrenceregler og sit ansvar for denne overtrædelse, og som
specifikt er affattet således, at konkurrencemyndigheden kan anvende en forenklet
eller fremskyndet procedure
(17) "ansøger": en virksomhed, som ansøger om bødefritagelse eller bødenedsættelse
efter en straflempelsesordning
(18) "bistandssøgende myndighed": en national konkurrencemyndighed, der anmoder om
gensidig bistand som omhandlet i artikel 23, 24 eller 25
(19) "bistandssøgte myndighed": en national konkurrencemyndighed, der modtager en
anmodning om gensidig bistand, og i tilfælde af de i artikel 24 og 25 omhandlede
anmodninger eventuelt det kompetente offentlige organ, myndighed eller
departement, som har det primære ansvar for at fuldbyrde sådanne afgørelser efter
nationale love, forskrifter eller administrativ praksis.
Alle henvisninger til anvendelse, samt overtrædelser, af traktatens artikel 101 og 102 skal
også forstås som den parallelle anvendelse af national konkurrenceret i den samme sag.
KAPITEL II
GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER
Artikel 3
Sikkerhedsgarantier
De nationale konkurrencemyndigheders udøvelse af de beføjelser, der er omhandlet i dette
direktiv, skal være underlagt passende sikkerhedsgarantier, herunder respekt for
virksomhedernes ret til forsvar og adgang til effektive retsmidler, i overensstemmelse med
EU-rettens almindelige principper og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder.
DA 36 DA
KAPITEL III
UAFHÆNGIGHED OG RESSOURCER
Artikel 4
Uafhængighed
1. Medlemsstaterne skal med henblik på at sikre de nationale administrative
konkurrencemyndigheders uafhængighed ved anvendelse af traktatens artikel 101 og
102 sikre, at disse myndigheder varetager deres opgaver og udøver deres beføjelser
på en uvildig måde og med henblik på at sikre en effektiv og ensartet håndhævelse af
nævnte bestemmelser, under iagttagelse af rimelige krav til ansvarlighed og uden at
dette berører det nære samarbejde mellem konkurrencemyndighederne i Det
Europæiske Konkurrencenetværk.
2. Medlemsstaterne sørger navnlig for, at:
a) de ansatte i de nationale administrative konkurrencemyndigheder og
medlemmerne af beslutningsorganerne kan varetage deres opgaver og udøve
deres beføjelser ved anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 uafhængigt af
politisk eller anden udefrakommende indblanding
b) de ansatte i de nationale administrative konkurrencemyndigheder og
medlemmerne af beslutningsorganerne hverken søger eller modtager instrukser
fra en regering eller en anden offentlig eller privat enhed ved varetagelsen af
deres opgaver eller udøvelsen af deres beføjelser i forbindelse med anvendelse
af traktatens artikel 101 og 102
c) de ansatte i de nationale administrative konkurrencemyndigheder og
medlemmerne af beslutningsorganerne afstår fra enhver handling, der er
uforenelig med varetagelsen af deres opgaver eller udøvelsen af deres
beføjelser med henblik på anvendelse af traktatens artikel 101 og 102
d) medlemmerne af de nationale administrative konkurrencemyndigheders
beslutningsorganer alene kan afskediges, hvis de ikke længere opfylder de
nødvendige betingelser for at varetage deres opgaver, eller hvis de har gjort sig
skyldige i alvorlige forseelser i henhold til national lovgivning.
Afskedigelsesgrundene bør være fastlagt på forhånd i national ret.
Medlemmerne må ikke blive afskediget af årsager relateret til en korrekt
varetagelse af deres opgaver eller udøvelse af deres beføjelser med henblik på
anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 som defineret i artikel 5, stk. 2
e) de nationale administrative konkurrencemyndigheder har beføjelse til selv at
prioritere deres opgaver med henblik på anvendelse af traktatens artikel 101 og
102 som defineret i artikel 5, stk. 2. I det omfang de nationale administrative
konkurrencemyndigheder har pligt til at behandle formelle klager, skal denne
pligt omfatte disse myndigheders ret til at afvise sådanne klager under
henvisning til, at de ikke finder dem af høj prioritet. Dette berører ikke de
nationale konkurrencemyndigheders beføjelse til at afvise klager af andre
årsager, der er fastsat i national ret.
DA 37 DA
Artikel 5
Ressourcer
1. Medlemsstaterne sørger for, at de nationale konkurrencemyndigheder råder over de
menneskelige, finansielle og tekniske ressourcer, der er nødvendige for effektivt at
kunne varetage deres opgaver og udøve deres beføjelser i forbindelse med
anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 som defineret i stk. 2.
2. De nationale konkurrencemyndigheders anvendelse af traktatens artikel 101 og 102
omfatter: gennemførelse af undersøgelser med henblik på at anvende traktatens
artikel 101 og 102, vedtagelse af afgørelser under anvendelse af disse bestemmelser
på grundlag af artikel 5 i forordning (EF) nr. 1/2003 samt et tæt samarbejde i Det
Europæiske Konkurrencenetværk for at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af
traktatens artikel 101 og 102.
KAPITEL IV
BEFØJELSER
Artikel 6
Beføjelse til at foretage kontrolundersøgelser i forretningslokaler
1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale administrative konkurrencemyndigheder kan
foretage alle nødvendige uanmeldte kontrolundersøgelser hos virksomheder eller
virksomhedssammenslutninger med henblik på anvendelse af traktatens artikel 101
og 102. Medlemsstaterne sikrer, at de tjenestemænd og andre ledsagende personer,
som de nationale konkurrencemyndigheder har bemyndiget til at foretage
kontrolundersøgelser, som minimum har beføjelse til:
a) at få adgang til alle virksomhedernes og virksomhedssammenslutningernes
lokaler, grunde og transportmidler
b) at kontrollere bøger og andre forretningspapirer, uanset hvilket medie de er
lagret på, herunder beføjelse til at få adgang til oplysninger, som den
kontrollerede enhed har adgang til
c) at tage eller indhente kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger
eller forretningspapirer og, hvor de finder det nødvendigt, at fortsætte
søgninger i sådanne kopier eller udtræk i deres egne lokaler eller andre
udpegede lokaler
d) at forsegle alle forretningslokaler samt bøger eller andre forretningspapirer i
det for kontrolundersøgelsen nødvendige tidsrum og omfang
e) at afkræve alle virksomhedens eller virksomhedssammenslutningens
repræsentanter eller medarbejdere forklaringer om kendsgerninger og
dokumenter vedrørende kontrolundersøgelsens genstand og formål og
registrere deres svar.
2. Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder og virksomhedssammenslutninger har pligt
til at underkaste sig en kontrolundersøgelse foretaget af de nationale administrative
konkurrencemyndigheder. Hvis en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning
modsætter sig en kontrolundersøgelse, der er påbudt af en national administrativ
DA 38 DA
konkurrencemyndighed eller godkendt af en national retsinstans, kan de nationale
konkurrencemyndigheder anmode politiet eller et tilsvarende retshåndhævende organ
om den fornødne bistand til at foretage kontrolundersøgelsen. En sådan bistand kan
også indhentes som en præventiv foranstaltning.
