Høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren

Retsudvalget, Retsudvalget, Retsudvalget 2016-17
L 149 Bilag 1, L 149 A Bilag 1, L 149 B Bilag 1
Offentligt
2
Centrale Handicapråd, Det Danske Voldgiftsinstitut, Domstolenes Tjene-
stemandsforening, Ejendomsforeningen Danmark, Fagligt Fælles Forbund
– 3F, Ferring Lægemidler A/S, Ferrosan A/S, Finans og Leasing, Finansrå-
det, FLSmidth, FOA- Fag og Arbejde, Forbrugerombudsmanden, Forbru-
gerrådet, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvoka-
ter, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen Industriel Retsbe-
skyttelse, Forsikring og Pension, Færøernes Landsstyre, GN Store Nord
A/S, Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab, Grønlands Selvstyre, H.
Lundbeck A/S, Haldor Topsøe A/S, Handelshøjskolen – Århus Universi-
tet, HK-Landsklubben Danmarks Domstole, Horten Advokataktieselskab,
Høiberg A/S, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark, Inspicos
A/S, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Kromann Reumert,
Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforeningen af For-
svarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Larsen & Birke-
holm A/S, LEO Pharma Nordic, LETT Advokatpartnerselskab, Liberale
Erhvervs Råd, Lind Cadovius Advokataktieselskab, Lægemiddelindustri-
foreningen (LIF), Løje, NJORD, Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S,
Opfinderforeningen.dk, Patent Nord ApS, Patentgruppen A/S, Plesner,
Plougmann Vingtoft A/S, Politidirektørforeningen, Politiforbundet, Real-
kreditforeningen, Realkreditrådet, Retspolitisk Forening, Rådet for Etniske
Minoriteter, Syddansk Universitet, Teknologisk Institut, Udvalget til Be-
skyttelse af Videnskabeligt Arbejde, Zacco Danmark A/S, Ældre Forum,
Ældre Sagen, Aalborg Universitet, Aarhus Retshjælp og Aarhus Universi-
tet.
Justitsministeriets har modtaget høringssvar fra følgende:
Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret, Tinglysningsretten, byretter-
ne, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Den Danske Dommerfore-
ning, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Advokatrådet, Danmarks Rederifore-
ning, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Dansk Ældreråd, Dan-
ske Handicaporganisationer, Danske Seniorer, Finansrådet, FOA – Fag og
arbejder, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Færøernes Landsstyre, Håndværksrådet, Institut for
Menneskerettigheder, KL, LETT Advokatpartnerselskab, Politiforbundet,
Rådet for Etniske Minoriteter, Ældresagen, Aalborg Universitet og Aarhus
Retshjælp.
Nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.
Justitsministeriets kommentarer til høringssvarene er anført med kursiv.
3
2. Høringssvarene
2.1. Generelt
Tinglysningsretten, Procesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten, FOA –
Fag og Arbejde, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK,
Foreningen af Offentlige Anklagere, KL, Politiforbundet, Rådet for
Etniske Minoriteter, Aalborg Universitet og Aarhus Retshjælp har ik-
ke bemærkninger til lovudkastet.
Rigspolitiet har ikke bemærkninger til den del af lovforslaget, der vedrø-
rer udelukkelse fra hvervet som lægdommer. Rigspolitiet har ikke forholdt
sig til den resterende del af lovforslaget.
Dansk Arbejdsgiverforening har ikke ønsket at afgive bemærkninger til
lovforslaget, da det falder uden for organisationens virkefelt.
Dansk Industri støtter lovforslaget i sin helhed.
Færøernes Landsstyre har taget lovforslaget til efterretning og har på nu-
værende tidspunkt ikke andre bemærkninger.