Artikel 7
Beføjelse til at foretage kontrolundersøgelse af andre lokaler
1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale administrative konkurrencemyndigheder,
såfremt der er begrundet mistanke om, at bøger eller andre forretningspapirer eller
dokumenter, der vedrører genstanden for kontrolundersøgelsen, og som måtte være
relevante som bevis for en alvorlig overtrædelse af traktatens artikel 101 eller 102,
opbevares i andre end de i artikel 6 omhandlede lokaler eller på grunde eller i
transportmidler, herunder private hjem tilhørende de pågældende virksomheders eller
virksomhedssammenslutningers direktører, ledere og andre medarbejdere, kan
foretage uanmeldte kontrolundersøgelser i sådanne lokaler, på sådanne grunde eller i
sådanne transportmidler.
2. Sådanne kontrolundersøgelser kan ikke foretages uden en forudgående godkendelse
fra en national retsinstans.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de tjenestemænd og andre ledsagende personer, som de
nationale domstole har bemyndiget til at foretage en kontrolundersøgelse i
overensstemmelse med denne artikels stykke 1 som minimum har de beføjelser, der
er fastlagt i artikel 6, stk. 1, litra a), b) og c), og artikel 6, stk. 2.
Artikel 8
Anmodninger om oplysninger
Medlemsstaterne sikrer, at de nationale administrative konkurrencemyndigheder ved en
afgørelse kan påbyde virksomheder eller virksomhedssammenslutninger at stille alle
nødvendige oplysninger for anvendelse af traktatens artikel 101 og 102 til rådighed inden for
en given frist. Denne pligt omfatter oplysninger, som virksomheden eller
virksomhedssammenslutningen har adgang til.
Artikel 9
Fastslåelse og standsning af overtrædelser
Medlemsstaterne sørger for, at de nationale konkurrencemyndigheder, hvis de fastslår en
overtrædelse af traktatens artikel 101 eller 102, ved en afgørelse kan påbyde de deltagende
virksomheder eller virksomhedssammenslutninger at bringe den pågældende overtrædelse til
ophør. I den forbindelse kan de pålægge dem enhver sanktion af adfærdsregulerende eller
strukturel karakter, som står i passende forhold til overtrædelsen, og som er nødvendig for
effektivt at bringe overtrædelsen til ophør.
DA 39 DA
Artikel 10
Foreløbige forholdsregler
Medlemsstaterne sikrer, at de nationale administrative konkurrencemyndigheder som
minimum i hastetilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og ubodelig skade på konkurrencen,
og på grundlag af en umiddelbar konstatering af en overtrædelse af traktatens artikel 101 eller
102 på eget initiativ kan træffe afgørelse om at pålægge virksomheder foreløbige
forholdsregler. En sådan afgørelse gælder i et bestemt tidsrum og kan forlænges, i det omfang
det er nødvendigt og hensigtsmæssigt.
Artikel 11
Tilsagn
Medlemsstaterne sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder i sager, hvor der træffes en
afgørelse om at bringe en overtrædelse af traktatens artikel 101 eller 102 til ophør, ved
afgørelse kan gøre de tilsagn, som virksomhederne har afgivet for at imødekomme
myndighedernes betænkeligheder, bindende. En sådan afgørelse kan vedtages for en bestemt
periode og skal fastslå, at der ikke længere er grund til, at den pågældende nationale
konkurrencemyndighed griber ind.
KAPITEL V
BØDER OG TVANGSBØDER
Artikel 12
Bøder til virksomheder og virksomhedssammenslutninger
1. Uden at dette berører medlemsstaternes nationale regler for de nationale domstoles
pålæg af strafferetlige sanktioner, sikrer medlemsstaterne, at de nationale
administrative konkurrencemyndigheder enten ved administrative procedurer kan
træffe afgørelse om, eller ved ikkestrafferetlige procedurer kan anmode om pålæg af
effektive, forholdsmæssige og afskrækkende bøder over for virksomheder eller
virksomhedssammenslutninger, såfremt disse enten forsætligt eller uagtsomt har
overtrådt traktatens artikel 101 eller 102.
2. Uden at dette berører medlemsstaternes nationale regler for de nationale domstoles
pålæg af strafferetlige sanktioner, sikrer medlemsstaterne, at de nationale
administrative konkurrencemyndigheder enten ved administrative procedurer kan
træffe afgørelse om, eller ved ikkestrafferetlige procedurer kan anmode om pålæg af
effektive, forholdsmæssige og afskrækkende bøder over for virksomheder eller
virksomhedssammenslutninger, som fastlægges i forhold til virksomhedernes
samlede omsætning, såfremt de forsætligt eller uagtsomt:
a) modsætter sig en kontrolundersøgelse som omhandlet i artikel 6, stk. 2
b) har brudt de segl, som tjenestemænd eller andre ledsagende personer, der er
bemyndiget af de nationale konkurrencemyndigheder, har anbragt efter artikel
6, stk. 1, litra d)
DA 40 DA
c) som svar på et spørgsmål, der er stillet i henhold til artikel 6, stk. 1, litra e),
afgiver et ukorrekt eller vildledende svar, undlader eller afviser at afgive et
fuldstændigt svar, eller undlader inden for den frist, der er fastsat af den
nationale konkurrencemyndighed, at berigtige et ukorrekt, vildledende eller
ufuldstændigt svar, der er afgivet af en medarbejder
d) afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som svar på en
anmodning som omhandlet i artikel 8, eller undlader at give oplysningerne
inden for den fastsatte frist
e) undlader at efterkomme en afgørelse som omhandlet i artikel 10 og 11.
3. Medlemsstaterne sikrer, at virksomhedsbegrebet anvendes i forbindelse med pålæg
af bøder til modervirksomheder og retlige og økonomiske efterfølgere til
virksomheder.
Artikel 13
Fastsættelse af bødebeløb
1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder ved udmåling af
bøder for overtrædelse af traktatens artikel 101 eller 102 tager hensyn til både
overtrædelsens grovhed og varighed.
2. Medlemsstaterne sikrer, at hvis en virksomhedssammenslutning, der får pålagt en
bøde beregnet på grundlag af medlemsvirksomhedernes omsætning, ikke er solvent,
skal sammenslutningen indkalde bidrag fra medlemsvirksomhederne til dækning af
bødebeløbet.
Hvor det er nødvendigt for at garantere betaling af det fulde bødebeløb, sikrer
medlemsstaterne, at de nationale konkurrencemyndigheder har beføjelse til at
opkræve det udestående beløb hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter
var medlem af sammenslutningens besluttende organer. I det omfang det stadig er
nødvendigt, skal de nationale konkurrencemyndigheder også have beføjelse til at
opkræve det udestående beløb hos ethvert medlem af sammenslutningen, der var
aktivt på det marked, hvor overtrædelsen fandt sted. Der kan imidlertid ikke
opkræves betaling hos de medlemmer af sammenslutningen, som ikke deltog i
overtrædelsen, og som enten ikke havde kendskab til overtrædelsen eller aktivt havde
taget afstand fra den, inden undersøgelsen blev indledt.
Artikel 14
Bødens maksimale størrelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at den maksimale størrelse af den bøde, som de nationale
konkurrencemyndigheder kan pålægge hver af de virksomheder eller
virksomhedssammenslutninger, der deltager i en overtrædelse af traktatens artikel
101 eller 102, fastsættes til mindst 10 % af virksomhedernes samlede omsætning på
verdensplan i det regnskabsår, der går forud for afgørelsen.