2.2. Lægdommere
2.2.1. Aldersgrænsen for lægdommere
Østre Landsret henviser til, at forslaget om at hæve aldersgrænsen for
lægdommere til 75 år vil kunne indebære en risiko for en forøgelse af an-
tallet af tilfælde, hvor en lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse
ikke vil være i stand til at varetage lægdommerhvervet forsvarligt, og
landsretten udtaler sig på baggrund heraf imod denne del af lovforslaget.
Som en mulig alternativ løsning peger landsretten på en ordning svarende
til den, der gælder for sagkyndige dommere, jf. retsplejelovens § 93, stk. 4.
Vestre Landsret bemærker under henvisning til det høringssvar, som
landsretten afgav i forbindelse med høringen over den rapport om udvæl-
gelse af lægdommere, som Arbejdsgruppen om udvælgelse lægdommere
afgav i foråret 2016, at det fortsat er landsrettens opfattelse, at aldersgræn-
sen for lægdommere ikke bør forhøjes. Landsretten peger i den forbindelse
på, at en forhøjelse af aldersgrænsen i stedet vil kunne ske ved at indføre
4
hjemmel til, at personer, der ikke er fyldt 68 år ved en ny grundlisteperio-
des begyndelse, kan udtages som lægdommer i de første 2 år af perioden.
Alternativt foreslår landsretten en ordning svarende til den ordning, der
gælder for sagkyndige dommere, jf. retsplejelovens § 93, stk. 4. Landsret-
ten vurderer, at en løbende afgang af lægdommere inden for den 4-årige
periode, for hvilken grundlisten gælder, ikke vil have betydning med hen-
syn til kvaliteten af lægdommernes arbejde. Landsretten oplyser desuden,
at der i løbet af grundlisteperioden i forvejen er en del lægdommere, der
fritages for hvervet af forskellige grunde, hvilket ikke giver anledning til
problemer, og en løbende afgang på grund af alder vurderes derfor heller
ikke at ville give anledning til problemer.
Den Danske Dommerforening henholder sig til Østre Landsrets hørings-
svar, men finder anledning til at tilføje, at det i praksis næppe vil være rea-
listisk for retsformanden under det meget korte møde med nævninger og
domsmænd inden hovedforhandlingens begyndelse at konstatere, om de
pågældende er i stand til at udføre hvervet forsvarligt. Det må derimod an-
tages, at sådanne overvejelser ofte først vil vise sig på et senere tidspunkt,
herunder eventuelt under selve voteringen, og hvor der i givet fald vil blive
tale om, at hele sagen skal gå om.
Højesteret henviser for så vidt angår denne del af lovforslaget til de hø-
ringssvar, som er afgivet af Østre Landsret og Dommerforeningen.
Byretterne henholder sig til Dommerforeningens høringssvar vedrørende
denne del af lovforslaget.
Domstolsstyrelsen henviser til det høringssvar, som styrelsen afgav i for-
bindelse med høringen over den rapport om udvælgelse af lægdommere,
som Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere afgav i foråret 2016.
Det fremgår heraf, at Domstolsstyrelsen støtter mindretallets indstilling om
ikke at anbefale en forhøjelse af aldersgrænsen for lægdommere. Dom-
stolsstyrelsen henviser som begrundelse herfor til domstolenes centrale
rolle i samfundet, som stiller særlige krav til dommere og lægdommeres
arbejdsevne. Domstolsstyrelsen henviser desuden til, at der ikke er påvist
problemer med at rekruttere lægdommere fra den øvre del af den alders-
mæssige skala, og at en forhøjelse af aldersgrænsen vil kunne medføre en
praktisk udfordring for retterne, idet antallet af sager, hvor der skal foreta-
ges en berigtigelse af en nævninge- eller domsmandsliste på grund af al-
dersbetinget svækkelse, må forventes at stige.
5
Ældresagen, Dansk Ældreråd og Danske Seniorer finder, at der ikke er
behov for en egentlig aldersgrænse for lægdommere, og foreningerne op-
fordrer derfor til, at aldersgrænsen for lægdommere ophæves. Ældresagen
bemærker i den forbindelse, at forslaget om at forhøje aldersgrænsen for
lægdommere til 75 år er et skridt i den rigtige retning, og Danske Seniorer
og Danske Ældreråd støtter forslaget som den næstbedste løsning.
Danske Seniorer anfører desuden, at en lægdommer bør kunne færdigbe-
handle en retssag, som er påbegyndt men ikke afsluttet inden udløbet af en
4-årsperiode, selv om lægdommeren har nået aldersgrænsen, for på den
måde at undgå, at retssagen skal gå om.
Et flertal af medlemmerne i Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdomme-
re har ikke fundet grundlag for at fraråde en forhøjelse af aldersgrænsen
for lægdommere. Flertallet har dog bemærket, at en eventuel beslutning
herom må bero på bredere, herunder politiske overvejelser.
Som det fremgår under pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke forhold, som taler afgø-
rende imod, at aldersgrænsen for lægdommere forhøjes. Det foreslås der-
for med lovforslaget, at aldersgrænsen for lægdommere forhøjes til 75 år,
hvilket svarer til den forhøjelse af aldersgrænsen, der er foretaget for
f.eks. obligatorisk fornyelse af kørekort.
Justitsministeriet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det – som
også anført af et flertal af arbejdsgruppens medlemmer – kun vanskeligt
kan vurderes, om en forhøjelse af aldersgrænsen vil føre til flere tilfælde,
hvor en lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i
stand til at varetage hvervet som lægdommer forsvarligt, og at denne risi-
ko skal ses i lyset af, at personer, der blot når aldersgrænsen inden udlø-
bet af en grundlisteperiode, ikke vil kunne udtages som nævning og doms-
mand. Hvis forslaget om at forhøje aldersgrænsen for lægdommere vedta-
ges, vil en person således ikke kunne optages på grundlisten, hvis den på-
gældende er fyldt 71 år ved en grundlisteperiodes begyndelse.
Som Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere også har påpeget, er
der efter Justitsministeriets opfattelse visse ulemper forbundet med en ord-
ning svarende til den, der f.eks. gælder for sagkyndige retsmedlemmer i
henhold til retsplejelovens § 93, stk. 4, hvorefter en lægdommer først af-
skæres fra at varetage sit hverv, når den pågældende når aldersgrænsen.
Det foreslås derfor med lovforslaget at opretholde den gældende ordning,
6
som indebærer, at en person ikke kan optages på grundlisten, hvis den på-
gældende når aldersgrænsen inden udløbet af grundlisteperioden.
For så vidt angår muligheden for at færdigbehandle sager efter udløbet af
en grundlisteperiode, henvises til retsplejelovens § 68, stk. 3, hvoraf det
fremgår, at nævninge og domsmænd efter udløbet af det tidsrum, for hvil-
ket grundlisten gælder, kan færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig for-
handling er påbegyndt inden for dette tidsrum.
2.2.2. Udvælgelse af lægdommere
Danske Handicaporganisationer bemærker, at personer med handicap
bør være repræsenteret i gruppen af lægdommere, da de særlige livsbetin-
gelser og erfaringer, som disse personer har, bør indgå i det samlede erfa-
ringsgrundlag, som lægdommere besidder. Organisationen bemærker i den
forbindelse, at der ikke er noget til hinder for, at der på individuel basis fo-
retages en vurdering af, om en person med handicap kan udtages til at væ-
re lægdommer, men at det er vigtigt at sikre, at denne vurdering ikke fører
til, at der stilles større krav til lægdommere med handicap end de, der stil-
les til andre lægdommere.
Danske Handicaporganisationer er desuden af den opfattelse, at lovforsla-
get bør ændres på nogle afgørende punkter, så lovforslaget bidrager til en
bedre implementering af FN’s Handicapkonvention, herunder konventio-
nens artikel 3b, 4 og 5 om ikke-diskrimination. Organisationen peger end-
videre på, at der i lovforslaget bør tilføjes en bestemmelse, som sikrer, at
staten stiller en rimelig tilpasning til rådighed, således at personer med
handicap kan udfylde rollen som lægdommer.