2. Hvis en overtrædelse begået af en virksomhedssammenslutning vedrører
medlemmernes aktiviteter, fastsættes bødens maksimale størrelse til mindst 10 % af
summen af den samlede omsætning på verdensplan for hvert af de medlemmer, der
er aktive på det marked, der er berørt af den af sammenslutningen begåede
DA 41 DA
overtrædelse. Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med
betaling af bøden må dog ikke overstige det maksimale beløb, der er fastsat efter stk.
1.
Artikel 15
Tvangsbøder
Medlemsstaterne sikrer, at de nationale administrative konkurrencemyndigheder ved afgørelse
kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger effektive, forholdsmæssige og
afskrækkende tvangsbøder, som fastsættes i forhold til virksomhedernes samlede daglige
omsætning for at tvinge dem til:
a) at underkaste sig en kontrolundersøgelse som omhandlet i artikel 6, stk. 2
b) at afgive fuldstændige og korrekte oplysninger som omhandlet i artikel 8
c) at efterkomme en afgørelse som omhandlet i artikel 9, 10 og 11.
KAPITEL VI
STRAFLEMPELSE
Artikel 16
Bødefritagelse
1. Medlemsstaterne sørger for, at de nationale konkurrencemyndigheder har
straflempelsesordninger, som giver dem mulighed for at indrømme virksomheder
bødefritagelse.
2. Medlemsstaterne sikrer, at der kun kan indrømmes bødefritagelse, hvis
virksomheden
a) opfylder betingelserne i artikel 18
b) afslører sin deltagelse i et hemmeligt kartel og
c) er den første til at fremlægge bevismateriale, som:
i. på det tidspunkt, hvor den nationale konkurrencemyndighed modtager
ansøgningen, sætter den i stand til at foretage en målrettet
kontrolundersøgelse i forbindelse med det hemmelige kartel, forudsat at
den nationale konkurrencemyndighed ikke allerede er i besiddelse af
bevismateriale, som sætter den i tand til at foretage en
kontrolundersøgelse i forbindelse med det hemmelige kartel, eller at den
ikke allerede har foretaget en sådan undersøgelse, eller
ii. efter den nationale konkurrencemyndigheds opfattelse sætter den i stand
til at fastslå en overtrædelse af konkurrencereglerne, forudsat at den
nationale konkurrencemyndighed ikke allerede er i besiddelse af beviser
til at fastslå en sådan overtrædelse, og at ingen anden virksomhed
tidligere har været berettiget til bødefritagelse efter stk. 2, litra c), nr. i), i
forbindelse med det samme kartel.
DA 42 DA
3. Medlemsstaterne sikrer, at alle virksomheder har mulighed for at opnå
bødefritagelse, undtagen virksomheder, der har taget skridt til at tvinge andre
virksomheder til at deltage i et hemmeligt kartel.
Artikel 17
Bødenedsættelse
1. Medlemsstaterne sørger for, at de nationale konkurrencemyndigheder har
straflempelsesordninger, som giver dem mulighed for at indrømme virksomheder
bødenedsættelse.
2. Medlemsstaterne sikrer, at der alene indrømmes bødenedsættelse, hvis betingelserne
i artikel 18 er opfyldt, og ansøgeren afslører sin deltagelse i et hemmeligt kartel og
fremlægger bevismateriale om det formodede hemmelige kartel til den nationale
konkurrencemyndighed, som indebærer en betydelig merværdi med hensyn til at
påvise en overtrædelse af traktatens artikel 101 eller en tilsvarende bestemmelse i
national ret, i forhold til de beviser, som den nationale konkurrencemyndighed
allerede er i besiddelse af på tidspunktet for ansøgningen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder kan indrømme en
yderligere bødenedsættelse, hvis ansøgeren fremlægger bevismateriale, som den
nationale konkurrencemyndighed benytter, uden behov for yderligere bekræftelse, til
at påvise yderligere forhold, som fører til, at deltagerne i det hemmelige kartel
pålægges større bøder, end det ellers ville have været tilfældet. Ansøgerens
bødenedsættelse skal være proportionel med bødeforhøjelsen.
Artikel 18
Generelle betingelser for straflempelse
Medlemsstaterne sikrer, at ansøgeren for at være berettiget til straflempelse skal opfylde
følgende kumulative betingelser:
a) ansøgeren har bragt sin deltagelse i det formodede hemmelige kartel til ophør straks
efter indgivelse af ansøgningen, bortset fra de aktiviteter, som den kompetente
nationale konkurrencemyndighed mener med rimelighed er nødvendige for at sikre
undersøgelsens integritet
b) ansøgeren samarbejder oprigtigt, fuldt ud, vedvarende og effektivt med den nationale
konkurrencemyndighed fra det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives, og indtil
myndigheden har afsluttet sagen over for alle de parter, undersøgelsen omfatter, ved
at vedtage en afgørelse, eller den på anden vis har afsluttet sagen. Det betyder, at
ansøgeren:
i. straks forsyner den nationale konkurrencemyndighed med alle relevante
oplysninger og bevismateriale vedrørende det formodede hemmelige kartel,
som den kommer i besiddelse af eller har adgang til
ii. er til den nationale konkurrencemyndigheds rådighed med henblik på at
besvare eventuelle forespørgsler, der kan bidrage til at fastslå de pågældende
kendsgerninger
DA 43 DA
iii. stiller nuværende (og om muligt tidligere) ansatte og ledelse til rådighed for
interviews med den nationale konkurrencemyndighed
iv. ikke ødelægger, forfalsker eller skjuler relevante oplysninger eller
bevismateriale, og
v. ikke afslører sin indgivelse af ansøgningen eller noget af dens indhold, før den
nationale konkurrencemyndighed har udsendt en klagepunktsmeddelelse i
sagen, medmindre andet er aftalt
c) forud for sin indgivelse af ansøgningen til den nationale konkurrencemyndighed må
ansøgeren ikke:
i. have ødelagt, forfalsket eller skjult beviser vedrørende det formodede
hemmelige kartel eller
ii. have afsløret sin planlagte indgivelse af ansøgningen eller noget af dens
indhold, medmindre der er tale om andre konkurrencemyndigheder.
Artikel 19
Ansøgning om straflempelse
Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere skriftligt kan ansøge om straflempelse, og at de nationale
konkurrencemyndigheder har ordninger til at modtage samarbejdserklæringer, der afgives
mundtligt eller på anden vis, som ikke fører til fremlæggelse af dokumenter, oplysninger eller
andet materiale, som ender i ansøgerens besiddelse, varetægt eller kontrol.
Artikel 20
Registrering af en formel ansøgning om bødefritagelse
1. Medlemsstaterne sørger for, at virksomheder, der ønsker at ansøge om
bødefritagelse, i første omgang kan anmode om registrering hos de nationale
konkurrencemyndigheder. Denne registrering sikrer ansøgeren en plads i køen i en
given periode, som fastsættes fra sag til sag af den nationale konkurrencemyndighed,
der modtager anmodningen om registrering. Det giver ansøgeren mulighed for at
indsamle de nødvendige oplysninger til at opfylde det relevante beviskrav for
bødefritagelse.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder har skønsbeføjelse
med hensyn til at foretage en sådan registrering.
3. Medlemsstaterne sikrer, at en ansøger, som fuldender sin registrering inden for den
givne frist, anses for at have indgivet oplysningerne og bevismaterialet på det
tidspunkt, hvor registreringen blev foretaget.
Artikel 21
Forkortede ansøgninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere om straflempelse, som enten har anmodet om
registrering hos eller har indgivet en fuld ansøgning til Kommissionen vedrørende et
formodet hemmeligt kartel, kan indgive en forkortet ansøgning vedrørende det
DA 44 DA
samme kartel til de nationale konkurrencemyndigheder, som ansøgeren anser for
egnede til at behandle sagen.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder godtager
forkortede ansøgninger, forudsat at disse antager en af de i artikel 19 nævnte former,
vedrører samme produkt, geografiske område og varighed som den ansøgning om
straflempelse, der er indgivet til Kommissionen, og indeholder en kort beskrivelse af
følgende, i det omfang ansøgeren har kendskab hertil på tidspunktet for ansøgningen:
a) ansøgerens navn og adresse
b) de øvrige deltagere i det formodede hemmelige kartel
c) de(t) berørte produkt(er)
d) de(t) berørte område(r)
e) varigheden
f) arten af den formodede karteladfærd
g) de(n) medlemsstat(er), hvor beviserne formodes at foreligge, og
h) oplysninger om ansøgerens øvrige tidligere eller eventuelle fremtidige
ansøgninger om straflempelse i forbindelse med det formodede hemmelige
kartel.
3. Medlemsstaterne sørger for, at de nationale konkurrencemyndigheder ikke afkræver
ansøgeren andre oplysninger vedrørende den formodede overtrædelse, som er
genstand for den forkortede ansøgning, end dem, der er nævnt i stk. 2, før der er
behov for fuld ansøgning efter stk. 6.
4. Medlemsstaterne sikrer, at nationale konkurrencemyndigheder, som modtager en
forkortet ansøgning, bekræfter modtagelsen med angivelse af dato og tidspunkt over
for ansøgeren.
5. Medlemsstaterne sikrer, at nationale konkurrencemyndigheder, som modtager en
forkortet ansøgning, kontrollerer om de på modtagelsestidspunktet allerede har
modtaget en tidligere forkortet ansøgning eller fuld ansøgning om straflempelse i
forbindelse med det samme formodede hemmelige kartel og i givet fald underretter
ansøgeren herom.
6. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har mulighed for at indgive en ansøgning om
straflempelse, som fuldender den i stk. 1 omhandlede forkortede ansøgning, til de
berørte nationale konkurrencemyndigheder, så snart Kommissionen har meddelt de
pågældende myndigheder, at den ikke agter at behandle hele eller dele af sagen.
Medlemsstaterne sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder har beføjelse til at
fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken ansøgeren skal indgive sin fulde
ansøgning sammen med de relevante beviser og oplysninger.
7. Medlemsstaterne sikrer, at en ansøger, som indgiver en fuld ansøgning efter stk. 6
inden for den af de nationale konkurrencemyndigheder fastsatte frist, anses for at
have indgivet de pågældende oplysninger på den dato og det tidspunkt, hvor den
forkortede ansøgning blev modtaget. Hvis ansøgeren indgav den forkortede
ansøgning inden for fem arbejdsdage efter at have ansøgt om straflempelse hos
Kommissionen, anses den forkortede ansøgning for at være blevet indgivet på
samme dato og tidspunkt, som ansøgningen om straflempelse til Kommissionen.
DA 45 DA
Artikel 22
Samspil mellem straflempelsesordninger og sanktioner over for fysiske personer
Medlemsstaterne sørger for, at nuværende og tidligere ansatte og ledelse i virksomheder, som
har ansøgt de nationale konkurrencemyndigheder om bødefritagelse, beskyttes mod
strafferetlige og administrative sanktioner og mod sanktioner, der pålægges ved
ikkestrafferetlige procedurer, i forbindelse med deres deltagen i det hemmelige kartel, som
ansøgningen vedrører, hvis de ansatte og ledelsen aktivt samarbejder med de pågældende
konkurrencemyndigheder, og ansøgningen om bødefritagelse er indgivet før straffesagens
indledning.
KAPITEL VII
GENSIDIG BISTAND
Artikel 23
Samarbejde mellem de nationale konkurrencemyndigheder
Medlemsstaterne sørger for, at når nationale administrative konkurrencemyndigheder i
henhold til artikel 22 i forordning (EF) nr. 1/2003 foretager kontrolundersøgelser på vegne af
en anden national konkurrencemyndighed og i dennes navn, har tjenestemænd og andre
ledsagende personer, som er bemyndiget af den bistandssøgende nationale
konkurrencemyndighed, ret til at deltage i og aktivt bistå den bistandssøgte nationale
konkurrencemyndighed under kontrolundersøgelsen ved at udøve de beføjelser, der er
omhandlet i artikel 6 og 7.
Artikel 24
Anmodning om meddelelse af foreløbige klagepunkter eller afgørelser
1. Uden at dette berører andre former for meddelelse fra en national
konkurrencemyndighed i den bistandssøgende medlemsstat i overensstemmelse med
de gældende regler i den pågældende medlemsstat, sikrer medlemsstaterne, at den
bistandssøgte myndighed på anmodning fra den bistandssøgende myndighed og på
vegne heraf meddeler adressaterne de foreløbige klagepunkter vedrørende den
formodede overtrædelse af traktatens artikel 101 eller 102 og foreløbige afgørelser,
som anvender disse artikler, samt alle dokumenter vedrørende fuldbyrdelse af
afgørelser om bødepålæg eller pålæg af tvangsbøder.
2. Den bistandssøgte myndighed sørger for, at meddelelsen i den bistandssøgte
medlemsstat foretages i overensstemmelse med de love, forskrifter og administrative
praksis, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat.
DA 46 DA
Artikel 25
Anmodning om fuldbyrdelse af afgørelser om bødepålæg eller pålæg af tvangsbøder
1. Medlemsstaterne sikrer, at den bistandssøgte myndighed på anmodning fra den
bistandssøgende myndighed fuldbyrder afgørelser om bødepålæg eller pålæg af
tvangsbøder, som den bistandssøgende myndighed har vedtaget efter artikel 12 og
15. Dette gælder i de tilfælde, hvor:
a) den virksomhed, som bøden eller tvangsbøden skal inddrives hos, ikke har en
juridisk tilstedeværelse i den bistandssøgende myndigheds medlemsstat, eller
b) det tydeligt fremgår, at den virksomhed, som bøden eller tvangsbøden skal
inddrives hos, ikke besidder tilstrækkelige aktiver i den bistandssøgende
myndigheds medlemsstat.
2. Den bistandssøgte myndighed sørger for, at fuldbyrdelsen i den bistandssøgte
medlemsstat foretages i overensstemmelse med de love og forskrifter og den
administrative praksis, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat.
3. Den bistandssøgende myndighed kan udelukkende anmode om fuldbyrdelse, hvis
den afgørelse, der hjemler fuldbyrdelse i den bistandssøgende medlemsstat, er
endelig og ikke længere kan prøves efter almindelige retsmidler.
4. Spørgsmål om forældelse afgøres ud fra de regler, der gælder i den bistandssøgende
medlemsstat.
5. Den bistandssøgte myndighed har ikke pligt til at fuldbyrde afgørelser efter stk. 1,
hvis dette åbenlyst strider imod de grundlæggende retsprincipper i den pågældende
medlemsstat.