Personer med en funktionsnedsættelse kan udtages som lægdommer, hvis
de almindelige betingelser herfor i retsplejeloven er opfyldt, herunder at
de pågældende generelt er egnede til at virke som lægdommer. Personer
med en funktionsnedsættelse er således ikke afskåret fra at virke som næv-
ning eller domsmand, ligesom der ikke stilles særlige krav til disse perso-
ner.
Det beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en person som
følge af f.eks. en funktionsnedsættelse ikke er egnet til at virke som læg-
dommer.
7
Lovforslaget rejser efter Justitsministeriets vurdering ikke problemer i for-
hold til FN’s Handicapkonvention.
2.2.3. Fritagelse fra hvervet som lægdommer
Håndværksrådet er enig i den foreslåede udvidelse af adgangen til at be-
gære sig fritaget for hvervet som lægdommer. Håndværksrådet henviser i
den forbindelse til, at de gældende regler om fritagelse fra hvervet som
lægdommer kan give anledning til problemer for specielt mindre erhvervs-
drivende, der i visse tilfælde må holde lukket de dage, hvor ejeren selv el-
ler en af få ansatte fungerer som lægdommer. Den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 71 vil efter rådets opfattelse føre til, at der i større ud-
strækning end i dag vil kunne tages hensyn til mindre erhvervsdrivende.
Ældresagen tilslutter sig forslaget om, at adgangen til at blive fritaget fra
hvervet som lægdommer udvides, således at der kan ske fritagelse, hvis
dette skyldes, at pligten vil medføre uforholdsmæssig ulempe som følge af
lægdommerens helbredstilstand eller erhvervs- og familieforhold. Æl-
dresagen finder det desuden rimeligt, at personer, der tidligere har været
lægdommer i mindst to perioder, kan begære sig fritaget for hvervet.
2.3. Gennemførelse af værnetingskonventionen
Advokatrådet tilslutter sig, at Danmark ratificerer Haagerkonventionen af
30. juni 2005 om værnetingsaftaler og finder det hensigtsmæssigt, at kon-
ventionen inkorporeres i dansk ret ved Bruxelles I-loven. Advokatrådet
kan endvidere tilslutte sig, at Danmark tager et forbehold vedrørende visse
forsikringstagere, og at der fastsættes en eksekvaturprocedure på linje med
reglerne i 2007-Luganokonventionen.
Advokatrådet bemærker dog, at konventionen ikke bør kaldes ”værne-
tingskonventionen”, da konventionen alene dækker værnetingsaftaler, og
at konventionen derfor passende kan kaldes ”værnetingsaftalekonventio-
nen”, hvilket stemmer bedre med den engelske titel.
Danmarks Rederiforening opfordrer til, at det præciseres i bemærknin-
gerne til lovforslaget, at undtagelsesbestemmelserne i konventionens arti-
kel 2, stk. 2, litra f og g, omfatter alle relevante IMO-konventioner og EU-
regler for at undgå dobbeltregulering. Rederiforeningen er betænkelig, hvis
afgørelser vedrørende ansættelsesmæssige forhold også kan omfattes, og
henstiller, at der i lovforslaget bl.a. tages forbehold for afgørelser, som
8
vedrører de i DIS-lovens § 10 nævnte forhold samt afgørelser vedrørende
søfarendes forhold, som er indbragt for udenlandske domstole i strid med
bestemmelsen i sømandslovens § 64, hvis disse kan siges at være udeluk-
ket af anvendelsesområdet, jf. artikel 2, stk. 1, litra b.