Artikel 26
Tvister vedrørende anmodninger om meddelelse eller fuldbyrdelse af afgørelser om
bødepålæg eller pålæg af tvangsbøder
1. Tvister vedrørende lovligheden af en foranstaltning, som skal meddeles, eller en
afgørelse om bødepålæg eller pålæg af tvangsbøder, jf. artikel 12 og 15, vedtaget af
en bistandssøgende myndighed hører under de kompetente organers kompetence i
den bistandssøgende medlemsstat og er underlagt de nationale regler i denne
medlemsstat.
2. Tvister vedrørende de fuldbyrdelsesforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte
medlemsstat, eller vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af den
bistandssøgte myndighed hører under de kompetente organers kompetence i den
bistandssøgte medlemsstat og er underlagt de gældende regler i denne medlemsstat.
DA 47 DA
KAPITEL VIII
FORÆLDELSESFRISTER
Artikel 27
Suspension af forældelsesfrister for pålæg af sanktioner
1. Medlemsstaterne sikrer, at forældelsesfristerne for de nationale
konkurrencemyndigheders pålæggelse af bøder eller tvangsbøder efter artikel 12 og
15 suspenderes i hele det tidsrum, hvor nationale konkurrencemyndigheder i andre
medlemsstater eller Kommissionen behandler sager om overtrædelse i forbindelse
med den samme aftale, vedtagelse af sammenslutning eller samordnede praksis.
Suspensionen gælder fra det tidspunkt, hvor den virksomhed, som er genstand for
sagen, meddeles den første formelle undersøgelsesforanstaltning. Den ophører på den
dag, hvor den berørte myndighed lukker sagen og underretter virksomheden herom.
Suspensionens varighed berører ikke de absolutte forældelsesfrister, der måtte gælde
efter national ret.
2. Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder suspenderes, så længe
en sag om en konkurrencemyndigheds afgørelse verserer for en appeldomstol.
KAPITEL IX
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 28
De nationale administrative konkurrencemyndigheders rolle i forhold til de nationale
domstole
1. Medlemsstater, der både har udpeget en national administrativ
konkurrencemyndighed, som har kompetence til at undersøge overtrædelser af
traktatens artikel 101 eller 102, og en national retslig konkurrencemyndighed, som
har kompetence til at vedtage afgørelser om overtrædelse og/eller om bødepålæg,
sikrer, at den nationale administrative konkurrencemyndighed kan indbringe en sag
direkte for den nationale retslige konkurrencemyndighed.
2. I tilfælde hvor håndhævelsesafgørelser vedtaget af nationale
konkurrencemyndigheder under anvendelse af traktatens artikel 101 eller 102 skal
prøves ved de nationale domstole, sørger medlemsstaterne for, at den nationale
administrative konkurrencemyndighed selv kan deltage som anklager, sagsøgt eller
indstævnet og har de samme rettigheder som de offentlige parter i sagen.
Artikel 29
Begrænsning af brugen af oplysninger
1. Oplysninger, der er indhentet på grundlag af bestemmelserne i dette direktiv, bør
udelukkende bruges til de formål, hvortil de er indhentet. De bør ikke bruges som
beviser med henblik på at pålægge sanktioner over for fysiske personer.
DA 48 DA
2. Medlemsstaterne sikrer, at der alene gives adgang til samarbejdserklæringer eller
forligsindlæg med det formål at udøve retten til forsvar i sager ved en national
konkurrencemyndighed. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der stammer fra
sådanne samarbejdserklæringer eller forligsindlæg, kun kan benyttes af en part, der
har opnået aktindsigt, når det er nødvendigt for udøvelsen af retten til forsvar i sager
ved domstole i medlemsstaterne, der har direkte forbindelse til den sag, som der er
givet aktindsigt i, og som vedrører:
a) fordelingen mellem karteldeltagere af en bøde, som den nationale
konkurrencemyndighed har pålagt dem med solidarisk hæftelse eller
b) prøvelse af en afgørelse fra en national konkurrencemyndighed om fastslåelse
af en overtrædelse af traktatens artikel 101 eller af nationale konkurrenceregler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at følgende kategorier af oplysninger, som er indhentet i
forbindelse med en sag ved en national konkurrencemyndighed, ikke kan benyttes i
sager ved de nationale domstole, før den nationale konkurrencemyndighed har
afsluttet sagen mod alle de parter, undersøgelsen omfatter, ved at vedtage en
afgørelse som omhandlet i artikel 9 eller 11, eller på anden vis har lukket sagen:
a) oplysninger, som er tilvejebragt af andre fysiske eller juridiske personer
specielt til brug for den nationale konkurrencemyndigheds behandling af sagen,
og
b) oplysninger, som den nationale konkurrencemyndighed har udarbejdet og
fremsendt til parterne i forbindelse med dens behandling af sagen.
4. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder kun udveksler
samarbejdserklæringer efter artikel 12 i forordning (EF) nr. 1/2003:
a) med ansøgerens samtykke, eller
b) når den modtagende myndighed også har modtaget en ansøgning om
straflempelse i forbindelse med den samme overtrædelse fra den samme
ansøger som den videregivende myndighed, forudsat at det på det tidspunkt,
hvor oplysningerne videregives, ikke er muligt for ansøgeren at trække de
oplysninger tilbage, som den har givet den modtagende myndighed, eller
c) hvis den modtagende myndighed har afgivet et skriftligt tilsagn om, at hverken
den selv eller andre myndigheder, som oplysningerne senere måtte blive
videregivet til, vil anvende oplysninger, som de har fået videregivet, eller andre
oplysninger, som de eventuelt har modtaget efter fremsendelsesdatoen
og -tidspunktet som angivet af den videregivende myndighed, til at iværksætte
sanktioner over for ansøgeren eller andre juridiske eller fysiske personer
omfattet af den lempelige behandling, som den videregivende myndighed har
indrømmet som følge af en ansøgning under ordningen for straflempelse, eller
over for nogen af de ovennævnte personers ansatte eller tidligere ansatte,
og forudsat at den modtagende nationale konkurrencemyndigheds beskyttelse mod
afsløring af oplysninger svarer til den beskyttelse, som den videregivende nationale
konkurrencemyndighed yder.
5. Hvis en konkurrencemyndighed videregiver oplysninger efter artikel 12 i forordning
(EF) nr. 1/2003, som ansøgeren frivilligt har givet, uden dennes samtykke, sikrer
medlemsstaterne, at de modtagende nationale konkurrencemyndigheder kan afgive
de i stk. 4, litra c), omhandlede tilsagn.
DA 49 DA
6. Stk. 2-5 finder anvendelse, uanset hvilken form samarbejdserklæringerne indgives i,
jf. artikel 19.
Artikel 30
De nationale konkurrencemyndigheders antagelse af bevismateriale
Medlemsstaterne sikrer, at de former for bevismateriale, som kan antages af de nationale
konkurrencemyndigheder, omfatter dokumenter, mundtlige erklæringer, optagelser og alle
andre genstande indeholdende oplysninger, uanset hvilket medie oplysningerne er lagret på.
Artikel 31
Omkostninger for Det Europæiske Konkurrencenetværk
Kommissionens omkostninger i forbindelse med vedligeholdelse og udvikling af Det
Europæiske Konkurrencenetværkssystem og samarbejdet inden for netværket afholdes over
Den Europæiske Unions almindelige budget inden for de disponible bevillinger.
KAPITEL X
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 32
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft
for at efterkomme dette direktiv senest den [two year period for transposition]. De
tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.
Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette
direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere
regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 33
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende.
DA 50 DA
Artikel 34
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand
DA 51 DA
FINANSIERINGSOVERSIGT
1. FORSLAGETS/INITIATIVETS RAMME
1.1. Forslagets/initiativets betegnelse
1.2. Berørt(e) politikområde(r) inden for ABM/ABB-strukturen
1.3. Forslagets/initiativets art
1.4. Mål
1.5. Forslagets/initiativets begrundelse
1.6. Varighed og finansielle virkninger
1.7. Påtænkt(e) forvaltningsmetode(r)
2. FORVALTNINGSFORANSTALTNINGER
2.1. Bestemmelser om kontrol og rapportering
2.2. Forvaltnings- og kontrolsystem
2.3. Foranstaltninger til forebyggelse af svig og uregelmæssigheder
3. FORSLAGETS/INITIATIVETS ANSLÅEDE FINANSIELLE VIRKNINGER
3.1. Berørt(e) udgiftspost(er) på budgettet og udgiftsområde(r) i den flerårige
finansielle ramme
3.2. Anslåede virkninger for udgifterne
3.2.1. Sammenfatning af de anslåede virkninger for udgifterne
3.2.2. Anslåede virkninger for aktionsbevillingerne
3.2.3. Anslåede virkninger for administrationsbevillingerne
3.2.4. Forenelighed med indeværende flerårige finansielle ramme
3.2.5. Tredjemands bidrag til finansieringen
3.3. Anslåede virkninger for indtægterne
DA 52 DA
FINANSIERINGSOVERSIGT
1. FORSLAGETS/INITIATIVETS RAMME
1.1. Forslagets/initiativets betegnelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af de nationale
konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og
sikring af et velfungerende indre marked.
1.2. Berørt(e) politikområde(r) inden for ABM/ABB-strukturen1
Politikområde: Afsnit 03 – Konkurrencepolitik
Aktiviteter: 03 02 – Politisk koordinering, Det Europæiske Konkurrencenetværk og
internationalt samarbejde.
03 05 – Karteller, monopoler og liberalisering.
1.3. Forslagets/initiativets art
Forslaget/initiativet vedrører en ny foranstaltning.
1.4. Mål
1.4.1. Det eller de af Kommissionens flerårige strategiske mål, som forslaget/initiativet vedrører
Overordnet mål A: Nyt skub i beskæftigelse, vækst og investeringer
1.4.2. Specifikke mål og berørte ABM/ABB-aktiviteter
Specifikt mål nr. 2: En effektiv og sammenhængende anvendelse af EU's konkurrenceregler
af de nationale konkurrencemyndigheder og nationale domstole.
Berørte ABM/ABB-aktiviteter: 03 02 – Politisk koordinering, Det Europæiske
Konkurrencenetværk og internationalt samarbejde og 03 05 – Karteller, monopoler og
liberalisering.
1.4.3. Forventede resultater og virkninger
1.4.4. Initiativet vil primært påvirke de nationale konkurrencemyndigheder, virksomhederne og
forbrugerne som beskrevet under punkt 2 i begrundelsen. Virknings- og resultatindikatorer
Nedenstående tabel viser de indikatorer, som eventuelt kan bruges til at måle virkninger og
resultater.
Mål Nøgleindikatorer
Sikre, at alle nationale
konkurrencemyndigheder
("NCA") råder over effektive
undersøgelses- og
beslutningsredskaber.
Lovgivningsmæssige foranstaltninger
1. Rådighed over vigtige redskaber til
undersøgelse og beslutningstagning pr. NCA.
2. Adgang til centrale proceduremæssige
garantier pr. NCA.
3. Anvendelse af undersøgelsesredskaber pr.
1
ABM: Activity Based Management (aktivitetsbaseret ledelse) – ABB: Activity Based Budgeting (aktivitetsbaseret
budgetlægning).
DA 53 DA
NCA.
4. Antal håndhævelsesafgørelser pr. type
afgørelse (f.eks. forbud, tilsagn, foreløbige
forholdsregler).
Bløde foranstaltninger:
1. NCA anvendelse af anbefalet
praksis/vejledning, hvor det er relevant, som
ECN har tilsluttet sig.
Sikre, at alle NCA kan pålægge
effektive bøder.
Lovgivningsmæssige foranstaltninger:
1. I medlemsstater, der i dag pålægger
virksomhederne bøder i forbindelse med
strafferetlige sager:
- Mulighed for bøder i forbindelse med
administrative procedurer / ikkestrafferetlige
sager.
- Mulighed for, at NCA kan bringe/forsvare
sager for domstolene.
- Antal bøder ift. antal sager sammenlignet med
tidligere, hvor bøderne primært blev pålagt i
forbindelse med strafferetlige sager.
2. Anvendelse af det fastlagte lovbestemte loft
for bøder pr. NCA.
3. Ændringer af bødernes størrelse sammenlignet
med situationen før direktivets ikrafttræden.
4. Samlet beløb for pålagte bøder.
5. Anvendelse/manglende anvendelse af
begrebet virksomhed i forbindelse med
pålæggelse af bøder til modervirksomheder og
retlige og økonomiske efterfølgere til
virksomheder.
Bløde foranstaltninger:
1. NCA anvendelse af anbefalet
praksis/vejledning, hvor det er relevant, som
ECN har tilsluttet sig.
Sikre, at alle NCA har en
veludformet
straflempelsesordning, som også
giver mulighed for at ansøge om
straflempelse i flere jurisdiktioner.
Lovgivningsmæssige foranstaltninger:
1. Adgang pr. NCA til effektive garantier for, at
ansøgere om straflempelse kan sikre deres plads
i køen.
2. Adgang pr. NCA til regler for at beskytte
ansatte hos ansøgere om straflempelse mod
sanktioner.
DA 54 DA
3. Antal ansøgninger om straflempelse pr. NCA.
Bløde foranstaltninger:
1. NCA anvendelse af anbefalet
praksis/vejledning, hvor det er relevant, som
ECN har tilsluttet sig.
Sikre, at NCA råder over
tilstrækkelige ressourcer til
uafhængigt at håndhæve EU's
konkurrenceregler.
Lovgivningsmæssige foranstaltninger:
1. Adgang pr. NCA til regler, der sikrer, at NCA
ikke modtager instrukser fra offentlige eller
private organer.
2. Undersøgelse af, om NCA har været udsat for
forsøg på at underminere deres uafhængighed.
3. Undersøgelse af, om NCA råder over
tilstrækkelige menneskelige og finansielle
ressourcer til at varetage deres opgaver, herunder
udvikling i og sammenligning af omfanget af
personale og budget.
Ekstra omkostninger for NCA.
1. Ekstra omkostninger som følge af udvidede
beføjelser (uddannelse osv.).
2. Omkostningerne i forbindelse med NCA
håndhævelsesaktiviteter på kartel- og
monopolområdet (omkostninger ift. bødebeløb).
1.5. Forslagets/initiativets begrundelse
1.5.1. Behov, der skal opfyldes på kort eller lang sigt
Det primære formål med dette lovgivningsforslag er at realisere det fulde potentiale af det
decentraliserede system for håndhævelse af EU's konkurrenceregler, som blev indført med
forordning (EF) nr. 1/2003, ved at sætte NCA i stand til at håndhæve reglerne effektivt. Det
vil fremme en effektiv håndhævelse af EU's konkurrenceregler. Det vil også understøtte et
tættere samarbejde i Det Europæiske Konkurrencenetværk.