Om nødvendigt henstiller Danmarks Rederiforening, at Danmark ved rati-
fikation af konventionen tager forbehold for afgørelser, som vedrører de i
DIS-lovens § 10 nævnte forhold samt afgørelser vedrørende søfarendes
forhold, som er indbragt for udenlandske domstole i strid med bestemmel-
sen i sømandslovens § 64, jf. artikel 21 i Haagerkonventionen.
Justitsministeriet er enig med Advokatrådet i, at konventionen bør kaldes
”værnetingsaftalekonventionen”. På den baggrund har Justitsministeriet
ændret navnet på konventionen i lovforslaget.
Høringssvaret fra Danmarks Rederiforening drejer sig om konventionens
forhold til IMO-konventioner og EU-regler om anerkendelse og fuldbyr-
delse af domme, samt om afgørelser vedrørende forhold omfattet af DIS-
lovens § 10 og sømandslovens § 64.
Det bemærkes indledningsvist, at det fremgår af konventionens artikel 1,
stk. 1, at konventionen alene finder anvendelse i internationale sager, hvor
der mellem parterne er indgået en eksklusiv værnetingsaftale.
For så vidt angår forholdet til IMO-konventioner og EU-regler om aner-
kendelse og fuldbyrdelse af domme, bemærkes det, at konventionens arti-
kel 26 indeholder regler om forholdet til andre internationale aftaler.
Det fremgår af konventionens artikel 26, stk. 6, at konventionen ikke berø-
rer anvendelsen af gældende regler i en regional organisation for økono-
misk integration, der er part i konventionen, uanset om de er vedtaget før
eller efter konventionen, hvis ingen af parterne har hjemsted i en kontrahe-
rende stat, der ikke er medlemsstat i den regionale organisation for økono-
misk integration (litra a), eller for så vidt angår anerkendelse eller fuld-
byrdelse af domme mellem medlemsstater i den regionale organisation for
økonomisk integration.
Som anført i afsnit 2.2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger er EU
en organisation for regional økonomisk integration i konventionens for-
stand. Det følger således heraf, at konventionen ikke berører EU-regler
om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme.
9
Det fremgår endvidere af konventionens artikel 26, stk. 2, at konventionen
ikke berører en kontraherende stats anvendelse af en traktat, uanset om
den er indgået før eller efter konventionen, i tilfælde, hvor ingen af parter-
ne har hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er part i traktaten.
Det fremgår af afsnit 273 i den forklarende rapport til konventionen, at det
antages i konventionens artikel 26, stk. 2, at kun de stater, der er parter i
konventionen og ikke i en anden traktat, har en interesse i, at konventionen
har forrang.
Dertil kommer, at konventionens artikel 26, stk. 3, fastslår, at konventio-
nen ikke berører en kontraherende stats anvendelse af en traktat, der er
indgået inden konventionens ikrafttræden for den pågældende stat, hvis
anvendelsen af konventionen er uforenelig med denne kontraherende stats
forpligtelser over for ikke-kontraherende stater.
Endelig fremgår det af konventionens artikel 26, stk. 4, at konventionen ik-
ke berører en kontraherende stats anvendelse af en traktat, uanset om den-
ne traktat er indgået før eller efter konventionen, med henblik på at opnå
anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom afsagt af en domstol i en anden
kontraherende stat, der også er part i den pågældende traktat. Dommen
må dog ikke anerkendes eller fuldbyrdes i mindre omfang, end det ville
være tilfældet ifølge konventionen.
Det er Justitsministeriets vurdering, at reglerne i konventionens artikel 26,
som gennemgået ovenfor, tager højde for situationer, hvor både værne-
tingsaftalekonventionen og eventuelle IMO-konventioner måtte finde an-
vendelse. Justitsministeriet har på den baggrund ikke fundet anledning til
at præcisere i lovforslagets bemærkninger, hvorvidt undtagelsesbestem-
melserne i konventionens artikel 2, stk. 1, litra f og g, omfatter alle rele-
vante IMO-konventioner.