Det kræver realisering af følgende specifikke mål:
1. sikre, at alle NCA råder over effektive undersøgelses- og beslutningsredskaber
2. sikre, at alle NCA kan pålægge effektive bøder med afskrækkende virkning
3. sikre, at alle NCA har en veludformet straflempelsesordning, som giver mulighed for at
ansøge om straflempelse i flere jurisdiktioner, og
4. sikre, at NCA råder over tilstrækkelige ressourcer til uafhængigt at håndhæve EU's
konkurrenceregler.
1.5.2. Merværdien ved en indsats fra EU's side
Flere forhold begrunder en indsats på EU-plan for at opfylde målene i afsnit 1.5.1 og realisere
det fulde potentiale af det decentraliserede system for håndhævelse af EU's
konkurrenceregler, som beskrevet i punkt 2 i begrundelsen.
DA 55 DA
1.5.3. Erfaringer fra lignende foranstaltninger
Med forordning (EF) nr. 1/2003 fik NCA beføjelse til at anvende EU's konkurrenceregler.
Som følge heraf håndhæves EU's konkurrenceregler i dag i et omfang, som Kommissionen
aldrig ville have opnået på egen hånd. Siden 2004 har Kommissionen og NCA vedtaget over
1 000 håndhævelsesafgørelser, hvoraf NCA tegner sig for 85 %. Lovgivningsforslaget tager
udgangspunkt i NCA's erfaringer med håndhævelse og yderligere undersøgelser siden 2004.
1.5.4. Sammenhæng med andre relevante instrumenter og eventuel synergivirkning
Lovgivningsforslaget er foreneligt med forordning (EF) nr. 1/2003 og vil have stærke
synergier hermed, da det vil sætte NCA i stand til et realisere deres fulde potentiale i det
decentraliserede system for håndhævelse af EU's konkurrenceregler, som er indført med
denne forordning.
1.6. Varighed og finansielle virkninger
Forslag/initiativ af ubegrænset varighed
1.7. Påtænkt(e) forvaltningsmetode(r)2
Direkte forvaltning ved Kommissionen og dens tjenestegrene
2. FORVALTNINGSFORANSTALTNINGER
2.1. Bestemmelser om kontrol og rapportering
Bevillingerne vil gå til vedligeholdelse, udvikling, hosting, drift af og support til et centralt
informationssystem (Det Europæiske Konkurrencenetværkssystem) i overensstemmelse med
de relevante standarder for fortrolighed og datasikkerhed. De vil sikre et tæt samarbejde
mellem NCA og Kommissionen i Det Europæiske Konkurrencenetværk ved hjælp af
forskellige midler. Generaldirektoratets indberetningsregler finder anvendelse.
2.2. Forvaltnings- og kontrolsystem
2.2.1. Konstaterede risici
Med hensyn til IT: risiko for at IT-systemerne ikke effektivt kan støtte Det Europæiske
Konkurrencenetværk.
2.2.2. Oplysninger om det interne kontrolsystem
IT: Effektive IT-styringsprocesser, der aktivt inddrager systemets brugere.
Udgifter: Det interne kontrolsystem skal sikre en hensigtsmæssig forvaltning af risici i
forbindelse med de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed samt med
betalingernes art. Kontrolsystemet udgøres desuden af forskellige dele, f.eks. rapportering til
øverste ledelse, forudgående kontrol af den centrale regnskabsafdeling, internt
rådgivningsudvalg vedrørende indkøb og kontrakter, efterfølgende kontrol og revision af Den
Interne Revisionstjeneste og Revisionsretten.
2.2.3. Anslåede omkostninger og fordele ved kontrollen samt forventet fejlrisiko.
Udgifter: Omkostningerne til kontrol anslås at udgøre mindre end 3 % af de samlede udgifter.
De ikkefinansielle fordele ved kontrol omfatter: mere værdi for pengene, afskrækkende
virkninger, effektivitetsgevinster, systemforbedringer og overholdelse af reglerne.
2
Forklaringer vedrørende forvaltningsmetoder og henvisninger til finansforordningen findes på webstedet
BudgWeb: http://ec.europa.eu/budget/index_en.cfm.
DA 56 DA
Risiciene afværges effektivt ved hjælp af kontrollerne, og fejlrisikoen anslås til under 2 %.
2.3. Foranstaltninger til forebyggelse af svig og uregelmæssigheder
Risikoen for svig begrænses af særlige kontroller. De aktiviteter og transaktioner, der
indebærer en højere risiko, er underlagt mere omfattende overvågning og kontrol. På grund af
ovennævnte kontrolsystem og arten af udgifterne under direkte forvaltning vurderes
sandsynligheden for svig til at være lav.
Alle transaktioner er genstand for forudgående kontrol på første niveau i overensstemmelse
med vores finansielle kredsløb. Kontrollerne foregår både på driftsniveau og på finansielt
niveau – den driftsmæssige igangsætning og kontrol udøves af det operationelle direktorat,
mens den finansielle igangsætning og kontrol foretages af den finansielle enhed i kontor
COMP R2.
Risikoen for svig vurderes årligt i forbindelse med risikostyringen.
3. FORSLAGETS/INITIATIVETS ANSLÅEDE FINANSIELLE VIRKNINGER
3.1. Berørt(e) udgiftspost(er) på budgettet og udgiftsområde(r) i den flerårige finansielle
ramme
Eksisterende udgiftsposter på budgettet
I 2016 blev informationssystemerne til at støtte Det Europæiske Konkurrencenetværks
opgaver finansieret over ISA2
-programmet under ABCDE-aktionen. De øvrige udgifter i
forbindelse med Det Europæiske Konkurrencenetværk finansieres under administrative
udgifter. Det samme vil gælde for 2017-2020. Omfanget af forslagets virkninger for budgettet
efter 2020 afhænger af Kommissionens forslag til den næste FFR og det endelige resultat af
forhandlingerne om FFR efter 2020.
I samme rækkefølge som udgiftsområderne i den flerårige finansielle ramme og
budgetposterne.
Udgifts-
område i
den flerårige
finansielle
ramme
Budgetpost Udgiftensart Bidrag
Udgiftsområ
de 1a
OB/IOB 3 fra EFTA-
lande4
fra kandidat-
lande5
fra tredje-
lande
iht. finansforordningens
artikel 21, stk. 2, litra b)
26.030100 OB JA JA NEJ NEJ
Udgifts-
område i
den flerårige
finansielle
ramme
Budgetpost Udgiftensart Bidrag
Udgiftsområ
de 5 OB/IOB
fra EFTA-
lande
fra
kandidatland
e
fra tredje-
lande
iht. finansforordningens
artikel 21, stk. 2, litra b)
03.010211 IOB NEJ NEJ NEJ NEJ
3
OB = opdelte bevillinger/IOB = ikke-opdelte bevillinger.
4
EFTA: Den Europæiske Frihandelssammenslutning.
5
Kandidatlande og, efter omstændighederne, potentielle kandidatlande på Vestbalkan.