For så vidt angår konventionens forhold til afgørelser vedrørende forhold
omfattet af DIS-lovens § 10 og sømandslovens § 64 bemærkes det, at det
fremgår af konventionens artikel 2, stk. 1, litra b, at konventionen ikke fin-
der anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler, der vedrører arbejdskon-
trakter, herunder kollektive overenskomster.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at der ikke er be-
hov for ved tiltrædelse af konventionen at afgive en erklæring, hvor der
10
tages forbehold som anført i høringssvaret fra Danmarks Rederiforening.
2.4. Adgangen til tolkning i retssager
Advokatrådet tilslutter sig, at der sikres formel overensstemmelse mellem
retsplejelovens § 149, stk. 1, og de krav til tolkning i straffesager, som føl-
ger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Advokatrådet fo-
reslår desuden, at der etableres en certificeringsordning, hvor tolke certifi-
ceres efter uddannelse eller på baggrund af en prøve i tolkning og sprog,
og at der oprettes et register over certificerede tolke, som institutionerne
under Justitsministeriet og domstolene som udgangspunkt forpligtes til at
anvende.
Institut for Menneskerettigheder tilslutter sig også, at der med lovfor-
slaget sikres formel overensstemmelse mellem retsplejelovens § 149, stk.
1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og bemærker i den
forbindelse, at de danske domstole i praksis lever op til forpligtelserne.
Institut for Menneskerettigheder påpeger dog, at den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 149, stk. 1, ikke løser det grundlæggende problem, at der
i det danske retsvæsen i et vist omfang anvendes tolke, der ikke er uddan-
net i hverken sprog eller tolkning. Instituttet anbefaler derfor, at der opret-
tes en certificeringsordning, og at institutioner under Justitsministeriet og
domstolene forpligtes til udelukkende at anvende certificerede tolke. Insti-
tuttet anbefaler desuden, at der oprettes en tolkeuddannelse uden egenbeta-
ling rettet mod de vigtigste flygtninge- og indvandrersprog.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler endvidere, at det i bemærknin-
gerne til den foreslåede ændring af retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt.,
præciseres, at det er hele retsmødet, der i givet fald skal gennemføres på
det pågældende sprog, idet det følger af Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention, at den anklagede har krav på, at alle oplysninger, som
fremkommer under retsmødet, og som er nødvendige for, at vedkommende
kan varetage sit forsvar, oversættes. Institut for Menneskerettigheder anbe-
faler samtidig, at der indføres en indberetningsordning for retterne, når de i
henhold til retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., gennemfører et retsmøde
uden anvendelse af tolk.
Domstolsstyrelsen bemærker, at den foreslåede ændring af retsplejelovens
§ 149, stk. 1, vil kunne medføre øgede udgifter til sagsgodtgørelse, men at
11
det ikke på det foreliggende grundlag er muligt at skønne over udgiftsni-
veauet.
Som anført under pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, fo-
reslås det med lovforslaget at ændre retsplejelovens § 149, stk. 1, 1. pkt.,
således at det fremgår af bestemmelsen, at der skal anvendes tolk under ik-
ke alene afhøringer, men derimod hele retsmødet, og at dette så vidt muligt
skal ske ved hjælp af en uddannet translatør eller lignende.
Med virkning fra den 1. januar 2016 blev den tidligere gældende offentlige
beskikkelsesordning for translatører og tolke ophævet. Som konsekvens
heraf stilles der i retsplejelovens § 149, stk. 1, ikke længere krav om, at
brug af tolk i en retssag så vidt muligt skal ske ved hjælp af en translatør,
der har opnået beskikkelse fra en offentlig myndighed for at kunne kalde
sig translatør. Det forudsættes dog fortsat i bestemmelsen, at der ved dom-
stolene så vidt muligt anvendes uddannede translatører eller personer med
en lignende uddannelse, og der foreslås ikke med lovforslaget nogen æn-
dring heri.
Justitsministeriet har ikke aktuelle overvejelser om at indføre en egentlig
certificeringsordning for tolke med henblik på at forpligte bl.a. domstolene
til udelukkende at anvende certificerede tolke.
Justitsministeriet har på baggrund af høringssvaret fra Institut for Menne-
skerettigheder præciseret i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,
nr. 9 (§ 149, stk. 1, 4. pkt.), at det i de tilfælde, hvor tilkaldelse af tolk ude-
lades, ikke alene er afhøringen, men hele retsmødet, der skal kunne gen-
nemføres uden tolk.
Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., indebæ-
rer, at tilkaldelse af tolk kan udlades i visse nærmere afgrænsede sager,
såfremt retten og sagens aktører har det fornødne kendskab til det fremme-
de sprog, og hvis det i øvrigt findes ubetænkeligt. Henset til de snævre be-
tingelser for i medfør af bestemmelsen at gennemføre et retsmøde uden an-
vendelse af tolk, finder Justitsministeriet ikke anledning til at etablere en
indberetningsordning for retterne.
2.5. Foretagelse af udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyldner ikke er
mødt
12
FinansDanmark støtter den foreslåede udvidelse af adgangen til på fo-
gedrettens kontor at foretage udlæg i fast ejendom mv., hvis skyldner ikke
er mødt.
FinansDanmark tilføjer, at FinansDanmark havde håbet, at et forslag om
tvangsfuldbyrdelse på grundlag af pantebreve, der tidligere har været frem-
ført af Realkreditrådet, var blevet imødekommet med nærværende lovfor-
slag. Forslaget går ud på at afskaffe kravet om forudgående udlæg på
grundlag af et misligholdt realkreditpantebrev, således at fordringshaveren
i stedet kan begære tvangsauktion direkte på grundlag af realkreditpante-
brevet. FinansDanmark anfører hertil bl.a., at det forudgående pantebrevs-
udlæg forsinker og fordyrer processen.
Justitsministeriet bemærker, at forslaget om at ændre reglerne om udlæg
på grundlag af et misligholdt realkreditpantebrev efter ministeriets opfat-
telse rejser mere tværgående og principielle spørgsmål. En endelig stil-
lingtagen hertil bør derfor ske som led i Justitsministeriets samlede over-
vejelser om reglerne om tvangsfuldbyrdelse og tvangsauktioner mv. For-
slaget vedrørende udlæg på grundlag af realkreditpantebreve vil således
indgå i de videre overvejelser om området.
2.6. Kære af afgørelser om afslag på fri proces
Advokatrådet tilslutter sig den foreslåede ændring af retsplejelovens §
327, stk. 5, 3. pkt., idet hensyn til retssikkerheden tilsiger, at der er samme
adgang til at kære afgørelser om afslag på fri proces, uanset om der er tale
om en afgørelse, der er truffet af byretten, Sø- og Handelsretten eller
landsretten som første instans.
Institut for Menneskerettigheder finder det også positivt, at der med lov-
forslaget indføres adgang til at kære afgørelser om afslag på fri proces truf-
fet af en byret, således at der fremover vil være samme adgang til kære af-
gørelser om afslag fra byretten som afgørelser om afslag, der er truffet af
Sø- og Handelsretten eller landsretten som første instans.
2.7. Anke af sager om EU-varemærker og EF-design
13
Højesteret bemærker, at denne del af lovforslaget ikke giver Højesteret
anledning til bemærkninger.
LETT Advokatpartnerselskab henviser til, at domme om EU-design og
EU-varemærker har konsekvenser for design- og varemærkebeskyttelsen,
der rækker ud over Danmarks grænser, og selskabet finder på baggrund
heraf, at det er mest hensigtsmæssigt, at alle ankesager vedrørende EU-de-
sign og EU-varemærker behandles af Højesteret. LETT Advokatpartner-
selskab bemærker endvidere, at både varemærke- og designforordningen
foreskriver, at EU-medlemslandene skal udpege det mindst mulige antal
nationale domstole til behandling af sager om EU-varemærker og EU-de-
sign med henblik på at sikre den nødvendige specialisering. Den foreslåe-
de ændring af varmemærkeloven og designloven synes derfor ikke at være
i tråd med forordningerne, idet forslagene indebærer, at både Østre Lands-
ret og Vestre Landsret fremover vil kunne behandle sager om EU-vare-
mærker og EU-design.