DA 57 DA
3.2. Anslåede virkninger for udgifterne
3.2.1. Sammenfatning af de anslåede virkninger for udgifterne
Udgiftsområde i den flerårige finansielle
ramme
Nummer 1a
Konkurrenceevne for vækst og
beskæftigelse
i mio. EUR (tre decimaler)
GD COMP År201
8
År
2019
År
2020
Efterfølgende
år
(betalinger)
I ALT
Aktionsbevillinger
Budgetpost 26.030100
6
Forpligtelser (1) 1,000 1,000 1,000 3,000
Betalinger (2) 0,700 0,900 1,000 0,400 3,000
Administrationsbevillinger finansieret
over bevillingsrammen for særprogrammet
7
Bevillinger I ALT
til GD COMP
Forpligtelser
=
1+1a+3 1,000 1,000 1,000 3,000
Betalinger
=2+2a+
3 0,700 0,900 1,000 0,400 2,600
 Aktionsbevillinger I ALT
Forpligtelser (4) 1,000 1,000 1,000 3,000
Betalinger (5) 0,700 0,900 1,000 3,000
 Administrationsbevillinger finansieret
over bevillingsrammen for særprogrammer I
ALT
(6) 0 0 0 0
Bevillinger I ALT
under
UDGIFTSOMRÅDE 1a
i den flerårige finansielle
ramme
Forpligtelser =4+ 6 1,000 1,000 1,000 3,000
Betalinger =5+ 6 0,700 0,900 1,000 0,400 3,000
6
Beløbene er vejledende og med forbehold for budgetproceduren og prioriteringerne under det årlige ISA²-
arbejdsprogram.
7
Teknisk og/eller administrativ bistand og udgifter til støtte for gennemførelsen af EU's programmer og/eller
aktioner (tidligere BA-poster), indirekte forskning, direkte forskning.
DA 58 DA
Udgiftsområde i den flerårige finansielle
ramme
5 "Administration"
i mio. EUR (tre decimaler)
ÅrN ÅrN+1 ÅrN+2
Efterfølgen
de år
(betalinger)
I ALT
GD COMP
 Menneskelige ressourcer 0,759 0,759 0,759 2,277
 Andre administrationsudgifter 0,500 0,550 0,550 1,600
I ALT GD COMP Bevillinger 1,259 1,309 1,309 3,877
Bevillinger I ALT under
UDGIFTSOMRÅDE 5
i den flerårige finansielle
ramme
(Forpligtelser i alt =
betalinger i alt)
1,259 1,309 1,309 3,877
i mio. EUR (tre decimaler)
ÅrN
8
ÅrN + 1
ÅrN +
+2
Efterfølgen
de år
(betalinger)
I ALT*
Bevillinger I ALT under
UDGIFTSOMRÅDE 1-5
i den flerårige finansielle
ramme
Forpligtelser 2,259 2,309 2,309 6,877
Betalinger 1,959 2,209 2,309 0,400 6,877
3.2.2. Anslåede virkninger for aktionsbevillingerne
Forslaget/initiativet medfører anvendelse af aktionsbevillinger som anført herunder:
Det er ikke muligt for GD COMP at give en udtømmende liste over de resultater, der skal
leveres ved hjælp af de finansielle interventioner, de gennemsnitlige omkostninger og antal
som krævet i dette afsnit, da dette er et nyt initiativ, og der derfor ikke findes tidligere
statistiske data at basere oplysningerne på.
For at understøtte det tætte samarbejde i Det Europæiske Konkurrencenetværk og på bedste
vis opfylde målene venter vi bl.a. udgifter til følgende:
 vedligeholdelse, udvikling, hosting, drift af og support til et centralt
informationssystem (systemet for Det Europæiske Konkurrencenetværk) i
overensstemmelse med de relevante standarder for fortrolighed og datasikkerhed.
Interoperabilitet er en forudsætning for, at Det Europæiske Konkurrencenetværk
kan fungere optimalt og effektivt.
8
År N er det år, hvor gennemførelsen af forslaget/initiativet påbegyndes.
DA 59 DA
 andre administrative udgifter i forbindelse med Det Europæiske
Konkurrencenetværks opgaver, f.eks.:
 udgifter til organisering af møder
 uddannelse til nationale konkurrencemyndigheder
 printet materiale, som er oversat til alle sprog
 vedtagelse af anbefalet praksis/vejledning, som offentliggøres på alle sprog
 opfølgende undersøgelser/studier/evalueringer.
3.2.3. Anslåede virkninger for administrationsbevillingerne
3.2.3.1. Resumé
Forslaget/initiativet medfører ikke anvendelse af yderligere administrationsbevillinger
Personalebehovet vil blive dækket ved hjælp af det personale, som generaldirektoratet
allerede har afsat til aktionen, og/eller interne rokader i generaldirektoratet, eventuelt
suppleret med yderligere bevillinger, som tildeles det ansvarlige generaldirektorat i
forbindelse med den årlige tildelingsprocedure under hensyntagen til de budgetmæssige
begrænsninger. Det samme gælder bevillingerne til at dække administrative udgifter.
3.2.3.2. Anslået behov for menneskelige ressourcer
Forslaget/initiativet medfører anvendelse af menneskelige ressourcer som anført herunder:
Overslag angives i årsværk
ÅrN ÅrN+1 År N+2 År N+3
Ubegrænset
varighed
(se punkt 1.6)
(se punkt 1.6)
 Stillinger i stillingsfortegnelsen (tjenestemænd og midlertidigt ansatte)
XX 01 01 01 (i hovedsædet og i Kommissionens
repræsentationskontorer)
5,5 5,5 5,5 5,5 5,5
XX 01 01 02 (i delegationer)
XX 01 05 01 (indirekte forskning)
10 01 05 01 (direkte forskning)
 Eksternt personale (i årsværk)9
XX 01 02 01 (KA, UNE, V under den samlede bevillingsramme)
XX 01 02 02 (KA, LA, UNE, V og JED i delegationerne)
XX 01 04 yy 10
- i hovedsædet
- i delegationer
XX 01 05 02 (KA, UNE, V – indirekte forskning)
10 01 05 02 (KA, UNE, V – direkte forskning)
Andre budgetposter (skal angives)
9
KA: kontraktansatte, LA: lokalt ansatte, UNE: udstationerede nationale eksperter, V: vikarer, JED: junioreksperter
ved delegationerne.
10
Delloft for eksternt personale under aktionsbevillingerne (tidligere BA-poster).
DA 60 DA
I ALT 5,5 5,5 5,5 5,5 5,5
XX angiver det berørte politikområde eller budgetafsnit.
Personalebehovet vil blive dækket ved hjælp af det personale, som generaldirektoratet allerede har afsat til aktionen, og/eller
interne rokader i generaldirektoratet, eventuelt suppleret med yderligere bevillinger, som tildeles det ansvarlige
generaldirektorat i forbindelse med den årlige tildelingsprocedure under hensyntagen til de budgetmæssige begrænsninger.
Opgavebeskrivelse:
Tjenestemænd og
midlertidigt ansatte
AD – Overvågning, koordinering af Det Europæiske Konkurrencenetværk
AST – IT-projektleder af systemerne til støtte for Det Europæiske
Konkurrencenetværks arbejde, koordinering af møder i Det Europæiske
Konkurrencenetværk
Eksternt personale Ikke relevant
3.2.4. Forenelighed med indeværende flerårige finansielle ramme
Forslaget/initiativet er foreneligt med indeværende flerårige finansielle ramme og
indeværende finansielle programmering af ISA2
-programmet, der er ikke behov for yderligere
midler.
3.2.5. Tredjemands bidrag til finansieringen
Forslaget/initiativet indeholder ikke bestemmelser om samfinansiering med tredjemand.
3.3. Anslåede virkninger for indtægterne
Forslaget/initiativet har ingen finansielle virkninger for indtægterne.