Som det fremgår under pkt. 2.9.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger, er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at der i
sager om EU-varemærker og EF-design – i modsætning til, hvad der ellers
gælder for sager, der behandles af Sø- og Handelsretten – fortsat er fri ad-
gang til anke til Højesteret, ligesom en sådan ordning synes at stride mod
formålet bag retsplejelovens § 368, stk. 4.
Det foreslås derfor med lovforslaget at ændre varemærkelovens § 43 a og
designlovens § 42, således at det fremgår af bestemmelserne, at både Hø-
jesteret og landsretterne er EU-varemærke og EF-designdomstole i anden
instans, og at afgørelsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten i
henhold til disse love kan ankes til Højesteret eller landsret, træffes efter
retsplejelovens § 368, stk. 4.
Den foreslåede ordning rejser efter Justitsministeriets opfattelse ikke pro-
blemer i forhold til hverken varemærke- eller designforordningen.
3. Lovforslaget
I det fremsatte lovforslag er der navnlig foretaget følgende ændringer i for-
hold til det udkast, der har været i høring:
14
1. I forslaget til en nyaffattet § 70 i retsplejeloven er ”folkekirkens og de
anerkendte trossamfunds gejstlige” ændret til ”præster i folkekirken og an-
dre trossamfund”.
2. Det foreslås, at der i lovforslaget henvises til ”værnetingsaftalekonven-
tionen” frem for ”værnetingskonventionen”.
Det foreslås endvidere, at der tilføjes et nyt stykke til den foreslåede § 8 i i
Bruxelles I-loven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, hvor det fastsættes, at foged-
rettens afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres eksigibel, skal forkyndes
for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse. Retsafgørelsen ved-
lægges forkyndelsen. Det foreslås endvidere i denne forbindelse, at det fo-
reslåede § 8 j, stk. 4, i Bruxelles I-loven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, affattes
således at fristen for kære af en afgørelse om, at en udenlandsk retsafgørel-
se erklæres eksigibel, er 1 måned, og regnes fra det tidspunkt, hvor afgø-
relsen blev forkyndt.
Det foreslås herudover, at der tilføjes et nyt stykke til den foreslåede § 8 l i
Bruxelles I-loven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, hvor det fastsættes, at retten
kan behandle spørgsmålet om anerkendelse, hvis anerkendelse gøres gæl-
dende under en verserende retssag, og har betydning for afgørelsen af sa-
gen.
Det foreslås desuden, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 9, stk. 2, i lov om
Bruxelles I-forordningen, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, affattes således at be-
stemmelsen kommer til at gælde tilsvarende i forhold til værnetingsaftale-
konventionen.
3. Det er i bemærkninger til den foreslåede ændring af retsplejelovens §
149, stk. 1, 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 9, præciseret, at i de tilfælde
hvor tilkaldelse af tolk udelades, vil ikke alene afhøringen, men hele rets-
mødet skulle kunne gennemføres uden tolk.
Der er herudover foretaget en række redaktionelle ændringer og præcise-
ringer i forhold til det lovudkast, der har været sendt i høring, herunder
mindre justeringer af sproglig og lovteknisk karakter.


Retsudvalget, Retsudvalget, Retsudvalget 2016-17
L 149 Bilag 1, L 149 A Bilag 1, L 149 B Bilag 1
Offentligt


Retsudvalget, Retsudvalget, Retsudvalget 2016-17
L 149 Bilag 1, L 149 A Bilag 1, L 149 B Bilag 1
Offentligt